2012 på bloggen

Mogens'S.'Mogensen,'2012'på'bloggen.'Christiansfeld:'Intercultural.dk'2012'''''' 1"

2012$på$bloggen$$

$$

af$Mogens$S.$Mogensen$$$$$

$$

$$$$$

$$$

Intercultural.dk$$

Christiansfeld$$2012$


Kunstneren,$diakonen$og$konvertitten$

I Lonely Planet og andre guidebøger kan man få gode råde de vigtigste seværdigheder, fx her i Addis Ababa, men det mest spændende, som man kan opleve, kan disse bøger af gode grunde ikke fortælle om, for det er de mennesker, man kan være heldig at møde.

I går faldt vi i snak med en ung kvindelig billedkunstner, som udstillede i en sidebygning til National Museum. Jeg kan ikke prale af nogen stor forstand på kunst, men hendes oliemalerier gjorde et stort indtryk. Ikke kun fordi et gennemgående tema i hendes koloristiske malerier var høns, og jeg derved blev mindet om min beskedne hønsefarm derhjemme, men først og fremmest fordi det var spændende at høre hende fortælle om sin kunstneriske uddannelse og udvikling og studere hendes ekspressive billeder. Hendes navn var Kidist Berhane. Kidist betyder på amharisk ”blessed”, altså velsignet, og hun var virkelige en gudsbenådet kunstner.

Den vigtigste ortodokse kirke i Addis Ababa og næst vigtigste i hele landet hedder på engelsk ”Holy Trinity Church”. Det navn sagde dog ikke vor taxachauffør noget, da vi efter kunstudstillingen gerne ville køres derhen. Men da vi fandt ud af at katedralens amhariske navn – pudsigt nok – var Kidist Selassie, lyste chaufføren op og fandt hurtigt vej til denne imponerende bygning. En ung mand, der fortalte at han var diakon, viste os diskret rundt i kirken, alt mens en såkaldt røgelsesgudstjeneste var i gang. Da han forklarede os om præsternes rolle, spurgte vi, om han også skulle være præst. Jo, svarede han med et smil, men det forudsatte, at han først blev gift.

Kidist Selassie, tænkte jeg, med det navn måtte kirken da være bygget til ære for kejseren. Men det var nu ikke tilfældet. Katedralen, der var blevet indviet i 1942, mindedes derimod befrielsen fra den italienske besættelse og ærede alle dem, der var faldet i kampen. Men hvorfor bar kirken så kejserens navn? Det gjorde den heller ikke, for Selassie betød på amharisk treenighed, så kirkens navn var altså ”Den velsignede treenighed”. Haile Selassie var det navn, som han havde taget, da han i 1930 blev indviet som kejser: ”Treenighedens kraft”.

I dag fejrede vi nytåret i The International Lutheran Church”. Den første person vi hilste på uden for kirken, præsenterede sig som Muhammed. Det viste sig, at han var fra et naboland, og at han var konvertit fra islam. Han havde været vicepræsident i ulama’ernes råd, det øverste islamiske organ i landet. En dag for et år siden oplevede han imidlertid, at Gud talte direkte til ham. Hvorfor blev han ved med fem gange om dagen og rense sig for at forrette sine bønner, når han kunne komme til Gud renset i Jesu blod. Det gentog sig flere gange de følgende dage, og til sidst besluttede han sig til at opsøge en kirke. Han begyndte nu at tro på Jesus, blev døbt, og oplevede – som han udtrykte det – en fred og glæde, han ikke tidligere havde kendt. Men det blev så begyndelsen til seks måneders voldsom forfølgelse. Han blev kastet i fængsel, tortureret og truet med døden, men ville ikke vende tilbage til islam. Til sidst var der en kristen politiker, som fik ham ud af fængslet og rådede ham til at flygte til et af nabolandene. Her var han så, ribbet for familie, position, rigdom mm, men han havde nu noget der var langt mere værd for ham, nemlig troen på Jesus.

Da vi sad til gudstjenesten sammen med 70 andre fra mange forskellige lande i og uden for Afrika, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan de første tre salme responderede på Muhammeds situation. ”God is good”, ”The Lord is my Shepherd” og ”Take my life”.


Samtidig var det nok noget, som vi alle –konvertitter eller gammelkristne – havde brug for at blive mindet om på årets første dag.

Take my life and let it be consecrated Lord to thee. Take my moments and my days, let them flow in ceaseless praise.

Addis Ababa, Nytårsdag, 2012


Glemte sager

Lige nu sidder jeg i Ethiopian Airlines fly ET 122 fra Addis Ababa til Gondar, med rejseselskabet Abba. Når jeg kigger ud af vinduet på det øde bjerglandskab, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Gondor i Tolkiens bog ”Ringenes herre”, og kan næsten identificere mig med Frodo og hans rejseselskab.

Hvorfor sidder jeg her? Det begyndte for nogle uger siden, da en af mine venner, der er højt placeret i det folkekirkelige hierarki, stak mig en gammel slidt bog, som jeg absolut måtte læse. Graham Hancock, ”The Sign and the Seal” fra 1993, en bog på 600 sider. Da jeg begyndte at læse bogen, blev jeg straks klar over, at jeg – og med mig sikkert mange andre – havde glemt noget, som reflekteres i bogens undertitel: ”A Quest for the Lost Ark of the Covenant”.

If. Det Gamle Testamente fik Moses de to stentavler, hvorpå Guds selv havde skrevet de 10 bud, og han fik besked på, hvordan han skulle lave en boks, en ark, til dem, og placere dem i tabernaklet. Pagtens ark repræsenterede Guds nærvær i Israel. Senere, da Salomon i det 10. Århundrede før Kristus byggede et tempel, var formålet nemlig at bygge et hus til pagtens ark. Men kort efter ophører Det Gamle Testamentes skrifter med at omtale pagtens arks tilstedeværelse i det tempel, som i det 6. århundrede blev ødelagt, og heller ikke i det andet tempel, som blev bygget efter israelitternes eksil, omtales pagtens ark. Det spørgsmål, som jeg aldrig før havde tænkt på at stille, var naturligvis: Hvad var der blevet af pagtens ark?

Hancocks teori er, at pagtens ark i dag findes i Etiopien. Intet mindre. Og måske har han ret, for allerede den første ortodokse kirke, vi besøgte i Addis Ababa, hævdede, at den havde pagtens ark. Ganske vist kunne jeg ikke få den at se, da den var gemt af vejen i den allerhelligste del af kirken, men alligevel. Det viste sig imidlertid, at alle de andre ortodokse kirker i Addis Ababa, ja i hele Etiopien, også havde pagtens ark, men i alle tilfælde var der tale om en langt senere kopi eller måske snarere symbolsk fremstilling af pagtens ark, som alle disse mange tusinde kirker hver havde. Ja, det er tilmed sådan, at uden pagtens ark (på det gamle kirkesprog ge’ez, ”tabot”) ville der ikke være tale om nogen egentlig kirke, og derfor får hver ortodoks kirke da også sin egen ”pagtens ark” ved indvielsen.

En anden af mine venner, der lige som Graham Hancock er journalist, er meget optaget af at finde ”Noahs ark”, som skulle være strandet på Ararats bjerg. Andre jager efter det guld, som efter sigende skulle ligge ved foden af ”the arch of the rainbow”, regnbuen. Nu er jeg også blevet ark-jæger, men det er altså pagtens ark, jeg leder efter. Jeg er ikke motiveret af muligheden for at få en mindetavle på grædemuren eller bare at få en lille gyde i det gamle Jerusalem opkaldt efter mig. Nej, men jeg har det sådan med glemte sager, at jeg synes, at de for en ordens skyld må findes og lægges på plads igen. Og derfor er jeg i dag – i al beskedenhed – taget til Gondar, der er en hurtigt voksende universitetsby med 300.000 indbyggere, men engang var den etiopiske kejsers residensby.

Lige som hobbitten Frodo var draget af ringen, er jeg blevet tiltrukket af pagtens ark.

I luften over Gondars bjerge, mandag, den 2. januar 2012


Pagtens Ark og Noahs Ark i Etiopien

Af alle kristne trossamfund i hele verden er den ortodokse kirke i Etiopien måske den eneste, der mht. teologi, ritualer og selvforståelse lægger afgørende vægt på pagtens ark. Så stor en vægt, at det er konstituerende for en kirke at have en repræsentation af arken. Den – om man så må sige – ortodokse forklaring er, at den oprindelige ”pagtens ark” har været i Etiopien i næsten 3000 år og, og at den i dag opbevares i en kirke i Axum.

Her til morgen spurgte jeg vor 27 årige guide, der læste ”tourist management” på Gondar universitet, om han troede på det. Om pagtens ark var i Axum, var han ikke sikker på, men han var overbevist om, at den var et eller andet sted i Etiopien.

Et lige så stort paradoks som pagtens arks rolle i den ortodokse kirke er tilstedeværelsen af jøder i Etiopien. Ikke bare nogle få, men så mange tusinde, at de i århundreder har spillet en væsentlig rolle i Etiopiens historie. Fra 1984 og i de følgende år fik disse såkaldte felasha- jøder lov til at bosætte sig i Israel, og i dag er der over 80.000 jøder i Israel, som er født i Etiopien. Vor guide førte os ud til en felasha-landsby nogle få kilometer uden for Gondar, hvor vi så synagogen og torah-skolen. Men der var ikke mange felasha-jøder tilbage i landsbyen, de fleste af dem, som ikke allerede var emigreret til Israel, var flyttet ind til byen. Vort hotel – Lammergayer – ligger i nærheden af en jødisk center, og vi har talt med flere af deres medarbejdere, som undervise potentielle felasha-emigranter til Israel i hebræisk. De var imidlertid ikke specielt religiøst interesserede og havde ikke nogen mening om, hvor pagtens ark var. Det nærmeste, jeg i dag kom pagtens ark, var, at jeg ude i landsbyen købte en lerfigur, der forestillede Moses med indholdet af pagtens ark, altså stentavlerne med de ti bud.

Hvordan kan man forklare, at der så langt fra Israel har været et stort jødisk samfund, som har holdt fast ved jødiske ritualer og traditioner? Og hænger spørgsmålet jødernes tilstedeværelse i Etiopien sammen med spørgsmålet om pagtens arks eventuelle tilstedeværelse i Etiopien?

Vor udmærkede guide gav os den ortodokse forklaring på disse spørgsmål. Dronningen af Saba, som kom fra Etiopien, besøgte – som det fortælles i Det Gamle Testamente – kong Salomon i Jerusalem. Hvad Bibelen ikke fortæller, er, at Dronningen af Saba efter sin hjemkomst til Etiopien fik en søn med Salomon, Menelik. Da Menelik blev voksen besøgte han Salomon, som anerkendte ham som sin søn. Efter nogen tid forlod Menelik Jerusalem, ledsaget af en af stor gruppe lærde israelitter – og med sig havde han også pagtens ark. Grundstammen i det jødiske samfund i Etiopien udgøres altså af Meneliks ledsagere fra Jerusalem – og deres efterkommer og dem, som konverterede til jødedommen. Lige siden derfor været et jødisk samfund, ligesom også pagtens ark har været , i Etiopien.

Hvis pagtens ark er i Etiopien, hvor i landet er den så? Den ortodokse forklaring er, at den i dag er i ”Vor Frue af Zions Kirke” i Axum, men problemet er, at der ikke er nogen, som har set den der, lige bortset fra den præst, som til sin dødsdag alene vogter den.

Sidste stop på vor rundtur i Gondar i dag var et besøg i Debra Birham Selassie-kirken. Kirken blev bygget af kejser Iyasu den 1. slutningen af det 17. århundrede, altså i begyndelsen den 200-årige periode, hvor Gondar var hovedstad i kejserriget. Iyasu bad om, at få pagtens ark overført til


Gondar, når kirken var færdig, men præsteskabet i Axum sagde nej. Oprindeligt var man begyndt at bygge kirken efter samme grundplan som kirken i Axum, men da kejseren indså, at det ikke ville lykkes ham at få pagtens ark til Gondar, byggede han i stedet en kirke, som skulle ligne Noahs ark, vendt på hovedet. Og det gør den virkelig også.

Det er altså ikke lykkedes mig at finde pagtens ark, end ikke en kopi af den. Men i dag fandt jeg til gengæld en anden ark i Etiopien, Noahs Ark, om end i kopi og vendt på hovedet.

Gondar, onsdag, den 3. januar 2012


Tæt på ”pagtens ark” i Axum?

Hvis man spurgte danskere, hvornår de sidst havde tænkt på ”pagtens ark”, ville halvdelen sikkert svare noget i retning af, at A4 ark og A5 ark kendte de, men ikke pagtens ark. Og den anden halvdel ville sikkert indrømme, at det var endog meget længe siden, at de sidst havde skænket pagtens ark en tanke.

Helt anderledes her i Etiopien. Stort set alle ved, hvad pagtens ark er , og de allerfleste er tilmed overbevist om, at den har været i Etiopien de sidste 3000 år, og for alle ortodokse kristne i Etiopien spiller arken en afgørende rolle i kirkens liturgi. De ville tilmed elske at fortælle historien om, hvordan dronningen af Saba havde mødt Salomon i Jerusalem, og hvordan den søn, Menelik, som kom ud af dette møde, senere besøgte sin far i Jerusalem – og tog pagtens ark med tilbage til Etiopien.

Men hvis etiopierne har ret i, at arken er i Etiopien, hvor i landet er den så? Da vi i går morges landede i den gamle kejserby Axum i Tigre-regionen, der grænser op til Eritrea, blev vi i ankomsthallen mødt af en stor reklame for ”Hotel of the Ark”, hvor vi dog ikke skulle indkvarteres. Men alligevel, vi var kommet til den by, som roste sig af at huse den hellige ark. Pagtens ark, som Moses var blevet pålagt at bygge og lægge de to sentavler med de ti bud i og placere i tabernaklet, fordi Gud her lovede sin tilstedeværelse.

Det viste sig, at den guide, som skulle vise os rundt i The Church of St. Mary of Zion, hvor arken efter sigende gemmes i et mindre kapel, var den samme, som havde været guide for Graham Hancock. Den berømte ark-jæger, som efter flere års undersøgelser i 1993 udgav bogen ”The Sign and the Seal. A Quest for the Lost Ark of the Covenant”. På et tidspunkt forsøgte jeg at komme tæt på ark-kapellet for at få et nærbillede af den, men blev med høje råb jaget væk. Det er nemlig kun vogteren af pagtens ark, som må komme helt tæt på arken, for slet ikke at tale om at se den. Vi var imidlertid så heldige at møde vogteren, der netop kom ud af kapellet, mens vi i passende afstand stod og kiggede på. Vogteren, en ældre herre sidst i 70’erne, spurgte hvem vi var, og hvor vi kom fra, og velsignede os med sit store Axum-kors. Senere – i et gammelt kloster ved siden af kirken – velsignede en munk os – med dråber fra pagtens ark! Dråber, som var sivet ud af pagtens ark og var blevet blandet op med hellig olie. Så tæt kom vi – måske – på pagtens ark. Men heller ikke tættere.

Det, der bekymrede mig, mens vi færdedes i omegnen af pagtens ark, var imidlertid, at kirkens præster, munke og andre medarbejdere satte så stor pris på arkens tilstedeværelse, at jo tættere vi kom til arken, jo flere birr-sedler – eller allerhelst dollarsedler - forventede de at modtage, når de skulle vise os gamle bøger og ikoner og give os deres velsignelser. På en måde var det forståeligt nok, for de var i fuld gang med at bygge et museum på grunden til alle de kostelige klenodier, og de ældgamle ikon-malerier i klostret havde akut behov for at blive restaureret. Men alligevel, var der ikke noget om, at en central del af pagtens ark var nådestolen …

Jeg fandt altså ikke pagtens ark, og jeg ved stadig ikke med sikkerhed, om det er sandt, at den findes her.

Historisk eller religionshistorisk er det et meget spændende spørgsmål, men ved nærmere efter tanke er det teologisk set – altså set fra mit teologiske standpunkt – også inderligt ligegyldigt . Ja,


der kan – efter min opfattelse – være en fare for, at denne ark fra den gamle pagt kommer til at skygge for den nye pagt. Om Jesus siges der nemlig– i en engelsk oversættelse af Joh 1 – at ”he came to tabernacle among us”. Det betyder altså, at Guds nådige nærvær i verden ikke længere er knyttet til pagtens ark, men til Jesus Kristus, som vi møder, hver gang vi samles i hans navn.

Axum, onsdag, den 4. januar 2011


Axum – fantasi eller virkelighed?

At besøge den gamle kejserby Axum i det nordlige Etiopien er en fantastisk oplevelse. Det er som at træde ind i en historie, hvor det er svært at skelne fantasi fra virkelighed, fakta fra fiktion.

Det er ikke kun historien om, at pagtens ark findes i en kirke her i byen, der er fantastisk. Vor guide tog os med uden for byen til en arkæologisk udgravning af et stort palads oprindeligt i etager og med 52 rum. Ifølge guiden mente arkæologerne, at det var fra det 10. årh. f. Kr., og han var overbevist om, at det var Dronningen af Sabas palads.

Ikke mindre fantastisk var det at studere de 11 steler eller obelisker inde i centrum af det gamle Axum. De var blevet rejst i århundrederne omkring Kr. fødsel som gravmonumenter over Axums kejsere og deres familie. Flere af stelerne var omkring 20 meter høje, og den tungeste vejede flere hundrede ton. Hver af dem var udhugget af en blok i et stenbrud i bjergene fem km. væk. Symboler på stelerne vidnede om, at man på det tidspunkt dyrkede en månegud. Men det kræver stor fantasi at forestille sig, hvordan transporten og rejsningen af disse kolossale steler overhovedet kunne lade sig gøre.

Hvordan gik det til, at Axum blev det måske første land i verden, som antog kristendommen som officiel statsreligion? Etiopierne er overbevist om, at kristendommen først kom til Axum med den etiopiske høvedsmand, som Filip døbte på vejen fra Jerusalem til Gaza. Hofmanden var skatmester for etiopiernes dronning og var kommet til Jerusalem for at tilbede. Var der mon allerede på det tidspunkt – sådan som etiopierne hævder – et jødisk samfund (falashaerne) i Axum? Er det fantasi eller virkelighed, at de etiopiske jøder kan spore deres rødder helt tilbage til de israelitter, som if. traditionen ledsagede arken tilbage til Etiopien i det 10. Årh. f. Kr.? Det er fantastisk, men ikke fantasi, at kejser Ezanos i det 4. årh. besluttede at gå over fra den gamle månereligion, hvis tempel i Yeha fra det 8. årh. f. Kr. vi i dag har besøgt, til kristendommen. En egyptisk kristen (kopter) ved navn Frumentius, der var blevet spillede en vigtig rolle i kristningen af Axum, og blev af patriarken i Egypten udnævnt til den første biskop i den nye kirke.

Axums kejsere er af gode grunde berømte for deres bygningskunst. I modsætning til gravkamrene i de egyptiske pyramider, som næsten alle sammen i tidens løb er blevet plyndret, er næsten alle de talrige gravkamre, som arkæologerne i disse år udgraver i Axum, uberørte. Vor guide tog os med ud til en udgravning af et palads med gravkamre fra det 5. årh. e. Kr., hvor han førte os ned i en tunnel af sten, der var 2,5 x 2,5 meter. Han forklarede, at andre arkæologiske udgravninger i Etiopien og Eritrea tydede på, at denne tunnel førte helt til den vigtige havneby Aduli ved Det Røde Hav, altså ca. 280 km. Det lyder næste for fantastisk til at være sandt!

Da nogle af Muhammeds første tilhængere i Mekka blev udsat for forfølgelse, sendte han dem i 615 over Det Røde Hav til den kristne kejser i Axum med bøn om, at han ville give dem asyl. Kejseren tog godt imod dem, og efter nogle år vendte nogle af dem tilbage til Mekka, mens andre slog sig ned permanent i Axum og lagde grunden til det muslimske samfund i Etiopien. Som tak for venligheden lovede Muhammed, at muslimerne aldrig ville udsætte etiopierne for jihad. Det lyder måske for godt til at være sandt, og det er det måske også, for senere kom der væbnede konflikter mellem muslimske og kristne herskere. Men alt i alt har forholdet mellem kristne og muslimer været meget bedre her end i mange andre afrikanske lande. Men træerne vokser heller ikke ind i


himlen i Axum. Der bor i dag en del muslimer i Axum by, men vor guide forklarede, at muslimerne naturligvis ikke skulle have lov til at bygge moskéer i den hellige kristne by. I Mekka er der jo heller ingen kirker, sagde han.

I slutningen af det første kristne årtusinde kom Axum in i en alvorlig nedgangsperiode, og i det 10. årh. overgik kejsermagten fra det salomoniske dynasti til Yagwe-dynastiet, der flyttede hovedstaden til Lalibela. Men mindet om Axums fantastiske storhedstid lever videre, såvel i fantasifulde myter og sagn som i håndgribelige monumenter – og den fortløbende historieskrivning. Indtil nu er kun 5% af de registrerede arkæologiske lokaliteter blevet udgravet, så vi må forvente i de kommende år at høre spændende nyt om Etiopiens fascinerende fortid.

Hotel Yeha, Axum, torsdag, den 5. januar 2012


Messiansk jødedom i ”det andet Jerusalem”?

”Are you going to Heaven?”, spurgte en af vore med-passagerer, en sort amerikansk dame, i bussen på vej fra lufthavnen til byen Lalibela i det nordlige Etiopien. ”We hope so”, svarede vi ”but right now we are heading for Jerusalem”. Det viste sig, at vore to hoteller, Heaven og Jerusalem, lå lige ved siden af hinanden.

Byen er opkaldt efter kejser Lalibela, som kom til magten i 1185, efter 25 års eksil i Jerusalem. Byen er verdensberømt for sine 11 kirker, som alle er monolitiske, dvs. de er hugget ud af den klippe de i dag står på, og de er forbundet med underjordiske tunneller. Ifølge traditionen byggede Lalibela disse kirker som et ”andet Jerusalem”, så de etiopiske kristne ikke behøvede at tage helt til Israel, men kunne gennemføre deres pilgrimsfærd i Etiopien.

Vi gik i dag op til Jerusalem, der ligger på et højt plateau, og har der set Tabor-bjerget, Olie-bjerget, Golgatha, Jesu grav og mange andre geografiske lokaliteter fra det første Jerusalem. I morgen er det de ortodokse kristnes jul, og byen er allerede nu så fyldt med hvidklædte pilgrimme fra hele Etiopien, at det er meget svært at trænge sig igennem den feststemte folkemængde for at komme ind og se disse enestående kirker.

Jerusalem spiller ganske vist også en stor rolle som pilgrimsmål for kristne fra andre kirkeretninger, og de fleste kristne vedkender sig da også kristendommens jødiske rødder, men når man besøger ortodokse kirker og taler med ortodokse kristne i Etiopien, bliver man hurtigt klar over, at Jerusalem, Israel, det gamle testamente, jødiske traditioner og ritualer mm. spiller en langt større rolle her end i andre kirkesamfund. Det bliver naturligvis allertydeligst, når talen falder på pagtens ark, som if. kirkens tradition har været i Etiopien i snart 3000 år, og som der findes en ”kopi” af i hver eneste af de 22.000 kirker og klostre. Flere af ritualerne omkring arken i den etiopiske kirke er som taget lige ud af det gamle testamentes beretninger, fx om, hvordan David dansede foran arken. Præsten Kesis Kefyalew Merahi skriver således i bogen ”The Covenant of Holy Mary Zion with Ethiopia” (1997) om den ”kopi” af arken, som hver kirke har, at ”Its sanctity, function and centrality [in] the ritual of the Ethiopian Church is the same as that of the Ark in ancient Israel” (s. 14).

Kirkens meget stærke jødiske præg hænger måske sammen med, at en betydelig del af befolkningen havde været jøder i mange år, inden kristendommen i 330 blev officiel statsreligion. Det, vi ved med sikkerhed er, at der i mange århundreder og helt frem til i dag har været et jødisk samfund i Etiopien (de såkaldte ”felashaer”). Men vi ved ikke, hvornår og hvordan dette jødiske samfund opstod, og da slet ikke, om det – som traditionen hævder – går helt tilbage til Dronningen af Sabas besøg hos kong Salomon i Jerusalem i det 10. årh. f. Kr.

Efter kun en halv snes dage i Etiopien kan jeg naturligvis ikke give nogen kvalificeret vurdering af denne unikke kirke. Som alle andre kirker er den ortodokse kirke i Etiopien præget af sin kulturelle, religiøse og sociale kontekst og af dens historie – hvor måske kirkens isolation fra andre kirker i lange perioder, især efter islams ekspansion i det 7. århundrede, har præget dens udvikling. Derfor kunne man blot konstatere, at der er tale om en kontekstuel etiopisk teologi og kontekstuelle ritualer. Men man kunne også anlægge det supplerende perspektiv, at vi her står over for en etiopisk version af messiansk jødedom, altså Kristus-troende jøder.


I Jerusalem har jeg mødt sådanne messianske jøder, og undertiden kunne det være svært for mig at forstå, hvordan de forholdt sig til de jødiske traditioner og ritualer, men at de var Kristus-troende var der for mig ingen tvivl om. Her i ”det andet Jerusalem” er jeg i dag omgivet af pilgrimme fra hele Etiopien, som måske også er en slags messianske jøder?

Hotel Jerusalem, Lalibela, Etiopien, fredag, den 6. januar 2012


”Melkem Gena” – Glædelig Jul!

Det kan måske synes lidt uortodokst eller ligefrem lidt tåbeligt at ønske ”Glædelig jul!” den 7. januar, men i virkeligheden er det meget ortodokst. I dag fejrer de ortodokse kristne her i Lalibela i det nordlige Etiopien jul, og det går ikke stille af. Efter 43 dages faste, hvor man kun må spise eller drikke én gang om dagen, nemlig ved tretiden, og slet ikke spise animalske produkter, er der nu fest. Hele dagen har vi set – og hørt – hvordan de rundt om i byen har slagtet køer, får og geder. Hver lørdag er der marked i Lalibela, og i år falder julen på en lørdag, så markedet er ekstra stort og larmende.

Lalibela har tilsyneladende fået sin befolkning fordoblet af pilgrimme fra store dele af Etiopien, pilgrimme, som overnatter i det fri og ellers tilbringer en stor del af deres tid med at besøge kirker og klostre. Munke og præster sidder i alle kirker og velsigner lægfolk med deres store kors og med hellig aske. Flere af de besøgende i kirkerne lægger sig på knæ og beder og kysser ikoner og døre. Flere steder, hvor vi kom frem, brød kvinder og mænd ud i spontan sang og dans. Vi kunne af gode grunde ikke forstå, hvad de sang, men deres glæde var ikke til at tage fejl af.

I nat kulminerer julefesten. Enhver, der kan krybe eller gå, søger i løbet af aftenen ind i en af kirkerne, hvor der holdes gudstjeneste hele natten. Præster vil messe fra skrifterne, der vil sunget til musik af cymbler og trommer, og på et tidspunkt vil præsterne kaste sig ud i en nærmest ekstatisk dans. Da vi spurgte til denne sang og dans i kirken, svarede vor guide, som selv er en meget dedikeret ortodoks kristen: Hvordan giver I i jeres kirke udtryk for jeres glæde og begejstring?

I aften vil vi fejre jul sammen med vore etiopiske brødre og søstre, og hvem ved, måske bliver vi så glade for, at det er blevet jul, at vi istemmer sangen og blander os i dansen. ”Melkem Gena”, som det hedder på amharisk. ”Glædelig Jul!”

Lalibela, Etiopien, den 7. januar 2012


Dialogkonference mellem muslimske og kristne ledere – nytter det noget?

“Nytter det noget med sådan nogle dialogkonferencer?” spurgte en af min venner, da jeg fortalte, at jeg skulle deltage i en dialog-konference i Addis Ababa mellem muslimske og kristne ledere – samt repræsentanter for medierne – i Afrika. Det spørgsmål rumsterede i mit hoved, da jeg i dag tog hen på Global Hotel, hvor konferencen afholdes.

I eftermiddag og i aften er deltagerne begyndt at indfinde sig, fra Etiopien, Egypten, Tanzania (inkl. Zanzibar), Madagaskar, Cameroun, Sierra Leone, Liberia – og Nigeria. Det vil sige, at deltagerne fra Nigeria, som netop nu gennemlever den alvorligste krise i mange år pga en række terrorangreb især mod kristne kirker fra en muslimsk sekt, har vi endnu ikke set noget til. Flere af dem har måttet melde afbud, fordi de er travlt optaget af at forsøge at forhindre at konflikten mellem kristne og muslimer breder sig.

Konferencen er organiseret af PROCMURA i samarbejde med Mission Afrika, Dansk Etioper Mission, Danmission og er støttet af DANIDA gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Ud over repræsentanter for disse organisationer er vi også en dansk delegation bestående af en journalist, en muslim, og en kristen, nemlig Malene Fenger Grøndal, Abdul Wahid Pedersen og mig.

”Programme for Christian Muslim Relations in Africa” (PROCMURA) blev stiftet i 1959 (under navnet ”Islam in Africa Project”) af afrikanske kirker i samarbejde med deres partnerorganisationer i Europa og USA, og har følgende ”mission statement”: ”Faithful and responsible Christian witness to the Gospel in an interfaith environment of Christians and Muslims that respects the spirit of good neighbourliness, and Christian constructive engagement with Muslims for peace and peaceful coexistence for the wholistic development of the human person and his/her environment.”. I de senere år er PROCMURA bl.a. blevet kendt og respekteret for sit bidrag til fredsprocesserne i Sudan, der førte til dannelsen af den nye stat Sydsudan, i Sierra Leone og Liberia.

Konferencens tema er ”Africa Christian and Muslim Leaders Conference on Peace and Development”. Afrika har i dag over 1 mia. indbyggere og religion spiller en afgørende rolle i det afrikanske samfund, hvor over 400 mio. er kristne, og over 400 mio. er muslimer. Baggrunden for konferencen er, at der ikke ville være fred i Afrika, hvis der ikke er fred mellem muslimer og kristne, ligesom der heller ikke kan forventes nogen meningsfuld social udvikling på det afrikanske kontinent, hvis ikke kristne og muslimer er aktive deltagere, og er det i samarbejde med hinanden. Det handler ikke bare om ”peaceful coexistence”, men om ”proexistence … living in support of one another’s quest for peace and development”, som PROCMURAs generalsekretær Johnson Mbilla udtrykker det.

Nytter det noget med en sådan dialogkonference mellem muslimske og kristne ledere i Afrika? Dialog betyder samtale, og der er meget at tale om for disse religiøse ledere, når det gælder fred og udvikling i Afrika. Alternativet til samtale er at man ikke taler sammen, og når samtalen forstummer, er der fare for at konflikten tager over. Hvor galt det kan gå, er den nuværende situation i Nigeria en alvorlig påmindelse om.

Global Hotel, Addis Ababa, Etiopien, søndag, den 8. januar 2012


Trusler mod freden mellem kristne og muslimer i Afrika

“Peace for development “ er temaet for den konference mellem kristne og muslimske ledere fra otte afrikanske lande, som i disse dage afholdes i Addis Abeba, Etiopien. Konferencen ledes af generalsekretæren for “Programme for Christian Muslim Relations in Africa”, Dr. Johnson Mbilla, og dagens hovedoplæg var netop Mbillas overvejelser om, hvad det er, der i dag truer freden mellem muslimer og kristne i Afrika.

Afrikas oprindelige religioner var de såkaldte afrikanske traditionelle religioner. I den før-islamiske og førkristne periode blev der ført mange krige mellem stammerne, men der var aldrig tale om religionskrige. Andre kunne tiltrækkes til éns religion ved at se dens styrker og fordele, men man forsøgte aldring at kæmpe med andre for at få dem til at skifte religion. Med islams og kristendommens ankomst til Afrika opstod der imidlertid en religiøs polarisering.

Mbilla understregde , at deri Afrikas historie er ressourcer at hente, når det gælder fred mellem religionerne. Selvom PROCMURA ikke arbejder I de nordafrikanske lande, så har man alligevel inviteret en stor delegation med fra Egypten. Ikke kun fordi de har vigtige erfaringer at dele omkring dialog og især diapraksis, men også fordi Egypten tog imod Jesus, dengang Josef og Maria matte flygte pga. af forfølgelse i deres hjemland. Konferencen afholdes i Etiopien, fordi kongen her tog imod godt de muslimer, som måtte flygte fra forfølgelse i Mekka I 615 e. Kr. Da kongen spurgte til deres tro, og de reciterede sura Maryam, sagde kongen, at deres religion åbenbart lignede hans kristne religion. Den tradition for gæstfrihed i forhold til andre religioner var det vigtigt at holde fast i.

Johnson Mbilla oplistede en række trusler mod den fred mellem religionerne, som er en forudsætning for udvikling. • Politisk manipulation af religion. Politikerne politiserer religionen for at opnå deres egne formal. • Den etniske faktor. Når alle I én etnisk gruppe antager en religion, og alle I en anden etnisk gruppe antager en anden religion, bliver konflikter mellem etniske grupper let til konfllkter mellem religioner, eller de tager sig sådan ud. • Den negative solidaritet: Religiøs “tribalisme”. Alle stater I Afrika arbejder hårdt på at afskaffe den etniske “tribalisme”, men desværre afløses den ofte af en religiøs “tribalisme”. Kristne støtter kristne, og muslimer støtter muslimer, uanset hvem der har ret, og uanset prisen. Ved at praktiserer denne form for negativ solidaritet gør man sig selv til medskyldig i ugerninger. • Religiøs kolonialisme. Religiøse konflikter fra andre dele af verden eksporters til Afrika, og afrikanere engageres i konflikter, som de egentlig ikke har aktier i.

Det er bl.a. disse trusler mod freden mellem muslimer og kristne, som vi her på konferencen må drøfte for at overveje, hvordan vi kan bryde de skæbnesvangre mønstre, som de er udtryk for.

Mbilla sluttede af med at stille spørgsmålet til de tilstedeværende muslimer og kristne: Er I først og fremmest muslimske afrikanere eller afrikanske muslimer? Er I først og fremmest kristne afrikanere eller afrikanske kristne? Er I først og fremmes mennesker/afrikanere, der (menneskeligt set) “tilfældigvis” er blevet muslimer eller kristne? Eller udgør jeres tilhørsforhold til hhv. den muslimske umma eller Kristi legeme et uoverstigeligt skel, som skaber konflikter mellem jer?


Disse spørgsmål fik mig til at tænke på Grundtvigs udsagn om “menneske først og Kristen så” og på vigtigheden af at holde fast i den fælles humanitet bag om alle religiøse forskelle – også i en dansk sammenhæng.

Addis Abeba, mandag, den 9. Januar 2012


Religion, fred og udvikling i Afrika

I slutningen af 90’erne blev fjendskabet mellem præsident Jerry Rawlins og oppostionens leder John Kufuor i Ghana så forbitret, at mange frygtede, at det ville ende med en borgerkrig. På initiativ af Programme for Christian Muslim Relations in Africa (PROCMURA) mødtes kristne og muslimske ledere og enedes om at henvende sig til de to politiske kombattanter for at sikre freden i landet. PROCMURAs generalsekretær, Dr. Johnson Mbilla, som på dette tidspunkt var koordinator for organisationen i Ghana, deltog mødet med præsident Rawlins. Mødet varede imidlertid kun fem minutter, fortæller han. For Rawlins bad de muslimske og kristne ledere om at gå hjem og stifte fred inden for deres egne religionssamfund og mellem religionssamfundene I Ghana. Når de havde gjort de, kunne de komme tilbage og tale med ham om fred. Mbilla måtte give Rawlins ret: Du kan ikke give den fred, som du ikke selv har.

I Europa har er vi måske tilbøjelige til at overse, at forudsætningen for social udvikling er fred, fordi de færreste af os har oplevet krig eller borgerkrig. Men i mange afrikanske lande har netop ufred – i form af krig, borgerkrig, eller andre former for voldelige konflikter – standset udviklingen eller ligefrem sat udviklingen tilbage. Derfor er et hovedtema på den konference i Addis Ababa, som i disse dage samler omkring 50 kristne og muslimske ledere fra otte afrikanske lande, netop “peace for development”. Hvis kristne og muslimske ledere i Afrika skal bidrage til fred i og udvikling af deres lande, så må de først arbejde på at skabe fred inden for deres eget religionssamfund og dernæst mellem muslimer og kristne.

Vi blev bedt om i grupper at drøfte følgende tre spørgsmål: • Hvad er det, som kristne og muslimer i Afrika gør, som kvæler freden og udviklingen? • Hvad er det, som kristne og muslimer ikke gør (men altså burde have gjort), som kvæler freden og udviklingen? • Hvad må vi som religiøse ledere forpligte os til at gøre og ikke gøre, så at vor moralske røst kan blive hørt i samfundet?

Jeg sad i en gruppe sammen med en muslimsk egypter, en katolsk etiopier, en lutheraner fra Zanzibar og en presbyteriansk nigerianer og lyttede til, hvordan de kæmpede med disse spørgsmål – mens jeg tænkte på forskelle og ligheder i forhold til de udfordringer, som vi står overfor i Danmark.

De afrikanske religiøse ledere har indset, at fred mellem kristne og muslimer er en afgørende forudsætning for samfundets ve og vel og for dets udvikling. Fred mellem kristne og muslimer indebærer ikke, at forskellene mellem de to religioner fortrænges. Fx begynder vi hver dag på konferencen med en fælles bøn eller andagt. Ikke fælles i den forstand, at man konstruerer en bøn, som alle kan bede med på, eller holder en andagt stykket sammen af noget fra koranen og noget fra bibelen. Men først bedes der fx kristen bøn eller holdes en andagt (i dag afsluttedes den med fadervor på alle de tilstedeværende kristne deltageres sprog) og derefter bedes der en muslimsk bøn eller holdes en muslimsk andagt. Den muslimske leder, som var blevet bedt om at stå for den muslimske bøn/andagt, bad efterfølgende om ordet. Det var første gang, han havde været med til et sådant møde mellem kristne og muslimer, og han takkede arrangørerne for initiativet og specielt for denne ”fælles bøn”.


Men alle afgørende forskelle til trods, så er der også vigtige områder, hvor muslimer og kristne kan mødes, fx i en fælles anerkendelse af, at vi som mennesker skabt af Gud (enten i Guds billede, som kristne vil sig, eller som Guds stedfortrædere, som muslimer vil sige) og derfor står til ansvar over for Gud for, hvordan vi forvalter Guds skaberværk.

Det spørgsmål, som rumstererede i mit hoved efter denne gruppesamtale var, om vi som kristne og muslimske ledere i Danmark har forståelse for betydningen af at arbejde på fred mellem religionerne, og om vi er bevidste om, hvordan det, vi gør og siger – og det vi ikke gør og ikke siger, kan være med til at fremme eller ødelægge freden mellem kristne og muslimer, og dermed også påvirke udviklingen af det danske samfund?

Addis Ababa, tirsdag, den 10. januar 2012


”Når du ser, at der går ild i din nabos skæg …”

I Afrika spiller religion en afgørende rolle i menneskers liv, og man skal være meget ‘heldig’ for at møde en afrikaner, der er ateist. I de fleste afrikanske lande er der både kristne og muslimer, men forholdet mellem disse to dominerende religiøse grupper i Afrika er forskelligt fra land til land. På den konference om religion og udvikling, som i disse dage afholdes i Addis Ababa i Etiopien, har vi i går og i dag gjort status over relationerne mellem muslimer og kristne og udfordringerne og udsigterne mht. samarbejde mellem dem i de otte afrikanske lande, som er repræsenteret.

Da der også er en dansk delegation med på konferencen, blev vi også bedt om at gøre status. I den status kunne vi ikke komme uden om at skulle tale om Muhammed-krisen, og det udløste en sand storm af spørgsmål. Det er endog meget vanskeligt for afrikanere at forstå danskernes forhold til religion, og at man kan omgås smed religion, sådan som det var tilfældet under Muhammed-krisen.

På den anden side var vi danskere meget interesseret i at prøve at forstå, hvordan forholdet mellem muslimer og kristne udvikler sig i Egypten i forlængelse af de omvæltninger, som er sket der. Det var påfaldende, at både de muslimske og kristne egyptiske deltagere var optimistiske mht. det fremtidige samarbejde mellem muslimer og kristne. Deres oplevelse var virkelig, at der var (arabisk) forår i luften.

Etiopien er nok det land i Afrika, hvor der traditionelt har været det mest fredelige forhold mellem muslimer og kristne, og det kan være svært for etiopiere at forstå fx de konflikter, som der har været mellem kristne og muslimer i Nigeria. Men som én sagde: ”Når du ser, at der går ild i din nabos skæg, så skal du skynde dig at hælde vand på dit eget skæg.” I den etiopiske ortodokse kirkes selvforståelse er Etiopien et ortodokst kristent land, men i virkeligheden er der nok næsten lige så mange muslimer, som der er kristne, i Etiopien i dag. Desværre har der da også i de senere år været enkelte konflikter mellem muslimer og kristne, og en af de etiopiere, jeg talte med, var bange, at forholdet mellem muslimer og kristne let kunne forværres, hvis kristne og muslimske ledere ikke tog situationen alvorligt.

Af rapporterne fra de fleste andre lande fremgik det tydeligt, at dialogarbejdet gennem efterhånden flere årtier har haft en markant positiv indflydelse på udviklingen i relationerne mellem kristne og muslimer. Det gælder bl.a. Liberia. Her var der alvorlig fare for, at borgerkrigen kunne have udviklet sig til en religionskrig, hvis ikke moderate kristne og muslimske ledere havde samarbejdet om at modstå presset fra konservative kristne og muslimske kræfter. Disse kristne og muslimske ledere spillede også en helt afgørende rolle for hele den fredsproces, som førte frem til fredsaftalen i 2003.

Religion er i Afrika en mægtig kraft, der kan misbruges og er blevet misbrugt til at sætte hele samfund, men det er også en mægtig kraft, der kan bidrage til, og som har bidraget til, at slukke selv de største brande.

Addis Ababa, onsdag, den 11. januar 2012


Kristne og muslimske ledere i Afrika vedtager resolution om krisen i Nigeria

Når det gælder forholdet mellem muslimer og kristne, så har Nigeria i mange år været Afrikas smertensbarn. Da Nigeria med sine 160 mio. indbyggere, hvoraf knapt halvdelen er kristne, knapt halvdelen muslimer, er Afrikas folkerigeste land, og pga. olien også et af kontinentets økonomiske stormagter, er det vigtigt for hele Afrika, hvad der sker der. Under hele den konference mellem kristne og muslimske ledere i Addis Ababa, som slutter i dag, har den alvorlige krise i Nigeria i praksis været som en fortløbende underlægningsmusik.

Da jeg sad i en gruppe med en kristen kvinde fra Jos, og hørte hende fortælle om spændingerne og konflikterne mellem muslimer og kristne der, kom jeg til at tænke på mine ti års erfaringer som missionær i Nigeria. Før vi i 1982 kom til Nigeria, havde jeg studeret islam på Selly Oak Colleges i Birmingham, men i alle de år, vi boede og arbejdede i Nigeria, var vi desværre ikke én eneste gang inde i en moské. Vi fik at vide, at kristne ikke kunne besøge moskeer. Kvinden fra Jos fortalte om, at de seneste års konflikter i Jos har ført til, at byen nu er ved at blive opdelt i kristne og muslimske bydele, at der er opstået markeder for muslimer, hvor det ikke er trygt for kristne at komme, og vice versa.

Konflikterne i Jos – og især efter de senest Boko Haram angreb også i mange andre dele af Nigeria – har mange forskellige årsager, sociale, etniske, religiøse og politiske, som det kan være svært at få rede på, men konsekvenserne er derimod til at få øje på, ødelæggende som de er for det nigerianske samfund. Allerede på konferencens første dag blev det besluttet at udarbejde en resolution om krisen i Nigeria, og i går vedtog de 60 kristne og muslimske ledere fra otte afrikanske lande i fuld enighed en ”Statement on the Prevailing Situation in the Federal Republic of Nigeria”.

Der er tale om en meget markant resolution, som tager afsæt i en selvkritik i forhold til den rolle religiøse samfund har spillet. “As Christian and Muslim Leaders gathered here, we are devastated by the indiscriminate killings and destruction of properties including worship centres being carried out by some members of our respective religions. These acts seriously undermine our religious mandate to be agents of Justice, Peace and Reconciliation, and thus discredits our resolve to live up to that mandate. … we would like to implore Nigeria Muslim and Christian Religious Leaders as well as adherents of the two religions to avoid any action or inaction that will lead to the heightening of tension and aggravation of what is already a highly charged situation. We urge them to immediately create a platform for effective engagement in intra-Muslim and intra-Christian discussions that will lead to inter Christian and Muslim consultations towards sustainable peace in that country. As Religious Leaders it is our strong conviction that if we were to allow this mayhem to continue we will be doing so in the name of our respective religions and not in the name of the one God (Tawhīd in Islam) and (Triune in Christianity) who is loving and merciful.“

Der rettes også alvorlig kritik af den farlige politisering af religion I Nigeria. “It is common knowledge that religious differences have always been exploited to satisfy political, economic and social agendas and that ethnic exclusivism has more often than not found allies in religion thus perpetuating negative solidarities with its attendant blind support and determination to undermine ethnic and religious plurality of Nations.“


Politikerne opfordres kraftigt til at tage de nødvendige skridt for at standse konflikten: “We call on governments at all levels (local, state and federal) to intensify the security measures already being taken to put an end to the ongoing senseless killings and destruction of properties as well as extra-judicial killings and all forms of human rights violations. We urge them to immediately put into place control mechanisms to stop the proliferation of small arms and light weapons which will go a long way in safeguarding human lives. We CALL on politicians and the political elite to refrain from unguarded utterances and acts that will exacerbate an already deteriorating situation in the country.”

Endelig appelleres der til medierne om ikke at opildne til konflikt, men i stedet bidrage til at stifte fred. “We call on the Media, Civil Society and all responsible institutions to immediately refrain from reportage that is based on regionalism and focusing on negative religious dimensions, as well as sensationalism and to be objective and reflect the diversity of the Society/Nation. We also call on the Media to be Agents of Peace.”

Resolutionen udtrykker frygten for konsekvenser for resten af Afrika af et splittet og uroligt Nigeria og slutter med at forsikre folk og regering i Nigeria om, at resolutionens underskrivere som religiøse ledere vil bede for fred og enhed I Nigeria og at de er parat til at bidrage til en løsning af konflikten, hvis de bliver bedt om det.

Hele resolutionen kan læses her.

Addis Ababa, Etiopien, torsdag den 12. januar 2012


Nyttede dialogen mellem kristne og muslimske ledere i Addis Ababa noget?

Efter fem dages dialogkonference er de godt 50 kristne og muslimske ledere nu taget hjem til hver deres land. For den nigerianske delegation dog med nogle dages forsinkelse pga. generalstrejken i Nigeria i forbindelse med regeringens fordobling af benzinpriserne. Nigerianerne er vendt hjem til et land, hvor Boko Haram stadig spreder død og ødelæggelse, skræk og rædsel, i store del af landet. Den egyptiske delegation er rejst tilbage til et land, hvor det stadig er meget uvist, hvad ”det arabiske forår” vil ende med. Hver af de otte lande, som deltagerne repræsenterede, vender hjem til store udfordringer mht. til udviklingen af deres samfund til gavn for borgernes velfærd. Fred er imidlertid en uomgængelig forudsætning for udvikling, og her spiller religionerne en afgørende rolle – enten som fredsstiftere eller som fredsforstyrrere.

I alle afrikanske lande er mægtige politiske, sociale, økonomiske, etniske og religiøse kræfter på spil, og spørgsmålet er, om en sådan dialog-konference, arrangeret af ”Programme for Christian Muslim Relations in Africa” (PROCMURA) overhovedet nytter noget? Det spørgsmål kan vanskeligt besvares, og da slet ikke kun tre dage efter konferencens afslutning. Trods PROCMURAs beskedne størrelse viser historien imidlertid, at dens fredsskabende dialogarbejde har haft en meget konkret indflydelse på fredsprocesser og forsoningsarbejde i flere lande i Afrika.

Øverst på PROCMURAs dagsorden umiddelbart efter konferencen står konflikten i Sydsudan, hvor lederen er blevet bedt om at bidrage til forsoningen. Dernæst er man parat til sammen med andre – og langt stærkere – partnere at bidrage til en løsning af konflikten i Nigeria. Her var den resolution, som på konferencen sidste dag blev enstemmigt vedtaget et vigtigt første skridt.

Efter konferencen gav en muslimsk leder, som jeg havde fornøjelsen af at tale hausa med, at han havde været meget vred på danskerne pga. af Muhammed-tegningerne, men mødet med den danske delegation havde givet ham et meget mere nuanceret billede af danskerne.

Den egyptiske delegation bestod bl.a. af en af landets mest berømte (kvindelige) journalister og en af de mest fremstående imamer. Det gjorde et stort indtryk for alle de øvrige deltagere at opleve, hvordan de egyptiske kristne og muslimske ledere stod sammen i kampen mod diktatur og for demokrati. Delegationen var udpeget af Coptic Evangelical Organization for Social Services (CEOSS), som Danmission arbejder sammen med, og som har spillet en stor rolle i dialog- og diapraksis-arbejdet mellem muslimer og kristne i Egypten.

Det har også været helt tydeligt, at de kristne og de muslimske ledere fra hvert land har haft stort udbytte af sammen at deltage i denne konference. I fællesskab skulle hver delegation præsentere situationen i netop deres land, de fælles erfaringer og de fælles udfordringer, og ved konferencens slutning – hvilke planer de havde for det fremtidige samarbejde. De personlige relationer er blevet styrket, og i fællesskab har de reflekteret over de samme problemstillinger. Her spillede især også PROCMURAs leder dr. Johnson Mbilla en stor rolle, idet han med sine teologisk velfunderede og pædagogisk eminente oplæg formåede et etablere et fælles refleksionsrum, som både muslimske og kristne ledere kunne finde sig til rette i.

Hvad nytter det, at afholde en sådan dialog-konferencen over for de kolossale problemer, som Afrika står over for? Det nytter nok lige så lidt – og lige så meget – som at tænde et lys i mørket.

Addis Ababa, mandag, den 16. januar 2012


Stol på Gud og hold hovedet koldt!

I det sidste par årtier er Danmark igen blevet en krigsførende stat. Efter det katastrofale nederlag i 1864, der nær havde kostet Danmarks eksistens som selvstændig stat, skulle der gå omkring 125 år før danske soldater igen blev sendt i krig. Ganske vist siger man, at krig er forlængelse af udenrigspolitik, men alligevel er der en afgrundsdyb forskel mellem de traditionelle udenrigspolitiske problemstillinger, og de problemstillinger, som vi som krigsførende nation må forholde os til.

En af de problemstillinger, som nu omsider trænger sig på, er spørgsmålet om kristendom og krig og helt specifikt feltpræsternes rolle i relation til soldater i krig. Uanset holdningen til krig generelt og de helt konkrete krige, som Danmark deltager i, så vil de allerfleste nok anerkende, at også soldater, der er sendt ud for at føre krig, har behov for og krav på kirkelig betjening. Evangeliet skal forkyndes for både socialarbejdere og soldater, indsatte og ansatte, lommetyve og ledere, syge og raske. Alle har vi lige meget brug for Guds tilgivelse og Guds velsignelse.

Men de artikler, som vi i dag bl.a. har kunnet læse i Avisen.dk, tyder på, at forståelsen af forholdet mellem kristendom og krig og af feltpræsternes rolle i krigen i nogle tilfælde har udviklet sig i en meget farlig retning. De beskrivelser, som er kommet frem af nogle feltpræsters selvforståelse og kirkelige praksis – og tolkning af krigen – giver ubehagelige mindelser om ”hellig krig”. Men hvad er hellig krig? Wikipedia beskriver ”hellig krig” som ”a religious war led with an exceptionally high grad of religious feeling” og som eksempel på ”hellig krig” anføres korstogene med deres ”religiously sanctioned military campaigns waged by much of Christian Europe against the Muslim Middle East.”

I feltpræst Thomas Aallmanns perspektiv er krigen i Afghanistan en kamp mellem det gode og det onde, og i et interview fra 2008 udtaler han om Taleban, at ”det er den personificerede ondskab, og den skal vi [NB: Vi] bekæmpe.” Man kan vanskeligt få andet indtryk end at nogle feltpræster ser det som deres opgave at opildne soldater til deres indsats i krigen, når de ved lejrens port og i forlængelse af en officers militærbriefing, mens soldater knæler eller bøjer hovedet, velsigner de bevæbnede soldater, slår korsets tegn, viser V-tegnet, og råber ”Stol på Gud og hold krudtet tørt”.

At blive sendt i krig for sit fædreland kan indebære det ultimative offer, og de har i allerhøjeste grad brug for i denne situation at høre evangeliet og modtage sjælesorg fra en præst. Der er i det foreliggende ikke nogen grund til at bebrejde soldaterne noget som helst, de er jo ikke teologer, og der er helt sikkert også mange fornuftige feltpræster, som udfører et vanskeligt men nødvendigt stykke arbejde på en kirkeligt set sober måde. Men der er alligevel grund til at advare mod, at vi som nation i vor danske uerfarenhed med krig af nogle “krigerigske” feltpræster lader os føre ned ad den glidebane, der ender i hellig krig. Til de feltpræster, som i kampens hede står i fare for at kompromittere ikke bare sig selv som præster men også både kristendommen og krigen: ”Stol på Gud og hold hovedet koldt”.

På vej fra Etiopien til Danmark, mandag, den 16. januar 2012


Kristus som fredsfyrste eller krigsherre?

For øjeblikket føres der en vigtig debat om forholdet mellem kristendom og krig – foranlediget af, at Danmark er i krig – og om feltpræsters rolle ved fronten – foranlediget af, at folkekirken udsender præster til at give soldater kirkelige betjening.

Iben Tranholm harcelerer i en artikel i Kristeligt Dagblad i dag over, at biskopperne ikke mener, at præster skal opmuntre til krig, og at de advarer imod at kristendomme smelter sammen med krig. Dette biskoppelig synspunkt er ifølge Tranholm malplaceret. Med henvisning til Bibelen (i praksis Det Gamle Testamente) og kirkehistorien slår hun fast, at der findes ”adskillige eksempler på, at Gud har været med i krig”. Derfor ser hun åbenbart ingen problemer i med henvisning til Gud og kristendom at opmuntre soldater til krig. ”Hvad der er brug for, er en muskulær kristendom, der har styrke, vilje og visdom til at skabe forandringer”. Uden at hun siger det direkte, så får man dog det indtryk, at der altså skal føres krig i Guds navn for sådanne forandringer. Derfor kan hun også konkludere, at ”set i det lys virker biskoppernes modvilje mod V-tegnet dels som en kastration af kristendommen, dels som en blokade for dens virkning i verden”.

Kristendom er forkyndelse af Kristus. Men hvilken Kristus er det, der igennem denne udlægning af kristendommens rolle i verden og af feltpræsternes rolle ved fronten, forkyndes? Efter min mening kommer vi på denne måde let til at forkynde en Kristus, som er på vores side mod de andre. Altså ”Gott mit uns!” Det gælder, når to ”kristne” hære er i krig med hinanden, som der har været talrige eksempler på i det 19. og 20. Århundrede, og der på hver side står feltpræster, som – hvis de følger Tranholms anvisninger - i Kristi navn ønsker sejr for hver deres hær. Det gælder når en ”kristen” hær står over for en ”muslimsk” hær, som der i de senere år har være flere eksempler på, og feltpræsten – hvis han eller hun følger Tranholms anvisninger - opildner de kristne soldater til krig i Kristi navn, og imamen – efter samme logik – opildner de muslimske soldater til krig i Allahs navn.

Iben Tranholm har desværre ret i, at krig er et vilkår i verden – og jeg vil tilføje: lige som det gælder for alle andre former for ondskab, der – teologisk set – alt sammen er en følge af syndefaldet. Og Iben Tranholm har også ret i, at Kristus er til stede ved fronten, men sådan som jeg læser mit Nye Testamente, så vil han være til stede dér som fredsfyrste og ikke som krigsherre.

Derfor er det efter min opfattelse også feltpræsters fornemme opgave, som jeg er sikker på at de allerfleste feltpræster røgter med stor ansvarlighed, at forkynde Kristus. Ikke som den krigsherre, i hvis navn soldater fører krig mod fjenden, men som den fredsfyrste, der ønsker at give alle, der vil tage imod den, både venner og fjender, del i sin fred – midt i denne krigens verden – og give håb om, at hans fredsrige engang vil sejre. Ikke ved magt og ved styrke, men ved hans Ånd.

Christiansfeld, fredag, den 20. januar 2012


Høring på Christiansborg om religionsmøde i Danmark

Der var fuldt hus i Landstingssalen til høringen i går om ”Religionsmøde i Danmark – selvbesindelse, berigelse og udfordring”. Blandt deltagerne til høringen, der blev afholdt i anledning af Folkekirke og Religionsmødes 10 års jubilæum, var der ikke kun biskopper, præster, stiftsudvalgsmedlemmer og medlemmer af andre kirkesamfund, men også mange repræsentanter fra andre religioner og spirituelle grupper.

Professor Jørgen S. Nielsen, der holdt et oplæg om islam i Danmark, slog fast, at siden sommeren er en byrde løftet af vore skuldre. Presset på muslimer er lettet, og vi kan begynde at tænke mere afbalanceret. I dag lyder talen om, at tro ingen plads har i det offentlige rum, som et skrig fra fortiden.

Den østligt inspirerede spiritualitet ser ikke sig selv som religion i klassisk vestlig forstand, Om forholdet mellem kristendom og østligt inspireret spiritualitet, sagde Marianne Qvortrup Fibiger, at der derfor ikke var tale om et fravalg, men et tilvalg. Den tilbyder et verdens- og menneskesyn, der passer til den senmoderne menneske.

Efter professor Viggo Mortensens opfattelse, kræver situationen i dag de samme tre ting af folkekirken, som da Folkekirke og Religionsmøde blev dannet for 10 år siden, nemlig selvbesindelse med fokus på fortsat forkyndelse af evangeliet og undervisning, brobygning mellem kirken og religionerne, og mission, dvs. at præsentere og repræsentere kristendommen. Uden mission dør kirken, men vi har brug for en redefinering af mission. Den eneste legitime form for mission er den, hvor man lader munden løbe over med det, som hjertet er fuldt af.

Biskop Elisabeth Dons Christensen understregede den rolle kristendommen har haft for udviklingen af de fælles værdier i det danske samfund. Og biskop Keld Holm konkluderede, at et samfund uden religion og trosmulighed lukker sig om sig selv og sit eget og bliver et dæmonisk samfund.

Det var tankevækkende, at både talsmanden for Muslimernes Fællesråd, Mustaf Gezen, og redaktøren af Nyt Aspekt, Steen Landsy, var helt enige med lederen af Grundtvig-Akademiet Birgitte Stoklund Larsen, om, at man i religionsmødet i det danske samfund måtte tage udgangspunkt i det fælles menneskelige, som det er udtrykt af Grundtvig: ”menneske først, og kristen så”.

Professor Lisbeth Christoffersens visioner for fremtidens religionsmøde i Danmark tog afsæt i, at der måtte etableres en fornuftig styrelsesordning for folkekirken, der holdt fast i folkekirkens rummelighed. Dernæst måtte de ”fra folkekirken afvigende trossamfund” tilbydes ammen gode ordnede praktiske forhold som folkekirken. Det kunne både indebære opkrævning af ”kirkeskat” til religionssamfundene, samt at disse blev underkastet fondslovens krav til regnskab.

Biskop Karsten Nissen var overbevist om, at islam ikke længere ville fylde så meget i billedet, men at den østlige spiritualitet – også for Folkekirke og Religionsmøde – vil blive et endnu vigtigere fokusområde. Fremover vil religionsmødet i stigene grad blive præget af teologiske og etiske problemstillinger, der knytter sig bl.a. til fælles udfordringer vedr. aktiv dødshjælp, ægteskabsetik, global opvarmning. Biskoppen udtrykte håbet om, at fælles opgaver vil forene os.


Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen understregede den større mangfoldighed, som i dag præger det danske samfund, og så sin egen udnævnelse som et tegn på denne mangfoldighed. Det personlige møde er det afgørende, for det er medmennesker, vi taler om, Samtalen fremmer forståelsen og gør os klogere. Vi politikere har været med til at problematisere det religiøse, men det er vigtigt at nedbryde disse tendenser til polarisering. Synlighed er vigtig for religioner, og synligheden kan inspirere os til at vi begynder at tale sammen på tværs af religiøse skel. Derfor kunne han også kun støtte muslimers ønske om at få en større moske i København. Vi må også have respekt for den religiøse mangfoldighed i Danmark, og det er vigtigt at folkekirken fortsat interesserer sig for og engagerer sig i religionsmødet.

Helt konkret blev kirkeministeren udfordret til at forholde sig til forslag om en ordning for opkrævning af ”kirkeskat” til religionssamfundene og om støtte til oprettelse af et interreligiøst råd for alle religioner i Danmark. Kirkeministeren hørte på disse og andre forslag og kommentarer og var åben over for en videre drøftelse, så også i den forstand var der virkelig tale om en meget vellykket høring på Christiansborg.

Christiansfeld, søndag den 22. januar 2012


Folkekirkens engagement i økumeni og mission forenes nu

I mange årtier var mission og økumeni i manges bevidsthed to meget forskellige fænomener, og økumeniske og missions-miljøer var ofte meget adskilte. Mission fokuserede på forkyndelse af evangeliet i Afrika og Asien og blev varetaget af missionsselskaber. Økumeni var mellemkirkelighed, der fokuserede på at styrke relationerne mellem de forskellige kirkeretninger nationalt og globalt. Organisatorisk levede de to bevægelser også hver deres liv.

De folkekirkelige missionsselskaber samledes allerede i 1912 i Dansk Missionsråd, og efter at Dansk Missionsråd også optog frikirkelige missionsorganisationer, etableredes en særlig folkekirkeleg afdeling i Dansk Missionsråd, og i 1997 skiltes den folkekirkelige del af missionsrådet ud i den selvstændige organisation, Folkekirkens Mission, der udover missionsselskaber også havde stiftsudvalg for mission som medlemmer.

Det økumeniske arbejde organiseredes i 1939 i det fælleskirkelige Økumenisk Fællesråd, der i dag videreføres i Danske Kirkers Råd. I 1954 etableredes i halvofficielt regi Folkekirkens Mellemkirkeligt Råd, der i 1989 blev en officiel lovfæstet del af Folkekirken, knyttet til mellemkirkelige udvalg i alle stifterne.

Hvad mange ikke ved, er, at den moderne økumeniske bevægelse udspringer af den moderne missionsbevægelse. Det var missionsarbejdet i Afrika, Asien og Latinamerika, der eksponerede behovet for et nærmer samarbejde mellem de kirker, som – direkte eller gennem deres missionsorganisationer – udsendte missionærer for at forkynde evangeliet for animister, hinduer, buddhister, muslimer mv. Man kunne også ud fra erfaringen henvise til Jesu bøn om ”at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (Joh 17,21).

På den første store internationale missionskonference i Edinburgh i 1910 drøftedes bl.a. behovet for et nærmere samarbejde i mission. Og i de følgende år etableredes flere økumeniske organisationer, først International Missionary Council i 1921, dernæst i 1925 ”Faith and Work”, der fokuserede på kirkernes samfundsansvar, og endelig i 1927 ”Faith and Order”, der specifikt arbejdede for kirkernes enhed. De sidste to organisationer blev grundstammen i ”World Council of Churches”, der blev dannet i 1948, bl.a. med Folkekirken som medlem.

Erkendelsen af at økumeni og mission hænger sammen slog igennem på internationalt plan allerede i 1961, da det internationale missionsråd blev integreret i kirkernes verdensråd. Danskeren Erik W. Nielsen, der var ansat i det internationale missionsråd i 1950-58, spillede en central rolle i den proces, der ledte frem til integrationen. Han gav udtryk for den teologiske indsigt, som på dette tidspunkt bredte sig: ”At kirken er apostolisk betyder, at den er missionerende. … Mission er selve kirkens livsbetingelse”.

Efterhånden er det gået op for flere og flere herhjemme, at der er et kraftigt overlap mellem mission og økumeni. Mission sker i dag altid i partnerskab med kirker i andre dele af verden, og dermed er missionsarbejdet et mellemkirkeligt arbejde. Samtidig handler økumeniske relationer mellem folkekirken og andre kirker i Danmark og internationalt mere og mere om, hvordan man kan arbejde sammen om og inspirere hinanden til kirkens mission.


Det Mellemkirkelige Råds formål er ”at varetage folkekirkens mellemkirkelige opgaver på landsplan”, men Folkekirkens Missions formål er ”at fremme og styrke folkekirkens forståelse for og engagement i mission og religionsmøde lokalt og globalt”. Spørgsmålet er, om ikke folkekirkens mellemkirkelige opgave i dag må inkludere en styrkelse af folkekirkens engagement i mission og religionsmøde. Specielt i lyset af den formålsparagraf som kirkeministeriets blå betænkning (1477) fra 2006 om ”Opgaver i sogn, provsti og stift” må denne tolkning være relevant: ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser … Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave”

Derfor er det da også både helt logisk og meget glædeligt, at mission og økumeni i folkekirkeligt regi i dag igen har fundet sammen. På et møde i Folkekirkens Mellemkirkelige Udvalg den 3. – 4. februar blev det markeret, at Folkekirkens Mission nu integreres i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og ved samme lejlighed tilføres der (for første gang) ressourcer fra Folkekirkens Fællesfond til Folkekirkens Mission, så Mellemkirkeligt Råd kan ansætte en medarbejder til at varetage denne opgave.

Til lykke til folkekirken med, at den nu vedkender sig kirkens missionsopgave. Til lykke til de fremmedgjorte søskende, økumeni og mission, som nu i folkekirken organisatorisk genforenes.

Christiansfeld, søndag, den 5. februar 2012


Tro og hverdagsliv – kirkelighed og virkelighed

Hvad i alverden har vor kristentro med vort daglige liv og arbejde at gøre? Er kirken en oase, vi søger ind i, når vi har brug for at flygte fra hverdagslivets og arbejdets barske realiteter? Eller er hverdagslivet troens vigtigste arena? Det var nogle af de underliggende spørgsmål på det seminar i København, hvor Dr. Neil Hudson fra London Institute of Contemporary Christianity udfordrede 75 præster og ledere fra folkekirken og andre kirker til at overveje.

Her følger i citatform nogle af hans centrale udfordringer.

Hvordan forstår vi evangeliet? • “Is the gospel that we are enlisting God for our ends, or that God is enlisting us for his ends?” • ”Paul’s work was not as a travelling evangelist offering people a new religious experience, he was an ambassador for a king in waiting, establishing cells of people loyaltot his new king and his way of living” (Bishop Tom Wright)

Hvad er vores mission? • “We are called to double listening: listening to the Word, listening to the world” (John Stott) • “As Christ has entered our world, so we are to enter other people’s world.” • ”God wants to use you where you already are and he wants you to make a difference where yo are.” • “There is no way to re-evangelize this nation apart from the impact of the daily lives of ordinary, everyday Christians” (Bishop Cray).

Hvordan vokser vi som Jesu disciple? • ”Discipleship emerges out of prayer, study, dialogue and worship by a community leaning to ask questions of obedience, as they are engaged directly in mission” (Alan Roxburgh).

Hvad er vores opgave som kristne på vor arbejdsplads? • ”Model godly character. Minister grace and love. Make good work work, becuase work is part of your worship. Make culture where other people thrive. Make disciples. Be a mouthpiece for truth and justice and stand up for what you know is true. Be a mouthpiece for the gospel”.

Hvordan ændrer vi kirkens kultur, hvor det bliver normalt at integrere tro og hverdagsliv? • “We do not need a new church program but a new church culture.” • We need to diagnose our church culture: ”The beliefs we share. The things we do. The way we say things. – This is who we are?” • Ud af ca. 120 vågne timer om ugen, kan de fleste bruge max 10 timer på kirken: ”Use your existing programs (10 hours) to equip people for their daily lives as Christians (110 hours)?” • ”Culture change starts with a vision: Through preaching and teaching, outline a vision of what you think life is really about … Make small changes hat indicate the big shift … Share stories where you interpret the process of change”

At få tro og hverdagsliv til at hænge sammen er udfordringen. Hvordan får vi kirkelighed bragt i daglig nærkontakt med virkeligheden?

Bethesda, København, torsdag, den 9. februar 2012


Skrabelodsmuslimer – mangfoldighed og enfoldighed i og omkring islam

Mange danskere har den opfattelse, at alle muslimer er en slags skrabelodsmuslimer. Men i modsætning til andre skrabelodder er der her gevinst hver gang. Hvis man skraber længe nok i alle muslimer, så dukker der før eller siden det samme billede frem, nemlig billedet af en muslim, der er modstander af demokrati og menneskerettigheder og tilhænger af afhugning af tyves hænder og stening af frafaldne mv.. Hvis dette entydige billede ikke dukker frem, så må det være, fordi man var kommet til at skrabe i overfladen af en person, som enten slet ikke var muslim, eller som helt havde misforstået islam.

Safet Bektovic, der for nogle år siden blev ph.d. på Københavns teologiske universitet på en afhandling om Søren Kierkegaard og sufisme, har netop udgivet en bog, der giver interesserede danskere mulighed for at få et nuanceret billede af den islamiske filosofiske tradition. I bogen ”Islamisk filosofi. Baggrund, problemstillinger og moderne udformninger”, der er udkommet på forlaget Anis, gennemgår han på 250 sider udviklingen inden for islamisk filosofi fra Muhammeds tid og frem til i dag. Bektovic viser, hvordan systematiske betragtninger om teologiske og filosofiske spørgsmål først finder sted i muslimernes møde med andre religioner og kulturer fra 700-tallet og fremefter.

Især i de første århundreder efter Muhammed og så igen i de sidste 200 år har den islamiske filosofiske tradition været præget af en stor mangfoldighed, hvilket naturligvis også har ført til filosofiske og teologiske debatter, skænderier og konflikter. Mange af de spørgsmål, som har været debatteret i den kristne tradition, har også stået på dagsordenen hos muslimske filosoffer og teologer, fx spørgsmålet om den frie vilje og forholdet mellem fornuft og åbenbaring. I bestemte perioder og områder er bestemte filosofiske tilgange blevet bakket op af regenterne og divergerende tilgange undertrykt. Fx var den mutazilitiske lære, der bl.a. hævdede, at Koranen ikke var evig men skabt, i en længere periode fra 800-tallet islams officielle lære i kalifatet, men blev siden fortrængt af andre traditioner.

Særligt interessant er Bektovic introduktion til moderne islamiske filosoffer som Fazlur Rahman (Pakistan) , Sayyed Hussein (Iran) , Mohammed Arkoun (Algeriet), Abdol Karim Soroush (Iran), Majid Nurcholish (Indonesien) og den kvindelige filosof Amina Wadud. Flere af disse filosoffer argumenterer for en hermeneutisk tilgang til og en kontekstuel tolkning af koranen, demokrati, religionsfrihed, kvinders lighed med mænd osv. Flere af disse moderne islamiske filosoffer har med deres synspunkter bragt sig på kollisionskurs med deres regeringer og religiøse myndigheder og har måttet fortsætte deres filosofiske virksomhed i vesten.

Safet Bektovic’s bog om ”Islamisk filosofi” er et stærkt vidnesbyrd om mangfoldigheden i den islamiske filosofiske tradition. Denne islamiske mangfoldighed bliver imidlertid afvist af danske islamkritikere, som belærer disse islamiske filosoffer om, at de tolker islam på en utilladelig måde og anklager dem for en utilstedelig fortolkningsrelativisme. Det gælder fx den kristne filosof Kai Sørlander, der i et debatindlæg om bogen, skriver således, at ” har vi forstået dette og gjort os fri af fortolkningsteoriernes relativisme, så kan vi også se, at den mest naturlige fortolkning af islam, er den, som faktisk har haft størst historisk gennemslagskraft. Den tager Muhammeds liv og forkyndelse direkte på ordet, og den gør derfor ikke nogen adskillelse mellem religion og politik, men mener, at lovgivningen i samfundet bør fastlægges på islamisk grund”. At Sørlander anvender


den samme forsnævrede og essentialistiske tolkning af kristendommen, der i praksis udelukker en stor del af verdens kristne, fra det gode kristne selvskab, gør ikke sagen bedre (“Det Muhammed mener….”. Weekendavisen 3. Feb. 2012).

Afvisningen af at anerkende den filosofiske og teologiske mangfoldighed i den islamiske tradition fører desværre ofte til en farlig enfoldighed hos dem, der forsøger at påtvinge andre en entydig og ofte ekstrem tolkning af islam. Denne enfoldighed kan mand møde bade hos muslimer og ikke-muslimer, og desværre opstår der en uhellig alliance mellem ekstremistiske muslimer og radikale islamkritikere, som er enige om, at skraber man længe nok i enhver sand muslims overflade, så kommer et entydigt billede frem af en ekstrem form for islam. Måske er det en gevinst for ekstremistiske muslimers og radikale islamkritikeres sag, men det er under ingen omstændigheder en gevinst for noget multireligiøst samfund.

Flensborg, lørdag, den 11. februar 2012


Endnu et afslag til en afghansk konvertit

Den afghanske konvertit Mohammed Houssein Ayoubi fik i tirsdags den 14. februar afslag på sin asylansøgning med en begrundelse, som giver grund til fornyet bekymring.

Indrømmet: Det er ikke nogen let opgave, som Flygtningenævnet har, når det skal tage stilling til, om konvertitter fra islam til kristendom fra fx Afghanistan har krav på asyl i Danmark eller ej.

Først må flygtningenævnet forholde sig til, om der er tale om en genuin konvertering eller blot en pragmatisk proforma-konvertering. Er konverteringen fundet sted i hjemlandet, kan det være endog meget vanskeligt for asylansøgeren at skaffe de beviser, som kan overbevise nævnet om, at vedkommende rent faktisk konverterede eller i det mindste påbegyndte en konverteringsproces i sit hjemland. Det er straks betydeligt lettere for asylansøgeren at løfte bevisbyrden, når det gælder en konvertering her i landet. I Mohammeds sag lader nævnet sig ikke overbevise af oplysningerne om konverteringsprocessen i Afghanistan – på trods af endog mange konkrete oplysninger, men accepterer hans konversion i Danmark. Sagen anerkendes altså som en reel konvertitsag.

Dernæst må flygtningenævnet forholde sig til, om han ved hjemsendelse til Afghanistan risikerer at blive udsat for personlig forfølgelse. Det fremgår indirekte af Flygtningsnævnets udtalelse, at det udmærket er klar over, at konvertitter – hvilket altså i islamisk terminologi er apostater, frafaldne – er i alvorlig fare for at blive forfulgt, hvis altså det er eller bliver kendt i samfundet, at vedkommende er konverteret fra islam til kristendommen. Dette fremgår af et af de dokumenter som står anført på Nævnets hjemmeside som baggrundsmateriale, ” UK Border Agency, ’Operational Guidance Note. Afghanistan’ March 2011”. Her hedder det, at ”kristne konvertitter fra islam generelt risikerer forfølgelse i Afghanistan. Pga. den afghanske stats holdning til apostasi, vil kristne konvertitter ikke have mulighed for at få tilstrækkelig beskyttelse nogetsteds i Afghanistan og man kan heller ikke stole på intern omflytning. Genuine kristne konvertitter burde derfor tildeles asyl medmindre der undtagelsesvis er klare beviser for, hvorfor en konkret person ikke ville være i fare”.

I tilfældet Mohammed Houssein Ayoubi mener Flygtningenævnet, for det første, at det ikke er sandsynligt, at man i lokalsamfundet i Afghanistan har fået kendskab til, at han er blevet kristen (til trods for at Mohammed angiver navne på to hjemsendte afghanske asylansøgere, som havde truet ham pga. hans konvertering). Men dernæst giver Nævnet udtryk for den opfattelse, at det er Mohammeds ansvar at sørge for, at man i lokalsamfundet aldrig bliver klar over, at han er blevet kristen, således at han kan undgå de forfølgelser, som ellers er gængse for konvertitter.

”Flygtningenævnet skal i øvrigt bemærke, at det for en person som ansøgeren, som er født og opvokset som muslim i et udpræget muslimsk land, ikke behøver at være en nødvendig og integreret del af hans fremtidige liv som kristen, at han offentligt demonstrerer sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet finder, at det må være muligt for ansøgeren, hvis han undgår at udstille sig selv offentligt som kristen, at leve i fred i Afghanistan med sin kristne overbevisning.”

Flygtningenævnet anlægger her en meget dansk synsvinkel på religion. Det store flertal af danske kristne vil sikkert give nævnet ret i, at det for dem ”ikke behøver at være en nødvendig og integreret del af [deres] liv som kristen, at [de] offentligt demonstrerer [deres] religiøse tilhørsforhold.”


Problemet er bare, at den kristne konvertit Mohammed ikke skal leve sit kristenliv i Danmark, men i et land, hvor religion spiller en helt anden rolle i den enkeltes liv og i samfundslivet. Skal Mohammed leve op til Flygtningenævnets forventninger til ham, så må det indebære at han er villig til i et vist omfang at deltage i islamiske ritualer, han skulle ved forespørgsel fornægte sin kristne tro, han skulle afstå fra at forsamles med andre kristne, og også afstå fra at læse i Bibelen i andres påsyn, han skulle afstå fra at vidne om sin tro osv.

Hvad bliver konsekvenserne af den praksis, som Flygtningenævnet følger i Mohammeds sag? Det stiller afviste konvertit-asylansøgere, som sendes hjem til Afghanistan, i det umenneskelige valg, enten i praksis at fornægte deres nye kristne tro eller at udsætte sig for alvorlig forfølgelse.

Det er ikke nogen let opgave, som Flygtningenævnet har, når det skal tage stilling til, om konvertitter fra islam til kristendom fra fx Afghanistan har krav på asyl i Danmark eller ej. Men i et demokratisk og humanistisk samfund må Flygtningenævnet kunne gøre det bedre, meget bedre.

Christiansfeld, torsdag, den 16. februar 2012


“Sig mig, hvilke politiske ideer du omgås …”

Marie Krarup, der repræsenterer Dansk Folkeparti i Folketinget, kommer i en kronik i Kristeligt Dagblad den 23. februar med en kontant opfordring: ”Lad os omgås konventionerne frit”. Her foretager hun en sammenkobling mellem danskeres forhold til internationale konventioner og så ortodokse lovreligiøse jøder og muslimers forhold til deres lovtekster. Disse lovreligiøse, skriver hun, finder svaret på en række dagligdags spørgsmål ved at gå tilbage til meget gamle tekster, som ikke er blevet ændret i århundreder, i stedet for at gøre det, de finder mest praktisk.

De allerfleste moderne danske vil sikkert meget nødigt betragtes som ortodokst lovreligiøse mennesker, men ifølge Marie Krarup er det alligevel tilfældet. ”Når det kommer til nogle bestemt spørgsmål i den danske virkelighed anno 2012, har vi det lidt ligesom de ortodokst lovreligiøse. Nemlig når det gælder spørgsmål, der har med menneskerettigheder og internationale konventioner at gøre. I stedet for at rådføre os med vores samvittighed og vores sunde fornuft, så spørger vi en juridisk ekspert i internationale konventioner. For det værste her i verden er at overtræde en hellig – nå nej: international – konvention.”

Det er en meget interessant tankegang, som en af vore lovgivere her præsenterer. Folketinget har tilsluttet sig en række internationale konventioner på en sådan måde, at mange af dem faktisk har fået lovkraft. Og nu foreslår folketingsmedlemmet, at man skal omgås konventionerne frit, altså at man skal omgås en del af de love, som også er gældende for Danmark og danskere, frit, og ikke være så nøjeregnende med, om de overholdes til punkt og prikke.

Jeg er overbevist om, at mange kriminelle synes, at nogle af vore danske love er meget upraktiske i forhold til deres virksomhed og derfor gerne vil omgås dem frit. Men det, der karakteriserer et retssamfund, er vel netop, at vi alle er forpligtet på de samme love, uanset om vi synes, de er tåbelige eller upraktiske. Det er fair nok, at Marie Krarup foreslår, at vi opsiger en række konventioner, men det er dybt problematisk, at et folketingsmedlem promoverer det synspunkt, at vi skal begynde at omgås gældende konventioner (altså gældende lov) frit, når praktiske hensyn tilsiger os det. Fx ved i krig ”på forhånd [at] tage forbehold for dem i hver enkelt mission”.

Jeg er også overbevist om, at mange diktatorer rundt omkring i verden, vil klappe i deres beskidte hænder over, hvis et land som Danmark går ind for at omgås konventionerne frit. Disse diktatorer, for hvem menneskerettigheder er meget upraktiske for deres daglige virke, vil helt sikkert langt hellere følge deres samvittighed og sunde fornuft og praktiske hensyn, i stedet for at skulle holdes fast på ”hellige” internationale konventioner.

Det ville betyde en katastrofe for retssamfundet og for den internationale retsorden, hvis Marie Krarups holdning til den gældende lov i Danmark og den international lov vandt genklang i samfundet og i folketinget – og i resten af verden.

Et gammelt ordsprog lyder; ”Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig hvem du er”. Måske skulle ordsproget i denne sammenhæng omformuleres: ”Sig mig, hvilke politiske ideer du omgås, og jeg skal sig dig, hvilken politiker du er.”

Christiansfeld, fredag, den 24. februar 2012


21 teser om åndsfriheden

At åndsfriheden har meget ringe kår i en lang række lande rundt om i verden, kan ingen, som ser TV eller læser aviser være i tvivl om, men det er straks en mere kontroversiel påstand at hævde, at åndsfriheden er kommet under pres her i vort eget land. Det er netop det, der påstås i dokumentet ”21 teser om åndsfrihed”, som netop i dag er blevet offentliggjort. Bag teserne står en bred kreds af ledere i kirkelivet, bl.a. grundtvigske, missionske, og Oase-ledere fra Folkekirken, ledere fra frikirker og den katolske kirke, samt repræsentanter for kirkelige uddannelsesinstitutioner.

Men hvad er åndsfrihed if. tese-skriverne? ”Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, ideologiske og etiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.”

En vigtig indsigt i dokumentet er, at ”åndsfrihed er en nødvendighed, for at demokratiet ikke skal degenerere til ’flertalsdiktatur’”. Og jeg vil for egen regning tilføje, at det bestemt er muligt “på demokratisk vis” (dvs. med almindeligt flertal) at vedtage love, som dybest set er i modstrid med demokratiets væsen. Det er sandt er der ikke står noget over folketinget, fordi det er den øverste lovgivende myndighed i Danmark. Og så er der alligevel noget, der står over folketinget, nemlig den åndsfrihed, som folketinget må lade sig lede af, hvis demokratiet ikke skal ende i flertalsdiktatur eller demokratisme.

Grundlæggende for åndsfrihedens væsen er, at man giver dem, man er uenige med frihed til at kæmpe for deres overbevisning (5). Og derfor må man i åndsfrihedens navn sågar tillade folk at argumentere for demokratiets afskaffelse, så længe de ikke griber til vold og tvang (16), for åndsfrihedens ledetråd er ”munden fri, hånden bunden” (6). At munden er fri er et andet ord for den ytringsfrihed, som er en uundværlig del af åndsfriheden. Derfor argumenteres der også for ”en åbenhjertig og respektfuld debat præget af såvel hårdførhed som hensyntagen” (7).

Åndsfrihed og religionsfrihed hænger uløseligt sammen. Derfor slås det også fast, at ”Mennesket skal frit kunne lade sig forpligte af religiøse, ideologiske og etiske overbevisninger” (1). I det efterfølgende tekstafsnit ”Åndsfrihed i Danmark” tager man derfor også afstand fra, at ”Flere muslimske lande modarbejder … religionsfrihed og åndsfrihed, når de fx forbyder kritik af islam og diskriminerer, fængsler eller henretter konvertitter”.

Det understreges på den ene side, at ”mindretal må acceptere, at et lands historie, kultur og traditioner kommer til udtryk i det fælles liv” (11), og i den efterfølgende tekst peges der på at nogle muslimer sætter åndsfriheden i det danske samfund under pres, når de afviser islamkritik og –satire og forsøger at indføre sharia(religiøs lov i et boligområde.

På den anden side slås det fast, at ”Offentlige myndigheder skal strække sig langt for at give mindretal mulighed for at udfolde sig i overensstemmelse med deres overbevisning” (8)- og i den efterfølgende tekst tages der derfor også afstand fra forsøg på forbud mod tørklæder og burka i det offentlige rum, forbud mod badeforhæng og børns faste i folkeskolen osv.


Det er primært repræsentanter for kirker og kirkelige organisationer, som gennem disse ”21 teser om åndsfrihed” har hejst et advarselsflag om, at åndsfriheden er under pres i det danske samfund i dag, men dybest er åndsfrihed noget helt grundlæggende også for det politiske liv i Danmark. Holdningen til åndsfrihed følger ikke de sædvanlige politiske skillelinjer, i alle partier er der i praksis forskellige holdninger til spørgsmålet om åndsfrihed. Mens forskellene mellem de forskellige politiske partier og idelogier i dag ofte kan være vanskelige at få øje på, så er der måske her en fremtidig afgørende skillelinje i dansk politik.

Christiansfeld, onsdag, den 29. februar 2012


Er det kun det, der kan tælles, der tæller?

Når man følger den ophedede debat om messefald i kirken, kan man få det indtryk, at der næsten er tale om tæppefald for folkekirken, og spørgsmålet rejser sig, hvem der er skyldig i dette syndefald. Er det præsterne, der er for dårlige, eller er det menigheden, der er for doven?

”Paris er vel en messe værd”, sagde Henrik den 4. af Frankrig, da han for at blive accepteret som konge i 1593 gik til messe i den katolske kirke og blev katolik. For mange mennesker i Danmark i dag er tro en masse værd, men er den også en messe værd, det er spørgsmålet. Nogle vil måske svare: Jeg tvivler, tror jeg nok.

Ganske vist er antallet af messefald meget beskedent, men at der er tale om et fald i antallet af kirkegængere kan man vel ikke komme uden om – eller kan man? Der er tale om en slags messe-fald i betydningen færre deltagere til højmessen, men der kommer til gengæld mange flere til det man kunne kalde lav-messer, altså alle de andre gudstjenester.

I vore moderne numeriske tider er det kun det, der kan tælles, der tæller, og antallet af messefald kan hurtigt tælles, og ifald nogen ville sætte ressourcer af til det, så kan det samlede antal kirkegængere også tælles. Men måske skulle man betænke, hvad der rent faktisk står i en række af kirkeministeriets betænkninger. Tænk en gang: her står, at kirke handler ikke kun om gudstjeneste – og de gudstjenestedeltagere og messefald, som kan tælles – men også om undervisning, diakoni og mission, som ikke kan tælles.

Christiansfeld, fredag, den 9. marts 2012


Keine Hexerei: Luthers kristendom og lutter kristendom

Om fem år er det 500 år siden, at Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed indledte den lutherske reformation, som en snes år senere også førte til, at den danske kirke blev reformeret. Det er der virkelig al mulig god grund til at fejre. Vi kan i høj grad takke Luther for den forståelse af retfærdiggørelse af tro, som er helt central i vort teologi og kirkelige praksis.

Vi må være Luther taknemlige for at have lært os at forstå kristendommen ud fra principperne om ”Kristus alene ”, ”skriften alene”, ”troen alen”, ”nåden alene”. Det er også Luther, som har understreget det almindelige præstedømme, at vi alle som præster har direkte adgang til Gud. Og sådan kunne vi blive ved.

I den forstand giver det god mening at kalde vor danske folkekirke luthersk, og der er også grund til at vi tager anledning af reformationsjubilæet til at besinde os på, hvad det vil sige at være en luthersk kirke i dag, i en helt anden kontekst end den, som var gældende på reformationens tidspunkt.

Men når vi har opkaldt vor kirke efter vor reformator og kirkefader Martin Luther, så ville det også være på sin plads, at vi i anledning af 500 års jubilæet for den reformation, Luther satte i gang, også forholdt os kritisk til Luther, så vi ikke i ærefrygt for vor kirkefader ukritisk betragter Luthers kristendom – og alt hvad han har sagt og skrevet om kirke og teologi – som lutter kristendom.

Det er en gammel kendt sag, at Luther kunne være endog særdeles grov i sin mund, når det gjaldt muslimer og jøder. Her er der al mulig grund til, at vi i dag distancerer os fra de – tidstypiske – holdninger, som han satte på tryk i sine skrifter. I Politiken i dag bliver vi mindet om et andet problemfelt i Luthers virke. Peter Wivel fortæller i artiklen ”Luthers kirke må sige klart undskyld for hekseprocesserne” om, hvordan Luther med teologiske grunde forsvarede hekseforfølgelser og anbefalede, at hekse blev slået ihjel. Siden år 2000 har en ”Arbejdskreds Hekseprocesser” i Westfalen forberedt sig på Lutheråret 2017 for at få også de lutherske kirker til at rehabilitere de mange tusinde mænd, kvinder og børn, som blev dræbt som hekse og troldmænd.

Den danske historiker Louise Nyholm Kallestrup påviste allerede i sin bog fra 2009, ‘I pagt med djævelen: Trolddomsforfølgelser og Trolddomsforestillinger i Danmark og Italien i den post-reformatoriske periode‘, hvordan reformationen ikke indebar nogen positiv udvikling for hekse. De verdslige domstole i det lutherske Danmark dømte i praksis hekse hårdere end de kirkelige inkvisitionsdomstole gjorde i det katolske Italien. Luthers opgør med bodssystemet betød, at kun gud kunne tilgive synder i efterlivet, og hvis kongen ikke straffede heksene, ville Gud straffe samfundet med krig, pest e.l.

Der er sikkert også andre elementer af den lutherske tradition, som vi står i, hvor der er brug for en selvkritisk besindelse, så det kan stå tindrende klart for alle, når vi om fem år fejrer Luther og den lutherske reformation, det vi har lært af Luther, er at følge Kristus og ham alene. Så enkelt er det. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Christiansfeld, søndag, den 10. marts 2012


Tom Behnkes pinebænke

Hvordan kan man forklare, at Danmarks respektable Konservative Folkeparti med retsordfører Tom Behnke i spidsen nu vil give politiet tilladelse til under særlige omstændigheder at anvende tortur?

Den forklaring, som ligger snublende nær, er, at der kan være tale om populistiske motiver – altså at der nok er stemmer i at gå ind for tortur, især hvis man kobler tortur sammen med forebyggelse af terror – vil jeg her se bort fra, selvom partiet i den grad har brug for enhver stemme det kan få, for ikke helt at tabe det politiske mæle. Med risiko for selv at få fingrene i klemme, vil jeg i stedet fremsætte en lidt mere psykologisk forklaring til overvejelse. Forklaringen bygger på den iagttagelse, at mange voldsforbrydere – uden sammenligning i øvrigt – selv engang har været udsat for voldelige overgreb.

Barfod og de konservative har i flere år næsten ikke fået en ben til jorden, og når det endelig er lykkedes, så har de ikke sat en fod rigtigt. Medierne har pint og plaget Behnke og de andre konservative med meningsmålinger, som er ved at tage livet af det gamle hæderkronede parti. Det har i efterhånden flere år holdt de konservative på pinebænken. På baggrund af disse smertelige erfaringer kan man måske godt forstå, at Behnke er parat til at sætte andre på pinebænken, når muligheden og behovet foreligger. Og her tænker han ikke engang på politiske fjender, men på potentielle terrorister.

Denne teori kunne måske også forklare, hvorfor Villys Søvndal nu pludselig går ind for at bruge oplysninger fra andre lande fremkommet under tortur. Villy Søvndal og SF har lige siden folketingsvalget været udsat for, om ikke et voldeligt, så dog et voldsomt, pres, og de er under dette umenneskelige pres fremkommet med oplysninger – i form af politiske udsagn og tilsagn – som er blevet brugt af partiets fjender til at bekæmpe Søvndal og andre potentielle socialister.

Det piner mig virkelig, at jeg ikke kan finde en bedre forklaring på Behnkes – og Søvndals – overraskende holdninger til tortur. Men hvis jeg ikke lægger fingrene imellem, men udsætter jer, mine eventuelle læsere af dette blogindlæg, for et moderat (fysisk) pres, så vil I måske fremkomme med oplysninger, der kan bruges til at strikke en mindre pinlig forklaring sammen.

Århus, onsdag, den 14. marts 2012


Hvorfor skal båndene mellem stat og kirke løsnes?

I mange hundrede år har stat og kirke i Danmark været vævet sådan ind i hinanden, at det var svært at se, hvad der var stat, og hvad der var kirke. Denne statskirke- eller kirkestatsmodel har sin oprindelse helt tilbage i det 4. århundrede i Romerriget, da kristendommen først blev en tilladt religion og hurtigt den eneste tilladte religion. Dette konstantinske system overlevede reformationen, ja, forholdet mellem stat og kirke blev endda endnu tættere, da kongen gennemførte reformationen og blev kirkens leder. Alle svagheder til trods har dette kristenhedssystem sikkert fungeret godt i mange henseender, under alle omstændigheder har det været oplevet som den naturlige måde at organisere sig på. Så hvorfor ændre ved dette system nu? Efter min mening er der mindst seks gode grunde til – om ikke at skille stat og kirke, så dog i det mindste – for alvor at begynde at løsne båndene mellem stat og kirke.

1. Allerede i junigrundloven fra 1849 lovede grundlovsfædrene, som vi kan takke for, at enevælden blev afløst af folkestyre, i deres visdom, at folkekirkens forhold skulle ordnes ved lov. Kirken havde været kongens kirke, nu skulle den være en folkekirke, og dertil hørte, at kirken ikke længere skulle styres af kongen eller staten, men at folkekirken skulle have sin egen forfatning, så den kunne styre sig selv. Der er nu gået snart 163 år, så det var vel på tide at løftet blev indfriet. Så meget desto mere, som de grunde, grundlovsfædrene havde til at nedfælde løftet, er blevet endnu mere tungtvejende siden da.

2. Et af kritikpunkterne mod islam har i de senere års debat været, at der i islam sker en sammenblanding af religion og politik. I åndelige spørgsmål skal der herske frihed, og derfor må politiske magthaveres magt begrænses, så de ikke begår overgreb i åndelige spørgsmål. Ligesom der heller ikke må ske overgreb fra religiøs side mod det politiske liv. I den nuværende statskirkelignende ordning er religion og politik imidlertid også blandet godt og grundigt sammen. Det er politikerne, der træffer alle vigtige beslutning vedrørende folkekirken, både når det gælder de såkaldte ydre og indre anliggender, og folkekirkens øverste chef er en politiker. Politik handler om magt, og derfor er det på en måde forståeligt nok, at politikerne aldrig har været interesseret i at sætte folkekirken fri, for så ville de miste noget af deres magt. Men det er vel lige så usundt at blande religion og politik i Danmark som i muslimske lande.

3. Demokratiseringen af folkekirken begyndte så småt i starten af det 20. Århundrede med indførelsen af menighedsråd, senere kom provstiudvalg til og for få år stiftsråd. Nu må tiden snart være inde til, at folkekirken ikke bare på lokalt og regionalt plan styrer sig selv, men også på nationalt plan. Først når vi får en forfatning for kirken, der indfører et nationalt organ (et nationalt kirkeråd, eller en synode), vil det blive muligt for kirken selv at gennemføre en seriøs og forpligtende drøftelse af, hvordan kirken skal møde nutidens udfordringer, og træffe de nødvendige beslutninger om kirkens indretning, prioritering af ressourcer osv.

4. Det har tidligere været god latin at hævde, at folkekirkens nære tilknytning til staten har været garanten for kirkens enhed. For det første et det imidlertid dybt problematisk, hvis kirkens enhed skal bygge på statens magt og ikke på Guds ånds virke i kirkens medlemmer. For det andet er det et stort spørgsmål, om det er sandt. Meget tyder på, at det netop i denne tid er folkekirkens statskirkekarakter – hvor folketinget fx i et hug lovgiver både om samfunds- og kirkeforhold – som truer med at skabe splittelse i folkekirken.


5. I Kirkeministeriets Blå Betænkning (1477) om ”Opgaver i sogn, provsti og stift” fra 2006 blev der for første gang formuleret en slags formålsparagraf for folkekirken. ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.” Folkekirkens hovedopgave er altså den mission, som er at forkynde Kristus for alle mennesker. Og andet steds siges det, at folkekirkens fire hovedopgaver er gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Når det altså er folkekirkens opgave at være i mission, så rejser der sig det spørgsmål, om en kirke, der i mange henseender er en statskirke, kan tillade sig at drive mission over for landets egne borgere – og nogle ville tilføje – og det endda for statens penge? Dertil kommer, at det altid vil være problematisk at drive mission ud fra en magtposition. Kristen mission vil altid være mest i overensstemmelse med Kristi eksempel, når den er i mission ud fra en sårbar position.

6. Hvis vi ser os omkring blandt vore nabolande og andre lande, der har haft det samme konstantinske system som os her i Danmark, så kan ingen være i tvivl om, at udviklingen går entydigt i én retning, nemlig i retning af adskillelse mellem stat og kirke. Da sammenknytningen mellem stat og kirke i Danmark har været så tæt, som det er tilfældet, så vil adskillelsen blive en meget længere og vanskeligere proces end i mange andre lande. Så derfor kan vi lige så godt begynde at øve os på i folkekirken at stå på egne ben og tage ansvar for egne forhold – ved snarest muligt at begynde at løsne båndene mellem stat og kirke.

Da det altså handler om, hvordan folkekirkens forhold skal indrettes er det vigtigt, at ordningen udtænkes ud fra kirkelige forudsætninger i et folkekirkeligt regi og ikke blot gøres til en kastebold i den partipolitiske kamp. Det ville derfor være ønskeligt, om kirkeministeren og folketinget i første omgang trådte et skridt tilbage og overlod det til repræsentanter for folkekirken at udarbejde et forslag til, hvordan kirkens forfatning skulle være. I en bredt sammensat kommission må ikke bare være repræsentanter for den såkaldt officielle folkekirke (stifter, provstier og sogne mv.) og for de kirkelige interesseorganisationer (landsforeningen af menighedsråd, præsteforening mv.), men også repræsentanter for alle de frie folkekirkelige organisationer, som i praksis er dem, der udfører en stor del af folkekirkens undervisning, diakoni og mission. Når en sådan kommission – efter at have inddraget den faglige bistand, som er nødvendig for at udrede trådene – har udarbejdet et forslag til en forfatning for folkekirken, må folketinget naturligvis på banen. At dette arbejde vil tage tid, siger sig selv, men her gælder det i høj grad, at hastværk er lastværk.

Løser man på denne måde båndene mellem stat og kirke, løser man ikke dermed alle folkekirkens problemer, ikke en gang de største problemer i folkekirken. Men det kan være med til at skabe mere hensigtsmæssige rammer for at tage fat på de langt vigtigere udfordringer for kirken og dens mission.

Christiansfeld, mandag, den 19. marts 2012


Jeg – en fjæsing

Det griber om sig, altså brugen af engelske ord. Især synes unge, at det er cool at slynge om sig med en række fancy ord, som folk i min alder ikke forstår en dyt af. Tag nu for eksempel ordet Facebook, som i denne tid er meget hot, skulle vi ikke være enige om at oversætte det til godt dansk. Face betyder jo ansigt, men er sprogligt nærmere beslægtet med det gode gamle danske ord fjæs. Jeg er overbevist om, at det hurtigt kunne blive in at tale om fjæsbogen.

Fjæsbogen er også en meget passende betegnelse, for i fjæsbogen kan man vise sit fjæs helt uden at man behøver at vaske det eller lægge nogen make up. Uden at at tænke sig om, kan man skrive lige hvad der falder én ind, selv de mest nasty ting kan man gylpe op i fjæsbogen, og så kan alle læse det.

Fjæsbogens brugere kunne meget passende betegnes som fjæsinger. En fjæsing – trachinus draco på latin – er ifølge ordbogen ”en slank og ret farverig fisk med guldglinsende ryg og blågrønne pletter på siden”. Og hvem vil ikke gerne på fjæsbogen flashe sin farverige personality og promote sine meninger? Fjæsbogens brugere elsker at være online, og som andre fisk fanges fjæsinger ind enten med line eller net .Fjæsbogens fjæsinger er i den grad blevet fanget ind af (inter)nettet, så meget så det kræver mere en almindelig snilde at vikle sig ud af fjæsbogens net igen.

Men ordbogens beskrivelse af fjæsingen fortsætter med at nævne, at ”fisken hører sammen med Lille fjæsing (echiichthys vipera) til de giftigste i Nordeuropa”. Ganske vist er en fjæsing farverig og guldglinsende, men den er også giftig. I Hans Kirks ”Fiskerne” optræder der også fjæsinger, og fiskeren Laust Sand blev bidt en fjæsing og led efterfølgende en smertefuld død.

Man skal ikke rode ret meget rund i fjæsbogen før alvoren går op for én, at fjæsinger kan være giftige. Der er eksempler på politikere-fjæsinger, som er kommet så grueligt galt af sted med at gylpe det op som lige faldt dem ind og at sprede deres gift. Og det samme sker for ganske almindelige ukendte fjæsinger.

Det kan godt være, at nogen vil sige, at Laust Sand selv havde gjort sig fortjent til den straf at blive bidt af en fjæsing, men alligevel…. Måske skulle der sættes et advarselsskilt op ved indgangen til fjæsbogen: Giv agt – fjæsinger i farvandet!

Christiansfeld, lørdag, den 24. marts 2012


Grådighed og sammenhængskraft.

Inden for den sidste uge har jeg set to film, som begge har gjort et stort indtryk på mig. De var meget forskellige, og egentlig havde de absolut intet med hinanden at gøre – og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at tolke dem i lyset af hinanden.

I aftes genså jeg på DR2 den amerikanske dokumentarfilm ”Inside Job” fra 2010 om den udvikling, der førte frem til og fulgte efter det økonomiske sammenbrud i 2008. Filmen afdækker korruption, bestikkelse og bedrageri i finansverdenen – med åbenlyse forbindelser til den politiske og akademiske verden – som førte frem til den største økonomiske krise siden verdenskrisen i 1929.

Jeg har arbejdet 10 år i Nigeria og også siden rejst i andre dele af Afrika, hvor korruption og bestikkelse mange steder er en del af hverdagen, og hvor alle er enige om, at det er med til at hæmme disse landes udvikling. Offentlige ansatte udnytter deres embeders magt til at tage sig betalt for at gøre deres pligt eller for at se igennem fingre med lovovertrædelser. Politikere lænser statskassen for store pengebeløb. Og når en medarbejder fra en offentlig eller privat arbejdsplads har købt en vare, spørger sælgeren: ”Hvilket beløb skal jeg skrive på regningen?”

Derfor kan man også finde afrikanske lande øverst på listen over verdens mest korrupte lande. For korruption – det er vel noget, der foregår i Afrika, og ikke i Vesten? Når det gælder det store flertal af fx USA’s ganske almindelige medarbejdere i både offentligt og privat regi, så er de sikkert meget hæderlige, og de fleste af dem, der ikke holder sig på dydens smalle sti, bliver sikkert også straffet. Men filmen ”Inside Job” tegnede et tydeligt billede af, at der i de øverste lagt i det amerikanske samfund findes korruption, bestikkelse, bedrageri, som målt i dollars kan få problemerne i de fleste u-lande til at blegne. Det er ikke så svært for politiet at fange de små fisk, men får man en kæmpestor fisk på krogen, så kan det få båden til at kæntre, og så er det mest hensigtsmæssigt at lade fisken i fred.

Den samlede effekt af denne politisk-økonomiske råddenskab er, at der flyttes penge fra det store flertal af befolkningen – og især de fattigste – over til en meget lille, men til gengæld enormt grådig elite. Det er tankevækkende, at forskellene mellem rig og fattig i USA er vokset markant de seneste årtier, og at det samlede uddannelsesniveau i USA i disse nu for første gang er for nedadgående, fordi flere og flere familier er for fattige til at sende deres børn på college.

Mens jeg så filmen ”Inside Job”, kom jeg til at tænke på filmen ”Hvidsten-gruppen”. Her var der nogle ganske almindelige mennesker, samlet omkring en krofatter og kromutter og deres børn og naboer, som var villige til at risikere deres liv for at kæmpe for Danmarks sag. Hvis Danmark gennemløber en udvikling svarende til den, som filmen ”Inside Job” beskriver mht. USA, vil ganske almindelige mennesker så sætte deres liv på spil for vort land? Hvad sker der , hvis samfundets elite i neoliberalismens hellige navn bliver så grådige, at de kun tænker på at berige sig selv på bekostning af resten af befolkningen? Hvis der er flere og flere i samfundet, som mener, at de er i deres gode ret til at få en løn og andre former for bonus, som er 10, 20 eller 30 gange højere end de folk, som arbejder for dem, er det så det samme samfund de tilhører, eller hører de til hver deres verden?


I de senere år har der været talt meget om sammenhængskraften i det danske samfund. Og her har der især været fokus på, at store kulturforskelle kan true sammenhængskraften. Men økonomisk påvirkes vi stadig meget af USA, og måske skulle vi derfor begynde at interessere os for, hvilke konsekvenser voksende økonomiske og sociale forskelle kunne få for sammenhængskraften i det danske samfund.

Christiansfeld, søndag, den 25. marts 2012


USA i dårligt selskab

USA står som den vestlige civilisations stærkeste magt, der ønsker at udbreder demokrati og menneskerettigheder til resten af verden. Så meget desto mere pinligt er det, at USA stadig er at finde i det dårlige selskab af stater, som fortsætter med at praktisere dødsstraf. Ifølge Amnesty Internationals nye rapport ligger USA ligger 43 henrettelser i 2011 i henrettelsernes top ti, kun overgået af lande som Kina, Saudi Arabien, Iran og Irak, og fulgt af lande som Yemen og Nordkorea. Det eneste andet vestlige land, som praktiserer denne grusomme praksis er diktaturstaten Hviderusland.

I middelalderen hørte dødsstraf til dagens orden i alle lande, og også i Danmark. Denne middelalderlige praksis fortsatte dog langt op i nyere tid. Den danske straffelov fra 1866 tillod dødsstraf for drab og forbrydelser mod staten. Så sent som i 1893 blev en mand halshugget for brandstiftelse og overfald, men først med straffeloven fra 1930 blev dødsstraffen afskaffet. I retsopgøret efter besættelsestiden vendte dødsstraffen dog midlertidigt tilbage i form af et straffelovstillæg (landsforræderloven) for handlinger begået under besættelsestiden, og den sidste af de 46 af dødsdømte blev henrettet ved skydning i juli 1950.

Det vil sige, at jeg i hele min levetid har haft det privilegium at leve i et land og i en tid, hvor staten ikke henrettede sine borgere. Men risikoen var der stadig. I 1977 blev jeg – midt i den kolde krig – indkaldt som værnepligtig soldat. i en tid, hvor en soldat i krig ifølge den militære straffelov stadig kunne idømmes dødsstraf. Det var først i 1978 at den militære straffelov afskaffede dødsstraf.

Dødsstraf har altså været en del af vor egen historie – helt op i vor egen tid, og fra tid til anden dukker der krav op om genindførelse af denne ultimative straf. Og så længe vor amerikanske storebror, som vi i mange henseender ser op til, praktiserer denne grusomme straffeform, så vil fristelsen til at overveje en genindførelse af dødsstraffen være til stede i visse kredse. Dertil kommer, at det mildest talt er vanskeligt for det internationale samfund at gå i rette med lande som Kina, Iran og Saudi Arabien, for deres udstrakte brug af dødsstraffen, når USA fortsætter med at henrette nogle af deres borgere.

Men dødsstraf er en inhuman straffeform, som ikke hører hjemme i samfund, som vil kalde sig humane. Samtidig indebærer dødsstraffen i bogstaveligste forstand altid muligheden for justitsmord, uden mulighed for at det kan gøres godt igen, derfor hører dødsstraf ikke hjemme i et moderne retssamfund. Som USA’s venner og allierede må vi derfor aldrig ophøre med at fordømme USA’s fortsatte brug af dødsstraffen.

København, tirsdag, den 27. marts 2012


Biskoppernes dilemma

I 2010 nedsatte daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech et “Udvalg om folkekirken og registreret partnerskab”. Hovedspørgsmålet, som udvalgets 12 medlemmer skulle tage stilling til var, ”Under hvilke former skal også det registrerede partnerskab kunne indgås i folkekirken, således at to personer af samme køn har samme mulighed som ægtepar for at indgå deres samliv ifølge et kirkeligt ritual, og hvilket ritual skal kunne anvendes?” Som bekendt gik et stort flertal af udvalgets medlemmer ind for, at ”der bør kunne ske en kirkelig velsignelse af et partnerskab i henhold ti et autoriseret ritual”.

I den aktuelle debat mellem biskopperne og kirkeministeren er det imidlertid tankevækkende at erindre om, at der i rapporten fra 2010 står, at ”11 medlemmer af udvalget (Peter Skov-Jakobsen, Inge Lise Pedersen, Erling Christiansen, Lisbet Müller, Kirsten Busch Nielsen, Benedicte Præstholm, Karsten Nissen, Susanne Møller, Christian Mejdahl, Claus Thomas Nielsen og Jens Ole Christensen) mener, at ægteskab og partnerskab må betragtes som forskellige ordninger, der har hver sin begrundelse og hver sin historie, og at det vil være udtryk for et ejendommeligt abstrakt syn på mennesket, hvis der stiles mod en såkaldt kønsneutral ordning for ægteskab.”

Den ændring af ægteskabsloven, som i disse dage debatteres i folketinget, følger imidlertid ikke indstillingen fra udvalgsarbejdet i 2010, men indebærer den kønsneutral forståelse af ægteskabet, som 11 ud af 12 udvalgsmedlemmer tog afstand fra. ”Ægteskab og partnerskab må betragtes som forskellige ordninger , der har hver sin begrundelse og hver sin historie”.

Et flertal af biskopperne har da også taget afstand fra det fremsatte lovforslag. I kronikken ”Hastværk er lastværk” (KD 16. Marts 2012) skriver tre af biskopperne, Karsten Nissen, Henning Toft Bro og Elisabeth Dons Christensen – med reference til udvalgsarbejdet i 2010 – at de ”ikke teologisk [var] i tvivl om, at homoseksuelt partnerskab og ægteskab mellem mand og kvinde ikke er og aldrig kan blive det samme”. Og så er det lige præcis det, der sker, med det lovforslag som ligestillings- og kirkeministeren fremsætter. Derfor konkluderer biskopperne da også med at skrive, at ”Lovforslaget betyder, at statsmagten giver sin civilretlige forståelse af ægteskabet teologisk gyldighed.”

Biskopper er tjenestemænd og refererer dermed til kirkeministeren som deres arbejdsgiver, og derfor forventer kirkeministeren at biskopperne udarbejder et ritual, der er i overensstemmelse med den lov, som han får vedtaget i folketinget. Men biskopperne er først og fremmest præster, som har aflagt et præsteløfte, og som har fået betroet en særlig teologisk tilsynsmyndighed i kirken. Flertallet af biskopperne har – så vidt det fremgår af pressen – den opfattelse, at den ægteskabsforståelse, som ligger i lovforslaget, ikke er teologisk holdbar. Hvordan skal biskopperne agere i en sådan konfliktsituation? Skal de følge deres foresattes henstillinger, eller skal de følgederes teologiske overbevisninger?

Det er for mig vanskeligt at forstå, hvordan biskopper, der mener, at ”ægteskab og partnerskab må betragtes som forskellige ordninger” med god teologisk samvittighed kan medvirke til at udarbejde et ægteskabsritual på basis af en lov, der bygger på en kønsneutral forståelse af ægteskabet.

Christiansfeld, onsdag, den 28. marts 2012


Opstandelse i kirken

I denne tid er der en værre opstandelse i kirken. Pludselig taler alle om kirken, medierne er fulde af historier om kirken, og også politikerne har kastet sig ud i den ophedede debat om kirken. Hvad er det da egentlig, der bringer gemytterne i brand og legemsvæskerne i kog?

Debatten handler for det første om den menneskelige seksualitet. Hvordan skal kirken forholde sig til heteroseksualitet, homoseksualitet og andre former for seksualitet? Er homoseksualitet synd, eller er det synd for de homoseksuelle?

For det andet er der en voldsom uenighed i kirken om køn og ægteskab. Er et ægteskab en relation mellem en mand og en kvinde, eller kan det også være en relation mellem to af samme køn? Eller er et parforhold mellem to af samme køn noget helt andet? Er køn dybest set en social konstruktion eller er det en del af skaberordningen?

Endelig skændes man om forholdet mellem stat og kirke. Skal staten bestemme over kirkens ritualer, eller er det et kirkeligt anliggende, som staten mest muligt skulle blande sig udenom? Er den juridiske indstiftelse af ægteskabet noget der skal foregå i folkekirken, eller burde det udelukkende foregå på kommunen?

Bølgerne går så højt i debatten, at nogen synes, at det er for galt. Vi burde da kunne holde fred i kirken og ikke skændes i fuld offentlighed. Det går ud over folkekirkens image, og måske begynder folk at melde sig ud. Andre begræder, at striden ødelægger det gode fællesskab i kirken. Men spørgsmålet er, om vi ikke er i fare for at forveksle meningsfællesskab med menighedsfællesskab. Måske er det netop et udtryk for respekt, at man tager hinanden så alvorligt, at man kaster sig ud i en debat med modparten. Som der står i en højskolesang: ”Kamp må der til, skal livet gro”. Den svenske teolog Ola Sigurdson har ligefrem beskrevet kirken som en ”institutionaliseret konflikt”, altså er konflikt i kirken ikke et symptom på død, men på liv i kirken. Sigurdson taler ligefrem om, at tidligere fjender forsones i kirken.

Kirken er netop det åndsfrihedens sted, hvor vi frit kan diskutere eksistentielle spørgsmål, og hvor det er helt i orden at være dybt uenige. Der er ikke blot tale om ’akademiske’ diskussioner, men om hjerteblod. Debatten er præget af lidenskab, fordi det handler om liv og død, om spørgsmål om frelse og fortabelse, om forholdet mellem kristendommen og andre religioner, om holdningen til krig og fred, og om hvad der er sandt.

Mange andre debatter og skænderier er dybest set helt ligegyldige, men måske skulle vi ligefrem være stolte af den strid, som er i kirken, fordi det det her er livets vigtigste spørgsmål, vi strides om. Men underminerer striden ikke den kristne enhed? Debatter kan naturligvis kamme over og blive personlige og ondsindede, og køre helt af sporet, men den kristne enhed bygger ikke på, at vi er enige om alting, men på Kristus, som også i dag skaber opstandelse – heldigvis.

Christiansfeld, fredag, den 30. marts 2012


Skærtorsdags videnskab og lidenskab

Ved skærtorsdagsgudstjenesten i dag spidsede jeg pludselig øren. I Grundtvigs gamle nadversalme, ”Vor Herres Jesu mindefest”, sang vi om videnskaben. Jeg havde ikke før lagt mærke til, at videnskaben optrådte i Salmebogen, og det viste sig da også at være det eneste tilfælde. Om Jesus synger Grundtvig: ”en videnskab, som Gud kun ved, er livet i din kærlighed”.

Men hvad er videnskab? If. Wikipedia er det ”en metode for fremskaffelse af almen anvendelig viden, samt betegnelsen på den viden som er fremskaffet ved hjælp af en videnskabelig metode”. Gennem empirisk udforskning af vor verden og ved anvendelse af fornuft og logik har menneskeheden erhvervet sig en meget værdifuld viden, som vi daglig nyder godt af.

Men det er en anden videnskab, Grundtvig synger om i sin påskesalme, ”en videnskab, som Gud kun ved”. Denne videnskab er ”livet i din kærlighed”, altså i Jesu kærlighed. Selvom Jesus ved, at Judas kort efter vil forråde ham, og Peter vil fornægte ham og alle de andre disciple også svigte ham, så inviterer han alle disciplene med til det sidste måltid. Og han, som er vært for måltidet, tager tjenerens rolle og vasker disciplenes fødder. Hver gang, når vi samles til gudstjeneste, indbyder han os til at være med i det fællesskab. Som Grundtvig skriver

Vor Herres Jesu mindefest den højtid er, som glæder bedst; thi hvor han kommes ret i hu, lyslevende han er endnu.

Vær, Jesus, da mit liv, min lyst, den skjulte perle i mit bryst! Vær du min trøst, vær du min fred, vær du mit lys, min salighed!

Et lys, som aldrig bliver slukt, en blomst, som altid sætter frugt, en videnskab, som Gud kun ved, er livet i din kærlighed.

Det ses ofte som et ideal at bevare en nøgternhed og et koldt overblik, når det gælder almindelig videnskab, men den ”videnskab, som Gud kun ved”, må nødvendigvis vække de dybeste følelser, hos den, som får del i denne viden. Derfor bryder Grundtvig i de sidste tre vers ud i en lidenskabelig lovsang

Så bryd da ud i fryderåb, du gamle tro, du unge håb! og du, som ej af alder ved, du evig glade kærlighed!

I Jesu navn syng Jesu pris i ørken og i Paradis,


alt, hvad som tunge har og røst, alt, hvad som hjerte har i bryst!

Halleluja for Herrens bord, i Himlen hist, og her på jord! Halleluja! stig op, stig ned for Jesus, i al evighed!

Et andet ord for lidenskab er passion, og Grundtvigs lidenskab, hans passion, udspringer netop af hele passionshistorien, som også står centralt og fylder mest i vor trosbekendelse. Om den ”videnskab, som Gud kun ved”, gælder det, at ”Den føder hjertens kærlighed til dig, som for os døden led”. Og derfor gælder det også, at ”Kun hvo som elsker, kender Gud og dig, hans hjertes sendebud”.

I Grundtvigs salme – som i kirkens liv – hænger videnskab og lidenskab sammen.

Christiansfeld, skærtorsdag, den 5. april 2012


Langfredag, langfredag, langfredag

I digtet ”Året har 16 måneder” optræder november fem gange. Dermed får digteren Henrik Nordbrandt udtrykt, at han ikke har det så godt med denne mørke, kolde og regnfulde del af året. Måske kunne man med en ændring af Nordbrandts digt udtrykke, hvordan livet også kan opleves.

Ugen har ti dage: lørdag, søndag, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, langfredag, langfredag, langfredag, langfredag.

Langfredag repræsenterer svigt, forræderi, sorg, ensomhed, uretfærdighed, tortur, lidelse, mørke, død og oplevelsen af gudsforladthed. Alle mennesker oplever før eller siden, i større eller mindre grad, langfredage, men for nogen er det som om langfredagene aldrig får ende.

Mennesker på Afrikas Horn og mange andre steder i verden sulter og tørster. Flygtninge fra verdens konflikter og katastrofer oplever, at der ikke er nogen, som vil tage imod dem. Når alvorlig sygdom rammer, oplever mange at mørket lægger sig som en dyne over dem. I mange landes fængsler sidder fanger, skyldige som uskyldige, og udsættes for tortur. For dem følger den ene langfredag den anden.

I dag for snart 2000 år siden gennemlevede Jesus sin lange fredag. Allerede skærtorsdag aften kunne han have undsluppet den truende lidelse og død, men i sin bøn til Gud i Gethsemane have sagde han: ”Ske ikke min vilje, men din”. Men hvordan kan langfredags mørke, lidelse, tortur og død have noget med Guds vilje at gøre? Er enhver langfredag ikke tværtimod udtryk for ”Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”?

Påskeberetningen løser ikke ondskabens eller lidelsens problem, men kaster sit lys ind i mørket. Både det mørke der kommer ude fra, og det mørke, der kommer fra os selv. Påskemorgen bryder lyset frem med Jesu sejr over døden..

Når vi rammes af sygdom eller anden form for lidelse, ved vi nu, at der ikke længere noget sted så mørkt og gudsforladt, at Jesus ikke har været der og stadig er der. Jesus sender sine disciple til de syge, fængslede og sultende, og han har lovet selv at være dem nær midt i lidelsen.

Når det er os, der er skyld i andre menneskers lidelser, ved vi, at nok har vore handlinger altid har konsekvenser, men der ikke er nogen skyld så stor, at Jesus ikke også har båret den. Jesu stedfortrædende lidelse for os, kalder os til at sætte os i andres sted og også være parat til at lide for deres skyld.

Da Jesus blev korsfæstet, var fredag for Jesus og alle andre jøder den sidste dag i ugen. Men den kristne kirke valgte med god grund at gøre søndag, dagen for Jesu opstandelse, til den første dag i ugen. Søndag er Herrens dag, hvor den opstandne møder os, og fordi han møder os hver dag – også de dage som er præget af lidelse, sorg og død – skulle vi måske endnu engang omskrive Nordbrandts digt:


Ugen har syv dage: søndag, søndag, søndag, søndag søndag, søndag, søndag.

Christiansfeld, langfredag, den 6. april 2012


Hvordan staver man til religiøst hykleri?

Saudi Arabien, der er huser islams to helligste byger, nemlig Mekka med Kaba’en, der årligt tiltrækker millioner af muslimske pilgrimme, og Medina, hvor det første muslimske samfund blev etableret, vil gerne fremstå som den islamiske verdens leder. Men Saudi Arabien bidrager mildt sagt ikke positivt til islams image.

Med henvisning til en hadith, hvor Muhammed på sit dødsleje skulle have sagt, at der ikke må være to religioner på den arabiske halvø, må kristendommen ikke praktiseres i Saudi Arabien. Alligevel har Saudi Arabien for at få sit samfund til at fungere inviteret over 1 mio. kristne især fra Filippinerne til at arbejde som gæstearbejdere i landet, men med forbud at de samles til gudstjenester.

Fra mange års missionsarbejde og talrige rejser i Afrika har jeg kunnet konstatere, at der fra Saudi Arabien gives endog meget store økonomiske bidrag til udbredelsen af islam i Afrika, altså islamisk mission, og det samme gør sig sikkert også gældende for andre dele af verden. Men samtidig er kristen mission på det strengeste forbudt i Saudi Arabien, og kristne, der aktivt bidrager til at udbrede kristendommen i Saudi Arabien risikerer dødsstraf.

I 2008 indbød den saudiske kong Abdullah bin Abdul Azziz 400 ledere fra alle verdens religioner og trossamfund til en dialog-konference i Madrid, fordi han ønskede at fremme fredelig sameksistens mellem religionerne. Men den samme saudiske konge ville ikke være i dialog med kristne og tilhængere af andre religioner i sit kongerige, ja, han ville ikke engang anerkende deres ret til at praktisere deres religion i Saudi Arabien. Kort efter konferencen deporterede den saudiske regering tilmed 15 kristne udlændinge, hvis forbrydelse var, at de havde holdt et bedemøde i et privat hjem.

Saudi Arabien er meget aktiv mht. at støtte byggeriet af moskeer i en lang række kristne lande, fx i Europa og Nordamerika, hvor muslimerne udgør relativt små minoriteter. Samtidig har kirkebyggeri altid været forbudt, således at der den dag i dag ikke er en eneste kristen kirke i Saudi Arabien. Den 12. marts i år gik Saudi Arabiens stormufti Sheik Abdul Azziz bin Abdullah et skridt videre, og erklærede, at det var nødvendigt at ødelægge alle kirker i hele regionen. Fatwaen kom som et svar på et spørgsmål fra en delegation fra Kuwait ang. en foreslået lovgivning om forbud mod byggeri af kirker i emiratet. Til sammenligning kunne man forestille sig, hvilken reaktion der ville komme, hvis paven opfordrede til ødelæggelse af alle moskeer i Europa.

Konklusionen må i dag være, at den mest nærliggende måde at stave til religiøst hykleri er: Saudi Arabien. I modsætning til Saudi Arabiens dobbeltmoralske adfærd tjenere det til østrigske muslimers ære, at de for nylig i protest mod stormuftiens pinlige intolerance har udtalt, at de i det mest restriktive islamiske land ønsker at bygge en kirke i Saudi Arabien som et tegn på religionsfrihed.

Christiansfeld, lørdag, den 7. april 2012


“Jeg har en hemmelighed!”

En klassisk måde at gøre sig interessant på er at sige, at man har en hemmelighed, men at man ikke vil fortælle den til andre. I alt fald ikke lige nu, og måske vil man have et eller andet for at fortælle hemmeligheden. Hvis de andre børn – for det er oftest blandt børn, at det foregår på den måde – ikke er nok interesseret i hemmeligheden, så giver hemmelighedskræmmeren dem en lille bid af hemmeligheden, så de bliver klar over, at det er en meget stor og spændende hemmelighed, som de vanskeligt kan leve uden at få fuld indsigt i. Så begynder de at gætte på, hvad hemmeligheden går ud på. Eller de begynder at lokke eller true for at få hemmelighedskræmmeren til at røbe sin hemmelighed. Hele vejen igennem opnår hemmelighedskræmmeren at være i centrum for de andres nysgerrige opmærksomhed.

Jeg kom til at tænke på sådanne barndomsoplevelser med hemmeligheder, da jeg læste om historikeren Thomas Wegener Friis, der for nogle dage siden fortalte den måbende omverden, at han havde en hemmelighed. Og endda en hemmelighed om en dansk spion, måske endda den største af slagsen nogensinde. En spion, som gennem sin spionage for Stasi havde forvoldt stor skade. Men historikeren ville ikke røbe sin hemmelighed, i alt fald ikke lige nu, men han ville naturligvis gerne tale om sin store hemmelighed. Og det ville medierne og politikerne naturligvis også. For det var en stor hemmelighed. Men historikeren er en rigtig hemmelighedskræmmer, der vil have noget for at røbe sin hemmelighed. Han vil have adgang til nogle arkiver, som den danske stat kan skaffe ham adgang til.

Men hemmelighedskræmmeren afslører dog en lille flig af hemmeligheden, så han holder vor interesse fangen. Der er tale om en offentligt kendt dansk mand, der har spioneret for det kommunistiske styre i DDR. Nu er han samtidig historiker, så derfor tilføjer han for skams skyld, at han ikke vil fortælle hvem personen er, for han mangler fortsat den endegyldige dokumentation.

Der er måske tale om en god historie, men har det noget med historievidenskab at gøre? Flere af Thomas Wegener Friis’ kolleger gør opmærksom på, at han bryder afgørende med historieforskningens principper. ”En seriøs forsker går først ud med sin historie, når han har dokumentationen i orden, fastslår professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet” (BT 10/04/12: “Kolleger kritiserer historiker i sag om dansk storspion“).

Hvis hemmelighedskræmmerens ærinde ikke er historieskrivning, men efterretningsvirksomhed, kontraspionage, så ville det naturlige være at gå til PET og afsløre sin hemmelighed for dem, så PET og andre myndigheder kunne undersøge, om der var foregået noget ulovligt, uanset om sagen så falder for forældelsesfristen eller ej. Men det vil han heller ikke, selvom det virkelig ville være vigtigt at få klarlagt, hvad der foregik af spionagevirksomhed rettet mod Danmark under den kolde krig.

Hvad vil Thomas Wegener Friis’ så? Hemmelighedskræmmeren vil åbenbart holde på sin hemmelighed for at fastholde mediernes, politikernes og alle vi andres opmærksomhed. ”Jeg har en hemmelighed! Men jeg vil ikke røbe den, i hvert fald ikke endnu!”

Christiansfeld, onsdag, den 11. april 2012


Flaget og ytringsfriheden

Anden påske dag kippede Zenia Stampe med flaget for Det Radikale Venstres liberale politiske holdninger. Hun foreslog, at alle begrænsninger mht. at flage med andre landes flag i Danmark skulle fjernes. Midt i den politiske agurketid, som påsken er, har forslaget naturligvis skabt en vældig debat – om, hvad man må hejse op i vore flagstænger i Danmark.

Der er er næsten ingen grænser for, hvad man hejser op i flagstænger. I min barndom husker jeg, at vor galsindede nabokone kom og skældte ud nytårsmorgen. Hendes lokum var blevet hejst op i vor flagstang, og hun var overbevist om, at det var hendes nabos uvorne unger, som havde gjort det. Men i de fleste tilfælde tager folk ikke anstød af, hvad man hejser op i flagstængerne. Enhver servicestation med respekt for sig selv hejser flag hejser deres benzinfirmas flag op i flagstængerne, og det samme gør mange andre firmaer.

Når mange danskere imidlertid reagerer så voldsomt mod tanken om, at alle andre landes flag må hejses op i flagstænger i Danmark, hænger det naturligvis sammen med, at et lands flag er et stærkt symbol, der skal omgås med stor respekt lige som andre hellige symboler. Ja, vore vigtigste symboler beskyttes ligefrem af lovgivningen. Fx har mange lande – inkl. Danmark –en blasfemilovgivning, som bl.a. sætter grænser for borgernes omgang med religiøse symboler. Men fra kultur til kultur er det forskelligt, hvilke symboler, der betragtes som hellige, og det skifter også over tid.

Det er tankevækkende, at Dansk Folkeparti i forbindelse med Muhammedkrisen foreslog, at blasfemiparagraffen (Straffelovens par 140) skulle ophæves. Samme år foreslog partiet, at straffelovens par. 110 ændredes, så det også blev strafbart offentligt at forhåne Danmark eller det danske flag. Forslaget blev nedstemt i folketinget, men nu har partiet annonceret, at det vil genfremsætte forslaget.

Når det gælder holdningen til forskellige symboler, har Dansk Folkeparti sandsynligvis stor opbakning i den brede befolkning. Religiøse symboler er ikke længere så hellige som de var en gang, og derfor behøver de ikke at blive beskyttet med lov, men nationale symboler opfattes som så hellige, at de skal beskyttes mod forhånelse. Danskheden er en så vigtig værdi, at straffeloven må give dens mest centrale symboler en særstatus og beskytte dem mod forhånelse.

Politikere fra Dansk Folkeparti og andre partier forsøgte i forbindelse med Muhammedkrisen at overbevise befolkningen om, at ytringsfriheden er så grundlæggende for demokratiet, at den må være total. Det er sandt, at ytringsfrihed er grundlæggende for demokratiet, men det er ikke sandt, at ytringsfriheden nogensinde kan være total. Men hvilke begrænsninger, demokratiske samfund til forskellige tider foretager i ytringsfriheden, hænger naturligvis sammen med, hvilke symboler det enkelte samfund betragter som hellige.

Der er stadig grund til at kippe med flaget for ytringsfriheden, men der er ingen grund til at løfte fanen så højt, at vi mister jordforbindelsen og glemmer, at ytringsfriheden altid har grænser.

Christiansfeld, lørdag, den 14. april 2012


Breiviks verdensbillede og argumentation for terrorhandling

I går fik Anders Breivik lejlighed til i retten i løbet af halvanden time at præsentere sin 13 sider lang forklaring på, hvorfor han den 22. juli2011 dræbte 77 mennesker i Oslo og på Utøya. Af gode grunde havde retten besluttet, at Breiviks propagandatale ikke skulle transmitteres i medierne, men den fortjener ikke desto mindre at blive analyseret og diskuteret (tale en tilgængelig på Aftenpostens hjemmeside)

Det er Breiviks opfattelse, at det norske folk (lige som andre europæiske folk) i disse år fratages ”vore etniske urfolksrettigheheter, våre kulturelle og territoriale rettigheder”. Norge er blevet ”transformert om til en multietnisk og multikulturel stat”, hvor nordmændene ”i fremtiden risikerer å bli gjort til en minoritet i egen hovedstat og eget land”. Det er sket gennem en indvandring fra Afrika og Asien, som nordmændene ikke gennem en folkeafstemning har vedtaget. Et multikulturelt samfund bliver et uharmonisk samfund, med mangel på tillid mellem indbyggerne, og den nationale sammenhængskraft bliver svækket. Et resultat af den multikulturalisme, som kulturmarxister mfl. har promoveret, er, at Norge i dag lige som mange andre europæiske lande lider af kulturel selvforagt.

Hovedproblemet er muslimerne. If. Breivik ”føres i dag en islamisk demokrafisk krigsføring gjennem massmuslimsk innvandring kombinert med eksplosive muslimske fødselsrater”. Det vil føre til en islamisering af samfundet med krav om indførelse af sharia på flere og flere områder. Der foregår således en civilisationskrig mellem den islamiske freden og det kristne Europa. Baggrunden er at der ”ikke fins sekulære muslimer. Det fins kun muslimer og frafalne”. Man kan aldrig stole på muslimer, fordi de praktiserer ”al-taqiyya, religiøs og ideologisk bedrag”. Dertil kommer if. Breivik, at siden 1960 er 90.000 kvinder blevet voldtaget af muslimer i Norge.

De norske (og europæiske) muslimer ønsker hverken inkludering, integration eller assimilering, da de foragter den norske (og europæiske) kulture. I stedet ønsker de autonomi, altså selvstyre med sharia. ”Der finnes ikke et land i verden der muslimer har assimilert eller levt i harmoni med vertslandet”.

De skyldige i denne udvikling, som er pågået siden anden verdenskrig, er kulturmarxisterne, som har infiltreret medie- og skoleverdenen. Disse multikulturalister har indirekte samarbejdet med liberale politikere, akademikere og journalister om at dekonstruere norsk (og europæisk) kultur og derigennem muliggjort islamiseringen. De hovedskyldige, som også var målet for Breiviks aktion, var det norske arbejderparti, og deres hjernevaskede ungdomsbevægelse.

Det er tankevækkende, at de fleste af elementerne i Breiviks forståelse af virkeligheden kan genfindes i forskellige ikke-voldelige anti-muslimsk miljøer i Europa. Derfor er det afgørende spørgsmål naturligvis, hvordan Breivik på basis af sin forståelse af virkeligheden forsøger at retfærdiggøre det, han selv kalder ”det mest sofistikerte, spektakulære, og det mest brutale attentat begået af en militant nasjonalist i Europa siden andre verdenskrig”?

Breiviks hovedargument er, at demokratiet ikke fungerer i Norge, og at afgørende beslutning fx om indvandring er blevet truffet uden befolkningens accept. Ytringsfriheden har været begrænset, så nationalister og kulturkonservative som fx Breivik ikke er kunnet komme til orde med deres kritik


af multikulturalismen. Derfor: ”Når fredelig revolusjon umuliggjøres, så bli voldelig revolusjon den eneste løsningen”. Altså en antikommunistisk og anitislamistisk revolution for national genfødsel, hvis mål er en etnisk norsk og kristen nation. De unge fra arbejderpartiet måtte lade livet for at få Arbejderpartiet til at ændre indvandringspolitik og dermed redde hele nationen fra en meget blodig borgerkrig. ”Angrepene den 22.7 var preventive angreb til forsvar for Norges urfolk, etniske nordmenn, vår kultur”. Og derfor hævder Breivik, at han ”handlet med nødrett på vegn av mit folk, min kultur, min religion, min by og mit land”.

Spørgsmålet er, hvilken sammenhæng der er mellem Breiviks verdensbillede, som i større eller mindre grad deler med mange andre, der frygter for en islamisering af Europa, og hans revolutionære og/eller terroristiske handlinger? På den ene side er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem disse to størrelser, og de allerfleste anti-muslimistiske bevægelser og personer i Europa holder sig på lovens grund og bruger demokratiske metoder til at fremme deres synspunkter.

På den anden side kan Breiviks argumentation også vanskeligt affærdiges som et udslag af sindssyge. Det er muligt og måske endda sandsynligt, at han har en psykiske sygdom, men hans tale er trods alt et forsøg på ud fra den forståelse af verden, han har, at argumentere for, hvorfor han har ”gjennemført det mest sofistikeret, spektakulære, og det mest brutale politiske attentat begått av [en] militant nasjonalist i Europa siden andre verdenskrig”.

Breiviks argumenter skal ikke bare affærdiges som et udslag af sindssyge og derefter glemmes. Breiviks argumenter må frem i lyset og modsiges med størst mulig kraft, for at ikke også andre svage sjæle lader sig forføre af disse dødsensfarlige tanker.

København, onsdag, den 18. april 2012


Hvad skete der den 28. marts 2012?

Jeg lagde ikke mærke til noget, og det var der vist heller ikke mange andre, der gjorde. Solen skinnede den 28.marts, og jeg sad helt ubekymret på vor terrasse og nød solen – uden at ane, hvad der foregik. Netop den dag forekom der et jordskælv, hvor jordens tektoniske plader forskubbede sig i forhold til hinanden. Det var ikke et jordskælv, som fremkaldte nogen tsunami, men alligevel var det en jordrystelse med så store og langtrækkende konsekvenser, at vor jord aldrig bliver den samme igen.

Det var ikke noget almindeligt jordskælv, men et økonomisk jordskælv. Ifølge beregninger fra det australske finansministerium har landene i den såkaldte tredje verden, netop på dette tidspunkt opnået en større samlet købekraft end os i den hvide verden, altså Europa, Nordamerika og Australien (Lars Trier Mogensen, ”Vesten er blevet fattigere end resten”. Politiken, den 20. April 2012). Det var en ny økonomisk verdensorden, som blev indvarslet den 28. marts. I mange hundrede år har vi i den hvide verden vænnet os til, at vesten som verdens centrum sad på størstedelen af verdens økonomi, men nu er balancen tippet til fordel for resten af verden. Vi havde vænnet os til, at vi år for år blev rigere, men nu skal vi måske til at se i øjnene, at vore børn og børnebørn ikke får en højere levestandard, end vi har.

Hvilke konsekvenser vil dette økonomiske jordskælv få? Med økonomisk magt følger politisk og militær magt. Og med tilbagegang i vestens økonomiske magt følger så før eller siden nok også en tilbagegang i vestens politiske og militære magt. Meget tyder på, at vi i de kommende årtier vil få meget brug for omstillingsparathed!

Mange er af den opfattelse, at kirken altid halter bagefter det øvrige samfunds udvikling. Men faktisk har den globale kirke allerede i slutningen af det forrige århundrede oplevet et tilsvarende jordskælv som det, vi nu er vidner til. Vi har i århundreder været vant til, at kristendommen var den hvide mands religion, og at det store flertal af verdens kristne var hvide. Men tyngdepunktet i verdens kristenhed ændrede sig for få årtier siden, så vi kristne i vesten kom i mindretal, og i dag udgør vi kun omkring en tredjedel af verdens kristne. Det har vi i kirken i vesten langt fra vænnet os til, og langt hen ad vejen opfører vi os, som om kristenhedens tyngdepunkt stadig lå i Rom, Wittenberg, London, eller måske København. Jeg gætter på, at kristne Syd en gang imellem rynker brynene eller trækker på smilebåndet, når de ser, hvordan den kristne minoritet i vesten agerer.

Det økonomiske jordskælv førte ikke til nogen synlig tsunami, så derfor var der ikke mange, som bemærkede det. Men før eller siden vil denne forskydning mellem den økonomiske verdens tektoniske plader føre til sociale, kulturelle, politiske og militære rystelser her i vesten, hvis konsekvenser det er vanskeligt at forudse.

Christiansfeld, fredag, den 20. april 2012


Skal Store Bededag afskaffes?

Hvad er en helligdag? I de fleste danskeres bevidsthed er er helligdag en fridag. Og her er vi danskere nok helt på linje med de engelsktalende, hvis ord for helligdag, ”holiday”, netop også kan betyde ferie. Men samtidig ved vi godt, at ikke alle fridage er helligdage, fx har den 1. maj aldrig været nogen helligdag. For egentlig er en helligdag jo en dag, som har en særlig religiøs betydning, og i vor del af verden vil det sige en kristen betydning.

På helligdage holdes der gudstjeneste, og der er særlige tekster for de enkelte helligdage. Det var imidlertid kejser Konstantin, den kejser, der gjorde kristendommen til kejserrigets officielle religion, som etablerede koblingen mellem helligdage og fridage. I første omgang var det søndagen, der blev officiel helligdag og fridag. Siden er mange andre kristne helligdage blevet officielle fridage.

Store Bededag blev i Danmark indført som helligdag i 1686, på initiativ af Roskildes biskop Hans Bagger – og har for øvrigt slet ikke, som myten hævder, noget med Struense at gøre. Store Bededag var en af mange bededage, hvor der skulle bedes for fred, og der kunne såmænd være god grund til, at vi også i dag bruger Store Bededag til det.

I de senere år der er blevet knyttet en ny tradition til Store Bededag. Det begyndte med, at kristne nydanskere undrede sig over, at vi havde en officiel bededag, men brugte den til alt muligt andet end bøn. Siden 2005 har kristne nydanskere så indbudt både gammel- og nydanskere til ”Bøn for nationen”, og i år foregår det både i København, Århus, Odense og Ålborg. Der har været tradition for også at invitere politikere med, og i år medvirker kirkeminister Manu Sareen, der jo selv er nydansker, i gudstjenesten i Helligåndskirken på Strøget i København.

I dagens aviser kan man læse, at regeringen har planer om at afskaffe Store Bededag. Det skønnes at afskaffelsen af denne bededag kan øge Danmarks bruttonationalprodukt med mellem 2 og 6 mia. kr. Men mon ikke regeringen og arbejdsmarkedets parter lige skulle spise brød til, eller måske endda i dagens anledning hveder, inden de afskaffer denne helligdag. Folketinget kan uden videre vedtage, at Store Bededag ikke længere skal være en fridag, men det ville være højst upassende, hvis regeringen som et led i økonomiske forhandlinger afskaffer en af kirkens helligdage.

Ganske vist har vi været vant til ikke at skelne mellem stat og kirke eller mellem folk og kirke, og derfor heller ikke mellem kirkens helligdage og folkets fridage, men det skal vi måske til at vænne os til nu. Der er intet som helst til hinder for, at vi i kirken kan holde fast i Store Bededag som en helligdag og derfor holde gudstjeneste enten Store Bededags aften eller på et eller andet tidspunkt på selve Store Bededag, uanset om politikerne og arbejdsmarkedets parter bliver enige om, at denne fjerde fredag efter påske skal være en almindelig arbejdsdag eller ej.

Christiansfeld, mandag, den 30. april 2012


Folkekirkens indvikling, afvikling og udvikling

Mens vi venter på, at kirkeministeren offentliggør kommissoriet for og sammensætningen af det udvalg, der skal komme med forslag til en ny styringsstruktur for folkekirken, er det på sin plads at besinde sig på, hvad det er for en opgave, der skal løses.

For ikke at starte med Adam og Eva eller Harald Blåtand, kunne man tage afsæt i reformationen i 1536. Reformationen indebar en sekularisering af kirken, i grundbetydningen af ordet, nemlig, at staten, dvs. kongen, overtog ikke bare kirkens gods, men hele kirken. Kirken blev en statskirke, eller staten blev en kirkestat med kongen som kirkefyrste. Stat og kirke blev strikket sådan sammen, at det blev umuligt at skelne mellem stat og kirke. Kirken legitimerede statsmagten, tydeligst under enevælden, og bag kirken og dens forkyndelse stod så staten med al sin magt og vælde. Grundloven af 1849 betød, vi fik en grundlovsfæstet folkekirke, støttet af staten, men grundlovens løfte om en kirkeforfatning blev i stedet til en række love, der i stadig højere grad viklede kirken ind i staten.

Kirkens indvikling i staten har ført os derhen, hvor vi har en politiker som chef for folkekirken, og hvor store dele af kirkens økonomi formelt set styres efter principper fra enevælden. Forholdene er så indviklede, at man fx knapt ved, hvem der ejer kirkebygningerne og har ret til evt. at lukke kirker. Styringen af kirken på nationalt plan er lagt i hænderne på folketinget og kirkeministeren, og kirken har ikke selv nogle styringsredskaber. Kirkens indvikling i staten har ført til en bureaukratisering, der mærkes på alle niveauer i kirken inkl. menighedsrådsniveauet.

I den situation er der behov for afvikling, der if. ordbogen kan betyde en ”en gradvis afskaffelse, typisk efter en fastlagt plan”. Det er ikke kirken, der skal afskaffes, men der er brug for en udredning af de tråde, der vikler kirken ind i staten, mhp. at afvikle uhensigtsmæssige bindinger og unødvendigt bureaukrati og at etablere en styringsstruktur, der svarer til de udfordringer, som folkekirken i dag står over for i dag. Danskere er blevet mere og mere sekulariserede og fremmedgjorte fra kirke og kristendom, og i de seneste årtier har globaliseringen ført til, at samfundet er blevet mere og mere multireligiøst. I en tid, hvor kulturen forandrer sig hurtigt, er det vigtigt for kirken at kunne respondere og agere, og det kræver ledelse og styring.

Grunden til at det i denne situation giver mening at fokusere på kirkens indvikling og at bruge kræfter på afvikling af uhensigtsmæssige bindinger af kirken, er derfor, at det har betydning for kirkens udvikling. Ændringer af kirkens strukturer er ikke et mål i sig selv, men målet er at udvikle strukturer, der kan understøtte kirkens udvikling. Styringsstrukturer, der gør det muligt for kirken at prioritere de økonomiske midler og træffe de nødvendige beslutninger.

Hvad er så kriterierne for en sund udvikling af kirken? Det er kirkens overordnede mål, som det er formuleret i betænkning 1477 fra 2006 om ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, nemlig ”som kristen kirke … at forkynde Kristus som hele verdens frelser”. Det er, at kirken bliver bedre i stand til at bringe evangeliet i spil på det lokale plan, når det gælder gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Hvis disse kriterier bliver styrende for alle forslag til ændret styringsstruktur i folkekirken, så er der god grund til at imødese udvalgets arbejde med stor forventning.

Ribe, torsdag, den 3. maj 2012


Samtidsreligion – en anmeldelse

Der er flere måder at studere religion på. Den traditionelle måde er at gå til religionernes kilder, altså deres hellige skrifter, for at finde frem til kerne i religionerne. En anden måde er at observere den levende og levede religion her og nu, for at finde ud af, hvordan religioner i praksis udfolder i vor samtid. Det er det, som bogen ”Samtidsreligion – levende religion i en foranderlig verden” gør. Bogen, der er redigeret af Marie Thomsen og Jørn Borup og udgivet af Center for Samtidsreligion på forlaget Univers, er dedikeret Viggo Mortesen, som i år er gået af som professor ved Århus Universitet efter i mange år at have bidraget afgørende netop til det felt, som bogen beskriver.

Der ikke tale om en lærebog i emnet, men bogens mange bidragydere, som er teologer og religionshistorikere knyttet til Center for Samtidsreligion, giver hver deres vinkel på en række temaer, som er helt centrale for beskrivelsen af samtidsreligion, nemlig sekularisering, globalisering, individualisering, markedsorientering, og kompleksitet.

Bogens tre artikler om sekularisering indeholder mange interessante analyser og observationer om religionens rolle i sekulære samfund. Sekularisering kan foregå på forskelligt på forskellige niveauer, samfunds-, organisations og individniveau, og på det enkelte niveau kan der på samme tid være modsatrettede tendenser.

Sekularisering er et deskriptivt begreb, mens sekularisme er et normativt eller ideologisk begreb, som handler om adskillelsen af religion og politik. En af forklaringerne på, hvor sekularisme kommer fra, er, at nationalstater i forbindelse med deres grundlæggelse kæmper for at gøre sig uafhængige af de magtfulde kirker. I takt med at staten overtager flere og flere af kirkens opgaver, udvikles en nationalitetsforståelse, som er uafhængig af eller overordnet religion.

Sekularisme er imidlertid i dag ikke en entydig størrelse. Den lutherske sekularisme og den franske laicisme er enige om, at religion ikke hører til i det offentlige rum, men kun i privatsfæren. Men det er tankevækkende, at mens den franske laicisme begrunder denne holdning til religion i universelle værdier, så bygger den sekularisme, som politikere i Danmark hylder, på religiøse argumenter, nemlig den lutherske skelnen mellem de to regimenter!

Det kan måske overraske nogle læsere, at der også findes former for sekularisme, som tilkender religion en plads i det offentlige rum, fx konsensussekularismen. Så længe borgerne anerkender de universelle værdier og rettigheder, gør det ikke noget, at nogle af dem finder en begrundelse for dem i deres religion. Derfor skal religiøse udtryk altid have lov til at være i det offentlige rum, så længe de ikke bryder med de universelle værdier og rettigheder.

Iben Krogsdal og Rikke Gotfredsen viser i en spændende artikel, hvordan folkekirken i dag udfordres af individualiseringen. Forfatterne opdeler folkekirkemedlemmerne i tre idealtypologiserede grupper. ”De troende” er de traditionelt kristne, som udgør en meget lille del af befolkningen, der kommer trofast i kirken. ”De baggrundskristne” er de kulturkristne eller måske-kristne, som er den store gruppe, der kun kommer i kirken, når der er en særlig anledning. ”De gør-det-selv kristne” er de folkekirkemedlemmer, som forstår sig selv som spirituelt søgende og åndeligt interesserede, og som ser sig selv i et modsætningsforhold til kirken som institution. ”De troende” er godt tilfredse med kirken som den er, men er bestemt åbne for fornyelser a.h.t. ”de baggrundskristne”, som imidlertid er mest trygge ved, at deres ”fjerne kirke” forbliver, som de


husker den. Endelig synes de spirituelle ”gør-det selv-kristne”, at det ville være fint med fornyelser i kirken, men dybest set har de ikke brug for kirken, da de meget heller vil gøre det selv.

”Samtidsreligion” er en god bog at blive klogere af, klogere ikke bare på de andre, men også på sig selv, for uanset vort udgangspunkt, så påvirkes vi de kræfter, som bogen beskriver.

Christiansfeld, lørdag, den 5. maj 2012


Den tredje reformation – en anmeldelse

Religionssociologen Morten Thomsen Højsgaard, der er generalsekretær i Bibelselskabet, har skrevet en bog om ”Den tredje reformation – fra statskirkekristendom til google-buddhisme” (Kristeligt Dagblads Forlag 2011). Nogle vil sikkert studse over Højsgaards tale om en tredje reformation – og måske ikke uden grund. Vi kender alle til reformationen for omkring 500 år siden, der indebar en overgang fra romersk katolsk kristendom til protestantisme, men har vi overset en anden reformation? Det er imidlertid religionsskiftet fra den gamle nordiske asa-tro til kristendommen, som Højsgaard vælger at kalde en reformation. Ganske vist forsvandt ase-troen naturligvis ikke, da kong Harald Blåtand dekreterede, at hans undersåtter skulle være kristne, men der var vel ikke tale om, at ase-troen blev reformeret? Men hvis man så i stedet tolker ordet ”reformation” som et tros- eller religionsskifte, giver det så mening at tale om, at vi i dag står midt i en tredje reformation?

Bogens tese er, at ”Danmark og danskerne oplever i disse år nogle af de største og mest grundlæggende forandringer på troens og kirkens område, som landet har set i fem hundrede år”. Folket ”holder op med at være troende i traditionel forstand. I stedet bliver de religiøst eller eksistentielt søgende på deres helt egen måde med et stadig større anslag af inspiration fra Østens mystik tilpasset vestlig individualisme og forbrugerkultur” (s. 13). De nye ”religion” kalder forfatteren ”Google buddhisme”, hvor ”Google” repræsenterer måden den nye tro orienterer sig på, og ”buddhismen” retningen, altså hvad denne tro mest ligner og orienterer sig imod. Dvs. vi bruger troen på samme måde som Google, dvs., der er en hel masse på lager, men vi bruger kun det, som vi selv søger efter, og som vi føler behov for, og det vi bruger bliver i stadig højere grad præget af buddhistiske elementer.

I sine bestræbelser på at underbygge sin tese trækker Højsgaard på undersøgelser om danskernes forhold til tro og analyserer udsagn fra kendisser, der er eksponenter for de nye udviklingstendenser. Forfatteren argumenterer godt for, at danskernes tro er under forvandling i disse år, og at mange danskere er under stærk påvirkning, at østlig religioner og østligt inspireret nyåndelighed. Forfatteren har også fuldstændig ret i, at denne udvikling udgør en alvorlig udfordring for folkekirken.

”Den tredje reformation” er en meget læseværdig bog, der både er spændende og udfordrende, men bogens grundlæggende problem er, at forfatteren maler sit billede af den aktuelle danske religiøse virkelighed med en for bred pensel. Det kommer fx frem i skildringen af folkekirkens reaktion på udfordringerne fra nybuddhisterne og ateisterne. Folkekirkekristendommen er i dette møde undergået en forvandling, så der er opstået en ny kristendom (repræsenteret bl.a. af Thorkild Grosbøll), som i praksis kommer såvel ateisterne som nybuddhisterne i møde. ”Den nye kristendom er som tidens nye buddhisme en feel good-religion” (s. 67). Og så opsummerer forfatteren situationen: ”Grossbøllerne, gudsfornægterne og den nye åndeligheds bølgebrydere tegner dog ikke hele billedet. Der er stadig nogle klassiske gudelige tilbage” (s. 69). Disse få klassiske gudelige er konservative kristne (repræsenteret bl.a. af Henrik Højlund), der føler sig bundet til at gøre Bibeltekstens ordlyd til deres standpunkt. Den danske kirkelige virkelighed er imidlertid langt mere mangfoldig, end forfatteren her lader forstå.


Kristendom som statskristendommen er ganske vist på retur – om end ganske langsomt, og buddhismen – også i en letbenet google-udgave – bliver ganske viste også mere populær i denne tid. Men der er efter min opfattelse ikke belæg for at hævde, at vi står midt i en ny reformation eller et egentligt religionsskifte. Danskernes religion bliver derimod– som det beskrives i en anden nyere bog, nemlig ”Samfundsreligion” – i disse år mere og mere præget af sekularisering, individualisering, globalisering og kompleksitet.. Det gør ikke udfordringerne for folkekirken mindre alvorlige, men blot mere komplekse.

Christiansfeld, søndag, den 6. maj 2012


Religiøs og politisk ekstremisme i Danmark

I går blev der offentliggjort to videnskabelige rapporter, der gør status over den politiske og religiøse ekstremisme i Danmark i dag. Ann-Sophie Hemmingsens rapport ”Anti-demokratiske og voldsfremmede miljøer i Danmark, som bekender sig til islamistisk ideologi. Hvad ved vi?” og Chris Holmsted Larsens rapport ”Politisk Ekstremisme i Danmark”, som begge er et resultat af en konkret forskningsbestilling fra Social- og Integrationsministeriet, tegner et tankevækkende billede af de trusler fra ekstremister, som samfundet er udsat for.

Den religiøse ekstremisme findes i Danmark kun i en islamistisk udgave. Den ekstremistiske (voldsfremmende) islamisme deler langt hen ad vejen ideologi med den radikale (antidemokratiske, men ikke voldsfremmende) islamisme. Opfattelsen er, at muslimer udsættes for uretfærdighed og undertrykkelse både i Danmark og globalt. Fjendebilledet er den gældende verdensorden med kapitalisme, multikulturalisme og demokrati (som et menneskeskabt system) samt moralsk dekadence. Utopien er den islamiske stat, kalifatet.

Det første eksempel på religiøs ekstremistisk voldsanvendelse i Danmark er bomberne rettet mod det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orient og den jødiske synagoge i København i 1985. I de følgende år og især fra 2005 og fremefter har vi desværre haft mange andre eksempler. Vi kan imidlertid prise os lykkelige for, at islamistiske terroristers virksomhed endnu ikke har kostet menneskeliv i Danmark.

Den politiske ekstremisme forefindes både i en højre- og venstre-udgave. Larsen gør opmærksom på, at højrenationalismen i dag er en langt stærkere bevægelse end nationalsocialismen, der imidlertid begge har et fælles xenofobisk fjendebillede, nemlig det multietniske samfund. Højrenationalismen består af en blanding af ultranationalisme, antiislamisme og biologisk og kulturel racisme og dens utopi består i et monetnisk, monokulturelt og monoreligiøst samfund. Mens nationalsocialismen er antisemitisk er højrenationalismen antiislamisk, og allierer sig endog med den ekstreme højrefløj i Israel, der betragtes som et bolværk mod islam. Den mest markante eksempel på højreekstremistisk terror var bombesprængingen i Internationale socialisters kontor i Søllerødsgade i København 1992, hvor en person blev dræbt.

Venstreekstremismen forefindes både i en anarkistisk/antifascistisk og en kommunistisk udgave, men førstnævnte er så langt den vigtigste i dag. Fjendebilledet for denne anarkistiske/antifascistiske bevægelse er overordnet set den uretfærdige neoliberale og imperialistiske verdensorden repræsenteret af IMF, NATO; EU og USA. Det er uklart, hvilken utopi for samfundet, de kæmper for. Et nyere eksempel på venstreekstremistisk vold er forsøget på ildspåsættelse på Politiskolen i Brøndbyøster i 2011.

I begge rapporter skelnes der mellem voldsfremmende ekstremisme og antidemokratisk radikalisme. Det, der er foruroligende er imidlertid konstateringen af, at der hverken på den religiøse eller politiske fløj i praksis er nogen klar skillelinje mellem den ekstreme og den radikale fløj, men at bestemte personer og grupper den ene dag arbejder med demokratiske metoder, for så den næste anvender ekstreme metoder.


Den anden foruroligende konklusion er, at på denne glidebane fra radikalisme til ekstremisme sker rekrutteringen til den voldsfremmende ekstremisme ofte som en selvrekruttering, hvor internettet spiller en afgørende rolle. Og det gælder både for politiske og religiøse ekstremister. Det seneste eksempel er her Anders Breivik.

Den tredje foruroligende konklusion er, at radikale og ekstreme miljøer – både politiske og religiøse – er stærkt påvirket af udviklinger, som foregår langt fra Danmark, men alligevel influerer på lokale gruppers aktiviteter. Globaliseringen indebærer altså også en globalisering af radikalismen og ekstremismen.

Er vort demokratiske danske samfund alvorligt truet af politisk og religiøs ekstremisme? Ekstremismen kan true demokratiet på to måder. Erfaringen fra 30’erne viser, at en alvorlig økonomisk krise kan skabe grobund for en ekstremisme, der kan underminere et demokrati. Hvis den nuværende økonomiske krise forværres, kan det samme måske ske igen. Demokratiet kan imidlertid også helt utilsigtet blive undermineret, hvis man i en forståelig bestræbelse på at forebygge voldsfremmede ekstremisme, der truer landet sikkerhed og andre borgeres menneskerettigheder, begrænser ytringsfriheden og andre centrale frihedsrettigheder for antidemokratiske radikale bevægelser, der måske danner fødekæder til ekstremistiske bevægelser.

Christiansfeld, onsdag, den 9. maj 2012


Holder argumentationen for blasfemiparagraffens afskaffelse?

Dansk Folkepartis og Liberal Alliances ønske om at afskaffe blasfemiparagraffen bakkes nu op af Institut for Menneskerettigheder. Begrundelsen er, at det er en unødvendig indskrænkning i ytringsfriheden, for det er mennesker og ikke religioner, som har menneskerettigheder, der skal beskyttes. Mennesker beskyttes bl.a. af racismeparagraffen (som de to partier for øvrigt også ønsker afskaffet) og injurielovgivningen, men som overskriften i Jyllands-Posten lød, ”Gud skal til at tage sine tæsk selv”. Her må dog lige indskydes, at den danske blasfemiparagraf ikke handler om at beskytte Gud eller for den sags skyld nogen religion, men den handler om at beskytte den offentlige orden, som kan trues af angreb på religioner.

Det er naturligvis en nærliggende tankegang at skelne mellem personer og deres religion. Der må efter denne skelne være grænser for den hån, spot og latterliggørelse man må udsætte religiøse mennesker for, men der burde ikke være grænser for den hån, spot og latterliggørelse, man må udsætte disse menneskers religion for. Denne strategi med at skelne skarpt mellem religion og person er blevet meget udbredt i fx radikale islamkritikeres behandling af islam og muslimer. Fx anerkender man, at den altovervejende mængde af muslimer er ganske fredelige, men islam som sådan er en voldelig religion.

Spørgsmålet er imidlertid om denne skelnen mellem religion og person holder i alle situationer? Det forholder sig sådan, at religion ikke er uforanderlig fysisk genstand, som man kan analysere løsrevet fra de mennesker, som måtte have et forhold til denne genstand. Kristendom er kristentro, dvs. det er noget, som mennesker tror, så derfor giver det ikke mening at analysere kristendom løsrevet fra de mennesker, som har et forhold til denne religion. Når man siger noget om kristentro, siger man implicit også noget om kristustroende. Men som kristne i Danmark har vi det efterhånden godt med at vor kristne religion – og dermed også vores tro på Kristus – udsættes hård kritik, også når det udarter til hån, spot og latterliggørelse. Problemet er bare, at mens vi som tilhørende et dominerende kristen flertal ikke føler os truet af sådanne angreb, så er det ikke nødvendigvis det samme, hvis man tilhører et lille mindretal.

Hvis man fx sagde om jødernes religion (som det fx siges i en ny bog om muslimernes religion), at ”vold er simpelthen uløseligt indlejret i dens DNA”, og at deres religion derfor ”ikke har krav på samme beskyttelse og de privilegier, man giver en religion”, så vil angrebet nok af de fleste blive opfattet som et angreb ikke kun på jødedommen som religion, men også på de mennesker, som tror på denne religion. Eller hvis man om jødernes religion sagde (som et DF folketingsmedlem har sagt om muslimernes religion), at det var en pest, der skal bekæmpes, så ville straks give mindelser om tidligere tiders ikke bare kritik af jødedom, men forfølgelser af jøder.

Dermed har jeg egentlig ikke direkte forholdt mig til, om det er en god ide eller ej at afskaffe blasfemiparagraffen, men blot peget på, at en væsentlig del af argumentationen for afskaffelse af blasfemiparagraffen – efter min analyse – ikke holder. Hån, spot og latterliggørelse af en religion vil i nogle tilfælde også med god grund opleves som en hån, spot og latterliggørelse af dem, der tilhører denne religion.

Christiansfeld, fredag, den 11. maj 2012


Vietnameserne i Danmark – en anmeldelse

I 1975 tabte USA krigen i Vietnam, og de følgende år flygtede mange hundrede tusinde sydvietnamesere fra landet, bl.a. som bådflygtninge. 7000 vietnamesere fik asyl i Danmark, mange fik familiesammenføring, og i dag er der ca. 14.000 personer af vietnamesisk oprindelse i Danmark..

Mens der ingen ende er avisartikler, TV-indslag, debatter og videnskabelige undersøgelser om flygtninge og indvandrere fra muslimske lande, så fylder vietnameserne meget lidt i mediebilledet, og der er heller ikke forsket ret meget i dem. Det har religionshistorikeren Jørn Borup gjort noget ved. I bogen ”Religion, kultur og integration. Vietnameserne i Danmark, der i slutningen af sidste år udkom på Museum Tusculanums Forlag.

De vietnamesiske nydanskere er ”den stille minoritet”. Når de endelig bliver omtalt i medierne, så er det som ”mønster-indvandrere”. Vietnameserne har et ordsprog, der passer godt til det almindelige billede mange danskere har af vietnamesernes tilpasningsevne: ”I en bold må man være rund, i et rør må man være lang”. Spørgsmålet er, om vietnameserne virkelig er så godt integrerede, som ovenstående kunne give indtryk af, og hvis det er tilfældet, hvad er så forklaringen på deres tilpasningsevne?

Når det gælder socio-økonomisk integration, er der ingen tvivl om, at vietnameserne er endda særdeles godt integrerede. De har en høj beskæftigelsesgrad, har en relativt høj indkomst, uddannelsesniveauet blandt de unge er på samme niveau eller højere end etniske danskeres niveau. De har en lavere selvmordsrate end etniske danskere, og de ligger lavt i kriminalitetsstatistikken. Så man kan konkludere, at de i høj grad lever op til politikernes primære forventninger til nydanskere.

Mht. den kulturelle integration er billedet imidlertid lidt mere mudret. De vietnamesiske nydanskere tilslutter sig langt hen ad vejen de samme værdier, som de etniske danskere, men det betyder ikke, at de primært føler sig som danskere. De orienterer sig derimod i høj grad mod deres eget etniske ophav. De holder fast ved vietnamesisk sprog og omgangskreds og foretrækker at gifte sig med vietnamesere.

En af årsagerne til det positive billede af de vietnamesiske er at de, trods alt er så få og derfor ikke opleves som synligt forskellige fra ”dansk kultur”, og at de kom til Danmark på et tidspunkt, hvor flygtninge stadig blev modtaget med åbne arme.

Man kunne imidlertid også forestille sig, at religionen har spillet en vigtig rolle for vietnamesernes integration. Nu forholder det sig sådan, at flertallet af dem ganske vist er buddhister, men at godt en tredjedel af dem er katolske kristne. Det er her bemærkelsesværdigt, at når det kulturelle område, så er buddhister mere integrerede end kristne, måske fordi vietnamesernes katolske religion er mere eksklusiv og lægger større vægt på en bestemt moral end den buddhistiske tro. Samtidig viser undersøgelserne, at de mindre religiøse er mere integreret end de mere religiøse.

”Religion, kultur og integration” er en virkelig god bog at blive klogere af. Klogere på de vietnamesiske mønster-indvandrere, hvis integrationsproces er mere kompleks, end man ved første øjekast kunne tro. Men i høj grad også klogere på moderne videnskabelige teorier om religion,


kultur og integration. Jørn Borups bog er – trods de småfejl, man kan finde i de fleste bøger – et mønstereksempel på, hvordan videnskabelige teorier kan bringes i et frugtbart samspil med de data, som han og andre forskere har fremskaffet gennem brugen af videnskabelige metoder, for at kaste nyt lys over et emne.

Christiansfeld, lørdag, den 11. maj 2012


Truede ord

Det er muligt, at nogen vil kalde mig en bajads eller måske ligefrem en fusentast, når de læser det, som jeg nu skriver. Men over for sådanne knarvorne personer vil jeg ikke være obsternasig eller trættekær, men sporenstregs råde bod på det ved at give dem et negerkys, næste gang vi mødes. Det, som jeg sysselsætter mig med, skal ikke foregå i dølgsmål, og derfor vil jeg ufortøvet komme til sagen. Jeg tror, at vi danskere sprogligt set er blevet dorske og står i fare for at begå en gebommerlig fejl.

Det er ikke noget, som er begyndt i fjor eller i forfjor, det går nok meget længere tilbage. Uden skellig grund har vi ideligt vanrøgtet vort danske sprog, og vi har opført os som ødelande, der har forskertset muligheden for at bevare mangfoldigheden i vort modersmål. Jeg vil ikke være så kålhøgen som at sige, at jeg selv går ram forbi. På grund af døgenigte og kanaljer som mig og mange andre sprogligt set misliebige personer, så er vort oprindeligt djærve sprog blevet blegsottigt.

Der er grund til at råbe vagt i gevær: mange af vore gode gamle danske ord er i dag truede af udryddelse, fordi de fortrænges af såkaldt invasive ord, der som ukrudt er føget over vort modersmåls hegn og nu truer med at kvæle de oprindelig ord.

Men der er hjælp undervejs. Der er nu blevet designet en app, der netop hedder ”Truede ord” og kan downloades på iPhone og måske også på androids. Det er den hotteste app, jeg længe har set, og så er den tilmed gratis. Så hurry up, get online, og download app’en, og du vil hver dag få en reminder om, hvilket gammelt truet dansk ord, du denne dag skal bruge mindst én gang mundtligt og én gang skriftligt.

Christiansfeld, Kristi Himmelfartsdag, den 17. maj 2012


Hedeslag og hundeliv

Jeg ved ikke, om det var mig, der var ved at få et hedeslag, eller det var mine medpassagerer, der var ved at gå amok i varmen. Men jeg havde virkelig svært ved at holde hovedet koldt på denne sommerdag, mens jeg lyttede til en samtale mellem et par af mine medpassagerer i bussen.

En dame kom ind med en hund, placerede den bagest i bussen og sagde så. ”Nu bliver du her, mens mor går op til chaufføren og køber en billet.” Først slog det mig, at det dog var fantastisk, at denne firbenede medpassager kunne forstå denne besked. Men, ok, jeg har ikke meget forstand på hunde, og måske er hunde, der har gået til hundetræning i flere år, blevet næsten lige så kloge, som deres ejere. Så jeg slog koldt vand i blodet, og forsøgte at koncentrere mig om min kryds og tværs opgave.

Men nej, det lykkedes ikke. Jeg blev pludselig helt hed om ørerne, da det gik op for mig, at denne kvinde var blevet mor til en hund. Først blev jeg dog ganske varm om hjerte ved at tænke på dette lille kræ og dets omsorgsfulde mor, men dernæst begyndte det at flimre for mine øjne. Jeg var – som man siger ude på landet, hvor jeg kommer fra – billedeligt talt ved at få en kalv på tværs, da jeg begyndte at reflektere over forholdet mellem mor og hund.

Da bussen kom godt i gang, blæste der en kølig vind ind på mig, og mit hedeslag fortog sig lidt efter lidt. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg måtte have hørt syner, at der havde været tale om et fatamorgana. Og således tilbørligt nedkølet, ønskede jeg i mit stille sind alle hunde et godt hundeliv og alle mennesker et godt menneskeliv og alle skabninger en god og varm sommer.

I bussen mellem Kolding og Christiansfeld, onsdag, den 23. maj 2012


De iranske asylansøgeres sultestrejke i Stefanskirken

I går indledte 11 iranske asylansøgere en sultestrejke i Stefanskirken på Nørrebro, og yderligere et halvt hundrede iranske asylansøgere sultestrejker rundt om på asylcentrene. De protesterer mod at de risikerer, at blive udvist til Iran og der blive udsat for forfølgelse, og at de skal fortsætte med at leve i asylcentre, selvom de ikke kan udleveres til Iran.

Den 8. Februar i år indledte den dansk-bahrainiske menneskerettighedsakivist Abdulhadi al-Khawaja, der både har statsborgerskab i Danmark og Bahrain, en sultestrejke mod sin livstidsstraf for terrorisme og mod torturovergreb i fængslet. I årene forud for Indiens selvstændighed i 1947 gennemførte Mahatma Gandhi en lang række sultestrejker i protest mod den britiske herredømme over Indien. Og mange flere eksempler fra historien kunne nævnes på mennesker, som har sultestrejket.

Gandhis sultestrejke er blevet verdensberømt og prist også i Danmark som et eksempel på den ikke-voldelige kamp. De fleste i Danmark og resten af vesten har stor sympati for Khawajas sultestrejke som et middel i kampen ikke bare for hans egen løsladelse men også for demokrati og menneskerettigheder. Derimod er det mit indtryk, at de fleste danskere ikke anser de afviste iranske asylansøgeres brug af sultestrejke som et legitimt middel i deres kamp for at undgå at blive sendt hjem til forfølgelse i Iran.

Hvorfor nu denne forskel i holdningen til forskellige sultestrejker? Er det sådan, at målet helliger midler, altså, at hvis man er enig i det politiske mål, så vil man også acceptere sultestrejke som et middel? Denne ”etiske” argumentationsform har været bragt i anvendelse omkring brugen af tortur; hvis man med tortur måske kunne forhindre et terrorangreb, så var det ok at anvende tortur. Men så kunne man spørge, om ikke også afværgelsen af mindre ulykker, etisk kunne retfærdiggøre brugen af tortur. Og kunne man ikke forsvare at bruge tortur – måske i en mildere form – af mistænkte for at få den skyldige forbryder til at indrømme sin forbrydelse, så han eller kun kunne blive spærret inde?

Der er ingen tvivl om, at en sultestrejke er et udtryk for, at den sultestrejkende er endog meget desperat, for det er åbenlyst, at vedkommendes liv og helbred sættes på spil. Men forholder det sig sådan, at en sultestrejke etisk set kan forsvares, hvis situationen er sådan, at sultestrejken er den eneste tilbageværende handlemulighed for at forsøge at opnå et (legitimt?) mål? Så kunne man afvise de iranske asylansøgeres sultestrejke ved at henvise til, at der i et demokratisk retssamfund altid er andre lovlige handlemuligheder for at forsøge at fremme sin sag. Men er der virkelig situationer, hvor man definitivt kan fastslå, at der absolut ikke er flere lovlige handlemuligheder tilbage?

Det afgørende spørgsmål er imidlertid for mig at se, om en sultestrejke, der ganske vist i de fleste lande ikke er ulovlig, kan betragtes som ikke-voldelig. Sultestrejkende øver ganske vist ikke vold mod andre, og på denne måde er det relativt set et langt mere sympatisk middel end fx selvmordsbombere, der ikke kun tager deres eget liv, men også andres, for at nå deres politiske mål. Men det er uomtvisteligt, at en sultestrejke indebærer, at den sultestrejkende øver vold mod sig selv og i sidste instans slår sig selv ihjel. Dermed øves der overgreb mod menneskelivets ukrænkelighed.


Selvom der er grund til at udvise stor forståelse for de afviste iranske asylansøgeres desperation og fortvivlelse over deres situation, er der samtidig gode grunde til at tage afstand fra deres anvendelse af sultestrejken som et middel til at få deres asylsager genoptaget. Ud fra de sparsomme foreliggende oplysninger er der imidlertid noget der tyder på, at nogle af de afviste asylansøgere har gode grunde til at frygte for en hjemsendelse til Iran. Det gælder bl.a. de asylansøgere, som er konverteret fra islam til bahai og til kristendom. Der er altså overhængende fare for, at der her vil ske overgreb mod menneskelivets ukrænkelighed.

Når asylsager skal genoptages, skal det ikke ske på baggrund af sultestrejker, men fordi vi som demokratisk retssamfund skal overholde internationale konventioner, og fordi vi som et land med en stærk kristen humanistisk tradition skal udvise medmenneskelighed og omsorg for mennesker i nød.

Christiansfeld, torsdag, den 24. maj 2012


Sultestrejke i politisk og teologisk lys.

Menighedsrådet ved Stefanskirken besluttede forleden, at de 11 iranske asylansøgere enten skal afslutte deres sultestrejke eller også være uden af kirken senest tirsdag middag. De fleste kommentarer til denne beslutning har været neutrale eller positive, men der har også været kritik af menighedsrådet for ikke at tillade de iranske asylansøgere at fortsætte deres sultestrejke i kirken.

Holdningen til sultestrejke afhænger imidlertid i høj grad af, hvilket perspektiv man anlægger. Politisk set er sultestrejke en fuldt ud lovlig handling. En sultestrejke er en metode til at gøre ikke-voldelig modstand eller til at lægge et ikke-voldeligt pres i en politisk kamp for at opnå et bestemt mål. Metoden virker bl.a., ved at den kan fremkalde skyld hos dem, der kunne redde de sultestrejkende fra døden ved at opfylde deres mål. En sultestrejkes værdi måles her på, om det i den konkrete situation er et hensigtsmæssigt middel til at opnå det politiske mål eller ej.

Når sultestrejke anses for et legitimt politisk middel, som ikke er moralsk suspekt, hænger det sammen med anerkendelsen af det enkelte menneskes moralske autonomi. Som et rationelt væsen er det enkelte menneske i stand til selv at afgøre, hvordan det vil bruge sit liv og til at tage ansvar for konsekvenserne. Hvis et menneske vil ofre sit eget liv for at opnå et eller andet mål, så er det vedkommendes egen sag.

I praksis vil der i den politiske verden imidlertid altid være forskellige holdninger til brugen af sultestrejke i den konkrete situation. Mens de fleste politiske partier bakker op om den dansk-bahrainske menneskerettighedsaktivist al-Khawajas sultestrejke i Bahrain, så har alle de politiske partier – sandsynligvis med hver deres begrundelse – taget afstand fra asylansøgernes brug af sultestrejke som et politisk middel.

Sultestrejken tager sig imidlertid meget anderledes ud, hvis man anskuer den i et kristent teologisk lys. Her vil udgangspunktet være, at livet er Guds gave til mennesket, og at mennesket derfor er ansvarligt over for Gud for, hvordan denne gave forvaltes. I udgangspunktet er livet derfor ukrænkeligt, og lige som vi ikke må tage andres liv, sådan må vi heller ikke tage vort eget liv.

Dermed være ikke sagt, at gennemførelsen af en sultestrejke til dens dødelige ende, er det samme som et selvmord. Formålet med en sultestrejke er ikke – som med selvmordet – at gøre en ende på sit eget liv, men formålet at nå et bestemt mål ved at ofre sit eget liv. På denne måde instrumentaliseres den sultestrejkendes død. Men lige som det er yderst problematisk at tage et andet menneskes liv for at opnår et højere mål, på samme måde må man stille de samme kritiske spørgsmål til den, der tager sit eget liv for at opnå et højere mål.

Mens de allerfleste kristne gennem tiderne sikkert har været enige i forbuddet mod at slå andre mennesker og sig selv ihjel, så løser det ikke alle etiske konflikter på dette område, da de fleste kristne nok også er enige om så er den højeste etiske norm i kristendommen er at elske Gud og sin næste som sig selv, og at alle andre normer må forstås og tolkes i lyset heraf. Den tyske lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer, der både teoretisk og praktisk har forholdt sig til disse spørgsmål, skriver om det at tage sit eget liv, at ”I de tilfælde hvor et menneske, som dræber sig selv bevidst ofrer sit eget live for andre mennesker, må vi i det mindste suspendere dommen fordi vi har nået


grænsen for vor menneskelige viden”, og det har naturligvis også relevans for spørgsmålet om sultestrejke.

Politikere må tænke og argumentere politisk, også når det gælder spørgsmålet om sultestrejke, men i kirken må udgangspunktet naturligvis tages i kirkens teologi. Derfor kan jeg også kun være enig med talsmanden for Stefanskirkens menighedsråd, når han udtaler, at ”Vi synes, at sultestrejke er en argumentationsform, der ikke hører hjemme i et kirkerum. Når man sultestrejker, bringer man sin egen død i spil som et middel til at fremme sit synspunkt, og det, mener vi ikke, er en måde at argumentere på, som hører hjemme i et kirkerum.”

Men bag diskussionen for og imod sultestrejke i kirken ligger naturligvis nogle helt andre vigtige spørgsmål, som vi både politisk og kirkeligt må forholde os til, nemlig spørgsmålet, om vi behandler vore asylansøgere i overensstemmelse med de internationale konventioner og i det hele taget på en måde, som vi kan være bekendt.

Christiansfeld, pinsedag, den 27. maj 2012


Skal vi for Guds skyld bevare helligdagene?

En række helligdage er kommet i skudlinjen, fordi vi ifølge politikerne skal arbejde mere for at få samfundets økonomi til at hænge sammen. Ud fra en økonomisk betragtning kunne man med et snuptag løse problemerne ved at inddrage Store Bededag, Skærtorsdag, Kristi Himmelfarts dag eller Anden Pinsedag. Økonomien ville få gavn af det, og hvad kunne det skade kirken, om der var færre helligdage?

Kristendommen er ikke afhængig af, at samfundet bakker op om kirkens helligdage ved at gøre dem til fridage. I de første 300 år af kirkens historie sørgede samfundet ikke for, at borgerne havde fri til at gå i kirke om søndagen eller til at fejre kirkens store højtider, men det betød naturligvis ikke, at de kristne ikke fejrede både søn- og helligdage. En betydelig del af verdens kristne lever – og overlever som kristne – i dag i samfund, hvor de kristne helligdage ikke er fridage, og i nogle tilfælde er selv søndagen arbejdsdag. Derfor, selvom politikerne skulle vælge at inddrage Kristi Himmelfartsdag som arbejdsdag, så vil menigheden stadig samles på denne dag – eller måske på denne dags aften – for at fejre, at Kristus for til himmels, men stadig vil være med alle dage indtil verdens ende.

Under den franske revolution indførte man (i 1793) en revolutionskalender, som måtte være en drøm for dem, der først og fremmest har fokus på økonomien. Kalenderen, der var præget af oplysningens rationalitet, inddelte året i 12 måneder, og hver måned blev inddelt i tre uger (dekader) af 10 dage, hvoraf den sidste var festdagen, og der var naturligvis ingen kristne højtider eller helligdage i kalenderen. Kalenderen betød altså, at man gik fra at have hviledag hver syvende dag til at holde fri hver tiende dag. I forhold til at sløjfe nogle få helligdage, så ville indførelsen af en sådan tidagesuge (med fri de sidste to dage som nu) give mindst 40 ekstra arbejdsdage! Jeg kender ikke til undersøgelser af, hvilke økonomiske konsekvenser den revolutionskalender fik for Frankrig, men allerede i 1806 blev den afskaffet igen

Det er meget muligt, at det vil gøre samfundet økonomisk set rigere at inddrage nogle af kirkens helligdage som arbejdsdage, men jeg er alvorligt bange for, at det samtidig vil gøre samfundet åndeligt set fattigere. De kirkelig helligdage viser hen til, at vort samfund bygger på en tusindårig kristen tradition, der har givet os ugens rytme med søndag som hviledag og helligdag og årets rytme med de store højtider jul, påske og pinse. Helligdagene er – især når vi får lov til at holde fri på dem – med til at minde os alle om, at der er andre perspektiver og værdier end de økonomiske, at livet er mere end kroner og øre, og de vi kan købe for dem. Mens ferierne ofte sender os i hver sin retning, fordi vi har ferie på forskellige tidspunkter, så er de fælles helligdage med til at føre os sammen som familie og venner, for sammen at fejre det liv, der er langt mere end økonomi og forbrug.

På en grundlovsdag ville det måske også være på sin plads at minde om, at der i grundlovens paragraf fire stadig står, at “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Så længe folkekirken er bundet til staten, må staten også være bundet til folkekirken, og derfor også bundet til at respektere folkekirkens århundredgamle højtider ved at fastholde dem som fridage. Lige som grundlovsdag minder os om, at vi hører til i en bestemt dansk historie, så minder de kirkelige helligdage os om, at vi også har en plads i Guds historie. Men vi skal ikke for Guds skyld bevare helligdagene, men for menneskelivets skyld.

Christiansfeld, grundlovsdag 2012


Frihed og mangfoldighed i folkekirken

Efter en lang og heftig debat i Folketinget er der i dag blevet vedtaget en lov, der – med et biskoppeligt udarbejdet ritual, som vil være klar på mandag – gør det muligt for to af samme køn at blive viet i folkekirken. Det er sjældent, at kirkelig spørgsmål får en så fremtrædende plads i folketingets arbejde, som det er sket her.

Det er imidlertid ikke noget nyt, at kirkelig spørgsmål kan bringe sindene i kog i folketinget. Efter den grundtvigske sognepræst Vilhelm Birkedals afskedigelse, som ikke blev anerkendt af hans menighed i Ryslinge, gjorde konseilspræsident (statsminister) Frijs det til et kabinetsspørgsmål – på trods af stærk modstand fra næsten alle biskopperne, der var bange for, at det ville føre til folkekirkens opløsning – at få vedtaget et valgmenighedslov, der bl.a. gjorde det muligt for menigheden i Ryslinge at fortsætte som valgmenighed inden for folkekirken med Birkedal som præst. Det var biskop P. C. Kierkegaard, der som sognepræst i 1842 havde nægtet at gennemføre tvangsdåb af baptister, som af Frijs blevet udnævnt til kirkeminister, og som i 1868 fik lovforslaget gennemført. Det var første og eneste gang et kirkeligt spørgsmål blev gjort til kabinetsspørgsmål.

Folkekirken har lige siden sin tilblivelse været en statskirke med folketinget som synode og med kirkeministeren som øverste chef, og dermed som en centralt styret kirke. Men ser man på folkekirkens udviklingen gennem dens 163 års levetid, så kan man identificere én rød tråd gennem udviklingen. Junigrundloven af 5. Juni 1849, der fastlægger folkekirkens status, var med indførelsen af religionsfrihed et udtryk for anerkendelsen af en voksende religiøs mangfoldighed. I de følgende år blev der også ved lov anerkendt en større kristelig mangfoldighed inden for folkekirken. Allerede i 1855 kom loven om sognebåndsløsning, der gav medlemmer af folkekirken mulighed for at knytte sig til en præst (i et andet sogn), hvis teologi eller kirkelige retning de sympatiserede med. I 1868 blev valgmenigheder en vigtig del af den folkekirkelige mangfoldighed, som især grundtvigske vækkelseskredse benyttede sig af. Siden er der kommet andre frihedsrettigheder til, som fx bestemmelserne om tilkaldegudstjenester.

Indførelsen af menighedsråd indebar – især efter at større og større kompetence er blevet givet til menighedsrådene – også en større mangfoldighed i folkekirken, fx ved at menighedsråd kan vælge den præst, som de kirkeligt kan identificere sig med. Siden har præster fået tilkendt en række frihedsrettigheder. Fx kan en præst af samvittigheds-/teologiske grunde nægte at vie et par, hvor den ene eller begge er blevet skilt. Mandlige præster kan nægte at stå at anerkende kvindelige præster. Og indførelsen af et kønsneutralt vielsesritual kobles sammen med præsters ret til at afvise at vie to af samme køn.

Også på en række andre områder kan man konstatere accepten af en stadig større grad af frihed og deraf følgende større mangfoldighed i kirken. Det gælder på det liturgiske område, hvor biskopperne i dag i praksis tillader langt mere ”kreativitet” end tidligere. Og det gælder også på det teologiske eller læremæssige område, hvor det i dag er meget vanskeligt at forestille sig, hvad der skal til, for at en præst får en læresag på halsen. Der er endda dem, der vil hævde, at folkekirken er den bredeste økumeniske bevægelse i Danmark, da den i sig rummer hele spekteret af teologisk holdninger fra den katolske kirke til pinsekirken, plus en holdninger, som ligger udenfor disse kirkers horisont.


Den udvikling i retning af større frihed og dermed også større mangfoldighed, som vi har kunnet spore i folkekirkens udvikling lige fra starten og frem til i dag, vil efter al sandsynlighed fortsætte. Spørgsmålet er imidlertid, om denne mangfoldighed i folkekirken er et problem, eller om denne udvikling dybest set er forudsætningen for at bevare en folkekirke med næsten 80 % af befolkningen som medlemmer.

Hvis man betragter kirken først og fremmest som en servicekirke, så kunne man argumentere for, at det er vigtigt, at det er den samme serviceydelse, der bliver leveret i alle kirkens godt 2000 afdelinger til kunderne (medlemmerne), og det kunne tale imod mangfoldigheden. Men hvis tager udgangspunkt i, at hver lokal kirke er et udtryk for evangeliets inkarnationsproces i enhver lokal kontekst, så må mangfoldigheden hilses velkommen som noget værdifuldt.

I stedet for at frygte for, at de eksisterende frihedsrettigheder underminerer folkekirken, skulle vi måske overveje, hvilke nye frihedsrettigheder der er brug for i den nuværende situation, ikke kun for præster (og andre medarbejdere), men også for menighedsråd og for medlemmer.

I toget mellem København og Kolding, torsdag, den 7. juni 2012


Perspektiver på debatten om kirken og ægteskabet.

Mens debatten raser – ikke blot i Danmark, men også i mange andre dele af verden – om kirkens syn på ægteskab, og det fyger om ørerne på os med beskyldninger om mørk middelalder og kætteri, og folk truer med at forlade kirken eller opfordrer andre til det, så ville det måske være hensigtsmæssigt at anlægge nogle lidt bredere perspektiver på problemstillingen.

I Nazi-Tysklands koncentrationslejre sad homoseksuelle sammen med jøder. Det var i begge tilfælde en kulmination på den forfølgelse, som begge grupper gennem århundreder havde været udsat for i Europa. Selvom ansvaret for KZ-lejrene naturligvis må pålægges det nazistiske styre, så kan den kristne kirke ikke unddrage sig et alvorligt medansvar for gennem tiderne direkte eller indirekte at legitimere diskriminationen eller i nogle tilfælde ligefrem forfølgelsen af jøder og homoseksuelle. Som kristne står vi altså i en tradition, som vi ikke bare kan lade som om ikke eksisterer, men som vi bliver nødt til at forholde os kritisk til.

En måde at reagere på er i skam at bøje hovedet. Selvom det ikke er os kristne, der lever i dag, der har udført disse misgerninger, så må det naturligvis berøre alle kristne dybt, hvad den globale kirke i Guds navn gennem tiderne har gjort over for nogle af vore medmennesker. Vi hverken kan eller skal bekende andres synder, for vi har sikkert nok at gøre med hver i sær at bekende vore egne synder, men den skam, der på dette område falder på kirken, falder naturligvis også på en måde på os og må gøre os ydmyge. Vi har ikke noget at sige til kirkens forsvar, men må tie. Ethvert forsvar for kirken vil her kunne tolkes som en fortsættelse af de århundredgamle traditioner for dårlig behandling af jøder og homoseksuelle.

En anden måde at kommer overens med kirkens mørke forhistorie på dette område er, når det gælder forholdet til jøder, at foretage en grundlæggende ændring af den kristne teologi, ud fra den forståelse, at det har været den herskende teologi om forholdet mellem kristendom og jødedom, som ligger i bunden af al diskrimination og forfølgelse af jøder. Efter holocaust har der udviklet sig en religionsteologi i forholdet til jødedommen, hvor jødedommen anerkendes som en kristeligt set gyldig frelsesvej for jøder, ved siden af Kristus som frelsesvej for hedninger. Dermed nedbrydes skellet mellem jøder og kristne, ikke som det traditionelt har været forstået – at jøder og hedninge sammen har adgang til Gud gennem Kristus. Men skellet nedbrydes på den måde, at jødernes pagt med Gud sidestilles med den nye pagt med Gud gennem Kristus, således at både jøder og kristne bliver del af det samme ene Guds folk.

På samme måde har bestræbelsen på at fjerne de teologiske rødder til forfølgelsen af homoseksuelle ført til en grundlæggende omtolkning af den kristne teologi omkring ægteskabet. Ægteskabet, som traditionelt har været forstået som et forhold mellem en kvinde og en mand, omtolkes nu som et forhold mellem to mennesker, uanset om de er af samme eller af forskelligt køn. Ved at indføre en teologisk forståelse af ægteskabet som en kønsneutral ordning, fjernes skellet mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, og begge parter får adgang til det samme kristne ægteskab.

Den første reaktion var at bøje hovedet i skam over kirkens behandling af jøder og homoseksuelle og derfor tie stille. Den anden reaktion var en udtalt anerkendelse af jøder og homoseksuelle på basis af en omtolkning af teologien. Et tredje perspektiv på problemstillingen kan man hente fra efterkrigstidens religionsteologiske debat. På Kirkernes Verdensråds konference i San Antonio i


1989 samledes man om formuleringen: ”Vi kan ikke pege på nogen anden vej til frelse end Jesus Kristus; samtidig kan vi ikke sætte nogen grænse for Guds frelsermagt. Der er en spænding mellem disse to udsagn, som vi må erkende, og som vi ikke kan løse.”

Betydningen af dette udsagn for forholdet mellem kristendom og jødedom er åbenbar, men modellen kunne også overføres til kirkens forhold til mennesker med homoseksuelle og heteroseksuelle orienteringer. Efter denne model ville kirken ikke skulle sætte grænser for Guds kærlighed og virke i og mellem mennesker, hvorfor fordømmelser ville være udelukket, men kirken må med frimodighed pege på ægteskabet mellem mand og kvinde, som en ordning, der er indstiftet af Gud.

Disse tre perspektiver på den problemstilling, som kirker over hele verden står overfor mht. synet på ægteskabet som kønsneutralt eller som et forhold mellem mand og kvinde, giver ingen anvisninger på en løsning. Men de kan måske minde os om, at vi alle bære en historie med os, som må gøre os ydmyge og lavmælte. De kan minde os om, at vi har et ansvar for at overveje, om vi med vore teologiske traditioner og formuleringer er med til at legitimere diskrimination og forfølgelse. Og de kan minde os om, at vi må overveje, hvor langt kirkens mandat strækker sig i forhold til ægteskabet, når vi bestræber os på at inkludere alle mennesker i kirkens fællesskab.

Christiansfeld, lørdag, den 16. juni 2012


Er slaveriet ved at blive genindført i Danmark?

I 1848 afskaffede Danmark slaveriet, men da jeg forleden talte med nogle migrantarbejdere fra Bulgarien og Rumænien, fik jeg indtryk af, at vi måske er på vej til at genindføre slaveriet i Danmark. De opholdt sig helt legalt i Danmark og havde haft arbejde al den tid, de havde været her, men de kunne berette om, hvordan nogle af de migrantarbejdere, der er rejst fra fattigdom i deres hjemland for at søge en bedre tilværelse i Danmark, bliver groft udnyttet.

”Center mod Menneskehandel” har i to rapporter dokumenteret, hvordan arbejdsgivere inden for rengøring, landbrug og gartneri udsætter nogle af dem for en umenneskelig behandling. I rapporten om forholdene inden for landbrug og gartneri konkluderes det fs, at der ganske vist (næsten) ikke forekommer decideret menneskehandel, mens der er mange eksempler på systematisk udnyttelse af en sårbar gruppe, fx mht. ” generel underbetaling, misinformation i rekrutteringsprocessen, dårlige og dyre boligforhold, som de er blevet pålagt at betale for og lange arbejdsdage og meget få fridage uden hverken lønmæssig eller arbejdstidsmæssig kompensation”. Rapporten viser, hvordan disse migrantarbejdere, der ofte lever marginaliseret og isoleret, kommer i et ekstremt afhængighedsforhold til arbejdsgiveren, der bliver garanten for hele deres eksistensgrundlag og samtidig har magten til at rive det væk uden varsel.

En af dem jeg talte med havde nu fået et godt arbejde, men gav udtryk for en voldsom skuffelse over forholdene i Danmark pga. den behandling han fik hos sine to første arbejdsgivere, hvor han havde følelsen af at arbejde under slavelignende forhold.

Mens der er mange eksempler på meget uværdige og inhumane arbejdsforhold inden for bl.a. rengøring, gartneri og landbrug, men (næsten) aldrig egentlig menneskehandel, så foregår der menneskehandel i Danmark inden for prostitutionsområdet, hvor der er mange eksempler på fx nigerianske kvinder, som er blevet solgt til prostitution på Københavns gader.

Når ordet slaveri nævnes, forbinder de fleste det sikkert med slavemarkeder, bomuldsmarker, brændemærkning og lænker, og den slags forekommer ikke i Danmark. Men ikke desto mindre er slaveri og slavelignende forhold ved at snige sig ind i Danmark – men på en langt mere sofistikeret måde end vi kender det fra tiden før 1848, og faren er, at vi vænner os til denne situation, lige som man i tidligere århundreder anså slaveri for noget naturligt.

Derfor er der brug for en folkebevægelse mod slaveri og slavelignende arbejdsforhold i Danmark. Et opgør med forholdene i visse virksomheder inden for bl.a. rengøring, gartneri og landbrug vil møde protester fra de berørte, fordi det vil få økonomiske konsekvenser – og måske svække virksomhedernes konkurrenceevne. Hvis samfundet skal hjælpe handlede kvinder effektivt ud af deres prostitutions-slaveri, vil det koste nogle opholds- og arbejdstilladelser og dermed øge indvandringen. Disse argumenter mod ophævelsen af det moderne ”slaveri” minder desværre alt for meget om de argumenter, som blev fremført mod ophævelsen af slaveriet i det 19. århundrede.

Vi må derfor identificere og sætte ord på vor tids slavemarkeder, bomuldsmarker, brændemærkninger og slavelænker og gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at sætte vore medmennesker i frihed.

Christiansfeld, tirsdag, den 19. juni 2012


Er Breivik gal eller normal?

Retsforhandlingerne i sagen mod Anders Breivik, der den 22. Juli sidste år dræbte 77 nordmænd på Utøya og i Oslo, er nu forbi, og Breivik, ofrene og hele det norske samfund, og alle vi andre, venter nu på ”dommedag”.

To hold norske retspsykiatere er kommet to forskellige konklusioner ang. Breivik. De første retspsykiatere, der undersøgte ham, konkluderede at var sindssyg (schizzofren paranoia), og derefter ikke egnet til straf, mens de næste retspsykiatere var af den opfattelse, at han nok havde personlighedsforstyrrelser, men ikke var sindssyg. Hvis ikke man vidste det i forvejen, så minder dette forløb om, at psykiatri ikke er nogen eksakt videnskab.

Men hvilken forskel gør det, om Breivik er gal eller normal? Den umiddelbare forskel er naturligvis, at hvis han er gal, så får han en behandlingsdom, så han sikkert resten af sit liv bliver spærret inde på et psykiatrisk hospital. Hvis han er normal, så får han sikkert en livstidsdom, der betyder, at han når et vist antal år er udstået, bliver sat på fri fod igen. Men spørgsmålet om Breivik er gal eller normal rejser langt vigtigere spørgsmål for det norske samfund.

Man kan med god et – som den politiske redaktør ved Aftenposten gør det –stille det grundlæggende spørgsmål angående brugen af psykiatrien i retten, om man, hvis gerningsmanden havde været en fanatisk islamist overhovedet ville have tænkt på at få foretaget en psykiatrisk vurdering. Så ville man nok straks have tolket hans terroristiske ugerning i lyset af hans politiske dagsorden. Men nu var der tale om en nordmand!

Hvis man kan klassificere Breivik som værende sindssyg, så er ugerningerne altså udelukkende et produkt af hans sindssyge. Det er i sig selv alvorligt nok, at en person kan have eller udvikle en sådan form for sindssyge, der fører til, at vedkommende gennem længere tid planlægger og derefter med en ret høj grad af effektivitet myrder et så stort antal mennesker, som vedkommende ikke har noget personligt forhold til. Men så er problemet så at sige inddæmmet, og ondskaben er reduceret til sygdom, og på længere sigt kan vi håbe på, at vi kan forebygge eller kurere også denne slags sygdom.

Men hvis Breiviks ugerninger ikke kan forklares ud fra, at han er sindssyg, men Breivik – uanset hvor sindssygt det måtte lyde – er normal, så bliver det meget vanskeligere at inddæmme problemet. Så må vi betragte Breivik som en terrorist, der lige som andre terrorister er motiveret af en eller anden politisk, religiøs, etnisk eller kulturel dagsorden. Havde der været tale om en udefra kommende person, kunne man have henført problemet til vedkommendes kontekst, men at der nu er tale om en ”ganske almindelig nordmand”, gør problemet meget alvorligere at forholde sig til.

Er Breivik gal eller normal? Rettens svar på det spørgsmål vil være meget vigtigt for det norske samfund.

Christiansfeld, søndag, den 24. juni 2012


Menighedsudvikling i folkekirken

Jørgen Jørgensen har skrevet en bog om sine erfaringer som sognepræst i Skt. Nicolaj kirke i Åbenrå sogn igennem godt 20 år . Det er ikke nogen traditionel erindringsbog, skrevet som afslutningen på en længere præstegerning, men tværtimod en bog som fører læseren ind i det kirkelige værksted, hvor præsten sammen med alle sine medarbejdere står midt i arbejdet. Jørgen Jørgensen er formand for Menighedsfakultetet og lægger ikke skjul på sin forankring i Indre Mission, og mens andre på kirkens højrefløj i denne tid med debat om ritual for vielse af to af samme køn overvejer om de skal melde sig ud af folkekirken, udtrykker bogens titel et helt andet perspektiv på folkekirken: ”Kirke for folket – fyldt med muligheder”. Nemlig, hvordan kan der skabes en menighedsudvikling, som udnytter de mange muligheder, som folkekirken giver for at bringe evangeliet i spil i forhold til nutidens danskere.

Forfatteren skriver, med et glimt i øjet, at ”Bogen beskriver tyve år, en halv ørkenvandrings tid, i en kirke i en jysk provinsby.” Og lad det være sagt med det samme, for denne læser har det ikke været nogen ørkenvandring at læse bogen. Alle vanskeligheder til trods vidner bogen om, at de 20 år heller ikke for menigheden har været nogen ørkenvandring, selvom de på den anden side heller ikke vil hævde, at have nået det forjættede land. Forfatteren slår fast, at ”Vi er på vej – på vores vej” og med en velgørende realisme tilføjer han, at ”Det er ikke sikkert, at andre skal følge samme vej.”

Bogen indeholder en skøn blanding af åbenhjertige beskrivelser af processen, teologiske overvejelser over processen og vidnesbyrd fra nogle af dem, der har været med i processen. Bogens hovedtese er, at kristenlivet og menighedslivet har tre komponenter, som der må arbejdes målbevidst med i udviklingen af menigheden, nemlig det personlige trosliv, det kristne fællesskab og den grænsesprængende mission.

Om missionen siger Jørgen Jørgensen med inspiration fra Michael Frosts bog ”Exiles”, at ”det tredje sted” er ”det vigtigste mødested mellem kristne, der bærer evangeliet med sig, og mennesker uden kirkelig tilknytning”. Det første sted er hjemmet, det andet arbejdspladsen, mens det tredje sted er der hvor vi tilbringer en stor del af vor fritid. ”Kristne skal derfor ikke altid være i kirke. De skal være på deres tredje sted”.

Udviklingen i menigheden i omkring Skt. Nicolaj kirke er ikke et resultat af implementeringen af et eller andet menighedsudviklingskoncept fra USA eller et andet sted, og bogen leverer heldigvis heller ikke noget menighedsudviklingskoncept, som andre blot kan kopiere. Derimod reflekterer bogen, at udvikling af en menighed i folkekirken i dag er en proces, der udspringer af drømme og længsler, en proces, som er præget af modet til at eksperimentere og til at reflektere over erfaringer og tage ved lære af dem, en proces, som ikke bare styres af præsten, men som inddrager flere og flere i hele udviklingsprocessen og giver et bredt ejerskab til udviklingen.

Hvad var det så, at man i Åbenrå havde modet til at eksperimentere med? Det var et arbejde blandt flygtninge og indvandrere og blandt ”vilde” børn i byen. Det var bibelmaraton, hvor man havde modet til i en periode at lade det erstatte de gamle bibelkredse. Det var alfa-kurser, som fik en afgørende betydning i menigheden, og det var gospel, og meget mere. Først og sidst handlede dem at tage initiativer der bragt kirken i samspil med lokalsamfundet.


Alle, der læser denne bog, vil sandsynligvis være uenige i dette eller hint i bogen og i den teologi og praksis, som den repræsenterer, og tak og lov for det. For sådan er folkekirken, og sådan må folkekirken være, en meget mangfoldig kirke, hvor vi alle sammen bliver holdt vågne gennem lidenskabelige diskussioner om, hvad kirke og kristendom er i Danmark i dag. Men uanset hvilket folkekirkeligt og teologisk udgangspunkt man måtte have, så kan vi i alle menigheder lære en masse af kirken i Åbenrå om menighedsudvikling som en proces. Bogen er en udfordring til alle grupperinger i folkekirken til at få øje på, at folkekirken – alle sine menneskelige skrøbeligheder til trods – er kirke i folket, kirke med folket, og ”Kirke for folket – fyldt med muligheder”, som venter på, at vi griber dem.

Christiansfeld, torsdag, den 28. juni 2012


Bed & breakfast

I nu efterhånden flere år har jeg sammen med min hustru cyklet land og rige rundt for at udforske et interessant fænomen i sommerlandet, nemlig ”bed & breakfast”. I går vendte vi så hjem fra den sidste ekspedition, og derfor er det nu på tide at afsløre resultatet af vore grundige undersøgelser.

Til vor store overraskelse har vi i alle dele af kongeriget kunnet konstatere, at ”bed & breakfast” ikke længere betyder ”seng & morgenmad”, men kun ”seng”. Alle de steder – i by og på land, fra Thyborøn til Tisvildeleje – hvor vi har responderet på annonceringen af ”bed & breakfast”, har vi kun fået adgang til en seng, mens vi måtte gå andetstedshen for at få vor morgenmad.

Det er en interessant sproglig udvikling, som det er svært at give nogen tilfredsstillende forklaring på. Men sproget er jo en meget demokratisk størrelse. Hvis flertallet af danskerne forbinder overnatning i en seng og servering af morgenmad med ordene ”bed & breakfast”, ja, så er det sådan, men hvis forståelsen flytter sig, og flertallet med ordene ”bed & breakfast” kun ser for sig en seng, ja, så er det sådan, det er.

Og så alligevel … Når man som kunde har bestilt og måske forud betalt for ”bed & breakfast”, og så kun får en seng, så er der måske bogstaveligt talt en sag for forbrugerombudsmanden eller Kontants Kåre Quist. Men løsningen på problemet ligger lige til højrebenet for alle udbydere af ”bed & breakfast”: Hvorfor ikke bare tilbyde ”bed & fast”, for så lover man i hvert fald ikke mere, end man kan holde. Og så er det sådan, det er.

Og så alligevel … Hvad er det så egentlig, der tilbydes os, hvis der så fremover bliver annonceret med ”bed & fast” Er det overnatning i en seng, men uden at man bryder nattens faste (breakfast) med et morgenmåltid, eller er det en retræte under mottoet “bed og fast”? Det ville da være en spændende udvikling af turistindustrien i Danmark, hvis man overalt i sommerlandet kunne møde tilbud om bøn og faste . Og man kunne måske gå endnu videre – som vi også har oplevet det – og give turisterne mulighed for – i en tid, hvor der bliver brug for flere varme hænder - at give en hånd med i arbejdet, fx så de selv lagde sengelinned på deres seng, under sloganet ”bed & work”, eller det lidt mere mundrette ”bed & arbejd”.

Christiansfeld, søndag, den 8. juli 2012


Manu og Miliki

Da jeg her til morgen bevægede mig ud på internettet, følte jeg mig næsten som Christopher Columbus. Ganske vist havde jeg ikke opdaget et nyt kontinent, men jeg var stødt på et helt nyt ord. Og lige som Columbus ikke straks var klar over, hvad det var for et område, han var sejlet ind i, sådan kunne jeg heller ikke straks afkode det nye ord. Af gode grunde, for det var jo nyt.

Det ord, som jeg opdagede var, ’miliki’. Først mindede det mig om den måde, man visse steder i Afrika, hvor man for at undgå konsonantophobning sætter nogle ekstra vokaler ind, udtaler det engelske ord ’milk’ på. Men det viste sig hurtigt, at det bestemt ikke var et ord, som nogen i Afrika eller andetsteds havde fået ind med modermælken.

’Miliki’ optrådte sammen med Manu Sareen, og da han jo foruden at være politikere også er børnebogsforfatter, tænkte jeg, at ’Miliki’ måske var en person i en af hans mange børnebøger. I huj og hast skimmede jeg alle børnebøger af ham, som jeg havde ståene på hylden. Der stødte jeg på Iqbal Farook, Rafik og mange andre, men ingen Maliki. Men det kunne selvfølgelig godt være hovedpersonen i en børnebog, som Manu Sareen nu er i gang med at skrive?

Sådan nærmest per refleks, og måske fordi jeg ikke var helt vågen endnu, slog jeg op i mit gamle Raunkjærs Konversationsleksikon, som er jævnaldrende med mig. Selvfølgelig var ordet heller ikke at finde der. Det nærmeste jeg kom det var ’Milic’, der var navnet på en en forløber for Jan Hus. Milic havde bekæmpet forfaldet i kirken, og fik som tak for det alle sine skrifter brændt i 1410, men hvad har ’Miliki’ med forfaldet i kirken at gøre?

Omsider blev jeg så vågen, at jeg fik gjort det eneste rigtige, nemlig at ’google’ navnet ’Miliki’. Og så stod det pludselig tindrende klart, hvad ”Miliki” var for noget. Jeg blev ledt til en hjemmeside med adressen www.miliki.net, hvor jeg blev oplyst om, at ”Miliki is a powerful file compression tool and should be extremely useful to web/graphic designers…”. Miliki er altså et ekstremt nyttigt redskab, hvis man skal designe noget nyt. Redskabet virker på den måde at det presser to forskellige ting sammen, så der skabes en fortætning, eller så der skabes et tryk i motorens cylindre, der kan drive maskine frem.

Jeg glemte for resten at fortælle, hvor jeg havde stødt på denne neologisme. Det var på det gode gamle kirkeministeriums hjemmeside, som tidligere hed www.km.dk, men som nu har fået det meget sigende navn www.miliki.dk, der er den nye indgangsportal til ligestillings- og kirkeministeriet. Ordet ’miliki’ kunne altså tyde på, at ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen har været nede i maskinrummet for at designe noget nyt, nemlig en sammenpresning af kirke- og ligestilling i et kompressionskammer for at sætte tryk på cylindrene.

Christiansfeld, mandag, den 9. juli 2012


Profeten, paven og ytringsfriheden

Da Jyllands-Posten for snart syv år siden, offentliggjorde en række karikaturtegninger af profeten Muhammed – bl.a. en tegning af profeten med en raket i turbanen, med tydelig reference til terrorismen i islams navn – fremkaldte det en voldsom reaktion fra mange muslimske kredse rundt om i verden, der opfattede karikaturerne som blasfemiske og et forsøg på at stemple islam som en voldelig religion.

I disse dage er det katolikkerne, der må stå for skud (se fx. Poltikens artikel d.d. “Vatikanet insisterer: Paven lækker ikke“). Det tyske satireblad Titanic har på forsiden optrykt et billede af pave Benedikt den 16 med oprakte arme, men med en gule pletter under bæltestedet, og på bagsiden et billede af samme pave, med ryggen til, og med en brun plamage under bæltestedet. Hen over billedet på forsiden står der ”Halleluja i Vatikanet. Lækagen er blevet fundet”, og hen over billedet på bagsiden står der, ”Endnu en lækage fundet”, hvilket naturligvis må forstås som en hentydning til den senere tids skandaler, hvor private breve til paven mv. er blevet lækket. Billedet har fremkaldt voldsomme reaktioner fra katolske kredse, fordi det krænker den katolske kirkes overhoved.

Mens den overvejende holdning i Europa i forbindelse med Muhammed-tegningerne var, at muslimer i ytringsfrihedens navn måtte acceptere, at der blev gjort grin med deres profet, så er der endnu ikke kommet alvorlige protester i ytringsfrihedens navn på, at en domstol har forbudt Titanic at offentliggøre Pave-tegningerne.

Der er både forskelle og ligheder i disse to karikatursager. En af forskellene er, at Muhammedtegningen – den med raketten – gik efter hovedet, mens Pave-karikaturen bogstaveligt talt var under bæltestedet. Om det er værst i en satire at blive skildret som terrorist eller som en, der ikke helt har styr på kropsvæskerne og substanserne kan naturligvis diskuteres. En anden forskel er, at Paven – efter sigende – fremstilles på fotos, mens profeten er blevet tegnet, tilsyneladende en forskel mellem facts og fiction. Men, men … ethvert billede er jo også blot et udsnit af virkeligheden, og hvem ved, om paven virkelig havde sat sig på en chokolade-kage og strintet fanta på sin alba, eller Titanic har haft gang i fotoshoppen? Den afgørende forskel er nok imidlertid, at pave-karikaturen rammer en nulevende person, der skal leve videre med den nedværdigende fremstilling af sin person mens Muhammed-tegningen rammer en person, der nok lever i mange muslimers bevidsthed, men trods alt har været død i over 1300 år.

Men der er bestemt også væsentlige lighedspunkter mellem de to sager. I begge tilfælde er der tale om en satire omkring et helt centralt religiøst symbol, hhv. Islams profet og den katolske kirkes overhoved. I ingen af tilfældene er det den direkte berørte person, som protesterer. I det første tilfælde, dog af den gode grund, at han for længst er død, i det andet tilfælde, fordi han er så ophøjet, at han ikke forventes at anlægge en retssag for at beskytte sin person. I begge tilfælde er det repræsentanter for religionens institutioner og tilhængere af religionen, som protesterer. Der er dog ingen ting der tyder på, at de katolske protester vil antage samme voldelige dimensioner som visse muslimers protester. Den vigtigste lighed mellem de to sager er imidlertid, at både muslimer og katolikker føler, at et for dem vigtigt symbol bliver behandlet respektløst, og på en måde, som er dybt sårende.


Og dermed er vi igen henne ved spørgsmålet om ytringsfrihed. De foreløbige reaktioner tyder på, at der i den aktuelle sag om Pave-billederne er større forståelse for behovet for hensyntagen til religiøse følelser – og dermed begrænsninger i ytringsfriheden – end der var i sagen om Muhammed-tegningerne.

Christiansfeld, fredag, den 13. juli 2012


Stegt flæsk med persillesovs – eller valgflæsk?

Sindene er virkelig kommet i kog på bl.a. Facebook, fordi fagforeninger har forhindret en restaurant i Vejle i at annoncere i en lokal avis med deres tilbud om bl.a. stegt flæsk med persillesovs. Efter at have lagt et link ud til en artikel om konflikten fik jeg på 10 timer 45 debatindlæg, noget, som jeg aldrig tidligere har oplevet. I mange indlæg andre steder på Facebook får man det indtryk, at restauranten er et offer for overgreb fra fagforeningsbøller eller er udsat for mafialignende metoder? Hvad er op og ned i denne sag?

Restaurant Vejlegården har opsagt sin overenskomst med 3F, der organiserer de fleste lønmodtagere på restaurationsområdet, til fordel for en overenskomst med Den Kristelige Fagbevægelse. Derfor har 3F indledt en blokade mod restaurationen og andre fagforeninger har taget initiativ til sympatiaktioner for at få restaurationen til igen at gå ind under overenskomsten mellem 3F og restaurationsbranchens forening. Det har betydet, at restauranten ikke har kunnet få trykt sine annoncer om bl.a. stegt flæsk og persillesovs i Vejle Amts Folkeblad.

Jamen, kan det være rimeligt, at man i Danmark må opføre sig sådan? Ja, lige netop. Og det er ikke noget nyt. Tværtimod har det forholdt sig sådan i snart 113 år. Den 5. September 1899 blev der efter en meget langvarig og hård konflikt på arbejdsmarkedet indgået en aftale mellem det, der i dag svarer til Dansk Arbejdsgiverforening og LO, som lige siden har fungeret som en slags grundlov for arbejdsmarkedet. På den ene side bekræftede aftalen arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og herunder også retten til efter nærmere regler at ansætte og fyre medarbejdere, på den anden side anerkendtes fagforeningernes eneret på at indgå aftale om løn- og arbejdsforhold. Aftalen fastlagde de fagretlige principper, som siden har været gældende på det danske arbejdsmarked, fx omkring lockout og strejke og varsling heraf, samt procedurer for afgørelse af stridsspørgsmål gennem forhandling og mægling.

Det helt særlige ved den danske arbejdsmarkedsmodel er, at den er etableret som en frivillig men bindende aftale mellem arbejdsmarkedets parter, og at Folketinget i praksis har overladt reguleringen af store dele af arbejdsmarkedet til arbejdsgivere og fagforeninger.

Det er efter denne danske arbejdsmarkedsmodel anerkendt, at fagforeninger kan etablere faglige blokader mod en virksomhed med det formål at forsøge at presse denne virksomhed til at indgå overenskomst, ligesom det også er i overensstemmelse med arbejdsmarkedets grundlov at etablere sympatikonflikter mod de virksomheder, som arbejder for den blokaderamte virksomhed.

Derfor kan man konkludere, at det er helt lovligt – både mht. til de af folketinget vedtagen love, og mht. til arbejdsmarkedets ’grundlov’ – at 3F har etableret en blokade mod Restaurant Vejlegården, og at andre fagforeninger har etableret sympatiaktioner, der i praksis har betydet, at restauranten ikke har kunnet annoncere for sin stegte flæsk og persillesovs i det lokale dagblad. Det er netop en del af den arbejdskamp, der løbende udkæmpes på den bane, som hedder arbejdsmarkedet, og efter de spilleregler, hvis grundprincipper blev fastlagt allerede i 1899.

Når det gælder overholdelsen af landets love og arbejdsmarkedets spilleregler, så er der altså ikke noget at komme efter. Men det, der virkelig ville være værd at diskutere, er, hvordan vi fremover ønsker at organisere og regulere vort arbejdsmarked. Ønsker danskerne at erstatte den nuværende


113 år gamle arbejdsmarkedsmodel med en anden, og i så fald hvilken? Den for mange mest nærliggende ændring ville være at lade folketinget overtage ansvaret for at regulere arbejdsmarkedet, med en egentlig lovgivning på området, men spørgsmålet er, om det på langt sigt ville være en hensigtsmæssig løsning? Mange lande er misundelige på den danske flexicurity-system, som bygger på frivillige og bindende aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, suppleret med lovgivning på det sociale område, og spørgsmålet er, om ikke den nuværende ’grundlov’ for arbejdsmarkedet er en afgørende ingrediens i dette system?

Meget tyder imidlertid på, at mange uden egentlig at have skænket den nuværende model mange tanker, helt ubevidst tager dens resultater for givet, samtidig med, at de i frihedens navn ikke ønsker at arbejdsgivere og arbejdstagere skal være bundet af kollektive overenskomster mellem de største aktører på arbejdsmarkedet og de dertilhørende spilleregler for arbejdsmarkedet. I denne situation vil det sikkert ikke kun komme til at handler om stegt flæsk med persillesovs, men også om valgflæsk.

Christiansfeld, søndag, den 22. juli 2012


Politikere, der går agurk i agurketiden

Agurketiden en betegnelse for den nyhedsfattige tid om sommeren, hvor medierne pga. stofmangel giver plads til pseudonyheder eller blæser mindre nyheder voldsomt op. I de seneste ugers agurketid er vi blevet præsenteret for en række agurker i medierne, men nogle af agurkerne ser ud til at vokse sig så store, at de kommer på den politiske dagsorden, når politikerne vender tilbage til Folketingsarbejdet efter ferien. Derfor er der grund til at holde øje med medierne også i agurketiden.

For mediernes magt er stor. Det har politikere til alle tider vidst, og derfor gør mange politikere sig naturligvis altid store anstrengelser for at øve indflydelse igennem, på og over medierne. Et af fællestrækkene på alle totalitære regimer er derfor også en stram kontrol med medierne. En hjørnesten i ethvert styre, der vil kaldes demokratisk, er derfor også ytringsfriheden, der sætter grænser for magthavernes kontrol med medierne. Derfor er der også al mulig grund til at være på vagt, når politikere – der (potentielt) repræsenterer statsmagten – vil begrænse borgernes ytringsfrihed ved at styrke kontrollen med medierne.

I dag har Dansk Folkepartis EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt i Berlingske Tidende (“DF vil lovgive om eksperter“) foreslået, at det ved lov skal forbydes medierne at anvende videnskabsmænd som eksperter på områder, hvor de ikke har ekspertviden, fordi de derigennem måske bruger deres ekspertstatus til at fremme egne politiske holdninger. Vi er ganske vist stadig i agurketiden, hvor perifere og useriøse emner kan få stor spalteplads, og derfor vil mange sikkert fristes til blot at trække på skulderen eller smilebåndet. Men dette forslag vedrører ikke noget perifert i vort samfund, men noget helt grundlæggende, nemlig ytringsfriheden, og intet tyder på, at forslaget fra Messerschmidts side ikke er ment som et seriøst forslag, nemlig et forslag om at indføre en form for censur.

Tidligere på sommeren dukkede en anden politisk agurk op, nemlig Enhedslistens holdning til revolution. Også her kunne man fristes til at opfatte partiets retorik som et udtryk for en studentikos vittighed, men smilet stivner lidt, når man kan læse, at et medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse udtaler, at hvis Enhedslisten skulle få 90 mandater og dermed blive i stand til helt demokratisk at gennemføre en revolution, så kunne det blive nødvendigt efter revolutionen at lukke udvalgte medier, fordi de ville forsøge at tilbagerulle revolutionen. Hovedbestyrelsesmedlemmets strategi synes at være at bruge demokratiet til at afskaffe grundlæggende demokratiske rettigheder.

Desværre er der talrige historiske eksempler på, at både ekstremt venstreorienterede regimer og ekstremt højreorienterede regimer også i nyere tid har haft held til at kontrollere medierne og stærkt begrænse borgernes ytringsfrihed. Mao sagde engang at ”politisk magt vokser ud af et geværløb”, og det er naturligvis sandt: militær magt kan bruges til at skaffe sig den politiske magt. Men i en verden, hvor medierne spiller en stadig større og større rolle, gælder det også, at man kan vinde politisk magt, hvis man kan få magt over medierne. Derfor er der al mulig grund til tage det alvorligt, når politikere fra yderligtgående partier til højre og venstre angriber mediernes selvstændighed og dermed underminerer borgernes ytringsfrihed.

Det kan godt være at udsagnene om medierne fra medlemmer af Enhedslisten og Dansk Folkeparti mediemæssigt er agurker, men det er dog et par meget usmagelige agurker. Sådanne agurker skal


naturligvis ikke forbydes, men de skal udstille for det de er, nemlig eksempler på, at det kan gå agurk for politikere.

Christiansfeld, torsdag, den 2. august 2012


Gallup-undersøgelser og mediernes galopperende sensationstrang

WIN-Gallup har netop offentliggjort “Global Index of Religion and Atheism” (se 25 siders pressemeddelelse med hovedresultaterne her), en undersøgelse, som i dag er på forsiden af Kristeligt Dagblad, og som også har fået en prominent plads i mange andre medier. Undersøgelsen viser, at “59% of the world said that they think of themselves as religious person, 23% think of themselves as not religious whereas 13% think of themselves as convinced atheists”, og at religiøsiteten globalt set er gået markant tilbage de seneste år, så procenten af religiøse er 9 procentpoint mindre end i 2005, og fx i Irland er procenten af religiøse mennesker i samme periode faldet fra 69 til 47. Derfor konkluder mange medier i dag, at religion globalt set er på hurtig retur, og at markant færre er religiøse i Irland i dag end for 7 år siden.

Da jeg læste denne gallup-undersøgelse og især også mediernes brug af den, kom jeg til at tænke på talemåden: ”Der findes løgn, forbandet løgn og så findes der statistik.” Jeg skal ikke påstå, at WIN-Gallups undersøgelse er løgn, men som udgangspunkt blot hævde, at forholdet mellem resultater af gallup-undersøgelser og så virkeligheden er meget problematisk. Om mediernes brug af gallup-undersøgelser gælder det desværre i mange tilfælde, som fx dette, at de bruger statistik som en fulderik bruger en lygtepæl – til støtte, snarere end til oplysning. Nemlig i dette tilfælde til støtte for en sensationel nyhed, nemlig at det nu kan konstateres sort på hvidt, at religion globalt set nu er i hastig tilbagegang.

Win-Gallup har stillet mere end 50.000 mennesker i 57 lande det samme spørgsmål, nemlig: ”Irrespective of whether you attend a place of worship or not, would you say you are a religious person, not a religious persons or a convinced atheist?”. Med spørgsmål – især i gallup-undersøgelser som denne – gælder det, at som man råber i skoven får man svar. De adspurgte skal altså vælge mellem at beskrive sig selv som ”a religious person”, ”not a relgious person” eller ”a convinced atheist”. Dem, der deltager i gallup-undersøgelser er åbenbart meget venlige mennesker, for der var kun 5%, der nægtede at svare eller som svarede ”ved ikke”, mens altså 59% svarede, at de var religiøse personer, og 23%, at de ikke var religiøse personer, mens 13% erklærede sig som overbeviste ateister. Hvor meget religiøs skal man være for at opfatte sig selv som en religiøs person, hvor overbevist skal man være for at kalde sig selv en overbevist ateist? Men når der nu kun er de tre valgmuligheder, ja, så må ’virkeligheden’ indrette sig på det, og så er det altså sådan verdens befolkning fordeler sig!

Men hvad er det nu det vil sige at være religiøs? Mange buddhister vil hævde, at buddhismen ikke er en religion, og ifl. barthiansk teologi, så står kristendom i et modsætningsforhold til religion. Ina Rosen udgav i 2009 sin meget omtalte afhandling, der har den meget sigende titel, hentet fra et udsagn fra en af interviewpersonerne fra København/Malmø-området: ”I’m a believer, but I’ll be damned if I’m religious”. Forståelsen af, hvad det vil sige at være religiøs og at være ateist varierer sandsynligvis fra land til land, og også mellem forskellige kulturelle grupper i det samme land. Dertil kommer, at et ord som ’religiøs’ også skifter betydning over tid. I mange sammenhænge i Danmark, fx i nyåndelige kredse, forstås religion og spiritualitet som noget meget forskelligt. Religion har med institutioner og dogmer at gøre, mens spiritualitet har med åndelige erfaringer og praksisser at gøre.


Den sammenhæng spørgsmålet stilles i, vi sandsynligvis også påvirke svaret. Det viser sig, at undersøgelsen i nogle lande er sket ved at spørgsmålet er stillet per telefon, i andre lande ansigt til ansigt eller over nettet (online). Man kan ikke gå ud fra, at respondenter vil svare det samme, uafhængigt af, om de skal svare ansigt til ansigt, over telefonen, eller bare klikke på en svarmulighed på nettet.

Endelig kunne man også med god ret spørge, hvordan de over 50.000 respondenter, altså i gennemsnit knapt 1000 respondenter i hvert land, er blevet udvalgt? Hvor repræsentative er de for hele befolkningen? I det hele taget kan der rejses mange grundlæggende metodiske spørgsmål til en sådan undersøgelses validitet og reliabilitet.

Er verdens befolkning blevet markant mindre religiøs de sidste seks år, og er det også tilfældet i Irland? Afhængigt af, hvad man mener med ordet religiøs, så kan det bestemt ikke afvises. Men det er også muligt, at verdens befolkning i denne periode er blevet mere religiøs? Denne Gallup-undersøgelse bidrager imidlertid på ingen måde til at kaste videnskabeligt lys over dette spørgsmål. Og mediernes brug af denne Gallup-undersøgelse er endnu et eksempel på en ukritisk galopperene sensationstrang.

Christiansfeld, onsdag, den 14. august 2012


Kristus-troens inkulturering og – inreligionisering? Mazhar Mallouhis pilgrimsvandring: 1

Da jeg i går begyndte at læse Paul-Gordon Chandlers bog fra 2007 ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road: Exploring a New Path between two Faiths”, kom jeg til at tænke på et af ugens debatemner. I denne uge har der været stor opmærksomhed omkring en global gallup-undersøgelse om verdens befolknings religiøsitet. Undersøgelsen viste, at der i forhold til en undersøgelse for syv år siden var et markant lavere procentsats, der beskrev sig selv som værende religiøse. Kort efter læste jeg, at en af min Facebook-venner, der er en folkekirkelig aktiv teolog, skrev, han skulle have tommelfingeren i en boltsaks for at svar ja til spørgsmålet Er du religiøs? Det rejser spørgsmålet om, Kristus-troen er en religion?

Kristus-troen opstod som en fornyelsesbevægelse inden for jødedommen og har siden spredt sig til alle kulturer i verden. Stiller man spørgsmålet om Kristus-tro er en kultur, vil svaret være nej. Kristus-troen inkulturerer sig i alle kulturer, dvs. Kristus-troen interagerer med en kultur, udtrykker sig ved hjælp af en kulturs former og begreber, og transformerer denne kultur. Når man så kalder en kultur som den danske for en kristen kultur, så mener vi ikke dermed, at det er den eneste kristne kultur i verden, men at vor danske kultur er blevet til i et dynamisk samspil med Kristus-troen, således at vor kultur i større eller mindre grad er blevet påvirket af Kristus-troen.

Så vidt så godt, men kan man på samme måde sige, at Kristus-troen ’inreligioniserer’ sig i alle religioner, dvs. at Kristus-troen interagerer med en religion, udtrykker sig ved hjælp en religions former og begreber, og transformerer denne religion. Det er naturligvis en meget radikal tanke, men den er ikke desto mindre værd at dvæle lidt ved. Det er et faktum at den kristne mission ikke har haft stor succes blandt tilhængere af de store verdensreligioner inklusive islam. Og her kommer bogen ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road” ind i billedet.

I bogen fortæller Chandler om Mazhar Mallouhi fra Syrien. Mallouhi er opvokset i en sunni-muslimsk miljø, men blev allerede som ung så stærkt tiltrukket af evangeliernes beretning om Jesus Kristus, at han trods store omkostninger offentligt begyndte at følge ham. Inden for det første år havde han således læst Det Gamle Testamente fra ende til anden 13 gange og Det Nye Testamente 27 gange. Mallouhi kom til ”den konklusion, at Kristus aldrig have til hensigt at grundlægge en ny religion, men i stedet kom for simpelt hen at grundlægge sit liv i og mellem os”. Derfor blev det hans livsopgave at vis, hvordan det er muligt for et menneske fra en muslimsk baggrund at følge Kristus alene og samtidig forblive en ’insider’, stadig hører til inden for sin islamiske kultur, og at vise, hvordan Kristus kan slå bro over kløften mellem kristne og muslimer?

Mallouhi er ikke den eneste og heller ikke den første, som har tænkt og forsøgt at praktiserer den forståelse af, hvad det vil sige at være Kristus-troende. Mest kendt er måske den metodistiske missionær E. Stanley-Jones’ bog The Christ of the Indian Road (1925), som i øvrigt også inspirerede ham. Selve begrebet ’inreligionisering’ kan man finde i artikel af den asiatiske katolske teolog Aloysius Pieris, hvor han hævder, at der i den kristne mission ikke kun er brug for inkulturering af evangeliet, da inkulturering indebærer en vestlig adskillelse af religion og kultur. ”Det, der virkelig er brug for, er ikke kun inkulturering men ’inreligionisering’”. Vi skulle aldrig have transplanteret kristendommen til Asien, siger han, uden først at have slået den urtepotte, som planten kom i. I dag er et af de ’hotteste’ temaer in international mission de såkaldte ”insider


movements”, der netop praktiserer en form for ’inreligionisering’. Disse ’insider-bevægelser’, hvis teologisk validitet er til debat, er netværk af mennesker med en fx muslimsk eller hindu baggrund, som er blevet Kristus-troende, men som relationelt, kulturelt og socialt forbliver en del af deres oprindelige religiøse samfund.

Jeg ser frem til at fortsætte min pilgrimsvandring nogle dage endnu i selskab med den syriske Jesus-troende muslim Mazhar Mallouhi for at lære af hans tanker og erfaringer om, hvordan Kristus kan slå bro mellem muslimer og kristne.

Christiansfeld, lørdag, den 18. august 2012


En arabisk muslims møde med kristendommen Mazhar Mallouhis pilgrimsvandring: 2

Mazhar Mallouhi voksede op i en syrisk landsby i en sunni-muslimsk familie, der kunne føre slægten helt tilbage til profeten Muhammed. Hans familie havde håbet, at han ville uddanne sig som imam, men i stedet mødte han som 24-årig Kristus på en sådan måde, at hans liv for altid blev forvandlet. Mallouhi blev siden en meget berømt forfatter og har som sådan reflekteret over sit og andre araberes møde med kristendommen. I dag kalder han sig ikke kristen, men en muslimsk discipel af Jesus Kristus. Paul-Gordon Chandlers bog, ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road: Exploring a New Path between Two Faiths” (2007) om Mallouhi giver et tankevækkende indblik i en arabers møde med kristendommen.

Da Mallouhi begyndte at følge Jesus, følte han sig på ingen måde velkommen i den lokale kirke, som ikke stolede på ham, betvivlede hans omvendelse og mistænkte ham for bar at være ude efter penge og han følte sig presset til bryde med hele sin muslimske kultur for i stedet at antage ’den kristne kultur’ for at blive accepteret i kirken. Han blev opfordret til at lægge sin kulturelle fortid bag sig, at skifte sit muslimske navn ud med et kristent, at holde op med at deltage familiens religiøse fester og at begynde at bruge kristne hilsner i stedet for de traditionelle islamiske.

Både vestlige missionærer og arabiske kristne arbejder if. Mallouhi målbevidst på at løsrive konvertitter fra deres muslimske kultur og samfund. Konvertitterne gennemgår en kulturel forvandling og ender med at efterligne vesterlændinge og tilmed angribe islam. Dette brud med omgivelserne forårsager ofte alvorlige identitetskriser og mentale problemer med et liv i isolation og ensomhed til følge. Derfor er det ikke uden grund, at muslimer kan få den opfattelse, at kristendom handler om ’islamisk dekulturering’. Denne opfattelse underbygges af, at mange kristne ledere anlægger en konfrontatorisk tilgang i deres arbejde blandt muslimer og distancerer sig fuldstændig fra islamisk kultur

Termen ’kristen’ er for arabere ladet med negative associationer knyttet til korstogene, vestlig kolonialisme og ’den kristne verdens værdier’. Dertil kommer, at det for Mallouhi og mange med ham var meget vanskeligt at opleve, hvordan mange am kristne ukritisk støttede den israelske besættelse af palæstinensiske territorier og endog teologisk retfærdiggjorde den uretfærdige behandling af det palæstinensiske folk. Mallouhi mener, at vi som kristne burde spørge os selv om det er ved vor fjendskab over for dem, at muslimerne kan vide at vi er kristne.

Derfor sagde Mallouhi på et tidspunk, ”Jeg har forladt den kristne verden, men bevaret min tro på Kristus”. Det betyder imidlertid ikke, at han er pessimistisk mht. at gøre Kristus kendt og troet i Mellemøsten. Hans erfaring – bla. med de mange bøger han har skrevet om Kristus og med temaer knyttet til den kristne tro – er, at samtidig med at arabiske muslimer tager afstand fra kristendommen, så beundrer de Kristus, Problemet er if., Mallouhi, at vesten i sin kommunikation af kristendommen præsenterer Kristus som muslimernes fjende, men kristendommen og Kristus er ikke det samme!

Så vidt Mazhar Mallouhi, der har viet sit liv til at gøre Kristus troet og kendt blandt arabiske muslimer, Kristus, som den, der bygger bro mellem muslimer og kristne.

Christiansfeld, mandag, den 21. august 2012


En arabisk muslims møde med Kristus Mazhar Mallouhis pilgrimsvandring: 3

Konversionsberetninger har i mange år fascineret mig meget, og derfor fangede beretningen Jean-Paul Chandlers beretning om den syriske digter Mazhar Mallouhi min interesse. I bogen ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road: Exploring a New Path between two Faiths” følger vi Mazhar, der blev født i 1935 i en landsby i Syrien. Han voksede op i en sunni-muslimsk familie, der hævdede at kunne føre slægten helt tilbage til profeten Muhammed. Som 6-årig blev han sat i en koranskole, og det var familiens håbe, at han ville gå i sin onkels fodspor og blive en lærd muslim. Men det skulle gå anderledes. Drengen var bestemt interesseret i åndelige og filosofiske spørgsmål, men tidligt begyndte han at distancere sig fra islam som religion. ”Gud havde givet mig en bog, men han involverede sig ikke i mit liv eller i menneskehedens lidelser hernede.”

I sin barndom og ungdom havde han kun meget lidt kontakt med kristne. Den eneste kristne i hans landsby var en armenier – som drev den lokale bar! Hans opfattede kristendommen som et redskab for de undertrykkende imperialister. Han tilsluttede sig det socialistiske Baath-parti, og efter sin værnepligt besluttede han at fortsætte i hæren og blev posteret i Golan-bjergene. I denne periode blev han helt desillusioneret mht. religion og han forlod islam med følelsen af, at ”Gud havde givet mig en bog, men var vandret ud af mit liv.”

Mens han var på sit livs lavpunkt, hvor han drak meget og var på kanten af selvmord, begyndte han at læse Gandhis værker, og begyndte så småt gennem Gandhis øjne at se en anderledes Kristus end han tidligere havde set. Gandhi ledte ham videre til Tolstoj og Dostojevskij. En dag i 1959 så han en officer sidde og læse i Bibelen, og da han ikke havde andet at lave, bad han ham om en kopi. Straks blev han grebet af det, han læste, og inden for et år havde læst Det Gamle Testamente fra ende til anden 13 gange og Det Nye Testamente 27 gange. Det, der gjorde indtryk på ham – og som også havde slået ham i mødet med Gandhi – var, at der hos Kristus var overensstemmelse mellem hans lære og hans liv. Beretninger som den om Jesu møde med kvinden grebet i hor gjorde, at han fandt denne Jesus umådeligt attraktiv og i sidste ende uimodståelig. Jesu ord, ”kom hid til mig, alle I som er trætte og jeg vil give jer hvile” lokkede ham. Og da han en dag læste, hvordan Jesus lover, at ”Jeg er kommet for at I skal have liv og have overflod”, råbte han til Gud: ”Denne Kristus, som jeg læser om, er i sandhed min Herre, giv mig det nye liv, som du lover.”

Fra det øjeblik begyndte der en forvandling af hans miserable liv. Hans soldaterkammerater begyndte at spørge ham, hvad der var sket med ham, og da han forlod hæren og vendte hjem til sin familie, blev de glædeligt overraskede over, at han havde ændret karakter og adfærd, men hans nye tro på Kristus bekymrede dem. Da han gik hen i den lokale moske for at fortælle dem, hvad der var sket med ham, forsøgte hans onkel at skære halsen over på ham for at fjerne den skam, som Mazhars frafald havde påført familien. Mazhar overlevede, men da han henvendte sig til den lokale guvernør for at søge om at få lov til at ændre sin religiøse identitet, fik han at vide, at det ikke kunne lade sig gøre og blev rådet til at forlade landet, så han ikke risikerede at blive slået ihjel af en eller anden idiot. Mazhar flyttede til Libanon og har siden boet i forskellige mellemøstlige lande, og i en periode også i Syrien.

Det hører med til historien, at Mazhar tre dage senere, efter at være blevet udskrevet fra hospitalet, opsøgte sin onkel og fortalte ham, hvor meget han stadig elskede ham. De blev forsonet, og onklen


formanede ham og sagde: “Hvis du ikke vil ophører med at være kristen, så sørg i det mindste for at blive en god kristen.” Lige siden har Mazhar bevaret et godt forhold til hele sin familie.

Efter nogle ulykkelige år, hvor han forsøgte at blive en del af de traditionelle kirker i Mellemøsten, og hvor han oplevede et voldsomt pres for at distancere sig fra hele sin muslimske kultur, fandt han sin identitet som en muslimsk discipel af Kristus. ”Jeg forlod den kristen verden, men bevarede min tro på Kristus”, fortæller Mazhar.

Lige siden har Mazhar bevaret sin brændende passion for Kristus. Der er ingen vaklen hos Mazhar omkring troen på Kristus som Guds søn, troen på treenigheden og andre klassiske elementer i den kristne tro. Men det er hans overbevisning, at hvis muslimer skal blive i stand til at få øje på evangeliernes Kristus så må de først se Kristus-lighed i hans efterfølgere. I stedet for at forsøge at bringe muslimerne til kristendommen, så handler det om at bringe Kristus til muslimerne, der hvor de er.

Paradokset kan udtrykkes sådan, at Mazhar Mallouhis møde med kristendommen har været meget pinefuldt, men hans møde med Kristus førte til en livslang passion.

Christiansfeld, onsdag, den 22. august 2012


Kristus – broen over kløften mellem muslimer og kristne Mazhar Mallouhis pilgrimsvandring: 4

I bogen ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road: Exploring a New Path between Two Faiths” (2007) skriver forfatteren Paul-Gordon Chandler, at den voksende kløft mellem kristne og muslimer i dag udfordrer os som kristne til anskue islam på en anden måde og til at nærme sig muslimer på en måde, som fører os nærmere muslimerne i stedet for at øge fremmedgørelsen, så at oplever at finde åbne hjerter for evangeliet. Den syriske forfatter Mazhar Mallouhi, hvis pilgrimsvandring med Kristus Chandler beskriver i bogen, er et eksempel på en person, som forsøger at vise, hvordan Kristus slår bro over kløften mellem kristne og muslimer.

Mallouhis udgangspunkt er, at Kristus aldrig havde til hensigt at grundlægge en ny religion, men ønskede at leve sit liv iblandt os. I stedet for at kalde mennesker til en ny religion, kaldte Jesus dem til sig selv. Derfor er det ikke vor opgave at bringe muslimer til kristendommen, men at bringer Kristus til muslimer, dér hvor de er.

Guds kærlighed gør ikke forskel, og Kristus var optaget af at nedbryde de etniske konflikter mellem jøder og hedninger. Desværre er kristnes holdning til muslimer ikke præget af kærlighed men af fjendskab og frygt. Men kristnes opgave kan aldrig være ”waging war on Islam”, men ”waging peace on islam”. Mallouhi henviser til Jesu holdning til samaritanerne, som han nægtede at indtage en krigerisk holdning overfor. Muslimer er vore samaritanere, siger han. Kristne og muslimer er ikke fjender, men de har fælles fjender i ondskab, uretfærdighed, intolerance osv.

Denne kærlighed må bl.a. vise sig i, at kristne begynder at respektere og ære muslimernes kultur og religion. Det er i praksis næsten umuligt at adskille islam fra arabisk kultur, og derfor kan Mallouhi sig om sig selv, at ”Islam is my heritage. Christ is my inheritance”. Mallouhi har imidlertid aldrig følt sig stærkt tiltrukket til islam – eller til religion i det hele taget; han er kritisk over for religion som en institution, fordi han ser den som noget, der skaber splittelse. Hans fokus er på de enkelte mennesker, og hans passion er at muslimer begynder følge Kristus, uden af den grund af skulle distancere sig fra deres muslimske kultur. Efter Chandlers vurdering er Mallouhis største fortjeneste at han har skrællet den vestlige klædedragt af Kristus og introduceret ham for muslimer, som en, der blev født i Mellemøsten, levede og døde dér.

I sin kommunikation med muslimer vælger Mallouhi at bygge på det, som kristne og muslimer har til fælles. ”For me Islam has ligth, while I belive Christ is the fullest light i can know.”. I stedet for at forsøge at fjerne mørket, synes han, at det er meget bedre at tænde nogle lys. Det handler for Mallouhi om at bekræfte alt, hvad der er positivt i islam, samtidig med at han deler den sandhed, som han har fundet i Kristus. Vores åbenmed over for alt, hvad de står for, gør dem åbne over for det vi står for, siger han. Det eksempel, vi som kristne sætter mht. vor holdning ti islam, vil ofte danne mønster for deres holdning til kristendommen.

I mødet med muslimer minder Mallouhi os om betydningen af at indtage rollen som deres gæst. Jesus optrådte ved flere lejligheder som gæst, og det var i høj grad Jesu måde at nedbryde de barrierer, som forhindrede mennesker i at se og forstå, hvem han var. Det at være gæst hos nogen indebærer, at man tillader sig selv at blive sårbar og afhængig af værten. Det kræver af gæsten, at


han er ydmyg og villig til at tage imod fra værten, som vi fx ser det i Jesu møde med den samaritanske kvinde ved brønden.

I modsætning til, hvad man ofte hører i dag, så er det Mallouhis opfattelse, at den største hindring for, at muslimer skal komme til at følge Kristus, er ikke teologisk, men handler om religiøs, kulturel identitet. Derfor må kristne efter hans mening bestræbe sig på at finde en vej frem, som bekræfter, at muslimer kan forblive muslimer, samtidig med at det lever som disciple af Kristus. Og den største udfordring for kristne, der ønsker at dele evangeliet med muslimer, er ikke at skaffe sig mere viden om islam, men at elske muslimerne og vise deres religiøse og kulturelle baggrund respekt og ære.

Christiansfeld, fredag, den 24. august 2012


”Insider movements” – muslimske efterfølgere af Kristus Mazhar Mallouhis pilgrimsvandring: 5

Paul-Gordon Chandlers bog, ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road”, fra 2007 om den berømte syriske forfatter, Mazhar Mallouhi, der betegner sig selv som muslimsk efterfølger af Jesus, har vakt stor opmærksomhed. I den pågående debat om ”insider movements” især blandt muslimer, er Mallouhi derfor blevet en skydeskive for kritikerne. Mallouhi har skrevet mange bøger med inspiration fra Jesus, men han er ikke teolog og engagerer sig normalt ikke i egentlige teologisk diskussioner, hverken med muslimer eller med kristne. Men da han blev klar over, at han var en del af den såkaldte ”insider movement” valgte han alligevel at komme med en offentlig kommentar. Artiklen er trykt i St. Francis Magazine, der er opkaldt efter Frans af Assisi, der bl.a. er kendt for at sige, ”Forkynd altid evangeliet, om nødvendigt med ord”.

Mallouhi understreger, at det, der definerer muslimske efterfølgere af Jesus, ikke har noget at gøre med, om de læser koranen, hvordan de beder eller hvad de mener om Muhammed. ”Insiders” er mennesker, som anerkender, at de omstændigheder, som de blev født ind i, var bestemt af Gud og spillede en afgørende rolle i deres personlige frelseshistorie. De mener ikke, at troen på Jesus som Herre kræver af dem at de automatisk giver afkald på alt, hvad de tidligere har lært om Gud, eller forkaster deres kultur, deres samfund og familie som noget ondt.

Vestlige kristnes kritik af ”insider movements” blandt muslimer hænger sammen med, at de fleste vesterlændinges tænkning i modsætning til muslimers er præget af en græsk dualisme mellem religion og sekulært liv. Men bestræbelserne på at skelne mellem religiøs og sekulær kultur er grundlæggende en ikke-muslimsk måde at tænke på. Og efter Mallouhis opfattelse en ikke-bibelsk måde at tænke på!

De vesterlandske kristne, der ofte kritiserer efterfølgere af Jesus, som ønsker at forblive i deres overvejende muslimske kultur, forstår ikke alvoren i alternativet! De giver muslimer det indtryk, at Gud ikke kan være til stede i deres kultur. Når nogle af hans kristne venner kræver ham til teologisk regnskab og beder ham bevise, at han er ortodoks eller evangelisk, har han lyst til at råbe til dem: ”Vis mig at I elsker muslimer. Vis mig, at jeres holdning ligner jeres Herres! Bevis for mig, at jeres handlinger udspringer af kærlighed og ikke hænger sammen med de følelser, som kommer op til overfladen, når to civilisationer støder sammen!”

Efter Mallouhis opfattelse har hans ”insider” holdning givet ham en unik adgang til muslimske institutioner og miljøer, som ikke vil have noget at gøre med muslimer, der har taget afstand fra deres kultur og er blevet kristne. Han har der haft talrige mulighed for at vidne om sin Herre, og det eneste det kræver for at være en insider, er ikke at være imod sin islamiske baggrund. At blive i den muslimske kontekst fører ikke til dogmatisk forfald. Han er ikke blevet fristet til at benægte treenigheden eller til at ophøje Koranen over Bibelen. Derimod oplever Mallouhi, at et liv i et materialistisk sekular kultur i vesten kan have en langt større større negativ indflydelse på hans kristne tro.

Muslimske efterfølgere af Jesus er naturligvis ikke ufejlbarlige, skriver Mallouhi, men ”insiders” er ligesom alle andre kristne i færd med at blive forvandlet af Helligånden. Men det er meget problematisk, når ”outsiders” forsøge at afgøre, hvilken betydning deres traditioner og kulturelle


former har for dem. Hvis muslimske efterfølgere af Jesus, siger at deres religiøse traditioner ikke negerer troen i deres hjerter, hvordan kan ”outsiders” så hævde, at de gør det?



Mødet med Kristus og mødet med muslimerne Mazhar Mallouhis pilgrimsvandring: 6

Den syriske forfatter Mazhar Mallouhi, hvis liv er beskrevet af Paul-Gordon Chandler i bogen, ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road: Exploring a New Path between Two Faiths” (2007), er den mest kendte af de personer, som kalder sig selv muslimske efterfølgere af Kristus, og som hører til ”insider movements” i den muslimske verden. Meningerne om ham og de holdninger, som han repræsenterer, er meget delte, og selvom han ikke er særligt kendt her i Danmark, så er debatten om ham også særdeles relevant i en dansk sammenhæng, hvor gemytterne ofte kommer i kog, når islam kommer på dagsordenen.

For mig at se er rejser Mallouhi to forskellige problemstillinger, som i udgangspunktet ikke har godt af at blive blandet sammen, selvom de på et dybere plan alligevel har forbindelse til hinanden. Den første problemstilling drejer sig om muslimers møde med Kristus i den arabiske verden, og den anden handler om vesterlændinges holdning til islam og muslimer.

Den første problemstilling handler om ”Pilgrims of Christ on the Muslim Road”, som første del af titlen på Chandlers bog lyder. Her er der dybest set tale om, at Kristus kalder muslimer i et muslimsk land som fx Syrien til at følge ham lige dér, hvor de er. Der er altid brug for kristne, også fra vesten, der vil vidne om Jesus Kristus, men er der ikke brug for vestlige lænestolsspecialister, som foreskriver disse nye efterfølgere efter Jesus, hvordan de skal forholde sig til deres oprindelige kultur og religion. Her må vi lade disse muslimer vandre deres egen vej sammen med Jesus og bakke op om deres frihed to at finde ud af, hvad det betyder for dem at følge Jesus i deres muslimske miljø. I forhold til deres muslimske miljø er vi vesterlændinge ”outsiders”, som ikke er kompetente til at afgøre, hvilke kulturelle og religiøse elementer fra deres kultur, som de kan holde fast i, og hvilke de må bryde med. Her må vi som Chandler siger det betro den muslimske verden til Kristus og betro Kristus til den muslimske verden.

Den anden problemstilling handler om vi vesterlændinges holdning til islam og muslimer, og som anden del af Chandlers bog lyder: ”Exploring a New Path between Two Faiths”. Her er det efter min mening vigtigt at understrege at det handler om forholdet ”between two faiths”. Meget ofte, når islam er på dagsordenen, så handler det ikke om tro men om politik, om ”clash of civilisations”, ”war on terrorism”, eller om at trække islam – og herunder også frygten for islam – ind i den almindelig politiske kamp om befolkningens gunst. Spørgsmålet er, om vi som kristne dybest set forholder os politisk til islam og muslimer – og politik bl.a. handler om magt og penge, eller om vi som kristne er parate til at forholde os til islam og muslimer ud fra vores tro på Kristus – som handler om at sige sandheden i kærlighed, at vise empati og hensynsfuldhed over for dem, der er anderledes, og møde andre med ydmyghed og i sårbarhed . Det er denne sidste vej Mallouhi udfordrer os vesterlandske kristne til at betræde. Uden her at tage stilling til alle Mallouhis vurderinger og synspunkter, så er det min overbevisning, at vi her i Vesten i høj grad har brug for at lade os udfordre af ham, fx når han minder os om, at vort behov ikke først og fremmest at blive klogere på islam som religion, men at lære at elske muslimerne som vore medmennesker, der også er skabt i Guds billede.

Som nævnt er der en dybere sammenhæng mellem disse to problemstillinger. Lige som muslimers møde med Kristus i den arabiske verden kan blive livsforvandlende, så må også vi vesterlændinge


igen og igen møde Kristus på en sådan livsforvandlende måde, at vi får et nyt syn på og en ny holdning til muslimer.



Trosfrihed – et vigtigt tema i dansk udenrigspolitik?

Den norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartiet, har gjort trosfrihed til et vigtigt tema i norsk udenrigspolitik, og spørgsmålet er, om trosfrihed ikke også burde gøres til et vigtigt tema i dansk udenrigspolitik?

Nogen vil måske indvende, at tro er en privatsag, som ikke bør gøre til et politisk emne. Det er rigtigt, at tro og religion af mange danskere opfattes som et rent privat anliggende, noget, som kun har hjemme i lønkammeret, men sådan ser virkeligheden altså ikke ud i andre dele af verden, og en nærmere analyse af den danske virkelighed ville nok også afsløre, at tro og religion spiller en væsentlig rolle også i det offentlige rum også hos os. Tro er ikke kun noget individuelt og privat, men er også et kollektivt anliggende, og undertrykkelse af folks religionsfrihed er en alvorlig trussel mod deres liv og velfærd.

Andre vil måske indvende, at vi må holde religion og politik adskilt. Men at kæmpe for folks trosfrihed har ikke noget at gøre med at blande religion og politik sammen, men handler om at værne om menneskerettigheder, som er grundlæggende for ethvert demokrati. Historisk set har der altid været en nær forbindelse mellem religionsfrihed og demokrati, fordi trosfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed hænger sammen og tilsammen er bærepiller for demokratiet. I Danmark fik vi således med grundloven i 1849 folkestyre samtidig med, at vi fik trosfrihed. Demokrati handler ikke først og fremmest om retten til at stemme; der er talrige eksempler på totalitære stater, som har givet borgerne stemmeret eller ligefrem stemmepligt, uden at det har haft noget med et demokratisk retssamfund at gøre. Det grundlæggende i ethvert demokrati er borgernes frihedsrettigheder, retten til selv at bestemme hvad man vil tro og mene og samles om og give udtryk for. Derfor er kampen for trosfrihed mindst lige så vigtig som kampen for ytringsfrihed.

I norsk udenrigspolitik er der stærkt fokus på at hjælpe verdens forfulgte kristne, og det er der også behov for, for en stor del af dem, der forfølges eller diskrimineres for deres tros skyld er kristne. Men det handler dybest set ikke om at sikre særrettigheder eller en særlig beskyttelse for vore kristne brødre og søstre i Mellemøsten og andre dele af verden. Det, som de kristne mindretal beder os om hjælp til er blot, at vi vil kæmpe for trosfrihed for alle, altså at de universelle menneskerettigheder på dette område må blive respekteret.

På dette område kan vi lære noget af Norge. Kristne organisationer, kirker og menneskerettighedsorganisationer har i flere år opfordret regeringen til at inddrage spørgsmålet om trosfrihed i udenrigspolitikken. Og det er nu sket. Ifølge Vort land bad det norske udenrigsministerium allerede i november i fjor sine ambassader i en række lande om at indrapportere brud på trosfriheden og kortlægge situationen for minoriteter. Der er nu blevetudarbejdet et særligt vejledningshæfte om religionsfrihed, sådan “at den enkelte embetsmann og -kvinne kan føle en trygghet når man tar opp spørsmål som ofte er følsomme”, siger Støre, der nu har etableret et egentligt minoritetsprojekt i udenrigsministeriet. For en uge siden har udenrigsministeren ansat den erfarne diplomat Harald Neple som specialrådgiver i udenrigsministeriet og leder af minoritetsprojektet.

Torsdag, den 20. september vil der på en minikonference i Kolding blive en lejlighed til at drøfte dette emne med udenrigsminister Villy Søvndal. Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Haderslev


Stift og Dalby Sogn indbyder til et arrangement, hvor udenrigsministeren vil tale om ”Menneskerettigheder i Mellemøsten og Nordafrika efter Det Arabiske Forår med særligt fokus på de kristnes situation” (Læs mere i pressemeddelelsen her). Det bliver spændende at se, om trosfrihed fremover også bliver et vigtigt tema i dansk udenrigspolitik.

Christiansfeld, torsdag, den 6. september 2012


En styringsreform af folkekirken: 1 – Folkekirkens overordnede formål

Sandsynligvis vil minister for ligestilling og kirke, Manu Saren, i løbet af et par uger nedsætte et udvalg, der skal komme med forslag til en styringsreform af folkekirken. Vi kender endnu ikke hverken kommissoriet for udvalget eller udvalget sammensætning, men uanset hvem der skal arbejde med folkekirkens styring og hvilke specifikke opgaver udvalget får, så må hele arbejdet naturligvis ses i lyset af folkekirkens formål. Strukturer, ledelse og administration har ikke nogen selvstændig værdi, men er kun betydningsfulde, fordi de kan være med til at fremme eller hæmme opnåelsen af folkekirkens formål.

Nu er vi heldigvis i den lykkelige situation, at der i 2006 blev sat ord på folkekirkens formål, ord, som det er mit indtryk, at der er bred opbakning bag i hele folkekirken. Det skete i kirkeministeriets betænkning om ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, hvor det siges, at Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. … Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.” I samme betænkning udfoldes folkekirkens formå i fire opgaver dimensioner, nemlig gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Alle paragraffer, budgetter, ansættelser, udvalg og råd, mursten og aktiviteter i folkekirken må derfor tjene denne overordnede målsætning, at ”at forkynde Kristus som hele verdens frelser”. Derfor må udvalget i sit arbejde med en styringsreform af folkekirken hele tiden holde sig denne målsætning for øje, hvis dets arbejde skal give mening.

Dette overordnede formål deler folkekirken naturligvis med alle andre kirkesamfund til alle tider, men tiderne skifter, og den kontekst, som folkekirken skal være kirke i ændrer sig. Derfor kan strukturer, som tidligere måske var meget formålstjenlige for folkekirken, vise sig i dag at være hæmmende for folkekirkens arbejde. Et eksempel er sognestrukturen, som i mange hundrede år sikkert har været den bedst tænkelige ramme om kirkelivet, men meget tyder på, at sognestrukturen i sin nuværende form er hæmmende for kirkelivet, fordi demografien har ændret sig radikalt. Et andet eksempel er symbiosen mellem stat og kirke, der går helt tilbage til reformationstiden. Det var sandsynligvis den eneste måde reformationen kunne overleve på, at kongen overtog kirken og dermed gjorde den til en statskirke, hvad den grundlæggende stadig er. Men i en situation, hvor der ikke er det samme sammenfald mellem folk og kirke, som tidligere, og hvor kirken ikke længere har den centrale plads i samfund og kultur, som tidligere, tyder meget på, at kirken ikke længere kan forvente, at statsmagten vil se det som sin opgave at bidrage til ”at forkynde Kristus som hele verdens frelser”, og at båndene mellems stat og kirke må – på kort sigt ikke kappes over, men – løsnes.

Hvis alle parter i og omkring det udvalg om en styringsreform af folkekirken, som Manu Saren nedsætter, hele tiden vil fokusere på folkekirkens overordnede formål, så er meget allerede nået.

Christiansfeld, søndag, den 9. september 2012


En styringsreform af folkekirken: 2 – Det lokale kirkeliv

Om kort tid går kirke- og ligestillingsministerens udvalg i gang med at udarbejde forslag til reformering af folkekirkens styring. Efter min mening må udvalgets reformforslag måles på, om de i overensstemmelse med folkekirkens formål fremmer det lokale kirkeliv i menigheder og kirkelige organisationer. Det drejer sig altså om den lokale befolknings møde med evangeliet i form af gudstjenester og kirkelige handlinger til hverdag og fest, i sorg og glæde. Det drejer sig om undervisning af børn og voksne i de kristne tro. Det drejer sig om det kirkelige liv som diakoni og omsorg for mennesker, der har behov for hjælp. Og endelig drejer det sig om kirkens mission, altså kommunikationen af det kristne budskab over alle grænser til mennesker både lokalt og globalt. Hvis reformforslagene ikke gør nogen som helst positiv forskel på disse områder, direkte eller indirekte, så vil udvalgets arbejde i bedste fald blive ret uinteressante.

En styringsreform af folkekirken kan naturligvis aldrig i sig selv vække det kirkelige liv i sogne og lokalsamfund, men strukturer kan virke fremmende eller hæmmende for det kirkelige liv. I det lokale kirkeliv spiller præst og menighedsråd en helt central rolle, og sådan som jeg ser det, er der virkelig brug for strukturelle ændringer her.

En gang var præsten den eneste uddannede person i lokalsamfundet, og derfor var det naturligt at præsten i kongens kirke blev gjort til kongens repræsentant på en række områder. Men det er i dag ikke nødvendigvis fremmende for kirkelivet, at præsten på statens vegne har ansvar for civilregistrering og er begravelsesmyndighed. Samtidig kunne man passende overlade vielsesretten og den dertil hørende administration til kommunen, og i stedet tilbyde parrene en kirkelig velsignelse. Præsten må sættes fri til at være præst, og som præst bruge al sin tid på at fremme kirkelivet i lokalsamfundet. Her bliver det vigtigt, om udvalget fremsætter forslag, ,som peger i retning af en frigørelse af kirken fra dens statslige funktioner og det dertil hørende bureaukrati.

Menighedsrådene er med til at sikre en lokal forankring af folkekirken og burde først og fremmest fokusere på at fremme kirkelivet lokalt. Men i dag er situationen mange steder den, at menighedsrådene, som består af frivillige lægpersoner, er overbelastet med en række professionelle opgaver, som tager det meste af menighedsrådenes tid. Menighedsrådet varetager de fleste steder personaleledelsen af en række medarbejdere inden for forskellige fagområder. Menighedsrådet er ejendomsbestyrer af en eller flere kirker, præstegårde og andre bygninger og står derfor også for vedligeholdelse. Menighedsrådet er i nogle landsogne udlejer af marker og skove. Menighedsrådet varetager de fleste steder kirkegårdsadministrationen, med alt hvad det indebærer. Menighedsrådene har ansvar for at føre regnskab med ovenstående samt flere andre ting – ud fra et regnskabssystem, som helt sikkert giver god mening set fra den statslige centraladministrations side, men som gør det særdeles vanskeligt for almindelige menighedsrådsmedlemmer at skaffe sig et overblik over budget og regnskab og bruge det som økonomisk styringsredskab.

Her er der virkelig brug for strukturændringer, hvis der også fremover skal være medlemmer af folkekirken, som vil engagere sig i menighedsrådets arbejdet. Fx kunne man i forlængelse af kirkens frigørelse fra staten begynde med at overdrage driften af kirkegårde til kommunen. Sammen med nedlæggelsen af kordegnekontorerne, når personregistreringen overdrages til kommunen, ville det gøre menighedsrådsarbejdet mere overskueligt for mange menighedsråd. Og derefter kunne man


overveje, hvordan menighedsrådene kunne befries fra de andre ovennævnte opgaver, så de kunne komme til at fokusere på det væsentlige, nemlig kirkelivet.

Der er brug for, at folkekirkens struktur tænkes igennem, ikke ovenfra, fra en statslig bureaukratisk synsvinkel, men nedefra, fra det lokale perspektiv, dér hvor kirkelivet leves og udvikles. Det er langt fra sikkert, at det udvalget med det kommissorium, som det har fået, kan løse disse grundlæggende strukturproblemer, men det ville være ønskeligt, om reformforslagene kom til at pege i den rigtige retning, altså at det lokale kirkeliv bliver det afgørende pejlemærke for reformarbejdet.

Christiansfeld, tirsdag, den 11. september 2012


Hvem kan vi være i stue sammen med?

På årsdagen for 9-11 terrorhandlingerne blev der i København afholdt en konference om bekæmpelse af politisk og religiøs ekstremisme. Hovedtaleren var den pakistanske lærde Tahir ul-Qadri, som sidste år udstedet en fatwa, der fastslog, at terrorisme og selvmordsbomber ikke er foreneligt med islam. Blandt de indbudte notabiliteter var social- og integrationsminister Karen Hækkerup, men da hun fandt ud af, hvilke holdninger Tahir ul-Qadri i øvrigt havde, ville hun ikke være i stue med ham. Hun ville ikke dele talerstol på en konference om ekstremisme med en mand, der selv var ekstremist. Det viste sig nemlig, at Tahir ul-Qadri havde medvirket til udformningen af Pakistans blasfemilov, der giver dødsstraf for blasfemi.

Hækkerups bombastiske afbud og den efterfølgende debat rejser et meget principielt spørgsmål, nemlig: Hvem kan vi være i stue sammen med? Hvem kan vi føre dialog sammen med? Jeg har absolut ingen sympati for ul-Qadris umenneskelige holdning på dette område, lige som jeg på det skarpeste må tage afstand fra alle andre brud på menneskerettighederne, uanset hvem der står bag. Men betyder det, at vi ikke kan være i stue sammen med mennesker, som vi på helt centrale områder er uenige med, og fx ikke kan optræde som talere på konferencer sammen med dem vi er grundlæggende uenige med? Hvis dette principstandpunkt fastholdes generelt, så vil det få meget omfattende konsekvenser.

Jeg er tilhænger at demokrati, af menneskerettigheder og af en human retspleje, og jeg mener, at vi må forsøge at udbrede disse politiske holdninger overalt i verden. Men ville jeg – efter ovenstående princip – kunne optræde som taler på en konference til fremme af demokrati osv. sammen med en amerikansk politiker, som går ind for dødsstraf og endda for børn og unge under 18 år, og som går ind for brug af tortur i særlige tilfælde? Nej, det ville – efter ovenstående princip – ikke være muligt.

Alternativet til dette puristiske princip er naturligvis, at vi er parat til at mødes også med mennesker, som vi på nogle punkter er grundlæggende uenige med, men at vi naturligvis af al kraft modsiger de umenneskelige holdninger, som vi hver kan eller skal acceptere. Og det må vi gøre i håbet om, at vore indsigelser og protester gør indtryk, så at også muslimske grupper, som i dag går ind for dødsstraf for blasfemi, over tid vil ændre deres holdninger. Det er jo netop det, som er sket i den kristne verdens historie, hvor der helt op i det 17. århundrede var mennesker, som blev henrettet pga. blasfemi.

Dybest set gætter jeg på, at Karen Hækkerup – som det fornuftige menneske hun er -principielt er enig i dette synspunkt, men hun er jo politiker, og politikere orienterer sig ikke altid efter filosofisk gennemtænkte synspunkter, men ofte efter folkestemningen, og ifølge den vil der ikke være problemer med at optræde sammen med en amerikansk politiker, der går ind for tortur og dødsstraf, mens det ville være meget upopulært at optræde sammen med en muslim, der gik ind for dødsstraf for blasfemi.

Jeg skylder at fortælle, at jeg også fik en indbydelse til at deltage i mødet med Tahir ul-Qadri, men desværre måtte melde afbud af arbejdsmæssige grunde. Det kunne ellers have været spændende at møde Tahir ul-Qadri igen for sidste år i september sad jeg i en stue i London sammen med Tahir ul-Qadri. Jeg havde dagen forinden hørt Tahir ul-Qadri tale på en konference, hvor jeg glædede mig


over hans teologisk begrundede afvisning af terrorisme, samtidig med at jeg kunne konstatere, at der var en række andre områder, hvor vi var dybt uenige. Mens vi sad i stuen fik jeg lejlighed til at stille ham et andet af de kritiske spørgsmål, som jeg mener, det altid er vigtigt at stille muslimer, nemlig om han gik ind for religionsfrihed, og helt specifikt om muslimer efter hans mening havde ret til at forlade islam fx til fordel for kristendommen.

Christiansfeld, torsdag, den 13. september 2012


En styringsreform af folkekirken: 3 – Afvikling af statskirkeligheden

I går talte den nyudnævnte formand for forfatnings-udvalget for folkekirken, Hans Gammeltoft-Hansen, på en stiftsdag i Haderslev Stift for omkring 700 menighedsrådsmedlemmer, præster og andre medarbejder i folkekirken. Egentlig var det ligestillings- og kirkeminister Manu Saren, som skulle have talt om folkekirkens fremtid, men han var blevet forhindret, fordi han skulle ledsage de kongelige på en rejse til Brasilien. På en måde var der noget symbolsk ved det skifte, for nu er arbejdet med folkekirkens forfatningsmæssige fremtid i det mindste for en tid ude af hænderne på Manu Saren, og den afgørende person er nu den meget kompetente tidligere ombudsmand.

I sin velformulerede og juridisk skarpe gennemgang af udvalgets problemstillinger sagde Gammeltoft-Hansen bl.a., at ”Siden 1849 har alle trossamfund haft religionsfrihed og dermed frihed fra statens indblanding i trossamfundenes indre anliggender, lige med undtagelse af folkekirken”. Hermed identificerer han efter min mening indirekte et afgørende pejlemærke for udvalgets arbejde, nemlig en afvikling af statskirkeligheden.

Med sit skarpe juridiske blik for de juridiske realiteter konstaterede Gammeltoft-Hansen, at folkekirken er meget tæt på at være en statskirke. I hans optik var der to alternativer til den statskirkelige status-quo, nemlig en frikirke og så en egentlig folkekirke, hvor kirken får en forfatning inden for rammerne af den nuværende grundlov. Altså en situation, hvor kirken bliver herre i eget hus, og hvor staten repræsenteret ved folketing, kirkeminister mv. ikke skal blande sig i folkekirkens indre anliggender.

En vigtig grund til, at udvalget efter min mening må sigte mod en afvikling af statskirkeligheden, er, at evangeliets forkyndelse af Kristus som verdens frelser – som jo er det overordnede formål for folkekirken og for det lokale kirkeliv – ikke har godt at være koblet sammen med statsmagten og hele det politiske liv. Når det nu er fastslået i en kirkeministeriel betænkning, at det er folkekirkens hovedformål, at ”forkynde Kristus som verdens frelser”, kan det vanskeligt forstås anderledes end at der i den officielle folkekirke åbnes op for mission, for forkyndelse af evangeliet fx og så i mødet med danskere med en anden religion end kristendom og danskere, der på anden måde er blevet fremmedgjort for kirke og kristendom (Se fx artikel af Jørgen Skov Sørensen, ”Når staten bliver missionær”. Kristendom.dk, den 29. september 2009). Her blive folkekirkens aktuelle statskirkelige karakter et problem, som det bliver vanskeligt at komme uden om.

I de europæiske lande, som vi i denne sammenhæng med rette kan sammenligne os med, er udviklingen gået i retning af at løsne båndene mellem stat og kirke. Heller ikke i Danmark vil det på sigt være holdbart at opretholde en statskirkelig status-quo for folkekirken. På den anden side er tiden heller ikke i dag moden til at bryde alle bånd mellem stat og kirke og etablere en luthersk folkekirke. Målet må være et finde en model for en egentlig folkekirke, som får sin egen forfatning, så også folkekirken får religionsfrihed og kan styre sine egne anliggender.

Christiansfeld, lørdag, den 15. september 2012


Kirkens og kristnes opgave er …

Hvordan skal vi forstå kirkens og kristnes opgave lokalt og globalt, og hvordan skal vi sprogligt udtrykke denne opgave? Det er temaet for den konference arrangeret af Roskilde stift, som jeg sammen med 50 andre har deltaget i i går og i dag. Allerede i 2006 i den kirkeministerielle betænkning 1477 tematiseres i indledningen, hvordan vi kan se sammenhængen mellem folkekirkens ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, så det er ikke nogen helt ny debat.

Når vi i folkekirken skal udtrykke noget, som vi har lidt svært ved at sætte ord på, så bryder vi ofte ud i salmesang, og det gjorde vi også på denne konference, hvor den gennemgående sang var af Jørgen Kristensen (Højskolesangbogens nr. 528) om Jesu møde ved Jakobs brønd med en samaritanske kvinde, der desværre var ”lidt for varm og køn og lidt for villig til at give sig hen, lidt for hastig til at skifte mænd”.

Men en dag , hun kom at hente vand, blev hun tiltalt af en fremmed mand. Det var Jesus, ham, der er Guds Ord og gør døde levende på jord.

Samtalen mellem Jesus og kvinden satte noget i gang ikke bare i kvinden, men i hele landsbyen:

Det var ord man aldrig havde hørt. Nu fik hun den hele by forført. Aldrig var hun før så køn. Alle fulgtes med til Jakobs brønd.

Kirkens og kristnes opgave må naturligvis forstås ud fra Kristus – og den treenige Gud. Det hele udspringer af Faderen der sender Sønnen, af Helligåndens sendelse, til verden, og i den sendelse får kirken lov til at blive engageret. Det hele udspringer af fællesskabet mellem Fader, Søn og Helligånden, og kirkens og hele verdens inddragelse i disse relationer.

Opgaven blev beskrevet på mange forskellige måder på konferencen. Overordnet set blev opgaven beskrives som en tjeneste, vi er sendt for at udføre for mennesker, i næstekærlighed. Det er kirkens udadvendthed eller offentlighedsarbejde. Det handler om gennem vort liv, vore handlinger og ord at fortælle om Jesus på en troværdig måde, altså handler det om at præsentere og repræsentere kristendommen. Det er vores opgave som kristne og som kirke at gøre Kristus kendt, troet og efterfulgt, så vidt som det står til os.

Hvis opgaven skal løses med autencitet, så må vi tale om det, som vort hjerte er fuldt af. Vi må løse vor opgave ikke ud fra en magtposition, men i sårbarhed og ydmyghed. Vi kommer til mennesker som gæster i deres liv, og må opføre os sådan, og vor samtale med dem må tage afsæt i, at vi virkelig ønsker at lytte til dem for at lære af dem. Der, hvor opgaven udføres, sker der ofte en transformation, af samfund og kultur, og af alle involverede personer.

Der var også enighed om, at opgaven ikke var forbeholdt specialister, men at det er en livsopgave for kirken og for alle kristne. Kristentroen spredes gennem dagligdagens relationer mellem familie,


venner, naboer og kolleger. Virkeligheden synes at være, at kristne i syd har det meget lettere med opgaven, end vi har her i Vesten, så vi har åbenbart meget at lære af mennesker i Afrika og Asien.

Det er meget muligt, at der er brug for en sproglig fornyelse med hensyn til formuleringen af kirkens og kristnes opgave, men hvad det hele handler om kunne vi samstemmende synge om:

Den dag kom der mange folk til tro’n. Sådan driver Herren selv mission. Sådan kan en ”noksagt”, ja enhver uforvarende bli’ missionær.

Liselund, Slagelse, lørdag, den 29. september 2012


Respekt – for menneskerettighederne og de danske værdier

Folketingets åbning den første tirsdag i oktober er omgærdet med gamle traditioner. En af dem er en åbningsgudstjeneste i Slotskirken for folketingets medlemmer. En anden er, at monarken er til stede ved folketingets åbning. Simon Emil Amnitzbøll fra Liberal Alliance, valgte af religiøse årsager ikke at deltage i gudstjenesten, og Enhedslisten, som ikke er tilhængere af monarkiet, valgte af politiske årsager, først at møde op, efter at monarken havde forladt folketingssalen, så de undgik at rejse sig op for monarken.

Lektor ved institut for statskundskab ved Syddansk Universitet Søren Hviid Pedersen, skriver i en klumme i Berlingske Tidende den 3. Oktober med den sigende titel ”Respekt”, at disse politikere dermed har vist en sådan katastrofal mangel på respekt for danske traditioner og institutioner, at derfor er uegnede til at være dansk politiker. At statskundskabslektoren tilmed beskylder disse politikere for at være ekstremister på linje med kommunister og nazister, vil jeg her lade ligge, for i stedet at kigge lidt nærmere for hans argumentation omkring det at være dansk.

”Når vi udviser respekt for monarken, og ligger på knæ for Gud, hylder vi det danske og bekræfter os selv som danske. Når vi udviser despekt for monarken og fornægter Gud, revolterer vi mod det danske og afsværger os troskab mod det konkret givne fællesskab. I stedet forvandles man til at være en kosmopolit eller globalist, fritsvævende over enhver virkelighed uden tilhørsforhold og uden loyalitet mod noget som helst.”

Essensen i det, den gode lektor skriver, er, at fordi monarkiet og kristendommen har spillet så stor en rolle i Danmarks historie, at hvis man ikke er monarkist og kristen, så må ens danskhed og loyalitet mod det danske samfund dybest set betvivles. Overført til et muslimsk land som fx Irak at kristne parlamentarikere, der ikke ville deltage i en evt. åbningsbøn i moskeen forud for parlamentets åbning, med god kunne få deres irakiskhed og deres irakiske loyalitet betvivlet. Hvis vi som samfund begynder at abonnere på lektorens synspunkter, fraskriver vi os muligheden for at gå i rette med de lande, som – ud fra deres traditionelle værdier – undertrykker religiøse mindretal.

Lektoren, som hylder konservatismen, viser sig her ligefrem at være reaktionær, for de holdninger, som han her formulerer, svarer til holdninger, som var meget udbredte i Danmark for flere hundrede år siden, men med den forskel at lektoren ikke vil gøre mangel på respekt over for monark og kristendom strafbart. Den gang var manglende respekt over for monarken en særdeles farlig sag for den respektløse, og hvis en luthersk kristen konverterede til en anden trosretning, så kunne det indebære landsforvisning.

I mellemtiden er der imidlertid sket det, at vi har fået religionsfrihed og ytringsfrihed – og en lang række andre friheder, forankret i de universelle menneskerettigheder. Men netop disse ”universalistiske værdier” tager lektoren afstand fra. I en artikel i Berlingske tidende den 23. September, ”Konservativ muld og liberal frihed” kontrasterer han den moderne version af menneskerettigheder med et konservativt frihedsbegreb, og hævder, at menneskerettigheder, som han kalder vor tids svøbe, ikke er universelle. ”Vi skal værdsætte rettigheder og frihed ikke fordi de er rigtige, men fordi de er nyttige og virker efter hensigten”. Problemet if. lektoren er, at menneskerettighedsideologerne erstatter ”hensynet til de historiske forudsætninger og hensynet til


de fremtidige generationer til fordel for en skabagtig optagethed af nuværende individer og deres påståede rettigheder”.

Lektoren kommer på denne måde til at alliere sig med de internationale kræfter, bl.a. i muslimske lande og i Rusland, som ønsker at relativere menneskerettighederne. I sidste uge blev der vedtaget en resolution i FN’s Menneskerettighedsråd, der fremhæver ”familiens vigtige rolle” og opfordrer til ”en bredere forståelse af menneskehedens traditionelle værdier”, hvilket indebærer at brud på FNs menneskerettigheder fremover sikkert vil kunne forsvares med henvisning til de traditionelle værdier i de enkelte lande (”FN giver grønt lys for undertrykkelse af minoriteter”, Information 5.oktober). Netop som lektoren er inde på i sin klumme, der også understreger, at traditionelle værdier er vigtigere end menneskerettigheder. Det hører med til historien, at alle vestlige lande stemte imod resolutionen, som bl.a. blev promoveret af Rusland, hvor menneskerettighederne disse år er under pres.

Selvom jeg ikke er enig i Enhedslistens eller Simon Emil Amnitzbøls manglende respekt for monarki og kristendom, så vil jeg kæmpe for deres ret til som gode danskere at have og praktisere disse holdninger – af respekt for menneskerettighederne, som heldigvis er blevet en del af vore danske værdier.

Christiansfeld, fredag, den 5. oktober 2012


Missionens teologi, ekklesiologi, semantik og grammatik

Hvis vi ikke har noget begreb om det fænomen, som vi traditionelt har kaldt mission, så bliver det svært at begribe, hvad vi taler om. Det, vi ikke har ord for, er det næsten umuligt at få øje på. Det var netop temaet for den konference, som Stiftsudvalget for Mission i Roskilde stift afholdt forrige weekend: ”Missionsbegrebet”.

Teologi er læren om Gud, og i dag er der en konsensus om, at mission må forankres i vor forståelse af hvem Gud er. Den treenige Gud er en sendende Gud. Af kærlighed til verden, for verdens frelses skyld, sender Faderen Sønnen til verden, og Fader og Søn sender Helligånden til verden, og kirken inddrages i denne sendelse. At Gud er en treenig Gud indebærer et fællesskab mellem Fader, Søn og Helligånd. Et fællesskab, som den treenige Gud ønsker have med hele skaberværket. Det fællesskab mellem Gud og mennesker, mellem mennesker indbyrdes, og mellem mennesker og det øvrige skaberværk, som brydes af synden, ønsker Gud at hele og Gud inddrager kirken til at være med i denne genopretningstjeneste. Altså er det dybest set den treenige Gud, som er missionæren.

Ekklesiologi er læren om kirken. I forlængelse af ovenstående bliver det klart, at det ikke er kirken, der har – eller måske ikke har – en mission, men det er Guds mission, der har en kirke. Mission hører til kirkens bestemmelse og eksistensberettigelse. At være kirke er at være sendt, sendt for at deltage i Guds mission. At være kirke er – som Dietrich Bonhoeffer har udtrykt det – altid at være kirke for andre. Mission er kirkens udadvendthed, og et udtryk for at kirkens arbejde er et offentlighedsarbejde. I forlængelse af ovenstående bliver det også klart, at der i kristen mission aldrig kan blive tale om et ”os versus dem” forhold i mission, fordi Gud er i gang med at inddrage os alle i sit fællesskab. Mission er derfor et udtryk for kirkens relationalitet. Som det udtrykkes i en ny bog, ”The Missional Church in Perspective” af Craig Van Gelder og Dwight J. Zscheile, så gælder det, at ”Mission is not the transmission of a particular set of properties,, ideas, goods, or concepts to people, but rather the entering into relational webs that transform us even as we engage in shaping others” (s.121f). Altså er kirken efter sin bestemmelse en missional kirke.

Semantik er læren om ordenes betydning. Spørgsmålet er, hvad ordet mission betyder, når danskere hører det i dag? Meget tyder på, at ordet mission traditionelt forbindes med den moderne missionsbevægelses udsendelse af missionærer fra ”vor kristne verden” til ”den hedenske verden” i Afrika og Asien, altså at mission ikke er noget, der har en plads herhjemme. Dernæst forbindes mission med kolonitidens overgreb på urbefolkningerne i Afrika og Asien, og med kulturimperialisme, og altså en grundlæggende manglende respekt for ”den anden”. Endelig er der mange, der ikke kan høre ordet mission uden at komme til at tænke på ”Indre Mission”, eller måske mere præcist på Hans Kirks fremstilling af Indre Mission i bogen ”Fiskerne”, og hvis man ikke synes om Indre Mission – og specielt ikke det billede Hans Kirk tegner – ja, så bliver mission et meget negativt ladet ord. I nyere tid er man begyndt at bruge ordet på en for mange mere positiv måde, nemlig i forbindelse med management-tænkningen, hvor enhver virksomhed med respekt for sig selv skal ledes ud fra en vision og en mission. Og efter at Danmark igen er blevet en krigsførende nation, ja, så har vi sendt vore soldater ud på mange skarpe militære missioner. Problemet er altså, at ordet mission i dag i de flestes bevidsthed har fået en betydning, der ligger meget langt fra den teologiske forståelse af mission, og hvad gør vi i kirken ved det?


Grammatik handler bl.a. om ordenes forskellige former, og hvordan vi konstruerer sætninger. Hvordan skal vi i ganske almindelige sætninger udtrykke, hvad vi mener, når vi tænker på mission? På grund af dets tunge last af historiske og aktuelle betydninger, så skulle vi måske overveje at nøjes med at bruge ordet mission som et vigtigt teologisk fagudtryk, og så begynde at bruge andre ord i hverdagssproget for det, som vi mener med mission. Og her kommer grammatikken ind i billedet. Måske skulle vi lede efter et verbum som er intransitivt, dvs. et ord, som ikke kan følges af et objekt, for at undgå den misforståelse, at vi i mission ønsker at gøre kirken til subjekt og andre mennesker til objekter eller at kirken ligefrem vil manipulere med mennesker. Måske skulle vi også lede efter et verbum, der er refleksivt, så vi får udtrykt den forståelse, at mission ikke er en envejskommunikation, men at det er udtryk for en grundlæggende gensidighed. Men først og sidst må vi som kristne enkeltpersoner og som kirkelig institution bestræbe os på, at bruge ord og begreber, som i dag hos dem vi kommunikerer med, fremkalder billeder og en forståelse, som vi kan genkende.

Det er vores ansvar som kristne og kirke, at give danskerne et begreb om mission, så de får mulighed for at gribe, hvad mission er – og derfor ved, hvad det er, de eventuelt siger ja eller nej til.

Christiansfeld, tirsdag, den 8. oktober 2012

"


Reformationsjubilæum og religionskritik

I efterårsferien har jeg med stort udbytte fordybet mig i Eric Metaxas bog om ”Dietrich Bonhoeffer. Pastor, Martyr, Prophet, Spy”, en luthersk teolog, som udover sin økumeniske betydning også er stadig anfægtelse og udfordring for os lutheranere. Ud fra sin forståelse som luthersk teolog af den kristne tro tog han et opgør med sin egen kirke og med den nazistiske stat, der endte med at koste ham livet. Helt centralt i dette opgør var kirkens og statens holdning til jøderne.

Derfor er det tankevækkende, som Metaxas gør opmærksom på, at nazisterne fandt nogle af deres mest effektive argumenter for jødeforfølgelserne i – Luthers skrifter. I sine tidlige år var Luthers holdning til jøderne eksemplarisk, sådan som det også fremgår af hans skrift fra 1519, ”At Jesus blev født som jøde”. Når Metaxas skal forsøge at forklare Luthers ændrede holdninger senere i livet, peger han på, at Luther efterhånden kom til at lide af en lang række fysiske sygdomme, hvortil kom humørsvingninger og depression. Efterfølgende blev Luther langt mere uforsonlig og grov i sine holdninger og ligefrem latrinær i sit sprogbrug. Det var i denne ”mørke” periode, at han bl.a. skrev bogen ”Om jøderne og deres løgne” (1543), hvor han kalder det folk, han tidligere beskrev som Guds udvalgte folk” for et horefolk. Også andre grupper end jøderne blev ofre for Luthers hæmningsløse angreb.

Der er, som Thomas Reinholdt Rasmussen gør opmærksom på det i sin fine kronik i Kristeligt Dagblad i går, ”Martin Luther som doktor i teologien”, rigtig gode grunde til at vi som lutherske kristne mindes Luther med stor taknemlighed, først og fremmest hans “såkaldte reformatoriske opdagelse af retfærdiggørelse ved Kristus alene .. Altså at alt modtages ufortjent af Guds nåde”. Når vi skal fejre 500 års jubilæet for den reformation, som Luther satte i gang, så må vi naturligvis først og fremmest fokusere på betydningen af det, men det ville være klædeligt, om vi også i fejringen forholdt os kritisk til arven fra Luther.

Der er nu oprettet en officiel dansk hjemmeside om ”Reformationsjubilæet 1517-2017”. Formålet her at ”fremme forståelsen af Reformationens betydning for det danske samfund, den danske kirke, dansk identitet og bevidsthed.” Her henviser ser til lang række forskningsprojekter om reformationen, og der her vil reformations-arrangementer blive præsenteret. Og det er alt sammen godt. Der er nyheder om ”I Luthers fodspor”, ”800 Luther skulpturer” og ”Nyt Lutherarkiv”, og det er alt sammen også godt, men mens vi vandrer ”I Luthers fodspor” og hædrer Luther med skulpturer, så skulle vi måske også grave de ting frem af Luther-arkiverne, som vi af meget gode grunde ikke kan være stolte af. I andre sammenhænge er vi meget bevidste om, at religionskritik er vigtig, og det må altså også gælde for lutherdommen. Måske skulle vi tage anledning af Reformationsjubilæet til offentligt, klart og tydeligt at tage afstand fra de dele af arven fra Luther, som vi i dag indser er i skærende modstrid til det evangelium, som netop Luther hjalp os til at forstå.

Her kunne vi hente inspiration fra den lutherske kirke i Tyskland, hvor hvert år op til 2017 fokuserer på et bestemt reformationstema. Temaet for 2012 er ”Reformation og musik”, og hvor har vi meget at være Luther taknemlig for, når det gælder salmesang og musik. Temaet for 2013 ”Reformation og tolerance” er imidlertid en anledning til en besindelse på en problematisk arv fra Luther. Den tidligere biskop Margot Kässmann, der netop er blevet udnævnt til ambassadør for


reformationsjubilæet plæderer netop for, at man skal tage anledning af reformationsjubilæet til en kritisk opgør med Luthers holdning til jøder og andre religiøse grupper.

Heldigvis har vi i den lutherske tradition folk som Dietrich Bonhoeffer, som vi kan hente inspiration fra til denne nødvendige religionskritik i forbindelse med fejringen af Luther og reformationen.

Christiansfeld, lørdag, den 20. oktober 2012


Folkekirken og komparativ interplanetarisk religionsvidenskab

En professor i ”komparativ interplanetarisk religionsvidenskab” fra det ydre rum besøger i sit meget lange liv jorden fire gange for at studere den kristne religion i forskellige tidsperioder. Først kommer han til Jerusalem i år 37 og møder den jødekristne menighed, der fortsat følger love og regler i jødernes hellige skrifter og deltager i dyreofringer i templet. Næste gang professoren kommer på besøg er til kirkemødet i Nikæa i år 325, hvor deltagerne er meget optaget af metafysik og teologi og intenst diskuterer, om Jesus var af samme eller af lignende væsen som faderen. Tre hundrede år senere går turen til Irland, hvor han ved kysten møder en flok munke, som står i vand til halsen og reciterer gammeltestamentlige salmer. I 1840 møder professoren op til et møde i Exeter Hall i London, hvor en gruppe kristne drøfter, hvordan kristendommen skal spredes i Afrika sammen med handel og civilisation, og derfor er optaget af at sende missionærer ud med bibler og bomuldsfrø. Samtidig drøfter de en henvendelse til den britiske regering for at få slavehandelen forbud. Professorens sidste feltstudie foregår i Lagos i 1980, hvor han deltager i en gudstjeneste i ”Cherubim and Seraphim”- kirken, der inviterer mennesker til at opleve Guds kraft, bl.a. i form af helbredelser, og hvor deltagerne modtager profetier.

Når denne professor i ”komparativ interplanetarisk religionsvidenskab” vender hjem til sit universitet i en fjern ende af universet og får analyseret sine data om religion fra jorden, mon han så vil konkludere, at det er den samme religion, han har mødt over ca 2000 år på forskellige dele af jordkloden, eller må han konstatere, at der dybest set er tale om forskellige religioner?

Jeg kom til at tænke på denne historie, som er fortalt af missionsteologen Andrew F. Walls i bogen ”The Missionary Movement in Christian History. Studies in the Transmission of Faith” (1996), da jeg læste Jens Ole Christensens klumme i dagens udgave af Kristeligt Dagblad ”Inden for og uden for bekendelsen”. Hvis førnævnte professor henlagde sine komparative studier i religionsvidenskab til den danske folkekirke i dag, så ville han støde på en række meget forskellige former for luthersk kirke og luthersk kristendom, der kunne få ham til at overveje, om det virkelig alt sammen kan høre til lutherske kirke og samme lutherske kristendom, eller der dybest set er tale om forskellige kirkeretninger?

Luthersk Missions generalsekretær rejser i sin klumme, spørgsmålet om, ikke folkekirkens bekendelser sætter grænser for, hvad der kan rummes inden for samme kirke? Andre har ud fra mangfoldigheden i folkekirken beskrevet folkekirken som en af de bredest favnende økumeniske bevægelser. Endelig er der dem, der antyder, at folkekirkens mangfoldighed er så grænseløs, så folkekirken er udtryk for et stort religionsmøde.

Måske ville det her være umagen værd at lytte til missionsteologen Andrew Walls bud på, hvilken konklusion professoren i i “komparativ interplanetarisk religionsvidenskab ville nå frem til. Midt i al den forvirrende mangfoldighed er det muligt at identificere en historisk forbindelse mellem de i øvrigt meget forskellige udgaver af kristendommen. Kristendommen spredte sig fra Jerusalem, over Nikæa, til Irland og videre til London og Lagos. Men der er også helt afgørende tegn på kontinuitet. Først og fremmest tilkender alle grupper ned gennem tiden personen Jesus Kristus en afgørende betydning. De henviser alle til de samme hellige skrifter. De bruger vand og brød og vin på en særlig måde. Alle ser sig selv i kontinuitet med det gamle Israel – og de ser alle sig selv som hørende til den samme bevægelse ned igennem tiden.


Det er måske værd at reflektere lidt over, mens vi venter på, at vi får besøg fra det ydre rum af en professor i ”komparativ interplanetarisk religionsvidenskab” og får hans analyse af de fænomener, han kan observere i forskellige dele af vor mangfoldige folkekirke.

Christiansfeld, fredag, den 26. oktober 2012


"Boko Harams genealogi

I søndags slog Boko Haram igen til, denne gang gik det ud over en kirke i Kaduna i det nordlige Nigeria, hvor 8 meldes dræbt. Alt i alt skønnes det, at denne islamistiske terroristorganisation har op imod 10.000 nigerianers liv på samvittigheden.

Hvad er Boko Haram for en gruppe, og hvordan er den opstået? Flere forskere har peget på, at den bredere baggrund skal søges i Nigerias økonomiske og sociale problemer – og den manglende politiske opbakning bag den siddende regering. Men i en artikel i den seneste nummer af ”Journal of Religion in Africa” argumenterer forfatteren, som af sikkerhedsgrunde har valgt at være anonym, for, at bevægelsens religiøse aspekter må tages mere alvorligt.

Boko Harams officielle navn er ”Jama’attu Ahlis Sunna ladda’awati wal-Jihad”, dvs., sunna-gruppen for forkyndelse af jihad. Gruppen er mest kendt under det populære på navn ”Boko Haram”, der er hausa og betyder, at vestlig undervisning (eller i en senere udlægning: vestlig civilisation) er forbudt. Boko Haram blev grundlagt i 2002 af Muhammad Yusuf i Maiduguri som en salafistisk bevægelse. Målet var at bringe delstaten Borno under sharia-styre.

Salafi, der betyder forfædre eller forgængere og refererer til de første tre generationer af Muhammeds fromme efterfølgere, er muslimer, som forkaster de fire anerkendte lovskoler og den klassiske islamiske teologi for i stedet at gå direkte tilbage til kilderne, koranen og profetens sunna. Blandt deres læremestre er ibn Hanbal (d. 855) og ibn Taymiyya (d. 1328) og ikke mindst Muhammad ibn Abd-al-Wahhab, der har givet navn til wahhabismen (d. 1792). Mens tilhængere kalder sig selv salafister, bliver de ofte af omverdenen også kaldt wahhabister, men wahhabismen er egentlig kun en af flere udgaver af salafismen. Salafismen går ind for en bogstavelig tolkning af koran og sunna og i det hele taget en meget striks og puritansk tilgang til islam. Hvad salafisme går ud på, kan man danne sig et godt indtryk af ved at studere de religiøse og politiske forhold i Saudi Arabien, og så er der endda salafister, som er af den opfattelse, at man ikke i Saudi Arabien er gået vidt nok mht. praktiseringen af koranens og sunnanes forskrifter.

I 1990’erne begyndte nogle salafister at fokusere mere på jihad, og der opstod en udgave af salafismen, som er blevet kaldt jihadi-salafisme, og Boko Haram må ses i den sammenhæng. Boko Haram blev først for alvor kendt af den nigerianske offentlighed i 2009, da det kom til et sammenstød mellem Boko Haram og politiet, hvor Boko Harams leder blev arresteret og dræbt. Siden da har Boko Haram gennemført talrige terroristangreb, rettet mod nigerianske myndigheder, kristne kirker og muslimske personer, grupper og institutioner, som de ikke sympatiserede med. Målet var at islamisere hele Nigeria.

I artiklen ”Journal of Religion in Africa” beskriver forfatteren – på baggrund af analyser af taler og skrifter - den religiøse diskurs, som artikuleres af Boko Haram (og deres knap så radikale salafistiske opponenter). Boko Haram tager afstand fra vestlig uddannelse, fordi store dele af undervisningen dér er i modstrid med islams lære. Boko Haram tager ikke kun afstand fx fra


darwinisme i undervisningen, men også fra den videnskabelige forklaring på regn, som ikke svarer til forklaringen i koranen, og dertil kommer at mænd og kvinder undervises sammen. Boko Haram forbyder også sine tilhængere at lade sig ansætte af regeringen, fordi de ikke anerkender myndigheder, som ikke følger islam: kun Guds lov har gyldighed. I princippet er alle salafister enige om, at enhver ikke islamisk regering burde fjernes og erstattes af et styre byggende på koranen og profetens sunna, men ikke alle salafister vil følge Boko Haram i det betimelige i at bruge vold til at nå dette mål.

I artiklen afdækkes også Boko Harams genealogi. Forfatteren peger på, at Boko Haram dels står i en tradition blandt muslimer i Nordnigeria, hvor man har været skeptisk over for vestlig uddannelse, dels står i en tradition, som helt entydigt kan føres tilbage til en salafist-bevægelse, som blev grundlagt i Jos i Nordnigeria i 1978 af tilhængere af Sheik Abubakar Mahmud Gumi (d. 1992). Det drejer sig om bevægelsen ”Jama’at ’izalat al-bid’a wa iqamat al-sunna” – dvs., den gruppe som vil fjerne religiøse nydannelser og i stedet etablere profetens sunna, bedre kendt under navnet ”Izala” eller ”’Yan Izala”.

Gumi, der havde studeret i Saudi Arabien og var stærkt inspireret af den saudiarabiske wahhabisme, og sandsynligvis også blev finansieret af saudiske penge, sørgede for, at mange af hans tilhængere fik stipendier, så de kunne studere islam i Mekka eller Medina. Fra Saudi Arabien bragte de med sig tilbage til Nigeria en meget konservativ for ikke at sige ekstrem udgave af islam, som de videregav især til deres studerende på uddannelsesinstitutioner. I løbet af 90’erne opstod der imidlertid konflikter og splittelser i Izala-bevægelsen, og en af grupperne udviklede sig til Boko Haram.

Det, der er meget foruroligende ved denne analyse, er, at der med stor sikkerhed kan trækkes tråde tilbage fra Boko Harams blodige terrorisme via Izala til den wahhabisme, som den saudiarabiske regering især siden 70’erne har brugt snesevis af milliarter af dollars på at udbrede, bl.a. i Vestafrika. Saudi Arabien er naturligvis ikke direkte skyldig i Boko Harams terroristiske grusomheder, men Saudi Arabien har et ansvar for at bidrage målbevidst til at fremelske radikale islamistiske miljøer i Nigeria, og for dér at have leveret en hel del af de præmisser, som ligger til grund for disse radikale salafisters ekstreme fremfærd, der truer med at føre Afrikas folkerigeste land ud i borgerkrig.

Geneve, onsdag, den 31. oktober 2012


Mission i Europa – på Kirkernes Verdensråds dagsorden

I Kirkernes Verdensråds regi er der i de senere årtier blevet afholdt mange konferencer og konsultationer, hvor mission har været på dagsordenen. Ligeledes har der i regi af Det Lutherske Verdensforbund været flere konferencer med mission på dagsordenen. I mange partnerskaber mellem danske – og det samme gælder nok generelt for europæiske –missionsselskaber og kirker i Afrika og Asien har man igen og igen drøftet missionsbehov og missionsudfordringer.

Men fælles for alle disse fora har det indtil for nyligt været, at man næsten udelukkende har drøftet mission i Afrika og Asien – og ikke mission i Europa. Den uudtalte præmis synes at have været, at Europa var det kristent kontinent, mens Afrika og Asien var missionsmarken. En af mine venner delte den oplevelse, som jeg er sikker på, at mange har haft. På et møde mellem kristne fra Europa og Afrika og Asien blev der spurgt ind til de behov, som man i fællesskab skulle bede for. Afrikanske og asiatiske kristne fortalte åbent om deres behov for forbøn i deres lande, og de europæiske kristne fortalte lige så åbent om de behov for forbøn, som de så – i de afrikanske og asiatiske lande.

Denne situation er ved at ændre sig i disse år. Kirkernes tilbagegang i Europa har nu I efterhånden mange år været så konstant, samtidig med at kirken bliver ved med at vokse i bl.a. Afrika og Asien, at det lyder hult når europæiske kristne kun taler om mission i forbindelse med situationen i den tredje verden. Derfor gav det også god mening, at Kirkernes Verdensråd i sidst uge afholdt en konsultation i Bossey i Schweiz om ”Evangelism in Theological Education and Missiological Formation in Europe”, hvor jeg havde fornøjelsen af at deltage. Jeg tror , det var en historisk begivenhed, for, så vidt jeg ved, er det første gang Kirkernes Verdensråd har afholdt en konsultation specifikt om mission i Europa!

Konsultationen viste, at på den denne side er der stor forskel på situationen i det protestantiske Nordeuropa, det katolske Central- og Sydeuropa og det ortodokse Østeuropa, men at der på den anden side overalt blandt Europas kirker er en voksende erkendelse af, at man står i en missionssituation.

I et af indlæggene på konsultationen, slog Werner Dietrich, der er leder af Kirkernes Verdensråds afdeling for økumenisk teologisk uddannelse, fast, at ”Europa er en kontinent, hvor der er mest behov for evangelisering, og hvor evangelisering samtidig er vanskeligst. At Europa er ”den hårdeste og mest komplekse missionsmark i verden” hænger sammen med flere forhold, understregede Werner. Europa er dybt påvirket af kristendommen gennem sin historie, samtidig med at Europa er påvirket af de kulturelle forskelle mellem østlig og vestlig kristendom. Europa er det kontinent, hvor individualisering, afkristning og sekularisering er slået stærkest igennem. Også de totalitære regimer i form af fascisme og kommunisme har givet det åndelige landskab og det sociale miljø dybe sår.

Efter Werners opfattelse der i Europa i dag et alvorligt paradoks. Samtidig med, at der er et akut behov for mission og træning i kontekstuel evangelisering i Europa – bl.a. fordi der har været en voldsom vækst i antallet af mennesker i Europa, som ikke har fået nogen kristen opdragelse eller har nogen kirkelig tilknytning – så får mission og evangelisering i disse år mindre og mindre opmærksomhed på de akademiske institutioner, der uddanner præster, lige som der heller ikke


fokuseres i forskning på disse områder. Det var i Europa, at missionsteologien for godt 100 år blev grundlagt som en akademisk disciplin. I 1896 blev Gustav Warneck udnævnt som den første professor i missionsteologi, ved universitetet i Halle. Men i dag er situationen den, at der bliver færre og færre teologiske fakulteter, hvor der er en professor i missionsteologi, og det der desværre kun få steder, at undervisning i mission og evangelisering indgår som integrerede dele af den teologiske undervisning. Så vidt Dietrich Werner.

Måske kan den besindelse på kirkens væsen og mål, som finder sted i mange europæiske kirker i disse år bidrage til at sætte mission og evangelisering på dagsordenen både i kirkerne og i de institutioner, som uddanner præster til kirkerne.

Et eksempel på det er den tyske lutherske kirke, EKDs synode i Leipzig i 1999, hvor prof. Eberhard Jüngel i hovedforedraget bl.a. sagde, at “Hvis kirken havde et hjerte, et hjerte, som endnu slår, så ville evangelisation og mission i høj grad bestemme kirkens hjertes rytme. … Dem der interesserer sig for det kirkelige livs sunde kredsløb, må derfor også interessere sig for mission og evangelisering.”

Et andet eksempel kunne være kirkeministeriets betænkning fra 2006 om ”Opgaver i sogn provsti og stift”, hvor det siges, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. … Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.” I lyset af denne formålsbestemmelse for folkekirken, ville det være lige så absurd at præster ikke uddannes i mission – og evangelisering som en central del af kirkens mission – som at kommende læger ikke uddannes på til at arbejde på sundhedsvæsenets målsætning om at “fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsninger for den enkelte.”

Forhåbentlig kan Kirkernes Verdensråds nye fokus på mission og evangelisering i Europa være med til at gøre op med den tabuisering, som mission og evangelisering har været omgærdet af bade I og uden for kirken i Danmark og det øvrige Europa.

Christiansfeld, onsdag, den 7. november 2012


Bonhoeffer – et eksempel til Efterfølgelse – efter 75 år?

I disse dage er det 75 år siden den tyske lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer udgav sin bog Nachfolge, der på dansk kom til at hedde Efterfølgelse og på engelsk The Cost of Discipleship. Efterfølgelse og discipelskab handler om at følge Jesus, at være Jesu discipel. Men når vi i dag bruger ord som efterfølger, så tænker vi fx på en direktørs efterfølger, eller når vi taler om disciple, så kommer vi måske nok til at tænke på dem, der fulgte med Jesus, men ikke om at det at være kristne i dag. Efterfølgelse og discipelskab er ikke folkelige ord i dag, men hvad værre er, så er de også næsten gået ud af brug i kirkelige sammenhænge, og det er svært at få øje på andre ord, som bruges om det, som efterfølgelse og discipelskab står for. Og så var det både det første og det sidste Jesus talte om. ”Kom og følg mig”, var Jesu første ord til sine tilhørere, og de sidste ord var: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple”.

Som Eric Metaxas gør opmærksom på i sin biografi, Bonhoeffer – Pastor, Martyr, Prophet, Spy (2010) følte Bonhoeffer, at den lutherske efterhånden var gledet væk fra Luthers intentioner, ligesom den katolske kirke var gledet væk fra St. Peters og vigtigere endnu fra Kristi intentioner. Bonhoeffer arbejdede på bogen samtidig med, at han etablerede en alternativ luthersk præsteuddannelse i Finkenwalde i Pommern. Baggrunden for etableringen af dette præsteuddannelsesinstitut var bl.a., at den traditionelle præsteuddannelse ikke producerede disciple af Jesus Kristus, men teologer og præster, som ikke var i kontakt med de mennesker, som de skulle være præster for, og hvis evne til at leve det kristne liv og til at hjælpe andre til at leve dette liv var svær at få øje på.

Mens mange vestlige teologer i de seneste århundreder har brugt stor energi på at forklare, hvorfor bjergprædikenen ikke kan danne grundlag for kristen etik, gik Bonhoeffer den modsatte vej og tog afsæt i sin etiske tænkning netop i Jesu undervisning i bjergprædikenen. I bogen ”Efterfølgelse” gør op med ”den billige nåde”, som er ”at forkynde tilgivelse uden bod … dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål … nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende menneskevordne Jesus Kristus”. Anderledes med den dyre nåde. ”Dyr er den, fordi den kalder til Jesus Kristi efterfølgelse; dyr er den fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv.”

Men ”Med kristendommens udbredelse og kirkes tiltagende verdsliggørelse gik erkendelsen af den dyre nåde efterhånden tabt. Verden blev kristianiseret og nåden blev en kristelig verdens fælleseje”. Det ændrede reformationen desværre ikke afgørende på. Når Luther talte om ”nåden alene”, så talte han altid ”som en, der af nåden var blevet ført ind i den strengeste efterfølgelse af Jesus”, men det glemte hans efterfølgere. Det gik efterhånden sådan, at ”Den rette arv fra Luther skulle kendes på, at man gjorde nåden så billig som muligt. At være luthersk betød, at man overlod Jesu efterfølgelse til lovtrælle, reformert eller sværmere, alt sammen for nådens skyld” (Dietrich Bonhoeffer, Efterfølgelse. København 1964 s. 23-36).

Det er tankevækkende, at Bonhoeffer mødte udtrykket ”billig nåde” i en afro-amerikansk menighed i Harlem under et studieophold i New York. Det var også i denne afro-amerikanske kirkes protestkultur, han hentede inspiration til den etik, som hjalp ham til at gøre modstand mod det nazistiske regime.


Bonhoeffer skrev på bogen samtidig med, at han var dybt engageret i en kirkekamp på liv og død. En gruppe præster, som ikke stiltiende ville se til, at den lutherske kirke gradvist blev nazificeret til den grad, så præster efterhånden måtte sværge troskab mod Føreren, etablerede en Bekendelseskirke, hvis præster med livet som indsats talte nazismen imod bl.a. i jødespørgsmålet. Bonhoeffers opfattelse var, at det altid var kirkens opgave at tale for dem, som ikke selv kunne tale deres egen sag. Lige som Kristus altid var der for andre, så var kirkens eksistensberettigelse altid at være kirke for andre. ”Den, der ikke råber for jøderne, skal ikke synge gregorianske salmer!” Discipelskab har en pris, og for Bonhoeffer blev det den ultimative pris.

Måske skulle vi tage anledning af 75 års jubilæet for udgivelsen af bogen ”Efterfølgelse” til at overveje, om Bonhoeffer også i dag har noget vigtigt at minde os lutheranere om, når det gælder vor forståelse af, hvad det indebærer at leve af Guds nåde.

Christiansfeld, fredag, den 9. november 2012


Dansen om juletræet i Egedalsvænge

”Boligforening og hele landet er i oprør over juletræsafstemning”, sådan kunne man læse i avisen forleden. Baggrunden for at hele landet efter sigende er i oprør er, at bestyrelsen i boligforeningen Egedalsvænget i Kokkedal havde besluttet, at der i år ikke skulle indkøbes noget juletræ. Når der blev så stor en sag ud af denne bestyrelsesbeslutning, som der er blevet, hænger det naturligvis sammen med, at der i bestyrelsen var et flertal af muslimer, som tilmed forinden havde bevilget et større beløb til afholdelse af en fest i anledning af en muslimsk højtid. Da så mange andre har ladet sig byde op til dansen om juletræet, vil jeg også kigge lidt nærmere på dette træ – fra lidt forskellige vinkler.

Juridisk set er der ikke noget at komme efter. Beslutningen om at indkøbe eller ikke indkøbe et juletræ i Egedalsvænge ligger inden for boligforeningsbestyrelsens kompetence, og alt tyder på, at afstemningen er foregået helt i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

Demokratisk set er der dog et alvorligt problem. Demokrati kendes på den måde, man behandler mindretal på. Lige så udemokratisk det ville være, hvis et ”kristent” flertal kun ville bevilge penge til kristne fester, men ikke vil støtte muslimske fester, lige så udemokratisk er det, at et ”muslimsk” flertal kun vil bevilge penge til muslimske fester, men ikke vil støtte kristne fester. Men hvis man vil rette en anklage mod boligforeningens bestyrelses flertal for at handle udemokratisk, så må man samtidig også gå i rette med andre boligforeningsbestyrelser – og i det hele taget andre besluttende organer som byråd og folketing med kristent flertal – hvis de ikke respekterer muslimske mindretals interesser.

Kulturelt set sagen lidt mere kompliceret. Ud fra en dansk monokulturel betragtning – ”af hensyn til sammenhængskraften i Danmark må vi værne om dansk kultur og danske traditioner” – kan boligforeningsbestyrelsens beslutning ses som et anslag mod dansk kultur, så meget desto mere som samme bestyrelse har bevilget penge til fest, der er udtryk for en ikke-dansk kultur. Ud fra en multikulturel betragtning, så er det helt i orden, at boligforeningen bevilger penge til en fest, der bunder i ny-danskeres kulturelle traditioner, men det er meget problematisk, at samme bestyrelse – måske i reaktion mod danske monokulturelle tendenser – selv opfører sig monokulturelt ved at undertrykke en etnisk-dansk kulturel tradition.

Religiøst set er der ikke meget kød på denne pølsepind. Man kunne forestille sig, at det muslimske bestyrelsesflertals beslutning var begyndelsen til en religiøs konfrontation mellem muslimer og kristne, og nogle af de mest skræmte kristne i Danmark ville måske se det som begyndelsen til en islamisering af det danske samfund. Så vidt det oplyses har der imidlertid ikke være religiøse konflikter af betydning i Egedalsvænge, og stort set alle de muslimske organisationer, som har udtalt sig til pressen, har på det bestemteste taget afstand fra det muslimske flertals beslutning om ikke at indkøbe et grantræ i forbindelse med den kristne jul.

Politisk set er denne dansk om juletræet for nogle en varm kartoffel, for andre en appelsin, der er faldet ned i turbanen. Denne sag er gjort af det stof, som kan afgøre folketingsvalg, men nu efter at finansloven nu er faldet på plads, er et valg ikke lige om hjørnet. Bortset fra Dansk Folkeparti er alle partier enige om, at det ikke er en sag for folketinget at blande sig i, men det afholder naturligvis ikke politikerne fra at positionere sig i forhold til dette juletræ. Hvad er så humlen i denne sag? For mig at se er den meget menneskelig; det handler om, at et flertal i bestyrelsen set ud fra alle synsvinkler har begået en fejl, for ikke at sige, at de har dummet


sig. De har brugt deres juridiske ret til at træffe en beslutning, som udstiller dem selv som udemokratiske. De har måske reageret på monokulturelle holdninger i det danske ved selv at opføre sig på en lige så snæversynet monokulturel måde. De har som muslimer skudt sig selv i foden ved et præsentere den danske befolkning for et helt fortegnet billede af danske muslimers holdning til kristne. Og har de med denne dumme beslutning spillet bolden over til højrebenet for politikere med en anti-muslimsk dagsorden.

Forhåbentlig kommer flertallet i boligforeningens bestyrelse meget snart til fornuft og omgør deres tåbelige beslutning, og forhåbentlig standser den senere tids mediemæssige dans om Egedalsvænges manglende juletræ – inden vi alle rammes af proportionsforvrængende svimmelhed.

Christiansfeld, søndag, den 11. november 2012


Fra kirkeforfatning til religionslov

På Kristent-Muslimsk Samtaleforums syvende konference i Brorsons Kirke på Nørrebro i dag var 40 imamer, præster, biskopper og andre muslimske og kristne ledere i dag samlet for at drøfte, om vi skulle have en ny religionslov i Danmark, altså om løfteparagraffen i Grundlovens paragraf 69 nu endelig burde indfries: ”De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.” Anledningen til at drøfte dette spørgsmål var naturligvis, at regeringen for nogle uger siden har nedsat et udvalg, der skal gøre noget ved folkekirken “elendige forfatning”, eller rettere mangel på forfatning.

Mens jeg lyttede til de mange gode indlæg, kom jeg til at tænke på, at debatten om forholdet mellem stat og kirke jo er en meget gammel sag. Da jeg for 42 år siden til min studentereksamen på Aalborg Katedralskole skulle skrive en dansk stil, valgte jeg blandt tre emner at forholde mig til spørgsmålet, om stat og kirke skulle skilles. Der er intet nyt under solen. Men miseren går jo langt længere tilbage.

Reformationen i 1536 indebar en radikal ændring af kirkens teologi i Danmark – med et nyt stærkt fokus på ”Kristus alene”, ”skriften alene”, ”nåden alene” og ”troen alene”. Dertil kunne man på det strukturelle område tilføje “kongen alene”. Magten i kirken blev overtaget af ”kongen alene”, så man ligefrem kan tale om en konge-kirke. Grundloven af 1849 fastholdt kirken teologisk set som en ”evangelisk-luthersk” kirke, men planen var, at der skulle ske en strukturel ændring af kirken, nemlig at den sin egen forfatning. Af tidnød skete det ikke, men i stedet blev det i par. 66 stillet i udsigt, at “Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Af forskellige årsager er denne løfteparagraf 163 stadig ikke blevet indfriet.

Det er derfor meget betimeligt, at regeringen har nedsat et udvalg, der skal bidrage til at folkekirken får en forfatning, og dermed bliver et trossamfund, der lige som andre trossamfund i Danmark ikke styres af statsmagten men har frihed fra statslig indblanding. Dermed vil forholdene i folkekirken forhåbentlig komme i overensstemmelse med Grundlovens par 67, hvor der står, at ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Og når statens og folkekirkens økonomi forhåbentlig efterhånden skilles ad, så vil vi efterhånden også nærme os den situation, hvor borgere, der ikke er medlem af folkekirken også føler, at grundlovens paragraf 68 bliver en realitet. ”Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er hans egen.”

Det er måske forståeligt nok, at vore politikere ikke fandt opgaven med at opfylde Grundlovens klare påbud om at få vedtaget en lov om folkekirkens forfatning særligt påtrængende, så længe over 99% af befolkningen var medlemmer af folkekirken. Men det faktum, at det i dag kun er 79% af befolkningen der er medlemmer af folkekirken burde da få politikerne til at indhente det forsømte. Dertil kommer, at vore politikere i de senere år har talt endog særdeles meget om problemerne med at blande religion og politik sammen. Er der ét sted, hvor det sker helt systematisk og lovfæstet, så er det da i statskirken.

Det er ikke nogen let opgave dette udvalg har foran sig. Stat og kirke er blevet så grundigt strikket sammen gennem de sidste mange hundrede år, at det vil kræve en herkulisk indsats at få knuderne


løst op. Der er også fortalere for den nuværende mangel på en forfatning for folkekirken, som vil mene, at forholdet mellem stat og kirke er som forholdet mellem to siamesiske tvillinger med kun ét hjerte, og at hvis man forsøgte at skille dem fra hinanden ved en operation, så ville den ene eller begge tvillinger lide døden.

Når lovgiverne om forhåbentlig ikke for mange år alligevel får givet folkekirken den forfatning, som den grundlovsmæssigt har krav på, så må opgaven dernæst naturligvis blive at give de andre religionssamfund en religionslov. Her er det vigtigt for politikerne at huske på, at de ikke skal blande sig i de enkelte trossamfunds forfatning, men i stedet vedtage en lov, der ordner deres forhold– dvs. deres ydre forhold til stat og samfund – uden derigennem at begrænse deres religionsfrihed.

Brorsons Kirke, Nørrebro, lørdag, den 17. november 2012


Muslimske og kristne ledere drøfter behovet for ny religionslovgivning

Da omkring 40 imamer, biskopper, præster og ledere for kristne og muslimske organisationer i går samledes til en dialog-konference i Brorsons Kirke på Nørrebro, var det ikke nogen stor nyhed – heldigvis. For det havde man gjort hvert eneste år lige siden 2006 – det år, som vi måske især husker for Muhammed-krisen. Det var netop Muhammed-kristen, der fik kristne og muslimske ledere til at sætte sig sammen og danne Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS), hvis formål er “at fremme den fælles religionssamtale og værne om og bidrage til udviklingen af det danske samfund som et demokratisk og inkluderende samfund”.

En række vigtige temaer har gennem årene været drøftet i dette forum, fx religionsfrihed, religionskritik og teologisk uddannelse. Og i år var der sat fokus på et varmt, som var udsprunget af regeringens nedsættelse ang. en kirkeforfatning for folkekirken (jf. grundlovens par. 66), nemlig spørgsmålet om en eventuel religionslov, der ordner der ordner de andre trossamfunds forhold til stat og samfund (par 69).

Hvilke vilkår bør i fremtiden gælde for trossamfund i Danmark? Skal Danmark have en ny samlet religionslov? Formanden for Muslimernes Fællesråd, Asmat Mojadeddi, gav udtryk for, at det religiøse landskab i Danmark ændrer sig drastisk i disse år, og at der er stort behov for – i et forum som KMS – at forholde sig til de udfordringer, som det medfører. Professor Lisbet Christoffersen udfordrede trossamfundene til at drøfte disse spørgsmål internt og med hinanden for at klargøre deres positioner mht. regulering af trossamfundenes ydre forhold til staten og det omgivende samfund.

Der er nok at tage fat på i forbindelse med trossamfundenes forhold til staten. Det mest absurde pt. er, at flere af trossamfundenes forhold henhører under ”Ankestyrelsen”, som er en styrelsen under Social- og Integrationsministeriet, og som fungerer som landets øverste klageinstans på velfærdsområdet. Det er således Familieretsafdelingen i Ankestyrelsen, der afgør, hvilke trossamfund der kan godkendes og hvilke præster, der kan tildeles vielsesmyndighed, og retten til skattefradrag for gaver knyttes til denne status. Dybest set er det ydmygende, at trossamfundenes forhold henhører under en ankestyrelse under et ministerium, som tager sig af sociale tilfælde og integrationsspørgsmål!

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift gav på konferencen udtryk for, at ”Religionsfrihed er det fælles hus vi bor i. Åbenhed og gennemskuelighed er nødvendig for trossamfund i en moderne verden. Men lige så vigtigt er det, at trossamfundene mærker en respekt fra statens side, og at staten derfor med sin lovgivning sikrer trossamfundenes ret til at udtrykke og udøve deres bekendelse.”

I pressemeddelelsen, der blev vedtaget ved afslutningen af konferencen, siges det, at debatten viste, ”at der var enighed blandt de muslimske deltagere om behovet for en religionslovgivning, som indebærer en anerkendelse af islam og statslig opkrævning af medlemsbidrag, uden at de muslimske trossamfund dermed mister deres uafhængighed.”

Konferencen var et godt udtryk for det, som er de erklærede mål for Kristent-Muslimsk Samtaleforum, nemlig, ”at etablere kommunikationskanaler, netværk og relationer, præget af tillid


og åbenhed mellem kristne og muslimske ledere at identificere, analysere og bearbejde spændingsfyldte problemstillinger, og at tage initiativer, hvor kristne og muslimer i fællesskab kan bidrage til samfundets positive udvikling”.

Christiansfeld, søndag, den 18. november 2012


Biskoppernes løftebrud

Kristeligt Dagblad kører for tiden en serie om biskoppernes valgløfter, hvor de gang på gang påviser, at biskopperne har gjort sig skyldige i løftebrud. Det er helt på linje med de beskyldninger, som for tiden slynges ud over den nuværende Thorning-regerings syndige hoveder. En google-søgning på ”Thorning” + ”løftebrud” giver således 63.900 hits. Nu er der det forsonende træk ved Thorning-regeringens løftebrud, at vælgerne får mulighed for at straffe regeringen for dens eventuelle løftebrud ved at vælte den ved næste valg. Men den mulighed får dem, der har valgt en løftebrydende biskop ikke, for han eller hun kommer aldrig igen på valg, og kan – om ikke i al evighed, så dog til hans eller hendes pensionsdag – fortsætte med sine løftebrud, uden at skulle stå til ansvar over for sine vælgere.

Hvis man skulle tage Kristeligt Dagblad alvorligt – og hvilken avis ønsker ikke at blive taget alvorligt – så burde man gøre noget ved det problem, som der i artikel efter artikel peges på. Det første og mest nærliggende at tage fat på ville være selve bispevielsen, hvor der jo netop indgår et løfte. Jeg har nu læst hele det lange ritual for bispevielse igennem, og det lægger overhovedet ikke op til, at biskoppen skal føle sig ansvarlig for overholdelse af sine løfter over for dem, som på god demokratisk vis har valgt ham eller hende til deres biskop. Den helt centrale sidste del af bispevielsesritualet kunne med fordel justeres, så det tager højde for nutidens behov for at holde valgte kirkepolitikere ansvarlige:

”Vi vil nu høre, hvilket kirkepolitisk program, du er blevet valgt på, og hvilke kirkepolitiske initiativer, du har i sinde at gennemføre i din embedsperiode (her oplæses valgprogram og valgløfter). Lover du mig da i hele folkets påsyn, at du således trofast og retsindigt efter den opbakning dit stiftsråd og dine medarbejdere vil give dig, vil bestræbe dig på at holde de valgløfter, du er valgt på?”

Man kunne naturligvis også tage Kristeligt Dagblads artikelserie om biskoppernes løftebrud alvorligt på en helt anden måde. Nemlig ved at hævde, at en biskop – uanset at han eller hun er valgt med den samme valgmetode, som man bruger til at vælge politikere – ikke skal være politiker og derfor heller ikke skal opføre sig som eller behandles som politiker. Og at det slet ikke giver nogen mening i en kirke, som ikke bare folkets kirke men også Guds kirke, at menighederne i stiftet skal afkræve eller at biskopper skal afgive valgløfter. Ud over det løfte, som ligger i selve bispevielsesritualet, og som taler om en tilsynsgerning, som skal udføres ”ikke efter personsanseelse, men med retsind, Guds navn til ære og hans menighed til opbyggelse.” Menighederne i et stift må naturligvis gøre deres ypperste for at finde ud af, hvem der vil egne sig bedst til at varetage denne tilsynsopgave, herunder ikke mindst at bede for, at Gud vil lede dem til at vælge den rette person.

Når det så – med anvendelse af en demokratisk valgform – er sket, så giver det mening, at den der bliver valgt, afgiver et bispeløfte. ”Vær en støtte for præster og menigheder i dit stift, styrk de svage, opsøg de vildfarne, vær barmhjertig uden at tåle det onde, irettesæt uden at glemme barmhjertigheden. Og når verden foragter evangeliet, skal det være din trøst, at det er Guds gerning, du øver, ikke din egen, og at vor Herre Jesus har lovet at være med sin menighed alle dage indtil verdens ende, så hans tjenere kan røgte deres kald frimodigt og fuldende løbet med glæde. Lover du


mig da for Guds åsyn, at du således trofast og retsindigt efter den nåde, Gud vil give dig, vil varetage den tilsynsgerning, du er valgt og kaldet til?”

Christiansfeld, tirsdag, den 20. november 2012


Juletræet i Kokkedal – udsat for Søren Krarups demagogi

Hvis ikke det var fordi demagogi historisk set har vist sig at være en effektiv måde at påvirke folkestemningen på, så var der ingen grund til at spilde tid på Søren Krarups indlæg i Berlingske i dag om juletræssagen i Kokkedal, ”Åndeligt overgreb mod det danske folk”. Men lad os tage fat på de demagogiske manipulationer en for en.

1. ”Begivenhederne i Kokkedal, hvor et muslimsk flertal har forbudt et dansk og kristent mindretal at sætte et juletræ op, for således at fejre dansk jul, er meget tankevækkende og dybt uhyggelige”. Det, der er meget tankevækkende og dybt uhyggeligt er, at Søren Krarup fordrejer sagen: flertallet besluttede, at man ikke ville give økonomisk støtte til et juletræ, men flertallet har ikke forbudt de kristne at sætte et juletræ op og at fejer dansk jul. For det andet sættes en modsætning op mellem et muslimsk flertal og et DANSK og kristent mindretal. Flertallet i bestyrelsen, som religiøst set er muslimer, er vel også danskere, eller mener Søren Krarup, at man enten er dansk eller muslim?

2. ”Det er islam, der allerede på dette tidspunkt af masseindvandringen af muslimer til Danmark søger at drive danskheden ud og overtage magten”. For det første gøres islam til en agerende person, der kan drive nogen eller noget (”danskheden”) ud af landet. Islam er en religion, som nogle mennesker tilslutter sig, og disse muslimer kunne evt. forsøge at drive andre ud af landet, men alle de muslimske organisationer, der har ytret sig i denne sag, har taget afstand fra den beslutning, som flertallet (bestående af muslimer) i beboerforeningens bestyrelse har taget. Lige så forkert det ville være, at sige at fordi en enkelt præst, i dette tilfælde Søren Krarup, opfører sig demagogisk, så er alle præster demagogiske, lige så meningsløst er det naturligvis at hænge alle 220.000 muslimer op på det som en håndfuld muslimer i Kokkedal har gjort.

3. ”Det har naturligvis ikke noget med demokrati at gøre. … Demokrati er en styreform. Men danskhed er identitet. Demokrati handler om at tælle stemmer. Men danskhed er det danske folks sjæl og ånd, som ikke gøres op i stemmetal”. Det er rigtigt, at det ikke er alting, som kan afgøres ved demokratisk afstemning, det gælder fx matematik. 2 plus 2 er naturligvis 4, uanset hvad flertallet måtte mene. Men dansk kulture er ikke lige så eviggyldig som matematikken er. Dansk kultur – sådan som den bl.a. udfolder sig i de kollektive traditioner, vi har i samfundet, fx omkring helligdage, morgenbøn i skolen osv. – udvikler sig løbende. Fx har juletræet ikke altid været en del af den danske kultur, men blev opfattet som et tysk fremmedelement, da det første gang blev introduceret i Danmark. En af de måder, som kulturen udvikler sig på, er ved at vi i demokratiske organer – fra folketing over kommunalbestyrelser til skolebestyrelser og beboerforeninger – træffer beslutninger om, hvilke traditioner vi vil bakke op om og give penge til.

4. ”Derfor er muslimernes adfærd i Kokkedal et åndeligt overgreb imod det danske folk, der har givet muslimer lov til at bo i Danmark, men som ikke derfor har accepteret at blive fremmed i sit eget hjem. … Og at ville forbyde danskerne at sætte et juletræ op i julen er det samme som en krigserklæring mod det danske folk, hvis land der er tale om”. For det første, så kan beboerforeningens beslutning vel aldrig være et overgreb mod hele det danske folk, i det højeste vel kun et overgreb mod beboere i Egedalsvænge. For det andet, så er det vel en sandhed med modifikationer, at det danske folk har givet muslimer lov til at bo i Danmark. Mange af de muslimer, som bor i Danmark, er født i Danmark og har fra deres fødsel været danske statsborgere og det gælder sandsynligvis også nogle af muslimerne i beboerforeningens bestyrelse– og nogle


tusinde har sandsynligvis ikke nogen som helst rødder andre steder end i Danmark, men har på et tidspunkt benyttet deres religionsfrihed til at konvertere til islam – så derfor er der ingen, der allernådigst har givet dem lov til at bo i Danmark, men de er danske statsborgere med samme ret til at bo her som alle andre.

Demagogi er en måde at føre andre bag lyset. Og derfor må man spørge Søren Krarup, hvad det egentlig er, der er hans holdning, hvis den skal frem i lyset i klart sprog. Det indtryk, som jeg får, ved at læse hans demagogiske indlæg er, at han mener, • At være muslim er uforeneligt med at være dansk. • At alle muslimer har som mål at overtage magten i Danmark og forbyde kristne traditioner som fx juletræer, og når muslimer siger noget andet, så kan vi ikke stole på dem. • At demokratiet skal indskrænkes, så en beboerforening ikke selv kan afgøre, hvilke traditioner der skal gives økonomisk støtte til. • At demokratisk sindelag ikke er en del af den danske kultur, men at demokrati blot er en afstemningsform. • At muslimer og kristne ikke kan leve i fred sammen i samme land – og at de kristne danskere derfor må tage et opgør med muslimerne i Danmark, som er i færd med at besætte danskernes land.

Det meget tankevækkende og dybt foruroligende ved Søren Krarup og hans demagogi er, at det ikke er en tilfældig krusning på den danske overflade, men er en del af en større nationalistisk bølge, som ruller hen over mange europæiske lande i disse år.

København, onsdag, den 21. november 2012


Hvad kan vi lære af ”juletræskrigen”?

Mens juletræet nu omsider er begyndt at lyse ud over blokkene i Egedalsvænge, og julefreden dermed begynder at brede sig ud over det ganske land, er det måske blevet tid til at gøre status over, hvad vi lært juletræssagen fra Kokkedal.

Søren Krarup drager den lære af juletræssagen, at muslimerne i Danmark dybest set er ude på at drive danskheden ud og overtage magten. Det muslimske bestyrelsesflertals beslutning om ikke at opsætte et juletræ er i den sammenhæng at betragte som en krigserklæring mod danskhed og kristendom.

Så vidt går Sørine Gotfredsen ikke, men hun drager den lære af striden fra Kokkedal, at det er et varsel om det, der vil komme, at vi vil gå en svær tid i møde. Af konfliktskyhed over for muslimerne er vi parat til at afskaffe gamle danske traditioner og opgive troen på, at Danmark har en bestemt kultur.

Er det den lære, vi skal drage, at muslimerne truer Danmark, kristendommen og dansk kultur? For mig at se er der en anden lære at drage af begivenhederne i Kokkedal.

Vi kan drage den lære, at det er af afgørende betydning, at vi virkelig prøver at forstå hinanden, når vi taler sammen. Uden at kunne vide det, tror jeg, at der er nogen i bestyrelsen for boligforeningen, der har lært, hvor let der i en samtale – især også når der er kulturforskelle med i spillet - kan opstå misforståelser og uoverensstemmelser.

Dernæst kan vi uddrage den lære, at en lille uoverensstemmelse i en boligforening, som ingen tidligere havde hørt om, med mediernes forkærlighed for konfliktstof kan pustes op til at blive en stor konflikt, som alle i kongeriget drøfter over kaffeborde og på arbejdspladser, og som nogle politikere med manglende proportionssans føler sig kaldet til at bringe op i folketinget.

Endelig kan vi uddrage en lære om betydningen af at følge gode danske demokratiske traditioner. Flere politikere og debattører, som har fremhævet, at et demokrati – som man også har i en boligforening – kendes på, hvordan man behandler mindretallet. Det muslimske flertal i bestyrelsen har forhåbentlig lært, at man i fremtiden må tage hensyn til det kristne mindretal i bestyrelsen og også tilgodese med økonomisk støtte til deres julefest. På samme måde må ethvert flertal i beboerforeningsbestyrelser og i andre bestyrelser, i råd og på tinge lægge sig på sinde, at det er god demokratisk skik hertil lands, at et flertal også tager behørigt hensyn også til et mindretals behov og interesser, uanset om mindretallet er muslimsk, kristent eller noget helt tredje.

Heldigvis er der fornuftige mennesker i Egedalsvænge, som åbenbart har taget ved lære af de begivenheder, som Erik Bjerager i dagens leder i Kristeligt Dagblad kalder ”juletræskrigen”, så uoverensstemmelserne er blevet bragt ud af verden og afløst af julefred.

Christiansfeld, lørdag den 1. december 2012


Israel/PalæstinaCkonflikten$–$er$der$mening$i$galskaben?$

Selvom jeg med stor interesse har fulgt udviklingen i Israel/Palæstina lige siden 7-dageskrigen i 1967 og også to gange har besøgt Israel/Palæstina, vil jeg på ingen måde hævde at have nogen særlig indsigt i dette komplicerede problemkompleks. Efter læsningen af dette blog-indlæg vil en hel del af læserne sikkert konkludere, at det er det klogeste, dette indlæg indeholder. So be it!

Det, der imidlertid har sat tankerne og tasterne i gang hos mig, er, at det i sidste uge lykkedes palæstinenserne at få FNs generalforsamling til at give Palæstina status af observatørstat ved FN, og at den israelske regering i denne uge har meddelt, at den fortsætter med at etablere nye bosættelser i de palæstinensiske selvstyreområder. På én måde er begge dele jo logisk nok, for de palæstinensiske selvstyremyndigheder arbejder målbevidst på en to-stats-løsning, og den nuværende israelske regering arbejder lige så målbevidst på et politik, som jeg kun kan tolke som en en-stats-løsning.

Det, der i min begrænsede optik er paradoksalt, er, at det egentlig burde have været omvendt: At det måtte være i israelernes interesse at nå frem til en to-stats-løsning, og at det måtte være i palæstinensernes interesse at opnå en en-stats-løsning. Israel er en demokratisk stat, og hvis hele det palæstinensiske selvstyreområde definitivt inkorporeres i den israelske stat, så vil Israel få ca. 4 mio. nye borgere, som på god demokratisk magt efterhånden ville få meget stor magt i Israel. Dertil kommer, at det måtte være en fordel for Israel at holde Hamas og andre militante organisationer uden for Israels grænser. Omvendt kan jeg egentlig ikke forstå, at palæstinenserne er så ivrige efter at få deres egen selvstændige stat, fordi det sandsynligvis ikke bliver nogen økonomisk eller politisk bæredygtig stat. Minimalt vil den være opdelt i to adskilte områder, Vestbredden og Gaza, og maximalt vil den blive lige så gennemhullet som en schweizerost. Men hvis palæstinenserne blev en del af Israel, kunne de få virkelig politisk indflydelse og ville også få langt bedre sociale vilkår.

Jeg kan kun gisne om, hvorfor både palæstinenserne og israelerne opfører sig så ulogisk, og det gør jeg så! Den israelske regering har sikkert en forventning om, at en såkaldt en-stats-løsning ville give dem det bedste af begge verdener. De vil undgå at få en uafhængig stat, der ville kunne udgøre en militær sikkerhedstrussel, i deres baghave, men ved at forbeholde fulde demokratiske rettigheder for jøder – eller for borgere i det nuværende Israel – og ved etablering af aflukkede flygtningelejre a la Gaza eller bantustans som i Sydafrika under apartheidstyret vil man kunne bevare den politiske magt i et sådant udvidet Israel. Den palæstinensiske selvstyreadministration har derimod sikkert en forventning om, at en såkaldt en-stats-løsning ville give dem det værste af begge verdener. De vil ikke få den selvstændighed, som de længes så meget efter, men de vil heller ikke få den politiske indflydelse og de samme rettigheder som andre borgere i et demokratisk samfund. Og så hellere lidt selvstændighed i en to-stats-løsning, med alle de indbyggede problemer den har.

Folk, der har langt større indsigt i Israel/Palæstina-konflikten, end jeg åbenbart har, vil helt sikkert i værste fald skælde mig ud for ikke at kunne se meningen i galskaben og i bedste fald belære mig om mine fejlslutninger og bidrage til at jeg får en bedre indsigt i dette komplicerede problemkompleks. So be it.

København, mandag, den 3. december 2012


Iben Tranholms hån mod kirkens martyrer

Det er en hån mod de mange kristne, som i kirkens snart 2000 års historie rundt om i verden har måttet lide eller ligefrem er blevet martyrer for deres kristne tro, at Iben Tranholm i sit bidrag til ”Kirkeligt set” i Kristeligt Dagblad i dag skriver, at vi som kristne i Danmark og Europa i det hele taget er ved at havne i samme situation. Anledningen til Tranholms dystre overvejelser er bl.a., at et muslimsk flertal i en beboerbestyrelse ikke ville betale for opstillingen af et juletræ, og at skoleleder i Sverige har aflyst skolens årlige adventsbesøg i den lokale kirke, fordi han mente, at den var for religiøs.

Det kan da være irriterende, at der ikke bliver sat et juletræ op, og at skolens besøg i kirken bliver aflyst, men hvad har det med kristenforfølgelse og martyrium at gøre? Jeg kender ikke til kristne i Danmark eller det øvrige Vesteuropa, som i nyere tid er blevet martyrer pga. af deres vidnesbyrd om Jesus Kristus. Hvad er meningen? ”I Europa mister kristne (endnu) ikke livet”, skriver Iben Tranholm, ”men privilegier”. Det er bestemt helt rigtigt observeret, at kristendommen ikke har den samme privilegerede plads i samfundet, som den har haft i århundreder, men det tab gør ikke kristne til martyrer, men forstyrrer måske vores magelighed. Efter min mening forkyndes det kristne evangelium mindst lige så godt – for ikke at sige det, som det er, bedre og mere troværdigt – når det sker fra en ikke privilegeret position i samfundet.

Om de veritable kristenforfølgelser i Rom i kirkens første århundreder skriver Iben Tranholm, at kristne kunne dømmes til døden, hvis de blev anklaget for at være kristne. ”Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro. Det er i grunden samme situation, kristne i Europa i dag er ved at havne i. Under dække af religionsneutralitet bliver det mere og mere almindeligt, at kristendommen (Iben Tranholm må vel mene: kristne) i offentlige sammenhænge skal afsværge sin tro …”. At sammenligne kristnes situation i Europa i dag med de kristnes situation under de romerske forfølgelser er lige så relevant som at sammenligne et almindeligt dansk blæsevejr med orkanen Sandy! Problemet er ikke, at danskere eller andre europæere tvinges eller trues til at afsværge deres tro, men at mange danskere eller europæere har fået et meget fjernt forhold til den kristne tro.

Ifølge Iben Tranholm er kristendommen under et voldsomt pres og ved at blive knust af religionsneutralitet. Løsningen måtte altså være, at kristendommen skulle reddes af staten ved at blive omgærdet af en række privilegier. Hvad er det for en kristendom, som kun kan overleve, hvis den kommer på statslig understøttelse? Som kristne er vi naturligvis ikke religionsneutrale, men forhåbentlig lidenskabelige i vort engagement i kirke og kristendom, men vor tro står og falder heldigvis ikke med, om staten er religionsneutral eller ej. Hvis kristendommen havde været sådan skruet sammen, så ville kristendommen naturligvis ikke have overlevet de første århundreders statslige forfølgelse. Hvis kirke og kristendom i Danmark og det øvrige Europa i disse år svækkes, så er årsagen hverken forfølgelse eller pres fra muslimer eller en religionsneutral stat, men en voksende ligegyldighed i befolkningen over for den kristne tro – og kirkens manglende missionsiver.

”Juletræsfesten ender i kristenforfølgelse” er overskriften over Iben Tranholms indlæg. Og det har hun jo ret i, men på en helt anden måde end hun selv åbenbart tænker på. Efter julegudstjenester og juletræsfester kommer vi nemlig allerede anden juledag til St. Stefans-dag, hvor vi skal mindes, at


Stefan pga. sit vidnesbyrd om Jesus Kristus – ikke fik frataget nogle privilegier eller følte sig presset af statens eller samfundets religionsneutralitet, men lige som kristne i andre dele af verden desværre oplever det i dag måtte betale den ultimative pris for sin tro og – blev martyr.

Christiansfeld, fredag, den 7. december 2012


Personalisme – en anmeldelse og en bekendelse

Hvad har så forskellige personer som Emmanuel Levinas, Martin Luther King, Johs. Paul 2, Jacques Delors og Desmond Tutu til fælles? Svaret er, at de alle i deres virke er inspireret af personalismen. Jonas Norgaard Mortensen har på forlaget Boedal netop udgivet bogen, ”Det fælles bedste”, der, som undertitlen lyder, er en ”Introduktion til personalismen”. Og lad det være sagt med det sammen: bogen er et meget relevant bidrag til samfundsdebatten i Danmark i dag. Det er en meget velskrevet bog, der på pædagogisk viser fører sine læsere ind i en tænkning, som er særdeles relevant for alle, der interesserer sig for vort fælles samfund og ”det fælles bedste”.

Alle danskere ved, hvad socialisme og liberalisme er, men et er kun de færreste, der har hørt om personalisme, og det er en skam, for der er bestemt stor inspiration at hente fra personalistiske tænkere, som franskmanden Emmanuel Mounier (1905-1950), der udviklede personalismen til en mere politisk og aktivistisk bevægelse, den franske filosof Emmanuel Levinas (1906-1995), der udviklede en original personalistisk etik om den interpersonelle relation, og den franske filosof Jacques Maritain (1882-1973), der var en af arkitekterne bag FNs menneskerettighedserklæring.

De tre grundlæggende værdier i personalismen, som udfoldes i bogens tre hovedkapitler, er, at • ”Mennesket er et relationelt væsen, der har brug for et tæt og engageret samspil med sine medmennesker, i større eller mindre fællesskaber, for at trives og udvikle sit potentiale • Mennesket er et engageret væsen, der udfolder sig ved i frihed at tage ansvar for sit eget liv, men også for sine medmennesker og for hele samfundet” • ”Mennesket har en iboende værdighed, der aldrig kan relativeres eller formindskes, og som dets medmennesker og samfundet ikke må undertrykke eller krænke.”

Personalismen gør personbegrebet og dermed menneskesynet til udgangspunkt for forståelsen af metafysik (hvilken værdighed mennesket har fået givet), ontologi (hvad der er til), etik (hvad der er godt og ondt) og epistemologi (hvordan vi erkender det hele).

I personalismens første årtier var der måske mest fokus på opgøret med socialismens og kommunismens kollektivisme og dominerende statsmagt, men i dag er der nok mere brug for personalismens kritik af liberalismens og kapitalismens individualisme og konsumerisme.

Personalismen er beslægtet med Grundtvigs vægtlægning på frihed og fællesskab, Bubers jeg-du-filosofi, Løgstrups betoning af den gensidige forbundethed mellem mennesker (interdependens), Hal Kochs forståelse af demokrati som samtale og livsform, tænkningen bag menneskerettighederne, Gandhis ikke-volds-filosofi og Havels forståelse af politik som ”praktiseret moral”.

Efter mit skøn ligger personalismens styrke ikke i dens potentiale til at danne grundlag for en egentlig politisk ideologi eller et politisk partiprogram, men i dens kritiske potentiale. Og her er der så til gengæld også en guldgrube at hente inspiration fra til at forholde sig kritisk til den politik, som føres i dag, fra højre og venstre og midten. Det hænger måske også sammen med personalismens karakter. Dens fortalere har bestræbt sig på at udvikle personalismen som en sekular filosofi uden nogen religiøs begrundelse. Ikke desto mindre bærer personalismen et stærkt præg af at være inspireret af kristendommen, og godt for det. Måske var det også derfor, at jeg efter læsningen


måtte konkludere, at hvis det, som bogen indeholder, er personalisme, så må jeg vel bekende, at jeg er en slags personalist.

Christiansfeld, lørdag, den 7. december 2012


Fokus på ”forfulgte kristne” eller ”trosfrihed”?

Det er et sørgeligt faktum, at der mange steder i verden er problemer med trosfriheden, og at også kristne rundt om i verden bliver diskrimineret og forfulgt. Blandt kristne i Danmark og flere andre europæiske lande foregår der imidlertid en debat, om vi skal fokusere på ”forfulgte kristne” og deres rettigheder eller på ”trosfrihed” for alle.

Et argument for at fokusere på de kristnes problemer er, at langt den største religiøse gruppe i verden, der i dag udsættes for forfølgelse eller diskrimination, er kristne. På det seneste er argumentet imidlertid blevet udvidet med påstanden om, at også i Europa er de fleste ofre for religiøs diskrimination eller forfølgelse. Og dermed kommer fokuseringen på “forfulgte kristne” let til at handle om, at vor opgave som kristne bliver at kæmpe for vore egne rettigheder – og privilegier.

I den forbindelse henvises der ofte til bogen ”Exiting a Dead End Road. A GPS for Christians in Public Discourse”, redigeret af Gudrun og Martin Kugler (2010) og en rapport redigeret af Gudrun Kugler fra ”Observatory on Intolerance and Discrimination against Christians in Europe” (offentliggjort i marts 2012).

I bogen ”Exiting a Dead End Road” peger Gudrun Kugler bl.a. på, at intolerancen og diskriminationen er en følge af at kristne i Europa i disse år mister deres historiske privilegier: ”The withdrawal of privileges from Christianity constitutes an unnatural break with history and identity, and it is an expression of hostility. This hostility does not stop at the removal of privileges. It causes marginalization and social exclusion, and it leads to the denial of rights of Christians.Equal rights for Christiansare at stake” (s. 16-17). – Om det virkelig er rigtigt at valget for kristne i Europa står mellem en privilegeret magtposition og en udsat diskriminationsposition kan i høj grad diskuteres!

I rapporten refereres en lang række historier om kristne i forskellige europæiske lande, som i 2011 har været udsat for intolerance overfor og diskrimination. Historierne spænder vidt fra hærværk mod kristne symboler over forbud mod kors i klasseværelser til krav om, at katolske præster bryder tavshedsløfte hvis de får kendskab til seksuelle overgreb mod børn og bøder til kristne hotelejere, som ikke vil lade to homoseksuelle bo på samme værelse. Om det virkelig er rimeligt at se intolerance og diskrimination over for kristne i de to sidste historier kan i høj grad diskuteres!

At der er kristne i en lang række lande i Afrika og Asien, som bliver diskrimineret og forfulgt er der desværre kun alt for mange frygtelige eksempler på, men for mig at se er det problematisk at koble den kristne flertalsbefolknings situation i Europa sammen med kristne minoriteters lande som Iran og Pakistan. Vi står i fare for som kristne at kaste os ud i en konkurrence med jøder og muslimer og andre grupper om den privilegerede offerstatus.

Men også, når det gælder de kristnes vanskelige situation i mange lande i Afrika og Asien, er det ikke nødvendigvis klogt, at vi fokuserer på ”forfulgte kristne” frem for ”trosfrihed”. I Mellemøsten giver mange kristne ledere udtryk for, at de ikke ønsker at blive beskrevet og understøttet af kristne i vesten som ”forfulgte kristne” og dermed risikere at blive udskilt fra deres medborgere, selvom de naturligvis ønsker at få lov til at leve og udfolde sig som kristne. Derfor fokuserer de på de universelle menneskerettigheder og herunder naturligvis også trosfrihed for alle borgere. I det hele


taget tyder alt på, at den mest effektive måde at hjælpe forfulgte kristne på rundt om i verden netop er at kæmpe for den universelle menneskerettighed, som trosfriheden er.

Som danske og europæiske kristne må vi naturligvis engagere os til fordel for ”forfulgte kristne”, men som kristne er vi ikke bare forpligtet på at elske vore medkristne, men at elske vor næste, uanset om vor næste er kristen eller jøde, muslim – eller ateist. Derfor giver det ikke nogen evangelisk mening kun at fokusere på ”forfulgte kristne”. Det er netop på grund af vor kristne tro, at vi som kristne må være optaget af alle menneskers ”trosfrihed”.

Christiansfeld, fredag, den 14. december 2012


Økumeni som godkendelse, anerkendelse, vedkendelse, erkendelse og genkendelse – og bekendelse

I disse år gennemlever det danske samfund en udvikling fra et mono- til et multisamfund, hvor vi skal lære at leve med en langt større etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed end tidligere. Det har givet stof til mange og ophedede debatter, som har præget både mediebilledet og det politiske liv.

Samme opmærksomhed har der imidlertid ikke været omkring det forhold, at vi også på det kirkelige område i disse år oplever langt større mangfoldighed. Pluraliseringen på det kirkelige område begyndte allerede med religionsfriheden i 1849, der gav den katolske kirke og frikirker frihed til at udfolde sig. De seneste årtiers globalisering og immigration har bevirket, at vi i dag her i Danmark har repræsentanter for alle alverden større og mange mindre kristne kirker. Og måske skulle vi i kirkerne – og specielt i folkekirken - for alvor besinde os på, hvordan vi skal forholde os til denne kirkelige mangfoldighed og dermed også til spørgsmålet om kirkens enhed.

Heldigvis har den danske stat for mange år siden langt den holdning til andre kirker bag os, som prægede århundrederne før grundloven i 1849, hvor staten undertiden mødte ikke-lutherske kirkers religionsudøvelse fx med en retskendelse, der kunne indebære landsforvisning. ” Men ét er, hvordan staten forholder sig til den kirkelige mangfoldighed, noget andet og mindst lige så vigtigt er, hvordan kirkerne ”kender” hinanden.

I den nyere økumeniske bevægelse, der tog sin begyndelse for godt 100 år siden, fokuseredes der i mange årtier på at skabe kirkelig enhed gennem godkendelse. Der blev arbejdet på at nå frem til en fælles forståelse mellem kirker, der kunne føre til, at man godkendte hinanden som kirker og godkendte hinandens embeder osv.

I slutningen af det 20. århundrede ændrede den økumeniske bevægelse karakter, måske i erkendelse af problemerne med at skabe en synlig enhed. Ud fra slagordet ”Unity in reconciled diversity” gik man i praksis fra godkendelse til anerkendelse. Anerkendelse indebærer en rummelighed mht. forskellighed og ønsket om at ville de andre – selvom de er forskellige fra os – uden at opgive sin egen identitet.

Hvis fokus flyttes fra kirkernes læreindhold og ritualer til de udfordringer, som kirkens medlemmer står overfor i deres samfund, kan økumenien udvikle sig i retning af vedkendelse. Vi vedkender os medlemmerne i kirker trods vore kirkelig forskelle som vore brødre og søstre og stiller os solidariske med dem i deres vidnesbyrd og lidelser og i deres kamp for retfærdighed.

En anden tilgang til mødet med andre kirker sætter fokus på erkendelse. Ingen enkelt kirke har den fulde erkendelse af evangeliets sandhed, og hver gang evangeliet oversættes til et nyt sprog og ind i en ny kultur, kommer nye sider frem af evangeliets mysterier. Det udtrykkes af Paulus i Efeserbrevet kap. 3 med ordene om ”at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse”.

I mødet med kirker, der kan være endda meget forskellige fra os, både her i Danmark og ude omkring i verden, har de fleste af os sandsynligvis haft den oplevelse, at vi i andre kirker har kunnet


genkende noget, som var af afgørende betydning for vor egen forståelse af kristendom og af at være kirke. Økumeni kan også helt elementært tage sit afsæt i en sådan genkendelsens glæde.

Dybest set er kirkens enhed ikke funderet, hverken i hvad vi godkender, anerkender, vedkender, erkender eller genkender, men i, at Gud kender os, og at den kendelse han her og nu og på dommedag afsiger om os på grund af Jesus er, at vi er hans børn. Denne gudgivne enhed reflekterer den mangfoldige kirke med sin bekendelse – som en lovsang – til den treenige Gud. Og vi må som kirker og menigheder overveje, hvordan vi i de enkelte situationer i al skrøbelighed kan forsøge at reflektere denne enhed i de økumeniske relationer gennem godkendelse, anerkendelse, vedkendelse, erkendelse og genkendelse. Ikke kun for den verdensvide kirkes egen skyld men til gavn for ”hele den beboede jord”, som er grundbetydningen af ordet “økumeni”.

Christiansfeld, onsdag, den 19. december 2012

$ $


Jul – med gamle venner

Forleden blev jeg spurgt, hvilken salme der var min yndlingssalme. Baggrunden var, at vi skal have en fællesgudstjeneste for en række sogne på søndag, hvor en fra hver sogn skal fortælle om den julesalme, som vedkommende bedst kan lide.

Hvilken julesalme kan jeg bedst lide? Det er et svært, for ikke at sige umuligt valg at skulle træffe, for jeg har det med disse salmer, som jeg har det med nogle mennesker, som jeg holder meget af. De er blevet en del af min historie, de betyder meget for mig i dag, og jeg kan ikke forestille mig en fremtid uden dem. De er som gamle venner; når jeg lytter til dem, vækker det forskellige minder og følelser hos mig.

Når vi synger ”Velkommen igen Guds engle små”, bliver jeg mindet om min barnetro, at julenat ”Da vandre Guds engle op og ned”, og at man måske kunne se det, hvis man gik udenfor. Men nu glæder jeg mig over, at det sker ”på salmens tonestige”. Den salme, som mere end nogen anden minder mig om min barndoms jul, er dog ”Et barn er født i Betlehem”. Hvis ikke den blev sunget, var det ikke blevet jul, og det er vel stadig det det handler om, at ”et barn er født”. Først når vi havde vandret rundt om juletræet og sunget alle 10 vers, måtte vi pakke julegaverne op.

Jeg kan ikke høre salmen ”Her kommer, Jesus, dine små, til dig i Betlehem at gå” uden næsten at være tilbage i min barndoms søndagsskole i missionshuset Bethania i Skovsgaard, hvor et par trofaste mennesker søndag efter søndag samlede os og fortalte bibelhistorier. Så vidt jeg husker, sluttede vi hver gang med denne salme, som vi sang stående: ”Her står vi nu i flok og rad, om dig, vort skønne hjerteblad.” Nogle år senere deltog jeg som KFUM’er i et bibel-kursus med et tema fra salmen ”Dejlig er den himmelblå”. Salmen handler om stjernen, der ledte de vise mænd til Jesus, og som ung kan det være vanskeligt at orientere sig i livet, men ”Vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist”.

Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg som voksen hørte om, hvordan juleevangeliet i starten af første verdenskrig drev soldater på begge sider af fronten op af deres skyttegrave og juledag sammen, men på hver deres sprog, sang den salme, vi kender som ”Glade jul, dejlige jul”. At synge julesalmer kan altså være en grænseoverskridende oplevelse!

For godt en snes år siden flyttede vi til Christiansfeld, og her fik N. J. Holms salme ”Gør døren høj, gør porten vid” en særlig betydning for mig, fordi han har boet her i byen, og vi netop bor på N. J. Holms Park. Det er måske nok en adventssalme, men alligevel siger den noget for mig helt afgørende om, hvad julen handler om: ”Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig.”

Og så er der ”Dejlig er jorden”, ”Det kimer nu til julefest”, ”Den yndigste rose er fundet” og mange, mange flere ”gamle venner”, som jeg alle holder meget af og ville savne, hvis jeg ikke skulle høre dem til jul. Men den, der bogstaveligt talt tiltaler mig stærkest lige nu er Hostrups salme ”Julebudet til dem, der bygge”. Netop fordi den næste linje lyder sådan: ”her i mørket og dødens skygge”.

Salmen understreger, at juleevangeliet ikke er glasuren og flødeskummet på lagkagen, men det kernesunde daglige rugbrød, der mætter og giver nye kræfter, også når livet kan være svært. For


”det er det lys, som aldrig slukt, jager det stigende mulm på flugt, åbner udsigten fra et lave, trøster mildeligt mellem grave”. Salmen er som en god ven, der møder os ”i vinterens mørke”, ”under storm og torden”, og når vi er ”dem, der græde” og deler med os julebudet, der er ”Gud faders varme ånde” og ”vældet til evig glæde”, så vi får ”fred til at stride vor strid med mod” og løfte vort hoved og takke for livet.

Glædelig jul – med familie og gamle venner!

Christiansfeld, fredag den 21. december 2012

2012 på bloggen

Documents

Transcript of 2012 på bloggen