Hvem samler de for? - - eksempler på lægmænds bidrag til Odense Bys Museers oldsagssamling....

Kun ganske få arkæologiske fund trækkeroverskrifter i de landsdækkende medier pågrund af deres åbenlyse værdi eller kunst-neriske skønhed.Det er imidlertid ikke fun-denes udseende, der er vigtig for arkæolo-gerne. De følgende fundberetninger er såle-des gode eksempler på, at det ikke kun er guld-horn og solvogne, der kan give betydnings-fuld ny viden omDanmarks og altså dermedogså Fyns oldtid. Set fra arkæologens syns-vinkel kan små øksefragmenter, stumper afmønter, ødelagte dragtnåle eller simple pot-teskår sagtens givemegetmere viden end denmest fantastiske guldhalsring! Det helt af-gørende, når en genstands betydning for denarkæologiske samling skal vurderes, er fund-oplysningerne. I de tilfælde, der præsenteresher, var vi måske hverken kommet på sporetaf ny viden om kultiske ritualer og forfæd-retro på overgangen mellem sten- og bron-zealderen eller havde fået et indblik i de eli-tære miljøer i yngre jernalder og vikingetid,hvis vi ikke havde haft findernes detaljerede

Odense Bys Museers udstillinger og maga-siner rummer ca. 150.000 oldsager, der er duk-ket op fra den danske muld. Langt de flesteaf disse genstande er fra det fynske område,og de er indkommet til museet i løbet af demere end 150 år, hvor der har været et mu-seum i byen1.Genstandene tæller alle kategorier fra sim-

ple flintafslag, prøver af trækul og jord overflintøkser og hele lerkar til våben og smyk-ker af ædle metaller. Nogen vil måske spør-ge, hvadmuseet dog skal med alle disse gen-stande, hvoraf mange umiddelbart synes atvære helt ens eller så beskadigede, at de ikkeer værd at udstille? Andre vil spørge, hvor-for man fortsat samler ind, når langt hoved-parten af sagerne ikke engang er udstillet,menligger trygt imuseetsmagasin?Det korte svarer, at oldsagerne ikke blot er skuestykker el-ler ”kunstgenstande” – de er vigtige at gem-me, fordi de er vores eneste kilde til at få vi-den om de dele af Danmarkshistorien, somikke kan belyses med skriftlige kilder.

87H V E M S A M L E R D E F O R ?

oplysninger om fundsted og fundomstæn-digheder.

LLiiddtt ssaammlliinnggsshhiissttoorriiee

Da Odense Bys Museers forgænger blevgrundlagt i 1860, foregik opbygningen af enoldsagssamling ved gaver eller køb – og medtiden ved at bytte med privatsamlere og an-dre museer, herunder Nationalmuseet. Må-let var at få skabt en bred samling, der kun-ne illustrere den materielle kultur i oldtid ogmiddelalder. Det var altså genstandene selv,der var i fokus, mens oplysninger om, hvorde kom fra, hvorledes de var fundet – og evt.hvad de var fundet sammen med – var af min-dre betydning. Gennem slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fik mansåledes opbygget en stor samling, der primærtbestod af ”skuestykker”, som set med mo-derne videnskabelige briller ikke havde så storværdi (fig. 1).

Jesper Hansen og Mogens Bo Henriksen

Hvem samler de for? - eksempler på lægmænds bidrag til Odense Bys Museers oldsagssamling

tige leverandører af genstande, mens indkøbog tilbytning af oldsager med tiden ebbede ud.Nye og mere professionelle museumstider varpå vej! Den udvikling, der blev startet med Al-

brectsens ansættelse, er siden accelereret, ogi dag kommer langt de fleste oldsager tilOdense Bys Museers samling fra udgrav-ninger, der udføres som nødudgravninger imedfør af museumslovens bestemmelser.Med andre ord graver arkæologerne ikke, hvormuligheden for at finde de fleste eller mestspektakulære oldsager er størst, men sim-pelthen dér, hvor det vurderes, at truslen modfortidsminderne og oldsagerne er mest akut. Ved siden af denne lovbestemte indsam-

lingsaktivitet, som næsten helt styres af detomgivende samfunds udvikling og kon-junkturer, samarbejder museet stadig med etstort netværk af amatørarkæologer, somhvert år indleverer hundreder eller ligefremtusinder af genstande fra Fyns oldtid. Deresofte meget målrettede og i nogle tilfælde til-lige meget problemorienterede arbejde drivesudelukkende af interessen for fortiden og øn-sket om at være med til at skrive et lille styk-ke lokal Danmarkshistorie. Parallelt meddisse indleveringer modtager Odense BysMuseer hvert eneste år genstande fra perso-ner, som ikke bevidst har opsøgt spor fra for-tiden, men som tilfældigvis er stødt på demunder aktiviteter i det fynske landskab. Med udgangspunkt i nogle konkrete sa-

ger fra de sidste år vil vi i denne artikel give

Indtil 1930’erne var det forbeholdt Natio-nalmuseet at foretage arkæologiske udgrav-ninger i Danmark, mens det ikke var tilladtprovinsmuseerne at forøge deres samlingerpå denne måde3. Til gengæld stod det helt frit for privat-

personer at gennemføre udgravninger! Setmed nutidens øjne var denne lovgivning ikkesærlig gunstig, for mange selvbestaltede”arkæologer” plyndrede mere, end de fore-tog egentlige udgravninger4. På Fyn stod det heldigvis ikke helt så grelt

til som i andre dele af landet, for her udfør-te dygtige amatørarkæologer som kammer-herre N.F.B. Sehested fra Broholm Gods ogapoteker Poul Helweg Mikkelsen fra Oden-se omhyggelige og systematiske udgrav-ninger. Fundene fra Sehesteds udgravningerendte i første omgang i hans eget museum,men væsentlige dele blev siden overført tilOdense Bys Museer5. Mikkelsen overlod der-imod straks de fleste af sine fund til byens mu-seum – eller til Nationalmuseet6.Med ansættelsen af Erling Albrectsen

som museumsinspektør ved Fyns Stiftsmu-seum i 1940 startede en ny epoke i museetshistorie7. Fra dette tidspunkt blev museetssamling overvejende forøget ved arkæologi-ske undersøgelser, som for en stor dels ved-kommende må betragtes som redningsgrav-ninger i grusgrave, i tørvegrave, i forbindel-se med anlægsarbejder eller hvor ploven til-fældigt stødte på et fortidsminde. Land-mænd og amatørarkæologer var dog også flit-

88 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

Fig. 1. ”Øksevæggen” på Møntergården kan betrag-

tes som et kunstværk, men som arkæologisk kilde-

materiale er genstandene omtrent værdiløse! Alle

økser er givet til museet af storsamleren ”Den hvide

Doktor” 2.

EEmmiillss bbrroonnzzeeøøkkssee

På museet kunne det straks konstateres, at det,Emil havde fundet, var en såkaldt randliste-økse af bronze8. Denne øksetype har intetskafthul, men derimod to lave forhøjninger– lister – langs kanterne. Deres funktion harværet at holde et vinkelbøjet skaft på plads,når øksen blev brugt til at hugge med (fig. 3).Emils økse er 14,9 cm lang og vejer 389

gram, og bortset fra en mindre ridse fra mø-

nogle eksempler på betydningen af nogle fundog iagttagelser, der er indlemmet i museetssamling som et resultat af samarbejde medvedholdende amatørarkæologer såvel somheldige tingfindere. Vi starter med en af de sid-ste.

EEmmiill JJøørrggeennsseenn ssnnuubblleeddee oovveerr ffoorrttiiddeenn

Den 12. maj 2011 fik arkæologerne vedOdense Bys Museer en telefonopringning fraHenriette Jørgensen i Søndersø. Hun kunneoplyse, at hendes 10-årige søn Emil dagen førhavde fundet ”noget”, som nogen mente,stammede fra et gammelt markredskab,mens andre foreslog, det kunne være en gen-stand fra oldtiden. For en sikkerheds skyld vil-le Henriette Jørgensen gerne have arkæolo-gerne til at se på Emils fund – og godt for det,for det viste sig at være en meget spænden-de oldsag. Emil Jørgensen havde efter skoletid væ-

ret på en spadseretur med sin hund Simba udover markerne nordøst for Søndersø by påNordfyn. Pludselig fik hunden færten af enfasan og rev sig løs og strøg over stok og stenmed Emil i hælene. Under løbeturen i den ny-såede majsmark ramte Emils fod noget, derfangede den kvikke skoledrengs opmærk-somhed. En knap 16 cm lang og ganske tungmetalgenstand, som Emil ikke lige kunne se,hvad var. Derfor kom stykket i lommen ogblev fremvist derhjemme, siden hos en naboog efterfølgende for en skolelærer, der op-fordrede Emil til at kontakte museet (fig. 2).


Fig. 2. En meget stolt Emil Jørgensen fremviser sit

fund ved indleveringen til Odense Bys Museer.

Foto: Jesper Hansen.

Fig. 3. De fleste af bronzealderens økser –

herunder randlisteøkser – har haft et vin-

kelbøjet træskæfte, som øksebladet har

været surret fast til med skindstrimler

eller bast. Efter Jensen 1979, s. 52.

det med et markredskab er stykket særdelesvelbevaret med en flot ”mosepatina”. Sådanhar øksen ikke set ud fra starten, for da denvar frisk fra formen har den fremstået meden varm gylden lød. Overfladens nuværendefarve og tilstand er et resultat af, at øksen harligget i fugtige moselag siden oldtiden (fig. 4).Randlisteøkserne kan inddeles i en ræk-

ke undertyper, og Emils fund tilhører den så-kaldte Værslev-type9. Der kendes knap 35 øk-ser af denne type fra det nuværende danskeområde, og på Fyn er der tidligere fundet toeksemplarer; begge disse er fremkommet påden sydlige del af øen10. Spredningen af randlisteøkserne af Værs-

lev-typen viser, at der utvivlsomt er tale omhjemlige produkter, men de råmaterialer –kobber og tin – som er anvendt ved støbnin-gen, stammer fra miner i den centrale del afEuropa. Randlisteøkserne er blandt de tidligsteformer for metalredskaber, der er fremstilletpå disse breddegrader, og det skete i den sid-ste del af yngre stenalder – i den periode, derkaldes senneolitikum eller dolktid (ca. 1950-1700 f.Kr.).

HHvvoorr bblleevv øøkksseenn ffuunnddeett

–– oogg hhvvoorrddaann vvaarr ddeenn eennddtt ddeerr??

Få dage efter indleveringen til museet udpe-gede Emil Jørgensen findestedet, der lå næren afvandingskanal, der gennemskærer et for-holdsvis jævnt landskab med flere små tør-vefyldte lavninger (fig. 5). I dag er det kunmuligt at dyrke området, fordi det er drænet,

90 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

Fig. 4. Bronzeøksen efter at museets konservatorer

har afrenset overfladen. Foto: Asger Kjærgaard. men på luftfotos og på ældre kort kan manse, at der har været mange af disse fugtige hul-ler i landskabet omkring Søndersø. Der ernæppe tvivl om, at øksen oprindeligt har væ-ret nedlagt i en af de fugtige lavninger;spørgs målet er derimod, hvordan landskabetså ud, da øksen blev efterladt på stedet formere end 3700 år siden. Et sikkert svar kanman kun få, hvis der laves geologiske un-dersøgelser i de lavninger, der af geologer be-tegnes som dødishuller. Iagttagelser i enlang række tilsvarende sænkninger i detfynske landskab har vist, at dødishullerne somregel blev forvandlet til sumpede moser kortefter istidens slutning, og noget lignende kanantages at have været tilfældet her. Derfor erøksen ikke nødvendigvis ”druknet” i enåben vandflade, men den kan være henlagt påen fugtig overflade, som dog hurtigt blev over-groet af de tørvelag, som har bevaret bron-zeøksen i så fin tilstand frem til nutiden. Nårøksen kom for dagen, skyldes det utvivlsomt,at dræningen har fået tørvelagene til at fal-de sammen, og med tiden har plovskæret så-ledes haft mulighed for at nå stadig dybere nedi jorden på dette sted. I landskabet nordøst og øst for Søndersø

er der registreret flere gravhøje, som forstørstedelens vedkommende nu er sløjfedeog dermed kun synlige i marken for det træ-nede øje. Heldigvis rummer museets arkiverdog oplysninger om nogle af højene – ogikke mindst om, hvad der er fundet i dem.De fleste er fra den tidlige eller mellemste

Afstanden fra øksens findested til dekend te højtomter er ca. 400-700 m. Nok såvæsentligt er det, at gravhøjene har været pla-ceret på højere punkter i landskabet, og fle-re af dem har utvivlsomt været synlige fra detsted, hvor øksen blev lagt i jorden. Rent bog-staveligt har man således kunnet se op til for-fædrenes gravpladser, når man stod ved død -ishullets kant. Denne iagttagelse er ganske væ-sentlig, når man skal forsøge at tolke bag-grunden for, at Emils økse i sin tid endte ligenetop på dette sted, men herom senere12.

. EEnn ssvvæærrmm aaff rraannddlliisstteeøøkksseerr

Emil Jørgensens heldige fund skulle nærmestvise sig at blive trendsættende, for inden ud-gangen af 2011 havde Odense Bys Museerfået indleveret endnu tre randlisteøkser. Ind-til da var der registreret ca. 40 randlisteøkserfra Den fynske Øgruppe, så fundene fra2011 udgjorde med ét slag en forøgelse på ca.10 %! Den ene af de ”nye” økser fik museet be-

sked om, efter at TV2 Fyn havde bragt et ind-slag, hvor Emil fortalte om og fremviste sitfund. Denne økse var fundet i kanten af Se-rup Mose, der ligger blot ca. 2,5 km sydøst fordet sted, hvor Emil havde sparket sin økse op(fig. 6). Randlisteøksen fra Serup fandt Jo-hannes Christensen ved roehakning om-kring 1976, men først i forbindelse med tv-udsendelsen forstod han betydningen af sitfund13. Serup-øksen er ikke helt af sammetype som Søndersø-stykket, den er heller ikke

del af yng re stenalder og dermed mere endet årtusinde ældre end bronzeøksen, men dehar utvivlsomt været synlige monumenter ilandskabet, da øksen endte i dødishulletstørvelag. I nogle tilfælde har der endvidereværet foretaget efterbegravelser i højeneflere århundreder efter opførelsen, og det erbl.a. tilfældet i en langdysse, der har ligget700 m nordøst for øksens findested. Dennehøj rum mede således gravanlæg med flint-dolke, der kan være omtrent samtidige medbronze øksen11.


Fig. 5. Emil Jørgen udpeger stedet, hvor han få dage

forinden havde sparket et stykke danefæ op ad jor-

den. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fig. 6. Randlisten fra Serup Mose er noget medtaget

af at have ligget længe i pløjelaget.

Foto: Asger Kjærgaard.

på de steder, hvor randlisteøkserne er blevetdeponeret i århundrederne omkring over-gangen fra bondestenalderen til bronzealde-ren. Som beskrevet har de fire fundsteder dettil fælles, at de ligger i kanten af små våd-områder, og i tre af tilfældene er der registreretgravhøje i de højereliggende landskaber heromkring. Om vi er på sporet af et mønster, kan

høje i nærheden af dette fundsted, men detkan ikke afvises, at dette blot skyldes, at derhidtil har været begrænset arkæologisk ak-tivitet i området.

NNyyee ffuunndd –– nnyy vviiddeenn

De fire øksefund fra 2011 gav materiale til etlille sammenlignende studium af landskabet

helt så velbevaret, men også i dette tilfældeafslører overfladen, at den har ligget i mose-lag. Nok så interessant er det, at der også i det-te tilfælde er registreret gravhøje i de høje-religgende landskaber omkring mosen. At dette kan være mere end blot et tilfælde

blev klart, da årets tredje randlisteøkse blevfundet ved Barløse på Sydvestfyn (fig. 7)14.Denne gang fremkom øksen ikke ved et til-fælde, men fordi amatørarkæolog Per Svens-son systematisk havde afsøgt et stort mark-område med sin metaldetektor. I kanten af etmindre vådområde gav metaldetektoren etgodt signal, og en meget velbevaret rand-listeøkse dukkede op af de formuldede tør-velag. På et højdedrag ca. 100 m øst og nordfor vådområdet er der registreret mindst femgravhøje; deres alder kendes ikke, men vur-deret ud fra deres landskabelige placering erdet sandsynligt, at de er fra ældre bronzeal-der. Dermed kan de være samtidige med rand-listeøksen. Den sidste af årets fire randlisteøkser blev

også fundet med metaldetektor; det skete, daamatørarkæologen Paul Uniacke afsøgte etudstykningsområde i udkanten af den midt-fynske landsby Søllinge (fig. 8)15. Øksenfandtes på tør grund, men ældre kort viser, atder tidligere har været en lille fugtig lavningi landskabet ganske tæt syd for fundstedet. Detkan ikke bevises, at øksen oprindeligt har væ-ret nedlagt i denne lavning, men det er da fris-tende at tro. I modsætning til de tidligerenævnte lokaliteter er der ikke registreret grav-

92 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

Fig. 7. Randlisteøksen fra Barløse.


Fig. 8. Randlisteøksen fra Søllinge.


Der er imidlertid langt mellem så fine fund,og selv om man er så dygtig som Benny Pen-nerup, skal man foruden det fornødne held for-vente at bruge rigtig mange timer med de-tektoren, før der er bid af den kvalitet. En af de efterhånden mange gange, hvor

Benny havde det fornødne held, indtraf kortfør jul i 2008. Det var koldt, og Benny gik somså mange gange før med sin metaldetektor påen mark øst for Herringe. Detektoren bippe-de pludselig med en lyd, der indikerede, at dervar fundet sølv, og da Benny havde samletgenstanden op og børstet den fri for jord, kun-ne han se, at der var tale om en velbevaretmønt med arabisk inskription – en såkaldt dir-

det var vådområdet i sig selv, der var mål forofringen, eller om det blot var et ”medium”,der fungerede som porten til en anden ver-den? Og hvis hypotesen om sammenhængmellem nedlægningssted i vådområder oggravhøje virkelig viser sig at være mere ud-bredt, kan økserne så opfattes som gaver tilforfædrenes ånder? Vi kan kun gisne, og ind-til videre må vi konkludere, at de fire flotteøkser har givet mange svar, men samtidig harde åbnet op for endnu flere spørgsmål. Det erimidlertid sådan, at arkæologisk grund-forskning meget ofte ender!

BBeennnnyy PPeennnneerruupp

–– ddeenn ttåållmmooddiiggee ddeetteekkttoorraarrkkææoolloogg

Tålmodighed betaler sig – og dette ikkemindst i forbindelse med arkæologi! Det kanden 57-årige klejnsmed og detektorarkæologBenny Pennerup fra Ringe på Midtfyn godtskrive under på. Gennem de seneste fem århar Benny haft et nært samarbejde medOdense Bys Museer, og han har ugentlig gåetmed sin metaldetektor 4-15 timer og afsøgtutallige fynske marker for fortidens efterladtegenstande af metal (fig. 9)17. Det er gennem årene blevet til rigtig man-

ge fine fund og et for museet uvurderligt bi-drag til den fynske forhistorie; senest ek-sempelvis en offerplads ved Sdr. Nærå medbronzesegl, flintdolk og en sjælden dolkstavfra slutningen af stenalderen (fig. 10). Af den-ne type dolkstave kendes fra Fyn kun fem an-dre eksemplarer (11 fra hele Danmark)18.

kun afklares, hvis der foretages et nærstudiumaf landskabet omkring fundstederne for de øv-rige randlisteøkser fra Den fynske Øgruppe.En sådan analyse vanskeliggøres desværre af,at mange af fundene er fremkommet for læn-ge siden, hvor man ikke var helt så omhyg-gelig med at få nedfældet præcise oplysnin-ger om fundomstændigheder, findested ellerjordbundsforhold. For de fire nye funds ved-kommende kender vi fundstedet med megetstor nøjagtighed, så de kan danne et rigtig godtudgangspunkt for videre studier af en evt.sammenhæng mellem nedlægningssteder i el-ler ved vådområder og nærliggende samtidigeeller ældre gravhøje. Vi ved allerede, at ganske mange enkelt-

genstande fra yngre stenalder og bronzeal-deren er fundet i eller ved vådområder. Derer både tale om våben, økser, redskaber ogsmykker, og i mange tilfælde er det i realite-ten vanskeligt at afgøre, om genstandene ertilfældigt tabt, om de er henlagt som en mid-lertidig foranstaltning, eller om de har væretnedlagt som et offer – eller evt. en del af enstørre offernedlæggelse, hvoraf man altså kunhar fundet en enkelt genstand16. Ved de fireher beskrevne fund synes der at være så man-ge fællestræk i de landskaber, hvor de er frem-kommet, at det er vanskeligt at tro, at økser-ne er tilfældigt tabt. Placeringen i et vanske-ligt tilgængeligt landskab kunne tyde på, atman ikke har haft til hensigt at bjærge økserneigen, og en tolkning som ofre synes derfor atvære mest sandsynlig. Spørgsmålet er så, om


Fig. 9. Detektorarkæolog Benny Pennerup finder en

bronzecelt med sin metaldetektor.

Foto: Margrethe Pennerup.

piske for vikingetiden og kendes fra en langrække sølvdepoter, og de har formentlig ud-gjort en fast del af vikingetidens økonomiskesystem. Mens armringen er fundets tunge-ste stykke, er en lille itubrudt thorshammerfundets fineste stykke (fig. 12).Thorshammeren er et ypperligt håndværk,

der er lavet ved at sammenlodde to stykkerudbanket pladesølv og efterfølgende pryde dis-se med små sølvkugler og sølvsnor. Ved sno-reophænget ses et dyr med to store øjne, ennæseryg og pels/fjer angivet af små samlin-

Ved udgravningen i 2009 stod det hurtigtklart, at marken stadig gemte på størstedelenaf det, der viste sig at være en egentlig sølv-skat, og da det hele blev samlet, omfattede den58 sølvmønter, en armring, lidt brudsølv samten itubrudt thorshammer. Skatten består afmindst 266 g rent sølv, hvilket var en formuei vikingetidens samfund (fig. 11). Den største og tungeste (98 g) genstand

i fundet – og dermed også den, der i vikin-getiden har repræsenteret den største værdi– er en snoet armring. Sådanne ringe er ty-

hem. Benny fortsatte afsøgningen, og efterkort tid var der fundet ti hele mønter, og Ben-ny kontaktede Odense Bys Museer. Hvad der-efter fulgte, skal her kort berettes.De mange møntfund betød, at Kultur -

arvs styrelsen bevilgede penge til en arkæo-logisk undersøgelse af fundstedet. Undersø-gelsen19 blev herefter gennemført i april2009 og 2011 i et tæt samarbejde mellemOdense Bys Museer, Benny Pennerup og lod-sejer Arne Bonde.

94 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

Fig. 10. Dolkstav fundet af Benny Pennerup i sommeren 2011 (OBM 1613 x497). Dolkstaven er en del af en

offerplads med fund fra senneolitikum til bronzealderens periode II. Foto: Asger Kjærgaard.

ger af sølvkugler, antagelig repræsenterendeen fugl. At der er tale om en fugl, er dog in-gen tilfældighed, når man tænker på demange myter om Thors hammer Mjølner, deraltid fløj tilbage i kasterens hånd efter at havetruffet sit mål. Pragtstykker som thorsham-meren fra Herringe er sjældne, men lignen-de fund kendes dog fra Nordtyskland og Bred-sätra på Öland samt Odeshog i Östergötland,Sverige.Mens thorshammeren er et skandinavisk

arbejde, stammer de mange mønter primærtfra islamiske områder (fig. 13).De fleste af mønterne stammer fra det Sa-

manidiske Rige, der blev grundlagt i 819 e.Kr.af Saman Khuda, der var guvernør i det øst-lige Afghanistan. De samanidiske mønter fraHerringe er slået mellem ca. 900-954 e.Kr. (år286-342 efter islamisk tidsregning) af for-skellige samanidiske emirer. De ældste møn-ter i skatten er dog ikke samanidiske, men istedet to såkaldte Abbasidemønter fra850’erne. De er slået i hhv. Samarra (ved Bag-dad i Irak) og Fars i det nuværende Iran.Blandt de yngre mønter, der ikke kan til-knyttes den samanidiske gruppe, hører en Bu-waihid slået i Basra omkring 930-94020.På de originale islamiske mønter er der ef-

ter tidens tradition på forsiden præget hele el-ler dele af den islamiske trosbekendelse:د�ش-ašha) �للا لوسر دّمحم ّنأ د�شأو �للا الإ �لإ ال نأdu ‘an l� ‘il�ha ‘ill� ll�hu wa ‘ašhadu ‘annamu�ammadun ras�lu ll�hi), hvilket betyder:


Fig. 11. Sølvdepotet fra Herringe har antagelig været nedlagt samlet (i en prangerpung eller lignende) i 960´erne.

Foto: Jørgen Nielsen, Odense Bys Museer.

Fig. 12. Pragtthorshammer af sølv udført i granula-

tion- og filligranteknik (OBM5745x29). Det er

uklart, om bruddene er påført i forhistorisk eller

moderne tid. Thorshammeren dateres til den sene

del af vikingetiden, antagelig 900-tallet.

Foto: Jørgen Nielsen.

for Her ringe. Der er dog næppe nogen tvivlom, at de mange genstande er nedlagt sam-let, formentlig i en prangerpung eller lig-nende (fig. 14).Årsagen, til at sølvet blev lagt i jorden,

kender vi ikke med sikkerhed, men det ermuligt, at det skal ses i sammenhæng medde magtkampe og konfrontationer, der præ-gede tiden, og som gjorde det nødvendigt atgemme store værdier i jorden, når bander ogslyngler hærgede rundt om i landet. I man-ge tilfælde kunne ejeren genfinde sin skat,når faren var drevet over. I andre tilfælde varfrygten velbegrundet og hændelserne fata-

ge egne. Således antages hovedparten af demere end 90.000 kufiske mønter, der er fun-det i det nuværende Sverige og Danmark, atvære kommet til Sydskandinavien gennemde russiske flodsystemer og transitstatio-nerne på Østersø-øerne – således også møn-terne fra Herringe.Omkring 960’erne e.Kr. havde mønterne

fundet vej til Midtfyn, sikkert i skiftende lom-mer på adskillige købmænd via østeuropæ-iske og russiske flodsystemer, måske enddamed et handelsstop i Bulgar ved Volga.Sølvskatten blev fundet lidt spredt i en

fugtig lavning på en mark ca. 300 meter øst

“Jeg bekender, at der ingen gud er foruden Al-lah, og jeg bekender, at Muhammed er Allahsprofet”. På bagsiden ses bl.a. et årstal (efterden islamiske tidsregning) samt møntherrenog navnet på kaliffen i Bagdad.Foruden de helt officielle islamiske møn-

ter omfatter Herringe-fundet også otte imi-tationer, der er produceret ved Bulgar i detnuværende Rusland. Mønternes herkomstskal ses i nær sammenhæng med vikingeti-dens internationale handelsruter. Her spil-lede Gotland og Bornholm centrale roller ogfungerede som regulære transitstationerpå handelsruterne til og fra de fjerne østli-

96 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

Fig. 13. De i alt 58 mønter fra Herringe stammer

primært fra de islamiske områder i 900-tallet (nu-

værende Uzbekistan, Afghanistan, Iran og Irak).

Derforuden omfatter fundet dog også en relativt

stor gruppe (otte) imitationer fra Bulgar ved Volga i

det nuværende Rusland. Skriften på mønten er Ku-

fisk (derfor også kaldet kufiske mønter) og opkaldt

efter en berømt skole i El Kufa, ved Bagdad, Irak. På

den afbildede forside er angivet den islamiske tros-

bekendelse. Den begrænsede slitage på en stor del af

mønterne gør, at nedlægningstidspunktet dateres

kort efter slutmønten (953/54) til perioden omkring

ca. 960-970 e. Kr.. Tegning: Allan Larsen.


Fig. 14. Oversigtskort af fundsituationen fra Herringe. Som det fremgår af kortet, var enkelte mønter ved markarbejde spredt op til ca. 100 meter fra nedlægningsste-

det. Den kraftige koncentration, og dermed sølvdepotets oprindelige nedlægningssted, fremstår dog tydeligt. Syd for sølvskatten ses et kulturlagsområde markeret

med fund og hustomter fra germansk jernalder, mens en bronzecelt er fundet tæt sydøst for sølvskatten. Tegning: Allan Larsen.

98 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

Fig. 15. På udskiftningskortet fra omkring år 1800 ses de historiske gårde og kirken angivet med lyserød signatur, mens de mange udgravede hustomter fra den yngste

del af vikingetiden og ældste middelalder er angivet med grå signatur. De udgravede hustomter udgør egentlige forgængere til de stadig eksisterende gårde.

Tegning: Allan Larsen.

bronzegenstande: et dragtspænde og en nit-teknop fra en pragtlanse fra 400-700-tallet(germansk jernalder) samt en række jord-gravede huller. Fundenes sammensætning ty-dede på, at marken ved Herringe allerede i år-hundrederne forud for nedlæggelsen af sølv-skatten kunne have dannet bosted for en lo-kal rigmand.Ældste spor var dragtspændet, der blev

fundet umiddelbart syd for sølvskatten. Derer tale om en såkaldt korsformet fibel af bron-ze fra ældre germansk jernalder (400-550e.Kr.) (fig. 16).

er det sjovt at tænke på, at selvsamme rig-mand havde lommerne fulde af fremmede is-lamiske mønter med en fremmed religionstrosbekendelse, skrevet med nogle for hamuforståelige skrifttegn. Men hvad gik forud for vikingetidsgårdene

i Herringe og sølvskatten på marken? Ja, detspørgsmål fik vi antydet allerede i 2009 og en-delig svar på ved udgravningerne i 2011 – igengodt hjulpet på vej af endnu en perlerække afBennys fornemme detektorfund. Ved ud-gravningen i 2009 fandtes nemlig andet endden prægtige vikingeskat. Særlig opmærk-somhed samlede sig omkring to meget fine

le for skattens ejer. En anden forklaring, påat sølvskatten fra Herringe er endt i jorden,kan dog være, at de store kostbarheder erofret til tidens guder.Alt dette skete som sagt i vikingetiden i

Harald Blåtands regeringstid (ca. 958-986e.Kr.), en tid hvor det danske rige blev kon-solideret gennem interne og eksterne magt-kampe. Men det var også en tid, hvor kri-stendommen var i kraftig fremmarch og blev”statsreligion”, og en tid, hvor imponerendeog stadig synlige monumenter og bygnings-værker blev anlagt og udbygget:monumen-terne i Jelling, ringborgene, Danevirke osv.Det er imidlertid ikke meget, vi med sik-

kerhed ved om sølvskattens oprindelige ejer,udover at han var formuende og befandt sigi Herringe i slutningen af 900-tallet. Var dermon tale om en lokal købmand med inter-nationale forbindelser? To udgravninger i denøstlige udkant af Herringe har vist sig at om-fatte spor efter gårde fra netop vikingetidenog ældre middelalder21 –måske er det ligefremden gamle velhavers gård, der er udgravet sporaf (fig. 15)? Fundene fra Herringe fremviser under alle

omstændigheder en stor koncentration af for-skelligartede religiøse symboler og manife-stationer fra vikingetidens sidste begiven-hedsrige århundreder. Kunne den kasseredethorshammer ligefrem antyde, at ejermandenhar tilhørt den del af samfundseliten, der sam-men med kongemagten i Jelling konvertere-de til kristendommen midt i 960´erne? I så fald


Fig. 16. Korsformet fibel af bronze (OBM 5745 x72). Fiblen stammer fra perioden omkring ca. 400 e. Kr., dvs.

starten af ældre germansk jernalder. Foto: Jørgen Nielsen.

De fine fund fra 2009-kampagnen havdeskabt store forventninger til udgravninger-ne i 2011, der var fokuseret på kanten af etstort fladt plateau umiddelbart syd for lav-ningen med sølvskatten. Glæden var da ogsåstor, da vi i april åbnede udgravningsfeltet ogmed det samme kunne konstatere, at vores for-håbninger om en bebyggelse kunne indfries(fig. 18).På tværs af udgravningsfeltet og orienteret

øst-vest fandtes nemlig resterne af to store så-kaldte hovedhuse. Hovedhusene kan arki-tektonisk dateres til den sidste del af romerskjernalder eller germansk jernalder (300-700-tallet) og er sandsynligvis samtidige med define fund af dragtnål og pragtlanse. Boplad-sområdet er endnu ikke afgrænset mod sydog vest, men der er næppe tvivl om, at der pådet store flade plateau mellem sølvskatten ogdet nuværende Herringe befinder sig et om-fattende bopladsområde fra romersk og ger-mansk jernalder.Da udgravningen var på sit absolut sidste,

og vi glade og tilfredse med udgravningensmange spændende resultater netop havde pak-ket sammen, gik Benny Pennerup en ekstratur med sin metaldetektor og afsøgte blandtandet den maskinomgravede jord. Pludseliggav detektoren igen signal, og denne gangfremkom endnu et fantastisk pragtfund: ethelt lille kunstværk i form af et vedhæng ud-formet som et mandsansigt (fig. 19).Ansigtet er lavet af bronze og med bl.a. det

kraftige overskæg passer det stilistisk ind i en

Lidt yngre end dragtspændet er en meget de-taljeret øjeformet lanseknop fra yngre ger-mansk jernalder (550-800 e.Kr.) (fig. 17). Så-danne lanseknopper har siddet parvis pånogle særlige pragtlanser. Men hvorfor hardisse pragtlanser været forsynet med storeøjeformede nitteknopper? De karakteristiskeøjeformede lanseknopper har siddet på en så-dan måde, at de sammen med det slanke lan-seskaft mindede om en slanges hoved og krop!Netop denne parallel forekommer naturlig pået våben, når man tænker på slangens hur-tige og nogle gange dødelige hug. Slangen varda også et ofte anvendt aristokrati- og kri-gersymbol i romersk og germansk jernalder.Men øjnene kunne måske også skyldes et øn-ske om, at lansen ikke skulle tabe sit mål afsyne og dermed altid ramme sin fjende? Må-ske symboliserer øjnene ligefrem Odinsspyd Gungner, der, når det blev sendt ind overfjenden, sikrede sejr. Lanseknoppen dateres tilca. 600-700 e.Kr.

100 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

Fig. 17. Lanseknop af bronze fra yngre germansk

jernalder (OBM 5745x77). Lanseknoppen er detalje-

ret udformet som et øje og har været påsat en lanse

af den angivne type.

Foto: Jørgen Nielsen; tegning: Allan Larsen.


Fig. 18. Oversigtsplan af udgravningsfelter. Vikingesølvskatten var deponeret i den fugtige lavning, mens de fornemme bronzegenstande og hustomterne fra germansk

jernalder fandtes på det syd for beliggende plateau. Tegning: Jakob Bonde.

krad se i fortidens ofte komplicerede sam-menhænge og historier. På den måde kan et,for lægmand, ubetydeligt potteskår med de-taljerede fundoplysninger fortælle arkæolo-gen mere end selv de mest fantastiske guld-fund!

AAffsslluuttnniinngg

De meget forskellige fundhistorier viser medal tydelighed betydningen af, at heldige,ihærdige og frem for alt omhyggelige ama-tører stadig bidrager med genstande til mu-seets oldsagssamling. Pladsen i museernes ud-stillinger og magasiner er dog ikke ube-græn set, og godt for det. Det er hele tiden vig-tigt at holde sig for øje, at museerne ikke somtidligere ukritisk skal indsamle oldsager barefor at få mere materiale på hylderne. I stedetskal vi sørge for, at genstandene ledsages afpræcise fundoplysninger, således at arkæo-logerne kan anvende dem til at lirke og

eksklusiv gruppe af fynske bronzefigurer – så-kaldte Fynske Mænd 22. Masken er unik, ogen præcis datering kan derfor ikke angives. De foreløbige resultater fra udgravningen

antyder dog, at såvel maske som nitteknop ogdragtspænde er tabt af medlemmer fra en rig-mandsslægt, der i germansk jernalder beboedede huse, vi i 2011 fandt på marken øst for nu-tidens Herringe. Det var en slægt, som for-mentlig i løbet af 700-tallet flyttede til det nu-værende Herringe, og hvis efterkommere næ-sten 200 år senere bortgemte eller ofrede enomfattende sølvskat.

102 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

Fig. 19. Bronzevedhæng udformet som et mandsansigt. Højde 2,3 cm. (OBM 5745 x121). Fundet skal ses i

sammenhæng med lanseknoppen og fiblen og dateres til germansk jernalder. Foto: Asger Kjærgaard.

NNootteerr1. Larsen 1935.2. Henriksen 2006.3. Larsen 1935:107ff, Oxenvad 1985:8ff.4. Se f.eks. Thorsen 1980.5. Oxenvad 1985:8.6. Larsen 1935:117ff; Albrectsen 1941; Nikolajsen 2010:91ff; Oxenvad 1985:8f.

7. Albrectsen 1988:69ff; Thrane 1990.8. Øksen har j.nr. OBM 5721 og er i Fund & Fortids-minder registreret som 080610-83.

9. Vandkilde 1996:76ff. 10. Vandkilde 1996:419 nr. 206-207 fra henholdsvis Oure, Oure sogn og Falsled, Svanninge sogn.

11. OBM 7924, 080610-18 (Lambertsen 1993).12. Endnu en randlisteøkse fandtes før 1868 i en mose ved Søndersø; desværre kendes det præcise findested ikke (Aner & Kersten 1977 nr. 1898).

13. OBM 2270, 080507-59.14. OBM 6989, 080202-26.15. OBM 2523, 090614-13.16. Se f.eks. Bodilsen 1987.17. Pennerup 2011.18.Vandkilde 1996, s.193ff. Dolkstaven er af type 2 el-ler 3.

19. OBM 5745 Herringe Øst. Resultaterne fra 2009-kampagnen er publiceret i Hansen 2010. Der afsøges stadig med detektor på lokaliteten, hvorfor det sam-lede antal mønter varierer i forskellige opgørelser af fundet.

20.Mønterne er foreløbigt bestemt af Gert Rispling, Numismatiska forskningsgruppen, Stockholm.

21. Henriksen 1997.22. Se bl.a. Kjærum & Olsen (red.) 1990.


LLiitttteerraattuurrAlbrectsen, E. 1941: Apoteker Helweg Mikkelsens Samling. Fynske Årbøger 1941, s. 466-478. -1988: Fra hukommelsens myretue. Odense.

Aner, E. & K. Kersten 1977: Die Funde der älteren Bron-zezeit des nordischen Kreises in Dänemark, Schles-wig-Holstein und Niedersachsen. Band III. Køben-havn/Neumünster.

Bodilsen, I. 1989: Enkeltfund – votivfund i dansk bron-zealder. Kuml 1987, s. 87-104.

Hansen, J. 2010: Sølvskatten fra Herringe – fra Dirhem til Danefæ. Nordisk Numismatisk Unions Medlems- blad, Nr. 3, August 2010, s. 106-116.

Henriksen, Mogens Bo 1997: Fra Herringes ældste ti-der – fem midtfynske huse fra 1100-tallet. Ræthinge-Posten 1997, s. 21-30.

-2006: Den hvide Doktor. Skalk 2006:5, s. 18-19. Jensen, J. 1979: Danmarkshistorien. Oldtiden. Bronze -alderen. Guder og mennesker. København.

Kjærum, P. & R.A. Olsen (red.) 1990: Oldtidens ansigt – til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II 16. april 1990. Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab & Jysk Arkæologisk Selskab.

Larsen, S. 1935: Et Provinsmuseums Historie. Odense Bys offentlige Samlinger 1860-1935. Odense.

Lambertsen, K. 1993: Dolktids cirkelgrav. Skalk 1993:3, s. 10-13.

Nikolajsen, E. 2010: Vikingeskibet og Apotekeren. Øst-fyns Museer.

Oxenvad, N. 1985: OTHINIENSIA. Odense Bys Mu-seer 1935-85. Fynske Minder 1985, s. 5-128.

Pennerup, Benny 2011: Mødet med arkæologien på Midtfyn. Espe-Hillerslev-Engdal-Nybøllegård. Ræt-hinge-Posten 2011, s. 37-41.

Thorsen, S. 1980: En gravplads ”som en del af vinter- lønnen”. 1890’ernes rovgravninger og et bidrag til ar-kæologiens socialhistorie. Fynske Minder 1979-80, s. 27-47.

Thrane, H. 1990: Fyns første fagarkæolog. Fynske Minder 1990, s. 19-30.

Vandkilde, H. 1996: From stone to bronze. The metal- work of the Late Neolithic and earliest Bronze Age in Denmark. Jysk Arkæologisk Selskabs publikatio- ner nr. 32. Århus.

Summary / Jesper Hansen og Mogens Bo Henriksen

Why collect?Examples of laymen’s contributions to Odense City Museums’ archaeological collection

There has been a museum in Odense formore than 150 years and during this time acollection of more than 150,000 archaeo-logical artefacts has been assembled. Thisbegs the question of whether it is necessaryto continue to expand the museum’s collec-tion by acquiring further objects which areoften similar to, or identical with, those al-ready in the museum. The short answer tothis is: yes – it is necessary. Archaeologicalartefacts are not merely display pieces or “ob-jects of art”, they are also our only sourceof information about the periods in Danishhistory which cannot be studied from writ-ten sources.

During the first many years of the museum’sexistence, the archaeological collection wasbuilt up through gifts, purchases or ex-changes. The aim was to create a body of ma-

terial that illustrated the material culture ofprehistory and the medieval period. Conse-quently, it was the objects themselves whichwere the focus of attention, whereas infor-mation on where they came from, how theywere found and the objects or materials thatmay have accompanied them, were of less-er importance.

Since the appointment of the museum’s firstprofessional archaeologist in 1940, subse-quent acquisitions have resulted primarilyfrom professionally executed archaeologicalinvestigations. This professionalization ofmuseum activities has resulted in ever-in-creasing demands with respect to the infor-mation accompanying acquisitions in orderfor us to be able to answer new questionsabout our prehistory.

In addition to its professional collection ac-tivities, the museum is fortunate in collab-orating with an extensive network of ama-teur archaeologists who each year submithundreds or even thousands of objects dat-ing from Funen’s prehistory. One of the mostactive is 57-year-old metalsmith BennyPennerup from Ringe, who spends between4 and 15 hours with his metal detector eachweek searching the soils of Funen for ar-chaeological artefacts. Benny works sys-tematically and over the course of the lastcouple of years the localities he has discov-ered include an aristocratic site at Her-ringe in Central Funen. In addition to a sil-ver hoard dating from the Viking Age, Ben-ny also found a fine brooch (fibula), a rareeye-shaped rivet head from a parade lanceand a unique pendant in the form of a man’sface. On the basis of Benny’s detailed

104 F Y N S K E M I N D E R 2 0 1 2

105W H Y C O L L E C T ?

shelves. Instead, we have to ensure that theartefacts are accompanied by precise infor-mation on how, where etc. they were found,so they can be used by archaeologists in de-veloping our understanding of the past.Accordingly, what appears to the layman tobe an insignificant potsherd can, if it is ac-companied by a detailed finds record, tell ar-chaeologists much more than the mostbeautiful and fantastic gold object aboutwhich nothing further is known.

a small pond, was precisely pointed out to themuseum’s archaeologists by the proud find-er (figs. 2-5). Together with the three oth-er flanged axes (figs. 6-8), which the muse-um received from enthusiastic amateur ar-chaeologists in 2011, the find means that newlinks can now possibly be traced between sac-rificial sites and burial grounds around thetransition from the Neolithic to the BronzeAge.

These very different find circumstancesdemonstrate, with all desirable clarity, thatthe fortunate, enthusiastic and, most of all,painstaking amateur archaeologists stillcontribute important objects to the muse-um’s archaeological collection. It is, howev-er, always important to bear in mind thatmuseums no longer acquire objects uncrit-ically, simply to have more material on their

records, the museum was subsequently ableto carry out excavations and reveal farmsteadremains from a previously unknown aris-tocratic environment dating from the Ger-manic Iron Age and Viking Age (figs. 9-19).

In addition to the above acquisitions, each yearOdense City Museums also receive objectsfrom people who have not been intentional-ly looking for traces of the past but have sim-ply happened upon them during variousother activities in the Funen landscape.

One example of such happenstance unfol dedon 12th May 2011 at Søndersø, NE of Oden -se. It was here that 12-year-old Emil Jør-gensen was walking his dog when he, quiteliterally, stumbled over a rare flanged axedating from the end of the Neolithic period.The find site, on the edge of what was once

Hvem samler de for? - - eksempler på lægmænds bidrag til Odense Bys Museers oldsagssamling....

Documents

Transcript of Hvem samler de for? - - eksempler på lægmænds bidrag til Odense Bys Museers oldsagssamling....