Døde i de levendes verden. Vestjyske grave i kontekst (Dead in the world of the living. Western...

Arkæologiske skrifter 13

Beretning fra et colloquium i ribe19.-20. marts 2013

sAXo-iNstitUttet, kØBeNHAVNs UNiVersitet 2015

De dødes landskabgrav og gravskik i ældre jernalder i Danmark

De dødes landskabgrav og gravskik i ældre jernalder i Danmark

Arkæologiske skrifter 13

Beretning fra et colloquium i ribe19.-20. marts 2013

sAXo-iNstitUttet, kØBeNHAVNs UNiVersitet 2015

Redigeret af Pernille Foss & Niels Algreen Møller

Arkæologiske Skrifter 13De dødes landskab – grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark

Udgivet af ”Selskabet Arkæologiske Studier”c/o Saxo-Instituttet, Københavns UniversitetKaren Blixens Vej 4, 2300 København S

I samarbejde medsydvestjyske MuseerMuseet for Varde By og omegnMuseum sønderjylland – Arkæologi Haderslev

RedaktionPernille Foss, Saxo-InstituttetNiels Algreen Møller, sydvestjyske Museer

Layouttine lorange, Museet for Varde By og omegn

Forsidefotograv A33 på Hirsemarken, rindumfoto af Peter Helles eriksen

TrykReprocentret GrafiskHumanistisk Fakultet

DistributionPubliKom, Humanistisk Fakultetkaren Blixens Vej 4

Udgivet med støtte frasydvestjyske MuseerMuseet for Varde By og omegnMuseum sønderjylland – Arkæologi Haderslev

issN: 0901-6732isBN: 978-87-89500-13-3

København 2015

Indhold

forord ........................................................................................................................................ 5

Forfatterliste .............................................................................................................................. 6

Niels Algreen Møller & Per Ole RindelÆldre jernalders gravfund anno 2015 – en introduktion .......................................................... 7

Del 1: Ældre førromersk jernalders tuegrave ............................................................. 13

Scott Robert Dollar & Lars Grundvadtuesbøl. en tuegravplads ved Brørup fra ældre førromersk jernalder .................................... 15

Tine LorangeDet sakrale landskab ved Årre. Landskabets hukommelse gennem 4.000 års gravriter ......... 21

Per Ole RindelTuegravpladserne fra førromersk jernalder ved Grøntoft ....................................................... 37

Kamilla Fiedler TerkildsenGravpladsen Årupgård som kilde til social stratifikation i førromersk jernalder ..................... 51

Del 2: Yngre førromersk og ældre romersk jernalders grave ................................. 71

Lisbeth Christensenenderupskov – en sønderjysk gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder ............... 73

Torben EgebergStore Skindbjerg og Lønhøjvej. To store gravpladser i Vestjylland........................................... 89

Palle Eriksen På kanten af livet – nye grave i Nørre fjand .......................................................................... 103

Lene B. Frandsenlønne Hede-gravpladsen. gammel sag – nye resultater ....................................................... 113

Bente GrundvadGammelbygravene. En sen førromersk gravplads med urner og tidlige jordfæstegrave ...... 123

Steen Frydenlund Jensenkrusborg – enkeltgårde med central gravplads fra ældre jernalder ...................................... 131

Signe Lützau PedersenMøllested Bro i – en sønderjysk gravplads fra ældre romersk jernalder med både mænd, kvinder og børn .......................................................... 145

Del 3: Gravformer og begravelsesritualer ................................................................. 155

Lise Harvigændringer i ligbrændingsskikken mellem yngre bronzealder og ældre jernalder på fyn – belyst ud fra det brændte knoglemateriale ................................... 157

Niels Hauegravformer og gravskik i Nordjylland i ældre jernalder ........................................................ 171

Mogens Bo Henriksenkenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser .................................... 183

Niels Algreen MøllerDøde i de levendes verden. Vestjyske gravfund i kontekst .................................................... 215

Palle Siemenældre jernalders grave på esbjerg Bakkeø ............................................................................. 237

Del 4: Gravskikke og kulturkontakter ......................................................................... 267

Xenia Pauli Jensenkrig, kult og kontakter. Våbengrave og romersk militærimport i ældre jernalder ................. 269

Mads Drevs Dyhrfjeld-JohnsenFremkomsten af Charon-skikken i sydskandinaviske grave i yngre romersk jernalder .......... 283

Lene Heidemann LutzFarvel til fornemme familier. To jordfæstegrave fra sen yngre romersk jernalder fra enderupskov i sønderjylland og nogle tanker om gravskik i samfundets top .................. 295

forord

5

Vi præsenterer hermed publikationen af oplæg-gene fra colloquiet ”ældre jernalders gravskik i sydjylland”, som fandt sted i ribe den 19.-20. marts 2013. Colloquiet var det andet af sin art, som med udgangspunkt i materialet fra ældre jernalder i syd- og Vestjylland opsummerer museernes ud-gravninger og forskning gennem mere end et år-hundrede. De to dages fremlæggelser bød for os på inspiration, oplysning og erkendelse.

emnet var denne gang gravformer og gravskik i en bred fortolkning. Kronologisk lå hovedvægten på førromersk og ældre romersk jernalder, og den geografiske ramme strakte sig over hele Jylland og fyn, men med overvægt i det syd- og vestjyske område. formålet var at præsentere museernes forskningsresultater af arkæologiske undersøgel-ser, som har fundet sted igennem snart 125 år – fra de første tuegrave blev udgravet i 1890’erne, til un-dersøgelser af et bredt udsnit af grave i 2000’erne. Navnlig de seneste årtiers udgravninger i stor skala har givet et materiale, der viser en langt større va-riation i gravskik og begravelsestradition end tidli-gere antaget. Det blev tydeliggjort gennem de 28 oplæg, som ikke alene gav status og præsentation af nytilkomne gravpladser, men også fremlagde nye teoretiske indfaldsvinkler og metodiske bear-bejdninger af gammelkendte gravfund.

De 19 af oplæggene præsenteres her i skriftlig form, og vi håber dermed at kunne bringe noget af

inspirationen videre ud i det arkæologiske land-skab, sammen med præsentationerne af hidtil upublicerede gravmaterialer. Publikationen ind-ledes med en kort gennemgang og status for den arkæologiske forskning af gravfund og gravskik i Danmark generelt og syd- og Vestjylland i særde-leshed. Dernæst følger de 19 artikler fordelt kro-nologisk og tematisk. Det første kapitel omhand-ler tuegrave og -pladser fra ældre førromersk jernalder, og dernæst følger et kapitel med grave fra yngre førromersk og ældre romersk jernalder. Det tredje kapitel er tematisk, og beskæftiger sig med gravformer og begravelsesritualer, og slutte-ligt vides perspektivet ud til gravskikke og kultur-kontakter i fjerde og sidste kapitel.

Publikationen er det 13. bind i serien Arkæologiske Skrifter, som redigeres og udgives af Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Serien udkommer som antologier i enkeltbind, og kan rekvireres på saxo-Instituttet. Se kolofonen for nærmere oplysninger.

Med det er der kun tilbage at sige en stor tak. Tak til oplægsholderne og deltagere i colloquiet, tak til fagfællebedømmere og korrekturlæsere på skriftet her og ikke mindst tak til forfatterne for både de gode inspirerende artikler og deres store tålmodighed med processen. Vi håber, alle er til-fredse med resultatet.

RedaktionenApril 2015

Forfatterliste

Lisbeth ChristensenMuseum sønderjylland, Arkæologi HaderslevMail: [email protected]

Scott DollarMuseet på sønderskovMail: [email protected]

Mads Drevs Dyhrfjeld-Johnsenkroppedal MuseumMail: [email protected]

Torben Egebergringkøbing-skjern MuseumMail: [email protected]

Palle Eriksenringkøbing-skjern MuseumMail: [email protected]

Lene B. FrandsenMuseet for Varde By og omegnMail: [email protected]

Bente Grundvadsydvestjyske MuseerMail: [email protected]

Lars Grundvad Museet på sønderskovMail: [email protected]

Lise HarvigMoesgaard MuseumMail: [email protected]

Niels HaueNordjyllands Historiske MuseumMail: [email protected]

Mogens Bo Henriksenodense Bys MuseerMail: [email protected]

Steen Frydenlund Jensensydvestjyske MuseerMail: [email protected]

Xenia Pauli JensenNationalmuseetMail: [email protected]

Tine LorangeMuseet for Varde By og omegnMail: [email protected]

Lene Heidemann LutzMuseum sønderjylland, Arkæologi HaderslevMail: [email protected]

Niels Algreen Møllersydvestjyske MuseerMail: [email protected]

Signe Lützau PedersenMuseum sønderjylland, Arkæologi HaderslevMail: [email protected]

Per Ole RindelSaxo-Instituttet, Københavns UniversitetMail: [email protected]

Palle SiemenArkæologMail: [email protected]

Kamilla Fiedler TerkildsenViborg MuseumMail: [email protected]

6

215

Døde i de levendes verdenVestjyske gravfund i kontekst

Niels Algreen Møller

ResuméArtiklen reflekterer over den overordnede udvikling af den vestjyske gravskik i ældre jernalder, og hvil-ken betydning gravenes kontekst har for vores fortolkninger. Fra kollektive gravpladser placeret på af-stand af bebyggelser skifter skikken over imod mindre gravpladser og individuelle begravelser tæt knyt-tet til bebyggelsen. Skiftet tyder på en bagvedliggende ændring i ideologi og sociale normer omkring begravelser og forholdet til de døde. En samtidig ændring i gravform og gravgaver antyder en ændring i socialt regulerede normer for markering af status og identitet i gravene. Det diskuteres, hvilken be-tydning gravenes kontekst har for vores fortolkninger, og hvordan de vestjyske grave aktivt anvendes i struktureringen af landskab og bebyggelse.

AbstractThis paper discusses the general development of burial customs in Western Jutland throughout the early Iron Age and the impact that the context of the burials has on our interpretations. Developing from large collective burial sites, burial customs later change in favour of smaller burial grounds or in-dividual burials, in close connection with settlements. This change implies a transformation in ideology and social norms concerned with burial rituals and the way Iron Age societies perceive the dead. This coincides with a change in burial customs and implements that likewise imply a transformation in the norms concerning the expression of status and identity in the burials. The paper discusses the impact the context of burials has on our interpretations and how the burials from Western Jutland are actively used in ordering both settlements and landscape.

IndledningSom gravene oplyse om døden og dens højtid såle-des bopladser om livet og daglig dont(Müller 1906, 95).

i ovenstående citat foretager Müller en klar tvede-ling imellem gravenes og bebyggelsernes udsagns-værdi. tvedelingen er logisk ud fra en moderne europæisk tankegang om, at døden indtræffer på et øjeblik, og at vi i løbet af kort tid tager afsked med den afdøde. en sådan dikotomi imellem død og levende er imidlertid langt fra entydig i alle kul-turer og til alle tider. Overgangen anses i mange kulturer for at være en langstrakt affære, hvor den nyligt afdødes ånd er i nærheden af legemet, og de levende risikerer problemer med den afdøde, hvis ikke liget behandles korrekt gennem ofte om-fattende ritualer. Det overgangsritual, den rite de passage, som i Danmark i vore dage gerne er fore-taget i løbet af en til to uger tager i nogle kulturer både måneder og år.

I andre kulturer, som hos Merinaerne på Mada-gaskar, sker der i første omgang en midlertidig begravelse. Efter et par år opgraves knoglerne fra den midlertidige grav for så at blive genbegravet i familiegraven (Bloch 1971). En praksis der gen-findes i flere sydeuropæiske samfund, hvor gen-begravelsen af knoglerne også i dag gerne sker i en familiekrypt eller et fælles ossuarium. et ritual med rødder tilbage i antikken (Bowker 1998, 363), og et ritual som næsten uvægerligt leder en for-historisk arkæologs tanker hen på omplacering af knogler i jættestuernes fællesgrave. Helt anderle-des med f.eks. muslimske begravelser, hvor den afdøde begraves hurtigst muligt efter rituel vask og indhylning af liget, og enhver senere forstyr-relse betragtes som vanhelligelse af gravfreden (Fortier 2010, 303ff).

Der er således stor forskel på, hvor lang tid over-gangsriten tager, og hvor mange separate ritua-ler den indebærer. Men fælles for alle kulturer er behov for ritualer omkring døden og behov for


216

bortskaffelse af de jordiske rester af den afdøde. Døden er som andre overgangsfaser ofte forbun-det med en fare, hvor personen (i dette tilfælde den afdøde) befinder sig mellem forskellige for-mer for status, og derfor ikke er bundet af norma-le kollektive regler og normer (f.eks. Van Gennep 1960 [1909]; Turner 1969). Den døde bliver ofte anset for at være til fare for de levende, indtil hele den rite de passage, som begravelseshandlingen

udgør, er gennemført. Men også den afdøde selv anses ofte for at være i fare for onde onder. Der er derfor som regel en række rituelle tabu om-kring døden, som skal overholdes, og riter som skal udføres, for at udfri den afdødes ånd og sikre overgangen fra levende til død. I antikkens Rom blev den afdødes hus f.eks. fejet med en særlig kost for at vaske den farlige død væk (retief & Cilliers 2006, 132ff), og i det antikke Grækenland

Figur 1: Det primære studieområde og de øvrige omtalte danske lokaliteter.

Døde i de levendes verden. Vestjyske gravfund i kontekst

217

måtte rituelt ren ild og vand bringes til huset for at erstatte det forurenede efter begravelsen (Retief 2006, 44ff).

Udover fare og urenhed er døden ofte forbun-det med sorg. i en nutidig europæisk kontekst er vi vant til, at ritualet er en fokuseret afsked med den afdøde vendt mod de efterladtes sorg. Præsten fortæller om afdødes betydning for de efterladte, om savn og om livets videre gang. Men samtidigt virker begravelsesritualet, som mange andre rituelle sammenhænge, socialt in-tegrerende. De tilstedeværende er fælles om af-skeden og som regel rimeligt enige om ceremo-niens form. Ofte vil den der forestår begravelsen tale om afdødes dyder og gerninger til almindelig efterlevelse, og ritualet virker på den måde som en reproduktion af sociale normer.

Der er altså praktiske, sociale og kulturelle ram-mer som begrænser hvordan begravelsesritualet udfolder sig. Men indenfor disse rammer er der plads til fortolkning af ritualet. Familien, præsten eller begravelsesgæsterne, kan påvirke ritualet og derved bruge begravelsen til andre formål end selve afskeden.

Et godt eksempel på hvordan begravelser kan bruges til at fremme familiens interesser, finder vi i den sene romerske republik. Her kunne pa-triciske familier bruge begravelsen som politisk manifestation af familien og dens førende med-lemmer gennem store begravelsesoptog, begra-velsestaler med vægtlægning på specifikke dyder (Ørsted 1994, 45f) og fremvisning af dødemasker af slægtens førende afdøde medlemmer (Retief & Cilliers 2006).

Anderledes i de antikke græske bystater. Her blev der fra 8. århundrede f.Kr. og fremefter ud-færdiget detaljeret lovgivning om begravelser for at mindske den individuelle udfoldelse og udnyt-telse af begravelsen. Lovene indeholdt bestem-melser om gravmonumentets og begravelsesop-togets maksimale omfang, og der var specifikt forbud mod misbrug af begravelseshandlingen for at tiltrække sig opmærksomhed, særligt med et politisk formål for øje (Retief 2006, 50ff).

Hvis begravelsesritualer har nogen universel karakter, kan det måske forklares ud fra et univer-selt behov for at lukke det hul i den sociale sfære, der efterlades når en person dør. De efterladte

bruger begravelsesritualerne til at transformere den afdødes status fra "levende" til "afdød forfa-der". Transformationen er også nødvendig, for at genskabe den sociale orden i de levendes verden (Bloch & Parry 1982, 3ff). Gennem ritualerne sæt-ter de efterladte den afdøde ind i en ny kontekst og en ny status i forhold til sig selv. Gennem for-handling af både de levendes og dødes identite-ter transformerer ritualerne den sociale orden (Ekengren 2004, 48).

Dikotomien imellem ”dødens højtid” og ”det le-vede liv” er altså ikke helt så klar til alle tider og i alle samfund, som citatet af Müller lægger op til. Det gælder også i ældre jernalders samfund, hvor døderitualer og gravgaver langt hen ad vejen er markering af hhv. kollektiv eller individuel status, og hvor gravenes placering er med til at fortælle om forholdet mellem levende og døde. I et stu-die af bebyggelser og bebyggelsessystemer med udgangspunkt i materialet fra Vestjylland (Fig.1)(Møller 2013a) viste det sig, at udviklingen af be-gravelsesriterne var tæt integreret med udviklin-gen af bebyggelsesstrukturer og kulturlandskabet som helhed. Ændringer i gravenes udtryk og kon-tekst viste sig for en stor del at være sammenfal-dende med ændringer i bebyggelsesstrukturen.

i det følgende vil jeg med udgangspunkt i de vestjyske gravfund reflektere over den overord-nede udvikling af begravelsesritualerne i ældre jernalder som udtryk for skiftende socialt genere-rede normer, dels overveje gravenes kontekst som et udtryk for forholdet mellem levende og døde.

Ældre jernalders gravskik i VestjyllandI perioder med monumentale gravlæggelser, her især neolitikum og bronzealderen, indgår placerin-gen af gravene ofte i struktureringen af landskabet. Det er klart markeret i forbindelse med f.eks. linjer af gravhøje der som netværk anlægges langs natur-lige færdselskorridorer (Müller 1904, 5ff; Hansen 2004, 42ff). Placeringen af særligt rigt udstyrede grave fra ældre bronzealder i tilknytning til knude-punkter i netværket af højrækker demonstrerer endog en sammenhæng mellem højens placering i transportlandskabet, og den rigdom der er repræ-senteret i højen (Johansen et al. 2003, 33ff). Men i særligt Sydvestjylland er også tidlig førromersk jernalderens grave inkorporeret i struktureringen


218

af det overordnede kulturlandskab, og gravene an-vendes senere også i struktureringen af de enkelte bebyggelsers nærmiljø.

Monumentale gravpladser, adskillelse og kommunikationslandskabDen tidlige førromerske jernalders gravskik er tæt forbundet med gravskikken fra yngre bron-zealder, ikke kun i form af den altdominerende brandgravskik med et begrænset medfølgende gravinventar, men også ved en direkte kontinui-tet i anvendelsen af ældre gravhøje til sekundære begravelser (f.eks. Rindel 1997). Kontinuiteten genfindes også i den overordnede anvendelse af de vestjyske landskaber imellem yngre bronzeal-der og tidlig førromersk jernalder, hvor intensivt bebyggede områder udnyttes kontinuerligt og grad-vist udvides (Møller 2013a, 191f).

Gravinventaret består ud over urnen hovedsa-geligt af genstande associeret med klædedragten som jernnåle, bæltehager og øskenringe. Mere sjældent forekommer bronzehalsringe og jernkæ-der, mens der især i de lidt senere tuer findes ek-sempler på nedsatte bikar (Brøndsted 1960, 13ff; Terkildsen dette skrift).

Også gravformen fremstår i hovedtræk ensar-tet. Genbegravelserne i ældre høje forekommer hyppigt som en enkelt eller to brandpletter eller urnegrave i siden af gravhøje fra både neolitikum og bronzealder. Der foreligger desværre relativt få observationer hvad angår de sekundære be-gravelser, da størsteparten er udgravet tilbage i det 19. og starten af det 20. århundrede. Dog fremgår det af beskrivelserne, at der er anlagt en stenpakning omkring mange af de sekundære ur-negrave, ligesom flere af urnerne har været dæk-ket af et andet kar (f.eks. Becker 1961, 184 nr. 2, 188 nr. 16).

De få tidligt førromerske gravpladser under flad mark er ligeledes udgravet relativt tidligt og uden omfattende fladeafdækninger (f.eks. Neergaard 1916, 234). Det kan derfor være svært præcist at afgøre, om de tidlige fund af grave under flad mark har været dækket af tuer. Under alle om-stændigheder har afgrænsningen imellem små lave tuegrave og grave under flad mark formo-dentlig været flydende. På i hvert fald to grav-pladser i Haderslev Amt, Ustrup og Bæk, er under flad mark fundet urnegrave med stenlægninger på op til 2,5 meters bredde henover hver enkelt urne. De hhv. 10 og 19 urnegrave var anlagt på række, og stenlægningerne over de enkelte urner ved Bæk løb delvist sammen som et sammen-hængende stentæppe (Becker 1961, 185f).

Fremkomsten af tuegravpladserne i tidlig førro-mersk jernalder er et markant nyt kulturelt træk i det ellers kontinuitetsprægede vestjyske land-skab. Skikken med tuegravpladser starter relativt sent i Syd- og Vestjylland i forhold til Holland og til dels Nordtyskland, hvor tuegrave har været i brug i hvert fald siden 12. århundrede f.Kr. (Kooi 1979, Fokkens 1997, 361ff).

flere af tuegravpladserne er anlagt ud fra ældre høje, som det f.eks. ses på Årre, Uldal og Årupgård. Gravene er, som tidligere bemærket (Becker 1961, 170ff; Jørgensen 1975, 3f), gerne anlagt i bånd, så

Figur 2: Horisontalstratigrafien på Årupgård belyst ved nåleformer på baggrund af oplysninger fra Jørgensen 1974. Grøn: ældste nåleformer, Rød: yngste nåleformer


219

der viser sig en overordnet horisontalstratigrafi på i hvert fald de større gravpladser (Fig. 2)(Jensen 2005, 97; Terkildsen 2015). En meget markant markering af kontinuitet på den enkelte gravplads, hvor hele dens biografi synes at understrege en fremherskende ideologi, eller konsensus, om kon-tinuitet og en vægtning af forbindelsen til fjerne generationer, hvis jordiske rester findes i de stør-re høje på gravpladsen. Skikken følger nøje den lidt tidligere udvikling mod syd, hvor tuegravene også findes op til ældre gravhøje (Fokkens 1997; Roymans & Kortlang 1999).

Tuegravpladserne er samtidigt en integreret del af det overordnede kulturlandskab, og i hvert fald i visse områder en direkte fortsættelse af

bronzealderens gravskik med vægt på placerin-gen af grave i forbindelse med transportlandska-bet. De markant største tuegravpladser, Årre og Årupgård, ligger begge placeret centralt i forhold til landfærdselslinjerne, hhv. der hvor linjer af æl-dre høje løber sammen og i forbindelse med for-løb af hovedfærdselslinjer fra nyere tid.

Ved Årre ligger tuegravpladsen umiddelbart nedenfor det punkt, hvor to linjer af høje løber sammen. Netop her tvinger udbredte vådområ-der færdslen igennem en smal passage, placeret mellem udbredte lavtliggende vådarealer (Fig. 3).

Årupgård er anlagt ud fra en ældre gravhøj umid-delbart sydøst for det punkt, hvor en højrække fra Uldal mod sydøst løber sammen med en højrække,

Figur 3: Årres placering i landskabet. De nærliggende tuegravpladser er markeret med rødt. Andre høje er marke-ret med sort. Baggrundskort: Videnskabernes Selskabs Kort 1762-1822.


220

Figur 4a: Tuegravfeltet ved Årupgård georefereret. Bemærk linjen af overpløjede gravhøje der tegner sig som lyse cirkulære aftegninger på marken nordvest for tue-gravene (markeret med sorte cirkler).

Figur 4b: Årupgårds placering I landskabet. Med de overordnede gravhøje (sort) og andre tuegravpladser (rød).Baggrundskort: Videnskabernes Selskabs Kort 1762-1822. Ækvidistance på 10 meter.

Basic Cover 1954 ©Geodatastyrelsen

der løber mod nordvest henover bakkeøen mel-lem Gram Å og Gelså. (Fig. 4).

også nogle af de mindre tuegravpladser er ty-deligt forbundet med transportvejene. en direkte sammenhæng mellem gravplads og vejsystemer ses i forbindelse med tuegravene ved Jernvedlund. På denne lavtliggende lokalitet skærer hulvejene sig direkte ind imellem tuerne (Fig. 5). Fra vade-stedet nedenfor tuegravpladsen løber ikke mindre end tre hulveje mod hhv. nordvest og vest. De SØ-NV gående hulveje løber op imod en større gravhøj på højderyggen over tuegravpladsen, mens den øst-vestgående hulvej løber forbi en overpløjet


221

Figur 5: Tuegravene ved Jernvedlund georefereret med Danmarks højdemodel som baggrund.

Figur 6: Jernvedlunds placering i det overordnede land-skabsbillede.

Figur 7: Tuegravene ved Jernvedlund med søgegrøfterne på marken mod vest. Grøftforløb er markeret med sort. Retningen af de ensartede grøftforløb er her videreført ud af grøfterne med sorte stiplede linjer. Vejforløbenes retning er videreført med røde stiplede linjer.

gravhøj på toppen af bakketungen og ned i en hul-vej på den anden side af næsset. tuegravpladsen ser således ud til at ligge, hvor flere færdselslinjer løber sammen i forbindelse med vadestedet. Den ene af disse går fra et vadested over Kongeåen til et vadested over Sneum Å (Fig. 6).

Tuegravene ved Jernvedlund blev udgravet i 1913 med det formål at hjembringe genstande fra sluttede gravfund til det kronologiske/typolo-giske opklaringsarbejde. fokus var derfor, som på andre af tidens udgravninger, på blotlæggelsen af den enkelte grav og tilvejebringelsen af fund. Sydvestjyske Museer har i 2013 foretaget indle-dende udgravninger af området op til den kendte tuegravplads, for at undersøge det kronologiske og rumlige forhold imellem tuegrave og hulveje, samt søge efter andre forhistoriske aktiviteter op til tuegravpladsen. Undersøgelserne har indtil vi-dere ført til fundet af den større gravhøj vest for tuegravene og et grøftsystem på marken nordvest for tuegravene (Møller 2013b).

Det kan ikke på nuværende tidspunkt afgøres, hvilken funktion grøftsystemet har haft, ligesom systemet ikke er dateret. Men de retvinklede grøfter, med en lys og meget udvasket fyld, løber parallelt med hulvejsforløbene (Fig. 7), hvilket

kunne tyde på en delvis samtidighed imellem vej-forløb og grøftsystem.

også andre tuegravpladser, som f.eks. Billumvad og Foldingbro ligger, som navnene antyder, i tilknytning


222

til vadesteder (Fig. 8). Der er således ingen tvivl om, at en god del af tuegravpladserne ligger tæt knyttet til færdselslinjer. Det gælder også tue-gravene ved Grøntoft, hvor den sydlige tuegrav-plads ligger placeret på begge sider af en hulvej. Tuegravpladserne på Grøntoft adskiller sig deri-mod fra andre af de danske tuegravpladser ved at ligge placeret direkte op til en samtidig bebyg-gelse, og ved at der her findes flere adskilte tue-gravpladser i samme bebyggelsesområde (rindel 2011, 102; Rindel 2015). Der er på Grøntoft kun hhv. godt 50 og 100 meter imellem gravpladser og den nærmeste del af bebyggelsen, og 100 meter imellem gravpladserne indbyrdes.

for de øvrige omtalte tuegravpladser er der be-tydelig afstand til de nærmeste kendte spor af be-byggelse. På Billumvad er der fundet bebyggelse fra tidlig førromersk jernalder i en afstand af 500 meter, mens der ikke er fundet spor af samtidige

bebyggelser indenfor den nærmeste kilometer fra tuegravpladserne på Årupgård, foldingbro eller Årre. Endelig er tuegravpladsen ved Jernvedlund adskilt fra en potentielt samtidig bebyggelse af et bredt vådområde og en afstand på godt 600 meter.

Der er heller ikke fundet bebyggelse fra tidlig førromersk jernalder i direkte forbindelse med andre af de registrerede tuegravpladser. Det kan skyldes, at tuegravpladserne for en stor del er udgravet som synlige fortidsminder, ved en foku-seret udgravning af tuerne, hvorved bebyggelsen ikke bliver fundet. Men omvendt er der heller ikke blevet fundet ringgrøfter fra tuegrave i forbindelse med de senere års omfattende fladeudgravninger af tidligt førromerske bebyggelser, tuegravene på Grøntoft undtaget.

De tidligt førromerske gravpladser synes altså især at ligge i tæt tilknytning til færdselskorrido-rer, og være en fortsættelse af bronzealderens

Figur 8: Tuegravene ved Billumvad udtegnet efter luftfoto i øverste højre hjørne. I skrivende stund er pladsen un-der udgravning, hvilket har afsløret, at der er væsentligt flere tuegrave end her angivet. Huse fra tidlig førromersk jernalder fundet på omgivende udgravninger markeret med rødt.

Høje målebordsblade 1842-1899 ©Geodatastyrelsen


223

monumentale gravlandskab, og til gengæld er de hovedsageligt anlagt med afstand til – el-ler topografisk afgrænset fra – den samtidige bebyggelse.

Inkorporering, individualisering, og landsbygravpladserVed overgangen mellem tidlig og sen førromersk jernalder skifter gravskikken karakter, ligesom både den generelle landskabsudnyttelse (Møller 2011) og bebyggelsesformerne (f.eks. Webley 2008, 23ff; Møller 2013a, 153ff) ændres markant.

Fra tidlig førromersk til sen førromersk jernalder sker der en øget markering af individet og indivi-duel status i gravmaterialet (f.eks. Brøndsted 1960, 55ff, 138ff; Hedeager 1990, 99ff). Udviklingen af gravmaterialet afspejler en voksende diversitet i begravelsesformer og gravinventar gennem sen førromersk jernalder og romersk jernalder. og den individuelle markering af både specifikke former for status, identitet og spor efter socioøkonomisk variation bliver stadig mere udtalt igennem ældre jernalder. Det fremgår f.eks. ved fremkomsten af våbengrave (Hedeager 1990, 112ff; Jensen 2015), enkelte smedegrave (Levinsen 1984, 199ff) og de rigt udstyrede importgrave (Hansen 1987). Ud over dragtnåle fremkommer der i Vestjylland hyppigt lerkarsæt i fodenden af jordfæstegravene samt ofte et større sæt med to – tre forskellige kni-ve. I sættene indgår dels en større kniv, en mindre kniv, typisk med buet blad og en halvmåneformet kniv, som det f.eks. ses i et antal grave på fælles-gravpladsen ved Billum (Frandsen 2001, Fig. 10).

De sydvestjyske tuegravpladser, og dermed den lange kontinuitet i gravlandskabet, opgives helt i 2. århundrede f.Kr. De fleste grave findes i sen før-romersk og ældre romersk jernalder placeret på mindre gravpladser, der i Vestjylland typisk tæl-ler op mod 20 grave (f.eks. siemen & stoumann 1996, 136f; Møller-Jensen 2010, 207). Kun to vestjyske gravpladser, hhv. Sønder Holsted med 92 grave (Hertz 1999, 51ff) og Lønhøjvej med 157 grave (Hansen 1985, 93ff; Egeberg 2015) skiller sig for alvor ud ved deres størrelse.

De mindre gravpladser placeres nu i tilknytning til den enkelte bebyggelse, og de er overraskende ofte anlagt i tæt tilknytning til det enkelte gård-sanlæg. På Varde Bakkeø fungerer begravelserne

som en integreret del af nærmiljøets strukture-ring (Møller 2013a, 138ff), hvor også den store gravplads ved Lønhøjvej er placeret i god over-ensstemmelse med den nærliggende bebyggelse (Egeberg 2015).

i forbindelse med to af bebyggelserne på Varde Bakkeø, Hodde og Billum, er gravhøje fra neoliti-kum inkorporeret i bebyggelsens samlede planløs-ning. På Billum blev der ved udgravningen fundet rester af en overpløjet gravhøj fra senneolitikum (Møller 2013a, 121ff). Der var ingen nedgravnin-ger fra den ellers intensive jernalderbebyggelse, der så ud til at have forstyrret den neolitiske høj. Tværtimod synes to jernaldergrøfter at løbe ind til højfoden, men respektere denne (Fig. 9). På Hodde blev der fundet en uforstyrret grav fra en-keltgravskultur nedgravet i undergrunden, men uden spor af synlige højrester. Hvass bemærker, hvordan der i en omkreds af 4-5 meter fra graven ikke findes spor efter nedgravninger fra jernalde-ren (Hvass 1985, 96) i et område af bebyggelsen, hvor der ellers er mange stolpehuller. Det antyder, at der har været en enkeltgravshøj af standardstør-relse over graven. Også landsbyens tidligste omgi-vende hegn synes at respektere en høj af denne størrelse, som det fremgår af det tidligste vestlige

Figur 9: Placeringen af den neolitiske højrest på Billum (rød) i forhold til gårdsanlæggene fra fase 3a.


224

hegns let konkave forløb (Fig. 10). Inkorporering af ældre gravhøje i nærmiljøet ses også i forbin-delse med galsted-bebyggelsen. Her udgør en gravhøj fra ældre bronzealder en væsentlig del af forten i den ældste landsby fra ældre romersk jernalder (Ethelberg 2003, 198f). Det forhold, at jernalderens bønder tilsyneladende respekterer de ældre gravhøje i landsbyerne, gør det fristende at se inkorporeringen af de ældre gravmonumen-ter i de stadigt mere strukturerede landsbyer som udtryk for at gravhøjene bruges til at legitimere landsbyens ret til området. En sådan anvendelse af gravmonumenter som en fysisk manifestation af sædvaneret til bestemte områder igennem en enten reel eller opfunden genealogi genfindes ofte blandt agerbrugssamfund, hvor brugsret til et

bestemt landområde og investering af tid i opdyrk-ningen af jorden bliver vigtig for lokalsamfundets udfoldelsesmuligheder og levedygtighed (f.eks. Bradley 1987, 10). På den vis synes landsbyernes placering omkring de ældre gravhøje at være en fortsættelse af tuegravpladsernes tendens til at inkorporere ældre gravhøje som udgangspunkt for tuegravpladsen. Blot er det nu de levende i lands-byen som fysisk er tæt knyttet til en afdød forfader.

Som de ældre gravhøje inkorporeres også de samtidige begravelser i de vestjyske bebyggelser fra sen førromersk og ældre romersk jernalder. gravene bliver nu placeret på gravpladser umid-delbart op til landsbyen, eller som mindre grav-pladser og enkeltbegravelser anlagt i direkte for-bindelse med det enkelte gårdsanlæg.

Figur 10: Hodde. Området omkring den neolitiske grav og uden øvrige anlæg er her angivet med en rød cirkel med en diameter på 10 meter. Bemærk hvordan det konkave hegnsforløb forholder sig til gravhøjen.

Figur 11: Åbrinken. Pla-ceringen af to urnegra-ve (markeret med rødt) op til og i gårdsanlæg-genes hegn.


225

Begravelser i forbindelse med gårdsanlægenkeltbegravelserne i forbindelse med gårdsan-lægget er i sen førromersk og ældre romersk jern-alder i nogle tilfælde anlagt enten umiddelbart omkring et fritliggende gårdsanlæg eller direkte i forbindelse med gårdsanlæggets hegn. Det kan især på lokaliteter med stor tidsdybde være umu-ligt at afgøre, om begravelser er foregået før eller efter bebyggelsen på stedet. På hhv. Lønhøjvej og St. Skindbjerg findes gårdsanlæg, der forstyrrer en marginalt ældre gravplads og en gravplads an-lagt oven i ældre gårdsanlæg. Her viser både stra-tigrafi og dateringer, at gravene ikke hører til et samtidig fungerende gårdsanlæg (Hansen 1985, 98f; Hansen 1990, 50ff; Egeberg 2015).

Men i andre tilfælde og under heldige fundoms-tændigheder viser overensstemmelse mellem grave

og bebyggelse en mere eller mindre sikker sam-tidighed. Det ses f.eks. i forbindelse med to af gårdsanlæggene på Åbrinken, hvor gravene ligger hhv. i selve gårdshegnet og i en nedgravning tæt op til gårdshegnet (Johansen 2011, 79ff) (Fig. 11) samt en begravelse placeret helt op til hegnet i gårdspladsens hjørne på Krusborg (Jensen 2015). Begravelser placeret i forbindelse med det en-kelte gårdsanlæg men udenfor selve den indheg-nede gårdsplads, findes også på Billum (Møller 2013a, 127ff) og Tjæreborg Nord (personlig kom-munikation M.A. Nielsen).

enkelte vestjyske grave er placeret inde i et lang-hus, som de potentielt kan være samtidige med. I et langhus fra Billum var en urnegrav nedgravet imellem to tagbærende stolper i beboelsesenden (Fig. 12). Materialet fra Vestjylland er sparsomt,

Figur 12: Billum. Placeringen af en urnegrav (stjerne) i beboelsesenden af et hus fra sen førromersk jernalder.


226

hvad angår sikre begravelser inde i selve huset. Men på de samtidige bebyggelser feddersen Wierde og Tofting i den nordtyske marsk er der fundet adskillige begravelser af spædbørn i huse-ne. I to tilfælde er disse anlagt under ildstedet og i et enkelt tilfælde er spædbarnet begravet under staldens midtergang (Beilke-Voigt 2001, 539f). De to begravelser under ildstedet og begravelsen under midtergangen er med sikkerhed foretaget enten i forbindelse med husets opførelse eller igennem dets anvendelsesperiode. Begravelser er fra flere sider fortolket som husofre i forbindel-se med husets opførelse (Bantelmann 1955, 47; Capelle 1987, 202), men fortolkningen som husof-re er siden udsat for markant kritik (Beilke-Vogt 2001). Bedømt ud fra forekomsten af gravgaver

som f.eks. lerkar virker det mest sandsynligt, at der er tale om egentlige begravelser af spædbørn. Det samme gælder måden flere af begravelserne var foretaget. spædbarnet begravet under stal-dens midtergang på Tofting, var gravlagt liggende i hocker i et trug med en lille kop stillet ud for an-sigtet. Beilke-Voigt fortolker en serie huller i tru-get som spor efter en mulig anvendelse af dette som vugge (2001, 540).

skikken med begravelse af spædbørn i lang-husene genfindes også på Sejlflod i Nordjylland, hvor i alt 24 spædbørn fra hhv. yngre førromersk og yngre romersk/ældre germansk jernalder var gravlagt i husene. Her kunne det observeres, at de begravede spædbørn først var begravet efter husets opførelse, og altså må anses for egentlige

Figur 13: Krogsgårdsvej. De to grave markeret med rødt er placeret i boligenden af hver deres langhus.


227

begravelser inde i beboelseshuset (Nielsen & Rasmussen 1986, 37f). Det ene af spædbørnene var begravet i væggen til et forsænket hus fra yngre førromersk jernalder placeret med hove-det hvilende på en sten og med en lille bronzering som gravgave. flere af spædbørnene fra yngre romersk og ældre germansk jernalder var også gravlagt med små gravgaver, som en fibel, kera-mik, korn og perler (Nielsen 2000, 138ff).

til forskel fra de registrerede begravelser af spædbørn, ser de indtil videre kendte begravel-ser i forbindelse med langhusene i Vestjylland derimod ud til som hovedregel at være foreta-get enten i forbindelse med, eller umiddelbart efter, at huset opgives. På et af gårdsanlæggene fra Tjæreborg Nord findes i flere faser begravel-ser tæt knyttet til selve langhuset. I to tilfælde er begravelsen foregået i hhv. væggen og centralt i hullet efter en optrukken tagbærende stolpe (personlig kommunikation M.A. Nielsen). Lidt længere fremme i tid forekommer lignende be-gravelser, på en nærliggende nyligt udgravet lo-kalitet, krogsgårdsvej ved esbjerg. Her fremkom to grave fra yngre romersk eller ældre germansk jernalder placeret på samme måde i beboelses-enden af hver deres langhus og dateret til samme periode (Fig.13). Den ene af disse grave er strati-grafisk yngre end en tagbærende stolpe i huset, mens den anden er orienteret nøjagtigt som – og på linje med – husets sydlige linje af tagbærende stolper. Den ene tagbærende stolpe må i dette hus være fjernet før gravens anlæggelse, da spor efter denne trods ihærdig eftersøgning ikke kun-ne genfindes i gravfyld eller umiddelbart under den fladbundede grav.

igen er det vestjyske og øvrige danske mate-riale relativt begrænset. Men i sverige findes lignende begravelser i specielt velbevarede be-boelseshuse fra hhv. romersk og ældre germansk jernalder. Her synes begravelsen i alle fem do-kumenterede tilfælde at være foregået ved af-brænding af selve huset (Carlie 2004, 139ff). På gotland er en mand på 40-50 år fundet i kreme-ret tilstand i beboelsesdelen af et langhus (Hus 11) på Valhagerbopladsen. Den afdødes place-ring langs en langvæg med en arm over brystet, en slibesten og en jernbarre i nærheden og ho-vedet vendt ud mod husrummet, hvor et større

sæt lerkar var placeret i en halvcirkel omkring ildstedet, tyder på, at der er tale om en begra-velse foretaget ved ildspåsættelse af huset (Carlie 2004, 244). Lerkarrene omkring bålet tolkes som resterne efter et rituelt måltid, som er indtaget inden nedbrændingen af huset.

I en andet langhus fra Trogsta i Hälsingland var en voksen og et barn kremeret i et langhus, der derefter var blevet kastet til som gravhøj (Carlie 2004, 140). En rituel nedlæggelse af et beboel-seshus i forbindelse med begravelsen tyder sam-tidigt på, at der i hvert fald i visse tilfælde har væ-ret en direkte sammenhæng imellem den enkelte beboers liv og selve husets og husholdningens levetid (Gerritsen 1999, 140ff).

Det er her værd at bemærke, at der er forskel på begravelserne af voksne og (spæd)børn. De enkeltindivider som med sikkerhed er begravet i husets anvendelsesperiode er alle spædbørn, mens de kendte voksenbegravelser i hvert fald for en stor del ser ud til at være anlagt samtidigt med eller umiddelbart efter husets nedlæggelse. Placeringen af en urne hvor en af de tagbæren-de stolper tidligere har stået, kunne tyde på, at begravelsen foregik samtidigt med husets røm-ning måske som en del af riterne omkring dets nedlæggelse.

Hvad enten begravelser i husene er foregået, mens de er beboet eller efter de er opgivet, tyder begravelserne på en stærk tilknytning af det be-gravede individ til gårdsanlægget, en tilknytning som symbolsk markeres ved gravens placering.

en sådan tæt sammenknytning mellem gård-sanlæg og de begravede individer genfindes på bebyggelser i Holland, hvor begravelser forekom-mer på gårdsanlægget fra 5.-4. århundrede f.Kr. til ind i det tidlige 1. århundrede e.Kr (Gerritsen 1999, 146; 2003, 86ff). Skikken med begravelse af udvalgte individer på selve gårdspladsen ser ud til at dukke op igen i de merovingiske grave. Her fortolkes skikken som udtryk for, at det er grund-læggerne af nye bebyggelser som blev gravlagt på selve gårdspladsen, igen formentlig ud fra et ønske om at markere forbindelsen mellem slægt og landområde (Theuws 1999, 343ff).

I både det hollandske, nordtyske og vestjyske område er begravelser i tæt tilknytning til lang-huse og gårdsanlæg sammenfaldende med andre


228

tegn på, at der lægges ekstra vægt på den enkelte gård og husholdning som institution. Igennem sen førromersk og ældre romersk jernalder øges levetiden af det enkelte langhus og stedkonti-nuiteten for hele gårdsanlægget. Det fremgår blandt andet af stolpernes dimensioner, antallet af gentagne udskiftninger af stolper i husene og gentagne ombygninger af det enkelte gårdsanlæg på samme sted (Møller 2013a, 55ff). Samtidig tyder en øget brug af hegn omkring det enkelte gårdsanlæg og et stigende antal votivfund på et behov for at markere den enkelte gård (Webley 2008, 129ff; Møller 2013a, 136ff). I bebyggelser-ne på Varde Bakkeø findes votivfund i form af sø-pindsvin, neolitiske økser og små miniaturelerkar ofte placeret i liminalområder i forbindelse med husets indgang og væg, eller alternativt placeret helt centralt under ildstedet. I den sammenhæng er gravenes placering direkte i forbindelse med

hegnet til det enkelte gårdsanlæg interessant. også de synes at markere det individuelle gård-sanlægs afgrænsning, og dermed afgrænse en privat sfære fra en offentlig sfære i landsbyen.

Landsbygravpladser?De små fælles gravpladser fra yngre førromersk og ældre romersk jernalder ligger på Varde Bakkeø oftest med en afstand på 50 til 100 meter til det nærmeste gårdsanlæg. Gravpladserne er her an-lagt i god overensstemmelse med både små klynge-landsbyer og formentlig også adgangsvejene til landsbyerne, hvilket f.eks. fremgår på Billum- bebyggelsen. Her er gårdene fra ældre romersk jernalder i bebyggelsens tre sene faser arrange-ret langs et ca. 15 meter bredt åbent areal, som formentlig udgør et vejforløb med retning ned mod en overgang over vådområdet mod nordøst. Hvis vejen følger et ret forløb længere mod nord,

Figur14: Billum og Møllemarksgård. Bebyggelser og fælles gravpladser fra ældre romersk jernalder.


229

løber den meget præcist øst om gravfeltet godt 50 meter fra det nordligste og største af gård-sanlæggene (Fig. 14). Dette gårdsanlæg ligger kontinuerligt på samme sted igennem fem lands-byfaser fra sen førromersk og ældre romersk jernalder. og gravfeltet, som først anlægges i æl-dre romersk jernalder, er altså anlagt nærmest ved den storgård, som i generationer har ligget stationært på pladsen. Den samme tendens gen-findes på alle fem lokaliteter fra Varde Bakkeø,

hvor både bebyggelse og gravplads fra ældre ro-mersk jernalder er fundet (Møller 2013a, 138). På Møllemarksgård Øst og Møllemarksgård Vest lig-ger de største gårds-anlæg placeret på bebyggel-sens højeste punkt mens de små gravfelter ligger placeret nærmest ved den største gård og som regel placeret højere i terrænet end denne. På Åbrinken ligger det lille gravfelt lige uden for heg-net af – og ovenfor – den ene af de to jævnstore storgårde fra ældre romersk jernalder (Fig.15).

Figur 15: Åbrinken. Med gårdsanlæg fra en af bebyggelsens sidste faser. Grave markeret med rødt.Bemærk det lille gravfelt umiddelbart nord for – og muligvis langs hegnet til det ene af de to jævnstoregårdsanlæg i bebyggelsens nordlige udkant.


230

Samme placering af gravpladsen genfindes i for-bindelse med den overordentligt rige gravplads fra 1. århundrede på Tjørring/Rosenholmsvej, som lig-ger placeret nær den samtidige storgård (Møller-Jensen 2010, 198ff), og stormandsgravpladsen på Galsted er også placeret tættest på den samtidige storgård (Ethelberg 2003, 198, Fig. 69).

et andet væsentligt træk ved gravpladsen på Billum er, at den tilsyneladende respekterer og ligger op til et vejforløb. Det træk genfindes på Lønhøjvej, hvor denne ligger ud mod vejforløbet ned imod det vadested der her krydser Skjern Å (Egeberg 2015), også i ældre romersk jernalder skal gravene helst være synlige og i tilknytning til vejen.

Med tanke på de opdelte gravpladser på galsted og den nære sammenhæng mellem storgårde og gravpladser i øvrigt, er det værd at overveje, hvem der overhovedet ligger på de små fælles-gravpladser på Varde Bakkeø. er det fælles grav-pladser? Eller er de i virkeligheden udtryk for en eksklusiv begravelsesrite, hvor kun familien fra den nærliggende storgård ligger begravet? Her er det lille gravfelt på Åbrinken interessant, da det ser ud til at ligge lige udenfor men i tæt tilknyt-ning til hegnet omkring et af de største gårdsan-læg fra landsbyen. gravfeltet er altså fysisk tæt knyttet til storgården, samtidig med at det er det eneste fundne kollektive begravelsesområde fra ældre romersk jernalder i nærområdet.

De små gravpladser på Varde Bakkeø indehol-der under alle omstændigheder et forsvindende lille antal begravelser i forhold til de relativt man-ge gårdsanlæg i landsbyerne. i forbindelse med en af de større landsbygravpladser, Billum, over-stiger de til sammen 23 begravede individer fra ældre romersk jernalder næppe 30 % af det antal voksne individer der (meget konservativt sat) må have beboet landsbyens 5-6 gårde igennem æl-dre romersk jernalder (Møller 2013a, 138ff).

DiskussionDer sker altså markante forandringer i både be-gravelsesformer og begravelsernes placering i løbet af førromersk jernalder. I tidlig førromersk jernalder viser både genbegravelser i ældre grav-høje og tuegravpladsernes placering i tæt til-knytning til disse, kontinuitet i forhold til bronze-alderens begravelseslandskab og overordnede

færdselslinjer. til gengæld er der med undtagel-se af Grøntoft ingen klar sammenhæng imellem grave og bebyggelser. Selv hvor der findes bebyg-gelse inden for en radius af en kilometer fra de mindre tuegravpladser, ligger de gerne placeret topografisk adskilt fra bebyggelsen. Mens den skarpe opdeling imellem gravpladser og bebyg-gelser kan være delvist forårsaget af problemer med repræsentativitet og manglende udgrav-ningsaktivitet i tuegravpladsernes nærhed, er der dog ingen tvivl om, at tidlig førromersk jernalders grave i højere grad er adskilt fra den samtidige bebyggelse end gravene fra sen førromersk og ro-mersk jernalder.

i tidlig førromersk jernalder synes gravenes placering stærkt påvirket af socialt regulerede normer, ligesom den konforme gravskik må være stærkt reguleret eller normativt traditionsbun-den. Det meget begrænsede gravinventar viser få og små tendenser til at skille sig ud fra mængden med enkelte fund af særligt dragttilbehør samt hals- og fingerringe. Men der er generel konsen-sus om, at alle de gravlagte i døden, i hvert fald symbolsk, har relativt samme status. Det er sær-ligt interessant, da stadigt flere bebyggelser viser en klar tvedeling i bebyggelsesmaterialet med en række større gårde, der skiller sig markant ud fra de ellers omtrent jævnstore tidligt førromer-ske gårdsanlæg (Haue 2011, 90ff; Møller 2013a, 143ff; Martens 2010, 181ff). Så mens bebyggel-serne viser socioøkonomiske forskelle, er disse forskelle efter alt at dømme nedtonet i begravel-sesritualerne. De døde er begravet i relativt ano-nyme grave på til tider store gravpladser og ofte med fysisk afstand til bebyggelsen.

Helt anderledes ser det ud i sen førromersk og især i ældre romersk jernalder. gravinventaret af-spejler nu et større spænd i social status, og gra-vinventar såvel som de mange varianter af grav-former viser, at gravlæggelserne aktivt anvendes til markering af en mere uensartet status i døden. Der åbner sig således i sen førromersk jernalder gradvist en mulighed for, at gravlæggelserne kan anvendes i den generelle forhandling af afdødes status, og dermed en indirekte forhandling af fa-miliens status. i romersk jernalder ses afspejling-en af denne forhandling og gravlæggelsen som skueplads særligt tydeligt, igennem en meget


231

bevidst arrangering af gravgaver og afdøde i jord-fæstegravene, så graven fungerer som et skue-stykke (Ekengren 2004, 49ff).

Den øgede brug af gravlæggelser til markering af individuel status er sammenfaldende med skif-tet i begravelsernes placering. Begravelser findes fra sen førromersk jernalder og frem ofte i tæt sammenhæng med bebyggelserne, og de døde er ikke på samme måde klart adskilt fra bebyg-gelserne som tidligere. Begravelser af forfædre direkte i forbindelse med gårdsanlægget viser, hvordan familien/husholdningen i visse tilfælde aktivt bruger den afdøde og begravelsen til mar-kering af husholdningen, mens i hvert fald nogle begravelser inde i huset formentlig markerer op-høret af en husholdning eller generation i fami-lien. Det er sammenfaldende med en ændring i bebyggelsesmønsteret, hvor de enkelte vestjyske gårdsanlægs levetid øges, og husholdningens in-dividuelle rettigheder vægtlægges gennem ind-hegning af gårdsanlægget.

skiftet i gravform er som omtalt sammenfal-dende med en række ændringer i både bebyg-gelsesmønster i syd- og Vestjylland (rindel 1997; Møller 2011), samt en generel ændring i materiel kultur. Et så markant skifte at der formentlig er tale om ideologisk prægede ændringer (Hedeager 1990, 83ff).

også gravskik og gravenes kontekst synes at demonstrere en udvikling i de bagvedliggende tankesæt igennem ældre jernalder. I tidlig førro-mersk jernalder er der konsensus om at adskille de døde fra de levende, hvor det enkelte individ begraves forholdsvis anonymt, men til gengæld kommer den enkelte grav til at indgå i en monu-mental fællesgravplads med vægtlægning på net-op fællesskab og kontinuitet eller i en ældre grav-høj med vægtlægning på fællesskab med fjernere forfædre og kontinuitet. I sen førromersk og æl-dre romersk jernalder er normerne langt mere flydende. Landsbyer inkorporerer forfædres grav-høje i deres planløsning, og gravenes placering er til forhandling, hvad enten de ligger i tæt tilknyt-ning til gårdshegnet, i huset eller på den fælles gravplads lidt fra landsbyen. Samtidig bliver grav-læggelsen i til tider rigt udstyrede grave i højere grad brugt i forhandling af familiens status og mar-kering af afdødes og familiens identiteter.

Fragmenter af en helhedDesværre er gravmaterialet fra ældre jernalder generelt af en fragmentarisk karakter som følge af måske især forskelligartede døderitualer, men sikkert også som følge af formationsprocesser og udgravningernes historik.

Det er værd at overveje, om de forhistoriske gravpladser kan være forbeholdt personer med en bestemt status, mens andre kategorier af per-soner helt kan være udelukket fra at blive begra-vet på de gravpladser vi finder arkæologisk. Hvad angår opdelingen i kategorier af personer er det interessant at erindre de spædbørn, som er be-gravet i langhusene mens de er i brug. En lignen-de skik findes i antikkens grækenland og rom, hvor yngre børn, som ved døden ikke ansås for at være fuldt ligeværdige sociale individer, ofte hel-ler ikke fik en egentlig begravelse på en gravplads (Retief 2006; Retief & Cilliers 2006). Men lig af afdøde skal stadig skaffes af vejen ved f.eks. se-parat begravelse væk fra gravpladsen eller inde i huset, og de kan derfor af og til dukke op i det arkæologiske materiale i de romerske byer, som de begravede spædbørn på de nordtyske værfter og sejlflodgravpladsen også gør. Begravelser af spædbørn i husene er måske netop et udtryk for et behov for at tage afsked men uden for den kol-lektive sfære, formentlig fordi spædbørnene ikke indgår som ligeværdige individer i lokalsamfun-dets sociale matrice.

Ligbehandling, potentielt langvarige døderitua-ler og formationsprocesser efterlader også det åbne spørgsmål om, hvor stor en andel af be-folkningen vi overhovedet genfinder, i de grave vi udgraver. Hvis selve overgangsriten fra død til levende foregår ved afbrænding på bålet, kan de personer, vi genfinder i brandgravene udgøre en udvalgt andel af alle de, der er blevet kremeret. Vi kan, med Mogens Bo Henriksens ord, spørge om ”man altid har gennemgået det afsluttende trin i processen, altså nedgravet det frasorterede materiale fra ligbålet?” (2009, 86) og samtidigt overveje hvor stor en del af begravelsesceremo-nien, der overhovedet er identificerbar i det ar-kæologiske materiale?

Mens der på fyn er identificeret spor efter stolpebyggede ligbål (Henriksen 2009, 76ff) har vi indtil nu intet kendskab til ligbrændingen i


232

forbindelse med de sydvestjyske tuegrave eller for den sags skyld de senere brandgrave. kan det tænkes, at det begrænsede antal gravlæggelser vi har kendskab til i forhold til antallet af gårdsan-læg skyldes, at den sidste del af begravelsespro-cessen, selve begravelsen, kun blev gennemført for udvalgte individer? skyldes det, at ligbrændin-gen er foregået andetsteds? eller er det bare et spørgsmål om manglende udgravning i tuegrav-pladsernes umiddelbare opland?

I det hele taget giver materialet fortsat kun et fragmentarisk billede af både døderitual og den afdødes status. Et omfattende begravelsesoptog og et større gæstebud vil ikke komme til udtryk i graven, eller kan i bedste fald genfindes som små keramikskår i den sammensunkne gravfyld. i det heldige tilfælde, hvor en mand var gravlagt i huset på Gotland med et gravmåltid, var det kun muligt at fortolke levnene som spor efter en begravelse på grund af bevarede kulturlag. en lignende begra-velse på en bebyggelse under en dansk pløjemark vil være helt usynlig i det arkæologiske materiale.

Begravelsesritual, social status og identitetEndelig er der spørgsmålet om, hvilken status og identitet den afdøde har haft, og i hvor høj grad gravskik og gravinventar i ældre jernalder rent faktisk afspejler afdødes status. De forhistoriske grave vi i dag udgraver, er på én gang et partielt bevaret aftryk af en overgangsrite, som skal hjæl-pe den døde på vej mod efterlivet og (gen)skabe den sociale orden. Det er derfor ikke uden grund, at vi i gravene fra nogle tidsperioder som f.eks. ældre romersk jernalder finder betydelige marke-ringer af position og særlig status.

Da gravfundene under inspiration af struktu-ralismen i ikke mindst halvfjerdserne og firserne blev anvendt i studier af status og socialstrukturer (Randsborg 1973, Steuer 1982, Hedeager 1990), blev gravene anset som en direkte refleksion af det ”levede liv”, og samfundets strukturering, som et ”spiegel des lebens” (Haffner 1989), et ”li-vets spejl”. gravenes blev altså set som en direkte spejling af socialstrukturer og de afdødes status i livet. At alle gravlæggelser skulle udgøre så enty-dig en afspejling af samtidige sociale strukturer, har siden været udsat for markant kritik (f.eks. Hodder 1995; Härke 1997; Ekengren 2004).

En sådan afspejling efterlader intet rum for in-tentionelle handlinger ved begravelsen eller for den sags skyld socialt sanktionerede begræns-ninger i gravskikken, som både de græske forbud mod overdådige begravelser og tuegravpladser-nes ensartede udtryk er eksempler på. Og hvil-ken status er det overhovedet der markeres ved begravelsen? er det den afdødes status i levende live? eller i døden? eller mere overordnet famili-ens status der afspejles?

Da det i sagens natur ikke er den afdøde, men afdødes familie eller andre relaterede der i sidste ende foretager begravelsen og medgiver grav-gaver i begravelsessituationen, er der mulighed for at foretage fra- eller tilvalg af, hvad der skal markeres, om end disse valg må foretages inden for en alment acceptabel praksis, hvis de ikke skal virke imod hensigten. Valg af statusmarkeringer kan være påvirket af familiens behov for marke-ring i den aktuelle begravelsessituation. Selv om familien har mulighed for at medgive rige grav-gaver, behøver det ikke ske. Men også det omgi-vende lokalsamfunds forventninger til markering af f.eks. kollektiv identitet spiller en rolle for den endelige gravlæggelse.

Den generelt øgede markering af status og identitet i løbet af ældre jernalder demonstrerer, hvordan begravelsen i særligt ældre romersk jern-alder kan anvendes til forhandling af de dødes og dermed også familiens status og identitet. Men til trods for bedre og mere differentierede udtryks-former i gravene kan de enkelte genstandsgrup-per dog næppe direkte sidestilles med en specifik del af afdødes status i levende live.

Det er i den forbindelse værd at overveje, hvor-dan forskellige genstande kan være nedlagt i gra-ven af forskellige årsager. Meget standardiserede dele af et gravinventar må skyldes en alment udbredt praksis med baggrund i fælles idéer om skik og brug, og er dermed indirekte spor af fæl-les identitet og ideologi. Det gælder f.eks. ældre jernalders meget standardiserede sæt af lerkar stillet ved den dødes fødder i Vestjylland eller de store lerkarsæt fra de østjyske lerkargrave.

Andre gravgaver kan være endt i graven som følge af genstandens betydning og tætte tilknyt-ning til den afdøde. Her er det særligt værd at henlede opmærksomheden på Ekengrens studier


233

af romerske drikkekar i germanske grave. Heraf fremgår det, at bestemte dele af drikkeudstyret i flere grave tydeligt er arrangeret sammen med liget. Tydeligst ses det i forbindelse med Juellinge grav 1, hvor den døde kvinde holder en bronzesi i hånden (Ekengren 2009, 65ff).

Helt anderledes er genstande med en specifik betydning for en del af overgangsriten som po-tentielt ikke har en bestemt tilknytning til afdø-des eller dennes familie. Fra en dansk forhistorisk kontekst er de bedste eksempler de charonsmøn-ter eller substitutter for denne, som af og til fin-des i munden på afdøde i grave fra yngre romersk jernalder (Dyhrfjeld-Johnsen 2007, 71; 2015). Men også f.eks. mad og drikke (og her måske de ler-karsæt der optræder i gravene fra ældre romersk jernalder) kan fortolkes som både en markering af status og som en del af døderitualet.

Mogens Bo Henriksen bemærker (2009, 31ff) i forbindelse med det fynske gravmateriale fra ro-mersk jernalder et relativt snævert udvalg af red-skaber nedlagt i gravene. Gravgaverne er oftest halvmåneformede knive til skindforarbejdning, sakse til fåreklipning og tenvægte til spinding af uld. Alle gravgaver relateret til dyrehold og for-arbejdning af animalske produkter. Men andre landbrugsredskaber som f.eks. løvknive og korn-sejl må ligeledes have været i udbredt anvendel-se, uden at de ender i gravene. et ganske tydeligt udtryk for hvordan dele af gravudstyret kan være udvalgt med henblik på at vise bestemte aspekter af den afdødes identitet, eller måske mere gene-relt den identitet som lokalsamfundet kollektivt identificerer sig stærkest med.

Dødens højtid i de levendes verdeni løbet af førromersk jernalder sker der en fasci-nerende udvikling i gravskikken, med et markant skift i hvordan de levende overordnet set forhol-der sig til de afdøde generelt. Med ophøret af den konforme gravskik på tidlig førromersk jernalders gravpladser bliver der i sen førromersk jernal-der og særligt i ældre romersk jernalder plads til forhandling.

Afstanden mellem de døde og levende mind-skes bemærkelsesværdigt i ældre jernalder. fra at dødens højtid, begravelsen, og de afdøde for-fædre er placeret fysisk adskilt fra dagliglivet på

bopladsen i tidlig førromersk jernalder, bliver de afdøde igennem begravelserne i ældre romersk jernalder i højere grad inkorporeret i bebyggelser og på gårdsanlæg. Mens de døde i tidlig førro-mersk jernalder var begravet i tilknytning til fjer-ne eller nære forfædre, bliver de i sen førromersk og ældre romersk jernalder i højere grad begra-vet i tilknytning til deres levende slægtninge, di-kotomien mellem død og levende er i hvert fald delvist nedbrudt.

Vi kan så spekulere over, om de døde ikke læn-gere regnes for farlige og tabubelagte i ældre ro-mersk jernalder, vi kan overveje hvilken person det er, der begraves i et hus, når det nedlægges og tage en (nødvendig) diskussion af gravmate-rialernes generelle udsagnsmuligheder og re-præsentativitet. Men før vi for alvor kan komme videre, er der, i hvert fald i Vestjylland, brug for at foretage et meget stort benarbejde med ind-samling, registrering og mere formelle analyser af de mange små og få store gravpladser, deres kon-tekst og deres repræsentativitet. Nærværende artikel er i bedste fald et rids i de generelle udvik-lingstendenser, som de tegner sig med udgangs-punkt i materialet fra Varde Bakkeø.

Men et tilstrækkeligt stort gravmateriale sat i kontekst kan utvivlsomt være med til at belyse forholdet mellem de levende og døde, samt in-direkte belyse fremherskende idéer om døden og om social status i både livet og i døden. Mens gravene ikke kan regnes for en direkte afspejling af den afdødes status i levende live, er de dog utvivlsomt udtryk for en forhandling af både af-dødes og de efterladtes status inden for de so-cialt betingede normer, som begravelserne i sig selv gradvist er med til at ændre.

Begravelsespraksis kan derfor dårligt stude-res isoleret fra anden socialt betinget praksis. fortolkningen af gravinventaret er bundet op på en parallelfortolkning af genstandenes funk-tion i hverdagen. Og begravelsernes placering er betinget af fremherskende normer for i hvilken kontekst de døde begraves i de levendes verden.

Litteratur

Bantelmann, A. 1955. Tofting, eine vorgeschichtli-che Warft an der Eidermündung. Offa-Bücher 12. Neumünster.


234

Becker, C.J. 1961. Førromersk Jernalder i Syd- og Midt-jylland. Nationalmuseets Skrifter. Større Beretninger VI. København.

Bjerre, J. 2005. Forsvundne verdener. 50 år blandt na-turfolk. København.

Beilke-Voigt, I. 2001. Kritische Bemerkungen zu den sogenannten Bauopfern in frühgeschichtlichen Si-edlungen in Norddeutschlands und Dänemarks. I: M. Meyer (red.): „…trans Albim fluvium“. Forschun-gen zur vorrömischen, kaiserzeitlichen und mittelal-terlichen Archäologie. Festschrift für Achim Leube zum 65. Geburtstag. Studia Honoria 10. Rahden/Westfahl, s. 177-191.

Bloch, M. 1971. Placing the Dead. Tombs, Ancestral Villa-ges, and Kinship Organization in Madagascar. london.

Bloch, M. & J.P. Parry (red.) 1982. Death and the Rege-neration of Life. Cambridge.

Bowker, J. 1998. The complete Bible handbook. london.

Bradley, R. 1987. Time regained: the creation of conti-nuity. Journal of the British Archaeological Associa-tion 140, s. 1-17.

Brøndsted, J. 1960. Danmarks Oldtid III. Jernalderen. 2. udgave. København.

Carlie, A. 2004. Forntida bygnadskult. Tradition och regio-nalitet i södra Skandinavien. Skrifter, Riksantikvarieäm-betet, Arkeologiska undersökningar Nr. 57. Stockholm.

Capelle, T. 1987. Eizenzeitliche Bauopfer. Frühmittelal-terliche Studien 21, 182-205.

Dyhrfjeld-Johnsen, M.D. 2007. Roman Ideological In-fluences. I: T. Grane (red.): Beyond the Roman Fron-tier. Roman Influences on the Northern Barbaricum. Analecta Romana Instituti Danici. rom, 67-82.

Dyhrfjeld-Johnsen, M.D. 2015. Fremkomsten af Charon-skikken i sydskandinaviske grave i yngre romersk jern-alder. I: P. Foss & N.A. Møller (red.): De dødes land-skab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe den 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13. København, s. 283-294.

Egeberg, T. 2015. Store Skindbjerg og Lønhøjvej. To sto-re gravpladser i Vestjylland. i: P. foss & N.A. Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe den 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13. København, s. 89-101.

Ekengren, F. 2004. Drinking and the creation of death. New perspectives on Roman vessels in Scandina-vian Death Rituals. Lund Archaeological Review Vol. 10. 2004, s. 45-61.

ekengren, f. 2009. Ritualization – Hybridization – Frag-mentation. The mutability of Roman vessels in Ger-mania Magna AD 1-400. Acta archaeologica Lun-densia series in 4° 28. lund.

Ethelberg, P. 2003. Gården og landsbyen i jernalder og vikingetid (500 f.Kr.-1000 e.Kr.). I: P. Ethelberg, N.

Hardt, B. Poulsen & A.B. sørensen: Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Jernalder, vikingetid og mid-delalder. Skrifter udgivet af Historisk Samfund for sønderjylland 82. Haderslev, s. 123-374.

frandsen, l.B. 2001. De stenrige grave i Billum – jord-fæstegrave i ældre romersk jernalder. Mark og Mon-tre 2001, s. 19-32.

Fokkens, H. 1997. The genesis of urnfields: economic crisis or ideological change? Antiquity 71, s. 360-373.

Fortier, C. 2010. The intercessor status of the dead in Maliki Islam and in Mauritania. I: L. Weeks (red.) Death and Burial in Arabia and Beyond. Multidisci-plinary perspectives. BAR International Series 2107, s. 303-310.

Gerritsen, F. 1999. The cultural biography of Iron Age Houses and the long term transformation of settle-ment patterns in the southern Netherlands. I: C. Fa-bech & J. Ringtved (red.): Settlement and Landscape. Proceedings of a conference in Århus, Denmark, May 4-7 1998. Højbjerg, s. 139-148.

gerritsen, f. 2003. Local Identities. Landscape and Community in the Late Prehistoric Meuse-Demer-Scheldt Region. Amsterdam Archaeological Studies 9. Amsterdam.

Haarnagel, W. 1979. Die Grabung Feddersen Wierde II. Metode, Hausbau, Siedlungs- und Wirtschaftsfor-men sowie Sozialstruktur. Wiesbaden.

Haffner, A. (red.) 1989. Gräber – Spiegel des Lebens. Zum Totenbrauchtum der Kelten und Römer am Beispiel der Treverer-Gräberfeldes Wederath-Belgi-num. Mainz am Rhein.

Hansen, t. egeberg 1985. 2000-årig gravplads – samt gårde og marker under tarm by. FRAM, Fra Muse-erne i Ringkøbing Amt 1985, s. 93-102.

Hansen, t. egeberg 1990. På sporet af Dejbjergvogne-nes ejere – det nye jernalderfund på st. skindbjerg i Dejbjerg. FRAM, Fra Museerne i Ringkøbing Amt 1990, s. 50-62.

Hansen, T. Egeberg 2004. Høje og hjulspor I tusindvis. FRAM, Fra Museerne i Ringkøbing Amt 2004, s. 44-51.

Hansen, U. lund 1987. Römischer Import im Norden. Warenaustausch zwischen dem Römischen Reich und dem freien Germanien während der Kaiserzeit unter besonderer Berücksichtigung Nordeuropas. Nordiske Fortidsminder. Serie B, Vol. 10. København.

Haue, N. 2011. Social stratifikation og den "sociale arv" i ældre jernalder – med udgangspunkt i bopladsstu-dier fra Nordjylland. i: N.A. Møller, s.s. Qvistgaard & S.F. Jensen (red.): Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Beretning fra et colloquium i Ribe 4.-5. oktober 2010. Arkæolo-giske Skrifter 10. København, s. 87-98.

Hedeager, l. 1990. Danmarks Jernalder. Mellem stam-me og stat. Århus.


235

Henriksen, M.B. 2009. Brudager Mark – en romertids-gravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind I. Tekst og bilag. Fynske Jernaldergrave bd. 6,1. Fynske Studier 22. odense.

Hertz, e. 1999. sønder Holsted – en gravplads fra ældre romersk jernalder. Mark og Montre 1999, s. 52-60.

Hodder, i. 1995. Reading the past. Current approaches to the interpretation in archaeology, 2nd edition. Cambridge.

Hvass, s. 1985. Hodde – et vestjysk landsbysamfund fra ældre jernalder. Arkæologiske Studier 7. København.

Härke, H. 1997. The Nature of Burial Data. I: C.K. Jen-sen & K. Højlund Nielsen (red.): Burial and Society. The Chronological and Social Analysis of Archaeolo-gical Burial Data. Århus, s. 19-27.

Jensen, C.K. 2005. Kontekstuel kronologi – en revision af det kronologiske grundlag for førromersk jernal-der i Sydskandinavien. lAg 7. Højbjerg.

Jensen, S. Frydenlund 2015. Krusborg – enkeltgårde med central gravplads fra ældre jernalder. i: P. foss & N.A. Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe den 19.-20. marts 2013. Arkæo-logiske Skrifter 13. København, s. 131-143.

Johansen, K.L., S.T. Laursen & M.K. Holst 2003. Spatial patterns of social organization in the Early Bronze Age of South Scandinavia. Journal of Antropological Archaeology 23, s. 33-55.

Johansen, L.L. 2011. En nytolkning af Åbrinken – Et indblik i bebyggelsesudvikling, bopladsdynamik og sociale relationer på en vestjysk lokalitet fra ældre jernalder. I: N.A. Møller, S.S. Qvistgaard & S.F. Jen-sen (red.): Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Beretning fra et colloquium i Ribe 4.-5. oktober 2010. Arkæologiske Skrifter 10. København, s. 71-86.

Jørgensen, E. 1975. Tuernes mysterier. Skalk 1975:1, s. 3-10.

kooi, P.B. 1979. Pre-Roman Urnfields in the North of the Netherlands. groningen.

Levinsen, K. 1984. En ældre romertids smedegrav fra Tolstrup ved Års. hikuin 10, 199-206, 352-353.

Martens, J. 2010. A magnate‘s farm at Borremose? I: H. Jöns, P. Schmid, M.D. Schön & W.H. Zimmerman (red.): Gedächtnis-Kolloquium Werner Haarnagel (1907-1984): Herrenhöfe und die Hierarchie der Macht im Raum südlich und östlich der Nordsee von der vorrömischen Eisenzeit bis zum frühen Mittelalter und zur Wikingerzeit; 11.-13. Oktober 2007, Burg Bederkesa in Bad Bederkesa. siedlun-gs- und Küstenforschung im südlichen Nordseege-biet 33. Rahden, s. 181-195.

Müller, s. 1904. Vei og Bygd i sten- og Bronzealderen. Aar-bøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1904, s. 1-64.

Müller, s. 1906. Bopladsfundene, den romerske tid. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1906, s. 7-224.

Møller, N. Algren 2011. Dynamiske bebyggelsesmønstre? ældre jernalders bebyggelser i landskabet. i: N.A. Møller, S.S. Qvistgaard & S.F. Jensen (red.): Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra æl-dre jernalder. Beretning fra et colloquium i Ribe 4.-5. oktober 2010. Arkæologiske Skrifter 10. København, s. 155-171.

Møller, N. Algren 2013a. Dynamiske bebyggelser. Vest-jylland i ældre jernalder. Ph.d.-afhandling. Køben-havns Universitet.

Møller, N. Algren 2013b. Tuegravpladsen ved Jernved-lund. Levende Viden 1, s. 100-111.

Møller-Jensen, E. 2010. The ”princely” estate at Tjør-ring on Jutland. I: H. Jöns, P. Schmid, M.D. Schön & W.H. Zimmerman (red.): Gedächtnis-Kolloquium Werner Haarnagel (1907-1984): Herrenhöfe und die Hierarchie der Macht im Raum südlich und öst-lich der Nordsee von der vorrömischen Eisenzeit bis zum frühen Mittelalter und zur Wikingerzeit; 11.-13. Oktober 2007, Burg Bederkesa in Bad Bederkesa. si-edlungs- und Küstenforschung im südlichen Nord-seegebiet 33. Rahden, s. 197-223.

Neergaard, C. 1916. Sønderjyllands Jærnalder. Aarbø-ger for nordisk Oldkyndighed og Historie. s. 227-302.

Nielsen, J.N. 2000. Sejlflod – ein eisenzeitliches Dorf in Nordjütland. Katalog der Grabfunde. Band I: Text und Pläne. Band II: Abbildungen und Tafeln. Nordi-ske Fortidsminder. Serie B, Vol. 20: 1-2. København.

Nielsen, J.N. & M. Rasmussen 1986. Sejlflod – en jern-alderlandsby ved Limfjorden. Ålborg.

Pearson, M. Parker 1999. The Archaeology of Death and Burial. Texas A&M University Anthropology Se-ries. College Station.

Randsborg, K. 1973. Wealth and Social Structure as Reflected in Bronze Age Burials: A Quantitative Ap-proach. I: C. Renfrew (red.): The explanation of Cul-ture Change: Models in prehistory. Proceedings of a meeting of the Research Seminar in Archaeology and Related Subjects held at the University of Shef-field. london, s. 565-570.

Retief, F.P. & L. Cilliers 2006. Burial Customs and the pollution of death in ancient Rome: procedures and paradoxes. Acta Theologica Vol 26, No 2 (2006), sup-plementum 7, s. 128-146.

Retief, F.P. & L. Cilliers 2006. Burial customs, the afterlife and the pollution of death in ancient Greece. Acta The-ologica Vol 26, No 2 (2006), Supplementum 7, s. 44-61.

rindel, P.o. 1997. Grøntoft – og etableringen af det strukturerede landsbysamfund i Vestjylland i 1. år-tusinde f.Kr. Ph.d.-afhandling. Institut for Arkæologi og Etnologi, Københavns Universitet.

Rindel, P.O. 2011. Jernalderbebyggelsen ved Grøntoft i forskningshistorisk perspektiv. I: N.A. Møller, S.S. Qvist-gaard & S.F. Jensen (red.): Nyt fra Vestfronten. Nord- og


236

vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder: Beretning fra et colloquium i Ribe 4.-5. oktober 2010. Arkæologiske Skrifter 10. København, s. 99-110.

rindel, P.o. 2015. tuegravpladserne fra førromersk jernalder ved grøntoft. i: P. foss & N.A. Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe den 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13. København, s. 37-50.

Roymans, N. & F. Kortlang 1999. Urnfield symbolism, ancestors and the land in the Lower Rhine region. I: F. Theuws & N. Roymans (red.): Land and ancestors. Cultural dynamics in the Urnfield Period and the Middle Ages in the Southern Netherlands. Amster-dam Archaeological Studies 4. Amsterdam, s. 33-61.

siemen, P. & i. stoumann, 1996. grave og samfund. i: i. Stoumann, P. Siemen, N.J. Poulsen, K.-E. Frandsen & H. Meeseburg (red.): Før byen kom. Esbjergs Histo-rie – 1. Tiden indtil 1850. esbjerg, s. 103–158.

steuer, H. 1982. Frühgeschichtliche Sozialstrukturen in Mitteleuropa. Zur Analyse der Auswertungsmet-hoden des archäologischen Quellenmaterials. Phil.-Hist. Klasse Dritte Folge 128. Göttingen.

terkildsen, k. 2015. gravpladsen Årupgård som kilde til social stratifikation i førromersk jernalder. i: P. Foss & N.A. Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe den 19.-20. marts 2013. Ar-kæologiske Skrifter 13. København, s. 51-70.

Theuws, F. 1999. Changing Settlement patterns, buri-al grounds and the symbolic construction of ance-stors and communities in late Merovingian south-ern Netherlands. I: C. Fabech & J. Ringtved (red.): Settlement and Landscape. Proceedings of a con-ference in Århus, Denmark. Højbjerg, s. 337-350.

turner, V.W. 1969. The Ritual Process. Structure and Antistructure. Chicago.

van gennep, A. 1960 [1909]. The Rites of Passage. london.

Webley, l. 2008. Iron Age Households. Structure and Practice in Western Denmark, 500 BC-AD 200. Jutland Archaeological Society Publications 62. Højbjerg.

Ørsted, P. 1994. Gajus Julius Caesar. Politik og moral i det romerske imperium. København.

Lokalitet Journalnummer SB-nummer PublikationerBillum VAM 1227 190702-32 frandsen 2001; Møller 2013aBillumvad VAM 1787 190714-195Bæk 200206-28 Becker 1961feddersen Wierde Haarnagel 1979; Beilke-Voigt 2001foldingbro esM 1255 190302-100 galsted HAM 1099 200401-142 Ethelberg 2003Grøntoft NM 880/59 180408-80, 85, 98-101,

104, 108, 109rindel 2011

Hodde NM 950/59; NM 434/73 190802-85 Hvass 1985Jernvedlund SJM 213 190502-118 Møller 2013bJuellinge NM 588/08 070403-16 ekengren 2009krogsgårdsvej SJM 306 190513-113krusborg esM 2307 190513-84 Jensen 2015Lønhøjvej SKJ 175 180601-62, 67 Hansen 1985Møllemarksgård Øst VAM 1302 190714-142 Møller 2013aMøllemarksgård Vest VAM 1232 190714-133 Møller 2013aSejlflod ÅHM 669 120111-7 Nielsen & rasmussen 1986; Nielsen 2000st. skindbjerg SKJ 270 180102-130 Hansen 1990sønder Holsted HBV 928 190304-86 Hertz 1999Tofting Bantelmann 1955; Beilke-Voigt 2001tjæreborg Nord esM 2713 190513-105 Tjørring/Rosenholmvej HeM 3441 180318-49 Møller-Jensen 2010Trogsta, Hälsingland Carlie 2004Uldal NM 140/34; HAM 3241 200208-80 Ustrup Becker 1961Vallhager Gotland Carlie 2004Åbrinken VAM 1445 190712-88 Johansen 2011, Møller 2013aÅrre VAM 1600 190518-95 Becker 1961Årupgård 200201-204 Jørgensen 1975

Tabel 1. Stamoplysninger på de i teksten nævnte lokaliteter

Døde i de levendes verden. Vestjyske grave i kontekst (Dead in the world of the living. Western...

Documents

Transcript of Døde i de levendes verden. Vestjyske grave i kontekst (Dead in the world of the living. Western...