ÅRBOG FOR FISKERI- OG SØFARTSMUSEETSALTVANDSAKVARIET I ESBJERG

2012

ÅRBOGFOR

FISKERI- OG SØFARTSMUSEET, SALTVANDSAKVARIET I ESBJERG

2012

Redigeret af

Morten Hahn-Pedersen

2013

© Fiskeri- og Søfartsmuseet,

Saltvandsakvariet i Esbjerg

ISBN: 978-87-90982-66-9

ISSN: 0904-1923

Fremstilling og ekspedition:Fiskeri- og Søfartsmuseet

Tarphagevej 2, 6710 Esbjerg V

Telefon: 76 12 20 00

Telefax: 76 12 20 10

Email: fimus@fimus.dk

Website: www.fimus.dk

Redaktion:Morten Hahn-Pedersen

Layout:Lars Rud Fyhn og Morten Hahn-Pedersen

Oversættelse af summaries:Consonaut

Fotos:Hvor intet andet er anført, stammer fotos

fra museets arkiv eller medarbejdere

Grafik, kort og tegninger:Hvor intet andet er anført, hidrører grafik, kort og tegninger fra

museets udstillingsteknikere Niels Knudsen og Claus Smedegaard

Produktion:PE offset A/S, Varde

Bogladepris:Kr. 198,-

Bogens forside:Den strandede vågehval på Skallingen blev en af årets store mediebegivenheder.

Forord 7

Morten Hahn-Pedersen: Energi fra Nordsøen – overblik i et jubilæumsår og en forandringstid 9

René Schrøder Christensen: Stålkutterbyggeriet i Danmark og Esbjerg – og historien om et værft, der slog sig på stålet 31

Søren Byskov: Samme farvand – nye fangster. Esbjergfiskernes skifte til industrifiskeri 1945-1955 51

Mette Guldberg: De varer, som bonden aldrig ser? Importen over Hjerting fra Holland i 1700-tallet 67

Max Pedersen: Fra Vadehavet til Amsterdam 83

Palle Uhd Jepsen: Filsø – en vestjysk sø genopstår 105

Lasse Fast Jensen, Søren Brandt Poulsen og Jon Christian Svendsen: Snæblen – den lange kamp for overlevelse 121

Anders Galatius, Jonas Teilmann og Lasse Fast Jensen: Sælerne i Danmark – overvågning fra oven 135

Charlotte Bie Thøstesen: Hvorfor døde hvalerne? – Obduktion af strandet grindehval og vågehval sommeren 2012 147

Årsberetning 2012 163

Fiskeri- og Søfartsmuseets faddere 185

Forfatterliste 202

Indholdsfortegnelse

Med udgivelsen af denne årbog fejres et lille jubilæum, idet der er tale om den 25. i rækken, siden den første blev søsat i for-

året 1989. Dermed er det også et kvart århundrede siden, at begrebet ”Fiskeri- og Søfartsmuseets faddere” blev introduceret.

Siden har gruppen af faddere støttet ikke alene udgivelsen af årbogen, men også en lang række af museets øvrige tiltag. Til

indledning derfor en hjertelig tak til vore faddere for velvillig opbakning gennem mange år.

I 2012 var det 50 år siden, at museumsforeningen bag Fiskeri- og Søfartsmuseet blev stiftet. På museet benyttede vi anled-

ningen til at se fremad. Byggearbejderne i forbindelse med en omfattende renovering og ombygning af sælariet i et nyt design

gik i gang i efteråret, og en fundraising-kampagne for at rejse de nødvendige midler til etablering af en ny Vadehavspavillon

blev sat i søen. Kampagnen bar frugt, og finansieringen bragt i havn takket været fornem støtte fra såvel lokale som udenbys

fonde. Der vil således være indvielser af nye tiltag på museet i både 2013 og 2014. Vore planer for Fiskeri- og Søfartsmuseet

går imidlertid videre end det og i øjeblikket arbejdes der intenst på konkretisering af de næste tiltag, som vi gerne ser gen-

nemført frem mod 50-året for museets åbning i 2018.

Når vi har den dristighed overhovedet at tænke i disse baner, skyldes det en bred og fornem opbakning til museets ar-

bejde. Fiskeri- og Søfartsmuseets resultater er altid blevet skabt i en symbiose mellem bestyrelse, ledelse, medarbejdere og

frivillige på den ene side og en bred kreds af bevilgende myndigheder, styrelser, forvaltninger, private fonde og mange andre

samarbejdspartnere på den anden. En stor og hjertelig tak til alle for flot arbejde og fantastisk opbakning til fortsat fremme af

Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Afslutningsvis en varm tak til årbogens bidragydere som gennem artikler og årsberetning har været med til at tegne et bil-

lede af Fiskeri- og Søfartsmuseets aktiviteter i 2012.

Morten Hahn-Pedersen museumsdirektør

Forord

7

DUC’s Gorm-felt, 1997. Foto: A.P. Møller-Mærsk.

8

Energi fra NordsøenOverblik i et jubilæumsår og en forandringstid

Af Morten Hahn-Pedersen

Den 8. juli 2012 markerede 50-året for A.P. Møllers kon-cession på efterforskning og indvinding af olie og gas fra den danske undergrund. Bevillingen i 1962 blev startskud til et bemærkelsesværdigt kapitel i dansk erhvervshistorie om opkomst af en helt ny industri med fokus på udnyttelse af offshore energiressourcer. På baggrund af et overblik over denne industris udvikling frem til i dag gør nærværende ar-tikel status og ser afslutningsvis på offshoresektorens udfor-dringer i en verden i hastig forandring.

IndledningI dansk offshorehistorie var sommeren 2012 rig på markan-

te milepæle. Den 8. juli 2012 var det 50 år siden, at Kong

Frederik IX underskrev skibsreder A.P. Møllers koncession

på efterforskning og indvinding af kulbrinter fra den dan-

ske undergrund. Fire dage tidligere havde man den 4. juli

kunnet fejre 40-året for igangsættelsen af den første danske

olieproduktion fra Dan-feltet, og den 1. august markerede

40-årsdagen for ilandbringelsen af den første danske olie

ved Gulf’s raffinaderi ved Stigsnæs.

Alle disse tiltag var vigtige indslag i opkomsten af en ny

dansk industri, der for oliens og gassens vedkommende i lø-

bet af få årtier skulle føre til en så omfattende produktion, at

Danmark ikke bare blev selvforsynende, men endog kunne

eksportere sådanne råstoffer. Målt på beskæftigelse, omsæt-

ning og samfundsøkonomi blev offshore olie- og gasaktivi-

teterne en gevinst for det danske samfund, men erfaringerne

fra disse aktiviteter kom også til nytte, da man i 1990’erne

og ikke mindst i 2000’erne begyndte at interessere sig for

offshore vindenergi. Det føjede en ny dimension til de danske

offshoreaktiviteter, der nu blev delt i en sort sektor for olie

og gas og en grøn sektor for vedvarende energi. Sidstnævnte

bestod først og fremmest af stadig flere havmølleparker, men

kunne på sigt også komme til at omfatte bølgekraft og lignen-

de energiformer, hvis udnyttelse endnu var på forsøgsstadiet.

Mærkedagene i sommeren 2012 omfattede dog ikke ale-

ne den danske offshoresektors fortid. Dagen efter 50-årsda-

gen for A.P. Møllers koncession trådte den danske stat den

9. juli 2012 ind med et medejerskab på 20 % i Dansk Under-

grunds Consortium (DUC), som på dette tidspunkt var et ar-

bejdsfællesskab mellem A.P. Møller-Mærsk og olieselska-

berne Chevron og Shell. Statens deltagelse i DUC fra 9. juli

2012 at regne var et resultat af den såkaldte Nordsø-aftale

mellem bevillingshaverne og den danske stat i 2003. Afta-

len, hvis hovedelement var fordelingen af fortjenesterne ved

kulbrinteudvindingen på den danske del af Nordsøen, blev

af den danske stat i 2012 sat til et såkaldt serviceeftersyn,

der på ny skabte debat omkring det politiske grundlag for

DUC’s aktiviteter.

Politiske diskussioner var dog kun en del af udfordrin-

gerne for den danske offshore-sektor i jubilæumsåret 2012.

På basis af et kort overblik over den danske offshoreindu-

stris udvikling gennem det sidste halve århundrede har nær-

værende artikel til formål at belyse sektorens øjeblikkelige

status samt se på nogle af de kommende års udfordringer for

denne industrigren.

9

Offshoresektorens udvikling 1962-2012Stille ubemærkethed har aldrig karakteriseret udviklingen

af den danske oliesektor. Da skibsreder A.P. Møller i 1960

rettede henvendelse til den danske regering med tilbud om

at påtage sig dansk olieefterforskning, blev hans henven-

delse modtaget med bred velvilje af et politisk system,

som foretrak en dansk koncessionshaver frem for det tyske

”Deutsche Erdöl Aktiengesellschaft”, der et år tidligere

havde lagt billet ind på den danske undergrund. For såvel

det politiske system som den nationalt bevidste skibsreder

var tysk overtagelse af den danske undergrund ikke ønsk-

værdig blot 15 år efter afslutningen på 2. Verdenskrig, og

skibsrederens tilbud blev derfor modtaget med kyshånd af

et samlet folketing.

Den 8. juli 1962 underskrev Kong Frederik IX skibs-

reder A.P. Møllers koncession på efterforskning og indvin-

ding af olie fra den danske undergrund. Hermed havde A.P.

Møllers rederier påtaget sig en række forpligtelser, som man

reelt ikke havde den fornødne erfaring til at kunne opfylde.

Derfor stiftedes DUC, hvor A.P. Møller med internationalt

erfarne partnere som hjælp fik den nødvendige ekspertise til

at gennemføre eksperimentet. Samtidig stiftedes Dansk Bo-

reselskab, der i første omgang var tænkt som A.P. Møllers

forlængede arm ind i DUC og bindeled mellem DUC og de

danske myndigheder.

Og så gik man i gang. Snart blev efterforskningen ud-

videt til Nordsøen, og for at have midler til de kapitalkræ-

vende operationer offshore blev DUC i 1965 udvidet med

Chevron og Texaco. Allerede ved den første boring i 1966

fandt man det senere Kraka-felt, siden også Tyra og i 1971

både Dan og Gorm. Efter adskillige internationale kontro-

verser om delingen af Nordsøen, kunne DUC den 4. juli

1972 starte produktionen fra Dan-feltet.

Det blev indledning til godt et årtis intenst arbejde med

at lære at udnytte de tætte kridtreservoirer i den danske un-

dergrund. Det blev også starten på et forløb, hvor den dan-

ske stat i lyset af tidens oliekriser ud fra politiske ønsker om

bedre forsyningssikkerhed sikrede sig større kontrol med

den producerede olie og gas. Desuden fik staten gennem

tilbagelevering af hovedparten af A.P. Møllers koncessions-

areal skabt mulighed for, at andre operatører kunne komme

i gang med efterforskning og eventuel indvinding af olie og

gas fra den danske undergrund.

Efter den sidste af en række aftaler med den danske re-

gering i årene 1976-1981 sad A.P. Møller tilbage med 2 %

af det oprindelige koncessionsareal. Til gengæld var det i

netop dette område, at hovedparten af den danske olie var

beliggende og opbygning af nye felter som Gorm, Skjold

og Tyra var undervejs. Nu gjaldt det om at få mest muligt

op. Denne udfordring blev ikke mindre, da den omvendte

oliekrise i foråret 1986 sendte den internationale oliepris

på rutsjetur fra omkring 30 dollars til 10 dollars pr. tønde.

Dansk Boreselskab, som i 1975 var blevet operatør på de

producerende felter, og i 1986 under navnet Mærsk Olie og

Gas også eneoperatør for DUC, fik nu en enorm udfordring.

Reelt lå produktionsprisen på dansk olie på dette tidspunkt

omkring markedsprisen. Udfordringen var derfor på den

økonomisk mest hensigtsmæssige måde at få øget indvin-

Danmarks og DUC’s første oliefelt, Dan-feltet, gik i produktion i 1972. Foto: Medvind.

10

A.P. MØLLER-MÆRSK’S SAMLEDE OLIEENGAGEMENTEfterforsknings- og produktionsaktiviteterne på den danske del af

Nordsøen blev for A.P. Møller Gruppen et springbræt til et om-

fattende engagement i olie- og gasindustrien. Siden slutningen

af 1920’erne havde Gruppens to oprindelige tørlastrederier også

beskæftiget sig med tankfart. Dette engagement blev af væsent-

lig betydning for rederiselskaberne, hvis virksomhed i 1950’erne

desuden udvidedes med Mærsk Raffinaderiet i København. Men

med Eneretsbevillingen af 1962 startede en udvikling, hvor A.P.

Møller Gruppen ud fra simpel knopskydning af sine aktiviteter til

stadighed udviklede det samlede olieengagement.

En række nye initiativer blev søsat med henblik på servicering

af DUC’s Nordsøfelter. Det gjaldt således boreaktiviteter (Maersk

Drilling) og forsyningstjeneste (Maersk Supply Services, Danbor

og Maersk Helicopters). Med overtagelsen af aktiemajoriteten i

Esvagt kom også vagtskibstjeneste til denne vifte af servicefunk-

tioner, der i A.P. Møller-regi desuden kom til at omfatte flydende

produktion, specialiseret gastransport og værftsvirksomhed.

Nogle af de nævnte aktiviteter blev siden nedlagt, men tank-

skibsvirksomhed, boreaktiviteter, forsyningstjeneste og vagttjene-

ste på det internationale marked var i 2012 fortsat elementer i A.P.

Møller-Mærsk Gruppens portefølje. Det samme var Mærsk Olie

og Gas – oprindeligt Dansk Boreselskab – der fra et såre beskedent

udgangspunkt havde udviklet sig til et internationalt opererende

olieselskab og én af de vigtigste bidragydere til A.P. Møller-Mærsk

Gruppens samlede forretning.

Kilde: René Taudal Poulsen og Morten Hahn-Pedersen: A.P. Møl-

ler-Mærsk i olie- og gasindustriens værdikæde, Sjæk’len 2011, Es-

bjerg 2012, p. 67ff.

Forsyningsskibe fra Maersk Supply; et af mange olieengagementer hos A.P. Møller-Mærsk.

11

dingen fra de daværende 6-7 % af de tilstedeværende reser-

ver til det højst opnåelige mål.

Svaret blev brug af vandrette boringer, vandinjektion og

ubemandede satellitplatforme, som hævede indvindingspro-

centen og i takt med en fortsat udbygning af DUC’s pro-

duktionssystem bevirkede, at Danmark allerede fra første

halvdel af 1990’erne blev selvforsynende med kulbrinter og

siden også EU’s eneste nettoeksportør af olie.1 I 1997, der

markerede 25-året for den første danske olieproduktion, sat-

te DUC sit og Danmarks tolvte Nordsø-felt, Harald-feltet, i

produktion. Fra en beskeden start på godt 100.000 kubik-

meter olie i 1972 nåede olieproduktionen i jubilæumsåret

op på godt 13 millioner kubikmeter. Siden 1984 havde DUC

også produceret gas til det danske naturgasnet, hvis gaskøb

gennem de forløbne tretten år var steget fra godt 0,2 til knap

7 milliarder kubikmeter på årsbasis.2

Frem til og med 1997 havde DUC stået for den samlede

danske kulbrinteproduktion, men herefter kom der flere pro-

ducenter på den danske del af Nordsøen. Med Mærsk Olie

og Gas som operatør åbnede i 1998 Lulita-feltet på basis af

et 50/50-samarbejde mellem DUC og en gruppe selskaber

med norske Statoil i spidsen. Statoil var desuden operatør for

en anden gruppe, som var kommet i aktivitet på den danske

Nordsø efter åbningen af dansk sektor i medfør af 1981-afta-

len mellem A.P. Møller og den danske stat. I 1999 igangsatte

denne gruppe Siri-feltet, som efter DONGs overtagelse af

Med norske Statoil som operatør blev Siri-feltet sat i produktion i 1999. I 2002 blev DONG operatør for feltet. Foto: Medvind.

12

Ubemandet satellitplatform af STAR-typen på DUC's Roar-felt, 1997. Foto: A.P. Møller Mærsk.

13

operatørskabet blev tilføjet satellitterne Nini og Cecilie med

produktionsstart i 2003. Tilbage i 1999 indledte en anden

gruppe med amerikanske AmeradaHess som operatør pro-

duktion fra Syd Arne-feltet, der var et tilbageleveret DUC-

fund. Også DUC udvidede imidlertid sin portefølje i den

danske del af Nordsøen med felterne Halfdan og Tyra Sydøst

i henholdsvis 1999 og 2002. I første halvdel af 2000’erne var

produktionssystemet på den danske del af Nordsøen således

nået op på i alt 19 olie- og gasfelter, hvis produktion af olie

kulminerede med godt 22,6 millioner kubikmeter i 2004,

mens toppunktet for gassalget på 9,2 milliarder kubikme-

ter lå i 2005. Trods fortsatte udbygninger af de efterhånden

Mærsk Olie og Gas’ Al Shaheen-felt i Qatar, 2012. Foto: A.P. Møller-Mærsk.

14

modne danske felter faldt produktionen i de følgende år og

lå i 2011 på 12,8 millioner kubikmeter olie og 5,6 milliarder

kubikmeter gas. Selv om andre producenter var kommet til,

var DUC op til jubilæumsåret i 2012 dog fortsat den domi-

nerende producent på den danske del af Nordsøen med en

andel på godt 86 % af olien og 97 % af gassen.3

Faldende produktion fra stadig mere modne felter var en

kendt problematik i oliebranchen. Frem til 1990’erne havde

DUC’s operatør, Mærsk Olie og Gas, såvel organisatorisk

som porteføljemæssigt på mange måder været at ligne med

et nationalt olieselskab med fokus på den nationale (in casu

danske) produktion. På dette tidspunkt måtte Mærsk Olie og

Gas – som i øvrigt ethvert andet olieselskab i en lignende

situation – begynde at vurdere, hvorvidt man rådede over

tilstrækkelige reserver til at kunne sikre selskabets fortsatte

udvikling og vækst. Det blev indledningen til et engage-

ment, som i løbet af 1990’erne og 2000’erne førte til Mærsk

Olie og Gas’ etablering på en international scene, hvor man i

2012 var aktiv i en halv snes lande. Fra 2007 overgik Mærsk

Olie og Gas’ internationale produktion selskabets andele af

DUC’s produktion på de modne danske felter, som dermed

ikke længere var altafgørende for selskabets beståen. Det

havde hele tiden været tilfældet for de store internationale

olieselskaber, der som f.eks. Chevron, Shell og Statoil blot

havde haft den danske del af Nordsøen som en lille del af en

meget bredere international portefølje. Nu var tiden imidler-

tid kommet til de danske selskaber, og ikke blot Mærsk Olie

og Gas, men også statsselskabet DONG gik i 2000’erne

uden for Danmarks grænser i jagten på kulbrinter.4

I modsætning til Mærsk Olie og Gas kastede DONG (si-

den 2006 DONG Energy) sig imidlertid også over den ved-

varende energi, der for offshorens vedkommende først og

fremmest handlede om vindmøller placeret i søværts hav-

mølleparker. Udviklingen af en dansk vindmølleindustri var

affødt af 1970’ernes oliekriser og modstanden mod atom-

kraft. Politiske ønsker om at mindske olieforbruget udmøn-

tede sig fra midten af 1970’erne i en række energiplaner, der

på forskellig vis favoriserede udnyttelsen af bl.a vindkraft.

Oprindelig var vindmøllerne alene opstillet på land, men fra

starten af 1990’erne blev Danmark foregangsland i opbyg-

ningen af havmølleparker, hvor bedre udnyttelse af vinden

oversteg en række praktiske vanskeligheder i forbindelse

med søværts mølleanlæg. Fra 1991 og frem til 2012 blev

der i Danmark opført i alt tolv havmølleparker, mens en tret-

tende i 2012 var under opførelse ved Anholt. DONG Energy

havde interesser i flere af de danske anlæg, men engagerede

sig også i anlæggelse af havmølleparker i både britisk og

tysk farvand.5

Med hensyn til projektering, anlæg og vedligeholdelse af

havmølleparker kunne man udnytte mange af de erfaringer,

som offshorebranchen havde gjort i forbindelse med olie- og

gasaktiviteterne. Når man i jubilæumsåret for den konces-

sion, som havde katalyseret opkomsten af en dansk offsho-

reindustri, talte om denne branche, handlede det derfor ikke

længere alene om olie og gas. Offshorebranchen havde fået

en ny dimension og var blevet opdelt i henholdsvis en sort

(olie- og gasaktiviteterne) og en grøn offshore (vindkraft og

Havmølleparken på Horns Rev 1 blev etableret i 2002. Foto: Medvind.

15

vedvarende energi). Begge sektorer havde både et dansk og

et internationalt marked for de efterhånden mange virksom-

heder, der med basis i offshorebranchen ydede et ikke ubety-

deligt tilskud til den danske samfundsøkonomi.

Ringe i vandetBag de primære operatører var siden 1960’erne opbygget en

vidt forgrenet underskov af mere eller mindre specialiserede

underleverandører spændende fra ingeniør- og rådgivnings-

virksomhed over IT-support til leverandører af moduler,

komponenter, maskineri og transport samt en række andre

serviceydelser. En række af disse virksomheder var med-

lemmer af organisationer som Offshore Center Danmark og

Vindmølleindustrien, der hver talte godt 200 medlemsvirk-

somheder, hvoraf en del dog var medlemmer begge steder.

Sammen med operatørerne genererede disse aktører både

arbejdspladser og omsætning. Direkte sammenligninger af

beskæftigelse og økonomi i hhv. den sorte og den grønne

offshore lod sig dog endnu i 2012 ikke gøre, idet vindmølle-

branchen ikke havde udskilt havmøllerne i sine statistikker.

Den grønne offshore indgik derfor som delelement i vind-

møllebranchens totaltal, som for 2010 lød på en samlet be-

skæftigelse på omkring 25.000 ansatte og en årsomsætning

på godt 100 mia. kr., hvoraf godt 46 mia. kr. lå på eksport.

For den sorte offshores vedkommende forelå derimod ek-

sakte beregninger, som i 2010 lød på omkring 15.000 jobs,

en værdi af produceret olie og gas på godt 51 mia. kr., inve-

steringer i feltudbygning, feltdrift og efterforskning på godt

Foregående opslag: Udsigten til fire borerigge fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i juni 2012 efterlod ingen tvivl om offshoreaktivite-ternes betydning for Esbjerg.

I 1960’erne trængtes kutterflåden i Esbjergs fiskerihavn.

18

FRA FISK TIL OLIE OG VINDEsbjergs omstilling fra fisk til olie og vind satte sig tydelige spor

på byens havn.

Fiskernes skibe og redskabshuse, fiskeindustrier, filetfabrik-

ker, fiskeeksportører, træskibsværfter, skibs- og bådebyggerier,

maskinfabrikker, skibsinstallatører, vodbinderier og kølehuse en-

ten dalede i antal eller forsvandt helt i takt med reduktionerne af

fiskerflåden. I 2002 var fiskeauktionen blevet lukket, og omkring

2010 begyndte man at opfylde bassinerne i dele af den tidligere

fiskerihavn til fordel for aktiviteter i forbindelse med offshoren,

som nu også prægede størsteparten af havnens øvrige bassiner

samt de opfyldte arealer øst for Esbjerg Havn.

Set i forhold til infrastruktur havde Esbjergs overgang fra

fisk til offshore i betragtning af omlægningens omfang været for-

bavsende gnidningsfri, idet offshorens ekspansion tidsmæssigt

nogenlunde kom til at modsvare reduktionen i fiskerierhvervet.

Da Esbjergs fiskeri kulminerede i 1960’erne, var offshore efter-

forskning og indvinding af olie og gas på verdensplan en meget

ny industri med kun knap 20 år bag sig. De første – og i omfang

ret beskedne – offshoreoperationer på dansk sokkel blev i sidste

halvdel af 1960’erne og op gennem 1970’erne af dansk industri

derfor mødt med en tøven, som varede, indtil de store feltudbyg-

ninger på den danske del af Nordsøen kom i gang i årene omkring

1980. Nu begyndte til gengæld en ekspansion, som skulle fortsætte

i de følgende tre årtier, hvor reduktionen i Esbjergfiskeriet om-

vendt tog fart. Esbjerg by og havn blev nu base for filialer af dels

specialiserede internationale offshorevirksomheder, dels danske

og udenlandske virksomheder som ville prøve kræfter med den

nye industri. Lokalt opstod nye virksomheder med målrettet fokus

på offshoreaktiviternes muligheder, og stadig flere eksisterende

Esbjerg-firmaer føjede på forskellig vis serviceydelser til offshore

olie og gas på porteføljen. Ikke mindst i 2000’erne skulle mange

af virksomhederne også kaste sig over serviceydelser i forhold til

offshore vindenergi.

Kilde: Morten Hahn-Pedersen: Esbjerg – fra fisk til olie, Margre-

the Lyngs Mortensen (red.): Fortællinger om fisk og fiskere – Dan-marks Fiskeriforening 125 år, 1887-2012, Vejle 2012, p. 227ff,

Morten Hahn-Pedersen: Møller på havet – Om havmølleparker-

nes udvikling og perspektiv, Sjæk’len 2010, Esbjerg 2011, p. 23ff,

Morten Hahn-Pedersen & Morten Karnøe Søndergaard: Nye tal

på dansk offshore, Sjæk’len 2007, Esbjerg 2008, p.125ff, Morten

Hahn-Pedersen: A.P. Møller og den danske olie, København 1997,

p. 73ff.

I 2012 var der ikke mange fiskerfartøjer tilbage, bassinerne i fiske-rihavnen blev opfyldt til brug for offshoresektoren, og kunderne var bl.a. fire borerigge på samme tid. Foto: Medvind.

19

10 mia. kr., en samlet eksport på omkring 48 mia. kr., afgif-

ter og skatter til den danske statskasse på knap 24 mia. kr.

samt positiv effekt på såvel betalings- som handelsbalance.6

Offshoresektoren havde nytteværdi for hele landet, hvor

der flere steder fandtes virksomheder, der som f.eks. Bladt

Industries i Ålborg og Welltec i Allerød var leverandører

til branchens hovedaktører. Geografisk havde aktiviteterne

dog et tyngdepunkt i det vestlige Danmark, hvor Esbjerg

i midten af 1960’erne havde fået status som basehavn for

de kommende olie- og gasaktiviteter på den danske del af

Nordsøen. Dengang havde fiskeriet været det absolut do-

minerende erhverv i Esbjerg, hvor mellem en tredjedel og

halvdelen af det private erhvervslivs lønudbetalinger gik til

de hen ved 9.000 mennesker, der på dette tidspunkt var be-

skæftiget i fiskeriet eller heraf afledte erhverv. Længe var

offshoren da også blot et eksotisk islæt i havnens profil,

men fra årene omkring 1980 begyndte feltopbygningerne på

Nordsøen at tage fart samtidig med, at strukturforandringer

fra mange små til færre store fartøjer reducerede fiskerflå-

den og en række hertil knyttede erhverv. Ved udgangen af

2000’erne var Esbjergs fiskeri kun en skygge af tidligere

tiders storhed, mens offshoren til gengæld havde udviklet

sig til byens altdominerende erhvervssektor. I anden halvdel

af 2000’erne regnede man med, at omkring 75 % af arbejds-

pladserne i relation til den sorte offshoresektor i Danmark

var beliggende i Esbjergområdet. Beregninger viste, at ale-

ne olie- og gasaktiviteterne i Esbjergområdet gav en årlig

omsætning på omkring 7 mia. kr. og en direkte og indirekte

beskæftigelse på minimum 9.000 jobs, hvortil skulle lægges

yderligere en induceret omsætning og beskæftigelse på olie/

gas-området samt omsætning og beskæftigelse i forbindelse

med offshore vindenergi.7

Esbjerg Havn tjente nemlig ikke blot som basehavn for

de danske olie- og gasaktiviteter, men var også begunstiget

af en god strategisk beliggenhed i forhold til den danske

vindmølleindustri, der havde sit tyngdepunkt i Midt- og

Vestjylland. Sideløbende med den fortsatte udbygning af de

danske olie- og gasfelter var Esbjerg i løbet af 1990’erne

blevet omdrejningspunkt for en del af den danske vindmøl-

leeksport, og med opbygningen af vindmølleparkerne Horns

Rev 1 og Horns Rev 2 i hhv. 2002 og 2009 fik Esbjerg også

en position som afskibnings- og basehavn for ikke blot dan-

ske, men også tyske og engelske havmølleparker i Nord-

søen. I 2012 var Esbjerg Havn udskibningshavn for hen ved

75 % af den danske vindmølleeksport, og havnen havde sta-

tus som verdens største havn for offshore vindenergi, idet

materiellet til 75 % af de omkring fire GW havmølleparker

i verden på dette tidspunkt var blevet afskibet via Esbjerg.

Mellem 30 og 35 % af Esbjerg Havns omsætning hidrørte

fra udskibning af såvel land- som offshorebaserede vind-

møller, hvortil kom et bidrag fra den sorte offshore på hen

ved 30 % af omsætningen.8

Udover havnen rummede Esbjerg-området godt 200

virksomheder af snart sagt alle tænkelige kategorier i for-

hold til offshoreaktiviterne på såvel den danske del af Nord-

søen som uden for dansk sektor. Her blot et lille udpluk til

demonstration af spændvidden i virksomhedernes udvikling

og kompetencer.

Semco Maritime, der i 2012 var den største offshore-

virksomhed med hovedkvarter i Esbjerg, kunne føre sine

rødder tilbage til 1880’erne i en virksomhed, der startede

med ovnfabrikation, men i årene efter 2. Verdenskrig slog

ind på markedet for tekniske installationer til de maritime

erhverv. I forbindelse med de store feltopbygninger på den

danske del af Nordsøen etablerede virksomheden i 1980

sin første offshoreafdeling i Esbjerg, som blev hovedkvar-

ter for Semco Maritime, da dette selskab siden blev udskilt

som selvstændig virksomhed i forhold til det oprindelige

moderselskab. Firmaets udgangspunkt var ingeniør- og pro-

jekteringsarbejde samt mandskabsudlejning til vedligehold

og teknisk servicering i forbindelse med olie- og gasinstal-

lationerne på Nordsøen. Kraftværker var et andet af virk-

somhedens specialer, og fra starten af 2000’erne blev er-

faringerne fra begge disse områder også udnyttet i relation

til vindkraft og havmølleparker. Gennem en kombination

af organisk vækst og opkøb havde Semco Maritime i 2012

udviklet sig en virksomhed med en årsomsætning på knap 2

milliarder kr. og omkring 1.600 medarbejdere i en halv snes

lande i Europa, Nord- og Mellemamerika, Mellemøsten

og Fjernøsten. Virksomhedens hovedkvarter, uddannelses-

20

og udviklingscenter og værft var beliggende i Esbjerg. På

værftssiden indgik Semco Maritime i november 2012 des-

uden kontrakt med to selskaber under PetroVietnam Group

om etablering af et værft i den vietnamesiske havneby Vung

Tau. Her håbede man at få tag i det fjernøstlige marked for

rigombygning, -reparation og -vedligehold på samme vis,

som man havde formået det i Nordsøregi, hvor man i 2012

satte rekord med effektuering af i alt otte rigordrer.9

Ingeniør- og rådgivningsfirmaet Rambøll blev etableret

i 1945 og opbyggede gennem de følgende år en lang række

kompetencer via dels naturlig vækst, dels fusioner og opkøb.

Offshore blev tilføjet som aktivitetsfelt, da Danish Offshore

Venture – et joint venture mellem Rambøll og det britiske

Petro Marine – i oktober 1980 fik kontrakt på projektering

af indvindingsplatforme til Tyra-feltet. Siden fulgte andre

opgaver til Danish Offshore Venture, hvor Rambøll sam-

lede den fornødne know how til efterfølgende selvstændig

etablering på markedet for sort offshore. I modsætning til

olie- og gasaktiviteterne kom Rambøll fra starten omkring

1990 med i udviklingen af den grønne offshore. I forbindel-

I januar 2013 lå fire installationsfartøjer til vindmøller i Esbjerg Havn på samme tid. Foto: Medvind.

21

se med engagementet i opbygningen af olie- og gasfelterne

på den danske del af Nordsøen, var basebyen Esbjerg blevet

ét af Rambølls omdrejningspunkter. I 2012 rummede byen

kontorer for Rambølls aktiviteter i relation til både sort og

grøn offshore. Sidstnævnte område hørte ind under Rambøll

Gruppens Energidivision, som i Esbjerg havde etableret et

kontor med fokus på bl.a. offshorevindenergi. For den sorte

offshores vedkommende var det derimod hovedkvarteret for

Rambøll Olie & Gas, som var placeret i Esbjerg. Alene den-

ne division af virksomheden beskæftigede i 2012 omkring

1.000 medarbejdere fordelt på seks lande udover Danmark,

men ambitionen var, at både antallet af ansatte og lande i

2020 skulle være forøget med en faktor fire.10

Blue Water Shipping blev stiftet i 1972 og bestod oprin-

deligt af to mand i et beskedent kontor i Esbjerg Lufthavn.

I 2012 beskæftigede virksomheden, der siden 1973 havde

haft hovedkontor på Esbjerg Havn, over 1.000 medarbejdere

fordelt på godt et halvt hundrede kontorer i 26 lande. Blue

Waters udgangspunkt var traditionel transport pr. sø, land og

luft, og det var i 2012 fortsat virksomhedens hovedområde.

Hertil kom imidlertid nu højt specialiserede transport- og lo-

gistikløsninger inden for en række andre forretningsområder;

herunder offshore vindenergi og olie/gas. Transportløsninger

i relation til olie- og gasaktiviteterne på den danske del af

Nordsøen blev en integreret del af Blue Water Shippings ak-

tivitetsflade allerede i løbet af 1970’erne – og et fokusområde

fra 1980’erne, hvor man også rettede øjnene mod de inter-

nationale muligheder på dette felt. I første omgang indgik

offshoren som element i de udlandskontorer, som Blue Water

Shipping havde oprettet i landene omkring Nordsøen, men

fra 1990’erne og frem satsede man også på at opnå andele af

oversøiske offshoremarkeder gennem etablering af kontorer i

f.eks. Brasilien, USA, Azerbaijan, Kazakhstan, Dubai, Qatar,

Malaysia og Singapore. Fra 1990’erne blev også eksport af

vindmøller føjet til virksomhedens portefølje, som siden blev

yderligere udvidet med logistikløsninger i forhold til offsho-

ESVAGT AURORA, leveret 2012. Foto: ESVAGT.

22

re vindenergi. Med en omsætning på omkring 3,5 milliarder

kr. i 2011, hvoraf knap en tredjedel hidrørte fra dansk og in-

ternational offshorevirksomhed, måtte Blue Water Shipping i

2012 anses som særdeles velkonsolideret på området.11

ESVAGT blev stiftet i 1981 med det formål at tilbyde

vagtskibsberedskab og hertil knyttede tjenesteydelser i for-

bindelse med olie- og gasaktiviteterne på den danske del af

Nordsøen, hvor der ved offshore-boringer og -feltopbygning

var lovkrav om vagtskibsberedskab. Vagtskibene havde hid-

til været britiske, men med ESVAGTs komme kunne opga-

verne nu løses af danske skibe. ESVAGT fik dog hurtigt kon-

kurrence fra det A.P. Møller-ejede A/S Em.Z. Svitzer, og i

1983 indledte disse to selskaber en fællesoperation omkring

vagtskibsopgaverne. Siden erhvervede Svitzer i to omgange

i alt 75 % af aktierne i ESVAGT, som i A.P. Møller-Mærsk

Gruppen i 2012 organisatorisk overgik fra Svitzer til Maersk

Supply. Frem til anden halvdel af 1990’erne lå ESVAGTs

fokus på den danske del af Nordsøen, men i 1997 fik sel-

skabet kontrakter på opgaver i hollandsk og norsk sektor.

Porteføljen blev siden udvidet med opgaver i britisk, belgisk

og færøsk farvand. ESVAGTs skibe har også opereret i f.eks.

Middelhavet, men med nybygningen ESVAGT AURORA i

2012 indledte selskabet en satsning mod de potentielt loven-

de arktiske farvande. ESVAGTs fokus lå dog ikke længere

alene på det sorte offshoremarked. Siden 2010 havde opga-

ver i forbindelse med offshore havmølleparker også været

en fast bestanddel af ESVAGTs arbejdsområde, hvor et par

af selskabets i alt 35 fartøjer i 2012 var beskæftiget i hhv.

belgisk og tysk sektor. ESVAGTs omsætning på efterhånden

600-700 millioner kroner var udelukkende genereret på off-

shoreaktiviteter. Med spredningen af selskabets portefølje på

både grøn og sort offshore i såvel dansk som internationalt

regi havde ESVAGT imidlertid mindsket sin afhængighed af

enkeltmarkeder og øget mulighederne for ikke blot at fast-

holde selskabets omkring 700 medarbejdere, men på sigt

måske også udvide både flåde og bemanding.12

Fælles for de fire ovenstående virksomheder var det,

at deres første kontakt med offshoren kom i forbindelse

med DUC’s store feltudbygninger på Nordsøen i starten

af 1980’erne. Fra dette udgangspunkt udvidede alle virk-

somhederne efterhånden virkefeltet til også at omfatte så-

vel internationale olie- og gasaktiviteter som både danske

og udenlandske havmølleprojekter. Denne kombination

af ekspansion og risikospredning var de nævnte virksom-

heder ikke alene om. For olie- og gasaktiviteternes ved-

kommende kom internationaliseringen i gang i løbet af

1990’erne, da flere leverandørvirksomheder fulgte Mærsk

Olie og Gas ud på dette marked. Udviklingen tog yderli-

gere fart i 2000’erne, hvor mere end halvdelen af Esbjergs

offshorerelaterede virksomheder allerede i 2006 var aktive i

den internationale olie/gas-sektor. På tilsvarende vis havde

kun ganske få af de esbjergensiske virksomheder i starten

af 2000’erne offshore vindenergi på deres portefølje, mens

andelen af virksomheder i Esbjerg-området med såvel sort

som grøn offshore i 2010 lå på knap 60 %.13

Hvad der var gældende for de esbjergensiske virksom-

heder, gjaldt også for landets øvrige offshoresektor, hvor

man på det organisatoriske plan for alvor begyndte at samle

kræfterne i 2012. Dansk Offshore Industri og Danish Ope-

rators gik dette år sammen i organisationen Olie Gas Dan-

mark, og i december samme år fusionerede man Offshore

Center Danmark med Alliancen for Grøn Offshore Energi

og Green Offshore Center med Offshore Center Danmark

som den fortsættende organisation. I begge tilfælde var slut-

målet større fokus. For Olie Gas Danmark drejede det sig

om at bedre mulighederne for at udnytte det store restpo-

tentiale i de danske olie- og gasfelter på Nordsøen, mens

sigtet for det ”nye” Offshore Center Danmark var at bidrage

til den samlede danske offshorebranches danske og interna-

tionale udviklingsmuligheder inden for såvel den sorte som

den grønne offshore.14

Set i et mere overordnet perspektiv var der i 2012 al

mulig grund til at markere 50-året for den koncession, som

blev startskud for opkomsten af en ny dansk industri, der

i jubilæumsåret for længst havde bevist sin betydning for

den danske samfundsøkonomi. Men der var også god grund

til at samle kræfterne. For både den sorte og den grønne

offshore var det en forandringernes tid med masser af ud-

fordringer såvel på den danske del af Nordsøen som på det

globale offshoremarked.

23

Perspektiver i et jubilæumsårI 2012 var samtlige operatører for producerende danske

olie- og gasfelter under vejs med større eller mindre felt-

udbygninger. Hver for sig havde operatørerne inden for de

senere år oplevet faldende produktionstal fra de stadig mere

modne danske felter.15 Nedgangen blev søgt imødegået via

en række udbygninger, hvor man selvsagt udnyttede de ind-

hentede erfaringer bedst muligt. I første omgang var udbyg-

ningerne dog primært af kvantitativ karakter, idet det – om

end stærkt forbedret – fortsat var såkaldt sekundær indvin-

dingsteknologi, som var grundlag for udbygningerne. Den

øvre grænse for sekundær indvinding (horisontale brønde

og vandinjektion m.v.) blev anset for at ligge omkring 30 %

af de indvindelige reserver i reservoirerne. I den danske del

af Nordsøen lå man i 2012 generelt omkring 26-27 %, og

overvejelserne om introduktion af tertiær indvindingstek-

nologi, som f.eks. injektion af CO2, brug af enzymer eller

sulfater m.v., var for længst begyndt. Tertiære teknologier

kunne potentielt forøge indvindingen med yderligere en

halv snes procent eller mere. Metoderne var imidlertid dyre

at introducere, men beregninger viste, at produktionen ved

eksisterende oliepriser ville have en værdi på omkring 50

milliarder kroner pr. ekstra procent olie, som kunne hentes

op fra reservoirerne.16

Efter et lavpunkt på knap 13 USD i slutningen af

1990’erne havde oliepriserne været i mere eller mindre

konstant vækst, der kun havde været afbrudt af ganske få

og korte prisfald, som det f.eks. var tilfældet i forbindelse

med starten på den økonomiske krise i 2008. I 2011 og 2012

lå prisen på Brent olie eller Nordsø-olie på omkring eller

over 100 USD pr. tønde.17 De stigende oliepriser op gen-

nem 2000’erne afspejlede en øget efterspørgsel ikke mindst

i vækstøkonomierne i folkerige stater som Kina og Indien.

Især i Kina gik udviklingen stærkt. Kina var blevet Verdens

næststørste olieforbruger efter USA. Landets økonomiske

vækst på omkring 10 % medførte behov for stadig mere

olie, og kinesiske statsolieselskaber gjorde massive opkøb

af udenlandske olieinteresser. Det skabte øget konkurrence

om verdens olieressourcer, som bl.a. foranledigede oliesel-

skaberne til at kaste sig over vanskeligt tilgængelige fore-

komster på f.eks. dybt vand eller i arktiske farvande, hvor

man tidligere ikke ville have risikeret investeringer.18

Forholdene på verdensmarkedet var en udfordring for

alle olieselskaber; ikke mindst for selskaber med behov for

at opbygge tilstrækkelige oliereserver. Gennem en årrække

havde Mærsk Olie og Gas’ overskud primært bidraget til

A.P. Møller-Mærsk Gruppens øvrige aktiviteter frem for

investering i reserveopbygning. Efterhånden havde oliefor-

retningen imidlertid udviklet sig til et kerneområde for A.P.

Møller-Mærsk, hvis ledelse under hensyntagen til den vok-

sende internationale konkurrence på oliemarkedet i 2011

slog fast, at Mærsk Olie og Gas fremover skulle beholde

en større del af sin indtjening med henblik på øget efter-

forskning og investering i nye oliefelter. På en såkaldt Kapi-

talmarkedsdag hos A.P. Møller-Mærsk i oktober 2012 blev

der sat tal på oliesatsningen. Gennem Mærsk Olie og Gas

ville A.P. Møller-Mærsk Gruppen fremover årligt investere

mellem tre og fem milliarder USD mod hidtil en til tre milli-

arder USD i udvikling af olieprojekter, mens olieefterforsk-

ningen i lighed med de seneste år skulle tilføres en milliard

USD årligt.19

En del af disse midler måtte forventes at blive investeret

i DUC-felterne på den danske del af Nordsøen, hvor det set

i lyset af såvel den internationale konkurrencesituation som

den høje internationale oliepris ville være et naturligt mål at

indvinde flest mulige af de tilstedeværende kulbrinter. Her

stod man imidlertid over for den udfordring, at succesfuld

implementering af tertiær indvindingsteknologi afhang af

tilstedeværelsen af nødvendig infrastruktur. Med andre ord

skulle tertiær indvindingsteknologi introduceres, inden DUC

for alvor begyndte nedlæggelse af felterne på Nordsøen. Det

ville inden for en relativ kort tidshorisont medføre behov for

massive investeringer i regi af DUC, hvor staten i medfør af

2003-Nordsøaftalen pr. 9. juli 2012 var blevet medejer med

en andel på 20 %. I udgangspunktet ville der imidlertid ikke

være modstridende interesser mellem staten og de øvrige

DUC-partnere om indvinding af flest mulige kulbrinter fra

den danske del af Nordsøen. Tværtimod blev mulighederne

for nødvendige, ekstra investeringer styrket med statens ind-

træden som den fjerde partner i arbejdsfællesskabet.20

24

A2SEA – SPECIALISERET I OFFSHORE VINDENERGIOgså den grønne offshore resulterede efterhånden i etablering

af stærkt specialiserede foretagender. Et eksempel var rederiet

A2SEA, som blev stiftet i 2000 med det formål at arbejde for bæ-

redygtig og vedvarende offshoreenergi via sikre og omkostnings-

effektive operationer. Selskabets hjemadresse blev Fredericia, men

allerede ved rederiets første store opgave på Horns Rev 1 blev

Esbjerg et af de vigtige omdrejningspunkter i virksomhedens ak-

tiviteter.

A2SEA fik snart flere opgaver fra store operatører på havmøl-

lemarkedet, og i 2009 blev rederiet overtaget af én af disse, nemlig

DONG Energy, som året efter i 2010 tog Siemens Wind Power

med i virksomheden med en ejerandel. Op gennem 2000’erne

og starten af 2010’erne har A2SEA udført opgaver i forbindelse

med opførsel af havmølleparker i Irland, Storbritannien, Holland,

Tyskland, Sverige og Danmark. Virksomheden havde gennem hele

forløbet stigende omsætningskurve og lå i regnskabsåret 2011 med

en omsætning på 954 millioner kr. I 2012 bestod selskabets flåde

af i alt 12 fartøjer fordelt på seks installations- og servicesskibe og

seks fartøjer til brug for transport af mandskab og materiel. Selska-

bets samlede bemanding lå på 340 medarbejdere, heraf 100 i land.

Kilde: Kaj Lindvig, CSO for A2SEA: From Oil to Wind – Is Off-

shore Wind a new Energy Business?; oplæg ved arrangement i

Esbjerg Petroleum Club, 13-9-2012. Desuden samtale med Kaj

Lindvig, 13-9-2012 og informationer fra websitet a2sea.com.

Installationsfartøjet SEA INSTALLER blev leveret til A2SEA i 2012.

25

Uanset miljøhensyn og ønsker om en højere grad af

selvforsyning med energi lå de høje internationale oliepri-

ser også som et underliggende incitament for de betyde-

lige investeringer i offshore vindenergi, som ikke mindst i

2000’erne havde taget fart. I 2012 var der på verdensplan i

alt opført havmølleparker med en samlet effekt på omkring

fire GW, men prognoserne fra European Wind Energy As-

sociation lød på en samlet europæisk kapacitet på 40-55

GW i 2020. Tallene antydede et stort vækstpotentiale, og

bl.a. i Esbjerg forberedte man sig på at kunne klare de med-

følgende udfordringer. Havnen udvidede og havde i 2012

baglandsarealer til at kunne håndtere fem-seks havmølle-

projekter ad gangen, ligesom Esbjerg Kommune havde re-

serveret et areal på 2 millioner kvadratmeter i havnens bag-

land til industrielle formål. Sidstnævnte var oprindelig sket

i forbindelse med en henvendelse fra vindmøllefabrikanten

Siemens, der dog i sidste ende valgte Esbjerg fra til fordel

for Storbritannien, hvortil den påtænkte mølleproduktion

var bestemt. De afsatte arealer lå imidlertid fortsat klar og

kunne med deres planlagte transportkorridorer til havnen at-

ter komme i spil, når hav- og landbaserede vindmøller efter-

hånden nåede en størrelse, som umuliggjorde landtransport

fra fabrik til afskibningssted.21

Et sådant scenarie forudsatte selvfølgelig en danskbase-

ret vindmølleproduktion, og her vakte voldsomme økono-

miske problemer hos verdens største vindmøllefabrik, dan-

ske Vestas, naturlig bekymring. Sammen med det tyskejede

Siemens var Vestas den primære aktør i dansk vindmølle-

produktion, hvoraf langt hovedparten gik til eksport. Nu var

Vestas imidlertid blevet ramt af en række udfordringer på sit

amerikanske hovedmarked, som i slutningen af 2000’erne

blev hårdt mærket af den økonomiske krise, hvilket påvir-

kede investeringer i vedvarende energi. I 2012 opstod der

endvidere tvivl om fortsættelsen af en særlig skatteordning,

Production Tax Credit, som havde været gunstig for udvik-

lingen af amerikansk baseret vindenergi. Den økonomiske

krise havde ændret energimarkedet, og forbrugernes be-

gejstring for grønne – men også dyrere – energitiltag var

til at overse. Endelig havde man – ikke mindst i USA og

Canada – arbejdet med udvikling af indvinding af olie og

gas fra skiferlag i undergrunden. I starten af 2010’erne blev

nordamerikansk skifergas udvundet i sådan et omfang, at

det havde ændret det globale gasmarked og sænket gaspri-

serne markant. I takt hermed begyndte man verden rundt

at se skifergas og -olie som et attraktivt alternativ til andre

energiformer – lige fra naturgas, olie og kul til vedvarende

energiformer som sol, vind og bølger.22

I 2012 måtte man på det internationale energimarked

operere med to vidt forskellige scenarier. Et scenarie baseret

på en økonomisk vækst i nogle af verdens folkerigeste stater,

som ville lægge fortsat pres på olie- og gaspriserne – og et

andet scenarie, hvor stadig forbedret og øget indvinding af

skiferolie og -gas ville påvirke energipriserne i nedadgående

retning. Der var ikke tvivl om, at det første scenarie set med

danske øjne var at foretrække, idet høje energipriser ville

øge incitamentet til at få mest muligt ud af Nordsøens olie-

og gasreserver, skabe økonomisk råderum for vedvarende

energi i form af f.eks. offshore vindenergi og fremme dansk

eksport af bæredygtige energiløsninger. Omvendt kunne

man ikke lukke øjnene for muligheden af, at skiferolie og

-gas kunne vende op og ned på alle forestillinger. De to sce-

narier repræsenterede yderpunkter i den mulige fremtidige

PACIFIC ORCA – et af de største installationsfartøjer til vind-møller – og Englandsfærgen DANA SIRENA i Esbjerg Havn, januar 2013.

26

udvikling af markedspriserne på kulbrinter. Sandsynligvis

ville prisen på disse råstoffer komme til at placere sig på en

skala mellem de to scenarier, men det kunne blive temmelig

afgørende, hvor på skalaen man kom til at ligge. Også i 2012

var det svært at spå – især om fremtiden.

Noter1. Morten Hahn-Pedersen: A.P. Møller og den danske olie,

København 1997, p. 25ff.

2. Energistyrelsen: Danmarks olie- og gasproduktion 1995,

København 1996, p. 53f, Energistyrelsen: Danmarks olie- og gasproduktion 1996, København 1997, p. 53f, Energisty-

relsen: Danmarks olie- og gasproduktion 2005, København

2006, p. 57f.

3. Energistyrelsen: Danmarks olie- og gasproduktion 2002,

København 2003, p. 6. Energistyrelsen: Danmarks olie- og gasproduktion 2005, København 2006, p. 57f, Energisty-

relsen: Danmarks olie- og gasproduktion 2011, København

2012, p. 58f. DONG overtog operatørskabet for Siri-feltet

pr. 1-8-2002.

4. Morten Hahn-Pedersen: A.P. Møller-Mærsk og olien,

upubliceret bogmanuskript udført 2011-12, Mogens Rüdi-

ger: Energi i forandring, DONG Energy 2011, p. 147ff.

5. Morten Hahn-Pedersen: Møller på havet – Om havmølle-

parkernes udvikling og perspektiv, i Morten Hahn-Pedersen

(red.): Sjæk’len – Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Salt-vandsakvariet i Esbjerg 2010, Esbjerg 2011, p. 9-37, Mo-

gens Rüdiger: op. cit., DONG Energy 2011, p. 141ff.

6. Morten Hahn-Pedersen: op. cit., Esbjerg 2011, p. 27ff,

Vindmølleindustriens hjemmeside windpower.org/da/vi-

den/statistik – træk 2/11 og 6/11 2012 samt Energistyrelsen:

Danmarks olie- og gasproduktion 2010, København 2011,

p. 49ff, Energistyrelsen: Danmarks olie- og gasproduktion 2011, København 2012, p. 50ff, 62 og Quartz + Co: Den danske olie- og gassektors udvikling og samfundsmæssige betydning (1992-2022), København 2012, p. 12ff. Til sam-

menligning eksporterede den danske medicinalindustri i

2010 for omkring 51 mia. kr.

7. Morten Hahn-Pedersen: Esbjerg – fra fisk til olie, Mar-

grethe Lyngs Mortensen (red.): Fortællinger om fisk og fi-

skere – Danmarks Fiskeriforening 125 år, 1887-2012, Vejle

2012, p. 227-231, Quartz + Co: op. cit., København 2012,

p. 12ff., Morten Hahn-Pedersen: op. cit., Esbjerg 2011, p.

23ff, Morten Hahn-Pedersen & Morten Karnøe Sønderga-

ard: Nye tal på dansk offshore, i Morten Hahn-Pedersen

(red.): Sjæk’len – Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Salt-vandsakvariet i Esbjerg 2007, Esbjerg 2008, p.125-141,

Søren Byskov: Hvad blev der af Esbjerg-fiskeriet?, i Mor-

ten Hahn-Pedersen (red.): Sjæk’len – Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg 2004, Esbjerg

2005, p.9-25.

8. Morten Hahn-Pedersen: op. cit., Esbjerg 2011, p. 27ff,

Esbjerg Havns hjemmeside portesbjerg.dk/da/om-esbjerg-

havn-tal-og-statistik – træk 2-11 2012 samt samtale med

havnedirektør Ole Ingrisch 6/11 2012.

9. Oplysninger fra Innovation Manager Søren Juel Nielsen,

Semco Maritime, 16-11-2012, samtale med Vicepresident

Verner Andersen, Semco Maritime, 12-11-2012 samt infor-

mationer fra hjemmesiden semcomaritime.com. Rigordrene

i 2012 var fordelt på seks i Esbjerg og to i Norge samt nogle

mindre projekter i Afrika. Alene ordrene i Esbjerg løb op i

et trecifret millionbeløb.

10. Henrik Harnow og Søren la Cour Jensen: Rambøll – historien om, hvordan Nordens største teknisk rådgivende virksomhed blev til, Virum 2005, informationer fra Ram-

bøll Gruppens hjemmeside ramboll.dk, interview med di-

rektør John Sørensen, Rambøll Olie & Gas i Morgenavisen Jyllands-Posten 2-11-2012 samt Morten Hahn-Pedersen:

op. cit, København 1997, p. 193. Rambøll Olie & Gas var

i 2012 repræsenteret i Norge, Rusland, Georgien, Qatar,

Emiraterne og Indien.

11. Oplysninger fra økonomidirektør Allan Junge, Blue

Water Shipping, 19-11-2012, samtale med tidligere direk-

tør og nuværende medlem af bestyrelsen for Blue Water

Fonden, Jørn Bøllund, 8-11-2012, diverse informationer fra

Blue Water Shippings hjemmeside bws.dk samt jubilæums-

udgaven af virksomhedens personaleblad Blue Water News,

nr. 100, august 2012.

12. Oplysninger fra Commercial Manager Ib Hansen,

Esvagt, 14-11-2012, informationer fra Esvagts hjemmeside

27

esvagt.dk og personalebladet Esvagt Nyt, diverse årgange,

samt Morten Hahn-Pedersen: op. cit., Esbjerg 2011, p. 26

og endelig Morten Hahn-Pedersen & Mette Guldberg: Sik-kerhed til søs – Esvagt gennem 25 år, Esbjerg 2006.

13. Morten Hahn-Pedersen & Morten Karnøe Søndergaard:

op.cit., Esbjerg 2008, p.134ff og Morten Hahn-Pedersen:

op. cit., Esbjerg 2011, p. 26ff.

14. Samtale med Verner Andersen, Vicepresident hos Sem-

co Maritime og næstformand i bestyrelsen for Olie Gas

Danmark, 12-11-2012, oplysninger fra hjemmesiden oil-

gasdenmark.dk, samtale med direktør Peter Blach, Offshore

Center Danmark, 8-11-2012, samt oplysninger fra hjemme-

siden offshorecenter.dk.

15. Samtale med Verner Andersen, næstformand i besty-

relsen for Olie Gas Danmark, 12-11-2012, Energistyrelsen:

Danmarks olie- og gasproduktion 2011, København 2012,

p. 58f.

16. Interview med direktør i Olie Gas Danmark, Martin

Næsby, i artiklen ”Nordsøen har brug for nye investeringer”

i Hav & Kaj, Esbjerg Havn nr. 3, 2012, p. 8ff, Morten Hahn-

Pedersen: op. cit., 2011-12.

17. Energistyrelsen: Danmarks olie- og gasproduktion 2011, København 2012, p. 62. Vedrørende de internationale

priser på Brent-olie (altså olie fra Nordsøen) i 2012 se f.eks.

websites ens.dk og oil-price.net.

18. Morten Hahn-Pedersen: op. cit., 2011-12.

19. Morten Hahn-Pedersen: op. cit., 2011-12 samt Morgen-avisen Jyllands-Posten 10-10-2012.

20. Morten Hahn-Pedersen: op. cit., 2011-12.

21. Morten Hahn-Pedersen: op. cit., Esbjerg 2011, p. 27ff

samt samtale med havnedirektør Ole Ingrisch 6/11 2012.

22. Artikler fra dagspressen – f.eks. Morgenavisen Jyl-lands-Posten 14-6-2012, 15-6-2012, 18-6-2012, 2-11-2012,

8-11-2012 og 12-11-2012. DONG blev i 2012 klemt af de

faldende gaspriser, idet selskabet havde indgået en række

russiske gaskøbskontrakter, hvor prisen spillede sammen

med den internationale oliepris, som – da skifergassen fik

effekt på verdensmarkedet – lå højere end markedsprisen

på salgsgas. Resultatet blev et tab i milliardklassen for det

danske statsselskab.

Summary2012 marked the fiftieth anniversary of shipowner A.P.

Møller’s concession for the exploration and extraction of oil

and gas from the Danish section of the North Sea. The Danish

shipping line had no experience of the oil industry, so it

formed an alliance with the Gulf and Shell oil companies in

the joint company Dansk Undergrunds Consortium (DUC),

which was established to fulfil the obligations under the

concession. A.P. Møller also established Dansk Boreselskab

at the same time, partly to act as A.P. Møller’s representative

in DUC and partly as the link between DUC and the Danish

authorities.

The concession, DUC and Dansk Boreselskab (later

Mærsk Olie og Gas) became pivotal elements in the de-

velopment of a new Danish industry which emerged in the

wake of the first oil finds and commenced production in the

North Sea in the 1960s and 1970s. Only about two decades

later, Denmark was not only self-sufficient in oil and gas but

was also able to export hydrocarbons which had a positive

effect on the Danish balance of payment and trade. The oil

industry also brought the Danish national economy consid-

erable added value in the form of taxes and charges, turn-

over and employment. The estimated value of oil and gas

production was just over DKK 51 billion in the early 2010s,

with investments in oil field constructions, operations and

exploration just over DKK 10 billion, total exports around

DKK 48 billion with taxes to the Danish state of almost

DKK 24 billion, and an employment around 15,000 direct

and indirect jobs in Denmark.

The centre of the Danish offshore industry, which de-

veloped rapidly in the 1980s, was in west Denmark. Esbjerg

had been singled out as base city for the Danish offshore

activities in the North Sea as early as the mid-1960s, and the

city became the hub where most offshore-related companies

in Denmark were situated. In the early 2010s, Esbjerg was

home to an estimated 200 such companies with a minimum

of 9,000 employees and an annual turnover of 7-8 billion

Danish kroner. To this should be added a considerable level

of employment in and revenue from offshore wind energy,

into which more than half of the Esbjerg firms had gradually

28

moved, as experience gained from the offshore construc-

tion, operation and maintenance of oil and gas installations

was useful in this context. The Danish wind turbine industry

was beginning to develop in the 1970s and it boomed during

the following decades. Wind energy was originally land-

based, but the construction of offshore wind farms, where

the wind was better exploited, began in the 1990s. Offshore

wind turbines came to the North Sea in the early 2000s, with

Esbjerg Harbour the gateway. In the early 2010s, Esbjerg

had become the world’s biggest harbour for offshore wind

energy which, together with the oil and gas activities, con-

stituted over half the harbour’s total turnover.

The offshore industry considered offshore wind turbines

a good alternative to hydrocarbon extraction from the in-

creasingly mature fields in the Danish North Sea where, in

the 2010s, the time for a change from secondary to tertiary

extraction technology was fast approaching. A second alter-

native was participation in the international offshore market,

where about half of all Esbjerg companies were represented

in the early 2010s. As had been the case with the building

up of a Danish offshore industry, it was also the A.P. Møller

Group that acted herer as catalyst for the internationalisa-

tion of the industry. Mærsk Olie og Gas took to international

offshore activities with a vengeance during the 1990s. The

company had acquired all the requisite knowhow from its

partners in DUC and had become sole operator of the con-

sortium’s activities in the North Sea in 1986, and as a step in

a long-term strategy, the company now went abroad in order

to increase both production and reserves. In 2007, Mærsk

Olie og Gas’s international production was bigger than the

company’s share of DUC’s production, and the company

had become an ever more important contributor to the A.P.

Møller-Mærsk Group’s total business. This was felt later,

when both production and reserves began to drop, and in a

strategy announcement in 2012, A.P. Møller-Mærsk’s top

management advised that investments in oil exploration and

oil projects would be increased significantly in the future.

The global market price for oil has been in steady growth,

with only a few brief downturns since the late 1990s. The

growth was fuelled by an ever more intense battle for raw

materials. However, in 2012 the international energy market

had to start to operate with a scale with two highly diver-

gent scenarios at opposite ends. One scenario was based

on economic growth in some of the world’s most heavily

populated areas, which would continue to put pressure on

oil and gas prices – and another scenario where continued

improvement and increased extraction of shale oil and gas

would affect energy prices negatively. Where on this scale

the future oil price would find itself would be crucial for the

result of the coming years’ stakes and investments.

Detalje af borerig under reparation i Esbjerg, 2005.

29

Den første danskbyggede kutter i VESTJYSK PIONER bygget på Claus Sørensens værft i 1958. Foto: esbjergfotos.dk

30

Stålkutterbyggeriet i Danmark og Esbjerg− og historien om et værft, der slog sig på stålet

Af René Schrøder Christensen

I begyndelsen af forrige århundrede var træskibenes tids-alder forbi, og der blev hovedsagelig bygget skibe af stål. Det gjaldt dog endnu ikke de mindre både, og stålkutteren blev ikke almindelig i den danske fiskeflåde før i slutningen 1950’erne. Enkelte af de større værfter byggede fiskefartø-jer af stål, men det var især i de store jyske fiskerihavne, som voksede frem, at der blev bygget til fiskeflåden. Det var også her de første tiltag til byggeri af stålkuttere skete. I Esbjerg var der skibsværfter fra byens og havnens anlæg-gelse, men der kom aldrig et stort stålskibsværft. Der var i gennem det meste af det 20. århundrede hele tiden 5-8 konkurrerende værfter i byen, som hovedsagelig byggede og reparerede skibe til fiskeflåden. Kutterværfterne i byen tog efterhånden stålskibsbygningen op. Et eksempel herpå var Esbjerg Skibsværft og Maskinværksted, senere Esma-

dan, der i slutningen af 1960’erne supplerede byggeriet af trækuttere med stålskuttere – en produktion der gav værftet store vanskeligheder i dets sidste årti. I denne artikel gives et overblik over stålkutterbygningen i Danmark og særligt i Esbjerg. Desuden gennemgås Esmadans turbulente historie som et eksempel på et typisk mindre kutterværft.

IndledningDen danske handelsflåde ændrede gradvis karakter fra mid-

ten af 1800-tallet fra at bestå af fartøjer bygget af træ til at

bestå af fartøjer af jern og siden stål. Denne udvikling skete

også i fiskeflåden om end betydeligt senere. Den første stål-

fiskekutter, som blev anvendt af danske fiskere, var fartøjet

ALBATROS på 70 brt, købt i Holland i 1924 af brødrene

Claus og S.P. Sørensen fra Esbjerg til Islandsfiskeri, og det

var samtidig det første dieselmotordrevne fartøj i den dan-

ske fiskeflåde.1

I årene efter købte endnu et par Esbjergskippere stål-

kuttere på 80-90 brt i England og Tyskland – også til Is-

landsfiskeri. Det var dog først i 1950’erne, at der for alvor

skete et gennembrud. I begyndelsen importerede de danske

bådeværfter stålskrog fra Holland og udrustede dem,2 og

den første danskbyggede stålkutter så dagen lys i Esbjerg i

slutningen af 1950’erne – bygget af Claus Sørensen på eget

værft i 1957-58.3 Fra 1960’erne blev fiskefartøjer hovedsa-

gelig bygget enten som stålskibe eller som små glasfiberfar-

tøjer, mens træfartøjer efterhånden blev opgivet på grund af

det store vedligeholdelsesbehov. Mange danske kutterværf-

ter fortsatte dog med at bygge trækuttere op i 1970’erne. På

grund af gode sejlegenskaber er mange danske trækuttere

siden blevet solgt som lystsejlere over hele Jorden.4

Esmadan, det tidligere Esbjerg Skibsværft og Ma-skinfabrik, var et af flere kutterværfter i Esbjerg, hvor der

havde været byggeri af skibe siden byens grundlæggelse i

1870’erne. Esbjergs værfter satsede på to hovedopgaver: re-

parationer af de mange skibe som anløb havnen i tidens løb

– ikke mindst fiskefartøjer – og bygning af skibe til byens

fiskeflåde. Der blev aldrig etableret et stort stålskibsværft i

byen, og det var de gamle træskibsværfter/bådebyggerier,

som tog stålbyggeriet op – ikke altid med succes, da de store

investeringer kunne kuldsejle de forholdsvis små værfter.

31

Stålkuttere Anvendelsen af stål til skibsbygning slog igennem omkring

1875, og i tiden op til og omkring 1. Verdenskrig blev der

anlagt mange danske stålværfter. Rustnings- og krigskon-

junkturer spillede en væsentlig rolle, og der var et stort mar-

ked for handelsskibe, bl.a. som følge af krigstab, hvilket var

grundlaget for de mange værftsanlæggelser. Det var fragt-

og passagerskibe, der blev bygget i stål, og skibenes stør-

relse krævede større anlæg. Men hvorfor byggede man så

ikke fiskebåde af stål? Det handlede om økonomi og måske

en vis konservatisme blandt fiskerne. Den teknologiske for-

del var måske ikke så stor, at det kunne betale sig at foretage

store investeringer i forhold til den danske måde at fiske på,

hvilket hovedsageligt foregik fra mindre både i de indre far-

vande. Ifølge Fiskeriet i Danmark i 1930’erne, blev mindre

fartøjer bygget af træ pga. materialets store modstandskraft

mod lokale påvirkninger (f.eks. bølgeslag og hård sø), og

det var billigere, hvilket opvejede ulemperne ved træskibets

større egenvægt og det mindre indre rumfang end i et tilsva-

rende skib af stål.5

Omkring 1900 var der angiveligt omkring 250 større

danske fiskerkuttere foruden talrige mindre dæksbåde og

halvdæksbåde.6 Der var forsøg med damp som drivkraft i

dæksbåde fra 1880’erne, men det blev hurtigt erstattet af

motorer, der dog i starten var utilregnelige. Der var en vold-

som tilvækst i århundredets første årti fra 200 fartøjer med

hjælpemotor ved århundredeskiftet til 4.600 danske fartøjer

med motor omkring 1910.7 Den motoriserede kutter med

master til hjælpesejl blev den mest udbredte fiskefartøjs-

type. Grundlaget for væksten i antallet af fiskekuttere og

Jensen & Lauridsens Skibsbyggeri, kutterne E 187 og E 261 på bedding, Esbjerg Havn.

32

mekaniseringen af fiskeriet var bl.a., at man fra 1898 kunne

opnå statslån i fiskefartøjer, og at infrastrukturen løbende

blev udbygget med havnebyggeri og jernbaner, så et større

volumen i fiskeflåden kunne håndteres.

Den danske fiskeflåde bestod af små skipperejede kut-

tere, og fiskerne var orienteret mod byer eller eksportmar-

kedet, hvortil de leverede kvalitetsprodukter, i modsætning

til den engelske fiskeflåde der ”masseproducerede”, dvs.

drev fjernfiskeri med store dampdrevne trawlere, og leve-

rede til hjemmemarkedet.8 De andre europæiske lande ko-

pierede den engelske model, men ikke dansk fiskeri der i

første halvdel af det tyvende århundrede hovedsagelig be-

stod af snurrevodsfiskeri. De større fartøjer egnede sig ikke

hertil, og det var først med satsningen på nordsøfiskeriet

efter krigen, at de større skibe blev efterspurgt blandt dan-

ske fiskere. Måske var man klar til at optage stålkutterne i

fiskeflåden allerede i 1930’erne, men krigens opblomstring

af snurrevodsfiskeriet, som var bundet til de mindre kuttere,

forsinkede processen, og det massive boom i bygning af

træfartøjer under krigen gav efterfølgende en overkapacitet.

Derfor kom der først gang i stålkutterbyggeriet i slutningen

af 1950’erne.

Enkelte redere havde købt brugte stålkuttere i mellem-

krigstiden, men den første nybyggede stålkutter kom til lan-

det i 1957.9 Aviserne kunne i juni det år berette, at stålkut-

teren E 22 WESTERÅ var bugseret fra et værft i Holland til

Esbjerg til færdigmontering, og i september blev der skre-

vet, at skibet var klar til at tage på snurrevodsfiskeri efter

en vellykket prøvetur.10 Der var da højkonjunktur med høje

industrifiskepriser, og der var samme år indført nye afskriv-

ningsregler, som var fordelagtige for investeringer i dyrere

fiskefartøjer (over 200.000 kr.), hvilket fremmede interes-

sen for stålfartøjer frem for de billigere trækuttere. En ho-

vedårsag til den store interesse, som betød at stålkutterflå-

den hurtigt voksede med 80-90 kuttere i de første år, var, at

det var billigere at bygge større fartøjer (75-150 brt) af stål

frem for træ. Der blev bygget fiskefartøjer af træ op til knap

100 brt i tiden op mod 2. Verdenskrig, bl.a. i Esbjerg, men

den almindelige størrelse under og efter krigen var stadig på

godt 40 brt.11 Det er flere steder hævdet, at stålskibenes øko-

nomiske fordele frem for træskibene krævede en størrelse

over 70 brt, bla. i Høst fra Havet, 1960: ”Ikke alene er en

stor staaltrawler billigere at bygge end en trækutter af tilsva-

rende tonnage, men staalskroget er også lettere, og der kræ-

ves mindre maskinkraft for at opnå samme fart. Desuden

er renholdelse af lastrummene langt nemmere i et staalskib

end i et træskib. Hertil kommer, at staalskroget ikke er udsat

for svamp eller råd.”12

Danske stålkutterværfter13

Den danske værftsbranche bestod i det tyvende århundrede

af nogle få store og mellemstore stålskibsværfter, der bort-

set fra enkelte som B&W og værftet i Helsingør, var anlagt

efter århundredeskiftet. Værfterne byggede hovedsagelig

større skibe til handelsflåden, og de mindre stålværfter kon-

centrerede sig i hovedsagen om at bygge mindre fragtskibe

(coastere), men flere byggede også trawlere. Der var også

et større antal traditionelle bådebyggerier omkring i landet

– næsten én i hver større havn,14 som hovedsagelig byggede

skibe af træ. Det var bl.a. her, man byggede de mindre fi-

skefartøjer, og da de større fiskerihavne skød op omkring

århundredeskiftet, nordsøfiskeriet kom i gang,15 og fiskeriet

blev industrialiseret, blev en større kutterproduktion sat i

værk. Man byggede hovedsagelig af træ, men flere af kut-

terværfterne kom efterhånden også til at bygge af stål. På

de store værfter blev der ikke bygget mange fiskefartøjer,

om end Nakskov Skibsværft leverede en enkelt trawler til

Portugal i 1936,16 og Svendborg Skibsværft igangsatte en

serieproduktion af trawlere på 120 brt i 1959.17 En pioner

var dog Frederikshavn Værft og Flydedok, der allerede i

1911 byggede de første fiskerirelaterede fartøjer af stål. Der

blev leveret en østersskraber af stål til Nykøbing Mors og

en dobbeltskruet motortrawler på 250 brt, PROGRESSO,

med kølelast og frysemaskineri, og endnu to trawlere i 1912 til Brasilien.18 I 1930’erne blev der bygget ståltrawlere til

Spanien, Frankrig og Portugal (bl.a. motortrawlereserien

Jutland fra 1934),19 og allerede før 1950 var det blevet et

speciale på det nordjyske værft.20

De mindre værfter, som efterhånden byggede stålkutte-

re, var i hovedsagen at finde i de jyske fiskerihavne. Blandt

33

de første var Skagenværftet Karstensens Skibsværft A/S fra

1917, der havde bygget trækuttere frem til 1960, da stålkut-

terne for alvor holdt deres indtog i dansk fiskeri. Her blev

adskillige af de første importerede hollandske stålskrog

udrustet.21 Et andet nordjysk værft, Ørskov Christensens Stålskibsværft A/S i Frederikshavn, blev etableret i 1958

med en plan om at producere 12 stålkuttere årligt.22 Værftet

påbegyndte en serie fuldsvejste kuttere på ca. 120 t tegnet

af ingeniør Knud E Hansen.23 Nordsøværftet i Ringkøbing

åbnede samme år (1958) og var ligeledes blandt de værfter,

der i de sene 1950’ere indkøbte stålskrog i Holland, for selv

at udruste dem. Værftet påbegyndte sin egen produktion af

trawlere i 1959, om end coastere var deres hovedprodukt –

29 af 232 byggenumre var fiskefartøjer. Da værftet skulle

etableres i 1958-59, sendte man smedene på besøg på Claus

Sørensens værft i Esbjerg for at lære om stålskibsbyggeri og

svejsning.24

Men også andre værfter forsøgte sig tidligt med fiskefar-

tøjer af stål. Det københavnske Nordhavnsværftet, fra 1918,

begyndte i 1950’erne og 1960’erne at udruste stålskrog til

fiskefartøjer, men byggede aldrig selv, ligesom Limfjords-værftet byggede to stålkuttere i 1960 med skrog fra Hol-

land.25 Større kuttere på 150 brt blev bygget til trawl og

langlinefiskeri ved Grønland, bl.a. ved Kähler og Breums

Lilleø Stålskibsværft ved Korsør.26 Hvide Sande Skibs- og Bådebyggeri satsede på fiskekuttere, og Søby Motorfabrik på Ærø byggede sin første ståltrawler 1959,27 men først i

1970’erne blev der satset på trawlere (og senere coastere).28

Også på Sønderborg værft, der efter en konkurs i 1958 var

overtaget af ejeren af Esbjerg Værft og Maskinbyggeri, Sø-

ren Andersen,29 blev der i en kort periode frem til begyn-

delsen af 60’erne bygget ståltrawlere på o. 125 t. Bogense Skibsværft, der var etableret i 1925, begyndte at bygge stål-

skibe i 1963 – først blev der importeret skrog til trawlere, og

senere byggede man selv. Smed Jul i Århus byggede et par

trawlere i 1960’erne ligesom Aabenraa Værft A/S, der blev

oprettet i 1963, og Sakskøbing Skibsværft fra 1966.30 I be-

gyndelsen af 1970’erne begyndte man at bygge stålkuttere

og trawlere på Johs. Kristensen Skibsbyggeri A/S i Hvide

Sande,31 og Assens Skibsværft, der åbnede i 1973, byggede

enkelte fiskefartøjer af stål. Fra 1980’erne tog mange min-

dre værfter stålskibsproduktionen op – flere byggede kun

nogle få, bl.a. Strandby Værft,32 Frederikshavn Værft og bed-ding,33 Smeden i Østerby på Læsø,34 Poul Ree A/S i Stok-

kemarke og Nakskov,35 og i 1990’erne Skaarup og Salskov i Thyborøn36 og Vestværftet ApS i Hvide Sande.37 Men også i

Esbjerg blev der bygget stålkuttere.

Værfter i EsbjergEsbjerg var sammen med Frederikshavn fra århundredeskif-

tet landets førende byggested for trækuttere.38 Værfterne i

Esbjerg tog også produktionen af stålfartøjer op – og var

faktisk blandt pionererne på området, hvilket bl.a. afspejler

byens udvikling og status som landets største fiskerihavn

fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Men det kan

også tillægges enkelte personers iværksætteri – f.eks. Claus

Sørensen. Byens værftshistorie kan føres tilbage til byens

grundlæggelse, og skibsbyggeriet blev hurtigt orienteret

mod at bygge til fiskeflåden.

Esbjergs første skibsværft blev grundlagt i 1871 af K.F. Theodor Dahl i det inderste nordvestlige hjørne af dokhav-

nen. Værftet blev efter Dahls død i 1898 overtaget og vi-

dereført af N. Raun Bybjerg, og værftet blev aktieselskab i

1943.39 Her blev i begyndelsen bygget træskonnerter, men

man gik snart over til fiskekuttere. Esbjerg Havn anlagde

fire statslige ophalerbeddinger i 1897-98 inderst i den ny-

anlagte fiskerihavn til vedligehold og reparation af den vok-

sende fiskeflåde,40 og i 1900 grundlagde skibsbygmester

Søren Abrahamsen byens andet værft – Esbjerg Skibsværft. Abrahamsen placerede sit værft på Østre Havn, og fortsatte

sit virke fra Fanø, hvor han havde overtaget det fædrene

værft i 1873.41 Skibsreder Ditlev Lauritzen (DFDS) havde

haft planer om et stort stålskibsværft i Esbjerg i 1896 sam-

men med de lokale skibsbyggere Dahl og Abrahamsen,42

men det blev dog aldrig gennemført. Der blev søgt om et 10

tdr. land stort areal øst for forhavnen til etableringen af et

jernskibs- og maskinbyggeri, men der blev stillet for mange

betingelser fra vandbygningsdirektøren. Byen fik aldrig et

stort værft, men havde fortsat en værftsstruktur med 5-8

små kutterværfter side om side. Det betød konkurrence til

34

fordel for kutterejerne, men der manglede et større repara-

tionsværft, og større Esbjergskibe måtte til Svendborg eller

Ålborg for reparationer.43

Abrahamsens Esbjerg Skibsværft blev omdannet til ak-

tieselskab i 1910 og specialiserede sig i at bygge kuttere.

Da Abrahamsen døde i 1917 overtog to medarbejdere, N.M.

Frederiksen og N.P. Jensen, værftet og videreførte det som

Frederiksen og Jensens Skibsværft.44 Frederiksen og Jensen

flyttede til beddingerne i den gamle fiskerihavn i 1922. Efter

nogle år fortsatte skibsbygger N.P. Jensen på egen hånd, og

kunne holde 40 års forretningsjubilæum i 1957.45 Frederik-

sen var trådt ud til fordel for ansættelse på beddingen, og

værftet fortsatte nu under navnet N.P. Jensen.46

Esbjerg Skibsværfts gamle værftsanlæg i Østre Havn

blev overtaget af J.N. Jensen og P.C. Lauridsen i 1922 (fir-

maet var etableret i 191947), og de drev det indtil 1927, da

Søren I. Kjeldsen overtog det som S.I. Kjeldsens Skibs- og

Baadbyggeri. Jensen og Lauridsen oprettede i stedet det nye

værft A/S Jensen & Lauridsens Skibsbyggeri i den gamle

fiskerihavn.48 I 1950’erne skiftede værftet navn til Brdr. Lauridsens Skibsbyggeri. Kjeldsen fortsatte på Østre Havn,

indtil en ekspropriering i 1932 medførte flytning til den

gamle fiskerihavn som de andre værfter. Esbjerg Havn blev

i disse år udvidet med et nyt fjerde bassin,49 og der blev an-

lagt en ny bedding i færgehavnen i 1931-32, som straks blev

taget i anvendelse af skibsbyggerne.50 S.I. Kjeldsen fort-

satte til slutningen af 1940'erne,51 da værftsanlægget blev

overtaget af Søren Andersen.52 Foruden de nævnte værfter

fandtes bl.a. skibsbyggere ved navnene Carl Hansen og N.J. Nielsens Skibs- og bådebyggeri, J. Joensens skibsværft53 og

Danielsens Skibsbyggeri,54 og Andreas K. Work overtog i

1934 et værft efter en Svend Nørby, og videreførte det under

eget navn.55 Andreas K. Work & Søn byggede hovedsagelig

træskibe, men i 1971 også en enkelt stålkutter.56

Østre Havn i Esbjerg: Udsigt over beddinger og skibsbyggeri. I baggrunden ses den endnu bevarede DFDS-administrationsbygning og havnens materialhus ved Dokhavnen.

35

Statens beddinger blev udvidet i 1942-47 fra 15 til

24 standpladser til fiskekuttere, men et anlægsprojekt for

havnen vedtaget i 1953 betød blandt meget andet, at sta-

tens beddinger og flere skibsværfter i Gl. Havn blev opsagt

i 1958 pga. havnens udvidelsesplaner.57 Beddingerne blev

flyttet nord for femte bassin og installeret med fire spilhuse

og 34 standpladser. De tre af beddingerne var beregnet til

små skibe og den fjerde til kuttere. I 1960 blev der opstil-

let en 20 tons elektrisk kran til udrustning af kutterne med

motorer, spil mm. Bl.a. Raun Bybjergs flytning fandt først

sted i 1964,58 og projektet var først udført i 1966. Det var

desuden i disse år, i slutningen af 1950’erne, at Claus Sø-rensens Stålskibsværft 59 byggede den første danskbyggede

stålkutter VESTJYSK PIONER til Grønland.60 Også andre

mindre værfter opstod, bl.a. Johnny Hansens Skibsbyggeri Aps i 1959, og Carl Andersen og Laurits Jensens skibs- og bådebyggeri opstod antagelig i midten af 1950’erne.61

I 1968 lå der nu fem værfter omkring statens nye beddin-

ger: Raun Bybjerg, Brdr. Lauridsen, Esbjerg Skibsværft (med

værftshaller tegnet af arkitekterne Kaj Øhlenschlæger og

Knud Nordby Nielsen), A. Work & Søn (med haller tegnet af

A/S K. Bonde og M. Barang) samt N.P. Jensen & Søn (haller

af Henry Holm).62 Claus Sørensens Værft leverede kun nogle

få kuttere, inden det lukkede i begyndelsen af 1960’erne, og

Andersen & Jensen lukkede i midten af 1960’erne.63

A. Work & Søn klarede ikke flytningen og den kortvarige

satsning på at bygge i stål. De store omkostninger forbundet

med at etablere et stålskibsbyggeri var med til at knække

virksomheden, der blev overtaget et par år senere. Proble-

merne begyndte, da statshavnen fremtvang en udflytning,

da de gamle beddinger skulle anvendes til containerhavn.64

Dette krævede store investeringer i nye bygninger og byg-

gehaller, og lejen af de nye arealer var højere. Det kortlivede

stålskibs- og reparationsværft ES-værft tog over i 1972, men

måtte lukke efter bare to år.65 I 1970’erne dukkede endnu et

par værfter op: Vestværftet A/S, som eksisterede i en kort

årrække (1970-1978),66 og motorfabrikken Carl B. Hoff-man, der havde eksisteret siden 1903, begyndte at bygge

skibe fra begyndelsen af 1970’erne. På få år var virksomhe-

den Esbjergs største værft med 115 ansatte i slutningen af

1970’erne.67 Virksomheden lukkede i 1986.

Den sidste udvidelse af værftsområdet skete i 1978-81

med opførelsen af et sjette bassin med plads til værfternes

reparationsopgaver, men som dog mest kom til at rumme

ophugningsarbejde i 1980’erne, da fiskeflåden i det store og

hele blev afviklet.68 Raun Bybjerg lukkede 1990/91, Johnny Hansen lukkede i 1994,69 og Statens Bedding overgik til

privateje og blev omdannet til Beddingsselskabet Esbjerg A/S i 1991.70 I begyndelsen af 1980’erne blev det gamle

Andersen og Jensens skibs- og bådebyggeri videreført som

Andersens & Jensens Eftf. Værftet ændrede i 1987 navn til

ABC Skibsbyggeri, og blev i 1996 overtaget af beddings-

selskabet.71 Men få år senere i 2002 blev værftet som det

sidste sløjfet: ”ABC Skibsbyggeri A/S i Helgolandsgade er

byens sidste af sin slags. I morgen slipper selskabet sit bånd

til Beddingsselskabet i Esbjerg for i stedet at blive en del af

tømrer- og snedkerfirmaet A/S Henning Frøkjær.”72

Den sidste tilbageværende byggevirksomhed er Esbjerg Oilfield Services (EOS), der blev etableret af Henning G.

Kruse i 1980. Der blev bygget enkelte stålskibe i 1980’erne

og 1990’erne, bl.a. to ståltrawlere til Grønland, men der-

efter specialiserede værftet – der nu er overtaget af Semco

Maritime – sig i offshore-elementer.73

Esbjerg Skibsværft og Maskinfabrik/Esmadan74

Skibsbygmester Søren Andersen etablerede Esbjerg Skibs-værft og Maskinfabrik i 1949.75 Værftet byggede trækuttere

som de øvrige i Esbjerg, og det blev placeret ved beddin-

gerne i færgehavnen på S.I. Kjeldsens tidligere arealer, og

der var således kontinuitet tilbage til Søren Abrahamsens

Esbjerg Skibsværft. Værftet bestod i omkring 31 år frem

til den endelige lukning i 1980, men havde som andre af

de små værfter store vanskeligheder i det sidste årti. Søren

Andersen opkøbte i 1959 desuden Sønderborg Værft, der

efter flere betalingsstandsninger var blevet købt af staten

Markering af værftsområderne i Esbjerg med omtrentlige anlæg-gelsesår angivet: Dokhavnen 1871, Østre Havn 1900, Statens bed-dinger hhv. i den tidligere fiskerihavn 1922, i færgehavnen 1932 og ved 5. bassin i 1965. På basis af kort 1:25.000, 1980, KMS.

37

på tvangsauktion og samme år solgtes videre til Esbjerg-

skibsbyggeren, som drev værftet til 1978.76 Han begyndte

også her med træskibe, men byggede allerede omkring 1960

stålkuttere og fik snart succes med en serie coastere. Søren

Andersen havde dermed fået erfaringer i stålskibsbygning

i det sønderjyske, før produktionen blev taget op i Esbjerg.

Søren Andersens nybygning nr. 1, E 514 BETTY RØNN,

var en kutter på 40 brt, som blev leveret i 1949. I værftets

første år blev der leveret én til tre trækuttere årligt og fra

1960 op til fire kuttere om året. Der blev bygget hen ved

75 skibe i værftets levetid, og foretaget talrige reparationer

og enkelte forlængelser af kuttere.77 Der blev udelukkende

bygget træskibe frem til omkring 1968-69, da man forsøgte

sig med de første stålfartøjer. Et af de første var et stålskib

på 92 brt til en byggepris på 996.795 kr., som ifølge kon-

trakten skulle leveres i 1969.78 Over de følgende godt ti år

frem til værftets lukning blev der bygget 30 fartøjer, hvoraf

knap 2/3 var af stål.

Værftet måtte sammen med de andre Esbjergværfter

flytte til de nye beddingsanlæg i begyndelsen af 1960’erne,

og i 1965 blev her opført en ny skibsbyggehal.79 Keld Koe-

fod Andersen (fra Trunderup) og Aage Hagde (fra Esbjerg)

var d. 20/9 1965 indtrådt som ansvarlige deltagere i firmaet

Esbjerg Skibsværft og Maskinfabrik ved Søren Andersen & Sønner, som desuden talte Henning Koefod Andersen (fra

Marstal).80 Året efter stod virksomheden opført som A/S Es-bjerg Skibsværft, Andersen, Jensen & Hagde, med en besty-

relse bestående af skibsbygmester Søren Andersen, skibs-

bygmester Laurids Jørgen Andersen, forretningsfører Aage

Hagde og skibsbygmester Carl Palmblad Jensen. Hagde,

Palmblad Jensen og L.J. Andersen fungerede som værftets

direktører.81 Søren Andersen var da engageret på sit søn-

derjyske værft. I 1969 var Hagde blevet enedirektør, mens

bestyrelsen havde samme sammensætning som hidtil,82 og

værftet havde nu skiftet navn til Esmadan A/S.

Værftet byggede i hovedsagen til Esbjergflåden i de før-

ste år, men også nogle skagenkuttere i 1950’erne og enkelte

fartøjer til Nordatlanten – Island og Færøerne – i 1953-55.

I 1962-63 blev der bygget et par fartøjer til Grønland og et

enkelt igen til Island samt nogle små havnetankbåde, ved

siden af de sædvanlige kuttere. I begyndelsen af 1970’erne,

da man var begyndt at bygge i stål på det nye værftsanlæg,

forsøgte værftet sig med nogle store stålskibe til Nordatlan-

ten, bl.a. MAGNUS I RITUVIK på 236 brt, men værftets

stålskibe var i hovedsagen på omkring 150-175 brt, mens

trækutterne gennem hele værftets levetid typisk var på 40-50

brt. I slutningen af 1960’erne forsøgte man sig dog også med

et par store træskibe på omkring 100 brt til Esbjergflåden.83

I 1967 var der ca. 35 ansatte på træskibsværftet, som

ud over kutterbyggehallen rummede kontorer, smede- og

maskinværksted, tømrer- og snedkerværksted samt diverse

lagerrum mm.84

Første rekonstruktionI efteråret 1971 gav værftet et tilbud på kuttere til Søværnets

Materielkommando (man fik dog ikke ordren).85 I tilbuddet

beskrives værftets kapacitet og arbejdskraftsammensætning.

Værftet byggede skibe i sektioner i en 30 m lang byggehal

på 600 m2 med loftskran. Arbejdstyrken bestod da af 56

personer fordelt på to skibsbyggere, fem certifikatsvejsere,

15 smede og maskinarbejdere, 16 skibstømrere, otte skibs-

tømrerlærlinge, fem smede- og maskinarbejderlærlinge, fire

formænd og en driftsleder. Der blev indhentet konsulentbi-

stand fra skibsingeniør Ole Steen Knudsen og andre i for-

nøden omfang, og der var kapacitet til at bygge moderne

stålskibe på 250 tons dødvægt fortrinsvis til fiskeriet. Værf-

tet var som nævnt associeret med Sønderborg værft, hvorfra

teknisk know how vederlagsfrit kunne rekvireres.

Beslutningen om at bygge stålskibe nødvendiggjorde

en ny personalesammensætning, og værftet var nødt til at

uddanne sine medarbejdere. På et samarbejdsmøde d. 3/3

1970 blev det besluttet at undersøge, om det var muligt på

Teknologisk Institut at få genoptrænet smede og evt. tøm-

rere i svejsning, da man vil bygge stålskibe.86 Som det var

typisk for de små værfter, besad man ikke selv en skibs-

bygningsekspertise i forhold til stålskibe, og der blev derfor

anvendt rådgivende skibsingeniører, som leverede tegninger

og konsulentbistand. Man konsulterede også Skibsteknisk

Laboratorium, der kunne bistå med test og beregninger af

skibenes sødygtighed.87

38

På dette tidspunkt begyndte økonomien at stramme, og

i 1972-73 trådte værftet i likvidation første gang. Der var et

driftsunderskud på 136.000 kr. i 1970/71, og året efter var

det steget til 451.000 kr. Den sidste stigning blev tillagt en

tabt indtægt på 380.000 kr. på en ca. 220 tons stålkutter pga.

forsinkelser og ekstraarbejde (der var tale om det største far-

tøj, som værftet hidtil havde givet sig i kast med: MAGNUS

I RITUVIK).88 Værftet gik i betalingsstandsning og var ude

af drift fra 1. oktober 1972 til 9. marts 1973, da det tråd-

te i likvidation og siden blev rekonstrueret. Esmadan A/S

købte værftet af A/S Esbjerg Skibsværft, Andersen, Jensen og Hagde i likvidation for 1.365.520 kr. foruden et vare-

lager for 200.000 kr. Samtidig blev aktiekapitalen udvidet

fra 10.000 til 500.000 kr. ved kontant indbetaling af direk-

tør Niels Møller Jensen, Esbjerg, ingeniør John Abraham-

sen, Nautisk Maskinfabrik/Grenaa Motor, Esbjerg, direk-

tør Magnus Clausen, Raun Bybjerg’s Skibsbyggeri A/S,

Esbjerg og direktør Mads Olesen, Mads Olesen A/S,

Esbjerg. Clausen blev formand for bestyrelsen med Møl-

ler Jensen og Abrahamsen som medlemmer. Bygninger,

lager og ordrer blev overtaget af det nye selskab, og ledel-

sen fortsatte i samme stillinger, men nu med Møller Jensen

som daglig leder.89 Clausen udtalte, at det var forsøget på

at bygge stålskibe, der knækkede halsen på virksomheden.

Det var angiveligt to af de tre leverede stålfartøjer fra Es-

bjerg Skibsværft, der gav store tab,90 og ifølge en ledende

medarbejder i 1974 brændte man sig især på den store traw-

ler til Færøerne (MAGNUS I RITUVIK).91 Det var altså et

af de første forsøg på at bygge i stål, som gav økonomiske

vanskeligheder for værftet, og man forsøgte sig ikke igen

Esbjerg Skibsværft og Maskinfabrik måtte sammen med de andre Esbjergværfter flytte til de nye beddingsanlæg i begyndelsen af 1960’erne. 5. bassin, Esbjerg Havn, ca. 1965.

39

med skibe i den størrelse før i værftets sidste år, og da blev

skibene færdigbygget andetsteds.

Værftet fortsatte produktionen i den nye konstruktion,

og arbejdspladsen voksede. I 1974 var der 65 ansatte, og

man byggede fortsat både træ- og stålskibe. Halvdelen af de

ansatte var beskæftiget med vedligehold og reparation (pri-

mært af træskibe).92 Produktionstiden var ca. seks måneder

for både træ- og stålskibene – fire på bedding og to ved ud-

rustningskaj, og man regnede med at bygge to af hver type

årligt på værftets to byggebeddinger. I årene mellem 1971

og 1977 blev der leveret 11 træfartøjer på mellem 20 og 70

brt – de fleste på den typiske kutterstørrelse 47-55 brt.93 Fle-

re af træskibene blev konstrueret på baggrund af tegninger

fra en ingeniør fra Sønderborg. De stålkuttere, man nu byg-

gede, var af mere moderate størrelser mellem ca. 150-170

brt , og prisen var på godt 2 mio kr. pr fartøj i 1973 stigende

til 3,5 mio i 1976.94 Måske var denne markante prisstigning

medvirkende til de følgende problemer.

I 1970’erne var de fleste større værfter gået over til at

bygge større skibe, hvilket fik mæglerafdelingen hos A.P.

Møller-Mærsk til at henvende sig til de små værfter for at

få tilbud på coastere. Rederiet vurderede, at der ville bli-

ve mangel på nybygningskapacitet af denne type, at min-

dre værfter måtte være konkurrencedygtige, og at coastere

kunne være et alternativ til ståltrawlere, der ellers var de

små værfters produkt. Den 12. august 1976 blev der såle-

des indhentet tilbud på coastere fra Esmadan, men tilbuddet

blev afslået efter få dage, da andre værfter havde en bedre

pris og kortere leveringstid.95 Også denne manglende kon-

kurrencedygtighed kan have bidraget til værftets vanskelig-

heder. Værftsdirektøren Niels Møller-Jensen gav i et svar

til rederiet en beskrivelse af værftets profil og situation d.

23. august.96 Da havde værftet ordrer på fem 150 tons traw-

lere til Cameroun og fire 50 tons rejetrawlere til Gabon og

var ellers uden ordrer. Om værftet skrev direktøren, at der

var tradition for at bygge fiskeskibe med last op til 300 m3.

Skibsbyggeriet foregik hovedsageligt i en lukket hal på 30

x 20 m (oprindeligt beregnet for træskibe), mens en del af

sektionerne blev bygget på tilstødende åbne arealer. Af tæt-

te samarbejdspartnere blev nævnt de lokale virksomheder

Nautic ApS og Seatec ApS samt Hvide Sande Maskinfabrik

og til dels A/S Grenå Motorfabrik. I løbet af de næste må-

neder var værftet atter i økonomiske vanskeligheder, og kun

tre trawlere på 176 brt (VICTORIA STAR, CAMPO STAR

og MUNGO STAR) blev efterhånden leveret til Cameroun i

1978,97 men ingen af de mindre rejetrawlere til Gabon.

Likvidation og retssagEsmadan havde hovedsageligt, som det var almindeligt for

kutterværfter, bygget for enkelte skippere eller partsrede-

rier, men i midten af 1970’erne knyttede man sig i højere

grad til et enkelt rederi, der blev hovedkunden. Fra slutnin-

gen af 1974 til 1977 blev der bygget eller påbegyndt ti nye

kuttere for Danline. Derudover blev der bygget yderligere

fire kuttere i perioden, og der blev udført reparationsarbej-

de på Danlines kuttere. Værftet blev i øvrigt tæt forbundet

med rederiet Danline og Dan Sea-Invest Holding, bl.a. ved

personsammenfald i de to virksomheder. Da rederiet kom

i vanskeligheder ramte det også værftet. Esmadan måtte

standse betalingerne og træde i likvidation i 1977 pga. in-

solvens – angiveligt pga. betalingsstandsning i virksomhe-

Bygning nr. 67 fra Esbjerg Skibsværft og Maskinfabrik i 1971, E 440 VIDAR på bedding.

40

den Dan Sea-Invest Holding A/S d. 1/8 1977. Danline gik

konkurs og trak Esmadan med i faldet. Værftet led et tab på

4,2 mio kr., dels ved nedskrivning af værdi af ufærdige kut-

tere, dels indfrielse af et garantibeløb (1 mio kr.) og dels ved

tilgodehavender ved selskabet (knap 2,5 mio kr.). Desuden

var der tilgodehavende på en kutter og nedskrivning på an-

dre debitorer (knap 800.000), og dertil kom personalekrav

og boomkostninger (samlet 1 mio kr.). Sammenholdt med

egenkapitalen (på 3,3 mio kr.) var der underskud på 2,7 mio

kr.98 I revisorfirmaets udkast opgøres det samlede krav (inkl.

ubehæftede aktiver på 1,2 mio kr.) til ca. 4 mio kr.99

Man søgte at løse problemerne ved atter at rekonstruere

værftet – nu som Esmadan af 1977, ApS. Værftet fortsatte

med samme direktør Niels Møller Jensen, og i bestyrelsen

sad direktøren samt Tove Møller Jensen og John Abraham-

sen. Problemerne var dog slet ikke ovre, og allerede det

første år i den nye konfiguration fortsatte vanskelighederne.

I revisorens årsberetning 1977/78 nævnes, at en væsentlig

årsag til det dårlige år var en alvorligt forsinket og fordyret

produktion af en rejetrawler til Grønland. Her var et andet

Esbjergværft, Vestværftet A/S, underleverandør på skroget,

men var trådt i likvidation, og samtidig var førstegangsud-

gifterne ved en ny konstruktion større end forventet, og der

var desuden pladsmangel, som forsinkede arbejdet. Der var

da i gennemsnit 70 medarbejdere årligt på værftet.100

Men der var ikke kun tale om en produktion, der blev væ-

sentligt fordyret – noget tydede også på urent trav hos nogle

af aktørerne. Der blev rejst tiltale mod direktør Niels Møl-

ler-Jensen for medvirken til en række bedrageriske forhold,

som bl.a. påførte Nye Danske Lloyd A/S tab. Fire ufærdige

kuttere, der var påbegyndt betalinger på (og derfor var kun-

dens ejendom juridisk), viste sig at være mindre værd end

det betalte. Nye Danske Lloyd havde pant i skibene for op

mod 70% af byggesummerne,101 og havde dermed krav om

fortrinsret. Derfor krævede advokaten, at de måtte afhændes

til Nye Danske Lloyd, der stævnede Esmadan til forlig eller

retssag med et simpelt krav på 3,7 mio kr. i likvidationsboet.

Anholdelsen af Niels Møller Nielsen for millionbedra-

geri i 1978 trak overskrifter i aviserne.102 Der mentes at være

forbindelser til Danline sagen, hvor Vagn Bindseil og Niels

Raahauge var sigtet for bedrageri – måske var der samarbej-

de med Møller om dobbeltkontrakter. Møller blev udsat for

et usædvanligt langt grundlovsforhør, der varede to dage,

pga. den komplicerede sag. Han blev derefter løsladt, men

sigtelserne for mandatsvig og underslæb blev opretholdt.103

Sagen handlede om proformaopskrivninger af byggekon-

trakter over 5 nybygninger og byggerater ved to nybyg-

ninger og en ombygning samt provenu af et lån (garanteret

af Nye Danske Lloyd) – bedrageriske forhold for 3,6 mio.

Bl.a. var der skrevet kontrakter på kuttere (byggenr. 96-99)

i 1975 med en pris på 3.950.000 kr. pr. stk. Kontrakten blev

imidlertid erstattet med en ny med samme specifikationer i

1976 – nu med en aftalt pro forma-pris på 5,2 mio kr. pr. stk.

(den reelle var 4,1 mio kr.)104

LukningEsmadan gik konkurs og kom på tvangsauktion i 1980, og

alt inventaret blev opkøbt af et københavnsk firma,105 mens

enkelte maskiner blev solgt til et islandsk værft.106 Ifølge

avisen Vestkysten havde værftet ved konkursen ry som det

førende kutterværft i Europa. Tvangsauktionen d. 30. sep-

tember var beskrevet som foranlediget af store tab på tre

rejekuttere til Grønland (nr. 94, RAKEL, nr. 100, NATA-

ARNAQ og nr. 114, NAGTORALIK), der førte til driftsun-

derskud og betalingsstandsning i maj 1979 og efterfølgende

konkurs.107 Værftsarealet blev siden overtaget af EOS, så der

er stadig aktivitet på stedet.

Den sidste trækutter E 474 HANNE HADOBI på 70 brt

var blevet leveret i 1977, og efterfølgende bestod produk-

tionen af otte stålfartøjer: en serie på tre á 177 brt, én på

godt 150 brt samt tre store trawlere til Grønland (200-235

brt).108 Værftets sidste leveringer kom i 1979, bl.a. den ene

af grønlandstrawlerne, RAKEL, på 218 brt, men flere far-

tøjer måtte færdigbygges andre steder – heriblandt en an-

den grønlandstrawler NATAARNAQ på 235 brt, der blev

færdigbygget på Ørskov Staalskibsværft i Frederikshavn og

endelig leveret 1979.109 Nr. 99, NAUTIK, på 153 brt blev

færdigapteret på H. Svendsens Skibsbyggeri, Hirtshals,110

og nr. 98, MILTON, af tilsvarende størrelse, blev færdig-

bygget i Hirtshals i 1981.111

41

AfslutningEsbjerg Skibsværft og Maskinfabrik/Esmadan A/S var et

tidstypisk kutterværft, som forsøgte at klare sig i den skar-

pe konkurrence i Esbjerg. Man var ikke hurtig til at tage

produktionen af stålskibe op – men begyndte først herpå et

årti efter pioneren Claus Sørensen. Værftet udførte ikke kun

nybygninger, som denne artikel har koncentreret sig om,

men udførte i lige så høj grad reparation og forbedringer/

forlængelser af eksisterende fartøjer. Dette var også et ty-

pisk træk for de små værfter (såvel som for de store), der

ikke kunne basere deres eksistens på det mere usikre nybyg-

ningsmarked. Det var typisk for den danske fiskeribranche,

at kutterne var ejet af en enkelt skipper eller et partsrederi af

få personer, og dette kendetegnede da også hovedparten af

værftets kunder. Først da man begyndte at bygge stålskibe,

som i stigende grad var en stor investering, kom der decide-

rede rederier på banen, og i Esmadan’s tilfælde var det må-

ske medvirkende årsag til, at værftet ikke klarede sig. Når

kunden ikke kan betale værftet, er det altid alvorligt, men

når samme kunde står bag flere skibe og ikke kan betale, så

bliver det fatalt for et lille værft.

Stålskibsbyggeriet i Danmark har ændret karakter i de se-

neste årtier, og de store nybygningsværfter er forsvundet

ligesom hovedparten af de mindre kutterværfter. Med fiske-

flådens forsvinden fra Esbjerg i 1980’erne forsvandt også

behovet for værfterne. Det var ikke kun Esmadan, der buk-

kede under – det var snarere det generelle billede. Blandt de

ganske få overlevende danske nybygningsværfter er dog en

af de ældre pionerer Karstensens Skibsværft A/S i Skagen,

som stadig bygger fiskefartøjer – med skrog fra Litauen.

Noter1. F. Holm-Petersen og Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960, p. 22, Opslag: Claus Sørensen, Den Store Danske, Dansk Biografisk Leksikon, www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksi-

kon/Handel_og_industri/Fiskerikyndig/Claus_Sørensen.

2. De fleste af de hollandske skrog var på ca. 95 brt., og

blev apteret på værfter i Frederikshavn, Skagen, Nykøbing

Mors, København, F. Holm-Petersen og Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960, p. 25.

3. VESTJYSK PIONER, 48 brt, F. Holm-Petersen og Kaj

Lund, Høst fra Havet, 1960, p. 24.

4. Opslag: fiskeri (fiskefartøjernes historie), Den store dan-ske, Poul Holm.

5. H. Blegvad (red.), Fiskeriet i Danmark bd. 1, Køben-

havn, ca. 1940, p. 384.

6. F. Holm-Petersen og Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960, p. 15.

7. F. Holm-Petersen og Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960, p. 19.

8. Poul Holm, Verdensmarkedet for fisk, Internationalise-

ring og globalisering 1880-1997, Sjæk’len 1997, p. 29-41

og samme, Hvordan det danske havfiskeri blev til, 1770-

1914, Sjæk’len 1999, p. 19-54.

9. Fiskeskipper Jørgen Hejlesen, Stålkuttere, i: J.C.C. Dy-

rekjær et al (red.), Dansk Fiskerierhverv bd.1, 1964, p.

159-162, Ny afskrivningslov i 1957 betød gennembrud for

stålkuttere, da der kunne forhåndsafskrives på fiskefartøjer

til over 200.000 kr., René Dandanell interview med Tage

Rishøj, 100 års skibsbyggerhistorie, i: Margrethe Lyngs

Mortensen (red.), Fortællinger om fisk og fiskere, Danmarks Fiskeriforening 125 år 1887-2012, Danmarks Fiskerifor-

ening 2012, p. 117.

10. Dagbladet Vestkysten 1/5 1957, 17/6 1957, 19/6 1957

og 9/9 1957.

11. F. Holm-Petersen og Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960,

p. 22.

12. F. Holm-Petersen og Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960,

p. 26.

13. Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen

red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Sø-

fartspuljen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2007.

14. Henrik Harnow, René S. Christensen og Gitte Haastrup,

Industrisamfundets havne 1840-1970, Bygninger, miljøer og bevaringsværdier på danske havne, Kulturarvsstyrelsen

2008.

Luftfoto af EOS-skibsværft med omliggende arealer, Statens Bed-ding i Esbjerg havn. Den øverste halvdel af arealet med skibsbyg-ningshaller var Esmadans placering 1965-1980. Foto: Medvind.

42

15. Tidligere koncentrerede dansk fiskeri sig om de indre

farvande.

16. Per Koch, Nakskov Skibsværft’s historie. Episoder og Noter, Forlaget Per Koch 2005.

17. F. Holm-Petersen og Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960,

p. 26-28.

18. Erik S. Christensen, En værftskrønike. Historien om Frederikshavn Værft fra begyndelsen i 1870, Frederikshavn

Maritime Erhvervspark 2010, p. 49.

19. Erik S. Christensen, En værftskrønike. Historien om Frederikshavn Værft fra begyndelsen i 1870, Frederikshavn

Maritime Erhvervspark 2010, p. 96.

20. F. Holm-Petersen og A. Rosendahl (red.), Fra Sejl til Diesel, Dansk Skibsfart, Søhandel og Skibsbygning, bd.3,

ca. 1950, p. 241-242.

21. Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen

red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Sø-

fartspuljen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 23.

22. Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen

red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Sø-

fartspuljen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 28.

23. F. Holm-Petersen og Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960,

p. 26-28.

24. Bent Mikkelsen, Nordsøværftet, Et industrieventyr i Vestjylland 1958-1997, 1997, p. 10.

25. Bent Mikkelsen, Limfjordsværftet A/S –de første 50 år,

Limfjordsværftet A/S, Aktieselskabet Danena 1947-1 sep-

tember-1997, 1997.

26. Lilleø Skibsværft, Korsør, byggede carolinere i slut-

ningen af 1950’erne – synes ophørt 1960, Morten Karnøe-

Søndergaard og Jan Hammer Larsen red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Søfartspuljen, Fiskeri- og

Søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 94, F. Holm-Petersen og

Kaj Lund, Høst fra Havet, 1960, p. 26-28.

27. Anlagt i 1931, nu Søby Motorfabrik og Stålskibsværft, Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Søfartspul-

jen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 63-65.

28. De første var trawlere til Skagen i 1960-61 på 120-145

brt., og i gennem 1970’erne blev der bygget en række traw-

lere på o. 150 brt, Jørgen Bjørgen (1991) og P. Rolandsen, Søby Værft AS 1931-2006, Søby Værft 2006.

29. Han var samtidig formand for foreningen af mindre

værfter i Danmark.

30. I Sakskøbing byggede man bl.a. fiskefartøjer, værftet

lukkede o. 2000, Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Ham-

mer Larsen red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Søfartspuljen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg

2007, p. 96.

31. Træskibe fra 1938. Byggede fra 1973 stålskibe sidelø-

bende med træskibe. Første nybygning var en trawler på 20

t og der leveredes trawlere til Esbjerg på 150-200t. Hvide Sande Skibs og Bådebyggeri, grundlagt 1950, startede fiske-

kutterproduktion (træ) i 1954, Denne virksomhed opkøbte

J. Kristensen i 1995 og videreførte som sin stålafdeling,

Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Søfartspul-

jen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 52 ff.

32. Etableret i 1931, byggede traditionelle trækuttere, og

fra 1980 stålkuttere – dele af skroget bygget på Iscon Stål i

Frederikshavn.

33. Tidligere Mortensens Skibsbyggeri anlagt 1905 (trækut-

tere; 1980’erne 3 stålkuttere).

34. Byggede 3 stålfiskefartøjer i 1980’erne.

35. Leverede stålskrog til fiskefartøjer i 1980’erne og

1990’erne til udrustning på andre værfter, lukket 2004.

36. Byggede enkelte fiskeskibe i 1990’erne, bl.a. trawler til

Grønland.

37. Etableret i 1990’erne, bygger trawlere bl.a. til Irland.

38. Verner Bruhn og Poul Holm, Havneby og storkommune, Esbjergs Historie 1910-1998, bd. 3, 1998, p. 86.

39. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 55.

40. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 61.

41. Skibsbyggeriet Abrahamsen og Co. blev grundlagt i

1868 af brødrene Jes N. Christensen og Hans N. Christen-

sen samt smedemester Mads S. Abrahamsen, N.M., Kro-

mann, 1934, Fanøs Historie bd. II, Eget Forlag, Esbjerg

1934, p. 312 ff.

44

42. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 51.

43. Verner Bruhn og Poul Holm, Havneby og storkommune, Esbjergs Historie 1910-1998, bd. 3, 1998, p. 86.

44. Vestkysten 3/5 1930, Henrik Bredmose Simonsen, Abra-

hamsens værft – byens læreplads, manuskript til artikel i

Mark og Montre, 1994, FOS: A 107, Esbjergs Skibsbyg-

gerier. Fotokopier.

45. Vestkysten 7/1 1957.

46. Den 9/1 1973 fejrede N. P. Jensen & Søns Skibsbyggeri 100-års jubilæum, idet de skrev deres anlæggelse tilbage til

skibsbygmester Søren Abrahamsens etablering af et værft på

Fanø i januar 1873, Dagbladet Vestkysten 5/1 1973 og 6/1 1973.

47. Verner Bruhn og Poul Holm, Havneby og storkommune, Esbjergs Historie 1910-1998, bd. 3, 1998, p. 86.

48. Vestjyllands Socialdemokrat 24.04.1928, Esbjerg Krø-

niken – Esbjergs udvikling i årstal, Esbjerg Byhistoriske

arkiv, www.eba.esbjergkommune.dk/Esbjergs historie/

Esbjerg-Krøniken.aspx, Jensen & Lauridsens Skibsbyggeri stiftes 2/6 1927.

49. Morten Hahn-Petersen, Fra viking til borebisse, 50 ge-nerationer ved Vadehavet, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Salt-

vandsakvariet, Esbjerg 2001, p. 151.

50. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 112.

51. Værftets sidste nybygning var Chr. Thudborg, 1949, jf.

Danmarks Skibsliste 1952 ff.

52. Verner Bruhn og Poul Holm, Havneby og storkommune, Esbjergs Historie 1910-1998, bd. 3, 1998, p. 86.

53. Esbjerg Vejviser 1922-26, Hansen og Nielsen kendes fra

1907.

54. Verner Bruhn og Poul Holm, Havneby og storkommune, Esbjergs Historie 1910-1998, bd. 3, 1998, p. 86, her skri-

ves om Frode Danielsen, mens Skibsbygger Helmer Dani-elsen’s Skibsbyggeri fremgår af skibslister fra 1919-1938.

55. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 112.

56. Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen

red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Sø-

fartspuljen, Fiskeri- og søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 59.

57. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 146-147.

58. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 177.

59. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 191.

60. Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen

red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Sø-

fartspuljen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 59-

60, www.esbjergfotos.dk/1958.pdf, Vestkysten 22/4 1958.

61. BENNY IVERSEN, på 46 brt, bygget i 1956, er første

kendte registrering af et fartøj fra værftet, Danmarks Skibs-liste 1960. Værftet var antagelig placeret i Gl. havn i 1959. I

Esmadans Arkiv forefindes dog en tilsynsbog fra C. Ander-

sen og L. Jensen, hvor første indførsel er foretaget i 1949,

hvilket tyder på, at værftet er lidt ældre – samtidig med Sø-

ren Andersens værft.

62. Sigurd Rambusch, Esbjerg Havn 1868-1968 Danmarks port mod vest, Esbjerg Kommune 1968, p. 177.

63. Værftet byggede en række trækuttere i perioden 1956-

1966, Danmarks Skibsliste 1960-1970. Antagelig blev værf-

tet opslugt af Esbjerg Skibsværft. Der findes flere arkivalier

fra Andersen og Jensen i Esmadans arkiv.

64. Vestkysten 20/7 1972.

65. ES-værftet trådte i likvidation i 1974 med et underskud

på 400.000 oparbejdet på bare fire måneder og et samlet

underskud på 2,7 mio og 345 kreditorkrav i marts 1974,

Vestkysten 13/10 1972, 20/4 1974.

66. Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen

red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Sø-

fartspuljen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 62.

67. Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen

red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Sø-

fartspuljen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 59.

68. Morten Hahn-Pedersen og Poul Holm, Den moderne

havn, ca. 1914-1993, Sjæk’len 1992, p. 104.

69. Morten Hahn-Pedersen, Esbjerg fra fisk til olie, i: Mar-

grethe Lyngs Mortensen, Fortællinger om fisk og fiskere, Danmarks Fiskeriforening 125 år 1887-2012, 2012, p. 229,

Fiskeritidende 2002.

45

70. Esbjerg Krøniken – Esbjergs udvikling i årstal, Esbjerg

Byhistoriske arkiv, www.eba.esbjergkommune.dk/Esbjergs

historie/Esbjerg Krøniken.aspx

71. Morten Hahn-Pedersen, Esbjerg fra fisk til olie, i: Mar-

grethe Lyngs Mortensen, Fortællinger om fisk og fiskere, Danmarks Fiskeriforening 125 år 1887-2012, 2012, p. 229,

Fiskeritidende 2002.

72. Jyske Vestkysten 30/6 2002, interview med Gert Lykke

Jensen.

73. Morten Karnøe-Søndergaard og Jan Hammer Larsen

red., Danske jern- og stålskibsværfter c. 1850-2005, Sø-

fartspuljen, Fiskeri- og søfartsmuseet, Esbjerg 2007, p. 60.

74. Denne del af artiklen er bl.a. baseret på studier i Esma-

dans arkiv, der blev afleveret til Fiskeri- og Søfartsmuseet i

1991. Det indeholder hovedsagelig materiale fra 1970’erne,

men også ældre materiale tilbage til 1950’erne. Størstedelen

af materialet er tegninger af skibene og regnskaber.

75. Jf. Ulykkesforsikring, FOS: A7, Esmadan, 1/1199, lbnr.

6596, desuden findes tilsynsbog påtegnet Andersen og Jensen,

tilsynsbog 1949-65, FOS: A7, Esmadan, 1/1199, lbnr. 2150.

76. Bent Mikkelsen, Sønderborg Værft, Betty Nordgas 2012.

77. Sidste byggenummer var 114, men adskillige numre

blev ikke anvendt – bl.a. nr. 42-60; nr. 40 og 41 blev leveret

i 1966 og nr. 61 og 63 blev leveret i 1967, så der var ikke

pause i produktionen.

78. FOS: A7, Esmadan, 1/1199, lbnr. 6612, 2024, Fartøjet

”Bris” på 100 brt, optræder i skibslisterne som bygget på

værftet i 1968, men der er ikke fundet materialer i arkivet.

79. FOS: A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 1868, 6601.

80. Udskrift af Handelsregistret for Esbjerg Købstad mm.,

Afdeling A., forevist i skibsregistret d. 26/6 1967 samt 29/9,

1971, FOS: A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6625.

81. Ekstrakt-udskrift af Aktieselskabs-registret vedrørende

det under 22. juni som registernummer 37.639 registrerede

”A/S Esbjerg Skibsværft, Andersen, Jensen & Hagde” af

Esbjerg Kommune, FOS: A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6625.

82. Ekstrakt-udskrift af Aktieselskabs-registret vedrørende

det under 9. december som registernummer 42.220 registre-

rede ”Esmadan A/S” af Esbjerg Kommune, FOS: A7, Esma-

dan, 1/1199, Lbnr. 6625.

83. Byggenr. 64, E 296 BRINCHBORG på 82,16 brt, leve-

ret i 1968 og nr. 67, E 440 VIDAR på 93,67 brt samt FD 2

GULLBRANDUR på 108,83 brt, leveret i 1969, FOS: A7,

Esmadan, 1/1199.

84. 1967-72 Div. Forsikringer, Anm; Værftsansvar- ulyk-

kesforsikring mfl., FOS: A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6595.

85. Ref. S/698.7/2312, Tilbud til Søværnets Materielkom-

mando 3/9/1971 på 3 kuttere, 1968-1973, Samarbejdsudval-

get, FOS: A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6581.

86. Nybygning i stål blev atter drøftet 16. feb. 1973, og d.

15. maj 1973 drøftedes afskærmning mellem træ og stålkut-

tere, Samarbejdsudvalg, Referat af møde d. 3/3 1970, 1968-

1973, Samarbejdsudvalget., FOS: A7, Esmadan, 1/1199,

Lbnr 6581.

87. 1977 Konto-udtog, FOS: A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr.

6608.

88. A/S Esbjerg Skibsværft, Esbjerg, Andersen, Jensen &

Hagde, Revisionsberetning for året 1971/72, FOS: A7, Es-

madan, 1/1199, Lbnr. 6632.

89. Vestkysten 9/3 1973.

90. Vestkysten 9/3 1973. Der blev faktisk leveret fire stål-

skibe: et på 92 brt i 1969, en BP-bunkerbåd på 19.99 brt i

1970-71, MAGNUS I RITUVIK på 236 brt og BIRCH på

142,42 brt i 1972, FOS: A7, Esmadan, 1/1199.

91. Interview med ledende medarbejder og to skibstømrere

1974-1975, Fiskeri- og Søfartsmuseet.

92. Interview med ledende medarbejder og to skibstømrere

1974-1975, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Den interviewede

skibstømrer havde i 1975 været ansat i 10 år – dvs. der var

kontinuitet trods rekonstruktionen i 1973.

93. Byggenr. 73, på 20 brt; nr. 74, på 47 brt; nr. 76, GY 242 ANN CHARLOTTE på 47 brt, leveret for 884.335,-; nr. 77,

FP 94 CHARMO, på 47 brt, leveret for 1.033.418,-; nr. 78,

GY 258 MELISSA LOUISE, leveret 1973 for 948.185,-;

nr. 80, PIRANHA på 55 brt, leveret 1973 for 1.039.830,-;

nr. 83, E 30 NORDKYSTEN på 47,50 brt, leveret 1974 for

603.500,-; nr. 85, JONNA BETTINA på 55 brt, leveret 1975

for 1.363.050,-; nr. 86, E 121 HADOBI på 70 brt, leveret

1975 for 2.165.000,-; nr. 88, LENE SOFIE på 60 brt, leveret

1975 for 1.615.000,-; nr. 91, E 474 HANNE HADOBI på

46

Beddingsvogne og skinner på standpladserne ved EOS og Raun Byberg, omkring 1990.

47

70 brt, leveret 1977 for 2.569.855,-. Der er ikke fuldstæn-

dige oplysninger for alle byggenumre, FOS: A7, Esmadan,

1/1199.

94. Byggenr. 79, E 441 GURLI; 163 brt, leveret i 1973,

havde en pris på 2,1 mio kr, mens nr. 90, S 132 ANNY HA-

DOBI på 149,74 brt, leveret i 1976, kostede 3,68 mio kr,

FOS: A7, Esmadan, 1/1199, lbnr. 6602.

95. Brev fra A.P. Møller Sale & Purchase Department, 12.

hhv. 17. august 1976, FOS: A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr

6631.

96. Kopi af Brev til A. P. Møller Sale & Purchase Depart-

ment, 23. august 1976, Melassetanker 299 brt, P178, FOS:

A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6631.

97. Fre de rik Fredri ch sens re gi ster over dan ske damp– og

mo torskibe 1819–1979, http://www.maritime-museum.dk/

videnscenter/frederichsen.asp.

98. Retssagsdokument: Arbejdsnotat vedr. mellemværen-

det mellem på den ene side skibsværftet Esmadan ApS,

Esbjerg, og på den anden side personkredsen omkring Dan

Line, Københavns Politi, Politiadvokatur, 20/6 1979, FOS:

A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6568, 6582.

99. Retssagsdokument: Udkast, Esmadan ApS i likvidation,

Registreringsnummer 7.704, Likvidationsregnskab pr. 1.

august 1977, FOS: A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6568, 6582.

100. Esmadan af 1977 ApS, Esbjerg, regnskab for tiden 17.

juni 1977 – 30. september 1978, 1. regnskabsår, FOS: A7,

Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6568, 6582.

101. Stævning fra advokat Jens Jordan, for Forsikringssel-

skabet Nye Danske Lloyd, d. 29. maj 1980, FOS: A7, Esma-

dan, 1/1199, Lbnr. 6568, 6582.

102. Esbjerg Ugeavis, tirsdag 21/11 1978.

103. Vestkysten forsiden, fredag 17/11 1978.

104. Retssagsdokument: Notat vedrørende nybygningerne

nr. 64-99, Esmadan Skibsværft, Advokaterne Ivan Schiøler og

Jens Jordan, Kbh., A7, Esmadan, 1/1199, Lbnr. 6568, 6582.

105. Vestkysten 22/12 1980.

106. Vestkysten 19/12 1980.

107. Vestkysten 9/8 1980.

108. E 473 VICTORIA STAR, E 475 CAMPO STAR og

MUNGO STAR på 176.93 brt leveret 1977-78, GR 12137

RAKEL på 218,38 brt leveret 1979, samt NATAARNAQ på

235,41 brt leveret 1979 og HG 2.6 MILTON på 152,9 brt

leveret 1981.

109. Fre de rik Fredri ch sens re gi ster over dan ske damp– og mo torskibe 1819–1979, http://www.maritime-museum.dk/

videnscenter/frederichsen.asp.

110. Kutterlisten.111. Fre de rik Fredri ch sens re gi ster over dan ske damp– og mo torskibe 1819–1979, http://www.maritime-museum.dk/

videnscenter/frederichsen.asp.

SummaryBy the beginning of the twentieth century, the era of the

wooden ships had come to an end. By then Danish ships

were built primarily of iron and steel. The fishing vessels

and smaller boats were an exception. Wood as building ma-

terial was not challenged until the 1950s, when the steel

vessel became common in the Danish fishing fleet. Only a

few of the larger shipyards built fishing boats, and it was

primarily in the larger fishing ports of western Denmark

that smaller yards built ships for the fisheries. And this was

also where the first steps towards building steel cutters were

taken. The first few steel cutters used by Danish fishermen

Stålkutteren E 618 JANE NYMAND på knap 150 brt var nybyg-ning nr. 82 fra Esmadan. Den blev leveret i 1974 for 2.500.000 kr. Kutteren blev ophugget i 2002.

48

for fishing around Iceland were built in Holland, Great

Britain and Germany in the 1920s, and these vessels were the

first in the Danish fishing fleet to be powered by diesel en-

gines. Only in the 1950s was there a breakthrough in favour

of steel. At first, Danish shipbuilders imported steel hulls

from Holland and equipped the fishing boats in the Danish

yards. Then the first Danish-built steel fishing boat for the

Danish fleet saw the light of day in Esbjerg in 1958. Dur-

ing the 1960s, fishing boats were increasingly constructed

in steel, and during the 1970s the building of wooden ships

was finally abandoned. The reluctance to abandon wooden

ships can be explained by the structure of the Danish sea

fisheries, by the not so obvious advantage of using the

new technology, and perhaps some degree of conservatism

among the fishermen, and the transition was perhaps pro-

longed by World War II. The Danish fishing fleet in the first

half of the twentieth century consisted of small individually

owned Danish seine fishing vessels, and the fisheries were in

Denmark’s coastal waters. This was unlike the British model

copied by other northern European countries, with large

steam trawlers fishing in the North Sea. There was no need

for the larger vessels in the Danish fleet until the North Sea

fisheries were in focus, and because of a revival of the seine

fisheries, this only happened after World War II. The small

wooden ship had a reputation for being more resistant to the

impact of waves and rough seas, and the steel ship only be-

came a profitable investment at a larger size than the Danish

seine fishing vessels (more than about 70 GRT).

At the turn of the century, the leading sites in Denmark

for building wooden cutters were the fishing ports of Frede-

rikshavn and Esbjerg. Except for an early production in

Frederikshavn of steel trawlers exported to South America,

the first Danish steel cutters were built in Esbjerg in 1958.

Esbjerg had become the largest fishing port in Denmark at

the beginning of the century, and this created a basis for ship-

yards for repairs and new buildings. The port never gained

a large steel shipyard, but it continuously had a competi-

tive structure of 5-8 smaller yards. A typical example was

Esbjerg Shipyard and Machine Shop (later Esmadan), initi-

ated as a wooden shipyard in 1949 at the site where another

shipyard had existed since 1900. The shipyards in Esbjerg

were all located by, and used, the state slipways in Esbjerg,

and when the slipways were moved in the 1930s and again

in the 1960s because of port enlargements, the shipyards

followed. Esbjerg Shipyard began building steel vessels in

1968-69 but continued a parallel production of wooden ves-

sels, delivering two of each a year. But steel ships are big

investments, and problems with payment from costumers

sometimes caused the yard some difficulties. The yard was

liquidated and reconstructed both in 1973 and in 1977, but it

never survived the last blow and was finally closed in 1980.

One reason was that as part of a new strategy, the shipyard

was engaged with a shipping company that ordered several

new ships, and when the company collapsed and stopped

payments, the yard found itself in serious trouble. Another

problem was that leading persons in the companies involved

were guilty of fraud and were prosecuted accordingly.

The crisis in Danish fisheries in the 1980s, which resulted

in the beginning of the disappearance of the fishing fleet

from the former largest fishing port in Denmark, removed

the basis for the shipyards and they eventually closed one by

one. The last new building yard closed down in 2002, and

the last surviving building activities are now for offshore

activities – Esbjerg Oilfield Services (EOS) – at the plant of

the former Esbjerg Shipyard.

Nybygningen GURLI fra S.I. Kjeldsens Skibsbyggeri fremvises på beddingen i den gamle fiskerihavn ca. 1941.

49

Besættelsestiden var en periode med stor indtjening i fiskeriet. I Esbjerg voksede antallet af hjemmehørende kuttere fra knap 400 til langt over 500 fartøjer. På billedet flager kutterne i anledning af kong Christian X’s fødselsdag i september 1940.

50

Samme farvand – nye fangsterEsbjergfiskernes skifte til industrifiskeri 1945-1955

Af Søren Byskov

Ved afslutningen af 2. Verdenskrig var Esbjergs fiskerflåde kraftigt forøget i forhold til før krigen. Krigsårene havde været vanskelige, men mange esbjergfiskere havde til gen-gæld tjent mange penge på fiskeriet, og der var blevet byg-get nye og større kuttere. I de første efterkrigsår var det van-skeligt at holde en god indtjening, og mange fiskere prøvede sig frem i nye former for fiskeri i stedet for det hidtidige rødspættefiskeri med snurrevod. Forsøg på at ekspandere til fjernere havområder var ikke nogen succes, og for esbjerg-fiskerne blev vejen ud af krisen, at de fandt nye indtjenings-muligheder i deres gammelkendte farvande i Nordsøen. Et sammenfald af omstændigheder åbnede mulighed for, at fiskeri efter ’skidtfisk’ til fiskemel og –olie blev et attrak-tivt alternativ, og en af verdens største fiskemelsindustrier voksede frem i Esbjerg i de følgende år. Nærværende ar-tikel sætter fokus på fiskerierhvervets situation i de tidlige efterkrigsår, som skulle vise sig at blive afgørende for Es-bjergfiskeriets udvikling og vækst i anden halvdel af det 20. århundrede.

IndledningGennem 1900-tallet oplevede det danske nordsøfiskeri en

udvikling præget af meget store forandringer og vækst. I

perioden fra 1900 til 1930’erne gik man fra et kystnært og

lavteknologisk fiskeri til et effektivt kutterfiskeri præget af

lange fisketogter og stor eksport af fersk spisefisk til Stor-

britannien og Tyskland. De teknologiske landvindinger om-

fattede motorisering af de havgående fartøjer, motordrevne

spil om bord, isværker, radio, samt ikke mindst forbedrede

afsætningsmuligheder med jernbane og siden lastbiler. Ved

udbruddet af 2. Verdenskrig var danske fiskere i færd med

at udvide aktiviteterne til Nordatlanten, og efter krigen fort-

satte denne søgen efter nye fiskerimuligheder til den vok-

sende fiskerflåde. En højkonjunktur i fiskeriet fulgte fra og

med 1950’erne, og helt frem til 1990’erne rådede Danmark

over en af de største og mest varierede fiskerflåder i EF/EU

set i forhold til landets størrelse. På dette tidspunkt talte man

i Danmark rutinemæssigt om to sektorer inden for fiske-

riet: konsum- og industrifiskeriet. Konsumfiskeriet er det

normale fiskeri efter spisefisk med snurrevod, trawl, garn

osv., medens industrifiskeriet på den anden side er et trawl-

fiskeri efter arter, der ikke anvendes som spisefisk, men i

stedet indgår som råstof i fiskemels- og fiskeolieproduktion.

Konsumfiskeriet udgjorde fortsat den største del af fiske-

risektoren, men industrifiskeriet var siden fremkomsten i

1950’erne vokset til at repræsentere op mod 25% af den

samlede værdi af danske fiskeres landinger, hvilket f.eks. i

1992 svarede til cirka 1 milliard kroner.1

Det var imidlertid ikke resultatet af en bevidst strategi,

da man i Esbjerg i 1950’erne fik opbygget grundstammen

til det første organiserede danske industrifiskeri med til-

hørende havnefaciliteter. Snarere var det et sammenfald af

særlige omstændigheder i årene lige efter 2. Verdenskrig,

som førte til det erhvervseventyr, der kom til at sætte sit

umiskendelige præg på Esbjerg og senere de øvrige vest- og

nordjyske fiskerihavne. I det følgende sættes der fokus på,

hvilke specifikke faktorer, som i løbet af knap et årti efter

1945 ledte til fremkomsten af den driftige fiskemelsindustri,

og som dermed gjorde Danmark til Nordsøens og senere

EF’s suverænt største industrifiskerination.

51

Nordsøen – esbjergfiskernes indtægtskildeI løbet af 1920’erne og 1930’erne udviklede danske fiskere

et solidt kendskab til Nordsøen. I forlængelse af motorise-

ringen af det danske fiskeri, som var gennemført i begyn-

delsen af århundredet, begyndte man efter 1. Verdenskrig at

sejle betydeligt længere til havs og udnytte de rige fiskeres-

sourcer, bl.a. på Doggerbanke. Snurrevodsfiskeriet var en

dansk specialitet, som egnede sig særdeles godt til nord-

søfiskeri efter rødspætter og torskefisk på bankerne, og fra

og med 1920’erne opnåede fiskerne en betydelig indtjening

ved at afsætte deres fangster på den britiske østkyst. I hav-

nebyer som Grimsby, Hull og Aberdeen blev snurrevoddet

hurtigt kendt som Danish seine, og danske fiskere kom til

at spille en betydelig rolle som leverandører af fersk fisk til

det britiske marked. I modsætning hertil satsede store lande

som Storbritannien og Tyskland selv på trawlfiskeri i større

skala i det nordlige Atlanterhav, og mens disse landes fi-

skeri var præget af stordrift og kapitalstærke selskaber, blev

det danske fiskeri primært drevet af fiskeskippere med egen

kutter og en besætning af partsfiskere, hvis hyre bestod i en

procentdel af overskuddet fra togterne.2

Allerede i 1930’erne begyndte danske nordsøfiskere at

opsøge alternative fiskerimuligheder, da den økonomiske

krise fik briterne og tyskerne til at indføre importrestriktio-

ner og dermed skabe usikkerhed for den danske fiskeeks-

port.3 Situationen førte bl.a. til en splittelse i Dansk Fiskeri-

forening, og i de følgende år deltog nordjyske fiskere og den

nydannede Vestjysk Fiskeriforening i forsøg, som havde til

hensigt at få udviklet trawlfiskeriet efter sild i den nordlige

Nordsø. Men medens nordsøfiskernes trawlfiskeri endnu

var på et forsøgsplan, brød 2. Verdenskrig ud, og fiskernes

arbejdsbetingelser ændredes dramatisk, og den tyske be-

sættelse af Danmark d. 9. april 1940 betød stop for afsæt-

ning af fisk til Storbritannien. Men hvad der i slutningen af

1930’erne lignede en begyndende krise for de danske nord-

søfiskere, ændredes nu til en højkonjunktur baseret på afsæt-

ning af fisk til Tyskland. På trods af at store dele af Nordsøen

var utilgængelige for fiskerne på grund af krigstilstanden og

den tyske besættelsesmagts fastsættelse af fiskerigrænser på

søterritoriet, så oplevede de danske fiskere i løbet af de fem

besættelsesår en betydelig vækst i indtjeningen. Dels havde

man i disse år gode fangster på store rødspætteforekomster,

og dels var der takket være den tyske efterspørgsel et højt

prisniveau.4 Konkurrencen fra andre nordsølandes fiskerflå-

der var stort set sat ud af kraft, og fiskerne tjente flere penge,

end de nogensinde tidligere havde gjort.

Den sociale og økonomiske organisering af fiskeriet var

med til at fremme, at de store fortjenester i høj grad blev

geninvesteret i fiskeriets egne produktionsmidler. En fiske-

kutter var typisk ejet af skipperen, men på grund af parts-

fiskeriet havde også de menige fiskere et direkte økono-

misk incitament til at maksimere kutterens indtjening. Som

en almindelig del af erhvervskulturen havde mange parts-

fiskere også ambitioner om en dag at kunne sætte foden på

eget dæk, og takket være de gode indtægter under krigen fik

mange mulighed for at realisere drømmen om egen kutter.

For eksempel kunne en skipper være interesseret i at bygge

ny kutter, og i forbindelse hermed kunne han typisk afsætte

sin hidtidige kutter til en yngre fisker, medens han bibeholdt

en part i fartøjet. Derved støttede erfarne fiskeskippere frem-

driften hos deres yngre kolleger, og systemets økonomiske

Under 2. Verdenskrig havde de danske kuttere påmalet Danne-brog, så de nemt kunne identificeres på afstand til havs. På billedet ses E 99 MAAGEN, bygget 1906.

52

dynamik gav muligheder for en stor gruppe af unge fiskere

til at bevæge sig op ad rangstigen og selv blive skippere.

Krigsårenes gode fangster og den lette adgang til afsæt-

ning af fisk kunne tydeligt aflæses i antallet af kuttere og

deres samlede værdi samt i det totale antal fiskere i Esbjerg-

flåden. Sammenlignes tallene fra umiddelbart før krigsud-

bruddet til umiddelbart efter krigens slutning ses det, at an-

tallet af erhvervsfiskere i Esbjerg steg fra 1.400 (1938) til

2.150 (1946), og at kutterflåden i samme periode voksede

fra 356 til 504 fartøjer, idet størstedelen af tilvæksten bestod

af nybygninger. Den store andel af nybygninger afspejlede

sig i den samlede værdi af fartøjerne, idet denne voksede til

det firedobbelte i løbet af perioden, fra 8½ til 34 mill. kr. Det

var et tydeligt tegn på, at esbjergfiskerne i vid udstrækning

investerede deres øgede indtjening i fiskeriets egne aktiver.5

Priserne på fisk under krigen var høje, ligesom prisen på

nybygning af kuttere ligeledes var væsentligt højere end

før krigen. Boomet i fiskerierhvervet på basis af tysk efter-

spørgsel gav på den måde mindelser om situationen under 1.

Verdenskrig, hvilket man da også inden for fiskerikredse var

opmærksom på i slutningen af krigen.6 Kutterflådens kapa-

citet var kraftigt forøget, og de mere fremsynede i fiskeriets

organisationer var klar over, at man næppe kunne basere

flådens drift alene på et fortsat fiskeri efter rødspætter og

torskefisk, når først krigen sluttede og de frie markeder for

fisk igen åbnede i Europa.

Efter krigen – forsøg med sildefiskeriMod krigens slutning så mange fiskere frem til igen at

komme ud på de fiskebanker på Nordsøen, som havde været

utilgængelige i mere end fem år. Men den første tid efter

maj 1945 var ikke en dans på roser. Det tyske marked var

kollapset som en naturlig følge af krigsnederlaget, og i de

britiske havne åbnede man med en ordning, hvor de danske

fiskere forud for hvert besøg skulle have sikret sig en licens

hjemme i Danmark til at lande i Storbritannien. Dette lagde

en begrænsning på antallet af mulige landinger i løbet af en

sæson, og samtidig begyndte de andre nordsølande en gen-

Danske kuttere i Grimsby i 1945.

53

opbygning af deres fiskerflåder, så danskerne igen blev ud-

sat for en mærkbar konkurrence, blandt andet fra briternes

egen fiskerflåde. Rødspættefiskeriet havde sikret de danske

fiskere betydelige indtægter under krigen, men det var nu

tydeligt for alle, at der måtte opsøges nye fiskerimuligheder,

hvis den store danske nordsøflåde skulle kunne opretholde

en indtjening af en tilfredsstillende størrelse.

Allerede i september 1945 opfordrede lederen af Fiske-

ribiologisk Station, Harald Blegvad, til at flere fiskere på

Nordsøen søgte over i fiskeriet efter sild med trawl, sådan

som det allerede var påbegyndt på forsøgsbasis før krigen.7

Nordjyske fiskere havde tradition for at fiske efter sild i

Kattegat og Skagerrak, og der var først og fremmest tale

om et fiskeri efter konsumsild, selv om man i slutningen

af 1930’erne havde fået etableret små fiskemelsindustrier,

som kunne aftage fiskeaffald samt småsild og brislinger,

der ikke var egnede til at afsætte til konsum. Et vist ’skidt-

fiskeri’ var dog startet op i Skagerrak og de indre farvande

med afsætning til dambrug og fiskemelsforarbejdning som

et af mange forsøg på at skaffe indtjening i de besværlige

krigsår.8 Skidtfiskeriet blev dog ikke anset for at være en far-

bar vej i retning af at finde gunstige nye fiskerimuligheder,

da afregningsprisen var lav og bestandene af småfisk blev

anset for ret moderate.

Snurrevodsfiskeriet efter rødspætter var stadig esbjergfiskernes vigtigste indtægtskilde i de første efterkrigsår, hvor mange kuttere fik licens til at lande fisken i England.

54

Satsningen på sildefiskeri var klart fokuseret på kon-

sumfiskeri, og nordjyske fiskere var da også allerede i 1945

begyndt at fiske med trawl efter sild til konsum i den nord-

lige Nordsø. Flere af de større, nybyggede fartøjer fra Es-

bjerg fulgte efter, idet man riggede kutterne til med trawl og

for manges vedkommende udstyrede dem med et stort antal

tønder samt salt, således at man efterhånden som fangsterne

bjærgedes, kunne nedsalte sildene i tønder om bord. Esbjer-

genserne var imidlertid uvante med behandling af fangster-

ne om bord, og kvaliteten af sildefangsterne var ikke til-

fredsstillende, hvilket medførte dårlige afregningspriser for

fiskerne både i de nærtliggende nordjyske havne og hjemme

i Esbjerg. For at skabe et alternativ til eksportørernes mo-

nopol på at aftage fisken dannede en gruppe esbjergskip-

pere derfor i 1946 et samvirke, ESSI I/S, som et forsøg på

at sikre bedre priser på sildene. Allerede i 1947 viste dette

initiativ sig dog at være utilstrækkeligt, og fremtiden for sil-

defiskeriet fra Esbjerg så ganske problematisk ud.9

Nye muligheder afsøgesUanset at der blandt mange fiskere var en bekymring for,

hvordan fiskeriets fremtid ville se ud med krigens afslut-

ning, var atmosfæren i perioden præget af optimisme og en

fornemmelse af, at verden igen var ved at åbne sig efter de

mørke krigsår. Der blev taget initiativer på mange fronter,

og det lykkedes blandt andet for to af Esbjergs fremtræden-

de kutterredere, Claus Sørensen og Kristian Venø, som beg-

ge havde været involveret i forsøgene med sildefiskeri, at få

tilladelse til at afsøge nye fiskerimuligheder ved Grønland.

Begge organiserede de i 1948 selskaber, hhv. Grønlandsk Havfiskeri A/S og A/S Det grønlandske Fiskeri-Kompagni, som med særlige tilladelser fra ministeriet og med en min-

dre flåde af danske fiskefartøjer forsøgte at oparbejde fiskeri

og forarbejdning af især torsk fanget ved Grønland. Fælles

for deres initiativer var dog, at det ikke lykkedes at få fodfæ-

ste på Grønland, og begge måtte indkassere tab før de efter

få år igen forlod de nordatlantiske farvande.10 Ligeledes var

der blandt de danske fiskere, som under britisk flag havde

fisket ved Island under krigen, mange, som efter krigen

fortsatte med togter til de islandske farvande, der ellers var

domineret af de britiske damptrawlere. Danskerne anvendte

snurrevod til fiskeriet, men forholdene ved Island egnede

sig kun til dette redskab helt tæt ved land, og da islændin-

gene i 1952 udvidede fiskerigrænserne ud for landets kyster,

betød det reelt enden på danskernes fiskeri i området.11

Der var andre forsøg på at opdyrke nye fiskerier i selve

Nordsøen. Sildefiskeriet gav anledning til, at flere af es-

bjergfiskerne fik kig på mulighederne for at gå målrettet

efter nogle af de store rovfisk, som lever af silden. Fiskere

som Kristian Venø havde allerede i 1930’erne påbegyndt et

lovende fiskeri efter tun, og flere af sildefiskerne forsøgte

i årene efter krigen at udnytte, at arter som tun og sildehaj

kunne fanges med kroge eller harpungevær i nærheden af

sildestimerne. I de årlige fiskeriberetninger kan det følges,

hvordan landingerne af tun og sildehaj i Esbjerg nåede et vist

niveau i det første årti efter 2. Verdenskrig, men i relation til

at udgøre reelle alternativer til krigsårenes rødspættefiskeri

var disse fiskerier trods alt for specielle og uforudsigelige.

Forsøgene på at finde nye fiskerimuligheder mod nord

fortsatte ind i 1950’erne. Inspireret af nordjyske kuttere,

som i 1948-49 havde taget den lange rejse til Barentshavet

og haft gode fangster af rødspætter, stævnede en stor gruppe

af blandt andet esbjergkuttere til Barentshavet i 1950 for at

drive fiskeri adskillige sømil øst for Nordkap. Men rejsen

E 415 LIBERTY, 36 BRT, bygget på Frederikssund Skibsværft 1939. LIBERTY’s besætning renser rødspætter under snurrevods-fiskeri tæt ved Island.

55

fra Esbjerg til fiskepladsen var på 1700 sømil, og når lasten

var fyldt, sejlede fiskerne til Grimsby for at afsætte fang-

sten. Det var derfor et fiskeri som indebar uforholdsmæssig

lang og uproduktiv sejladstid i trækutterne, hvilket passede

dårligt sammen med fartøjernes trods alt begrænsede laste-

kapacitet, navnlig da det viste sig, at afregningsprisen for

rødspætter fra de nordlige farvande ofte skuffede.12 Erfa-

ringerne fra fiskeriet i Barentshavet bidrog til, at de fleste

fiskere efterhånden droppede tanken om fjernfiskeri i Nord-

atlanten, idet de indså, at fjernfiskeri med trækuttere af en

så moderat størrelse, som de danske, ikke var lønsomt i det

lange løb. I modsætning til nabolandene var de danske nord-

søfiskere sporet ind på fiskeri i Nordsøen på togter af højst

2-2½ uges varighed, og hvis dette mønster skulle ændres, så

krævede det andre fartøjstyper end den almindelige trækut-

ter på op til 40-50 BRT.

De forskellige initiativer i retning af at skaffe nye fiske-

rimuligheder for esbjergfiskerne var alle utilstrækkelige. En

løsning på det helt aktuelle problem med overkapacitet i den

eksisterende flåde i forhold til rødspættefiskeri var således

ikke i sigte. Det var og blev fortsat rødspætterne, som i peri-

oden frem til 1949 dannede basis for langt de fleste esbjerg-

fiskeres økonomi. På trods af de ubekvemme licensregler

for landinger i Storbritannien var det det britiske marked,

som aftog 2/3 af esbjergfiskernes fangster fra 1945 til 1949,

og det hjalp alt andet lige en stor del af de havgående danske

snurrevodsfartøjer til at holde skindet på næsen i en vanske-

lig tid.13

De vanskelige og lidt famlende tider i efterkrigsårene

satte sig dog deres spor i esbjergflåden. Med de fejlslagne

forsøg på at finde alternativer til rødspættefiskeriet blev en

halv snes af de største fartøjer solgt ud af Esbjerg, blandt

andet til udlandet, og et temmelig stort indhug blev gjort i

gruppen af mindre kuttere, som egentlig var bygget til for-

holdsvis kystnært fiskeri, og som oprindeligt var indrettet

med dam til opbevaring af levende fisk. Disse fartøjer pas-

sede heller ikke til det marked for fisk, som opstod efter kri-

gen, hvor rødspættepriserne var moderate, og hvor kutter-

nes driftsøkonomi kun hang sammen, hvis der blev fanget

relativt store mængder af fisk – hvilket ofte var vanskeligt.

Samlet set blev Esbjergs hjemmehørende flåde i perioden

1946-1954 reduceret med næsten 100 fartøjer svarende til

20% af fiskerflåden. Det gik især ud over kuttere under 40

BRT, hvorimod antallet af kuttere i mellemstørrelsen fra 40

til 60 BRT faktisk voksede i samme periode, da disse var

Esbjergfiskerne sejlede til Fladen Grund på trawlfiskeri efter sild, som blev saltet i tønder. Sildestimerne var føde for tunfisk, og mange fiskede efter tun, mens de var på sildefiskeri.

Harpungevær anvendtes til tunfiskeri.

56

mere velegnede til englandsfiskeriet. De mindre kuttere var

ofte ejet af de såkaldte søndagsfiskere, det vil sige mission-

ske fiskere, som ikke fiskede om søndagen, og som derfor

tilrettelagde deres fiskeri med relativt korte togter, så de så

vidt muligt kunne være hjemme til søndag. Disse fiskere var

såvel af religiøse som økonomiske årsager særdeles moti-

veret for at finde nye fiskerimuligheder, som ikke indebar

fjernfiskeri i Nordatlanten.14

Sildeoliefabrik – opstartsvanskelighederOmkring 1950 stod det klart, at det konsumsildefiskeri, som

i 1945 blev opfattet som det mest nærliggende alternativ til

rødspætterne, ikke kunne leve op til de store forventninger.

Dannelsen af sildesamvirket ESSI i 1946 havde været es-

bjergfiskernes forsøg på i tidens ånd at lave et andelslignen-

de selskab, som kunne sikre fiskerne et godt basisprisniveau,

men det havde ikke givet det ønskede resultat, og i 1947 var

de fartøjsejere, som drev dette fiskeri, derfor i vildrede med,

hvordan de skulle skaffe rentabilitet i fiskeriet. ESSI var

gået i betalingsstandsning i sensommeren, og mange silde-

fiskere var rigget om til snurrevod, men i rødspættefiskeriet

var der i forvejen trængsel på fiskebankerne. Der viste sig

på dette tidspunkt en mulighed for gennem to islændinge

med tilknytning til fiskeriet at erhverve en sildeoliefabrik

til Esbjerg, og da man andre steder i Danmark havde gode

erfaringer med at lade sådanne mindre anlæg aftage fiskeaf-

fald og ikke-konsumegnede sild, gik en kreds af fiskeskip-

pere aktivt ind i arbejdet for at få etableret fabrikken. Man

anså ikke en sådan fabrik for at være en betydelig faktor i

forhold til at skaffe nye fiskerimuligheder, idet et direkte

fiskeri efter skidtfisk ikke blev anset for rentabelt i danske

farvande, men man håbede, at den kunne fungere som en

markedsregulator, idet den ville kunne aftage de fangster af

konsumsild, som ikke opnåede tilstrækkelige priser på auk-

tionen – eller hvor kvaliteten ganske enkelt var for dårlig.

Det var således næppe så meget udsigten til at tjene store

penge på sildemel og -olie, men nok så meget fabrikkens

mulige funktion som alternativ aftager af sild, der fik fiske-

skipperne til at tegne andelsbeviser i det nye selskab, An-

delssildeoliefabrikken A.m.b.A., i vinteren 1947-48.15

Et halvt hundrede personer, primært kutterejere, tegnede

sig som andelshavere, og der blev afholdt stiftende general-

forsamling i januar 1948, hvorefter fabrikken kunne modta-

ge de første råvarer og sætte produktionen i gang fra august

1948. Begyndelsen var dog alt andet end nem. Fabrikkens

kapacitet var temmelig stor sammenlignet med andre af ti-

dens fiskemelsfabrikker, og for at sikre økonomisk rentabi-

litet i driften havde stifterne derfor indføjet i betingelserne

for medlemskab, at andelshaverne forpligtede sig til at lan-

de en vis mængde sild direkte til fabrikken i sæsonen fra juli

til oktober. Men allerede i den første sæson i efteråret 1948

opstod der problemer med leverancerne. Hovedparten af an-

delshaverne var blevet så desillusionerede af konsumsilde-

fiskeriet, at de igen var rigget om til snurrevod og var gået

på rødspættefiskeri, idet der her var midlertidige tegn på en

bedring i prisniveauet. Andelssildeoliefabrikken stod heref-

ter tilbage med et antal landinger, der ikke tilnærmelsesvist

var på det forventede niveau. Fabrikkens bankforbindelse

måtte helt ekstraordinært yde et lån til driften af sæsonen

1949, idet det blev gjort klart for fabrikkens bestyrelse, at

E 223 ROXY, 45 BRT, bygget på Works Skibsbyggeri i Esbjerg 1945. Skipper Viggo Myrup deltog i konsumsildefiskeriet på Fla-den Grund, og var en af de cirka 50 kutterejere, som i 1948 stif-tede Andelssildeoliefabrikken som et forsøg på at skaffe økonomi i sildefiskeriet.

57

lånet kun blev ydet på den betingelse, at hver enkelt andels-

haver med sin underskrift bekræftede, at han ville leve op til

forpligtelsen til at levere et vist minimum af sild til fabrik-

ken, førend der blev rigget om til andet fiskeri.16

Her kunne fiskemelsindustriens historie i Esbjerg have

sluttet før den næsten var begyndt, men takket være bankens

velvilje kunne man køre videre og beholde medarbejderne

på lønningslisten. Det som herefter gav lidt medvind for

den trængte fabrik blev den usædvanligt varme sensommer

i 1949. Konsumsildelasterne fra Fladen Grund blev bragt til

Esbjerg i en så nedbrudt tilstand på grund af varmen, at fa-

brikken nærmest blev oversvømmet af fordærvede sild. Det

gav råvarer til fabrikken, men det var i så store og dårlige

mængder, at man måtte afsætte en stor del til Kødfoderfa-

brikken og Oliemøllen i Esbjerg, som også havde anlæg til

forarbejdning af fiskeaffald. Historien gentog sig i 1950, hvor

antallet af landinger til fabrikken steg kraftigt, men hvor bag-

grunden var den, at fartøjsejerne generelt var frustrerede over

situationen i konsumfiskeriet. Såvel priserne på konsumsild

som på rødspætter var nede i en bølgedal, og landingerne til

Andelssildeoliefabrikken kom både fra andelshavere og ikke-

andelshavere. Der var tale om en truende krise i esbjerg-

fiskeriets økonomiske situation, hvor fiskerne for dog at få

en vis indtjening valgte at lande til den nye fabrik. De mange

landinger til fabrikken var næppe endnu ensbetydende med,

at man i Esbjerg forestillede sig et fremtidigt storstilet indu-

strifiskeri, men det blev der snart ændret på.

I juli 1950 trawlede fiskeskipper Karl Thrane efter små-

sild til agn, da han var på vej ud på fiskeri efter tun i Nord-

søen. Han var andelshaver på Andelssildeoliefabrikken, men

forsøgte sig med tunfiskeri i erkendelse af de vanskelige

afsætningsvilkår for konsumsildene. Han stødte på store

forekomster af småsild på Bløden ca. 60 sømil fra Esbjerg,

langt flere end han skulle bruge til agn, og derfor leverede

han efter endt tunfisketogt den overskydende mængde sild

til Andelssildeoliefabrikken. Nyheden om sildefangsterne

spredtes, og flere andre kuttere havde i forlængelse af Thra-

nes fisketogt et godt fiskeri i samme område. Efter afslutnin-

gen på konsumsildesæsonen i 1950 var der på fabrikken igen

udsigt til en lang periode med mangel på råvarer, og man fik

den idé at forsøge at overtale nogle af fiskeskipperne til at

gå på fiskeri direkte efter Bløden-sildene i perioder, hvor det

ellers var vanskeligt at skaffe råvarer til forarbejdning. Som

sagt så gjort, og i begyndelsen af 1951, hvor hovedparten af

sildefiskerne ellers var sejlet op for at deltage i vinterfiske-

riet med flydetrawl ud fra havnene i Nordjylland, overtalte

fabrikkens ledelse to andelshavere til i stedet at forsøge sig

med trawl efter sild i Bløden-området. De første togter for-

løb uden held, men i februar gik der hul på bylden, og den

ene af de to kuttere landede 27 tons sild efter få dages fiskeri.

Rygterne om mulighederne for et godt vinterfiskeri tæt på

Esbjerg løb hurtigt, og snart begyndte kollegerne at vende

tilbage fra deres vinterkvarter i Nordjylland for at deltage

i fiskeriet efter Bløden-silden.17 I løbet af de følgende uger

blev der landet flere tusinde tons sild til fabrikken, hvor ka-

paciteten var spændt til bristepunktet, og det var pludselig

blevet endog særdeles attraktivt for skipperne at være i be-

siddelse af et andelsbevis. Det, som to år før var en plagsom

landingsforpligtelse, var nu en eftertragtet landingsret.

En udvej af krisetiderneEfter det gode vinterfiskeri så sildefiskerne frem til sen-

sommersæsonen 1951, idet de håbede, at de i stedet for det

problematiske konsumsildefiskeri på Fladen Grund, hvor de

var afhængige af eksportørernes vilje til at give gode priser,

kunne se frem til at fiske efter sild direkte til Andelssilde-

oliefabrikken. Samtidig begyndte flere af de mindre snur-

revodsfartøjer at røre på sig, fordi skipperne her kunne se

en mulighed for at få del i det nye ’skidtfisk-fiskeri’ tæt ved

Esbjerg, hvis ellers de kunne få et andelsbevis og dermed

opnå landingsret til fabrikken.

For snurrevodsfiskernes vedkommende var netop årene

1950-51 ganske kritiske, dels på grund af svigtende fangst-

mængder i rødspættefiskeriet, dels på grund af udviklingen

i det engelske marked for fersk fisk. De britiske myndig-

heder ophævede i april 1950 licensreglerne og frigav lan-

dingerne til de britiske havne, og selv om det i princippet

burde betyde bedre konkurrencevilkår for de danske fiskere,

som normalt brystede sig af at lande en bedre kvalitet fisk

end englænderne, så gik det anderledes. Da den engelske

58

Andelssildeoliefabrikken. I baggrunden ses Esbjerg by, hvor lugten fra fiskemelsproduktionen satte sit præg, men hvor fiskerne forsvarede sig med, at det ”lugtede af penge”, som kom hele byen til gode.

59

liberalisering faldt sammen med, at fangsterne i Nordsøen

svigtede, blev der i de engelske havne iværksat kampagner

imod udenlandsk fisk for at beskytte de engelske fiskere.

Danske kuttere oplevede således både vigende fangster og

skuffende priser for deres fisk, og resultatet var, at antallet

af danske landinger i England i 1950 faldt med en tredjedel i

forhold til 1949, og at den samlede værdi af danske fiskeres

landinger i England for hele året 1950 blev reduceret med

katastrofale 60% i forhold til de foregående år.18 Hvor der i

1948 og 1949 blev landet dansk fisk for hhv. 29 og 27 mill.

kr. i England, så var dette tal i 1950 kun 11 mill. kr., jf. Tabel

1. For at gøre ondt værre gik de forringede forhold også ud

over forsøgene med fjernfiskeri i Barentshavet, hvorfra nog-

le af de første landinger fra danske fiskere til Grimsby blev

afsat til priser, som lå på en brøkdel af niveauet i de fore-

gående år.19 Situationen forbedredes ikke året efter i 1951,

snarere tværtimod, idet de samlede rødspættefangster faldt

en smule i forhold til 1950-niveauet uden at prisniveauet

steg nævneværdigt.

De esbjergensiske nordsøfiskere stod altså ved ind-

gangen til 1951 i høj grad i bekneb for en løsning på den

aktuelle krise i deres fiskeri. Som formanden for Vestjysk

Fiskeriforening, Laurits Thygesen, udtrykte det på general-

forsamlingen året før, så ”ser det ganske håbløst ud, at flere af fiskeriets fornødenheder er steget med 400% sammenlig-net med prisniveauet før krigen, medens priserne på fisk til fiskerne i bedste fald kun er steget nogle få procent”.20 Det

kunne derfor ikke undre, at der også blandt snurrevodsskip-

perne var interesse for det fiskeri efter småsild direkte til

Andelssildeoliefabrikken, som var kommet i gang i vinteren

og foråret 1951. Problemet i situationen var imidlertid, at

det, som i 1948 nærmest havde været et overdimensioneret

anlæg til modtagelse af fiskeaffald, småsild og fordærvet

konsumsild, nu havde en alt for lav produktionskapacitet

i forhold til at modtage de mængder af sild, som esbjerg-

fiskerne kunne fange på Bløden. Dertil kom, at 1951 netop

var året, hvor mange kutterejere valgte at bruge sommer-

perioden til at investere i det nye ekkolod, som gjorde det

muligt for dem at ”se” fisken i havet. Dermed øgedes den

enkelte kutters fangsteffektivitet, og Andelssildeoliefabrik-

kens kapacitet stod i endnu højere grad i skærende kontrast

til fiskernes potentiale for at fange skidtfisk.21 Snurrevods-

fiskernes store interesse for at få andelsbevis, så de kunne

rigge om til trawl, når rødspætterne svigtede, gav derfor

Fabriksskibet CLUPEA lå i Grådyb i de tre sildesæsoner fra 1951 til 1953. Kutterne lossede direkte til CLUPEA, og Esbjergs fiskemels-industri kunne dermed modtage sild fra mange nye leverandører alt i mens man selv havde travlt med at investere i udvidelser af fabriks- kapaciteten på havnen.

60

nye vanskeligheder for ledelsen. Allerede i starten af august

1951 var sildefiskeriet så godt i gang, at fabrikken måtte

indføre rationering af landingerne, og der var et akut behov

for en drastisk udvidelse af produktionskapaciteten. Dette

var bestyrelsen naturligvis bevidst om, men det tog tid at

etablere den krævede udvidelse.

Redningen kom i form af en kontakt, som det ved et

heldigt sammentræf lykkedes at etablere til et norsk rederi,

der ejede den flydende sildeoliefabrik Clupea. Clupea var et

landgangsfartøj, som stod næsten færdigt ved 2. Verdens-

krigs afslutning og derefter blev bygget om for at aflaste

de norske sildeoliefabrikker i højsæsonen. I sensommeren

1951 var Clupea på vej hjem fra et mislykket togt til Marok-

ko, da det lykkedes Andelssildeoliefabrikken at chartre det

ind til at hjælpe med at klare presset i den hektiske sæson,

hvor esbjergfiskernes landinger fra Bløden nåede op på over

30.000 tons sild.22

IndustrifiskeriClupea’s tilstedeværelse i sildesæsonen 1951 var så stor en

succes, at man også fik fartøjet til at komme og modtage

laster i højsæsonen 1952 og 1953, og den flydende fabrik

var på den måde en vigtig fødselshjælper for det direkte

fiskeri efter skidtfisk, eller industrifisk, som det nu blev

kaldt. Den gjorde det muligt for Andelssildeoliefabrikken

allerede i 1951-52 at tilbyde andelsbevis til en langt større

kreds af fartøjsejere, end det ellers ville have været muligt,

og dermed fik man blandt andet en stor kreds af de mis-

sionske fiskere med i gruppen af andelshavere. Disse havde

for manges vedkommende ledt efter nye fiskerimuligheder

til afløsning for det kystnære fiskeri med korte togter, som

tillod dem at være hjemme om søndagen, og netop industri-

fiskeriet, hvor fisken skulle landes hurtigt for ikke at blive

fordærvet, egnede sig godt til et sådant fiskerimønster.

Samtidig med at man fra Andelssildeoliefabrikken an-

vendte Clupea til at tage fra i højsæsonen, investerede man

derfor i en udvidelse af produktionskapaciteten, og private

aktører begyndte også at interessere sig for industrifiskeriet.

I forvejen havde to mindre fabrikker i byen, Kødfoderfabrik-

ken og Oliemøllen, taget imod landinger af fisk, og i 1952

etablerede også direktør Claus Sørensen en fabrik, Vestjysk

Sildeolieindustri A/S, ligesom en gruppe af fiskeeksportører

et par år senere etablerede deres eget anlæg under navnet

Farina. Således stod man i Esbjerg i 1955 med en markant

forøget kapacitet til forarbejdning af fisk til mel og olie, og

man havde navnlig på Andelssildeoliefabrikken et stort og

moderne anlæg, som svarede til det kraftigt forøgede antal

andelshavere. Samme år nåede den samlede landingsværdi

for esbjergfiskernes fangster af rødspætter landet i Esbjerg

og Storbritannien samt værdien af industrifisklandingerne

for første gang op på niveauet fra de lukrative år under be-

sættelsen, jf. Tabel 1. Man kunne ligeledes for den del af

esbjergflåden, som fortsatte i snurrevodsfiskeriet, notere

sig, at priserne på rødspætter for første gang var tilbage på

samme niveau som under krigen, og der var positive frem-

tidsudsigter for såvel det etablerede konsumfiskeri som for

det nye industrifiskeri. Andelssildeoliefabrikken var nu et

symbol på esbjergfiskeriets nye vækst, og i juli 1955 havde

fabrikken besøg af selveste kongefamilien, da denne lagde

vejen forbi Esbjerg.

Næste trin i udviklingen af industrifiskeriet omfattede

jagten på nye arter, eller rettere nye fangstsæsoner til at sup-

plere sildesæsonerne i hhv. februar-marts og august-septem-

ber. Formålet var dels at skaffe fabrikkerne råvarer i en mere

jævn fordeling hen over året, dels at gøre industrifiskeriet

med trawl til et helårsfiskeri for den enkelte kutterejer, såle-

des at han ikke behøvede at foretage skift mellem trawl og

snurrevod og holde to omkostningstunge typer af grej klar

til fiskeri parallelt med hinanden. Løsningen på dette fandt

man i løbet af 1950’erne, da først tobis og siden sperling

blev ’opdaget’ og inddraget i fangstkalenderen i hhv. forår/

forsommer og efteråret, jf. Tabel 2. Hvor man i 1950 kunne

håndtere omkring 150-200 tons fisk i døgnet, stod Esbjergs

fiskemelsfabrikker herefter i 1960 med en kapacitet på 2000

tons fisk i døgnet, og på et enkelt årti var der vokset en for-

arbejdningsindustri op, som kunne aftage fangster fra en in-

dustrifiskerflåde bestående af op imod halvdelen af havnens

fiskerfartøjer.

Omstillingen til helårsfiskeri og et voksende krav til

fangsthåndtering krævede nye og større fartøjstyper, og fra

61

1960’erne og frem splittedes flåden efterhånden op i en kon-

sum- og en industriflåde. Mange mindre kuttere holdt sig nu

helt til snurrevodsfiskeriet, medens andre investerede i stål-

fartøjer og gik over til helårsfiskeri med trawl efter industri-

fisk. De følgende år frem til midten af 1980’erne kom til at

udgøre en hidtil uset højkonjunktur for Esbjergs fiskerflåde,

idet man i årene omkring 1970 nåede op på ca. 600 fartøjer,

og i 1978 nåede en samlet kapacitet i flåden på 37.500 BRT.

Januar →

Marts

April →

Juni/Juli

August →

Oktober

Oktober →

December

Sild og brisling Tobis Sild og brisling Sperling

Yderligere arter: Kuller, hvilling, knurhaner, isinger og andre i

vekslende omfang i forskellige perioder frem til ca.1980

Tabel 2: Helårsindustrifiskeri fra ca. 1959

AfslutningIndustrifiskeriet fra Esbjerg voksede frem i 1950’erne, men

baggrunden for det nye fiskeris fremvækst skal findes i

årene, som gik forud. Esbjergfiskerne udviklede i mellem-

krigsårene et godt kendskab til Nordsøen som fiskefarvand,

og de havde sammen med nordjyske fiskere opdyrket et

marked for fersk fisk i Storbritannien. Under 2. Verdens-

krig havde adgangen til Nordsøen været begrænset, men

til gengæld havde fiskerne haft en særdeles god indtjening

ved snurrevodsfiskeriet, og den øgede indtjening var i vid

udstrækning investeret i nye og større fartøjer, som tilsam-

men udgjorde en overkapacitet i forhold til rødspættefiske-

riet, da krigen sluttede og det britiske marked igen åbnede.

Det var derfor afgørende nødvendigt, at fiskerne opsøgte og

fandt nye fiskerimuligheder, såfremt den kraftigt forøgede

fiskerflåde skulle kunne overleve økonomisk. Mange fi-

skerier blev afprøvet, herunder sildefiskeri i den nordlige

Rødspætter: Samlet landings- værdi Esbjerg (mill. kr)

Rødspætter:Pris pr. kg Esbjerg(kr)

Rødspætter: Samlet landingsværdi Stor-britannien*(mill. kr)

’Skidtfisk’ (sild m.m.): Landings-værdi Esbjerg(mill. kr)

Landingsværdi i alt(mill. kr)

1943 53 1.15 53 1944 46 1.68 46 1945 15 1.04 22 37 1946 13 1.06 24 37 1947 12 1.20 25 37 1948 11 1.22 29 0.2 40 1949 12 1.30 27 0.5 39 1950 15 1.17 11 1.1 27 1951 14 1.21 11 6.6 32 1952 14 1.08 10 5.3 29 1953 13 1.11 11 11.4 35 1954 15 1.30 9 15.6 40 1955 16 1.70 8 22.9 47

Tabel 1: Værdi af esbjergflådens landinger af rødspætter + industrifiskKilde: Fiskeri-Beretning, 1943-1955*Værdien er angivet i Fiskeri-Beretningerne for esbjergflåden frem til 1949. Tallene for årene 1950-55 er anslået værdi for esbjergflådens

landinger ud fra den andel, som esbjergflåden ses at have haft i perioden 1945-49, og som var 80% af de danske fiskeres landinger i U.K.

62

Nordsø samt fjernfiskeri i Nordatlanten, men størstedelen af

nordsøfiskerne blev holdt oppe økonomisk takket være en

aftale fra 1945-1949 med Storbritannien om licensfiskeri og

regulerede priser for fisk landet i de britiske havne. Denne

aftale ophørte i 1950 og førte til drastisk forringede konkur-

rencevilkår for de danske fiskere, som ledte efter alterna-

tive indtjeningsmuligheder og søgte så langt væk som til

Barentshavet for at finde sådanne.

I 1948 havde man i Esbjerg etableret en sildeoliefabrik

på andelsbasis for at søge at skabe et alternativ til kon-

sumsildemarkedet, idet esbjergfiskere siden 1945 uden den

store succes havde engageret sig i dette fiskeri, men ikke

fået etableret et velfungerende salgsled. Andelssildeoliefa-

brikken havde store problemer med driften i de første år,

men blev nærmest bestormet af vordende leverandører, da

der samtidig med krisen i rødspættefiskeriet blev fundet

store forekomster af sild på Bløden tæt ved Esbjerg. Takket

være et chartret fartøj, Clupea, som var en flydende silde-

oliefabrik, lykkedes det Andelssildeoliefabrikken at forar-

bejde de stærkt forøgede leverancer af sild til sildemel og

-olie i perioden frem til og med 1953, hvor man havde fået

udbygget sin egen produktionskapacitet og dermed var ru-

stet til at udgøre aftagerleddet for det, som nu var blevet

Esbjergs industrifiskeriflåde. I de følgende år kom prisen på

rødspætter igen op på niveauet fra krigsårene, og Esbjergs

fiskemelsfabrikker havde med hjælp fra Clupea hjulpet fi-

skerierhvervet gennen nogle vanskelige år, hvor antallet af

kuttere var reduceret med 20%, men hvor den resterende

flåde var kommet styrket ud af krisen.

Set i bakspejlet var fremkomsten af et decideret indu-

strifiskeri fra Esbjerg således i høj grad præget af en række

sammenfaldende faktorer. Kombinationen af overkapacitet

i Esbjergflåden, manglende succes i konsumsildefiskeriet,

krise i rødspættefiskeriet, samt ikke mindst tilstedeværelsen

af en flydende norsk sildeoliefabrik i de år, hvor esbjergfi-

skerne kastede sig over skidtfiskeriet, førte til, at man fra 2.

halvdel af 1950’erne med rette kunne tale om opkomsten

af en ny fiskerisektor i Esbjerg, som drev industrifiskeri og

produktion af fiskemel og -olie, og som kørte parallelt med

et revitaliseret konsumfiskeri med snurrevod efter de traditi-

onelle arter som rødspætter, torsk og kuller. Industrifiskeriet

havde for alvor vundet fodfæste, og selv om det ikke havde

været en del af planen ved etableringen af Andelssildeolie-

fabrikken, så åbnede fabrikken døren for et helt nyt fiskeri,

som i høj grad skulle komme til at præge byen og havnen i

de årtier, som fulgte.

Artiklen er en omarbejdet version af forfatterens bidrag på

konferencen XVIth World Economic History Conference i

Stellenbosch, Sydafrika, 9.-13. juli 2012. Indlægget fandt

sted som en del af temaet “Market forces, resource depleti-

on and the spatial expansion of the world’s fisheries since

c.1850”, og det havde titlen “Same Waters – Different Fish!

Danish Fishermen’s Shift from Edible Fish to ‘Trash Fish’

1945-1960”. Forfatterens deltagelse i konferencen var støt-

tet af Kulturstyrelsen.

Noter1. Fiskeristatistisk Årbog 1996, p.171.

2. R. Robinson, ’The North Sea Littoral and the British Is-

les’, i Starkey & Heidbrink (eds.): A History of the North Atlantic Fisheries, Volume 2. From the 1850s to the Early 21st Century. Bremerhaven 2012, p. 245f.

3. L. A. Hansen, ’Fra Havet staar en Guldstrøm ind over

Byen. Om fiskerierhvervet i Esbjerg under besættelsen’, i

Sjæk'len 2010, p. 40.

4. L. A. Hansen, op.cit., p. 44.

5. Kilde: Fiskeri-beretning, Kbh. [div. årgange]; Fiskeriår-bogen, Kbh. [div. årgange]

6. L.A. Hansen, op.cit., p. 46.

7. P. Holm, S. Byskov og S. Toft Hansen, Proteiner fra havet. Fiskemelsindustrien i Esbjerg 1948-1998, Esbjerg

1998, p. 19.

8. Aage J.C. Jensen, ’Fiskeri efter sild og brisling’ i H. Bleg-

vad (red.): Fiskeriet i Danmark,bd. 1. Kbh. 1946, p. 536-38.

9. Holm m.fl., op. cit., p. 20.

10. F. Holm-Petersen og K. Lund, Høst fra havet, Kbh.

1960, p. 250-61.

11. F. Holm-Petersen og K. Lund, op.cit., p. 227-29.

12. F. Holm-Petersen og K. Lund, op.cit., p. 230-32.

63

Andelssildeoliefabrikken i 1950’erne. På kajen ses lossekraner, som blev taget i anvendelse fra 1954.

64

13. Kilde: Fiskeri-Beretning, Kbh. , div. årgange (1945-1949).

14. S. Byskov, ’Esbjergfiskerne og missionen’ i Sjæk'len 2011, p. 39-56.

15. P. Holm m.fl., op. cit., p. 23-24.

16. P. Holm m.fl., op. cit. p. 26-27.

17. P. Holm m.fl., op. cit., p. 32.

18. Fiskeri-Beretning 1950, Kbh. 1951; Vestjysk Fiskeriti-dende 10/5, 10/6 og 10/9 1950.19. Vestjysk Fiskeritidende 10/5 1950.

20. Vestjysk Fiskeritidende 24/7 1950.

21. P. Holm m.fl., op. cit., p. 32.

22. P. Holm m.fl., op. cit., p. 33.

SummaryIndustrial fishing developed strongly in Esbjerg in the

1950s, but the foundation for the growth of this new kind of

fishing was laid in the years before then. Esbjerg fishermen

developed a thorough knowledge of the North Sea as fish-

ing grounds in the interwar years, and together with north

Jutland fishermen, they had developed a market for fresh

fish in Great Britain. Access to the North Sea was limited

during World War II, but the fishermen had made very good

earnings on Danish seine fishing, and these earnings were

largely invested in new and bigger vessels which together

represented an overcapacity relative to plaice fishing when

the war was over and the British market reopened. It was

therefore vital for the fishermen to explore and find new

options if the heavily enlarged fishing fleet was to survive

financially. Many types of fishing were tested, including

herring fishing in the northern parts of the North Sea and

distant water fishing in the North Atlantic, but the majority

of the North Sea fishing vessels survived thanks to an agree-

ment from 1945-1949 with Great Britain on fishing licences

and price regulation for fish landed in British ports. This

agreement expired in 1950, and the fishermen’s competitive

environment consequently deteriorated dramatically. Ha-

ving to look for alternative ways of earning their livings,

they went as far as the Barents Sea to find new resources.

A co-operative herring oil factory had been established

in Esbjerg in 1948 in an attempt to create an alternative to

the edible herring market. Esbjerg fishermen had been in-

volved in herring fishery since 1945, but without any nota-

ble success as they had failed to establish an efficient sales

organisation. The co-operative experienced major oper-

ating problems at first, but they were almost beleaguered

by would-be suppliers as large stocks of herring had been

found at Bløden close to Esbjerg at the same time as the

plaice crisis began. Thanks to a chartered vessel, the Clu-pea, which was a floating herring oil factory, the co-opera-

tive succeeded in processing the heavily increased landings

of herring into herring meal and oil in the period to and

including 1953, when the co-operative had succeeded in de-

veloping its own production capacity and was ready to act

as purchasing organisation for what had now become Es-

bjerg’s industrial fishing fleet. The price of plaice rose again

over the following years to its wartime level, and with the

aid of the Clupea, Esbjerg’s fish meal factories had helped

the fishing industry through some difficult years, where the

number of vessels had been reduced by 20%, but where the

remaining fleet emerged from the crisis in a stronger posi-

tion than they had been in before.

Seen in hindsight, the emergence of a dedicated indus-

trial fishing industry in Esbjerg was due to a high degree to

a series of simultaneous and interlinked factors. The com-

bination of overcapacity in the Esbjerg fleet, lack of suc-

cess in the edible herring sector, the crisis in plaice fishing,

and not least the presence of a floating Norwegian herring

oil factory during the years when the Esbjerg fishermen

threw themselves into trash fishing meant that it is fair to

say that from the second half of the 1950s, a new fishing

sector had been established in Esbjerg. Its focus was on

industrial fishing and the production of fish meal and oil,

and it moved forward in tandem with the revitalised fishing

with Danish seine for edible fish such as plaice, cod and

haddock. Industrial fishing had found its feet for good, and

although this had not been part of the plan with the estab-

lishment of the co-operative herring oil factory, the latter

opened the door to an entirely new fishing industry which

was to set its strong mark on the city and the harbour in the

decades which followed.

65

Kort over Zuiderzee, Pieter Goose 1666. Øst vender opad. Mod øst ligger provinsen Frisland med havnebyen Harlingen, mod vest provin-sen Holland med havnebyerne Enkhuizen, Hoorn og Amsterdam. Rijksdienst voor het Cultureel Erfgoed, Afdeling Landschap.

66

De varer, som bonden aldrig ser?Importen over Hjerting fra Holland i 1700-tallet

Af Mette Guldberg

I 1600- og 1700-tallet var Holland centrum for handlen med varer fra hele verden, og mange jyske byer fik varer fra Holland. I 1700-tallet var Vardes toldsted Hjerting den største importhavn i den nordlige del af Vadehavet. Gennem de bevarede toldregnskaber kan man få et detaljeret billede af de mange varer, der kom fra Holland, og af, hvor varerne gik hen. Desuden kan man følge, hvordan Hamburg i sti-gende grad overtog rollen som leverandør af tidens varer. Med de mange forskellige varer, der blev importeret over Hjerting kunne man få det indtryk, at Varde var en by, der var med på det sidste, og hvor man kunne finde alverdens herligheder. Men var det Varde og dens opland, der fik glæ-de af de mange varer?

IndledningI Danmark mærkede man i 1700-tallet for alvor virkningerne

af etableringen af europæiske kolonier i såvel Asien som

Sydamerika. De nye varer strømmede ind i landet med en

markant ændring af forbrugsmønstre og en forfinelse af vaner

og livsstil til følge.1 I Danmark var det langt hen ad vejen et

hovedstadsfænomen, idet København fik tilført varer direkte

fra de danske kolonier. Imidlertid var der også dele af riget

fjernt fra København, der mærkede fremgangen i forbruget,

men som fik varerne tilført ad andre veje. Fra den nordligste

del af Vadehavskysten, der hørte til det danske kongerige, var

der ad søvejen langt lettere adgang direkte til handelens hjer-

te i Holland, end der var til København, og skibsfart mellem

Holland og toldstederne i Tønder, Ribe og Varde var en fast

bestanddel af trafikmønstret. Til gengæld var der så godt som

ikke kontakt med København fra disse toldsteder før Den

Slesvig-Holstenske Kanal åbnede i 1784 og skabte en sydlig

forbindelse mellem Nordsøen og Østersøen.2

En af de væsentligste faktorer i Hollands udvikling til en

økonomisk stormagt i 1600- og 1700-tallet var dannelsen af

Det Forenede Ostindiske Kompagni – Vereenigde Oostindi-

sche Compagnie, forkortet VOC – som blev stiftet i 1602.

VOC bragte varer fra Asien til Amsterdam – krydderier, sil-

ke, bomuld, kaffe, te, farvestoffer og meget mere – hvilket

gjorde Amsterdam til datidens centrum for handel med stort

set alle varer, der var værd at handle med, ikke bare dem,

der kom fra kolonierne. I 1600- og 1700-tallet var VOC ver-

dens største handels- og søfartskompagni. Det beskæftigede

tusindvis af mennesker, havde omkring 30 holdepunkter i

Asien og en flåde på mere end hundrede skibe.3 Samtidig

blomstrede håndværk og handel i Holland.

Kontakten til HollandBefolkningen på den nordlige Vadehavskyst var i kontakt

med Holland på flere måder: Lokale skippere bragte varer

til og fra Holland flere gange i løbet af året, søfolk tog til

Amsterdam for at søge hyre på hollandske skibe, og en del

personer udvandrede til Holland for en periode eller for re-

sten af livet.4 Men hvilken indflydelse havde kontakten til

Holland på befolkningen ved den nordlige Vadehavskyst?

Denne artikel vil særligt fokusere på importen fra Holland

over Vardes toldsted Hjerting i 1700-tallet. Baggrunden for

at vælge denne indfaldsvinkel er, at der for Varde toldsted

er bevaret flere toldbøger end for de to andre købstæder på

kysten, Ribe og Tønder, nemlig i alt syv toldbøger fra perio-

den 1731 til 1798.5

67

Når man gennemgår disse toldbøger er det slående, hvor

rig en varemængde, der fra udlandet kom ind over Hjer-

ting, varetyper, man ikke umiddelbart forestiller sig, at man

kendte i 1700-tallets Vestjylland. I denne artikel vil toldbø-

gerne blive taget som udgangspunkt for at besvare følgende

spørgsmål om Vardes import fra Holland:

Hamburg?

med tidens forbrugsvarer?

Toldbøger som kildeDe syv bevarede toldbøger fra Varde toldsted er dem, der

blev tilbage efter en kassationsrunde i begyndelsen af

1800-tallet, hvor man kasserede alle 1700-tallets toldbø-

ger på nær dem fra året før og året efter indførelsen af nye

toldruller.6 For Vardes vedkommende efterlader det os med

bøgerne fra 1731, 1733, 1761, 1763, 1767, 1769 og 1798.7

Disse bøger indeholder først og fremmest to detaillerede

opgørelser, én over indgående og én over udgående trafik.

Her er opført ekspeditionens nummer og dato, skipperens

navn og hjemsted, skibets type og størrelse, hvor det kom-

mer fra/agter sig hen, en specifikation over ladningen el-

ler en angivelse af, om skibet var i ballast, samt endelig de

betalte told- og afgiftsbeløb. Desuden indeholder bøgerne

forskellige ekstrakter og registre samt oversigt over skibe

hjemmehørende ved toldstedet. Gennem toldbøgerne er det

således muligt at få et ret detaljeret billede af trafikken ved

toldstedet og de varer, der blev bragt ind og ud.

Det er hovedsagelig som en kilde til varernes art, told-

bøgerne kan bruges. Når en varetype optræder i toldbogen,

kan man med god ret gå ud fra, at den rent faktisk har fore-

kommet på stedet. Derimod er mængdeangivelserne mere

tvivlsomme. Toldregnskabers værdi som kvantitativ kilde

anses i almindelighed for at være tvivlsom på grund af svin-

del og smugleri,8 og der er ingen grund til at tro, at dette

skulle være anderledes i Varde tolddistrikt. Ikke mindst de

mange småbåde fra Fanø, hvis skippere kendte farvandet ud

og ind, udgjorde en udfordring for de toldere, der forsøgte

at holde styr på varestrømmen. I toldregnskaberne er det

snarere reglen end undtagelsen, at disse småbåde kom ind

fra Elben i ballast, men det er umuligt at vide, hvor meget

de bragte med, som ikke kom til tolderens kendskab. Der

findes talrige historier om, hvordan skipperne kunne snyde

tolderne, f.eks. ved at varerne blev sat af ved en af de mange

ladepladser undervejs eller blev gemt om bord på skibet el-

ler blandt de øvrige varer.9 Smugleriet var en sag mellem

skipperne og tolderne, mens købmændene, som aftog de

smuglede varer, blev holdt uden for efter en stiltiende over-

enskomst mellem skipper og varernes modtagere.10 Disse

historier taget i betragtning er det påfaldende, at der i told-

bøgerne kun omtales ganske få sager om smugleri, og da

drejer det sig oftest om en matros på vej hjem fra hyre i

Amsterdam, der har listet lidt ekstra tobak med.

De fleste af de hjertingskibe, der sejlede på Holland, var smakker. Gerrit Groenewegen.

68

Der er derfor al mulig grund til at tage det opgivne om-

fang af varerne med stort forbehold. Dertil kommer, at der

i toldregnskaberne er en række småfejl og unøjagtigheder,

der vanskeliggør en kvantificering af oplysninger. Der er

varer, der findes under de enkelte ekspeditioner, men ikke

i den samlede oversigt over årets varer, der er skibe, der

mangler i listen over hjemmehørende skibe og der er eks-

portvarer, der fejlagtigt er opført under importvarer. Endelig

er det ikke altid, toldbetjentene havde forudsætninger for at

identificere de flere hundrede mærkværdige varetyper, der

optrådte i toldregnskaberne.

Når dette er sagt, skal det på den anden side fremhæves,

at toldregnskaberne er en fremragende kilde til belysning af

mange aspekter af søfarten i den pågældende periode, og der

kan stilles en lang række spørgsmål til materialet. Denne ar-

tikel fokuserer først og fremmest på, hvad toldbøgerne kan

sige om de varetyper, der blev indført fra Holland over Hjer-

ting, og hvem der importerede dem. Det er således primært

et studie i tidens materielle kultur og i mindre grad et studie

i økonomi eller i omstændighederne bag varernes fremstil-

ling. Ligeledes har jeg kun sporadisk berørt, hvordan lovgiv-

ning og toldbestemmelser har påvirket varestrømmen, f.eks.

i forbindelse med Københavns begunstigede forhold eller

begrænsning i handel med Hamborg.11

En importhavn ved VadehavetVarde toldsted var i 1700-tallet beliggende i Hjerting, som

fungerede som ladeplads for købstaden Varde. Ribe havde

tidligere været den dominerende havn på den jyske Vest-

kyst, men efter at byen i 1600-tallet havde oplevet alvorlige

nedgangstider, var søfartens tyngdepunkt flyttet nordpå til

Varde, som var den største trafikhavn i området. Således

havde Ribe i 1730’erne kun ét hjemmehørende skib, en

smakke på 11 læster, mens Hjerting rådede over en flåde på

19 skibe på i alt 156,5 læster.12

Trafikken på Hjerting var i gang fra de tidlige forårsmå-

neder og hen til sidst på efteråret – gerne helt til december,

hvis vejret tillod det. I de syv toldbøger fra perioden 1731

til 1798 var der mellem 134 og 265 ekspeditioner om året

af indkommende skibe og ladninger13. Langt de fleste eks-

peditioner vedrørte småbåde fra Fanø på mellem en halv og

to læster, som sejlede til Elben med lokale produkter, først

og fremmest jydepotter, og kom retur i ballast – i hvert fald

ifølge toldbogen. Sejladsen til fjernere steder blev for ho-

vedpartens vedkommende varetaget af de i Varde hjemme-

hørende skibe, hvoraf langt de fleste var mellem fire og 25

læster. De største deltog i sælfangsten ved Grønland, mens

de mellemstore sejlede på Norge, som regel med korn op og

træ hjem. De mindre sejlede på Holland og efterhånden også

Hamburg. De indkommende laster fra disse steder var meget

varierede, spændende fra udelukkende én varetype om bord

til en varieret last af forskellige varetyper importeret til op til

20 forskellige personer rundt omkring i Jylland. Opregnin-

gen af sådanne laster kunne fylde over ti sider i toldbogen,

hvor det omhyggeligt og ned til en nøjagtighed på kvarte

pund blev opregnet, hvad den enkelte havde indført.14

De første seks toldbøger bruger ”Holland” som beteg-

nelse for det sted, skipperne bragte varer fra, og det fremgår

ikke, om det dækker over en af de mange hollandske hav-

nebyer, skibstrafikken passerede på vej til Amsterdam, eller

om det var selve Amsterdam, skibene fra Hjerting benyttede

som havn. Alt tyder dog på at det var det sidste, idet byen

Amsterdam er det eneste stednavn, der nævnes, når der und-

tagelsesvis nævnes en mere specifik destination for skibene

i Holland, f.eks. i forbindelse med smugleri.15 Kun en enkelt

gang nævnes en anden destination i det nederlandske områ-

de. Det er i 1733, hvor Mads Andersen fra Hjerting kommer

ind med en last kalk fra Harlingen, en havneby i Frisland.16

I 1798 bruger toldbogen udelukkende betegnelsen ”Amster-

dam”, mens ”Holland” ikke optræder.

Ved skibe fra Altona og Hamburg nævner toldbogen un-

dertiden det ene, undertiden det andet og undertiden begge

navne. Det er ikke denne artikels ærinde at belyse forholdet

mellem disse to byer, som dengang var henholdsvis dansk

købstad og selvstændig by. I det følgende bruges derfor ho-

vedsageligt betegnelsen ”Hamburg” uanset om det gælder

Altona eller Hamburg, undtagen når det specifikt drejer sig

om Altona.

I de to ældste bevarede toldbøger fra 1731 og 1733

optræder årligt godt 90 forskellige typer importerede va-

69

rer, hvis man regner træimporten fra Norge som én type.

Trælast, jern og stenkul importeredes fra Norge i disse år,

ligesom der kom en enkelt ladning hør årligt fra Husum.

Resten af de indkomne varer importeredes fra ”fremmede Steder” ifølge toldbogens egen liste over indførte varer. Li-

sten fortæller ikke, hvor disse fremmede steder var, men ved

at gennemgå de enkelte poster i toldbøgerne kan man se, at

så godt som alle skibe, der kom ind med varer sydfra, kom

fra Holland. Den eneste undtagelse er en Hjerting-smakke

på 6½ læster, der kom ind fra Altona en gang begge år med

varer – bl.a. drikkeglas og alabaster-arbejder – til en hr.

Ziernstein af Böhmen. Det var således Holland, der leve-

rede langt størsteparten af de fremmede varer, der kom ind

til Hjerting i begyndelsen af 1730’erne, et billede der havde

ændret sig i 1760’erne, hvor Hamburg i stigende grad var

kommet på banen.

I det følgende vil jeg gennemgå de forskellige varetyper

kategori for kategori med henblik på, hvordan sammensæt-

ningen var i de to årtier 1730’erne og 1760’erne. I 1798

var billedet markant ændret, og derfor behandles året først

i forbindelse med sammenfatningen efter gennemgangen af

importvarerne.

Betegnelserne for varer og deres stavemåde varierer en

del igennem toldbøgerne, og da der optræder omkring 300

forskellige varetyper i toldbøgerne, vil det føre for vidt i

denne sammenhæng at forklare, hvad hver enkelt vare er.

Derfor har jeg valgt at gengive betegnelserne i den form,

hvori de kan slås op i Ordbog over det danske sprog, såfremt

de findes i den.17 De varetyper, der ikke optræder der, har

fået tilføjet en forklarende note.

Tabel 1. Indkomne skibe fra Holland til Varde toldsted1731 1733 1761 1763 1767 1769 1798

Antal ankomster fra Holland 15 13 9 5 8 20 3

Gennemsnitlig læstestørrelse pr. ankomst 9,3 8,8 7,5 8 9 7,3 7,8

Antal aktive skibe i Hollandsfart 9 8 5 4 5 12 2

Gennemsnitlig læstestørrelse for aktive skibe 8,7 7 7 7,8 8,4 7,8 9,3

Indkommende læster fra Holland i alt

Vardes Toldbøger, Rigsarkivet.

139 115 67,5 40 72,5 147,5 23,5

Forsiden af Varde Told- og Consumptionsbog 1763

70

Material- og apotekervarerBlandt de jyske købstadsborgere, der havde behov for at

importere varer fra Holland, var farverne. Dem var der to

af i 1731, Hans Wolf i Varde, der fik krap, vitriol, vinsten

og sumak, og Niels Bygum i Middelfart, der fik bruntræ,

spanskgrøn, sølverglød, bleghvidt og cinnober. Andre deci-

derede farvestoffer, der blev importeret fra Holland gennem

det meste af 1700-tallet var blausel, indigo, cochenille og

krap, mens betegnelser som blåtræ, brasilienholt, brunrødt,

campetzholt, engeskær, gulholt, himmelblå, lakmus, okker-

gul og orlean optrådte mere sporadisk. I 1760’erne kom der

tillige fra Hamburg berlinerblå, isenfarve og rødtræ.

Ud over farvestofferne kom også en række andre materi-

alvarer fra Holland, hvoraf de gennemgående var alun, for-

skellige former for stivelse (bl.a. amdam), vitriol, potaske,

vinsten, galæble og lak. Mere sporadisk forekom duftstoffer

som Semen Amomi18 og sandeltræ, samt sæbe og lim, som

fra 1760’erne blev importeret både fra Holland og Ham-

burg, ligesom terpentin og terpentinolie, harpiks, gummi og

forskellige typer af duft- og mineralvand. Udelukkende fra

Hamburg kom i 1760’erne kamfer, hørfrø og husblas.

I 1731 blev der indført nogle tomme apotekerkrukker,

og samme år blev der indført 150 pund pokkenholt, som

bl.a. blev brugt som lægemiddel, mod gigt og syfilis – også

kaldet pokker, deraf navnet pokkenholt19. Deciderede apote-

kervarer forekom først i 1760’ernes toldregnskaber, hvor de

både blev importeret fra Holland og Hamburg til apotekere i

Viborg og Kolding. Det var ikke altid muligt for tolderen at

redegøre præcist for indholdet i de mange mærkelige medi-

kamenter, hvorfor de af og til blev opført som ”ubekiendte Apothequer Vahre” og ” Olieteter ubekiendt”.

Nærings- og nydelsesmidlerPå grænsen mellem apotekervarer og madvarer finder vi

krydderierne, der både blev brugt til medicinske formål og

til at sætte smag på maden – eller måske ligefrem til at over-

døve smagen. Krydderierne – først og fremmest muskatnød,

muskatblomme, nelliker og kanel – var en af grundstenene

i det hollandske ostindiske kompagnis handel. Alle disse

krydderier blev indført fra Holland over Hjerting gennem

hele 1700-tallet. Andre krydderier, som indkom løbende,

var anis, ingefær, kardemomme, kommen, peber, safran og

spidskommen. I 1760’erne så man i sjældnere tilfælde alle-

hånde, gurkemeje, kubebe, lakrids, laurbær og måneså20 fra

både Holland og Hamburg. Et forvarsel om, at Hamburg var

ved at vinde dominans var, at det basale krydderi peber fra

1769 udelukkende kom fra Hamburg.

De frugter og nødder, der kom fra Holland i 1730’erne,

var citroner, figner, kastanier korender, mandler, pomerans-

skaller, rosiner, svesker og valnødder. Den største af disse

varer var sveskerne med en import på hhv. 523 og 1275 pund

i 1731 og 1733. Gennem hele århundredet var figner, pru-

neller, rosiner og svesker gennemgående varer fra Holland,

mens citrusfrugter og -skaller som citron og pomerans, som

tidligere var kommet fra Holland, i 1760’erne overvejende

kom fra Hamburg. Det samme var tilfældet med kastanjer.

I 1760’erne kom flere sorter til, ligesom der også kom

grøntsager. Både fra Holland og Hamburg kom kapers, tørre

kirsebær, morkler, peberrod, sukat og ærter. Udelukkende

fra Hamburg kom agurker, appelsiner, bønner, fennikel,

hasselnødder, oliven og æbler. En enkelt helt ny sort kom

fra Holland. Det var skipper Hans Heboe af Hjerting, der

i 1769 havde to tønder jordæbler – dvs. kartofler – med fra

Amsterdam for sig selv. Om det var til konsum eller det var

læggekartofler fremgår ikke. Derimod er der nok ikke tvivl

om, at det var læggekartofler, der i 1761 blev indført fra

Bredstedt. Det drejede sig nemlig om ”16 tønder Cartufler (…)som til Coloniernes Cultivering på Ahl og andgrænd-sende Heede skal forbruges”. Det var altså læggekartofler

Tabel 2. Aktive skibe i Hollandsfart fordelt på typer

1731 1733 1761 1763 1767 1769 1798Smakke 9 6 4 2 2 5 0

Kuf 0 1 0 1 1 3 0

Snekke 0 1 0 0 2 3 0

Jagt 0 0 1 0 0 1 1

Tjalk 0 0 0 1 0 0 0

Evert 0 0 0 0 0 0 1

Vardes Toldbøger, Rigsarkivet.

71

til brug for de såkaldte kartoffeltyskere, der i 1759-60 kom

til Danmark inviteret af staten for at fremme hedeopdyrk-

ningen.21 Hans Heboe havde også en skok – dvs. 60 stk. –

hvidkål med fra Amsterdam i 1769. De få andre gange, der

ellers blev indført hvidkål i Hjerting, kom de knap så langt

væk fra, nemlig hhv. fra Elben (1731) og fra Husum (1798).

Byg og særligt rug var blandt de varer, der eksportere-

des i stort omfang fra Hjerting, men der blev også indført

kornprodukter i begrænsede mængder. Fra Holland kom så-

ledes i 1730’erne ejergryn22, hirsegryn, perlegryn og risen-

gryn – med risengryn som den eneste gennemgående vare,

der optræder i alle toldbøgerne, fra 1761 både fra Holland

og Hamburg. Fra begge disse steder kom også i få tilfælde

kanariefrø, mannagryn, rismel og sagogryn. Hvedemel kom

udelukkende fra Hamburg fra 1761 og fremefter, ligesom

man også importerede færdigt brød i form af kringler og

tvebakker fra Hamburg.

Hele perioden indkom der forskellige former for eddike

og vegetabilsk olie og fra 1760’erne også ost og humle fra

både Hamburg og Holland. Fra Hamburg kom desuden en-

kelte år forskellige specialiteter: ansjoser, chokolade, choko-

ladekager, kakaobønner, konfektsukker, peberkager, flamske

sild og fremmed øl. Sukker blev i 1730’erne importeret fra

Holland, men derefter optræder det ikke blandt de varer,

der indføres fra udlandet. Vi ser her givetvis virkningerne

af, at Danmark i mellemtiden havde fået opbygget en egen

sukkerproduktion på St. Croix, som man havde erhvervet i

1733, samt et sukkerraffinaderi i København. Staten beskyt-

tede i starten den danske sukkerindustri mod den udenland-

ske eksport, men efterhånden blev den københavnske suk-

kerindustri i stand til at forsyne det indenlandske marked

til konkurrencedygtige priser og kvaliteter og kunne sågar

begynde at eksportere.23 Sukker kan således i toldbøgerne

findes på lister over varer, der indføres med passerseddel an-

dre steder fra i landet, og – som i 1798 – på listen over varer,

der indføres søværts fra indenlandske steder.

Kaffebønner optræder i alle de bevarede toldbøger, i

1730’erne kun fra Holland, siden både fra Holland og Ham-

burg. Te bliver der til gengæld ikke importeret meget af.

Kun to år findes der te registreret i toldbogen: I 1733 i form

af 11 pund grøn te og 25 pund te-bou24 fra Holland, og i

1761 i form af 25 pund te-bou fra Hamburg.

Tobak blev i 1730’erne indført fra Holland, og i 1761

fra Hamburg i forskellige former: Stang cape, spansk snus-

tobak og – ironisk nok – hollandsk spunden tobak. I 1763

indførtes tobak kun lovligt af Niels Øllgaard i Varde. Det

kom fra København og blev ført over land fra Kolding. Der-

udover var der tre forsøg på indsmugling af tobak, der blev

opdaget. I 1767 optræder kun tobak i de tre tilfælde, hvor

det blev forsøgt indsmuglet. De to af sagerne drejer sig om

hjemvendende matroser, der havde forsøgt at smugle det

med hjem fra Amsterdam. Således kom f.eks. skipper Oluf

Møller fra Hjerting 23. november ind fra Holland med sin

smakke på 8½ læster med en lang række varer for fem for-

skellige købmænd samt ”endeel søefarende Folk med de-res Kister og Køie Klæder”. Dertil kom, at man indsvøbt

i skibets sejl fandt en rulle hollandsk tobak på 17 pund,

som ”skal have tilhørt en af de søefarende Matroser, som hiemkom med ham for Passaceer”.25 I 1769 blev der ikke

registreret tobak, der kom ind ad søvejen, men i 1798 kom

Et udvalg af de typiske krydderier i ostidie-handelen udstillet på Westfries Museum i Hoorn. I de store kurve er der kanel og muskatnød. Fra muskatnøddetræet fik man også muskatblomme, som tidligere blev anset for at være træets blomst, men som i vir-keligheden er frøkappen.

72

der tobak ind både fra Amsterdam og Altona samt fra Kø-

benhavn gennem den Slesvig-Holstenske Kanal.

Brændevin optræder kun som indført ad søvejen i told-

bøgerne fra 1730’erne, og da er det som fransk brændevin,

som indførtes fra Holland. I disse år kom der også fransk

vin ind fra Holland. I 1760’erne var det rhinskvin, der blev

importeret, og den kom fra både Holland og Hamburg.

Salt blev alle årene indført fra Holland – fransk salt

i 1731, spansk salt de øvrige år – og fra 1760’erne også

fra Hamburg. Lyneburgersalt blev udelukkende indført fra

Hamburg. Meget af saltet gik til de lokale Varde-købmænd,

og en stor del er formentlig blevet brugt til at salte fisk med.

Således videresendte byskriver Øllgaard i Varde den 27.

marts 1767 12 tønder spansk salt til Sønderho, ”som til Fi-skeriet sammestæds skal forbruges”.26

Tekstil og beklædningSammen med krydderier hørte tekstiler til de vigtigste va-

regrupper for det hollandske ostindiske kompagni, særligt

silke og bomuldsstoffer, der blev bragt med hjem fra Østen.

Samtidig havde hollænderne også deres egen tekstilpro-

duktion, ikke mindst i Leiden, som i 1600-tallet oplevede

en opblomstring bl.a. stimuleret af faglærte flamske vævere,

som var flygtet sydfra og kunne introducere nye teknikker.27

Omfanget af de stoffer, der blev indført fra Holland til Varde

i 1731 var ganske overskueligt: filtbaj, kirsej28 og ry – alle

tre ret grove stoffer – på hhv. 22½ alen 10 alen og 11 alen,

samt trykt bomuld på 37 alen, tilsammen godt 50 meter

stof.29 I 1733 var indførslen af stoffer noget mere varieret,

På Det Nationale Depot for Skibsarkæologi i Lelystad, Holland, (Nationaal Scheepsarcheologisch Depot, Rijksdienst voor het Cultureel Erfgoed) opbevares ca. 33.000 objekter fra fartøjer, fundet på de inddæmmede områder eller ved marinarkæologiske undersøgelser i Nederlandene. Her kan man finde mange af de genstandstyper, som blev importeret til 1700-tallets Hjerting. Bil-leder, der er mærket ”Skibsfund”, stammer fra dette depot. Tak til museumsinspektør dr. Wilma Gijsbers for velvillig bistand under mit ophold dér i september 2012 og for tilvejebringelse af billeder.

Varer til Knud Øllgaard i Varde maj 1731

Sucher 14 pd. Rosiner 10 pd.

Corender 8 pd. Mandler 12 pd.

Svedsker 16 pd. Bleghvidt 10 pd.

Canell ½ pd. Cardemomme ½ pd.

Figner 10 pd. Hagell 10 pd.

Krud 20 pd. Harpix 10 pd.

Muskatter 1 pd. Muskatterblom ¼ pd.

Nellicher ½ pd. Papiir 1 ris

Perlegryn 10 pd. Peber 4 pd.

Risengryn 10 pd. Saffran ¼ pd.

Stivelse 4 pd. Blausell 4 pd.

Allun 32 pd.

Den 20. maj 1731 anmeldte skipper Knud Riisbøl af Hjerting under indkommende nr. 20 sin smakke på 13 læster fra Holland. Han havde varer med til 18 forskellige jyske købstadsborgere. Kun én af dem var fra Varde, nemlig Knud Øllgaard i Varde, som fik 23 forskellige slags varer med en samlet vægt af 187 pund (knap 93 kg) samt 1 ris papir. 1 ris er en måleenhed for papir svarende til ca. 20 bøger eller omkring 500 ark. Vardes Toldbog, 1731, Rigsarkivet.

73

idet der i dette år kom bommesi, kanvas, engelsk kamelot,

dvælg, flor, kirsej, ry, leipzigerstof og berlinerstof på tilsam-

men godt 350 meter.

Her i begyndelsen af 1700-tallet var det endnu ikke

almindeligt at man kunne købe nyt, færdigsyet tøj.30 Men

derimod var der i 1731 en livlig handel med genbrugstøj.

Det var tøj, som de mere velhavende hollændere havde kas-

seret, men som godt kunne bruges i Danmark, hvor det blev

importeret under betegnelsen luskramsklude og -klæder og

forhandlet af folk, der ”fór med Luskram”. 31 I 1731 indkom

der fra Holland ikke mindre end 14 sendinger til en samlet

værdi af 240 rigsdaler, hvilket svarede til knap en tredjedel

af værdien af årets eksport af jydepotter. Seks af importører-

ne var kvinder, således Maren Sadelmagers Enke og Maren

Skomagers fra Varde, Abigael Nielsdatter og Anne Johans-

datter fra Holstebro, Anne Jensdatter Torsk fra Lemvig og

Anne Jensdatter fra Horsens.

I 1760’erne var indførslen af stoffer fra Holland så godt

som forsvundet, og det var Hamburg, der stod for leverancer-

ne af hvid bomuld, damasklinned, damaskdrejl, drejllinned,

kammerdug, netteldug, nonneskær, sukkerdun samt lærred

i forskellige kvaliteter: warendorfer-, billefelds-, sles-, grif-

fenberger-, ja selv hollandsk lærred, samt i enkelte år safi-

anskind, silkevarer og voksdug. I vurderingen af importen

af stoffer skal det tages med i betragtning, at det er en af de

varegrupper, som var meget attraktive at smugle, så der kan

være tale om ret store mængder, der gik uden om tolden.32

Også tilbehør til beklædning blev importeret, ikke

mindst bånd og bændler i hundredvis af meter. Også her

gælder det, at det i 1730’erne kom fra Holland, men fra

1760’erne først og fremmest fra Hamburg, ligesom knap-

per af metal, ben, horn, glas og kul, mange forskellige slags

spænder samt manchetter, tråd og virer. Sidstnævnte beteg-

ner metaltråd omvundet med stof, brugt bl.a. til hatte og ho-

vedtøj.33 Udelukkende fra Hamborg kom blomster, som var

en fast bestanddel af pynten på kvindedragter i 1700-tallet34

samt ”Ciffere af Flor og Blomster” som formentlig var fær-

dige monogrammer til påsyning.35 Dertil kommer garn at

stoppe med, kniplinger, tørklæder samt ture af flor, hvilket

sidste kan være besætninger til klædningsstykker.

En tur kan imidlertid også være en krans af falsk hår,

der blev båret under det naturlige hår for at give større hår-

fylde.36 1700-tallet var netop pudderparykkernes tid, og fra

1760’erne blev der indført pudder i kilovis både fra Ham-

burg og Holland. I 1769 blev der endda fra Hamburg indført

tre pudderpustere, der kunne sikre, at pudderet blev jævnt

fordelt. Selve parykkerne eller det hår, de blev lavet af, ser

man derimod intet til i regnskaberne.

Et andet karakteristisk indslag i 1700-tallets modebil-

lede var kvindernes fiskebensskørt, et underskørt sædvan-

ligvis af groft lærred, der var spændt stramt ud over ringe

af fiskeben. Betegnelsen ”fiskeben” er egentlig en forkor-

telse af hvalfiskeben, dvs. hvalbarder, der var skåret op, så

de kunne tjene som stivere i skørtet. Sådanne hvalfiskeben,

såvel ”uarbejdede” som skårne, indførtes både fra Holland

og fra Hamburg i 1760’erne.37

Over Hjerting blev også importeret forskellige råma-

terialer til brug for fremstilling af tekstiler og beklædning.

Blår, hør og hamp blev importeret fra de nærliggende havne

i Husum og langs Elben, men i 1760’erne undertiden også

fra Holland og Hamburg. Bomuld indførtes fra Holland i

1731, 1761 og 1767, mens materiale med varebetegnelsen

bomuldsvat – hvilket formentlig skal forstås som det be-

handlede men endnu uspundne bomuld – udelukkende kom

fra Hamburg. Kamelhår kom fra Holland i 1731, men op-

træder derefter først igen i 1763 og nu fra Hamburg både i

I 1761 indførte Hr. Commerceraad Elling i Viborg samt Sr. Peder Skive og Sr. Niels Lassen i Holsterbro ”Fingerbøller og Syeringe” fra Holland. Siden blev de kun indført fra Hamburg. Skibsfund.© Rijksdienst voor het Cultureel Erfgoed. Photo: Ton Penders.

74

uforarbejdet og i spundet og farvet stand. Et enkelt år blev

der fra begge steder indført Mechlensborgsk uld til hr. for-

stander Borreschmith til brug i Det Viborgske Tugt- og Ma-

nufakturhus.

En varetype, der går igen hvert eneste år blandt de im-

porterede varer fra Holland er ”Pundtlædershuder”. Pund-

læder er tykt sålelæder, der fik sit navn fordi det oprindeligt

blev solgt efter vægt. Huder i form af kalve-, fåre- og lam-

meskind var ellers en af de faste udførselsvarer fra Hjerting,

men lige netop når det gælder denne kraftige kvalitet, var

det en importvare. Årsagen kan være, at Vestjylland med sin

store studeeksport faktisk var i underskud af kraftigt læder.

Og tilsvarende, at Amsterdam, hvor kreaturer blev slagtet

og brugt til proviant til mandskabet på ostindiefarerne, hav-

de en overproduktion af sådanne huder. Således havde man

i forbindelse med VOCs pakhuse og transitlager i 1700-tal-

let et stort slagtehus, hvor der kunne hænge 50-60 kroppe

ad gangen.38 Måske er det biprodukter herfra, vi ser indført

over Hjerting, hvor købmændene oftest blot importerede en

til to huder ad gangen.

En tilsvarende forklaring kan være gældende, når det

gælder hår af svin og øxen, dvs. kreaturer, som også var en

fast importvare fra Holland gennem hele perioden. Denne

vare havde en bred anvendelse, til børster, reb, fyld i stole-

sæder og en lang række andre formål.

Personlige ejendele og forbrugsvarerUd over finesserne i modebilledet dukkede der i løbet af

1700-tallet også en række varer op, der var udtryk for et for-

brug ud over det strengt nødvendige til livets opretholdelse.

Så godt som alle disse varer kom fra Hamburg. Det gælder

bl.a. ting til brug for den personlige hygiejne: Kamme af

horn og ben, tandbørster, rageknive og etuier til tandstik-

kere. Til anden personlig brug kom briller og brillefoderal,

solringe af messing, signeter, snustobaksdåser, vifter samt

kæder, bånd og nøgler til ure – men ikke urene selv – samt

ørenringe. Til brug ved bordet indførtes bordklokker, drik-

keglas samt kniv og gaffel, og til brug for musikudøvelse

kom tværfløjter, violiner og strenge. Hertil kom en mængde

andre ting fra Hamburg: alabasterbilleder, alabasterduk-

ker, bakkelsessporer39 af messing, brændglas, trykte bøger,

tegnebøger, drejerarbejder, etuier af tombak, fjer til dyner,

fyrfade af messing, hirschfængere, hytter til piber, kaffe-

møller, sølvbeslagne knive, kvartser, landkort, lysesakse,

nåle- og tandstikkerhuse, penneknive, perler af porcelæn

og af smeltz40, piberør, possementmagerarbejde, skrive- og

regnetavler, solde- og sigtearbejde, skospænder, tavler af

metal og vokslys.

Fra både Holland og Hamburg kom kamme, fingerbøl

og syringe, gørtlerarbejde, metal-, jern- og andre galanteri-

varer, knappenåle, synåle, papir og pap i forskellige kvali-

teter, spanskrør, legetøj og andet Nürnbergerkram,41 sakse,

spejle og syle. Det eneste af denne type varer, der udeluk-

kende kom fra Holland, var for fem rigsdaler små billeder

med rammer, som kom i 1733.

Endelig kom der også tobakspiber fra både Holland og

Hamburg. I 1730’erne var der i vidt omfang tale om ”gamle udbrente Tobachspiber”, dvs. kridtpiber som havde været

brugt i Holland, og som, når de blev brændt rene hos bage-

ren, godt kunne bruges igen.42 Disse genbrugspiber indførtes

i tønder, og i 1731 udgjorde værdien af dem seks rigsdaler, i

1733 ni rigsdaler. Dette sidste år blev der ud over genbrugs-

piberne også importeret 70 dusin nye tobakspiber. Herefter

optræder der ikke brugte tobakspiber i toldbøgerne.

Af mere praktisk karakter er de forskellige former for

redskaber og brugsgenstande, der blev importeret fra såvel

I 1761 indførte Sr. Christen Nyeboe i Viborg fire dusin Kamme til en værdi på to rigsdaler fra Holland. Ellers kom de fleste kamme fra Hamborg. Skibsfund. © Rijksdienst voor het Cultureel Erfgoed. Photo: Ton Penders.

75

Holland som Hamburg. En helt gennemgående vare var uld-

karter, som i alle toldbøgerne er importvarer fra Holland,

men efterhånden også kom fra Hamburg. Overvejende fra

Holland kom digler til guldsmede, hagl, hængelåse, jern-

tråd, jerngyder, krudt,43 møllesten samt væverør. Fra begge

steder kom bor, file, kork og korkpropper, knibtænger, knive

og søm. Den eneste type af praktiske brugsgenstande, Hol-

land var eneleverandør af, var ”Balanzer” – dvs. vægte –

hvoraf der blev importeret to stk. i 1761.

Byggematerialer og råstofferI fire af toldbøgerne optræder byggematerialer fra Holland i

form af mursten og tagsten. Ofte var det skipperen selv, der

havde dem med, og omfanget var ikke så stort, at det kun-

ne række til mange huse. I 1731 blev der importeret 8.000

mursten og 500 tagsten, i 1733 12.000 mursten og 1.000

tagsten, i 1761 3.000 mursten og i 1763 7.600 uglaserede

tagsten. Da der igen kom mursten ind i 1798 kom de ikke

længere fra Holland. Et enkelt år – 1731 – importerede en

proprietær en kiste fransk vinduesglas fra Holland.

Kalk blev i 1730’erne importeret fra Holland i rela-

tivt store mængder: i 1731 50 læster og i 1733 82 læster. I

1760’erne fik man primært kalk fra Norge, mens der i 1798

også optræder musselkalk, dvs. kalk fremstillet af muslin-

geskaller, som kom ind fra Uetersen ved Elben. Tin kom ind

fra Holland med 2-300 kg om året i 1760’erne, ofte ”uar-beidet i Klumper”. Bly kom i 1763 og 1767 med 100 pund

hvert år. Desuden kom der i 1760’erne jern og messing ind

i form at genbrugsmaterialer.

Importvarer fra HollandI behandlingen af de forskellige varetyper er der taget ud-

gangspunkt i toldbøgerne fra 1730’erne, hvor så godt som

alle udenlandske varer kom fra Holland. I 1760’erne var

Hamburg kommet på banen og leverede mange af de samme

varetyper, som før udelukkende kom fra Holland. Holland

var ikke længere eneleverandør af eksotiske varer fra ko-

lonierne, og det kan være svært blot på indholdet at skelne

mellem en Hamburg- og en Hollandslast i 1760’erne. De

indeholdt mange af de samme varetyper, bortset fra at laster

fra Hamburg også indeholdt mere sofistikerede forbrugsgo-

der såsom tandbørster og kniv og gaffel.

Karakteristisk for importen fra Holland var, at det, bort-

set fra tekstiler, var forholdsvis uforarbejdede ting, der kom

ind. Det var materialvarer og krydderier, nogle få levneds-

midler, lidt vin, brændevin, kaffebønner og tobak. Endvidere

nogle enkelte forbrugsvarer samt byggematerialer og råstof-

Mursten fra Holland blev indført til Varde og nærmeste omegn. I 1731 havde flere hjertingskippere dem med for egen regning, i 1733 blev de indført til tre forskellige borgere i Varde og til Ter-man Madsen på hovedgården Krogsgaard og i 1761 var det igen en hjertingskipper. Skibsfund.

Tin blev importeret fra Holland i 1760’erne med 2-300 kg om året. Skibsfund. © Rijksdienst voor het Cultureel Erfgoed. Photo: Ton Penders.

76

fer. Når man ser bort fra salt og kalk, var det ikke de store

mængder, varerne kom i. Blandt levnedsmidlerne finder man

ikke substantielle fødevarer men snarere smagsstoffer i form

af krydderier og frugter. Importerede redskaber og materia-

ler var mest til husbehov eller til byerhverv og mølleri, mens

meget lidt var rettet mod have- og landbruget. Tilførsel på

denne front kom fra Hamburg, hvorfra der importeredes ha-

vefrø (1763 og 1767) og træer til plantning (1763 og 1769).

I 1798 – året hvorfra den sidste toldbog stammer –

havde Holland helt mistet terræn til fordel for Hamburg,

og Holland var ikke længere nogen særlig betydningsfuld

eksportør i forhold til Sydvestjylland. Kun godt 20 ud af

årets over 250 forskellige varetyper importeredes fra Hol-

land ifølge toldbogen, hvor der nu konsekvent blev talt om

Amsterdam. Flere af varetyperne var nogle, der havde væ-

ret importeret siden 1730’erne. Det gælder således alun,

hår af svin, pundlæder, karter, krap, møllesten, vegetabilsk

olie, papir og risengryn. Genbrugstøjet, som vi sidst mødte

i 1731, var vendt tilbage her i 1798, hvor der importere-

des ”gamle brugte Klæder” fra såvel Amsterdam og Altona

som fra København gennem Den Slesvig-Holstenske Kanal.

Andre genbrugsvarer fra Amsterdam var tomme lerkrukker

og gammelt jern. Som et varsel om Englands kommende

betydning i handelen kom et enkelt skib fra Newcastle med

blandt andet seks læster stenkul og nogle lerpotter.

Ingen af varerne fra Holland i 1700-tallet repræsentere-

de den mere raffinerede livsstil, som varerne på skibene fra

Hamburg er udtryk for. Det er helt tydeligt, at fornyelserne

og de modeprægede ting i 1760’erne fortrinsvis kom fra

Hamburg. Mens man fra Holland stadig importerede varer

til videreforarbejdning, kom så godt som alle de nye halv- og

helfabrikata, som repræsenterede 1700-tallets øgede forbrug,

fra Hamburg. Der var således ikke megen udvikling i de va-

retyper, der kom fra Holland, og blandt de varetyper, der blev

importeret ved århundredets slutning var der ikke nogen iøj-

nefaldende nyheder. Derimod var der nogle gammelkendte

og uglamourøse varer, der gik igen gennem hele århundredet,

nemlig svine- og oksehår, pundlæder, karter og møllesten.

Man kan gøre sig mange overvejelser over, hvilke varer,

der ikke optræder i toldregnskaberne. Her skal blot nævnes

en enkelt varegruppes påfaldende fravær, nemlig porcelæn

og fajance. En af de nye ting, der kom til Europa med kon-

takten til Østen, var kinesisk porcelæn, og i begyndelsen

af 1700-tallet begyndte man også at fremstille porcelæn i

Europa. Fajance-produktionen, som efterlignede det kine-

siske porcelæn, begyndte omkring år 1600 og fik centrum

i Delft, hvor også de store porcelænsauktioner fandt sted,

når skibene vendte hjem fra Østen.44 Man kunne derfor tro,

at det var en fast bestanddel af lasten på de skibe, der kom

ind fra Holland. Imidlertid er det eneste tidspunkt, porcelæn

optræder i toldregnskaberne på, i 1733, hvor der ad to om-

gange indføres porcelæn for i alt 23 rigsdaler til en Andreas

Meinerts af Fredericia. De fajancefliser, som er så karakte-

ristiske for skipperhjemmene på vadehavskysten og -øerne,

findes der ingen spor af i toldregnskaberne.

Hvem importerede varerne?Det forhold, at det var en mand i Fredericia, der aftog det

eneste porcelæn, der optræder i toldbøgerne som indført

fra Holland, bringer os frem til spørgsmålet om, hvem der

egentlig aftog de varer, der blev importeret fra Holland.

Importørerne af varer fra Holland var først og fremmest

borgere i de kongerigske købstæder i Jylland. Formentlig var

de først og fremmest købmænd, men der var også visse er-

Importvarer fra Holland 1798

Vardes Toldbog, 1798, Rigsarkivet.

Allund

Apotekervarer

Hår af svin og kvæg

Uheglet hør

Humle

Jern (råjern, gammelt

jern, jernståltråd)

Kaffebønner

Krap

Krudt

Tomme krukker

Gamle brugte klæder

Møllesten

Vegetabilsk olie

(linolie, rapsolie)

Ost

Papir

Risengryn

Sandeltræ

Sålelæder

Uglaserede teglsten

Tobak

Uldkarter

Væverør

77

hvervsgrupper – som f.eks. farvere, apotekere, garvere – der

havde særligt behov for de materialer, der kunne skaffes fra

Holland. I alt 15 jyske købstæder mellem Kongeåen og Lim-

fjorden – med Nykøbing Mors som den nordligste – fik på et

eller andet tidspunkt i de syv repræsenterede år leveret varer

fra Holland over Varde toldsted. Desuden fik Middelfart på

Fyn en enkelt gang leveret, hvorimod ingen byer nord for

Limfjorden eller syd for Kongeåen fik varer fra Holland ad

denne vej. Hertil kommer, at der næsten hvert år var mel-

lem en og fem personer uden for købstæderne, der fik leveret

varer, ligesom en skipper en sjælden gang imellem – i hvert

fald efter hvad han opgav til toldvæsenet – havde noget med

for sig selv. De købstæder, hvor antallet af importører sam-

menlagt gennem perioden var størst, var Holstebro, Varde,

Viborg og Horsens, og det er også disse købstæder, der er

repræsenteret alle årene på nær 1798, hvor det stort set kun

var Vardekøbmænd, der fik varer fra Holland ad denne vej.

Det var altså langtfra kun Vardekøbmænd, der fik del i

de varer, der importeredes over Holland. Dertil kommer, at

det primært var Vardekøbmænd og importører i omegnen,

der stod for importen af tunge og omfangsrige varer som

salt, kalk, møllesten, genbrugsmetal og byggematerialer,

mens der kun var relativt få leverancer til Vardekøbmænd

fra de blandede hollandske laster med krydderier, farvestof-

fer m.m. Det gælder i øvrigt også for importen fra Hamborg,

at langt de fleste af de ”nymodens” varer, som briller, land-

kort, signeter m.m. gik til andre købstæder end Varde.

Indtrykket er, at der til Varde i vid udstrækning blev im-

porteret varetyper, der var praktiske og traditionelle, mens

de mere farverige, eksotiske og moderne produkter gik til

de købstæder, der brugte Hjerting som importhavn, først og

fremmest Holstebro, Horsens og Viborg.

Man må således konkludere, at det forhold, at Varde

tolddistrikts hovedhavn Hjerting var en af de største import-

havne af hollandske varer til Jylland, ikke betød, at Varde

var særligt velforsynet med de mange nye varer, som i

1700-tallet strømmede ud på markedet – i hvert fald ikke af

den slags varer, der kom til landet efter at være blevet behø-

rigt fortoldet. Tværtimod er indtrykket, at det fortrinsvis var

andre købstæders købmænd, der fik sådanne varer til salg. Købstæder, der importerede varer fra Holland over Hjerting i 1700-tallet.

78

Afslutning1700-tallets toldregnskaber illustrerer flere af tidens tenden-

ser, såvel globalt som nationalt, regionalt og lokalt. Regn-

skaberne afspejler, at koloniernes varer fra Asien og Vest-

indien fandt vej til de lokale jyske markeder. Det skete dels

ved de lokale skipperes kontakt med Amsterdam og Ham-

burg, og dels ved, at København fik en privilegeret stilling

i forhold til import og handel med visse varer, der derfor

tilførtes Hjerting østfra. Mens København blev forsynet di-

rekte fra kolonierne, rettede man i Sydvestjylland primært

opmærksomheden mod handelens centrum i Amsterdam,

og man importerede kun det fra København, som man var

tvunget til gennem lovgivningen. Selv om det var Vardes

ladeplads Hjerting, der var havn for importen fra Holland

og Hamburg, gik de fleste varer videre til det øvrige Nør-

rejylland syd for Limfjorden, mens Varde kun fik en meget

lille del af de fremmede varer. Når man ser bort fra smug-

lergodset, var der altså ikke specielt mange eksotiske varer i

Vardeområdet, og når bonden fra oplandet kom ind til køb-

manden i Varde, var det formodentlig kun en brøkdel af de

mange slags importerede varer, han fik at se.

Holland var i begyndelsen af 1700-tallet så godt som

enerådende, når det gjaldt levering af fremmede varer til

Hjerting, men i løbet af 1700-tallet vandt Hamburg i sti-

gende grad indpas på markedet og overtog mange af de le-

verancer, Holland tidligere stod for. Desuden stod Hamburg

også for tilførsel af en lang række af de nye forbrugsgoder,

der blev introduceret i disse år. Holland var stadig leveran-

dør af mange af de samme varer som tidligere, men de synes

gammeldags og udpræget praktiske i sammenligning med

udbuddet fra Hamburg, som gennem sin variation og forfi-

nelse afspejler de nye tiders interesse for personlig hygiej-

ne, boligindretning, tøjmode, musikudøvelse samt læse- og

skrivefærdigheder.

Ligesom Hamburgs produkter gradvist havde erstattet Hol-

lands produkter i Hjerting, havde Holland også på verdens-

markedet tabt terræn. I løbet af 1700-tallet oplevede Hol-

land i stigende grad konkurrence fra London og Hamburg,

og med den franske invasion af den Hollandske Republik

i 1795 og opløsningen af VOC få år senere var Hollands

dominans i verdenshandelen forbi. Da importen fra Holland

ikke var af en karakter, der satte sig mange varige spor, er

der i dag kun få minder tilbage om den engang så tætte sam-

handel mellem Holland og Sydvestjylland.

Noter1. Se f.eks. Mikkel Venborg Pedersen: Silke, tekopper og

ædeltræ – et københavnsk borgerhjem og kolonialvarer i

1700-tallets midte. Nationalmuseets arbejdsmark 2012, p.

129-139.

2. Frederik Jan Loomeyer: Fanø og Den Slesvig-Holsten-

ske Kanal 1784-89 og 1823-40. Sjæk'len 1994. Esbjerg

1995, p. 9-37.

3. Els M. Jacobs: In Pursuit of Pepper and Tea. The Story of the Dutch East India Company. National Maritime Museum

Amsterdam, Walburg Pers 1991.

4. I 2012 påbegyndte Fiskeri- og Søfartsmuseet sammen

med Museum Sønderjylland på en bevilling fra Kultursty-

relsen et projekt med det formål at undersøge, hvad de dan-

ske vadehavsegnes forbindelser til Holland i 1600-1700-tal-

let betød for samtiden. Projektets overordnede spørgsmål

lyder: Hvilken indflydelse havde kontakten til Holland på

befolkningen? Satte den varige spor, eller forsvandt sporene

med de ændrede kontaktmønstre? Resultaterne af projektet

præsenteres i Max Pedersens artikel ”Fra Vadehavet til Am-

sterdam” i denne årbog samt nærværende artikel. Derudover

vil Elsemarie Dam-Jensen skrive en artikel om handelen på

Tønder, ligesom der planlægges en artikel om det samlede

projekts resultater.

5. Fra Ribe Toldsted er bøgerne 1731 og 1733 bevaret, fra

Tønder Toldsted 1713.

6. Toldrullerne kom i 1732, 1762, 1768 og 1797. Anders

Monrad Møller: Kongerigske toldregnskaber fra det 18. år-

hundrede. Fortid og Nutid XXVI, 1975, p- 86-103, p. 91.

7. Rigsarkivet, Rentekammeret og Generaltoldkammeret.

Reviderede Regnskaber. Vardes Regnskaber for Told og

Konsumtion m.v. Pakke 8, 9, 10, 11, 14 og 15. Dette ma-

teriale er tidligere benyttet i bl.a. Mette Guldberg: Jydepot-ter fra Varde-egnen. Produktion og handel ca. 1650-1850.

Landbohistorisk Selskab 1999.

79

8. Møller: op. cit., 1975, p. 99; Per Hauge Mortensen: Om

toldregnskabers troværdighed. Nogle eksempler fra perio-

den 1750-1800. FRAM 1989, p. 77-89.

9. N.M. Kromann: Fanøs Historie I, Esbjerg 1933, p. 263 ff.

10. Kromann op. cit., 1933, p. 318.

11. Henrik Becker-Christensen: Dansk Toldhistorie bd. II. Kbh. 1988; Anders Monrad Møller: Fra galeoth til galease, Esbjerg 1981, p. 110.

12. Læst er måleenheden for skibene størrelse eller drægtighed.

En læst er principielt udtryk for en lasteevne på 24 tønder rug

eller 5.200 pund og svarer i store træk til to nettoregistertons.

Vedr. havne og ladepladser i Vadehavsområdet se også: Poul

Holm: Havnene før havnen, ca. 1200-1867. Sjæk'len 1992. År-bog for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Esbjerg 1993 p. 9-39. Mette

Guldberg: Ladepladser i Vadehavsområdet. Sjæk'len 2009, År-bog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2010, p. 9-21.

13. Et skibs ladning kan være delt op på flere ekspeditioner,

så antallet af ekspeditioner er ikke nødvendigvis det samme

som antallet af indkommende fartøjer.

14. En redegørelse for den samlede trafik på toldstedet et

enkelt år findes i Mette Guldberg: Hjerting 1763. Sjæk'len 1995. Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvari-et i Esbjerg. Esbjerg 1996, p. 45-58. Skippere i hollandsfart

i 1730’erne er behandlet i Mette Guldberg: Hollandsfarere –

Risbøl’erne i Hjerting. Sjæk'len 1996. Esbjerg 1997, p. 9-17.

15. F.eks. Toldbogen 1763, hvor Søren Graversen under

indkomne nr. 82 angives at indkomme fra Holland, men

hvor det af opgørelsen over bøder af konfiskeret tobak frem-

går, at han kommer fra Amsterdam.

16. Varde Toldbog 1763, indkommende nr. 46.

17. Ordbog over det danske sprog. Udgivet af Det Danske

Sprog- og Litteraturselskab. København 1918-1956. Ordbo-

gen kan benyttes på www.ordnet.dk.

18. De umodne frugter af Pimenta (slægt af myrtefamilien).

Anvendes medicinsk, og der fremstilles en æterisk olie af

dem til brug i parfumerier og sæbefabrikationen. Frugterne

bruges også som krydderi, især i England. Salmonsens Lek-sikon 2. udgave 1915-10.

19. Store nordiske Konversationsleksikon 1-26, København

1916-24.

20. Frø af valmue; birkes. Kendes i dag fra betegnelsen må-

neboller, en slags boller eller tebirkes.

21. Se også Guldberg: op. cit. 1996, s. 47f.

22. Formentlig en slags fin boghvede, jvf. Nikolai Bendix

Lange: Statistische Briefe über Dännemark, Norwegen, Schleswig und Holstein. Altona 1793, p. 217: ”Zu den dänischen Lebensmitteln gehören ferner: Manna- Perlen-Gersten-Haber- und Buchweitzen- feine Buchwaitzen- oder Eyer-Grütze, Butter und Käse”.

23. Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarks-historie bind 9, 1990, p. 175; Dansk Søfartshistorie bd. 3,

København 1997, p. 45.

24. Te-bou betegnede oprindelig om en af de fineste, senere

en ringere kvalitet brun eller sort te. Ordbog over det danske sprog Te 1.

25. Varde Toldbog 1767, indkommende nr. 227.

26. Varde Toldbog 1767, fol. 127.

27. P.J. Rietbergen: A Short History of the Netherlands from prehistory to the present day. Ninth edition, Amersfoort

2011 p. 102.

28. Kirsej er en fordanskning af det engelske kersey, et

smalt groft uldstof ofte anvendt til militærklæde. Ellen An-

dersns seddelkartotek på Nationalmuseet i København, ven-

ligst meddelt af museumsinspektør ph.d. Mikkel Venborg

Pedersen.

29. En alen var indtil 1835 62,814 cm.

30. Færdigsyet tøj blev ikke almindeligt før i 1770’erne. El-

len Andersen: Moden i 1700-tallet. Nationalmuseet 1977,

p. 97.

31. H.K. Kristensen: Skibsfart fra Ribe-Varde-Blåvands-

huk-området i gammel tid. Fra Ribe amt bd. XX-I, 1976,

69-134. s. 95f.; Knud Fabricius, L.L. Hammerich og Vilh.

Lorenzen (red.): Holland Danmark. Bd. I København 1945,

p. 221.

32. Kromann: op. cit., 933, p. 277f.; J.K. Jensen: Blade af Horsens Købstads Historie. Horsens 1944 p. 97f.

33. Annette Hoff: Karen Rosenkrantz de Lichtenbergs dag-bøger og regnskaber. Horsens Museum og Landbohistorisk

Selskab 2009, p. 421

34. Andersen: op. cit., 1977, p. 212

80

35. Ordbog over det danske sprog, opslagsord: Ciffer 3.

36. Ordbog over det danske sprog, opslagsord:Tur 1.5. Ord-

ret hedder det i toldbogen 1761 fol. 65: ”Thurer af Flor til Fruentimmer 6 Stk. værdi 3 Rd.”37. Andersen: op. cit., 1977. Mette Guldberg: Hval- og sæl-

fangere fra Vadehavet. Sjæk'len 2010, Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2011, p. 77-87, p. 77.

38. Jacobs: op. cit., 1991, p. 34.

39. Formentlig kagesporer.

40. Emaljelignende glas med en smuk blå farve; smalte.

41. Legetøj af træ, pap og papir fremstillet af bønder i de

sydtyske bjergområder og forhandlet af Nürnberger-køb-

mænd. Sigsgaard og Varnild (red.): Det legede vi med. Kø-

benhavn 1982, p. 63.

42. Kristensen: op. cit., 1976, p. 97f.

43. Hovedbestanddelen i krudt er salpeter, som blev bragt

med de hollandske skibe hjem fra Østen. Jacobs: op. cit.,

1991, p. 85.

44. Bodil Busk Laursen: Koffardikaptajnens indkøb. I: S-L.

Manøe Hansen og Bodil Busk Laursen: Kaptajn Jens Sø-rensen, Strellev 1733-1817. Særtryk af Mark og Montre

1981, Ølgod Museum 1981.

SummaryIn the seventeenth and eighteenth centuries, Holland was the

centre of trade with goods from every corner of the world,

and many Jutland cities had goods sent from there. In the

seventeen hundreds, Hjerting, the biggest import harbour in

the northern part of the Wadden Sea, was Varde’s customs

point. Based on the surviving customs account from seven

years in the 1700s, this article provides a detailed picture of

imports from Holland, mainly dyes, drugs, foods, textiles,

building materials and raw materials

Holland was practically the sole supplier of foreign

goods to Hjerting in the early 1700s, but as the century pro-

gressed, Hamburg won an increasing share of the market

and took over many of the supplies which had previous-

ly come from Holland. Hamburg was also the supplier of

many of the new consumer goods which were introduced

during this period. Holland still supplied many of the same

goods as before, but they appeared old fashioned and decid-

edly practical in comparison with the range from Hamburg,

the variety and refinement of which reflected the new era’s

interest in personal hygiene, interior design, fashions, mu-

sic, reading and writing skills.

The 1700s customs accounts reflect many contemporary

trends, global as well as national, regional and local. They

show that colonial goods from Asia and the West Indies

found their way to local Jutland markets. This was partly

due to the contacts local shipmasters had with Amsterdam

and Hamburg and partly to the fact that Copenhagen was

granted privileged status with regard to the import of and

trading in certain goods, which consequently came to Hjert-

ing from east Denmark. While Copenhagen obtained its

supplies directly from its colonies, southwest Jutland turned

its attention to Amsterdam, the centre of colonial trade, and

imports from Copenhagen comprised only goods, trading in

which was regulated under the Copenhagen privilege. Most

goods imported via Hjerting were sent on to the rest of Jut-

land, so although Hjerting was a major import harbour, its

market town, Varde, received only a small portion of the

foreign goods. Apart from smuggled goods, there were not

particularly many exotic goods in the Varde area, and when

a local farmer paid a visit to his local grocer and merchant

in Varde, he probably only saw a fraction of the many kinds

of goods imported.

At the same time as Hamburg’s products gradually re-

placed Dutch products in Hjerting, Holland also lost a share

of the world market. The 1700s saw increasing competition

for the Republic from London and Hamburg, and with the

French invasion of the Dutch Republic in 1795 and the dis-

solution of the VOC a few years later, Holland’s domination

of world trade was a thing of the past. As the imports from

Holland were not of a nature to leave lasting tracks, there

are now only a small number of things left to remind us

of the once very close trading links between Holland and

Southwest Jutland.

81

82

Fra Vadehavet til Amsterdam

Af Max Pedersen

I 1600-tallet og 1700-tallet var Holland en økonomisk stor-magt og dybt afhængig af migrantarbejdere fra nabolan-dene. Det er velkendt, at der blandt migrantarbejderne var mange søfolk fra vadehavsregionen, der tog hyre på holland-ske skibe. Mindre velkendt er det, at flere tusinde vadehavs-boere i samme periode udvandrede til Holland. Her bosatte størstedelen af dem sig i Amsterdam, der med sine 200.000 indbyggere var mange gange større end nogen by i vade-havsområdet. Artiklen tegner med udgangspunkt i holland-ske kilder et portræt af vadehavsboerne i Amsterdam, hvoraf de fleste var af jævn herkomst. Artiklen er en del af et pro-jekt, der sigter mod kortlægningen af forbindelserne mellem Holland og Syd- og Sønderjyllands vestkyst i 1600-tallet og 1700-tallet. Projektet har modtaget støtte fra Kulturstyrelsen og er et samarbejde mellem Museum Sønderjylland/Kultur-historie Tønder og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Skinketyven fra RibeI april 1664 blev den 15-årige Mathias fra Ribe arresteret

i Amsterdam for at have stjålet en skinke hos en slagter i

bydelen Jordaan kun et stenkast fra Rozengracht 184, hvor

den aldrende Rembrandt boede. Under den efterfølgende

retssag fortalte Mathias, at det i virkeligheden ikke var ham,

der havde hugget skinken. Han hævdede derimod, at han

havde fået den af nogle store drenge, der ikke havde fortalt,

at kødet var stjålet. Den forklaring troede dommerne ikke

på. De var overbeviste om, at Mathias var skyldig og dømte

ham til forvisning fra Amsterdam.

Historien om Mathias står at læse i Amsterdams rets-

protokol. Desværre fylder beskrivelsen af sagen ikke me-

get mere end ovenfor refereret. Derfor får man ikke svar på

de spørgsmål, der rejser sig i kølvandet på skinketyveriet.

Eksempelvis: Hvad lavede en 15-årig dreng fra Ribe i Am-

sterdam? Var han rejst dertil alene eller sammen med sin

mor og far? Hvor boede han? Og hvordan gik det ham efter

dommen? Alt dette og mere til henstår i det uvisse.

Hvis der hersker uklarhed om Mathias’ personlige hi-

storie, så ved vi til gengæld med sikkerhed, at drengen fra

Ribe ikke var den eneste dansker i Amsterdam. Tværtimod

vrimlede byen med danskere i 1660’erne. Det samme var

tilfældet gennem en stor del af 1600-tallet og 1700-tallet,

hvor tilsammen omkring 15.000 danskere – regnet efter nu-

tidens nationale grænser – bosatte sig i Amsterdam.

De mange danskere kom fra hele landet, men i forhold

til indbyggertallet var udvandringen fra vadehavsregionen

særlig stærk. Cirka 25 procent af migranterne kom herfra

og i perioder må Amsterdam have haft 3-500 indbyggere,

der var født og opvokset i den danske del af Vadehavet.

Det svarer nogenlunde til indbyggertallet i en af datidens

mindre danske købstæder. Men hvem var udvandrerne fra

vadehavsområdet? Hvor i regionen kom de fra? Hvornår og

hvorfor udvandrede de? Hvordan ernærede de sig i Amster-

dam? Og levede de sammen i små indgiftede vadehavsghet-

toer? Eller indgik de ægteskab med mennesker, der havde

anden baggrund end ”vadehavsk”? Det er i al væsentlighed

de spørgsmål, artiklen forsøger at besvare.

De første vadehavsboere i Amsterdam bosatte sig primært i den vestlige del af byen. Adskillige af dem boede i Harlemmerstraat, hvis begyndelse man kan ane til venstre for broen i billedet. Jan van der Heyden: ”Nieuwe Zijds Voorburgwal met de Oude Harlemmersluis te Amsterdam” (1667-70). Olie på træ. Rijksmuseum, Amsterdam.

83

Kilderne Til trods for at udvandringen til Amsterdam ikke var ubety-delig, så har de danske migranter i byen kun været genstand for ringe interesse. En af årsagerne hertil er utvivlsomt, at flertallet af udvandrerne var jævne mennesker, der kun har efterladt sig få spor i historien. Men det har nok også spillet en rolle, at de bedste kilder findes i de hollandske arkiver, hvor de har unddraget sig opmærksomhed fra dansk side. En af disse kilder er Amsterdams lysningsregister, der ud-gør denne artikels empiriske fundament.1 Lysningsregistret

er bevaret i sin komplette form fra 1578 til 1810 og er uden

sammenligning den vigtigste kilde til indvandringen til Am-

sterdam, fordi alle par, der giftede sig i byen, blev registreret

på rådhuset med angivelse af navn, alder, hjemby, adresse

i Amsterdam og vidnernes navne. Herudover indeholder

registret for visse perioder flere andre informationer som

for eksempel oplysninger om mændenes erhverv. Tilsam-

men giver informationerne i lysningsregistret os et unikt og

ubrudt indblik i indvandringen til Amsterdam over en næ-

sten 250-årig periode.

Lysningsregistret omfatter omkring 650.000 individer.

Når det overhovedet har været muligt at finde vadehavs-

boerne i dette enorme kildemateriale, skyldes det den nu

afdøde stadsarkivar Simon Hart, der for 40 år siden sam-

men med en gruppe frivillige indekserede hver enkelt ind-

førsel i lysningsprotokollerne efter ægtefolkenes hjemby. I

dag ville indekseringen være foretaget digitalt, men på den

tid foregik arbejdet ved hjælp af håndskrevne arkivkort og

mikrofilm. Nærværende artikel bygger på min afskrift af de

godt 7.000 arkivkort, der omhandler samtlige danskere, der

giftede sig i Amsterdam fra 1578 til 1810. Endvidere er der

oversat knap 2.200 mikrofilm hver indeholdende alle oplys-

ninger om de pågældende 2.200 danske udvandrere og de-

res ægtefæller.2 Af de 2.200 oversættelser omhandler 1.150

mænd og kvinder fra Vadehavet.

Det vil sprænge rammerne for artiklen at tage en til-

bundsgående diskussion af lysningsprotokollernes validi-

tet, men registret opfattes generelt som troværdigt og lig-

ger til grund for flere historiske undersøgelser.3 Der er dog

reservationer i forhold til materialet. Eksempelvis har de

norske historikere Oddleif Hodne og Sølvi Sogner disku-

teret, hvor valide oplysningerne om hjembyen er.4 Kan vi

for eksempel stole på, at en mand, der selv opgav Ribe som

sin hjemby, nu også kom fra Ribe. Simon Hart mente ”ja”,

men de norske studier tyder på, at hjemby snarere skal for-

stås som hjemstavn.5 Det vil sige, at vores mand fra Ribe

lige så godt kunne komme fra Ribes opland som byen selv.

Synspunktet i denne artikel er, at de norske forskere har

ret, hvilket understøttes af Esben Graugaards undersøgelse

af udvandringen fra Holstebro til Amsterdam.6 Men der er

De fleste af vadehavsboerne ankom til Amsterdam med skib. Måske har nogle af dem første gang sat foden på hollandsk grund i den del af havnen, som maleriet gengiver. Ludolf Bakhuysen: ”Het IJ voor Amsterdam” (1673). Olie på lærred. Rijksmuseum, Amsterdam.

84

Mange udvandrerkvinder fra Vadehavet arbejdede som tjenestepiger i Amsterdam, hvor lønnen var meget højere end i Danmark. Gabriel Metsu: ”En pige, der skræller æbler” (u. å.). Olie på træ. Nivaagaards Malerisamling

85

De fleste vadehavsboere bosatte sig tæt ved havnen i den østlige del af Amsterdam. Det er et forvirrende kendetegn ved de ældre bykort af Amsterdam, at der er byttet rundt på verdenshjørnerne, så den østlige bydel ligger til venstre i billedet. Gerred de Broen: ”Amsterdam” (1774). Stadsarchief Amsterdam.

86

altså tale om en antagelse, der ikke er afprøvet på materialet

fra Vadehavet.

Ud over Amsterdams lysningsregister er der også an-

vendt andre serielle kilder. Det gælder byens dåbsregistre.7

Og det gælder fortegnelser over, hvem der fik borgerskab i

byen.8 Endvidere henvises der i artiklen til de protestantiske

menigheders medlemsregistre i Hoorn og Enkhuizen, men

dette materiale er kun overfladisk analyseret.9 Teksten base-

rer sig kun i begrænset omfang på såkaldte egodokumenter

– eksempelvis breve – der giver et mere personligt indblik

i udvandrernes tilværelse og livsvilkår. Der er dog i mindre

omfang udført research i Amsterdams retsprotokoller.10

Nordsøens New YorkI 1581 løsrev de syv nordligste provinser i Nederlandene

sig fra den spanske konge og dannede Den Nederlandske

Republik, der rent geografisk stort set svarede til nutidens

Holland. Frigørelsen fra Spanien blev startskuddet til mere

end 200 års indvandring til republikken, hvis egen befolk-

ning udgjorde omkring to millioner. De første par årtier ef-

ter løsrivelsen kom indvandrerne primært fra De Spanske

Nederlande eller Belgien, som man ville sige i dag. Mange

af de belgiske indvandrere var dygtige håndværkere og køb-

mænd, hvis tilstedeværelse gav den hollandske økonomi en

massiv vitaminindsprøjtning i form af risikovillig kapital og

ny viden om produktionsmetoder og internationale handels-

netværk.11 Resultatet heraf var, at den i forvejen ekspan-

derende hollandske økonomi blev markant styrket, hvilket

blandt andet gav sig udslag i opblomstringen af landets han-

del, klædevareindustrien i Leiden og det finansielle marked

i Amsterdam.

I takt med at landets økonomiske aktivitetsniveau øgedes

opstod der allerede i slutningen af 1500-tallet et voksende

behov for udenlandsk arbejdskraft, et behov der på nogle er-

hvervsområder holdt sig helt frem til slutningen af 1700-tal-

let. De fleste migrantarbejdere kom fra landene omkring

Nordsøen og den vestlige del af det indre Tyskland, hvor

både lønningerne og levestandarden var markant lavere end

i republikken.12 Tilsammen dannede disse lande, hvad den

hollandske historiker Jan Lucassen har kaldt for Nordsøens

migrationssystem.13 Systemet var i denne periode af histo-

rien kendetegnet ved, at de vestlige byer i Den Nederland-

ske Republik udgjorde et økonomiske centrum, der tiltrak

både inden- og udenlandske arbejdere, mens republikkens

egne provinsområder og nabolandene indtog rollen som den

økonomisk svagere periferi, der afgav arbejdskraften.

Der var selvfølgelig mennesker i nordsølandene, der

migrerede ad alternative ruter, men i store dele af 1600-tal-

let og 1700-tallet var det bevægelsen fra periferien mod

byerne i den vestlige del af Den Nederlandske Republik,

der var migrationssystemets dominerende kendetegn.14

Hollandske historikere skønner, at republikken i løbet af de

godt 200 år, udvandringen stod på, tog imod mere end en

million indvandrere, hvoraf 500.000 bosatte sig i selve Hol-

land.15 Hertil kom fire-fem millioner sæsonarbejdere, der

typisk arbejdede i landbruget og de maritime erhverv.16 Til

sæsonarbejderne hørte blandt andre de mænd fra vadehavs-

området, der hvert år tog hyre på de hollandske hvalfangere

i Ishavet.17

Hvis Den Nederlandske Republik udgjorde midtpunk-

tet i Nordsøens migrationssystem, så var Amsterdam så at

sige centerets centrum. Det var hertil, at hundredtusinder

af udenlandske sømænd ankom og opholdt sig, mens de

ventede på at få hyre på hollandske skibe. Det var også her,

at godt 180.000 udenlandske mænd og kvinder slog sig ned

og giftede sig.18 De fleste indvandrere kom fra Tyskland,

men Skandinavien var med 25.000 registrerede ægtefolk

også en hovedleverandør til bysamfundet i Amsterdam.19

Af de skandinaviske ægtefolk kom 7.000 fra Danmark,

6.000 fra Sverige og 12.000 fra Norge Omkring 10.500

indvandrere kom fra Slesvig-Holsten, der ligesom Norge

var en del af helstaten.

Ifølge den hollandske historiker Erika Kuijpers udgjorde

de registrerede ægtefolk højst 40 procent af indvandrerne,

hvorfor den reelle indvandring til Amsterdam kan have væ-

ret mere end dobbelt så høj, som lysningsregistret angiver.20

Det store mørketal rejser flere spørgsmål vedrørende ind-

vandringens karakter, men det falder udenfor nærværende

undersøgelse at tage den komplicerede og langt hen ad vejen

ubehandlede problemstilling op. Det skal dog nævnes, at en

87

del af de indvandrere – herunder indvandrerne fra Vadehavet

– der er omfattet af mørketallet, antageligvis var returmi-

granter, der vendte tilbage til deres hjemegn efter et længe-

revarende ophold i Amsterdam.

Ud over indvandringen fra Nordeuropa tog Amsterdam

også imod migranter fra de sydeuropæiske lande heriblandt

mange af de huguenotter, der flygtede fra religiøs forfølgel-

se i Frankrig. I den første halvdel af 1600-tallet indvandrede

også et stort antal sefardiske jøder fra den iberiske halvø til

Amsterdam. Senere var det især askenaziske jøder fra Øst-

europa, der fandt et religiøst fristed i den efter tidens forhold

meget tolerante by. Blandt indvandrerne med et mere fjernt

oprindelsessted var desuden en hel del armenere.21

Indvandringen til Holland var så massiv, at den ofte

sammenlignes med indvandringen til USA og i samme ån-

dedrag bliver Amsterdam tit sammenlignet med 1800-tallets

New York. Trods de åbenbare forskelle er analogien ikke

helt ved siden af. Ligesom New York var Amsterdam i to

århundreder ankomsthavn for strømme af migranter, der

var på gennemrejse mod andre destinationer. Ligesom New

York var Amsterdam et økonomisk kraftcentrum og havde

en lang periode med en eksplosiv befolkningstilvækst. Og

ligesom New York var Amsterdam med sine 200.000 ind-

byggere og mange indvandrere efter datidens målestok en

multikulturel metropol. Det var i denne dynamiske, globali-

serede og på mange måder moderne storby, at indvandrerne

fra Vadehavet skulle skabe sig et liv og et hjem.

Udvandrernes hjemstavnVadehavsboerne var blandt de første danskere, der udvan-

drede til Amsterdam, hvilket utvivlsomt skyldtes, at regio-

nens indbyggere som følge af de veletablerede handelsre-

lationer til Nederlandene tidligt var velorienterede om de

muligheder, byen rummede.22 Man kan dog ikke sige, at den

danske emigration til Amsterdam begyndte i Vadehavet og

herfra spredte sig til resten af landet. Udvandringen startede

næsten simultant i flere byer, der ligesom vadehavsområdet

havde nære handelskontakter til Holland. Det gælder først

og fremmest Aalborg, Helsingør og København.

På vadehavskysten var det Ribe og Tønder, der sendte de

første udvandrere til Amsterdam. Ribe og Tønder er samlet

set også de byer, som de fleste vadehavsboere i Amsterdam

ifølge deres egne oplysninger kom fra. I de godt 200 år ud-

vandringen stod på, opgav i alt 562 personer Tønder som de-

res hjemby, mens 396 fortalte, at de kom fra Ribe (figur 1).

Herefter følger Højer med 230, Varde med 122 og Ballum

med 94. Endvidere er 140 udvandrere registreret som kom-

mende fra Grådyb. Resten af de 181 registrerede udvandrere

Figur 1. Antal vadehavsboere, der giftede sig i Amsterdam fra 1578 til 1810 fordelt på hjemby.

0

100

200

300

400

500

600

Tønder Ribe Højer Grådyb Varde Ballum Diverse byer

Figur 2. Antal vadehavsboere, der giftede sig i Amsterdam fordelt på tiår.

0

50

100

150

200

250

1590

-99

1600

-09

1610

-19

1620

-29

1630

-39

1640

-49

1650

-59

1660

-69

1670

-79

1680

-89

1690

-99

1700

-09

1710

-19

1720

-29

1730

-39

1740

-49

1750

-59

1760

-69

1770

-79

1780

-89

1790

-99

1800

-10

88

Mange udvandrende fra Vadehavet kom fra Ribe. Prospekt af Ribe, 1768.

fra Vadehavet kom fra landsbyer og øer som Skærbæk, Em-

merlev, Hjerting, Sønderho, Bredebro, Manø, Møgeltønder,

Løgumkloster, Rømø, Henne, Brøns og Hjerpsted.

UdvandringsperiodenDen første vadehavsboer i Amsterdams lysningsregister er

den 30-årige sømand Christian Jensen fra Ribe, der i 1595

giftede sig med Magdalena Arents fra den tyske by Bock-

holt.23 Den sidste i registret er den 41-årige Maria Smit fra

Varde, der i 1810 blev gift med landsmanden Frederik Wil-

helmsen fra Henne.24 Ind imellem disse to yderpunkter fin-

der vi yderligere 1.723 vadehavsboere, men der var uden

tvivl flere fra vadehavsområdet, der indgik ægteskab i byen.

Således medtager nærværende opgørelse ikke de personer,

hvis første ægteskab blev indgået i Danmark, men som an-

den gang giftede sig i Amsterdam. Hertil kommer, at der

sandsynligvis er et større antal vadehavsboere, der slet ikke

blev opdaget af Simon Hart og hans medarbejdere, fordi

det ikke var muligt for dem at identificere hjembyen. Det

gælder blandt andet i tilfældet Catrina Hoogheysel, hvis tre

søstre blev registreret som kommende fra Varde, men ikke

selv blev opdaget af Simon Hart og hans medarbejdere.25

Vadehavsboerne i lysningsregistret er ikke jævnt fordelt

ud over den 200-årige periode, udvandringen stod på (se fi-

gur 2). Frem til 1630’erne er antallet af ægteskaber moderat,

men i 1640’erne sker der en voldsom stigning. Stigningen

fortsætter frem til 1660’erne, hvor 20 vadehavsboere hvert

år tager turen op ad trappen til Amsterdams nybyggede råd-

hus. I 1670’erne og 1680’erne falder udvandringen drastisk

for herefter at genvinde noget af det tabte terræn i slutnin-

gen af århundredet. I 1700-tallet er udsvingene ikke lige så

markante, og antallet af ægtefolk ligger og svinger mellem

80 og 110 per tiår frem til slutningen af århundredet, hvor

udvandringen definitivt toner ud.

89

Det hører med til fortolkningen af lysningsregistret, at

det giver et forsinket billede af, hvornår udvandringen fandt

sted, fordi emigrationstidspunktet ikke er identisk med tids-

punktet for indgåelsen af ægteskabet. En stikprøve blandt

udvandrerne fra Ribe og Tønder viser, at vadehavsboerne i

gennemsnit boede i Amsterdam i syv og et halvt år før ind-

gåelsen af ægteskabet.26 Under forudsætning af at stikprøven

er retvisende, skal lysningsregistreret tilbagedateres med et

tilsvarende tidsrum for at finde udvandringstidspunktet. Når

protokollen eksempelvis fortæller, at der var flest danskere,

der giftede sig i Amsterdam i 1660’erne, så skal det altså

læses som et udtryk for, at udvandringen fra Vadehavet til

Amsterdam groft sagt kulminerede i 1650’erne.

Årsager til udvandringDet er ofte sådan, at store migrationsstrømme korresponde-

rer med historiske begivenheder som krige og voldsomme

udsving i de økonomiske konjunkturer. Det synes i vid ud-

strækning også at være tilfældet med udvandringen fra Va-

dehavet til Amsterdam. Således har udvandringen både sin

akkumulationsfase og sit kulminationspunkt i en periode,

hvor Danmark var involveret i tre krige, hvoraf de to første

gik særlig hårdt ud over Jylland. Disse begivenheder har gi-

vetvis fungeret som en pushfaktor, der så at sige har drevet

udvandrerne i retning af Amsterdam.

Der er også en meget klar korrespondance mellem migra-

tionsstrømmenes bevægelser og de økonomiske konjunkturer

i Amsterdam. Fra slutningen af 1500-tallet og frem til cirka

1670 var Amsterdams vækst så intens, at byens indbyggertal

voksede fra 50.000 til 200.000. Udvandringen fra Vadeha-

vet følger langt hen ad vejen den vækstkurve lige til slutnin-

gen af 1660’erne, hvor den hollandske økonomi begynder at

stagnere. Den voldsomme vækst var uden tvivl en væsentlig

pullfaktor, der drog indvandrere til Amsterdam, fordi jobmar-

kedet var bedre end derhjemme. Eksempelvis var det lettere

for danske søfolk af få hyre i Amsterdam og lønnen var også

væsentligt højere end på dansk-norske skibe.27

Den nok klareste korrespondance mellem udsving i ud-

vandringens omfang og en politisk-økonomisk begivenhed

finder vi i 1670’erne (1680’erne på figuren jf. ovenævnte

tilbagedatering). Her stemmer det drastiske fald i indvan-

dringen nøje overens med den dybe økonomiske, politiske

og militære krise, som Holland befandt sig i fra 1672 og

nogle år frem. Set fra den danske del af Vadehavet har man-

ge potentielle udvandrere åbenbart vurderet, at krisen var så

alvorlig, at den mulige gevinst ved emigration til Amster-

dam ikke stod mål med risikoen. Da krisen var drevet over,

begyndte vadehavsboerne også at vende tilbage.

Til trods for at Den Nederlandske Republik i 1700-tallet

ikke oplevede samme økonomiske fremgang som i århundre-

det forinden, fortsatte udvandringen fra Vadehavet til Am-

sterdam. Den primære årsag hertil var formentlig, at mange

vadehavsboere ligesom i 1600-tallet skønnede, at løn og job-

muligheder var bedre i Amsterdam end på deres hjemegn.

Hertil kom, at stavnsbåndet i løbet af 1700-tallet fik flere og

flere drenge og unge mænd til at flygte fra de godser, hvor

de var forpligtet til at tilbringe størstedelen af voksenlivet.

Mange stak af til Fyn, Sjælland og hertugdømmerne, men

blandt flygtningene var der også en del, der bortgik til Hol-

land, som det hedder i en indberetning fra amtmanden i Ri-

berhus Amt fra 1737.28 De fleste af stavnsbåndets flygtninge

fik formentlig hyre i den hollandske handelsflåde, men nogle

bosatte sig også i Amsterdam. En af dem var Anders Ander-

sen fra Janderup ved Varde, om hvem det fortælles, at han

rømmede til Holland omkring 1770 på grund af et dramatisk

slagsmål med en ridefoged, der lagde an på hans kæreste.29

Måske har stavnsbåndet og den generelle undertrykkelse

af bønderne spillet en større en rolle for udvandringen til

Holland end ovenfor antydet. I hvert fald er det påfaldende,

at der hverken i vadehavsområdet eller Danmark som hel-

hed er forskel på, hvor mange der udvandrede i henholds-

vis 1600-tallet og 1700-tallet. Det mønster adskiller sig

markant fra Norge, hvor stavnsbåndet ikke blev indført, og

hvor udvandringen faldt med næsten 50 procent i 1700-tal-

let.30 Stavnsbåndet kunne være en af forklaringerne på, at

udvandringen forblev på samme niveau i Danmark, mens

den faldt så drastisk i Norge. Under alle omstændigheder

står det klart, at 1700-tallets udvandring til Amsterdam og

Holland ikke kun var et spørgsmål højere løn og bedre job-

muligheder. Det var også et spørgsmål om frihed.

90

om, at udvandringen til Amsterdam skulle udvikle sig til et

eventyr, der gav dem mulighed for at hæve sig langt over

deres oprindelige sociale stand. Det er nok de færreste for

hvem drømmen gik i opfyldelse, men der var udvandrere,

der havde heldet med sig. En af dem var den ovennævnte

Anders Andersen, der fra fødslen var en simpel bondesøn

fra Janderup, men ifølge familieoverleveringen endte som

en særdeles velhavende spejlmager og købmand i Amster-

dam.32 Mere eller mindre apokryfe succeshistorier som den-

ne har utvivlsomt ansporet ikke så få til at udvandre.

De kvindelige udvandrereIfølge lysningsregistret udgjorde kvinderne 29 procent

af udvandrerne fra Vadehavet. Deres andel har nok været

noget højere, idet Amsterdam fra midten af 1600-tallet og

Ud over krigene og strukturelt funderede bevæggrunde

som stavnsbåndet og lønforskellene, så havde en del af ud-

vandrerne utvivlsomt mere individuelle motiver til at rejse.

En grundigere undersøgelse ville med stor sandsynlighed

vise, at nogle af dem reelt udvandrede til Amsterdam og

Holland, fordi de var på flugt fra myndighederne. Ligesom

der nok også skal være eksempler på unge par, der udvan-

drede for at realisere deres forbudte kærlighed. Og mænd,

der stak af, fordi de havde gjort deres kærester gravide.

Endelig har ren og skær eventyrlyst nok været en stor

drivkraft for mange udvandrere.31 Med sine 200.000 ind-

byggere, rigelige vareudbud, liberale omgangsformer og

potente forlystelsesliv må Amsterdam have fremstået som

meget tiltrækkende på mange vadehavsboere. Ikke mindst

de unge og ugifte. Der er sikkert også mange, der har drømt

Kreatureksport fra marskområderne var en af årsagerne til de tætte forbindelser mellem Vadehavet og Amsterdam. Illustreret Tidende, 1860'erne.

91

migrationsperioden ud havde et stort underskud af mænd.

Det betød, at mange kvinder aldrig giftede sig og derfor

heller ikke optræder i lysningsregistret.33 Antageligvis var

andelen af ugifte kvinder størst blandt indvandrerkvinderne,

hvis sociale markedsværdi næppe var så høj som de ind-

fødte kvinders, fordi ikke de kunne tilbyde deres kommende

ægtemand, at han blev en del af et familiært netværk, der

kunne fungere som socialt sikkerhedsnet.

Den gennemsnitlige vadehavskvinde var formentlig

omkring 20 år, når hun udvandrede.34 I 1600-tallet var hun

desuden i gennemsnit 26,3 år på tidspunktet for ægteskabets

indgåelse. I 1700-tallet steg gennemsnitalderen til 28,6 år,

hvilket nok hænger sammen med, at tiderne rent økonomisk

blev strengere i Amsterdam, hvorfor det tog længere for de

unge par at spare sammen til at blive gift.35

Det er nærliggende at tænke at en stor del af de unge

vadehavskvinder udvandrede sammen med deres mand eller

kæreste, og der er da også fundet flere eksempler herpå. I de

fleste tilfælde var det dog sådan, at kvinderne først mødte

deres kommende ægtefælle efter ankomsten til Amsterdam.

Det kan vi sige med meget stor sikkerhed, fordi kun et få-

tal af vadehavskvinderne i lysningsregistret – som vi skal

vende tilbage til – giftede sig med en mand, der kom fra

deres egen hjemstavn.

Der vides ikke ret meget om, hvorvidt kvinderne udvan-

drede på egen hånd eller sammen med venner eller fami-

liemedlemmer. Data fra de protestantiske menighedslister

i Hoorn og Enkhuizen kunne tyde på, at flertallet af vade-

havskvinderne udvandrede på egen hånd, og der er ingen

grund til at tro, at det skulle have været anderledes i Amster-

dam. Den mest kendte indvandrer i det gamle Amsterdams

historie var med sikkerhed solomigrant. Hendes navn var

Elsje Christiaens.36 Hun var 18 år gammel og kom fra den

uidentificerede lokalitet Sprouwen i Jylland, der formentlig

lå i vadehavsområdet eller længere op ad kysten. At Elsje er

kendt i dag skyldes, at hun mindre end to uger efter ankom-

sten til Amsterdam myrdede sin husvært i forbindelse med

voldsomt skænderi, der blev udløst af, at den jyske pige ikke

kunne betale sin husleje. Elsje hævdede selv, at hun handle-

de i selvforsvar, men det gjorde ikke indtryk på dommerne,

Flertallet af de danske indvandrere i Amsterdam tilhørte byens proletariat og har ikke efterladt sig mange spor i historien. Den exceptionelle undtagelse er den 18-årige Elsje Christiaens fra Jylland, som Rembrandt tegnede umiddelbart efter hendes henret-telse i 1664. Rembrandt van Rijn: ”Elsje Christiaens hanging on a gibbet” (1664). Blæk på papir. H. O. Havemeyer Collection, The Metropolitan Museum of Art, New York.

92

der dømte hende til døden ved kvælning. Sagen gjorde så

stort indtryk på Rembrandt og et par af hans elever, at de

efter hendes død portrætterede Elsje på byens galgeplads.

Elsje Christiaens er omtalt i talrige udenlandske kunst-

bøger, hvor man af og til kan læse, at hun kom til Amsterdam

for at finde arbejde som tjenestepige. Det er ikke usandsyn-

ligt, for tjenestepigerne var betydeligt bedre lønnede i Am-

sterdam end i Danmark. Ifølge biskop Erik Pontoppidan, der

besøgte Amsterdam i 1742, fik byens tjenestepiger 30-40

gange mere i løn end hjemme i kongeriget.37 Uanset at Pont-

oppidans tal muligvis er overdrevne, så synes det åbenbart,

at udsigten til en markant højere løn var drivkraften i mange

kvinders emigration. Men ligesom mændene har kvinderne

formodentlig haft andre motiver til at udvandre. Således har

eventyrlyst velsagtens også spillet en vigtig rolle for de kvin-

delige udvandrere. Og selv om kvinderne ikke var underlagt

stavnsbåndet, var der kvinder, der udvandrede til Holland,

fordi de efterstræbte større frihed og bedre arbejdsvilkår.38

I modsætning til mændene skulle kvinderne ikke angive

deres profession, når de blev skrevet ind lysningsprotokol-

lerne, men flertallet af dem arbejdede sandsynligvis som

tjenestepiger eller hushjælp. Historikeren Kariin Sundsback

har dog fundet adskillige eksempler på norske indvandrer-

kvinder, der var beskæftiget i forskellige former for fabrika-

tionsvirksomhed.39 Sundsback har også fundet kvinder, der

arbejdede i mere maskuline erhverv som at vende fugtigt

korn i Amsterdams lagerbygninger. Der var desuden nor-

ske indvandrerkvinder, der ernærede sig som prostituerede.

Dem finder vi også blandt kvinderne fra Vadehavet. Det

gælder blandt andre den 24-årige Agathe Carstens og den

20-årige Stintje Jans fra Tønder, der i 1650 blev arresteret på

det samme bordel i Amsterdam.40 Og det gælder en kvinde

fra Ribe med øgenavnet Marrij fra Nord, der i 1664 blev

forvist fra byen på grund af hor.41

Hverken lysningsregistret eller andet hollandsk kildema-

teriale er til meget hjælp, når det gælder spørgsmålet om va-

dehavskvindernes sociale baggrund. Kilderne fortæller dog,

at det store flertal af dem levede på ydmyge adresser i byen.

En opgørelse over vadehavskvinderne i perioden 1650 til

1750 viser desuden, at 88 procent af dem ikke kunne skrive

deres eget navn, men signerede lysningsprotokollen med et

X eller et personligt tegn. Begge forhold indikerer, at kvin-

derne kom fra beskedne kår i deres hjemstavn. Norske stu-

dier har da også vist, at mange af indvandrerkvinderne fra

Norge var ud af jævne bondefamilier.42 Esben Graugaards

undersøgelser fra området omkring Holstebro peger i sam-

me retning.43 Formentlig har kvinderne fra Vadehavet haft

en tilsvarende baggrund.

Alle usikkerhedsmomenter til trods, så fremstår de kvin-

delige migranter som en af de mest spændende facetter ved

udvandringen til Amsterdam. Kvinder i tidlig moderne tid

fremstilles generelt som meget stedbundne og stærkt be-

grænsede i deres individuelle handlemuligheder. Det syns-

punkt afspejler sig også i migrationsforskningen, hvor man

traditionelt går ud fra, at kvinder primært emigrerer i sel-

skab med deres mand eller andre nære familiemedlemmer.44

Udvandringen til Amsterdam antyder, at en stor del af kvin-

derne fra Vadehavet – og resten af Danmark for den sags

skyld – ikke passer ind i den skabelon.

De mandlige udvandrereIfølge Amsterdams lysningsregister var 71 procent af vade-

havsboerne i byen mænd. I 1600-tallet giftede den gennem-

snitlige mand sig, når han var 26,7 år gammel. I 1700-tallet

steg gennemsnitsalderen til 30,3 år på tidspunktet for æg-

teskabets indgåelse. Som det var tilfældet med kvinderne,

skyldtes stigningen i gennemsnitalderen sandsynligvis, at

reallønnen faldt i 1700-tallet, hvorfor det tog længere tid at

forberede sig økonomisk på ægteskabet.

Fra 1578 og frem til 1715 skulle brudgommen oplyse sit

erhverv, når han lod sig indskrive i lysningsregistret. Derfor

har vi i denne periode har et ret klart billede af, hvordan

mændene fra Vadehavet ernærede sig i Amsterdam. Den

største erhvervsgruppe var sømændene, der udgjorde 61 pro-

cent af de mandlige udvandrere fra Vadehavet (se figur 3).

30 procent var håndværkere eller specialiserede arbej-

dere, hvilket her omfatter alt fra bogtrykkere over skoma-

gere til klædeskærere. Samlet set udgjorde skomagerne og

skoflikkerne den største gruppe blandt de håndværkere, der

udvandrede fra Vadehavet.

93

Otte procent af mændene var menige soldater, gravere

eller uspecificerede arbejdere. Den resterende ene procent

bestod så vidt det kan vurderes af relativt velstillede udvan-

drere, hvoriblandt var en enkelt faktor, nogle få købmænd

og handlende samt et par skippere. Sidstnævnte var antage-

ligvis markant bedre økonomisk stillet end den gennemsnit-

lige sømand. Derfor optræder de i den lidt tågede kategori

af velstillede udvandrere og ikke sammen med de andre sø-

folk. Det er ikke utænkeligt, at der har været flere velstillede

udvandrere blandt vadehavsboerne i Amsterdam, men der

er intet, der tyder på, at deres forholdsmæssige andel i den

samlede udvandring har været voldsomt meget større end

registret viser.

Ligesom udvandrernes antal varierede over tid, så er

der også forskel på hvilke erhvervsgrupper, der udvandrede

hvornår. Således udgjorde håndværkerne og de specialisere-

de arbejdere den største gruppe frem til 1625, men herefter

kommer sømændene gradvis i overtal og i begyndelsen af

1700-tallet udgjorde de hele 84 procent af de mænd fra va-

dehavsregionen, der giftede sig i Amsterdam. Det voksende

antal sømænd er formentlig et udtryk for, at efterspørgslen

efter deres arbejdskraft blev større. Omvendt kan det falden-

de antal håndværkere ses som et udtryk for, at efterspørgs-

len efter deres ydelser mindskedes i takt med, at væksten i

Amsterdams indbyggertal blev mindre eksplosiv.

Søfolkene står stort set alle sammen opført som ”varent-

man” eller ”varensman”, hvilket direkte oversat betyder en

farende mand. Det var med få undtagelser kendetegnende

for sømændene, at de var menige matroser eller underbe-

falingsmænd. Hvad angår håndværkerne så giver lysnings-

registret ikke mulighed for at skelne mellem de personer,

der var ansatte og dem, der drev en selvstændig forretning.

Meget taler dog for, at kun et mindretal har haft egne for-

retninger.

Det er et interessant træk ved de mandlige indvandrere

fra Vadehavet, at markant flere af dem synes at have opnået

borgerskab i Amsterdam end den gennemsnitlige danske

indvandrermand. Det er i hvert fald konklusionen på en om-

fattende – men endnu ufuldstændig – gennemgang af bor-

gerskabslisterne. Det kunne tyde på, at indvandrere fra va-

dehavsområdet generelt klarede sig bedre i Amsterdam end

mændene fra andre områder af Danmark. Overrepræsentati-

on af mandlige vadehavsboere i borgerskabsregistret hænger

formodentlig sammen med, at en større andel af mændene

var håndværkere og specialiserede arbejdere. Det gjaldt ikke

mindst mændene fra Tønder, idet byen er den eneste by i

Danmark, hvorfra der ifølge lysningsregistret udvandrede

lige så mange håndværkere og arbejdere som sømænd.

Selv om en del af de mandlige udvandrere efter borger-

skabslisterne at dømme klarede sig rimeligt – og muligvis

avancerede socialt – så indikerer de indsamlede data, at det

store flertal af vadehavsmændene tilhørte Amsterdams by-

proletariat. Eller måske snarere søproletariat i og med, at de

fleste af mændene i lysningsregistret tjente til livets ophold

på havet. Den konklusion understøttes af flere samtidige be-

skrivelser, hvor udvandrerne generelt beskrives som jævne

eller simple mennesker.45 Som nævnt ophørte man med at

registrere brudgommenes erhverv i lysningsprotokollerne i

1715 og herefter findes ingen data, der med samme præci-

sion og kontinuitet angiver mændenes erhverv. Der er dog

intet, der peger i retning af, at der senere i 1700-tallet skete

store ændringer i forholdet mellem antallet af sømænd og

antallet af håndværkere fra Vadehavet.

Figur 3. Erhvervsfordeling for de mandlige udvandrere fra Vadehavet.

0

10

20

30

40

50

60

70

Sømænd Håndværkere Arbejdejere, soldater mm.

Købmænd, skippere mm.

Pro

cen

t

94

Bosætning i AmsterdamI den første halvdel af 1600-tallet bosatte mere end 50 pro-

cent af vadehavsboerne sig i den vestlige del af Amsterdam.

Hovedparten af dem slog sig ned i bydelen Jordaan, der

havde mange værksteder og mindre produktionsvirksomhe-

der, men vi finder også adskillige vadehavsboere helt oppe

ved den vestlige del af havnen. Især i gaderne Harlemmer-

straat og Harlemmerdijk.

Hen mod slutningen af 1600-tallet sker der et skifte i

bosætningsmønstret. Vadehavsboerne rykker mod øst, hvor

omkring 70 procent af dem bosætter sig i bydelen Lastage

eller på en af de tre nærliggende øer Marken, Uilenburg

og Rapenburg. Koncentrationen af vadehavsboere er størst

i de to parallelle nabogader Jonkerstraat og Ridderstraat i

Lastage, hvor cirka en fjerdedel af vadehavsboerne lever i

1700-tallet. De to gader havde ry for et råt miljø med mange

værtshuse og små bordeller. Det ry holdt sig helt op i slutnin-

gen af 1800-tallet, hvor den norske historiker Ludvig Daae

med passioneret afstandtagen beskrev Ridderstraat og Jon-

kerstraat som gader, ”der udelukkende bestode af liderlige buler, hvorhen Fremmede lokkedes ved de værste Midler”.46

Trods deres slibrige omdømme var de to gader ikke det

Nederlandske skibes hvalfangst i arktis beskæftigede mange søfolk fra Vadehavet. Jan Mooij: Dutch whalers. Akvarel 1805. Maritiem Museum, Rotterdam.

95

værste sted, man kunne bo i den østlige del af Amsterdam.

Der var adresser, der var betydeligt værre. Det gjaldt blandt

andet den lille ø Marken, der havde karakter af et stort

boligkompleks, der blev gennemskåret af en enkelt gade,

Valkenburgerstraat, hvorfra der udgik mindst 30 små blind-

gyder, de såkaldte: gangen.47 Gyderne var mindre end en

meter i bredden og lå klemt inde mellem huse, der kunne gå

op i fjerde sals højde. Uanset deres ry var det givetvis mere

behageligt at bo i Ridderstraat og Jonkerstraat end i en gyde

på Marken. Desværre for de historieinteresserede, men hel-

digvis for beboerne, er Marken for længst blevet kondemne-

ret. Der er dog fortsat mange gader og kanaler i Amsterdam,

hvor man med lidt fantasi kan danne sig et indtryk af udvan-

drernes bosteder. Det gælder blandt andet Zeedijk, Booms-

sloot, Harlemmerstraat og flere gader Jordaan. I Ridder-

straat og Jonkerstraat er der ikke meget for fantasien at ar-

bejde med, idet kun ganske få af de gamle huse står tilbage.

Der er ingen kilder, der angiver årsagen til, at vadehavs-

boerne rykkede fra det vestlige Amsterdam, hvor de boede

spredt ud over et relativt stort område, til den østlige del af

byen, hvor de klumpede sig sammen på et område, der ikke

var meget mere end 500 meter i radius. Men skiftet fra den

ene bydel til den anden hænger givetvis sammen med oven-

nævnte ændringer i udvandrernes erhvervssammensætning.

I begyndelsen af 1600-tallet var hovedparten af udvandrerne

håndværkere og specialiserede arbejdere, der fandt arbejde i

det mere fabrikante Jordaan. Sidst i århundredet var hoved-

parten af udvandrerne sømænd, der typisk boede tæt på hav-

nen i den østlige del af byen, hvor også de største maritime

arbejdsgivere, det ostindiske og det vestindiske kompagni,

havde deres skibsværft og lagerbygninger.48

Uanset om vadehavsboerne boede i Jordaan, Lastage el-

ler på øerne, så var de en del af et boligmiljø, hvor naboerne

kom fra mange hjørner af Europa. Den østlige del af byen

var mere international en den vestlige, idet der udover emi-

granterne fra Nordeuropa og Baltikum også boede en del

armenske indvandrere og jøderne fra den iberiske halvø og

Østeuropa. De fleste jøder boede lige syd for Lastage, hvor

vi også finder flere vadehavsboere. Desværre ved vi tæt på

ingenting om, hvordan vadehavsboerne oplevede at bo i en

slags multikulturel indvandrerghetto, men vi ved, at nogle

af de skandinaviske indvandrerkvinder arbejdede som tje-

nestepiger og hushjælp for de velhavende sefardiske jøder.49

Vi finder også enkelte vadehavsboere på Amsterdams fi-

neste adresser som langs kanalerne Heerengracht, Keyzers-

gracht og Prinsengracht i den vestlige del af byen. Det dre-

jer sig om i alt 11 personer, hvoraf de otte var kvinder. Der

er sandsynligvis tale om kvinder, der ikke selv var formu-

ende, men var i huset hos velstående familier. Det var uden

Jonkerstraat var hjemsted for mange udvandrere fra Vadehavet. Gaden havde et dårligt ry, men der var vadehavsboere, der boede under værre forhold i Amsterdam. Fotografiet er taget umiddel-bart inden de fleste huse i gaden blev revet ned. Ukendt fotograf: ”Jonkerstraat” (1927). Stadsarchief Amsterdam.

96

tvivl tilfældet for den 39-årige Anna Cornelisse, der kom fra

Grådyb og opgav Prinsenhof som sin adresse.50 Prinsenhof

var nemlig det slot, hvor den nederlandske statholder boede

under sine ophold i Amsterdam. Her må Anna have arbej-

det indtil hun giftede sig med Daniel Nuwoud, der kom fra

Danzig og boede på den noget mere ydmyge adresse: Bran-

dewijnsteeg eller Brændevinsstrædet.

Ægteskab og netværkDen høje koncentration af vadehavsboere i det østlige Am-

sterdam kan efterlade det indtryk, at flertallet af dem fandt

sammen i en slags vadehavsghetto. Der er dog ikke meget,

der indikerer, at det enklaviske bosætningsmønster skal

tolkes på den måde. Hertil var vadehavsboerne simpelthen

for udadvendte i deres valg af ægtefælle. Kun 12 procent af

dem giftede sig med en person fra deres hjemby eller hjem-

stavn (figur 4). I alt 18 procent giftede sig med en person fra

vadehavsregionen, eller 21 procent hvis vi tager den tyske

del af Vadehavet med i regnestykket. Det er alt for lave tal

til, at det er meningsfuldt at tale om vadehavsghettoer eller

vadehavsenklaver.

Vadehavsboerne kan heller ikke siges at have været ensi-

digt forankret i et dansk indvandrersamfund. Hvis man tager

udgangspunkt i de nuværende nationalgrænser giftede kun 31

procent sig med en dansker. Cirka 10 procent flere, hvis man

medregner Norge, Slesvig og Holsten. Resten af vadehavsbo-

erne valgte en ægtefælle fra et andet land. Primært Holland

og det øvrige Tyskland. Der er dog stor forskel på mændenes

og kvindernes valg af ægtefælle. Således giftede 44 procent

mændene sig med en hollænder, mens det kun gjaldt for 13

procent af kvinderne. Årsagen hertil er nok, at mænd som

tidligere nævnt havde en tilbøjelighed til at gifte sig med

kvinder, der havde et godt netværk i Amsterdam, hvilket var

lettere for dem, fordi der var et underskud af mænd.

Den ægteskabelige tværnationalitet skal tages med det

forbehold, at nogle af de hollændere, som samlet set 35

procent af vadehavsboerne giftede sig med, nok har været

efterkommere efter danske indvandrere. Det er imidlertid

på nuværende tidspunkt i researchen ikke muligt at sige no-

get om, hvor stor en andel efterkommerne udgjorde. Det er

heller ikke muligt at svare på, om efterkommerne identifi-

cerede sig med forældrenes hjemstavn, eller om de i højere

grad betragtede sig som amsterdammere eller hollændere.

Trods usikkerheden i materialet viser det tværnationale

ægteskabsmønster, at hjemstavnstilknytningen ikke var en

altafgørende faktor i de sociale netværk, som vadehavs-

boerne i Amsterdam etablerede.51 Det samme resultat kan

udledes af en lille stikprøveundersøgelse i Amsterdams rets-

protokoller. Stikprøven viser, at de fleste af de personer, der

med angivelse af deres hjemby, optræder i en sag sammen

med en eller flere vadehavsboere, ikke selv var fra Vade-

havet og ej heller danske. Det gjaldt blandt andet i sagen

om vaneforbryderen Thijs Jacobsen fra Ribe, hvis bekendt-

skabskreds omfattede tyskere, hollændere og englændere.52

Og det gjaldt i sagen om Hans Jansz fra Grådyb, der i 1708

begik et indbrud sammen med to medsammensvorne, hvor-

af den ene kom fra Karlshamn i Sverige og den anden fra

Riga i det nuværende Letland.53

At flertallet af vadehavsboerne giftede sig tværnationalt,

og at mange ydermere synes at have haft venner fra andre

lande, er naturligvis ikke ensbetydende med, at hjemstavns-

tilknytningen ikke spillede nogen rolle. Det gjorde den.

Det fremgår også meget tydeligt af lysningsregistret, der

viser, at 29 procent af kvinderne havde et familiemedlem

Figur 4. Hjemstavn og hjemlande for vadehavsboernes ægtefæller.

0

5

10

15

20

25

30

35

40

Pro

cent

Sammehjemby

ØvrigeVadehav

ØvrigeDanmark

Norge/Sverige

Tyskland Holland Andre

97

med som vidne, når de blev indskrevet i protokollen. Blandt

dem, der tog slægtninge med på rådhuset, var to hold sø-

stre, der indvandrede fra Varde til Amsterdam i midten af

1700-tallet. Begge søskendehold bestod af fire søstre, der

på skift optrådte som vidner for hinanden. Der var også flere

af søstrene, der var gudmødre ved deres niecer og nevøers

barnedåb. Hverken lysningsprotokollerne eller dåbsregistret

fortæller i sig selv noget om søstrenes indbyrdes forhold,

men det er rimeligt at antage, at de har udgjort en slags

kernenetværk og har støttet hinanden i stort og småt. Måske

har de ældste søstre også fungeret som en slags brohoved

for de yngre søstres udvandring. Det kan eksempelvis være

sket ved, at de ældste søstre skaffede de yngre et sted at bo

og et arbejde.

Der er fra hele vadehavsområdet også fundet adskillige

eksempler på, at ikke beslægtede indvandrere fra samme

hjemstavn optrådte som vidner for hinanden ved indskriv-

ningen i lysningsprotokollen og børnenes barnedåb. Det kan

næsten kun tolkes som et udtryk for, at de involverede var

knyttet sammen af relativt stærke sociale og følelsesmæs-

sige bånd. En mere omfattende undersøgelse af både pro-

tokollerne og dåbsregistrene vil helt sikkert vise, at det var

relativt udbredt, at vadehavsboere med samme hjemstavn

indgik i vidne-gudforældre-relationer med hinanden.54

Det ændrer dog ikke på, at flertallet giftede sig med per-

soner, der ikke kom fra Vadehavet og således indgik i andre

netværk end de rent vadehavske. Formentlig har størstede-

len af vadehavsboerne været medlemmer af flere netværk,

hvoriblandt hjemstavnsnetværket var et enkelt af dem. Lidt

på samme måde som tilflyttere i nutidens København ofte

er del af et hjemstavnsnetværk i form af søskende og gamle

klassekammerater, men også indgår i netværk med studie-

kammerater, arbejdskammerater og samleverens venner og

familie. Blot var persongalleriet vadehavsboernes netværk

lidt mere internationalt eller globaliseret.

I transit i AmsterdamDet var ikke kun de fastboende vadehavsboere, der var en

del af bybilledet i Amsterdam i 1600-tallet og 1700-tal-

let. Hvert forår ankom snesevis af mænd fra vestkysten til

Amsterdam, hvor de opholdt sig, mens de ventede på at få

hyre på hollandske skibe.55 Alene fra Varde og Hjerting drog

hvert år i 1690’erne omkring 50 mænd til Amsterdam.56 En

del af mændene fra Vadehavet endte med at tegne flerårige

kontrakter med et af de to store hollandske handelskompag-

nier. Henholdsvis det ostindiske kompagni, der sad på hand-

len med Asien, og det vestindiske, der drev sine forretninger

i Afrika og Amerika. Det er uvist, hvor mange mænd, der fik

hyre i de to handelskompagnier, men det var mange. Bare

fra egnen omkring Højer og Tønder tog omkring 1.500 unge

mænd hyre i det ostindiske kompagni.57 Heraf døde halvde-

len på de oversøiske rejser. Det kan godt være, at sømænd

ikke skal placeres i samme kategori som egentlige emigran-

ter, men mange af dem var i hvert fald emigranter i den de-

finitive betydning af ordet, at de aldrig vendte hjem igen.

Det var ikke alle sømænd, der indgik langtidskontrak-

ter. Mange af dem var at betragte som sæsonarbejdere, der

fik hyre på de hollandske skibe fra forår til efterår.58 Typisk

på handelsskibe, der sejlede til europæiske havne og på de

hvalfangerskibe, der hver sommer tog til Ishavet og primært

var bemandet med udenlandske søfolk. Man kan kun gisne

om de sæsonarbejdende søfolks antal, men de har nok ud-

gjort den største enkeltgruppe blandt de vadehavsboere, der

var i transit i Amsterdam. Det skal tilføjes, at det ikke kun

var sømænd, der tog sæsonarbejde i Holland. Det samme

gjorde landarbejdere, tørvegravere, grøftegravere og mænd,

der byggede eller vedligeholdt digerne. Der må have været

en del vadehavsboere, der tog den type arbejde, men der

ikke i første runde af researchen fundet eksempler herpå.

Amsterdam var udskibningshavn for mange emigranter,

der brugte Holland som springbræt til en tilværelse i en af

de hollandske kolonier i Den Nye Verden. Vi ved heller ikke

ret meget om denne gruppe af udvandrere fra Vadehavet,

men antageligvis har størstedelen været ansat i det ostindi-

ske kompagni og bosat sig i Asien, hvor de fleste hollandske

kolonier og handelsstationer lå. Man finder dog også vade-

havsboere i Amerika. Bedst dokumenteret er migrationen

til Nieuw-Nederland på den nordamerikanske østkyst, hvor

adskillige vadehavsboere er registreret fra 1634 og frem til

briternes erobring af kolonien 30 år senere.59

98

Endelig blev Amsterdam hvert år blevet besøgt af skip-

pere og købmænd fra vadehavsområdet, der opholdt sig i

byen for at gøre forretninger. Antalsmæssigt udgjorde skip-

perne og købmændene kun en mindre del af de vadehavsbo-

ere, der kom til byen. Til gengæld har de efterladt sig flere

spor i arkiverne i form af især notarielle dokumenter, hvoraf

ikke så få vedrører den omfattende eksport af jyske okser

til Amsterdam.60 Helt overordnet er de mange kontrakter,

gældsfordringer og andre dokumenter et stærkt vidnesbyrd

om de nære og meget veletablerede handelsrelationer mel-

lem Amsterdam og vadehavsområdet.

Det er fællestræk ved de ovennævnte grupper af vade-

havsboere, at de fleste af dem kun opholdt sig i kortere tid i

Amsterdam. Nogle af dem har sikkert været i samme situa-

tion som Elsje Christiaens, der efter alt at dømme ankom til

byen uden at have familie eller venner, hun kunne bo hos.

Men andre har sikkert haft bekendte i byen, hvor de overnat-

tede, mens de ventede på hyre. Der må også have været pen-

sionater og sømandsknejper, som de tilrejsende vadehavsbo-

ere i særlig grad opsøgte. Ligesom det er tænkeligt, at nogle

af pensionaterne og knejperne har været ejet af vadehavsbo-

ere. Men om alt dette er kilderne indtil videre tavse.

Mange mænd fra Vadehavet tog hyre i det hollandske ostindiske kompagni, der havde sit oversøiske hovedkvarter i Batavia (i dag Jakarta)i Indonesien. Halvdelen af mændene så aldrig Europa igen, fordi dødeligheden på den lange rejse var omkring 50 procent. Andries Beeck-man: ”Het kastel van Batavia” (1656). Olie på lærred. Rijksmuseum, Amsterdam.

99

Drømmen om HollandAmsterdams lysningsregister er en fantastisk kilde, der over

en mere end 200-årig periode giver et exceptionelt godt over-

blik over udvandringen fra Vadehavet til byen. Lysningsregi-

stret fortæller os, hvornår udvandringen begyndte, kulmine-

rede og døde ud. Det giver os et klart billede af udvandrernes

kønsfordeling, alder, erhverv og hjemstavn. Det fortæller,

hvem udvandrerne giftede sig med, og hvilke bydele i Am-

sterdam, de boede i. Og med udgangspunkt i lysningsregi-

stret er det også muligt at opridse konturerne af de sociale

netværk, som vadehavsboerne i Amsterdam var en del af.

Registret gør det desuden muligt at drage en række føl-

geslutninger om udvandringen til Amsterdam og Den Ne-

derlandske Republik. Først og fremmest viser vadehavsbo-

ernes blotte tilstedeværelse i lysningsprotokollerne, at den

danske del af Vadehavet var en fuldt integreret del af det

migrationssystem, hvori Holland i 1600-tallet og 1700-tal-

let udgjorde det magnetiske centrum, der tiltrak talrige mi-

granter fra nordsølandene. Mange vadehavsboere må gan-

ske enkelt have betragtet Amsterdam og republikken som

et hjørne af deres naturlige arbejdsmarked. Det gjaldt ikke

kun skippere og købmænd, der af profession var en del af et

internationalt handelsnetværk. Det gjaldt i høj grad også for

mænd og kvinder af jævn social status.

Trods sine unikke kvaliteter har lysningsregistret den

store begrænsning, at det udelukkende fortæller historien

Det gamle Amsterdam var med sine 200.000 indbyggere og indvandrere og handelsrejsende fra hele Europa en kosmopolitisk storby. Det afspejler sig også i dette maleri af folkelivet på Dam Pladsen, hvor et par orientalske købmænd er engageret i en livlig samtale til højre i billedet. Johannes Lingelbach: ”De Dam” (1656). Olie på lærred. Amsterdam Museum.

100

om migrationen til Amsterdam i fugleperspektiv. Registret

gør det muligt at følge udvandringsstrømmens bevægelser

fra årti til årti og at lave søjlediagrammer over migranternes

køn, alder og hjemstavn. Men registret bringer os ikke ned i

øjenhøjde med udvandrerne som mennesker. Det giver intet

indblik i deres hverdag. Og det fortæller intet om glæderne

og udfordringerne ved tilværelsen i Amsterdam. Den slags

indsigter får man kun gennem andre kilder, der er tidkræ-

vende at opspore og skal stykkes sammen en efter en lige-

som brikkerne i et stort puslespil.

En af brikkerne i puslespillet finder man i litteraten og

teaterkritikeren Knud Lyne Rahbeks erindringer fra 1824,

hvor han fortæller historien om to bondesønner fra egnen

omkring Ribe, der i begyndelsen af 1700-tallet besluttede

sig for at udvandre til Holland.61 Drengene har næppe væ-

ret mere end seks-syv år, så de kunne ikke helt overskue

omfanget af deres projekt. De var dog klar over, at turen

til Holland var lang, hvis man skulle gå derned, som de

havde tænkt sig at gøre. Derfor huggede den ene af dem

en gryde med grød i sin moders køkken. Det var deres fæl-

les madpakke på turen. Det lykkedes forudsigeligt nok ikke

drengene at gennemføre deres optimistiske forehavende. Da

gryden var tom og deres maver begyndte at knurre af sult,

nåede de angergivne og mismodige frem til den konklusion,

at det nok var bedst at vende om og gå hjem, hvor de var

sikre på at få aftensmad.62

Ud over anekdoten fortæller Knud Lyne Rahbek stort

set intet om udvandringen fra Vadehavet til Holland. Og ab-

solut ingenting, der ikke fremgår meget klarere af informa-

tionerne i lysningsregistret. Alligevel er anekdoten på sin

egen punktuelle facon en væsentlig kilde. Den fortæller, at

folk langs vadehavskysten drømte om at udvandre til Hol-

land. Den fortæller også, at drømmen fyldte så meget i den

kollektive bevidsthed, at den sivede fra de voksnes univers

og ned i børnenes livlige forestillingsverden. Og endelig

antyder anekdoten, at der for hver vadehavsboer, der udvan-

drede, var 10, 20 eller 50, der legede med tanken om at gøre

det. De kommende år vil bringe os tættere på forståelsen af

både drømmen om Holland og den virkelighed, der mødte

udvandrerne i deres nye hjemland.

Noter1. Gemeentearchief Amsterdam (GAA), Ondertrouwregisters.

2. 242 af oversættelserne er udført Fru Hajer-Sasse fra Arn-

hem i Holland. Oversættelserne blev lavet til Holstebro Mu-

seum og er venligst videregivet til mig af museumsinspek-

tør Esben Graugaard.

3. Blandt andre: Sølvi Sogner: Ung i Europa, Oslo 1994.

Erika Kuijpers: Migrantenstad, Hilversum 2005. Kariin

Sundsback: Norwegian women’s emigration to Amsterdam and Hoorn 1600-1750, Firenze 2010.

4. Sølvi Sogner: Og skuta lå i Amsterdam, Oslo 2012, p. 33.

Oddleif Hodne: Fra Agder til Amsterdam, Oslo 1976, p. 44.

5. Sølvi Sogner: op. cit., 2012, p. 33. Oddleif Hodne: op.

cit., 1976, p. 44.

6. Esben Graugaard: The Dutch connection, E. Damgaard,

M. Guldberg & P. Holm (red.): A North Sea Region. West Jutland and the world, vol. II, Esbjerg 1998. Esben

Graugaard er så vidt vides den eneste danske forsker, der

har arbejdet med oplysningerne fra Amsterdams lysnings-

register. Det skete i den nævnte artikel om 242 udvandrere

fra Holstebro. Artiklen foreligger også i en dansk udgave i

tidsskriftet Fram.

7. GAA, Doopregisters voor 1811.

8. GAA, Poorterboeken.

9. Afskrift af menighedsfortegnelserne for Hoorn og

Enkhuizen er venligst videregivet af arkivar Piet Boon fra

Archiefdienst Westfriese Gemeenten.

10. GAA, Confessieboeken.

11. Jonathan Israel: The Dutch Republic, Oxford 1995, p.

307ff.

12. Jan Lucassen: Labour and early modern economic de-

velopment, K. Davids og J. Lucassen (red.): A miracle mir-rored. Cambridge 1995, p. 386.

13. Jan Lucassen: Migrant Labour in Europe 1600-1900, Beckenham 1987.

14. Jelle van Lottum: Across the North Sea, Amsterdam

2007, p. 24ff.

15. Lucassen: op. cit., 1995, p. 368.

16. Jan de Vries & Ad van der Woude: The first modern economy, Cambridge 1997, p. 72.

101

17. Bert Kelm: Rømø, et vesterhavspræget samfund. Øens tilblivelse, herrer og befolkning samt dets erhverv og boli-ger indtil omkring 1900, Åbenrå & Rømø 2006.

18. Simon Hart: Geschrift en getal, Dordrecht 1976, p. 126

19. Simon Hart: op. cit., 1976, p. 170

20. Kuijpers: op. cit., 2005, p. 336

21. René Bekius: Polyglot Amsterdam printing presses

1620s-1720s: Armenian and Jewish printers compared,

Philip Sadgrove: Journal of Semitic studies supplement 24. Printing and publishing in the Middle East, Oxford 2008,

p. 40.

22. M. Guldberg, P. Holm & P. K. Madsen (red.): Facing the North Sea. & E. Damgaard, M. Guldberg & P. Holm

(red.): A North Sea Region. West Jutland and the world. Es-

bjerg 1998.

23. GAA, Ondertrouwregisters, invnr. 407, p. 125.

24. GAA, Ondertrouwregisters, invnr. 659, p. 450.

25. GAA, ondertrouwregisters, inv.nr. 729, p. 280; inv.nr.

734, p. 39; inv.nr. 734, p. 342; inv.nr. 735, p. 35.

26. Fra slutningen af 1500-tallet og frem til midten af

1620’erne blev det i nogle af indførslerne i lysningsproto-

kollerne noteret, hvor længe ægtefællerne havde boet i Am-

sterdam. Det er den type indførsler fra Tønder og Ribe, der

ligger til grund for stikprøven, der omfatter 37 personer.

27. Erik Gøbel: Danske i det nederlandske ostindiske kom-

pagnis tjeneste i det 17. århundrede, Hans Jeppesen: Han-dels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Årbog 2003. Helsingør

2003, p. 12.

28. Julius Albert Fridericia: Aktstykker til Stavnsbaandets Historie, København 1888, p. 114.

29. Marius Jaeger Andersen: Anders Hansen og gamle Niels Andersen, Hedelund 1947 (eget tryk), p. 18f.

30. Simon Hart: op. cit., 1976, p. 126.

31. Erik Gøbel: op. cit., 2003, p. 23.

32. Marius Jaeger Andersen: op cit., p. 1947, 19ff.

33. Lotte van de Pol: The lure of the big city, E. Kloek, N.

Teeuwen & M. Huisman: Women of the Golden age. Hilver-

sum 1994, p. 73ff.

34. Antagelsen hviler på ovennævnte stikprøve blandt de

tidligste indvandrere fra Ribe og Tønder. Spørgsmålet om

både kvinder og mænds alder på udvandringstidspunktet

hører dog til blandt de adskillige spørgsmål, der trænger til

yderligere belysning.

35. De Vries & van der Woude: op. cit., 1997, p. 618ff.

36. Max Pedersen: Else og Rembrandt, Weekendavisen, 25/3 2011. Max Pedersen: Rembrandts jyske model. I: Jyl-landsposten 5/4 2012. 37. Sølvi Sogner: op. cit., 1994, p. 74.38. Johan Hvidtfeldt: Kvindestavnsbåndet i 1750erne og

1760erne, Astrid Friis & Albert Olsen: Festskrift til Erik Arup, København 1946, p. 250ff.

39. Kariin Sundsback: op.cit., 2010, p. 228ff.

40. GAA, confessieboeken, invnr. 306, p. 17-20

41. GAA, confessieboeken, invnr. 317, p. 71

42. Sølvi Sogner: op. cit., 1994, p. 51-57.

43. Graugaard op. cit., 1998, p. 122.

44. Sølvi Sogner: op. cit., 1994, p. 59.

45. Graugaard: op. cit., 1998, p. 122. Gøbel: op. cit., 2003,

p. 20.

46. Ludvig Daae: Nordmænds udvandringer til Holland og England i nyere tid, Christiania 1880, p. 48.

47. Informationerne om gyderne på Marken er venligst

givet til mig af arkivar Willem Blok ved Noord-Hollands

Archief.

48. Sølvi Sogner: op. cit., 2012, p. 52f.

49. Oplysningen herom stammer fra en hollandsk slægts-

forsker, hvis navn er mig ubekendt. Se også: Arend H.

Huusen Jr.: Legal positions of Sephardi Jews, Jozeph

Michman(red.): Dutch Jewish History III. Assen/Maastricht

1993, p. 26.

50. GAA, Ondertrouwregisters, invnr. 748, p. 484.

51. Som tidligere nævnt anslår Erika Kuijpers, at indvan-

drerne i lysningsregistret kun udgør omkring 40 procent

af det reelle antal indvandrere. I og med at vi ikke ved ret

meget om de indvandrere, der ikke optræder i registret, så

er det muligt, at der var en stor gruppe vadehavsboere i

Amsterdam, hvis sociale netværk var markant mere hjem-

stavnsfunderede end antaget i artiklen.

52. GAA, confessieboeken, invnr. 306, p. 17-20.

53. GAA, confessieboeken, invnr. 309, p. 309.

102

54. De ensartede, patronymiske og ofte hollandiserede nav-

ne gør det i mange tilfælde helt umuligt at skelne mellem

indvandrerne. Det er derfor uladsiggørligt at foretage en

fuldstændig kortlægning af vidne-gudforældre-relationerne.

55. Lars Henningsen: Horisonternes land, Slesvig (online) 2009, nr. 2. 56. Gøbel: op. cit., 2003, p. 8.

57. http://www.gahetna.nl/en/collectie/index/nt00344/

view/NT00344_opvarenden. Adressen henviser til National

Archief i Den Haags database over sømænd og soldater, der

tog hyre i det nederlandske ostindiske kompagni. Arbejdet

med at registrere den næsten en million mænd, der var ansat

i kompagniet pågår så vidt vides stadigvæk. Følgeligt må

antallet af vadehavsboere i databasen tænkes at vokse.

58. Lars Henningsen: op. cit., 2009.

59. John O. Evjen: Scandinavian Immigrants in New York, Minneapolis 1926, p. 151ff.

60. Wilma Gijsbers: En vestjysk købmands rolle i verdens-

handelen, Erhvervshistorisk årbog, bd. 47. Aarhus 1997.

61. Knud Lyne Rahbek: Erindringer af mit liv. Bind 1, Kø-

benhavn 1824, p. 2f.

62. Knud Lyne Rahbeks anekdote minder påfaldende meget

om historien om de to brødre, Emil og Peter, der i Christian

Winthers digt ”Flugten til Amerika” drømmer om at udvan-

dre til USA, men ender med at måtte opgive deres foreha-

vende, fordi de bliver kaldt ind til spisetid. Det er da hel-

ler ikke utænkeligt, at Christian Winther fik både idéen og

grundhistorien fra Rahbeks erindringer, der udkom i 1824,

mens Winthers digt udkom 1837.

SummaryIn the seventeenth and eighteenth centuries, the Dutch Re-

public was a global economic power, attracting migrant

workers from the entire North Sea region. Among them

were 3-4,000 people from around the Wadden Sea who

settled in Amsterdam. More than 1,700 of these emigrants

married in Amsterdam and they are listed in the City’s mar-

riage bans register, which is this article’s primary source.

The migration from the Wadden Sea to Amsterdam

lasted from the late 1500s to the early 1800s, but it was

most intense in the period 1640-1670. Thirty per cent of

the Wadden Sea people in Amsterdam were women. The

majority probably worked as servant girls. Seventy per cent

were men, of which tradesmen and labourers constituted a

considerable proportion during the early half of the 1600s.

In the second half, sailors became by far the biggest group.

Most of the people, men and women alike, belonged to Am-

sterdam’s urban proletariat.

From the mid-1600’s and thereafter, the great majority

of Wadden Sea people settled close to the harbour in the

north-eastern part of Amsterdam. Despite the high concen-

tration of Wadden Sea people in the same city sector, there

is nothing to indicate that the migrants formed any kind of

ethnic enclave organised on the principle of a common na-

tive soil. Only 18 per cent of Wadden Sea people married a

person from the same region.

Neither is there anything to indicate that the Wadden Sea

people organised a purely Danish immigrant community.

Only 31 per cent – calculated on the basis of present day

national borders – married another Dane. Of the remaining

69 per cent, half married a Dutch person, followed by Ger-

mans, Norwegians and Swedes as preferred partners. In

other words, viewed from the point of view of marriage pat-

terns, everything indicates that the Wadden Sea people were

quickly assimilated into Amsterdam urban society, or at any

rate the city’s migrant society.

Resident migrants were not the only Wadden Sea people

with links to Amsterdam. Many men sailed every spring

from the Wadden Sea to Amsterdam to seek a berth on Dutch

ships. Their numbers are not known, but there is no doubt

that the number of sailors on transit through Amsterdam

was far greater than the number of Wadden Sea people who

settled in the city in the 1600s and 1700s. For both sailors

and settlers, however, Amsterdam was an integral part of

the labour market on which they had their sights set. It was

a market with better pay and better job opportunities than

their native labour market, and this was the primary reason

why, for 200 years, a large number of Wadden Sea people

left their homes for the Dutch Republic.

103

Johannes Larsen: Spidsænder han og hun over Filsø, 1920. Olie på lærred 52 x 60 cm. Museet for Varde By og Omegn. © Johannes Larsen/billedkunst.dk. 2013.

104

Filsø− en vestjysk sø genopstår

Af Palle Uhd Jepsen

Syd for Blåbjerg lå for 200 år siden Danmarks næststørste sø, Filsø, omgivet af enge, rørskove, heder og klitter. Søens areal dækkede i slutningen af 1700-tallet knap 3.000 ha, og dens vandspejl strakte sig otte kilometer mod syd fra Kløv-bakken og Henne Kirkeby til Vrøgum og Kærgård. I løbet af 100 år fra 1852 til umiddelbart efter afslutningen på 2. Ver-denskrig blev Filsø tørlagt i etaper og omdannet til 1.200 ha dyrket land. I 2011 besluttede ejerne af Filsø ved fami-lieaktieselskabet A/S Fiil-Sø at sælge ejendommen til Aage V. Jensen Naturfond. Formålet med fondens erhvervelse var at afvikle landbruget og genskabe ca. 915 ha af den oprin-delige sø. I artiklen beskrives Filsøs historie fra sø til land og tilbage til sø.

En sø og dens tidDer findes kun sparsomme oplysninger om Filsøs historie

fra før slutningen af 1700-tallet, men søen har uden tvivl

været en vigtig ressource for lokale beboere med mulighe-

der for fiskeri og jagt. Engene omkring søen kunne udnyttes

til høslæt og græsning for husdyr. Fund fra oldtiden og vi-

kingetiden har da også givet vidnesbyrd om en tidlig bosæt-

telse ved Filsø.1

Filsø-bassinet (55° 41’N, 08° 14’ Ø ved Langodde) om-

sluttes af udløbere fra Varde-Grindsted bakkeø ved Henne-

Houstrup og Vrøgum-Kærgård. I beskrivelsen til Geologisk Kort over Danmark2 konkluderer statsgeolog Axel Jessen,

at søen formentlig altid havde været fersk, idet han i sine

undersøgelser, der omfattede en lang række boringer og

analyser af geologiske lag, ikke fandt marine aflejringer.

I 1933 foretog geologen Havbard Jonassen og professor

Knud Jessen en række boringer i Filsø-bassinet med hen-

blik på nærmere at fastslå områdets geologiske oprindelse.

De var heldigere end Axel Jessen. Under boringer langs et

profil fra søens oprindelige vestbred ud over den tørlagte

søbund mod østsydøst til Langodde fandt de i en prøve taget

150 meter fra udgangspunktet et otte meter tykt substrat af

gytje (dynd), hvor der fra de dybeste lag i kote ÷7,1 meter

under nutidens havniveau kom skalstumper til syne af hjer-

temusling, Cardium edule.3 Disse lag kan på baggrund af

pollenanalyser dateres til ca. 7.000-6.800 år før nu.4 Funde-

ne i boreprøven, som også omfattede skalstumper af Rissoa

(en gruppe af ½-2 mm lange saltvandssnegle, som ligner

dyndsneglene, Hydrobia), marine diatoméer (kiselalger)

samt frugter af Ruppia (havgræs), viste nu med sikkerhed,

at Filsø-bassinet eller dele af lavningen på et tidspunkt har

haft forbindelse med havet.

Senere undersøgelser tyder på, at havet måske kun er

trængt ind i Filsø-lavningen i den dybe rende, som Jonassen

beskriver, da stenalderhavet i Atlantisk tid nåede sit højeste

niveau for ca. 6.500-4.000 år siden.5 Vandstanden i søen har

i saltvandsperioden næppe stået højere end omkring kote

+6m over havet, det vil sige lavere end tærsklen ved Kær-

gård i kote +6,28 m.

Strømmen langs kysten har givetvis været voldsom, idet

der i Eem mellemistid (ca. 130.000-117.000 år før nu) et

stykke fra kysten ud for Henne og Filsø-lavningen fandtes

en morænedannelse fra Saale eller fra en tidligere istid.6

Mellem denne ’bakke’ og kysten løb et smalt sund, hvor

den langsgående kyststrøm fra nord har kunnet erodere

sten og grus ud fra vestkanten af bakkeøen ved Hovstrup-

Henne.7 Det er derfor rimeligt at antage, at odde- eller bar-

rieredannelsen langs kysten kombineret med sandflugt har

105

lukket for Filsø-lavningen muligvis omkring 4.900-4.100 år

før nu og dermed afsluttet saltvandsperioden.

Filsøs højeste vandstandBarrieredannelsen kombineret med en sandflugtsperiode i

slutningen af stenalderen ikke blot lukkede for havets ind-

trængen, men blokerede også afløbet fra søen, så ferskvan-

det fra afstrømningsområdet efterhånden medførte en sti-

gende vandstand i Filsø.

Både A. Jessen og H. Jonassen mener, at Filsø i denne

fase muligvis havde sit udløb til Vesterhavet ved Nakkedal,

hvor Langsø Kanal findes i dag.

I Filsø-området blev der fundet postglaciale aflejringer

med en betydelig udbredelse i form af ferskvandsdynd og

ferskvandssand, hvilket viste, at søen tidligere havde haft en

langt større udbredelse. A. Jessen har – ved at sammenligne

Videnskabernes Selskabs kort fra 1803 og 1804 med Kort-

blad Blaavandshuk og især ved fund af indsø-strandvolde

i betydelig højde over det daværende vandspejl – kunnet

påvise flere stadier af søens geologiske historie. Inde i de

østlige, smalle vige kunne han med stor sikkerhed fastslå sø-

ens højeste vandstand. Nordøst for Jegum havde lavvandede

vige skåret sig ind både fra nord og syd, så Jegum Banke kun

havde været forbundet med fastlandet ved en smal tange. På

denne tange, hvor koten ligger under +7,8 meter over havet,

blev der fundet gravhøje, som ikke havde været påvirket af

søen. Da han undersøgte niveauerne under kote +7,2 meter,

viste jordoverfladen sig at være en udjævnet, tidligere sø-

bund. Det kunne derfor konkluderes, at dette niveau havde

været søens højeste vandstand i slutningen af bronzealderen8

efter bøgens indvandring for ca. 3.100 år siden.9

I denne fase af ’Stor-Filsøs’ historie oversvømmede søen

de omkringliggende kær og bevoksninger af pilekrat. Mod

syd bredte søen sig over tærsklen ved Kærgård, og videre til

Grærup over Mussø, Klynekær og den nuværende Langsø.

I perioden med den højeste vandstand blev forbindel-

sen mellem Filsø og Rolfsø indsnævret ved dannelsen af et

system af strandvolde, hvor de øverste når en højde til kote

+8,2 meter.

På nordsiden af søen har erosionen været kraftig. Kløv-

bakkens sydskrænt med en største højde på 12 meter har

formentlig både været eroderet af bølger i Eem mellemistid,

samt da Filsø havde sin højeste vandstand. Jessen mener

derimod, at skrænten mellem Henne Kirke og Hennegård

må tilskrives søens erosion.10

Fra skrænten ved Hennegård løber en strandvold, hvis

ryg ligger i kote +6½ meter, mod nordvest i retning af bak-

keøskrænten sydvest for Henneby. Her findes moræneler

dækket af flyvesand, og det er det eneste sted i søens nord-

vestlige del, hvor den gamle søbred kunne findes. Søens

oprindelige vestbred er dækket af flyvesand, som her har

udvisket landskabets konturer.

Stadier af Filsøs udbredelse under og efter søens højeste vand-stand. Efter Axel Jessen, 1925.

Kløvbakken ved Filsø-bassinets nordkyst. Den 12 meter høje skrænt er formentlig eroderet af havet under Eem-mellemistid 130.000-117.000 år før nu. Foto: Palle Uhd Jepsen.

106

Udsnit af sognekort fra 1842 der viser forløbet af Henne Mølleå 10 år før møllens stemmeværk og vandhjul blev fjernet i forbindelse med den første tørlægning af Filsø.

108

Udløbet fra FilsøUndersøgelser i Grovsø-området understøtter teorien om, at

søens afløb i en periode indtil for ca. 2.800 år før nu, inden

strandvolde og sandflugt fyldte mange af de tidligere ma-

rine strandflader, har fulgt vest og sydvestkanten af Varde

Bakkeø gennem Nørrekær, Tane Sø og Langsø, Grovsø og

Langvand til nutidens Ho Bugt.11 Efterhånden som sand-

flugten stoppede dette sandsynlige afløb, måtte vandet fra

Stor-Filsø danne et nyt udløb, som kan have været ved Nak-

kedal nordvest for Grærup Langsø. Under den efterfølgende

dræning af Langsø-området nåede vandstanden efterhånden

under tærsklen ved Kærgård, så Filsø blev afskåret fra lav-

ningen mod syd. I samme periode må søen have fundet et

svagt punkt, hvor Henne Mølleå ligger i dag, så vandet har

kunnet erodere et løb i sydvestlig retning gennem kystens

strandvolde og oddedannelse eventuelt i kombination med

havrendinger over den nuværende Filsø Hede.12

Henne VandmølleUdløbet fra Filsø resulterede i en faldende og fluktuerende

vandstand i søen, og denne tilstand var fremherskende frem

til middelalderen uden direkte, menneskelige påvirkninger.

Med etableringen af en vandmølle ved Henne Mølleå, for-

mentlig nogle få år efter at biskoppen i Ribe byggede Hen-

negård i 1140,13 blev søen med en stabil vandstand i kote

+5,3 meter over havet en opstemmet, kunstig sø som for-

dam til vandmøllen.14 På Videnskabernes Selskabs kort fra

1803 og 1804 kan søens areal opmåles til ca. 2.800 km2 med

en omkreds på ca. 7 danske mil eller knap 53 km.

Det er småt med oplysninger om Henne Mølles tekniske

anlæg. I en indberetning fra 1683 oplyses, at møllen havde et

underfaldshjul med en radius på tre alen (1,88 m). Til møllen

hørte 12 skæpper agerjord (8.274 m2 = 1,5 tdl.) af Henne-

gårds tilliggende samt en ålekiste. Møllen havde et stort op-

land, og nogle møllegæster havde indtil tre mil (22,6 km) til

møllen. Den betjente 214 gårde og 81 husmandssteder med i

alt 5.040 tdl. (2.780 ha) dyrket jord og 733 tønder hartkorn.15

Møllegården nedbrændte i 1818, og ved genopbygnin-

gen blev stemmeværket lagt ½ alen (31,4 cm) lavere end

før, hvilket medførte et mindre fald i Filsøs vandstand og en

reduktion af søarealet til 2.185 km2, hvorved nogle dynd-

arealer blev tørlagt.

I 1818 eller 1819 blev ejendommen købt til selveje af en

gårdmand fra Overfidde, Klemen Christensen. Efter hans død

i 1821 overtog sønnen, Hans Klemmensen, ejendommen.16

I 1846 købte en kreds af interessenter et antal ejendomme,

der grænsede ned til søen, med det formål at gennemføre en

tørlægning af Filsø.17 Man fik derefter en aftale med Hans

Klemmen sen om køb af møllen og dermed rettighederne til

Filsø, men forhandlingerne endte uden resultat. Klemmen-

sen solgte i stedet i 1848 Henne Mølle til proprietær Andreas

Grøn Tranberg (1806-1890), Lønborggård, og landvæsens-

kommissær Knud Lausten Knudsen (1806-1866), Trøjborg.

Begyndelsen på tørlægningen af FilsøMed Tranberg og Knudsens køb af Henne Mølle var søens

skæbne beseglet, og vejen var banet for den første etape af

Filsøs tørlægning. Efter nogle formelle forhandlinger i julen

1848 på Hennegård under forsæde af stiftamtmand Spon-

neck, Ribe, blev lodsejerne omkring søen gjort bekendt med

en række betingelser.18 Han oplyste desuden, at regeringen

havde frasagt sig ’lod og del’ i Filsø og Rolfsø, så de måtte

betragtes som Henne Mølles og de tilstødende grundejeres

ejendom. Betingelserne blev godkendt og underskrevet af de

Henne Mølle ca. 1906. Foto: Gustav Wedel Wedelsborg, A/S Fiil-Sø.

109

fremmødte lodsejere. Aftalen indebar, at lodsejerne uden ve-

derlag skulle have 300 alen (188 meter) af den tørlagte søbund

ud for deres ejendomme udmålt fra den oprindelige søbred.

I august 1850 blev skellene mellem lodsejernes ejendom-

me og søbredden afsat, så man senere kunne udmåle de area-

ler, lodsejerne skulle have af den tørlagte søbund. I september

1852 blev stemmeværket ved Henne Mølle sænket, så vandet

fra Filsø fik frit løb gennem Henne Mølleå. Det lykkedes der-

ved at reducere vandstanden i søen fra +5,3 til +2,2 m over

havet, og søens areal svandt dermed ind til omkring 750 ha.

Det varede ikke længe, før lodsejerne omkring søen

kunne se, at de havde trukket det korteste strå, og at det var

Filsøs ejere, der ville få den største fordel af afvandingen.

Søbunden mod øst og syd bestod overvejende af sand, hvor

der efter udtørringen opstod sandflugt. Det lykkedes dog

ved plantning af hjælme og såning af græs at få sandflugten

under kontrol.

Søens dyndjordsenge lå især i den vestlige del, og de vi-

ste sig at blive et godt aktiv for godsejer A. Tranberg. I 1856

havde han købt K.L. Knudsens halvpart, så han nu stod alene

med ansvaret for søens udtørring og drift.

Dyndjordsengene voksede efterhånden til med græs, og

fra midten af 1860’erne kunne der hvert år afholdes auktio-

ner over engparceller til høbjærgning. Foruden indtægter fra

engauktionerne bidrog får og kreaturer samt en årlig fangst af

omkring 2.000 kilo ål til Filsøs økonomi.

Blandt nabolodsejerne var der efterhånden stor utilfreds-

hed med forholdene i Filsø, og i 1889 sluttede de fleste sig

sammen og stillede krav om, at Filsø skulle afstå 1/3 af de

indvundne arealer til dem. Hvis kravet ikke blev opfyldt,

måtte Hans Jørgen Tranberg (1836-1922), der på vegne af

Andreas Tranbergs familie varetog driften af Filsø, imødese

en retssag og i øvrigt selv tage ansvaret for tab og besværlig-

heder, hvilket kun kunne opfattes som en utilsløret trussel.19

Sandpumperen FREMAD på bedding ved Henne Møllegård i 1913 inden arbejdet med at grave den vestre landkanal blev påbegyndt. Privateje.

110

Lodsejerne havde ikke held med at gå rettens vej, men

gjorde alvor af truslerne om at besværliggøre hverdagen for

Tranberg og hans folk samt for de bønder, der lejede eng-

parceller til høbjærgning. Man blokerede adgangsvejene til

Filsø fra øst- og sydsiderne, så englejerne blev tvunget til at

køre en lang omvej for både at deltage i auktionerne og se-

nere hente hø. Striden trak ud i 10 år, og den blev først afslut-

tet i 1899, hvor Landsoverretten i Viborg ved dom afgjorde

spørgsmålet om retten over Filsø til fordel for Henne Mølles

ejere.20

Med sædvanlig sans for gode overskrifter omtalte Vest-

jydsk Dagblad og Nationaltidende den 24. juni 1889 samt i

et tillæg den 21. august 1890 stridighederne som ’Krigen i Fiilsø’, og der blev gjort et stort nummer ud af at referere

slagsmål og retssager.

Det videre arbejde med Filsøs afvandingI april 1900 dannedes familieselskabet A/S Fiil-Sø. Formå-

let var dels at fastholde samarbejdet mellem A. Tranbergs

arvinger, dels at arbejde for en fortsat afvanding og kulti-

vering af Filsø.

I 1910 anskaffede Filsø en sandpumper, FREMAD, så

man kunne påbegynde en egentlig afvanding af søen ved ud-

dybning af Henne Mølleå og gravning af en landkanal langs

vestsiden fra åen til Søvigsund. Kanalen var færdig i 1921, og

virkningen blev som ventet en væsentlig forbedring af græs-

sets kvalitet, samt at engene nu kunne bære slåmaskiner.

I 1924 blev det besluttet at inddige ca. 275 ha af engene i

søens vestside ned til Stammoseholm. Der blev som en del af

dette projekt gravet to afvandingskanaler parallelt med land-

kanalen samt en forbindelseskanal til Filsøs første pumpesta-

tion, som var en vindmotor, der trak en vandsnegl (Archime-

des’ skrue), ved landkanalen syd for Storeholm.21

Jagten i FilsøIndtil den første tørlægning af Filsø i 1852 blev jagt og fi-

skeri i søen betragtet som et frit og hævdvunden gode for

omegnens beboere. Med Tranberg og Knudsens køb af Hen-

ne Mølle fastholdt lodsejerne omkring søen, at de fortsat

havde ret til jagt og fiskeri, i det mindste indtil søen var helt

tørlagt, men med dommen i 1899 blev det fastslået, at alle

rettigheder til søen tilkom Henne Mølles ejere.

Tranberg accepterede alligevel, at enkelte jægere, blandt

andre Martin P. Haahr, Stausø, og Marius Høy, Lønne, fortsat

gik på jagt, også efter at jagten i 1912 blev udlejet til et kon-

sortium. For disse jægere var jagten en væsentlig del af deres

livsindhold. Martin P. Haahr (1868-1932) var kendt som en

fin naturiagttager, og han skrev om sine oplevelser i bogen,

Jægerminder, der udkom i 1936.22 Han var desuden i en lang

periode opsynsmand for Filsø Jagtselskab.23 Martin Haahr

blev en god ven af den fynske maler, Johannes Larsen (1867-

1961), som i en årrække var medlem af jagtselskabet. Mange

af Johannes Larsens værker er motiver af fuglelivet i Filsø.

For Filsøs jægere blev Henne Kirkeby Kro rammen om deres

fællesskab og ophold ved søen.

Søndersø blev tørlagt Efter inddigningen af de indvundne arealer kunne omkring

650 ha opdyrkes i 1941. Jorden viste sig at være meget

frugtbar, og der skulle blot tilføres fosfat for at opnå et godt

udbytte ved kornavl. Der var imidlertid ofte problemer med

Efter en svanejagt ved Filsø ca. 1920. Johannes Larsen står som den første fra højre. Fra 1913 til 1922 nedlagde jagtselskabet 42 sangsvaner, 23 pibesvaner og en enkelt knopsvane. Jagt på svaner blev forbudt med jagtloven i 1922. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.

111

digerne, der ikke var stærke nok til at modstå de store vand-

mængder i vinterhalvåret, og det skete, at vandet brød igen-

nem og oversvømmede arealer, som var tilsået med rapgræs

og havre.

Hidtil havde afvandingen af hele søområdet været gen-

nemført ved at sænke stemmeværket ved Henne Mølle sup-

pleret med en regulering af Henne Mølleå, mens store arealer

i søbassi net stadig lå hen i naturtilstand med søer, pilekrat og

fugtige enge, der gav et rigt og varieret fugleliv de bedste be-

tingelser for at yngle og raste.

Tekniske fremskridt inden for udvikling af entreprenørma-

teriel og pumpeteknik gjorde det efterhånden muligt at plan-

lægge en yderli gere tørlægning af Filsø, og her kom landvin-

dingsloven af 14. november 1940 til hjælp, idet staten kunne

bidrage med tilskud på op til 75 % til landvindingsprojekter.

A/S Fiil-Sø med Ernst Tranberg (1871-1951), Lønborggård,

som formand for bestyrelsen og Aksel Olufsen (1901-1992),

Quistrup, som aktiv medlem af bestyrelsen, besluttede nu at

lade Det danske Hedeselskab udarbejde et projekt for afvan-

ding og inddigning af Søndersø og Mellemsø, og i foråret

1941 blev projektet sendt til godkendelse i Statens Landvin-

dingsudvalg.24

Nu var der imidlertid kommet fokus på Filsøs betydning

som natur- og fuglelokalitet, og Danmarks Naturfredningsfor-

ening (DN), der med revision af naturfredningsloven i 1937

havde fået ret til at rejse fredningssager, anmodede i april

1941 Fredningsnævnet for Ribe Amtsrådskreds om at rejse

fredningssag for Filsø med påstand om forbud mod videre

afvanding. Foreningen fik i sit krav støtte af Reservatrådet,

Naturfredningsrådet, Jagtrådet, Jagtorganisationerne samt af

Varde og Omegns Turistforening.

I mellemtiden havde Filsø fået Landvindingsudvalgets

godkendelse til tørlægning af Søndersø. For A/S Fiil-Sø var

det magtpåliggende også at få Mellemsø afvandet. I et forsøg

på at opnå forlig med fredningsmyndighederne tilbød selska-

bet i november 1941 at lade Filsø Hede på ca. 500 ha og Fidde

Sø med omgivelser af enge og kær frede uden erstatning. I

første omgang blev dette tilbud afslået.

I 1942 var Søndersø blevet næsten tørlagt, men herefter

måtte det videre arbejde indstilles efter krav fra den tyske

værnemagt. Tyskernes tilstedeværelse skabte i det hele taget

store problemer resten af krigen ved okkupation af Avlsgår-

den, mineudlægning i Henne Mølleå og etablering af ødelæg-

gende anlæg i søen.

Situationen efter besættelsenI løbet af krigsårene forfaldt de allerede indvundne arealer i

Filsø. Søndersø var atter blevet oversvømmet, og flere steder

var digerne blevet svækket af høj vandstand i kanalerne, idet

miner i Henne Mølleå umuliggjorde åens vedligeholdelse.

I efteråret 1945 blev der af Dansk Minekontrol gennem-

ført sprængning af miner i åen, men indsatsen var helt util-

strækkelig, idet der kort tid efter blev fundet 35 panserminer

på trods af, at minørerne havde erklæret strækningen renset.

Først i 1955 kunne Minekontrollen frigive strandene, de

fleste klitområder og Henne Mølleå. Filsøs bestyrelse iværk-

satte med det samme den længe tiltrængte oprensning af åens

udløb, og ved samme lejlighed blev åen uddybet og flere

strækninger reguleret ved gennemgravning af åslyngninger. 25

Naturfredning Efter krigen blev spørgsmålet om afvandingen af Mellem-

sø atter taget op af A/S Fiil-Sø i en henvendelse til Statens

Landvindingsudvalg, selv om bestyrelsen var klar over, at

afvandingen ville blive kontroversiel i forhold til frednings-

interesserne.

Efter at have modtaget Landvindingsudvalgets positive

afgørelse, forestod der som forudset nogle vanskelige for-

handlinger med Naturfredningsrådet og DN. Fredningsfløjen

blev dog efterhånden klar over, at Mellemsø ville blive afvan-

det, og på den baggrund skrev Naturfredningsrådets formand

til Aksel Olufsen for at undersøge, om A/S Fiil-Sø stadig stod

ved det tidligere tilbud fra 1941 om en frivillig fredning. Oluf-

sen kunne bekræfte, at tilbuddet stadig stod ved magt uden

ændringer, men at aktieselskabet var indstillet på at forhandle

Udsigt mod nordvest over Filsøs marker, maj 2011. Midt i billedet ligger det nu fjernede siloanlæg på Langodde. I dag fremstår det meste af arealer som en ca. 915 ha stor sø. Bagest i billedet ses Blåbjerg Klitplantage. Foto: Palle Uhd Jepsen.

112

om detaljerne. Der blev derefter opnået enighed om, at rådet

frafaldt kravet om fredning af Mellemsø, mod at A/S Fiil-Sø

uden erstatning accepterede en fredning af hede- og klitarea-

ler vest for Filsøs vestre landkanal mellem Henne Mølleå og

Kærgård Klitplantage samt Kirkeodde og Fidde Sø. Frednin-

gen blev gennemført ved Overfredningsnævnets kendelse af

20. august 1958.26

Afvandingen af MellemsøMed godkendelsen fra Statens Landvindingsudvalg kunne

afvandingen af Mellemsø påbegyndes i 1947 og afsluttes i

1951. Der var da anlagt 16 km landkanal, 19 km diger, 52 km

pumpekanaler og åbne grøfter, 690 km dræn og 40 km veje.

Med gennemførelsen af projekterne for de to søområder

blev der indvundet ca. 750 ha, og tidligere kultiverede arealer

på omkring 450 ha blev sikret mod oversvømmelse, hvorved

ca. 1.200 ha kunne opdyrkes.

Filsøs arealer blev efter en kort årrække, hvor man havde

en besætning af stude til opfedning, udelukkende drevet kon-

ventionelt med afgrøder som rapgræs, vårbyg, havre, vinter-

hvede og de sidste ca. 15 år også med læggekartofler.

I løbet af de mange år med dyrkning havde arealerne

sat sig ved en gradvis iltning og omsætning af jordbundens

dyndlag. Som en konsekvens af de ændrede jordbundsfor-

hold måtte drænene i 1970’erne renoveres og lægges dybere

samtidig med, at pumpestationernes kapacitet blev forøget. I

begyndelsen af 2000’erne var aktieselskabet i den situation, at

der igen skulle investeres i dræn og pumper.

Fra land til vandI januar 2011 besluttede A/S Fiil-Sø’s bestyrelse med Peter

Skak Olufsen, Quistrup, som formand at sælge ca. 2.300

ha af ejendommen til Aage V. Jensen Naturfond. Formålet

med erhvervelsen var for naturfonden at tilbageføre 915 ha

af de dyrkede marker til et sølandskab. Den ny sø bliver det

centrale element i et større naturområde, der også omfatter

klitplantager, klitter og den fredede Lyngbo Hede.

Inden projektet kunne virkeliggøres blev der gennem-

ført en miljøvurdering – en VVM (Vurdering af Virkninger

på Miljøet) – på baggrund af en projektbeskrivelse og kon-

sekvensvurdering udarbejdet af konsulentfirmaet COWI for

Aage V. Jensen Naturfond.

Ved projektets gennemførelse er der anlagt et 70 m langt

stenstryg i afløbet fra søen til Henne Mølleå, så vandstanden

kan holdes i kote +1,6 m (DVR90), hvilket er ½ meter lavere

end vandstanden i søen før den første tørlægning i 1852. Ved

dette niveau vil søen få en middeldybde på 1,1 m og en mak-

simal dybde på 2,8 m. De fysiske anlæg er konstrueret, så der

er sikret opgang for fisk og andre organismer i vandsystemet.

Søvigsund er ledt ind i den nye sø, flere diger er blevet

fjernet, kanaler fyldt op og tre pumpestationer er nedlagt. Pe-

tersholm pumpestation fungerer fortsat, idet Petersholm syd

for Søndersø og nogle arealer øst for søen, i alt knap 200 ha,

bibeholdes i omdrift som fourageringsarealer for kronvildt og

trækfugle som gæs, svaner, viber og hjejler.

Anlægsarbejdet blev tilrettelagt, så der kunne etableres

15-20 mindre øer og holme i søen. Selv om de fleste grøfter

og kanaler er fyldt op med materiale fra diger og andre anlæg,

findes der stadig lavninger på søbunden, og bundstrukturen

Kort over den komplette afvanding af Filsø. Kortet er udarbejdet af Hedeselskabet i 1997. A/S Fiil-Sø.

114

kan derved fremme en varieret undervandsvegetation med le-

vesteder for en artsrig fauna af hvirvelløse dyr (invertebrater),

fisk og andre organismer. 27

Naturen i den nye FilsøFilsøs historie siden den første tørlægning i 1852 er også en

historie om holdninger til naturlandskaber som en ressource

til nyttiggørelse ved opdyrkning.

Siden stiftelsen i 1866 arbejdede Det danske Hedeselskab

målrettet for opdyrkning af heder og moser samt afvanding af

vådområder, og med landvindingslovens vedtagelse i 1940 og

oprettelsen af Statens Landvindingsudvalg fik politikere og

lodsejere et vigtigt redskab til en intensivering af landvinding.

For Filsøs vedkommende rummer historien vilje til at tage

økonomisk risikable beslutninger og i overensstemmelse med

datidens politiske dagsorden også en tro på nødvendigheden

af at skaffe jord til opdyrkning.

Fra sidst i 1930’erne begyndte naturhistorikere med DN

og Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i spidsen at sætte

spørgsmålstegn ved det omfattende tab af naturværdier ved

afvanding og kultivering, og årene derefter blev en brydnings-

tid, der i 1969 resulterede i en revision af naturfredningslo-

ven, hvor naturhensynet blev en del af lovgrundlaget. I na-

turbeskyttelsesloven fra 1992 blev genopretning af tidligere

naturområder skrevet ind i lovteksten, hvilket blev en milepæl

i dansk naturforvaltning.

Loven gav stødet til, at der siden er gennemført et stort

antal genopretninger af tidligere naturarealer. Aage V. Jensen

Naturfond har foruden Filsø finansieret og gennemført flere

store projekter blandt andet i Vejlerne og Lille Vildmose.

Efter anlægsarbejdets afslutning kunne fonden præsentere

den nye Filsø den 7. oktober 2012 under overværelse af om-

kring 3.000 mennesker. Det var planlagt, at Vardes borgme-

ster skulle ’klippe snoren’, så der kunne åbnes for vandet fra

Søndersø til Mellemsø. Men naturen ville det anderledes. Ef-

Dybdeforhold i den nye Filsø. Kort nr. 2b i kortbilag til VVM-rede-gørelsen. COWI ©: med tilladelse fra Aage V. Jensen Naturfond.

Fra folkefesten ved indvielsen af den nye Filsø den 7. oktober 2012. Foto: Rosemary Mason.

115

Måske vil stor kobbersneppe vende tilbage som ynglefugl ved Filsø. Foto: Rosemary Mason.

116

terfulgt af en længere periode med kraftig regn var der over-

hængende risiko for, at vandet fra Søndersø ville oversvømme

dæmningsvejen fra Filsøgård (den tidligere Avlsgård) til Lang-

odde, og vandet måtte derfor ugen før gives frit løb. På ind-

vielsesdagen kunne man konstatere, at Mellemsø næsten var

fyldt med vand. Efter de mange år, hvor vandtilstrømningen

fra Søvigsund var blevet ført til Henne Mølleå i gravede kana-

ler, havde naturen overtaget styringen.

I løbet af september 2012 fyldtes Søndersø med vand, og

man fik en klar, visuel fornemmelse af, hvordan søen vil kun-

ne fremme naturindholdet i denne del af Vestjylland. Allerede

i ugerne forud vrimlede det med store flokke af vadefugle,

efterhånden som vandet oversvømmede de tidligere marker.

Den 1. september havde Filsøs fugleobservatører (Careta-kergruppen) deres månedlige tælling.

Gruppen talte i Søndersø omkring 12.000 krikænder, og

i de efterfølgende dage steg antallet til ca.17.500. Det er

det højeste tal fra Filsø, der nogensinde lagt ind på DOF’s

database.

Også andre ænder blev registreret i usædvanligt høje tal

for eksempel 6.170 pibeænder og 2.000 spidsænder foruden

knap 3.000 blishøns.

Andre bemærkelsesværdige observationer var én lille

kjove, 15 skestorke, 15 dværgmåger, fem sortterner og otte

skærpibere langs dæmningsvejen. Det var desuden et sær-

syn at se fem havørne over Filsø.

Som ventet kunne der senere registreres et markant fald

i antallet af fouragerende gæs. Mens der stadig var marker

i Mellemsø blev der talt op til 13.000 kortnæbbede gæs. Til

sammenligning blev der i 2011, hvor gæssene kunne søge

føde på stupmarker, talt over 39.000.28

FremtidsperspektiverDet kan forventes, at søens bredzone med både fugtig og

mere tør eng samt bevoksninger af siv og tagrør vil tiltrække

ynglefugle som vibe, rødben, stor kobbersneppe, brushane,

rørhøg og rørdrum, der alle før afvandingen var almindeligt

forekommende ved Filsø. Øer og holme kan blive yngle-

pladser for blandt andet hættemåge og sortterne samt ande-

og vadefugle. Både skarv og skestork er ligeledes potentiel-

le ynglefugle, idet ungfugle kan indvandre fra de nærmeste

kolonier i Ringkøbing Fjord og på Langli.

Filsø har i mange år været et vigtigt rasteområde for

flere arter af andefugle som kortnæbbet gås, grågås, sang-

svane, pibesvane og spidsand samt for vibe og hjejle. Ved at

Filsøs marker nu er ændret fra landbrug til sø, kan fuglene

ikke længere fouragere på nyspiret korn og stubmarker. Til

gengæld vil disse arter få gode muligheder for at søge føde

på Petersholm samt i søens bredzone, efterhånden som ve-

getationen udvikler sig. Søen vil desuden for mange vand-

fugle både betyde nye føde- og rastemuligheder samt over-

natningsplads for svaner, gæs og ænder.

Aage V. Jensen Naturfond har som en del af projektet

etableret faciliteter for publikum i form af vandrestier, cy-

kelruter og udsigtsskjul. Søen vil dermed blive et attraktivt

mål for fugleiagttagelse og naturoplevelse i bred forstand

samtidig med, at der vil blive taget videst mulig hensyn til,

at søen kan blive en fredfyldt lokalitet for den vilde fauna.

Set i et perspektiv, der går videre end lokalområdet,

bliver Filsø endnu en økologisk værdifuld lokalitet på den

vestjyske ’fugleflugtslinje’, der omfatter lokaliteter fra Vej-

lerne, Agersø og andre områder i Limfjorden, over Nissum

Fjord, Ringkøbing Fjord med Tipperne, Værnengene og

Skjern Å til Vadehavet.

Som internationalt vigtige vådområder er de nævnte lo-

kaliteter udpeget som EF-fuglebeskyttelses- og habitatom-

råder, og de er desuden optaget på den danske liste over

Ramsarområder.29

Noter1. Mariann Ploug, Palle Uhd Jepsen & Lene B. Frandsen.

Henne. Museet for Varde By og Omegn, 2012: p. 19ff.

2. Axel Jessen: Beskrivelse til Geologisk Kort over Dan-mark, Kortbladet Blaavandshuk. Danmarks geologiske Un-

dersøgelser, I. Række. Nr. 16. Kjøbenhavn, 1925: p. 45ff.

3. Havbard Jonassen: Bidrag til Filsøegnens naturhistorie.

Meddelelse fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 13, Hefte 4,

1957: p. 201-202

4. Bent Aaby: Geologi og landskab i Henne Strand området. Grund-

ejerforeningen Henne Strand, nr. 48, 18. årgang, 2010: p. 15-23.

117

5. Peter Gravesen, Peter Roll Jakobsen, Merete Binderup &

Erik Skovbjerg Rasmussen: Det sydlige Jylland geologisk set. GEUS og Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen,

2004: p. 46. Det nævnes, at havspejlet fortsatte med at stige

mellem ca. 6.500 og 4.000 år før nu, og at de marine fund i

Filsø-bassinet vidner om, at det har haft forbindelse med til

havet i denne periode.

6. Michael Houmark-Nielsen, Johannes Krüger & Kurt

Henrik Kjær: De seneste 150.000 år i Danmark. Geoviden,

geologi og geografi, nr. 2, 2005: p. 6. Banken vises på et

geologisk kort 127,000 år før nu.

7. Bent Aaby, op.cit. 2010: p. 16.

8. Axel Jessen, op. cit. 1925: p. 54.

9. Bent Aaby, personlig meddelelse.

10. Axel Jessen, op. cit. 1925: p. 51.

11. Lars B. Clemmensen, Karsten Pedersen, Andrew Mur-

ray & Jan Heinemeier: A 7000-year record of coastal evolu-tion, Vejers, SW Jutland, Denmark. Bulletin of the Geologi-

cal Society of Denmark, Vol. 53, 2006: p. 1-22.

12. Bent Aaby, personlig meddelelse.

13. S.B. Böcher: Vandmøller og andre vandkraftsudnyttel-ser i Ribe Amt. Historisk Samfund for Ribe Amt, 1944: p. 54.

14. Palle Uhd Jepsen: Filsø. Museet for Varde By og Om-

egn, 2012: p. 18.

15. S.B. Böcher, op. cit., 1944: p. 55.

16. Evald Kappelskov: Om Henne Sogn gennem tiderne.

Henne Strand Grundejerforening, 1985 (genoptryk af 1. ud-

gave fra 1968): p. 44.

17. Ernst Tranberg: Fiil Søs Historie. Aktieselskabet Fiil Sø,

1954: p. 18.

18. A/S Fiil-Sø's arkiv. Ernst Tranberg, op. cit. 1954: p. 33-

45. Palle Uhd Jepsen, op. cit. 2012: p. 366-373.

19. Palle Uhd Jepsen, op. cit. 2012: p. 82ff.

20. Palle Uhd Jepsen, op. cit. 2012: p. 99.

21. Palle Uhd Jepsen, op. cit. 2012: p. 111ff.

22. Haahr, Martin P.: Jægerminder. Nr. Nebel, 1936.

23. Palle Uhd Jepsen, op. cit. 2012: p. 167-168.

24. Palle Uhd Jepsen, op. cit. 2012: p. 193-194.

25. Palle Uhd Jepsen, op. cit. 2012: p. 237-238.

26. Palle Uhd Jepsen, op. cit. 2012: p. 261.

27. Aage V. Jensen Naturfond: Naturgenopretning af Filsø, VVM-redegørelse, Miljøvurdering og Natura 2000-konse-kvensvurdering. COWI, 2011: p. 115.

28. Oplysningerne om fugleregistreringer i efteråret 2012

er venligst stillet til rådighed af ornitolog Jens Rye Larsen,

Caretaker Filsø.

29. Ramsarkonventionen af 2. februar 1971 om beskyttelse

af vådområder af international betydning navnlig som leve-

steder for vandfugle.

SummaryLake Filsø in West Jutland (55°41’N, 8°14’E at the centre

of the lake) covered about 3,000 hectares in late 1700. From

1852 until 1951 the lake was gradually reclaimed, first by

removing an old water mill, and later by the dyking and

draining of approximately 1,200 hectares of farmland. The

agriculture was the conventional growing of seed-grass, ce-

real and, in the latter years, also seed potatoes.

In 2011, the owner of Filsø, a family company, decided

to sell the estate to the Aage V. Jensen Nature Foundation.

The Foundation acquired the area in order to restore the for-

mer lake for the benefit of wildlife and the public.

Filsø was originally a coastal basin surrounded by a

landscape of moraine deposits from the Saale glacial period

(380,000-130,000 years BP).

Geological surveys indicate that coastal erosion devel-

oped a system of barriers and beach ridges along the shore,

and during the process closed the connection between the

lake basin and the North Sea about 4,900-4,100 years BP.

Later, fresh water from the catchment area inundated the ba-

sin until the lake carved a stream through the coastal dunes

and barriers, creating a permanent stream later named the

Henne River.

Some time after 1140, the owner of the estate Hen-

negård, situated on the north side of Lake Filsø, established

a water mill in the Henne River, and the lake became an

artificial mill pond with a fluctuating but relatively stable

water level of 5.3 metres above sea level.

In 1848 the landowners Andreas G. Tranberg and Knud

L. Knudsen, purchased the water-mill. In 1852 they disman-

118

tled the water mill, and the water level plunged to 2.2 metres

above sea level, and the lake’s area subsequently decreased

to about 750 hectares.

Until about 1920 the reclaimed area was mainly used for

haymaking and grazing. The combination of a lake, water

meadows, fens and reed beds provided unique habitats for

many species of migrating waterbirds including whooper

swans, Bewick’s swan, the pink-footed goose, ducks and

waders. It was also considered an excellent area for wild-

fowling. Among breeding birds, ruffs, black-tailed godwits,

dunlins, lapwings and bitterns were common according to

the narratives of the naturalists of the time.

In 1940, a new law on land reclamation was passed by

parliament, and private landowners could apply for up to

75% of the expenditure on a land reclamation project in or-

der to increase the amount of arable land. The company A/S

Fiil-Sø wanted to drain the existing lake and applied under

the law on state subsidies. In the period 1940 to 1951, how-

ever, with a major setback during the German occupation of

Denmark in the Second World War, the remaining 750 hec-

tares of the lake were transformed into productive farmland.

Before the war, environmental NGOs became aware of

the natural assets of Filsø, including its stunning birdlife,

and demanded a conservation scheme in order to save the

remaining natural habitats from further deterioration. How-

ever, they failed to come to an agreement with A/S Fiil-Sø,

but in 1958 a mitigation scheme was established by legal

protection of the northern lake area, Lake Fidde, including

adjacent meadows and the heathland between the western

shore of Filsø and the North Sea.

In 2011, when the Aage V. Jensen Nature Foundation

took over the farmland and other parts of the Filsø Estate,

COWI, a consultant firm, had produced plans for a nature

restoration project. This went through an environmental

impact assessment and finally, after a consultation period,

it was approved by the local municipality. The project sub-

sequently went ahead, and on 7 October 2012 the Nature

Foundation officially declared the project completed. A pub-

lic gathering was attended by about 3,000 interested people.

The project includes the restoration of a lake of about 915

hectares and the adjacent wet meadows. In the lake itself,

nearly 20 artificial islets were created by material from de-

molished dykes, and they may, in addition to meadows and

reed beds, serve as breeding sites for waterbirds which com-

monly bred there before the reclamation. The lake itself may

provide resting and feeding opportunities for a wide range

of migrants (geese, swans, ducks and shore birds). Seen in a

wider perspective, the new lake will without doubt improve

the biodiversity of a large area in this part of West Jutland.

In addition, Filsø could be a new and internationally impor-

tant ecological ‘stepping-stone’ on the flyway along the west

coast of Denmark from the Limfjord to the Wadden Sea.

Søndersø i september 2012. De nye vandflader blev hurtigt fundet af flere tusinde krikænder. Foto: Palle Uhd Jepsen.

119

Snæblen lever et anonymt liv i Vadehavet og en håndfuld sydvestjyske vandløb. Snæblen er en af Europas mest truede fisk, og beskyttelsen af den er derfor af høj prioritet.

120

Snæblen– den lange kamp for overlevelse

Af Lasse Fast Jensen, Søren Brandt Poulsen og Jon Christian Svendsen

Snæblen er en fisk, som mange har hørt om, men som de færreste har set med egne øjne. Fisken har de senere år væ-ret flittigt omtalt i landets aviser, og Danmarks næststørste naturgenopretningsprojekt med H.K.H. Prins Joachim som protektor er dedikeret til netop denne lille fisk. Snæblen er, som det fremgår af nærværende artikel da også en usæd-vanlig fisk, der har været meget igennem. Snæblen har en interessant biologi og livshistorie, og dens placering blandt andre danske fiskearter har været genstand for heftige diskussioner. I denne artikel kigges der nærmere på, hvad snæblen egentlig er for en fisk, og hvad, der var årsagen til, at snæblen på kort tid gik fra at være udbredt over hele vadehavsområdet til at være faretruende nær kanten til ud-døen. Og hvad man i ellevte time fra menneskelig side gjor-de for at sikre, at snæblen ikke endte på et naturhistorisk museum side om side med gejrfuglen.

Snæblens evolutionshistorieSnæblen, der på latin hedder Coregonus oxyrinchus, hører

til familien af laksefisk og er derfor beslægtet med mere vel-

kendte arter som atlantisk laks, bækørred og stalling. Inden

for laksefiskene grupperer snæblen sig sammen med bl.a.

helten i den underfamilie, der kaldes Coregoninae – heltene.

De taksomiske og systematiske forhold, altså hvordan de

indbyrdes slægtskab imellem arter forholder sig, inden for

heltene er komplicerede og har længe været genstand for

delte meninger. Inden for slægten Coregonus er der stor mor-

fologisk variation, og selv populationer, der lever sammen,

kan afvige fra hinanden i f.eks. antallet af gællegitterstave,

kropsstørrelse, habitatvalg og fødepræference.1 Dette giver

problemer, når man forsøger at inddele slægten Coregonus

i arter og populationer inden for arter på baggrund af denne

morfologiske variation.2 Det fylogenetiske artsbegreb benyt-

tes ofte til at inddele organismer i kasser og placere dem i for-

hold til hinanden. Det fylogenetiske artsbegreb opererer med

at identificere den mindste samling af populationer, der de-

ler såkaldte synapomorfiske karakterer, dvs. karakterer som

stammer fra samme forfader. Man kan med andre ord ikke

bruge karakterer, der f.eks. er et produkt af miljøforholdene.

Og det er netop hér en del af problemerne med heltene opstår.

Flere studier, hvor man har kigget på genetiske mønstre og

morfologiske karakterer samtidigt har nemlig vist, at karak-

terer som f.eks. antallet af gællegitterstave ikke reflekterer

afstamningen (d.v.s. genetikken). De populationer, som grup-

peres sammen ved analyser af antallet af gællegitterstave,

er med andre ord ikke nødvendigvis beslægtede,3 og denne

morfologiske gruppering er derfor ikke troværdig.

Nogle biologer er gået så vidt at erklære snæblen for ud-

død. I 2005 publicerede Freyhof og Schöter et studie, hvor

den geografiske fordeling af antallet af gællegitterstave hos

snæbler og helt i Europa blev undersøgt.4 Ud fra antallet af

gællegitterstave blev det konkluderet, at den ægte snæbel,

Coregonus oxyrinchus, historisk kun har fandtes i Rhinen

og nu er uddød. De snæbler, der lever i Vidåen adskilte sig

ikke nævneværdigt fra de snæbler, der lever i Østersøen, og

undersøgelsen grupperede dem derfor sammen under nav-

net Coregonus maraena. Men undersøgelsen lider af at være

baseret på antallet af gællegitterstave, der, som vi lige har

set, ikke nødvendigvis følger genetikken. Antallet af gæl-

legitterstave er en funktionel karakter, der har betydning for

121

fødeøkologien. Karakteren er derfor med stor sandsynlig-

hed underlagt naturlig selektion, og parallelle evolutionære

forløb kan opstå med hensyn til antallet af gællegitterstave.

Det er derfor ikke usandsynligt, at de uddøde snæbler fra

Rhinen og de nulevende snæbler fra Vidåen er forskellige i

antallet af gællegitterstave, som følge af det miljø de levede

i og ikke, som følge af forskellig afstamning.

Flere studier har undersøgt, hvordan de enkelte bestande

af helt og snæbel i Danmark er beslægtede med hinanden.

Alle studier har stort set vist det samme mønster, nemlig at

der er genetiske forskelle mellem de lokale bestande, men at

forskellene er relativt små. Det betyder med andre ord, at be-

standene til en vis grad er isolerede fra hinanden, og at denne

opdeling er indtruffet for nyligt i et evolutionært perspektiv.5

Et nyligt publiceret studie sekventerede hele mitokondriets

DNA, det såkaldte mitogenom,6 hvor man tidligere blot har

kigget på fragmenter. Analyserne afslørede, at snæblen i

Vidåen ikke deler haplotype (groft sagt genetisk udseende)

med nogle af de danske bestande af helt, og altså helt klart er

forskellig fra heltene i Danmark. Haplotyperne hos snæbel

og helt er forskellige, men dog ganske tæt beslægtede.

Antageligvis stammer alle danske helt og snæbel fra én

fælles population, der efter sidste istid koloniserede landet.7

Efter 100.000 års istid begyndte temperaturen for omkring

10.000 år siden at stige. Temperaturstigningen fik isen til

at smelte, og smeltevandet formede landskabet. Med isens

tilbagetrækning blev der atter skabt levesteder for de mange

arter, der var blevet fortrængt til refugier rundt omkring. De

helt, der i den forbindelse koloniserede Jylland, kom sand-

synligvis fra Elben, der dengang var et meget stort vandsy-

stem, der mundede ud i det nuværende Skagerrak. Nordsøen

og Jylland var på dette tidspunkt ét sammenhængende land-

område, og de vestjyske vandløb, vi kender i dag, var alle

tilløb til Elben. I takt med at de enorme ismasser smeltede,

steg vandstanden, og Nordsøen blev dannet. De vestjyske

vandløb blev afskåret fra Elben og blev nu selvstændige

vandløb, der udmundede i Nordsøen. Derved blev de helt,

der levede i vandløbene også isoleret fra hinanden, og det er

netop effekterne af denne isolering efter istiden, der i dag

ses i form af genetiske forskelle imellem de lokale heltbe-

stande. De helt, der levede i de vandløb, der mundede ud i

det nydannede Vadehav oplevede ganske anderledes marine

miljøforhold end de helt, der levede i vandløb, der udmun-

dede i brakke fjorde. Dermed var kimen lagt til udviklingen

af den snæbel, vi kender i dag.

Når nu snæblen er genetisk forskellig fra de helt, der

lever i Danmark, og udviser nogle træk, som f.eks. evnen til

at vandre i saltvand, som gør den helt unik, er snæblen så

en selvstændig art? Genetiske analyser viser jo samtidigt,

at helt og snæbel er meget nært beslægtede og stammer fra

samme rekolonisering, der fandt sted efter istiden. At afgø-

re, hvorvidt en gruppe individer er en art eller ej, er faktisk

ikke så nemt, som man skulle tro. Der findes nemlig et væld

af forskellige artsbegreber, der alle benytter forskellige kri-

terier til at afgøre, hvorvidt en samling individer er en art.

Et af de artsbegreber, man ofte ser brugt, er det biologiske

artsbegreb.8 I følge dette artsbegreb defineres arter som en-

heder, der danner fertilt afkom med hinanden. To forskellige

enheder kan godt danne afkom med hinanden, men afkom-

met vil være sterilt. Helt og snæbel kan faktisk godt danne

afkom med hinanden. Under en undersøgelse offentliggjort

i 2008 af de genetiske forhold hos snæblen og de danske

helt, var det noget der stak i øjnene. Nogle af de snæbler, der

stammede fra Varde Å udviste et genetisk mønster, der indi-

kerede, at de faktisk var krydsninger mellem helt fra Ring-

kjøbing Fjord og snæbel.9 Det viste sig, at der i netop Varde

Å faktisk har været udsat helt stammende fra Ringkjøbing

Fjord tilbage i 1980´erne. Undersøgelsen kunne dog ikke

afgøre, hvorvidt nogle af disse krydsninger mellem helt og

snæbel havde haft held med at reproducere sig. Derved kan

det ikke afgøres, hvorvidt afkommet er fertilt eller sterilt, og

hvorvidt snæbel og helt er forskellige arter efter kriteriet i

det biologiske artsbegreb.

Uanset om snæblen er en typisk art eller ej, så er der

næppe nogen tvivl om, at den kvalificerer sig som en såkaldt

Evolutionarily Significant Unit (ESU), som kan oversættes

til betydningsfuld evolutionær enhed. Der findes mange for-

skellige definitioner på en ESU, men fælles for dem alle er,

at de afgrænser en enhed, der besidder en vigtig evolutionær

arv inden for en given art. Snæblen er både genetisk diffe-

122

rentieret fra andre bestande og besidder tillige tilpasninger,

der er unikke inden for slægten Coregonus. Snæblen er med

andre ord bevaringsværdig, uanset om den så rangerer som

art eller ej.

Snæblens liv og biologiSnæblen er endemisk i Vadehavet – det vil sige, at den ikke

findes i andre havområder end netop Vadehavet. Snæblen

starter sit liv i de vestvendte vandløb, der udmunder i Va-

dehavet. Her klæber æggene til vandplanter, sten og grus på

vandløbets bund og klækker i det tidlige forår til en lille lar-

ve, der måler omkring 1 cm. Larverne begynder at svømme

umiddelbart efter klækningen, og fordi de tiltrækkes af lys –

man siger, at de er positivt fototaktiske – så foretrækker de at

opholde sig nær vandoverfladen.10 Den spinkle larve er ikke

nogen god svømmer. Undersøgelser foretaget af Fiskeri- og

Søfartsmuseet har vist, at snæblens larver over kort tid er i

stand til at svømme knap 10 cm per sekund. Men ved læn-

gere tids svømning kan de små larver kun holde en hastighed

på knap 5 cm per sekund. Set i forhold til de strømhastighe-

der, der forekommer i forårsmånederne i vandløbene, hvor

snæblen gyder, er de små larver ikke i stand til at modstå

strømmen.11 Mange vil derfor blive ført med strømmen ned

af vandløbet. Snæblens larver er afhængige af områder med

lave strømhastigheder eller stillestående vand så som over-

svømmede enge, afsnøringer af vandløbet eller indskudte

søer, hvor de kan opholde sig de første måneder af deres liv.

Her lever snæblens yngel af den dyreplankton, der er talrig i

det stillestående vand. Det vil sige primært dafnier, vandlop-

per og dansemyggelarver, men også muslingekrebs og se-

nere brakvandsmysis kan stå på menuen.12 Snæblens yngel

bliver med tiden en væsentlig bedre svømmer og kan ved en

længde på omkring 3 cm svømme 25 cm per sekund over

korte strækninger. Ynglen magter dog stadig ikke at opret-

holde en position midt i strømmen.

Ynglen forbliver i ferskvand indtil den har nået en læng-

de på 3-6 cm, hvilket typisk sker engang i maj måned. På

dette tidspunkt forlader de unge snæbler vandløbet til fordel

for Vadehavet, hvor de opholder sig indtil de når kønsmo-

denhed. Det har vist sig, at ernæringstilstand har indflydelse

på de unge snæblers motivation til at vandre. Således udvi-

ser snæbelyngel i god ernæringsmæssig tilstand en større

tendens til at vandre end fisk med en ringe ernæringstil-

stand. Fødetilgængeligheden i opvækstområderne kan altså

påvirke tidspunktet, hvor de unge snæbler vandrer til Vade-

havet.13 De unge snæbler vandrer primært med strømmen

ned mod Vadehavet i døgnets mørke timer.14 Dette kender

man også fra en række andre fiskearter, hvor lave lysinten-

siteter antages at være en udløsende faktor for vandringsad-

færd.15 Under vandringen befinder de unge snæbler sig ofte

højt i vandsøjlen og tillige ofte midt i vandløbet.16

På det tidspunkt de unge snæbler når det salte Vadehav,

skal de fysiologisk være klar til at omstille sig fra fersk-

vand til saltvand. I ferskvand er saltindholdet i fiskens krop

højere end i det omgivende vand. Vand trænger derfor ind

i fisken, primært over gællerne, for at udligne forskellene

i saltholdighed. Samtidigt mister fisken livsvigtige salte til

omgivelserne. For at kompensere for dette og opretholde en

konstant saltbalance i kroppen, producerer fisken i fersk-

vand store mængder fortyndet urin og er samtidigt i stand

til at optage ioner fra omgivelserne over gællerne. Man taler

Snæblens mest karakteristiske kendetegn er dens specielle snude. Heltenes store morfologiske variation har ført til betydelige van-skeligheder med at placere de forskellige fisk inden for slægten Coregonus i forhold til hinanden. Foto: Michael Deacon.

123

om, at fisken osmoregulerer. Når de unge snæbler vandrer

ud i det salte Vadehav, vendes de osmotiske forhold på ho-

vedet. Nu indeholder omgivelserne pludselig flere salte end

fiskens krop, og fisken mister derfor vand samtidig med,

at salte diffunderer ind i fisken. Hvis fisken skal overleve

dette skift, må den omstille sin osmoregulering. I saltvand

genvinder fisken saltbalancen ved at drikke store mæng-

der havvand og udskille salte over gællerne og via urinen.

Mængden af den udskilte koncentrerede urin er sparsom.

Skiftet fra ferskvand til saltvand eller omvendt er en stor

udfordring for fisken, og mange fiskearter er ikke i stand til

at bevæge sig mellem de to miljøer og må blive i det miljø,

de nu engang lever i.

Netop snæblens evne til at vandre fra ferskvand ud i Va-

dehavet, hvor saltholdigheden er omkring 35 ‰, er noget

af det, der gør snæblen unik blandt helt-fiskene. Der findes

mange heltbestande, der vandrer mellem vandløb og søer,

fjorde og brakke områder, men ingen af disse er i stand til

at vandre ud i fuldstyrke saltvand (dvs > 30 ‰) som snæb-

len.17 Snæblen kan dog ikke klare omstillingen fra fersk-

vand til saltvand, før den når en vis størrelse, og fiskelar-

verne vil gå til, hvis de ankommer til Vadehavet for tidligt

i deres udvikling.18 Man formoder, at de unge snæbler først

ved en længde på 3-4 cm er i stand til at foretage dette skift

i osmoreguleringen, der tillader dem at vandre fra ferskvand

til saltvand.19 Snæblen er dog ikke nødsaget til at vandre ud

i et marint miljø for at opnå kønsmodenhed. Dette ved man

fra en bestand i Rhinen, der stammer fra udsætninger af yn-

gel fra Vidåen. Ved hjælp af analyser af det relative indhold

af Strontium og Calcium i fiskeskæl – en metode der kaldes

Laser Ablation Inductively Coupled Plasma Mass Spectro-metry (LA-ICP-MS) – er det muligt at bestemme, om en fisk

har befundet sig i ferskvand eller saltvand ved et givet tids-

punkt i dens liv. Ved hjælp af denne metode har man fundet,

at en del af de voksne snæbler, der befandt sig i ferskvands-

søen IJsselmeer, der er en del af Rhindeltaet, aldrig havde

været i saltvand. Da nogle af disse individer var kønsmodne,

betyder det, at snæblen er i stand til at gennemføre hele sin

livscyklus i ferskvand, og ikke er afhængig af at vandre ud

i saltvand. En anden gruppe snæbler var vandret i saltvand

som unge, mens en tredje gruppe først var vandret i saltvand

ved en længde på 25-35 cm.20 I samme studie analyserede

man to snæbler fra Hjortvad Å, der er en del af Ribe Å syste-

met, og yderligere to snæbler fra Varde Å. Skælanalyserne

afslørede, at alle disse fire danske snæbler var vandret fra

ferskvand til saltvand tidligt i deres liv – formodentlig ved

en længde på 3-4 cm. Den meget lille prøvestørrelse på blot

fire snæbler gør det vanskeligt at konkludere, hvorvidt alle

danske snæbler vandrer ud som unge, eller om en del af

fiskene først vandrer i havet langt senere i livet eller sågar

aldrig forlader det ferske vand. Uanset, hvordan det forhol-

der sig, så indeholder vandringsmønstret hos snæblen nok

en del mere variation, end hvad man tidligere har formodet.

Man har bl.a. observeret, at unge snæbler, der endnu ikke er

kønsmodne, af og til trækker op i de nedre dele af vandlø-

bene om vinteren – på samme vis som de såkaldte grønlæn-

dere, der kendes hos ørreden.21

Hvilke fødeemner snæblen indtager, når den befinder

sig i saltvand, kender vi ikke så meget til, men bundlevende

orme og krebsdyr udgør formodentlig en del af føden. En

Snæblens yngel måler blot omkring 1 cm i længden, når de klæk-ker. De små larver er ikke gode svømmere og kan ikke modstå strømmens pres. De er derfor afhængige af stillestående områder som f.eks. oversvømmede enge. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.

124

undersøgelse af nyligt udvandrede snæbel, der målte mel-

lem 7 og 9 cm, viste, at slikkrebs udgjorde størstedelen af

føden, men også børsteorme og sågar strandfluer var at fin-

de i maveindholdet.22

Efter to til fire år i Vadehavet, og når snæblen måler 30-

45 cm, bliver den kønsmoden. De to køn hos snæblen køns-

modner dog ikke samtidigt, idet hannerne allerede bliver

kønsmodne i en alder af to til tre år, mens hunnerne først

kønsmodner, når de er tre til fire år gamle. De kønsmodne

fisk vandrer om efteråret og vinteren op i vandløbene for at

gyde. Snæblen finder oftest tilbage til det samme vandløb,

som den forlod som ung, men nogle få individer trækker

op i andre vandløb, end hvor de stammer fra.23 Den voksne

snæbel er sammenlignet med ørreden og laksen ikke nogen

god svømmer, og den er ikke i stand til at passere selv min-

dre barrierer i vandløbet. Snæblen kan heller ikke passere de

fisketrapper, der flere steder er etableret i forbindelse med

opstemninger.24 Snæblen er derfor meget afhængig af fri ad-

gang til gydeområderne uden nogen form for forhindringer.

Gydningen finder sted over en ganske kort periode fra

midten af november til midten af december. Man formoder,

at snæblen foretrækker at gyde på strækninger, hvor vandlø-

bet er relativt bredt (4-10 meter) og strømmen frisk. Bunden

på snæblens gydepladser består oftest af grus, sten og vin-

tergrønne vandplanter.25 På gydepladserne er der flest han-

ner. Typisk er der omkring fem hanner for hver hun. Dette

skyldes sandsynligvis det forhold, at hannerne kønsmodner

tidligere end hunnerne, og at hanner formodentlig opholder

sig på gydepladserne i længere tid end hunnerne.26 Snæblen

gyder sine æg frit i vandet. Snæblens æg er sammenlignet

med ørredens små, og en hun gyder typisk mellem 20.000

og 30.000 æg for hvert kilo, hun vejer. Til sammenligning

gyder en ørred blot 2000-3000 æg per kilo kropsvægt. Me-

get tyder på, at overlevelsen hos de voksne snæbler er gan-

ske høj – måske helt op mod 80 % fra et år til det næste.27

Den enkelte snæbel kan derfor over sin levetid på op til 12

år deltage i gydningen adskillige gange. Når snæblen har

gydt, trækker den ned i de nedre dele af vandløbet for om

foråret at vandre tilbage til Vadehavet.28 Her opholder den

sig, til det atter bliver efterår og tid til næste gydesæson.

Snæblens deroute og redningSnæblen var historisk set udbredt over hele Vadehavsområ-

det, der afgrænses af hollandske Den Helder i syd og danske

Skallingen i nord, og noget tyder på, at den har været for-

holdsvis talrig. En lang række problemer for snæblen betød

dog, at den i 1970´erne og 80´erne var forsvundet fra de

fleste vandløb i både Holland, Tyskland og Danmark. Kun

i Vidåen i det sydlige Danmark overlevede en lille bestand.

Årsagen til snæblens voldsomme tilbagegang skal findes i

en kombination af flere faktorer.29 Den industrialisering af

samfundet, der fandt sted i midten af 1800-tallet gav ad-

gang til maskinkraft, der ikke tidligere havde været tilgæn-

gelig. Nu var det pludselig muligt med maskinernes hjælp

at tæmme naturen og hindre de årlige oversvømmelser af

marsken ved at bygge diger og etablere sluser. Samtidigt

vandt man endnu mere jord ved udretning af vandløbene,

der samtidigt blev gravet både dybere og bredere, så de ikke

fremover ville gå over deres breder og give oversvømmelse.

For at sikre afvandingen blev vandløbene hårdhændet vedli-

geholdt med opgravning af grus og sten samt bortskæring af

grøden. Udretningen og den hårdhændede vedligeholdelse

førte til udpræget sandvandring i vandløbene og en favori-

sering af plantearter, der visner bort om vinteren. Med disse

tiltag blev snæblens gydepladser i vandløbene ødelagt, og

opvækstområderne i marsken og engene, der tidligere stod

under vand i vinter og forårsmånederne, forsvandt.

De voksne fisks adgang til vandløbene blev ydermere

besværliggjort ved etableringen af opstemninger i forbin-

delse med vandmøller, dambrug og engvandingsanlæg. Med

introduktionen af kunstgødning blev gødningen af engene

ved hjælp af engvanding overflødig, men opstemninger ved

møller og dambrug er fortsat den dag i dag en hindring for

den fri faunapassage i vandløbene. Særligt for snæblen, der

end ikke kan passere de mindste spærringer, var etablerin-

gen af opstemningerne et hårdt slag.

Vandkvaliteten i vandløbene var frem til, at man i

1980´erne og 1990´erne opførte rensningsanlæg, præget

af udledning af urenset spildevand fra byerne. Samtidigt

udledte dambrug store mængder organisk materiale, der

forbrugte ilten i vandet. Udretningen af vandløbene og

125

dræningen af moser og enge frigjorde tillige store mæng-

der okker, der især for fiskenes æg og larver er giftig. Også

kommercielt fiskeri har sandsynligvis haft en negativ effekt

på snæbelbestandene. Således blev der frem til begyndel-

sen af det 20. århundrede landet ca. 30 tons snæbel årligt fra

de tyske floder Rhinen, Weser og Eidern. Også i Holland

var fiskeriet betydeligt, og snæblens tilbagegang ses tydeligt

i fangststatistikerne. Mens der i 1916 blev landet 3,3 tons

snæbel, var dette tal faldet til 1,2 tons blot to år senere, og i

1928 blev kun 115 kg snæbel landet i Holland.

De mange ændringer til det værre i snæblens livsvilkår

betød, at bestanden var tæt på at uddø, og opmærksomheden

blev rettet mod at hjælpe bestanden på fode igen. Således

blev snæblen, grundet dens kritiske tilstand, i 1983 totalfre-

det i både ferskvand såvel som saltvand, og den er beskrevet

som sårbar på IUCNs rødliste over planter og dyr i Dan-

mark.30 Den står også opført i Bernkonventionen, der har til

formål at beskytte europæiske dyr og planter, og endelig er

snæblen opført som den ene af kun to prioriterede dansk-

forekommende arter i EF-habitatdirektivet. Den anden prio-

riterede danske art er i øvrigt eremitten – en bille, der lever

i gamle træer. Bevarelsen af snæblen er altså af høj prioritet,

og mange tiltag har gennem tiden fundet sted i bestræbel-

serne på at redde snæblen.

Efter en undersøgelse foretaget af de daværende Ribe

og Sønderjyllands amter i 1978-1979 havde vist, at snæblen

var akut truet og forsvundet fra alle landets vandløb med

undtagelse af Vidåen, blev der iværksat en række tiltag i

form af restaureringsprojekter, der forbedrede snæblens

passageforhold. Samtidigt indførtes en ændret praksis for

Den voksne snæbel er ikke nogen god svømmer og kan ikke passere selv mindre forhindringer i vandløbet. Den er derfor helt afhængig af, at der er fri passage fra Vadehavet til dens gydepladser. Foto: Michael Deacon.

126

vandløbsvedligeholdelse i de områder, hvor snæblen fand-

tes. For at skabe egnede gydeområder udlagde man granris,

hvor snæblens æg kunne finde hæfte,31 og opdræt og ud-

sætning af yngel fandt sted. De første år, dvs. fra 1982 til

1986, var udsætningerne stærkt begrænsede af antallet af

tilgængelige moderfisk, få midler og mangel på ekspertise.

Blot omkring 10.000 stk. yngel blev udsat over perioden.

Fra 1987 tog udsætningsprogrammet fart, og frem til dets

afslutning i 1992 blev i alt 1,7 millioner stk. yngel udsat i

Vidåen, Ribe Å, Brede Å, Kongeå, Varde Å og Sneum Å.

Udsætningerne i Ribe Å blev dog indstillet i 1990. Udsæt-

ningerne led imidlertid fortsat af manglen på et tilstrække-

ligt antal moderfisk, og derfor blev der etableret en perma-

nent genbank, hvor opfiskede moderfisk blev holdt i flere

år. Udsætningerne havde utvivlsomt en positiv effekt, og i

1992-1994 vurderede man, at den samlede bestand af gyde-

modne snæbel måske var så meget som mellem 75.000 og

100.000 individer.32 Dette tal er dog, når man ser på fangst-

genfangst data, formodentligt højt sat.

De massive udsætninger af yngel havde altså en positiv

effekt, og det blev klart, at snæblens mest alvorlige proble-

mer sandsynligvis skulle findes i de tidlige livsstadier, og

altså i de fysiske forhold som ynglen mødte i vandløbene.

Dette blev særligt tydeligt, da man i 1992 indstillede ud-

sætningsprogrammet. I løbet af få år dalede bestandene

igen, og der var en slående mangel på rekruttering af nye

generationer. Bestandene kom med andre ord til primært at

bestå af ældre fisk, der stammede fra udsætningerne. I 2003

udgav Skov- og Naturstyrelsen og de daværende Ribe og

Sønderjyllands amter en national forvaltningsplan for snæ-

bel, der indeholdt en række forslag til, hvordan forholdene

for snæblen kunne forbedres, og i 2005 indledte Natursty-

relsen et storstilet naturgenopretningsprojekt med støtte fra

EU-LIFE med det formål, at give snæblen sine gyde- og op-

vækstpladser tilbage. Snæbelprojektet, som det blev navn-

givet, var med et samlet budget på omkring 100 millioner

kroner det næststørste restaureringsprojekt herhjemme kun

overgået af genslyngningen af Skjern å. Gennem Snæbel-

Mange tiltag er fundet sted i bestræbelserne på at redde snæblen. Snæbelprojektet, der blev skudt i gang i 2005, havde bl.a. til hensigt at genoprette opvækstområder for snæblens yngel. Etableringen af et nyt vådområde ved Nørresø i Vidåen er et af Snæbelprojektets afkast. Foto: Hans Ole Hansen, Naturstyrelsen.

127

projektet, der i skrivende stund nærmer sig sin afslutning

med hastige skridt, fjernes i alt 13 spærringer i Vidåen,

Varde Å, Ribe Å og Sneum Å, hvorved snæblen får adgang

til yderligere 130 km vandløb. Derudover genslynges flere

vandløbsstrækninger, og vådområder etableres. Håbet med

disse tiltag er, at snæblen kan opnå gunstig bevaringsstatus

og være sikret overlevelse. Også andre fisk som f.eks. hav-

lampret, laks og ørred nyder godt af projektet.

Status for snæblenEfter alle de tiltag, der er blevet gjort for at bedre vilkårene

for snæblen, hvordan står det så til i dag? Har tiltagene hjul-

pet, og er snæblen endegyldigt reddet?

En bekymring kunne med rette være, at den voldsomme

tilbagegang, som snæblen har været igennem, har sat sig

spor i dens arvemateriale i form af øget risiko for indavl og

tabt potentiale til at tilpasse sig genetisk til fremtidige miljø-

ændringer. Genetiske studier tyder dog på, at snæbelbestan-

den i Vidåen ikke umiddelbart er truet af indavl.33 Her skal

man være opmærksom på, at antallet af fisk ikke nødven-

digvis siger noget om risikoen for indavl. I stedet opererer

man med begrebet effektiv populationsstørrelse, der groft

sagt er et mål for bestandens genetiske størrelse, og antal-

let af fisk, der gyder succesfuldt. Som en tommelfingerregel

skal en bestand mindst have en effektiv populationsstørrelse

over 50 individer, for ikke at lide under skadelige effekter

fra indavl. I tilfældet med snæblen i Vidåen er den effek-

tive populationsstørrelse estimeret til lidt over 500, hvilket

indikerer, at snæblen i Vidåen ikke er akut truet af indavl.34

Èn ting er den umiddelbare risiko for indavl, en anden ting

er potentialet til at tilpasse sig fremtidige miljøændringer.

For at en bestand skal kunne tilpasse sig, hvis miljøet æn-

drer sig, skal den rumme en vis mængde genetisk variation.

Den genetiske variation er råstoffet for genetisk tilpasning,

og mængden af tilgængelig genetisk variation er en indikator

for bestandens adaptive potentiale. Som tommelfingerregel

bør en bestand have en effektiv populationsstørrelse på over

500 for at kunne imødekomme fremtidige ændrede livsbe-

tingelser.35 De genetiske studier, der er foretaget af snæblen,

giver altså ikke umiddelbart grund til bekymring set ud fra

et strengt genetisk synspunkt. På trods af de bølgedale, som

snæblen har været igennem, lader det til, at den genetiske

situation ikke ser så slem ud, som man kunne have frygtet.

Udsætningerne af snæbelyngel i perioden 1987-1992

havde en klar positiv effekt på bestanden og resulterede i et

stort antal gydefisk, der vendte tilbage til vandløbene. Men

da udsætningerne ophørte, faldt bestandene igen. I Ribe Å

vurderedes bestanden således i 1994 at være på knap 9200

fisk, mens dette tal var faldet til 675 og 432 i henholds-

vis 2001 og 2002. De seneste estimater fra Ribe Å lyder på

1862 fisk i 2009 og 789 fisk i 2010.36 I Brede Å har møn-

stret været endnu mere udtalt. Efter at det højeste estimat på

3-4.000 fisk fremkom i 1994, har bestanden været nedadgå-

ende og lød i 2006 på blot 30-50 fisk.37 I Varde Å forekom

den største bestand i 1998, hvor det vurderedes, at vandløbet

rummede omkring 1800 fisk. Estimatet for 2005 lød blot på

Snæbelbestandenes størrelse estimeres ved hjælp af fangst-gen-fangst metoden. Ved denne metode fanges snæblerne i vandløbet ved hjælp af elektrofiskeri, og fiskene mærkes og sættes ud igen. En tid senere gentages befiskningen, og bestandens størrelse kan estimeres ud fra antallet af mærkede og ikke-mærkede fisk. Foto: Michael Deacon.

128

500 fisk. I Sneum Å lød bestandsestimatet i 1999 på 77 fisk,

mens der de efterfølgende to år blev fanget så få fisk, at be-

standsstørrelsen ikke kunne estimeres. Blot henholdsvis syv

og en snæbler blev fanget i Sneum Å under undersøgelserne

i 2000 og 2001. Problemet i de nævnte vandløb har over-

vejende været manglende gydesucces. Uden rekruttering af

nye generationer er bestandene primært kommet til at bestå

af ældre fisk. I Ribe Å har snæblen tilsyneladende ikke haft

succes med gydningen siden vinteren 2003/2004. Det eneste

vandløb hvor bestanden de senere år har været nogenlunde

stabil og har produceret levedygtigt yngel, er Vidåen. Også

her sås dog et fald efter udsætningernes ophør, idet bestan-

den i begyndelsen af 1990´erne var på 10-15.000 fisk, mens

den i 2006 vurderedes til 1-2.000 fisk.38 Der er ikke mange

estimater tilgængelige, da man ikke systematisk har mær-

ket de fangne snæbler med henblik på at estimere bestands-

størrelsen ud fra fangst-genfangst metoden, men antallet af

fangne snæbler har de senere år været nogenlunde stabil.39

I 2011 blev gydebestanden i Vidåen skønnet til 4300 fisk.

Bestandene af snæbel i de sydvestjyske vandløb er i

disse år altså fortsat skrøbelige. Alle vandløb med undta-

gelse af Vidåen udviser tilbagegang og mangel på rekrut-

tering af nye generationer og består derfor i stigende grad

af ældre fisk. Kun i Vidåen har der været nævneværdig gy-

desucces, og bestanden har her været nogenlunde stabil de

senere år. Snæblen er fortsat yderst sårbar. Forhåbentlig vil

de kommende år vise en fremgang hos snæbelbestandene i

takt med, at effekterne fra de omfattende vandløbsrestaure-

ringsarbejder under Snæbelprojektet begynder at vise sig.

Der er fortsat rigtig mange ubesvarede spørgsmål, når det

kommer til snæblens liv og biologi. Vi kender f.eks. ikke så

meget til snæblens vandringsadfærd, og hvilke gydeområ-

der den benytter. Den marine fase er et næsten fuldkomment

ubeskrevet blad, og det samme gælder, hvordan samspillet

mellem gener og miljø har formet snæblen. Der mangler

altså fortsat mange brikker i puslespillet, før vores viden

om snæblen er fyldestgørende, og før vi har en tilstrækkelig

ballast til at kunne forvalte snæblen på bedst mulig måde.

Forhåbentlig vil fremtidige forskningsprojekter kunne løfte

sløret for nogle af snæblens mange hemmeligheder.

Noter1. Himberg, M. K. – J. & Lehtonen, H: Systematics and no-

menclature of coregonid fishes, particularly in Northwest

Europe. Archiw für Hydrobiologie: 46, 1995, p. 39-47; Ost-

bye, K., Amundsen, P. A., Bernatchez, L., Klemetsen, A.,

Knudsen, R., Kristoffersen, R., Naesje, T. F. & Hindar, K:

Parallel evolution of ecomorphological traits in the Euro-

pean whitefish Coregonus lavaretus (L.) species complex

during postglacial times. Molecular Ecology: 15, 2006, p.

3983-4001.

2. Etheridge, E. C., Adams, C. E., Bean, C. W., Durie, N.

C., Gowans, A. R. D., Harrod, C., Lyle, A. A., Maitland,

P. S. & Winfield, I. J: Are phenotypic traits useful for dif-

ferentiating among a priori Coregonus taxa? Journal of Fish Biology: 80, 2012, p. 387-407.

3. Bernatchez, L. & Dodson, J. J: Phylogenetic relation-

ships among palearctic whitefish (Coregonus sp.) popula-

tions as revealed by mitochondrial DNA variation. Cana-dian Journal of Fisheries and Aquatic Sciences: 51, 1994,

p. 240-251; Bernatchez, L., Vuorinen, J. A., Bodaly, R. A.

& Dodson, J. J: Genetic evidence for reproductive isolation

and multiple origins of sympatric trophic ecotypes of white-

fish (Coregonus). Evolution: 50, 1996, p. 624-635; Ostbye,

K., Bernatchez, L., Naesje, T. F., Himberg, K. J. & Hindar,

K: Evolutionary history of the European whitefish Corego-

nus lavaretus (L.) species complex as inferred from mtDNA

phylogeography and gill-raker numbers. Molecular Ecol-ogy: 14, 2005, p. 4371-4387.

4. Freyhof, J. & Schöter, C: The houting Coregonus oxyrin-chus (L.) (Salmoniformes: Coregonidae), a globally extinct

species from the North Sea basin. Journal of Fish Biology:

67, 2005, p. 713-729.

5. Hansen, M., Fraser, D., Als, T. & Mensberg, K. – L: Re-

productive isolation, evolutionary distinctiveness and setting

conservation priorities: The case of European lake whitefish

and the endangered North Sea houting (Coregonus spp.).

BMC Evolutionary Biology: 8, 2008, p. 1-17; Hansen, M.

M., Mensberg, K. L. D. & Berg, S: Postglacial recoloni-

zation patterns and genetic relationships among whitefish

(Coregonus sp.) populations in Denmark, inferred from

129

mitochondrial DNA and microsatellite markers. Molecular Ecology: 8, 1999, p. 239-252; Jacobsen, M. W., Hansen, M.

M., Orlando, L., Bekkevold, D., Bernatchez, L., Willerslev,

E. & Gilbert, M. T: Mitogenome sequencing reveals shal-

low evolutionary histories and recent divergence time be-

tween morphologically and ecologically distinct European

whitefish (Coregonus spp.). Molecular Ecology: 21, 2012,

p. 2727-2742.

6. Jacobsen, M. W., Hansen, M. M., Orlando, L., Bekkev-

old, D., Bernatchez, L., Willerslev, E. & Gilbert, M. T: Mi-

togenome sequencing reveals shallow evolutionary histories

and recent divergence time between morphologically and

ecologically distinct European whitefish (Coregonus spp.).

Molecular Ecology: 21, 2012, p. 2727-2742.

7. Hansen, M. M., Fraser, D., Als, T. & Mensberg, K. – L:

Reproductive isolation, evolutionary distinctiveness and

setting conservation priorities: The case of European lake

whitefish and the endangered North Sea houting (Corego-nus spp.). BMC Evolutionary Biology: 8, 2008, p. 1-17;

Jacobsen, M. W., Hansen, M. M., Orlando, L., Bekkevold,

D., Bernatchez, L., Willerslev, E. & Gilbert, M. T: Mitoge-

nome sequencing reveals shallow evolutionary histories

and recent divergence time between morphologically and

ecologically distinct European whitefish (Coregonus spp.).

Molecular Ecology: 21, 2012, p. 2727-2742.

8. Mayr, E: Animal Species and Evolution Harvard Univer-

sity Press, Cambridge, MA, 1963.

9. Hansen, M. M., Fraser, D., Als, T. & Mensberg, K. – L:

Reproductive isolation, evolutionary distinctiveness and

setting conservation priorities: The case of European lake

whitefish and the endangered North Sea houting (Corego-nus spp.). BMC Evolutionary Biology, 8, 2008, p. 1-17.

10. Borcherding, J., Scharbert, A. & Urbatzka, R: Timing

of downstream migration and food uptake of juvenile North

Sea houting stocked in the Lower Rhine and the Lippe (Ger-

many). Journal of Fish Biology: 68, 2006, p. 1271-1286.

11. Poulsen, S. B., Jensen, L. F., Schulz, C., Deacon, M.,

Meyer, K. E., Jäger-kleinicke, T., Schwarten, H. & Svend-

sen, J. C: Ontogenetic differentiation of swimming perfor-

mance and behaviour in relation to habitat availability in

the endangered North Sea houting (Coregonus oxyrinchus).

Aquatic Living Resources: 25, 2012, p. 241-249; Poulsen, S. B., Jensen, L. F., Svendsen, J. C. & Deacon, M: Et stu-dium af svømmeevner og adfærd hos yngel af nordsøsnæbel (Coregonus oxyrinchus L.). Flora og Fauna: 116, 2010, p. 73-81.12. Borcherding, J., Scharbert, A. & Urbatzka, R: Timing

of downstream migration and food uptake of juvenile North

Sea houting stocked in the Lower Rhine and the Lippe (Ger-

many). Journal of Fish Biology: 68, 2006, p. 1271-1286; Rasmussen, P.C: Opvækstområder for snæbel i Vidå og Ribe Å. Sønderjyllands Amt, Ribe Amt og Skov- og Naturstyrel-sen, Ribe, 2004.13. Poulsen, S. B., Svendsen, J. C., Jensen, L. F.,Schulz, C.,

Jäger-kleinicke, T. & Schwarten, H: Effects of food depriva-

tion on refuge use and dispersal in juvenile North Sea hout-

ing Coregonus oxyrinchus under experimental conditions.

Journal of Fish Biology: 77, 2010, p. 1702-1708.

14. Borcherding, J., Scharbert, A. & Urbatzka, R: Timing

of downstream migration and food uptake of juvenile North

Sea houting stocked in the Lower Rhine and the Lippe (Ger-

many). Journal of Fish Biology: 68, 2006, p. 1271-1286.

15. Lucas, M. C. & Baras, E: Migration of Freshwater

Fishes. Blackwell Science, Oxford, 2002.

16. Borcherding, J., Scharbert, A. & Urbatzka, R: Timing

of downstream migration and food uptake of juvenile North

Sea houting stocked in the Lower Rhine and the Lippe (Ger-

many). Journal of Fish Biology: 68, 2006, p. 1271-1286.

17. Madsen, S. S., Larsen, B. K. & Jensen, F. B: Effects

of freshwater to seawater transfer on osmoregulation, acid-

base balance and respiration in river migrating whtefish

(Coregonus lavaretus). Journal of Comparative Physiology B: Biochemical, Systemic, and Environmental Physiology:

166, 1996, p. 101-109.

18. Thomsen, D. S: Udvikling af saltvandstolerance hos

snæblen (Coregonus oxyrhynchus). Cand. Scient. specia-lerapport, Biologisk Institut, Syddansk Universitet, Odense, 2003.19. Jensen, A. R., Nielsen, H. T. & Ejbye-Ernst, M: National forvaltningsplan for snæbel. Miljøministeriet, Skov- og Na-

130

Bestanden af snæbel i Ribe Å lød i 2008 på knap 800 gydefisk. Snæblen har dog i mange år ikke haft nævneværdig gydesucces.

131

turstyrelsen, Sønderjyllands Amt og Ribe Amt, 2003; Thom-sen D. S: Udvikling af saltvandstolerance hos snæblen (Coregonus oxyrhynchus). Cand. Scient. specialerapport, Biologisk Institut, Syddansk Universitet, Odense, 2003.20. Borcherding, J., Pickhardt, C., Winter, H. V. & Becker,

J. S: Migration history of North Sea houting (Coregonus oxyrinchus L.) caught in Lake IJsselmeer (The Netherlands)

inferred from scale transects of 88Sr:44Ca ratios. Aquatic Sciences: 70, 2008, p. 47-56.21. Jensen, A. R., Nielsen, H. T. & Ejbye-Ernst, M: National forvaltningsplan for snæbel. Miljøministeriet, Skov- og Na-turstyrelsen, Sønderjyllands Amt og Ribe Amt, 2003.22. Rasmussen, P. C: Opvækstområder for snæbel i Vidå og Ribe Å. Sønderjyllands Amt, Ribe Amt og Skov- og Natur-

styrelsen, Ribe, 2004.

23. Jepsen, N., Deacon, M. & Koed, A: Decline of the North

Sea houting: protective measures for an endangered anadro-

mous fish. Endangered Species Research: 16, 2012, p. 77-84.

24. Jensen, A. R., Nielsen, H. T. & Ejbye-Ernst, M: National forvaltningsplan for snæbel. Miljøministeriet, Skov- og Na-turstyrelsen, Sønderjyllands Amt og Ribe Amt, 2003.25. Jensen, A. R., Nielsen, H. T. & Ejbye-Ernst, M: National forvaltningsplan for snæbel. Miljøministeriet, Skov- og Na-turstyrelsen, Sønderjyllands Amt og Ribe Amt, 2003.26. Jensen, A. R., Ejbye-Ernst, M., Møller, B. & Grøn, P. N: Status for bestande af snæbel Coregonus oxyrhynchus i Va-dehavsområdet 1989-1998. I: Kortlægning af arter omfat-tet af EF-Habitatdirektivet 1997-2000. Naturovervågning. Danmarks Miljøundersøgelser. 144 s. Arbejdsrapport fra DMU, nr. 167. (red. Pihl, S. & Laursen, K.), 2002.

27. Jepsen, N., Deacon, M. & Koed, A: Decline of the North

Sea houting: protective measures for an endangered anadro-

mous fish. Endangered Species Research: 16, 2012, p. 77-84.28. Jensen, A. R., Nielsen, H. T. & Ejbye-Ernst, M: National forvaltningsplan for snæbel. Miljøministeriet, Skov- og Na-turstyrelsen, Sønderjyllands Amt og Ribe Amt, 2003.

Kammerslusen ved udmundingen af Ribe Å. Snæblen er som den eneste af de hjemlige heltfisk i stand til at krydse grænsen mellem fersk- og saltvand.

132

29. De Groot, S. J. & Nijssen, H: The North Sea houting,

Coregonus oxyrinchus, back in the Netherlands (Pisces,

Salmoniformes, Salmonidae). Bulletin Zoölogisch Museum, Universiteit van Amsterdam: 16, 1997, p. 21-24.

30. Stoltze, M. & Pihl, S: Rødliste 1997 over planter og dyr i Danmark. Miljø- og Energiministeriet, Danmarks Miljøun-dersøgelser og Skov- og Naturstyrelsen, København, 1998.31. Grøn, P: Saving the North Sea houting. I: Proceedings of the 5th International Wadden Sea Symposium (red. Tou-gaard, S. & Asbirk, S.), p. 147-159, Esbjerg, Denmark, 1987.

32. Jensen, A. R., Nielsen, H. T. & Ejbye-Ernst, M: Natio-nal forvaltningsplan for snæbel. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Sønderjyllands Amt og Ribe Amt, 2003.33. Hansen, M. M., Nielsen, E. E. & Mensberg, K. L. D:

Underwater but not out of sight: genetic monitoring of ef-

fective population size in the endangered North Sea houting

(Coregonus oxyrhynchus). Canadian Journal of Fisheries and Aquatic Sciences: 63, 2006, p. 780-787.

34. Hansen, M. M., Nielsen, E. E. & Mensberg, K. L. D:

Underwater but not out of sight: genetic monitoring of ef-

fective population size in the endangered North Sea houting

(Coregonus oxyrhynchus). Canadian Journal of Fisheries and Aquatic Sciences: 63, 2006, p. 780-787.

35. Franklin, I. R: Evolutionary change in small popula-

tions. I: Conservation Biology: an evolutionary-ecological perspective (red. Soule, M. E. & Wilcox, B. A.), Sinauer,

Sunderland, Massachusetts, 1980.

36. Jepsen, N., Deacon, M. & Koed, A: Decline of the

North Sea houting: protective measures for an endangered

anadromous fish. Endangered Species Research: 16, 2012,

p. 77-84.

37. Grøn, P. N: Snæbelbestanden i Vidå-systemet og Brede

å i 2006 samt udviklingen i perioden 1990-2006. Rapport udarbejdet for Sønderjyllands Amt af Orbicon, 2007.38. Grøn, P. N: Snæbelbestanden i Vidå-systemet og Brede å i 2006 samt udviklingen i perioden 1990-2006. Rapport udarbejdet for Sønderjyllands Amt af Orbicon, 2007.39. Jepsen, N., Deacon, M. & Koed, A: Decline of the North

Sea houting: protective measures for an endangered anadro-

mous fish. Endangered Species Research: 16, 2012, p. 77-84.

SummaryThe North Sea houting is one of the most endangered spe-

cies of fish in Europe. It was once common throughout the

Wadden Sea, but destruction of its breeding areas in water-

courses, fragmentation of watercourses, pollution and over-

fishing have led to its near extinction. There was only one

population left in the river Vidåen in Southern Jutland when

the seriousness of the situation dawned on the responsible

authorities. Much has been done to bring the houting back

again. A total of 1.7 million fry was released in southwest

Jutland watercourses in the period 1987-1992, and attempts

were made to improve the houting’s living conditions. The

work failed, however, to have the hoped-for effect, and in

2005, Denmark’s second largest nature restoration project

was initiated in order to save the species.

The houting’s life and biology are closely dependent

on the conditions in the Wadden Sea. The houting spawns

in the watercourses, but grows to maturity in the Wadden

Sea. Its ability to migrate between fresh water and salt water

makes the houting unique among other members of the sal-

monid genus Coregonus. The fry spend the first few months

of their life in the watercourses, where they are particu-

larly dependent on areas of relatively static water. Flooded

marshes and lakes are therefore important habitats for the

fry until, at a length of 3-6 cm., they migrate into the Wad-

den Sea. The adult houting is not a good swimmer and it

cannot pass even minor obstacles in the watercourses. It is

therefore completely dependent on free passage in the wa-

tercourse in order to reach its breeding grounds.

Following release and watercourse restoration projects,

there are now houtings in several watercourses in southwest

Jutland. Populations are, however still small, and they suf-

fer from poor breeding success, which means that there is

no notable growth in the populations. The river Vidåen is

the only habitat to regularly produce surviving young. The

houting thus continues to be extremely vulnerable and to

require protection and help in the form of reestablishment

of its habitats.

133

Sælerne i Danmark overvåges hvert år for at følge udviklingen i bestandene. Overvågningen foregår fra små fly. Foto: Casper Tybjerg/www.ttf.dk.

134

Sælerne i Danmark − overvågning fra oven

Af Anders Galatius, Jonas Teilmann og Lasse Fast Jensen

Sælerne spiller en vigtig økologisk rolle ved deres place-ring på toppen af den marine fødekæde. Bestandene af både spættet sæl og gråsæl overvåges årligt for at følge udvik-lingen i antallet af sæler. Overvågningen foregår fra små fly, der med deres rækkevidde og fugleperspektiv er særligt egnede til opgaven. Optællingerne af sælerne i Danmark har stået på i flere årtier og har givet et detaljeret indblik i sælbestandenes op – og nedture. I denne artikel kigges der nærmere på sælbestandene i Danmark, deres udvikling over tid og hvilke faktorer, der har haft betydning for antallet af sæler herhjemme.

Sælbestandene i historisk perspektivI Danmark forekommer to sælarter året rundt, den spættede

sæl og gråsælen. Man har fundet knoglerester fra begge

arter i køkkenmøddinger dateret til ældre stenalder (8000

fvt.), så de to arter har sandsynligvis været en del af den

danske natur siden sidste istid. Sæler og mennesker har i

denne tid levet sammen og på forskellig vis påvirket hinan-

den. Helt tilbage fra ældre stenalder er begge sælarter blevet

udnyttet som jagtdyr, der forsynede menneskene med kød

og skind. I Vadehavet blev gråsælen allerede jaget til ud-

ryddelse i 1500-tallet. Sælerne har på sin vis også udnyttet

menneskene ved til stor gene for fiskerne at tage fisk fra

garn- og linefiskeri og efterlade ødelagt fiskeudstyr bag sig.

Konflikten med fiskeriet førte til, at der blev udbetalt skyde-

præmier for nedlagte sæler fra slutningen af 1889 og frem

til 1927. Den intensive jagt førte til udryddelsen af gråsælen

i Danmark og en meget kraftig tilbagegang for den spættede

sæl. Selvom udbetalingen af skydepræmier blev stoppet,

kom gråsælen ikke tilbage til Danmark, og spættet sæl for-

blev fåtallig indtil fredningen af denne art i 1977. Gråsælen

blev fredet ti år tidligere i 1967. At antallet af spættede sæler

ikke steg i denne periode beror sandsynligvis på, at jagt-

trykket fortsat har været hårdt nok til at holde arten nede.

Længere inde i Østersøen har der været store problemer

med miljøgifte som DDT og PCB, der førte til, at op til 80

% af gråsælhunnerne var sterile i perioden fra 1960’erne til

1980’erne. Forureningen og det høje jagttryk betød, at den

samlede Østersøpopulation blev reduceret til få tusinde dyr,

og udbredelsen reduceret til et mindre område i den centrale

Østersø. I Nordsøen var problemerne med miljøgifte min-

dre, og fra 1950erne og frem genindvandrede gråsælen så

småt til Vadehavet, formentlig fra De britiske Øer. Hidtil er

fremgangen for gråsælen dog fortrinsvis sket i den holland-

ske og tyske del af Vadehavet.

FlyovervågningFlyovervågningen af sæler i Danmark startede i 1976 og

blev standardiseret i 1979. Optællingerne i Vadehavet va-

retages af Fiskeri- og Søfartsmuseet, mens Institut for Bio-

science, Aarhus Universitet (det tidligere Danmarks Miljø-

undersøgelser) foretager overvågningen i resten af landet.

Overvågningen foregår i de perioder, hvor sælerne ligger

mest på land, hvilket vil sige i ynglesæsonen og under sæ-

lernes årlige pelsskifte. Ved optællingerne overflyves alle

de vigtigste hvilepladser, samtidigt med at sælerne fotogra-

feres. Ud fra billederne kan antallet af sæler tælles med stor

nøjagtighed. Frem til 2010 fokuserede tællingerne ensidigt

på den spættede sæl, men efterhånden som antallet af grå-

135

sæler steg, blev en dedikeret overvågning af denne art i de

indre danske farvande indført fra 2011.

I overvågningens nuværende udformning flyovervåges

spættet sæl og gråsæl i tre perioder:

1) Februar/marts er yngleperiode for gråsælerne i Øster-

søen; her fokuseres på gråsælunger i Østersøen og Kat-

tegat.

2) I maj/juni fælder gråsælerne i Østersøen, og de spættede

sæler føder deres unger. I denne periode estimeres unge-

produktionen for spættede sæler og antallet af gråsæler i

de indre farvande og Vadehavet.

3) I august fælder de spættede sæler. Tællingerne af de

spættede sæler på alle danske sællokaliteter i august bru-

ges til at overvåge udviklingen i den samlede bestand i

Danmark, og de gentagne tællinger bruges til at vurdere

den statistiske sikkerhed på tallene.1

Spættet sælDen spættede sæl er den mest almindelige sælart i Dan-

mark. Den forekommer især i kystnære farvande, hvor der

er rigelig føde, og hvor den kan finde uforstyrrede yngle- og

hvilepladser på sandbanker, rev, holme og øer. Den danske

bestand er opdelt i fire forvaltningsområder på baggrund

af genetiske forskelle og satellitmærkede dyrs brug af far-

vandene:2 Vadehavet, Limfjorden, Kattegat og den vestlige

Østersø.

I 1988 og 2002 ramte to store sælpest-epidemier de

spættede sæler, hvor op mod halvdelen af bestanden døde.

Der var dog betydelige forskelle i dødeligheden mellem

forskellige lokaliteter.3 Sælpesten forårsages af virusset

phocine distemper virus (PDV), der er beslægtet med mæs-

lingevirus. Sælbestanden kom sig hurtigt efter epidemier-

nes hærgen, og i perioden 1988 til 2002 steg den samlede

Under overvågningen fotograferes sælerne fra luften og antallet af sæler kan da opgøres ud fra billederne med stor nøjagtighed. Foto: Casper Tybjerg/www.ttf.dk.

136

bestand i Danmark i gennemsnit med 11 % hvert år. Efter

2002-epidemien har den gennemsnitlige årlige stigning væ-

ret 7 %. En mindre epidemi af ukendt oprindelse blev regi-

streret i 2007.4 Denne gang døde kun et mindre antal sæler

i Kattegat, og effekten på den samlede danske bestand kan

ikke ses i figur 1.

De sæler, der har overlevet en af de to sælpest-epidemier,

har vist sig at have erhvervet livslang immunitet mod PDV.5

Det kan derfor forventes, at de store sælpest-epidemier ven-

der tilbage med intervaller på mere end 10 år, når andelen af

sæler uden immunitet, det vil sige de, der er født efter 2002,

når en vis størrelse. Effekten af epidemierne på antallet af

sæler har varet, eller forventes at vare, 5-10 år afhængig af

den enkelte bestands størrelse.6

0

2000

4000

6000

8000

10000

12000

14000

16000

19

76

19

78

19

80

19

82

19

84

19

86

19

88

19

90

19

92

19

94

19

96

19

98

20

00

20

02

20

04

20

06

20

08

20

10

Ant

al s

æle

r

År

Det totale antal spættede sæler i Danmark i perioden 1976-2011. Tallene er korrigerede for den andel af sælerne der befinder sig i vandet under optællingerne. Fra 1976-1978 er antallet estimeret ud fra forskellige typer tællinger, som ikke er standardiserede. De tre epidemier i 1988, 2002 og 2007 er vist med cirkler.

Den spættede sæl er den mest talrige sælart i Danmark. Foto: Casper Tybjerg/www.ttf.dk.

137

Den totale bestand af spættet sæl i Danmark har udvik-

let sig fra ca. 2.000 dyr ved overvågningens start i 1976 til

15.500 dyr i 2011. Bestandsfremgangen tilskrives primært

jagtfredningen i 1977 samt oprettelsen af en række sælre-

servater med delvist eller totalt adgangsforbud.7 Ud over de

sæler, som tælles på hvilepladserne opholder en del sæler

sig i vandet under optællingerne. Undersøgelser har vist, at

32 % af sælerne i gennemsnit er i vandet under optællingen

i Vadehavet, hvor tidevandet i høj grad styrer, hvornår sæler-

ne er på land.8 I de indre danske farvande drejer det sig om

43 %.9 Med baggrund i denne viden kan der korrigeres for

de sæler, der befinder sig i vandet på optællingstidspunktet,

så et estimat for bestandsstørrelsen fremkommer.

I de sidste par år er antallet af gråsæler, især i den vest-

lige Østersø, steget kraftigt. Det er uvist, hvordan denne

udvikling vil påvirke den spættede sæl, men da de to arter

deler fødepræferencer og landgangspladser kan det have en

negativ påvirkning af antallet af spættede sæler i de kom-

mende år. Gråsælen er nemlig langt større og mere territo-

rial og aggressiv end den spættede sæl og vil være i stand til

at fortrænge denne.

Den spættede sæl i VadehavetBestanden i Vadehavet er spredt over hele Vadehavets kyst-

linje og deles således med Tyskland og Holland. I forbin-

delse med fældningen i august 2011 blev bestanden i den

danske del af Vadehavet skønnet til at være på 4.950 spæt-

tede sæler. De nyfødte unger udgjorde med 699 individer

22,5 % af bestanden. Sammenlignet med året før, var det

en tilvækst på 10 % (figur 2). Vadehavssælerne blev hårdt

ramt af begge sælpest-epidemier, hvor omkring halvdelen

af sælerne i området døde i både 1988 og 2002. Siden epi-

demien i 2002 er bestanden i det samlede Vadehav vokset

med gennemsnitligt 12 % om året. Dette skal ses i forhold

til, at en bestand af spættet sæl i teorien maksimalt kan

vokse 13 % om året.10 Bestanden er altså vokset med noget

nær den højeste mulige rate. Siden 2006 har vækstraten i

hele Vadehavet dog kun været gennemsnitligt på godt 6 %.

Den aftagende tilvækst kunne enten tyde på, at nogle sæler

i Vadehavet vandrer til andre områder eller, at tilvæksten

begrænses af føde- eller pladsmangel i takt med, at bestan-

den vokser.

0

1000

2000

3000

4000

5000

6000

19

79

19

80

19

81

19

82

19

83

19

84

19

85

19

86

19

87

19

88

19

89

19

90

19

91

19

92

19

93

19

94

19

95

19

96

19

97

19

98

19

99

20

00

20

01

20

02

20

03

20

04

20

05

20

06

20

07

20

08

20

09

20

10

20

11

Ant

al s

æle

r

 

År

0

500

1000

1500

2000

2500

3000

1988

1989

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

Ant

al s

æle

r 

År

Det totale antal af spættet sæl i den danske del af Vadehavet i peri-oden 1979-2011. Tallene er korrigerede for den andel af sælerne der befinder sig i vandet under optællingerne, hvilket i Vadehavet udgør 32 %. Den første optælling efter epidemierne i henholdsvis 1988 og 2002 er markeret med cirkler.

Det totale antal af spættet sæl i Limfjorden i perioden 1988-2010. Tallene er korrigerede for den andel af sælerne, der befinder sig i vandet under optællingerne, hvilket i Limfjorden udgør 43 %. De første tællinger blev gennemført efter epidemien i 1988. Den første optælling efter epidemien i 2002 er markeret med cirkel.

138

Den spættede sæl i LimfjordenDen spættede sæl i Limfjorden er genetisk opdelt i to for-

skellige enheder: den vestlige Limfjord og de centrale bred-

ninger.11 Det er sandsynligt, at sælerne i de centrale bred-

ninger har været i Limfjorden, før forbindelsen til Nordsøen

sandede til omkring år 1100. Forbindelsen mellem Limfjor-

den og Nordsøen blev gendannet i 1825, da en stormflod

skabte en åbning ved Agger Tange. Derved skabtes der

mulighed for, at spættede sæler fra Nordsøområdet kunne

strejfe til Limfjorden og de spættede sæler, der i dag lever

i den vestlige Limfjord er genetisk en blanding af sælerne

i Vadehavet og de centrale bredninger. Der har i den tid,

der er foregået optællinger været store udsving i antallet af

sæler i Limfjorden, og i løbet af de seneste 10 år er der ikke

sket en vækst i bestanden (figur 3). Dette kan skyldes, at an-

tallet af sæler har nået bæreevnen for området, og at sælerne

begrænses af føde og plads. Alternativt kan forklaringen

være et ustabilt økosystem, der bevirker, at sælerne i perio-

der forlader Limfjorden. På grund af høj vandstand var det

ikke muligt at foretage optælling af sælerne i Limfjorden i

fældeperioden i 2011. I 2010 blev bestanden estimeret til

1.500 sæler. Der bliver ikke talt unger i Limfjorden, så den

naturlige rekruttering til bestanden kan ikke skønnes.

Den spættede sæl i KattegatPopulationen af spættet sæl i Kattegat deles med Sverige.

I den danske del af Kattegat var der under optællingen i

august 2011 omkring 7.700 spættede sæler (figur 4). De fle-

ste af disse er at finde i de sælreservater, der er udpeget i

området. Siden epidemien i 2002 er bestanden vokset med

gennemsnitligt 9 % om året. I Kattegat er der foretaget op-

tællinger af unger i ynglesæsonen siden 2009. I 2009 og

2010 blev antallet af unger opgjort til at udgøre henholdsvis

14 % og 12 % ud af hele bestanden i Kattegat. I de to år

blev der dog ikke talt unger omkring Samsø og Endelave. I

2011 blev der talt 1.433 unger i hele Kattegat, hvilket svarer

til 21 % af den estimerede bestand. Det talte antal unger

skal ses som et minimumsestimat af årets ungeproduktion,

da ungerne fødes over en længere periode og derfor ikke er

på land samtidig. Desuden er der i opgørelsen ikke anvendt

korrektionsfaktor for unger i vandet.

0

1000

2000

3000

4000

5000

6000

7000

8000

9000

19

79

19

80

19

81

19

82

19

83

19

84

19

85

19

86

19

87

19

88

19

89

19

90

19

91

19

92

19

93

19

94

19

95

19

96

19

97

19

98

19

99

20

00

20

01

20

02

20

03

20

04

20

05

20

06

20

07

20

08

20

09

20

10

20

11

Ant

al s

æle

r 

År

Det totale antal af spættet sæl i Kattegat i perioden 1979-2011. Tallene er korrigerede for den andel af sælerne, der befinder sig i vandet under optællingerne, hvilket i Kattegat udgør 43 %. Den første optælling efter epidemierne i 1988 og 2002 er markeret med cirkel.

Spættet sæl under sensommerens pelsskifte. Foto: Casper Tybjerg/www.ttf.dk.

139

Den spættede sæl i Vestlige ØstersøI den vestlige Østersø forekommer mange mindre kolonier

spredt over et stort område. Det betyder, at de enkelte kolo-

nier kan være sårbare over for forandringer såsom forstyr-

En gråsælunge stadig iklædt den hvide fosterpels. Gråsælen er efter 100 år fravær tilbage som en fast ynglende art i Danmark. Foto: Casper Tybjerg/www.ttf.dk.

relser og epidemier, specielt hvis der ikke er nogen fast ud-

veksling af sæler mellem kolonierne. I 2011 blev bestanden

estimeret til ca. 1.400 individer (figur 5). Efter epidemien

i 2002 var estimatet 450 individer. Siden har den årlige

vækstrate været 11 %. Samtidig med denne tilvækst har den

vestlige Østersø oplevet en kraftig vækst i antallet af grå-

sæler i de senere år. Der har ikke hidtil kunnet konstateres

negative effekter på områdets spættede sæler af denne ind-

vandring, men med begge arters fremgang er det samlede

antal af sæler i området øget kraftigt i løbet af de sidste ti år.

Det kan derfor ikke udelukkes, at der de kommende år vil

vise sig en respons på dette i bestanden af spættet sæl.

GråsælenGråsælen er ligesom den spættede sæl knyttet til de kyst-

nære farvande, hvor der er rigelig føde, og hvor der findes

uforstyrrede yngle-/hvilepladser på ubeboede øer samt

sandbanker, rev og skær. Gråsælen var frem til 1800-tal-

let en almindelig og udbredt sælart i de danske farvande og

ynglede frem til omkring år 1900 ved de danske kyster. Ef-

ter at have været udryddet i Danmark i ca. 100 år er gråsæ-

len i løbet af de sidste godt 10 år genindvandret og forekom-

mer nu regelmæssigt på lokaliteter i Kattegat, Østersøen og

Vadehavet. På Rødsand ved Gedser er der siden 2003 obser-

veret op til fem årlige fødsler, mens der kun er konstateret

spredte yngleforsøg på andre lokaliteter.12

Gråsælerne opholder sig fortrinsvis på land i yngle-

og fældeperioderne, hvilket i de indre danske farvande vil

sige henholdsvis februar-marts og maj-juni og i Vadehavet

november-januar og marts-april. Indtil at flytællinger af

gråsæler i yngle- og fældeperioderne i 2011 blev imple-

menteret som en fast del af overvågningen i de indre dan-

ske farvande, blev forekomsten af gråsæler registreret un-

der optællingerne af spættet sæl. I perioden 2007 til 2010

blev der dog forsøgsvis gennemført en række flytællinger

i gråsælens yngletid samt i fældningsperioden. I Vadehavet

0

200

400

600

800

1000

1200

1400

1600

19

88

19

89

19

90

19

91

19

92

19

93

19

94

19

95

19

96

19

97

19

98

19

99

20

00

20

01

20

02

20

03

20

04

20

05

20

06

20

07

20

08

20

09

20

10

20

11

Ant

al s

æle

r 

År

Det totale antal spættede sæler i den vestlige Østersø i perioden 1988-2011. Tallene er korrigerede for den andel af sælerne, der befinder sig i vandet under optællingerne, hvilket i den vestlige Østersø udgør 43 %. De første tællinger blev gennemført efter epidemien i 1988. Den første optælling efter epidemien i 2002 er markeret med en cirkel.

Gråsæler ved Christiansø. Foto: Peter Lyngs.

140

tælles gråsælen fortsat i forbindelse med overvågningen af

bestanden af spættet sæl, da gråsælen i dette område endnu

ikke er implementeret i overvågningsprogrammet.

I den vestlige Østersø er der siden 1999 jævnligt regi-

streret gråsæler i forbindelse med optællingerne af spættet

sæl i august, men frem til 2006 altid færre end 20. Fra 2007

til 2010 er der i august registreret mindst 30 gråsæler. I 2011

blev der registreret henholdsvis 10, 18 og 28 gråsæler ved

de tre august-tællinger, der dog ikke omfatter Christiansø,

som i de senere år er blevet den vigtigste hvileplads for grå-

sæler i Danmark. Ved flyovervågningen af gråsæler i 2009,

2010 og 2011 blev der set henholdsvis 67, 41 og 67 grå-

sæler. Først i 2011 blev Christiansø inkluderet, og af de 67

gråsæler blev de 31 registreret her. Ved Christiansø blev der

første gang registreret gråsæler i 2001, og frem til 2007 blev

der kun set enkelte individer. Herefter er antallet af gråsæ-

ler, der er observeret på en gang ved Christiansø steget mar-

kant med 8 gråsæler i 2008, 80 i 2010 og endelig blev der d.

9. maj 2011 set hele 250 gråsæler ved Christiansø.

I Kattegat er der på Anholt kun registreret få gråsæler

(altid færre end 10) i forbindelse med overvågning af spæt-

tede sæler i august, som startede i 1976. I 2007 og 2008 blev

der for første gang registreret et større antal, henholdsvis

32 og 68 gråsæler på Læsø og Anholt i august. I 2011, blev

der fløjet to gange i starten af juni i Østersø-gråsælernes

fældeperiode; her sås dog kun henholdsvis 9 og 4 individer.

Ved flyvningerne i august i dette område blev der registreret

henholdsvis 20, 19 og 22 gråsæler.

I det danske Vadehav foretages som nævnt ikke dedi-

kerede optællinger i gråsælernes fælde- og yngleperioder.

I forbindelse med optælling af bestanden af spættet sæl sås

i 2006 op til 13, i 2007 op til 19, i 2010 op til 40 og i 2011

op til 57 gråsæler.

Fra og med 2003 er der årligt observeret levende grå-

sælunger i februar-marts på Rødsand ved Gedser.13 I 2011

blev der registreret tre gråsælfødsler – alle på Rødsand. I

2008 blev der for første gang set en levende gråsælunge den

8. marts i Kattegat, ved Søndre Rønner, Læsø. Disse ob-

servationer viser, at gråsælen nu igen yngler regelmæssigt i

Danmark efter ca. hundrede års pause. Ydermere bliver der

hvert år set enkelte unge gråsæler langs den jyske vestkyst,

som må antages at være strejfere fra Vadehavet eller de bri-

tiske øer.

Da tilvæksten i antallet af gråsæler langt overstiger un-

geproduktionen, må den skyldes et skift i udbredelsen af

gråsæler fra den nordlige del af Østersøen til den sydlige

del og et skift nordpå fra Holland og Tyskland i Vadehavet,

snarere end reproduktion i Danmark. Årsagen til ændringen

i udbredelsen er muligvis bedre fødetilgang i takt med den

stigende torskebestand i Østersøen eller pladsmangel i takt

med tilvækst i oprindelsesområderne. Udviklingen i gråsæl-

bestanden, og ikke mindst de mulige negative effekter på

bestandene af spættet sæl, bliver i de kommende år interes-

sante at følge og vil eventuelt kunne bidrage med øget viden

om konkurrenceforholdene mellem de to arter.

Noter1. Teilmann, J., Riget, F. & Härkönen, T: Optimising sur-

vey design for Scandinavian harbour seals: Population trend

as an ecological quality element. ICES Journal of Marine Science: 67, 2010, p. 952-958.

2. Andersen, L. W. & Olsen, M. T: Distribution and po-

pulation structure of North Atlantic harbour seals (Phoca vitulina). NAMMCO Scientific Publications: 8, 2010, p.

15-36; Olsen, M. T., Andersen, S. M., Teilmann, J., Dietz,

R., Edrén, S. M. C., Linnet, A. & Harkonen, T: Status of

the harbour seal (Phoca vitulina) in southern Scandinavia.

NAMMCO Scientific Publications: 8, 2010, p. 77-94.

3. Härkönen, T., Dietz, R., Reijnders, P., Teilmann, J., Har-

ding, K., Hall, A., Brasseur, S., Siebert, U, Goodman, S. J.,

Jepson, P. D., Rasmussen, T. D. & Thompson, P: A review

Tilvæksten i bestanden af gråsæler overstiger langt det antal unger, der hvert år fødes herhjemme. Stigningen skyldes i stedet indvan-dring fra omkringliggende områder. I de indre danske farvande kan øgningen tilskrives gråsæler fra den nordlige del af Østersøen, der bevæger sig sydpå. I Vadehavet spreder gråsæler sig fra Hol-land og Tyskland mod nord. Hvad den stigende bestand af gråsæler herhjemme vil betyde for de spættede sæler er endnu uvist. Foto: Casper Tybjerg/www.ttf.dk.

144

of the 1988 and 2002 phocine distemper virus epidemics

in European harbour seals. Diseases of Aquatic Organisms:

68, 2006, p. 115-130.

4. Härkönen, T., Bäcklin, B. M., Barrett, T., Bergman, A.,

Corteyn, M., Dietz, R., Harding, K. C., Malmsten, J., Roos,

A. & Teilmann, J: Mass mortality in harbour seals and har-

bour porpoises caused by an unknown pathogen. Veterinary Record: 162, 2008, p. 155-156.

5. Härkönen, T., Harding, K., Rasmussen, T. D., Teilmann,

J. & Dietz, R: Age- and sex-specific mortality patterns in an

emerging wildlife epidemic: the phocine distemper in euro-

pean harbour seals. PLoS ONE: 9, 2007, p. 1-4.

6. Olsen, M. T., Andersen, S. M., Teilmann, J., Dietz, R.,

Edrén, S. M. C., Linnet, A. & Harkonen, T: Status of the

harbour seal (Phoca vitulina) in southern Scandinavia.

NAMMCO Scientific Publications: 8, 2010, p. 77-94.

7. Jepsen, P: Forvaltningsplan for sp Phoca vitulina) og gråsæl (Halichoerus grypus) i Danmark.

Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 2005.

8. Ries, E. H., Hiby, L. R., & Reijnders, P. J. H: Maximum

likelihood population size estimation of harbour seals in the

Dutch Wadden Sea based on a mark-recapture experiment.

Journal of Applied Ecology: 35, 1998, p. 332-339.

9. Harkonen, T. & Harding, K. C: Spatial structure of har-

bour seal populations and the implications thereof. Cana-dian Journal of Zoology: 79, 2001, p. 2115-2127.

10. Härkönen, T., Harding, K. C. & Heide-Jørgensen, M.

P: Rates of increase in age-structured populations – a les-

son from the European harbour seals. Canadian Journal of Zoology: 80, 2002, p. 1498-1510.

11. Olsen, M. T., Andersen, S. M., Teilmann, J., Dietz,

R., Edrén, S. M. C., Linnet, A. & Harkonen, T: Status of

the harbour seal (Phoca vitulina) in southern Scandinavia.

NAMMCO Scientific Publications: 8, 2010, p. 77-94.

12. Härkönen, T., Brasseur, S., Teilmann, J., Vincent, C.,

Dietz, R., Abt, K., Reijnders, P., Thompson, P., Harding, K.

& Hall, A: Status of grey seals along mainland Europe from

the Southwestern Baltic to France. NAMMCO Scientific Publications: 6, 2007, p. 57-68.

13. Edrén, S. M. C., Andersen, S. M., Teilmann, J., Carsten-

sen, J., Harders, P. B., Dietz, R. & Miller, L: The effect of a

large Danish offshore wind farm on harbour and grey seal

haul-out behaviour. Marine Mammal Science: 26, 2010, p.

614–634.

Summary The populations of both the common seal and grey seal are

monitored annually to follow developments in the number

of seals. The monitoring is done from light aircraft which,

with their cruising range and bird’s eye view, are well suited

to the job. For management purposes, the common seal in

Denmark is divided into four populations on the basis of

genetic differences and tagging data: the Wadden Sea, the

Limfjord, the Kattegat and the western Baltic Sea. Monitor-

ing in the Wadden Sea is undertaken by the Fisheries and

Maritime Museum, while the Department of Bioscience at

Aarhus University makes the counts in the rest of the coun-

try. The Wadden Sea population is a continuous population

with a distribution in Danish, German and Dutch waters.

Since the deaths of half the population in an epidemic in

2002, there has initially been an average increase of 12 % a

year, but in recent years the growth rate has declined a little.

In 2011, the population in the Danish section of the Wadden

Sea was estimated at 4,950 common seals. The population

in the Limfjord was estimated at 1,500 in 2010. The popula-

tion in this area has fluctuated considerably, and it has not

increased over a period of ten years. The population in the

Kattegat was estimated at 7,700 in 2011. This population

has grown by 9 % a year since the ravages of the epidemic

in 2002. The population in the last area, the western Baltic

Sea, was estimated at about 1,400 in 2011. On the basis of

the counts in the various areas, the total Danish population

of common seals was 15,500 in 2011.

After an absence of 100 years, the grey seal has estab-

lished itself in recent years as a permanently breeding spe-

cies in Denmark. The Rødsand seal reserve at Gedser is cur-

rently the most important breeding site, but a few pups have

also been found at other localities. However, the grey seal

still does not breed in the Danish section of the Wadden Sea

despite growth in both the German and Dutch waters.

145

Den 18. august 2012 strandede en vågehval på Skallingen ved Blåvandshuk. Vågehvalen blev samme dag transporteret til Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor den blev obduceret og skeletteret.

146

Hvorfor døde hvalerne? − Obduktion og undersøgelse af strandet grindehval og vågehval sommeren 2012

Af Charlotte Bie Thøstesen

I sommeren 2012 strandede to levende hvaler i Danmark. Den ene var en langluffet grindehval, som strandede i As Vig ved Juelsminde den 17. juli. Den anden var en våge-hval, som strandede på Skallingen ved Blåvandshuk den 18. august. Begge hvaler døde kort efter strandingen. Det er sjældent, hvaler strander levende i Danmark – især større hvaler, som grindehval og vågehval. Derfor gav sommerens to hvalstrandinger dyrlæger og biologer en unik mulighed for at obducere og undersøge helt friske hvalkadavere og dermed få mere viden om grindehvaler og vågehvalers bio-logi, anatomi og sygdomme samt mulige strandings- og dødsårsager. Denne artikel vil gennemgå de to hvalstran-dinger set fra en veterinær vinkel.

To strandede hvaler – en opgave for Beredskabet for HavpattedyrVores indsigt i og forståelse af hvalers sundhed er vanske-

liggjort af, at disse fascinerende havpattedyr er svære at

studere i deres naturlige element, havet, hvor de lever umid-

delbart skjult for menneskes øjne. Satellitsporing og andre

moderne teknologier har gjort det muligt for os at få infor-

mationer om hvalernes biologi. Strandede hvaler er dog sta-

dig den vigtigste kilde til informationer om køns- og alders-

sammensætning, sygdomme og dødsårsager.1

Det danske Beredskab for Havpattedyr har blandt andet

til opgave at medvirke til at indsamle disse informationer,

når der strander hvaler langs de danske kyster. Strandings-

beredskabets vigtigste opgave er dog først og fremmest at

sikre en hurtig aflivning af syge og nødlidende havpattedyr.

Først derefter er opgaven at medvirke til overvågningen af

hvaler og sælers sundhed og populationsstatus i Danmark.

Overvågningen sker gennem registreringer, obduktioner og

prøvetagninger fra strandede sæler og hvaler, og udføres af

Naturstyrelsens ansatte samt beredskabets biologer og dyr-

læger.2

Strandingsberedskabet står også for at indsamle de, i

Danmark, sjældne arter af havpattedyr, når de strander. Det

betyder, at alle arter udover spættet sæl (Phoca vitulina) og

marsvin (Phocoena phocoena) bliver indsamlet.3 Et helt

frisk kadaver, bliver indsamlet til obduktion og undersøgel-

se, og skelettet bliver efterfølgende opbevaret i forsknings-

og formidlingsøjemed. Hvis et kadaver er meget henfaldent,

bliver kun relevante skeletdele indsamlet, eksempelvis et

kranium til artsbestemmelse. Hvis der opstår massedød

blandt havpattedyr i Danmark, skal Beredskabet for Hav-

pattedyr også håndtere disse.4

I sommeren 2012 strandede to levende hvaler i Dan-

mark. Den ene hval var en langluffet grindehval (Globi-cephala melas), som strandede i As Vig ved Juelsminde den

17. juli 2012. Den anden hval var en vågehval (Balaenop-tera acutorostrata), som strandede på Skallingen ved Blå-

vandshuk den 18. august 2012. De to hvalstrandinger gav

Beredskabet for Havpattedyr en enestående mulighed for at

obducere og undersøge to større hvalarter uden at arbejdet

og prøveresultaterne blev belastet af kadavernes henfaldne

tilstand. Fokus i denne artikel vil derfor blive rettet mod

Strandingsberedskabets veterinære arbejde i forbindelse

med de to hvalstrandinger.

147

Sommerens to hvalstrandingerOm eftermiddagen den 17. juli 2012 modtog Beredskabet for Hav-pattedyr et opkald om en strandet hval i As Vig ved Juelsminde. Ud fra finders beskrivelse var det, over telefonen, muligt at artsbe-stemme hvalen som værende en grindehval, der senere viste sig at være en langluffet grindehval. Kort efter at strandingsberedskabet var ankommet til As Vig, døde grindehvalen. Allerede dagen efter blev hvalen obduceret og skeletteret.

Grindehvalen forbindes ofte med grindedrab på Færøerne. Langluffet grindehval er et af de største medlemmer af delfinfa-milien delphinidae, og kan som voksen nå en længde på omkring seks meter – hannen som den længste. Grindehvalen er sort med en hvid bug – en såkaldt ”ankerblis”. Bag ved rygfinnen findes også en farvetegning, et ”saddelmærke”, som har en grålig farve.7

Langluffet grindehval er udbredt i de tempererede have og de subpolare klimazoner.8 Lejlighedsvis observeres hvalerne i Nord-søen og i de indre danske farvande, men disse områder er dog ikke en del af deres naturlige udbredelsesområde.9

Langluffet grindehval er et udpræget flokdyr, og der kan være flere tusinde dyr i en flok. Grindehvalen er også en af de oftest rap-porterede hvaler i forbindelse med massestrandinger.10 I Danmark er der normalt tale om enlige dyr, der strander, men i 1936 stran-dede en flok på over 70 dyr ved Klitmøller og i Jammerbugten på

den jyske vestkyst.11 I 1954 fandt der desuden et ”Grindedrab” sted i Vejle Fjord, hvor 66 grindehvaler måtte lade livet.12

Kun én måned efter grindehvalen strandede i As Vig, strandede endnu en levende hval i Danmark, denne gang på Skallingen. Der var denne gang tale om en bardehval, nærmere betegnet en våge-hval. Beredskabet for Havpattedyr blev sent om aftenen den 18. august 2012 gjort opmærksomme på vågehvalen, men da det var skumringstid, var det ikke muligt at foretage en eventuel aflivning af hvalen før næste morgen. Tidligt næste morgen blev hvalen dog fundet død på strandingsstedet. Hvalen blev bugseret til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor den samme dag blev obduceret og efterfølgende skeletteret.

Vågehvalen er den mest almindelige bardehval i danske farvande, hvor den blandt andet forekommer i den nordlige del af Nordsøen, men også observeres i de indre danske farvande og i den vestlige del af Østersøen.13 Vågehvalen forekommer både oceanisk og kystnært og er udbredt i alle verdenshave, men er dog sjælden i tropiske far-vande.14 Modsat grindehvalen er vågehvalen ikke et flokdyr, men nogle gange kan de dog ses i små flokke på to til tre individer.15

Vågehvalen er en mellemstor hval. Hunnen bliver en smule større end hannen og kan blive op til ti meter lang. Man kan blandt andet kende vågehvalen fra andre bardehvaler på de hvide bånd på forlufferne.16

Den 17. juli 2012 strandede en langluffet grindehval i As Vig ved Juelsminde. Hvalen blev obduceret og skeletteret den efterfølgende dag. Foto: Johanne Breum Larsen, Natur-styrelsen Trekantsområdet.

148

Strandingsberedskabets dyrlægerDTU Veterinær-instituttet står for Strandingsberedskabets

veterinære arbejde. Dyrlægernes ansvarsområde er at ob-

ducere og foretage diagnostiske udredelser i de tilfælde,

hvor der forekommer massedød i de danske bestande af

havpattedyr, og når der strander andre arter end spættet sæl

og marsvin. Veterinærinstituttet har derfor også en samar-

bejdsaftale med en dyrlæge på Aalborg Universitet, som har

adskillige års erfaring med havpattedyr, om at bistå med ob-

duktioner af blandt andet større hvaler.

Desuden skal dyrlægerne hos Veterinærinstituttet årligt

obducere 25 spættede sæler og 25 marsvin, der efter stran-

ding, bliver indsamlet jævnt fordelt over hele landet. End-

videre skal Strandingsberedskabet, hvis det er muligt, årligt

indsamle fem gråsæler (Halichoerus grypus) til obduktion.5

De obduktioner, som dyrlægerne på DTU Veterinær-

instituttet udfører hos de strandede havpattedyr, er målrettet

identifikation af dødsårsagen, men der udtages også stan-

dardprøver af lunger, blod, lever, milt, nyre, lymfeknuder,

spæk, muskel, kønsorganer, mave samt kranium eller under-

kæbe. Strandingsberedskabet gemmer standardprøverne til

fremtidige forskningsprojekter.6

Sygdomme hos hvaler Som tidligere beskrevet er det primære formål med dyrlæ-

gernes obduktioner at fastslå en døds- og strandingsårsag

hos den strandede hval. Før den egentlige gennemgang af

dyrlægernes obduktionsrapporter for den langluffede grin-

dehval og vågehvalen skal her omtales nogle af de sygdom-

me, som forekommer hos hvaler.

Ligesom landlevende pattedyr er havpattedyr og hermed

også hvaler modtagelige for en lang række infektioner med

parasitter, virus og bakterier. Deres helbred påvirkes også

af faktorer som alder, adfærd og miljø. Læsionerne og syg-

dommene kan ikke altid ses med det blotte øje, men bliver

først opdaget, når dyrets blod eller væv bliver undersøgt og

analyseret i laboratoriet.17

I et marint miljø er der en række læsioner, en hval kan

pådrage sig. Hvaler kan eksempelvis pådrage sig skader

under storme eller under angreb fra rovdyr eller aggressive

artsfæller. Menneskers aktiviteter til havs som for eksempel

forurening, fiskeri, skibstrafik og offshore-installationer kan

i stor stil også påføre hvaler skader.18

I de følgende tre afsnit gennemgås de mest almindelige

infektioner med parasitter, bakterier og virus hos hvaler.

Den langluffede grindehval var i live da Beredskabet for Havpatte-dyr ankom til strandingsstedet. Hvalen døde dog umiddelbart heref-ter. Foto: Johanne Breum Larsen, Naturstyrelsen Trekantsområdet.

Den 3.330 kg tunge vågehval blev transporteret fra Skallingen til Fiskeri- og Søfartsmuseet på en ladvogn.

149

Sildeorm og andre parasitterEn parasit er en snylter, som lever i eller på en anden art,

værten. Parasitten ernærer sig på bekostning af denne vært.19

Infektion med parasitter er almindelig hos alle vilde dyr, og

havpattedyr er ingen undtagelse.20 Der kan eksempelvis være

parasitter i luftveje, mavetarmsystem og hjerte.21 Næsten

alle havpattedyr bliver inficeret med parasitter, når de ven-

des fra at die hos moderen. Under normale omstændigheder

forårsager parasitterne kun lille skade hos raske dyr. Enhver

parasit kan dog blive skadelig, hvis det dyr, der bliver infice-

ret, eksempelvis er fysisk svækket. Derfor har de svækkede

hvaler, der strander, ofte en kraftig parasitinfektion.22

Livscyklus hos mange af de parasitter, som findes hos

hvaler, er endnu ikke kendt.23 Parasitter med værtsskifte har

for eksempel mindst to værter. Oftest er parasittens værter

ikke engang beslægtede. Slutværten med den kønsmodne

parasit bliver smittet ved at æde en inficeret mellemvært –

ofte bunddyr, som er en vigtig fødekilde. Det vil sige, at

børsteorme, bløddyr og krebsdyr, som lever på havets bund,

ofte er mellemværter for parasitter. Slutværterne er almin-

deligvis fisk, fugle eller havpattedyr, som bliver inficeret

ved at æde bunddyrene. Det er især larver af parasitter som

ikter, rundorme og kradsere, som bliver overført til en slut-

vært på denne måde. De forskellige arter kan imidlertid kun

udvikle sig hos specifikke værtsarter.24 Et eksempel herpå

er sildeorm (Anisakis simplex). Sildeorm er rundorm, som

findes på indvoldene hos fisk som sild og makrel og uden

på leveren hos store torsk. For at blive kønsmoden skal sil-

deormen overføres til en hval.25 Sildeormens livscyklus er

som følger: Æggene fra parasitten kommer ud i vandet med

afføring fra hvaler. Her ædes æggene af krebsdyr, som si-

denhen ædes af fisk. Hos fiskene klækker parasitæggene,

og sildeormens larver vandrer ud på ydersiden af fiskenes

tarmkanal, lever eller rogn, hvor de indkapsles. Hvalerne

bliver inficerede med sildeormen, når de æder de inficerede

fisk, og hos denne varmblodede slutvært bliver sildeormen

kønsmoden. Herefter begynder cyklus på ny. Da sildeor-

mens slutvært er varmblodet, vil parasitten kunne overleve i

mennesker. Sildeormen er ikke giftig, men hvis den levende

parasit indtages af mennesker, kan det give stærke mave-

smerter eller allergisk reaktion. Årsagen til, at infektionen

med denne parasit har alvorlige konsekvenser for menne-

sker, er, at mennesker er såkaldte blindværter, hvilket vil

sige, at parasitten ikke kan udvikle sig i mennesker. Når or-

men inficerer tarmsystemet hos mennesker, borer den sig

ind i tarmslimhinden, hvilket giver kraftige knudedannelser.

Det er disse knuder, der giver de stærke mavesmerter, der til

forveksling kan minde om blindtarmsbetændelse.26

Et væld af bakterier Havet bugner af bakterier. Nogle bakterier findes både på

land og i havet. Andre bakterier trives kun i havet.27 I havet

udsættes hvalerne altså for en bred vifte af bakterier, men

kun de færreste af bakterierne er deciderede sygdomsfrem-

kaldende. De fleste hvaler modstår bakterier med succes.28

Mange raske hvaler lever med bakterier, for eksempel Vi-brio, Streptococcus og Salmonella, som er muligt sygdoms-

fremkaldende. Hos hvaler, som for eksempel er svækkede

som følge af læsioner eller af parasit- eller virusangreb, kan

bakterierne dog få overtaget. Bakterierne kan derfor af og

til sløre den egentlige årsag til hvalens død. Derfor skal man

altid være forsigtig med at overtolke bakteriernes tilstede-

værelse hos de strandede hvaler, man obducerer.29

Livscyklus for sildeormen Anisakis simplex. Ill.: Niels Knudsen.

150

En bakterieinfektions indvirkning på en hvals helbred

afhænger af hvilket organ, der er angrebet. En betændt byld

indkapslet i en muskel kan måske have en lille effekt for

hvalen, mens en lignende infektion i lungerne kan have al-

vorlige invaliderende konsekvenser for hvalen. En bakteriel

lungebetændelse, som følge af infektion med lungeorm, kan

være så alvorlig, at den fører til hvalens død eller stranding.30

Nogle bakterier er i sagens natur patogene, hvilket bety-

der, at bakterierne er sygdomsfremkaldende. Brucella bak-

terien er et eksempel på en bakterie, der reelt kan forårsage

sygdom hos hvaler. Sygdommen hedder brucellose og fin-

des også hos landlevende pattedyr. I Danmark var brucella

bakterien tidligere et problem i husdyrbesætninger, fordi den

skabte alvorlig sygdom hos dyrene. Samtidig er bakterien en

zoonose, hvilket vil sige, at den kan smitte mennesker – nog-

le varianter kan endda være dødelige for mennesker.31 Hos

hvaler er brucellose blandt andet forbundet med symptomer

som betændelse i livmoder og testikler, abort, lungebetæn-

delse, ledbetændelse og meningitis.32

Den type Brucella bakterier, der findes hos hvaler, er

ikke den samme type, der findes hos husdyr. Der er kun ob-

serveret meget få tilfælde, hvor mennesker er blevet infice-

ret med Brucella bakterier fra hvaler.33

Virus skyld i massedødVirus er så at sige en intracellulær parasit, som er ude af

stand til at formere sig uden for en værtscelle. For at sprede

sig hurtigt har et virus brug for en værtspopulation. Når et

migrerende dyr er inficeret med et virus, kan det bære virus

til nye habitater og populationer.34

Et eksempel på en udbredt virus hos hvaler er Cetacean

Morbillivirus (CeMV). Den synes at være epidemisk hos

hvaler over hele verden, og er et virus, der kan forårsage mas-

sedød.35 Det ser ud til, at tandhvaler er særligt sårbare overfor

virusinfektionen.36 Der er beskrevet tre genetisk tæt beslægte-

de stammer af CeMV nemlig Porpoise morbillivirus (PMV),

Dolphin morbillivirus (DMV) og Pilot whale morbillivirus

(PWMV).37 Et alvorligt udbrud af morbillivirus hærgede po-

pulationer af hvaler og sæler (Phocine distemper – PDV) i

Europa sidst i 1980´erne og begyndelsen af 1990´erne.

Hvaler inficeret med morbillivirus kan blandt andet ud-

vikle lungebetændelse, feber og neurologiske forstyrrelser

som følge af meningitis. Morbillivirus nedsætter immunfor-

svaret, hvilket fører til udviklingen af sekundære infektio-

ner med svampe, bakterier og andre virus.38

Poxvirus er en anden virusinfektion, som findes hos hva-

ler. Denne virus forårsager ardannelser i huden og forekom-

mer ofte i forbindelse med andre sygdomme.39 Disse ar ken-

des også som ”Tattoo-læsioner”. Arene kan forekomme over

hele hvalens krop, men ses især på hvalernes rygside om-

kring hoved og finner. Arene kan være synlige i flere måneder

uden tilsyneladende at have nogen effekt på hvalen. Poxvirus

påvirker heller ikke hvalernes almene helbred – selvom døde

hvaler har været inficeret med poxvirus, er det formentlig an-

dre omstændigheder, der har ført til hvalernes død.40

Obduktioner og undersøgelser – hvorfor døde hvalerne? Som tidligere nævnt er strandede hvaler den vigtigste kilde

til informationer om køns- og alderssammensætning, syg-

domme og dødsårsag. At skulle bestemme dødsårsagen kan

dog være svært, også selvom man har med et helt frisk ka-

daver at gøre, hvilket var tilfældet med både den langluffede

grindehval og vågehvalen, som denne artikel omhandler.

Symptomer på sygdomme kan være diffuse – to eller flere

faktorer kan spille ind på samme tid.41

Patologisk anatomiske undersøgelserPatologi er læren om og studiet af sygdomme og sygdoms-

processer. Anatomi er læren om dyrs opbygning. Det vil

altså sige, at patologiske anatomiske undersøgelser har til

formål at undersøge anatomiske og fysiologiske forandrin-

ger i celler og væv, som er forårsaget af sygdom.

For en dyrlæge, som normalt arbejder med terrestriske

pattedyr, er det umiddelbart let at genkende organer og

væv hos hvaler. Det er dog sværere for dyrlægen at gen-

kende specifikke forandringer i væv og organer, da det her

er nødvendigt at have et detaljeret kendskab til histologien

(mikroanatomi) hos den enkelte hvalart – eksempelvis den

detaljerede opbygning af hvalens fordøjelsessystem, hjerte,

øje osv.42

151

Før dyrlægen går i gang med de patologisk anatomiske

undersøgelser foretages en grundig opmåling af hvalen.

Blandt andet måles hvalens totallængde – længden fra hva-

lens snudespids til hvalens hale. Totallængden kan sammen

med hvalens vægt give den første indikation af hvalens hel-

bredsmæssige tilstand. Den langluffede grindehval var en

hun på 4,35 meter, og havde en vægt på 680 kg. Vågehvalen

var en han på 7,55 meter, og havde en vægt på 3.330 kg.

Begge hvaler var i forhold til deres størrelse stærkt afmag-

rede. En voksen langluffet grindehval bliver normalt mel-

lem 3,8 og 6 meter lang og vejer mellem 1.800-3.500 kg. En

voksen vågehval er noget større og måler mellem 6,75 og 10

meter og vejer mellem 5.000-10.000 kg.43

Efter hvalen er blevet målt, bliver den undersøgt grun-

digt udvortes. Hvalkroppen undersøges for ar, læsioner og

parasitter. Eksempelvis var grindehvalens krop dækket af

overfladiske rifter, sår og ar. Nogle af sårene var friske og

stammede sandsynligvis fra grindehvalens stranding samt

den efterfølgende bjergning og transport til obduktionsste-

det.44 Det samme gjorde sig gældende hos vågehvalen, som

også havde friske hudafskrabninger. Vågehvalen havde fle-

re sårlignende forandringer i huden. Sårenes kant var strå-

leformet og lignende nærmest svampeinfektion. Desuden

havde vågehvalen mange stjerneformede ar, som umiddel-

bart lignede de førnævnte ”Tattoo-læsioner”, som Poxvirus

påfører hvaler.45

Hvalens mundhule skal også gennemgås. Tænder og

barder undersøges systematisk – er de slidte eller brække-

de? Tændernes og bardernes forfatning kan give en idé om

hvalens alder. Både hos den langluffede grindehval og vå-

gehvalen var der intet usædvanligt at bemærke i forbindelse

med tænder og barder. I vågehvalens mund blev der fundet

en del sand, men det stammede sandsynligvis fra hvalens

stranding på Skallingen.46

Hos hvaler af både hun- og hankøn undersøger dyrlægen

kønsåbningen. Hos den langluffede grindehval, som var en

hun, blev der observeret et gulligt-grønt pus i kønsåbningen,

der ikke menes at have påvirket hvalens almenbefindende.

Mælkekirtlerne hos grindehvalen var ikke aktive, hvilket

fortæller, at den ikke havde en diende kalv på strandings-

tidspunktet.47 Kønsorganerne hos vågehvalen, som var en

han, var normale.48

Efter hvalens ydre har gennemgået en udførlig undersø-

gelse, begynder granskningen af hvalens indre. Først under-

søges hvalens spæklag. Spæklaget er det fedtlag, der findes

lige under huden hos hvaler. Hos hvaler fungerer spæklaget

blandt andet som isolering og som energilager, hvorfor tyk-

Sårlignende forandringer i huden hos vågehvalen. Sårenes kant var stråleformet og lignede nærmest svampevækst.

Vågehvalens mundhule undersøges.

154

kelsen af spæklaget også kan være en indikator for hvalens

ernæringsmæssige stand. Spæklagets tykkelse varierer na-

turligvis fra hvalart til hvalart og årstiderne imellem. Hos

store hvaler, som for eksempel finhvaler (Balaenoptera phy-salus), er spæktykkelsen 20 til 30 centimeter, mens den hos

små hvaler, som marsvin, kun er 2,5 til 3 centimeter tyk.49

Hos den langluffede grindehval blev der midt i spæklaget

bemærket et mørkerødt lag, som var cirka 2 til 5 millimeter

tykt. I spæklaget ved hvalens hale var der endvidere flere

knudelignende strukturer, som havde en diameter på cirka

3 millimeter – der kan være tale om Panniculitis, som er

betændelse i spæklaget skabt af parasitter. Lige under grin-

dehvalens spæklag var der store områder omkring brystkas-

sen med væskeophobning – de blev registreret som blæv-

rede lysegule ansamlinger. 50 Hos vågehvalen blev der, som

hos den langluffede grindehval, observeret knudelignende

strukturer i spæklaget, som også her kunne være Panniculi-

tis – betændelsestilstand skab af parasitter.51

Det er vanskeligt at undersøge de indre organer hos store

hvaler, som langluffet grindehval og vågehval. De store hva-

ler er næsten umulige at bugsere rundt med under obduktio-

nen. For at komme ind til organerne i bryst- og bughule skal

store mængder hud, spæk og andet væv desuden skæres væk.

Brysthulen er omsluttet af ribben, som skal skæres fri for at

blotlægge brysthulens vigtige organer – lunger og hjerte. I

den forbindelse er det vigtigt at være ekstra forsigtig med

skeletteringsarbejdet, så organerne ikke ødelægges. Når der

er adgang til brysthulen, starter den nærmere undersøgelse

af organerne. Vågehvalens brysthule var væskefyldt – der

var nærmest tale om en ekstra membran af væskefyldt væv.

De ellers elastiske lunger var sammenfaldne, og det normalt

lyserøde lungevæv var mørkerødt og væskedrivende. Lun-

gehinden, som omslutter lungerne, er normalt en tynd, glat

og elastiske hinde, men hos vågehvalen var den tyk og hvid.

Vågehvalens luftrør og lunger var desuden fyldt med skum.

Modsat vågehvalen havde lungerne hos den langluffede

grindehvalens den normale elastiske struktur. Lungernes

overflade havde den lyserøde farve, som ses hos raske lun-

ger, men det resterende lungevæv var mørkerødt, som hos

vågehvalen. Hos grindehvalen var der også væske og skum

i luftrøret og lungerne. I forbindelse med undersøgelsen af

lungerne undersøger dyrlægen også de lymfeknuder, der

sidder i forbindelse med lungerne. Hos grindehvalen frem-

stod disse lymfeknuder store, og de var betændte med knud-

rede ansamlinger.

Det er vanskeligt at komme ind og undersøge de indre organer hos store hvaler. Først skal store mængder hud, spæk og andet væv skæres væk.

Der var et enkelt blækspruttenæb samt sparsomt væske i maverne hos den langluffede grindehval. Foto: Johanne Breum Larsen, Naturstyrelsen Trekantsområdet.

155

Hjertet undersøges først på sin plads i brysthulen. Her-

efter tages det ud til nærmere undersøgelse. Hos vågehva-

len blev der i hjertesækken, den hinde som omgiver hjertet,

fundet en stor mængde gul væske. Hvalens hjerte syntes

desuden meget lille, og der var store mængder væske ind-

lejret i epicardium – den hinde som beklæder hjertets ydre

overflade. Hjertets muskulatur var bleg i forhold til den nor-

male karakteristiske mørkerøde farve. Hos den langluffede

grindehval fandtes intet påfaldende ved hjertet.

Når undersøgelsen af lunger og hjerte i brysthulen er færdig, begiver dyrlægen sig i kast med hvalens bughule.

grindehvals lever, nyre, binyre og milt fandtes intet unor-malt. Hos vågehvalen derimod virkede milten meget lille

har fået navnet leverikte, fordi de lever af leverceller. Lever- ikterne borer gange i leveren, så leveren med tiden bliver mere eller mindre ødelagt.

Som det sidste åbner dyrlægen hvalens fordøjelsessy-

stem. Hvaler har tre maver.52 Mavernes indhold tømmes ned

i en beholder, så indholdet kan undersøges nærmere. Ofte

er der ikke meget føde i maven på strandede hvaler, da de

strander syge og afmagrede. Dette var også tilfældet med

grindehvalen. Her var maverne næsten tomme. Der var et

enkelt blækspruttenæb samt sparsom væske. Dyrlægerne

fandt desuden omkring 50 rundorme, som havde en dia-

meter på cirka to millimeter og var tre til fem cm lange. I

slimhinden i en af grindehvalens maver blev der observeret

et område på omtrent seks cm i diameter med en kraftig

mørkerød farve.

Efter gennemgangen af maverne følger dyrlægerne tarm-

systemet. I grindehvalens tyndtarm var der en lys grøn-brun

væske, men ellers var tarmsystemet hovedsageligt tomt.

Hos vågehvalen var der tarmindhold i store mængder i

både tynd- og tyktarmen samt i endetarmen. I hvalens to

første maver fandtes der en del rundorme. Ormene havde en

længde på omtrent tre centimeter. I slimhinden i vågehva-

lens tredje mave var der blødninger med en diameter på to

til tre centimeter.

Histopatologiske undersøgelserHistopatologi er læren om forandringer i væv forårsaget af

sygdom eller læsioner. Når dyrlægerne foretager histopato-

logiske undersøgelser, undersøger de væv, fra for eksempel

hjerte, lunger, lungelymfeknuder, maver, hud, lever, milt,

spæk og muskler.53

En histopatologisk undersøgelse foregår ved, at man

studerer udsnit af vævene under mikroskop, hvor man iagt-

tager de mikroskopiske ændringer, der kan være i sygt el-

ler læderet væv. De histopatologiske undersøgelser hos den

langluffede grindehval og vågehvalen foregik i laboratoriet

på DTU Veterinær-instituttet.

Hos den langluffede grindehval fandt dyrlægerne ikke

noget påfaldende i forbindelse med de histopatalogiske un-

dersøgelser af maveslimhinder, tarme, lever, nyre og mæl-

kekirtler. Der var heller ingen forandringer i lymfesystemet.

I forbindelse med de histopatologiske undersøgelser af hu-

den fandt dyrlægerne dybe sår og kronisk hudbetændelse

Som det sidste undersøges fordøjelsessystemet hos vågehvalen.

156

med pusafsondring. De fandt desuden en enkelt ældre for-

kalkning i læderhuden – det dybereliggende lag i huden lige

under overhuden. I lungerne blev der observeret en moderat

lungebetændelse med pusdannelse.54

Vågehvalens organer gennemgik også histopatologiske

undersøgelser. Vågehvalens hjerte, lunger, lungelymfeknu-

der, maveslimhinder og milt blev fundet histopatologisk

normale. I leverens celler blev der observeret moderat li-

pidose – ophobning af fedt i levercellerne. I spæklaget blev

der fundet mindre spredte blødninger og diffus pusdannelse

i underhuden.55

Undersøgelser for bakterier, parasitter og virusBåde vågehvalen og den langluffede grindehval blev under-

søgt for bakterier, parasitter og virusinfektioner. I spæklaget

hos grindehvalen fandt dyrlægerne bakterien Leclercia car-boxylata i renkultur. I leveren fandt de Edwardsiella tarda i

blandingskultur og i lungerne Vibrio alginolyticus i renkul-

tur. Sidstnævnte er tidligere fundet hos strandede havpatte-

dyr, hvor den har forårsaget betændelse i forskellige organer

og blodforgiftning. I hvalens afføring blev der påvist æg af

mave-tarmorm samt parasitter i indkapslingsstadie.56

Vågehvalen fra Skallingen blev også undersøg for bak-

terier, parasitter og virus. De bakteriologiske undersøgelser

viste, at huden var steril. Leveren indeholdt en uspecifik

bakteriel blandingsflora. I lungerne var der mange Photo-bacterium damselae bakterier i blandingskultur og desuden

mange Vibrio salmonicida i blandingskultur. I milten fand-

tes en uspecifik blandingsflora, og i hvalens afføring fandtes

et stort antal ikteæg.57

Var det hønen eller ægget, der kom først?De veterinære undersøgelser af sommerens to hvalstrandin-

ger bekræfter, at selv om der er tale om et frisk kadaver,

er det vanskeligt at udrede den egentlige strandings- eller

dødsårsag. På grund af det diffuse sygdomsbillede, som

obduktionerne og de efterfølgende undersøgelser af grinde-

hvalen og vågehvalen viste, var det ikke muligt at fastslå

strandings- og dødsårsagen endeligt – var det hønen eller

ægget, der kom først?

Grindehvalen fra As Vig døde formentlig som følge af

drukning efter strandingen. Årsagen til strandingen er uvis,

men er antageligt relateret til, at hvalen var afmagret, havde

lungebetændelse og betændelse i huden, hvilket har svæk-

ket hvalen. Hvalen havde også tomme maver og tarme, så

der var tale om en syg og afkræftet hval.58

Vågehvalen var afmagret og havde en del parasitter både

ikter og mave-tarmorm. Formentlig var parasitbelastnin-

gen større, fordi hvalen var afmagret og svækket. Desværre

fandtes ikke nogen årsag til den afmagring og svækkelse,

som formodentlig har bidraget til hvalens stranding samt

efterfølgende død – formentligt drukning i forbindelse med

strandingen.59

Der er endnu meget at lære indenfor diagnosticering af

sygdomme og dødsårsager hos hvaler. Derfor er det fortsat

meget vigtigt at friske strandede hvaler obduceres og un-

dersøges for at få et større materiale til rådighed for både

nationale og internationale forskningsprojekter.

Hos den langluffede grindehval fandt dyrlægerne kronisk hud-betændelse med pusafsondring. Foto: Johanne Breum Larsen, Naturstyrelsen Trekantsområdet.

157

Noter1. Jensen, T. H., Jensen, L. F., Teilmann, J., Baagø, H. J., Sørensen, H. L.: Beredskabsplan for Havpattedyr, Stran-dingsberedskabet, Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2012.2. Jensen, T. H., Jensen, L. F., Teilmann, J., Baagø, H. J., Sø-rensen, H. L.: op.cit., Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2012.3. Jensen, T. H., Jensen, L. F., Teilmann, J., Baagø, H. J., Sø-rensen, H. L.: op.cit., Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2012.4. Jensen, T. H., Jensen, L. F., Teilmann, J., Baagø, H. J., Sø-rensen, H. L.: op.cit., Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2012.5. Jensen, T. H., Jensen, L. F., Teilmann, J., Baagø, H. J., Sø-rensen, H. L.: op.cit., Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2012.6. Jensen, T. H., Jensen, L. F., Teilmann, J., Baagø, H. J., Sø-rensen, H. L.: op.cit., Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2012.7. Jefferson, T. A., Leatherwood, S., Webber, M. A.: Ma-rine Mammals of the World, United Nations Environment Programme, food and Agriculture Organization og the Uni-ted Nations, 1993, p. 122-125. Kinze, C. C.: Havpattedyr I Nordatlanten, Gads forlag, 2001, p.74-78. Olson, P. A., Reilly, S. B.: Pilot Whales – Globicephala melas and G. macrorhynchus, Perrin, W. F.,Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 898-903.8. Jefferson, T. A., Leatherwood, S., Webber, M. A.: op.cit., United Nations Environment Programme, food and Agricul-ture Organization og the United Nations, 1993, p. 122-125. Olson, P. A., Reilly, S. B.: op.cit., Perrin, W. F.,Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mam-mals, Academic Press, 2002, p. 898-903.9. Kinze, C. C.: op.cit., Gads forlag, 2001, p.74-78.10. Olson, P. A., Reilly, S. B.: op.cit., Perrin, W. F., Wür-sig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 898-903.11. Kinze, C. C.: Langluffet grindehval, Globicephala me-las (Traill, 1809), Baagøe, H. J., Jensen, T. S. (red.): Dansk Pattedyr Atlas, Gyldendal, 2007, p. 276-277.12. Kinze, C. C.: op.cit., Baagøe, H. J., Jensen, T. S. (red.): Dansk Pattedyr Atlas, Gyldendal, 2007, p. 276-277.13. Kinze, C. C.: op.cit., Baagøe, H. J., Jensen, T. S. (red.): Dansk Pattedyr Atlas, Gyldendal, 2007, p. 276-277.

14. Jefferson, T. A., Leatherwood, S., Webber, M. A.: Ma-rine Mammals of the World, United Nations Environment Programme, food and Agriculture Organization og the Uni-ted Nations, 1993,p. 58-59. Kinze, C. C.: op.cit., Gads for-lag, 2001, p.125-127.15. Jefferson, T. A., Leatherwood, S., Webber, M. A.: op.cit., United Nations Environment Programme, food and Agriculture Organization og the United Nations, 1993, p. 58-59. Kinze, C. C.: op.cit., Gads forlag, 2001, p.125-127. Kinze, C. C.: Vågehval, Balaenoptera acutorostrata (La-cépède, 1804), Baagøe, H. J., Jensen, T. S. (red.): Dansk Pattedyr Atlas, Gyldendal, 2007, p. 296-297.16. Jefferson, T. A., Leatherwood, S., Webber, M. A.: op.cit., United Nations Environment Programme, food and Agriculture Organization og the United Nations, 1993, p. 58-59. Kinze, C. C.: op.cit., Gads forlag, 2001, p.125-127.17. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J.: Health, Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 562-570.18. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J., op.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 562-570.19. Rasmussen, O.: Biologiske fagtermer, Gads Forlag, 2005, p. 494.20. Cowan, D. F.: Pathology, Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mam-mals, Academic Press, 2002, p. 883-890.21. Cowan, D. F., pp.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., The-wissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 883-890.22. Dierauf, L. A.: Marine Mammal Parasitology, Dierauf, L. A. (red.): CRC Handbook of Marine Mammal Medicine – Health, Disease and Rehabilitation, American Veterinary Medical Association, Congressional Science fellow, Capitol Hill,1990, p. 127-137. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J.: op.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclo-pedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 562-570.23. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J.: op.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 562-570.

158

24. Køie, M.: Havbundens Dyr, Sand-Jensen, K. (red.): Na-turen i Danmark – Havet, Gyldendal, 2006, p. 209-212. 25. Køie, M.: op.cit., Sand-Jensen, K. (red.): Naturen i Danmark – Havet, Gyldendal, 2006, p. 209-212.26. Køie, M.: op.cit., Sand-Jensen, K. (red.): Naturen i Danmark – Havet, Gyldendal, 2006, p. 209-212. Madsen, S.: Fra Hav til Bord27. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J.: op.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 562-570.28. Cowan, D. F.: Pathology, Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mam-mals, Academic Press, 2002, p. 883-890.29. Geraci, J. r., Lounsbury, V. J.: Marine Mammals Ashore

, National Aquarium in Balti-

30. Dunn, J. L.: Bacterial and Mycotic diseases of Cetace-ans and Pinnipeds, dierauf, L. A. (red.): CRC Handbook of Marine Mammal Medicine – Health, Disease and rehabili-tation, American Veterinary Medical Association, congres-sional Science Fellow, Capitol Hill, 1990, p. 73-87. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J.: op.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mam-mals, Academic Press, 2002, p. 562-570.31. Roneklint, M.: DTU Veterinærinstituttet 1908-2008, DTU Veterinærinstituttet, 2008.32. Van Bressem, M., Raga, J. A., Di Guardo, G. D., Jepson, P. D., Duignan, P. J., Siebert, U., Barrett, T., Santos, M. C.

-beek, K.: Emerging infectious diseases in cetaceans world-wide and possible role of environmental stressors, Diseases of Aquatic Organisms, Vol. 86, 2009, p. 143-157.33. Roneklint, M.: op.cit., DTU Veterinærinstituttet, 2008. 34. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J.: op.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 562-570.35. Geraci, J. r., Lounsbury, V. J.: op.cit., National Aqua-

Schwacke, L. S., Wells, R. S., Saliki, J. T., Hansen, L.: Evi-dence of susceptibility to morbillivirus infection in cetace-

ans from the United States, Publications, Agencies and Staff of the U.S. Department of Commerce. Paper 313, 2011.36. Rowles, T. K., Schwacke, L. S., Wells, R. S., Saliki, J. T., Hansen, L.: op.cit., Publications, Agencies and Staff of the U.S. Department of Commerce. Paper 313, 2011.37. Van Bressem, M., Raga, J. A., Di Guardo, G. D., Jepson, P. D., Duignan, P. J., Siebert, U., Barrett, T., Santos, M. C.

-beek, K.: op.cit., Diseases of Aquatic Organisms, Vol. 86, 2009, p. 143-157.38. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J.: op.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 562-570.39. Geraci, J. R., Lounsbury, V. J.: op.cit., Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 562-570. Ge-raci, J. r., Lounsbury, V. J.: op.cit., National Aquarium in

40. Kennedy-stoskopf, S.: Viral Diseases in Marine Mam-mals, Dierauf, L. A. (red.): CRC Handbook of Marine Mam-mal Medicine – Health, Disease and Rehabilitation, Ameri-can Veterinary Medical Association, Congressional Science fellow, Capitol Hill, 1990, p. 97-113. Van Bressem, M., Van Waerebeek, K., Raga, J. A.: A review of virus infections of cetaceans and the potential impact of morbilliviruses, pox-viruses and papillomaviruses on host population dynamics, Diseases of Aquatic Organisms, Vol. 38, 1999, p. 53-65. 41. Perrin, W. F., Geraci, J. R.: Strandings, Perrin, W. F., Würsig, B., Thewissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 2292-1197.42. Lowenstine, L. J., Osborn, K. G.: Practical Marine Mammal Microanatomy for Pathologists, Dierauf, L. A. (red.): CRC Handbook of Marine Mammal Medicine – He-alth, Disease and Rehabilitation, American Veterinary Me-dical Association, Congressional Science fellow, Capitol Hill, 1990, p. 287-290.43. Kinze, C. C.: op.cit., Gads forlag, 2001, p.74-78. Kinze, C. C.: op.cit., Gads forlag, 2001, p.125-127.44. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-990.

159

45. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-1049.46. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-1049.47. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-990.48. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-1049.49. Blubber, Perrin, W. F., Würsig, B., The-

wissen, J. G. M. (red.): Encyclopedia of Marine Mammals, Academic Press, 2002, p. 107-112.50. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-99051. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-1049.52. Dierauf, L. A., Gage, L. J.: Gross Necropsy of Cetace-ans and Pinnipeds, Dierauf, L. A. (red.): CRC Handbook of Marine Mammal Medicine – Health, Disease and Rehabili-

De veterinære undersøgelser af sommerens to hvalstrandinger bekræfter, at det er vanskeligt at udrede den egentlige strandings- og døds-årsag hos strandede hvaler.

160

tation, American Veterinary Medical Association, Congres-sional Science fellow, Capitol Hill, 1990, p. 285-286.53. DTU Veterinærinstituttet: Histopatologi og in situ på-visningsmetoder, lokaliseret den 15. januar 2013 på: http://www.vet.dtu.dk/Dyrlaegens_indgang/Andre_sygdom-me%20_pattedyr/Histopatologi.aspx.54. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-990.55. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-1049.56. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-990.57. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-1049.58. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-990.59. DTU – Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Fre-deriksberg C, DANAK, Test Reg.: 536, Sagsnr.: 2012-52-1049.

Summary Two whales stranded in Denmark during the summer of

2012. Both whales were still alive at the time of the stranding.

One of the whales was a long-finned pilot whale (Globiceph-ala melas), which stranded in As Vig near Juelsminde on

17 July. The other whale was a minke whale (Balaenoptera acutorostrata), which stranded on 18 August at Skallingen

near Blåvandshuk. Both whales died immediately after they

stranded. Larger whales like the long-finned pilot whale and

the minke whale rarely strand alive in Denmark. The two

whale strandings gave veterinarians and biologists a unique

opportunity, not only to gain more knowledge of the biology

and anatomy of the whales, but also to become more familiar

with the causes of strandings and deaths among whales.

Stranded whales provide valuable sources of informa-

tion on age structure, sex ratio, diseases, and cause of death

among whales.

The post mortem examinations were carried out shortly

after the two whales stranded. The carcases were thus fresh

compared to the often decayed carcase we normally find

washed ashore along the coastline of Denmark. The fresh

carcases gave the veterinarians a unique opportunity to

examine a whale without being confused by necrosis of

the carcass.

Like terrestrial mammals, whales are constantly ex-posed to lesions, infection and imbalance in their me-tabolism. Their health is also affected by factors like age, behaviour and environment. Whales can, for example, be infected by parasites such as the nematode worm Anisakis simplexcases the whale can resist the bacteria, but the bacterial in-fection can quickly take over if the whale is weakened by lesions, parasites or viral infections. Some bacteria are also pathogens, such as the Brucella bacterium causing brucel-losis. Symptoms of brucellosis can be inflammation of the

uterus and testes, abortion, pneumonia, arthritis and menin-gitis. Whales can also be infected by viruses. An example of a virus that causes massive mortality among whales is the Cetacean Morbillivirus (CeMV). There are three types of this virus: Porpoise Morbillivirus (PMV), Dolphin Morbil-livirus (DMV) and Pilot whale Morbillivirus (PWMV). The infected whales develop pneumonia, fever and meningitis. They often develop secondary infection by fungi, bacteria and other viruses. Although the carcases were in good condition at the time of the post-mortem examinations, it was difficult to de-termine the actual cause of stranding and death – symptoms can be unclear. Normally the cause of death and stranding is only identified in a small number of cases. The long-finned pilot whale probably died due to drowning after stranding. The reason why the whale stranded is unclear, but it could be related to the whale’s being emaciated, having pneumonia, inflamed skin and parasites in the gastrointestinal tract – it was a weakened whale in poor health. Likewise the minke whale had parasites in the gastro-

intestinal tract, but it was also infected with flukes. The

number of parasites was probably bigger because the whale

was weakened. It was not possible to find the reason for the

emaciation and weakness which most likely contributed to

the stranding of this whale.

161

Årets største enkeltopgave var klargøring og igangsættelse af den omfattende renovering og nyindretning af sælariet.

162

Årsberetning 2012

IndledningI 2012 kunne man på Fiskeri- og Søfartsmuseet fejre akva-

riemester Arne Sørensens 40-års jubilæum. Arne Sørensens

mangeårige indsats har været uvurderlig i forhold til både

akvarium og sælarium. Museets ledelse og personale er der-

for særdeles glade for, at man fortsat kan trække på Arne

Sørensens store erfaring i forbindelse med to store opgaver,

som i øjeblikket er undervejs i museets naturhistoriske vir-

kefelt. Med velvillig støtte på knap 18 millioner kroner fra

Esbjerg Kommune (16,7 mio. kr.) og Lida og Oskar Niel-

sens Fond (1,2 mio. kr.) kunne museet i september 2012

indlede en længe ventet renovering og nyindretning af det

populære sælarium, som vil genåbne i maj 2013. Samtidig

lykkedes det at finde den fornødne finansiering til en kom-

mende Vadehavspavillon, som i 2013-2014 skal opføres på

vestsiden af det ny sælarium. Denne opgave er beregnet til i

alt 11 millioner kroner, som i 2012 blev tilvejebragt ved vel-

villig støtte fra A.P. Møller Fonden (8 mio. kr.), Det Obelske

Familiefond (1 mio. kr.), Esbjerg Fonden (1 mio. kr.), Lida

og Oskar Nielsens Fond (600.000 kr.) og Claus Sørensens

Fond (400.000 kr.).

Begge de to store projekter fyldte meget i det forgangne

arbejdsår på Fiskeri- og Søfartsmuseet, men som det vil

fremgå af nedenstående årsberetning, var museet i 2012

også ramme for mange andre aktiviteter.

Indsamling

Fiskeri, søfart og offshore: Fiskeri- og Søfartsmuseet har

i 2012 med tak modtaget 48 afleveringer af genstande, fo-

tos og andet materiale fra virksomheder og privatpersoner

i hele Danmark vedrørende såvel fiskeri og søfart som off-

shore. Blandt årets afleveringer kan nævnes:

Fra Hans Ole Jasper, Odense, har vi modtaget hans fars,

H. K. Vølzgen Nielsens, søfartsbog sammen med sønnens

skriftlige beretning om faderens liv. Faderen var forhyret

som ungmand på evert ANE CATHRINE i 1924, og han

døde under 2. Verdenskrig i Casablanca, Marokko, umid-

delbart før sønnen blev født.

Gennem Anne Husum Marboe, tidligere projektkoordi-

nator i det internationale forskningsprojekt – History of Ma-

rine Animal Populations (HMAP) – har museet fået over-

draget projektets arkiv. Projektet blev ledet af Poul Holm,

og det tog sin begyndelse i den periode, hvor han var pro-

fessor på SDU og leder af CMRS. Siden overgik projekter

til Roskilde Universitetscenter, hvorfra det nu er afsluttet.

Fra Jørgen Christensen har vi modtaget en række arkiva-

lier fra nogle af fiskerisektorens vigtige aktører, Fiskeindu-

striens Arbejdsgiverforening, Møgelberg Fiskeindustri samt

Esbjerg Fiskeeksportørforening.

Fra Else Jensen, som er enke efter John Jensen, der var

medlem af museets motorlaug, har museet modtaget en

række genstande, herunder en original maskinmester-uni-

form samt en rejsekuffert.

Fra Poul Poulsen, Lemvig, har museet modtaget en stor

samling originale konstruktionstegninger anvendt af givers

far og farfar, som begge var indehavere af Lemvig Skibs-

værft og byggede trækuttere til nordsøfiskeriet fra Thybo-

røn og Lemvig.

Fra Per Sørensen, tidl. bestyrelsesmedlem i lastklubben

5. bassin på Esbjerg Fiskerihavn, har museet hjemtaget en

163

række arkivalier om lastoptagernes virke i industrifiskeriet

siden 1970’erne. Materialet indeholder bl.a. bestyrelsespro-

tokoller og udklipssamling.

Fra Finn Larsen, V. Skerninge, har museet modtaget

en original protokol for last-afgange fra Esbjerg Havn for

DFDS-skibe i perioden 1923-1928.

Fisk og invertebrater: Fiskeri- og Søfartsmuseets akva-

rium har jævnligt modtaget fisk og invertebrater fra fisker

Lars Hast i Skærbæk og krabbefisker Jesper Jensen, Tors-

minde. Fra Fiskerikontrollen modtog Formidlingsafdelingen

to sildehajer, som var blevet konfiskeret i Thorsminde. I ste-

det for destruktion af fiskene besluttede Fiskerikontrollen at

donere de to hajer til museet, hvor de indgik i efterårsferiens

formidlingsaktiviteter. Desuden har museet modtaget fisk og

invertebrater fra E 4 HO BUGT, E 426 RUNE EGHOLM, E

562 LARS JUUL og E 567 SCOTIA. Endelig har besætnin-

gen om bord på E 1 CLAUS SØRENSEN i forbindelse med

museumskutterens turistsejladser og på egentlige indsam-

lingstogter skaffet småfisk og bunddyr til undervisningsbrug

i formidlingstjenesten samt udstilling i akvariet.

Takket været indsamling og bytteaftaler med andre akvarier er den ottearmede blæksprutte en hyppig gæst i akvariet.

164

Havpattedyr: I henhold til ”Beredskabsplan vedrørende

havpattedyr”, hvor Fiskeri- og Søfartsmuseet og Statens

Naturhistoriske Museum/Zoologisk Museum står for den

faglige indsamling i samarbejde med Naturstyrelsens lokale

enheder, har Fiskeri- og Søfartsmuseet i 2012 indsamlet 18

sæler og seks hvaler. Blandt sælerne, der alle var spættede

sæler, blev én fundet død og to fundet druknede i fiskered-

skaber, mens de resterende 15 blev aflivet af Naturstyrelsens

vildtkonsulenter som følge af sygdom eller alvorlige skader.

Indsamlede sæler undersøges ved DTU Veterinærinstituttet.

De seks indsamlede hvaler fordelte sig på tre marsvin, en

vågehval, en langluffet grind og en kaskelot. Herudover

deltog ansatte fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i arbejdet om-

kring strandingen af kaskelothvalen ved Nr. Lyngvig 13/3.

Hvalen blev råskeletteret på Nr. Lyngvig rensningsanlæg

og efterfølgende transporteret til Statens Naturhistoriske

Museum, hvor den indgår i samlingerne. Både grindehva-

len, der strandede ved Juelsminde 17/7, og vågehvalen, der

strandede på Skallingen 18/8, var levende ved strandingen,

men døde efterfølgende ad naturens vej. Både grindehva-

len og vågehvalen blev umiddelbart efter strandingen ob-

duceret, og prøver fra begge dyr blev sendt til undersøgelse

hos DTU Veterinærinstituttet i København. Obduktionen af

vågehvalen fandt sted på FOS, hvor museets gæster havde

mulighed for at overvære dette arbejde.

En af sælariets spættede sæler, Nelly, fødte 27/6 en unge,

der blev navngivet Leif. Både Nelly og Leif blev henholds-

vis 19 og 20/9 sendt permanent til St. Andrews Aquarium i

Skotland.

ErhvervelserFiskeri- og Søfartsmuseet har i 2012 gjort enkelte indkøb

til biblioteket, mens der ikke blev foretaget erhvervelser til

samlinger og arkiv.

De spættede sæler har gennem mange år været et af fokusområ-derne i Fiskeri- og Søfartsmuseets indsamlings- og forskningsar-bejde omkring havpattedyrene. I 2012 blev arbejdet yderligere intensiveret i forbindelse med forberedelserne til formidling og udstilling i det nye sælarium.

165

Undersøgelser og forskning Fiskeri- og Søfartsmuseets forskning foregår inden for

rammerne af Center for Maritime og Regionale Studier

(CMRS). Centret drives på 50/50-basis i samarbejde mel-

lem Fiskeri- og Søfartsmuseet og Syddansk Universitet

(SDU). CMRS afrapporterer sine samlede aktiviteter i en

særlig årsberetning, hvorfor her alene skal omtales de un-

dersøgelses- og forskningsprojekter, som i 2012 havde basis

på Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Søren Byskov har arbejdet med missionsfiskernes hi-

storie i Esbjerg, sådan som den er beskrevet i eksisterende

publikationer om Indre Mission samt upublicerede kilder

og mundtlige kilder i Fiskeri- og Søfartsmuseets arkiv. Re-

sultatet blev artiklen ”Esbjergfiskerne og missionen”, som

udkom i museets årbog for 2011.

Søren Byskov er som sekretær for Fiskeripuljen koor-

dinator for undersøgelsesprojektet ”Tunfiskeriet i Kattegat,

Skagerrak og Nordsøen 1920-1960”. Projektet er støttet

af Kulturstyrelsens rådighedssum, og ud over Fiskeri- og

Søfartsmuseet deltager Nordjyllands Kystmuseum, Læsø

Museum og Museum Odsherred i projektet. Hovedparten

af aktiviteterne udførtes af historiker cand. phil. Ronni Rix

Back, der var ansat som projektforsker fra midt i september

og året ud. Han udførte undersøgelser i henholdsvis Ska-

gen, Frederikshavn, på Læsø og Sjællands Odde samt fore-

tog arkiv- og litteraturstudier i Fiskeri- og Søfartsmuseets

arkiv og bibliotek. Projektet afsluttes i 2013 og publiceres

herefter.

Fiskeri- og Søfartsmuseet har sammen med Museum

Sønderjylland, Kulturhistorie Tønder fra Kulturstyrelsen

fået en bevilling på i alt 330.000 kr. til at udforske forbin-

delserne mellem Holland og det danske vadehavsområde i

16-1700-tallet. På dette tidspunkt var Holland et økonomisk

kraftcentrum, som øvede stor tiltrækning på mange menne-

sker fra Vadehavet. Formålet med projektet er at undersøge,

hvad den hollandske forbindelse betød for udviklingen af

vadehavsområdet. Der er tre forskere knyttet til projektet:

Mette Guldberg, som arbejder med søfarten på Holland fra

den nordligste del af vadehavet (7 måneder), museumsin-

spektør Elsemarie Dam-Jensen, som arbejder med importen

af fliser til området omkring Tønder (1,5 måned), og mag.

scient. Max Pedersen, som med udgangspunkt i Amster-

dams lysningsarkiv tegner en profil af udvandrerne fra Va-

dehavet og deres motiver for at opholde sig i Holland (2 må-

neder). Desuden er der kontakt til samarbejdspartnere inden

for såvel det danske som det hollandske forskningsmiljø.

I forbindelse med forskningsprojektet har Mette Guldberg

gennemgået toldregnskaber fra Varde toldsted i perioden

1731-1798, og i perioden 16-30/9 var hun på to ugers stu-

dieophold i Holland med bl.a. ophold ved de skibsarkæolo-

giske samlinger på Rijksdienst voor het Cultureel Erfgoed

i Lelystad samt biblioteksbesøg, ekskursioner i Holland,

Dansk fiskeri var blandt årets forskningstemaer.

166

Frisland og Groningen samt møder med i alt otte hollandske

forskere. Projektet afsluttes i foråret 2013.

Morten Hahn-Pedersen udarbejdede en artikel om

”MÆRSK ENDEAVOUR – historien om en rig” til Sjæk’len 2011 samt sammen med René Taudal Poulsen en artikel med

titlen ”A.P. Møller-Mærsk i olie- og gasindustriens værdikæ-

de”, som ligeledes blev publiceret i museets årbog. Sammen

med René Taudal Poulsen udarbejdede Morten Hahn-Pe-

dersen efterfølgende et paper om ”The offshore oil and gas

industry and the maritime value chain”, som blev accepteret

til og fremlagt ved International Maritime Economic History

Associations konference i Ghent, Belgien i første uge af juli.

På opdrag fra Mærsk Olie og Gas har Morten Hahn-

Pedersen i 2012 arbejdet videre med projektet om ”A.P.

Møller-Mærsk og olien”. Manuskriptet, der oprindelig blev

afleveret ved udgangen af 2011, påregnes først publiceret

efter afviklingen af regeringens serviceeftersyn af Nordsø-

aftalen og måtte derfor opdateres med arkivmateriale og in-

terviews fra 2012. Arbejdet, der nu foreligger ajourført frem

til december 2012 i en udgave afleveret primo januar 2013,

forventes i bogform publiceret i løbet af året.

Endelig har Morten Hahn-Pedersen arbejdet med en

oversigt over den danske offshoreindustri i 50-året for

koncessionen. Arbejdet omfatter dels et overblik over den

Et andet tema var forbindelserne mellem det danske Vadehavsområde og Holland i 16-1700-tallet. Maleri af Jacob van Strij, ca. 1790. Tilhører: Maritiem Museum, Rotterdam.

167

Bygningen af stålkuttere til fiskeriflåden var et tredje af årets forskningstemaer.

168

danske offshorehistorie, dels en status 2012 for en hånd-

fuld store offshorevirksomheder. Der er i sammenhængen

gennemført interviews med repræsentanter for bl.a. A2Sea,

Blue Water Shipping, Esbjerg Havn, Esvagt og Semco. Et

delresultat af dette arbejde blev i juli måned bragt i Morgen-avisen JyllandsPosten, mens undersøgelsen i sin helhed er

publiceret i denne årbog.

Richard Bøllund har gennemført to interviews om fangst

af hornfisk i Vadehavet ved hjælp af en særlig teknik, hvor

fisken slås med en ”gokker”. Interviewpersonerne er Arne

Andersen (f. 1935) fra Vester Vedsted og Claus Smedegaard

(f. 1972) fra Jedsted.

Cand. mag. og ph.d.-studerende René Schrøder Chris-

tensen har været ansat på Fiskeri- og Søfartsmuseet på del-

tid fra 1/3 til årets udgang. Ansættelsen har samtidig funge-

ret som et såkaldt ”miljøskift” i forbindelse med hans ph.d.-

projekt med titlen ”Odense Staalskibsværfts teknologiske

udvikling 1918-2011 – et teknologisk førende værft na-

tionalt og internationalt? Analyse af den danske skibsbyg-

gerbranches teknologiske udvikling, herunder optagelse,

overførsel og spredning af teknologi mellem udlandet og

Danmark i det 20. århundrede.” På Fiskeri- og Søfartsmu-

seet har René Schrøder Christensen med udgangspunkt i ar-

kivet fra ESMADAN-værftet arbejdet med Esbjergs værfts-

industri i de tidlige 1970’ere med fokus på stålskibsværfter,

eller rettere: fraværet af egentlige stålskibsværfter i Esbjerg.

Lasse Fast Jensen har i 2012 været involveret i forsk-

nings- og undersøgelsesprojekter om henholdsvis marsvins

strandinger, gråsælens genetik og snæbelgenetik samt ad-

mixtureanalysers anvendelse i genetik. Engagementet i dis-

se projekter ventes at kunne ses i Lasse Fast Jensens publi-

kationsvirksomhed i 2013.

Specialestuderende Maria Ørum Madsen, for hvilken

Lasse Fast Jensen fungerer som medvejleder, arbejder fort-

sat med sit projekt omhandlende fænotypisk divergens hos

den trepiggede hundestejle.

Årets sæltællinger fandt sted 12/6, 14/6, 27/6, 9/8 og

13/8. På sæltællingen 9/8 var et ekstra fly i luften med foto-

graf Casper Tybjerg, der lavede film og billeder af sæltæl-

lingerne til brug for de kommende udstillinger i sælariet.

Det endelige resultat fra sæltællingerne i 2012 viser en fort-

sat fremgang i bestanden af spættet sæl i det trilaterale Va-

dehav. I den danske del lød estimatet på omkring 5.500 dyr.

Samarbejde og møderMuseumsdirektør Morten Hahn-Pedersen har i 2012 haft

sæde i bestyrelserne for Post/Tele-Museumsfonden, Bygd-

Fonden, Skibsbevaringsfonden, Konserveringscenter Vest

og Køge Museum samt fra efteråret endvidere i fusionsbe-

styrelsen for museerne i Køge, Næstved og Vordingborg.

Museumsdirektøren er desuden medlem af bestyrelse og

repræsentantskab for Esbjerg Erhvervsudvikling, bestyrel-

sen for familiefonden bag Blue Water Shipping og formand

for Danske Bank Fonden i Esbjerg. Endelig havde muse-

umsdirektøren sæde i en følgegruppe for et ph.d.-projekt

om offshore sikkerhed ved Maritim Medicin ved Syddansk

Universitet, Esbjerg.

Morten Hahn-Pedersen er medlem af rådet for The As-

sociation of North Sea Cities og fungerer som sekretær for

associationens North Sea Maritime Museum Network. Mu-

seumsdirektøren er desuden bestyrelsesmedlem i de mari-

time museers verdensorganisation, International Congress

of Maritime Museums.

Museumsinspektør Mette Guldberg er formand for Na-

tionalparkrådet for Nationalpark Vadehavet, hvor hun re-

præsenterer områdets statsanerkendte museer, og medlem

af bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet som repræsentant

for Nationalparkrådet. Endvidere er hun medlem af censor-

korpset for Europæisk Etnologi ved Københavns Universi-

tet og har sæde i Det Strategiske Råd for Saxo-instituttet ved

Københavns Universitet, bestyrelsen for Historisk Samfund

for Ribe Amt, Det Rådgivende Udvalg for Vadehavsområ-

det, koordineringsgruppen for Vadehavets Formidlerforum

samt følgegruppen for naturvejlederordningen på Fanø. I

2012 blev hun endvidere medlem af følgegruppe til Odense

Bys Museers forskningsprojekt om Odense Stålskibsværft,

medlem af kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og

Samfundsforskning samt regional korrespondent i det dan-

ske vadehavsområde for det nederlandske ”Stichting Ver-

dronken Geschiedenis”.

169

Museumsinspektør Søren Byskov varetager sekretær-

posten for Fiskeripuljen. Søren Byskov er suppleant i be-

styrelsen for Sydvestjysk Folkeuniversitet – Esbjerg, Ribe

og Bramming. Endelig har Søren Byskov sæde i styregrup-

pen for NAFHA (North Atlantic Fisheries History Asso-

ciation).

Museumsinspektør Lasse Fast Jensen er medlem af

den veterinære arbejdsgruppe i DAZA og af Kulturstyrel-

sens Faglige råd for Naturhistorie samt suppleant i Grønt

Råd, Esbjerg Kommune. Desuden har han medvirket ved

revisionen af Naturstyrelsens ”Beredskabsplan for havpat-

tedyr”. Lasse Fast Jensen fungerer herudover som faglig

konsulent for en række faglige tidsskrifter. Sammen med

Jonas Teilmann og Anders Galatius Jørgensen, Institut for

Bioscience, afdeling for Arktisk Miljø, udgør Lasse Fast

Jensen den danske repræsentation i Den trilaterale Sæl-

ekspertgruppe (TSEG) under Det trilaterale Vadehavsse-

kretariat i Wilhelmshaven (CWSS). Endelig deltager han i

Naturstyrelsens arbejdsgruppe for marsvin.

Ud over det nævnte har museet i årets løb leveret ad

hoc konsulentbistand i såvel universitære som erhvervs- og

forvaltningsmæssige sammenhænge.

En del af North Sea Maritime Museums Networks medlemmer samlet til møde i Amsterdam i maj 2012.

170

Arkiv, bibliotek og samlingerArkiv: Årets tilgang til arkivet blev løbende registreret. Af

større arkivfonde er registreret arkivet fra skibsværftet ES-

MADAN samt fra forskningsprojektet History of Marine

Animal Populations (HMAP).

I april blev museets digitale liste med arkivoplysninger

om Esbjerg-kuttere gennem 130 år lagt på hjemmesiden.

Listen er udarbejdet af Poul Erik Pedersen og er resultatet

af mange års arbejde.

Bibliotek: I museets bibliotek er samlingen af årbogen

”Fra Ribe Amt”, udgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt

siden 1903, blevet gennemgået og kompletteret.

Samlinger: Museet har i to omgange haft besøg af to

personer fra et bådbyggerlaug i Ribe, som skal i gang med

at bygge/rekonstruere en marskbåd. Ud over at besigtige og

fotografere museets marskbåde har de af Richard Bøllund

fået hjælp til fremfinding af tegninger og dokumenter fra

museets arkiver, som er skannet og kopieret til dem.

Fra de kulturhistoriske samlinger har museet fået Kultur-

styrelsens tilladelse til at udskille 98 genstande. Ansøgningen

om udskillelse af genstandene var et resultat af den omfat-

tende samlingsgennemgang, som blev gennemført af Richard

Bøllund, Bente Siff Hansen og Søren Byskov i 2010-2011.

De 98 genstande omfatter elektroniske apparater, som mu-

seet havde i flere eksemplarer, samt en række genstande,

som var kraftigt nedbrudt og/eller havde meget ringe mu-

seal værdi. Ud over identifikation af kassable genstande har

samlingsgennemgangen også omfattet en omnummerering af

flere tusinde museumsnumre til arkiv-, tegnings- og fotore-

gistreringer i Regin. Sideløbende bliver der fortsat publiceret

museumssager på hjemmesiden Museernes Samlinger, og

museet er nu oppe på at have publiceret ca. 60 % af de kul-

turhistoriske samlinger på www.kulturarv.dk/mussam.

Richard Bøllund og Bente Siff Hansen deltog 20/12 i

en workshop om magasinering og placeringsløsning i Vejle

på Center for Bevaring af Kulturarven. Workshoppen var

arrangeret af Kulturstyrelsen i regi af den arbejdsgruppe,

som er gået i gang med at udvikle et nyt fælles musealt IT-

system, som skal afløse Regin og inddrage såvel de statslige

som de arkæologiske museer.

Bevaring og konserveringLasse Fast Jensen og Charlotte Bie Thøstesen har afsluttet

macereringen af den vågehval, der strandede ved Skallingen

i august. Ligeledes har de renset dele af kaskelotten fra Bov-

bjerg og gjort dem klar til magasinering.

Museet har i samarbejde med konservatorer fra Konser-

veringscenter Vest i Ølgod gennemgået museets samling af

malerier, og der er efterfølgende udarbejdet oversigt med de-

taljer omkring de enkelte maleriers konserveringsbehov og

et anslået tidsforbrug til opgaverne. Museets største maleri,

et oliemaleri af Niels Vinding Dorph af fiskere på Hornbæk

havn i 1920’erne, er sendt til restaurering på Konserverings-

center Vest i Ølgod. Maleriet fylder otte kvadratmeter og

hænger normalt i museets fiskeriudstilling. Et maleri af ever-

ten ANE CATHRINE på vaden af Niels M. Gerald, 1901,

er kommet tilbage fra konservering i Ølgod og hænger nu

nyistandsat på sin plads i museets søfartsudstilling.

Søren Byskov deltog 25/10 i Organisationen af Danske

Museers samlingsnetværks tværfaglige møde i Randers om

katastrofeberedskab for museernes samlinger. Efterfølgen-

de har Konserveringscenter Vest taget initiativ til at udvikle

en fælles beredskabsløsning for museerne i Vest- og Syd-

vestjylland. Søren Byskov deltager i arbejdsgruppen.

Masterejsning på evert ANE CATHRINE, sommeren 2012.

171

Museets to kystbåde, HANNE LENE fra Slettestrand

og ERON fra Stenbjerg, har i begyndelsen af juli byttet

plads. Den nyistandsatte HANNE LENE er blevet placeret

på stranden i stedet for ERON, og ERON er efter ti år un-

der åben himmel kommet tilbage under tag på værftet til en

tiltrængt overhaling. HANNE LENE bliver overrislet med

saltvand en gang i døgnet som en del af det pilotprojekt, som

museet fik midler til fra Kulturstyrelsen i 2010. Vi forventer,

at saltvandet hjælper til med at forlænge levetiden på det

flotte skibstømrerarbejde, som er lagt i den. Det samme gæl-

der naturligvis den nyrestaurerede evert ANE CATHRINE,

som i denne sommer for første gang siden restaureringspro-

jektets start i 2008 har kunnet opleves uden presenning og

med masten rejst i havnen i Frilandsudstillingen.

UdstillingerI 2006 bjærgede rejetrawleren E 4 HO BUGT i Knudedyb

et kølsvin med mastespor og tre andre vragdele, som viste

sig at stamme fra et middelalderskib, idet dateringen viste

1264. Kølsvinet kom efter seks års konservering på Konser-

veringcenter Vest i Ølgod og på Nationalmuseet tilbage til

Esbjerg, og det er nu udstillet i museets søfartsudstilling.

I det åbne bådmagasin på Frilandsudstillingen er der

etableret en ny udstilling, ”Fra træ til båd”, som fortæl-

ler om skibs- og bådebygningens teknikker og materialer.

Udstillingen, som også omfatter nyskiltning af de enkelte

både i magasinet, afløser den tidligere bådudstilling, som

blev delvis nedtaget i forbindelse med nyindretningen af fri-

landsværkstedet i 2007.

Fiskeri- og Søfartsmuseet åbnede i 2012 to nye særud-

stillinger i henholdsvis særudstillingslokale og forhal.

I museet særudstillingslokale vistes frem til 26/2 udstil-

lingen Døde Hvaler, som fortalte om, hvad der sker, når en

hval er død. I tre afsnit skildredes henholdvis en gråhval

på havets bund, som giver føde til et mylder af dyr i årevis,

danske hvalfangere ved Grønland i 1700-tallet, som jagtede

hvaler for at udvinde tran af spækket, og endelig finhvalen,

der i 2010 strandede ved Vejle og blev brugt i videnskabens

tjeneste.

Særudstillingen Fiskenes forunderlige forplantning blev åbnet til vinterferien. Udstillingen tog gæsterne med på en

rejse i fiskenes verden. Her kunne de besøgende opleve

mange af de sjove og mærkelige facetter, der gemmer sig i

havets dyb, når fisk vil forplante sig. Udstillingen, der bl.a.

indeholdt et par store glasfiber-havål og en kæmpemusling,

som børn kunne lege i, en række sjove tegninger og flotte

fotografier, kunne ses frem til og med april 2013.

Med Neptuns Trefork – hvordan man spidder fisk var

navnet på en særudstilling om fiskestangning i hele verden

og gennem tiderne, som blev åbnet 30/3. I Danmark kender

vi bedst ålejernet, men museet satte med denne udstilling

fokus på mangfoldigheden og opfindsomheden i stange-

fiskeriet, og der vistes redskaber og illustrationer fra såvel

Vadehavets fiskeri som fiskeri fra Grønland, Thailand, Afri-

ka, Australien og mange andre steder. Udstillingen blev pro-

duceret af Fiskeri- og Søfartsmuseet i samarbejde med dr.

Günther Spreth fra Neumünster, som gennem mange år har

rejst verden rundt og samlet redskaber og viden ind, og som

stillede sin store samling af fiskeredskaber til rådighed for

museet. I forbindelse med udstillingen blev der i december

2012 udgivet et temahæfte af samme navn.

I gangområdet ned mod undervisningslokalerne viste mu-

seet i 2012 fortsat dele af særudstillingen Vadehavet på tværs.

Flytning af kystbåde.

Glimt fra udstillingen "Med Neptuns Trefork".

172

Undervisning og studiebesøgEn stor og vigtig del af formidlingstjenestens arbejde er hvert

år at levere faglig og inspirerende undervisning og formidling

til skoleklasser og andre grupper. Det er f.eks. introduktioner

til museet eller til faglige emner, rundvisninger samt aktivi-

teter i laboratoriet. I 2012 har ca. 5.050 børn og voksne fået

undervisning – en fremgang på godt 11 % i forhold til 2011.

Personerne var fordelt på 252 skoleklasser eller grupper.

Museumskutteren E 1 CLAUS SØRENSEN sejlede i 2012 i alt 119 ture, hvilket lå på niveau med 2011. Ribe

Miljøcenter benyttede 19 gange kutteren i forbindelse med optagelse af vandprøver. Herudover gennemførte man 17 ture med skoler, institutioner og private grupper, mens kut-teren i fem tilfælde blev benyttet ved bisættelser til søs. Ture med turister og i forbindelse med Esbjerg Kommunes sommerkampagne tegnede sig for 73 sejladser, og desuden blev kutteren fem gange anvendt til indsamling af dyr til akvariet eller anden museumsbrug. E 1 CLAUS SØREN-

Glimt fra et af årets togter med E 1 CLAUS SØRENSEN.

174

I 2012 blev Skipperen, Skuden, Splejsen og Skroget-pro-

jektet køreklar og kunne indgå som et fast undervisnings-

tilbud. Selvom det oprindelig var tænkt til de ældre elever i

folkeskolen, blev det klart, at målgruppen nemt kunne ud-

vides. I august blev spillet f.eks. gennemført af personale

fra UCSYD, og i december prøvede to hold fra Social- og

Sundhedsskolen, Esbjerg, spillet, som præsenteres på hjem-

mesiden www.fimusspil.dk.

Det i 2010 påbegyndte udviklingsarbejde omkring gym-

nasieundervisning blev fortsat i 2012. Muligheden kom, da

formidlingsafdelingen blev tildelt en sum penge fra NTS-

centeret til at arbejde videre med projektet. Der blev bl.a. ar-

bejdet med nyt materiale til undervisning omkring faunaen

i Vadehavet. Desuden blev materialet omkring Vadehavets

sæler udvidet med afsnit med fokus på sygdomme. I efter-

året afprøvede to testklasser fra Esbjerg Gymnasium det nye

materiale. Udover museet deltager Aqua i Silkeborg, Nord-

søen Oceanarium i Hirtshals, Fjord & Bælt i Kerteminde

og Øresundsakvariet i Helsingør. Tovholder for det overord-

nede projekt er Rødkilde Gymnasium i Vejle.

Folkeskoleelever introduceres til ”Skipperen, Skuden, Splejsen og Skroget”.

175

Projektet Learning Museum, der har ”til hensigt at ud-

vide og kvalificere samarbejdet mellem museumsverdenen,

læreruddannelserne og skoleverdenen”, kørte ligeledes vi-

dere i 2012. I denne forbindelse havde formidlingen besøg

af studerende fra læreruddannelsen i Esbjerg i uge 8. Deres

undervisning, som omhandlede genetik, evolution og ad-

færd, var i tre dage flyttet til museet, hvor Lasse Fast Jen-

sen, Ragnhild Skov og Charlotte Bie Thøstesen bidrog med

oplæg. I efteråret lå projektets fokus på mulighederne for at

få de lærerstuderende ud i praktik på museet.

Undervisningsprojektet Mit Vadehav, som udvikles in-

den for samarbejdet i Vadehavets Formidlerforum, var i 2012

koncentreret om udarbejdelse af materiale til børnehavebørn

og pædagoger. I den forbindelse arbejdede Fiskeri- og Sø-

fartsmuseets formidlingsafdeling sammen med de øvrige

deltagere fra formidlerforum på at skabe nye aktiviteter til

projektet. Museets udstillingstekniker, Niels Knudsen, blev

i denne sammenhæng købt til at lave tegninger til projektet.

Charlotte Bie Thøstesen og Ragnhild Skov deltog for

tredje år i træk i Store Naturfagsdag på Esbjerg Gymnasium

i forbindelse med det landsdækkende arrangement, Natur-videnskabsfestival, hvis formål er at give folkeskolerne et

indblik i arbejdet med naturvidenskab både hos uddannel-

sesinstitutioner, museer og private firmaer.

Omvisninger, foredrag og forespørgslerFiskeri- og Søfartsmuseet besøges hvert år af et stort an-

tal foreninger, firmaer, erhvervsorganisationer, pressefolk,

fagkolleger og lignende grupper, som ønsker omvisning på

museet.

Foredrag er et vigtigt element i Fiskeri- og Søfartsmu-

seets formidling både i og uden for huset. Museets forsk-

ningsengagement giver stor efterspørgsel på foredrag fra

husets medarbejdere fra såvel ind- som udland. Ud over

diverse foredrag i Danmark har medarbejdere fra Fiskeri-

og Søfartsmuseet i 2012 præsenteret resultater af husets ar-

bejde ved møder og konferencer i bl.a. Norge, Island, Polen,

Tyskland, Holland, Belgien og Sydafrika.

Fiskeri- og Søfartsmuseets medarbejdere har såvel tele-

fonisk som pr. brev eller e-mail besvaret talrige forespørgs-

ler fra ind- og udland. Mange forespørgsler kan umiddelbart

besvares, mens forskningsrelaterede henvendelser er mere

tidkrævende.

Blandt henvendelserne var en forespørgsel fra billedbu-

reauet World Photo Press i Japan angående danske fiskeres

beklædning i perioden ca. 1900-1960. Forespørgslen udvik-

lede sig til et mere omfattende konsulentarbejde, som mun-

dede ud i, at et større antal fotos af beklædningsgenstande

samt billeder af fiskere i arbejds- og hverdagssituationer

blev fundet og beskrevet samt afsendt elektronisk til Japan.

Billederne anvendes i en publikation om fiskerbeklædning

i Danmark.

Anden formidlingI maj 2012 gik museets nye Facebookside i luften. Den bli-

ver vedligeholdt af en gruppe bestående af Asbjørn Holm,

Søren Byskov, Richard Bøllund, Mette Christensen, Claus

Smedegaard og Lisbet Drangsfeldt, og den anvendes især

til uformelle historier, kommentarer, besvarelse på henven-

delser og visuel formidling. Dette initiativ er et nyt element

i Fiskeri- og Søfartsmuseets løbende formidling, som for-

uden pressemeddelelser også indeholder en hjemmeside og

et nyhedsbrev, som interesserede kan abonnere på pr. mail.

Naturvejledningen på Fanø afprøvede i 2012 en ny ak-

tivitet for børnefamilier, der traditionelt er en vigtig mål-

gruppe i sommerferien. Ved at samle flere enkeltaktiviteter

fra andre turtyper under en overskrift kunne naturvejlederne

byde velkommen til ”en familiedag i skoven”, en hyggelig

ramme, hvor lærerige aktiviteter i naturen kunne tilbydes

familier med både mindre og større børn. Disse arrange-

menter krævede deltagelse af to naturvejledere, da der skete

flere ting på samme tid, og man gerne ville kunne håndtere

ret store grupper. Vadevandringerne blev søgt udbygget ved

at tilbyde flere forskellige turtyper af forskellig varighed.

Især var der gode erfaringer med en tur, hvor vadevandrin-

gen blev forlænget med en halv time og således startede på

selve stranden, hvorved naturvejlederen fik mulighed for at

formidle en række vigtige sammenhænge.

Af større projektopgaver fik naturvejlederordningen i

samarbejde med SVUFs Vadehavsprojekt leveret projektet

176

”100 naturoplevelser i Sydvestjylland” i form af tekster og

fotos til en E-bog. http://www.visitfanoe.dk/da/se-fanoe/

nationalparken/100-naturoplevelser/.

Desværre oplevede Naturvejledningen på Fanø – i lig-

hed med andre turistrettede tilbud på øen – en markant ned-

gang i salget af ture i 2012 og dermed også i indtjeningen.

Af hensyn til ordningens samlede økonomi var det derfor

nødvendigt at varsle Kirsten Stidsholt til afskedigelse pr.

31/1 2013.

Fiskeri- og Søfartsmuseets ferieaktiviteter var også i

2012 en blanding af populære faste aktiviteter og nye tiltag.

Vanen tro udførte alle de frivillige et stort stykke arbejde til

glæde for de mange gæster. Desværre er flere af de frivillige

i løbet af det sidste par år faldet fra på grund af alder, og

det er samtidig blevet stadig sværere at finde nye folk, som

mestrer de forskellige håndværk. Museet vil i de kommende

år forsøge at løse denne udfordring.

Af nye tiltag i 2012 kan nævnes afholdelse af fastelavn

i vinterferien. Der var en fin og passende tilslutning, så ar-

rangementet bliver gentaget i 2013. Et andet nyt tiltag med

flot tilslutning var bådebyggeri hos skibstømrerne, som blev

gennemført i efterårsferien, hvor man på grund af sælarie-

Rebslageren under arbejde i frilandsudstillingen.

177

lukningen forsøgte at lægge flere aktiviteter ud i frilands-

udstillingen.

En anden yderst populær aktivitet var årets børneteater,

hvor Esbjerg Børne- og Ungdomsteater igen havde lyst til at

komme og underholde små som store i efterårsferien. Den-

ne populære aktivitet vil også blive søgt gennemført i 2013.

Aktiviteterne ud af huset – vadevandringer og sejlads

med museumskutteren – fik fin feedback fra gæsterne, og

salget af billetter til turistturene med E 1 CLAUS SØREN-

SEN gik over forventning.

I forbindelse med to hvalstrandinger fik formidlings-

afdelingen taget en del fotos, som blev brugt i auditoriet i

højsæsonen og til undervisning. De to hvaler, en grind og

en vågehval, gav desuden anledning til en del presseomtale.

Fiskens dag var titlen på et arrangement, som museet

gennemførte 8/9. I formidlingen havde man sat fokus på

fiskedissektioner og rundvisning bag kulisserne. Dissektio-

nerne foregik i laboratoriet, hvor både børn og voksne blev

klogere på, hvad der gemmer sig inden i en fisk. Rundvis-

ningerne bag kulisserne blev gennemført i tre omgange med

fuldt hold hver gang. Endelig kunne gæsterne i museets for-

hal købe fisk ved Vesterhavsfisk og alt indenfor fiskeri og

fritid hos EFI-Esbjerg.

På grund af sælarielukningen i september blev der la-

vet nye aktiviteter på de tidspunkter, hvor der normalt ville

have været sælfodring. Alle hverdage kl. 11 kunne museets

gæster følge en fiskefodring samt fortælling om fiskene i

akvariehallen. Akvariepersonalet og formidlingen havde i

fællesskab fundet på løsninger, der tilgodeså både fisk og

gæster. Der blev fodret på flere forskellige måder, hvilket

gav anledning til nye historier og variation i fodringerne.

Kl. 14.30 bestod det nye tilbud af en rundvisning i akvariet,

På 40-året for den første danske olie 4/7 1972 sendte DR P4 direkte fra Fiskeri- og Søfartsmuseet med en række aktører og eksperter i ”studiet”.

178

hvilket gav anledning til en god dialog med gæsterne. I sep-

tember og oktober tilbød formidlingen desuden åbent labo-

ratorium i weekenderne. Resten af året fik børn mulighed

for at være kreative i skalleværkstedet, der hver weekend

har været tilgængeligt under balkonen i museets forhal.

Museets julemarked fandt sted søndag 2/12. Som sæd-

vanligt blev museet fyldt med boder, der tilbød alt fra strøm-

penisser til frosne ænder. Caféen havde juleretter på menu-

en, og museets trivselsudvalg sørgede for lidt godt at spise

og drikke på friland. Shantykoret Capstan gav traditionen

tro gæsterne sang for alle pengene.

Endelig fik formidlingsafdelingens udstillingsteknikere

løst en række delvist eksterne opgaver. Niels Knudsen la-

vede illustrationer om søredning til Fiskernes Arbejdsmil-

jøråd, mens Claus Smedegaard lavede forarbejde til en

kommende bog om vadehavsjagt og opsatte den årlige be-

redskabsrapport omkring havpattedyr.

PR-virksomhed Fiskeri- og Søfartsmuseets primære markedsføring foregår

via organisationen TopAttraktioner, der er et kombineret

markedsførings- og produktudviklingssamarbejde. Gen-

nem dette samarbejde har Fiskeri- og Søfartsmuseet i det

forgangne år distribueret 180.000 eksemplarer af museets

egen brochure. Desuden er 170.000 brochurer distribueret

via museet og andre samarbejdspartnere.

Foruden aktiviteterne i dette samarbejde har der mar-

kedsføringsmæssigt i årets løb været lagt vægt på at udbre-

de kendskabet til museet i lokalområdet, hvilket vil sige en

radius omkring 80 -100 km fra Esbjerg. Foruden de lokale

turistguides, Esbjerg, Fanø, Varde og Billund er der kørt

ugentlige annoncer i JydskeVestkysten, radiospots i Radio

Skala og Radio Charlie samt annonceret i diverse turistavi-

ser i sommerlandet m.m. Hertil kommer salgs- og markeds-

føringsaftaler med sommerhusudlejningsbureauerne Sol

& Strand samt Dancenter/Dansommer/Danland. Indsatsen

evalueres hvert år omkring årsskiftet.

I forbindelse med årets ferieperioder samt andre mær-

kedage udarbejdede museets medarbejdere pressemeddelel-

ser, informationsmateriale og programmer for de forskellige

aktiviteter, der blev tilbudt publikum. Materialet anvendtes

til såvel hjemmeside og diverse udsendelser til presse m.v.

som til uddeling blandt publikum.

I 2012 overtog museets medarbejdere selv opgaven med

at opdatere og vedligeholde museets hjemmeside. Desuden

blev der etableret en Facebook side tiltænkt mindre historier

fra museets dagligdag og som en kontaktflade til det yngre

publikum. Siden er offentlig og kan ses af alle uanset, om

man selv har en Facebookside eller ej.

PublikationerFiskeri- og Søfartsmuseets forlag og medarbejdere har i

2012 publiceret følgende arbejder:

Brandt Poulsen, Søren, Lasse Fast Jensen, Carsten Schulz,

Michael Deacon, Knud Erik Meyer, Tassilo Jäger-Kleinicke,

Helmut Schwarten og Jon Christian Svendsen: Ontogenetic

differentiation of swimming performance and behaviour in

relation to habitat availability in the endangered North Sea

houting (Coregonus oxyrinchus). Aquatic Living Resour-

ces, 25, p. 241-249.

Brasseur, Sophie, Thomas Borchardt, Richard Czeck, Lasse

Fast Jensen, Anders Galatius, Sven Ramdohr, Ursula Sie-

bert & Jonas Teilmann: Aerial surveys of Harbour Seals

in the Wadden Sea in 2012 – Substantial increase in moult

counts. http://www.waddensea-secretariat.org/news/news/

Seals/Annual-reports/seals2012.html.

Brasseur, Sophie, Thomas Borchardt, Richard Czeck, Lasse

Fast Jensen, Anders Galatius, Sven Ramdohr, Ursula Sie-

bert & Jonas Teilmann: Aerial surveys of Grey Seals in the

Wadden Sea in the season of 2011-2012- Increase in Wad-

den Sea grey seals continued in 2012. http://www.wadden-

sea-secretariat.org/news/news/Seals/Annual-reports/Grey

Seals/greyseals2012.html.

Brodde, Marco: 100 naturoplevelser i Sydvestjylland.

SVUF 2012. E-bog: http://www.visitfanoe.dk/da/se-fanoe/

nationalparken/100-naturoplevelser.

Byskov, Søren: Esbjergfiskerne og missionen. Sjæklen 2011, Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2012, p. 39-55.

Byskov, Søren: ‘The Socio-Cultural Characteristics of North

Atlantic Fishing Communities’. In: David J. Starkey & Ingo

179

Heidbrink (eds.), A History of the North Atlantic Fisheries. Vol. 2: From the 1850s to the Early Twenty-First Century. Deutches Schiffahrtsmuseum, Bremerhaven 2012, p. 99-128.

Guldberg, Mette: Mennesker i et foranderligt landskab.

Sjæklen 2011, Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg

2012, p. 8-15.

Hahn-Pedersen, Morten (red.): Sjæk’len – Årbog for Fi-skeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg 2011,

Esbjerg 2012, 192 p.

Hahn-Pedersen, Morten: MÆRSK ENDEAVOUR – histo-

rien om en rig, Sjæk’len 2011, Årbog for Fiskeri- og Sø-fartsmuseet, Esbjerg 2012, p. 87-95.

Hahn-Pedersen, Morten: Esbjerg – fra fisk til olie, Margre-

the Lyngs Mortensen (red.): Fortællinger om fisk og fiskere, Danmarks Fiskeriforening 125 år, 1887-2012, udg.: Dan-

marks Fiskeriforening, Vejle 2012, p. 227-231.

Hahn-Pedersen, Morten: Esbjerg – fra fiskerihavn til off-

shorecenter. Et erhvervsskifte oplevet af en museumsmand,

Fiskeritidende, 7-6-2012, p. 12-14.

Hahn-Pedersen, Morten: Olie fra Danmarks undergrund,

Morgenavisen Jyllands-Posten 11-7-2012.

Hahn-Pedersen, Morten: SOS – Svanesang om Svendborg

Havn, Fyns Amts Avis 2-9-2012.

Hahn-Pedersen, Morten, Søren Byskov, Mette Guldberg og

Lasse Fast Jensen: Guide – Fiskeri- og Søfartsmuseet, Salt-vandsakvariet Esbjerg. 2. reviderede udgave, Esbjerg 2012.

Trykt i en dansk, engelsk og tysk udgave.

Jensen, Lasse Fast: Gråsælen – Danmarks største pattedyr

er vendt tilbage, Sjæklen 2011, Årbog for Fiskeri- og Sø-fartsmuseet, Esbjerg 2012, p. 97-115.

Jensen, Lasse Fast, Charlotte Bie Thøstesen, Hans Jørgen

Baagøe & Ragnhild Skov: Strandede havpattedyr i Dan-

mark 2011. Beredskabet vedrørende Havpattedyr. Rapport

for Skov- og Naturstyrelsen, 2012.

Jensen, Lasse Fast, Morten Hahn-Pedersen, René Mærsk,

Ragnhild Skov, Arne Sørensen & Charlotte Bie Thøstesen:

Vadehavspavillon – Vaden helt tæt på, Esbjerg 2012.

Jensen, Louise Normann: Fotoidentifikation af grønlands-

hvaler i Diskobugten, Sjæk’len 2011, Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2012, p. 131-143.

Nissen, Mogens Rostgaard: En dansk forfaldshistorie?

Sjæk’len 2011, Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg

2012, p. 57-65.

Pertoldi, Cino, Hanne Birgitte Hede Jørgensen, Ettore

Randi, Lasse Fast Jensen, Anders Kjærsgaard, Volker Loe-

schcke & Søren Faurby: Implementation of mixture analy-

sis on quantitive traits in studies of neutral versus selective

divergence, Evolutionary Ecology Research, No. 14, 2012,

p. 881-895.

Rheinheimer, Martin: Ægteskabsforhold på Amrum – et

søfartssamfunds historiske demografi 1700-1900, Sjæk’len 2011, Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2012,

p. 17-37.

Spreth, Günther & Søren Byskov: Med Neptuns Trefork – hvordan man spidder fisk (tekst på dansk, engelsk og tysk).

Fiskeri- og Søfartsmuseet 2012.

Strand, Åsa, Elisa Blanda, Torjan Bodvin, Jens K. Davids,

Lasse Fast Jensen, Tore Hejl Holm-Hansen, Anders Jelmert,

Susanne Lindegarth, Stein Mortensen, Frithjof E. Moy, Per-

nille Nielsen, Pia Norling, Carlo Nyberg, Helle Torp Chris-

tensen, Bent Vismann, Mark Wejlemann Holm, Benni Win-

ding Hansen & Per Dolmer: Impact of an icy winter on the

Pacific oyster (Crassostrea gigas Thunberg, 1793) populati-

ons in Scandinavia. Aquatic Invasions, 7, p. 433-440. 2012.

Taudal Poulsen, René og Morten Hahn-Pedersen: A.P. Møl-

ler-Mærsk i olie- og gasindustriens værdikæde, Sjæk’len 2011, Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2012,

p. 67-85.

Thøstesen, Charlotte Bie: Kaskelotstranding ved Bovbjerg

Fyr 2011 – og andre historiske kaskelotstrandinger i Dan-

mark, Sjæk’len 2011, Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2012, p. 117-129.

Winbladh, Nanna og Dorte Vind: Vadehavet på tværs. Redi-

geret af Mette Guldberg og Asbjørn Holm. Fiskeri- og Sø-

fartsmuseet 2009. 2. udgave 2012.

Butiks-, cafe- og skibsprovianteringssalgI juni måned genforhandledes cafeens kontrakt med Royal

Unibrew, som herefter ikke havde eneret til salg af deres

produkter i cafeen. Café Fimus introducerede på denne bag-

180

grund egne flasker med vand samt forskellige specialøl,

hvoraf specielt sidstnævnte havde god afsætning – ikke

mindst i frilandsudstillingens skibsproviantering, der som

vanligt var åben i sommerperioden.

Fiskens dag i september blev for Café Fimus’ vedkom-

mende holdt i en roligere version end året før. Besøgsmæs-

sigt blev dagen ikke som forventet, hvorfor en grundig

evaluering af indhold og markedsføring af dette års arran-

gement vil blive gennemført, inden en eventuel gentagelse

og fastlæggelse af program for 2013.

TopAttraktioners direktør, Morten Strange, besøgte i

2012 museet, som led i TopAttraktioners kvalitetskontrol

af sine medlemmer. Set i forhold til de øvrige medlemmer

havde publikumsundersøgelsen i 2011 placeret Fiskeri- og

Søfartsmuseet rigtig fint med undtagelse af museumsbutik-

ken, hvor publikumstilfredsheden var vigende. Dette gav

anledning til ændringer i butikkens indretning og ved gen-

nemgang af resultaterne for publikumsundersøgelsen i 2012

kunne det konstateres, at tilfredsheden med museumsbutik-

ken igen var steget.

BygningerMuseet var 16/1 og 17/1 lukket for publikum, idet gulvet

i akvariehallen skulle males. Lukningen skyldtes kraftige

lugtgener i forbindelse med arbejdets udførelse.

Med henblik på at reducere energiforbruget forestod

Esbjerg Kommune isolering af kølerummet i kælderen ved

Cafe Fimus i april måned. Af samme grund udskiftes belys-

ningen i forhallen i september måned.

Det praktiske arbejde med renovering og nydesign

af sælariet blev påbegyndt i september. Ved tømning af det

oprindelige sælarium blev to sæler overført til akvariet i St.

Andrews i Skotland. De resterende fire sæler blev installeret

i et til lejligheden etableret bassin i kælderetagen i museets

østfløj, tidligere Skalling Laboratorium. Arbejdet med det

kommende sælarium blev i ventetiden frem til åbningen i

maj 2013 et fast indslag på museets hjemmeside.

Fiskeri- og Søfartsmuseet modtog i juni et tilsagn på kr.

25.000 fra TrygFonden til opsætning af en hjertestarter samt

et fire timers kursus for 12 af museets medarbejdere. Kurset

blev afholdt 19/11, hvor også hjertestarteren blev overdra-

get. Hjertestarteren er placeret ved museets fortrappe, såle-

des den er tilgængelig hele døgnet.

I november blev taget på bådmagasinet i frilandsudstil-

lingen udskiftet.

BestyrelseMuseumsforeningens generalforsamling blev i 2012 afholdt

25/4. Som vanligt var seks bestyrelsesmedlemmer på valg

og alle var villige til at modtage genvalg. De pågældende

var Erik Bonde Pedersen, Per Holm, Karen Boel Madsen,

Ole Busch, Jakob Jensen og Jeppe Borg Sørensen. Desuden

var Poul Erik Hansen på valg som suppleant. Alle blev gen-

valgt uden skriftlig afstemning.

Efter generalforsamlingen blev Erik Clausen genvalgt

som bestyrelsesformand. Ved et efterfølgende konstitu-

erende bestyrelsesmøde nedsattes et forretningsudvalg, som

foruden bestyrelsesformanden kom til at bestå af Ib Dam

Schultz (næstformand), Erik Bonde Pedersen, Per Holm og

John Frikke.

Der blev i 2012 afholdt fire møder i Fiskeri- og Søfarts-

museets bestyrelse og syv møder i bestyrelsens forretnings-

udvalg.

PersonaleI 2012 talte Fiskeri- og Søfartsmuseets faste stab 64 perso-

ner fordelt på 18 fuldtidsansatte, fem deltidsansatte og 41

timelønsansatte. Ud over den faste stab havde museet i 2012

tilknyttet 12 beskæftigelsesansatte og 4 projektansatte.

Medarbejdernes fordeling på afdelinger var som følger:

Direktion: Museumsdirektør Morten Hahn-Pedersen (histo-

riker/CMRS).

Forsknings- og samlingsafdeling: Afdelingsleder Mette

Guldberg (etnolog/CMRS), Ronni Rix Back (historiker),

Søren Byskov (etnograf/CMRS), Richard Bøllund (histo-

riker), Rene Schrøder Christensen (historiker), Bente Siff

Hansen (registreringsmedhjælper), Gert Lykke Jensen

(skibstømrer), Lasse Fast Jensen (biolog/CMRS), Ole Møl-

gaard (skibstømrer), Tina Faurby Stengaard (historiker) og

Charlotte Bie Thøstesen (biolog).

181

Formidlingsafdeling: Afdelingsleder Ragnhild Skov (bio-

log), Mogens Bjerrum (fiskeskipper), Marco Brodde (na-

turvejleder), Niels Chr. Børsmose (fiskeskipper), Karin

Brydsøe Dammark (formidlingsmedhjælper), Steen Franch

(rebslager), Frede Thormod Hansen (formidlingsmedhjæl-

per), Asbjørn Holm (museumsformidler), Louise Jensen

(formidlingsmedhjælper), Helge Johannesen (fiskeskipper),

Gunnar Jakobsen (vodbinder), Niels Knudsen (udstillings-

tekniker), Niels Lassen (fiskeskipper), Maria Ørum Madsen

(naturvejleder), Claus Smedegaard (udstillingstekniker),

Kirsten Stidsholt (naturvejleder), Preben Vækild (fiskeskip-

per) og Stine Waller (formidlingsmedhjælper).

Publikumsafdeling: Afdelingsleder Mette Christensen (turist-

økonom), Louise K. Andersen (billet/kiosk), Benthe Backs

(billet/kiosk), Mette Mærsk Clausen (billet/kiosk), Mar-

tin Dalstrup (billet/kiosk), Elsebeth Jensen (billet/kiosk),

Sidsel Jensen (billet/kiosk), Lotte Josefsen (billet/kiosk),

Linda Kronborg (billet/kiosk), Kirstine Loklindt (billet/

kiosk), Anne Kirstine Møller-Madsen (billet/kiosk), Birgitte

Nielsen (billet/kiosk), Nynne Overlund (billet/kiosk), Line

Poulsen (billet/kiosk), Hanne Mette Petersen (billet/kiosk),

Helle S. Rasmussen (billet/kiosk), Julie Smed (billet/kiosk),

Trine Tarp (billet/kiosk), Mads Dinesen (café), Anja Hal-

crow (café), Nanna Hindborg (café), Mikkel Jensen (café),

Annelise Jørgensen (café), Charlotte Jørgensen, (café), Mi-

riam Knudsen (café), Pernille Kragh (café), Silke Madsen

(café), Ida Nielsen, café), Nives Emma Nielsen (café), Jan-

nik W. Petersen (caféleder), Mikkel Runge (café), Claudia

Bang Simonsen (café), Caroline Helt Thinning (café), Mai-

britt Thøgersen (café) og Anita Tørnæs (café).

Drifts- og administrationsafdeling: Afdelingsleder Lisbet

Drangsfeldt (civiløkonom), Jon Borg (frilandsmedhjælper),

Richard Bretschneider (akvarieassistent), Bente Møller

Christensen (akvarieassistent), Lars Arnkløv Christensen

(frilandsmedhjælper), Sara Christensen (akvarieassistent),

Erling Eriksen (frilandsmedhjælper), Michael Frandsen

(akvarietekniker), Arne Jakobsen (frilandsleder), Linda Jør-

gensen (rengøringsassistent), René Mærsk (akvarietekni-

ker), Ole Alex Paulsen (akvarieassistent) og Arne Sørensen

(akvariemester).

Arbejdet ved forskningsenheden CMRS omfattede for-

uden museets forskere ti ansatte ved Syddansk Universitet

og to ansatte ved Historisk Samling for Besættelsestiden.

Frilandsudstillingens arbejdende værksteder blev drevet

ved hjælp af cirka et halvt hundrede frivillige medarbejdere:

ravsliber, vodbindere, bloksavsfolk, trædrejer samt med-

lemmerne af museets motorklub og smedelaug.

Mette Guldberg afsluttede 3/2 sin uddannelse i muse-

umsledelse og erhvervede dermed diplom i “Lesure Ma-

I oktober var personalet på studietur til Naturama i Svendborg.

182

nagement” efter et forløb på to års halvtidsstudier svarende

til 60 ETCS-point. Uddannelsen er arrangeret af Organisa-

tionen Danske Museer i samarbejde med University College

Sjælland.

Fiskeri- og Søfartsmuseet kunne 1/5 markere akvarie-

mester Arne Sørensens 40 års jubilæum med en velbesøgt

reception.

Morten Hahn-Pedersen bestod 26/11 et fundraiserkur-

sus i regi af Kultur & Kapital.

Efter 11 ½ år som naturvejleder på Fanø valgte Marco

Brodde ved årets udgang at fratræde ordning for at tiltræde

en stilling ved NaturKulturVarde.

Besøgstal og økonomiFiskeri- og Søfartsmuseet besøgtes i 2012 af 113.000 gæster

– en tilbagegang på ca. 8.200 besøgende i forhold til sæson

2011. Trods den generelle nedgang kunne museets ledelse

med glæde konstatere, at formidlingsafdelingen havde en

fremgang på godt 11 % i forhold til sæson 2011. En publi-

kumsnedgang i sæson 2012 var ventet på grund af ombyg-

ningslukningen af sælariet fra september måned, men også

den særdeles våde juli måned kostede besøgende, idet ikke

mindst campingpladserne i området blev ramt hårdt heraf.

Uanset disse udfordringer lykkedes det imidlertid at lukke

årsregnskabet for 2012 med en positiv balance på 290.000 kr.

Vinterstemning i frilandsudstillingens havneafsnit.

183

FOGA ApS FISKERNES ORIENTERING OM OLIE OG GASAKTIVITETER

Trafikhavnskaj 19Tlf.: +45 75 45 11 44Fax: +45 75 45 11 76

DK - 6700 Esbjerg

www.foga.dkfish.info@foga.dk

Besøg nykredit.dk/indlaan og se hvilken indlånskonto, der passer bedst til din situation eller kontakt Nykredit Erhverv i Esbjerg på 70 22 46 90.

ABB udvikler og servicerer energioptimerende produkter og løsninger til offshore-industrien.

KØBENHAVN - ODENSE - AARHUS - ESBJERG - AALBORG

HOTEL I CENTRUMAalborg

OdenseØrestad

QUICK ONLINE BOOKING:WWW.CABINN.COM

København

P

186

VIKING LIFE-SAVING EQUIPMENT A/SSædding Ringvej 13 . 6710 Esbjerg V . Danmark . Tel 76 11 81 00 . Fax 76 11 81 01 . www.VIKING-life.com

Når hvert liv tæller...Fiskerne er næsten forsvundet fra Esbjerg, Danmarks vestligste by, men VIKING består. Nu som en global virksomhed, der for længst har erobret verdenshavene, og hvis navn er forbundet med sikkerhed til søs. For fiskere, søfolk, passagerer på skibe, offshorearbejdere, sejlsportsfolk, helikopterpiloter, ja alle, som færdes på eller over havet.

Du kan se VIKINGs store udvalg af sikkerhedsløsninger på www.VIKING-life.com.

187

Spar Nord EsbjergStrandbygade 20Telefon 72 25 03 00www.sparnord.dk/esbjerg

11 STÆRKE I STRANDBYGADE

Velkommen hos os i Strandbygade - og synes duhellere vi skal ses hos dig, er vi parat.

Kvaglundvej 89DK-6705 Esbjerg Ø

Kvaglundvej 89 · 6705 Esbjerg Ø

Tlf. 79 14 07 00 · Fax 79 14 07 01

www.scanoffice.dk

Esbjerg Afdeling

Torvet 18[ad:postnr] [ad:by]

Telefon 45 12 07 70

Esbjerg Afdeling

Torvet 18

6700 Esbjerg

Telefon 45 12 07 70

188

Sammen skaber vi løsninger

189

vest fotoSædding Centret6710 Esbjerg VTlf.: 75 15 25 09

190

Maersk Oil

Maersk Oil leder efter nye kolleger

191

Aalborg

OPENS 2009

OdenseMetro

OPENS

2009

PKØBENHAVN - ODENSE - AARHUS - ESBJERG

HOTEL I CENTRUM

B

ES

TR

ATE

S IN TOWN

B

ES

TR

ATE

S IN TOWN PRISER 2008

785,- 905,-

545,- 665,-

farven

El- og automationVentilation og kølingVVSFacilities Management

Telecom, Højspændingog InfrastrukturMarineOlie & Gas

YIT A/Swww.yit.dk

Intelligenteløsningerbygger på erfaring

192

ESVAGT A/S

Adgangsvejen 1

DK-6700 Esbjerg

Phone: +45 33 98 77 00

Telefax: +45 33 98 77 05

www.esvagt.dk

193

Olievej 4

DK-6700 Esbjerg

Tlf.: +45 75 13 08 44

Fax: +45 75 13 07 35

www.certex.dk

salg@harbo.dk

bjeergggg

133 0008 4444444444444

133 0007 77 35355553353355553

dkk

dkk

OFFSHORE MARINE LØFTEUDSTYR

Tjæreborg Industri

Kærvej 196731 Tjæreborg Tlf. 7517 5244

Er du klar over atTjæreborg Industrileverer energi- og miljørigtigeløsninger til energisektoren

er Danmarks førende leveran-dør af fjernvarmesystemer

leverer betonprodukter ogløsninger til byggesektoren

har mere end 150 dygtige og erfarne medarbejdere

er en dynamisk virksomhedmed et uformelt arbejdsklima

Vi har altid et godt tilbud på fliser ogbelægningssten samt færdigbeton

Offshore og Maritime el-installationer

Elektromekanisk værksted og

Pumpeservices

194

Sikkerhedsudstyr HandskerArbejdstøj Fodtøj

HHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEENNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIINNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGG GGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGG........... KKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSEEEEEEEEEEEEEEEEEEEE HHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDIIIIIIIIIIIIIIIIIIIINNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGG AAAAAAAAAAAAAAA//////////////////////////////SSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSS

195

Fiskeindustri fokuserer på bæredygtighed, miljø og sundhed

Marine phospholipider – en ny generation af omega-3 fedtstoffer

A/S

196

KBJ RAVTjæreborgvej 184 6731 Tjæreborg tlf. 70 27 52 42 email@tjaereborg-maler.dk

197

Bliv kunde iEuropas stærkeste bank*

Stormgade 65 / 6700 Esbjerg / tlf. 4456 4900esbjerg@handelsbanken.dk / handelsbanken.dk/esbjerg*Ifølge Bloomberg 2012

Ferskrøget laks for kendere ...

198

Dedicated people, exceeding expectationsVores dedikerede medarbejdere spænder over alle faser i et projekt, helt fra indledende design til vedligeholdelse.

www.semcomaritime.com

Vesterhavsgade 137 . 6700 Esbjerg

Tlf. 70 70 13 43 . Fax 75 13 44 29

H.E. Bluhmes Vej 30 · Postbox 289 · 6700 Esbjerg

Tlf. +45 75 13 88 55 · info@naajaq.dk

MED FANØFÆRGEN FRA ESBJERG PÅ KUN 12 MIN.Bil + 9 personer tur/retur, fra

DKK

Amerikavej 1 - P. O. Box 100 - DK-6701 Esbjerg

Tlf. 75 12 31 33 - Fax 75 13 58 66

mail@lauri.dk - www.lauri.dk

Shipping ,

Transport - og

Logistikvirk -

somhed...

199

www.portesbjerg.dkadm@portesbjerg.dk

www.pon-cat.com

Pon Power Scandinaviaer autoriseret forhandler af Cat motorer og generator- anlæg samt MaK motorer.

Ole Rømers Vej 6, 6760 RibeTlf. 75 42 18 33 www.abribe.dk

200

Vagervej 5 · Ny Havn · DK-6700 EsbjergTlf. 75 12 32 88 · Fax 75 12 38 88

www.hans-aa-sonner.dk

Alt inden forPresenninger, Tovværk, Wirer,Kæder, Stropper, Offshore,Sejlmageri, Løftegrej

Esbjerg Catering A/SOrdrer på stort og småt - vi klarer det lige godt!

PE offset A/S · Tømrervej 9 · 6800 Varde Telefon 76 95 17 17 · www.peoffset.dk

TRYKSAG

KLIMA-NEUTRAL TRYKSAG®

Vi laver tryksager med omtanke for miljøet!VI PASSER PÅ MILJØETAlle tryksager kan miljøcertificeres hos PE offset A/S

201

Søren Byskov (f. 1964):Etnograf/historiker, ph.d. I 1995 undervisningsassistent ved Aarhus Universitet. 1995-1996 projektansat som forsker ved

Grindsted-Vorbasse Museum. Siden 1996 ansat ved Fiskeri- og Søfartsmuseet/Center for Maritime og Regionale Studier*, fra

2001 inspektør ved museets kulturhistoriske afdeling og fra 2010 desuden seniorforsker. Har publiceret bøger og artikler om

regional udvikling, særligt inden for temaet dansk fiskeri og kystkultur.

René Schrøder Christensen (f. 1970):Historiker, 2005-2006 forskningsassistent ved Syddansk Universitet, 2006-2010 ansat på projekt om industrisamfundets hav-

ne, 2010-2011 ansat ved Østfyns Museer på projekt om Lindøværftet, 2010 og 2012 vikarierende museumsinspektør ved

Fiskeri- og Søfartsmuseet. Siden 2012 ph.d. studerende ved Syddansk Universitet med et projekt om den teknologiske udvik-

ling på Odense Stålskibsværft. Forfatter til artikler og bøger med fokus på kulturmiljø, industrisamfund og havne.

Anders Galatius (f. 1973)Biolog, ph.d. 2010 ansat som post doc. ved Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet og fra 2011 som forsker ved

Institut for Bioscience, Aarhus Universitet med ansvar for overvågningen af sæler i Danmark. Har publiceret en række artikler

om havpattedyrs evolution, økologi og populationsbiologi.

Mette Guldberg (f. 1959):Etnolog/historiker, ph.d. 1990-1994 museumsinspektør ved Ølgod Museum. Fra 1994 inspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet

og fra 1998 desuden forsker (siden 2002 seniorforsker) ved Center for Maritime og Regionale Studier*. Siden 2007 leder af

museets forsknings- og samlingsafdeling. Forfatter til artikler og bøger vedrørende maritimhistorie, Vadehavets kulturhistorie

samt kulturmiljø og kulturarv.

Morten Hahn-Pedersen (f. 1956):Historiker/kunsthistoriker, 1983-88 museumsinspektør ved Svendborg Museum. Fra 1988 museumsdirektør for Fiskeri- og

Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg og siden 1994 desuden seniorforsker ved Center for Maritime og Regionale Stu-

dier*. Har publiceret en række artikler og bøger om nyere dansk maritim og politisk historie – herunder om offshoreaktivite-

terne på den danske del af Nordsøen.

Lasse Fast Jensen (f. 1977):Biolog, ph.d. 2007 ansat som forskningsassistent ved DTU Aqua, Institut for akvatiske ressourcer samt som ekstern lektor ved

Fróðskaparsetur Føroya, Universitetet på Færøerne. Fra 2008 naturhistorisk museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet

og forsker ved Center for Maritime og Regionale Studier*. Har publiceret en række artikler om genetik og fysiologi hos bl.a.

fisk og udgav i 2011 bogen ”Sælernes Univers”.

Forfatterliste

202

Palle Uhd Jepsen (f. 1941):Vildtbiolog, 1965-1976 ved Vildtbiologisk Station, Kalø. Leder af Vildtreservatkontoret 1976-1990 ved Landbrugsministeri-

ets Vildtforvaltning og Reservatsektionen 1991-2003 ved Skov- og Naturstyrelsen. Specialkonsulent i styrelsen med reserva-

ter, naturforvaltning og havpattedyr samt internationale naturprojekter som primære opgaver. Har skrevet en række bøger og

artikler om natur- og kulturhistorie.

Max Pedersen (f. 1961)Antropolog, mag.scient. Fra 2000 til 2003 stabsmedarbejder ved NCC Bolig. Herefter freelance forsker og skribent. Forfatter

til flere bøger og forskningsrapporter især om boligforhold. Har siden 2009 gennemført omfattende arkivstudier i Holland om

udvandringen fra Danmark til Den Nederlandske Republik i perioden 1600-1800. Har skrevet flere artikler herom.

Søren Brandt Poulsen (f. 1980)Biolog, cand.scient., fra Aarhus Universitet. Ansat ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i 2009 som forskningsassistent og i 2010

som videnskabelig assistent ved Vand og Salt Centret, Anatomisk Institut ved Aarhus Universitet. Fra 2011 ph.d. stipendiat på

Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Har publiceret en række artikler om bl.a. adfærd og fysiologi hos fisk.

Jon Christian Svendsen (f. 1975)Biolog, ph.d. I 2010 ansat som post doc. ved University of Minnesota i USA og fra 2011 ansat som post doc ved Fisheries

and Oceans i Winnipeg, Canada. Har publiceret en række artikler om fiskeadfærd og fiskefysiologi, bl.a. anadrome fisks van-

dringsadfærd, aerob og anaerob metabolisme samt svømmefysiologi og habitatudnyttelse.

Jonas Teilmann (f. 1966)Biolog, cand.scient., seniorforsker fra Aarhus Universitet. Ph.d. fra Odense Universitet i 2001. Ansat ved Danmarks Miljøun-

dersøgelser, Afdeling for Arktisk Miljø siden 1999. Fra 2012 seniorforsker på Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. Har

publiceret en række artikler om sælers antal, bevægelser, adfærd og epidemier i Danmark og Grønland.

Charlotte Bie Thøstesen (f. 1980):Biolog, lærer på Varde Gymnasium og HF-kursus 2008-09. Siden 2009 ansat på Fiskeri- og Søfartsmuseet med formidling

som hovedområde. Desuden engageret i museets naturhistoriske arbejde, herunder ”Beredskabet vedrørende Havpattedyr”.

*Center for Maritime og Regionale Studier (CMRS) blev etableret af Fiskeri- og Søfartsmuseet i 1994 i samarbejde med Aarhus

Universitet. Siden 2000 er CMRS drevet på 50/50-basis i samarbejde mellem Fiskeri- og Søfartsmuseet og Syddansk Universitet.

203

ISBN: 978-87-90982-66-9

ISSN: 0904-1923