1

Maritim bebyggelse og militær organisering i sydvestnorsk jernalder

Ellen Julie Østergaard, kandidatstuderende i forhistorisk arkæologi, Aarhus Universitet

Introduktion

Denne artikel har som hovedfokus de anlægstyper, der er kendt som tunanlæg og naustanlæg

i den arkæologiske forskning. Naustanlæggene kendes igennem en længere periode fra forhistorie

og nyere tid, hvor traditionen for at benytte bådhuse stadig er i brug. Tunanlæggene kendes fra en

kortere periode i jernalderen ca. 0-700 e.Kr (Grimm & Stylegar 2004; Grimm 2002). I forhold til en

tidslig og rumlig kontekst koncentrerer artiklen sig om romersk jernalder og folkevandringstid (ca.

0-500 e.Kr.) i Sydvestnorge. Anlæggene bliver i artiklen analyseret og diskuteret ud fra et militært

perspektiv, og de sættes derfor i kontekst til det marine militære kulturlandskab, de er en del af.

Dette landskabsperspektiv giver mulighed for at forstå anlæggene som en del af et større kulturelt

landskab. Da krig og konflikt kan siges at være en udøvelse af magt, er magtlandskabet også et

vigtigt perspektiv i denne artikel (Westerdahl 2002). Argumentet for at fortolke disse anlæg som

udtryk for noget militært er for det første dimensionerne på de store bådnauster på over 20 meter.

Funktionelt anses det som sandsynligt, at de ikke har rummet eksempelvis fiskerbåde men i stedet

større skibe. For det andet er tunanlæggene ikke udtryk for almindelig bosættelse, idet der

eksempelvis ikke er spor efter tilstedeværelsen af kvinder eller almindelige dagligdags gøremål

(Grimm 2002).

Om tunanlæg og naustanlæg i en militær kontekst

Tunanlæggene er en helt speciel arkæologisk anlægstype. Overordnet set er der tale om en

cirkel af huse, der omkranser en åben plads. Husene vender alle med indgangen ud mod den åbne

plads, hvor diameteren kan være op til 100 meter. Kulturlagene i disse huse er ofte tykke, og der

kan derfor være tale om gentagen bosættelse i visse tilfælde. Fund af ildsteder i husene tyder på, at

anlæggene ikke har været benyttet som staldbygninger eller som indhegninger til dyrehold.

Endvidere tyder fundmaterialet på, at disse bygninger ikke har været brugt til dagligdags brug.

2

Figur 1. Rekonstruktionstegning af tunanlægget ved Vollmoen. Anlægget er dateret til yngre jernalder. Efter

Grimm 2002.

I Norge er der registeret flest sådanne anlæg i Rogaland og Nordland fylke i Sydvestnorge.

Tunanlæggenes funktion har været genstand for intensiv debat i den arkæologiske forskning. I

forbindelse med diskussionen om romersk jernalders bebyggelse i Norge i midten af det 20.

århundrede, blev tunanlæggene præsenteret som den dagligdags bosættelse, der hidtil ikke var

blevet erkendt i fundmaterialet. I forbindelse med denne bebyggelsesdiskussion blev der imidlertid

også argumenteret for, at anlæggene i stedet kunne forstås som samlingspladser brugt i forskellige

sociale sammenhænge, eksempelvis politiske, religiøse eller militære (Grimm 2002).

Præmoderne naustanlæg kendes især fra Norge, men er også fundet på Island, Orkneyøerne,

Færøerne, Grønland og i Sverige. I Norge er disse anlæg erkendt i kontekster fra jernalder,

vikingetid og middelalder. Dette er specielt, da naustanlæg fra de andre nævnte lande ellers kun

kendes fra vikingetid og middelalder. De tidligste eksempler på bådnauster i Norge fra jernalder er

med indvendig længde på op til 35 meter. I Norge er anlæggene især udbredt i den nordlige og

sydvestlige del af landet, hvor der kendes et betydeligt antal. Adskillige af disse anlæg har en

længde på over 20 meter, og defineres derfor som stornauster. Overordnet kan disse anlæg

karakteriseres som aflange, bådformede, overdækkede rum med indgangen vendt ud mod en sø,

flod eller havet. Funktionelt tolkes disse anlæg som værende bådhuse, hvor både og skibe har

3

kunnet ligge beskyttet på land mod vind og vejr (Myhre 1997; Grimm 2001; Stylegar & Grimm

2002/2003).

Figur 2: Rekonstruktionstegning af naustanlæg ved Stend. Efter Grimm 2002.

I Østnorge er der kun fundet meget få naustanlæg. Dette kan både have noget at gøre med

graden af udgravningsaktivitet men også bygningskonstruktionen kan spille en rolle.

Naustanlæggene i Nord- og Sydvestnorge består af sten- eller jordvolde som vægge og er derfor

ofte bevaret til i dag. De er også lette at se under jordoverfladen, fordi væggene tydeligt aftegner

sig. Hvis tunanlæggene var bygget af mere forgængelige materialer, f.eks. træ, kan det være årsagen

til de ikke er fundet. Dette , sammen med andre faktorer, kan muligvis også være grundene til, at

der ikke er erkendt mange naustanlæg fra vikingetiden (Grimm 2001). I forhold til en datering af

anlæggene er der ved Hafrsfjord i Sydvestnorge blevet undersøgt en række naustanlæg. I dette

område tyder det på, at naust-traditionen kan spores tilbage til 1. århundrede e.Kr (Grimm 2006).

Anlæggene kendes endvidere med sikkerhed fra romersk jernalder og folkevandringstid. Imidlertid

eksisterer der kun få kulstof-14 dateriger fra disse anlæg. Dateringen af dem sker i stedet ud fra

anlæggenes længde-bredde forhold, samt hvor de ligger i forhold til havets nutidige overflade. På

denne måde er det muligt relativt at datere anlæggene, eftersom eksempelvis bådhuse fra

jernalderen i Sydvestnorge ligger omtrent 2 meter over nutidens havoverflade (Grimm 2002).

4

Figur 3: Bådhuse i Sydvestnorge sandsynligvis fra jernalder. Cirkler= veldaterede. Trekanter = mangelfuldt

daterede. De undersøgte lokaliteter i denne artikel er markeret med røde stjerner. Efter Grimm 2002.

Denne artikel omhandler den marine militære kontekst, som tunanlæg og naustanlæg kan

fortolkes som værende en del af. For at skabe en forståelse for disse anlægs betydning analyseres de

i relation til hinanden og deres landskab. Det kan som udgangspunkt være vanskeligt at forstå

tunanlæggene og naustanlæggene hver for sig. Derfor forsøger denne artikel at skabe en

forståelsesramme, hvor anlæggene analyseres i kontekst til hinanden og det landskab de er en del af.

I denne forbindelse tager artiklen udgangspunkt i to overordnede arbejdsteorier. For det første

teoretiseres det, at de store bådhuse ikke blev brugt til dagligdags brug, men havde en speciel

funktion til opbevaring af skibe med militært formål (Grimm 2002). For det andet teoretiseres det at

tunanlæggene ikke var til ordinær beboelse, men havde en militær funktion. I denne forbindelse

5

teoretiseres det, at anlæggene blev brugt som samlingssted for en høvdings retinue, altså et

bevæbnet følge.

Denne teori har arkæologen H.E. Lund også arbejdet med i forbindelse med den nordnorske

jernalderforskning, idet han har analyseret en mulig relation mellem placeringen af tunanlæg,

stornauster og store gravhøje i landskabet. Tilstedeværelsen af disse anlæg i sammenhæng med

hinanden benytter Lund som indikatorer for magtcentre. Flere magtcentre i Nordnorge synes at

træde klart frem i forbindelse med hans undersøgelser. Ud fra dette argumenterer Lund for, at det

nordnorske område har været opdelt i en række høvdingedømmer, hvor der har været placeret et

tunanlæg som samlingssted for en høvdings retinue nær et center. Tilstedeværelsen af store

naustanlæg i nærheden af tunanlæg er i denne sammenhæng meget væsentlig, da stornausterne her

kan forstås som steder hvor skibe med militær funktion kan opbevares (Stylegar og Grimm

2002/2003; Grimm 2002).

I denne artikels kontekst bruges stornauster, tunanlæg og store gravhøje som indikatorer for

sådanne magtcentre i landskabet i Sydvestnorge i romersk jernalder og folkevandringstid (cirka 0-

500 e.Kr.). Jeg argumenterer for, at det er muligt at identificere en egentlig institutionaliseret

krigerstand i Sydvestnorge på baggrund af relationen mellem tunanlæg og stornauster i landskabet

(Stylegar og Grimm 2002/2003). Endvidere argumenterer jeg for, at det er muligt at perspektivere

tilstedeværelsen af denne institutionaliserede krigerstand til fundet af våbenofferet ved Illerup Ådal,

plads A dateret til omkring 200 e.Kr. Jørgen Ilkjær har netop peget på Sydnorge/Vestsverige som

mulig oprindelsessted for hæren ved Illerup Ådal (Ilkjær 2003). I denne forbindelse er det især en

diskussion af logistik og overordnet organisation der er relevant. Det er ikke denne artikels sigte at

forsøge præcist at indkredse hvor hæren fra Illerup Ådal havde sin oprindelse. I stedet er formålet

med denne del af artiklen at sætte det marine militære landskab i Sydvestnorge i et videre socio-

politisk perspektiv.

I artiklen analyseres derfor udvalgte tunanlægs funktion samt deres rolle i forhold til

naustanlæggene. Dette gøres med henblik på at belyse det marine militære kulturlandskab, disse

anlæg har været en del af. Der fokuseres på den militære fortolkning af tunanlæggene; nemlig at de

har været tilknyttet et magtcenter og fungeret som en høvdings retinue eller Gefolgshaft, her

defineret som en høvdings bevæbnede følge (Grimm 2002). Analysens case studies i Sydvestnorge

6

er tunanlægget ved Spangereid i Vest-Agder fylke samt tunanlæggene på Åmøy og ved Kåda,

begge i Rogaland fylke. Det specielle ved disse tunanlæg er, at der er lokaliseret stornauster i deres

umiddelbare nærhed. Denne analyse tager udgangspunkt i anlæggenes lokale landskabelige

kontekst. Derefter udvides perspektivet til at omfatte anlæggene i et regionalt marint-militært

perspektiv og i kontekst af et egentligt magtlandskab. Slutteligt perspektiveres materialet til Illerup

Ådal A, dateret til cirka 200 e.Kr. Først er det imidlertid på sin plads, at få etableret en teoretisk

referenceramme. Derefter fremlægges det empiriske materiale i en efterfølgende analyse og

diskussion.

Warriorhood, warrorbands, Gefolgschaft og retinue:

Det at være kriger, warriorhood, kan indgå i en institutionaliseret sammenhæng eller en ikke-

institutionaliseret sammenhæng. Et eksempel på eksistensen af krigere i en ikke-institutionaliseret

sammenhæng er forskellige stammer i Ny Guinea og Amazonas. Her findes der ingen formelle

regler for organisering, opførsel, lederskab etc. da grupper af krigere dannes i det øjeblik, der er

brug for det (Vandkilde 2006). En institutionaliseret sammenhæng opstår når krigerstanden bliver

organiseret. Her findes der formelle regler for lederskab, opførsel samt rekruttering af nye

medlemmer. Sådanne organisationer er der gode muligheder for at kunne påvise arkæologisk, da de

opererer over lange tidsrum (Vandkilde 2006). I denne artikel vil jeg argumentere for, at

placeringen af naustanlæg og tunanlæg vidner om tilstedeværelsen af en sådan institutionaliseret og

organiseret krigerstand i ældre jernalder i Sydvestnorge.

Krigere organiserer sig i warriorbands. Sådanne krigergrupper er institutionaliserede i den

forstand, at de har et krigsorienteret sigte. I denne forbindelse er det også relevant at definere

medlemmerne af sådanne grupper. Egentlige soldater organiserer sig i hære og er stærkt

standardiserede, mens medlemmerne af et warriorband er mere individuelle i deres materielle

udtryk (Vandkilde 2006). Skeler man til våbenofferfundet ved Illerup Ådal er der en høj grad af

standardisering i forhold til spyd og lanser, der kan vidne om en centraliseret produktion af disse.

Til sammenligning er udformningen på våbnene ved våbenofferfundet ved Hjortspring mose (ca.

350. e.Kr.) mere uensartet, og det kan muligvis vidne om en decentral produktion (Ilkjær 2003). På

baggrund af dette kan ofringen ved Illerup Ådal A, tolkes som værende rester efter egentlige

soldaters udstyr.

7

I de skriftlige kilder beretter den romerske historiker Tacitus i Germania ca. 97-98 e.Kr om

germanernes organisering i krig. Det er forholdet mellem en leder og vedkommendes Gefolgshaft,

der beskrives her. Et Gefolgshaft er kendetegnet ved, at lederen af et warriorband er ansvarlig for,

at hans krigere kan få mulighed for at kæmpe. Ligeledes er lederen ansvarlig for, at eventuelt

krigsbytte bagefter bliver ligeligt fordelt. Krigerne er loyale imod deres leder, så længe ovenstående

opfyldes. Lederen og hans krigere har således et gensidigt afhængighedsforhold, for at et givent

warriorband kan fungere. I middelalderen opererer man derimod med et retinue-forhold mellem

leder og følgeskab. Det middelalderlige retinue er mere formaliseret end Gefolgshaft-systemet. Det

kan karakteriseres som en krigsherres egen, personlige hær (Vandkilde 2006).

Udvalgte tunanlæg og naustanlæg set i en lokal landskabelig kontekst

Spangereid, Vest-Agder fylke

Allerede i slutningen af det 19. århundrede blev området omkring tunanlægget ved

Spangereid undersøgt. Dengang udgravede arkæologen O. Rygh dele af en stor gravplads, der ligger

i området. I 1999 blev et tunanlæg fra jernalderen opdaget i området, og i 2001 blev en kanal, også

fra jernalderen, erkendt. På gravpladsen er der især rige fund fra sen romersk jernalder og

folkevandringstid. Desuden er der rester efter en mulig havn fra sen romersk jernalder og

folkevandringstid (Stylegar og Grimm 2002/2003; Grimm 2009).

Tunanlægget ved Spangereid har formodentlig bestået af cirka 10 huse, der har været mellem

7x2 meter og 10x3 meter store. Kildekritisk skal det bemærkes, at dette anlæg ikke er blevet

udgravet og dermed er der ikke noget fast dateringsgrundlag. Tunanlægget ligger imidlertid placeret

på en gammel gravplads, så det er muligt at datere anlægget til folkevandringstid blandt andet ud fra

sekundære begravelser i nærheden af anlægget (Stylegar og Grimm 2002/2003) Tunanlæggets form

er en smule atypisk i forhold til andre anlæg, der kendes fra Sydvest- og Nordnorge, hvor

anlægstypen er karakteriseret af en samling huse, ofte placeret i en cirkel med udgangen vendt ud

mod en åben plads. Ved Spangereid klumper bygningerne sig derimod sammen i to-tre grupperinger

(Stylegar og Grimm 2002/2003).

Området omkring tunanlægget er karakteriseret af megen aktivitet fra andre perioder af

fortiden. Denne tætte fortidige bebyggelse og brug af området er en medvirkende faktor til, at det er

8

vanskeligt at identificere husrester i dette tunanlæg. Der er fundet syv stornauster spredt i

landskabet omkring tunanlægget ved Spangereid. Disse kan alle dateres til sen romersk jernalder og

folkevandringstid ud fra deres topografiske placering og anlæggenes længde-bredde forhold. Disse

stornauster har indvendigt været mellem 15-27 meter lange (Stylegar og Grimm 2002/2003).

Nausterne er placeret nær kysten, men dog ikke direkte ved den som det er tilfældet ved Åmøy og

Kåda. Kanalen, der skyder sig ind fra Høllebukta, kan dateres til sen romersk jernalder eller

folkevandringstid.

Tunanlægget ved Spangereid er topografisk placeret på et smalt stykke land mellem halvøen

Lindenæs og fastlandet. Desuden er området afgrænset af mindre fjelde (Stylegar og Grimm

2002/2003). Tunanlægget er endvidere placeret strategisk godt nær naturlige havne. Halvøen

Lindenes er speciel, fordi den udgør en potentiel fare at sejle forbi. Placeringen af dette tunanlæg

nær halvøen Lindenæs kan siges at have givet anlægget en hvis betydning, da kontrollen med

tunanlægget kan have medført videre kontrol med skibstrafikken på et strategisk meget vigtigt sted

(Grimm & Stylegar 2004).

Figur 4: Området ved Spangereid med placeringen af tunanlægget (court site), rige begravelser, bådnauster,

kanal og et muligt fort. Efter Grimm 2002.

9

På denne lokalitet ses flere indikatorer for tilstedeværelsen af et muligt magtcenter: tunanlæg,

syv stornauster og en række rige grave samt fem store gravhøje. Gravene kan tolkes som

”statusgrave”, altså som tilhørende magthaverne i området. Kanalen og den mulige havn er en

videre indikator for, at dette område har været et maritimt magtcenter i jernalder. Stylegar og

Grimm teoretiserer endvidere, at en småkonge har stået bag opførelsen af kanalen, da denne har

ønsket en flådebase. På denne lokalitet har småkongen således haft muligheden for at have en stærk

flådebase placeret ved et vigtigt maritimt knudepunkt (Stylegar og Grimm 2002/2003). Kanalen,

havnen, tilstedeværelsen af et muligt fort og stornausterne er på denne måde med til at understrege

den rolle, Spangereid har haft i jernalderen som et væsentligt maritimt magtcenter. Tunanlægget

kan også inddrages i denne tolkning, eftersom anlægget kan opfattes som bolig for

høvdingens/småkongens Gefolgshaft eller retinue (Stylegar og Grimm 2002/2003). Endvidere er

placeringen af naustanlæggene ved Spangereid relevant, da de synes at samle sig i klynger nær

tunanlægget. De syv stornaust-anlæg har muligvis huset seks skibe af Kvalsund-type samt ét fartøj

af Nydam-type. Der har skullet omkring tyve roere til at bemande ét skib af Kvalsund-type og

omkring tredive roere til at bemande ét skib af Nydam-type. Dette giver et maksimal antal på 150

roere, som har været nødvendige for at kunne sejle de skibe, der har ligget i stornausterne. Det kan

tænkes, der har eksisteret en organisering af landskabet således, at høvdingen har haft mulighed for

hurtigt at mobilisere styrker til at sejle sine skibe (Stylegar og Grimm 2002/2003).

Åmøy, Rogaland fylke

Anlægget blev udgravet af arkæolog Jan Petersen i 1940. Anlæggets ydre diameter er 44x27

meter, mens dets indre diameter er 25x22 meter. De ti huse er udvendig mellem 8-10 meter lange

og indvendigt mellem 7 – 8 ½ meter lange. Disse huse er placeret i en halvcirkel, hvor indgangen

er placeret ved østsiden af anlægget. Ni af husene i anlægget var lette at skelne før udgravingen, da

dele af væggene stadig stod. Hus ti blev dog først lokaliseret under selve udgravningen (Petersen

1952).

Der kan udskilles to bebyggelsesfaser i anlægget udfra de fremkomne oldsager og ud fra

huskonstruktionen. Under udgravningen aftegnede den ældste fase sig som et ca. 50 cm jordlag

under stenmurene. Fra denne ældste fase er der gjort få oldtidsfund. Den ældste fase kan ikke

dateres præcist, men den yngste fase formodes at være fra det sene 4. århundrede til det sene 6.-

eller 7. århundrede e.Kr, altså folkevandringstid og merovingertid. I den yngste bebyggelsesfase var

10

væggene lavet af sten, og der er blevet fundet stolpehuller inde i husene. Faste konstruktioner såsom

ildsteder er også fundet i næsten alle husene fra denne fase (Petersen 1952). På denne måde virker

husene fra den ynste fase at være regelmæssige og ensartede i deres konstruktion og indretning,

hvorimod en eventuel huskonstruktion ikke kan bestemmes med nøjagtighed for ældste fase på

grund af manglende fund. Med hensyn til dateringen af den yngste fase, skal det bemærkes at den

relative datering er bestemt udfra fundet af to genstande: et ornamenteret skår fra et spandformet

lerkar samt et glasskår, der kan minde om et tilsvarende skår fundet i en grav ved Borre gravpladsen

i Østnorge (Petersen 1952). Der findes generelt ikke mange skår efter spandformede lerkar på

tunanlæggene i Norge. Denne keramiktype er ellers den mest almindelige i forbindelse med

ordinære bosættelser i sen romersk jernalder og folkevandringstid i Norge. Dette kan ses som en

væsentlig problematik i forbindelse med relativ datering af anlæggene ud fra genstande. Det

indikerer imidlertid også, at anlæggene ikke var ordinære bosættelser med dagligdags gøremål, men

derimod havde en anden funktion (Grimm og Stylegar 2004).

Figur 5: Placeringen af tunanlægget (court site) på Åmøy i relation til bådnauster og et muligt fort. Efter Grimm

2002.

På østsiden af Åmøy er der lokaliseret fem stornauster og et mindre naustanlæg. De fem

stornauster kan dateres til sen romersk jernalder og folkevandringstid ud fra deres længde-bredde

forhold og deres placering i forhold til havets nuværende overflade. De er opmålt til henholdsvis 20

m, 20 m, 22 m, 25 m og 30 m. Desuden er der fundet en række grave på øen, eksempelvis flere

11

gravhøje. Tunanlægget ved Åmøy er placeret på øens vestlige side, mens de fem stornauster er

placeret i på den sydøstlige side. Her er der også lokaliseret en struktur med udsyn over vandet,

muligvis en form for fort (Grimm 2002). Tunanlægget er således strategisk velplaceret på vestsiden

af øen ved foden af Hegreberg-bakken ca. 300 meter fra kysten. Endvidere er der godt udsyn ud

over øerne mod nord, og anlægget ligger desuden ved et topografisk knudepunkt i forhold til

sejlruter. Bjørn Myhre har beregnet, at 155 mand ville have været nødvendige, for at kunne

bemande de skibe der har ligget i nausterne. Hvis bare halvdelen af disse nauster har været i brug

samtidigt, ville det have krævet ca. 70-75 personer for at bemande skibene. 70-75 personer er,

ifølge Bjørn Myhres beregninger, netop det antal personer tunanlægget på Åmøy har kunnet rumme

maksimalt (Løken 2001).

Placeringen af et tunanlæg med plads til mandskab indikerer der muligvis har foregået en

form for rekruttering af mandskab udefra. Trond Løken argumenterer i denne sammenhæng for, at

rekruttering af mandskab udefra har været nødvendig, da han teoretiserer, der ikke har været

indbyggere nok på øen til at kunne udgøre den nødvendige bemanding (Løken 2001). Dette er dog

vanskeligt at diskutere, da det ikke vides hvor mange indbyggere øen reelt har haft. I forhold til

indikatorer for et egentligt magtcenter på Åmøy eksisterer der i dette område en centralisering i

forhold til stornauster og tunanlæg (Løken 2001).

Kåda, Rogaland fylke:

Tunanlægget ved Kåda blev erkendt ved undersøgelser i 1970’erne og 1980’erne, men er

aldrig blevet udgravet eller dateret præcist. Anlægget ligger på øen Randøy ca. 25 km fra øen

Åmøy. På Randøy er der lokaliseret en gravplads (Haavaldsen 1992). Der findes omkring fire huse i

dette anlæg på 8-10x3 m2. Den ydre diameter på anlægget er 40x30 meter. Indgangen til husene har

vendt ud mod en åben plads (Petersen 1952). På øen findes der to stornauster, der begge er ca. 20

meter lange. Disse kan sandsynligvis dateres til sen romersk jernalder og folkevandringstid.

Ligesom på Åmøy er disse to stornauster placeret direkte ved kysten (Grimm 2009).

12

Figur 6: Plan over tunanlægget ved Kåda. Efter Grimm 2002.

Ligesom ved tunanlæggene på Åmøy og Spangereid ligger tunanlægget ved Kåda strategisk

godt placeret på øen Randøy, da der findes en bugt på sydøst siden af øen (Randa bugt) og en på

den sydvestlige del (Hovda bugt). Dette giver gode muligheder for skibstrafikken, hvilket også

synes indikeret af, at der er placeret et stornaust ved hver bugt. Det er også væsentligt at bemærke

tilstedeværelsen af et muligt fort på øens nordlige del. Den tredje magtcenterindikator, store

gravhøje, er ikke fundet på øen. Der ligger dog rige grave fra ældre jernalder på fastlandet ved

områderne Mjølhus og Byrka. Måske har disse grave været tilknyttet en storgård. Tunanlægget og

nausterne kan da tænkes at have tilhørt denne storgård (Grimm 2009).

13

Figur 7: Placeringen af tunanlægget (court site) ved Kåda på øen Randøy i relation til bådnauster og et muligt

fort. Efter Grimm 2002.

Udvalgte tunanlæg og naustanlæg i et regionalt marint-militært perspektiv

Det er påfaldende, at alle tre undersøgte lokaliteter er placeret ved topografisk centrale steder i

forhold til transport af vandvejen (Stylegar og Grimm 2002/2003). Endvidere er anlæggene placeret

ved strategiske steder, der giver ekstra mulighed for kontrol med området og regulering af færdslen.

Kendetegnende for de store naustanlæg på over 20 meter dateret til jernalder og middelalder

er netop deres placering i landskabet. I jernalderen er bådnausterne koncentrerede i ”klynger”

forskellige steder i landskabet. Dette ses tydeligt på de undersøgte lokaliteter i denne artikel. De

middelalderlige bådnauster er til sammenligning placeret mere spredt i landskabet således, at der er

placeret ét naustanlæg i hvert overordnet område. Det middelalderlige maritime landskab var

14

således opdelt i skeipsreider, med ét naustanlæg i hvert område. Dette leidang-system var

overordnet set en måde at organisere en flåde og landets forsvar (Westerdahl 2002). Ud fra denne

fordeling af naustanlæggene i de to perioder er det foreslået, at Norge i jernalderen var inddelt i

høvdingedømmer, hvor stornausterne var knyttet til høvdingens center (Stylegar og Grimm

2002/2003; Myhre 1985). I forhold til de undersøgte lokaliteter i denne artikel, er det kun

Spangereid der indeholder alle tre indikatorer for tilstedeværelsen af et magtcenter (Stylegar og

Grimm 2002/2003). Dog kan der argumenteres for, at Åmøy og Kåda også indeholder visse

elementer, idet der på begge lokaliteter er der fundet stornauster og tunanlæg. Endvidere er der på

Åmøy erkendt en række gravhøje samt en mulig storgård. En af gravhøjene på Åmøy kan enddog

kategoriseres som en mulig storhøj. På fastlandet overfor Kåda ligger der således også rige grave,

der måske har hørt til en storgård. På denne måde er elementet af rige grave tilstede ved Kåda, men

der er altså ikke tale om egentligt store gravhøje (Grimm 2009).

Ovenstående giver anledning til en nærmere diskussion af, hvilken ledelse der kan have stået

bag denne militære organisering af landskabet, samt en videre diskussion af mulighederne for

arkæologisk at påvise tilstedeværelsen af en organiseret krigerstand i form af en høvdings

Gefolgshaft eller retinue. Ifølge beregninger udført af Bjørn Myhre på baggrund af stornauster på

Jæren i Sydvestnorge, var mindst 280 mand nødvendige for at kunne bemande de skibe, der var

placeret i stornausterne i området. Myhre argumenterer for, at der må have eksisteret en form for

bagvedliggende hierarkisk struktur, der havde mulighed for at rekruttere og mobilisere styrker fra

store områder (Stylegar og Grimm 2002/2003). I forhold til de undersøgte lokaliteter Åmøy og

Spangereid kan der argumenteres for, at befolkningen formodentligt ikke har været stor nok til at

kunne mobilisere nok mænd til selv at kunne bemande skibene med tilstrækkeligt mandskab

(Stylegar og Grimm 2002/2003; Løken 2001). Organisering, planlægning og mobilisering af

mandskab har derfor været nødvendig. Opgaver som en militær hierarkisk struktur kan have stået

bag.

15

Figur 8: Rigdomscentre/centralpladser i sen romersk jernalder og folkevandringstid i Sydvestnorge. 1= Guld,

glas og bronzeobjekter i gravene. 2 = To kategorier i gravene. 3 = En kategori i gravene. 4 = Grænser mellem

centrene. De undersøgte lokaliteters omtrentlige placering er markeret med røde stjerner. Efter Grimm 2002.

Ud fra et teoretisk aspekt mener jeg, at den placering af tunanlæg og naustanlæg, der kan

iagttages på de udvalgte lokaliteter er udtryk for en institutionaliseret og organiseret krigerstand,

hvor tunanlæggene har haft som funktion at være samlingssted for en høvdings Gefolgshaft.

Tunanlæggene har således været en del af et overordnet magtlandskab i form af magtcentre, der har

16

indgået i et marint militært landskab. De store bådnauster kan i relation til dette forstås som

opbevaring af skibe med militært formål. Et hurtigt blik mod Nordnorge viser en række lokaliteter,

hvor denne organisation også kan påvises. Dette vidner lokaliteterne på Tjøtta, Hov, Øysund,

Steigen, Leknes, Gimsøy samt Bjarkøy om. På disse lokaliteter er alle tre ovennævnte indikatorer

for en centralplads til stede (Stylegar og Grimm 2002/2003). Som nævnt opererer en organiseret

krigerstand ofte over lange tidsperioder, og denne er meget konsekvent i udtrykket. Dette er en

medvirkende faktor til, at der er gode muligheder for at påvise en sådan krigerstand ved hjælp af

arkæologiske metoder (Vandkilde 2006). Både ved de her undersøgte lokaliteter og i særdeleshed

ved de nævnte lokaliteter i Nordnorge er der i høj grad tale om kontinuitet i bebyggelsen, hvilket

kunne være udtryk for en institutionaliseret krigerstand.

I denne forbindelse er det dog relevant også at diskutere en anden fortolkningsmulighed, som

materialet kan ligge op til. Inger Storli har i løbet af 1990'erne argumenteret for, at tunanlæggene

har været placeret i udkanten af områder med mange, rige gårde og tæt på forskellige væsentlige

fund i området, såsom rige grave. Tunanlæggene har i hendes optik været brugt som neutrale

pladser for en række høvdinge, som har brugt disse anlæg som mødesteder (Grimm 2009). Denne

fortolkning ligger vægt på dels tilstedeværelsen af tunanlæg og dels tilstedeværelsen af rige grave –

to punkter som også bruges som indikatorer for magtcentre (Stylegar og Grimm 2002/2003). Det er

vigtigt at have andre fortolkningsmuligheder in mente når man kigger på et materiale som dette,

netop fordi de samme indikatorer for en given ting også kan argumenteres for at være gældende for

en anden fortolkning.

Ud over tunanlæggenes konstruktion og placering kan genstandsmaterialet fra pladserne også

tyde på en militær fortolkning. I tunanlægget på Åmøy er der således kun fundet ét ornamenteret

skår efter et spandformet lerkar. Som nævnt ovenfor i artiklen, er denne lerkartype ellers den mest

almindelige på regulære bopladser i sen romersk jernalder og folkevandringstid, perioden som

Åmøy ellers er dateret til (Grimm og Stylegar 2004). Dette indikerer, at der ikke er tale om

ordinære bopladser, men bosættelse med særlig funktion. Ligeledes er indikatorer på en

tilstedeværelse af kvinder på tunanlæggene meget få. Her tænkers eksempelvis på spor efter

håndværk som spindearbejde eller vævearbejde. De manglende spor efter kvinder i forbindelse med

tunanlæggene, er endnu en indikator på, at der ikke er tale om almindelige bopladser.

17

Disse to punkter er i øvrigt gældende for alle tunanlæg (Grimm & Stylegar 2004). Dog skal

det nævnes, at der er fundet én spindekrog i hus 9 i tunanlægget på Åmøy (Grimm 2009). Når den

omgivende kontekst inddrages (stornauster og store grave), mener jeg, der er større belæg for

hypotesen om tunanlæggenes militære funktion. Den organiserede krigerstand er tydelig ikke blot i

forhold til de her undersøgte lokaliteter, men også i forhold til eksemplerne fra Nordnorge (Stylegar

og Grimm 2002/2003) Det er vigtigt at bemærke, at der kun er fundet ét tunanlæg på hver af de

undersøgte lokaliteter i denne artikel. Dette er også tilfældet i forhold til de nævnte eksempler fra

Nordnorge. På Åmøy synes Bjørn Myhres beregninger af mandskabet på halvdelen af bådene at

passe med det antal, der har kunnet bebo tunanlægget (Løken 2001). Men ved Sprangereid og Kåda

er tilstedeværelsen af kun ét tunanlæg en væsentlig indvending imod hypotesen om tunanlæggenes

funktion som værende opholdssted for en høvdings Gefolgshaft, inden mandskabet drog af sted. I

forhold til ovenfornævnte udregning, er der således ikke plads til så mange personer i ét tunanlæg,

som det muligvis har krævet for at bemande skibene i de tilknyttede stornauster ved Kåda og

Spangereid (Stylegar og Grimm 2002/2003; Løken 2001). Det betragtes som sandsynligt, at de

undersøgte områder i denne artikel i stedet har indgået i større magtcentre på regional skala, så

områderne har været en mindre del af et større marint militært landskab (Se figur 8). Hvis Illerup

Ådal plads A inddrages i denne sammenhæng, åbnes der op for en videre analyse og diskussion af

dette perspektiv.

Om planlægning og logistik: perspektivering til Illerup Ådal A

I forbindelse med undersøgelserne af våbenofferfundet ved Illerup Ådal A, er der udført flere

regnestykker for at beregne hvor mange krigere hæren bestod af. Mens artiklens sigte ikke er at gå i

detaljer omkring disse, er det dog relevant at nævne, at Illerup-hæren formodentlig har været af

betydelig størrelse. Et estimeret antal på den samlede hærs størrelse på baggrund af

genstandsmaterialet er således opgjort til ca. 3.300 krigere, der har haft behov for 120 skibe af

Nydam-type (Hansen 2002). Transport af en så stor hær har krævet betydelig forberedelse og

logistisk planlægning. Dette kan også ses i genstandsmaterialet, hvor der blandt andet er

standardiserede spyd og lanser, der indikerer, det er en institutionaliseret krigergruppe der er tale

om. Mobiliseringen af en så stor hær må have involveret et større regionalt område. Sydvestnorge

samt det tilstødende Vestsverige kan have haft en passende størrelse (Hansen 2002). I denne

forbindelse er det plausibelt, at magtcentrene i Sydvestnorge har haft en vigtig funktion i forhold til

18

at få mobiliseret og samlet hæren. En stratificeret, institutionaliseret krigerstand kan have stået bag

dette (Grimm & Stylegar 2004).

Figur 9: Krigsbytteofringer fra omkring 200 e.Kr med angivelse af oprindelsesområdet. Efter Ilkjær2003.

Ifølge Bjørn Myhre er det også en hierarkisk militær struktur, der er den sandsynlige

organisering bag opførelsen af tunanlæggene (Stylegar og Grimm 2002/2003). Dette stemmer

meget godt overens med de højstatusgrave der blandet andet er fundet ved Spangereid (Stylegar og

Grimm 2002/2003). Illerup-hæren har endvidere en meget tydelig hierakisk opdeling, der kommer

til udtryk i en egentlig stratigrafisk opdeling af hæren. Således er en mindre gruppe med guld- og

sølvskjoldbuler fortolket som tilhørende det øverste lag i hæren, det mellemste lag udgøres af

skjoldbuler af bronze, mens det nederste lag udgøres af skjoldbuler af jern (Ilkjær 2003). I relation

til bestemmelsen af et militært hierarki er også andre genstandstyper vigtige såsom våben. Denne

19

hierarkiske opdeling af Illerup-hæren kan findes i gravene fra Sydvestnorge. Således kan det rige

gravmateriale fra Avaldsnes i Rogaland og fra Sætrang i Buskerud tilskrives det øverste lag i hæren.

Det mellemste lag i hæren kan også erkendes i grave fra Bø og Tjølling i Vestfold og fra Jevnaker i

Oppland (Grimm & Stylegar 2004). Gravmaterialet fra Norge samt tunanlæg og naustanlæg tyder

således på, at der har eksisteret en hierarkisk institutionaliseret krigerstand.

Sammenfatning og konklusion

Tunanlæg og naustanlæg er i denne artikel blevet analyseret og diskuteret i relation til det

maritime militære kulturlandskab, de er en del af. Dette er blevet gjort for at sætte anlæggene ind i

en større forståelsesramme, og på denne måde skabe en fortolkning af deres funktion og relation til

hinanden. På baggrund af fundmaterialet kan det fastslås, at tunanlæggene ikke har haft en

traditionel funktion som dagligdags bosættelse (Grimm 2002). I stedet er de i denne artikel blevet

fortolket som bosættelse for en høvdings Gefolgschaft eller retinue.

Det omgivende magtlandskab er blevet diskuteret i forhold til at bruge stornauster, tunanlæg

og store gravhøje som indikatorer for magtcentre. Jeg mener, at det er muligt at identificere en

institutionaliseret krigerstand i Sydvestnorge og Nordnorge på baggrund af den landskabsmæssige

placering af tunanlæg, stornauster samt store gravhøje. (Stylegar og Grimm 2002/2003). Det ville

være et oplagt fremtidigt studie, at sammenligne de nævnte Nordnorske magtcentre, hvor alle tre

indikatorer er til stede med ligende områder, der måske kan fortolkes ind i denne sammenhæng.

Sådanne områder kunne f.eks. være Avaldsnes samt området omkring Sola og Mala (Stylegar og

Grimm 2002/2003).

Illerup Ådal plads A er blevet inddraget i artiklen som et videre perspektiv. Dette materiale

tyder i høj grad på, at en institutionaliseret krigergruppe stod bag dette angreb (Ilkjær 2003). Det er

endvidere blevet teoretiseret, at mobiliseringen af en sådan hær kan være foretaget af den

institutionaliserede krigerstand, der stod bag det magtlandskab, der kan iagttages i Sydvestnorge.

Taksigelser:

Alice Alberte Bruhn Johansen, Zsófia Kölcze og Dorte Østergaard takkes for venlig gennemlæsning

og givtige kommentarer til tidligere versioner af denne artikel.

20

Litteratur:

Grimm, O. 2009, Roman Period Court Sites in South-Western Norway - A Social Organisation in

an International Perspective, AmS-Skrifter 22, Stavanger.

Grimm, O. 2002, "The military context of Norwegian boathouses AD 1-1500" in Maritime Warfare

in Northern Europe, Technology, organisation, logistics and administration 500 BC-1500 AD,

eds. A.N. Jørgensen, J. Pind, L. Jørgensen & B. Clausen, PNM: Publications from The National

Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 6, Copenhagen, pp. 105-123.

Grimm, O. 2001, "Norwegian boathouses from the late Roman and Migration Periods. An analysis

of their military function" in Military Aspects of the Aristocracy in Barbaricum in the Roman

and Early Migration Periods, ed. B. Storgaard, PNM: Publications from the National Museum.

Studies in Archaeology & History Vol. 5, Copenhagen, pp. 55-66.

Grimm, O. & Stylegar, F.A. 2004, "Court Sites in Southwest Norway - Reflection of af Roman

Period Political Organisation?", Norwegian Archaeological Review, vol. 37, no. 2, pp. 111-133.

Grimm, O. 2006, "Stornaust ved Hafrsfjord og andre steder - et bidrag til skipfartshistorien. ", Frá

haug ok heiðni, , no. 1, pp. 3-11.

Hansen, U.L. 2002, "Logistic considerations in connection with the attacks on Denmark from the

sea in the Late Roman period" in Maritime Warfare in Northern Europe. Technology,

organisation, logistics and administration 500 BC-1500 AD. , eds. A.N. Jørgensen, J. Pind, L.

Jørgensen & B. Clausen, PNM: Publications from the National Museum. Studies in

Archaeology and History Vol. 6, Copenhagen, pp. 29-46.

Haavaldsen, P. 1992, "Funn og fornminner i Hjelmeland", Frá haug ok heiðni, vol. 3, pp. 3-9.

Ilkjær, J. 2003, Mosens Skatkammer. Mellem mennesker og guder i jernalderen, Moesgård

Museum.

21

Johansen, H.M. 2002, "Naust fra jernalderen", SPOR, , no. 1, pp. 16-20.

Johansen, O.S. & Søbstad, T. 1978, "De nordnorske tunanleggene fra jernalderen", Viking, vol.

XLI, pp. 9-56.

Løken, T. 2001, "Jæren eller Karmøy - hvor var makta i Rogaland i eldre jernalder? Var Avaldsnes

et maktsenter omkring 200 e.Kr? ", Frá haug ok heiðni, , no. 1-2, pp. 3-14.

Myhre, B. 1997, "Boathouses and naval organization" in Military Aspects of Scandinavian Society

in a European Perspective, AD 1-1300., eds. A.J. Nørgaard & B. Clausen, PNM: Publications

from The National Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 2, Copenhagen, pp. 169-

183.

Myhre, B. 1985, "Boathouses as Indicators of Political Organization", Norwegian Archaeological

review, vol. 18, no. 1-2, pp. 36-60.

Petersen, J. 1952, "Öygarden på vestre Åmöy", Corolla Archaeologica, , pp. 90-103.

Stylegar, F.A. & Grimm, O. 2005, "Boathouses in Northern Europe and the North Atlantic", The

International Journal of Nautical Archaeology, vol. 34, no. 2, pp. 253-268.

Stylegar, F.A. & Grimm, O. 2002/2003, "Das südnorwegische Spangereid - Ein Beitrag zur

Diskussion archäologischer Zentralplätze und norwegischer ringförmiger Anlagen", Offa, vol.

59/60, pp. 81-124.

Vandkilde, H. 2006, "Warriors and Warrior Institutions in Copper Age Europe" in Warfare and

Society. Archaeological and Social Anthropological Perspectives, eds. T. Otto, H. Thrane & H.

Vandkilde, Aarhus University Press, , pp. 393-422.

Westerdahl, C. 2002, "The cognitive landscape of naval warfare and defence. Toponymic and

archaeological aspects" in Maritime Warfare in Northern Europe. Technology, organisation,

logistics and administration 500 BC-1500 AD, eds. A.N. Jørgensen, J. Pind, L. Jørgensen & B.

22

Clausen, PNM: Publications from the National Museum. Studies in Archaeology & History

Vol. 6, Copenhagen, pp. 169-190.