I udstillingen I krigens

skygge på M/S Museet

for Søfart skaber

lyseffekter, dramatiske

film, musik og uhyggelige

genstande en helt særlig

stemning, som skal

stemme sindet til

fortællingen om de

danske søfolk under de

to verdenskrige. Foto:

Thijs Wolzak. M/S Museet

for Søfart.

141I krigens skygge

Vi søger slægtens spor i stort og småt,i flinteøksen efter harvens tænder,i mosefundets smykke, plumpt og råt,i kirkens kvadre, lagt af brede hænder.

Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterboghar gemt et gran af slægtens ve og vådenu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog,og løfte mig en flig af livets gåde.

Endnu en stund, så drær den danske rug,mens lærken trilrer og grågøge kukke.Du pusling-land, som hygger dig i smug,mens hele verden brænder om din vugge,mod dig vort håb og manddomsdrømmen går,når landsbyklokken signer dine strande,når aftenrøden højt i skyen stårog sænker fredens korstegn på din pande.

I krigens skygge– en fortælling og udstilling om frygt og angst blandt danske søfolk i de to verdenskrige

Sådan skrev Jeppe Aakjær i 1916, midt under 1. Verdenskrigs rædsler, og især verset »Du pus-ling-land, som hygger dig i smug, mens hele ver-den brænder om din vugge« kom til at blive den overordnede overskrift for fortællingen om Danmarks rolle i 1. Verdenskrig og måske endda også 2. Verdenskrig. Det er også en både smuk og rammende karakteristik af Danmarks neutrale rolle, hvor politikere formåede at holde landet ude af direkte kamphandlinger.

Af Benjamin Asmussen

Men der var en gruppe danskere, der måtte for-lade vuggen og færdes i den brændende verden; nemlig søfolkene. For dem fik teksten en ganske anden betydning. Denne artikel handler om at formidle deres historie på museum.

Formidling af verdenskrigeneI 2008 begyndte arbejdet med at skabe nye udstil-linger til det nye M/S Museet for Søfart for alvor på det gamle Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Gennem studieture og lange diskussioner blandt museets inspektører forsøgte vi først at skabe et samlet overblik over dansk søfartshistorie i de sid-ste 600 år og dernæst at overveje, hvilke historier skulle fortælles. Sideløbende forsøgte vi at under-søge, hvad en udstillings natur egentlig er, hvordan udstillinger påvirker gæster, og hvilke typer fort-ællinger der egner sig bedst til mediet. De mange dramatiske fortællinger om danske søfolk under begge verdenskrige er både fængslende og vigtige og stod derfor højt placeret på listen over emner, vi gerne ville fortælle. Men valget af fortællinger var endnu åbent, da vi i 2009 afholdt en indbudt konkurrence blandt fire udstillingsdesignfirmaer, om hvem, der skulle have opgaven med at designe de mange nye udstillinger til den nye bygning, der var under opførelse. Et enkelt forslag skilte sig ud, nemlig fra det hollandske firma Kossmann.dejong, der foreslog nye udstillinger udformet som en dra-matisk fortælling opdelt i temaer, hvor hvert tema

142 I krigens skygge

anvendte en separat sce-

nografi, der gjorde historien umiddelbar syn -lig. Vi endte med at arbejde sammen med

Kossmann.dejong fra 2009 til 2013,

hvor museet slog dørene op. I deres oprindelige oplæg,

som havde tit-len Seafever efter John Masefields berømte romanti-

ske digt fra 1902, var en udstilling om Danmarks

orlogsflåde i krig placeret i det høje og snævre rum lige efter museets café.

Kossmann.dejongs strålende idé var, at den besøgende skulle overvældes af krigsskibe, kampe og eksplosioner, så snart man drejede om hjørnet og ind i rummet. Men da Museet for Søfarts område er den danske handelsf låde i de sidste 600 år og ikke orlogsflåden, måtte idéen umiddelbart forkastes, på trods af den drama-tiske effekt. I de mange, lange diskussioner, der fulgte, fandt vi i fælleskab frem til at netop dette område, og netop denne effekt med at blive overvældet ved at dreje om hjørnet, passede godt til fortællingen om de danske søfolk under de to verdenskrige. Det indebar samtidig, at grund-fortællingen i udstillingen blev ændret fra en orlogsflåde, der agerer og har magt over situati-onen til i stedet at handle om sømanden på han-delsskibet, der knapt kan reagere og føler afmagt over begivenhederne omkring sig. Fortællingens

grundelement blev derefter yderligere indsnæv-ret til at handle om sømandens følelse af angst og frygt under de to verdenskrige.

Derefter opsøgte jeg endnu overlevende søfolk fra 2. Verdenskrig for at forsøge at forstå, hvordan de havde mødt og behandlet de store følelser under krigen. Det viste sig at være meget inspirerende og sammenholdt med de mange til-gængelige erindringer fra søfolk under begge ver-denskrige, tegnede der sig et billede af en frygt, som blev undertrykt, som der ikke blev talt om og endda gjort grin med. Erindringerne gik ofte let hen over følelserne, men undertiden kunne de findes mellem linjerne. Samtidig fortalte de endnu levende søfolk, at frygten efter en læn-gere periode blev så integreret i hverdagen, at den næsten, men også kun næsten, forsvandt.

Inspireret af mødet med de personer, som det i virkeligheden drejede sig om, blev den historiske fortælling mere detaljeret. Efter yderligere studier i søfolkenes historie under verdenskrigene blev for-tællingerne opdelt i fire hoveddele, nemlig sejlads, angreb, redning og hjemkomst. Det skulle afspejle sømandens oplevelser med først sejladsen, der på mange måder var den samme som altid, dog med nye gæster som frygt og angst om bord.

Den 2. Verdenskrig var

under en måned gammel,

da de 17 mand om bord på

dampskibet VENDIA mødte

en tysk ubåd. Ubåden

hilste det neutrale skib

med kanonskud og senere

en torpedo. 11 danske

søfolk omkom ved forliset.

Foto: Benjamin Asmussen.

M/S Museet for Søfart.

Foto

: Ben

jam

in

Asm

usse

n. M

/S M

usee

t fo

r S

øfa

rt.

Stykke af skibsside fra S/S VERA

1917 mødte dampskibet S/S VERA en tysk ubåd i Atlanterhavet. Ubåden sendte to

torpedoer afsted mod skibet. Den ene torpedo gik agten om skibet, mens den anden

torpedo havde kurs direkte mod maskinrummet. Blev et skib ramt i maskinen, så kunne

det synke på meget kort tid, hvilket besætningen ombord på VERA sandsynligvis nåede

at tænke over, mens torpedoen nærmere sig.

Der lød en dump lyd, da torpedoen ramte, men ingen eksplosion, for selvom torpedoen

havde truffet skibet, så detonerede den ikke. VERA og dens meget lettede besætning

kunne fortsætte rejsen, og på et senere tidspunkt, mens skibet var i dok, blev det stykke

af skibssiden, hvor torpedoen havde ramt, skåret ud og sat i ramme til minde om den

heldige dag! Telegrammet, som besætningen sendte hjem til rederikontoret, er udstillet

ved siden af stykket af skibssiden. Teksten er ganske nonchalant og røber ikke meget

om sindsstemningen blandt søfolkene:

Arrived Newport – Been fired at from submarine off Penzance – One torpedo struck ship port side but did not explode – the second torpedo failed the target – No damage done to ship – Have Lloyds certificate seaworthiness – Johan Risoe

146 I krigens skygge

147I krigens skygge

Barken ACADIA blev sænket af en

tysk ubåd under 1. Verdenskrig.

Mens skibet sank, fangede

fotografen fra ubåden, sandsynligvis

en tysk matros eller officer, ACADIAs

sidste øjeblikke, inden det endeligt

blev opslugt af Atlanterhavet.

Foto: Gustav Schultz.

M/S Museet for Søfart.

148 I krigens skygge

Den tyske ubåd U 52 angriber den danske barkentine ANSGAR

af Marstal i Middelhavet den 11. april 1917. Der blev anbragt

bomber ombord og påsat ild to steder i skibet. I baggrunden af

ANSGARs besætning ved at gå i bådene. Besætningen kom fra

borde og blev optaget af den spanske damper S/S MARQUES

DEL TURIA. Foto: Ukendt kunstner. M/S Museet for Søfart.

149I krigens skygge

Sejlads – langt og længe hjemmefraSøfolk var vant til at være væk hjemmefra, men under verdenskrigene kunne tiden blive særlig lang. I dette undertema fortælles bl.a. historien om skoleskibet DANMARK og dets besætnin-ger, der var væk hjemmefra i seks år. Her vises bil-leder af hovedpersonerne i fortællingen; nemlig de mange besætninger, der sejlede under krigene. Under begge verdenskrige sejlede skibe i konvoj for beskyttelse og for bedst at kunne udnytte de orlogsskibe, der var til rådighed. I dette under-tema kunne den historie fortælles, sammen med fornemmelsen af hjælpeløshed ved ikke at kunne samle kammerater op fra et sænket skib, men være tvunget til at holde sin plads i konvojen.

AngrebUmiddelbart efter det indledende undertema om sejladsen kommer udstillingens hoveddel, der handler om de forskellige typer angreb, søfolkene blev udsat for. Især tyske ubåde sænkede mange danske skibe under de to verdenskrige, hvad enten det foregik med torpedoer, kanoner eller sprængladninger. Undervejs i begge verdenskrige eskalerede volden drastisk fra start til slut, og det beskrives i dette undertema med rigelig brug af samtidige film. Mange skibsmodeller samt rester af torpederede skibe illustrerer forholdene sam-men med udsagn fra danske søfolk, der oplevede ubådsangreb på nærmeste hold.

Angreb fra luften kom hurtigt og uden var-sel. Under især 2. Verdenskrig blev danske skibe angrebet af f ly fra begge sider i krigen.

Under begge verdenskrige var de danske far-vande blandt de kraftigst minerede i verden. Minerne var en stor fare for især de større danske skibe, og mange forsvandt sporløst efter at være stødt på en mine. De talrige danske småskibe var bygget af træ og kunne derfor undgå de mange

magnetiske miner i farvandene. Minerne var en langvarig fare, der fortsatte i årevis efter krigenes ophør.

Men skibene og deres besætninger blev også udsat for mange andre typer af hændelser afledt af krigen. Under især 2. Verdenskrig blev mange skibe konfiskeret og brugt af krigens parter. Andre skibe blev saboteret af enten modstands-folk eller tyske medløbere - enten for at ødelægge krigstransporter eller for at straffe de rejsende. I dette undertema, der samler mange skæbner op, der ikke passer i de øvrige angrebsundertemaer, hører fortællinger som færgen SJÆLLAND, der blev saboteret, og passagerskibet ROTNA, der kun var i tysk tjeneste i to timer og alligevel nåede at blive bombet af sovjetiske bombefly.

Redning?For mange skibe under angreb gik det meget stærkt. Selv de største skibe kunne synke på få minutter. På trods af alverdens forberedelser fra besætningens side, var det ofte et spørgsmål om held, hvor stor en del af besætningen der nåede at redde sig selv.

I dette undertema fortælles om de rednings-foranstaltninger besætningerne gjorde sig, og hvordan søfolkene håndterede den traumatiske oplevelse, det var at få sit skib sænket. De mange dramatiske beretninger om lange perioder til søs i redningsflåder hører hjemme her, ligesom de tragiske beretninger om de mange besætninger, der forsvandt i dybet med deres skibe og om deres efterladte derhjemme.

HjemkomstUnder begge verdenskrige var hverdagslivet for søfolk og folk i land mere forskelligt end sædvan-ligt. Under 1. verdenskrig var Danmark i mindre grad påvirket af de europæiske krigshandlinger,

151

Model af grønlandsskibet IVIGTUT

I sommeren 1917 var skruebarken IVIGTUT på vej fra Grønland til København med en ladning

kryolit. En morgen på rejsen dukkede en tysk ubåd pludselig op og skød fire skud mod skibet.

Skibet stoppede og gjorde en båd klar for at kunne sejle hen til ubåden med skibets papirer, når

den dukkede op igen. En halv time senere så mandskabet periskopet igen, og ubåden affyrede

en torpedo, der dog gik under skibets køl. Derefter dukkede ubåden op igen og skød mod skibet

igen, så besætningen skyndte sig i bådene og sejlede væk. Ubåden fortsatte skydningen mod

IVIGTUT og efter i alt 75 granater opgav det gamle skib ævred og satte en sidste kurs mod

havets bund. Besætningen satte sejl på redningsbådene i Nordatlanten for at komme nærmere

beboede egne eller for at finde et andet skib. Takket været en frisk vind gik sejladsen hurtigt, og

allerede om eftermiddagen stødte besætningen i de to både på en svensk fiskekutter, der tog

dem alle ombord, inden en storm blæste op om natten.

152 I krigens skygge

Afslutningen

på udstillingen

I krigens skygge.

Foto: David Borland.

M/S Museet for Søfart.

men faren til søs var stor, og mange omkom. Til gengæld var der gode penge at tjene for både søfolk og redere, så sejladsen fortsatte.

Under 2. verdenskrig var mange søfolk adskilt fra hjemmet i adskillige år, og de anderledes levevilkår skabte sociale barrierer mellem søfolk og danskere hjemme. Under begge verdenskrige var de danske søfolk aktive deltagere i krigene, hvilket i nogen grad blev overset af befolkningen derhjemme. Især ved hjemkomsten efter langs tids tjeneste i Udeflåden forventede mange søfolk en varm velkomst, men de fleste blev skuffede.

I dette undertema fortælles også om erindringen om søfolk og om de mange familier hvor man havde mistet en søn, en bror, en far eller en ægtemand og deres sorg.

Med de mange dramatiske fortællinger om søfolk og skibe i udstillingen kan gæsten let forle-des til at tro, at det altid var dødsensfarligt at sejle under verdenskrige. Men mange skibe og besæt-ninger kom uskadte igennem de voldsomme år. Derfor afsluttes udstillingen med en række af de skibe, der sejlede uden alvorlige problemer under krigene og om de mange utroligt heldige tilfælde, som krigssejladserne også var fulde af.

Genstande til udstillingenUndervejs i planlægningen af udstillingerne

var vi blevet enige med udstillingsdesignerne Kossmann.dejong om at opfatte udstillingerne på en anden måde end sædvanligt. På mange museer er genstandene det absolut centrale, og der regnes med, at genstandenes fortællekraft er så stærk, at de selv for et publikum uden særlige forudsætninger eller baggrundsviden vil overlevere deres historie. Vi var enige om i stedet at opfatte udstillingen som et teaterstykke, hvor den overordnede fortælling var det allervigtigste, og hvor historien var manuskriptet. Det reducerede genstandene til

at være skuespillere i stykket, som blev instrueret af historikere og designere. Genstande fik derfor kun lov til at deltage, hvis de kunne spille en nødvendig rolle i fortællingen i teaterstykket. Det betød, at det ikke længere var nok, at en genstand var interessant i sig selv, men at den til gengæld kom til at stå stærkere på grund af den historiske og formidlingsmæssige kontekst.

Efter de grundlæggende overvejelser gik vi derfor museets samling igennem for potentielle skuespillere. Gennem de sidste næsten 100 år havde vores forgængere skabt en fantastisk sam-ling, så ikke mindst inden for skibsmodeller var der noget at vælge imellem. De lidt større gen-stande var der dog desværre ikke mange af, så her ventede et arbejde med at enten indsamle på ny eller låne fra andre institutioner. Til angrebs-afsnittet var en af de store drømme en tysk tor-pedo, der kunne være med til at skabe drama i udstillingen og ved sin store størrelse formidle våbnets kraft. Med hjælp fra Søværnet lykkedes det at indlemme et eksemplar af det syv meter lange våben i museets samling sammen med en komplet sømine. Fra Tøjhusmuseet kunne vi låne en britisk flybombe og en tysk ubådskanon, og derved var alle fire hovedtyper af angreb repræ-senteret ved større genstande.

154

Det store Søfartsmonument på Langelinie er, som

et af de største mindesmærker over danske søfolk

under verdenskrigene, en central del af fortællin-

gen om mindet om de tabte søfolk. Monumentet

var imidlertid i meget ringe forfatning, da den sten-

art, som reliefferne var hugget i, smuldrede i det

hårde vejrlig. Derfor skulle monumentet nyhugges i

en mere bestandig stenart, og det lykkedes at over-

tage dele af de gamle og smukt patinerede tavler

med lister over de omkomne søfolk under Første

Verdenskrig. Kronet med en replika i mindre størrel-

se af englen øverst på monumentet blev genstan-

dene en fin indledning til afsnittet om hjemkomst.

155Søfolk til flåden i krig og fred 1704-1849

Stykke af tavle fra Søfartsmonumentet

Trods stor risiko for tab af søfolk og skibe gav 1. Verdenskrig også god indtjening for søfolkene og

store overskud for rederier og aktionærer. Da krigsforsikringerne ophørte efter krigen, blev der en

større sum penge tilovers, og Dansk Dampskibsrederiforening besluttede derfor at bruge disse pen-

ge sammen med indsamlede midler til at opføre et monument for de omkomne søfolk. I 1924 blev

der afholdt en konkurrence om udformningen af monumentet, der skulle ahve plads på Langelinie.

Vinderen af konkurrencen blev Svend Rathsack, og hans forslag kom til at tage tre år at realisere.

Det blev et hovedværk i mellemkrigstidens danske billedhuggerkunst.

På friserne ses et skib, der er blevet offer for en eksplosion. Søfolkene flygter, nogle kaster sig over

bord. I næste sekvens bjærges nogle ombord i en redningsbåd. Krigsguden Mars peger med sit

sværd mod en ørn, der angriber en måge, et symbol på de kæmpende parters angreb på søfolk. Som

modstykke ses handels- og søfartsguden Merkur på den modsatte frise, lænet op ad vareballer og

peger mod fredelige duer. Endelig ses en mor og datter sørgende over en tabt mand og far, mens en

dreng sætter et modelskib i vandet som symbol på sin fars erhverv. Øverst står figuren Mindet med

en krans af ege- og laurbærblade, der i antikkens Rom var forbeholdt den, der havde givet sit liv for

fædrelandet. Under figuren af Mindet findes navnene på 101 forliste skibe og 648 omkomne søfolk

under 1. Verdenskrig.

Monumentet indviedes endelig i 1928 og minder både om de omkomne og advarer om krigens gru. I

oldtiden kaldte man denne type mindesmærke for en kenotaf – en tom grav. Rejst, hvor helten ikke

var begravet. Tusinder mødte op, heraf en del pårørende til de omkomne, og en kantate blev uropført

med kraftfulde strofer som:

Aldrig bar planker og dæktavsere helteAldrig var Handling og dådordknap som edersTavs var den sejrende baadTavs gik den væk *

* I Handels- og Søfartsmuseet – Årbog 2011 findes en grundig

artikel om monumentet, dets tilblivelse, kunstneriske udtryk og

om musik og digte med relation til det.

156

Tilbage var nu spørgsmålet om selve scenogra-fien, om hvordan både kedsomhed, frygt, bruta-litet og menneskelighed kunne formidles i rum-met, og hvordan genstandene kunne få den bedst mulige scene at agere på. Fra den originale tanke om angribende orlogsskibe bevægede vi os over i en metafor om at være under havet, hvor gæsten ville kunne kigge op på et uhyggeligt landskab af tøjrede søminer, der ventede på, at et potentielt offer kom sejlende forbi. På væggene skulle film projiceres, der både kunne vise de levende billeder som genstandstype og samtidig bruge kunstneriske virkemidler til at forstærke følelser. Men ad lange omveje, dukkede metaforen om skibet, der var ble-vet ramt af en torpedo eller sømine op. Hvis rum-met blev indrettet som en frosset eksplosion, kunne gæsten med samme fornemme, at her var noget galt, at her ikke var trygt at være. Den uhyggelige

fornemmelse blev en drivkraft i det senere arbejde, nemlig at scenografien i sig selv skulle afspejle følel-serne af frygt og angst.

De dygtige filmfolk fra firmaet De Aanpak kom her til at spille en central rolle. Efter at de grundigt var blevet sat ind i verdenskrigenes historie, gik de på jagt i danske og udenlandske arkiver for at finde filmmateriale, der kunne hjælpe med at gøre for-tiden nærværende. Det blev grundmaterialet til et stykke filmkunst, der fortæller den samme histo-rie som udstillingen, nemlig sejlads, angreb, red-ning eller død og endelig hjemkomst eller minde. Kombineret med med nykomponeret musik, musik fra verdenskrigenes tid og lydeffekter dan-ner filmen, der projiceres på de mange splinter af en skibsside i udstillingen, en dramatisk baggrund til genstandene og formidler sømandens følelse af frygt og angst meget direkte.

Søfolk til flåden i krig og fred 1704-1849

I forberedelserne til udstillingen

gik designet og den gennemgående

metafor gennem flere faser. I det

første oplæg handlede udstillingen

om orlogsflådens slag og angreb,

dernæst drejede vi udstillingen i

retning af den danske sømand

under verdenskrigene. Her kunne

udstillingen ses nedefra, hvor

søminer hang truende i luften.

Endelig blev metaforen i

udstillingen til et skib, der

eksploderer, med film projiceret på

stykkerne og montrerne integreret i

metallet. Foto: Kossmann.dejong.

M/S Museet for Søfart.

158

Lyd som genstande

De mange erindringer om sejladsen under verdenskrigene er centrale i

forståelsen af vilkårene for søfolkene, men er samtidig svære at formidle.

Derfor bliver udvalgte bidder af erindringerne læst op på dansk og engelsk

ved særlige lydpunkter, hvor søfolkene selv får lov til at fortælle. Et af klippene

fortæller om et møde i marts 1917, hvor besætningen på den tremastede

bramsejlskonnert LAURITS mødte en tysk ubåd. Kaptajnen fortalte senere om

det ulykkelige møde, der endda inkluderede en dansktalende sønderjyde:

Klokken 3 eftermiddag fik jeg øje på noget i sydøstlig retning uden straks at kunne afgøre, hvad det var. Gik op i styrbords mesanvant med kikkerten. Da jeg satte den for øjnene, saa jeg røg ved »genstanden«, og umiddelbart derefter suste et projektil mellem mig og storsejlet, det faldt ca. 30 favne i læ af LAURITS. Man antog, det var en engelsk undervandsbåd, der vilde beordre os ind til Stornoway for inspek-tion [...] Ubåden nærmede sig med signal A.B. »Forlad Skibet« oppe. [...] Vi var nu klar over, at vi havde gjort englænderne uret, og at ubåden var tysk. [...] [Vores] båd blev med nogen besvær sat ubeskadiget i vandet, og den lagdes hen under laaringen, hvor den var beskyttet af LAURITS‘ skrog, hvis tyskerne fandt på at genoptage skydningen. ...[Ubådens] underofficer talte godt dansk og var sikkert sønderjyde. Han blev roet ombord. Sammen med ham gik styrmanden og jeg også ombord. Vor gæst tømte sækken, den indeholdt bomber, og fyldte så i sækken igen - som en kompensation - af hvad han fandt: Barometer, uldtøj, margarine, sukker, sæbe o.s.v., alt forsvandt i sækken i sammenblanding. [...] Bomberne blev anbragt - to i kahytten, en i lukafet og en på dæk - de antændtes, og underofficeren blev roet tilbage. [...] Et øjeblik senere var uhyret forsvunden under havets overflade. [...] Røg og flammer så man nu op af kahytskappe og skylight, og ca. en halv time efter vi sidst forlod LAURITS, så vi den duve med forskibet og gå ned. Styrmanden og jeg rejste os og gjorde honnør, indtil det sidste [...] forsvandt i Bølgerne.2

159

160 I krigens skygge

Et sted forude skal en slagmark blodig væltes op af dybet De kan kun vente på den, på deres våbenløse vagt, de som står mod styrehusets nøgne fængselsgrå betonmur, eller arbejder, indestængte, i maskinens dybe skakt

Nordahl Grieg, det ufuldendte digt Sjøfolk (1943)

Interaktion og poesiUndervejs i forberedelserne til udstillingen blev spørgsmålet om en interaktiv installation drøftet flere gange. Kossmann.dejong argumenterede for en form for sænke-slagskibe-installation, hvor gæsten selv kunne styre skibe gennem minefelter og angribende ubåde. Men aktiviteter og interak-tive opstillinger bør anvendes med forsigtighed i denne type udstilling, da emnet stadig er følsomt for mange mennesker, samtidig med at stemnin-gen i udstillingen mørk, dyster og alvorlig.

Udstillingens tema omhandler et emne, hvor de centrale personer, nemlig de danske søfolk, havde meget få handlingsmuligheder, og en simulation heraf vil derfor sandsynligvis være enten kedelig eller upassende. Udstillingen bør nok snarere sam-menlignes med et rædselskabinet, man går skræmt igennem, mens man af frygt holder hænderne tæt til kroppen for at beskytte sig mod grusomhe-derne. Derfor endte vi med at lade gæstens hand-lemuligheder i udstillingen afspejle sømandens

handlemuligheder ombord på et skib i verdenskri-gen mørke vande; nemlig ganske begrænsede.

Den sidste del af det forberedende udstillings-arbejde var at finde et citat fra litteraturen, poesien eller filosofien, der kunne sættes op på væggen i stort format som indledning til udstillingen. De dramatiske verdenskrige gav grobund til meget poesi, men udfordringen var at finde en tekst af god kvalitet, der samtidig formidlede så præcist som muligt hvad udstillingen handlede om. Ideelt set skulle citatet erstatte både titel og introtekst og kunne introducere udstillingen på egen hånd.

Efter en længere søgning faldt valget ende-lig på den norske digter Nordahl Grieg, der i sit ufuldendte digt Sjøfolk fra 1943 perfekt satte ord på sømandens vilkår. Digtet rummer hele udstil-lingens fortælling, og efter det var fundet, var der kun tilbage at opbygge udstillingen og byde vel-kommen til de mange gæster, som forhåbentligt her ville blive inspireret til at opsøge mere viden om de danske søfolk under de to verdenskrige.

161I krigens skygge

Benjamin Asmussen

Cand.mag. i historie Københavns Universitet. Siden 2008 museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, hvor han

har deltaget i opbygningen af det nye museum. Fra 2014 ph.d.-studerende på Center for Virksomhedshistorie på

CBS. I et projekt, der skal sammenligne 1700-tallets danske handel på Kina med nutidens.

Noter

1 Anden og tredje strofe af digtet: Som dybest brønd gi‘r

altid klarest vand, Jeppe Aakjær, 1916.

2 Erik Gøbel (red.): Glimt fra de Dage, der gik -

Troenseskipper Christian L. Sørensens Erindringer 1894-

1928, Maritim Kontakt 19, 1997, s. 208-210.

3

46

836

72104

140

ForordCamilla Mordhorst

Tradition og fornyelseMorten Tinning

Professionelle søfolk– en strategisk ressource under Skånske Krig (1675-1679) Asger Nørlund

Søfolk til flåden – i krig og fred 1704-1849Per Møller

Fra sømand til slave– Niels Moss’ oplevelser i Algier i årene 1769-1772Torbjørn Ødegaard

Det har været en kedsom påske for os her oppe i Østersøen– Christen Hansens dagbog fra 1864Jakob Seerup

I krigens skyggeBenjamin Asmussen

144 Genstand: Stykke af skibsside fra S/S VERA

150 Genstand: Model af grønlandsskibet IVIGTUT

154 Genstand: Stykke af tavle fra Søfartsmonumentet

158 Genstand: Lyd som genstande

Danske søfolk ved D-dag– en vigtig indsats for DanmarkThomas Oldrup

194 Genstand: Merchant Marine Mariner’s Medal

Angrebet på KARAMA MÆRSK den 28. marts 1988– maskinmester Kim Mikkelsens oplevelser i Den Persiske Golf Morten Tinning

162

196

Ind

ho

ld

Søfolk i krig– nedslag den maritime historie

M/S Museet for Søfarts årbog 20142014-udgaven er bind 73 i rækken af museets årbøger og samtidig at regne for Maritim Kontakt nr. 36.

© M/S Museet for Søfart og forfatterne

Redigeret af Morten Tinning

1. udgave, 1. oplagISBN: 978-87-7015-007-1ISSN: 2245-7879

Trykt i Ungarn

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Torben HansenBilledredaktion: Morten Tinning

Udgivet af:M/S Museet for SøfartNy Kronborgvej 13000 Helsingørwww.mfs.dk

Udgivet med støtte fra:Selskabet M/S Museet for Søfarts VennerogMaritim Kontakt

Der kan i årbogen være illustrationer, hvis rettighedshavere ikke har kunnet findes. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er dette sket utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.

Forsideillustration:Officerer om bord på fregatten SJÆLLAND på Holmen i 1864. Foto: Orlogsmuseet.

Præget i lærredsindbindingen: Dette er baseret på et foto af olietankeren KARAMA MÆRSK (gengivet på side 200), der blev angrebet af iranske kanonbåde den 28. marts 1988. Originalfotoet viser et stort sprænghul i skibets aptering. Ingen kom til skade ved episoden. Originalfoto: Kim Mikkelsen.

Motiv på forsats: Fregatten SJÆLLAND i kamp med prøjsiske orlogsskibe ved Rügen den 17. marts 1864. Læs mere på s. 115. Stik af C. Neumann (1833-1891). Orlogsmuseet.