ARKÆOLOGISKE SKRIFTER 9

Værkstedet

Smedens Rum 1

Arbejdsrapport fra det første seminar i netværket Smedens Rum

14. oktober 2010

SAXO INSTITUTTET, KØBENHAVNS UNIVERSITET 2010

137

Arne Jouttijärvi

Smedens bygninger

En række rum fra jernalderen til 1700 tallet

Systematisk arkæologisk og naturvidenskabelig analyse af udgravede smedeværksteder kan

give nye oplysninger om deres indretning og anvendelse. Samtidig kan der opbygges en

grundlæggende viden om forskelle og ligheder i udformningen af ”smedens rum” gennem tiden.

Gennem en række eksempler illustreres det, hvordan man i nogle tilfælde er i stand til at se

funktionsmæssige opdelinger i værkstederne, samt nogle af de ændringer der sker i

udformningen af smedjer fra jernalderen og op til 1700 tallet.

Museumsloven giver mulighed for at inddrage naturvidenskabelige analyser allerede under

udgravningen. Ved at kortlægge den fysiske fordeling og kemiske sammensætning af forskellige

typer smedeaffald i jordprøver, taget fra arkæologiske undersøgelser, er det således muligt at

opnå viden om funktionen af enkelte anlæg og den fysiske indretning og anvendelse af

værksteder. Denne viden vil med tiden kunne give indblik i de forskelle og ligheder, der er

mellem værkstederne, og om forskellene kan skyldes typen og specialiseringen af det arbejde,

som udførtes, værkstedets sociale tilknytning eller lokale traditioner. Det vil også være muligt

at se nærmere på de ændringer, der sker i værkstedernes indretning gennem tiden, og de

mulige årsager til disse.

Det følgende sigter ikke på at give en udtømmende oversigt over alle de smedjer, som er

udgravet i Skandinavien. Udvalget er primært baseret på de værksteder, som forfatteren af den

ene eller den anden grund har været involveret i undersøgelsen af, og kun de tilfælde, hvor

Figur 1. Smedjer fra Rødbøl, Larvik, Norge. 1. Oversigt med koncentrationer af hammerskæl (grønne

cirkler) og forglasset ler (gule cirkler) 2. Det sydøstligste ”værksted” i Rødbøl. 3. Den formodede

amboltsten markeret med mørkt gråt.

man har kunnet få et indtryk af ”smedens rum”. Antallet er derfor begrænset, men vil

forhåbentlig blive forøget i de kommende år.

138

139

Jernalderens smedjer

Den simpleste form for ”rum” omkring smedehåndværket er, når det foregår i det fri, eventuelt

afskærmet fra direkte sollys ved et halvtag eller lignende. Disse værksteder har sandsynligvis

været midlertidige eller periodevist anvendte værksteder. Det kan f.eks. være smedjer anvendt

ved årligt tilbagevendende markeder eller oprettet, hvis der i forbindelse med opførelse af en

bygning har været brug for et sted, hvor der kunne smedes søm og beslag i en kortere periode.

Et eksempel på en plads af en sådan midlertidig karakter er Rødbøl i Larvik Kommune i Norge.

Pladsen er dateret til romersk jernalder. Et uregelmæssigt formet lag indeholdt trækul og

hammerskæl, og viste dermed, at der havde været smedeaktivitet på lokaliteten. Et antal

ildsteder i den nordvestlige fjerdedel af laget blev derfor i første omgang tolket som esser (figur

1). Analyser af systematisk udtagne jordprøver viste, at der inden for laget fandtes spor af tre

enkelte ”værksteder”, som viste sig ved koncentrationer af hammerskæl og forglasset ler. I

forbindelse med hver af disse fandtes et mindre ildsted, hvortil de største koncentrationer af

forglasset ler syntes at knytte sig. Det er derfor sandsynligt, at der her er tale om de esser, som

blev anvendt ved smedningen. Til de nordvestlige ildsteder knyttede der sig ikke hammerskæl

eller forglasset ler, og de må derfor have haft en anden funktion.

Ser man specifikt på områder omkring den sydøstlige esse, kan der ses et lag, som ser ud til at

have lejret sig omkring en stor sten, som lå ved den største koncentration af hammerskæl. Det

er derfor sandsynligt, at netop denne sten har været anvendt som ambolt. Desværre var hele

området dækket med sten, og der blev derfor ikke ofret speciel opmærksomhed på denne sten

under udgravningen.

Der var i fordelingen af smedeaffaldet ingen skarpe afgrænsninger, som kunne antyde, at de

enkelte ”smedjer” havde været afgrænset af vægge. Det er derfor muligt, at arbejdet er

foregået under åben himmel, eller kun med et let halvtag som beskyttelse mod sol og vind. De

140

tre arbejdspladser antyder, at man kan have vendt tilbage til samme område gennem flere

sæsoner. Analyserne viser, at der kun blev udført simpel smedning (Jouttijärvi 2010).

Netop afgrænsningen af smedens arbejdsrum kan være et problem, idet tilstedeværelsen af

stolper ikke nødvendigvis betyder, at der også har været en fast væg. Også her kan systematisk

prøvetagning være med til at give et svar. I figur 2 vises således fordelingen af slagge i en

jernudvindingshytte fra Stenbjerg ved Herning (HEM 3404), dateret til yngre førromersk

jernalder (Olesen 2000 og denne rapportsrapport). Udbredelsen respekterer i den sydvestlige

del af bygningen det formodede vægforløb, hvorfor det må antages, at der her har været en

fast væg. Mod nord er spredningen ud mellem stolperne jævn, og der er derfor intet, som

indikerer en væg her. I de fleste hytter af denne type findes der en smedje i den nordlige del,

hvilket der ikke er spor af i dette tilfælde (Jouttijärvi 2008). Det er derfor muligt, at væggen

manglede, fordi bygningen aldrig blev gjort færdig.

Udvindingshytterne er normalt ca. 3 x 5 m, og placeringen af esse og ambolt i en anden hytte

(HEM 4296), er også vist i figur 2. Som det kan ses, er essen forskudt mod vestvæggen. Det må

betyde, at smeden har siddet omtrent der, hvor det er markeret på figuren, og har arbejdet fra

venstre mod højre. Det betyder, at han har haft tangen i venstre hånd og har ført den mod

højre, når jernet skulle fra ilden over på ambolten. Det vil være den naturlige måde at arbejde

på, hvis man er højrehåndet, da man derved ikke behøver at dreje kroppen meget eller skifte

tang eller hammer fra den ene hånd til den anden.

At smeden har siddet, i det mindste når han arbejdede med mindre emner, er sandsynligt, idet

både esse og ambolt er anbragt direkte på jorden. Smede siddende på knæ eller på hug ses

stadig i traditionelt håndværk i både Afrika og Indien. Også romerske smede er ofte afbildet

siddende, dog på små stole eller skamler. Om arbejdet udførtes siddende eller stående kan dog

Figur 2. Jernudvindingshytter ved Stenbjerg. Til venstre: fordelingen af slagge i hytte HEM 3404

Det formodede vægforløb et angivet som en grå linje. Til højre: placering af esse og ambolt i

hytte HEM 4296.

have været afhængigt af størrelsen på de emner, som skulle forarbejdes. Store emner kan have

krævet mere kraft i hammerslagene og dermed, at smeden stod op, så han bedre kunne svinge

armen. I Bardo museet i Tunis findes da også en gulvmosaik, som viser tre stående smede, som

med lange hamre bearbejder et emne.

141

142

Vikingetid

At esse og ambolt er placeret direkte på jorden ses stadig i vikingetiden, som det eksempelvis

kendes fra smedjen i Sædding ved Esbjerg (Stoumann 1978), og sandsynligvis også fra en

smedje fundet i Ejerslev på Mors (MHM 3029).

Om indretningen af smedjen fra Ejerslev vides ikke meget. En stor sten, som blev fundet ved

udgravningen, kan have fungeret som ambolt, og omkring den fandtes der da også en

koncentration af hammerskæl og slaggekugler. Der var ingen tydelige spor af en bygning, men

en rektangulær fordeling af magnetisk materiale antyder, at der har været tale om et ca. 2,5 x 3

m stort rum. Heller ikke essens placering kan afgøres med sikkerhed.

Der sker en væsentlig ændring i smedjernes indretning fra slutningen af vikingetiden, da essen

hæves over jordniveau. Sandsynligvis er det et resultat af, at stenambolten udskiftes med en

ambolt af jern monteret i en træblok (amboltstok), som graves delvist ned i jorden.

Et velbevaret eksempel på denne type smedje blev i 2001 udgravet ved Viborg Søndersø

(Iversen et al. 2005). På grund af gode bevaringsforhold og et tæt samarbejde mellem

arkæologi, arkæobotanik, dendrokronologi og arkæometallurgi var det muligt at beskrive

smedjens indretning, anvendelse og historie i detaljer (Jouttijärvi et al. 2005, 297ff). Det var en

ca. 3 x 5 m stor bygning med fletværksvægge, som var bevaret i en højde af ca. 30 cm. I den

nordlige ende af værkstedet var der opbygget en esse, udformet som en sandfyldt kasse på ca.

1 x 1 m med vægge af henholdsvis fletværk og tømmer.

Syd for essen viste en grube, hvor ambolten havde stået, og omkring den fandtes der i en

omkreds på ca. 1 m en høj koncentration af hammerskæl, der viser fordelingen i det gulvlag,

som blev dannet i året 1021 (figur 3). Mere eller mindre knuste hammerskæl kunne dog også

findes andre steder i smedjen, sandsynligvis slæbt med fra området omkring ambolten af

smedenes fødder. Til det nordvestlige hjørne kan materialet være blevet slæbt af den

håndværker, som stod her og betjente blæsebælgene. Placeringen af blæsebælgene til venstre

143

for essen, set fra ambolten, synes at have været langt det almindeligste, så længe man

arbejdede med sideblæste esser. Så slap smeden også for at føre jernet uden om essestenen,

når det blev taget fra ilden til ambolten. I nordenden af værkstedet, omkring essen, har der

været mørkt, bortset fra skæret fra ilden, mens der mod syd har været lyst nok til, at der kunne

gro urter i gulvlaget. Ydermere fandtes der spor af, at gulvet havde været udsat for vand,

sandsynligvis regn. Det tyder på, at gavlvæggen ikke har været ført hele vejen op til taget.

Værkstedet er sandsynligvis bevidst indrettet således, idet lys og mørke på hver sin måde er

vigtige for arbejdet i smedjen. Den mørke del af rummet er der, hvor det varme jern håndteres,

og mørket gør det nemmere at bedømme det glødende jerns farve. Skal man derimod

bedømme den færdigsmedede genstand, eller skal den files til eller på anden måde

efterbearbejdes, vil det være en fordel at have tilstrækkeligt lys. Det er nok denne bevægelse

mellem den mørke del af værkstedet ved essen og den lyse del ved den åbne gavl, som giver sig

udtryk i det spor af hammerskæl, som fører fra nord til syd.

Til efterbearbejdningen vil det også være en fordel at have et fast underlag i form af et bord

eller en arbejdsbænk. Det manglende smudslag i bygningens sydvesthjørne kan være udtryk

for, at der her har stået en stor kiste eller kasse. Små blydråber, koncentreret omkring dette

område, tyder på, at der her har været en arbejdsplads, hvor der også er foregået blystøbning (i

den oprindelige publikation var fordelingen af bly fejlagtigt angivet som jævn, Jouttijärvi et al.

2005, 315). Da man i denne proces ikke har været afhængig af at kunne se en farve på det

smeltede metal, har støberen valgt at arbejde i lyset ved den åbne gavl. Der fandtes i øvrigt

også spor af bronze og sølvstøbning i form af digler, som primært lå omkring essen. Bronze og

sølv støbes ved væsentligt højere temperaturer end bly, og her vil det være af stor værdi at

kunne bestemme metallets temperatur.

Figur 3. Fordelingen af hammerskæl i smedjen fra Viborg Søndersø. Pilene viser tegn på færdsel,

og cirklen angiver smedens omtrentlige placering. Tegning Arne Jouttijärvi.

144

Middelalder

I middelalderen forekommer stadig værksteder, som ikke er indrettet i en bygning beregnet til

formålet. Det antydes bl.a. af slaggefund i flere middelalderkirker. Koret var normalt den del,

der først blev opført, og her har smeden kunnet etablere et midlertidigt værksted i læ og

skygge.

Antallet af smedjer fra middelalderen er blevet forøget kraftigt i de seneste år. Af nyere fund

kan eksempelvis nævnes Vorbasse (ESM 2134 1, efter 15 1600 tallet), Horsbøl (ESM 2608,

1100 tallet) og Guldager ved Esbjerg (ESM 2617 3, Poulsen Hansen 2008), Kristinebjerg Øst

(VKH 7087/4, 11 1200 tallet), Lund og Tyrsted ved Horsens (HOM 2109 og HOM 1857, 11 1200

tallet) og Klosterbakken ved Rødekro (HAM 4474, 1200 tallet). Desuden kendes et hus med

spor efter bronzestøbning og smedning fra Tinggård ved Sjørring i Thy (THY 3471, 1100 tallet).

Figur 4.Middelaldersmedjer. Til venstre smedjen fra Vorbasse (ESM 2134 1). Til højre smedjen

fra Horsbøl (ESM 2608).

145

146

Det bedste indtryk af værkstedernes indretning fås af smedjerne fra Horsbøl og Vorbasse, hvor

de bygninger, som har rummet smedjerne står forholdsvis klart (figur 4). Ud fra

sammensætningen af det værkstedsaffald, som fandtes i jordprøver fra stolpehullerne, kunne

den mest sandsynlige placering af esse og ambolt bestemmes. I Horsbøl er der tale om en ca. 3

x 5 m stor, selvstændig bygning, medens smedjen fra Vorbasse var indrettet i den østlige ende

af et relativt stort hus med en bredde på 4 5 m og en længde på ca. 20 m.

Selv om der er forskel på husenes størrelse, er der alligevel tale om samme grundlæggende

opbygning af værkstedet som i Viborg Søndersø. Essen har således været en opbygget

kassekonstruktion og er placeret helt op af den ene gavl. I begge tilfælde den østlige, og vest

herfor viser en grube, hvor amboltstokken har været placeret. Smeden må under arbejdet have

stået nord for ambolten, og har også her arbejdet fra højre mod venstre. Lidt

bemærkelsesværdigt er det, at essen i begge tilfælde synes at have været forskudt mod den

nordlige væg i forhold til husets akse. I Viborg Søndersø var forskydningen modsat for at få

plads til blæsebælgene. Om bælgene i smedjerne fra Horsbøl og Vorbasse kan have stået til

højre for essen, kan ikke siges med sikkerhed. I smedjen fra Vorbasse ser indgangen ud til at

have været placeret midt i bygningens ene langside, ligesom i Viborg Søndersø.

En anden form for indretning ses i værkstedet fra Tinggård og i en indtil videre udateret smedje

fra Bramdrup ved Haderslev (HAM 4950, K154; se Matthissen, denne arbejdsrapport). I begge

tilfælde fandtes en grube med lodrette sider og tydelige vandrette lag indeholdende affald fra

smede og støbeprocesser. Gruberne har stået åbne, medens værkstederne fungerede, og det

er sandsynligvis gruber, hvori smeden har stået, mens han arbejdede. Delvist nedgravede

værksteder kendes fra de skriftlige kilder. Theophilus beskriver således omkring år 1100

indretningen af et metalværksted, hvor esse og arbejdsborde er anbragt direkte på gulvet, og

hvor nedgravninger gør det muligt at stå eller sidde ned på kanten af gruben og arbejde

(Hawthorne & Smith 1979). Nedgravede smedjer findes stadig i f.eks. Afghanistan.

147

Desværre var essen ikke bevaret, og i Bramdrup er også konstruktionen af en mulig bygning,

som har rummet smedjen, usikker. I Tinggård lå gruben omtrent midt i en bygning, som også

rummede en ovn. Der var ingen tegn på, at ovnen havde været anvendt i forbindelse med

håndværket, og det er muligt, at den stammer fra den sidste del af bygningens anvendelse, en

periode, hvor der ikke syntes at have foregået hverken støbning eller smedning.

Smedjen fra Klosterbakken var indrettet i en ca. 4,25 x 9,5 m stor bygning (Pedersen 2006, 161)

(figur 5). To kvadratiske stolpekonstruktioner på henholdsvis ca. 1 x 1 m og 0,75 x 0,75 m er

med stor sandsynlighed spor af to esser. Der var intet gulvlag bevaret i bygningen; men

indholdet af hammerskæl i fylden fra stolpehullerne viste, at skællene var koncentreret i det ca.

3 m brede område mellem de to esser. Området har været det egentlige arbejdsområde, hvor

smedningen foregik, og hvor smeden eller smedene opholdt sig. Den største, vestlige esse var

placeret ca. midt mellem bygningens sidevægge og ca. 1,5 m fra gavlen. Esse og ambolt er igen

anbragt, så bevægelsen af jernet fra esse til ambolt foregik fra venstre til højre. Analyse af

hammerskæl og slagger viste, at denne esse var blevet anvendt ved almindelig smedning, dvs.

formning af jerngenstande. Der fandtes ikke spor af mere avanceret smedning involverende

sammensvejsning af flere stykker jern eller stål.

Den mindre esse stod tæt ved sydvæggen, ca. 2 m fra bygningens østlige gavl, og den

tilhørende ambolt ca. 1 m nord herfor. Ambolten stod nogenlunde lige ud for essen, og det er

derfor ikke muligt at afgøre, om smeden stod på den ene eller den anden side af den. Den

østlige esse og ambolt var primært blevet anvendt ved rensning af luppejern. Smedjen fra

Klosterbakken viser derfor en funktionsopdeling i en lupperensnings og en smededel, som

endnu ikke er set i andre smedjer.

148

Nyere tid

Den nyeste smedje, som er medtaget, stammer fra en lokalitet kaldet Fors 28 nær Trolhättan i

Sverige. Smedjen er dateret til slutningen af 1700 tallet. Stenfundamenterne viser her et

næsten kvadratisk 5 x 5 m stort værksted, hvoraf omkring en fjerdedel optages af det massive

fundament til essen. Øst for denne har bælgene med stor sandsynlighed været placeret (igen til

venstre set fra ambolten). Ser man på fordelingen af forskellige typer affald, så kan det tydeligt

ses, hvordan større stykker (>5mm) forglasset ler ligger langs væggene i den nordlige del af

bygningen (figur 6). Det er sandsynligt, at de er endt her, fordi de har været ubehagelige at

træde på, og smeden har sparket dem til side. Større stykker slagge er næsten fraværende. De

er sandsynligvis blevet fjernet helt fra smedjen, når essen blev renset. Kun i mellemrummet

mellem esse og ambolt har de større stykker slagge fået lov til at ligge. Det må betyde, at man

sandsynligvis ikke er gået gennem den smalle passage, men kun er gået nord om ambolten, når

man skulle fra den ene side af værkstedet til den anden.

Fordelingen af hammerskæl viser tydeligt, at fundamentet midt i den nordlige halvdel af

bygningen må have båret ambolten. Netop amboltens placering adskiller denne smedje

væsentligt fra de øvrige, idet bevægelsen fra esse til ambolt her må have foregået fra højre

mod venstre. Man kunne forledes til at tro, at der her må have været tale om en venstrehåndet

smed, som har holdt tangen i højre hånd og hammeren i venstre; men det er usandsynligt, at

det skulle være tilfældet. På illustrationer ser man nemlig smedjer, hvor ambolten er placeret

på denne måde i forhold til essen allerede fra slutningen af 1400 tallet, og smedene holder på

disse stadig tangen i venstre hånd. Hvorfor denne ændring sker, er uvist; men et fællestræk ved

de fleste af de illustrationer, som viser denne indretning, er, at smeden assisteres af en hjælper,

som står på den anden side af ambolten. Når smedningen foregår på denne måde, markerer

smeden slaget med en mindre hammer, hvorefter hjælperen slår med en forhammer, en måde

at smede på, som især er en fordel ved smedning af større genstande. Flytningen af ambolten

skaffede plads til at smede på begge sider af den; men det er også muligt, at ændringen kan

Figur 5. Plan af smedjen fra Klosterbakken (HAM 4474). Koncentrationer af hammerskæl er

markeret med grønne cirkler.

have forbindelse med overgangen fra sideblæst til bundblæst esse, som sandsynligvis sker

netop i 14 1500 tallet, efterhånden som de slaggeholdige lupper fra den direkte jernudvinding

erstattes af mere rent jern fra højovnene.

149

Bevægelsesretningen medførte, at smeden nu enten måtte dreje kroppen, hver gang han skulle

tage et stykke jern ud af ilden, eller måtte skifte tangen fra højre over i venstre hånd. I det

sidste tilfælde var han også nødt til at lægge hammeren fra sig. På det svenske fjernsyns

Figur 6. Plan af smedjen fra Fors 28, tegning Tom Wennberg. Til venstre fordelingen af

forglasset ler. Til højre fordelingen af hammerskæl.

hjemmeside (svtplay 1923) kan man, ved at søge på ”spik och oxskosmide”, finde en film, som

viser både smeden, som hele tiden skifter hånd, og smedning med forhammer. En god

illustration af en smedje med denne indretning er P.S. Krøyers maleri af smedjen i Hornbæk.

150

151

Smedens bygninger

De her omtalte smedjer viser, at der sker en udvikling af smedens rum fra jernalderen og til

nyere tid. Jernalderens esser på jordoverfladen bliver omkring år 1000 erstattet af esser

opbygget som en trækasse fyldt med sand, og senere af sten eller teglbyggede konstruktioner.

Esserne bliver desuden flyttet fra en central placering i værkstedet til en placering op af

værkstedets ene endevæg. I de seneste smedjer kan essen optage op mod en fjerdedel af

rummets gulvareal.

Indtrykket af jernalderens smedjer er uklart, og kun systematisk prøvetagning og analyse af

flere smedjer kan give viden om værkstedernes indretning og bygningernes konstruktion.

Spørgsmålet om, hvorvidt der var vægge i bygningerne, er sandsynligvis tæt forbundet med

spørgsmålet om mørke og lys. Som det ses af smedjen fra Viborg Søndersø, kan væggen i dele

af bygningen have været helt eller delvist udeladt, for at skaffe lys til dele af håndværket. En

sådan opdeling i lyse og mørke områder vil kun undtagelsesvis kunne påvises; men må

formodes at have eksisteret i de fleste smedjer.

Enkelte værksteder, hvor smeden har stået i en grube, forekommer, specielt fra vikingetid og

middelalder. Om disse i funktion har adskilt sig fra mere traditionelle smedjer, er indtil videre

uklart.

Analyser af hammerskæl og slaggekugler fra en række smedjer har vist, at karakteren af det

arbejde, som er foregået i de enkelte værksteder, har været meget forskelligt. Nogle kan have

været simple gårdsmedjer, hvor beskadigede redskaber kunne rettes ud eller nye smedes af de

forhåndenværende stykker jern. I andre er jernlupper blevet renset og smedet, og i de mest

avancerede smedjer har smeden behersket svejsning og eventuelt opkulning og lodning af jern.

Det er sandsynligt, at denne differentiering også har givet sig udtryk i forskelle i værkstedernes

indretning. Nye traditioner kan endvidere være blevet introduceret gennem stormands eller

handelsmiljøer, og derfra bredt sig til det øvrige samfund, hvilket også vil kunne give forskelle i

152

indretningen af samtidige værksteder. Det til rådighed værende materiale er dog endnu for

spinkelt til at kunne belyse disse problemstillinger.

Litteratur

Iversen, M., D. E. Robinson, J. Hjermind og C. Christensen (red.) 2005 Viborg Søndersø 1018

1030. Arkæologi og naturvidenskab i et værkstedsområde fra vikingetid (= Jysk Arkæologisk

Selskabs Skrifter 52). Højbjerg.

Jouttijärvi, A., T. Thomsen og A. Moltesen 2005. The metal workshop. I: M. Iversen, D. E.

Robinson, J. Hjermind & C. Christensen (red.) Viborg Søndersø 1018 1030. Arkæologi og

naturvidenskab i et værkstedsområde fra vikingetid (= Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 52).

Højbjerg. 297 320.

Olesen, M. W. 2000. Tre smedjer fra Snejbjerg. FRAM (Fra Ringkøbing Amts Museer). 23 36.

Pedersen, S. L. 2006. En sønderjysk landsmedje fra 1200 tallet. Arkæologi i Slesvig 11, 2006.

159 166.

Poulsen Hansen, K. 2008. To smedjer i Guldager, Esbjerg. By, Marsk og Geest vol. 20. 27 37.

Stoumann, I. 1978. De der blev hjemme – en vikingelandsby ved Esbjerg. Esbjerg. 1978.

Svtplay 1923. http://svtplay.se/, “spik och oxskosmide”

Hawthorne, J. and C. Smith 1979. Theophilus, On Divers Arts, 1979, Dover Publications

Ikke publicerede kilder

Jouttijärvi, A. 2008. Materiale fra værksted HEM 3404, Heimdal archaeometry, Rapport 2008

Jouttijärvi, A. 2010. Hammerskæl og slaggekugler fra Rødbøl, Heimdal archaeometry, Rapport

2010