Post on 22-Jan-2023
1
Maritim bebyggelse og militær organisering i sydvestnorsk jernalder
Ellen Julie Østergaard, kandidatstuderende i forhistorisk arkæologi, Aarhus Universitet
Introduktion
Denne artikel har som hovedfokus de anlægstyper, der er kendt som tunanlæg og naustanlæg
i den arkæologiske forskning. Naustanlæggene kendes igennem en længere periode fra forhistorie
og nyere tid, hvor traditionen for at benytte bådhuse stadig er i brug. Tunanlæggene kendes fra en
kortere periode i jernalderen ca. 0-700 e.Kr (Grimm & Stylegar 2004; Grimm 2002). I forhold til en
tidslig og rumlig kontekst koncentrerer artiklen sig om romersk jernalder og folkevandringstid (ca.
0-500 e.Kr.) i Sydvestnorge. Anlæggene bliver i artiklen analyseret og diskuteret ud fra et militært
perspektiv, og de sættes derfor i kontekst til det marine militære kulturlandskab, de er en del af.
Dette landskabsperspektiv giver mulighed for at forstå anlæggene som en del af et større kulturelt
landskab. Da krig og konflikt kan siges at være en udøvelse af magt, er magtlandskabet også et
vigtigt perspektiv i denne artikel (Westerdahl 2002). Argumentet for at fortolke disse anlæg som
udtryk for noget militært er for det første dimensionerne på de store bådnauster på over 20 meter.
Funktionelt anses det som sandsynligt, at de ikke har rummet eksempelvis fiskerbåde men i stedet
større skibe. For det andet er tunanlæggene ikke udtryk for almindelig bosættelse, idet der
eksempelvis ikke er spor efter tilstedeværelsen af kvinder eller almindelige dagligdags gøremål
(Grimm 2002).
Om tunanlæg og naustanlæg i en militær kontekst
Tunanlæggene er en helt speciel arkæologisk anlægstype. Overordnet set er der tale om en
cirkel af huse, der omkranser en åben plads. Husene vender alle med indgangen ud mod den åbne
plads, hvor diameteren kan være op til 100 meter. Kulturlagene i disse huse er ofte tykke, og der
kan derfor være tale om gentagen bosættelse i visse tilfælde. Fund af ildsteder i husene tyder på, at
anlæggene ikke har været benyttet som staldbygninger eller som indhegninger til dyrehold.
Endvidere tyder fundmaterialet på, at disse bygninger ikke har været brugt til dagligdags brug.
2
Figur 1. Rekonstruktionstegning af tunanlægget ved Vollmoen. Anlægget er dateret til yngre jernalder. Efter
Grimm 2002.
I Norge er der registeret flest sådanne anlæg i Rogaland og Nordland fylke i Sydvestnorge.
Tunanlæggenes funktion har været genstand for intensiv debat i den arkæologiske forskning. I
forbindelse med diskussionen om romersk jernalders bebyggelse i Norge i midten af det 20.
århundrede, blev tunanlæggene præsenteret som den dagligdags bosættelse, der hidtil ikke var
blevet erkendt i fundmaterialet. I forbindelse med denne bebyggelsesdiskussion blev der imidlertid
også argumenteret for, at anlæggene i stedet kunne forstås som samlingspladser brugt i forskellige
sociale sammenhænge, eksempelvis politiske, religiøse eller militære (Grimm 2002).
Præmoderne naustanlæg kendes især fra Norge, men er også fundet på Island, Orkneyøerne,
Færøerne, Grønland og i Sverige. I Norge er disse anlæg erkendt i kontekster fra jernalder,
vikingetid og middelalder. Dette er specielt, da naustanlæg fra de andre nævnte lande ellers kun
kendes fra vikingetid og middelalder. De tidligste eksempler på bådnauster i Norge fra jernalder er
med indvendig længde på op til 35 meter. I Norge er anlæggene især udbredt i den nordlige og
sydvestlige del af landet, hvor der kendes et betydeligt antal. Adskillige af disse anlæg har en
længde på over 20 meter, og defineres derfor som stornauster. Overordnet kan disse anlæg
karakteriseres som aflange, bådformede, overdækkede rum med indgangen vendt ud mod en sø,
flod eller havet. Funktionelt tolkes disse anlæg som værende bådhuse, hvor både og skibe har
3
kunnet ligge beskyttet på land mod vind og vejr (Myhre 1997; Grimm 2001; Stylegar & Grimm
2002/2003).
Figur 2: Rekonstruktionstegning af naustanlæg ved Stend. Efter Grimm 2002.
I Østnorge er der kun fundet meget få naustanlæg. Dette kan både have noget at gøre med
graden af udgravningsaktivitet men også bygningskonstruktionen kan spille en rolle.
Naustanlæggene i Nord- og Sydvestnorge består af sten- eller jordvolde som vægge og er derfor
ofte bevaret til i dag. De er også lette at se under jordoverfladen, fordi væggene tydeligt aftegner
sig. Hvis tunanlæggene var bygget af mere forgængelige materialer, f.eks. træ, kan det være årsagen
til de ikke er fundet. Dette , sammen med andre faktorer, kan muligvis også være grundene til, at
der ikke er erkendt mange naustanlæg fra vikingetiden (Grimm 2001). I forhold til en datering af
anlæggene er der ved Hafrsfjord i Sydvestnorge blevet undersøgt en række naustanlæg. I dette
område tyder det på, at naust-traditionen kan spores tilbage til 1. århundrede e.Kr (Grimm 2006).
Anlæggene kendes endvidere med sikkerhed fra romersk jernalder og folkevandringstid. Imidlertid
eksisterer der kun få kulstof-14 dateriger fra disse anlæg. Dateringen af dem sker i stedet ud fra
anlæggenes længde-bredde forhold, samt hvor de ligger i forhold til havets nutidige overflade. På
denne måde er det muligt relativt at datere anlæggene, eftersom eksempelvis bådhuse fra
jernalderen i Sydvestnorge ligger omtrent 2 meter over nutidens havoverflade (Grimm 2002).
4
Figur 3: Bådhuse i Sydvestnorge sandsynligvis fra jernalder. Cirkler= veldaterede. Trekanter = mangelfuldt
daterede. De undersøgte lokaliteter i denne artikel er markeret med røde stjerner. Efter Grimm 2002.
Denne artikel omhandler den marine militære kontekst, som tunanlæg og naustanlæg kan
fortolkes som værende en del af. For at skabe en forståelse for disse anlægs betydning analyseres de
i relation til hinanden og deres landskab. Det kan som udgangspunkt være vanskeligt at forstå
tunanlæggene og naustanlæggene hver for sig. Derfor forsøger denne artikel at skabe en
forståelsesramme, hvor anlæggene analyseres i kontekst til hinanden og det landskab de er en del af.
I denne forbindelse tager artiklen udgangspunkt i to overordnede arbejdsteorier. For det første
teoretiseres det, at de store bådhuse ikke blev brugt til dagligdags brug, men havde en speciel
funktion til opbevaring af skibe med militært formål (Grimm 2002). For det andet teoretiseres det at
tunanlæggene ikke var til ordinær beboelse, men havde en militær funktion. I denne forbindelse
5
teoretiseres det, at anlæggene blev brugt som samlingssted for en høvdings retinue, altså et
bevæbnet følge.
Denne teori har arkæologen H.E. Lund også arbejdet med i forbindelse med den nordnorske
jernalderforskning, idet han har analyseret en mulig relation mellem placeringen af tunanlæg,
stornauster og store gravhøje i landskabet. Tilstedeværelsen af disse anlæg i sammenhæng med
hinanden benytter Lund som indikatorer for magtcentre. Flere magtcentre i Nordnorge synes at
træde klart frem i forbindelse med hans undersøgelser. Ud fra dette argumenterer Lund for, at det
nordnorske område har været opdelt i en række høvdingedømmer, hvor der har været placeret et
tunanlæg som samlingssted for en høvdings retinue nær et center. Tilstedeværelsen af store
naustanlæg i nærheden af tunanlæg er i denne sammenhæng meget væsentlig, da stornausterne her
kan forstås som steder hvor skibe med militær funktion kan opbevares (Stylegar og Grimm
2002/2003; Grimm 2002).
I denne artikels kontekst bruges stornauster, tunanlæg og store gravhøje som indikatorer for
sådanne magtcentre i landskabet i Sydvestnorge i romersk jernalder og folkevandringstid (cirka 0-
500 e.Kr.). Jeg argumenterer for, at det er muligt at identificere en egentlig institutionaliseret
krigerstand i Sydvestnorge på baggrund af relationen mellem tunanlæg og stornauster i landskabet
(Stylegar og Grimm 2002/2003). Endvidere argumenterer jeg for, at det er muligt at perspektivere
tilstedeværelsen af denne institutionaliserede krigerstand til fundet af våbenofferet ved Illerup Ådal,
plads A dateret til omkring 200 e.Kr. Jørgen Ilkjær har netop peget på Sydnorge/Vestsverige som
mulig oprindelsessted for hæren ved Illerup Ådal (Ilkjær 2003). I denne forbindelse er det især en
diskussion af logistik og overordnet organisation der er relevant. Det er ikke denne artikels sigte at
forsøge præcist at indkredse hvor hæren fra Illerup Ådal havde sin oprindelse. I stedet er formålet
med denne del af artiklen at sætte det marine militære landskab i Sydvestnorge i et videre socio-
politisk perspektiv.
I artiklen analyseres derfor udvalgte tunanlægs funktion samt deres rolle i forhold til
naustanlæggene. Dette gøres med henblik på at belyse det marine militære kulturlandskab, disse
anlæg har været en del af. Der fokuseres på den militære fortolkning af tunanlæggene; nemlig at de
har været tilknyttet et magtcenter og fungeret som en høvdings retinue eller Gefolgshaft, her
defineret som en høvdings bevæbnede følge (Grimm 2002). Analysens case studies i Sydvestnorge
6
er tunanlægget ved Spangereid i Vest-Agder fylke samt tunanlæggene på Åmøy og ved Kåda,
begge i Rogaland fylke. Det specielle ved disse tunanlæg er, at der er lokaliseret stornauster i deres
umiddelbare nærhed. Denne analyse tager udgangspunkt i anlæggenes lokale landskabelige
kontekst. Derefter udvides perspektivet til at omfatte anlæggene i et regionalt marint-militært
perspektiv og i kontekst af et egentligt magtlandskab. Slutteligt perspektiveres materialet til Illerup
Ådal A, dateret til cirka 200 e.Kr. Først er det imidlertid på sin plads, at få etableret en teoretisk
referenceramme. Derefter fremlægges det empiriske materiale i en efterfølgende analyse og
diskussion.
Warriorhood, warrorbands, Gefolgschaft og retinue:
Det at være kriger, warriorhood, kan indgå i en institutionaliseret sammenhæng eller en ikke-
institutionaliseret sammenhæng. Et eksempel på eksistensen af krigere i en ikke-institutionaliseret
sammenhæng er forskellige stammer i Ny Guinea og Amazonas. Her findes der ingen formelle
regler for organisering, opførsel, lederskab etc. da grupper af krigere dannes i det øjeblik, der er
brug for det (Vandkilde 2006). En institutionaliseret sammenhæng opstår når krigerstanden bliver
organiseret. Her findes der formelle regler for lederskab, opførsel samt rekruttering af nye
medlemmer. Sådanne organisationer er der gode muligheder for at kunne påvise arkæologisk, da de
opererer over lange tidsrum (Vandkilde 2006). I denne artikel vil jeg argumentere for, at
placeringen af naustanlæg og tunanlæg vidner om tilstedeværelsen af en sådan institutionaliseret og
organiseret krigerstand i ældre jernalder i Sydvestnorge.
Krigere organiserer sig i warriorbands. Sådanne krigergrupper er institutionaliserede i den
forstand, at de har et krigsorienteret sigte. I denne forbindelse er det også relevant at definere
medlemmerne af sådanne grupper. Egentlige soldater organiserer sig i hære og er stærkt
standardiserede, mens medlemmerne af et warriorband er mere individuelle i deres materielle
udtryk (Vandkilde 2006). Skeler man til våbenofferfundet ved Illerup Ådal er der en høj grad af
standardisering i forhold til spyd og lanser, der kan vidne om en centraliseret produktion af disse.
Til sammenligning er udformningen på våbnene ved våbenofferfundet ved Hjortspring mose (ca.
350. e.Kr.) mere uensartet, og det kan muligvis vidne om en decentral produktion (Ilkjær 2003). På
baggrund af dette kan ofringen ved Illerup Ådal A, tolkes som værende rester efter egentlige
soldaters udstyr.
7
I de skriftlige kilder beretter den romerske historiker Tacitus i Germania ca. 97-98 e.Kr om
germanernes organisering i krig. Det er forholdet mellem en leder og vedkommendes Gefolgshaft,
der beskrives her. Et Gefolgshaft er kendetegnet ved, at lederen af et warriorband er ansvarlig for,
at hans krigere kan få mulighed for at kæmpe. Ligeledes er lederen ansvarlig for, at eventuelt
krigsbytte bagefter bliver ligeligt fordelt. Krigerne er loyale imod deres leder, så længe ovenstående
opfyldes. Lederen og hans krigere har således et gensidigt afhængighedsforhold, for at et givent
warriorband kan fungere. I middelalderen opererer man derimod med et retinue-forhold mellem
leder og følgeskab. Det middelalderlige retinue er mere formaliseret end Gefolgshaft-systemet. Det
kan karakteriseres som en krigsherres egen, personlige hær (Vandkilde 2006).
Udvalgte tunanlæg og naustanlæg set i en lokal landskabelig kontekst
Spangereid, Vest-Agder fylke
Allerede i slutningen af det 19. århundrede blev området omkring tunanlægget ved
Spangereid undersøgt. Dengang udgravede arkæologen O. Rygh dele af en stor gravplads, der ligger
i området. I 1999 blev et tunanlæg fra jernalderen opdaget i området, og i 2001 blev en kanal, også
fra jernalderen, erkendt. På gravpladsen er der især rige fund fra sen romersk jernalder og
folkevandringstid. Desuden er der rester efter en mulig havn fra sen romersk jernalder og
folkevandringstid (Stylegar og Grimm 2002/2003; Grimm 2009).
Tunanlægget ved Spangereid har formodentlig bestået af cirka 10 huse, der har været mellem
7x2 meter og 10x3 meter store. Kildekritisk skal det bemærkes, at dette anlæg ikke er blevet
udgravet og dermed er der ikke noget fast dateringsgrundlag. Tunanlægget ligger imidlertid placeret
på en gammel gravplads, så det er muligt at datere anlægget til folkevandringstid blandt andet ud fra
sekundære begravelser i nærheden af anlægget (Stylegar og Grimm 2002/2003) Tunanlæggets form
er en smule atypisk i forhold til andre anlæg, der kendes fra Sydvest- og Nordnorge, hvor
anlægstypen er karakteriseret af en samling huse, ofte placeret i en cirkel med udgangen vendt ud
mod en åben plads. Ved Spangereid klumper bygningerne sig derimod sammen i to-tre grupperinger
(Stylegar og Grimm 2002/2003).
Området omkring tunanlægget er karakteriseret af megen aktivitet fra andre perioder af
fortiden. Denne tætte fortidige bebyggelse og brug af området er en medvirkende faktor til, at det er
8
vanskeligt at identificere husrester i dette tunanlæg. Der er fundet syv stornauster spredt i
landskabet omkring tunanlægget ved Spangereid. Disse kan alle dateres til sen romersk jernalder og
folkevandringstid ud fra deres topografiske placering og anlæggenes længde-bredde forhold. Disse
stornauster har indvendigt været mellem 15-27 meter lange (Stylegar og Grimm 2002/2003).
Nausterne er placeret nær kysten, men dog ikke direkte ved den som det er tilfældet ved Åmøy og
Kåda. Kanalen, der skyder sig ind fra Høllebukta, kan dateres til sen romersk jernalder eller
folkevandringstid.
Tunanlægget ved Spangereid er topografisk placeret på et smalt stykke land mellem halvøen
Lindenæs og fastlandet. Desuden er området afgrænset af mindre fjelde (Stylegar og Grimm
2002/2003). Tunanlægget er endvidere placeret strategisk godt nær naturlige havne. Halvøen
Lindenes er speciel, fordi den udgør en potentiel fare at sejle forbi. Placeringen af dette tunanlæg
nær halvøen Lindenæs kan siges at have givet anlægget en hvis betydning, da kontrollen med
tunanlægget kan have medført videre kontrol med skibstrafikken på et strategisk meget vigtigt sted
(Grimm & Stylegar 2004).
Figur 4: Området ved Spangereid med placeringen af tunanlægget (court site), rige begravelser, bådnauster,
kanal og et muligt fort. Efter Grimm 2002.
9
På denne lokalitet ses flere indikatorer for tilstedeværelsen af et muligt magtcenter: tunanlæg,
syv stornauster og en række rige grave samt fem store gravhøje. Gravene kan tolkes som
”statusgrave”, altså som tilhørende magthaverne i området. Kanalen og den mulige havn er en
videre indikator for, at dette område har været et maritimt magtcenter i jernalder. Stylegar og
Grimm teoretiserer endvidere, at en småkonge har stået bag opførelsen af kanalen, da denne har
ønsket en flådebase. På denne lokalitet har småkongen således haft muligheden for at have en stærk
flådebase placeret ved et vigtigt maritimt knudepunkt (Stylegar og Grimm 2002/2003). Kanalen,
havnen, tilstedeværelsen af et muligt fort og stornausterne er på denne måde med til at understrege
den rolle, Spangereid har haft i jernalderen som et væsentligt maritimt magtcenter. Tunanlægget
kan også inddrages i denne tolkning, eftersom anlægget kan opfattes som bolig for
høvdingens/småkongens Gefolgshaft eller retinue (Stylegar og Grimm 2002/2003). Endvidere er
placeringen af naustanlæggene ved Spangereid relevant, da de synes at samle sig i klynger nær
tunanlægget. De syv stornaust-anlæg har muligvis huset seks skibe af Kvalsund-type samt ét fartøj
af Nydam-type. Der har skullet omkring tyve roere til at bemande ét skib af Kvalsund-type og
omkring tredive roere til at bemande ét skib af Nydam-type. Dette giver et maksimal antal på 150
roere, som har været nødvendige for at kunne sejle de skibe, der har ligget i stornausterne. Det kan
tænkes, der har eksisteret en organisering af landskabet således, at høvdingen har haft mulighed for
hurtigt at mobilisere styrker til at sejle sine skibe (Stylegar og Grimm 2002/2003).
Åmøy, Rogaland fylke
Anlægget blev udgravet af arkæolog Jan Petersen i 1940. Anlæggets ydre diameter er 44x27
meter, mens dets indre diameter er 25x22 meter. De ti huse er udvendig mellem 8-10 meter lange
og indvendigt mellem 7 – 8 ½ meter lange. Disse huse er placeret i en halvcirkel, hvor indgangen
er placeret ved østsiden af anlægget. Ni af husene i anlægget var lette at skelne før udgravingen, da
dele af væggene stadig stod. Hus ti blev dog først lokaliseret under selve udgravningen (Petersen
1952).
Der kan udskilles to bebyggelsesfaser i anlægget udfra de fremkomne oldsager og ud fra
huskonstruktionen. Under udgravningen aftegnede den ældste fase sig som et ca. 50 cm jordlag
under stenmurene. Fra denne ældste fase er der gjort få oldtidsfund. Den ældste fase kan ikke
dateres præcist, men den yngste fase formodes at være fra det sene 4. århundrede til det sene 6.-
eller 7. århundrede e.Kr, altså folkevandringstid og merovingertid. I den yngste bebyggelsesfase var
10
væggene lavet af sten, og der er blevet fundet stolpehuller inde i husene. Faste konstruktioner såsom
ildsteder er også fundet i næsten alle husene fra denne fase (Petersen 1952). På denne måde virker
husene fra den ynste fase at være regelmæssige og ensartede i deres konstruktion og indretning,
hvorimod en eventuel huskonstruktion ikke kan bestemmes med nøjagtighed for ældste fase på
grund af manglende fund. Med hensyn til dateringen af den yngste fase, skal det bemærkes at den
relative datering er bestemt udfra fundet af to genstande: et ornamenteret skår fra et spandformet
lerkar samt et glasskår, der kan minde om et tilsvarende skår fundet i en grav ved Borre gravpladsen
i Østnorge (Petersen 1952). Der findes generelt ikke mange skår efter spandformede lerkar på
tunanlæggene i Norge. Denne keramiktype er ellers den mest almindelige i forbindelse med
ordinære bosættelser i sen romersk jernalder og folkevandringstid i Norge. Dette kan ses som en
væsentlig problematik i forbindelse med relativ datering af anlæggene ud fra genstande. Det
indikerer imidlertid også, at anlæggene ikke var ordinære bosættelser med dagligdags gøremål, men
derimod havde en anden funktion (Grimm og Stylegar 2004).
Figur 5: Placeringen af tunanlægget (court site) på Åmøy i relation til bådnauster og et muligt fort. Efter Grimm
2002.
På østsiden af Åmøy er der lokaliseret fem stornauster og et mindre naustanlæg. De fem
stornauster kan dateres til sen romersk jernalder og folkevandringstid ud fra deres længde-bredde
forhold og deres placering i forhold til havets nuværende overflade. De er opmålt til henholdsvis 20
m, 20 m, 22 m, 25 m og 30 m. Desuden er der fundet en række grave på øen, eksempelvis flere
11
gravhøje. Tunanlægget ved Åmøy er placeret på øens vestlige side, mens de fem stornauster er
placeret i på den sydøstlige side. Her er der også lokaliseret en struktur med udsyn over vandet,
muligvis en form for fort (Grimm 2002). Tunanlægget er således strategisk velplaceret på vestsiden
af øen ved foden af Hegreberg-bakken ca. 300 meter fra kysten. Endvidere er der godt udsyn ud
over øerne mod nord, og anlægget ligger desuden ved et topografisk knudepunkt i forhold til
sejlruter. Bjørn Myhre har beregnet, at 155 mand ville have været nødvendige, for at kunne
bemande de skibe der har ligget i nausterne. Hvis bare halvdelen af disse nauster har været i brug
samtidigt, ville det have krævet ca. 70-75 personer for at bemande skibene. 70-75 personer er,
ifølge Bjørn Myhres beregninger, netop det antal personer tunanlægget på Åmøy har kunnet rumme
maksimalt (Løken 2001).
Placeringen af et tunanlæg med plads til mandskab indikerer der muligvis har foregået en
form for rekruttering af mandskab udefra. Trond Løken argumenterer i denne sammenhæng for, at
rekruttering af mandskab udefra har været nødvendig, da han teoretiserer, der ikke har været
indbyggere nok på øen til at kunne udgøre den nødvendige bemanding (Løken 2001). Dette er dog
vanskeligt at diskutere, da det ikke vides hvor mange indbyggere øen reelt har haft. I forhold til
indikatorer for et egentligt magtcenter på Åmøy eksisterer der i dette område en centralisering i
forhold til stornauster og tunanlæg (Løken 2001).
Kåda, Rogaland fylke:
Tunanlægget ved Kåda blev erkendt ved undersøgelser i 1970’erne og 1980’erne, men er
aldrig blevet udgravet eller dateret præcist. Anlægget ligger på øen Randøy ca. 25 km fra øen
Åmøy. På Randøy er der lokaliseret en gravplads (Haavaldsen 1992). Der findes omkring fire huse i
dette anlæg på 8-10x3 m2. Den ydre diameter på anlægget er 40x30 meter. Indgangen til husene har
vendt ud mod en åben plads (Petersen 1952). På øen findes der to stornauster, der begge er ca. 20
meter lange. Disse kan sandsynligvis dateres til sen romersk jernalder og folkevandringstid.
Ligesom på Åmøy er disse to stornauster placeret direkte ved kysten (Grimm 2009).
12
Figur 6: Plan over tunanlægget ved Kåda. Efter Grimm 2002.
Ligesom ved tunanlæggene på Åmøy og Spangereid ligger tunanlægget ved Kåda strategisk
godt placeret på øen Randøy, da der findes en bugt på sydøst siden af øen (Randa bugt) og en på
den sydvestlige del (Hovda bugt). Dette giver gode muligheder for skibstrafikken, hvilket også
synes indikeret af, at der er placeret et stornaust ved hver bugt. Det er også væsentligt at bemærke
tilstedeværelsen af et muligt fort på øens nordlige del. Den tredje magtcenterindikator, store
gravhøje, er ikke fundet på øen. Der ligger dog rige grave fra ældre jernalder på fastlandet ved
områderne Mjølhus og Byrka. Måske har disse grave været tilknyttet en storgård. Tunanlægget og
nausterne kan da tænkes at have tilhørt denne storgård (Grimm 2009).
13
Figur 7: Placeringen af tunanlægget (court site) ved Kåda på øen Randøy i relation til bådnauster og et muligt
fort. Efter Grimm 2002.
Udvalgte tunanlæg og naustanlæg i et regionalt marint-militært perspektiv
Det er påfaldende, at alle tre undersøgte lokaliteter er placeret ved topografisk centrale steder i
forhold til transport af vandvejen (Stylegar og Grimm 2002/2003). Endvidere er anlæggene placeret
ved strategiske steder, der giver ekstra mulighed for kontrol med området og regulering af færdslen.
Kendetegnende for de store naustanlæg på over 20 meter dateret til jernalder og middelalder
er netop deres placering i landskabet. I jernalderen er bådnausterne koncentrerede i ”klynger”
forskellige steder i landskabet. Dette ses tydeligt på de undersøgte lokaliteter i denne artikel. De
middelalderlige bådnauster er til sammenligning placeret mere spredt i landskabet således, at der er
placeret ét naustanlæg i hvert overordnet område. Det middelalderlige maritime landskab var
14
således opdelt i skeipsreider, med ét naustanlæg i hvert område. Dette leidang-system var
overordnet set en måde at organisere en flåde og landets forsvar (Westerdahl 2002). Ud fra denne
fordeling af naustanlæggene i de to perioder er det foreslået, at Norge i jernalderen var inddelt i
høvdingedømmer, hvor stornausterne var knyttet til høvdingens center (Stylegar og Grimm
2002/2003; Myhre 1985). I forhold til de undersøgte lokaliteter i denne artikel, er det kun
Spangereid der indeholder alle tre indikatorer for tilstedeværelsen af et magtcenter (Stylegar og
Grimm 2002/2003). Dog kan der argumenteres for, at Åmøy og Kåda også indeholder visse
elementer, idet der på begge lokaliteter er der fundet stornauster og tunanlæg. Endvidere er der på
Åmøy erkendt en række gravhøje samt en mulig storgård. En af gravhøjene på Åmøy kan enddog
kategoriseres som en mulig storhøj. På fastlandet overfor Kåda ligger der således også rige grave,
der måske har hørt til en storgård. På denne måde er elementet af rige grave tilstede ved Kåda, men
der er altså ikke tale om egentligt store gravhøje (Grimm 2009).
Ovenstående giver anledning til en nærmere diskussion af, hvilken ledelse der kan have stået
bag denne militære organisering af landskabet, samt en videre diskussion af mulighederne for
arkæologisk at påvise tilstedeværelsen af en organiseret krigerstand i form af en høvdings
Gefolgshaft eller retinue. Ifølge beregninger udført af Bjørn Myhre på baggrund af stornauster på
Jæren i Sydvestnorge, var mindst 280 mand nødvendige for at kunne bemande de skibe, der var
placeret i stornausterne i området. Myhre argumenterer for, at der må have eksisteret en form for
bagvedliggende hierarkisk struktur, der havde mulighed for at rekruttere og mobilisere styrker fra
store områder (Stylegar og Grimm 2002/2003). I forhold til de undersøgte lokaliteter Åmøy og
Spangereid kan der argumenteres for, at befolkningen formodentligt ikke har været stor nok til at
kunne mobilisere nok mænd til selv at kunne bemande skibene med tilstrækkeligt mandskab
(Stylegar og Grimm 2002/2003; Løken 2001). Organisering, planlægning og mobilisering af
mandskab har derfor været nødvendig. Opgaver som en militær hierarkisk struktur kan have stået
bag.
15
Figur 8: Rigdomscentre/centralpladser i sen romersk jernalder og folkevandringstid i Sydvestnorge. 1= Guld,
glas og bronzeobjekter i gravene. 2 = To kategorier i gravene. 3 = En kategori i gravene. 4 = Grænser mellem
centrene. De undersøgte lokaliteters omtrentlige placering er markeret med røde stjerner. Efter Grimm 2002.
Ud fra et teoretisk aspekt mener jeg, at den placering af tunanlæg og naustanlæg, der kan
iagttages på de udvalgte lokaliteter er udtryk for en institutionaliseret og organiseret krigerstand,
hvor tunanlæggene har haft som funktion at være samlingssted for en høvdings Gefolgshaft.
Tunanlæggene har således været en del af et overordnet magtlandskab i form af magtcentre, der har
16
indgået i et marint militært landskab. De store bådnauster kan i relation til dette forstås som
opbevaring af skibe med militært formål. Et hurtigt blik mod Nordnorge viser en række lokaliteter,
hvor denne organisation også kan påvises. Dette vidner lokaliteterne på Tjøtta, Hov, Øysund,
Steigen, Leknes, Gimsøy samt Bjarkøy om. På disse lokaliteter er alle tre ovennævnte indikatorer
for en centralplads til stede (Stylegar og Grimm 2002/2003). Som nævnt opererer en organiseret
krigerstand ofte over lange tidsperioder, og denne er meget konsekvent i udtrykket. Dette er en
medvirkende faktor til, at der er gode muligheder for at påvise en sådan krigerstand ved hjælp af
arkæologiske metoder (Vandkilde 2006). Både ved de her undersøgte lokaliteter og i særdeleshed
ved de nævnte lokaliteter i Nordnorge er der i høj grad tale om kontinuitet i bebyggelsen, hvilket
kunne være udtryk for en institutionaliseret krigerstand.
I denne forbindelse er det dog relevant også at diskutere en anden fortolkningsmulighed, som
materialet kan ligge op til. Inger Storli har i løbet af 1990'erne argumenteret for, at tunanlæggene
har været placeret i udkanten af områder med mange, rige gårde og tæt på forskellige væsentlige
fund i området, såsom rige grave. Tunanlæggene har i hendes optik været brugt som neutrale
pladser for en række høvdinge, som har brugt disse anlæg som mødesteder (Grimm 2009). Denne
fortolkning ligger vægt på dels tilstedeværelsen af tunanlæg og dels tilstedeværelsen af rige grave –
to punkter som også bruges som indikatorer for magtcentre (Stylegar og Grimm 2002/2003). Det er
vigtigt at have andre fortolkningsmuligheder in mente når man kigger på et materiale som dette,
netop fordi de samme indikatorer for en given ting også kan argumenteres for at være gældende for
en anden fortolkning.
Ud over tunanlæggenes konstruktion og placering kan genstandsmaterialet fra pladserne også
tyde på en militær fortolkning. I tunanlægget på Åmøy er der således kun fundet ét ornamenteret
skår efter et spandformet lerkar. Som nævnt ovenfor i artiklen, er denne lerkartype ellers den mest
almindelige på regulære bopladser i sen romersk jernalder og folkevandringstid, perioden som
Åmøy ellers er dateret til (Grimm og Stylegar 2004). Dette indikerer, at der ikke er tale om
ordinære bopladser, men bosættelse med særlig funktion. Ligeledes er indikatorer på en
tilstedeværelse af kvinder på tunanlæggene meget få. Her tænkers eksempelvis på spor efter
håndværk som spindearbejde eller vævearbejde. De manglende spor efter kvinder i forbindelse med
tunanlæggene, er endnu en indikator på, at der ikke er tale om almindelige bopladser.
17
Disse to punkter er i øvrigt gældende for alle tunanlæg (Grimm & Stylegar 2004). Dog skal
det nævnes, at der er fundet én spindekrog i hus 9 i tunanlægget på Åmøy (Grimm 2009). Når den
omgivende kontekst inddrages (stornauster og store grave), mener jeg, der er større belæg for
hypotesen om tunanlæggenes militære funktion. Den organiserede krigerstand er tydelig ikke blot i
forhold til de her undersøgte lokaliteter, men også i forhold til eksemplerne fra Nordnorge (Stylegar
og Grimm 2002/2003) Det er vigtigt at bemærke, at der kun er fundet ét tunanlæg på hver af de
undersøgte lokaliteter i denne artikel. Dette er også tilfældet i forhold til de nævnte eksempler fra
Nordnorge. På Åmøy synes Bjørn Myhres beregninger af mandskabet på halvdelen af bådene at
passe med det antal, der har kunnet bebo tunanlægget (Løken 2001). Men ved Sprangereid og Kåda
er tilstedeværelsen af kun ét tunanlæg en væsentlig indvending imod hypotesen om tunanlæggenes
funktion som værende opholdssted for en høvdings Gefolgshaft, inden mandskabet drog af sted. I
forhold til ovenfornævnte udregning, er der således ikke plads til så mange personer i ét tunanlæg,
som det muligvis har krævet for at bemande skibene i de tilknyttede stornauster ved Kåda og
Spangereid (Stylegar og Grimm 2002/2003; Løken 2001). Det betragtes som sandsynligt, at de
undersøgte områder i denne artikel i stedet har indgået i større magtcentre på regional skala, så
områderne har været en mindre del af et større marint militært landskab (Se figur 8). Hvis Illerup
Ådal plads A inddrages i denne sammenhæng, åbnes der op for en videre analyse og diskussion af
dette perspektiv.
Om planlægning og logistik: perspektivering til Illerup Ådal A
I forbindelse med undersøgelserne af våbenofferfundet ved Illerup Ådal A, er der udført flere
regnestykker for at beregne hvor mange krigere hæren bestod af. Mens artiklens sigte ikke er at gå i
detaljer omkring disse, er det dog relevant at nævne, at Illerup-hæren formodentlig har været af
betydelig størrelse. Et estimeret antal på den samlede hærs størrelse på baggrund af
genstandsmaterialet er således opgjort til ca. 3.300 krigere, der har haft behov for 120 skibe af
Nydam-type (Hansen 2002). Transport af en så stor hær har krævet betydelig forberedelse og
logistisk planlægning. Dette kan også ses i genstandsmaterialet, hvor der blandt andet er
standardiserede spyd og lanser, der indikerer, det er en institutionaliseret krigergruppe der er tale
om. Mobiliseringen af en så stor hær må have involveret et større regionalt område. Sydvestnorge
samt det tilstødende Vestsverige kan have haft en passende størrelse (Hansen 2002). I denne
forbindelse er det plausibelt, at magtcentrene i Sydvestnorge har haft en vigtig funktion i forhold til
18
at få mobiliseret og samlet hæren. En stratificeret, institutionaliseret krigerstand kan have stået bag
dette (Grimm & Stylegar 2004).
Figur 9: Krigsbytteofringer fra omkring 200 e.Kr med angivelse af oprindelsesområdet. Efter Ilkjær2003.
Ifølge Bjørn Myhre er det også en hierarkisk militær struktur, der er den sandsynlige
organisering bag opførelsen af tunanlæggene (Stylegar og Grimm 2002/2003). Dette stemmer
meget godt overens med de højstatusgrave der blandet andet er fundet ved Spangereid (Stylegar og
Grimm 2002/2003). Illerup-hæren har endvidere en meget tydelig hierakisk opdeling, der kommer
til udtryk i en egentlig stratigrafisk opdeling af hæren. Således er en mindre gruppe med guld- og
sølvskjoldbuler fortolket som tilhørende det øverste lag i hæren, det mellemste lag udgøres af
skjoldbuler af bronze, mens det nederste lag udgøres af skjoldbuler af jern (Ilkjær 2003). I relation
til bestemmelsen af et militært hierarki er også andre genstandstyper vigtige såsom våben. Denne
19
hierarkiske opdeling af Illerup-hæren kan findes i gravene fra Sydvestnorge. Således kan det rige
gravmateriale fra Avaldsnes i Rogaland og fra Sætrang i Buskerud tilskrives det øverste lag i hæren.
Det mellemste lag i hæren kan også erkendes i grave fra Bø og Tjølling i Vestfold og fra Jevnaker i
Oppland (Grimm & Stylegar 2004). Gravmaterialet fra Norge samt tunanlæg og naustanlæg tyder
således på, at der har eksisteret en hierarkisk institutionaliseret krigerstand.
Sammenfatning og konklusion
Tunanlæg og naustanlæg er i denne artikel blevet analyseret og diskuteret i relation til det
maritime militære kulturlandskab, de er en del af. Dette er blevet gjort for at sætte anlæggene ind i
en større forståelsesramme, og på denne måde skabe en fortolkning af deres funktion og relation til
hinanden. På baggrund af fundmaterialet kan det fastslås, at tunanlæggene ikke har haft en
traditionel funktion som dagligdags bosættelse (Grimm 2002). I stedet er de i denne artikel blevet
fortolket som bosættelse for en høvdings Gefolgschaft eller retinue.
Det omgivende magtlandskab er blevet diskuteret i forhold til at bruge stornauster, tunanlæg
og store gravhøje som indikatorer for magtcentre. Jeg mener, at det er muligt at identificere en
institutionaliseret krigerstand i Sydvestnorge og Nordnorge på baggrund af den landskabsmæssige
placering af tunanlæg, stornauster samt store gravhøje. (Stylegar og Grimm 2002/2003). Det ville
være et oplagt fremtidigt studie, at sammenligne de nævnte Nordnorske magtcentre, hvor alle tre
indikatorer er til stede med ligende områder, der måske kan fortolkes ind i denne sammenhæng.
Sådanne områder kunne f.eks. være Avaldsnes samt området omkring Sola og Mala (Stylegar og
Grimm 2002/2003).
Illerup Ådal plads A er blevet inddraget i artiklen som et videre perspektiv. Dette materiale
tyder i høj grad på, at en institutionaliseret krigergruppe stod bag dette angreb (Ilkjær 2003). Det er
endvidere blevet teoretiseret, at mobiliseringen af en sådan hær kan være foretaget af den
institutionaliserede krigerstand, der stod bag det magtlandskab, der kan iagttages i Sydvestnorge.
Taksigelser:
Alice Alberte Bruhn Johansen, Zsófia Kölcze og Dorte Østergaard takkes for venlig gennemlæsning
og givtige kommentarer til tidligere versioner af denne artikel.
20
Litteratur:
Grimm, O. 2009, Roman Period Court Sites in South-Western Norway - A Social Organisation in
an International Perspective, AmS-Skrifter 22, Stavanger.
Grimm, O. 2002, "The military context of Norwegian boathouses AD 1-1500" in Maritime Warfare
in Northern Europe, Technology, organisation, logistics and administration 500 BC-1500 AD,
eds. A.N. Jørgensen, J. Pind, L. Jørgensen & B. Clausen, PNM: Publications from The National
Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 6, Copenhagen, pp. 105-123.
Grimm, O. 2001, "Norwegian boathouses from the late Roman and Migration Periods. An analysis
of their military function" in Military Aspects of the Aristocracy in Barbaricum in the Roman
and Early Migration Periods, ed. B. Storgaard, PNM: Publications from the National Museum.
Studies in Archaeology & History Vol. 5, Copenhagen, pp. 55-66.
Grimm, O. & Stylegar, F.A. 2004, "Court Sites in Southwest Norway - Reflection of af Roman
Period Political Organisation?", Norwegian Archaeological Review, vol. 37, no. 2, pp. 111-133.
Grimm, O. 2006, "Stornaust ved Hafrsfjord og andre steder - et bidrag til skipfartshistorien. ", Frá
haug ok heiðni, , no. 1, pp. 3-11.
Hansen, U.L. 2002, "Logistic considerations in connection with the attacks on Denmark from the
sea in the Late Roman period" in Maritime Warfare in Northern Europe. Technology,
organisation, logistics and administration 500 BC-1500 AD. , eds. A.N. Jørgensen, J. Pind, L.
Jørgensen & B. Clausen, PNM: Publications from the National Museum. Studies in
Archaeology and History Vol. 6, Copenhagen, pp. 29-46.
Haavaldsen, P. 1992, "Funn og fornminner i Hjelmeland", Frá haug ok heiðni, vol. 3, pp. 3-9.
Ilkjær, J. 2003, Mosens Skatkammer. Mellem mennesker og guder i jernalderen, Moesgård
Museum.
21
Johansen, H.M. 2002, "Naust fra jernalderen", SPOR, , no. 1, pp. 16-20.
Johansen, O.S. & Søbstad, T. 1978, "De nordnorske tunanleggene fra jernalderen", Viking, vol.
XLI, pp. 9-56.
Løken, T. 2001, "Jæren eller Karmøy - hvor var makta i Rogaland i eldre jernalder? Var Avaldsnes
et maktsenter omkring 200 e.Kr? ", Frá haug ok heiðni, , no. 1-2, pp. 3-14.
Myhre, B. 1997, "Boathouses and naval organization" in Military Aspects of Scandinavian Society
in a European Perspective, AD 1-1300., eds. A.J. Nørgaard & B. Clausen, PNM: Publications
from The National Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 2, Copenhagen, pp. 169-
183.
Myhre, B. 1985, "Boathouses as Indicators of Political Organization", Norwegian Archaeological
review, vol. 18, no. 1-2, pp. 36-60.
Petersen, J. 1952, "Öygarden på vestre Åmöy", Corolla Archaeologica, , pp. 90-103.
Stylegar, F.A. & Grimm, O. 2005, "Boathouses in Northern Europe and the North Atlantic", The
International Journal of Nautical Archaeology, vol. 34, no. 2, pp. 253-268.
Stylegar, F.A. & Grimm, O. 2002/2003, "Das südnorwegische Spangereid - Ein Beitrag zur
Diskussion archäologischer Zentralplätze und norwegischer ringförmiger Anlagen", Offa, vol.
59/60, pp. 81-124.
Vandkilde, H. 2006, "Warriors and Warrior Institutions in Copper Age Europe" in Warfare and
Society. Archaeological and Social Anthropological Perspectives, eds. T. Otto, H. Thrane & H.
Vandkilde, Aarhus University Press, , pp. 393-422.
Westerdahl, C. 2002, "The cognitive landscape of naval warfare and defence. Toponymic and
archaeological aspects" in Maritime Warfare in Northern Europe. Technology, organisation,
logistics and administration 500 BC-1500 AD, eds. A.N. Jørgensen, J. Pind, L. Jørgensen & B.