FLUXen bevægelse mod en heraklitiansk nietzscheanisme

af

Jon Auring Grimm

Forlaget Armé2011

FLUXEn bevægelse mod en heraklitiansk

nietzscheanisme

© Forlaget Armé, 2011

Redaktion: Sverre KaelsOmslag: Jon Auring Grimm og Carl Johan

Sennels

1. oplag, 1. udgave 2011

ISBN: 978-87-994616-2-2

www.arme.dk

FLUXen bevægelse mod en heraklitiansk nietzscheanisme

afJon Auring Grimm

IndholdIndledning . . . . . . . . . . . . . . . . . 1The path of the carding-comb is both straight and crooked - metodiske overvejelser . . . . . . . . 2En bevægelse mod selvet, udover selvet . . . . . 5

I1.1.1. Tilblivelsens strøm . . . . . . . . . . . 13

. . . . . . . . . 151.1.3. Oceanet af tilblivelse og forgængelighed . . . 19

. . . . . . . . . . 241.1.5. Strid og immanens . . . . . . . . . . . 251.1.6. Dag og nat - modsætningernes enhed . . . . 281.1.7. Krigen er altings fader . . . . . . . . . . 321.2.1. Nietzsche, Heraklit og tingene . . . . . . . 371.2.2. Nietzsche og Platon . . . . . . . . . . . 441.3.1. Opsummering og sammenfatning af -læren 531.3.2. Proces . . . . . . . . . . . . . . . . 541.3.3. Relation - Strid . . . . . . . . . . . . 551.3.4. Kontekst og det ene . . . . . . . . . . . 561.4.1. Tilblivelsens stræben . . . . . . . . . . 601.4.2. Viljen til magt . . . . . . . . . . . . . 631.4.3. Aktion og reaktion - aktiv og reaktiv . . . . 681.4.4. Viljen til magt som perspektiv . . . . . . . 76

1.4.5. Tilblivelse som sensibilitet, liv og patos . . . 78 . . . . . . . . . 80

. . . . . 83

II . . . . . . . . . . . 91

. 93 . . . 99

2.2.1. Aeons . . . . . . . . . . 1072.2.2. Øjeblikke og momenter . . . . . . . . 1102.2.3. Lirekasseviser med fremtidstoner . . . . 115

. . . . . . . . . 120

III3.1.1. Tilblivelse og skæbne . . . . . . . . . 125

. . 1343.1.3. Den vise astronom . . . . . . . . . . 1413.2.1. Ethos og daimon . . . . . . . . . . . 1453.2.2. Eros som daimon . . . . . . . . . . 1543.2.3. Forløsningen af Eros . . . . . . . . . 1613.3.1. At give stil til sin karakter . . . . . . . 1723.3.2. Den gode og den slette Eris . . . . . . . 1783.3.3. Glæden ved kredsen . . . . . . . . . . 185

IV4.1.1. Viljen og bølgen . . . . . . . . . . . 1914.1.2. Ud over det personlige . . . . . . . . . 1984.1.3. Momentets evighed. . . . . . . . . . . 203

Referencenøgle og litteraturliste: . . . . . . . 209

FLUX

1

FLUX

Indledning

Når der er lagt bjælker over vandet, når gangsti og gelænder springer

broer, alle begreber, alt godt og alt ondt – alt sammen er det fast

bliver selv de snedigste mistroiske, - og det er ikke blot tosserne, som alt – stå stille?

kakkelovnskrogen.

bryder broer itu! Å, brødre, er nu ikke alt og Er ikke selv gelænder

holde sig fast

vordende at tale. Gennem og somMen hvad nu hvis vi glemmer, at disse håndgribeliggørelser, disse begrebskatedraler, denne verden, der har lært at tale gennem os, blot er verdens metamorfose i mennesketdet vordendes og hvorledes det lærer at tale. Således tegner

hen imod selvet og udover selvet.

2

FLUX

The path of the carding-comb is both straight and crooked - metodiske overvejelser

vordendes

sig sit projekts perspektivitet

er arbitrær

ikke,

Tekstener

der

er man også bevidst om, at man bag tankens kontinuitet, bag

men blot én Nietzsche og én

og revitalisere disse tanker og således lade dem virke

3

FLUX

allerede antaget det epistemiske

1, som Anaximander lader os vide, men den proces, han beskriver, hvori

mythoslogos

samt den kontekst, de er bevaret i. En kontekst, der nødvendigvis selv må lånes et kritisk blik. Fortolkningsarbejde i denne henseende

videre med dem.

4

FLUX

påpege det historiske tankeslægtskab2. Mit ærinde er imidlertid et

ordet når han siger:

3

kontemplative overblik. Jeg læser altså Nietzsche igennem en

Nietzsches overvældende tekstkorpus. Fortolkningens vilkår og vilkårlighed lader os vide, at dette implicerer sortering, introduktion

underlagt tilblivelsens dobbelte aspekt, at det bliver, og hvorledes det bliver

visse ellers oplagte med- og modtænkere4 og dermed skabe en

5

FLUX

end endnu en introduktion til Nietzsche, med blot anerkendende

retning.

En bevægelse mod selvet, udover selvet

væren og det epistemiskeradikal immanenstænkning, hvilket nødvendigvis implicerer

erbegivenheden ved at påtænke tilblivelsens dobbelte aspekt at det bliver og hvorledes det bliver, altså hvorledes et plastisk logos, hvorledes viljen til magt, er konkret instantieret i tilblivelsen, i den immanente strid, der konstituerer tingenes, begivenhedernes

phusis. En konsekvent immanenstænkning må

udenfor, ingen neutral

Der er intet hinsides logos involverer at søge i sig selv, at søge sig selv, og således tillige at bevæge sig ud over sig selv.

6

FLUX

logos, der er konkret

daimon, der dog søger bag om det kaotiske mod væren

logos

os videre mod viljen til magt og en heraklitiansk nietzscheanisme.

genea logos.

7

FLUX

vilje til intet

da vi løste denne jord fra den sol

med udgangspunkt i Anaximanders pessimistiske kosmologiske

apeiron kosmodice, hvor fortærende

lovmæssighedtelos

anleder til en sondring imellem øjeblikket og det udstrakte moment i en perspektivistisk tidskonception, imod en objektiv lineær

8

FLUX

phusis kruptesthai philei

orientering mod logos, at blive . Altings immanens,

daimon og ethos daimon, theos og psyke Daimon bestemmes som en immanent stræben med anpart i theos, der qua sin orientering imod eller

logos ethossig i vor psyke Eros, det vordende daimon

Eros som en immanent stræben mod peras og apeiron,

der qua sin stræben konstituerer et kontinuert selv ved at bevare

Eros´ stræben

9

FLUX

ErosAmor Fati, hvor en skæbne uden telos

der konstituerer vort selv under én sol

telos, væren og gud, hvilket en ny frihed, en ny uendelighed.

Eros At give stil til sin karakterblive hvad man er

under en solat

blive hvad man er

med sin diagnose og vinder således blot en mod- og yderverden, hvilket motiverer, qua imaginær hævn, en vilje til intetnødvendigt at se på, hvilken strid, der konstituerer mennesket og

en god og en slet Eris

underslipper sig selv og vender tilbage til sig selv - som viljen og bølgen

diagnosen, i en orientering mod den evige patoslogos. Ud over enhver reaktiv bestemmelse, ud over mennesket, for

10

FLUX

at et billede ikke skal vedblive med at være billede ja til

dag, genvundet hvert nu.5

Et enkelt spørgsmål, som jeg ikke behandler i den nærværende

Onto genealogi, dvs. sammenhængen imellem phusis og logos

Isis´ slør, bag om tilblivelsens kvalitative , i et håb om at skue væren. Altings immanens og

søger at etablere.

11

FLUX

Rasmus Varnich Blumensaat, der har kommenteret og kritiseret,

12

FLUX

FLUX I

13

FLUX

1.1.1. Tilblivelsens strøm

vedrører os

visdom og hvad nu ellers alle vore æstetiske menneskeliggørelser

6

bestandig bevægelse7. Nietzsche var heller ikke sen til at anerkende

og tilintetgøremodsætning og krig, tilbliven

værenanerkende mit nærmeste slægtskab med alt, hvad der hidtil er

indsigt at

6 Panta rhei physica

7 Panta chôrei

14

FLUX

neutral interpretation, sortering og prioritering, hvilket implicerer

noget sandt, der står i en privilegeret relation til verden. Vi antager tingslighed og substans. Vi antager distinktionen mellem subjekt

må det undersøges, hvad det præcist indebærer, at det vordende

ikke er så radikal,

en radikal er

og ikke erblot tilblivelsens , men tillige modsætningernes enhed, striden

15

FLUX

ser ikke jernets dekomposition, ligesom vi heller ikke oplever vore

Det er undsluppet er og er det

er, er processer og dermed noget, der hele tiden er på vej til at blive. At skulle gribe et moment

bestandig

16

FLUX

Kosmos er

er alt, er

andre stadier som grundsubstans. At hævde, at alt er ild, da alt vil

dens processualitet, at den brænder

made; but it was ever, is now, and shall be an ever-living Fire, with

Kosmos

17

FLUX

8

endelig verdensbrand, ekpurôsis9

det evigt levende, og således tilblivelsens temporale implikationer, 10

measures of it kindling, and measures going out

HeliosErinyerne

i overensstemmelse med logos

verdensbrand:

Couples are things whole and things not whole, what is drawn together

sammenvævet i en relationel kosmisk strid, hvor de mange det ene, men det enes

de manges Det ene som de mange er

kósmos gonêekpurôsis

begreb om den evige genkomst, det evindelige år og tidens kreds.10

18

FLUX

understøttes hermed, samt processualiteten som et relationelt som altings

fader

et billede på realitetens

er

på et givet tidspunkt er alt ildmuliggør teorier om en eventuel verdensbrand, ekpurôsis. Fragment

alt vil på et tidspunkt blive ild

ekpurôsis.

evigt levende ild.

ærkekvalitet11

11

2.1.2. og 2.1.3.

19

FLUX

altings arche

det ene, den evigt levende ild12

1.1.3. Oceanet af tilblivelse og forgængelighed

Panta rheiPanta chôrei

bevægelse, hvor bølgerne hæver og sænker sig i overensstemmelse med vejen op og ned ophører. I tilblivelsens bevægelse er der et bestandigt ophør, hvorved det vordende i bevægelsens stræk udi tidens kontinuum indeholder sine modsætninger, hvad den var, hvad den blev og hvad den bliver.

12

phusis, der

og sekundære kvaliteter, som det senere kommer til. At denne sondring ikke

20

FLUX

bevægelse. En ting er således essentielt essensen

tematiserer modsætningernes enhed.

21

FLUX

Flodens strøm

sig selv

hævder i Metaphysica13

er og ikke er

Die Philosophie im tragischen Zeitalter der Griechen

14

13teori, hvor tingslighed underkendes.

he thought one could not Metaphysica

tingslighed som et træk ved verden, skilles hans og Nietzsches veje allerede her,

.14

-teori.

22

FLUX

sammeden altid er kvalitativt forandret

. Begrebet kan med andre ord ikke siges at korrespondere med og

en platonisk bestemmelse om det værende som noget tidløst og

movement, and that about that which changes no true statement can

he thought one could

23

FLUX

Metaphysica

både er og ikke er

ikke er

er det nødvendigt, at vi indordner verden og gør den intelligibel. En

We step and do not step into the same rivers, er

den radikale noget, som undergår

ikke i verden af vordenmen sandheden er, at det erhuset brænder15.

til illusion grundet vore organers grovhed, eller

tempo.

15

24

FLUX

noget bliver

er og ikke er,

16. At diskutere,

udelukker tingslighed. Solen Floden rinder. logos

phusis.

er således kendetegnet med bestandig aktivitet, og selv det, der er

logos Erinyerne, der repræsenterer evnen til at regenerere og skabe, hvilket implicerer konsumering og

16

25

FLUX

det vil sige processualiteten, borttænker vi ildens brænden og

doktrinen er således ikke

er, om logos er et overordnet og eksternt organiserende princip,

striden, som striden.

1.1.5. Strid og immanens

modsætninger, strides, og qua striden konstituerer disse

knækker, ophører den nødvendige spænding, der er konstituerende

26

FLUX

i en hvileposition og dermed i harmoni, hvilket netop er, hvad de

Tingentingen, ophører

phusis kruptesthai philei 17. Mens vi ikke kan tænke os ilden uden

strid

17

27

FLUX

objektive

18.tingen, disintegrerer

stridens harmoni, og tingen Den brænder op og bliver til røgmodsætning, snart den anden, således at der er en vekselvirkning mellem to statiske

en og samme tidopstå. :

strid. Strid og logos er således parret.

18

28

FLUX

1.1.6. Dag og nat - modsætningernes enhed-doktrinen er således koblet med modsætningernes strid og

den paradoksale påstand, at modsætninger er det samme.

modsætninger siges at være identiske, hvis identitet er arbitrære

tingen

ikke var

Theogonien

det samme

og den ene ikke kan siges at være den andens moder. Jonathan

19. Når dag og nat hævdes at være

19

29

FLUX

det samme

det samme,

The one is made up of all things, and all things issue from the one Det ene er ikke

De mange de manges

det enesThey are one

Dette ene

er,

som ny

et,

tingene, når stridens dissonans tingene og

tingene det ene

30

FLUX

tingenes antal i

det sammeat etablere denne pointe.

mod kontradiktionsprincippet, hvilket både Aristoteles og Barnes

identitetsbegrebet, skulle det være underligt, at han tillige antog

altså mellem det ene, i hvilket vi er situeret, og de mange, der

os med teksten, som undslipper os under interpretationen20.

20

31

FLUX

21

22.

er,

påstanden om, at de mange det ene og den ene de mange

til et ikke udstrakt øjeblik, indeholde stridende modsætninger

indeholder doktrinen om modsætningernes enhed appel til beskrivelsen og relationens perspektivitet, en tanke Nietzsche

21

22

32

FLUX

tillige at have inspireret Nietzsche til at betragte væren som en tom

er

strid. Tingene

tingene selv blot er tilblivelse og dermed ikke ting i sig selv, men

interpretationsproces, gennem hvilken vi bemægtiger os verden og , men vi

23.

1.1.7. Krigen er altings fader

Striden er

23

33

FLUX

striden og logos.

Logos logosat alt er i strid, og at alt qua striden er et. Logos

Logos redegørelsen24

og strid, det er det ene, de mange logos det

til deres phusis25:

logos

heard it at all. For, though all things come to pass in accordance with logos

phusis

24 Logos kan blandt andet oversættes til redegørelse, hvilket dog ikke udtømmer begrebet. Barnes anvender account, redegørelse, som oversættelse

25 Jeg anvender det græske phusissenere latinske betegnelse natura. Mere om phusis

34

FLUX

dette, hvilket logos

og at opdele tingene i henhold til deres phusis

logos

Phusistingens tilblivelse26. Logos er således ikke et eksternt princip

phusis,

denne tanke er logos er i essentielt

Logos-doktrinen, der

processualitet. Logosder konstituerer tingenes phusisprincip. Visdom, at kende tanken

. Visdom

26

35

FLUX

nødvendighed27

de mange de manges interdepedens og interpenetration, at de er et, at de er i

phusis og dermed ikke den iboende

dogmatisk.

phusisLogos

logos er

princip, der regulerer , men derimod et plastisk princip der er konkret, instantieret i tingenes phusis.

modsætningernes strid ophørte, ville kosmos disintegrere.

27 genea og logostil 1.4.7.

36

FLUX

Erinyerne28

itsmetron

Erinyerne dirigerer slagets

sit mål, i nødvendig overensstemmelse med logos. Siden striden er

ville ophøre og kosmos

28

37

FLUX

kosmosKosmos kosmos er en

evigt brændende ild, en proces; kosmos er i sig selv . Nok kan kosmos

krig og strid er vilkåret.

1.2.1. Nietzsche, Heraklit og tingeneEris29

tale om ting, som vi almindeligvis antager det, som permanente og

der søger dominans gennem striden. Tingene

nyt: Formen

29

38

FLUX

30. Stridens problematisering

foruden efter-hinanden og foruden ved-siden-af-hinanden

punkt væren i dette kontinuum, som om disse udgør selvstændige

sit hvorfra og hvortil, enhver ting, der ikke virker eller påvirker, er ikke og har ikke en natur, en konstitution, en phusis. Ethvert

, må de begreber, vi anvender til at beskrive dem, også underkaste

30

39

FLUX

begrebets modsætning. Kontinuumargumentet kan dog ikke stå alene. Som John

virkeligheden, selvom grænsen mellem knop og blomst ikke kan

og mens grænsen mellem knop og blomst ikke kan bestemmes

består i at adskille disse to aspekter ved processen og hævde, at de

knoppens springen ud og blomstens visnen. Nietzsche anklager

er den samme men der viser sig noget nyt

omhandlende genstandenes permanens beror på vores perception

40

FLUX

på den aktualitet, i hvilken den perciperende er situeret, hvilket

antagelser om aktualitetens realitet31.

Forestillede man sig derimod den menneskelige perception uendelig

noget vedvarende at opdage i den uendeligt mindste tidsdel32, blot en tilblivelse. For den uendeligt hurtigste perception ophører al

perception. Naturen er ligeså uendelig indad som udad: vi har nu nået

ophører aldrig i det uendeligt mindste. Selv i det største er der intet

er tilblivelsens temporale aspekt, samt tidsperceptionens relativitet og overvejende set perceptionens perspektivitet:

Mit øje, hvor stærkt eller svagt det nu er, ser kun en vis distance, og heri væver og lever jeg, horisontens linie tegner i stort og småt

31 Indskrænkede vi livet endnu engang til en tusindedel, begrænset til ca. 40

32

41

FLUX

og sindsbevægelser, der er mulige på et givet tidspunkt, måler man

tidsperceptionens relativitet, understreger det tillige perceptionens perspektivitet.

42

FLUX

koncepters præcision33

endure

ophører med at være, som de var.

-doktrin

33

43

FLUX

de mange det ene, er det

mange er et som

ophøre, og kosmosværen i det uendelige, ville hvert punkt være selvtilstrækkeligt som

forholdet

er ikke og da slet ikke noget

ændrer, hvad det står i relation til, og hvad det står i relation til

endure

44

FLUX

1.2.2. Nietzsche og Platon-doktrinen kan det være

34, hvis

35

Theaitetos

De mange er qua interrelationen det ene

34nærværende.35 .2.3. om Eros, er aktualiteten kendetegnet

45

FLUX

har selvtilstrækkelig realitet, at væren multipliceres uendeligt,

punktet, har ingen udstrækning

36

phusis

Striden er således en strækken sig ud i tid, en proces, der ikke kan borttænkes, uden at vi dermed borttænker stridens virken,

-doktrinen, hvor

tilblivelse, hvor øjeblikket ikke kan tilskrives selvstændig realitet,

. Relationen er ikke

36

46

FLUX

- skal være den, der påvirker, og hvilken der skal være den, der

Theaitetos disintegrere, således også kosmos

erild i tingene, tingene brændertingene undslipper os, hvorledes de løber ud mellem vores hænder

væren benægtes, også øjeblikkets selvtilstrækkelige og ontologiske

Timaeus

logos phusis er

vi kan tillade den såkaldte hvide strøm Theaitetos

-lære hævder ikke nødvendigvis, at hvid vekselvirker med sin sorte modsætning, men derimod at hvid er en instantiering,

Nietzsches bemærkninger om tidsperceptionens indvirken på vores

47

FLUX

37

Relation og kontekst spiller også en anden rolle i henholdsvis

inkluderer også på en og samme tid modsætninger der ikke er

aspekt-A men på en og samme tid er ikke-aspekt-A: Vejen op og

-doktrinen, hvilket vi

compraesentia som en sameksisterende enhed, der kan anvendes om tingene. Tingen er den samme, autos,

heterosat modsætningernes enhed i compraesentia

. Vandet er rent nogle andre nogle og andre

compraesentia kun er

tingen erda kan egenskaberne ved tingen

37

48

FLUX

eller kontekst, i hvilken de perciperes. Egenskaben er altså ikke i tingen

i relation til og i

og træet ersammenligninger med andre ting38

autos og heterossig selv i sig selv,

auto kath hauto

ét blad aldrig er helt lig et andet, så sikkert dannes begrebet

39

intet

3839

må vi glemme.

49

FLUX

tilblivelsen, denne samtidige bevægelse, øjeblikkets bestemmelse,

40

41.

, hvor den temporale karakter og stridens interpenetrative

40Når Alice, i Through the Looking-Glass

41

Theaitetos

50

FLUX

konstitution og situerethed udgør vores interpretationsapparat, der phusis

men tillige vores interpretationsapparats konstitution og rettethed.

the nostrils would distinguish them.

en beskaffenhed i sig selvsubjektivitet, er en ganske meningsløs hypoteseat interpretation og subjektiv-væren ikke er væsentlig, at en ting

Theaetetus hvorledes al intentionalitet gøres til en

vi, hvorledes han i Timaeus beskriver, hvordan Demiurgen besjæler det ubestemmelige kaos og dermed tilvirker struktur og bevægelse. Demiurgen besjæler ved sin tilstedeværen, det uhåndgribelige kaos

med andre ord den intentionelle strukturering og begribeliggørelse Timaeus

Demiurgenom radikal

som en aktiv simultan skabelse qua Demiurgens tilstedeværelse,

51

FLUX

inkluderer, at verden håndgribeliggøres, standardiseres, tingsliggøres, og at himlens planetære urværk stilles. Alt sammen

og mening. Demiurgenverden med levende komponerende væsner, en verden, der er i men dog håndgribelig. Demiurgen

giver denne komponering anledning til at betragte det ’objektive’ i

objektive

inden i 42

og Demiurgens strukturering

den vordende verden, som mangler dvs. den strukturelle

siges at have væren. Demiurgen

bedre og fremkommelig43

42

43

52

FLUX

Demiurgen tilvirker det indhold og mening, men det brøler stadig, det bølger og omslutter os; vi står i en konkret

dennes antitese er ikke den sande verden

Demiurgen

det håndgribeligt og begribeligt. Kun så snart det er struktureret og

Timaeus

og intelligibel. Demiurgen organiserer kaos som den bedst mulige

DemiurgenSymposion hedder det, at sjælen tillige

stræben er i Symposion karakteriseret som Eros, der, i Diotimas’44

det værende, dvs. den tidløse, permanente og selvtilstrækkelige realitet. Eros er dermed sindets intentionelle rettethed mod

lige kender lige44Symposion

53

FLUX

hen imod, en i sig selv i

temporale aspekter er således gennemgribende. Organisationen

et middel i sig selv for at blive herre over noget 45.

1.3.1. Opsummering og sammenfatning af -læren

-

-læren, at enkeltdelenes, tingenes, identitet approximeres

autos og heteros

phusis er

stræben

45

54

FLUX

logos eller Demiurgen må

1.3.2. Proces

de indgår i. Ikke blot punktet i kontinuumet, tingen, identiteten, berøves selvtilstrækkelighed, også øjeblikkets selvtilstrækkelighed

hvorfra i sit hertil

tidsperceptionens relativitet46

hvorfra, i dens hen imodlængere tilbage ligger en

favner brederesenere

47 er, er dermed ikke noget selvtilstrækkeligt, er

vi kan gribe processen i akten, er at underkende ildens brænden

46 Se 1.2.2. 47 Se 1.2.2.

55

FLUX

er, er herfra, hvilket inkluderer hen imod er

proces, en strækken sig ud.

1.3.3. Relation - Strid

Theaitetos der påvirker hvem i mødet; påvirkningen er gensidig, også selvom

48

processens bestandige brænden. Kosmos

øjeblikkets selvtilstrækkelighed, også tingens selvtilstrækkelighed udelukkes. Tingen

48 Mere herom 1.4.1. og 1.4.2.

56

FLUX

og harmoni. Stridens stræben overskrider øjeblikket, den

TingensTingen mangler så

tilegnelse, en tagen i besiddelse, og vores perception er selv en

omslutter tingen. det ene og de mange

Tingens

aktualitetens samtidige elementer, hvilket konstituerer et hele, det ene. I perceptionen veksler vi dette ene, guldet, ilden, til varer, vi kan tage i besiddelse49. Vi tilegner os dette ene som mange. Vi tilegner os konstellationen ved at tælle hver enkelt stjerne.

1.3.4. Kontekst og det eneTingen

tingen

men kun qua den helhed, det ene

49

57

FLUX

Demiurgen, tingen gennem interpretation50

det ene, helheden, som en enhed

er og ikke er

de mange, ikke siges at være , i deres herfra og hen imod, som

Det ene er således også de mange, på en måde, hvor de mange ikke kan siges at samvirke i en overensstemmende enhed. Helheden har således ikke den homogene bestemthed til at optræde

enhed

Logos

50psyke spiller den besjælende rolle, er det hos Nietzsche den store

58

FLUX

Ildtilblivelse er i sig selv lov; at det bliver, og hvorledes det bliver, er

at det bliver, og hvorledes det bliver, hvilket ikke konstituerer en homogen

det ene ikke indeholder sit at det bliver, og hvorledes det bliver,det ene de mange, da mangler det ene den

enenkeltdelene ikke selvtilstrækkelige. At det enemultiplicitet, udelukker dog som nævnt, at det ene, helheden, skulle kunne konstituere en homogen og harmonisk enhed

de mange er det ene; dette ene har kun

som de mange; det ene

logosdet hele som de mange ved at orientere os mod de

konstituerer de mange; det er at begribe

59

FLUX

egenskaber og gøre dem til det kausale ophav til egenskaberne alle øvrige

ophøjer den til et eksternt princip, der garanterer organisationen som en samstemmende organisme. Vi organiserer de perciperede

stræbenAl enhed er blot enhed som organisation

og sammenspil: ikke anderledes, end hvorledes et menneskeligt modsat det atomistiske anarki

en herskabs-formation en, men ikke er

logos som et eksternt princip, der regulerer tilblivelse, men derimod som selve

60

FLUX

processualiteten, ilden stræben

færdiggøres villen

logosEris51, til det kosmiske

princip, der er i den immanente strid 52

kraft viljen til magt53. Logos kan at det bliver og hvorledes det

bliver

udgør dens struktur. Hyle og morphose lader sig ikke adskille. Logos er altså

logosmodsætningerne, det ene og det enes de mange. At logos

at det bliver og hvorledes det bliver, villen,

1.4.1. Tilblivelsens stræben

5152 Kampfe immanenten 53

61

FLUX

at det bliver, og hvorledes det bliver, hvilket

kvantitet, mål metron med

kvalitative

det ene logos

at det bliver, og hvorledes det bliver

færdiggørelseden innere Welt, der må tilskrives, logos og dike, viljen, der tager verden i sin besiddelse - ikke i sig selv væren eller tilblivelse, men

det ene og de mange.

men en patospatos, den kreative og generative måde at være til stede på, som

en ikke-neutral, passioneret og lidende måde at være til stede på; den er livet set indefra

62

FLUX

meningskonstituerende patos hvorved vi bemægtiger os verden, gør den intelligibel og håndgribelig – at gribe, begribe, er i sig selv

aufzuprägenværen - det er den højeste vilje til magt

gældende, hvilket Nietzsche kalder at gøre sin norm gældende, er

tilblivelsens karakter som væren54. Viljen til magt er en patos, de stridende parters

gældende. Nok implicerer viljen til magt tilblivelsens karakter som væren

tilblivelsen og tilblivelsens karakter af væren

55. Den højeste vilje til magt Der höchste Wille zur Macht påpræge aufzuprägenikke karakteren af væren Charakter des Seins 56. Viljen til lighed og

545556 Rekapitulation, og

det er selve prægningen, bestøvningen, Nietzsche her omtaler som den højeste

63

FLUX

Dermiurg og den

at det bliver, og hvorledes det bliverer perspektivisk, en bliven herre

processuelle karakter og det kontekstuelle og relationelle aspekt57,

det ene og de mange, ilden og dike, phusis og logos, tilblivelsen og tilblivelsens karakter af væren, bliven og bliven herre, bliven og bliven til.

1.4.2. Viljen til magt

57

64

FLUX

en samfundsbygning bestående af mange sjæle

65

FLUX

at det bliver, og hvorledes det bliver

i overensstemmelse med bevidstheds-perspektivismens logik, -

vore sanser... Og

perspektiv

66

FLUX

for og instantieret i

,

dvs. diskrimination - altså står det kun i relation til bestemte

konkrete relation. Ordenen, logos

ganske væren - det er borttænkt, når man borttænker magtviljens

Viljen til magt, og logos

perspektivets gøren så sig gældende

67

FLUX

virke på en bestemt og bestemmende måde i relationen til en anden

gører gerningen58

teleologi, et kognitivt element, en psyke59, en kausal bevæger dirren, der må

perspektiv. Men denne mening må begribes som noget immanent,

internt begribes i relationen til et andet internt

ud fra sig selv, det vi undergår, det der overgår os, det vi lider, en patos

5859 Demiurgen.

68

FLUX

.

som immanens, altså et træk ved relationen. I det nedenstående må vi ikke tillade os selv at borttænke vores perspektiv, vores rolle som

vores rolle som legeme og vilje, og at

stadig en mening

Hvem vil da viljen til magt?gører bag gerningen.

1.4.3. Aktion og reaktion - aktiv og reaktiv

perspektiv på alt derudover, dvs. sin ganske bestemte værdsættelse, sin handlemåde, sin modstandsmåde.

Realiteten

skin består...reagere på er den eneste måde at reagere

69

FLUX

sin ganske bestemte værdsættelse, sin handlemåde, sin modstand

relation til hinanden, hvilket de kan gøre ved enten at dominere

60.

forholden sig til

at den søger et endemål, at realisere sig selv som væren eller

60

og så videre.

70

FLUX

Perspektivismen er blot en kompleks

er tilstrækkeligt beslægtet: - således konspirerer de sammen om magtvi medtænker at en krop er en samfundsbygning af mange sjæle,

at det bliver, og hvorledes det bliver

61. Når viljen til magt senere vil blive betegnet som det

61

71

FLUX

at sejre

dette er, hvad Nietzsche kalder viljen til magt.

kvantitet, som dominerende og domineretaktiv og reaktiv. Viljen til magt

det ene og de mange, samt det dobbelte

72

FLUX

at det bliver, og hvorledes det bliver. Når vi

ikke relationen, gennem hvilken reaktionen er betinget. Vi antager

objektive

tingens krop, dens implicitte kropslige aktivitet og konstitution.

altså ikke med at villeøjeblik sin ultimative konsekvens, men dens vilje er nu underlagt

73

FLUX

omdirigere den vilje den står i relation til62. Relationen er således i kraft,

den inkorporerer den dominerede vilje i sit korpus og omdirigerer

aktivitet63

62

63eller lignende. Et anden eksempel kunne være sult. Sulten ønsker ikke at vinde

Mennesket ønsker mætheden, ønsker at genvinde kroppen

74

FLUX

überbeitendirrende spænding, tilværelsens skælven

reduceres til den ophidsede tilstand, denne må komplementeres,

ikke bestemmes, og den reduceres til mekanik. Når den seksuelle aktivitet øges, og hver en celle dirrer, er det ikke blot bevidsthedens

den er viljen til magt, er partikulært instantieret i det konkrete

gøreren tilbage ind i

at-gøre-noget

75

FLUX

64

det ene og de mangelogos, der

er konkret instantieret i relationen phusis, i den immanente strid, vil

magtmagt.

bestøvende kvaliteter, hvor

bestøve

at eje, men at tage i besiddelse og overskride; at bestøve, at skænke, er

gennemstrømmende plastiske intensitet, der maskerer, bestøver og tilslører.

64

76

FLUX

Kort sagt, med det ovenstående in mente: Hvorfor vilje?: Vilje, Hvorfor magt?

og således ud over målet. Og hvorfor sigte?: Fordi det implicerer

1.4.4. Viljen til magt som perspektiv

strides, i henhold til sit eget perspektiv og sin egen retning. En

der fortolker verden

beror på en værdsættelse

77

FLUX

perspektiv på alt derudover, dvs. sin ganske

gører bag gerningen

kognitionsstrøm. Kosmos er ikke besjælet eller bevidst, og en sådan Bag viljen til magt

er der intet subjekt, ingen bevidsthed og intet overordnet telos.

samt som det plastiske princip, der netop aktualiserer sig konkret

konstituerer kroppen som organer, intensitet og aktivitet. Kroppen

phusis og logos

Jeg overvandt mig selv og min lidelse, jeg bar min egen aske til

78

FLUX

Demiurg organiserer kaos. Nietzsches perspektivisme implicerer netop, at

ethvert kraftcenter har sit perspektiv på alt derudover, undslipper et arkimedisk punkt os: Midten er overalt

1.4.5. Tilblivelse som sensibilitet, liv og patos

til magt som kapaciteten til at blive påvirket og kapaciteten til

79

FLUX

en væren, ikke en tilblivelse, men en patos

den intensitet, den dirren, der lidesaktualisere sig som en pluralitet, som spændingen mellem det ene og de mange,sensibilitet og tilblivelse.

verden set indefra, altså

er grundvilkåret for alt liv

intensitet, aktivitet og tilstedeværen, den sansende sensibilitet og

dirrende sensibilitet, der karakteriserer vor kropslige tilstedeværen

i sit væsen

80

FLUX

er

verdenen i overensstemmelse med de perspektiviske vurderinger, øjemål, sansninger, dvs. interpretationer. Viljen til magt estimerer

stjernehimmelen ved at søge sig selv.

i relationen, mens viljen

vilje,vilje, der besidder de pågældende

81

FLUX

udspringer.

but a becoming reactive

becoming active eller becoming reactive.

omvendte reaktive billede

at blive reaktivtilværelsens

82

FLUX

modsætning, særligt mellem sin egen eksistens og et udenfor, et anderledes, et ikke selv

vilje, til en evolutionslære og en tilpasningslære; en gensidig bestemmelse, en automatik eller dialektik, uden medbestemmelse

skabning og skaber

omvendte reaktive billede

vilje til intethed,

83

FLUX

vilje, en vilje til intet. Slaven optager dermed herrens plads, men

derved negerende, impotent og nihilistisk i sin grundvold.

billede, som værdi, ideal og mål. Eksempler på, hvorledes det omvendte reaktive billede ophøjes til værdi, er ønsket om og troen på ønsket om og troen påverdenshav.

84

FLUX

selv65. Naturligvis vedrører dette også vores bevidste bemægtigelse

aktivitet66, bemægtiger sig verden ved at organisere og harmonisere det vordendes

værende

verdens metamorfose i mennesket,, og en sådan sandhedselsker følelsen af assimilation

en mere eller mindre fantastisk kommentar til en ukendt, måske uerkendelig, men følt tekst

tekst

bagvedliggende verden, men er derimod underlagt udlægning og interpretation. Interpretationen er en måde, hvorpå vi introducerer

teksten, men vi kan kun nærme os den indefraen interpretation med henvisning til originalteksten

heri. Vi introducerer med andre ord begribe en verden, som

65 Om den multiplicitet, der konstituerer selvet se 3.1.1.66

85

FLUX

67. Vores hvordan verden er, men en

måde,

sige forsvinder under interpretationen

eller mekanisterne kan ånde lettet op: intet tabt. Men perspektivisten

det kaotiske er et sådant svømmetag. Navnet

med andre ord en æstetisk68 relation, hvor mening, sammenhænge, sandheder og deslige introduceres i teksten gennem en kreativ

Teksten,

67

68

86

FLUX

er teksten er i relationen, men teksten unddrager sig en sand

anledning til at betragte sproget som en måde at bemægtige sig

til den sande verden ikke

Sinn-hineinlegen

det givne bliver til et givet som kan dette ikke siges at

vi os den, og dermed underlægger vi os denne bemægtigelses

denne bemægtigelse, altså at deducere perspektivet bort69

skin

Man kan således ikke deducere metamorfosen i mennesket, den

om tilblivelsens kvalitative slør og , til teksten, til værenkvalitative

oraklets gestik

69skinnet; det er endda den dårligst beviste antagelse i hele verden. Så meget må

87

FLUX

semainein70

daimonisklogos 71 verdens metamorfose i mennesket

sprog og mennesket underkastelse under sprogets interne logik og ,

netop i kraft af at den fremstårværen. Tilsynekomst og slør er således ét. Selve perceptionen, qua

kompliceret: Vi har blot skinnet af enhed. Kroppens

privilegerer nok ikke en sand verden, men selv en løgn kan være

beskrivelser og udtømmende forklaringer, må

70 Semainein, at give tegn,

Se også 2.2.1.71

88

FLUX

Al væren vil blive ord, al vorden vil lære at tale af mig ved, at der bag illusionerne ikke gemmer sig sandhed, men blot

89

FLUX

90

FLUX

FLUX II

91

FLUX

og kommer tilbage. Alting svinder, alt kommer igen: livets hjul evindeligt går. – Alting

må bo. – Alting skilles, alt hilses igen: Evindeligt må livsringen være sig tro.

med centrum. Eller som Demiurgens

Overalt er midte,

92

FLUX

mest ekstreme

være en guddommelig tænkemåde

72

en guddommelig tænkemåde.

lidelsen da en indsigelse mod eksistensen73

7273 Man kunne lave en interessant kobling til Camus´ begreb om det

vinkel.

93

FLUX

mellem disse to modsætninger. Når varme og kulde blandes, opstår

archeapeiron

in them.

Apeiron

Men apeirondet uendelige, der indeholder

94

FLUX

vandet

apeiron, der netop er det kvalitetsløse og i den

apeiron

apeiron

ting i sig selv, ikke det kvalitativt uendelige, men det kvalitativt ubestemmelige,

archeapeiron

Forelæsning over Fysik

en kvalitativt bestemt arche

emanciperes, være kvalitetsløs, det vil sige ubegrænset og i sig

apeiron

95

FLUX

hermed og så at sige betale uret. Alt i tilblivelse, alt det,

apeiron

apeiron

apeironverdens sæd, den universelle ,

omslutter kosmos

kosmiske ild opbruge sin næring, og distinktionen mellem varm apeiron. Verden

er ophørt, men tilblivelsen ophører ikke. Varm og kold kan nu

apeironet uendeligt antal endelige og kvalitative verdner, antager stadig

emanciperes. Apeiron

74, men emancipation,

ejakulation og endelig destruktion, hvor apeiron er den underliggende

74

96

FLUX

tid. Apeiron er selv, i-sig-selv

der er vedvarende, og ikke apeiron

apeiron, og ender i sin egen destruktion og tilbagevenden til apeironudgør så at sige en monade, der har sin egen monadiske tidsregning:

apeiron, konstituerer en individuel tidsverden, en individuel tidsmonade, og vil med tiden bukke under for tiden og vende tilbage til det tidløse apeiron

Mikrokosmos og makrokosmos er tidsmonader, hvilket implicerer,

om tidsperceptionens relativitet75

tilblivelse som en uret, gennem hvilken det kvalitative pådrager

75

97

FLUX

apeiron

Og dette

det tilblivendes uret bliver altså betalt i overensstemmelse med den

Anaximander det plastiske princip, der i sidste ende skal dømme

apeironer dét immanent, der er i og medog viserens bevægelse ikke blot viser tiden, den er tiden. Kun apeiron, dette ubegrænsede, i-sig-selv og sig-selv-nok

omslutter kosmos,

som kvalitative væsner tillader os ikke at nærme os sand væren. apeiron. Kun vores

apeiron

98

FLUX

viser jer, hvor meget de allerede er tørret ud; Ilden ødelægger jeres

det kvalitative er dømt til undergang, vil vi aldrig kunne gribe eller begribe sandheden. Anaximander anvender lidelsen, håbløsheden i

realiteteni det idealedog med den indsigt, at det kvalitative ikke kan udtømmes med henvisning til en primær kvalitativ bestemmelse: atomer, vand,

sikker.

99

FLUX

For Anaximander er tilblivelse og det kvalitative at betragte som en

det ene og de mange

med andre ord enhedens måde at give sig til kende på. Nietzsche

vilkårlighed, uorden, irregularitet, modsigelse; hvorimod lov og

76

76

100

FLUX

apeiron, der

antog.

det ene

gøren sig gældende, og dermed deres genealogiske aspekt: at det bliver, og hvorledes det bliverikke mod sand væren, apeiron, eller deslige, men er derimod

Den fortærende lovmæssighedlogos

det ene som de mange

det enes de mange. Striden er det tilblivendes lov, ildens lov, det vil sige de stridende

det ene som de mange

101

FLUX

hver impliceret stridsbror vil gøre sig gældende i overensstemmelse

reagere på, den eneste måde at reagere på: Vi ved ikke hvor mange

102

FLUX

bestemmelse. Ikke i henhold til et overordnet telos, da der ikke er

forestiller

tilblivelsens uskyld

tilblivende går hånd i hånd, ligesom det tilblivendes nødvendighed og

partikulært instantieret i den konkrete relation. Nødvendigheden

103

FLUX

telos

stridsparternes gensidige bestemmelse, nødvendighedens plurale telos og moralske

denne verden, alene kunstnerens og barnets leg. Og således, som

gennem leg konstituerer legens nødvendighed og lovmæssighed.

villigt og lovmæssigt, uden andet sigte end aktiviteten og legen –

det som den evigtlevende ilds leg med sig selv, den eneste måde hvorpå det ene tillige er de mange

104

FLUX

aktiviteten. Spillet påberåber sig således sin egen lovmæssigheds

og spillets perspektiv.

telos

moralistiske tendens til at betragte det hele som teleologi udelukket:

lovmæssigt, men det vil

105

FLUX

det vil ikke disse handlinger

bevidsthed eller en causa sui, det vil sige en gører bag gerningen.

vilje

kan, havner vi i mekanisme med evige atomer, eller i idealisme, og

det ene som de mange

er kun tilblivelse.

logosdet ene er de mange:

kunstneren står kontemplativ over og virker i kunstværket,

106

FLUX

på af

skabning og skaber

patos, ligesom det kosmiske barn er vilje, at mennesket er skaber

blot er barnegudens, Aeons

107

FLUX

hydra

det ene og de mange læren om loven i tilblivelse og om leg i nødvendigheden

mennesket som både skaber og skabning, leg og nødvendighed. For

skabelse, det negativt bestemte apeiron

og , ild og brænden

2.2.1. AeonsAnaximanders tidstribunal dømmer det tilblivende til døden.

univers. Nietzsche henter næring i Lucian, der lader en karakter kosmos

108

FLUX

Og på det opklarende spørgsmål om, hvad evigheden er, svarer et barn der spiller et spil

temporalitet, som den evigt levende ild, der er konkret instantieret kosmos.

nepios,

brættet. Tiden derfor hverken taler eller skjuler, den viser

109

FLUX

at skjule sig, den skjuler ved at sløre77. Naturen slører, hvad den viser78

ytrer eller skjuler, men derimod giver tegn79

hænger uløseligt sammen. Vi genkender Anaximanders indsigt, at

i

kunstneren, det kosmiske barn, står over sit værk og virker ind i

er så tom som en drøm; præsens, men blot den dimensions- og bestandløse grænse imellem de to, således, som tiden, ligeledes rummet og som dette, alt; hvad der er heri og tillige i tiden, har

77herom i 3.1.2.7879 At give tegn semainein

110

FLUX

videre til den heraklitianske konsekvens og sige, at virkelighedens

er dermed også sin

omgivelsers tilsyneladende permanens og . Et øjeblik har ingen

kosmos

processualitet.

2.2.2. Øjeblikke og momenter

80

det,

the kingly power, den evigt levende brænden,

80 Se 1.2.1.

111

FLUX

ting,

endimensional, objektiv og lineær, men derimod perspektivisk, set indefra

kan vi bestemme det næste øjeblik som et efterfølgende81. Nietzsche

med tilblivelsens kaotiske og tid.

væsen

er identisk med temporalitet82

81

82

112

FLUX

(tids)momentteori83 er

og død er dermed ikke noget, der sker i tiden, men den konkrete instantieren af tidens

ikke være tale om vores astronomiske tidsskala i absolut streng

83

time moments

113

FLUX

det ene

og bestandig

i og som

Since time84

is time itself Nietzsche benægter

84

114

FLUX

den bestemmes så at sige indefra

indefra, ved at

at det bliver, og hvorledes det bliver og er dermed både moment

ethvert givent øjeblik, kan man ikke ved sammenligning, løsrevet

115

FLUX

af og somi og kontemplativt står over

set indefra.

fuldstændiggørelsen af begrebet kraft

2.2.3. Lirekasseviser med fremtidstoner

kalder dem lirekasser og narregenkomsts lære til en lirekassevise

det for let. Nietzsche betragtede uden tvivl tanken om den evige

116

FLUX

Nietzsches teori om den evige genkomst til et spørgsmål om

den evige genkomsts forkynder

at tid er konkret realiseret i det tilblivende og kvalitative som

apeiron,

mellem varme og kulde, og det tilblivendes år ophører ved, at

apeiron og slutter med det endelige kollaps i apeironinstantieret, udgør Anaximanders evindelige år. Udskillelsens og

og ender. Som et big bang big crunch.

tilblivelse indeholder aspektet, at ethvert moment er midte, eller

med, hvad han kalder Hævnens Ånd (ville tilbage

sten, der hedder det var

117

FLUX

Kronos

ville tilbagehedder det var

ekpurôsis

hvori det netop hedder, at alt er en evigt levende ild. Nietzsche antager

ekpurôsis

tiden. Verdensbranden er nu og altid alle tider og netop garant

og samme tid alt kvalitativt, men den er også selv kilden, hvori

destruktion, og Nietzsche betragter denne som værende periodisk

118

FLUX

- som sandslotte, der rejses og rives ned. Modsat Anaximander

det ene som

til viljen, der vil tilbageover mennesket, over det menneske,

som er bestemt eller bestemmelse.

vil sige altings ubetingede og i det uendelige gentagne kredsløb – kunne også være blevet meddelt allerede

119

FLUX

modstrid med Nietzsches tidskonception, der netop benægter

tilbage, er det også det selv samme tidsmoment, der vender tilbage.

men er derimod et træk ved momentet. Genkomstens moment er dermed både øjeblikkeligt og evigt. Fristelsen til at reducere den evige genkomst til en mekanistisk og astronomisk begivenhed må

gange, eller én gang og tusinde gange, og mellem Nietzsches

i et objektivt tidsstræk85, den er derimod et træk ved momentet:

melodi86.

85

86

Mere herom i 2.2.4., 3.3.3. og 4.1.3.

120

FLUX

roligste, stiveste, koldeste mod de glødende, vildeste, selvmodsigende,

sig selv i denne lighed i sine baner og sine år, velsignende sig selv som det, der evigt må vende tilbage, som en tilblivelse, der ingen overmæthed, ingen lede, ingen træthed kender -: denne, min

denne, min hinsidiges godt og ondt, uden mål, med mindre der ligger et mål i glæden ved kredsen, uden vilje, med mindre en ring har god

- Denne verden er viljen til magt - og intet derudover!

Fra det kosmiske perspektiv sammenligner Nietzsche kosmos med Dionysos Dionysos

121

FLUX

det ene og de mange,

med- og modspil, som et kaotisk hav, hvor bølgetoppe mødes og

Dionysos

Dionysos

Dionysos vil dermed hele tiden vende

stumper, Kronos

kosmos er

kosmosKosmos er et kaos, hvilket ikke

122

FLUX

kosmossubjekt, et

formål eller en bevidsthedkosmos

og moraliseringer, og han besvarer ikke vores krav om mening Kosmos og Dionysos kan sammenlignes, da de begge

møder modstand.

ja,

at sige vil tilbage

ville tilbage, at sige således ville jeg

123

FLUX

det, og således vil jeg fremtidigt ville det Flodens

ebbe

selektiv tanke

et ja og et nej ja

nej til det reaktive billede, der motiverer den negerende vilje, et nej til den

ja er dermed også et nej og ikke et I-Aja

nej

og danner kreds med øjeblikket som midte.

124

FLUX

FLUX III

125

FLUX

3.1.1. Tilblivelse og skæbne

kun navn på en egenskab ved legemet.

men handler jeg.

sin slutsten i sig selv. Men sansning og ånd vil gerne overtale dig til

Værktøj og legetøj er sansning og ånd: Bag dem ligger selvet. Selvet

mægtig herre, en ukendt vismand – hans navn er Selv. I dit legeme

selv implicerer,

værensspørgsmålet, at vi både er og ikke er

126

FLUX

87 selv er også det legemlige selv, hvis interaktion med verden gennem perception, bearbejdelse

logos Math. VII, 129 i Kirk, Raven,

power of logos logos og strid er

Nietzsche benægter det selvidentiske og substantielle jeg og hævder, at jeget og subjektet

Jegetselvet, og jeget

selvetsukendte vismand

vilje til magt

sansninger, emotioner, instinkter og tanker, der qua striden er

87

127

FLUX

sammenligner min øjeblikkelige tilstand med

end vi almindeligvis antager, og at tænkningen skulle være en

antages som noget a priori

jeg er den, der tænker; at tænkningen er en virksomhed og virkning hos et væsen, der

ved, hvad

på en orientering mod verden, hvilket implicerer vores legemlige

128

FLUX

komplekse processer, der ligger bag vores tænken, handlen og

kompliceret: Vi har blot skinnet af enhed

bevidstheden selv som hele-sensorium og øverste instans: Imidlertid er det kun et middelbarhedens middel; det er udviklet igennem samkvem,

ledelsens organekstravagante

hypotese

129

FLUX

individuelle eksistens, men derimod tilhører den vores fællesskabs- og horde-natur oversat tilbage til horde-perspektivet

sig selv. Sproget og bevidstheden går hånd i hånd

er personligt, enestående, ubegrænset-individuel, men så snart disse gøres bevidste, så snart de oversættes til vores bevidsthed, forekommer de ikke længere således

oversættes til bevidsthedens kommunikationstegn, oversættes de til hjordens sociale perspektiv.

organ

kalder bevidstheden et organ, placerer han bevidstheden i den samfundsbygning af mange sjæle, der konstituerer kroppen qua

og bevidstheden og bevidsthedens subjekt betragtes derimod som

interaktion og striden konstituerer bevidsthed og tankevirksomhed

130

FLUX

fællesskab qua interaktion, striden og samkvem, konstituerer bevidsthed og

ekstravagante hypotese

konstituerer bevidsthed og tanke, ikke

handler jegjeg som et atemporalt, selvidentisk eller transcendent88

subjektatom, en substans eller en essens, men derimod som en

bestandig voksende eller aftagendeforskydende

88er substantielt.

131

FLUX

interesser, inklinationer, intuitioner og perceptioner, der selv

samme artjeg

der tænker, men derimod tanken, der jeger; tanken, der bebor

selvet som tankestrømmens ophav

lederen af et fællesskab

idé om en idé

aktivitetsstrøm. At bevidstheden har denne privilegerede position den

132

FLUX

uvidenhed, som regenten bliver holdt i, angående

med til betingelserne, hvorunder der kan regeres. Kort sagt, vi

hele fællesskabets fremgang, må snarere give anledning til en

samfundsbygningen de mange sjæle89

a bundle of perceptions

logos, eller viljen til magt, som

hvoraf alting udspringer, er også det, hvori

Naturen ynder at skjule sig. Selvet

89

133

FLUX

i sig selv, noget selvtilstrækkeligt og

We are and we are not. Vi erselvet undslipper sig selv; hvorved selvet undslipper det statiske, tidløse eller selvidentiske selv. Vi er

kreativitet qua interpretation. Legemet kan dermed ikke reduceres

aktivitet, der besidder legemet, i Nietzsches terminologi dets vilje.

logos eller viljen

Når bevidstheden beskrives som et organ, lader Nietzsche os vide

den vilje, der besidder og garanterer legemets enhed. Forestillingens manege og publikum er den store fornuft – det legemlige, aktivt

134

FLUX

enhed og subjektet som multiplicitet, udelukker dermed ikke hinanden, men optræder som komplementære begreber, der både

det forgængelige selv.

phusis kruptesthai philei oversættes almindeligvis til: Nature loves to hide

phusis

-lære90

phusis i en anden

det kvalitative

dette berettiget. Anaximander bruger dog ikke begrebet phusis. Empedocles derimod beskriver phusis

phusis

90

135

FLUX

phusisPhusis

phusisnihilo

phusis tillader således, at phusis indeholder det processuelle og dermed

logos, tillige implicerer

phusis blot

phusis det bivalente svar på værensspørgsmålet,

ildens brænden, bestandigt undslipper sig selv. Kruptesthai

jorden optager kroppen, samt det slør, hvormed den dødes ansigt

vis, hvorledes det kvalitative

tragiske vilkår: det kvalitative fordømte

136

FLUX

alt, hvad vi ser som vågne, er død

svært tilgængelig, men implicerer, at den sande konstitution er

er død

og sløret er ét; den proces, der garanterer det kvalitative, er også den proces, hvorved det kvalitative sløres. Nietzsche karakteriserer

denne netop er karakteriseret ved det kvalitative

sløret blot vil gemme sig et andet slør, eller i Nietzsche terminologi,

ved at afsløredet søger ikke den nøgne Sandhed, med et uinteresseret perverst blik under kappen, men søger derimod at påklæde sin genstand

sandhed, når sløret tages bort; vi har levet tilstrækkeligt til ikke

137

FLUX

at man ikke ønsker at se alt nøgent, ikke vil være ved alt, ikke vil

Freidrich Schillers ”Das verschleierte Bild zu Sais”, hvor en ung

leve

i dybdenhenseende - grækere

en sortering og prioritering. Alt hvad vi ser, er død, det er sløret,

med visdom om tingenes phusis vilje til sandhed og sikkerhed, de sandheder, der kan opregnes og tælles,

vilje til død

tilblivelse med det kvalitatives

dødelogos

138

FLUX

Eller

91

striden, den evigt levende ild, der garanterer det kvalitative , naturen ynder at skjule

sig, dens sande konstitution er plastisk og garanterer det kvalitative , hvorved den bestandigt undslipper os.

logos

logos

91

139

FLUX

Fragmentet bør ikke blot reduceres til et spil på ord92

-lære.

sjælen

vi kalder liv, men dens arbejde er død. Sammenholder vi nu dette med konceptionen om phusis

det, vi kalder liv93

phusis Buen er et billede på legemet i overensstemmelse med Nietzsches

9293

140

FLUX

skæbne beseglet. Subjektet som en krusning i tankestrømmens

som dødelig sjæl

og kvalitetsløse som tilskuer til perceptionens pantomime, i sikker

således over mennesket94. Som Empedocles bemærker, og i overensstemmelse med Nietzsche

ikke

måde, hvorpå er det kvalitatives phusis

ikke

94

141

FLUX

en krusning heri, der er med andre ord ingen konstans, der kan

Mortals are immortals and immortals are mortals, the one living the

like rubbish scattered at random

næres af sine egne ekskrementer

3.1.3. Den vise astronom

konstituerer en aktivitet, der søger at opretholde sig selv, at

omgivelser gennem inkorporation og interpretation. Legemet er

vokser og dør, modsat kosmos, der bevarer sig selv i tilblivelsen

142

FLUX

interpreterer

en neutral måde at være til stede på. Bag naturens slør gemmer

hvad er - det tilhører en anden antikunstneriske

At orientere sig mod verden igennem en perspektivistisk optik

på en bestemt slags liv, en bestemt måde at orientere sig mod eller imod verden på.

, det

at træde ind i tiden. Menneskets dødelighed er menneskets

apeiron

143

FLUX

95,

deltagelse i logos, karakteriserer en bestemt måde at orientere sig

døde, men søger aktiv deltagelse i Logos: at blive Feuer

power of logos

Tænkning skal aktiveres96

en bestemt og en bestemmende måde at orientere sig mod verden, hvor man erkender sig selv som stridsmand, som aktiv medskaber

de mange som det ene

9596indhold.

144

FLUX

97

are wrong; but all the arrangements which the gods have made

kosmos ingen overmæthed, ingen lede, ingen træthed

kosmos. Godt og skidt, menneske og sten, ild og vand er alle blot resultat

Aeons

98

det hav hvori man endnu kan drukne

97

98

145

FLUX

logos bevidst99:

At blive orientering mod omverdenen og selvet.

3.2.1. Ethos og daimonOm at blive

logos og erkende, at alt er et, hvilket som allerede vist implicerer en del, illustrerer

ethos daimon

99

146

FLUX

ethos og daimon. Jeg vil i

ethos og daimon. Mit ærinde i det nedenstående er således ikke

ethos og daimon, og

behandling, end min igangværende undersøgelse tillader100.ethos

ethos

Ethos henholder sig i Empedocles´ optik til

til deres bevægelser, ligesom ethos designerer kærlighedens og

Empedocles os vide, at ethos Pausanias101 vogter om sin lærdom, within a silent mindkan disse lærdomme blive internaliseret og således blive ethos i

100 ethos og daimon

ethos og daimon101 Empedocles adresserer her Pausanias Gela, der insisterede på det håbløse i at opnå absolut viden.

147

FLUX

ethos stemmer overens ethos og ethea

Works and Days 135-137, 699; Theogony ethos, den iboende,

Adding into it the disposition that each one has.

takes on

Elegies

ethos som en iboende disposition, ethos

Når Ethosdet da sige, at et menneskes ethos er dets skæbne

er daimonethos

mere, end oversættelsen, skæbne, lader os ane. Daimon kan ej

148

FLUX

heller oversættes direkte til guddom, theos

daimoner samles og inkarneres:

the unfamiliar place where Murder and Anger and tribes of other deaths... they [daimonerne] wander in darkness over the meadow of Doom

som en -verden, hvor begrebet daimon netop anvendes til at

som -verden konstituerer, hvilket lader os vide, at en daimon

guddommelige, det sande, altså væren. Empedocles´ daimoner

daimon

Empedocles er begrebet daimon theoi

Odyssé optræder daimon som en guddom, der tilskriver daimon

Odyssédaimon

OdysséOdyssé 18.256,

Daimon optræder således både som den tildelte skæbne og

149

FLUX

No man is rich or poor, or good or bad Unless his private daimon makes him so

Elegies 161-

daimon

Blind hope and recklessness are both alike:Elegies 637-

daimonethos daimonens aktivitet. Ethos designerer

ethoscleverness kan man som blæksprutten ændre appearancewhatever rock it has dealings withalt ethos,og disposition, imellem hjerte, disposition og chanceful character.

ethos hos poeterne ikke

til, at vi betragter ethosEthos

ethos

150

FLUX

ethos. daimon, der optræder

hvor ethosethos daimons aktivitet,

men daimondaimon,

ethos

ethospoeterne er daimon

er daimondet enkelte menneskes ethos.

Daimon er at betragte som ethos, de interne dispositioner, der

daimon en bestemt måde at orientere daimon

ethossøge sig selv. Menneskets vaner

ethos daimon, der besidder mennesket, altså en særlig måde at orientere sig i verden

perspektivitet.

151

FLUX

102

logos:

logos

psyke er tør eller våd, hvilket giver anledning til at daimon,

ethos. En god daimon psyke med deltagelse og indsigt i strid og logos, mens en dårlig daimon psyke.

Psykeni logos, hvad daimonen netop designerer. Daimon og psyke optræder

psyke forbrænder så at sige og er således kendetegnet ved sin deltagelse, kreativitet og aktivitet, altså en bestemt måde at orientere sig mod verden på,

logos psyketil logos og erkender altings processualitet og sammenvævethed og

skidt, implicit, denne psyke

våde psykeegen deltagelse som stridsmand og er således estranged from that with which most constant intercourse

102

152

FLUX

logosmen implicerer en orientering mod verden, en psyke,

daimons

anvender begrebet daimon:

daimon103

104 deltagelse i logos

daimonerne, men menneskets ethos daimon, der besidder det

vokse op daimons psyke og ethos daimonaktivitet i ethos daimon både muliggør deltagelsen i logosdenne er mulig. Skæbnen har således stadig det dobbelte aspekt, at den tillige er det enkelte menneskes lod, og at det er den, der

og daimonethos

radikale monisme. Forholdet imellem barn, menneske og daimon theos:

103

sondre imellem theos og daimon.104potentialitetsbegreb.

153

FLUX

og theos, modsat menneske og daimongøres bevidst om sin deltagelse i logos daimon,

ethos. Theos udgør og udtømmer totaliteten, der end ikke er potentielt tilgængeligt og

Alt er en evigt levende ild, Aeons hvad enten det hedder Zeus eller Tilfældet

indefra kan mennesket gøre sig sin deltagelse bevidst, med den begrænsning, det implicerer. Kun qua sin daimons

identisk med kosmos, derimod kan mennesket, der lader sin ethos daimon logos og har

psyke, blive sin deltagelse i logos og den kosmiske daimon

har anpart i logos, og at mennesket, som anpart og stridsmand, er partisk105

logoslogos

daimon,

105

154

FLUX

enkelte menneskes ethos, er god eller dårlig, om menneskets psyke er eller våd, altså hvorledes den iboende stræben, der karakteriserer den menneskelige tilstedeværen er orienteret mod verdens enhed i multiplicitet, dvs. den kosmiske ilds dans.

3.2.2. Eros som daimonDaimonmåde at være til stedeethos

logos og erkender sig selv som anpart og partisk i den kosmiske strid, hvilket implicerer perspektivismen

plastiske princip, er også det, der slører og begraver. Skæbnen er

daimon orienterer sig mod verden. Menneskets skæbne er ikke

daimon Symposion Eros

Diotima, bestemmes som en daimon daimoniske er i et Diotima, og

er således karakteriseret ved sin anpart i og mangel på det guddommelige. Eros er beskrevet som en stor daimon, en stræben

ErosEros karakteriseret ved sin processualitet og

samme dag snart blomstrer han og lever, snart dør han hen, men

men altid svinder det tilvejebragte bort igen, så at Eros aldrig er

155

FLUX

Symposiondaimonen

Erosdet skønne og det sande, hvilket altså karakteriserer den erotiske

. Eros´ phusis er en

Symposion Phusis-begrebet indeholder

phusis Eros´

Eros sig imellem visdom og uvidenhed. I Eros er tilblivelse, stræben og daimon Sammenhængen mellem Eros

ubegrænsede, apeiron

Timaeus

156

FLUX

Anaximanders begreb om apeiron, der negativt kunne bestemmes apeiron udgør et kvalitativt

kaos, der dog, ligesom Anaximanders apeiron, ikke lader sig bestemme.

peras,

sig selv i sig selv, auto kath hauto, og er dermed ikke underlagt

der karakteriserer den sanselige verden og apeiron

komme i berøring med, hvilket muliggør diskurs. Ideerne er den Demiurgen apeiron,

apeiron og peras, en

os med. I Philebusimellem apeiron og peras, hvilket så at sige konstituerer den

peras og apeiron, væren og ikke-væren, altså en organisering, hvor universalitet approximeres til det tilblivendes

157

FLUX

hvorimod intellektet og ræsonnementet er den eneste vej til væren

gode, perasdet tilblivendes

Demiurgensapeiron

apeiron og peras. Forholdet imellem apeiron og peras

Eros virker. Eros, der har

106. Eros tilvirker

mellem væren og ikke-væren er Eros aktivitet, en patos, der gør

PhilebusEros

Eros ikke er selvtilstrækkelig og selvberoende, men designerer en mangel. Som daimon er Eros hverken dødelig eller udødelig, men i en bestandig tilblivelsesproces,

Demiurgens

apeiron og peras

apeiron og peras, hvad der i

106

158

FLUX

Eros implicerer dermed den

det tilblivendes og de evige transcendente ideer. Gennem

evigheden – daimonendaimonen sig i en midterposition,

Symposion Eros

apeiron og peras, denne blanding, er ikke statisk, men snarere en stadig sammenblanden, en proces,

Eros er aktivitet og

at være drevet, hvilket implicerer bevægelse og retning, heriblandt tiltrækning, ophidselse, begær og

Eros

den søger gentagelsen og reproduktionen. Eros begærer væren og ønsker at besidde væren, men qua dens phusisog Udvej, kan Erossøger at bevare væren gennem stadig gentagelse og reproduktion i det skønnes billede. Eros er således ikke blot apeirons kaotiske

vi hos Nietzsche kaldte at det bliver, og hvorledes det bliver. I apeiron og peras

men Eros er den harmoniserende stræben, der søger at tilvirke det vordendes

noget lignende

159

FLUX

Staten

det, som aktivitet og eros, søger at reproducere sig gennem bestandig

nogensinde at være det samme, sådan som det guddommelige er, men ved at erstatte det, der ældes og går bort, med noget andet og

Symposion Eros at reproducere sin egen aktivitet i

Eros´ temporale aspekt, som et træk ved det Eros

som Demiurgen har ideerne som model, er Eros´ børn, hvad der

Timaeusbegreb om Eros at føde i det skønne, samt tilblivelsens dobbelte aspekt og de tidslige

107

vordendes Eros´ virke, er:

Symposion telosNår Eros

Daimonen Eros stræber

107

160

FLUX

imellem apeiron og peras er skabt med væren Eros

, men da dette ikke

således søge anpart i evigheden. Eros

men bliver således også det kvalitative

vokser eller svinder, dernæst ikke er smukt på én måde, men grimt på en anden, heller ikke snart smukt, snart grimt, eller smukt

alle skønne ting har del, og det på en sådan måde, at hvor disse

Symposion det skønne i sig selv

Symposion at kristendommen gav Eros gift at drikke

Eros

kvalitative daimon theos,

logostranscendentalt logos, men dens deltagelse i den kosmiske strid,

161

FLUX

designerer daimon en stræben, en måde at orientere sig mod og Eros har et transcendent sigte, sigter

daimon mod et immanent logos. Logosimmanent instantieret i striden. Nok er skønheden, den æstetiske

kosmos

, leg og nødvendighed, kød, hud og dødeligt pladder implicit, de mange som det

ene daimon og en psyke .

Glühe und verzehr ich mich.

Kohle alles, was ich lasse:108

3.2.3. Forløsningen af Erosdaimonen

ved en immanent stræben, der organiserer det vordendes Daimonen er part og anpart i den kosmiske

daimon logos

at elske sin skæbne: Amor Fatimenneske er amor fati: at man ikke vil have noget anderledes,

108

162

FLUX

elske

er amor fati ville

genkomsts tanke109. Skæbnen er parret med en særlig måde at orientere sig i verden på, som en immanent daimonvores ethos, eller som eros, der harmoniserer det vordendes

essentia

110. I kosmos

endeløse telos og

telos og ingen mening. Skæbnen er

er i det hele, - der

109110

163

FLUX

causa primaenhed, først dette er den store befrielseuskyld

telos, gud, transcendens, Verhängnis, sammen

altings sammenhæng: Verhängnis. Vor skæbne er således ikke

Verhängnis. Aeons

spil, Verhängnis implicerer og

telos

transcendent eller guddommelig, men immanent og perspektivisk:

Vores nye „uendeligt“.eksistensen rækker, eller hvorvidt den overhovedet har en anden

alene se sig i disse. Vi kan ikke se omkring vort eget hjørne:

164

FLUX

kunne

indeholder uendelige interpretationer i sig

skæbne, verhängnis det store barns lykkekast

ene interpretation, der

orientering mod verden, hvorigennem det vordendes

mod verden, altså hvilken vilje, der besidder vort perspektiv, vor

det dødelige pladder, implicit. Vores essentia er således ikke

essentia,

ikke blot, at vi accepterer de omstændigheder, vi er kastet ud i, que será será

verhängnis skaber og skabning

165

FLUX

til den immanente stræben, der organiserer det vordendes Jeg ønsker mere og mere at lære at se det nødvendige ved alting

smukke. Amor fati

verhängnis implicerer. At

Amor fati implicerer således både skæbnen, Schicksal, som en immanent perspektivisk stræben, der organiserer det vordendes : amor, samt skæbnen, Loos, altings verhängnis og således vores position

Aeonsfati. I Amor fati er skaber og skabning, daimon og logosi en orientering mod verden, der ser det nødvendige ved alting som det smukke, for således [at blive] en af dem, der gør tingene smukke Amor fati

eksistensen, men at indarbejde sin lod, at konsumere den og

Schicksal er: Skab, vær kreativ

166

FLUX

causa sui

I det uendeliges horisont. -

Amor fati at blive den, man er

blive, hvad man er

ene interpretation, væren og det sande blive, hvad man er ikke beror på væren ingen endelig tilstand, udmunder ikke i en

til selvet og subjektet som multiplicitet. Nietzsche betragter som

skaber og en skabning.

kan siges at bevare sig selv. we are, we are not og ikke blot we are not eros på

daimon, eros, organiserer det vordendes den ikke kan realisere væren, er dens børn, hvem den bebor, dømt

167

FLUX

Symposion Eros designerer den immanente stræben, der tillige harmoniserer og disintegrerer, der

gør det kaotiske eros Erosorganiserer og harmoniserer det vordendes . Som allerede

eros

daimonens, eros

Symposion

sig selvnår han lader Eros skue væren og det sande. Nok er temporalitet

, men Eros´ blik transcendere aktualiteten og skue væren,

perspektiviskeEros sammenlignes med viljen til

magt, der, som immanent aktivitet harmoniserer, konstituerer enhed, legeme, mønster, kontinuitet, tanke, legemlighed og sanselighed. Eksistensen, Eros

Erosrealisere, hvorved akkumulationen og reproduktionen begrundes.

billede, hvori ErosEros må med andre ord

Eros´ bestandige

168

FLUX

viljen til magt viljen til at øge viljens aktivitet. Modsat Eros har viljen til magt ikke et telos

den lære, der prædikes til alt, hvad der lever, gennem livet selv: udviklingens moral; at have og ville have mere; vækst, med et ord

111, at højne standarden og således intensivere

Eros, en vilje til avling eller drift mod målet, mod det højere, fjernere, rigere

111

passager.

169

FLUX

kosmos

Eros genskaber viljens aktivitet bestandigt sig selv, men

til et højere stadie, hvilket også implicerer en revurdering og

det er viljens tilbagevenden til sig selv som det samme, men det er

aktiviteten et mønster, der akkumulerer viljens bevægelser i en

villen-blive-stærkere

170

FLUX

villen-blive 112.

som aktivitetens genkomst til sig selv, hvor viljens patos, så at sige, er det samme113

hvad vi med Nietzsche kalder det dødelige selv. Et selv, der bestandig

vundet. At blive, hvad man er, er således ikke at nå et statisk endepunkt.

112113

171

FLUX

114. At blive, hvad man er, designerer

er

og karaktertræk, de sjæleselvet er

ErosEros

glæden ved kredsen 115

Eros harmoniserer viljen det vordendes

verhängnis, der er dets skæbne. Selvet søger gennem akkumulation, assimilation

dets legeme, samt den skæbne, den Verhängnis, der udgør selvets

114 således konspirerer de sammen Al enhed er blot enhed som organisation og sammenspilosv. 115

172

FLUX

har været lykkekast er mennesket grum tilfældighed, skabning og lod, men som vilje er mennesket tillige skaber og skæbne.

3.3.1. At give stil til sin karakter

Ét er nødvendigt

det de svage karakterer, de, der ikke er herre over sig selv, som hader

tvang kun kan blive lave

fri

173

FLUX

opnår

At blive, hvad man er

hvilket Nietzsche kalder at give stil til sin karakter. At give stil til sin karakter omhandler den sjældne kunstbrudstykke og gåde og grum tilfældighed. Nietzsche lader os vide,

lang øvelse og dagligt arbejde

og organiserer det vordendes og reproducerer vores aktivitet,

kontinuerlig proces, hvor hvert øjeblik antages som momentets

moment. Således er verhängnis, skæbnen, og karakteren uløseligt

overensstemmelse med den selvkonception, den kunstneriske plan, hvor hver del fremtræder som kunst og fornuft, og selv svaghederne henrykker øjet. At blive, hvad man er, er således en stadig stræben

174

FLUX

verhängnis Amor fati.

akrasia, viljesvaghedcausa sui

mytologi,

det virkelige liv handler det kun om stærke og svage

causa suiindbildskhed større en Münchhausens, hvor

man menes at kunne trække sig selv op ved hårene af intethedens sump til tilværelsen

175

FLUX

tildrager, tegner gennem denne aktivitet et mønster. Men modsat Eros,

konkrete relation. Vores svagheder reproducerer sig også i dette

116

Umiddelbar selvobservation

kende os selv – hvad vi er

sig med det temporale stræk, der konstituerer selvets moment, samt

116

176

FLUX

hundrede bølger, altså det mønster, der tegner sig qua aktivitetens

vaner og karaktertræk, der konstituerer selvet i en overordnet selvkonception, hvor svagheder, opkomst, vækstbetingelser og

karaktertræk og omgivelser, og disse søges indpasset i en overordnet selvkonception med en immanent plasticitet i sit sigte. At give stil til sin karakter kræver således, at man anskuer selvets moment

117

verdenen, der gennem kunstneren og kunstværkets oprindelse har

ret i sig, hvorledes kunstneren står kontemplativ over og virker i

immanent strid ophører, eller at dette overhovedet skulle være

bort, da kosmos, og således også selvets mikrokosmos, da vil

117

177

FLUX

handler således ikke om at borttænke strid og kaos, men snarere

sig blot i cirkelmønstre, i hvirvler, reproducerer disse blot sig selv

ind i sig selv som et vældigt verdensrum og bærer mælkeveje i

tænker i cirkelbaner, gentager og reproducerer også sit reaktive den største

mangfoldighed af drifter, den bærer strid og modsætning i sig, den

dansende stjerne.

178

FLUX

3.3.2. Den gode og den slette Eris

Eris-

Makes battle thrive, and war; she wins no love

A man grows eager, seeing another richFrom ploughing, planting, ordering his house;So neighbour vies with neighbour in the rush

Work and Days

Eris

Eris

179

FLUX

der, som jalousi, harme, misundelse, ægger mennesket til dådstriden, hvorimod den slette Eris

Eris indgår i striden, og

den gode Eris, ansporer stridsparten til aktivitet, og når denne

gode Eris

180

FLUX

særdeles meget

forgifter

vil den gode Eris, der ansporer til kappestrid.Eris

at undertvinge modstanderen ved at sænke denne til eller under sit eget niveau. En sådan stridsmand søger ikke at blive bedre, men derimod at gøre sin modstander dårligere end sig selv eller helt at

nægtet den egentlige reaktion gennem handlingomsætte den modstand, han møder, til handling og således aktivt

181

FLUX

han til en imaginær hævnomgivelser, men ophæver denne bestemmelse til værdi og hævder

potentiale. En sådan strid er karakteriseret ved den dårlige Eris, der negerer såvel modstanderens som sin egen aktivitet. Selvnegationen

værdi i sit eget negerende billede og hævde dette, hvorved det nu er i sig selv en slags

intet er. I denne strid Eris´ billede gives der blot

182

FLUX

hvor enhver negativ bestemmelse er en diagnose, et billede, hvori

med den optik, vi

118. Slavens imaginære hævn består i

118

183

FLUX

beskriver det oprindelige menneske, en mærkværdig skabning med

Zeus splittede dem i to halvdele og senere omarrangerede deres kønsorganer, hvilket er det

et komisk og grotesk monster, der i ekstase og hæmningsløshed

verden indefra

phusis

Eris

184

FLUX

der kendetegner relation og strid, og

den onde

Eris

sig selv ved sin modstanders nederlag og kun derigennem ser

den gode Eris

ikke at blive herre over modstand overhovedet

i mennesket, er altså den strid, hvorved niveauet bestandigt hæves,

akkumuleres i selvet, skal denne multiplicitet søges indpasset i en

den gode eller den dårlige Eris

185

FLUX

princip er en negerende vilje, en vilje til intet. Kappestriden119 derimod, den gode Eris, konstituerer derimod et aktivt selv,

således stræber ud over sig selv. At give stil til sin karakter vedrører

den stridende multiplicitet, der konstituerer selvets aktivitet.

aktivitetsmønster. Et eksempel herpå, er hvorledes vaner kan være

hvorfor det ikke forgifter

der reproduceres,

3.3.3. Glæden ved kredsen

deres oprindelse samt den nutid, de har i vores vaner, værdier,

net, altings verhängnisoverordnet æstetisk plan, hvor selvet konciperes som en kontinuitet,

119 Eris

hverken endemål eller intet.

186

FLUX

causa sui vilje deterministiske

den, man erkunstnerisk plan

smagstvang, hvorunder denne plan, mangfoldighedens enhed,

sig over sådan en tvang, over sådan en bundethed og fuldendthed under [sin] egen lov

hvem man er

i overensstemmelse med hele sin natur […] med nødvendighed

187

FLUX

som nødvendige120

den multiplicitet, der konstituerer selvet; at lade sine handlinger

en smag, under en vilje; en orientering, der konstituerer selvets

er ikke en ekstern bestemmende nødvendighed, som de gamle sandsigere og stjernetydere

implicerer den orientering, den smag, den vilje, der karakteriserer theos,

der bestemmer vor skæbne, men derimod den immanente daimons

Du min sjæls tilskikkelse, som jeg kalder skæbne [Schicksal]

Du i-mig! Du over-mig!

eros

at selvforbrænde uden at varmesglæden ved kredsen

120

188

FLUX

vordendes

den reproducerer, hvormed det vordendes harmoniseres og kontinuitet etableres.

overordnet konception og således give det retning og bevare det til bues streng med

længselens pilstreng har endnu ikke glemt at svirre

glødende, gennemboret, salig ved de dræbende solpile – selv en sol

sin nødvendighed

121. En stjerne, der er

selv en sol og en ubønhørlig solvilje.

121

189

FLUX

190

FLUX

FLUX IV

191

FLUX

4.1.1. Viljen og bølgen

Vilje og bølge

værdi, høj værdi. – Og nu kommer den tilbage, noget langsommere,

jer

evindeligt - at undslippe er ikke muligt

tillige bølgens genkomst til sig selv som understrøm og indsamler.

192

FLUX

spejling

udstrømmen og tilbagevenden. Bevidstheden kan ikke adskilles

Eros bevarer den sig således

genkomsttanken: At vi på engang undslipper os selv og bevarer os

evige

sande

Eros; Eros som det vordende

alt det dødelige: ved aldrig nogensinde at være det samme, sådan som det guddommelige er, men ved at erstatte det, der ældes og

Symposion

193

FLUX

Eros sikrer kontinuitet qua sin genkomst

, hvad der sikrer genkomst og kontinuitet. Men hermed har vi ikke etableret transcendente

Eros Eros søger bag om

nu episteme højere end livet selv, det dennesidige liv, krop, dødeligt

Eros

denne nihilistiske tanke i dens mest ekstreme formhidtil forgæves

194

FLUX

ErosNietzsche os at elske vor skæbne: Amor fatistil til sin karakter. At samle sin multiplicitet under én vilje, under

således skabe ud over sig selv

mod- og yderverden

hvad der er den store forløsning fra lidelse, hvad der er al livets lettelse aktivitet og kreativitet og således overskride sin bestemmelse og

bro og ikke bestemmelse.

195

FLUX

blive al forgængeligheds

tilblivenhundrede fødsler, den må

gå gennem hundrede vugger og veer

fædre- og forfædrelande

således122,

konception, under en sol.

du og jeg,

122

Symposion

196

FLUX

der overlever i denne proces, men snarere viljen, den immanente 123

Eros

ekpurôsis, og cirkulær tid124

Genkomsttanken gemmer sig i phusis kruptesthai philei

daimon, der qua sin phusispsyke

Ethvert udenfor opløses i denne tænkning. Enhver begivenhed er et

art som alt andet, strid og vilje til magt

der træder ind i bevidstheden, er noget, den underliggende aktive tilstedeværen, vor legemlige årvågenhed, bringer med sig tilbage, men når det træder ind i bevidstheden, er det allerede digtet og

dødt

123

124men det snarere i naturbegrebet end i verdensbrandens, ekpurôsis

197

FLUX

125, og den præsenterer dermed en bestandig

dogmatik og dekadence. Nietzsche ønsker ikke at tilbagekalde hverken sproget eller

125 Se evt.

198

FLUX

os ikke at hvile i den begrebskatedralførst er nødt til at fabrikere ud fra sig selv

dogmatik og søger at genaktivere disse og således søsætte dem

mummespil, al tale; ved dens hjælp danser mennesket hen over alt

4.1.2. Ud over det personlige

det lidenskablige-smerteliges overstrømmen ind i dunklere mere

199

FLUX

modsigelser, der i Aeons

Dionysos

kosmos, men hvor Eros skuer en kosmos

kosmos

substans, der overlever det endeløse , men den underliggende patos

patos kan ikke være blevet

Verdenen

200

FLUX

eksisterer verden [er] i hvert enkelt øjeblik [...] færdig og når sin afslutning

og temporalitet, men

opnået i hvert et moment. Formlen hertil er amor fati

vilje, en daimons

denne uvilje og tilbagestrømmen

201

FLUX

denne tilbagevendende bestemmelse. For den negerende vilje er

færdig med noget

videre.hæmme-evne, der

i sjælen 126

selvnegerende repræsentation indoptages og reproduceres i en

Ikke at evne at glemme er ikke at evne at aktivere, at inkorporere, at

nuet, en modsætning til hvem vi er: både skaber og skabning,

127

126 Nietzsche kalder glemsomheden en aktiv og positiv hæmme-evne:

127 At kunne glemme således er at overskride bestemmelsen og ideen

202

FLUX

telos og mening, implicerer et ja til

vilje må

brudstykke, brøk, gåde og grufuld tilfældighed

derved etablere et kontinuert selv, der skaber ud over sig selv. At

man venter på: Det har intet i går og intet i morgen, det kommer ikke om ’tusinde år’ en erfaring i et hjerte; det er overalt til stede, det er ingen steder

203

FLUX

evige vilje avl, frugtbarhed og genkomst følelsens af den nødvendige enhed af tilblivelse og destruktion128. Evigheden er

dødstimenderimod parret i patos, tilblivelse og genkomst.

4.1.3. Momentets evighed.

liv. Al kærlighed tænker på øjeblikket og evigheden - men aldrig på

havet og alt, som er havets slægt

128

204

FLUX

tidens navlestreng

gøren status over

skabelse. Ikke ved et tilbageskuende blik, der gør status og

Kan du ville totaliteten ved den evige genkomst af det samme129

eksistentielle imperativ

som har været

som anpart i og forudsætning for, hvad du er

At stille sig selv spørgsmålet, om man virkelig ikke kunne ønske

129

205

FLUX

som sit vilkår, inkorporere den, konsumere den og overkomme den. Kun derved kan man bevæge sig ud over begivenheden:

menneske, men en sådan medlidenhed vil reducere det højeste

skabningen i mennesket

ikke et udenfor eller et andet. da har vi dermed ikke blot sagt Ja til os selv, men til al eksistens

svælg, hvorledes genkomsttanken kan være et selektivt princip, i kraftens tjeneste dette som middel til avl og selektion

206

FLUX

ja implicerer således et knusende nej til den reaktive repræsentation, der

130

blive, hvad man er

den store opdrættende tanke

At være således aktiv er at være orienteret imod den evigt

Erosdaimon er

Den evige vitalitet

Dette liv - Dit evige liv!

Fra øjeblikket, dette tilstedeværende moment, den brændende sols evige middag, betragtes eksistensens hjul, der drejer, reproducerer sin egen aktivitet i

130

207

FLUX

det vordendes

er vi øjeblikkets evige middags brændende sol, der er konkret instantieret i det vordendes . Vi står altid ved den port, der

ved porten, den evige middagssols nu, og ser tidens kreds dreje:

nu

At være således orienteret, som den immanente daimon, der med

logos, at være således orienteret imod det evige patos, ud over egoet, det personlige, det konventionelle,

en sol, en solvilje, der overtaler havet til sine højder

daimon sin ethos

Eros,

samme.

208

FLUX

209

FLUX

Referencenøgle og litteraturliste:

Nietzsche refereres som følger:

KSA - Kritische Studienausgabe

Kritische Gesamtausgabe Bd. II/4GOA - Grossoktavausgabe

210

FLUX

værk

Anvendte værker af Friedrich Nietzsche:

Sämtliche Werke : kritische Studienausgabe Bd 1-15 (KSA)Friedrich Nietzsche ; herausgegeben von Giorgio Colli und Mazzino

2 : Menschliches Allzumenschliches I und II

7 : Nachgelassene Fragmente 1869-18748 : Nachgelassene Fragmente 1875-18799 : Nachgelassene Fragmente 1880-188210 : Nachgelassene Fragmente 1882-188411 : Nachgelassene Fragmente 1884-188512 : Nachgelassene Fragmente 1885-188713 : Nachgelassene Fragmente 1887-1889

15 : Chronik zu Nietzsches Leben, Konkordanz, Verzeichnis der Gedichte, Gesamtregister. - 367 sider. - Bibliographie zur Chronik

Werke : Kritische Gesamtausgabe Bd. II/4 (KGW)

Grossoktavausgabe (GOA)ed. Nietzsche Archive Leipzig: 1894- 1912

211

FLUX

På engelsk:

The Will to Power

The Pre-Platonic Philosophers

På dansk:

Ecce homo: hvordan man bliver, hvad man er

lille Forlag, 1999

Tragediens fødsel

Den muntre videnskab

Menneskeligt, alt for menneskeligt: en bog for frie ånder

Moralens oprindelse: et stridsskrift

212

FLUX

Antikrist: forbandelse over kristendommen

Således talte Zarathustra : en bog for alle og for ingenpå dansk ved Louis v. Kohl, 4. udg., 2. opl., Kbh. : Lindhardt og

Historiens nytte

1996

213

FLUX

Værker og artikler af andre forfattere:

The New Nietzsche : contemporary styles of interpretation

Anderson, R. Lanier 1998Truth and objectivity in perspectivism

Aristoteles 1999Aristoteles’ Forelæsning over Fysik : I-IV : om det Værende, Stof og Form, Aarsag og Virkning, Rum og Tid

Aristoteles 1908The works of Aristotle - Vol. 8. Metaphysica

Babich, Babette E. 2000Nietzsche and Eros between the devil and God’s deep blue sea: The problem of the artist as actor–Jew–woman

Balto, Mark 2006Logos as Will and Cosmodicy

Barnes, Jonathan 1996The presocratic philosophers

Barnes, Jonathan 2001Early Greek philosophy

214

FLUX

Burnet, John 1892

th

Nietzsches Amor Fati - The Embracing of an Undecided Fate

June 2007

The Later Thought of Plato

Nietzsche as philosopher

”Daimon” as a Force Shaping ”Ethos” in Heraclitus

Nietzsche and Philosophy

215

FLUX

The Deleuze reader

Forhandlinger 1972-1990

Eros

Towards An Erotics of the Psyche

84.

Engel, S. Morris 1963An Early Nietzsche Fragment on Language

pp. 279-286

Foucalut, Michel 1977

Heraclitus on God and the Phenomenal World

216

FLUX

Gemes, Ken 2001Postmodernism’s Use and Abuse of Nietzsche

The Politics of Truth: Power in Nietzsche’s Epistemology

583.

Goodman, Nelson 1991On Capturing Cities

Fate, Good, and Evil in Pre-Socratic Philosophy

Fictions, Facts, and the Fact(s) of(in) Fictions

3-40.

Grimm, Jon Auring 2008Totusinde nåle - Perversion og selvrealisering hos Markis de Sade og Michel Houellebecq

Københavns Universitet.

A history of Greek philosophy : Vol. 1- 3

The veil of Isis: an essay on the history of the idea of nature

217

FLUX

D. H. Lawrence and the Aesthetics of Transgression

Nietzsche’s Perspectivism

A Consistent Relativism

Wrestling with Nature

Nietzsche Circle: ww.nietzschecircle.com, October 2007

Heraclitus - The Complete Fragments: Translation and Commentary

Nietzsche’s Contribution to the Theory of Language

Heraclitus seminar

Multiplicity and Unity in Nietzsche’s Works and Thoughts on Thought

218

FLUX

Theogony, Work and Days

Nietzsche, Metaphor, and Truth

Nietzsche : the man and his philosophy

Homers Iliade

Pragmatism and the Tragic Sense of Life

pp. 5-26.

The possibility of an island

A treatise of human nature;

Plato’s Heracleiteanism

219

FLUX

Jaspers, Karl 1966

Heraclitus, Parmenides, Plotinus, Anselm, Nicholas of Cusa, Spinoza, Lao-tzu, Nagarjuna

The Problem of Cratylus

253.

Natural Change in Heraclitus

Nietzsche and the vicious circle

Nietzsche and the Obscurity of Heraclitus

Long , A. A. 1999The Cambridge companion to early Greek philosophy

Lowith, Karl 1945Nietzsche’s Doctrine of Eternal Recurrence

284

The Mahayana Deconstruction of Time

220

FLUX

Magnus, Bernd 1978

Miller, Ed. L. 1981The Logos of Heraclitus: Updating the Report

161-176.

Minar, Jr., Edwin L. 1939The Logos of Heraclitus

Moles, Alistair 1990Nietzsche’s philosophy of nature and cosmology

1990

Skæbne, magt og vilje: seks nedslag i den tidlige Nietzsche-reception

Nehamas, Alexander 1983”How One Becomes What One Is”

Nehamas, Alexander 2001”The Sleep of Reason Produces Monsters”

37-54.

Nehamas, Alexander 1996Nietzsche : life as literature

On the Comedy of Plato’s Aristophanes

221

FLUX

Nussbaum, Martha C. 1989Mortal Immortals: Lucretius on Death and the Voice of Nature

A Further Study of Heraclitus

557-690.

Deleuze’s Nietzsche and Post-Structuralist Thought

Philebus

Clarendon, 1975

Symposion

Theaitetos

Plato and Parmenides : Parmenides’ Way of truth and Plato’s Parmenides / translated with an introduction and a running commentary by Francis MacDonald Cornford

222

FLUX

Plato’s Cosmology / The Timaeus of Plato transl. with a running commentary by Francis Macdonald Cornford

Plato’s theory of knowledge / The Theaetetus and the Sophist of - transl. with a running commentary by Francis Macdonald Cornford

History and Friedrich Nietzsche’s Philosophy of Time

Det åbne samfund og dets fjender

Reginster, Bernard 2001

Richardson, John 2004Nietzsche’s new Darwinism

Richardson, John 1996Nietzsche’s system

Richardson, John; Leiter, Brian 2001Nietzsche

223

FLUX

Derrida on Language, Being, and Abnormal Philosophy

Sade, Markis de 1966The One Hundred & twenty Days of Sodom

Nietzsche on the Problem of Reality

Merleau-Ponty on Perspectivism, with References to Nietzsche

Sämtliche Werke

Sinopoli, Richard C. 1994Is There Room for Truth in Politics? The Limitations of Perspectivism

Nihilism and the Arts

224

FLUX

Small, Robin 1983Nietzsche and a Platonist Tradition of the Cosmos: Center Everywhere and Circumference Nowhere

pp. 89-104.

Solomon, Robert C. 2003On Fate and Fatalism

Solomon, Robert C. 1992

Solomon, Robert C. 1995Some Notes on Emotion, ”East and West”

202.

Solomon, Robert C. 2003aThe joy of philosophy : thinking thin versus the passionate life

Solomon, Robert C. 2003bNot Passion’s Slave : Emotions and Choice

Solomon, Robert C. 2004Living with Nietzsche : What the Great ”Immoralist” has to Teach Us

Reading Nietzsche

225

FLUX

Stewart, Roderick M. 1986Nietzsche’s Perspectivism and the Autonomy of the Master Type

Greek Lyric: An Anthology in Translation

Elegies

Ungar, Steven 1976Parts and Holes: Heraclitus/Nietzsche/Blanchot

On Heraclitus

368.

Nietzsche’s Baudelaire, or the Sublime Proleptic Spin of his Politico-Economic Thought

The Unity of Opposites in Plato s symposium

”Panta’ Rhei”-And So Flow Our Nerves

226

FLUX

Nietzsche-Studien, Band 26, 1997, pp. 350-60

Outlines of the history of Greek philosoph y

The Bow and the Lyre: Harmonizing Duos in Plato’s ”Symposium”

South, Inc.

The shortest shadow: Nietzsche’s philosophy of the two

227

FLUX