Post on 24-Feb-2023
FLUXEn bevægelse mod en heraklitiansk
nietzscheanisme
© Forlaget Armé, 2011
Redaktion: Sverre KaelsOmslag: Jon Auring Grimm og Carl Johan
Sennels
1. oplag, 1. udgave 2011
ISBN: 978-87-994616-2-2
www.arme.dk
FLUXen bevægelse mod en heraklitiansk nietzscheanisme
afJon Auring Grimm
IndholdIndledning . . . . . . . . . . . . . . . . . 1The path of the carding-comb is both straight and crooked - metodiske overvejelser . . . . . . . . 2En bevægelse mod selvet, udover selvet . . . . . 5
I1.1.1. Tilblivelsens strøm . . . . . . . . . . . 13
. . . . . . . . . 151.1.3. Oceanet af tilblivelse og forgængelighed . . . 19
. . . . . . . . . . 241.1.5. Strid og immanens . . . . . . . . . . . 251.1.6. Dag og nat - modsætningernes enhed . . . . 281.1.7. Krigen er altings fader . . . . . . . . . . 321.2.1. Nietzsche, Heraklit og tingene . . . . . . . 371.2.2. Nietzsche og Platon . . . . . . . . . . . 441.3.1. Opsummering og sammenfatning af -læren 531.3.2. Proces . . . . . . . . . . . . . . . . 541.3.3. Relation - Strid . . . . . . . . . . . . 551.3.4. Kontekst og det ene . . . . . . . . . . . 561.4.1. Tilblivelsens stræben . . . . . . . . . . 601.4.2. Viljen til magt . . . . . . . . . . . . . 631.4.3. Aktion og reaktion - aktiv og reaktiv . . . . 681.4.4. Viljen til magt som perspektiv . . . . . . . 76
1.4.5. Tilblivelse som sensibilitet, liv og patos . . . 78 . . . . . . . . . 80
. . . . . 83
II . . . . . . . . . . . 91
. 93 . . . 99
2.2.1. Aeons . . . . . . . . . . 1072.2.2. Øjeblikke og momenter . . . . . . . . 1102.2.3. Lirekasseviser med fremtidstoner . . . . 115
. . . . . . . . . 120
III3.1.1. Tilblivelse og skæbne . . . . . . . . . 125
. . 1343.1.3. Den vise astronom . . . . . . . . . . 1413.2.1. Ethos og daimon . . . . . . . . . . . 1453.2.2. Eros som daimon . . . . . . . . . . 1543.2.3. Forløsningen af Eros . . . . . . . . . 1613.3.1. At give stil til sin karakter . . . . . . . 1723.3.2. Den gode og den slette Eris . . . . . . . 1783.3.3. Glæden ved kredsen . . . . . . . . . . 185
IV4.1.1. Viljen og bølgen . . . . . . . . . . . 1914.1.2. Ud over det personlige . . . . . . . . . 1984.1.3. Momentets evighed. . . . . . . . . . . 203
Referencenøgle og litteraturliste: . . . . . . . 209
1
FLUX
Indledning
Når der er lagt bjælker over vandet, når gangsti og gelænder springer
broer, alle begreber, alt godt og alt ondt – alt sammen er det fast
bliver selv de snedigste mistroiske, - og det er ikke blot tosserne, som alt – stå stille?
kakkelovnskrogen.
bryder broer itu! Å, brødre, er nu ikke alt og Er ikke selv gelænder
holde sig fast
vordende at tale. Gennem og somMen hvad nu hvis vi glemmer, at disse håndgribeliggørelser, disse begrebskatedraler, denne verden, der har lært at tale gennem os, blot er verdens metamorfose i mennesketdet vordendes og hvorledes det lærer at tale. Således tegner
hen imod selvet og udover selvet.
2
FLUX
The path of the carding-comb is both straight and crooked - metodiske overvejelser
vordendes
sig sit projekts perspektivitet
er arbitrær
ikke,
Tekstener
der
er man også bevidst om, at man bag tankens kontinuitet, bag
men blot én Nietzsche og én
og revitalisere disse tanker og således lade dem virke
3
FLUX
allerede antaget det epistemiske
1, som Anaximander lader os vide, men den proces, han beskriver, hvori
mythoslogos
samt den kontekst, de er bevaret i. En kontekst, der nødvendigvis selv må lånes et kritisk blik. Fortolkningsarbejde i denne henseende
videre med dem.
4
FLUX
påpege det historiske tankeslægtskab2. Mit ærinde er imidlertid et
ordet når han siger:
3
kontemplative overblik. Jeg læser altså Nietzsche igennem en
Nietzsches overvældende tekstkorpus. Fortolkningens vilkår og vilkårlighed lader os vide, at dette implicerer sortering, introduktion
underlagt tilblivelsens dobbelte aspekt, at det bliver, og hvorledes det bliver
visse ellers oplagte med- og modtænkere4 og dermed skabe en
5
FLUX
end endnu en introduktion til Nietzsche, med blot anerkendende
retning.
En bevægelse mod selvet, udover selvet
væren og det epistemiskeradikal immanenstænkning, hvilket nødvendigvis implicerer
erbegivenheden ved at påtænke tilblivelsens dobbelte aspekt at det bliver og hvorledes det bliver, altså hvorledes et plastisk logos, hvorledes viljen til magt, er konkret instantieret i tilblivelsen, i den immanente strid, der konstituerer tingenes, begivenhedernes
phusis. En konsekvent immanenstænkning må
udenfor, ingen neutral
Der er intet hinsides logos involverer at søge i sig selv, at søge sig selv, og således tillige at bevæge sig ud over sig selv.
6
FLUX
logos, der er konkret
daimon, der dog søger bag om det kaotiske mod væren
logos
os videre mod viljen til magt og en heraklitiansk nietzscheanisme.
genea logos.
7
FLUX
vilje til intet
da vi løste denne jord fra den sol
med udgangspunkt i Anaximanders pessimistiske kosmologiske
apeiron kosmodice, hvor fortærende
lovmæssighedtelos
anleder til en sondring imellem øjeblikket og det udstrakte moment i en perspektivistisk tidskonception, imod en objektiv lineær
8
FLUX
phusis kruptesthai philei
orientering mod logos, at blive . Altings immanens,
daimon og ethos daimon, theos og psyke Daimon bestemmes som en immanent stræben med anpart i theos, der qua sin orientering imod eller
logos ethossig i vor psyke Eros, det vordende daimon
Eros som en immanent stræben mod peras og apeiron,
der qua sin stræben konstituerer et kontinuert selv ved at bevare
Eros´ stræben
9
FLUX
ErosAmor Fati, hvor en skæbne uden telos
der konstituerer vort selv under én sol
telos, væren og gud, hvilket en ny frihed, en ny uendelighed.
Eros At give stil til sin karakterblive hvad man er
under en solat
blive hvad man er
med sin diagnose og vinder således blot en mod- og yderverden, hvilket motiverer, qua imaginær hævn, en vilje til intetnødvendigt at se på, hvilken strid, der konstituerer mennesket og
en god og en slet Eris
underslipper sig selv og vender tilbage til sig selv - som viljen og bølgen
diagnosen, i en orientering mod den evige patoslogos. Ud over enhver reaktiv bestemmelse, ud over mennesket, for
10
FLUX
at et billede ikke skal vedblive med at være billede ja til
dag, genvundet hvert nu.5
Et enkelt spørgsmål, som jeg ikke behandler i den nærværende
Onto genealogi, dvs. sammenhængen imellem phusis og logos
Isis´ slør, bag om tilblivelsens kvalitative , i et håb om at skue væren. Altings immanens og
søger at etablere.
13
FLUX
1.1.1. Tilblivelsens strøm
vedrører os
visdom og hvad nu ellers alle vore æstetiske menneskeliggørelser
6
bestandig bevægelse7. Nietzsche var heller ikke sen til at anerkende
og tilintetgøremodsætning og krig, tilbliven
værenanerkende mit nærmeste slægtskab med alt, hvad der hidtil er
indsigt at
6 Panta rhei physica
7 Panta chôrei
14
FLUX
neutral interpretation, sortering og prioritering, hvilket implicerer
noget sandt, der står i en privilegeret relation til verden. Vi antager tingslighed og substans. Vi antager distinktionen mellem subjekt
må det undersøges, hvad det præcist indebærer, at det vordende
ikke er så radikal,
en radikal er
og ikke erblot tilblivelsens , men tillige modsætningernes enhed, striden
15
FLUX
ser ikke jernets dekomposition, ligesom vi heller ikke oplever vore
Det er undsluppet er og er det
er, er processer og dermed noget, der hele tiden er på vej til at blive. At skulle gribe et moment
bestandig
16
FLUX
Kosmos er
er alt, er
andre stadier som grundsubstans. At hævde, at alt er ild, da alt vil
dens processualitet, at den brænder
made; but it was ever, is now, and shall be an ever-living Fire, with
Kosmos
17
FLUX
8
endelig verdensbrand, ekpurôsis9
det evigt levende, og således tilblivelsens temporale implikationer, 10
measures of it kindling, and measures going out
HeliosErinyerne
i overensstemmelse med logos
verdensbrand:
Couples are things whole and things not whole, what is drawn together
sammenvævet i en relationel kosmisk strid, hvor de mange det ene, men det enes
de manges Det ene som de mange er
kósmos gonêekpurôsis
begreb om den evige genkomst, det evindelige år og tidens kreds.10
18
FLUX
understøttes hermed, samt processualiteten som et relationelt som altings
fader
et billede på realitetens
er
på et givet tidspunkt er alt ildmuliggør teorier om en eventuel verdensbrand, ekpurôsis. Fragment
alt vil på et tidspunkt blive ild
ekpurôsis.
evigt levende ild.
ærkekvalitet11
11
2.1.2. og 2.1.3.
19
FLUX
altings arche
det ene, den evigt levende ild12
1.1.3. Oceanet af tilblivelse og forgængelighed
Panta rheiPanta chôrei
bevægelse, hvor bølgerne hæver og sænker sig i overensstemmelse med vejen op og ned ophører. I tilblivelsens bevægelse er der et bestandigt ophør, hvorved det vordende i bevægelsens stræk udi tidens kontinuum indeholder sine modsætninger, hvad den var, hvad den blev og hvad den bliver.
12
phusis, der
og sekundære kvaliteter, som det senere kommer til. At denne sondring ikke
21
FLUX
Flodens strøm
sig selv
hævder i Metaphysica13
er og ikke er
Die Philosophie im tragischen Zeitalter der Griechen
14
13teori, hvor tingslighed underkendes.
he thought one could not Metaphysica
tingslighed som et træk ved verden, skilles hans og Nietzsches veje allerede her,
.14
-teori.
22
FLUX
sammeden altid er kvalitativt forandret
. Begrebet kan med andre ord ikke siges at korrespondere med og
en platonisk bestemmelse om det værende som noget tidløst og
movement, and that about that which changes no true statement can
he thought one could
23
FLUX
Metaphysica
både er og ikke er
ikke er
er det nødvendigt, at vi indordner verden og gør den intelligibel. En
We step and do not step into the same rivers, er
den radikale noget, som undergår
ikke i verden af vordenmen sandheden er, at det erhuset brænder15.
til illusion grundet vore organers grovhed, eller
tempo.
15
24
FLUX
noget bliver
er og ikke er,
16. At diskutere,
udelukker tingslighed. Solen Floden rinder. logos
phusis.
er således kendetegnet med bestandig aktivitet, og selv det, der er
logos Erinyerne, der repræsenterer evnen til at regenerere og skabe, hvilket implicerer konsumering og
16
25
FLUX
det vil sige processualiteten, borttænker vi ildens brænden og
doktrinen er således ikke
er, om logos er et overordnet og eksternt organiserende princip,
striden, som striden.
1.1.5. Strid og immanens
modsætninger, strides, og qua striden konstituerer disse
knækker, ophører den nødvendige spænding, der er konstituerende
26
FLUX
i en hvileposition og dermed i harmoni, hvilket netop er, hvad de
Tingentingen, ophører
phusis kruptesthai philei 17. Mens vi ikke kan tænke os ilden uden
strid
17
27
FLUX
objektive
18.tingen, disintegrerer
stridens harmoni, og tingen Den brænder op og bliver til røgmodsætning, snart den anden, således at der er en vekselvirkning mellem to statiske
en og samme tidopstå. :
strid. Strid og logos er således parret.
18
28
FLUX
1.1.6. Dag og nat - modsætningernes enhed-doktrinen er således koblet med modsætningernes strid og
den paradoksale påstand, at modsætninger er det samme.
modsætninger siges at være identiske, hvis identitet er arbitrære
tingen
ikke var
Theogonien
det samme
og den ene ikke kan siges at være den andens moder. Jonathan
19. Når dag og nat hævdes at være
19
29
FLUX
det samme
det samme,
The one is made up of all things, and all things issue from the one Det ene er ikke
De mange de manges
det enesThey are one
Dette ene
er,
som ny
et,
tingene, når stridens dissonans tingene og
tingene det ene
30
FLUX
tingenes antal i
det sammeat etablere denne pointe.
mod kontradiktionsprincippet, hvilket både Aristoteles og Barnes
identitetsbegrebet, skulle det være underligt, at han tillige antog
altså mellem det ene, i hvilket vi er situeret, og de mange, der
os med teksten, som undslipper os under interpretationen20.
20
31
FLUX
21
22.
er,
påstanden om, at de mange det ene og den ene de mange
til et ikke udstrakt øjeblik, indeholde stridende modsætninger
indeholder doktrinen om modsætningernes enhed appel til beskrivelsen og relationens perspektivitet, en tanke Nietzsche
21
22
32
FLUX
tillige at have inspireret Nietzsche til at betragte væren som en tom
er
strid. Tingene
tingene selv blot er tilblivelse og dermed ikke ting i sig selv, men
interpretationsproces, gennem hvilken vi bemægtiger os verden og , men vi
23.
1.1.7. Krigen er altings fader
Striden er
23
33
FLUX
striden og logos.
Logos logosat alt er i strid, og at alt qua striden er et. Logos
Logos redegørelsen24
og strid, det er det ene, de mange logos det
til deres phusis25:
logos
heard it at all. For, though all things come to pass in accordance with logos
phusis
24 Logos kan blandt andet oversættes til redegørelse, hvilket dog ikke udtømmer begrebet. Barnes anvender account, redegørelse, som oversættelse
25 Jeg anvender det græske phusissenere latinske betegnelse natura. Mere om phusis
34
FLUX
dette, hvilket logos
og at opdele tingene i henhold til deres phusis
logos
Phusistingens tilblivelse26. Logos er således ikke et eksternt princip
phusis,
denne tanke er logos er i essentielt
Logos-doktrinen, der
processualitet. Logosder konstituerer tingenes phusisprincip. Visdom, at kende tanken
. Visdom
26
35
FLUX
nødvendighed27
de mange de manges interdepedens og interpenetration, at de er et, at de er i
phusis og dermed ikke den iboende
dogmatisk.
phusisLogos
logos er
princip, der regulerer , men derimod et plastisk princip der er konkret, instantieret i tingenes phusis.
modsætningernes strid ophørte, ville kosmos disintegrere.
27 genea og logostil 1.4.7.
36
FLUX
Erinyerne28
itsmetron
Erinyerne dirigerer slagets
sit mål, i nødvendig overensstemmelse med logos. Siden striden er
ville ophøre og kosmos
28
37
FLUX
kosmosKosmos kosmos er en
evigt brændende ild, en proces; kosmos er i sig selv . Nok kan kosmos
krig og strid er vilkåret.
1.2.1. Nietzsche, Heraklit og tingeneEris29
tale om ting, som vi almindeligvis antager det, som permanente og
der søger dominans gennem striden. Tingene
nyt: Formen
29
38
FLUX
30. Stridens problematisering
foruden efter-hinanden og foruden ved-siden-af-hinanden
punkt væren i dette kontinuum, som om disse udgør selvstændige
sit hvorfra og hvortil, enhver ting, der ikke virker eller påvirker, er ikke og har ikke en natur, en konstitution, en phusis. Ethvert
, må de begreber, vi anvender til at beskrive dem, også underkaste
30
39
FLUX
begrebets modsætning. Kontinuumargumentet kan dog ikke stå alene. Som John
virkeligheden, selvom grænsen mellem knop og blomst ikke kan
og mens grænsen mellem knop og blomst ikke kan bestemmes
består i at adskille disse to aspekter ved processen og hævde, at de
knoppens springen ud og blomstens visnen. Nietzsche anklager
er den samme men der viser sig noget nyt
omhandlende genstandenes permanens beror på vores perception
40
FLUX
på den aktualitet, i hvilken den perciperende er situeret, hvilket
antagelser om aktualitetens realitet31.
Forestillede man sig derimod den menneskelige perception uendelig
noget vedvarende at opdage i den uendeligt mindste tidsdel32, blot en tilblivelse. For den uendeligt hurtigste perception ophører al
perception. Naturen er ligeså uendelig indad som udad: vi har nu nået
ophører aldrig i det uendeligt mindste. Selv i det største er der intet
er tilblivelsens temporale aspekt, samt tidsperceptionens relativitet og overvejende set perceptionens perspektivitet:
Mit øje, hvor stærkt eller svagt det nu er, ser kun en vis distance, og heri væver og lever jeg, horisontens linie tegner i stort og småt
31 Indskrænkede vi livet endnu engang til en tusindedel, begrænset til ca. 40
32
41
FLUX
og sindsbevægelser, der er mulige på et givet tidspunkt, måler man
tidsperceptionens relativitet, understreger det tillige perceptionens perspektivitet.
43
FLUX
de mange det ene, er det
mange er et som
ophøre, og kosmosværen i det uendelige, ville hvert punkt være selvtilstrækkeligt som
forholdet
er ikke og da slet ikke noget
ændrer, hvad det står i relation til, og hvad det står i relation til
endure
44
FLUX
1.2.2. Nietzsche og Platon-doktrinen kan det være
34, hvis
35
Theaitetos
De mange er qua interrelationen det ene
34nærværende.35 .2.3. om Eros, er aktualiteten kendetegnet
45
FLUX
har selvtilstrækkelig realitet, at væren multipliceres uendeligt,
punktet, har ingen udstrækning
36
phusis
Striden er således en strækken sig ud i tid, en proces, der ikke kan borttænkes, uden at vi dermed borttænker stridens virken,
-doktrinen, hvor
tilblivelse, hvor øjeblikket ikke kan tilskrives selvstændig realitet,
. Relationen er ikke
36
46
FLUX
- skal være den, der påvirker, og hvilken der skal være den, der
Theaitetos disintegrere, således også kosmos
erild i tingene, tingene brændertingene undslipper os, hvorledes de løber ud mellem vores hænder
væren benægtes, også øjeblikkets selvtilstrækkelige og ontologiske
Timaeus
logos phusis er
vi kan tillade den såkaldte hvide strøm Theaitetos
-lære hævder ikke nødvendigvis, at hvid vekselvirker med sin sorte modsætning, men derimod at hvid er en instantiering,
Nietzsches bemærkninger om tidsperceptionens indvirken på vores
47
FLUX
37
Relation og kontekst spiller også en anden rolle i henholdsvis
inkluderer også på en og samme tid modsætninger der ikke er
aspekt-A men på en og samme tid er ikke-aspekt-A: Vejen op og
-doktrinen, hvilket vi
compraesentia som en sameksisterende enhed, der kan anvendes om tingene. Tingen er den samme, autos,
heterosat modsætningernes enhed i compraesentia
. Vandet er rent nogle andre nogle og andre
compraesentia kun er
tingen erda kan egenskaberne ved tingen
37
48
FLUX
eller kontekst, i hvilken de perciperes. Egenskaben er altså ikke i tingen
i relation til og i
og træet ersammenligninger med andre ting38
autos og heterossig selv i sig selv,
auto kath hauto
ét blad aldrig er helt lig et andet, så sikkert dannes begrebet
39
intet
3839
må vi glemme.
49
FLUX
tilblivelsen, denne samtidige bevægelse, øjeblikkets bestemmelse,
40
41.
, hvor den temporale karakter og stridens interpenetrative
40Når Alice, i Through the Looking-Glass
41
Theaitetos
50
FLUX
konstitution og situerethed udgør vores interpretationsapparat, der phusis
men tillige vores interpretationsapparats konstitution og rettethed.
the nostrils would distinguish them.
en beskaffenhed i sig selvsubjektivitet, er en ganske meningsløs hypoteseat interpretation og subjektiv-væren ikke er væsentlig, at en ting
Theaetetus hvorledes al intentionalitet gøres til en
vi, hvorledes han i Timaeus beskriver, hvordan Demiurgen besjæler det ubestemmelige kaos og dermed tilvirker struktur og bevægelse. Demiurgen besjæler ved sin tilstedeværen, det uhåndgribelige kaos
med andre ord den intentionelle strukturering og begribeliggørelse Timaeus
Demiurgenom radikal
som en aktiv simultan skabelse qua Demiurgens tilstedeværelse,
51
FLUX
inkluderer, at verden håndgribeliggøres, standardiseres, tingsliggøres, og at himlens planetære urværk stilles. Alt sammen
og mening. Demiurgenverden med levende komponerende væsner, en verden, der er i men dog håndgribelig. Demiurgen
giver denne komponering anledning til at betragte det ’objektive’ i
objektive
inden i 42
og Demiurgens strukturering
den vordende verden, som mangler dvs. den strukturelle
siges at have væren. Demiurgen
bedre og fremkommelig43
42
43
52
FLUX
Demiurgen tilvirker det indhold og mening, men det brøler stadig, det bølger og omslutter os; vi står i en konkret
dennes antitese er ikke den sande verden
Demiurgen
det håndgribeligt og begribeligt. Kun så snart det er struktureret og
Timaeus
og intelligibel. Demiurgen organiserer kaos som den bedst mulige
DemiurgenSymposion hedder det, at sjælen tillige
stræben er i Symposion karakteriseret som Eros, der, i Diotimas’44
det værende, dvs. den tidløse, permanente og selvtilstrækkelige realitet. Eros er dermed sindets intentionelle rettethed mod
lige kender lige44Symposion
53
FLUX
hen imod, en i sig selv i
temporale aspekter er således gennemgribende. Organisationen
et middel i sig selv for at blive herre over noget 45.
1.3.1. Opsummering og sammenfatning af -læren
-
-læren, at enkeltdelenes, tingenes, identitet approximeres
autos og heteros
phusis er
stræben
45
54
FLUX
logos eller Demiurgen må
1.3.2. Proces
de indgår i. Ikke blot punktet i kontinuumet, tingen, identiteten, berøves selvtilstrækkelighed, også øjeblikkets selvtilstrækkelighed
hvorfra i sit hertil
tidsperceptionens relativitet46
hvorfra, i dens hen imodlængere tilbage ligger en
favner brederesenere
47 er, er dermed ikke noget selvtilstrækkeligt, er
vi kan gribe processen i akten, er at underkende ildens brænden
46 Se 1.2.2. 47 Se 1.2.2.
55
FLUX
er, er herfra, hvilket inkluderer hen imod er
proces, en strækken sig ud.
1.3.3. Relation - Strid
Theaitetos der påvirker hvem i mødet; påvirkningen er gensidig, også selvom
48
processens bestandige brænden. Kosmos
øjeblikkets selvtilstrækkelighed, også tingens selvtilstrækkelighed udelukkes. Tingen
48 Mere herom 1.4.1. og 1.4.2.
56
FLUX
og harmoni. Stridens stræben overskrider øjeblikket, den
TingensTingen mangler så
tilegnelse, en tagen i besiddelse, og vores perception er selv en
omslutter tingen. det ene og de mange
Tingens
aktualitetens samtidige elementer, hvilket konstituerer et hele, det ene. I perceptionen veksler vi dette ene, guldet, ilden, til varer, vi kan tage i besiddelse49. Vi tilegner os dette ene som mange. Vi tilegner os konstellationen ved at tælle hver enkelt stjerne.
1.3.4. Kontekst og det eneTingen
tingen
men kun qua den helhed, det ene
49
57
FLUX
Demiurgen, tingen gennem interpretation50
det ene, helheden, som en enhed
er og ikke er
de mange, ikke siges at være , i deres herfra og hen imod, som
Det ene er således også de mange, på en måde, hvor de mange ikke kan siges at samvirke i en overensstemmende enhed. Helheden har således ikke den homogene bestemthed til at optræde
enhed
Logos
50psyke spiller den besjælende rolle, er det hos Nietzsche den store
58
FLUX
Ildtilblivelse er i sig selv lov; at det bliver, og hvorledes det bliver, er
at det bliver, og hvorledes det bliver, hvilket ikke konstituerer en homogen
det ene ikke indeholder sit at det bliver, og hvorledes det bliver,det ene de mange, da mangler det ene den
enenkeltdelene ikke selvtilstrækkelige. At det enemultiplicitet, udelukker dog som nævnt, at det ene, helheden, skulle kunne konstituere en homogen og harmonisk enhed
de mange er det ene; dette ene har kun
som de mange; det ene
logosdet hele som de mange ved at orientere os mod de
konstituerer de mange; det er at begribe
59
FLUX
egenskaber og gøre dem til det kausale ophav til egenskaberne alle øvrige
ophøjer den til et eksternt princip, der garanterer organisationen som en samstemmende organisme. Vi organiserer de perciperede
stræbenAl enhed er blot enhed som organisation
og sammenspil: ikke anderledes, end hvorledes et menneskeligt modsat det atomistiske anarki
en herskabs-formation en, men ikke er
logos som et eksternt princip, der regulerer tilblivelse, men derimod som selve
60
FLUX
processualiteten, ilden stræben
færdiggøres villen
logosEris51, til det kosmiske
princip, der er i den immanente strid 52
kraft viljen til magt53. Logos kan at det bliver og hvorledes det
bliver
udgør dens struktur. Hyle og morphose lader sig ikke adskille. Logos er altså
logosmodsætningerne, det ene og det enes de mange. At logos
at det bliver og hvorledes det bliver, villen,
1.4.1. Tilblivelsens stræben
5152 Kampfe immanenten 53
61
FLUX
at det bliver, og hvorledes det bliver, hvilket
kvantitet, mål metron med
kvalitative
det ene logos
at det bliver, og hvorledes det bliver
færdiggørelseden innere Welt, der må tilskrives, logos og dike, viljen, der tager verden i sin besiddelse - ikke i sig selv væren eller tilblivelse, men
det ene og de mange.
men en patospatos, den kreative og generative måde at være til stede på, som
en ikke-neutral, passioneret og lidende måde at være til stede på; den er livet set indefra
62
FLUX
meningskonstituerende patos hvorved vi bemægtiger os verden, gør den intelligibel og håndgribelig – at gribe, begribe, er i sig selv
aufzuprägenværen - det er den højeste vilje til magt
gældende, hvilket Nietzsche kalder at gøre sin norm gældende, er
tilblivelsens karakter som væren54. Viljen til magt er en patos, de stridende parters
gældende. Nok implicerer viljen til magt tilblivelsens karakter som væren
tilblivelsen og tilblivelsens karakter af væren
55. Den højeste vilje til magt Der höchste Wille zur Macht påpræge aufzuprägenikke karakteren af væren Charakter des Seins 56. Viljen til lighed og
545556 Rekapitulation, og
det er selve prægningen, bestøvningen, Nietzsche her omtaler som den højeste
63
FLUX
Dermiurg og den
at det bliver, og hvorledes det bliverer perspektivisk, en bliven herre
processuelle karakter og det kontekstuelle og relationelle aspekt57,
det ene og de mange, ilden og dike, phusis og logos, tilblivelsen og tilblivelsens karakter af væren, bliven og bliven herre, bliven og bliven til.
1.4.2. Viljen til magt
57
65
FLUX
at det bliver, og hvorledes det bliver
i overensstemmelse med bevidstheds-perspektivismens logik, -
vore sanser... Og
perspektiv
66
FLUX
for og instantieret i
,
dvs. diskrimination - altså står det kun i relation til bestemte
konkrete relation. Ordenen, logos
ganske væren - det er borttænkt, når man borttænker magtviljens
Viljen til magt, og logos
perspektivets gøren så sig gældende
67
FLUX
virke på en bestemt og bestemmende måde i relationen til en anden
gører gerningen58
teleologi, et kognitivt element, en psyke59, en kausal bevæger dirren, der må
perspektiv. Men denne mening må begribes som noget immanent,
internt begribes i relationen til et andet internt
ud fra sig selv, det vi undergår, det der overgår os, det vi lider, en patos
5859 Demiurgen.
68
FLUX
.
som immanens, altså et træk ved relationen. I det nedenstående må vi ikke tillade os selv at borttænke vores perspektiv, vores rolle som
vores rolle som legeme og vilje, og at
stadig en mening
Hvem vil da viljen til magt?gører bag gerningen.
1.4.3. Aktion og reaktion - aktiv og reaktiv
perspektiv på alt derudover, dvs. sin ganske bestemte værdsættelse, sin handlemåde, sin modstandsmåde.
Realiteten
skin består...reagere på er den eneste måde at reagere
69
FLUX
sin ganske bestemte værdsættelse, sin handlemåde, sin modstand
relation til hinanden, hvilket de kan gøre ved enten at dominere
60.
forholden sig til
at den søger et endemål, at realisere sig selv som væren eller
60
og så videre.
70
FLUX
Perspektivismen er blot en kompleks
er tilstrækkeligt beslægtet: - således konspirerer de sammen om magtvi medtænker at en krop er en samfundsbygning af mange sjæle,
at det bliver, og hvorledes det bliver
61. Når viljen til magt senere vil blive betegnet som det
61
71
FLUX
at sejre
dette er, hvad Nietzsche kalder viljen til magt.
kvantitet, som dominerende og domineretaktiv og reaktiv. Viljen til magt
det ene og de mange, samt det dobbelte
72
FLUX
at det bliver, og hvorledes det bliver. Når vi
ikke relationen, gennem hvilken reaktionen er betinget. Vi antager
objektive
tingens krop, dens implicitte kropslige aktivitet og konstitution.
altså ikke med at villeøjeblik sin ultimative konsekvens, men dens vilje er nu underlagt
73
FLUX
omdirigere den vilje den står i relation til62. Relationen er således i kraft,
den inkorporerer den dominerede vilje i sit korpus og omdirigerer
aktivitet63
62
63eller lignende. Et anden eksempel kunne være sult. Sulten ønsker ikke at vinde
Mennesket ønsker mætheden, ønsker at genvinde kroppen
74
FLUX
überbeitendirrende spænding, tilværelsens skælven
reduceres til den ophidsede tilstand, denne må komplementeres,
ikke bestemmes, og den reduceres til mekanik. Når den seksuelle aktivitet øges, og hver en celle dirrer, er det ikke blot bevidsthedens
den er viljen til magt, er partikulært instantieret i det konkrete
gøreren tilbage ind i
at-gøre-noget
75
FLUX
64
det ene og de mangelogos, der
er konkret instantieret i relationen phusis, i den immanente strid, vil
magtmagt.
bestøvende kvaliteter, hvor
bestøve
at eje, men at tage i besiddelse og overskride; at bestøve, at skænke, er
gennemstrømmende plastiske intensitet, der maskerer, bestøver og tilslører.
64
76
FLUX
Kort sagt, med det ovenstående in mente: Hvorfor vilje?: Vilje, Hvorfor magt?
og således ud over målet. Og hvorfor sigte?: Fordi det implicerer
1.4.4. Viljen til magt som perspektiv
strides, i henhold til sit eget perspektiv og sin egen retning. En
der fortolker verden
beror på en værdsættelse
77
FLUX
perspektiv på alt derudover, dvs. sin ganske
gører bag gerningen
kognitionsstrøm. Kosmos er ikke besjælet eller bevidst, og en sådan Bag viljen til magt
er der intet subjekt, ingen bevidsthed og intet overordnet telos.
samt som det plastiske princip, der netop aktualiserer sig konkret
konstituerer kroppen som organer, intensitet og aktivitet. Kroppen
phusis og logos
Jeg overvandt mig selv og min lidelse, jeg bar min egen aske til
78
FLUX
Demiurg organiserer kaos. Nietzsches perspektivisme implicerer netop, at
ethvert kraftcenter har sit perspektiv på alt derudover, undslipper et arkimedisk punkt os: Midten er overalt
1.4.5. Tilblivelse som sensibilitet, liv og patos
til magt som kapaciteten til at blive påvirket og kapaciteten til
79
FLUX
en væren, ikke en tilblivelse, men en patos
den intensitet, den dirren, der lidesaktualisere sig som en pluralitet, som spændingen mellem det ene og de mange,sensibilitet og tilblivelse.
verden set indefra, altså
er grundvilkåret for alt liv
intensitet, aktivitet og tilstedeværen, den sansende sensibilitet og
dirrende sensibilitet, der karakteriserer vor kropslige tilstedeværen
i sit væsen
80
FLUX
er
verdenen i overensstemmelse med de perspektiviske vurderinger, øjemål, sansninger, dvs. interpretationer. Viljen til magt estimerer
stjernehimmelen ved at søge sig selv.
i relationen, mens viljen
vilje,vilje, der besidder de pågældende
81
FLUX
udspringer.
but a becoming reactive
becoming active eller becoming reactive.
omvendte reaktive billede
at blive reaktivtilværelsens
82
FLUX
modsætning, særligt mellem sin egen eksistens og et udenfor, et anderledes, et ikke selv
vilje, til en evolutionslære og en tilpasningslære; en gensidig bestemmelse, en automatik eller dialektik, uden medbestemmelse
skabning og skaber
omvendte reaktive billede
vilje til intethed,
83
FLUX
vilje, en vilje til intet. Slaven optager dermed herrens plads, men
derved negerende, impotent og nihilistisk i sin grundvold.
billede, som værdi, ideal og mål. Eksempler på, hvorledes det omvendte reaktive billede ophøjes til værdi, er ønsket om og troen på ønsket om og troen påverdenshav.
84
FLUX
selv65. Naturligvis vedrører dette også vores bevidste bemægtigelse
aktivitet66, bemægtiger sig verden ved at organisere og harmonisere det vordendes
værende
verdens metamorfose i mennesket,, og en sådan sandhedselsker følelsen af assimilation
en mere eller mindre fantastisk kommentar til en ukendt, måske uerkendelig, men følt tekst
tekst
bagvedliggende verden, men er derimod underlagt udlægning og interpretation. Interpretationen er en måde, hvorpå vi introducerer
teksten, men vi kan kun nærme os den indefraen interpretation med henvisning til originalteksten
heri. Vi introducerer med andre ord begribe en verden, som
65 Om den multiplicitet, der konstituerer selvet se 3.1.1.66
85
FLUX
67. Vores hvordan verden er, men en
måde,
sige forsvinder under interpretationen
eller mekanisterne kan ånde lettet op: intet tabt. Men perspektivisten
det kaotiske er et sådant svømmetag. Navnet
med andre ord en æstetisk68 relation, hvor mening, sammenhænge, sandheder og deslige introduceres i teksten gennem en kreativ
Teksten,
67
68
86
FLUX
er teksten er i relationen, men teksten unddrager sig en sand
anledning til at betragte sproget som en måde at bemægtige sig
til den sande verden ikke
Sinn-hineinlegen
det givne bliver til et givet som kan dette ikke siges at
vi os den, og dermed underlægger vi os denne bemægtigelses
denne bemægtigelse, altså at deducere perspektivet bort69
skin
Man kan således ikke deducere metamorfosen i mennesket, den
om tilblivelsens kvalitative slør og , til teksten, til værenkvalitative
oraklets gestik
69skinnet; det er endda den dårligst beviste antagelse i hele verden. Så meget må
87
FLUX
semainein70
daimonisklogos 71 verdens metamorfose i mennesket
sprog og mennesket underkastelse under sprogets interne logik og ,
netop i kraft af at den fremstårværen. Tilsynekomst og slør er således ét. Selve perceptionen, qua
kompliceret: Vi har blot skinnet af enhed. Kroppens
privilegerer nok ikke en sand verden, men selv en løgn kan være
beskrivelser og udtømmende forklaringer, må
70 Semainein, at give tegn,
Se også 2.2.1.71
88
FLUX
Al væren vil blive ord, al vorden vil lære at tale af mig ved, at der bag illusionerne ikke gemmer sig sandhed, men blot
91
FLUX
og kommer tilbage. Alting svinder, alt kommer igen: livets hjul evindeligt går. – Alting
må bo. – Alting skilles, alt hilses igen: Evindeligt må livsringen være sig tro.
med centrum. Eller som Demiurgens
Overalt er midte,
92
FLUX
mest ekstreme
være en guddommelig tænkemåde
72
en guddommelig tænkemåde.
lidelsen da en indsigelse mod eksistensen73
7273 Man kunne lave en interessant kobling til Camus´ begreb om det
vinkel.
93
FLUX
mellem disse to modsætninger. Når varme og kulde blandes, opstår
archeapeiron
in them.
Apeiron
Men apeirondet uendelige, der indeholder
94
FLUX
vandet
apeiron, der netop er det kvalitetsløse og i den
apeiron
apeiron
ting i sig selv, ikke det kvalitativt uendelige, men det kvalitativt ubestemmelige,
archeapeiron
Forelæsning over Fysik
en kvalitativt bestemt arche
emanciperes, være kvalitetsløs, det vil sige ubegrænset og i sig
apeiron
95
FLUX
hermed og så at sige betale uret. Alt i tilblivelse, alt det,
apeiron
apeiron
apeironverdens sæd, den universelle ,
omslutter kosmos
kosmiske ild opbruge sin næring, og distinktionen mellem varm apeiron. Verden
er ophørt, men tilblivelsen ophører ikke. Varm og kold kan nu
apeironet uendeligt antal endelige og kvalitative verdner, antager stadig
emanciperes. Apeiron
74, men emancipation,
ejakulation og endelig destruktion, hvor apeiron er den underliggende
74
96
FLUX
tid. Apeiron er selv, i-sig-selv
der er vedvarende, og ikke apeiron
apeiron, og ender i sin egen destruktion og tilbagevenden til apeironudgør så at sige en monade, der har sin egen monadiske tidsregning:
apeiron, konstituerer en individuel tidsverden, en individuel tidsmonade, og vil med tiden bukke under for tiden og vende tilbage til det tidløse apeiron
Mikrokosmos og makrokosmos er tidsmonader, hvilket implicerer,
om tidsperceptionens relativitet75
tilblivelse som en uret, gennem hvilken det kvalitative pådrager
75
97
FLUX
apeiron
Og dette
det tilblivendes uret bliver altså betalt i overensstemmelse med den
Anaximander det plastiske princip, der i sidste ende skal dømme
apeironer dét immanent, der er i og medog viserens bevægelse ikke blot viser tiden, den er tiden. Kun apeiron, dette ubegrænsede, i-sig-selv og sig-selv-nok
omslutter kosmos,
som kvalitative væsner tillader os ikke at nærme os sand væren. apeiron. Kun vores
apeiron
98
FLUX
viser jer, hvor meget de allerede er tørret ud; Ilden ødelægger jeres
det kvalitative er dømt til undergang, vil vi aldrig kunne gribe eller begribe sandheden. Anaximander anvender lidelsen, håbløsheden i
realiteteni det idealedog med den indsigt, at det kvalitative ikke kan udtømmes med henvisning til en primær kvalitativ bestemmelse: atomer, vand,
sikker.
99
FLUX
For Anaximander er tilblivelse og det kvalitative at betragte som en
det ene og de mange
med andre ord enhedens måde at give sig til kende på. Nietzsche
vilkårlighed, uorden, irregularitet, modsigelse; hvorimod lov og
76
76
100
FLUX
apeiron, der
antog.
det ene
gøren sig gældende, og dermed deres genealogiske aspekt: at det bliver, og hvorledes det bliverikke mod sand væren, apeiron, eller deslige, men er derimod
Den fortærende lovmæssighedlogos
det ene som de mange
det enes de mange. Striden er det tilblivendes lov, ildens lov, det vil sige de stridende
det ene som de mange
101
FLUX
hver impliceret stridsbror vil gøre sig gældende i overensstemmelse
reagere på, den eneste måde at reagere på: Vi ved ikke hvor mange
102
FLUX
bestemmelse. Ikke i henhold til et overordnet telos, da der ikke er
forestiller
tilblivelsens uskyld
tilblivende går hånd i hånd, ligesom det tilblivendes nødvendighed og
partikulært instantieret i den konkrete relation. Nødvendigheden
103
FLUX
telos
stridsparternes gensidige bestemmelse, nødvendighedens plurale telos og moralske
denne verden, alene kunstnerens og barnets leg. Og således, som
gennem leg konstituerer legens nødvendighed og lovmæssighed.
villigt og lovmæssigt, uden andet sigte end aktiviteten og legen –
det som den evigtlevende ilds leg med sig selv, den eneste måde hvorpå det ene tillige er de mange
104
FLUX
aktiviteten. Spillet påberåber sig således sin egen lovmæssigheds
og spillets perspektiv.
telos
moralistiske tendens til at betragte det hele som teleologi udelukket:
lovmæssigt, men det vil
105
FLUX
det vil ikke disse handlinger
bevidsthed eller en causa sui, det vil sige en gører bag gerningen.
vilje
kan, havner vi i mekanisme med evige atomer, eller i idealisme, og
det ene som de mange
er kun tilblivelse.
logosdet ene er de mange:
kunstneren står kontemplativ over og virker i kunstværket,
106
FLUX
på af
skabning og skaber
patos, ligesom det kosmiske barn er vilje, at mennesket er skaber
blot er barnegudens, Aeons
107
FLUX
hydra
det ene og de mange læren om loven i tilblivelse og om leg i nødvendigheden
mennesket som både skaber og skabning, leg og nødvendighed. For
skabelse, det negativt bestemte apeiron
og , ild og brænden
2.2.1. AeonsAnaximanders tidstribunal dømmer det tilblivende til døden.
univers. Nietzsche henter næring i Lucian, der lader en karakter kosmos
108
FLUX
Og på det opklarende spørgsmål om, hvad evigheden er, svarer et barn der spiller et spil
temporalitet, som den evigt levende ild, der er konkret instantieret kosmos.
nepios,
brættet. Tiden derfor hverken taler eller skjuler, den viser
109
FLUX
at skjule sig, den skjuler ved at sløre77. Naturen slører, hvad den viser78
ytrer eller skjuler, men derimod giver tegn79
hænger uløseligt sammen. Vi genkender Anaximanders indsigt, at
i
kunstneren, det kosmiske barn, står over sit værk og virker ind i
er så tom som en drøm; præsens, men blot den dimensions- og bestandløse grænse imellem de to, således, som tiden, ligeledes rummet og som dette, alt; hvad der er heri og tillige i tiden, har
77herom i 3.1.2.7879 At give tegn semainein
110
FLUX
videre til den heraklitianske konsekvens og sige, at virkelighedens
er dermed også sin
omgivelsers tilsyneladende permanens og . Et øjeblik har ingen
kosmos
processualitet.
2.2.2. Øjeblikke og momenter
80
det,
the kingly power, den evigt levende brænden,
80 Se 1.2.1.
111
FLUX
ting,
endimensional, objektiv og lineær, men derimod perspektivisk, set indefra
kan vi bestemme det næste øjeblik som et efterfølgende81. Nietzsche
med tilblivelsens kaotiske og tid.
væsen
er identisk med temporalitet82
81
82
112
FLUX
(tids)momentteori83 er
og død er dermed ikke noget, der sker i tiden, men den konkrete instantieren af tidens
ikke være tale om vores astronomiske tidsskala i absolut streng
83
time moments
114
FLUX
den bestemmes så at sige indefra
indefra, ved at
at det bliver, og hvorledes det bliver og er dermed både moment
ethvert givent øjeblik, kan man ikke ved sammenligning, løsrevet
115
FLUX
af og somi og kontemplativt står over
set indefra.
fuldstændiggørelsen af begrebet kraft
2.2.3. Lirekasseviser med fremtidstoner
kalder dem lirekasser og narregenkomsts lære til en lirekassevise
det for let. Nietzsche betragtede uden tvivl tanken om den evige
116
FLUX
Nietzsches teori om den evige genkomst til et spørgsmål om
den evige genkomsts forkynder
at tid er konkret realiseret i det tilblivende og kvalitative som
apeiron,
mellem varme og kulde, og det tilblivendes år ophører ved, at
apeiron og slutter med det endelige kollaps i apeironinstantieret, udgør Anaximanders evindelige år. Udskillelsens og
og ender. Som et big bang big crunch.
tilblivelse indeholder aspektet, at ethvert moment er midte, eller
med, hvad han kalder Hævnens Ånd (ville tilbage
sten, der hedder det var
117
FLUX
Kronos
ville tilbagehedder det var
ekpurôsis
hvori det netop hedder, at alt er en evigt levende ild. Nietzsche antager
ekpurôsis
tiden. Verdensbranden er nu og altid alle tider og netop garant
og samme tid alt kvalitativt, men den er også selv kilden, hvori
destruktion, og Nietzsche betragter denne som værende periodisk
118
FLUX
- som sandslotte, der rejses og rives ned. Modsat Anaximander
det ene som
til viljen, der vil tilbageover mennesket, over det menneske,
som er bestemt eller bestemmelse.
vil sige altings ubetingede og i det uendelige gentagne kredsløb – kunne også være blevet meddelt allerede
119
FLUX
modstrid med Nietzsches tidskonception, der netop benægter
tilbage, er det også det selv samme tidsmoment, der vender tilbage.
men er derimod et træk ved momentet. Genkomstens moment er dermed både øjeblikkeligt og evigt. Fristelsen til at reducere den evige genkomst til en mekanistisk og astronomisk begivenhed må
gange, eller én gang og tusinde gange, og mellem Nietzsches
i et objektivt tidsstræk85, den er derimod et træk ved momentet:
melodi86.
85
86
Mere herom i 2.2.4., 3.3.3. og 4.1.3.
120
FLUX
roligste, stiveste, koldeste mod de glødende, vildeste, selvmodsigende,
sig selv i denne lighed i sine baner og sine år, velsignende sig selv som det, der evigt må vende tilbage, som en tilblivelse, der ingen overmæthed, ingen lede, ingen træthed kender -: denne, min
denne, min hinsidiges godt og ondt, uden mål, med mindre der ligger et mål i glæden ved kredsen, uden vilje, med mindre en ring har god
- Denne verden er viljen til magt - og intet derudover!
Fra det kosmiske perspektiv sammenligner Nietzsche kosmos med Dionysos Dionysos
121
FLUX
det ene og de mange,
med- og modspil, som et kaotisk hav, hvor bølgetoppe mødes og
Dionysos
Dionysos
Dionysos vil dermed hele tiden vende
stumper, Kronos
kosmos er
kosmosKosmos er et kaos, hvilket ikke
122
FLUX
kosmossubjekt, et
formål eller en bevidsthedkosmos
og moraliseringer, og han besvarer ikke vores krav om mening Kosmos og Dionysos kan sammenlignes, da de begge
møder modstand.
ja,
at sige vil tilbage
ville tilbage, at sige således ville jeg
123
FLUX
det, og således vil jeg fremtidigt ville det Flodens
ebbe
selektiv tanke
et ja og et nej ja
nej til det reaktive billede, der motiverer den negerende vilje, et nej til den
ja er dermed også et nej og ikke et I-Aja
nej
og danner kreds med øjeblikket som midte.
125
FLUX
3.1.1. Tilblivelse og skæbne
kun navn på en egenskab ved legemet.
men handler jeg.
sin slutsten i sig selv. Men sansning og ånd vil gerne overtale dig til
Værktøj og legetøj er sansning og ånd: Bag dem ligger selvet. Selvet
mægtig herre, en ukendt vismand – hans navn er Selv. I dit legeme
selv implicerer,
værensspørgsmålet, at vi både er og ikke er
126
FLUX
87 selv er også det legemlige selv, hvis interaktion med verden gennem perception, bearbejdelse
logos Math. VII, 129 i Kirk, Raven,
power of logos logos og strid er
Nietzsche benægter det selvidentiske og substantielle jeg og hævder, at jeget og subjektet
Jegetselvet, og jeget
selvetsukendte vismand
vilje til magt
sansninger, emotioner, instinkter og tanker, der qua striden er
87
127
FLUX
sammenligner min øjeblikkelige tilstand med
end vi almindeligvis antager, og at tænkningen skulle være en
antages som noget a priori
jeg er den, der tænker; at tænkningen er en virksomhed og virkning hos et væsen, der
ved, hvad
på en orientering mod verden, hvilket implicerer vores legemlige
128
FLUX
komplekse processer, der ligger bag vores tænken, handlen og
kompliceret: Vi har blot skinnet af enhed
bevidstheden selv som hele-sensorium og øverste instans: Imidlertid er det kun et middelbarhedens middel; det er udviklet igennem samkvem,
ledelsens organekstravagante
hypotese
129
FLUX
individuelle eksistens, men derimod tilhører den vores fællesskabs- og horde-natur oversat tilbage til horde-perspektivet
sig selv. Sproget og bevidstheden går hånd i hånd
er personligt, enestående, ubegrænset-individuel, men så snart disse gøres bevidste, så snart de oversættes til vores bevidsthed, forekommer de ikke længere således
oversættes til bevidsthedens kommunikationstegn, oversættes de til hjordens sociale perspektiv.
organ
kalder bevidstheden et organ, placerer han bevidstheden i den samfundsbygning af mange sjæle, der konstituerer kroppen qua
og bevidstheden og bevidsthedens subjekt betragtes derimod som
interaktion og striden konstituerer bevidsthed og tankevirksomhed
130
FLUX
fællesskab qua interaktion, striden og samkvem, konstituerer bevidsthed og
ekstravagante hypotese
konstituerer bevidsthed og tanke, ikke
handler jegjeg som et atemporalt, selvidentisk eller transcendent88
subjektatom, en substans eller en essens, men derimod som en
bestandig voksende eller aftagendeforskydende
88er substantielt.
131
FLUX
interesser, inklinationer, intuitioner og perceptioner, der selv
samme artjeg
der tænker, men derimod tanken, der jeger; tanken, der bebor
selvet som tankestrømmens ophav
lederen af et fællesskab
idé om en idé
aktivitetsstrøm. At bevidstheden har denne privilegerede position den
132
FLUX
uvidenhed, som regenten bliver holdt i, angående
med til betingelserne, hvorunder der kan regeres. Kort sagt, vi
hele fællesskabets fremgang, må snarere give anledning til en
samfundsbygningen de mange sjæle89
a bundle of perceptions
logos, eller viljen til magt, som
hvoraf alting udspringer, er også det, hvori
Naturen ynder at skjule sig. Selvet
89
133
FLUX
i sig selv, noget selvtilstrækkeligt og
We are and we are not. Vi erselvet undslipper sig selv; hvorved selvet undslipper det statiske, tidløse eller selvidentiske selv. Vi er
kreativitet qua interpretation. Legemet kan dermed ikke reduceres
aktivitet, der besidder legemet, i Nietzsches terminologi dets vilje.
logos eller viljen
Når bevidstheden beskrives som et organ, lader Nietzsche os vide
den vilje, der besidder og garanterer legemets enhed. Forestillingens manege og publikum er den store fornuft – det legemlige, aktivt
134
FLUX
enhed og subjektet som multiplicitet, udelukker dermed ikke hinanden, men optræder som komplementære begreber, der både
det forgængelige selv.
phusis kruptesthai philei oversættes almindeligvis til: Nature loves to hide
phusis
-lære90
phusis i en anden
det kvalitative
dette berettiget. Anaximander bruger dog ikke begrebet phusis. Empedocles derimod beskriver phusis
phusis
90
135
FLUX
phusisPhusis
phusisnihilo
phusis tillader således, at phusis indeholder det processuelle og dermed
logos, tillige implicerer
phusis blot
phusis det bivalente svar på værensspørgsmålet,
ildens brænden, bestandigt undslipper sig selv. Kruptesthai
jorden optager kroppen, samt det slør, hvormed den dødes ansigt
vis, hvorledes det kvalitative
tragiske vilkår: det kvalitative fordømte
136
FLUX
alt, hvad vi ser som vågne, er død
svært tilgængelig, men implicerer, at den sande konstitution er
er død
og sløret er ét; den proces, der garanterer det kvalitative, er også den proces, hvorved det kvalitative sløres. Nietzsche karakteriserer
denne netop er karakteriseret ved det kvalitative
sløret blot vil gemme sig et andet slør, eller i Nietzsche terminologi,
ved at afsløredet søger ikke den nøgne Sandhed, med et uinteresseret perverst blik under kappen, men søger derimod at påklæde sin genstand
sandhed, når sløret tages bort; vi har levet tilstrækkeligt til ikke
137
FLUX
at man ikke ønsker at se alt nøgent, ikke vil være ved alt, ikke vil
Freidrich Schillers ”Das verschleierte Bild zu Sais”, hvor en ung
leve
i dybdenhenseende - grækere
en sortering og prioritering. Alt hvad vi ser, er død, det er sløret,
med visdom om tingenes phusis vilje til sandhed og sikkerhed, de sandheder, der kan opregnes og tælles,
vilje til død
tilblivelse med det kvalitatives
dødelogos
138
FLUX
Eller
91
striden, den evigt levende ild, der garanterer det kvalitative , naturen ynder at skjule
sig, dens sande konstitution er plastisk og garanterer det kvalitative , hvorved den bestandigt undslipper os.
logos
logos
91
139
FLUX
Fragmentet bør ikke blot reduceres til et spil på ord92
-lære.
sjælen
vi kalder liv, men dens arbejde er død. Sammenholder vi nu dette med konceptionen om phusis
det, vi kalder liv93
phusis Buen er et billede på legemet i overensstemmelse med Nietzsches
9293
140
FLUX
skæbne beseglet. Subjektet som en krusning i tankestrømmens
som dødelig sjæl
og kvalitetsløse som tilskuer til perceptionens pantomime, i sikker
således over mennesket94. Som Empedocles bemærker, og i overensstemmelse med Nietzsche
ikke
måde, hvorpå er det kvalitatives phusis
ikke
94
141
FLUX
en krusning heri, der er med andre ord ingen konstans, der kan
Mortals are immortals and immortals are mortals, the one living the
like rubbish scattered at random
næres af sine egne ekskrementer
3.1.3. Den vise astronom
konstituerer en aktivitet, der søger at opretholde sig selv, at
omgivelser gennem inkorporation og interpretation. Legemet er
vokser og dør, modsat kosmos, der bevarer sig selv i tilblivelsen
142
FLUX
interpreterer
en neutral måde at være til stede på. Bag naturens slør gemmer
hvad er - det tilhører en anden antikunstneriske
At orientere sig mod verden igennem en perspektivistisk optik
på en bestemt slags liv, en bestemt måde at orientere sig mod eller imod verden på.
, det
at træde ind i tiden. Menneskets dødelighed er menneskets
apeiron
143
FLUX
95,
deltagelse i logos, karakteriserer en bestemt måde at orientere sig
døde, men søger aktiv deltagelse i Logos: at blive Feuer
power of logos
Tænkning skal aktiveres96
en bestemt og en bestemmende måde at orientere sig mod verden, hvor man erkender sig selv som stridsmand, som aktiv medskaber
de mange som det ene
9596indhold.
144
FLUX
97
are wrong; but all the arrangements which the gods have made
kosmos ingen overmæthed, ingen lede, ingen træthed
kosmos. Godt og skidt, menneske og sten, ild og vand er alle blot resultat
Aeons
98
det hav hvori man endnu kan drukne
97
98
145
FLUX
logos bevidst99:
At blive orientering mod omverdenen og selvet.
3.2.1. Ethos og daimonOm at blive
logos og erkende, at alt er et, hvilket som allerede vist implicerer en del, illustrerer
ethos daimon
99
146
FLUX
ethos og daimon. Jeg vil i
ethos og daimon. Mit ærinde i det nedenstående er således ikke
ethos og daimon, og
behandling, end min igangværende undersøgelse tillader100.ethos
ethos
Ethos henholder sig i Empedocles´ optik til
til deres bevægelser, ligesom ethos designerer kærlighedens og
Empedocles os vide, at ethos Pausanias101 vogter om sin lærdom, within a silent mindkan disse lærdomme blive internaliseret og således blive ethos i
100 ethos og daimon
ethos og daimon101 Empedocles adresserer her Pausanias Gela, der insisterede på det håbløse i at opnå absolut viden.
147
FLUX
ethos stemmer overens ethos og ethea
Works and Days 135-137, 699; Theogony ethos, den iboende,
Adding into it the disposition that each one has.
takes on
Elegies
ethos som en iboende disposition, ethos
Når Ethosdet da sige, at et menneskes ethos er dets skæbne
er daimonethos
mere, end oversættelsen, skæbne, lader os ane. Daimon kan ej
148
FLUX
heller oversættes direkte til guddom, theos
daimoner samles og inkarneres:
the unfamiliar place where Murder and Anger and tribes of other deaths... they [daimonerne] wander in darkness over the meadow of Doom
som en -verden, hvor begrebet daimon netop anvendes til at
som -verden konstituerer, hvilket lader os vide, at en daimon
guddommelige, det sande, altså væren. Empedocles´ daimoner
daimon
Empedocles er begrebet daimon theoi
Odyssé optræder daimon som en guddom, der tilskriver daimon
Odyssédaimon
OdysséOdyssé 18.256,
Daimon optræder således både som den tildelte skæbne og
149
FLUX
No man is rich or poor, or good or bad Unless his private daimon makes him so
Elegies 161-
daimon
Blind hope and recklessness are both alike:Elegies 637-
daimonethos daimonens aktivitet. Ethos designerer
ethoscleverness kan man som blæksprutten ændre appearancewhatever rock it has dealings withalt ethos,og disposition, imellem hjerte, disposition og chanceful character.
ethos hos poeterne ikke
til, at vi betragter ethosEthos
ethos
150
FLUX
ethos. daimon, der optræder
hvor ethosethos daimons aktivitet,
men daimondaimon,
ethos
ethospoeterne er daimon
er daimondet enkelte menneskes ethos.
Daimon er at betragte som ethos, de interne dispositioner, der
daimon en bestemt måde at orientere daimon
ethossøge sig selv. Menneskets vaner
ethos daimon, der besidder mennesket, altså en særlig måde at orientere sig i verden
perspektivitet.
151
FLUX
102
logos:
logos
psyke er tør eller våd, hvilket giver anledning til at daimon,
ethos. En god daimon psyke med deltagelse og indsigt i strid og logos, mens en dårlig daimon psyke.
Psykeni logos, hvad daimonen netop designerer. Daimon og psyke optræder
psyke forbrænder så at sige og er således kendetegnet ved sin deltagelse, kreativitet og aktivitet, altså en bestemt måde at orientere sig mod verden på,
logos psyketil logos og erkender altings processualitet og sammenvævethed og
skidt, implicit, denne psyke
våde psykeegen deltagelse som stridsmand og er således estranged from that with which most constant intercourse
102
152
FLUX
logosmen implicerer en orientering mod verden, en psyke,
daimons
anvender begrebet daimon:
daimon103
104 deltagelse i logos
daimonerne, men menneskets ethos daimon, der besidder det
vokse op daimons psyke og ethos daimonaktivitet i ethos daimon både muliggør deltagelsen i logosdenne er mulig. Skæbnen har således stadig det dobbelte aspekt, at den tillige er det enkelte menneskes lod, og at det er den, der
og daimonethos
radikale monisme. Forholdet imellem barn, menneske og daimon theos:
103
sondre imellem theos og daimon.104potentialitetsbegreb.
153
FLUX
og theos, modsat menneske og daimongøres bevidst om sin deltagelse i logos daimon,
ethos. Theos udgør og udtømmer totaliteten, der end ikke er potentielt tilgængeligt og
Alt er en evigt levende ild, Aeons hvad enten det hedder Zeus eller Tilfældet
indefra kan mennesket gøre sig sin deltagelse bevidst, med den begrænsning, det implicerer. Kun qua sin daimons
identisk med kosmos, derimod kan mennesket, der lader sin ethos daimon logos og har
psyke, blive sin deltagelse i logos og den kosmiske daimon
har anpart i logos, og at mennesket, som anpart og stridsmand, er partisk105
logoslogos
daimon,
105
154
FLUX
enkelte menneskes ethos, er god eller dårlig, om menneskets psyke er eller våd, altså hvorledes den iboende stræben, der karakteriserer den menneskelige tilstedeværen er orienteret mod verdens enhed i multiplicitet, dvs. den kosmiske ilds dans.
3.2.2. Eros som daimonDaimonmåde at være til stedeethos
logos og erkender sig selv som anpart og partisk i den kosmiske strid, hvilket implicerer perspektivismen
plastiske princip, er også det, der slører og begraver. Skæbnen er
daimon orienterer sig mod verden. Menneskets skæbne er ikke
daimon Symposion Eros
Diotima, bestemmes som en daimon daimoniske er i et Diotima, og
er således karakteriseret ved sin anpart i og mangel på det guddommelige. Eros er beskrevet som en stor daimon, en stræben
ErosEros karakteriseret ved sin processualitet og
samme dag snart blomstrer han og lever, snart dør han hen, men
men altid svinder det tilvejebragte bort igen, så at Eros aldrig er
155
FLUX
Symposiondaimonen
Erosdet skønne og det sande, hvilket altså karakteriserer den erotiske
. Eros´ phusis er en
Symposion Phusis-begrebet indeholder
phusis Eros´
Eros sig imellem visdom og uvidenhed. I Eros er tilblivelse, stræben og daimon Sammenhængen mellem Eros
ubegrænsede, apeiron
Timaeus
156
FLUX
Anaximanders begreb om apeiron, der negativt kunne bestemmes apeiron udgør et kvalitativt
kaos, der dog, ligesom Anaximanders apeiron, ikke lader sig bestemme.
peras,
sig selv i sig selv, auto kath hauto, og er dermed ikke underlagt
der karakteriserer den sanselige verden og apeiron
komme i berøring med, hvilket muliggør diskurs. Ideerne er den Demiurgen apeiron,
apeiron og peras, en
os med. I Philebusimellem apeiron og peras, hvilket så at sige konstituerer den
peras og apeiron, væren og ikke-væren, altså en organisering, hvor universalitet approximeres til det tilblivendes
157
FLUX
hvorimod intellektet og ræsonnementet er den eneste vej til væren
gode, perasdet tilblivendes
Demiurgensapeiron
apeiron og peras. Forholdet imellem apeiron og peras
Eros virker. Eros, der har
106. Eros tilvirker
mellem væren og ikke-væren er Eros aktivitet, en patos, der gør
PhilebusEros
Eros ikke er selvtilstrækkelig og selvberoende, men designerer en mangel. Som daimon er Eros hverken dødelig eller udødelig, men i en bestandig tilblivelsesproces,
Demiurgens
apeiron og peras
apeiron og peras, hvad der i
106
158
FLUX
Eros implicerer dermed den
det tilblivendes og de evige transcendente ideer. Gennem
evigheden – daimonendaimonen sig i en midterposition,
Symposion Eros
apeiron og peras, denne blanding, er ikke statisk, men snarere en stadig sammenblanden, en proces,
Eros er aktivitet og
at være drevet, hvilket implicerer bevægelse og retning, heriblandt tiltrækning, ophidselse, begær og
Eros
den søger gentagelsen og reproduktionen. Eros begærer væren og ønsker at besidde væren, men qua dens phusisog Udvej, kan Erossøger at bevare væren gennem stadig gentagelse og reproduktion i det skønnes billede. Eros er således ikke blot apeirons kaotiske
vi hos Nietzsche kaldte at det bliver, og hvorledes det bliver. I apeiron og peras
men Eros er den harmoniserende stræben, der søger at tilvirke det vordendes
noget lignende
159
FLUX
Staten
det, som aktivitet og eros, søger at reproducere sig gennem bestandig
nogensinde at være det samme, sådan som det guddommelige er, men ved at erstatte det, der ældes og går bort, med noget andet og
Symposion Eros at reproducere sin egen aktivitet i
Eros´ temporale aspekt, som et træk ved det Eros
som Demiurgen har ideerne som model, er Eros´ børn, hvad der
Timaeusbegreb om Eros at føde i det skønne, samt tilblivelsens dobbelte aspekt og de tidslige
107
vordendes Eros´ virke, er:
Symposion telosNår Eros
Daimonen Eros stræber
107
160
FLUX
imellem apeiron og peras er skabt med væren Eros
, men da dette ikke
således søge anpart i evigheden. Eros
men bliver således også det kvalitative
vokser eller svinder, dernæst ikke er smukt på én måde, men grimt på en anden, heller ikke snart smukt, snart grimt, eller smukt
alle skønne ting har del, og det på en sådan måde, at hvor disse
Symposion det skønne i sig selv
Symposion at kristendommen gav Eros gift at drikke
Eros
kvalitative daimon theos,
logostranscendentalt logos, men dens deltagelse i den kosmiske strid,
161
FLUX
designerer daimon en stræben, en måde at orientere sig mod og Eros har et transcendent sigte, sigter
daimon mod et immanent logos. Logosimmanent instantieret i striden. Nok er skønheden, den æstetiske
kosmos
, leg og nødvendighed, kød, hud og dødeligt pladder implicit, de mange som det
ene daimon og en psyke .
Glühe und verzehr ich mich.
Kohle alles, was ich lasse:108
3.2.3. Forløsningen af Erosdaimonen
ved en immanent stræben, der organiserer det vordendes Daimonen er part og anpart i den kosmiske
daimon logos
at elske sin skæbne: Amor Fatimenneske er amor fati: at man ikke vil have noget anderledes,
108
162
FLUX
elske
er amor fati ville
genkomsts tanke109. Skæbnen er parret med en særlig måde at orientere sig i verden på, som en immanent daimonvores ethos, eller som eros, der harmoniserer det vordendes
essentia
110. I kosmos
endeløse telos og
telos og ingen mening. Skæbnen er
er i det hele, - der
109110
163
FLUX
causa primaenhed, først dette er den store befrielseuskyld
telos, gud, transcendens, Verhängnis, sammen
altings sammenhæng: Verhängnis. Vor skæbne er således ikke
Verhängnis. Aeons
spil, Verhängnis implicerer og
telos
transcendent eller guddommelig, men immanent og perspektivisk:
Vores nye „uendeligt“.eksistensen rækker, eller hvorvidt den overhovedet har en anden
alene se sig i disse. Vi kan ikke se omkring vort eget hjørne:
164
FLUX
kunne
indeholder uendelige interpretationer i sig
skæbne, verhängnis det store barns lykkekast
ene interpretation, der
orientering mod verden, hvorigennem det vordendes
mod verden, altså hvilken vilje, der besidder vort perspektiv, vor
det dødelige pladder, implicit. Vores essentia er således ikke
essentia,
ikke blot, at vi accepterer de omstændigheder, vi er kastet ud i, que será será
verhängnis skaber og skabning
165
FLUX
til den immanente stræben, der organiserer det vordendes Jeg ønsker mere og mere at lære at se det nødvendige ved alting
smukke. Amor fati
verhängnis implicerer. At
Amor fati implicerer således både skæbnen, Schicksal, som en immanent perspektivisk stræben, der organiserer det vordendes : amor, samt skæbnen, Loos, altings verhängnis og således vores position
Aeonsfati. I Amor fati er skaber og skabning, daimon og logosi en orientering mod verden, der ser det nødvendige ved alting som det smukke, for således [at blive] en af dem, der gør tingene smukke Amor fati
eksistensen, men at indarbejde sin lod, at konsumere den og
Schicksal er: Skab, vær kreativ
166
FLUX
causa sui
I det uendeliges horisont. -
Amor fati at blive den, man er
blive, hvad man er
ene interpretation, væren og det sande blive, hvad man er ikke beror på væren ingen endelig tilstand, udmunder ikke i en
til selvet og subjektet som multiplicitet. Nietzsche betragter som
skaber og en skabning.
kan siges at bevare sig selv. we are, we are not og ikke blot we are not eros på
daimon, eros, organiserer det vordendes den ikke kan realisere væren, er dens børn, hvem den bebor, dømt
167
FLUX
Symposion Eros designerer den immanente stræben, der tillige harmoniserer og disintegrerer, der
gør det kaotiske eros Erosorganiserer og harmoniserer det vordendes . Som allerede
eros
daimonens, eros
Symposion
sig selvnår han lader Eros skue væren og det sande. Nok er temporalitet
, men Eros´ blik transcendere aktualiteten og skue væren,
perspektiviskeEros sammenlignes med viljen til
magt, der, som immanent aktivitet harmoniserer, konstituerer enhed, legeme, mønster, kontinuitet, tanke, legemlighed og sanselighed. Eksistensen, Eros
Erosrealisere, hvorved akkumulationen og reproduktionen begrundes.
billede, hvori ErosEros må med andre ord
Eros´ bestandige
168
FLUX
viljen til magt viljen til at øge viljens aktivitet. Modsat Eros har viljen til magt ikke et telos
den lære, der prædikes til alt, hvad der lever, gennem livet selv: udviklingens moral; at have og ville have mere; vækst, med et ord
111, at højne standarden og således intensivere
Eros, en vilje til avling eller drift mod målet, mod det højere, fjernere, rigere
111
passager.
169
FLUX
kosmos
Eros genskaber viljens aktivitet bestandigt sig selv, men
til et højere stadie, hvilket også implicerer en revurdering og
det er viljens tilbagevenden til sig selv som det samme, men det er
aktiviteten et mønster, der akkumulerer viljens bevægelser i en
villen-blive-stærkere
170
FLUX
villen-blive 112.
som aktivitetens genkomst til sig selv, hvor viljens patos, så at sige, er det samme113
hvad vi med Nietzsche kalder det dødelige selv. Et selv, der bestandig
vundet. At blive, hvad man er, er således ikke at nå et statisk endepunkt.
112113
171
FLUX
114. At blive, hvad man er, designerer
er
og karaktertræk, de sjæleselvet er
ErosEros
glæden ved kredsen 115
Eros harmoniserer viljen det vordendes
verhängnis, der er dets skæbne. Selvet søger gennem akkumulation, assimilation
dets legeme, samt den skæbne, den Verhängnis, der udgør selvets
114 således konspirerer de sammen Al enhed er blot enhed som organisation og sammenspilosv. 115
172
FLUX
har været lykkekast er mennesket grum tilfældighed, skabning og lod, men som vilje er mennesket tillige skaber og skæbne.
3.3.1. At give stil til sin karakter
Ét er nødvendigt
det de svage karakterer, de, der ikke er herre over sig selv, som hader
tvang kun kan blive lave
fri
173
FLUX
opnår
At blive, hvad man er
hvilket Nietzsche kalder at give stil til sin karakter. At give stil til sin karakter omhandler den sjældne kunstbrudstykke og gåde og grum tilfældighed. Nietzsche lader os vide,
lang øvelse og dagligt arbejde
og organiserer det vordendes og reproducerer vores aktivitet,
kontinuerlig proces, hvor hvert øjeblik antages som momentets
moment. Således er verhängnis, skæbnen, og karakteren uløseligt
overensstemmelse med den selvkonception, den kunstneriske plan, hvor hver del fremtræder som kunst og fornuft, og selv svaghederne henrykker øjet. At blive, hvad man er, er således en stadig stræben
174
FLUX
verhängnis Amor fati.
akrasia, viljesvaghedcausa sui
mytologi,
det virkelige liv handler det kun om stærke og svage
causa suiindbildskhed større en Münchhausens, hvor
man menes at kunne trække sig selv op ved hårene af intethedens sump til tilværelsen
175
FLUX
tildrager, tegner gennem denne aktivitet et mønster. Men modsat Eros,
konkrete relation. Vores svagheder reproducerer sig også i dette
116
Umiddelbar selvobservation
kende os selv – hvad vi er
sig med det temporale stræk, der konstituerer selvets moment, samt
116
176
FLUX
hundrede bølger, altså det mønster, der tegner sig qua aktivitetens
vaner og karaktertræk, der konstituerer selvet i en overordnet selvkonception, hvor svagheder, opkomst, vækstbetingelser og
karaktertræk og omgivelser, og disse søges indpasset i en overordnet selvkonception med en immanent plasticitet i sit sigte. At give stil til sin karakter kræver således, at man anskuer selvets moment
117
verdenen, der gennem kunstneren og kunstværkets oprindelse har
ret i sig, hvorledes kunstneren står kontemplativ over og virker i
immanent strid ophører, eller at dette overhovedet skulle være
bort, da kosmos, og således også selvets mikrokosmos, da vil
117
177
FLUX
handler således ikke om at borttænke strid og kaos, men snarere
sig blot i cirkelmønstre, i hvirvler, reproducerer disse blot sig selv
ind i sig selv som et vældigt verdensrum og bærer mælkeveje i
tænker i cirkelbaner, gentager og reproducerer også sit reaktive den største
mangfoldighed af drifter, den bærer strid og modsætning i sig, den
dansende stjerne.
178
FLUX
3.3.2. Den gode og den slette Eris
Eris-
Makes battle thrive, and war; she wins no love
A man grows eager, seeing another richFrom ploughing, planting, ordering his house;So neighbour vies with neighbour in the rush
Work and Days
Eris
Eris
179
FLUX
der, som jalousi, harme, misundelse, ægger mennesket til dådstriden, hvorimod den slette Eris
Eris indgår i striden, og
den gode Eris, ansporer stridsparten til aktivitet, og når denne
gode Eris
180
FLUX
særdeles meget
forgifter
vil den gode Eris, der ansporer til kappestrid.Eris
at undertvinge modstanderen ved at sænke denne til eller under sit eget niveau. En sådan stridsmand søger ikke at blive bedre, men derimod at gøre sin modstander dårligere end sig selv eller helt at
nægtet den egentlige reaktion gennem handlingomsætte den modstand, han møder, til handling og således aktivt
181
FLUX
han til en imaginær hævnomgivelser, men ophæver denne bestemmelse til værdi og hævder
potentiale. En sådan strid er karakteriseret ved den dårlige Eris, der negerer såvel modstanderens som sin egen aktivitet. Selvnegationen
værdi i sit eget negerende billede og hævde dette, hvorved det nu er i sig selv en slags
intet er. I denne strid Eris´ billede gives der blot
182
FLUX
hvor enhver negativ bestemmelse er en diagnose, et billede, hvori
med den optik, vi
118. Slavens imaginære hævn består i
118
183
FLUX
beskriver det oprindelige menneske, en mærkværdig skabning med
Zeus splittede dem i to halvdele og senere omarrangerede deres kønsorganer, hvilket er det
et komisk og grotesk monster, der i ekstase og hæmningsløshed
verden indefra
phusis
Eris
184
FLUX
der kendetegner relation og strid, og
den onde
Eris
sig selv ved sin modstanders nederlag og kun derigennem ser
den gode Eris
ikke at blive herre over modstand overhovedet
i mennesket, er altså den strid, hvorved niveauet bestandigt hæves,
akkumuleres i selvet, skal denne multiplicitet søges indpasset i en
den gode eller den dårlige Eris
185
FLUX
princip er en negerende vilje, en vilje til intet. Kappestriden119 derimod, den gode Eris, konstituerer derimod et aktivt selv,
således stræber ud over sig selv. At give stil til sin karakter vedrører
den stridende multiplicitet, der konstituerer selvets aktivitet.
aktivitetsmønster. Et eksempel herpå, er hvorledes vaner kan være
hvorfor det ikke forgifter
der reproduceres,
3.3.3. Glæden ved kredsen
deres oprindelse samt den nutid, de har i vores vaner, værdier,
net, altings verhängnisoverordnet æstetisk plan, hvor selvet konciperes som en kontinuitet,
119 Eris
hverken endemål eller intet.
186
FLUX
causa sui vilje deterministiske
den, man erkunstnerisk plan
smagstvang, hvorunder denne plan, mangfoldighedens enhed,
sig over sådan en tvang, over sådan en bundethed og fuldendthed under [sin] egen lov
hvem man er
i overensstemmelse med hele sin natur […] med nødvendighed
187
FLUX
som nødvendige120
den multiplicitet, der konstituerer selvet; at lade sine handlinger
en smag, under en vilje; en orientering, der konstituerer selvets
er ikke en ekstern bestemmende nødvendighed, som de gamle sandsigere og stjernetydere
implicerer den orientering, den smag, den vilje, der karakteriserer theos,
der bestemmer vor skæbne, men derimod den immanente daimons
Du min sjæls tilskikkelse, som jeg kalder skæbne [Schicksal]
Du i-mig! Du over-mig!
eros
at selvforbrænde uden at varmesglæden ved kredsen
120
188
FLUX
vordendes
den reproducerer, hvormed det vordendes harmoniseres og kontinuitet etableres.
overordnet konception og således give det retning og bevare det til bues streng med
længselens pilstreng har endnu ikke glemt at svirre
glødende, gennemboret, salig ved de dræbende solpile – selv en sol
sin nødvendighed
121. En stjerne, der er
selv en sol og en ubønhørlig solvilje.
121
191
FLUX
4.1.1. Viljen og bølgen
Vilje og bølge
værdi, høj værdi. – Og nu kommer den tilbage, noget langsommere,
jer
evindeligt - at undslippe er ikke muligt
tillige bølgens genkomst til sig selv som understrøm og indsamler.
192
FLUX
spejling
udstrømmen og tilbagevenden. Bevidstheden kan ikke adskilles
Eros bevarer den sig således
genkomsttanken: At vi på engang undslipper os selv og bevarer os
evige
sande
Eros; Eros som det vordende
alt det dødelige: ved aldrig nogensinde at være det samme, sådan som det guddommelige er, men ved at erstatte det, der ældes og
Symposion
193
FLUX
Eros sikrer kontinuitet qua sin genkomst
, hvad der sikrer genkomst og kontinuitet. Men hermed har vi ikke etableret transcendente
Eros Eros søger bag om
nu episteme højere end livet selv, det dennesidige liv, krop, dødeligt
Eros
denne nihilistiske tanke i dens mest ekstreme formhidtil forgæves
194
FLUX
ErosNietzsche os at elske vor skæbne: Amor fatistil til sin karakter. At samle sin multiplicitet under én vilje, under
således skabe ud over sig selv
mod- og yderverden
hvad der er den store forløsning fra lidelse, hvad der er al livets lettelse aktivitet og kreativitet og således overskride sin bestemmelse og
bro og ikke bestemmelse.
195
FLUX
blive al forgængeligheds
tilblivenhundrede fødsler, den må
gå gennem hundrede vugger og veer
fædre- og forfædrelande
således122,
konception, under en sol.
du og jeg,
122
Symposion
196
FLUX
der overlever i denne proces, men snarere viljen, den immanente 123
Eros
ekpurôsis, og cirkulær tid124
Genkomsttanken gemmer sig i phusis kruptesthai philei
daimon, der qua sin phusispsyke
Ethvert udenfor opløses i denne tænkning. Enhver begivenhed er et
art som alt andet, strid og vilje til magt
der træder ind i bevidstheden, er noget, den underliggende aktive tilstedeværen, vor legemlige årvågenhed, bringer med sig tilbage, men når det træder ind i bevidstheden, er det allerede digtet og
dødt
123
124men det snarere i naturbegrebet end i verdensbrandens, ekpurôsis
197
FLUX
125, og den præsenterer dermed en bestandig
dogmatik og dekadence. Nietzsche ønsker ikke at tilbagekalde hverken sproget eller
125 Se evt.
198
FLUX
os ikke at hvile i den begrebskatedralførst er nødt til at fabrikere ud fra sig selv
dogmatik og søger at genaktivere disse og således søsætte dem
mummespil, al tale; ved dens hjælp danser mennesket hen over alt
4.1.2. Ud over det personlige
det lidenskablige-smerteliges overstrømmen ind i dunklere mere
199
FLUX
modsigelser, der i Aeons
Dionysos
kosmos, men hvor Eros skuer en kosmos
kosmos
substans, der overlever det endeløse , men den underliggende patos
patos kan ikke være blevet
Verdenen
200
FLUX
eksisterer verden [er] i hvert enkelt øjeblik [...] færdig og når sin afslutning
og temporalitet, men
opnået i hvert et moment. Formlen hertil er amor fati
vilje, en daimons
denne uvilje og tilbagestrømmen
201
FLUX
denne tilbagevendende bestemmelse. For den negerende vilje er
færdig med noget
videre.hæmme-evne, der
i sjælen 126
selvnegerende repræsentation indoptages og reproduceres i en
Ikke at evne at glemme er ikke at evne at aktivere, at inkorporere, at
nuet, en modsætning til hvem vi er: både skaber og skabning,
127
126 Nietzsche kalder glemsomheden en aktiv og positiv hæmme-evne:
127 At kunne glemme således er at overskride bestemmelsen og ideen
202
FLUX
telos og mening, implicerer et ja til
vilje må
brudstykke, brøk, gåde og grufuld tilfældighed
derved etablere et kontinuert selv, der skaber ud over sig selv. At
man venter på: Det har intet i går og intet i morgen, det kommer ikke om ’tusinde år’ en erfaring i et hjerte; det er overalt til stede, det er ingen steder
203
FLUX
evige vilje avl, frugtbarhed og genkomst følelsens af den nødvendige enhed af tilblivelse og destruktion128. Evigheden er
dødstimenderimod parret i patos, tilblivelse og genkomst.
4.1.3. Momentets evighed.
liv. Al kærlighed tænker på øjeblikket og evigheden - men aldrig på
havet og alt, som er havets slægt
128
204
FLUX
tidens navlestreng
gøren status over
skabelse. Ikke ved et tilbageskuende blik, der gør status og
Kan du ville totaliteten ved den evige genkomst af det samme129
eksistentielle imperativ
som har været
som anpart i og forudsætning for, hvad du er
At stille sig selv spørgsmålet, om man virkelig ikke kunne ønske
129
205
FLUX
som sit vilkår, inkorporere den, konsumere den og overkomme den. Kun derved kan man bevæge sig ud over begivenheden:
menneske, men en sådan medlidenhed vil reducere det højeste
skabningen i mennesket
ikke et udenfor eller et andet. da har vi dermed ikke blot sagt Ja til os selv, men til al eksistens
svælg, hvorledes genkomsttanken kan være et selektivt princip, i kraftens tjeneste dette som middel til avl og selektion
206
FLUX
ja implicerer således et knusende nej til den reaktive repræsentation, der
130
blive, hvad man er
den store opdrættende tanke
At være således aktiv er at være orienteret imod den evigt
Erosdaimon er
Den evige vitalitet
Dette liv - Dit evige liv!
Fra øjeblikket, dette tilstedeværende moment, den brændende sols evige middag, betragtes eksistensens hjul, der drejer, reproducerer sin egen aktivitet i
130
207
FLUX
det vordendes
er vi øjeblikkets evige middags brændende sol, der er konkret instantieret i det vordendes . Vi står altid ved den port, der
ved porten, den evige middagssols nu, og ser tidens kreds dreje:
nu
At være således orienteret, som den immanente daimon, der med
logos, at være således orienteret imod det evige patos, ud over egoet, det personlige, det konventionelle,
en sol, en solvilje, der overtaler havet til sine højder
daimon sin ethos
Eros,
samme.
209
FLUX
Referencenøgle og litteraturliste:
Nietzsche refereres som følger:
KSA - Kritische Studienausgabe
Kritische Gesamtausgabe Bd. II/4GOA - Grossoktavausgabe
210
FLUX
værk
Anvendte værker af Friedrich Nietzsche:
Sämtliche Werke : kritische Studienausgabe Bd 1-15 (KSA)Friedrich Nietzsche ; herausgegeben von Giorgio Colli und Mazzino
2 : Menschliches Allzumenschliches I und II
7 : Nachgelassene Fragmente 1869-18748 : Nachgelassene Fragmente 1875-18799 : Nachgelassene Fragmente 1880-188210 : Nachgelassene Fragmente 1882-188411 : Nachgelassene Fragmente 1884-188512 : Nachgelassene Fragmente 1885-188713 : Nachgelassene Fragmente 1887-1889
15 : Chronik zu Nietzsches Leben, Konkordanz, Verzeichnis der Gedichte, Gesamtregister. - 367 sider. - Bibliographie zur Chronik
Werke : Kritische Gesamtausgabe Bd. II/4 (KGW)
Grossoktavausgabe (GOA)ed. Nietzsche Archive Leipzig: 1894- 1912
211
FLUX
På engelsk:
The Will to Power
The Pre-Platonic Philosophers
På dansk:
Ecce homo: hvordan man bliver, hvad man er
lille Forlag, 1999
Tragediens fødsel
Den muntre videnskab
Menneskeligt, alt for menneskeligt: en bog for frie ånder
Moralens oprindelse: et stridsskrift
212
FLUX
Antikrist: forbandelse over kristendommen
Således talte Zarathustra : en bog for alle og for ingenpå dansk ved Louis v. Kohl, 4. udg., 2. opl., Kbh. : Lindhardt og
Historiens nytte
1996
213
FLUX
Værker og artikler af andre forfattere:
The New Nietzsche : contemporary styles of interpretation
Anderson, R. Lanier 1998Truth and objectivity in perspectivism
Aristoteles 1999Aristoteles’ Forelæsning over Fysik : I-IV : om det Værende, Stof og Form, Aarsag og Virkning, Rum og Tid
Aristoteles 1908The works of Aristotle - Vol. 8. Metaphysica
Babich, Babette E. 2000Nietzsche and Eros between the devil and God’s deep blue sea: The problem of the artist as actor–Jew–woman
Balto, Mark 2006Logos as Will and Cosmodicy
Barnes, Jonathan 1996The presocratic philosophers
Barnes, Jonathan 2001Early Greek philosophy
214
FLUX
Burnet, John 1892
th
Nietzsches Amor Fati - The Embracing of an Undecided Fate
June 2007
The Later Thought of Plato
Nietzsche as philosopher
”Daimon” as a Force Shaping ”Ethos” in Heraclitus
Nietzsche and Philosophy
215
FLUX
The Deleuze reader
Forhandlinger 1972-1990
Eros
Towards An Erotics of the Psyche
84.
Engel, S. Morris 1963An Early Nietzsche Fragment on Language
pp. 279-286
Foucalut, Michel 1977
Heraclitus on God and the Phenomenal World
216
FLUX
Gemes, Ken 2001Postmodernism’s Use and Abuse of Nietzsche
The Politics of Truth: Power in Nietzsche’s Epistemology
583.
Goodman, Nelson 1991On Capturing Cities
Fate, Good, and Evil in Pre-Socratic Philosophy
Fictions, Facts, and the Fact(s) of(in) Fictions
3-40.
Grimm, Jon Auring 2008Totusinde nåle - Perversion og selvrealisering hos Markis de Sade og Michel Houellebecq
Københavns Universitet.
A history of Greek philosophy : Vol. 1- 3
The veil of Isis: an essay on the history of the idea of nature
217
FLUX
D. H. Lawrence and the Aesthetics of Transgression
Nietzsche’s Perspectivism
A Consistent Relativism
Wrestling with Nature
Nietzsche Circle: ww.nietzschecircle.com, October 2007
Heraclitus - The Complete Fragments: Translation and Commentary
Nietzsche’s Contribution to the Theory of Language
Heraclitus seminar
Multiplicity and Unity in Nietzsche’s Works and Thoughts on Thought
218
FLUX
Theogony, Work and Days
Nietzsche, Metaphor, and Truth
Nietzsche : the man and his philosophy
Homers Iliade
Pragmatism and the Tragic Sense of Life
pp. 5-26.
The possibility of an island
A treatise of human nature;
Plato’s Heracleiteanism
219
FLUX
Jaspers, Karl 1966
Heraclitus, Parmenides, Plotinus, Anselm, Nicholas of Cusa, Spinoza, Lao-tzu, Nagarjuna
The Problem of Cratylus
253.
Natural Change in Heraclitus
Nietzsche and the vicious circle
Nietzsche and the Obscurity of Heraclitus
Long , A. A. 1999The Cambridge companion to early Greek philosophy
Lowith, Karl 1945Nietzsche’s Doctrine of Eternal Recurrence
284
The Mahayana Deconstruction of Time
220
FLUX
Magnus, Bernd 1978
Miller, Ed. L. 1981The Logos of Heraclitus: Updating the Report
161-176.
Minar, Jr., Edwin L. 1939The Logos of Heraclitus
Moles, Alistair 1990Nietzsche’s philosophy of nature and cosmology
1990
Skæbne, magt og vilje: seks nedslag i den tidlige Nietzsche-reception
Nehamas, Alexander 1983”How One Becomes What One Is”
Nehamas, Alexander 2001”The Sleep of Reason Produces Monsters”
37-54.
Nehamas, Alexander 1996Nietzsche : life as literature
On the Comedy of Plato’s Aristophanes
221
FLUX
Nussbaum, Martha C. 1989Mortal Immortals: Lucretius on Death and the Voice of Nature
A Further Study of Heraclitus
557-690.
Deleuze’s Nietzsche and Post-Structuralist Thought
Philebus
Clarendon, 1975
Symposion
Theaitetos
Plato and Parmenides : Parmenides’ Way of truth and Plato’s Parmenides / translated with an introduction and a running commentary by Francis MacDonald Cornford
222
FLUX
Plato’s Cosmology / The Timaeus of Plato transl. with a running commentary by Francis Macdonald Cornford
Plato’s theory of knowledge / The Theaetetus and the Sophist of - transl. with a running commentary by Francis Macdonald Cornford
History and Friedrich Nietzsche’s Philosophy of Time
Det åbne samfund og dets fjender
Reginster, Bernard 2001
Richardson, John 2004Nietzsche’s new Darwinism
Richardson, John 1996Nietzsche’s system
Richardson, John; Leiter, Brian 2001Nietzsche
223
FLUX
Derrida on Language, Being, and Abnormal Philosophy
Sade, Markis de 1966The One Hundred & twenty Days of Sodom
Nietzsche on the Problem of Reality
Merleau-Ponty on Perspectivism, with References to Nietzsche
Sämtliche Werke
Sinopoli, Richard C. 1994Is There Room for Truth in Politics? The Limitations of Perspectivism
Nihilism and the Arts
224
FLUX
Small, Robin 1983Nietzsche and a Platonist Tradition of the Cosmos: Center Everywhere and Circumference Nowhere
pp. 89-104.
Solomon, Robert C. 2003On Fate and Fatalism
Solomon, Robert C. 1992
Solomon, Robert C. 1995Some Notes on Emotion, ”East and West”
202.
Solomon, Robert C. 2003aThe joy of philosophy : thinking thin versus the passionate life
Solomon, Robert C. 2003bNot Passion’s Slave : Emotions and Choice
Solomon, Robert C. 2004Living with Nietzsche : What the Great ”Immoralist” has to Teach Us
Reading Nietzsche
225
FLUX
Stewart, Roderick M. 1986Nietzsche’s Perspectivism and the Autonomy of the Master Type
Greek Lyric: An Anthology in Translation
Elegies
Ungar, Steven 1976Parts and Holes: Heraclitus/Nietzsche/Blanchot
On Heraclitus
368.
Nietzsche’s Baudelaire, or the Sublime Proleptic Spin of his Politico-Economic Thought
The Unity of Opposites in Plato s symposium
”Panta’ Rhei”-And So Flow Our Nerves
226
FLUX
Nietzsche-Studien, Band 26, 1997, pp. 350-60
Outlines of the history of Greek philosoph y
The Bow and the Lyre: Harmonizing Duos in Plato’s ”Symposium”
South, Inc.
The shortest shadow: Nietzsche’s philosophy of the two