Stof til eftertanke - rekonstruktion af vikingetidens dragt

Tekster til et seminar i seed-money netværket Vikingetid i Danmark

Saxo-instituttet – Københavns Universitet den 20. februar 2015

Teksterne er redigeret af Henriette Lyngstrøm

Stof til eftertanke – rekonstruktion af vikingetidens dragt

Tekster til et seminar i seed-money netværket Vikingetid i Danmark, Saxo-instituttet på Københavns Universitet den 20. februar 2015

2. udgave

Udgiver: Seed-money netværket Vikingetid i Danmark, Saxo-instituttet på Københavns Universitet

Redaktion: Henriette Lyngstrøm

Forsidebillede og catwalkbilleder: Michael A. Nielsen

Tryk: Grafisk, Københavns Universitet Amager

Salg: Publikom, Det humanistiske fakultet

København 2015

ISBN: 978-87-89500-26-3

Bogen er finansieret af seed-money puljen, Saxo-instituttet, Københavns Universitet

Foto: T. Genborg/Vikingelandsbyen i Albertslund.

Stof til eftertanke – rekonstruktion af vikingetidens dragt

Et seminar i et samarbejde mellem Vikingelandsbyen i Albertslund og Københavns Universitet

1

Forord

I efteråret 2013 blev der grundlagt et nyt netværk på Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Det kom til at hedde Vikingetid i Danmark og formålet med det var, at ansatte og studerende skulle mødes på tværs af årgange og fag - og diskutere aktuelle forskningsproblemer.

Siden grundlæggelsen har vi derfor holdt en række store og små seminarer. Til de større seminarer hører Vikingetidens aristokratiske miljøer (november 2013), Vikingetidens Sejl (september 2014) og dette om vikingetidens dragt. Til alle tre seminarer er der – eller er ved at blive - udgivet uformelle publikationer.

I forbindelse med de store seminarer er vi så privilegerede, at vi kan arbejde sammen med kulturhistoriske institutioner, der har en anden indsigt i problemstillingerne, end den vi selv har på Saxo-instituttet. I forbindelse med seminaret Stof til eftertanke – rekonstruktion af vikingetidens dragt skal der derfor rettes en stor tak til Vikingelandsbyen i Albertslund for et godt og konstruktivt samarbejde. Institutleder på Saxo-instituttet Anders Holm Rasmussen takkes for at have bevilliget finansiel støtte til netværkets aktiviteter, herunder til denne publikation, ligesom alle deltagerne ved møder og seminarer takkes for at have bidraget til et spændende tværfagligt miljø omkring studiet af det fænomen, som vi i dag kalder for vikingetid.

Ønsket om at præsentere denne publikation på selve seminardagen betyder, at bidragene ikke er fagfællebedømt. De har alene gennemgået en sproglig redaktion.

København februar 2015, Henriette Lyngstrøm

Forord til 2. udgave

Da første udgave blev udsolgt på seminardagen, har vi hermed fornøjelsen af at præsentere publikationen i en revideret form, der samtidig er udvidet med de 18 bidrag på den kritiske catwalk.

København maj 2015, Henriette Lyngstrøm

2

Indhold

OPLÆG

Tim Flohr Sørensen, Københavns Universitet: Sømløse sammenvævninger? Rekonstruktionens realitet og virkelighed Ole Thirup Kastholm, Roskilde Museum: Stammefællesskaber og arkæologiske rekonstruktioner Eva Andersson Strand, CTR Københavns Universitet: Vikingatida textil produktion Irene Skals, Nationalmuseet: Brug af uldfiberanalyser som redskab til rekonstruktion af tekstiler Ulla Mannering, Nationalmuseet: Skind og pels i vikingetid Lise Ræder Knudsen, Konserveringscenteret i Vejle: Brikvævninger på rekonstruktioner af vikingetidsdragter - og metode til optimering af dragtrekonstruktioners virkelighedsnærhed Louise Schelde Jensen, Bork Vikingehavn: Dragternes farver Gvido Libmanis, København: Rustøj – hvem havde hvad på og hvor? - hvordan så det ud dengang og hvordan formidles det nu Ida Demant og Anne Batzer, Sagnlandet Lejre: Den gode dragtrekonstruktion Charlotte Rimstad, CTR Københavns Universitet: Hedeby-tekstilerne: Ny inspiration til rekonstruktion Hilde Thunem, Trondheim Vikinglag: Med rynket front - en mulig rekonstruksjon av selekjolen i grav ACQ fra Køstrup Elizabeth Rüssel Palm, HistoriskeDragter.dk: Kommerciel rekonstruktion: en balancegang Maria Ojantakanen, Vikingelandsbyen i Albertslund: Anvendelse af dragter i rekonstruktions-miljøer Bodil Holm Sørensen, Vikingeskibsmuseet i Ladby: Vikingedragter i formidlingen på Vikinge-museet i Ladby – første- og andengenerationsdragter Maiken Munch Bjørnholt, Ribe VikingeCenter: Et dragtprojekt på Ribe VikingeCenter Stine Nordahn Frederiksen, Tycho Brahe Museet: Fortidens klæder - Fremtidens museum - om hvordan rekonstruerede dragter (måske) kan anvendes i en museumspolitisk strategi

3

KRITISK CATWALK

1st walk: Ribe VikingeCenter viste 700-tals bluse og særk med skørt

2nd walk: Ribe VikingeCenter viste 700-tals kjortel med bukser

3rd walk: Ribe VikingeCenter viste 850-tals selekjole med særk af ufarvet hør

4th walk: HistoriskeDragter.dk viste særk og selekjole

5th walk: Sara Heil Jensen viste valkyriedragt efter fund fra Hårby

6th walk: Hilde Thunem viste selekjole efter fund fra Køstrup

7th walk: Ulla Gerner Lund viste rynket særk og selekjole

8th walk: Sagnlandet Lejre viste tætsiddende hellang selekjole med snørelukning og slæb

9th walk: Bork Vikingehavn viste selekjole baseret på fund fra Birka og inspiration fra F Bau

10th walk: Sara Heil Jensen viste mandsdragt med posebukser

11th walk: Ribe VikingeCenter viste 1000-tals kaftandragt

12th walk: Ribe VikingeCenter viste 1000-tals kjortel med løse bukseben

13th walk: Ribe VikingeCenter viste 1000-tals helkjole med synlig særk

14th walk: Bork Vikingehavn viste ruskaftan med inspiration fra Birka

15th walk: Sagnlandet Lejre viste slå-om-jakke i tykt uldstof med besætningskanter

16th walk: Vikingelandsbyen i Albertslund viste to versioner af kjortel efter Moselund Mose

17th walk: Vikingelandsbyen i Albertslund viste kjortel efter Herjolfsnæs

18th walk: Vikingelandsbyen i Albertslund viste 1000-tals dragt á la Bayeuxtapet

4

5

OPLÆG

6

11

Stammefællesskaber og arkæologiske rekonstruktioner Ole Thirup Kastholm

Mennesket har en særegen evne til altid at forplumre dets egne gode idéer. Ideal og virkelighed er

sjældent sammenfaldende, og vi må formode, at dette er resultatet af selve ”det menneskelige”.

Der er ingen grund til at tro, at vores arbejde med arkæologiske rekonstruktioner skulle skille sig

særligt ud fra dette mønster. I det følgende vil jeg kort introducere et begreb, som måske kan

være nyttigt i erkendelsen af begrænsninger inden for det bredspektrede arbejde, der foregår

med arkæologiske rekonstruktioner.

Stammedannelse

Indenfor sociologien udvikledes begrebet ”neotribalism” eller ”neotribale fællesskaber” i løbet af

1990’erne (Maffesoli 1996). Det er i grove træk tanken om, at mennesket i den såkaldt

postmoderne verden har udviklet sig til at eksistere i stammefællesskaber frem for at være

individer i massesamfundet. Menneskets sociale netværk har fået karakter af stammedannelse. Vi

ser det tydeligt, i næsten karikeret form, i dyrkelsen af fodboldklubber – men ganske givet også i

mange andre sammenhænge. Efter min opfattelse er stammedannelsen meget tilstedeværende i

eksempelvis reenactmentmiljøet og andre miljøer, hvor arkæologiske rekonstruktioner spiller en

væsentlig rolle. Det er en erfaringsbaseret opfattelse, som ikke hviler på empiriske sociologiske

studier.

Stammer og skibe

Et sådant miljø findes om mange af de rekonstruerede vikingeskibe. Adskillige nutidige

vikingeskibe i Danmark er udsprunget af frivillige initiativer, ikke mindst i spejderbevægelsen fra

1960’erne og frem. Og det var på baggrund af disse initiativer, at man i Roskilde så at sige kunne

professionalisere byggeriet af og sejladsen med de rekonstruerede vikingeskibe. Jeg tror ikke det

er for meget at sige, at der allerede fra byggeriet af et vikingeskib i mange tilfælde er en form for

12

stammedannelse til stede. Ganske givet er det en mekanisme, som kun forstærkes yderligere, når

skibet efterfølgende bruges. Skibet bliver en ramme, inden for hvilken en gruppe mennesker

periodisk fungerer tæt sammen i døgndrift. Der opstår hierarkier og relationer af enhver art, og

dagligdags grænser for intimitet bliver udfordret. Der opstår også en relation mellem menneskene

og skibet. Skibet er ikke bare et dødt redskab, men bliver nærmest besjælet – det er en helt

naturlig interaktion mellem mandskab og skib, hvor skibet har den betroede opgave at bringe

menneskene sikkert gennem havets vildmark. Besætningens intime verden og deres potentielt

farefulde færd er væsentlige byggesten i stammefællesskabet – besætningen bliver en stærk,

autonom enhed (se fx Ravn 2014, 256). Skibet er det som filosoffen Michel Foucault betegnede

som et ”Heterotopia” – i denne sammenhæng forstået som et parallel-univers, afhængig af den

omgivende verden, men med egne præmisser, regler og ritualer (Foucault 1966, 27; Van de Noort

2011, 33ff.). Naturligt samler denne enhed sig som sig selv, og bryder sig ikke nødvendigvis om

indblanding udefra. Hvilken betydning har så dette fænomen for de videnskabelige aspekter af

arkæologisk rekonstruktion?

Dette er ganske givet ikke noget simpelt spørgsmål at besvare. Jeg vil her blot pege på en enkelt

uhensigtsmæssig effekt af fænomenet, baseret på min egen erfaring. For nogle år siden skrev jeg

speciale om rekonstruktionen af vikingeskibenes sejl – de konkrete resultater har jeg fremlagt ved

tidligere lejligheder – som blandt andet omfattede en ret skarp kritik af den fremgangsmåde, man

i mange år har benyttet på Vikingeskibsmuseet i forbindelse med rekonstruktioner af sejl og rig (se

for eksempel Kastholm 2009). Jeg havde forventet en reaktion på mit arbejde, og det fik jeg også –

noget var positivt, andet var negativt, noget var konstruktivt, andet var dekonstruktivt, enkelte

reaktioner grænsede ligefrem til det perfide. Men det var generelt i orden, jeg havde selv bedt om

det – som en kollega udtrykte det: ”Sådan går det, når den lille elefant pisser på den store

elefant!”. Det var vist mig, der i denne sammenhæng var den lille elefant.

I tilbageblik har det imidlertid givet mig anledning til en klassificering af de reaktioner jeg modtog

på min forskning. I en grovkornet opdeling kan det se sådan her ud:

Ikke maritime kolleger – var overvejende positive, ikke mindst overfor kildekritiske

aspekter, og selve det at udfordre fasttømrede normer (men det var selvfølgelig heller ikke

dem, som blev udfordret).

13

Maritime kolleger udenfor det kritiserede miljø – overvejende positiv modtagelse. Nogle

ønskede at bruge mine resultater i deres egen polarisering af forskningsområdet.

Maritime kolleger indenfor det kritiserede miljø – overvejende negativ modtagelse, men

også positive ytringer. Mange detailspecifikke spørgsmålstegn, frem for

helhedsbetragtninger.

De maritime stammefællesskaber – generel intuitiv og uartikuleret modstand overfor

argumentet. Langtfra alle, men markant nok til at min professionelle mening om

vikingetidens sejl er blevet betegnet som ”farlig”.

I denne forbindelse er det naturligvis den sidste kategori, som er af størst interesse. Kritik, som

artikuleres skriftligt, til en vis grad også mundtligt, i videnskabelige sammenhænge kan imødegås

med en replik. Dermed bliver den en del af en konstruktiv dialog. Uudtalt eller ”hemmelig” kritik

har karakter af afstandtagen og dermed ukonstruktiv. På sin vis er der i højere grad tale om

selvbekræftelse inden for en gruppe, hvor man i forvejen er enige – et fænomen, som ikke er ulig

sladder på en arbejdsplads.

Afrunding

Hvordan kan denne uhensigtsmæssighed imødegås? Stammefællesskabet er uomgængeligt, og

selv det naturvidenskabelige kundskabsideal, som ifølge Bodil Petersson ligger til grund for de

maritime eksperimenter i Roskilde (Petersson 2003, 234f.), kan ikke eliminere det menneskeliges

tilstedeværen i forsøget. Det kliniske forsøg er antageligt utopisk, og måske heller ikke ønskeligt i

humanistisk forskning.

”Måste forskning vara tråkig?” – Skal forskning være trist? – Det var Erik Nyléns polemiske

spørgsmål i forbindelse med Krampmackens eksperimentelle rejse på de østeuropæiske floder

mod Istanbul. Han gav selv svaret ved blandt andet at lade sin besætning bedrive nøgensejlads

undervejs (Nylén 1983, 5 & 95; se også Petersson 2003, 227f.).

14

Det, jeg kort har beskrevet her, er ikke et problem, som kan løses – eller skal løses for den sags

skyld – det er en erkendelse af, at der er mennesker til stede i rekonstruktionsprocessen.

Mennesker, som afspejler deres samtids sociologiske systematikker og grupperinger.

De arkæologiske rekonstruktioner drejer sig om mennesker, både fortidens og nutidens. At

klarlægge brydningen mellem disse lader sig næppe gøre, men gennem en bedre dialog mellem

forskere, håndværkere og udøvere kan vi måske klarlægge og forbedre vekselvirkningen mellem

disse nutidige grupper, og dermed opnå en mere berigende og nuanceret opfattelse af fortidens

mennesker.

Litteratur Foucault, M. 1966. Les mots et les choses; une archéologie des sciences humaines. Paris. Kastholm, O.T. 2009. De gotlandske billedsten og rekonstruktionen af vikingeskibenes sejl. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2005. København. 99-159. Maffesoli, M. 1996. The Time of the Tribes: The Decline of Individualism in Mass Society. London. Nylén, E. 1983. I österled. Med vikingaskepp mot Miklagård I. Uppströms genom Polen. RAGU Rapport, Arkeologiska skrifter 1983:2. Visby. Petersson, B. 2003. Föreställningar om det förflutna. Arkeologi och rekonstruktion. Lund. Ravn, M. 2014. Bygning og brug af skibe til krigsførelse i 1000-tallets danske rige. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet. Van de Noort, R. 2011. North Sea Archaeologies. A Maritime Biography, 10.000 BC – AD 1500. Oxford.