Slægtens funktion i nordisk højmiddelalderret – Kanonisk retsideologi og fredsskabende...

ANVENDTE FORKORTELSER

A&O.: Arvebog og Orbodemål

BKr.: Borgartings Kristenret

D.R.B.: Danmarks Riges Breve

DL.: Dalaloven

EKr.: Eidsivatings Kristenret

EsL.: Eriks sjællandske Lov

FL.: Frostatingsloven

GL.: Gulatingsloven

HL.: Hälsingeloven

JL.: Jyske Lov

KLNM.: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder

MEL.: Magnus Erikssons Landslov

MML.: Magnus Lagabøters Landslov

SjKl.: Sjællandske Kirkelov

SkKl.: Skånske Kirkelov

SkL.: Skånske Lov

SlKl.: Smålands Kirkelov

SmL.: Södermannaloven

UpL.: Upplandsloven

VgL1.: Ældre Västgötalov

VgL2.: Yngre Västgötalov

VmL.: Västmannaloven

VsL1.: Valdemars sjællandske Lov, ældre version

VsL2.: Valdemars sjællandske Lov, yngre version

ÖgL.: Östgötaloven

1

INDHOLD

1. DEL. DEN IDEOLOGISKE OG PRAKTISKE BAGGRUND FOR

LANDSKABSLOVGININGEN

INDLEDNING

8

Undersøgelsesområde og afgrænsning

12

Systematikken

13

SLÆGTSKAB SOM STRATEGI

14

Det valg- og alliancebaserede slægtskabssystem

17

Det kanoniske slægtskab

21

”SLÆGT, KØN, LOV OG RET” – DE CENTRALE BEGREBER

33

2

Slægtskab

33

Lov og ret

38

DE RETLIGE KILDER

44

DE NORDISKE SAMFUND PÅ LANDSKABSLOVENS TID

54

Norden som analysemodel

54

De norske loves genesis

59

De danske loves genesis

67

De svenske loves genesis

72

Samfundets opbygning

77

Ressourcer og prestige – Jordens betydning i

landskabslovene 81

LANDSKABSLOVENES TILKOMST OG DATERING

85

Sædvane eller nyskabt ret?

85

3

Landskabslovenes datering

90

De danske loves datering

91

De norske lovudgaver

98

De svenske loves datering

100

De anvendte tekstudgaver

104

LOVENES FÆDRE

106

FREDSIDEOLOGIEN

113

LOVGIVEREN OG LOVEN

121

Kongen som lovgiver – Den ideologiske konstruktion

121

Kongens lovgivningskompentence

127

INTERAGERENDE RETSSYSTEMER - DOMSTOL, KONFLIKTLØSNING OG

FORLIG

131

4

Europæiske eksempler

132

Situationen i de nordiske kongeriger

135

ANVENDELSEN AF LANDSKABSLOVENE

139

Lovenes funktion – Ideologi eller praksis

143

2. DEL. DET KANONISKE SLÆGTSKABS FUNKTION I

LANDSKABSLOVENE

SLÆGTENS RETLIGE FUNKTION – OPBYGNING OG SAMMENHÆNG

148

5

SLÆGTEN SOM RETSSUBJEKT

153

SLÆGTENS FUNKTION VED RETLIGE TVISTER

153

Kønsnævn

153

Jord og arv

156

Vold og drab

158

Ægteskab og incest

161

KOLLEKTIV BODSBETALING

163

Forbrydelser der ikke kunne sones med bod

166

Mandeboden

171

Den danske lovgivning

171

Den svenske lovgivning

176

Den norske lovgivning

182

6

Personlig skyld, kollektivt ansvar og teologiske

overvejelser derom 192

DE KANONISKE SLÆGTNINGES INDBYRDES RETTIGHEDER OG

FORPLIGTELSER

196

DEN IDEOLOGISKE BAGGRUND FOR ARVERET I MIDDELALDEREN

196

ARVERETTEN I LANDSKABSLOVENE

198

Medgift

200

Hovedlodden

201

Sønner og døtre som samarvinger

203

Giftegaver

211

Mandlig forret til arv

213

Arveretten før landskabslovenes komme

220

Patrilineære tendenser og kvindelig arveret

223

7

DONATIONER, FROMME GAVER OG RETTEN TIL AT DISPONERE OVER

EJENDOM

229

Det danske materiale

235

Det svenske materiale

243

Det norske materiale

249

ODELSRET

253

Odelsretten

256

Lovbydelse

261

Bördsrätten

264

Forkøbsretten og skattegrundlaget

268

FLEDFØRING

271

ÆGTESKAB 281

Det samtykkebaserede ægteskab – Kanonisk rets

forskrifter 281

8

Ægteskabsretten i landskabslovene

286

Tvangsægteskaber

292

Incest, ægteskab og kanonisk slægtskab

296

Incest i landskabslovene

301

Nordisk eller kanonisk ægteskabsret?

303

AFSLUTNING OG KONKLUSION

307

ENGLISH SUMMARY

315

BIOGRAFI

317

Primære kilder

317

Sekundær litteratur

323

9

FØRSTE DEL

DEN IDEOLOGISKE OG PRAKTISKE BAGGRUND

FOR LANDSKABSLOVGIVNINGEN

10

INDLEDNING

vorfor endnu en afhandling om de nordiske

landskabslove? Sådan vil mangen en retshistoriker

nok spørge. Der findes jo ikke én eneste

bestemmelse eller retlig problemstilling i lovene, som ikke

allerede har været fremdraget, beskrevet og diskuteret. Vil

en fornyet holmgang med det slidte kildemateriale ikke blot

endnu engang føre til en endeløs opregning af de regler og

procedurer, der er landskabslovenes substans, uden at kaste

nyt lys over kildematerialet? Undersøgelsen i det følgende

er imidlertid anstillet ud fra den opfattelse, at det er

muligt at lokke ny viden ud af landskabslovene, ikke blot

om det retlige klima i højmiddelalderens Norden, men også

om det underliggende retsideologiske formål med

lovgivningen, hvori mange af paragrafferne stikker dybere

end til en umiddelbar trang til at skabe lov og orden.

Andre indfaldsvinkler end den traditionelle, hvor man har

undersøgt den enkelte lovbestemmelse isoleret, kan føre til

nye resultater. Her tænkes specielt på undersøgelsen af,

H

11

hvilke ideologiske strømninger der var herskende blandt den

uddannede elite på landskabslovenes tid. På dette område er

det ikke nok snævert at se på lovstudiet, også teologien må

inddrages.

Den tidligere danske retshistoriske forskning har

primært fokuseret på landskabslovenes bestemmelser i en

snæver juridisk sammenhæng, og ikke så meget på samspillet

og vekselvirkningen mellem retsudviklingen og det samfund,

som lovene opstod i, eller på den underliggende politiske

betydning af de juridiske institutioners udformning.

Nærværende monografi vil derimod se på landskabslovenes

bestemmelser i deres samfundsmæssige og retsideologiske

kontekst gennem en afdækning af, hvilken ideologi de var

udtryk for, og hvad deres politiske formål var. Dermed være

ikke sagt, at retssystemtænkning ikke er vigtig for den

retshistoriske forskning i landskabslovene. Uden de

byggeklodser, der dermed bliver skabt, og som er første

skridt til anerkendelsen af, at landskabslovene var en del

af en større juridisk tradition og sammenhæng, giver det

ingen mening at stille supplerende spørgsmål som for

eksempel om, hvem der havde politisk, ideologisk eller

økonomisk interesse i, at der gennem lovene søgtes skabt en

speciel samfundsopbygning

En sådan undersøgelse fører en til de store lærdomscentre i

Paris, Bologna og andre steder i Vesteuropa, for at man kan

forstå, hvilken skolastisk dannelse de nordiske

12

landskabsloves fædre må have haft. Begrebet skolastik skal

ikke forstås i den snævre teologiske betydning, det ofte

tillægges i dag, men som en betegnelse for den fælles

intellektuelle forståelse, der opstod hos de personer, som

blev skolet ved de store lærdomscentre i udlandet.1 For de

juridisk skolede vil man traditionelt kalde den særlige

tradition og lovforståelse, som de tilegnede sig, for ius

commune. Bag begrebet ius commune ligger en teoretisk

forankring i kanonisk og romersk ret, der for alvor tog sin

begyndelse med retsstudiet i Bologna i 1100-tallet. Ius

commune bruges som betegnelse for en fælles vesteuropæisk

retsforståelse, hvis afsæt fandtes i de lærde retssystemer,

og som var baggrunden for en fælles ideologi, selvom det på

lokalt plan fik særdeles forskellige udtryk. Denne

fælleseuropæiske lærde retlige strømning er ofte blevet

stillet i modsætning til den lokale ret, ius proprium, som

landskabslovene er eksempler på. Ved at fokusere på

inspirationen i den lokale ret fra den lærde ret bliver

sondringen mellem ius commune og ius proprium imidlertid

vanskelig at opretholde. For endskønt den direkte

påvirkning fra romerretten ikke har været overvældende, er

inspirationen fra kanonisk ret tydelig, og hele opbygningen

af lovteksterne vidner om kendskab til den europæiske1 De sidste årtiers vækst i lærdomshistorie har gjort meget for atudvide forståelsen af vigtigheden af at se på den intellektuelleballast og ikke mindst selvforståelse, som lovenes fædre, ukendteeller kendte, besad. Om den akademiske selvforståelse, lærdom ogundervisningsform i højmiddelalderen se for eksempel. M. Münster-Swendsen: ”Masters and Paragons. Learning, Power, and the Formation ofa European Academic Culture c. 900-1230.” Upubliceret ph.d.-afhandlingKbh. 2004.

13

retstradition, som romerretten var så vigtig en bestanddel

af. Langt mere kompliceret end at forstå nogle højtsvævende

ideologiske konstruktioner er det imidlertid at kunne

gennemskue, hvordan disse i praksis rodfæstede sig i den

hjemlige lovgivning. Man kan for eksempel mene, at der er

langt fra et kirkeligt ideal om gensidig kærlighed og fred

mellem alle blodsbeslægtede til lovparagraffer, der

regulerer arv og donationer og fastsætter sanktioner for

manddrab. Ikke desto mindre kommer denne sammenhæng

tydeligt frem, hvis retshistorikeren tør vove sig ud af

juraens sikre og tekstnære verden for i stedet at træde ind

i et univers, hvor et stort kontingent af lovenes

forfattere var skolet i teologi, og hvor teologien og

juraen ofte var svært adskillelige størrelser, fordi den

kanoniske ret havde udviklet sig i et tæt samspil med

romerretten og teologien, og hvor romerretten, navnlig fra

Konstantin den Store og frem, i en dialektisk proces havde

været med til at forme og selv blive formet efter den

kristne retsforståelse.

Formålet med denne bog er ud fra en anerkendelse af, at de

nordiske kongeriger også på det juridiske område var en del

af en fælles kristen lærdomskultur, endnu engang at rejse

spørgsmålet om, hvilken funktion slægtskab2 havde i de

nordiske landskabslove. Jeg ønsker at kortlægge, hvilke

ideologiske og realpolitiske bevæggrunde der lå bag den

2 Brugen af slægtskabsbegrebet vil blive forklaret nærmere i afsnittet”Slægt, køn, lov og ret – De centrale begreber”

14

måde, hvorpå slægtskab og de efter lovene dertil knyttede

rettigheder og forpligtelser blev udformet. Udgangspunktet

for undersøgelsen vil være at gennemarbejde de områder i

lovene, hvor slægtskab var med til at definere

retsreglerne; dette kom for eksempel til syne ved

bestemmelser om overførelse af ejendom ved arv, salg eller

gave og ved ægteskab, hvor slægternes indbyrdes rettigheder

og forpligtelser reguleres. Ligeledes er der undersøgt,

hvordan slægten optrådte som retssubjekt over for

tredjepart i sager om kollektiv betaling og modtagelse af

mandebod samt i de tilfælde, hvor det blev foreskrevet, at

medlemmerne af slægten skulle føre bevis eller aflægge ed

om for eksempel ejendomsforhold.

Forskningen har med enkelte undtagelser3 forladt

betragtningen om, at det førkristne Norden var domineret af

en retsorden bestående af slægtsgrupper, der havde

socialretlig kontrol over sine medlemmer. Man ser derfor

heller ikke længere det slægtskab, der optræder i

landskabslovene, som en reminiscens af denne gamle

samfundsorden.4 Skønt dette billede således er blevet manet

i jorden til fordel for et langt mere nuanceret, hvor

stormænd, konger og andre magtfaktorer ses som autoriteter

3 Som for eksempel A. Hoff: „Lov og landskab. Landskabslovenes bidragtil forståelsen af landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca.900-1250” 1997 og H. Paludan: ”Familia og familie. To europæiskekulturelementers møde i højmiddelalderens Danmark” 1995.4 For en gennemgang af hvordan slægt på landskabslovenes tid er blevetopfattet gennem retshistorien se for eksempel L.I. Hansen: ” ’Ætten’ ide eldste landskapslovene – Realitet, konstruksjon og strategi” 1999,s. 25-34.

15

ved siden af slægten eller familien,5 mangler der stadig en

undersøgelse af den særlige forståelse af slægtskab, som

findes i landskabslovene. Det søges foretaget i det

følgende.

Det er ikke muligt at give et enkelt svar på, hvorfra

inspirationen til at anstille denne undersøgelse kom, men

langt hen ad vejen må den ses som en reaktion på Ole

Fengers ”Fejde og mandebod.”6 I dette værk fremsatte Fenger

teorien om, at kirken var en aktiv modstander af enhver

form for kollektivt slægtsansvar, som for øvrigt havde

rødder i et samfund, i hvilket nogenlunde lige stærke og

store slægter regulerede retsudøvelsen via en slags

indbyrdes terrorbalance, hvor potentielle krænkelser af et

slægtsmedlem blev mødt med truslen om hævn og fejde. Fenger

var meget optaget af slægtsansvaret, men det lykkedes ikke

for ham at give en overbevisende forklaring på, hvordan

slægt på landskabslovenes tid fungerede, kun at den havde

udviklet sig fra en fast defineret gruppe til en vekslende,

hvor slægtskab taltes både på fædrene og mødrene side, og

at den i princippet kunne være af uendelig udstrækning.

5 Selvom familie og slægt ofte bruges som synonymer, vil begreberne forklarhedens skyld blive adskilt i det følgende. Familie defineres somde allernærmeste slægtninge, der er del af den samme husstand, hvorbasis udgøres af et forældrepar med børn og eventuelle svigerbørn,børnebørn og eventuelt anden descendens. Betegnelsen slægt bruges omhele den kognatiske slægtsgruppe (kognatisk henviser til, at slægtskabfor den enkelte regnes både på moders og faders side, og derfor er detkun helsøskende, som har præcis den samme slægt). 6 O. Fenger: „Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvaret i germanskog gammeldansk ret“ 1971.

16

Hvordan denne vekslende slægtsgruppe fungerede, og hvad der

gjorde, at blodsfælleskab alene var nok til, at en

forpligtelse opstod, præsenterede han ingen forklaring på.

Fengers arbejde lider også af det forklaringsproblem, at

hans teori om slægtsansvaret er i konflikt med de eksempler

på vold eller uvenskab mellem blodsbeslægtede, som specielt

1100-tallets kilder er så rige på. Eftersom læsningen af

”Fejde og mandebod” rejste flere spørgsmål, end den

besvarede, vaktes min interesse for selv at stille (og ikke

mindst besvare) spørgsmålene om, hvilken slægtsopfattelse

landskabslovene giver udtryk for, og hvilken retlig

betydning slægten havde.

Ved siden af dette hovedproblem vil der i det følgende

forekomme et antal digressioner, der ikke er snævert

knyttet til hovedproblemstillingen. Dette er gjort for at

give et mere nuanceret billede af de retlige og ideologiske

strømninger, som landskabslovene var et produkt af.

17

UNDERSØGELSESOMRÅDEDet er således landskabslovgivningen i de nordiske riger i

middelalderen, der er grundstenen i undersøgelsen. Den

nordiske landskabslovgivning dækker en lang periode, hvoraf

der særligt fokuseres på tiden fra midten af det 12. og

frem til det 14. århundredes begyndelse. Eftersom fokus vil

være på kongerigerne og kongemagtens betydning for

landskabslovgivningen, er den gotlandske Gutalov ikke

medtaget, det samme gælder for den islandske Grágás, der

selvfølgelig heller ikke kan betegnes som en landskabslov,

da der ikke var flere retlige enheder på Island.

Selvom det i princippet er landskabslovene, der står i

centrum, vil både den norske og den svenske landslov blive

inddraget. Magnus Lagabøters norske landslov kom allerede i

1274, på et tidspunkt, hvor den svenske landskabslovgivning

ikke engang var tilendebragt. Der er et spand på over

hundred år mellem de ældste og yngste bestemmelser i de

norske love. Det giver mulighed for at iagttage eventuelle

ændringer både af den fulgte praksis på de enkelte

retsområder og i ændringen af kongens rolle i forhold til

loven og retsudøvelsen. For begge landslove gælder det

tillige, at de er interessante, da de giver et indblik i,

hvilke bestemmelser og beføjelser man fra centralt hold

ønskede at bibeholde fra tidligere praksis, og hvilke der

ikke længere ansås for brugbare.

18

Nogle vil måske spørge, hvorfor bylovene og kilder som

gildeskråerne ikke er inddraget i denne undersøgelse?

Umiddelbart ville man jo forvente, at de retlige kilder fra

byerne ville supplere og udbygge det billede af, hvordan

slægtskab optrådte og brugtes, som man finder i

landskabslovene. Det gør de også, men forstået på den måde,

at de pålægger slægten et meget ringere ansvar over for

tredjemand, end slægten har i landskabslovene. Til gengæld

har andre fællesskaber, specielt gilderne, en betydning,

som slet ikke kendes fra landskabslovene. At slægten ikke

havde den samme betydning for retsudøvelsen i byerne som på

landet, er i grunden ganske indlysende, da bysamfundet var

langt mere dynamisk end landet. Mange af dem, der boede i

byerne, var enten selv kommet fra landet eller fra en anden

by eller var ”andengenerationsindvandrere”, hvilket betød,

at mange af deres blodsbeslægtede kunne være fjernt boende,

hvorfor slægten var dårligt egnet til at være en del af

retsplejen. Da de retlige kilder fra byerne således

afspejler en helt anden problemstilling end den for

landområderne, er de udeladt i denne undersøgelse.

En direkte historiografisk gennemgang af den tidligere

retshistoriske forskning er fravalgt, og det skal kun kort

nævnes at inden for de sidste årtier har historikere som

Elsa Sjöholm, Lars Ivar Hansen og Michael H. Gelting

bidraget til forskningen om landskabslovene gennem en række

19

studier.7 I denne sammenhæng bør især Geltings artikler

fremhæves,8 da de på trods af deres klare historiske

indgangsvinkel har været med til at sætte fornyet gang i

diskussionen om landskabslovenes datering, indhold og

formål, blandt andet gennem sammenligning mellem den danske

retsudvikling og den, der fandt sted i andre dele af

Europa, specielt i Frankrig og Norden.

SystematikkenUndersøgelse er delt i to hovedafsnit: et bredt

introducerende og et retsdogmatisk. I det første bliver

forudsætningerne for at forstå landskabslovene præsenteret

gennem en vifte af aspekter, der havde betydning for deres

indhold og udformning. Dette favner så vidt som til at

dække den teologiske og ideologiske baggrund for lovgivning

og slægtskab, som den findes i lovene, landskabslovenes

historiske kontekst, både politisk, socialt og økonomisk,

begrebsbrugen, den skolastiske baggrund for retsideologien

7 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988. L. I. Hansen: ”’Ætten’ ide eldste landskapslovene – Realitet, konstruksjon og strategi” 1999og ”Slektskap, eiendom og sosiale strategier i nordisk middelalder.”1994 Geltings production har været Ganske omfangsrig, men de to mestopsigtsvækkende er: M. H. Gelting: ”Marriage, Peace and the CanonicalIncest Prohibitions: Making Sense of an Absurdity?” 1999 og ”Odelsrett– lovbydelse – bördsrätt – retrait lignager. Kindred and Land in theNordic Countries in the Twelfth and Thirteenth Centuries” 2000.8 Læseren vil bemærke, at der mange steder i denne afhandling bliverhenvist til og diskuteret med Geltings teorier og hypoteser. Grundendertil er, at han i nyere tid er den, der har bidraget mest tildiskussionen omkring landskabslovenes indhold og formål. Specielt hansundersøgelser af incest, arv, donationer og retten til jord har væreten stor inspirationskilde til dette arbejde. Mange af Geltings teorierog hypoteser, der endnu ikke blevet diskuteret i den retshistoriskeforskning, vil blive behandlet her.

20

herunder også sammenhængen mellem ret og fred og slutteligt

kongens ideologiske og praktiske funktion som lovgiver.

Denne fremstillingsmåde er valgt, fordi ønsket er at

undersøge de nordiske landskabslove både udefra og ”indad”,

nemlig ved at se på hvilken påvirkning udefra der har øvet

indflydelse på landskabslovgivningen i Norden, og om spor

deraf lader sig påvise i lovene.

Andet hovedafsnit er det mere dogmatiske, hvor der dykkes

ned i lovbestemmelserne for at se, hvordan det kanoniske

slægtskab blev anvendt i lovene. Groft sagt er det andet

hovedafsnit således delt i to, hvoraf den første del

omhandler slægten som retssubjekt over for tredjemand, mens

den anden del går ind på slægtens indbyrdes rettigheder og

forpligtelser. Denne opdeling er imidlertid ikke helt

dækkende, idet kollektiv slægtsbetaling af mandebod i

grunden dækker begge kategorier.

Som det sidste tema vil ægteskabsindgåelse blive undersøgt,

både forholdet til kanonisk ret og den praksis,

landskabslovene foreskrev. Det kristne ægteskab og de

restriktioner, der var knyttet til indgåelsen, var helt

centrale forudsætninger for, at kanonisk slægtskab kunne

rodfæste sig i lægbefolkningens bevidsthed, især fordi et

omfattende incestforbud havde en vigtig placering i læren

derom.

21

I den dogmatiske del har jeg ofte valgt at gennemgå

bestemmelserne, således at de danske, svenske og norske er

behandlet hver for sig i stedet for at foretage en samlet

gennemgang. Dette er gjort for at skabe klarhed over de som

oftest meget komplicerede regler, men det har medført, at

fremstillingen er noget tung. En bedre formidlende stil

kunne være valgt, men er altså fravalgt af hensyn til

overskueligheden.

22

SLÆGTSKAB SOM STRATEGI

un sjældent har forskere brugt slægtskab som

udgangspunkt for at forstå landskabslovene. En

undtagelse er dog den norske historiker Lars Ivar

Hansen, som i sin artikel om slægten i de ældste

landskabslove fra 19999 fremfører, at man kan anlægge to

syn på slægtskab: Enten ser man slægtskab som en fast

størrelse, som politiske og økonomiske strukturer måtte

afpasse sig efter, eller også ser man slægtskabsstrategier

som afhængige variabler. Slægtskab var i sidste fald ikke

en uforanderlig størrelse, men et elastisk begreb, der

kunne tilpasses givne økonomiske og politiske interesser og

instrumentaliseres med henblik på disse. Her, som det også

er tilfældet i Lars Ivar Hansens artikel, vil sidstnævnte

synsvinkel på slægtskab blive anlagt. Også betydningen af

de ideologiske strømninger, der kom fra udlandet, og som

kom til at påvirke både politiske, sociale og økonomiske

forhold i de nordiske samfund, hvorved nye

slægtskabsstrategier blev skabt, vil blive inddraget. Det

teoretiske udgangspunkt for denne bog er at betragte

slægtskab, som det optræder i landskabslovene, som en

strategi fra de centrale magthaveres side.

K

9 L.I. Hansen: ”’Ætten’ i de eldste landskapslovene – Realitet,konstruksjon og strategi” 1999, s. 23ff. I en anden artikel har LarsIvar Hansen brugt en lignende Bourdieu-inspireret strategimodel for atforklare, hvordan det nordiske arvesystem udviklede sig imiddelalderen. L. I. Hansen: ”Slektskap, eiendom og sosiale strategieri nordisk middelalder” 1994.

23

Slægtskab som strategi er ikke en ny indfaldsvinkel til

at forstå samfundsforholdene i middelalderen.10 Ud over

Lars Ivar Hansen har denne tilgang blandt andre også

inspireret Eleanor Searles analyse af slægtskabet i

Normandiet11 og Constance Brittain Bouchards undersøgelse

af aristokratiets ægteskabs- og slægtskabsmønstre i det

10 Når den form for slægtskab, der optræder i landskabslovene, i dengrad gennemsyrer dem og spiller en afgørende rolle for såvelejendomsretten (specielt hvad angår den enkeltes dispositionsret oversin ejendom), betaling og modtagelse af mandebod og ikke mindsteslægtens betydning som retsenhed, når eder, bevis og lignende skullepræsteres, kan der ingen tvivl herske om, at denne strategiske måde atbruge slægtskab på ikke havde fundet vej ind i lovene, hvis der ikkevar tale om en bevidst strategi fra centralmagtens side. Centralmagtenkan ikke uden videre oversættes med kongemagten, da mange af kirkensmænd beklædte høje embeder i den verdslige forvaltning, hvilket gørdet svært at skelne skarpt mellem kongens og kirkens politik. Et ordsom strategi skal naturligvis altid bruges med et gran salt, for detvil unægtelig være svært at bestemme, hvad der er strategi, og hvormeget der i stedet er udtryk for tidens ideologiske strømninger, dadisse størrelser er tæt sammenvævede. For nemmere at kunne forklare og sætte ord på de magtkampe ogværdiudvekslinger, der fandt sted, vil den franske sociolog PierreBourdieus begrebsapparat til tider blive anvendt, ligesom Bourdieustanker også har inspireret flere af konklusionerne. Man kan dog ikkegå så vidt som til at sige, at undersøgelsens teoretiske grundlagalene hviler på Bourdieu, dertil er brugen af ham for selektiv. I Bourdieus univers er begreber som diskurs, felt, strategi ogkapital helt afgørende. Det for undersøgelsen centrale begreb slægtskabdækker i grunden over en tom diskurs, som forskellige aktører havdeinteresse i at definere indholdet af. Dette skete gennem strategier,der kunne være både bevidste og ubevidste fra aktørernes side.Slægtskab udgjorde en del af de ideologiske strømninger, der rørte sigi tiden, og som ikke havde nogen berettigelse i sig selv, men i stedetvar en del af de værdier, eller kapital som Bourdieu kalder det, derfandtes på det felt eller felter, hvorpå aktørerne agerede. Selvom derofte i teksten vil blive talt om ideologiske strømninger, er der igrunden blot tale om endnu en konstruktion, idet ideologier ikke kunneeksistere selvstændigt, men kun giver mening, hvis de ses som en delaf den kapital, som aktørerne bragte med på felterne, hvor kampen om,hvilke ideologiske strømninger, eller snarere hvilken gruppesinteresser, der skulle tilgodeses, foregik. Den ”kamp”, der fandtsted, pågik både på det retlige, kulturelle og sociale felt blandt

24

nuværende Frankrig i den tidlige middelalder og den

begyndende højmiddelalder.12 Hvad det danske materiale

angår, er tilgangen blevet brugt af Lars Hermanson og Thyra

Nors til at forklare de politiske forhold i det 12.

århundrede, som de ser som værende afhængige af aktørernes

evner til at bruge slægtskab strategisk til at styrke egne

interesser.13 Her vil teorien om slægtskab som strategi

blive brugt til at give en retshistorisk tolkning af,

hvordan slægtskab optræder i de nordiske landskabslove, og

hvilken strategi der ligger bag den måde, hvorpå slægtskab

bliver præsenteret deri.

I den retshistoriske forskning om slægtskabets rolle i

landskabslovene er der traditionelt blevet fokuseret på

slægtsansvar eller familieforhold og ikke på slægtskabets

struktur og funktion. Hvis man imidlertid følger Lars Ivar

Hansens tankegang om, at definitionen af slægt var en

variabel størrelse, der kunne ændre sig efter magthavernes

politiske og økonomiske interesser, bliver slægtskabmange forskellige aktører, der alle tilhørte samfundets elite på detsociale plan, mens alle bestemt ikke var rustet til at agere på detkulturelle plan. Det, at kampen fandt sted på flere felter, gør denkompliceret at håndtere, idet det er meget vanskeligt at spore, hvilkemagtforhold der eksisterede mellem felterne, og hvilken betydning deforskellige former for kapital har haft i forhold til hinanden.11 E. Searle: ”Predatory Kinship and the Creation of Norman Power, 840-1066” 1988.12 C. Brittain Bouchard: „’Those of My Blood.’ Constructing NobleFamilies in Medieval Francia“ 2001. For en introduktion til hendesteorier se s. 1-12.13 L. Hermanson: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitenspolitiska kultur i 1100-talets Danmark” 2000 og T. Nors:”Slægtsstrategier hos den danske kongeslægt i det 12. århundrede: Svartil Helge Paludan” 2000.

25

pludselig en vigtig faktor i magtkampen, specielt i et

samfund hvor både ejendomsoverførelse og justits fandt sted

på et lokalt plan, og hvor centralmagten ofte ikke var

stærk nok til at diktere udfaldet af sagerne. I det

følgende vil der blive gjort rede for den ændring i

opfattelsen af, hvad slægtskab var, som jeg mener, fandt

sted med indførelsen af landskabslovene.

DET VALG- OG ALLIANCEBASEREDE SLÆGTSKABS-

SYSTEMBåde Nors og Hermanson har undersøgt, hvilke

slægtskabsstrategier der lå bag elitens handlinger i 1100-

tallets Danmark. Med andre ord har de begge hovedsagelig

fokuseret på perioden før landskabslovenes nedskrivning.14

I det følgende bliver de slægtskabsstrategier, som Nors og

Hermanson har iagttaget fra Danmark i 1100-tallet,

suppleret med observationer fra andre områder. Dette gøres

ud fra den betragtning, at de slægtskabsstrategier, som var

14 Selvom detaljerede undersøgelser af slægtsstrategier i Norge ikke erblevet foretaget, har blandt andre Sverre Bagge og Lars Ivar Hansengjort observationer af slægtskabsstrategier fra 1000- til 1100-tallet,som i hovedtrækkene svarer til Nors og Hermanson konklusioner. L.I.Hansen: ”Slektskap, eiendom og sosiale strategier i nordiskmiddelalder” 1995 og S. Bagge: ”Borgerkrig og statsudvikling i Norge imiddelalderen” 1986, s. 150f. For Sveriges vedkommende erkildematerialet fra denne periode meget sporadisk, men intet i dettaler imod, at slægtskabsstrategierne lignede dem, som kilderne fradet danske og norske område viser.

26

herskende i Danmark i den tidlige og begyndende

højmiddelalder, også har fandtes i Norge og Sverige.15

Dette udelukker på ingen måde, at der kunne være regionale

forskelle i slægtskabsrelationerne, som blandt andet kunne

komme til udtryk i forskellige arvemønstre, men den

grundlæggende idé bag konstruktionen af slægtskab var den

samme.

Her bliver den slægtsstrategi, som var fremherskende i

Norden, indtil landskabslovenes strategier rodfæstede sig,

blive kaldt det valg- og alliancebaserede slægtskab, fordi slægtskab

i denne periode ikke var en fast defineret størrelse. Ens

slægt var mere eller mindre selvvalgt, selvom den som

udgangspunkt oftest bestod af blodsbeslægtede,16 med hvilke

man kunne styrke slægtsbåndene gennem venskabsbånd.17

Sammenhold mellem blodsbeslægtede udgjorde i reglen kernen

i en gruppe, hvor man var forpligtet over for hinanden, men

manglen på faste normer for, hvordan slægtskab fungerede,

medførte, at ”Inden for disse sammenslutninger [den

bilaterale slægtsgruppe] kunne man håndplukke sine

”slægtninge og vælge bort personer, som man af forskellige

grunde ikke ønskede skulle tilhøre slægten”.”18 Derud over

15 E. Gunnes: ”Erkebiskop Øystein. Statsmann og kirkebygger” 1996, s.102.16 Med blodsbeslægtede menes slægtninge på både moderens og faderensside, altså et bilateralt slægtskabssystem.17 Ikke venskab i moderne forstand, da venskabet i middelalderenfungerede som en kontrakt om gensidig støtte og kunne indgås bådemellem ligeværdige parter eller som et klient/patronforhold.18 Inom dessa sammanslutningar kunde man handplocka sina ”släktingar” och välja bortpersoner, vilka man av olika anledningar inte ville skulle höre til släkten. L. Hermanson:”Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1100-talets Danmark” 2000, s. 10.

27

kunne man indgå konstruerede slægtskabsbånd som

fosterbroderskab og gudfaderskab. En slægtskabsopfattelse,

hvori nogle af de samme elementer indgår, kommer også til

udtryk på Island i fristatstiden, hvor det beskrives på

følgende måde af Jon Viðar Sigurðsson: ”I udgangspunktet er

der em klar forskel på venskab og slægtskab.

Venskabsforbund blev oftest indgået frivilligt, i

modsætning til slægtsbåndende, som var medfødte. Det er

imidlertid problematisk at at trække klare linjer mellem

slægtninge og venner … Når blodsbåndene måtte sikres med

venskab understreger det svagheden ved slægtsbåndende.”19

Den komplicerede måde at opfatte slægtskab på går igen i

William Ian Millers beskrivelse af det islandske samfund ud

fra sagamaterialet. Miller mente, at blodsbånd spillede en

stor rolle, men påpeger også, at der fandtes et

valgelement, og at andre bånd end blodets, specielt gennem

ægteskab og mellem fostreforældre, -børn og -søskende,

havde stor betydning.20

En af konsekvenserne af denne diffuse

slægtskabsopfattelse var, at den enkelte kun havde bånd

til og forpligtelser over for nogle af sine

blodsbeslægtede, hvilket muliggjorde konflikter mellem

19 I utgangspunktet er det en klar forskjell på vennskap og slektskabs. Vennskapsforhold bleoftest inngått frivillig, i motsetning til slektsbåndene, som var medfødte. Det er imidlertidproblematisk å trekke opp klare linjer mellom slektninger og venner. Slektsbåndene var nemligikke sterkere enn at de måtte sikrest med vennskap … Når blodbåndene må sikres medvennskap, understreker det svakheten ved slektsbåndene.J. Viðar Sigurðsson:”Forholdet mellem frender, hushold og venner på Island ifristatstiden” 1995, s. 328.20 W.I. Miller: ”Bloodtaking and Peacemaking. Feud, Law, and Society inSaga Island” 1990, specielt s. 139-178.

28

nært beslægtede. I det hele taget var denne

slægtsforståelse, der til dels byggede på alliancer, ikke

grundlag for stabile og fredelige samfundsstrukturer, da

alliancesystemet blev båret oppe af personlige bånd, der

bristede i det øjeblik en af parterne døde. Som eksempel

på dette kan fremhæves alliancer indgået via giftermål.

Umiddelbart kunne giftermålene have en fredsskabende

funktion, for eksempel som en markering af en alliance

indgået mellem to forhenværende stridende parter.

Giftermålene rummede dog også en kimen til ufred. Et

eksempel på sådanne kortsigtede allianceforhold, påpeger

Hermanson, kendetegnede den danske kong Niels’ regering

(1104-34). Grunden til, at det lykkedes for Niels at holde

sig på tronen så længe, mener Hermanson, skal findes i, at

han via giftermål mellem indenlandske magnater og sin

hustrus slægtninge fik oprettet venskabsbånd til

eventuelle konkurrenter til tronen. Hele dette

velopbyggede system ramlede imidlertid sammen ved hustruen

Margrethes død, idet venskabs- og dermed slægtskabsbåndene

var holdt sammen af hendes person. På denne måde endte den

oprindelige fredsstrategi, og vejen for nye konflikter var

banet.21

Det beskrevne slægtskabssystem, hvor der kunne ligge

strategiske motiver bag valget af slægtninge, minder ikke21 Det korsikanske ordsprog, som Anne Knudsen citerer i sin bog omKorsika, synes at afspejle skrøbeligheden i de alliancer, som byggedepå ægteskaber: ”Morta a moglia si porta sa famiglia appresu.” ”Når hustruen dør, tagerhun sin familie med sig” A. Knudsen: ”En Ø i historien. Korsika” 1989, s.195. Selvom det i tilfældet med Margrethe i stedet burde hedde: ”Nårhustruen dør, tager hun sit alliancenetværk med sig.”

29

meget om det stærke slægtsansvar mellem blodsbeslægtede,

der ifølge mange historikere og retshistorikere skulle

have præget den førkristne periode, og som kom under pres

af kirken og kongemagten, der i fællesskab forsøgte at

nedbryde de gamle samfundsstrukturer. Derimod er der ingen

tvivl om, at det valg- og alliancebaserede slægtssystem

står i modsætning til det slægtskab, vi støder på i de

nordiske landskabslove.

Hvad var fordelen ved et slægtskabssystem som det valg- og

alliancebasserede, og hvorfor søgtes det nedbrudt i

højmiddelalderen? Som før sagt var der i slægtskabssystemet

en indgroet ustabilitet. Dette måtte anses for at være et

gode i et samfund, hvor der manglende en stærk centralmagt,

og hvor der gennem fordelagtige alliancer og vis portion

held var mulighed for social opstigen. Modsat eksisterede

risikoen for social deroute, hvis heldet svigtede, som det

kendes fra de nordiske samfund i Vikingetid og tidlig

middelalder, hvor det også virker som om, at kampen om magt

og ressourcer var en vigtig del af samfundsdynamikken. De

ustabile tilstande blev imidlertid et problem i det

øjeblik, at magten søgtes centraliseret omkring kongen,

samtidig med at nye idealer om ret, fred og retfærdighed

blev introduceret af kirken og langsomt begyndte at vinde

fodfæste.

30

I det følgende søges det påvist, at slægtskabet i

landskabslovene var udtryk for en ny slægtskabsstrategi,

der blandt andet via lovgivningen forsøgtes indført. Denne

nye strategi byggede på teologiske strømninger og mere

håndfast på kanoniske retlige regler, men fandt også

anvendelse hos lovgiverne, idet et mere stabilt

slægtskabssystem også kunne have en fredsskabende effekt.

Nedbrydningen af det valg- og alliancebaserede

slægtskabssystem ville nemlig i teorien sætte en stopper

for dets ustabilitet og indgroede konflikter. Den nye

slægtskabsstrategi vil her blive kaldt det kanoniske slægtskab.

Og det er netop påvisningen af introduktionen af dette

kanoniske slægtskab i landskabslovene med alle dets

implikationer, der er bogens hovedsigte.

Når man som i denne bog sætter de to slægtskabssystemer

skarpt op over for hinanden, er det naturligvis vigtigt at

understrege, at der er tale om idealtyper og ikke en

fuldstændig afspejling af virkeligheden. Selvom et

slægtskabssystem efter idealet er stringent opbygget, så

valg blandt slægtninge ikke burde være muligt, vil ethvert

slægtskabssystem i praksis indeholde et valgmoment, da det

ikke er muligt gennem lovgivning, at få folk til at elske

og respektere hinanden. Derfor har uvenskab mellem

blodsbeslægtede ikke kunne forhindres, og et valgelement i

forhold til, hvem man omgikkes og følte ansvar for, har

givetvis fortsat eksisteret. Dette har man næppe fra

31

lovgivers side været uvidende om, men selvom det ikke var

muligt at tvinge folk til at holde af alle deres

slægtninge, så har det praktiske formål med det kanoniske

slægtskab formentlig også været at skabe en moral, hvor

vold og drab mellem blodsbeslægtede var uacceptabelt. Den

lovgivning, som udspringer af det kanoniske slægtskab, skal

derfor i mindst lige så høj grad ses som en del af en

”kulturkamp”, et forsøg på at påvirke befolkningens

opfattelse af ret og uret, som egentlige påbud.

32

DEN KANONISKE SLÆGTSKABSom navnet fortæller, er definitionen af det kanoniske

slægtskab udstukket af den kanoniske ret, hvori der fandtes

præcise afgrænsninger af, hvad slægtskab dækkede, fordi

disse grænser var grundlaget for de omfattende

incestbestemmelser, som var gældende i middelalderen. Den

kanoniske måde at definere slægtskab på byggede på et

graddelt system. Forældre var man beslægtet med i første

led, bedsteforældre i andet og så videre. Den enkeltes

slægt dækkede alle disse personer og deres efterkommere

indtil den af kirken fastsatte grænse. I den tidlige

middelalder var slægtskabet gældende til syvende led,

hvilket også er den afgrænsning for slægtskab, man finder i

”Gratians Dekret”. At skulle holde rede på alle sine

slægtninge syv led tilbage var meget kompliceret, hvortil

kom, at eftersom kanonisk lov forbød ægteskab mellem

besvogrede, kunne det at finde et passende parti blive en

uhyre vanskelig affære i mindre samfund.22 Dette var

baggrunden for, at man på Det fjerde Laterankoncil i 1215

besluttede at begrænse ægteskabs forbuddet til det mere

realistiske fjerde led, som resten af middelalderen forblev

grænsen for slægtskab.23 22 Dette var grunden til, at stifterne under den norske ærkebispsamtidig med ærkesædets oprettelse i 1152-53 fik dispensation til, atgrænsen for ægteskabsindgåelse blev flyttet fra det syvende til detsjette led.23 Bestemmelsen fulde ordlyd er: ”Non debet reprehensible iudicari, si secumdumvarietatem temporum statut quandoque varientur humana, praesertim cum urgens necessitasvel evidens utilitas id exposcit, quoniam ipse Deus ex his quae in veteri testamento statuerat,nonnulla mutavit in novo. Cum igitur prohibitions de coniugio in secundo et tertio affinitatisgenere minime contrahendo, et de sobole suscepta ex secundis nuotiis cognationi viri non

33

Ud over det rent praktiske med ægteskabsforhindringerne

havde det kanoniske slægtskab stor mental betydning.

Teologisk handlede slægtskab nemlig ikke kun om materielle

sager som for eksempel arv; vigtigere var de moralske

forpligtelser, som bandt slægtninge sammen. Det vigtigste

moralske påbud var, at det var en pligt for slægtninge at

elske hinanden.24 Uvenskab eller ligefrem vold mellem

slægtninge stod i skarp modsætning til dette påbud og var i

yderste konsekvens en forbrydelse imod Guds orden

I alle de nordiske landskabslove følger slægtskabet den

kanoniske definition. Dette kan ikke være en tilfældighed,

navnlig fordi det kanoniske krav om loyalitet og fred

mellem alle blodsbeslægtede inden for en fastlagt gruppe

copulanda prioris, et diffecultatem frequenter inducant et aliquando periculum pariantanimarum, ut cessante prohibitione cessat effectus, constitutions super hoc editas sacriapprobatione concilii revocantes, praesenti constitutione decernimus, ut sic contrahentes decaetero libere copulentur. Prohibitio quoque copulae coniugalis quartum consanguinitatis etaffinitatis gradum de caetero non excedat, quoniam in ulterioribus gradibus iam non potestabsque gravi dispendio huiusmodi prohibition generaliter observari. Quaternarius enimnumerus bene congruit prohibitioni coniugii corporalis, de quo dicit Apostolus, quod vir nonhabet potestatem sui corporis, sed mulier; neque mulier habet potestatem sui corporis, sed vir;[1.Kor. 7. kap. vers 4] quia quatuor sunt humores in corpore, quod constat exquatuor elementis. Cum ergo iam usque ad quartum gradum prohibition coniugalis copulae sitrestricta, eam ita esse volumes perpetuam, non obstantibus constitutionibus super hoc dudumeditis, vel ab aliis vel a nobis, ut si qui contra prohibitionem huiusmodi praesumpserintcopulari, nulla longinquitate defendantur annorum, cum diuturnitas temporum non minuatpeccatum sed augeat, tantoque graviora sint criminal, quanto infelicem detinent animamalligatam.” “Conciliorum oecumenicorum decreta” Concilium Lateranense IV,kap. 50, s. 233f. Bestemmelserne findes også trykt i en dobbeltekstetlatin-tysk udgave i ”Dekrete der ökumenischen Konzilien II: Konziliendes Mittelalters vom ersten Laterankonzil (1123) bis zum fünftenLaterankonzil (1512-1517)” 2000.24 Ordet ”elske” bruges ikke i den moderne betydning, der bygger påfølelser, men i stedet i den middelalderlige, hvor det betød, at manvar bundet sammen af rettigheder og forpligtelser og derfor skullevise respekt og loyalitet.

34

var en nyskabelse i forhold til det valg- og

alliancebaserede slægtskab, som kilderne fra det 11. og det

12. århundrede viser. Derfor er det meget tænkeligt, at

tilstedeværelsen af kanonisk slægtskab i landskabslovene

var et udtryk for et bevidst forsøg på at erstatte en

tidligere herskende definition af slægtskab med en ny.

Spørgsmålet bliver da, hvilke motiver der lå bag denne

strategi. Et vigtigt aspekt var sikkert, at samfundets

lærde elite gennem dens skoling, som for manges vedkommende

havde fundet sted ved de store lærdomscentre rundt om i

Europa, betragtede den kanoniske måde at definere slægtskab

på som den eneste rigtige. Det var den model, den katolske

kirke foreskrev, og som derved var gældende for alle

kristne mennesker. Det vil imidlertid være forkert at

opsætte et fast skel mellem religion og politik, da et

sådant skel var ukendt i middelalderen, hvor religiøse

idéer blev til politiske forskrifter, og hvor realpolitik

kunne få et religiøst udtryk.

I de kanoniske skrifter blev sammenhængen mellem

kærligheden blandt slægtninge og den evigt eftertragtede

fred understreget. Da det samtidig var en vigtig dyd for en

kristen hersker at være fredsskaber (ligesom det på det

mere praktiske plan højnede fyrstens prestige som

retshåndhæver, hvis ufreden kunne begrænses), har

indførelsen af det kanoniske slægtskab været en attraktiv

model. Imidlertid er lovene alene ikke nok til at forstå

35

omfanget af den nye definition af slægtskab, for hvis der

var tale om et reelt ønske om at ændre det herskende valg-

og alliancebaserede slægtskabssystem, var det nødvendigt at

sætte stærkere ind end blot at præsentere det i en ny

lovgivning, som formentlig først langsomt ville vinde

indpas.

Læren om det kanoniske slægtskab var et ideologisk

projekt, som stak langt dybere, end landskabslovene lader

ane, og som kirken over hele den vestlige kristenhed tog

aktiv del i. Desværre er der kun bevaret ganske få

prædikesamlinger eller andre tekster, som kan give et

nærmere billede af den religiøse forkyndelse i de nordiske

riger fra det 12. og 13. århundrede. Men materiale fra

udlandet viser, at den moralske forpligtelse til kærlighed

mellem slægtninge er blevet prædiket. Et godt eksempel på

dette er den franske lærebog i teologi, kirkebrug og moral:

Lucidarius. Værket er skrevet i begyndelsen af det 12.

århundrede af en anonym forfatter. Det eneste, man med

sikkerhed kan sige om ham, er, at han har været meget

veluddannet og godt hjemme i sin samtids teologiske

strømninger. Lucidarius opnåede hurtigt en stor stjerne,

som holdt sig middelalderen igennem. Værkets popularitet

ses blandt andet ved, at det blev oversat til mange

folkesprog, som ud over de store sproggrupper blandt andet

også indbefattede svensk og islandsk. En af grundene til,

at værket blev oversat, har givetvis været, at det var

36

velegnet til at læse højt af fra prædikestolen.25 I

Lucidarius bliver baggrunden for kirkens incestbestemmelser

forklaret på følgende måde: ”Blandt os kristne folk [i

modsætning til Det gamle Testamentes jøder] strækker

kærligheden sig også til vore uvenner efter Guds bud, hvori

Han siger: I skal også elske jeres uvenner. Nu fordi blodet

tvinger os til at elske vore slægtninge, fastslog Hellig

Ånden gennem den Hellige Kirke, at vi skal tage ubeslægtede

mænds døtre til vore hustruer, så hustruen skal udgøre

kærligheds båndet mellem os de fremmede, så at kærligheden

til slut skal række ud over hele menneskeheden.”26

Baggrunden for det kanoniske slægtskab kan næsten ikke

siges tydeligere end i det citerede stykke: Fælles blod

betyder indbyrdes kærlighed, så ufred kunne undgås ved at

skabe blodsbånd mellem fjender gennem ægteskab.27

Sammenhængen mellem slægtskab og kærlighed var på ingen

måde en ny tanke på landskabslovenes tid. Allerede

kirkefaderen Augustin skrev i den 15. bog af sit storværk25 Om Lucidarius se blandt andet ”Svenska kyrkobruk under medeltiden.En samling af utläggningar på svenska öfver kyrkans lärobegrepp,sakrament, ceremonier, botdisciplin m.m.” udg. af R. Geete, 1900. s.VII-IX.26 Än j blandh os cristet folk vthrekker sik kerleken jemuel til vara uvener Effter gudz bodhHuaris han siger j sculin älskä jdhre ovener Nu fore thy at blodhen twingar oss älskä vara venerok fränder Stadgadhe then helge andhe om the helga kirkio, tagha sik oskylda manna dötter tilhustrur At hustrun sculi vara kerleksens bandh mellan oss ok oss frömendom Ther pa at énkerleker sculi vara ok räkkä ouer alt mankönet.Her er der citeret efter den svensketekst fra senmiddelalderen. Ibid., s. 193.27 Dette bygger på, at Bibelens ord om, at ægtefæller bliver et kød,Genesis, 2, 24: ”That is why a man leaves his father and mother andattaches himself to his wife, and the two become one,” blev fortolketbogstaveligt, så et ægteskab betød, at også svigerfamilierne blevbetragtet som blodsbeslægtede.

37

”De Civitate Dei” om, hvor vigtigt det er at have

slægtskabsbånd til så mange som muligt, fordi

slægtskabsbånd er lig med kærlighedsbånd.28 Hvor stor

betydning Augustins tanker om sammenhængen mellem incest,

fred og kærlighed havde, kan blandt andet ses i Gratians

Dekret, hvor Augustin bliver citeret, når baggrunden for

incestbestemmelserne skal forklares.29 Dekretets

popularitet taget i betragtning har det sikkert haft

betydning for formidlingen af sammenhængen mellem det

kanoniske slægtskab og freden.

Selvom allerede den tidlige kirke opererede med, at

slægtskab var forbundet med moralske forpligtelser, skulle

der gå flere hundrede år, før de kanoniske skrifter kom med

en egentlig afgrænsning af det kanoniske slægtskab. Dette

skete under pave Gregor III i 732, hvor grænsen blev sat

ved det syvende led. Baggrunden for valget af det syvende

led hang formentlig sammen med, at det var den grænse, som

romerretten og flere af de efterfølgende vulgarretter,

herunder blandt andet den lombardiske, som store dele af

28 Augustine: Concerning the City of God against the Pagans. book 15,chapter 16, pp. 675f. David d’Avray og senere M.H. Gelting har gjortopmærksom på, at læren om slægtskab og kærlighed må ses som en affaktorerne bag det omfattende incestforbud, som senere kom til atspille en vigtig rolle i kirkens lære om det kanoniske slægtskab. D.L.d’Avray: “Peter Damian, Consanguinity and Church Property” 1992. M.H.Gelting: ”Marriage, Peace and the Canonical Incest Prohibitions:Making Sense of an Absurdity?” 1999, s. 96.29 ”Corpus Iuris Canonici” bd. 1. Decretum Magistri Gratiani, 2. pars,Causa XXXV, q. 1, s. 1262.

38

Italien på dette tidspunkt var underlagt, satte for

arveretten.30

Interessen for at definere de præcise slægtskabsbånd kommer

ikke kun til udtryk i kilderne i forbindelse med

incestbestemmelserne og de dertil hørende problemer. Det

skift i samfundsordenen, som Duby mente at se i dele af det

franske rige i 1000-tallet, har flere forskere blandt andet

Barthélemy peget på, først og fremmest var et skift i

diplommaterialets karakter. En for længst forældet

karolingisk stil blev afløst af en mere tidssvarende. En af

de konsekvenser, den nye dokumentmetode fik, var, at hvor

man i de tidligere dokumenter kun kunne læse, at to

personer var beslægtede, bliver det præcise slægtskabsbånd

opregnet i de nye.31 Dette er blandt andet blevet tolket

som et udtryk for, at der i mellemtiden var sket et skift

fra en kognatisk til en klarere defineret agnatisk

30 “The Lombard Laws” Rothair’s Edict, kap. 153, s. 77. Det syvende ledvar dog ikke dominerende overalt; i Lex Ribuaria fra ca. 629-639, gikgrænsen for arv ved det fjerde led: ”Law of the Salian and RipuarianFranks” Lex Ribuaria, kap. 57, § 1-4, s. 192. Det skal indskydes, atden romerske og den kanoniske måde at regne slægtskab på ikke var densamme, idet den kanoniske eller den germanske, (som den også iblandtkaldes), var langt mere omfattende end den romerske. For hver gangslægtskab efter kanonisk mønster regnedes som én grad, var dettilsvarende i romersk ret to grader, hvilket betød, at det kanoniskeslægtskab blev langt mere omfattende end det, der kendtes fraromerretten. Det kanoniske slægtskab findes grundigt beskrevet afIsidor af Sevilla, og det er medtaget i Gratians Dekret, hvor Gratianforsøger at forklare sammenhængen mellem den romerske og den kanoniskemåde at beregne slægtskab på. ”Corpus Iuris Canonici” bd. 1. DecretumMagistri Gratiani, 2. pars, Causa XXXV, q. 5, c. 1, 2, 4 og 6, s.1271-1277.31 P. Stafford: ”La Mutation Familiale: A Suitable Case for Caution”1998, s. 109.

39

slægtsopfattelse, men det kan lige så vel hævdes, at

vigtigheden af og læren om det kanoniske slægtskab i de

mellemliggende århundreder havde fået en større betydning,

ikke kun på det ideologiske, men også på det praktiske

plan, hvor betydningen blev så stor, at det fik plads i

diplomerne.

I Norden herskede der som tidligere nævnt et

modsætningsforhold mellem det kanoniske slægtskab og det

valg- og alliancebaserede system, som på trods af

kristningen af områderne længe fortsatte med at være det

reelt gældende. Grunden hertil er måske, at det krævede en

velorganiseret kirkestruktur at indføre det kanoniske

slægtskab, samtidig med at kongemagten også skulle have

vilje til at støtte projektet gennem lovgivning. Den aktive

rolle, kirken spillede, har dog sat sig enkelte spor i

kilderne. Fra det danske område kan blandt andet fremhæves

Knud Lavards32 Vita, som er den første kilde, hvori man ser

den moralske del af det kanoniske slægtskab beskrevet. I

vitaet bliver mange af Knuds slægtninge omtalt som

forræderiske, fordi de ikke levede op til dets kanoniske

slægtsideal, men i stedet handlede ud fra det valg- og

alliancebaserede slægtskabsideal.33 Knud Lavards martyrdød

kan derfor gennem vitaet ses som et udslag af modsætningen

32 Knud Lavard var søn af den danske konge Erik Ejegod, han var hertugaf Slesvig og en stærk kandidat til tronen efter Niels’ død, hvilketformentlig var grunden til at Niels’ søn, Magnus, dræbte ham.33 T. Nors: ”Slægtsstrategier hos den danske kongeslægt i det 12.århundrede” 2000, s. 61.

40

mellem de to måder at opfatte slægtskab på, hvor helgenen

Knud står som eksempel på de nye kanoniske idealer, mens

skurkene, med Knuds fætter og drabsmand, Magnus, i spidsen,

repræsenterer det valg- og alliancebaserede slægtskab.

Ligeledes bliver kravet om kærlighed mellem blodsbeslægtede

også fremhævet hos Saxo. Efter nedkæmpelsen af Svend Grathe

tilgav Valdemar den Store Magnus Eriksen, der havde kæmpet

på Svends side, og lod ham ikke alene slippe med livet i

behold, men gav han tillige gaver og hædersbevisninger. ”For

han [Valdemar] ville ikke føre sig frem som så hårdhændet en hævner at det

så ud som om vreden havde større tag i ham end slægtsfølelsen. Så skønt

forbrydelsen fortjente straf, sikrede slægtskabet frelsen. For ham vejede

slægtskab hos en modstander således lige så tungt som troskab og lydighed

hos hans tilhængere, og han belønnede sin fjende på lige fod med sine

venner.”34

Også i en anden litterær genre ses, hvilken

gennemslagskraft den kanoniske slægtskabslære med sine

påbud om gensidig kærlighed og det tilknyttede incestforbud

havde. I den islandske ”Völuspá” (Vølvens spådom), som

ganske vist foregiver at gengive hedensk sagnmateriale,

kommer forfatternes gejstlige baggrund til udtryk, idet

Ragnarok fremstilles som et kristent skrækbillede: ”Brødre

skal dyste og dræbe hinanden, søskendebørn bryde slægtsbånd.”35 Det

efterfølgende afslører, at den måde, hvorpå slægtsbåndene

skulle brydes, var ved incest. 34 (Min understregning), “Saxos Danmarkshistorie” 14:19:17, s. 239f. 35 “Vølvens spådom” ved P. Meulengracht Sørensen og G. Steinsland,2001, kap. 45, s. 25, “Brødr muno berias ok at bönom verdaz, muno systrungar sifiomspilla.” s. 131.

41

Kirkens ægteskabsforbud var som før nævnt ikke kun

begrænset til blodsbeslægtede, men inddrog også besvogrede

og åndeligt beslægtede, det vil sige mellem gudforældre og

gudbørn og deres nærmeste. For de åndeligt beslægtede

skyldes forbuddet, at man blev genfødt ved dåben, hvorfor

et spirituelt slægtskab opstod. Forklaringen på, at samliv

mellem besvogrede også hørte ind under

incestbestemmelserne, skal findes i Bibelens ord om, at

mand og hustru ved ægteskabsindgåelsen blev ét kød,36

hvormed man dermed også opfattede deres respektive

slægtninge som beslægtede. På denne baggrund burde man også

forvente, at hvis slægtskabsdefinitionen i landskabslovene

byggede på kirkens incestlære, ville besvogrede og åndeligt

beslægtede få en plads blandt de rettigheder og

forpligtigelser, der bandt slægten sammen, dette var som

vist ovenfor imidlertid ikke tilfældet.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at den version af det

kanoniske slægtskab, der findes i lovene, på nær nogle

spredte få bestemmelser kun inkluderer blodsbeslægtede og

ikke besvogrede og åndeligt beslægtede. Svaret er

antagelig, at hvis man ønskede, at det kanoniske slægtskab

i praksis skulle kunne fungere, skulle det ikke være alt

for kompliceret. Så længe byggestenene i det kanoniske

slægtskab var blod, var der et håb om, at den enkelte kunne

holde rede på, hvem hans slægtninge var, men skulle man

36 Jævnfør citat i note 46.

42

også kende og have ansvar og rettigheder over for

besvogrede flere generationer tilbage, blev det alt for

indviklet til at kunne fungere i praksis.37 En anden vigtig

faktor er antagelig, at eftersom en af det kanoniske

slægtskabs vigtigste opgaver var at fungere som grundlag

for arveretten og de tilknyttede områder for

ejendomstransaktion, var det naturligt, at det blev de

blodsbeslægtede, der kom til at udgøre slægtsgruppen. Det

ville næppe være tænkeligt, at et arvesystem, der tilgodeså

for eksempel besvogrede i første led før blodsbeslægtede i

andet, ville kunne accepteres. Dertil kommer antagelig, at

hvis den kanoniske slægtsgruppe blev så omfattende, at man

i praksis ikke kunne have overblik over alle slægtninge i

hvert fald i de nærmeste grader, som man havde

forpligtigelser over for, ville det betyde, at man

alligevel ville blive tvunget til at vælge mellem, hvem man

kunne regne med og omvendt, hvilket ville udviske

forskellen mellem det valg- og alliancebaserede slægtskab

og det kanoniske.

Selvom sammenhængen mellem kanonisk slægtskab og dele af

landskabslovenes bestemmelser i de senere årtier er blevet

fremhævet blandt andet af David Gaunt,38 Michael H. Gelting

og Lars Ivar Hansen, betyder det ikke, at teorien om

sammenhængen mellem kanonisk slægtskab og den medfølgende

37 Senere i bogen kommer der eksempler fra regler i de norskelandskabslove, der var urealistiske at gennemføre i praksis.38 D. Gaunt: ”familjeliv i Norden” 1983.

43

fredsideologi er alment accepteret. Både på europæisk og

nordisk grund møder man ganske andre opfattelser af,

hvordan slægtskab fungerede både i praksis og i teorien i

højmiddelalderen, og af, hvilke ideologiske bevæggrunde der

var bagvedliggende. Den kendteste, men efterhånden også fra

mange sider kritiserede teori om bevæggrundene for kirkens

incest- og dermed slægtskabsdefinition, leverede Jack Goody

i 1983.39 Goody hævdede, at baggrunden for

incestforskrifterne skulle findes i kirkens hunger efter

jord og rigdom. Ifølge Goody ville incestforbuddene betyde,

at aristokratiets ægteskabsmønstre ændrede sig, så flere

ikke ville kunne finde en passende partner og dermed

undlade at indgå ægteskab, og at flere dermed ville dø

barnløse, hvorfor Goody mente, de ville være mere

motiverede til at donere til kirken. Dette meget

materialistiske syn på kirkens intentioner er som sagt

blevet kritiseret fra mange sider, blandt andet af David

Herlihy, der fremførte fire modargumenter. For det første

er der i kirkens egne skrifter intet, som taler for, at

formålet med incestforbuddet skulle være at forhindre

ægteskabsindgåelser. For det andet mener Herlihy, at det er

meget vanskeligt at forstille sig, hvordan den tidlige

middelalders kirke, der i sin struktur stadig var meget

decentraliseret, havde kunnet udtænke og ikke mindst

gennemføre en sådan strategi over hele den katolske verden,

uden at de egentlige motiver blev gennemskuet. Det tredje

39 J. Goody: “The development of the family and marriage in Europe” 1983.

44

argument er, at der intet er i kilderne, der tyder på, at

barnløse var mere gavmilde over for kirken end dem, som

havde børn. Faktisk kom mange af de store donationer fra

enker, der efter at have levet et verdsligt liv som hustru

og mor trak sig tilbage til kirken. Sluttelig var kirkens

fortsatte eksistens afhængig af en kontinuerlig

rekruttering fra aristokratiets rækker, eftersom de højere

kirkelige embeder som oftest var besat af medlemmer derfra.

”To interfere with the fertility of the magnates would have

been to obstruct the Church’s own capacity to maintain its

cadres over time. The strategy envisioned by Goody,

unmentioned by any contemporary source, does not make much

sense.”40 Herlihy er bestemt ikke den eneste, der har

kritiseret Goodys argumentation for, hvad baggrunden for

kirkens incestbestemmelser og dermed det kanoniske

slægtskab var, og Goodys teorier kan ikke længere ses som

”Stand der Forschung.”

Et andet kendt bud på, hvordan slægtskab fungerede i

højmiddelalderens Europa, in casu det nordvestlige Frankrig

i det 11. og 12. århundrede, er kommet den franske

historiker George Duby, som har koncentreret sine studier

om aristokratiets ægteskabs- og slægtskabsmønstre.41 For

40 D. Herlihy: “Making Sense of Incest: Women and the Marriage Rules ofthe Early Middle Ages” 1990, s. 8.41 Slægtskabsmønstrene blandt bønderne adskilte sig diametralt fraaristokratiets, eftersom bondebefolkningen tog let påslægtskabsbåndene, og reelt kun regnede med de helt nærefamiliemedlemmer, der for mange bønder udgjorde den faktiske slægt. G.Duby: ”Love and Marriage in the Middle Ages” 1994, s. 110.

45

aristokratiet var det helt essentielt, at besiddelserne gik

uddelt fra slægtled til slægtled - en dynastisk

slægtsideologi - for på den måde at opretholde slægtens ry

og betydning. Konsekvensen deraf var, at det normalt kun

var den ældste søn, eller i mangel på sønner den ældste

datter, der arvede alt, mens de yngre børn var afskåret for

at arve, hvilket for de yngre sønner normalt også betød, at

de var afskåret fra at gifte sig. Fordelen ved dette system

var, at slægtens besiddelser ikke blev beskåret ved

arvedelinger, og at slægtens overhoved dermed bevarede sin

storhed. Ulemperne var derimod faren for, at den direkte

slægtslinie uddøde, og besiddelserne gik over til en

sidegren, skabt gennem en datters ægteskab eller endnu

værre at slægten helt uddøde. Grundpillen i systemet var

nemlig, at arvingen fik legitimt afkom, helst sønner, der

ikke alene skulle overleve ham, men også selv sørge for at

producere levedygtigt legitimt afkom. Et problem, der ikke

blev mindre af, at den ældste søn som regel først giftede

sig efter faderens død, da borghusholdningerne var opbygget

omkring borgherren og hans familie, og der ikke var afsat

plads eller indflydelse til to aristokratiske ægtepar. Et

andet problem var, at det store antal ugifte mænd medførte

frilleforhold og dermed et stort antal børn født uden for

ægteskab. Problemet var dog mere moralsk end praktisk, da

de illegitime børn udgjorde et stort

rekrutteringspotentiale for kirken og ridderstanden og for

pigernes vedkommende som hustruer til borgherrens vasaller.

46

Omkring begyndelsen af det 13. århundrede kom der en

opblødning i aristokratiets ægteskabsmønstre, da flere af

sønnerne fik lov til at gifte sig. Dette betød en

splittelse af arven på flere hænder, dog gik

hovedbesiddelsen til den ældste søn, og yngre sønners

arveland blev taget dels fra deres moders medgift og dels

mere fjerntliggende besiddelser; samtidig forventedes det

også, at de yngre sønner aflagde troskabsed til den ældste

bror. Duby forklarer den ændrede praksis med en generel

økonomisk fremgang i samfundet, og en mere udbredt

pengeøkonomi, som betød, at aristokratiet fik adgang til

flere let omsættelige ressourcer. Det blev således langt

mindre problematisk at splitte jordbesiddelserne op, da

jord ikke længere havde den samme betydning for opnåelse af

rigdom som før: Der fandtes nu ikke længere samme behov for

at holde al jorden samlet igennem slægtleddene.42 Det er

nemt at kritisere Duby for at opstille en meget skematisk

model for aristokratiets ægteskabsmønstre i det

nordvestlige Frankrig i det 11. og 12. århundrede, da det

var langt mere nuanceret end som så.43 Men man må huske på,

at Duby skitserer idealtypen, og han er sig ganske bevidst

om, at der er mange undtagelser, der bekræfter reglen.

Dette ændrer imidlertid ikke på, at han mener at have

kortlagt et aristokratisk ægteskabsideal, som det ikke

42 For en gennemgang af Dubys argumenter se for eksempel: G. Duby: ”TheKnight, the Lady and the Priest. The Making of Modern Marriage inFrance” 1984, s. 253-284.43 T. Evergates: ”Nobles and Knights in Twelfth-Century France” 1995, s. 11-35, specielt s. 21.

47

altid har været muligt eller hensigtsmæssigt at gennemføre

i praksis.

Dubys beskrivelse af et samfund, hvor kun den ældste søn

arver, er ved første øjekast meget anderledes end det

arvemønster, der søgtes indført i Norden med

landskabslovenes komme. Duby beskriver en patriliniær

slægtsstrategi blandt aristokratiet, hvor formålet var at

holde magten samlet på én hånd og ikke sprede slægtens

besiddelser, hvilket er det modsatte af det, som blev

konsekvensen af det kanoniske slægtskab i Norden, hvor

langt mere lighed mellem alle børnene blev tilstræbt.

Betyder dette så, at Dubys resultater kan ses som et

argument imod at det slægtskabsmønster og de dertil

knyttede retlige tiltag, der ses i landskabslovene, kan

forklares ud fra en kanonisk slægtsstrategi? På ingen måde!

Helt basalt kan der stilles spørgsmålstegn ved, om det

giver nogen mening at sammenligne det franske aristokrati i

1000-1100-tallet med udviklingen i Norden i

højmiddelalderen. De franske områder var præget af en svag

centralmagt, som gav aristokraterne meget stort spillerum,

og hvor kongen kun meget vanskeligt kunne have forsøgt at

ændre på aristokratiets slægtsmønstre gennem lovgivning,

mens de nordiske kongeriger på landskabslovenes tid var

vidner til en markant styrkelse af centralmagten. Et andet

vægtigt argument er, at omkring år 1200 brydes det franske

mønster så småt, og en ny arvetradition opstår, hvor der

ses en større anerkendelse af de enkeltes slægtninges ret

48

til at få del i besiddelserne. Kan det være et tegn på, at

den kanoniske slægtskabslære også er begyndt at påvirke det

franske aristokrati? I hvert fald ses det i Philippe de

Beaumanoirs nedskrivning af sædvaneretten for området

omkring Paris i 1283, Coutumes de Beauvaisis, at aristokratiet

udmærket var klar over de rettigheder og forpligtelser, der

fulgte med det kanoniske slægtskab. Beaumanoir slår nemlig

fast, at i en situation med fejde eller anden ufred havde

man ret til at regne med hjælp fra slægtninge til det

fjerde led, men fjernere blodsbeslægtede havde man ingen

pligter eller rettigheder i forhold til.44

En udbredt opfattelse af middelalderens slægtsforståelse,

som blandt andet ses hos Peter Sawyer, Lars Ivar Hansen og

Eleanor Searle, er, at der i praksis fandtes en variabel

slægt. Selvom den enkelte måske nok havde en god idé om,

hvem der var hans blodsbeslægtede både på mødrene og

fædrene side, var der stor forskel på, hvilken funktion og

tilknytning den enkelte havde til de forskellige

slægtninge. På den baggrund giver det mening at tale om en

variabel slægtskreds, da det afhang af de konkrete

situationer, hvilke slægtninge den enkelte søgte støtte og

hjælp hos. Ofte var der en mindre kreds af slægtninge, som

den enkelte holdt sig til, men i særlige tilfælde kunne

kredsen udvides, eller man kunne vælge at henvende sig til

en anden gruppering inden for slægten, hvis den havde bedre

44 P. de Beaumanoir: “Coutumes de Beauvaisis” vol. 2, 1970, s. 362-364.

49

mulighed for at hjælpe en. Fælles for teorierne om den

variable slægtsgruppe er, at de ikke opsætter en specifik

afgrænsning af, hvilke kriterier ud over blod, der skabte

slægtskab.

Forskellige udgaver af det variable slægtskabssystem er

blandt andet blevet identificeret i Normandiet i 900-1000-

tallet,45 i det angelsaksiske England46 og i Norden,

specielt Norge i højmiddelalderen.47 Hvordan kan det hænge

sammen med introduktionen af det kanoniske slægtskab, med

dets moral om rettigheder og pligter mod alle slægtninge, i

Norden i det 12. og 13. århundrede? Dette behøver ikke

nødvendigvis at være en skarp modsætning, da det kanoniske

slægtskab næppe fra den ene dag til den anden er blevet

accepteret og har fejet tidligere praksis til side. Desuden

bygger idéen om det kanoniske slægtskab på et ideal, som i

praksis sikkert har været svært og uhensigtsmæssigt at leve

op til, og derfor er det langtfra usandsynligt, at den

enkelte i mange tilfælde har holdt sig til en begrænset del

af slægtsgruppen.

45 E. Searle: “Predatory Kinship and the Creation of Norman Power, 840-1066” 1988, s. 159-177, specielt s. 161.46 P. Sawyer: “From Roman Britain to Norman England” 1978, kap. I, 4, specielt s. 77.47 L.I. Hansen: “ ‘Ætten’ i de eldste landskapslovene – Realitet,konstruksjon og strategi” 1999, s. 50. Torben Vestergaard opererer medet system, der har mange ligheder med den varierende slægtsopfattelse,han identificerede i sin undersøgelse af de norske landskabslove.Denne kaldte han en minimal slægt, der bestod af mænd tre led tilbagepå den fædrene side, som han mente den enkelte var stærkt knyttet ogforpligtet over for, men samtidig fandtes der også en meget bredereslægtskabsopfattelse, der talte både mødrene og fædrene slægt. T.Vestergaard: ”The system of kinship in early Norwegian law” 1988, s.160-193.

50

Det sidste argument rejser dog et nyt spørgsmål, nemlig

om det så giver nogen mening, at bruge det kanoniske

slægtskab som udgangspunkt for en fortolkning af dele af

landskabslovenes indhold på andre områder end

ægteskabsretten, hvor incestforbuddet gjorde sammenhængen

højaktuel, hvis man samtidig accepterer, at den kanoniske

slægt ikke i alle tilfælde har været en sammentømret

størrelse. Ja, det gør det! Som anden del af bogen vil

vise, kan et princip godt bruges som baggrund for

retsregler, selvom alle de personer, der i teorien kunne

blive involveret i en retlig problemstilling, meget

sjældent reelt ville blive det. De tanker og idealer, som

det kanoniske slægtskab byggede på, var velegnede til at

skabe retsregler og retsideologi udfra.

Som afslutning på denne præsentation af det kanoniske

slægtskab vil følgende citat af Michael H. Gelting være

ganske passende: ”the crucial role of kin groupings for the

problem of peace is thus a general feature of medieval

European societies, the more so as no public authorities

anywhere were capable of effectively containing conflicts

at the local level ... It also explains why ecclesiastical

authorities might wish to insist upon the absolutely

binding obligations entailed by kinship, fictive or by

blood, in the widest possible sense: this was an

indispensable corollary to the continuing function of the

mechanisms of kinship in securing social peace through

51

legal means.”48 Hvordan dette så i praksis søgtes gjort i de

nordiske riger, og om det kom til at fungere uden for det

ideologiske plan, er en anden historie, som denne bog vil

forsøge at afdække.

48 M. H. Gelting: ”Marriage, Peace and the Canonical IncestProhibitions: Making Sense of an Absurdity?” 1999, s. 101.

52

LOV OG RET – DE CENTRALE BEGREBER (skal nok

væk)Forskellen mellem brugen af de to begreber ret (ius) og lov

(lex) er blevet diskuteret blandt retshistorikere i

århundreder, selvom der i juridisk sprogbrug er klare

definitioner af de to termer, idet man taler om et

retssystem eller om retstilstand, når man vil beskrive

generelle tendenser, mens lov bruges som betegnelse for en

konkret lov, lovbog eller lovsamling. Udgangspunktet for

denne retshistoriske debat skal findes i den tyske

historiske skole, hvor fremtrædende retslærde som von

Savigny og Jacob Grimm plæderede for, at det ingen mening

gav at kodificere, da retten voksede ud af folket og derfor

ikke burde fastfryses. Dette syn på retten fik stor

betydning ikke blot i Tyskland, men i hele Europa. En af

konsekvenserne var, at retshistorikerne begyndte at se med

andre øjne på de middelalderlige lovtekster. På dansk grund

var det netop studiet af dem, der pustede liv i debatten om

ret eller lov med Schlegels monografi om de gamle danske

retssædvaner.49 Ud fra en undersøgelse af blandt andet

landskabslovene, gildeskråer og købstadslovgivning vendte

han sig imod den almene tolkning, at landskabslovene var

kongegiven lovgivning. I stedet mente han at have bevist,

”at den störste Deel af vore ældere Retsnormer ere udsprugne af Folkets

Autonomie, deels af gamle Sædvaner, Rets-Maximer, afsagte Domme, deels af

49 J.F.W. Schlegel: “Om de gamle danskes Retssædvaner og Autonomie” 1822, om landskabslovene specielt s. 62-99, 112-174 og 324-326.

53

Vedtægter og Forenings-Love (leges pactitiæ) og at i Særdeleshed vore gamle

saakaldte provinciale Lovsamlinger [landskabslove] ere, med Undtagelse

af Jydske Lov, ikkun Retsböger, hvori ved privat Flid de forskiellige Provindsers

Sædvaner og Vedtægter ere optegnede, blandede med nogle virkelige Lovbud,

som nu vanskelig adskilles fra hine, og at selv den Jydske Lov, uagtet den

unægtelig er en efter höiere Befaling affattet og formelig promulgeret Lovbog,

dog for en stor Deel er bygget paa den Gang gieldende sædvanemæssige

Ret.”50 Schlegel formulerede dermed forskellen mellem lov og

ret: En lov var resultatet af en decideret lovgivningsakt,

mens ret havde en bredere betydning, idet det ikke var en

betegnelse for en enkelt retshandling som udstedelsen af en

lov, men i stedet betegnede hele retstilstanden. Om man

opfatter landskabslovene som retsbøger eller love, er

afhængigt af, hvordan man opfatter deres funktion.

Landskabslovene kendte ikke selv til denne skelnen mellem

lov- og retsbøger, som optager retshistorikerne, men der

var en forskel i brugen af ordene ret og lov. På alle tre

nordiske sprog var lov - lagh eller log51 - det absolut mest

anvendte af de to; det optrådte til tiden alene, men som

oftest i sammensatte ord som for eksempel landslagh og laghbog

og i andre sammenhænge, der omhandlede juridiske

handlinger, steder eller personer. Ræt eller rett, som det

hedder i de norske love, bruges derimod dels i betydningen

50 Ibid., s. 324f.51 Lagh eller logh var den svenske og danske betegnelse, log den norske.

54

retfærdigt - rætæ eller u rætæ - uretfærdigt,52 dels mere

abstrakt i betydningen retsorden eller lovligt, og endelig

bruges det om kirkelovene og kristendomsretterne, specielt

i de ældre tekster. Det sidste er bemærkelsesværdigt, idet

lagh ellers bruges om landskabslovene. Årsagen til denne

forskel har den tyske filolog Klaus von See ikke engang en

forklaring på,53 han kan blot konstatere, at ordet ret

ændrer betydning i løbet af middelalderen fra at have været

udtryk for et krav eller rettighed til at få en noget

bredere betydning. Måske ligger forklaringen på, hvorfor

det blev kaldt kristenretter og ikke kristenlove i den

dobbelte betydning, som ordet ret havde: krav og retsorden.

Eftersom de på én gang indeholdt kristendommens retsorden

og et krav til alle kristne om at overholde kristenrettens

påbud.

Her vil betegnelsen ”retsbøger” ikke blive brugt om de

af landskabslovene, som ikke klart fortæller, at de er

tilkommet ved en lovgivningsakt. Retsbogsbegrebet er nemlig

snævert bundet til Schlegels definition som værende noget,

der for hovedparten bygger på sædvane, opstået uden

indblanding fra konge eller kirke. Fokus er her lagt på den

ideologi, lovene er udtryk for, og de bliver opfattet som

aktive politiske og ideologiske redskaber. Hvad enten52 Et eksempel findes blandt andet i Jyske Lovs fortale. ”Thu scal loghæftær allæ men gøræs. at rætæ men oc sacløsæ nutæ theræ spækæ. og u ræta men oc folæræthæs thet thær i loghæn ær scriuæt” og ”Thet ær konungs æmboth oc høfthings thær i landær, at gømæ dóm oc gøræ ræt.” ”Danmarks gamle Landskabslove” JL. tekst 1, s.4f og 9.53 K. von See: ”Altnordischer Rechtswörter. Philologische Studien zurRechtsauffassung und Rechtsgesinnung der Germanen” 1964. Specielt s.23-72.

55

nedskrivningen har fundet sted i kongens kancelli eller et

andet sted på direkte kongeligt bud, eller lovteksten er

fremkommet via en eller flere af de ledende personer i

landskaberne, det være sig verdslige eller gejstlige, er

det svært at forestille sig, at de ikke har været knyttet

til centralmagten og dens ideologi. I hvert fald må

koncipisterne have besiddet en højere boglig uddannelse,

end det normalt var tilfældet, siden de har ejet den

fornødne evne til at skriftfæste loven. Denne logisk

baserede antagelse støttes også af, at stort set alle de

navngivne personer, der knytter sig til lovenes fremkomst,

var uddannet ved lærdomscentre i udlandet.

Den lærde elites syn på retstilstanden kommer også til

syne, hvis man undersøger, hvordan de latinsksprogede

kilder beskriver retstilstanden og det retlige grundlag. En

sådan undersøgelse er hér foretaget på det danske materiale

indtil 1200-tallets midte, altså den periode hvori

landskabslovene blev nedskrevet. Det er sjældent, at den

verdslige lov omtales i diplommaterialet fra den tidlige

periode, da mange at dokumenterne omhandler gejstlige

forhold, hvor det er den kanoniske ret, der henvises til.

En stor del af diplommaterialet stammer fra klostrenes

brevbøger, og derfor findes der godt med dokumenter om

donationer, mageskifter og skødninger, men også i den type

aktstykker er det sjældent, at den verdslige lov omtales.

Der findes dog et par eksempler, ligesom verdslig lov også

kan findes berørt i privilegiebrevene. Det ses blandt andet

56

i kong Valdemar den Stores privilegium til Tommerup kloster

fra 1161, hvori det fastslås, at donationer til klosteret

skulle ske efter ”lege Danorum” - de danskes lov.54 De

danskes love, denne gang i flertal, bruges også som

betegnelse i Ryd Årbogen, der under 1170 refererer til

”leges Danorum.”55 Et tredje dokument fra Valdemars

regeringstid er en bekræftelse på en donation til Skt.

Peders kirke i Slesvig, hvor han gav en halv hovedlod,

hvilket var en donationsstørrelse, som vore landskabslove -

”legis terre” - havde godkendt.56 Det er også i forbindelse

med donationer på en halv hovedlod, at Lucius III i et brev

til Sorø kloster fra 1182 omtaler loven. I brevet tog han

klosteret og alle dets besiddelser ind under sin

beskyttelse, og blandt donationerne blev specifikt

fremhævet, at Absalon, Esbern Snare og deres fætter Sune

gav klosteret en halv hovedlod af alt det, som de efter

rigets eller landskabets lov - ”legem patrie” - besad.57

Selvfølgelig skal en udtalelse i et pavebrev om, hvordan

retstilstanden i Danmark var, tages med et gran salt, da

54 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd., nr. 143, s. 269-271.55 ”Danmarks middelalderlige annaler” 1980, s. 166.56 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 3., bd., nr. 50, s. 72f. Ioversættelsen i ”Danmarks Riges Breve” står der ”vore landslove”, menlandskabslove må være en mere korrekt oversættelse, da man i denmoderne retshistoriske forskning taler om landskabslove og ikkelandslove. ”D.R.B.” 1. rk., 3., bd., nr. 50, s. 49.57 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 3. bd., nr. 100, s. 157-159. Ioversættelsen i ”Danmarks Riges Breve” står der ”landets lov”.”D.R.B.” 1. rk., 3., bd., nr. 100, s. 107. Den mest tekstnæreoversættelse ville naturligvis være fædrelandets lov, men deri liggerder en hentydning til en national identitet. Om denne identitet såskulle opfattes som gående på hele riget eller kun på landskabet erikke til at afgøre.

57

Lucius formentlig ikke personlig har kendt til de lokale

retlige forhold, men netop derfor må man regne med, at

oplysninger i pavebrevet stammer fra Sorø kloster, også

hvad angår betegnelsen ”legem patrie.” Ikke mindre tvetydig

var betegnelsen i et brev fra Knud VI, der i 1186

stadfæster oprettelsen af domkapitlet i Lund tillige med

alle dets rettigheder og besiddelser, som kapitlet havde

fået som gave af de tidligere konger ifølge ”leges regni” -

rigets love.58

Fra tidsrummet 1202-14 findes to meget enslydende

dokumenter, hvori henholdsvis Anders Sunesen og Valdemar

Sejr tog Løgum kloster under deres beskyttelse og

stadfæstede dets besiddelser, som klosteret havde efter

”ius et consuetudinem Danorum” - de danskes ret og

sædvane.59 Nu tales der altså ikke længere om lov, men om

ret og sædvane, hvilket må tolkes som en stilistisk og ikke

en faktuel forskel, idet det er svært at forstille sig, at

der er sket en reel ændring i retstilstanden i Danmark,

således at man i det første år af 1200-tallet var gået bort

fra skreven lovgivning. Hvor meget en enkelt skrivers stil

kan betyde for ordvalget, ses i tre dokumenter fra Esrum

kloster, der er skrevet mellem 1246 og 1250. Det drejer sig

om bekræftelser på skødninger, hvor giver på egne og sine

arvingers vegne afstår fra indsigelser mod skødningen til

58 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 3. bd., nr. 134, s. 208-210.Udtrykket ”rigets love” kan både tolkes som ”rigslove” eller ”rigetslove”, der både kan betyde landskabslove og kongelige forordninger.59 Ibid., 1. rk., 4. bd., nr. 46, s. 96 og nr. 57, s. 123.

58

klosteret,60 ”med retshjælp fra kanonisk og romersk ret og

al sædvane der i Danmark plejer at blive overholdt som lov”

- ”et omni auxilio iuris canonici et civilis et omni consuetudini que in regno

Dacie pro lege consueuit observari.”61 Formuleringen i de tre

dokumenter leder tanken hen på, at der var tale om en lærd

mands standardformulering, snarere end en beskrivelse af de

faktiske appelmuligheder. Hvorfor skulle der ellers

henvises til den romerske ret, der ikke havde subsidiær

gyldighed i Danmark? I hvert fald kan disse dokumenter ikke

tages som belæg for, at man generelt på Sjælland omtalte

den verdslige ret som sædvane. To dokumenter fra 1250

bekræfter, at skødninger af ejendom til Æbelholt og Sorø

kloster fandt sted på tinget efter henholdsvis ”legum

selendie” - sjællandsk lov - og ”leges patrie” - rigets

eller landskabernes love.62

Sammenfattende må siges, at der i det latinske

diplommateriale ikke herskede enighed om, hvordan

retstilstanden i Danmark skulle beskrives, idet der både

tales om lov og det mere uhåndterlige begreb sædvane. Det

virker, som om forskellene i formuleringerne primært

hidrører fra den enkeltes skrivers stil. Dette gælder dog

ikke for det dokument, hvor der specifikt henvises til

sjællandsk lov - ”legum selendie”. Det er imidlertid

interessant, at der var enighed om, at en form for60 En praksis der var udbredt for på den måde at få genforhandlet gavenog derigennem forsøge at opnå flere religiøse tjenester fra klosteretside.61 Ibid., 1. rk., 7. bd., nr. 221, s. 196f og nr. 289, s. 251. 2. rk., 1. bd., nr. 22, s. 25.62 Ibid., nr. 18, s. 22 og nr. 23, s. 26.

59

retsorden eksisterede, og at jordoverdragelser skulle ske

efter fastlagte procedurer.

Eftersom de lærde retssystemer også inddrages, er det

rimeligt at se på, hvordan begreberne brugtes og bruges

derom. Allerede i det gamle Rom skelnede man mellem lex -

lov - og ius - ret -, hvor lex blev brugt som betegnelse for

en enkelt lov eller forordning, mens ius var den samlede

mængede love, edikter og juristskrifter, der gik under

paraplybetegnelsen ius civile. Denne brug af begrebet ius går

også igen i de to samlede korpora af de to lærde

retssystemer,63 der omtales som henholdsvis Corpus Iuris Civilis og

Corpus Iuris Canonici. Men hvorfor taler man i grunden om

romersk og kanoniske ret og ikke lov? Justinians lovværk,

der senere fik tilnavnet Corpus Iuris Civilis, blev jo

oprindeligt udstedt som et samlet lovværk for det romerske

rige. At det alligevel betegnes som ret, hænger sammen med

den funktion, det fik i middelalderen, hvor dets status var

noget anderledes. Dels var det kun de glosserede dele, der

anvendtes og ikke hele værket, dels havde det ikke lovkraft

63 ”Den lærde ret” er en fællesbetegnelse, der bruges både om denkanoniske og den romerske ret. Dette udtryk, som er bevaret i vorsprogbrug helt op i moderne tid, fortæller to ting. Dels at kanoniskog romersk ret ofte er blevet set som en enhed, der stod i modsætningtil national ret, og dels at studiet af de to retssystemer i højeregrad er blevet opfattet som en akademisk disciplin end som praksis.Den fælles betegnelse til trods vil det dog være en fejl at se de tosystemer som en helhed, selvom mange træk i den romerske ret genfindesi den kanoniske, der blev udviklet i et samfund, hvor den romerskeretstænkning var den herskende. I det følgende afsnit ”De retligekilder” vil indholdet og opbygningen af de lærde retssystemer bliveforklaret nærmere.

60

i sig selv, men blev derimod brugt enten som supplement,

hvis anden lov ikke fandtes, eller gennem at de blev

genstand for reception til andre love som for eksempel de

italienske bystaters, der i løbet af 1100- og 1200-tallet

optog store dele af den justinianske lov. Derfor havde

Corpus Iuris hverken i middelalderen eller senere karakter

af sammenhængende lov, hvilket er grunden til, at den

omtales som romersk ret og ikke lov. Det samme kan anføres

om den kanoniske ret, for selvom Liber Extra og flere af de

efterfølgende samlinger blev udstedt som kanoniske

lovbøger, var det ikke tilfældet med Gratians Dekret, der

alligevel fungerede som en del af grundlaget for den

kanoniske ret, skønt dele af det mistede sin retskraft,

efterhånden som kirkeretten ændrede sig. Den kanoniske ret

var ikke statisk, så middelalderen igennem ændrede den sig

med tilkomsten af nye pavebreve eller koncilbeslutninger,

der tog stilling til juridiske spørgsmål, som enten ikke

før var blevet rejst i forhold til den kanoniske ret, eller

som ændrede tidligere praksis. Således er kanonisk ret i

middelalderen at betragte som en rets- og ikke en

lovsamling.

61

DE RETLIGE KILDER

angt størstedelen af det retlige kildemateriale,

som er overleveret fra højmiddelalderen, er love,

forordninger, skøder, aftaler og retlige

afgørelser. De sidste dog primært i henhold til den

kanoniske ret, der består af dekreter og pavebreve, hvori

paven tog stilling til konkrete sager, hvorefter afgørelsen

kunne blive optaget i en af de kanoniske retssamlinger, som

fra tid til anden blev samlet af en lærd kanonist.64

L

Formålet med landskabslovene og landslovene var at regulere

rent verdslige forhold, og den processuelle del af

retsudøvelsen skulle, i hvert fald i teorien, foregå på

herreds- eller landstinget, om end kongen besad den øverste

myndighed. Skønt lovene regulerede verdslige forhold, var

den verdslige retsforståelse påvirket af den kanoniske ret

og de teologiske doktriner. Derfor kunne krænkelser af den

kristne fred og moral, for eksempel ved hor eller lejermål,

der principielt hørte under den kanoniske rets område, også

medføre verdslige sanktioner.

64 Bag begrebet kanonisk ret gemmer der sig et virvar af skrifter,hvori den katolske kirkes lære er tolket og forklaret. Ordet kanoniskkommer af det græske canon, der betyder klar stillingtagen til noget,og som også blev betegnelsen for koncilbeslutningerne. Kanonisk eraltså det, der er i overensstemmelse med den kristne tro. Denkanoniske rets grundpiller er Bibelen, først og fremmest Det NyTestamente, kirkefædrenes skrifter, hvoriblandt specielt Augustinhavde en fremtrædende betydning, samt dekreter og koncilbeslutninger.

62

Ved siden af den verdslige ret gjaldt den kanoniske, der

i sagens natur var overnational, idet alle kristne i

princippet skulle følge dens påbud for at sikre sjælens

frelse. En anden og mere umiddelbar grund til at følge

kirkens påbud var at undgå at blive underlagt de kirkelige

straffe, som både kunne være strenge for legemet ved faste,

bøn og pilgrimsrejser og for pengepungen gennem bøder til

biskoppen, men så sandelig også for ens rygte og sociale

anseelse. Ved de gejstlige domstole blev man dømt efter den

kanoniske ret, hvor den inkvisitoriske proces anvendtes,65

og hvor vidner spillede en stor rolle i retssystemet,

hvilket adskilte den fra det verdslige system, hvor

mededsmænd66 var dominerende. Man skal op til

senmiddelalderen, før man kender til praksis fra de

kirkelige domstole i Norden, så hvordan de fungerede i

tidlig- og højmiddelalderen, må man slutte sig til gennem

komparation med resten af Europa.

Fra karolingerne og op gennem de efterfølgende

århundreder blev det flere gange forsøgt at ensrette og

samle de forskellige og til tider modstridende kanoniske

retssamlinger. Dette lykkedes først med Gratians Dekret fra

1150’ernes første halvdel, der i middelalderen ikke blev

officielt anerkendt af paven, men reelt blev anvendt som en

autoritet, og som sammen med Liber Extra fra 1234, hvori65 Den inkvisitoriske proces udvikledes gradvist inden for kirken forendeligt at blive fastlagt under Innocens III. W. Trusen: ”DerInkvisitionsproces. Seine historischen Grundlagen und frühen Formen”1988, s. 168-230.66 Mededsmænd er betegnelsen for de tolv mænd - tylft - der skulle sværge på sagsøgtes troværdighed.

63

blandt andet beslutningerne fra Det tredje og fjerde

Laterankoncil blev optaget, udgjorde grundpillerne i

middelalderens kanoniske ret. Disse to kanoniske

retssamlinger fik også stor betydning for landskabslovene

og retsudviklingen generelt i de nordiske riger.67 Af de

kanoniske retssamlinger er Dekretet langt det mest

komplicerede at anvende, hvilket både skyldes, at der ikke

altid gives et entydigt svar på det rejste spørgsmål, og

selve overleveringsproblematikken omkring teksten. Denne

synes dog at være løst, efter at den svenske kanonist

Anders Winroth68 endeligt har bekræftet polakken Adam

Vetulanis gamle tese om, at Dekretet var kommet i ikke én,

men to udgaver, og at det er anden udgave, der i dag bærer

Gratians navn. Allerede i 1940’erne satte den polske

historiker Adam Vetulani spørgsmålstegn ved den

traditionelle opfattelse af Dekretets tilkomst, idet han

påviste, at der en lang række af de steder, hvor tekst fra

Digesta eller Codex var brugt, var tale om senere

tilføjelser. Adam Vetulani gjorde samtidig opmærksom på, at

de steder, hvor romerret ellers optrådte i Dekretet, var

67 Senere kom to nye samlinger Bonifacius VIII’s Liber Sextus fra 1298 ogConstitutiones eller Clementina Clementinerne under Johannes XXII i 1317. Dissefire samlinger blev i 1582 samlet under titlen ”Corpus IurisCanonici”, en titel der formentlig var valgt for at markere, atsamlingen var en pendant til Corpus Iuris Civilis, der fik sinbetegnelse ca. 1580. 68 Da det ligger uden for afhandlingens område, vil der ikke her bliveredegjort for de indviklede filologiske forklaringer, men i stedethenvises til Winroths egne. A. Winroth: ”The Two Recessions ofGratian’s Decretum” 1997 og “The Making of Gratian’s Decretum” 2000.

64

det ofte i passager taget fra tidligere kanoniske

samlinger, hvor romerretlige udsagn var brugt.69

Winroths forskning har afsløret, at uregelmæssighederne

i de forskellige håndskriftstraditioner af Dekretet og den

senere tilføjelse af bestemmelser fra romerretten dækkede

over en langt mere kompliceret historie om Dekretets

tilkomst end hidtil antaget. Winroth har gennem dybtgående

undersøgelser af fire håndskrifter, som tidligere har været

antaget for forkortelser af Dekretets færdige tekst, vist,

at der ikke er tale om én, men to udgaver af Dekretet. Den

første version daterer Winroth til ca. 1139, altså det

tidspunkt som forskningen normalt har dateret hele Dekretet

til.70 Når det gælder om at datere tilkomsten af den anden

69 A. Winroth: ”The Making of Gratian’s Decretum” 2000, s. 12ff. Påtrods af de perspektiver, der lå i Vetulanis opdagelser, udeblev denstore diskussion af, hvilke konsekvenser de måtte have for Dekretetsom helhed. (Vetulanis egen konklusion, at arbejdet på Dekretet måttevære startet tidligere end antaget nemlig omkring 1105, vandt ingenvidere genklang). Der er sikkert flere forklaringer herpå, men envigtig forklaring var formentlig, at Vetulani som polak efter AndenVerdenskrig ikke havde muligheder for at tage på studiebesøg tilvesteuropæiske arkiver og biblioteker for at studere de forskelligehåndskrifter af Gratians Dekret. Derfor er det først med udgivelsen afAnders Winroths værk om Dekretet, at en ny samlet tese om Gratian,Dekretet og studiet af romerretten i Bologna er fremkommet.70 Denne første udgave var kortere og langt mere overskueligt opbyggetend den efterfølgende. Værket havde en åbenbar karakter af en lærebogi kanonisk ret med en klar og ”pædagogisk” opbygning. Næsten alleredeinden førsteudgaven var kommet i cirkulation, havde udviklingenimidlertid overhalet den. Studiet i romerret eksploderede omkringmidten af det tolvte århundrede, hvilket blandt andet betød en øgetfokusering på romerrettens forhold til den kanoniske ret. Dette kravopfyldte den første version af Dekretet ikke, men da den var langt denbedste og moderne samling af kanonisk ret, var det naturligt atbibeholde skelettet og blot tilføje de relevante bestemmelser fraDigesta og Codex og fylde på de steder, hvor man i praktiskundervisningsbrug havde set, at bogen haltede. Dette”revisionsarbejde” førte til fremkomsten af den anden version af

65

version af Dekretet, mener Winroth, at det må være sket

engang i 1150’erne.71

Da ingen forsker hidtil har kunnet argumentere

overbevisende mod Winroths tese, må vi antage, at Dekretet

kom i to omgange og ikke i én. Hermed rejser spørgsmålet

sig naturligvis om, hvem der forfattede de to udgaver, og

hvor vi skal placere Gratian. Dette spørgsmål vil

formentlig aldrig blive besvaret. Winroth har konstateret,

at der er så stor forskel i stilen mellem de to udgaver, at

det er meget usandsynligt, at det skulle være den samme

person, der har skrevet begge.72 Hvorom alting er, bærer

Dekretet Gratians navn, og eftersom det er den anden

version, der nu forbindes ved denne betegnelse, er det

næppe passende at bryde små 800 års historiografisk

tradition ved at omdøbe værket.

Myterne om Gratians person er mange, men allerede for 25

år siden gjorde John Noonan op med dem.73 At Gratian

igennem historien er blevet opfattet som en betydningsfuld

person for kanonisk ret, kan nok bedst illustreres ved at

citere Dantes ”Guddommelige komedie”, hvor Gratian findes i

Dekretet, det vi i dag kender som Gratians Dekret.71 Det første sikre udsagn, vi har om den anden version, er fra Parisomkring 1158, da den citeres i Peter Lombardens ”Sentences”, hvilketmå betyde, at Dekretets anden version på dette tidspunkt allerede vari cirkulation. 72 A. Winroth: “The Making of Gratian’s Decretum” 2000, s. 186.73 I sin artikel ”Gratian Sleept Here” gjorde John Noonan op med allemyterne om Gratians person, idet han påviste, hvordan de var opståetog efterfølgende gjort til historiske fakta gennem en stadiggentagelse. J. Noonan: “Gratian Slept Here” 1979, s. 145-172. Men dethar ikke forhindret, at historien om Gratians person stadig er atfinde i mange nyere værker, der omhandler kanonisk ret.

66

Paradiset samme sted som så indflydelsesrige teologer og

kanonister som Isidor af Sevilla, Beda Venerabilis, Peter

Lombarden, Albert fra Köln og Thomas Aquinas; den sidste

præsenterer Gratian med følgende ord: ”Han som på begge retters

felter virked så paradiset fortsat glædes ved det.”74

Hvilken betydning har Winroths resultater for den bredere

forskning i 1100-tallets retsudvikling? Det første helt

banale er, at hvis man vil tale om påvirkning fra kanonisk

ret på sekulær lovgivning i tiden før 1150’ernes midte, er

det ikke bare nok at rådføre sig med den trykte udgave af

Dekretet. For romersk ret gælder det, at vi nok må se i

øjnene, at studiet af Corpus Iuris ikke var så fremskredet

i Bologna, som historiografien fortæller. Som Winroth

udtrykker det, var der ikke tale om et ideologisk fravalg

af verdslig lov fra Gratians side, da han skrev den første

version: ”It should not be seen as an anomaly in need of explanation, but

rather as evidence for the current state of legal teaching in Bologna.”75

Konklusionen på dette må blive, at enten har studiet af

romerretten i Bologna, der normalt dateres til 1088, haft

en meget sløv begyndelse, eller også, som Winroth mener, er

denne datering alt for tidlig og burde i stedet sættes til

1130’erne.76 Man skal under alle omstændigheder langt op i

1100-tallet før studiet af Digesterne og det mere

videnskabelige studie af kanoniske ret for alvor slog

74 ”Dantes guddommelige komedie” ved O. Meyer, 2000. Paradiset, sang X,s. 362. (“Che l’uno e l’altro foro aiutò sì che piace in paradise.” Dante Alighieri: ”Ladivina commedia” s. 327).75 Ibid., s. 148.76 Ibid., s. 173.

67

igennem uden for en snæver retslærd kreds omkring

Bolognaskolen.

Med fremkomsten af den anden version af Dekretet ser man

begyndelsen på det fælles studium af romersk og kanonisk

ret, et studium, der førte til skabelsen af den såkaldte

ius commune, en fælleseuropæisk retsforståelse, der kom til

at dominere retstudiet resten af middelalderen. Om fødslen

af ius commune skriver Winroth: ”It had not yet begun when Gratian I

wrote his text without using Justinianic law. On balance the most significant

result of the discovery of the first version of the Decretum might be that it

allows the historian to study the very moment when the ius commune was

born.”77

I en gråzone mellem kanonisk og verdslig ret fandtes

kristenretterne eller kirkebalkerne, som de blev betegnet i

henholdsvis Norge og Sverige, hvor fænomenet kendes fra.78

Disse love fungerede som en del af landskabslovene, idet

hver lov indledes med en kristendomsret. I

kristendomsretterne blev mange af de forhold, der vedrørte

religionen, kirkebygningen og præstens funktion, reguleret.

Selvom kristendomsretterne var en del af landskabslovene,

hørte de dog i princippet under kirkens jurisdiktion, og

eventuelle sager skulle rejses ved kirkelige domstole.77 Ibid., s. 196.78 Fra Skåne og Sjælland kendes også kirkelove, hvor landskabetsindbyggere indgik et kompromis med biskoppen om, hvilken proces derskulle gælde i nogle af de sager, som hørte under den kanoniske ret.Disse kirkelove er imidlertid meget kortfattede og regulerer ikkekristenlivet på samme måde, som det ses fra Sverige og Norge.

68

Dette betød imidlertid, at der skulle eksistere et

ordentligt udbygget kirkeligt retssystem, samt at kirkens

stilling, religiøst og politisk, skulle være stærk nok til

at tvinge deres retskrav igennem. Dette har næppe været

muligt i etableringsfasen eller i tidsrum, hvor

kongemagtens ikke stod bag kirkens krav om jurisdiktion,

som tilfældet blandt andet var i Norge under kong Sverre.

For Norges vedkommende blev kirkens jurisdiktion i

kristendomssager anerkendt i 1100-tallets anden halvdel,

selvom det er svært at vide, hvad dette i praksis betød.79

I Sverige skal man for de fleste områders vedkommende op i

det 13. århundrede, før en effektiv kirkelig jurisdiktion

blev udbygget, om end det nok har varieret meget fra

landskab til landskab. For begge riger er det dog

tænkeligt, at sager, hvor der er blevet dømt efter

kristendomsretter, er blevet rejst på det lokale ting, hvis

der har været langt til den kirkelige domstol, og kirkens

politiske stillingen samtidig har været begrænset. De

ældste norske kristenretter har en del adfærdsbestemmelser,

der kun kunne have relevans for et nyligt kristnet folk,

som skulle afvænnes fra hedenske vaner, hvilket der ikke er

spor af i de svenske kirkebalker.

Eksistensen af kristendomsretter på de lokale sprog, som

var inkorporeret i den verdslige lovgivning og ikke altid

fulgte den kanoniske rets påbud til punkt og prikke, viser,

hvilken dobbeltstilling kirkens folk kunne have på de

79 S. Bagge: ”Kirkens jurisdiksjon i kristenrettsaker før 1277” 1981,s. 144f.

69

områder. På den ene side var formålet med de gejstlige

domstole at følge den kanoniske rets læresætninger, på den

anden side kunne de folkesproglige kristendomsretter ikke

ignoreres. Man kan derfor forestille sig, at de kirkelige

autoriteter til tider må have været i tvivl om, hvilke

retsbøger der skulle tillægges størst betydning. Praksis er

desværre ikke bevaret, så det er umuligt at udtale sig om

omfanget af sådanne konflikter, eller hvordan de er endt.

Selvom romerretten aldrig fik direkte gyldighed i de

nordiske riger, har den alligevel en plads blandt de

retskilder, der havde betydning for udviklingen af de

nordiske landskabslove. Ved siden af den kanoniske ret var

romerretten det juridiske system, som den skolede elite

mødte på lærdomscentrene og de senere universiteter. Dette

medførte, at romerske retsprincipper sneg sig ind i de

nordiske love.80 Romerretten er et komplekst begreb, og der

er forskel mellem den klassiske romerret, som har sit

højdepunkt i tiden mellem det 1. århundrede f.Kr. og det 3.

århundrede e.Kr., hvor retsvidenskaben blomstrede, og hvor

mange af de store jurister virkede, og den senantikke

romerret, som Justinians lovværk, der langt senere fik

betegnelsen Corpus Iuris Civilis, 81 er et produkt af. For

80 Det nok mest kendte eksempel derpå er, hvordan ejendomsbegrebet i denorske landskabslove ændrede sig, efterhånden som legalisterne (de derstuderede romerretten) udviklede skellet mellem dominium utile (brugsret)og dominium directum (absolut ejendomsret). T. Iversen: ”Jordeie ogjordleie – Eiendomsbegrebet i norske middelalderlover” 2001, s. 93-105.81 Udfærdigelsen af ”Corpus Iuris Civilis”, en betegnelse, der som førnævnt først blev brugt omkring 1580, men som i dag er så tæt forbundetmed Justinians lovværk, at det synes rimeligt at anvende denne

70

den højmiddelalderlige retshistorie er Justinians lovværk

imidlertid essentielt, idet det lå til grund for

middelalderens romerretlige forskning, og når ordet

romerretten efterfølgende bruges i højmiddelalderlig

sammenhæng, er det Corpus Iuris Civilis, der hentydes

til.82

Som før sagt udgør lovmaterialet langt hovedparten af de

retlige kilder, da der er bevaret så uendelig få kilder om

retspraksis. De sparsomme kilder stammer for hovedpartens

del fra klostrenes optegnelser af, hvordan de fik deres

jordtilliggender og ejendomme, det vil sige dokumenter, der

omhandler donationer, skødning, mageskifte og køb. Dette

betegnelse, blev sat i gang af kejser Justinian (527-65) og udkom itidsrummet 528-34. Corpus Iuris Civilis består af fire dele. Førstedel Institutiones har karakter af en lærebog eller en instruktion til detromerske retssystem og de vigtigste retsprincipper. Institutiones blevskabt på grundlag af en ældre lærebog fra ca. 160 e.Kr., der varskrevet af den romerske jurist Gaius, om hvem stort set intet andetend navnet kendes. Hoveddelen af Corpus Iuris er Digesta eller Pandectae,afhængig af om man vil bruge det latinske eller græske navn. Digestaindeholder en meget omfattende samling af skrifter fra 39 jurister fradet 1. århundrede f.Kr. og frem til slutningen af 400-tallet. Densidste del af den oprindelige ”Corpus Iuris” er Codex, en samling afkejserlig lovgivning, både fra Justinians egen tid og fra hansforgængere. Samlingens fjerde del kaldes Novellae og er egentlig ikke endel af det oprindelige Corpus. Novellae har karakter af fortsættelseaf Codex, idet de nye kejserlige forordninger, der kom efter 534, blevindføjet i Novellae - der betyder ”den nye del”. Indholdet i CorpusIuris er altså en sammenblanding af klassisk romersk ret og senantikeller vulgariseret kejserlig lovgivning. D. Tamm: ”Retshistorie, bd.2: Romerret og Europæisk retsudvikling” 1991, s. 225-228. A. Watson:”Roman Law and Comparative Law” 1991, s. 23-2682 Sammenhængen mellem det ovenstående er naturligvis langt merekompliceret, end disse få linier lader ane, men skulle der i detaljergøres rede for romerrettens udvikling fra antikken til middelalderensamt for studiet af romerret i middelalderen, ville det i sig selvvære mere end omfattende nok til en bog.

71

ensidige materiale giver formentlig ikke et repræsentativt

billede af tingenes aktiviteter eller af ejendomsmarkedet,

men det giver dog et fingerpeg om, hvilke juridiske

procedurer der blev fulgt.

Man kan også finde spor af retspraksis i de litterære

tekster, men også dér er udbyttet meget begrænset. Hverken

Svend Aggesen eller Saxo bruger mange linier på

retsordenen, og de få steder, ret og lov nævnes, er det

hovedsagelig om tildragelser før landskabslovenes komme.

Den svenske Erikskrønike omhandler også de store politiske

begivenheder og omtaler kun et par steder indirekte retlige

tildragelser. For Norges vedkommende er situationen lidt

bedre, da der blev skrevet kongesagaer langt op i 1200-

tallet; igen er det dog de politiske begivenheder, der står

i centrum, og man skal helt frem til 1329, før en

detaljeret beskrivelse af en retssag og efterfølgende

domsfældelse er bevaret.83

Ideelt set fandtes der inden for kanonisk ret, for eksempel

i Gratians Dekret, et hierarki mellem de forskellige

retlige kilder med den kanoniske ret som højest rangerende

for alle kristne. I praksis var billedet imidlertid noget

anderledes. Man kan forestille sig, at der har eksisteret

et samspil mellem de forskellige love, altså det, der inden

for den moderne retsvidenskab vil blive betegnet som retlig

pluralisme, eftersom flere forskellige retlige systemer

83 J. Ø. Sunde (m.fl.): ”Audun Hugleiksson. Frå kongens råd til galgen”2002, s. 110.

72

havde gyldighed. Retten udgik ikke fra ét centrum, og i

praksis var der ingen hierarkisk struktur, ligesom det

antagelig heller ikke kun var de egentlige lovtekster, der

regulerede retsudøvelsen. Forskellige ikke-nedskrevne

normer har formodentlig også haft stor betydning.84 De

skrevne retlige kilder, vi i dag kender til, afspejler

formentlig kun toppen af isbjerget. Det er nærliggende, at

der såvel i landsbyerne som blandt stormændene har

eksisteret normer for, hvad der var ret og rimeligt, og

hvordan konflikter burde løses.85 I al fald hvad de

verdslige love angår, kan det tænkes, at bestemmelserne har

fungeret som en art subsidiære regler, man kunne falde

tilbage på, hvis intet andet var vedtaget, eller hvis de

eksisterende normer ikke var nok til, at et kompromis kunne

komme i stand.

Hvornår en handling var et brud på den kirkelige ret og

derfor skulle for en gejstlig domstol, har sikkert heller

ikke været så klart, som de retlige kilder umiddelbart84 Som altid er det vanskeligt at bruge et moderne retligt begreb ommiddelalderlige forhold, men da retlig pluralisme blandt andet blevudviklet i forbindelse med undersøgelser af retstilstanden i kolonier,både når de var under en kolonimagt og senere som selvstændige stater,er begrebet ikke snævert forbundet med de moderne vestligeretssystemer. Dette er derimod tilfældet med begrebet retspolicentri,der er blevet udviklet af Henrik Zahle ud fra studier af, hvordanretten i praksis fungerer, og begrebet er derfor snævert knyttet tildet moderne retssystem og derfor ikke et anvendeligt begreb, når detgælder middelalderens retsforståelse. H. Zahle: ”Praktiskretsfilosofi: introduktion til Almindelig Retslære” 2003, s. 104-109. 85 Dette må i hvert fald have været tilfældet i De begge Sicilier imiddelalderen, hvor Frederik d. II’s Melfikonstitutioner kunregulerede det, man i dag vil betegne som offentlig ret, procesret ogstrafferet, men ikke privatretten.

73

lader ane. Det har sandsynligvis været præstens opgave at

få sagen rejst ved en af de kirkelige domstole, og der har

sikkert skullet være tale om et groft eller vedvarende brud

på kirkeretten, før et sådant skridt blev taget. Præsten

var jo mange steder afhængig af det omgivende samfunds

velvilje,86 og en for hård kurs mod syndere kunne føre til

upopularitet, hvis sagen kunne være løst, uden at de højere

instanser blev indblandet. Omvendt kunne de sager, der blev

rejst ved de gejstlige domstole, være så komplicerede, at

ikke engang biskoppen, der lokalt havde den højeste

myndighed, kunne gennemskue de retlige konsekvenser. I de

tilfælde fandtes den øverste autoritet hos paven, og der er

bevarede vidnesbyrd om, at komplicerede sager fra de

kirkelige domstole i Norden er blevet sendt til Rom, for at

paven kunne dømme eller udtale sig om de principielle

juridiske retningslinier. Kirken besad domsret i alle

åndelige sager, hvilket må siges at være et meget elastisk

begreb, da det dækker over alt det, der havde at gøre med

sjælens frelse. Kirkens domsret blev dog primært brugt i

sager om gejstliges forbrydelser,87 sædelighed, ægteskab,

herunder børns legitimitet og testamentssager, men mange

sager lå i gråzonen mellem den verdslige og den kirkelige

ret, og der kunne følgelig spekuleres i, hvor det var bedst

at rejse sin sag.86 Under det Skånske Oprør, 1180-82, mindede skåningerne ifølge Saxopræsterne om, at deres loyalitet burde ligge hos befolkningen og ikkehos ærkebispen, da det var bønderne, der sørgede for præsternesunderhold. ”Saxonis Gesta Danorum” 15. bog, kap. 4, § 24, s. 529.87 Alle gejstliges kriminelle handlinger hørte under de kirkeligedomstole.

74

I løbet af det trettende århundrede blev procesretten

udbygget i den verdslige ret over hele Vesteuropa.88 Dette

var formodentlig et tegn på, at studiet af de lærde

retssystemer havde spredt sig til en større skare af den

lærde elite. På samme tid var de lokale kirkelige domstole

blevet mere procesorienterede end tidligere, en proces, der

sikkert har haft en afsmittende effekt på den verdslige

ret. Da den kanonisk retlige proces langt hen ad vejen

byggede på den romerretlige, hvor store landevindinger

først for alvor blev taget i 1100-tallets anden halvdel,

skal man næppe forvente at finde en veludbygget kanonisk

procesret uden for de store centre før op i 1200-tallet.

Påvirkningen af den kanoniske procesret er for Englands

vedkommende undersøgt og viser, at man skal et godt stykke

ind i 1200-tallet, før den kanoniske proces for alvor slår

igennem.89 Det er faktisk også først ret sent i 1100-

tallet, at man kan tale om en decideret ordnet kanonisk

procesret, og udviklingen blev først endeligt samlet og

offentliggjort omkring 1218 af Tancred af Bologna.90

Samlingen betød dog ikke, at udviklingen af kanonisk

procesret stoppede, blandt andet kan nævnes, at Duranti

88 For indgående studie af procesretten i 1200-tallets rigslovgivningse P. Andersen: ”Lærd ret og verdslig lovgivning. Om retligkommunikation og udvikling i det 13. århundrede” DJØF 20056. 89 R. H. Helzholz: ”The Oxford History of the Laws of England, vol. I,The Canon Law and Ecclesiastical Jurisdiction from 597 to the 1640s”Oxford 2004, specielt s. 106-146.90 Tancred: ”Ordo iudiciarius”. Trykt i F. Bergmann (red.):

”Libri de iudiciorum ordine” (1842) 1965.

75

igen omkring 1270 forsøgte at samle og overskueliggøre den

kanoniske procesret.

I forbindelse med de nordiske landskabslove er det vigtigt

at huske på, at det kanoniske slægtskab først dukker op i

lovgivning fra 1100-tallets midte, altså på et tidspunkt,

hvor den kanoniske ret stadig var i en formativ fase. Nye

bestemmelser primært gennem pavebreve og koncilbeslutninger

kom stadigt til og ændrede tidligere praksis, for eksempel

i forhold til ægteskabslovgivning, gejstligt cølibat og

udviklingen af den inkvisitoriske proces som den enerådende

– indtil 1215 var blandt andet også gudsdomme anerkendt.91

Dette har givetvis bevirket, at der blandt den lærde elite

har eksisteret en fornemmelse af, at både den kanoniske ret

og den teologiske indsigt kunne ændre og forbedre sig,

hvilket antagelig har skabt grobund for, at dele af en lære

har kunnet udtages og bruges i en anden sammenhæng end den,

i hvilken den umiddelbar synes at høre hjemme. Dette

vanskeliggøres senere i middelalderen af, at doktrinerne,

både de kanonisk retlige og de teologiske, blev mere

fastlåste. Når man derfor taler om kanonisk retlig

indflydelse på den lokale ret i 1100-tallet og 1200-tallets

begyndelse, er det derfor ikke utænkeligt at forstille sig,

at der langt hen ad vejen har været tale om ideologisk

91 Heri kan forklaringen på, at Kirkelovene for Sjælland og Skåne harakkusatorisk i stedet for inkvisitorisk proces, ligge, eftersom detslet ikke er sikkert, at biskopperne og resten af gejstligheden harset det som et problem i forhold til kanonisk ret, at lovene brugteden akkusatoriske proces.

76

påvirkning mere end direkte lån. Denne antagelse ligger til

grund for, at der i undersøgelsen ikke vil blive fokuseret

specielt på introduktionen af kanonisk ret i de nordiske

kongeriger eller på, hvordan den optrådte i samspil med og

modsætning til den verdslige ret. I stedet vil fokus blive

lagt på, hvilke lærde ideologier, teologiske såvel som

kanoniske, der havde indflydelse på udformningen af

landskabslovene.

I praksis har der altså formentlig hersket et virvar af

forskellige normer, retsregler og hensyn, der har haft

indflydelse på, hvordan det retlige landskab har set ud.

Dette kunne foregå, fordi centralmagten ikke var så

udbygget, at den effektivt kunne gennemtvinge brugen af

domstolene i alle sager, og den akkusatoriske proces, der

herskede i de verdslige love, fremmede ej heller det

offentliges autoritet.92

I dette arbejde vil hovedvægten ligge på de ideologiske

sider af lovgivningen, men praksis vil også blive inddraget

i det ringe omfang, kilderne muliggør det, da der var et

tæt samspil mellem ideologi og praksis, fordi

effektiviteten af lovgivningens intention om at forpligte

folk over for hinanden via slægtskabsbånd var afhængig af,92 Samspillet mellem retskilderne, som det ovenfor er beskrevet, tagersit udgangspunkt i forholdene på landet. I købstæderne var der andreforhold, der spillede ind på retsudøvelsen, dels var centralmagtensstilling stærkere, og dels betød den større koncentration afmennesker, at der blev skredet langt hårdere ind over for retsbrydere,end tilfældet var det på landet; endelig eksisterede der også andresociale og retlige sammenslutninger end på landet, idethåndværkermestrene var organiseret i laug.

77

at lovenes indhold var kendt og fandt anvendelse i den

praktiske retsudøvelse.

78

DE NORDISKE SAMFUND PÅ LANDSKABSLOVENES TID

NORDEN SOM ANALYSEMODELer, om i så megen anden forskning, bruges ordet

Norden som en naturlig fællesbetegnelse for de

skandinaviske kongeriger. Idéen om det nordiske som

noget specielt, noget enestående er rodfæstet i de fleste,

og i den moderne politiske debat står nordisk samarbejde

gerne som en modvægt til det europæiske. Denne fokusering

på Nordens særegenhed skyldes mange faktorer, både

sproglige, geografiske og ikke mindst historiske, der

binder Norden sammen, med Kalmarunionen, unionen mellem de

tre nordiske riger fra 1397, som det mest markante

eksempel. Dertil kommer, at Finland indtil den russiske

overtagelse i 1809 var en del af det svenske rige, og

dobbeltmonarkiet mellem Danmark og Norge, der afløstes af

den svensk-norske union i 1814. I 1800-tallet fik tanken om

Norden som et samlet, særegent område vind i sejlene gennem

den politiske bevægelse skandinavismen, hvis ideologiske mål

var at forene Norden. Skønt projektet aldrig blev til

noget, satte det sig spor i form af øget nordisk

samarbejde, som på det juridiske plan førte til

etableringen af det nordiske lovsamarbejde i 1872, der har

betydet meget for skabelsen af idéen om Norden som en

retlig enhed.

H

79

Det var netop det nittende århundredes historikere og

retshistorikere, der var med til at styrke og videreudvikle

idéen om Nordens særstatus. I Tyskland søgte germanisterne

at finde frem til, hvordan samfunds- og retsordenen havde

fungeret, før alt blev ændret, først ved romernes komme og

siden med kristendommens indtog. Inden for retshistorien

fik specielt teorien om et oprindeligt germansk slægtssamfund

vind i sejlene. Denne konstruktion, hvis ideologiske base

fandtes i nationalromantikkens oldtidsdyrkelse, byggede

dels på bevarede ”stamme-” og landskabslove, dels på de to

antikke værker, i hvilke germanerne optræder: Cæsars

”Commentarii de bello gallico” og Tacitus’ ”Germania”.93

Selvom det var almindeligt anerkendt, at Norden var en del

af den germanske kulturkreds, så havde Norden ikke fulgt

den samme udvikling som de tyske områder, blandt andet

fordi kristendommen kom til Norden langt senere end til

størsteparten af Tyskland. Interessen for at påvise det

specielle nordiske fik navnlig næring fra den spirende

nationalisme, der tog til op gennem 1800-tallet og dermed

blev en af de medvirkende årsager til de dansk-tyske

konflikter, hvor nederlaget i 1864 medførte, at mange,

93 Selvom idéen om det oprindelige slægtssamfund endnu kan findes inyere værker (som for eksempel A. Hoff: ”Lov og landskab” 1997, s.325), er der tale om enkeltstående undtagelser, idet langt de flesteretshistorikere for længst har vendt den ryggen, både fordiargumentationen byggede på principper, der strider imod kildekritikken(se blandt andet E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar. Europeiskrättstradition i politisk omvandling” 1988, s. 51), og fordi det forde kilder, germanisterne lagde til grund for deres undersøgelser, erblevet påvist, at skellet mellem hvad der var ”ægte” germansk ogromersk/kristent, ikke kan opretholdes (A. Murray: ”Germanic KinshipStructure” 1983, s. 116ff.).

80

specielt blandt de danske, men også de norske og svenske

forskere, vendte ryggen mod syd.

Den fællesnordiske fortid blev skabt gennem en

sammenblanding af de islandske sagaer, edda-digtningen,

Saxo og andre middelalderlige historieskrivere samt idéen

om slægtssamfundet, der fik sin næring fra

retshistorikernes brug af landskabslovene. Det stærkeste

udtryk for enhedskulturen ses formentlig i konstruktionen

af begrebet vikingetiden94 og i teorien om, at der så langt

tilbage i historien, man kan spore, havde hersket en

særegen nordisk identitet. Dette billede lever stadig i

bedste velgående i manges bevidsthed, også fordi

historieskrivningen bevidst eller ubevidst stadig

præsenterer forskning, der bekræfter, at hele det nordiske

område i den førkristne tid havde stort set den samme

sociale og politiske opbygning. Forklaringen derpå skal

findes i det meget sporadiske kildemateriale, der medfører,

at eventuelle regionale forskelle bliver meget svære at

spore, ikke kun hvad gælder for den førkristne tid, men

også langt op i middelalderen. Fokuseringen på det nordiske

og det mere snævert nationale har også betydet, at

arkæologiske fund ofte er blevet tolket i denne sammenhæng,

en tendens, der dog inden for de sidste årtiers

arkæologiske forskning har vendt: Fundmateriale så langt

tilbage som til bronzealderen, og hvad der i denne

94 Om konstruktionen af vikingetiden se A. Lundt Hansen: ”I begyndelsenvar Ordet … Overgangen fra runer til romerskrift i Danmark 800-1300”2001, s. 71-84.

81

sammenhæng er mere interessant, til germansk jernalder er

man begyndt at sætte ind i en kontinental europæisk

sammenhæng.

Det har vist sig, at der er mange ligheder i

fundmaterialet, hvilket kan tolkes som et udtryk for, at

strukturer, der er kendt fra for eksempel merovingerriget,

genfindes i Danmark, hvilket igen fører til spekulationer

om, hvorvidt det danske område kulturelt og politisk har

ligget langt tættere op ad det, som vi takket være de

skriftlige kilder kender sydfra. Konklusionen må blive, at

der nødvendigvis må have fundet en gensidigt påvirkning

sted mellem Danmark og merovingerriget også på det

organisatoriske plan, som retstænkningen var en del af. 95

Meningen med ovenstående er ikke at gå ind i en lang

diskussion om, hvilke samfundsstrukturer der eksisterede i

Norden i den periode, som populært kaldes vikingetiden, men

i stedet at problematisere brugen af Norden som en

selvfølgelig analytisk enhed til at belyse den retlige

udvikling. Der kan med rette også argumenteres for andre

inddelinger, som for eksempel at undersøge de norske love

gennem en komparation med de angelsaksiske, eller fokusere

på den danske retsudvikling i lyset af den tyske. Når

afhandlingen alligevel tager afsæt i de nordiske kongeriger

i højmiddelalderen, skyldes det, alle de nævnte forbehold

til trods, at flere træk gør, at det giver mening at anskue

lovgivningen i Norden som en helhed. For selvom identiske

95 J. Jensen: ”Danmarks Oldtid, Bronzealder, 2000-500 f. Kr” 2002 og L.Jørgensen: ”Stormandssæder og skattefund i 3.–12. århundrede” 1995.

82

politiske og sociale forhold ikke har eksisteret i hele

området, vil der ofte naturligt forekomme en gensidig

kulturel og juridisk påvirkning mellem naboregioner. Hertil

skal lægges, at ingen af de nordiske riger kom under den

tyske kejsermagt96 og derfor ikke blev underlagt kejserlig

lovgivning gennem den såkaldte landefred. Det måske

vigtigste i denne sammenhæng er, at de nordiske riger

sprogligt og dynastisk var tæt knyttet til hinanden.

Kongefamilierne giftede sig hyppigt ind i hinanden. Denne

praksis sikrede tætte forbindelser mellem rigerne og

iblandt også alliancepartnere i konflikter inden eller uden

for Norden. Men de tætte dynastiske bånd kunne også vise

sig at være et tveægget sværd, idet slægtsbåndene også

betød, at arvekrav og dertil knyttede konflikter kunne

flamme op.

96 Hvis man ser bort fra, at Valdemar den Store i 1162 aflagde lensedtil Frederik Barbarossa, hvilket ikke blev gentaget af hansefterkommere.

83

Fælles for den historiske og dermed også den retlige

udvikling i de tre kongeriger er, at de i tiden før og

omkring landskabslovenes komme oplevede en proces hen imod

et mere stabilt herskersystem. Borgerkrige, hvis udspring

gerne fandtes i tronstridigheder, ramte alle rigerne for at

blive afløst af perioder med fred, hvor mindet om

borgerkrigens uorden og retsløshed sikkert har fremmet

ønsket om lov og orden og derfor banet vejen for den

blomstrende lovgivningsaktivitet, som fandt sted fra 1100-

tallets midte og frem. Lighederne til trods kan der dog

ikke tales om en parallel udvikling, både på grund af den

tidsmæssige forskydning, og fordi stridighederne, der førte

til borgerkrigene, grundede sig i forskellige forhold fra

land til land. For eksempel var samkongetraditionen, i

hvilken kimen til megen af ufreden i Norge fandtes, stort

set ukendt i det danske område, men hvor det faktum, at

alle en konges mandlige efterkommere kunne optræde som

tronprætendenter, betød, at ufreden alligevel florerede.

Det er utænkeligt, at den samme retskultur fandtes i hele

det nordiske område, før landskabslovene kom. Der er næppe

nogen tvivl om, at navnlig dele af den norske retskultur

var stærkt påvirket af den angelsaksiske, mens den danske

retskultur antagelig i langt højere grad var influeret af

den tyske nabo, i hvert fald er forbindelserne syd og østpå

dominerende i 1100-tallets politiske historie. Dertil

84

kommer, at de forskellige områder sikkert har haft

forskellige retlige sædvaner, som ganske vist ikke var

statiske - for ellers ville fremmed påvirkning ikke kunne

finde sted - men som i deres grund har bygget på

forskellige principper. Et eksempel herpå kunne være

arveretlige sædvaner, da det næppe er et tilfælde, at der

på trods af påvirkningen fra de lærde retskulturer er så

stor forskel på, hvilke principper der ligger til grund for

arveretten i landskabslovene. I det svenske område har der

givetvis også eksisteret en række sædvaner, krydret med

indflydelse fra andre retskulturer, men da de svenske love,

på nær Den ældre Västgötalov, er så meget yngre end de

danske og norske, og påvirkningen fra den lærde ret og ikke

mindst love fra andre områder, for eksempel det danske,

derfor sikkert er stærkere, er det sværere at spore træk

fra ældre sædvaneret. Når en ideologi, som for eksempel om

kanonisk slægtskab, skulle introduceres i Norden, er det

naturligt, at udgangspunktet blev taget i den eksisterende

retsopfattelse, i det omfang den ikke divergerede fra de

nye idéer. Eftersom der ofte var tale om ideologi og ikke

faste retsregler, som skulle introduceres, har de, der

havde indflydelse på lovgivningen, næppe haft nogen

interesse i at gøre op med tidligere forestillinger.

Siden Montesquieu gjorde sig til talsmand for, at retten

blandt andet skal være tilpasset de geografiske og vejrlige

forhold, har det været accepteret, at disse faktorer kan

spille en rolle for, hvordan retten fungerer, og det kan

85

også være en grund til, at for eksempel tings- og

kirkeordningen i Norge er forskellig fra Danmark, da man i

Norge har skullet rejse længere for at komme til tinget

eller fylkeskirken. Her er det ikke formålet at søge at

give et bud på, hvordan retten i Norden så ud før

landskabslovenes komme. Men derfor er det alligevel vigtigt

at understrege, at de retsstrukturer, der har eksisteret,

før man begyndte at nedskrive retten, på trods af

påvirkningen fra både de lærde og andre retssystemer

alligevel har haft en betydning for udformningen af

landskabslovenes bestemmelser, hvorfor en del af

forklaringen på de forskelle, der er lovene imellem, kan

forklares ud fra påvirkningen fra de tidligere eksisterende

retskulturer.

86

DE NORSKE LOVES GENESISDe udgaver af de norske landskabslove, som er overleveret

til vor tid, er alle resultater af flere redaktioner og

kodificeringer, som gør det svært at afgøre, hvornår de

enkelte bestemmelser er kommet ind i lovene, og hvilke

ændringer de eventuelt har gennemgået. Flere af de bevarede

afskrifter af Gulatingsloven giver dog et indblik i

lovudviklingen, idet visse af kapitlerne i fire af balkerne

indeholder både den lovtekst, som blev vedtaget under

Magnus Erlingsøns regering, formentlig et sted mellem 1164

og 1170, og en tidligere version, som normalt går under

betegnelsen ”Olavsteksten”. Uagtet den ældre lovudgave

bærer Olav den Helliges navn, er der efterhånden almen

enighed om, at loven er yngre, og at den tilskrives Olav på

grund af den af saga- og helgenvitaskabte myte om ham som

den store lovgiver.97 Olavteksten og eventuelt andre

tidlige udgaver af landskabslovene skal snarere dateres til

den periode med indre fred og fremgang, som herskede i

Norge fra Olav Kyrres kongedømme (1066-1093) og frem til

Sigurd Jorsalafares – Jerusalemsfarer - død i 1130. Det var

i Olav Kyrres regeringstid, at Norge fik sine første faste

bispesæder, og da biskoppens rolle er veldefineret i

Olavsteksten, må den være skrevet derefter. Det er

imidlertid ikke kun gennem direkte lovgivning, at vi kan se

udviklingen af den offentlige autoritet i denne periode. I

1100-tallets begyndelse blev endnu et landsting,97 P. Norseng: ”Lovmaterialet som kilde til tidlig nordisk middelalder”1987, s. 51f.

87

Borgartinget, oprettet, så der nu var fire landsting i

Norge.98 Der er ingen tvivl om, at landstingene spillede en

aktiv rolle i vedtagelsen og måske også ved nedskrivningen

og udformningen af lovene i den formative periode, men

sagaerne giver indtryk af, at der var en stærk tradition

for at se kongen som lovgiver, og en sådan forestilling er

næppe kommet ud af det rene ingenting.99 Kongemagtens

interesse i lovgivningen kan ikke undre, da enhver hersker

har et naturligt ønske om at præge rammerne for sine

undersåtters tilværelse, men lovgivning kunne også styrke

kongens legitimitet på det ideologiske plan, idet han

gennem den havde mulighed for at fremtræde som fredens og

retfærdighedens beskytter, et kongeideal, der blev hyldet i

hele det kristne Europa.100

Perioden med stabilitet og vækst sluttede imidlertid ved

Sigurd Jorsalafares død i 1130.101 Manglen på en fast

procedure for tronfølgen betød, at alle mandlige

kongeætlinge med lige god ret kunne gøre krav på tronen.

Dette førte til et årti præget af borgerkrige mellem

forskellige tronprætendenter. I 1140’ernes begyndelse fik

Norge tre brødre som samkonger: Inge Krogryg (the

98 F. Brandt: ”Forelæsninger over den norske Retshistorie” 1. bd. 1880,s. 13.99 P. Sveaas Andersen: ”Samlingen av Norge og kristningen av landet”1977, s. 342.100 R.I. Moore: “Postscript: The Peace of God and the Social Revolution”1992, s. 309. 101 Afsnittet bygger til og med Magnus Erlingssøns kongetid til dels på:Snorre Sturlassøn: ”Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider indtil Aarefter Christi fødsel 1177” 1859, s. 449-560.

88

hunsback), Sigurd og Øystein. Så længe brødrene var

mindreårige, forårsagede ordningen ingen problemer, men

efterhånden som de voksede til, vaktes de politiske

ambitioner. Freden holdt dog frem til midten af 1150’erne.

På trods af det spændte forhold, der efterhånden opstod

mellem de tre konger, var det i slutningen af deres

samregering, at Norge fik sit eget ærkesæde og dermed blev

udskilt fra Lund, som den norske kirke havde hørt under

siden 1103/04. Ærkesædets indstiftelse fandt sted enten i

efteråret 1152 eller foråret 1153 under den engelske

pavelige legat Nicolaus Breakespears rundrejse i Norden.

Ved denne lejlighed, hvor Norges konger, biskopper og

stormænd var samlet, blev der også holdt et rigsmøde,102 på

hvilket der blev vedtaget forskellige lovændringer på det

kirkelige område, og kristendomsretterne blev på en række

områder reguleret for at imødegå kravene fra den kanoniske

ret. Blandt andet blev Peterspenge103 indført, og en øvre

grænse for sjælegaver blev fastlagt. Selvom disse ændringer

blev vedtaget på rigsmødet, havde dette ikke kompetence til

at diktere lovændringer. Officielt skulle de først vedtages

på landstingene, men denne procedure har efter al

sandsynlighed været rent proforma, idet de mægtigste i

landskaberne allerede havde godkendt de nye bestemmelser på

rigsmødet.

102 Rigsmøderne havde som oftest synodekarakter, idet en del af debeslutninger, som blev truffet på dem, gjaldt for den norske kirke. K.Helle: ”Konge og gode menn i norsk riksstyring ca. 1150-1319” 1972, s.246.103 En årlig skat til Rom, som biskopperne havde til opgave at indkræve.

89

Indstiftelsen af ærkesædet og afholdelsen af det dertil

knyttede rigsmøde i Nidaros var sidste gang, de tre konger

handlede i enighed. I de følgende år blev stemningen mere

spændt, og enden på freden kom i 1155, hvor Inges mænd

overfaldt og dræbte Sigurd. To år efter faldt Øystein,

hvorefter Inge for en kort stund sad tilbage som enekonge.

Baggrunden for Inges umiddelbare succes skal formentlig

findes i den gruppe af magtfulde stormænd, som støttede

ham. De stormænd, der havde tilhørt kredsen omkring de

afdøde konger, var imidlertid ikke tilfredse med den

svækkelse af deres stilling, som Inges eneherredømme førte

med sig. Derfor samlede de sig omkring en af Sigurd Munns

frillesønner, Håkon Hærdebred, som blev taget til konge i

1157. De følgende år var Norge plaget af kampene mellem de

to konger, som endte i 1161, da Inge blev dræbt i kamp. Han

efterlod sig ingen sønner, og der fandtes ingen kongesønner

blandt dem, der støttede ham. I denne situation syntes der

ikke at være anden mulighed for stormandskredsen omkring

Inge end at anerkende Håkons kongeværdighed, og samme år

blev han taget som enekonge. Inges støtter havde imidlertid

ikke givet op. Under ledelse af Erling Skakke104 samlede

Håkon Hærdebreds modstandere sig og besluttede, at Erlings

femårige søn, Magnus, gennem sin moder ”var bedst ættbaaren til

Kongedømmet i Norge,”105 hvorefter han blev taget til modkonge.104 Han var gift med Kristin, Sigurd Jorsalafares ægtefødte datter, ogvar selv en af Norges mægtigste mænd.105 S. Sturlassøn: ”Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider indtil Aarefter Christi fødsel 1177.” ved P.A. Munch, 1859, s. 535.

90

Håkon blev nedkæmpet i 1162, og kort efter var modstanden

knægtet, hvorpå en tid præget af samarbejde mellem

kongemagt og kirke, nærmere bestemt mellem Erling Skakke og

ærkebisp Øystein, tog sin begyndelse.

Øystein var af stormandsslægt, men bestemt for en

gejstlig løbebane. Han studerede en årrække i udlandet,106

og tilbage i Norge var han blevet knyttet til kong Inge som

hans fehinde (skatmester). Da ærkesædet i 1157 blev ledigt,

udpegede kongen ham til ny ærkebiskop. Resultaterne af

dette samarbejde mellem kongen og ærkebispen var mange, det

største var antagelig en lang række lovrevisioner, som både

omhandlede kirkelige og strafferetlige forhold. Orbodemålet

blev blandt andet indført, så ”de nye straffebestemmelser føyer seg

inn i et samtidig europeisk mønster for landefredslovgivninger.”107 De nye

bestemmelser blev vedtaget på et rigsmøde af kongen,

biskopperne og ”alle de viseste mænd i riget”, men før de

fik gyldighed, skulle de som før nævnt godkendes på

landstingene, hvilket antagelig er grunden til, at

bestemmelserne ikke er udformet helt på samme måde i

Gulatingsloven og i Frostatingsloven. Selvom

kristendomsbalkerne sandsynligvis på visse områder blev

revideret efter rigsmødet i 1152/53, var de stadigvæk

mangelfulde og blev på flere punkter hurtigt forældede. Den

kanoniske ret var ikke en stationær størrelse, idet den

kunne forandres gennem dekreter og koncilbeslutninger, en

udvikling, der var på sit højeste i perioden fra Gratians

106 Se mere herom i afsnittet ”Lovenes fædre”. 107 K. Helle: ”Under kirke og kongemakt 1130-1350.” 1995, s. 40.

91

Dekret til Liber Extras udgivelse i 1234. Frostatingslovens

kristendomsbalk blev ifølge sagaerne gennemgribende

revideret af Øystein.108 Også i Gulatingsloven ser man, at

der skete en revision i forhold til den tidligere tekst,

eftersom Magnusteksten blev forfattet under Magnus

Erlingsøns kongedømme. Hvorvidt Borgartingsloven eller

Eidsivatingsloven også er blevet revideret, kan man kun

gisne om.

Af al lovgivningsaktiviteten under Magnus Erlingsøn er

det imidlertid ikke revisionerne af landskabslovene, der

har været genstand for mest forskning, men derimod

Tronfølgeloven og navnlig det medfølgende privilegiebrev,

som er nogle af de mest omdiskuterede tekster fra norsk

middelalder. Det gode samarbejde mellem kirken og

kongemagten førte til, at Magnus i 1163 som den første

nordiske konge blev kronet og salvet og dermed indsat som

konge af Guds nåde. Modstanderne af Magnus’ kongeværdighed

havde anført som hovedargument, at Magnus ikke var kongesøn

og dermed ikke værdig til at bestige tronen. Dette

argument, der byggede på tidligere praksis, blev imidlertid

imødegået af Magnus’ side med, at han var ægtefødt af

ægtefødte forældre. Et faktum, der tidligere ikke havde

haft nogen større betydning, men som begyndte at få vægt,

efterhånden som kirkens syn på ægteskabet som den eneste

passende forbindelse mellem mand og kvinde vandt genklang i

108 Om Øysteins lovgivningsaktivitet se E. Gunnes: ”Erkebiskop Øysteinog Frostatingsloven” 1975, og samme ”Erkebiskop Øystein som lovgiver”1983.

92

det norske samfund. Magnus’ modkandidater havde alle været

uægte sønner, og dermed var de ifølge kanonisk ret ikke

arveberettigede efter deres far.109 Tronfølgeloven, som

formodentlig er fra 1164, året efter kroningen, bygger

blandt andet på ægtefødsel som et vigtigt kriterium for at

blive konge. Et andet princip, der blev slået fast, var

enekongedømmet: Kun én kunne være konge af Norge. I loven

fastsattes der også en procedure for kongevalg, den afdøde

konges ældste søn fik forrang, hvis landets biskopper og

tolv mænd fra hver stift godkendte ham. Ligeledes blev

kongen i Privilegiebrevet til Nidaros stift betegnet som

Sankt Olavs vasal, idet han tog Norge som len af

helgenkongen.

Privilegiebrevets betydning har som nævnt været meget

omdiskuteret. Betød det, at kongen nu var underlagt kirken

som vasal, eller var underkastelsen under Sankt Olav en

måde, hvorpå Magnus kunne understrege sin slægtsforbindelse

med Skt. Olav og stille sig ind i stråleglansen fra

helgenkongen?110 Ligeledes er Øysteins ambitioner og politik

blevet tolket på flere måder, idet han både er blevet set

som den rabiate gregorianer, der mente, at kongemagten

skulle tjene og underkaste sig Kirken,111 og som realisten,

109 Jævnfør ”Corpus Iuris Canonici” Decretum Magistri Gratiani. CausaXXXII, q. IV, c. XV, § 1: “Hii uero, qui non sunt de legitimo matrimonio, matrempotius quam patrem secuntur.” 110 Buddene har været og er mange, for en oversigt overforskningsdiskussionen se: T. Tobiassen: ”Tronfølgelov ogprivilegiebrev” 1964, s. 218f og E. Gunnes: ”Erkebiskop Øystein.Statsmann og kirkebygger” 1996, s. 119f.111 A.O. Johnsen: ”Fra ættesamfunn til statssamfunn” 1948. s. 73-77. ogK. Helle: ”Under kirke og kongemakt 1130-1350” 1995, s. 40.

93

der nok krævede store friheder for kirken, men som også

forstod, at Kirken måtte støtte sig på kongemagten.112

Selvom tronfølgeloven var vedtaget på landstingene og

derefter indført i landskabslovene, har principperne

åbenbart ikke vundet almen anerkendelse, idet endnu en

påstået kongesøn, Øystein Møyla, i 1174 rejste oprørsfanen

og tog kongenavn. Oprøret blev slået ned i 1177, hvor

Øystein faldt, men hans mænd, de såkaldte birkebeinere, gav

ikke op, men samlede sig i stedet omkring Sverre, endnu en

af de utallige sønner som blev tilskrevet Sigurd Munn.

De indre stridigheder satte formentlig en stopper for

arbejdet med moderniseringerne af lovene, hvilket måske er

forklaringen på, at Borgartingslovens og Eidsivatingslovens

kristendomsbalker tilsyneladende forblev på et arkaisk

stade. Ligeledes må man forestille sig, at parternes

engagement i krigen har svækket retsudøvelsen og dermed

lovenes funktion som fredsskabende.

Kampene mellem Sverre og Magnus rasede i syv år til

1184, hvor Magnus blev dræbt, og Sverre dermed stod som

sejrherre og enekonge. Den norske kirke og specielt

bisperne så ikke med milde øjne på Sverre: Ved at sætte sig

op imod Guds salvede, kong Magnus, satte han sig også op

imod kirken og Gud. Under kampene blev Sverre bandlyst, og

ærkebisp Øystein kaldte til korstog imod Sverre, idet han

lovede dem, der faldt i kampen mod Sverre, frelse.113 Efter112 E. Gunnes: ”Erkebiskop Øystein. Statsmann og kirkebygger” 1996, s.170.113 ? ”Erkebiskop Øystein og mange andre av de lærde sagt om alle som verger landet for kongMagnus og faller for ham, at alle disse menns sjæle vil være i Paradis før blodet er blitt kaldt på

94

Magnus’ død forligede Øystein sig dog med Sverre, da de

begge så fordelene i et godt forhold. Øystein døde i 1188,

og til hans efterfølger valgtes en af Magnus Erlingsøns

støtter, victorineren Erik. De første år blev det gode

forhold mellem kongen og ærkesædet opretholdt, hvilket

blandt andet ses ved, at Erik og Sverre i 1189/90 udstedte

en fælles landefred, hvis indhold efter bedste europæiske

mønster truede dem, der brød kvinde-, kirke- og tingfreden

eller krænkede gejstlige, med bandlysning og fredløshed.114

Modsætningerne var dog for store, sikkert både personligt

og ideologisk, og i 1190 drog Erik i landflygtighed til

Lund. De bisper, der forblev i Norge, støttede mere eller

mindre frivilligt Sverre, der i 1194 fik gennemført sin

kroning i domkirken i Bergen. Det var ikke kun i den norske

kirke, Sverre mødte modstand. Paven stillede sig på Eriks

side, og i et privilegiebrev tog han ærkebispen og -sædet

under det apostoliske værn og stadfæstede den kirkelige

ordning fra 1152/53. Sverre blev igen lyst i band, et band,

der lå på ham resten af hans levetid. En efter en valgte

bisperne at forlade Norge og slutte sig til Erik i hans

landflygtighed, hvorefter Sverre i sandhed stod isoleret.

Sverres tid som konge blev ikke mere fredelig end hans

forgængeres. I 1196 rejste en ny oprørshær, baglerne,115 sig

på initiativ af ærkebispen og biskop Nikolas af Stavanger.

Baglerne havde umiddelbart stor succes, og de følgende år

jorden.” ”Sverres Saga” 1961, s. 68.114 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, 1846, ”Kong SverresChristenret” s. 409.115 Kommer af bagall, der betyder bispestav.

95

havde de magten i flere områder. Sverre formåede dog at

beholde kronen, og som den første norske konge siden Sigurd

Jorsalafare døde han i 1202 i sin seng og ikke for

fjendehånd.

Under Sverre blev Tronfølgeloven og flere af

bestemmelserne fra 1152/53 ophævet, og så vidt det vides,

blev forsøget på at revidere landskabslovene sat i bero.

Derimod blev den interne administration kraftigt udbygget

under Sverre, hvilket i sidste ende kom til at styrke

kongemagten, hvilket hans efterkommere nød godt af.

Sverre blev efterfulgt af sin søn Håkon. En af Håkons

første handlinger som konge var at kalde biskopperne hjem

og forlige sig med dem, blandt andet ved at stadfæste

bestemmelserne fra 1152/53. Håkon døde allerede i 1204,

hvorefter tronstriden bølgede frem og tilbage, om end på

lavt blus, frem til 1217, hvor Håkon, en uægte søn af kong

Håkon Sverresøn, blev hyldet som konge. Det lykkedes Håkon

i løbet af sin lange regeringstid, der varede indtil 1263,

at opbygge et stærkt kongedømme.

De stabile tilstande i Norge navnlig under den sidste

halvdel af Håkons regeringstid betød, at Håkon kunne føre

en udadvendt og ekspansiv politik. Island og Grønland blev

lagt ind under den norske krone, og overherredømmet over

Man, Suderøerne og Orkneyøerne blev sikret ved et hærtog

imod Skotland i 1263. Et korstogsløfte afgivet i

forbindelsen med hans kroning sikrede også Håkon den

96

franske og den catalanske konges bevågenhed. Indenrigs kom

den stærke stabile kongemagt til at sætte sine spor i

lovgivningen. Gulatingslovens og Borgartingsloves

kristendomsretter blev formentlig revideret som følge af et

samarbejde mellem kongen og ærkebisp Sigurd (1231-52).116 I

1260 udsendtes der en ny tronfølgelov, hvori arve- og

enekongedømme blev slået fast. Til forskel fra Magnus

Erlingsøns Tronfølgelov skulle tronfølgeren ikke godkendes

af et rigsmøde, da arvegangen gik helt automatisk. Samme år

kom der et tillæg til Frostatingsloven, hvis hovedindhold

var nye bestemmelser om straffen for manddrab og andre

grovere forbrydelser, blandt andet blev slægtsansvaret

omdefineret. Forordet til loven viser, hvordan kongens

stilling som lovgiver havde ændret sig i løbet af de sidste

hundrede år. Før blev lovændringer foreslået af et

rigsmøde, hvor kongen, bisperne og lendemændene117 deltog,

mens den formelle magt til at vedtage love lå på

landstingene. I forordet står der, at kongen med råd fra

bisperne, lendemændene og andre lærde mænd i riget gav

loven til Frostatinget.118

Da Håkon døde i 1263, blev han efterfulgt sin søn,

Magnus, som eftertiden gav tilnavnet Lagabøter, hvilket

betyder lovforbedrer, et fuldt forståeligt tilnavn hans

116 A.I. Riisøy og B.D. Spørck: ”Dateringen av nyere Borgartingskristenretter” 1999, s. 60f.117 En stormandsgruppe som kendes fra Norge og Västgötaland, deresoprindelse er usikker, men under borgerkrigene blev de udpeget afkongerne.118 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. Indledning, kap. 1, s.121.

97

store lovgivningsarbejde taget i betragtning. Frem til 1268

blev Gulating-, Eidsivatings- og Borgartingsloven

revideret, men Magnus havde større ambitioner: Han ønskede

at få fælles regler for hele riget, og i 1274 kom

Landsloven og to år efter Byloven, der skulle gælde i

samtlige norske købstæder. Begge love indeholdt mange

ændringer, men på de fleste punkter var det traditioner fra

landskabslovene, der var blevet videreudviklet. På ét punkt

skete der dog en vigtig ændring: I landskabslovene var

landstinget den øverste dommer, i de nye love ændredes det

til kongen. Det var dog kun på det verdslige og ikke på det

gejstlige område, at Norge fik rigsdækkende lovgivning.

Hverken Lands- eller Byloven har en udbygget

kristendomsbalk. dette skyldes, at ærkebiskoppen, Jon Røde,

tidligere havde modsat sig kongens bestræbelser på at

revidere kristendomsretten i Frostatingsloven, under hvis

jurisdiktion ærkesædet lå. Efter en del tovtrækkeri frem og

tilbage lykkedes det parterne i 1277 at enes om en

udformning af en fælles kristendomsret, som oftest kaldet

”Sættargjerden”, hvilket betyder forliget. Magnus

Lagabøters Lands- og Bylov blev i løbet af middelalderen

justeret med mindre tillæg, men i det store og hele var de

gældende ret i Norge indtil Christian V’s Norske Lov fra

1687. Det samme var imidlertid ikke tilfældet med

”Sættargjerden”, som blev ophævet i 1290 af den

formynderregering, der var ved magten under Magnus’ søn,

Eriks, mindreårighed. Fra 1290 indtil 1458, hvor Christian

98

I genindfører ”Sættargjerden”,119 havde hvert landskab sin

egen kristendomsret.

119 H. Koht: ”Sættergjerda i Tønsberg” (1916) 1977, s. 192f.

99

DE DANSKE LOVES GENESISOm der har eksisteret love i moderne forstand i det danske

område før Arvebog og Orbodemål, må stå hen i det uvisse.

Ganske vist nævner Saxo og Roskildekrøniken tidligere

lovgivning lige fra den sagnagtige Frode Fredegod til Svend

Tveskæg, Knud den Store og Harald Hen, men om disse love

har eksisteret og om deres eventuelle form og indhold,

giver kilderne ingen mulighed for at få svar på. Der er

imidlertid ikke tvivl om, at der har eksisteret en form for

retsfastsættelse tidligere. Den ældste kilde vi har derom,

er Ælnoths vita over Knud den Hellige fra begyndelsen af det

tolvte århundrede. Om Viborg skriver han: ”Tit samledes sig her

fra alle egne af Jylland en stor tingskare, både for at forhandle fælles

anliggender og for at drøfte lovenes retfærdighed, deres stadige gyldighed og

for at give dem fasthed. Og hvad der dér ved den optrædende folkeforsamlings

almindelige beslutning bliver fastslået, det kan ikke nogetsteds i de jyske

landsdele ustraffet sættes ud af kraft.”120 Ælnoths ord gør os

imidlertid ikke meget klogere på retstilstanden i Jylland,

for der står intet om, hvad det var for områder, loven

regulerede, men det er ikke usandsynligt, at det har

handlet om leding og andre militære tiltag, da oprøret mod

Knud den Hellige netop handlede derom.

120 (“Ubi ex totis Jutiæ partibus quam sæpius non minima multitudo, tam de causiscommunibus tractatura, quam & de legum veritate, sive sirmitate, discutienda simul &stabilienda, comvenit: &, quod ibi communi consilio aggregatæ multitudinis stabilitum fuerit,non im pune uspiam in Jutiæ partibus irritum sieri valebit.” “Ælnothus, MonachusCantuariensis. De Vita, & Passione S. Canuti” 1631).

100

Efter mordet på Knud Lavard i 1131 brød borgerkrige om

magten ud i Danmark, som afbrudt af perioder med fred

hærgede riget indtil 1157, hvor det lykkedes Valdemar den

Store at sikre sig eneherredømmet. På trods af skærmydsler

med og enkelte oprørsforsøg fra andre kongeætlinger

lykkedes det under Valdemar og hans sønners regering at

skabe forholdsvis stabile tilstande i riget. Dette skyldtes

ikke mindst støtte fra magtfulde stormænd, som medlemmerne

af den såkaldte Hvideslægt, og et godt forhold til kirkens

mænd. I de første årtier led dette forhold dog under, at

ærkebisp Eskil misbilligede Valdemars støtte til Frederik

Barbarossas pavekandidat under investiturstriden.121

Konflikten blev siden bilagt, og i 1170 var det Eskil, der

som den danske kirkes overhoved forestod skrinlæggelsen af

den kanoniserede Knud Lavard og kroningen til medkonge af

hans barnebarn, den senere Knud VI. Betydningen af denne

begivenhed, som senere er blevet kaldt ”Kirkefesten i

Ringsted”, er omdiskuteret,122 men der kan næppe herske121 Ved tronbestigelsen i 1157 var Valdemars stilling langt fra sikker,derfor søgte han støtte hos den tyske kejser. Til gengæld stod Danmarkpå kejserens side, da skismaet brød ud 1159, hvor Barbarossaopstillede en modkandidat til den af kardinalerne valgte AlexanderIII.122 For Aksel E. Christensen var der tale om en dobbelt sejr forValdemar; dels betød kanoniseringen af Knud Lavard, at Valdemars oghans efterkommeres linie blev specielt udmærket i forhold til deøvrige grene af kongeslægten, og dels var Knud VI’s kroning og salvinget tegn på den guddommelige støtte til dynastiet. A. E. Christensen:”Danmarks historie” bd. 1, 1977, s. 339f. Carsten Breengaard serkirkefesten som en afgørende begivenhed og en kulmination på en svagkirkes forsøg på at styrke sig selv og kongemagten, da de begge havdeinteresse i, at den anden part blev styrket. C. Breengaard: ”Muren omIsraels hus. Regnum og Sacerdotium i Danmark 1050-1170” 1982, s. 312-319. Lars Hermanson mener derimod, at betydningen af Kirkefesten erblevet overdrevet i forskningen, da den ifølge ham ikke var

101

tvivl om, at Kirkefesten var af største vigtighed for

Valdemar den Store, da det dels var en markering af, at

dynastiet nedstammede fra en helgen, dels at det havde en

fremtidig ret til tronen.

Kirkefesten er imidlertid ikke den eneste grund til, at

1170 fremstår som et vigtigt år. Under dette år står der i

Ryd Årbogen: ”Leges Danorum edite sunt,”123 hvilket kan oversættes

hen i retning af: ”de danskes love blev udstedt.”124 Dette er en

meget vigtig information, da der bliver fortalt, at i den

formative lovfase; blev der forsøgt med rigsdækkende

lovgivning, da de danskes ikke kan tolkes på anden måde;

havde der været tale om en lov for et enkelt landskab,

ville der for eksempel have stået jydernes eller sjællændernes.

Det at give rigsomspændende love senere blev opgivet til

fordel for landskabslovgivningen. Inden for de seneste

årtier har flere forskere sluttet sig til den tanke, at den

lov, der blev givet, enten helt eller delvist var Arvebog

og Orbodemål, der dermed oprindeligt var en rigsomspændende

lov.125 Denne tidlige datering kunne også være forklaringenkulminationen på samarbejdet mellem kongemagten og kirken, men istedet en konkretisering af en herskerideologi der hyldede automatiskarvefølge for kongens ældste legitime søn. L. Hermanson: ”Släkt,vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1100-taletsDanmark” 2000, s. 258.123 ”Danmarks middelalderlige annaler” 1980, s. 166.124 Udsagnets vigtighed taget i betragtning har jeg søgt eksperthjælptil oversættelsen, da den ikke er ganske åbenbar. Jeg takker Erik Høegog Karsten Friis-Jensen for deres assistance.125 Dette blev første gang foreslået af Ole Fenger i 1991. O. Fenger:”Jydske Lov og de øvrige danske landskabslove” 1991, s. 43 og 47. Hvisdenne antagelse er rigtig, kan det meget vel være Arvebog og Orbodemålog den Skånske Kirkelov, der henvises til, når Saxo om det andetSkånske Oprør skriver, at Absalon udstedte ”en samvittighedsfuld retsligerklæring der satte de gamle love i kraft igen som folket havde omstødt ved deres dybt

102

på, at Arvebogen kun snævert behandler arveretten og ikke

kommer ind på lovbydelse og fledføring, retlige forhold der

var tæt knyttet til arveretten, eftersom behovet for

supplementer til arveretten formentlig først blev klart,

efter at loven var trådt i funktion. Den viden, der

foreligger om lovgivningsaktiviteten under Valdemar den

Store, er kort sagt meget sporadisk. Det samme gælder for

resten af 1100-tallet, hvor den eneste kilde, der omtaler

lovgivningsaktivitet, er Saxo, som i forbindelse med en

forsamling af kongen og rigets fornemmeste mænd på Samsø i

1184 fortæller, at de også var samlet for ”at udbedre de civile

love.”126 Hvad der her er tale om, har forskningen ikke kommet

med mange bud på, men Poul Johannes Jørgensens forslag fra

1940 om, at der kunne være tale om Vederloven,127 svækkes

af, at Saxo brugte betegnelsen ”Ius civilis”128 - de

privatretlige love - hvilket ikke passer på Vederloven, der

var en hirdlov og derfor ikke hører under det, der normalt

går under betegnelse ius civile. En mere nærliggende tanke er,

at Arvebog og Orbodemål blev omredigeret. Senest har

Michael H. Gelting fremsat den teori, at det i

virkeligheden var Orbodemål, der blev givet, idet han

uretfærdige afstemning.” ”Saxos Danmarkshistorie” 16:1:8, s. 433. (“Sed etiamleges, quæ iniquuissimis eiusdem suffreagiis convulsæ fuerant, piissimo iudicuu decreto adpristinæ auctoritatis habitum reduxit”.) ”Saxonis Gesta Danorum” 16:1:8, s. 538. 126 ”Saxos Danmarkshistorie” 16:4:2, s. 437.127 P. J. Jørgensen: ”Dansk Retshistorie. Retskilderne ogForfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17.Aarhundrede” 1940, s. 59f.128 ”Saxonis Gesta Danorum” 16:4:2, s. 541.

103

mener, at den er yngre end Arvebogen, og at de to love

først blev samlet i en bog i 1200-tallets begyndelse.129

Manddrabsforordningen fra år 1200 markerer indgangen til

en periode, hvor lovgivningsaktiviteten blomstrede; det er

i hvert fald det billede, de overleverede retskilder viser.

Vi har imidlertid kun uhyre sporadiske informationer om

landskabslovenes tilkomstsituation. Det forekommer dog

meget usandsynligt, at en stærk kongemagt som den

valdemariske ikke har haft en finger med i

landskabslovgivningsprocessen.

I 1241 døde Valdemar Sejr, og dermed blev et skel sat

mellem de relativt fredelige indenrigsforhold, som herskede

i Valdemarenes regeringstid, og de turbulente tider, der

kom under Valdemar Sejrs sønner. Valdemar blev efterfulgt

af sin søn Erik, som eftertiden har udstyret med det lidet

flatterende tilnavn Plovpenning. Hans to yngre brødre var

imidlertid ikke tilfredse med deres position som hertug af

henholdsvis Sønderjylland og Lolland. Deres utilfredshed

gav sig udslag i oprør og uroligheder, men det lykkedes

Erik at holde på magten. Lovgivningsaktiviteten lå heller

ikke helt stille i hans regeringstid, under alle

omstændigheder var det formentlig i 1240’erne, at Eriks

sjællandske Lov så dagens lys, i hvert fald i den

skikkelse, vi kender i dag. Eriks regeringstid endte brat,

da han i 1250 mødte døden i skikkelse af sin bror Abels

129 M. H. Gelting: „Pope Alexander III and Danish Law of Inheritance“2005.

104

mænd. På trods af dette blev det Abel, der fulgte Erik på

tronen,130 men han nåede ikke at besidde den længe, før han

i 1252 faldt i et felttog mod ditmarskerne. Abels død

banede vejen for broderen Christoffer, og således nåede

alle Valdemar Sejrs legitime sønner at komme på tronen. Som

konger søgte både Abel og Christoffer at følge i faderens

og Eriks spor som lovgivere, hvilket gav sig udslag i den

Abel-Christofferske forordning, der primært omhandlede

majestætsforbrydelser.131 Kongernes mulighed for at lovgive

på egen hånd blev imidlertid stærkt reduceret under

Christoffers søn, Erik Klippings regeringstid. I 1282 blev

han tvunget til at underskrive en håndfæstning, hvori det

blandt andet bestemtes: ”Vi forordner ogsaa og lover fast at overholde

ubrødeligt salig Kong Valdemars Love, saaledes som de staar i hans Lovbøger,

idet vi tilbagekalder som fuldstændigt ugyldige alle Misbrug og Afvigelser,

indført mod Lovene.”132 Begrebet ”Kong Valdemars Love” skal

imidlertid ikke tages alt for bogstaveligt, da

130 Før han kunne bestige tronen, måtte Abel ved hjælp af mededsmændsværge, at han intet havde at gøre med mordet på kongen, hvilketillustrerer den udvikling, retlig og moralsk, der havde fundet sted iløbet af de forgangne 100 år. Under borgerkrigene var det ikkeunormalt, at tronprætendenter dræbte hinanden eller den siddendekonge, uden at de blev stillet for retten eller fordømt i litteræreeller gejstlige kilder for at have dræbt brødre eller andreblodsbeslægtede.131 Forordningen øgede antallet af strafbare forseelser over formajestæten betragteligt og gav kongens mænd øgede beføjelser til atfængsle alene på mistanke.132 ”D.R.B.” 2. rk., 3. bd., nr. 45, s. 40. Den latinske tekst findestrykt i: ”Den danske rigslovgivning indtil 1400” Erik Glippingshåndfæstning, tekst 1, § 5, s. 77f. ”Ordinamus insuper et firmiter promittimusleges regis Waldemari clare memorie, prout in suis libris legalibus continentur, inuiolabiliterobseruare, omnes abusiones et dissuetudines contra leges introductas penitus in irritumreuocantes expresse.” “Diplomatarium Danicum” 2. rk., 3. bd., nr. 45, s.40.

105

håndfæstningen mere sigtede efter at afskaffe de

forskellige forordninger om kongelige rettigheder, som var

blevet givet under Abel, Christoffer og Erik Klipping, end

at føre retstilstanden tilbage til 1241. Her er det vigtigt

at erindre forskellen mellem kongelige forordninger, der

blev dikteret direkte af kongen, og landskabslovene, der

skulle godkendes af landstingene. Derfor fik håndfæstningen

ingen betydning for Eriks sjællandske Lov eller eventuelle

senere tilføjelser til Jyske Lov, da formålet med begge var

at forbedre retstilstanden og ikke give kongen specielle

privilegier.

Baggrunden for det politiske nederlag, som

håndfæstningen er udtryk for, skal utvivlsomt findes i, at

magtfulde grupper inden for aristokratiet var modstandere

af den styrkelse af kongemagten, som gradvis havde fundet

sted. Dertil kom, at kongen havde et yderst problematisk

forhold til dele af den danske kirke efter den langvarige

strid, der havde hersket mellem ham og ærkebispen Jakob

Erlandsen, en strid, kong Erik havde arvet efter sin

fader.133

Erik Klippings håndfæstning betød imidlertid ikke, at al

lovgivningsaktivitet gik i stå i Danmark. Jyske Lov

gennemgik antagelig en redaktion i tidsrummet mellem dens

givelse og 1276.134 Redaktionen var imidlertid ikke nok til

133 Om denne konflikt se N. Skyum-Nielsen: ”Kirkekampen i Danmark 1241-1290” 1962.134 Se mere herom i afsnittet ”De danske loves datering”.

106

at løse de problemer, som fandtes i loven, fordi dens

indhold fokuserede på proces og således udelod vigtige

områder fra den retlige regulering. Derfor blev det omkring

år 1300 besluttet at lave et tillæg til Jyske Lov, som fik

titlen ”Thords Artikler”.

107

DE SVENSKE LOVES GENESISVort kendskab til det svenske områdes historie i det elvte

og første halvdel af det tolvte århundrede er meget ringe

på grund af en dårlig kildesituation. På denne tid begyndte

det svenske rige at tage form, men processen var ujævn,

idet de enkelte kongers magt og position kunne variere

meget. Kongerne havde som oftest deres magtbasis i én

bestemt del af riget, og deres overhøjhed over de andre

dele var usikker. En af forklaringerne på den langsommelige

rigssamling skal findes i de enkelte landsdele. Thomas

Lindkvist mener, at et kongerige tidligt etablerede sig i

nært samarbejde med den gryende kristendom i den vestlige

del af Sverige.135 På grund af sin beliggenhed og de nære

forbindelser til det danske og norske område oplevede

området langt tidligere kristning end for eksempel Uppland.

Den tætte forbindelse til Norge og Danmark betød også, at

den angelsaksiske indflydelse, som navnlig er tydelig i

Norge, også er at spore i Västgötaland. Mod øst i Uppland

fandtes der ikke den samme politiske interesse for at

kristne landet, og man skal sandsynligvis helt op til 1000-

tallets begyndelse, før missionen og opbygningen af en

kirkelig struktur for alvor blev iværksat.

Det svenske rige kan langt op i 1200-tallet bedst

beskrives som en føderation, hvor meget af magten stadig lå

hos de lokale stormænd, der i varierende omfang tillod

135 T. Lindkvist: ”Plundring, skatter, och den feodala statens framväxt.Organisatoriske tendenser i Sverige under övergången från vikingstidtill tidig medeltid” 1988, s. 27.

108

kongen at påvirke deres handlinger og beslutninger. Kongens

autoritet blev ofte svækket af, at der ikke var faste

bestemmelser for arvefølgen, således at både indenlandske

og udenlandske tronprætendenter fandtes i rigt mål. Der var

for eksempel flere danske prinser, som, fordi deres mødre

var svenske kongedøtre, mente at have arvekrav på den

svenske trone.

Kirkens organisation var i et vist omfang med til at

styrke idéen om Sverige som et samlet rige, navnlig efter

at landet i 1164 blev en selvstændig kirkeprovins ved

oprettelsen af ærkesædet i Uppsala. Allerede i 1154 havde

der formentlig været planer om, at Sverige ligesom Norge

skulle have sit eget ærkesæde, men den pavelige udsending,

Nicolaus Breakespear, fandt åbenbart ikke, at den svenske

kirke var moden dertil.136 Om situationen var væsentlig

anderledes i 1164, kan man nok betvivle, men her har de

storpolitiske begivenheder utvivlsomt spillet ind. Frederik

Barbarossa og Alexander III lå i åben strid, og af

politiske grunde støttede den danske konge, og dermed også

den danske kirke, Barbarossas pavekandidat Victor IV. Det

tolvte århundredes anden halvdel var i det hele taget en

periode, hvor kirken blomstrede i Sverige, og en lang række

klostergrundlæggelser fandt sted som oftest via kongelige

donationer. Ud over den religiøse motivation havde kongerne

en anden grund til at støtte klostrene: De fungerede som

136 A.O. Johnsen: ”Studier vedrørende kardinal Nicolaus Breakespearslegasjon til Norden” 1945, s. 349ff.

109

uddannelsessteder for den administration, som var nødvendig

for, at en rigsomspændende kongemagt kunne fungere.

Engang i 1130’erne blev Sverker valgt til konge i Sverige.

Han regerede frem til 1156, hvor han blev myrdet; han blev

efterfulgt af Erik, som senere kendes under tilnavnet den

Hellige. I 1160 myrdedes Erik af en dansk tronprætendent,

Magnus Henriksen. Det lykkedes Sverkers søn, Karl, at

besejre Magnus, og i 1161 blev han konge. Karls regering

kom imidlertid ikke til at vare længe, i 1167 dræbtes han

af Eriks søn, Knut, som efter langvarige kampe blev

accepteret som konge. Derefter fulgte en periode på næsten

30 år med forholdsvis stabile forhold i riget. Den

sverkerske familie havde imidlertid ikke glemt sit krav på

tronen, og det blev Karl Sverkersens søn, Sverker, der

efterfulgte Knut. Sådan skiftedes de to rivaliserende

familier til at efterfølge hinanden på tronen. Nogle gange

skete det fredeligt, til andre tider voldeligt.

Grunden til, at de to familier kunne opretholde deres

rivalisering, skal nok først og fremmest findes i, at de

havde deres økonomiske magtbase i forskellige regioner; så

de endnu stærke regionale modsætninger har formodentlig

gjort, at det har været nemt for tronprætendenterne at

skaffe lokal støtte til deres krav. Striden mellem de to

familier ebbede først ud i 1222, hvor den sverkerske

familie uddøde på mandssiden, og det sidste mandlige medlem

af den erikske familie, Erik Eriksson, også kaldet ”Læspe

110

og Halte”, blev konge. Han giftede sig senere med Katarina,

der tilhørte den sverkerske familie, og dermed blev de to

familier til slut forenet, om end foreningen ikke bar

frugt, idet ægteskabet var barnløst.

Ved Eriks død i 1249 fandtes der ingen direkte arving

til tronen. Derfor faldt kongevalget på Eriks søstersøn,

Valdemar. Den reelle magt lå imidlertid ikke hos den

mindreårige konge, men indtil 1266 hos hans fader og

formynder, Birger, der siden 1248 besad embedet som rigets

jarl. I mange år havde Birger været kong Eriks stærke

støtte og rådgiver. Ud over sine politiske evner

kvalificerede Birger sig også ved at tilhøre en af Sveriges

mægtigste og rigeste familier, der undertiden omtales som

Bjälboslægten efter stedet, hvor dens hovedsæde befandt

sig. Blandt sine slægtninge kunne Birger tælle to jarler,

og hans moder nedstammede fra den sverkerske slægt. Efter

nedkæmpelsen af et oprør i 1251 sad Birger uantastet på

magten frem til sin død i 1266. Birger Jarls regeringstid

har afsat dybe spor i kilderne på grund af hans aktive og

stærke politik både indenrigs og udenrigs.

De stabile forhold under den sidste del af Erik Læspe og

Haltes regeringstid og under Birger Jarl lagde grobunden

for en blomstrende lovgivningsaktivitet fra 1200-tallets

midte. Fra kongelig side var det først og fremmest den

såkaldte edsörelovgivning, der har haft betydning. Edsöret

var en fredslovgivning, og de særlige edsöreforbrydelser

omhandlede fredsbrud efter de almene kristne forskrifter,

111

blandt andet hjem-, ting-, kirke- og kvindefred. Det er

usikkert, om forløberen til det edsöre, hvis endelige

udformning findes i landskabslovene, kom i Erik Eriksøns

regeringstid eller først efter hans død. En kilde

fortæller, at Erik gav bønderne fred, mens Erikskrøniken og

Magnus Ladulås giver Birger æren derfor. Heri er der ikke

nødvendigvis en modsætning, idet Birger Jarl havde den

egentlige regeringsmagt i de sidste år af Eriks

regeringstid. Hvis en fredslovgivning har set dagens lys i

Eriks regeringstid, er det sandsynligt, at den har været en

forløber til edsöret. Maja Hagerman foreslår, at Birger

Jarls edsörelovgivning stammer fra 1250’erne, og at den

skal ses som en direkte effekt af kardinal Wilhelm Sabinas

besøg i Sverige i 1248, hvor mange af kanonisk rets

principper blev anerkendt, og kongens lovgivningsmagt

understregedes.137 Under kardinalens besøg blev der også

holdt et koncilium for den svenske kirkeprovins, hvor det

under trussel om band forlangtes, at biskopperne anskaffede

Liber Extra. Betydningen heraf er blevet fremhævet af mange

historikere, stærkest af Lars-Arne Norborg,138 der så det

som den definitive gennemførelse af kanonisk ret i Sverige.

Dette er måske lidt for kategorisk, men der kan ikke herske

tvivl om, at det netop er i 1200-tallets anden halvdel, at

den svenske kirke for alvor begynder at træde i karakter på

det retlige område, hvilket dog også kan forklares ud fra

den generelle juridiske udvikling i Sverige i disse årtier.

137 M. Hagerman: ”Spåren av kungens män” 1996, s. 397f.138 L.-A. Norberg: ”Källor till Sveriges historia” 1968, s. 88.

112

Selvom man accepterer, at edsöret blev introduceret under

Birger Jarls regering, behøver det ikke at betyde, at

fredslovgivning ikke tidligere har eksisteret i det svenske

rige.139 Ud over Birger Jarls fredslovgivning fortæller

flere af landskabslovene og Erikskrøniken også, at han

indførte kvindelig arveret efter dansk mønster, hvorefter

en datter fik ret til at arve halvt så meget som en søn.140

Efter Birger Jarls død måtte sønnen Valdemar koncentrere

de fleste af sine kræfter om at holde sig ved magten, og

det er rimeligvis forklaringen på, at der i hans

regeringstid ikke findes spor af kongelig lovgivning.141 Den

kongelige lovgivningsaktivitet blev genoptaget, da Magnus

Ladulås blev konge i 1275. Således fik edsöret i 1280 det

endelige udseende, som vi kender i dag. Kongen havde

indkaldt rigets verdslige og gejstlige aristokrati til et

rigsmøde på Alsnö, en kongelig borg i nærheden af

Stockholm. På dette møde blev det også vedtaget, at der

skulle være skattefrihed for de mænd, der stillede med

heste og mænd til krigstjeneste, hvilket man forsigtigt kan

kalde grundlaget for etableringen af en verdslig adel.

Selvom det er edsörelovgingen, Magnus Ladulås er mest

berømt for, stod han også bag anden lovaktivitet, blandt

139 Jerker Rósen mener for eksempel, at fredslovgivning kan sporestilbage til 1100-tallets slutning. J. Rósen: ”Den svenska historien”1997, s. 31.140 Om Birger Jarls arvelov se afsnittet ”Arveretten i landskabslovene”.141 G. Åqvist: “Kungen och rätten. Studier till uppkomsten och dentidigare utvecklingen av kungens lagstiftningsmakt och domsrätt undermedeltiden” 1989, s. 53.

113

andet kongelige forordninger om trolddom, kirkefred og

ægteskabsbrud.

Magnus Ladulås døde i 1290 og efterlod sig tre

mindreårige sønner. Den ældste, Birger, blev konge, men de

første ti år af hans regeringstid lå magten hos en

formynderregering, og det var under den, at Upplands- og

Östgötaloven fik det udseende, vi kender i dag. Så længe

Magnus’ sønner var mindreårige, herskede der fred og

enighed i riget. Da de blev voksne, kom Birgers yngre

brødre, hertugerne Erik og Valdemar, i opposition til deres

ældre broder, og modsætningsforholdet kulminerede foreløbig

i 1306, hvor kong Birger blev taget til fange af sine

brødre. I 1310 lykkedes det med indblanding fra Danmark og

Norge at opnå et forlig, hvor riget blev delt mellem kongen

og hans brødre. Denne løsning viste sig dog hurtigt at være

ustabil, og i 1317 besluttede kong Birger at gøre en ende

på urolighederne ved at tilfangetage og senere dræbe sine

brødre; en handling som dog viste sig ikke at have den

ønskede effekt, idet hertugernes støtter rejste et oprør

mod Birger, der blev tvunget i landflygtighed i Danmark,

mens hertug Eriks spæde søn, Magnus, blev udnævnt til konge

af Sverige.142 Denne urolige tid har antagelig ikke været

særlig befordrende for store lovarbejder, og det er derfor

ikke underligt, at de udgaver af Södermanna- og

Hälsingeloven, vi kender til, er fra Magnus Erikssons

regeringstid. I det hele taget lykkedes det hen ad vejen

142 Og kort efter også til norsk konge, et arvekrav han besad gennem sinmor, der var norsk prinsesse.

114

for Magnus at få udbygget sin magtposition så meget, at han

i 1347 kunne udstede en landslov for hele riget, men da

systemet krævede, at landsloven skulle vedtages på de

forskellige landsting, varede det helt op til dronning

Margrethes regeringstid (1389-1412), før loven stort set

var gældende i hele riget.143

143 I Hälsingeland blev loven aldrig indført, antagelig fordi der ingenvar i eller uden for landskabet, der var interesseret deri; derfor vardet først med Kristoffer af Bayerns Landslov, at der blev fuldstændigretsenhed i Sverige. ”Magnus Eriksson Landslag” s. XLf.

115

SAMFUNDETS OPBYGNINGLandskabslovene tog primært udgangspunkt i at regulere de

retlige konflikter og problemer, der havde betydning for de

jordbesiddende personer. De jordbesiddende udgjorde dog på

ingen måde en homogen gruppe, selvom de jordbesiddende mænd

alle besad samme juridiske rettigheder ifølge lovene. Man

kan groft opdele de jordbesiddende i to grupper: stormænd

og bønder.

Stormand eller aristokrat kan bruges som en fælles

betegnelse for de mænd,144 der gennem jordbesiddelser,

privilegier eller andre faktorer besad en økonomisk,

politisk og social magt, hvorigennem de både lokalt og på

rigsplan havde en vis indflydelse. Jord var ikke i sig selv

den eneste måde at opnå rigdom og indflydelse på, det kunne

også ske ved at indehave embeder som lensmand eller ved at

være del af det kongelige kancelli. Men for at blive taget

i betragtning var et tilhørsforhold til eliten nødvendigt

enten gennem egne besiddelser og fortjenester eller ved

slægtninges hjælp og støtte. Selvom stormændene tilhørte

samfundets elite, er det alligevel svært at se dem som en

homogen gruppe, da modstridende interesser har hersket

blandt dem. Et ofte brugt eksempel er, at de stormænd, der

var tæt knyttet til kongemagten, havde interesser i at

styrke den for derigennem at fremme deres egen stilling,

mens de stormænd, der ikke havde den samme magtposition144 I det følgende er det mænd og mænds positioner, der vil blivebehandlet, da kvinderne i retlig sammenhæng spillede en ringe rolle,idet de i mange situationer behøvede en værge til at handle på deresvegne.

116

gennem kongemagten, ønskede at fremme deres egen position

og indflydelse på bekostning af kongens.145 Blandt

stormændene må også nævnes det gejstlige aristokrati.

Bisperne og abbederne var for langt størstepartens

vedkommende rekrutteret fra stormændenes rækker, og

følgelig delte de langt hen ad vejen kultur og livssyn med

dem. Ofte beklædte de gejstlige stormænd på grund af deres

boglige skoling magtfulde embeder inden for den verdslige

administration, hvorved de kom til at besidde en dobbelt

loyalitet, både til kirken og kongemagten.

Et synonym, der ofte bruges for stormænd, er adel. Det

er imidlertid et noget problematisk begreb, idet der i

adelsbegrebet ligger en forestilling om en afgrænset

gruppe, der gennem medfødte privilegier besidder en speciel

status. Adelsbegrebet slår i Norden først for alvor igennem

i senmiddelalderen og renæssancen og er derfor ikke et

velegnet analytisk begreb at anvende på det tidlige og

middelalderlige samfund.146

Grænsen mellem storbonde og stormand har sikkert ofte været

meget flydende og har måske i sidste ende handlet mere om

145 Sverre Bagge har argumenteret overbevisende for problemerne ved atse stormændene som en homogen gruppe med fælles interesser og haropridset et langt mere kompliceret billede. S. Bagge: ”Borgerkrig ogstatsudvikling i Norge i middelalderen” 1965, s. 165.146 Lendemandsystemet i Norge har nogle lighedstræk med den senere adel,men eftersom udnævnelsen var lagt i kongens hånd, kan det ikkesammenlignes med den senere fødselsadel. I Sverige ses de førsteskridt mod skabelsen af en adelsstand ved Alsnö Stadge, 1280, hvor de,der stillede med heste og mænd til krigstjeneste, blev lovetskattefrihed, et privilegium, der senere kom til at følgeadelsstanden.

117

prestige og politisk og social magt end om rent økonomiske

kriterier. Bonde var egentlig en betegnelse for en juridisk

fuldborger, så i virkeligheden var stormændene også bønder,

men da deres position byggede på andet og mere end

juridiske rettigheder, giver det mening at opretholde

skellet mellem de to grupper. Begrebet bonde dækker ikke

alle, der dyrkede jorden, men kun dem, som ejede den jord,

de beboede. De jordløse kan der hæftes forskellige

betegnelser på, hvoraf de mest brugte var landboer eller

bryder.147 Hverken bønderne eller de jordløse kan betragtes

som homogene grupper, da store sociale forskelle har

eksisteret inden for kategorierne. Der har været rige

storbønder, som ejede flere gårde, og det at være bryde

betød ikke nødvendigvis, at man var fattig, eftersom det

kunne være langt mere indbringende at bestyre en stor gård

end at eje en mindre i et område med dårlig landbrugsjord.

Den væsentlige forskel mellem selvejere og jordløse har

altså ikke nødvendigvis været økonomisk, men juridisk.

Landskabslovene viser, at landboer og bryder var

underlagt visse begrænsninger i forhold til retsudøvelsen.

I næsten alle de svenske love ses dette i proceduren ved

grov krænkelse af husfreden: Det var i alle tilfælde ikke

landboen, men jordejeren, der havde retten til at bede om

fred for den skyldige.148 Juridisk har der været tale om et147 Bryde var betegnelsen for en person, der bestyrede en gård for enanden, mens en landbo ikke nødvendigvis behøvede at sidde på en gård,men også kunne ernære sig ved at arbejde på andres jorder.148 Se for eksempel ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL.,Ethzöre Balken, kap. 1, s. 28-30. I Jyske Lov findes en lignendebestemmelse: ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL., tekst 1, 2.

118

rent kontraktforhold, som det blandt andet ses i Skånske

Lov og flere af de svenske landskabslove.149 Der har dog

formentlig også eksisteret bånd, som ikke var reguleret af

loven. Jordlejernes forhold til den jordbesiddende stormand

har således sandsynligvis haft karakter af et

klient/patron-forhold, hvor stormændene skaffede de

jordløse arbejde og beskyttelse til gengæld for troskab.

Sådanne bånd er desværre næsten umulige at spore i de

retlige kilder, men de litterære lader os ane den type

forhold. Eftersom det juridiske system i høj grad byggede

på, at slægten hjalp sine medlemmer i krisesituationer, har

et klientforhold til en stormand antagelig været attraktivt

for de mindrebemidlede, hvis slægtninge sikkert ofte ikke

var i stand til at sikre den fornødne opbakning.

Blandt jordens dyrkere i den tidlige middelalder skal

også nævnes trællene, der udgjorde samfundets bund, og hvis

juridiske rettigheder var meget begrænsede, idet de var

underlagt deres herres myndighed, og derfor kun havde ret

til at modgå krænkelser og overgreb, der var påført deres

allernærmeste.150

bog, kap. 32, s. 200.149 Se for eksempel Ibid., Bd. I, 1, SkL., tekst 1, kap. 238, 239 og241, s. 195-198. ” Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, UpL. JorÞæBalken, kap. X, s. 190f. Bd. 4, SmL. JorÞa Balken, kap. XI, s. 77f.150 Trællenes rettigheder eller mangel på samme er kun sporadiskbehandlet i lovene, men at de kunne have rettigheder ses i den ÆldreBorgartingslov, hvor frie mænd havde ret til at dræbe en mand, derblev fundet i sengen hos de tretten nærmeste kvindelige slægtninge.For løsninge og frigivne var det begrænset til hustru, datter, søsterog moder, mens trælle kun havde lov dertil, hvis de fandt en mand isengen hos deres kone eller datter. ”Norges gamle Love indtil 1387”BKr. kap. 15, s. 358. For en grundig gennemgang af kilderne tiltrællenes status se T. Iversen: ”Trelldommen norsk slaveri i

119

Uden for bondesamfundet og dog som en vigtig faktor for

det fandtes sognepræsten. Navnlig gennem de norske og

svenske kirkebalker kommer man tæt ind på landsbypræsternes

forpligtelser og daglige liv. Han var på den ene side en

bonde blandt bønder og sikkert ofte også rekrutteret fra

bøndernes rækker, på den anden side gjorde hans funktion

som sjælesørger og kravet om cølibatet, der for alvor

begyndte at vinde frem på landskabslovenes tid, at hans

position var væsentlig forskellig fra de andre bønders.

Landskabslovenes samfund var hierarkisk opbygget, og man

kan med et noget fortærsket udtryk kalde det et

klassesamfund. Begrebet er dog problematisk, ikke kun fordi

det leder tanken hen på den historisk materialistiske

skole, men også fordi ”klasseinddelingen” var flydende. Et

godt eksempel på de diffuse overgange findes i de norske

kirkelove, hvor placeringen på kirkegården var afhængig af

afdødes status.151 De mægtigste skulle ligge tættest på

kirken og de ringeste længst derfra, rækkefølgen er nøje

beskrevet: Placeringen afhang i princippet ikke af et

individuelt skøn, men var afhængig af den enkeltes sociale

og dermed juridiske status. Nærmest kirken skulle

lendemanden begraves og længst væk, ved muren, trælle og

fremmede søfolk, eller med andre ord de personer, der ikke

besad juridiske rettigheder. Reelt må denne ordning dog

havde betydet, at der ved hver begravelse skulle foretages

middelalderen” 1997.151 Ibid., kap. 20, s. 24.

120

et individuelt skøn inden for hver social gruppe om, hvor

tæt ved kirken den døde skulle begraves, idet alle gravene

næppe lå på én række, hvor alle var lige nær ved kirken.

121

RESSOURCER OG PRESTIGE – JORDENS BETYDNING I

LANDSKABSLOVENEDet er allerede nævnt, at en persons juridiske status

ifølge landskabslovene afhang af, om han var jordejer eller

ej. Generelt er jordens betydning i lovene også meget

tydelig. Forskellighederne til trods har alle lovene et

veludbygget regelsæt for, hvordan ejendomstransaktioner

skulle finde sted, hvortil kommer, at det også er

forbindelse med retten til at disponere over ejendom og

specielt jord, at de indbyrdes forhold i den kanoniske

slægt tydeligst kommer til udtryk. Derfor er der ingen

tvivl om, at hvis man skal forstå en af de vægtige

bevæggrunde for landskabslovenes komme og det kanoniske

slægtskabs betydning, må der ses nærmere på

ejendomsforholdene og opfattelsen af det at eje i tiden før

og omkring lovenes nedskrivning. Da de danske og specielt

de sjællandske kilder er mest informative derom, vil

udgangspunktet blive taget i det område.

Det er til en begyndelse værd at bemærke, at den

distinktion mellem løsøre og fast ejendom, der findes i

alle de nordiske landskabslove, ikke genfindes i

romerretten. Den klassiske romerret kendte kun til et meget

fast ejendomsbegreb, den fuldstændige ejendomsret, noget,

som først blev ændret i 1200-tallet, da den stive

ejerskabsopfattelse stemte meget dårligt med de faktiske

forhold. Tore Iversen har som før nævnt påvist, hvordan

romerretten og den ændring i ejendomsretten, der blev

122

udviklet, fik betydning for jordlejerenes retlige stilling

i de norske landskabslove. Manglen på den føromtalte

sondring mellem fast ejendom og løsøre i romerretten lader

sig formodentlig forklare ved, at velstand i det romerske

samfund kunne bygge på så meget andet end

landbrugsproduktion, som for eksempel handel, håndværk

eller karriere inden for de boglige fag, medens rigdom i

Norden i den tidlige middelalder for langt størstedelens

vedkommende byggede på landbrugsproduktion. Ganske vist

spillede specielt for Norges vedkommende fiskeri og ikke

mindst salg af pelsværk en ikke helt ringe rolle for

velstanden på Vestlandet, men måske netop fordi god

landbrugsjord var en mangelvare, blev det at eje jord et

spørgsmål om prestige.

Det er værd at slå fast, at et fast defineret

ejendomsretsbegreb, som det kendes i dag,152 ikke fandtes i

landskabslovene. For Danmarks vedkommende er

ejerskabsdefinitionen i middelalderen blevet grundigt

undersøgt af Ole Fenger, som foreslår, at man i stedet for

ejendomsret bør bruge betegnelsen ”I være have” om

besiddelsesretten til fast ejendom.153 Fenger har

naturligvis ret i, at det er et problem anakronistisk at

152 Et ejendomsretsbegreb, man kort kan definere som følger: ”som en ret tilalmindelig råden over en ting i enhver henseende, hvor der ikke ved lovgivning eller privataftale er fastsat grænser herfor…”. I. Dübeck og E. Ulsig: ”Anm. Annette Hoff:Lov og landskab” 1998, s. 117.153 O. Fenger (m.fl.): ” ’I være have’ om ret til hus og jord imiddelalderen” 1982. Betegnelse ”i være have” om besiddelse genfindesi en del dokumenter specielt fra senmiddelalderen, og Fenger ser detsom et funktionelt adkomstbegreb, hvis konkrete betydning kunnevariere alt efter sammenhængen.

123

bruge et fast defineret juridisk begreb på en tid, der ikke

kendte dertil; men efter at have læst Fengers undersøgelser

kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om det giver

nogen mening at anvende en for vor tid fremmed betegnelse

på det at besidde fast ejendom i middelalderen. For den

enkelte besidder har det vigtige vel været og er, at man

inden for de rammer, som loven opsatte, havde ret til at

råde over sin ejendom. En råderet, som netop

landskabslovenes bestemmelser om donationer, odelsret og

fledføring var med til at sætte klare grænser for, hvilket

formentlig ikke tidligere havde været tilfældet.

Undersøgelser af Esrom klosters brevbog underbygger,154 at

der herskede en diffus opfattelse af det at eje jord i

Danmark i 1100-tallet og i det begyndende 1200-tal.

Donators eller sælgers slægtninge og efterkommere kunne

generationer efter, at deres slægtning havde skænket eller

solgt jord til klosteret, gøre krav på den ud fra den

betragtning, at de ikke havde givet deres samtykke til

transaktionen, der efterfølgende som oftest blev

genforhandlet. Samtidig synes der også at have været en vis

forvirring om, hvilken ret kongen havde over jord, han

havde skænket som gave til lægmænd, når disse døde: Var

retten til jorden arvingernes eller kongens, hvad enten det

var den samme konge eller en efterfølger på tronen? Ikke154 Kim Esmark har for nylig foretaget en undersøgelse af Esrum klostersproblemer med at hævde dets ejendomsret over dets jordgods. K. Esmark:”Godsgaver, calumniae og retsantropologi. Esrum kloster og detsnaboer, ca. 1150-1250” 2004.

124

kun Esrum, men også andre klostres brevbøger viser, at det

ikke var unormalt at donere eller sælge ikke blot gårde,

men hele landsbyer til klostrene, hvilket fortæller os, at

der fandtes stormænd, der besad jord og gods, som ikke

blevet direkte dyrket gennem stordrift. Disse iagttagelser

kan sammenholdes med det arkæologiske fund af en

stormandsgård ved Tissø, der var i brug indtil 1000-tallets

midte. Fundmaterialet pegede på stor rigdom, men sporene af

en landbrugsproduktion i større omfang manglede, samtidig

med at der havde været en stor lagerkapacitet på området.

Dette har fået arkæologen Lars Jørgensen til at foreslå, at

baggrunden for rigdommen kunne være indtægt gennem tribut

fra det omkringliggende område.155 Hvis man forfølger den

tanke, at tributindkrævning var hovedkilden til

stormændenes indtægt i vikingetiden og op i middelalderen,

kan det give en bedre forståelse for den tilsyneladende

diffuse ejendomsopfattelse, som for eksempel Esrumbogen er

fuld af eksempler på. Hvis rettigheder over jord har været

defineret ud fra en ret til at kræve tribut,156 var der ikke

tale om en direkte indblanding i dyrkningen af jorden, og

for landbrugerne har spørgsmålet om direkte ejerskab til

jorden ikke været nødvendigt at stille, fordi den enkelte

jordbruger har kunnet lade gården og driften gå uantastet

155 L. Jørgensen: ”Stormandssæder og skattefund i 3.-12. århundrede.”1995, s. 85-89.156 Tribut er i grunden det samme som skat, men da skatteindkrævningnormalt bliver forbundet med kongen eller staten, er tribut et bedreord at bruge om de afgifter, stormænd kunne opkræve af de bønder, derboede i det område, de kontrollerede, mod at yde beskyttelse.

125

videre til sine børn, eventuelt efter en procedure, der var

styret af en lokal sædvane.

Så længe systemet fungerede således, ville det være

meningsløst at diskutere, hvem der i grunden ejede jorden,

dyrkeren eller den, der havde ret til tribut; en ret, som

sikkert også kunne gradbøjes, idet det ikke er utænkeligt,

at stormændene kunne være tributpligtige over for kongen

eller en anden mægtigere stormand. Problemerne opstod først

for alvor, når jorden blev taget ud af den sammenhæng ved

at blive overdraget eller solgt til gejstlige

institutioner, der havde et helt anderledes absolut

ejendomsbegreb, der var udsprunget af romerretten, og når

nogle af klosterordnerne tilmed opløste strukturen med

bondebrug til fordel for grangiadrift.157 Et andet problem

kunne være, om jorden i grunden tilhørte kongen eller den

stormand, der opkrævede tributten deraf. Borgerkrigene i

1100-tallet medførte mange forskydninger i

magtstrukturerne, blandt andet fordi en brugt sanktion over

for stormænd, der havde støttet en af de tabende

tronprætendenter, var konfiskation af deres ejendom, som

den ny konge så ofte gav til en af sine støtter. Dette

kunne føre til uenighed om, hvem der havde retten til

godset på længere sigt, den nye ejers arvinger, kongen, som

kunne hævde at gaven kun var gældende i modtageres levetid,157 Grangiadrift brugtes af cistercienserne. I korthed gik den ud på, atde mindre brug blev opløst til fordel for storgodsdrift –grangiadrift. På disse grangiaer blev jorden dyrket af lægbrødre ogikke af landarbejdere, hvilket må have haft alvorlige økonomiske ogsociale konsekvenser for dem, der før levede af at dyrke jorden. Menvi har ingen nordiske kilder bevaret om dette.

126

eller en tredjepart for eksempel et kloster, som den nye

besidder havde overdraget jorden til.

Tributtanken er kun en teori, og den lader sig

vanskeligt efterprøve, men det er i hvert fald hævet over

enhver tvivl, at etableringen af de store klostre i 1100-

tallet og den regn af store jorddonationer, der fulgte i

deres kølvand, var med til at sætte ejerskabsproblematikken

på spidsen. Det ovenstående bygger som før sagt primært på

sjællandsk materiale, og det er meget muligt, at forholdene

har været varierende lokalt i riget. De særdeles store

donationer fra stormænd tyder på, at jordegodset på

Sjælland har været fordelt på færre hænder end i andre

områder, hvor tilsvarende godsrigdom stort set ikke

genfindes i donationerne. Men der er næppe tvivl om, at der

har hersket stor usikkerhed omkring ejerforhold, og om

hvordan gods kunne afhændes, og det er nok en af

forklaringerne på, at det netop er på denne tid, at faste

arveregler og efterfølgende odelsretten og

donationsbestemmelserne udvikles. Så længe parterne var

enige om spillereglerne i denne kontinuerlige forhandling

om retten til jord eller anden ejendom, kunne den fungere

og endda have sin berettigelse, idet den både kunne bruges

til at markere status og skabe tætte bånd mellem de store

klostre og aristokratiet.158 Men systemet passede dårligt

til det fokus, der kom på ejendomsret som følge af den

øgede interesse for romerretten og den juridiske tænkning i

158 K. Esmark: ”Godsgaver, calumniae og retsantropologi. Esrum klosterog dets naboer, ca. 1150-1250” 2004, s. 166-168.

127

1100-tallet, som i hele Europa gav sig udslag både inden

for den gejstlige og verdslige retsforståelse.

128

LANDSKABSLOVENES TILKOMST OG DATERING

SÆDVANE ELLER NYSKABT RET?n klassisk diskussion omkring landskabslovenes

indhold går på, om deres indhold er udtryk for en

nyskabt ret, eller om der i stedet var tale om en

nedskrivning af en mundtligt baseret sædvaneret med rødder

langt tilbage i tiden. I dag mener de færreste forskere, at

landskabslovenes bestemmelser er et udtryk for en

nedskreven sædvaneret, hvis oprindelse fortaber sig i

oldtidens tåger.159 På den anden side er der næppe heller

nogen, der vil hævde, at alle lovenes bestemmelser er

tilkommet ex novo på én gang. Uenigheden går nu først og

fremmest på, om nedskrivningen skete, fordi der var brug

for at få hold på det retlige landskab, der bestod af et

virvar af sædvaner krydret med enkelte kongelige

forordninger, som specielt Ole Fenger gjort sig til

talsmand for,160 eller om landskabslovenes indhold skal ses

som udtryk for konkret politisk vilje og magt og ikke

sædvane, som Elsa Sjöholm mener.161 Dette synspunkt er

E

159 En opfattelse som allerede P.J. Jørgensen og P. Gædeken gjorde opmed.160 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 359f og ”Romerret i Norden”1977, s. 57f. At det forholdt sig sådan, var dog også blevet foreslåetaf andre før Fenger, blandt andet af Aksel E. Christensen i 1945: ”De[landskabslovene] maa da opfattes, ikke saa meget som en nedfældning af forfædrenesretssædvaner som en fastslåen af det aktuelle.” A.E. Christensen: ”Kongemagt ogaristokrati” (1945), 1976, s. 13.161 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988. Denne uenighed omlovenes tilkomst førte til en regulær pennefejde mellem Fenger ogSjöholm. O. Fenger: ”Anm. E. Sjöholm: Gesetze als Quellen

129

videreudviklet blandt andet af Lars Ivar Hansen og Michael

H. Gelting, som begge argumenterer for, at hvis ældre

bestemmelser blev bibeholdt i lovgivningen, skyldes det, at

de har haft relevant politisk betydning.162 Selvom det er en

rimelig antagelse, at de nedskrevne love har været

sanktioneret af kongemagten på et eller andet plan, virker

det noget bombastisk at forestille sig, at alle

lovbestemmelserne skulle have haft magthavernes umiddelbare

interesse. Som eksempel kan nævnes sager om naboretlige

spørgsmål som rebning og hegning, der primært havde

betydning på lokal plan. Ligeledes er det oplagt at

forestille sig, at når loven blev redigeret, bevarede man

antikverede former, der i praksis var betydningsløse, for

på den måde at forlene loven med et skær af ælde og

kontinuitet. Det synes i al fald at have været tilfældet

med de norske landskabslove, Västgötaloven og Valdemars

sjællandske Lov.

Der findes flere undersøgelser af og teorier om, hvad der

sker, når et nyt retssystem eller en ny form for retlig

tænkning møder en lokal sædvaneret.163 Selvom teorier om

mittelalterlicher Geschichtes des Nordens” 1979, s. 112-124 og”Afsluttende bemærkninger” 1981, s. 222-225. E. Sjöholm: ”Replik tilOle Fenger” 1981, s. 217-222.162 L. I. Hansen: ”Slektskap, eiendom og sociale strategier i nordiskmiddelalder” 1994, s. 136. M.H. Gelting: ”Odelsrett- lovbydelse-bördsrätt- retrait lignager. Kindred and Land in the Nordic Countriesin the Twelfth and Thirteenth Centuries” 2000, s. 134 og “PredatoryKinship Revisited” 2003, s. 109.163 Mest kendt er nok amerikaneren H. Bermans teori om den retligerevolution i middelalderens Europa, H. Berman: ”Law and Revolution.The Formation of the Western Legal Tradition” 1983.

130

mødet mellem lokal og fremmed kan medføre mange spændende

diskussioner, er de dog ikke specielt velegnede til at

forklare, hvad der sker i Norden med landskabslovene, som

vi kender dem. I de nordiske riger kan man på

landskabslovenes tid ikke tale om samspillet mellem

sædvaneret og kanonisk ret som et møde mellem to fremmede

retsopfattelser. Kristendommen havde på det tidspunkt, hvor

de bliver nedskrevet, været den dominerende religion i

århundreder, hvorfor katolsk teologi og den dertil hørende

retstænkning ikke var noget nyt og fremmed. Mødet mellem

sædvaneretten og kirkens moral og retstænkning fandt sted

på et tidspunkt lang tid før landskabslovenes komme. Dette

møde har vi stort set ingen bevarede kilder til, men man

kan forestille sig, at der var tale om en langsom, gradvis

proces, eftersom kristendommen og den dertil hørende moral

må have været kendt i Norden, i hvert fald i de områder,

hvor man havde kontakt med resten af Europa, om den så

byggede på handel eller krigstogter, længe før en målrettet

missionering fandt sted.

Samtidig kan man dårligt tale om landskabslovene som en

helt ny ret med rod i et fremmed veldefineret retssystem. I

stedet var der tale om, at en ideologi med rod i kirkens

slægtskabsopfattelse fik betydning for, hvordan en lang

række retlige funktioner kom til at fungere i lovene. Nu

var lovenes formål jo ikke kun at introducere denne

ideologi, men også at styrke kongens position og lægge

grundlaget for en ensretning og præcis fastsættelse af,

131

hvilke retsnormer der skulle være de herskende. Derfor er

det svært at forstille sig, at lovenes forfattere, deres

skoling til trods, ikke har taget udgangspunktet i allerede

herskende normer og sædvaner, som de har kombineret med det

ideologiske tankegods.

Diskussionen om sædvane kontra nyskabt lov bliver

besværliggjort af, at begrebet ”sædvane” alt for ofte

bruges ganske ukritisk i den historiske forskning som en

diffus betegnelse for den ikke-kongegivne ret. Inden for

retshistorien er der en traditionel forestilling om, at

sædvanen kunne føre århundredegamle traditioner og

forestillinger med sig. Dette syn på sædvaneretten er

imidlertid problematisk af flere grunde. For det første er

sædvanebegrebet blevet benyttet i retshistorien langt

tilbage i tiden som betegnelse for en stabil og

uforanderlig størrelse. Med opblomstringen af den

antropologiske videnskab har undersøgelser af skriftløse

kulturer uden en centralmagt imidlertid vist, at sædvane

ikke nødvendigvis kan ses som noget stationært, idet et

fænomen kun kræver en periode på ca. femten år, før det

bliver betragtet som noget, man altid har gjort eller

haft.164 Sædvanen var med andre ord under konstant

forandring. Hermed følger den anden indvending mod at

skelne skarpt mellem gammel sædvane og ny ret. I det

øjeblik loven blev nedfældet på skrift, blev den

164 E. Torkelsen og G. Authén Blom: ”Fra gammel rett til ny lov” 1984,s. 238f og 247.

132

konserveret og dermed meget sværere at bøje eller ændre end

den foranderlige sædvaneret.165 Dette syn på forholdet

mellem sædvane og nedskreven ret har også betydning i

forhold til den magt og indflydelse, der lå i at kunne

påvirke retten. Så længe der var tale om hurtigt

foranderlige principper, kunne selv en mindre ændring i

magtbalancen på det retlige felt langt lettere sætte sig

spor, end når retten først var nedskrevet. Derfor var

kontrollen i den formative nedskrivningsfase afgørende for,

hvilken ideologi som skulle være den herskende i lovene.

Selvom et stationært sædvanebegreb, der står i skarp

kontrast til lovgivning, altså afvises her, kan der godt

dvæles mere ved forholdet mellem sædvane, skik og brug og

retspraksis. Når man taler om sædvane og middelalderret,

bør man gøre sig klart, at der er en distinktion mellem,

hvordan middelalderens lærde opfattede sædvane, og den

moderne diskussion om sædvaneret. Idéen om at der var en

forskel mellem nedskreven lov og sædvane kendes allerede

fra Gaius Institutiones fra omkring 160 e.Kr., hvor der i

den første bog står at ”All peoples who are governed by law

and customs use law which is partly theirs alone and partly

165 At retsudviklingen kunne stagnere ved lovnedskrivning er blevetpåpeget tidligt blandt andet af Bertha Phillpotts, Åke Holmbäck ogPoul Johannes Jørgensen, uden at de dog stillede spørgsmålstegn vedsædvaneretten, som byggende på gamle principper. Å. Holmbäck: “Ättenoch arvet enligt Sveriges medeltidslagar” 1919, s. 176. B. Phillpotts:”Kindred and Clan in the Middle Ages and After – A Study in theSociology of the Teutonic Races” (1913) 1974, s. 7f og P.J. Jørgensen:“Dansk Retshistorie. Retskilderne og Forfatningsrettens Historieindtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede” 1940, s. 16f.

133

shared by all mankind.”166 Gaius kom imidlertid ikke med en

mere uddybende definition på, hvad sædvane var. Det blev

derimod gjort af Isidor af Sevilla,167 og da hans forklaring

på, hvordan lov og sædvane hænger sammen blev medtaget i

Gratians Dekret, blev det den herskende definition i den

vestlige kristenhed. ”Custom is a sort of law established

by usage and recognized as ordinance when ordinance is

lacking. It does not matter wheater it is confirmed by

writing or by reason, since reason also supports ordinances

… Custom is so called because it is in common use.”168

Vil man forstå brugen af sædvaneret i middelalderen, er

det ikke nok at se på lovgivningen, da man må forstille

sig, at sædvane har spillet en stor rolle i retspraksis,

selvom det er et område, som kilderne stort set ikke giver

os mulighed for at undersøge. Men det kan ikke afvises, at

flere retlige normer har eksisteret side om side.169 Lovens

bogstav har formentlig ikke haft den samme status som i det

moderne retssystem. Loven er snarere blevet opfattet som

retningslinier for, hvad der var ”ret og rimeligt”, men

166 ”Omnes populi, qui legibus et moribus reguntur, partim suo proprio, partim cummuniomnium hominum iure ututur.” ”The Institutions of Gaius” 1. bog, 1. kap. s.1. Denne paragraf er også medtaget i Digesterne og var derfor ogsåkendt i middelalderen. ”The Digest of Justinian” vol. 1, 1. 9, s. 2. 167 San Isodoro de Sevilla: ”Etimologás” bd. 1, liber V, kap. 3, 3-4, s.510.168 Gratian the Treatise on Law with the Ordinary Gloss translated byAugustine Thompson. The Catholic University of American Press.Washington D.C. 1993, pp. 5f. ”Consuetudo autem est ius quoddam moribusinstitutum, quod pro lege suscipitur, cum deficit lex. §. 1. Nec differt, an scriptura, an rationeconsistat, quoniam et legem ratio commendat … §. 3. Vocatur autem consuetude, quia incommuni est usi.” ”Corpus Iuris Canonici” Decretum Magistri Gratiani.Dist. 1, c. V, s. 2.169 Se mere derom i kapitlet: ”Interagerede retssystemer”.

134

også som noget, der kunne bøjes efter lokale forhold, både

det man i dag vil kalde forholdets natur og lokal skik og

brug. Måske er det i det hele taget lidet funktionelt at

opstille et skarpt skel mellem lov og sædvane i

middelaldersamfundet, da det skel nok hverken har

eksisteret i retspraksis eller i den almene bevidsthed,

måske med undtagelse af den lille elite, der havde studeret

de lærde retssystemer.

Afslutningsvis bør diskussionen om lovbøger kontra

retsbøger kort nævnes. Den har i ældre forskning spillet en

stor rolle i debatten om landskabslovenes natur. Den

grundlæggende forskel på en retsbog og en lovbog er, at en

retsbog er blevet set som en privat optegnelse af den

gældende lokale ret, mens en lovbog var en nedskrivning af

loven, der skete som en konsekvens af en lovgivningsakt.

Jyske Lov er et oplagt eksempel på det sidstnævnte. I den

nyere forskning er skellet mellem rets- og lovbøger blevet

nedtonet, da man i middelalderen ikke kendte til et sådant

skel.170 Man kan også argumentere for, at det er en lidet

frugtbar synsvinkel at anlægge på landskabslovene, da

skellet mellem retsbøger og love langt hen ad vejen bygger

på den eksisterende kildesituation. De love, som er

forsynet med forord eller andet, der direkte peger mod en

lovgivningsakt, får prædikatet lovbog, mens manglen derpå

170 For en historisk gennemgang af synet på retsbøger og love se foreksempel P. Norseng: ”Lovmaterialet som kilde til tidlig nordiskmiddelalder” 1987, s. 58f.

135

gør dem til retsbøger! For at tage de danske love

forekommer det utænkeligt, at Skånske Lov og de sjællandske

love udelukkende kan takke initiativ fra landstinget eller

en privat person for deres tilkomst, da man ikke kan tænke

sig eksistensen af en lov, hvis indhold ikke stemte overens

med kongemagtens interesser. På den anden side er der et

eksempel i Skånske Lov på, at der kunne være uenighed

mellem kongen og nogle af landskabets retslærde om, hvilke

regler der skulle gælde, hvorfor loven nævner begge

holdninger, måske for at man i konkrete sager kunne vælge,

hvis forskrifter man ville følge.171 At kongens mening er

medtaget i loven, illustrerer imidlertid også, at den ikke

kan være nedskrevet på helt privat initiativ, men at det

kongelige kancelli har været bekendt med og har givet sit

besyv med ved udfærdigelsen af reglerne, men at kongen ikke

havde lyst eller magt til at gennemtvinge sit synspunkt. De

sjællandske loves navne oplyser også om, at forholdet

mellem kongen og loven var tæt. Hvorom alting er, må

fastlåsningen af retstilstanden i 1282 i Erik Klippings

171 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 1. SkL. tekst 1, kap. 125, s.94. I Anders Sunesens Parafrase bliver problemstillingen yderligereforklaret: ”Secundum quorumdam sentenciam, vbicumque liber homo ex facto proprio adxl marcarum constringitur emendacionem, jbi ad satisfaccionem nouem marcarum vel sexmarcarum cum noxe dedicione serui ex facto serui dominus obligatur. Sed rex Waldemarusnoluit consentire, vt vltra trium marcarum satisfaccionem, nisi quando perimitur liber homo,pro serui facto in liberum suus dominus obligetur.” (”Efter nogles mening gælder det, at overalthvor en fri mand som følge af egen handling er tvungen til 40 marks bod, dér er herre somfølge af træls gerning pligtig til ni marks bod eller også seks marks bod tillige med udleveringaf trællen. Men kong Valdemar har ej villet samtykke i, at nogen herre for sin træls gerningmod fri mand skal være pligtig til mere end tre marks bod, undtagen når fri mand tages afdage.”) Ibid., bd. I, 2. ASP. kap. 50, s. 540 og 541.

136

håndfæstning udviske ethvert skel, der eventuelt skulle

have været mellem kongegiven og anden lov i Danmark.

137

LANDSKABSLOVENES DATERINGDateringen af lovene udgør et selvstændigt problem, da det

kun er et fåtal af de bevarede landskabslove, der

foreligger en præcis datering af, som enten dokumenteres af

årstal i selve lovene eller ud fra eksterne oplysninger. De

resterende loves alder er retshistorikerne henvist til at

bestemme ud fra enten henvisninger til personer eller

begivenheder, som også omtales i andre kilder, eller ud fra

bestemmelser hvis indførelse kan dateres.172 Sluttelig har

sproget i lovene været brugt til at datere dem: Jo mere

arkaisk sproget var, og jo færre tyske eller andre låneord

der var i lovene, jo ældre blev de antaget at være.173 Denne

metode er imidlertid blevet anfægtet, idet det blev påvist,

at det var et hyppigt forekommende litterært stiltræk i

1200- og 1300-tallet at benytte sig af antikverede

sprogformer, en tendens som blandt andet findes i den

islandske saga- og eddalitteratur.174 Ud over

dateringsproblemet indebærer selve overleveringen en

vanskelighed, når lovene anvendes som retskilder. Der er

ofte et spring på hundrede år eller mere, fra lovene første

gang blev nedskrevet til de versioner, som er overleveret

til vor tid. Derfor er det muligt, at de lovrevisioner, der

er bevaret, indeholder senere tilføjelser. En anden vigtig

172 Dette gælder blandt andet for den kanoniske grænse for slægtskab,der efter Det fjerde Laterankoncil blev ændret fra syvende til fjerdeled, ligesom gejstliges medvirken ved jernbyrd blev forbudt. For desvenske loves vedkommende kan edsøret også anvendes.173 J. Brøndum-Nielsen: ”Om sprogformen i de sjællandske love” 1971-73.174 P. Norseng: ”Lovmaterialet som kilde til tidlig nordisk middelalder”1987, s. 49f og 62f.

138

faktor er imidlertid, at når retten først var nedskrevet,

blev loven stationær på en helt anden måde, end hvis man

opererede med mundtligt overleverede regler, der kunne

forvanskes eller ændres fra gang til gang. Så selvom de

bevarede håndskrifter er yngre end lovens vedtagelse, vil

de som oftest være direkte afskrifter af ældre tekster.175

Som påpeget tidligere blev de nordiske landskabslove

ikke alle nedskrevet på det samme tidspunkt. For Norges

vedkommende er nedskrivningen formentlig begyndt i 1100-

tallet. I Danmark kom nedskrivningen i gang i den sidste

halvdel af det tolvte århundrede, mens man for Sveriges

vedkommende skal helt op til slutningen af 1200-tallet med

Den ældre Västgötalov som eneste undtagelse. Der er ingen

enkel forklaring på dette gab på over hundrede år mellem på

den ene side Norge og Danmark og på den side Sverige.

Magtpolitiske forskelle har spillet ind, ligesom det

formentlig også har en betydning, at kirken og en fast

”rigsomspændende” kongemagt var længere tid om at etablere

sig i Sverige end i de øvrige riger. Først et godt stykke

oppe i det tolvte århundrede fandt reel rigssamling sted i

Sverige, og først med Erikskrøniken, der antagelig er

nedskrevet i 1320’erne, får landet en national

historieskrivning. En sådan havde Norge en rig tradition

for med Snorri Sturlassons kongesagaer som de mest kendte.

For Danmarks vedkommende har Svend Aggesens og Saxos værker175 At der har været tale om en ukritisk afskrift kan ses ud fra atmange af de yngre versioner af for eksempel Skånske Lov, derindeholder jernbyrd i stedet for nævn, som jernbyrden ellers blevafløst af under Valdemars Sejrs regering.

139

været en del af den tradition. Historieskrivningens

fremmeste formål var antagelig ideologisk, idet den

formidlede idéen om riget som én samlet enhed under én

konges styre.

De danske loves dateringArvebog og Orbodemåls datering er allerede tidligere blevet

behandlet. Loven viste sig hurtigt ikke at være

tilstrækkelig, da den efterlod mange områder uregulerede. I

det sjællandske område lå Arvebog og Orbodemål til grund

for den lovbog, der kendes under navnet Valdemars

sjællandske Lov. Som tilfældet også er med Eriks

sjællandske Lov, vides der intet om Valdemars sjællandske

Lovs tilkomst og datering. Loven kendes i dag i en ældre og

en yngre version. Den yngre udgave er formentlig fra 1241

eller kort tid derefter, da den indeholder bestemmelser fra

et kirkemøde i Roskilde, der fandt sted dette år.176 Den

ældre version er sværere at datere, og selvom flere forsøg

er blevet gjort,177 kan der ikke blive tale om andet end

mere eller mindre kvalificerede gæt, der er baserede på den

lighed, loven har med Skånske Lov, og derfor sættes den til

at være fra de første tiår af Valdemars Sejrs regeringstid,

nemlig 1202-22.

176 E. Kroman: ”Danmarks gamle love. Deres alder og indbyrdes slægtskab”1971-1973, s. 120.177 Den er blandt andet blevet dateret til tiden kort efter 1216, da denikke indeholder jernbyrd, der traditionelt blev betragtet somafskaffet det år. O. Fenger: ”Jydske Lov og de øvrige danskelandskabslove” 1991, s. 46 og P. Norseng: ”Lovmaterialet som kilde tiltidlig nordisk middelalder” 1987, s. 53f.

140

Skånske Lov og Anders Sunesens latinske parafrase deraf

dateres traditionelt til et sted mellem 1202 og 1216,178 da

loven på den ene side medtager kongelig lovgivning fra 1202

og på den anden side indeholder en del

jernbyrdsbestemmelser. Ifølge den retshistoriske tradition

bliver jernbyrdens afskaffelse i Danmark dateret til 1216

eller kort efter ud fra den betragtning, at

foranstaltninger til jernbyrdens afskaffelse blev truffet,

så snart budskabet om, at gejstlig medvirkning ved jernbyrd

var blevet forbudt på Det fjerde Laterankoncil, nåede

Danmark. Det resulterede i Valdemars Sejrs

Jernbyrdsforordning, hvori det blev dikteret, at nævn

skulle afløse jernbyrden. Michael H. Gelting har imidlertid

stillet spørgsmålstegn ved dette ræsonnement, idet han

påpeger, at jernbyrden ingen andre steder i det katolske

Europa blev afskaffet umiddelbart efter Det fjerde

Laterankoncil. Der gik en lang periode, inden det lykkedes

for kurien at få bestemmelserne gennemført.179 I stedet

foreslår Gelting, at man skal se på Skånske Lov som et

forarbejde til en rigslov, et projekt, der blev sat i gang

i den første del af Valdemar Sejrs regeringstid, men som

blev stillet i bero på grund af Anders Sunesens sygdom og

de katastrofer, der ramte kongefamilien i 1220’erne. Derfor

faldt det store projekt til jorden for igen at blive taget178 E. Kroman og S. Iuul: ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1,s. Iff.179 M.H. Gelting: „Skånske Lov og Jyske Lov. Danmarks førstekommissionsbetænkning og Danmarks første retsplejelov“ 2003, s. 73f.

141

op ved slutningen af Valdemar Sejrs regeringstid.180 Anders

Sunesens Parafrase skulle ifølge Gelting være skrevet som

en forberedelse til kardinal Gregorius de Crescentios

legation til Danmark i 1222-23. Han var en af de mange

kardinaler, der var sendt ud for at få gennemført

Laterankoncilets beslutninger. Den latinske udgave af loven

skulle gøre det muligt for ham at sætte sig ind i det

retlige landskab i Danmark og dermed give ham mulighed for

aktivt at deltage i diskussionen om, hvordan loven kunne

tilpasses kuriens påbud.181

Geltings artikel fremstiller rigslovsbegrebet som

værende aktuelt så tidligt som 1100-tallet, og der er da

heller ikke tvivl om, at retstilstanden i rigets landskaber

har haft mange overensstemmelser, men på den anden side

findes der flere passager hos Saxo, der ikke kan tolkes på

anden måde, end at der eksisterede store modsætningsforhold

mellem landsdelene.182 Derfor skulle kongemagtens påståede

intention om at indføre en rigslov bunde i et ønske om at

samle riget mere ved at udrydde lokale retsvariationer,

hvad der dog ikke lykkedes. Arvebog og Orbodemål kan meget

vel tænkes at være skrevet som en lov for hele riget, men

præsenteret og vedtaget lokalt på landstingene.

Fokuseringen på en decideret rigslov kan nemt ende som en

spændetrøje. Er der egentlig stort set mere end

terminologisk forskel på at sige en rigslov og180 Ibid., s. 72.181 Ibid., s. 72-76.182 Se for eksempel ”Saxonis Gesta Danorum” 15:6:3, s. 534 og 14:3:6, s.376f.

142

landskabslove, der stort set var enslydende i alle

landsdelene? Hvis man skal opretholde en så skarp

adskillelse mellem de to begreber, hvordan skal Magnus

Lagabøters Landslov så forstås? For selv om der var tale om

fire stort set enslydende tekster, blev de vedtaget på

hvert af de fire landsting,183 og i lovenes fortaler nævnes

specifikt, at de er givet til en bestemt landsdel. En anden

indvending imod Geltings tese er, at han bygger den op på,

at Skånske Lov supplerede Jyske Lov på mange af de områder,

der er uklare eller slet ikke blev taget højde for i Jyske

Lov. De eksempler, han fremfører om for eksempel

fledføringsbestemmelserne, svækkes imidlertid gevaldigt af,

at Valdemars sjællandske Lov indeholder de samme

paragraffer derom som Skånske Lov. Ydermere er der som

tidligere omtalt gode indicier for, at Arvebog og Orbodemål

har været rigsdækkende, hvorved en forbindelse mellem Jyske

Lov og Valdemars sjællandske Lov, som var en redaktion af

Arvebog og Orbodemål, synes lige så eller mere sandsynlig

end mellem Jyske Lov og den Skånske. Endelig er det nok

også værd at notere, at der er en del eksempler på, at

Jyske Lov og Valdemars sjællandske Lov findes i det samme

håndskrift, hvilket også taler for en forbindelse mellem de

to love.184 Det behøver selvsagt ikke at være et enten

eller, Jyske Lovs forfattere kan sagtens have lånt fra

183 M. Rindal: ”Dei norske mellomalderlovene” 1995, s. 10.184 P.J. Jørgensen: “Dansk Retshistorie. Retskilderne ogForfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17.Aarhundrede” 1940, s. 32.

143

såvel sjællandsk som skånsk lov, da de givetvis har haft

kendskab til begge dele.

Selvom man må forholde sig meget kritisk til Geltings teori

om, at Skånske Lov var et forarbejde til en aldrig udsendt

rigslov, og til den postulerede tætte forbindelse mellem

den Jyske og den Skånske Lov, kan det samme ikke siges om

hans analyse af Jyske Lovs indhold og formål. Om Jyske Lovs

datering kan der ikke herske nogen tvivl. Fortalen

fastsætter dens oprindelse til året 1241. Det er

efterhånden blevet den herskende tolkning blandt

retshistorikerne, at Jyske Lov oprindelig var tænkt som en

rigsomspændende lov, et projekt, der imidlertid ikke blev

kronet med succes.185 Selvom Per Andersen og Michael Gelting

påpeger, at der findes oplysninger i krøniker og

andetsteds, der tyder på, at loven efter sin tilkomst blev

betragtet som værende rigsomspændende. Det er imidlertid

sværere at udtale sig om, hvorvidt den reelt har fungeret

som sådan eller kun er slået igennem i Jylland, men det

faktum at sandemænd og kønsnævn ikke optræder uden for det

jyske landskab, tyder ikke derpå. Interessant er dog

Geltings teori om baggrunden for Jyske Lovs tredje bogs

tilsyneladende rodede opbygning, der har undret

185 O. Fenger: ”Jydske Lov og de øvrige danske landskabslove” 1991, s.47-50, D. Tamm: ”Dansk og europæisk retshistorie” 2002, s. 25, P.Andersen: ”Rex imperator in regno suo. Dansk kongemagt ogrigslovgivning i 1200-tallets Europa” upubliceret magisterafhandling,Odense Universitet, 2001, s. 47-74 og M.H. Gelting: „Skånske Lov ogJyske Lov. Danmarks første kommissionsbetænkning og Danmarks førsteretsplejelov“ 2003, s. 46-51.

144

retshistorikerne indtil nu. Det har længe været kendt i

retshistoriske kredse, at store dele af loven ikke var

opbygget efter indhold, men efter proces, det vil sige

efter hvilket nævn der havde jurisdiktionen i de enkelte

sager. Dette gjaldt for de to første bøger samt kapitel 1-

37 af den tredje bog. Resten af den tredje bog falder

imidlertid uden for dette mønster, idet en logisk opbygning

mangler. Ud fra dette faktum samt et eksempel på, at en

bestemmelse i tredje bog udbygger og overflødiggør en

paragraf i første bog,186 konkluderer Gelting, at kapitlerne

38-68 må være senere tilføjelser til loven, der kom i

tidsrummet mellem 1241 og 1276. Senest i 1276 må den

version, vi kender af Jyske Lov, være færdigredigeret, idet

det ældste kendte håndskrift stammer fra dette år.187

Eriks sjællandske Lov er (sammen med de to redaktioner af

Valdemars sjællandske Lov) den dårligst belyste af de

danske landskabslove. Dateringen af loven er meget usikker,

og buddene har gået i mange forskellige retninger. På den

ene side indeholder loven et stort antal nedertyske

låneord, der i stil adskiller den fra Valdemars sjællandske

Lov og Skånske Lov og peger mod Jyske Lovs tid.188 På den

anden side har loven også en bestemmelse om jernbyrd, som

kunne tyde på 1200-tallets begyndelse. Loven er givetvis186 Der er tale om bestemmelsen om, hvor meget en gift kone måtte givebort for sin sjæls frelse. JL. 1. bog, kap. 39, 3. bog, kap. 45.187 M. H. Gelting: ”Skånske Lov og Jyske Lov. Danmarks førstekommissionsbetænkning og Danmarks første retsplejelov” 2003, s. 58-67.188 J. Brøndum- Nielsen: ”Om Sprogformen i de sjællandske Love” 1971-73.s. 81.

145

skrevet som supplement til Valdemars sjællandske Lov, da

den kun i ringe grad gentager dennes bestemmelser, men

udbygger dem og fører nye til. Således må Eriks sjællandske

Lov være yngre end i hvert fald den ældre redaktion af

Valdemars sjællandske Lov,189 men kan i og for sig også være

et supplement til den yngre version.

Datering ud fra retsudvikling er imidlertid ikke

nødvendigvis den eneste vej at gå med Eriks sjællandske

Lov. En anden mulighed er at undersøge, om der findes noget

i det bevarede diplommateriale, der kan bruges som indicium

for lovens alder. Eftersom Valdemars sjællandske Lov ligger

til grund for Eriks sjællandske Lov, virker det indlysende

at se på, om der findes bestemmelser i Eriks Lov, som

Valdemars ikke har, og om indførelsen af den eller disse

bestemmelser kan spores i diplommaterialet. En sådan

udvikling kan ses i forhold til bestemmelserne om, hvad man

måtte skænke bort efter sin død, ofte i forbindelse med

sjælegaver til gejstlige institutioner. I Valdemars

sjællandske Lov slås det fast, at man kun må bortgive sin

halve hovedlod, og hvis der opstod strid mellem den dødes

arvinger og modtageren af gaven om, hvorvidt den var givet

eller ej, skulle sagen løses enten ved ed af nævninge eller

ved hjælp af tylftered, alt efter om der var vidner på

gavegivningen eller ej. Loven gav altså ikke den afdøde en

reel sikkerhed for, at hans gave rent faktisk blev

udleveret af hans arvinger, idet paragraffen åbner mulighed

189 O. Fenger: ”Jydske Lov og de øvrige danske landskabslove” 1991, s.45f.

146

for, at gaven kunne omstødes, selv om modtageren kunne

stille med vidner, nemlig hvis arvingerne fik overbevist

nævningene.190 I Eriks sjællandske Lov derimod var der

mulighed for at undgå, at ens gaver blev omstødt af

arvingerne, nemlig tinglysning. Her slås det nemlig fast

at: ”Men giver han sin halve Hovedlod og foretager

Skødningen paa Tinge, da skal altid det staa fast, som der

er Tingsvidne paa”.191

Hvis udgangspunktet tages i de dokumenter, hvor

sjællandsk skødningspraksis omtales, kan det undersøges, om

der sker en forandring i denne praksis, som tyder på, at en

ændring af lovgrundlaget har fundet sted. Her må man først

og fremmest ty til klosternes brevbøger, da de indeholder

afskrifter af mange dokumenter, hvor skødninger omtales.

Hvordan skødningen til fromme stiftelser er foregået, får

man et godt billede af ud fra et bevaret pavebrev fra 1198

fra Innocens III til ærkebiskop Absalon. I brevet gentages

oplysninger, som Absalon havde givet pavestolen om, hvordan

skødningen af gaver til gejstlige institutioner normalt

fandt sted. ”Ved sådanne gaver plejer man at tage lidt jord og lægge det

enten i den yderste ende af alterklædet, som bispen eller en anden prælat i

kirken holder i hånden, eller man hyller jorden i et lille stykke klæde og

anbringer den med skyldig ydmyghed på selve alteret, idet man under

vidnesbyrd af dem, der ser og hører, følger den form for gave, som på

190 Bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 47, s. 24f.191 ”Æn giuær han half sin houæth lot oc scøtær a thingi. tha hwat sumhan giuær hældær guthz husæ ællær andræ mannæ. tha standæ e thet ærthing witnæ ær til.” ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V. EsL. tekst 1.1. bog, kap. XXXII, s. 40f.

147

folkesproget kaldes skødning. Men eftersom du fremholder, at en sådan gave

ondsindet bliver anfægtet af visse ordkløvere.”192 Disse

”cauillotores”/ordkløvere, foreskrev Innocens, skulle

pålægges kirkens straf, hvilken definerede han dog ikke

nærmere, men det har næppe været en løsning, der var

praktisk gennemførlig, hvis den juridiske side af

anfægtelsen var gyldig. Ganske vist var Absalon i 1198

biskop af Lund og ikke længere af Roskilde, men det skulle

være underligt, hvis der var den store forskel i

skødningsprocedurerne i Skåne og på Sjælland, navnlig fordi

den før omtalte skødningsprocedure blev brugt andre steder

i Europa, blandt andet Frankrig. Dokumenter, der omtaler

skødninger fra det sjællandske område fra slutningen af

1100-tallet og frem til 1200-tallets midte, er sjældne. De

få eksempler, vi kender til fra klosterbøgerne, beskriver

tre skødningsformer: 1) skødning over alteret,193 2)

skødning ved vidner, som sammen med den, der forestod

skødningen, hængte deres segl under et dokument,194 og 3) et

enkelt eksempel på, at skødning skete ved håndslag, der var

192 “[A]ut in extremitate pallii quod manu episcope uel cuiuslibetalterius prelati ecclesie sustinetur. aut super ipsum altare aliquotinuolutum panniculo cum debita humilitate ponendum sub testimoniouidentium et audientium forma donationis huiusmodi subsequente quescotatio uulgariter appellatur. Uerum quia huiusmodi donatio maliciosea quibusdam cauillatoribus sicut asseris impeditur” ”DiplomatariumDanicum.” 1. rk., 3. bd., nr. 238, p. 378.193 ”D.R.B.” 1. rk., 5. bd., nr. 43, s. 48. Hvori roskildebispen PederSunesen i 1214 skødede en gård med tilliggender til Sorø Kloster.194 Ibid., 1. rk., 7. bd., nr. 24, s. 20 og nr. 90, s. 71f. Hvorhenholdsvis Valdemar Sejr i 1239 solgte gods til Esrom Kloster, ogGunde Jensen i 1241 skænkede gods til Æbelholt kloster.

148

den kanoniske aftaleform.195 Til trods for alle de

forholdsregler, der blev taget ved gaver eller salg til

gejstlige institutioner, viser mange af dokumenternes

udformning, at man har frygtet, at handlingen senere skulle

blive anfægtet af arvingerne eller andre slægtninge. Som en

ekstra kautel trues de derfor i mange dokumenter med

Helvede og Dommedag, hvis de anfægter gaven.196

Omkring midten af det trettende århundrede begynder

tinglysning af godssalg og mageskifter at dukke op i de

sjællandske dokumenter. Den første sikkert daterede

tinglysning er fra 1248, hvor Jon Jonsen mageskifter noget

gods med Esrom Kloster. Mageskiftet blev tinglyst først på

Treherredstinget i Slangerup og efterfølgende på

landstinget i Ringsted.197 Dette er helt i overensstemmelse

med Eriks sjællandske Lov, der foreskriver lysning på

tinget som remedium mod senere anfægtelse af mageskifte. I

1250 skødede Tokke Nielsen gods til Æbelholt Kloster. I

omtalen af skødningen står der, at han frit havde

overdraget ejendommene ”samt at have skødet dem på Strøherreds Ting

efter Sjællandsk Lov.”198 Herefter var det ganske almindeligt, at

de skødninger, salg og mageskifter, der optræder i

dokumenterne, var lyst eller skødet på tinget. Før den tid

var praksis, at skødningen skete under vidners tilsyn ved195 Ibid., nr. 221, s. 155f. Hvor Sakse Torbensen bekræftede over forEsrom kloster, at han og hans arvinger ingen ret havde til en landsby,hvorom ejendomsforholdet længe havde været omdiskuteret.196 Eksempler derpå kan for eksempel ses i ”Diplomatarium Danicum” 1.rk., 3. bd., nr. 183 og 1. rk., 5. bd., nr. 54.197 Ibid., 1. rk., 6. bd., nr. 289.198”In placito prouincie Strø secundum exigenciam legum Selendie.” ”DiplomatariumDanicum” 2. rk., 1. bd., nr. 18, s. 22.

149

alteret i en kirke eller andre steder, og eventuelt blev

yderligere bekræftet ved et dokument, hvorunder parternes

og vidnernes segl blev hængt. Sandsynligheden taler således

for, at det var en ny praksis at lyse og foretage

skødninger på tinget. Ændringerne i skødningsproceduren kan

meget vel skyldes en ændring af loven. Hverken i Arvebog og

Orbodemål eller Valdemars sjællandske Lov omtales

muligheden for at sikre sig mod indsigelser gennem

tinglysning på tinget. Derfor må det være naturligt at

datere Eriks sjællandske Lov til 1248 eller årene

umiddelbart før.

De sjællandske love trænger i høj grad til en grundig

undersøgelse af deres indbyrdes forhold, forholdet til de

resterende danske landskabslove, håndskriftssituationen og

overleveringen. Det er slet ikke utænkeligt, at en ny

undersøgelse vil kunne bidrage til forståelsen af

lovudviklingen i perioden og den skabelse af retten, der

fandt sted mellem Arvebog og Orbodemåls komme og det 13.

århundredes midte. De sjællandske loves store force er

nemlig den tætte forbindelse, der eksisterer mellem dem.

Tænk blot på, at Valdemars sjællandske Lov findes hele i

tre versioner. Denne undersøgelse må jeg dog afstå fra her,

da den vil være alt for omfattende i forhold til

hovedproblemstillingen.199

199 For dateringen af de danske love, se også P. Andersen: ”Lærd ret ogverdslig lovgivning. Om retlig kommunikation og udvikling i det 13.århundrede” 2006.

150

Endelig skal der siges et par ord om kirkelovene. Fra det

skånske og det sjællandske landskab er der bevaret

kirkelove fra 1170’ernes begyndelse. Lovene beretter selv,

at de er tilkommet som et kompromis mellem biskoppen og

landets indbyggere, da den gamle ret ”var alt for haard.”200

Til gengæld for den nye lov forpligtede indbyggerne sig til

at betale biskopstiende. Det er meget tvivlsomt, om

tilsvarende kirkelove fandtes i det jyske landskab, dels

fordi det rummede flere bispedømmer, dels fordi man ved, at

det helt frem til senmiddelalderen var problematisk at få

indkrævet biskopstiende eller -gave.

Hvordan kirkeretten i det skånske og sjællandske

landskab har været før kirkelovenes komme, er svært at

udtale sig om. Måske har der eksisteret kirkelove, der

mindede om de norske kirkeretter, hvor enhver religiøs

forseelse som for eksempel brud på fasten eller arbejde på

helligdage førte store pengebøder med sig og i værste fald

forbud og band. Denne type overtrædelser var slet ikke

reguleret i de danske kirkelove, der næsten udelukkende

omhandlede proces. Michael H. Gelting har foreslået, at

kirkelovene afløste et tidligere system, hvor kanonisk

retlig praksis virkede gennem gamle danske institutioner

som nævn og jernbyrd.201 Der er næppe tvivl om, at

200 “fore þy at rætæn uar af harþær før” ”Danmarks gamle Landskabslove”,vol. I. 2, text 1, SkKl. p.821, ”for thæt at ræt wor før of harth.”Ibid., vol. VIII, SjKl. text 1, p. 446.201 M.H. Gelting: ”Marriage Peace and the Canonical Incest Prohibitions:Making Sense of an Absurdity?” 1999, s. 108.

151

eksistensen af negativt bevis i kirkelovene var en

indrømmelse fra kirkens side,202 men det samme behøver ikke

at være tilfældet med jernbyrd. Jernbyrdsbeviset var tæt

knyttet til kirken, da dets funktion var som gudsdom, og

gejstlig medvirken var essentiel for, at beviset kunne

føres. Samtidig kendes det fra store dele af det kristne

Europa, så selvom kirken senere ved Det fjerde

Laterankoncil tog afstand fra beviset, synes det ikke at

være holdbart at se det som en modsætning til kirkelig

praksis i 1170’erne.203

De norske lovudgaverMeget af den norske lovgivningsaktivitet er beskrevet

tidligere, men Frostatingslovens og Gulatingslovens

overleveringshistorie bør udbygges yderligere. Begge lovene

har gennemgået flere redaktioner, og det kan derfor være

svært at vide, hvornår de forskellige bestemmelser er

kommet ind i lovene. Der er ingen tvivl om, at mange af

bestemmelserne kan føres tilbage til Magnus Erlingssøns

regeringsperiode og specielt den første del omkring midten

af 1160’erne, og derfor foreligger muligheden for, at de202 Eftersom den inkvisitoriske proces først blev endeligt anerkendt somenerådende i den kirkelige retspraksis under Innocens III ibegyndelsen af 1200-tallet, behøver dens fravær i kirkelovene ikke atbetyde, at den har været anvendt tidligere i Danmark, derom se: W.Trusen: ”Der Inkvisitionsproces. Seine historischen Grundlagen undfrühen Formen” 1988, s. 168-230.203 Robert Bartlett har i sin undersøgelse om gudsdommenes udviklingpåvist, at jernbyrden spreder sig fra Frankerriget og ud til mangekroge af Europa, efterhånden som kristendommen vandt frem. R.Bartlett: ”Trial by Fire and Water. The Medieval Judicial Ordeal”1986, specielt s. 4-33.

152

har skiftet udseende ved de efterfølgende revisioner. Den

version af Frostatingsloven, som i sin helhed er bevaret,

er et resultat af en revision, der fandt sted i 1260.

Derudover er der overleveret et fragment af et manuskript

fra 1220’ernes første del. Det betyder, at der er et spand

på mere end 90 år mellem mange af de bestemmelser, som man

med sandsynlighed kan føre tilbage til 1160’erne, og den

version, vi kender i dag. Dette udgør i sig selv et

metodisk problem, som ikke kan løses, medmindre man

foretrækker ikke at udtale sig om det retlige landskab i

Frosta-området før de år, hvorfra kilderne stammer.

Gennem de forskellige udgaver af den tidligere omtalte

Olav- og Magnustekst af Gulatingsloven får man et indblik

i, hvordan loven kunne forandre sig. Normalt taler man om

en ældre og yngre version af loven, idet der skete en

gennemgribende revision af loven i 1267. Det er den ældre

version, der har interesse i denne sammenhæng, og som

normalt blot omtales som Gulatingsloven. Det håndskrift,

der ligger til grund for den ældre version, er det såkaldte

”Codex Rantzovianus” fra tiden omkring 1250, der er det

eneste håndskrift, hvori Gulatingsloven er bevaret i sin

helhed. Hertil kommer diverse småstykker, hvoraf nogle er

ældre end 1250.204 Lovens indhold fortæller med al

tydelighed, at den har gennemgået flere revisioner, hvoraf

den største nok var under Magnus Erlingssøns regering, men

loven har også et tillæg om mandebodsbetaling, der bærer

204 K. Helle: ”Gulatinget og Gulatingslova” 2001, s. 11.

153

navnet ”Bjarne Mårdssons Sakstal”, og som formentlig er

blevet tilføjet loven i 1200-tallets begyndelse.

Af de to resterende landskabslove, Borgartingsloven og

Eidsivatingsloven, er det kun kristendomretterne og nogle

få andre fragtmenter, der er bevaret op til vor tid. Derfor

er det svært at sige, om det retlige landskab har været

nogenlunde ens over hele riget. Gula og Frosta var de to

mest betydningsfulde ting, og derfor er det ikke

utænkeligt, at de to andre love ikke har haft lovgivernes

interesse i samme grad som Gulatings- og Frostatingsloven.

Der kendes en version af Eidsivatings kristendomsret, mens

to udgaver er bevaret fra Borgartinget, hvoraf den yngre

dateres til Håkon Håkonssons regeringstid, nærmere bestemt

til tiden hvor Sigurd, 1231-52, var ærkebiskop.205 Den ældre

udgave er sværere at datere. Både den og Eidsivatingsloven

indeholder mange arkaiske træk, der får en til at tro, at

de kan føres tilbage til 1100-tallet, men

overleveringssituationen gør det meget vanskeligt at komme

en datering nærmere.206

Både for de norske og svenske landskabslove gælder det, at

der er bevaret meget færre håndskrifter, end det er

tilfældet med de danske. Grunden dertil er utvivlsomt, at

både Norge og Sverige fik en landslov i middelalderen, mens

landskabslove i Danmark var i kraft indtil Danske Lovs205 A.I. Riisøy og B. Dale Spørck: ”Dateringen av nyere Borgartingskristenretter” 1999.206 B. Nilsson: ”De Sepulturis. Gravrätten i Corpus Iuris Canonici och imedeltida nordisk lagstiftning” 1989, s. 27f.

154

komme i 1683. For nogle af lovenes vedkommende er der kun

bevaret et enkelt håndskrift, hvilket vanskeliggør både

dateringen og at genskabe overleveringsprocessen.

De svenske loves dateringBirger Jarl og hans efterkommeres tidligere omtalte

lovgivningsaktivitet var på ingen måde enestående for deres

slægt. Birgers ældste broder, Eskil, var lagmand i

Västgötaland i 1200-tallets begyndelse,207 og det er

formentlig ham, der tog initiativ til nedskrivningen af

Västgötaloven. I hvert fald fortæller en liste over

samtlige lagmænd fra 1200-tallets midte, at Eskil ændrede

loven. Den samme liste oplyser imidlertid også, at Folke,

der var lagmand fra engang i begyndelsen af 1220’erne til

et sted i 1230’erne, fjernede mange hedenske bestemmelser

fra loven, og han sørgede også for, at frillebørn mistede

deres arveret.208 Disse udsagn kan godt tyde på, at det var

Eskil, der satte det store lovarbejde i gang, men at det

udseende, vi kender i dag, skyldes Folkes redigering.

Alligevel er det ikke mærkeligt, at der som oftest

fokuseres på Eskil. Han var en vigtig person i sin samtid,

hans hustru var i slægt med Erik den Hellige og enke efter

den norske Håkon Jarl, så hendes søn fra det ægteskab havde

arvekrav på den norske trone. Den ældre Västgötalov minder

på flere områder om de østnorske love, hvorfor det er

207 ”Svenska Landskabslagar” bd. 5, s. XIX-XXIII. L.-A. Norborg: ”Källortill Sveriges historia” 1968, s. 81.208 G. Hafström: ”De svenska rättskällornas historia” 1973, s. 22f.

155

blevet foreslået, at Eskil havde et godt kendskab til norsk

lovgivning.209 Västgötaloven er imidlertid ikke kun

interessant, fordi den er den ældste af de svenske

landskabslove, men også fordi den gennemgik en redaktion i

1290’erne. De to versioner illustrerer på spændende vis,

hvordan retten ændrede sig i Västgötaland i de omkring 70

år, der er mellem dem. Derudover er der bevaret to tillæg

til Den yngre Västgötalov, som ikke er blevet indarbejdet i

loven, men som i stedet har suppleret og ugyldiggjort ældre

bestemmelser.210

Västgötaloven var langt fra den eneste landskabslov, der

blev redigeret eller nedskrevet i Magnus Ladulås’

regeringstid. Östgötaloven fik formodentlig det udseende,

vi kender i dag, og endnu engang skete det på foranledning

af en af Birgers slægtninge, grandnevøen Bengt Magnusson,

der i 1290’erne var lagmand i Östgötaland. Meget tyder på,

at der har eksisteret en ældre redaktion, men desværre er

den ikke bevaret.211 Sproget i den yngre version af loven

har stærke indslag af kancellisprog, og der er tale om et

avanceret lovværk, hvilket tyder på, at kredsen omkring

kongen eller måske ligefrem det kongelige kancelli har haft

en finger eller to med i udformningen af den.212

Slægtsforbindelser tilbage til Birger Jarls familie lader

209 ”Svenska Landskabslagar” bd. 5, s. XIX- XXIII.. 210 G. Åqvist: ”Frieden und Eidschwur. Studien zum mittelalterlichengermanischen Recht” 1968, s. 166.211 Gerhard Hafström: ”De svenska rättskällornas historia” s. 40.212 G. Åqvist: „Kungen och rätten. Studier till uppkomsten och dentidigare utvecklingen av kungens lagstiftningsmakt och domsrätt undermedeltiden“ 1989, s. 111.

156

sig også spore i tilfældet med Upplandsloven. Loven blev

kongeligt stadfæstet i 1296 for den nydannede retsenhed

Uppland,213 der opstod ved sammenlægningen af de tre mindre

lovområder Attundal, Fjädrundal og Tiundaland. Lagmanden i

Tiundaland, Birger Persson, regnes som regel som

initiativtageren til denne proces. Birger Persson var gift

med datteren af den östgötaske lagmand, Bengt Magnusson,

der som før nævnt var Birger Jarls broders barnebarn.

Hälsingelovens tilkomst vides der ikke meget om, men der er

almen enighed om, at den version, vi kender i dag, skyldes

ærkebisp Oluf Björnssons initiativ. Oluf Björnsson var

Birger Perssons slægtning, og på den måde sluttes cirklen

mellem lovenes ophavsmænd.

Ud over Upplandsloven er endnu en lov, Södermannaloven fra

1327, udstyret med et stadfæstelsesbrev.214 I

213 Sten Gagnér har dog argumenteret for at denne datering påstadfæstelsesbrevet er et falsum, idet han har påvist den tætteindholdsmæssige sammenhæng mellem brevet og Liber Sixtus’ indledning -”Sacrosantae”. Eftersom Liber Sixtus først kom i 1298 mener Gagnér, atstatsfæstelsesbrevet tidligst kan stamme fra dette år. (S. Gagnér:”Studien zur Ideengeschichte der Gesetzgebung” 1960, s. 362-366)Gagnér går imidlertid ikke ind i en diskussion om, hvorvidt loven ogsåskulle være yngre end 1296, noget man kan tvivle på, for hvad skulleargumentet være for, at lyve en lov ældre end den var? 214 Igen har Gagnér sat spørgsmålstegn ved denne datering. Loven er kunbevaret i to håndskrifter, hvoraf det kun er det ene, der indeholderstadfæstelselsesbrevet. Statfæstelsesbrevet begynder med ordlyden”Magnus, hertug Eriks søn, med Guds nåde Sveriges, Norges och Skåneskonge.”, (”Magnus sun hærtugh eriks međ guz nađum konunger suerikis oknorghis ok scane.”) ”Samling af Sweriges gamla Lagar” vol. Iv, SmL.Confirmatio, p. 1. og det var først i 1332, at Skåne kom under densvenske krone. (S. Gagnér: ”Studien zur Ideengeschichte derGesetzgebung” 1960, s. 363) Igen giver Gagnér ingen forklaring på, omhan mener, at det kun er brevet, der er en senere tilføjelse, eller omloven skal dateres mellem 1332 og Landslovens komme.

157

stadfæstelsesbrevene, hvis ordlyd langt hen ad vejen er

identiske og derfor formentlig er standardformuleringer,

står der, at loven var udfærdiget af lagmanden i samarbejde

med kyndige mænd fra landskabet, både verdslige og

gejstlige. Efter at den var nedskrevet, blev den vedtaget

på landstinget, hvorefter kongen sluttelig stadfæstede

den.215 Stadfæstelsesbrevene er en vigtig kilde til

fremgangsmåden ved vedtagelsen af en landskabslov i

årtierne omkring år 1300. Selvom Södermannaloven er

endeligt stadfæstet i 1327, har der antagelig eksisteret en

lovbog for landskabet allerede i slutningen af det

trettende århundrede eller tidligere. Denne lovbog vides

der imidlertid intet om.216 Ligesom Upplandsloven var

Södermannaloven udfærdiget af en gruppe kyndige og

indflydelsesrige mænd, dog formentlig ingen gejstlige.

Efter at lovteksten var nedskrevet, ”kungjorde de den lagen och

lagboken på många landsting, i alla deras åhörande, som saken angick.

Därefter, sedan alla enigt och utan motsägelse hade med glädje vidtagit lagen,

med undantag endast av två punkter, den ena om gåva till kyrkan, den andra

om testamente, ty om dessa två hava landskapets män och biskopen och

klerkerna ännu icke enat sig och kommit överens.”217 Den manglende

enighed betød, at sagen blev videresendt til kongen, som

traf den endelige beslutning og stadfæstede loven.

Proceduren viser, at gejstlighedens position var så stærk,

215 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3. UpL. Confirmatio, s. 3-6.Bd. 4, SmL. Confirmatio, s. 1- 4.216 “Svenska Landskapslagar” bd. 3, SmL. s. XXVf.217 Ibid., Fortale, s. 4.

158

at kirkelige synspunkter kunne bremse landstingets

vedtagelse.

Södermannalovens indhold afslører, at den var stærkt

inspireret af Upplandsloven. Det samme var tilfældet for

Västmannaloven og i mindre grad for Hälsinge- og Dalaloven.

For både Dala- og Västmannalovens vedkommende er det meget

svært at tidsfæste deres tilblivelsestidspunkt nærmere end

til et sted mellem Upplandslovens komme i 1296 og

Landslovens vedtagelse omkring 1347. Et forsigtigt gæt er,

at de to love er fra de første tre årtier af 1300-tallet,

da det ville ligge smukt i forlængelse af den generelle

lovgivningsaktivitet i disse år.

Endelig skal Smålandskirkebalk eller

Tioherredskirkebalk, som den også kaldes, nævnes. Ligesom

med de to norske kristendomsretter er det kun kirkebalken,

der er bevaret af Smålandsloven.218 Der er ikke meget i

kirkebalken, som kan give et fingerpeg om dens datering,

men et forsigtigt bud kan være omkring år 1300.

Hvorfor fik Norge og Sverige i middelalderen en landslov,

og dermed en ensretning af retstilstanden i landskaberne,

mens Danmark først i 1683 fik retsenhed i riget? Hvis man

ser på, hvorfor den norske landslov kom, var der

218 Gösta Åqvist har dog stillet spørgsmål ved, om der nogen sinde hareksisteret en nu forsvunden Smålandslov, og i stedet foreslået, atområdet har hørt ind under Östgötaloven. Det kan meget vel tænkes, atder kun har været én separat kirkebalk, da store dele af Småland hørteind under Väksjö og ikke Linköping stift. G. Åqvist: „Kungen ochrätten. Studier till uppkomsten och den tidigare utvecklingen avkungens lagstiftningsmakt och domsrätt under medeltiden” 1989, s. 110.

159

sandsynligvis to faktorer af stor betydning.

Landskabslovene indeholdt mange indviklede og forældede

bestemmelser og regler, der var udviklet som teoretiske

produkter af en bestemt ideologi, og som aldrig havde haft

nogen egentlig gennemslagskraft, hvilket gjorde en

lovreform påkrævet. Landsloven bliver desuden givet af en

stærk konge, der ganske sikkert har ønsket, at retten blev

reguleret, så den passede til de faktiske samfundsforhold,

og hvis prestige kun er blevet øget gennem en sådan

magtdemonstration.

I Sverige var det antagelig til dels andre forhold, der

havde betydning. Ønsket om at skabe retsenhed har sikkert

været mere presserende end i Norge, da der var store

forskelle mellem indholdet af de svenske landskabslove,

hvilket var uhensigtsmæssigt ud fra et rigssynspunkt. Det

er interessant, at landsloven kom under Magnus Eriksson,

der ikke kan betegnes som en stærk konge. Derfor skal loven

måske i modsætning til den norske ses som en svag konges

forsøg på at styrke rigssamlingen. Projektet må dog have

vundet støtte hos i hvert fald dele af stormændene, siden

det lykkedes at få den udstedt og anerkendt. Det skal dog

ikke nægtes, at det i visse landskaber tog sin tid, og man

skal helt op til Margrethes regering, før den var alment

anerkendt, hvilket også indikerer, hvor afhængige de

svenske konger var af lokal støtte for at udøve deres

regeringsmagt.

160

I Danmark derimod kom der ingen landslov. Hvorfor? Den

umiddelbare tanke er, at hvis landskabslovene fungerede, så

der ikke var brug for en ny lovbog. Men det forklarer ikke,

hvorfor ingen af de danske konger forsøgte at få udstedt en

landslov som et prestigeprojekt, bortset måske fra

tilfældet med Jyske Lov, som dog strandede på indre

uoverensstemmelser. Andre forklaringer kunne være, at der

ikke var så store regionale forskelle på landskabslovene,

at det kunne skabe væsentlige problemer med for eksempel

arvereglerne, hvis en person ejede gods i flere af

landsdelene. Der synes ydermere at have været en generel

modvilje mod at ændre på systemet med landskabslove, som må

stikke dybere end de konflikter, der herskede under Erik

Klippings regering. Hvis behovet for en landslov virkelig

havde været presserende, kunne man forestille sig, at en

stærk konge som Valdemar Atterdag ville have gennemtvunget

den, men det skete som bekendt ikke. Alt dette tyder på, at

lovene langt hen ad vejen fungerede, og at der var en

fælles interesse blandt stormændene og kongemagten i at

bibeholde den eksisterende retsorden. Dette system havde

også den fordel, at det forholdsvis let kunne reguleres

gennem kongelige forordninger, hvilket sikrede et

fleksibelt system, som meget vel kunne være at fortrække

frem for en landslov, hvor megen prestige en sådan end

indebar.

161

LOVENES FÆDRE

lt taget i betragtning synes de tidlige retsbøger i Danmark så

vidt vi overhovedet kan få indtryk af dem at have været led i

politisk farvede forhandlinger og overenskomster, at være

nedskrevet af folk med høj dannelse og således beslægtet med de samtidige

europæiske retsbøger, der var udtryk for en lærd retskultur og for elitens

retspolitiske institioner og i mindre grad udslag af et praktisk – retligt initiativ

udgået fra landstingene.”219 Sådan konkluderer Inger Dübeck i sin

artikel om Skånske Lov og dens europæiske baggrund fra

1989, hvori hun også plæderer for, at det var Absalon og

ikke som det traditionel antages Anders Sunesen, der havde

en afgørende betydning for retsudviklingen i Danmark

omkring år 1200. Om den ene eller anden ærkebiskop skal

tilskrives æren derfor, er i denne sammenhæng knap så

interessant, men konklusionens pointering af, at

landskabslovene blev nedskrevet af folk med en solid

skoling, er imidlertid også en vigtig pointe. Ikke kun for

de danske, men også for en stor del af de norske og svenske

love, hvor navngivne personer direkte eller indirekte er

knyttet til dem, kan man konstatere, at disse personer har

været skolet ved en eller flere at de store lærdomscentre i

Europa. I det følgende vil der blive fokuseret på nogle af

de personer og deres uddannelsesmæssige baggrund.

”A

Absalon og Anders Sunesen er allerede udpeget som vigtige

personer for retsudviklingen. Absalons indsat kan man dog219 I. Dübeck: ”Skånske Lov og den europæiske baggrund” 1989, s. 420.

162

kun indirekte slutte sig til gennem hans intellektuelle

baggrund og hans store politiske betydning, mens Anders

Sunesens indsats er mere åbenlys på grund af hans latinske

parafrase af Skånske Lov og den sandsynlighed, der er for,

at han også havde en finger med i skabelsen af loven.

Anders Sunesens broder, roskildebispen Peder Sunesen (ca.

1160-1214, biskop 1191), fungerede i lange perioder som

kongens kansler og har derfor utvivlsomt også haft

betydning for de retlige tiltag, der blev taget under Knud

VI og Valdemar Sejr. Af de tre bisper var Anders Sunesen

tilsyneladende den mest lærde, men de havde alle tre

studier i udlandet bag sig. Anders Sunesen havde været både

i England, Paris og Bologna, mens de to andre kun, så vidt

det vides, havde været i Paris. Selvom det er meget

sporadisk, hvad der vides om deres ophold i Paris, har de

dog én ting til fælles: De havde alle direkte eller

indirekte haft kontakt med det victorinske lærdomsmiljø.220

Peder Sunesens forbindelse var mest tydelig, idet han under

sin tid i Paris opholdt sig i Skt. Genevière klosteret,

mens Anders’ magister tilhørte kredsen omkring Peter220 Skt. Victor klosteret blev grundlagt af Abailards magister Williamaf Champeaux i 1109. Det blev skabt som et kannikkesamfund ogunderlagt Augustins regel. Det mest interessante er imidlertid, atstedet specifikt blev oprettet som et skolastisk kloster, med andreord at lærdom, studier og undervisning var selve grundlaget forstiftelsen. Klosteret blev næsten omgående en succes, og 1100-talletigennem var der blandt kannikkerne at finde nogle af samtidens størsteteologer som for eksempel Hugo af Skt. Victor. En anden vigtig skolevar den noget ældre ved Skt. Genevière klosteret, som i 1000-talletvar Paris’ førende skole, en position som den dog ikke holdt i dennæste århundrede, hvor det gik støt ned ad bakke for klosteret ogskolen, indtil det i 1147 blev reformeret af victorinerne, hvilketførte til endnu en blomstring for Skt. Genevière.

163

Kantor, der var stærkt påvirket af de teologiske

strømninger, som udgik fra Skt. Victor klosteret.221 Om

Absalons ophold i Paris vides intet, men det faktum, at han

får Vilhelm, der var kannik i Skt. Genevière, til at komme

til Danmark for at reformere det augustinske

kannikkesamfund, der senere blev kendt som Æbelholt, tyder

på, at Absalon havde kontakt til det victorinske miljø,

mens han opholdt sig i Paris.

Det var ikke blot de danske stormandssønner og vordende

bisper, der færdedes i miljøet omkring Skt. Victor

klosteret i 1100-tallets anden halvdel. Under ærkebisp

Øystein, der havde en central rolle i

lovgivningsaktiviteten under Magnus Erlingsøn, oprettedes

flere victorinske klostre i Norge, formentlig med det

formål at fungere som uddannelsessteder, både for dem, der

var tiltænkt en ren gejstlig karriere, og for andre der

skulle være rustede til at administrere og udvikle det

verdslige juridiske apparat. Om Øystein selv havde studeret

i Paris, giver kilderne ingen mulighed for at få svar på;

de røber blot, at han havde studeret i England222 og

221 T. Nielsen: ”Cølibat og kirketugt. Studier i forholdet mellemInnocens III og Anders Sunesen, 1198-1220” 1993, s. 27.222 Der vides ikke meget om den skolastiske forbindelse mellem Norden,specielt Norge, og England i 1000-1100-tallet, men da der er en dellighedstræk mellem de engelske love og de norske landskabslove, er dettænkeligt, at der har været en veludbygget kontakt. Det virkerimidlertid som om fokuset i Norge ændrede sig under Øysteins tid somærkebisp, fra at være vestvendt til at være rettet mod syd især modParis og den victorinske klosterog lærdomstradition, som i sammeperiode også fik stor indflydelse i England. Desværre erlærdomsforbindelserne mellem Norden og England et område, der ikke er

164

Frankrig, mens begge Øysteins efterfølgere på bispestolen

havde været kannikker ved en af de to parisiske klostre,223

så den tætte forbindelse mellem Norge og Skt. Victor bestod

i hvert fald indtil slutningen af det 12. århundrede.

Antallet af norske og specielt danske studerende i Paris

har sikkert været langt større end de nævnte eksempler, i

hvert fald hvis man skal tro, hvad Arnold af Lübeck skrev i

sin Slavekrønike fra 1200-tallets begyndelse: ”Også i

videnskabelig dannelse har de [danskerne] gjort ikke ringe fremgang idet de

fornemme der i landet skikker deres sönner til Parisii, ikke alene for derved at

hæve klærkestanden, men og for at få dem oplærte i al slags verdslig viden.”224

Op gennem 1200-tallet beholdt og forstærkede Paris sin

position som et lærdommens højsæde, specielt hvad teologien

angik. I løbet af 1100-tallet sørgede store teologiske

magistre som Abailard, Peter Kantor og Peter Lombarden for,

at Paris blev et teologisk centrum, en førerstilling som

specielt pavemagten hægede om. Studiet af romerret i Paris

blev forbudt i 1219 af pave Honorius III med bullen ”Super

Speculam”; grunden dertil var formentlig at styrke det

teologiske studium.225 Dette var imidlertid ikke den eneste

forholdsregel, som pavemagten traf. Efterhånden som

lavet undersøgelser på, hvorfor der kun kan være tale om en hypotese.223 Den senere ærkebiskop Erik studerede ved Skt. Victor fra ca. år 1150og nåede at blive kannik, inden han vendte tilbage til Norge. I.Boserup: ”Ærkebiskop Erik Iversson og abbed Vilhelms brevsamling”2000, s. 316.224 ”Arnold af Lübecks Slavekrønike” Oversat af P. Kierkegaard, 1885, s.92.225 S. Kuttner: “Papst Honorius III. und das Studium des Zivilrechts”1952, s. 84ff.

165

universiteterne226 begyndte at spire frem i 1200-tallet, var

det kun Paris og de to engelske universiteter, Oxford og

Cambridge, der havde lov til at have teologiske fakulteter,

et monopol, som holdt helt til det 14. århundredes anden

halvdel. Også studiet i kanonisk ret blomstrede, og da

kanonisk ret ikke kunne læres uden kendskab til den

romerske proces, kunne studerende Super Speculam til trods

også få en basal introduktion til romersk retsforståelse.227

Antallet af kendte nordiske studerende i Paris stiger

markant i det trettende århundrede. Den i denne sammenhæng

mest interessante er nok Andreas And (død 1317). Han var

stormandssøn, og familien havde tætte forbindelser til

ærkesædet i Uppsala, hvor han i 1278 fik stillingen som

domprovst. Inden da havde han tilbragt en del år i Paris,

226 Det er vigtigt at gøre sig klart, at skolerne og sidenuniversiteterne, ikke havde den struktur, som vi kender i dag, hvoruddannelsesstedet har en fast beliggenhed med lokaler, hvoriundervisningen foregår, og hvortil et fast korps af undervisere erknyttet. Undervisningen foregik langt de fleste steder ihøjmiddelalderen på den måde, at de forskellige magistre lejedelokaler rundt om i byen, hvori de afholdt deres undervisning. Destuderende var tilknyttet én magister, der i hvert fald i Paris ogsåhavde jurisdiktionen og dermed også ansvaret for den studerendeshandlinger. De studerende betalte direkte til magisteren forundervisningen. Det var først omkring 1250, at Pariseruniversitetetfik sin første bygning, og der skulle gå endnu næsten hundrede år, føruniversitetet kom til at besidde en bygningsmasse af nogen egentligbetydning.227 I princippet var der tale om, at kanonisk og romersk ret var toadskilte studier, men i praksis var grænsen mellem de to disciplinerflydende. Som James Brundage også udtrykker det: “Indeed it is sometimesdifficult, and may even be misleading, to classify medieval writers about the learned laws asexclusively “canonists” or “civilians” [de der var eksperter i romerretten]. The twolaws were, to borrow a term from popular psychology, codependent upon one another.” J.A.Brundage: “From Classroom to Courtroom” 1997, s. 344.

166

hvor han formentlig studerede teologi og kanonisk ret.

Opholdet i Paris har givetvis været en positiv oplevelse, i

hvert fald stiftede han i 1285 Collegium Upsalense i Paris,

hvis formål var, at svenske studerende kunne bo der gratis,

mens de studerede. Selvom der ikke vides meget om Andreas

Ands studier, taler det faktum, at han sad i den

kommission, hvis opgave det var at udarbejde Upplandsloven,

for, at han har været skolet i kanonisk ret, idet loven gør

meget for at følge dens bud. Ligeledes var han antagelig

også med til at udarbejde Alsnö Stadga, hvori

fredslovgivningen gennem edsöret fik sin endelige form. Der

er også grund til at tro, at en anden parisermagister havde

en finger med i udarbejdelsen af Den yngre Västgötalov, i

hvert fald var Brynolf Algotsson biskop i Skara (ca. 1248-

1317, biskop 1278) i den periode, hvor loven blev

udarbejdet. Om han havde direkte indflydelse på

nedskrivningen af lovteksten, kan man kun gisne om, men en

række bestemmelser, der blev vedtaget på præstemødet i

Skara i 1280, blev medtaget i loven. Om Brynolf Algotsson

fortæller senmiddelalderlige kilder, at han havde studeret

18 år i Paris.228 Dette lyder meget plausibelt, under alle

omstændigheder oprettede han ligesom Andreas And et

kollegium i Paris, Domus Scarensis, for studerende, der var

udsendt af stiftet.

228 S.-E. Pernler: ”Sveriges kyrkohistoria, 2. Hög- och senmedeltid”1999, s. 49-51.

167

I det hele taget er det i det 13. århundrede, at svenskerne

begynder at dukke op ved lærdomscentrene, hvor de stort set

ikke var at finde tidligere. Sandsynligvis skyldes det de

reformer, der politisk, retligt og kirkeligt for alvor tog

deres begyndelse under Birger Jarl og hans sønner. Dertil

behøvedes personer af en højere skoling, end de kunne få i

Sverige, både til at sætte gang i reformerne og til

efterfølgende at administrere og sikre, at de slog igennem

uden for skrivebordet.

Selvom Paris på teologiens felt indtog en førerstilling og

derfor lokkede store mængder af studerende til, blev den

dog, hvad juraen angik, overhalet af Bologna. Den første

efterretning om nordiske studerende i Bologna vedrører

Anders Sunesen, der efter al sandsynlighed studerede

kanonisk ret der.229 I det 12. århundrede og det tidlige

229 Den norske historiker Tore Iversen mener dog at kunne finde spor afnorske studerende i Bologna allerede i slutningen af 1000-tallet.Dette bygger han på et brev fra pave Gregor VII, der i 1078 skrev tilden norske konge Olav Kyrre. I skrivelsen anmodede paven kongen om atsende nogle unge stormandssønner til Italien for at blive oplært i”hellige og guddommelige lover”. En anmodning som den danske konge Harald Henogså modtog samme år. Desværre må man af flere årsager forkasteIversens besnærende idé om, at norske studenter var blandtfrontløberne ved retsskolen i Bologna. For det første må man erindreWinroths resultater (se afsnittet om ”De retlige kilder”): Hvisretsskolen i Bologna endnu ikke havde opnået internationalt ry islutningen af det 11. århundrede, virker det ikke tænkeligt, at GregorVII ville anbringe nordmændene der. Det andet argument kommer fraselve pavebrevet, idet der i teksten står, at de unge mænd skullemodtage oplæring i hellige og guddommelige love under vingerne afapostlene Peter og Paulus. (T. Iversen: ”Jordeie og jordleie –Eiendomsbegrepet i norske middelalderlover” 2001, s. 85f). Eftersom deto apostle er Roms skytshelgener, kan der vist ikke være nogen tvivlom, at det var i Rom, de unge mænd skulle modtage deres skoling.

168

1200-tal var der meget få nordiske studerende i byen, men

når man kommer højere op i det 13. århundrede, var der en

kontinuerlig strøm af studenter. Det var navnlig svenskere

og danskere, der kom til Bologna. I sin disputats om Norden

og Bologna fra 1957 påpeger Åke Sällström, at han i

kilderne kun er stødt på to nordmænd, der studerede i

Bologna,230 hvilket dog ikke er det samme, som at der ikke

har kunnet være flere, de har blot ikke sat sig aftryk i

kilderne. Man skal helt op til det 1200-tallets sidste del,

før systematiske optegnelser af de studerende fandt sted,

og derfra gives der et nuanceret billede af fordelingen af

de studerende og deres baggrund. Der er flere grunde til at

tro, at det antal nordmænd, som Sällström har fundet i

kilderne, ikke er repræsentativt. Sverre Bagge har lavet

fortegnelse over alle de nordmænd og personer i norsk

tjeneste, der bar titlen magister i tidsrummet mellem 1200

og 1350,231 og han har fundet hele 81, selvom det sikkert

også er alt for lavt sat på grund af den tilfældige

kildeoverlevering. Samtidig har Sällström ikke fået

registreret alle de nordmænd, der har været i Bologna, han

nævner for eksempel ikke Bjarne Lodinsson (ca. 1250-1311),

som i 1200-tallets sidste del var kansler for den norske

konge. Erikskrøniken fortæller, at han havde studeret i

Paris, men da han samtidig smykker sig med titlen ”juris

civilis professor”, må han nødvendigvis have studeret230 Å. Sällström: ”Bologna och Norden, intill Avignonpåvedömets tid”1957, s. 270.231 S. Bagge: ”Norge. Universitetsbesöken i utlandet före 1660” 1981, s.143-147.

169

romerret,232 hvilket han gjorde i Bologna, hvor han i 1293

fik sit doktordiplom.233 At der har været brug for

højtskolede personer i Norge, specielt i det 13.

århundredes anden halvdel, kan der ikke herske tvivl om.

Det omfattende lovarbejde, der fandt sted specielt i Magnus

Lagabøters regeringstid, har krævet tilstedeværelsen af en

skolet elite til at udarbejde og implementere lovene.

Det var lovstudiet, der trak de studerende til Bologna.

Universitetet havde store fakulteter for henholdsvis

kanonisk og romersk ret, og hvert fakultet havde sin egen

styrelse og egne strukturer. Ikke desto mindre var der et

stort overlap mellem de to fakulteters doktorkollegier,

idet en del magistre både var doktorer i romersk og

kanonisk ret.234 Det var ikke kun på magisterplan, at viden

om begge retssystemer fandtes. García y García udtrykker

det på følgende måde: ”None the less, in the Middle Ages it was

inconceivable that anyone versed in canon law should not know civil law, and

vice versa. Each faculty gave some training in both, and in addition many

students studied civil as well as canon law.”235 Den tætte forbindelse

mellem de to lovsystemer betyder, at man må forestille sig,

at de, der har studeret ret i Bologna, efter endte studier

ud over at være skolet i det ene retssystem må have haft et

232 ”Erikskrönikan” Kommenteret af Sven-Bertil Jansson, 1986, s. 140 og229f. Jansson kommenterer ikke det faktum, at man ikke kunne blivemagister i romerret i Paris, og kommer ikke med noget bud på, hvorLodinsson ellers har studeret og eventuelt undervist, noget titlenprofessor kunne tyde på.233 J.Ø. Sunde (m.fl.): ”Audun Hugleiksson. Frå kongens råd til galgen”2002, s. 97. 234 A. García y García: “The Faculties of Law” 1992, s. 399.235 Ibid., s. 402.

170

ganske godt kendskab til det andet, og at man derfor ikke

skal blive forundret, hvis en kanonist benyttede sig af

romerretlige principper eller omvendt.

Bolognaskolen havde sin storhedstid i 1100-tallets anden

halvdel og i 1200-tallet, derefter begyndte universitetet

at tabe terræn til de franske skoler i Orléans og

Montpellier. Også de nordiske studerende svigtede Bologna

og drog i større antal til de franske skoler,236 men

retsskolen i Bologna beholdt dog megen af sin status og

fortsatte middelalderen igennem med at være et vigtigt

lærdomscenter.

Ikke kun ”lovenes fædre”, men mange andre af de personer,

der fandtes i kongernes kancelli og ved domkapitlerne, bar

titlen ”magister”, hvilket er et tegn på, at de har

modtaget skoling på et langt højere plan end de katedral-

og andre skoler,237 der eksisterede i Norden. I dag kendes

kun toppen af isbjerget, men der må have været langt flere,

end kilderne giver kendskab til. Dette betyder, at der har

eksisteret en teologisk og/eller juridisk skolet elite, som236 V. Helk: ”Danmark” i ”Universitetsbesöken i utlandet före 1660”1981, s. 28.237 De forskellige domkapitler var efter Det tredje Laterankoncil blevetforpligtet til at ansætte en lærer, så de studerende, som forstørstedelens vedkommende var præsteaspiranter, kunne modtage dennødvendige skoling i latin og teologi. Dette blev igen indskærpet vedDet fjerde Laterankoncil, hvor domkapitlernes pligt blev udvidet tilat have mindst to lærere, en der skulle undervise i grammatik (latin),og en der skulle undervise i teologi. Men disse skolers formål varprimært at stå for uddannelsen af præsteaspiranter, og de har næppekunnet tilbyde en rigdom i lærdom, der har kunnet konkurrere med deudenlandske centre. ”Conciliorum Oecumenicorum Decreta” 1962,Concilium Lateranense III, canon 18, s. 196, IV, canon 11, s. 216.

171

har været en del af den katolske, europæiske,

intellektuelle kulturkreds. Der har haft både uddannelsen

og et tankegods, der har gjort det naturligt for den at

ønske, at samfundet i deres hjemlande skulle opbygges efter

disse principper. Flere af disse unavngivne personer har

måske også haft en finger med i spillet, når de forskellige

landskabslove er blevet udarbejdet. Dette betyder, at selv

de initiativtagere til love eller forordninger, hvorom det

vides, at de formentlig ikke var skolet i udlandet (hvilket

for eksempel er tilfældet ved Bjarne Mårdsson og Den ældre

Västgötalovs Eskil), sagtens kunne have haft skolede folk i

deres tjeneste til at føre pennen.

172

FREDSIDEOLOGIEN

fte glemmer man, at ordet fred egentlig har to

betydninger. De fleste europæere i dag opfatter fred

som værende fraværet af krig. Denne enkle betydning

af fred er et moderne fænomen, der skyldes, at vi lever i

samfund, man populært kan kalde et retssamfund. I

middelalderen var der imidlertid en anden herskende

definition af fred. Her var fred lig med orden og ret: Det

var den indre orden i samfundet, freden skulle sikre.238 Med

andre ord betød fred den enkeltes retsbeskyttelse og

opretholdelsen af ordenen, eller mere realistisk, siden

centralmagten ofte var for svag til at sikre dette, en

regulering af ufreden. Eftersom der var en tæt sammenhæng

mellem det kanoniske slægtskab og højmiddelalderens

fredsopfattelse, vil den herskende fredsideologi i denne

periode blive præsenteret i det følgende.

O

Skønt kristendommen fra starten indeholdt en pacifistisk

ideologi bedst udtrykt i Bibelens ord: ”But what I tell you

is this: Do not resist those who wrong you. If anyone slags

you on the right cheek, turn and offer him the other

also,”239 blev det dog kirkefaderen Augustin (354-430), der

kom til at tegne den fredsideologi, som middelalderens

teologer fulgte. Det er specielt i ”De Civitate Dei”, hvor

historiens gang bliver afspejlet gennem Guds stads (Civitas

238 H.-W. Goetz: „Gottesfriede und Gemeindebildung“ 1988, s. 122.239 Matthew 5, 39.

173

Dei) kamp mod den jordiske stad (Civitas terrena),240 at

Augustins fredsteologi bliver præsenteret og forklaret.

Freden var oprindeligt indstiftet af Gud i Paradisets Have

som en naturlig urtilstand, men Syndefaldet gjorde, at

denne fred forsvandt fra menneskerne. Derfor blev det et

naturligt mål for kirken at søge at genskabe freden, et

mål, der kom til at præge kirkepolitikken i store dele af

middelalderen, selvom denne fred i sidste ende var umulig

at realisere på jorden.241 Freden hos Augustin havde næsten

metafysisk karakter, trangen til fred fandtes i alle

mennesker, men for de hovmodige, der tilhørte den jordiske

stad, var det deres egen tyranniske fred, de længtes efter,

og ikke Guds. ”This means that it [hovmodige menneske] hates

the just peace of God, and loves its own peace of

injustice. And yet it cannot help loving peace of some kind

or other.”242 Derimod var den sande fred den, der skabte

harmoni og ligevægt i samfundet. ”Peace between mortal man

and God is an ordered obedience, in faith, in subjection to

an everlasting law; peace between men is an ordered

agreement of mind with mind; the peace of a home is the

ordered agreement among those who live together about

240 Det er vanskeligt at oversætte ”civitas” til dansk, da civitas,ligesom det bedre kendte græske ord ”polis” direkte oversat betyder”by” eller ”stad”, men i den romerske opfattelse af begrebet betød detikke kun by, men dækkede et større geografisk område, hvori heleoplandet også var indeholdt. Så hverken det danske ord stad ellerstat, som civitas til tider også oversættes med, dækker den egentligebetydning.241 K. Villads Jensen: ”Bellum Iustum i 1200-tallets vesteuropæisketænkning af kirkens fred” 1993, s. 39.242 Augustine: ”the City of God”, 1972, Book 19, Chapter 12, p. 869.

174

givning and obeying orders; the peace o the Heavenly City

is a prefectly ordered and perfectly hrmonious fellowship

in the enjoyment of God, and amutual fellowship in God.”243

Hvis man skal sætte navn på nogle af de begreber, som

Augustin brugte som spejl på det gode samfund, er det:

fred, orden og retfærdighed. Disse idealer blev også lagt

ned over den gode fyrste som forbilleder for hans regering

og rige. Idéen om den gode fyrste kontra den dårlige var

Augustin ikke den første, der fostrede, den havde sine

rødder både i Det Gamle Testamente og i den antikke

filosofi.244 Men det blev igen Augustins udlægning, der blev

grundlaget for senere tiders filosofiske og teologiske

overvejelser om fyrstens forpligtelser. Idealet om fred,

retfærdighed og orden (pax, iustitia et ordo) kom også til

at ligge til grund for reformer i retssystemet, som Karl

den Store søgte at indføre. I de kapitularier, der blev

udstedt som supplement til de lokale love, blev det

understreget, at samfundets svage grupper, som enker og

kirken, skulle nyde en speciel fred, for hvis overtrædelse

der skulle betales særlige bøder. Ligeledes lykkedes det

for Karl efter sin kejserkroning med romerretten og kirken

i ryggen i 802 at få gennemført, at alle frie mænd skulle

aflægge en ed på deres troskab til kejseren, og de skulle

også sværge på at ville opretholde retfærdigheden gennem at

beskytte de føromtalte grupper.245 Hvorvidt eden og243 Ibid., Chapter 13, p. 870.244 S. Bagge: ”Den politiske ideologi i kongespejlet” 1980, s. 222.245 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 247-251. D.C. Munro:”Translations and Reprint from the Original Sources of European

175

fredslysningen reelt fik nogen betydning, eller om det mere

skal læses som en hensigtserklæring, er svært at sige.246

Ikke desto mindre ser vi her flere af de tiltag, som kom

til at præge den senere fredsbevægelse: edsaflæggelsen og

fredslysningen af forskellige svage grupper. Det er måske

ikke helt uvæsentligt, hvis man vil forstå baggrunden for

Karl den Stores fredslovgivning, at der netop under

karolingerne kom en øget fokusering på det kanoniske

slægtskab,247 som ideologisk var knyttet sammen med idéen om

freden.

Karl den Stores lovgivning var dog langt fra den første

vesteuropæiske, der indeholdt fredsbestemmelser. Allerede i

fortalen til den ældste udgave af Pactus Legis Salicae fra

ca. 507-511 står der, at: ”loven [er] en overenskomst imellem

frankerne og deres stormænd, så man, af iver efter at holde indbyrdes fred,

kunne begrænse enhver anledning til strid (rixa).”248 Det har været den

traditionelle opfattelse, at den ældste udgave af Lex

Salica var helt eller næsten uden kristen og romersk

History” 1900, § 2, s. 16f.246 Den engelske historiker Timothy Reuter har dog påvist, at de ordnedetilstande i Karolingerriget lå mere i tidens panegyriske retorik end irealiteten. T. Reuter: ”Plunder and Tribute in the Carolingian Empire”1985, s. 91. 247 En bevægelse med rødder tilbage i den tidlige middelalder, hvorblandt andet incestbestemmelserne for folk beslægtet gennemgudforældre blev forsøgt indført, hvilket dog var en langsommeligproces, som først lykkedes endeligt i det 8. århundrede. M.H. Gelting:”Marriage, Peace and the Canonical Incest Prohibitions: Making Senseof an Absurdity?” 1999, s. 96f.248 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 221. ”Placuit atque conuenit interfrancos atque eorum proceribus, ut pro seruandum inter se pacis stadium omnia incrementarixarum resecare deberent”. c6, s. 2. “Pactus Legis Salicae” udg. af K. A.Eckhardt 1962.

176

indflydelse.249 Denne tolkning står imidlertid ikke længere

til troende,250 og derfor kan man heller ikke afvise, at vi

her har en af de første eksempler på den kristne

fredsideologi i et lovværk.

Fred som et juridisk begreb møder man direkte i Rothairs

Edikt fra 643, som er den første og største samling af

longobardisk ret. I Ediktet tales der om ”scandalum”, som

betyder: brud på den offentlige fred, hvilket blev regnet

som en alvorlig overtrædelse.251 Ud over idéen om en

offentlig fred omtaler Ediktet også fredsbrud i kirken som

en speciel forbrydelse.252

Selvom der i det kristne Vesteuropa herskede en ideologi

om, at det var fyrstens pligt at være fredens beskytter,

var der dog ofte langt mellem ideal og virkelighed. Enten

var fyrsten for svag eller uinteresseret i at håndhæve sin

justits, eller også manglede en egentlig fyrstemagt, som

situationen for eksempel var i Sydfrankrig i slutningen af

det 10. århundrede. Tidligere forskning har fokuseret meget

på, at efter Karolingerrigets forfald og undergang blev

navnlig randområderne, der reelt stod uden en fyrstemagt -

da capetingerne i disse områder kun var konger af navn og

ikke af gavn - ramt af anarki og kaos. Dette skyldes, at de

249 Se blandt andet ”Law of the Salian and Ripuarian Franks” Oversat ogkommenteret af T. J. Rivers, 1986, s. 4.250 A. Murray: “Germanic Kinship Structure – Studies in Law and Societyin Antiquity and the Early Middle Ages” 1983, s. 116f.251 ”The Lombard Laws” Oversat og kommenteret af K. Fischer Drew, 1986.Rothair’s Edict, kap. 8, s. 54 og kap. 39, s. 60.252 Ibid., kap. 35, s. 59.

177

tidligere magt- og retsstrukturer brød sammen, og magten og

retten reelt kom til at ligge hos de lokale grever eller

andre store jordbesiddere, der havde de stærkeste væbnede

følger eller private hære. Ud af dette kaos sprang omkring

år 1000 fænomener som feudalismen og fredskoncilierne.253 I

de seneste årtier er denne tolkning kommet under pres, idet

flere historikere har påvist, at det store skift, der var

blevet iagttaget omkring årtusindskiftet, ikke var så stort

endda, og at der i stedet var tale om en kontinuerlig

udvikling. Det reelle brud, der fandt sted i de sidste

årtier af det tiende århundrede, var at dokumenterne

ændrede udseende, idet skriverne endelig opgav de for

længst antikverede karolingiske former. Med andre ord var

ændringen i kildematerialets udseende og ikke i

samfundsstrukturerne.254 Selvom årtierne omkring år 1000

måske ikke var så turbulente, som forskningen hidtil har

antaget, ændrer det ikke på det faktum, at det netop var i

denne periode, at fredsbevægelsen tog sin begyndelse i det

sydfranske.

253 Marc Bloch blev gennem ”La société feudale” fra 1939, sammen medGeorges Duby (”La société aux XIe et XIIe siècles dans la règionmâconnaise” fra 1953), den ideologiske grundlægger af idéen omårtusindskiftet som en omvæltningernes tid, et billede, som i mangeårtier stod uantastet, og som senest blandt andet er blevet taget opaf Thomas Bisson: ”The ”Feudal Revolution”” 1994, også R.I. Mooreligger i sin forklaring på fredsbevægelsens fremkomst tæt op adBisson. R. I. Moore: ”Postskrift: The Peace of God and the SocialRevolution” 1992, s. 310f.254 Herom se for eksempel D. Barthélemy: ”Castles, Barons, andVavassours in the Vendois and Neighboring Regions in the Eleventh andTwelfth Centuries” 1995, s. 68.

178

I dette randområde af det franske rige havde

magtstrukturerne i mangel af en reel kongemagt fået lov til

at udvikle sig lokalt. Magten lå hos de enkelte grever,

stormænd, abbeder, biskopper eller andre store

jordbesiddere, der kontrollerede større eller mindre

områder. En af måderne, hvorpå greverne og andre verdslige

stormænd hævdede deres magt eller forsøgte at udvide deres

territorium, var gennem hærgning og plyndring af andres

jordbesiddelser. Denne praksis var specielt til gene for

bønderne, da det var deres afgrøder og landsbyer, som blev

nedbrændt og deres husdyr, der blev dræbt eller bortført.

Men også den gejstlige stand led derunder. Ganske vist

deltog klostre eller biskopper (i teorien) ikke i denne

krigsførelse, men det forhindrede ikke de stridende parter

i at angribe kirkens bønder. Det var dog ikke den eneste

måde, hvorpå kirken led skade: Plyndring og nedbrænding

betød, at indtægten fra tiende ikke var særlig stor.255

Ødelæggelsen af afgrøder og avlsdyr kunne få alvorlige

konsekvenser ikke blot for kirken, men for hele samfundet i

form af sult, hvilket nedsatte produktiviteten og

indtjeningen, og skadede de herskendes autoritet.256

Manglen af en egentlig øvrighed behøvede imidlertid ikke

at betyde, at samfundet endte i anarki. Som Kim Esmark for

255 H. Hoffmann: ”Gottesfriede und Trauga Dei” 1964, s. 11f.256 H.-W. Goetz: ”Protection of the Church, Defence of the Law, andReform: On the Purpose and Character of the Peace of God. 989-1038”1992, s. 264f. Goetzs meget materielle forklaringer påfredsbevægelsens fremkomst er diskutable, for selvom bevægelsenudsprang af konkrete problemer, er det ikke ensbetydende med, atideologien bag blot var et materielt skalkeskjul.

179

nylig har vist i sin undersøgelse af grevskabet Anjou for

perioden det 10. til det 12. århundrede,257 så opstod der

alternative modeller for konflikthåndtering, hvilket også

er en synsvinkel, man kan anlægge over for fredskoncilerne.

Fredsbevægelsen blev født i Aquitaine i Sydfrankrig, et af

de områder hvor nye ustabile magtstrukturer betød usikre

forhold for gejstlige og bønder.258 De første fredseder blev

givet i 975, og i de efterfølgende årtier fulgte

fredskoncilier og nye edsaflæggelser. Det var de lokale

biskopper, der indkaldte til koncilierne og var drivkraften

bag den tidlige fredsbevægelse. Fremgangsmåden var meget

simpel: De forsamlede stormænd og riddere aflagde ed på, at

de ville overholde de fredsbestemmelser, som var blevet

vedtaget. I begyndelsen kunne disse bestemmelser variere en

del fra gang til gang, men efterhånden kom der en vis

ensretning. Man svor på ikke at overfalde ubevæbnede

gejstlige, pilgrimme, rejsende købmænd, kvinder, bønder og

deres avlsdyr.259 Fredsbevægelsen opstod i et område uden en

verdslig øvrighed, der kunne straffe eventuelle menedere,257 K. Esmark: ”De hellige døde og den sociale orden. Relikviekult,ritualisering og symbolsk magt. Anjou, 10.-12. århundrede” 2002.Esmark påviser, hvordan man brugte ritualer knyttet til den lokalehelgen og dermed også ofte til klostre for at afslutte konflikter ogunderstrege nye venskabsforbindelser.258 For den nyeste samlede forskning om den tidlige fredsbevægelse se T.Head & R. Landes (red.): ”The Peace of God” 1992.259 Efterhånden blev fredsbestemmelserne udvidet til også at omfattetidspunkter og steder. Fra onsdag ved solnedgang til solopgang mandag,adventen og julen indtil efter Hellige Tre Konger, den lange faste optil påske, påsken og alle andre helligdage svor man på ikke at udgydeblod. Blodsudgydelser i kirken havde siden antikken været uaccepteret,men nu blev også hjemmet fredet. Denne meget stereotype opstilling affredsbestemmelserne var et resultat af en gradvis udvikling ogafspejler derfor kun til dels de tidlige fredskoncilier.

180

men det betød imidlertid ikke, at fredseden blot kunne

brydes, uden at det havde konsekvenser. Eftersom fredseden

var blevet aflagt over for en biskop, betød en

overtrædelse, at fredsbryderen ville blive pålagt kirkelige

straffe, i første omgang bod, og hjalp det ikke, fulgte

bandlysning eller ekskommunikation. Lige så vigtigt som

eller vigtigere end truslen om de kirkelige sanktioner var

imidlertid nok det kollektive pres eller den offentlige

mening, hvilket udtryk man nu foretrækker. At blive

stemplet som meneder satte en alvorlig plet på ens ære,

hvilket kunne være fatalt i et samfund, hvor magt og

indflydelse hang tæt sammen med ære og prestige. Grunden

til, at fredsbestemmelserne blev en succes, skal dog også

findes i det faktum, at stormændene og kirken havde en

fælles interesse i at opstille spilleregler for

magtanvendelse, der betød, at landet blev sparet for store

ødelæggelser, som var en trussel mod velstanden og dermed

overklassens livsstil. Denne regulering gav samtidig

mulighed for, at fejder og magtkampe stadig kunne afvikles,

og en central del af aristokratiets kultur dermed kunne

bevares.

Som tidligere omtalt havde allerede Augustin skrevet om

freden, han fremhævede også, at det var den kristne fyrstes

vigtigste opgave at være fredens beskytter. Denne tanke kom

i høj grad til at præge forholdet mellem kirken og

fyrsterne i middelalderen. Nu ville det være forkert at

181

forstå det sådan, at den verdslige øvrighed kun

interesserede sig for at sikre orden og ret, fordi det var

et kirkeligt påbud. Man kan ligeså vel se det fra den anden

side, at den kirkelige ideologi var meget anvendelig for

øvrigheden i dens forsøg på at udvide sin magt og autoritet

også på det juridiske område.

Den tidlige gudsfred, der var karakteriseret ved aftaler

mellem de væbnede grupper og de lokale biskopper, randt ud

i løbet af 1000-tallets anden halvdel, før den nåede at

sprede sig til hele det kristne Vesteuropa. Det samme var

imidlertid ikke tilfældet for fredsideologien. I 1000-

tallets midte begyndte nye fredstiltag at dukke op, denne

gang under fyrstelig ledelse. Mest markant var de såkaldte

landefrede, der så dagens lys i Det Tyske Rige i 1100-

tallets første del. Landefredene byggede på de samme

principper som gudsfreden, nemlig beskyttelse af uvæbnede

personer, steder og tider mod overfald i forbindelse med

fejder eller anden ufred af privat karakter. Det kan være

svært at afgøre, om de tidlige landefrede skal ses som

egentlig lovgivning, eller om der i stedet var tale om en

kontrakt, som kongen/kejseren indgik med sine vasaller og

stormænd. I forskningen har der været størst tradition for

at betragte dem som love.260 Måske er denne skelnen mellem

260 J. Gernhuber: ”Die Landesfriedensbewegung in Deutschland bis zumMainzer Reichlandfrieden von 1235” 1952, s. 103 og G. Åqvist: ”Friedenund Eidschwur. Studien zum Mittelalterlichen germanischen Recht” 1968,s. 25, Der har dog været røster imod denne tolkning, se blandt andetP. Andersen: ”Rex Imperator in Regno suo. Dansk kongemagt ogrigslovgivning i 1200-tallets Europa” upubliceret magisterspeciale,2001, s. 29.

182

lov eller kontrakt lidet anvendelig, idet hverken de tyske

kejsere eller andre fyrster kunne lovgive uden at have

opbakning fra dele af stormændene, og i så fald udviskes

forskellen mellem kontrakt og lov.

Ideologien bag fredslovgivningen slog igennem i hele det

kristne Vesteuropa, da den langsomt vandt indpas i de

fleste områders verdslige lovgivning, enten som en

integreret del af lovgivningen eller i specifikke

landefrede. Ligeså blev fredsideologien officiel kirkelig

politik, hvilket blandt anden kom til udtryk ved, at

fredsbestemmelserne blev gentaget på de tre første

Laterankonciler, hvorefter de sammen med de øvrige

bestemmelser fra Det tredje Laterankoncil endte i Liber

Extra og dermed blev fastslået som officiel kirkepolitik.261

Jo mere idéen om fred som ideal spredte sig, desto

større rolle fik den i bevidstheden. Med sammenknytningen

af gudsfreden og den fyrsteregulerede fred blev Guds fred

lig med den fred, som fyrsten krævedes overholdt. Med andre

ord kunne et fredsbrud komme til at fremstå som en dobbelt

forbrydelse, eftersom det var både imod gejstlig og

verdslig lov.262 Det ovenfor skrevne betyder naturligvis

ikke, at overfald og mord var tilladt før

fredsbestemmelsernes komme, hverken ifølge kanonisk eller

verdslig lov, men med fredsideologiens fremkomst blev der261 Fredsbestemmelserne findes følgende steder. “ConciliorumOecumenicorum Decreta” 1962, Concilium Lateranense I, canon 15, s.169, Concilium Lateranense II, canon 11, s. 175 og ConciliumLateranense III, canon 21 & 22, s. 198.262 T. Head & R. Landes: “Introduction” til “The Peace of God” 1992, s.8.

183

skelnet mellem omstændighederne, og fredsbrud blev straffet

langt hårdere end ”almindelig” vold. Som vist er det altså

svært at operere med en skematisk opdeling i gejstlig og

verdslig fred, da den ikke har været tydelig i praksis,

fordi kirken stod under kongens beskyttelse i de områder

som for eksempel Danmark, hvor der var en effektiv

kongemagt.263

Loven skal være retfærdig, denne tankegang lå allerede bag

den romerske lovgivning. Da fred og retfærdighed var tæt

forbundne, var det lovens opgave at sikre alle gode fred og

retfærdighed ved at skræmme dem, der havde ondt forsæt, med

strenge straffe. Denne idé om lovens funktion lå til grund

for en af Isidor af Sevillas skrifter og vandt almen

anerkendelse ved at blive optaget i Gratians Dekret.264

Denne argumentation for lovens formål findes også på

nordisk grund og gentages i Jyske Lovs fortale: ”Derfor skal

Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan

nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i

Loven … Loven skal være ærlig og retfærdig.”265 og senere i fortalen

til Upplandsloven: ”Lag skall vara stadgad och stiftad allt folket till

ledning, både rika och fattiga, och till åtskillnad mellan rätt och orätt.”266 I

263 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 362.264 “Corpus Iuris Canonici.” bd. 1, Decretum Magistri Gratiani. Dist.IV, 1. pars, C. I, s. 5. “Factae sunt autem leges, ut earum metu humanacoherceatur audacia, tutaque sit inter improbos inocentia, et in ipsis improbis formidatosupplicio refrenetur nocendi facultas.” 265 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. Fortale, s. 135.266 „Svenska Landskapslagar.” bd. 1, UpL. Förord, s. 7.

184

begge tilfælde er den kanoniske rets definition på fred

brugt som et fundament for den verdslige lovgivning.

Fredsideologiens betydning for Norden ses ikke kun i de

to fortaler, filologen Klaus von See har lavet en sproglig

analyse af nordiske tekster fra den tidlig middelalder og

højmiddelalderen, hans konklusion er, at brugen af begrebet

fred øges kraftigt i perioden, og at terminologien generelt

i både lovbøger og litterære tekster udvikler sig fra at

være fokuseret på den enkeltes interesser til en mere

fællesskabsinspireret og fredsideologisk sprogbrug.267 Dette

tyder på, at fredslæren, som det kanoniske slægtskab også

byggede på, var alment accepteret i Norden.

Freden var et kristent ideal, der siden oldkirken havde

haft en vigtig placering i den teologiske lærdom.

Fredsideologien spredtes tidligt til det verdslige samfund,

og idealet med fyrsten som fredsskaber blev understreget.

Selvom fyrstens rolle i fredsbestræbelserne mange steder

var omfattende, opstod den egentlige fredsbevægelse i

Sydfrankrig i et område præget af anarki, hvor en stærk

centralmagt savnedes. Gennem fredskoncilerne blev idéen om

med at fredslyse visse tidspunkter, steder og personer

udviklet, noget, der siden hen kom til at gå igen i den

verdslige lovgivning i det 12. og 13. århundrede.

267 K. von See: ”Altnordischer Rechtswörter. Philologische Studien zurRechtsauffassung und Rechtsgesinnung der Germanen” 1964, specielt kap.4.

185

LOVGIVEREN OG LOVEN

KONGEN SOM LOVGIVER – Den ideologiske

konstruktionelvom der er blevet fokuseret meget på sammenhængen

mellem det kanoniske slægtskab, fredsideologien og

landskabslovene, er der også et andet aspekt, som er

vigtigt at have for øje, når man stiller spørgsmålet, hvad

var baggrunden for at lovgive? Det er den ideologiske

konstruktion om kongen som lovgiver, der med rødder tilbage

i antikken endnu var levende i højmiddelalderen.

SNår panegyrikerne skulle lovsynge middelalderens fyrster,

var det et tilbagevendende tema at hylde fyrsten som

lovgiver og i forlængelse heraf hans evne til at opretholde

rigets ret og fred. Denne fokusering på kongen som lovgiver

havde sin rod dels i de romerske kejseres lovværker, hvor

specielt Konstantin, Theodosius og, efter Digestas

genkomst, Justinian blev fremhævet som store lovgivere, et

spor, i hvilket mangen en konge gerne også ville træde.

Samtidig havde dyrkelsen af kongen som lovgiver også et

teologisk aspekt, idet Gud selv gennem De Ti Bud havde

optrådt som lovgiver, og det blev set som den kristne

fyrstes pligt at afpasse loven efter kirkens

læresætninger.268 Sammenfattende beskriver den engelske268 Når der tales om kongen som lovgiver i denne sammenhæng, er det denideologiske konstruktion, der står i centrum, da det ikke har været

186

retshistoriker Patrick Wormald den nedskrevne lovs

forbilleder således: ”Foremost among these was the example of God’s

holy people. A second was the general sense that other people of destiny, the

Romans, specialized in the art of law as that of war. Third was an awareness

that an early medieval people was identified by its law. Last pulling all four

together, was the growing feeling that royal law should look like the learned

laws of God’s Church and Rome’s Empire.”269 Fokuseringen på kongen

som lovgiver kom ifølge Wormald og en anden britisk

historiker, Wallace-Hadrill, til at spille en rolle for den

tidlige angelsaksiske lovgivning og måske også for

lovgivningen i de riger, der voksede frem i vest efter Det

Vestromerske Riges svækkelse og undergang. Niels Lund

sammenfatter deres konklusioner på følgende måde: Hvad

lovgivningen angik: ”var problemet ikke så meget, hvad kongen gjorde

for eller med loven. Det var, hvad loven gjorde for ham. En lov lagde noget til

hans status som konge, for et kristent og civiliseret land måtte regeres efter en

lov, en skreven lov, så sådan en måtte en kristen konge altså kunne fremvise.

Den var nærmest et statussymbol. Hvad der stod i den var mindre

væsentligt.”270 Med andre ord behøvede den tidlige lovgivning i

hvert tilfælde hos angelsakserne ikke at afspejle de

faktiske forhold, loven skulle regulere, men kunne i stedet

være skrevet i propagandaøjemed. Selvom man skal være

varsom med at tage al lovgivning som udtryk for et faktisk

ønske om at regulere via loven, har dyrkelsen af kongen som

mange af middelalderens fyrster beskåret at lovgive enevældigt udenstøtte fra i hvert fald dele af det verdslige og gejstligearistokrati.269 P. Wormald: „The Making of English Law: King Alfred to the TwelfthCentury, vol. 1. Legislation and its Limits“ 2000, s. 143.270 N. Lund: (anm.) A. Hoff: ”Lov og landskab” 1998, s. 391f.

187

lovgiver betydet meget for lovudviklingen, idet det kun kan

være i en formativ fase, at love uden praktisk anvendelse

blev givet. I det øjeblik et administrativt bureaukrati var

blevet opbygget, må ønsket om øget styring via lovgivning

også være opstået.

Fokuseringen på lovgiveren fortsatte i en uafbrudt

tradition fra antikken og frem. Under karolingerne og de

efterfølgende dynastier, ottonerne og stauferne, ses en

renaissance i lovprisningen af den lærde konge, der også

var lovgiver. Navnlig Karl den Store og hans lovgivning

blev både i sam- og eftertiden fremhævet som et

skoleeksempel på den store lovgiver. Hans navn nævnes

blandt de største lovgivere, de romerske kejsere, hvis

arvtager han også betragtedes som. I den panegyriske

digtning var det ikke kun loven, der havde betydning i

forhold til fyrsten, han skulle også være veluddannet udi

de frie kunster, litteraeis, og ikke mindst skulle fyrsten

optræde som lærer og forbillede for sit hof og sine

undersåtter. En veluddannet konge var en garanti for

retfærdighed og fred, mens en ulærd konge kun var at ligne

med et kronet æsel.271 Hvor stor vægt der blev lagt på

fyrstens personlige evner, kommer klart til udtryk i

Wallace-Hadrills beskrivelse af de krav, der blev stillet271 J.M. Wallace-Hadrill: ”Early Germanic Kingship in England and on theContinent” 1971, s. 101-106 og 136f. Dette billede på den uskoledehersker blev senere brugt af blandt andet William af Malmesbury ogJohannes af Salibury. M. Münster-Swendsen: „Masters and Paragons.Learning, Power, and the Formation of a European Academic Culture c.900-1230“ 2004, s. 472.

188

til Karl den Dristige som fyrste: ”He had been required to be a

Salomon in wisdom, a warrior like David, a champion of religion like

Constantine, an observer of law like Theodosius, a father of his people like

Charlemagne.”272 Et andet eksempel på, hvilken betydning den

klassiske juridiske tankegang havde ved det tyske

kejserhof, er, at da Godfrey af Viterbo skulle lave et

hyldestdigt til Frederik Barbarossa, valgte han ikke at

besynge kejseren som for eksempel en stor krigsherre, men i

stedet fremstilles Barbarossa som værende udtryk for den

levende lov, idet kejseren som person havde magten og evnen

til at give, skabe og afskaffe lovgivning.273

Det er ikke utænkeligt, at der har været et sammenfald

mellem de panegyrikere, der hyldede den gode konge som

lovgiver, og de juridisk kyndige personer, der gjorde det

muligt for kongen at udøve denne funktion. Lex

Baiuvariorums (744-48) fortale leder i hvert fald tanken i

den retning. I den står der blandt andet: ”Moses from the tribe

of Hebrews first elucidated the divine laws into writing.”274 Herefter nævnes

de første kendte lovgivere for ægypterne, grækerne,

athenerne og tilsidst for romerne. ”Gradually, however, the

Romans repealed the old laws because of their antiquity and neglect, but

mentioning them [here] seems necessary, although they are no longer in use.

New laws began with Emperor Constantine and the rest of his successors.”275

Det kan synes underligt, at der skulle nævnes en lang række

272 J.M. Wallace-Hadrill: “The Frankish Church” 1983, s. 257.273 K. Pennington: ”The Prince and the Law 1200-1600. Sovereignty andRights in the Western Legal Tradition” 1993, s. 6f.274 “Law of the Alamans and Bavarians” 1977, s. 109.275 Ibid., s. 109.

189

love og lovgivere, hvis værker ikke længere var i brug, men

forklaringen må til dels være et ønske om at vise, at lov

og lovgivning havde fundet sted siden de tidligste tider,

og dels at vise, at loven ændrede sig og ikke var statisk.

Samtidig understreges det, at det er den gode fyrstes pligt

at sørge for, at loven var god og passede til sin tid.

Efter de romerske kejseres love, fortsætter fortalen med de

frankiske fyrsters lovgivning, hvor der sluttes med

Dagobert (konge 629-39): ”The best laws were written down, and he

[Dagobert] gave each tribe a written law, which still exists today.”276

Igennem prologen bliver Dagoberts lovgivning kulminationen

på en lang række af strålende lovgivere, startende med

selve Moses, der gennem Guds ønske og vejledning blev

historiens første lovgiver.

Fortalen var dog ikke er et produkt af karolingiske

lovkyndige, den var næsten ord til andet afskrevet fra

Isidor af Sevillas (560-636) hovedværk ”Etymologiae”,277

hvis betydning for middelalderens retsforståelse næppe kan

overdrives, hvilket også afspejles i, at Isidors syn på

rettens funktion blev optaget i Gratians Dekret. Ikke alene

placerede Isidor Moses centralt i retshistorien, hans ord

om lovens funktion blev set som grundstenen for al kristen

lovgivning. Hvor stor indflydelse Isidor og specielt hans

fokusering på Moses’ betydning for synet på lov og

276 Ibid., s. 110.277 “San Isidoro de Sevilla: Etimologías.” 1982. bd. 1. Liber V, kap. 1& 3, s. 508 & 510. For en introduktion til Isidor og Etymologiae se E.Brehaut: ”An Encyclopedist of the Dark Ages – Isidor of Seville.”1912, s. 166f.

190

lovgivning fik, giver to af de svenske landskabslove, der

er forsynet med en prolog, et eksempel på. Södermannalovens

prolog er en let omarbejdelse af den fra Upplandsloven,

hvori der står: ”Gud själv instiftade den första lagen och sände den till

sitt folk genom Moses, som var den förste lagmannen för hans folk. Så sänder

ock svears och göters enväldige konung, Birger, konung Magnus’ son, till alla

dem, som bo mellam havet och Sagår och Ödmården denna bok.”278 Fortalen

giver to vigtige informationer. Dels skriver Birger

Magnusson sig ind i en lang tradition af lovgivere, og dels

forlenes lovgivningen med et guddommeligt skær, idet Gud

var den første lovgiver, og kong Birger følger i dette

spor. De to prologer giver et lille indblik i, hvor vigtig

retorikken om kongen som lovgiver har været også i de

nordiske riger: Denne retorik genfindes over hele området

på landskabslovenes tid, hvilket vil blive uddybet i det

følgende. Hvis man sammenligner Upplandslovens fortale med

fortalen til Jyske Lov, er det interessant at se, at

Upplandsloven skriver sig ind i en tradition, der går

tilbage til Moses, og dermed enten har hentet sin

inspiration i Isidors ”Etymologie” eller i fortalen til en

ældre lov fra det tysk-franske område. De to nordiske

fortaler har en del lighedstræk, for eksempel definerer de

begge lovens funktion ud fra det forbillede som Isidor

opstillede og Gratians Dekret gentog, og begge fortalernes

grundlæggende ideologi var dermed bygget på de samme

forbilleder. Alligevel valgte forfatteren til Jyske Lovs

278 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, UpL. Förord, s.7.

191

fortale at indlede med den romerretlige vending ”Med Lov skal

Land bygges”, mens Upplandslovens skriver i stedet brugte en

indledningsform, der kendes fra andre lovværker, og som

slår på lovens guddommelige ophav. Det er tvivlsomt, om der

skal lægges nogen dybere fortolkning ned over forskellen på

de to fortaler, men det er bemærkelsesværdigt, at de begge

bygger på de samme principper om lovens funktion, og begge

sætter lovene ind i en lærd europæisk sammenhæng med

indledningsordene og først senere kommer ind på de

specielle indenlandske forhold.

Den tætte forbindelse mellem lovgiveren og den kristne

tradition får i Norden sit tydeligste udtryk i Norge med

historien om Olav den Helliges love. Selvom Olavs love

formentlig kun er en myte, besad det alligevel en vis magt

at påkalde lovene, idet de var givet af en helgenkonge,

hvis handlinger var Gud velbehagelige. Det samme

guddommelige skær fik udtrykket Kong Valdemars Love ikke i

Danmark. Denne fællesbetegnelse for de danske landskabslove

havde dog også en symbolsk magt, da den dels gav lovene et

skær af ælde, og dels fremkaldte mindet om en stor konge,

hvis lovgivning afspejlede hans storhed. Myten om den gode

lovgiver var ganske sejlivet, og efter 1282 frem til Danske

Lov i 1683 er ”Kong Valdemars Love” et udtryk, vi møder i

kilderne.279 I det danske materiale findes også en anden

myte om en stor konge som lovgiver. Der tænkes på Saxos

279 M.H. Gelting: „Skånske Lov og Jyske Lov“ 2003, s. 51.

192

historie om Frode Fredegods love. Frode Fredegods

regeringstid bliver fremstillet som en slags parallel til

Augustus’ ”Pax Romana”. Som Augustus regerede Frode på den

tid, da Jesus blev født, og det lykkedes Frode at vende

lang tids ufred til en stabil fredsperiode. Allerede her

skimtes den guddommelige forbindelse: Frode og hans rige

var en del af den store fred, der varslede Kristi komme.

Frode hyldes dog ikke kun af Saxo som fredsfyrste men også

som lovgiver, og også på dette felt er den guddommelige

inspiration tydelig. Frodes lovgivning dækkede en lang

række forhold blandt andet ægteskabet, og netop på det

område er påvirkningen fra den kanoniske ret tydelig,

blandt andet bliver parternes frie samtykke og læren om

konsensus som eneste krav for ægteskabsstiftelse

understreget.280 Det er næppe tilfældigt, at Saxo

fremstillede den store danske fredsfyrste som lovgiver,

hvilket igen viser, hvilken rolle billedet af kongen som

lovgiver spillede for mentaliteten.

Ud over de allerede nævnte eksempler fandtes der yderligere

et moralsk krav om at lovgive. Allerede Augustin opstillede

280 ”Arbitrariam feminis nubendi potestatem indulsit, ne qua tori coactio fieret. Itaque legecavit, ut iis in matrimonium cederent, quibus inconsulto patre nupsissent. At si liberaconsensisset in servum, eius condicionem æquaret libertatisque beneficio spoliata aervilisfortunæ statum indueret. Maribus quoque,quamcumque primitus cognovissent ducendi legeminflixit.” “Saxonis Gesta Danorum.” 5:5:3, s. 128. (“og derfor tillod han kvinderfrit at vælge hvem de ville gifte sig med, så de ikke kunne tvinges ind i et ægteskab. Han sikredeved lov at ægteskab var gyldigt selvom pigen ikke havde spurgt sin far om tilladelse. Men hvisen fri kvinde giftede sig med en træl, måtte hun dele hans stand med ham: så mistede hun sinfrihed og blev selv degraderet til træl. Tilsvarende tvang han ved lov mænd at gifte sig med enkvinde når de en gang havde været i seng med hende.” ”Saxos Danmarkshistorie”5:5:3, s. 201).

193

idealet for en kristen fyrste som den, der sikrede freden

og retfærdigheden, forstået på den måde, at fred betød, at

den enkelte gav afkald på hævn og selvtægt, og i stedet

overlod straffen til fyrsten, der sikrede retfærdigheden

gennem en pligt til rettergang og forsoning. Det var

imidlertid ikke muligt for fyrsten at sikre disse goder

uden en lov. Derfor udvikledes der i højmiddelalderen ud

fra Augustins skrifter en definition af den gode fyrste og

hans modstykke tyrannen. Den mest fremtrædende teolog, der

beskæftigede sig dermed, var utvivlsomt Johannes af

Salisbury i hans ”Policraticus” fra 1159. For ham var

forskellen på den gode fyrste og tyrannen, at den gode

fyrste herskede ved loven og var underlagt den, mens

tyrannen tilsidesatte loven for sin egen vindings skyld.281

”The Prince defends the Laws and the freedom of the people, but the tyrant

thinks he has done nothing unless he destroys the laws and brings the people

into slavery.”282 Disse tanker var meget udbredte blandt

højmiddelalderens lærde og bidrog til samtidens

fyrstebillede. Torfinn Tobiassen har påvist, hvor stor

indflydelse denne tankegang blandt andet havde på det

privilegiebrev, som Magnus Erlingsen udsendte ved sin

kroning.283

281 J. van Engen: ”Sacred Sanctions for Lordships” 1995, s. 225.282 G. Tellenbach: ”Church, State and Christian Society at the Time ofthe Investiture Contest” 1966, s. 14.283 T. Tobiassen: ”Tronfølgelov og privilegiebrev. En studie ikongedømmets ideologi under Magnus Erlingsen” 1964. I det hele tageter det Tobiassens fortjeneste, at han allerede i 1964 pegede pånødvendigheden af at læse de nordiske dokumenter i lyset af dengenerelle lærde udvikling i Europa i 1100-tallet.

194

Disse eksempler på betydningen af at fremstille kongen som

lovgiver åbner vore øjne for at se på ikke kun den

praktiske, men også den ideologiske og symbolske baggrund

for at lovgive. Retshistorikere har ofte været tilbøjelige

til at se lovgivning som et praktisk styringselement og har

på den måde afskåret sig fra at forstå lovens funktion i en

bredere kontekst. Lov behøvede ikke altid at blive givet

for at imødekomme et konkret behov, det kunne ligeså vel

være for at glorificere kongen som lovgiver. Det er et

interessant perspektiv at anlægge på for eksempel Jyske

Lov, som ofte tolkes som vedtaget i hast inden Valdemar

Sejrs død, da man frygtede, at modsætningsforholdet mellem

hans sønner ville forhindre den nødvendige lovgivning. Man

kan imidlertid også spørge, om Jyske Lov i stedet blev

vedtaget i hast, fordi kong Valdemar ville sikre sit

eftermæle som lovgiver, hvilket også lykkedes - men det er

kun en strøtanke.

195

KONGENS LOVGIVNINGSKOMPETENCEOmfanget af kongernes lovgivningskompetence i nordisk

højmiddelalder er et evigt tilbagevendende spørgsmål i

forskningen omkring landskabslovene. Argumenter er blevet

fremført både for, at kongen havde en udpræget

lovgivningsmagt og for, at kongens mulighed for at lovgive

på egen hånd var stort set ikke eksisterende. Når man taler

om kongens forhold til lovgivning, er der flere faktorer,

man bør gøre sig klart. Dels var der i teorien forskel på

lovgivnings- og domskompetencen: Kongen kunne sagtens have

den øverste domsmagt, uden at han havde den tilsvarende

magt til at lovgive. Dog kan den opdeling mellem

lovgivnings- og domsmagt problematiseres. Såvel med

lovgivning som med domsafsigelse kunne der retorisk tales

om, at kongen enten besad eller ikke besad denne magt, men

i praksis har det været mere kompliceret. Man må forstille

sig, at kongen som person ikke alene har kunne forvalte den

øverste doms- eller lovgivningsmagt, men at kompetencen har

været forvaltet sammen med kongen af den gruppe af

stormænd, der havde magten på landstinget. Et andet og

vigtigere aspekt er forskellen på landskabslove og

kongelige forordninger, der var udstedt enten for et enkelt

landskab eller for hele riget.

I de berettende kilder, der behandlede forholdene i

Norge og Danmark, som for eksempel Saxo og Svend Aggesens

danmarkshistorier, krøniker, kongesagaer og helgenvitaer,

optræder konger hyppigt som lovgivere både i samtiden og i

196

fortiden. Dette må ses som et tegn på, at der i hvert fald

i Danmark og Norge har eksisteret en bevidsthed om, at

lovgivning var en funktion, der var knyttet til kongens

person. Det er dog et spørgsmål, om kongens lovgivningsmagt

kun var et litterært fænomen, der mere var udtryk for et

ideal end virkeligheden. Ifølge Ole Fenger var det i hvert

fald anakronistisk at tale om kongelig lovgivning i den

tidlige middelalder. Hverken Karl den Store eller Knud den

Hellige, som begge i samtidens historieskrivning var kendt

som lovgivere, lovgav efter Fengers mening på egen hånd, i

stedet forvaltede de kirkens love og den eksisterende

sædvane.284 Hvad Fenger mener dermed, synes nu noget uklart.

Hvilken sædvane var det, kongerne forvaltede, og hvordan

kunne de håndhæve kirkens love uden at afpasse de øvrige

retsregler til kirkens lære? Fengers syn på kongernes

lovgivningsmagt, bliver imidlertid endnu mere forvirrende,

hvis man læser, hvad han skriver derom i ”Fejde og

mandebod”. Her er konklusionen på Saxos ord om Knud den

Hellige som lovgiver: ”Man kan vel tage disse udsagn som udtryk for en

egentlig kongelig lovgivning til fordel for såvel kirken som kongemagten.”285

Forvirringen bliver kun større, når Fenger taler om

eksistensen af kongegivne verdslige såvel som gejstlige

love givet af Knud den Store.286 Hvis lovgivningen under

Knud var kongelig, hvorfor var det samme så ikke tilfældet

med kapitularerne under Karl den Store? Senere viser det

284 O. Fenger: ”Gammeldansk ret”1983, s. 76-78.285 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 362.286 Ibid., s. 285-92.

197

sig også, at Fenger mener, at langt størstedelen af Knuds

lovgivning i virkeligheden var kirkens værk,287 og kongen

bliver reduceret til kirkens redskab. Fengers syn på

kongens lovgivningskompetence er noget konfus, på den ene

side havde han ingen, og på den anden side var lovgivningen

udtryk for en ideologi, som kongen og kirken delte, men

hvorfor skulle kirken være den egentlige initiativtager,

hvis loven var udtryk for en delt interesse?

Anderledes klar i sine synspunkter er Aksel E.

Christensen. Ud fra udsagn i Knud VI’s Manddrabsforordning

fra år 1200 om forordningens udstedelse prøver han at

forklare kongens funktion som lovgiver. ”I den hævdes det jo

principielt, at når kongen egenmægtigt har udstedt loven, da har han handlet

som lovgiver i kraft af sit embede, sit ministerium, der af Gud er tildelt ham

med den deri indeholdte myndighed (auctoritas). Og videre hævder kongen, at

det falder ind under hans herskermagt (potestas) som konge ”at give og ændre

love” (leges condere vel mutare).”288 Samtidig påpeger han, at i

Skånske Lov var der flere steder uoverensstemmelser mellem,

hvordan kongen ønskede loven skulle være, og hvordan loven

rent faktisk var. Ligeledes ser han også Jyske Lovs

Fortales ord om ”at kongen giver og landet modtager loven”

som et tegn på, at forordningens ord om kongens magt mere

var udtryk for et ideal end de faktiske politiske forhold,

idet kongen ifølge Christensen i sidste ende var afhængig

af landstingenes accept for at kunne lovgive.289

287 Ibid., s. 293.288 A.E. Christensen: ”Ret og magt i dansk middelalder” 1978, s. 31.289 Ibid., s. 29-31.

198

Når Aksel E. Christensen bruger både Manddrabsforordningen

og landskabslovene til at skabe en forståelse af kongens

lovgivningskompetence, behandler han ikke forskellen mellem

de to typer love. Den svenske retshistoriker Gabriela

Bjarne Larsson har arbejdet med den væsensforskel i de to

typer retskilder, som hun mener eksisterede. Forordninger,

retterbøder som de kaldes på norsk, eller stadger som er

det svenske udtryk, hang sammen med kongelig udstedelse,

oprindelig havde forordninger karakter af privilegier, der

kunne udstedes af en konge, og skulle i princippet fornyes

af den næste for at behold deres retskraft, en praksis som

dog hurtigt forsvandt. Eksempler på kongelige forordninger

er det svenske edsøre, Jernbyrds- og Manddrabsforordningen

for Skåne og Håkon Håkonsens Forordning om Manddrab. Modsat

forordningerne var ændringer af eller tilføjelser til

landskabslovene en anderledes tung proces, der først skulle

gå over landstingene, og som kunne betyde, at en

lovredigering var nødvendig.290 Det er også det billede af

retstilstanden i Danmark, som beskrives i et brev fra

Innocens III til ærkebiskop Absalon fra 1198. Heri står

der, at ud fra et brev som Absalon havde sendt til paven,

havde han forstået, ”at Danmarks rige helt og holdent, hvad angår

verdslig ret, ledes efter sine sædvaner og sine kongers anordninger.”291 Da290 G.B. Larsson: ”Stadgelagstiftning i senmedeltidens Sverige” 1994, s.1-21.291 ”D.R.B.” 1. rk., 3. bd., nr. 238, s. 259. Den oprindelige tekst lød,”manifeste quod regnum Datie [sic!] quantum ad ea que ius fori continguntconsuetudinibus suis et institutionibu. regum suorum omnino regatur.” ”DiplomatariumDanorum” 1. rk., 3. bd., nr. 238, s. 378.

199

sædvaner - consuetudines - efter den lærde retsopfattelse

sagtens kunne være nedskrevne,292 er det meget sandsynligt,

at Innocens’ brev skal forstås således, at Absalon i sit

tidligere brev har beskrevet retstilstanden i Danmark som

bestående af landskabslove og kongelige forordninger.

Denne skelnen mellem forordninger og landskabslove er ikke

uvæsentlig, fordi kongen på den måde havde mulighed for at

lovgive uden nødvendigvis at ændre på opfattelsen af

landstingene og landskabslovene som værende nært forbundne

størrelser. Selvom der skelnes mellem de to typer af love,

betyder det naturligvis ikke, at kongemagten ikke kunne

blande sig direkte i landskabslovenes indhold, men det

nuancerer forståelsen af, at kongens lovgivning kunne

foregå både direkte gennem forordninger og indirekte gennem

landskabslovene.

Der er næppe tvivl om, at direkte kongelig lovgivning

udvikledes tidligere i Norge og Danmark end i Sverige. Det

ældste eksempel derpå fra Danmark er den føromtalte

Manddrabsforordning fra år 1200, men de litterære kilders

udsagn sandsynliggør, at det også har fundet sted

tidligere, om end kildesituationen gør det svært at afgøre,

i hvor høj grad kongen på egen hånd kunne optræde som

lovgiver, og hvor meget han var afhængig af stormændenes

292 Jævnfør Gratians beskrivelse af sædvane, som han hentede fra Isidoraf Sevilias Etymologie. ”Corpus Iuris Canonici” Decretum MagistriGratiani, prima pars. Dist. I, causa V, § 2, s. 2.

200

støtte. Fra Norge vides tilbage til 1150’erne, at

lovgivning kunne finde sted på rigsmøderne, hvor kongen op

igennem 1100- og 1200-tallet lovgav med tilslutning af de

”gode mænd”, stormænd der var til stede på møderne. Knut

Helle har argumenteret for, at den egentlige

lovgivningsmagt i både Danmark og Norge hurtigt kom til at

ligge hos kongen og den kreds af mænd, han havde omkring

sig, mens landstingenes vedtagelse af lovene kun

opretholdtes for et syns skyld.293 I Sverige forholdt det

sig anderledes, og før Birger Jarls tid er der ingen spor

af kongelig indgriben i lovgivningen (Birger Jarl var

rigsforstander 1250-66, men fik allerede under kong Erik

Erikssons regering jarlembedet og den reelle

regeringsmagt). Fra 1200-tallets midte kom imidlertid en

bølge af kongelige forordninger, en tendens der fortsatte

resten af århundredet og ind i det 14. århundrede, i

perioder dog afbrudt af svage regenter, der havde rigeligt

at gøre med at holde sig ved magten.294 Grunden til, at man

skal så langt op i tiden, før de svenske konger slår

igennem som lovgivere, hænger sikkert snævert sammen med

den sene rigssamling. Langt op i 1100-tallet havde kongerne

deres magtbaser regionalt, og deres overhøjhed over hele

riget var måske til tider mere af navn end af gavn.

293 K. Helle: ”Konge og gode menn i norsk riksstyring ca. 1150-1319”1972, s. 254.294 G. Åqvist: ”Kungen och rätten. Studier till uppkomsten och dentidigare utvecklinger av kungens lagstiftningsmakt och domsrätt undermedeltiden” 1989.

201

Om kongens lovgivningskompetence kan det siges, at en stærk

konge antagelig havde en betydelig lovgivningsmagt også i

forhold til landskabslovene, selvom landstingene officielt

skulle godkende ændringer af dem. For at sætte sig op mod

en stærk konges vilje krævedes det, at det var en meget

principiel sag, som for eksempel hvis loven gik direkte

imod kanonisk ret. Hvis kongen derimod var svag og ikke

styrket af et veludbygget netværk, var det en anden sag, da

kongen ikke ville kunne præstere de nødvendige

sanktionsmuligheder mod de stormænd, der modarbejdede hans

lovgivning.

202

INTERAGERENDE RETSSYSTEMER – Domstol, konfliktløsning

og forlig.

år man skal beskrive middelalderens retlige

landskab i Norden, er det ofte eksistensen af de to

rets- og lovsystemer, der fungerede sideløbende,

det verdslige og det kanoniske, og deres gensidige

påvirkning, der er i centrum. Dette skyldes til dels

kildematerialets beskaffenhed, men også at man

retshistorisk ofte har fokuseret på lovene og brugen deraf

og mindre på alternative konfliktsløsningsmodeller,

medmindre det fandt sted under juridisk kontrollerede

forhold som for eksempel ved en forligskommission. Denne

opfattelse er imidlertid under forandring, efterhånden som

retshistorikere og historikere, der arbejder med retlige

emner, mere og mere begynder at skæve til beslægtede

videnskaber som sociologi og antropologi. Disse forholdsvis

nye strømninger, som så dagens lys i 1970’erne og langsomt

begyndte at vinde anerkendelse først blandt historikerne og

i de senere år også blandt retshistorikerne specielt i den

angelsaksiske verden, betyder også, at man bliver nødt til

at se med nye kritiske øjne på landskabslovenes funktion og

retstilstanden i de nordiske riger på lovenes tid. Det er

vigtigt at holde sig de interagerende retssystemer for øje,

idet de kan hjælpe med at forstå, hvordan det retlige

system har kunnet fungere også i de tilfælde, hvor

N

203

lovbestemmelserne synes meget stive og svært gennemførlige

i praksis.

204

EUROPÆISKE EKSEMPLERDet er ikke kun de nordiske loves funktion, som de nye

strømninger har sat under diskussion. Den umiddelbare

inspirationskilde til dette afsnit er den italienske

retshistoriker Andrea Zorzis artikel fra 1995 om

retsforholdene i Firenze i 1200-tallets slutning. Zorzis

hovedindvending mod den traditionelle retshistorie er, at

den som oftest hævder, at den offentlige ret afløste den

private og var i konflikt med den. Denne påståede konflikt,

mener Zorzi, bunder i en evolutionistisk opfattelse af de

sociale systemer, som ikke har hold i kildematerialet. I

stedet fremhæver Zorzi, at man i middelalderens italienske

kommuner havde forskellige parallelle måder at løse

konflikter på. Ud over domstolene fandtes der: fred,

mægling, våbenhvile og fejde, der samlet betegnes

infragiudiziari. Alle disse modeller for konfliktløsning

fungerede uden for domstolene, men kunne også til tider

fungere sammen med det offentlige retssystem.295 I artiklen

bruger Zorzi de såkaldte ”antimagnatilove” fra det sene

1200-tals Firenze til at vise sin pointe. Antimagnatilovene

rettede sig specielt imod ”magnati”,296 hvis indbyrdes og

til tider meget voldelige konflikter undergravede kommunens

295 A. Zorzi: “Politica e giustizia a Firenze al tempo degli Ordinamentiantimagnatizi” 1995, s. 106.296 De ledende familier i kommunerne. Magnati er svært at oversætte tildansk, da der ikke findes et tilsvarende udtryk, men et forsøg kunnevære ”højadel”. For en gennemgribende introduktion til magnati se G.Salvemini: ”Magnati e popolani i Firenze dal 1280 al 1295” 1899. Foren hurtig indføring se L. Vogt: ”Laug, slægt og stat. Den politiskeudvikling i Firenze 1281-1295” 2000, specielt s. 20-39.

205

autoritet. Lovene er retshistorisk blevet tolket som

fiaskoer, da de ud fra en strafferetlig synsvinkel var

ineffektive, fordi det reelt var meget få sager, der blev

rejst ved domstolene og færre, der blev ført til doms.297

Zorzis konklusion er en noget anden, han mener ikke, at man

kan måle deres succes ud fra, hvor mange sager lovene lå

til grund for. Ifølge Zorzi er det anakronisk at tale om et

sådant effektivitetskriterium, når man behandler

middelalderens straffesystem. Lovene skal i stedet forstås

som et politisk pressionsmiddel, der kunne bruges til at

presse parter i stridigheder til at søge en

forhandlingsløsning på konflikten.298 Det straffesystem, som

lovene opererede med, var altså ikke den eneste løsning på

en konflikt, men blot én ud af flere. Set i det lys bliver

lovgivningens funktion noget anderledes end den herskende

retshistoriske tolkning.

Nu vil det på ingen måde blive hævdet, at man uden videre

kan sammenligne situationen i højmiddelalderens Firenze med

den, der fandtes i de nordiske kongeriger. Den florentinske

bystat adskilte sig på stort set alle områder derfra både

socialt, økonomisk, politisk, kulturelt og ikke mindst

retligt. Byen havde et veludbygget bureaukrati og

administration, og dens komplicerede romerretlige

297 Det må dog understreges, at man skal helt op i slutningen af det 13.århundrede før noget større kendskab til domstolenes praksis kendes pågrund af kildemangel, derfor bygger teorien om de fåtallige retssagerpå de berettende kilders udsagn. 298 Ibid., s. 139-144.

206

inspirerede lovgivning havde ikke megen lighed med

landskabslovene. Men selv når alle de ovenstående forbehold

tages i betragtning, er Zorzis observationer fra Firenze

dog tankevækkende. Ikke mindst fordi Firenze bestemt ikke

er det eneste sted i Europas middelalder, hvor man kan

observere, at alternative konfliktløsninger fungerede side

om side med lovgivning og domstole. Denne praksis har også

fundet sted andre steder, blandt andet i Vestfrankrig, hvor

Stephen White har undersøgt, hvordan konflikter blev

håndteret i 1000-tallet. Selve titlen på en af hans

artikler: ”Pactum Legem Vincit et Amor Judicium” gengiver

en af de vigtige iagttagelser: ”Overenskomsten er bedre end

loven og kærligheden bedre end dommen.” White påviser i

artiklen, at de juridiske institutioner i Vestfrankrig var

velfungerede og havde en anerkendt domsmagt, alligevel

valgte de stridende parter i langt de fleste tilfælde at gå

uden om domstolene, når konflikterne skulle løses.

Kompromiset blev i stedet anvendt, som oftest gennem

mægling ofte med gejstlige institutioner som mellemmænd.

Selv når sager blev rejst ved domstolen, valgte den til

tider at presse parterne til at indgå et kompromis frem for

at afsige en dom.299 Konklusionen er klar, eksistensen af et

etableret retssystem udelukkede ikke alternative

konfliktløsninger, snarere tværtimod: De var indarbejdet

som en del af domstolspraksisen. Det var altså ikke manglen

299 S. White: ””Pactum … Legem Vincit et Amor Judicium”. The Settlementof Disputes by Compromise in Eleventh-Century Western France” 1978, s.294-307.

207

på et juridisk system, der gjorde, at forliget blev

anvendt, men at kompromiset blev opfattet som værende mere

retfærdigt end dommen.

I den islandske fristatstid var voldgift eller forhandling

den normale måde at løse konflikter på. Forligs- og

voldgiftsinstitutionerne på Island er undersøgt af Jon

Viðer Sigurðsson med udgangspunkt i de litterære kilder,

specielt sagamaterialet, da der ikke findes meget i

diplommaterialet om konfliktløsning. Sigurðsson når frem

til, at voldgift blev benyttet i 90 % af alle omtalte

tvister i det gennemgåede materiale. Idéen med

voldgiftsinstitutionen forklarer han på følgende måde:

”Voldgiftsmennenes oppgave var å finne en varig løsning som tilfredstilte de

involverte parter, slik at de kunne trekke seg ut av tvisten med æren i behold.

Dersom de stridende parter ikke aksepterte voldgiftskjennelsen, fornærmet de

voldgiftsdommerne og kunne ikke uten videre regne med deres støtte i andre

saker. Det samme gjaldt for dommerne. De måtte finne en passende løsning,

ellers krenket de en av de involverte og risikerte en lignende avgjørelse dersom

rollene ble byttet om.”300 Det er altså det samme billede som i

Vestfrankrig. Det gjaldt om at finde en løsning, som

sikrede stabiliteten, ved at parterne i videst muligt

omfang kunne føle sig retfærdigt og ærefuldt behandlet. Det

store antal sager med voldgift betød ikke, at der ikke

fandtes et domstolssystem. Faste dommere blev udpeget af

300 J. Viðar Sigurðsson: ”Forholdet mellom frender, hushold og venner påIsland i fristatstiden” 1995, s. 326.

208

goderne,301 og de skulle dømme efter loven. Sigurðsson kan

ud fra sit materiale konstatere, at det flere gange nævnes,

at sager bliver forberedt til at rejses for domstolen, men

at de sjældent kommer til doms. På den måde ser han i

højere grad domsstævningerne som et pressionsmiddel over

for modstanderen end som et reelt ønske om, at sager skulle

afgøres ved domstolen.

De tre valgte eksempler fra Firenze, Vestfrankrig og Island

er ikke enestående. Der findes mange andre eksempler på, at

konfliktløsning uden for loven og domstolene var et

accepteret fænomen i middelalderens Europa.302

301 Gode var betegnelsen for de islandske stormænd/høvdinger der havdemagten i Island under fristatstiden (frem til ca. 1271). Goderneskulle deltage i tingene og overvåge retsudviklingen. 302 Andre eksempler herpå er Aragonien og Sicilien, hvor det endda erindarbejdet i lovteksterne. F.A. Ferré: ”De procuratoribus – Deiudicibus. Los jueces y la Curia en Aragón ségun el Vidal Mayor” 1969,s. 77-92. L. Martin-Ballestero og Costea: ”El Justicia Mayor del Reinoy su proyección actual” 1971, s. 141-56 og ”Die KonstitutionenFriedrichs II. für sein Königreich Sizilien” 1. bog, kap. 47 og 73.2.Jeg takker Per Andersen for hjælp med at finde litteraturen.

209

SITUATIONEN I DE NORDISKE KONGERIGERI flere af de nordiske landskabslove findes der også tegn

på, at konfliktløsning uden for tinget har været en

accepteret del af retsudøvelsen. Den akkustoriske proces,

som hersker i lovene, betød, at det var den skadelidte, der

skulle rejse en sag på tinget, hvilket medførte, at der

ikke var rettergangstvang. I de ældre love gives de

efterladte flere steder muligheden for at vælge imellem at

gå rettens vej, hvilket betød bødebetaling, eller selv at

ordne sagen, hvilket enten kunne betyde hævn eller

indgåelse af et kompromis om bødebetaling uden om tinget.303

I det hele taget var der inden for landskabslovenes

procesregler et vidt spillerum af muligheder for at få

sager løst, uden at de gik til doms. Dette gjaldt specielt

for ejendomstvister, hvor flere af landskabslovene nok

kræver, at skødninger og gaver skulle lyses på tinget, men

intet krav har om, at eventuelle stridigheder derom skulle

rejses som sag, da det kun var forhandlingernes resultat,

der skulle tinglyses. Derfor er det ikke utænkeligt, at en

lang række af bestemmelserne blev opfattet som værende

deklatoriske, noget, man kunne falde tilbage på, hvis en

aftale ikke kunne nås ad andre veje, eller hvis en person

søgte at smyge sig uden om en allerede indgået aftale.304 303 Herom se for eksempel K. Helle: ”Gulatinget og Gulatingslova” 2001,s. 85-94.304 Et eksempel på det sidste er formodentlig Jyske Lovs bestemmelseom, at en slegfred, der i tre år har fungeret som ægtekone, skalbetragtes som sådan. (”Danmarks gamle Landskabslove” bd. 2, JL. tekst1, 1. bog, 27, s. 68f). I loven bliver der opregnet bestemtekriterier, som skulle være opfyldt for, at kvinden havde fungeret som

210

Når vi begynder at have bevarede tingbøger, giver de også

et billede af, at lovene ikke kan tages som et generelt

udtryk for retspraksisen. Der er sagstyper, som stort set

ikke nævnes, og mange sager bliver rejst på tinget, men

forsvinder derefter, før nogen aftale er truffet, hvilket

må betyde, at parterne selv nåede frem til et resultat,

eller at et kompromis blev indgået. Samtidig var det

sjældent, at dommen fulgte lovens bogstav, når der faldt

dom på tinget. Det er også bemærkelsesværdigt, at den type

sager, der oftest rejstes på tinget i senmiddelalderen, var

sager om gæld, et område hvor landskabslovenes bestemmelser

er meget mangelfulde. Det store antal gældssager skyldes

måske, det var svært at finde en forhandlingsløsning,

en ægtehustru, for eksempel at parret skulle havde delt bord og seng.Hvem vidnerne derpå skulle være, står der ikke, men det må antageligvære ”den offentlige mening”, hvilket kan tyde på, at bevisformen erhentet fra kanonisk ret, hvor den offentlige mening blev brugt sombevis blandt andet i sager om cølibatbrud. (J. A. Brundage: ”MedievalCanon Law” 1995, s. 145). Da reglerne i kanonisk ret for, hvornår dervar tale om et ægteskab, til tider kunne være svære at bruge ipraksis, kunne procesreglerne i Jyske Lov fungere som en måde atafklare på, om parterne skulle regnes som ægtefolk eller ikke, hvilketkunne være af stor betydning, hvis en af parterne ønskede at opløseforholdet, eller hvis den ene part døde (Jeg takker Inger Dübeck forat have gjort mig opmærksom på bestemmelsens procesretlige indhold vedet symposium i Siena 2002). Lignende bestemmelser findes i et par afde norske love. I Borgertingslovens kristenret var hævdperiodentredive år, hvis parret ingen vidner havde på ægteskabsindgåelsen.”Bruchstücke der Rechtsbücher des Borgarthings und des Eidsivathing”Borgartingsretten 2, kap. 10, s. 58f. I Gulatingsloven skulle enfrille regnes for ret hustru, hvis hun i praksis havde fungeret somkone i tyve vintre. Den tyveårige hævdfrist kom ind i romerrettenunder Justinian, og det er ganske tænkeligt, at det har udgjortinspirationen for den tyveårige periode. ”Norges gamle Love indtil1387” kap. 125, s. 54. I Gulatingsloven er der ingen tvivl om, atbestemmelsen er kommet for at afværge eventuelle arvetvister.

211

eftersom det drejede sig om en konkret forpligtelse.

Desuden har det sikkert tit været svært at inddrive sin

gæld, hvorfor det kunne være praktisk at have de offentlige

myndigheder i baghånden. Tinget har også haft sine fysiske

begrænsninger, hvilket navnlig har haft betydning i Norge

og i de øde områder af Sverige. Det har været besværligt at

komme frem til tinget, specielt om vinteren, hvor tilfrosne

fjorde og store snemasser mange steder isolerede

bygderne.305

Hvorvidt en sag blev rejst ved tinget eller ej, var dog

ikke altid op til parterne selv at bestemme. Visse sager,

som orbodemål eller edsørebrud, krænkede samfundets fred og

kongens autoritet som rettens og fredens håndhæver i en

sådan grad, at øvrigheden så det som sin pligt at skride

ind og domfælde den skyldige. Hensynet til freden og

kongens position betød også, at øvrigheden havde en

stigende interesse i, at sager om manddrab og andre

strafferetlige sager blev ført på tinget. Under hensyn til

kongens prestige har den tungest vejende grund hertil

sikkert været, at den lovfældte i en lang række af de

førnævnte forhold ikke kun skulle bøde til den forurettede

part, men også til kongen (det der på dansk kaldes

sagefald) og nogle steder til lokalsamfundet. Der er ingen

305 Bertha Phillpotts pegede allerede på problemet i 1913 i forbindelsemed kollektiv slægtsbetaling af mandebod i Norge, hvor hun påviste, atde logitistiske problemer med at indsamle og udbetale boden nemt kunnevære store. B. Phillpotts: ”Kindred and Clan in the Middle Ages andAfter. A Study in the Sociology of the Teotonic Races” 1913, s. 48f.

212

tvivl om, at disse bøder har været en vigtig indtægt for

kongen, som han har ønsket at beskytte. Bestræbelserne for

at få navnlig de mere alvorlige sager ført på tinget, giver

sig kraftigst udtryk i Upplands- og Södermannerloven, hvor

der står, at hvis sagsøgeren ville tage hævn i stedet for

bøder, skulle han selv betale drabsbøderne til kongen og

samfundet.306 En interessant bestemmelse, der på én gang

respekterer det private initiativ, og samtidig slår fast,

at bøderne til samfundet skulle betales. Der var altså

flere forklaringer på, hvorfor sager om alvorlige

lovovertrædelser søgtes ført på tinget. Det samme kan

imidlertid ikke siges om sager om skel, jord, arv og

ejendomstvister, som kunne være nok så alvorlige, men som i

princippet kun angik de implicerede parter, derfor kan man

forestille sig, at kompromis og forlig uden for tinget i

sådanne sager var langt mere acceptable for øvrigheden.

Der er altså flere faktorer, der peger på, at de nordiske

landskabsloves bestemmelser og procedureregler i mange

tilfælde ikke blev fulgt. Ved andre sagområder har der

været tale om en glidende proces, hvor de retlige instanser

langsomt fik en øget betydning; her tænkes specielt på

sager om voldsforbrydelser. Dette leder uundgåeligt frem

til spørgsmålet om, hvad lovens funktion var, og hvilke

intentioner der lå bag lovgivningen. Svarene på sådanne

spørgsmål vil naturligvis blive hypotetiske, da ingen

306 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. Manhælghis Balken,kap. X, s. 141. Bd. 4, SmL. Manhælghis Balken, kap. XXV, s. 154.

213

lovbetænkninger er bevaret, og kildematerialet omkring

lovudstedelserne i det hele taget er uhyre spinkelt. Ikke

desto mindre er det muligt at komme med nogle kvalificerede

bud på, hvad intentionen med lovene har været.

Siden antikken har fremhævelsen af herskeren som

lovgiver været et væsentligt element i panegyriske værker i

Vesteuropa. Der er dels tale om en dyrkelse af loven i sig

selv, idet den nedskrevne lov var et af de elementer, som

legitimerede kongedømmet og kongen som hersker, dels at

formidle billedet af den lærde hersker. Den kristne

ideologi har her haft en stor indflydelse, idet kongen

skulle være retfærdighedens beskytter. Dette krav blev ofte

omsat i et mere håndfast krav om, at kongen skulle sikre

sine undersåtter, at lov og ret blev opretholdt. Loven var

altså et vigtigt element i idéen om retfærdigheden.307 Et

andet bud på, hvad formålet med lovgivningen var, er mere

ligetil, nemlig en forventning om, at bestemmelserne ville

blive overholdt, og der dermed ville ske en ændring i

retstilstanden. Der har næppe eksisteret en forventning om,

at retstilstanden ville ændre sig fra den ene dag til den

anden, men at den retsorden, som lovene foreskrev,

efterhånden ville finde rodfæste, har formentlig været en

bevæggrund blandt flere for at lovgive. Et ønske om ændre

retstilstanden kan bunde i flere forhold, det mest åbenlyse

er at skabe orden og regulere forhold, der kunne føre til

konflikter, såsom arv, skel, voldshandlinger osv. Der kunne

307 Hvilket er forklaret nærmere i afsnittet om ”Kongen som lovgiver”.

214

også være tale om, at man ønskede at tilpasse loven til nye

bestemmelser i den kanoniske ret. Det bedste eksempel herpå

er nok tiltagene for at tilpasse den lokale lovgivning til

Det fjerde Laterankoncils bestemmelser. Et andet og mere

skjult formål med lovgivning kunne være at indarbejde

ideologiske strømninger i retstilstanden, for at de på den

måde skulle blive en del af befolkningens bevidsthed og

samfundsopfatning. Et oplagt eksempel herpå er det

kanoniske slægtskab, som lovene på mange områder formes

efter. Selvom man som sagt aldrig kan trænge til bunds i

formålet med lovgivningen, er det imidlertid værd at hæfte

sig ved, at der meget vel kan ligge flere faktorer bag

lovgivningen, og at man ikke nødvendigvis skal søge efter

én forklaring. I stedet er det mere frugtbart at se på

lovene som et resultat af de herskende ideologiske

strømninger på den tid, hvor de blev udstedt.

Det er blevet søgt sandsynliggjort, at privat

konfliktløsning og mægling fungerede side om side med den,

der fandt sted på herredstingene i de nordiske riger.

Derfor bliver det nærliggende at spørge, om man skal

forestille sig, at der har eksisteret et modsætningsforhold

mellem den private og den offentlige konfliktløsning. Igen

bliver svaret meget hypotetisk på grund af kildemanglen,

men et kvalificeret gæt ville være, at der nok altid var

mulighed for konflikter, og at den private konfliktløsnings

betydning afhang af to faktorer. Dels at den stiltiende

215

eller officielt blev accepteret af domstolssystemet, og

dels at de offentlige myndigheder havde den fornødne magt

til at gennemtvinge, at retshandlingerne fandt sted på

tinget.

216

ANVENDELSEN AF LANDSKABSLOVENE

år det skal undersøges, hvordan landskabslovene

anvendtes, er det vigtigt at reflektere over,

hvordan slægtskab optræder og blev brugt aktivt i

lovene, hvilket gøres i afhandlingens anden del. Konkret er

de områder, hvor slægten havde en aktiv rolle som

retssubjekt, eller hvor reglerne var modelleret omkring

slægtningenes indbyrdes rettigheder og forpligtelser, som

specielt optræder i forbindelse med jord, udtaget og

behandlet enkeltvis, hvorefter de overordnede sammenhænge

bliver inddraget. Denne metode synes ganske ligetil; for

eksempel samles alle bestemmelser om mandebod i

landskabslovene, hvorpå først de danske, så de svenske og

til sidst de norske regler gennemgås, hvert rige for sig,

og til slut bliver forskelle og ligheder både nationale og

rigerne imellem diskuteret. Denne arbejdsmetode er

imidlertid ikke så uproblematisk, som den kan synes ved

første øjekast. Hvis de enkelte lovtekster er udtryk for en

overordnet redigering, er det så metodisk forsvarligt at

udtage et enkelt område af lovteksten og behandle det

løsrevet fra den større sammenhæng, som den er en del af?

Giver det overhovedet nogen mening at sammenholde regler,

imellem hvilke der kan være et stort kronologisk spring?

Dertil kommer, at der er store forskelle i stil og

opbygning, samt i hvilke retlige områder, de forskellige

landskabslove regulerede. For eksempel har

N

217

ægteskabsindgåelse en stor plads i de svenske love, mens

området stort set ikke reguleres af de danske. Alt sammen

faktorer der vanskeliggør en sammenligning af

lovbestemmelserne.

Tidligere er der argumenteret for, at ikke kun de

landskabslove, der var udstyret med et forord, men også de

resterende var resultat af enten direkte lovgivning, eller

redigering med det formål at få dele af lovene bragt ajour

med den generelle retlige udvikling. Samtidig med at lovene

aktivt blev brugt til at videreformidle politiske og

religiøse budskaber. Hvis denne holdning til

landskabslovene er den fremherskende, bør de så ikke alle

behandles i deres helhed? Og bør det ikke være sammenhængen

mellem reglerne i de enkelte love og ikke lovene imellem,

der lægges til grund for arbejdsmetoden? At mange af

landskabslovene godt kunne trænge til en undersøgelse af

den indre sammenhæng i det lys, er hævet over enhver

diskussion, men det synes hverken at være den rigtige

metode eller indfaldsvinkel til denne undersøgelse. Dette

er der flere grunde til. For det første betyder det, at

loven har gennemgået en redaktion eller for den sags skyld,

at den var nyskabt, ikke at der behøvede at være en tæt

sammenhæng mellem de forskellige dele. Der skal i hvert

fald en god fantasi til at se en umiddelbar sammenhæng

mellem arveretten og reglerne for hegn og skel, eller

mellem bestemmelserne om ægteskab og leding. Derfor må det

218

være rimeligt i denne sammenhæng at behandle de områder af

landskabslovene, der regulerede slægternes indbyrdes og

eksterne rettigheder og pligter. For det andet var

reception et udbredt fænomen, og det er slet ikke

utænkeligt, at lovteksterne er blevet sammenstykket eller

suppleret med regler hentet andre steder fra. Dette ville

også bevirke, at fokusering på sammenhængen mellem reglerne

i de enkelte landskabslove nemt kunne føre til metodiske

problemer, da en sådan sammenhæng ikke behøver at have

eksisteret.

De bestemmelser i landskabslovene, som er overleveret

til vor tid, er tilkommet under en periode på små 200 år. I

de norske love findes regler, der kan spores tilbage til

1150’erne, og flere af de svenske love må dateres til

årtierne efter år 1300. Det er tilmed ikke kun rigerne

imellem, men også inden for de nationale områder, at der

var store kronologiske spring i lovbestemmelsernes alder.

Denne kronologiske forskydning må naturligvis tages i

betragtning, når reglerne bliver sammenlignet. Der er

specielt to faktorer, man bør holde sig for øje. For det

første er reglerne kommet til under forskellige politiske

forhold, hvilket kan betyde, at reguleringsbehovet kunne

ændre sig. Et eksempel på dette kunne være reguleringen af

ufreden i samfundet specielt på lokalt plan. For en svag

konge uden et stærkt udbygget bureaukrati har det

formentlig været en uhyre vanskelig opgave, hvorfor brugen

af ikke-statslige former for regulering, som for eksempel

219

den pligts- og ansvarslære der var indbygget i det

kanoniske slægtskab, har været et attraktivt alternativ.

Omvendt var der næppe den samme interesse i at bruge den

kanoniske slægtskabspligtlære til at holde ufreden i ave

under en stærk konge, eller når de retlige instanser var

blevet veludviklede.

Det andet problem med den kronologiske forskydning er

tæt knyttet til det ovenfor omtalte, idet de teologiske og

retlige strømninger blandt den skolede elite heller ikke

var stationære. I perioden fra Gratians Dekrets komme og de

næste hundred år frem var den kanoniske ret inde i en

rivende udvikling. Kanonister og teologer diskuterede

ivrigt, hvordan kirkens læresætninger skulle forstås, og

mange store teologiske problemer, som for eksempel hvad der

udgjorde et gyldigt ægteskab, blev endelig fastlagt. Også

det kanoniske slægtskab og den lære, der var knyttet

dertil, var genstand for ivrig interesse, om end interessen

blandt de lærde var større i den lange formative periode op

til 1200-tallets midte, hvor Det fjerde Laterankoncils

store ændringer endeligt var blevet accepteret og

gennemført. Disse kronologiske forskelle må selvfølgelig

inddrages, når reglernes udseende og eventuelle forskelle

imellem dem skal diskuteres og forklares.

Landskabslovene er opbygget efter vidt forskellige

principper. En fornuftig måde at forholde sig dertil på er

ved at se på opbygningen af de forskellige love. Dette kan

220

gøres ud fra en national vinkel, for selvom der var

regionale forskelle på lovene, så er der dog inden for de

enkelte riger en lang række fællestræk, som ikke

nødvendigvis genfindes i landskabslovene fra naborigerne.

Rent opbygningsmæssigt minder de norske og svenske

landskabslove meget om hinanden; begge er inddelt i

kapitler, eller balker som de kaldes, balkeopdelingen er

tematisk, så regler om for eksempel mandebod findes i den

samme balk. Lovene indledes også alle (eventuelt efter et

forord) med en kristendomsbalk,308 hvorigennem den kristne

livsførelse søgtes reguleret, ligesom regler for

kirkebyggeri, tiende, præstens og klokkerens forpligtelser

og underhold også var medtaget. De norske kristendomsbalker

er langt mere detaljerede end de svenske på de områder, der

omhandler, hvordan en kristen burde leve, og indeholder

mange straffe for brud på de kirkelige påbud som for

eksempel fasten. De detaljerede norske kristendomsbalker er

i modsætning til de svenske sandsynligvis kommet ind i

lovgivningen på et tidspunkt, hvor den kirkelige

jurisdiktion endnu ikke var så veludbygget, at kirken ved

egne midler kunne håndhæve den åndelige justits, hvilket

formodentlig ikke var tilfældet i Sverige, hvor

landskabslovene generelt er meget yngre end de norske, og

kirkens egen domsmagt derfor rimeligvis var bedre udbygget.

Ensartetheden i opbygningen af de norske og svenske

308 Dog adskiller Frostatingsloven sig herfra, idet den første balk erTingfarebalken, hvori reglerne om tingets møder og deltagernesopførsel derpå fandtes.

221

landskabslove leder tanken hen på, at der meget vel kan

have været tale om en direkte påvirkning fra norsk til

svensk ret. Denne kunne være gået gennem Västgötaland, der

havde stærke kulturelle bånd til Norge og hvis lagmand

Eskil, der sandsynligvis forestod nedskrivningen af lovens

ældre version, havde tætte familiemæssige bånd til det

norske kongehus. Den tætte forbindelse mellem opbygningen

af de svenske og norske love betyder imidlertid ikke, at en

direkte overførelse umiddelbart kan spores i indholdet af

lovene. De norske love er på mange punkter forskellige fra

det, der ses i Sverige, om end en stor del af forskellen

mere ligger i det stilistiske end i selve indholdet.

De danske loves opbygning er meget anderledes end de

norske og svenske, modsat dem er der ingen ensretning i

opbygningen. Af de danske er den ældste Arvebog og

Orbodemål, som titlen også indikerer, opdelt i de to

temaer. Noget tilsvarende ses ikke i Skånske Lov og

Valdemars sjællandske Love, hvor bestemmelserne står ud i

et. Dog bærer lovene præg af en vis form for systematik,

idet regler, der omhandler det samme tema, kommer efter

hinanden, for eksempel starter begge lovene med arveretten.

Jyske Lovs tre bøger er som tidligere omtalt inddelt efter

procesformerne og altså ikke efter indhold, som ellers

bruges som inddelingsgrundlag i de andre love. Eriks

sjællandske Lov er ligeledes inddelt i tre bøger, men er

ikke opbygget efter samme model som Jyske Lov. De to første

bøger supplerer primært Valdemars sjællandske Lov, mens den

222

tredje bog omhandler områder som for eksempel

mandebodsbetaling, der ikke reguleredes i Valdemars Lov. I

den tredje bog findes imidlertid også supplementer til

arveretten, således at man skal lede både i første og

tredje bog, hvis man vil finde de arveretlige bestemmelser.

De danske landskabslove har ingen kristendomsbalker, og

de to kirkelove for henholdsvis Skåne og Sjælland

regulerede processen i forskellige sager, der hørte under

kanonisk ret, men kom ikke meget ind på det generelle

fromhedsliv eller de gensidige forpligtelser mellem kirken

og præsten på den ene side og bønderne på den anden.

Fraværet af hele denne dimension udgør et problem i forhold

en undersøgelse af omfanget og betydningen af

introduktionen af det kanoniske slægtskab i Danmark, da

omfanget af kirkelig retlig påvirkning slet ikke kendes.

Forskellene til trods er det dog meget sandsynligt, at

bestemmelser fra de danske love er blevet indført i de

svenske og norske, i hvert fald hvad angår de ændringer i

arvesystemet, som kan spores.

223

LOVENES FUNKTION - IDEOLOGI ELLER PRAKSISHvordan arbejder man med så forskellige typer af lovbøger?

Man må erkende, at forskellene i indhold og opbygning udgør

et problem, når man har valgt at undersøge et antal

forskellige temaer inden for lovene, da det ikke er alle

lovene, hvori de udvalgte emner reguleres, eller

reguleringen kan være så forskellig, at det er svært at se

en sammenhæng. Ligeledes må man se på, hvad formålet med

lovene egentlig var, og hvad de skulle regulere. Selvom

undersøgelsen tager afsæt i lovenes ideologi mere end i

deres egentlige anvendelse og betydning, hvad der på grund

af manglen på retspraksis også kun vanskeligt lader sig

gøre, er det alligevel relevant at spørge sig selv, hvad

formålet med de enkelte love var.

Hvis man følger den teori, at de kendte nedskrevne

landskabslove er tilkommet via kongelig mellemkomst eller i

hvert fald med kongemagtens velsignelse, bliver det næste

spørgsmål uundgåeligt, hvad lovenes funktion var. Hvad var

formålet med lovnedskrivelserne? Skal man forestille sig,

at lovteksterne er blevet udformet på en sådan måde, at de

har haft praktisk anvendelse, eller er landskabslovene

paradeværker, ideologiske skrivebordsprodukter uden hold i

virkelighedens samfund? Buddene derpå har været flere, både

Ole Fenger og David Gaunt har med henholdsvis de danske og

de norske love for øjet peget på, at udviklingen i

bødesystemet betød, at der opstod et svælg mellem lovenes

224

bestemmelser og den praksis, der blev brugt i hverdagen.309

Omvendt har Elsa Sjöholm og Per Norseng hævdet, at formålet

med lovværkerne selvfølgelig har været praktisk anvendelse,

da de mener, at det er lidet sandsynligt, at man ville have

gjort sig al den anstrengelse for at nedskrive love, hvis

anvendelsen var uden større betydning.310 Men er det muligt

at definere, hvor skellet mellem ideologi og praksis ligger

i lovgivningen? Torben Vestergaard beskriver denne

problemstilling klart i sin afhandling fra 1979. ”It should be

kept in mind that such code does not show us the factual social order as it was

at a certain point in time. It tells us the rules of what the social order ought to

be like, and gives access to a specific conception of what the social order was

like.”311 Vestergaard påpeger ret beset faren for at drage

legalistiske fejlslutninger,312 hvilket er et reelt problem,

når man arbejder med et kildemateriale som landskabslovene,

da manglen på andre kilder om samfundsordenen gør det uhyre

vanskeligt at udtale sig om lovenes praktiske betydning og

funktion. Påpeges må det dog, at det er ganske meningsløst

at forsøge at skelne mellem ideologi og praktisk anvendelse

309 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 360, 386 og 394. og D.Gaunt: ”Familijeliv i Norden” 1983, s. 203ff. Gaunt mener dog, at dervar et klart ideologisk formål med, at man skulle bøde og modtagemandebod i de syv kanoniske grader, for selvom det var urealistisk atgennemføre, havde reglerne et formål: at yde støtte til og styrkeslægtningenes kontrol med hinanden.310 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar.” 1988, s. 27 og P. Norseng:”Lovmaterialet som kilde til tidlig nordisk middelalder” 1987, s. 69.311 T.A. Vestergaard: ”Social Structure of the Medieval North and theIdeology of External Relations. A Fieldwork in a 12th Century NorwegianLaw Code, Gulaþingslög, with Special Attention to Kinship andMarriage” 1979, s. 5.312 Legalistiske fejlslutninger drages, hvis en retsregel opfattes somen beskrivelse af virkeligheden.

225

af lovene, da den ideologi og retstænkning, de afspejler,

meget vel kan have afsmittet på retsforståelsen, selvom den

enkelte sag måske ikke altid fulgte lovens bogstav.313

Landskabslovenes betydning - om den så var ideologisk eller

praktisk - afhang imidlertid af, om deres bestemmelser

nåede ud til større dele af befolkningen. Det er meget

sandsynligt, at magthaverne, både de verdslige og åndelige,

havde interesse i, at den ideologi, som lovene var udtryk

for, blev en del af den almene bevidsthed, eftersom det

ville styrke deres position over for andre grupperinger,

der kunne ønske at øge deres indflydelse. Det var

formentlig ikke blot lovenes budskab om det kanoniske

slægtskab, men også billedet af kongen som den øverste

verdslige hersker og kirken som hersker over sjælene og det

hinsides, der ønskedes udbredt. Denne hierarkiske

tankegangs betydning var ingenlunde lille for kongens og

kirkens magtopbygning. En af hovedteserne i Carsten

Breengaards disputats fra 1982 er, at den danske kirke i

1000- og 1100-tallet arbejdede på en ideologisk styrkelse

af kongemagten, som blandt andet kom til udtryk i

kanoniseringen af Knud den Hellige, og som senere

kulminerede ved Kirkefesten i Ringsted i 1170. Ifølge

313 Et af de tidligste eksempler på retspraksis i Norden stammer fraNorge, hvor i 1329 en sag om våde blev rejst over for Gulatingetslagmand. Sagen var ifølge Landsloven klar, eftersom der var tale omvåde skulle den anklagede betale ¼ mandebod, men i stedet valgtelagmanden helt at frifinde den anklagede. J.Ø. Sunde: ”Speculum legale– Rettspegelen. Ein introduksjon til den norske rettskulturen sihistorie i eit europeisk perspektiv” 2005.

226

Breengaard er forklaringen på kirkens anstrengelser, at

både kongemagten og kirken stod svagt i samfundet. Navnlig

kirkens position var udsat, når landet blev hærget af

kongefejder og uorden. Derfor så kirken en stærk og

uantastelig kongemagt som sin bedste beskyttelse.314 Selvom

Breengaard nok overdriver kirkens svaghed, navnlig ved at

nedtone sjælefrelsens betydning, er det alligevel en

frugtbar synsvinkel, at kirken og kongemagten havde

sammenfaldende interesser i opbygningen af et fælles

ideologisk grundlag, der ville kunne styrke deres position

på det sociale såvel som på det kulturelle felt.

Hvis den ideologi, som lovene gav udtryk for, skulle

rodfæstes i lokalsamfundene, måtte lovene udformes på en

sådan måde, at de ikke virkede alt for fremmede i forhold

til den sædvaneskabte praksis. Tidligere er der

argumenteret for, at sædvane ikke er stationær, men derimod

i konstant forandring, hvilket betyder, at man ikke skal

forestille sig, at bønderne nødvendigvis var

stokkonservative og afvisende over for alt nyt. Omvendt var

der vel heller ikke nogen grund til at afskaffe

eksisterende retspraksis, der sikkert tit kunne afpasses

til nye idéer, hvis den ikke radikalt gik imod kirkens bud

eller den retsorden, som kongen ønskede indført.

I denne tilpasning mellem ideologi og eksisterende

praksis skal vi måske finde forklaringen på det

314 C. Breengaard: ”Muren om Israels hus. Regnum og Sacerdotium iDanmark 1050-1170” 1988.

227

tilsyneladende paradoks, at alle de nordiske landskabslove

formentligt er tilkommet via mellemkomst af personer, der

tilhørte den intellektuelle elite og derfor må forventes at

have delt den samme samfundsideologi. Umiddelbart ville man

jo forvente, at de ville have udformet stort set ens

lovbøger, hvilket som bekendt langt fra var tilfældet. At

der også har været grænser for, hvor langt det har været

praktisk gennemførligt at forme lovene efter det kanoniske

slægtskab eller andre lærde idealer, enten fordi det mødte

lokal modstand,315 eller fordi forfatteren ikke var

tilstrækkelig interesseret deri, afspejler sig i den meget

varierende grad af deres tilstedeværelse i lovene.

315 Et eksempel derpå kunne være reglen om sjælegaver på dødslejet i denÆldre Västgötalov, hvor der står: ”På dödsdagen må man icke enligt lag giva bortfrån arvingen, om ej arvingen själv säger ja därtill. Så säga lärde man, att man ej säga nejdärtill enligt Guds rätt.” ”Svenska Landskaplagar” bd. 5, VgL2. Ärvdabalken,kap. 10, s. 77. Denne bestemmelse respekterer den lokaleretsopfattelse samtidig med, at det tydeligt bliver gjort klart, atdet er imod Guds vilje, hvis arvingen modsætter sig.

228

ANDEN DEL

DET KANONISKE SLÆGTSKABS FUNKTION I

LANDSKABSLOVENE

230

SLÆGTENS RETLIGE FUNKTION – OPBYGNING OG

SAMMENHÆNG

lægtens funktion ved retlige tvister i

landskabslovene lå til grund for teorien om, at et

førkristent slægtssamfund havde eksisteret i den

germanske verden, som det for eksempel blev præsenteret af

Per Sveaas Andersen i 1977: ”Det må være riktig å oppfatte vårt folk

på 900-1100-tallet som et ættesamfunn i den forstand at ætten var den sosiale

kjerneenhet i rettslivet, i politiske og religiøse forhold. En rettstvist var et

ætteanliggende.”316 Der er ikke nogen grund til at dvæle længe

derved, idet de færreste forskere nu til dags finder det

sandsynligt, at der har eksisteret et slægtssamfund med en

så omfattende social og politisk betydning, som det blev

formuleret af Sveaas Andersen. I stedet fokuseres der mere

på betydningen af vertikale forbindelser, for eksempel

klient/patron-forhold mellem stormænd, huskarle og bønder,

og på horisontale forbindelser, som kunne komme til udtryk

i venskabsforbindelser. At der formentlig eksisterede en

S

316 P. Sveaas Andersen: ”Samlingen av Norge og kristningen av landet800-1130” 1977, s. 185.

231

lang række relationer, der havde betydning for

samfundslivet og dermed også for retsopfattelsen og

retsudøvelsen, betyder naturligvis ikke, at familien eller

bredere slægten, hvordan den end defineres, ikke har haft

en vigtig betydning. Alle disse forbindelser er imidlertid

svære at spore, før de skriftlige kilder med

landskabslovene i spidsen begynder at dukke op.

Der har langt tilbage fandtes kritiske røster over for

teorien om eksistensen af et slægtssamfund i forhistorisk

tid, men de fik for alvor vind i sejlene i efterkrigstidens

Tyskland, hvor forskningen forsøgte at frigøre sig fra den

tidligere germanistiske forskning, der var kommet til at

stå i et blakket lys på grund af dens involvering i den

nazistiske retorik. Derfor er det næppe tilfældigt, at

konklusionen på den tyske retshistoriker Felix Genzmers

artikel fra 1950 om den germanske slægts retlige funktion

lyder som følger: ”Die Sippe als Rechtsbegriff, insbesondere als rechtlich

gestalteter Verband, ist vielmehr eine Erfindung der Professoren des 19.

Jahrhunderts.”317

Der kan ikke herske tvivl om, at den kanoniske slægt

havde en omfattende retlig funktion i landskabslovene, men

netop det faktum, at det var den kanoniske slægt, gør det

usandsynligt, at der var tale om en tradition, der var

ældre end lovene. Når man gennemgår lovenes paragraffer,

tegner der sig et tydeligt billede af, at den kanoniske

slægts retlige funktion kan opdeles i to hovedkategorier:

317 F. Genzmer: ”Die germanische Sippe als Rechtgebilde” 1950, s. 49.

232

Slægten som retssubjekt over for tredjemand og

slægtningenes indbyrdes rettigheder og forpligtelser over

for hinanden.

At bruge betegnelsen retssubjekt i forbindelse med den

kanoniske slægtsgruppes funktion i landskabslovene kan

synes et besynderligt valg, der bør forklares nærmere.

Retssubjekt er ikke et samtidigt begreb, og der er altså

tale om en anakronisme, når det benyttes om retsforholdene.

I landskabslovene anvendes ikke et begreb eller en

formulering, der kan bruges som fællesbetegnelse for

retssubjekt eller retsevne, hvilke ifølge Juridisk ordbog

formuleres således: ”Evnen til at være berettiget eller forpligtet subjekt i

retsforhold.”318 Mere udbygget bliver det i Mads Bryde Andersens

beskrivelse af retssubjekt som: ”Den juridiske identitet, der ifølge

den konstitution, der gælder for et retssystem, har evnen til at pådrage sig

rettigheder og pligter…Ved beskrivelsen af de formueretlige regler forudsætter

man almindeligvis, at retssubjektet har fuld kompetence til selv at disponere.”319

Når sådan en definition ikke anvendes i landskabslovene, og

der i den juridiske sprogbrug ikke synes at være forskel

mellem de forpligtelser og rettigheder, den kanoniske slægt

havde over for tredjemand, og de pligter og rettigheder den

havde indbyrdes medlemmerne imellem, burde man måske helt

afholde sig fra at opstille en sådan distinktion og i

stedet blot overordnet tale om den kanoniske slægts rolle i

retssystemet.

318 von Eyben: ”Juridisk ordbog” 2004, s. 294. 319 M. Bryde Andersen: ”Grundlæggende aftaleret. Aftaleretten I” København 2002, s. 509.

233

Dette valg er imidlertid heller ikke uproblematisk, da

der tegner sig en forskel mellem formålet med de typer af

retlige forhold, den kanoniske slægt var involveret i.

Slægtens rolle over for tredjemand var underlagt

retssystemet, da den bestod i edsaflæggelse eller

bødebetaling, mens slægtens rettigheder og pligter

indbyrdes primært handlede om regulering af fordeling af

jord og andre værdier med det dobbelte formål dels at

sikre, at jorden blev inden for slægten, og dels at

forhindre, at ufred og vold opstod over fordelingen af

ressourcerne. Denne overordnede distinktion medfører, at

anvendelsen af retssubjekt som analysebegreb letter

forståelsen. Når man skal forklare middelalderens

retssystemer eller retsopfattelse, giver det jo alligevel

ikke nødvendigvis en bedre forståelse at bruge fortidige

begreber, hvis anvendelige ord i det hele taget eksisterer,

da fortidens begreber for at kunne forstås og anvendes i

vor tid alligevel må forklares ud fra den juridiske

sprogbrug, vi kender. Desuden kan der argumenteres for, at

der ikke er så stor forskel på at bruge begrebet

retssubjekt i moderne og middelalderlig forstand, som man

umiddelbart kunne tro. Selvom man i det nordiske lovsprog

fra middelalderen ikke opererede med et direkte

retssubjektbegreb, kendes det fra den kanoniske ret, på den

måde at kirker og klostre kunne optræde som et sådant,

selvom de blev drevet kollektivt, og ingen enkelt person

eller gruppe af personer ejede kirkegodset. Alligevel kunne

234

de gejstlige institutioner handle som retssubjekter over

for tredjemand og var berettigede til at have forskellige

regler udad og indadtil.

Slægtsgruppen optrådte følgelig som retssubjekt over for

en tredjepart i sager om kollektiv betaling og modtagelse

af mandebod. Det samme gjaldt i de tilfælde, hvor det blev

foreskrevet, at medlemmerne af slægten skulle stille bevis,

optræde som nævn, eller på grund af deres slægtsbånd var

undtaget for at følge ombudsmandens bud om at deltage i

forfølgelse og tilfangetagelse af forbrydere, ligesom de i

visse tilfælde kunne omgå forbuddet mod at hjælpe sådanne.

Slægtens indbyrdes rettigheder og pligter ses meget

tydeligt i sager om ejendomstransaktion, specielt i forhold

til salg og ved arvedeling eller donationer, men de kommer

også til syne på ægteskabsområdet. Sagt med andre ord, så

holder det ikke stik, når Aksel E. Christensen hævder, at

”slægten som retsenhed forekommer næsten forsvundet i landskabslovene”320.

I de følgende afsnit vil flere af de områder, hvor det

kanoniske slægtskab havde betydning for landskabslovenes

bestemmelser, blive behandlet. Det omfatter så vidt

forskellige områder som kollektiv betaling af mandebod og

fledføring. Ved første øjekast kan det unægtelig synes

svært at se sammenhængen derimellem, men ser man nærmere på

reglernes udformning, viser det sig, at de, store forskelle

320 Hvad der præcis skal forstås ved ”retsenhed”, definerer han ikkenærmere, men der menes formodentlig retlig enhed. A.E. Christensen:”Ret og magt i dansk middelalder” 1978, s. 14.

235

til trods, har én vigtig fællesnævner: det kanoniske

slægtskab. Bestemmelserne er på mange områder blevet

afpasset og skabt ud fra de forskrifter og indirekte krav,

som den kanoniske måde at regne slægt på medførte.

Indflydelsen på retsreglerne skete direkte ved en fast måde

at definere slægtskab på, hvor alle er beslægtet i led, og

der derfor ikke var nogen diskussion om, hvem man var

nærmest i slægt med. Dermed udelukkede man også tvist om,

hvem der skulle arve og på anden måde have førsteret til de

ressourcer, som fandtes inden for slægten, noget der blandt

andet kommer til udtryk gennem reglerne om odelsret og

fledføring. Også ved kollektivt ansvar i forbindelse med

betaling af mandebod var den enkelte slægtnings

forpligtelse afhængig af, i hvilken grad han var beslægtet

med drabsmanden, jo nærmere slægtskab jo større ansvar.

Indflydelsen fandt også indirekte sted gennem de

moralske krav, som slægtskabet stillede, og som på længere

sigt havde et fredsskabende sigte, idet den både retlige og

moralske pligt til at hjælpe en slægtning ved betaling af

mandebod må have virket som incitament til at forsøge at

holde urolige og voldelige medlemmer af slægten i ave. Det

moralske ansvar for at hjælpe slægtninge satte imidlertid

også til tider såvel lovgivere som slægtninge i et dilemma,

som eksemplet fra de norske regler om forfølgelse af

misdædere viser: Hvis den forfulgte forbryder var din

236

slægtning, skulle du så følge din loyalitet over for

slægten eller over for samfundet?321

Også de forskellige regler for ejendomstransaktioner

havde fredsskabende funktion, hvad enten det gjaldt salg

eller dødsfald, da de forebyggede konflikter mellem

slægtninge og samtidig sikrede det økonomiske grundlag for

de nærmeste ved at forhindre, at værdier ukontrollabelt

kunne gå ud af slægten og over til tredjemand.

Essentiel for det kanoniske slægtskab var incestlæren,

hvis formål var at sprede slægterne og dermed den indbyrdes

kærlighed og det medfølgende moralske ansvar til en så stor

gruppe som muligt. Ægteskabslæren søgte også at forhindre

vold og tvang, som var imod idealet om fred og kærlighed,

om end det moralske krav på samme tid betød, at det ikke

var velset at indgå ægteskab uden slægtens godkendelse af

forbindelsen.

Alle disse aspekter har det tilfælles, at reglerne i

landskabslovene på en lang række områder blev påvirket og

formet efter de konsekvenser, som det kanoniske slægtskab

havde for retten, og det samfund den skulle fungere i.

Når jeg i det foregående har fremdraget så mange

forskellige aspekter af det kanoniske slægtskabs betydning,

skyldes det ønsket om at give en bedre fornemmelse af, hvor

gennemgribende denne ny doktrin var for samfundet. Ved at

321 Se mere om dette nedenfor i afsnittet om ”Slægtens funktion ved retlige tvister”.

237

fokusere på blot ét enkelt område, som for eksempel

ejendomstransaktion, ville klarheden og detaljerigdommen

utvivlsomt have været større, men den fulde betydning for

retsideologien af overgangen fra det valg- og

alliancebaserede til det kanoniske slægtskab ville stå

svagere.

238

SLÆGTEN SOM RETSSUBJEKT

SLÆGTENS FUNKTION VED RETLIGE TVISTER

KØNSNÆVNet tydeligste udtryk for slægtens retlige funktion

findes i Jyske Lovs kønsnævnsinstitution.322

Kønsnævnet, hvis medlemmer blev valgt inden for den

kanoniske slægtsgruppe blandt de første tre led, kendes

ikke uden for det jyske retsdistrikt. Et kønsnævn skulle

bestå af tolv mænd fra det syssel, hvor sagen skulle

rejses.323 Det var den sagsøgte, der skulle udpege

medlemmerne, dog sådan at modparten havde ret til at

fravælge op til tre af de udvalgte, og ved skærpede

omstændigheder havde han ret til at få endnu tre

udskiftet.324 Kønsnævnet skulle dømme i alle sager, der

angik jord, medmindre der var tale om kirkejord, som ikke

var underlagt de samme regler som anden jord.325 Det gamle

danske ord køn eller kyn betyder slægt, så et kønsnævn var

altså oversat til moderne sprog et slægtsnævn.

D

322 Betegnelsen ”kyni næfna” findes ganske vist også i Skånske Kirkelov,men det bruges kun i én meget specifik situation, nemlig hvor detdrejer sig om at sværge om, hvordan de implicerede var beslægtede.”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 7, s.840.323 ”Kyns næfvænd thæt ær [tolf] mæn innæn thrithi byrth oc innæn sysæl.” Ibid., bd. II,JL. tekst 1, 1. bog, 1. kap, s. 20.324 Ibid., s. 20f.325 Ibid., 1. bog, kap. 38, s. 91.

239

I Thords Artikler ses imidlertid, at brugen af

kønsnævnet ikke var så ukompliceret, som skaberne deraf

øjensynligt havde troet. At stille med tolv myndige

mandlige slægtninge inden for syslet har åbenbart ikke

altid været lige nemt, i hvert fald udvides kredsen i

Thords Artikler til at indbefatte slægtninge til og med det

fjerde led, hvilket selvfølgelig også kan ses som en

anerkendelse af, at hele den kanoniske slægtsgruppe burde

have del i retshandlingerne. Et andet problem, som den

samme paragraf fremhæver, er retsstillingen for den, der

ikke havde slægtninge inden for syslet og dermed ikke kunne

værge sig med et kønsnævn. I sådanne tilfælde skulle den

sagsøgte sværge, ”at han haffuer æy frender j then egn tha ma han taghe

til sigh xij lawfeste men,”326 som dermed trådte i slægtningenes

sted. Dette tvivlsmål illustrerer fint de komplikationer,

som det kanoniske slægtskab medførte for mobiliteten: Desto

større indflydelse slægten retligt set havde på den

enkelte, jo mere problematisk blev det at flytte bort fra

ens fødeegn. Heri ligger nok også en del af forklaringen

på, at det kanoniske slægtskab aldrig fik den samme

betydning for købstadslovgivningen som for landskabslovene.

Med kønsnævnet ses lovgivers markante interesse i at

styrke slægtens jurisdiktion over dens medlemmer, og

eftersom det fra flere sider er blevet sandsynliggjort,327

at den oprindelige intention var, at Jyske Lov skulle have

326 ”Danmarks gamle Landskabslove” Tillæg til bd. IV, 1961. ThordsArtikler, tekst 2, kap. 63, s. 122.327 Se ovenfor i afsnittet om lovenes datering.

240

været landsdækkende, er der tale om et vidtgående skridt i

forsøget på at styrke det kanoniske slægtskab, som dog

strandede på indre politiske uroligheder.

Det kan meget vel tænkes, at en forløber til kønsnævnet ses

i Valdemars Sejrs Jernbyrdsforordning, der ikke kan dateres

nærmere end til et sted mellem 1216 og 1241.328 I langt de

fleste tilfælde blev jernbyrden udskiftet med nævn udpeget

blandt deltagerne på herredstinget, en undtagelse derfra

fandtes der to eksempler på. Hvis et mord var begået, og

drabsmanden ikke vedstod drabet, havde afdødes nærmeste

mandlige slægtning ret til at sagsøge ham, hvorefter et

nævn på 12 mand fra den sagsøgtes herred og udpeget på

dettes ting skulle sværge om skyldsspørgsmålet. Frifandt

nævnet den anklagede, havde sagsøgeren lov til at rejse sag

mod endnu en mand; denne gang var det imidlertid et nævn på

tolv mænd udtaget af den anklagedes slægt, der skulle

sværge. En procedure, der gentog sig, hvis manden blev

frifundet, og den forurettede part valgte at stævne en

tredje for mordet.329 Den anden undtagelse var vold mod

kvinder; her skulle den anklagede også rense sig ved ed af

328 Traditionelt er forordningen blevet dateret til 1216 eller ligederefter ud fra det argument, at man i dansk lovgivning øjeblikkeligthavde efterkommet kravet fra Det fjerde Laterankoncil (1215) om, atgejstlige ikke måtte deltage ved gudsdomme. Inden for de sidste tiårer der blevet sat spørgsmålstegn ved denne datering, der udelukkendebygger på en antagelse om, at man i Danmark modsat stort set resten afden katolske verden uden tøven efterkom Laterankoncilets bud.329 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. 2, SkL. Tillæg XII: 3, s. 789.

241

tolv slægtninge, men ved al anden vold skulle nævnet bestå

af herredsmænd.330

Det er signifikant, at den anklagedes slægt ved to så

alvorlige forbrydelser som mord og vold begået mod kvinder

havde ret til at føre beviset. Dette adskiller også

Jernbyrdsforordningen fra kønsnævnet, idet kønsnævnet kom

til anvendelse i sager om arv og ejendom, mens større

strafferetlige forhold i Jyske Lov var overladt til

sandemændenes dom. Det er tvivlsomt, hvor stor betydning de

to undtagelser fik i praksis, i hvert fald gentages

bestemmelserne ikke i de yngre love, Jyske Lov eller Eriks

sjællandske Lov. Forordningens formål var først og fremmest

et politisk signal både indenrigs og ikke mindst til

udlandet om, at den kanoniske rets påbud blev fulgt, og da

bestemmelserne ikke har sat sig spor i den yngre

lovgivning, kan det tyde på, at der ikke er blevet gjort en

målrettet indsats for, at den blev fulgt i alle sine

detaljer, så længe hovedsigtet om jernbyrdens erstatning

med nævn var opnået.

330 Ibid., Tillæg XII: 4, s. 790.

242

JORD OG ARVSlægtens funktion som retssubjekt i de danske landskabslove

er specielt tydelig i sager, hvor der var uenighed om

arvedeling, hvilket også ses i flere af lovene fra det

svenske område. Problemer kunne for eksempel opstå, når arv

skulle skiftes mellem en stedfader og hans stedbørn eller

mellem to kuld halvsøskende, idet der kunne opstå tvivl om,

hvad der var mødrene, og hvad der var fædrene gods.

Proceduren for disse sager havde en række fællestræk i

Arvebogen, Valdemars sjællandske Lov og Skånske Lov, ifølge

hvilke tolv slægtninge, seks på hver side, skulle udpeges

til at sværge på, hvad der henholdsvis kom fra mødrene og

fædrene side.331 I Jyske Lov og Eriks sjællandske Lov blev

det derimod foreskrevet, at det var tolv mænd fra den

slægtsgren, begge kuld tilhørte, der skulle udtages til at

stå for arvedelingen, når halvsøskende skulle dele.

Også ved arvestridigheder mellem helsøskende var det

tolv slægtninge, der skulle løse konflikten.332 For at undgå

uenighed mellem søskende ved arveskifte efter forældrene

foreskrev Upplandsloven, at slægtninge både på mødrene og

fædrene side skulle forestå arvedelingen. Rejste en af

331 Ibid., bd. VII, A&O. tekst 1, bog 1, kap. 70, s. 53. Bd. I, 1, SkL.tekst 1, kap. 27, s. 16f. Bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 70, s. 34f. Ide fleste tilfælde med skifte mellem søskende må man gå ud fra, at derhar været tale om arvegods, siden løsøre og købejord blev fordeltefter lodder mellem fælligets medlemmer.332 Ibid., bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 28, s. 17. Bd. II. JL. tekst 1,1. bog, kap. 16, s. 50-52. I Eriks sjællandske Lov, (Bd. V, tekst 1,kap. XXI, s. 27) står der, at ”tha [scal] man næfn til tolf theræ frændær thebæstæ.” Mon ikke ordet ”bedste” skal forstås som ”de nærmeste og bedstegnede”?

243

arvingerne siden klage derom, skulle atten fætre, der havde

optrådt som vidner til skriftet, tage stilling til klagen.

Fandtes der ikke så mange fætre (hvilke sikkert ofte var

tilfældet), skulle de resterende udpeges blandt de nærmeste

slægtninge.333 Det var ikke kun ved uenighed om skifte

mellem søskende, at et vist antal slægtninge skulle afgøre

tvisten. Ifølge Arvebogen og Valdemars sjællandske Lov

skulle tolv slægtninge dømme i de tilfælde, hvor arven gik

så langt ud i ledene, at der kunne opstå tvivl om, hvem der

var den nærmeste arving.334 I Hälsingeloven findes en

bestemmelse om det samme problem, men det er imidlertid

vanskeligt at afgøre, om det var slægtninge, der havde

jurisdiktionen i arvetvisten: ”Tvista män om arv och säga sig båda

vara lika närskylda, då skola de hava fram två ättertalkunniga335 män. Den,

vars rätt de vilja styrka till arvet med fjorton mäns ed, han skall då taga

arvet.”336 Umiddelbart ville man tro, at de to slægtskyndige

har tilhørt slægtsgruppen, men med nærmere eftertanke er

det næppe sandsynligt, at alle slægter rådede over personer

med evner dertil. Bestemmelsen skal derfor snarere tolkes,

som om det fra myndighedernes side har været et ønske, at

der i hvert hundred har fandtes personer, der var

333 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. XI,s. 117.334 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap.82, s. 63. Bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 82, s. 41.335 Den gammelsvenske betegnelse er talumän, der kommer af verbet tälia:at regne. Der var således tale om personer, der var specialiseret i atudregne slægtsgrader, hvilket er ganske interessant, idet det viser,hvor opmærksom man i hvert fald fra lovgivers side har været på atkunne udregne slægtskabsled.336 ”Svenska Landskapslagar” bd. 3, HL. Ärvdabalken, kap. XII, § 3, s.307.

244

specialiseret i at udregne slægtsgrader efter den kanoniske

tællemåde.

Et sidste eksempel på, hvordan slægten optrådte som

retssubjekt ved arvespørgsmål, findes i Östgötaloven. I

bestemmelsen i den gamle arvelov, hvor sønner udelukkede

døtre fra arv, står der, at hvis en søster påstod, at

hendes broder arvede deres forældre, efter at den nye

arvelov var trådt i kraft, skulle broderen, hvis han havde

siddet på gården så længe, at han havde vundet hævd: ”styrka

med fjortonmannaed, att han hade fått laga hävd under den gamla lagen, då

syster ej fick ärva med bröder. Den eden skola hans fränder gå inom tredje

led.”337 I dette tilfælde var valget af slægtninge som

mededsmænd ganske naturligt, idet deres lige nære slægtskab

med broder og søster ville øge sandsynligheden for, at

deres ed ikke blev styret af partiskhed.

Slægtningenes mulige partiskhed kunne dog også bruges

som argument for, at de ikke kunne tage del i en

retshandling, som det ses i den ældre Eidsivatingslov, hvor

det blev fastslået, at hvis en kvinde fødte et dødfødt

barn, skulle hun straks følge en bestemt

varslingsprocedure. Gjorde hun ikke det, måske på grund af,

at hun var syg eller lignende, skulle hun og to ældre

kvinder sværge på, at barnet var dødfødt, men det blev

fastslået, at de, der skulle vurdere eden, ikke måtte være

337 Ibid., bd. 1, ÖgL. Ärvdabalken, kap. II, s. 123.

245

i slægt med kvinden, da det kunne påvirke deres

dømmekraft.338

Et andet eksempel på, at man mente, at slægtskab kunne

påvirke dømmekraften, findes i Magnus Lagabøters Landslov.

Heri foreskrives det, at beslægtede eller besvogrede inden

for det fjerde led ikke kunne vidne for hinanden i

gældssager, medmindre den, der skulle give vidnesmålet, var

lige nær i slægt med begge de implicerede parter.339 Det

forventedes med andre ord, at man var partisk inden for den

grænse af slægtskab, som var kanonisk udstukket.

VOLD OG DRABI begge versionerne af Västgötaloven findes en besynderlig

bestemmelse om, hvordan man skulle forsvare sig mod en

beskyldning om at have givet råd, der førte til drab. Hvis

en mand blev beskyldt derfor, skulle han værge sig med

atten mænds ed, hvoraf de tolv skulle udtages fra hans

fædrene side og de seks fra den mødrene side. Endvidere

skulle de alle ifølge den yngre version være beslægtet

inden for det sjette led. Bristede begge sidernes ed,

skulle der bødes fire en halv mark, bristede de tolv mænds,

også kaldet tylvtens ed, var bøden tre mark, og hvis den

halve tylvt ikke sværgede på mandens uskyld, skulle han

bøde en örtug og fem øre.340 Denne bestemmelse, der ikke

338 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, EKr. kap. 3, s. 375f.339 Ibid., bd. 2, MLL. Kjøpebolken, kap. 2, s. 150f.340 ”Samling af Sweriges gamla Lagar.” bd. 1, VgL1. Af mandrapi, kap. 3,s. 12, VgL2. Dræpare Balken, kap. 8, s. 125. I Tillægget til den yngreversion udvides denne procedure til også at gælde sager om beskyldningfor at have kaldt en anden ”træl”, dog var der en forskel ibødetaksterne. VgL2. Additamenta, kap. 2, § 13, s. 224f.

246

genfindes i andre af de svenske love, er interessant af

flere grunde. Ved ingen andre alvorlige anklager var det

påkrævet, at slægtningene svor. Vægtningen mellem mødrene

og fædrene slægtninge og det faktum, at de skulle præstere

hver deres ed, får en umiddelbart til at tænke på, om der

skulle være en sammenhæng med døtres arveret, idet de også

kun vejede halvt af sønner. En sådan forbindelse synes dog

ikke sandsynlig, da døtre ifølge den ældre lov ikke havde

ret til arv, hvis der også var sønner. Desuagtet synes

proceduren at afspejle, at faders slægt, anerkendelsen af

det kanoniske slægtskab til trods, havde en større

betydning end den mødrene. Det sidste bemærkelsesværdige

ved bestemmelsen er, at der i Den ældre Västgötalov intet

står om, hvor langt slægtskab skulle regnes, men i den

yngre version sattes grænsen for slægtninges deltagelse til

det sjette led.341 Dette stemmer ikke overens med, hvordan

slægtskab ellers blev regnet i slutningen af det 13.

århundrede. Den ældre Västgötalovs overleveringssituation

er imidlertid så spinkel, at man kan forestille sig, at det

sjette led har eksisteret i andre ikke overleverede udgaver

af loven, eller at det som med kønsnævnet viste sig umuligt

altid at finde det nødvendige antal slægtninge inden for de

daværende gyldige kanoniske grader, hvorfor man udvidede

kredsen.

341 Også ved betaling af mandebod gik grænsen i Västgötalovene ved detsjette led, dette kunne tyde på, at der havde været en stærkpåvirkning af norsk ret, hvor det sjette led siden 1152/53 havde væretden kanoniske slægtskabsgrænse.

247

I mange af landskabslovene findes bestemmelser om vold mod

eller drab på helt nære slægtninge, hvoraf det fremgår, at

denne form for voldsforbrydelser blev betragtet som værende

langt mere alvorlig end andre overgreb, til tider blev de

ligefrem regnet som helligbrøde, hvorfor straffen var både

gejstlig og verdslig. Det er imidlertid kun i de to

kirkelove for Skåne og Sjælland, at der skelnes mellem vold

eller anden forbrydelse begået mod fjernere slægtninge og

mod fremmede. I kirkelovene reguleres vold mod eller ran

fra slægtninge så langt ud som til næstsøskendebørn.

Overgreb rettet mod denne del af slægten førte til, at der

skulle udtages et nævn på tolv slægtninge, der skulle dømme

i sagen. Var der tale om fjernere slægtninge eller

fremmede, skulle beviset føres som en almindelig volds-

eller ransag med nævn af tolv lovfaste mænd.342 Det er

interessant, at det er i kirkelovene, der ved deres

udstedelse blev et supplement til den lokale kanoniske ret,

at disse paragraffer om overgreb mod en større del af

slægtsgruppen findes. Dette viser atter, hvor stor

betydning slægtens jurisdiktion fik for kirkeretten.

Det var imidlertid ikke kun i sager om vold inden for

slægten, at slægtsgruppen besad en bestemt retlig funktion.

I de norske love opereredes der også med, at slægtninge

havde en speciel status i forhold til at forfølge og hjælpe

drabsmænd. Hvis en mand blev dræbt på tinget, havde alle

342 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 7, s.838-844. Bd. VIII, SjKl. tekst 1, kap. 10, s. 450f.

248

tilstedeværende pligt under bødestraf til at forfølge

morderen, dog fandtes visse undtagelser. Ifølge

Frostatingsloven var baugildemænd, neugildemænd og nære

måger343 undtaget derfra. Desuden havde de ret til én og kun

én gang at hjælpe den flygtende.344 Ifølge Landsloven var

alle beslægtede og besvogrede til og med fjerde led

undtaget fra at skulle optage forfølgelsen, men al hjælp

var forbudt under trussel om fredløshed.345 I Landsloven var

det en forpligtelse at forfølge og pågribe en person, der

var morder eller havde udført en tilsvarende ond handling,

såfremt man vidste, hvor gerningsmanden opholdt sig, eller

hvis sysselmanden krævede folkehjælp dertil, men også i

dette tilfælde var beslægtede og besvogrede til fjerde led

undtaget.346

Eftersom bødesystemet hvilede på, at drabsmænd stod ved

deres gerninger, tages der også forbehold for den omvendte

situation, hvor drabsmanden skulle lyse drabet. Viglysning,

som det kaldes, skulle ifølge Gulatingsloven ske i det

nærmeste hus, med mindre det var ejet eller beboet af den

dræbtes baugilde- eller neugildemænd.347 I Landsloven var

dette udvidet til at omfatte alle beslægtede og besvogrede

inden for fjerde led, og det var heller ikke et krav, at

drabet skulle lyses i det første hus, men blot i en af de

tre første gårde, drabsmanden kom forbi, efter at drabet

343 Måger er en betegnelse for indgiftede mandlige slægtninge.344 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. IV, kap. 9, s. 161.345 Ibid., bd. 2, MLL. Mandhelgebolken, kap. 8, s. 214.346 Ibid., kap. 17, s. 219.347 Ibid., bd. 1, GL. kap. 156, s. 61.

249

var begået, medmindre de føromtalte slægtninge besad de

nærmeste gårde.348

Det er karakteristisk for de norske landskabslove, at de

personer, der skulle deltage i betalingen af mandeboden,

var fritaget for at tage del i forfølgelse. I Landsloven,

hvor kollektiv betaling af mandebod var afskaffet, blev

gruppen udvidet med hele slægtsgruppen inklusiv de

besvogrede. Spørgsmålet om forfølgelse handlede ikke om

økonomiske forhold med følelsesmæssige, hvorfor hensynet

til svogerskab antagelig har været nemmere at tage.

Samtidig har hensynet dertil også haft en både

stabiliserende og fredskabende effekt, da det nemt har

kunnet føre til splid og uvenskab, hvis for eksempel en

mand efter loven var tvunget til at forfølge eller nægte at

hjælpe hans hustrus fader, broder eller en anden slægtning,

da begge parter ville blive sat i et moralsk dilemma mellem

kærligheden og pligten over for slægt og ægtefælle og

pligten over for samfundet. Reglerne viser, at lovgiverne

var sig bevidst om dette dilemma, der ellers kunne opstå,

hvis slægtninge var tvunget til at vælge imellem lovens bud

og den forpligtelse over for slægtningene, som man så

ihærdigt havde søgt at indprente gennem læren om det

kanoniske slægtskab.

348 Ibid., bd. 2, MLL. Mandhelgebolken, kap. 12, s. 216f.

250

ÆGTESKAB OG INCESTI de to kirkelove for Sjælland og Skåne findes en

usædvanlig bestemmelse om incestuøse fæstemål, der dækkede

de tilfælde, hvor en mand fæstede enten en slægtning, en,

der havde været gift med en af hans slægtninge, eller en

slægtning til sin tidligere hustru. I disse sager var det

biskoppens opgave at nedlægge forbud mod ægteskabets

indgåelse. Derefter kunne manden enten overhøre forbuddet

og gifte sig alligevel, hvilket ville medføre bandlysning,

eller få sagen rejst. I sidste tilfælde skulle der udpeges

seks mænd fra henholdsvis mandens og kvindens slægt på den

side, hvor slægtskabet fandtes. Disse tolv mænd skulle

sammen aflægge ed på, hvorvidt de to kunne ægte hinanden

eller ej, og denne dom havde gyldighed også i forhold til

de gejstlige myndigheder.349 Umiddelbart virker denne

procedure som en grov omgåelse af kanonisk rets

incestbestemmelser, men den skal nok snarere ses som et

forsøg på at synliggøre incestproblematikken i

lokalsamfundene ved at tvinge de impliceredes slægtninge

til at tage stilling til så alvorlige teologiske problemer.

Set fra kirkens side har det antagelig været vigtigere at

få folk til at forstå den ny kanoniske slægtskabsideologi,

end at forbuddet blev overholdt helt ud i de fjerneste

led.350 Samtidig skal bestemmelsen sikkert også ses som en

349 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 6, s.835-838. Bd. VIII, SjKl. tekst 1, kap. 9, s. 449f.350 Incestforbudet var først og fremmest i sin helhed rettet modaristokratiet, og dermed accepteredes det også, at bønder og borgereikke fulgte forbuddet til punkt og prikke. M.H. Gelting: ”Marriage,

251

anerkendelse af, at det syvende led i praksis var meget

svært at overholde i de små samfund, hvis passende

giftermålspartnere skulle kunne findes. Lignende

bestemmelser kendes ikke fra de andre danske love, da dette

område ellers udelukkende har ligget under den gejstlige

jurisdiktion, men vi finder noget lignende i Smålandslovens

kirkebalk. Hvis et par blev anklaget for at være for nært i

slægt, men begge var enige om, at det ikke var tilfældet,

så var alt godt, men ”Äro de icke ense, då får alltid den vitsord, som vill

hålla hjonelag, med sina fränder och skyldemän, sex på fädernet och sex på

mödernet. Han styrke med ed, att de voro ej så forbundna i frändskap och nära

i ätt, att de icke kunna bygga sitt hjonelag, både enligt Guds lag och

människor.”351 En bestemmelse, der helt sikkert er kommet ind

i loven for at undgå, at incestforbuddet blev brugt som en

smutvej, hvis en af parterne ønskede at komme ud af et

ægteskab.

Som en lille kuriositet angående slægtens rolle ved

indgåelse af giftermål skal nævnes en paragraf fra

Östgötaloven, der regulerede, hvem brudgommen skulle

invitere til sit bryllup. Dér ”skall han bjuda till bröllop alla sina

fränder, som äro inom tredje led. Vill han ej bjuda en av dem, böte tre marker

eller styrke med tolvmannaed, att han ej visste, att han var honom så

närskyld.”352 En noget håndfast bestemmelse, som dog ganske

godt illustrerer, at det slægtssammenhold, hvis ideologiske

Peace and the Canonical Incest Prohibitions: Making Sense of anAbsurdity?” 1999, s. 99.351 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, SmKb. kap. 13, § 8, s. 431.352 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, ÖgL. Giftermålsbalken, kap. VII, §1, s. 104.

252

grundlag var det kanoniske slægtskab, ikke altid har været

så nemt at indføre ad frivillighedens vej.

De fleste af de nævnte eksempler fra så forskellige områder

som arv, vold og ægteskab illustrerer, hvorledes retlige

tvister blev afgjort af medlemmerne af den eller de

impliceredes kanoniske slægt, ved at slægtninge svor om

sagens rette sammenhæng. Der er dog også eksempler på det

modsatte, at medlemmerne af den kanoniske slægt blev

udelukket fra at vidne på grund af frygt for partiskhed,

eller at de var fritaget for at udføre den almene pligt til

på øvrighedens bud at forfølge volds- eller drabsmænd.

Denne tilsyneladende modsætning illustrerer det kanoniske

slægtskabs kompleksitet, for eftersom forpligtelserne over

for slægtningene ikke kun var retlige, men også moralske,

kunne det kanoniske slægtskab også have en negativ

virkning. Det kunne sætte slægtninge i et moralsk dilemma

mellem på den ene side at følge øvrighedens bud og på den

anden side at hjælpe en slægtning i nød, en konflikt, som

flere af lovenes forfattere øjensynlig havde øje for.

253

KOLLEKTIV BODSBETALING

ødestraf for drab er på ingen måde noget enestående

for de nordiske landskabslove. I langt de fleste af

lovbøgerne fra den tidlige middelalder fra det

område, der tidligere udgjorde det vestromerske rige, var

bødebetalingen kendt, hvilket også gjaldt kollektiv

hæftelse. Da romerretten som bekendt ikke indeholdt

kollektiv hæftelse, er det nærliggende at se denne som et

germansk retsfænomen, der holdt sit indtog først med

sædvanen og senere i den skrevne ret i Sydvesteuropa ved de

invasioner af frankere, gotere og andre folk, som

Romerrigets svækkelse åbnede for.353 Denne opsplitning

mellem romersk og germansk retsopfattelse i forhold til

kollektivt ansvar kan dog problematiseres: Ganske rigtigt

kendte romerretten ikke til kollektivt ansvar, men det er

vigtigt at tage i betragtning, at de romerske lovsamlinger

opstod i et rige med en veludbygget centraladministration,

hvor der fandtes instanser, der havde den fornødne magt til

at straffe kriminelle handlinger. De

centraladministrationer, der blev opbygget i de nye riger,

som opstod på ruinerne af det vestromerske rige, var

B

353 Ole Fenger anfører, at det er muligt at skelne mellem germansksædvane og romerske eller kirkeretlige træk i disse love, da mankender den romerske og kirkelige retsforståelse gennem de overleveredekilder. Fænomener som hævn og fejde byggede på sædvane, da båderomerretten og kirken opererede med, at der skulle foreliggeculpa/skyld bag en handling, før der var baggrund for straf, noget derikke umiddelbart er foreneligt med fejde og kollektiv bødebetaling. O.Fenger: ”Germansk retsorden med særlig henblik på det 7. århundrede”1991, s. 158.

254

svagere og havde et langt mindre udbygget administrativt

system, som gjorde det uhyre vanskeligt at kontrollere

retsudøvelsen. Under sådanne forhold blev truslen om

kollektiv straf for retsbrud og hævn, hvis mandeboden eller

lignende kompensation ikke blev tilbudt, et accepteret

alternativ.354 Hævnen ville normalt udspille sig som en

blodfejde mellem to grupper, og i den forbindelse er det

nok værd at inddrage Wallace-Hadrills betragtning om

blodfejde i Merovingerriget. Hævn og fejde var ikke

sanktioneret i lovene, men at de har eksisteret, ses ud fra

andre kilder specielt de litterære. Der er dog en fare for,

at begreberne kan snyde, og at megen blodsudgydelse, der

intet havde at gøre med hævn og fejde, af eftertiden nemt

kunne blive tolket som sådanne.355 De litterære kilders

forkærlighed for dramatik kunne måske også få forfatterne

til at overdrive betydningen af fejderne, en betragtning,

som Peter Sawyer har anlagt på de nordiske kilder, hvor han

354 Antropologiske undersøgelser har vist, at mandebod og truslen omhævn for begåede retsbrud var et udbredt fænomen i områder, hvorcentralmagten enten var for svag til at stå for lov og orden ellerikke eksisterede. M. Gluckman: ”The Peace in the Feud” 1996 og O.Fenger: “Fejde og mandebod” 1971. Det betyder selvfølgelig ikke, atman ukritisk kan sætte lighedstegn mellem alle former for hævn ogkollektiv hæftelse, som har fandtes i et hav af variationer, alt efterhvilke æresbegreber og kulturelle og religiøse forestillinger, der harhersket. Det vigtige i denne forbindelse er imidlertid at påpege, atforskellen mellem brugen af hævn og kollektiv afstraffelse i romerskret og i de germanske riger ikke behøver at bunde i en grundlæggendeforskel imellem romersk og germansk retsforståelse, men i stedet kunnevære udtryk for forskelle i administrationen og magten til atopretholde orden og ret.355 J. Wallace-Hadrill: ”The Long-Haired Kings – and Other Studies inFrankish History” 1962, s. 122f.

255

konkluderer: ”The bloodfeud flourished best, not in the real world, but in

the fictions of poets, storytellers and lawyers.”356

Selvom der ikke eksisterer mange kilder til retsopfattelsen

i Norden før landskabslovenes tid, taler sandsynligheden

for, at der må have eksisteret strukturer på basis af

mandebod og trussel om hævn. Hvem der var forpligtet til at

betale mandeboden, og hvem en eventuel hævn kunne ramme, er

imidlertid på ingen måde klart. Var det kun gerningsmanden,

der hæftede, eller eksisterede der kollektive netværk med

en eller anden form for fælles hæftelse, og i så fald

hvilke? En oplagt mulighed var naturligvis slægten, og

slægtsansvar findes i en eller anden form i de fleste

germanske love, men i så fald hvilken slægt? For Nordens

vedkommende betød det valg- og alliancebaserede slægtskab,

at der ingen helt faste grænser var for slægtskab. Var det

da denne konstruerede slægtsgruppe, der hæftede for og

hævnede hinanden? Muligheden foreligger bestemt; for

eksempel fortæller Saxo, at Skjalmsønnernes, Peter

Bodilsøns og Håkon Sunnivasøns argument for at hævne drabet

på Knud Lavard var, at de var venner.357 Da det valg- og

alliancebaserede slægtskab formentlig har haft størst

betydning for den bedrestillede del af bønderne og

stormændene, er det rimeligt at forestille sig, at der

kunne være andre netværk, der fungerede som del af

retsplejen. Klientforhold kan meget vel have sikret de

356 P. Sawyer: ”The Bloodfeud in Fact and Fiction” 1987, s. 36.357 Amici ”Saxonis Gesta Danorum” s. 356.

256

dårligere stillede hjælp fra en mere magtfuld person ved

retsbrud begået af eller mod dem. Man kan forestille sig,

at den sanktion, der ramte en drabsmand, også efter

landskabslovenes komme, har varieret både efter hans

sociale stilling og de omstændigheder, hvorunder drabet

blev begået.

Hvor plausible de ovenstående forklaringer end kan lyde,

medfører kildesituationen, at de ikke kan blive andet end

kvalificerede gæt, da man skal op til landskabslovene, før

en egentlig nedskrevet procedure findes, og selv da er det

et åbent spørgsmål, om bestemmelserne er blevet fulgt,

eller om de har fungeret som rettesnore, hvis parterne ikke

selv kunne komme frem til en bedre løsning.

I landskabslovene var et drab ikke blot et drab. Den

sanktion, der ramte drabsmanden, afhang af de forhold,

hvorunder drabet havde fundet sted. I lovgivningen

opereredes der med to typer af drab: De der kunne sones ved

mandebod, og de der ikke kunne. Orbodemål, niddingsværk

eller edsörebrud var betegnelser for gerninger så grove, at

de skyldige ikke umiddelbart kunne slippe med bødebetaling,

der ellers var den brugte sanktion. Ligeledes afhang

slægtens forpligtelser over for en drabsmand af, om der var

tale om manddrab eller om orbodemål. Ved manddrab hæftede

slægten i de fleste love sammen med drabsmanden, ved

orbodemål bortfaldt denne forpligtelse, og i stedet

fokuseredes der på den individuelle skyld.

257

FORBRYDELSER DER IKKE KUNNE SONES MED BODUdviklingen af en særlig kategori af voldsforbrydelser –

orbodemålet – hænger formentlig tæt sammen med kirkens

fredsideologi. Der findes nemlig påfaldende mange

sammenfald mellem orbodemålene og de fredsbestemmelser, der

teologisk blev slået fast ved de tre første

Laterankoncilier og i verdslig lovgivning i de tyske

landefrede. Straffen for orbodemål lå også i forlængelse af

de kirkelige straffe. Orbodemål var, som navnet siger,

bødeløse sager – sager som ikke kunne sones med bøder.

Straffen var stort set den samme i alle lovene:

Konfiskation af alt hvad gerningsmanden ejede og fortabelse

af hans fred. Fredløsheden var ved siden af livsstraffen

den hårdeste straf i lovene. Det var kun de værste

forbrydere, man ville straffe med at sætte dem uden for

fællesskabet: Den fredløse blev frataget sin identitet som

en del af en slægt og en social sammenhæng og blev på den

måde en paria. Ligesom med kirkestraffene, forbud og band,

var den verdslige straf, fredløshed, både en social og

sjælelig død, da den fredløse blev forment begravelse i

indviet jord. Denne hårde straf skal ses som en konsekvens

af, at et orbodemål gennem sit brud på freden blev en

forbrydelse imod hele det omgivende samfund og ikke kun

imod en enkelt person eller slægt.

Som med så mange af de retlige tiltag i landskabslovene går

orbodemålet, i hvert fald i den form vi kender, tilbage til

258

det 12. århundredes anden halvdel. I Frostatingsloven står

der, at ved den lovredigering, som kong Magnus og ærkebisp

Øystein støttet af stormændene stod bag i 1164, skete der

en skærpelse af straffen for orbodemænd, altså dem der

havde begået orbodemål.358 Tilsvarende står der i

Gulatingsloven, at orbodebestemmelserne, i den form de

findes i loven, blev indført af Magnus Erlingsøn.359

Øysteins involvering i udfærdigelsen af orbodemålet og

straffen derfor kan ikke undre, idet det må have været

vigtigt for kirken, at fredsbrydere kunne rammes af såvel

verdslige som kirkelige sanktioner. I de ældre

kristendomsretter fra Eidsivating og Borgarting optræder

orbodemålet også, men ikke i den form det senere får,

eftersom orbodemålet dér var den verdslige straf for incest

med en af de sytten kvinder, man var nærmest beslægtet og

besvogret med. Forbrydelsens tætte forbindelse til

kirkeretten ses også tydeligt i dele af straffen, som den

beskrives i Borgartingsloven. Handlingen medførte tab af

fred og gods, der blev delt mellem konge og kirke, freden

kunne dog genvindes, hvis den formastelige havde skriftet

og gjort bod. Hvis orbodemanden ikke gjorde dette,

foreskrev Eidsivatingsloven den samme straf i døden som for

bandlyste personer, nemlig udelukkelse fra begravelse i

indviet jord.360

358 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. V, kap. 44, s. 182.359 Ibid., GL. kap. 32, s. 19f.360 ”Vikens Kristenret. Ældre Borgartingslov.” kap. 17, s. 17f og ”ÆldreEidsivatings Lov, Kristenretten” kap. 50, s. 33 og kap. 52, s. 34.

259

Selve titlen ”Arvebog og Orbodemål” fortæller om

orbodemålets forekomst i Danmark i 1170’erne. Spørgsmålet

bliver da, om det var en nyskabelse ved lovbogens komme,

eller om det byggede på ældre bestemmelser. Der har været

tradition for at føre orbodemålet helt tilbage til

tusindtallets sidste del, da Knud den Helliges Gavebrev til

Lunds domkirke fra 1085 nævner to eksempler på fredskøb hos

kongen.361 Dette må betyde, at en eller anden form for

fredløshed her eksisteret, men dette er ikke ensbetydende

med, at orbodemål også fandtes. Andre forklaringer på det

tidlige fredskøb kunne for eksempel være, at der bødedes

for forræderi imod kongen eller lignende.362 Selvom

orbodemål fandtes som forbrydelseskategori i Norge og

Danmark i det sene 1100-tal, er det ikke sikkert, at det

samme var tilfældet i hele det svenske område, hvor

orbodemål første gang findes nævnt i Den ældre

Västgötalov.363

Skønt orbodemål var kendt i hele Norden, havde de ikke

samme udformning overalt. I de danske love var der fire

typer drab, der betegnedes som orbodemål: Drab i hjemmet,

på tinget, i kirken og efter de aftalte bøder var betalt,

hvortil Anders Sunesens Parafrase føjer kvinderov,

361 ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 21, s. 25f. Den latinske ordlyd var:”pro pace sua emendauit.” ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd., nr. 21, s.49.362 Saxo vrimler med eksempler på oprørske stormænd i 1000- og 1100-tallet, så tanken er nærliggende.363 ”Samling af Sweriges gamle Lagar.” bd. 1, VgL1. Orbotæ mal, s. 23f.

260

ildspåsættelse og drab på vært eller gæst.364 I Jyske Lov

brugtes betegnelsen orbodemål ikke, men i Thords Artikler

fremhæves det, at orbodemål var alle de forbrydelser, for

hvilke man mistede sin fred.365 I de norske love omfattede

heller ikke kun drab, men også andre handlinger der truede

samfundsordenen såsom trolddom, landevejsrøveri og

kvinderov. Flere af de forbrydelser, som i de danske love

kategoriseres som orbodemål, findes opført under

fredsbrudene i Frostatingsloven og Landsloven,366 hvilket

glimrende illustrerer den tætte forbindelse mellem

orbodemålene og fredsideologien. I Danmark og Norge blev

orbodemålene bibeholdt som en del af lovgivningen, mens de

i Sverige blev inddraget i de såkaldte edsörebestemmelser, som

der vendes tilbage til senere.

På trods af den krænkelse af freden, der havde fundet sted

ved et orbodemål, fandtes der i de danske love mulighed

for, at orbodemanden kunne få sin fred tilbage ved et

såkaldt fredskøb, der udgjorde 40 mark betalt til

henholdsvis den dræbtes arvinger og kongen. Fra Arvebog og

Orbodemål til Eriks sjællandske Lov fandt en ændring i

proceduren for fredskøb sted. I den første slås det fast

at: ”Kongen maa ikke tage Fredskøb af dem [orbodemændene] og ikke

med Rette give dem deres Fred undtagen i det ene Tilfælde, at han faar

364 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, ASP. kap. 61, s. 552.365 Ibid., Tillæg til bd. 4, tekst 6C nr. 56, s. 261 (Add. XXII), tekst6D nr. 32, s. 278 og tekst 6E nr. 87, s. 321.366 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. IV, kap. 5, s. 158f. Bd.2, MLL. Mandhelgebolken, kap. 4, s. 51f.

261

Samtykke af dem, som er nærmest i Slægt med den dræbte og er fuldvoksne og

med Rette kan tage mod Løfte om Bøder.”367 Men i Eriks Lov lyder

ordene: ”og i disse Tilfælde [ved orbodemål] kan Arvingerne ikke tage

mod Bøder af Drabsmandens Slægt, medmindre de faar Kongens Samtykke

dertil, og Kongen maa ikke give Gerningsmændene deres Fred igen, uden at

han har Frændernes Samtykke dertil. Men de to Rater kan Frænderne godt

modtage af Slægten, selvom den Fredløse er flygtet med den ene del.”368 Det

er en interessant udvikling, som fandt sted på de omkring

70 år, der er mellem de to paragraffer. Ifølge begge love

havde den dræbtes arving vetoret med hensyn til, om kongen

måtte tage imod fredskøb eller ej, men i Eriks sjællandske

Lov havde kongen fået udvidet indflydelse på fredskøbet.

Fredskøb optræder ikke i de norske love med samme klare

bestemmelser som i de danske. I Gulatingsloven nævnes

fænomenet slet ikke, mens der i Frostatingsloven står, at

en utlæg (fredløs) mand ikke kunne komme ind i riget igen

uden kongens samtykke.369 I Landsloven ses fredskøbets

eksistens også kun indirekte, idet der i forbindelse med

367 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, A&O. bog III, s. 224.368 Ibid., 2. bd., EsL. 2. bog, kap. 9, s. 29. Ved første øjekast synesdenne bestemmelse uforståelig, hvordan kan slægten på en gang skullebøde og ikke? Hvis man imidlertid ser på den gammeldanske tekstforstår man bestemmelsens indhold. ”oc thæræ mughæ ey arwngæ bøtær takæ athins næstæ. ær dræpæt huær…Æn the twa salæ mughæ frændær wal af kyn takæ.”(”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V, EsL. tekst 1, 2. bog, kap. IX,s. 83f.). Paragraffens mening var altså, at ved fredløshed fororbodemål havde den krænkede part ikke umiddelbart ret til at kræve,at den fredløses nærmeste slægtning skulle overtage den ene af de trerater, som mandeboden bestod af, hvilket ellers var proceduren vedfredløshed i loven. Derimod skulle slægtningene stadigvæk bøde de toresterende rater.369 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. IV, kap. 41, s. 170.

262

orbodemænds arv står, hvad der skulle ske, hvis den

fredløse senere vendte tilbage.370 Dette må betyde, at der

eksisterede en eller anden form for mulighed for fredskøb.

Hvor langt fredslovgivningen går tilbage i det svenske

område er vanskeligt at sige. Allerede Den ældre

Västgötalov kendte til orbodemål, som må ses som en del af

lovens fredsbestemmelser. Normalt tilskrives Birger Jarl

æren for en større fredslovgivning for hele det svenske

rige. Udsagnet er dog usikkert, eftersom den ældste kilde,

der omtaler fredslovgivningen, er Erikskrøniken, der først

kom i 1320’erne. Det er imidlertid slet ikke usandsynligt,

at en fredslovgivning fra centralt hold kom i Birgers

regeringstid, i hvert fald ses der en tydelig stigning i

antallet af orbodemål og en skærpelse af straffen derfor

fra den ældre til den yngre version af Västgötaloven.

Samtidig findes der andre eksempler på, at Birger ikke var

uvillig til at føre det retlige landskab i Sverige ajour

med kirkens forskrifter, for eksempel var det under hans

regering, at Skänningesynoden blev afholdt, ligesom

jernbyrden afskaffedes under hans styre.371 Som før nævnt

blev orbodemålene i Sverige inkorporeret i

edsörebestemmelserne. Edsörebrud var betegnelsen for en

række grove forbrydelser, der stort set svarer til

orbodemålene. Edsöret var ifølge traditionen opstået som en

370 Ibid., bd. 2, MLL. Mandhelgebolk, kap. 6, s. 52. 371 G. Åqvist: ”Frieden und Eidschwur. Studien zum mittelalterlichengermanischen Recht” 1968, s. 116.

263

overenskomst mellem kongen og befolkningen, idet

stormændene skulle sværge på at holde det tidlige edsöre.

Selve betegnelsen edsöre er også meget informativ, da

ordet er sammensat af ed og sværge. Dermed skriver edsöret

sig ind i traditionen fra de store fredskoncilier.372

Edsörelovgivningen kom fra centralt hold, hvilket betød, at

det kom til at gælde for hele riget og blev inkorporeret i

landskabslovene. Edsöret blev en fast del af lovgivningen i

slutningen af det 13. århundrede, nærmere bestemt et sted

mellem Den yngre Västgötalov vedtagelse (da det ikke er med

i den oprindelige lovtekst, men indføjet i et senere

tillæg), og 1296, hvor Upplandsloven, der indeholder

edsörebestemmelser, blev stadfæstet. Edsörebrud lå inden

for de klassiske fredsbrud, voldtægt, drab i hjemmet, på

tinget, i kirken, og hvis man tog uretmæssig hævn, det vil

sige efter, at der var givet sikkerhedseder, eller et

forlig var indgået. Straffen for edsörebrud var at blive

erklæret biltog,373 fredløs, i hele riget. Dette adskiller sig

fra tidligere praksis, hvor fredløsheden kun gjaldt i det

pågældende landskab, og hvor gerningsmandens gods blev delt

mellem kongen, herredet/hundredet374 og den dræbtes

372 J. Rosén: ”Den svenska historia” 1977, s. 31.373 Betegnelsen biltog går længere tilbage end edsörelovgivningen ogkendes allerede fra 900-tallets Östgötaland, hvor en runeristningfortæller, at ”den som ristat detta, Gunnar, flydde biltog och tog sin tillflykt till dennahelgadom.” G. Hafström: ”Den svenska rättskällornas historia” 1973, s.32.374 I Uppland, Södermannaland, Västmannaland og Dalarne havde man eninddeling i hundreder og ikke i herreder. Hundredet fungerede ikke somretsinstans på samme måde som herredet, men kom i funktion iforbindelse med leding og ved bødebetaling. Hvorfor disse landskaberhavde en anden administrativ inddeling end resten af riget, er

264

arvinger. Ligesom i de danske love kunne den biltoge få sin

fred igen, hvis den forurettede part bad derom. I så fald

kunne freden tilbagekøbes hos kongen for fyrre mark. Selv i

edsörelovgivningen, der var så tæt knyttet til kongemagten,

havde den dræbtes slægtninge en afgørende betydning,

eftersom det var dem, der afgjorde, om voldsmanden skulle

have mulighed for at genvinde sin fred. Dette til trods må

edsörelovgivningen ses som et afgørende skridt i retning

af, at centralmagten overtog jurisdiktionen ved fredsbrud.

vanskeligt at sige; inddelingen i hundreder er under alleomstændigheder ikke et specielt svensk fænomen, men kendes både fradet angelsaksiske England og Frankerriget. S. Reynolds: ”Kingdoms andCommunities in Western Europe, 900-1300” 1986, s. 225.

265

MANDEBODENVed almindelige drab, der ikke krænkede freden, var

proceduren lagt an på bødebetaling, den såkaldte mandebod.

Ved modtagelse og betaling af mandeboden til syne var

proceduren i flere af lovene bygget på det kanoniske

slægtsansvar. Der herskede en mangfoldighed af

mandebodsbestemmelser, hvoraf det ses, at slægtsansvaret

udviklede sig forskelligt i de nordiske lande. Denne

iagttagelse står i skarp modsætning til Ole Fengers

argumentation for ikke at inddrage svenske eller norske

retskilder i sin undersøgelse af fejden og mandebodens

udvikling i Danmark, da han mente, at udviklingen på trods

af den tidsmæssige forskydning var ensartet i de tre

nordiske riger,375 og at der derfor ikke var grund til at

inddrage andet nordisk materiale end det danske.

Ved den kollektive mandebodsbetaling optrådte slægten

som retssubjekt over for tredjemand – den dræbtes slægt og

eventuelt også myndighederne. Men samtidig omhandler

mandeboden også slægtningenes indbyrdes rettigheder og

forpligtelser, idet den kollektive betaling betød, at de

værdier, der blev overført ved bodsbetalingen, ikke alene

gik fra et enkelt medlem og dermed indirekte fra hans

arvinger, men gik fra alle de slægtninge der var pligtige

til også at betale. Det faktum, at det i mange love var en

pligt at betale, så drabsmanden havde ret til slægtens

375 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 209-212.

266

hjælp til betalingen, må have betydet, at slægtningene

indbyrdes forsøgte at kontrollere hinandens opførsel.

Den danske lovgivningDe danske mandebodsbestemmelser er allerede blevet

indgående behandlet af Poul Johs. Jørgensen og Ole Fenger,

men da formålet hér er at se på udviklingen i de tre riger,

vil de alligevel blive beskrevet. At kollektivt

slægtsansvar ved manddrab kunne bruges aktivt af

centralmagten for at regulere ufreden i en tid, hvor den

endnu ikke var stærk eller udbygget nok til at udføre

opgaven effektivt, er en idé, der først blev præsenteret af

Troels Dahlerup i hans anmeldelse af ”Fejde og mandebod”.376

Det er den samme tankegang, der bliver forfulgt og sat i

forbindelse med det kanoniske slægtskab i det følgende.

I Arvebog og Orbodemål omtales mandebod ikke, men alene

titlen ”Orbodemål”, sager, der ikke kunne sones med bøder,

indikerer, at bødebetaling var kendt. Heller ikke i

Valdemars sjællandske Love har betaling af mandebod nogen

fremtrædende plads; der står blot, at drabsmanden skulle

tilbyde bøder til den dræbtes nærmeste slægtninge.377 Denne

bestemmelse kunne tyde på, at drabsmanden alene har skullet

udrede bøden, som øjensynlig heller ikke skulle deles

mellem andre end den dræbtes nærmeste. Dog kan det ikke

udelukkes, at en form for kollektiv betaling har fundet

376 T. Dahlerup: ”Anm.: O. Fenger: Fejde og mandebod” 1972, s. 203.377 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VIII, VsL. tekst 1, kap. 139, s.65-67.

267

sted, selvom den ikke blev retligt sanktioneret. Denne vage

formulering omkring betalingen af mandeboden kendes ikke

fra de øvrige love. I Skånske, Jyske og Eriks sjællandske

Lov var betalingsbyrden pålagt hele slægten, idet

drabsmanden først skulle erlægge en tredjedel af boden,

også kaldet en sal, hvorefter henholdsvis mødrene og

fædrene side skulle betale hver en sal, ”saa langt Slægtskabet

rækker,”378 som der står i Eriks sjællandske Lov. At det var

det kanoniske slægtskab, der hentydes til, synes at være

det mest nærliggende.379 I Jyske Lov er der ikke noget at

tage fejl af: ”Den, der er længere ude i Slægt end fjerde Mand, behøver

ikke at bøde, uden han selv vil. Paa samme maade skal, hvis Bod modtages, de,

der er længere ude end fjerde Mand, ikke tage noget, medmindre Frænderne vil

give dem det.”380 Tydeligere kan det vist ikke siges, at det

kollektive ansvar byggede på det kanoniske slægtskab, som

det var defineret efter Det fjerde Laterankoncil i 1215.

Slægtsansvaret var imidlertid ikke afhængigt af, om

drabsmanden opfyldte sin del af bødebetalingen. I både

Jyske og Eriks sjællandske Lov skulle slægtsgruppen bøde,

selvom drabsmanden ikke gjorde, enten fordi han ikke kunne378 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk.” bd. 2, EsL. 3. bog, kap. 26,s. 97. Den gammeldanske ordlyd: ”e mæth hans frændsum ær.” ”Danmarks gamleLandskabslove” bd. V, EsL. 3. bog, kap. 26, s. 283.379 Fenger mente, at ordlyden skulle forstås derhen, at slægtskabet iteorien kunne være uendeligt. O. Fenger: ”Fejde og mandebod.” 1971, s.150. En påstand som er meget usandsynlig, idet den hverken stemmeroverens med det valg- og alliancebaserede slægtskab eller detkanoniske.380 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. 2. bog, kap. 25, s.169. Den gammeldanske ordlyd: ”Hwa sum vttær meræ ær i byrth æn at fiarthæmannæ. han tharf ækki bøtæ vtæn han wil. takæs oc boot in. tha takæ the thær vtæn fiarthæmannæ ækki. vtæn of frændær willæ thæm nokæt giuæ.” ”Danmarks gamleLandskabslove” bd. II, JL. tekst 1, kap. 25, s. 190.

268

og derfor havde valgt at flygte og blive fredløs, eller

fordi han var død, hvad enten det var af naturlige årsager,

eller han var blevet dræbt eller henrettet.381 I den yngste

af landskabslovene, Eriks sjællandske Lov, fik det

kollektive ansvar sin videste udstrækning: Hvis drabsmanden

af de nævnte årsager ikke betalte sin sal af bøden, blev

ansvaret for at betale den første sal lagt over på den

nærmeste mandlige slægtning på den fædrene side. Hvis han

ikke kunne betale den første sal, mistede han sin mandhelg

- den fred, alle frie mænd besad, der blandt andet betød,

at de kunne rejse sager på tinget - og ansvaret for

bødebetalingen gik videre til den næste, indtil enten den

første sal blev betalt, eller de tre nærmeste slægtninge på

fædrene side havde mistet deres mandhelg. I det sidste

tilfælde gik forpligtelsen over til den mødrene side efter

samme procedure som den beskrevne.382

Det er kun i Eriks sjællandske Lov, at man finder

princippet om, at slægtningene skulle overtage den første

sal, ellers var det herskende princip, at slægten svarede

for den anden og tredje sal, hvad enten den første sal blev

betalt eller ej. Dette krav ses første gang i den såkaldte

Ættebodslov, som Valdemar Sejr udstedte for Skåne og

traditionelt dateres til et sted mellem 1202 og 1215. Det

skånske landskab adskiller sig i det hele taget fra de381 Henrettelsen ophævede ikke slægtsansvaret, idet den blev ligestilletmed fredløsheden.382 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V, EsL. tekst 1, 3. bog, kap. 30,s. 295-298. Hvis drabsmanden derimod døde, inden han mistede sin fred,var det hans nærmeste arving, der skulle lægge den første sal. Ibid.,kap. 31, s. 298-300.

269

øvrige landskaber ved, at man har kendskab til hele to

kongelige forordninger fra det tidlige 1200-tal, hvis sigte

det var at regulere mandebodsbetalingen. Den ældste fra år

1200 går normalt under betegnelsen ”Knud VI’s

Manddrabsforordning for Skåne.” Formålet med forordningen

var ifølge dens egen ordlyd at afskaffe det misbrug, der

fandt sted ved manddrabsforbrydelser, thi ”endskønt ingen burde

understøttes i sin Ondskab, bliver de, der styrter sig ud i Manddrab, hvorved de

burde forarmes, rige, idet de ved Ran og Voldsom Frarøvelse tvinger dem, som

de regner for deres Frænder, selv om de ikke er i Slægt med dem, til at bøde

sammen med sig, saa meget som de kræver.”383 Problemet var altså

ikke den kollektive betaling, men at personer uden for

slægtskredsen blev påtvunget et slægtsansvar, de ikke havde

del i, og at der ikke var faste rammer for, hvordan og hvor

meget hver skulle bøde. Forordningen fremstår som en lov

givet i en overgangsperiode, hvor det kanoniske slægtskab

endnu ikke havde fortrængt det valg- og allianceprægede

slægtskab fra menigmands bevidsthed, og den styrker det

kanoniske slægtsansvar, idet forpligtelse til at deltage i

383 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1. Tillæg til SkL. s. 84.Oversættelsen fra latin af passagen om, hvem det er, drabsmandentvinger til at betale sammen med sig: ”Quos sibi consanguineos annumerant, licetextraneos,” er gennem tiden faldet meget forskellig ud. I en oversættelseaf forordningen fra 1546 står der: ”endog dæ ere langtfra och fræmmede.”Ludvig Holberg skrev derimod i sin ”Dansk og fremmed Ret”: ”tvinge deresSlægtninge, skjønt Sagen er dem udvedkommende.”, og som ovenfor citeretoversatte Kroman og Iuul extraneos med ubeslægtede. Fenger mente, at detsnarere handlede om fjerne slægtninge, som ikke havde pligt til atbøde. O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 363, note 85. Dennetolkning ligger fint i forlængelse af nærværende afhandlings teori omdet kanoniske slægtskab; i så fald kan en fortolkning lyde: ”Tvinger dem,der ikke tilhører den kanoniske slægtskreds”.

270

bødebetalingen kommer gennem ”blodets bånd”, som Anders Sunesen

skriver.384

Forordningen opstillede en procedure for, hvordan

bodsbetalingen skulle foregå. Selvom den hævdede, at der

ikke var tale om nye bestemmelser, men blot en

genopfriskning af gamle, der var gået i glemmebogen,385 er

det anerkendt blandt retshistorikere, at bestemmelserne var

nye, og at påberåbelsen af deres alderdom alene var et

ideologisk stiltræk.386 Også når man ser forordningen i

sammenhæng med Arvebog og Orbodemål og Valdemars

sjællandske Lov, hvor slægtsbetaling af mandebod ikke

nævnes, kunne det tyde på, at der var tale om en

forholdsvis ny praksis. Hvis den kollektive slægtsbetaling,

som den findes i landskabslovene, havde rødder langt

tilbage i tiden, ville det være mærkeligt, at man ikke

langt før havde indført foranstaltninger, der forhindrede

misbrug. Men det kan forklares med, at det ikke var en fast

defineret gruppe, der skulle bøde tidligere, og at det

derfor var et spørgsmål om den enkeltes netværk. Desuden

var indførelsen af de kanoniske bestemmelser for slægtskab

sikkert lang tid om at blive anerkendt, ligesom mange nok

også har været i tvivl om, hvem deres kanoniske

slægtsgruppe i det hele taget bestod af, hvilket nogle

drabsmænd ifølge Manddrabsforordningen benyttede sig af.

384 ”Obligatum autem coniuneccione sanguinis.” “Danmarks gamle Landskabslove” ASP.kap. 45, s. 524.385 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, Tillæg til SkL. s. 777.386 Se for eksempel O. Fenger: ”Romerret i Norden” 1977, s. 62 og K.Helle: ”Lov og rett i middelalderen” 1999, s. 18.

271

Kollektiv mandebodsbetaling som princip var altså ikke

nødvendigvis ny, det var ansvarsgruppen imidlertid.

Knuds forordning kom imidlertid ikke til at gælde længe, da

den snart blev afløst af Valdemar Sejrs Ættebodslov.

Indholdet i denne var en skærpelse i forhold til

drabsmandens personlige ansvar. Nu skulle drabsmanden selv

hæfte for betalingen af boden, hvis ingen af hans

slægtninge tilbød at hjælpe ham. Ved første øjekast synes

de nye bestemmelser at være en svækkelse af slægtens

ansvar, men hvis drabsmanden ikke betalte boden, blev han

dømt fredløs og måtte flygte, hvilket som oftest nok var

konsekvensen, idet de færreste havde råd til at betale en

fuld mandebod. Selvom drabsmanden flygtede, var sagen

imidlertid ikke afsluttet. Boden skulle stadig betales. Den

første tredjedel af boden var tabt for den dræbtes slægt,

men drabsmandens slægt overtog de to tredjedele, hvoraf

mødrene og fædrene side skulle betale hver en sal. Betalte

de ikke, havde den dræbtes slægtninge ret til at hævne sig

på dem, ”og de kan bebrejde sig selv, at de ikke tilbød Bøder,” som der

står i forordningen.387 Med andre ord kunne slægtningene

ligeså godt hjælpe drabsmanden med at betale boden i første

omgang, da konsekvensen for dem i alle tilfælde var den

samme. Bestemmelserne fra Ættebodsloven kom på længere sigt

til at danne præcedens for resten af det danske rige, thi

387 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, Tillæg til SkL. s. 87f.

272

det samme princip ses både i Thords Artikler til Jyske

Lov388 og i Erik Klippings Helsingborgske Forordning fra

1283, hvori det lyder: ”Slægtningene skal ikke af kongen tvinges til at

give noget [af boden], med mindre han [drabsmanden] flyer fredløs. Da

skal de nærmeste slægtninge betale to ættesale og efter landets gamle

sædvane modtage støtte af deres slægtninge.”389 Ole Fenger har

overbevisende argumenteret for, at den Helsingborgske

Forordning havde karakter af en landefred, hvorfor

bestemmelserne var gældende for hele riget.390

Ud over den verdslige straf blev drabsmænd underkastet

kirkelige straffe. Fra Anders Sunesens tid som ærkebisp

(1202-1223) blev der udfærdiget synodalstatutter om, hvilke

kirkelige straffe blandt andet voldtægtsmænd, drabsmænd og

de, der havde begået incest, skulle underkastes. For

”almindelige” drabsmænd gjaldt det som hovedregel, at de

skulle faste på vand og brød og var udelukket fra

gudstjenesten de første år, efter at drabet var begået.

Derud over skulle de resten af deres liv afholde sig fra

bestemte føde- og drikkevarer på den ugedag, drabet var

blevet begået. Værst var det at dræbe på en søndag, da man

i så fald resten af livet skulle afholde sig fra at spise

388 ”Danmarks gamle Landskabslove ” Tillæg til bd. IV. Thords Artikler,tekst 6A, nr. 61, s. 184, 6B: 66, s. 234, 6D: 63, s. 289, 6E: 66, s.316, 7: 71, s. 350, Erik Krabbe: 61, s. 421.389 Min oversættelse af ”Nec cognati compellantur per dominum regem contribuere cumhomicidis, nisi forte pace priuati fugerint, tunc propinquiores soluant duo ættæ sal etsecumdum terre antiquam consuetudinem recipiant suum stuth de cognatis.” ”Den danskerigslovgivning indtil år 1400” Lex Erici regis Danorum, kap. 4, s.106.390 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 449.

273

kød den dag. Drab på visse andre ugedage medførte

afholdenhed fra smør og ost den pågældende dag. Skulle man

endelig slå nogen ihjel, var det bedst at gøre det om

fredagen, da man ud over den traditionelle fastespise, vand

og brød, også fik lov til at spise en grødret og drikke øl,

dog ”uden fylderi” som der står.391 Denne forskel i den

kirkelige straf alt efter, hvilken dag et drab blev begået,

er dels et produkt af fredsideologien, hvor lørdag aften

til onsdag morgen var en fredlyst periode, dels et udslag

af, at søndagen var Herrens dag, og at det derfor var

ekstra gravende at begå ugerninger den dag, mens fredagen

på forhånd var bods- og sørgedag, da det var den dag, Jesus

blev korsfæstet.

Slægtens kollektive ansvar blev altså konserveret, selvom

drabsmandens individuelle ansvar blev øget, noget der i

langt de fleste tilfælde antagelig kun fik ideologisk og

ikke praktisk konsekvens, da slægten intet vandt ved ikke

at hjælpe drabsmanden. Samtidig viser

mandebodsbestemmelserne med al tydelighed, hvordan den

kanoniske slægtsopfattelse fik vidtrækkende konsekvenser,

idet den tidligere mere flydende praksis måtte omformes, så

den passede ind i den kanoniske definition af slægtskab.

Den svenske lovgivning

391 ”D.R.B.” 1. rk., 4. bd., nr. 65, s. 93. (”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 4. bd., nr. 65, s. 145).

274

I de svenske love eksisterer der ikke den samme enighed som

i de danske om, af hvem og hvordan mandeboden skulle

betales. Overordnet kan mandebodsbestemmelserne deles i to

kategorier. I den ene kategori hæftede slægten kollektivt

for betalingen af mandeboden, som det også genfindes i de

norske og danske landskabslove, mens der i de andre love

herskede det helt modsatte princip, idet slægtningene ingen

forpligtelser havde over for drabsmanden. Midt imellem de

to grupper findes Östgötaloven, hvor slægtningene ganske

vist ingen direkte forpligtelse havde over for drabsmanden,

men derimod besad en skyldighed over for den dræbtes

slægtninge.

Det er vanskeligt at se daterbare eller geografisk bestemte

træk i udviklingen af slægtsansvar ved mandebodsbetaling i

de svenske love. I de to versioner af Västgötaloven,

Hälsingeloven og Dalaloven var det pålagt slægten at

deltage i betalingen, dog i forskelligt omfang. De to

Västgötaloves bestemmelser er stort set identiske; her stod

valget mellem fredløshed eller bøder, dog med den hage, at

det var op til den dræbtes arvinger at beslutte, om de

ville acceptere at modtage bøder. Hvis parterne nåede til

enighed om bøder, foregik betalingen på den måde, at

drabsmanden (ligesom i de danske love) først lagde sin del,

hvorefter hans arving eller arvinger skulle betale

arvingsbod til den dræbtes arvinger. Størrelsen på denne

bod var seks mark, det samme som slægtsboden, der skulle

275

betales til den dræbtes slægt, tre mark fra henholdsvis den

fædrene og mødrene side. Denne blev fordelt således, at de

nærmeste slægtninge henholdsvis betalte og modtog mest. I

begge lovene regnedes slægtskabet ”intill sjätte man,”392 altså til

og med det sjette led. Alle drab udløste også et bødekrav

til kongen og ligeledes til ”alle män.”393 Betalingsansvaret er

ganske bemærkelsesværdigt, da det hverken følger den gamle

kanoniske måde at regne slægtskab, der var gældende indtil

Det fjerde Laterankoncil, eller den nye, som blev opsat

dér, men i stedet ligger midt imellem. Dog kan forklaringen

på det sjette led i Den ældre Västgötalov være, at det

skyldes et lån fra en af de norske love; at det sjette led

går igen i den yngre version, må i så fald ses som et

udtryk for en direkte kopiering af reglen i den ældre

version, hvorunder skriveren eller forfatteren af den yngre

version ikke har tænkt over sammenhængen mellem det

kanoniske slægtskab og mandebodsbetalingen. Der var altså

ikke i alle tilfælde en selvfølgelig sammenhæng mellem det

kanoniske slægtskab og mandeboden, om end det var den

kanoniske måde at tælle slægtskab på, der lå til grund for

reglen, eftersom ansvarsgrænsen var defineret derefter.

Begge lovene har ganske interessante bestemmelser om

kvindelige drabsmænd. Hvis en kvinde dræbte, skulle hendes

392 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL1. Om mandråp, kap. 1, p. 23f ogVgL2. Dråparebalken, kap. 4-7, p. 255f.393 Ibid., VgL1. Om mandråp, kap. 5, § 1, p. 25 og VgL2. Dråparebalken,kap. 10, p. 257. Alle mand var en betegnelse for alle herredetsindbyggere, og det betød i praksis, at der skulle bødes til herredet.

276

nærmeste mandlige slægtning bøde eller gå i fredløshed for

hende.394 I den yngre lov fortælles det, at heri lå grunden

til, at en kvindes broder også modtog vångave (en gave, der

blev givet af brudgommen til brudens nærmeste slægtninge

ved indgåelsen af et fæstemål), da broderen også kunne

risikere at skulle bøde for sin søsters eller moders

handlinger. Interessant er det ligeledes, at det kun var

kvindens blodsbeslægtede, der skulle bære ansvaret for

hendes handlinger, mens en eventuel ægtemand intet ansvar

havde. Dette kan kun forstås som et eksempel på, at

slægtens forventede kontrol over dens medlemmer blev regnet

for stærkere end ægteskabets bånd.

Hälsingelovens procedure ved bodsbetaling har mange

fællestræk med det ovenfor beskrevne. Dér var det ligeledes

op til den dræbtes nærmeste at bestemme, om de ønskede at

modtage bøder, eller om de foretrak hævnen, hvilket i

praksis sikkert har betydet, at drabsmanden måtte fly

fredløs. Hvis boden blev valgt, indeholdt loven meget

specifikke regler for, hvor meget den enkelte slægtning

skulle bøde eller modtage, disse regler omfattede hele

slægten ”ända till fjärde led.”395 I denne lov var betalingen altså

tilpasset de gældende kanoniske bestemmelser for slægtskab.

På samme måde som ved Västgötalalovene skulle drabsmanden

også bøde til kongen, mens herredet ikke havde den samme

ret.394 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. Af mandrapi, kap. 5,§ 2, s. 13 og VgL2. Dræpare Balken, kap. XI, s. 126.395 “Svenska Landskapslagar” bd. 3, HL. Manhelgdsbalken, kap. XXXVIII,s. 337.

277

I Dalaloven skulle bodsbetalingen ske på en noget anden

måde end i de tre omtalte love. Her skulle drabsmanden selv

betale halvdelen af boden, og ”Hans broder, om sådan finnes och har

skiftas med honom, skall gälda böter tillsammans med ätten: de alla böta halva

boten.”396 Det er påfaldende, at denne formulering er så vag:

Der står intet om, hvor langt slægtskabet regnedes, heller

ikke om, hvor meget hver skulle bøde, eller om den mødrene

side skulle yde lige så meget som den fædrene side.

Umiddelbart synes det, at en sådan flydende formulering

rummer kimen til ufred, idet de eneste, der med sikkerhed

skulle betale, var brødrene. Måske lagde paragraffen

ligefrem op til, at hovedansvaret for betalingen af den

halve bod lå hos brødrene, selvom det forventedes, at

slægten trådte hjælpende til, hvis brødrene ikke formåede

at betale hele deres andel. I så fald måtte det medføre

svare problemer at få en bodsaftale igennem, hvis

drabsmanden ingen brødre havde. Påfaldende er det også, at

i de andre love, hvor det var pålagt den eller de nærmeste

slægtninge at yde ekstra, påhvilede denne forpligtelse

arvingerne, altså i første omgang drabsmandens sønner. I

Dalaloven synes arvingerne derimod ikke at have haft noget

specielt ansvar. Det var brødrene, det tunge ansvar hvilede

på, selvom livsarvinger i arveretten havde fortrinsret frem

for brødre. Brødrenes forpligtelse til at betale halvdelen

af boden gjaldt kun, hvis et arveskifte efter forældrene

havde fundet sted, ellers skulle ”De bröder, som äro i bo samman,

396 Ibid., bd. 2, DL. Manhelgdsbalken, kap. X, s. 32.

278

böte allesamman, ved en bryter, utom i det fall att brottet hör under utbotamål

eller är utukt.”397 I dette tilfælde fremgår det ikke klart, om

drabsmanden og hans brødre skulle stå for hele

bodsbetalingen, eller om slægten forventedes at betale den

ene halvdel.

Som før omtalt havde en drabsmands slægtninge intet ansvar

for at hjælpe drabsmanden ifølge Östgötaloven.

Drabshandlingen førte automatisk til, at ”den som dräpte har

genom hugget förverkat sin fred och allt det som han äger inom land och

lagsaga förutom sin jord.”398 Drabsmandens slægtninge var

imidlertid forpligtede over for den dræbtes slægt, idet

loven foreskriver: ”Nu skall den ätten böta försoningsbot, som ofreden

har vållet;…Därav skola fränderne på fädernet böta två lotter och fränderna på

mödernet en tredjedel.”399 På samme måde skulle den dræbtes slægt

modtage boden, og derudover skulle der også bødes til både

kongen og herredet. Mandebodsbestemmelserne i Östgötaloven

har flere væsentlige aspekter. Drabsmanden skulle bøde for

fredsbruddet uden slægtens hjælp, mens hans slægt gennem

bøder skulle kompensere for den krænkelse, som den dræbtes

slægt havde lidt. Et andet aspekt, som fanger

retshistorikerens interesse, er, at boden ikke var ligeligt

fordelt på den mødrene og den fædrene side af slægten:

Boden fulgte i stedet de nye arveregler i loven, hvor døtre

arvede halvt så meget som sønner, forstået på den måde at

den fædrene side betalte og modtog dobbelt så meget som den

397 Ibid.398 Ibid., bd. 1, ÖgL. Dråpsbalken, kap. III, s. 54.399 Ibid., kap. VII, s. 58.

279

mødrene side. Da der andetsteds i loven fortælles, at dette

var en forholdsvis ny bestemmelse, må man deraf slutte, at

det samme var tilfældet med kapitlerne om mandebod. Dette

er et eksempel på, at mandebodens udformning hang nøje

sammen med slægtningenes arvekrav mod hinanden. I

Östgötaloven var den dræbtes slægt forpligtet til at

modtage bøder, medmindre de greb gerningsmanden på fersk

gerning. I dette tilfælde kunne de uden konsekvenser dræbe

ham. Heller ikke i dette tilfælde var drabsmandens

slægtninge uden for ansvar. De skulle fortsat bøde

forsoningsbod til slægten og drabsbøde til herredet og

kongen.400 Boden til kongen og herredet var i det hele taget

ikke til at komme uden om; selv i det tilfælde, hvor to

mænd dræbte hinanden i slagsmål eller kamp, skulle deres

slægtninge bøde, mens forsoningsboden naturligvis ikke

skulle betales, da tabet var ens på begge sider.401

Set i forhold til Västgötalovene havde kvindelige drabsmænd

i Östgötaland et langt større personligt ansvar. Hvis en

kvinde blev grebet på fersk gerning, var øjeblikkeligt

hævndrab tilladt, ellers skulle hendes værge eller ægtemand

drage til tinget og tilbyde bod. Boden skulle først tages

af hendes eget gods, og rakte det ikke, af værgens. Ejede

værgen ikke nok til at udrede boden, ville han blive

400 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL. Drapa Balken, kap. II,s. 46f.401 Ibid., kap. I, s. 46. Denne bestemmelse går også igen i Upplands-,Södermanna- og Västmannaloven, for til sidst at blive landsdækkendeved, at den medtoges i Landsloven.

280

fredløs, idet en kvinde ikke kunne idømmes denne straf.402

Det er interessant i forhold til Västgötaloven, at kvindens

personlige ansvar var større, og at ægtemandens ansvar i

Östgötaloven ligestilles med en blodsbeslægtet værges.

Forklaringen på, at mandens slægt ikke skulle betale ved en

kvindes drab, er måske, at det må have forekommet urimeligt

for ægtemandens slægt at betale for et drab, som blev

begået af en indgiftet kvinde.

I Upplands-, Södermanna- og Västmannaloven havde slægten

intet ansvar over for en drabsmand.403 I disse love skulle

drabsmanden selv præstere hele boden, der udgjorde fyrre

mark. Boden blev tredelt mellem den dræbtes arvinger,

hundredet og kongen. Det fremgår ganske tydeligt, at det

ikke var meningen, at slægten skulle hjælpe med

bødebetalingen, hvis drabsmanden var for fattig til selv at

udrede hele beløbet. Alle tre love tog højde for den

situation. Hvis drabsmanden ikke kunne udrede hele beløbet,

skulle hans ejendom deles ligeligt mellem de tre parter. I

Upplandsloven blev der dog også åbnet mulighed for, at

drabsmanden kunne miste sit liv som kompensation for det,

han havde taget, hvis han ikke kunne betale. De beskrevne

bestemmelser viser, at drab ikke blev regnet for en sag

mellem drabsmanden og den dræbtes arvinger, men som en

402 Ibid., kap. IX, s. 55.403 Drabsbestemmelserne findes følgende steder: Ibid., bd. 3, UpL.Manhælghis Balken, kap. IX og X, s. 138-140, Bd. 5, VmL. ManhælghisBalken, kap. IX, s. 143f og Bd. 4, SmL. Manhælghis Balken, kap. XXV,s. 153.

281

offentlig krænkelse, der skulle kompenseres for. Dette ses

også af, at lovene tager højde for, at den dræbtes arvinger

ikke altid ønskede at tage imod bøder, men i stedet

foretrak hævnen. I disse tilfælde blev der foreskrevet i

Södermannaloven, at ”Vill han [arvingen] hämnas och ej taga böter, då

skall han utfästa till konungen och hundraret de böter som dem tillkomma.”404

I Upplandsloven fandtes en lignende bestemmelse.405 Disse

bestemmelser må have medført, at det blev en stor økonomisk

belastning, hvis man ikke ville modtage mandebod, da

myndighedernes rettigheder til bod forblev samme. Kun i

Västmannaloven kunne sagsøgeren frit vælge mellem hævn og

bøde, uden at det havde økonomiske konsekvenser.

Ved Landslovens indførelse ses en generel skærpelse af

drabsmænds personlige ansvar; blandt andet fik livsstraffen

en øget betydning. På trods af dette bibeholdt man de nære

slægtninges ansvar over for den dræbtes slægt og

myndighederne i de situationer, hvor drabsmanden ikke selv

kunne opfylde forpligtelserne. I loven blev der skelnet

skarpt mellem, om drabsmanden blev fanget kort tid efter

drabet eller ikke. Blev en drabsmand grebet på fersk

gerning eller inden for et døgn, efter at drabet var

begået, foreskriver loven, at der skulle bødes liv for

liv.406 Inden for det første døgn havde den dræbtes

slægtninge også ret til at begå hævndrab, dog skulle de i

404 “Svenska Landskapslagar” bd. 3, SmL. Manhelgdsbalken, kap. XXV, s.176.405 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, UpL. Manhælghis Balken,kap. X, s. 139f.406 ”Magnus Eriksson Landslag” Dråpamålsbalken I, kap. II, s. 222.

282

så fald bøde både til kongen og herredet.407 Overlevede

drabsmanden det første døgn, var proceduren den klassiske

bødebetaling, der som udgangspunkt alene hvilede på

drabsmanden, dog med den vigtige undtagelse, at hvis

drabsmanden døde, inden boden var betalt, arvede hans

arvinger bødeforpligtelsen.408 Bestemmelserne i Landsloven

lægger sig på mange punkter tæt op af dem, der findes i

Upplands-, Södermanna- og Västmannaloven, hvilket ikke kan

undre, når man betænker, at i hvert fald Upplands- og

Södermannaloven er tilkommet via kongelig mellemkomst. Dog

ses der i Landsloven, at slægtninges ansvar på trods af den

øgede fokusering på personlig skyld ikke helt blev skrevet

ud af loven. Ud fra langt senere dokumenter må vi bemærke,

at uagtet den næsten fuldstændige ophævelse af det

kollektive ansvar forsvandt det ikke ud af kilderne, men

genfindes helt op i 1600-tallet.409

Som det er set i flere af landskabslovene, findes der også

i Landsloven paragraffer om kvindelige drabsmænd. Igen blev

der opstillet en grænse på et døgn. Hvis kvinden blev

pågrebet inden for det første døgn, var det op til den

dræbtes arvinger at bestemme, om han ville modtage bøder,

eller om hun skulle halshugges. Var et døgn passeret, havde

de ikke længere denne ret, for da kunne kvinden erlægge

bøder for drabet, og svarede hendes formue ikke til407 Ibid., kap. III, s. 222.408 Ibid., kap. XXIII – XXV, s. 227.409 B. Phillpotts: ”Kindred and Clan in the Middle Ages and After – AStudy in the Sociology of the Teutonic Races” 1913, s. 76f.

283

bødernes størrelse, blev hun dømt fredløs.410 Dette

illustrerer, hvilken markant udvikling der havde fundet

sted fra Västgötalovene, hvor det var kvindens værge, der

skulle hæfte for hendes gerninger, og hvor kvinder ikke

kunne dømmes fredløse, til Landsloven, hvor både fredløshed

og livsstraf kunne ramme kvinder såvel som mænd.

Den norske lovgivningDe norske love fulgte den samme udvikling som de svenske,

skønt i en mere radikal form, eftersom den kollektive

mandebodsbetaling blev fuldstændig afskaffet ved et

rigsmøde i Bergen i 1271 under Magnus Lagabøters

regering.411 Dette forbud kom også med i Landsloven, hvor

paragraffen om bødebetaling lød således: ”Da skal der nu alene

bøtes av dens gods, som dræpte, og alene til den dødes arvinger.”412 Resten

af den dræbtes slægt havde således heller ikke længere

adkomst til bøderne. Hvis drabsmandens gods ikke rakte til

at betale hele boden, trådte de samme bestemmelser i kraft,

som i de tre østsvenske love, idet drabsmandens ejendom

skulle deles ligeligt mellem arvingerne og kongen.413

410 ”Magnus Erikssons Landslag” Dråpamålsbalken I, kap. XXXIf, s. 229,411 Det første skridt dertil var allerede taget i 1260, hvor kong HåkonHåkonsson udstedte en forordning for Frostaområdet, hvori detkollektive ansvar blev formindsket, og drabsmandens hæftelse forøget.Forordningen indledes med en fortale, hvoraf dele ord til andet varkopieret fra Knud VI’s Manddrabsforordning. I Håkon Håkonssonsforordning var udgangspunktet, at drabsmanden selv skulle bøde, menvar han ikke i landet, skulle hans slægtninge betale halvdelen afboden, fordelt således at mødrene og fædrene side ydede en fjerdedelhver. ”Frostatingslova.” Innleiing, kap. 1-8, s. 3-6.412 ”Magnus Lagabøters Landslov” Retterbøder, kap. 2, s. 193.413 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 2, MLL. Mandhelgebolk, kap. 3,s. 49-50.

284

Forklaringen på, at den kollektive slægtsbetaling blev

totalt afskaffet, skal formodentlig findes i de tidlige

bestemmelser om mandebod. Både i Gulatings- og

Frostatingsloven findes et væld af bestemmelser om, hvem

der skulle betale og modtage mandebod.414 Disse bestemmelser

er overordentlig indviklede, og det må have været næsten

umuligt at holde rede på, hvem der skulle bøde til hvem, da

der skulle erlægges og modtages på kryds og tværs mellem

slægtningene på hver side. Et forsøg på at forenkle

reglerne ses antagelig i Gulatingsloven, dog uden det store

held. Mere drastisk gik man til værks med Håkon Håkonssons

tillæg til 1260-versionen af Frostatingsloven, hvor

slægtsansvaret blev betragtelig reduceret og

betalingsreglerne forenklet.415

Den forvirring, som bestemmelserne må have medført, har

rimeligvis i sidste ende ført til, at de blev afskaffet.

Reglerne om mandebod kom sandsynligvis ind i lovgivningen

som en del af det omfattende lovarbejde, der fandt sted

omkring år 1164.416 Det omfattende slægtsansvar, som

bestemmelserne var udtryk for, fulgte grænserne for det

414 For en samlet oversigt se: Ibid., bd. 1, FL. VI, kap. 2-3 og 7-47,s. 184-197. GL. kap. 69-88, 90 og 92-103, s. 74-82.415 Ibid., FL. Innleiing, kap. 1-5, s. 121f.416 Bertha Phillpotts har foreslået, at bestemmelsernes reelleanvendelse må have været meget indskrænket, da de efter hendesopfattelse kun ville komme til anvendelse, hvis en slægtning på dendræbtes side insisterede på at benytte sin ret, og dertil kom, at hanogså skulle besidde den fornødne styrke til at få sit krav gennemført.Derfor advarer hun mod, at man bruger bestemmelserne som et udtryk foret reelt slægtssammenhold og –ansvar. B. Phillpotts: ”Kindred and Clanin the Middle Ages and After – A Study in the Sociology of theTeutonic Races” 1913, s. 64f.

285

kanoniske slægtskab, men det er svært at anskue reglerne

som andet end et konstrueret juridisk arbejde uden hold i

de faktiske forhold, hvis formål forekommer langt mere

ideologisk end praktisk. Antagelsen styrkes af ordlyden i

indledningen til bestemmelserne om betaling og fordeling af

mandebod i Frostatingsloven, der kan man blandt andet læse:

”Her byrjar fråsegna om det som for dei fleste er mørkt, men som likevel vil

trenga å vita, for fjendskapen veks mann og mann imellom, og dei minkar i tal

som både hadde vit og god vilje i spørgsmål om korleis bøter skulle fastsetjast

om dei vart idømde. For no er sedvanen meir og meir å rekna opp bøter, kor

mange merker gull det skal vera å få for ein som er teken av dage. Og det fører

til at mange ikkje veit kva som er lovleg bot, og endå om dei visste det, så ville

få no slå seg til tols med det.”417 Dette udsagn fortæller, dels at der

var usikkerhed om, hvor meget der skulle bødes, og dels at

det fjendskab, der opstod mellem to mænd, blev mindsket jo

længere ud i slægtsleddene man kom. Dette kan ses som

forklaringen på, hvorfor bøden blev mindre og mindre, jo

længere ud i ledene man kom.418 Det er visselig tænkeligt,

at kollektiv betaling af mandebod har været praktiseret i

de norske landskaber inden 1164, men at det foregik ved

hjælp af det valg- og allianceprægede slægtssystem, der

ikke kendte til de snævre og indviklede kanoniske

bestemmelser. Lars Ivar Hansen er noget mere forsigtig i

sin datering og vil ikke tidsfæste mandebodsbestemmelserne,417 ”Frostatingslova” Sakøyrebolk, kap. 1, s. 98.418 Denne tolkning er modsat Jørn Ø. Sundes, der mener, at tekststedetskal forstås således at betalingspligten i højere grad byggede påspecielt tilhørsforhold til drabsmanden end på slægtsbånd. J.Ø. Sunde:”Speculum legale – Rettspegelen. Ein introduksjon til den norskerettskulturen si historie i et eit europeisk perspektiv” 2004.

286

som vi kender dem, nærmere end til tidsrummet mellem 1152-

53, hvor dispensationen til at regne slægtskab til det

sjette led blev givet, og Det fjerde Laterankoncil.419

Et tilsvarende eksempel på konstruerede og i praksis

meget svært gennemførlige regler findes i Frostatingsloven

og omhandler frigivne trælles rettigheder. Ved at

sammenholde forskellige regler om overgangen fra den ene

type af frigiven til den næste er Tore Iversen kommet frem

til, at fra frigivelsen til opnåelsen af fuld status som

årboren420 kunne der gå så lang tid som to gange fire

generationer. De fire første var som løsning (frigivet) af

lavere grad, femte til ottende generation var som frigivet

af første grad, dertil kom yderligere fire generationer som

årboren, før man kunne blive del af den højeste af

bondeklasserne, haulderne, hvis man altså besad jord og

prestige nok dertil.421 Som Iversen selv er inde på, er det

meget vanskeligt at forestille sig, at mange og specielt

medlemmerne af samfundets lavere lag har kunnet holde rede

på deres slægt og slægtninges status tolv generationer

tilbage. Hvor mange slægtsforskere kan præstere det i dag?

Det er meget muligt, at reglerne har haft til hensigt at

opretholde en gruppe af personer uden fulde juridiske

rettigheder for på denne vis at sikre eksistensen af billig

419 L.I. Hansen: ”The Concept of Kinship According to the West NordicMedieval Laws” 2005.420 Årboren var betegnelsen for den næsthøjeste status af frie bønder,der otte genererationer tilbage havde frie forfædre, modsat hauldernekunne en årboren ikke besidde odelsjord.421 T. Iversen: ”Trelldommen norsk slaveri i middelalderen” 1997, s.210-229.

287

arbejdskraft, men det kan næppe være hele forklaringen

derpå. Det kan ikke være et tilfælde, at processen fra at

være træl til at kunne træde ind i det øverste sociale lag

blandt bønderne var på tre gange fire generationer, så at

efterkommerne hver gang skulle igennem fire generationer,

før de var friet fra den tidligere status. De fire

generationer svarede jo til det, der skulle gå, før man

kunne indgå ægteskab med en slægtning, fordi blodsbåndet

først da blev betragtet som ophævet. Det forekommer således

meget sandsynligt, at det kanoniske slægtskab udgjorde

modellen for den tilsyneladende absurde proces.422

Det vil føre for vidt her at gennemgå de norske

mandebodsbestemmelser i detaljer,423 da de er yderst

komplicerede. De tager højde for og specificerer hver

enkelt slægtnings bidrag, og ligheden mellem dem til trods

er der så mange små variationer mellem Frostatings- og

Gulatingsloven, at hvis de alle skulle inddrages, ville det

være en hel bog i sig selv. Desuden er det centrale i denne

sammenhæng at forstå, hvordan systemet var bygget op, og

ikke hvor meget drabsmandens morbror skulle betale til den

dræbes søstersøn osv. Når alt kommer til alt, forsøger vi

422 Dertil kommer, at der også må være en umiddelbar sammenhæng mellemregler for, hvornår jord kunne opnå status som odelsjord, nemlig atdet skulle have været i den samme slægts besiddelse i firegenerationer, og den sociale opstigen fra træl til juridiskfuldborger. 423 For en mere detaljeret gennemgang se for eksempel Lars I. Hansen:”The Concept of Kinship According to the West Nordic Medieval Laws”2005, eller T. Vestergaard: ”The system of kinship in early Norwegianlaw” 1988.

288

jo at finde det store mønster, ikke at anvende

paragrafferne i praksis. Det helt fundamentale princip var

et hierarki skabt omkring mandlige slægtninge på begge

sider. De nærmest beslægtede, det vil sige fader, sønner,

brødre og et par af de nærmeste slægtninge på den fædrene

side, udgjorde en speciel gruppe, der blev kaldt en baug.

Bauggildemændene fra drabsmandens familie skulle betale en

fast sum til bauggildemændene fra den dræbtes slægt. Hver

bauggildemand betalte til den person, der var beslægtet med

den dræbte på samme måde, som han selv var med drabsmanden.

Efter bauggildemændene kom de nærmeste slægtninge på

mødrene side og personer, der var tættest beslægtede gennem

kvinder på den fædrene side. I Gulatingsloven skulle

drabsmanden betale hver af disse en fast sum, mens

Frostatingsloven foreskriver, at drabsmandens slægtninge

skulle bøde til de tilsvarende på den dræbtes side, for

eksempel skulle morfader bøde til morfader, altså samme

princip som for bauggildemændene.

Dette var imidlertid kun den første etape, derefter blev

det for alvor snørklet. Slægtninge på drabsmandens side

skulle betale til slægtninge på den dræbtes side, men det

var ikke så simpelt, at drabsmandens farbroder blot skulle

betale til den dræbtes farbroder, nej han skulle også

betale til den dræbtes søn, brodersøn, morfader, dattersøn,

morbroder, søstersøn og så videre og så videre. Det samme

mønster gentog sig for en lang række af slægtninge, der gik

så langt ud som til en eventuel illegitim morbroder. Dertil

289

kom, at der til tider blev bødet i par, der gik på tværs,

så for eksempel mormoders broder skulle bøde til

søsterdatters søn og omvendt, i stedet for at bøde til den

person, der var beslægtet med den dræbte, på samme måde som

de var med drabsmanden. Derud over var der spørgsmålet om,

hvem der skulle bøde eller modtage, hvis en af de nævnte

slægtninge ikke eksisterede. Hvis nu morbroderen ikke havde

nogen søn, eller endnu mere problemfyldt hvis moderen ikke

havde en broder, skulle en anden slægtning træde til og

overtage forpligtelsen.424 Lars Ivar Hansen har opregnet

antallet af de transaktioner, der i teorien skulle finde

sted ved betaling af mandebod ifølge Gulatingsloven, og er

kommet frem til det overvældende antal af 210.425

I Frostatingsloven gik forpligtelsen til at deltage i

bødebetalingen til og med det sjette kanoniske led, der

også var grænsen for slægtskab: ”skal dei taka som er skylde i sjette

led med den døde …Lenger ut i ættene gjev vi ikkje bøter av den grunn at det då

er lov å gifta seg, og skyldskapen ut. Varleg må samhøvet vera mellom

mannebøter og slektskap.”426 Tydeligere kunne lovgiverne vist

næsten ikke udtrykke sammenhængen mellem mandebodssystemets

opbygning og det kanoniske slægtskab. I Gulatingsloven

findes ikke den samme åbenbare sammenhæng, idet

424 Mandebodsbestemmelserne var ikke helt ens i Gulatings- ogFrostatingsloven, men ovenstående er et forsøg på at vise essensen afde kollektive mandebodsbestemmelser. Derfor er det helheden og ikkedetaljen, som udgangspunktet er taget i. 425 L.I. Hansen: ”The Concept of Kinship According to the West NordicMedieval Laws” 2005.426 ”Frostatingslova” Sakøyrebolk, kap. 11, s. 102.

290

forpligtelsen gik helt til det ottende kanoniske led.

hvilket er noget besynderligt, idet man på denne vis går

længere end selv grænsen for slægtskab før 1152-53 i

Norge.427 Lars Ivar Hansen har imidlertid gjort følgende

observation derom: ”However the amount of the fines to be paid shows a

sharp break in value calculation when moving from the sixth to seventh

canonical degree. This would also suggest that the theoretical scheme originally

had been limited to the actual extension of the canonical marriage prohibition-

as implemented in the Norwegian archdiocese – and that a further construction

had been appended in a later time.”428 Eksistensen af en klar

markeret forskel mellem det kollektive ansvar inden for og

uden for den kanoniske slægtskreds er en interessant

observation, men Hansen kommer ikke med nogen forklaring

på, hvorfor man senere skulle have øget ansvaret fra det

sjette til det ottende led. Argumentet kan ligeså vel

vendes om, og der kan plæderes for, at det ottende led var

udtryk for en ældre praksis end 1152/53, og at bestemmelsen

derefter blev tilrettet, så hovedansvaret blev langt inden

for den kanoniske slægt. Det noget kryptiske ottende led

blev ændret i begyndelsen af det 13. århundrede; det

eksakte år kendes ikke, men en ny del, kaldet ”Bjarne

Mårdssons Sagstal”, blev føjet til Gulatingsloven.429

Sagstallet var en revision af de tidligere bestemmelser om

mandebod, men det var ikke mindre kompliceret end de ældre427 Hvor det har gået til syvende led, indtil pavelig dispensation kom iforbindelse med oprettelsen af ærkesædet.428 L.I. Hansen: ”The Concept of Kinship According to the West NordicMedieval Laws” 2005.429 Om Bjarne Mårdsson som historisk person og hans sagstal se foreksempel K. Helle: ”Gulatinget og Gulatingslova” 2001, s. 14-17.

291

forordninger. Lars Ivar Hansen foreslår, at forklaringen

derpå kunne være, at forordningen var et kompromis mellem

forskellige principper om, hvordan mandebodsbetalingen

skulle finde sted, og at Frostatingslovens bestemmelser

blandt andet har været brugt som inspiration. I det hele

taget bekræfter Lars Ivar Hansens undersøgelse på fineste

måde hovedtesen i denne afhandling om, at der eksisterede

en tæt sammenhæng mellem mandebodslovgivningen og det

kanoniske slægtskab.430 Bjarne Mårdssons Sagstal er

formentlig fra de første tiår af 1200-tallet, eller rettere

fra før nyhederne om Det fjerde Laterankoncil nåede Norge,

da den kollektive forpligtelse gik til og med det sjette

led. Det er meget tænkeligt, at en ny lov ville være

tilpasset de nye grænser for slægtskab, om end det ikke kan

siges med sikkerhed, da der er en del eksempler i andre

love på, at den gamle måde at regne slægtskab på,

bibeholdes.

De norske mandebodsbestemmelser er et godt eksempel på, at

hensigt og praksis ikke altid går hånd i hånd. Hensigten

var efter alt at dømme at styrke slægtsbåndene efter

kanonisk mønster, men i praksis fungerede det ikke særlig

godt, og når det kollektive ansvar til slut blev afskaffet,

er der en vis sandsynlighed for, at den politiske dagsorden

havde ændret sig i løbet af de 100 år, der var gået, fra de

strenge regler var blevet indført. Det kanoniske slægtskab

430 L.I. Hansen: ”The Concept of Kinship According to the West NordicMedieval Laws” 2005.

292

var ideologisk slået igennem i samfundet på andre fronter,

for eksempel gennem odelsretten, og samtidig var

centralmagten langt bedre rustet til at håndtere ufred, end

den havde været i Magnus Erlingsens usikre

regeringsperiode.

Også i de norske landskabslove blev en speciel procedure

foreskrevet, hvis en kvinde begik drab. Forskellen mellem

kvindelige og mandlige drabsmænd var dog ikke særlig stor.

I Gulatingsloven blev en kvindelig drabsmand fredløs,

hvorefter det blev pålagt hendes slægtninge at føre hende i

landflygtighed.431 I Frostatingsloven dækkede hævnretten

også kvinder, dog med det forbehold at hævndrab på kvinder

kun var tilladt, hvis hun ikke var draget i landflygtighed

inden fem døgn, såfremt drabet var sket om sommeren, og om

vinteren inden et halvt år.432 De to landskabslove viser, at

kvinder heller ikke i Norge var undtaget fra ansvar for

deres handlinger, men dog nød de begge steder en øget

beskyttelse, idet de i den ene lov var søgt værnet imod

hævn, og at deres slægt i den anden havde forpligtelse til

at hjælpe dem i landflygtighed, så de ikke skulle drage af

sted alene på en besværlig og sikkert også farefuld rejse.

Langt fra i alle lovene var kvindelige drabsmænd

genstand for særbehandling. I de danske love fandtes der

ingen bestemmelser om kvindelige drabsmænd, hvilket må

betyde, at kvinder har hæftet på lige fod med mænd. Det

431 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 159, s. 62.432 Ibid., FL. IV, kap. 33, s. 168.

293

eneste sted i lovene, der kunne antyde, at der har

eksisteret en forskel, er Jyske Lovs bestemmelse om, at

gifte kvinder ikke kunne optræde selvstændigt på tinget,

men paragraffen siger intet om, at kvinder ikke selv skulle

betale deres del af bøden. Der er ingen tvivl om, at

Götalovenes bestemmelser, hvor henholdsvis den nærmeste

slægtning eller ægtemanden havde et omfattende ansvar for

kvindens handlinger, var et produkt af kvinders generelle

retsstilling, hvor de normalt altid var underlagt en værge.

Men det kan næppe være hele forklaringen derpå, eftersom

der ikke var nogen grundlæggende forskel i kvindernes

retsstilling i Svea- og Götalovene eller i Landsloven for

den sags skyld. I Svealovene blev kvindelige drabsmænd ikke

underlagt særlige regler, og i Magnus Erikssons Landslov

blev det understreget, at kvinder selv havde ansvaret for

deres handlinger. Derfor er det måske mere konstruktivt at

se på sammenhængen mellem kvindelige drabsmænds ansvar og

kvindernes mulighed for at tage arv efter deres forældre og

dermed komme i besiddelse af den formue, der gjorde det

muligt for dem at erlægge mandebod. Ifølge Frostatings- og

Gulatingsloven havde døtre ikke arveret efter deres

forældre, hvis der også var sønner, og straffen for drab

begået af kvinder var fredløshed og ikke bøde. I Magnus

Lagabøters Landslov, hvor døtre fik ret til at arve sammen

med sønner, bortfaldt de specielle fredløshedsregler for

kvinder. Omvendt vides det, at døtres ret til at arve

sammen med sønner blev indført i Götalandene engang i

294

årtierne efter 1200-tallets midte, hvilket gør det

sandsynligt, at det er en reminiscens af en gammel praksis,

der ses i Västgöta- og Östgötalovene. Bestemmelserne i

Östgötaloven kan ses som en blandingsmodel, idet det

antages, at kvinder kunne besidde egne midler, som bøden

først skulle erlægges af, og først når hendes gods ikke

rakte, trådte værgen eller ægtemanden til. Her må det

indskydes, at man må undre sig over, at der ikke findes

bestemmelser om kvindelige drabsmænd i Dalaloven, hvor

sønner også gik foran døtre i arvespørgsmål, men det

skyldes antagelig, at mandebodsbestemmelserne generelt var

meget sporadiske i Dalaloven, hvor slægtens pligt til at

deltage i betalingen var temmelig tåget formuleret. I

Svealovene, de danske love og Landsloven havde alle kvinder

derimod ret til arv efter deres forældre, hvilket betød, at

de teoretisk set også havde økonomisk mulighed for at

betale mandebod og dermed tage ansvar for deres handlinger.

Dette betød selvklart ikke automatisk, at de havde midler

store nok til at betale en fuld mandebod. For både mænd og

kvinder har det kun været de bedrestillede, der har haft

råd dertil, og resten har været henvist til enten at håbe

på hjælp fra slægt og venner eller at drage fredløs for at

undgå livsstraffen. Men da lovene primært varetog de

jordbesiddendes interesse, er det også såre sandsynligt, at

det er selv samme gruppe, der har været i tankerne, da

reglerne om kvindelige drabsmænds ansvar er blevet skabt.

295

Inden for drabslovgivningen blev der i alle lovene skelnet

mellem drab, der brød freden, de såkaldte orbodemål eller

edsörebrud, som på grund af fredsbrudet blev særligt

strengt straffet, og ”almindelige” drab, hvor samfundets

fred ikke blev brudt, der derfor i en del af lovene i

højere grad blev opfattet som en privat sag mellem

drabsmanden og den dræbtes nærmeste slægtninge og eventuelt

begges slægtninge.

I de danske landskabslove ses en udvikling fra de

ældste til de yngre. I de ældste love var det kun orbodemål

og ikke bødebetaling, der blev reguleret retligt.

Bødebetalingen blev overladt til at ordnes mellem parterne

uden en nærmere angivelse af, hvordan bøder skulle betales

og modtages. I de yngre love var det kollektive

slægtsansvar derimod blevet institutionaliseret, og

slægtningene fire led tilbage, altså inden for det

kanoniske slægtskab, havde enten ret til at modtage

mandebod eller var forpligtet til at betale.

I det svenske område eksisterede ikke den samme

ensartethed i mandebodsbestemmelserne. Groft opdelt fandtes

der to principper, et hvor slægten ingen forpligtigelser

havde over for en drabsmand, og et hvor den skulle deltage

i bødebetalingen. Midt derimellem ses Östgötalovens

blandingsmodel, hvor forpligtigelsen var mellem

drabsmandens og den dræbtes slægtninge, mens der intet

ansvar eksisterede over for drabsmanden fra slægtens side.

Der kan ikke umiddelbart udledes geografiske eller

296

kronologiske forskelle i forekomsten af de to principper,

da kollektiv betaling både fandtes i begge versionerne af

Västgötaloven og i de yngre love fra Hälsingeland og

Dalerne. At drabsmanden alene skulle bære ansvaret, blev

dog det sejrende princip, da det er den ordning, der findes

i Magnus Erikssons Landslov. Dog mistede drabsmandens slægt

ikke helt ansvaret, da den i visse tilfælde, for eksempel

hvis drabsmanden stak af eller på anden måde eller på anden

måde ikke betalte bøden, skulle træde til. Sammenhængen

mellem det kanoniske slægtskab og mandebodsbetalingen er

ikke nær så udtalt i de svenske love som i de danske og

norske. Årsagen til dette er svær at afdække, men en

forklaring kunne være, at kongemagten ønskede og forsøgte

både at håndhæve en stærkere kontrol med de økonomisk

indbringende drabssager og at hævde sin magtposition ved at

vise, at den formåede at regulere ufreden uden slægternes

hjælp.

Ligesom i de danske love er forbindelsen mellem slægtens

kollektive betaling af mandebod og det kanoniske slægtskab

tydelig i de norske landskabslove. Alligevel blev det

kollektive slægtsansvar fuldstændig afskaffet med Magnus

Lagabøters Landslov. Grunden dertil skal antagelig findes i

den måde, hvorpå den kollektive bødebetaling var

organiseret. I de danske og flere af de svenske love blev

bøden delt mellem henholdsvis den fædrene og den mødrene

side af slægten, og hver side betalte og modtog i forhold

til, hvor nært i slægt de var med drabsmanden eller afdøde.

297

I de norske love blev hver enkelt slægtnings forpligtigelse

udpenslet, og antallet af transaktioner var tårnhøje.

Systemet var ganske vist meget pædagogisk i forhold til at

opregne alle tænkelige slægtninge, men det må i praksis

have været meget besværligt at få til at fungere. Dette har

formodentlig sammen med det faktum, at Magnus Lagabøter

havde en stærk magtposition, hvorfor han kunne forventes at

være i stand til at regulere ufreden, været årsagerne til,

at den kollektiv bodsbetaling blev afskaffet i Norge.

Mandebodsbestemmelserne er et godt eksempel på, hvor

forskelligt slægtsansvaret blev brugt inden for de nordiske

riger. Det kan dog være svært at lade være med at spekulere

på, i hvor høj grad de foreskrevne betalingsmønstre har

været anvendt i praksis. Da stort set ingen kilder derom er

bevaret, henvises man til hypoteser. De procedurer, som ses

i de norske landskabslove, forekommer så urealistiske, at

det er oplagt, at formålet med dem må have været mere

ideologisk end praktisk. Ifølge Ole Fenger kunne noget

tilsvarende være tilfældet med de danske regler, idet han

mener, at det skærpede ansvar over for drabsmanden og

slægten, som specielt Ættebodsloven betød, medførte et

svælg mellem den retstilstand, som lovene var udtryk for,

og den sædvane med hævn og fejde, som efter hans mening var

den dominerende.433 Fengers påstand om fejdens store rolle i

retsudøvelsen kan diskuteres, men det kan ikke afvises, at

433 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 386 og 394.

298

de høje bødekrav (hvoraf så stor en del tilfaldt kongen) må

have været et incitament for de involverede parter til at

søge at finde en løsning, der gik uden om retsinstanserne.

Afsnittet har vist, at der i mange af lovene herskede en

snæver sammenhæng mellem kollektiv betaling af mandebod,

opretholdelsen af freden og det kanoniske slægtskab. Denne

relation kom til udtryk på grund af den indbyrdes kontrol

af voldshandlinger slægtningene imellem, som måtte være den

naturlige konsekvens af det kollektive ansvar, hvor en

enkelts gerning kunne have alvorlige økonomiske og sociale

konsekvenser for hans slægtninge. At den kanoniske

slægtsgruppes indbyrdes forpligtelser og dermed ansvar blev

brugt i fredsskabende øjemed, når centralmagten ikke selv

var stærk nok til at forfølge alle voldsforbrydelser,

kommer til udtryk ved, at der blev skelnet mellem

fredsforbrydelser og anden form for vold. Hvor man fra

kongemagtens side brugte kræfterne på at ramme

fredsbryderne, blev almindelige drabsmænd deres slægts

forpligtelse, ligesom retsforfølgelsen også langt hen ad

vejen hvilede på den dræbtes arving og hans slægt. Dette

understøttes af, at kollektivt slægtsansvar først

afskaffedes eller begrænsedes i de love, som en stærk

centralmagt stod bag, eksempelvis Magnus Lagabøters

Landslov og de østsvenske landskabslove.

299

PERSONLIG SKYLD, KOLLEKTIVT ANSVAR OG

TEOLOGISKE OVERVEJELSER DEROMHvordan er udviklingen af mandebodsbetalingen blevet

opfattet af retshistorikerne? Man kan identificere to

grundholdninger, hvis afgørende uenighed grunder i

spørgsmålet om, hvorvidt kollektiv mandebodsbetaling blev

aktivt bekæmpet af kirken og kongemagten eller ej. Den

første holdning er langt den mest anerkendte, mens

påstanden om, at kirken ikke aktivt søgte at afskaffe det

kollektive ansvar, ikke har den samme opbakning.

Baggrunden for, at flere forskere anser specielt kirken

for en stærk modstander af kollektiv mandebodsbetaling,

skal findes i dens fokusering på subjektiv skyld og frelse.

Dette syn på kirkens lære har naturligt den konsekvens, at

ethvert forsøg på at øge drabsmandens subjektive skyld må

ses som inspireret af teologiske idéer. Interessen for det

subjektive ansvar kunne nemt blive sammenkædet med en

afstandtagen fra det kollektive ansvar, som både konge og

kirke skulle være enige om. Kirkens motivation skulle være,

at man straffede uskyldige for andres gerninger, og

kongemagten ønskede at nedbryde slægtssammenholdet, som af

mange såvel retshistorikere som historikere er blevet set

som en trussel imod en effektiv kongemagt.434 Den teologiske434 De ovennævnte holdninger præsenteres blandt andet hos følgende: P.Gædeken: ”Retsbrudet og Reaktionen derimod i gammeldansk og germanskRet” 1934, s. 42f, 46 og 64-68. P.J. Jørgensen: ”Manddrabsforbrydelseni den skaanske Ret fra Valdemartiden” 1922, s. 29, N. Skyum-Nielsen:”Kvinde og slave” 1971, s. 252f, O. Fenger: ”Romerret i Norden” 1977,s. 101, A.E. Christensen: ”Ret og magt i dansk middelalder” 1978, s.14f og A. Hoff: ”Lov og landskab – Landskabslovenes bidrag til

301

forklaring på kirkens afstandstagen til slægtssammenhold og

-ansvar kan næppe udtrykkes klarere end af Fenger: ”Generelt

måtte kristendommen med sine krav til det enkelte menneske, løsrevet fra

enhver gruppe, og med sin betoning af individets personlige skyld og ansvar,

virke nedbrydende på ethvert gruppeansvar, og overhovedet på ethvert ansvar

for andre.”435

Allerede Bertha Phillpotts vendte sig imidlertid imod

denne opfattelse, idet hun påpegede de økonomiske fordele,

kirken flere steder i Europa havde af den kollektive

bødebetaling.436 Dette synspunkt findes også hos Elsa

Sjöholm, der bruger det samme argument om kongemagtens

interesse i bødebetalingen, da hun påpeger, at den

kollektive bødebetaling sikrede et højt niveau på

størrelsen af bøderne, der blev betalt til kongen. Var det

kun en enkelt, der skulle bøde, ville kongens indtægter fra

denne kilde alt andet lige falde, da det ellers ville

betyde, at der i mange tilfælde ikke ville meget tilbage af

drabsmandens ejendom, som bøderne til den dræbtes

efterladte skulle tages af. Et godt eksempel derpå er

Norge, hvor kongens del af drabsbøder blev kraftigt

reduceret ved afskaffelsen af den kollektive betaling.437

forståelsen af landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca. 900-1250 ” 1997, s. 25.435 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 198.436 B. Phillpotts: ”Kindred and Clan in the Middle Ages and After – AStudy in the Sociology of the Teutonic Races” 1913, s. 257f.Phillpotts’ påstand slog dog aldrig igennem i forskningen, men senerehar for eksempel David Gaunt argumenteret for at kirken ingeninteresser havde i, at svække det kollektive ansvar mellem slægtninge,da det lagde en dæmper på urolige gemytter og dermed havde enfredskabende funktion. D. Gaunt: ”Familjeliv i Norden” 1983, s. 209f.437 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 194-97.

302

Hvordan to så forskellige opfattelser af kirkens holdning

til slægtskab og kollektivitet kan opstå, kræver en

forklaring. Dele af kirkens lære fokuserede ganske vist på

individuel skyld og intention, men det er et godt

spørgsmål, om datidens mennesker skelnede mellem kollektivt

og individuelt på samme måde, som det gøres i dag. Det

kollektive var et ideal for kristne mennesker, ikke så

meget det at være en del af et kollektiv, men i højere grad

det at handle for andre end sig selv. Det Ny Testamentes

kærlighedslære fokuserede på det gode i at handle for at

glæde næsten og ikke for egen vindings skyld. Centralt i

denne lære står skriftsteder som: ”Du skal elske din næste som dig

selv”438 og den ”gyldne regel” ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre

mod jer, det skal I også gøre mod dem.”439 Derfor var dét at føje sig

efter fællesskabets bedste en måde at opfylde

kærlighedsbudskabet på.

Forklaringen på kristendommens negative syn på

fremhævelsen af den enkelte grunder formentlig i det

kristne ydmyghedsideal, der burde komme til syne i alle

livets aspekter som for eksempel opførsel, klædedragt, mad

og drikke. Dette ideal blev synliggjort og nemmere for

præsterne at formidle i deres prædiker gennem læren om de

syv dødssynder. Læren om dødssynderne eller hovedlasterne

har rødder tilbage i oldkirken, men blev endeligt udformet438 Denne befaling stammer egentlig fra 3. Mosebog 19. 18, men gentagesflere steder i Det Ny Testamente blandt andet Matt. 19. 19 og 22. 37,Mark. 12. 31 og Gal. 5. 14.439 Matt. 7. 12.

303

af Gregor den Store (590-604).440 ”Mennesker der forfalder til de syv

hovedsynder, begår en synd mod det første bud. De har nemlig andre guder,

fordi de elsker andre ting højere end Gud.”441 Dette var essensen af

læren om dødssynderne. De syv synder fordelte sig på

hovmod, begærlighed, ukyskhed, frådseri, livslede, vrede og

misundelse. Synderne var tæt sammenvævede, idet den ene

ofte førte den anden med sig, men hovmodet, superbia, blev

regnet for den værste - i hvert fald i tidlig middelalder

og i højmiddelalderen.442 Hovmodet opstod netop hos de

mennesker, som satte sig selv over fællesskabet ved at

mene, at de var bedre end andre. Dermed blev det moder til

alle andre synder og derfor også den alvorligste.443

Hovmodet kunne bekæmpes ved hjælp af ydmyghed, ved at

stille sig tilfreds med det, man havde, og underkaste sig

det fælles bedste. Ikke alle formåede at holde hovmodet i

ave, i Roskildekrøniken beskrives Erik Ejegod som en

person, der lå under for et voldsomt hovmod, hvilket i

sidste ende kostede ham livet og, lader Krøniken ane,

frelsen. ”Men Erik førte sig overalt frem, som om han var kejser, ryddede

alle hindringer af vejen, tålte ingen ligemand, endsige overmand; overmodig,

opblæst, stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd fór han frem som et lyn”444 På

440 For en grundig gennemgang af udviklingen af læren om dødssynderne seM. Bloomfield: ”The Seven Deadly Sins” 1952, s. 72ff. 441 A. Riising: ”Danmarks middelalderlige prædiken” 1969, s. 345442 I nogle områder af Europa overtager gerrigheden førstepladsen, menAnne Riisings undersøgelse af de danske middelalderlige prædikenerviser, at i senmiddelalderens Danmark blev hovmodet stadigvæk afpræsterne set som den værste synd. Ibid., s. 348f.443 M. Bloomfield: ”The Seven Deadly Sins” 1952, s. 69-104.444 ”Roskildekrøniken.” s. 32f, videre om hovmodet se s. 74. ”Hericusautem, per omnia ut Cesar factus, omnia obstacula superans, nullum parem sibi, nullumpriorem uolens, superbus, elatus et in malicia potens, per omnia terribilis more fulminis

304

et ting nær ved Ribe mødte han en mand ved navn Plov, der

dræbte ham. ”Plov var en hæslig lavstammet mand, som intet kunne udrette

selv, hvis ikke Herren var i ploven og Herren i spydet, ligesom Herren var i

slyngen og Herren i stenen.”445

Hvis man ser forsøget på at konstruere slægtskab i dette

lys, får det også en anden betydning end blot den

fredsskabende. Ved at tvinge mennesker ind i en situation,

hvor samhørighed og dermed forpligtelser over for

slægtningene var det bærende, blev det kanoniske slægtskab

også en måde, hvorpå mennesker undslipper hovmodets

egocentrisme og i stedet koncentrerer sig om andre, hvilket

ville bringe dem nærmere deres egen frelse. Det er således

uholdbart at hævde, at kirken var modstander af kollektive

tankegange, fordi de kunne lede opmærksomheden bort fra

personlig skyld og frelse. Den teologiske sammenhæng

derimellem var langt mere kompliceret.

incessit.” “Scriptores Minores Historiæ Danicæ Medii Ævi” vol. 1,Chronicon Roskildense, s. 31.445 ”Roskildekrøniken” s. 32. Slyngen og stenen hentyder til historienom David og Goliat. ”Vir deformis, breuis stature, per se nichil [sic!] faciens, nisidominus in aratro, dominus in lancea, ut dominus in funda, ut dominus in lapide.”“Scriptores Minores Historiæ Danicæ Medii Ævi” vol. 1, ChroniconRoskildense, s. 31.

305

DE KANONISKE SLÆGTNINGS INDBYRDES

RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER

DEN IDEOLOGISKE BAGGRUND FOR ARVERET I

MIDDELALDEREN

iddelalderens arveret446 havde mange

inspirationskilder: Bibelen, romerretten, den

kanoniske ret og lokale forhold som skik og brug og

konkrete praktiske forhold. I Fjerde Mosebog fortælles det,

at Moses rådførte sig med Gud om, hvordan arvegangen skulle

være. Han fik følgende svar: ”Og du skal sige til israelitterne: Når en

mand dør uden at have en søn, skal I overdrage hans arvelod til hans datter.

Hvis han ikke har nogen datter, skal I give hans arvelod til hans brødre. Hvis

han ikke har nogen brødre, skal I give hans arvelod til hans fars brødre. Hvis

hans far ikke har brødre, skal I give hans arvelod til hans nærmeste kødelige

slægtning; han skal arve den.”447 Denne passage er ikke helt

uvæsentlig, for selvom kirken ikke uden videre lagde ordene

og arverækkefølgen til grund for arveretten, var dette dog

et tydeligt udtryk for, at Gud billigede børns og andre

slægtninges arveret.

M

I den klassiske romerret spillede testamentet en

afgørende rolle for arveretten. Arvelader havde ret til446 I dag deles arveretten normalt ind i to kategorier legal intestatarvog testamentarisk arv, men i dette kapitel vil kun intestatarven blivebehandlet, testamenter omtales i donationskapitlet.447 4. Mosebog 27, 8-11.

306

frit testamentarisk at disponere over sine besiddelser, dog

skulle han i testamentet udtrykkelig nævne hvem han

forbigik.448 Som konsekvens deraf trådte arveretten kun i

kraft, hvis afdøde ikke havde skrevet testamente. Denne

praksis ændrede sig efterhånden, idet den del af

besiddelserne, arveladeren frit kunne disponere

testamentarisk over, blev begrænset i flere omgange, indtil

den endeligt blev fastlagt under kejser Justinian, hvor den

frie dispositionsdel i Novella 18 sattes til to tredjedel

af intestatarven, dog blev den del reduceret til halvdelen,

hvis der var fire eller flere arvinger. Resten af arven var

forbeholdt arveladerens arvinger, hvoraf børn, døtre såvel

som sønner, kom først.449 Få år efter i Novella 115 blev

bestemmelserne om tvangsarv udbygget, det blev blandt andet

fastslået under, hvilke vilkår arvedelen skulle regnes, og

hvilke muligheder arvelader havde for at gøre en arving

total arveløs alligevel.450 Den romerske arveret kom til at

påvirke arverettens udformning mange steder i den katolske

middelalder, men der var dog så godt som aldrig tale om en

direkte reception. I stedet fungerede den som inspiration,

specielt hvad angik idéen om tvangsarven,451 der også vandt

448 Eventuelle børn kunne imidlertid anfægte gyldigheden af ettestamente, hvis de ikke var blevet betænkt og dermed efterladt udenforsørgelse.449 “Corpus Iuris Civilis” bd. III, Nov. 18, kap. I, s. 116.450 E. Hambro: “Den romerske Familie- og Arveret” 1923, s. 115-119. “Corpus Iuris Civilis.” bd. III, Nov. 115, kap. III-V, s. 492-500.451 Tvangsarven eller portio legitima / portio debita findes allerede i denklassiske romerret, hvor det efterhånden blev praksis, at hvisarvelader havde efterladt sig børn subsitiært forældre eller søskende,havde disse på trods af testamentariske dispositioner ret til at kræveen del af den efterladtes formue. Denne pligtdel udgjorde i den

307

styrke og legitimitet gennem Augustins lære om, at man

burde gøre Kristus til medarving ved siden af børnene,

hvori der lå en indirekte anerkendelse af børns stilling

som naturlige arvinger efter forældrene.452

Ikke kun den lærde ret, men også lokal skik og brug

havde indflydelse på udformningen af konkrete

retsbestemmelser, for selvom langt størstedelen af dem, der

nedskrev landskabslovene, formodentlig var skolet ved en

eller flere af lærdomscentrene i Europa og dermed har kendt

til de lærde retssystemer, har en brugbar lov også i et

vist omfang måttet rette sig efter de hjemlige forhold,

samtidig med at arvebestemmelserne også kunne bruges til at

introducere nye idéer for eksempel om slægtskab og

ejendomsret.

Arveretten var helt afgørende i forhold til slægtningenes

indbyrdes rettigheder og forpligtelser, da den var

grundlaget for donationsreglerne og odelsretten (og dermed

også fledføringsbestemmelserne), der opstillede

begrænsninger for den enkeltes handlefrihed i forhold til

sin ejendom. Set i forhold til befolkningen var intet

område vigtigere for udbredelsen af budskabet om det

kanoniske slægtskab. Disse love, som sikrede og regulerede

overdragelsen af slægtens materielle grundlag fra

klassiske romerret ¼ af formuen, hvilket ændredes under Justinian, deri Novella 18 satte den til ⅓ eller ½ alt efter antallet af arvinger.E. Hambro: ”Den romerske Familie- og Arveret” 1923, s. 114-119. 452 Mere herom i kapitlet ”Donationer, sjælegaver og retten til atdisponer over ejendom”.

308

generation til generation, udgør derfor det mest

håndgribelige udtryk for det kanoniske slægtskabs

indflydelse på retsideologien.

ARVERETTEN I LANDSKABSLOVENE

etten til at disponere over sin ejendom og den

dermed tæt forbundne ret til at arve andre har stor

betydning for forståelsen af forholdet mellem på

den ene side individet og dets ønsker og på den anden side

familiens og slægtens økonomiske og sociale tryghed, som

fastlagte arveretsbestemmelser til en vis grad sikrede. Da

disse ønsker nemt kunne være modstridende, giver

lovbestemmelserne en god indikation af, hvilke interesser

man fra magthavers side ønskede at fremme.

R For hele Norden gælder det, at der ikke vides meget om,

hvilke regler eller normer for arv, der eksisterede før

landskabslovenes komme. Fra det svenske område findes der

dog i Østre Götaland vidnesbyrd om, at døtre var udelukkede

fra arv, hvis de havde brødre,453 men om det har været sådan

i hele det svenske område, er et andet spørgsmål. Generelt

mener de fleste forskere dog, at de tidligere arveregler

har begunstiget en af eller alle sønnerne. Et lige så

vigtigt spørgsmål er, om arveretten før landskabslovene har

bestået af et fasttømret regelsæt, som ikke har kunnet

453 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL. ÆrfÞa Balken, kap. II,s. 114f.

309

fraviges, eller om der i stedet var tale om et mere

fleksibelt normsæt, som uden store konsekvenser kunne

tilpasses efter arveladers ønske.

Tidligere var man tilbøjelig til at se faste arveregler

som en institution, der fandtes længe før middelalderens

komme. Forestillingen om den ældste søn som universalarving

har været brugt som forklaring på vikingetogterne, der blev

set som de yngre sønners forsøg på at skaffe sig formue og

prestige.454 Denne tolkning er nu blevet forladt til fordel

for en mere nuanceret debat, hvor flere forskerne mener, at

normer og regler i tiden op til landskabslovenes fremkomst

var under ændring og diskussion, da forskellige

grupperinger i samfundet havde modstridende interesser i,

hvordan arv og andre ressourcer skulle fordeles.455 En anden

diskussion går på, om den enkelte tidligere havde større

mulighed for at disponere over sin ejendom mortis causa og

dermed selv kunne bestemme, hvordan arven til sin tid

skulle fordeles mellem børn og slægtninge. Dette ville

selvsagt være tilfældet, hvis en egentlig arveret ikke

eksisterede, og der kun fandtes det før omtalte normsæt.

Hvis en friere dispositionsret over gods har hersket, kan

det have betydet en truende konflikt inden for

slægtsgruppen, da de enkelte medlemmer skulle konkurrere om

adgangen til familiens eller slægtens ressourcer. Lars

454 Å. Holmbäck: ”Ätten och arvet” 1929, s. 69 og P. J. Jørgensen:”Dansk Retshistorie” 1940, s. 194.455 Lars Ivar Hansen forsøger i sin artikel ”Slekskap, eiendom ogsosiale strategier” for Norges vedkommende at identificere deforskellige interessegrupper.

310

Hermanson, der opfatter slægtsforståelsen i det tolvte

århundredes Danmark som byggende på alliancenetværk,

udtrykker det således: ”De politiska släktgrupperingarna var emellertid

en permanent grobund för fejder om arv, då inga klara arvsregler kunde

baseras på detta mångsidiga släktssystem.”456 På den anden side kan

man også problematisere faste arveregler, idet de gør det

umuligt for forældrene at begunstige ét barn og dermed bane

vejen for social opstigning for den udvalgte. Det samme gør

sig i virkeligheden gældende med medgift. Når døtre fik

arveret, skulle medgiften føres tilbage til boet ved

forældrenes død, så det kunne indgå i delingen af arven,

hvorfor medgiften fik karakter af arveforskud eller

starthjælp. Når man ikke kunne tilbyde en stor permanent

medgift, blev det også sværere at lokke friere af højere

status til. Faste arvebestemmelser begrænsede således

muligheden for social mobilitet, og dermed hjalp

arvereglerne med til at konservere den eksisterende sociale

orden. Et fast arvesystem betød også en opdæmning af

arvekonflikter mellem slægtninge. På den måde havde

arvereglerne også en fredsskabende effekt, der forbandt dem

til det kanoniske slægtskab.

Inden for arveretten fandtes der en del

undtagelsesbestemmelser for, hvem der havde ret til arv. De

gjaldt først og fremmest for børn født uden for ægteskabet.

Disse børns status var i en række love differentieret efter

456 L. Hermanson: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitenspolitiska kultur i 1100-talets Danmark” 2000, s. 10.

311

samlivets status: et officielt frilleforhold, et løsagtigt

forhold mellem to ugifte og ubeslægtede eller hor. Disse

regler vil kun i begrænset omfang blive omtalt, hvilket

også gælder for særforskrifterne for halvsøskendes arv og

nokkekoner – kvinder, der ikke havde brødre eller andre

mandlige værger - og fortabelsen af arveret ved klostergang

eller ved mord på arvelader, samt ægtefællers ret til at

arve hinanden. Udeladelserne skyldes til dels, at

gennemgangen af arveretten ellers ville blive for

omfattende, men hvad der er af større betydning, er

derimod, at det er fordelingen af arv blandt slægtninge

under ”normale” omstændigheder, der har hovedinteressen

her. Baggrunden derfor er, at det er, hvordan den kanoniske

slægt i sin helhed optræder i lovene, der er i centrum for

undersøgelsen, hvorfor særbestemmelserne nedprioteres.

MEDGIFT Medgift og giftegaver udgør et vigtigt element i

forståelsen af ejendomstransaktionerne, men det forekommer

naturligt at behandle dem sammen med arveretten, fordi

forekomsten af medgift og/eller giftegaver hang så tæt

sammen med arvereglerne, at det ikke giver nogen mening at

behandle arv og medgift som to adskilte fænomener. Der

fandtes grundlæggende to former for arveregler i

landskabslovene. I den ene havde døtre arveret ved siden af

brødre, og i disse tilfælde var der med meget få

undtagelser ingen bestemte medgiftregler. I stedet optrådte

det, man kan kalde giftegaver, som forældre kunne give til

312

et barn, søn eller datter, ved indgåelse af et ægteskab,

men denne gave skulle føres tilbage til boet og indgå i

arvedelingen efter forældrenes død. Den anden form var

egentlig medgift, der primært findes i de norske love, hvor

mandlig arveret går forud for kvindelig.

313

HOVEDLODDENFor at forstå arvereglerne i de danske landskabslove og de

andre nordiske love, hvor arveretten var påvirket af den

danske, må hovedlodsbegrebet forklares. Hovedlodden

fungerede som en slags fordelingsnøgle for ejendom, der

brugtes ved arvedeling eller ved gave- eller

donationsgivning. Ved dødsfald blev hovedlodden beregnet ud

fra antallet af arvinger, således at hvis der var tale om

livsarvinger, tog sønner en fuld lod, mens døtre kun tog en

halv. Hvis der således var tre sønner og ingen døtre, fik

de hver en tredjedel af arven; var der tre sønner og to

døtre, fik sønnerne hver en fjerdedel og døtrene hver en

ottendedel, og så fremdeles. Hovedlodsfordelingen kunne

også inkludere arvelader. Hvis arvelader ønskede at

bortskænke gods eller anden ejendom til andre end sine

lovbestemte arvinger, indgik arvelader i

hovedlodsopdelingen, og han havde lov til at disponere frit

over en halv hovedlod. Ved arvedeling kunne

hovedlodsfordelingen foregå på to måder, hvis der var tale

om arvejord, skulle arven fordeles mellem de af lovens

udpegede arvinger, hvad enten de var medlemmer af samme

fællig som arvelader. Ved et fælligmedlems død skulle hans

løsøre og eventuel købejord deles internt i fælliget, uden

at eksterne arvinger havde del deri. Løsøre og købejord

kunne dog også arves efter de almindelige arveregler, hvis

arvelader ikke var del af et fællig, men hvor udbredt det

har været, at for eksempel barnløse eller ugifte ikke var

314

del af et fællig, vides der for højmiddelalderens

vedkommende intet om.

Hovedloddens formål og karakter har en vigtig plads i

retshistorien med den største indsats i Stig Iuuls

disputats ”Fællig og Hovedlod” fra 1940, hvor han minutiøst

gennemgår hovedlodden i alle dens facetter.457 Her vil

hovedlodden ikke på samme måde blive problematiseret, men i

stedet blive set som et redskab til at lette arveskiftet.458

Det at regne arvelodder ud efter hoveder var ikke

særegent for den danske arvelovgivning. Det optræder

allerede i den klassiske romerske arveret i Gaius’

Institutiones, der dateres til ca. 160 e. Kr., hvor der

blandt andet står: ”Iam dudum tamen placuit in capita diuidendam esse

hereditatem.”459 Capita-modellen blev videreført i den

justinianske romerret både via hans Institutiones og i

Novella 118.460 Sammensmeltningen mellem capita og arveret

slog også igennem i flere af de europæiske lovværker fra

den tidlige middelalder. Allerede de sporadiske

arvebestemmelser i Pactus Legis Salicae fra ca. 507-511,

altså før Justinians lovværk blev samlet, lader ane, at457 S. Iuul: ”Fællig og Hovedlod” 1940.458 Hovedlodsproblematikken vil dog blive rejst igen i donationskapitlet.459 Min understregning. Oversat: ”But it has been settled for some time now that theinheritance should be divided by heads.” “The Institutes of Gaius: Text andTranslation” 1988, III, 16, s. 129/275.460 ”Justinian’s Institutes” Text and Translation. 1987, III, 1.16, s.30/ 93f og III, 3.5 s. 31/97. Den sidste bestemmelse handler om,hvordan arv skulle skiftes, hvis en person efterlod sig moder ogsøskende. Delingen minder om den, der findes i de danske love, idetmoderens del varierer efter, om afdøde efterlod sig søstre ellerbrødre. ”Corpus Iuris Civilis” bd. III, Nov. 118, kap. III, § 1, s.520.

315

normal praksis også dér var at regne ud fra hoveder.461 Når

man møder den danske betegnelse hovedlod, følger den derfor

en lang retlig tradition med at regne arvinger efter

hoveder. Dette fik i de danske love den udvidede betydning,

at begrebet ikke kun henviste til arvedeling, men også til

hvor stor del af sin ejendom, den enkelte frit måtte

disponere over.

Grundlæggende følger arveretten i landskabslovene enten

gradualsystemet eller parentelprincippet. Gradualsystemet

bygger udelukkende på nærheden til arvelader, typisk på den

måde, at hvis arvelader ikke efterlader sig børn, går arven

til forældrene i stedet for til eventuelle børne- eller

oldebørn. Parentelprincippet bygger i stedet på forældre og

deres efterslægt. Første parentel indeholder alle

arveladers efterkommere, og først hvis der ingen findes,

går arven tilbage i leddene, først til forældre og deres

eventuelle efterkommere, og kun hvis denne kategori er

udtømt, går arven til tredje parentel, bedsteforældrene og

deres afkom. Arveretligt kan man groft indtegne et skel i

landskabslovene mellem arvesystemer, der bygger på

gradualsystemet og parentelprincippet. De norske og

vestsvenske love præges af gradualsytemet, mens

parentelprincippet var fremherskende i Danmark og det

461 ”The Law of the Salian and Ripuarian Franks” 1986, Pactus LegisSalicae, kap. 59, § 6, s. 107.

316

østlige Sverige, om end parentelarv i absolut betydning

ikke kendes i landskabslovene.462

SØNNER OG DØTRE SOM SAMARVINGERHvor den danske arveret er ganske ensartet, kan man lidt

groft dele de svenske arveregler i to kategorier. I den ene

udelukkede sønner altid døtre, når der skulle tages arv

efter forældrene, i den anden arvede døtre også, når der

var mandlige arvinger, om end deres arvepart var mindre.

Dertil kommer, at arvereglerne i de norske love på flere

områder adskiller sig fra dem, der fandtes i det danske og

svenske område. Den mest iøjnefaldende forskel er nok, at

arvegangen i de norske landskabslove er udpenslet ned til

den mindste detalje: Stort set alle slægtninge, der havde

mulighed for at tage arv, bliver nævnt. Denne minutiøse

gennemgang af slægten fylder meget i loven og vil ikke

blive gentaget i sin helhed her, hvor kun hovedtrækkene vil

blive præsenteret. Men denne opremsning af næsten alle

tænkelige levende slægtninge, som vi også har set ved

mandebodsbestemmelserne, er interessant, idet den462 Forskellen mellem gradualsystemet og parentelprincippet i denordiske landskablove er blevet indgående behandlet af blandt andetLars Ivar Hansen og Elsa Sjöholm. E. Sjöholm: ”Sverigesmedeltidslagar: Europeisk rättstradition i politisk omvandling” 1988,s. 120-129. L.I. Hansen: ”Slekskap, eiendom, og sosiae strategier inordisk middelalder” 1994, s. 119-123. & ”’Ætten’ i de eldstelandskapslovene. Realitet, konstruksjon og strategi” 1999, s. 38-42.B. Sawyer: ”Son skal taka arv etter far sin …” 1999, s. 61-63.

317

bekræfter, hvor vigtigt lovenes forfattere og udstedere har

fundet det, at alle slægtninge blev nævnt, også dem som kun

havde en minimal sandsynlighed for nogensinde at komme til

at arve. Det hænger formentlig sammen med de norske loves

tidlige tilkomst, hvorfor det kanoniske slægtskab behøvede

at blive understreget kraftigere end i de yngre danske og

svenske love. Det andet bemærkelsesværdige ved de norske

arvebestemmelser er det stærke patriarkalske indslag. Mænd

og specielt den fædrene linie havde forret frem for kvinder

og den mødrene side i et sådant omfang, at der ikke kun var

tale om, at slægtningen på den fædrene side tog arven, hvis

to var lige nær i slægt. Fjernere slægtninge på faderens

side arvede før tættere beslægtede på moderens side!

Bestemmelserne i Gulatingsloven og Frostatingsloven var dog

ikke identiske. De patrilineære træk var mest fremherskende

i Gulatingsloven, men man skal helt frem til Magnus

Lagabøters Landslov, før der skete et brud med de tidligere

tendenser, idet den lod døtre arve sammen med sønner, dog

efter det princip, som også sås i danske og svenske love,

nemlig at datter tog halv arvelod af søn.463 Denne model,

som blev den herskende i de nordiske riger, vil derfor

først blive behandlet.

Arvebestemmelserne varierede ikke væsentligt mellem de

danske love, og på nær mindre afvigelser er arvegangene463 De omtalte arvebestemmelser findes følgende steder: ”Norges gamleLove indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 103-105, s. 48f. FL. VIII, kap. 1-15, s. 205-207 og IX, kap. 8 og 9, s. 201f. Bd. 2, MML. Arvebolk,kap. 7, s. 80-84.

318

identiske i Arvebogen, Skånske Lov og de sjællandske

love.464 Som hovedprincip gjaldt, at børn arvede deres

forældre, om end den overlevende ægtefælle havde ret til en

lod af den del af arven, der bestod af løsøret, som derved

først kom børnene til gode efter begge forældres død. Hvis

et barn døde før begge dets forældrene, men havde efterladt

sig børn, havde børnebørnene ret til at dele deres

forældres lod, dog således at sønnebørn delte en sønnelod,

og datterbørn delte en datterlod uden skelnen til

børnebørnenes køn eller antal. Det princip, at børnene

delte forældrenes lod, gjaldt imidlertid ikke for oldebørn.

Kun hvis afdødes eneste livsarvinger var oldebørn, blev de

kaldt til arv, ellers var de udelukkede, selvom ledene

mellem dem og arvelader var bortfaldet. Som det står i

Arvebogen: ”Men er der ingen Børn og heller ikke Børnebørn, men kun deres

Børn, da tager disse Arv, fordi Arv bør altid gaa fremad, saa længe der er

Afkom til, men de skifte efter Mandtal, Kvinde lige meget som Mand, for det er

Gangarv.”465 Oldebørns arv gik under betegnelsen gangarv,

hvilket betød, at kvinder og mænd arvede lige meget.

Gangarv inkluderede også arv, der gik bagud eller ud til

siden i slægtledene. Hvis arvelader ingen livsarvinger

havde, gik arven til forældre og søskende. Her er der lidt

forskel i bestemmelserne, idet søster i Arvebogen og464 Alle de omtalte bestemmelser findes i ”Danmarks gamle Landskabslove”bd. VIII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap. 1, s. 3f, kap. 12-13, s. 10, kap.80-81, s. 61-63. Bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 33-36, s. 20-22. Bd. V,EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 9, s. 12f, kap. 15-17, s. 19-23. Bd. VII,VsL1. tekst 1, kap. 11 og 12, s. 7f.465 “Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, A&O. kap. 13, s. 200.Denne bestemmelse gentages næsten ordret i den Skånske og desjællandske love.

319

Valdemars sjællandske love kun tog halv lod i forhold til

de andre. Skånske Lov har også en særbestemmelse: Hvis en

barnløs søn, som var udskiftet fra fælliget, døde, var det

kun faderen, der arvede sønnen.466 På nær disse mindre

afvigelser er billedet klart: Efter livsarvingerne arvede

slægtningene i den første kanoniske grad.

At det var den kanoniske måde at udregne slægtskab på,

der styrede arvegangen, kom kraftigst til udtryk i Skånske

og Eriks sjællandske Lov. Hvis ingen af de omtalte

slægtninge fandtes, skulle alle beslægtede i anden grad

arve - farfader, farmoder, morfader, mormoder, farbror,

faster, morbroder, moster, broderbørn og søsterbørn - igen

fik alle lige meget, da det var gangarv. I Arvebogen og

Valdemars sjællandske Lov deltes denne gruppe op, idet det

i første omgang kun var farforældre og søskendebørn, der

arvede. Her ses altså en bevidst prioritering dels af den

fædrene slægt og dels af de nære slægtslinier, som gik

gennem søskendebørnene. Hvis den noget hypotetiske

situation skulle opstå, at arvelader ikke havde nogen af de

nævnte slægtninge, gik arven videre ud i ledene. Dette er

bedst udtrykt i Eriks sjællandske Lov, hvor der står:

”Findes der ingen af dem, hvor der er to Mænd imellem, [beslægtede i

anden grad] da gaar den til dem, hvor der er tre Mænd imellem, findes der

ingen, hvor der er tre Mænd imellem, da gaar den til dem, hvor der er fire

Mænd imellem, og alt som Gangarv, lige saa længe som der findes Slægtskab.

466 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 1, SkL. kap. 35, s. 21.

320

Naar der ikke findes Slægtskab er Kongen nærmest til at arve.”467 Her ser

det altså ud, som om grænsen for arv var sat ved det fjerde

kanoniske led, som på lovens nedskrivningstidspunkt jo også

var grænsen for det kanoniske slægtskab. I Arvebogen var

arvegrænsen derimod sat til det syvende kanoniske led,

hvilket igen afspejler grænsen for det kanoniske slægtskab

før 1215. Det syvende led bibeholdes i den ældre version af

Valdemars sjællandske Lov, mens der i den yngre version

står: ”tha takæ e then thær næst ær at burdh til fæmtæ mannæ,”468 altså

ophørte retten til arv efter det fjerde led. Arveretten

blev følgelig afpasset efter det kanoniske slægtskab. Det

er bemærkelsesværdigt, at det samme ikke skete i Jyske Lov,

hvor arvegrænsen var sat ved det syvende led.469 Skånske Lov

er dog nok den mest underfundige, idet der i den blot står:

”Og naar Arven gaar til fjernere Arvinger, [beslægtet i tredje led

eller fjernere] tager enhver, som er i Slægt med den døde.”470 Hvordan

skulle dette forstås? Næppe på den måde at alle slægtninge,

uanset om der var tale om tredje eller syvende led, havde

lige adgang til arven. Ser man imidlertid på de forskellige

tekstversioner af loven, kommer svaret. Kroman og Iuul tog467 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, EsL. 1. bog, kap. 17,s. 9f.468 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VIII, 1941, VsL2. 1. bog, kap.XX, s. 280. Kolderup-Rosenvinge mente ganske vist, at det femte led istedet skulle tolkes som det syvende, idet han påstod, at ledtællingenførst begyndte efter de to første led, som var nævnt i arvegangen.Dette argument, der var et forsvar for, at Valdemars sjællandske Lovvar yngre end Jyske Lov, må dog afvises. ”Lex Siellandica Erici Regis.Kong Eriks Sjellandske Lov med Indledning, Oversættelse ogAnmærkninger” af I. L.A. Kolderup-Rosenvinge. 1821, s. XXXV.469 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 23,s. 59-62.470 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, SkL. kap. 36, s. 12.

321

udgangspunkt i tekst I til deres oversættelse af loven, men

ser man på tekst III, står der i stedet: ”och siiden tager huer

effter som hann hørde den døde ner till effter mandtalitt.”471 Med andre ord

tog de eller den, der var tættest beslægtede med den døde,

arven.

Jyske Lov bygger stort set på de samme principper som de

sjællandske love og Skånske Lov, men der er dog et par

væsentlige forskelle. Livsarvingerne havde, som i de andre

love, forret til arven, men i Jyske Lov sattes der ikke

skel mellem børnebørn og olde- eller tipoldebørn. Hvis

ledene mellem arvelader og oldebørnene eller deres

efterkommere manglede, trådte oldebørnene ind og delte

deres afdøde bedsteforældres arvepart. Jyske Lov førte

lighedsprincippet mellem børnene længere ud end de andre

love, eftersom det også gjaldt for deres efterkommere,

uanset om det var i første eller fjerde led. Fandtes der

ingen livsarvinger, arvede først forældre, så søskende og

derefter bedsteforældre. Hvis søskende skulle arve

hinanden, tog søster kun halvt af en broder, på samme måde

som arv efter forældre også blev delt.472 Dette princip

gjaldt ikke kun blandt de nærmeste slægtninge: ”En Mand tager

altid dobbelt saa meget i al Arv end en Kvinde,”473 hvilket adskiller

Jyske Lov fra de andre love, hvor kvinder og mænd blev

471 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. 1. SkL. tekst III, B viij, s.290.472 Ibid., bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 4, s. 26f.473 Medmindre der var tale om separation. ”Danmarks gamle Love paanutidsdansk” kap. 5, s. 139.

322

ligestillet, når der var tale om arv, der gik tilbage eller

ud i sideleddene. Efter bedsteforældrene udgjorde

farbrødre, morbrødre og søskendebørn en fælles arvegruppe.

Hvilket hierarki der derefter har eksisteret mellem

arvingerne, er loven tavs om. Den eneste yderligere omtale

af arv er, at arveretten går til syvende led,474 hvilket er

bemærkelsesværdigt, da det er et eksempel på, at arveretten

ganske vist var inspireret af det kanoniske slægtskab, men

at den gamle måde at regne det på er bibeholdt; da Jyske

Lov som bekendt ellers var påvirket af kanonisk

retstænkning, er der næppe tale om en tilfældighed.

Forklaringen på det syvende led kan enten være, at det

bibeholdtes fra Arvebogen, eller at arvereglerne var

overtaget fra Skånske eller Valdemars sjællandske Lov, hvor

det syvende var grænsen for arveretten, og at lovens

forfatter har ment, at den gamle grænse for slægtskab burde

opretholdes for arveretten.

Den svenske ”Erikskrønike”475 fortæller, at da Birger Jarls

søn, Valdemar, blev gift med Erik Plovpennings datter Sofie

omkring år 1260: ”Tha gaff Birge jerl the lagh ther sidhan haffwa standit

marghan dagh, at syster matte erffwa med broder tridiungh bade epter fader

och moder ok swa annan skyllan man, tha skal hon ärffwa swa fast som

han.”476 Grunden skulle efter sigende være, at Birger Jarl474 Ibid., 2. kap. 23, s. 146.475 Et litterært værk om de politiske begivenheder i Sverige i perioden1230-1320, formentlig nedskrevet i 1320’erne, selvom der ikke erbevaret et håndskrift ældre end 1450’erne; S.-B. Jansson: Indledningtil ”Erikskrönikan” 2003, s. 10 og 20.476 Ibid., s. 42.

323

ikke ønskede, at hans svigerdatter skulle stilles

arveretligt ringere i sit nye end i sit gamle land. At

Birger Jarl skulle have udstedt en arvelov i forbindelse

med brylluppet er formentlig kun en skrøne.477 Imod en

egentlig kongelig forordning taler også Dalaloven, da den

er fra tidsrummet mellem 1296 og 1347, og den giver som

bekendt ikke døtre ret til at arve sammen med sønner.

Alligevel rummer historien om Birger Jarls arvelov nok et

gran af sandhed i sig, idet der ikke kan være tvivl om, at

arvereglerne i de svenske landskabslove blev skabt gennem

lån fra de danske bestemmelser, selvom der er en vis

variation i udformningen af de enkelte love.

Den danske indflydelse betød dog ikke en ensretning af

arvebestemmelserne, ud over det ene punkt at døtre i dem

alle arvede sammen med brødre, men altid mindre. Ellers er

det navnlig på to områder, at der hersker en stor

variation: Livsarvingernes forret til arv, og hvorvidt

kvinder altid skulle arve halvt af mænd eller ikke. De

arvelove, der minder mest om de danske, er Upplands-,

Hälsinge- og Södermannaloven.478 I disse tre love havde

livsarvingerne forret til arv, og i tilfælde, hvor arven

gik op ad eller ud i sidelinierne, gik den til dem, der var

nærmest i slægt. I alle tre love trådte børnebørn ind og

delte deres forældres lod, hvis de var døde. Efter477 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 126f.478 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. XI,XII, XIV, XV og XVI, s. 114-121. Bd. 4, SmL. ÆrfÞæ Balken, kap. I, s.61f, HL. ÆrfÞa Balken, kap. XI og XII, s. 34f.

324

livsarvinger arvede forældrene.479 Når søskende arvede,

gjaldt det samme princip som med børn, eftersom søster kun

da tog halv arv i forhold til broder.480 I Upplands- og

Södermannaloven kom søskendebørn næst i arverækkefølgen,

således at arven blev delt på kuld og ikke personer.

Herefter kom den før omtalte opdeling i par. I

Hälsingeloven havde farfar og morfar lige ret til arv, og

fandtes de ikke, gik arven til mormoder og farmoder. I de

to andre love havde alle fire bedsteforældre lige adgang

til arven; lovene kom også med den tilføjelse, at det samme

gjaldt for tanter og onkler, der var placeret efter

bedsteforældrene i arverækken.481 Kun Upplandsloven nævner,

hvor langt ud i ledene arven gik, for der står nemlig: ”Ej

må femte led tage arv.”482 Her er det tydeligt, at det kanoniske

slægtskab udstak grænsen for arv. Eftersom både Södermanna-

og Hälsingelovens arvebestemmelser ellers er stærkt

påvirkede af Upplandsloven, er det yderst troligt, at

lovenes forfattere har udeladt at nævne en arvegrænse af

den simple årsag, at det må have været uhyre sjældent, at

arven gik så langt tilbage i slægten.

479 I Upplandsloven skulle søskende dog dele arven med forældrene, mensforældre i de to andre love kom efter søskende.480 Der var i grunden ikke den store forskel på, om forældre arvede føreller sammen med søskende, idet søskende fik deres arvedel, når densidste af forældrene døde.481 For Södermannaloven gjaldt det derefter, at tanters og onklers børnarvede, sådan at den ene halvdel af arven gik til moderens slægtningeog den anden halvdel gik til faderens. I de to andre love står der istedet, at arven skulle gå til dem, der var nærmest i slægt, og varder personer på begge sider, der var lige nær i slægt, skulle arvendeles, så hver side fik en halvdel.482 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, UpL. Ärvdabalken, kap. XI, s. 70.

325

Også i Västmannaloven483 havde livsarvinger forret til

arv. Afdødes børn arvede sammen, dog tog søn dobbelt så

meget som datter. I modsætning til de før omtalte love gik

børnebørnene ikke ind og overtog deres forældres arvedel,

hvis disse var døde; i stedet udelukkede sønnebørn

datterbørn fra arv, så datterbørn kun arvede, når ingen

sønnebørn fandtes. I det hele taget opstiller

Västmannaloven et arvehierarki mellem de nærmeste arvinger

til og med forældres søskende.484 Hvis ingen så nære

slægtninge fandtes, opererede loven med et meget

kompliceret fordelingssystem, eftersom arven deltes i fire

parter, som henholdsvis skulle gå til den eller de nærmeste

slægtninge på farfaderens, farmoderens, morfaderens og

mormoderens side. Man må undres over denne forskel mellem

de nære slægtninge, hvor en enkelt person udelukkede alle

andre, både fjernere slægtninge og beslægtede gennem

moderen, og samtidig, når arven kom længere ud i ledene,

skulle alle sider af slægten tilgodeses lige meget. Det

virker som manglende konsekvens, men skal måske ses som et

eksempel på de ideologiske problemer, der opstod, når det

kanoniske slægtskab, der regnede kvinde- og mandelinier på

samme niveau, skulle indpasses i en anderledes

arvetradition.

483 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, VmL. ÆrfÞa Balken, kap. XIog XII, s. 129-131.484 Fandtes ingen børnebørn, gik arven i følgende rækkefølge: broder,søster, broderbørn, søsterbørn. Hvert kuld arvede en part uafhængigtaf køn og antal, så kom fader, moder, farfader, farmoder, morfader,mormoder, farbroder, faster, morbroder og moster.

326

Östgötaloven og Den yngre Västgötalov485 skiller sig ud, ved

at livsarvingerne ikke havde den samme fortrinsret som i de

andre omtalte love.486 Børn var nærmest til at arve deres

forældre, døtre tog halvt af sønner, men børnebørnene kom

først længere nede i de opstillede arvehierarkier, som

begge love har. Den største forskel mellem de to love er,

at i Västgötaloven opstilledes selv de nærmeste slægtninge

i par, mens i Östgötaloven gjaldt det kun for fjernere

slægtninge. I Östgötaloven så arvefølgen ud som følger:487

fader, moder, broder, sønnesøn. Derefter kom par, der var

lige nære til arv: sønnedøtre og dattersønner, morfader og

farmoder, søstersøn og broderdatter og morbroder og faster.

For alle disse par gjaldt det, at arven deltes i to, en del

til hver gren uafhængigt af antallet af personer på hver

side.488 Gik arven længere ud, var det den nærmeste

slægtning, der tog den, men hvis to var lige nær i slægt,

og den ene var en kvinde, gik hun fra, medmindre der var

tale om søskende. Hvis beslægtede på moders og faders side

var lige nære, tog slægtningen på faderens side arven.

485 I Den ældre Västgötalov havde sønner forret frem for døtre til arvefter forældre, så der skete altså et skift i arveretten i tidsrummetmellem de to versioners komme.486 Ibid., bd. 1, VgL2. Aruæ Balken, kap. I, s. 133. Bd. 2, ÖgL. ÆrfÞaBalken, kap. I, s. 114.487 Ibid., ÖgL. kap. II, III og V, s. 114-118.488 Det er besynderligt, at farfaderen og farbroderen ikke er nævnt iarvehierarkiet. Eftersom Östgötaloven generelt favoriserer den fædreneslægt og mænd, kan man ikke forestille sig, at farfader og farbroderkom efter morfader og morbroder. Mon ikke snarere de har optrådt iarvefølgen efter sønnesønnerne, men er gledet ud af håndskrifter somen forglemmelse fra skriverens side.

327

Denne forrang for den fædrene linie fandtes også i Den

yngre Västgötalov, om end ikke helt så udtalt. Efter

eventuelle børn var der opstillet et arvehierarki, der var

delt ind i par, først far og mor, derefter søster og

broder, sønnebarn og datterbarn, broderbarn og søsterbarn,

farfader og morfader. For alle disse par gjaldt det, at

hvor kvinde, kvindes barn eller slægtninge på kvindeside

var i lige så nær slægt som mand, mands barn eller en

slægtning på mandsiden, tog kvinden en tredjedel af manden.

Kom man længere ud i arvefølgen, tog først mormoder og

derefter farbroder arv, derefter kom morbroder og faster,

der var ”jämnarvinger”. Hvis arven gik længere ud i

leddene, gjaldt det, at den fædrene og mødrene side tog

lige meget, idet arven gik efter kuld og ikke efter

hoveder.489 På trods af at ”Birger Jarls arvelov” blev

indført i den yngre version af loven, herskede der i loven

en favorisering af mænd og den patrilineære linie. Dette

synes styrket i tillægget til loven, hvilket kan betyde,

enten at fænomenet havde stærke rødder i Västgötaland,

eller at der eksisterede stærke politiske interesser i at

styrke mænd og mandslinierne på det tidspunkt, loven blev

skrevet.

489 Denne bestemmelse blev dog fjernet i tillægget til loven, hvori derstod, at hvis slægtninge både på mands- og kvindesiden var lige nær islægt med den døde, da tog slægtningen fra mandssiden to tredjedele afarven, og den sidste del gik til kvindesiden, med mindre slægtningenpå kvindesiden var en mand og slægtningen på mandsiden en kvinde, i fåfald tog de halvt hver. Ibid., bd. 1, VgL2. Additamenta, kap. 11, §16, s. 247f.

328

Den samme favorisering ses også i Magnus Lagabøters

Landslov,490 både i de nære og fjernere led. Ved dødsfald

var børn de nærmeste til at arve, sønner tog dog dobbelt af

døtre, og mens sønnernes arvelod skulle tages i odelsjord,

var pigerne henvist til købejord og løsøre. Børnebørn var

ikke automatisk sikret ret til at indtage forældrenes

plads, hvis de var faldet fra, denne ret gjaldt kun for

sønnesønner, og selv de var kun berettigede til en

datterlod. Hvis ingen af de omtalte fandtes, tog faderen

arv, efterfulgt af ægtefødt sønnesøn (selvom hans fader

havde været illegitim), ægtefødt sønnedatter (hvis hendes

fader også var ægtefødt) og ægtefødt dattersøn; disse tre

sidstnævnte var lige nær til arv. Efter dem gik arven til

arveladers datterdatter, hvis både hun og hendes mor var

legitime. Ægtefødte frilledatterbørn blev først kaldt til

arv meget langt nede i hierarkiet. Som det ses, er der i

Landsloven stor interesse for ægte kontra uægte fødsel, der

ikke kun havde betydning for de enkeltes fødselsstatus, men

også deres forældre, ”altid skal den først ta arv, som har ægtefødt far

eller mor, hvad enten far eller mor leder ham til den arv.”491 Denne tendens

går igen i alle arvebestemmelserne, og ikke kun i forhold

til descendenter, men også tilbage i ledene og i

sideledene. At frillebørns legitime børn var berettiget til

at tage arv før søskende og moderen, som kom næst i

arverækkefølgen, viser dog, at man også må have betragtet

490 Arvereglerne findes i ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 2, MLL. Arvebolk, kap. 7, s.80-84.491 ”Magnus Lagabøters Landslov” Arvetallet, kap. 7, s. 83.

329

børnebørnenes ægtefødsel som en betragtelig fremgang i

status i forhold til deres illegitime forældre. Efter

søskende gik arveretten ud i ledene til bedsteforældrene og

forældrenes søskende og deres børn, dog således at den

fædrene side og mænd generelt kom før mødrene slægtninge og

kvinder.

330

GIFTEGAVERMedgift spiller ikke nogen stor rolle i det danske

materiale, men de få eksisterende udsagn viser, at

medgiften var at regne som et arveforskud. I Jyske Lov er

proceduren for medgift som følger: ”Gifter en fader sin Datter bort

med Medgift eller giver sin søn noget i Hænde, naar denne gifter sig, da skal

det, de har faaet, fuldt fradrages i deres Lod naar Fader og Moder dør.”492

Forældrene kunne i levende live begunstige et barn ved at

give det en startkapital, men i bund og grund var

bestemmelsens formål at sikre økonomisk ligestilling mellem

alle børnene. En tilsyneladende lignende bestemmelse findes

i Eriks sjællandske Lov, hvori det blev fastslået, at hvis

et barn giftede sig ud af fælliget, kunne faderen give det

en gave i arvejord, men han var derefter forpligtet til at

give et tilsvarende lod til andre sønner, der drog bort, og

det halve til en datter, der forlod fælliget.493 Tilsvarende

ses en regel i Jyske Lov, som dog ikke specifikt var møntet

på gaver ved giftermål. Forældre behøvede ikke at give

492 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. 1. bog, kap. 15, s.143. At medgift skulle kunne føres tilbage ved arvedeling har etforbillede i den klassiske romerske ret, hvor en broder i specielletilfælde kunne kræve, at søsterens medgift (dos) indgik i arvedelingen,også selvom søsteren ikke ønskede at vedgå arv og gæld. Det kunne skei det tilfælde, hvor en datter var blevet udstyret med en stormedgift, hvorefter faderen kom i økonomiske vanskeligheder og mistedesin formue, så den arv, der var tilbage til sønnen, var langt mindreend medgiftens størrelse. E. Hambro: ”Den romerske Familie- ogArveret” 1923, s. 116f. Dette er naturligvis ikke den samme situation,som ses i Jyske Lov og andre af landskabslovene, hvor kravet om atføre giftegaver tilbage til boet er formaliseret, men det er da ikkeumuligt, at inspirationen er hentet i romerretten.493 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V, EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 7,s. 10f.

331

noget til deres børn, så længe forældrene var i live, men

blev der givet til et barn, havde de andre ret til en

tilsvarende gave.494 Der var dog en vigtig forskel på de to

bestemmelser, eftersom Eriks sjællandske Lov specifikt

sikrede en ligelig fordeling af arvejorden mellem børnene,

hvilket var en naturlig konsekvens af lovbydningspligten,

mens Jyske Lovs bestemmelse mere generelt søgte

ligestilling mellem børnene, uanset om gaven var givet som

jord eller løsøre.

Medgift eller hemföljd, som det også kaldes, optræder i de

fleste af de svenske love.495 Generelt gjaldt det samme

princip, som ses i Jyske Lov, nemlig at en eventuel medgift

eller giftegave, hvad enten den var givet til sønner eller

døtre, skulle føres tilbage til boet, når forældrene døde,

og således indgå i arvedelingen. Der var altså tale om et

frivilligt arveforskud. Dette var imidlertid ikke tilfældet

i Östgötaloven, hvori det understreges, at medgift skulle

gives til alle frie kvinder, hvorefter det opregnedes, hvad

den skulle indeholde, hvis forældrene havde råd dertil.496

Længere fremme i loven nævnes, at medgiften kunne kræves

ført tilbage ved arvedeling, en bestemmelse der sikkert er

494 Ibid., bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 14, s. 47.495 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL. ÆrfÞa Balken, kap. IXog X, s. 121-124. Bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. VIII, s. 111f. Bd. 5,VmL. ÆrfÞa Balken, kap. VII, s. 124 og kap. IX, s. 126f. Bd. 4, SmL.Gipninga Balken, kap. V, s. 59f. Bd. 6, HL. ÆrfÞa Balken, kap. VIII,s.32f. Bd.1, VgL2. Aruæ Balken, kap. 30, s. 141f.496 Ibid., bd. 2, ÖgL. Gipta Balken, kap. 1, s. 96.

332

blevet tilføjet loven, efter at døtre fik lov til at arve

sammen med sønnerne.

333

MANDLIG FORRET TIL ARVDet var kun i to af de svenske landskabslove, Den ældre

Västgötalov og Dalaloven, at døtre var udelukkede fra arv,

hvis der var sønner. Den førnævnte bestemmelse i

Östgötaloven viser imidlertid, at samme princip havde haft

gyldighed dér inden revisionen af arvebestemmelserne. Den

omtalte bestemmelse handler om, hvilken procedure der

skulle anvendes, hvis der var tvist mellem søskende om,

hvorvidt arvedelingen var sket ”under den gamla lagen, då syster ej

fick ärva med bröder,” eller under den nye lov hvor alle

søskende blev kaldt til arv.497 Dette udsagn viser sammen

med forskellen mellem den ældre og Den yngre Västgötalov

med al tydelighed, at arveretten var under forandring i

hvert fald i dele af det svenske område i 1200-tallet.

Selvom grundtanken i opbygningen af arveretten var den

samme i Dalaloven og Den ældre Västgötalov, herskede der

ikke enighed om arvehierarkiet. I Dalaloven var

fremarveprincippet dominerende, så arverækkefølgen så ud

som følger: søn, sønnebørn, datter, datterbørn. Derefter

kom broder, søster, søskendebørn, halvbroder, halvsøster og

halvsøskendes børn, og først derpå begyndte arven at gå

tilbage i ledene; først til forældre derefter

bedsteforældre og onkler og tanter, hver gang ud fra det

princip at fædrene side kom før mødrene og mænd før

kvinder. Fandtes ingen af de omtalte slægtninge, blev arven

delt i to, hvorefter delene gik til henholdsvis den

497 ”Svenska landskapslager” bd. 1, ÖgL. Ärvdabalken, kap. II, s. 123.

334

nærmeste slægtning på mødrene og fædrene side.498 Dette er

ganske bemærkelsesværdigt, idet der for de første to

kanoniske grader var særstatus for den fædrene side, mens

der herskede ligestilling mellem siderne, når arven gik

længere ud i leddene. I Den ældre Västgötalov var der også

opregnet et hierarki mellem arvingerne, som tog arv i

følgende rækkefølge: sønner, døtre, fader, moder, broder,

søster, sønnebarn, datterbarn, broderbarn, søsterbarn,

farfader, mormoder, farbroder. Den hierarkiske opdeling,

hvor kun én person blev kaldt til arv, forsvinder længere

fremme i loven, hvor ”jämnarve” personer, der var lige tæt

til at tage arv, optræder.499 Denne opdeling i par kendes

fra de norske bestemmelser om betaling af mandebod, hvor

slægtninge henholdsvis på mødrene og fædrene side

indplaceredes i par efter, hvor tæt de var på drabsmanden

eller den dræbte.500 Selvom døtrene var udelukkede fra arv,

498 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, DL. Gipninga Balken, kap.XI, s. 49f.499 Det var dattersøn og sønnedatter, søstersøn og broderdatter, hvortilder også nævnes morfader og farmoder og morbroder og faster. De tobestemmelser må tolkes på den måde, at morfader/farmoder ogmorbroder/faster kom efter farbroderen i arverækkefølgen. Det er dogsvært at passe ind i det generelle billede, hvorfor mormoderen harforrang frem for morfader og farbroder (Holmbäck og Wessén menteganske vist, at der var tale om en forglemmelse fra skriverens side,og at morfader i stedet skulle placeres efter farfader iarverækkefølgen. ”Svenska Landskapslagar” bd. 2, DL. note 4, s. 83),hvilket på ingen måde passer med den generelle forrang for mænd ogderes efterkommere, som ellers klart kommer til udtryk i loven. I dethele taget virker arvereglerne i Den ældre Västgötalov underligtufuldendte. Der står heller intet om, hvor langt arveretten gik, omden kun gjaldt for de nævnte slægtninge, eller om den gik længere ud islægtsgruppen.500179 På den måde at for eksempel fasters søn betalte til morbroderenssøn og omvendt, da de var lige nær i slægt i forhold til drabsmand/den dræbte, og det at den ene var fra den mødrene side opvejedes af,

335

hvis de havde brødre, var de ikke nødvendigvis udelukkede

fra hjemmets ressourcer, eftersom begge lovene nævner

medgift,501 om end det ikke var formuleret som et lovkrav,

at døtre skulle have medgift. At en datter blev giftet bort

med medgift, betød imidlertid ikke, at hun ikke senere

kunne komme til at arve sine forældre, hvis der ingen

brødre var. I det tilfælde lader Dalaloven ane, at

medgiften skulle gå tilbage til boet og indgå i

arvedelingen: ”Enhvar som gifter bort sin dotter eller syster eller någon

annan släktning, han skall giva hemföljd502 i uppmätta marker.”503 Det faste

beløb gjorde det langt nemmere at føre medgiften tilbage

til boet, end hvis der havde været tale om en medgift i

løsøre eller jord.

De svenske arvebestemmelser var meget forskelligt udformet,

selvom de fleste følger den samme hovedlinie. Det er

tydeligt, at arveretten har været under diskussion og har

ændret sig meget flere steder i løbet af 1200- og den

første halvdel af 1300-årene. Det kanoniske slægtskab har

spillet en rolle i denne transformation med sit budskab om,

at slægt regnedes på begge sider og langt tilbage i

slægtledene, hvilket har været svært at komme uden om, når

arvebestemmelserne skulle udformes. En generel tendens er

dog, at det først var i de fjernere led, at det kanoniske

at den, der var på den fædrene side, også var beslægtet gennem enkvinde. 501 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. IordÞær Balken, kap.1, s. 42 og Bd. 5, DL. Gipninga Balken, kap. 5, s. 48f.502 Medgift.503 ”Svenska landskabslagar” bd. 2, DL. Giftermålsbalken, kap. V, s. 79.

336

slægtskab for alvor kom til at påvirke arvegangen, om end

den kanoniske og romerretlige påvirkning også viser sig

ved, at kvinder og deres efterkommere i flere af lovene

blev stillet relativt godt i forhold til arv.

Arveretten i de norske landskabslove adskiller sig som

allerede nævnt betragteligt fra den, der findes i de

resterende love. Arvefølgen i lovene var inddelt i

henholdsvis tretten og fjorten minutiøst beskrevne

arvegange, hvori arvingerne blev opstillet i prioriteret

rækkefølge. Grundlæggende var arvebestemmelserne i

landskabslovene bygget sådan op, at sønner udelukkede døtre

fra arv, og hvis der ingen sønner fandtes, arvede døtre

sammen med eventuelle sønnesønner. I Gulatingsloven kom de

resterende livsarvinger først længere nede i hierarkiet,

mens sønnedøtre blev kaldt til arv som de næste i

Frostatingsloven, derefter gik arven tilbage i leddene.

Faderen var universalarving til alle barnløse.504 Efter

faderen blev farfaderen i Gulatingsloven kaldt til arv,

mens han i Frostatingsloven først kom længere nede. Efter

henholdsvis fader og farfader arvede eventuelle søskende,

dog således at brødre udelukkede søstre. Derefter gik arven

ud i ledene. For begge love gjaldt det, at mænd på den

504 Selvom døtre ikke havde arveret sammen med sønner, indeholderFrostatingsloven en bestemmelse om, at døtre havde ret til arv eftermoderen, også selvom der var sønner. Døtrenes arv bestod af løsøresåsom husgeråd, tøj, klæde og smykker, dog ikke de kostbareste og demaf guld. ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. IX, kap. 9, s.210f.

337

fædrene side altid var nærmere til arv end tilsvarende

kvinder eller mænd på mødrene side.

Der var dog væsentlige forskelle mellem de to love. I

Frostatingsloven var det af meget stor betydning, ikke kun

om den nærmeste slægtning i arverækkefølgen var ægtefødt,

men også om forældrene var det; hvis det ikke var

tilfældet, kom de ned i arvehierarkiet. I Gulatingsloven

var det kun arveladers uægte børn, der nævntes, og hvad

angik andre slægtninge spillede deres forældres eventuelle

uægte byrd øjensynlig ingen rolle. Dette tyder på, at

arvereglerne kom ind i Frostatingsloven på et tidspunkt,

hvor ægteskabet som den eneste accepterede form for samliv

er blevet tillagt stor betydning, og hvor kanonisk rets

retningslinier om, at illegitime børn kun i specielle

tilfælde burde kunne arve faderen og slægtninge på den

fædrene side, har været kendt.505 Jan Ragnar Hagland og Jørn

Sandnes mener, at en del af arvebestemmelserne må gå meget

langt tilbage i tiden, men at der også kom tilføjelser i

505 Selvom det først var med Liber Extra, at den kanoniske ret togentydig stilling til illegitime børns ret til at arve faderen, så varden generelle holdning blandt kanonisterne, at de skulle være afskåretderfra, med mindre der var tale om børn født i et fastkonkubineforhold, hvor faderen efterfølgende ægtede moderen. På detnorske materiale er der ikke foretaget en samlet undersøgelse afillegitimes børns arveret, men det er gjort på det danske, hvor ThyraNors har set på udviklingen i synet på kongelige frillesønner fraSvend Estridsen tid og frem. I den tidlige middelalder skelnede manikke mellem, om kongesønnerne var ægtefødte eller ej, hvilket seneregradvis begynder at ske, og en milepæl desangående var Kirkefesten iRingsted 1170, hvor Valdemar den Store legitime søn krones påbekostning af den meget ældre frillesøn Christoffer. Dette fandt stedkun få år efter Magnus Erlingsøns kroning. T. Nors: ”IllegimateChildren and Their High-Born Mothers. Changes in the Perception ofLegitimacy in Medieval Denmark” 1999.

338

1150’erne.506 Påvirkningen fra kanonisk ret taler dog imod

denne teori, men det kan ikke udelukkes, at de stærke

patrilineære indslag går tilbage til en ældre tradition.

Flere af bestemmelserne kan med sikkerhed dateres til efter

1152/53, idet de refererer til den donationsoverenskomst,

der blev indgået mellem kardinal Nicolaus Breakespear og et

rigsmøde. Mange af de resterende bestemmelser er formentlig

også kommet til på det tidspunkt; et godt gæt ville være,

at arvebestemmelserne blev redigeret i 1160’erne. Det er

troligt, at der har ligget gejstlig eller kanonisk retlig

inspiration bag, og i så fald kan man forestille sig, at

Frostatingslovens arvebestemmelser har været brugt som led

i den propaganda om betydningen af at være ægtefødt, som

kirken såvel som kongemagten tog del i i Magnus Erlingssons

regeringstid. Selvom den kirkelige indflydelse var klar,

specielt i Frostatingslovens arveregler, var det ikke

ensbetydende med, at den slog igennem på alle områder.

Ganske vist udregnedes slægtskab efter den kanoniske model,

eftersom alle slægtninge var nævnt, og der var ikke

mulighed for at sætte nogen uden for arverækkefølgen, men

det var ikke det kanoniske slægtskab, der havde afstukket

grænserne for, hvor langt i ledene arven skulle gå.

Frostatingsloven udstak femte led som grænsen, mens

Gulatingsloven ingen egentlig grænse satte, dog var den

fjerneste slægtning, der var nævnt i loven

”farfaderbroderssønnesøn”.

506 ”Frostatingslova” Indledning, s. XXXII.

339

Når døtrene mere eller mindre var udelukkede fra at tage

arv, er det forventeligt, at medgift har været en måde at

sikre døtre på socialt og økonomisk. Dette til trods er det

ikke mange oplysninger, lovene giver om en

medgiftsinstitution. Mest oplysende er den ældre

Borgartings Kristendomsret, hvori der står, at når en

forlovelse skulle indgås, skulle frieren først henvende sig

til kvindens arving, der skulle bestemme størrelsen af

hendes medgift og udstyr.507 I Gulatings- og

Frostatingsloven findes kun bestemmelser for de tilfælde,

hvor døtre skulle arve deres forældre; i så fald skulle de

ugifte tage så meget, som de gifte havde fået i medgift,

inden resten af boet blev delt. Det samme gjaldt for øvrigt

også i Gulatingsloven, hvis nogle af sønnerne havde fået

gaver ved indgåelse af giftermål.508 Dette system var også

det gældende i Landsloven, hvor der står: ”Ikke skal far eller mor

bortgifte sin søn eller sin datter med større medgift end at like meget vilde

komme paa deres lod, som er ugift, om arven blev skiftet”. Skete det

alligevel, og ”om arven ikke rækker til, da skal hver som har fået mere end

loven vidner, lægge fra sig til utjevning.”509 Det samme mønster kendtes

fra flere af de danske og svenske love, hvor sønner og

døtre arvede sammen.

De manglende bestemmelser om medgift i de tilfælde, hvor

døtre ikke arvede, står i skarp kontrast til de udpenslede507 ”Norges gamle Love indtil 1387” BKr. kap. 7, s. 343. Arvingen villefor kvinder, der ikke var enker, normalt være faderen.508 Ibid., GL. kap. 128 og 129, s. 54f. FL. XI, kap. 3, s. 230.509 ”Magnus Lagabøters Landslov” Arvetallet, kap. 7, s. 81.

340

arveregler. Hvorfor genfinder vi ikke arverettens nøje

præcisering af, hvor meget der blev udbetalt, når det

gælder medgift? Dette spørgsmål bliver forstærket af, at

medgift blev reguleret i det øjeblik, der var tale om

personer, som havde både arveret og fik medgift eller anden

giftegave. Forklaringen kan ikke være, at man ikke

regulerede gaver og andre økonomiske transaktioner, mens

folk var i live, for donationsreglerne og odelsretten er

eksempler på det modsatte. Men det kunne virke, som om

medgiften befandt sig i en gråzone mellem arveretten og

ægteskabsretten, og måske derfor ikke fangede lovgivernes

opmærksomhed.

Arveretten i landskabslovene fulgte stort set de kanoniske

grænser for slægtskab. Men denne enighed blandt lovenes

forfattere og initiativtagere til trods giver lovene et

meget broget billede af arveretten, hvor der langt op i det

trettende århundrede herskede store forskelle rigerne

imellem, og for Sveriges vedkommende også landskaberne

imellem. To af de springende punkter var, hvorvidt sønner

skulle have eksklusiv adgang til arv efter forældrene, og

forholdet mellem tilgangen til arv mellem fædrene og

mødrene sider af slægten.

I de danske love er arvebestemmelserne meget ensartede,

og det bygger på parentelprincippet. Livsarvinger havde

forret til arv, og eventuelle børnebørn overtog deres

forældres arvedel, hvis leddet var faldet fra. Både sønner

341

og døtre havde adgang til arv, men døtre kun til det halve

af sønner. I de tilfælde, hvor arven gik tilbage i leddene

var det imidlertid kun i Jyske Lov, at kvinders arvepart

var mindre end den mandlige. Det er ganske givet, at det

kanoniske slægtskab har udstukket grænserne for arveretten,

hvilket ses specielt tydeligt i Valdemars sjællandske Lov,

hvor det i den ældre version gik til det syvende led, mens

det i den yngre version var ændret til det fjerde led.

Derfor forekommer det også underligt, at det syvende led

som grænse for arveretten er bibeholdt i Jyske Lov. Om

dette skyldes et lån fra Valdemars sjællandske Lov eller

Skånske Lov, eller forfatteren bevidst har bibeholdt den

gamle grænse, som Arvebogen satte, er usikkert.

I de svenske love herskede flere forskellige

arveprincipper. I størsteparten at lovene var børn af begge

køn forældrenes arvinger, men i Dalaloven og Den ældre

Västgötalov udelukkede sønner døtre fra arv, et princip,

der også tidligere havde hersket i Östgötaloven. I de love,

hvor sønner og døtre arvede sammen, var døtres arvedel

mindre end sønners. En lignende enighed eksisterede ikke,

hvis arven gik længere ud i leddene; et par af de

springende punkter var, om livsarvinger havde forrang til

arv, og om fædrene side og mænd havde forret for mødrene

side og kvinder i forhold til at tage arv. I de østsvenske

love mindede reglerne meget om de danske, men i Götalandene

var det patriliniære indslag stærkere. Det var også tidlige

i disse områder samt i Dalaloven, at sønner udelukkede

342

døtre fra arv, et princip der i Dalerne var gældende frem

til Landslovens komme. Hvor langt ud i slægten arveretten

gik, nævnes kun specifikt i Upplandsloven, hvor der står,

at den gik til og med fjerde led. At det kanoniske

slægtskab alligevel havde betydning (om end til dels

indirekte) for udviklingen af arveretten også i de love,

hvor en sådan ikke understreges, ses ud fra den stærke

påvirkning fra danske arveret, hvor den kanoniske

indflydelse var tydelig, og ved at der kom en øget

interesse for kvinders og fjerneres slægtninges arveret.

I de norske landskabslove udelukkede sønner døtre fra

arv, og generelt var mænd og specielt slægtninge på den

fædrene side stillet godt i arvehierarkiet, da de blev

kaldt til arv foran kvinder og mødrene slægtninge, der var

lige så nært beslægtet med arveladeren. I Landsloven fik

døtre ret til at arve sammen med sønner, dog efter samme

princip som i Danmark: De tog en mindre del, men den

patriliniære dominans blev bibeholdt i de fjernere led. I

begge landskabslovene havde slægtninge til og med det femte

kanoniske led ret til at arve, selvom det altså ikke var

det kanoniske slægtskab, der alene satte rammerne for

arveretten. I så fald måtte man have forventet, at

arveretten gik enten til det fjerde eller sjette led. Den

kirkelige indflydelse er specielt tydelig i

Frostatingsloven og Landsloven, hvor betydningen af egen og

forældres ægtefødsel var af stor betydning for ens

placering i arvehierarkiet.

343

En vis ensretning af arveretten i Norden skete i 1200-

tallets anden halvdel, hvor de danske arveregler kom til at

inspirere både den norske og den svenske arveret, om end

lokale træk bibeholdtes. Til trods for forskellene i

opbygningen af arvereglerne er der ingen tvivl om, at

arveretten og det kanoniske slægtskab var tæt forbundet,

både fordi de kanoniske grænser i flere tilfælde blev

fulgt, og fordi stort set alle tænkelige levende slægtninge

blev nævnt, hvad der er specielt tydeligt i de ældste love,

nemlig de norske. Kendskabet til det kanoniske slægtskab

blev styrket gennem denne opremsning af slægtninge, der

ellers synes overflødig, idet det kun var i uhyre få

tilfælde, at arven skulle gå så langt ud i slægten, som

loven tog højde for, et didaktisk greb med andre ord.

Hverken i de danske eller i de svenske love ses den samme

iver efter at nævne hele slægten, hvilket meget vel kan

skyldes den realistiske betragtning, at der så at sige

altid ville være arvinger inden for de første to-tre led.

Hvor ofte havde man i det hele taget kendskab til sine

”laterale” slægtninge i sjette led? Lovene fokuserer derfor

i stedet på den del af den kanoniske slægt, den enkelte

realistisk kunne have kendskab til, og som derfor i

realiteten var den gruppe, der skulle omfattes af de

rettigheder og forpligtelse, som læren om det kanoniske

slægtskab byggede på.

344

ARVERETTEN FØR LANDSKABSLOVENES KOMMESom før nævnt er det meget vanskeligt at udtale sig med

sikkerhed om, hvordan normerne for arv var før

landskabslovenes komme. I den nyere forskning er et bud

derpå imidlertid givet af den svenske historiker Birgit

Sawyer. Ud fra en undersøgelse af, hvem der rejste

runestenene i Norden, har hun udarbejdet en teori om, at

arvepraksis kan læses ud fra disse. Hun har konstateret, at

der i Østsverige er stor hyppighed i runesten, der er rejst

af flere personer, ligesom en ret stor andel af

stenrejserne er kvinder.510 I resten af Norden derimod var

det dominerende princip, at stenrejserne var enkeltpersoner

og mænd. Dette tolker Sawyer som et udtryk for, at

gradualarv har været fremherskende i Norge, Danmark og det

vestlige Sverige, og at mænd havde arveretlig forret frem

for kvinder. Omvendt skulle parentelarven have været

dominerende i det østlige Sverige, specielt i Uppland.

Der er ingen tvivl om, at Sawyer har lavet en

imponerende undersøgelse, men der er dog visse skævheder i

materialet, der gør hendes konklusioner usikre. Runestenene

er ikke jævnt fordelt over Norden, i Sverige findes der ca.

1750, i Danmark ca. 200, og i Norge kun ca. 50.511 Da

stenmangel ikke kan være forklaringen på det ringe antal

510 For en indføring i Sawyers arbejdsmetode se: B. Sawyer: ”Son skaltaka arv etter far sin …” 1999. s. 63ff og “The Viking-Age Rune-Stones. Custom and Commemoration in Early Medieval Scandinavia” 2000,s. 24-70.511 B. Sawyer: ”Kvinnor och familj i det forn- och medeltida Skandinavien” 1992, s. 4ff.

345

runesten i Norge, må der være en anden forklaring. Årdagen

kunne meget vel være, at runestenene ikke har haft den

samme sociale betydning i Norge som i Uppland, hvilket

svækker tesen om, at runesten var en måde, hvorpå arveret

blev markeret over hele Norden. Yderligere medfører den

ujævne spredning af materialet også en fare for, at det,

som Sawyer opfatter som strukturer, måske blot er

tilfældigheder. Dertil kommer, at Sawyer strækker sit

materiale meget langt, som et eksempel kan fremhæves hendes

fortolkning af runeindskrifterne: ” ’Björn and his brothers raised

this stone in memory of Sigbjörn in Holm,’ we can be fairly certain that the

sponsers were Sigbjörn’s sons. Another case is …’Sven and Stenraised this stone

in memory of Toste, their father, who died in Ingvar’s liđ [retinue], and in

memory of Torsten and of Östen, Alvhild’s son.’ Presumably Torsten and Östen

were also Toste’s sons, Sven’s and Sten’s brothers. The fact that Östen is refered

to as ‘Alvhild’s son’ must indicate that he had a different mother from his

brothers.”512 Sawyer er så sikker på sin tese om, at hun går så

langt i sin tolkning af teksten, at selv sten, der ikke

eksplicit omtaler slægtskab, medtages i det statistiske

materiale. En lignende kritik af Sawyers metode er også

blevet rejst af Elsa Sjöholm: ”Sawyer rör sig i cirkel. Hon förutsätter

det som ska bevisas. Hon ”vet” från början hur den arvsrätt ska se ut som hon

sedan ”upptäcker” i inskrifterna. Materialet får aldrig en chans att motsäga

teorin.”513 Oven i dette må man også stille spørgsmålstegn ved,

hvor sandsynligt det er, at runestenene generelt skulle512 B. Sawyer: “The Viking-Age Rune-Stones. Custom and Commemoration inEarly Medieval Scandinavia” 2000, s. 68.513 E. Sjöholm: “Runinskrifterna som källa till svensk arvsrätt under alder medeltid” 1991, s. 123.

346

være rejst for at markere arvekrav. Dels er der en del

sten, hvor der ikke nævnes noget slægtskab mellem

stenrejseren og den, stenen er rejst for, og dels kan det

også hævdes, at runesten næppe var specielt egnede som

markører af arveret. Hvis der var uenighed om, hvem der

havde ret til at arve, må man forestille sig, at uenigheden

brød ud umiddelbart efter dødsfaldet og ikke først måneder

efter, når indskriften i stenen var blevet indhugget. Hvis

man havde grund til at markere sit arvekrav via en

runesten, burde det være sket, mens arvelader stadig var i

live. Sawyers teori indebærer også, at der kunne være

usikkerhed om, hvem der havde ret til at arve, hvorfor man

kunne forvente sig, at det var arvelader, der skulle lave

en officiel markering af, hvem han udpegede som arving

eller arvinger.

Et af de forvirrende aspekter ved Sawyers teori er, at hun

på den ene side hævder, at der fandtes faste principper for

arveret i Norden i århundrederne før landskabslovenes

komme, samtidig med at hun argumenterer for, at det var

nødvendigt for arvingerne skarpt og bastant at markere

deres krav. Et alternativt forslag til, hvordan arveretten

har fungeret, kan ses i sammenhæng med det valg- og

alliancebaserede slægtskabssystem. Der har givetvis

eksisteret en idé om slægtsarv, da der vist næppe findes

samfund eller kulturer, der ikke anerkender et sådant

princip, men den større valgfrihed gjorde, at man

347

formentlig havde mulighed for at privilegere for eksempel

et enkelt barn eller søskendebarn på bekostning af de

andre. Et sådant løst defineret arvesystem gav mulighed for

et dynamisk samfund, for selvom man kan forestille sig, at

børn eller andre arvinger er blevet ligestillet i mange

arvesituationer, gav muligheden for at forskelsbehandle en

chance for social mobilitet. Bagsiden af medaljen har

været, at forskelsbehandling kunne føre til uvenskab og

strid mellem søskende og andre slægtninge. Faste

arveregler, som de ses i landskabslovene, havde uden tvivl

en stabiliserende og fredsskabende effekt, men de bremsede

også for at tilgodese en enkelt på kollektivets bekostning.

Arvereglerne har givetvis været nemmere at regulere, og da

de også havde et fredsskabende og samfundsstabiliserende

sigte, har de været nyttige for kongemagtens forsøg på at

opbygge en stærk centralmagt.

348

PATRILINEÆRE TENDENSER OG KVINDELIG ARVERETElsa Sjöholm blandt andre har påpeget eksistensen af et

arveretligt skel i landskabslovene mellem på den ene side

Norge og Götalandene inklusiv Dalerne og på den anden side

resten af det svenske område og Danmark.514 De vestnordiske

love havde stærke patrilineære træk, mens de sydøstlige

præsenterede et lineært system. Skønt der har været en del

forskning på dette område, har interessen samlet sig om de

norske loves særegenhed mere end omkring egentlig

komparation. To teorier er de mest fremherskende. Den

første ser i de norske love strukturer med rod langt

tilbage i en mundtligt overleveret ret. Torben Vestergaard

mener således, at de tretten arvegange, der findes i de

norske love, går tilbage til en mundtlig tradition, da de

er nemme at recitere.515 Denne teori forudsætter, at

arveretten var meget konservativ og fastlåst i de norske

områder. En anden forklaring går ud på, at den patrilineære

tendens i lovene meget vel kunne være et nyt fænomen, der

var tilkommet forholdsvis tæt på tidspunktet for lovenes

nedskrivning. Motivet kunne være et forsøg på at forhindre

en for stor spredning af gods ved at reducere antallet af

arvinger, eller det kunne være et udtryk for de generelle

patriarkalske strømninger, som herskede blandt andet i

Frankrig og England i 1000- og 1100-tallet.516 Den sidste

514 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 124f.515 T. Vestergaard: ”The System of Kinship in Early Norwegian Law” 1988,s. 162f.516 L. I. Hansen: ”Slektskap, eiendom og sociale strategier i nordiskmiddelalder” 1995, s. 143 og K. Helle: ”Gulatinget og Gulatingslova”

349

forklaring bygger på teorien om, at arvesystemet var en

variabel, der afhang af det politiske klima, og af hvilke

grupperinger der havde overtaget på det retlige og

økonomiske felt og derfor kunne bruges aktivt i en konkret

situation. Modsat forudsætter den første forklaring, at

arveretten, ligesom andre vigtige sociale og økonomiske

fænomener, var konkrete, forholdsvis statiske størrelser,

som samfundet langt hen ad vejen indrettede sig efter.517

Eftersom det kanoniske slægtskab er et eksempel på, hvordan

ideologi aktivt blev brugt i lovudviklingen, er

forklaringen om, at de stærke patrilineære tiltag i

arvelovgivningen skal ses som et resultat af det politiske

landskab på det tidspunkt, den blev nedskrevet, den mest

oplagte. Hvis der var tale om ældre institution, er den i

hvert fald næppe blevet blindt kopieret, men bibeholdt

fordi den afspejlede en konkret interesse.518

Den stærke patrilineære arveret kom i løbet af 1200-tallet

under pres både fra en lineært opbygget arveret, hvis

ideologiske udspring kom såvel fra den romerske og den

kanoniske ret, og fra det kanoniske slægtskab, hvor der

ikke skelnedes mellem, om slægtskab gik gennem mænd eller

kvinder. Når ideologien ændredes, ændredes arveretten også,

hvilket ses både i Magnus Lagabøters Landslov og i lovene

2001, s. 137.517 L.I. Hansen: ”Slektskap, eiendom og sociale strategier i nordiskmiddelalder” 1988, s. 104ff.518 Elsa Sjöholm har argumenteret for, at man altid bør selandskabslovenes bestemmelser som et resultat af den politiskesituation, der herskede på nedskrivningstidspunktet og ikke som etarkaisk levn. E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 50.

350

for Götalandene i 1280’ og 1290’erne. Kun i Dalerne var

loven ikke genstand for samme ideologiske påvirkning, da

man skal helt op til Magnus Erikssons Landslov, før det

patrilineære arvesystem blev afskaffet.

Lovene giver et klart indtryk af, at arveretten var under

diskussion i perioden, hvor landskabslovene blev

nedskrevet. Et af de omstridte områder var kvinders,

specielt døtres ret til at tage arv sammen med mænd, de var

lige nært beslægtede med. For det norske område og dele af

de svenske landskaber véd man, hvornår den kvindelige

arveret blev indført, men for resten af de svenske og de

danske love diskuteres det ivrigt blandt forskerne, hvornår

og hvorfor kvinderne fik ret til at tage arv. I denne tekst

bliver der argumenteret for, at det kanoniske slægtskab

nødvendiggjorde en større ligestilling mellem såvel mødrene

og fædrene slægtninge som mellem søskende, men der gives

også andre forklaringer derpå. Både Saxo og Sven Aggesen

fortæller i deres historiske værker om, hvornår og hvorfor

de danske kvinder fik ret til at arve deres forældre.

Ifølge dem skulle arveretten været skænket kvinderne af

Svend Tveskæg, der var blevet løskøbt af fangenskab af de

danske kvinder, som han i taknemlighed gav ret til at

arve.519 Ægtheden af denne historie er højst tvivlsom, men

den er blevet tolket på flere måder. Birgit Sawyer mener

519 ”Scriptores minores historiæ danicæ” bd. 1. Svenonis Aggonis filiiBreve historia regum Dacie, kap. VIII, s. 120 og 121. ”Saxonis GestaDanorum” 10:9:4-5, s. 278f.

351

ligesom Thyra Nors, at Saxo opfattede kvindelig arveret som

værende imod Guds vilje, da det var en ukristelig og ond

konge, der gav dem dette privilegium.520 En besnærende

tanke, men den passer unægtelig dårligt med, at efter at

Svend Tveskæg angrede sit frafald og blev kristendommens

forkæmper, tog han ikke ifølge Saxo arveretten fra

kvinderne igen, hvilket han burde have gjort, hvis Sawyers

og Nors’ argumentation skulle holde stik. Michael H.

Gelting mener, at Saxo og Svend Aggesens udsagn skal ses

som forsøg på at forlene den kvindelige arveret med et skær

af ælde, som den ikke besad. Gelting argumenterer nemlig

for, at den først blev introduceret i Danmark med

Arvebogens komme i 1170.521 Mod denne teori taler det

faktum, at der ikke gik meget mere end femten år fra denne

lovs fremkomst, til Svend Aggesen skrev sin Danmarks

Krønike, og ikke meget længere før Saxos kom. Set i dette

lys ville det forekomme underligt, at de begge viderebragte

historien med Svend Tveskæg, hvis den kvindelige arveret

virkelig først blev accepteret i Danmark i 1170 med

Arvebogens komme. Men hvorfor skulle det kun være reglerne

om kvindelige arveret og ikke resten af arvebestemmelserne,

der var nye i 1170? Mon ikke man snarere skal se Arvebogens

vigtighed ud fra det faktum, at den meget vel kan være den

første egentlige fastsættelse af arveretten i Danmark? Hvis

eventuelt tidligere arvesystemer byggede på sædvaner og520 T. Nors: “Kampen om ægteskabet” 1987, s. 44 og B. Sawyer: “Saxo -Valdemar - Absalon” 1986, s. 49. 521 M.H. Gelting: ”Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager” 2000, s. 140.

352

skik og brug, der var langt nemmere at bøje og tilpasse

efter konkrete ønsker end nedskrevne regler, har kvinder

lige såvel som mænd kunnet blive udset til arving.522

Med de sidste linier in mente bør man måske snarere

fokusere på, om der har været tradition for, at kvinder

kunne besidde gods og prestige, end om der fandtes

specifikke regler for arveretten. Lars Hermansons

beskrivelse af, hvor mange af kongeætlingerne og

magnaterne, som under kong Niels havde en position og/eller

formue, der byggede på kvinder, det være sig mødre eller

hustruer,523 tyder på, at det ikke var et særsyn endsige

ukendt, at kvinder arvede, eller at andre arvede dem i det

danske samfund i 1000- og 1100-tallet. Også

kongeværdigheden kunne arves gennem kvinder, en konges

dattersøn havde det samme krav som en kongesøn. Det samme

må have været tilfældet i hvert fald i dele af Sverige,

jævnfør de danske prinser der gennem deres mødre

(Stenkilsslægten) opnåede eller i al fald krævede

kongeværdigheden. Et andet eksempel er Birger Jarls sønner,

da det var gennem hans ægteskab med kong Erik Eriksons

søster, at de opnåede deres kongeværdighed – dog kan det

ikke negligeres, at der på dette tidspunkt ikke fandtes

konkurrerende linier.

522 Denne betragtning deles også af Pauline Stafford i hendesundersøgelse af arvemønstrene i 1000-tallets Frankrig. P. Stafford:”La Mutation Familiale: A Suitable Case for Caution” 1998, s. 125. 523 Som kendte eksempler kan nævnes Håkon Sunnivassøn, Bodilsønnerne,Knud Lavard og som et tidligere eksempel Svend Estridsen. L.Hermanson: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiskakultur i 1100-talets Danmark” 2000.

353

I Norge derimod synes det stærke patrilineære indslag i

lovene at gå igen ved arv også af prestige og

kongeværdighed, og det var således kun kongesønner eller -

sønnesønner, der havde et umiddelbart krav på tronen.

Magnus Erlingssons legitimitetsproblemer, fordi han ”kun”

var en konges dattersøn, er et illustrativt eksempel.

Tidligere i afsnittet blev nævnt, at såvel i kanonisk som

romersk ret var kvindelig arveret anerkendte principper.

For romerrettens vedkommende var kvinder generelt godt

stillet i arveretten, der ikke skelnede mellem børnenes

køn, når arv skulle fordeles. Dette syn på arveretten blev

overtaget af kirken. Forskningen har traditionelt forklaret

introduktionen af den arveret, der findes i de danske

landskabslove, hvor datter arver halvt af søn, som et

udslag af et kompromis mellem ”det gamle patriarkalske

samfund”, hvor det mentes, at sønner og eventuelt andre

mandlige slægtninge arvede før døtre, og kirken, der

repræsenterede det romerretlige princip. Denne teori

undergraves imidlertid af, at der andre steder i det

katolske Europa, for eksempel i Frankrig, hvor arvesystemet

var domineret af en fortrinsret for den ældste søn, ikke

findes dokumentation for, at kirken søgte at ændre

arveretten og forbedre kvindernes og de yngre sønners

arveretlige stilling. Dette leder frem til spørgsmålet om

andre inspirationskilder end kirken til den specielle

danske/nordiske form for arveret.

354

Svaret herpå bliver et lille forsigtigt måske.

Princippet om, at kvinder arvede mindre end mænd, optræder

nemlig et andet sted i Justinians lovværk nemlig i

Institutiones, hvor der refereres til en tidligere

bestemmelse om, at en død kvindes børnebørn ikke arvede i

hendes sted, hvis hun havde brødre eller brødres afkom.

”The emperors could not allow such an injustice to continue … However they

decided that, to give rather more to the ones who had the support both of

nature and the old law, the shares of these grandsons, granddaughters, and so

on, mentioned above, should be slightly reduced: they should take a third less

than their mother or grandmother had been qualified to get.”524 Ganske

vist kan der ikke påvises nogen direkte sammenhæng mellem

arvebestemmelsen i Institutiones og dem, der findes i de

nordiske love. I Institutiones var den differentierede arv

kun brugt i ét specielt tilfælde, og kvindernes

efterkommere tog kun en tredjedel mindre end mændene.

Alligevel kan det ikke udelukkes, at en påvirkning har

fundet sted. I hvert fald har bestemmelsen fra

Institutiones langt større lighed med det arvesystem, der

eksisterede i landskabslovene, end med systemet i Novella

118, som den moderne forskning fokuserer på.525 Så medmindre

524 ”Justinian’s Institutes” 3.1, 15, s. 93. (“Divi autem principes non passisunt talem contra naturam iniuriam sine competenti emendatione relinquere… sed ut aliquidamplius sit eis, qui non solum naturae, sed etiam veteris iuris suffragio muniuntur, portionemnepotum et neptium vel deinceps, de quibus supra diximus, paulo minuendam esseexistimaverunt, ut minus tertiam partem acciperent, quam mater eorum vel avia fueratacceptura.”)525 Stephan Kuttner har dog problematiseret brugen af Novellaerne ihøjmiddelalderen, idet han har påvist, at mange af samlingerne ikkeindeholdt alle novellaerne. Den udgave, der findes trykt i CorpusIuris Civilis, bygger på senere manuskripter. S. Kuttner: ”On theMedieval Tradition of Justinians Novellae: An Index Titulorum

355

det kan sandsynliggøres, at Novellaen havde stor autoritær

betydning i 1100-tallets anden halvdel, hvor den danske

arveret blev fastlagt, kan det ikke udelukkes, at

bestemmelsen fra Institutiones har fungeret som et

forbillede.526

Hvor meget de danske kanonister har kendt til

romerretten, kan dog ikke siges med sikkkerhed, idet der

ikke vides meget om undervisningsformen i Bologna, før man

kommer et godt stykke op i 1200-tallet, længe efter at den

danske arveret blev udviklet. Det man ved, er, at

forelæsningerne efterhånden blev delt som ordinære og

ekstraordinære, de ordinære, der blev givet om formiddagen,

var henholdsvis over Digesta og Codex og Gratians Dekret og

Liber Extra, mens de ekstraordinære, der for romerrettens

vedkommende var Instititutiones og Novellaerne, blev

afholdt om eftermiddagen. Hvad de kanonisk retlige

studenter lærte romerret efter, er ikke nærmere

undersøgt,527 men hvis teorien om Instititutiones er rigtig,Authentici in Novem Collationes Digesti” 1994.526 For at forstå kanonisk ret var det nødvendigt at kende og forstå detjuridiske systems opbygning. Den bedste indføring deri er JustiniansInstitutiones, hvis karakter af lærebog får en til at forestille sig,at den mange steder blev brugt dertil. Derfor synes det også at væreen rimelig hypotese, at mange af de nordiske studenter, der forstørstepartens vedkommende koncentrerede sig om teologien og denkanoniske ret, har fået deres kendskab til romerretten gennemInstitutiones. Derfor bør man nok tillægge Institutiones en størrebetydning som påvirkningsfaktor i forhold til landskabslovene, end detnormalt bliver gjort, da flere af de personer, der var involveret ilovarbejderne, var skolet i teologi og kanonisk ret. Omvendt var detogså nødvendigt for dem, der specialiserede sig i romerretten, atkende den kanoniske ret, da mange sager befandt sig i en gråzonemellem den civile og den kirkelige ret.527 Ikke blot i Bologna men også i Paris, hvor et egentligt studium iromerret var forbudt, må de kanonisk retlige studenter have fået en

356

havde de i hvert fald op i tiden mulighed for at gå til

forelæsninger derom.528

Romerretten er imidlertid ikke det eneste sted, man kan gå

hen, hvis man vil lede efter eventuelle forbilleder for, at

døtre arvede en mindre del end sønner. Hvis man ser på

andre europæiske love fra den tidlige og høje middelalder,

vil man opdage, at arvedeling efter et brøksystem fandtes

flere steder. Allerede i den ældste del af den Lombardiske

Lov, Rothairs Edikt fra ca. 643, fandtes blandt andet

bestemmelser om, at hvis en fader efterlod legitime døtre

og illegitime sønner, skulle døtrene arve halvdelen og

sønnerne en tredjedel, resten skulle gå til statskassen

(kongens fiscal).529 Ligeledes fastsloges det i et tillæg

til loven fra 728, hvor meget en fader, der havde både

legitime sønner og døtre, måtte efterlade til døtrene.530 I

den burgundiske lov blev det foreskrevet, at nonner havde

ret en vis procentdel af arven efter deres fader, afhængigt

af antallet af brødre.531 Sluttelig fandtes der i de

nederlandske love en rig variation i

fordelingsprincipperne. Som regel tog den ældste søn

introduktion til romerrettens proces og opbygning. Dette kan meget velvære sket via Institutiones, der var den bedste lærebog i romerret.528 Hastings Rashdall: “The Universities of Europe in the Middle Ages,vol. 1. Salerno-Bologna-Paris” 1942, s. 205-208.529 “The Lombard Laws” Rothair’s Edict, nr. 159, s. 78f. Hvis derderimod kun var én datter, var proceduren anderledes, i så fald skullehun, sønnerne og den nærmeste slægtning eller kongens fiscal have entredjedel hver. nr. 158, s. 78.530 Ibid., Tillæg 728, nr. 102, s. 188f.531 “The Burgundian Code” Book of Constitutions, kap. XIV, s. 32f.

357

størsteparten af arven, mens en mindre, varierende del blev

delt mellem de yngre søskende efter højst forskellige

fordelingstal.532

Eksemplerne fra Justinians Institutiones og de forskellige

andre love viser, at det er lidet frugtbart at søge efter

forklaringer på den danske halve hovedlod i en snæver

dansk/nordisk kontekst. At søskendes arveandel afhang af

køn, alder og social status, kendes fra en lang række

områder og må derfor anses som værende en anerkendt

europæisk retlig praksis. Hvorfor døtre i de danske og

senere også i de andre nordiske landskabslove kom til at

arve mindre end brødre, giver denne observation imidlertid

ikke svar på, men en forklaring kunne være, at man har

fundet det rimeligt, at mænd blev bedre økonomisk stillet

end kvinder, eftersom kvinder på grund af den juridiske

umyndighed, som ugifte såvel som gifte besad, ikke

forventedes at opbygge deres egen husstand.

532 D. Heirbaut: “The Germanic Character of the Oldest Laws of the LowCountries” 2005.

358

DONATIONER, SJÆLEGAVER OG RETTEN TIL AT DISPONERE

OVER EJENDOM

æt knyttet til arveretten er retten til at

disponere over ejendom til fordel for andre end de

af loven foreskrevne arvinger, som man med et

moderne ord ville kalde for tvangsarvinger, et begreb, der

ikke anvendtes på landskabslovens tid, men som ganske fint

udtrykker problematikken. Hvor meget af ens besiddelser, om

noget i det hele taget, havde man ret til at disponere over

enten som livsgaver eller mortis causa gennem gaver eller

testamente? Man kunne jo ønske at begunstige tredjemand ud

fra personlige motiver, eller ville donere en del af sin

formue til en gejstlig institution ud af fromhed eller til

gavn for ens egen og eventuelle slægtninges sjæle. Hvis

donationen blev givet ud fra et håb om, at det gavnede

sjælens frelse, var der som oftest tale om, at donator

forventede modydelser i form af sjælemesser og lignende.

Købstadsdiplomerne viser, at fromme gaver kunne blive

krævet tilbage af arvingerne, hvis den gejstlige

institution ikke overholdt de lovede forpligtelser.533

T

Selvom de umiddelbare motiver bag de fromme gaver som

oftest var sjælens frelse, tillader det tynde nordiske

kildemateriale os desværre sjældent at se ind bag hele det

komplicerede religiøse, sociale og politiske spil, som også

533 Dette var specielt tilfældet efter reformationen, hvor sjælemessernestoppede. O. Fenger (m.fl.): ”I være have” 1982, s. 107.

359

var en del af donationerne. Undersøgelser af disse

sammenhænge er i stedet blevet lavet på det bedre

dokumenterede franske materiale, blandt andet af Stephen

White og senest af Kim Esmark.534 Deres undersøgelser

koncentrerer sig ganske vist primært om det 11. og det 12.

århundrede, altså perioden før landskabslovene, og det

store spand i tid og rum gør, at man bør være forsigtig med

at sammenligne. Ikke desto mindre kan deres resultater være

gode at have in mente, når man skal forsøge at kaste lys

over det noget mere spinkle nordiske materiale.

Undersøgelserne viser, at når en donation blev givet til et

kloster eller en anden gejstlig institution, forpligtede

handlingen begge veje. Donator og eventuelt medlemmer af

hans familie eller slægt indgik en slags kontrakt med den

lokale helgen repræsenteret gennem det religiøse samfund,

der optrådte som helgenens familia.535 En social relation

mellem donator og helgen blev skabt, og i sidste instans

gik denne forbindelse hele vejen op til Gud. Relationen kan

på flere måder minde om et patron/klient-forhold. Inden en

donationsgivelse lå der ofte en langvarig proces, hvori

munkene og donator forhandlede om vilkårene for gaven. Heri

indgik, hvilke åndelige eller materielle gentjenester

munkene skulle yde, hvem der skulle sikre, at donationen

ikke blev anfægtet af donators arvinger efter hans død, og534 S. White: ”Custom, Kinship and Gifts to Saints” 1988. K. Esmark: ”Dehellige døde og den sociale orden” Upubliceret ph.d.-afhandling. RUC2002.535 Den middelalderlige betydning af begrebet “familia” dækkede bådeover det verdslige hushold inklusive tjenestefolkene ogklosterstiftelser med munke, lægbrødre og tjenere.

360

så videre. Når forhandlingerne var afsluttet, skete

overdragelsen ved en stor ceremoni, hvis formål var at

markere donationens og dermed donators betydning.536

De donationer, der blev foretaget, mens donator var i

live og i fuld vigør, står i modsætning til

dødslejegaverne, donationer, som den døende først

besluttede at give, når han eller hun lå på sit yderste. Da

en donation givet som livsgave havde en større rituel og

statusmarkerende betydning for giveren end en dødslejegave,

fordi giveren gennem donationen kunne markere sin rigdom og

fromhed, har det nok fået mange til at træffe deres

dispositioner for sjælen i god tid. Dødslejegaver ville som

regel have karakter af sjælegaver, idet frygten for

Skærsilden og det, der var værre, formentlig har været

meget nærværende. Dette faktum blev der faktisk også taget

hensyn til, da flere love skelnede mellem, hvor meget af

ejendommen det var tilladt at disponere over, alt efter om

man var rask eller syg. En anden mere velgennemtænkt form

for dødslejegave var testamentet, der kunne udarbejdes,

mens donator var rask, og som først trådte i kraft ved hans

død. Testamentet fik kun langsomt gennemslagskraft i de

nordiske samfund, og langt op i 1200-tallet er de fleste

kendte testamenter udstedt af gejstlige personer. Fordelen

ved testamentet frem for den mundtlige donation, der blev

givet på dødslejet, er åbenbar, da det skriftlige

testamente udgjorde et sikkert bevis på donationen, mens

536 S. White: ”Custom, Kinship and Gifts to Saints” 1988, s. 27ff og K.Esmark: ”De hellige døde og den sociale orden” 2002, s. 119.

361

det kunne være svært for de gejstlige institutioner at

stille med vidner på den mundtligt givne donation, hvis for

eksempel kun præsten og familien var tilstede ved løftets

afgivelse, og familien bagefter nægtede, at donationen

havde fundet sted. Langt den hyppigste form for donation

var sjælegaven. En anden bevæggrund til at donere kunne

være bod for en begået synd, men da bodsdonationen i sidste

instans handlede om derigennem at frelse sjælen, bliver

grænsen mellem de forskellige former for donationer hårfin.

Donationer kunne både gives som livs-, døds- og

dødslejegave. En livsgave var en gave givet i levende live,

mens dødsgaven, der for eksempel kunne bestemmes i et

testamente, først skulle gives efter donators død. Modsat

de to nævnte typer gaver blev foranstaltningerne til

dødslejegaven ikke truffet, mens donator var rask og i fuld

vigør, men først på dødslejet. Den faktiske forskel mellem

livs- og dødsgaver var imidlertid ikke så skarp som ved

første øjekast, da det ikke var usædvanligt, at donator

efter at have skænket gods til kirken som livsgave beholdt

brugsretten til det givne i sin egen og eventuelt

ægtefælle, og iblandt også børns levetid, eventuelt mod at

betale en mindre leje.537 Denne ordning kunne dog i længden

føre til stridigheder om ejendoms- eller brugsretten til

det givne mellem arvinger og den gejstlige institution.

Billedet var naturligvis langt mere kompliceret end her

beskrevet; blandt andet kunne slægtninge, de steder hvor

537 O. Fenger m.fl. ”I have være. Om ret til hus og jord i middelalderbyen” 1982, s. 71.

362

donationer ikke var reguleret af lovgivning, senere

modsætte sig dem. En sådan indsigelse, som bærer det lidet

flatterende navn calumnia,538 betød, at donationen skulle

genforhandles, og eventuelle nye ritualer foretages. Men

det grundlæggende var den gensidige relation, som

donationen skabte både mellem modtager og giver, og mellem

giver og helgenen.

Landskabslovene indeholder regler for, hvor meget af sin

ejendom den enkelte måtte skænke bort. Det var dog ikke kun

i den verdslige lovgivning, at der fandtes en regulering

af, hvor meget man med rimelighed kunne bortskænke af sin

ejendom. Også for kirken var det et vigtigt spørgsmål.

Blandt de første kristne eksisterede der ikke faste

retningslinier for, hvor meget man fandt det passende at

skænke til kirken. Det var desuden problematisk at donere

til kirken, idet kirken ikke var anerkendt som en

selvstændig juridisk enhed, og donationer derfor ikke kunne

gives til institutionen som sådan, men i stedet måtte gå

til en enkelt kirke eller person, for eksempel en præst.

Den problematiske juridiske stilling blev løst, efterhånden

som kristendommens stilling i imperiet blev stærkere, i

300-tallet, hvor Konstantin som den første kejser åbenlyst

538 Den klassiske latinske betydning af calumnia er uretmæssig anklage, mensom Kim Esmark påpeger, så er det næppe den betydning, det havde i demiddelalderlige dokumenter, der omhandlede strid om donationer. Istedet foreslår Esmark, at calumnia i disse diplomer bør oversættesmed indsigelse eller krav. K. Esmark: ”Godsgaver, calumnia ogretsantroplogi. Esrum kloster og dets naboer, ca. 1150-1250” 2004, s.144 og 172.

363

støttede kirken og udstyrede den med privilegier. Blandt

andet fik den retlig status i 321, således at

testamentariske gaver til kirken som institution fik

retskraft, selvom der ikke var angivet en specifik

modtager.

Donationer var dog ikke kun et rent juridisk, men i høj

grad også et teologisk problem. Som med så mange andre

spørgsmål, der havde både juridisk og teologisk karakter,

spillede Augustin også her en afgørende rolle. Augustin

repræsenterede princippet om at gøre Kristus til medarving

ved siden af børnene som en måde, hvorpå den kristne kunne

sikre både sine efterkommere og hjælpe sin sjæl.539 Det

539 Augustin var dog ikke den første kirkefader, der foreslog, at en visdel af arven skulle gå til de fattige eller Kristus/kirken. Den mestradikale udlægning kom fra den græske kirkefader Basilius. Han mente,at efter døden skulle al ens ejendom testamentarisk tilfalde kirken,uden hensyn til om man efterlod sig en uforsørget enke eller børn.Andre mere realistiske teologer foreslog, at man skulle give en visprocentdel, for eksempel en tredjedel, hvilket blev forbilledet iblandt andet syrisk og armensk kirkeret. Idéen om at give kirken ensønnelod, altså betænke kirken på lige fod med ens sønner, blev førstformuleret af Hieronymus, men det blev gennem Augustins skrifter, atdet vandt anerkendelse i den vestlige kirke. På trods af Augustinsautoritære betydning for højmiddelalderens teologi og det faktum, atpåbudet blev optaget i Gratians Dekret (”Corpus Iuris Canonici”Decretum Magistri Gratiani. Causa XIII, q. II, c. VIII, s. 723), vardet dog langt fra overalt i de verdslige love i Vesten, at detaugustinske princip blev forbilledet for donationsreglerne. Detaugustinske citat, som Gratian udvalgte, er dog ikke helt entydigt, dadet stammer fra en vejledning til præster om, at de ikke må udnytteuvenskab mellem fader og søn til, at få faderen til at donere helesønnens arv til kirken. I stedet skulle præsterne ommuntre tilforsoning, og i stedet foreslå, at Kristus, det vil sige kirken,indgik som arving sammen med sønnerne. Stig Iuul formulerede detaugustinske princip med ordene: ”Fac locum Christo” – ”Giv plads forKristus,” (S. Iuul: ”Fællig og Hovedlod” 1940, s. 69), dette er senerei dansk retshistorie fejlagtigt blevet forvansket, så det er blevetopfattet som et Augustin-citat, (se for eksempel I. Dübeck:”Testationsfrihed og tvangsarv i retshistorisk belysning” 2002, s. 7

364

augustinske princip blev ikke glemt i de følgende

århundreder, men det var først med optagelsen i Gratians

Dekret, at det blev fastlagt i minutiøse detaljer, og det

kom dermed til at optræde som forbilledet for donationer,

selvom kirken ikke søgte at få det gennemtrumfet som et

decideret lovpåbud. Alligevel viser et brev, som Alexander

III sendte den götalandske verdslige og gejstlige øvrighed

i 1170’erne, at kirken officielt fordømte den praksis, som

åbenbart var tilladt efter verdslig lov i Sverige, hvor

forældre gennem donationer kunne gøre deres børn

arveløse.540 Det har givetvis også været i kirkens

interesse, at der kom donationsbestemmelser ind i lovene,

som forebyggede uretfærdigheder over for børn eller andre

arvinger og på samme tid sikrede kirkens ret til at beholde

modtagne donationer.541

Andre har dog anlagt et mere konfliktorienteret syn på

donationsreglerne. En af de mest fremtrædende på nordisk

grund er Birgit Sawyer, der antager, at begrænsninger blev

og D. Tamm: ”Retshistorie. Danmark – Europa – Globale perspektiver”2002, s. 100), men Augustin udtrykte aldrig sin anvisning på en sådirekte bydende måde. For mere om kirkefædrenes holdning til sjælegaver og denefterfølgende betydning deraf se E. F. Bruck: ”Kirchenväter undsoziales Erbrecht. Wanderungen religiöser Ideen durch die Rechte deröstlichen und westlichen Welt” 1956, specielt s. 1- 126 og 241 - 256.540 Mere om dette i afsnittet om de svenske love.541 Denne tankegang ses hos Stig Iuul og gentages blandt andet afMichael H. Gelting og Inger Dübeck, skønt Iuul i modsætning til de toandre forskere afviser tanken om, at det augustinske princip havdefungeret som direkte inspirationskilde til de danskedonationsbestemmelser. Iuul mener nemlig, at inddelingen i hovedloddervar kommet ind i dansk ret før det augustinske princip blev kendt, foren uddybende forklaring se S. Iuul: ”Fællig og Hovedlod” 1940, s. 77-80.

365

indført, fordi sjælegaver til kirken var en trussel mod

slægtsjorden. Ifølge Sawyer var problemet først og fremmest

kvindernes donationer, da hun mener, at kvinder generelt

var langt mere generøse over for kirken end mænd. For at

dæmme op for kvindernes donationer blev der indført grænser

for sjælegavernes størrelse.542 Sawyer har foretaget en på

mange områder meget grundig undersøgelse af kvinder som

donatorer, men hendes arbejde har flere svagheder. Hun ser

kun kvindernes donationer som en trussel mod slægtsjorden,

mens mændenes gaver ikke problematiseres på samme måde. Det

er donators køn og ikke donationen, der sættes i centrum.

Kvinderne gøres til et problem for slægtsgruppen, og

kvinderne ses nærmest som værende i opposition til deres

familie og slægt, hvilket ikke virker overbevisende.

Hvorfor skulle kvinderne alene på grund af deres køn have

andre interesser end deres mandlige slægtninge? Hvis

problemet virkelig var kvinders donationer, hvorfor kom der

så donationsbegrænsninger for begge køn? Selvom

kønsperspektivet virker noget problematisk, følger Sawyer

det spor, at donationsreglerne er kommet ind i lovene for

at beskytte arvingernes stilling, en tolkning, som der fra

retshistorisk side aldrig er stillet spørgsmålstegn ved.

Denne indgriben i den enkeltes dispositionsmuligheder

ligger i smuk forlængelse af ønsket om at styrke

slægtsbåndene, idet kravet om en stabil slægtsstruktur

542 B. Sawyer: ”Familjen, förmögenheten och fromheten. Kvinnornas roll idragkampen om egendom under äldre medeltid” 1997, s. 63ff.

366

nødvendiggjorde denne kontrol for at undgå store sociale

udsving, hver gang et dødsfald indtraf i slægten.

I nordisk sammenhæng er de første eksempler på donationer

relaterede til kongefamilien. For Danmarks vedkommende er

den første kendte fromme gave Estrids donation til Roskilde

domkirke i 1072 eller 1073; kendskabet dertil er dog kun

bevaret gennem Roskildekrønikens oplysninger.543 Det første

juridiske dokument dukker op lidt over ti år efter. Der er

tale om det nok så berømte gavebrev fra Knud den Hellige

til Lunds domkapitel fra 1085. Gennem 1100-tallet viser det

danske diplommateriale gentagne eksempler på de kongeliges

gavmildhed over for gejstlige institutioner. Et lignende

billede genfindes i Norge: Medlemmer af kongefamilien gav

store donationer, hvoraf en stor del gik til Nidaros, hvor

slægtens helgenkonge, Olav den Hellige, var skrinlagt. At

tilgodese stiftelser, hvor man havde særlige interesser,

var ikke noget specielt norsk, også de danske konger var

ivrige donatorer først til Skt. Knuds kirke i Odense, hvor

Knud den Hellige var skrinlagt, og senere til Ringsted

kloster, der rummede benene af Knud Lavard. I disse

tilfælde kan man godt tale om slægtsklostre, hvortil en

slægtsgruppering igennem flere generationer skænkede

donationer og eventuelt også lod sig begrave, hvorved man

markerede slægtsgruppens position. Blandt grene af de

svenske kongeslægter i Sverige ses i 1100-tallet de samme

543 ”Roskildekrøniken” s. 20.

367

træk. Både den Erikske, den Sverkerske544 og Bjälbo-slægten

havde hver sin gejstlige institution, som de favoriserede.

544 T. Lundén: ”Sveriges missionärer, helgon och kyrkogrundare. En bokom Sveriges kristnade” 1983, s. 292f.

368

DET DANSKE MATERIALESlægtsklostre var ikke forbeholdt de kongelige, også blandt

højaristokratiet kender vi til flere eksempler, det

tidligste er fra 1135, hvor Peder Bodilsen, hans to brødre

og deres mor gav store donationer til oprettelsen af et

kloster i Næstved.545 Til dette kloster havde de næste

generationer også et tilknytningsforhold, i hvert fald

vælger Hemming Bodilsøns datter, Bodil, at trække sig

tilbage til klostret omkring år 1200.546 Et andet kendt

eksempel er Skjerm Hvides sønner, der oprettede klosteret i

Sorø, et kloster, hvortil deres efterkommere i generationer

skænkede anseelige donationer.547 Lad os imidlertid vende

tilbage til Bodilsønnernes donation, som er ganske

interessant, idet den blev givet, flere årtier før man

kendte til verdslig arve- og donationslovgivning i Danmark,

hvorfor man kun kan gisne om, hvilke regler eller normer

der har været dominerede. Klosterstiftelsen byggede på det

føromtalte augustinske princip,548 idet brødrene ”I denne

jammerdal har de, idet deres hjerter stilede mod det høje, gjort Gud til deres

medarving …Og til sold for dem, der sammesteds [i det nystiftede

kloster] gør krigstjeneste for Gud, skal munkene være parthavere i deres

545 Det kan dog ikke udelukkes, at Bodil var af kongeligt byrd, jævnførLars Hermanson: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitenspolitiska kultur i 1100-talets Danmark” 2000, s. 154-56.546 Se nærmere omtale i kapitlet om fledføring.547 For en nærmere gennemgang af disse gaver se: ”Sorø Krøniken” bd. 2,1986, s. 77-163.548 Hvilket tidligere også er påpeget blandt andet af S. Iuul: ”Fælligog Hovedlod” 1940, s. 71.

369

fædrenearv.”549 Det augustinske princip var altså kendt i

Danmark i 1130’erne, hvilket vidner om en veluddannet

kirkeadministration, for hvem de kanoniske idealer også på

donationsområdet har været kendt. Det kan dog ikke

udelukkes, at det var Peder Bodilsen personlig, der har

kendt til det augustinske princip, stærkt engageret i

tidens religiøse og kanoniske strømninger som han ifølge

Roskildekrøniken var. Han var en af hovedkræfterne bag den

såkaldte cølibatopstand i 1124, hvor målet var med våben i

hånd at tvinge præsterne til at leve i cølibat ved at sende

deres hustruer eller konkubiner bort.550 I forbindelse med

Bodilsønnernes gavebrev er det interessant at notere, at

det juridiske begreb hovedlod ikke bruges som måleenhed for

donationens størrelse. Dette kan tyde på, at

hovedlodsterminologien endnu ikke blev brugt i juridisk

sammenhæng. Denne konklusion skal man dog være lidt varsom

med at drage, da der i bisp Peder Vognsens af Århus’

testamente fra 1203 også blot stod, at han gjorde Kristus

til medarving til sit gods, og da testamentet stammer fra

en tid, hvor hovedlodsterminologien antagelig var kendt i

Jylland, var der altså tale om et bevidst fravalg.551 Helge

Paludan tager fejl, når han i sin ”Familia og familie”

549 Min understregning ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd. nr. 64, s. 63. (“In hacigitur conualle lacrimarum. ascensiones in corde suo disponentes/ ut recipiant pro paruismagna/ pro terrenis celestia. coheredem sibi Deum fecerunt…Ad stipendia quoque ibidem Deomilitantium; suum participati sunt patrimonium”). ”Diplomatarium Danicum” 1. rk.,2. bd., nr. 64, s. 126.550 ”Roskildekrøniken.” s. 24. Det kan ikke udelukkes, at Peder Bodilsøni sin ungdom tilbragte nogen tid ved et af lærdomscentrene iVesteuropa, hvilket kunne forklare hans iver efter kirkelige reformer.551 ”D.R.B.” 1. rk., 4. bd., nr. 82, s. 111.

370

skriver om Bodilsønnernes donationsbrev: ”Formuleringerne, at

Gud skulle være Bodilsen brødrenes medarving og, at munkene skulle være

parthavere i deres patrimonium, er helt usædvanlige i et brev udstedt i en

kirkelig instans.”552 Det var nemlig slet ikke exceptionelt, at

det augustinske princip optrådte i et dokument udfærdiget

af en teologisk skolet person, der kendte til Augustins

skrifter og den kanoniske fortolkning af hans ord.

Tværtimod ser man, at det augustinske princip anvendtes i

Danmark før Gratians Dekrets komme, hvilket viser, at dets

kanoniske betydning var anerkendt i kirkelige kredse også

tidligere.

Hvilke regler eller normer der har hersket for, hvordan og

eventuelt hvor meget af sin ejendom man frit kunne

disponere over uden at krænke sine arvinger, før

landskabslovene kom til, kan kun blive til kvalificerede

gæt bygget på de få overleverede diplomer, som indirekte

beretter derom. De spredte oplysninger kan selvsagt heller

ikke give klarhed over, om der har hersket de samme normer

i alle rigets landskaber. I Valdemar den Stores brev til

Tommerup kloster fra 1161,553 hvori han tog klosteret ind

under sin beskyttelse og gav det gods og privilegier,

bekræftes det blandt andet, at en syg mand, der var rask i

sindet, på sit dødsleje, måtte give klosteret: ”lege Danorum

552 H. Paludan: ”Familia og familie” 1995, s. 87.553 Dokumentets ægthed er blevet anfægtet, se S. Iuul: ”Fællig ogHovedlod” 1940, s. 332-43, men hans påstande har mig bekendt ikkevundet almen anerkendelse, herom se også M.H. Gelting: ”Odelsrett –lovbydelse – bördsrätt – retrait lignager” 2000, note 36, s. 155f.

371

seruat, quod medietatem in omnium suarum facultatum.”554 Her er det

interessant, at Inger Dübeck oversætter passagen med, at

man måtte skænke en halv hovedlod til klosteret.555 I

oversættelsen i Danmarks Riges Breve oversættes det i

stedet som: ”halvdelen af alle deres midler”.556 Der er unægtelig en

substantiel forskel på de to oversættelser,557 selvom

bestemmelsen begge steder bliver tolket som værende den

samme, der genfindes i Skånske Kirkelov fra 1170’ernes

begyndelse, hvor maksimum for dødsgavens størrelse

fastsættes til en halv hovedlod og ikke halvdelen af alt,

hvad man besad.558 Det kan ikke udelukkes, at der i

Tommerupprivilegiet var tale om en halv hovedlod, hvilket

ville ligge smukt i forlængelse af de senere bestemmelser.

Mod denne tolkning taler imidlertid indledningen til den

Skånske Kirkelov, hvori der står, at den kom til som en

overenskomst mellem ærkebispen og bønderne, da den

tidligere ret var for hård.559 Et sådant udsagn advarer mod

kritikløst at føre bestemmelserne længere tilbage end 1171.

554 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd., nr. 143, s. 270.555 I. Dübeck: ”Skånske Lov og den europæiske baggrund” 1989-91, s. 410.556 ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 143, p. 143. Den samme betydninggenfindes i ”KLNM” bd. 15, J. Liedgren: Sjelegave, s. 315. og Bd. 18,H. Nielsen: Testamente, s. 218.557 For en barnløs var der ingen forskel mellem halvdelen af alle midlerog hans halve hovedlod, da hovedlodden jo udgjorde den samlede formue.For en person med børn var der derimod en stor forskel mellem de toudsagn, idet hovedloddens størrelse afhang af antallet af børn ogderes køn. Havde en mand for eksempel to sønner, ville hans hovedlodkun udgøre en tredjedel af alle hans besiddelser, og hvis han kunmåtte bortskænke halvdelen deraf for sin sjæl, svarede det til ensjettedel af alle hans midler.558 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 5, s.833-835.559 Ibid., s. 821.

372

Passagen kan derfor med større ret tolkes som en tilladelse

til at give halvdelen af alt, hvad man ejer, til klosteret

uden hensyn til antallet af arvinger, hvilket der med

Skånske Kirkelov blev sat en stopper for. Man må antage, at

den halve hovedlod allerede i midten af 1170’erne var

anerkendt som øvre grænse for donationer i alle

landskabslovene; i hvert fald skænkede Valdemar den Store

Skt. Peders kloster i Slesvig sin halve hovedlod ”i henhold til,

hvad vore landslove har godkendt (at måtte overdrage) efter vor ligemlige

[sic!] død.”560

Hvor drilsk den halve hovedlod kan være, ses også i Sorø

Krøniken, hvor der står, at Toke Skjalmsen på sit dødsleje

i 1140’ernes begyndelse gav sin halve hovedlod til

opførelsen af Sorø Kloster.561 Nu er Sorø Krøniken

nedskrevet langt senere, og et vigtigt formål med den var

at legitimere klostrets besiddelser, så det er ikke så

underligt, hvis Krønikens skriver har valgt at definere

donationens omfang efter sin tids lovgivning, men dermed

bliver man desværre ikke klogere på, hvorvidt den halve

hovedlod var norm for donationer på Sjælland i 1140’erne.

Et andet dokument til belysning af donationsretten er

kong Niels’ privilegiebrev til Skt. Knuds kirke i Odense

560 ”D.R.B.” 1. rk., 3. bd., nr. 50, s. 49. (”Preterea dimidiam capitalemporcionem patrimonii nostri sed et aliarum acquisicionum nostrarum sunnen. a. quasinpresenciarum possidemus aut in futurum adepturi sumus eidem loco iuxta predictum[m]od[um se]undum quod legis terre nostre sanxit auctoritas post corporis nostri dissolucionemcontulimus.”) ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 3. bd., nr. 50, s. 72f.Legis terre bør oversættes med landskabslove og ikke landslove,jævnfør forklaring i kapitlet ”Slægt, køn, lov og ret – De centralebegreber.”561 ”Sorø Krøniken” bd. II, 1981, s. 80.

373

fra tiden mellem 1104 og 1117. I dokumentet står der blandt

andet, at hvis en mand bosiddende på kirkens jord døde uden

at efterlade sig arvinger, hvilket normalt betegnes som

danearv,562 havde kirken ret til halvdelen af hans gods,

mens den anden halvdel skulle gå i kongens kasse. Endvidere

lovede privilegiet: ”at en mand, som ejer jord eller andre besiddelser,

men som ikke har nogen arving, og som, medens han er karsk og sund, ønsker

at skænke sin formue til kirken og blot vil forholde sig afkastningen af den i

sine levedage, har lov fuldt ud at skænke jorden til kirken og en halvdel af alle

penge, medens den anden halvdel tilfalder vor [kongens] ret.”563 Dette

privilegium er interessant af flere årsager. For det første

bør det fremhæves, at der ikke omtaltes donationer på

dødslejet, men kun mens vedkommende var sund og rask.

Skyldes dette mon, at man fra kongemagtens side ville

undgå, at gods, der ellers ville være blevet danearv, i

stedet på dødslejet endte som donation? Bemærkelsesværdigt

er også spørgsmålet om, hvad det ville sige ingen arvinger

at have. Vi kender ikke arvereglerne fra tiden før

landskabslovene, hvis der i det hele taget var faste

regler. Dog kan man med stor sikkerhed gå ud fra, at der

562 Men i det omtalte dokument beskrives det på latin som ”danefe”, sommå være kommet fra det danske danefæ, der senere kom til at betyde, atskatte, der var fundet i jorden og derfor ingen ejer havde, varkongens ejendom. Brugen af ordet ”danefe” kan tyde på, at denjuridiske skildring brugtes i 1100-tallets begyndelse. ”DiplomatariumDanicum” 1. rk., 2. bd. nr. 32, s. 76. 563 Min understregning. ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 32, s. 38. (”Quis[h]ab[ens] terras uel alias possessiones heredem autem non habens res suas dum adhuc estsanus et [inc]olumis ecclesie uolerit conferre. et si<bi> tantum quamdiu uixerit usumfructuarium ex eis [reseru]a[re] terras ei ex integro et tocius pecunie medietatem donare liceatet nostro iuri pars altera cedat.”) ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd. nr.32, s. 76.

374

her ikke gjaldt de samme regler for arvinger som i

landskabslovene, idet der i så fald kun ville være tale om

personer, der ikke havde slægtninge i syv led, hvilket må

have været så sjældent, at det næppe ville have haft nogen

nævneværdig betydning for klostrets indtægter. Den mest

oplagte mulighed er, at den eksisterende arveret ikke var

nær så omfattende som den, der kom med landskabslovene; i

så fald betød det at være uden arvinger måske blot, at man

ingen børn eller nære slægtninge (søskende eller forældre)

havde. Privilegiet går jo specifikt på de personer, der

ingen arving havde, og hvis arveladers disposition over

arven var helt fri, ville denne formulering være

overflødig.

Manglende faste regler for donationer kunne føre andre

problemer med sig, som det ses af et dokument, som

ærkebiskop Asser lod udfærdige i 1133 angående de gaver,

han havde skænket til domkirken i Lund. I dokumentet gøres

der rede for, hvordan han havde erhvervet det bortgivne

gods, hvorom han blandt andet skriver: ”Andre skænkede gode

mænd til gavn for deres egne og deres nærmeste sjæle, og disse jorder

erhvervede jeg atter ved klart køb hos deres nærmeste arvinger.”564 Michael

H. Gelting ser denne sætning som et tegn på, at

odelsretten, slægtens fortrinsret ved salg af jord, havde

rødder tilbage i tiden før landskabslovene.565 Det behøver564 Min understregning. ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 56, s. 56. (”Aliasdederunt quidam boni uiri pro animabus suis et proximorum suorum. quas tamen iterumintegra empcione comparaui a proximis heredibus eorum.”) ”Diplomatarium Danicum”1. rk., 2. bd., nr. 56, s. 108.565 M.H. Gelting: ”Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager” 2000, s. 143.

375

imidlertid ikke at hænge sådan sammen, da formuleringen

også kunne tyde på, at Asser frygtede, at arvingerne ville

rejse et calumnia.566 Et andet problem ved Geltings tolkning

er, at der i Assers dokument også stod: ”Nogle købte jeg nok så

dyrt af slægt og venner.”567 Hvis odelsretten havde eksisteret,

kunne Asser jo ikke blot bortskænke jord, han havde købt af

sine slægtninge!

Det er svært at udtale sig om normerne for donationer og

andre gaver, før lovteksternes komme. I diplommaterialet

findes kun spredte udsagn, der blandt andet bevidner, at

det augustinske princip var kendt, men dette betyder

langtfra, at det var alment accepteret. Andre dokumenter,

der omhandler donationer, er de, som omtaler privilegier

til enkelte gejstlige stiftelser, men de kan heller ikke

tages som sikre efterretninger om almene forhold. De

forskelligartede udsagn tyder dog på, at der ikke herskede

ét sæt normer eller regler for donationer og gaver. Det er

derfor nærliggende at forestille sig, at den enkelte,

ligesom på arveområdet, generelt havde større mulighed for

at disponere over sin ejendom før landskabslovenes komme.

Fra gisninger og løse antagelser vil fokus for en stund

blive vendt mod noget, man kan udtale sig mere sikkert om:566 Calumnia fandt netop sted i områder, hvor der ikke fandtes etfastlagt regelsæt for størrelsen på gaver og arvingers rettigheder,hvilket odelsrettens og donationsbestemmelsernes indførelse skabte.567 ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 56, s. 55. (”Quasdam emi satis preciose acognatis meis uel familiaribus.”) ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd., nr.56, s. 108.

376

de danske landskabsloves bestemmelser for donationer. I de

sjællandske love, Skånske Lov såvel som i de to kirkelove

fandtes der udførlige bestemmelser om donationer og andre

gaver, og i dem alle tillades det, at man bortgiver sin

halve hovedlod til andre end sine arvinger.568 I Arvebogen

lyder det således: ”Men hvis han vil give efter sin Død, da maa han ikke,

hvad enten han er rask eller syg, bortgive mere end sin halve Hovedlod, hverken

til Kirke eller Kloster eller Præst eller anden Mand.”569 Donationer, der

skulle gives efter døden, kunne både gives, mens man var

rask, og når man var syg, hvilket formentlig betød på

dødslejet. Her ses en mindre forskel i forhold til Skånske

Lov og kirkelovene, hvor der kun tales om donationer på

dødslejet og ikke om livsgaver eller dødsgaver. Desuden

viser købstadsdokumenter, at det ikke var usædvanligt at

foretage skødning på tinget, som først havde gyldighed

efter giverens død.570 I Jyske Lov findes der kun en

donationsbestemmelse; de eneste loven havde handlede om

begrænsninger i gifte kvinders ret til at donere. Ud af

Thords Artikler kan man læse, at den halve hovedlod dog

også har været almindelig praksis i det jyske område for

donationer og andre gaver generelt, eftersom det blev

fastslået, at man i sjælegave - eller anden form for gave -

maksimalt måtte bortgive en halv hovedlod af alt arvet

568 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 38, s.23. Bd. VII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap. 50, s. 36. Bd. I, 2, SkKl.tekst 1, kap. 5, s. 832-935. Bd. VIII, VsL1. kap. 47, s. 24f. SjKl.tekst 1, kap. 8, s. 449. Bd. V, EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 32, s. 40f.569 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, A&O. 1. bog, kap. 50,s. 210.570 O. Fenger (m.fl.): ”I være have” 1982, s. 104.

377

gods, mens man frit kunne disponere over alt købegodset.571

Det er værd at notere, at retten til at donere uden

arvingernes samtykke var større end i de sjællandske love

og Skånske Lov, idet disse jo opererede med begrænsningen

til den halve hovedlod for både arvegodset og købejorden.

For at vende tilbage til den gifte kvindes ret til at

donere i Jyske Lov: ”Den Hustru, der har Mand og Barn med ham, maa

ikke give mere i Sjælegave, end Husbonden giver sit Samtykke til … Men har

hun ingen Børn med ham, da kan hun give sin halve Hovedlod for sin Sjæl.”572

Denne bestemmelse er meget speciel, intet lignende kendes

fra nogen af de andre nordiske love. Men selvom de

sjællandske love ikke krævede mandens samtykke til

hustruens donation, tyder et dokument fra 1291 fra Esrom

Kloster på, at det måske alligevel til tider har været

anerkendt praksis på Sjælland. Margrete, Knud Røds hustru,

testamenterer gods til klostret ”med Tilladelse og Samtykke af min

elskede Ægtefælle.”573

Lovene tog også højde for, at arvingerne ville komme med

indsigelser imod de donationer eller gaver, som afdøde

havde givet. For Sjælland og Skåne gjaldt den procedure,

som var foreskrevet i Kirkelovene, i Arvebogen og gentaget571 ”Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene” Tillægget til bd. VI,tekst 1, kap. 24, s. 87, tekst 2, kap. 31, s. 115. tekst 6A, kap. 28,s. 172. I tekst 5, kap. 46, s. 157 og tekst 6B, kap. 33, s. 222, hardog den tilføjelse, at man kun måtte give sin halve hovedlod bort iløsøre.572 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. 1. bog, kap. 39, s.152. Denne bestemmelse udbygges i 3. bog, i den del af teksten, somformentlig er tilføjet efter 1241. M.H. Gelting: ”Skånske Lov og JyskeLov” 2003, s. 60f, hvor den udbyggede tekst omhandlede indsigelser modmandens afgørelse.573 ”D.R.B.” 2. rk., 4. bd., nr. 7, s. 7f.

378

i Valdemars sjællandske Lov. Her blev ikke sat

spørgsmålstegn ved arvingernes ret til at komme med

indsigelser, men to procedurer var foreskrevet alt

afhængigt af, om der var vidner til donationen eller ej.

Hvis den påståede modtager kunne stille med to vidner på

donationen, skulle arvingerne nægte dens eksistens med ed

af tolv nævninger fra kirkesognet. Var der ingen vidner,

skulle arvingerne blot nægte ved tylvtered.574 I Eriks

sjællandske Lov blev det sværere for arvingerne at komme

med indsigelse mod donationer og andre gaver, hvis de var

givet på tinget. Dette hang formodentlig sammen med, at

tinglysning var blevet almindelig lovpraksis i 1240’erne.

Loven foreskrev nemlig: ”Men giver han sin halve Hovedlod og

foretager Skødning paa Tinge, da skal altid det staa fast som der er Tingsvidne

paa, hvad enten han giver det Guds Hus eller til andre. Men giver han noget

udenfor Tinget …”575, kunne arvingerne nægte ved ed af nævninge,

hvis der var tale om en gave til en gejstlig institution,

og der var to vidner på donationen. Hvis det derimod ikke

var en donation til en gejstlig institution, kunne

arvingerne, hvad enten der var vidner eller ej, bestride

gaven med almindelig tylvtered. Bestemmelsen tyder på, at

man har ønsket, at al gavegivning, også den der først

skulle træde i kraft mortis causa, skulle foregå på tinget,

eftersom det sikrede gavens uantastelighed. Dette må ses

574 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap.51, s. 36-38. Bd. I 2, SkKl. tekst 1, kap. 5, s. 833-835. Bd. VIII,SjKl. tekst 1, kap. 8, s. 449. VsL1. tekst 1, kap. 47, s. 24f.575 Min understregning. ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2.EsL. 1. bog, kap. 32, s. 15f.

379

som et tegn på, at det skrevne testamente endnu ikke var

særlig udbredt eller anerkendt, og at man fra de verdslige

magthaveres side heller ikke nødvendigvis ønskede, at det

skulle blive det i fremtiden, da testamentesager hørte

under den gejstlige jurisdiktion og domstole. I Jyske Lov

fandtes der ikke andre indsigelsesbestemmelser end de før

omtalte, hvor en ægtemand, der hvis han havde børn med sin

hustru, kunne forbyde hende at donere.

Som afslutning på de danske donationsbestemmelser vil det

nok være på sin plads at diskutere, hvorfor den halve

hovedlod blev grænsen for, hvor meget man kunne bortskænke

uden arvingernes samtykke. Det augustinske princip om at

gøre Kristus til medarving er allerede nævnt, og det er

nærliggende, at dette var inspirationskilden, idet den

halve hovedlod var størrelsen på den mindste arvelod til et

barn, datterlodden. Hvis dette er tilfældet, bliver det

næste spørgsmål, hvorfor grænsen så blev sat ved en halv og

ikke en hel hovedlod, eftersom Augustin mente, at Kristus

skulle indsættes som arving på lige fod med sønnerne. Inger

Dübeck følger Stig Iuuls forklaring om, at den halve

hovedlod skal ses som resultatet af et kompromis mellem

kirken og befolkningen.576 Desværre forklarer hun ikke, hvad

der menes med befolkningen. Var det stormændene, eller var

der tale om en politik, der havde almen støtte blandt

bønderne? Michael H. Gelting har foreslået, at eftersom

576 I. Dübeck: ”Kvinder, familie og formue” 2003, s. 112.

380

formålet med det augustinske princip var at beskytte

børnene, var det en naturlig konsekvens at sætte grænsen

ved den mindste arvedel, nemlig en datterlod. Hvis den hele

hovedlod var grænsen, ville en person, der for eksempel kun

havde én datter, kunne skænke to tredjedele af sit gods

bort.577 Michael H. Gelting har formodentlig ret i, at det

var for at sikre arvingerne, at den halve hovedlod blev sat

som grænse, men der kan argumenteres for, at hans tolkning

ikke er fyldestgørende, da den kun bygger på hensynet til

livsarvingerne. Den halve hovedlod var jo lige så meget en

generel sikring af arvinger, både livsarvinger og arvinger

i sidelinierne. Hvis barnløse kunne bortskænke hele deres

hovedlod, var sidelinierne meget dårligt stillet, hvilket

ikke passer med det billede, lovene giver af en generel

styrkelse af slægten også på det økonomiske område.

Barnløses hovedlod blev nemlig gjort op på følgende måde:

”Har en Mand andre Arvinger end sine Børn [dvs. hvis han er

barnløs], da er alt det, han ejer, baade i Løsøre og Jord, hans Hovedlod.”578

Med andre ord var den halve hovedlod også en beskyttelse af

barnløses slægtninge, der sikrede, at minimum halvdelen af

den barnløses midler blev inden for slægtsgruppen. Dermed

ikke sagt, at hensynet til kvinders arvedel ikke har

spillet ind. I Den yngre Västgötalov, hvorpå de danske

donationsbestemmelser har influeret, står der om donationer

og andre gaver: ”Om de [arvingerne] alla äro kvinnor, give så mycket

577 M.H. Gelting: „Odelsrett – lovbydelse –bördsrätt – retrait lignager“2000, s. 139.578 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, SkL. kap. 40, s. 13.

381

som en av dem tillkommer, vare sig de äro flera eller färre.”579 Eller

udtrykt på en anden måde: Man måtte kun bortskænke det, der

svarede til en datterlod, hvis alle arvingerne var kvinder.

579 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL2. Kyrkobalken, kap. 60, s. 217.

382

DET SVENSKE MATERIALEDet er ikke meget, vi kender til ejendomsforholdene i de

svenske områder, før landskabslovene kommer. Når det

handler om retten til at disponere over sit gods, er det

heller ikke meget, der vides, dog giver det føromtalte brev

fra pave Alexander III fra 1170’erne til den svenske konge,

jarlen, bisperne og befolkningen i Götaland nogle

informationer.580 I brevet forbød paven den uskik, at nogle

forældre forærede alt hvad de ejede, til kirken og på den

måde gjorde deres børn arveløse. Alexander III fastslog, at

det augustinske princip skulle gælde, nemlig at man højst

måtte bortskænke det, der svarede til ét barns arvelod.

Havde man imidlertid ingen børn, var man frit stillet til

at råde over sin ejendom. Alexander III’s brev indeholder

den vigtige information, at der i 1170’ernes Götaland

åbenbart var fri dispositionsret over ejendom, og at

stramningerne i donationsfriheden, som ses i lovene, dermed

var af yngre dato, selvom de ikke nødvendigvis først er

kommet med landskabslovene. Åke Holmbäck påpegede også, at

der stod i Östgötaloven, at man ikke måtte ”giva bort jord eller

annat gods till skada för rätta arvingar, såsom fordom var tillåtet i lagen.”581

Holmbäck mente, at fri disposition over ejendom gik langt

tilbage i tiden, idet den genfindes i sagaerne, og optrådte

580 Brevets tekst gennemgås af L.M. Bååth: ”Bidrag till den kanoniskarättens historia i Sverige.” 1905, s. 123-135, og for nylig er detblevet grundigt behandlet af Michael H. Gelting i ”Pope Alexander IIIand the Danish Laws of Inheritance” 2005.581 ”Svenska Landskapslagar” ÖgL. Ärvdabalken, kap. XI, s. 129.

383

helt tilbage i Beowulfkvadet, hvor man ”låter jord och ärvda ting

skänkas bort av sina ägare.”582

Et andet pavebrev fra 1206 til ærkebispen og hans

lydbisper beretter, at det var praksis i Sverige, at

arvingernes samtykke til religiøse gaver var nødvendigt for

gyldigheden.583 Der er unægtelig stor forskel på påstandene

i de to pavebreve, og det er naturligvis altid et

spørgsmål, hvor meget man skal lægge i pavebrevenes udsagn

om forholdene, men der må være nogen i Sverige, som har

informeret kurien om tingenes tilstand, ellers ville paven

ikke have haft nogen anledning til at sende brevene. Men

hvor velinformeret har kuriens kilde været? Det kan tænkes,

at det ene eller begge breve byggede på ekstreme

enkelttilfælde, men selvfølgelig er det også muligt, at

paven har haft fuldt overblik over situationen, og at

praksis er forandret i tiden mellem de to kilder.

Det er ligeledes svært at sige, om Alexander III’s påbud

om at indføre det augustinske princip er blevet efterlevet.

Når det optræder i senere landskabslovgivning, kunne

inspirationen ligeså vel være kommet via dansk ret.

Kildesituationen gør desværre, at man ikke kan komme et

svar nærmere. Lidt forsigtigt kan man dog spore en

udvikling, der gik fra fri dispositionsret over ejendom til

582 Å. Holmbäck: ”Ätten och arvet enligt Sveriges medeltidslagar” 1919.s. 67f. Det virker noget vidtløftigt at bruge Beowulfkvadet som kildetil dispositionsretten over ejendom, men det er en god iagttagelse atse bestemmelsen i Östgötaloven som udtryk for en tidligere frieredispositionsret.583 M.H. Gelting: „Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager“ 2000, s. 141.

384

en situation, hvor arvingernes samtykke i hvert fald nogle

steder var påkrævet i den efterfølgende tid. Dette kom

blandt andet til udtryk i Den ældre Västgötalov, hvis

eneste passus omkring donationer er: ”På dödsdagen må man icke

enligt lag giva bort från arvingen, om ej arvingen själv säger ja dertill.”584

Dette er meget interessant, fordi Alexander III’s brev

netop var henvendt til Götalandene, så man kan med nogen

forsigtighed foreslå, at der skete en ændring i praksis fra

1170’erne til 1220’erne i det västgötiske område. Hvordan

forholdene har været i de andre svenske landskaber, er

langt vanskeligere at udtale sig om, og man skal op til

landskabslovene fra årene omkring 1300 for at få et billede

af reglerne for donationer. Dog er der en enkelt

undtagelse, eftersom det ældste bevarede svenske diplom fra

ca. 1165 omhandler en sag fra Sigtuna, hvor en søn havde

modsat sig sin moders donation til et kloster. Sagen endte

med et kompromis mellem moderen og sønnen, formentlig fordi

bispen, kongen og jarlen, der alle var medunderskrivere af

diplomet, mæglede i sagen.585 Denne sag er fra Uppland, og

det kunne tyde på, at der her har hersket andre forhold end

i Götalandene, men det er betænkeligt at lægge et enkelt

dokument til grund for den tolkning, især fordi den omtalte

uoverensstemmelse stod mellem moder og søn, og det ikke er

utænkeligt, at kvinder ikke har haft de samme

dispositionsrettigheder som mænd over deres besiddelser.

584 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL1. Ärvdabalken, kap. 10, s. 77.585 M. Hagerman: ”Spåren av kungens män” 1996, s. 352f, hvor brevetstekst er trykt i sin helhed.

385

Der eksisterede kort sagt tre principper for gave og

donationsgivning i lovene for det svenske område. Et der

tæt fulgte det danske system med hovedlodder, et andet hvor

et bestemt beløb var sat som grænse for gaven eller

donationers størrelse, hvad enten giveren var rig eller

fattig, og til sidst et system, der byggede på retten til

at bortskænke op til en tiendedel af sit gods til andre end

arvingerne.

I Den yngre Västgötalov og i Östgötaloven hersker stort set

det samme princip for donationer og gaver, selvom

bestemmelserne i Västgötaloven er meget mere udbyggede. For

begge lovene gjaldt det, at man havde ret til at bortskænke

hele sin hovedlod til gejstlige institutioner, medens man

var rask, men blev donationen foretaget i sygesengen, måtte

man ikke bortgive mere end den halve lod.586 Begge lovene

skelnede altså mellem gaver til kirkelige formål og til

verdslige personer. I Östgötaloven stod der simpelthen, at:

”Nu får man ej giva bort till skada för rätt arvinge utom till kloster eller kyrkor,

utan dens samtycke, som är arvinge.”587 Endvidere foreskrev loven,

at hvis man gav jord i gave til andre end gejstlige

586 “Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL. Kristnu Balken, kap.XXIV, s. 21. Bd. 1, VgL2. Kirkyu Balken, kap. LX, s. 102.587 “Svenska Landskapslagar” bd. 1, ÖgL. Ärvdabalken, kap. IV, s. 125.Västgötaloven havde noget mere komplicerede bestemmelser desangående.For det første blev det slået fast, at intet arvet jord måtte givesbort uden arvingernes samtykke, derefter at man kun måtte bortskænkehalvdelen af ens løsøre og en tredjedel af købejorden eller af jord,man havde fået i herretjeneste. Herretjeneste dækkede over forhold,hvor man stod i tjenesteforhold til en stormand eller bonde.

386

institutioner, måtte modtageren beholde jorden, så længe

han levede, men efterlod han ikke børn, skulle jorden efter

hans død gå tilbage til giveren eller hans arvinger, med

mindre jorden blev bortgivet under specielle formelle

juridiske former, hvorpå der var vidner eller dokumenter,

der bekræftede gaven.588 I begge lovene ses stærke tiltag

for at beskytte arvingernes rettigheder på bekostning af

den fri dispositionsret over ejendom, specielt hvad angår

jordejendom. Alligevel er det værd at bemærke, at det

augustinske princip efterfulgtes, da størrelsen af

donationer til kirken var bestemt ud fra antallet af

arvinger og ikke var pålagt samme restriktioner som gaver

til anden side.

I tillægget til Västgötaloven stod der: ”Giver man eller kvinna

bort jord eller lösöre, sådant som lagen säger, utan arvingens ja och samtycke,

vara det giltigt, så länge den som gav lever och icke längre, om arvingen åtalar

inom tre år efter hans død. Finnas flera arvingar än en och hava somliga givit

sitt ja därtill, må det stå i dens lott, som gav sitt ja därtill, och den som sade nej

må det ej gå ifrån, ty ingen har rätt att giva bort en andens utan hans ja och

samtycke.”589 Denne bestemmelse var en stramning i forhold til

tidligere praksis, idet den fri dispositionsret blev

begrænset til at gælde i giverens levetid. Der kan dog

stilles spørgsmål ved, om denne bestemmelse også gjaldt for

donationer til kirken, hvilket ville være i strid med de588 “Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL2. Aruæ Balken, kap. 26,s. 140, Retlosæ Balken, kap. 30, s. 159 og IorÞæ Balken, kap. 46, s.192.589 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL2. Tillægget, § 12, s. 388f.

387

kanoniske retsprincipper, som siden det trettende

århundredes midte fra officielt hold var blevet accepteret

i det svenske rige. Desuden er bestemmelsen noget uklar,

idet der ikke specifikt nævnes, om der var tale om gaver,

der lå inden for den tilladte størrelse, eller om gaver,

der oversteg den angivne maksimumgrænse.

Dalalovens eneste bestemmelse om gavegivning siger, at

man maksimalt måtte bortgive gods af tre marks værdi uden

arvingernes samtykke, med mindre der var tale om en

donation til kirken, men hvilke regler der gjaldt i dette

tilfælde, fortæller loven ikke.590 En lignende bestemmelse

findes i Smålandslovens Kirkelov og Hälsingeloven.

Smålandsloven donationsbestemmelser fastslår, at arvingerne

kun måtte komme med indsigelser, hvis donationer til kirken

oversteg en örtug land af et markland.591 I Hälsingeloven

slås det fast, at man kun måtte bortgive for 16 øres værdi

af det arvede gods, som omfattede både jord og løsøre, uden

arvingernes samtykke, til gengæld var der fri

dispositionsret over al købegodset.592 Her er altså endnu et

eksempel på, at den særlige beskyttelse kun gjaldt det

arvede gods. Den frie dispositionsret over købegods

(avlingejord) finder man også i Upplands-, Södermanna- og

Västmannaloven; i disse love gjaldt det dog, at den fri

590 “Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, DL. Gipninga Balken, kap.XVI, s. 52f.591 Hvilket svarer til 1/24 af jorden. ”Svenska Landskapslagar” bd. 5,SmKl. Kykobalken, kap. 15, s. 431, Fl. 18, note 2, s. 449.592 “Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 6, HL. Kyrkiu Balken, kap.XIV, s. 11f.

388

dispositionsret over købejorden kun eksisterede, hvis der

var tale om donationer til kirken.593

Også hvad angik de øvrige donationsregler var de samme

bestemmelser gældende i Upplands-, Södermanna- og

Västmannaloven. Uden arvingernes samtykke var det i de tre

love ikke tilladt at bortskænke mere end en tiendedel af

sin bördsjord til kirken. Dertil kom, at gaver til andre

end gejstlige institutioner kun havde gyldighed, hvis

arvingen godkendte dem.594 I Södermannaloven var

bestemmelsen dog udbygget: ”Nu vill någon giva till kyrka eller kloster

för sin själ; han har rätt att giva var tionde penning av sitt gamla fädernearv,

vare sif han givr jord eller lösöre. Giver någon jord till kloster eller till kyrka, har

arvingen rätt att återlösa den inom år och dag.”595 Denne øgede

beskyttelse af arvingernes rettigheder til bördsjorden kan

meget vel hænge sammen med problemer omkring at nå til

enighed om donationsbestemmelserne i Södermannaloven.596

593 I Västmannaloven står der intet om reglerne for gaver til andre endkirken. Södermannaloven fastslår, at hvis gaven ikke var til frommeformål, måtte man, hvis man var rask, bortskænke halvdelen af sitkøbegods, og hvis man var syg en tredjedel. I tillægget tilUpplandsloven står der, at hvis man var rask, måtte man frit disponereover sin købejord, men hvis man var syg, måtte man kun give tilkirken. Ibid., bd. 3, UpL. Kirkiu Balken, kap. XIV, s. 48-58,Additamenta, kap. I, s. 276. Bd. 5, VmL. Kristno Balken, kap. XIII, s.97f. Bd. 4, SmL. Kirkiu Balken, kap. Xl, s. 30-32. De viste eksemplerillustrerer endnu en gang, at den særlige beskyttelse af arvingernesrettigheder gjaldt det arvede gods, mens købejorden ikke var beskytteti nær samme grad.594 Ibid., bd. 3, UpL. Kirkiu Balken, kap. XIV, s. 48-58. Bd. 5, VmL.Kristno Balken, kap. XIII, s. 97f.595 “Svenska Landskapslagar” bd. 3, SmL. Kyrkobalken, kap. XII, s. 21.596 ”Samlingen af Sweriges gamla Lagar” bd. 4 SmL. Confirmatio, s. 3.

389

Når maksimumgrænsen for donationer uden arvingernes

samtykke var sat til en tiendedel, har det antagelig rødder

tilbage i en ældre ordning, hvor det blev forventet, at man

én gang i sit liv gav hovedtiende597 til kirken.

Östgötaloven og Västgötalovene lader ane, at hovedtiende

havde været brugt i disse landskaber,598 ligesom spor deraf

også findes i de norske love. De norske

donationsbestemmelser vil blive behandlet nedenfor, men

først skal der ses på, hvordan de svenske regler egentlig

blev overholdt, og på hvor inspirationen kom fra.

Flere kilder afslører, at det var svært at finde en

model, hvor både arvingernes interesser og hensynet til

sjælens frelse blev tilgodeset. I et brev fra 1274 klagede

pave Gregor X over, at den kanoniske rets grundsætninger

ikke var gennemført i Sverige, eftersom ingen donationer

havde gyldighed uden arvingernes samtykke.599 Et sådant

udsagn er dog altid vanskeligt at tolke, da pavens

informationer har været andenhånds, og det derfor ikke kan

udelukkes, at der var tale om en generalisering, der havde

rod i enkelte eksempler. Et mere håndfast eksempel på, at

donationsbestemmelserne har været et stridspunkt, findes i

Stadfæstelsesbrevet til Södermannaloven, hvor der står:

”Därefter, sedan alle enigt och utan motsägelse hade med glädje vidtagit lagen,

med undantag endast av två punkter, den ena om gåva till kyrkan, den andra

597 En tiendedel af alt, hvad man ejede.598 ”KLNM” bd. 18, H. Schück: ”Tiend.” s. 296. B. Nilsson: ”Sverigeskyrkohistoria” bd. 1. s. 219.599 ”Diplomatarium Suecanum” vol. 1, nr. 577, s. 475 - 477. “SvenskaLandskapslagar” bd. 5, VgL1. s. 88, note 33.

390

om testamente, ty om dessa två hava landskapets män och biskopen och

klerkerna ännu icke enat sig och kommit överens.”600 De bestemmelser,

der findes i Södermannaloven, var altså enten resultatet af

et kompromis eller mere sandsynligt dikteret af kongen, som

besad den øverste myndighed.

På trods af den manglende enighed i de svenske bestemmelser

er der dog nogle fællestræk. For det første gjaldt det for

langt de fleste love, at begrænsningerne med hensyn til

donationens eller gavens størrelse lå på det arvede gods og

ikke på den samlede besiddelse, som det ses i de danske

bestemmelser, hvor hovedlodderne ved donationsgivelse

udregnedes af al jordejendom både arvet og købt, med Thords

Artikler som eneste undtagelse. De fleste svenske love er

omtrent samtidige med Thords Artikler, nemlig årtierne

omkring år 1300, og på dette tidspunkt havde odelsretten –

der netop indebar adskillelse mellem købt og arvet jord –

åbenbart påvirket donationsbestemmelserne.

600 Ibid., bd. 3, SmL. s. 4.

391

DET NORSKE MATERIALEI modsætning til de to andre riger får Norge meget tidligt

fastlagt grænser for, hvor meget man måtte bortgive for sin

sjæls frelse. Dette skete i 1152/53, hvor den engelske

kardinal Nicolaus Breakespeare var i Norge for at forhandle

om oprettelsen af et norsk ærkesæde. Til gengæld for

ærkesædet blev kirken lovet forskellige privilegier blandt

andet på donationsområdet. Her blev det tilladt, at man for

sin sjæl uden arvingernes tilladelse måtte bortskænke en

tiendedel af alt arvet gods og en fjerdedel af købegodset,

det være sig jord eller løsøre.601 Disse

donationsbestemmelser blev retningslinierne for fromme

gaver i Norge og fik umiddelbar virkning i Gula- og

Frostaområderne. I Frostatingsloven blev de optaget med den

tilføjelse, at kvinder måtte bortskænke en tiendedel af

deres medgift og en fjerdedel af tridjungasuken.602 Reglerne

i Frostatingsloven var altså tilpasset til kvindernes

økonomiske situation, hvor de førnævnte arveregler som

oftest betød, at kvinder var udelukkede fra at arve. I 1224

blev bestemmelsen gennem Håkon Håkonssons stadfæstelse for

hele riget også gældende i Borgatings- og

Eidsivatingsområderne603 for til slut at blive gentaget i

Landsloven med den ændring, at det ikke længere kun gjaldt

601 A. O. Johnsen: ”Studier vedrørende kardinal Nicolaus Breakespearslegasjon til Norden” 1945, s. 230-34.602 Et tilskud til kvindens medgift svarende til halvdelen af medgiftensstørrelse; den kendes kun fra Frostatingsloven. ”Norges gamle Loveindtil 1387” bd. 1, FL. III, kap. 17, s. 153 og IX, kap. 18, s. 213.603 Ibid., ”Kong Haakon Haakonssöns Stadfæstelse af Cardinal Nicolaus’sBestemmelser om Gaver.” 1224, s. 447f.

392

donationer, men alle gaver. Dog var det stadig lov, at de

fromme gaver havde forrang for andre gaver.604

Det er interessant, at den donationsordning, som kom i

stand i 1152/53, ikke fulgte det augustinske princip, hvor

donationens størrelse var bestemt ud fra antallet af

arvinger, men i stedet fastsatte procentsatser uden hensyn

til antallet af arvinger. Der kan være to forklaringer

herpå, som ikke nødvendigvis udelukker hinanden. En

mulighed er, at det augustinske princip ikke havde nogen

særstilling inden for den kanoniske retstænkning i 1100-

tallets midte. Det kunne skyldes, at Gratians Dekret, hvori

det augustinske princip fremhæves og derfor sikres stor

succes, ikke var alment kendt, hvilket ikke ville forbavse,

da den anden og vigtigere version først lå færdig omkring

år 1150. En anden mulig forklaring er, at hovedtiende var

kendt og accepteret i Norge før 1152/53, og at man derfor

valgte at indføre den frem for at prøve at gennemføre et

nyt princip. Idéen om hovedtiende havde rod i

tiendebetalingen, hvor kirken forsøgte at få indført en

løbende tiendeerlæggelse af alle indtægter og afgrøder.

Hovedtiende kan meget vel være en ældre form, da løbende

tiendebetaling krævede kontrol og administration og derfor

i kirkens etableringsfase må have været sværere at

håndtere. Bestemmelser om hovedtiende findes i den ældre

kristenret fra Borgartingsloven, hvor der står, at det var

604 Ibid., bd. 2, Arvebolk, kap. 21, s. 90.

393

hver mands pligt at betale både hovedtiende og almindeligt

tiende.605 Her ses altså en overgangsform, hvor almindelig

tiendebetaling var indført, men hovedtienden ikke var

afskaffet. Set i forhold til Borgartingsloven var 1152/53-

bestemmelserne en lettelse i pligterne over for kirken,

idet de nye regler ikke indeholdt nogen donationstvang. Det

faktum, at en tiendedel blev sat som donationsgrænse i

flere af de svenske love, og at spor deraf også fandtes i

Västgötalovene og Östgötaloven,606 kan tyde på, at

hovedtienden har været mere udbredt i Norden, end kilderne

umiddelbart lader os ane.

Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at

donationsreglerne ikke ændredes ved Landslovens komme, hvor

arveretten undergik en redaktion, så den i forhold til

livsarvingernes arveret kom til at følge den ”danske”

model. Men en donationsmodel, der byggede på antallet af

arvinger, fulgte ikke med. Måske er forklaringen, at man

ikke ønskede, at give kirken nemmere adgang til den

tidligere nævnte forholdsvis begrænsede mængde af

landbrugsjord, som fandtes i Norge, hvilket et

donationssystem, der byggede på de augustinske princip, i

de fleste tilfælde ville betyde. Arvelader skulle jo have

mange børn, før donationsdelen ville blive mindre end de

henholdsvis en tiendedel af arvejord og en fjerdedel af

købejord, som den gamle model foreskrev.

605 ”Vikens Kristenret. Ældre Borgartingslov” kap. 26, s. 29.606 ”KLNM” bd. 18, H. Schück: ”Tiend.” s. 296.

394

Sandsynligheden taler for, at faste grænser for, hvor meget

man måtte bortgive til gejstlige institutioner og andre end

de lovbestemte arvinger, først blev endeligt fastsat med

landskabslovenes komme, som vi også har set for arverettens

vedkommende. I de danske landskabslove var det tilladt at

bortgive op til en halv hovedlod uden arvingernes samtykke,

følgelig var donationens størrelse afhængig af antallet af

arvinger. Inspirationen til bestemmelsen kom fra det

augustinske princip om at gøre Kristus til medarving, men

modsat Augustin indsatte den danske ret ikke kirken på lige

fod med sønnerne. Grunden dertil var antagelig et ønske om

at sikre en vis minimumarv i de tilfælde, hvor enten døtre

arvede alene, eller hvor arven ikke gik til livsarvinger.

I det vestsvenske område tyder kilderne på, at der før

landskabslovenes komme stort set ingen begrænsninger var

på, hvor meget man måtte skænke til kirken; dette bliver

der strammet op på i lovgivningen. I de svenske love findes

tre principper for gave- og donationsgivning. I Den yngre

Västgötalov og Östgötaloven er det det ”danske” princip om,

at man må bortgive en del af sin hovedlod, der var

gældende, mens i Hälsinge-, Dala- og Smålandsloven var der

fastsat et maksimum beløb for donationer og gaver, og

dermed toges der intet hensyn til en eventuel donators

økonomiske situation. De resterende love opererede ligesom

de vestsvenske med, at det var tilladt at give en vis del

af sin formue bort, men modsat de førnævnte love var det

ikke afhængigt af antallet af arvinger, idet maksimum var

395

sat til en tiendedel. At grænsen var sat ved en tiendedel,

var næppe en tilfældighed, men hang formentlig sammen med

en ældre praksis, hvor det forventedes, at man én gang i

sit liv gav hovedtiende til kirken.

Det var angivelig også en ældre model med hovedtiende,

der lå bag de norske donationsbestemmelser, der blev

fastlagt under Nicolaus Breakespeares legation til Norge i

1152/53. Der blev det tilladt at bortskænke en tiendedel af

alt arvet gods og en fjerdedel af alt andet uden

arvingernes samtykke. Disse regler blev optaget i alle

landskabslovene og konserveret ved at blive medtaget i

Landsloven.

Det er det værd at notere, at ud over Borgartings- og

Eidsivatingsloven indeholder ingen af de nordiske

landskabslove donationstvang. De opsatte reglers funktion

var udelukkende at sikre de efterlevende. Der kan næppe

herske tvivl om, at donationer var alment accepterede som

et gode for giverens sjæl, men det var lovgivningens opgave

at varetage generelle samfundshensyn og ikke

enkeltpersoners, hvilket meget vel kan være forklaringen

på, at det augustinske princip blev så populært, da det var

praktisk gennemførligt og tilgodeså både slægtens, kirkens

og sjælens interesser.

Donations- og gavebestemmelsernes generelle intention om

at beskytte arvingernes interesser bliver endnu mere

tydelig, hvis man betænker, at det ikke forbydes at give

396

mere end de angivne grænser, hvis blot arvingerne samtykker

deri. Det var primært det arvede gods, der var genstand for

beskyttelse, og større skel mellem arvet og købt gods ses i

de yngre love, hvilket utvivlsomt var en konsekvens af

odelsretten. Grænserne for, hvad man måtte bortgive til

verdslige personer, var i flere af lovene lavere end det,

der måtte bortskænkes til gejstlige institutioner. Det

kunne også være sværere for en verdslig person at vinde

hævd på det modtagne, der gik længere end hans egen

levetid, hvilket må ses som en anerkendelse af donationens

særlige betydning, men samtidig også af slægtens

rettigheder. Gaver, der gik ud af slægten, men ikke gavnede

det kristne fællesskab, fortjente ikke samme beskyttelse

som dem, der gik til kirken.

397

ODELSRET

er er stort set ikke længere nogen forskere, der

mener, at odelsretten var et levn fra en urgermansk

tid, hvor slægt og jord var tæt forbundet, en

tolkning som tidligere var fremherskende.607 I stedet bliver

odelsretten nu betragtet som en institution, der blev

introduceret i de nordiske riger i den tidlige middelalder

og den begyndende højmiddelalder, det nærmere tidspunkt er

mere svævende. Man kan blot konstatere, at slægtens

forkøbsret optræder i en eller anden form i hovedparten af

landskabslovene. Hvorfor odelsretten blev indført, kan der

næppe svares entydigt på. Var det for at opdæmme for

kirkens adgang til jord gennem donationer? Var det for at

sikre arvingerne i en tid, hvor køb og salg af jord øgedes

kraftigt? Skyldtes det, at opfattelsen af ejendomsret

ændrede sig, eller handlede det i virkeligheden om at

beskytte skattegrundlaget?608 Buddene er mange, og der kan

D

607 Denne opfattelse findes dog også undtagelsesvis i nyere litteraturfor eksempel H. Paludan: ”Familie og familia” 1995, s. 93.608 Stig Iuul mener, at lovbydelse var et nyt fænomen vedlandskabslovenes komme, og at indførelsen skyldtes kraftig øgning ijordsalget i den periode. S. Iuul: ”Lovbydelse” i ”KLMN” bd. 10, s.699. Søren Lau Moeslund følger også denne tankegang, ifølge hamoplevede de danske bønder omkring år 1200 en fattigdomskrise, dertvang mange til at sælge deres jord, hvilket tidligere ville haveværet utænkeligt, da jord, slægt og ære var tæt forbundet. S.L.Moeslund: ” ’Thet callum wi men alt fæthirnis iord’ Slægt-individrelationer omkring jord” 1987, s. 79. M.H. Gelting foreslår i sinartikel om odelsretten („Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager: Kindred and Land in the Nordic Countries in the Twelfth andThirteenth Centuries“ 2000) en sammenhæng med opbygningen af eteffektivt skattesystem, mere derom senere.

398

meget vel også være tale om, at flere hensyn overlappede

hinanden. Det er dog ikke til at komme uden om, at der må

være en sammenhæng mellem kontrollen med salget af arvejord

og indførelsen af de øvrige skærpelser, der skete i forhold

til den frie dispositionsret.

I 1991 gjorde den norske historiker Per Norseng

opmærksom på, at den nordiske odelsret ikke var noget

enestående. Slægtningenes forkøbsret til arvet jord

eksisterede både i det franske område under betegnelsen

retrait lignager og i de tyske lande, hvor det fandtes under

betegnelser som Familienvorkaufsrecht, Rektraktrecht og Näherecht,609

endvidere optrådte fænomenet flere steder i Sydeuropa,610 og

det genfindes på Korsika højt oppe i tiden.611 Forkøbsretten

dukkede mange steder op i kilderne omkring år 1200, altså

på samme tid som de nordiske landskabslove stammer fra. Et

forbillede for odelsretten kan måske svagt anes allerede i

den klassiske romerret, hvor der opereredes med en

hævdperiode på to år for jord i Italien og et år for al

anden jord. Denne periode blev efterhånden udvidet for at

blive fastlagt endeligt under Justinian, hvor hævdperioden

blev sat til henholdsvis ti år imellem nærværende parter,

tyve år imellem fraværende parter, og hvad der nok er mest

interessant, kunne hævd vindes efter 30 år for en609 Retrait betyder retten til at få noget tilbage og lignagerslægtsmæssig, så retrait lignager kan oversættes som et krav til at fånoget tilbage, der var i slægtens eje. Rektraktrecht betyder også rettentil at få noget tilbage. Betydningen af Familienvorkaufrecht er ganskeklar, familiens forkøbsret, og endelig er der Näherecht, som er et andetord for forkøbsret. 610 P. Norseng: ”Kommentar til Christer Winberg” 1991, s. 275f.611 A. Knudsen: ”En Ø i historien. Korsika” 1989, s. 173.

399

uretmæssig besidder, der havde været i god tro.612 En

afskygning heraf fandtes i den longobardiske lovgivning,

idet hævd på jord kunne påberåbes, hvis man kunne bevise,

at ens fader eller bedstefader havde besiddet godset

uantastet i mindst 30 år.613 En vigtig forskel mellem det

romerske/longobardiske princip og odelsretten var

imidlertid, at mens den første kun handlede om at opnå hævd

og dermed uantastelig ejendomsret, var odelsrettens formål

også at kontrollere salget af jord, hvorpå hævd var vundet.

Forkøbsretten fandtes også i romerretten, dog stort set

ikke i den klassiske periode, men det var mest i byerne, at

den fandt anvendelse, da det, at bygningerne var beliggende

tæt ved hinanden, gjorde, at naboer kunne have forrang ved

salg.614 Inden for den nyere forskning er det Christer

Winberg, der i sin monografi om bördsrätten har taget hul

på problemstillingen.615

I sin artikel om odelsretten valgte Michael H. Gelting i

titlen at nævne alle de betegnelser, han kendte for kravet612 O. Fenger (m.fl.): ”I være have” 1982, s. 23f.613 C. Wickham: ”Land Disputes and Their Social Framework in Lombard-Carolingian Italy, 700-900” 1986, s. 110.614 O. Fenger (m.fl.): ”I være have” 1982, s. 23.615 En af Winbergs vigtige konklusioner var, at bördsrätten ikke skullestuderes som et enkeltstående fænomen, men i stedet ses som etsupplement til arveretten. C. Winberg: ”Grenverket: Studier rörendejord, släktskapssystem och ståndsprivilegier” 1985. Som tidligerenævnt var det Per Norsengs fortjeneste i 1991 at gøre opmærksom på denstore udbredelse, som slægtningenes forkøbsret til jord har haft iEuropa. Dette spor fulgte Michael H. Gelting, der i sin artikel omodelsretten fra 2000 søgte at tegne det store billede af den nordiskeodelsrets placering i forhold til både den franske retrait lignager,arve- og donationsretten i landskabslovene og det kanoniske slægtskab(selvom han ikke anvendte denne term). Gelting sluttede af med noglegisninger om en eventuel sammenhæng mellem sikringen afskattegrundlaget og odelsretten.

400

om slægtningenes forkøbsret frem for andre potentielle

købere ved salg af arvejord. Dette undlades her, da den

norske betegnelse, odelsret, er den mest anvendte fælles

betegnelse for fænomenet, der i de danske love kaldtes for

lovbydelse, og i de svenske for bördsrätt.616

Sammenhængen mellem odelsret og arv og donationer er

tidligere blevet nævnt og går i al korthed ud på, at

formålet med odelsretten var at forhindre, at arvejord blev

solgt for næsen af slægtninge. Deri findes ligheden med

arveretten og donationsbestemmelserne, som også var en

kombination af en beskyttelse af de nærmeste slægtninges

materielle grundlag, og en måde at forhindre ufred mellem

de nærmeste slægtninge ved dødsfald. Også odelsretten havde

dette dobbelte formål, da den gjorde det umuligt for en

jordejer at sælge jord til ét barn eller en anden slægtning

til en favorabel pris, og derved omgå arverettens krav om

lighed mellem arvingerne på. På samme tid forhindrede

odelsretten også salg til for eksempel gejstlige

institutioner til underpris, hvilket kunne have været en

måde at omgå begrænsningerne i donationernes størrelse på.

De nævnte eksempler viser, at odelsretten var et nødvendigt

supplement til de andre tiltag, hvis formålet med

arveretten var at sikre de kanoniske slægtninge og samtidig

616 M.H. Gelting: “Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager: Kindred and Land in the Nordic Countries in the Twelfth andThirteenth Centuries” 2000.

401

forhindre ufred omkring retten til jord og andre

ressourcer.

Selvom forkøbsretten optrådte i de fleste landskabslove,

var der dog regionale forskelle, som gør det hensigtsmæssig

at gennemgå bestemmelserne for hver region.

402

ODELSRETTENOdel er et ord med rødder langt tilbage i det norske sprog,

det kendes lang tid før, det får sin specifikke betydning

gennem odelsretten. Første gang, ordet odel optræder, er på

en runesten, hvor odel til fiskevand omtales,617 odel synes

altså oprindelig at henvise til en rettighed, som ikke

nødvendigvis hang sammen med retten til jord. Denne brede

betegnelse for specielle rettigheder til ressourcer kom

antagelig via landskabslovene til eksklusivt at betegne

slægtens særlige ret til jord. Odelsretten er et sejlivet

fænomen, der den dag i dag har betydning ved jordsalg i

Norge.

Det har længe været alment accepteret blandt

retshistorikerne, at den odelsret, der findes i

landskabslovene, har fået sin endelige form efter

kristendommens indførelse i Norge. Dette skyldes, at

grænserne for, hvem der havde odelsret, snævert fulgte de

grænser for slægtskab, som kanonisk ret udstak.618 Denne

konsensus omkring odelsrettens sammenhæng med

kristendommens indtog efterlader dog stadigvæk vide grænser

for at datere dens opståen. Knut Robberstad konkluderede

for eksempel blot, at den kendte odelsret måtte være yngre

617 K. Robberstad: ”Odelsrett” i ”KLNM” bd. 12, 1981, s. 494.618 Dette blev blandt andet påpeget af Torben Vestergaard så tidligt somi 1979. T. A. Vestergaard: ”Social Structure of the Medieval North andthe Ideology of External Relations” 1979, s. 36. Denne erkendelsebetød imidlertid ikke, at han så odelsretten som en nyskabelse, istedet mente han, at den havde rødder tilbage i en tid, hvor slægtenejede jorden i fællesskab. Odelsretten dukkede op som en konsekvensaf, at køb og salg med jord blev mere hyppigt. Ibid., p. 29.

403

end 1024, hvor Norge efter hans mening fik sin første

kristenret.619 Eksistensen af en sådan kristenret er

imidlertid mere end usikker, og selvom den skulle have

eksisteret, er der ingen sikkerhed for, at den indeholdt

incestproblematikken og dermed introducerede det kanoniske

slægtskab endsige søgte det gennemført i sin helhed,

hvilket ville betyde meget pludselige samfundsomvæltninger.

Der findes også andre faktorer, som taler for en senere

datering af odelsretten. I sin gennemgang af den norske

retshistorie nævner Frederik Brandt med forundring, at

”Mærkeligt nok er det ogsaa, at Odelspaatale i Sagaerne saa godt som ikke

nævnes.”620 Nu skal man jo som bekendt tage alskens

forbehold, inden man bruger sagaerne som kilder, men det er

alligevel sigende, at odelsretten så at sige ikke nævnes,

hvilket med forsigtighed kan tolkes som et udtryk for, at

den havde ringe betydning eller simpelthen ikke

eksisterede. En anden indikation på, at odelsretten ikke

havde dybe rødder i det norske samfund, kan skriftet ”En

tale mod bisperne” være. Skriftet blev forfattet kort

efter, at kong Sverre blev lyst i band af paven i 1198, og

det er opbygget som et anklageskrift mod gejstligheden i

almindelighed og biskopperne i særdeleshed.621 Bisperne

anklagedes for at have misrøgtet deres hverv på mange

619 Han henviser til den af sagaerne omtalte kristenret fraMostratinget. K. Robberstad: ”Odelsrett” i ”KLNM” bd. 12, 1981, s.495.620 F. Brndt: ”Forelæsninger over den norske Retshistorie” bd. 1, 1880,s. 176.621 A. Holtsmark: ”Sverres saga – En tale mod bisperne” 1961, s. 8 og263-290.

404

måder, både åndeligt (og dermed for ikke kun have bragt

deres egne, men også folkets sjæle i fare), og økonomisk.

Anklagerne gik blandt andet på griskhed og på, at de havde

berøvet kirkeværgerne deres hverv og rettigheder. Men ikke

ét sted nævnes bøndernes odel som en del af rettighederne,

hvilket ellers senere i 1200-tallet ofte er tilfældet. At

bøndernes odel ikke findes i dette stridsskrift fra de

sidste år af det 12. århundrede, som i form og indhold

synes at være henvendt til såvel aristokrati som til den

bedrestillede del af bondebefolkningen (den jordejende),

kan meget vel tages til indtægt for, at odelsretten ikke

har haft den samme status og betydning, som den senere

opnående. Dette kan igen pege på, at der ikke var tale om

en særlig gammel institution. Dog vides det, at man

allerede i 1164 skelnede mellem odelsjord og anden jord.

Dette kan ses i Frostatingslovens ”Bolk om ymse emne”, der

afsluttes med Magnus Erlingssøns straffelov, som blev

vedtaget i dette år efter forhandlinger med ærkebiskop

Øystein. Her står der om straffen for dem, der havde begået

orbodemål: ”dei er alle ubotamenn og har spilt eige og rettstrygd, land og

lausøyre, odelsjord liksåvel som anna jord.”622 Dette betyder, at i

hvert fald en eller anden form for odelsret må have

fungeret allerede i 1160’erne, og det er nærliggende at

forestille sig, at den form for odelsret, som findes i

Gulatingsloven, skal ses som en del af Magnus Erlingssøns

store lovreformer. Der kan naturligvis kun være tale om et

622 ”Frostatingslova” Bolk om ymse emne, kap. 44, s. 95.

405

kvalificeret gæt, eftersom termens anvendelse i 1160’erne

intet siger om procedurereglernes alder.

Der er ingen tvivl om, at det er i den norske odelsret, at

slægtningenes forkøbsret til jord får det kraftigste

udtryk. Samtidig ses en meget skarp opdeling mellem odels-

og anden jord, som er langt mere udtalt end i de svenske

love, idet skellet ikke kun gik på, om jorden var kommet

ejeren i hænde gennem køb eller arv, men arvejorden skulle

også have været inden for den samme slægt i generationer

før den fik odelsstatus. Hverken Gulatings- eller

Frostatingsloven opererer med en specifik periode, i stedet

blev jord regnet som odelsjord efter de forskrifter, som

det kanoniske slægtskab satte. Efter Gulatingsloven skulle

jorden være gået i arv i fem generationer, og når den

overgik til den sjette generation, blev den til

odelsjord.623 Eller hvis to brødre arver odelsjord, er deres

efterkommere: ”Dei vert ikkje skilde frå odelsretten [til jord som hi greini

fekk], fyrr den som høyrer til eine greini, kann gifta seg med dotter åt den som

høyrer til hi.”624 I Frostatingsloven blev jorden derimod

odelsjord, når den overgik til fjerde generation.625 Denne

sammenhæng med det kanoniske slægtskab kan næppe være

tilfældig, og derfor må odelsbestemmelserne i

Gulatingsloven være senere end 1152/53, hvor det sjette led

gennem dispensation blev grænsen for det kanoniske

623 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 266, s. 86-88.624 ”Gulatingslovi” Odelsløysing, kap. 18 (282), s. 257.625 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. XII, kap. 4, s. 237.

406

slægtskab i Norge, mens Frostatingslovens bestemmelser må

være yngre end Det fjerde Laterankoncil. I Landsloven var

den fjerde generation fortsat gældende for odelsjord, men

dertil blev også indført en fast årrække på 60 år, hvori

jorden skulle have været i slægtens besiddelse, hvorefter

den overgik til at være odelsjord.626 Det kan meget vel

tænkes, at grunden til, at denne grænse for hævd blev

indført, var, at beregningsmåden med generationer betød, at

jorden skulle gå i lige linie. Jord arvet af andre

slægtninge end børn kunne derfor have sværere ved at opnå

anerkendelse som odelsjord. Det er kun i Frostatingsloven,

at kirkejord nævnes: ”Men det vert kyrkja sin odel som ho har ått i tretti

vintrar.”627 Som før nævnt var det den hævdfrist, som kanonisk

ret foreskrev, og som også genfindes i romerretten, og det

er bestemt værd at bemærke, hvor tæt et forhold der var

mellem kanonisk og romersk ret og ejendomsforholdene til

jord i Norge. En lignende tæt forbindelse mellem status og

det kanoniske slægtskab ses i Frostatingslovens føromtalte

regler om, hvor mange generationer der skulle gennemleves,

før en frigiven træls efterkommere kunne besidde fulde

juridiske rettigheder og dermed have ret til at eje

odelsjord. Der skulle passere tre gange fire generationer,

hvilket viser, at ikke kun den retlige status, som jord

havde som odels- eller købejord, men også den personlige

status var defineret ud fra det kanoniske slægtskab.

626 Ibid., bd. 2, MLL. Odelslösningsbolk, kap. 2, s. 93.627 ”Frostatingslova” Andre landsleigebolk, kap. 3, s. 203.

407

I årene mellem Gulatingsloven og Magnus Lagabøters

Landslov gennemgik odelsretten en rivende udvikling. Det

mest markante skete på området om at indløse jord, der

allerede var solgt ud af slægten. I alle lovene var det et

krav, at hvis odelsjord skulle sælges, havde sælgeren pligt

til at tilbyde den til sine slægtninge, der efterfølgende

havde en vis tidsfrist til at købe jorden. Naturligt nok

havde tættere beslægtede forkøbsret frem for fjernere

slægtninge. Købsfristen var begrænset i Gulatingsloven, der

foreskrev, at jorden skulle bydes til salg om efteråret, og

til påsken det følgende år skulle salget finde sted.628

Derudover havde slægtningene et års frist til at købe

odelsjord tilbage, som ikke var blevet lovformeligt sat til

salg. Ifølge Frostatingsloven havde slægtningene også

relativt kort tid til at købe odelsjord, der blev sat til

salg. Derimod havde sælgeren helt op til tyve år efter, at

han solgte jorden, ret til at tilbagekøbe den igen for en

sum svarende til købssummen.629 Både i Gulatingsloven og i

mindre grad i Frostatingsloven var køberen af odelsjord

relativt godt sikret mod efterfølgende krav om, at jorden

skulle købes tilbage af den slægt, den kom fra. Dette

bliver der radikalt brudt med ved Landslovenes komme.

Ganske vist skulle der kun gå seks måneder, fra odelsjorden

var budt til salg, til overdragelse kunne finde sted, men

hvis en slægtning ønskede at gøre sin odelsret gældende og

628 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 276, s. 92f og kap.287, s. 95.629 Ibid., FL. XII, kap. 1, s. 235f.

408

ikke havde råd til at indløse jorden, kunne han gøre sit

krav gældende og forny det hver tiende år i en periode helt

op til tres år. Et sådant krav har sikkert forhindret mange

handler, hvor odelsjord skulle sælges uden for slægten, da

handlens usikre status utvivlsom hat afskrækket potentielle

købere. At enhver mand helt ud til fjerde led i princippet

har kunnet rejse krav på odelsjord, kan ikke ses som andet

end et ekstremt udslag af en ideologi, hvis grundlag var

læren om det kanoniske slægtskab.

Indførelsen af odelsretten betød, at det blev vigtigt for

den enkelte at kende hele sin kanoniske slægt, både for at

ukendte slægtninge ikke skulle komme og gøre odelskrav

gældende ved jordsalg, men også for ikke at gå glip af

jord, der var sat til salg, på grund af manglende kendskab

til slægtens udstrækning.

Ikke al jord var odelsjord, og som ovenfor beskrevet var

det en langsommelig proces at få omdannet købejord til

odelsjord. Det betyder, at der må have været en del jord,

der kunne være genstand for almindeligt køb og salg. Dette

må næsten også være en nødvendighed, hvis der skulle være

blot en lille mulighed for social mobilitet og bevægelse

blandt jordbrugerne. Man kan undre sig over, hvorfor

odelsretten i Norden får det kraftigste udslag i Norge,

hvor landbrugsjorden var mindst og dårligst, men det er

måske en del af forklaringen, at netop knapheden på jord og

specielt god jord betød, at prestigen omkring

409

jordbesiddelse var større i Norge end i de andre lande, og

at der fra de jordejende gruppers side var støtte til at

fremhæve denne eksklusivitet ved at give noget af jorden

det fornemme prædikat odelsjord.

410

LOVBYDELSE

Lovbydelsen var et sejlivet fænomen i Danmark, som først

blev endeligt ophævet ved tinglysningsloven i 1926. Reelt

mistede den dog betydning langt tidligere, idet adelen

allerede i 1500-tallet blev fritaget for at lovbyde deres

gods, og langt de fleste jordhandler fandt sted mellem

adelsmænd.

De danske landskabslove taler deres tydelige sprog om,

at lovbydelse var et nyt fænomen, der blev introduceret i

lovgivningen i 1200-tallets begyndelse. Hverken Arvebogen

eller Valdemars sjællandske Lov indeholder bestemmelser

derom. Jordsalg omtales ganske vist i Valdemars sjællandske

Lov, men her var det hævden på den købte jord, der var i

centrum. Hævd blev opnået ved, at køberen skulle indehave

jorden ukæret i tre vintre, hvilket var den samme

hævdperiode som i de resterende love.630 I Skånske Lov blev

baggrunden for de tre vintre forklaret, eftersom der står,

at lovhævd svarede til at have høstet tre afgrøder på

jorden. Dette må betyde, at man har haft trevangsbrug, og

at hævden kom, når man havde været en hel dyrkningscyklus

igennem. Før de tre vintre var gået, påhvilede bevisbyrden

sælgeren, hvis der blev gjort indsigelser mod salget og den

fulgte procedure.631 Derefter fulgte en bestemmelse, som

godt kan tolkes i retning af, at sælgerens slægtninge kunne

630 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 204, s.97. Bd. I 1, SkL. tekst 1, kap. 78, s. 55-57. Bd. II, JL. tekst 1, 1.bog, kap. 41, s. 96. Bd. V, EsL. tekst 1, 3. bog, kap. 1, s. 236f.631 Ibid., bd. VIII, VsL1. kap. 206, s. 99f.

411

have forkøbsret til jorden: Hvis en anden end sælgeren

gjorde indsigelser mod salget, inden køberen havde opnået

hævd, skulle sælgeren værge jorden, og kunne han ikke

stille bevis, skulle salget gå tilbage, og en bøde på 3

mark skulle tilfalde køberen.632 Der er dog intet i

bestemmelsens ordlyd, der muliggør en ensidig tolkning om,

at sælgerens slægtninge eller arvinger har haft fortrinsret

til jorden. Det kan lige så vel handle om, at tredjemand

kunne gøre indsigelser imod sælgerens ejendomsret til

jorden, noget, der omtales i den følgende paragraf.633

I Skånske Lov finder vi endnu en hel del usikkerhed om,

hvilke regler der herskede for jordsalg. Det er dog

utvivlsomt, at lovbydelse har været et retskrav, idet en af

paragrafferne siger: ”Sælger en Mand Jord til en Mand uden for

Slægten, og fremsætter Frænderne senere Indsigelse om, at den ikke var

lovbudt dem, da kan de ikke gøre Krav paa selve Jorden eller rejse noget Krav

mod Køberen, men maa holde sig til Sælgeren.”634 Anders Sunesen

tilføjede i sin Parafrase, at der var nogle, der mente, at

køberen ikke måtte beholde jorden, men ”Den første Mening holdes

af Kyndige Mænd for forstandigst.”635 Den form for lovbydelse, som

blev foreskrevet i Skånske Lov, var altså ikke stærk nok

til, at solgt ikke lovbudt jord kunne kræves tilbage af

slægtninge. Den eneste kompensation, de kunne opnå, var en

bøde på tre mark, som sælgeren skulle udrede. Anders

Sunesens kommentar er også interessant i en anden forstand,632 Ibid., kap. 207, s. 100.633 Ibid., kap. 208, s. 100f.634 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, SkL. kap. 51, s. 16.635 Ibid., ASP. kap. 19, s. 111.

412

da den afslører, at slægtningenes ret til at omstøde en

handel ikke har været alment anerkendt. Dette tyder på, at

en friere dispositionsret har gået forud for den, der

introduceres med lovbydelsen.

I de yngre love, Eriks sjællandske Lov og Jyske Lov,

bliver lovbydningsproceduren udbygget. Begge love kræver,

at jord skulle lovbydes til slægtningene på tre ting, før

sælgeren frit kunne disponere over salget, dog med den

undtagelse i Erik sjællandske Lov, at hvis den nærmeste

slægtning ville købe jorden, behøvede salget blot at blive

lyst på ét ting.636 Kun i det jyske lovområde kunne

manglende lovbydelse betyde, at salget blev omstødt. Hvis

sælgeren ikke med tylvtered kunne bevise, at jorden var

lovbudt, skulle han bøde tre mark til henholdsvis kongen og

sagsøgeren, hvilket blev gentaget og indskærpet i Thords

Artikler.637 Muligheden for tilbagekøb i Jyske Lov og i

Artiklerne, som begge kom til at fungere som supplement til

den Skånske og de sjællandske love, viser en væsentlig

styrkelse af slægtningenes kontrol med jordsalg i det

danske område i det korte tidsrum, fra lovbydelsen begyndte

at optræde i det retlige landskab engang i begyndelsen af

det 13. århundrede og frem til Jyske Lov. Da man ved, at

det var en samlet elite, såvel verdslig som gejstlig, der

gav deres samtykke ved Jyske Lovs udstedelse, vises det med636 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap.34, s. 84-86 og Bd. V, EsL. tekst 1, 3. bog, kap. 2, s. 238-240.637 Ibid., JL. Tillæg til bd. IV, Thords Artikler, tekst II, nr. 27,tekst III, nr. 21, tekst VIa, nr. 23, tekst VIb, nr. 25, tekst VIc,nr. 20, tekst VId, nr. 23, tekst VII, nr. 26 og Erik Krabbes tekst,nr. 24.

413

al mulig tydelighed, at det har været i elitens interesse

at styrke omfanget af lovbydelsen og dermed slægtningenes

ret til at kontrollere og indskrænke den enkeltes

dispositionsret over sin ejendom til fordel for

slægtningene.

Som nævnt før fik køberen hævd på jorden efter tre års

besiddelse. Jyske Lov nævner dog en undtagelse nemlig

kirkejorden. Herom siger Jyske Lov, at hævdsretten var 40

år for en bonde, der besad kirkejord, men kun 30 år for

gejstlige institutioner, der besad bondejord.638 Niels Knud

Andersen påviste i 1941, at denne bestemmelse havde hjemmel

i kanonisk ret, da den blev medtaget i Liber Extra,639 men

den kendtes også tidligere og blev således brugt i en sag

mellem Løgumkloster og en lægmand i 1228.640 Annette Hoff

mener, at kirken søgte at få den lange hævdsperiode indført

på al jord, men at det kun lykkedes på dens eget gods.641

Dette er næppe rigtigt. Kanonisk ret beskæftigede sig kun

med jordsager, i det omfang kirkens gods var inddraget, og

der er intet i den kanoniske ret eller den kirkelige

retspolitik, der tyder på, at den havde interesse i at

blande sig i lægfolks affærer desangående.

Karakteristisk for den danske lovbydelse var, at der ikke

blev givet specifikke anvisninger på, hvilke slægtninge

638 Ibid., bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 44, s. 102f.639 ”Corpus Iuris Canonici” Decretales Gregorii papae, IX, C.3 X II, 26.640 N.K. Andersen: ”Kanonisk Rets indflydelse paa Jydske Lov” 1941, s.119.641 A. Hoff: ”Lov og landskab” 1997, s. 350.

414

jorden skulle tilbydes. Der var ikke sat en grænse, men

eftersom lovbydelse var så tæt forbundet med arvingernes

rettigheder, er det nærliggende at forestille sig, at

lovbydelsespligten fulgte de samme grænser som arveretten.

Det er ligeledes væsentligt, at der ved lovbydelse

øjensynlig ikke skelnedes mellem arvet eller købt jord,

selvom Jyske Lov præciserede, at jord skulle tilbydes til

den side af slægten, som den stammede fra. Men derfra at

slutte, at man frit har kunnet sælge købejord, giver

paragraffen ikke mulighed for. Det manglende skel mellem

arvet og købt jord kan meget vel hænge sammen med, at hævd

opnåedes allerede efter tre år, hvilket udvisker

betydningen af jordens oprindelse. Desuden ville købt jord,

hvis ejeren var en del af et fællig, indgå som en del

deraf, og det overskud, salget af jorden indbragte, ville

følgelig komme alle fælligets medlemmer til gode.

415

BÖRDSRÄTTENDet svenske ord for slægtningenes fortrinsret ved salg af

jord, bördsrätten, som vandt frem i sproget i løbet af

middelalderen, er en aflægger af ordet börd/byrd, der både

betyder byrd/fødsel og slægtskab. Bördsrätten var altså

slægtninges ret til jord. Bördsrätten var et sejlivet

fænomen, som først definitivt blev afskaffet i 1863, om end

den blev kraftigt begrænset i 1720.

Selvom bördsrätten optrådte i alle landskabslovene, og

visse hovedtræk gik igen i mange af dem, er der forskel på,

hvordan den tog sig ud. Den manglende ensretning kan

betyde, at bördsrätten var et relativt nyt fænomen ved

landskabslovenes tilkomst, et fænomen som udviklede sig i

forskellige tempi og blev afpasset til lokal praksis for

jordsalg, for til sidst fra og med Magnus Erikssons

Landslov at udvikle sig ens over hele riget. Den ældste

bestemmelse om bördsrätt findes i Den ældre Västgötalov og

er yderst kortfattet. Der står kun, at hvis man ville sælge

jord, skulle man først tilbyde den til salg til sin arving.

Yderligere slægtninge var ikke nævnt, men måske har

bestemmelsen fungeret på samme måde som i Den yngre

Västgötalov, hvor der står, at når jorden var budt til salg

til blot én af arvingerne på tinget, så var den budt til

alle. Her var det altså slægtningenes pligt at informere

hinanden om jordsalg.642 Västgötalovene var de eneste

642 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. IordÞær Balken, kap.3, s. 43 og VgL2. IorÞæ Balken, kap. 4, s. 181.

416

svenske love, hvor der ikke skelnedes skarpt mellem

arvet/bördsjord og købt jord.643

I langt hovedparten af lovene var det gældende praksis,

at jorden skulle bydes til slægtningene tre gange, enten på

tre ting, eller først med naboerne som vidner, derefter med

sognet som vidner og til slut på tinget.644 I de love, hvor

sanktioner imod salg af ikke lovbudt jord nævnes,

foreskrives der samstemmende, at salget skulle gå tilbage,

og eventuelt skulle sælgeren også bøde tre mark, der deltes

mellem sagsøger, kongen og herredet eller hundredet.645 Når

tilbagekøb ikke figurerer som sanktion i de resterende

love, behøver det imidlertid ikke at betyde, at det ikke

har været underforstået. En anden mulighed kunne være, at

sanktionen varierede fra sag til sag, så der havde fundet

en forhandling sted mellem de involverede parter.

Forhandlingerne om løsningen på de konflikter, der kunne

opstå ved manglende varsling af slægtninge ved jordsalg,

var formentlig mest relevant i bördsrättens

introduktionsfase. Sammenligner man Den ældre Västgötalovs

kortfattede bestemmelse med den strenge salgsprocedure fra

Hälsingeloven, kan man ikke tvivle på, at sanktioner har643 Umiddelbart kan man forestille sig samme forklaring, som fremkomved de danske love, og at baggrunden derfor findes i den treårigehævd. På den anden side optræder en treårige hævd også iHälsingeloven, hvor skellet mellem købt og arvet jord alligevelforekommer. 644 Ibid., bd. 2, ÖgL. Eghna salur, kap. III, s. 134f, Bd. 3, UpL. JorÞæBalken, kap. I, s. 180f, Bd. 4, SmL. JorÞa Balken, kap. IV, s. 70f ogBd. 6, HL. JorÞæ Balken, kap. I, s. 61.645 Ibid., ÖgL. UpL. SmL. Bd. 5, VmL. JorÞa Balken, kap. I, s. 172f ogDL. Bygninga Balken, kap. I, s. 26f, for til sidst at blive stadfæsteti Landsloven. ”Magnus Eriksson Landslag” Jordabalken, kap. IV, p. 73.

417

været mindre nødvendige i Hälsingeloven, fordi et jordsalg

var så kompliceret en affære, at det i praksis nok har

været meget svært ikke at påkalde omgivelsernes og dermed

slægtningenes opmærksomhed på salget.

På trods af den relative ensretning i bördsrätten

herskede lokale varianter også. Proceduren for salg af

bördsjord i Hälsingeloven adskilte sig fra de andre love

ved, at slægtningene i første omgang kunne bremse for

salget, selvom de ikke selv optrådte som købere. Hvis en

slægtning efter endt lovbydning insisterede derpå, havde

sælgeren kun ret til at sælge så meget af sin jord, som han

behøvede til tre års underhold. Derefter skulle han igennem

hele lovbydningsproceduren igen, før han kunne sælge resten

af jorden.646 Hvorfor det netop var i Hälsingeland, at den

mest ekstreme form for bördsrätt udviklede sig, er svært at

sige. Det kan skyldes regionale traditioner eller politiske

kræfter, der ønskede, at slægtninges kontrol med jordsalg

skulle være stærkere, end det sås i de allerede

eksisterende love. Hvorom alting er, så er det ikke svært

at forstå argumentet for, at slægtninge kunne bremse salget

i tre år. Denne frist kunne give en interesseret slægtning

mulighed for at fremskaffe den krævede købesum. Dog kunne

fristen ikke udskydes længere, som det ses ved den norske

odelsret, hvor krav til jord kunne opretholdes i

generationer, efter den var solgt til tredjemand.

646 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 6, HL. JorÞæ Balken, kap. I,s. 61.

418

Et andet eksempel på en lokal variant er, at specifikke

regler om genkøb af bördsjord, som blev brugt til at udrede

bøder med, kun findes i Södermannaloven. Slægtningene inden

for hundredet havde tre uger og de uden for en måned til at

tilbagekøbe jord, der var brugt til bødebetaling.647 At

bestemmelsen kun findes i Södermannaloven, er næppe et

udtryk for, at det var det eneste landskab, hvor bördsjord

blev brugt til bødebetaling, og man kan dårligt forestille

sig, at den forurettede part i de andre landskaber ville

vente med at modtage bødebetalingen, til den langsommelige

lovbydningsprocedure var blevet udført. Derfor er det en

nærliggende tanke, at hævdperioden blandt andet har givet

slægtningene mulighed for at tilbagekøbe den bortbødede

jord.

Det forekommer naturligt, at den nærmeste slægtning ifølge

den parentele måde at regne slægtskab på648 også normalt var

den nærmeste arving, som havde førsteret til at købe

lovbudt jord. Ligeledes er det ikke overraskende, at hvis

to personer var lige nær i slægt og til arv, havde begge

den samme ret til at købe jorden,649 hvorfor man må

forestille sig, at de enten købte hver en halvdel, eller at

de købte jorden sammen og dyrkede den i fællesskab.650

647 Ibid., bd. 4, SmL. JorÞa Balken, kap. VII, s. 73f.648 Ved parentel menes, at efterkommerne regnes først.649 Ibid., bd. 3, UpL. JorÞæ Balken, kap. II, s. 181, Bd. 5, VmL. JorÞaBalken, kap. II, s. 173f og DL. Bygninga Balken, kap. V, s. 27f, Bd.4, SmL. JorÞa Balken, kap. II, s. 69 og Bd. 6, HL. JorÞæ Balken, kap.II, s. 61.650 Det, at flere slægtninge kunne have den samme købsret tilbördsjorden, der dermed gennem salg kunne blive splittet, taler imodMichael H. Geltings teori om, at slægtningenes forkøbsret blev indført

419

Selvom alle lovene nævner, at jorden skulle bydes til

sælgerens slægtninge, definerede ingen af dem, hvor langt

ud blandt slægtningene denne pligt gik. I mange tilfælde

har det formentlig ikke været et problem. Dette gælder

således alle de tilfælde, hvor jorden blev solgt til en nær

slægtning, men længere ude i ledene kan det meget vel have

medført problemer. Christer Winberg har foretaget en

dybtgående undersøgelse af bördsrätten, og han kommer frem

til følgende: ”Bördsrätten framstår som ett komplement till en hårt

reglerad arvsrätt, inte som ett uttryck för den svenske bondens urgamla kärlek

till sin jord. Det finns i landskapslagarna regler som direkt talar mot tanken att

bördsrätten gällde en viss gammal släktjord. Bördemännen hade inte rätt att

klandra ett byte av jord eller att lösa in bortbytt arvejord; deras rätt

överflyttades till den tillbytta jord.”651 Denne konklusion er

interessant, fordi den understreger, at bördsrätten ikke

nødvendigvis handlede om jord, der længe havde været i

slægtens besiddelse, men også og i endnu større grad, at

bördsrätten hang nøje sammen med arveretten. Det bliver

derfor nærliggende at forstille sig, at de samme grænser

har eksisteret for ret til bördsjord som for arveret.

Imidlertid viser Winbergs undersøgelse, at så vidt man kan

læse ud af kildematerialet, har der ikke været sat en

grænse for, hvor langt tilbage i ledene bördsrätten gik,

hvilket kunne gøre jordhandler besværlige og i sidste ende

betød, at bördsrätten i 1720 blev indskrænket, så den kun

for at sikre skattegrundlaget; mere herom senere.651 C. Winberg: ”Grenverket: Studier rörande jord, släktskapssystem ochståndsprivilegier” 1985, s. 29.

420

gjaldt i op- og nedstigende led, mens den for sideledene

kun gik til og med søskendebørn.652 Den manglende

afgrænsning i de eksisterende kilder betyder imidlertid

ikke, at man ikke i middelalderen har haft grænser for,

hvor langt lovbydningspligten gik, og eftersom bördsrätten

supplerede arveretten, er det nærliggende at forestille

sig, at de samme grænser er blevet fulgt. I hvert fald

viser en sag fra 1719, at den kanoniske måde at udregne

slægtskab på blev brugt i en sag om jordsalg,653 så

sammenhængen mellem det kanoniske slægtskab og bördsrätten

har været levende på dette tidspunkt.

652 Ibid., s. 53.653 Ibid., s. 52.

421

FORKØBSRETTEN OG SKATTEGRUNDLAGETAfslutningsvis vil tesen om sikringen af skattegrundlaget,

som Michael H. Gelting opstillede i sin artikel om

odelsretten, blive diskuteret. Gelting mener, at man skal

se odelsretten i sammenhæng med den udbygning af

skattesystemet, der fandt sted mange steder i Europa i det

12. og 13. århundrede. Hvis for vide rammer for salg af

jord eksisterede, var faren set fra centralmagtens side, at

bøndergodset ville blive opkøbt af stormænd eller samlet på

færre hænder. Dette ville medføre, at der kom færre

skattepligtige bønder og dermed indskrænke

skattegrundlaget. Ud over sikringen af skattegodset mener

Gelting, at odelsretten skulle forhindre, at enkelte

aristokrater gennem opkøb af bøndergods kunne opnå en meget

mægtig position og derved kunne true centralmagten og

stabiliteten i riget. Denne lektie mener Gelting, at

kongemagten lærte efter de urolige borgerkrigstider, der i

hvert fald i Norden herskede i store dele af 1100-tallet.

Sammen med kongemagten skulle kirken have interesse i, at

odelsretten blev indført, idet den styrkede

slægtssammenholdet, som hang tæt sammen med kirkens

bestræbelser for at skabe fred.654 Det er en interessant og

bestemt ikke uræsonnabel tanke, at odelsrettens formål

primært skulle have været at sikre eksistensen af en vis

mængde skattegods.

654 M.H: Gelting: ”Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager. Kindred and Land in the Nordic Countries in the Twelfth andThirteenth Centuries” 2000, s. 149-152.

422

Geltings argumentation rejser dog også flere spørgsmål.

Hvis skattegrundlaget var grunden til odelsretten komme,

hvorfor så ikke i stedet forbyde, at bøndergods kunne

overgå til skattefri jord, selvom det blev opkøbt af

personer eller institutioner, der nød skattefrihed på deres

eksisterende gods?655 Geltings fokuserer endvidere ensidigt

på aristokraternes opkøb af bøndergods, og han nævner slet

ikke de gejstlige institutioner, som jo ikke kun fik gods i

hænde gennem donationer, men også gennem opkøb. Da gejstlig

jord generelt var fritaget for skatter og afgifter, har

dette opkøb også måtte udgøre en trussel mod

skattegrundlaget. Desuden hvis odelsrettens formål skulle

have været en generel beskyttelse af skattejorden, hvorfor

opererer mange af lovene så med et skel mellem

arvet/odelsjord og købejord? Det er svært at vide, hvor

stor del af jorden der for eksempel i Norge har været at

regne som odelsjord, men de strenge regler for, hvilken

jord der kunne kaldes odel, betød, at megen jord rimeligvis

ikke har været dækket af slægtens forkøbsret. Gelting

argumenterer for, at det var både i kirkens og kongemagtens

interesse at indføre odelsretten, men som før omtalt,

tillægger han dem forskellige motiver. Det er imidlertid et

spørgsmål, om man kan skelne på denne vis mellem kirkens og

kongemagtens interesser. Kirkefolk har besiddet høje

embeder i det, man med et moderne ord kunne kalde

centraladministrationen, og det var også dem, der langt hen

655 Et forbud der for Danmarks vedkommende kom i senmiddelalderen.

423

ad vejen leverede den skoling, som skulle til for at skabe

lovene. Derfor er det vanskeligt at tale om de indenlandske

kirkers interesser som værende løsrevne fra kongemagtens og

vice versa.

Slægtens forkøbsret til arvejord findes i størsteparten af

landskabslovene i en eller anden form. Denne forkøbsret må

ses i sammenhæng de andre tiltag i lovene for at beskytte

slægtningenes økonomiske rettigheder så som arve- og

donationsreglerne. Disse regulerede ikke jordsalg, hvorfor

bestemmelserne kunne omgås, hvis arveladeren frit kunne

bortsælge jord og bruge pengene, som han ønskede, eller

hvis man kunne sælge jorden til en udvalg slægtning, ven

eller gejstlig institution til en pris langt under

markedsværdien. Slægtningenes forkøbsret til jord var

formentlig noget nyt i Norden, der kom ind i lovgivningen

for Norges vedkommende i 1100-tallets anden halvdel, for

Danmarks i begyndelsen af 1200-tallet. Hvad Sverige angår,

er det lidt mere usikkert, men antagelig bliver

bestemmelserne udviklet i løbet af 1200-tallet.

I Norge skete der en markant udvikling i odelsretten fra

landskabslovene til Landsloven. I alle lovene udgør det

kanoniske slægtskab rammerne for odelsretten. Men mens en

udenforstående køber efter landskabslovene var relativt

godt stillet ved køb af odelsjord, ændres dette radikalt i

Landsloven, hvor slægtninge, der ikke havde råd til at købe

odelsjord, når den blev udbudt til salg, kunne opretholde

424

et krav på at tilbagekøbe jorden, når de fik råd, i helt op

til tres år.

Slægtens fortrinsret ved jordkøb kendes ikke fra de

ældste danske love, og ifølge Skånske og Eriks sjællandske

Lov kunne manglende lovbydelse resultere i en bøde til

sælgeren, men salget kunne ikke kræves omgjort. Dette krav

findes kun i Jyske Lov og gentages og udbygges i Thords

Artikler. I de danske love er der ikke den samme åbenbare

forbindelse mellem lovbydelse og den kanoniske slægtsgruppe

som i de norske, da det ikke udtrykkeligt nævnes, at det

gjaldt for hele den kanoniske slægt. Da lovbydelsen

imidlertid virker som et supplement til arveretten, er det

sandsynligt, at den gjaldt for den samme gruppe som

arveretten.

Bördsretten findes i alle de svenske love, om end kun

meget sporadisk i Den ældre Västgötalov. I de øvrige love

er der ikke de store variationer. Som hovedregel skulle

jord bydes til salg tre gange til slægtningene, og blev

jord solgt uden denne varsling, kunne handlen gå tilbage,

og sælger udrede en bøde. Som i de danske love nævnes der

ingen umiddelbar sammenhæng mellem lovbydningspligten og

det kanoniske slægtskab, men som i de danske love taler

sandsynligheden for, at bördsretten fungerede som et

supplement til arveretten, et billede der bliver

tydeligere, når man kommer frem til senmiddelalderen, og

supplerende kildemateriale begynder at dukke op.

425

Selvom hverken de danske eller svenske love, modsat de

norske, nævner en specifik sammenhæng mellem pligten til at

byde jord til salg til slægtninge og det kanoniske

slægtskab, er sammenhængen alligevel tydelig. Odelsretten

må ses som et supplement til arveretten, hvor det kanoniske

slægtskab udgjorde grænserne for de arveberettigede. Det

faktum, at der i lovene blot nævnes, at jorden skulle bydes

til slægtningene, betyder ydermere, at det har været

indlysende, hvem ens slægtninge var, og da det kanoniske

slægtskab ellers brugtes i lovene, taler sandsynligheden

for, at det også må være det, der hentydes til med

odelsretten. Indførelsen af lovbydningspligten må have

medført, at det blev vigtigt at vide, hvem ens kanoniske

slægtninge var, så man ikke gik glip af muligheden for at

købe lovbudt jord, fordi man ikke kendte til slægtskabet

til sælgeren.

Når odelsretten efter alt at dømme skal ses som et

supplement til arveretten, bliver det næste spørgsmål, om

der var en sammenhæng mellem arvereglerne og opbygningen af

et effektivt skattesystem. Det arvesystem, som efterhånden

slog igennem i de nordiske riger, hvor alle børn arvede

deres forældre, synes i så fald ikke at hænge særlig godt

sammen med et ønske om et stabilt skattesystem. Tænk blot

på, hvordan arvedelingerne kunne føre til opsplitning af

426

gårde og jordtilliggender, som givetvis har været svære at

administrere skatteteknisk.656

FLEDFØRING

en nyere forskning har altså sandsynliggjort, at

odelsretten i dens forskellige former var et nyt

fænomen i begyndelsen af det trettende århundrede,

som opstod for at skærpe de noget flydende bestemmelser

angående dispositionsretten over jord. Men skal fledføring,

som kommer ind i de danske love på samme tidspunkt, også

ses i denne sammenhæng? Før dette spørgsmål kan besvares,

er det nødvendigt at undersøge fledføringens faktiske

indhold. Fledføringsinstitutionens indhold er blevet omtalt

og beskrevet i flere af de retshistoriske værker blandt

andet af Matzen, Jørgensen og Iuul. Her vil alligevel komme

en beskrivelse deraf til støtte for den læser, der ikke har

det helt præsent, men også fordi nærværende undersøgelse

til dels vil fokusere på andre dele af bestemmelserne, end

dem de førnævnte retshistorikere koncentrerede sig om.657

D

656 At det kunne udgøre et problem ses i senmiddelalderens Danmark,hvor det på grund af skattepligten forbydes arvingerne at opsplittebøndergårde ved arvedeling: Enten skulle arvingerne drive gården ifællesskab, eller også skulle en enkelt af søskendeflokken købe deandre ud. M. Herzt: ””Beskeden mand”. Landalmuen som politisk faktor idansk senmiddelalder. En skitse” 1978, s. 90f.657 H. Matzen: ”Forelæsninger over den danske Retshistorie” Privatret I,1895, s. 18-20. S. Iuul: ”Fællig og Hovedlod” 1940, s. 84-86 og P.J.

427

Fledføring er først og fremmest et dansk begreb. Det

optræder ikke i de norske love og for de svenskes

vedkommende kun i Västgötaloven og i et par diplomer, men

et lignende fænomen findes i størsteparten af de svenske

love, hvor den retlige betegnelse ”at flytte fra højsæde

til bænk” bruges derom. Begrebet fledføring stammer sikkert

fra ordet flæt, der betød hus eller husstand.658 Den

fledførte blev således optaget i en anden husholdning.

Baggrunden, for at en person kunne vælge at lade sig

fledføre, bliver beskrevet som alderdom, sygdom, fattigdom

eller andre faktorer, der gjorde det umuligt at forsørge

sig selv.

Ligesom tilfældet med lovbydelse er Arvebog og Orbodemål

den eneste af de danske love, der ikke indeholder

bestemmelser om fledføring. Sammen med de meget udførlige

bestemmelser derom, der findes i de sjællandske love og

Skånske Lov, kan det med stor sandsynlighed antages, at den

i lovene beskrevne form for fledføring var en nyskabelse

fra 1100-tallets slutning eller 1200-tallets begyndelse.

Hermed være dog ikke sagt, at aftaler om ældreforsørgelse

ikke kan have eksisteret før, men den stringente juridiske

form må derimod have været ny. I de sjællandske love og

Skånske Lov var de retlige procedurer omkring fledføring

stort set identiske.659 Hvis en mand eller kvinde ønskede at

Jørgensen: ”Dansk Retshistorie” 1940, s. 208f.658 G.F.V. Lund: ”Det ældste danske skriftsprogs ordforråd, Ordbog”1967, s. 34.659 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 41-44,s. 23-28, Bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 83-88, s. 42-44 og Bd. V, EsL.tekst 1, 1. bog, kap. 38-41, s. 51-57.

428

fledføre sig, skulle han på tinget tilbyde sig til sine

nærmeste arvinger; hvis de ville modtage ham, skulle han

”gå på omgang” mellem dem, så de på skift stod for

forsorgen. Hvis den gamle eller arvingerne ikke ønskede den

ordning, kunne den kommende fledførte efter Valdemars

sjællandske Lov og Skånske Lov vælge at skifte sit gods

mellem arvingerne og selv beholde en hovedlod, som han

kunne tage med til den arving, han skulle bo hos, som

betaling for underholdet. Det var dog ikke et lovkrav, at

arvingerne skulle tage imod den gamle. I sådanne tilfælde

foreskrev lovgivningen, at den gamle skulle lyse det på

tinget, og ”vil Arvingerne ikke komme til Tinget og ikke tage imod ham, da

skal han have Ret til at drage, til hvem han vil, med alt det han ejer, dog

saaledes at han først skal have lovbudt sig til alle sine Arvinger.”660 Det er

værd at notere, at både i Skånske og Valdemars sjællandske

Lov bruges ordet lovbydelse, som normalt optrådte i

forbindelse med odelsretten, også om den retshandling, der

var tilknyttet fledføring. Eftersom lovbydelse hang tæt

sammen med jord, viser det, at man i lovene ikke skelnede

mellem om jorden blev afhændet ved salg eller fledføring;

når den gamle skulle lovbyde sig, var det i realiteten hans

ejendom og ikke hans person, han skulle lovbyde. I Eriks

sjællandske Lov svarede retshandlingen også til

lovbydelsen, idet den gamle skulle lyse, at han ønskede at

blive fledført, før han måtte drage til en anden med sit

gods.

660 Min understregning. ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1,SkL. kap. 42, s. 14.

429

Ud over det rent økonomiske betød fledføringen også et

tab af retten til at repræsentere sig selv, til at optræde

som et retssubjekt så at sige. Den, der indgik i et forhold

som fledført, mistede retten til at føre sine egne sager på

tinget, ligesom værgen – han der havde modtaget den

fledførte - også skulle betale eller modtage bøder for

handlinger udført af eller imod den fledførte. Hvor

omfattende værgens position var, beskrives nok bedst ud fra

en bestemmelse i Jyske Lov, hvori det slås fast, at selvom,

det var værgen, fledføringen sårede, skulle værgen

stadigvæk betale bøde for såret, ikke kun til sig selv,

hvilket jo i praksis ville være uden betydning, men også

til kongen.661

Der var altså tale om en radikal statusændring ved

indgåelsen af et fledføringsforhold, som man ikke

umiddelbart kunne slippe ud af, hvis forholdene ændrede

sig. I Jyske Lov og Eriks sjællandske Lov blev det slået

fast, at hvis en fledføringsaftale blev sluttet på tinget,

var den uigenkaldelig, men var den ikke indgået på tinget,

havde den fledførte mulighed for at omstøde aftalen.662

Dette minder om de bestemmelser i samme love, der slår

fast, at skødning af jord skal foregå på tinget.663

Tinglysning af fledføringsaftaler var også almindelig

procedure ifølge Valdemars sjællandske Lov og Skånske Lov,

661 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, tekst 1, kap. 32, s. 80f.662 Ibid., bd. V, EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 38, s. 51f. Bd. II, JL.tekst 1, 1. bog, kap. 32, s. 80-82.663 Ibid., bd. V, EsL. 3. bog, kap. 1, s. 236-238 og Bd. II, JL. 1. bog,kap. 37, s. 89f.

430

hvor det blev fastslået, at man skulle lyse det på tinget,

hvis man ønskede at indtræde i et fledføringsforhold.

Som på så mange andre områder var Jyske Lov også

speciel, hvad fledføring angår. Loven indeholder ikke de

helt grundlæggende regler for, hvordan en fledføringsaftale

skulle sluttes, men tager kun højde for, hvordan

retsforholdene var, efter at selve fledføringen var

indtruffet. At dette har været et problem i praksis, kan

Thords Artikler være et tegn på, idet de indeholder en

bestemmelse om, at hvis nogen blev gammel, vanfør eller

gal, skulle hans arvinger have ham sammen med alt hans

gods.664 Endvidere står der i flere af teksterne, at

fledføring foregår efter de vilkår, som den sjællandske lov

foreskriver.665 Det vil nok være passende at fremhæve

vigtigheden af, at det netop var sjællandsk og ikke skånsk

ret, der henvises til, idet Michael H. Gelting i sin

artikel om forholdet mellem Skånske Lov og Jyske Lov bruger

fledføringsbestemmelserne som et eksempel på, hvordan Jyske

Lov var afhængig af Skånske Lov,666 men her er altså et

eksempel på, hvordan sjællandsk ret i stedet brugtes til at

supplere Jyske Lov. Selvom de omtalte manuskripter af

Thords Artikler er senmiddelalderlige, er det påfaldende,

at der henvises til sjællandsk lov og ikke skånsk, hvis

forholdet mellem Jyske og Skånske Lov var så tæt og

åbenlyst, som påstået af Gelting. 664 Ibid., Tillæg til bd. IV, Thords Artikler, blandt andet tekst II,nr. 25, s. 113f, tekst III, nr. 19, s. 126, tekst V, nr. 17, s. 148. 665 Ibid., tekst 6C, nr. 62, s. 263, Tekst 7, Add. XXVI.666 M.H. Gelting: ”Skånske Lov og Jyske Lov” 2003, s. 54-58.

431

Den tætte sammenhæng mellem fledføring og odelsret er

tidligere blevet nævnt. Man spørger i det hele taget sig

selv, om fledføring ikke kom ind i lovene som en udbygning

af lovbydelsespligten. Dette indtryk forstærkes, hvis man

tænker på de problemer, Anders Sunesens Parafrase opridser

omkring salg af jord fra en gård, fordi ejeren var blevet

fattig og manglede penge til forsørgelse. Frasalget af jord

betød splittelse af en skattebetalende enhed og rejste også

problemet, hvorvidt en efterfølgende ejer af gården havde

ret til at tilbagekøbe det frasolgte.667 Kunne fledføring

tænkes at være en mulig løsning på problemet? Hvis bonden

trådte ind i et fledføringsforhold i stedet for at sælge

jorden og dermed formindske jordtilliggendet, ville

problemet være løst, både i forhold til skattepligten, for

arvingerne og for den bonde, hvis forsørgelse var sikret.

Længere henne vil andre forklaringer på

fledføringsinstitutionens komme blive foreslået, men der er

jo intet til hinder for, at der fandtes en række

forskellige faktorer, der tilsammen gjorde, at fledføring

kom ind i den danske lovgivning.

Fledføring i de danske love adskiller sig på et væsentligt

punkt fra de regler, der var gældende i det svenske område.

I de danske love mistede den gamle næsten alle sine

juridiske rettigheder ved at komme under en værges

beskyttelse. Noget tilsvarende findes ikke i de svenske

667 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2. ASP. kap. 35, s. 506-508 ogBd. I, 1. SkL. text 1, kap. 76, s. 53-55.

432

love, selvom der ingen tvivl hersker om, at der var tale om

en socialt degraderende institution, hvilke selve

betegnelsen ”at flytte fra højsæde til bænk” også

indikerer. Med undtagelse af Den ældre Västgötalov havde

alle de svenske landskabslove fledføringsbestemmelser.668 En

form for fledføring har dog eksisteret på dens

nedskrivningstidspunkt, idet der fandtes en bestemmelse,

der sagde, at ingen skulle til ”flæt” flyttes, medmindre de

selv ønskede det.669 Desværre definerede lovteksten ikke det

juridiske indhold af handlingen, hvilket gør det umuligt at

vide, hvorvidt de samme procedurer var gældende i den ældre

som i den yngre udgave af loven. Den omstændighed, at der i

tillægget til Den yngre Västgötalov fandtes et supplement

til lovens fledføringsprocedure, tyder på, at den faste

juridiske definition af proceduren var noget relativt nyt,

da den yngre lov blev vedtaget.670

668 Fledføring er valgt som betegnelse for de svenske forhold velvidende, at det for det østsvenske område er et anakronistisk begreb,men det bruges i mangel af et mere velegnet udtryk, da den nyerebetegnelse ”den der blev flyttet fra højsæde til bænk” er nogetomstændeligt, og det västgöterske udtryk ”at flytte til flæt” eller”flæt fare”, har den samme betydning som fledførelse. Desuden liggerde danske og svenske bestemmelser så nær hinanden, at fledførelse somsamlet betegnelse må kunne accepteres.669 ”Eig skal a flæt faræ num vili hvat Þæt ær maÞær ællær konæ bo fitær.” ”Samling afSweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. IordÞær Balken, kap. 3, s. 43. Iden nysvenske version oversættes det til: ”Icke skall någon flytta ut högsäte tillbänk, som sitter i boet, om han icke själv vill det.” ”Svenska Landskapslagar” bd. 5,VgL1. Jordabalken, kap. 3, s. 134.670 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL2. IorÞæ Balken, kap. 5,s. 181. Additamenta, kap. 11, § 10, s. 245. Benævnelsen højsæde varmåske heller ikke tæt forbundet til fledføringsinstitutionen, menmåske blot en betegnelse der brugtes om folk, der havde foden undereget bord. I hver fald finder vi også udtrykket højsæde iFrostatingsloven i en bestemmelse, der handlede om galskab.

433

Proceduren i de svenske love gik i grove træk ud på, at

den gamle skulle byde sig selv og sin jord til de nærmeste

arvinger. I Upplands-, Södermanna-, Dala-, Hälsingeloven og

Magnus Erikssons Landslov nævnes det specifikt, at det

skulle foregå på tinget,671 mens det siges indirekte i Den

yngre Västgötalov, hvori der står, at den der vil

fledføres, skal: ”bjude han sig åt sina arvingar med lagmannens eller

häradshövdingens lov, såsom annan jord,”672 og da jordsalg skulle

foregå på tinget, gjaldt det altså også fledføringen. Igen

er det værd at notere, at fledføringshandlingen ligestilles

med jordsalg. I de resterende love står der blot, at den

gamle skulle byde sig, men ikke hvor. Det er dog

nærliggende at forestille sig, at det også foregik på

tinget. Der er også andre ligheder mellem fledføring og

jordsalg. I Dalaloven skulle den gamle på tre ting tilbyde

sig til sine arvinger, og ville ingen tage imod ham, måtte

han drage til hvem han ville med sit gods, en procedure

tilsvarende den, der gjaldt ved salg af bördsjord.

Grundlæggende gjaldt to forskellige procedurer ved

fledføring. Den ene, som fandtes i Den yngre Västgöta-,

Östgöta-, Dala- og Hälsingeloven, minder meget om den, der

ses i de danske love: Den gamle skulle byde sig til sine

arvinger, og ville de ikke tage imod ham, havde han ret til

671 Bestemmelser om fledføring findes følgende steder i de svenske love:Ibid., bd. 2, ÖgL. ÆrfÞa Balken, kap. XII, s. 124f, Bd. 3, UpL. JorÞæBalken, kap. XXI, s. 200f, Bd. 5, DL. Gipninga Balken, kap. XVI, s.52f. VmL. JorÞa Balken, kap. XVII, s. 183f, Bd. 4, SmL. JorÞa Balken,kap. XVII, s. 82f, Bd. 6, HL. JorÞæ Balken, kap. XV, s. 66 og ”MagnusErikssons Landslag” Jordabalken, kap. XXXIV, s. 82.672 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL2. Jordabalken, kap. 5. s. 331.

434

at drage, hvorhen han ville med sit gods. Hälsingeloven

frembyder dog den undtagelse, at hvis de nærmeste ikke

ville tage imod den gamle, skulle han først sælge jord til

tre års underhold, hvorefter han skulle byde sig igen, og

først derefter havde han ret til at drage til hvem han

ville.673 I Upplands-, Västmanna- og Södermannaloven tog

billedet sig noget anderledes ud; heri var det en pligt for

børnene at tage sig af deres forældre, hvis de blev for

gamle eller fattige til at forsørge sig selv. Hvert barn

skulle tage sig af sine forældre i et omfang, der svarede

til vedkommendes arvelod, således at forældrene kom til at

gå på omgang mellem børnene. Det resterende af arven blev

delt efter forældrenes død. I Västmannaloven levnes der

ingen tvivl om jordens betydning, for her udregnes

omkostningerne ved forsørgelsen ud fra dens værdi. Pligten

gjaldt i disse tre love også, selvom forældrene var for

fattige til at betale for underholdet. Det barn, der ikke

ville tage imod sine forældre, skulle hvert år bøde tre

mark. Der blev også taget hensyn til de barnløse, eftersom

det var de nærmeste slægtninges pligt at tage sig af dem,

hvis de ikke kunne klare sig selv. Der var dog den

væsentlige forskel, at der ikke var nogen sanktionsmidler i

lovene, hvis de nærmeste slægtninge ikke ville tage de

gamle til sig.

Det er muligt, at en lignende forventning til at børnene

ville forsørge deres forældre har hersket i Östgötaland; i

673 Hvilket var den samme procedure, der gjaldt ved salg af bördsjord,og som beskrives i afsnittet om bördsretten.

435

al fald står der i loven, at den barnløse gamle skulle byde

sig og sin ejendom til den nærmeste arving, men intet om

hvad der skulle ske, hvis den gamle havde børn. Princippet

om, at børnene havde forsørgelsespligt over for forældrene,

blev optaget i Landsloven og blev dermed det herskende

princip, som kom til at være det gældende i svensk ret

langt op i tiden.

I de norske love findes intet, der minder om den danske

fledføring. Det nærmeste, man kom dertil, er en bestemmelse

i Frostatingsloven, hvor der tales om at flytte fra

højsædet, noget der kun kunne finde sted ved psykisk

affældighed. Udgangspunktet var, at ”Kvar og ein skal sjølv rå over

eiga si, kvinne som kar, så lenge ho eller han kan sitja i høgsetet siit. Men om

ein mann vert så veik på vitet at det både for bauggildesmann og

nevgildesmenn synest slik at han ikkje lenger evnar å rå for eiga si, då skal den

som er næraste arving, taka hand om henne. Men den eiga skal ikkje seljast

bort frå den som eig henne, og av den eiga skal eigaren få til alt sitt underhald,

så mykje som det er sømd i for båe partar.”674 Denne bestemmelse er på

flere måder interessant. For det første var der ikke som

ved fledføring tale om, at den senile eller på anden måde

utilregnelige mistede ejendomsretten. I stedet blev

ejendommen sat under den nærmeste arvings forvaltning. Selv

disse begrænsninger er åbenbart ikke alene blevet betragtet

som omfattende nok. Det andet bemærkelsesværdige er nemlig,

at den nærmeste arving ikke alene kunne bestemme, hvorvidt

674 Mine understregninger. ”Frostatingslova” Andra Arvebolk, kap. 20, s.145.

436

den gamle var i stand til at administrere sin ejendom; både

den mødrene og den fædrene side af slægten skulle være

enig, eftersom både bauggilde- og nevgildemændene skulle

enes om beslutningen.675 Denne bestemmelse kan være indført,

for at en arving ikke skulle få en slægtning umyndiggjort

ud fra egoistiske motiver. Paragraffen siger imidlertid

intet om, hvilken procedure der skulle følges, hvis

arvingen ikke ville modtage den gale, eller den gale ikke

havde ejendom nok til at betale for sit underhold. Særlige

bestemmelser om galskab fandtes i både de svenske og norske

landskabslove, men ud over den føromtalte bestemmelse var

lovgivningen kun interesseret i, hvem der hæftede for de

gales handlinger, og spørgsmålet om deres ejendom berørte

den ikke.

Fledføring er af flere forskere, blandt andet Erik Kroman,

Stig Iuul og Aksel E. Christensen, blevet set som en human

institution med rødder tilbage i et samfund, hvor slægten

spillede en større rolle i forhold til sine medlemmer, og

hvor formålet var at tage sig af slægtens gamle, syge og

fattige.676 Det er imidlertid slet ikke dette billede, som

umiddelbart toner frem i lovene, snarere tværtimod. Med

undtagelse af de tre svenske landskabslove, hvor det var en

pligt at forsørge forældrene, handlede675 For betydningen af neugilde- og bauggildemænd se afsnittet ”Slægt,køn, lov og ret”.676 E. Kroman og S. Iuul: Indledningen til ”Danmarks gamle Love paanutidsdansk” bd. 3, s. XXIII, S. Iuul: ”Forelæsninger over Hovedlinieri europæisk Retsudvikling” 1970, s. 37, A.E. Christensen: ”Kongemagtog aristokrati” 1976, s. 137.

437

fledføringsbestemmelserne ikke om forsorg, men om retten

til jord og anden ejendom. De gamle skulle med enkelte

undtagelser afstå deres ejendom som betaling for deres

underhold, hvorfor fledføringsinstitutionen ikke skal ses

som et spørgsmål om forsorg, men i højere grad som regler

for, hvem der havde ret til at råde over de gamles ejendom.

Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at det ikke

forventedes, at man tog sig af gamle slægtninge eller

forældre, som ikke kunne forsørge sig selv; dette var blot

ikke retligt reguleret. Kun i de norske love findes der

forskrifter om fattigforsorg, men de synes kun at forholde

sig til pludselig opstået nød og deciderede tiggere, og

intet refererer til forsorg for gamle, der ikke længere

kunne klare sig selv.677

Samtidig er der ingen tvivl om, at der ved indgåelsen af

et fledføringsforhold har været tale om en social

degradering. I det danske materiale kommer det til udtryk

ved, at man mistede sine tidligere juridiske rettigheder; i

Jyske Lov nævnes den fledførte rettigheder endda sammen med

trællens.678 Udtrykket ”at flytte fra højsæde til bænk”677 I Gulatingsloven findes en bestemmelse om, at hvis en bonde kom iarmod, skulle hans slægtninge tage sig af ham og ⅔ af børnene, menshustruens slægtninge skulle tage sig af hende og ⅓ af børnene. Dennærmeste arving tog så mange, som han havde råd til (regler herom eropstillet), og dem, han ikke havde råd til at forsørge, gik videre tilnæste arving osv. ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 118,s. 52. Denne bestemmelse genfindes ikke i Frostatings- ellerLandsloven, i stedet er det i den sidste en pligt for bønderne iområdet til at tage sig af fattige, der ingen slægtninge havde. Ibid.,bd. 2, MLL. Landleiebolk, kap. 57, s. 140-142.678 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 25,s. 66, selvom man nok ikke skal lægge alt for meget deri, idet ogsåmunke nævnedes i samme sætning.

438

fortæller også sin egen historie om det tab af status, der

lå i institutionen.

Det er altså blevet sandsynliggjort, at fledføring hang tæt

sammen med kontrollen over jord og anden ejendom, og at der

var tale om en socialt degraderende institution. Men hvem

var de potentielle fledførte? Man kan med det samme

udelukke stormændene og andre, der var så velhavende og

havde så mange i deres brød, at de ikke var afhængige af

deres egen arbejdskraft. Desuden er det også svært at

forestille sig, at medlemmerne af samfundets øverste lag

ville indgå i en så deklasserende institution som

fledføring. Hvis de ønskede at forlade deres hjem og komme

under kyndig pleje, havde de en anden oplagt mulighed,

nemlig at tilbringe deres sidste tid som logerende i et

kloster mod passende donationer. I diplomatariet findes der

et par eksempler på sådanne aftaler. Det første dateres et

sted mellem 1192 og 1225, hvori enken Bodil Hemmingsdatter

indgav sig i Næstved Skt. Peder kloster som lægsøster med

alt sit gods, mod at hun efter en detaljeret aftale modtog

underhold, klæder, linned og så videre. Ud af dokumentet

kan læses, at Bodil var mor til to sønner, hvoraf den ene

var død, og den anden var gejstlig. Det næste eksempel

minder meget om sagen med Bodil. En enke, Agate

Nielsdatter, hvis sønner var døde, skænkede med sin

halvbroders og sine svogres samtykke gods til Æbelholt

kloster, mod at hun måtte træde ind som søster, og at

439

brødrene ville sørge for hendes underhold. Fra år 1300

findes endnu to eksempler, Jens Regensen Thott skænkede

gods til Æbelholt kloster, mod at han, når han fik lyst

dertil, kunne træde ind i klostret og blive forsørget til

sin død, hvorefter brødrene skulle stå for hans begravelse.

Det næste eksempel er præsten Niels Attesen, der syg og

affældig skænkede alt sit gods til Esrom kloster, mod at

han måtte blive optaget i ordenen og begravet i klosteret.

Som ved Jens Regensens tilfælde var der ingen slægtninge

som medunderskrivere, men man kan ud af teksten læse, at

hans forældre var døde, og at han havde taget arv efter en

søstersøn, hvilket må betyde, at hans søster og eventuelle

andre søsterbørn også var døde.679 Ud over de nævnte

eksempler er der flere tilfælde, hvor det ud af

diplomteksten er sværere at læse, om der var tale om en

aftægtsordning eller en decideret indtrædelse i et kloster

på samme vilkår som de almindelige munke eller nonner. Der

kan ikke herske tvivl om, at vi i de omtalte dokumenter ser

en slags aftægtsordning, som klostrene tilbød til gengæld

for en from gave, hvis omfang formentlig har varieret fra

en halv hovedlod til hele formuen, afhængig af forekomsten

af arvinger og disse eventuelle arvingers vilje til at lade

den gamle råde over sin ejendom. Det fremgår tydeligt, at

vi her står over for et alternativ til fledføring, der må

have appelleret til de bedrestillede, som klostrene ville

modtage. Man har antagelig fået god pleje i klostrene, men

679 ”D.R.B.” 1. rk., 3. bd., nr. 183, s. 198f. 2. rk., 1. bd., nr. 159,s. 116f. 2. rk., 5. bd., nr. 118 og 119, s. 109-111.

440

det har også været godt for ens sjæl at tilbringe sin

sidste tid med bøn og andre åndelige aktiviteter, samtidig

med at man ikke skulle træde ind i et vanærende

fledføringsforhold.

Eftersom fledføring byggede på, at den potentielle

fledførte kunne betale for sit underhold, udelukker det

også langt de fleste landboer, idet de netop ikke ejede den

jord, de dyrkede, og derfor som oftest ikke besad det

påkrævede økonomiske grundlag. Da der alligevel antagelig

ikke ville være rift blandt slægtninge om at tage sig af en

gammel fattig tante eller lignende, ville der næppe være

nogen grund til at gå igennem den komplicerede juridiske

affære. Den slægtning, som ønskede at påtage sig byrden,

kunne uden videre tage den gamle til sig.

Tilbage står altså bønderne, der ejede den gård, de

drev, men hvor driften var afhængig af deres arbejdskraft.

Fledføringen må således have været en sikring af

småbrugerne og deres eksistensunderlag. De fledførte har

formentlig ofte været barnløse, idet man kan forestille

sig, at fælligordningen betød, at forældre i mange tilfælde

ville beholde i hvert fald ét barn som en del af fælliget,

der så kunne forsørge forældrene, når de ikke længere var i

stand til at gøre det selv. Som allerede sagt handlede

fledføring først og fremmest om, hvem der havde retten til

den gamles ejendom. Dermed kan man se fledføringen som en

naturlig konsekvens af odelsrettens komme. Det blev

nødvendigt at fastslå, at man ikke frit kunne råde over sin

441

ejendom uden arvingernes samtykke og dermed, at det var

arvingerne, der var nærmest til at tage sig af de gamle og

modtage den medfølgende økonomiske gevinst. Hvis denne

antagelse er rigtig, må man spørge om, hvorfor fledføring

ikke fandtes i de norske love, hvor odelsretten fik sin

mest ekstreme udformning. I dette tilsyneladende paradoks

findes svaret måske, for i Norge var odelsretten så streng

og gennemkontrolleret i lovgivningen, at det ikke har været

nødvendigt at indsætte tillægsbestemmelser om fledføring.

Set i det lys bliver fledføring endnu et eksempel på, hvor

omfattende konsekvenser det nye kanoniske slægtskab fik for

den selvstændige disposition over ejendom, idet arvingernes

rettigheder blev fastslået, som det også kommer til syne

gennem odelsretten, arve- og donationsbestemmelserne. Det

var slægtens sociale stilling, der blev sikret på

bekostning af den enkeltes vilje.

442

ÆGTESKAB

gteskabet er et centralt område, hvis man ønsker at

afdække alle aspekter af det kanoniske slægtskab.

Det var jo netop i den strenge incestlovgivning, at

denne ideologi havde sit udgangspunkt, og dermed ligger den

dybest set til grund for alle retlige institutioner, som

blev udviklet ud fra det kanoniske slægtskab.

ÆDET SAMTYKKEBASEREDE ÆGTESKAB – KANONISK RETS

FORSKRIFTERÆgteskab var et af de områder, der lå under den kanoniske

rets jurisdiktion. Derfor er bestemmelserne desangående

meget sporadiske i landskabslovene, der jo regulerede

verdslige forhold. Især de danske love er stort set blottet

for bestemmelser om fæstemål og ægteskab, hvilket

formodentlig skyldes, at kirkens jurisdiktion blev

etableret og anerkendt tidligere i Danmark end i de andre

nordiske riger. Dette forhold medfører, at det primært er i

de kristendomsretter, der var indeholdt i de norske og

svenske landskabslove, at bestemmelserne om ægteskab er at

finde.

Hvor stor var slægtens kontrol ved indgåelsen af

ægteskabet og de medfølgende økonomiske transaktioner? Og i

hvilket omfang blev kanonisk ret inkorporeret i den

verdslige lovgivning? Rent teologisk var det at stifte et

443

ægteskab en uhyre simpel sag. To personer skulle blot

erklære over for hinanden, at de frivilligt indgik

ægteskab, og i samme sekund var forbindelsen stiftet over

for Gud, selv om der ingen vidner havde været derpå.680 En

så simpel ægteskabsret var imidlertid kompliceret at

håndtere i praksis, da et ægteskab havde vidtgående

konsekvenser både socialt og økonomisk. Derfor foreskrev

den kanoniske ret, at bestemte procedurer skulle følges ved

ægteskabsindgåelsen, og den tillod økonomiske repressalier

over for dem, der ikke fulgte disse procedurer, selv om

disse sanktioner ikke gik så vidt som til at ophæve et én

gang indgået ægteskab. Det var specielt to typer

ægteskaber, kanonisk lov søgte at undgå: forbindelser

indgået uden forældres eller værges samtykke og hemmelige

ægteskaber. Den første type giftermål var med til at

nedbryde forældrenes autoritet og var samtidig et brud på

Det fjerde Buds ord om, at ”man skal ære sin fader og moder”. For

at afskrække oprørske sjæle fra at indgå en forbindelse

uden forældrenes samtykke plæderede flere kanonister for,

at forældre skulle have lov til straffe en sådan handling

med at gøre barnet arveløst.681 Dette problem angik primært

døtre, idet de hele livet var under en faders, værges eller

ægtemands værgemål, og derfor blev deres eventuelle

680 Doktrinen om, at det var samtykket og ikke samlejet, der endegyldigtstiftede et ægteskab, blev endeligt fastlagt under pave Alexander IIIomkring 1180. J.A. Brundage: ”Implied Consent to Intercourse” 1993, s.247.681 J.A. Brundage: ”Law, Sex, and Christian Society in Medieval Europe”1997, s. 397. og T. Nors: “Ægteskab og politik i Saxos Gesta Danorum”1998, s. 5, note 13.

444

ulydighed betragtet som værende langt mindre acceptabel end

sønners, der som voksne havde selvstændig myndighed og

derfor blot havde taget forskud på deres rettigheder.

Desuden må man ikke glemme, at frivilligt samtykke er noget

relativt, og at man ikke umiddelbart kan læse vor

individualistiske tids opfattelse af frivillighed ind i

middelalderens. Den kanoniske slægtskabsopfattelse indebar,

at den enkelte persons handlinger havde konsekvenser for

hele slægtsgruppen, og dermed var det at handle til

slægtens bedste sikkert også ofte det, som den enkelte

mente var bedst for ham eller hende.

Problematikken omkring de hemmelige ægteskaber var dog et

endnu vanskeligere tvivlsmål for den kanoniske ret. På den

ene side blev forbudet mod hemmelige ægteskaber gentagne

gange indprentet i de kanoniske lovsamlinger,682 på den

anden side betød konsensusreglen, at der ikke behøvede at

være andre end parret tilstede, når løfterne blev

udvekslet. Manglen på vidner gjorde det umuligt at bevise,

at en forbindelse var et ægteskab og ikke et konkubinat,683

hvilket ikke kun havde moralsk, men også arveretlig

betydning for eventuelle børns status, hvis forbindelsen

blev opløst. Såfremt den ene part ønskede at komme ud af et

hemmeligt ægteskab, kunne vedkommende blot hævde, at der

ikke var udvekslet løfter, og i sådanne tilfælde ville det682 For eksempel i ”Corpus Iuris Canonici” bd. 2, Decretales Gregoriipapae IX, lib. IV, tit. III, c. 3, s. 679f.683 J.A. Brundage: ”Law, Sex, and Christian Society in Medieval Europe”1997, s. 341.

445

være påstand mod påstand. Hvis ægteskabets indgåelse ikke

kunne bevises, blev eventuelle børn regnet som illegitime

og mistede dermed retten til at arve deres fader. Det samme

gjaldt, hvis forbindelsen blev opløst, fordi parterne var

for nært beslægtede. For almindelige ægteskaber gjaldt det,

at hvis parterne var uvidende om slægtskabet, da ægteskabet

blev indgået, ville børnene stadig blive regnet som

legitime og dermed arveberettigede efter begge forældre,

selvom ægteskabet blev opløst. Denne regel gjaldt ikke for

hemmelige ægteskaber, hvilket formentlig var en naturlig

konsekvens af, at hemmeligholdelsen betød, at ingen, der

kendte til eventuelle ægteskabshindringer, fik lejlighed

til at gøre indsigelser, før forbindelsen blev indgået.684 I

samme paragraf pålægges det også præsten at lyse kommende

ægteskaber, så eventuelle indvendinger kunne komme frem i

dagens lys, inden brylluppet fandt sted. Mia Korpiola har

påpeget, at selvom kirken i teorien anerkendte konsensus

som den eneste kondition for et gyldigt ægteskab, så havde

spørgsmålet om, hvorvidt forbindelsen var blevet fuldbyrdet

eller ej i praksis en stor betydning i ægteskabssager.685

Selvom den kirkelige velsignelse ikke var nødvendig for

at indgå i et ægteskab, foreskrev kanonisk ret en procedure

for den ideelle kristne ægteskabsindgåelse. Ganske vist

blev ægteskabet i løbet af det 12. århundrede anerkendt som

684 Denne paragraf blev vedtaget på Det fjerde Laterankoncil og blevefterfølgende optaget i Liber Extra. ”Corpus Iuris Canonici” bd. 2,Decretales Gregorii papae IX, lib. IV, tit. III, c. 3, s. 679f.685 M. Korpiola: ”Between Betrothal and Bedding: The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004. s. 93-96.

446

et sakramente, men indgåelsen var dog først og fremmest en

verdslig handling. I kanonisk ret var det foreskrevet, at

begge sider gav bruden gaver. Hendes fader eller værge

skulle efter økonomisk formåen udstyre hende med en

medgift, og brudgommen skulle ægte bruden ved at sætte en

guldring (hvis han havde råd) på hendes finger. Ud over

dette ”guldfæste” forventedes brudgommen at udstyre bruden

med en større gave, der i de svenske love blev kendt som

morgengave. Parret skulle foran vidner give deres tilsagn

til ægteskabets indgåelse, dog krævedes kun mandens ja.

Hvis kvinden forholdt sig tavs og ikke sagde nej, blev

tavsheden tolket som hendes billigelse af forbindelsen.686

Præsten spillede ofte også en rolle ved brylluppet, da det

mange steder var skik, at han velsignede brudeparret ved

kirkedøren.

Ophævelsen af ægteskabet til et sakramente var også et

signal fra kirkens side om, at synet på det ægteskabelige

samliv havde ændret sig. Tidligere var ægteskabet blevet

tålt, fordi det seksuelle samkvem inden for det holdt folk

væk fra endnu værre kødelige synder. I den gryende

højmiddelalder begyndte denne holdning at ændre sig, og

ægteskabet blev fremhævet som et gode for lægfolk. En

konsekvens deraf var, at brudesengen, som et symbol på

686 Dette princip har rod i romerretten og betones blandt andet af Ivoaf Chartes i hans redegørelse for ægteskabets vilkår fra omkring år1100, hvorefter det var alment anerkendt i kanonisk ret. E. Gunnes:”Erkebiskop Øystein. Statsmand og kirkebygger” 1996, s. 160.

447

ægteskabet, fik en øget betydning, og ved bryllupper blev

det skik, at præsten også velsignede brudesengen.687

Det teologiske udgangspunkt var, at ægteskabet var

uopløseligt. ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke

adskille,”688 og derfor tillod kirken ikke skilsmisser, men i

særlige tilfælde kunne et ægteskab dog blive erklæret

ugyldigt og blive ophævet. Det kunne ske, hvis der var tale

om en incestuøs forbindelse, hvis en af parterne var

impotent,689 eller hvis der forelå tvang.690 Tvangen kunne

både være påført af familien og af modparten, for eksempel

gennem bortførelse. Kanonisk ret tager flere steder

problematikken op, om ægteskab kunne tillades mellem

bortfører og offer, hvis hun senere samtykkede i

forbindelsen,691 hvilket viser, at der har været tale om et

reelt problem.

687 J.A. Brundage: ”Law, Sex, and Christian Society in Medieval Europe”1987, s. 279.688 Matt. 19. 6, Mark. 10. 9. 689 Impotens blev i middelalderen brugt som betegnelse for begge kønsmanglende evne til at gennemføre et samleje, og ikke som i dag kun påmandens evne. Regler om kvindelig impotens findes blandt andet i”Corpus Iuris Canonici” bd. 2, Decretales Gregorii papae IX, lib. IV,tit. XV, c. III, s. 705 og c. VI, s. 706.690 Tvangslæren hentede kanonisk ret fra det romerretlige begreb “virconstans” – ”standhaftig mand”, der henviste til tvang, der var noktil at ryste en standhaftig mand. Hvis ”vir constans” havde fundetsted, kunne ægteskabet opløses. A. Arnórsdottir og T. Nors:“Ægteskabet i Norden og det europæiske perspektiv – overvejelser omisær danske og islandske normer for ægteskab i 12. - 14. århundrede”1999, s. 31. 691 ”Corpus Iuris Canonici” bd. 1. Decretum Magistri Gratiani, causa 27,q. 1, c. 1, c. 27, q. 2, c. 47, c. 27, q. 2, c. 49, part 5. Bd. 2,Decretales Gregorii papae IX, lib. IV, tit. I, c. 1.

448

Kanonisk ret gennemgik en rivende udvikling i århundredet

frem til Liber Extras komme. Hos Gratian ser man ofte, at

der ikke bliver givet et endegyldigt svar på

ægteskabsretlige spørgsmål. Denne usikkerhed om

retstilstanden førte til mange diskussioner blandt

kanonister og teologer, og specielt under de kanonisk

retlige skolede paver Alexander III (1159-81) og Innocens

III (1198-1216) blev mange usikkerhedspunkter løst gennem

pavelige dekreter. Højmiddelalderens ægteskabsreformer

kulminerede ved Det fjerde Laterankoncil, hvor blandt andet

grænsen for slægtskab og dermed incest blev ændret. Denne

afklaring afspejledes i Liber Extra, der frem til 1918 var

hovedværket for kanonisk ægteskabsret.

På visse områder byggede den kanoniske ret videre på den

romerske ægteskabsret. I det gamle Rom var ægteskab primært

en sag mellem de involverede parter, og derfor var det

underlagt meget begrænset retlig regulering. Med

kristendommens komme ses forandringer på dette område, og

fra Konstantin og frem begyndte incestbestemmelser at dukke

op i lovgivningen. Konsensusprincippet havde også sine

rødder i den romerske ret, hvor parterne og deres forældre

skulle samtykke til forbindelsen.692 Men da opløsning af

ægteskab og skilsmisse ikke udgjorde det samme problem i

romersk som kanonisk ret, var der ikke megen inspiration at

hente på dette felt.

692 ”Justinian’s Institutes” I, 10, s. 4/43.

449

ÆGTESKABSRETTEN I LANDSKABSLOVENEI flere af de svenske landskabslove findes der udførlige

beskrivelser af, hvordan et giftermål skulle indgås, hvis

alle spilleregler skulle overholdes. Der har naturligvis

hersket både regionale og sociale forskelle ved

ægteskabsindgåelsen inden for Norden, men den model, som

findes i de svenske landskabslove, og gentages i

Landsloven,693 minder på mange punkter om det, der er

beskrevet i de norske landskabslove og i de kilder, der

begynder at dukke op i Danmark i senmiddelalderen.694 Det er

derfor plausibelt, at mønsteret i hovedtræk har været ens i

de nordiske kongeriger. Når et giftermål var aftalt, skulle

den officielle trolovelse ske under opsyn af vidner fra

begge parters slægt. Under trolovelsen blev der udvekslet

fæstningsgaver mellem frieren og brudens giftemand. Når

bryllupsdagen oprandt, skulle bruden med sit følge drage

til brudgommens hjem, hvor festlighederne skulle finde

sted. I de østsvenske landskabslove og Magnus Erikssons693 Mia Korpiola har for ganske nylig afsluttet en undersøgelse afægteskabsindgåelsen i Sverige i middelalderen og tidlig moderne tid.For en detaljeret gennemgang af forløbet se M. Korpiola: ”BetweenBetrothal and Bedding: The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004, specielt s. 1-54.694 Følgende steder er ægteskabsindgåelsen omtalt. ”Samling af Swerigesgamla Lagar” bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. I-IV, s. 103-108, Bd. 2,ÖgL. Gipta Balken, kap. IX og X, s. 100-102, Bd. 5, VmL. Ærfda Balken,kap. I-III, s. 119-122, DL. Gipninga Balken, kap. I-III, s. 47f, Bd.4, SmL. Gipninga Balken, kap. I-III, s. 56-58. Bd. 6, HL. ÆrfÞaBalken, kap. I-IV, s. 27-31, Bd. 1, VgL1. Giptar Balken, kap. 2, s.32f, VgL2. Giptæ Balken, kap. 2, s. 144f. ”Magnus Eriksson Landslag”Giftemålsbalken, kap. I. V, s. 38-41, ”Norges gamle Love indtil 1387”bd. 1 FL. III, kap. 22, s. 155. GL. kap. 51, s. 27f, Bd. 2, MLL.Arvebolk, kap. 1-2, s. 74-76 og ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II,JL. 1. bog, kap. 33, s. 82-84.

451

Landslov findes en bestemt formular, som kvindens giftemand

formodentlig skulle fremsige under bryllupsfesten, hvori de

retlige forhold ved ægteskabsstiftelse og de formueretlige

forhold mellem ægtefællerne blev opremset.695 Derefter blev

der givet håndslag på forbindelsen.696 Bryllupsdagen

afsluttedes med sengelæggelse, og morgenen efter gav

brudgommen i vidners påsyn bruden en morgengave, som hun

havde ret til at gengælde med en gave, der dog ikke måtte

overstige morgengavens størrelse.697

Forudsætningen for, at et ægteskab kunne indgås, var som

sagt tidligere parternes gensidige samtykke, hvilket i

mange af lovene suppleredes med samtykke fra giftemanden og

de nærmeste slægtninge. Brudgommens tilslutning blev taget

for givet, idet han havde en aktiv del i, at fæstningen kom

i stand, mens kvindens rolle var mere passiv. Da den

Skånske Lov og de sjællandske love ikke indeholdt

ægteskabsforskrifter, fandtes der naturligvis intet om

samtykket i dem, men ellers var kvindens samtykke i en

eller anden grad nævnt i de fleste af landskabslovene, med

695 ”Han [giftemanden] skall bortgifta kvinnan till mannen till heder och till hustru och tillatt dela säng, till lås och nycklar och till laga treding, och till allt det som han äger och forvärvakan i lösöre, förutom guld och hemmahjon, och till all den rätt, som är uppländsk lag och helgekonung Erik gav, I Faderns och Sonens och den Helige Andes namn.” ”SvenskaLandskapslagar” bd. 1 UpL. Ärvdabalken, kap. III,s. 65.696 Håndslaget er ganske vist kun omtalt i Den yngre Västgötalov, men dahåndslaget var den kanoniske måde at besegle en aftale på, lyder detplausibelt, at det har været brugt andre steder. ”Samling af Swerigesgamla Lagar” bd. 1, VgL2. Giptæ Balken, kap. 2, s. 144.697 Morgengaven var en institution, som specielt udvikledes i Sverige,og den fik ikke den samme betydning i Norge og Danmark, hvor denprimært blev brugt af aristokratiet. M. Korpiola: ”Between Betrothaland Bedding: The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004, s.49.

452

undtagelse af Gulatingsloven, Borgartingsloven,

Östgötaloven og Den ældre Västgötalov. Dog var det ikke i

alle lovene en nødvendighed, at den adspurgte kvinde sagde

ja til giftermålet, tavsheden blev tolket som et samtykke,

jævnfør det tidligere beskrevne om, at den der tier

samtykker. I Upplandsloven og Västmannaloven var der dog

lagt visse restriktioner på, hvordan en kvinde kunne komme

ud af en trolovelse, der var indgået uden hendes

deltagelse, eller mens hun var mindreårig. I dette tilfælde

”åge hon rätt att med sina fränders samtycka säga nej därtill,”698 men

slægtningens samtykke ville nok ikke være så nemt at få,

hvis de selv havde deltaget i fæstestævnet. Alligevel må

bestemmelsen ses som en foranstaltning mod

tvangsægteskaber, da der ikke står noget om, at det skulle

være de samme slægtninge, som havde deltaget i

fæstestævnet, ligesom der ikke står noget om, at

giftemanden skulle give sit samtykke til opløsningen af

forbindelsen. Så hvis forældrene eller andre nære

slægtninge forsøgte at tvinge en pige til ægteskab, kunne

hun hente hjælp hos andre og eventuelt fjernere slægtninge.

Södermanna- og Dalaloven har ikke paragraffer, hvor

kvindens samtykke specifikt nævnes, men begge lovene

foreskrev, at et ægteskab skulle lyses tre søndage, så

personer, der kendte til nogen hindring for ægteskabets

indgåelse, kunne fremkomme med den. Eftersom tvang var en

698 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, UpL. Ärvdabalken, kap. 1, s. 64.

453

ægteskabshindring, var det muligt at fremføre det i

lysningsperioden.699

Da en kvinde ikke kunne handle på egen hånd i

ægteskabssager, skulle hun have en giftemand. Giftemanden

eller værgen, som han kaldes i de danske love, var normalt

faderen, men hvis han var død, overtog en anden slægtning

pladsen. Mange af lovene har udførlige bestemmelser om,

hvem der skulle være giftemand, og der er en rig variation

mellem dem. Et af de omtvistede områder var, hvorvidt

moderen havde ret til at råde for sin datters giftermål. I

Frostatingsloven og Magnus Lagabøters Landslov skulle fader

og moder i fællesskab råde for giftermålet,700 mens moderen

blev giftemand efter faderens død i Upplands-, Västmanna-,

Hälsinge- og Dalaloven.701 I Magnus Eriksson Landslov havde

moderen ingen direkte ret til at optræde som giftemand, men

det blev understreget, at hun skulle tages med på råd, når

en datter skulle giftes. Efter faderen og eventuelt moderen

foreskrev lovene, at den nærmeste mandlige slægtning skulle

træde til.702 Der var dog den forskel, at i Götalovene,

699 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, DL. Kristnu Balken, kap. 7,s. 7 og Bd. 4, SmL. Kirkiu Balken, kap. XIII, s. 34.700 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. XI, kap. 2, s. 230. Bd.2, MLL. Arvebolk, kap. 1, s. 74f.701 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. 1,s. 103, Bd. 5. DL. Gipninga Balken, kap. III, s. 48, VmL. ÆrfdaBalken, kap. 1, s. 119 og Bd. 6. HL. ÆrfÞa Balken, kap. I, s. 27. IDalaloven dog kun hvis moderen enten sad som ugift enke eller havdeindgået et nyt ægteskab, som hendes afdødes mands slægtningebilligede.702 I Upplands,- Västmanna- og Hälsingeloven kom gifte søstre dog efter brødre.

454

Dalaloven, Södermannaloven og den svenske landslov skulle

giftemanden findes på den fædrene side, selvom

Södermannaloven understreger, at de mødrene slægtninge

skulle tages med på råd. Retten til at være giftemand gik

dog ikke længere end til det kanoniske fjerde led, for som

der står i tillægget til Den yngre Västgötalov: ”Ty skulle man

i femte led råda för giftermål, då kunde han båda bedja om kvinnan och

förrätta giftermål.”703 Dette kunne unægtelig være

uhensigtsmæssigt; i sådanne tilfælde blev giftemanden den

nærmeste mandlige slægtning på mødrene side.

I de resterende love, Hälsingeloven undtaget, der har

bestemmelser om giftemand eller værge, tilfaldt hvervet den

nærmeste mandlige slægtning. Såfremt der for eksempel både

var en farbror og en morbror, gik morbroderen imidlertid

fra, da slægtskab på den fædrene side vejede tungere end

den mødrene. Eriks sjællandske Lov understreger ydermere,

at de andre slægtninge også skulle give deres samtykke ved

ægteskabsindgåelse.704 Kun i Hälsingeloven var begge sider

ligestillede: Hvis der hverken fandtes forældre, broder

eller gift søster, skulle to slægtninge, de nærmeste på

henholdsvis den fædrene og mødrene side, stå for

giftermålet.705 Det var en alment anerkendt praksis, at

enker havde bedre muligheder for at bestemme over et

eventuelt nyt ægteskab end jomfruer havde, skønt slægten

703 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, Tillægget til VgL2. § 8, s. 383.704 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V, EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 48,s. 66-69.705 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 6, HL. ÆrfÞa Balken, kap. 1, s. 28.

455

stadigvæk skulle tages med på råd. I to af de norske love

gives denne ret også til førstegangsgifte; det gjaldt dog

kun for: ”Den møy som vert arving, kven det no er etter, ho kan gifta seg

sjølv med kven ho vil når ho er 15 vintrar gammal, med råd av dei frendane

som er dei næraste og vitugaste, både i bauggildet og nevgildet.”706 I

Borgartingsloven gjaldt dette privilegium kun for de piger,

der skulle arve deres fader.707 Disse to paragraffer er

særdeles interessante, fordi pigerne i disse situationer,

hvor de som fremtidige jordejere var nødt til at træde ind

i den mandlige sfære, faktisk næsten blev ligestillet med

mænd.

Hvorvidt giftemandsinstitutionen var noget nyt på

landskabslovenes tid, eller institutionen gik langt tilbage

i tiden, lader sig ikke afgøre.

Det er imidlertid nærliggende at forestille sig, at

kvinders giftermål har været underlagt en eller anden

kontrol fra forældres eller families side også før

kristendommens komme. Det kan næppe være en tilfældighed,

at de mødrene slægtninge i visse love stort set ingen

rettigheder havde, mens deres stilling i andre love var

noget stærkere. Formentlig hænger det sammen med

arvereglernes udseende. En tænkelig forklaring er, at i de

områder, hvor kvindelig arveret var noget forholdsvis nyt,

havde mødrene slægtninge historisk haft en svagere stilling

end i de landskaber, hvor kvindelig arveret langt tilbage

var blevet anerkendt. For denne tolkning taler, at den

706 ”Frostatingslova” Kvinnebolk, kap. 18, s. 177.707 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, BKr. kap. 7, s. 343.

456

mødrene slægt havde størst indflydelse i de danske og

østsvenske love, hvilket også var de områder, hvor

kvindelig arveret antagelig var mest rodfæstet.708

Det er påfaldende, at selvom kvindens samtykke var et

kanonisk krav for indgåelsen af et gyldigt ægteskab, så var

det kun i Den yngre Västgötalov, at der var foreskrevet en

straf for at gifte en kvinde bort mod hendes vilje.709 Dette

var imidlertid ikke tilfældet den anden vej rundt, da de

fleste af lovene fordrede, at ikke kun kvinden men også

hendes nærmeste slægtninge gav samtykke til forbindelsen.

Hvis en kvinde giftede sig uden dette samtykke, kunne det

få alvorlige økonomiske konsekvenser for hende. Den mest

almindelige sanktion var, at hun kunne miste sin arveret.

Denne straf følger nøje den sanktionsretning, som

kanonisterne foreskrev, idet et ægteskab indgået uden

giftemandens og slægtens billigelse ikke kunne kræves

opløst. I Upplandsloven er det udtrykt på følgende måde:

”Om en mö tager man mot faders eller moders vilja, om de leva, vare sig hon

tager honom till ägta man eller i länskaläge, skall hennes arvsrätt bero av

faders och moders misskund, men icke av annan frändes eller giftomans. Vilja

fader och moder förlåta henne hennes brott, da tager hun full arvslott.”710

708 Elsa Sjöholm har blandt andre påpeget, at der i landskabslovene gåren skillelinie mellem østsvensk og dansk arveret på den ene side ognorsk og vestsvensk på den anden. I det østsvenske og danske områdehavde kvinder og mødrene slægt generelt bedre arvevilkår end i deandre områder. E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 123-129.709 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL2. Kirkyu Balken, kap. 52, s. 99.710 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, UpL. Ärvdabalken, kap. I, § 2, s.64.

457

Dette var tilfældet i de svenske love (Västgötalovene

undtaget), Jyske Lov711 og Magnus Lagabøters Landslov, 712

hvor det også gjaldt, hvis en ung mand, der havde været

under en andens værgemål, giftede sig før det fyldte

tyvende år, hvor han overtog sin arv og blev sin egen

værge.713

Det er sigende for, hvor alvorligt ulydighed blev

opfattet, at der ikke var nogen forskel i sanktionen på, om

datteren havde begået utugt eller havde giftet sig. I de

svenske love var det, på nær i Östgötaland,714 kun

arveretten efter sine forældre pigen mistede. I Magnus

Lagabøters Landslov, gik sanktionen for en pige, der

giftede sig uden forældres eller giftemands samtykke

videre, ”da har hun forbrutt al sin arv, som kunde tilfalde hende fra den

stund og den som er nærmeste arving, skal tage den arv, som om den kvinde

ikke var født til den.” Paragraffen fortsætter imidlertid,

”medmindre giftingsmanden vilde negte hende jevngifte [giftermål med en

mand af samme stand som hende], da kan hun gifte sig med sine

skjønsomme frænders raad, om de finder at partiet er jevnt eller bedre [end

711 Dog var der den forskel i Jyske Lov, at hvis en kvinde indgikægteskab uden de nærmeste slægtninges samtykke, mistede hunbrugsretten til sin arv, som slægtninge skulle råde over, så længe hunlevede, men efter hendes død skulle hendes eventuelle børn have adgangtil moderens arvegods. ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL. 1.bog, kap. 33, s. 82-84.712 At en lignende bestemmelse ikke findes i de norske landskabslove kanskyldes, at døtres arveret i forvejen var begrænset. ”Norges gamleLove indtil 1387” bd. 2, MLL. Arvebolk, kap. 2, s. 75 og kap. 22, s.90f.713 Ibid., kap. 22, s. 90f.714 Hvor der står: ”Den som ej tager arv efter fader eller moder, han tager ej heller arvefter fränder, på dens sida, vars han har mist och som han ej ärver.” ”Svenskalandkapslagar” bd. 1, ÖgL. Ärvdabalken, kap. 1, s. 123.

458

hendes stand].”715 En lignende bestemmelse findes i Jyske

Lov, og den gentages og udvides i Thords Artikler, hvor det

bliver indskærpet, at værgen (som oftest en broder) ikke

måtte lade en forældreløs kvinde være ugift mod hendes

ønske, hvis et passende parti kunne præsenteres. Loven

forklarer også, hvorfor det kunne være i broderens

interesse ikke at gifte en søster bort, da hun havde

modtaget sin arvepart efter forældrene, og den havde værgen

kontrol over, indtil hun giftede sig.716 Meningen med de to

bestemmelser var derfor antagelig at forhindre, at en

enkelt slægtning egenhændigt kunne bestemme over sin

myndlings giftermål ud fra egne økonomiske interesser. I

Knud Mikkelsens glosser til Jyske Lov slås det imidlertid

fast, at ikke alle kvinder havde krav på ægteskab: ”Der som

hun ocsaa skicker sig ilde, da ere slectingene icke plictige at giffte henne.”717 At

handle ilde skal sagtens tolkes som utugt eller andet, der

kunne ødelægge kvindens rygte og derfor gøre det svært at

finde en passende kandidat til hende. Dette gjaldt dog

ikke, hvis pigen blev nægtet at blive gift, når hun var

over atten år, og en passende frier kunne fremvises: ”vil

deres Værge ikke bortgifte dem, og lader de da en Mand ligge hos sig, da har

de ikke dermed forbrudt deres Gods.”718 Denne bestemmelse minder en

del om den fra Novella 115, hvor en kvinde, der, efter at715 ”Magnus Lagabøters Landslov” Arvetallet, kap. 2, 1. s. 73.716 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL., 1. bog, kap. 8, s.140f. ”Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene” Tillæg til Bd.IV. Thords Artikler. 3:14, s. 125,5:39, s. 155, 6A:67, s. 186, 6B:76,s. 238, 6D: 71, s. 292, 6E:78, s. 319, 7:84, s. 356 og EK:74, s. 424.717 Ibid., Knud Mikkelsens Glosser, kap. 25, s. 20.718 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. 1. bog, kap. 8, s. 141.

459

hun var fyldt femogtyve, blev nægtet passende ægteskab,

enten kunne gifte sig eller begå hor uden forældrenes

vilje, uden at hun mistede sin formue og arveret.719

I enkelte af lovene var det ikke kun kvinden, som et

ægteskab indgået uden samtykke fra kvindens slægt kunne få

konsekvenser for. I både Östgötaloven og Magnus Lagabøters

Landslov skulle gommen bøde til giftemanden, hvad der

svarede til størrelsen på kvindens mandebod, hvis

giftemanden ikke havde samtykket til forbindelsen.720 Hvis

manden ikke betalte, eller kvinden ikke ejede gods nok til

at dække bøden, gav Östgötaloven mulighed for, at han kunne

dømmes fredløs. Såfremt manden havde betalt bod til

giftemanden, gav loven tilmed mulighed for, at kongen og

herredet hver kunne sagsøge ham for det samme beløb.

719 M. Korpiola: ”Between Betrothal and Bedding: The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004, s. 125.720 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, ÖgL. Gipta Balken, kap. VI,s. 58f. ”Magnus Lagabøters Landslov” Arvetallet, kap. 2, 1. s. 73.

460

TVANGSÆGTESKABERSkønt kirken over hele Norden krævede, at ægteskabet blev

frivilligt indgået, har tvangsægteskaber øjensynlig

alligevel forekommet. I et par af de norske love findes der

bestemmelser om, hvad en kvinde kunne gøre, hvis hun var

blevet tvunget til at give sit samtykke til et ægteskab. I

Eidsivatings Kristenret står der, at hvis en kvinde var

blevet tvunget ind i et ægteskab, kunne hun ”erklære skilsmisse

mellem sig og sin bonde, paa hvilken dag som hun vil inden 12 maaneder.”721

Ifølge loven havde hun så krav på annulation, men om det i

praksis har været helt så let, kan man bestemt betvivle. I

Frostatingsloven er bestemmelserne skærpede. Hvis en kvinde

inden tolv måneder efter, at fæstningen havde fundet sted,

fortrød og sagde, at hun var blevet tvunget, var det op til

hendes fæstemand at bevise, at det ikke forholdt sig sådan.

Hvis han kunne stille med vidner fra fæstestævnet, der svor

på, at der ikke forelå tvang, havde løftet om ægteskab

alligevel retskraft. Såfremt fæstemanden derimod ikke kunne

stille med de påkrævede vidner, kunne kvinden sammen med

sine forældre (eller andre slægtninge, hvis forældrene var

døde) med ed nægte, at fæstningen var sket efter hendes

vilje, hvorfor den dermed var ugyldig.722 Denne bestemmelse

kan ikke have været beregnet på tilfælde, hvor kvinden af

sine egne forældre eller slægt var blevet tvunget til at

blive fæstet, men er snarere rettet imod bruderov.

721 ”Eidsivathings Kristenret” kap. 23, s. 14. 722 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. III, kap. 22, s. 155.

461

Der kendes kun én principiel afgørelse om tvangsægteskab

fra Norden i den undersøgte periode. Den findes i et

pavebrev fra 1219, der senere blev optaget i Liber Extra,723

hvor Honorius III svarede på en forespørgsel fra biskop

Niels af Slesvig om, hvordan han skulle forholde sig til

brude, ”som efter sæd og skik kommer til kirkens dør for at blive velsignet

med deres brudgomme og dær protesterer og forsikrer, at de aldrig har givet

deres samtykke til ægteskab med dem, når brudgommen på lovmæssig vis

beviser det modsatte, eftersom en simpel forsikring ikke bør sættes højere end

lovmæssige og hertil skikkede vidner.”724 Hvis bruden løb bort mellem

velsignelsen og sengelæggelsen, og hun kunne

sandsynliggøre, at hun kun havde givet sit samtykke af

frygt, var hendes retlige status imidlertid anderledes.

Sådanne brude ”bør man ikke strax nægte adgang til domstolen, men der

bør anstilles en omhyggelig undersøgelse af den frygt, der er påført dem.”725

Dette brev er blevet forstået meget forskelligt af

historikerne. Helge Paludan læser ud af brevet, at det

afspejler en konflikt mellem kirkens ægteskabsideologi og

det omgivende samfunds. Han mener, at brevet åbnede

mulighed for, at genstridige brude kunne slippe for

ægtemænd, de ikke syntes om. I Paludans øjne blev slægterne

723 Hvor der dog fejlagtigt opgives, at det var Bergens biskop, derhavde sendt forespørgslen.724 ”D.R.B.” 1. rk., 5. bd., nr. 152, s. 141. (“quae de more veniunt ad valvasecclesiae benedicendae cum sponsis, et ibi reclamantes affirmant, se nunquam in eorummatrimonuim consensisse, audiri sponsis legitime probantibus contrarium non oportet, quumlegitimis et idoneis testibus non debeat illarum simplex assertio praevalere.”) ”CorpusIuris Canonici” bd. 2, Decretalium d. Gregorii papae IX, lib. IV, tit.1, kap. 28.725 ”non statim est audientia deneganda; sed de illato metu est cum diligentia inquirendum.”Ibid.

462

taberne, da kirken ved afgørelsen prøvede at sabotere

allianceægteskaber.726 Paludan er tydeligvis påvirket af den

britiske historiker og antropolog Jack Goodys teori om, at

kirken ønskede at nedbryde slægtssammenholdet,727 men hos

Paludan er idéen om, at kirken ønskede at nedbryde

slægtsstrukturerne endnu mere udtalt. Michael H. Gelting er

ikke enig i Paludans læsning af brevet. Han påpeger, at det

ikke har været nogen let opgave for en brud at bevise sin

frygt: ”Desuden var det principielle spørgsmål paven tog stilling til, alene

om sagen overhovedet burde indbringes for den gejstlige domstol, eller om den

burde afvises som åbenbar grundløs. Afgørelsen betød således under ingen

omstændigheder at kvinden med Honorius’ brev havde vundet sin sag.”728

Gelting gør desuden opmærksom på, at der ingen steder i

brevet står noget om, at det absolut skulle være kvindens

slægt, der påførte hende den store frygt. Gelting

argumenterer i stedet for, at Honorius’ formål meget vel

kunne være at undgå grove misbrug som for eksempel

tvangsægteskab efter kidnapning.729 Et samtykke givet på

grund af frygt er ikke gyldigt i kanonisk ret; dette

gentages flere gange, idet der ud over det omtalte brev i

Liber Extra findes flere bestemmelser derom i samlingen.730

Hvis Geltings antagelse om, at slesvigsagen handlede om

726 H. Paludan: ”Familia og familie – To europæiske kulturelementersmøde i højmiddelalderens Danmark” 1995, s. 258ff.727 J. Goody: ”The development of the family and the marriage in Europe”1983. Mere herom senere.728 M.H. Gelting: ”Det komparative perspektiv i dansk højmiddelalderforskning” 1999, s. 152.729 Ibid., s. 153.730 ”Corpus Iuris Canonici” bd. 2, Decretalium d. Gregorii papae IX, lib. IV, tit. 1, kap. 14 og 15.

463

kvinderov, er rigtig, minder pavebrevets budskab meget om

de føromtalte bestemmelser i Frostatingsloven, hvor det var

op til fæstemanden at bevise, at kvindens påstand om tvang

ikke holdt stik. Selvom kildegrundlaget således er uhyre

spinkelt, tillader jeg mig at antage, at bestemmelserne mod

tvangsægteskaber ikke blot var rettet mod slægtens kontrol

med sine medlemmer, men også i høj grad mod de tilfælde,

hvor slægtens autoritet og den kanoniske ret blev krænket

ved bruderov.

At kvinderov har været et problem i middelalderen tyder

ikke kun antallet af bestemmelser i kanonisk ret på; det

samme kommer også til udtryk i landskabslovene. Ud over de

nævnte eksempler foreskriver flere af de svenske love også

straffe for denne forbrydelse. Da kvinderov traditionelt

blev set som fredsbrud, er det ikke underligt, at det

optræder som et edsörebrud. Hvis en voldtægsmand flygtede

med kvinden ud af landet, kunne han først få sin fred igen,

hvis kvindens giftemand bad derom, og han derefter betalte

de pålagte bøder.731 Bestemmelsen tog derimod ikke stilling

til, om manden og kvinden kunne fortsætte samlivet efter

fredskøbet, hvis kvinden samtykkede deri. Dette spørgsmål

tog kun Västgötalovene stilling til. Hvis en fæstekvinde

blev bortrøvet, skulle hendes nærmeste slægtning,731”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. Konunx Balken, kap. VI,§ 2, s. 91f, Bd. 5. VmL. Konongs Balken, kap. III, s. 113f, Bd. 4.SmL. Kununx Balken, kap. VI, s. 49 og ”Magnus Erikssons Landslag”Giftermålsbalken, kap. V, § 1, s. 41, her var dog den vigtige forskel,at det kun gjaldt trolovede kvinder, og det var kvindens fæstemand,der skulle bede derom.

464

fæstemanden, kongen og herredet sammen afgøre, om

bortføreren kunne købe sin fred igen. Men selvom de tillod,

at han tilbagekøbte den, kunne han aldrig leve sammen med

kvinden.732 Den samme holdning ses i Thords Artikler til

Jyske Lov; i paragraffen, der omhandler straffen for

bortførelse og krænkelse af kvinder, står der blandt andet:

”Tagher man fraa anthen dotther, syster eler andhen slegt och beleger met

brullope eler wthen brullope …”733 Ud af det følgende læser man, at

et eventuelt indgået ægteskab ikke blev anerkendt, hvad

enten der var tale om en egentlig bortførelse med vold,

eller om kvinden gik frivilligt med. Bortførerens straf

blev ikke mildnet, såfremt han senere giftede sig med

hendes samtykke, hvis han i første omgang havde taget hende

med vold. At det kunne hænde, at kvinden efterfølgende gav

sit samtykke til ægteskab med en bortfører, ses også ud af

Gulatingsloven, hvor det under Magnus Erlingsøn blev slået

fast, at kvinderov mod værgens og kvindens vilje var et

orbodemål, og at den formastelige havde forbrudt sin fred

og al sin ejendom, også selvom kvinden efterfølgende gav

sit samtykke til forbindelsen.734

732 Det kan dog ikke udelukkes, at forbudet om efterfølgende samlivhænger sammen med, at kvinden allerede havde givet en andenægteskabsløfte. ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. GiptarBalken, kap. 3, s. 33, VgL2. Giptæ Balken, kap. 2, s. 144f.733 ”Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene” Tillægget til Bd. 4,tekst 6A, kap. 74, s. 189. Der citeres fra tekst 6A, den latinskeoriginal lyder: ”Item si aliquis alicui abstulerit filiam, sororem uel aliam cognatam etipsam carnaliter cognouerit per nupcias uel sine nupciis.” Ibid., tekst 1, kap. 97, s.104f.734 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 32, s. 19f.

465

Både den kanoniske ret og flere af landskabslovene fandt

det altså sandsynligt, at en kvinde efter bortførelse og

voldtægt senere skulle indvillige i at indgå ægteskab med

voldsmanden. I kanonisk ret forudsættes det ligeledes, at

hendes familie også kunne give et sådant samtykke. Dette

rejser naturligt et spørgsmål om, hvilke bevæggrunde der

måtte ligge bag et sådant samtykke. En oplagt forklaring

kunne selvfølgelig være, at sagen har ligget i en gråzone

mellem tvang og frivillighed, idet pigen har været

interesseret i manden, men af respekt for familien og af

frygt for konsekvenserne i starten har modsat sig. Man

kunne også spørge om, hvilket andet valg pigen og hendes

familie havde? Selvom hun var absolut uden skyld i det

skete, ville det alligevel efterlade en plet på hendes

rygte, der ville betyde, at forældrene eller værgen ville

have uhyre svært ved at finde en passende ægtemand. En

sådan kvinde ville ofte kun have valget mellem at ende som

gammeljomfru, tage sløret, hvis noget kloster ville modtage

hende, eller gifte sig under sin stand.

Et sidste interessant spørgsmål ved kvinderov er, hvorfor

det til tider blev betragtet som voldtægt og bortførelse,

selvom kvinden gik frivilligt med. I retskilderne gives der

ingen forklaring derpå, men et muligt svar kan måske findes

ved at se på højmiddelalderens kvindesyn. Kvinder var svage

og lette at lokke, derfor skulle de også hele livet være

underlagt en værges eller ægtemands kontrol. Da de mandlige

466

egenskaber var de modsatte af kvindens, nemlig fornuft og

kontrol, må en naturlig konsekvens deraf være, at manden

burde vide bedre end kvinden, og at hun på grund af sin

svaghed ikke kunne bære den samme skyld. Mandens skyld blev

således ikke mindre af kvindens accept, da hun ikke var

tilregnelig. Det er formentlig også det kvindesyn, der lå

bag bestemmelserne om lejermålsbøder,735 hvor det kun var

manden, der skulle betale til kvindens giftemand, mens

kvinden på trods af sin frivillige deltagelse i handlingen

ikke blev idømt nogen verdslig straf.

Selvom lovene har mange bestemmelser om tvang via

kvinderov, var det bestemt heller ikke ukendt, at kvinder

blev tvunget ind i ægteskaber af deres forældre eller

værge. Mia Korpiola har fundet en del eksempler på

tvangsægteskaber i dokumenterne fra senmiddelalderens

Sverige, hvilket kan tyde på, at det frivillige samtykke,

der optræder i lovene som et krav, har været et ideal, som

virkeligheden langt fra altid levede op til.736

735 Lejermål var betegnelsen for en seksuel forbindelse mellem to ugiftepersoner.736 M. Korpiola: ”Between Betrothal and Bedding: The Making of Marriagein Sweden, ca. 1200-1610” 2004, s. 112-116.

467

INCEST, ÆGTESKAB OG KANONISK SLÆGTSKABIncestforskrifterne lå til grund for det kanoniske

slægtskab, da ægteskabsforbudet omfattede alle dem, man var

i slægt med fysisk og åndeligt, og derfor er læren om det

kanoniske slægtskab tæt forbundet med udviklingen i

incestlæren. Oldkirkens incestlære byggede til dels på

Moselovene, hvor seksuelle forbindelser mellem beslægtede

og besvogrede i de første led var forbudt.737 Den klassiske

romerret kendte kun til incestlovgivning i meget begrænset

omfang,738 og når en udvidet version begynder at optræde i

den kejserlige lovgivning fra Konstantin og frem, må man

derfor formode, at det er sket som følge af kristen

påvirkning. I de efterfølgende århundreder blev kirkens

incestforbud skærpet langt ud over de grænser, der kendtes

fra mosaisk ret, frem til 700-tallet, hvor det syvende led

blev anerkendt som grænsen for slægtskab og dermed også for

blodskam. Selvom det var kirken selv, der havde udstukket

disse meget strenge incestregler, var det yderst begrænset,

hvor meget gejstligheden gjorde for, at forbuddet blev

effektivt overholdt ud over de nærmeste grader, hvilket

737 3. Mosebog, kap. 18, vers 7-8, kap. 20, vers 11, 12, 14, 17, 19, 20og 21. Undtaget derfra var dog broders hustru. Hvis en broder døde,var det en af hans brødres pligt at gifte sig med enken og opdragebroderens børn, som om de var hans egne. Kødelig omgang med tanter varforbudt, men ikke med kusiner. Ligeledes var det forbudt at have sexmed sin farbroders hustru, men ikke med sin morbroders. Mosaisk retforbød ikke ægteskab mellem onkel og niece, et forbud, som kommer indi lovgivningen under Konstantin, og som derfor må være udviklet ioldkirken.738 Ægteskab inden for de første fire romerske slægtsgrader (til og medfætre og kusiner) var forbudt. C. Brittain Bouchard: ”Those of MyBlood. Constructing Noble Families in Medieval Francia” 2001, s. 40.

468

blandt andet kan læses ud af de love fra den tidlige

middelalder, der regulerede ægteskabsretten.739 Der kan

næppe herske tvivl om, at blodskamslæren var anerkendt og

søgtes overholdt (om end ikke i sit fulde omfang) blandt

både det longobardiske, merovingiske og karolingiske

aristokrati.

I 1000-tallet kom en øget fokusering på

incestproblematikken gennem den såkaldte gregorianske

reform, der ikke kun var rettet mod den verdslige

investitur, men i lige så høj grad var vendt mod de

gejstliges levevis. For at kunne hævde sin særstatus over

for befolkningen og kræve, at den fulgte gejstlighedens

bud, måtte kirken først rense sig selv indefra, hvilket kom

til udtryk ved en fornyet interesse for overholdelsen af

det gejstlige cølibat, ikke kun blandt den højere

gejstlighed, men også blandt sognepræster og andre nede i

hierarkiet. Hele denne rensning af ”Corpus Christi” blev

videreført til lægfolket: På samme måde som en gejstligst

cølibatbrud var også de verdsliges incestuøse forbindelser

en vederstyggelighed, der måtte bekæmpes, da en sand Guds

739 ”The Lombard Laws” Rothair’s Edict, kap. 185, s. 86, Kong LiutprandsLove, år 723, kap. 33, s. 160f. Begge paragraffer omhandler ægteskabmellem besvogrede, så man må antage, at incestforbudet mellembeslægtede i de nærmeste grader var alment anerkendt. ”Law of theSalian and Ripuarian Franks” Pactus legis Salicae, kap. 11 og 13, s.56, Capitularium VI, Decretum Childeberti, 594, kap. 1 og 2, s. 145,Lex Ribuaria, kap. 72, s. 204. De ældste bestemmelser, der stammer fraPactus legis Salicae fra det 6. århundredes begyndelse, omhandlerincestforbuddet inden for de første to grader af beslægtede, blandtandet søster, kusine og niece, hvilket tyder på, at den kristneincestlære var forholdsvis ny.

469

fred ikke kunne opstå, så længe kristne vanhelligede jorden

gennem deres gerninger.740

Hvorfor udviklede kirken et så vidtrækkende

slægtskabsbegreb? Budene har været mange, og det er

tvivlsomt, om det er muligt at give én forklaring på

fænomenet, eftersom bevæggrundene meget vel kan have

udviklet sig over århundrederne. Derfor vil jeg i det

følgende fokusere på perioden fra den såkaldte gregorianske

reform til Det fjerde Laterankoncil, hvor grænserne for

slægtskab blev flyttet fra det syvende til det fjerde led.

Jack Goodys teori om baggrunden for incestforbuddet fra

1983 har inspireret mange historikere. En af hans

konklusioner er, at formålet med kirkens ægteskabspolitik,

altså incestbestemmelserne og kravet om begge parters

samtykke, var at underminere de magtfulde aristokratiske

slægters mulighed for at anvende ægteskab i magtpolitisk og

økonomisk sammenhæng. På denne vis blev det vanskeligere

for dem at finde en passende ægtefælle, hvorved flere

aristokrater ville dø ugifte og barnløse, hvorefter kirken

havde lettere ved at få del i arven efter dem.741 Bogen blev

modtaget med begejstring fra mange sider, fordi den syntes

at give svar på nogle af kanoniske rets tilsyneladende

store dilemmaer.

740 A.G. Remensnyder: ”Pollution, Purity, and Peace: An Aspect of SocialReform Between the Late Tenth Century and 1076” 1992, s. 285- 307.741 J. Goody: ”The development of the family and marriage in Europe” 1983, s. 34-157.

470

Det var dog ikke alle, der lod sig overbevise af Goodys

forklaringsmodel. David d’Avray tilbageviser med

udgangspunkt i Peter Damians skrifter Goodys teori om, at

incestbestemmelser var kommet ind i lovene for at nedbryde

de aristokratiske slægter og dermed sikre kirken lettere

adgang til godsdonationer. I stedet foreslår d’Avray det

stik modsatte. Peter Damian var som så mange af

middelalderens teologer inspireret af Augustin, og ved at

sammenholde Augustins lære om forholdet mellem slægt og

kærlighed kommer han frem til følgende konklusion: ”This

negative conclusion is more certain than the positive suggestion – that the

prohibition was designed to promote friendship between clans – which I have

not devised, so much as revived from the thought of Peter [Damian] and other

medieval writers, and which modern scholars have readily dismissed.”742 Den

svenske antropolog David Gaunt har også påvist, at der var

en sammenhæng mellem incest og slægtssammenhold samt mellem

kærlighed og fred inden for slægtsgruppen.743 Alligevel

mener han ligesom Goody, at hovedformålet med

incestforbudet var at forhindre aristokratiet i at gifte

sig, så flere gik i kloster eller døde barnløse, hvorved

kirken kunne disponere over størstedelen af deres

besiddelser.744 Netop dette meget materialistiske syn på

kirken er nok det største kritikpunkt mod Goody og hans

tilhængere. Der kan næppe herske tvivl om, at der findes

eksempler på gejstlige institutioner, der misbrugte deres742 D.L. d’Avray: ”Peter Damian, Consanguinity and Church Property” 1992, s. 71-80, citatet var fra s. 80.743 D. Gaunt: ”Familjeliv i Norden” 1983, s. 221-24.744 Ibid., s. 219 og 228f.

471

position til egen berigelse uden dybe religiøse

bevæggrunde. Andet ville være højst usandsynligt, da

kirkens folk blot var mennesker, og ingen kulturer eller

samfundsgrupper nogensinde har kunnet sige sig fri for

magtmisbrug. Men at forestille sig, at teologerne gennem

århundreder stiltiende skulle havet accepteret de

vidtstrakte incestregler med den eneste egentlige

bevæggrund at berige kirken, forekommer ganske absurd.

Samtidig passer det på ingen måde ind i billedet af de

meget idealistiske teologer, som specielt perioden fra det

11. til det 13. århundrede var så rig på, og hvis mål var

at rense kirken for alt urent som for eksempel simoni og

nepotisme.

I sin undersøgelse af incestproblematikken prøver Michael

H. Gelting at samle alle trådene og derigennem give en

fornuftig forklaring på det tilsyneladende absurde

blodskamssystem.745 Meget kort sagt er hans konklusion, at

der allerede blandt det merovingiske aristokrati herskede

en stor frygt for at få forurenet dets blod, hvilket kunne

ske gennem giftermål med bønder eller andre uværdige.

Kirken kunne derfor slå på de incestuøse forholds skadelige

virkning for at få incestforbudet overholdt. Gelting mener,

at grundlaget for højmiddelalderens blodskamspolitik blev

defineret under karolingerne, og fra deres periode antager

han i øvrigt også, at det syvende led blev endeligt

745 Artiklen er tydeligt påvirket af d’Arvay, Gaunt og Remensnyder.

472

fastlagt. ”It is noteworthy that the strict and extreme Carolingian

reinterpretation of the prohibition of consanguineous marriages – including

marriages between spiritual kin - were roughly contemporaneous with

Charlemagne’s severe legislation against private feuds … By the Carolingian

age, the Church had been inculcating the fear of impurity through incest into

the lay aristocracy for a couple of centuries. Let us assume for a moment that

the Church would indeed have been able to use this fear as a lever for

extending the sense of mutual obligation between aristocrats, at the same time

making them interpret their own ideology in a new and stricter sense, by

accepting that kinship did indeed entail an absolute obligation to mutual

charity. This would have meant that within a few decades, warlike secular

society would be spun into such a tight net of reciprocal charity that internecine

fighting would become impossible.”746 Denne sammenhæng mellem

slægtskab og fred var ganske vist utopisk, men Gelting

mener alligevel, at det er i det lys, at incestforbuddet

skal forstås. Denne betragtning kan jeg fuldt ud tilslutte

mig, eftersom det kanoniske slægtskabs formål netop byggede

på Augustins fredslære, og da forbuddet mod blodskam var

grundet i læren om det kanoniske slægtskab, er de to

områder tæt forbundet.

At der herskede en tæt forbindelse mellem ægteskab, incest

og fred, kan der næppe være tvivl om. Langt størsteparten

af de dispensationer til at gifte sig inden for de forbudte

grader, der blev givet før Det fjerde Laterankoncil, havde

et fredskabende sigte. Hvis det kanoniske slægtskabs

746 M.H. Gelting: „Marriage, Peace and the Canonical IncestProhibitions: Making Sense of an Absurdity?“ 1999, s. 98f.

473

fredslære i praksis skulle have betydning, var det

imidlertid nødvendigt, at der var mulighed for at indgå

ægteskab mellem de store aristokratiske slægter, hvilket

grænsen tilbage til syvende led var en hindring for. Dette

var en af forklaringerne bag ændringen fra det syvende til

det fjerde led, hvis man skal tro den sienesiske prædikant

Ambrogio Sansedoni.747 Han var en af de ledende personer i

den pacifistiske bevægelse, der havde sin blomstring i

1200-tallet, og et af temaerne i hans prædiker var, at

slægtskab også mellem besvogrede førte til fred.

747Sansedoni levede fra 1220-87 og stammede fra en af byens storehandels- og bankierfamilier, men trådte selv ind i dominikanerordenen.I slutningen af 1230’erne studerede han teologi og filosofi i Paris,hvorefter han underviste i Köln og Rom for til slut at vende tilbagetil Siena. En del af hans prædiker er bevaret til vor tid. D. Waley:”Siena and the Sienese in the Thirteenth Century” 1991, s. 143.

474

INCEST I LANDSKABSLOVENEDer er stor forskel på, hvor meget incestforbudet optræder

i de forskellige landskabslove. De ældste love, de norske,

har meget udførlige blodskamsforskrifter i

kristendomsretterne, og i Gulatings-, Borgartings- og

Eidsivatingsloven er bestemmelserne næsten ordret

identiske. Ægteskab inden for sjette led blandt beslægtede

og fjerde led blandt besvogrede var forbudt, men hvis en

sådan forbindelse blev opdaget var straffen kun opløsning

af ægteskabet og en mindre bøde til biskoppen. Sanktionen

var imidlertid anderledes hård, hvis der var tale om

kønslig omgang inden for de to første led. Incest, hvad

enten det var ægteskab eller blot lejermål, inden for de to

nærmeste led, det være sig med beslægtede eller besvogrede,

var et orbodemål, hvorfor straffen var fredløshed og

konfiskation af al ejendom.748 Den store forskel i straffen

mellem incest i de nærmeste eller de mere fjerne grader

synes ved første øjekast noget voldsom, men skal nok ses i

det lys, at man måske ikke altid vidste, hvem der var ens

fjernere slægtninge og derfor af uvidenhed kunne komme til

at indgå et incestuøst ægteskab. Uvidenhed inden for de

første to led synes derimod at være svær at påråbe sig. I

Frostatingsloven var henholdsvis det sjette og det fjerde

led også grænserne for incestuøse forhold, hvilket viser,

748 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 24, s. 15f, BKr.kap. 6 og 8, s. 365f. ”Ældre Eidsivatings lov, Kristenretten.” kap.13, s. 22, kap. 30, s. 18f og kap. 55, s. 34f. Den sidste paragrafomhandler gudforældre, hvor det kun er i Eidsivatingsloven, atkødeligt samvær mellem gudforældre og -børn forbydes.

475

at selvom den overleverede version af loven er fra 1260,

bibeholdtes den kristendomsret, som ærkebiskop Øystein

havde udarbejdet. At incestbestemmelser kom ind i loven på

et tidspunkt, hvor de ikke var alment kendte, kan forstås

ud fra den måde, loven forklarer, hvem man måtte gifte sig

med. ”Frå eit søskenpar skal det teljest seks ættleder kvar veg, og takast til

ekte ved den sjuande. Men om ein mann vil taka til ekt kona etter sin frende, då

skal det teljast fire menn kvar veg fra to brør og takast til ekte ved den

femte.”749 Antallet af kvinder, man blev fredløs af at have

seksuel omgang med, var indsnævret i forhold til de andre

love. I Frostatingsloven var det kun forbindelser inden for

det første led samt omgang med gudforældre og nonner, der

fremkaldte denne straf.750

Det er kun i de norske landskabslove, at incest udløste

verdslige straffe. Dette kan meget vel skyldes, at de er

ældre end de danske og svenske, og at kirkens jurisdiktion

ikke var fremskreden nok til, at den kunne klare opgaven

alene. Fra verdslig magthavers side har man sikkert også

ønsket at fremme bekæmpelsen af blodskam, da anerkendelsen

af incest som en synd var tæt forbundet med accepten af det

kanoniske slægtskab.

I det danske område var kirkens jurisdiktion som bekendt

bedre udviklet, og derfor nævnes incest kun indirekte i

lovmaterialet. Det sker i paragraffer omhandlende, hvilken

proces der skulle anvendes, hvis et ægteskab byggede på

749 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. III, kap. 1, s. 147f.750 Ibid., kap. 3, s. 148f.

476

incest,751 og hvordan boet skulle deles mellem to, der var

blevet skilt efter ”Guds Ret”,752 hvilket kunne omhandle

incestuøse forhold.753

Også i de svenske love er det meget sporadisk, hvad der

findes af bestemmelser om blodskam. Et par af lovene har

procesbestemmelser om tilfælde af mistanke om, at et

ægteskab byggede på incest, eller en af parternes ønske om

ægteskabets opløsning med den begrundelse.754 Som i de

norske love indeholdt Västgötalovene også særskilte

bestemmelser om, hvilken straf der skulle ramme personer,

der begik blodskam i de nærmeste led. Straffen derfor var

den samme som for sodomi og andre uhyrligheder. I den ældre

version skulle betales en bøde til biskoppen, hvorefter de

formastelige skulle drage til Rom som bodsgang. I den yngre

version var kredsen af kvinder udvidet, samtidig med at

straffen nu både var verdslig og kanonisk, idet incest i de

nærmeste grader blev betragtet som et orbodemål, mens den

kirkelige straf var bandlysning, der kun kunne ophæves ved

en bodsrejse til Rom.755

751 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 6 og11,s. 835-838 og 851-860 og Bd. VIII, SjKl. tekst 1, kap. 9 og 15, s.449f og 453.752 Guds ret brugtes som betegnelse for ægteskaber, der blev opløst,fordi de krænkede kanonisk rets foreskrifter, idet de enten varincestiøse, eller der var tale om bigami.753 Ibid., bd. VII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap. 44, s. 40f, Bd. VIII,VsL1. tekst 1, kap. 40, s. 21 og Bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 9, s. 7.754 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, VmL. Kristno Balken, kap.XIX, s. 101 og Bd. 1, VgL1. Giptar Balken, kap. 7, s. 34. SlL. KristnuBalken, kap. 13, § 8, s. 109.755 Ibid., bd.1, VgL1. Giptar Balken, kap. 8, § 1, s. 35, VgL2. KirkyuBalken, kap. 52, s. 98-100, Orbotæ mal, kap. 3, s. 120.

477

NORDISK ELLER KANONISK ÆGTESKABSRET?Var den form for ægteskabsindgåelse, der ses i

landskabslovene (specielt de svenske), udtryk for en

nordisk/svensk model, og ikke udviklet ud fra kirkelige

forskrifter? Denne diskussion er senest blevet rejst af Mia

Korpiola i hendes afhandling om skabelsen af ægteskab i

middelalderens og tidlig moderne tids Sverige efter

omhyggelige undersøgelser af landskabslovene, den kanoniske

ret og den bevarede retspraksis. Hendes indfaldsvinkel til

undersøgelsen er, ”that there are features of the norms that regulated

marriage formation in the earliest Swedish legal sources that do not entirely

correspond with the canonical twelfth- or thirtheenth-century matrimonial

dogma,”756 skønt de svenske lovtekster er fra en tid, hvor

kristendommen var alment anerkendt i Sverige. Korpiolas

centrale begreb er ”den svenske ægteskabsform”, der findes

i landskabslovene, hvor forældre og slægtninge havde en

betydelig rolle ved indgåelsen, og hvor offentligheden

omkring ægteskabet var vigtig, for at sikre, at der ingen

tvivl kunne herske om ægteskabets legitimitet. Denne model

var så rodfæstet og anerkendt af befolkningen, at det

fortsatte med at blive betragtet som den rette måde at

stifte ægteskab på langt op i 1700-tallet.757

Korpiola har gjort et imponerende arbejde med at

kortlægge alle aspekter af henholdsvis den svenske og den

kanoniske ægteskabsindgåelse, men man kunne indvende, at

756 M. Korpiola: ”Between Betrothal and Bedding. The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004, s. III.757 Ibid., s. 301-306.

478

hendes måde at opdele skarpt mellem på den ene side det

svenske og på den anden side det kanoniske ægteskab ikke er

frugtbar. Brylluppet som juridisk handling blev formentlig

først af afgørende vigtighed, når man på grund af kirkens

lære om ægteskabet som den eneste acceptable form for

samliv begyndte at skelne skarpt mellem, om en kvinde var

hustru eller konkubine, og eventuelle børns sociale og

arveretlige status afhæng deraf. Hvis man vender Korpiolas

argumentation om, kunne det svenske ægteskab med alle dets

ritualer og den store offentlighed lige så vel være et

produkt af den meget formløse kanoniske ægteskabsret, der

må have skabt behov for, at der foregik andre juridiske

handlinger, som kunne bruges som bevis for ægteskabets

lovformelighed. De berettende kilder lader ane, at man i

Norden i hedensk tid og lang tid efter kristningen ikke

skelnede så nøje mellem, om børn var født af en konkubine

eller en ægtehustru, ligesom grænsen mellem de to

kategorier var flydende.758 Derfor blev ægteskabet som

juridisk institution først afgørende, når børnenes

arveretlige stilling blev afhængig deraf. Endelig er

Korpiola selv inde på, at former for ægteskabsindgåelse,

der minder meget om den svenske model, findes i forskellige

varianter over hele det kristne Europa, og dermed bliver

betegnelsen den svenske model en anelse problematisk.

758 Det samme gælder for så vidt de andre områder af Europa, der ikke låunder romersk ret.

479

For størsteparten blev middelalderens ægteskabsret

reguleret af kanonisk ret, hvor der i teorien ikke skulle

andet end det frivillige samtykke fra begge parter til før

et uopløseligt ægteskab var indgået. Reelt søgte den

kanoniske ret dog at regulere ægteskabsindgåelsen gennem en

række forskrifter. Disse forskrev, hvordan indgåelsen

skulle foregå, hvis man over for retten ville bevise

ægteskabets indgåelse, hvilket kunne være af største

vigtighed, ikke blot fordi der var tale et sakramente, men

også qua dets store betydning for eventuelle børns

arveretlige status. Kanonisk rets forskrifter åbnede også

for sanktioner, for eksempel fortabelse af ens arveret,

hvis man ikke fulgte de udstukne linier. I landskabslovene

er det meget forskelligt, hvorvidt ægteskabsindgåelsen

bliver reguleret. I de danske love findes der kun få

sporadiske udsagn, mens elementer deraf omtales i de norske

love. Der dog er ingen fællesnævner for, hvad der er

medtaget i de norske love, men der findes i lovene blandt

andet bestemmelser om incest, tvang og samtykke. Langt de

mest uniforme og udførlige bestemmelser findes i de svenske

love, hvoraf mange har en decideret giftermålsbalk, hvori

ægteskabsindgåelsen beskrives i detaljer fra trolovelsen og

til morgenen efter brylluppet. Selvom de svenske

bestemmelser sikkert til dels er udviklet efter lokal skik

og brug, er der intet i dem, der strider mod den kanoniske

rets forskrifter, hvilket heller ikke kan undre, da de

480

svenske landskabslove er fra en tid, hvor de kristne

doktriner var anerkendte i Sverige.

Omfanget af slægtens kontrol med sine medlemmer ses blandt

andet i landskabslovenes indgående bestemmelser om, hvem

der havde ret til at gifte en pige bort. De viser dels hvor

alvorligt man tog ægteskabsindgåelsen, fordi kirkens krav

om uopløselighed betød, at det var af største vigtighed at

finde den rette partner, og dels at slægten som oftest blev

taget med på råd eller i hvert fald indirekte bedt om at

give dens samtykke til forbindelsen. Hvis man skal tro

lovenes ord, var det dog sjældent hele den kanoniske slægt,

der blev inddraget. Et vist begrænset antal fra begge sider

skulle deltage som vidner ved indgåelse af fæstemål,

hvilket må have givet en vis indflydelse, idet slægtningene

kunne vise deres modvilje mod alliancen ved ikke at deltage

som vidner og dermed svække fæstningens juridiske

betydning.

Det er ikke underligt, at slægten gerne ville have

indflydelse på, hvem dens medlemmer indgik ægteskab med,

for den anden part og hans slægts økonomiske og sociale

status var af betydning ikke kun for livsledsageren, men

også for eventuelle børn, hvis handlinger slægtningene

kunne komme til at bøde for. Lige så vigtig har indgåelsen

af politiske alliancer og den andens slægts position og

magt været, for slet ikke at tale om omfanget af de

besiddelser den anden part havde, eller den arv der var i

481

vente. Ligeledes findes der passager i Upplands- og

Västmannaloven om, at slægtninge kunne hjælpe en pige ind i

eller ud af et ægteskab mod værgens vilje. Dette tyder på,

at en større gruppe af slægtninge, end de fleste love

umiddelbart lader ane, alligevel har haft et ord at skulle

have sagt ved ægteskabsindgåelser. Interessant er det

ligeledes, hvordan kravet om samtykke blev tolket.

Landskabslovenes ægteskabsbestemmelser viser, at det

samtykkebaserede ægteskab ikke blev brugt til at slippe

kontrollen med ægteskabsindgåelser, men i stedet blev brugt

til at imødegå konflikter, der kunne opstå, hvis en kvinde

trodsede både sin giftemands og den nærmeste slægts ønske

og giftede sig uden deres samtykke.

Som en konsekvens af, at ægteskabet ikke kun blev set som

en privatsag, foreskrev flere love sanktioner for at gifte

en kvinde bort mod hendes vilje, men også over for en

kvinde der giftede sig uden sin giftemands samtykke.

Ligesom i den kanoniske ret kunne sanktionen derfor være

hel eller delvis fortabelse af arveretten, man havde omgået

forældrenes eller andre nære slægtninges vilje, hvorfor man

ikke kunne forvente, at skulle have del i deres ejendom.

Der er ikke meget i lovteksterne, som beskæftiger sig

med tvangsægteskaber, måske fordi det var et område, der lå

under den gejstlige jurisdiktion. Bestemmelser i

Eidsivatingsloven og Thords Artikler viser dog, at det ikke

har været et ukendt fænomen, dertil kommer, at Mia Korpiola

482

har påvist flere eksempler derpå fra Sverige i

senmiddelalderen. Når landskabslovene og et pavebrev fra

Honorius III taler om tvangsægteskaber, er der intet, som

siger, at den pålagte tvang skulle være kommet fra forældre

eller andre slægtninge; der kunne lige så vel være tale om

kvinderov.

Incestlæren og dermed læren om det kanoniske slægtskab var

centralt for ægteskabslovgivningen, da den sikkert har

udgjort et konkret problem ved mange ægteskabsindgåelser.

Det er derfor heller ikke underligt, at det er i de ældste

landskabslove, de norske, at de mest udførlige bestemmelser

findes, da ideologi bag incestforbuddet måske nok var

mindre anerkendt i den tidlige periode end i de senere

love, hvor den kristne ideologi var mere rodfæstet. Det er

også kun i de norske love, at der er forskrevet verdslige

straffe for incestuøse forhold, hvilket sikkert hænger

sammen med, dels at de kirkelige domstole måske ikke var så

udbyggede, da reglerne kom, og dels at kongemagten også har

haft interesse i at incestforbudene blev overholdt, da de

var medvirkende til at sprede kendskabet til det kanoniske

slægtskab. Ellers er det meget sporadisk, hvad der findes

af incestregler i de øvrige love, og bestemmelserne

omhandlede primært retsvirkninger af, at et ægteskab var

blevet opløst på grund af for nært slægtskab.

483

AFSLUTNING OG KONKLUSION

denne afhandling er der blevet argumenteret for,

at lovgivningen i de nordiske kongeriger ikke blot

blev brugt til at få klarhed over, hvilke

retsregler der var gældende i de enkelte landskaber, men

også til at introducere den kirkelige måde at definere

slægtskab på. Dette kanoniske slægtskab havde sine rødder

dels i kirkens fredsideologi, hvor allerede kirkefaderen

Augustin fremhævede beslægtedes pligt til at elske

hinanden, og dels i det omfattende incestforbud, som kirken

udviklede. Det kanoniske slægtskab blev søgt indført som et

alternativ og på længere sigt som afløser for en mere løst

defineret slægtskabsopfattelse, der byggede på såvel blods-

som venskabs- og alliancebånd. Denne form for slægtskab

indeholdt et valgelement, idet blodsbånd skulle forstærkes

med venskabsbånd, før en forpligtelse mellem parterne

opstod. Det er næppe nødvendigt, men det skal selvfølgelig

understreges, at der er tale om idealtyper, når de to

slægtskabstyper sættes op mod hinanden. I virkeligheden har

grænserne været mere flydende. Selvom ideologien bag det

kanoniske slægtskab påbød, at man burde elske og støtte

alle slægtninge lige meget, har der aldrig eksisteret nogen

slægtskabsform, som i praksis ikke har haft et vist moment

af valg, selvom det, efter den retorik der brugtes om

slægtskab, ikke var velset.

I

484

Skønt det kan synes paradoksalt, var en af fordelene ved

det valg- og alliancebaserede slægtskabssystem den

indgroede ustabilitet, det medførte, da samfundsdynamikken

i Vikingetid og tidlig middelalder netop i høj grad

baseredes på kampen om magt og ressourcer. Fraværet af en

stærk centralmagt medførte, at den enkelte gennem

fordelagtige alliancer og vis portion held kunne komme

meget langt. Hvis heldet svigtede, kunne det også gå den

modsatte vej. Denne slægtskabs- og samfundsstruktur var

imidlertid skrøbelig, da den hvilede på personlige bånd

mellem individer, således at dødsfald kunne betyde dens

sammenbrud. Samtidig betød manglen på en fast

slægtskabsdefinition, at arvestridigheder nemt kunne opstå.

Dette søgtes imødegået fra både kongemagtens og kirkens

side med introduktionen af det kanoniske slægtskab i

landskabslovene. Landskabslovene og dermed det kanoniske

slægtskab kom på et tidspunkt, hvor de nordiske konger

søgte at styrke kongeembedet og dermed sætte en stopper for

de evindelige indre konflikter i rigerne, som specielt

kilderne fra 1100-tallet har så mange eksempler på. Valg og

alliancer var glimrende udgangspunkter for

slægtskabsopfattelsen i samfund med en svag eller ikke

eksisterende centralmagt. De ustabile tilstande blev

imidlertid et problem i det øjeblik, magten søgtes

centraliseret omkring kongen, samtidig med at nye idealer

om ret, fred og retfærdighed blev introduceret af kirken og

langsomt begyndte at vinde fodfæste. Udbredelsen af denne

485

lære har formodentlig i stor udstrækning fundet sted fra

prædikestolen, men det er meget sporadisk, hvad der er

bevaret af kilder, der kan give noget indtryk deraf,

hvorfor landskabslovene er den vigtigste kilde til

introduktionen af det kanoniske slægtskab i de nordiske

kongeriger.

Den ideologiske baggrund for landskabslovgivningen var ud

over indførelsen af det kanoniske slægtskab at fremstille

kongen som lovgiver og fredsmager, hvilket lå smukt i

forlængelse af tidens filosofiske og teologiske idealer.

Fredsideologien har siden oldkirken været et vigtigt ideal

for kirken, men middelalderens fredsideologi byggede

primært på Augustin og princippet om gudsfreden, som havde

sit udgangspunkt i den sydfranske fredsbevægelse, der så

dagens lys omkring år 1000. Ideologien bag

fredslovgivningen slog igennem i hele det kristne

Vesteuropa, da den langsomt vandt indpas i de fleste

områders verdslige lovgivning, enten som en integreret del

af lovgivningen eller i specifikke landefrede. Ligeså blev

fredsideologien officiel kirkelig politik, ved at

fredsbestemmelserne blev fastslået ved de tre første

Laterankonciler og efterfølgende medtaget i Liber Extra. Jo

mere idéen om fred som ideal spredte sig, desto større

rolle fik den i bevidstheden. Med sammenknytningen af

gudsfreden og den fyrsteregulerede fred blev Guds fred lig

med den fred, som fyrsten krævedes overholdt. Med andre ord

486

kunne et fredsbrud komme til at fremstå som en dobbelt

forbrydelse, eftersom det var både imod gejstlig og

verdslig lov.

Den fredsskabende funktion var givetvis også et af de

praktiske formål med lovgivningen, det samme kan siges om

styrkelsen af kongens position, der ikke kun havde et

ideologisk men også et praktisk sigte. Dertil kom ønsket om

at regulere retstilstanden og få klarhed over, hvordan

ejerskab til jord skulle forstås, og hvilke

dispositionsmuligheder den enkelte havde i forhold til sin

ejendom. Skellet mellem ideologi og praksis er altid

vanskeligt at sætte, og det bliver ikke nemmere på det

middelalderlige materiale, hvor kildesituationen er så

dårlig, og hvor religiøs sprogbrug og ditto argumenter også

i rigt mål findes i de kilder, der omhandler verdslige

forhold. I afhandlingen er udgangspunktet først og fremmest

taget i den overordnede ideologi, som lovene udsprang af i

stedet for en undersøgelse af, hvordan ideologien om det

kanoniske slægtskab blev udviklet og afpasset efter mødet

med den lokale ret, da kildematerialet ikke giver mulighed

for at kortlægge denne proces. Kilderne røber heller ikke

meget om, i hvilket omfang lovene blev fulgt, men de har

formentlig fungerede som rettesnore. Derfor skal den

lovgivning, der udspringer af det kanoniske slægtskab, mere

ses som en del af en ”kulturkamp”, et forsøg på at påvirke

487

befolkningens opfattelse af ret og uret, end som egentlige

påbud.

Det er bemærkelsesværdigt, at den form af det kanoniske

slægtskab, der findes i lovene på nær nogle spredte få

bestemmelser kun inkluderer blodsbeslægtede og ikke

besvogrede og åndeligt beslægtede - gudforældre og gudbørn.

Incestforbudet gjaldt jo også disse, hvorfor det burde være

naturligt, at de fik en plads blandt de rettigheder og

pligter, der bandt slægten sammen. Svaret er antagelig, at

hvis man ønskede, at det kanoniske slægtskab i praksis

skulle kunne fungere, skulle det ikke være alt for

kompliceret. Så længe byggestenene i det kanoniske

slægtskab var blod, var der et håb om, at den enkelte kunne

holde rede på, hvem hans slægtninge var, men skulle man

også kende og have ansvar og rettigheder over for

besvogrede flere generationer tilbage, blev det alt for

indviklet til at fungere i praksis. Tænk blot på reglerne i

de norske landskabslove om mandebod, der var så

urealistiske at gennemføre i praksis, at det formodentlig

var en medvirkende årsag til deres afskaffelse. En anden

vigtig faktor er det antagelig, at eftersom et af det

kanoniske slægtskabs vigtigste opgaver var at fungere som

grundlag for arveretten og de tilknyttede områder for

ejendomstransaktion, var det naturligt, at de

blodsbeslægtede kom til at udgøre slægtsgruppen. Det ville

næppe være tænkeligt, at et arvesystem, der tilgodeså for

488

eksempel besvogrede i første led før blodsbeslægtede i

andet, ville være blevet accepteret.

Der er næppe tvivl om, at det har været et reelt problem

at kende sine slægtninge tilbage i ledene, hvilket måske

også er en del af forklaringen på, at flere af lovene

sætter grænsen for, hvem der for eksempel skulle stille

bevis eller aflægge ed ved det tredje og ikke det fjerde

eller syvende led, som var den kanoniske grænse. Det kan

meget vel være en realistisk anerkendelse af, at de

færreste kendte sine slægtninge så langt tilbage i ledene,

og at meget fjerne slægtninges kendskab til hinandens

forhold ikke ville være bedre end andre ikke-beslægtedes.

Den dogmatiske gennemgang, af hvordan kanonisk slægtskab i

praksis bruges i landskabslovene, findes i afhandlingens

anden del. Lidt groft sagt er det kanoniske slægtskabs

retlige funktion i landskabslovene inddelt i to hoveddele:

1) slægten som retssubjekt over for tredjemand, og 2)

slægtningenes indbyrdes rettigheder og forpligtelser over

for hinanden. Slægtens rolle over for tredjemand var

underlagt retssystemet, da den bestod i edsaflæggelse eller

bødebetaling, mens slægtens rettigheder og pligter

indbyrdes primært handlede om regulering af fordeling af

jord og andre værdier med det dobbelte formål dels at

sikre, at jorden blev inden for slægten, og dels at

forhindre, at ufred og vold opstod omkring fordelingen af

ressourcerne. Med hensyn til mandebodsbetaling og -

489

modtagelse er opdelingen imidlertid ikke helt dækkende,

eftersom det på trods af, at det er anbragt i afsnittet om

slægten som retssubjekt, omhandler rettigheder og pligter

indbyrdes i slægten. Kravet om kollektiv betaling og

modtagelse, som findes i mange af lovene handler om

indbyrdes forpligtelser og rettigheder mellem slægtninge.

Inden for betalingen af mandebod ses to modsatrettede

principper i lovene. I både den norske og den svenske

landslov afskaffedes den kollektive betaling af mandebod,

mens den bibeholdtes i Danmark helt op til den anden side

af Reformationen. Der er ikke noget entydigt svar på,

hvorfor denne forskellige udvikling fandt sted, men

forklaringen skal nok dels findes i rigernes forskellige

politiske dagsorden, og dels i hvordan mandebodssystemerne

fungerede i praksis. I de norske landskabslove var der

meget indviklede bestemmelser om mandebod, hvis

udgangspunkt tydeligvis er at finde i det kanoniske

slægtskab, men hvor specielt proceduren for betaling og

modtagelse af mandebod var så kompliceret og i praksis

uhyre vanskelig at gennemføre efter lovens bogstav. Disse

regler er formodentlig udformet ud fra teoretisk viden og

ikke ud fra en praktisk forståelse af retsprocedurer; dette

”juristeri” ændredes imidlertid med Magnus Lagabøters

Landslov til mere anvendelige procedurer. Det virker som

om, reglerne i landskabslovene oprindelig havde et

ideologisk formål, der efterhånden blev glemt eller mistede

sin betydning, hvorefter reglerne blev afpasset praktiske

490

formål. Modsat Norge var de danske bestemmelser mere enkle,

hvorfor de ikke har voldt samme problemer. En fast proces

for betaling af mandebod var formentlig en nyskabelse i

Danmark i 1200-tallets begyndelse, hvilket både

Manddrabsforordningen og fraværet af bestemmelser om

bødebetaling i de ældste love er tegn på. At principperne

for betaling var under diskussion i 1200-tallets ses også

ved, at det først er i 1280’erne, at de regler, som kom til

at gælde middelalderen ud, blev endeligt fastlagt. Som med

de norske landskabslove er sammenhængen mellem det

kanoniske slægtskab og forpligtelserne meget tydelige i de

danske love. Knap så tydelig er sammenhængen mellem

mandebod og kanonisk slægtskab i de svenske love, hvor

flere modsat rettede bestemmelser for modtagelse og

betaling fandtes landskaberne imellem. Nogle steder skulle

slægten bøde kollektivt, mens drabsmanden i andre områder

alene hæftede, det sidste blev den sejrende grundsætning,

om end slægtens forpligtigelser blev opretholdt i ganske

særlige tilfælde.

Slægtens del i aflæggelse af eder ses i sin mest

omfattende form i det jyske kønsnævn, hvor slægtninge i en

lang række sager (primært om forhold mellem slægtninge)

skulle træffe afgørelsen. Dette kendes også fra flere af de

svenske love, især i situationer hvor der var strid om,

hvordan arv skulle deles, men også i forhold til at fastslå

om ægteskaber var incestuøse og ved forskellige

voldshandlinger skulle slægten præstere bevis.

491

Udover ved betaling af mandebod hang slægtens indbyrdes

rettigheder og forpligtelser tæt sammen med et ønske om, at

sikre at ressourcerne blev inden for slægten og ikke gik

til en tredjepart, hvorfor det ses i forbindelse med

arveretten og de dertilhørende reguleringer i forhold til

donationer og jordsalg. De steder, hvor grænsen for

arverettens udstrækning nævnes, er det stort set de

kanoniske grænser for slægtskab, der følges, men ellers kan

man ikke tale om ensrettede arvebestemmelser i lovene.

Store forskelle findes blandt andet med hensyn til kvinders

arveret og forholdet mellem den mødrene og den fædrene side

af slægten. Dog synes det princip, som ses i de danske

love, hvor døtre arvede halvt af sønner, at vinde genklang

i de andre nordiske riger, eftersom det introduceredes i

Norge med Landsloven, og findes i størsteparten af de

svenske landskabslove for endeligt at blive konserveret i

Landsloven.

Ønsket om at holde værdierne inden for slægten betød, at

regler for, hvor meget den enkelte kunne donere af sin

ejendom, måtte opstilles. Igen ser man forskelle mellem

lovene: I de norske og flere af de svenske love havde den

enkelte ret til at bortgive en brøkdel af sine besiddelser,

som oftest en tiendedel, hvilket grunder i tidligere

ordninger om hovedtiende, der skulle betales af alle én

gang i deres levetid. I det andet princip, som har rod i

Augustins donationslære, bliver maksimumgrænsen af

donationernes størrelse udstukket efter antallet af

492

arvinger. En regulering af, hvor meget man måtte bortgive,

var imidlertid ikke nok til at sikre, at ressourcer ikke

ukontrollabelt forlod slægten. På landskabslovenes tid var

økonomien agrart baseret, hvorfor jorden havde en stor

rolle for indtjening og prestige. Hvis salget af jord ikke

indebar nogen form for kontrol af køber eller pris, kunne

den enkelte kamuflere sine gaver som salg (til langt under

markedsprisen). Dette er grunden til, at der i lovene var

forskrevet et varslingssystem, så slægtninge havde

førsteret til at købe jord, der blev sat til salg, og at

det med trussel om straf blev pålagt sælgeren at følge

proceduren. Igen er der forskelle i udformningen af

bestemmelserne rigerne imellem. I Norge udvikledes en meget

streng odelsret, hvor slægtningene kunne opretholde krav på

jord solgt ud af slægten i fire generationer. Det kunne

hænde, at folk enten på grund af sygdom eller alderdom ikke

kunne forsørge sig selv og dermed var tvunget til at sælge

jord. Dette var en besværlig affære, som tilmed betød, at

arvingerne risikerede at miste den jord, som de ville have

fået i arv. For at undgå sådanne situationer udvikledes i

Danmark, hvor lovbydelsespligten ikke nær havde det samme

omfang som odelsretten, fledføringsinstitutionen som en

sikring af arvingerne. Fledføring betød, at de gamle kunne

dele sit gods mellem arvingerne og komme under en værges

myndighed til gengæld for mad og husly.

Selvom den ægteskabsret, der findes i landskabslovene,

er udformet på grundlag af den kanoniske ægteskabsret,

493

fortæller de også noget om slægtens indbyrdes rettigheder

og pligter. Det frivillige samtykke var måske nok det, der

konstituerede ægteskabet, men lovene interesserer sig først

og fremmest for at opsætte grænser for forbindelser indgået

uden giftemandens samtykke og at sikre, at en større gruppe

af slægtninge end blot den nærmeste familie får indflydelse

på ægteskabsindgåelser.

I alle lovene er der tegn på, at de er skrevet ud fra en

kanonisk slægtsopfattelse, selvom forholdene som ovenfor

nævnt ikke tager sig ens ud overalt. I den forbindelse er

navnlig den norske udvikling værd at hæfte sig ved, idet

den på flere områder adskiller sig fra det mønster, som ses

i det danske og store dele af det svenske område, hvor

retstilstanden var forholdsvis ensartet, og hvor der ikke

fandt de store udsving sted i den undersøgte periode. Et af

de områder, hvor norsk ret adskiller sig fra de to andre

rigers, er ved odelsretten, der i længden betød, at

selvstændig disposition stort set blev umuliggjort for

store dele af det norske jordegods. Dette betød, at

tillægsbestemmelser om fledføring og donationer langt hen

ad vejen var overflødige.

Hvorfor der er denne forskel mellem på den ene side

Norge og på den anden side Danmark og dele af Sverige,

gives der næppe et enkelt svar på. De norske loves

stilistiske særpræg er med til at understrege deres

forskellighed, men man bør også erindre, at de norske love

494

er ældst og dermed et af de første medier, hvorigennem det

kanoniske slægtskab præsenteredes, hvilket kunne forklare,

hvorfor det ideologiske understreges kraftigere dér end i

de yngre love. I de ældre love søgtes kendskabet til det

kanoniske slægtskab udbredt, samtidig med at det blev brugt

i en fredsskabende sammenhæng både slægterne imellem gennem

kravet om kollektiv hæftelse og internt i slægten ved at

forebygge stridigheder om arv og ressourcer. I de yngre

love blev den interne regulering styrket, mens den eksterne

fredsskabende effekt i Norge og Sverige blev begrænset,

idet centralmagten søgte at øge sin rolle i reguleringen af

ufreden, hvilket i længden betød, at det kanoniske

slægtskabs funktion ændrede sig. I denne sammenhæng er det

interessant, at det netop er i Magnus Lagabøters Landslov,

at den tydeligste forbindelse mellem det kanoniske

slægtskab og udformningen af bestemmelser for

ejendomstransaktion og fritagelse for ansvar i forfølgelse

af drabsmænd ses. I den periode på næsten 200 år, hvor

landskabslovene blev nedskrevet i Norden, ændrede den

teologiske og retlige agenda sig, hvorfor betydningen og

brugen af kanonisk slægtskab også var under forandring.

I de svenske love fremtræder det kanoniske slægtskab

generelt svagere end i de danske og norske. Forskellen i

udformningen af lovenes bestemmelser skyldes flere

faktorer, men det har sikkert haft betydning, hvilket

retssystem, der eksisterede i de forskellige områder, når

nedskrivningen af lovene begyndte. Det er naturligt, at

495

udgangspunktet for det kanoniske slægtskabs retsvirkninger

blev taget i den allerede eksisterende retsopfattelse, i

det omfang den ikke divergerede fra de nye idéer. Eftersom

der ofte var tale om ideologi og ikke faste retsregler, som

skulle introduceres, har de, der havde indflydelse på

lovgivningen, næppe haft nogen interesse i at gøre op med

tidligere forestillinger.

Overgangen fra det valg- og alliancebaserede slægtskab var

både en retlig og en ideologisk proces. Men selvom idealet

var, at man skulle elske alle sine slægtninge, har

valgelementet i forhold til, hvem man omgikkes og følte

ansvar over for, sikkert stadig haft en stor betydning. Man

skal heller ikke forstille sig, at uvenskab mellem

blodsbeslægtede forsvandt. Den slags kan man ikke lovgive

imod. Reglerne om kønsnævn, hvor den anklagede havde ret

til at udskyde sine uvenner, viser, at man fra lovgivers

side har været klar over, at der var forskel på idealet og

virkeligheden. Selvom det ikke var muligt at tvinge folk

til at holde af alle deres slægtninge, så har det praktiske

formål med det kanoniske slægtskab formentlig også været at

skabe en moral, hvor vold og drab mellem blodsbeslægtede

var uacceptabelt. Alligevel var det nok inden for

arveretten og retten til at disponere over ejendom, at det

kanoniske slægtskab på længere sigt fik de mest

vidtrækkende konsekvenser, eftersom man skal helt op til

moderne tid, før væsentlige ændringer indtræffer. Derfor må

496

spørgsmålet om, hvorvidt det kanoniske slægtskabs

påvirkning af landskabslovene var en succes, besvares med

et ja, selvom man samtidig accepterer, at den kanoniske

slægt ikke i alle tilfælde har været en sammentømret

størrelse. Et princip kan jo godt bruges som baggrund for

retsregler, selvom alle de personer, der i teorien kunne

blive involveret i en retlig problemstilling, meget

sjældent reelt ville blive det. De tanker og idealer, som

det kanoniske slægtskab byggede på, var en velegnet basis

for skabelsen af retsregler og retsideologi, og princippets

sejlivethed taler dens eget tydelige sprog derom.

Teorien om det kanoniske slægtskab har åbnet for nye

tolkningsmuligheder omkring retsforholdene i

højmiddelalderen. Der kan argumenteres for, at mere stabile

indre forhold ikke kun opstod som følge af, at

magtudøvelsen blev mere centraliseret, men også på grund af

introduktionen af det kanoniske slægtskab, der begrænsede

vold og strid slægtninge imellem. Fred mellem slægtninge

var dog ikke den eneste mentalitetsændring, som det

kanoniske slægtskab medførte. Fokuseringen på blod som

social markør kan meget vel have været med til at bane

vejen for skabelsen af en fødselsadel, hvor den enkeltes

status og privilegier byggede på blod og ikke personlig

fortjeneste, et system der blev fastlagt i

senmiddelalderen, og for Danmark-Norges vedkommende først

kom under pres ved enevældens indførelse i 1660.

497

BIBLIOGRAFI

PRIMÆRE KILDER

ALIGHIERI, D.: La divina commedia. Torino 1983.

ALIGHIERI, D.: Den guddommelige komedie. Translated og

kommenteret by O. Meyer. København 2000.

ARNOLD BY LYBEKS SLAVEKRØNIKE. Translated by P.

Kierkegaard. København 1885.

AUGUSTINUS: Concerning the City of God against the Pagans.

Translated by Henry Bettenson. 1972.

BEAUMANOIR, P. DE: Coutumes de Beauvaisis. vol. 2, Paris 1970.

THE REVISED ENGLISH BIBLE WITH THE APOCRYPHA. Oxford Uni.

Press/ Cambrigde Uni. Press 1989.

BRUCHSTÜCKE DER RECHTBÜCHER DES BORGARTHINGS UND DES

EIDSIVATHINGS. I Germanenrechte neue Folge. Translated and

kommenteret by R. Meissner. Weimar 1942.

BURGUNDIAN CODE, THE. Translated and kommenteret by K.

Fischer Drew. Philidelphia (1949) 1996.

499

CODEX JUSTINIANUS, Ausgewählt und herausgeben von G. Härtel

und F.-M. Kaufmann. Leipzig 1991.

CONCILIORUM OECUMENICORUM DECRETA. (red.): J. Alberigo, P.-

P. Joannou, C. Leonardi & P. Prodi. Basilieae, Barcinone,

Friburgi, Romae & Vindobonae 1962.

CORPUS IURIS CANONICI, bind 1-2, udgivet and kommenteret by

A. Friedberg. Akademische Druck- und Verlagsanstalt,

Leipzig (1879) 1959.

CORPUS IURIS CIVILIS, bind 1-2, Theodor Mommsen (m.fl.)

(red.) Berlin 1872-77.

DANMARKS GAMLE LANDSKABSLOVE MED KIRKELOVENE, bd. 1-8.

Udgivet by J. Brøndum-Nielsen and P.J. Jørgensen. København

1933-1961.

DANMARKS GAMLE LOVE PÅ NUTIDSDANSK, bd. 1-3. Translated and

kommenteret by E. Kroman and S. Iuul. København 1945-1948.

DANMARKS MIDDELALDERLIGE ANNALER. Udgivet ved E. Kroman.

København 1980.

DANMARKS RIGES BREVE. 1. rk. 1. bd. - 2. rk. 5. bd.,

København 1938-1975.

500

DEKRTE DER ÖKUMENISCHEN KONZILIEN II: Konzilien des

Mittelalters vom ersten Laterankonzil (1123) bis zum

fünften Laterankonzil (1512-1517), red. Josef Wohlmuth,

Paderborn, München, Wien & Zürich 2000.

DEN DANSKE RIGSLOVGIVNING INDTIL 1400. Udgivet ved E.

Kroman, København 1971.

DIGEST OF JUSTINIAN, THE, vol. 1-4. Latin text T. Mommsen

(red.), English translation edited by A. Watson.

Philadelphia 1985.

DIPLOMATARIUM DANICUM. 1. rk. 1. bd. - 2. rk. 5. bd.,

København 1938-90.

DIPLOMATARIUM SUECANUM, bd. 1. Stockholm 1829-65.

ERIKSKRÖNIKAN. Redigeret and kommenteret by S.-B. Jansson.

Stockholm 1986.

FROSTATINGSLOVA. Translated and kommenteret by J. R.

Hagland and J. Sandnes. Oslo 1994.

GRATIAN, THE TREATISE OF LAWS, Decretum DD. 1-20.

Translated by A. Thompson, med The Ordinary Gloss.

Translated by J. Gordley. Studies in Medieval and Early

Modern Canon Law, vol. 2. Washington D.C. 1992.

501

GULATINGSLOVI, Norrøne Bokverk 33. Translated by K.

Robberstad. Oslo 1952.

INSTITUTES OF GAIUS, THE. Translated and kommenteret by W.

M. Gordon & O. F. Robinson. Cornell 1988.

JUSTINIAN’S INSTITUTES. Translated and kommenteret by P.

Birks & G. McLeod. Latinsk tekst, P. Krueger. Trowbridge

1987.

KONG VALDEMAR DEN ANDENS JYDSKE LOV OG THORD DEGNS

ARTIKLER. Kommenteret and udgivet by I.L.A. Kolderup-

Rosenvinge. København 1837.

KONSTITUTIONEN FRIEDRICHS II. FÜR SEIN KÖNIGREICH SIZILIEN.

Monumenta germaniae Historica. Constitutiones et Acta Publica Imperatorum

et Regum, tomus II: Supplementum. Hannover 1996.

LANDRECHT DES KÖNIGS MAGNUS HAKONARSON. I Germanenrechte

Neue Folge. Translated and kommenteret by R. Meissner.

Weimar 1941.

LAWS OF THE ALAMANS AND BAVARIANS, Translated and

kommenteret by T.J. Rivers Philadelphia 1977.

502

LAWS OF THE SALIAN AND RIPUARIAN FRANKS. Translated and

kommenteret by T.J. Rivers. New York 1986.

LEX SIELLANDICA ERICI REGIS. KONG ERIKS SJELLANDSKE LOV MED

INDLEDNING, OVERSÆTTELSE OG ANMÆRKNINGER. Udgivet by I.L.A.

Kolderup-Rosenvinge. København 1821.

LOMBARD LAWS, THE. Translated and kommenteret by K.F. Drew.

Philadelphia 1996.

MAGNUS ERIKSSONS LANDSLAG. I nusvensk tolkning av Å.

Holmbäck og E. Wessén. Lund 1962.

MAGNUS LAGBØTERS LANDSLOV. Translated by A. Taranger.

Kristiania 1915.

MUNRO, D.C.: Translations and Reprint from the Original Sources of

European History, Vol. VI. Philadelphia 1900.

NORGES GAMLE LOVE indtil 1387, bd. 1-2. Ved R. Keyser and

P.A. Munch. Christiania 1846-48.

NORWEGISCHES RECHT, Das Rechtsbuch des Frostathings. I

Germanenrechte Band 4. Translated and kommenteret by R.

Meissner. Weimar 1939.

503

NORWEGISCHES RECHT, Das Rechtsbuch des Gulathings. I

Germanenrechte Band 6. Translated and kommenteret by R.

Meissner. Weimar 1935.

PACTUS LEGIS SALICAE, udgivet by K.A. Eckhardt. I Monumenta

germaniae historica. Legas nationum germanicarum. Hannover 1962.

ROSKILDEKRØNIKEN. Translated and kommenteret by M.H.

Gelting. København 2002.

SAN ISODORO DE SEVILLA: Etimologias. Udgivet by J.O. Reta, M.-

A.M. Casquero & M.C. Diaz y Diaz. Madrid 1982.

SAXONIS GESTA DANORUM. Ved J. Olrik og H. Ræder. København

1931.

SAXOS DANMARKSHISTORIE, bd. 1-2. Translated by P. Zeeberg.

København 2000.

SCRIPTORES MINORES HISTORIÆ DANICÆ MEDII ÆVI, bd. 1-2, M.

C. Gertz (red.) København 1970.

SNORRE STURLASSØN: Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider indtil Aar

efter Christi fødsel 1177. Translated by P.A. Munch. Christiania

1859

SVEN AGGESØNS HISTORISKE SKRIFTER. Translated by M.C.

Gertz. København 1916-17.

504

SVENSKA KYRKOBRUK UNDER MEDELTIDEN. En Samling af

utläggningar på svenska öfver Kyrkans Lärobegrepp,

Sakrament, Cermonier, Botdisciplin m.m. Udgivet by R.

Geete. Stockholm 1900.

SVENSKA LANDSKAPSLAGER – TOLKADE OCH FÖRKLARADE FÖR

NUTIDENS SVENSKAR by Å. Holmbäck og E. Wessén, bd. 1-5.

Uppsala 1933-1946.

SVERRES SAGA & EN TALE MOT BISKOPENE. Translated by A.

Holtsmark. Oslo 1961.

TANCRED: Ordo iudiciarius. I F.C. Bergmann (red.): Libri de

iudiciorum ordine. Göttingen 1842, genoptrykt 1965.

VIKENS KRISTENRET. ÆLDRE BORGARTINGSLOV. Tillikemed en del

ældre lovregler om ekteskapsstiftelse og trolovelse m.m.,

som er indført deri fra Eidsivalovens eller

Borgartingslovens verdslige del. Translated by T.O.

Kristiania 1914.

VØLVENS SPÅDOM. Ved P. Meulengracht Sørensen og G.

Steinsland. København 2001.

505

ÆLDRE EIDSIVATINGS LOV. KRISTENRETTEN tillikemed et

opbevaret brudstykke av den verdslige lov. Translated by

T.O. Kristiania 1914.

ÆLNOTHS KRØNIKE. Translated og kommenteret by E.

Albrectsen. Odense 1984.

ÆLNOTHUS, MONACHUS CANTUARIENSIS. De vita, & Passione S. Canuti,

Regis Daniæ (Item Anonymus, De Passione S. Caroli, Comitis Flandriæ). J.

Mevrsivs (red.). København 1631.

506

SEKUNDÆR LITTERATUR:

ANDERSEN, M. BRYDE: Grundlæggende aftaleret. Aftaleretten I.

København 2002.

ANDERSEN, N.K.: Kanonisk Rets indflydelse paa Jyske Lov. I

E. Reitzel-Nielsen (red.): ”Med Lov skal Land bygges”. København

1941.

ANDERSEN, P.: Rex imperator in regno suo. Dansk kongemagt og

rigslovgivning i 1200-tallets Europa. Upubliceret

magisterkonferensafhandling Odense Universitet 2001.

- Lærd ret og verdslig lovgivning. Om retlig kommunikation og udvikling i

det 13. århundrede. Upubliceret ph.d.-afhandling, Juridisk

Institut, Aarhus Universitet, Århus 2005.

ANDERSEN, P. SVEAAS: Samlingen av Norge og kristningen av landet 800-

1130. Handbok i Norges historie, bind 2. Bergen/Oslo/Tromsø 1977.

ARNÓRSDÓTTIR, A. and T. NORS: Ægteskabet i Norden og det

europæiske perspektiv – overvejelser om især danske og

islandske normer for ægteskab i 12.-14. århundrede. I K.

Melby (m.fl.) (red.): Ægteskabet i Norden fra Saxo til i dag.

København 1999.

507

AUTHÉN BLOM, G. and TORKELSEN, E.: Fra gammel rett til ny

lov. Noen problemer knyttet til nymælers “gyldighet”. I

Norsk Historisk Tidsskrift bd. 63, hf. 3. Oslo 1984.

BAGGE, S.: Den politiske ideologi i Kongespeilet. Bergen 1979.

- ”De europeiske universiteterne i middelalderen” and

”Norge”. I M. Jokipii (red.): Universitetsbesöken i uttlandet före

1660. Jyväskylä 1981.

- Kirkens jurisdiksjon i kristenrettssaker før 1277. I

Historisk Tidsskrift, bind 60. Oslo 1981.

- Borgerkrig and statsudvikling i Norge i middelalderen. I

Historisk Tidsskrift, bind 65. Oslo 1986.

- Law and Justice in Norway in the Middle Ages: A Case

Study. I L. Bisgaard, C. Selch Jensen, K. Villads Jensen

and J. Lind (red.): Medieval Spirituality in Scandinavia and Europe. A

Collection of Essays in Honour of Tore Nyberg. Odense 2001.

BALDWIN, J. W.: The Scholastic Culture of the Middle Ages, 1000-1300.

Lexington 1971.

BARTHÉLEMY, D.: Castles, Barons, and Vavassors in the

Vendomois and Neighboring Regions in the Eleventh and

Twelfth Centuries. I T. N. Bisson (red.): Cultures of Power.

508

Lordship, Status, and Process in Twelfth-Century Europe. Philadelphia

1995.

BARTLETT, R.: Trial by Fire and Water. The Medieval Juridicial Ordeal.

Oxford 1986.

BERMAN, J.H.: Law and Revolution. The Formation of the Western Legal

Tradition. Cambridge, Massachusetts & London 1983.

BISSON, T.N.: The “Feudal” Revolution. I Past and Present, nr.

142. Oxford 1994.

BJÖRNE, L.: Patrioter och institutionalister. Den nordiska rättsvetenskapens

historia. Del 1, Tiden fore år 1815. Lund 1995.

- The Nordic Medieval Laws in the Legal History of the

17th and the 18th Century. I D. Tamm and H. Vogt (red.): How

Nordic are the Nordic Medieval Laws? København 2005.

BLOCH, M.: La société féodale. Paris 1939

BLOOMFIELD, M.W.: The Seven Deadly Sins. Michigan 1952.

BOSERUP, I.: Ærkebiskop Erik Ivarsson og abbed Vilhelms

brevsamling. I L. Boje Mortensen, I. Ekram and K.

Skovgaard-Petersen (red.): Olavslegenden og den latinske

historieskrivning i 1100-tallets Norge. København 2000.

509

BOUCHARD, C. BRITTAIN: “Those of My Blood” Constructing Noble Families

in Medieval Francia. Philadelphia 2001.

BRANDT, F.: Forelæsninger over den norske Retshistorie. bd. 1-2,

Kristiania 1880-83.

BREENGAARD, C.: Muren om Israels hus. Regnum og Sacerdotium i

Danmark 1050-1170. København 1982.

BREHAUT, E.: An Encyclopedist of the Dark Ages – Isidor of Seville. New

York 1912.

BRUCK, E.F.: Kirchenväter und soziales Erbrecht. Wanderungen religiöser

Ideen durch die Rechte der östlichen und westlichen Welt. Berlin-

Göttingen-Heidelberg 1956.

BRUNDAGE, J.A.: Law, Sex, and Christian Society in Medieval Europe.

Chicago & London 1987.

- Implied Consent to Intercourse. I A.E. Laiou (red.):

Consent and Coercion to Sex and Marriage in Ancient and Medieval Societies.

Washington, D.C. 1993.

- Medieval Canon Law. New York. 1995.

510

- From Classroom to Courtroom: Parisian Canonists and

Their Careers. I Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, 114

Bd. Kanonistische Abteilung LXXXIII. Wien/ Köln/ Weimar 1997.

BRØNDUM - NIELSEN, J.: Om Sprogformen i de sjællandske

Love. I Acta Philologica Scandinavica, vol. 29. København 1971-73.

BÅÅTH, L. M.: Bidrag till den kanoniska rättens historia i Sverige.

Stockholm 1905.

CARLSSON, L.: ”Jag giver dig min dotter. Trolovning och äktenskap i den

svenska kvinnans äldre historia”. Lund 1965.

CHRISTENSEN, A.E.: Kongemagt og aristokrati, epoker i middelalderlig

dansk statsopfattelse indtil unionstiden. København (1945) 1976.

- Ret og magt i dansk middelalder. København 1978.

- Tiden 1042-1241. I. A.E. Christensen (m.fl.) (red.):

Danmarks historie, bd. 1. Tiden indtil 1340. København 1977.

COSTEA y L. MARTIN-BALLESTERO: El Justicia Mayor del Reino

y su proyección actual. I Boletin de los Colegios de Abogados de

Zaragoza, bd. 43. Zaragoza 1971.

DAHLERUP, T.: Anm.: Fenger, O.: Fejde og mandebod.

København 1971. I Historisk Tidsskrift 12. rk. bd. VI. København 1972.

511

DANSK BIOGRAFISK LEKSIKON, bd. 1-16, København 1979-1984.

D’AVRAY, D.L.: Peter Damian, Consanguinity and Church

Property. I L. Smith & B. Ward (red.): Intellectual Life in the

Middle Ages. Essays Presented to Margaret Gibson. London 1992.

DÜBECK, I.: Skånske lov og den europæiske baggrund. I

Historie. Jyske Samlinger, Ny række XVIII. Århus 1989-91.

- and E. Ulsig, Anm.: Lov og landskab. I Historie 1998.

Udgivet by Jysk Selskab for Historie. Århus 1998.

- Testationsfrihed og tvangsarv i retshistorisk belysning.

I Bonus Pater Familias, Festskrift til Peter Lødrup. København 2002.

- Kvinder, familie og formue. Studier i dansk og europæisk retshistorie.

København 2003.

DUBY, G.: La société aux XIe et XIIe siecles dans la région mâconnaise.

Paris 1971.

- The Knight, the Lady and the Priest. The Making of Modern Marriage in

Medieval France. London 1984.

- Love and Marriage in the Middle Ages. Chicago 1994.

512

ESMARK, K.: De hellige døde og den sociale orden. Relikviekult, ritualisering

og symbolsk magt, Anjou, 10.-12. århundrede. Upubliceret ph.d.-

afhandling RUC. Roskilde 2002.

- Godsgaver, calumniae og retsantropologi. Esrum kloster og

dets naboer, ca. 1150-1250. I H. Sanders (m.fl.) (red.): Ett

annat 1100-tal. Individ, kollektiv och kulturella mönster i medeltidens Danmark.

Centrum för Danmarksstudier 3, Riga 2004.

EVALD, J.: Retskilderne og den juridiske metode. Århus 2000.

EVERGATES, T.: Nobles and Knights in Twelfth-Century

France. I T. Bisson (red.): Cultures of Power. Lordship, Status, and

Process in Twelfth-Century Europe. Philadelphia 1999.

FENGER, O.: Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvaret i germansk

og gammeldansk ret. Århus 1971.

- Romerret i Norden. København 1977.

- Anm.: E. Sjöholm: Gesetze als Quellen mittelalterlicher

Geschichte des Nordens. 1976. I Historisk Tidsskrift bd. 79, hf. 1.

København 1979.

- Afsluttende bemærkninger. I Historisk Tidsskrift bd. 81, hf. 1.

København 1981.

513

- Gammeldansk ret: Dansk rets historie i oldtid og middelalder. Viborg

1983.

- Begreberne slægtssamfund og stat. I Medeltidens födelse,

symposier på Krapperups borg 1. Lund 1989.

- Jydske Lov og de øvrige danske landskabslove. I O.

Fenger (m.fl.) (red.): Jydske Lov 750 år. Viborg 1991.

- Germansk retsorden med særligt henblik på det 7.

århundrede. I P. Mortensen (m.fl.) (red.): Fra stamme til stat i

Danmark – 2. Høvdingemagt og Kongemagt. Århus 1991.

FENGER, O., B. MØLLER KNUDSEN and H. REINHOLDT: ”I være have”

om ret til hus og jord i middelalderbyen. Århus 1982.

FENGER, O., G. HAFSTRÖM, L. HAMRE and S. LINDAL: Ætt I

KLNM bd. 20. Viborg 1982.

FERRÉ, F. A.: De procuratoribus – De iudicibus. Los jueces

y la Curia en Aragón ségun el Vidal Mayor. I Boletin de los

Colegios de Abogados de Zaragoza, bd. 43. Zaragoza 1971.

GARCÍA Y GARCÍA, A.: The Faculties of Law. I H. de Ridder-

Symoens (red.): A History of the University in Europe, vol. 1, Universities in

the Middle Ages. Cambridge 1992.

514

GAGNÉR, S.: Studien zur Ideengeschichte der Gesetzgebung. Uppsala

1960.

GAUNT, D.: Familjeliv i Norden. Malmö 1983.

GELTING, M.H.: Det komparative perspektiv i dansk

højmiddelalderforskning - Om Familia og familie, Lið,

Leding og Landeværn. Historisk Tidsskrift vol. 99. København 1999.

- Marriage, Peace and the Canonical Incest Prohibitions:

Making Sense of an Absurdity? I M. Kopiola (red.): Nordic

Perspectives on Medieval Canon Law. Helsingfors 1999.

- Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retrait lignager.

Kindred and Land in the Nordic Countries in the Twelfth

and Thirteenth Centuries. I L.I. Hansen (red.): Family,

Marriage and Property Devolution in the Middle Ages. Tromsø 2000.

- Skånske Lov og Jyske Lov. Danmarks første

kommissionsbetænkning og Danmarks første retsplejelov. I H.

Dam (m.fl.) (red.): Jura & Historie. Festskrift til Inger Dübeck som

forsker. København 2003.

- Predatory Kinship Revisited. I J. Gillingham (red.):

Anglo-Norman Studies XXV. Woodbridge 2003.

515

- Pope Alexander III and Danish Laws of Inheritance. I D.

Tamm and H. Vogt (red.): How Nordic are the Nordic Medieval Laws?

København 2005.

GENZMER, F.: Die germanische Sippe als Rechtgebilde. I

Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, Germanistiche Abteilung

LXVII. Wien/ Köln/ Weimar 1950.

GERNHUBER, J.: Die Landfriedensbewegung in Deutschland bis zum

Mainzer Reichlandfrieden von 1235. Bonner Rechtswissenschafliche

Abhandlungen, Heft 44, Bonn 1952.

GLUCKMAN, M.: The Peace in the Feud. I T. Hylland Eriksen

(red.): Sosial-antropologiske grunntekster. Oslo 1996.

GOETZ, H.-W.: Gottesfriede und Gemeindebildung. I Zeitschrift

der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, Germanistische Abteilung. 105. Bd.

Wien/Köln 1988.

- Protection of the Church. Defence of the Law and Reform

on the Purposes and Character of the Peace of God. I T.

Head & R. Landes (red.): The Peace of God. Social Violence and

Religious Response in France around the Year 1000. Cornell 1992.

GOODY, J.: The development of the family and the marriage in Europe.

Cambridge 1983.

516

GUNNES, E.: Erkebiskop Øystein og Frostatingsloven. I Norsk

Historisk Tidsskrift bind 5. Oslo 1975.

- Erkebiskop Øystein som lovgiver. I Norske historikere i utvalg

IV. Nye middelalderstudier – Kongedømme, kirke, stat. Oslo 1983.

- Erkebiskop Øystein. Statsmann og kirkebygger. Oslo 1996.

GÆDEKEN, P.: Retsbrudet og Reaktionen derimod i gammeldansk og

germansk Ret. København 1934.

HAFSTRÖM, G.: De svenska rättskällornas historia. Juridiska

Föreningen i Lund. Lund (1964) 1973.

HAGERMAN, M.: Spåren av kungens män. Om när Sverige blev ett kristet rike i

skiftet mellan vikingatid och medeltid. Stockholm 1996.

HAMBRO, E.: Den romerske Familie- og Arveret. Kristiania 1923.

HANSEN, A. LUNDT: I begyndelsen var Ordet … Overgangen fra runer til

romerskrift i Danmark 800-1300. København 2001.

HANSEN, L.I.: Slektskap, eiendom og sociale strategier i

nordisk middelalder. I Collegium Medievale, vol. 7, 1994/2. Oslo

1995.

517

- ’Ætten’ i de eldste landskapslovene – Realitet,

konstruksjon og strategi. I E. Mundal og I. Øye (red.):

Norm og praksis i middelaldersamfunnet. Bergen 1999.

- The Concept of Kinship According to the West Nordic

Medieval Laws. I D. Tamm and H. Vogt (red.): How Nordic are

the Nordic Medieval Laws? København 2005.

HEAD, T. & R. LANDES: Introduction. I T. Head & R. Landes

(red.): The Peace of God. Social Violence and Religious Response in France

around the Year 1000. Cornell 1992.

HEIRBAUT, D.: The Germanic Character of the Oldest Laws of

the Low Countries.” I D. Tamm and H. Vogt (red.): How Nordic

are the Nordic Medieval Laws? København 2005.

HELK, V.: Danmark. I M. Jokipii (red.): Universitetsbesöken i

uttlandet före 1660. Jyväskylä 1981.

HELLE, K.: Under kirke og kongemagt 1130-1350. bd. 3 I K.

Helle (m.fl.) (red.): Aschehougs Norgeshistorie. Oslo 1995.

- Konge og gode menn i norsk riksstyring ca. 1150 – 1319. Bergen/ Oslo/

Tromsø 1972.

- Lov og rett i middelalderen. I E. Mundal and I. Øye

(red.): Norm og praksis i middelaldersamfunnet. Bergen 1999.

518

- Gulatinget og Gulatingslova. Leikanger 2001.

HELMHOLZ, R.H.: The Oxford History of the Laws of England. Volume I, The

Canon Law and Ecclesiastical Jurisdiction from 597 to the 1540s. Oxford

2004.

HERLIHY, D.: Making Sence of Incest: Women and the Marriage

Rules of the Early Middle Ages. I B.S. Bachrach and D.

Nicholas (red.): Law, Custom, and the Social Fabric in Medieval Europe.

Essays in Honor of Bryce Lyon. Kalamazoo 1990.

HERMANSON, L.: Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur

i 1100-talets Danmark. Göteborg 2000.

HERTZ, M.: ”Beskeden mand”. Landalmuen som politisk faktor

i dansk senmiddelalder. En skitse. I Bol og By. Meddelelser fra

Landbohistorisk Selskab, 2, 2. rk., København 1978.

HOFF, A.: Lov og landskab. Landskabslovenes bidrag til forståelsen af

landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca. 900-1250. Århus 1997.

HOFFMAN, H.: Gottesfriede und Trauga Dei. Schriften der Monumenta

Germaniae historica Bd. XX. Deusches Institut für

Erforschung des Mittelalters. Stuttgart 1964.

519

HOLBERG, L.: Dansk Rigslovgivning. Forholdet mellem Vederlagslov og

Rigslov. Rigslovene i Perioden 1241-1282. København 1889.

- Dansk og fremmed Ret. Retshistoriske Afhandlinger. København 1891.

- Vor ældste Rigslov. København 1896.

HOLMBÄCK, Å.: Åtten och arvet enligt Sveriges medeltidslagar. Uppsala

1919.

HYDE, J. K.: Society and Politics in Medieval Italy. The Evolution of the Civil

Life, 1000-1300. London 1973.

IUUL, S.: Fællig og Hovedlod. Studier over Formueforholdet mellem

Ægtefæller i Tiden før Christian V’s Danske Lov. København 1940.

- Forelæsninger over Hovedlinierne i europæisk

Retsudvikling. København 1970.

- Lovbydelse. I KLNM bd. 10. Viborg 1982.

IVERSEN, T.: Trelldommen norsk slaveri i middelalderen. Historisk

institut Universitetet i Bergen Skrifter 1, Bergen 1997.

- Jordeie og jordleie – Eiendomsbegrepet i norske

middelalderlover. I Collegium Medievale, vol. 14. Oslo 2001.

520

JENSEN, J.: Danmarks Oldtid, Bronzealder, 2000-500 f. Kr. København

2002.

JENSEN, K. VILLADS: Bellum Iustum i 1200-tallets

vesteuropæiske tænkning af kirkens fred. I Historisk Tidsskrift,

bd. 93, hf. 1. København 1993.

JOHNSEN, A.O.: Studier vedrørende kardinal Nicolaus Brekespears legasjon

til Norden. Oslo 1945.

- Fra ættesamfunn til statssamfunn. Oslo 1948.

JØRGENSEN, L.: Stormandssæder og skattefund i 3.-12.

århundrede. I Fortid og Nutid, hæfte 1. København 1996.

JØRGENSEN, P.J.: Manddrabsforbrydelsen i den skaanske Ret fra

Valdemartiden. København 1922.

- Hærværksforbrydelsen i Landskabslovene. I Festskrift til

Kristian Erslev. København 1927.

- Dansk Retshistorie- Retskildernes og Forfatningsrettens Historie indtil sidste

Halvdel af det 17. Aarhundrede. København 1940.

- Vidnebeviset i Jyske Lov. I E. Reitzel- Nielsen (red.):

Med Lov skal Land bygges. København 1941.

521

KNUDSEN, A.: En Ø i historien. Korsika. Historisk antropologi 1730 – 1914.

København 1989.

KOFOD ANCHER, P. Peder Kofod Anchers samlede juridisk Skrifter, 1. del.

Lovhistorien. Udg. af J.F.W. Schlegel and K. Nyerup. København

1807.

KOHT, H.: Sættergjerda i Tønsberg 1277. I Sverreættens

kongedømme. Norske historikere i utvalg III. Oslo 1970.

KOLDERUP-ROSENVINGE, J.L.A.: Grundrids af den danske Retshistorie.

København 1832.

KORPIOLA, M.: Between Betrothal and Bedding: The Making of Marriage in

Sweden, ca. 1200-1610. Vantae 2004.

KROMAN, E.: Danmarks gamle Love. Deres Alder og Indbyrdes

Slægtskab. Acta Philologica Scandinavica, vol. 29. København 1971-73.

KUTTNER, S.: On the Medieval Tradition of Justinians

Novellae: An Index Titulorum Authentici in Novem

Collationes digesti. I Zeitschrift der Savigny-Stiftung für

Rechtsgeschichte, 111 Bd. Kanonistische Abteilung LXXX. Wien/ Köln/

Weimar 1994.

522

- Papst Honorius III. und das Studium des Zivilrechts. I

E. von Caemmerer (m.fl.) (red.): Festschrift für Martin Wolff.

Beiträge zum Zivilrecht und internationalen Privatrecht. Tübingen 1952.

LARSON, G. BJARNE: Stadgelagstiftning i senmedeltidens Sverige. Lund

1994.

LESNICK, D.R.: Preaching in Medieval Florence. The Social World of

Franciscan and Dominican Spirituality. London 1989.

LÉVI-STRAUSS, C.: The Elementary Structures of Kinship. London 1970.

LIEDGREN, J.: Sjelegave. I KLNM, bd. 15, Viborg 1982.

LINDKVIST, T.: Plundring, skatter och den feodala statens framväxt.

Organisatoriska tendenser i Sverige under övergången från vikingatid till tidig

medeltid. Opuscula Historica Upsaliensia 1. Uppsala 1988.

LUND, G.F.V.: Det ældste danske skriftsprogs ordforråd, Ordbog til de

gamle danske landskabslove, de sønderjyske stadsretter samt øvrige samtidige

sprogmindesmærker. København 1967.

LUND, N.: Anm. A. Hoff: Lov og landskab. Landskabslovenes

bidrag til forståelsen af landbrugs- og

landskabsudviklingen i Danmark ca. 950-1250. Aarhus 1997. I

Historisk Tidsskrift, bd. 98, hf. 2. København 1998.

523

LUNDÈN, T.: Sveriges missionärer helgon och kyrkogrundare en bok om

Sveriges kristnande. Malmö 1983.

MATZEN, H.: Forelæsninger over den danske Retshistorie. København

1893-97.

MILLER, I.W.: Bloodtaking and Peacemaking. Feud, Law, and Society in

Saga Island. Chicago and London 1990.

MOESLUND, S.L.: ”Thet collum wi men alt fæthirnis iorth” –

Slægt-individ relationer omkring jord. I Den jyske Historiker, nr.

42, 1987. Århus 1987.

MOORE, R.I.: Postscript: The Peace of God and the Social

Revolution. I T. Head & R. Landes (red.): The Peace of God.

Social Violence and Religious Response in France around the Year 1000.

Cornell 1992.

MULLINGER, J.B.: The Schools of Charles the Great and the Restoration of

Education in the Ninth Century. London 1877.

MÜNSTER-SWENDSEN, M.: Masters and Paragons. Learning, Power, and the

Formation of a European Academic Culture c. 900-1230. Upubliceret

ph.d.-afhandling, København 2004.

MURRAY, A.: Germanic Kinship Structure - Studies in Law and Society in

Antiquity and the Early Middle Ages. Toronto 1983.

524

NIELSEN, H.: Testamente. I KLNM, bd. 18. Viborg 1982.

NIELSEN, T.K.: Cølibat og kirketugt. Studier i forholdet mellem Innocens III

og Anders Sunesen, 1198-1220. Afhandlinger fra Aarhus

Universitet, Århus 1993.

NILSSON, B.: DE SEPULTURIS. Gravrätten i Corpus Iuris Canonici och i

medeltida nordisk lagstifning. Bibliotheca Theologiae Praticae.

kyrkovetenskapliga studier 44. Stockholm 1989.

- Sveriges kyrkohistoria. I. Missionstid och tidig medeltid. Arlöv 1998.

NOONAN, J.T.: Gratian Slept Here: The Changing Identity of

the Father of the Systematic Study of Canon Law. I Traditio.

Studies in Ancient and Medieval History, Thought, and Religion, vol. 35. New

York 1979.

NORBERG, L.-A.: Källor till Sveriges historia. Lund 1968.

NORS, T.: Kampen om ægteskabet. En konfliktfyldt historie

om kirkens forsøg på at genne lægfolk ind i den hellige

ægtestand. I Den jyske Historiker, nr. 42, 1987. Århus 1987.

- Illegitimate Children and Their High-Born Mothers.

Changes in the Perception of Legitimacy in Mediaeval

Denmark. I Scandinavian Journal of History, vol. 21, no. 1, 1996. Norwich

1996.

525

- Ægteskab og politik i Saxos Gesta Danorum. I Historisk

Tidsskrift bd. 98, hf. 1. København 1998.

- Slægtsstrategier hos den danske kongeslægt i det 12.

århundrede: svar til Helge Paludan. I Historie 1, 2000. Århus

2000.

NORSENG, P.: Lovmaterialet som kilde til tidlig nordisk

middelalder. I G. Karlsson (red.): Kilderne til den tidlige

middelalders historie. Rapporter til den XX nordiske historikerkongres Reykjavik

1987, bd. 1. Reykjavik 1987.

- Kommentar til Christer Winberg. I Norsk Historisk Tidsskrift bd.

70, 2. Oslo 1991

PALUDAN, H.: Familia og familie - To europæiske kulturelementers møde i

højmiddelalderens Danmark. Århus 1995.

PENNINGTON, K.: The Prince and the Law 1200-1600. Sovereignty and

Rights in the Western Legal Tradition. Los Angeles 1993.

PERNLER, S.-E.: Sveriges kyrkohistoia, 2. Hög- och senmedeltid.

Trelleborg (Stockholm) 1999.

PHILLPOTTS, B.S.: Kindred and Clan in the Middle Ages and after - A Study

in the Sociology of the Teutonic Races. New York. (1913), 1974.

526

RANVIG, S.: Sorø Krøniken, bd. II. København 1981.

RASHDALL, H.: The Universities of Europe in the Middle Ages, vol. 1-3.

Oxford. 1942.

REMENSNYDER, A.: Pollution, Purity, and Peace. An Aspect of

Social Reform Between the Late Tenth Century and 1076. I T.

Head & R. Landes (red.): The Peace of God. Social Violence and

Religious Response in France around the Year 1000. Cornell 1992.

REUTER, T.: Plunder and Tribute in the Carolingian Empire.

I Transaction of the Royal Historical Society, 5. series, vol. 35. London

1985.

REYNOLDS, S.: Kingdoms and Communities in Western Europe 900-1300.

Oxford 1986.

RIISING, A: Danmarks middelalderlige prædiken. København 1969.

RIISØY, A.I. and SPØRCK, B. DALE: Dateringen av nyere

Borgartings kristenretter. I Collegium Medievale, vol. 12. Oslo

1999.

RINDAL, M.: Dei norske mellomalderlovene. I M. Rindal

(red.): Skriftlege kjelder til kunnskap om nordisk mellomalder. KULTs

skriftserie nr. 38, Olso 1995.

527

ROBBERSTAD, K.: Odelsrett. I KLNM, bd. 12. Viborg 1982.

RÓSEN, J.: Den svenska historia, bd. 1. Stockholm 1977.

SÄLLSTRÖM, Å.: Bologna och Norden intill Avignonpåvedömets tid.

Bibliotheca Historica Lundensis V, Lund 1957.

SALVEMINI, G.: Magnati e popolani in Firenze dal 1280 al 1295.

Pubblicazioni del r. Istituto di Studi Superiori Pratici e

di Perfezionamento. Firenze 1899.

SAWYER, B.: Saxo – Valdemar – Absalon. I Scandia. Tidskrift för

historisk forskning, band 51, årgang 1985. Lund 1986.

- Famijen, förmögenheten och fromheten. Kvinnornas roll i

dragkampen om egendom under äldre medeltid. I B. Sawyer

(red.): Manliga strukturer och kvinnliga strategier. Göteborg 1987.

- “Son skal taka arv etter far sin …” I E. Mundal and

Ingvild Øye (red.): Norm og praksis i middelaldersamfunnet. Bergen

1999.

- The Viking-Age Rune-Stones. Custom and Commemoration in Early

Medieval Scandinavia. Oxford 2000.

SAWYER, P.: From Roman Britain to Norman England. New York 1978

528

- The Bloodfeud in fact and fiction. I K. Hastrup og P.

Meulengracht Sørensen (ed.): Tradition og historieskrivning. Kilderne

til Nordens ældste historie. Acta Jutlandica LXIII: 2, hum. serie 61. Århus

1987.

SCHLEGEL, J.F.W.: Om de gamle danske Retssædvaner og Autonomie.

Videnskabens Selskabs Skrifter. København 1822.

SCHÜCH: Tiend. I KLNM, bd. 18. Viborg 1982.

SEARLE, E.: Predatory Kinship and the Creation of Norman Power, 840-

1066. Berkeley 1988.

SIGURÐSSON, J. VIÐER: Forholdet mellom frender, hushold og

venner på Island i fristatstiden. I Norsk Historisk Tidsskrift, bd.

74, hf. 3. Oslo 1995.

SJÖHOLM, E.: Några arvsrättsliga problem i de svenska

medeltidslagarna. I Scandia, bd. 34. Oslo/Bergen 1968.

- Rättshistorisk metod och teoribildning. I Scandia bd. 44, hf.

1. Lund 1978.

- Replik til Ole Fenger. I Historisk Tidsskrift bd. 81, hf. 1.

København 1981.

529

- Sveriges medeltidslagar. Europeisk rättstradition i politisk omvandling.

Lund 1988.

- Runinskriterna som källa till svensk arvsrätt under

äldre medeltid. i Scandia. Tidskrift för historisk forskning, bd. 57, hf. 1.

Lund 1991.

SKYUM-NIELSEN, N.: Kirkekampen i Danmark 1241-1290. Jakob Erlandsen,

samtid og eftertid. København 1962.

- Kvinde og slave. København 1971.

SMITH, J.A. CLARENCE: Medieval Law Teachers and Writers, Civilian and

Canonist. Ottawa 1975.

STEMANN, C.L.E.: Den danske Retshistorie indtil Christian V’s Lov.

København 1871.

STRAFFORD, P.: La Mutation Femiliale: A Suitable Case for

Caution. I J. Hill & M. Swan (ed.): The Community, the Family

and the Saint. Patterns of Power in Early Medieval Europe. International

Medieval Research. Selected Proceedings of the

International Medieval Congress University of Leeds, 4-7

July 1994, 10-13 July 1995. Turnhout 1998.

SUNDE, J.Ø. (m.fl.): Audun Hugleiksson. Från kongens råd til galgen.

Selja 2002.

530

- Speculum legale – Rettsspegelen. Ein introduksjon til den norske

rettskulturen si historie i eit europeisk perspektiv. Bergen 2005.

TAMM, D.: Med Lov Skal Land Bygges. Om dansk og fremmed

ret. I UfR B s. 313-321. København 1988.

- Retshistorie. Bind 2: Romerret og Europæisk Retsudvikling. København

1991.

- Retshistorie. Danmark – Europa – globale perspektiver. København 2002.

- How Nordic are the Old Nordic Laws. I D. Tamm og H. Vogt

(ed.): How Nordic are the Nordic Medieval Laws? København 2005.

TELLENBACH, G.: Church, State and Christian Society at the Time of the

Investiture Contest. Studies in Medieval History III. Oxford

1966.

TOBIASSEN, T.: Tronfølgelov og privilegiebrev. En studie i

kongedømmets ideologi under Magnus Erlingsson. I Norsk

Historisk Tidsskrift, bind 43, Oslo 1975.

TRUSEN, W.: Der Inquisitionsproces. Seine historischen

Grundlagen und frühen Formen. Zeitschrift der Savigny-Stiftung für

Rechtsgeschichte. Kanonistische Abteilung LXXIV. Wien/ Köln/ Weimar

1988.

531

VAN ENGEN, J.: Sacred Sanctions for Lordship. I T. Bisson

(ed.): Cultures of Power. Lordship, Status, and Process in Twelfth –Century

Europe. Philadelphia 1995.

VERGER, J.: Pattens. I H. de Ridder-Symoens (ed.): A History

of the University in Europe, vol. 1, Universities in the Middle Ages. Cambridge

1992.

VESTERGAARD, T. A.: Social Structure of the Medieval North and the

Ideology of External Relations. A fieldwork in a 12th century Norwegian law

code, GulaÞingslög, with special attention to kinship and marriage.

Magisterkonferensafhandling Moesgaard 1986.

- The system of kinship in early Norwegian law. I Mediaeval

Scandinavia 12. Odense 1988.

VOGT. L.: Laug, slægt og stat. Den politiske udvikling i Firenze 1281-1295.

København 2000.

VON EYBEN, B.: Juridisk ordbog. København 2004.

VON SEE, K.: Altnordische Rechtwörter. Philologische Studien zur

Rechtsauffassung und Rechtsgesinnung der Germanen. Hermaea.

Germanistische Forschungen neue Folge Bd. 16, Tübingen

1964.

532

WALEY, D.: Siena and the Sienese in the Thirteenth Century. Cambridge

1991

WALLACE-HADRILL, J.M.: The Long-Haired Kings and Other Studies in

Frankish History. London 1962.

- Early Germanic Kingship in England and on the Continent. Oxford 1971.

- The Frankish Church. Oxford 1983.

WATSON, A.: Legal Transplants. An Approach to Comparative Law.

Edinburgh 1974.

- Sources of Law, Legal Change, and Ambiguity. Philadelphia 1984.

- Roman Law & Comparative Law. Athens (US) 1991.

WHITE, S.D.: “Pactum…Legem Vincit et Amor Judicium” The Settlement

of Disputes by Compromise in Eleventh- Century Western

France. I The American Journal of Legal History, vol. 22. Philadelphia

1978.

- Feuding and Peace-Making in the Touraine around the Year

1100. I Traditio, Studies in Ancient and Medieval History, Thought, and

Religion, Vol. XLII. New York 1986.

- Custom, Kinship, and Gifts to Saints. The Laudatio Parentum in Western

France, 1050-1150. London 1988.

533

WICKHAM, C.: Land Disputes and Their Social Framework in

Lombard-Carolingian Italy, 700-900. I W. Davies & P.

Fouracre (ed.): The Settlement of Disputes in Early Medieval Europe.

Cambridge 1986.

WINBERG, C.: Grenverket. Studier rörende jord, släktskapssystem och

ståndsprivilegier. Göteborg 1985.

WINROTH, A.: The Two Recessions of Gratians Decretum. I

Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, Kanonistische Abteilung

Bd. 83. Wien/ Köln/ Weimar 1997.

- The Making of Gratian’s Decretum. Cambridge 2000.

WORMALD, P.: The Making of English Law: King Alfred to the Twelfth Century,

vol. 1. Legislation and its Limits. Oxford 1999.

ZAHLE, H: Praktisk Retsfilosofi: Introduktion til Almindelig Retslære.

København 2003.

ZORZI, A.: Politica e giustizia a Firenze al tempo degli

Ordinamenti antimagnatizi. I Ordinamenti di giustizia fiorentini –

Studi in occasione del VII centenario. (Archivio di Stato di Firenze – Scuola di

archivistica paleografica e diplomatica, 4), a cura di Vanna Arrighi.

Firenze 1995.

534

ÅQVIST, G.: Frieden und Eidschwur. Studien zum mittelalterlichen

germanischen Recht. Lund 1968.

- Kungen och rätten. Studier till uppkomsten och den tidigare utvecklingen av

kungens lagstiftningsmakt och domsrätt under medeltiden. Lund 1989.

535

Slægtens funktion i nordisk højmiddelalderret – Kanonisk retsideologi og fredsskabende...

Documents

Transcript of Slægtens funktion i nordisk højmiddelalderret – Kanonisk retsideologi og fredsskabende...