ANVENDTE FORKORTELSER
A&O.: Arvebog og Orbodemål
BKr.: Borgartings Kristenret
D.R.B.: Danmarks Riges Breve
DL.: Dalaloven
EKr.: Eidsivatings Kristenret
EsL.: Eriks sjællandske Lov
FL.: Frostatingsloven
GL.: Gulatingsloven
HL.: Hälsingeloven
JL.: Jyske Lov
KLNM.: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder
MEL.: Magnus Erikssons Landslov
MML.: Magnus Lagabøters Landslov
SjKl.: Sjællandske Kirkelov
SkKl.: Skånske Kirkelov
SkL.: Skånske Lov
SlKl.: Smålands Kirkelov
SmL.: Södermannaloven
UpL.: Upplandsloven
VgL1.: Ældre Västgötalov
VgL2.: Yngre Västgötalov
VmL.: Västmannaloven
VsL1.: Valdemars sjællandske Lov, ældre version
VsL2.: Valdemars sjællandske Lov, yngre version
ÖgL.: Östgötaloven
1
INDHOLD
1. DEL. DEN IDEOLOGISKE OG PRAKTISKE BAGGRUND FOR
LANDSKABSLOVGININGEN
INDLEDNING
8
Undersøgelsesområde og afgrænsning
12
Systematikken
13
SLÆGTSKAB SOM STRATEGI
14
Det valg- og alliancebaserede slægtskabssystem
17
Det kanoniske slægtskab
21
”SLÆGT, KØN, LOV OG RET” – DE CENTRALE BEGREBER
33
2
Slægtskab
33
Lov og ret
38
DE RETLIGE KILDER
44
DE NORDISKE SAMFUND PÅ LANDSKABSLOVENS TID
54
Norden som analysemodel
54
De norske loves genesis
59
De danske loves genesis
67
De svenske loves genesis
72
Samfundets opbygning
77
Ressourcer og prestige – Jordens betydning i
landskabslovene 81
LANDSKABSLOVENES TILKOMST OG DATERING
85
Sædvane eller nyskabt ret?
85
3
Landskabslovenes datering
90
De danske loves datering
91
De norske lovudgaver
98
De svenske loves datering
100
De anvendte tekstudgaver
104
LOVENES FÆDRE
106
FREDSIDEOLOGIEN
113
LOVGIVEREN OG LOVEN
121
Kongen som lovgiver – Den ideologiske konstruktion
121
Kongens lovgivningskompentence
127
INTERAGERENDE RETSSYSTEMER - DOMSTOL, KONFLIKTLØSNING OG
FORLIG
131
4
Europæiske eksempler
132
Situationen i de nordiske kongeriger
135
ANVENDELSEN AF LANDSKABSLOVENE
139
Lovenes funktion – Ideologi eller praksis
143
2. DEL. DET KANONISKE SLÆGTSKABS FUNKTION I
LANDSKABSLOVENE
SLÆGTENS RETLIGE FUNKTION – OPBYGNING OG SAMMENHÆNG
148
5
SLÆGTEN SOM RETSSUBJEKT
153
SLÆGTENS FUNKTION VED RETLIGE TVISTER
153
Kønsnævn
153
Jord og arv
156
Vold og drab
158
Ægteskab og incest
161
KOLLEKTIV BODSBETALING
163
Forbrydelser der ikke kunne sones med bod
166
Mandeboden
171
Den danske lovgivning
171
Den svenske lovgivning
176
Den norske lovgivning
182
6
Personlig skyld, kollektivt ansvar og teologiske
overvejelser derom 192
DE KANONISKE SLÆGTNINGES INDBYRDES RETTIGHEDER OG
FORPLIGTELSER
196
DEN IDEOLOGISKE BAGGRUND FOR ARVERET I MIDDELALDEREN
196
ARVERETTEN I LANDSKABSLOVENE
198
Medgift
200
Hovedlodden
201
Sønner og døtre som samarvinger
203
Giftegaver
211
Mandlig forret til arv
213
Arveretten før landskabslovenes komme
220
Patrilineære tendenser og kvindelig arveret
223
7
DONATIONER, FROMME GAVER OG RETTEN TIL AT DISPONERE OVER
EJENDOM
229
Det danske materiale
235
Det svenske materiale
243
Det norske materiale
249
ODELSRET
253
Odelsretten
256
Lovbydelse
261
Bördsrätten
264
Forkøbsretten og skattegrundlaget
268
FLEDFØRING
271
ÆGTESKAB 281
Det samtykkebaserede ægteskab – Kanonisk rets
forskrifter 281
8
Ægteskabsretten i landskabslovene
286
Tvangsægteskaber
292
Incest, ægteskab og kanonisk slægtskab
296
Incest i landskabslovene
301
Nordisk eller kanonisk ægteskabsret?
303
AFSLUTNING OG KONKLUSION
307
ENGLISH SUMMARY
315
BIOGRAFI
317
Primære kilder
317
Sekundær litteratur
323
9
INDLEDNING
vorfor endnu en afhandling om de nordiske
landskabslove? Sådan vil mangen en retshistoriker
nok spørge. Der findes jo ikke én eneste
bestemmelse eller retlig problemstilling i lovene, som ikke
allerede har været fremdraget, beskrevet og diskuteret. Vil
en fornyet holmgang med det slidte kildemateriale ikke blot
endnu engang føre til en endeløs opregning af de regler og
procedurer, der er landskabslovenes substans, uden at kaste
nyt lys over kildematerialet? Undersøgelsen i det følgende
er imidlertid anstillet ud fra den opfattelse, at det er
muligt at lokke ny viden ud af landskabslovene, ikke blot
om det retlige klima i højmiddelalderens Norden, men også
om det underliggende retsideologiske formål med
lovgivningen, hvori mange af paragrafferne stikker dybere
end til en umiddelbar trang til at skabe lov og orden.
Andre indfaldsvinkler end den traditionelle, hvor man har
undersøgt den enkelte lovbestemmelse isoleret, kan føre til
nye resultater. Her tænkes specielt på undersøgelsen af,
H
11
hvilke ideologiske strømninger der var herskende blandt den
uddannede elite på landskabslovenes tid. På dette område er
det ikke nok snævert at se på lovstudiet, også teologien må
inddrages.
Den tidligere danske retshistoriske forskning har
primært fokuseret på landskabslovenes bestemmelser i en
snæver juridisk sammenhæng, og ikke så meget på samspillet
og vekselvirkningen mellem retsudviklingen og det samfund,
som lovene opstod i, eller på den underliggende politiske
betydning af de juridiske institutioners udformning.
Nærværende monografi vil derimod se på landskabslovenes
bestemmelser i deres samfundsmæssige og retsideologiske
kontekst gennem en afdækning af, hvilken ideologi de var
udtryk for, og hvad deres politiske formål var. Dermed være
ikke sagt, at retssystemtænkning ikke er vigtig for den
retshistoriske forskning i landskabslovene. Uden de
byggeklodser, der dermed bliver skabt, og som er første
skridt til anerkendelsen af, at landskabslovene var en del
af en større juridisk tradition og sammenhæng, giver det
ingen mening at stille supplerende spørgsmål som for
eksempel om, hvem der havde politisk, ideologisk eller
økonomisk interesse i, at der gennem lovene søgtes skabt en
speciel samfundsopbygning
En sådan undersøgelse fører en til de store lærdomscentre i
Paris, Bologna og andre steder i Vesteuropa, for at man kan
forstå, hvilken skolastisk dannelse de nordiske
12
landskabsloves fædre må have haft. Begrebet skolastik skal
ikke forstås i den snævre teologiske betydning, det ofte
tillægges i dag, men som en betegnelse for den fælles
intellektuelle forståelse, der opstod hos de personer, som
blev skolet ved de store lærdomscentre i udlandet.1 For de
juridisk skolede vil man traditionelt kalde den særlige
tradition og lovforståelse, som de tilegnede sig, for ius
commune. Bag begrebet ius commune ligger en teoretisk
forankring i kanonisk og romersk ret, der for alvor tog sin
begyndelse med retsstudiet i Bologna i 1100-tallet. Ius
commune bruges som betegnelse for en fælles vesteuropæisk
retsforståelse, hvis afsæt fandtes i de lærde retssystemer,
og som var baggrunden for en fælles ideologi, selvom det på
lokalt plan fik særdeles forskellige udtryk. Denne
fælleseuropæiske lærde retlige strømning er ofte blevet
stillet i modsætning til den lokale ret, ius proprium, som
landskabslovene er eksempler på. Ved at fokusere på
inspirationen i den lokale ret fra den lærde ret bliver
sondringen mellem ius commune og ius proprium imidlertid
vanskelig at opretholde. For endskønt den direkte
påvirkning fra romerretten ikke har været overvældende, er
inspirationen fra kanonisk ret tydelig, og hele opbygningen
af lovteksterne vidner om kendskab til den europæiske1 De sidste årtiers vækst i lærdomshistorie har gjort meget for atudvide forståelsen af vigtigheden af at se på den intellektuelleballast og ikke mindst selvforståelse, som lovenes fædre, ukendteeller kendte, besad. Om den akademiske selvforståelse, lærdom ogundervisningsform i højmiddelalderen se for eksempel. M. Münster-Swendsen: ”Masters and Paragons. Learning, Power, and the Formation ofa European Academic Culture c. 900-1230.” Upubliceret ph.d.-afhandlingKbh. 2004.
13
retstradition, som romerretten var så vigtig en bestanddel
af. Langt mere kompliceret end at forstå nogle højtsvævende
ideologiske konstruktioner er det imidlertid at kunne
gennemskue, hvordan disse i praksis rodfæstede sig i den
hjemlige lovgivning. Man kan for eksempel mene, at der er
langt fra et kirkeligt ideal om gensidig kærlighed og fred
mellem alle blodsbeslægtede til lovparagraffer, der
regulerer arv og donationer og fastsætter sanktioner for
manddrab. Ikke desto mindre kommer denne sammenhæng
tydeligt frem, hvis retshistorikeren tør vove sig ud af
juraens sikre og tekstnære verden for i stedet at træde ind
i et univers, hvor et stort kontingent af lovenes
forfattere var skolet i teologi, og hvor teologien og
juraen ofte var svært adskillelige størrelser, fordi den
kanoniske ret havde udviklet sig i et tæt samspil med
romerretten og teologien, og hvor romerretten, navnlig fra
Konstantin den Store og frem, i en dialektisk proces havde
været med til at forme og selv blive formet efter den
kristne retsforståelse.
Formålet med denne bog er ud fra en anerkendelse af, at de
nordiske kongeriger også på det juridiske område var en del
af en fælles kristen lærdomskultur, endnu engang at rejse
spørgsmålet om, hvilken funktion slægtskab2 havde i de
nordiske landskabslove. Jeg ønsker at kortlægge, hvilke
ideologiske og realpolitiske bevæggrunde der lå bag den
2 Brugen af slægtskabsbegrebet vil blive forklaret nærmere i afsnittet”Slægt, køn, lov og ret – De centrale begreber”
14
måde, hvorpå slægtskab og de efter lovene dertil knyttede
rettigheder og forpligtelser blev udformet. Udgangspunktet
for undersøgelsen vil være at gennemarbejde de områder i
lovene, hvor slægtskab var med til at definere
retsreglerne; dette kom for eksempel til syne ved
bestemmelser om overførelse af ejendom ved arv, salg eller
gave og ved ægteskab, hvor slægternes indbyrdes rettigheder
og forpligtelser reguleres. Ligeledes er der undersøgt,
hvordan slægten optrådte som retssubjekt over for
tredjepart i sager om kollektiv betaling og modtagelse af
mandebod samt i de tilfælde, hvor det blev foreskrevet, at
medlemmerne af slægten skulle føre bevis eller aflægge ed
om for eksempel ejendomsforhold.
Forskningen har med enkelte undtagelser3 forladt
betragtningen om, at det førkristne Norden var domineret af
en retsorden bestående af slægtsgrupper, der havde
socialretlig kontrol over sine medlemmer. Man ser derfor
heller ikke længere det slægtskab, der optræder i
landskabslovene, som en reminiscens af denne gamle
samfundsorden.4 Skønt dette billede således er blevet manet
i jorden til fordel for et langt mere nuanceret, hvor
stormænd, konger og andre magtfaktorer ses som autoriteter
3 Som for eksempel A. Hoff: „Lov og landskab. Landskabslovenes bidragtil forståelsen af landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca.900-1250” 1997 og H. Paludan: ”Familia og familie. To europæiskekulturelementers møde i højmiddelalderens Danmark” 1995.4 For en gennemgang af hvordan slægt på landskabslovenes tid er blevetopfattet gennem retshistorien se for eksempel L.I. Hansen: ” ’Ætten’ ide eldste landskapslovene – Realitet, konstruksjon og strategi” 1999,s. 25-34.
15
ved siden af slægten eller familien,5 mangler der stadig en
undersøgelse af den særlige forståelse af slægtskab, som
findes i landskabslovene. Det søges foretaget i det
følgende.
Det er ikke muligt at give et enkelt svar på, hvorfra
inspirationen til at anstille denne undersøgelse kom, men
langt hen ad vejen må den ses som en reaktion på Ole
Fengers ”Fejde og mandebod.”6 I dette værk fremsatte Fenger
teorien om, at kirken var en aktiv modstander af enhver
form for kollektivt slægtsansvar, som for øvrigt havde
rødder i et samfund, i hvilket nogenlunde lige stærke og
store slægter regulerede retsudøvelsen via en slags
indbyrdes terrorbalance, hvor potentielle krænkelser af et
slægtsmedlem blev mødt med truslen om hævn og fejde. Fenger
var meget optaget af slægtsansvaret, men det lykkedes ikke
for ham at give en overbevisende forklaring på, hvordan
slægt på landskabslovenes tid fungerede, kun at den havde
udviklet sig fra en fast defineret gruppe til en vekslende,
hvor slægtskab taltes både på fædrene og mødrene side, og
at den i princippet kunne være af uendelig udstrækning.
5 Selvom familie og slægt ofte bruges som synonymer, vil begreberne forklarhedens skyld blive adskilt i det følgende. Familie defineres somde allernærmeste slægtninge, der er del af den samme husstand, hvorbasis udgøres af et forældrepar med børn og eventuelle svigerbørn,børnebørn og eventuelt anden descendens. Betegnelsen slægt bruges omhele den kognatiske slægtsgruppe (kognatisk henviser til, at slægtskabfor den enkelte regnes både på moders og faders side, og derfor er detkun helsøskende, som har præcis den samme slægt). 6 O. Fenger: „Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvaret i germanskog gammeldansk ret“ 1971.
16
Hvordan denne vekslende slægtsgruppe fungerede, og hvad der
gjorde, at blodsfælleskab alene var nok til, at en
forpligtelse opstod, præsenterede han ingen forklaring på.
Fengers arbejde lider også af det forklaringsproblem, at
hans teori om slægtsansvaret er i konflikt med de eksempler
på vold eller uvenskab mellem blodsbeslægtede, som specielt
1100-tallets kilder er så rige på. Eftersom læsningen af
”Fejde og mandebod” rejste flere spørgsmål, end den
besvarede, vaktes min interesse for selv at stille (og ikke
mindst besvare) spørgsmålene om, hvilken slægtsopfattelse
landskabslovene giver udtryk for, og hvilken retlig
betydning slægten havde.
Ved siden af dette hovedproblem vil der i det følgende
forekomme et antal digressioner, der ikke er snævert
knyttet til hovedproblemstillingen. Dette er gjort for at
give et mere nuanceret billede af de retlige og ideologiske
strømninger, som landskabslovene var et produkt af.
17
UNDERSØGELSESOMRÅDEDet er således landskabslovgivningen i de nordiske riger i
middelalderen, der er grundstenen i undersøgelsen. Den
nordiske landskabslovgivning dækker en lang periode, hvoraf
der særligt fokuseres på tiden fra midten af det 12. og
frem til det 14. århundredes begyndelse. Eftersom fokus vil
være på kongerigerne og kongemagtens betydning for
landskabslovgivningen, er den gotlandske Gutalov ikke
medtaget, det samme gælder for den islandske Grágás, der
selvfølgelig heller ikke kan betegnes som en landskabslov,
da der ikke var flere retlige enheder på Island.
Selvom det i princippet er landskabslovene, der står i
centrum, vil både den norske og den svenske landslov blive
inddraget. Magnus Lagabøters norske landslov kom allerede i
1274, på et tidspunkt, hvor den svenske landskabslovgivning
ikke engang var tilendebragt. Der er et spand på over
hundred år mellem de ældste og yngste bestemmelser i de
norske love. Det giver mulighed for at iagttage eventuelle
ændringer både af den fulgte praksis på de enkelte
retsområder og i ændringen af kongens rolle i forhold til
loven og retsudøvelsen. For begge landslove gælder det
tillige, at de er interessante, da de giver et indblik i,
hvilke bestemmelser og beføjelser man fra centralt hold
ønskede at bibeholde fra tidligere praksis, og hvilke der
ikke længere ansås for brugbare.
18
Nogle vil måske spørge, hvorfor bylovene og kilder som
gildeskråerne ikke er inddraget i denne undersøgelse?
Umiddelbart ville man jo forvente, at de retlige kilder fra
byerne ville supplere og udbygge det billede af, hvordan
slægtskab optrådte og brugtes, som man finder i
landskabslovene. Det gør de også, men forstået på den måde,
at de pålægger slægten et meget ringere ansvar over for
tredjemand, end slægten har i landskabslovene. Til gengæld
har andre fællesskaber, specielt gilderne, en betydning,
som slet ikke kendes fra landskabslovene. At slægten ikke
havde den samme betydning for retsudøvelsen i byerne som på
landet, er i grunden ganske indlysende, da bysamfundet var
langt mere dynamisk end landet. Mange af dem, der boede i
byerne, var enten selv kommet fra landet eller fra en anden
by eller var ”andengenerationsindvandrere”, hvilket betød,
at mange af deres blodsbeslægtede kunne være fjernt boende,
hvorfor slægten var dårligt egnet til at være en del af
retsplejen. Da de retlige kilder fra byerne således
afspejler en helt anden problemstilling end den for
landområderne, er de udeladt i denne undersøgelse.
En direkte historiografisk gennemgang af den tidligere
retshistoriske forskning er fravalgt, og det skal kun kort
nævnes at inden for de sidste årtier har historikere som
Elsa Sjöholm, Lars Ivar Hansen og Michael H. Gelting
bidraget til forskningen om landskabslovene gennem en række
19
studier.7 I denne sammenhæng bør især Geltings artikler
fremhæves,8 da de på trods af deres klare historiske
indgangsvinkel har været med til at sætte fornyet gang i
diskussionen om landskabslovenes datering, indhold og
formål, blandt andet gennem sammenligning mellem den danske
retsudvikling og den, der fandt sted i andre dele af
Europa, specielt i Frankrig og Norden.
SystematikkenUndersøgelse er delt i to hovedafsnit: et bredt
introducerende og et retsdogmatisk. I det første bliver
forudsætningerne for at forstå landskabslovene præsenteret
gennem en vifte af aspekter, der havde betydning for deres
indhold og udformning. Dette favner så vidt som til at
dække den teologiske og ideologiske baggrund for lovgivning
og slægtskab, som den findes i lovene, landskabslovenes
historiske kontekst, både politisk, socialt og økonomisk,
begrebsbrugen, den skolastiske baggrund for retsideologien
7 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988. L. I. Hansen: ”’Ætten’ ide eldste landskapslovene – Realitet, konstruksjon og strategi” 1999og ”Slektskap, eiendom og sosiale strategier i nordisk middelalder.”1994 Geltings production har været Ganske omfangsrig, men de to mestopsigtsvækkende er: M. H. Gelting: ”Marriage, Peace and the CanonicalIncest Prohibitions: Making Sense of an Absurdity?” 1999 og ”Odelsrett– lovbydelse – bördsrätt – retrait lignager. Kindred and Land in theNordic Countries in the Twelfth and Thirteenth Centuries” 2000.8 Læseren vil bemærke, at der mange steder i denne afhandling bliverhenvist til og diskuteret med Geltings teorier og hypoteser. Grundendertil er, at han i nyere tid er den, der har bidraget mest tildiskussionen omkring landskabslovenes indhold og formål. Specielt hansundersøgelser af incest, arv, donationer og retten til jord har væreten stor inspirationskilde til dette arbejde. Mange af Geltings teorierog hypoteser, der endnu ikke blevet diskuteret i den retshistoriskeforskning, vil blive behandlet her.
20
herunder også sammenhængen mellem ret og fred og slutteligt
kongens ideologiske og praktiske funktion som lovgiver.
Denne fremstillingsmåde er valgt, fordi ønsket er at
undersøge de nordiske landskabslove både udefra og ”indad”,
nemlig ved at se på hvilken påvirkning udefra der har øvet
indflydelse på landskabslovgivningen i Norden, og om spor
deraf lader sig påvise i lovene.
Andet hovedafsnit er det mere dogmatiske, hvor der dykkes
ned i lovbestemmelserne for at se, hvordan det kanoniske
slægtskab blev anvendt i lovene. Groft sagt er det andet
hovedafsnit således delt i to, hvoraf den første del
omhandler slægten som retssubjekt over for tredjemand, mens
den anden del går ind på slægtens indbyrdes rettigheder og
forpligtelser. Denne opdeling er imidlertid ikke helt
dækkende, idet kollektiv slægtsbetaling af mandebod i
grunden dækker begge kategorier.
Som det sidste tema vil ægteskabsindgåelse blive undersøgt,
både forholdet til kanonisk ret og den praksis,
landskabslovene foreskrev. Det kristne ægteskab og de
restriktioner, der var knyttet til indgåelsen, var helt
centrale forudsætninger for, at kanonisk slægtskab kunne
rodfæste sig i lægbefolkningens bevidsthed, især fordi et
omfattende incestforbud havde en vigtig placering i læren
derom.
21
I den dogmatiske del har jeg ofte valgt at gennemgå
bestemmelserne, således at de danske, svenske og norske er
behandlet hver for sig i stedet for at foretage en samlet
gennemgang. Dette er gjort for at skabe klarhed over de som
oftest meget komplicerede regler, men det har medført, at
fremstillingen er noget tung. En bedre formidlende stil
kunne være valgt, men er altså fravalgt af hensyn til
overskueligheden.
22
SLÆGTSKAB SOM STRATEGI
un sjældent har forskere brugt slægtskab som
udgangspunkt for at forstå landskabslovene. En
undtagelse er dog den norske historiker Lars Ivar
Hansen, som i sin artikel om slægten i de ældste
landskabslove fra 19999 fremfører, at man kan anlægge to
syn på slægtskab: Enten ser man slægtskab som en fast
størrelse, som politiske og økonomiske strukturer måtte
afpasse sig efter, eller også ser man slægtskabsstrategier
som afhængige variabler. Slægtskab var i sidste fald ikke
en uforanderlig størrelse, men et elastisk begreb, der
kunne tilpasses givne økonomiske og politiske interesser og
instrumentaliseres med henblik på disse. Her, som det også
er tilfældet i Lars Ivar Hansens artikel, vil sidstnævnte
synsvinkel på slægtskab blive anlagt. Også betydningen af
de ideologiske strømninger, der kom fra udlandet, og som
kom til at påvirke både politiske, sociale og økonomiske
forhold i de nordiske samfund, hvorved nye
slægtskabsstrategier blev skabt, vil blive inddraget. Det
teoretiske udgangspunkt for denne bog er at betragte
slægtskab, som det optræder i landskabslovene, som en
strategi fra de centrale magthaveres side.
K
9 L.I. Hansen: ”’Ætten’ i de eldste landskapslovene – Realitet,konstruksjon og strategi” 1999, s. 23ff. I en anden artikel har LarsIvar Hansen brugt en lignende Bourdieu-inspireret strategimodel for atforklare, hvordan det nordiske arvesystem udviklede sig imiddelalderen. L. I. Hansen: ”Slektskap, eiendom og sosiale strategieri nordisk middelalder” 1994.
23
Slægtskab som strategi er ikke en ny indfaldsvinkel til
at forstå samfundsforholdene i middelalderen.10 Ud over
Lars Ivar Hansen har denne tilgang blandt andre også
inspireret Eleanor Searles analyse af slægtskabet i
Normandiet11 og Constance Brittain Bouchards undersøgelse
af aristokratiets ægteskabs- og slægtskabsmønstre i det
10 Når den form for slægtskab, der optræder i landskabslovene, i dengrad gennemsyrer dem og spiller en afgørende rolle for såvelejendomsretten (specielt hvad angår den enkeltes dispositionsret oversin ejendom), betaling og modtagelse af mandebod og ikke mindsteslægtens betydning som retsenhed, når eder, bevis og lignende skullepræsteres, kan der ingen tvivl herske om, at denne strategiske måde atbruge slægtskab på ikke havde fundet vej ind i lovene, hvis der ikkevar tale om en bevidst strategi fra centralmagtens side. Centralmagtenkan ikke uden videre oversættes med kongemagten, da mange af kirkensmænd beklædte høje embeder i den verdslige forvaltning, hvilket gørdet svært at skelne skarpt mellem kongens og kirkens politik. Et ordsom strategi skal naturligvis altid bruges med et gran salt, for detvil unægtelig være svært at bestemme, hvad der er strategi, og hvormeget der i stedet er udtryk for tidens ideologiske strømninger, dadisse størrelser er tæt sammenvævede. For nemmere at kunne forklare og sætte ord på de magtkampe ogværdiudvekslinger, der fandt sted, vil den franske sociolog PierreBourdieus begrebsapparat til tider blive anvendt, ligesom Bourdieustanker også har inspireret flere af konklusionerne. Man kan dog ikkegå så vidt som til at sige, at undersøgelsens teoretiske grundlagalene hviler på Bourdieu, dertil er brugen af ham for selektiv. I Bourdieus univers er begreber som diskurs, felt, strategi ogkapital helt afgørende. Det for undersøgelsen centrale begreb slægtskabdækker i grunden over en tom diskurs, som forskellige aktører havdeinteresse i at definere indholdet af. Dette skete gennem strategier,der kunne være både bevidste og ubevidste fra aktørernes side.Slægtskab udgjorde en del af de ideologiske strømninger, der rørte sigi tiden, og som ikke havde nogen berettigelse i sig selv, men i stedetvar en del af de værdier, eller kapital som Bourdieu kalder det, derfandtes på det felt eller felter, hvorpå aktørerne agerede. Selvom derofte i teksten vil blive talt om ideologiske strømninger, er der igrunden blot tale om endnu en konstruktion, idet ideologier ikke kunneeksistere selvstændigt, men kun giver mening, hvis de ses som en delaf den kapital, som aktørerne bragte med på felterne, hvor kampen om,hvilke ideologiske strømninger, eller snarere hvilken gruppesinteresser, der skulle tilgodeses, foregik. Den ”kamp”, der fandtsted, pågik både på det retlige, kulturelle og sociale felt blandt
24
nuværende Frankrig i den tidlige middelalder og den
begyndende højmiddelalder.12 Hvad det danske materiale
angår, er tilgangen blevet brugt af Lars Hermanson og Thyra
Nors til at forklare de politiske forhold i det 12.
århundrede, som de ser som værende afhængige af aktørernes
evner til at bruge slægtskab strategisk til at styrke egne
interesser.13 Her vil teorien om slægtskab som strategi
blive brugt til at give en retshistorisk tolkning af,
hvordan slægtskab optræder i de nordiske landskabslove, og
hvilken strategi der ligger bag den måde, hvorpå slægtskab
bliver præsenteret deri.
I den retshistoriske forskning om slægtskabets rolle i
landskabslovene er der traditionelt blevet fokuseret på
slægtsansvar eller familieforhold og ikke på slægtskabets
struktur og funktion. Hvis man imidlertid følger Lars Ivar
Hansens tankegang om, at definitionen af slægt var en
variabel størrelse, der kunne ændre sig efter magthavernes
politiske og økonomiske interesser, bliver slægtskabmange forskellige aktører, der alle tilhørte samfundets elite på detsociale plan, mens alle bestemt ikke var rustet til at agere på detkulturelle plan. Det, at kampen fandt sted på flere felter, gør denkompliceret at håndtere, idet det er meget vanskeligt at spore, hvilkemagtforhold der eksisterede mellem felterne, og hvilken betydning deforskellige former for kapital har haft i forhold til hinanden.11 E. Searle: ”Predatory Kinship and the Creation of Norman Power, 840-1066” 1988.12 C. Brittain Bouchard: „’Those of My Blood.’ Constructing NobleFamilies in Medieval Francia“ 2001. For en introduktion til hendesteorier se s. 1-12.13 L. Hermanson: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitenspolitiska kultur i 1100-talets Danmark” 2000 og T. Nors:”Slægtsstrategier hos den danske kongeslægt i det 12. århundrede: Svartil Helge Paludan” 2000.
25
pludselig en vigtig faktor i magtkampen, specielt i et
samfund hvor både ejendomsoverførelse og justits fandt sted
på et lokalt plan, og hvor centralmagten ofte ikke var
stærk nok til at diktere udfaldet af sagerne. I det
følgende vil der blive gjort rede for den ændring i
opfattelsen af, hvad slægtskab var, som jeg mener, fandt
sted med indførelsen af landskabslovene.
DET VALG- OG ALLIANCEBASEREDE SLÆGTSKABS-
SYSTEMBåde Nors og Hermanson har undersøgt, hvilke
slægtskabsstrategier der lå bag elitens handlinger i 1100-
tallets Danmark. Med andre ord har de begge hovedsagelig
fokuseret på perioden før landskabslovenes nedskrivning.14
I det følgende bliver de slægtskabsstrategier, som Nors og
Hermanson har iagttaget fra Danmark i 1100-tallet,
suppleret med observationer fra andre områder. Dette gøres
ud fra den betragtning, at de slægtskabsstrategier, som var
14 Selvom detaljerede undersøgelser af slægtsstrategier i Norge ikke erblevet foretaget, har blandt andre Sverre Bagge og Lars Ivar Hansengjort observationer af slægtskabsstrategier fra 1000- til 1100-tallet,som i hovedtrækkene svarer til Nors og Hermanson konklusioner. L.I.Hansen: ”Slektskap, eiendom og sosiale strategier i nordiskmiddelalder” 1995 og S. Bagge: ”Borgerkrig og statsudvikling i Norge imiddelalderen” 1986, s. 150f. For Sveriges vedkommende erkildematerialet fra denne periode meget sporadisk, men intet i dettaler imod, at slægtskabsstrategierne lignede dem, som kilderne fradet danske og norske område viser.
26
herskende i Danmark i den tidlige og begyndende
højmiddelalder, også har fandtes i Norge og Sverige.15
Dette udelukker på ingen måde, at der kunne være regionale
forskelle i slægtskabsrelationerne, som blandt andet kunne
komme til udtryk i forskellige arvemønstre, men den
grundlæggende idé bag konstruktionen af slægtskab var den
samme.
Her bliver den slægtsstrategi, som var fremherskende i
Norden, indtil landskabslovenes strategier rodfæstede sig,
blive kaldt det valg- og alliancebaserede slægtskab, fordi slægtskab
i denne periode ikke var en fast defineret størrelse. Ens
slægt var mere eller mindre selvvalgt, selvom den som
udgangspunkt oftest bestod af blodsbeslægtede,16 med hvilke
man kunne styrke slægtsbåndene gennem venskabsbånd.17
Sammenhold mellem blodsbeslægtede udgjorde i reglen kernen
i en gruppe, hvor man var forpligtet over for hinanden, men
manglen på faste normer for, hvordan slægtskab fungerede,
medførte, at ”Inden for disse sammenslutninger [den
bilaterale slægtsgruppe] kunne man håndplukke sine
”slægtninge og vælge bort personer, som man af forskellige
grunde ikke ønskede skulle tilhøre slægten”.”18 Derud over
15 E. Gunnes: ”Erkebiskop Øystein. Statsmann og kirkebygger” 1996, s.102.16 Med blodsbeslægtede menes slægtninge på både moderens og faderensside, altså et bilateralt slægtskabssystem.17 Ikke venskab i moderne forstand, da venskabet i middelalderenfungerede som en kontrakt om gensidig støtte og kunne indgås bådemellem ligeværdige parter eller som et klient/patronforhold.18 Inom dessa sammanslutningar kunde man handplocka sina ”släktingar” och välja bortpersoner, vilka man av olika anledningar inte ville skulle höre til släkten. L. Hermanson:”Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1100-talets Danmark” 2000, s. 10.
27
kunne man indgå konstruerede slægtskabsbånd som
fosterbroderskab og gudfaderskab. En slægtskabsopfattelse,
hvori nogle af de samme elementer indgår, kommer også til
udtryk på Island i fristatstiden, hvor det beskrives på
følgende måde af Jon Viðar Sigurðsson: ”I udgangspunktet er
der em klar forskel på venskab og slægtskab.
Venskabsforbund blev oftest indgået frivilligt, i
modsætning til slægtsbåndende, som var medfødte. Det er
imidlertid problematisk at at trække klare linjer mellem
slægtninge og venner … Når blodsbåndene måtte sikres med
venskab understreger det svagheden ved slægtsbåndende.”19
Den komplicerede måde at opfatte slægtskab på går igen i
William Ian Millers beskrivelse af det islandske samfund ud
fra sagamaterialet. Miller mente, at blodsbånd spillede en
stor rolle, men påpeger også, at der fandtes et
valgelement, og at andre bånd end blodets, specielt gennem
ægteskab og mellem fostreforældre, -børn og -søskende,
havde stor betydning.20
En af konsekvenserne af denne diffuse
slægtskabsopfattelse var, at den enkelte kun havde bånd
til og forpligtelser over for nogle af sine
blodsbeslægtede, hvilket muliggjorde konflikter mellem
19 I utgangspunktet er det en klar forskjell på vennskap og slektskabs. Vennskapsforhold bleoftest inngått frivillig, i motsetning til slektsbåndene, som var medfødte. Det er imidlertidproblematisk å trekke opp klare linjer mellom slektninger og venner. Slektsbåndene var nemligikke sterkere enn at de måtte sikrest med vennskap … Når blodbåndene må sikres medvennskap, understreker det svakheten ved slektsbåndene.J. Viðar Sigurðsson:”Forholdet mellem frender, hushold og venner på Island ifristatstiden” 1995, s. 328.20 W.I. Miller: ”Bloodtaking and Peacemaking. Feud, Law, and Society inSaga Island” 1990, specielt s. 139-178.
28
nært beslægtede. I det hele taget var denne
slægtsforståelse, der til dels byggede på alliancer, ikke
grundlag for stabile og fredelige samfundsstrukturer, da
alliancesystemet blev båret oppe af personlige bånd, der
bristede i det øjeblik en af parterne døde. Som eksempel
på dette kan fremhæves alliancer indgået via giftermål.
Umiddelbart kunne giftermålene have en fredsskabende
funktion, for eksempel som en markering af en alliance
indgået mellem to forhenværende stridende parter.
Giftermålene rummede dog også en kimen til ufred. Et
eksempel på sådanne kortsigtede allianceforhold, påpeger
Hermanson, kendetegnede den danske kong Niels’ regering
(1104-34). Grunden til, at det lykkedes for Niels at holde
sig på tronen så længe, mener Hermanson, skal findes i, at
han via giftermål mellem indenlandske magnater og sin
hustrus slægtninge fik oprettet venskabsbånd til
eventuelle konkurrenter til tronen. Hele dette
velopbyggede system ramlede imidlertid sammen ved hustruen
Margrethes død, idet venskabs- og dermed slægtskabsbåndene
var holdt sammen af hendes person. På denne måde endte den
oprindelige fredsstrategi, og vejen for nye konflikter var
banet.21
Det beskrevne slægtskabssystem, hvor der kunne ligge
strategiske motiver bag valget af slægtninge, minder ikke21 Det korsikanske ordsprog, som Anne Knudsen citerer i sin bog omKorsika, synes at afspejle skrøbeligheden i de alliancer, som byggedepå ægteskaber: ”Morta a moglia si porta sa famiglia appresu.” ”Når hustruen dør, tagerhun sin familie med sig” A. Knudsen: ”En Ø i historien. Korsika” 1989, s.195. Selvom det i tilfældet med Margrethe i stedet burde hedde: ”Nårhustruen dør, tager hun sit alliancenetværk med sig.”
29
meget om det stærke slægtsansvar mellem blodsbeslægtede,
der ifølge mange historikere og retshistorikere skulle
have præget den førkristne periode, og som kom under pres
af kirken og kongemagten, der i fællesskab forsøgte at
nedbryde de gamle samfundsstrukturer. Derimod er der ingen
tvivl om, at det valg- og alliancebaserede slægtssystem
står i modsætning til det slægtskab, vi støder på i de
nordiske landskabslove.
Hvad var fordelen ved et slægtskabssystem som det valg- og
alliancebasserede, og hvorfor søgtes det nedbrudt i
højmiddelalderen? Som før sagt var der i slægtskabssystemet
en indgroet ustabilitet. Dette måtte anses for at være et
gode i et samfund, hvor der manglende en stærk centralmagt,
og hvor der gennem fordelagtige alliancer og vis portion
held var mulighed for social opstigen. Modsat eksisterede
risikoen for social deroute, hvis heldet svigtede, som det
kendes fra de nordiske samfund i Vikingetid og tidlig
middelalder, hvor det også virker som om, at kampen om magt
og ressourcer var en vigtig del af samfundsdynamikken. De
ustabile tilstande blev imidlertid et problem i det
øjeblik, at magten søgtes centraliseret omkring kongen,
samtidig med at nye idealer om ret, fred og retfærdighed
blev introduceret af kirken og langsomt begyndte at vinde
fodfæste.
30
I det følgende søges det påvist, at slægtskabet i
landskabslovene var udtryk for en ny slægtskabsstrategi,
der blandt andet via lovgivningen forsøgtes indført. Denne
nye strategi byggede på teologiske strømninger og mere
håndfast på kanoniske retlige regler, men fandt også
anvendelse hos lovgiverne, idet et mere stabilt
slægtskabssystem også kunne have en fredsskabende effekt.
Nedbrydningen af det valg- og alliancebaserede
slægtskabssystem ville nemlig i teorien sætte en stopper
for dets ustabilitet og indgroede konflikter. Den nye
slægtskabsstrategi vil her blive kaldt det kanoniske slægtskab.
Og det er netop påvisningen af introduktionen af dette
kanoniske slægtskab i landskabslovene med alle dets
implikationer, der er bogens hovedsigte.
Når man som i denne bog sætter de to slægtskabssystemer
skarpt op over for hinanden, er det naturligvis vigtigt at
understrege, at der er tale om idealtyper og ikke en
fuldstændig afspejling af virkeligheden. Selvom et
slægtskabssystem efter idealet er stringent opbygget, så
valg blandt slægtninge ikke burde være muligt, vil ethvert
slægtskabssystem i praksis indeholde et valgmoment, da det
ikke er muligt gennem lovgivning, at få folk til at elske
og respektere hinanden. Derfor har uvenskab mellem
blodsbeslægtede ikke kunne forhindres, og et valgelement i
forhold til, hvem man omgikkes og følte ansvar for, har
givetvis fortsat eksisteret. Dette har man næppe fra
31
lovgivers side været uvidende om, men selvom det ikke var
muligt at tvinge folk til at holde af alle deres
slægtninge, så har det praktiske formål med det kanoniske
slægtskab formentlig også været at skabe en moral, hvor
vold og drab mellem blodsbeslægtede var uacceptabelt. Den
lovgivning, som udspringer af det kanoniske slægtskab, skal
derfor i mindst lige så høj grad ses som en del af en
”kulturkamp”, et forsøg på at påvirke befolkningens
opfattelse af ret og uret, som egentlige påbud.
32
DEN KANONISKE SLÆGTSKABSom navnet fortæller, er definitionen af det kanoniske
slægtskab udstukket af den kanoniske ret, hvori der fandtes
præcise afgrænsninger af, hvad slægtskab dækkede, fordi
disse grænser var grundlaget for de omfattende
incestbestemmelser, som var gældende i middelalderen. Den
kanoniske måde at definere slægtskab på byggede på et
graddelt system. Forældre var man beslægtet med i første
led, bedsteforældre i andet og så videre. Den enkeltes
slægt dækkede alle disse personer og deres efterkommere
indtil den af kirken fastsatte grænse. I den tidlige
middelalder var slægtskabet gældende til syvende led,
hvilket også er den afgrænsning for slægtskab, man finder i
”Gratians Dekret”. At skulle holde rede på alle sine
slægtninge syv led tilbage var meget kompliceret, hvortil
kom, at eftersom kanonisk lov forbød ægteskab mellem
besvogrede, kunne det at finde et passende parti blive en
uhyre vanskelig affære i mindre samfund.22 Dette var
baggrunden for, at man på Det fjerde Laterankoncil i 1215
besluttede at begrænse ægteskabs forbuddet til det mere
realistiske fjerde led, som resten af middelalderen forblev
grænsen for slægtskab.23 22 Dette var grunden til, at stifterne under den norske ærkebispsamtidig med ærkesædets oprettelse i 1152-53 fik dispensation til, atgrænsen for ægteskabsindgåelse blev flyttet fra det syvende til detsjette led.23 Bestemmelsen fulde ordlyd er: ”Non debet reprehensible iudicari, si secumdumvarietatem temporum statut quandoque varientur humana, praesertim cum urgens necessitasvel evidens utilitas id exposcit, quoniam ipse Deus ex his quae in veteri testamento statuerat,nonnulla mutavit in novo. Cum igitur prohibitions de coniugio in secundo et tertio affinitatisgenere minime contrahendo, et de sobole suscepta ex secundis nuotiis cognationi viri non
33
Ud over det rent praktiske med ægteskabsforhindringerne
havde det kanoniske slægtskab stor mental betydning.
Teologisk handlede slægtskab nemlig ikke kun om materielle
sager som for eksempel arv; vigtigere var de moralske
forpligtelser, som bandt slægtninge sammen. Det vigtigste
moralske påbud var, at det var en pligt for slægtninge at
elske hinanden.24 Uvenskab eller ligefrem vold mellem
slægtninge stod i skarp modsætning til dette påbud og var i
yderste konsekvens en forbrydelse imod Guds orden
I alle de nordiske landskabslove følger slægtskabet den
kanoniske definition. Dette kan ikke være en tilfældighed,
navnlig fordi det kanoniske krav om loyalitet og fred
mellem alle blodsbeslægtede inden for en fastlagt gruppe
copulanda prioris, et diffecultatem frequenter inducant et aliquando periculum pariantanimarum, ut cessante prohibitione cessat effectus, constitutions super hoc editas sacriapprobatione concilii revocantes, praesenti constitutione decernimus, ut sic contrahentes decaetero libere copulentur. Prohibitio quoque copulae coniugalis quartum consanguinitatis etaffinitatis gradum de caetero non excedat, quoniam in ulterioribus gradibus iam non potestabsque gravi dispendio huiusmodi prohibition generaliter observari. Quaternarius enimnumerus bene congruit prohibitioni coniugii corporalis, de quo dicit Apostolus, quod vir nonhabet potestatem sui corporis, sed mulier; neque mulier habet potestatem sui corporis, sed vir;[1.Kor. 7. kap. vers 4] quia quatuor sunt humores in corpore, quod constat exquatuor elementis. Cum ergo iam usque ad quartum gradum prohibition coniugalis copulae sitrestricta, eam ita esse volumes perpetuam, non obstantibus constitutionibus super hoc dudumeditis, vel ab aliis vel a nobis, ut si qui contra prohibitionem huiusmodi praesumpserintcopulari, nulla longinquitate defendantur annorum, cum diuturnitas temporum non minuatpeccatum sed augeat, tantoque graviora sint criminal, quanto infelicem detinent animamalligatam.” “Conciliorum oecumenicorum decreta” Concilium Lateranense IV,kap. 50, s. 233f. Bestemmelserne findes også trykt i en dobbeltekstetlatin-tysk udgave i ”Dekrete der ökumenischen Konzilien II: Konziliendes Mittelalters vom ersten Laterankonzil (1123) bis zum fünftenLaterankonzil (1512-1517)” 2000.24 Ordet ”elske” bruges ikke i den moderne betydning, der bygger påfølelser, men i stedet i den middelalderlige, hvor det betød, at manvar bundet sammen af rettigheder og forpligtelser og derfor skullevise respekt og loyalitet.
34
var en nyskabelse i forhold til det valg- og
alliancebaserede slægtskab, som kilderne fra det 11. og det
12. århundrede viser. Derfor er det meget tænkeligt, at
tilstedeværelsen af kanonisk slægtskab i landskabslovene
var et udtryk for et bevidst forsøg på at erstatte en
tidligere herskende definition af slægtskab med en ny.
Spørgsmålet bliver da, hvilke motiver der lå bag denne
strategi. Et vigtigt aspekt var sikkert, at samfundets
lærde elite gennem dens skoling, som for manges vedkommende
havde fundet sted ved de store lærdomscentre rundt om i
Europa, betragtede den kanoniske måde at definere slægtskab
på som den eneste rigtige. Det var den model, den katolske
kirke foreskrev, og som derved var gældende for alle
kristne mennesker. Det vil imidlertid være forkert at
opsætte et fast skel mellem religion og politik, da et
sådant skel var ukendt i middelalderen, hvor religiøse
idéer blev til politiske forskrifter, og hvor realpolitik
kunne få et religiøst udtryk.
I de kanoniske skrifter blev sammenhængen mellem
kærligheden blandt slægtninge og den evigt eftertragtede
fred understreget. Da det samtidig var en vigtig dyd for en
kristen hersker at være fredsskaber (ligesom det på det
mere praktiske plan højnede fyrstens prestige som
retshåndhæver, hvis ufreden kunne begrænses), har
indførelsen af det kanoniske slægtskab været en attraktiv
model. Imidlertid er lovene alene ikke nok til at forstå
35
omfanget af den nye definition af slægtskab, for hvis der
var tale om et reelt ønske om at ændre det herskende valg-
og alliancebaserede slægtskabssystem, var det nødvendigt at
sætte stærkere ind end blot at præsentere det i en ny
lovgivning, som formentlig først langsomt ville vinde
indpas.
Læren om det kanoniske slægtskab var et ideologisk
projekt, som stak langt dybere, end landskabslovene lader
ane, og som kirken over hele den vestlige kristenhed tog
aktiv del i. Desværre er der kun bevaret ganske få
prædikesamlinger eller andre tekster, som kan give et
nærmere billede af den religiøse forkyndelse i de nordiske
riger fra det 12. og 13. århundrede. Men materiale fra
udlandet viser, at den moralske forpligtelse til kærlighed
mellem slægtninge er blevet prædiket. Et godt eksempel på
dette er den franske lærebog i teologi, kirkebrug og moral:
Lucidarius. Værket er skrevet i begyndelsen af det 12.
århundrede af en anonym forfatter. Det eneste, man med
sikkerhed kan sige om ham, er, at han har været meget
veluddannet og godt hjemme i sin samtids teologiske
strømninger. Lucidarius opnåede hurtigt en stor stjerne,
som holdt sig middelalderen igennem. Værkets popularitet
ses blandt andet ved, at det blev oversat til mange
folkesprog, som ud over de store sproggrupper blandt andet
også indbefattede svensk og islandsk. En af grundene til,
at værket blev oversat, har givetvis været, at det var
36
velegnet til at læse højt af fra prædikestolen.25 I
Lucidarius bliver baggrunden for kirkens incestbestemmelser
forklaret på følgende måde: ”Blandt os kristne folk [i
modsætning til Det gamle Testamentes jøder] strækker
kærligheden sig også til vore uvenner efter Guds bud, hvori
Han siger: I skal også elske jeres uvenner. Nu fordi blodet
tvinger os til at elske vore slægtninge, fastslog Hellig
Ånden gennem den Hellige Kirke, at vi skal tage ubeslægtede
mænds døtre til vore hustruer, så hustruen skal udgøre
kærligheds båndet mellem os de fremmede, så at kærligheden
til slut skal række ud over hele menneskeheden.”26
Baggrunden for det kanoniske slægtskab kan næsten ikke
siges tydeligere end i det citerede stykke: Fælles blod
betyder indbyrdes kærlighed, så ufred kunne undgås ved at
skabe blodsbånd mellem fjender gennem ægteskab.27
Sammenhængen mellem slægtskab og kærlighed var på ingen
måde en ny tanke på landskabslovenes tid. Allerede
kirkefaderen Augustin skrev i den 15. bog af sit storværk25 Om Lucidarius se blandt andet ”Svenska kyrkobruk under medeltiden.En samling af utläggningar på svenska öfver kyrkans lärobegrepp,sakrament, ceremonier, botdisciplin m.m.” udg. af R. Geete, 1900. s.VII-IX.26 Än j blandh os cristet folk vthrekker sik kerleken jemuel til vara uvener Effter gudz bodhHuaris han siger j sculin älskä jdhre ovener Nu fore thy at blodhen twingar oss älskä vara venerok fränder Stadgadhe then helge andhe om the helga kirkio, tagha sik oskylda manna dötter tilhustrur At hustrun sculi vara kerleksens bandh mellan oss ok oss frömendom Ther pa at énkerleker sculi vara ok räkkä ouer alt mankönet.Her er der citeret efter den svensketekst fra senmiddelalderen. Ibid., s. 193.27 Dette bygger på, at Bibelens ord om, at ægtefæller bliver et kød,Genesis, 2, 24: ”That is why a man leaves his father and mother andattaches himself to his wife, and the two become one,” blev fortolketbogstaveligt, så et ægteskab betød, at også svigerfamilierne blevbetragtet som blodsbeslægtede.
37
”De Civitate Dei” om, hvor vigtigt det er at have
slægtskabsbånd til så mange som muligt, fordi
slægtskabsbånd er lig med kærlighedsbånd.28 Hvor stor
betydning Augustins tanker om sammenhængen mellem incest,
fred og kærlighed havde, kan blandt andet ses i Gratians
Dekret, hvor Augustin bliver citeret, når baggrunden for
incestbestemmelserne skal forklares.29 Dekretets
popularitet taget i betragtning har det sikkert haft
betydning for formidlingen af sammenhængen mellem det
kanoniske slægtskab og freden.
Selvom allerede den tidlige kirke opererede med, at
slægtskab var forbundet med moralske forpligtelser, skulle
der gå flere hundrede år, før de kanoniske skrifter kom med
en egentlig afgrænsning af det kanoniske slægtskab. Dette
skete under pave Gregor III i 732, hvor grænsen blev sat
ved det syvende led. Baggrunden for valget af det syvende
led hang formentlig sammen med, at det var den grænse, som
romerretten og flere af de efterfølgende vulgarretter,
herunder blandt andet den lombardiske, som store dele af
28 Augustine: Concerning the City of God against the Pagans. book 15,chapter 16, pp. 675f. David d’Avray og senere M.H. Gelting har gjortopmærksom på, at læren om slægtskab og kærlighed må ses som en affaktorerne bag det omfattende incestforbud, som senere kom til atspille en vigtig rolle i kirkens lære om det kanoniske slægtskab. D.L.d’Avray: “Peter Damian, Consanguinity and Church Property” 1992. M.H.Gelting: ”Marriage, Peace and the Canonical Incest Prohibitions:Making Sense of an Absurdity?” 1999, s. 96.29 ”Corpus Iuris Canonici” bd. 1. Decretum Magistri Gratiani, 2. pars,Causa XXXV, q. 1, s. 1262.
38
Italien på dette tidspunkt var underlagt, satte for
arveretten.30
Interessen for at definere de præcise slægtskabsbånd kommer
ikke kun til udtryk i kilderne i forbindelse med
incestbestemmelserne og de dertil hørende problemer. Det
skift i samfundsordenen, som Duby mente at se i dele af det
franske rige i 1000-tallet, har flere forskere blandt andet
Barthélemy peget på, først og fremmest var et skift i
diplommaterialets karakter. En for længst forældet
karolingisk stil blev afløst af en mere tidssvarende. En af
de konsekvenser, den nye dokumentmetode fik, var, at hvor
man i de tidligere dokumenter kun kunne læse, at to
personer var beslægtede, bliver det præcise slægtskabsbånd
opregnet i de nye.31 Dette er blandt andet blevet tolket
som et udtryk for, at der i mellemtiden var sket et skift
fra en kognatisk til en klarere defineret agnatisk
30 “The Lombard Laws” Rothair’s Edict, kap. 153, s. 77. Det syvende ledvar dog ikke dominerende overalt; i Lex Ribuaria fra ca. 629-639, gikgrænsen for arv ved det fjerde led: ”Law of the Salian and RipuarianFranks” Lex Ribuaria, kap. 57, § 1-4, s. 192. Det skal indskydes, atden romerske og den kanoniske måde at regne slægtskab på ikke var densamme, idet den kanoniske eller den germanske, (som den også iblandtkaldes), var langt mere omfattende end den romerske. For hver gangslægtskab efter kanonisk mønster regnedes som én grad, var dettilsvarende i romersk ret to grader, hvilket betød, at det kanoniskeslægtskab blev langt mere omfattende end det, der kendtes fraromerretten. Det kanoniske slægtskab findes grundigt beskrevet afIsidor af Sevilla, og det er medtaget i Gratians Dekret, hvor Gratianforsøger at forklare sammenhængen mellem den romerske og den kanoniskemåde at beregne slægtskab på. ”Corpus Iuris Canonici” bd. 1. DecretumMagistri Gratiani, 2. pars, Causa XXXV, q. 5, c. 1, 2, 4 og 6, s.1271-1277.31 P. Stafford: ”La Mutation Familiale: A Suitable Case for Caution”1998, s. 109.
39
slægtsopfattelse, men det kan lige så vel hævdes, at
vigtigheden af og læren om det kanoniske slægtskab i de
mellemliggende århundreder havde fået en større betydning,
ikke kun på det ideologiske, men også på det praktiske
plan, hvor betydningen blev så stor, at det fik plads i
diplomerne.
I Norden herskede der som tidligere nævnt et
modsætningsforhold mellem det kanoniske slægtskab og det
valg- og alliancebaserede system, som på trods af
kristningen af områderne længe fortsatte med at være det
reelt gældende. Grunden hertil er måske, at det krævede en
velorganiseret kirkestruktur at indføre det kanoniske
slægtskab, samtidig med at kongemagten også skulle have
vilje til at støtte projektet gennem lovgivning. Den aktive
rolle, kirken spillede, har dog sat sig enkelte spor i
kilderne. Fra det danske område kan blandt andet fremhæves
Knud Lavards32 Vita, som er den første kilde, hvori man ser
den moralske del af det kanoniske slægtskab beskrevet. I
vitaet bliver mange af Knuds slægtninge omtalt som
forræderiske, fordi de ikke levede op til dets kanoniske
slægtsideal, men i stedet handlede ud fra det valg- og
alliancebaserede slægtskabsideal.33 Knud Lavards martyrdød
kan derfor gennem vitaet ses som et udslag af modsætningen
32 Knud Lavard var søn af den danske konge Erik Ejegod, han var hertugaf Slesvig og en stærk kandidat til tronen efter Niels’ død, hvilketformentlig var grunden til at Niels’ søn, Magnus, dræbte ham.33 T. Nors: ”Slægtsstrategier hos den danske kongeslægt i det 12.århundrede” 2000, s. 61.
40
mellem de to måder at opfatte slægtskab på, hvor helgenen
Knud står som eksempel på de nye kanoniske idealer, mens
skurkene, med Knuds fætter og drabsmand, Magnus, i spidsen,
repræsenterer det valg- og alliancebaserede slægtskab.
Ligeledes bliver kravet om kærlighed mellem blodsbeslægtede
også fremhævet hos Saxo. Efter nedkæmpelsen af Svend Grathe
tilgav Valdemar den Store Magnus Eriksen, der havde kæmpet
på Svends side, og lod ham ikke alene slippe med livet i
behold, men gav han tillige gaver og hædersbevisninger. ”For
han [Valdemar] ville ikke føre sig frem som så hårdhændet en hævner at det
så ud som om vreden havde større tag i ham end slægtsfølelsen. Så skønt
forbrydelsen fortjente straf, sikrede slægtskabet frelsen. For ham vejede
slægtskab hos en modstander således lige så tungt som troskab og lydighed
hos hans tilhængere, og han belønnede sin fjende på lige fod med sine
venner.”34
Også i en anden litterær genre ses, hvilken
gennemslagskraft den kanoniske slægtskabslære med sine
påbud om gensidig kærlighed og det tilknyttede incestforbud
havde. I den islandske ”Völuspá” (Vølvens spådom), som
ganske vist foregiver at gengive hedensk sagnmateriale,
kommer forfatternes gejstlige baggrund til udtryk, idet
Ragnarok fremstilles som et kristent skrækbillede: ”Brødre
skal dyste og dræbe hinanden, søskendebørn bryde slægtsbånd.”35 Det
efterfølgende afslører, at den måde, hvorpå slægtsbåndene
skulle brydes, var ved incest. 34 (Min understregning), “Saxos Danmarkshistorie” 14:19:17, s. 239f. 35 “Vølvens spådom” ved P. Meulengracht Sørensen og G. Steinsland,2001, kap. 45, s. 25, “Brødr muno berias ok at bönom verdaz, muno systrungar sifiomspilla.” s. 131.
41
Kirkens ægteskabsforbud var som før nævnt ikke kun
begrænset til blodsbeslægtede, men inddrog også besvogrede
og åndeligt beslægtede, det vil sige mellem gudforældre og
gudbørn og deres nærmeste. For de åndeligt beslægtede
skyldes forbuddet, at man blev genfødt ved dåben, hvorfor
et spirituelt slægtskab opstod. Forklaringen på, at samliv
mellem besvogrede også hørte ind under
incestbestemmelserne, skal findes i Bibelens ord om, at
mand og hustru ved ægteskabsindgåelsen blev ét kød,36
hvormed man dermed også opfattede deres respektive
slægtninge som beslægtede. På denne baggrund burde man også
forvente, at hvis slægtskabsdefinitionen i landskabslovene
byggede på kirkens incestlære, ville besvogrede og åndeligt
beslægtede få en plads blandt de rettigheder og
forpligtigelser, der bandt slægten sammen, dette var som
vist ovenfor imidlertid ikke tilfældet.
Det er derfor bemærkelsesværdigt, at den version af det
kanoniske slægtskab, der findes i lovene, på nær nogle
spredte få bestemmelser kun inkluderer blodsbeslægtede og
ikke besvogrede og åndeligt beslægtede. Svaret er
antagelig, at hvis man ønskede, at det kanoniske slægtskab
i praksis skulle kunne fungere, skulle det ikke være alt
for kompliceret. Så længe byggestenene i det kanoniske
slægtskab var blod, var der et håb om, at den enkelte kunne
holde rede på, hvem hans slægtninge var, men skulle man
36 Jævnfør citat i note 46.
42
også kende og have ansvar og rettigheder over for
besvogrede flere generationer tilbage, blev det alt for
indviklet til at kunne fungere i praksis.37 En anden vigtig
faktor er antagelig, at eftersom en af det kanoniske
slægtskabs vigtigste opgaver var at fungere som grundlag
for arveretten og de tilknyttede områder for
ejendomstransaktion, var det naturligt, at det blev de
blodsbeslægtede, der kom til at udgøre slægtsgruppen. Det
ville næppe være tænkeligt, at et arvesystem, der tilgodeså
for eksempel besvogrede i første led før blodsbeslægtede i
andet, ville kunne accepteres. Dertil kommer antagelig, at
hvis den kanoniske slægtsgruppe blev så omfattende, at man
i praksis ikke kunne have overblik over alle slægtninge i
hvert fald i de nærmeste grader, som man havde
forpligtigelser over for, ville det betyde, at man
alligevel ville blive tvunget til at vælge mellem, hvem man
kunne regne med og omvendt, hvilket ville udviske
forskellen mellem det valg- og alliancebaserede slægtskab
og det kanoniske.
Selvom sammenhængen mellem kanonisk slægtskab og dele af
landskabslovenes bestemmelser i de senere årtier er blevet
fremhævet blandt andet af David Gaunt,38 Michael H. Gelting
og Lars Ivar Hansen, betyder det ikke, at teorien om
sammenhængen mellem kanonisk slægtskab og den medfølgende
37 Senere i bogen kommer der eksempler fra regler i de norskelandskabslove, der var urealistiske at gennemføre i praksis.38 D. Gaunt: ”familjeliv i Norden” 1983.
43
fredsideologi er alment accepteret. Både på europæisk og
nordisk grund møder man ganske andre opfattelser af,
hvordan slægtskab fungerede både i praksis og i teorien i
højmiddelalderen, og af, hvilke ideologiske bevæggrunde der
var bagvedliggende. Den kendteste, men efterhånden også fra
mange sider kritiserede teori om bevæggrundene for kirkens
incest- og dermed slægtskabsdefinition, leverede Jack Goody
i 1983.39 Goody hævdede, at baggrunden for
incestforskrifterne skulle findes i kirkens hunger efter
jord og rigdom. Ifølge Goody ville incestforbuddene betyde,
at aristokratiets ægteskabsmønstre ændrede sig, så flere
ikke ville kunne finde en passende partner og dermed
undlade at indgå ægteskab, og at flere dermed ville dø
barnløse, hvorfor Goody mente, de ville være mere
motiverede til at donere til kirken. Dette meget
materialistiske syn på kirkens intentioner er som sagt
blevet kritiseret fra mange sider, blandt andet af David
Herlihy, der fremførte fire modargumenter. For det første
er der i kirkens egne skrifter intet, som taler for, at
formålet med incestforbuddet skulle være at forhindre
ægteskabsindgåelser. For det andet mener Herlihy, at det er
meget vanskeligt at forstille sig, hvordan den tidlige
middelalders kirke, der i sin struktur stadig var meget
decentraliseret, havde kunnet udtænke og ikke mindst
gennemføre en sådan strategi over hele den katolske verden,
uden at de egentlige motiver blev gennemskuet. Det tredje
39 J. Goody: “The development of the family and marriage in Europe” 1983.
44
argument er, at der intet er i kilderne, der tyder på, at
barnløse var mere gavmilde over for kirken end dem, som
havde børn. Faktisk kom mange af de store donationer fra
enker, der efter at have levet et verdsligt liv som hustru
og mor trak sig tilbage til kirken. Sluttelig var kirkens
fortsatte eksistens afhængig af en kontinuerlig
rekruttering fra aristokratiets rækker, eftersom de højere
kirkelige embeder som oftest var besat af medlemmer derfra.
”To interfere with the fertility of the magnates would have
been to obstruct the Church’s own capacity to maintain its
cadres over time. The strategy envisioned by Goody,
unmentioned by any contemporary source, does not make much
sense.”40 Herlihy er bestemt ikke den eneste, der har
kritiseret Goodys argumentation for, hvad baggrunden for
kirkens incestbestemmelser og dermed det kanoniske
slægtskab var, og Goodys teorier kan ikke længere ses som
”Stand der Forschung.”
Et andet kendt bud på, hvordan slægtskab fungerede i
højmiddelalderens Europa, in casu det nordvestlige Frankrig
i det 11. og 12. århundrede, er kommet den franske
historiker George Duby, som har koncentreret sine studier
om aristokratiets ægteskabs- og slægtskabsmønstre.41 For
40 D. Herlihy: “Making Sense of Incest: Women and the Marriage Rules ofthe Early Middle Ages” 1990, s. 8.41 Slægtskabsmønstrene blandt bønderne adskilte sig diametralt fraaristokratiets, eftersom bondebefolkningen tog let påslægtskabsbåndene, og reelt kun regnede med de helt nærefamiliemedlemmer, der for mange bønder udgjorde den faktiske slægt. G.Duby: ”Love and Marriage in the Middle Ages” 1994, s. 110.
45
aristokratiet var det helt essentielt, at besiddelserne gik
uddelt fra slægtled til slægtled - en dynastisk
slægtsideologi - for på den måde at opretholde slægtens ry
og betydning. Konsekvensen deraf var, at det normalt kun
var den ældste søn, eller i mangel på sønner den ældste
datter, der arvede alt, mens de yngre børn var afskåret for
at arve, hvilket for de yngre sønner normalt også betød, at
de var afskåret fra at gifte sig. Fordelen ved dette system
var, at slægtens besiddelser ikke blev beskåret ved
arvedelinger, og at slægtens overhoved dermed bevarede sin
storhed. Ulemperne var derimod faren for, at den direkte
slægtslinie uddøde, og besiddelserne gik over til en
sidegren, skabt gennem en datters ægteskab eller endnu
værre at slægten helt uddøde. Grundpillen i systemet var
nemlig, at arvingen fik legitimt afkom, helst sønner, der
ikke alene skulle overleve ham, men også selv sørge for at
producere levedygtigt legitimt afkom. Et problem, der ikke
blev mindre af, at den ældste søn som regel først giftede
sig efter faderens død, da borghusholdningerne var opbygget
omkring borgherren og hans familie, og der ikke var afsat
plads eller indflydelse til to aristokratiske ægtepar. Et
andet problem var, at det store antal ugifte mænd medførte
frilleforhold og dermed et stort antal børn født uden for
ægteskab. Problemet var dog mere moralsk end praktisk, da
de illegitime børn udgjorde et stort
rekrutteringspotentiale for kirken og ridderstanden og for
pigernes vedkommende som hustruer til borgherrens vasaller.
46
Omkring begyndelsen af det 13. århundrede kom der en
opblødning i aristokratiets ægteskabsmønstre, da flere af
sønnerne fik lov til at gifte sig. Dette betød en
splittelse af arven på flere hænder, dog gik
hovedbesiddelsen til den ældste søn, og yngre sønners
arveland blev taget dels fra deres moders medgift og dels
mere fjerntliggende besiddelser; samtidig forventedes det
også, at de yngre sønner aflagde troskabsed til den ældste
bror. Duby forklarer den ændrede praksis med en generel
økonomisk fremgang i samfundet, og en mere udbredt
pengeøkonomi, som betød, at aristokratiet fik adgang til
flere let omsættelige ressourcer. Det blev således langt
mindre problematisk at splitte jordbesiddelserne op, da
jord ikke længere havde den samme betydning for opnåelse af
rigdom som før: Der fandtes nu ikke længere samme behov for
at holde al jorden samlet igennem slægtleddene.42 Det er
nemt at kritisere Duby for at opstille en meget skematisk
model for aristokratiets ægteskabsmønstre i det
nordvestlige Frankrig i det 11. og 12. århundrede, da det
var langt mere nuanceret end som så.43 Men man må huske på,
at Duby skitserer idealtypen, og han er sig ganske bevidst
om, at der er mange undtagelser, der bekræfter reglen.
Dette ændrer imidlertid ikke på, at han mener at have
kortlagt et aristokratisk ægteskabsideal, som det ikke
42 For en gennemgang af Dubys argumenter se for eksempel: G. Duby: ”TheKnight, the Lady and the Priest. The Making of Modern Marriage inFrance” 1984, s. 253-284.43 T. Evergates: ”Nobles and Knights in Twelfth-Century France” 1995, s. 11-35, specielt s. 21.
47
altid har været muligt eller hensigtsmæssigt at gennemføre
i praksis.
Dubys beskrivelse af et samfund, hvor kun den ældste søn
arver, er ved første øjekast meget anderledes end det
arvemønster, der søgtes indført i Norden med
landskabslovenes komme. Duby beskriver en patriliniær
slægtsstrategi blandt aristokratiet, hvor formålet var at
holde magten samlet på én hånd og ikke sprede slægtens
besiddelser, hvilket er det modsatte af det, som blev
konsekvensen af det kanoniske slægtskab i Norden, hvor
langt mere lighed mellem alle børnene blev tilstræbt.
Betyder dette så, at Dubys resultater kan ses som et
argument imod at det slægtskabsmønster og de dertil
knyttede retlige tiltag, der ses i landskabslovene, kan
forklares ud fra en kanonisk slægtsstrategi? På ingen måde!
Helt basalt kan der stilles spørgsmålstegn ved, om det
giver nogen mening at sammenligne det franske aristokrati i
1000-1100-tallet med udviklingen i Norden i
højmiddelalderen. De franske områder var præget af en svag
centralmagt, som gav aristokraterne meget stort spillerum,
og hvor kongen kun meget vanskeligt kunne have forsøgt at
ændre på aristokratiets slægtsmønstre gennem lovgivning,
mens de nordiske kongeriger på landskabslovenes tid var
vidner til en markant styrkelse af centralmagten. Et andet
vægtigt argument er, at omkring år 1200 brydes det franske
mønster så småt, og en ny arvetradition opstår, hvor der
ses en større anerkendelse af de enkeltes slægtninges ret
48
til at få del i besiddelserne. Kan det være et tegn på, at
den kanoniske slægtskabslære også er begyndt at påvirke det
franske aristokrati? I hvert fald ses det i Philippe de
Beaumanoirs nedskrivning af sædvaneretten for området
omkring Paris i 1283, Coutumes de Beauvaisis, at aristokratiet
udmærket var klar over de rettigheder og forpligtelser, der
fulgte med det kanoniske slægtskab. Beaumanoir slår nemlig
fast, at i en situation med fejde eller anden ufred havde
man ret til at regne med hjælp fra slægtninge til det
fjerde led, men fjernere blodsbeslægtede havde man ingen
pligter eller rettigheder i forhold til.44
En udbredt opfattelse af middelalderens slægtsforståelse,
som blandt andet ses hos Peter Sawyer, Lars Ivar Hansen og
Eleanor Searle, er, at der i praksis fandtes en variabel
slægt. Selvom den enkelte måske nok havde en god idé om,
hvem der var hans blodsbeslægtede både på mødrene og
fædrene side, var der stor forskel på, hvilken funktion og
tilknytning den enkelte havde til de forskellige
slægtninge. På den baggrund giver det mening at tale om en
variabel slægtskreds, da det afhang af de konkrete
situationer, hvilke slægtninge den enkelte søgte støtte og
hjælp hos. Ofte var der en mindre kreds af slægtninge, som
den enkelte holdt sig til, men i særlige tilfælde kunne
kredsen udvides, eller man kunne vælge at henvende sig til
en anden gruppering inden for slægten, hvis den havde bedre
44 P. de Beaumanoir: “Coutumes de Beauvaisis” vol. 2, 1970, s. 362-364.
49
mulighed for at hjælpe en. Fælles for teorierne om den
variable slægtsgruppe er, at de ikke opsætter en specifik
afgrænsning af, hvilke kriterier ud over blod, der skabte
slægtskab.
Forskellige udgaver af det variable slægtskabssystem er
blandt andet blevet identificeret i Normandiet i 900-1000-
tallet,45 i det angelsaksiske England46 og i Norden,
specielt Norge i højmiddelalderen.47 Hvordan kan det hænge
sammen med introduktionen af det kanoniske slægtskab, med
dets moral om rettigheder og pligter mod alle slægtninge, i
Norden i det 12. og 13. århundrede? Dette behøver ikke
nødvendigvis at være en skarp modsætning, da det kanoniske
slægtskab næppe fra den ene dag til den anden er blevet
accepteret og har fejet tidligere praksis til side. Desuden
bygger idéen om det kanoniske slægtskab på et ideal, som i
praksis sikkert har været svært og uhensigtsmæssigt at leve
op til, og derfor er det langtfra usandsynligt, at den
enkelte i mange tilfælde har holdt sig til en begrænset del
af slægtsgruppen.
45 E. Searle: “Predatory Kinship and the Creation of Norman Power, 840-1066” 1988, s. 159-177, specielt s. 161.46 P. Sawyer: “From Roman Britain to Norman England” 1978, kap. I, 4, specielt s. 77.47 L.I. Hansen: “ ‘Ætten’ i de eldste landskapslovene – Realitet,konstruksjon og strategi” 1999, s. 50. Torben Vestergaard opererer medet system, der har mange ligheder med den varierende slægtsopfattelse,han identificerede i sin undersøgelse af de norske landskabslove.Denne kaldte han en minimal slægt, der bestod af mænd tre led tilbagepå den fædrene side, som han mente den enkelte var stærkt knyttet ogforpligtet over for, men samtidig fandtes der også en meget bredereslægtskabsopfattelse, der talte både mødrene og fædrene slægt. T.Vestergaard: ”The system of kinship in early Norwegian law” 1988, s.160-193.
50
Det sidste argument rejser dog et nyt spørgsmål, nemlig
om det så giver nogen mening, at bruge det kanoniske
slægtskab som udgangspunkt for en fortolkning af dele af
landskabslovenes indhold på andre områder end
ægteskabsretten, hvor incestforbuddet gjorde sammenhængen
højaktuel, hvis man samtidig accepterer, at den kanoniske
slægt ikke i alle tilfælde har været en sammentømret
størrelse. Ja, det gør det! Som anden del af bogen vil
vise, kan et princip godt bruges som baggrund for
retsregler, selvom alle de personer, der i teorien kunne
blive involveret i en retlig problemstilling, meget
sjældent reelt ville blive det. De tanker og idealer, som
det kanoniske slægtskab byggede på, var velegnede til at
skabe retsregler og retsideologi udfra.
Som afslutning på denne præsentation af det kanoniske
slægtskab vil følgende citat af Michael H. Gelting være
ganske passende: ”the crucial role of kin groupings for the
problem of peace is thus a general feature of medieval
European societies, the more so as no public authorities
anywhere were capable of effectively containing conflicts
at the local level ... It also explains why ecclesiastical
authorities might wish to insist upon the absolutely
binding obligations entailed by kinship, fictive or by
blood, in the widest possible sense: this was an
indispensable corollary to the continuing function of the
mechanisms of kinship in securing social peace through
51
legal means.”48 Hvordan dette så i praksis søgtes gjort i de
nordiske riger, og om det kom til at fungere uden for det
ideologiske plan, er en anden historie, som denne bog vil
forsøge at afdække.
48 M. H. Gelting: ”Marriage, Peace and the Canonical IncestProhibitions: Making Sense of an Absurdity?” 1999, s. 101.
52
LOV OG RET – DE CENTRALE BEGREBER (skal nok
væk)Forskellen mellem brugen af de to begreber ret (ius) og lov
(lex) er blevet diskuteret blandt retshistorikere i
århundreder, selvom der i juridisk sprogbrug er klare
definitioner af de to termer, idet man taler om et
retssystem eller om retstilstand, når man vil beskrive
generelle tendenser, mens lov bruges som betegnelse for en
konkret lov, lovbog eller lovsamling. Udgangspunktet for
denne retshistoriske debat skal findes i den tyske
historiske skole, hvor fremtrædende retslærde som von
Savigny og Jacob Grimm plæderede for, at det ingen mening
gav at kodificere, da retten voksede ud af folket og derfor
ikke burde fastfryses. Dette syn på retten fik stor
betydning ikke blot i Tyskland, men i hele Europa. En af
konsekvenserne var, at retshistorikerne begyndte at se med
andre øjne på de middelalderlige lovtekster. På dansk grund
var det netop studiet af dem, der pustede liv i debatten om
ret eller lov med Schlegels monografi om de gamle danske
retssædvaner.49 Ud fra en undersøgelse af blandt andet
landskabslovene, gildeskråer og købstadslovgivning vendte
han sig imod den almene tolkning, at landskabslovene var
kongegiven lovgivning. I stedet mente han at have bevist,
”at den störste Deel af vore ældere Retsnormer ere udsprugne af Folkets
Autonomie, deels af gamle Sædvaner, Rets-Maximer, afsagte Domme, deels af
49 J.F.W. Schlegel: “Om de gamle danskes Retssædvaner og Autonomie” 1822, om landskabslovene specielt s. 62-99, 112-174 og 324-326.
53
Vedtægter og Forenings-Love (leges pactitiæ) og at i Særdeleshed vore gamle
saakaldte provinciale Lovsamlinger [landskabslove] ere, med Undtagelse
af Jydske Lov, ikkun Retsböger, hvori ved privat Flid de forskiellige Provindsers
Sædvaner og Vedtægter ere optegnede, blandede med nogle virkelige Lovbud,
som nu vanskelig adskilles fra hine, og at selv den Jydske Lov, uagtet den
unægtelig er en efter höiere Befaling affattet og formelig promulgeret Lovbog,
dog for en stor Deel er bygget paa den Gang gieldende sædvanemæssige
Ret.”50 Schlegel formulerede dermed forskellen mellem lov og
ret: En lov var resultatet af en decideret lovgivningsakt,
mens ret havde en bredere betydning, idet det ikke var en
betegnelse for en enkelt retshandling som udstedelsen af en
lov, men i stedet betegnede hele retstilstanden. Om man
opfatter landskabslovene som retsbøger eller love, er
afhængigt af, hvordan man opfatter deres funktion.
Landskabslovene kendte ikke selv til denne skelnen mellem
lov- og retsbøger, som optager retshistorikerne, men der
var en forskel i brugen af ordene ret og lov. På alle tre
nordiske sprog var lov - lagh eller log51 - det absolut mest
anvendte af de to; det optrådte til tiden alene, men som
oftest i sammensatte ord som for eksempel landslagh og laghbog
og i andre sammenhænge, der omhandlede juridiske
handlinger, steder eller personer. Ræt eller rett, som det
hedder i de norske love, bruges derimod dels i betydningen
50 Ibid., s. 324f.51 Lagh eller logh var den svenske og danske betegnelse, log den norske.
54
retfærdigt - rætæ eller u rætæ - uretfærdigt,52 dels mere
abstrakt i betydningen retsorden eller lovligt, og endelig
bruges det om kirkelovene og kristendomsretterne, specielt
i de ældre tekster. Det sidste er bemærkelsesværdigt, idet
lagh ellers bruges om landskabslovene. Årsagen til denne
forskel har den tyske filolog Klaus von See ikke engang en
forklaring på,53 han kan blot konstatere, at ordet ret
ændrer betydning i løbet af middelalderen fra at have været
udtryk for et krav eller rettighed til at få en noget
bredere betydning. Måske ligger forklaringen på, hvorfor
det blev kaldt kristenretter og ikke kristenlove i den
dobbelte betydning, som ordet ret havde: krav og retsorden.
Eftersom de på én gang indeholdt kristendommens retsorden
og et krav til alle kristne om at overholde kristenrettens
påbud.
Her vil betegnelsen ”retsbøger” ikke blive brugt om de
af landskabslovene, som ikke klart fortæller, at de er
tilkommet ved en lovgivningsakt. Retsbogsbegrebet er nemlig
snævert bundet til Schlegels definition som værende noget,
der for hovedparten bygger på sædvane, opstået uden
indblanding fra konge eller kirke. Fokus er her lagt på den
ideologi, lovene er udtryk for, og de bliver opfattet som
aktive politiske og ideologiske redskaber. Hvad enten52 Et eksempel findes blandt andet i Jyske Lovs fortale. ”Thu scal loghæftær allæ men gøræs. at rætæ men oc sacløsæ nutæ theræ spækæ. og u ræta men oc folæræthæs thet thær i loghæn ær scriuæt” og ”Thet ær konungs æmboth oc høfthings thær i landær, at gømæ dóm oc gøræ ræt.” ”Danmarks gamle Landskabslove” JL. tekst 1, s.4f og 9.53 K. von See: ”Altnordischer Rechtswörter. Philologische Studien zurRechtsauffassung und Rechtsgesinnung der Germanen” 1964. Specielt s.23-72.
55
nedskrivningen har fundet sted i kongens kancelli eller et
andet sted på direkte kongeligt bud, eller lovteksten er
fremkommet via en eller flere af de ledende personer i
landskaberne, det være sig verdslige eller gejstlige, er
det svært at forestille sig, at de ikke har været knyttet
til centralmagten og dens ideologi. I hvert fald må
koncipisterne have besiddet en højere boglig uddannelse,
end det normalt var tilfældet, siden de har ejet den
fornødne evne til at skriftfæste loven. Denne logisk
baserede antagelse støttes også af, at stort set alle de
navngivne personer, der knytter sig til lovenes fremkomst,
var uddannet ved lærdomscentre i udlandet.
Den lærde elites syn på retstilstanden kommer også til
syne, hvis man undersøger, hvordan de latinsksprogede
kilder beskriver retstilstanden og det retlige grundlag. En
sådan undersøgelse er hér foretaget på det danske materiale
indtil 1200-tallets midte, altså den periode hvori
landskabslovene blev nedskrevet. Det er sjældent, at den
verdslige lov omtales i diplommaterialet fra den tidlige
periode, da mange at dokumenterne omhandler gejstlige
forhold, hvor det er den kanoniske ret, der henvises til.
En stor del af diplommaterialet stammer fra klostrenes
brevbøger, og derfor findes der godt med dokumenter om
donationer, mageskifter og skødninger, men også i den type
aktstykker er det sjældent, at den verdslige lov omtales.
Der findes dog et par eksempler, ligesom verdslig lov også
kan findes berørt i privilegiebrevene. Det ses blandt andet
56
i kong Valdemar den Stores privilegium til Tommerup kloster
fra 1161, hvori det fastslås, at donationer til klosteret
skulle ske efter ”lege Danorum” - de danskes lov.54 De
danskes love, denne gang i flertal, bruges også som
betegnelse i Ryd Årbogen, der under 1170 refererer til
”leges Danorum.”55 Et tredje dokument fra Valdemars
regeringstid er en bekræftelse på en donation til Skt.
Peders kirke i Slesvig, hvor han gav en halv hovedlod,
hvilket var en donationsstørrelse, som vore landskabslove -
”legis terre” - havde godkendt.56 Det er også i forbindelse
med donationer på en halv hovedlod, at Lucius III i et brev
til Sorø kloster fra 1182 omtaler loven. I brevet tog han
klosteret og alle dets besiddelser ind under sin
beskyttelse, og blandt donationerne blev specifikt
fremhævet, at Absalon, Esbern Snare og deres fætter Sune
gav klosteret en halv hovedlod af alt det, som de efter
rigets eller landskabets lov - ”legem patrie” - besad.57
Selvfølgelig skal en udtalelse i et pavebrev om, hvordan
retstilstanden i Danmark var, tages med et gran salt, da
54 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd., nr. 143, s. 269-271.55 ”Danmarks middelalderlige annaler” 1980, s. 166.56 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 3., bd., nr. 50, s. 72f. Ioversættelsen i ”Danmarks Riges Breve” står der ”vore landslove”, menlandskabslove må være en mere korrekt oversættelse, da man i denmoderne retshistoriske forskning taler om landskabslove og ikkelandslove. ”D.R.B.” 1. rk., 3., bd., nr. 50, s. 49.57 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 3. bd., nr. 100, s. 157-159. Ioversættelsen i ”Danmarks Riges Breve” står der ”landets lov”.”D.R.B.” 1. rk., 3., bd., nr. 100, s. 107. Den mest tekstnæreoversættelse ville naturligvis være fædrelandets lov, men deri liggerder en hentydning til en national identitet. Om denne identitet såskulle opfattes som gående på hele riget eller kun på landskabet erikke til at afgøre.
57
Lucius formentlig ikke personlig har kendt til de lokale
retlige forhold, men netop derfor må man regne med, at
oplysninger i pavebrevet stammer fra Sorø kloster, også
hvad angår betegnelsen ”legem patrie.” Ikke mindre tvetydig
var betegnelsen i et brev fra Knud VI, der i 1186
stadfæster oprettelsen af domkapitlet i Lund tillige med
alle dets rettigheder og besiddelser, som kapitlet havde
fået som gave af de tidligere konger ifølge ”leges regni” -
rigets love.58
Fra tidsrummet 1202-14 findes to meget enslydende
dokumenter, hvori henholdsvis Anders Sunesen og Valdemar
Sejr tog Løgum kloster under deres beskyttelse og
stadfæstede dets besiddelser, som klosteret havde efter
”ius et consuetudinem Danorum” - de danskes ret og
sædvane.59 Nu tales der altså ikke længere om lov, men om
ret og sædvane, hvilket må tolkes som en stilistisk og ikke
en faktuel forskel, idet det er svært at forstille sig, at
der er sket en reel ændring i retstilstanden i Danmark,
således at man i det første år af 1200-tallet var gået bort
fra skreven lovgivning. Hvor meget en enkelt skrivers stil
kan betyde for ordvalget, ses i tre dokumenter fra Esrum
kloster, der er skrevet mellem 1246 og 1250. Det drejer sig
om bekræftelser på skødninger, hvor giver på egne og sine
arvingers vegne afstår fra indsigelser mod skødningen til
58 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 3. bd., nr. 134, s. 208-210.Udtrykket ”rigets love” kan både tolkes som ”rigslove” eller ”rigetslove”, der både kan betyde landskabslove og kongelige forordninger.59 Ibid., 1. rk., 4. bd., nr. 46, s. 96 og nr. 57, s. 123.
58
klosteret,60 ”med retshjælp fra kanonisk og romersk ret og
al sædvane der i Danmark plejer at blive overholdt som lov”
- ”et omni auxilio iuris canonici et civilis et omni consuetudini que in regno
Dacie pro lege consueuit observari.”61 Formuleringen i de tre
dokumenter leder tanken hen på, at der var tale om en lærd
mands standardformulering, snarere end en beskrivelse af de
faktiske appelmuligheder. Hvorfor skulle der ellers
henvises til den romerske ret, der ikke havde subsidiær
gyldighed i Danmark? I hvert fald kan disse dokumenter ikke
tages som belæg for, at man generelt på Sjælland omtalte
den verdslige ret som sædvane. To dokumenter fra 1250
bekræfter, at skødninger af ejendom til Æbelholt og Sorø
kloster fandt sted på tinget efter henholdsvis ”legum
selendie” - sjællandsk lov - og ”leges patrie” - rigets
eller landskabernes love.62
Sammenfattende må siges, at der i det latinske
diplommateriale ikke herskede enighed om, hvordan
retstilstanden i Danmark skulle beskrives, idet der både
tales om lov og det mere uhåndterlige begreb sædvane. Det
virker, som om forskellene i formuleringerne primært
hidrører fra den enkeltes skrivers stil. Dette gælder dog
ikke for det dokument, hvor der specifikt henvises til
sjællandsk lov - ”legum selendie”. Det er imidlertid
interessant, at der var enighed om, at en form for60 En praksis der var udbredt for på den måde at få genforhandlet gavenog derigennem forsøge at opnå flere religiøse tjenester fra klosteretside.61 Ibid., 1. rk., 7. bd., nr. 221, s. 196f og nr. 289, s. 251. 2. rk., 1. bd., nr. 22, s. 25.62 Ibid., nr. 18, s. 22 og nr. 23, s. 26.
59
retsorden eksisterede, og at jordoverdragelser skulle ske
efter fastlagte procedurer.
Eftersom de lærde retssystemer også inddrages, er det
rimeligt at se på, hvordan begreberne brugtes og bruges
derom. Allerede i det gamle Rom skelnede man mellem lex -
lov - og ius - ret -, hvor lex blev brugt som betegnelse for
en enkelt lov eller forordning, mens ius var den samlede
mængede love, edikter og juristskrifter, der gik under
paraplybetegnelsen ius civile. Denne brug af begrebet ius går
også igen i de to samlede korpora af de to lærde
retssystemer,63 der omtales som henholdsvis Corpus Iuris Civilis og
Corpus Iuris Canonici. Men hvorfor taler man i grunden om
romersk og kanoniske ret og ikke lov? Justinians lovværk,
der senere fik tilnavnet Corpus Iuris Civilis, blev jo
oprindeligt udstedt som et samlet lovværk for det romerske
rige. At det alligevel betegnes som ret, hænger sammen med
den funktion, det fik i middelalderen, hvor dets status var
noget anderledes. Dels var det kun de glosserede dele, der
anvendtes og ikke hele værket, dels havde det ikke lovkraft
63 ”Den lærde ret” er en fællesbetegnelse, der bruges både om denkanoniske og den romerske ret. Dette udtryk, som er bevaret i vorsprogbrug helt op i moderne tid, fortæller to ting. Dels at kanoniskog romersk ret ofte er blevet set som en enhed, der stod i modsætningtil national ret, og dels at studiet af de to retssystemer i højeregrad er blevet opfattet som en akademisk disciplin end som praksis.Den fælles betegnelse til trods vil det dog være en fejl at se de tosystemer som en helhed, selvom mange træk i den romerske ret genfindesi den kanoniske, der blev udviklet i et samfund, hvor den romerskeretstænkning var den herskende. I det følgende afsnit ”De retligekilder” vil indholdet og opbygningen af de lærde retssystemer bliveforklaret nærmere.
60
i sig selv, men blev derimod brugt enten som supplement,
hvis anden lov ikke fandtes, eller gennem at de blev
genstand for reception til andre love som for eksempel de
italienske bystaters, der i løbet af 1100- og 1200-tallet
optog store dele af den justinianske lov. Derfor havde
Corpus Iuris hverken i middelalderen eller senere karakter
af sammenhængende lov, hvilket er grunden til, at den
omtales som romersk ret og ikke lov. Det samme kan anføres
om den kanoniske ret, for selvom Liber Extra og flere af de
efterfølgende samlinger blev udstedt som kanoniske
lovbøger, var det ikke tilfældet med Gratians Dekret, der
alligevel fungerede som en del af grundlaget for den
kanoniske ret, skønt dele af det mistede sin retskraft,
efterhånden som kirkeretten ændrede sig. Den kanoniske ret
var ikke statisk, så middelalderen igennem ændrede den sig
med tilkomsten af nye pavebreve eller koncilbeslutninger,
der tog stilling til juridiske spørgsmål, som enten ikke
før var blevet rejst i forhold til den kanoniske ret, eller
som ændrede tidligere praksis. Således er kanonisk ret i
middelalderen at betragte som en rets- og ikke en
lovsamling.
61
DE RETLIGE KILDER
angt størstedelen af det retlige kildemateriale,
som er overleveret fra højmiddelalderen, er love,
forordninger, skøder, aftaler og retlige
afgørelser. De sidste dog primært i henhold til den
kanoniske ret, der består af dekreter og pavebreve, hvori
paven tog stilling til konkrete sager, hvorefter afgørelsen
kunne blive optaget i en af de kanoniske retssamlinger, som
fra tid til anden blev samlet af en lærd kanonist.64
L
Formålet med landskabslovene og landslovene var at regulere
rent verdslige forhold, og den processuelle del af
retsudøvelsen skulle, i hvert fald i teorien, foregå på
herreds- eller landstinget, om end kongen besad den øverste
myndighed. Skønt lovene regulerede verdslige forhold, var
den verdslige retsforståelse påvirket af den kanoniske ret
og de teologiske doktriner. Derfor kunne krænkelser af den
kristne fred og moral, for eksempel ved hor eller lejermål,
der principielt hørte under den kanoniske rets område, også
medføre verdslige sanktioner.
64 Bag begrebet kanonisk ret gemmer der sig et virvar af skrifter,hvori den katolske kirkes lære er tolket og forklaret. Ordet kanoniskkommer af det græske canon, der betyder klar stillingtagen til noget,og som også blev betegnelsen for koncilbeslutningerne. Kanonisk eraltså det, der er i overensstemmelse med den kristne tro. Denkanoniske rets grundpiller er Bibelen, først og fremmest Det NyTestamente, kirkefædrenes skrifter, hvoriblandt specielt Augustinhavde en fremtrædende betydning, samt dekreter og koncilbeslutninger.
62
Ved siden af den verdslige ret gjaldt den kanoniske, der
i sagens natur var overnational, idet alle kristne i
princippet skulle følge dens påbud for at sikre sjælens
frelse. En anden og mere umiddelbar grund til at følge
kirkens påbud var at undgå at blive underlagt de kirkelige
straffe, som både kunne være strenge for legemet ved faste,
bøn og pilgrimsrejser og for pengepungen gennem bøder til
biskoppen, men så sandelig også for ens rygte og sociale
anseelse. Ved de gejstlige domstole blev man dømt efter den
kanoniske ret, hvor den inkvisitoriske proces anvendtes,65
og hvor vidner spillede en stor rolle i retssystemet,
hvilket adskilte den fra det verdslige system, hvor
mededsmænd66 var dominerende. Man skal op til
senmiddelalderen, før man kender til praksis fra de
kirkelige domstole i Norden, så hvordan de fungerede i
tidlig- og højmiddelalderen, må man slutte sig til gennem
komparation med resten af Europa.
Fra karolingerne og op gennem de efterfølgende
århundreder blev det flere gange forsøgt at ensrette og
samle de forskellige og til tider modstridende kanoniske
retssamlinger. Dette lykkedes først med Gratians Dekret fra
1150’ernes første halvdel, der i middelalderen ikke blev
officielt anerkendt af paven, men reelt blev anvendt som en
autoritet, og som sammen med Liber Extra fra 1234, hvori65 Den inkvisitoriske proces udvikledes gradvist inden for kirken forendeligt at blive fastlagt under Innocens III. W. Trusen: ”DerInkvisitionsproces. Seine historischen Grundlagen und frühen Formen”1988, s. 168-230.66 Mededsmænd er betegnelsen for de tolv mænd - tylft - der skulle sværge på sagsøgtes troværdighed.
63
blandt andet beslutningerne fra Det tredje og fjerde
Laterankoncil blev optaget, udgjorde grundpillerne i
middelalderens kanoniske ret. Disse to kanoniske
retssamlinger fik også stor betydning for landskabslovene
og retsudviklingen generelt i de nordiske riger.67 Af de
kanoniske retssamlinger er Dekretet langt det mest
komplicerede at anvende, hvilket både skyldes, at der ikke
altid gives et entydigt svar på det rejste spørgsmål, og
selve overleveringsproblematikken omkring teksten. Denne
synes dog at være løst, efter at den svenske kanonist
Anders Winroth68 endeligt har bekræftet polakken Adam
Vetulanis gamle tese om, at Dekretet var kommet i ikke én,
men to udgaver, og at det er anden udgave, der i dag bærer
Gratians navn. Allerede i 1940’erne satte den polske
historiker Adam Vetulani spørgsmålstegn ved den
traditionelle opfattelse af Dekretets tilkomst, idet han
påviste, at der en lang række af de steder, hvor tekst fra
Digesta eller Codex var brugt, var tale om senere
tilføjelser. Adam Vetulani gjorde samtidig opmærksom på, at
de steder, hvor romerret ellers optrådte i Dekretet, var
67 Senere kom to nye samlinger Bonifacius VIII’s Liber Sextus fra 1298 ogConstitutiones eller Clementina Clementinerne under Johannes XXII i 1317. Dissefire samlinger blev i 1582 samlet under titlen ”Corpus IurisCanonici”, en titel der formentlig var valgt for at markere, atsamlingen var en pendant til Corpus Iuris Civilis, der fik sinbetegnelse ca. 1580. 68 Da det ligger uden for afhandlingens område, vil der ikke her bliveredegjort for de indviklede filologiske forklaringer, men i stedethenvises til Winroths egne. A. Winroth: ”The Two Recessions ofGratian’s Decretum” 1997 og “The Making of Gratian’s Decretum” 2000.
64
det ofte i passager taget fra tidligere kanoniske
samlinger, hvor romerretlige udsagn var brugt.69
Winroths forskning har afsløret, at uregelmæssighederne
i de forskellige håndskriftstraditioner af Dekretet og den
senere tilføjelse af bestemmelser fra romerretten dækkede
over en langt mere kompliceret historie om Dekretets
tilkomst end hidtil antaget. Winroth har gennem dybtgående
undersøgelser af fire håndskrifter, som tidligere har været
antaget for forkortelser af Dekretets færdige tekst, vist,
at der ikke er tale om én, men to udgaver af Dekretet. Den
første version daterer Winroth til ca. 1139, altså det
tidspunkt som forskningen normalt har dateret hele Dekretet
til.70 Når det gælder om at datere tilkomsten af den anden
69 A. Winroth: ”The Making of Gratian’s Decretum” 2000, s. 12ff. Påtrods af de perspektiver, der lå i Vetulanis opdagelser, udeblev denstore diskussion af, hvilke konsekvenser de måtte have for Dekretetsom helhed. (Vetulanis egen konklusion, at arbejdet på Dekretet måttevære startet tidligere end antaget nemlig omkring 1105, vandt ingenvidere genklang). Der er sikkert flere forklaringer herpå, men envigtig forklaring var formentlig, at Vetulani som polak efter AndenVerdenskrig ikke havde muligheder for at tage på studiebesøg tilvesteuropæiske arkiver og biblioteker for at studere de forskelligehåndskrifter af Gratians Dekret. Derfor er det først med udgivelsen afAnders Winroths værk om Dekretet, at en ny samlet tese om Gratian,Dekretet og studiet af romerretten i Bologna er fremkommet.70 Denne første udgave var kortere og langt mere overskueligt opbyggetend den efterfølgende. Værket havde en åbenbar karakter af en lærebogi kanonisk ret med en klar og ”pædagogisk” opbygning. Næsten alleredeinden førsteudgaven var kommet i cirkulation, havde udviklingenimidlertid overhalet den. Studiet i romerret eksploderede omkringmidten af det tolvte århundrede, hvilket blandt andet betød en øgetfokusering på romerrettens forhold til den kanoniske ret. Dette kravopfyldte den første version af Dekretet ikke, men da den var langt denbedste og moderne samling af kanonisk ret, var det naturligt atbibeholde skelettet og blot tilføje de relevante bestemmelser fraDigesta og Codex og fylde på de steder, hvor man i praktiskundervisningsbrug havde set, at bogen haltede. Dette”revisionsarbejde” førte til fremkomsten af den anden version af
65
version af Dekretet, mener Winroth, at det må være sket
engang i 1150’erne.71
Da ingen forsker hidtil har kunnet argumentere
overbevisende mod Winroths tese, må vi antage, at Dekretet
kom i to omgange og ikke i én. Hermed rejser spørgsmålet
sig naturligvis om, hvem der forfattede de to udgaver, og
hvor vi skal placere Gratian. Dette spørgsmål vil
formentlig aldrig blive besvaret. Winroth har konstateret,
at der er så stor forskel i stilen mellem de to udgaver, at
det er meget usandsynligt, at det skulle være den samme
person, der har skrevet begge.72 Hvorom alting er, bærer
Dekretet Gratians navn, og eftersom det er den anden
version, der nu forbindes ved denne betegnelse, er det
næppe passende at bryde små 800 års historiografisk
tradition ved at omdøbe værket.
Myterne om Gratians person er mange, men allerede for 25
år siden gjorde John Noonan op med dem.73 At Gratian
igennem historien er blevet opfattet som en betydningsfuld
person for kanonisk ret, kan nok bedst illustreres ved at
citere Dantes ”Guddommelige komedie”, hvor Gratian findes i
Dekretet, det vi i dag kender som Gratians Dekret.71 Det første sikre udsagn, vi har om den anden version, er fra Parisomkring 1158, da den citeres i Peter Lombardens ”Sentences”, hvilketmå betyde, at Dekretets anden version på dette tidspunkt allerede vari cirkulation. 72 A. Winroth: “The Making of Gratian’s Decretum” 2000, s. 186.73 I sin artikel ”Gratian Sleept Here” gjorde John Noonan op med allemyterne om Gratians person, idet han påviste, hvordan de var opståetog efterfølgende gjort til historiske fakta gennem en stadiggentagelse. J. Noonan: “Gratian Slept Here” 1979, s. 145-172. Men dethar ikke forhindret, at historien om Gratians person stadig er atfinde i mange nyere værker, der omhandler kanonisk ret.
66
Paradiset samme sted som så indflydelsesrige teologer og
kanonister som Isidor af Sevilla, Beda Venerabilis, Peter
Lombarden, Albert fra Köln og Thomas Aquinas; den sidste
præsenterer Gratian med følgende ord: ”Han som på begge retters
felter virked så paradiset fortsat glædes ved det.”74
Hvilken betydning har Winroths resultater for den bredere
forskning i 1100-tallets retsudvikling? Det første helt
banale er, at hvis man vil tale om påvirkning fra kanonisk
ret på sekulær lovgivning i tiden før 1150’ernes midte, er
det ikke bare nok at rådføre sig med den trykte udgave af
Dekretet. For romersk ret gælder det, at vi nok må se i
øjnene, at studiet af Corpus Iuris ikke var så fremskredet
i Bologna, som historiografien fortæller. Som Winroth
udtrykker det, var der ikke tale om et ideologisk fravalg
af verdslig lov fra Gratians side, da han skrev den første
version: ”It should not be seen as an anomaly in need of explanation, but
rather as evidence for the current state of legal teaching in Bologna.”75
Konklusionen på dette må blive, at enten har studiet af
romerretten i Bologna, der normalt dateres til 1088, haft
en meget sløv begyndelse, eller også, som Winroth mener, er
denne datering alt for tidlig og burde i stedet sættes til
1130’erne.76 Man skal under alle omstændigheder langt op i
1100-tallet før studiet af Digesterne og det mere
videnskabelige studie af kanoniske ret for alvor slog
74 ”Dantes guddommelige komedie” ved O. Meyer, 2000. Paradiset, sang X,s. 362. (“Che l’uno e l’altro foro aiutò sì che piace in paradise.” Dante Alighieri: ”Ladivina commedia” s. 327).75 Ibid., s. 148.76 Ibid., s. 173.
67
igennem uden for en snæver retslærd kreds omkring
Bolognaskolen.
Med fremkomsten af den anden version af Dekretet ser man
begyndelsen på det fælles studium af romersk og kanonisk
ret, et studium, der førte til skabelsen af den såkaldte
ius commune, en fælleseuropæisk retsforståelse, der kom til
at dominere retstudiet resten af middelalderen. Om fødslen
af ius commune skriver Winroth: ”It had not yet begun when Gratian I
wrote his text without using Justinianic law. On balance the most significant
result of the discovery of the first version of the Decretum might be that it
allows the historian to study the very moment when the ius commune was
born.”77
I en gråzone mellem kanonisk og verdslig ret fandtes
kristenretterne eller kirkebalkerne, som de blev betegnet i
henholdsvis Norge og Sverige, hvor fænomenet kendes fra.78
Disse love fungerede som en del af landskabslovene, idet
hver lov indledes med en kristendomsret. I
kristendomsretterne blev mange af de forhold, der vedrørte
religionen, kirkebygningen og præstens funktion, reguleret.
Selvom kristendomsretterne var en del af landskabslovene,
hørte de dog i princippet under kirkens jurisdiktion, og
eventuelle sager skulle rejses ved kirkelige domstole.77 Ibid., s. 196.78 Fra Skåne og Sjælland kendes også kirkelove, hvor landskabetsindbyggere indgik et kompromis med biskoppen om, hvilken proces derskulle gælde i nogle af de sager, som hørte under den kanoniske ret.Disse kirkelove er imidlertid meget kortfattede og regulerer ikkekristenlivet på samme måde, som det ses fra Sverige og Norge.
68
Dette betød imidlertid, at der skulle eksistere et
ordentligt udbygget kirkeligt retssystem, samt at kirkens
stilling, religiøst og politisk, skulle være stærk nok til
at tvinge deres retskrav igennem. Dette har næppe været
muligt i etableringsfasen eller i tidsrum, hvor
kongemagtens ikke stod bag kirkens krav om jurisdiktion,
som tilfældet blandt andet var i Norge under kong Sverre.
For Norges vedkommende blev kirkens jurisdiktion i
kristendomssager anerkendt i 1100-tallets anden halvdel,
selvom det er svært at vide, hvad dette i praksis betød.79
I Sverige skal man for de fleste områders vedkommende op i
det 13. århundrede, før en effektiv kirkelig jurisdiktion
blev udbygget, om end det nok har varieret meget fra
landskab til landskab. For begge riger er det dog
tænkeligt, at sager, hvor der er blevet dømt efter
kristendomsretter, er blevet rejst på det lokale ting, hvis
der har været langt til den kirkelige domstol, og kirkens
politiske stillingen samtidig har været begrænset. De
ældste norske kristenretter har en del adfærdsbestemmelser,
der kun kunne have relevans for et nyligt kristnet folk,
som skulle afvænnes fra hedenske vaner, hvilket der ikke er
spor af i de svenske kirkebalker.
Eksistensen af kristendomsretter på de lokale sprog, som
var inkorporeret i den verdslige lovgivning og ikke altid
fulgte den kanoniske rets påbud til punkt og prikke, viser,
hvilken dobbeltstilling kirkens folk kunne have på de
79 S. Bagge: ”Kirkens jurisdiksjon i kristenrettsaker før 1277” 1981,s. 144f.
69
områder. På den ene side var formålet med de gejstlige
domstole at følge den kanoniske rets læresætninger, på den
anden side kunne de folkesproglige kristendomsretter ikke
ignoreres. Man kan derfor forestille sig, at de kirkelige
autoriteter til tider må have været i tvivl om, hvilke
retsbøger der skulle tillægges størst betydning. Praksis er
desværre ikke bevaret, så det er umuligt at udtale sig om
omfanget af sådanne konflikter, eller hvordan de er endt.
Selvom romerretten aldrig fik direkte gyldighed i de
nordiske riger, har den alligevel en plads blandt de
retskilder, der havde betydning for udviklingen af de
nordiske landskabslove. Ved siden af den kanoniske ret var
romerretten det juridiske system, som den skolede elite
mødte på lærdomscentrene og de senere universiteter. Dette
medførte, at romerske retsprincipper sneg sig ind i de
nordiske love.80 Romerretten er et komplekst begreb, og der
er forskel mellem den klassiske romerret, som har sit
højdepunkt i tiden mellem det 1. århundrede f.Kr. og det 3.
århundrede e.Kr., hvor retsvidenskaben blomstrede, og hvor
mange af de store jurister virkede, og den senantikke
romerret, som Justinians lovværk, der langt senere fik
betegnelsen Corpus Iuris Civilis, 81 er et produkt af. For
80 Det nok mest kendte eksempel derpå er, hvordan ejendomsbegrebet i denorske landskabslove ændrede sig, efterhånden som legalisterne (de derstuderede romerretten) udviklede skellet mellem dominium utile (brugsret)og dominium directum (absolut ejendomsret). T. Iversen: ”Jordeie ogjordleie – Eiendomsbegrebet i norske middelalderlover” 2001, s. 93-105.81 Udfærdigelsen af ”Corpus Iuris Civilis”, en betegnelse, der som førnævnt først blev brugt omkring 1580, men som i dag er så tæt forbundetmed Justinians lovværk, at det synes rimeligt at anvende denne
70
den højmiddelalderlige retshistorie er Justinians lovværk
imidlertid essentielt, idet det lå til grund for
middelalderens romerretlige forskning, og når ordet
romerretten efterfølgende bruges i højmiddelalderlig
sammenhæng, er det Corpus Iuris Civilis, der hentydes
til.82
Som før sagt udgør lovmaterialet langt hovedparten af de
retlige kilder, da der er bevaret så uendelig få kilder om
retspraksis. De sparsomme kilder stammer for hovedpartens
del fra klostrenes optegnelser af, hvordan de fik deres
jordtilliggender og ejendomme, det vil sige dokumenter, der
omhandler donationer, skødning, mageskifte og køb. Dette
betegnelse, blev sat i gang af kejser Justinian (527-65) og udkom itidsrummet 528-34. Corpus Iuris Civilis består af fire dele. Førstedel Institutiones har karakter af en lærebog eller en instruktion til detromerske retssystem og de vigtigste retsprincipper. Institutiones blevskabt på grundlag af en ældre lærebog fra ca. 160 e.Kr., der varskrevet af den romerske jurist Gaius, om hvem stort set intet andetend navnet kendes. Hoveddelen af Corpus Iuris er Digesta eller Pandectae,afhængig af om man vil bruge det latinske eller græske navn. Digestaindeholder en meget omfattende samling af skrifter fra 39 jurister fradet 1. århundrede f.Kr. og frem til slutningen af 400-tallet. Densidste del af den oprindelige ”Corpus Iuris” er Codex, en samling afkejserlig lovgivning, både fra Justinians egen tid og fra hansforgængere. Samlingens fjerde del kaldes Novellae og er egentlig ikke endel af det oprindelige Corpus. Novellae har karakter af fortsættelseaf Codex, idet de nye kejserlige forordninger, der kom efter 534, blevindføjet i Novellae - der betyder ”den nye del”. Indholdet i CorpusIuris er altså en sammenblanding af klassisk romersk ret og senantikeller vulgariseret kejserlig lovgivning. D. Tamm: ”Retshistorie, bd.2: Romerret og Europæisk retsudvikling” 1991, s. 225-228. A. Watson:”Roman Law and Comparative Law” 1991, s. 23-2682 Sammenhængen mellem det ovenstående er naturligvis langt merekompliceret, end disse få linier lader ane, men skulle der i detaljergøres rede for romerrettens udvikling fra antikken til middelalderensamt for studiet af romerret i middelalderen, ville det i sig selvvære mere end omfattende nok til en bog.
71
ensidige materiale giver formentlig ikke et repræsentativt
billede af tingenes aktiviteter eller af ejendomsmarkedet,
men det giver dog et fingerpeg om, hvilke juridiske
procedurer der blev fulgt.
Man kan også finde spor af retspraksis i de litterære
tekster, men også dér er udbyttet meget begrænset. Hverken
Svend Aggesen eller Saxo bruger mange linier på
retsordenen, og de få steder, ret og lov nævnes, er det
hovedsagelig om tildragelser før landskabslovenes komme.
Den svenske Erikskrønike omhandler også de store politiske
begivenheder og omtaler kun et par steder indirekte retlige
tildragelser. For Norges vedkommende er situationen lidt
bedre, da der blev skrevet kongesagaer langt op i 1200-
tallet; igen er det dog de politiske begivenheder, der står
i centrum, og man skal helt frem til 1329, før en
detaljeret beskrivelse af en retssag og efterfølgende
domsfældelse er bevaret.83
Ideelt set fandtes der inden for kanonisk ret, for eksempel
i Gratians Dekret, et hierarki mellem de forskellige
retlige kilder med den kanoniske ret som højest rangerende
for alle kristne. I praksis var billedet imidlertid noget
anderledes. Man kan forestille sig, at der har eksisteret
et samspil mellem de forskellige love, altså det, der inden
for den moderne retsvidenskab vil blive betegnet som retlig
pluralisme, eftersom flere forskellige retlige systemer
83 J. Ø. Sunde (m.fl.): ”Audun Hugleiksson. Frå kongens råd til galgen”2002, s. 110.
72
havde gyldighed. Retten udgik ikke fra ét centrum, og i
praksis var der ingen hierarkisk struktur, ligesom det
antagelig heller ikke kun var de egentlige lovtekster, der
regulerede retsudøvelsen. Forskellige ikke-nedskrevne
normer har formodentlig også haft stor betydning.84 De
skrevne retlige kilder, vi i dag kender til, afspejler
formentlig kun toppen af isbjerget. Det er nærliggende, at
der såvel i landsbyerne som blandt stormændene har
eksisteret normer for, hvad der var ret og rimeligt, og
hvordan konflikter burde løses.85 I al fald hvad de
verdslige love angår, kan det tænkes, at bestemmelserne har
fungeret som en art subsidiære regler, man kunne falde
tilbage på, hvis intet andet var vedtaget, eller hvis de
eksisterende normer ikke var nok til, at et kompromis kunne
komme i stand.
Hvornår en handling var et brud på den kirkelige ret og
derfor skulle for en gejstlig domstol, har sikkert heller
ikke været så klart, som de retlige kilder umiddelbart84 Som altid er det vanskeligt at bruge et moderne retligt begreb ommiddelalderlige forhold, men da retlig pluralisme blandt andet blevudviklet i forbindelse med undersøgelser af retstilstanden i kolonier,både når de var under en kolonimagt og senere som selvstændige stater,er begrebet ikke snævert forbundet med de moderne vestligeretssystemer. Dette er derimod tilfældet med begrebet retspolicentri,der er blevet udviklet af Henrik Zahle ud fra studier af, hvordanretten i praksis fungerer, og begrebet er derfor snævert knyttet tildet moderne retssystem og derfor ikke et anvendeligt begreb, når detgælder middelalderens retsforståelse. H. Zahle: ”Praktiskretsfilosofi: introduktion til Almindelig Retslære” 2003, s. 104-109. 85 Dette må i hvert fald have været tilfældet i De begge Sicilier imiddelalderen, hvor Frederik d. II’s Melfikonstitutioner kunregulerede det, man i dag vil betegne som offentlig ret, procesret ogstrafferet, men ikke privatretten.
73
lader ane. Det har sandsynligvis været præstens opgave at
få sagen rejst ved en af de kirkelige domstole, og der har
sikkert skullet være tale om et groft eller vedvarende brud
på kirkeretten, før et sådant skridt blev taget. Præsten
var jo mange steder afhængig af det omgivende samfunds
velvilje,86 og en for hård kurs mod syndere kunne føre til
upopularitet, hvis sagen kunne være løst, uden at de højere
instanser blev indblandet. Omvendt kunne de sager, der blev
rejst ved de gejstlige domstole, være så komplicerede, at
ikke engang biskoppen, der lokalt havde den højeste
myndighed, kunne gennemskue de retlige konsekvenser. I de
tilfælde fandtes den øverste autoritet hos paven, og der er
bevarede vidnesbyrd om, at komplicerede sager fra de
kirkelige domstole i Norden er blevet sendt til Rom, for at
paven kunne dømme eller udtale sig om de principielle
juridiske retningslinier. Kirken besad domsret i alle
åndelige sager, hvilket må siges at være et meget elastisk
begreb, da det dækker over alt det, der havde at gøre med
sjælens frelse. Kirkens domsret blev dog primært brugt i
sager om gejstliges forbrydelser,87 sædelighed, ægteskab,
herunder børns legitimitet og testamentssager, men mange
sager lå i gråzonen mellem den verdslige og den kirkelige
ret, og der kunne følgelig spekuleres i, hvor det var bedst
at rejse sin sag.86 Under det Skånske Oprør, 1180-82, mindede skåningerne ifølge Saxopræsterne om, at deres loyalitet burde ligge hos befolkningen og ikkehos ærkebispen, da det var bønderne, der sørgede for præsternesunderhold. ”Saxonis Gesta Danorum” 15. bog, kap. 4, § 24, s. 529.87 Alle gejstliges kriminelle handlinger hørte under de kirkeligedomstole.
74
I løbet af det trettende århundrede blev procesretten
udbygget i den verdslige ret over hele Vesteuropa.88 Dette
var formodentlig et tegn på, at studiet af de lærde
retssystemer havde spredt sig til en større skare af den
lærde elite. På samme tid var de lokale kirkelige domstole
blevet mere procesorienterede end tidligere, en proces, der
sikkert har haft en afsmittende effekt på den verdslige
ret. Da den kanonisk retlige proces langt hen ad vejen
byggede på den romerretlige, hvor store landevindinger
først for alvor blev taget i 1100-tallets anden halvdel,
skal man næppe forvente at finde en veludbygget kanonisk
procesret uden for de store centre før op i 1200-tallet.
Påvirkningen af den kanoniske procesret er for Englands
vedkommende undersøgt og viser, at man skal et godt stykke
ind i 1200-tallet, før den kanoniske proces for alvor slår
igennem.89 Det er faktisk også først ret sent i 1100-
tallet, at man kan tale om en decideret ordnet kanonisk
procesret, og udviklingen blev først endeligt samlet og
offentliggjort omkring 1218 af Tancred af Bologna.90
Samlingen betød dog ikke, at udviklingen af kanonisk
procesret stoppede, blandt andet kan nævnes, at Duranti
88 For indgående studie af procesretten i 1200-tallets rigslovgivningse P. Andersen: ”Lærd ret og verdslig lovgivning. Om retligkommunikation og udvikling i det 13. århundrede” DJØF 20056. 89 R. H. Helzholz: ”The Oxford History of the Laws of England, vol. I,The Canon Law and Ecclesiastical Jurisdiction from 597 to the 1640s”Oxford 2004, specielt s. 106-146.90 Tancred: ”Ordo iudiciarius”. Trykt i F. Bergmann (red.):
”Libri de iudiciorum ordine” (1842) 1965.
75
igen omkring 1270 forsøgte at samle og overskueliggøre den
kanoniske procesret.
I forbindelse med de nordiske landskabslove er det vigtigt
at huske på, at det kanoniske slægtskab først dukker op i
lovgivning fra 1100-tallets midte, altså på et tidspunkt,
hvor den kanoniske ret stadig var i en formativ fase. Nye
bestemmelser primært gennem pavebreve og koncilbeslutninger
kom stadigt til og ændrede tidligere praksis, for eksempel
i forhold til ægteskabslovgivning, gejstligt cølibat og
udviklingen af den inkvisitoriske proces som den enerådende
– indtil 1215 var blandt andet også gudsdomme anerkendt.91
Dette har givetvis bevirket, at der blandt den lærde elite
har eksisteret en fornemmelse af, at både den kanoniske ret
og den teologiske indsigt kunne ændre og forbedre sig,
hvilket antagelig har skabt grobund for, at dele af en lære
har kunnet udtages og bruges i en anden sammenhæng end den,
i hvilken den umiddelbar synes at høre hjemme. Dette
vanskeliggøres senere i middelalderen af, at doktrinerne,
både de kanonisk retlige og de teologiske, blev mere
fastlåste. Når man derfor taler om kanonisk retlig
indflydelse på den lokale ret i 1100-tallet og 1200-tallets
begyndelse, er det derfor ikke utænkeligt at forstille sig,
at der langt hen ad vejen har været tale om ideologisk
91 Heri kan forklaringen på, at Kirkelovene for Sjælland og Skåne harakkusatorisk i stedet for inkvisitorisk proces, ligge, eftersom detslet ikke er sikkert, at biskopperne og resten af gejstligheden harset det som et problem i forhold til kanonisk ret, at lovene brugteden akkusatoriske proces.
76
påvirkning mere end direkte lån. Denne antagelse ligger til
grund for, at der i undersøgelsen ikke vil blive fokuseret
specielt på introduktionen af kanonisk ret i de nordiske
kongeriger eller på, hvordan den optrådte i samspil med og
modsætning til den verdslige ret. I stedet vil fokus blive
lagt på, hvilke lærde ideologier, teologiske såvel som
kanoniske, der havde indflydelse på udformningen af
landskabslovene.
I praksis har der altså formentlig hersket et virvar af
forskellige normer, retsregler og hensyn, der har haft
indflydelse på, hvordan det retlige landskab har set ud.
Dette kunne foregå, fordi centralmagten ikke var så
udbygget, at den effektivt kunne gennemtvinge brugen af
domstolene i alle sager, og den akkusatoriske proces, der
herskede i de verdslige love, fremmede ej heller det
offentliges autoritet.92
I dette arbejde vil hovedvægten ligge på de ideologiske
sider af lovgivningen, men praksis vil også blive inddraget
i det ringe omfang, kilderne muliggør det, da der var et
tæt samspil mellem ideologi og praksis, fordi
effektiviteten af lovgivningens intention om at forpligte
folk over for hinanden via slægtskabsbånd var afhængig af,92 Samspillet mellem retskilderne, som det ovenfor er beskrevet, tagersit udgangspunkt i forholdene på landet. I købstæderne var der andreforhold, der spillede ind på retsudøvelsen, dels var centralmagtensstilling stærkere, og dels betød den større koncentration afmennesker, at der blev skredet langt hårdere ind over for retsbrydere,end tilfældet var det på landet; endelig eksisterede der også andresociale og retlige sammenslutninger end på landet, idethåndværkermestrene var organiseret i laug.
77
DE NORDISKE SAMFUND PÅ LANDSKABSLOVENES TID
NORDEN SOM ANALYSEMODELer, om i så megen anden forskning, bruges ordet
Norden som en naturlig fællesbetegnelse for de
skandinaviske kongeriger. Idéen om det nordiske som
noget specielt, noget enestående er rodfæstet i de fleste,
og i den moderne politiske debat står nordisk samarbejde
gerne som en modvægt til det europæiske. Denne fokusering
på Nordens særegenhed skyldes mange faktorer, både
sproglige, geografiske og ikke mindst historiske, der
binder Norden sammen, med Kalmarunionen, unionen mellem de
tre nordiske riger fra 1397, som det mest markante
eksempel. Dertil kommer, at Finland indtil den russiske
overtagelse i 1809 var en del af det svenske rige, og
dobbeltmonarkiet mellem Danmark og Norge, der afløstes af
den svensk-norske union i 1814. I 1800-tallet fik tanken om
Norden som et samlet, særegent område vind i sejlene gennem
den politiske bevægelse skandinavismen, hvis ideologiske mål
var at forene Norden. Skønt projektet aldrig blev til
noget, satte det sig spor i form af øget nordisk
samarbejde, som på det juridiske plan førte til
etableringen af det nordiske lovsamarbejde i 1872, der har
betydet meget for skabelsen af idéen om Norden som en
retlig enhed.
H
79
Det var netop det nittende århundredes historikere og
retshistorikere, der var med til at styrke og videreudvikle
idéen om Nordens særstatus. I Tyskland søgte germanisterne
at finde frem til, hvordan samfunds- og retsordenen havde
fungeret, før alt blev ændret, først ved romernes komme og
siden med kristendommens indtog. Inden for retshistorien
fik specielt teorien om et oprindeligt germansk slægtssamfund
vind i sejlene. Denne konstruktion, hvis ideologiske base
fandtes i nationalromantikkens oldtidsdyrkelse, byggede
dels på bevarede ”stamme-” og landskabslove, dels på de to
antikke værker, i hvilke germanerne optræder: Cæsars
”Commentarii de bello gallico” og Tacitus’ ”Germania”.93
Selvom det var almindeligt anerkendt, at Norden var en del
af den germanske kulturkreds, så havde Norden ikke fulgt
den samme udvikling som de tyske områder, blandt andet
fordi kristendommen kom til Norden langt senere end til
størsteparten af Tyskland. Interessen for at påvise det
specielle nordiske fik navnlig næring fra den spirende
nationalisme, der tog til op gennem 1800-tallet og dermed
blev en af de medvirkende årsager til de dansk-tyske
konflikter, hvor nederlaget i 1864 medførte, at mange,
93 Selvom idéen om det oprindelige slægtssamfund endnu kan findes inyere værker (som for eksempel A. Hoff: ”Lov og landskab” 1997, s.325), er der tale om enkeltstående undtagelser, idet langt de flesteretshistorikere for længst har vendt den ryggen, både fordiargumentationen byggede på principper, der strider imod kildekritikken(se blandt andet E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar. Europeiskrättstradition i politisk omvandling” 1988, s. 51), og fordi det forde kilder, germanisterne lagde til grund for deres undersøgelser, erblevet påvist, at skellet mellem hvad der var ”ægte” germansk ogromersk/kristent, ikke kan opretholdes (A. Murray: ”Germanic KinshipStructure” 1983, s. 116ff.).
80
specielt blandt de danske, men også de norske og svenske
forskere, vendte ryggen mod syd.
Den fællesnordiske fortid blev skabt gennem en
sammenblanding af de islandske sagaer, edda-digtningen,
Saxo og andre middelalderlige historieskrivere samt idéen
om slægtssamfundet, der fik sin næring fra
retshistorikernes brug af landskabslovene. Det stærkeste
udtryk for enhedskulturen ses formentlig i konstruktionen
af begrebet vikingetiden94 og i teorien om, at der så langt
tilbage i historien, man kan spore, havde hersket en
særegen nordisk identitet. Dette billede lever stadig i
bedste velgående i manges bevidsthed, også fordi
historieskrivningen bevidst eller ubevidst stadig
præsenterer forskning, der bekræfter, at hele det nordiske
område i den førkristne tid havde stort set den samme
sociale og politiske opbygning. Forklaringen derpå skal
findes i det meget sporadiske kildemateriale, der medfører,
at eventuelle regionale forskelle bliver meget svære at
spore, ikke kun hvad gælder for den førkristne tid, men
også langt op i middelalderen. Fokuseringen på det nordiske
og det mere snævert nationale har også betydet, at
arkæologiske fund ofte er blevet tolket i denne sammenhæng,
en tendens, der dog inden for de sidste årtiers
arkæologiske forskning har vendt: Fundmateriale så langt
tilbage som til bronzealderen, og hvad der i denne
94 Om konstruktionen af vikingetiden se A. Lundt Hansen: ”I begyndelsenvar Ordet … Overgangen fra runer til romerskrift i Danmark 800-1300”2001, s. 71-84.
81
sammenhæng er mere interessant, til germansk jernalder er
man begyndt at sætte ind i en kontinental europæisk
sammenhæng.
Det har vist sig, at der er mange ligheder i
fundmaterialet, hvilket kan tolkes som et udtryk for, at
strukturer, der er kendt fra for eksempel merovingerriget,
genfindes i Danmark, hvilket igen fører til spekulationer
om, hvorvidt det danske område kulturelt og politisk har
ligget langt tættere op ad det, som vi takket være de
skriftlige kilder kender sydfra. Konklusionen må blive, at
der nødvendigvis må have fundet en gensidigt påvirkning
sted mellem Danmark og merovingerriget også på det
organisatoriske plan, som retstænkningen var en del af. 95
Meningen med ovenstående er ikke at gå ind i en lang
diskussion om, hvilke samfundsstrukturer der eksisterede i
Norden i den periode, som populært kaldes vikingetiden, men
i stedet at problematisere brugen af Norden som en
selvfølgelig analytisk enhed til at belyse den retlige
udvikling. Der kan med rette også argumenteres for andre
inddelinger, som for eksempel at undersøge de norske love
gennem en komparation med de angelsaksiske, eller fokusere
på den danske retsudvikling i lyset af den tyske. Når
afhandlingen alligevel tager afsæt i de nordiske kongeriger
i højmiddelalderen, skyldes det, alle de nævnte forbehold
til trods, at flere træk gør, at det giver mening at anskue
lovgivningen i Norden som en helhed. For selvom identiske
95 J. Jensen: ”Danmarks Oldtid, Bronzealder, 2000-500 f. Kr” 2002 og L.Jørgensen: ”Stormandssæder og skattefund i 3.–12. århundrede” 1995.
82
politiske og sociale forhold ikke har eksisteret i hele
området, vil der ofte naturligt forekomme en gensidig
kulturel og juridisk påvirkning mellem naboregioner. Hertil
skal lægges, at ingen af de nordiske riger kom under den
tyske kejsermagt96 og derfor ikke blev underlagt kejserlig
lovgivning gennem den såkaldte landefred. Det måske
vigtigste i denne sammenhæng er, at de nordiske riger
sprogligt og dynastisk var tæt knyttet til hinanden.
Kongefamilierne giftede sig hyppigt ind i hinanden. Denne
praksis sikrede tætte forbindelser mellem rigerne og
iblandt også alliancepartnere i konflikter inden eller uden
for Norden. Men de tætte dynastiske bånd kunne også vise
sig at være et tveægget sværd, idet slægtsbåndene også
betød, at arvekrav og dertil knyttede konflikter kunne
flamme op.
96 Hvis man ser bort fra, at Valdemar den Store i 1162 aflagde lensedtil Frederik Barbarossa, hvilket ikke blev gentaget af hansefterkommere.
83
Fælles for den historiske og dermed også den retlige
udvikling i de tre kongeriger er, at de i tiden før og
omkring landskabslovenes komme oplevede en proces hen imod
et mere stabilt herskersystem. Borgerkrige, hvis udspring
gerne fandtes i tronstridigheder, ramte alle rigerne for at
blive afløst af perioder med fred, hvor mindet om
borgerkrigens uorden og retsløshed sikkert har fremmet
ønsket om lov og orden og derfor banet vejen for den
blomstrende lovgivningsaktivitet, som fandt sted fra 1100-
tallets midte og frem. Lighederne til trods kan der dog
ikke tales om en parallel udvikling, både på grund af den
tidsmæssige forskydning, og fordi stridighederne, der førte
til borgerkrigene, grundede sig i forskellige forhold fra
land til land. For eksempel var samkongetraditionen, i
hvilken kimen til megen af ufreden i Norge fandtes, stort
set ukendt i det danske område, men hvor det faktum, at
alle en konges mandlige efterkommere kunne optræde som
tronprætendenter, betød, at ufreden alligevel florerede.
Det er utænkeligt, at den samme retskultur fandtes i hele
det nordiske område, før landskabslovene kom. Der er næppe
nogen tvivl om, at navnlig dele af den norske retskultur
var stærkt påvirket af den angelsaksiske, mens den danske
retskultur antagelig i langt højere grad var influeret af
den tyske nabo, i hvert fald er forbindelserne syd og østpå
dominerende i 1100-tallets politiske historie. Dertil
84
kommer, at de forskellige områder sikkert har haft
forskellige retlige sædvaner, som ganske vist ikke var
statiske - for ellers ville fremmed påvirkning ikke kunne
finde sted - men som i deres grund har bygget på
forskellige principper. Et eksempel herpå kunne være
arveretlige sædvaner, da det næppe er et tilfælde, at der
på trods af påvirkningen fra de lærde retskulturer er så
stor forskel på, hvilke principper der ligger til grund for
arveretten i landskabslovene. I det svenske område har der
givetvis også eksisteret en række sædvaner, krydret med
indflydelse fra andre retskulturer, men da de svenske love,
på nær Den ældre Västgötalov, er så meget yngre end de
danske og norske, og påvirkningen fra den lærde ret og ikke
mindst love fra andre områder, for eksempel det danske,
derfor sikkert er stærkere, er det sværere at spore træk
fra ældre sædvaneret. Når en ideologi, som for eksempel om
kanonisk slægtskab, skulle introduceres i Norden, er det
naturligt, at udgangspunktet blev taget i den eksisterende
retsopfattelse, i det omfang den ikke divergerede fra de
nye idéer. Eftersom der ofte var tale om ideologi og ikke
faste retsregler, som skulle introduceres, har de, der
havde indflydelse på lovgivningen, næppe haft nogen
interesse i at gøre op med tidligere forestillinger.
Siden Montesquieu gjorde sig til talsmand for, at retten
blandt andet skal være tilpasset de geografiske og vejrlige
forhold, har det været accepteret, at disse faktorer kan
spille en rolle for, hvordan retten fungerer, og det kan
85
også være en grund til, at for eksempel tings- og
kirkeordningen i Norge er forskellig fra Danmark, da man i
Norge har skullet rejse længere for at komme til tinget
eller fylkeskirken. Her er det ikke formålet at søge at
give et bud på, hvordan retten i Norden så ud før
landskabslovenes komme. Men derfor er det alligevel vigtigt
at understrege, at de retsstrukturer, der har eksisteret,
før man begyndte at nedskrive retten, på trods af
påvirkningen fra både de lærde og andre retssystemer
alligevel har haft en betydning for udformningen af
landskabslovenes bestemmelser, hvorfor en del af
forklaringen på de forskelle, der er lovene imellem, kan
forklares ud fra påvirkningen fra de tidligere eksisterende
retskulturer.
86
DE NORSKE LOVES GENESISDe udgaver af de norske landskabslove, som er overleveret
til vor tid, er alle resultater af flere redaktioner og
kodificeringer, som gør det svært at afgøre, hvornår de
enkelte bestemmelser er kommet ind i lovene, og hvilke
ændringer de eventuelt har gennemgået. Flere af de bevarede
afskrifter af Gulatingsloven giver dog et indblik i
lovudviklingen, idet visse af kapitlerne i fire af balkerne
indeholder både den lovtekst, som blev vedtaget under
Magnus Erlingsøns regering, formentlig et sted mellem 1164
og 1170, og en tidligere version, som normalt går under
betegnelsen ”Olavsteksten”. Uagtet den ældre lovudgave
bærer Olav den Helliges navn, er der efterhånden almen
enighed om, at loven er yngre, og at den tilskrives Olav på
grund af den af saga- og helgenvitaskabte myte om ham som
den store lovgiver.97 Olavteksten og eventuelt andre
tidlige udgaver af landskabslovene skal snarere dateres til
den periode med indre fred og fremgang, som herskede i
Norge fra Olav Kyrres kongedømme (1066-1093) og frem til
Sigurd Jorsalafares – Jerusalemsfarer - død i 1130. Det var
i Olav Kyrres regeringstid, at Norge fik sine første faste
bispesæder, og da biskoppens rolle er veldefineret i
Olavsteksten, må den være skrevet derefter. Det er
imidlertid ikke kun gennem direkte lovgivning, at vi kan se
udviklingen af den offentlige autoritet i denne periode. I
1100-tallets begyndelse blev endnu et landsting,97 P. Norseng: ”Lovmaterialet som kilde til tidlig nordisk middelalder”1987, s. 51f.
87
Borgartinget, oprettet, så der nu var fire landsting i
Norge.98 Der er ingen tvivl om, at landstingene spillede en
aktiv rolle i vedtagelsen og måske også ved nedskrivningen
og udformningen af lovene i den formative periode, men
sagaerne giver indtryk af, at der var en stærk tradition
for at se kongen som lovgiver, og en sådan forestilling er
næppe kommet ud af det rene ingenting.99 Kongemagtens
interesse i lovgivningen kan ikke undre, da enhver hersker
har et naturligt ønske om at præge rammerne for sine
undersåtters tilværelse, men lovgivning kunne også styrke
kongens legitimitet på det ideologiske plan, idet han
gennem den havde mulighed for at fremtræde som fredens og
retfærdighedens beskytter, et kongeideal, der blev hyldet i
hele det kristne Europa.100
Perioden med stabilitet og vækst sluttede imidlertid ved
Sigurd Jorsalafares død i 1130.101 Manglen på en fast
procedure for tronfølgen betød, at alle mandlige
kongeætlinge med lige god ret kunne gøre krav på tronen.
Dette førte til et årti præget af borgerkrige mellem
forskellige tronprætendenter. I 1140’ernes begyndelse fik
Norge tre brødre som samkonger: Inge Krogryg (the
98 F. Brandt: ”Forelæsninger over den norske Retshistorie” 1. bd. 1880,s. 13.99 P. Sveaas Andersen: ”Samlingen av Norge og kristningen av landet”1977, s. 342.100 R.I. Moore: “Postscript: The Peace of God and the Social Revolution”1992, s. 309. 101 Afsnittet bygger til og med Magnus Erlingssøns kongetid til dels på:Snorre Sturlassøn: ”Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider indtil Aarefter Christi fødsel 1177” 1859, s. 449-560.
88
hunsback), Sigurd og Øystein. Så længe brødrene var
mindreårige, forårsagede ordningen ingen problemer, men
efterhånden som de voksede til, vaktes de politiske
ambitioner. Freden holdt dog frem til midten af 1150’erne.
På trods af det spændte forhold, der efterhånden opstod
mellem de tre konger, var det i slutningen af deres
samregering, at Norge fik sit eget ærkesæde og dermed blev
udskilt fra Lund, som den norske kirke havde hørt under
siden 1103/04. Ærkesædets indstiftelse fandt sted enten i
efteråret 1152 eller foråret 1153 under den engelske
pavelige legat Nicolaus Breakespears rundrejse i Norden.
Ved denne lejlighed, hvor Norges konger, biskopper og
stormænd var samlet, blev der også holdt et rigsmøde,102 på
hvilket der blev vedtaget forskellige lovændringer på det
kirkelige område, og kristendomsretterne blev på en række
områder reguleret for at imødegå kravene fra den kanoniske
ret. Blandt andet blev Peterspenge103 indført, og en øvre
grænse for sjælegaver blev fastlagt. Selvom disse ændringer
blev vedtaget på rigsmødet, havde dette ikke kompetence til
at diktere lovændringer. Officielt skulle de først vedtages
på landstingene, men denne procedure har efter al
sandsynlighed været rent proforma, idet de mægtigste i
landskaberne allerede havde godkendt de nye bestemmelser på
rigsmødet.
102 Rigsmøderne havde som oftest synodekarakter, idet en del af debeslutninger, som blev truffet på dem, gjaldt for den norske kirke. K.Helle: ”Konge og gode menn i norsk riksstyring ca. 1150-1319” 1972, s.246.103 En årlig skat til Rom, som biskopperne havde til opgave at indkræve.
89
Indstiftelsen af ærkesædet og afholdelsen af det dertil
knyttede rigsmøde i Nidaros var sidste gang, de tre konger
handlede i enighed. I de følgende år blev stemningen mere
spændt, og enden på freden kom i 1155, hvor Inges mænd
overfaldt og dræbte Sigurd. To år efter faldt Øystein,
hvorefter Inge for en kort stund sad tilbage som enekonge.
Baggrunden for Inges umiddelbare succes skal formentlig
findes i den gruppe af magtfulde stormænd, som støttede
ham. De stormænd, der havde tilhørt kredsen omkring de
afdøde konger, var imidlertid ikke tilfredse med den
svækkelse af deres stilling, som Inges eneherredømme førte
med sig. Derfor samlede de sig omkring en af Sigurd Munns
frillesønner, Håkon Hærdebred, som blev taget til konge i
1157. De følgende år var Norge plaget af kampene mellem de
to konger, som endte i 1161, da Inge blev dræbt i kamp. Han
efterlod sig ingen sønner, og der fandtes ingen kongesønner
blandt dem, der støttede ham. I denne situation syntes der
ikke at være anden mulighed for stormandskredsen omkring
Inge end at anerkende Håkons kongeværdighed, og samme år
blev han taget som enekonge. Inges støtter havde imidlertid
ikke givet op. Under ledelse af Erling Skakke104 samlede
Håkon Hærdebreds modstandere sig og besluttede, at Erlings
femårige søn, Magnus, gennem sin moder ”var bedst ættbaaren til
Kongedømmet i Norge,”105 hvorefter han blev taget til modkonge.104 Han var gift med Kristin, Sigurd Jorsalafares ægtefødte datter, ogvar selv en af Norges mægtigste mænd.105 S. Sturlassøn: ”Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider indtil Aarefter Christi fødsel 1177.” ved P.A. Munch, 1859, s. 535.
90
Håkon blev nedkæmpet i 1162, og kort efter var modstanden
knægtet, hvorpå en tid præget af samarbejde mellem
kongemagt og kirke, nærmere bestemt mellem Erling Skakke og
ærkebisp Øystein, tog sin begyndelse.
Øystein var af stormandsslægt, men bestemt for en
gejstlig løbebane. Han studerede en årrække i udlandet,106
og tilbage i Norge var han blevet knyttet til kong Inge som
hans fehinde (skatmester). Da ærkesædet i 1157 blev ledigt,
udpegede kongen ham til ny ærkebiskop. Resultaterne af
dette samarbejde mellem kongen og ærkebispen var mange, det
største var antagelig en lang række lovrevisioner, som både
omhandlede kirkelige og strafferetlige forhold. Orbodemålet
blev blandt andet indført, så ”de nye straffebestemmelser føyer seg
inn i et samtidig europeisk mønster for landefredslovgivninger.”107 De nye
bestemmelser blev vedtaget på et rigsmøde af kongen,
biskopperne og ”alle de viseste mænd i riget”, men før de
fik gyldighed, skulle de som før nævnt godkendes på
landstingene, hvilket antagelig er grunden til, at
bestemmelserne ikke er udformet helt på samme måde i
Gulatingsloven og i Frostatingsloven. Selvom
kristendomsbalkerne sandsynligvis på visse områder blev
revideret efter rigsmødet i 1152/53, var de stadigvæk
mangelfulde og blev på flere punkter hurtigt forældede. Den
kanoniske ret var ikke en stationær størrelse, idet den
kunne forandres gennem dekreter og koncilbeslutninger, en
udvikling, der var på sit højeste i perioden fra Gratians
106 Se mere herom i afsnittet ”Lovenes fædre”. 107 K. Helle: ”Under kirke og kongemakt 1130-1350.” 1995, s. 40.
91
Dekret til Liber Extras udgivelse i 1234. Frostatingslovens
kristendomsbalk blev ifølge sagaerne gennemgribende
revideret af Øystein.108 Også i Gulatingsloven ser man, at
der skete en revision i forhold til den tidligere tekst,
eftersom Magnusteksten blev forfattet under Magnus
Erlingsøns kongedømme. Hvorvidt Borgartingsloven eller
Eidsivatingsloven også er blevet revideret, kan man kun
gisne om.
Af al lovgivningsaktiviteten under Magnus Erlingsøn er
det imidlertid ikke revisionerne af landskabslovene, der
har været genstand for mest forskning, men derimod
Tronfølgeloven og navnlig det medfølgende privilegiebrev,
som er nogle af de mest omdiskuterede tekster fra norsk
middelalder. Det gode samarbejde mellem kirken og
kongemagten førte til, at Magnus i 1163 som den første
nordiske konge blev kronet og salvet og dermed indsat som
konge af Guds nåde. Modstanderne af Magnus’ kongeværdighed
havde anført som hovedargument, at Magnus ikke var kongesøn
og dermed ikke værdig til at bestige tronen. Dette
argument, der byggede på tidligere praksis, blev imidlertid
imødegået af Magnus’ side med, at han var ægtefødt af
ægtefødte forældre. Et faktum, der tidligere ikke havde
haft nogen større betydning, men som begyndte at få vægt,
efterhånden som kirkens syn på ægteskabet som den eneste
passende forbindelse mellem mand og kvinde vandt genklang i
108 Om Øysteins lovgivningsaktivitet se E. Gunnes: ”Erkebiskop Øysteinog Frostatingsloven” 1975, og samme ”Erkebiskop Øystein som lovgiver”1983.
92
det norske samfund. Magnus’ modkandidater havde alle været
uægte sønner, og dermed var de ifølge kanonisk ret ikke
arveberettigede efter deres far.109 Tronfølgeloven, som
formodentlig er fra 1164, året efter kroningen, bygger
blandt andet på ægtefødsel som et vigtigt kriterium for at
blive konge. Et andet princip, der blev slået fast, var
enekongedømmet: Kun én kunne være konge af Norge. I loven
fastsattes der også en procedure for kongevalg, den afdøde
konges ældste søn fik forrang, hvis landets biskopper og
tolv mænd fra hver stift godkendte ham. Ligeledes blev
kongen i Privilegiebrevet til Nidaros stift betegnet som
Sankt Olavs vasal, idet han tog Norge som len af
helgenkongen.
Privilegiebrevets betydning har som nævnt været meget
omdiskuteret. Betød det, at kongen nu var underlagt kirken
som vasal, eller var underkastelsen under Sankt Olav en
måde, hvorpå Magnus kunne understrege sin slægtsforbindelse
med Skt. Olav og stille sig ind i stråleglansen fra
helgenkongen?110 Ligeledes er Øysteins ambitioner og politik
blevet tolket på flere måder, idet han både er blevet set
som den rabiate gregorianer, der mente, at kongemagten
skulle tjene og underkaste sig Kirken,111 og som realisten,
109 Jævnfør ”Corpus Iuris Canonici” Decretum Magistri Gratiani. CausaXXXII, q. IV, c. XV, § 1: “Hii uero, qui non sunt de legitimo matrimonio, matrempotius quam patrem secuntur.” 110 Buddene har været og er mange, for en oversigt overforskningsdiskussionen se: T. Tobiassen: ”Tronfølgelov ogprivilegiebrev” 1964, s. 218f og E. Gunnes: ”Erkebiskop Øystein.Statsmann og kirkebygger” 1996, s. 119f.111 A.O. Johnsen: ”Fra ættesamfunn til statssamfunn” 1948. s. 73-77. ogK. Helle: ”Under kirke og kongemakt 1130-1350” 1995, s. 40.
93
der nok krævede store friheder for kirken, men som også
forstod, at Kirken måtte støtte sig på kongemagten.112
Selvom tronfølgeloven var vedtaget på landstingene og
derefter indført i landskabslovene, har principperne
åbenbart ikke vundet almen anerkendelse, idet endnu en
påstået kongesøn, Øystein Møyla, i 1174 rejste oprørsfanen
og tog kongenavn. Oprøret blev slået ned i 1177, hvor
Øystein faldt, men hans mænd, de såkaldte birkebeinere, gav
ikke op, men samlede sig i stedet omkring Sverre, endnu en
af de utallige sønner som blev tilskrevet Sigurd Munn.
De indre stridigheder satte formentlig en stopper for
arbejdet med moderniseringerne af lovene, hvilket måske er
forklaringen på, at Borgartingslovens og Eidsivatingslovens
kristendomsbalker tilsyneladende forblev på et arkaisk
stade. Ligeledes må man forestille sig, at parternes
engagement i krigen har svækket retsudøvelsen og dermed
lovenes funktion som fredsskabende.
Kampene mellem Sverre og Magnus rasede i syv år til
1184, hvor Magnus blev dræbt, og Sverre dermed stod som
sejrherre og enekonge. Den norske kirke og specielt
bisperne så ikke med milde øjne på Sverre: Ved at sætte sig
op imod Guds salvede, kong Magnus, satte han sig også op
imod kirken og Gud. Under kampene blev Sverre bandlyst, og
ærkebisp Øystein kaldte til korstog imod Sverre, idet han
lovede dem, der faldt i kampen mod Sverre, frelse.113 Efter112 E. Gunnes: ”Erkebiskop Øystein. Statsmann og kirkebygger” 1996, s.170.113 ? ”Erkebiskop Øystein og mange andre av de lærde sagt om alle som verger landet for kongMagnus og faller for ham, at alle disse menns sjæle vil være i Paradis før blodet er blitt kaldt på
94
Magnus’ død forligede Øystein sig dog med Sverre, da de
begge så fordelene i et godt forhold. Øystein døde i 1188,
og til hans efterfølger valgtes en af Magnus Erlingsøns
støtter, victorineren Erik. De første år blev det gode
forhold mellem kongen og ærkesædet opretholdt, hvilket
blandt andet ses ved, at Erik og Sverre i 1189/90 udstedte
en fælles landefred, hvis indhold efter bedste europæiske
mønster truede dem, der brød kvinde-, kirke- og tingfreden
eller krænkede gejstlige, med bandlysning og fredløshed.114
Modsætningerne var dog for store, sikkert både personligt
og ideologisk, og i 1190 drog Erik i landflygtighed til
Lund. De bisper, der forblev i Norge, støttede mere eller
mindre frivilligt Sverre, der i 1194 fik gennemført sin
kroning i domkirken i Bergen. Det var ikke kun i den norske
kirke, Sverre mødte modstand. Paven stillede sig på Eriks
side, og i et privilegiebrev tog han ærkebispen og -sædet
under det apostoliske værn og stadfæstede den kirkelige
ordning fra 1152/53. Sverre blev igen lyst i band, et band,
der lå på ham resten af hans levetid. En efter en valgte
bisperne at forlade Norge og slutte sig til Erik i hans
landflygtighed, hvorefter Sverre i sandhed stod isoleret.
Sverres tid som konge blev ikke mere fredelig end hans
forgængeres. I 1196 rejste en ny oprørshær, baglerne,115 sig
på initiativ af ærkebispen og biskop Nikolas af Stavanger.
Baglerne havde umiddelbart stor succes, og de følgende år
jorden.” ”Sverres Saga” 1961, s. 68.114 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, 1846, ”Kong SverresChristenret” s. 409.115 Kommer af bagall, der betyder bispestav.
95
havde de magten i flere områder. Sverre formåede dog at
beholde kronen, og som den første norske konge siden Sigurd
Jorsalafare døde han i 1202 i sin seng og ikke for
fjendehånd.
Under Sverre blev Tronfølgeloven og flere af
bestemmelserne fra 1152/53 ophævet, og så vidt det vides,
blev forsøget på at revidere landskabslovene sat i bero.
Derimod blev den interne administration kraftigt udbygget
under Sverre, hvilket i sidste ende kom til at styrke
kongemagten, hvilket hans efterkommere nød godt af.
Sverre blev efterfulgt af sin søn Håkon. En af Håkons
første handlinger som konge var at kalde biskopperne hjem
og forlige sig med dem, blandt andet ved at stadfæste
bestemmelserne fra 1152/53. Håkon døde allerede i 1204,
hvorefter tronstriden bølgede frem og tilbage, om end på
lavt blus, frem til 1217, hvor Håkon, en uægte søn af kong
Håkon Sverresøn, blev hyldet som konge. Det lykkedes Håkon
i løbet af sin lange regeringstid, der varede indtil 1263,
at opbygge et stærkt kongedømme.
De stabile tilstande i Norge navnlig under den sidste
halvdel af Håkons regeringstid betød, at Håkon kunne føre
en udadvendt og ekspansiv politik. Island og Grønland blev
lagt ind under den norske krone, og overherredømmet over
Man, Suderøerne og Orkneyøerne blev sikret ved et hærtog
imod Skotland i 1263. Et korstogsløfte afgivet i
forbindelsen med hans kroning sikrede også Håkon den
96
franske og den catalanske konges bevågenhed. Indenrigs kom
den stærke stabile kongemagt til at sætte sine spor i
lovgivningen. Gulatingslovens og Borgartingsloves
kristendomsretter blev formentlig revideret som følge af et
samarbejde mellem kongen og ærkebisp Sigurd (1231-52).116 I
1260 udsendtes der en ny tronfølgelov, hvori arve- og
enekongedømme blev slået fast. Til forskel fra Magnus
Erlingsøns Tronfølgelov skulle tronfølgeren ikke godkendes
af et rigsmøde, da arvegangen gik helt automatisk. Samme år
kom der et tillæg til Frostatingsloven, hvis hovedindhold
var nye bestemmelser om straffen for manddrab og andre
grovere forbrydelser, blandt andet blev slægtsansvaret
omdefineret. Forordet til loven viser, hvordan kongens
stilling som lovgiver havde ændret sig i løbet af de sidste
hundrede år. Før blev lovændringer foreslået af et
rigsmøde, hvor kongen, bisperne og lendemændene117 deltog,
mens den formelle magt til at vedtage love lå på
landstingene. I forordet står der, at kongen med råd fra
bisperne, lendemændene og andre lærde mænd i riget gav
loven til Frostatinget.118
Da Håkon døde i 1263, blev han efterfulgt sin søn,
Magnus, som eftertiden gav tilnavnet Lagabøter, hvilket
betyder lovforbedrer, et fuldt forståeligt tilnavn hans
116 A.I. Riisøy og B.D. Spørck: ”Dateringen av nyere Borgartingskristenretter” 1999, s. 60f.117 En stormandsgruppe som kendes fra Norge og Västgötaland, deresoprindelse er usikker, men under borgerkrigene blev de udpeget afkongerne.118 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. Indledning, kap. 1, s.121.
97
store lovgivningsarbejde taget i betragtning. Frem til 1268
blev Gulating-, Eidsivatings- og Borgartingsloven
revideret, men Magnus havde større ambitioner: Han ønskede
at få fælles regler for hele riget, og i 1274 kom
Landsloven og to år efter Byloven, der skulle gælde i
samtlige norske købstæder. Begge love indeholdt mange
ændringer, men på de fleste punkter var det traditioner fra
landskabslovene, der var blevet videreudviklet. På ét punkt
skete der dog en vigtig ændring: I landskabslovene var
landstinget den øverste dommer, i de nye love ændredes det
til kongen. Det var dog kun på det verdslige og ikke på det
gejstlige område, at Norge fik rigsdækkende lovgivning.
Hverken Lands- eller Byloven har en udbygget
kristendomsbalk. dette skyldes, at ærkebiskoppen, Jon Røde,
tidligere havde modsat sig kongens bestræbelser på at
revidere kristendomsretten i Frostatingsloven, under hvis
jurisdiktion ærkesædet lå. Efter en del tovtrækkeri frem og
tilbage lykkedes det parterne i 1277 at enes om en
udformning af en fælles kristendomsret, som oftest kaldet
”Sættargjerden”, hvilket betyder forliget. Magnus
Lagabøters Lands- og Bylov blev i løbet af middelalderen
justeret med mindre tillæg, men i det store og hele var de
gældende ret i Norge indtil Christian V’s Norske Lov fra
1687. Det samme var imidlertid ikke tilfældet med
”Sættargjerden”, som blev ophævet i 1290 af den
formynderregering, der var ved magten under Magnus’ søn,
Eriks, mindreårighed. Fra 1290 indtil 1458, hvor Christian
98
I genindfører ”Sættargjerden”,119 havde hvert landskab sin
egen kristendomsret.
119 H. Koht: ”Sættergjerda i Tønsberg” (1916) 1977, s. 192f.
99
DE DANSKE LOVES GENESISOm der har eksisteret love i moderne forstand i det danske
område før Arvebog og Orbodemål, må stå hen i det uvisse.
Ganske vist nævner Saxo og Roskildekrøniken tidligere
lovgivning lige fra den sagnagtige Frode Fredegod til Svend
Tveskæg, Knud den Store og Harald Hen, men om disse love
har eksisteret og om deres eventuelle form og indhold,
giver kilderne ingen mulighed for at få svar på. Der er
imidlertid ikke tvivl om, at der har eksisteret en form for
retsfastsættelse tidligere. Den ældste kilde vi har derom,
er Ælnoths vita over Knud den Hellige fra begyndelsen af det
tolvte århundrede. Om Viborg skriver han: ”Tit samledes sig her
fra alle egne af Jylland en stor tingskare, både for at forhandle fælles
anliggender og for at drøfte lovenes retfærdighed, deres stadige gyldighed og
for at give dem fasthed. Og hvad der dér ved den optrædende folkeforsamlings
almindelige beslutning bliver fastslået, det kan ikke nogetsteds i de jyske
landsdele ustraffet sættes ud af kraft.”120 Ælnoths ord gør os
imidlertid ikke meget klogere på retstilstanden i Jylland,
for der står intet om, hvad det var for områder, loven
regulerede, men det er ikke usandsynligt, at det har
handlet om leding og andre militære tiltag, da oprøret mod
Knud den Hellige netop handlede derom.
120 (“Ubi ex totis Jutiæ partibus quam sæpius non minima multitudo, tam de causiscommunibus tractatura, quam & de legum veritate, sive sirmitate, discutienda simul &stabilienda, comvenit: &, quod ibi communi consilio aggregatæ multitudinis stabilitum fuerit,non im pune uspiam in Jutiæ partibus irritum sieri valebit.” “Ælnothus, MonachusCantuariensis. De Vita, & Passione S. Canuti” 1631).
100
Efter mordet på Knud Lavard i 1131 brød borgerkrige om
magten ud i Danmark, som afbrudt af perioder med fred
hærgede riget indtil 1157, hvor det lykkedes Valdemar den
Store at sikre sig eneherredømmet. På trods af skærmydsler
med og enkelte oprørsforsøg fra andre kongeætlinger
lykkedes det under Valdemar og hans sønners regering at
skabe forholdsvis stabile tilstande i riget. Dette skyldtes
ikke mindst støtte fra magtfulde stormænd, som medlemmerne
af den såkaldte Hvideslægt, og et godt forhold til kirkens
mænd. I de første årtier led dette forhold dog under, at
ærkebisp Eskil misbilligede Valdemars støtte til Frederik
Barbarossas pavekandidat under investiturstriden.121
Konflikten blev siden bilagt, og i 1170 var det Eskil, der
som den danske kirkes overhoved forestod skrinlæggelsen af
den kanoniserede Knud Lavard og kroningen til medkonge af
hans barnebarn, den senere Knud VI. Betydningen af denne
begivenhed, som senere er blevet kaldt ”Kirkefesten i
Ringsted”, er omdiskuteret,122 men der kan næppe herske121 Ved tronbestigelsen i 1157 var Valdemars stilling langt fra sikker,derfor søgte han støtte hos den tyske kejser. Til gengæld stod Danmarkpå kejserens side, da skismaet brød ud 1159, hvor Barbarossaopstillede en modkandidat til den af kardinalerne valgte AlexanderIII.122 For Aksel E. Christensen var der tale om en dobbelt sejr forValdemar; dels betød kanoniseringen af Knud Lavard, at Valdemars oghans efterkommeres linie blev specielt udmærket i forhold til deøvrige grene af kongeslægten, og dels var Knud VI’s kroning og salvinget tegn på den guddommelige støtte til dynastiet. A. E. Christensen:”Danmarks historie” bd. 1, 1977, s. 339f. Carsten Breengaard serkirkefesten som en afgørende begivenhed og en kulmination på en svagkirkes forsøg på at styrke sig selv og kongemagten, da de begge havdeinteresse i, at den anden part blev styrket. C. Breengaard: ”Muren omIsraels hus. Regnum og Sacerdotium i Danmark 1050-1170” 1982, s. 312-319. Lars Hermanson mener derimod, at betydningen af Kirkefesten erblevet overdrevet i forskningen, da den ifølge ham ikke var
101
tvivl om, at Kirkefesten var af største vigtighed for
Valdemar den Store, da det dels var en markering af, at
dynastiet nedstammede fra en helgen, dels at det havde en
fremtidig ret til tronen.
Kirkefesten er imidlertid ikke den eneste grund til, at
1170 fremstår som et vigtigt år. Under dette år står der i
Ryd Årbogen: ”Leges Danorum edite sunt,”123 hvilket kan oversættes
hen i retning af: ”de danskes love blev udstedt.”124 Dette er en
meget vigtig information, da der bliver fortalt, at i den
formative lovfase; blev der forsøgt med rigsdækkende
lovgivning, da de danskes ikke kan tolkes på anden måde;
havde der været tale om en lov for et enkelt landskab,
ville der for eksempel have stået jydernes eller sjællændernes.
Det at give rigsomspændende love senere blev opgivet til
fordel for landskabslovgivningen. Inden for de seneste
årtier har flere forskere sluttet sig til den tanke, at den
lov, der blev givet, enten helt eller delvist var Arvebog
og Orbodemål, der dermed oprindeligt var en rigsomspændende
lov.125 Denne tidlige datering kunne også være forklaringenkulminationen på samarbejdet mellem kongemagten og kirken, men istedet en konkretisering af en herskerideologi der hyldede automatiskarvefølge for kongens ældste legitime søn. L. Hermanson: ”Släkt,vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1100-taletsDanmark” 2000, s. 258.123 ”Danmarks middelalderlige annaler” 1980, s. 166.124 Udsagnets vigtighed taget i betragtning har jeg søgt eksperthjælptil oversættelsen, da den ikke er ganske åbenbar. Jeg takker Erik Høegog Karsten Friis-Jensen for deres assistance.125 Dette blev første gang foreslået af Ole Fenger i 1991. O. Fenger:”Jydske Lov og de øvrige danske landskabslove” 1991, s. 43 og 47. Hvisdenne antagelse er rigtig, kan det meget vel være Arvebog og Orbodemålog den Skånske Kirkelov, der henvises til, når Saxo om det andetSkånske Oprør skriver, at Absalon udstedte ”en samvittighedsfuld retsligerklæring der satte de gamle love i kraft igen som folket havde omstødt ved deres dybt
102
på, at Arvebogen kun snævert behandler arveretten og ikke
kommer ind på lovbydelse og fledføring, retlige forhold der
var tæt knyttet til arveretten, eftersom behovet for
supplementer til arveretten formentlig først blev klart,
efter at loven var trådt i funktion. Den viden, der
foreligger om lovgivningsaktiviteten under Valdemar den
Store, er kort sagt meget sporadisk. Det samme gælder for
resten af 1100-tallet, hvor den eneste kilde, der omtaler
lovgivningsaktivitet, er Saxo, som i forbindelse med en
forsamling af kongen og rigets fornemmeste mænd på Samsø i
1184 fortæller, at de også var samlet for ”at udbedre de civile
love.”126 Hvad der her er tale om, har forskningen ikke kommet
med mange bud på, men Poul Johannes Jørgensens forslag fra
1940 om, at der kunne være tale om Vederloven,127 svækkes
af, at Saxo brugte betegnelsen ”Ius civilis”128 - de
privatretlige love - hvilket ikke passer på Vederloven, der
var en hirdlov og derfor ikke hører under det, der normalt
går under betegnelse ius civile. En mere nærliggende tanke er,
at Arvebog og Orbodemål blev omredigeret. Senest har
Michael H. Gelting fremsat den teori, at det i
virkeligheden var Orbodemål, der blev givet, idet han
uretfærdige afstemning.” ”Saxos Danmarkshistorie” 16:1:8, s. 433. (“Sed etiamleges, quæ iniquuissimis eiusdem suffreagiis convulsæ fuerant, piissimo iudicuu decreto adpristinæ auctoritatis habitum reduxit”.) ”Saxonis Gesta Danorum” 16:1:8, s. 538. 126 ”Saxos Danmarkshistorie” 16:4:2, s. 437.127 P. J. Jørgensen: ”Dansk Retshistorie. Retskilderne ogForfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17.Aarhundrede” 1940, s. 59f.128 ”Saxonis Gesta Danorum” 16:4:2, s. 541.
103
mener, at den er yngre end Arvebogen, og at de to love
først blev samlet i en bog i 1200-tallets begyndelse.129
Manddrabsforordningen fra år 1200 markerer indgangen til
en periode, hvor lovgivningsaktiviteten blomstrede; det er
i hvert fald det billede, de overleverede retskilder viser.
Vi har imidlertid kun uhyre sporadiske informationer om
landskabslovenes tilkomstsituation. Det forekommer dog
meget usandsynligt, at en stærk kongemagt som den
valdemariske ikke har haft en finger med i
landskabslovgivningsprocessen.
I 1241 døde Valdemar Sejr, og dermed blev et skel sat
mellem de relativt fredelige indenrigsforhold, som herskede
i Valdemarenes regeringstid, og de turbulente tider, der
kom under Valdemar Sejrs sønner. Valdemar blev efterfulgt
af sin søn Erik, som eftertiden har udstyret med det lidet
flatterende tilnavn Plovpenning. Hans to yngre brødre var
imidlertid ikke tilfredse med deres position som hertug af
henholdsvis Sønderjylland og Lolland. Deres utilfredshed
gav sig udslag i oprør og uroligheder, men det lykkedes
Erik at holde på magten. Lovgivningsaktiviteten lå heller
ikke helt stille i hans regeringstid, under alle
omstændigheder var det formentlig i 1240’erne, at Eriks
sjællandske Lov så dagens lys, i hvert fald i den
skikkelse, vi kender i dag. Eriks regeringstid endte brat,
da han i 1250 mødte døden i skikkelse af sin bror Abels
129 M. H. Gelting: „Pope Alexander III and Danish Law of Inheritance“2005.
104
mænd. På trods af dette blev det Abel, der fulgte Erik på
tronen,130 men han nåede ikke at besidde den længe, før han
i 1252 faldt i et felttog mod ditmarskerne. Abels død
banede vejen for broderen Christoffer, og således nåede
alle Valdemar Sejrs legitime sønner at komme på tronen. Som
konger søgte både Abel og Christoffer at følge i faderens
og Eriks spor som lovgivere, hvilket gav sig udslag i den
Abel-Christofferske forordning, der primært omhandlede
majestætsforbrydelser.131 Kongernes mulighed for at lovgive
på egen hånd blev imidlertid stærkt reduceret under
Christoffers søn, Erik Klippings regeringstid. I 1282 blev
han tvunget til at underskrive en håndfæstning, hvori det
blandt andet bestemtes: ”Vi forordner ogsaa og lover fast at overholde
ubrødeligt salig Kong Valdemars Love, saaledes som de staar i hans Lovbøger,
idet vi tilbagekalder som fuldstændigt ugyldige alle Misbrug og Afvigelser,
indført mod Lovene.”132 Begrebet ”Kong Valdemars Love” skal
imidlertid ikke tages alt for bogstaveligt, da
130 Før han kunne bestige tronen, måtte Abel ved hjælp af mededsmændsværge, at han intet havde at gøre med mordet på kongen, hvilketillustrerer den udvikling, retlig og moralsk, der havde fundet sted iløbet af de forgangne 100 år. Under borgerkrigene var det ikkeunormalt, at tronprætendenter dræbte hinanden eller den siddendekonge, uden at de blev stillet for retten eller fordømt i litteræreeller gejstlige kilder for at have dræbt brødre eller andreblodsbeslægtede.131 Forordningen øgede antallet af strafbare forseelser over formajestæten betragteligt og gav kongens mænd øgede beføjelser til atfængsle alene på mistanke.132 ”D.R.B.” 2. rk., 3. bd., nr. 45, s. 40. Den latinske tekst findestrykt i: ”Den danske rigslovgivning indtil 1400” Erik Glippingshåndfæstning, tekst 1, § 5, s. 77f. ”Ordinamus insuper et firmiter promittimusleges regis Waldemari clare memorie, prout in suis libris legalibus continentur, inuiolabiliterobseruare, omnes abusiones et dissuetudines contra leges introductas penitus in irritumreuocantes expresse.” “Diplomatarium Danicum” 2. rk., 3. bd., nr. 45, s.40.
105
håndfæstningen mere sigtede efter at afskaffe de
forskellige forordninger om kongelige rettigheder, som var
blevet givet under Abel, Christoffer og Erik Klipping, end
at føre retstilstanden tilbage til 1241. Her er det vigtigt
at erindre forskellen mellem kongelige forordninger, der
blev dikteret direkte af kongen, og landskabslovene, der
skulle godkendes af landstingene. Derfor fik håndfæstningen
ingen betydning for Eriks sjællandske Lov eller eventuelle
senere tilføjelser til Jyske Lov, da formålet med begge var
at forbedre retstilstanden og ikke give kongen specielle
privilegier.
Baggrunden for det politiske nederlag, som
håndfæstningen er udtryk for, skal utvivlsomt findes i, at
magtfulde grupper inden for aristokratiet var modstandere
af den styrkelse af kongemagten, som gradvis havde fundet
sted. Dertil kom, at kongen havde et yderst problematisk
forhold til dele af den danske kirke efter den langvarige
strid, der havde hersket mellem ham og ærkebispen Jakob
Erlandsen, en strid, kong Erik havde arvet efter sin
fader.133
Erik Klippings håndfæstning betød imidlertid ikke, at al
lovgivningsaktivitet gik i stå i Danmark. Jyske Lov
gennemgik antagelig en redaktion i tidsrummet mellem dens
givelse og 1276.134 Redaktionen var imidlertid ikke nok til
133 Om denne konflikt se N. Skyum-Nielsen: ”Kirkekampen i Danmark 1241-1290” 1962.134 Se mere herom i afsnittet ”De danske loves datering”.
106
at løse de problemer, som fandtes i loven, fordi dens
indhold fokuserede på proces og således udelod vigtige
områder fra den retlige regulering. Derfor blev det omkring
år 1300 besluttet at lave et tillæg til Jyske Lov, som fik
titlen ”Thords Artikler”.
107
DE SVENSKE LOVES GENESISVort kendskab til det svenske områdes historie i det elvte
og første halvdel af det tolvte århundrede er meget ringe
på grund af en dårlig kildesituation. På denne tid begyndte
det svenske rige at tage form, men processen var ujævn,
idet de enkelte kongers magt og position kunne variere
meget. Kongerne havde som oftest deres magtbasis i én
bestemt del af riget, og deres overhøjhed over de andre
dele var usikker. En af forklaringerne på den langsommelige
rigssamling skal findes i de enkelte landsdele. Thomas
Lindkvist mener, at et kongerige tidligt etablerede sig i
nært samarbejde med den gryende kristendom i den vestlige
del af Sverige.135 På grund af sin beliggenhed og de nære
forbindelser til det danske og norske område oplevede
området langt tidligere kristning end for eksempel Uppland.
Den tætte forbindelse til Norge og Danmark betød også, at
den angelsaksiske indflydelse, som navnlig er tydelig i
Norge, også er at spore i Västgötaland. Mod øst i Uppland
fandtes der ikke den samme politiske interesse for at
kristne landet, og man skal sandsynligvis helt op til 1000-
tallets begyndelse, før missionen og opbygningen af en
kirkelig struktur for alvor blev iværksat.
Det svenske rige kan langt op i 1200-tallet bedst
beskrives som en føderation, hvor meget af magten stadig lå
hos de lokale stormænd, der i varierende omfang tillod
135 T. Lindkvist: ”Plundring, skatter, och den feodala statens framväxt.Organisatoriske tendenser i Sverige under övergången från vikingstidtill tidig medeltid” 1988, s. 27.
108
kongen at påvirke deres handlinger og beslutninger. Kongens
autoritet blev ofte svækket af, at der ikke var faste
bestemmelser for arvefølgen, således at både indenlandske
og udenlandske tronprætendenter fandtes i rigt mål. Der var
for eksempel flere danske prinser, som, fordi deres mødre
var svenske kongedøtre, mente at have arvekrav på den
svenske trone.
Kirkens organisation var i et vist omfang med til at
styrke idéen om Sverige som et samlet rige, navnlig efter
at landet i 1164 blev en selvstændig kirkeprovins ved
oprettelsen af ærkesædet i Uppsala. Allerede i 1154 havde
der formentlig været planer om, at Sverige ligesom Norge
skulle have sit eget ærkesæde, men den pavelige udsending,
Nicolaus Breakespear, fandt åbenbart ikke, at den svenske
kirke var moden dertil.136 Om situationen var væsentlig
anderledes i 1164, kan man nok betvivle, men her har de
storpolitiske begivenheder utvivlsomt spillet ind. Frederik
Barbarossa og Alexander III lå i åben strid, og af
politiske grunde støttede den danske konge, og dermed også
den danske kirke, Barbarossas pavekandidat Victor IV. Det
tolvte århundredes anden halvdel var i det hele taget en
periode, hvor kirken blomstrede i Sverige, og en lang række
klostergrundlæggelser fandt sted som oftest via kongelige
donationer. Ud over den religiøse motivation havde kongerne
en anden grund til at støtte klostrene: De fungerede som
136 A.O. Johnsen: ”Studier vedrørende kardinal Nicolaus Breakespearslegasjon til Norden” 1945, s. 349ff.
109
uddannelsessteder for den administration, som var nødvendig
for, at en rigsomspændende kongemagt kunne fungere.
Engang i 1130’erne blev Sverker valgt til konge i Sverige.
Han regerede frem til 1156, hvor han blev myrdet; han blev
efterfulgt af Erik, som senere kendes under tilnavnet den
Hellige. I 1160 myrdedes Erik af en dansk tronprætendent,
Magnus Henriksen. Det lykkedes Sverkers søn, Karl, at
besejre Magnus, og i 1161 blev han konge. Karls regering
kom imidlertid ikke til at vare længe, i 1167 dræbtes han
af Eriks søn, Knut, som efter langvarige kampe blev
accepteret som konge. Derefter fulgte en periode på næsten
30 år med forholdsvis stabile forhold i riget. Den
sverkerske familie havde imidlertid ikke glemt sit krav på
tronen, og det blev Karl Sverkersens søn, Sverker, der
efterfulgte Knut. Sådan skiftedes de to rivaliserende
familier til at efterfølge hinanden på tronen. Nogle gange
skete det fredeligt, til andre tider voldeligt.
Grunden til, at de to familier kunne opretholde deres
rivalisering, skal nok først og fremmest findes i, at de
havde deres økonomiske magtbase i forskellige regioner; så
de endnu stærke regionale modsætninger har formodentlig
gjort, at det har været nemt for tronprætendenterne at
skaffe lokal støtte til deres krav. Striden mellem de to
familier ebbede først ud i 1222, hvor den sverkerske
familie uddøde på mandssiden, og det sidste mandlige medlem
af den erikske familie, Erik Eriksson, også kaldet ”Læspe
110
og Halte”, blev konge. Han giftede sig senere med Katarina,
der tilhørte den sverkerske familie, og dermed blev de to
familier til slut forenet, om end foreningen ikke bar
frugt, idet ægteskabet var barnløst.
Ved Eriks død i 1249 fandtes der ingen direkte arving
til tronen. Derfor faldt kongevalget på Eriks søstersøn,
Valdemar. Den reelle magt lå imidlertid ikke hos den
mindreårige konge, men indtil 1266 hos hans fader og
formynder, Birger, der siden 1248 besad embedet som rigets
jarl. I mange år havde Birger været kong Eriks stærke
støtte og rådgiver. Ud over sine politiske evner
kvalificerede Birger sig også ved at tilhøre en af Sveriges
mægtigste og rigeste familier, der undertiden omtales som
Bjälboslægten efter stedet, hvor dens hovedsæde befandt
sig. Blandt sine slægtninge kunne Birger tælle to jarler,
og hans moder nedstammede fra den sverkerske slægt. Efter
nedkæmpelsen af et oprør i 1251 sad Birger uantastet på
magten frem til sin død i 1266. Birger Jarls regeringstid
har afsat dybe spor i kilderne på grund af hans aktive og
stærke politik både indenrigs og udenrigs.
De stabile forhold under den sidste del af Erik Læspe og
Haltes regeringstid og under Birger Jarl lagde grobunden
for en blomstrende lovgivningsaktivitet fra 1200-tallets
midte. Fra kongelig side var det først og fremmest den
såkaldte edsörelovgivning, der har haft betydning. Edsöret
var en fredslovgivning, og de særlige edsöreforbrydelser
omhandlede fredsbrud efter de almene kristne forskrifter,
111
blandt andet hjem-, ting-, kirke- og kvindefred. Det er
usikkert, om forløberen til det edsöre, hvis endelige
udformning findes i landskabslovene, kom i Erik Eriksøns
regeringstid eller først efter hans død. En kilde
fortæller, at Erik gav bønderne fred, mens Erikskrøniken og
Magnus Ladulås giver Birger æren derfor. Heri er der ikke
nødvendigvis en modsætning, idet Birger Jarl havde den
egentlige regeringsmagt i de sidste år af Eriks
regeringstid. Hvis en fredslovgivning har set dagens lys i
Eriks regeringstid, er det sandsynligt, at den har været en
forløber til edsöret. Maja Hagerman foreslår, at Birger
Jarls edsörelovgivning stammer fra 1250’erne, og at den
skal ses som en direkte effekt af kardinal Wilhelm Sabinas
besøg i Sverige i 1248, hvor mange af kanonisk rets
principper blev anerkendt, og kongens lovgivningsmagt
understregedes.137 Under kardinalens besøg blev der også
holdt et koncilium for den svenske kirkeprovins, hvor det
under trussel om band forlangtes, at biskopperne anskaffede
Liber Extra. Betydningen heraf er blevet fremhævet af mange
historikere, stærkest af Lars-Arne Norborg,138 der så det
som den definitive gennemførelse af kanonisk ret i Sverige.
Dette er måske lidt for kategorisk, men der kan ikke herske
tvivl om, at det netop er i 1200-tallets anden halvdel, at
den svenske kirke for alvor begynder at træde i karakter på
det retlige område, hvilket dog også kan forklares ud fra
den generelle juridiske udvikling i Sverige i disse årtier.
137 M. Hagerman: ”Spåren av kungens män” 1996, s. 397f.138 L.-A. Norberg: ”Källor till Sveriges historia” 1968, s. 88.
112
Selvom man accepterer, at edsöret blev introduceret under
Birger Jarls regering, behøver det ikke at betyde, at
fredslovgivning ikke tidligere har eksisteret i det svenske
rige.139 Ud over Birger Jarls fredslovgivning fortæller
flere af landskabslovene og Erikskrøniken også, at han
indførte kvindelig arveret efter dansk mønster, hvorefter
en datter fik ret til at arve halvt så meget som en søn.140
Efter Birger Jarls død måtte sønnen Valdemar koncentrere
de fleste af sine kræfter om at holde sig ved magten, og
det er rimeligvis forklaringen på, at der i hans
regeringstid ikke findes spor af kongelig lovgivning.141 Den
kongelige lovgivningsaktivitet blev genoptaget, da Magnus
Ladulås blev konge i 1275. Således fik edsöret i 1280 det
endelige udseende, som vi kender i dag. Kongen havde
indkaldt rigets verdslige og gejstlige aristokrati til et
rigsmøde på Alsnö, en kongelig borg i nærheden af
Stockholm. På dette møde blev det også vedtaget, at der
skulle være skattefrihed for de mænd, der stillede med
heste og mænd til krigstjeneste, hvilket man forsigtigt kan
kalde grundlaget for etableringen af en verdslig adel.
Selvom det er edsörelovgingen, Magnus Ladulås er mest
berømt for, stod han også bag anden lovaktivitet, blandt
139 Jerker Rósen mener for eksempel, at fredslovgivning kan sporestilbage til 1100-tallets slutning. J. Rósen: ”Den svenska historien”1997, s. 31.140 Om Birger Jarls arvelov se afsnittet ”Arveretten i landskabslovene”.141 G. Åqvist: “Kungen och rätten. Studier till uppkomsten och dentidigare utvecklingen av kungens lagstiftningsmakt och domsrätt undermedeltiden” 1989, s. 53.
113
andet kongelige forordninger om trolddom, kirkefred og
ægteskabsbrud.
Magnus Ladulås døde i 1290 og efterlod sig tre
mindreårige sønner. Den ældste, Birger, blev konge, men de
første ti år af hans regeringstid lå magten hos en
formynderregering, og det var under den, at Upplands- og
Östgötaloven fik det udseende, vi kender i dag. Så længe
Magnus’ sønner var mindreårige, herskede der fred og
enighed i riget. Da de blev voksne, kom Birgers yngre
brødre, hertugerne Erik og Valdemar, i opposition til deres
ældre broder, og modsætningsforholdet kulminerede foreløbig
i 1306, hvor kong Birger blev taget til fange af sine
brødre. I 1310 lykkedes det med indblanding fra Danmark og
Norge at opnå et forlig, hvor riget blev delt mellem kongen
og hans brødre. Denne løsning viste sig dog hurtigt at være
ustabil, og i 1317 besluttede kong Birger at gøre en ende
på urolighederne ved at tilfangetage og senere dræbe sine
brødre; en handling som dog viste sig ikke at have den
ønskede effekt, idet hertugernes støtter rejste et oprør
mod Birger, der blev tvunget i landflygtighed i Danmark,
mens hertug Eriks spæde søn, Magnus, blev udnævnt til konge
af Sverige.142 Denne urolige tid har antagelig ikke været
særlig befordrende for store lovarbejder, og det er derfor
ikke underligt, at de udgaver af Södermanna- og
Hälsingeloven, vi kender til, er fra Magnus Erikssons
regeringstid. I det hele taget lykkedes det hen ad vejen
142 Og kort efter også til norsk konge, et arvekrav han besad gennem sinmor, der var norsk prinsesse.
114
for Magnus at få udbygget sin magtposition så meget, at han
i 1347 kunne udstede en landslov for hele riget, men da
systemet krævede, at landsloven skulle vedtages på de
forskellige landsting, varede det helt op til dronning
Margrethes regeringstid (1389-1412), før loven stort set
var gældende i hele riget.143
143 I Hälsingeland blev loven aldrig indført, antagelig fordi der ingenvar i eller uden for landskabet, der var interesseret deri; derfor vardet først med Kristoffer af Bayerns Landslov, at der blev fuldstændigretsenhed i Sverige. ”Magnus Eriksson Landslag” s. XLf.
115
SAMFUNDETS OPBYGNINGLandskabslovene tog primært udgangspunkt i at regulere de
retlige konflikter og problemer, der havde betydning for de
jordbesiddende personer. De jordbesiddende udgjorde dog på
ingen måde en homogen gruppe, selvom de jordbesiddende mænd
alle besad samme juridiske rettigheder ifølge lovene. Man
kan groft opdele de jordbesiddende i to grupper: stormænd
og bønder.
Stormand eller aristokrat kan bruges som en fælles
betegnelse for de mænd,144 der gennem jordbesiddelser,
privilegier eller andre faktorer besad en økonomisk,
politisk og social magt, hvorigennem de både lokalt og på
rigsplan havde en vis indflydelse. Jord var ikke i sig selv
den eneste måde at opnå rigdom og indflydelse på, det kunne
også ske ved at indehave embeder som lensmand eller ved at
være del af det kongelige kancelli. Men for at blive taget
i betragtning var et tilhørsforhold til eliten nødvendigt
enten gennem egne besiddelser og fortjenester eller ved
slægtninges hjælp og støtte. Selvom stormændene tilhørte
samfundets elite, er det alligevel svært at se dem som en
homogen gruppe, da modstridende interesser har hersket
blandt dem. Et ofte brugt eksempel er, at de stormænd, der
var tæt knyttet til kongemagten, havde interesser i at
styrke den for derigennem at fremme deres egen stilling,
mens de stormænd, der ikke havde den samme magtposition144 I det følgende er det mænd og mænds positioner, der vil blivebehandlet, da kvinderne i retlig sammenhæng spillede en ringe rolle,idet de i mange situationer behøvede en værge til at handle på deresvegne.
116
gennem kongemagten, ønskede at fremme deres egen position
og indflydelse på bekostning af kongens.145 Blandt
stormændene må også nævnes det gejstlige aristokrati.
Bisperne og abbederne var for langt størstepartens
vedkommende rekrutteret fra stormændenes rækker, og
følgelig delte de langt hen ad vejen kultur og livssyn med
dem. Ofte beklædte de gejstlige stormænd på grund af deres
boglige skoling magtfulde embeder inden for den verdslige
administration, hvorved de kom til at besidde en dobbelt
loyalitet, både til kirken og kongemagten.
Et synonym, der ofte bruges for stormænd, er adel. Det
er imidlertid et noget problematisk begreb, idet der i
adelsbegrebet ligger en forestilling om en afgrænset
gruppe, der gennem medfødte privilegier besidder en speciel
status. Adelsbegrebet slår i Norden først for alvor igennem
i senmiddelalderen og renæssancen og er derfor ikke et
velegnet analytisk begreb at anvende på det tidlige og
middelalderlige samfund.146
Grænsen mellem storbonde og stormand har sikkert ofte været
meget flydende og har måske i sidste ende handlet mere om
145 Sverre Bagge har argumenteret overbevisende for problemerne ved atse stormændene som en homogen gruppe med fælles interesser og haropridset et langt mere kompliceret billede. S. Bagge: ”Borgerkrig ogstatsudvikling i Norge i middelalderen” 1965, s. 165.146 Lendemandsystemet i Norge har nogle lighedstræk med den senere adel,men eftersom udnævnelsen var lagt i kongens hånd, kan det ikkesammenlignes med den senere fødselsadel. I Sverige ses de førsteskridt mod skabelsen af en adelsstand ved Alsnö Stadge, 1280, hvor de,der stillede med heste og mænd til krigstjeneste, blev lovetskattefrihed, et privilegium, der senere kom til at følgeadelsstanden.
117
prestige og politisk og social magt end om rent økonomiske
kriterier. Bonde var egentlig en betegnelse for en juridisk
fuldborger, så i virkeligheden var stormændene også bønder,
men da deres position byggede på andet og mere end
juridiske rettigheder, giver det mening at opretholde
skellet mellem de to grupper. Begrebet bonde dækker ikke
alle, der dyrkede jorden, men kun dem, som ejede den jord,
de beboede. De jordløse kan der hæftes forskellige
betegnelser på, hvoraf de mest brugte var landboer eller
bryder.147 Hverken bønderne eller de jordløse kan betragtes
som homogene grupper, da store sociale forskelle har
eksisteret inden for kategorierne. Der har været rige
storbønder, som ejede flere gårde, og det at være bryde
betød ikke nødvendigvis, at man var fattig, eftersom det
kunne være langt mere indbringende at bestyre en stor gård
end at eje en mindre i et område med dårlig landbrugsjord.
Den væsentlige forskel mellem selvejere og jordløse har
altså ikke nødvendigvis været økonomisk, men juridisk.
Landskabslovene viser, at landboer og bryder var
underlagt visse begrænsninger i forhold til retsudøvelsen.
I næsten alle de svenske love ses dette i proceduren ved
grov krænkelse af husfreden: Det var i alle tilfælde ikke
landboen, men jordejeren, der havde retten til at bede om
fred for den skyldige.148 Juridisk har der været tale om et147 Bryde var betegnelsen for en person, der bestyrede en gård for enanden, mens en landbo ikke nødvendigvis behøvede at sidde på en gård,men også kunne ernære sig ved at arbejde på andres jorder.148 Se for eksempel ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL.,Ethzöre Balken, kap. 1, s. 28-30. I Jyske Lov findes en lignendebestemmelse: ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL., tekst 1, 2.
118
rent kontraktforhold, som det blandt andet ses i Skånske
Lov og flere af de svenske landskabslove.149 Der har dog
formentlig også eksisteret bånd, som ikke var reguleret af
loven. Jordlejernes forhold til den jordbesiddende stormand
har således sandsynligvis haft karakter af et
klient/patron-forhold, hvor stormændene skaffede de
jordløse arbejde og beskyttelse til gengæld for troskab.
Sådanne bånd er desværre næsten umulige at spore i de
retlige kilder, men de litterære lader os ane den type
forhold. Eftersom det juridiske system i høj grad byggede
på, at slægten hjalp sine medlemmer i krisesituationer, har
et klientforhold til en stormand antagelig været attraktivt
for de mindrebemidlede, hvis slægtninge sikkert ofte ikke
var i stand til at sikre den fornødne opbakning.
Blandt jordens dyrkere i den tidlige middelalder skal
også nævnes trællene, der udgjorde samfundets bund, og hvis
juridiske rettigheder var meget begrænsede, idet de var
underlagt deres herres myndighed, og derfor kun havde ret
til at modgå krænkelser og overgreb, der var påført deres
allernærmeste.150
bog, kap. 32, s. 200.149 Se for eksempel Ibid., Bd. I, 1, SkL., tekst 1, kap. 238, 239 og241, s. 195-198. ” Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, UpL. JorÞæBalken, kap. X, s. 190f. Bd. 4, SmL. JorÞa Balken, kap. XI, s. 77f.150 Trællenes rettigheder eller mangel på samme er kun sporadiskbehandlet i lovene, men at de kunne have rettigheder ses i den ÆldreBorgartingslov, hvor frie mænd havde ret til at dræbe en mand, derblev fundet i sengen hos de tretten nærmeste kvindelige slægtninge.For løsninge og frigivne var det begrænset til hustru, datter, søsterog moder, mens trælle kun havde lov dertil, hvis de fandt en mand isengen hos deres kone eller datter. ”Norges gamle Love indtil 1387”BKr. kap. 15, s. 358. For en grundig gennemgang af kilderne tiltrællenes status se T. Iversen: ”Trelldommen norsk slaveri i
119
Uden for bondesamfundet og dog som en vigtig faktor for
det fandtes sognepræsten. Navnlig gennem de norske og
svenske kirkebalker kommer man tæt ind på landsbypræsternes
forpligtelser og daglige liv. Han var på den ene side en
bonde blandt bønder og sikkert ofte også rekrutteret fra
bøndernes rækker, på den anden side gjorde hans funktion
som sjælesørger og kravet om cølibatet, der for alvor
begyndte at vinde frem på landskabslovenes tid, at hans
position var væsentlig forskellig fra de andre bønders.
Landskabslovenes samfund var hierarkisk opbygget, og man
kan med et noget fortærsket udtryk kalde det et
klassesamfund. Begrebet er dog problematisk, ikke kun fordi
det leder tanken hen på den historisk materialistiske
skole, men også fordi ”klasseinddelingen” var flydende. Et
godt eksempel på de diffuse overgange findes i de norske
kirkelove, hvor placeringen på kirkegården var afhængig af
afdødes status.151 De mægtigste skulle ligge tættest på
kirken og de ringeste længst derfra, rækkefølgen er nøje
beskrevet: Placeringen afhang i princippet ikke af et
individuelt skøn, men var afhængig af den enkeltes sociale
og dermed juridiske status. Nærmest kirken skulle
lendemanden begraves og længst væk, ved muren, trælle og
fremmede søfolk, eller med andre ord de personer, der ikke
besad juridiske rettigheder. Reelt må denne ordning dog
havde betydet, at der ved hver begravelse skulle foretages
middelalderen” 1997.151 Ibid., kap. 20, s. 24.
120
et individuelt skøn inden for hver social gruppe om, hvor
tæt ved kirken den døde skulle begraves, idet alle gravene
næppe lå på én række, hvor alle var lige nær ved kirken.
121
RESSOURCER OG PRESTIGE – JORDENS BETYDNING I
LANDSKABSLOVENEDet er allerede nævnt, at en persons juridiske status
ifølge landskabslovene afhang af, om han var jordejer eller
ej. Generelt er jordens betydning i lovene også meget
tydelig. Forskellighederne til trods har alle lovene et
veludbygget regelsæt for, hvordan ejendomstransaktioner
skulle finde sted, hvortil kommer, at det også er
forbindelse med retten til at disponere over ejendom og
specielt jord, at de indbyrdes forhold i den kanoniske
slægt tydeligst kommer til udtryk. Derfor er der ingen
tvivl om, at hvis man skal forstå en af de vægtige
bevæggrunde for landskabslovenes komme og det kanoniske
slægtskabs betydning, må der ses nærmere på
ejendomsforholdene og opfattelsen af det at eje i tiden før
og omkring lovenes nedskrivning. Da de danske og specielt
de sjællandske kilder er mest informative derom, vil
udgangspunktet blive taget i det område.
Det er til en begyndelse værd at bemærke, at den
distinktion mellem løsøre og fast ejendom, der findes i
alle de nordiske landskabslove, ikke genfindes i
romerretten. Den klassiske romerret kendte kun til et meget
fast ejendomsbegreb, den fuldstændige ejendomsret, noget,
som først blev ændret i 1200-tallet, da den stive
ejerskabsopfattelse stemte meget dårligt med de faktiske
forhold. Tore Iversen har som før nævnt påvist, hvordan
romerretten og den ændring i ejendomsretten, der blev
122
udviklet, fik betydning for jordlejerenes retlige stilling
i de norske landskabslove. Manglen på den føromtalte
sondring mellem fast ejendom og løsøre i romerretten lader
sig formodentlig forklare ved, at velstand i det romerske
samfund kunne bygge på så meget andet end
landbrugsproduktion, som for eksempel handel, håndværk
eller karriere inden for de boglige fag, medens rigdom i
Norden i den tidlige middelalder for langt størstedelens
vedkommende byggede på landbrugsproduktion. Ganske vist
spillede specielt for Norges vedkommende fiskeri og ikke
mindst salg af pelsværk en ikke helt ringe rolle for
velstanden på Vestlandet, men måske netop fordi god
landbrugsjord var en mangelvare, blev det at eje jord et
spørgsmål om prestige.
Det er værd at slå fast, at et fast defineret
ejendomsretsbegreb, som det kendes i dag,152 ikke fandtes i
landskabslovene. For Danmarks vedkommende er
ejerskabsdefinitionen i middelalderen blevet grundigt
undersøgt af Ole Fenger, som foreslår, at man i stedet for
ejendomsret bør bruge betegnelsen ”I være have” om
besiddelsesretten til fast ejendom.153 Fenger har
naturligvis ret i, at det er et problem anakronistisk at
152 Et ejendomsretsbegreb, man kort kan definere som følger: ”som en ret tilalmindelig råden over en ting i enhver henseende, hvor der ikke ved lovgivning eller privataftale er fastsat grænser herfor…”. I. Dübeck og E. Ulsig: ”Anm. Annette Hoff:Lov og landskab” 1998, s. 117.153 O. Fenger (m.fl.): ” ’I være have’ om ret til hus og jord imiddelalderen” 1982. Betegnelse ”i være have” om besiddelse genfindesi en del dokumenter specielt fra senmiddelalderen, og Fenger ser detsom et funktionelt adkomstbegreb, hvis konkrete betydning kunnevariere alt efter sammenhængen.
123
bruge et fast defineret juridisk begreb på en tid, der ikke
kendte dertil; men efter at have læst Fengers undersøgelser
kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om det giver
nogen mening at anvende en for vor tid fremmed betegnelse
på det at besidde fast ejendom i middelalderen. For den
enkelte besidder har det vigtige vel været og er, at man
inden for de rammer, som loven opsatte, havde ret til at
råde over sin ejendom. En råderet, som netop
landskabslovenes bestemmelser om donationer, odelsret og
fledføring var med til at sætte klare grænser for, hvilket
formentlig ikke tidligere havde været tilfældet.
Undersøgelser af Esrom klosters brevbog underbygger,154 at
der herskede en diffus opfattelse af det at eje jord i
Danmark i 1100-tallet og i det begyndende 1200-tal.
Donators eller sælgers slægtninge og efterkommere kunne
generationer efter, at deres slægtning havde skænket eller
solgt jord til klosteret, gøre krav på den ud fra den
betragtning, at de ikke havde givet deres samtykke til
transaktionen, der efterfølgende som oftest blev
genforhandlet. Samtidig synes der også at have været en vis
forvirring om, hvilken ret kongen havde over jord, han
havde skænket som gave til lægmænd, når disse døde: Var
retten til jorden arvingernes eller kongens, hvad enten det
var den samme konge eller en efterfølger på tronen? Ikke154 Kim Esmark har for nylig foretaget en undersøgelse af Esrum klostersproblemer med at hævde dets ejendomsret over dets jordgods. K. Esmark:”Godsgaver, calumniae og retsantropologi. Esrum kloster og detsnaboer, ca. 1150-1250” 2004.
124
kun Esrum, men også andre klostres brevbøger viser, at det
ikke var unormalt at donere eller sælge ikke blot gårde,
men hele landsbyer til klostrene, hvilket fortæller os, at
der fandtes stormænd, der besad jord og gods, som ikke
blevet direkte dyrket gennem stordrift. Disse iagttagelser
kan sammenholdes med det arkæologiske fund af en
stormandsgård ved Tissø, der var i brug indtil 1000-tallets
midte. Fundmaterialet pegede på stor rigdom, men sporene af
en landbrugsproduktion i større omfang manglede, samtidig
med at der havde været en stor lagerkapacitet på området.
Dette har fået arkæologen Lars Jørgensen til at foreslå, at
baggrunden for rigdommen kunne være indtægt gennem tribut
fra det omkringliggende område.155 Hvis man forfølger den
tanke, at tributindkrævning var hovedkilden til
stormændenes indtægt i vikingetiden og op i middelalderen,
kan det give en bedre forståelse for den tilsyneladende
diffuse ejendomsopfattelse, som for eksempel Esrumbogen er
fuld af eksempler på. Hvis rettigheder over jord har været
defineret ud fra en ret til at kræve tribut,156 var der ikke
tale om en direkte indblanding i dyrkningen af jorden, og
for landbrugerne har spørgsmålet om direkte ejerskab til
jorden ikke været nødvendigt at stille, fordi den enkelte
jordbruger har kunnet lade gården og driften gå uantastet
155 L. Jørgensen: ”Stormandssæder og skattefund i 3.-12. århundrede.”1995, s. 85-89.156 Tribut er i grunden det samme som skat, men da skatteindkrævningnormalt bliver forbundet med kongen eller staten, er tribut et bedreord at bruge om de afgifter, stormænd kunne opkræve af de bønder, derboede i det område, de kontrollerede, mod at yde beskyttelse.
125
videre til sine børn, eventuelt efter en procedure, der var
styret af en lokal sædvane.
Så længe systemet fungerede således, ville det være
meningsløst at diskutere, hvem der i grunden ejede jorden,
dyrkeren eller den, der havde ret til tribut; en ret, som
sikkert også kunne gradbøjes, idet det ikke er utænkeligt,
at stormændene kunne være tributpligtige over for kongen
eller en anden mægtigere stormand. Problemerne opstod først
for alvor, når jorden blev taget ud af den sammenhæng ved
at blive overdraget eller solgt til gejstlige
institutioner, der havde et helt anderledes absolut
ejendomsbegreb, der var udsprunget af romerretten, og når
nogle af klosterordnerne tilmed opløste strukturen med
bondebrug til fordel for grangiadrift.157 Et andet problem
kunne være, om jorden i grunden tilhørte kongen eller den
stormand, der opkrævede tributten deraf. Borgerkrigene i
1100-tallet medførte mange forskydninger i
magtstrukturerne, blandt andet fordi en brugt sanktion over
for stormænd, der havde støttet en af de tabende
tronprætendenter, var konfiskation af deres ejendom, som
den ny konge så ofte gav til en af sine støtter. Dette
kunne føre til uenighed om, hvem der havde retten til
godset på længere sigt, den nye ejers arvinger, kongen, som
kunne hævde at gaven kun var gældende i modtageres levetid,157 Grangiadrift brugtes af cistercienserne. I korthed gik den ud på, atde mindre brug blev opløst til fordel for storgodsdrift –grangiadrift. På disse grangiaer blev jorden dyrket af lægbrødre ogikke af landarbejdere, hvilket må have haft alvorlige økonomiske ogsociale konsekvenser for dem, der før levede af at dyrke jorden. Menvi har ingen nordiske kilder bevaret om dette.
126
eller en tredjepart for eksempel et kloster, som den nye
besidder havde overdraget jorden til.
Tributtanken er kun en teori, og den lader sig
vanskeligt efterprøve, men det er i hvert fald hævet over
enhver tvivl, at etableringen af de store klostre i 1100-
tallet og den regn af store jorddonationer, der fulgte i
deres kølvand, var med til at sætte ejerskabsproblematikken
på spidsen. Det ovenstående bygger som før sagt primært på
sjællandsk materiale, og det er meget muligt, at forholdene
har været varierende lokalt i riget. De særdeles store
donationer fra stormænd tyder på, at jordegodset på
Sjælland har været fordelt på færre hænder end i andre
områder, hvor tilsvarende godsrigdom stort set ikke
genfindes i donationerne. Men der er næppe tvivl om, at der
har hersket stor usikkerhed omkring ejerforhold, og om
hvordan gods kunne afhændes, og det er nok en af
forklaringerne på, at det netop er på denne tid, at faste
arveregler og efterfølgende odelsretten og
donationsbestemmelserne udvikles. Så længe parterne var
enige om spillereglerne i denne kontinuerlige forhandling
om retten til jord eller anden ejendom, kunne den fungere
og endda have sin berettigelse, idet den både kunne bruges
til at markere status og skabe tætte bånd mellem de store
klostre og aristokratiet.158 Men systemet passede dårligt
til det fokus, der kom på ejendomsret som følge af den
øgede interesse for romerretten og den juridiske tænkning i
158 K. Esmark: ”Godsgaver, calumniae og retsantropologi. Esrum klosterog dets naboer, ca. 1150-1250” 2004, s. 166-168.
127
1100-tallet, som i hele Europa gav sig udslag både inden
for den gejstlige og verdslige retsforståelse.
128
LANDSKABSLOVENES TILKOMST OG DATERING
SÆDVANE ELLER NYSKABT RET?n klassisk diskussion omkring landskabslovenes
indhold går på, om deres indhold er udtryk for en
nyskabt ret, eller om der i stedet var tale om en
nedskrivning af en mundtligt baseret sædvaneret med rødder
langt tilbage i tiden. I dag mener de færreste forskere, at
landskabslovenes bestemmelser er et udtryk for en
nedskreven sædvaneret, hvis oprindelse fortaber sig i
oldtidens tåger.159 På den anden side er der næppe heller
nogen, der vil hævde, at alle lovenes bestemmelser er
tilkommet ex novo på én gang. Uenigheden går nu først og
fremmest på, om nedskrivningen skete, fordi der var brug
for at få hold på det retlige landskab, der bestod af et
virvar af sædvaner krydret med enkelte kongelige
forordninger, som specielt Ole Fenger gjort sig til
talsmand for,160 eller om landskabslovenes indhold skal ses
som udtryk for konkret politisk vilje og magt og ikke
sædvane, som Elsa Sjöholm mener.161 Dette synspunkt er
E
159 En opfattelse som allerede P.J. Jørgensen og P. Gædeken gjorde opmed.160 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 359f og ”Romerret i Norden”1977, s. 57f. At det forholdt sig sådan, var dog også blevet foreslåetaf andre før Fenger, blandt andet af Aksel E. Christensen i 1945: ”De[landskabslovene] maa da opfattes, ikke saa meget som en nedfældning af forfædrenesretssædvaner som en fastslåen af det aktuelle.” A.E. Christensen: ”Kongemagt ogaristokrati” (1945), 1976, s. 13.161 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988. Denne uenighed omlovenes tilkomst førte til en regulær pennefejde mellem Fenger ogSjöholm. O. Fenger: ”Anm. E. Sjöholm: Gesetze als Quellen
129
videreudviklet blandt andet af Lars Ivar Hansen og Michael
H. Gelting, som begge argumenterer for, at hvis ældre
bestemmelser blev bibeholdt i lovgivningen, skyldes det, at
de har haft relevant politisk betydning.162 Selvom det er en
rimelig antagelse, at de nedskrevne love har været
sanktioneret af kongemagten på et eller andet plan, virker
det noget bombastisk at forestille sig, at alle
lovbestemmelserne skulle have haft magthavernes umiddelbare
interesse. Som eksempel kan nævnes sager om naboretlige
spørgsmål som rebning og hegning, der primært havde
betydning på lokal plan. Ligeledes er det oplagt at
forestille sig, at når loven blev redigeret, bevarede man
antikverede former, der i praksis var betydningsløse, for
på den måde at forlene loven med et skær af ælde og
kontinuitet. Det synes i al fald at have været tilfældet
med de norske landskabslove, Västgötaloven og Valdemars
sjællandske Lov.
Der findes flere undersøgelser af og teorier om, hvad der
sker, når et nyt retssystem eller en ny form for retlig
tænkning møder en lokal sædvaneret.163 Selvom teorier om
mittelalterlicher Geschichtes des Nordens” 1979, s. 112-124 og”Afsluttende bemærkninger” 1981, s. 222-225. E. Sjöholm: ”Replik tilOle Fenger” 1981, s. 217-222.162 L. I. Hansen: ”Slektskap, eiendom og sociale strategier i nordiskmiddelalder” 1994, s. 136. M.H. Gelting: ”Odelsrett- lovbydelse-bördsrätt- retrait lignager. Kindred and Land in the Nordic Countriesin the Twelfth and Thirteenth Centuries” 2000, s. 134 og “PredatoryKinship Revisited” 2003, s. 109.163 Mest kendt er nok amerikaneren H. Bermans teori om den retligerevolution i middelalderens Europa, H. Berman: ”Law and Revolution.The Formation of the Western Legal Tradition” 1983.
130
mødet mellem lokal og fremmed kan medføre mange spændende
diskussioner, er de dog ikke specielt velegnede til at
forklare, hvad der sker i Norden med landskabslovene, som
vi kender dem. I de nordiske riger kan man på
landskabslovenes tid ikke tale om samspillet mellem
sædvaneret og kanonisk ret som et møde mellem to fremmede
retsopfattelser. Kristendommen havde på det tidspunkt, hvor
de bliver nedskrevet, været den dominerende religion i
århundreder, hvorfor katolsk teologi og den dertil hørende
retstænkning ikke var noget nyt og fremmed. Mødet mellem
sædvaneretten og kirkens moral og retstænkning fandt sted
på et tidspunkt lang tid før landskabslovenes komme. Dette
møde har vi stort set ingen bevarede kilder til, men man
kan forestille sig, at der var tale om en langsom, gradvis
proces, eftersom kristendommen og den dertil hørende moral
må have været kendt i Norden, i hvert fald i de områder,
hvor man havde kontakt med resten af Europa, om den så
byggede på handel eller krigstogter, længe før en målrettet
missionering fandt sted.
Samtidig kan man dårligt tale om landskabslovene som en
helt ny ret med rod i et fremmed veldefineret retssystem. I
stedet var der tale om, at en ideologi med rod i kirkens
slægtskabsopfattelse fik betydning for, hvordan en lang
række retlige funktioner kom til at fungere i lovene. Nu
var lovenes formål jo ikke kun at introducere denne
ideologi, men også at styrke kongens position og lægge
grundlaget for en ensretning og præcis fastsættelse af,
131
hvilke retsnormer der skulle være de herskende. Derfor er
det svært at forstille sig, at lovenes forfattere, deres
skoling til trods, ikke har taget udgangspunktet i allerede
herskende normer og sædvaner, som de har kombineret med det
ideologiske tankegods.
Diskussionen om sædvane kontra nyskabt lov bliver
besværliggjort af, at begrebet ”sædvane” alt for ofte
bruges ganske ukritisk i den historiske forskning som en
diffus betegnelse for den ikke-kongegivne ret. Inden for
retshistorien er der en traditionel forestilling om, at
sædvanen kunne føre århundredegamle traditioner og
forestillinger med sig. Dette syn på sædvaneretten er
imidlertid problematisk af flere grunde. For det første er
sædvanebegrebet blevet benyttet i retshistorien langt
tilbage i tiden som betegnelse for en stabil og
uforanderlig størrelse. Med opblomstringen af den
antropologiske videnskab har undersøgelser af skriftløse
kulturer uden en centralmagt imidlertid vist, at sædvane
ikke nødvendigvis kan ses som noget stationært, idet et
fænomen kun kræver en periode på ca. femten år, før det
bliver betragtet som noget, man altid har gjort eller
haft.164 Sædvanen var med andre ord under konstant
forandring. Hermed følger den anden indvending mod at
skelne skarpt mellem gammel sædvane og ny ret. I det
øjeblik loven blev nedfældet på skrift, blev den
164 E. Torkelsen og G. Authén Blom: ”Fra gammel rett til ny lov” 1984,s. 238f og 247.
132
konserveret og dermed meget sværere at bøje eller ændre end
den foranderlige sædvaneret.165 Dette syn på forholdet
mellem sædvane og nedskreven ret har også betydning i
forhold til den magt og indflydelse, der lå i at kunne
påvirke retten. Så længe der var tale om hurtigt
foranderlige principper, kunne selv en mindre ændring i
magtbalancen på det retlige felt langt lettere sætte sig
spor, end når retten først var nedskrevet. Derfor var
kontrollen i den formative nedskrivningsfase afgørende for,
hvilken ideologi som skulle være den herskende i lovene.
Selvom et stationært sædvanebegreb, der står i skarp
kontrast til lovgivning, altså afvises her, kan der godt
dvæles mere ved forholdet mellem sædvane, skik og brug og
retspraksis. Når man taler om sædvane og middelalderret,
bør man gøre sig klart, at der er en distinktion mellem,
hvordan middelalderens lærde opfattede sædvane, og den
moderne diskussion om sædvaneret. Idéen om at der var en
forskel mellem nedskreven lov og sædvane kendes allerede
fra Gaius Institutiones fra omkring 160 e.Kr., hvor der i
den første bog står at ”All peoples who are governed by law
and customs use law which is partly theirs alone and partly
165 At retsudviklingen kunne stagnere ved lovnedskrivning er blevetpåpeget tidligt blandt andet af Bertha Phillpotts, Åke Holmbäck ogPoul Johannes Jørgensen, uden at de dog stillede spørgsmålstegn vedsædvaneretten, som byggende på gamle principper. Å. Holmbäck: “Ättenoch arvet enligt Sveriges medeltidslagar” 1919, s. 176. B. Phillpotts:”Kindred and Clan in the Middle Ages and After – A Study in theSociology of the Teutonic Races” (1913) 1974, s. 7f og P.J. Jørgensen:“Dansk Retshistorie. Retskilderne og Forfatningsrettens Historieindtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede” 1940, s. 16f.
133
shared by all mankind.”166 Gaius kom imidlertid ikke med en
mere uddybende definition på, hvad sædvane var. Det blev
derimod gjort af Isidor af Sevilla,167 og da hans forklaring
på, hvordan lov og sædvane hænger sammen blev medtaget i
Gratians Dekret, blev det den herskende definition i den
vestlige kristenhed. ”Custom is a sort of law established
by usage and recognized as ordinance when ordinance is
lacking. It does not matter wheater it is confirmed by
writing or by reason, since reason also supports ordinances
… Custom is so called because it is in common use.”168
Vil man forstå brugen af sædvaneret i middelalderen, er
det ikke nok at se på lovgivningen, da man må forstille
sig, at sædvane har spillet en stor rolle i retspraksis,
selvom det er et område, som kilderne stort set ikke giver
os mulighed for at undersøge. Men det kan ikke afvises, at
flere retlige normer har eksisteret side om side.169 Lovens
bogstav har formentlig ikke haft den samme status som i det
moderne retssystem. Loven er snarere blevet opfattet som
retningslinier for, hvad der var ”ret og rimeligt”, men
166 ”Omnes populi, qui legibus et moribus reguntur, partim suo proprio, partim cummuniomnium hominum iure ututur.” ”The Institutions of Gaius” 1. bog, 1. kap. s.1. Denne paragraf er også medtaget i Digesterne og var derfor ogsåkendt i middelalderen. ”The Digest of Justinian” vol. 1, 1. 9, s. 2. 167 San Isodoro de Sevilla: ”Etimologás” bd. 1, liber V, kap. 3, 3-4, s.510.168 Gratian the Treatise on Law with the Ordinary Gloss translated byAugustine Thompson. The Catholic University of American Press.Washington D.C. 1993, pp. 5f. ”Consuetudo autem est ius quoddam moribusinstitutum, quod pro lege suscipitur, cum deficit lex. §. 1. Nec differt, an scriptura, an rationeconsistat, quoniam et legem ratio commendat … §. 3. Vocatur autem consuetude, quia incommuni est usi.” ”Corpus Iuris Canonici” Decretum Magistri Gratiani.Dist. 1, c. V, s. 2.169 Se mere derom i kapitlet: ”Interagerede retssystemer”.
134
også som noget, der kunne bøjes efter lokale forhold, både
det man i dag vil kalde forholdets natur og lokal skik og
brug. Måske er det i det hele taget lidet funktionelt at
opstille et skarpt skel mellem lov og sædvane i
middelaldersamfundet, da det skel nok hverken har
eksisteret i retspraksis eller i den almene bevidsthed,
måske med undtagelse af den lille elite, der havde studeret
de lærde retssystemer.
Afslutningsvis bør diskussionen om lovbøger kontra
retsbøger kort nævnes. Den har i ældre forskning spillet en
stor rolle i debatten om landskabslovenes natur. Den
grundlæggende forskel på en retsbog og en lovbog er, at en
retsbog er blevet set som en privat optegnelse af den
gældende lokale ret, mens en lovbog var en nedskrivning af
loven, der skete som en konsekvens af en lovgivningsakt.
Jyske Lov er et oplagt eksempel på det sidstnævnte. I den
nyere forskning er skellet mellem rets- og lovbøger blevet
nedtonet, da man i middelalderen ikke kendte til et sådant
skel.170 Man kan også argumentere for, at det er en lidet
frugtbar synsvinkel at anlægge på landskabslovene, da
skellet mellem retsbøger og love langt hen ad vejen bygger
på den eksisterende kildesituation. De love, som er
forsynet med forord eller andet, der direkte peger mod en
lovgivningsakt, får prædikatet lovbog, mens manglen derpå
170 For en historisk gennemgang af synet på retsbøger og love se foreksempel P. Norseng: ”Lovmaterialet som kilde til tidlig nordiskmiddelalder” 1987, s. 58f.
135
gør dem til retsbøger! For at tage de danske love
forekommer det utænkeligt, at Skånske Lov og de sjællandske
love udelukkende kan takke initiativ fra landstinget eller
en privat person for deres tilkomst, da man ikke kan tænke
sig eksistensen af en lov, hvis indhold ikke stemte overens
med kongemagtens interesser. På den anden side er der et
eksempel i Skånske Lov på, at der kunne være uenighed
mellem kongen og nogle af landskabets retslærde om, hvilke
regler der skulle gælde, hvorfor loven nævner begge
holdninger, måske for at man i konkrete sager kunne vælge,
hvis forskrifter man ville følge.171 At kongens mening er
medtaget i loven, illustrerer imidlertid også, at den ikke
kan være nedskrevet på helt privat initiativ, men at det
kongelige kancelli har været bekendt med og har givet sit
besyv med ved udfærdigelsen af reglerne, men at kongen ikke
havde lyst eller magt til at gennemtvinge sit synspunkt. De
sjællandske loves navne oplyser også om, at forholdet
mellem kongen og loven var tæt. Hvorom alting er, må
fastlåsningen af retstilstanden i 1282 i Erik Klippings
171 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 1. SkL. tekst 1, kap. 125, s.94. I Anders Sunesens Parafrase bliver problemstillingen yderligereforklaret: ”Secundum quorumdam sentenciam, vbicumque liber homo ex facto proprio adxl marcarum constringitur emendacionem, jbi ad satisfaccionem nouem marcarum vel sexmarcarum cum noxe dedicione serui ex facto serui dominus obligatur. Sed rex Waldemarusnoluit consentire, vt vltra trium marcarum satisfaccionem, nisi quando perimitur liber homo,pro serui facto in liberum suus dominus obligetur.” (”Efter nogles mening gælder det, at overalthvor en fri mand som følge af egen handling er tvungen til 40 marks bod, dér er herre somfølge af træls gerning pligtig til ni marks bod eller også seks marks bod tillige med udleveringaf trællen. Men kong Valdemar har ej villet samtykke i, at nogen herre for sin træls gerningmod fri mand skal være pligtig til mere end tre marks bod, undtagen når fri mand tages afdage.”) Ibid., bd. I, 2. ASP. kap. 50, s. 540 og 541.
136
håndfæstning udviske ethvert skel, der eventuelt skulle
have været mellem kongegiven og anden lov i Danmark.
137
LANDSKABSLOVENES DATERINGDateringen af lovene udgør et selvstændigt problem, da det
kun er et fåtal af de bevarede landskabslove, der
foreligger en præcis datering af, som enten dokumenteres af
årstal i selve lovene eller ud fra eksterne oplysninger. De
resterende loves alder er retshistorikerne henvist til at
bestemme ud fra enten henvisninger til personer eller
begivenheder, som også omtales i andre kilder, eller ud fra
bestemmelser hvis indførelse kan dateres.172 Sluttelig har
sproget i lovene været brugt til at datere dem: Jo mere
arkaisk sproget var, og jo færre tyske eller andre låneord
der var i lovene, jo ældre blev de antaget at være.173 Denne
metode er imidlertid blevet anfægtet, idet det blev påvist,
at det var et hyppigt forekommende litterært stiltræk i
1200- og 1300-tallet at benytte sig af antikverede
sprogformer, en tendens som blandt andet findes i den
islandske saga- og eddalitteratur.174 Ud over
dateringsproblemet indebærer selve overleveringen en
vanskelighed, når lovene anvendes som retskilder. Der er
ofte et spring på hundrede år eller mere, fra lovene første
gang blev nedskrevet til de versioner, som er overleveret
til vor tid. Derfor er det muligt, at de lovrevisioner, der
er bevaret, indeholder senere tilføjelser. En anden vigtig
172 Dette gælder blandt andet for den kanoniske grænse for slægtskab,der efter Det fjerde Laterankoncil blev ændret fra syvende til fjerdeled, ligesom gejstliges medvirken ved jernbyrd blev forbudt. For desvenske loves vedkommende kan edsøret også anvendes.173 J. Brøndum-Nielsen: ”Om sprogformen i de sjællandske love” 1971-73.174 P. Norseng: ”Lovmaterialet som kilde til tidlig nordisk middelalder”1987, s. 49f og 62f.
138
faktor er imidlertid, at når retten først var nedskrevet,
blev loven stationær på en helt anden måde, end hvis man
opererede med mundtligt overleverede regler, der kunne
forvanskes eller ændres fra gang til gang. Så selvom de
bevarede håndskrifter er yngre end lovens vedtagelse, vil
de som oftest være direkte afskrifter af ældre tekster.175
Som påpeget tidligere blev de nordiske landskabslove
ikke alle nedskrevet på det samme tidspunkt. For Norges
vedkommende er nedskrivningen formentlig begyndt i 1100-
tallet. I Danmark kom nedskrivningen i gang i den sidste
halvdel af det tolvte århundrede, mens man for Sveriges
vedkommende skal helt op til slutningen af 1200-tallet med
Den ældre Västgötalov som eneste undtagelse. Der er ingen
enkel forklaring på dette gab på over hundrede år mellem på
den ene side Norge og Danmark og på den side Sverige.
Magtpolitiske forskelle har spillet ind, ligesom det
formentlig også har en betydning, at kirken og en fast
”rigsomspændende” kongemagt var længere tid om at etablere
sig i Sverige end i de øvrige riger. Først et godt stykke
oppe i det tolvte århundrede fandt reel rigssamling sted i
Sverige, og først med Erikskrøniken, der antagelig er
nedskrevet i 1320’erne, får landet en national
historieskrivning. En sådan havde Norge en rig tradition
for med Snorri Sturlassons kongesagaer som de mest kendte.
For Danmarks vedkommende har Svend Aggesens og Saxos værker175 At der har været tale om en ukritisk afskrift kan ses ud fra atmange af de yngre versioner af for eksempel Skånske Lov, derindeholder jernbyrd i stedet for nævn, som jernbyrden ellers blevafløst af under Valdemars Sejrs regering.
139
været en del af den tradition. Historieskrivningens
fremmeste formål var antagelig ideologisk, idet den
formidlede idéen om riget som én samlet enhed under én
konges styre.
De danske loves dateringArvebog og Orbodemåls datering er allerede tidligere blevet
behandlet. Loven viste sig hurtigt ikke at være
tilstrækkelig, da den efterlod mange områder uregulerede. I
det sjællandske område lå Arvebog og Orbodemål til grund
for den lovbog, der kendes under navnet Valdemars
sjællandske Lov. Som tilfældet også er med Eriks
sjællandske Lov, vides der intet om Valdemars sjællandske
Lovs tilkomst og datering. Loven kendes i dag i en ældre og
en yngre version. Den yngre udgave er formentlig fra 1241
eller kort tid derefter, da den indeholder bestemmelser fra
et kirkemøde i Roskilde, der fandt sted dette år.176 Den
ældre version er sværere at datere, og selvom flere forsøg
er blevet gjort,177 kan der ikke blive tale om andet end
mere eller mindre kvalificerede gæt, der er baserede på den
lighed, loven har med Skånske Lov, og derfor sættes den til
at være fra de første tiår af Valdemars Sejrs regeringstid,
nemlig 1202-22.
176 E. Kroman: ”Danmarks gamle love. Deres alder og indbyrdes slægtskab”1971-1973, s. 120.177 Den er blandt andet blevet dateret til tiden kort efter 1216, da denikke indeholder jernbyrd, der traditionelt blev betragtet somafskaffet det år. O. Fenger: ”Jydske Lov og de øvrige danskelandskabslove” 1991, s. 46 og P. Norseng: ”Lovmaterialet som kilde tiltidlig nordisk middelalder” 1987, s. 53f.
140
Skånske Lov og Anders Sunesens latinske parafrase deraf
dateres traditionelt til et sted mellem 1202 og 1216,178 da
loven på den ene side medtager kongelig lovgivning fra 1202
og på den anden side indeholder en del
jernbyrdsbestemmelser. Ifølge den retshistoriske tradition
bliver jernbyrdens afskaffelse i Danmark dateret til 1216
eller kort efter ud fra den betragtning, at
foranstaltninger til jernbyrdens afskaffelse blev truffet,
så snart budskabet om, at gejstlig medvirkning ved jernbyrd
var blevet forbudt på Det fjerde Laterankoncil, nåede
Danmark. Det resulterede i Valdemars Sejrs
Jernbyrdsforordning, hvori det blev dikteret, at nævn
skulle afløse jernbyrden. Michael H. Gelting har imidlertid
stillet spørgsmålstegn ved dette ræsonnement, idet han
påpeger, at jernbyrden ingen andre steder i det katolske
Europa blev afskaffet umiddelbart efter Det fjerde
Laterankoncil. Der gik en lang periode, inden det lykkedes
for kurien at få bestemmelserne gennemført.179 I stedet
foreslår Gelting, at man skal se på Skånske Lov som et
forarbejde til en rigslov, et projekt, der blev sat i gang
i den første del af Valdemar Sejrs regeringstid, men som
blev stillet i bero på grund af Anders Sunesens sygdom og
de katastrofer, der ramte kongefamilien i 1220’erne. Derfor
faldt det store projekt til jorden for igen at blive taget178 E. Kroman og S. Iuul: ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1,s. Iff.179 M.H. Gelting: „Skånske Lov og Jyske Lov. Danmarks førstekommissionsbetænkning og Danmarks første retsplejelov“ 2003, s. 73f.
141
op ved slutningen af Valdemar Sejrs regeringstid.180 Anders
Sunesens Parafrase skulle ifølge Gelting være skrevet som
en forberedelse til kardinal Gregorius de Crescentios
legation til Danmark i 1222-23. Han var en af de mange
kardinaler, der var sendt ud for at få gennemført
Laterankoncilets beslutninger. Den latinske udgave af loven
skulle gøre det muligt for ham at sætte sig ind i det
retlige landskab i Danmark og dermed give ham mulighed for
aktivt at deltage i diskussionen om, hvordan loven kunne
tilpasses kuriens påbud.181
Geltings artikel fremstiller rigslovsbegrebet som
værende aktuelt så tidligt som 1100-tallet, og der er da
heller ikke tvivl om, at retstilstanden i rigets landskaber
har haft mange overensstemmelser, men på den anden side
findes der flere passager hos Saxo, der ikke kan tolkes på
anden måde, end at der eksisterede store modsætningsforhold
mellem landsdelene.182 Derfor skulle kongemagtens påståede
intention om at indføre en rigslov bunde i et ønske om at
samle riget mere ved at udrydde lokale retsvariationer,
hvad der dog ikke lykkedes. Arvebog og Orbodemål kan meget
vel tænkes at være skrevet som en lov for hele riget, men
præsenteret og vedtaget lokalt på landstingene.
Fokuseringen på en decideret rigslov kan nemt ende som en
spændetrøje. Er der egentlig stort set mere end
terminologisk forskel på at sige en rigslov og180 Ibid., s. 72.181 Ibid., s. 72-76.182 Se for eksempel ”Saxonis Gesta Danorum” 15:6:3, s. 534 og 14:3:6, s.376f.
142
landskabslove, der stort set var enslydende i alle
landsdelene? Hvis man skal opretholde en så skarp
adskillelse mellem de to begreber, hvordan skal Magnus
Lagabøters Landslov så forstås? For selv om der var tale om
fire stort set enslydende tekster, blev de vedtaget på
hvert af de fire landsting,183 og i lovenes fortaler nævnes
specifikt, at de er givet til en bestemt landsdel. En anden
indvending imod Geltings tese er, at han bygger den op på,
at Skånske Lov supplerede Jyske Lov på mange af de områder,
der er uklare eller slet ikke blev taget højde for i Jyske
Lov. De eksempler, han fremfører om for eksempel
fledføringsbestemmelserne, svækkes imidlertid gevaldigt af,
at Valdemars sjællandske Lov indeholder de samme
paragraffer derom som Skånske Lov. Ydermere er der som
tidligere omtalt gode indicier for, at Arvebog og Orbodemål
har været rigsdækkende, hvorved en forbindelse mellem Jyske
Lov og Valdemars sjællandske Lov, som var en redaktion af
Arvebog og Orbodemål, synes lige så eller mere sandsynlig
end mellem Jyske Lov og den Skånske. Endelig er det nok
også værd at notere, at der er en del eksempler på, at
Jyske Lov og Valdemars sjællandske Lov findes i det samme
håndskrift, hvilket også taler for en forbindelse mellem de
to love.184 Det behøver selvsagt ikke at være et enten
eller, Jyske Lovs forfattere kan sagtens have lånt fra
183 M. Rindal: ”Dei norske mellomalderlovene” 1995, s. 10.184 P.J. Jørgensen: “Dansk Retshistorie. Retskilderne ogForfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17.Aarhundrede” 1940, s. 32.
143
såvel sjællandsk som skånsk lov, da de givetvis har haft
kendskab til begge dele.
Selvom man må forholde sig meget kritisk til Geltings teori
om, at Skånske Lov var et forarbejde til en aldrig udsendt
rigslov, og til den postulerede tætte forbindelse mellem
den Jyske og den Skånske Lov, kan det samme ikke siges om
hans analyse af Jyske Lovs indhold og formål. Om Jyske Lovs
datering kan der ikke herske nogen tvivl. Fortalen
fastsætter dens oprindelse til året 1241. Det er
efterhånden blevet den herskende tolkning blandt
retshistorikerne, at Jyske Lov oprindelig var tænkt som en
rigsomspændende lov, et projekt, der imidlertid ikke blev
kronet med succes.185 Selvom Per Andersen og Michael Gelting
påpeger, at der findes oplysninger i krøniker og
andetsteds, der tyder på, at loven efter sin tilkomst blev
betragtet som værende rigsomspændende. Det er imidlertid
sværere at udtale sig om, hvorvidt den reelt har fungeret
som sådan eller kun er slået igennem i Jylland, men det
faktum at sandemænd og kønsnævn ikke optræder uden for det
jyske landskab, tyder ikke derpå. Interessant er dog
Geltings teori om baggrunden for Jyske Lovs tredje bogs
tilsyneladende rodede opbygning, der har undret
185 O. Fenger: ”Jydske Lov og de øvrige danske landskabslove” 1991, s.47-50, D. Tamm: ”Dansk og europæisk retshistorie” 2002, s. 25, P.Andersen: ”Rex imperator in regno suo. Dansk kongemagt ogrigslovgivning i 1200-tallets Europa” upubliceret magisterafhandling,Odense Universitet, 2001, s. 47-74 og M.H. Gelting: „Skånske Lov ogJyske Lov. Danmarks første kommissionsbetænkning og Danmarks førsteretsplejelov“ 2003, s. 46-51.
144
retshistorikerne indtil nu. Det har længe været kendt i
retshistoriske kredse, at store dele af loven ikke var
opbygget efter indhold, men efter proces, det vil sige
efter hvilket nævn der havde jurisdiktionen i de enkelte
sager. Dette gjaldt for de to første bøger samt kapitel 1-
37 af den tredje bog. Resten af den tredje bog falder
imidlertid uden for dette mønster, idet en logisk opbygning
mangler. Ud fra dette faktum samt et eksempel på, at en
bestemmelse i tredje bog udbygger og overflødiggør en
paragraf i første bog,186 konkluderer Gelting, at kapitlerne
38-68 må være senere tilføjelser til loven, der kom i
tidsrummet mellem 1241 og 1276. Senest i 1276 må den
version, vi kender af Jyske Lov, være færdigredigeret, idet
det ældste kendte håndskrift stammer fra dette år.187
Eriks sjællandske Lov er (sammen med de to redaktioner af
Valdemars sjællandske Lov) den dårligst belyste af de
danske landskabslove. Dateringen af loven er meget usikker,
og buddene har gået i mange forskellige retninger. På den
ene side indeholder loven et stort antal nedertyske
låneord, der i stil adskiller den fra Valdemars sjællandske
Lov og Skånske Lov og peger mod Jyske Lovs tid.188 På den
anden side har loven også en bestemmelse om jernbyrd, som
kunne tyde på 1200-tallets begyndelse. Loven er givetvis186 Der er tale om bestemmelsen om, hvor meget en gift kone måtte givebort for sin sjæls frelse. JL. 1. bog, kap. 39, 3. bog, kap. 45.187 M. H. Gelting: ”Skånske Lov og Jyske Lov. Danmarks førstekommissionsbetænkning og Danmarks første retsplejelov” 2003, s. 58-67.188 J. Brøndum- Nielsen: ”Om Sprogformen i de sjællandske Love” 1971-73.s. 81.
145
skrevet som supplement til Valdemars sjællandske Lov, da
den kun i ringe grad gentager dennes bestemmelser, men
udbygger dem og fører nye til. Således må Eriks sjællandske
Lov være yngre end i hvert fald den ældre redaktion af
Valdemars sjællandske Lov,189 men kan i og for sig også være
et supplement til den yngre version.
Datering ud fra retsudvikling er imidlertid ikke
nødvendigvis den eneste vej at gå med Eriks sjællandske
Lov. En anden mulighed er at undersøge, om der findes noget
i det bevarede diplommateriale, der kan bruges som indicium
for lovens alder. Eftersom Valdemars sjællandske Lov ligger
til grund for Eriks sjællandske Lov, virker det indlysende
at se på, om der findes bestemmelser i Eriks Lov, som
Valdemars ikke har, og om indførelsen af den eller disse
bestemmelser kan spores i diplommaterialet. En sådan
udvikling kan ses i forhold til bestemmelserne om, hvad man
måtte skænke bort efter sin død, ofte i forbindelse med
sjælegaver til gejstlige institutioner. I Valdemars
sjællandske Lov slås det fast, at man kun må bortgive sin
halve hovedlod, og hvis der opstod strid mellem den dødes
arvinger og modtageren af gaven om, hvorvidt den var givet
eller ej, skulle sagen løses enten ved ed af nævninge eller
ved hjælp af tylftered, alt efter om der var vidner på
gavegivningen eller ej. Loven gav altså ikke den afdøde en
reel sikkerhed for, at hans gave rent faktisk blev
udleveret af hans arvinger, idet paragraffen åbner mulighed
189 O. Fenger: ”Jydske Lov og de øvrige danske landskabslove” 1991, s.45f.
146
for, at gaven kunne omstødes, selv om modtageren kunne
stille med vidner, nemlig hvis arvingerne fik overbevist
nævningene.190 I Eriks sjællandske Lov derimod var der
mulighed for at undgå, at ens gaver blev omstødt af
arvingerne, nemlig tinglysning. Her slås det nemlig fast
at: ”Men giver han sin halve Hovedlod og foretager
Skødningen paa Tinge, da skal altid det staa fast, som der
er Tingsvidne paa”.191
Hvis udgangspunktet tages i de dokumenter, hvor
sjællandsk skødningspraksis omtales, kan det undersøges, om
der sker en forandring i denne praksis, som tyder på, at en
ændring af lovgrundlaget har fundet sted. Her må man først
og fremmest ty til klosternes brevbøger, da de indeholder
afskrifter af mange dokumenter, hvor skødninger omtales.
Hvordan skødningen til fromme stiftelser er foregået, får
man et godt billede af ud fra et bevaret pavebrev fra 1198
fra Innocens III til ærkebiskop Absalon. I brevet gentages
oplysninger, som Absalon havde givet pavestolen om, hvordan
skødningen af gaver til gejstlige institutioner normalt
fandt sted. ”Ved sådanne gaver plejer man at tage lidt jord og lægge det
enten i den yderste ende af alterklædet, som bispen eller en anden prælat i
kirken holder i hånden, eller man hyller jorden i et lille stykke klæde og
anbringer den med skyldig ydmyghed på selve alteret, idet man under
vidnesbyrd af dem, der ser og hører, følger den form for gave, som på
190 Bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 47, s. 24f.191 ”Æn giuær han half sin houæth lot oc scøtær a thingi. tha hwat sumhan giuær hældær guthz husæ ællær andræ mannæ. tha standæ e thet ærthing witnæ ær til.” ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V. EsL. tekst 1.1. bog, kap. XXXII, s. 40f.
147
folkesproget kaldes skødning. Men eftersom du fremholder, at en sådan gave
ondsindet bliver anfægtet af visse ordkløvere.”192 Disse
”cauillotores”/ordkløvere, foreskrev Innocens, skulle
pålægges kirkens straf, hvilken definerede han dog ikke
nærmere, men det har næppe været en løsning, der var
praktisk gennemførlig, hvis den juridiske side af
anfægtelsen var gyldig. Ganske vist var Absalon i 1198
biskop af Lund og ikke længere af Roskilde, men det skulle
være underligt, hvis der var den store forskel i
skødningsprocedurerne i Skåne og på Sjælland, navnlig fordi
den før omtalte skødningsprocedure blev brugt andre steder
i Europa, blandt andet Frankrig. Dokumenter, der omtaler
skødninger fra det sjællandske område fra slutningen af
1100-tallet og frem til 1200-tallets midte, er sjældne. De
få eksempler, vi kender til fra klosterbøgerne, beskriver
tre skødningsformer: 1) skødning over alteret,193 2)
skødning ved vidner, som sammen med den, der forestod
skødningen, hængte deres segl under et dokument,194 og 3) et
enkelt eksempel på, at skødning skete ved håndslag, der var
192 “[A]ut in extremitate pallii quod manu episcope uel cuiuslibetalterius prelati ecclesie sustinetur. aut super ipsum altare aliquotinuolutum panniculo cum debita humilitate ponendum sub testimoniouidentium et audientium forma donationis huiusmodi subsequente quescotatio uulgariter appellatur. Uerum quia huiusmodi donatio maliciosea quibusdam cauillatoribus sicut asseris impeditur” ”DiplomatariumDanicum.” 1. rk., 3. bd., nr. 238, p. 378.193 ”D.R.B.” 1. rk., 5. bd., nr. 43, s. 48. Hvori roskildebispen PederSunesen i 1214 skødede en gård med tilliggender til Sorø Kloster.194 Ibid., 1. rk., 7. bd., nr. 24, s. 20 og nr. 90, s. 71f. Hvorhenholdsvis Valdemar Sejr i 1239 solgte gods til Esrom Kloster, ogGunde Jensen i 1241 skænkede gods til Æbelholt kloster.
148
den kanoniske aftaleform.195 Til trods for alle de
forholdsregler, der blev taget ved gaver eller salg til
gejstlige institutioner, viser mange af dokumenternes
udformning, at man har frygtet, at handlingen senere skulle
blive anfægtet af arvingerne eller andre slægtninge. Som en
ekstra kautel trues de derfor i mange dokumenter med
Helvede og Dommedag, hvis de anfægter gaven.196
Omkring midten af det trettende århundrede begynder
tinglysning af godssalg og mageskifter at dukke op i de
sjællandske dokumenter. Den første sikkert daterede
tinglysning er fra 1248, hvor Jon Jonsen mageskifter noget
gods med Esrom Kloster. Mageskiftet blev tinglyst først på
Treherredstinget i Slangerup og efterfølgende på
landstinget i Ringsted.197 Dette er helt i overensstemmelse
med Eriks sjællandske Lov, der foreskriver lysning på
tinget som remedium mod senere anfægtelse af mageskifte. I
1250 skødede Tokke Nielsen gods til Æbelholt Kloster. I
omtalen af skødningen står der, at han frit havde
overdraget ejendommene ”samt at have skødet dem på Strøherreds Ting
efter Sjællandsk Lov.”198 Herefter var det ganske almindeligt, at
de skødninger, salg og mageskifter, der optræder i
dokumenterne, var lyst eller skødet på tinget. Før den tid
var praksis, at skødningen skete under vidners tilsyn ved195 Ibid., nr. 221, s. 155f. Hvor Sakse Torbensen bekræftede over forEsrom kloster, at han og hans arvinger ingen ret havde til en landsby,hvorom ejendomsforholdet længe havde været omdiskuteret.196 Eksempler derpå kan for eksempel ses i ”Diplomatarium Danicum” 1.rk., 3. bd., nr. 183 og 1. rk., 5. bd., nr. 54.197 Ibid., 1. rk., 6. bd., nr. 289.198”In placito prouincie Strø secundum exigenciam legum Selendie.” ”DiplomatariumDanicum” 2. rk., 1. bd., nr. 18, s. 22.
149
alteret i en kirke eller andre steder, og eventuelt blev
yderligere bekræftet ved et dokument, hvorunder parternes
og vidnernes segl blev hængt. Sandsynligheden taler således
for, at det var en ny praksis at lyse og foretage
skødninger på tinget. Ændringerne i skødningsproceduren kan
meget vel skyldes en ændring af loven. Hverken i Arvebog og
Orbodemål eller Valdemars sjællandske Lov omtales
muligheden for at sikre sig mod indsigelser gennem
tinglysning på tinget. Derfor må det være naturligt at
datere Eriks sjællandske Lov til 1248 eller årene
umiddelbart før.
De sjællandske love trænger i høj grad til en grundig
undersøgelse af deres indbyrdes forhold, forholdet til de
resterende danske landskabslove, håndskriftssituationen og
overleveringen. Det er slet ikke utænkeligt, at en ny
undersøgelse vil kunne bidrage til forståelsen af
lovudviklingen i perioden og den skabelse af retten, der
fandt sted mellem Arvebog og Orbodemåls komme og det 13.
århundredes midte. De sjællandske loves store force er
nemlig den tætte forbindelse, der eksisterer mellem dem.
Tænk blot på, at Valdemars sjællandske Lov findes hele i
tre versioner. Denne undersøgelse må jeg dog afstå fra her,
da den vil være alt for omfattende i forhold til
hovedproblemstillingen.199
199 For dateringen af de danske love, se også P. Andersen: ”Lærd ret ogverdslig lovgivning. Om retlig kommunikation og udvikling i det 13.århundrede” 2006.
150
Endelig skal der siges et par ord om kirkelovene. Fra det
skånske og det sjællandske landskab er der bevaret
kirkelove fra 1170’ernes begyndelse. Lovene beretter selv,
at de er tilkommet som et kompromis mellem biskoppen og
landets indbyggere, da den gamle ret ”var alt for haard.”200
Til gengæld for den nye lov forpligtede indbyggerne sig til
at betale biskopstiende. Det er meget tvivlsomt, om
tilsvarende kirkelove fandtes i det jyske landskab, dels
fordi det rummede flere bispedømmer, dels fordi man ved, at
det helt frem til senmiddelalderen var problematisk at få
indkrævet biskopstiende eller -gave.
Hvordan kirkeretten i det skånske og sjællandske
landskab har været før kirkelovenes komme, er svært at
udtale sig om. Måske har der eksisteret kirkelove, der
mindede om de norske kirkeretter, hvor enhver religiøs
forseelse som for eksempel brud på fasten eller arbejde på
helligdage førte store pengebøder med sig og i værste fald
forbud og band. Denne type overtrædelser var slet ikke
reguleret i de danske kirkelove, der næsten udelukkende
omhandlede proces. Michael H. Gelting har foreslået, at
kirkelovene afløste et tidligere system, hvor kanonisk
retlig praksis virkede gennem gamle danske institutioner
som nævn og jernbyrd.201 Der er næppe tvivl om, at
200 “fore þy at rætæn uar af harþær før” ”Danmarks gamle Landskabslove”,vol. I. 2, text 1, SkKl. p.821, ”for thæt at ræt wor før of harth.”Ibid., vol. VIII, SjKl. text 1, p. 446.201 M.H. Gelting: ”Marriage Peace and the Canonical Incest Prohibitions:Making Sense of an Absurdity?” 1999, s. 108.
151
eksistensen af negativt bevis i kirkelovene var en
indrømmelse fra kirkens side,202 men det samme behøver ikke
at være tilfældet med jernbyrd. Jernbyrdsbeviset var tæt
knyttet til kirken, da dets funktion var som gudsdom, og
gejstlig medvirken var essentiel for, at beviset kunne
føres. Samtidig kendes det fra store dele af det kristne
Europa, så selvom kirken senere ved Det fjerde
Laterankoncil tog afstand fra beviset, synes det ikke at
være holdbart at se det som en modsætning til kirkelig
praksis i 1170’erne.203
De norske lovudgaverMeget af den norske lovgivningsaktivitet er beskrevet
tidligere, men Frostatingslovens og Gulatingslovens
overleveringshistorie bør udbygges yderligere. Begge lovene
har gennemgået flere redaktioner, og det kan derfor være
svært at vide, hvornår de forskellige bestemmelser er
kommet ind i lovene. Der er ingen tvivl om, at mange af
bestemmelserne kan føres tilbage til Magnus Erlingssøns
regeringsperiode og specielt den første del omkring midten
af 1160’erne, og derfor foreligger muligheden for, at de202 Eftersom den inkvisitoriske proces først blev endeligt anerkendt somenerådende i den kirkelige retspraksis under Innocens III ibegyndelsen af 1200-tallet, behøver dens fravær i kirkelovene ikke atbetyde, at den har været anvendt tidligere i Danmark, derom se: W.Trusen: ”Der Inkvisitionsproces. Seine historischen Grundlagen undfrühen Formen” 1988, s. 168-230.203 Robert Bartlett har i sin undersøgelse om gudsdommenes udviklingpåvist, at jernbyrden spreder sig fra Frankerriget og ud til mangekroge af Europa, efterhånden som kristendommen vandt frem. R.Bartlett: ”Trial by Fire and Water. The Medieval Judicial Ordeal”1986, specielt s. 4-33.
152
har skiftet udseende ved de efterfølgende revisioner. Den
version af Frostatingsloven, som i sin helhed er bevaret,
er et resultat af en revision, der fandt sted i 1260.
Derudover er der overleveret et fragment af et manuskript
fra 1220’ernes første del. Det betyder, at der er et spand
på mere end 90 år mellem mange af de bestemmelser, som man
med sandsynlighed kan føre tilbage til 1160’erne, og den
version, vi kender i dag. Dette udgør i sig selv et
metodisk problem, som ikke kan løses, medmindre man
foretrækker ikke at udtale sig om det retlige landskab i
Frosta-området før de år, hvorfra kilderne stammer.
Gennem de forskellige udgaver af den tidligere omtalte
Olav- og Magnustekst af Gulatingsloven får man et indblik
i, hvordan loven kunne forandre sig. Normalt taler man om
en ældre og yngre version af loven, idet der skete en
gennemgribende revision af loven i 1267. Det er den ældre
version, der har interesse i denne sammenhæng, og som
normalt blot omtales som Gulatingsloven. Det håndskrift,
der ligger til grund for den ældre version, er det såkaldte
”Codex Rantzovianus” fra tiden omkring 1250, der er det
eneste håndskrift, hvori Gulatingsloven er bevaret i sin
helhed. Hertil kommer diverse småstykker, hvoraf nogle er
ældre end 1250.204 Lovens indhold fortæller med al
tydelighed, at den har gennemgået flere revisioner, hvoraf
den største nok var under Magnus Erlingssøns regering, men
loven har også et tillæg om mandebodsbetaling, der bærer
204 K. Helle: ”Gulatinget og Gulatingslova” 2001, s. 11.
153
navnet ”Bjarne Mårdssons Sakstal”, og som formentlig er
blevet tilføjet loven i 1200-tallets begyndelse.
Af de to resterende landskabslove, Borgartingsloven og
Eidsivatingsloven, er det kun kristendomretterne og nogle
få andre fragtmenter, der er bevaret op til vor tid. Derfor
er det svært at sige, om det retlige landskab har været
nogenlunde ens over hele riget. Gula og Frosta var de to
mest betydningsfulde ting, og derfor er det ikke
utænkeligt, at de to andre love ikke har haft lovgivernes
interesse i samme grad som Gulatings- og Frostatingsloven.
Der kendes en version af Eidsivatings kristendomsret, mens
to udgaver er bevaret fra Borgartinget, hvoraf den yngre
dateres til Håkon Håkonssons regeringstid, nærmere bestemt
til tiden hvor Sigurd, 1231-52, var ærkebiskop.205 Den ældre
udgave er sværere at datere. Både den og Eidsivatingsloven
indeholder mange arkaiske træk, der får en til at tro, at
de kan føres tilbage til 1100-tallet, men
overleveringssituationen gør det meget vanskeligt at komme
en datering nærmere.206
Både for de norske og svenske landskabslove gælder det, at
der er bevaret meget færre håndskrifter, end det er
tilfældet med de danske. Grunden dertil er utvivlsomt, at
både Norge og Sverige fik en landslov i middelalderen, mens
landskabslove i Danmark var i kraft indtil Danske Lovs205 A.I. Riisøy og B. Dale Spørck: ”Dateringen av nyere Borgartingskristenretter” 1999.206 B. Nilsson: ”De Sepulturis. Gravrätten i Corpus Iuris Canonici och imedeltida nordisk lagstiftning” 1989, s. 27f.
154
komme i 1683. For nogle af lovenes vedkommende er der kun
bevaret et enkelt håndskrift, hvilket vanskeliggør både
dateringen og at genskabe overleveringsprocessen.
De svenske loves dateringBirger Jarl og hans efterkommeres tidligere omtalte
lovgivningsaktivitet var på ingen måde enestående for deres
slægt. Birgers ældste broder, Eskil, var lagmand i
Västgötaland i 1200-tallets begyndelse,207 og det er
formentlig ham, der tog initiativ til nedskrivningen af
Västgötaloven. I hvert fald fortæller en liste over
samtlige lagmænd fra 1200-tallets midte, at Eskil ændrede
loven. Den samme liste oplyser imidlertid også, at Folke,
der var lagmand fra engang i begyndelsen af 1220’erne til
et sted i 1230’erne, fjernede mange hedenske bestemmelser
fra loven, og han sørgede også for, at frillebørn mistede
deres arveret.208 Disse udsagn kan godt tyde på, at det var
Eskil, der satte det store lovarbejde i gang, men at det
udseende, vi kender i dag, skyldes Folkes redigering.
Alligevel er det ikke mærkeligt, at der som oftest
fokuseres på Eskil. Han var en vigtig person i sin samtid,
hans hustru var i slægt med Erik den Hellige og enke efter
den norske Håkon Jarl, så hendes søn fra det ægteskab havde
arvekrav på den norske trone. Den ældre Västgötalov minder
på flere områder om de østnorske love, hvorfor det er
207 ”Svenska Landskabslagar” bd. 5, s. XIX-XXIII. L.-A. Norborg: ”Källortill Sveriges historia” 1968, s. 81.208 G. Hafström: ”De svenska rättskällornas historia” 1973, s. 22f.
155
blevet foreslået, at Eskil havde et godt kendskab til norsk
lovgivning.209 Västgötaloven er imidlertid ikke kun
interessant, fordi den er den ældste af de svenske
landskabslove, men også fordi den gennemgik en redaktion i
1290’erne. De to versioner illustrerer på spændende vis,
hvordan retten ændrede sig i Västgötaland i de omkring 70
år, der er mellem dem. Derudover er der bevaret to tillæg
til Den yngre Västgötalov, som ikke er blevet indarbejdet i
loven, men som i stedet har suppleret og ugyldiggjort ældre
bestemmelser.210
Västgötaloven var langt fra den eneste landskabslov, der
blev redigeret eller nedskrevet i Magnus Ladulås’
regeringstid. Östgötaloven fik formodentlig det udseende,
vi kender i dag, og endnu engang skete det på foranledning
af en af Birgers slægtninge, grandnevøen Bengt Magnusson,
der i 1290’erne var lagmand i Östgötaland. Meget tyder på,
at der har eksisteret en ældre redaktion, men desværre er
den ikke bevaret.211 Sproget i den yngre version af loven
har stærke indslag af kancellisprog, og der er tale om et
avanceret lovværk, hvilket tyder på, at kredsen omkring
kongen eller måske ligefrem det kongelige kancelli har haft
en finger eller to med i udformningen af den.212
Slægtsforbindelser tilbage til Birger Jarls familie lader
209 ”Svenska Landskabslagar” bd. 5, s. XIX- XXIII.. 210 G. Åqvist: ”Frieden und Eidschwur. Studien zum mittelalterlichengermanischen Recht” 1968, s. 166.211 Gerhard Hafström: ”De svenska rättskällornas historia” s. 40.212 G. Åqvist: „Kungen och rätten. Studier till uppkomsten och dentidigare utvecklingen av kungens lagstiftningsmakt och domsrätt undermedeltiden“ 1989, s. 111.
156
sig også spore i tilfældet med Upplandsloven. Loven blev
kongeligt stadfæstet i 1296 for den nydannede retsenhed
Uppland,213 der opstod ved sammenlægningen af de tre mindre
lovområder Attundal, Fjädrundal og Tiundaland. Lagmanden i
Tiundaland, Birger Persson, regnes som regel som
initiativtageren til denne proces. Birger Persson var gift
med datteren af den östgötaske lagmand, Bengt Magnusson,
der som før nævnt var Birger Jarls broders barnebarn.
Hälsingelovens tilkomst vides der ikke meget om, men der er
almen enighed om, at den version, vi kender i dag, skyldes
ærkebisp Oluf Björnssons initiativ. Oluf Björnsson var
Birger Perssons slægtning, og på den måde sluttes cirklen
mellem lovenes ophavsmænd.
Ud over Upplandsloven er endnu en lov, Södermannaloven fra
1327, udstyret med et stadfæstelsesbrev.214 I
213 Sten Gagnér har dog argumenteret for at denne datering påstadfæstelsesbrevet er et falsum, idet han har påvist den tætteindholdsmæssige sammenhæng mellem brevet og Liber Sixtus’ indledning -”Sacrosantae”. Eftersom Liber Sixtus først kom i 1298 mener Gagnér, atstatsfæstelsesbrevet tidligst kan stamme fra dette år. (S. Gagnér:”Studien zur Ideengeschichte der Gesetzgebung” 1960, s. 362-366)Gagnér går imidlertid ikke ind i en diskussion om, hvorvidt loven ogsåskulle være yngre end 1296, noget man kan tvivle på, for hvad skulleargumentet være for, at lyve en lov ældre end den var? 214 Igen har Gagnér sat spørgsmålstegn ved denne datering. Loven er kunbevaret i to håndskrifter, hvoraf det kun er det ene, der indeholderstadfæstelselsesbrevet. Statfæstelsesbrevet begynder med ordlyden”Magnus, hertug Eriks søn, med Guds nåde Sveriges, Norges och Skåneskonge.”, (”Magnus sun hærtugh eriks međ guz nađum konunger suerikis oknorghis ok scane.”) ”Samling af Sweriges gamla Lagar” vol. Iv, SmL.Confirmatio, p. 1. og det var først i 1332, at Skåne kom under densvenske krone. (S. Gagnér: ”Studien zur Ideengeschichte derGesetzgebung” 1960, s. 363) Igen giver Gagnér ingen forklaring på, omhan mener, at det kun er brevet, der er en senere tilføjelse, eller omloven skal dateres mellem 1332 og Landslovens komme.
157
stadfæstelsesbrevene, hvis ordlyd langt hen ad vejen er
identiske og derfor formentlig er standardformuleringer,
står der, at loven var udfærdiget af lagmanden i samarbejde
med kyndige mænd fra landskabet, både verdslige og
gejstlige. Efter at den var nedskrevet, blev den vedtaget
på landstinget, hvorefter kongen sluttelig stadfæstede
den.215 Stadfæstelsesbrevene er en vigtig kilde til
fremgangsmåden ved vedtagelsen af en landskabslov i
årtierne omkring år 1300. Selvom Södermannaloven er
endeligt stadfæstet i 1327, har der antagelig eksisteret en
lovbog for landskabet allerede i slutningen af det
trettende århundrede eller tidligere. Denne lovbog vides
der imidlertid intet om.216 Ligesom Upplandsloven var
Södermannaloven udfærdiget af en gruppe kyndige og
indflydelsesrige mænd, dog formentlig ingen gejstlige.
Efter at lovteksten var nedskrevet, ”kungjorde de den lagen och
lagboken på många landsting, i alla deras åhörande, som saken angick.
Därefter, sedan alla enigt och utan motsägelse hade med glädje vidtagit lagen,
med undantag endast av två punkter, den ena om gåva till kyrkan, den andra
om testamente, ty om dessa två hava landskapets män och biskopen och
klerkerna ännu icke enat sig och kommit överens.”217 Den manglende
enighed betød, at sagen blev videresendt til kongen, som
traf den endelige beslutning og stadfæstede loven.
Proceduren viser, at gejstlighedens position var så stærk,
215 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3. UpL. Confirmatio, s. 3-6.Bd. 4, SmL. Confirmatio, s. 1- 4.216 “Svenska Landskapslagar” bd. 3, SmL. s. XXVf.217 Ibid., Fortale, s. 4.
158
at kirkelige synspunkter kunne bremse landstingets
vedtagelse.
Södermannalovens indhold afslører, at den var stærkt
inspireret af Upplandsloven. Det samme var tilfældet for
Västmannaloven og i mindre grad for Hälsinge- og Dalaloven.
For både Dala- og Västmannalovens vedkommende er det meget
svært at tidsfæste deres tilblivelsestidspunkt nærmere end
til et sted mellem Upplandslovens komme i 1296 og
Landslovens vedtagelse omkring 1347. Et forsigtigt gæt er,
at de to love er fra de første tre årtier af 1300-tallet,
da det ville ligge smukt i forlængelse af den generelle
lovgivningsaktivitet i disse år.
Endelig skal Smålandskirkebalk eller
Tioherredskirkebalk, som den også kaldes, nævnes. Ligesom
med de to norske kristendomsretter er det kun kirkebalken,
der er bevaret af Smålandsloven.218 Der er ikke meget i
kirkebalken, som kan give et fingerpeg om dens datering,
men et forsigtigt bud kan være omkring år 1300.
Hvorfor fik Norge og Sverige i middelalderen en landslov,
og dermed en ensretning af retstilstanden i landskaberne,
mens Danmark først i 1683 fik retsenhed i riget? Hvis man
ser på, hvorfor den norske landslov kom, var der
218 Gösta Åqvist har dog stillet spørgsmål ved, om der nogen sinde hareksisteret en nu forsvunden Smålandslov, og i stedet foreslået, atområdet har hørt ind under Östgötaloven. Det kan meget vel tænkes, atder kun har været én separat kirkebalk, da store dele af Småland hørteind under Väksjö og ikke Linköping stift. G. Åqvist: „Kungen ochrätten. Studier till uppkomsten och den tidigare utvecklingen avkungens lagstiftningsmakt och domsrätt under medeltiden” 1989, s. 110.
159
sandsynligvis to faktorer af stor betydning.
Landskabslovene indeholdt mange indviklede og forældede
bestemmelser og regler, der var udviklet som teoretiske
produkter af en bestemt ideologi, og som aldrig havde haft
nogen egentlig gennemslagskraft, hvilket gjorde en
lovreform påkrævet. Landsloven bliver desuden givet af en
stærk konge, der ganske sikkert har ønsket, at retten blev
reguleret, så den passede til de faktiske samfundsforhold,
og hvis prestige kun er blevet øget gennem en sådan
magtdemonstration.
I Sverige var det antagelig til dels andre forhold, der
havde betydning. Ønsket om at skabe retsenhed har sikkert
været mere presserende end i Norge, da der var store
forskelle mellem indholdet af de svenske landskabslove,
hvilket var uhensigtsmæssigt ud fra et rigssynspunkt. Det
er interessant, at landsloven kom under Magnus Eriksson,
der ikke kan betegnes som en stærk konge. Derfor skal loven
måske i modsætning til den norske ses som en svag konges
forsøg på at styrke rigssamlingen. Projektet må dog have
vundet støtte hos i hvert fald dele af stormændene, siden
det lykkedes at få den udstedt og anerkendt. Det skal dog
ikke nægtes, at det i visse landskaber tog sin tid, og man
skal helt op til Margrethes regering, før den var alment
anerkendt, hvilket også indikerer, hvor afhængige de
svenske konger var af lokal støtte for at udøve deres
regeringsmagt.
160
I Danmark derimod kom der ingen landslov. Hvorfor? Den
umiddelbare tanke er, at hvis landskabslovene fungerede, så
der ikke var brug for en ny lovbog. Men det forklarer ikke,
hvorfor ingen af de danske konger forsøgte at få udstedt en
landslov som et prestigeprojekt, bortset måske fra
tilfældet med Jyske Lov, som dog strandede på indre
uoverensstemmelser. Andre forklaringer kunne være, at der
ikke var så store regionale forskelle på landskabslovene,
at det kunne skabe væsentlige problemer med for eksempel
arvereglerne, hvis en person ejede gods i flere af
landsdelene. Der synes ydermere at have været en generel
modvilje mod at ændre på systemet med landskabslove, som må
stikke dybere end de konflikter, der herskede under Erik
Klippings regering. Hvis behovet for en landslov virkelig
havde været presserende, kunne man forestille sig, at en
stærk konge som Valdemar Atterdag ville have gennemtvunget
den, men det skete som bekendt ikke. Alt dette tyder på, at
lovene langt hen ad vejen fungerede, og at der var en
fælles interesse blandt stormændene og kongemagten i at
bibeholde den eksisterende retsorden. Dette system havde
også den fordel, at det forholdsvis let kunne reguleres
gennem kongelige forordninger, hvilket sikrede et
fleksibelt system, som meget vel kunne være at fortrække
frem for en landslov, hvor megen prestige en sådan end
indebar.
161
LOVENES FÆDRE
lt taget i betragtning synes de tidlige retsbøger i Danmark så
vidt vi overhovedet kan få indtryk af dem at have været led i
politisk farvede forhandlinger og overenskomster, at være
nedskrevet af folk med høj dannelse og således beslægtet med de samtidige
europæiske retsbøger, der var udtryk for en lærd retskultur og for elitens
retspolitiske institioner og i mindre grad udslag af et praktisk – retligt initiativ
udgået fra landstingene.”219 Sådan konkluderer Inger Dübeck i sin
artikel om Skånske Lov og dens europæiske baggrund fra
1989, hvori hun også plæderer for, at det var Absalon og
ikke som det traditionel antages Anders Sunesen, der havde
en afgørende betydning for retsudviklingen i Danmark
omkring år 1200. Om den ene eller anden ærkebiskop skal
tilskrives æren derfor, er i denne sammenhæng knap så
interessant, men konklusionens pointering af, at
landskabslovene blev nedskrevet af folk med en solid
skoling, er imidlertid også en vigtig pointe. Ikke kun for
de danske, men også for en stor del af de norske og svenske
love, hvor navngivne personer direkte eller indirekte er
knyttet til dem, kan man konstatere, at disse personer har
været skolet ved en eller flere at de store lærdomscentre i
Europa. I det følgende vil der blive fokuseret på nogle af
de personer og deres uddannelsesmæssige baggrund.
”A
Absalon og Anders Sunesen er allerede udpeget som vigtige
personer for retsudviklingen. Absalons indsat kan man dog219 I. Dübeck: ”Skånske Lov og den europæiske baggrund” 1989, s. 420.
162
kun indirekte slutte sig til gennem hans intellektuelle
baggrund og hans store politiske betydning, mens Anders
Sunesens indsats er mere åbenlys på grund af hans latinske
parafrase af Skånske Lov og den sandsynlighed, der er for,
at han også havde en finger med i skabelsen af loven.
Anders Sunesens broder, roskildebispen Peder Sunesen (ca.
1160-1214, biskop 1191), fungerede i lange perioder som
kongens kansler og har derfor utvivlsomt også haft
betydning for de retlige tiltag, der blev taget under Knud
VI og Valdemar Sejr. Af de tre bisper var Anders Sunesen
tilsyneladende den mest lærde, men de havde alle tre
studier i udlandet bag sig. Anders Sunesen havde været både
i England, Paris og Bologna, mens de to andre kun, så vidt
det vides, havde været i Paris. Selvom det er meget
sporadisk, hvad der vides om deres ophold i Paris, har de
dog én ting til fælles: De havde alle direkte eller
indirekte haft kontakt med det victorinske lærdomsmiljø.220
Peder Sunesens forbindelse var mest tydelig, idet han under
sin tid i Paris opholdt sig i Skt. Genevière klosteret,
mens Anders’ magister tilhørte kredsen omkring Peter220 Skt. Victor klosteret blev grundlagt af Abailards magister Williamaf Champeaux i 1109. Det blev skabt som et kannikkesamfund ogunderlagt Augustins regel. Det mest interessante er imidlertid, atstedet specifikt blev oprettet som et skolastisk kloster, med andreord at lærdom, studier og undervisning var selve grundlaget forstiftelsen. Klosteret blev næsten omgående en succes, og 1100-talletigennem var der blandt kannikkerne at finde nogle af samtidens størsteteologer som for eksempel Hugo af Skt. Victor. En anden vigtig skolevar den noget ældre ved Skt. Genevière klosteret, som i 1000-talletvar Paris’ førende skole, en position som den dog ikke holdt i dennæste århundrede, hvor det gik støt ned ad bakke for klosteret ogskolen, indtil det i 1147 blev reformeret af victorinerne, hvilketførte til endnu en blomstring for Skt. Genevière.
163
Kantor, der var stærkt påvirket af de teologiske
strømninger, som udgik fra Skt. Victor klosteret.221 Om
Absalons ophold i Paris vides intet, men det faktum, at han
får Vilhelm, der var kannik i Skt. Genevière, til at komme
til Danmark for at reformere det augustinske
kannikkesamfund, der senere blev kendt som Æbelholt, tyder
på, at Absalon havde kontakt til det victorinske miljø,
mens han opholdt sig i Paris.
Det var ikke blot de danske stormandssønner og vordende
bisper, der færdedes i miljøet omkring Skt. Victor
klosteret i 1100-tallets anden halvdel. Under ærkebisp
Øystein, der havde en central rolle i
lovgivningsaktiviteten under Magnus Erlingsøn, oprettedes
flere victorinske klostre i Norge, formentlig med det
formål at fungere som uddannelsessteder, både for dem, der
var tiltænkt en ren gejstlig karriere, og for andre der
skulle være rustede til at administrere og udvikle det
verdslige juridiske apparat. Om Øystein selv havde studeret
i Paris, giver kilderne ingen mulighed for at få svar på;
de røber blot, at han havde studeret i England222 og
221 T. Nielsen: ”Cølibat og kirketugt. Studier i forholdet mellemInnocens III og Anders Sunesen, 1198-1220” 1993, s. 27.222 Der vides ikke meget om den skolastiske forbindelse mellem Norden,specielt Norge, og England i 1000-1100-tallet, men da der er en dellighedstræk mellem de engelske love og de norske landskabslove, er dettænkeligt, at der har været en veludbygget kontakt. Det virkerimidlertid som om fokuset i Norge ændrede sig under Øysteins tid somærkebisp, fra at være vestvendt til at være rettet mod syd især modParis og den victorinske kloster- og lærdomstradition, som i sammeperiode også fik stor indflydelse i England. Desværre erlærdomsforbindelserne mellem Norden og England et område, der ikke er
164
Frankrig, mens begge Øysteins efterfølgere på bispestolen
havde været kannikker ved en af de to parisiske klostre,223
så den tætte forbindelse mellem Norge og Skt. Victor bestod
i hvert fald indtil slutningen af det 12. århundrede.
Antallet af norske og specielt danske studerende i Paris
har sikkert været langt større end de nævnte eksempler, i
hvert fald hvis man skal tro, hvad Arnold af Lübeck skrev i
sin Slavekrønike fra 1200-tallets begyndelse: ”Også i
videnskabelig dannelse har de [danskerne] gjort ikke ringe fremgang idet de
fornemme der i landet skikker deres sönner til Parisii, ikke alene for derved at
hæve klærkestanden, men og for at få dem oplærte i al slags verdslig viden.”224
Op gennem 1200-tallet beholdt og forstærkede Paris sin
position som et lærdommens højsæde, specielt hvad teologien
angik. I løbet af 1100-tallet sørgede store teologiske
magistre som Abailard, Peter Kantor og Peter Lombarden for,
at Paris blev et teologisk centrum, en førerstilling som
specielt pavemagten hægede om. Studiet af romerret i Paris
blev forbudt i 1219 af pave Honorius III med bullen ”Super
Speculam”; grunden dertil var formentlig at styrke det
teologiske studium.225 Dette var imidlertid ikke den eneste
forholdsregel, som pavemagten traf. Efterhånden som
lavet undersøgelser på, hvorfor der kun kan være tale om en hypotese.223 Den senere ærkebiskop Erik studerede ved Skt. Victor fra ca. år 1150og nåede at blive kannik, inden han vendte tilbage til Norge. I.Boserup: ”Ærkebiskop Erik Iversson og abbed Vilhelms brevsamling”2000, s. 316.224 ”Arnold af Lübecks Slavekrønike” Oversat af P. Kierkegaard, 1885, s.92.225 S. Kuttner: “Papst Honorius III. und das Studium des Zivilrechts”1952, s. 84ff.
165
universiteterne226 begyndte at spire frem i 1200-tallet, var
det kun Paris og de to engelske universiteter, Oxford og
Cambridge, der havde lov til at have teologiske fakulteter,
et monopol, som holdt helt til det 14. århundredes anden
halvdel. Også studiet i kanonisk ret blomstrede, og da
kanonisk ret ikke kunne læres uden kendskab til den
romerske proces, kunne studerende Super Speculam til trods
også få en basal introduktion til romersk retsforståelse.227
Antallet af kendte nordiske studerende i Paris stiger
markant i det trettende århundrede. Den i denne sammenhæng
mest interessante er nok Andreas And (død 1317). Han var
stormandssøn, og familien havde tætte forbindelser til
ærkesædet i Uppsala, hvor han i 1278 fik stillingen som
domprovst. Inden da havde han tilbragt en del år i Paris,
226 Det er vigtigt at gøre sig klart, at skolerne og sidenuniversiteterne, ikke havde den struktur, som vi kender i dag, hvoruddannelsesstedet har en fast beliggenhed med lokaler, hvoriundervisningen foregår, og hvortil et fast korps af undervisere erknyttet. Undervisningen foregik langt de fleste steder ihøjmiddelalderen på den måde, at de forskellige magistre lejedelokaler rundt om i byen, hvori de afholdt deres undervisning. Destuderende var tilknyttet én magister, der i hvert fald i Paris ogsåhavde jurisdiktionen og dermed også ansvaret for den studerendeshandlinger. De studerende betalte direkte til magisteren forundervisningen. Det var først omkring 1250, at Pariseruniversitetetfik sin første bygning, og der skulle gå endnu næsten hundrede år, føruniversitetet kom til at besidde en bygningsmasse af nogen egentligbetydning.227 I princippet var der tale om, at kanonisk og romersk ret var toadskilte studier, men i praksis var grænsen mellem de to disciplinerflydende. Som James Brundage også udtrykker det: “Indeed it is sometimesdifficult, and may even be misleading, to classify medieval writers about the learned laws asexclusively “canonists” or “civilians” [de der var eksperter i romerretten]. The twolaws were, to borrow a term from popular psychology, codependent upon one another.” J.A.Brundage: “From Classroom to Courtroom” 1997, s. 344.
166
hvor han formentlig studerede teologi og kanonisk ret.
Opholdet i Paris har givetvis været en positiv oplevelse, i
hvert fald stiftede han i 1285 Collegium Upsalense i Paris,
hvis formål var, at svenske studerende kunne bo der gratis,
mens de studerede. Selvom der ikke vides meget om Andreas
Ands studier, taler det faktum, at han sad i den
kommission, hvis opgave det var at udarbejde Upplandsloven,
for, at han har været skolet i kanonisk ret, idet loven gør
meget for at følge dens bud. Ligeledes var han antagelig
også med til at udarbejde Alsnö Stadga, hvori
fredslovgivningen gennem edsöret fik sin endelige form. Der
er også grund til at tro, at en anden parisermagister havde
en finger med i udarbejdelsen af Den yngre Västgötalov, i
hvert fald var Brynolf Algotsson biskop i Skara (ca. 1248-
1317, biskop 1278) i den periode, hvor loven blev
udarbejdet. Om han havde direkte indflydelse på
nedskrivningen af lovteksten, kan man kun gisne om, men en
række bestemmelser, der blev vedtaget på præstemødet i
Skara i 1280, blev medtaget i loven. Om Brynolf Algotsson
fortæller senmiddelalderlige kilder, at han havde studeret
18 år i Paris.228 Dette lyder meget plausibelt, under alle
omstændigheder oprettede han ligesom Andreas And et
kollegium i Paris, Domus Scarensis, for studerende, der var
udsendt af stiftet.
228 S.-E. Pernler: ”Sveriges kyrkohistoria, 2. Hög- och senmedeltid”1999, s. 49-51.
167
I det hele taget er det i det 13. århundrede, at svenskerne
begynder at dukke op ved lærdomscentrene, hvor de stort set
ikke var at finde tidligere. Sandsynligvis skyldes det de
reformer, der politisk, retligt og kirkeligt for alvor tog
deres begyndelse under Birger Jarl og hans sønner. Dertil
behøvedes personer af en højere skoling, end de kunne få i
Sverige, både til at sætte gang i reformerne og til
efterfølgende at administrere og sikre, at de slog igennem
uden for skrivebordet.
Selvom Paris på teologiens felt indtog en førerstilling og
derfor lokkede store mængder af studerende til, blev den
dog, hvad juraen angik, overhalet af Bologna. Den første
efterretning om nordiske studerende i Bologna vedrører
Anders Sunesen, der efter al sandsynlighed studerede
kanonisk ret der.229 I det 12. århundrede og det tidlige
229 Den norske historiker Tore Iversen mener dog at kunne finde spor afnorske studerende i Bologna allerede i slutningen af 1000-tallet.Dette bygger han på et brev fra pave Gregor VII, der i 1078 skrev tilden norske konge Olav Kyrre. I skrivelsen anmodede paven kongen om atsende nogle unge stormandssønner til Italien for at blive oplært i”hellige og guddommelige lover”. En anmodning som den danske konge Harald Henogså modtog samme år. Desværre må man af flere årsager forkasteIversens besnærende idé om, at norske studenter var blandtfrontløberne ved retsskolen i Bologna. For det første må man erindreWinroths resultater (se afsnittet om ”De retlige kilder”): Hvisretsskolen i Bologna endnu ikke havde opnået internationalt ry islutningen af det 11. århundrede, virker det ikke tænkeligt, at GregorVII ville anbringe nordmændene der. Det andet argument kommer fraselve pavebrevet, idet der i teksten står, at de unge mænd skullemodtage oplæring i hellige og guddommelige love under vingerne afapostlene Peter og Paulus. (T. Iversen: ”Jordeie og jordleie –Eiendomsbegrepet i norske middelalderlover” 2001, s. 85f). Eftersom deto apostle er Roms skytshelgener, kan der vist ikke være nogen tvivlom, at det var i Rom, de unge mænd skulle modtage deres skoling.
168
1200-tal var der meget få nordiske studerende i byen, men
når man kommer højere op i det 13. århundrede, var der en
kontinuerlig strøm af studenter. Det var navnlig svenskere
og danskere, der kom til Bologna. I sin disputats om Norden
og Bologna fra 1957 påpeger Åke Sällström, at han i
kilderne kun er stødt på to nordmænd, der studerede i
Bologna,230 hvilket dog ikke er det samme, som at der ikke
har kunnet være flere, de har blot ikke sat sig aftryk i
kilderne. Man skal helt op til det 1200-tallets sidste del,
før systematiske optegnelser af de studerende fandt sted,
og derfra gives der et nuanceret billede af fordelingen af
de studerende og deres baggrund. Der er flere grunde til at
tro, at det antal nordmænd, som Sällström har fundet i
kilderne, ikke er repræsentativt. Sverre Bagge har lavet
fortegnelse over alle de nordmænd og personer i norsk
tjeneste, der bar titlen magister i tidsrummet mellem 1200
og 1350,231 og han har fundet hele 81, selvom det sikkert
også er alt for lavt sat på grund af den tilfældige
kildeoverlevering. Samtidig har Sällström ikke fået
registreret alle de nordmænd, der har været i Bologna, han
nævner for eksempel ikke Bjarne Lodinsson (ca. 1250-1311),
som i 1200-tallets sidste del var kansler for den norske
konge. Erikskrøniken fortæller, at han havde studeret i
Paris, men da han samtidig smykker sig med titlen ”juris
civilis professor”, må han nødvendigvis have studeret230 Å. Sällström: ”Bologna och Norden, intill Avignonpåvedömets tid”1957, s. 270.231 S. Bagge: ”Norge. Universitetsbesöken i utlandet före 1660” 1981, s.143-147.
169
romerret,232 hvilket han gjorde i Bologna, hvor han i 1293
fik sit doktordiplom.233 At der har været brug for
højtskolede personer i Norge, specielt i det 13.
århundredes anden halvdel, kan der ikke herske tvivl om.
Det omfattende lovarbejde, der fandt sted specielt i Magnus
Lagabøters regeringstid, har krævet tilstedeværelsen af en
skolet elite til at udarbejde og implementere lovene.
Det var lovstudiet, der trak de studerende til Bologna.
Universitetet havde store fakulteter for henholdsvis
kanonisk og romersk ret, og hvert fakultet havde sin egen
styrelse og egne strukturer. Ikke desto mindre var der et
stort overlap mellem de to fakulteters doktorkollegier,
idet en del magistre både var doktorer i romersk og
kanonisk ret.234 Det var ikke kun på magisterplan, at viden
om begge retssystemer fandtes. García y García udtrykker
det på følgende måde: ”None the less, in the Middle Ages it was
inconceivable that anyone versed in canon law should not know civil law, and
vice versa. Each faculty gave some training in both, and in addition many
students studied civil as well as canon law.”235 Den tætte forbindelse
mellem de to lovsystemer betyder, at man må forestille sig,
at de, der har studeret ret i Bologna, efter endte studier
ud over at være skolet i det ene retssystem må have haft et
232 ”Erikskrönikan” Kommenteret af Sven-Bertil Jansson, 1986, s. 140 og229f. Jansson kommenterer ikke det faktum, at man ikke kunne blivemagister i romerret i Paris, og kommer ikke med noget bud på, hvorLodinsson ellers har studeret og eventuelt undervist, noget titlenprofessor kunne tyde på.233 J.Ø. Sunde (m.fl.): ”Audun Hugleiksson. Frå kongens råd til galgen”2002, s. 97. 234 A. García y García: “The Faculties of Law” 1992, s. 399.235 Ibid., s. 402.
170
ganske godt kendskab til det andet, og at man derfor ikke
skal blive forundret, hvis en kanonist benyttede sig af
romerretlige principper eller omvendt.
Bolognaskolen havde sin storhedstid i 1100-tallets anden
halvdel og i 1200-tallet, derefter begyndte universitetet
at tabe terræn til de franske skoler i Orléans og
Montpellier. Også de nordiske studerende svigtede Bologna
og drog i større antal til de franske skoler,236 men
retsskolen i Bologna beholdt dog megen af sin status og
fortsatte middelalderen igennem med at være et vigtigt
lærdomscenter.
Ikke kun ”lovenes fædre”, men mange andre af de personer,
der fandtes i kongernes kancelli og ved domkapitlerne, bar
titlen ”magister”, hvilket er et tegn på, at de har
modtaget skoling på et langt højere plan end de katedral-
og andre skoler,237 der eksisterede i Norden. I dag kendes
kun toppen af isbjerget, men der må have været langt flere,
end kilderne giver kendskab til. Dette betyder, at der har
eksisteret en teologisk og/eller juridisk skolet elite, som236 V. Helk: ”Danmark” i ”Universitetsbesöken i utlandet före 1660”1981, s. 28.237 De forskellige domkapitler var efter Det tredje Laterankoncil blevetforpligtet til at ansætte en lærer, så de studerende, som forstørstedelens vedkommende var præsteaspiranter, kunne modtage dennødvendige skoling i latin og teologi. Dette blev igen indskærpet vedDet fjerde Laterankoncil, hvor domkapitlernes pligt blev udvidet tilat have mindst to lærere, en der skulle undervise i grammatik (latin),og en der skulle undervise i teologi. Men disse skolers formål varprimært at stå for uddannelsen af præsteaspiranter, og de har næppekunnet tilbyde en rigdom i lærdom, der har kunnet konkurrere med deudenlandske centre. ”Conciliorum Oecumenicorum Decreta” 1962,Concilium Lateranense III, canon 18, s. 196, IV, canon 11, s. 216.
171
har været en del af den katolske, europæiske,
intellektuelle kulturkreds. Der har haft både uddannelsen
og et tankegods, der har gjort det naturligt for den at
ønske, at samfundet i deres hjemlande skulle opbygges efter
disse principper. Flere af disse unavngivne personer har
måske også haft en finger med i spillet, når de forskellige
landskabslove er blevet udarbejdet. Dette betyder, at selv
de initiativtagere til love eller forordninger, hvorom det
vides, at de formentlig ikke var skolet i udlandet (hvilket
for eksempel er tilfældet ved Bjarne Mårdsson og Den ældre
Västgötalovs Eskil), sagtens kunne have haft skolede folk i
deres tjeneste til at føre pennen.
172
FREDSIDEOLOGIEN
fte glemmer man, at ordet fred egentlig har to
betydninger. De fleste europæere i dag opfatter fred
som værende fraværet af krig. Denne enkle betydning
af fred er et moderne fænomen, der skyldes, at vi lever i
samfund, man populært kan kalde et retssamfund. I
middelalderen var der imidlertid en anden herskende
definition af fred. Her var fred lig med orden og ret: Det
var den indre orden i samfundet, freden skulle sikre.238 Med
andre ord betød fred den enkeltes retsbeskyttelse og
opretholdelsen af ordenen, eller mere realistisk, siden
centralmagten ofte var for svag til at sikre dette, en
regulering af ufreden. Eftersom der var en tæt sammenhæng
mellem det kanoniske slægtskab og højmiddelalderens
fredsopfattelse, vil den herskende fredsideologi i denne
periode blive præsenteret i det følgende.
O
Skønt kristendommen fra starten indeholdt en pacifistisk
ideologi bedst udtrykt i Bibelens ord: ”But what I tell you
is this: Do not resist those who wrong you. If anyone slags
you on the right cheek, turn and offer him the other
also,”239 blev det dog kirkefaderen Augustin (354-430), der
kom til at tegne den fredsideologi, som middelalderens
teologer fulgte. Det er specielt i ”De Civitate Dei”, hvor
historiens gang bliver afspejlet gennem Guds stads (Civitas
238 H.-W. Goetz: „Gottesfriede und Gemeindebildung“ 1988, s. 122.239 Matthew 5, 39.
173
Dei) kamp mod den jordiske stad (Civitas terrena),240 at
Augustins fredsteologi bliver præsenteret og forklaret.
Freden var oprindeligt indstiftet af Gud i Paradisets Have
som en naturlig urtilstand, men Syndefaldet gjorde, at
denne fred forsvandt fra menneskerne. Derfor blev det et
naturligt mål for kirken at søge at genskabe freden, et
mål, der kom til at præge kirkepolitikken i store dele af
middelalderen, selvom denne fred i sidste ende var umulig
at realisere på jorden.241 Freden hos Augustin havde næsten
metafysisk karakter, trangen til fred fandtes i alle
mennesker, men for de hovmodige, der tilhørte den jordiske
stad, var det deres egen tyranniske fred, de længtes efter,
og ikke Guds. ”This means that it [hovmodige menneske] hates
the just peace of God, and loves its own peace of
injustice. And yet it cannot help loving peace of some kind
or other.”242 Derimod var den sande fred den, der skabte
harmoni og ligevægt i samfundet. ”Peace between mortal man
and God is an ordered obedience, in faith, in subjection to
an everlasting law; peace between men is an ordered
agreement of mind with mind; the peace of a home is the
ordered agreement among those who live together about
240 Det er vanskeligt at oversætte ”civitas” til dansk, da civitas,ligesom det bedre kendte græske ord ”polis” direkte oversat betyder”by” eller ”stad”, men i den romerske opfattelse af begrebet betød detikke kun by, men dækkede et større geografisk område, hvori heleoplandet også var indeholdt. Så hverken det danske ord stad ellerstat, som civitas til tider også oversættes med, dækker den egentligebetydning.241 K. Villads Jensen: ”Bellum Iustum i 1200-tallets vesteuropæisketænkning af kirkens fred” 1993, s. 39.242 Augustine: ”the City of God”, 1972, Book 19, Chapter 12, p. 869.
174
givning and obeying orders; the peace o the Heavenly City
is a prefectly ordered and perfectly hrmonious fellowship
in the enjoyment of God, and amutual fellowship in God.”243
Hvis man skal sætte navn på nogle af de begreber, som
Augustin brugte som spejl på det gode samfund, er det:
fred, orden og retfærdighed. Disse idealer blev også lagt
ned over den gode fyrste som forbilleder for hans regering
og rige. Idéen om den gode fyrste kontra den dårlige var
Augustin ikke den første, der fostrede, den havde sine
rødder både i Det Gamle Testamente og i den antikke
filosofi.244 Men det blev igen Augustins udlægning, der blev
grundlaget for senere tiders filosofiske og teologiske
overvejelser om fyrstens forpligtelser. Idealet om fred,
retfærdighed og orden (pax, iustitia et ordo) kom også til
at ligge til grund for reformer i retssystemet, som Karl
den Store søgte at indføre. I de kapitularier, der blev
udstedt som supplement til de lokale love, blev det
understreget, at samfundets svage grupper, som enker og
kirken, skulle nyde en speciel fred, for hvis overtrædelse
der skulle betales særlige bøder. Ligeledes lykkedes det
for Karl efter sin kejserkroning med romerretten og kirken
i ryggen i 802 at få gennemført, at alle frie mænd skulle
aflægge en ed på deres troskab til kejseren, og de skulle
også sværge på at ville opretholde retfærdigheden gennem at
beskytte de føromtalte grupper.245 Hvorvidt eden og243 Ibid., Chapter 13, p. 870.244 S. Bagge: ”Den politiske ideologi i kongespejlet” 1980, s. 222.245 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 247-251. D.C. Munro:”Translations and Reprint from the Original Sources of European
175
fredslysningen reelt fik nogen betydning, eller om det mere
skal læses som en hensigtserklæring, er svært at sige.246
Ikke desto mindre ser vi her flere af de tiltag, som kom
til at præge den senere fredsbevægelse: edsaflæggelsen og
fredslysningen af forskellige svage grupper. Det er måske
ikke helt uvæsentligt, hvis man vil forstå baggrunden for
Karl den Stores fredslovgivning, at der netop under
karolingerne kom en øget fokusering på det kanoniske
slægtskab,247 som ideologisk var knyttet sammen med idéen om
freden.
Karl den Stores lovgivning var dog langt fra den første
vesteuropæiske, der indeholdt fredsbestemmelser. Allerede i
fortalen til den ældste udgave af Pactus Legis Salicae fra
ca. 507-511 står der, at: ”loven [er] en overenskomst imellem
frankerne og deres stormænd, så man, af iver efter at holde indbyrdes fred,
kunne begrænse enhver anledning til strid (rixa).”248 Det har været den
traditionelle opfattelse, at den ældste udgave af Lex
Salica var helt eller næsten uden kristen og romersk
History” 1900, § 2, s. 16f.246 Den engelske historiker Timothy Reuter har dog påvist, at de ordnedetilstande i Karolingerriget lå mere i tidens panegyriske retorik end irealiteten. T. Reuter: ”Plunder and Tribute in the Carolingian Empire”1985, s. 91. 247 En bevægelse med rødder tilbage i den tidlige middelalder, hvorblandt andet incestbestemmelserne for folk beslægtet gennemgudforældre blev forsøgt indført, hvilket dog var en langsommeligproces, som først lykkedes endeligt i det 8. århundrede. M.H. Gelting:”Marriage, Peace and the Canonical Incest Prohibitions: Making Senseof an Absurdity?” 1999, s. 96f.248 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 221. ”Placuit atque conuenit interfrancos atque eorum proceribus, ut pro seruandum inter se pacis stadium omnia incrementarixarum resecare deberent”. c6, s. 2. “Pactus Legis Salicae” udg. af K. A.Eckhardt 1962.
176
indflydelse.249 Denne tolkning står imidlertid ikke længere
til troende,250 og derfor kan man heller ikke afvise, at vi
her har en af de første eksempler på den kristne
fredsideologi i et lovværk.
Fred som et juridisk begreb møder man direkte i Rothairs
Edikt fra 643, som er den første og største samling af
longobardisk ret. I Ediktet tales der om ”scandalum”, som
betyder: brud på den offentlige fred, hvilket blev regnet
som en alvorlig overtrædelse.251 Ud over idéen om en
offentlig fred omtaler Ediktet også fredsbrud i kirken som
en speciel forbrydelse.252
Selvom der i det kristne Vesteuropa herskede en ideologi
om, at det var fyrstens pligt at være fredens beskytter,
var der dog ofte langt mellem ideal og virkelighed. Enten
var fyrsten for svag eller uinteresseret i at håndhæve sin
justits, eller også manglede en egentlig fyrstemagt, som
situationen for eksempel var i Sydfrankrig i slutningen af
det 10. århundrede. Tidligere forskning har fokuseret meget
på, at efter Karolingerrigets forfald og undergang blev
navnlig randområderne, der reelt stod uden en fyrstemagt -
da capetingerne i disse områder kun var konger af navn og
ikke af gavn - ramt af anarki og kaos. Dette skyldes, at de
249 Se blandt andet ”Law of the Salian and Ripuarian Franks” Oversat ogkommenteret af T. J. Rivers, 1986, s. 4.250 A. Murray: “Germanic Kinship Structure – Studies in Law and Societyin Antiquity and the Early Middle Ages” 1983, s. 116f.251 ”The Lombard Laws” Oversat og kommenteret af K. Fischer Drew, 1986.Rothair’s Edict, kap. 8, s. 54 og kap. 39, s. 60.252 Ibid., kap. 35, s. 59.
177
tidligere magt- og retsstrukturer brød sammen, og magten og
retten reelt kom til at ligge hos de lokale grever eller
andre store jordbesiddere, der havde de stærkeste væbnede
følger eller private hære. Ud af dette kaos sprang omkring
år 1000 fænomener som feudalismen og fredskoncilierne.253 I
de seneste årtier er denne tolkning kommet under pres, idet
flere historikere har påvist, at det store skift, der var
blevet iagttaget omkring årtusindskiftet, ikke var så stort
endda, og at der i stedet var tale om en kontinuerlig
udvikling. Det reelle brud, der fandt sted i de sidste
årtier af det tiende århundrede, var at dokumenterne
ændrede udseende, idet skriverne endelig opgav de for
længst antikverede karolingiske former. Med andre ord var
ændringen i kildematerialets udseende og ikke i
samfundsstrukturerne.254 Selvom årtierne omkring år 1000
måske ikke var så turbulente, som forskningen hidtil har
antaget, ændrer det ikke på det faktum, at det netop var i
denne periode, at fredsbevægelsen tog sin begyndelse i det
sydfranske.
253 Marc Bloch blev gennem ”La société feudale” fra 1939, sammen medGeorges Duby (”La société aux XIe et XIIe siècles dans la règionmâconnaise” fra 1953), den ideologiske grundlægger af idéen omårtusindskiftet som en omvæltningernes tid, et billede, som i mangeårtier stod uantastet, og som senest blandt andet er blevet taget opaf Thomas Bisson: ”The ”Feudal Revolution”” 1994, også R.I. Mooreligger i sin forklaring på fredsbevægelsens fremkomst tæt op adBisson. R. I. Moore: ”Postskrift: The Peace of God and the SocialRevolution” 1992, s. 310f.254 Herom se for eksempel D. Barthélemy: ”Castles, Barons, andVavassours in the Vendois and Neighboring Regions in the Eleventh andTwelfth Centuries” 1995, s. 68.
178
I dette randområde af det franske rige havde
magtstrukturerne i mangel af en reel kongemagt fået lov til
at udvikle sig lokalt. Magten lå hos de enkelte grever,
stormænd, abbeder, biskopper eller andre store
jordbesiddere, der kontrollerede større eller mindre
områder. En af måderne, hvorpå greverne og andre verdslige
stormænd hævdede deres magt eller forsøgte at udvide deres
territorium, var gennem hærgning og plyndring af andres
jordbesiddelser. Denne praksis var specielt til gene for
bønderne, da det var deres afgrøder og landsbyer, som blev
nedbrændt og deres husdyr, der blev dræbt eller bortført.
Men også den gejstlige stand led derunder. Ganske vist
deltog klostre eller biskopper (i teorien) ikke i denne
krigsførelse, men det forhindrede ikke de stridende parter
i at angribe kirkens bønder. Det var dog ikke den eneste
måde, hvorpå kirken led skade: Plyndring og nedbrænding
betød, at indtægten fra tiende ikke var særlig stor.255
Ødelæggelsen af afgrøder og avlsdyr kunne få alvorlige
konsekvenser ikke blot for kirken, men for hele samfundet i
form af sult, hvilket nedsatte produktiviteten og
indtjeningen, og skadede de herskendes autoritet.256
Manglen af en egentlig øvrighed behøvede imidlertid ikke
at betyde, at samfundet endte i anarki. Som Kim Esmark for
255 H. Hoffmann: ”Gottesfriede und Trauga Dei” 1964, s. 11f.256 H.-W. Goetz: ”Protection of the Church, Defence of the Law, andReform: On the Purpose and Character of the Peace of God. 989-1038”1992, s. 264f. Goetzs meget materielle forklaringer påfredsbevægelsens fremkomst er diskutable, for selvom bevægelsenudsprang af konkrete problemer, er det ikke ensbetydende med, atideologien bag blot var et materielt skalkeskjul.
179
nylig har vist i sin undersøgelse af grevskabet Anjou for
perioden det 10. til det 12. århundrede,257 så opstod der
alternative modeller for konflikthåndtering, hvilket også
er en synsvinkel, man kan anlægge over for fredskoncilerne.
Fredsbevægelsen blev født i Aquitaine i Sydfrankrig, et af
de områder hvor nye ustabile magtstrukturer betød usikre
forhold for gejstlige og bønder.258 De første fredseder blev
givet i 975, og i de efterfølgende årtier fulgte
fredskoncilier og nye edsaflæggelser. Det var de lokale
biskopper, der indkaldte til koncilierne og var drivkraften
bag den tidlige fredsbevægelse. Fremgangsmåden var meget
simpel: De forsamlede stormænd og riddere aflagde ed på, at
de ville overholde de fredsbestemmelser, som var blevet
vedtaget. I begyndelsen kunne disse bestemmelser variere en
del fra gang til gang, men efterhånden kom der en vis
ensretning. Man svor på ikke at overfalde ubevæbnede
gejstlige, pilgrimme, rejsende købmænd, kvinder, bønder og
deres avlsdyr.259 Fredsbevægelsen opstod i et område uden en
verdslig øvrighed, der kunne straffe eventuelle menedere,257 K. Esmark: ”De hellige døde og den sociale orden. Relikviekult,ritualisering og symbolsk magt. Anjou, 10.-12. århundrede” 2002.Esmark påviser, hvordan man brugte ritualer knyttet til den lokalehelgen og dermed også ofte til klostre for at afslutte konflikter ogunderstrege nye venskabsforbindelser.258 For den nyeste samlede forskning om den tidlige fredsbevægelse se T.Head & R. Landes (red.): ”The Peace of God” 1992.259 Efterhånden blev fredsbestemmelserne udvidet til også at omfattetidspunkter og steder. Fra onsdag ved solnedgang til solopgang mandag,adventen og julen indtil efter Hellige Tre Konger, den lange faste optil påske, påsken og alle andre helligdage svor man på ikke at udgydeblod. Blodsudgydelser i kirken havde siden antikken været uaccepteret,men nu blev også hjemmet fredet. Denne meget stereotype opstilling affredsbestemmelserne var et resultat af en gradvis udvikling ogafspejler derfor kun til dels de tidlige fredskoncilier.
180
men det betød imidlertid ikke, at fredseden blot kunne
brydes, uden at det havde konsekvenser. Eftersom fredseden
var blevet aflagt over for en biskop, betød en
overtrædelse, at fredsbryderen ville blive pålagt kirkelige
straffe, i første omgang bod, og hjalp det ikke, fulgte
bandlysning eller ekskommunikation. Lige så vigtigt som
eller vigtigere end truslen om de kirkelige sanktioner var
imidlertid nok det kollektive pres eller den offentlige
mening, hvilket udtryk man nu foretrækker. At blive
stemplet som meneder satte en alvorlig plet på ens ære,
hvilket kunne være fatalt i et samfund, hvor magt og
indflydelse hang tæt sammen med ære og prestige. Grunden
til, at fredsbestemmelserne blev en succes, skal dog også
findes i det faktum, at stormændene og kirken havde en
fælles interesse i at opstille spilleregler for
magtanvendelse, der betød, at landet blev sparet for store
ødelæggelser, som var en trussel mod velstanden og dermed
overklassens livsstil. Denne regulering gav samtidig
mulighed for, at fejder og magtkampe stadig kunne afvikles,
og en central del af aristokratiets kultur dermed kunne
bevares.
Som tidligere omtalt havde allerede Augustin skrevet om
freden, han fremhævede også, at det var den kristne fyrstes
vigtigste opgave at være fredens beskytter. Denne tanke kom
i høj grad til at præge forholdet mellem kirken og
fyrsterne i middelalderen. Nu ville det være forkert at
181
forstå det sådan, at den verdslige øvrighed kun
interesserede sig for at sikre orden og ret, fordi det var
et kirkeligt påbud. Man kan ligeså vel se det fra den anden
side, at den kirkelige ideologi var meget anvendelig for
øvrigheden i dens forsøg på at udvide sin magt og autoritet
også på det juridiske område.
Den tidlige gudsfred, der var karakteriseret ved aftaler
mellem de væbnede grupper og de lokale biskopper, randt ud
i løbet af 1000-tallets anden halvdel, før den nåede at
sprede sig til hele det kristne Vesteuropa. Det samme var
imidlertid ikke tilfældet for fredsideologien. I 1000-
tallets midte begyndte nye fredstiltag at dukke op, denne
gang under fyrstelig ledelse. Mest markant var de såkaldte
landefrede, der så dagens lys i Det Tyske Rige i 1100-
tallets første del. Landefredene byggede på de samme
principper som gudsfreden, nemlig beskyttelse af uvæbnede
personer, steder og tider mod overfald i forbindelse med
fejder eller anden ufred af privat karakter. Det kan være
svært at afgøre, om de tidlige landefrede skal ses som
egentlig lovgivning, eller om der i stedet var tale om en
kontrakt, som kongen/kejseren indgik med sine vasaller og
stormænd. I forskningen har der været størst tradition for
at betragte dem som love.260 Måske er denne skelnen mellem
260 J. Gernhuber: ”Die Landesfriedensbewegung in Deutschland bis zumMainzer Reichlandfrieden von 1235” 1952, s. 103 og G. Åqvist: ”Friedenund Eidschwur. Studien zum Mittelalterlichen germanischen Recht” 1968,s. 25, Der har dog været røster imod denne tolkning, se blandt andetP. Andersen: ”Rex Imperator in Regno suo. Dansk kongemagt ogrigslovgivning i 1200-tallets Europa” upubliceret magisterspeciale,2001, s. 29.
182
lov eller kontrakt lidet anvendelig, idet hverken de tyske
kejsere eller andre fyrster kunne lovgive uden at have
opbakning fra dele af stormændene, og i så fald udviskes
forskellen mellem kontrakt og lov.
Ideologien bag fredslovgivningen slog igennem i hele det
kristne Vesteuropa, da den langsomt vandt indpas i de
fleste områders verdslige lovgivning, enten som en
integreret del af lovgivningen eller i specifikke
landefrede. Ligeså blev fredsideologien officiel kirkelig
politik, hvilket blandt anden kom til udtryk ved, at
fredsbestemmelserne blev gentaget på de tre første
Laterankonciler, hvorefter de sammen med de øvrige
bestemmelser fra Det tredje Laterankoncil endte i Liber
Extra og dermed blev fastslået som officiel kirkepolitik.261
Jo mere idéen om fred som ideal spredte sig, desto
større rolle fik den i bevidstheden. Med sammenknytningen
af gudsfreden og den fyrsteregulerede fred blev Guds fred
lig med den fred, som fyrsten krævedes overholdt. Med andre
ord kunne et fredsbrud komme til at fremstå som en dobbelt
forbrydelse, eftersom det var både imod gejstlig og
verdslig lov.262 Det ovenfor skrevne betyder naturligvis
ikke, at overfald og mord var tilladt før
fredsbestemmelsernes komme, hverken ifølge kanonisk eller
verdslig lov, men med fredsideologiens fremkomst blev der261 Fredsbestemmelserne findes følgende steder. “ConciliorumOecumenicorum Decreta” 1962, Concilium Lateranense I, canon 15, s.169, Concilium Lateranense II, canon 11, s. 175 og ConciliumLateranense III, canon 21 & 22, s. 198.262 T. Head & R. Landes: “Introduction” til “The Peace of God” 1992, s.8.
183
skelnet mellem omstændighederne, og fredsbrud blev straffet
langt hårdere end ”almindelig” vold. Som vist er det altså
svært at operere med en skematisk opdeling i gejstlig og
verdslig fred, da den ikke har været tydelig i praksis,
fordi kirken stod under kongens beskyttelse i de områder
som for eksempel Danmark, hvor der var en effektiv
kongemagt.263
Loven skal være retfærdig, denne tankegang lå allerede bag
den romerske lovgivning. Da fred og retfærdighed var tæt
forbundne, var det lovens opgave at sikre alle gode fred og
retfærdighed ved at skræmme dem, der havde ondt forsæt, med
strenge straffe. Denne idé om lovens funktion lå til grund
for en af Isidor af Sevillas skrifter og vandt almen
anerkendelse ved at blive optaget i Gratians Dekret.264
Denne argumentation for lovens formål findes også på
nordisk grund og gentages i Jyske Lovs fortale: ”Derfor skal
Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan
nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i
Loven … Loven skal være ærlig og retfærdig.”265 og senere i fortalen
til Upplandsloven: ”Lag skall vara stadgad och stiftad allt folket till
ledning, både rika och fattiga, och till åtskillnad mellan rätt och orätt.”266 I
263 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 362.264 “Corpus Iuris Canonici.” bd. 1, Decretum Magistri Gratiani. Dist.IV, 1. pars, C. I, s. 5. “Factae sunt autem leges, ut earum metu humanacoherceatur audacia, tutaque sit inter improbos inocentia, et in ipsis improbis formidatosupplicio refrenetur nocendi facultas.” 265 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. Fortale, s. 135.266 „Svenska Landskapslagar.” bd. 1, UpL. Förord, s. 7.
184
begge tilfælde er den kanoniske rets definition på fred
brugt som et fundament for den verdslige lovgivning.
Fredsideologiens betydning for Norden ses ikke kun i de
to fortaler, filologen Klaus von See har lavet en sproglig
analyse af nordiske tekster fra den tidlig middelalder og
højmiddelalderen, hans konklusion er, at brugen af begrebet
fred øges kraftigt i perioden, og at terminologien generelt
i både lovbøger og litterære tekster udvikler sig fra at
være fokuseret på den enkeltes interesser til en mere
fællesskabsinspireret og fredsideologisk sprogbrug.267 Dette
tyder på, at fredslæren, som det kanoniske slægtskab også
byggede på, var alment accepteret i Norden.
Freden var et kristent ideal, der siden oldkirken havde
haft en vigtig placering i den teologiske lærdom.
Fredsideologien spredtes tidligt til det verdslige samfund,
og idealet med fyrsten som fredsskaber blev understreget.
Selvom fyrstens rolle i fredsbestræbelserne mange steder
var omfattende, opstod den egentlige fredsbevægelse i
Sydfrankrig i et område præget af anarki, hvor en stærk
centralmagt savnedes. Gennem fredskoncilerne blev idéen om
med at fredslyse visse tidspunkter, steder og personer
udviklet, noget, der siden hen kom til at gå igen i den
verdslige lovgivning i det 12. og 13. århundrede.
267 K. von See: ”Altnordischer Rechtswörter. Philologische Studien zurRechtsauffassung und Rechtsgesinnung der Germanen” 1964, specielt kap.4.
185
LOVGIVEREN OG LOVEN
KONGEN SOM LOVGIVER – Den ideologiske
konstruktionelvom der er blevet fokuseret meget på sammenhængen
mellem det kanoniske slægtskab, fredsideologien og
landskabslovene, er der også et andet aspekt, som er
vigtigt at have for øje, når man stiller spørgsmålet, hvad
var baggrunden for at lovgive? Det er den ideologiske
konstruktion om kongen som lovgiver, der med rødder tilbage
i antikken endnu var levende i højmiddelalderen.
SNår panegyrikerne skulle lovsynge middelalderens fyrster,
var det et tilbagevendende tema at hylde fyrsten som
lovgiver og i forlængelse heraf hans evne til at opretholde
rigets ret og fred. Denne fokusering på kongen som lovgiver
havde sin rod dels i de romerske kejseres lovværker, hvor
specielt Konstantin, Theodosius og, efter Digestas
genkomst, Justinian blev fremhævet som store lovgivere, et
spor, i hvilket mangen en konge gerne også ville træde.
Samtidig havde dyrkelsen af kongen som lovgiver også et
teologisk aspekt, idet Gud selv gennem De Ti Bud havde
optrådt som lovgiver, og det blev set som den kristne
fyrstes pligt at afpasse loven efter kirkens
læresætninger.268 Sammenfattende beskriver den engelske268 Når der tales om kongen som lovgiver i denne sammenhæng, er det denideologiske konstruktion, der står i centrum, da det ikke har været
186
retshistoriker Patrick Wormald den nedskrevne lovs
forbilleder således: ”Foremost among these was the example of God’s
holy people. A second was the general sense that other people of destiny, the
Romans, specialized in the art of law as that of war. Third was an awareness
that an early medieval people was identified by its law. Last pulling all four
together, was the growing feeling that royal law should look like the learned
laws of God’s Church and Rome’s Empire.”269 Fokuseringen på kongen
som lovgiver kom ifølge Wormald og en anden britisk
historiker, Wallace-Hadrill, til at spille en rolle for den
tidlige angelsaksiske lovgivning og måske også for
lovgivningen i de riger, der voksede frem i vest efter Det
Vestromerske Riges svækkelse og undergang. Niels Lund
sammenfatter deres konklusioner på følgende måde: Hvad
lovgivningen angik: ”var problemet ikke så meget, hvad kongen gjorde
for eller med loven. Det var, hvad loven gjorde for ham. En lov lagde noget til
hans status som konge, for et kristent og civiliseret land måtte regeres efter en
lov, en skreven lov, så sådan en måtte en kristen konge altså kunne fremvise.
Den var nærmest et statussymbol. Hvad der stod i den var mindre
væsentligt.”270 Med andre ord behøvede den tidlige lovgivning i
hvert tilfælde hos angelsakserne ikke at afspejle de
faktiske forhold, loven skulle regulere, men kunne i stedet
være skrevet i propagandaøjemed. Selvom man skal være
varsom med at tage al lovgivning som udtryk for et faktisk
ønske om at regulere via loven, har dyrkelsen af kongen som
mange af middelalderens fyrster beskåret at lovgive enevældigt udenstøtte fra i hvert fald dele af det verdslige og gejstligearistokrati.269 P. Wormald: „The Making of English Law: King Alfred to the TwelfthCentury, vol. 1. Legislation and its Limits“ 2000, s. 143.270 N. Lund: (anm.) A. Hoff: ”Lov og landskab” 1998, s. 391f.
187
lovgiver betydet meget for lovudviklingen, idet det kun kan
være i en formativ fase, at love uden praktisk anvendelse
blev givet. I det øjeblik et administrativt bureaukrati var
blevet opbygget, må ønsket om øget styring via lovgivning
også være opstået.
Fokuseringen på lovgiveren fortsatte i en uafbrudt
tradition fra antikken og frem. Under karolingerne og de
efterfølgende dynastier, ottonerne og stauferne, ses en
renaissance i lovprisningen af den lærde konge, der også
var lovgiver. Navnlig Karl den Store og hans lovgivning
blev både i sam- og eftertiden fremhævet som et
skoleeksempel på den store lovgiver. Hans navn nævnes
blandt de største lovgivere, de romerske kejsere, hvis
arvtager han også betragtedes som. I den panegyriske
digtning var det ikke kun loven, der havde betydning i
forhold til fyrsten, han skulle også være veluddannet udi
de frie kunster, litteraeis, og ikke mindst skulle fyrsten
optræde som lærer og forbillede for sit hof og sine
undersåtter. En veluddannet konge var en garanti for
retfærdighed og fred, mens en ulærd konge kun var at ligne
med et kronet æsel.271 Hvor stor vægt der blev lagt på
fyrstens personlige evner, kommer klart til udtryk i
Wallace-Hadrills beskrivelse af de krav, der blev stillet271 J.M. Wallace-Hadrill: ”Early Germanic Kingship in England and on theContinent” 1971, s. 101-106 og 136f. Dette billede på den uskoledehersker blev senere brugt af blandt andet William af Malmesbury ogJohannes af Salibury. M. Münster-Swendsen: „Masters and Paragons.Learning, Power, and the Formation of a European Academic Culture c.900-1230“ 2004, s. 472.
188
til Karl den Dristige som fyrste: ”He had been required to be a
Salomon in wisdom, a warrior like David, a champion of religion like
Constantine, an observer of law like Theodosius, a father of his people like
Charlemagne.”272 Et andet eksempel på, hvilken betydning den
klassiske juridiske tankegang havde ved det tyske
kejserhof, er, at da Godfrey af Viterbo skulle lave et
hyldestdigt til Frederik Barbarossa, valgte han ikke at
besynge kejseren som for eksempel en stor krigsherre, men i
stedet fremstilles Barbarossa som værende udtryk for den
levende lov, idet kejseren som person havde magten og evnen
til at give, skabe og afskaffe lovgivning.273
Det er ikke utænkeligt, at der har været et sammenfald
mellem de panegyrikere, der hyldede den gode konge som
lovgiver, og de juridisk kyndige personer, der gjorde det
muligt for kongen at udøve denne funktion. Lex
Baiuvariorums (744-48) fortale leder i hvert fald tanken i
den retning. I den står der blandt andet: ”Moses from the tribe
of Hebrews first elucidated the divine laws into writing.”274 Herefter nævnes
de første kendte lovgivere for ægypterne, grækerne,
athenerne og tilsidst for romerne. ”Gradually, however, the
Romans repealed the old laws because of their antiquity and neglect, but
mentioning them [here] seems necessary, although they are no longer in use.
New laws began with Emperor Constantine and the rest of his successors.”275
Det kan synes underligt, at der skulle nævnes en lang række
272 J.M. Wallace-Hadrill: “The Frankish Church” 1983, s. 257.273 K. Pennington: ”The Prince and the Law 1200-1600. Sovereignty andRights in the Western Legal Tradition” 1993, s. 6f.274 “Law of the Alamans and Bavarians” 1977, s. 109.275 Ibid., s. 109.
189
love og lovgivere, hvis værker ikke længere var i brug, men
forklaringen må til dels være et ønske om at vise, at lov
og lovgivning havde fundet sted siden de tidligste tider,
og dels at vise, at loven ændrede sig og ikke var statisk.
Samtidig understreges det, at det er den gode fyrstes pligt
at sørge for, at loven var god og passede til sin tid.
Efter de romerske kejseres love, fortsætter fortalen med de
frankiske fyrsters lovgivning, hvor der sluttes med
Dagobert (konge 629-39): ”The best laws were written down, and he
[Dagobert] gave each tribe a written law, which still exists today.”276
Igennem prologen bliver Dagoberts lovgivning kulminationen
på en lang række af strålende lovgivere, startende med
selve Moses, der gennem Guds ønske og vejledning blev
historiens første lovgiver.
Fortalen var dog ikke er et produkt af karolingiske
lovkyndige, den var næsten ord til andet afskrevet fra
Isidor af Sevillas (560-636) hovedværk ”Etymologiae”,277
hvis betydning for middelalderens retsforståelse næppe kan
overdrives, hvilket også afspejles i, at Isidors syn på
rettens funktion blev optaget i Gratians Dekret. Ikke alene
placerede Isidor Moses centralt i retshistorien, hans ord
om lovens funktion blev set som grundstenen for al kristen
lovgivning. Hvor stor indflydelse Isidor og specielt hans
fokusering på Moses’ betydning for synet på lov og
276 Ibid., s. 110.277 “San Isidoro de Sevilla: Etimologías.” 1982. bd. 1. Liber V, kap. 1& 3, s. 508 & 510. For en introduktion til Isidor og Etymologiae se E.Brehaut: ”An Encyclopedist of the Dark Ages – Isidor of Seville.”1912, s. 166f.
190
lovgivning fik, giver to af de svenske landskabslove, der
er forsynet med en prolog, et eksempel på. Södermannalovens
prolog er en let omarbejdelse af den fra Upplandsloven,
hvori der står: ”Gud själv instiftade den första lagen och sände den till
sitt folk genom Moses, som var den förste lagmannen för hans folk. Så sänder
ock svears och göters enväldige konung, Birger, konung Magnus’ son, till alla
dem, som bo mellam havet och Sagår och Ödmården denna bok.”278 Fortalen
giver to vigtige informationer. Dels skriver Birger
Magnusson sig ind i en lang tradition af lovgivere, og dels
forlenes lovgivningen med et guddommeligt skær, idet Gud
var den første lovgiver, og kong Birger følger i dette
spor. De to prologer giver et lille indblik i, hvor vigtig
retorikken om kongen som lovgiver har været også i de
nordiske riger: Denne retorik genfindes over hele området
på landskabslovenes tid, hvilket vil blive uddybet i det
følgende. Hvis man sammenligner Upplandslovens fortale med
fortalen til Jyske Lov, er det interessant at se, at
Upplandsloven skriver sig ind i en tradition, der går
tilbage til Moses, og dermed enten har hentet sin
inspiration i Isidors ”Etymologie” eller i fortalen til en
ældre lov fra det tysk-franske område. De to nordiske
fortaler har en del lighedstræk, for eksempel definerer de
begge lovens funktion ud fra det forbillede som Isidor
opstillede og Gratians Dekret gentog, og begge fortalernes
grundlæggende ideologi var dermed bygget på de samme
forbilleder. Alligevel valgte forfatteren til Jyske Lovs
278 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, UpL. Förord, s.7.
191
fortale at indlede med den romerretlige vending ”Med Lov skal
Land bygges”, mens Upplandslovens skriver i stedet brugte en
indledningsform, der kendes fra andre lovværker, og som
slår på lovens guddommelige ophav. Det er tvivlsomt, om der
skal lægges nogen dybere fortolkning ned over forskellen på
de to fortaler, men det er bemærkelsesværdigt, at de begge
bygger på de samme principper om lovens funktion, og begge
sætter lovene ind i en lærd europæisk sammenhæng med
indledningsordene og først senere kommer ind på de
specielle indenlandske forhold.
Den tætte forbindelse mellem lovgiveren og den kristne
tradition får i Norden sit tydeligste udtryk i Norge med
historien om Olav den Helliges love. Selvom Olavs love
formentlig kun er en myte, besad det alligevel en vis magt
at påkalde lovene, idet de var givet af en helgenkonge,
hvis handlinger var Gud velbehagelige. Det samme
guddommelige skær fik udtrykket Kong Valdemars Love ikke i
Danmark. Denne fællesbetegnelse for de danske landskabslove
havde dog også en symbolsk magt, da den dels gav lovene et
skær af ælde, og dels fremkaldte mindet om en stor konge,
hvis lovgivning afspejlede hans storhed. Myten om den gode
lovgiver var ganske sejlivet, og efter 1282 frem til Danske
Lov i 1683 er ”Kong Valdemars Love” et udtryk, vi møder i
kilderne.279 I det danske materiale findes også en anden
myte om en stor konge som lovgiver. Der tænkes på Saxos
279 M.H. Gelting: „Skånske Lov og Jyske Lov“ 2003, s. 51.
192
historie om Frode Fredegods love. Frode Fredegods
regeringstid bliver fremstillet som en slags parallel til
Augustus’ ”Pax Romana”. Som Augustus regerede Frode på den
tid, da Jesus blev født, og det lykkedes Frode at vende
lang tids ufred til en stabil fredsperiode. Allerede her
skimtes den guddommelige forbindelse: Frode og hans rige
var en del af den store fred, der varslede Kristi komme.
Frode hyldes dog ikke kun af Saxo som fredsfyrste men også
som lovgiver, og også på dette felt er den guddommelige
inspiration tydelig. Frodes lovgivning dækkede en lang
række forhold blandt andet ægteskabet, og netop på det
område er påvirkningen fra den kanoniske ret tydelig,
blandt andet bliver parternes frie samtykke og læren om
konsensus som eneste krav for ægteskabsstiftelse
understreget.280 Det er næppe tilfældigt, at Saxo
fremstillede den store danske fredsfyrste som lovgiver,
hvilket igen viser, hvilken rolle billedet af kongen som
lovgiver spillede for mentaliteten.
Ud over de allerede nævnte eksempler fandtes der yderligere
et moralsk krav om at lovgive. Allerede Augustin opstillede
280 ”Arbitrariam feminis nubendi potestatem indulsit, ne qua tori coactio fieret. Itaque legecavit, ut iis in matrimonium cederent, quibus inconsulto patre nupsissent. At si liberaconsensisset in servum, eius condicionem æquaret libertatisque beneficio spoliata aervilisfortunæ statum indueret. Maribus quoque,quamcumque primitus cognovissent ducendi legeminflixit.” “Saxonis Gesta Danorum.” 5:5:3, s. 128. (“og derfor tillod han kvinderfrit at vælge hvem de ville gifte sig med, så de ikke kunne tvinges ind i et ægteskab. Han sikredeved lov at ægteskab var gyldigt selvom pigen ikke havde spurgt sin far om tilladelse. Men hvisen fri kvinde giftede sig med en træl, måtte hun dele hans stand med ham: så mistede hun sinfrihed og blev selv degraderet til træl. Tilsvarende tvang han ved lov mænd at gifte sig med enkvinde når de en gang havde været i seng med hende.” ”Saxos Danmarkshistorie”5:5:3, s. 201).
193
idealet for en kristen fyrste som den, der sikrede freden
og retfærdigheden, forstået på den måde, at fred betød, at
den enkelte gav afkald på hævn og selvtægt, og i stedet
overlod straffen til fyrsten, der sikrede retfærdigheden
gennem en pligt til rettergang og forsoning. Det var
imidlertid ikke muligt for fyrsten at sikre disse goder
uden en lov. Derfor udvikledes der i højmiddelalderen ud
fra Augustins skrifter en definition af den gode fyrste og
hans modstykke tyrannen. Den mest fremtrædende teolog, der
beskæftigede sig dermed, var utvivlsomt Johannes af
Salisbury i hans ”Policraticus” fra 1159. For ham var
forskellen på den gode fyrste og tyrannen, at den gode
fyrste herskede ved loven og var underlagt den, mens
tyrannen tilsidesatte loven for sin egen vindings skyld.281
”The Prince defends the Laws and the freedom of the people, but the tyrant
thinks he has done nothing unless he destroys the laws and brings the people
into slavery.”282 Disse tanker var meget udbredte blandt
højmiddelalderens lærde og bidrog til samtidens
fyrstebillede. Torfinn Tobiassen har påvist, hvor stor
indflydelse denne tankegang blandt andet havde på det
privilegiebrev, som Magnus Erlingsen udsendte ved sin
kroning.283
281 J. van Engen: ”Sacred Sanctions for Lordships” 1995, s. 225.282 G. Tellenbach: ”Church, State and Christian Society at the Time ofthe Investiture Contest” 1966, s. 14.283 T. Tobiassen: ”Tronfølgelov og privilegiebrev. En studie ikongedømmets ideologi under Magnus Erlingsen” 1964. I det hele tageter det Tobiassens fortjeneste, at han allerede i 1964 pegede pånødvendigheden af at læse de nordiske dokumenter i lyset af dengenerelle lærde udvikling i Europa i 1100-tallet.
194
Disse eksempler på betydningen af at fremstille kongen som
lovgiver åbner vore øjne for at se på ikke kun den
praktiske, men også den ideologiske og symbolske baggrund
for at lovgive. Retshistorikere har ofte været tilbøjelige
til at se lovgivning som et praktisk styringselement og har
på den måde afskåret sig fra at forstå lovens funktion i en
bredere kontekst. Lov behøvede ikke altid at blive givet
for at imødekomme et konkret behov, det kunne ligeså vel
være for at glorificere kongen som lovgiver. Det er et
interessant perspektiv at anlægge på for eksempel Jyske
Lov, som ofte tolkes som vedtaget i hast inden Valdemar
Sejrs død, da man frygtede, at modsætningsforholdet mellem
hans sønner ville forhindre den nødvendige lovgivning. Man
kan imidlertid også spørge, om Jyske Lov i stedet blev
vedtaget i hast, fordi kong Valdemar ville sikre sit
eftermæle som lovgiver, hvilket også lykkedes - men det er
kun en strøtanke.
195
KONGENS LOVGIVNINGSKOMPETENCEOmfanget af kongernes lovgivningskompetence i nordisk
højmiddelalder er et evigt tilbagevendende spørgsmål i
forskningen omkring landskabslovene. Argumenter er blevet
fremført både for, at kongen havde en udpræget
lovgivningsmagt og for, at kongens mulighed for at lovgive
på egen hånd var stort set ikke eksisterende. Når man taler
om kongens forhold til lovgivning, er der flere faktorer,
man bør gøre sig klart. Dels var der i teorien forskel på
lovgivnings- og domskompetencen: Kongen kunne sagtens have
den øverste domsmagt, uden at han havde den tilsvarende
magt til at lovgive. Dog kan den opdeling mellem
lovgivnings- og domsmagt problematiseres. Såvel med
lovgivning som med domsafsigelse kunne der retorisk tales
om, at kongen enten besad eller ikke besad denne magt, men
i praksis har det været mere kompliceret. Man må forstille
sig, at kongen som person ikke alene har kunne forvalte den
øverste doms- eller lovgivningsmagt, men at kompetencen har
været forvaltet sammen med kongen af den gruppe af
stormænd, der havde magten på landstinget. Et andet og
vigtigere aspekt er forskellen på landskabslove og
kongelige forordninger, der var udstedt enten for et enkelt
landskab eller for hele riget.
I de berettende kilder, der behandlede forholdene i
Norge og Danmark, som for eksempel Saxo og Svend Aggesens
danmarkshistorier, krøniker, kongesagaer og helgenvitaer,
optræder konger hyppigt som lovgivere både i samtiden og i
196
fortiden. Dette må ses som et tegn på, at der i hvert fald
i Danmark og Norge har eksisteret en bevidsthed om, at
lovgivning var en funktion, der var knyttet til kongens
person. Det er dog et spørgsmål, om kongens lovgivningsmagt
kun var et litterært fænomen, der mere var udtryk for et
ideal end virkeligheden. Ifølge Ole Fenger var det i hvert
fald anakronistisk at tale om kongelig lovgivning i den
tidlige middelalder. Hverken Karl den Store eller Knud den
Hellige, som begge i samtidens historieskrivning var kendt
som lovgivere, lovgav efter Fengers mening på egen hånd, i
stedet forvaltede de kirkens love og den eksisterende
sædvane.284 Hvad Fenger mener dermed, synes nu noget uklart.
Hvilken sædvane var det, kongerne forvaltede, og hvordan
kunne de håndhæve kirkens love uden at afpasse de øvrige
retsregler til kirkens lære? Fengers syn på kongernes
lovgivningsmagt, bliver imidlertid endnu mere forvirrende,
hvis man læser, hvad han skriver derom i ”Fejde og
mandebod”. Her er konklusionen på Saxos ord om Knud den
Hellige som lovgiver: ”Man kan vel tage disse udsagn som udtryk for en
egentlig kongelig lovgivning til fordel for såvel kirken som kongemagten.”285
Forvirringen bliver kun større, når Fenger taler om
eksistensen af kongegivne verdslige såvel som gejstlige
love givet af Knud den Store.286 Hvis lovgivningen under
Knud var kongelig, hvorfor var det samme så ikke tilfældet
med kapitularerne under Karl den Store? Senere viser det
284 O. Fenger: ”Gammeldansk ret”1983, s. 76-78.285 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 362.286 Ibid., s. 285-92.
197
sig også, at Fenger mener, at langt størstedelen af Knuds
lovgivning i virkeligheden var kirkens værk,287 og kongen
bliver reduceret til kirkens redskab. Fengers syn på
kongens lovgivningskompetence er noget konfus, på den ene
side havde han ingen, og på den anden side var lovgivningen
udtryk for en ideologi, som kongen og kirken delte, men
hvorfor skulle kirken være den egentlige initiativtager,
hvis loven var udtryk for en delt interesse?
Anderledes klar i sine synspunkter er Aksel E.
Christensen. Ud fra udsagn i Knud VI’s Manddrabsforordning
fra år 1200 om forordningens udstedelse prøver han at
forklare kongens funktion som lovgiver. ”I den hævdes det jo
principielt, at når kongen egenmægtigt har udstedt loven, da har han handlet
som lovgiver i kraft af sit embede, sit ministerium, der af Gud er tildelt ham
med den deri indeholdte myndighed (auctoritas). Og videre hævder kongen, at
det falder ind under hans herskermagt (potestas) som konge ”at give og ændre
love” (leges condere vel mutare).”288 Samtidig påpeger han, at i
Skånske Lov var der flere steder uoverensstemmelser mellem,
hvordan kongen ønskede loven skulle være, og hvordan loven
rent faktisk var. Ligeledes ser han også Jyske Lovs
Fortales ord om ”at kongen giver og landet modtager loven”
som et tegn på, at forordningens ord om kongens magt mere
var udtryk for et ideal end de faktiske politiske forhold,
idet kongen ifølge Christensen i sidste ende var afhængig
af landstingenes accept for at kunne lovgive.289
287 Ibid., s. 293.288 A.E. Christensen: ”Ret og magt i dansk middelalder” 1978, s. 31.289 Ibid., s. 29-31.
198
Når Aksel E. Christensen bruger både Manddrabsforordningen
og landskabslovene til at skabe en forståelse af kongens
lovgivningskompetence, behandler han ikke forskellen mellem
de to typer love. Den svenske retshistoriker Gabriela
Bjarne Larsson har arbejdet med den væsensforskel i de to
typer retskilder, som hun mener eksisterede. Forordninger,
retterbøder som de kaldes på norsk, eller stadger som er
det svenske udtryk, hang sammen med kongelig udstedelse,
oprindelig havde forordninger karakter af privilegier, der
kunne udstedes af en konge, og skulle i princippet fornyes
af den næste for at behold deres retskraft, en praksis som
dog hurtigt forsvandt. Eksempler på kongelige forordninger
er det svenske edsøre, Jernbyrds- og Manddrabsforordningen
for Skåne og Håkon Håkonsens Forordning om Manddrab. Modsat
forordningerne var ændringer af eller tilføjelser til
landskabslovene en anderledes tung proces, der først skulle
gå over landstingene, og som kunne betyde, at en
lovredigering var nødvendig.290 Det er også det billede af
retstilstanden i Danmark, som beskrives i et brev fra
Innocens III til ærkebiskop Absalon fra 1198. Heri står
der, at ud fra et brev som Absalon havde sendt til paven,
havde han forstået, ”at Danmarks rige helt og holdent, hvad angår
verdslig ret, ledes efter sine sædvaner og sine kongers anordninger.”291 Da290 G.B. Larsson: ”Stadgelagstiftning i senmedeltidens Sverige” 1994, s.1-21.291 ”D.R.B.” 1. rk., 3. bd., nr. 238, s. 259. Den oprindelige tekst lød,”manifeste quod regnum Datie [sic!] quantum ad ea que ius fori continguntconsuetudinibus suis et institutionibu. regum suorum omnino regatur.” ”DiplomatariumDanorum” 1. rk., 3. bd., nr. 238, s. 378.
199
sædvaner - consuetudines - efter den lærde retsopfattelse
sagtens kunne være nedskrevne,292 er det meget sandsynligt,
at Innocens’ brev skal forstås således, at Absalon i sit
tidligere brev har beskrevet retstilstanden i Danmark som
bestående af landskabslove og kongelige forordninger.
Denne skelnen mellem forordninger og landskabslove er ikke
uvæsentlig, fordi kongen på den måde havde mulighed for at
lovgive uden nødvendigvis at ændre på opfattelsen af
landstingene og landskabslovene som værende nært forbundne
størrelser. Selvom der skelnes mellem de to typer af love,
betyder det naturligvis ikke, at kongemagten ikke kunne
blande sig direkte i landskabslovenes indhold, men det
nuancerer forståelsen af, at kongens lovgivning kunne
foregå både direkte gennem forordninger og indirekte gennem
landskabslovene.
Der er næppe tvivl om, at direkte kongelig lovgivning
udvikledes tidligere i Norge og Danmark end i Sverige. Det
ældste eksempel derpå fra Danmark er den føromtalte
Manddrabsforordning fra år 1200, men de litterære kilders
udsagn sandsynliggør, at det også har fundet sted
tidligere, om end kildesituationen gør det svært at afgøre,
i hvor høj grad kongen på egen hånd kunne optræde som
lovgiver, og hvor meget han var afhængig af stormændenes
292 Jævnfør Gratians beskrivelse af sædvane, som han hentede fra Isidoraf Sevilias Etymologie. ”Corpus Iuris Canonici” Decretum MagistriGratiani, prima pars. Dist. I, causa V, § 2, s. 2.
200
støtte. Fra Norge vides tilbage til 1150’erne, at
lovgivning kunne finde sted på rigsmøderne, hvor kongen op
igennem 1100- og 1200-tallet lovgav med tilslutning af de
”gode mænd”, stormænd der var til stede på møderne. Knut
Helle har argumenteret for, at den egentlige
lovgivningsmagt i både Danmark og Norge hurtigt kom til at
ligge hos kongen og den kreds af mænd, han havde omkring
sig, mens landstingenes vedtagelse af lovene kun
opretholdtes for et syns skyld.293 I Sverige forholdt det
sig anderledes, og før Birger Jarls tid er der ingen spor
af kongelig indgriben i lovgivningen (Birger Jarl var
rigsforstander 1250-66, men fik allerede under kong Erik
Erikssons regering jarlembedet og den reelle
regeringsmagt). Fra 1200-tallets midte kom imidlertid en
bølge af kongelige forordninger, en tendens der fortsatte
resten af århundredet og ind i det 14. århundrede, i
perioder dog afbrudt af svage regenter, der havde rigeligt
at gøre med at holde sig ved magten.294 Grunden til, at man
skal så langt op i tiden, før de svenske konger slår
igennem som lovgivere, hænger sikkert snævert sammen med
den sene rigssamling. Langt op i 1100-tallet havde kongerne
deres magtbaser regionalt, og deres overhøjhed over hele
riget var måske til tider mere af navn end af gavn.
293 K. Helle: ”Konge og gode menn i norsk riksstyring ca. 1150-1319”1972, s. 254.294 G. Åqvist: ”Kungen och rätten. Studier till uppkomsten och dentidigare utvecklinger av kungens lagstiftningsmakt och domsrätt undermedeltiden” 1989.
201
Om kongens lovgivningskompetence kan det siges, at en stærk
konge antagelig havde en betydelig lovgivningsmagt også i
forhold til landskabslovene, selvom landstingene officielt
skulle godkende ændringer af dem. For at sætte sig op mod
en stærk konges vilje krævedes det, at det var en meget
principiel sag, som for eksempel hvis loven gik direkte
imod kanonisk ret. Hvis kongen derimod var svag og ikke
styrket af et veludbygget netværk, var det en anden sag, da
kongen ikke ville kunne præstere de nødvendige
sanktionsmuligheder mod de stormænd, der modarbejdede hans
lovgivning.
202
INTERAGERENDE RETSSYSTEMER – Domstol, konfliktløsning
og forlig.
år man skal beskrive middelalderens retlige
landskab i Norden, er det ofte eksistensen af de to
rets- og lovsystemer, der fungerede sideløbende,
det verdslige og det kanoniske, og deres gensidige
påvirkning, der er i centrum. Dette skyldes til dels
kildematerialets beskaffenhed, men også at man
retshistorisk ofte har fokuseret på lovene og brugen deraf
og mindre på alternative konfliktsløsningsmodeller,
medmindre det fandt sted under juridisk kontrollerede
forhold som for eksempel ved en forligskommission. Denne
opfattelse er imidlertid under forandring, efterhånden som
retshistorikere og historikere, der arbejder med retlige
emner, mere og mere begynder at skæve til beslægtede
videnskaber som sociologi og antropologi. Disse forholdsvis
nye strømninger, som så dagens lys i 1970’erne og langsomt
begyndte at vinde anerkendelse først blandt historikerne og
i de senere år også blandt retshistorikerne specielt i den
angelsaksiske verden, betyder også, at man bliver nødt til
at se med nye kritiske øjne på landskabslovenes funktion og
retstilstanden i de nordiske riger på lovenes tid. Det er
vigtigt at holde sig de interagerende retssystemer for øje,
idet de kan hjælpe med at forstå, hvordan det retlige
system har kunnet fungere også i de tilfælde, hvor
N
203
EUROPÆISKE EKSEMPLERDet er ikke kun de nordiske loves funktion, som de nye
strømninger har sat under diskussion. Den umiddelbare
inspirationskilde til dette afsnit er den italienske
retshistoriker Andrea Zorzis artikel fra 1995 om
retsforholdene i Firenze i 1200-tallets slutning. Zorzis
hovedindvending mod den traditionelle retshistorie er, at
den som oftest hævder, at den offentlige ret afløste den
private og var i konflikt med den. Denne påståede konflikt,
mener Zorzi, bunder i en evolutionistisk opfattelse af de
sociale systemer, som ikke har hold i kildematerialet. I
stedet fremhæver Zorzi, at man i middelalderens italienske
kommuner havde forskellige parallelle måder at løse
konflikter på. Ud over domstolene fandtes der: fred,
mægling, våbenhvile og fejde, der samlet betegnes
infragiudiziari. Alle disse modeller for konfliktløsning
fungerede uden for domstolene, men kunne også til tider
fungere sammen med det offentlige retssystem.295 I artiklen
bruger Zorzi de såkaldte ”antimagnatilove” fra det sene
1200-tals Firenze til at vise sin pointe. Antimagnatilovene
rettede sig specielt imod ”magnati”,296 hvis indbyrdes og
til tider meget voldelige konflikter undergravede kommunens
295 A. Zorzi: “Politica e giustizia a Firenze al tempo degli Ordinamentiantimagnatizi” 1995, s. 106.296 De ledende familier i kommunerne. Magnati er svært at oversætte tildansk, da der ikke findes et tilsvarende udtryk, men et forsøg kunnevære ”højadel”. For en gennemgribende introduktion til magnati se G.Salvemini: ”Magnati e popolani i Firenze dal 1280 al 1295” 1899. Foren hurtig indføring se L. Vogt: ”Laug, slægt og stat. Den politiskeudvikling i Firenze 1281-1295” 2000, specielt s. 20-39.
205
autoritet. Lovene er retshistorisk blevet tolket som
fiaskoer, da de ud fra en strafferetlig synsvinkel var
ineffektive, fordi det reelt var meget få sager, der blev
rejst ved domstolene og færre, der blev ført til doms.297
Zorzis konklusion er en noget anden, han mener ikke, at man
kan måle deres succes ud fra, hvor mange sager lovene lå
til grund for. Ifølge Zorzi er det anakronisk at tale om et
sådant effektivitetskriterium, når man behandler
middelalderens straffesystem. Lovene skal i stedet forstås
som et politisk pressionsmiddel, der kunne bruges til at
presse parter i stridigheder til at søge en
forhandlingsløsning på konflikten.298 Det straffesystem, som
lovene opererede med, var altså ikke den eneste løsning på
en konflikt, men blot én ud af flere. Set i det lys bliver
lovgivningens funktion noget anderledes end den herskende
retshistoriske tolkning.
Nu vil det på ingen måde blive hævdet, at man uden videre
kan sammenligne situationen i højmiddelalderens Firenze med
den, der fandtes i de nordiske kongeriger. Den florentinske
bystat adskilte sig på stort set alle områder derfra både
socialt, økonomisk, politisk, kulturelt og ikke mindst
retligt. Byen havde et veludbygget bureaukrati og
administration, og dens komplicerede romerretlige
297 Det må dog understreges, at man skal helt op i slutningen af det 13.århundrede før noget større kendskab til domstolenes praksis kendes pågrund af kildemangel, derfor bygger teorien om de fåtallige retssagerpå de berettende kilders udsagn. 298 Ibid., s. 139-144.
206
inspirerede lovgivning havde ikke megen lighed med
landskabslovene. Men selv når alle de ovenstående forbehold
tages i betragtning, er Zorzis observationer fra Firenze
dog tankevækkende. Ikke mindst fordi Firenze bestemt ikke
er det eneste sted i Europas middelalder, hvor man kan
observere, at alternative konfliktløsninger fungerede side
om side med lovgivning og domstole. Denne praksis har også
fundet sted andre steder, blandt andet i Vestfrankrig, hvor
Stephen White har undersøgt, hvordan konflikter blev
håndteret i 1000-tallet. Selve titlen på en af hans
artikler: ”Pactum Legem Vincit et Amor Judicium” gengiver
en af de vigtige iagttagelser: ”Overenskomsten er bedre end
loven og kærligheden bedre end dommen.” White påviser i
artiklen, at de juridiske institutioner i Vestfrankrig var
velfungerede og havde en anerkendt domsmagt, alligevel
valgte de stridende parter i langt de fleste tilfælde at gå
uden om domstolene, når konflikterne skulle løses.
Kompromiset blev i stedet anvendt, som oftest gennem
mægling ofte med gejstlige institutioner som mellemmænd.
Selv når sager blev rejst ved domstolen, valgte den til
tider at presse parterne til at indgå et kompromis frem for
at afsige en dom.299 Konklusionen er klar, eksistensen af et
etableret retssystem udelukkede ikke alternative
konfliktløsninger, snarere tværtimod: De var indarbejdet
som en del af domstolspraksisen. Det var altså ikke manglen
299 S. White: ””Pactum … Legem Vincit et Amor Judicium”. The Settlementof Disputes by Compromise in Eleventh-Century Western France” 1978, s.294-307.
207
på et juridisk system, der gjorde, at forliget blev
anvendt, men at kompromiset blev opfattet som værende mere
retfærdigt end dommen.
I den islandske fristatstid var voldgift eller forhandling
den normale måde at løse konflikter på. Forligs- og
voldgiftsinstitutionerne på Island er undersøgt af Jon
Viðer Sigurðsson med udgangspunkt i de litterære kilder,
specielt sagamaterialet, da der ikke findes meget i
diplommaterialet om konfliktløsning. Sigurðsson når frem
til, at voldgift blev benyttet i 90 % af alle omtalte
tvister i det gennemgåede materiale. Idéen med
voldgiftsinstitutionen forklarer han på følgende måde:
”Voldgiftsmennenes oppgave var å finne en varig løsning som tilfredstilte de
involverte parter, slik at de kunne trekke seg ut av tvisten med æren i behold.
Dersom de stridende parter ikke aksepterte voldgiftskjennelsen, fornærmet de
voldgiftsdommerne og kunne ikke uten videre regne med deres støtte i andre
saker. Det samme gjaldt for dommerne. De måtte finne en passende løsning,
ellers krenket de en av de involverte og risikerte en lignende avgjørelse dersom
rollene ble byttet om.”300 Det er altså det samme billede som i
Vestfrankrig. Det gjaldt om at finde en løsning, som
sikrede stabiliteten, ved at parterne i videst muligt
omfang kunne føle sig retfærdigt og ærefuldt behandlet. Det
store antal sager med voldgift betød ikke, at der ikke
fandtes et domstolssystem. Faste dommere blev udpeget af
300 J. Viðar Sigurðsson: ”Forholdet mellom frender, hushold og venner påIsland i fristatstiden” 1995, s. 326.
208
goderne,301 og de skulle dømme efter loven. Sigurðsson kan
ud fra sit materiale konstatere, at det flere gange nævnes,
at sager bliver forberedt til at rejses for domstolen, men
at de sjældent kommer til doms. På den måde ser han i
højere grad domsstævningerne som et pressionsmiddel over
for modstanderen end som et reelt ønske om, at sager skulle
afgøres ved domstolen.
De tre valgte eksempler fra Firenze, Vestfrankrig og Island
er ikke enestående. Der findes mange andre eksempler på, at
konfliktløsning uden for loven og domstolene var et
accepteret fænomen i middelalderens Europa.302
301 Gode var betegnelsen for de islandske stormænd/høvdinger der havdemagten i Island under fristatstiden (frem til ca. 1271). Goderneskulle deltage i tingene og overvåge retsudviklingen. 302 Andre eksempler herpå er Aragonien og Sicilien, hvor det endda erindarbejdet i lovteksterne. F.A. Ferré: ”De procuratoribus – Deiudicibus. Los jueces y la Curia en Aragón ségun el Vidal Mayor” 1969,s. 77-92. L. Martin-Ballestero og Costea: ”El Justicia Mayor del Reinoy su proyección actual” 1971, s. 141-56 og ”Die KonstitutionenFriedrichs II. für sein Königreich Sizilien” 1. bog, kap. 47 og 73.2.Jeg takker Per Andersen for hjælp med at finde litteraturen.
209
SITUATIONEN I DE NORDISKE KONGERIGERI flere af de nordiske landskabslove findes der også tegn
på, at konfliktløsning uden for tinget har været en
accepteret del af retsudøvelsen. Den akkustoriske proces,
som hersker i lovene, betød, at det var den skadelidte, der
skulle rejse en sag på tinget, hvilket medførte, at der
ikke var rettergangstvang. I de ældre love gives de
efterladte flere steder muligheden for at vælge imellem at
gå rettens vej, hvilket betød bødebetaling, eller selv at
ordne sagen, hvilket enten kunne betyde hævn eller
indgåelse af et kompromis om bødebetaling uden om tinget.303
I det hele taget var der inden for landskabslovenes
procesregler et vidt spillerum af muligheder for at få
sager løst, uden at de gik til doms. Dette gjaldt specielt
for ejendomstvister, hvor flere af landskabslovene nok
kræver, at skødninger og gaver skulle lyses på tinget, men
intet krav har om, at eventuelle stridigheder derom skulle
rejses som sag, da det kun var forhandlingernes resultat,
der skulle tinglyses. Derfor er det ikke utænkeligt, at en
lang række af bestemmelserne blev opfattet som værende
deklatoriske, noget, man kunne falde tilbage på, hvis en
aftale ikke kunne nås ad andre veje, eller hvis en person
søgte at smyge sig uden om en allerede indgået aftale.304 303 Herom se for eksempel K. Helle: ”Gulatinget og Gulatingslova” 2001,s. 85-94.304 Et eksempel på det sidste er formodentlig Jyske Lovs bestemmelseom, at en slegfred, der i tre år har fungeret som ægtekone, skalbetragtes som sådan. (”Danmarks gamle Landskabslove” bd. 2, JL. tekst1, 1. bog, 27, s. 68f). I loven bliver der opregnet bestemtekriterier, som skulle være opfyldt for, at kvinden havde fungeret som
210
Når vi begynder at have bevarede tingbøger, giver de også
et billede af, at lovene ikke kan tages som et generelt
udtryk for retspraksisen. Der er sagstyper, som stort set
ikke nævnes, og mange sager bliver rejst på tinget, men
forsvinder derefter, før nogen aftale er truffet, hvilket
må betyde, at parterne selv nåede frem til et resultat,
eller at et kompromis blev indgået. Samtidig var det
sjældent, at dommen fulgte lovens bogstav, når der faldt
dom på tinget. Det er også bemærkelsesværdigt, at den type
sager, der oftest rejstes på tinget i senmiddelalderen, var
sager om gæld, et område hvor landskabslovenes bestemmelser
er meget mangelfulde. Det store antal gældssager skyldes
måske, det var svært at finde en forhandlingsløsning,
en ægtehustru, for eksempel at parret skulle havde delt bord og seng.Hvem vidnerne derpå skulle være, står der ikke, men det må antageligvære ”den offentlige mening”, hvilket kan tyde på, at bevisformen erhentet fra kanonisk ret, hvor den offentlige mening blev brugt sombevis blandt andet i sager om cølibatbrud. (J. A. Brundage: ”MedievalCanon Law” 1995, s. 145). Da reglerne i kanonisk ret for, hvornår dervar tale om et ægteskab, til tider kunne være svære at bruge ipraksis, kunne procesreglerne i Jyske Lov fungere som en måde atafklare på, om parterne skulle regnes som ægtefolk eller ikke, hvilketkunne være af stor betydning, hvis en af parterne ønskede at opløseforholdet, eller hvis den ene part døde (Jeg takker Inger Dübeck forat have gjort mig opmærksom på bestemmelsens procesretlige indhold vedet symposium i Siena 2002). Lignende bestemmelser findes i et par afde norske love. I Borgertingslovens kristenret var hævdperiodentredive år, hvis parret ingen vidner havde på ægteskabsindgåelsen.”Bruchstücke der Rechtsbücher des Borgarthings und des Eidsivathing”Borgartingsretten 2, kap. 10, s. 58f. I Gulatingsloven skulle enfrille regnes for ret hustru, hvis hun i praksis havde fungeret somkone i tyve vintre. Den tyveårige hævdfrist kom ind i romerrettenunder Justinian, og det er ganske tænkeligt, at det har udgjortinspirationen for den tyveårige periode. ”Norges gamle Love indtil1387” kap. 125, s. 54. I Gulatingsloven er der ingen tvivl om, atbestemmelsen er kommet for at afværge eventuelle arvetvister.
211
eftersom det drejede sig om en konkret forpligtelse.
Desuden har det sikkert tit været svært at inddrive sin
gæld, hvorfor det kunne være praktisk at have de offentlige
myndigheder i baghånden. Tinget har også haft sine fysiske
begrænsninger, hvilket navnlig har haft betydning i Norge
og i de øde områder af Sverige. Det har været besværligt at
komme frem til tinget, specielt om vinteren, hvor tilfrosne
fjorde og store snemasser mange steder isolerede
bygderne.305
Hvorvidt en sag blev rejst ved tinget eller ej, var dog
ikke altid op til parterne selv at bestemme. Visse sager,
som orbodemål eller edsørebrud, krænkede samfundets fred og
kongens autoritet som rettens og fredens håndhæver i en
sådan grad, at øvrigheden så det som sin pligt at skride
ind og domfælde den skyldige. Hensynet til freden og
kongens position betød også, at øvrigheden havde en
stigende interesse i, at sager om manddrab og andre
strafferetlige sager blev ført på tinget. Under hensyn til
kongens prestige har den tungest vejende grund hertil
sikkert været, at den lovfældte i en lang række af de
førnævnte forhold ikke kun skulle bøde til den forurettede
part, men også til kongen (det der på dansk kaldes
sagefald) og nogle steder til lokalsamfundet. Der er ingen
305 Bertha Phillpotts pegede allerede på problemet i 1913 i forbindelsemed kollektiv slægtsbetaling af mandebod i Norge, hvor hun påviste, atde logitistiske problemer med at indsamle og udbetale boden nemt kunnevære store. B. Phillpotts: ”Kindred and Clan in the Middle Ages andAfter. A Study in the Sociology of the Teotonic Races” 1913, s. 48f.
212
tvivl om, at disse bøder har været en vigtig indtægt for
kongen, som han har ønsket at beskytte. Bestræbelserne for
at få navnlig de mere alvorlige sager ført på tinget, giver
sig kraftigst udtryk i Upplands- og Södermannerloven, hvor
der står, at hvis sagsøgeren ville tage hævn i stedet for
bøder, skulle han selv betale drabsbøderne til kongen og
samfundet.306 En interessant bestemmelse, der på én gang
respekterer det private initiativ, og samtidig slår fast,
at bøderne til samfundet skulle betales. Der var altså
flere forklaringer på, hvorfor sager om alvorlige
lovovertrædelser søgtes ført på tinget. Det samme kan
imidlertid ikke siges om sager om skel, jord, arv og
ejendomstvister, som kunne være nok så alvorlige, men som i
princippet kun angik de implicerede parter, derfor kan man
forestille sig, at kompromis og forlig uden for tinget i
sådanne sager var langt mere acceptable for øvrigheden.
Der er altså flere faktorer, der peger på, at de nordiske
landskabsloves bestemmelser og procedureregler i mange
tilfælde ikke blev fulgt. Ved andre sagområder har der
været tale om en glidende proces, hvor de retlige instanser
langsomt fik en øget betydning; her tænkes specielt på
sager om voldsforbrydelser. Dette leder uundgåeligt frem
til spørgsmålet om, hvad lovens funktion var, og hvilke
intentioner der lå bag lovgivningen. Svarene på sådanne
spørgsmål vil naturligvis blive hypotetiske, da ingen
306 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. Manhælghis Balken,kap. X, s. 141. Bd. 4, SmL. Manhælghis Balken, kap. XXV, s. 154.
213
lovbetænkninger er bevaret, og kildematerialet omkring
lovudstedelserne i det hele taget er uhyre spinkelt. Ikke
desto mindre er det muligt at komme med nogle kvalificerede
bud på, hvad intentionen med lovene har været.
Siden antikken har fremhævelsen af herskeren som
lovgiver været et væsentligt element i panegyriske værker i
Vesteuropa. Der er dels tale om en dyrkelse af loven i sig
selv, idet den nedskrevne lov var et af de elementer, som
legitimerede kongedømmet og kongen som hersker, dels at
formidle billedet af den lærde hersker. Den kristne
ideologi har her haft en stor indflydelse, idet kongen
skulle være retfærdighedens beskytter. Dette krav blev ofte
omsat i et mere håndfast krav om, at kongen skulle sikre
sine undersåtter, at lov og ret blev opretholdt. Loven var
altså et vigtigt element i idéen om retfærdigheden.307 Et
andet bud på, hvad formålet med lovgivningen var, er mere
ligetil, nemlig en forventning om, at bestemmelserne ville
blive overholdt, og der dermed ville ske en ændring i
retstilstanden. Der har næppe eksisteret en forventning om,
at retstilstanden ville ændre sig fra den ene dag til den
anden, men at den retsorden, som lovene foreskrev,
efterhånden ville finde rodfæste, har formentlig været en
bevæggrund blandt flere for at lovgive. Et ønske om ændre
retstilstanden kan bunde i flere forhold, det mest åbenlyse
er at skabe orden og regulere forhold, der kunne føre til
konflikter, såsom arv, skel, voldshandlinger osv. Der kunne
307 Hvilket er forklaret nærmere i afsnittet om ”Kongen som lovgiver”.
214
også være tale om, at man ønskede at tilpasse loven til nye
bestemmelser i den kanoniske ret. Det bedste eksempel herpå
er nok tiltagene for at tilpasse den lokale lovgivning til
Det fjerde Laterankoncils bestemmelser. Et andet og mere
skjult formål med lovgivning kunne være at indarbejde
ideologiske strømninger i retstilstanden, for at de på den
måde skulle blive en del af befolkningens bevidsthed og
samfundsopfatning. Et oplagt eksempel herpå er det
kanoniske slægtskab, som lovene på mange områder formes
efter. Selvom man som sagt aldrig kan trænge til bunds i
formålet med lovgivningen, er det imidlertid værd at hæfte
sig ved, at der meget vel kan ligge flere faktorer bag
lovgivningen, og at man ikke nødvendigvis skal søge efter
én forklaring. I stedet er det mere frugtbart at se på
lovene som et resultat af de herskende ideologiske
strømninger på den tid, hvor de blev udstedt.
Det er blevet søgt sandsynliggjort, at privat
konfliktløsning og mægling fungerede side om side med den,
der fandt sted på herredstingene i de nordiske riger.
Derfor bliver det nærliggende at spørge, om man skal
forestille sig, at der har eksisteret et modsætningsforhold
mellem den private og den offentlige konfliktløsning. Igen
bliver svaret meget hypotetisk på grund af kildemanglen,
men et kvalificeret gæt ville være, at der nok altid var
mulighed for konflikter, og at den private konfliktløsnings
betydning afhang af to faktorer. Dels at den stiltiende
215
eller officielt blev accepteret af domstolssystemet, og
dels at de offentlige myndigheder havde den fornødne magt
til at gennemtvinge, at retshandlingerne fandt sted på
tinget.
216
ANVENDELSEN AF LANDSKABSLOVENE
år det skal undersøges, hvordan landskabslovene
anvendtes, er det vigtigt at reflektere over,
hvordan slægtskab optræder og blev brugt aktivt i
lovene, hvilket gøres i afhandlingens anden del. Konkret er
de områder, hvor slægten havde en aktiv rolle som
retssubjekt, eller hvor reglerne var modelleret omkring
slægtningenes indbyrdes rettigheder og forpligtelser, som
specielt optræder i forbindelse med jord, udtaget og
behandlet enkeltvis, hvorefter de overordnede sammenhænge
bliver inddraget. Denne metode synes ganske ligetil; for
eksempel samles alle bestemmelser om mandebod i
landskabslovene, hvorpå først de danske, så de svenske og
til sidst de norske regler gennemgås, hvert rige for sig,
og til slut bliver forskelle og ligheder både nationale og
rigerne imellem diskuteret. Denne arbejdsmetode er
imidlertid ikke så uproblematisk, som den kan synes ved
første øjekast. Hvis de enkelte lovtekster er udtryk for en
overordnet redigering, er det så metodisk forsvarligt at
udtage et enkelt område af lovteksten og behandle det
løsrevet fra den større sammenhæng, som den er en del af?
Giver det overhovedet nogen mening at sammenholde regler,
imellem hvilke der kan være et stort kronologisk spring?
Dertil kommer, at der er store forskelle i stil og
opbygning, samt i hvilke retlige områder, de forskellige
landskabslove regulerede. For eksempel har
N
217
ægteskabsindgåelse en stor plads i de svenske love, mens
området stort set ikke reguleres af de danske. Alt sammen
faktorer der vanskeliggør en sammenligning af
lovbestemmelserne.
Tidligere er der argumenteret for, at ikke kun de
landskabslove, der var udstyret med et forord, men også de
resterende var resultat af enten direkte lovgivning, eller
redigering med det formål at få dele af lovene bragt ajour
med den generelle retlige udvikling. Samtidig med at lovene
aktivt blev brugt til at videreformidle politiske og
religiøse budskaber. Hvis denne holdning til
landskabslovene er den fremherskende, bør de så ikke alle
behandles i deres helhed? Og bør det ikke være sammenhængen
mellem reglerne i de enkelte love og ikke lovene imellem,
der lægges til grund for arbejdsmetoden? At mange af
landskabslovene godt kunne trænge til en undersøgelse af
den indre sammenhæng i det lys, er hævet over enhver
diskussion, men det synes hverken at være den rigtige
metode eller indfaldsvinkel til denne undersøgelse. Dette
er der flere grunde til. For det første betyder det, at
loven har gennemgået en redaktion eller for den sags skyld,
at den var nyskabt, ikke at der behøvede at være en tæt
sammenhæng mellem de forskellige dele. Der skal i hvert
fald en god fantasi til at se en umiddelbar sammenhæng
mellem arveretten og reglerne for hegn og skel, eller
mellem bestemmelserne om ægteskab og leding. Derfor må det
218
være rimeligt i denne sammenhæng at behandle de områder af
landskabslovene, der regulerede slægternes indbyrdes og
eksterne rettigheder og pligter. For det andet var
reception et udbredt fænomen, og det er slet ikke
utænkeligt, at lovteksterne er blevet sammenstykket eller
suppleret med regler hentet andre steder fra. Dette ville
også bevirke, at fokusering på sammenhængen mellem reglerne
i de enkelte landskabslove nemt kunne føre til metodiske
problemer, da en sådan sammenhæng ikke behøver at have
eksisteret.
De bestemmelser i landskabslovene, som er overleveret
til vor tid, er tilkommet under en periode på små 200 år. I
de norske love findes regler, der kan spores tilbage til
1150’erne, og flere af de svenske love må dateres til
årtierne efter år 1300. Det er tilmed ikke kun rigerne
imellem, men også inden for de nationale områder, at der
var store kronologiske spring i lovbestemmelsernes alder.
Denne kronologiske forskydning må naturligvis tages i
betragtning, når reglerne bliver sammenlignet. Der er
specielt to faktorer, man bør holde sig for øje. For det
første er reglerne kommet til under forskellige politiske
forhold, hvilket kan betyde, at reguleringsbehovet kunne
ændre sig. Et eksempel på dette kunne være reguleringen af
ufreden i samfundet specielt på lokalt plan. For en svag
konge uden et stærkt udbygget bureaukrati har det
formentlig været en uhyre vanskelig opgave, hvorfor brugen
af ikke-statslige former for regulering, som for eksempel
219
den pligts- og ansvarslære der var indbygget i det
kanoniske slægtskab, har været et attraktivt alternativ.
Omvendt var der næppe den samme interesse i at bruge den
kanoniske slægtskabspligtlære til at holde ufreden i ave
under en stærk konge, eller når de retlige instanser var
blevet veludviklede.
Det andet problem med den kronologiske forskydning er
tæt knyttet til det ovenfor omtalte, idet de teologiske og
retlige strømninger blandt den skolede elite heller ikke
var stationære. I perioden fra Gratians Dekrets komme og de
næste hundred år frem var den kanoniske ret inde i en
rivende udvikling. Kanonister og teologer diskuterede
ivrigt, hvordan kirkens læresætninger skulle forstås, og
mange store teologiske problemer, som for eksempel hvad der
udgjorde et gyldigt ægteskab, blev endelig fastlagt. Også
det kanoniske slægtskab og den lære, der var knyttet
dertil, var genstand for ivrig interesse, om end interessen
blandt de lærde var større i den lange formative periode op
til 1200-tallets midte, hvor Det fjerde Laterankoncils
store ændringer endeligt var blevet accepteret og
gennemført. Disse kronologiske forskelle må selvfølgelig
inddrages, når reglernes udseende og eventuelle forskelle
imellem dem skal diskuteres og forklares.
Landskabslovene er opbygget efter vidt forskellige
principper. En fornuftig måde at forholde sig dertil på er
ved at se på opbygningen af de forskellige love. Dette kan
220
gøres ud fra en national vinkel, for selvom der var
regionale forskelle på lovene, så er der dog inden for de
enkelte riger en lang række fællestræk, som ikke
nødvendigvis genfindes i landskabslovene fra naborigerne.
Rent opbygningsmæssigt minder de norske og svenske
landskabslove meget om hinanden; begge er inddelt i
kapitler, eller balker som de kaldes, balkeopdelingen er
tematisk, så regler om for eksempel mandebod findes i den
samme balk. Lovene indledes også alle (eventuelt efter et
forord) med en kristendomsbalk,308 hvorigennem den kristne
livsførelse søgtes reguleret, ligesom regler for
kirkebyggeri, tiende, præstens og klokkerens forpligtelser
og underhold også var medtaget. De norske kristendomsbalker
er langt mere detaljerede end de svenske på de områder, der
omhandler, hvordan en kristen burde leve, og indeholder
mange straffe for brud på de kirkelige påbud som for
eksempel fasten. De detaljerede norske kristendomsbalker er
i modsætning til de svenske sandsynligvis kommet ind i
lovgivningen på et tidspunkt, hvor den kirkelige
jurisdiktion endnu ikke var så veludbygget, at kirken ved
egne midler kunne håndhæve den åndelige justits, hvilket
formodentlig ikke var tilfældet i Sverige, hvor
landskabslovene generelt er meget yngre end de norske, og
kirkens egen domsmagt derfor rimeligvis var bedre udbygget.
Ensartetheden i opbygningen af de norske og svenske
308 Dog adskiller Frostatingsloven sig herfra, idet den første balk erTingfarebalken, hvori reglerne om tingets møder og deltagernesopførsel derpå fandtes.
221
landskabslove leder tanken hen på, at der meget vel kan
have været tale om en direkte påvirkning fra norsk til
svensk ret. Denne kunne være gået gennem Västgötaland, der
havde stærke kulturelle bånd til Norge og hvis lagmand
Eskil, der sandsynligvis forestod nedskrivningen af lovens
ældre version, havde tætte familiemæssige bånd til det
norske kongehus. Den tætte forbindelse mellem opbygningen
af de svenske og norske love betyder imidlertid ikke, at en
direkte overførelse umiddelbart kan spores i indholdet af
lovene. De norske love er på mange punkter forskellige fra
det, der ses i Sverige, om end en stor del af forskellen
mere ligger i det stilistiske end i selve indholdet.
De danske loves opbygning er meget anderledes end de
norske og svenske, modsat dem er der ingen ensretning i
opbygningen. Af de danske er den ældste Arvebog og
Orbodemål, som titlen også indikerer, opdelt i de to
temaer. Noget tilsvarende ses ikke i Skånske Lov og
Valdemars sjællandske Love, hvor bestemmelserne står ud i
et. Dog bærer lovene præg af en vis form for systematik,
idet regler, der omhandler det samme tema, kommer efter
hinanden, for eksempel starter begge lovene med arveretten.
Jyske Lovs tre bøger er som tidligere omtalt inddelt efter
procesformerne og altså ikke efter indhold, som ellers
bruges som inddelingsgrundlag i de andre love. Eriks
sjællandske Lov er ligeledes inddelt i tre bøger, men er
ikke opbygget efter samme model som Jyske Lov. De to første
bøger supplerer primært Valdemars sjællandske Lov, mens den
222
tredje bog omhandler områder som for eksempel
mandebodsbetaling, der ikke reguleredes i Valdemars Lov. I
den tredje bog findes imidlertid også supplementer til
arveretten, således at man skal lede både i første og
tredje bog, hvis man vil finde de arveretlige bestemmelser.
De danske landskabslove har ingen kristendomsbalker, og
de to kirkelove for henholdsvis Skåne og Sjælland
regulerede processen i forskellige sager, der hørte under
kanonisk ret, men kom ikke meget ind på det generelle
fromhedsliv eller de gensidige forpligtelser mellem kirken
og præsten på den ene side og bønderne på den anden.
Fraværet af hele denne dimension udgør et problem i forhold
en undersøgelse af omfanget og betydningen af
introduktionen af det kanoniske slægtskab i Danmark, da
omfanget af kirkelig retlig påvirkning slet ikke kendes.
Forskellene til trods er det dog meget sandsynligt, at
bestemmelser fra de danske love er blevet indført i de
svenske og norske, i hvert fald hvad angår de ændringer i
arvesystemet, som kan spores.
223
LOVENES FUNKTION - IDEOLOGI ELLER PRAKSISHvordan arbejder man med så forskellige typer af lovbøger?
Man må erkende, at forskellene i indhold og opbygning udgør
et problem, når man har valgt at undersøge et antal
forskellige temaer inden for lovene, da det ikke er alle
lovene, hvori de udvalgte emner reguleres, eller
reguleringen kan være så forskellig, at det er svært at se
en sammenhæng. Ligeledes må man se på, hvad formålet med
lovene egentlig var, og hvad de skulle regulere. Selvom
undersøgelsen tager afsæt i lovenes ideologi mere end i
deres egentlige anvendelse og betydning, hvad der på grund
af manglen på retspraksis også kun vanskeligt lader sig
gøre, er det alligevel relevant at spørge sig selv, hvad
formålet med de enkelte love var.
Hvis man følger den teori, at de kendte nedskrevne
landskabslove er tilkommet via kongelig mellemkomst eller i
hvert fald med kongemagtens velsignelse, bliver det næste
spørgsmål uundgåeligt, hvad lovenes funktion var. Hvad var
formålet med lovnedskrivelserne? Skal man forestille sig,
at lovteksterne er blevet udformet på en sådan måde, at de
har haft praktisk anvendelse, eller er landskabslovene
paradeværker, ideologiske skrivebordsprodukter uden hold i
virkelighedens samfund? Buddene derpå har været flere, både
Ole Fenger og David Gaunt har med henholdsvis de danske og
de norske love for øjet peget på, at udviklingen i
bødesystemet betød, at der opstod et svælg mellem lovenes
224
bestemmelser og den praksis, der blev brugt i hverdagen.309
Omvendt har Elsa Sjöholm og Per Norseng hævdet, at formålet
med lovværkerne selvfølgelig har været praktisk anvendelse,
da de mener, at det er lidet sandsynligt, at man ville have
gjort sig al den anstrengelse for at nedskrive love, hvis
anvendelsen var uden større betydning.310 Men er det muligt
at definere, hvor skellet mellem ideologi og praksis ligger
i lovgivningen? Torben Vestergaard beskriver denne
problemstilling klart i sin afhandling fra 1979. ”It should be
kept in mind that such code does not show us the factual social order as it was
at a certain point in time. It tells us the rules of what the social order ought to
be like, and gives access to a specific conception of what the social order was
like.”311 Vestergaard påpeger ret beset faren for at drage
legalistiske fejlslutninger,312 hvilket er et reelt problem,
når man arbejder med et kildemateriale som landskabslovene,
da manglen på andre kilder om samfundsordenen gør det uhyre
vanskeligt at udtale sig om lovenes praktiske betydning og
funktion. Påpeges må det dog, at det er ganske meningsløst
at forsøge at skelne mellem ideologi og praktisk anvendelse
309 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 360, 386 og 394. og D.Gaunt: ”Familijeliv i Norden” 1983, s. 203ff. Gaunt mener dog, at dervar et klart ideologisk formål med, at man skulle bøde og modtagemandebod i de syv kanoniske grader, for selvom det var urealistisk atgennemføre, havde reglerne et formål: at yde støtte til og styrkeslægtningenes kontrol med hinanden.310 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar.” 1988, s. 27 og P. Norseng:”Lovmaterialet som kilde til tidlig nordisk middelalder” 1987, s. 69.311 T.A. Vestergaard: ”Social Structure of the Medieval North and theIdeology of External Relations. A Fieldwork in a 12th Century NorwegianLaw Code, Gulaþingslög, with Special Attention to Kinship andMarriage” 1979, s. 5.312 Legalistiske fejlslutninger drages, hvis en retsregel opfattes somen beskrivelse af virkeligheden.
225
af lovene, da den ideologi og retstænkning, de afspejler,
meget vel kan have afsmittet på retsforståelsen, selvom den
enkelte sag måske ikke altid fulgte lovens bogstav.313
Landskabslovenes betydning - om den så var ideologisk eller
praktisk - afhang imidlertid af, om deres bestemmelser
nåede ud til større dele af befolkningen. Det er meget
sandsynligt, at magthaverne, både de verdslige og åndelige,
havde interesse i, at den ideologi, som lovene var udtryk
for, blev en del af den almene bevidsthed, eftersom det
ville styrke deres position over for andre grupperinger,
der kunne ønske at øge deres indflydelse. Det var
formentlig ikke blot lovenes budskab om det kanoniske
slægtskab, men også billedet af kongen som den øverste
verdslige hersker og kirken som hersker over sjælene og det
hinsides, der ønskedes udbredt. Denne hierarkiske
tankegangs betydning var ingenlunde lille for kongens og
kirkens magtopbygning. En af hovedteserne i Carsten
Breengaards disputats fra 1982 er, at den danske kirke i
1000- og 1100-tallet arbejdede på en ideologisk styrkelse
af kongemagten, som blandt andet kom til udtryk i
kanoniseringen af Knud den Hellige, og som senere
kulminerede ved Kirkefesten i Ringsted i 1170. Ifølge
313 Et af de tidligste eksempler på retspraksis i Norden stammer fraNorge, hvor i 1329 en sag om våde blev rejst over for Gulatingetslagmand. Sagen var ifølge Landsloven klar, eftersom der var tale omvåde skulle den anklagede betale ¼ mandebod, men i stedet valgtelagmanden helt at frifinde den anklagede. J.Ø. Sunde: ”Speculum legale– Rettspegelen. Ein introduksjon til den norske rettskulturen sihistorie i eit europeisk perspektiv” 2005.
226
Breengaard er forklaringen på kirkens anstrengelser, at
både kongemagten og kirken stod svagt i samfundet. Navnlig
kirkens position var udsat, når landet blev hærget af
kongefejder og uorden. Derfor så kirken en stærk og
uantastelig kongemagt som sin bedste beskyttelse.314 Selvom
Breengaard nok overdriver kirkens svaghed, navnlig ved at
nedtone sjælefrelsens betydning, er det alligevel en
frugtbar synsvinkel, at kirken og kongemagten havde
sammenfaldende interesser i opbygningen af et fælles
ideologisk grundlag, der ville kunne styrke deres position
på det sociale såvel som på det kulturelle felt.
Hvis den ideologi, som lovene gav udtryk for, skulle
rodfæstes i lokalsamfundene, måtte lovene udformes på en
sådan måde, at de ikke virkede alt for fremmede i forhold
til den sædvaneskabte praksis. Tidligere er der
argumenteret for, at sædvane ikke er stationær, men derimod
i konstant forandring, hvilket betyder, at man ikke skal
forestille sig, at bønderne nødvendigvis var
stokkonservative og afvisende over for alt nyt. Omvendt var
der vel heller ikke nogen grund til at afskaffe
eksisterende retspraksis, der sikkert tit kunne afpasses
til nye idéer, hvis den ikke radikalt gik imod kirkens bud
eller den retsorden, som kongen ønskede indført.
I denne tilpasning mellem ideologi og eksisterende
praksis skal vi måske finde forklaringen på det
314 C. Breengaard: ”Muren om Israels hus. Regnum og Sacerdotium iDanmark 1050-1170” 1988.
227
tilsyneladende paradoks, at alle de nordiske landskabslove
formentligt er tilkommet via mellemkomst af personer, der
tilhørte den intellektuelle elite og derfor må forventes at
have delt den samme samfundsideologi. Umiddelbart ville man
jo forvente, at de ville have udformet stort set ens
lovbøger, hvilket som bekendt langt fra var tilfældet. At
der også har været grænser for, hvor langt det har været
praktisk gennemførligt at forme lovene efter det kanoniske
slægtskab eller andre lærde idealer, enten fordi det mødte
lokal modstand,315 eller fordi forfatteren ikke var
tilstrækkelig interesseret deri, afspejler sig i den meget
varierende grad af deres tilstedeværelse i lovene.
315 Et eksempel derpå kunne være reglen om sjælegaver på dødslejet i denÆldre Västgötalov, hvor der står: ”På dödsdagen må man icke enligt lag giva bortfrån arvingen, om ej arvingen själv säger ja därtill. Så säga lärde man, att man ej säga nejdärtill enligt Guds rätt.” ”Svenska Landskaplagar” bd. 5, VgL2. Ärvdabalken,kap. 10, s. 77. Denne bestemmelse respekterer den lokaleretsopfattelse samtidig med, at det tydeligt bliver gjort klart, atdet er imod Guds vilje, hvis arvingen modsætter sig.
228
SLÆGTENS RETLIGE FUNKTION – OPBYGNING OG
SAMMENHÆNG
lægtens funktion ved retlige tvister i
landskabslovene lå til grund for teorien om, at et
førkristent slægtssamfund havde eksisteret i den
germanske verden, som det for eksempel blev præsenteret af
Per Sveaas Andersen i 1977: ”Det må være riktig å oppfatte vårt folk
på 900-1100-tallet som et ættesamfunn i den forstand at ætten var den sosiale
kjerneenhet i rettslivet, i politiske og religiøse forhold. En rettstvist var et
ætteanliggende.”316 Der er ikke nogen grund til at dvæle længe
derved, idet de færreste forskere nu til dags finder det
sandsynligt, at der har eksisteret et slægtssamfund med en
så omfattende social og politisk betydning, som det blev
formuleret af Sveaas Andersen. I stedet fokuseres der mere
på betydningen af vertikale forbindelser, for eksempel
klient/patron-forhold mellem stormænd, huskarle og bønder,
og på horisontale forbindelser, som kunne komme til udtryk
i venskabsforbindelser. At der formentlig eksisterede en
S
316 P. Sveaas Andersen: ”Samlingen av Norge og kristningen av landet800-1130” 1977, s. 185.
231
lang række relationer, der havde betydning for
samfundslivet og dermed også for retsopfattelsen og
retsudøvelsen, betyder naturligvis ikke, at familien eller
bredere slægten, hvordan den end defineres, ikke har haft
en vigtig betydning. Alle disse forbindelser er imidlertid
svære at spore, før de skriftlige kilder med
landskabslovene i spidsen begynder at dukke op.
Der har langt tilbage fandtes kritiske røster over for
teorien om eksistensen af et slægtssamfund i forhistorisk
tid, men de fik for alvor vind i sejlene i efterkrigstidens
Tyskland, hvor forskningen forsøgte at frigøre sig fra den
tidligere germanistiske forskning, der var kommet til at
stå i et blakket lys på grund af dens involvering i den
nazistiske retorik. Derfor er det næppe tilfældigt, at
konklusionen på den tyske retshistoriker Felix Genzmers
artikel fra 1950 om den germanske slægts retlige funktion
lyder som følger: ”Die Sippe als Rechtsbegriff, insbesondere als rechtlich
gestalteter Verband, ist vielmehr eine Erfindung der Professoren des 19.
Jahrhunderts.”317
Der kan ikke herske tvivl om, at den kanoniske slægt
havde en omfattende retlig funktion i landskabslovene, men
netop det faktum, at det var den kanoniske slægt, gør det
usandsynligt, at der var tale om en tradition, der var
ældre end lovene. Når man gennemgår lovenes paragraffer,
tegner der sig et tydeligt billede af, at den kanoniske
slægts retlige funktion kan opdeles i to hovedkategorier:
317 F. Genzmer: ”Die germanische Sippe als Rechtgebilde” 1950, s. 49.
232
Slægten som retssubjekt over for tredjemand og
slægtningenes indbyrdes rettigheder og forpligtelser over
for hinanden.
At bruge betegnelsen retssubjekt i forbindelse med den
kanoniske slægtsgruppes funktion i landskabslovene kan
synes et besynderligt valg, der bør forklares nærmere.
Retssubjekt er ikke et samtidigt begreb, og der er altså
tale om en anakronisme, når det benyttes om retsforholdene.
I landskabslovene anvendes ikke et begreb eller en
formulering, der kan bruges som fællesbetegnelse for
retssubjekt eller retsevne, hvilke ifølge Juridisk ordbog
formuleres således: ”Evnen til at være berettiget eller forpligtet subjekt i
retsforhold.”318 Mere udbygget bliver det i Mads Bryde Andersens
beskrivelse af retssubjekt som: ”Den juridiske identitet, der ifølge
den konstitution, der gælder for et retssystem, har evnen til at pådrage sig
rettigheder og pligter…Ved beskrivelsen af de formueretlige regler forudsætter
man almindeligvis, at retssubjektet har fuld kompetence til selv at disponere.”319
Når sådan en definition ikke anvendes i landskabslovene, og
der i den juridiske sprogbrug ikke synes at være forskel
mellem de forpligtelser og rettigheder, den kanoniske slægt
havde over for tredjemand, og de pligter og rettigheder den
havde indbyrdes medlemmerne imellem, burde man måske helt
afholde sig fra at opstille en sådan distinktion og i
stedet blot overordnet tale om den kanoniske slægts rolle i
retssystemet.
318 von Eyben: ”Juridisk ordbog” 2004, s. 294. 319 M. Bryde Andersen: ”Grundlæggende aftaleret. Aftaleretten I” København 2002, s. 509.
233
Dette valg er imidlertid heller ikke uproblematisk, da
der tegner sig en forskel mellem formålet med de typer af
retlige forhold, den kanoniske slægt var involveret i.
Slægtens rolle over for tredjemand var underlagt
retssystemet, da den bestod i edsaflæggelse eller
bødebetaling, mens slægtens rettigheder og pligter
indbyrdes primært handlede om regulering af fordeling af
jord og andre værdier med det dobbelte formål dels at
sikre, at jorden blev inden for slægten, og dels at
forhindre, at ufred og vold opstod over fordelingen af
ressourcerne. Denne overordnede distinktion medfører, at
anvendelsen af retssubjekt som analysebegreb letter
forståelsen. Når man skal forklare middelalderens
retssystemer eller retsopfattelse, giver det jo alligevel
ikke nødvendigvis en bedre forståelse at bruge fortidige
begreber, hvis anvendelige ord i det hele taget eksisterer,
da fortidens begreber for at kunne forstås og anvendes i
vor tid alligevel må forklares ud fra den juridiske
sprogbrug, vi kender. Desuden kan der argumenteres for, at
der ikke er så stor forskel på at bruge begrebet
retssubjekt i moderne og middelalderlig forstand, som man
umiddelbart kunne tro. Selvom man i det nordiske lovsprog
fra middelalderen ikke opererede med et direkte
retssubjektbegreb, kendes det fra den kanoniske ret, på den
måde at kirker og klostre kunne optræde som et sådant,
selvom de blev drevet kollektivt, og ingen enkelt person
eller gruppe af personer ejede kirkegodset. Alligevel kunne
234
de gejstlige institutioner handle som retssubjekter over
for tredjemand og var berettigede til at have forskellige
regler udad og indadtil.
Slægtsgruppen optrådte følgelig som retssubjekt over for
en tredjepart i sager om kollektiv betaling og modtagelse
af mandebod. Det samme gjaldt i de tilfælde, hvor det blev
foreskrevet, at medlemmerne af slægten skulle stille bevis,
optræde som nævn, eller på grund af deres slægtsbånd var
undtaget for at følge ombudsmandens bud om at deltage i
forfølgelse og tilfangetagelse af forbrydere, ligesom de i
visse tilfælde kunne omgå forbuddet mod at hjælpe sådanne.
Slægtens indbyrdes rettigheder og pligter ses meget
tydeligt i sager om ejendomstransaktion, specielt i forhold
til salg og ved arvedeling eller donationer, men de kommer
også til syne på ægteskabsområdet. Sagt med andre ord, så
holder det ikke stik, når Aksel E. Christensen hævder, at
”slægten som retsenhed forekommer næsten forsvundet i landskabslovene”320.
I de følgende afsnit vil flere af de områder, hvor det
kanoniske slægtskab havde betydning for landskabslovenes
bestemmelser, blive behandlet. Det omfatter så vidt
forskellige områder som kollektiv betaling af mandebod og
fledføring. Ved første øjekast kan det unægtelig synes
svært at se sammenhængen derimellem, men ser man nærmere på
reglernes udformning, viser det sig, at de, store forskelle
320 Hvad der præcis skal forstås ved ”retsenhed”, definerer han ikkenærmere, men der menes formodentlig retlig enhed. A.E. Christensen:”Ret og magt i dansk middelalder” 1978, s. 14.
235
til trods, har én vigtig fællesnævner: det kanoniske
slægtskab. Bestemmelserne er på mange områder blevet
afpasset og skabt ud fra de forskrifter og indirekte krav,
som den kanoniske måde at regne slægt på medførte.
Indflydelsen på retsreglerne skete direkte ved en fast måde
at definere slægtskab på, hvor alle er beslægtet i led, og
der derfor ikke var nogen diskussion om, hvem man var
nærmest i slægt med. Dermed udelukkede man også tvist om,
hvem der skulle arve og på anden måde have førsteret til de
ressourcer, som fandtes inden for slægten, noget der blandt
andet kommer til udtryk gennem reglerne om odelsret og
fledføring. Også ved kollektivt ansvar i forbindelse med
betaling af mandebod var den enkelte slægtnings
forpligtelse afhængig af, i hvilken grad han var beslægtet
med drabsmanden, jo nærmere slægtskab jo større ansvar.
Indflydelsen fandt også indirekte sted gennem de
moralske krav, som slægtskabet stillede, og som på længere
sigt havde et fredsskabende sigte, idet den både retlige og
moralske pligt til at hjælpe en slægtning ved betaling af
mandebod må have virket som incitament til at forsøge at
holde urolige og voldelige medlemmer af slægten i ave. Det
moralske ansvar for at hjælpe slægtninge satte imidlertid
også til tider såvel lovgivere som slægtninge i et dilemma,
som eksemplet fra de norske regler om forfølgelse af
misdædere viser: Hvis den forfulgte forbryder var din
236
slægtning, skulle du så følge din loyalitet over for
slægten eller over for samfundet?321
Også de forskellige regler for ejendomstransaktioner
havde fredsskabende funktion, hvad enten det gjaldt salg
eller dødsfald, da de forebyggede konflikter mellem
slægtninge og samtidig sikrede det økonomiske grundlag for
de nærmeste ved at forhindre, at værdier ukontrollabelt
kunne gå ud af slægten og over til tredjemand.
Essentiel for det kanoniske slægtskab var incestlæren,
hvis formål var at sprede slægterne og dermed den indbyrdes
kærlighed og det medfølgende moralske ansvar til en så stor
gruppe som muligt. Ægteskabslæren søgte også at forhindre
vold og tvang, som var imod idealet om fred og kærlighed,
om end det moralske krav på samme tid betød, at det ikke
var velset at indgå ægteskab uden slægtens godkendelse af
forbindelsen.
Alle disse aspekter har det tilfælles, at reglerne i
landskabslovene på en lang række områder blev påvirket og
formet efter de konsekvenser, som det kanoniske slægtskab
havde for retten, og det samfund den skulle fungere i.
Når jeg i det foregående har fremdraget så mange
forskellige aspekter af det kanoniske slægtskabs betydning,
skyldes det ønsket om at give en bedre fornemmelse af, hvor
gennemgribende denne ny doktrin var for samfundet. Ved at
321 Se mere om dette nedenfor i afsnittet om ”Slægtens funktion ved retlige tvister”.
237
fokusere på blot ét enkelt område, som for eksempel
ejendomstransaktion, ville klarheden og detaljerigdommen
utvivlsomt have været større, men den fulde betydning for
retsideologien af overgangen fra det valg- og
alliancebaserede til det kanoniske slægtskab ville stå
svagere.
238
SLÆGTEN SOM RETSSUBJEKT
SLÆGTENS FUNKTION VED RETLIGE TVISTER
KØNSNÆVNet tydeligste udtryk for slægtens retlige funktion
findes i Jyske Lovs kønsnævnsinstitution.322
Kønsnævnet, hvis medlemmer blev valgt inden for den
kanoniske slægtsgruppe blandt de første tre led, kendes
ikke uden for det jyske retsdistrikt. Et kønsnævn skulle
bestå af tolv mænd fra det syssel, hvor sagen skulle
rejses.323 Det var den sagsøgte, der skulle udpege
medlemmerne, dog sådan at modparten havde ret til at
fravælge op til tre af de udvalgte, og ved skærpede
omstændigheder havde han ret til at få endnu tre
udskiftet.324 Kønsnævnet skulle dømme i alle sager, der
angik jord, medmindre der var tale om kirkejord, som ikke
var underlagt de samme regler som anden jord.325 Det gamle
danske ord køn eller kyn betyder slægt, så et kønsnævn var
altså oversat til moderne sprog et slægtsnævn.
D
322 Betegnelsen ”kyni næfna” findes ganske vist også i Skånske Kirkelov,men det bruges kun i én meget specifik situation, nemlig hvor detdrejer sig om at sværge om, hvordan de implicerede var beslægtede.”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 7, s.840.323 ”Kyns næfvænd thæt ær [tolf] mæn innæn thrithi byrth oc innæn sysæl.” Ibid., bd. II,JL. tekst 1, 1. bog, 1. kap, s. 20.324 Ibid., s. 20f.325 Ibid., 1. bog, kap. 38, s. 91.
239
I Thords Artikler ses imidlertid, at brugen af
kønsnævnet ikke var så ukompliceret, som skaberne deraf
øjensynligt havde troet. At stille med tolv myndige
mandlige slægtninge inden for syslet har åbenbart ikke
altid været lige nemt, i hvert fald udvides kredsen i
Thords Artikler til at indbefatte slægtninge til og med det
fjerde led, hvilket selvfølgelig også kan ses som en
anerkendelse af, at hele den kanoniske slægtsgruppe burde
have del i retshandlingerne. Et andet problem, som den
samme paragraf fremhæver, er retsstillingen for den, der
ikke havde slægtninge inden for syslet og dermed ikke kunne
værge sig med et kønsnævn. I sådanne tilfælde skulle den
sagsøgte sværge, ”at han haffuer æy frender j then egn tha ma han taghe
til sigh xij lawfeste men,”326 som dermed trådte i slægtningenes
sted. Dette tvivlsmål illustrerer fint de komplikationer,
som det kanoniske slægtskab medførte for mobiliteten: Desto
større indflydelse slægten retligt set havde på den
enkelte, jo mere problematisk blev det at flytte bort fra
ens fødeegn. Heri ligger nok også en del af forklaringen
på, at det kanoniske slægtskab aldrig fik den samme
betydning for købstadslovgivningen som for landskabslovene.
Med kønsnævnet ses lovgivers markante interesse i at
styrke slægtens jurisdiktion over dens medlemmer, og
eftersom det fra flere sider er blevet sandsynliggjort,327
at den oprindelige intention var, at Jyske Lov skulle have
326 ”Danmarks gamle Landskabslove” Tillæg til bd. IV, 1961. ThordsArtikler, tekst 2, kap. 63, s. 122.327 Se ovenfor i afsnittet om lovenes datering.
240
været landsdækkende, er der tale om et vidtgående skridt i
forsøget på at styrke det kanoniske slægtskab, som dog
strandede på indre politiske uroligheder.
Det kan meget vel tænkes, at en forløber til kønsnævnet ses
i Valdemars Sejrs Jernbyrdsforordning, der ikke kan dateres
nærmere end til et sted mellem 1216 og 1241.328 I langt de
fleste tilfælde blev jernbyrden udskiftet med nævn udpeget
blandt deltagerne på herredstinget, en undtagelse derfra
fandtes der to eksempler på. Hvis et mord var begået, og
drabsmanden ikke vedstod drabet, havde afdødes nærmeste
mandlige slægtning ret til at sagsøge ham, hvorefter et
nævn på 12 mand fra den sagsøgtes herred og udpeget på
dettes ting skulle sværge om skyldsspørgsmålet. Frifandt
nævnet den anklagede, havde sagsøgeren lov til at rejse sag
mod endnu en mand; denne gang var det imidlertid et nævn på
tolv mænd udtaget af den anklagedes slægt, der skulle
sværge. En procedure, der gentog sig, hvis manden blev
frifundet, og den forurettede part valgte at stævne en
tredje for mordet.329 Den anden undtagelse var vold mod
kvinder; her skulle den anklagede også rense sig ved ed af
328 Traditionelt er forordningen blevet dateret til 1216 eller ligederefter ud fra det argument, at man i dansk lovgivning øjeblikkeligthavde efterkommet kravet fra Det fjerde Laterankoncil (1215) om, atgejstlige ikke måtte deltage ved gudsdomme. Inden for de sidste tiårer der blevet sat spørgsmålstegn ved denne datering, der udelukkendebygger på en antagelse om, at man i Danmark modsat stort set resten afden katolske verden uden tøven efterkom Laterankoncilets bud.329 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. 2, SkL. Tillæg XII: 3, s. 789.
241
tolv slægtninge, men ved al anden vold skulle nævnet bestå
af herredsmænd.330
Det er signifikant, at den anklagedes slægt ved to så
alvorlige forbrydelser som mord og vold begået mod kvinder
havde ret til at føre beviset. Dette adskiller også
Jernbyrdsforordningen fra kønsnævnet, idet kønsnævnet kom
til anvendelse i sager om arv og ejendom, mens større
strafferetlige forhold i Jyske Lov var overladt til
sandemændenes dom. Det er tvivlsomt, hvor stor betydning de
to undtagelser fik i praksis, i hvert fald gentages
bestemmelserne ikke i de yngre love, Jyske Lov eller Eriks
sjællandske Lov. Forordningens formål var først og fremmest
et politisk signal både indenrigs og ikke mindst til
udlandet om, at den kanoniske rets påbud blev fulgt, og da
bestemmelserne ikke har sat sig spor i den yngre
lovgivning, kan det tyde på, at der ikke er blevet gjort en
målrettet indsats for, at den blev fulgt i alle sine
detaljer, så længe hovedsigtet om jernbyrdens erstatning
med nævn var opnået.
330 Ibid., Tillæg XII: 4, s. 790.
242
JORD OG ARVSlægtens funktion som retssubjekt i de danske landskabslove
er specielt tydelig i sager, hvor der var uenighed om
arvedeling, hvilket også ses i flere af lovene fra det
svenske område. Problemer kunne for eksempel opstå, når arv
skulle skiftes mellem en stedfader og hans stedbørn eller
mellem to kuld halvsøskende, idet der kunne opstå tvivl om,
hvad der var mødrene, og hvad der var fædrene gods.
Proceduren for disse sager havde en række fællestræk i
Arvebogen, Valdemars sjællandske Lov og Skånske Lov, ifølge
hvilke tolv slægtninge, seks på hver side, skulle udpeges
til at sværge på, hvad der henholdsvis kom fra mødrene og
fædrene side.331 I Jyske Lov og Eriks sjællandske Lov blev
det derimod foreskrevet, at det var tolv mænd fra den
slægtsgren, begge kuld tilhørte, der skulle udtages til at
stå for arvedelingen, når halvsøskende skulle dele.
Også ved arvestridigheder mellem helsøskende var det
tolv slægtninge, der skulle løse konflikten.332 For at undgå
uenighed mellem søskende ved arveskifte efter forældrene
foreskrev Upplandsloven, at slægtninge både på mødrene og
fædrene side skulle forestå arvedelingen. Rejste en af
331 Ibid., bd. VII, A&O. tekst 1, bog 1, kap. 70, s. 53. Bd. I, 1, SkL.tekst 1, kap. 27, s. 16f. Bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 70, s. 34f. Ide fleste tilfælde med skifte mellem søskende må man gå ud fra, at derhar været tale om arvegods, siden løsøre og købejord blev fordeltefter lodder mellem fælligets medlemmer.332 Ibid., bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 28, s. 17. Bd. II. JL. tekst 1,1. bog, kap. 16, s. 50-52. I Eriks sjællandske Lov, (Bd. V, tekst 1,kap. XXI, s. 27) står der, at ”tha [scal] man næfn til tolf theræ frændær thebæstæ.” Mon ikke ordet ”bedste” skal forstås som ”de nærmeste og bedstegnede”?
243
arvingerne siden klage derom, skulle atten fætre, der havde
optrådt som vidner til skriftet, tage stilling til klagen.
Fandtes der ikke så mange fætre (hvilke sikkert ofte var
tilfældet), skulle de resterende udpeges blandt de nærmeste
slægtninge.333 Det var ikke kun ved uenighed om skifte
mellem søskende, at et vist antal slægtninge skulle afgøre
tvisten. Ifølge Arvebogen og Valdemars sjællandske Lov
skulle tolv slægtninge dømme i de tilfælde, hvor arven gik
så langt ud i ledene, at der kunne opstå tvivl om, hvem der
var den nærmeste arving.334 I Hälsingeloven findes en
bestemmelse om det samme problem, men det er imidlertid
vanskeligt at afgøre, om det var slægtninge, der havde
jurisdiktionen i arvetvisten: ”Tvista män om arv och säga sig båda
vara lika närskylda, då skola de hava fram två ättertalkunniga335 män. Den,
vars rätt de vilja styrka till arvet med fjorton mäns ed, han skall då taga
arvet.”336 Umiddelbart ville man tro, at de to slægtskyndige
har tilhørt slægtsgruppen, men med nærmere eftertanke er
det næppe sandsynligt, at alle slægter rådede over personer
med evner dertil. Bestemmelsen skal derfor snarere tolkes,
som om det fra myndighedernes side har været et ønske, at
der i hvert hundred har fandtes personer, der var
333 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. XI,s. 117.334 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap.82, s. 63. Bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 82, s. 41.335 Den gammelsvenske betegnelse er talumän, der kommer af verbet tälia:at regne. Der var således tale om personer, der var specialiseret i atudregne slægtsgrader, hvilket er ganske interessant, idet det viser,hvor opmærksom man i hvert fald fra lovgivers side har været på atkunne udregne slægtskabsled.336 ”Svenska Landskapslagar” bd. 3, HL. Ärvdabalken, kap. XII, § 3, s.307.
244
specialiseret i at udregne slægtsgrader efter den kanoniske
tællemåde.
Et sidste eksempel på, hvordan slægten optrådte som
retssubjekt ved arvespørgsmål, findes i Östgötaloven. I
bestemmelsen i den gamle arvelov, hvor sønner udelukkede
døtre fra arv, står der, at hvis en søster påstod, at
hendes broder arvede deres forældre, efter at den nye
arvelov var trådt i kraft, skulle broderen, hvis han havde
siddet på gården så længe, at han havde vundet hævd: ”styrka
med fjortonmannaed, att han hade fått laga hävd under den gamla lagen, då
syster ej fick ärva med bröder. Den eden skola hans fränder gå inom tredje
led.”337 I dette tilfælde var valget af slægtninge som
mededsmænd ganske naturligt, idet deres lige nære slægtskab
med broder og søster ville øge sandsynligheden for, at
deres ed ikke blev styret af partiskhed.
Slægtningenes mulige partiskhed kunne dog også bruges
som argument for, at de ikke kunne tage del i en
retshandling, som det ses i den ældre Eidsivatingslov, hvor
det blev fastslået, at hvis en kvinde fødte et dødfødt
barn, skulle hun straks følge en bestemt
varslingsprocedure. Gjorde hun ikke det, måske på grund af,
at hun var syg eller lignende, skulle hun og to ældre
kvinder sværge på, at barnet var dødfødt, men det blev
fastslået, at de, der skulle vurdere eden, ikke måtte være
337 Ibid., bd. 1, ÖgL. Ärvdabalken, kap. II, s. 123.
245
i slægt med kvinden, da det kunne påvirke deres
dømmekraft.338
Et andet eksempel på, at man mente, at slægtskab kunne
påvirke dømmekraften, findes i Magnus Lagabøters Landslov.
Heri foreskrives det, at beslægtede eller besvogrede inden
for det fjerde led ikke kunne vidne for hinanden i
gældssager, medmindre den, der skulle give vidnesmålet, var
lige nær i slægt med begge de implicerede parter.339 Det
forventedes med andre ord, at man var partisk inden for den
grænse af slægtskab, som var kanonisk udstukket.
VOLD OG DRABI begge versionerne af Västgötaloven findes en besynderlig
bestemmelse om, hvordan man skulle forsvare sig mod en
beskyldning om at have givet råd, der førte til drab. Hvis
en mand blev beskyldt derfor, skulle han værge sig med
atten mænds ed, hvoraf de tolv skulle udtages fra hans
fædrene side og de seks fra den mødrene side. Endvidere
skulle de alle ifølge den yngre version være beslægtet
inden for det sjette led. Bristede begge sidernes ed,
skulle der bødes fire en halv mark, bristede de tolv mænds,
også kaldet tylvtens ed, var bøden tre mark, og hvis den
halve tylvt ikke sværgede på mandens uskyld, skulle han
bøde en örtug og fem øre.340 Denne bestemmelse, der ikke
338 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, EKr. kap. 3, s. 375f.339 Ibid., bd. 2, MLL. Kjøpebolken, kap. 2, s. 150f.340 ”Samling af Sweriges gamla Lagar.” bd. 1, VgL1. Af mandrapi, kap. 3,s. 12, VgL2. Dræpare Balken, kap. 8, s. 125. I Tillægget til den yngreversion udvides denne procedure til også at gælde sager om beskyldningfor at have kaldt en anden ”træl”, dog var der en forskel ibødetaksterne. VgL2. Additamenta, kap. 2, § 13, s. 224f.
246
genfindes i andre af de svenske love, er interessant af
flere grunde. Ved ingen andre alvorlige anklager var det
påkrævet, at slægtningene svor. Vægtningen mellem mødrene
og fædrene slægtninge og det faktum, at de skulle præstere
hver deres ed, får en umiddelbart til at tænke på, om der
skulle være en sammenhæng med døtres arveret, idet de også
kun vejede halvt af sønner. En sådan forbindelse synes dog
ikke sandsynlig, da døtre ifølge den ældre lov ikke havde
ret til arv, hvis der også var sønner. Desuagtet synes
proceduren at afspejle, at faders slægt, anerkendelsen af
det kanoniske slægtskab til trods, havde en større
betydning end den mødrene. Det sidste bemærkelsesværdige
ved bestemmelsen er, at der i Den ældre Västgötalov intet
står om, hvor langt slægtskab skulle regnes, men i den
yngre version sattes grænsen for slægtninges deltagelse til
det sjette led.341 Dette stemmer ikke overens med, hvordan
slægtskab ellers blev regnet i slutningen af det 13.
århundrede. Den ældre Västgötalovs overleveringssituation
er imidlertid så spinkel, at man kan forestille sig, at det
sjette led har eksisteret i andre ikke overleverede udgaver
af loven, eller at det som med kønsnævnet viste sig umuligt
altid at finde det nødvendige antal slægtninge inden for de
daværende gyldige kanoniske grader, hvorfor man udvidede
kredsen.
341 Også ved betaling af mandebod gik grænsen i Västgötalovene ved detsjette led, dette kunne tyde på, at der havde været en stærkpåvirkning af norsk ret, hvor det sjette led siden 1152/53 havde væretden kanoniske slægtskabsgrænse.
247
I mange af landskabslovene findes bestemmelser om vold mod
eller drab på helt nære slægtninge, hvoraf det fremgår, at
denne form for voldsforbrydelser blev betragtet som værende
langt mere alvorlig end andre overgreb, til tider blev de
ligefrem regnet som helligbrøde, hvorfor straffen var både
gejstlig og verdslig. Det er imidlertid kun i de to
kirkelove for Skåne og Sjælland, at der skelnes mellem vold
eller anden forbrydelse begået mod fjernere slægtninge og
mod fremmede. I kirkelovene reguleres vold mod eller ran
fra slægtninge så langt ud som til næstsøskendebørn.
Overgreb rettet mod denne del af slægten førte til, at der
skulle udtages et nævn på tolv slægtninge, der skulle dømme
i sagen. Var der tale om fjernere slægtninge eller
fremmede, skulle beviset føres som en almindelig volds-
eller ransag med nævn af tolv lovfaste mænd.342 Det er
interessant, at det er i kirkelovene, der ved deres
udstedelse blev et supplement til den lokale kanoniske ret,
at disse paragraffer om overgreb mod en større del af
slægtsgruppen findes. Dette viser atter, hvor stor
betydning slægtens jurisdiktion fik for kirkeretten.
Det var imidlertid ikke kun i sager om vold inden for
slægten, at slægtsgruppen besad en bestemt retlig funktion.
I de norske love opereredes der også med, at slægtninge
havde en speciel status i forhold til at forfølge og hjælpe
drabsmænd. Hvis en mand blev dræbt på tinget, havde alle
342 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 7, s.838-844. Bd. VIII, SjKl. tekst 1, kap. 10, s. 450f.
248
tilstedeværende pligt under bødestraf til at forfølge
morderen, dog fandtes visse undtagelser. Ifølge
Frostatingsloven var baugildemænd, neugildemænd og nære
måger343 undtaget derfra. Desuden havde de ret til én og kun
én gang at hjælpe den flygtende.344 Ifølge Landsloven var
alle beslægtede og besvogrede til og med fjerde led
undtaget fra at skulle optage forfølgelsen, men al hjælp
var forbudt under trussel om fredløshed.345 I Landsloven var
det en forpligtelse at forfølge og pågribe en person, der
var morder eller havde udført en tilsvarende ond handling,
såfremt man vidste, hvor gerningsmanden opholdt sig, eller
hvis sysselmanden krævede folkehjælp dertil, men også i
dette tilfælde var beslægtede og besvogrede til fjerde led
undtaget.346
Eftersom bødesystemet hvilede på, at drabsmænd stod ved
deres gerninger, tages der også forbehold for den omvendte
situation, hvor drabsmanden skulle lyse drabet. Viglysning,
som det kaldes, skulle ifølge Gulatingsloven ske i det
nærmeste hus, med mindre det var ejet eller beboet af den
dræbtes baugilde- eller neugildemænd.347 I Landsloven var
dette udvidet til at omfatte alle beslægtede og besvogrede
inden for fjerde led, og det var heller ikke et krav, at
drabet skulle lyses i det første hus, men blot i en af de
tre første gårde, drabsmanden kom forbi, efter at drabet
343 Måger er en betegnelse for indgiftede mandlige slægtninge.344 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. IV, kap. 9, s. 161.345 Ibid., bd. 2, MLL. Mandhelgebolken, kap. 8, s. 214.346 Ibid., kap. 17, s. 219.347 Ibid., bd. 1, GL. kap. 156, s. 61.
249
var begået, medmindre de føromtalte slægtninge besad de
nærmeste gårde.348
Det er karakteristisk for de norske landskabslove, at de
personer, der skulle deltage i betalingen af mandeboden,
var fritaget for at tage del i forfølgelse. I Landsloven,
hvor kollektiv betaling af mandebod var afskaffet, blev
gruppen udvidet med hele slægtsgruppen inklusiv de
besvogrede. Spørgsmålet om forfølgelse handlede ikke om
økonomiske forhold med følelsesmæssige, hvorfor hensynet
til svogerskab antagelig har været nemmere at tage.
Samtidig har hensynet dertil også haft en både
stabiliserende og fredskabende effekt, da det nemt har
kunnet føre til splid og uvenskab, hvis for eksempel en
mand efter loven var tvunget til at forfølge eller nægte at
hjælpe hans hustrus fader, broder eller en anden slægtning,
da begge parter ville blive sat i et moralsk dilemma mellem
kærligheden og pligten over for slægt og ægtefælle og
pligten over for samfundet. Reglerne viser, at lovgiverne
var sig bevidst om dette dilemma, der ellers kunne opstå,
hvis slægtninge var tvunget til at vælge imellem lovens bud
og den forpligtelse over for slægtningene, som man så
ihærdigt havde søgt at indprente gennem læren om det
kanoniske slægtskab.
348 Ibid., bd. 2, MLL. Mandhelgebolken, kap. 12, s. 216f.
250
ÆGTESKAB OG INCESTI de to kirkelove for Sjælland og Skåne findes en
usædvanlig bestemmelse om incestuøse fæstemål, der dækkede
de tilfælde, hvor en mand fæstede enten en slægtning, en,
der havde været gift med en af hans slægtninge, eller en
slægtning til sin tidligere hustru. I disse sager var det
biskoppens opgave at nedlægge forbud mod ægteskabets
indgåelse. Derefter kunne manden enten overhøre forbuddet
og gifte sig alligevel, hvilket ville medføre bandlysning,
eller få sagen rejst. I sidste tilfælde skulle der udpeges
seks mænd fra henholdsvis mandens og kvindens slægt på den
side, hvor slægtskabet fandtes. Disse tolv mænd skulle
sammen aflægge ed på, hvorvidt de to kunne ægte hinanden
eller ej, og denne dom havde gyldighed også i forhold til
de gejstlige myndigheder.349 Umiddelbart virker denne
procedure som en grov omgåelse af kanonisk rets
incestbestemmelser, men den skal nok snarere ses som et
forsøg på at synliggøre incestproblematikken i
lokalsamfundene ved at tvinge de impliceredes slægtninge
til at tage stilling til så alvorlige teologiske problemer.
Set fra kirkens side har det antagelig været vigtigere at
få folk til at forstå den ny kanoniske slægtskabsideologi,
end at forbuddet blev overholdt helt ud i de fjerneste
led.350 Samtidig skal bestemmelsen sikkert også ses som en
349 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 6, s.835-838. Bd. VIII, SjKl. tekst 1, kap. 9, s. 449f.350 Incestforbudet var først og fremmest i sin helhed rettet modaristokratiet, og dermed accepteredes det også, at bønder og borgereikke fulgte forbuddet til punkt og prikke. M.H. Gelting: ”Marriage,
251
anerkendelse af, at det syvende led i praksis var meget
svært at overholde i de små samfund, hvis passende
giftermålspartnere skulle kunne findes. Lignende
bestemmelser kendes ikke fra de andre danske love, da dette
område ellers udelukkende har ligget under den gejstlige
jurisdiktion, men vi finder noget lignende i Smålandslovens
kirkebalk. Hvis et par blev anklaget for at være for nært i
slægt, men begge var enige om, at det ikke var tilfældet,
så var alt godt, men ”Äro de icke ense, då får alltid den vitsord, som vill
hålla hjonelag, med sina fränder och skyldemän, sex på fädernet och sex på
mödernet. Han styrke med ed, att de voro ej så forbundna i frändskap och nära
i ätt, att de icke kunna bygga sitt hjonelag, både enligt Guds lag och
människor.”351 En bestemmelse, der helt sikkert er kommet ind
i loven for at undgå, at incestforbuddet blev brugt som en
smutvej, hvis en af parterne ønskede at komme ud af et
ægteskab.
Som en lille kuriositet angående slægtens rolle ved
indgåelse af giftermål skal nævnes en paragraf fra
Östgötaloven, der regulerede, hvem brudgommen skulle
invitere til sit bryllup. Dér ”skall han bjuda till bröllop alla sina
fränder, som äro inom tredje led. Vill han ej bjuda en av dem, böte tre marker
eller styrke med tolvmannaed, att han ej visste, att han var honom så
närskyld.”352 En noget håndfast bestemmelse, som dog ganske
godt illustrerer, at det slægtssammenhold, hvis ideologiske
Peace and the Canonical Incest Prohibitions: Making Sense of anAbsurdity?” 1999, s. 99.351 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, SmKb. kap. 13, § 8, s. 431.352 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, ÖgL. Giftermålsbalken, kap. VII, §1, s. 104.
252
grundlag var det kanoniske slægtskab, ikke altid har været
så nemt at indføre ad frivillighedens vej.
De fleste af de nævnte eksempler fra så forskellige områder
som arv, vold og ægteskab illustrerer, hvorledes retlige
tvister blev afgjort af medlemmerne af den eller de
impliceredes kanoniske slægt, ved at slægtninge svor om
sagens rette sammenhæng. Der er dog også eksempler på det
modsatte, at medlemmerne af den kanoniske slægt blev
udelukket fra at vidne på grund af frygt for partiskhed,
eller at de var fritaget for at udføre den almene pligt til
på øvrighedens bud at forfølge volds- eller drabsmænd.
Denne tilsyneladende modsætning illustrerer det kanoniske
slægtskabs kompleksitet, for eftersom forpligtelserne over
for slægtningene ikke kun var retlige, men også moralske,
kunne det kanoniske slægtskab også have en negativ
virkning. Det kunne sætte slægtninge i et moralsk dilemma
mellem på den ene side at følge øvrighedens bud og på den
anden side at hjælpe en slægtning i nød, en konflikt, som
flere af lovenes forfattere øjensynlig havde øje for.
253
KOLLEKTIV BODSBETALING
ødestraf for drab er på ingen måde noget enestående
for de nordiske landskabslove. I langt de fleste af
lovbøgerne fra den tidlige middelalder fra det
område, der tidligere udgjorde det vestromerske rige, var
bødebetalingen kendt, hvilket også gjaldt kollektiv
hæftelse. Da romerretten som bekendt ikke indeholdt
kollektiv hæftelse, er det nærliggende at se denne som et
germansk retsfænomen, der holdt sit indtog først med
sædvanen og senere i den skrevne ret i Sydvesteuropa ved de
invasioner af frankere, gotere og andre folk, som
Romerrigets svækkelse åbnede for.353 Denne opsplitning
mellem romersk og germansk retsopfattelse i forhold til
kollektivt ansvar kan dog problematiseres: Ganske rigtigt
kendte romerretten ikke til kollektivt ansvar, men det er
vigtigt at tage i betragtning, at de romerske lovsamlinger
opstod i et rige med en veludbygget centraladministration,
hvor der fandtes instanser, der havde den fornødne magt til
at straffe kriminelle handlinger. De
centraladministrationer, der blev opbygget i de nye riger,
som opstod på ruinerne af det vestromerske rige, var
B
353 Ole Fenger anfører, at det er muligt at skelne mellem germansksædvane og romerske eller kirkeretlige træk i disse love, da mankender den romerske og kirkelige retsforståelse gennem de overleveredekilder. Fænomener som hævn og fejde byggede på sædvane, da båderomerretten og kirken opererede med, at der skulle foreliggeculpa/skyld bag en handling, før der var baggrund for straf, noget derikke umiddelbart er foreneligt med fejde og kollektiv bødebetaling. O.Fenger: ”Germansk retsorden med særlig henblik på det 7. århundrede”1991, s. 158.
254
svagere og havde et langt mindre udbygget administrativt
system, som gjorde det uhyre vanskeligt at kontrollere
retsudøvelsen. Under sådanne forhold blev truslen om
kollektiv straf for retsbrud og hævn, hvis mandeboden eller
lignende kompensation ikke blev tilbudt, et accepteret
alternativ.354 Hævnen ville normalt udspille sig som en
blodfejde mellem to grupper, og i den forbindelse er det
nok værd at inddrage Wallace-Hadrills betragtning om
blodfejde i Merovingerriget. Hævn og fejde var ikke
sanktioneret i lovene, men at de har eksisteret, ses ud fra
andre kilder specielt de litterære. Der er dog en fare for,
at begreberne kan snyde, og at megen blodsudgydelse, der
intet havde at gøre med hævn og fejde, af eftertiden nemt
kunne blive tolket som sådanne.355 De litterære kilders
forkærlighed for dramatik kunne måske også få forfatterne
til at overdrive betydningen af fejderne, en betragtning,
som Peter Sawyer har anlagt på de nordiske kilder, hvor han
354 Antropologiske undersøgelser har vist, at mandebod og truslen omhævn for begåede retsbrud var et udbredt fænomen i områder, hvorcentralmagten enten var for svag til at stå for lov og orden ellerikke eksisterede. M. Gluckman: ”The Peace in the Feud” 1996 og O.Fenger: “Fejde og mandebod” 1971. Det betyder selvfølgelig ikke, atman ukritisk kan sætte lighedstegn mellem alle former for hævn ogkollektiv hæftelse, som har fandtes i et hav af variationer, alt efterhvilke æresbegreber og kulturelle og religiøse forestillinger, der harhersket. Det vigtige i denne forbindelse er imidlertid at påpege, atforskellen mellem brugen af hævn og kollektiv afstraffelse i romerskret og i de germanske riger ikke behøver at bunde i en grundlæggendeforskel imellem romersk og germansk retsforståelse, men i stedet kunnevære udtryk for forskelle i administrationen og magten til atopretholde orden og ret.355 J. Wallace-Hadrill: ”The Long-Haired Kings – and Other Studies inFrankish History” 1962, s. 122f.
255
konkluderer: ”The bloodfeud flourished best, not in the real world, but in
the fictions of poets, storytellers and lawyers.”356
Selvom der ikke eksisterer mange kilder til retsopfattelsen
i Norden før landskabslovenes tid, taler sandsynligheden
for, at der må have eksisteret strukturer på basis af
mandebod og trussel om hævn. Hvem der var forpligtet til at
betale mandeboden, og hvem en eventuel hævn kunne ramme, er
imidlertid på ingen måde klart. Var det kun gerningsmanden,
der hæftede, eller eksisterede der kollektive netværk med
en eller anden form for fælles hæftelse, og i så fald
hvilke? En oplagt mulighed var naturligvis slægten, og
slægtsansvar findes i en eller anden form i de fleste
germanske love, men i så fald hvilken slægt? For Nordens
vedkommende betød det valg- og alliancebaserede slægtskab,
at der ingen helt faste grænser var for slægtskab. Var det
da denne konstruerede slægtsgruppe, der hæftede for og
hævnede hinanden? Muligheden foreligger bestemt; for
eksempel fortæller Saxo, at Skjalmsønnernes, Peter
Bodilsøns og Håkon Sunnivasøns argument for at hævne drabet
på Knud Lavard var, at de var venner.357 Da det valg- og
alliancebaserede slægtskab formentlig har haft størst
betydning for den bedrestillede del af bønderne og
stormændene, er det rimeligt at forestille sig, at der
kunne være andre netværk, der fungerede som del af
retsplejen. Klientforhold kan meget vel have sikret de
356 P. Sawyer: ”The Bloodfeud in Fact and Fiction” 1987, s. 36.357 Amici ”Saxonis Gesta Danorum” s. 356.
256
dårligere stillede hjælp fra en mere magtfuld person ved
retsbrud begået af eller mod dem. Man kan forestille sig,
at den sanktion, der ramte en drabsmand, også efter
landskabslovenes komme, har varieret både efter hans
sociale stilling og de omstændigheder, hvorunder drabet
blev begået.
Hvor plausible de ovenstående forklaringer end kan lyde,
medfører kildesituationen, at de ikke kan blive andet end
kvalificerede gæt, da man skal op til landskabslovene, før
en egentlig nedskrevet procedure findes, og selv da er det
et åbent spørgsmål, om bestemmelserne er blevet fulgt,
eller om de har fungeret som rettesnore, hvis parterne ikke
selv kunne komme frem til en bedre løsning.
I landskabslovene var et drab ikke blot et drab. Den
sanktion, der ramte drabsmanden, afhang af de forhold,
hvorunder drabet havde fundet sted. I lovgivningen
opereredes der med to typer af drab: De der kunne sones ved
mandebod, og de der ikke kunne. Orbodemål, niddingsværk
eller edsörebrud var betegnelser for gerninger så grove, at
de skyldige ikke umiddelbart kunne slippe med bødebetaling,
der ellers var den brugte sanktion. Ligeledes afhang
slægtens forpligtelser over for en drabsmand af, om der var
tale om manddrab eller om orbodemål. Ved manddrab hæftede
slægten i de fleste love sammen med drabsmanden, ved
orbodemål bortfaldt denne forpligtelse, og i stedet
fokuseredes der på den individuelle skyld.
257
FORBRYDELSER DER IKKE KUNNE SONES MED BODUdviklingen af en særlig kategori af voldsforbrydelser –
orbodemålet – hænger formentlig tæt sammen med kirkens
fredsideologi. Der findes nemlig påfaldende mange
sammenfald mellem orbodemålene og de fredsbestemmelser, der
teologisk blev slået fast ved de tre første
Laterankoncilier og i verdslig lovgivning i de tyske
landefrede. Straffen for orbodemål lå også i forlængelse af
de kirkelige straffe. Orbodemål var, som navnet siger,
bødeløse sager – sager som ikke kunne sones med bøder.
Straffen var stort set den samme i alle lovene:
Konfiskation af alt hvad gerningsmanden ejede og fortabelse
af hans fred. Fredløsheden var ved siden af livsstraffen
den hårdeste straf i lovene. Det var kun de værste
forbrydere, man ville straffe med at sætte dem uden for
fællesskabet: Den fredløse blev frataget sin identitet som
en del af en slægt og en social sammenhæng og blev på den
måde en paria. Ligesom med kirkestraffene, forbud og band,
var den verdslige straf, fredløshed, både en social og
sjælelig død, da den fredløse blev forment begravelse i
indviet jord. Denne hårde straf skal ses som en konsekvens
af, at et orbodemål gennem sit brud på freden blev en
forbrydelse imod hele det omgivende samfund og ikke kun
imod en enkelt person eller slægt.
Som med så mange af de retlige tiltag i landskabslovene går
orbodemålet, i hvert fald i den form vi kender, tilbage til
258
det 12. århundredes anden halvdel. I Frostatingsloven står
der, at ved den lovredigering, som kong Magnus og ærkebisp
Øystein støttet af stormændene stod bag i 1164, skete der
en skærpelse af straffen for orbodemænd, altså dem der
havde begået orbodemål.358 Tilsvarende står der i
Gulatingsloven, at orbodebestemmelserne, i den form de
findes i loven, blev indført af Magnus Erlingsøn.359
Øysteins involvering i udfærdigelsen af orbodemålet og
straffen derfor kan ikke undre, idet det må have været
vigtigt for kirken, at fredsbrydere kunne rammes af såvel
verdslige som kirkelige sanktioner. I de ældre
kristendomsretter fra Eidsivating og Borgarting optræder
orbodemålet også, men ikke i den form det senere får,
eftersom orbodemålet dér var den verdslige straf for incest
med en af de sytten kvinder, man var nærmest beslægtet og
besvogret med. Forbrydelsens tætte forbindelse til
kirkeretten ses også tydeligt i dele af straffen, som den
beskrives i Borgartingsloven. Handlingen medførte tab af
fred og gods, der blev delt mellem konge og kirke, freden
kunne dog genvindes, hvis den formastelige havde skriftet
og gjort bod. Hvis orbodemanden ikke gjorde dette,
foreskrev Eidsivatingsloven den samme straf i døden som for
bandlyste personer, nemlig udelukkelse fra begravelse i
indviet jord.360
358 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. V, kap. 44, s. 182.359 Ibid., GL. kap. 32, s. 19f.360 ”Vikens Kristenret. Ældre Borgartingslov.” kap. 17, s. 17f og ”ÆldreEidsivatings Lov, Kristenretten” kap. 50, s. 33 og kap. 52, s. 34.
259
Selve titlen ”Arvebog og Orbodemål” fortæller om
orbodemålets forekomst i Danmark i 1170’erne. Spørgsmålet
bliver da, om det var en nyskabelse ved lovbogens komme,
eller om det byggede på ældre bestemmelser. Der har været
tradition for at føre orbodemålet helt tilbage til
tusindtallets sidste del, da Knud den Helliges Gavebrev til
Lunds domkirke fra 1085 nævner to eksempler på fredskøb hos
kongen.361 Dette må betyde, at en eller anden form for
fredløshed her eksisteret, men dette er ikke ensbetydende
med, at orbodemål også fandtes. Andre forklaringer på det
tidlige fredskøb kunne for eksempel være, at der bødedes
for forræderi imod kongen eller lignende.362 Selvom
orbodemål fandtes som forbrydelseskategori i Norge og
Danmark i det sene 1100-tal, er det ikke sikkert, at det
samme var tilfældet i hele det svenske område, hvor
orbodemål første gang findes nævnt i Den ældre
Västgötalov.363
Skønt orbodemål var kendt i hele Norden, havde de ikke
samme udformning overalt. I de danske love var der fire
typer drab, der betegnedes som orbodemål: Drab i hjemmet,
på tinget, i kirken og efter de aftalte bøder var betalt,
hvortil Anders Sunesens Parafrase føjer kvinderov,
361 ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 21, s. 25f. Den latinske ordlyd var:”pro pace sua emendauit.” ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd., nr. 21, s.49.362 Saxo vrimler med eksempler på oprørske stormænd i 1000- og 1100-tallet, så tanken er nærliggende.363 ”Samling af Sweriges gamle Lagar.” bd. 1, VgL1. Orbotæ mal, s. 23f.
260
ildspåsættelse og drab på vært eller gæst.364 I Jyske Lov
brugtes betegnelsen orbodemål ikke, men i Thords Artikler
fremhæves det, at orbodemål var alle de forbrydelser, for
hvilke man mistede sin fred.365 I de norske love omfattede
heller ikke kun drab, men også andre handlinger der truede
samfundsordenen såsom trolddom, landevejsrøveri og
kvinderov. Flere af de forbrydelser, som i de danske love
kategoriseres som orbodemål, findes opført under
fredsbrudene i Frostatingsloven og Landsloven,366 hvilket
glimrende illustrerer den tætte forbindelse mellem
orbodemålene og fredsideologien. I Danmark og Norge blev
orbodemålene bibeholdt som en del af lovgivningen, mens de
i Sverige blev inddraget i de såkaldte edsörebestemmelser, som
der vendes tilbage til senere.
På trods af den krænkelse af freden, der havde fundet sted
ved et orbodemål, fandtes der i de danske love mulighed
for, at orbodemanden kunne få sin fred tilbage ved et
såkaldt fredskøb, der udgjorde 40 mark betalt til
henholdsvis den dræbtes arvinger og kongen. Fra Arvebog og
Orbodemål til Eriks sjællandske Lov fandt en ændring i
proceduren for fredskøb sted. I den første slås det fast
at: ”Kongen maa ikke tage Fredskøb af dem [orbodemændene] og ikke
med Rette give dem deres Fred undtagen i det ene Tilfælde, at han faar
364 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, ASP. kap. 61, s. 552.365 Ibid., Tillæg til bd. 4, tekst 6C nr. 56, s. 261 (Add. XXII), tekst6D nr. 32, s. 278 og tekst 6E nr. 87, s. 321.366 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. IV, kap. 5, s. 158f. Bd.2, MLL. Mandhelgebolken, kap. 4, s. 51f.
261
Samtykke af dem, som er nærmest i Slægt med den dræbte og er fuldvoksne og
med Rette kan tage mod Løfte om Bøder.”367 Men i Eriks Lov lyder
ordene: ”og i disse Tilfælde [ved orbodemål] kan Arvingerne ikke tage
mod Bøder af Drabsmandens Slægt, medmindre de faar Kongens Samtykke
dertil, og Kongen maa ikke give Gerningsmændene deres Fred igen, uden at
han har Frændernes Samtykke dertil. Men de to Rater kan Frænderne godt
modtage af Slægten, selvom den Fredløse er flygtet med den ene del.”368 Det
er en interessant udvikling, som fandt sted på de omkring
70 år, der er mellem de to paragraffer. Ifølge begge love
havde den dræbtes arving vetoret med hensyn til, om kongen
måtte tage imod fredskøb eller ej, men i Eriks sjællandske
Lov havde kongen fået udvidet indflydelse på fredskøbet.
Fredskøb optræder ikke i de norske love med samme klare
bestemmelser som i de danske. I Gulatingsloven nævnes
fænomenet slet ikke, mens der i Frostatingsloven står, at
en utlæg (fredløs) mand ikke kunne komme ind i riget igen
uden kongens samtykke.369 I Landsloven ses fredskøbets
eksistens også kun indirekte, idet der i forbindelse med
367 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, A&O. bog III, s. 224.368 Ibid., 2. bd., EsL. 2. bog, kap. 9, s. 29. Ved første øjekast synesdenne bestemmelse uforståelig, hvordan kan slægten på en gang skullebøde og ikke? Hvis man imidlertid ser på den gammeldanske tekstforstår man bestemmelsens indhold. ”oc thæræ mughæ ey arwngæ bøtær takæ athins næstæ. ær dræpæt huær…Æn the twa salæ mughæ frændær wal af kyn takæ.”(”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V, EsL. tekst 1, 2. bog, kap. IX,s. 83f.). Paragraffens mening var altså, at ved fredløshed fororbodemål havde den krænkede part ikke umiddelbart ret til at kræve,at den fredløses nærmeste slægtning skulle overtage den ene af de trerater, som mandeboden bestod af, hvilket ellers var proceduren vedfredløshed i loven. Derimod skulle slægtningene stadigvæk bøde de toresterende rater.369 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. IV, kap. 41, s. 170.
262
orbodemænds arv står, hvad der skulle ske, hvis den
fredløse senere vendte tilbage.370 Dette må betyde, at der
eksisterede en eller anden form for mulighed for fredskøb.
Hvor langt fredslovgivningen går tilbage i det svenske
område er vanskeligt at sige. Allerede Den ældre
Västgötalov kendte til orbodemål, som må ses som en del af
lovens fredsbestemmelser. Normalt tilskrives Birger Jarl
æren for en større fredslovgivning for hele det svenske
rige. Udsagnet er dog usikkert, eftersom den ældste kilde,
der omtaler fredslovgivningen, er Erikskrøniken, der først
kom i 1320’erne. Det er imidlertid slet ikke usandsynligt,
at en fredslovgivning fra centralt hold kom i Birgers
regeringstid, i hvert fald ses der en tydelig stigning i
antallet af orbodemål og en skærpelse af straffen derfor
fra den ældre til den yngre version af Västgötaloven.
Samtidig findes der andre eksempler på, at Birger ikke var
uvillig til at føre det retlige landskab i Sverige ajour
med kirkens forskrifter, for eksempel var det under hans
regering, at Skänningesynoden blev afholdt, ligesom
jernbyrden afskaffedes under hans styre.371 Som før nævnt
blev orbodemålene i Sverige inkorporeret i
edsörebestemmelserne. Edsörebrud var betegnelsen for en
række grove forbrydelser, der stort set svarer til
orbodemålene. Edsöret var ifølge traditionen opstået som en
370 Ibid., bd. 2, MLL. Mandhelgebolk, kap. 6, s. 52. 371 G. Åqvist: ”Frieden und Eidschwur. Studien zum mittelalterlichengermanischen Recht” 1968, s. 116.
263
overenskomst mellem kongen og befolkningen, idet
stormændene skulle sværge på at holde det tidlige edsöre.
Selve betegnelsen edsöre er også meget informativ, da
ordet er sammensat af ed og sværge. Dermed skriver edsöret
sig ind i traditionen fra de store fredskoncilier.372
Edsörelovgivningen kom fra centralt hold, hvilket betød, at
det kom til at gælde for hele riget og blev inkorporeret i
landskabslovene. Edsöret blev en fast del af lovgivningen i
slutningen af det 13. århundrede, nærmere bestemt et sted
mellem Den yngre Västgötalov vedtagelse (da det ikke er med
i den oprindelige lovtekst, men indføjet i et senere
tillæg), og 1296, hvor Upplandsloven, der indeholder
edsörebestemmelser, blev stadfæstet. Edsörebrud lå inden
for de klassiske fredsbrud, voldtægt, drab i hjemmet, på
tinget, i kirken, og hvis man tog uretmæssig hævn, det vil
sige efter, at der var givet sikkerhedseder, eller et
forlig var indgået. Straffen for edsörebrud var at blive
erklæret biltog,373 fredløs, i hele riget. Dette adskiller sig
fra tidligere praksis, hvor fredløsheden kun gjaldt i det
pågældende landskab, og hvor gerningsmandens gods blev delt
mellem kongen, herredet/hundredet374 og den dræbtes
372 J. Rosén: ”Den svenska historia” 1977, s. 31.373 Betegnelsen biltog går længere tilbage end edsörelovgivningen ogkendes allerede fra 900-tallets Östgötaland, hvor en runeristningfortæller, at ”den som ristat detta, Gunnar, flydde biltog och tog sin tillflykt till dennahelgadom.” G. Hafström: ”Den svenska rättskällornas historia” 1973, s.32.374 I Uppland, Södermannaland, Västmannaland og Dalarne havde man eninddeling i hundreder og ikke i herreder. Hundredet fungerede ikke somretsinstans på samme måde som herredet, men kom i funktion iforbindelse med leding og ved bødebetaling. Hvorfor disse landskaberhavde en anden administrativ inddeling end resten af riget, er
264
arvinger. Ligesom i de danske love kunne den biltoge få sin
fred igen, hvis den forurettede part bad derom. I så fald
kunne freden tilbagekøbes hos kongen for fyrre mark. Selv i
edsörelovgivningen, der var så tæt knyttet til kongemagten,
havde den dræbtes slægtninge en afgørende betydning,
eftersom det var dem, der afgjorde, om voldsmanden skulle
have mulighed for at genvinde sin fred. Dette til trods må
edsörelovgivningen ses som et afgørende skridt i retning
af, at centralmagten overtog jurisdiktionen ved fredsbrud.
vanskeligt at sige; inddelingen i hundreder er under alleomstændigheder ikke et specielt svensk fænomen, men kendes både fradet angelsaksiske England og Frankerriget. S. Reynolds: ”Kingdoms andCommunities in Western Europe, 900-1300” 1986, s. 225.
265
MANDEBODENVed almindelige drab, der ikke krænkede freden, var
proceduren lagt an på bødebetaling, den såkaldte mandebod.
Ved modtagelse og betaling af mandeboden til syne var
proceduren i flere af lovene bygget på det kanoniske
slægtsansvar. Der herskede en mangfoldighed af
mandebodsbestemmelser, hvoraf det ses, at slægtsansvaret
udviklede sig forskelligt i de nordiske lande. Denne
iagttagelse står i skarp modsætning til Ole Fengers
argumentation for ikke at inddrage svenske eller norske
retskilder i sin undersøgelse af fejden og mandebodens
udvikling i Danmark, da han mente, at udviklingen på trods
af den tidsmæssige forskydning var ensartet i de tre
nordiske riger,375 og at der derfor ikke var grund til at
inddrage andet nordisk materiale end det danske.
Ved den kollektive mandebodsbetaling optrådte slægten
som retssubjekt over for tredjemand – den dræbtes slægt og
eventuelt også myndighederne. Men samtidig omhandler
mandeboden også slægtningenes indbyrdes rettigheder og
forpligtelser, idet den kollektive betaling betød, at de
værdier, der blev overført ved bodsbetalingen, ikke alene
gik fra et enkelt medlem og dermed indirekte fra hans
arvinger, men gik fra alle de slægtninge der var pligtige
til også at betale. Det faktum, at det i mange love var en
pligt at betale, så drabsmanden havde ret til slægtens
375 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 209-212.
266
hjælp til betalingen, må have betydet, at slægtningene
indbyrdes forsøgte at kontrollere hinandens opførsel.
Den danske lovgivningDe danske mandebodsbestemmelser er allerede blevet
indgående behandlet af Poul Johs. Jørgensen og Ole Fenger,
men da formålet hér er at se på udviklingen i de tre riger,
vil de alligevel blive beskrevet. At kollektivt
slægtsansvar ved manddrab kunne bruges aktivt af
centralmagten for at regulere ufreden i en tid, hvor den
endnu ikke var stærk eller udbygget nok til at udføre
opgaven effektivt, er en idé, der først blev præsenteret af
Troels Dahlerup i hans anmeldelse af ”Fejde og mandebod”.376
Det er den samme tankegang, der bliver forfulgt og sat i
forbindelse med det kanoniske slægtskab i det følgende.
I Arvebog og Orbodemål omtales mandebod ikke, men alene
titlen ”Orbodemål”, sager, der ikke kunne sones med bøder,
indikerer, at bødebetaling var kendt. Heller ikke i
Valdemars sjællandske Love har betaling af mandebod nogen
fremtrædende plads; der står blot, at drabsmanden skulle
tilbyde bøder til den dræbtes nærmeste slægtninge.377 Denne
bestemmelse kunne tyde på, at drabsmanden alene har skullet
udrede bøden, som øjensynlig heller ikke skulle deles
mellem andre end den dræbtes nærmeste. Dog kan det ikke
udelukkes, at en form for kollektiv betaling har fundet
376 T. Dahlerup: ”Anm.: O. Fenger: Fejde og mandebod” 1972, s. 203.377 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VIII, VsL. tekst 1, kap. 139, s.65-67.
267
sted, selvom den ikke blev retligt sanktioneret. Denne vage
formulering omkring betalingen af mandeboden kendes ikke
fra de øvrige love. I Skånske, Jyske og Eriks sjællandske
Lov var betalingsbyrden pålagt hele slægten, idet
drabsmanden først skulle erlægge en tredjedel af boden,
også kaldet en sal, hvorefter henholdsvis mødrene og
fædrene side skulle betale hver en sal, ”saa langt Slægtskabet
rækker,”378 som der står i Eriks sjællandske Lov. At det var
det kanoniske slægtskab, der hentydes til, synes at være
det mest nærliggende.379 I Jyske Lov er der ikke noget at
tage fejl af: ”Den, der er længere ude i Slægt end fjerde Mand, behøver
ikke at bøde, uden han selv vil. Paa samme maade skal, hvis Bod modtages, de,
der er længere ude end fjerde Mand, ikke tage noget, medmindre Frænderne vil
give dem det.”380 Tydeligere kan det vist ikke siges, at det
kollektive ansvar byggede på det kanoniske slægtskab, som
det var defineret efter Det fjerde Laterankoncil i 1215.
Slægtsansvaret var imidlertid ikke afhængigt af, om
drabsmanden opfyldte sin del af bødebetalingen. I både
Jyske og Eriks sjællandske Lov skulle slægtsgruppen bøde,
selvom drabsmanden ikke gjorde, enten fordi han ikke kunne378 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk.” bd. 2, EsL. 3. bog, kap. 26,s. 97. Den gammeldanske ordlyd: ”e mæth hans frændsum ær.” ”Danmarks gamleLandskabslove” bd. V, EsL. 3. bog, kap. 26, s. 283.379 Fenger mente, at ordlyden skulle forstås derhen, at slægtskabet iteorien kunne være uendeligt. O. Fenger: ”Fejde og mandebod.” 1971, s.150. En påstand som er meget usandsynlig, idet den hverken stemmeroverens med det valg- og alliancebaserede slægtskab eller detkanoniske.380 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. 2. bog, kap. 25, s.169. Den gammeldanske ordlyd: ”Hwa sum vttær meræ ær i byrth æn at fiarthæmannæ. han tharf ækki bøtæ vtæn han wil. takæs oc boot in. tha takæ the thær vtæn fiarthæmannæ ækki. vtæn of frændær willæ thæm nokæt giuæ.” ”Danmarks gamleLandskabslove” bd. II, JL. tekst 1, kap. 25, s. 190.
268
og derfor havde valgt at flygte og blive fredløs, eller
fordi han var død, hvad enten det var af naturlige årsager,
eller han var blevet dræbt eller henrettet.381 I den yngste
af landskabslovene, Eriks sjællandske Lov, fik det
kollektive ansvar sin videste udstrækning: Hvis drabsmanden
af de nævnte årsager ikke betalte sin sal af bøden, blev
ansvaret for at betale den første sal lagt over på den
nærmeste mandlige slægtning på den fædrene side. Hvis han
ikke kunne betale den første sal, mistede han sin mandhelg
- den fred, alle frie mænd besad, der blandt andet betød,
at de kunne rejse sager på tinget - og ansvaret for
bødebetalingen gik videre til den næste, indtil enten den
første sal blev betalt, eller de tre nærmeste slægtninge på
fædrene side havde mistet deres mandhelg. I det sidste
tilfælde gik forpligtelsen over til den mødrene side efter
samme procedure som den beskrevne.382
Det er kun i Eriks sjællandske Lov, at man finder
princippet om, at slægtningene skulle overtage den første
sal, ellers var det herskende princip, at slægten svarede
for den anden og tredje sal, hvad enten den første sal blev
betalt eller ej. Dette krav ses første gang i den såkaldte
Ættebodslov, som Valdemar Sejr udstedte for Skåne og
traditionelt dateres til et sted mellem 1202 og 1215. Det
skånske landskab adskiller sig i det hele taget fra de381 Henrettelsen ophævede ikke slægtsansvaret, idet den blev ligestilletmed fredløsheden.382 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V, EsL. tekst 1, 3. bog, kap. 30,s. 295-298. Hvis drabsmanden derimod døde, inden han mistede sin fred,var det hans nærmeste arving, der skulle lægge den første sal. Ibid.,kap. 31, s. 298-300.
269
øvrige landskaber ved, at man har kendskab til hele to
kongelige forordninger fra det tidlige 1200-tal, hvis sigte
det var at regulere mandebodsbetalingen. Den ældste fra år
1200 går normalt under betegnelsen ”Knud VI’s
Manddrabsforordning for Skåne.” Formålet med forordningen
var ifølge dens egen ordlyd at afskaffe det misbrug, der
fandt sted ved manddrabsforbrydelser, thi ”endskønt ingen burde
understøttes i sin Ondskab, bliver de, der styrter sig ud i Manddrab, hvorved de
burde forarmes, rige, idet de ved Ran og Voldsom Frarøvelse tvinger dem, som
de regner for deres Frænder, selv om de ikke er i Slægt med dem, til at bøde
sammen med sig, saa meget som de kræver.”383 Problemet var altså
ikke den kollektive betaling, men at personer uden for
slægtskredsen blev påtvunget et slægtsansvar, de ikke havde
del i, og at der ikke var faste rammer for, hvordan og hvor
meget hver skulle bøde. Forordningen fremstår som en lov
givet i en overgangsperiode, hvor det kanoniske slægtskab
endnu ikke havde fortrængt det valg- og allianceprægede
slægtskab fra menigmands bevidsthed, og den styrker det
kanoniske slægtsansvar, idet forpligtelse til at deltage i
383 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1. Tillæg til SkL. s. 84.Oversættelsen fra latin af passagen om, hvem det er, drabsmandentvinger til at betale sammen med sig: ”Quos sibi consanguineos annumerant, licetextraneos,” er gennem tiden faldet meget forskellig ud. I en oversættelseaf forordningen fra 1546 står der: ”endog dæ ere langtfra och fræmmede.”Ludvig Holberg skrev derimod i sin ”Dansk og fremmed Ret”: ”tvinge deresSlægtninge, skjønt Sagen er dem udvedkommende.”, og som ovenfor citeretoversatte Kroman og Iuul extraneos med ubeslægtede. Fenger mente, at detsnarere handlede om fjerne slægtninge, som ikke havde pligt til atbøde. O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 363, note 85. Dennetolkning ligger fint i forlængelse af nærværende afhandlings teori omdet kanoniske slægtskab; i så fald kan en fortolkning lyde: ”Tvinger dem,der ikke tilhører den kanoniske slægtskreds”.
270
bødebetalingen kommer gennem ”blodets bånd”, som Anders Sunesen
skriver.384
Forordningen opstillede en procedure for, hvordan
bodsbetalingen skulle foregå. Selvom den hævdede, at der
ikke var tale om nye bestemmelser, men blot en
genopfriskning af gamle, der var gået i glemmebogen,385 er
det anerkendt blandt retshistorikere, at bestemmelserne var
nye, og at påberåbelsen af deres alderdom alene var et
ideologisk stiltræk.386 Også når man ser forordningen i
sammenhæng med Arvebog og Orbodemål og Valdemars
sjællandske Lov, hvor slægtsbetaling af mandebod ikke
nævnes, kunne det tyde på, at der var tale om en
forholdsvis ny praksis. Hvis den kollektive slægtsbetaling,
som den findes i landskabslovene, havde rødder langt
tilbage i tiden, ville det være mærkeligt, at man ikke
langt før havde indført foranstaltninger, der forhindrede
misbrug. Men det kan forklares med, at det ikke var en fast
defineret gruppe, der skulle bøde tidligere, og at det
derfor var et spørgsmål om den enkeltes netværk. Desuden
var indførelsen af de kanoniske bestemmelser for slægtskab
sikkert lang tid om at blive anerkendt, ligesom mange nok
også har været i tvivl om, hvem deres kanoniske
slægtsgruppe i det hele taget bestod af, hvilket nogle
drabsmænd ifølge Manddrabsforordningen benyttede sig af.
384 ”Obligatum autem coniuneccione sanguinis.” “Danmarks gamle Landskabslove” ASP.kap. 45, s. 524.385 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, Tillæg til SkL. s. 777.386 Se for eksempel O. Fenger: ”Romerret i Norden” 1977, s. 62 og K.Helle: ”Lov og rett i middelalderen” 1999, s. 18.
271
Kollektiv mandebodsbetaling som princip var altså ikke
nødvendigvis ny, det var ansvarsgruppen imidlertid.
Knuds forordning kom imidlertid ikke til at gælde længe, da
den snart blev afløst af Valdemar Sejrs Ættebodslov.
Indholdet i denne var en skærpelse i forhold til
drabsmandens personlige ansvar. Nu skulle drabsmanden selv
hæfte for betalingen af boden, hvis ingen af hans
slægtninge tilbød at hjælpe ham. Ved første øjekast synes
de nye bestemmelser at være en svækkelse af slægtens
ansvar, men hvis drabsmanden ikke betalte boden, blev han
dømt fredløs og måtte flygte, hvilket som oftest nok var
konsekvensen, idet de færreste havde råd til at betale en
fuld mandebod. Selvom drabsmanden flygtede, var sagen
imidlertid ikke afsluttet. Boden skulle stadig betales. Den
første tredjedel af boden var tabt for den dræbtes slægt,
men drabsmandens slægt overtog de to tredjedele, hvoraf
mødrene og fædrene side skulle betale hver en sal. Betalte
de ikke, havde den dræbtes slægtninge ret til at hævne sig
på dem, ”og de kan bebrejde sig selv, at de ikke tilbød Bøder,” som der
står i forordningen.387 Med andre ord kunne slægtningene
ligeså godt hjælpe drabsmanden med at betale boden i første
omgang, da konsekvensen for dem i alle tilfælde var den
samme. Bestemmelserne fra Ættebodsloven kom på længere sigt
til at danne præcedens for resten af det danske rige, thi
387 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, Tillæg til SkL. s. 87f.
272
det samme princip ses både i Thords Artikler til Jyske
Lov388 og i Erik Klippings Helsingborgske Forordning fra
1283, hvori det lyder: ”Slægtningene skal ikke af kongen tvinges til at
give noget [af boden], med mindre han [drabsmanden] flyer fredløs. Da
skal de nærmeste slægtninge betale to ættesale og efter landets gamle
sædvane modtage støtte af deres slægtninge.”389 Ole Fenger har
overbevisende argumenteret for, at den Helsingborgske
Forordning havde karakter af en landefred, hvorfor
bestemmelserne var gældende for hele riget.390
Ud over den verdslige straf blev drabsmænd underkastet
kirkelige straffe. Fra Anders Sunesens tid som ærkebisp
(1202-1223) blev der udfærdiget synodalstatutter om, hvilke
kirkelige straffe blandt andet voldtægtsmænd, drabsmænd og
de, der havde begået incest, skulle underkastes. For
”almindelige” drabsmænd gjaldt det som hovedregel, at de
skulle faste på vand og brød og var udelukket fra
gudstjenesten de første år, efter at drabet var begået.
Derud over skulle de resten af deres liv afholde sig fra
bestemte føde- og drikkevarer på den ugedag, drabet var
blevet begået. Værst var det at dræbe på en søndag, da man
i så fald resten af livet skulle afholde sig fra at spise
388 ”Danmarks gamle Landskabslove ” Tillæg til bd. IV. Thords Artikler,tekst 6A, nr. 61, s. 184, 6B: 66, s. 234, 6D: 63, s. 289, 6E: 66, s.316, 7: 71, s. 350, Erik Krabbe: 61, s. 421.389 Min oversættelse af ”Nec cognati compellantur per dominum regem contribuere cumhomicidis, nisi forte pace priuati fugerint, tunc propinquiores soluant duo ættæ sal etsecumdum terre antiquam consuetudinem recipiant suum stuth de cognatis.” ”Den danskerigslovgivning indtil år 1400” Lex Erici regis Danorum, kap. 4, s.106.390 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 449.
273
kød den dag. Drab på visse andre ugedage medførte
afholdenhed fra smør og ost den pågældende dag. Skulle man
endelig slå nogen ihjel, var det bedst at gøre det om
fredagen, da man ud over den traditionelle fastespise, vand
og brød, også fik lov til at spise en grødret og drikke øl,
dog ”uden fylderi” som der står.391 Denne forskel i den
kirkelige straf alt efter, hvilken dag et drab blev begået,
er dels et produkt af fredsideologien, hvor lørdag aften
til onsdag morgen var en fredlyst periode, dels et udslag
af, at søndagen var Herrens dag, og at det derfor var
ekstra gravende at begå ugerninger den dag, mens fredagen
på forhånd var bods- og sørgedag, da det var den dag, Jesus
blev korsfæstet.
Slægtens kollektive ansvar blev altså konserveret, selvom
drabsmandens individuelle ansvar blev øget, noget der i
langt de fleste tilfælde antagelig kun fik ideologisk og
ikke praktisk konsekvens, da slægten intet vandt ved ikke
at hjælpe drabsmanden. Samtidig viser
mandebodsbestemmelserne med al tydelighed, hvordan den
kanoniske slægtsopfattelse fik vidtrækkende konsekvenser,
idet den tidligere mere flydende praksis måtte omformes, så
den passede ind i den kanoniske definition af slægtskab.
Den svenske lovgivning
391 ”D.R.B.” 1. rk., 4. bd., nr. 65, s. 93. (”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 4. bd., nr. 65, s. 145).
274
I de svenske love eksisterer der ikke den samme enighed som
i de danske om, af hvem og hvordan mandeboden skulle
betales. Overordnet kan mandebodsbestemmelserne deles i to
kategorier. I den ene kategori hæftede slægten kollektivt
for betalingen af mandeboden, som det også genfindes i de
norske og danske landskabslove, mens der i de andre love
herskede det helt modsatte princip, idet slægtningene ingen
forpligtelser havde over for drabsmanden. Midt imellem de
to grupper findes Östgötaloven, hvor slægtningene ganske
vist ingen direkte forpligtelse havde over for drabsmanden,
men derimod besad en skyldighed over for den dræbtes
slægtninge.
Det er vanskeligt at se daterbare eller geografisk bestemte
træk i udviklingen af slægtsansvar ved mandebodsbetaling i
de svenske love. I de to versioner af Västgötaloven,
Hälsingeloven og Dalaloven var det pålagt slægten at
deltage i betalingen, dog i forskelligt omfang. De to
Västgötaloves bestemmelser er stort set identiske; her stod
valget mellem fredløshed eller bøder, dog med den hage, at
det var op til den dræbtes arvinger at beslutte, om de
ville acceptere at modtage bøder. Hvis parterne nåede til
enighed om bøder, foregik betalingen på den måde, at
drabsmanden (ligesom i de danske love) først lagde sin del,
hvorefter hans arving eller arvinger skulle betale
arvingsbod til den dræbtes arvinger. Størrelsen på denne
bod var seks mark, det samme som slægtsboden, der skulle
275
betales til den dræbtes slægt, tre mark fra henholdsvis den
fædrene og mødrene side. Denne blev fordelt således, at de
nærmeste slægtninge henholdsvis betalte og modtog mest. I
begge lovene regnedes slægtskabet ”intill sjätte man,”392 altså til
og med det sjette led. Alle drab udløste også et bødekrav
til kongen og ligeledes til ”alle män.”393 Betalingsansvaret er
ganske bemærkelsesværdigt, da det hverken følger den gamle
kanoniske måde at regne slægtskab, der var gældende indtil
Det fjerde Laterankoncil, eller den nye, som blev opsat
dér, men i stedet ligger midt imellem. Dog kan forklaringen
på det sjette led i Den ældre Västgötalov være, at det
skyldes et lån fra en af de norske love; at det sjette led
går igen i den yngre version, må i så fald ses som et
udtryk for en direkte kopiering af reglen i den ældre
version, hvorunder skriveren eller forfatteren af den yngre
version ikke har tænkt over sammenhængen mellem det
kanoniske slægtskab og mandebodsbetalingen. Der var altså
ikke i alle tilfælde en selvfølgelig sammenhæng mellem det
kanoniske slægtskab og mandeboden, om end det var den
kanoniske måde at tælle slægtskab på, der lå til grund for
reglen, eftersom ansvarsgrænsen var defineret derefter.
Begge lovene har ganske interessante bestemmelser om
kvindelige drabsmænd. Hvis en kvinde dræbte, skulle hendes
392 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL1. Om mandråp, kap. 1, p. 23f ogVgL2. Dråparebalken, kap. 4-7, p. 255f.393 Ibid., VgL1. Om mandråp, kap. 5, § 1, p. 25 og VgL2. Dråparebalken,kap. 10, p. 257. Alle mand var en betegnelse for alle herredetsindbyggere, og det betød i praksis, at der skulle bødes til herredet.
276
nærmeste mandlige slægtning bøde eller gå i fredløshed for
hende.394 I den yngre lov fortælles det, at heri lå grunden
til, at en kvindes broder også modtog vångave (en gave, der
blev givet af brudgommen til brudens nærmeste slægtninge
ved indgåelsen af et fæstemål), da broderen også kunne
risikere at skulle bøde for sin søsters eller moders
handlinger. Interessant er det ligeledes, at det kun var
kvindens blodsbeslægtede, der skulle bære ansvaret for
hendes handlinger, mens en eventuel ægtemand intet ansvar
havde. Dette kan kun forstås som et eksempel på, at
slægtens forventede kontrol over dens medlemmer blev regnet
for stærkere end ægteskabets bånd.
Hälsingelovens procedure ved bodsbetaling har mange
fællestræk med det ovenfor beskrevne. Dér var det ligeledes
op til den dræbtes nærmeste at bestemme, om de ønskede at
modtage bøder, eller om de foretrak hævnen, hvilket i
praksis sikkert har betydet, at drabsmanden måtte fly
fredløs. Hvis boden blev valgt, indeholdt loven meget
specifikke regler for, hvor meget den enkelte slægtning
skulle bøde eller modtage, disse regler omfattede hele
slægten ”ända till fjärde led.”395 I denne lov var betalingen altså
tilpasset de gældende kanoniske bestemmelser for slægtskab.
På samme måde som ved Västgötalalovene skulle drabsmanden
også bøde til kongen, mens herredet ikke havde den samme
ret.394 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. Af mandrapi, kap. 5,§ 2, s. 13 og VgL2. Dræpare Balken, kap. XI, s. 126.395 “Svenska Landskapslagar” bd. 3, HL. Manhelgdsbalken, kap. XXXVIII,s. 337.
277
I Dalaloven skulle bodsbetalingen ske på en noget anden
måde end i de tre omtalte love. Her skulle drabsmanden selv
betale halvdelen af boden, og ”Hans broder, om sådan finnes och har
skiftas med honom, skall gälda böter tillsammans med ätten: de alla böta halva
boten.”396 Det er påfaldende, at denne formulering er så vag:
Der står intet om, hvor langt slægtskabet regnedes, heller
ikke om, hvor meget hver skulle bøde, eller om den mødrene
side skulle yde lige så meget som den fædrene side.
Umiddelbart synes det, at en sådan flydende formulering
rummer kimen til ufred, idet de eneste, der med sikkerhed
skulle betale, var brødrene. Måske lagde paragraffen
ligefrem op til, at hovedansvaret for betalingen af den
halve bod lå hos brødrene, selvom det forventedes, at
slægten trådte hjælpende til, hvis brødrene ikke formåede
at betale hele deres andel. I så fald måtte det medføre
svare problemer at få en bodsaftale igennem, hvis
drabsmanden ingen brødre havde. Påfaldende er det også, at
i de andre love, hvor det var pålagt den eller de nærmeste
slægtninge at yde ekstra, påhvilede denne forpligtelse
arvingerne, altså i første omgang drabsmandens sønner. I
Dalaloven synes arvingerne derimod ikke at have haft noget
specielt ansvar. Det var brødrene, det tunge ansvar hvilede
på, selvom livsarvinger i arveretten havde fortrinsret frem
for brødre. Brødrenes forpligtelse til at betale halvdelen
af boden gjaldt kun, hvis et arveskifte efter forældrene
havde fundet sted, ellers skulle ”De bröder, som äro i bo samman,
396 Ibid., bd. 2, DL. Manhelgdsbalken, kap. X, s. 32.
278
böte allesamman, ved en bryter, utom i det fall att brottet hör under utbotamål
eller är utukt.”397 I dette tilfælde fremgår det ikke klart, om
drabsmanden og hans brødre skulle stå for hele
bodsbetalingen, eller om slægten forventedes at betale den
ene halvdel.
Som før omtalt havde en drabsmands slægtninge intet ansvar
for at hjælpe drabsmanden ifølge Östgötaloven.
Drabshandlingen førte automatisk til, at ”den som dräpte har
genom hugget förverkat sin fred och allt det som han äger inom land och
lagsaga förutom sin jord.”398 Drabsmandens slægtninge var
imidlertid forpligtede over for den dræbtes slægt, idet
loven foreskriver: ”Nu skall den ätten böta försoningsbot, som ofreden
har vållet;…Därav skola fränderne på fädernet böta två lotter och fränderna på
mödernet en tredjedel.”399 På samme måde skulle den dræbtes slægt
modtage boden, og derudover skulle der også bødes til både
kongen og herredet. Mandebodsbestemmelserne i Östgötaloven
har flere væsentlige aspekter. Drabsmanden skulle bøde for
fredsbruddet uden slægtens hjælp, mens hans slægt gennem
bøder skulle kompensere for den krænkelse, som den dræbtes
slægt havde lidt. Et andet aspekt, som fanger
retshistorikerens interesse, er, at boden ikke var ligeligt
fordelt på den mødrene og den fædrene side af slægten:
Boden fulgte i stedet de nye arveregler i loven, hvor døtre
arvede halvt så meget som sønner, forstået på den måde at
den fædrene side betalte og modtog dobbelt så meget som den
397 Ibid.398 Ibid., bd. 1, ÖgL. Dråpsbalken, kap. III, s. 54.399 Ibid., kap. VII, s. 58.
279
mødrene side. Da der andetsteds i loven fortælles, at dette
var en forholdsvis ny bestemmelse, må man deraf slutte, at
det samme var tilfældet med kapitlerne om mandebod. Dette
er et eksempel på, at mandebodens udformning hang nøje
sammen med slægtningenes arvekrav mod hinanden. I
Östgötaloven var den dræbtes slægt forpligtet til at
modtage bøder, medmindre de greb gerningsmanden på fersk
gerning. I dette tilfælde kunne de uden konsekvenser dræbe
ham. Heller ikke i dette tilfælde var drabsmandens
slægtninge uden for ansvar. De skulle fortsat bøde
forsoningsbod til slægten og drabsbøde til herredet og
kongen.400 Boden til kongen og herredet var i det hele taget
ikke til at komme uden om; selv i det tilfælde, hvor to
mænd dræbte hinanden i slagsmål eller kamp, skulle deres
slægtninge bøde, mens forsoningsboden naturligvis ikke
skulle betales, da tabet var ens på begge sider.401
Set i forhold til Västgötalovene havde kvindelige drabsmænd
i Östgötaland et langt større personligt ansvar. Hvis en
kvinde blev grebet på fersk gerning, var øjeblikkeligt
hævndrab tilladt, ellers skulle hendes værge eller ægtemand
drage til tinget og tilbyde bod. Boden skulle først tages
af hendes eget gods, og rakte det ikke, af værgens. Ejede
værgen ikke nok til at udrede boden, ville han blive
400 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL. Drapa Balken, kap. II,s. 46f.401 Ibid., kap. I, s. 46. Denne bestemmelse går også igen i Upplands-,Södermanna- og Västmannaloven, for til sidst at blive landsdækkendeved, at den medtoges i Landsloven.
280
fredløs, idet en kvinde ikke kunne idømmes denne straf.402
Det er interessant i forhold til Västgötaloven, at kvindens
personlige ansvar var større, og at ægtemandens ansvar i
Östgötaloven ligestilles med en blodsbeslægtet værges.
Forklaringen på, at mandens slægt ikke skulle betale ved en
kvindes drab, er måske, at det må have forekommet urimeligt
for ægtemandens slægt at betale for et drab, som blev
begået af en indgiftet kvinde.
I Upplands-, Södermanna- og Västmannaloven havde slægten
intet ansvar over for en drabsmand.403 I disse love skulle
drabsmanden selv præstere hele boden, der udgjorde fyrre
mark. Boden blev tredelt mellem den dræbtes arvinger,
hundredet og kongen. Det fremgår ganske tydeligt, at det
ikke var meningen, at slægten skulle hjælpe med
bødebetalingen, hvis drabsmanden var for fattig til selv at
udrede hele beløbet. Alle tre love tog højde for den
situation. Hvis drabsmanden ikke kunne udrede hele beløbet,
skulle hans ejendom deles ligeligt mellem de tre parter. I
Upplandsloven blev der dog også åbnet mulighed for, at
drabsmanden kunne miste sit liv som kompensation for det,
han havde taget, hvis han ikke kunne betale. De beskrevne
bestemmelser viser, at drab ikke blev regnet for en sag
mellem drabsmanden og den dræbtes arvinger, men som en
402 Ibid., kap. IX, s. 55.403 Drabsbestemmelserne findes følgende steder: Ibid., bd. 3, UpL.Manhælghis Balken, kap. IX og X, s. 138-140, Bd. 5, VmL. ManhælghisBalken, kap. IX, s. 143f og Bd. 4, SmL. Manhælghis Balken, kap. XXV,s. 153.
281
offentlig krænkelse, der skulle kompenseres for. Dette ses
også af, at lovene tager højde for, at den dræbtes arvinger
ikke altid ønskede at tage imod bøder, men i stedet
foretrak hævnen. I disse tilfælde blev der foreskrevet i
Södermannaloven, at ”Vill han [arvingen] hämnas och ej taga böter, då
skall han utfästa till konungen och hundraret de böter som dem tillkomma.”404
I Upplandsloven fandtes en lignende bestemmelse.405 Disse
bestemmelser må have medført, at det blev en stor økonomisk
belastning, hvis man ikke ville modtage mandebod, da
myndighedernes rettigheder til bod forblev samme. Kun i
Västmannaloven kunne sagsøgeren frit vælge mellem hævn og
bøde, uden at det havde økonomiske konsekvenser.
Ved Landslovens indførelse ses en generel skærpelse af
drabsmænds personlige ansvar; blandt andet fik livsstraffen
en øget betydning. På trods af dette bibeholdt man de nære
slægtninges ansvar over for den dræbtes slægt og
myndighederne i de situationer, hvor drabsmanden ikke selv
kunne opfylde forpligtelserne. I loven blev der skelnet
skarpt mellem, om drabsmanden blev fanget kort tid efter
drabet eller ikke. Blev en drabsmand grebet på fersk
gerning eller inden for et døgn, efter at drabet var
begået, foreskriver loven, at der skulle bødes liv for
liv.406 Inden for det første døgn havde den dræbtes
slægtninge også ret til at begå hævndrab, dog skulle de i
404 “Svenska Landskapslagar” bd. 3, SmL. Manhelgdsbalken, kap. XXV, s.176.405 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, UpL. Manhælghis Balken,kap. X, s. 139f.406 ”Magnus Eriksson Landslag” Dråpamålsbalken I, kap. II, s. 222.
282
så fald bøde både til kongen og herredet.407 Overlevede
drabsmanden det første døgn, var proceduren den klassiske
bødebetaling, der som udgangspunkt alene hvilede på
drabsmanden, dog med den vigtige undtagelse, at hvis
drabsmanden døde, inden boden var betalt, arvede hans
arvinger bødeforpligtelsen.408 Bestemmelserne i Landsloven
lægger sig på mange punkter tæt op af dem, der findes i
Upplands-, Södermanna- og Västmannaloven, hvilket ikke kan
undre, når man betænker, at i hvert fald Upplands- og
Södermannaloven er tilkommet via kongelig mellemkomst. Dog
ses der i Landsloven, at slægtninges ansvar på trods af den
øgede fokusering på personlig skyld ikke helt blev skrevet
ud af loven. Ud fra langt senere dokumenter må vi bemærke,
at uagtet den næsten fuldstændige ophævelse af det
kollektive ansvar forsvandt det ikke ud af kilderne, men
genfindes helt op i 1600-tallet.409
Som det er set i flere af landskabslovene, findes der også
i Landsloven paragraffer om kvindelige drabsmænd. Igen blev
der opstillet en grænse på et døgn. Hvis kvinden blev
pågrebet inden for det første døgn, var det op til den
dræbtes arvinger at bestemme, om han ville modtage bøder,
eller om hun skulle halshugges. Var et døgn passeret, havde
de ikke længere denne ret, for da kunne kvinden erlægge
bøder for drabet, og svarede hendes formue ikke til407 Ibid., kap. III, s. 222.408 Ibid., kap. XXIII – XXV, s. 227.409 B. Phillpotts: ”Kindred and Clan in the Middle Ages and After – AStudy in the Sociology of the Teutonic Races” 1913, s. 76f.
283
bødernes størrelse, blev hun dømt fredløs.410 Dette
illustrerer, hvilken markant udvikling der havde fundet
sted fra Västgötalovene, hvor det var kvindens værge, der
skulle hæfte for hendes gerninger, og hvor kvinder ikke
kunne dømmes fredløse, til Landsloven, hvor både fredløshed
og livsstraf kunne ramme kvinder såvel som mænd.
Den norske lovgivningDe norske love fulgte den samme udvikling som de svenske,
skønt i en mere radikal form, eftersom den kollektive
mandebodsbetaling blev fuldstændig afskaffet ved et
rigsmøde i Bergen i 1271 under Magnus Lagabøters
regering.411 Dette forbud kom også med i Landsloven, hvor
paragraffen om bødebetaling lød således: ”Da skal der nu alene
bøtes av dens gods, som dræpte, og alene til den dødes arvinger.”412 Resten
af den dræbtes slægt havde således heller ikke længere
adkomst til bøderne. Hvis drabsmandens gods ikke rakte til
at betale hele boden, trådte de samme bestemmelser i kraft,
som i de tre østsvenske love, idet drabsmandens ejendom
skulle deles ligeligt mellem arvingerne og kongen.413
410 ”Magnus Erikssons Landslag” Dråpamålsbalken I, kap. XXXIf, s. 229,411 Det første skridt dertil var allerede taget i 1260, hvor kong HåkonHåkonsson udstedte en forordning for Frostaområdet, hvori detkollektive ansvar blev formindsket, og drabsmandens hæftelse forøget.Forordningen indledes med en fortale, hvoraf dele ord til andet varkopieret fra Knud VI’s Manddrabsforordning. I Håkon Håkonssonsforordning var udgangspunktet, at drabsmanden selv skulle bøde, menvar han ikke i landet, skulle hans slægtninge betale halvdelen afboden, fordelt således at mødrene og fædrene side ydede en fjerdedelhver. ”Frostatingslova.” Innleiing, kap. 1-8, s. 3-6.412 ”Magnus Lagabøters Landslov” Retterbøder, kap. 2, s. 193.413 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 2, MLL. Mandhelgebolk, kap. 3,s. 49-50.
284
Forklaringen på, at den kollektive slægtsbetaling blev
totalt afskaffet, skal formodentlig findes i de tidlige
bestemmelser om mandebod. Både i Gulatings- og
Frostatingsloven findes et væld af bestemmelser om, hvem
der skulle betale og modtage mandebod.414 Disse bestemmelser
er overordentlig indviklede, og det må have været næsten
umuligt at holde rede på, hvem der skulle bøde til hvem, da
der skulle erlægges og modtages på kryds og tværs mellem
slægtningene på hver side. Et forsøg på at forenkle
reglerne ses antagelig i Gulatingsloven, dog uden det store
held. Mere drastisk gik man til værks med Håkon Håkonssons
tillæg til 1260-versionen af Frostatingsloven, hvor
slægtsansvaret blev betragtelig reduceret og
betalingsreglerne forenklet.415
Den forvirring, som bestemmelserne må have medført, har
rimeligvis i sidste ende ført til, at de blev afskaffet.
Reglerne om mandebod kom sandsynligvis ind i lovgivningen
som en del af det omfattende lovarbejde, der fandt sted
omkring år 1164.416 Det omfattende slægtsansvar, som
bestemmelserne var udtryk for, fulgte grænserne for det
414 For en samlet oversigt se: Ibid., bd. 1, FL. VI, kap. 2-3 og 7-47,s. 184-197. GL. kap. 69-88, 90 og 92-103, s. 74-82.415 Ibid., FL. Innleiing, kap. 1-5, s. 121f.416 Bertha Phillpotts har foreslået, at bestemmelsernes reelleanvendelse må have været meget indskrænket, da de efter hendesopfattelse kun ville komme til anvendelse, hvis en slægtning på dendræbtes side insisterede på at benytte sin ret, og dertil kom, at hanogså skulle besidde den fornødne styrke til at få sit krav gennemført.Derfor advarer hun mod, at man bruger bestemmelserne som et udtryk foret reelt slægtssammenhold og –ansvar. B. Phillpotts: ”Kindred and Clanin the Middle Ages and After – A Study in the Sociology of theTeutonic Races” 1913, s. 64f.
285
kanoniske slægtskab, men det er svært at anskue reglerne
som andet end et konstrueret juridisk arbejde uden hold i
de faktiske forhold, hvis formål forekommer langt mere
ideologisk end praktisk. Antagelsen styrkes af ordlyden i
indledningen til bestemmelserne om betaling og fordeling af
mandebod i Frostatingsloven, der kan man blandt andet læse:
”Her byrjar fråsegna om det som for dei fleste er mørkt, men som likevel vil
trenga å vita, for fjendskapen veks mann og mann imellom, og dei minkar i tal
som både hadde vit og god vilje i spørgsmål om korleis bøter skulle fastsetjast
om dei vart idømde. For no er sedvanen meir og meir å rekna opp bøter, kor
mange merker gull det skal vera å få for ein som er teken av dage. Og det fører
til at mange ikkje veit kva som er lovleg bot, og endå om dei visste det, så ville
få no slå seg til tols med det.”417 Dette udsagn fortæller, dels at der
var usikkerhed om, hvor meget der skulle bødes, og dels at
det fjendskab, der opstod mellem to mænd, blev mindsket jo
længere ud i slægtsleddene man kom. Dette kan ses som
forklaringen på, hvorfor bøden blev mindre og mindre, jo
længere ud i ledene man kom.418 Det er visselig tænkeligt,
at kollektiv betaling af mandebod har været praktiseret i
de norske landskaber inden 1164, men at det foregik ved
hjælp af det valg- og allianceprægede slægtssystem, der
ikke kendte til de snævre og indviklede kanoniske
bestemmelser. Lars Ivar Hansen er noget mere forsigtig i
sin datering og vil ikke tidsfæste mandebodsbestemmelserne,417 ”Frostatingslova” Sakøyrebolk, kap. 1, s. 98.418 Denne tolkning er modsat Jørn Ø. Sundes, der mener, at tekststedetskal forstås således at betalingspligten i højere grad byggede påspecielt tilhørsforhold til drabsmanden end på slægtsbånd. J.Ø. Sunde:”Speculum legale – Rettspegelen. Ein introduksjon til den norskerettskulturen si historie i et eit europeisk perspektiv” 2004.
286
som vi kender dem, nærmere end til tidsrummet mellem 1152-
53, hvor dispensationen til at regne slægtskab til det
sjette led blev givet, og Det fjerde Laterankoncil.419
Et tilsvarende eksempel på konstruerede og i praksis
meget svært gennemførlige regler findes i Frostatingsloven
og omhandler frigivne trælles rettigheder. Ved at
sammenholde forskellige regler om overgangen fra den ene
type af frigiven til den næste er Tore Iversen kommet frem
til, at fra frigivelsen til opnåelsen af fuld status som
årboren420 kunne der gå så lang tid som to gange fire
generationer. De fire første var som løsning (frigivet) af
lavere grad, femte til ottende generation var som frigivet
af første grad, dertil kom yderligere fire generationer som
årboren, før man kunne blive del af den højeste af
bondeklasserne, haulderne, hvis man altså besad jord og
prestige nok dertil.421 Som Iversen selv er inde på, er det
meget vanskeligt at forestille sig, at mange og specielt
medlemmerne af samfundets lavere lag har kunnet holde rede
på deres slægt og slægtninges status tolv generationer
tilbage. Hvor mange slægtsforskere kan præstere det i dag?
Det er meget muligt, at reglerne har haft til hensigt at
opretholde en gruppe af personer uden fulde juridiske
rettigheder for på denne vis at sikre eksistensen af billig
419 L.I. Hansen: ”The Concept of Kinship According to the West NordicMedieval Laws” 2005.420 Årboren var betegnelsen for den næsthøjeste status af frie bønder,der otte genererationer tilbage havde frie forfædre, modsat hauldernekunne en årboren ikke besidde odelsjord.421 T. Iversen: ”Trelldommen norsk slaveri i middelalderen” 1997, s.210-229.
287
arbejdskraft, men det kan næppe være hele forklaringen
derpå. Det kan ikke være et tilfælde, at processen fra at
være træl til at kunne træde ind i det øverste sociale lag
blandt bønderne var på tre gange fire generationer, så at
efterkommerne hver gang skulle igennem fire generationer,
før de var friet fra den tidligere status. De fire
generationer svarede jo til det, der skulle gå, før man
kunne indgå ægteskab med en slægtning, fordi blodsbåndet
først da blev betragtet som ophævet. Det forekommer således
meget sandsynligt, at det kanoniske slægtskab udgjorde
modellen for den tilsyneladende absurde proces.422
Det vil føre for vidt her at gennemgå de norske
mandebodsbestemmelser i detaljer,423 da de er yderst
komplicerede. De tager højde for og specificerer hver
enkelt slægtnings bidrag, og ligheden mellem dem til trods
er der så mange små variationer mellem Frostatings- og
Gulatingsloven, at hvis de alle skulle inddrages, ville det
være en hel bog i sig selv. Desuden er det centrale i denne
sammenhæng at forstå, hvordan systemet var bygget op, og
ikke hvor meget drabsmandens morbror skulle betale til den
dræbes søstersøn osv. Når alt kommer til alt, forsøger vi
422 Dertil kommer, at der også må være en umiddelbar sammenhæng mellemregler for, hvornår jord kunne opnå status som odelsjord, nemlig atdet skulle have været i den samme slægts besiddelse i firegenerationer, og den sociale opstigen fra træl til juridiskfuldborger. 423 For en mere detaljeret gennemgang se for eksempel Lars I. Hansen:”The Concept of Kinship According to the West Nordic Medieval Laws”2005, eller T. Vestergaard: ”The system of kinship in early Norwegianlaw” 1988.
288
jo at finde det store mønster, ikke at anvende
paragrafferne i praksis. Det helt fundamentale princip var
et hierarki skabt omkring mandlige slægtninge på begge
sider. De nærmest beslægtede, det vil sige fader, sønner,
brødre og et par af de nærmeste slægtninge på den fædrene
side, udgjorde en speciel gruppe, der blev kaldt en baug.
Bauggildemændene fra drabsmandens familie skulle betale en
fast sum til bauggildemændene fra den dræbtes slægt. Hver
bauggildemand betalte til den person, der var beslægtet med
den dræbte på samme måde, som han selv var med drabsmanden.
Efter bauggildemændene kom de nærmeste slægtninge på
mødrene side og personer, der var tættest beslægtede gennem
kvinder på den fædrene side. I Gulatingsloven skulle
drabsmanden betale hver af disse en fast sum, mens
Frostatingsloven foreskriver, at drabsmandens slægtninge
skulle bøde til de tilsvarende på den dræbtes side, for
eksempel skulle morfader bøde til morfader, altså samme
princip som for bauggildemændene.
Dette var imidlertid kun den første etape, derefter blev
det for alvor snørklet. Slægtninge på drabsmandens side
skulle betale til slægtninge på den dræbtes side, men det
var ikke så simpelt, at drabsmandens farbroder blot skulle
betale til den dræbtes farbroder, nej han skulle også
betale til den dræbtes søn, brodersøn, morfader, dattersøn,
morbroder, søstersøn og så videre og så videre. Det samme
mønster gentog sig for en lang række af slægtninge, der gik
så langt ud som til en eventuel illegitim morbroder. Dertil
289
kom, at der til tider blev bødet i par, der gik på tværs,
så for eksempel mormoders broder skulle bøde til
søsterdatters søn og omvendt, i stedet for at bøde til den
person, der var beslægtet med den dræbte, på samme måde som
de var med drabsmanden. Derud over var der spørgsmålet om,
hvem der skulle bøde eller modtage, hvis en af de nævnte
slægtninge ikke eksisterede. Hvis nu morbroderen ikke havde
nogen søn, eller endnu mere problemfyldt hvis moderen ikke
havde en broder, skulle en anden slægtning træde til og
overtage forpligtelsen.424 Lars Ivar Hansen har opregnet
antallet af de transaktioner, der i teorien skulle finde
sted ved betaling af mandebod ifølge Gulatingsloven, og er
kommet frem til det overvældende antal af 210.425
I Frostatingsloven gik forpligtelsen til at deltage i
bødebetalingen til og med det sjette kanoniske led, der
også var grænsen for slægtskab: ”skal dei taka som er skylde i sjette
led med den døde …Lenger ut i ættene gjev vi ikkje bøter av den grunn at det då
er lov å gifta seg, og skyldskapen ut. Varleg må samhøvet vera mellom
mannebøter og slektskap.”426 Tydeligere kunne lovgiverne vist
næsten ikke udtrykke sammenhængen mellem mandebodssystemets
opbygning og det kanoniske slægtskab. I Gulatingsloven
findes ikke den samme åbenbare sammenhæng, idet
424 Mandebodsbestemmelserne var ikke helt ens i Gulatings- ogFrostatingsloven, men ovenstående er et forsøg på at vise essensen afde kollektive mandebodsbestemmelser. Derfor er det helheden og ikkedetaljen, som udgangspunktet er taget i. 425 L.I. Hansen: ”The Concept of Kinship According to the West NordicMedieval Laws” 2005.426 ”Frostatingslova” Sakøyrebolk, kap. 11, s. 102.
290
forpligtelsen gik helt til det ottende kanoniske led.
hvilket er noget besynderligt, idet man på denne vis går
længere end selv grænsen for slægtskab før 1152-53 i
Norge.427 Lars Ivar Hansen har imidlertid gjort følgende
observation derom: ”However the amount of the fines to be paid shows a
sharp break in value calculation when moving from the sixth to seventh
canonical degree. This would also suggest that the theoretical scheme originally
had been limited to the actual extension of the canonical marriage prohibition-
as implemented in the Norwegian archdiocese – and that a further construction
had been appended in a later time.”428 Eksistensen af en klar
markeret forskel mellem det kollektive ansvar inden for og
uden for den kanoniske slægtskreds er en interessant
observation, men Hansen kommer ikke med nogen forklaring
på, hvorfor man senere skulle have øget ansvaret fra det
sjette til det ottende led. Argumentet kan ligeså vel
vendes om, og der kan plæderes for, at det ottende led var
udtryk for en ældre praksis end 1152/53, og at bestemmelsen
derefter blev tilrettet, så hovedansvaret blev langt inden
for den kanoniske slægt. Det noget kryptiske ottende led
blev ændret i begyndelsen af det 13. århundrede; det
eksakte år kendes ikke, men en ny del, kaldet ”Bjarne
Mårdssons Sagstal”, blev føjet til Gulatingsloven.429
Sagstallet var en revision af de tidligere bestemmelser om
mandebod, men det var ikke mindre kompliceret end de ældre427 Hvor det har gået til syvende led, indtil pavelig dispensation kom iforbindelse med oprettelsen af ærkesædet.428 L.I. Hansen: ”The Concept of Kinship According to the West NordicMedieval Laws” 2005.429 Om Bjarne Mårdsson som historisk person og hans sagstal se foreksempel K. Helle: ”Gulatinget og Gulatingslova” 2001, s. 14-17.
291
forordninger. Lars Ivar Hansen foreslår, at forklaringen
derpå kunne være, at forordningen var et kompromis mellem
forskellige principper om, hvordan mandebodsbetalingen
skulle finde sted, og at Frostatingslovens bestemmelser
blandt andet har været brugt som inspiration. I det hele
taget bekræfter Lars Ivar Hansens undersøgelse på fineste
måde hovedtesen i denne afhandling om, at der eksisterede
en tæt sammenhæng mellem mandebodslovgivningen og det
kanoniske slægtskab.430 Bjarne Mårdssons Sagstal er
formentlig fra de første tiår af 1200-tallet, eller rettere
fra før nyhederne om Det fjerde Laterankoncil nåede Norge,
da den kollektive forpligtelse gik til og med det sjette
led. Det er meget tænkeligt, at en ny lov ville være
tilpasset de nye grænser for slægtskab, om end det ikke kan
siges med sikkerhed, da der er en del eksempler i andre
love på, at den gamle måde at regne slægtskab på,
bibeholdes.
De norske mandebodsbestemmelser er et godt eksempel på, at
hensigt og praksis ikke altid går hånd i hånd. Hensigten
var efter alt at dømme at styrke slægtsbåndene efter
kanonisk mønster, men i praksis fungerede det ikke særlig
godt, og når det kollektive ansvar til slut blev afskaffet,
er der en vis sandsynlighed for, at den politiske dagsorden
havde ændret sig i løbet af de 100 år, der var gået, fra de
strenge regler var blevet indført. Det kanoniske slægtskab
430 L.I. Hansen: ”The Concept of Kinship According to the West NordicMedieval Laws” 2005.
292
var ideologisk slået igennem i samfundet på andre fronter,
for eksempel gennem odelsretten, og samtidig var
centralmagten langt bedre rustet til at håndtere ufred, end
den havde været i Magnus Erlingsens usikre
regeringsperiode.
Også i de norske landskabslove blev en speciel procedure
foreskrevet, hvis en kvinde begik drab. Forskellen mellem
kvindelige og mandlige drabsmænd var dog ikke særlig stor.
I Gulatingsloven blev en kvindelig drabsmand fredløs,
hvorefter det blev pålagt hendes slægtninge at føre hende i
landflygtighed.431 I Frostatingsloven dækkede hævnretten
også kvinder, dog med det forbehold at hævndrab på kvinder
kun var tilladt, hvis hun ikke var draget i landflygtighed
inden fem døgn, såfremt drabet var sket om sommeren, og om
vinteren inden et halvt år.432 De to landskabslove viser, at
kvinder heller ikke i Norge var undtaget fra ansvar for
deres handlinger, men dog nød de begge steder en øget
beskyttelse, idet de i den ene lov var søgt værnet imod
hævn, og at deres slægt i den anden havde forpligtelse til
at hjælpe dem i landflygtighed, så de ikke skulle drage af
sted alene på en besværlig og sikkert også farefuld rejse.
Langt fra i alle lovene var kvindelige drabsmænd
genstand for særbehandling. I de danske love fandtes der
ingen bestemmelser om kvindelige drabsmænd, hvilket må
betyde, at kvinder har hæftet på lige fod med mænd. Det
431 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 159, s. 62.432 Ibid., FL. IV, kap. 33, s. 168.
293
eneste sted i lovene, der kunne antyde, at der har
eksisteret en forskel, er Jyske Lovs bestemmelse om, at
gifte kvinder ikke kunne optræde selvstændigt på tinget,
men paragraffen siger intet om, at kvinder ikke selv skulle
betale deres del af bøden. Der er ingen tvivl om, at
Götalovenes bestemmelser, hvor henholdsvis den nærmeste
slægtning eller ægtemanden havde et omfattende ansvar for
kvindens handlinger, var et produkt af kvinders generelle
retsstilling, hvor de normalt altid var underlagt en værge.
Men det kan næppe være hele forklaringen derpå, eftersom
der ikke var nogen grundlæggende forskel i kvindernes
retsstilling i Svea- og Götalovene eller i Landsloven for
den sags skyld. I Svealovene blev kvindelige drabsmænd ikke
underlagt særlige regler, og i Magnus Erikssons Landslov
blev det understreget, at kvinder selv havde ansvaret for
deres handlinger. Derfor er det måske mere konstruktivt at
se på sammenhængen mellem kvindelige drabsmænds ansvar og
kvindernes mulighed for at tage arv efter deres forældre og
dermed komme i besiddelse af den formue, der gjorde det
muligt for dem at erlægge mandebod. Ifølge Frostatings- og
Gulatingsloven havde døtre ikke arveret efter deres
forældre, hvis der også var sønner, og straffen for drab
begået af kvinder var fredløshed og ikke bøde. I Magnus
Lagabøters Landslov, hvor døtre fik ret til at arve sammen
med sønner, bortfaldt de specielle fredløshedsregler for
kvinder. Omvendt vides det, at døtres ret til at arve
sammen med sønner blev indført i Götalandene engang i
294
årtierne efter 1200-tallets midte, hvilket gør det
sandsynligt, at det er en reminiscens af en gammel praksis,
der ses i Västgöta- og Östgötalovene. Bestemmelserne i
Östgötaloven kan ses som en blandingsmodel, idet det
antages, at kvinder kunne besidde egne midler, som bøden
først skulle erlægges af, og først når hendes gods ikke
rakte, trådte værgen eller ægtemanden til. Her må det
indskydes, at man må undre sig over, at der ikke findes
bestemmelser om kvindelige drabsmænd i Dalaloven, hvor
sønner også gik foran døtre i arvespørgsmål, men det
skyldes antagelig, at mandebodsbestemmelserne generelt var
meget sporadiske i Dalaloven, hvor slægtens pligt til at
deltage i betalingen var temmelig tåget formuleret. I
Svealovene, de danske love og Landsloven havde alle kvinder
derimod ret til arv efter deres forældre, hvilket betød, at
de teoretisk set også havde økonomisk mulighed for at
betale mandebod og dermed tage ansvar for deres handlinger.
Dette betød selvklart ikke automatisk, at de havde midler
store nok til at betale en fuld mandebod. For både mænd og
kvinder har det kun været de bedrestillede, der har haft
råd dertil, og resten har været henvist til enten at håbe
på hjælp fra slægt og venner eller at drage fredløs for at
undgå livsstraffen. Men da lovene primært varetog de
jordbesiddendes interesse, er det også såre sandsynligt, at
det er selv samme gruppe, der har været i tankerne, da
reglerne om kvindelige drabsmænds ansvar er blevet skabt.
295
Inden for drabslovgivningen blev der i alle lovene skelnet
mellem drab, der brød freden, de såkaldte orbodemål eller
edsörebrud, som på grund af fredsbrudet blev særligt
strengt straffet, og ”almindelige” drab, hvor samfundets
fred ikke blev brudt, der derfor i en del af lovene i
højere grad blev opfattet som en privat sag mellem
drabsmanden og den dræbtes nærmeste slægtninge og eventuelt
begges slægtninge.
I de danske landskabslove ses en udvikling fra de
ældste til de yngre. I de ældste love var det kun orbodemål
og ikke bødebetaling, der blev reguleret retligt.
Bødebetalingen blev overladt til at ordnes mellem parterne
uden en nærmere angivelse af, hvordan bøder skulle betales
og modtages. I de yngre love var det kollektive
slægtsansvar derimod blevet institutionaliseret, og
slægtningene fire led tilbage, altså inden for det
kanoniske slægtskab, havde enten ret til at modtage
mandebod eller var forpligtet til at betale.
I det svenske område eksisterede ikke den samme
ensartethed i mandebodsbestemmelserne. Groft opdelt fandtes
der to principper, et hvor slægten ingen forpligtigelser
havde over for en drabsmand, og et hvor den skulle deltage
i bødebetalingen. Midt derimellem ses Östgötalovens
blandingsmodel, hvor forpligtigelsen var mellem
drabsmandens og den dræbtes slægtninge, mens der intet
ansvar eksisterede over for drabsmanden fra slægtens side.
Der kan ikke umiddelbart udledes geografiske eller
296
kronologiske forskelle i forekomsten af de to principper,
da kollektiv betaling både fandtes i begge versionerne af
Västgötaloven og i de yngre love fra Hälsingeland og
Dalerne. At drabsmanden alene skulle bære ansvaret, blev
dog det sejrende princip, da det er den ordning, der findes
i Magnus Erikssons Landslov. Dog mistede drabsmandens slægt
ikke helt ansvaret, da den i visse tilfælde, for eksempel
hvis drabsmanden stak af eller på anden måde eller på anden
måde ikke betalte bøden, skulle træde til. Sammenhængen
mellem det kanoniske slægtskab og mandebodsbetalingen er
ikke nær så udtalt i de svenske love som i de danske og
norske. Årsagen til dette er svær at afdække, men en
forklaring kunne være, at kongemagten ønskede og forsøgte
både at håndhæve en stærkere kontrol med de økonomisk
indbringende drabssager og at hævde sin magtposition ved at
vise, at den formåede at regulere ufreden uden slægternes
hjælp.
Ligesom i de danske love er forbindelsen mellem slægtens
kollektive betaling af mandebod og det kanoniske slægtskab
tydelig i de norske landskabslove. Alligevel blev det
kollektive slægtsansvar fuldstændig afskaffet med Magnus
Lagabøters Landslov. Grunden dertil skal antagelig findes i
den måde, hvorpå den kollektive bødebetaling var
organiseret. I de danske og flere af de svenske love blev
bøden delt mellem henholdsvis den fædrene og den mødrene
side af slægten, og hver side betalte og modtog i forhold
til, hvor nært i slægt de var med drabsmanden eller afdøde.
297
I de norske love blev hver enkelt slægtnings forpligtigelse
udpenslet, og antallet af transaktioner var tårnhøje.
Systemet var ganske vist meget pædagogisk i forhold til at
opregne alle tænkelige slægtninge, men det må i praksis
have været meget besværligt at få til at fungere. Dette har
formodentlig sammen med det faktum, at Magnus Lagabøter
havde en stærk magtposition, hvorfor han kunne forventes at
være i stand til at regulere ufreden, været årsagerne til,
at den kollektiv bodsbetaling blev afskaffet i Norge.
Mandebodsbestemmelserne er et godt eksempel på, hvor
forskelligt slægtsansvaret blev brugt inden for de nordiske
riger. Det kan dog være svært at lade være med at spekulere
på, i hvor høj grad de foreskrevne betalingsmønstre har
været anvendt i praksis. Da stort set ingen kilder derom er
bevaret, henvises man til hypoteser. De procedurer, som ses
i de norske landskabslove, forekommer så urealistiske, at
det er oplagt, at formålet med dem må have været mere
ideologisk end praktisk. Ifølge Ole Fenger kunne noget
tilsvarende være tilfældet med de danske regler, idet han
mener, at det skærpede ansvar over for drabsmanden og
slægten, som specielt Ættebodsloven betød, medførte et
svælg mellem den retstilstand, som lovene var udtryk for,
og den sædvane med hævn og fejde, som efter hans mening var
den dominerende.433 Fengers påstand om fejdens store rolle i
retsudøvelsen kan diskuteres, men det kan ikke afvises, at
433 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 386 og 394.
298
de høje bødekrav (hvoraf så stor en del tilfaldt kongen) må
have været et incitament for de involverede parter til at
søge at finde en løsning, der gik uden om retsinstanserne.
Afsnittet har vist, at der i mange af lovene herskede en
snæver sammenhæng mellem kollektiv betaling af mandebod,
opretholdelsen af freden og det kanoniske slægtskab. Denne
relation kom til udtryk på grund af den indbyrdes kontrol
af voldshandlinger slægtningene imellem, som måtte være den
naturlige konsekvens af det kollektive ansvar, hvor en
enkelts gerning kunne have alvorlige økonomiske og sociale
konsekvenser for hans slægtninge. At den kanoniske
slægtsgruppes indbyrdes forpligtelser og dermed ansvar blev
brugt i fredsskabende øjemed, når centralmagten ikke selv
var stærk nok til at forfølge alle voldsforbrydelser,
kommer til udtryk ved, at der blev skelnet mellem
fredsforbrydelser og anden form for vold. Hvor man fra
kongemagtens side brugte kræfterne på at ramme
fredsbryderne, blev almindelige drabsmænd deres slægts
forpligtelse, ligesom retsforfølgelsen også langt hen ad
vejen hvilede på den dræbtes arving og hans slægt. Dette
understøttes af, at kollektivt slægtsansvar først
afskaffedes eller begrænsedes i de love, som en stærk
centralmagt stod bag, eksempelvis Magnus Lagabøters
Landslov og de østsvenske landskabslove.
299
PERSONLIG SKYLD, KOLLEKTIVT ANSVAR OG
TEOLOGISKE OVERVEJELSER DEROMHvordan er udviklingen af mandebodsbetalingen blevet
opfattet af retshistorikerne? Man kan identificere to
grundholdninger, hvis afgørende uenighed grunder i
spørgsmålet om, hvorvidt kollektiv mandebodsbetaling blev
aktivt bekæmpet af kirken og kongemagten eller ej. Den
første holdning er langt den mest anerkendte, mens
påstanden om, at kirken ikke aktivt søgte at afskaffe det
kollektive ansvar, ikke har den samme opbakning.
Baggrunden for, at flere forskere anser specielt kirken
for en stærk modstander af kollektiv mandebodsbetaling,
skal findes i dens fokusering på subjektiv skyld og frelse.
Dette syn på kirkens lære har naturligt den konsekvens, at
ethvert forsøg på at øge drabsmandens subjektive skyld må
ses som inspireret af teologiske idéer. Interessen for det
subjektive ansvar kunne nemt blive sammenkædet med en
afstandtagen fra det kollektive ansvar, som både konge og
kirke skulle være enige om. Kirkens motivation skulle være,
at man straffede uskyldige for andres gerninger, og
kongemagten ønskede at nedbryde slægtssammenholdet, som af
mange såvel retshistorikere som historikere er blevet set
som en trussel imod en effektiv kongemagt.434 Den teologiske434 De ovennævnte holdninger præsenteres blandt andet hos følgende: P.Gædeken: ”Retsbrudet og Reaktionen derimod i gammeldansk og germanskRet” 1934, s. 42f, 46 og 64-68. P.J. Jørgensen: ”Manddrabsforbrydelseni den skaanske Ret fra Valdemartiden” 1922, s. 29, N. Skyum-Nielsen:”Kvinde og slave” 1971, s. 252f, O. Fenger: ”Romerret i Norden” 1977,s. 101, A.E. Christensen: ”Ret og magt i dansk middelalder” 1978, s.14f og A. Hoff: ”Lov og landskab – Landskabslovenes bidrag til
301
forklaring på kirkens afstandstagen til slægtssammenhold og
-ansvar kan næppe udtrykkes klarere end af Fenger: ”Generelt
måtte kristendommen med sine krav til det enkelte menneske, løsrevet fra
enhver gruppe, og med sin betoning af individets personlige skyld og ansvar,
virke nedbrydende på ethvert gruppeansvar, og overhovedet på ethvert ansvar
for andre.”435
Allerede Bertha Phillpotts vendte sig imidlertid imod
denne opfattelse, idet hun påpegede de økonomiske fordele,
kirken flere steder i Europa havde af den kollektive
bødebetaling.436 Dette synspunkt findes også hos Elsa
Sjöholm, der bruger det samme argument om kongemagtens
interesse i bødebetalingen, da hun påpeger, at den
kollektive bødebetaling sikrede et højt niveau på
størrelsen af bøderne, der blev betalt til kongen. Var det
kun en enkelt, der skulle bøde, ville kongens indtægter fra
denne kilde alt andet lige falde, da det ellers ville
betyde, at der i mange tilfælde ikke ville meget tilbage af
drabsmandens ejendom, som bøderne til den dræbtes
efterladte skulle tages af. Et godt eksempel derpå er
Norge, hvor kongens del af drabsbøder blev kraftigt
reduceret ved afskaffelsen af den kollektive betaling.437
forståelsen af landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca. 900-1250 ” 1997, s. 25.435 O. Fenger: ”Fejde og mandebod” 1971, s. 198.436 B. Phillpotts: ”Kindred and Clan in the Middle Ages and After – AStudy in the Sociology of the Teutonic Races” 1913, s. 257f.Phillpotts’ påstand slog dog aldrig igennem i forskningen, men senerehar for eksempel David Gaunt argumenteret for at kirken ingeninteresser havde i, at svække det kollektive ansvar mellem slægtninge,da det lagde en dæmper på urolige gemytter og dermed havde enfredskabende funktion. D. Gaunt: ”Familjeliv i Norden” 1983, s. 209f.437 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 194-97.
302
Hvordan to så forskellige opfattelser af kirkens holdning
til slægtskab og kollektivitet kan opstå, kræver en
forklaring. Dele af kirkens lære fokuserede ganske vist på
individuel skyld og intention, men det er et godt
spørgsmål, om datidens mennesker skelnede mellem kollektivt
og individuelt på samme måde, som det gøres i dag. Det
kollektive var et ideal for kristne mennesker, ikke så
meget det at være en del af et kollektiv, men i højere grad
det at handle for andre end sig selv. Det Ny Testamentes
kærlighedslære fokuserede på det gode i at handle for at
glæde næsten og ikke for egen vindings skyld. Centralt i
denne lære står skriftsteder som: ”Du skal elske din næste som dig
selv”438 og den ”gyldne regel” ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre
mod jer, det skal I også gøre mod dem.”439 Derfor var dét at føje sig
efter fællesskabets bedste en måde at opfylde
kærlighedsbudskabet på.
Forklaringen på kristendommens negative syn på
fremhævelsen af den enkelte grunder formentlig i det
kristne ydmyghedsideal, der burde komme til syne i alle
livets aspekter som for eksempel opførsel, klædedragt, mad
og drikke. Dette ideal blev synliggjort og nemmere for
præsterne at formidle i deres prædiker gennem læren om de
syv dødssynder. Læren om dødssynderne eller hovedlasterne
har rødder tilbage i oldkirken, men blev endeligt udformet438 Denne befaling stammer egentlig fra 3. Mosebog 19. 18, men gentagesflere steder i Det Ny Testamente blandt andet Matt. 19. 19 og 22. 37,Mark. 12. 31 og Gal. 5. 14.439 Matt. 7. 12.
303
af Gregor den Store (590-604).440 ”Mennesker der forfalder til de syv
hovedsynder, begår en synd mod det første bud. De har nemlig andre guder,
fordi de elsker andre ting højere end Gud.”441 Dette var essensen af
læren om dødssynderne. De syv synder fordelte sig på
hovmod, begærlighed, ukyskhed, frådseri, livslede, vrede og
misundelse. Synderne var tæt sammenvævede, idet den ene
ofte førte den anden med sig, men hovmodet, superbia, blev
regnet for den værste - i hvert fald i tidlig middelalder
og i højmiddelalderen.442 Hovmodet opstod netop hos de
mennesker, som satte sig selv over fællesskabet ved at
mene, at de var bedre end andre. Dermed blev det moder til
alle andre synder og derfor også den alvorligste.443
Hovmodet kunne bekæmpes ved hjælp af ydmyghed, ved at
stille sig tilfreds med det, man havde, og underkaste sig
det fælles bedste. Ikke alle formåede at holde hovmodet i
ave, i Roskildekrøniken beskrives Erik Ejegod som en
person, der lå under for et voldsomt hovmod, hvilket i
sidste ende kostede ham livet og, lader Krøniken ane,
frelsen. ”Men Erik førte sig overalt frem, som om han var kejser, ryddede
alle hindringer af vejen, tålte ingen ligemand, endsige overmand; overmodig,
opblæst, stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd fór han frem som et lyn”444 På
440 For en grundig gennemgang af udviklingen af læren om dødssynderne seM. Bloomfield: ”The Seven Deadly Sins” 1952, s. 72ff. 441 A. Riising: ”Danmarks middelalderlige prædiken” 1969, s. 345442 I nogle områder af Europa overtager gerrigheden førstepladsen, menAnne Riisings undersøgelse af de danske middelalderlige prædikenerviser, at i senmiddelalderens Danmark blev hovmodet stadigvæk afpræsterne set som den værste synd. Ibid., s. 348f.443 M. Bloomfield: ”The Seven Deadly Sins” 1952, s. 69-104.444 ”Roskildekrøniken.” s. 32f, videre om hovmodet se s. 74. ”Hericusautem, per omnia ut Cesar factus, omnia obstacula superans, nullum parem sibi, nullumpriorem uolens, superbus, elatus et in malicia potens, per omnia terribilis more fulminis
304
et ting nær ved Ribe mødte han en mand ved navn Plov, der
dræbte ham. ”Plov var en hæslig lavstammet mand, som intet kunne udrette
selv, hvis ikke Herren var i ploven og Herren i spydet, ligesom Herren var i
slyngen og Herren i stenen.”445
Hvis man ser forsøget på at konstruere slægtskab i dette
lys, får det også en anden betydning end blot den
fredsskabende. Ved at tvinge mennesker ind i en situation,
hvor samhørighed og dermed forpligtelser over for
slægtningene var det bærende, blev det kanoniske slægtskab
også en måde, hvorpå mennesker undslipper hovmodets
egocentrisme og i stedet koncentrerer sig om andre, hvilket
ville bringe dem nærmere deres egen frelse. Det er således
uholdbart at hævde, at kirken var modstander af kollektive
tankegange, fordi de kunne lede opmærksomheden bort fra
personlig skyld og frelse. Den teologiske sammenhæng
derimellem var langt mere kompliceret.
incessit.” “Scriptores Minores Historiæ Danicæ Medii Ævi” vol. 1,Chronicon Roskildense, s. 31.445 ”Roskildekrøniken” s. 32. Slyngen og stenen hentyder til historienom David og Goliat. ”Vir deformis, breuis stature, per se nichil [sic!] faciens, nisidominus in aratro, dominus in lancea, ut dominus in funda, ut dominus in lapide.”“Scriptores Minores Historiæ Danicæ Medii Ævi” vol. 1, ChroniconRoskildense, s. 31.
305
DE KANONISKE SLÆGTNINGS INDBYRDES
RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER
DEN IDEOLOGISKE BAGGRUND FOR ARVERET I
MIDDELALDEREN
iddelalderens arveret446 havde mange
inspirationskilder: Bibelen, romerretten, den
kanoniske ret og lokale forhold som skik og brug og
konkrete praktiske forhold. I Fjerde Mosebog fortælles det,
at Moses rådførte sig med Gud om, hvordan arvegangen skulle
være. Han fik følgende svar: ”Og du skal sige til israelitterne: Når en
mand dør uden at have en søn, skal I overdrage hans arvelod til hans datter.
Hvis han ikke har nogen datter, skal I give hans arvelod til hans brødre. Hvis
han ikke har nogen brødre, skal I give hans arvelod til hans fars brødre. Hvis
hans far ikke har brødre, skal I give hans arvelod til hans nærmeste kødelige
slægtning; han skal arve den.”447 Denne passage er ikke helt
uvæsentlig, for selvom kirken ikke uden videre lagde ordene
og arverækkefølgen til grund for arveretten, var dette dog
et tydeligt udtryk for, at Gud billigede børns og andre
slægtninges arveret.
M
I den klassiske romerret spillede testamentet en
afgørende rolle for arveretten. Arvelader havde ret til446 I dag deles arveretten normalt ind i to kategorier legal intestatarvog testamentarisk arv, men i dette kapitel vil kun intestatarven blivebehandlet, testamenter omtales i donationskapitlet.447 4. Mosebog 27, 8-11.
306
frit testamentarisk at disponere over sine besiddelser, dog
skulle han i testamentet udtrykkelig nævne hvem han
forbigik.448 Som konsekvens deraf trådte arveretten kun i
kraft, hvis afdøde ikke havde skrevet testamente. Denne
praksis ændrede sig efterhånden, idet den del af
besiddelserne, arveladeren frit kunne disponere
testamentarisk over, blev begrænset i flere omgange, indtil
den endeligt blev fastlagt under kejser Justinian, hvor den
frie dispositionsdel i Novella 18 sattes til to tredjedel
af intestatarven, dog blev den del reduceret til halvdelen,
hvis der var fire eller flere arvinger. Resten af arven var
forbeholdt arveladerens arvinger, hvoraf børn, døtre såvel
som sønner, kom først.449 Få år efter i Novella 115 blev
bestemmelserne om tvangsarv udbygget, det blev blandt andet
fastslået under, hvilke vilkår arvedelen skulle regnes, og
hvilke muligheder arvelader havde for at gøre en arving
total arveløs alligevel.450 Den romerske arveret kom til at
påvirke arverettens udformning mange steder i den katolske
middelalder, men der var dog så godt som aldrig tale om en
direkte reception. I stedet fungerede den som inspiration,
specielt hvad angik idéen om tvangsarven,451 der også vandt
448 Eventuelle børn kunne imidlertid anfægte gyldigheden af ettestamente, hvis de ikke var blevet betænkt og dermed efterladt udenforsørgelse.449 “Corpus Iuris Civilis” bd. III, Nov. 18, kap. I, s. 116.450 E. Hambro: “Den romerske Familie- og Arveret” 1923, s. 115-119. “Corpus Iuris Civilis.” bd. III, Nov. 115, kap. III-V, s. 492-500.451 Tvangsarven eller portio legitima / portio debita findes allerede i denklassiske romerret, hvor det efterhånden blev praksis, at hvisarvelader havde efterladt sig børn subsitiært forældre eller søskende,havde disse på trods af testamentariske dispositioner ret til at kræveen del af den efterladtes formue. Denne pligtdel udgjorde i den
307
styrke og legitimitet gennem Augustins lære om, at man
burde gøre Kristus til medarving ved siden af børnene,
hvori der lå en indirekte anerkendelse af børns stilling
som naturlige arvinger efter forældrene.452
Ikke kun den lærde ret, men også lokal skik og brug
havde indflydelse på udformningen af konkrete
retsbestemmelser, for selvom langt størstedelen af dem, der
nedskrev landskabslovene, formodentlig var skolet ved en
eller flere af lærdomscentrene i Europa og dermed har kendt
til de lærde retssystemer, har en brugbar lov også i et
vist omfang måttet rette sig efter de hjemlige forhold,
samtidig med at arvebestemmelserne også kunne bruges til at
introducere nye idéer for eksempel om slægtskab og
ejendomsret.
Arveretten var helt afgørende i forhold til slægtningenes
indbyrdes rettigheder og forpligtelser, da den var
grundlaget for donationsreglerne og odelsretten (og dermed
også fledføringsbestemmelserne), der opstillede
begrænsninger for den enkeltes handlefrihed i forhold til
sin ejendom. Set i forhold til befolkningen var intet
område vigtigere for udbredelsen af budskabet om det
kanoniske slægtskab. Disse love, som sikrede og regulerede
overdragelsen af slægtens materielle grundlag fra
klassiske romerret ¼ af formuen, hvilket ændredes under Justinian, deri Novella 18 satte den til ⅓ eller ½ alt efter antallet af arvinger.E. Hambro: ”Den romerske Familie- og Arveret” 1923, s. 114-119. 452 Mere herom i kapitlet ”Donationer, sjælegaver og retten til atdisponer over ejendom”.
308
generation til generation, udgør derfor det mest
håndgribelige udtryk for det kanoniske slægtskabs
indflydelse på retsideologien.
ARVERETTEN I LANDSKABSLOVENE
etten til at disponere over sin ejendom og den
dermed tæt forbundne ret til at arve andre har stor
betydning for forståelsen af forholdet mellem på
den ene side individet og dets ønsker og på den anden side
familiens og slægtens økonomiske og sociale tryghed, som
fastlagte arveretsbestemmelser til en vis grad sikrede. Da
disse ønsker nemt kunne være modstridende, giver
lovbestemmelserne en god indikation af, hvilke interesser
man fra magthavers side ønskede at fremme.
R For hele Norden gælder det, at der ikke vides meget om,
hvilke regler eller normer for arv, der eksisterede før
landskabslovenes komme. Fra det svenske område findes der
dog i Østre Götaland vidnesbyrd om, at døtre var udelukkede
fra arv, hvis de havde brødre,453 men om det har været sådan
i hele det svenske område, er et andet spørgsmål. Generelt
mener de fleste forskere dog, at de tidligere arveregler
har begunstiget en af eller alle sønnerne. Et lige så
vigtigt spørgsmål er, om arveretten før landskabslovene har
bestået af et fasttømret regelsæt, som ikke har kunnet
453 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL. ÆrfÞa Balken, kap. II,s. 114f.
309
fraviges, eller om der i stedet var tale om et mere
fleksibelt normsæt, som uden store konsekvenser kunne
tilpasses efter arveladers ønske.
Tidligere var man tilbøjelig til at se faste arveregler
som en institution, der fandtes længe før middelalderens
komme. Forestillingen om den ældste søn som universalarving
har været brugt som forklaring på vikingetogterne, der blev
set som de yngre sønners forsøg på at skaffe sig formue og
prestige.454 Denne tolkning er nu blevet forladt til fordel
for en mere nuanceret debat, hvor flere forskerne mener, at
normer og regler i tiden op til landskabslovenes fremkomst
var under ændring og diskussion, da forskellige
grupperinger i samfundet havde modstridende interesser i,
hvordan arv og andre ressourcer skulle fordeles.455 En anden
diskussion går på, om den enkelte tidligere havde større
mulighed for at disponere over sin ejendom mortis causa og
dermed selv kunne bestemme, hvordan arven til sin tid
skulle fordeles mellem børn og slægtninge. Dette ville
selvsagt være tilfældet, hvis en egentlig arveret ikke
eksisterede, og der kun fandtes det før omtalte normsæt.
Hvis en friere dispositionsret over gods har hersket, kan
det have betydet en truende konflikt inden for
slægtsgruppen, da de enkelte medlemmer skulle konkurrere om
adgangen til familiens eller slægtens ressourcer. Lars
454 Å. Holmbäck: ”Ätten och arvet” 1929, s. 69 og P. J. Jørgensen:”Dansk Retshistorie” 1940, s. 194.455 Lars Ivar Hansen forsøger i sin artikel ”Slekskap, eiendom ogsosiale strategier” for Norges vedkommende at identificere deforskellige interessegrupper.
310
Hermanson, der opfatter slægtsforståelsen i det tolvte
århundredes Danmark som byggende på alliancenetværk,
udtrykker det således: ”De politiska släktgrupperingarna var emellertid
en permanent grobund för fejder om arv, då inga klara arvsregler kunde
baseras på detta mångsidiga släktssystem.”456 På den anden side kan
man også problematisere faste arveregler, idet de gør det
umuligt for forældrene at begunstige ét barn og dermed bane
vejen for social opstigning for den udvalgte. Det samme gør
sig i virkeligheden gældende med medgift. Når døtre fik
arveret, skulle medgiften føres tilbage til boet ved
forældrenes død, så det kunne indgå i delingen af arven,
hvorfor medgiften fik karakter af arveforskud eller
starthjælp. Når man ikke kunne tilbyde en stor permanent
medgift, blev det også sværere at lokke friere af højere
status til. Faste arvebestemmelser begrænsede således
muligheden for social mobilitet, og dermed hjalp
arvereglerne med til at konservere den eksisterende sociale
orden. Et fast arvesystem betød også en opdæmning af
arvekonflikter mellem slægtninge. På den måde havde
arvereglerne også en fredsskabende effekt, der forbandt dem
til det kanoniske slægtskab.
Inden for arveretten fandtes der en del
undtagelsesbestemmelser for, hvem der havde ret til arv. De
gjaldt først og fremmest for børn født uden for ægteskabet.
Disse børns status var i en række love differentieret efter
456 L. Hermanson: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitenspolitiska kultur i 1100-talets Danmark” 2000, s. 10.
311
samlivets status: et officielt frilleforhold, et løsagtigt
forhold mellem to ugifte og ubeslægtede eller hor. Disse
regler vil kun i begrænset omfang blive omtalt, hvilket
også gælder for særforskrifterne for halvsøskendes arv og
nokkekoner – kvinder, der ikke havde brødre eller andre
mandlige værger - og fortabelsen af arveret ved klostergang
eller ved mord på arvelader, samt ægtefællers ret til at
arve hinanden. Udeladelserne skyldes til dels, at
gennemgangen af arveretten ellers ville blive for
omfattende, men hvad der er af større betydning, er
derimod, at det er fordelingen af arv blandt slægtninge
under ”normale” omstændigheder, der har hovedinteressen
her. Baggrunden derfor er, at det er, hvordan den kanoniske
slægt i sin helhed optræder i lovene, der er i centrum for
undersøgelsen, hvorfor særbestemmelserne nedprioteres.
MEDGIFT Medgift og giftegaver udgør et vigtigt element i
forståelsen af ejendomstransaktionerne, men det forekommer
naturligt at behandle dem sammen med arveretten, fordi
forekomsten af medgift og/eller giftegaver hang så tæt
sammen med arvereglerne, at det ikke giver nogen mening at
behandle arv og medgift som to adskilte fænomener. Der
fandtes grundlæggende to former for arveregler i
landskabslovene. I den ene havde døtre arveret ved siden af
brødre, og i disse tilfælde var der med meget få
undtagelser ingen bestemte medgiftregler. I stedet optrådte
det, man kan kalde giftegaver, som forældre kunne give til
312
et barn, søn eller datter, ved indgåelse af et ægteskab,
men denne gave skulle føres tilbage til boet og indgå i
arvedelingen efter forældrenes død. Den anden form var
egentlig medgift, der primært findes i de norske love, hvor
mandlig arveret går forud for kvindelig.
313
HOVEDLODDENFor at forstå arvereglerne i de danske landskabslove og de
andre nordiske love, hvor arveretten var påvirket af den
danske, må hovedlodsbegrebet forklares. Hovedlodden
fungerede som en slags fordelingsnøgle for ejendom, der
brugtes ved arvedeling eller ved gave- eller
donationsgivning. Ved dødsfald blev hovedlodden beregnet ud
fra antallet af arvinger, således at hvis der var tale om
livsarvinger, tog sønner en fuld lod, mens døtre kun tog en
halv. Hvis der således var tre sønner og ingen døtre, fik
de hver en tredjedel af arven; var der tre sønner og to
døtre, fik sønnerne hver en fjerdedel og døtrene hver en
ottendedel, og så fremdeles. Hovedlodsfordelingen kunne
også inkludere arvelader. Hvis arvelader ønskede at
bortskænke gods eller anden ejendom til andre end sine
lovbestemte arvinger, indgik arvelader i
hovedlodsopdelingen, og han havde lov til at disponere frit
over en halv hovedlod. Ved arvedeling kunne
hovedlodsfordelingen foregå på to måder, hvis der var tale
om arvejord, skulle arven fordeles mellem de af lovens
udpegede arvinger, hvad enten de var medlemmer af samme
fællig som arvelader. Ved et fælligmedlems død skulle hans
løsøre og eventuel købejord deles internt i fælliget, uden
at eksterne arvinger havde del deri. Løsøre og købejord
kunne dog også arves efter de almindelige arveregler, hvis
arvelader ikke var del af et fællig, men hvor udbredt det
har været, at for eksempel barnløse eller ugifte ikke var
314
del af et fællig, vides der for højmiddelalderens
vedkommende intet om.
Hovedloddens formål og karakter har en vigtig plads i
retshistorien med den største indsats i Stig Iuuls
disputats ”Fællig og Hovedlod” fra 1940, hvor han minutiøst
gennemgår hovedlodden i alle dens facetter.457 Her vil
hovedlodden ikke på samme måde blive problematiseret, men i
stedet blive set som et redskab til at lette arveskiftet.458
Det at regne arvelodder ud efter hoveder var ikke
særegent for den danske arvelovgivning. Det optræder
allerede i den klassiske romerske arveret i Gaius’
Institutiones, der dateres til ca. 160 e. Kr., hvor der
blandt andet står: ”Iam dudum tamen placuit in capita diuidendam esse
hereditatem.”459 Capita-modellen blev videreført i den
justinianske romerret både via hans Institutiones og i
Novella 118.460 Sammensmeltningen mellem capita og arveret
slog også igennem i flere af de europæiske lovværker fra
den tidlige middelalder. Allerede de sporadiske
arvebestemmelser i Pactus Legis Salicae fra ca. 507-511,
altså før Justinians lovværk blev samlet, lader ane, at457 S. Iuul: ”Fællig og Hovedlod” 1940.458 Hovedlodsproblematikken vil dog blive rejst igen i donationskapitlet.459 Min understregning. Oversat: ”But it has been settled for some time now that theinheritance should be divided by heads.” “The Institutes of Gaius: Text andTranslation” 1988, III, 16, s. 129/275.460 ”Justinian’s Institutes” Text and Translation. 1987, III, 1.16, s.30/ 93f og III, 3.5 s. 31/97. Den sidste bestemmelse handler om,hvordan arv skulle skiftes, hvis en person efterlod sig moder ogsøskende. Delingen minder om den, der findes i de danske love, idetmoderens del varierer efter, om afdøde efterlod sig søstre ellerbrødre. ”Corpus Iuris Civilis” bd. III, Nov. 118, kap. III, § 1, s.520.
315
normal praksis også dér var at regne ud fra hoveder.461 Når
man møder den danske betegnelse hovedlod, følger den derfor
en lang retlig tradition med at regne arvinger efter
hoveder. Dette fik i de danske love den udvidede betydning,
at begrebet ikke kun henviste til arvedeling, men også til
hvor stor del af sin ejendom, den enkelte frit måtte
disponere over.
Grundlæggende følger arveretten i landskabslovene enten
gradualsystemet eller parentelprincippet. Gradualsystemet
bygger udelukkende på nærheden til arvelader, typisk på den
måde, at hvis arvelader ikke efterlader sig børn, går arven
til forældrene i stedet for til eventuelle børne- eller
oldebørn. Parentelprincippet bygger i stedet på forældre og
deres efterslægt. Første parentel indeholder alle
arveladers efterkommere, og først hvis der ingen findes,
går arven tilbage i leddene, først til forældre og deres
eventuelle efterkommere, og kun hvis denne kategori er
udtømt, går arven til tredje parentel, bedsteforældrene og
deres afkom. Arveretligt kan man groft indtegne et skel i
landskabslovene mellem arvesystemer, der bygger på
gradualsystemet og parentelprincippet. De norske og
vestsvenske love præges af gradualsytemet, mens
parentelprincippet var fremherskende i Danmark og det
461 ”The Law of the Salian and Ripuarian Franks” 1986, Pactus LegisSalicae, kap. 59, § 6, s. 107.
316
østlige Sverige, om end parentelarv i absolut betydning
ikke kendes i landskabslovene.462
SØNNER OG DØTRE SOM SAMARVINGERHvor den danske arveret er ganske ensartet, kan man lidt
groft dele de svenske arveregler i to kategorier. I den ene
udelukkede sønner altid døtre, når der skulle tages arv
efter forældrene, i den anden arvede døtre også, når der
var mandlige arvinger, om end deres arvepart var mindre.
Dertil kommer, at arvereglerne i de norske love på flere
områder adskiller sig fra dem, der fandtes i det danske og
svenske område. Den mest iøjnefaldende forskel er nok, at
arvegangen i de norske landskabslove er udpenslet ned til
den mindste detalje: Stort set alle slægtninge, der havde
mulighed for at tage arv, bliver nævnt. Denne minutiøse
gennemgang af slægten fylder meget i loven og vil ikke
blive gentaget i sin helhed her, hvor kun hovedtrækkene vil
blive præsenteret. Men denne opremsning af næsten alle
tænkelige levende slægtninge, som vi også har set ved
mandebodsbestemmelserne, er interessant, idet den462 Forskellen mellem gradualsystemet og parentelprincippet i denordiske landskablove er blevet indgående behandlet af blandt andetLars Ivar Hansen og Elsa Sjöholm. E. Sjöholm: ”Sverigesmedeltidslagar: Europeisk rättstradition i politisk omvandling” 1988,s. 120-129. L.I. Hansen: ”Slekskap, eiendom, og sosiae strategier inordisk middelalder” 1994, s. 119-123. & ”’Ætten’ i de eldstelandskapslovene. Realitet, konstruksjon og strategi” 1999, s. 38-42.B. Sawyer: ”Son skal taka arv etter far sin …” 1999, s. 61-63.
317
bekræfter, hvor vigtigt lovenes forfattere og udstedere har
fundet det, at alle slægtninge blev nævnt, også dem som kun
havde en minimal sandsynlighed for nogensinde at komme til
at arve. Det hænger formentlig sammen med de norske loves
tidlige tilkomst, hvorfor det kanoniske slægtskab behøvede
at blive understreget kraftigere end i de yngre danske og
svenske love. Det andet bemærkelsesværdige ved de norske
arvebestemmelser er det stærke patriarkalske indslag. Mænd
og specielt den fædrene linie havde forret frem for kvinder
og den mødrene side i et sådant omfang, at der ikke kun var
tale om, at slægtningen på den fædrene side tog arven, hvis
to var lige nær i slægt. Fjernere slægtninge på faderens
side arvede før tættere beslægtede på moderens side!
Bestemmelserne i Gulatingsloven og Frostatingsloven var dog
ikke identiske. De patrilineære træk var mest fremherskende
i Gulatingsloven, men man skal helt frem til Magnus
Lagabøters Landslov, før der skete et brud med de tidligere
tendenser, idet den lod døtre arve sammen med sønner, dog
efter det princip, som også sås i danske og svenske love,
nemlig at datter tog halv arvelod af søn.463 Denne model,
som blev den herskende i de nordiske riger, vil derfor
først blive behandlet.
Arvebestemmelserne varierede ikke væsentligt mellem de
danske love, og på nær mindre afvigelser er arvegangene463 De omtalte arvebestemmelser findes følgende steder: ”Norges gamleLove indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 103-105, s. 48f. FL. VIII, kap. 1-15, s. 205-207 og IX, kap. 8 og 9, s. 201f. Bd. 2, MML. Arvebolk,kap. 7, s. 80-84.
318
identiske i Arvebogen, Skånske Lov og de sjællandske
love.464 Som hovedprincip gjaldt, at børn arvede deres
forældre, om end den overlevende ægtefælle havde ret til en
lod af den del af arven, der bestod af løsøret, som derved
først kom børnene til gode efter begge forældres død. Hvis
et barn døde før begge dets forældrene, men havde efterladt
sig børn, havde børnebørnene ret til at dele deres
forældres lod, dog således at sønnebørn delte en sønnelod,
og datterbørn delte en datterlod uden skelnen til
børnebørnenes køn eller antal. Det princip, at børnene
delte forældrenes lod, gjaldt imidlertid ikke for oldebørn.
Kun hvis afdødes eneste livsarvinger var oldebørn, blev de
kaldt til arv, ellers var de udelukkede, selvom ledene
mellem dem og arvelader var bortfaldet. Som det står i
Arvebogen: ”Men er der ingen Børn og heller ikke Børnebørn, men kun deres
Børn, da tager disse Arv, fordi Arv bør altid gaa fremad, saa længe der er
Afkom til, men de skifte efter Mandtal, Kvinde lige meget som Mand, for det er
Gangarv.”465 Oldebørns arv gik under betegnelsen gangarv,
hvilket betød, at kvinder og mænd arvede lige meget.
Gangarv inkluderede også arv, der gik bagud eller ud til
siden i slægtledene. Hvis arvelader ingen livsarvinger
havde, gik arven til forældre og søskende. Her er der lidt
forskel i bestemmelserne, idet søster i Arvebogen og464 Alle de omtalte bestemmelser findes i ”Danmarks gamle Landskabslove”bd. VIII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap. 1, s. 3f, kap. 12-13, s. 10, kap.80-81, s. 61-63. Bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 33-36, s. 20-22. Bd. V,EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 9, s. 12f, kap. 15-17, s. 19-23. Bd. VII,VsL1. tekst 1, kap. 11 og 12, s. 7f.465 “Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, A&O. kap. 13, s. 200.Denne bestemmelse gentages næsten ordret i den Skånske og desjællandske love.
319
Valdemars sjællandske love kun tog halv lod i forhold til
de andre. Skånske Lov har også en særbestemmelse: Hvis en
barnløs søn, som var udskiftet fra fælliget, døde, var det
kun faderen, der arvede sønnen.466 På nær disse mindre
afvigelser er billedet klart: Efter livsarvingerne arvede
slægtningene i den første kanoniske grad.
At det var den kanoniske måde at udregne slægtskab på,
der styrede arvegangen, kom kraftigst til udtryk i Skånske
og Eriks sjællandske Lov. Hvis ingen af de omtalte
slægtninge fandtes, skulle alle beslægtede i anden grad
arve - farfader, farmoder, morfader, mormoder, farbror,
faster, morbroder, moster, broderbørn og søsterbørn - igen
fik alle lige meget, da det var gangarv. I Arvebogen og
Valdemars sjællandske Lov deltes denne gruppe op, idet det
i første omgang kun var farforældre og søskendebørn, der
arvede. Her ses altså en bevidst prioritering dels af den
fædrene slægt og dels af de nære slægtslinier, som gik
gennem søskendebørnene. Hvis den noget hypotetiske
situation skulle opstå, at arvelader ikke havde nogen af de
nævnte slægtninge, gik arven videre ud i ledene. Dette er
bedst udtrykt i Eriks sjællandske Lov, hvor der står:
”Findes der ingen af dem, hvor der er to Mænd imellem, [beslægtede i
anden grad] da gaar den til dem, hvor der er tre Mænd imellem, findes der
ingen, hvor der er tre Mænd imellem, da gaar den til dem, hvor der er fire
Mænd imellem, og alt som Gangarv, lige saa længe som der findes Slægtskab.
466 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 1, SkL. kap. 35, s. 21.
320
Naar der ikke findes Slægtskab er Kongen nærmest til at arve.”467 Her ser
det altså ud, som om grænsen for arv var sat ved det fjerde
kanoniske led, som på lovens nedskrivningstidspunkt jo også
var grænsen for det kanoniske slægtskab. I Arvebogen var
arvegrænsen derimod sat til det syvende kanoniske led,
hvilket igen afspejler grænsen for det kanoniske slægtskab
før 1215. Det syvende led bibeholdes i den ældre version af
Valdemars sjællandske Lov, mens der i den yngre version
står: ”tha takæ e then thær næst ær at burdh til fæmtæ mannæ,”468 altså
ophørte retten til arv efter det fjerde led. Arveretten
blev følgelig afpasset efter det kanoniske slægtskab. Det
er bemærkelsesværdigt, at det samme ikke skete i Jyske Lov,
hvor arvegrænsen var sat ved det syvende led.469 Skånske Lov
er dog nok den mest underfundige, idet der i den blot står:
”Og naar Arven gaar til fjernere Arvinger, [beslægtet i tredje led
eller fjernere] tager enhver, som er i Slægt med den døde.”470 Hvordan
skulle dette forstås? Næppe på den måde at alle slægtninge,
uanset om der var tale om tredje eller syvende led, havde
lige adgang til arven. Ser man imidlertid på de forskellige
tekstversioner af loven, kommer svaret. Kroman og Iuul tog467 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, EsL. 1. bog, kap. 17,s. 9f.468 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VIII, 1941, VsL2. 1. bog, kap.XX, s. 280. Kolderup-Rosenvinge mente ganske vist, at det femte led istedet skulle tolkes som det syvende, idet han påstod, at ledtællingenførst begyndte efter de to første led, som var nævnt i arvegangen.Dette argument, der var et forsvar for, at Valdemars sjællandske Lovvar yngre end Jyske Lov, må dog afvises. ”Lex Siellandica Erici Regis.Kong Eriks Sjellandske Lov med Indledning, Oversættelse ogAnmærkninger” af I. L.A. Kolderup-Rosenvinge. 1821, s. XXXV.469 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 23,s. 59-62.470 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, SkL. kap. 36, s. 12.
321
udgangspunkt i tekst I til deres oversættelse af loven, men
ser man på tekst III, står der i stedet: ”och siiden tager huer
effter som hann hørde den døde ner till effter mandtalitt.”471 Med andre ord
tog de eller den, der var tættest beslægtede med den døde,
arven.
Jyske Lov bygger stort set på de samme principper som de
sjællandske love og Skånske Lov, men der er dog et par
væsentlige forskelle. Livsarvingerne havde, som i de andre
love, forret til arven, men i Jyske Lov sattes der ikke
skel mellem børnebørn og olde- eller tipoldebørn. Hvis
ledene mellem arvelader og oldebørnene eller deres
efterkommere manglede, trådte oldebørnene ind og delte
deres afdøde bedsteforældres arvepart. Jyske Lov førte
lighedsprincippet mellem børnene længere ud end de andre
love, eftersom det også gjaldt for deres efterkommere,
uanset om det var i første eller fjerde led. Fandtes der
ingen livsarvinger, arvede først forældre, så søskende og
derefter bedsteforældre. Hvis søskende skulle arve
hinanden, tog søster kun halvt af en broder, på samme måde
som arv efter forældre også blev delt.472 Dette princip
gjaldt ikke kun blandt de nærmeste slægtninge: ”En Mand tager
altid dobbelt saa meget i al Arv end en Kvinde,”473 hvilket adskiller
Jyske Lov fra de andre love, hvor kvinder og mænd blev
471 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. 1. SkL. tekst III, B viij, s.290.472 Ibid., bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 4, s. 26f.473 Medmindre der var tale om separation. ”Danmarks gamle Love paanutidsdansk” kap. 5, s. 139.
322
ligestillet, når der var tale om arv, der gik tilbage eller
ud i sideleddene. Efter bedsteforældrene udgjorde
farbrødre, morbrødre og søskendebørn en fælles arvegruppe.
Hvilket hierarki der derefter har eksisteret mellem
arvingerne, er loven tavs om. Den eneste yderligere omtale
af arv er, at arveretten går til syvende led,474 hvilket er
bemærkelsesværdigt, da det er et eksempel på, at arveretten
ganske vist var inspireret af det kanoniske slægtskab, men
at den gamle måde at regne det på er bibeholdt; da Jyske
Lov som bekendt ellers var påvirket af kanonisk
retstænkning, er der næppe tale om en tilfældighed.
Forklaringen på det syvende led kan enten være, at det
bibeholdtes fra Arvebogen, eller at arvereglerne var
overtaget fra Skånske eller Valdemars sjællandske Lov, hvor
det syvende var grænsen for arveretten, og at lovens
forfatter har ment, at den gamle grænse for slægtskab burde
opretholdes for arveretten.
Den svenske ”Erikskrønike”475 fortæller, at da Birger Jarls
søn, Valdemar, blev gift med Erik Plovpennings datter Sofie
omkring år 1260: ”Tha gaff Birge jerl the lagh ther sidhan haffwa standit
marghan dagh, at syster matte erffwa med broder tridiungh bade epter fader
och moder ok swa annan skyllan man, tha skal hon ärffwa swa fast som
han.”476 Grunden skulle efter sigende være, at Birger Jarl474 Ibid., 2. kap. 23, s. 146.475 Et litterært værk om de politiske begivenheder i Sverige i perioden1230-1320, formentlig nedskrevet i 1320’erne, selvom der ikke erbevaret et håndskrift ældre end 1450’erne; S.-B. Jansson: Indledningtil ”Erikskrönikan” 2003, s. 10 og 20.476 Ibid., s. 42.
323
ikke ønskede, at hans svigerdatter skulle stilles
arveretligt ringere i sit nye end i sit gamle land. At
Birger Jarl skulle have udstedt en arvelov i forbindelse
med brylluppet er formentlig kun en skrøne.477 Imod en
egentlig kongelig forordning taler også Dalaloven, da den
er fra tidsrummet mellem 1296 og 1347, og den giver som
bekendt ikke døtre ret til at arve sammen med sønner.
Alligevel rummer historien om Birger Jarls arvelov nok et
gran af sandhed i sig, idet der ikke kan være tvivl om, at
arvereglerne i de svenske landskabslove blev skabt gennem
lån fra de danske bestemmelser, selvom der er en vis
variation i udformningen af de enkelte love.
Den danske indflydelse betød dog ikke en ensretning af
arvebestemmelserne, ud over det ene punkt at døtre i dem
alle arvede sammen med brødre, men altid mindre. Ellers er
det navnlig på to områder, at der hersker en stor
variation: Livsarvingernes forret til arv, og hvorvidt
kvinder altid skulle arve halvt af mænd eller ikke. De
arvelove, der minder mest om de danske, er Upplands-,
Hälsinge- og Södermannaloven.478 I disse tre love havde
livsarvingerne forret til arv, og i tilfælde, hvor arven
gik op ad eller ud i sidelinierne, gik den til dem, der var
nærmest i slægt. I alle tre love trådte børnebørn ind og
delte deres forældres lod, hvis de var døde. Efter477 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 126f.478 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. XI,XII, XIV, XV og XVI, s. 114-121. Bd. 4, SmL. ÆrfÞæ Balken, kap. I, s.61f, HL. ÆrfÞa Balken, kap. XI og XII, s. 34f.
324
livsarvinger arvede forældrene.479 Når søskende arvede,
gjaldt det samme princip som med børn, eftersom søster kun
da tog halv arv i forhold til broder.480 I Upplands- og
Södermannaloven kom søskendebørn næst i arverækkefølgen,
således at arven blev delt på kuld og ikke personer.
Herefter kom den før omtalte opdeling i par. I
Hälsingeloven havde farfar og morfar lige ret til arv, og
fandtes de ikke, gik arven til mormoder og farmoder. I de
to andre love havde alle fire bedsteforældre lige adgang
til arven; lovene kom også med den tilføjelse, at det samme
gjaldt for tanter og onkler, der var placeret efter
bedsteforældrene i arverækken.481 Kun Upplandsloven nævner,
hvor langt ud i ledene arven gik, for der står nemlig: ”Ej
må femte led tage arv.”482 Her er det tydeligt, at det kanoniske
slægtskab udstak grænsen for arv. Eftersom både Södermanna-
og Hälsingelovens arvebestemmelser ellers er stærkt
påvirkede af Upplandsloven, er det yderst troligt, at
lovenes forfattere har udeladt at nævne en arvegrænse af
den simple årsag, at det må have været uhyre sjældent, at
arven gik så langt tilbage i slægten.
479 I Upplandsloven skulle søskende dog dele arven med forældrene, mensforældre i de to andre love kom efter søskende.480 Der var i grunden ikke den store forskel på, om forældre arvede føreller sammen med søskende, idet søskende fik deres arvedel, når densidste af forældrene døde.481 For Södermannaloven gjaldt det derefter, at tanters og onklers børnarvede, sådan at den ene halvdel af arven gik til moderens slægtningeog den anden halvdel gik til faderens. I de to andre love står der istedet, at arven skulle gå til dem, der var nærmest i slægt, og varder personer på begge sider, der var lige nær i slægt, skulle arvendeles, så hver side fik en halvdel.482 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, UpL. Ärvdabalken, kap. XI, s. 70.
325
Også i Västmannaloven483 havde livsarvinger forret til
arv. Afdødes børn arvede sammen, dog tog søn dobbelt så
meget som datter. I modsætning til de før omtalte love gik
børnebørnene ikke ind og overtog deres forældres arvedel,
hvis disse var døde; i stedet udelukkede sønnebørn
datterbørn fra arv, så datterbørn kun arvede, når ingen
sønnebørn fandtes. I det hele taget opstiller
Västmannaloven et arvehierarki mellem de nærmeste arvinger
til og med forældres søskende.484 Hvis ingen så nære
slægtninge fandtes, opererede loven med et meget
kompliceret fordelingssystem, eftersom arven deltes i fire
parter, som henholdsvis skulle gå til den eller de nærmeste
slægtninge på farfaderens, farmoderens, morfaderens og
mormoderens side. Man må undres over denne forskel mellem
de nære slægtninge, hvor en enkelt person udelukkede alle
andre, både fjernere slægtninge og beslægtede gennem
moderen, og samtidig, når arven kom længere ud i ledene,
skulle alle sider af slægten tilgodeses lige meget. Det
virker som manglende konsekvens, men skal måske ses som et
eksempel på de ideologiske problemer, der opstod, når det
kanoniske slægtskab, der regnede kvinde- og mandelinier på
samme niveau, skulle indpasses i en anderledes
arvetradition.
483 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, VmL. ÆrfÞa Balken, kap. XIog XII, s. 129-131.484 Fandtes ingen børnebørn, gik arven i følgende rækkefølge: broder,søster, broderbørn, søsterbørn. Hvert kuld arvede en part uafhængigtaf køn og antal, så kom fader, moder, farfader, farmoder, morfader,mormoder, farbroder, faster, morbroder og moster.
326
Östgötaloven og Den yngre Västgötalov485 skiller sig ud, ved
at livsarvingerne ikke havde den samme fortrinsret som i de
andre omtalte love.486 Børn var nærmest til at arve deres
forældre, døtre tog halvt af sønner, men børnebørnene kom
først længere nede i de opstillede arvehierarkier, som
begge love har. Den største forskel mellem de to love er,
at i Västgötaloven opstilledes selv de nærmeste slægtninge
i par, mens i Östgötaloven gjaldt det kun for fjernere
slægtninge. I Östgötaloven så arvefølgen ud som følger:487
fader, moder, broder, sønnesøn. Derefter kom par, der var
lige nære til arv: sønnedøtre og dattersønner, morfader og
farmoder, søstersøn og broderdatter og morbroder og faster.
For alle disse par gjaldt det, at arven deltes i to, en del
til hver gren uafhængigt af antallet af personer på hver
side.488 Gik arven længere ud, var det den nærmeste
slægtning, der tog den, men hvis to var lige nær i slægt,
og den ene var en kvinde, gik hun fra, medmindre der var
tale om søskende. Hvis beslægtede på moders og faders side
var lige nære, tog slægtningen på faderens side arven.
485 I Den ældre Västgötalov havde sønner forret frem for døtre til arvefter forældre, så der skete altså et skift i arveretten i tidsrummetmellem de to versioners komme.486 Ibid., bd. 1, VgL2. Aruæ Balken, kap. I, s. 133. Bd. 2, ÖgL. ÆrfÞaBalken, kap. I, s. 114.487 Ibid., ÖgL. kap. II, III og V, s. 114-118.488 Det er besynderligt, at farfaderen og farbroderen ikke er nævnt iarvehierarkiet. Eftersom Östgötaloven generelt favoriserer den fædreneslægt og mænd, kan man ikke forestille sig, at farfader og farbroderkom efter morfader og morbroder. Mon ikke snarere de har optrådt iarvefølgen efter sønnesønnerne, men er gledet ud af håndskrifter somen forglemmelse fra skriverens side.
327
Denne forrang for den fædrene linie fandtes også i Den
yngre Västgötalov, om end ikke helt så udtalt. Efter
eventuelle børn var der opstillet et arvehierarki, der var
delt ind i par, først far og mor, derefter søster og
broder, sønnebarn og datterbarn, broderbarn og søsterbarn,
farfader og morfader. For alle disse par gjaldt det, at
hvor kvinde, kvindes barn eller slægtninge på kvindeside
var i lige så nær slægt som mand, mands barn eller en
slægtning på mandsiden, tog kvinden en tredjedel af manden.
Kom man længere ud i arvefølgen, tog først mormoder og
derefter farbroder arv, derefter kom morbroder og faster,
der var ”jämnarvinger”. Hvis arven gik længere ud i
leddene, gjaldt det, at den fædrene og mødrene side tog
lige meget, idet arven gik efter kuld og ikke efter
hoveder.489 På trods af at ”Birger Jarls arvelov” blev
indført i den yngre version af loven, herskede der i loven
en favorisering af mænd og den patrilineære linie. Dette
synes styrket i tillægget til loven, hvilket kan betyde,
enten at fænomenet havde stærke rødder i Västgötaland,
eller at der eksisterede stærke politiske interesser i at
styrke mænd og mandslinierne på det tidspunkt, loven blev
skrevet.
489 Denne bestemmelse blev dog fjernet i tillægget til loven, hvori derstod, at hvis slægtninge både på mands- og kvindesiden var lige nær islægt med den døde, da tog slægtningen fra mandssiden to tredjedele afarven, og den sidste del gik til kvindesiden, med mindre slægtningenpå kvindesiden var en mand og slægtningen på mandsiden en kvinde, i fåfald tog de halvt hver. Ibid., bd. 1, VgL2. Additamenta, kap. 11, §16, s. 247f.
328
Den samme favorisering ses også i Magnus Lagabøters
Landslov,490 både i de nære og fjernere led. Ved dødsfald
var børn de nærmeste til at arve, sønner tog dog dobbelt af
døtre, og mens sønnernes arvelod skulle tages i odelsjord,
var pigerne henvist til købejord og løsøre. Børnebørn var
ikke automatisk sikret ret til at indtage forældrenes
plads, hvis de var faldet fra, denne ret gjaldt kun for
sønnesønner, og selv de var kun berettigede til en
datterlod. Hvis ingen af de omtalte fandtes, tog faderen
arv, efterfulgt af ægtefødt sønnesøn (selvom hans fader
havde været illegitim), ægtefødt sønnedatter (hvis hendes
fader også var ægtefødt) og ægtefødt dattersøn; disse tre
sidstnævnte var lige nær til arv. Efter dem gik arven til
arveladers datterdatter, hvis både hun og hendes mor var
legitime. Ægtefødte frilledatterbørn blev først kaldt til
arv meget langt nede i hierarkiet. Som det ses, er der i
Landsloven stor interesse for ægte kontra uægte fødsel, der
ikke kun havde betydning for de enkeltes fødselsstatus, men
også deres forældre, ”altid skal den først ta arv, som har ægtefødt far
eller mor, hvad enten far eller mor leder ham til den arv.”491 Denne tendens
går igen i alle arvebestemmelserne, og ikke kun i forhold
til descendenter, men også tilbage i ledene og i
sideledene. At frillebørns legitime børn var berettiget til
at tage arv før søskende og moderen, som kom næst i
arverækkefølgen, viser dog, at man også må have betragtet
490 Arvereglerne findes i ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 2, MLL. Arvebolk, kap. 7, s.80-84.491 ”Magnus Lagabøters Landslov” Arvetallet, kap. 7, s. 83.
329
børnebørnenes ægtefødsel som en betragtelig fremgang i
status i forhold til deres illegitime forældre. Efter
søskende gik arveretten ud i ledene til bedsteforældrene og
forældrenes søskende og deres børn, dog således at den
fædrene side og mænd generelt kom før mødrene slægtninge og
kvinder.
330
GIFTEGAVERMedgift spiller ikke nogen stor rolle i det danske
materiale, men de få eksisterende udsagn viser, at
medgiften var at regne som et arveforskud. I Jyske Lov er
proceduren for medgift som følger: ”Gifter en fader sin Datter bort
med Medgift eller giver sin søn noget i Hænde, naar denne gifter sig, da skal
det, de har faaet, fuldt fradrages i deres Lod naar Fader og Moder dør.”492
Forældrene kunne i levende live begunstige et barn ved at
give det en startkapital, men i bund og grund var
bestemmelsens formål at sikre økonomisk ligestilling mellem
alle børnene. En tilsyneladende lignende bestemmelse findes
i Eriks sjællandske Lov, hvori det blev fastslået, at hvis
et barn giftede sig ud af fælliget, kunne faderen give det
en gave i arvejord, men han var derefter forpligtet til at
give et tilsvarende lod til andre sønner, der drog bort, og
det halve til en datter, der forlod fælliget.493 Tilsvarende
ses en regel i Jyske Lov, som dog ikke specifikt var møntet
på gaver ved giftermål. Forældre behøvede ikke at give
492 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. 1. bog, kap. 15, s.143. At medgift skulle kunne føres tilbage ved arvedeling har etforbillede i den klassiske romerske ret, hvor en broder i specielletilfælde kunne kræve, at søsterens medgift (dos) indgik i arvedelingen,også selvom søsteren ikke ønskede at vedgå arv og gæld. Det kunne skei det tilfælde, hvor en datter var blevet udstyret med en stormedgift, hvorefter faderen kom i økonomiske vanskeligheder og mistedesin formue, så den arv, der var tilbage til sønnen, var langt mindreend medgiftens størrelse. E. Hambro: ”Den romerske Familie- ogArveret” 1923, s. 116f. Dette er naturligvis ikke den samme situation,som ses i Jyske Lov og andre af landskabslovene, hvor kravet om atføre giftegaver tilbage til boet er formaliseret, men det er da ikkeumuligt, at inspirationen er hentet i romerretten.493 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V, EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 7,s. 10f.
331
noget til deres børn, så længe forældrene var i live, men
blev der givet til et barn, havde de andre ret til en
tilsvarende gave.494 Der var dog en vigtig forskel på de to
bestemmelser, eftersom Eriks sjællandske Lov specifikt
sikrede en ligelig fordeling af arvejorden mellem børnene,
hvilket var en naturlig konsekvens af lovbydningspligten,
mens Jyske Lovs bestemmelse mere generelt søgte
ligestilling mellem børnene, uanset om gaven var givet som
jord eller løsøre.
Medgift eller hemföljd, som det også kaldes, optræder i de
fleste af de svenske love.495 Generelt gjaldt det samme
princip, som ses i Jyske Lov, nemlig at en eventuel medgift
eller giftegave, hvad enten den var givet til sønner eller
døtre, skulle føres tilbage til boet, når forældrene døde,
og således indgå i arvedelingen. Der var altså tale om et
frivilligt arveforskud. Dette var imidlertid ikke tilfældet
i Östgötaloven, hvori det understreges, at medgift skulle
gives til alle frie kvinder, hvorefter det opregnedes, hvad
den skulle indeholde, hvis forældrene havde råd dertil.496
Længere fremme i loven nævnes, at medgiften kunne kræves
ført tilbage ved arvedeling, en bestemmelse der sikkert er
494 Ibid., bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 14, s. 47.495 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL. ÆrfÞa Balken, kap. IXog X, s. 121-124. Bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. VIII, s. 111f. Bd. 5,VmL. ÆrfÞa Balken, kap. VII, s. 124 og kap. IX, s. 126f. Bd. 4, SmL.Gipninga Balken, kap. V, s. 59f. Bd. 6, HL. ÆrfÞa Balken, kap. VIII,s.32f. Bd.1, VgL2. Aruæ Balken, kap. 30, s. 141f.496 Ibid., bd. 2, ÖgL. Gipta Balken, kap. 1, s. 96.
332
MANDLIG FORRET TIL ARVDet var kun i to af de svenske landskabslove, Den ældre
Västgötalov og Dalaloven, at døtre var udelukkede fra arv,
hvis der var sønner. Den førnævnte bestemmelse i
Östgötaloven viser imidlertid, at samme princip havde haft
gyldighed dér inden revisionen af arvebestemmelserne. Den
omtalte bestemmelse handler om, hvilken procedure der
skulle anvendes, hvis der var tvist mellem søskende om,
hvorvidt arvedelingen var sket ”under den gamla lagen, då syster ej
fick ärva med bröder,” eller under den nye lov hvor alle
søskende blev kaldt til arv.497 Dette udsagn viser sammen
med forskellen mellem den ældre og Den yngre Västgötalov
med al tydelighed, at arveretten var under forandring i
hvert fald i dele af det svenske område i 1200-tallet.
Selvom grundtanken i opbygningen af arveretten var den
samme i Dalaloven og Den ældre Västgötalov, herskede der
ikke enighed om arvehierarkiet. I Dalaloven var
fremarveprincippet dominerende, så arverækkefølgen så ud
som følger: søn, sønnebørn, datter, datterbørn. Derefter
kom broder, søster, søskendebørn, halvbroder, halvsøster og
halvsøskendes børn, og først derpå begyndte arven at gå
tilbage i ledene; først til forældre derefter
bedsteforældre og onkler og tanter, hver gang ud fra det
princip at fædrene side kom før mødrene og mænd før
kvinder. Fandtes ingen af de omtalte slægtninge, blev arven
delt i to, hvorefter delene gik til henholdsvis den
497 ”Svenska landskapslager” bd. 1, ÖgL. Ärvdabalken, kap. II, s. 123.
334
nærmeste slægtning på mødrene og fædrene side.498 Dette er
ganske bemærkelsesværdigt, idet der for de første to
kanoniske grader var særstatus for den fædrene side, mens
der herskede ligestilling mellem siderne, når arven gik
længere ud i leddene. I Den ældre Västgötalov var der også
opregnet et hierarki mellem arvingerne, som tog arv i
følgende rækkefølge: sønner, døtre, fader, moder, broder,
søster, sønnebarn, datterbarn, broderbarn, søsterbarn,
farfader, mormoder, farbroder. Den hierarkiske opdeling,
hvor kun én person blev kaldt til arv, forsvinder længere
fremme i loven, hvor ”jämnarve” personer, der var lige tæt
til at tage arv, optræder.499 Denne opdeling i par kendes
fra de norske bestemmelser om betaling af mandebod, hvor
slægtninge henholdsvis på mødrene og fædrene side
indplaceredes i par efter, hvor tæt de var på drabsmanden
eller den dræbte.500 Selvom døtrene var udelukkede fra arv,
498 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, DL. Gipninga Balken, kap.XI, s. 49f.499 Det var dattersøn og sønnedatter, søstersøn og broderdatter, hvortilder også nævnes morfader og farmoder og morbroder og faster. De tobestemmelser må tolkes på den måde, at morfader/farmoder ogmorbroder/faster kom efter farbroderen i arverækkefølgen. Det er dogsvært at passe ind i det generelle billede, hvorfor mormoderen harforrang frem for morfader og farbroder (Holmbäck og Wessén menteganske vist, at der var tale om en forglemmelse fra skriverens side,og at morfader i stedet skulle placeres efter farfader iarverækkefølgen. ”Svenska Landskapslagar” bd. 2, DL. note 4, s. 83),hvilket på ingen måde passer med den generelle forrang for mænd ogderes efterkommere, som ellers klart kommer til udtryk i loven. I dethele taget virker arvereglerne i Den ældre Västgötalov underligtufuldendte. Der står heller intet om, hvor langt arveretten gik, omden kun gjaldt for de nævnte slægtninge, eller om den gik længere ud islægtsgruppen.500179 På den måde at for eksempel fasters søn betalte til morbroderenssøn og omvendt, da de var lige nær i slægt i forhold til drabsmand/den dræbte, og det at den ene var fra den mødrene side opvejedes af,
335
hvis de havde brødre, var de ikke nødvendigvis udelukkede
fra hjemmets ressourcer, eftersom begge lovene nævner
medgift,501 om end det ikke var formuleret som et lovkrav,
at døtre skulle have medgift. At en datter blev giftet bort
med medgift, betød imidlertid ikke, at hun ikke senere
kunne komme til at arve sine forældre, hvis der ingen
brødre var. I det tilfælde lader Dalaloven ane, at
medgiften skulle gå tilbage til boet og indgå i
arvedelingen: ”Enhvar som gifter bort sin dotter eller syster eller någon
annan släktning, han skall giva hemföljd502 i uppmätta marker.”503 Det faste
beløb gjorde det langt nemmere at føre medgiften tilbage
til boet, end hvis der havde været tale om en medgift i
løsøre eller jord.
De svenske arvebestemmelser var meget forskelligt udformet,
selvom de fleste følger den samme hovedlinie. Det er
tydeligt, at arveretten har været under diskussion og har
ændret sig meget flere steder i løbet af 1200- og den
første halvdel af 1300-årene. Det kanoniske slægtskab har
spillet en rolle i denne transformation med sit budskab om,
at slægt regnedes på begge sider og langt tilbage i
slægtledene, hvilket har været svært at komme uden om, når
arvebestemmelserne skulle udformes. En generel tendens er
dog, at det først var i de fjernere led, at det kanoniske
at den, der var på den fædrene side, også var beslægtet gennem enkvinde. 501 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. IordÞær Balken, kap.1, s. 42 og Bd. 5, DL. Gipninga Balken, kap. 5, s. 48f.502 Medgift.503 ”Svenska landskabslagar” bd. 2, DL. Giftermålsbalken, kap. V, s. 79.
336
slægtskab for alvor kom til at påvirke arvegangen, om end
den kanoniske og romerretlige påvirkning også viser sig
ved, at kvinder og deres efterkommere i flere af lovene
blev stillet relativt godt i forhold til arv.
Arveretten i de norske landskabslove adskiller sig som
allerede nævnt betragteligt fra den, der findes i de
resterende love. Arvefølgen i lovene var inddelt i
henholdsvis tretten og fjorten minutiøst beskrevne
arvegange, hvori arvingerne blev opstillet i prioriteret
rækkefølge. Grundlæggende var arvebestemmelserne i
landskabslovene bygget sådan op, at sønner udelukkede døtre
fra arv, og hvis der ingen sønner fandtes, arvede døtre
sammen med eventuelle sønnesønner. I Gulatingsloven kom de
resterende livsarvinger først længere nede i hierarkiet,
mens sønnedøtre blev kaldt til arv som de næste i
Frostatingsloven, derefter gik arven tilbage i leddene.
Faderen var universalarving til alle barnløse.504 Efter
faderen blev farfaderen i Gulatingsloven kaldt til arv,
mens han i Frostatingsloven først kom længere nede. Efter
henholdsvis fader og farfader arvede eventuelle søskende,
dog således at brødre udelukkede søstre. Derefter gik arven
ud i ledene. For begge love gjaldt det, at mænd på den
504 Selvom døtre ikke havde arveret sammen med sønner, indeholderFrostatingsloven en bestemmelse om, at døtre havde ret til arv eftermoderen, også selvom der var sønner. Døtrenes arv bestod af løsøresåsom husgeråd, tøj, klæde og smykker, dog ikke de kostbareste og demaf guld. ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. IX, kap. 9, s.210f.
337
fædrene side altid var nærmere til arv end tilsvarende
kvinder eller mænd på mødrene side.
Der var dog væsentlige forskelle mellem de to love. I
Frostatingsloven var det af meget stor betydning, ikke kun
om den nærmeste slægtning i arverækkefølgen var ægtefødt,
men også om forældrene var det; hvis det ikke var
tilfældet, kom de ned i arvehierarkiet. I Gulatingsloven
var det kun arveladers uægte børn, der nævntes, og hvad
angik andre slægtninge spillede deres forældres eventuelle
uægte byrd øjensynlig ingen rolle. Dette tyder på, at
arvereglerne kom ind i Frostatingsloven på et tidspunkt,
hvor ægteskabet som den eneste accepterede form for samliv
er blevet tillagt stor betydning, og hvor kanonisk rets
retningslinier om, at illegitime børn kun i specielle
tilfælde burde kunne arve faderen og slægtninge på den
fædrene side, har været kendt.505 Jan Ragnar Hagland og Jørn
Sandnes mener, at en del af arvebestemmelserne må gå meget
langt tilbage i tiden, men at der også kom tilføjelser i
505 Selvom det først var med Liber Extra, at den kanoniske ret togentydig stilling til illegitime børns ret til at arve faderen, så varden generelle holdning blandt kanonisterne, at de skulle være afskåretderfra, med mindre der var tale om børn født i et fastkonkubineforhold, hvor faderen efterfølgende ægtede moderen. På detnorske materiale er der ikke foretaget en samlet undersøgelse afillegitimes børns arveret, men det er gjort på det danske, hvor ThyraNors har set på udviklingen i synet på kongelige frillesønner fraSvend Estridsen tid og frem. I den tidlige middelalder skelnede manikke mellem, om kongesønnerne var ægtefødte eller ej, hvilket seneregradvis begynder at ske, og en milepæl desangående var Kirkefesten iRingsted 1170, hvor Valdemar den Store legitime søn krones påbekostning af den meget ældre frillesøn Christoffer. Dette fandt stedkun få år efter Magnus Erlingsøns kroning. T. Nors: ”IllegimateChildren and Their High-Born Mothers. Changes in the Perception ofLegitimacy in Medieval Denmark” 1999.
338
1150’erne.506 Påvirkningen fra kanonisk ret taler dog imod
denne teori, men det kan ikke udelukkes, at de stærke
patrilineære indslag går tilbage til en ældre tradition.
Flere af bestemmelserne kan med sikkerhed dateres til efter
1152/53, idet de refererer til den donationsoverenskomst,
der blev indgået mellem kardinal Nicolaus Breakespear og et
rigsmøde. Mange af de resterende bestemmelser er formentlig
også kommet til på det tidspunkt; et godt gæt ville være,
at arvebestemmelserne blev redigeret i 1160’erne. Det er
troligt, at der har ligget gejstlig eller kanonisk retlig
inspiration bag, og i så fald kan man forestille sig, at
Frostatingslovens arvebestemmelser har været brugt som led
i den propaganda om betydningen af at være ægtefødt, som
kirken såvel som kongemagten tog del i i Magnus Erlingssons
regeringstid. Selvom den kirkelige indflydelse var klar,
specielt i Frostatingslovens arveregler, var det ikke
ensbetydende med, at den slog igennem på alle områder.
Ganske vist udregnedes slægtskab efter den kanoniske model,
eftersom alle slægtninge var nævnt, og der var ikke
mulighed for at sætte nogen uden for arverækkefølgen, men
det var ikke det kanoniske slægtskab, der havde afstukket
grænserne for, hvor langt i ledene arven skulle gå.
Frostatingsloven udstak femte led som grænsen, mens
Gulatingsloven ingen egentlig grænse satte, dog var den
fjerneste slægtning, der var nævnt i loven
”farfaderbroderssønnesøn”.
506 ”Frostatingslova” Indledning, s. XXXII.
339
Når døtrene mere eller mindre var udelukkede fra at tage
arv, er det forventeligt, at medgift har været en måde at
sikre døtre på socialt og økonomisk. Dette til trods er det
ikke mange oplysninger, lovene giver om en
medgiftsinstitution. Mest oplysende er den ældre
Borgartings Kristendomsret, hvori der står, at når en
forlovelse skulle indgås, skulle frieren først henvende sig
til kvindens arving, der skulle bestemme størrelsen af
hendes medgift og udstyr.507 I Gulatings- og
Frostatingsloven findes kun bestemmelser for de tilfælde,
hvor døtre skulle arve deres forældre; i så fald skulle de
ugifte tage så meget, som de gifte havde fået i medgift,
inden resten af boet blev delt. Det samme gjaldt for øvrigt
også i Gulatingsloven, hvis nogle af sønnerne havde fået
gaver ved indgåelse af giftermål.508 Dette system var også
det gældende i Landsloven, hvor der står: ”Ikke skal far eller mor
bortgifte sin søn eller sin datter med større medgift end at like meget vilde
komme paa deres lod, som er ugift, om arven blev skiftet”. Skete det
alligevel, og ”om arven ikke rækker til, da skal hver som har fået mere end
loven vidner, lægge fra sig til utjevning.”509 Det samme mønster kendtes
fra flere af de danske og svenske love, hvor sønner og
døtre arvede sammen.
De manglende bestemmelser om medgift i de tilfælde, hvor
døtre ikke arvede, står i skarp kontrast til de udpenslede507 ”Norges gamle Love indtil 1387” BKr. kap. 7, s. 343. Arvingen villefor kvinder, der ikke var enker, normalt være faderen.508 Ibid., GL. kap. 128 og 129, s. 54f. FL. XI, kap. 3, s. 230.509 ”Magnus Lagabøters Landslov” Arvetallet, kap. 7, s. 81.
340
arveregler. Hvorfor genfinder vi ikke arverettens nøje
præcisering af, hvor meget der blev udbetalt, når det
gælder medgift? Dette spørgsmål bliver forstærket af, at
medgift blev reguleret i det øjeblik, der var tale om
personer, som havde både arveret og fik medgift eller anden
giftegave. Forklaringen kan ikke være, at man ikke
regulerede gaver og andre økonomiske transaktioner, mens
folk var i live, for donationsreglerne og odelsretten er
eksempler på det modsatte. Men det kunne virke, som om
medgiften befandt sig i en gråzone mellem arveretten og
ægteskabsretten, og måske derfor ikke fangede lovgivernes
opmærksomhed.
Arveretten i landskabslovene fulgte stort set de kanoniske
grænser for slægtskab. Men denne enighed blandt lovenes
forfattere og initiativtagere til trods giver lovene et
meget broget billede af arveretten, hvor der langt op i det
trettende århundrede herskede store forskelle rigerne
imellem, og for Sveriges vedkommende også landskaberne
imellem. To af de springende punkter var, hvorvidt sønner
skulle have eksklusiv adgang til arv efter forældrene, og
forholdet mellem tilgangen til arv mellem fædrene og
mødrene sider af slægten.
I de danske love er arvebestemmelserne meget ensartede,
og det bygger på parentelprincippet. Livsarvinger havde
forret til arv, og eventuelle børnebørn overtog deres
forældres arvedel, hvis leddet var faldet fra. Både sønner
341
og døtre havde adgang til arv, men døtre kun til det halve
af sønner. I de tilfælde, hvor arven gik tilbage i leddene
var det imidlertid kun i Jyske Lov, at kvinders arvepart
var mindre end den mandlige. Det er ganske givet, at det
kanoniske slægtskab har udstukket grænserne for arveretten,
hvilket ses specielt tydeligt i Valdemars sjællandske Lov,
hvor det i den ældre version gik til det syvende led, mens
det i den yngre version var ændret til det fjerde led.
Derfor forekommer det også underligt, at det syvende led
som grænse for arveretten er bibeholdt i Jyske Lov. Om
dette skyldes et lån fra Valdemars sjællandske Lov eller
Skånske Lov, eller forfatteren bevidst har bibeholdt den
gamle grænse, som Arvebogen satte, er usikkert.
I de svenske love herskede flere forskellige
arveprincipper. I størsteparten at lovene var børn af begge
køn forældrenes arvinger, men i Dalaloven og Den ældre
Västgötalov udelukkede sønner døtre fra arv, et princip,
der også tidligere havde hersket i Östgötaloven. I de love,
hvor sønner og døtre arvede sammen, var døtres arvedel
mindre end sønners. En lignende enighed eksisterede ikke,
hvis arven gik længere ud i leddene; et par af de
springende punkter var, om livsarvinger havde forrang til
arv, og om fædrene side og mænd havde forret for mødrene
side og kvinder i forhold til at tage arv. I de østsvenske
love mindede reglerne meget om de danske, men i Götalandene
var det patriliniære indslag stærkere. Det var også tidlige
i disse områder samt i Dalaloven, at sønner udelukkede
342
døtre fra arv, et princip der i Dalerne var gældende frem
til Landslovens komme. Hvor langt ud i slægten arveretten
gik, nævnes kun specifikt i Upplandsloven, hvor der står,
at den gik til og med fjerde led. At det kanoniske
slægtskab alligevel havde betydning (om end til dels
indirekte) for udviklingen af arveretten også i de love,
hvor en sådan ikke understreges, ses ud fra den stærke
påvirkning fra danske arveret, hvor den kanoniske
indflydelse var tydelig, og ved at der kom en øget
interesse for kvinders og fjerneres slægtninges arveret.
I de norske landskabslove udelukkede sønner døtre fra
arv, og generelt var mænd og specielt slægtninge på den
fædrene side stillet godt i arvehierarkiet, da de blev
kaldt til arv foran kvinder og mødrene slægtninge, der var
lige så nært beslægtet med arveladeren. I Landsloven fik
døtre ret til at arve sammen med sønner, dog efter samme
princip som i Danmark: De tog en mindre del, men den
patriliniære dominans blev bibeholdt i de fjernere led. I
begge landskabslovene havde slægtninge til og med det femte
kanoniske led ret til at arve, selvom det altså ikke var
det kanoniske slægtskab, der alene satte rammerne for
arveretten. I så fald måtte man have forventet, at
arveretten gik enten til det fjerde eller sjette led. Den
kirkelige indflydelse er specielt tydelig i
Frostatingsloven og Landsloven, hvor betydningen af egen og
forældres ægtefødsel var af stor betydning for ens
placering i arvehierarkiet.
343
En vis ensretning af arveretten i Norden skete i 1200-
tallets anden halvdel, hvor de danske arveregler kom til at
inspirere både den norske og den svenske arveret, om end
lokale træk bibeholdtes. Til trods for forskellene i
opbygningen af arvereglerne er der ingen tvivl om, at
arveretten og det kanoniske slægtskab var tæt forbundet,
både fordi de kanoniske grænser i flere tilfælde blev
fulgt, og fordi stort set alle tænkelige levende slægtninge
blev nævnt, hvad der er specielt tydeligt i de ældste love,
nemlig de norske. Kendskabet til det kanoniske slægtskab
blev styrket gennem denne opremsning af slægtninge, der
ellers synes overflødig, idet det kun var i uhyre få
tilfælde, at arven skulle gå så langt ud i slægten, som
loven tog højde for, et didaktisk greb med andre ord.
Hverken i de danske eller i de svenske love ses den samme
iver efter at nævne hele slægten, hvilket meget vel kan
skyldes den realistiske betragtning, at der så at sige
altid ville være arvinger inden for de første to-tre led.
Hvor ofte havde man i det hele taget kendskab til sine
”laterale” slægtninge i sjette led? Lovene fokuserer derfor
i stedet på den del af den kanoniske slægt, den enkelte
realistisk kunne have kendskab til, og som derfor i
realiteten var den gruppe, der skulle omfattes af de
rettigheder og forpligtelse, som læren om det kanoniske
slægtskab byggede på.
344
ARVERETTEN FØR LANDSKABSLOVENES KOMMESom før nævnt er det meget vanskeligt at udtale sig med
sikkerhed om, hvordan normerne for arv var før
landskabslovenes komme. I den nyere forskning er et bud
derpå imidlertid givet af den svenske historiker Birgit
Sawyer. Ud fra en undersøgelse af, hvem der rejste
runestenene i Norden, har hun udarbejdet en teori om, at
arvepraksis kan læses ud fra disse. Hun har konstateret, at
der i Østsverige er stor hyppighed i runesten, der er rejst
af flere personer, ligesom en ret stor andel af
stenrejserne er kvinder.510 I resten af Norden derimod var
det dominerende princip, at stenrejserne var enkeltpersoner
og mænd. Dette tolker Sawyer som et udtryk for, at
gradualarv har været fremherskende i Norge, Danmark og det
vestlige Sverige, og at mænd havde arveretlig forret frem
for kvinder. Omvendt skulle parentelarven have været
dominerende i det østlige Sverige, specielt i Uppland.
Der er ingen tvivl om, at Sawyer har lavet en
imponerende undersøgelse, men der er dog visse skævheder i
materialet, der gør hendes konklusioner usikre. Runestenene
er ikke jævnt fordelt over Norden, i Sverige findes der ca.
1750, i Danmark ca. 200, og i Norge kun ca. 50.511 Da
stenmangel ikke kan være forklaringen på det ringe antal
510 For en indføring i Sawyers arbejdsmetode se: B. Sawyer: ”Son skaltaka arv etter far sin …” 1999. s. 63ff og “The Viking-Age Rune-Stones. Custom and Commemoration in Early Medieval Scandinavia” 2000,s. 24-70.511 B. Sawyer: ”Kvinnor och familj i det forn- och medeltida Skandinavien” 1992, s. 4ff.
345
runesten i Norge, må der være en anden forklaring. Årdagen
kunne meget vel være, at runestenene ikke har haft den
samme sociale betydning i Norge som i Uppland, hvilket
svækker tesen om, at runesten var en måde, hvorpå arveret
blev markeret over hele Norden. Yderligere medfører den
ujævne spredning af materialet også en fare for, at det,
som Sawyer opfatter som strukturer, måske blot er
tilfældigheder. Dertil kommer, at Sawyer strækker sit
materiale meget langt, som et eksempel kan fremhæves hendes
fortolkning af runeindskrifterne: ” ’Björn and his brothers raised
this stone in memory of Sigbjörn in Holm,’ we can be fairly certain that the
sponsers were Sigbjörn’s sons. Another case is …’Sven and Stenraised this stone
in memory of Toste, their father, who died in Ingvar’s liđ [retinue], and in
memory of Torsten and of Östen, Alvhild’s son.’ Presumably Torsten and Östen
were also Toste’s sons, Sven’s and Sten’s brothers. The fact that Östen is refered
to as ‘Alvhild’s son’ must indicate that he had a different mother from his
brothers.”512 Sawyer er så sikker på sin tese om, at hun går så
langt i sin tolkning af teksten, at selv sten, der ikke
eksplicit omtaler slægtskab, medtages i det statistiske
materiale. En lignende kritik af Sawyers metode er også
blevet rejst af Elsa Sjöholm: ”Sawyer rör sig i cirkel. Hon förutsätter
det som ska bevisas. Hon ”vet” från början hur den arvsrätt ska se ut som hon
sedan ”upptäcker” i inskrifterna. Materialet får aldrig en chans att motsäga
teorin.”513 Oven i dette må man også stille spørgsmålstegn ved,
hvor sandsynligt det er, at runestenene generelt skulle512 B. Sawyer: “The Viking-Age Rune-Stones. Custom and Commemoration inEarly Medieval Scandinavia” 2000, s. 68.513 E. Sjöholm: “Runinskrifterna som källa till svensk arvsrätt under alder medeltid” 1991, s. 123.
346
være rejst for at markere arvekrav. Dels er der en del
sten, hvor der ikke nævnes noget slægtskab mellem
stenrejseren og den, stenen er rejst for, og dels kan det
også hævdes, at runesten næppe var specielt egnede som
markører af arveret. Hvis der var uenighed om, hvem der
havde ret til at arve, må man forestille sig, at uenigheden
brød ud umiddelbart efter dødsfaldet og ikke først måneder
efter, når indskriften i stenen var blevet indhugget. Hvis
man havde grund til at markere sit arvekrav via en
runesten, burde det være sket, mens arvelader stadig var i
live. Sawyers teori indebærer også, at der kunne være
usikkerhed om, hvem der havde ret til at arve, hvorfor man
kunne forvente sig, at det var arvelader, der skulle lave
en officiel markering af, hvem han udpegede som arving
eller arvinger.
Et af de forvirrende aspekter ved Sawyers teori er, at hun
på den ene side hævder, at der fandtes faste principper for
arveret i Norden i århundrederne før landskabslovenes
komme, samtidig med at hun argumenterer for, at det var
nødvendigt for arvingerne skarpt og bastant at markere
deres krav. Et alternativt forslag til, hvordan arveretten
har fungeret, kan ses i sammenhæng med det valg- og
alliancebaserede slægtskabssystem. Der har givetvis
eksisteret en idé om slægtsarv, da der vist næppe findes
samfund eller kulturer, der ikke anerkender et sådant
princip, men den større valgfrihed gjorde, at man
347
formentlig havde mulighed for at privilegere for eksempel
et enkelt barn eller søskendebarn på bekostning af de
andre. Et sådant løst defineret arvesystem gav mulighed for
et dynamisk samfund, for selvom man kan forestille sig, at
børn eller andre arvinger er blevet ligestillet i mange
arvesituationer, gav muligheden for at forskelsbehandle en
chance for social mobilitet. Bagsiden af medaljen har
været, at forskelsbehandling kunne føre til uvenskab og
strid mellem søskende og andre slægtninge. Faste
arveregler, som de ses i landskabslovene, havde uden tvivl
en stabiliserende og fredsskabende effekt, men de bremsede
også for at tilgodese en enkelt på kollektivets bekostning.
Arvereglerne har givetvis været nemmere at regulere, og da
de også havde et fredsskabende og samfundsstabiliserende
sigte, har de været nyttige for kongemagtens forsøg på at
opbygge en stærk centralmagt.
348
PATRILINEÆRE TENDENSER OG KVINDELIG ARVERETElsa Sjöholm blandt andre har påpeget eksistensen af et
arveretligt skel i landskabslovene mellem på den ene side
Norge og Götalandene inklusiv Dalerne og på den anden side
resten af det svenske område og Danmark.514 De vestnordiske
love havde stærke patrilineære træk, mens de sydøstlige
præsenterede et lineært system. Skønt der har været en del
forskning på dette område, har interessen samlet sig om de
norske loves særegenhed mere end omkring egentlig
komparation. To teorier er de mest fremherskende. Den
første ser i de norske love strukturer med rod langt
tilbage i en mundtligt overleveret ret. Torben Vestergaard
mener således, at de tretten arvegange, der findes i de
norske love, går tilbage til en mundtlig tradition, da de
er nemme at recitere.515 Denne teori forudsætter, at
arveretten var meget konservativ og fastlåst i de norske
områder. En anden forklaring går ud på, at den patrilineære
tendens i lovene meget vel kunne være et nyt fænomen, der
var tilkommet forholdsvis tæt på tidspunktet for lovenes
nedskrivning. Motivet kunne være et forsøg på at forhindre
en for stor spredning af gods ved at reducere antallet af
arvinger, eller det kunne være et udtryk for de generelle
patriarkalske strømninger, som herskede blandt andet i
Frankrig og England i 1000- og 1100-tallet.516 Den sidste
514 E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 124f.515 T. Vestergaard: ”The System of Kinship in Early Norwegian Law” 1988,s. 162f.516 L. I. Hansen: ”Slektskap, eiendom og sociale strategier i nordiskmiddelalder” 1995, s. 143 og K. Helle: ”Gulatinget og Gulatingslova”
349
forklaring bygger på teorien om, at arvesystemet var en
variabel, der afhang af det politiske klima, og af hvilke
grupperinger der havde overtaget på det retlige og
økonomiske felt og derfor kunne bruges aktivt i en konkret
situation. Modsat forudsætter den første forklaring, at
arveretten, ligesom andre vigtige sociale og økonomiske
fænomener, var konkrete, forholdsvis statiske størrelser,
som samfundet langt hen ad vejen indrettede sig efter.517
Eftersom det kanoniske slægtskab er et eksempel på, hvordan
ideologi aktivt blev brugt i lovudviklingen, er
forklaringen om, at de stærke patrilineære tiltag i
arvelovgivningen skal ses som et resultat af det politiske
landskab på det tidspunkt, den blev nedskrevet, den mest
oplagte. Hvis der var tale om ældre institution, er den i
hvert fald næppe blevet blindt kopieret, men bibeholdt
fordi den afspejlede en konkret interesse.518
Den stærke patrilineære arveret kom i løbet af 1200-tallet
under pres både fra en lineært opbygget arveret, hvis
ideologiske udspring kom såvel fra den romerske og den
kanoniske ret, og fra det kanoniske slægtskab, hvor der
ikke skelnedes mellem, om slægtskab gik gennem mænd eller
kvinder. Når ideologien ændredes, ændredes arveretten også,
hvilket ses både i Magnus Lagabøters Landslov og i lovene
2001, s. 137.517 L.I. Hansen: ”Slektskap, eiendom og sociale strategier i nordiskmiddelalder” 1988, s. 104ff.518 Elsa Sjöholm har argumenteret for, at man altid bør selandskabslovenes bestemmelser som et resultat af den politiskesituation, der herskede på nedskrivningstidspunktet og ikke som etarkaisk levn. E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 50.
350
for Götalandene i 1280’ og 1290’erne. Kun i Dalerne var
loven ikke genstand for samme ideologiske påvirkning, da
man skal helt op til Magnus Erikssons Landslov, før det
patrilineære arvesystem blev afskaffet.
Lovene giver et klart indtryk af, at arveretten var under
diskussion i perioden, hvor landskabslovene blev
nedskrevet. Et af de omstridte områder var kvinders,
specielt døtres ret til at tage arv sammen med mænd, de var
lige nært beslægtede med. For det norske område og dele af
de svenske landskaber véd man, hvornår den kvindelige
arveret blev indført, men for resten af de svenske og de
danske love diskuteres det ivrigt blandt forskerne, hvornår
og hvorfor kvinderne fik ret til at tage arv. I denne tekst
bliver der argumenteret for, at det kanoniske slægtskab
nødvendiggjorde en større ligestilling mellem såvel mødrene
og fædrene slægtninge som mellem søskende, men der gives
også andre forklaringer derpå. Både Saxo og Sven Aggesen
fortæller i deres historiske værker om, hvornår og hvorfor
de danske kvinder fik ret til at arve deres forældre.
Ifølge dem skulle arveretten været skænket kvinderne af
Svend Tveskæg, der var blevet løskøbt af fangenskab af de
danske kvinder, som han i taknemlighed gav ret til at
arve.519 Ægtheden af denne historie er højst tvivlsom, men
den er blevet tolket på flere måder. Birgit Sawyer mener
519 ”Scriptores minores historiæ danicæ” bd. 1. Svenonis Aggonis filiiBreve historia regum Dacie, kap. VIII, s. 120 og 121. ”Saxonis GestaDanorum” 10:9:4-5, s. 278f.
351
ligesom Thyra Nors, at Saxo opfattede kvindelig arveret som
værende imod Guds vilje, da det var en ukristelig og ond
konge, der gav dem dette privilegium.520 En besnærende
tanke, men den passer unægtelig dårligt med, at efter at
Svend Tveskæg angrede sit frafald og blev kristendommens
forkæmper, tog han ikke ifølge Saxo arveretten fra
kvinderne igen, hvilket han burde have gjort, hvis Sawyers
og Nors’ argumentation skulle holde stik. Michael H.
Gelting mener, at Saxo og Svend Aggesens udsagn skal ses
som forsøg på at forlene den kvindelige arveret med et skær
af ælde, som den ikke besad. Gelting argumenterer nemlig
for, at den først blev introduceret i Danmark med
Arvebogens komme i 1170.521 Mod denne teori taler det
faktum, at der ikke gik meget mere end femten år fra denne
lovs fremkomst, til Svend Aggesen skrev sin Danmarks
Krønike, og ikke meget længere før Saxos kom. Set i dette
lys ville det forekomme underligt, at de begge viderebragte
historien med Svend Tveskæg, hvis den kvindelige arveret
virkelig først blev accepteret i Danmark i 1170 med
Arvebogens komme. Men hvorfor skulle det kun være reglerne
om kvindelige arveret og ikke resten af arvebestemmelserne,
der var nye i 1170? Mon ikke man snarere skal se Arvebogens
vigtighed ud fra det faktum, at den meget vel kan være den
første egentlige fastsættelse af arveretten i Danmark? Hvis
eventuelt tidligere arvesystemer byggede på sædvaner og520 T. Nors: “Kampen om ægteskabet” 1987, s. 44 og B. Sawyer: “Saxo -Valdemar - Absalon” 1986, s. 49. 521 M.H. Gelting: ”Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager” 2000, s. 140.
352
skik og brug, der var langt nemmere at bøje og tilpasse
efter konkrete ønsker end nedskrevne regler, har kvinder
lige såvel som mænd kunnet blive udset til arving.522
Med de sidste linier in mente bør man måske snarere
fokusere på, om der har været tradition for, at kvinder
kunne besidde gods og prestige, end om der fandtes
specifikke regler for arveretten. Lars Hermansons
beskrivelse af, hvor mange af kongeætlingerne og
magnaterne, som under kong Niels havde en position og/eller
formue, der byggede på kvinder, det være sig mødre eller
hustruer,523 tyder på, at det ikke var et særsyn endsige
ukendt, at kvinder arvede, eller at andre arvede dem i det
danske samfund i 1000- og 1100-tallet. Også
kongeværdigheden kunne arves gennem kvinder, en konges
dattersøn havde det samme krav som en kongesøn. Det samme
må have været tilfældet i hvert fald i dele af Sverige,
jævnfør de danske prinser der gennem deres mødre
(Stenkilsslægten) opnåede eller i al fald krævede
kongeværdigheden. Et andet eksempel er Birger Jarls sønner,
da det var gennem hans ægteskab med kong Erik Eriksons
søster, at de opnåede deres kongeværdighed – dog kan det
ikke negligeres, at der på dette tidspunkt ikke fandtes
konkurrerende linier.
522 Denne betragtning deles også af Pauline Stafford i hendesundersøgelse af arvemønstrene i 1000-tallets Frankrig. P. Stafford:”La Mutation Familiale: A Suitable Case for Caution” 1998, s. 125. 523 Som kendte eksempler kan nævnes Håkon Sunnivassøn, Bodilsønnerne,Knud Lavard og som et tidligere eksempel Svend Estridsen. L.Hermanson: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiskakultur i 1100-talets Danmark” 2000.
353
I Norge derimod synes det stærke patrilineære indslag i
lovene at gå igen ved arv også af prestige og
kongeværdighed, og det var således kun kongesønner eller -
sønnesønner, der havde et umiddelbart krav på tronen.
Magnus Erlingssons legitimitetsproblemer, fordi han ”kun”
var en konges dattersøn, er et illustrativt eksempel.
Tidligere i afsnittet blev nævnt, at såvel i kanonisk som
romersk ret var kvindelig arveret anerkendte principper.
For romerrettens vedkommende var kvinder generelt godt
stillet i arveretten, der ikke skelnede mellem børnenes
køn, når arv skulle fordeles. Dette syn på arveretten blev
overtaget af kirken. Forskningen har traditionelt forklaret
introduktionen af den arveret, der findes i de danske
landskabslove, hvor datter arver halvt af søn, som et
udslag af et kompromis mellem ”det gamle patriarkalske
samfund”, hvor det mentes, at sønner og eventuelt andre
mandlige slægtninge arvede før døtre, og kirken, der
repræsenterede det romerretlige princip. Denne teori
undergraves imidlertid af, at der andre steder i det
katolske Europa, for eksempel i Frankrig, hvor arvesystemet
var domineret af en fortrinsret for den ældste søn, ikke
findes dokumentation for, at kirken søgte at ændre
arveretten og forbedre kvindernes og de yngre sønners
arveretlige stilling. Dette leder frem til spørgsmålet om
andre inspirationskilder end kirken til den specielle
danske/nordiske form for arveret.
354
Svaret herpå bliver et lille forsigtigt måske.
Princippet om, at kvinder arvede mindre end mænd, optræder
nemlig et andet sted i Justinians lovværk nemlig i
Institutiones, hvor der refereres til en tidligere
bestemmelse om, at en død kvindes børnebørn ikke arvede i
hendes sted, hvis hun havde brødre eller brødres afkom.
”The emperors could not allow such an injustice to continue … However they
decided that, to give rather more to the ones who had the support both of
nature and the old law, the shares of these grandsons, granddaughters, and so
on, mentioned above, should be slightly reduced: they should take a third less
than their mother or grandmother had been qualified to get.”524 Ganske
vist kan der ikke påvises nogen direkte sammenhæng mellem
arvebestemmelsen i Institutiones og dem, der findes i de
nordiske love. I Institutiones var den differentierede arv
kun brugt i ét specielt tilfælde, og kvindernes
efterkommere tog kun en tredjedel mindre end mændene.
Alligevel kan det ikke udelukkes, at en påvirkning har
fundet sted. I hvert fald har bestemmelsen fra
Institutiones langt større lighed med det arvesystem, der
eksisterede i landskabslovene, end med systemet i Novella
118, som den moderne forskning fokuserer på.525 Så medmindre
524 ”Justinian’s Institutes” 3.1, 15, s. 93. (“Divi autem principes non passisunt talem contra naturam iniuriam sine competenti emendatione relinquere… sed ut aliquidamplius sit eis, qui non solum naturae, sed etiam veteris iuris suffragio muniuntur, portionemnepotum et neptium vel deinceps, de quibus supra diximus, paulo minuendam esseexistimaverunt, ut minus tertiam partem acciperent, quam mater eorum vel avia fueratacceptura.”)525 Stephan Kuttner har dog problematiseret brugen af Novellaerne ihøjmiddelalderen, idet han har påvist, at mange af samlingerne ikkeindeholdt alle novellaerne. Den udgave, der findes trykt i CorpusIuris Civilis, bygger på senere manuskripter. S. Kuttner: ”On theMedieval Tradition of Justinians Novellae: An Index Titulorum
355
det kan sandsynliggøres, at Novellaen havde stor autoritær
betydning i 1100-tallets anden halvdel, hvor den danske
arveret blev fastlagt, kan det ikke udelukkes, at
bestemmelsen fra Institutiones har fungeret som et
forbillede.526
Hvor meget de danske kanonister har kendt til
romerretten, kan dog ikke siges med sikkkerhed, idet der
ikke vides meget om undervisningsformen i Bologna, før man
kommer et godt stykke op i 1200-tallet, længe efter at den
danske arveret blev udviklet. Det man ved, er, at
forelæsningerne efterhånden blev delt som ordinære og
ekstraordinære, de ordinære, der blev givet om formiddagen,
var henholdsvis over Digesta og Codex og Gratians Dekret og
Liber Extra, mens de ekstraordinære, der for romerrettens
vedkommende var Instititutiones og Novellaerne, blev
afholdt om eftermiddagen. Hvad de kanonisk retlige
studenter lærte romerret efter, er ikke nærmere
undersøgt,527 men hvis teorien om Instititutiones er rigtig,Authentici in Novem Collationes Digesti” 1994.526 For at forstå kanonisk ret var det nødvendigt at kende og forstå detjuridiske systems opbygning. Den bedste indføring deri er JustiniansInstitutiones, hvis karakter af lærebog får en til at forestille sig,at den mange steder blev brugt dertil. Derfor synes det også at væreen rimelig hypotese, at mange af de nordiske studenter, der forstørstepartens vedkommende koncentrerede sig om teologien og denkanoniske ret, har fået deres kendskab til romerretten gennemInstitutiones. Derfor bør man nok tillægge Institutiones en størrebetydning som påvirkningsfaktor i forhold til landskabslovene, end detnormalt bliver gjort, da flere af de personer, der var involveret ilovarbejderne, var skolet i teologi og kanonisk ret. Omvendt var detogså nødvendigt for dem, der specialiserede sig i romerretten, atkende den kanoniske ret, da mange sager befandt sig i en gråzonemellem den civile og den kirkelige ret.527 Ikke blot i Bologna men også i Paris, hvor et egentligt studium iromerret var forbudt, må de kanonisk retlige studenter have fået en
356
havde de i hvert fald op i tiden mulighed for at gå til
forelæsninger derom.528
Romerretten er imidlertid ikke det eneste sted, man kan gå
hen, hvis man vil lede efter eventuelle forbilleder for, at
døtre arvede en mindre del end sønner. Hvis man ser på
andre europæiske love fra den tidlige og høje middelalder,
vil man opdage, at arvedeling efter et brøksystem fandtes
flere steder. Allerede i den ældste del af den Lombardiske
Lov, Rothairs Edikt fra ca. 643, fandtes blandt andet
bestemmelser om, at hvis en fader efterlod legitime døtre
og illegitime sønner, skulle døtrene arve halvdelen og
sønnerne en tredjedel, resten skulle gå til statskassen
(kongens fiscal).529 Ligeledes fastsloges det i et tillæg
til loven fra 728, hvor meget en fader, der havde både
legitime sønner og døtre, måtte efterlade til døtrene.530 I
den burgundiske lov blev det foreskrevet, at nonner havde
ret en vis procentdel af arven efter deres fader, afhængigt
af antallet af brødre.531 Sluttelig fandtes der i de
nederlandske love en rig variation i
fordelingsprincipperne. Som regel tog den ældste søn
introduktion til romerrettens proces og opbygning. Dette kan meget velvære sket via Institutiones, der var den bedste lærebog i romerret.528 Hastings Rashdall: “The Universities of Europe in the Middle Ages,vol. 1. Salerno-Bologna-Paris” 1942, s. 205-208.529 “The Lombard Laws” Rothair’s Edict, nr. 159, s. 78f. Hvis derderimod kun var én datter, var proceduren anderledes, i så fald skullehun, sønnerne og den nærmeste slægtning eller kongens fiscal have entredjedel hver. nr. 158, s. 78.530 Ibid., Tillæg 728, nr. 102, s. 188f.531 “The Burgundian Code” Book of Constitutions, kap. XIV, s. 32f.
357
størsteparten af arven, mens en mindre, varierende del blev
delt mellem de yngre søskende efter højst forskellige
fordelingstal.532
Eksemplerne fra Justinians Institutiones og de forskellige
andre love viser, at det er lidet frugtbart at søge efter
forklaringer på den danske halve hovedlod i en snæver
dansk/nordisk kontekst. At søskendes arveandel afhang af
køn, alder og social status, kendes fra en lang række
områder og må derfor anses som værende en anerkendt
europæisk retlig praksis. Hvorfor døtre i de danske og
senere også i de andre nordiske landskabslove kom til at
arve mindre end brødre, giver denne observation imidlertid
ikke svar på, men en forklaring kunne være, at man har
fundet det rimeligt, at mænd blev bedre økonomisk stillet
end kvinder, eftersom kvinder på grund af den juridiske
umyndighed, som ugifte såvel som gifte besad, ikke
forventedes at opbygge deres egen husstand.
532 D. Heirbaut: “The Germanic Character of the Oldest Laws of the LowCountries” 2005.
358
DONATIONER, SJÆLEGAVER OG RETTEN TIL AT DISPONERE
OVER EJENDOM
æt knyttet til arveretten er retten til at
disponere over ejendom til fordel for andre end de
af loven foreskrevne arvinger, som man med et
moderne ord ville kalde for tvangsarvinger, et begreb, der
ikke anvendtes på landskabslovens tid, men som ganske fint
udtrykker problematikken. Hvor meget af ens besiddelser, om
noget i det hele taget, havde man ret til at disponere over
enten som livsgaver eller mortis causa gennem gaver eller
testamente? Man kunne jo ønske at begunstige tredjemand ud
fra personlige motiver, eller ville donere en del af sin
formue til en gejstlig institution ud af fromhed eller til
gavn for ens egen og eventuelle slægtninges sjæle. Hvis
donationen blev givet ud fra et håb om, at det gavnede
sjælens frelse, var der som oftest tale om, at donator
forventede modydelser i form af sjælemesser og lignende.
Købstadsdiplomerne viser, at fromme gaver kunne blive
krævet tilbage af arvingerne, hvis den gejstlige
institution ikke overholdt de lovede forpligtelser.533
T
Selvom de umiddelbare motiver bag de fromme gaver som
oftest var sjælens frelse, tillader det tynde nordiske
kildemateriale os desværre sjældent at se ind bag hele det
komplicerede religiøse, sociale og politiske spil, som også
533 Dette var specielt tilfældet efter reformationen, hvor sjælemessernestoppede. O. Fenger (m.fl.): ”I være have” 1982, s. 107.
359
var en del af donationerne. Undersøgelser af disse
sammenhænge er i stedet blevet lavet på det bedre
dokumenterede franske materiale, blandt andet af Stephen
White og senest af Kim Esmark.534 Deres undersøgelser
koncentrerer sig ganske vist primært om det 11. og det 12.
århundrede, altså perioden før landskabslovene, og det
store spand i tid og rum gør, at man bør være forsigtig med
at sammenligne. Ikke desto mindre kan deres resultater være
gode at have in mente, når man skal forsøge at kaste lys
over det noget mere spinkle nordiske materiale.
Undersøgelserne viser, at når en donation blev givet til et
kloster eller en anden gejstlig institution, forpligtede
handlingen begge veje. Donator og eventuelt medlemmer af
hans familie eller slægt indgik en slags kontrakt med den
lokale helgen repræsenteret gennem det religiøse samfund,
der optrådte som helgenens familia.535 En social relation
mellem donator og helgen blev skabt, og i sidste instans
gik denne forbindelse hele vejen op til Gud. Relationen kan
på flere måder minde om et patron/klient-forhold. Inden en
donationsgivelse lå der ofte en langvarig proces, hvori
munkene og donator forhandlede om vilkårene for gaven. Heri
indgik, hvilke åndelige eller materielle gentjenester
munkene skulle yde, hvem der skulle sikre, at donationen
ikke blev anfægtet af donators arvinger efter hans død, og534 S. White: ”Custom, Kinship and Gifts to Saints” 1988. K. Esmark: ”Dehellige døde og den sociale orden” Upubliceret ph.d.-afhandling. RUC2002.535 Den middelalderlige betydning af begrebet “familia” dækkede bådeover det verdslige hushold inklusive tjenestefolkene ogklosterstiftelser med munke, lægbrødre og tjenere.
360
så videre. Når forhandlingerne var afsluttet, skete
overdragelsen ved en stor ceremoni, hvis formål var at
markere donationens og dermed donators betydning.536
De donationer, der blev foretaget, mens donator var i
live og i fuld vigør, står i modsætning til
dødslejegaverne, donationer, som den døende først
besluttede at give, når han eller hun lå på sit yderste. Da
en donation givet som livsgave havde en større rituel og
statusmarkerende betydning for giveren end en dødslejegave,
fordi giveren gennem donationen kunne markere sin rigdom og
fromhed, har det nok fået mange til at træffe deres
dispositioner for sjælen i god tid. Dødslejegaver ville som
regel have karakter af sjælegaver, idet frygten for
Skærsilden og det, der var værre, formentlig har været
meget nærværende. Dette faktum blev der faktisk også taget
hensyn til, da flere love skelnede mellem, hvor meget af
ejendommen det var tilladt at disponere over, alt efter om
man var rask eller syg. En anden mere velgennemtænkt form
for dødslejegave var testamentet, der kunne udarbejdes,
mens donator var rask, og som først trådte i kraft ved hans
død. Testamentet fik kun langsomt gennemslagskraft i de
nordiske samfund, og langt op i 1200-tallet er de fleste
kendte testamenter udstedt af gejstlige personer. Fordelen
ved testamentet frem for den mundtlige donation, der blev
givet på dødslejet, er åbenbar, da det skriftlige
testamente udgjorde et sikkert bevis på donationen, mens
536 S. White: ”Custom, Kinship and Gifts to Saints” 1988, s. 27ff og K.Esmark: ”De hellige døde og den sociale orden” 2002, s. 119.
361
det kunne være svært for de gejstlige institutioner at
stille med vidner på den mundtligt givne donation, hvis for
eksempel kun præsten og familien var tilstede ved løftets
afgivelse, og familien bagefter nægtede, at donationen
havde fundet sted. Langt den hyppigste form for donation
var sjælegaven. En anden bevæggrund til at donere kunne
være bod for en begået synd, men da bodsdonationen i sidste
instans handlede om derigennem at frelse sjælen, bliver
grænsen mellem de forskellige former for donationer hårfin.
Donationer kunne både gives som livs-, døds- og
dødslejegave. En livsgave var en gave givet i levende live,
mens dødsgaven, der for eksempel kunne bestemmes i et
testamente, først skulle gives efter donators død. Modsat
de to nævnte typer gaver blev foranstaltningerne til
dødslejegaven ikke truffet, mens donator var rask og i fuld
vigør, men først på dødslejet. Den faktiske forskel mellem
livs- og dødsgaver var imidlertid ikke så skarp som ved
første øjekast, da det ikke var usædvanligt, at donator
efter at have skænket gods til kirken som livsgave beholdt
brugsretten til det givne i sin egen og eventuelt
ægtefælle, og iblandt også børns levetid, eventuelt mod at
betale en mindre leje.537 Denne ordning kunne dog i længden
føre til stridigheder om ejendoms- eller brugsretten til
det givne mellem arvinger og den gejstlige institution.
Billedet var naturligvis langt mere kompliceret end her
beskrevet; blandt andet kunne slægtninge, de steder hvor
537 O. Fenger m.fl. ”I have være. Om ret til hus og jord i middelalderbyen” 1982, s. 71.
362
donationer ikke var reguleret af lovgivning, senere
modsætte sig dem. En sådan indsigelse, som bærer det lidet
flatterende navn calumnia,538 betød, at donationen skulle
genforhandles, og eventuelle nye ritualer foretages. Men
det grundlæggende var den gensidige relation, som
donationen skabte både mellem modtager og giver, og mellem
giver og helgenen.
Landskabslovene indeholder regler for, hvor meget af sin
ejendom den enkelte måtte skænke bort. Det var dog ikke kun
i den verdslige lovgivning, at der fandtes en regulering
af, hvor meget man med rimelighed kunne bortskænke af sin
ejendom. Også for kirken var det et vigtigt spørgsmål.
Blandt de første kristne eksisterede der ikke faste
retningslinier for, hvor meget man fandt det passende at
skænke til kirken. Det var desuden problematisk at donere
til kirken, idet kirken ikke var anerkendt som en
selvstændig juridisk enhed, og donationer derfor ikke kunne
gives til institutionen som sådan, men i stedet måtte gå
til en enkelt kirke eller person, for eksempel en præst.
Den problematiske juridiske stilling blev løst, efterhånden
som kristendommens stilling i imperiet blev stærkere, i
300-tallet, hvor Konstantin som den første kejser åbenlyst
538 Den klassiske latinske betydning af calumnia er uretmæssig anklage, mensom Kim Esmark påpeger, så er det næppe den betydning, det havde i demiddelalderlige dokumenter, der omhandlede strid om donationer. Istedet foreslår Esmark, at calumnia i disse diplomer bør oversættesmed indsigelse eller krav. K. Esmark: ”Godsgaver, calumnia ogretsantroplogi. Esrum kloster og dets naboer, ca. 1150-1250” 2004, s.144 og 172.
363
støttede kirken og udstyrede den med privilegier. Blandt
andet fik den retlig status i 321, således at
testamentariske gaver til kirken som institution fik
retskraft, selvom der ikke var angivet en specifik
modtager.
Donationer var dog ikke kun et rent juridisk, men i høj
grad også et teologisk problem. Som med så mange andre
spørgsmål, der havde både juridisk og teologisk karakter,
spillede Augustin også her en afgørende rolle. Augustin
repræsenterede princippet om at gøre Kristus til medarving
ved siden af børnene som en måde, hvorpå den kristne kunne
sikre både sine efterkommere og hjælpe sin sjæl.539 Det
539 Augustin var dog ikke den første kirkefader, der foreslog, at en visdel af arven skulle gå til de fattige eller Kristus/kirken. Den mestradikale udlægning kom fra den græske kirkefader Basilius. Han mente,at efter døden skulle al ens ejendom testamentarisk tilfalde kirken,uden hensyn til om man efterlod sig en uforsørget enke eller børn.Andre mere realistiske teologer foreslog, at man skulle give en visprocentdel, for eksempel en tredjedel, hvilket blev forbilledet iblandt andet syrisk og armensk kirkeret. Idéen om at give kirken ensønnelod, altså betænke kirken på lige fod med ens sønner, blev førstformuleret af Hieronymus, men det blev gennem Augustins skrifter, atdet vandt anerkendelse i den vestlige kirke. På trods af Augustinsautoritære betydning for højmiddelalderens teologi og det faktum, atpåbudet blev optaget i Gratians Dekret (”Corpus Iuris Canonici”Decretum Magistri Gratiani. Causa XIII, q. II, c. VIII, s. 723), vardet dog langt fra overalt i de verdslige love i Vesten, at detaugustinske princip blev forbilledet for donationsreglerne. Detaugustinske citat, som Gratian udvalgte, er dog ikke helt entydigt, dadet stammer fra en vejledning til præster om, at de ikke må udnytteuvenskab mellem fader og søn til, at få faderen til at donere helesønnens arv til kirken. I stedet skulle præsterne ommuntre tilforsoning, og i stedet foreslå, at Kristus, det vil sige kirken,indgik som arving sammen med sønnerne. Stig Iuul formulerede detaugustinske princip med ordene: ”Fac locum Christo” – ”Giv plads forKristus,” (S. Iuul: ”Fællig og Hovedlod” 1940, s. 69), dette er senerei dansk retshistorie fejlagtigt blevet forvansket, så det er blevetopfattet som et Augustin-citat, (se for eksempel I. Dübeck:”Testationsfrihed og tvangsarv i retshistorisk belysning” 2002, s. 7
364
augustinske princip blev ikke glemt i de følgende
århundreder, men det var først med optagelsen i Gratians
Dekret, at det blev fastlagt i minutiøse detaljer, og det
kom dermed til at optræde som forbilledet for donationer,
selvom kirken ikke søgte at få det gennemtrumfet som et
decideret lovpåbud. Alligevel viser et brev, som Alexander
III sendte den götalandske verdslige og gejstlige øvrighed
i 1170’erne, at kirken officielt fordømte den praksis, som
åbenbart var tilladt efter verdslig lov i Sverige, hvor
forældre gennem donationer kunne gøre deres børn
arveløse.540 Det har givetvis også været i kirkens
interesse, at der kom donationsbestemmelser ind i lovene,
som forebyggede uretfærdigheder over for børn eller andre
arvinger og på samme tid sikrede kirkens ret til at beholde
modtagne donationer.541
Andre har dog anlagt et mere konfliktorienteret syn på
donationsreglerne. En af de mest fremtrædende på nordisk
grund er Birgit Sawyer, der antager, at begrænsninger blev
og D. Tamm: ”Retshistorie. Danmark – Europa – Globale perspektiver”2002, s. 100), men Augustin udtrykte aldrig sin anvisning på en sådirekte bydende måde. For mere om kirkefædrenes holdning til sjælegaver og denefterfølgende betydning deraf se E. F. Bruck: ”Kirchenväter undsoziales Erbrecht. Wanderungen religiöser Ideen durch die Rechte deröstlichen und westlichen Welt” 1956, specielt s. 1- 126 og 241 - 256.540 Mere om dette i afsnittet om de svenske love.541 Denne tankegang ses hos Stig Iuul og gentages blandt andet afMichael H. Gelting og Inger Dübeck, skønt Iuul i modsætning til de toandre forskere afviser tanken om, at det augustinske princip havdefungeret som direkte inspirationskilde til de danskedonationsbestemmelser. Iuul mener nemlig, at inddelingen i hovedloddervar kommet ind i dansk ret før det augustinske princip blev kendt, foren uddybende forklaring se S. Iuul: ”Fællig og Hovedlod” 1940, s. 77-80.
365
indført, fordi sjælegaver til kirken var en trussel mod
slægtsjorden. Ifølge Sawyer var problemet først og fremmest
kvindernes donationer, da hun mener, at kvinder generelt
var langt mere generøse over for kirken end mænd. For at
dæmme op for kvindernes donationer blev der indført grænser
for sjælegavernes størrelse.542 Sawyer har foretaget en på
mange områder meget grundig undersøgelse af kvinder som
donatorer, men hendes arbejde har flere svagheder. Hun ser
kun kvindernes donationer som en trussel mod slægtsjorden,
mens mændenes gaver ikke problematiseres på samme måde. Det
er donators køn og ikke donationen, der sættes i centrum.
Kvinderne gøres til et problem for slægtsgruppen, og
kvinderne ses nærmest som værende i opposition til deres
familie og slægt, hvilket ikke virker overbevisende.
Hvorfor skulle kvinderne alene på grund af deres køn have
andre interesser end deres mandlige slægtninge? Hvis
problemet virkelig var kvinders donationer, hvorfor kom der
så donationsbegrænsninger for begge køn? Selvom
kønsperspektivet virker noget problematisk, følger Sawyer
det spor, at donationsreglerne er kommet ind i lovene for
at beskytte arvingernes stilling, en tolkning, som der fra
retshistorisk side aldrig er stillet spørgsmålstegn ved.
Denne indgriben i den enkeltes dispositionsmuligheder
ligger i smuk forlængelse af ønsket om at styrke
slægtsbåndene, idet kravet om en stabil slægtsstruktur
542 B. Sawyer: ”Familjen, förmögenheten och fromheten. Kvinnornas roll idragkampen om egendom under äldre medeltid” 1997, s. 63ff.
366
nødvendiggjorde denne kontrol for at undgå store sociale
udsving, hver gang et dødsfald indtraf i slægten.
I nordisk sammenhæng er de første eksempler på donationer
relaterede til kongefamilien. For Danmarks vedkommende er
den første kendte fromme gave Estrids donation til Roskilde
domkirke i 1072 eller 1073; kendskabet dertil er dog kun
bevaret gennem Roskildekrønikens oplysninger.543 Det første
juridiske dokument dukker op lidt over ti år efter. Der er
tale om det nok så berømte gavebrev fra Knud den Hellige
til Lunds domkapitel fra 1085. Gennem 1100-tallet viser det
danske diplommateriale gentagne eksempler på de kongeliges
gavmildhed over for gejstlige institutioner. Et lignende
billede genfindes i Norge: Medlemmer af kongefamilien gav
store donationer, hvoraf en stor del gik til Nidaros, hvor
slægtens helgenkonge, Olav den Hellige, var skrinlagt. At
tilgodese stiftelser, hvor man havde særlige interesser,
var ikke noget specielt norsk, også de danske konger var
ivrige donatorer først til Skt. Knuds kirke i Odense, hvor
Knud den Hellige var skrinlagt, og senere til Ringsted
kloster, der rummede benene af Knud Lavard. I disse
tilfælde kan man godt tale om slægtsklostre, hvortil en
slægtsgruppering igennem flere generationer skænkede
donationer og eventuelt også lod sig begrave, hvorved man
markerede slægtsgruppens position. Blandt grene af de
svenske kongeslægter i Sverige ses i 1100-tallet de samme
543 ”Roskildekrøniken” s. 20.
367
træk. Både den Erikske, den Sverkerske544 og Bjälbo-slægten
havde hver sin gejstlige institution, som de favoriserede.
544 T. Lundén: ”Sveriges missionärer, helgon och kyrkogrundare. En bokom Sveriges kristnade” 1983, s. 292f.
368
DET DANSKE MATERIALESlægtsklostre var ikke forbeholdt de kongelige, også blandt
højaristokratiet kender vi til flere eksempler, det
tidligste er fra 1135, hvor Peder Bodilsen, hans to brødre
og deres mor gav store donationer til oprettelsen af et
kloster i Næstved.545 Til dette kloster havde de næste
generationer også et tilknytningsforhold, i hvert fald
vælger Hemming Bodilsøns datter, Bodil, at trække sig
tilbage til klostret omkring år 1200.546 Et andet kendt
eksempel er Skjerm Hvides sønner, der oprettede klosteret i
Sorø, et kloster, hvortil deres efterkommere i generationer
skænkede anseelige donationer.547 Lad os imidlertid vende
tilbage til Bodilsønnernes donation, som er ganske
interessant, idet den blev givet, flere årtier før man
kendte til verdslig arve- og donationslovgivning i Danmark,
hvorfor man kun kan gisne om, hvilke regler eller normer
der har været dominerede. Klosterstiftelsen byggede på det
føromtalte augustinske princip,548 idet brødrene ”I denne
jammerdal har de, idet deres hjerter stilede mod det høje, gjort Gud til deres
medarving …Og til sold for dem, der sammesteds [i det nystiftede
kloster] gør krigstjeneste for Gud, skal munkene være parthavere i deres
545 Det kan dog ikke udelukkes, at Bodil var af kongeligt byrd, jævnførLars Hermanson: ”Släkt, vänner och makt. En studie av elitenspolitiska kultur i 1100-talets Danmark” 2000, s. 154-56.546 Se nærmere omtale i kapitlet om fledføring.547 For en nærmere gennemgang af disse gaver se: ”Sorø Krøniken” bd. 2,1986, s. 77-163.548 Hvilket tidligere også er påpeget blandt andet af S. Iuul: ”Fælligog Hovedlod” 1940, s. 71.
369
fædrenearv.”549 Det augustinske princip var altså kendt i
Danmark i 1130’erne, hvilket vidner om en veluddannet
kirkeadministration, for hvem de kanoniske idealer også på
donationsområdet har været kendt. Det kan dog ikke
udelukkes, at det var Peder Bodilsen personlig, der har
kendt til det augustinske princip, stærkt engageret i
tidens religiøse og kanoniske strømninger som han ifølge
Roskildekrøniken var. Han var en af hovedkræfterne bag den
såkaldte cølibatopstand i 1124, hvor målet var med våben i
hånd at tvinge præsterne til at leve i cølibat ved at sende
deres hustruer eller konkubiner bort.550 I forbindelse med
Bodilsønnernes gavebrev er det interessant at notere, at
det juridiske begreb hovedlod ikke bruges som måleenhed for
donationens størrelse. Dette kan tyde på, at
hovedlodsterminologien endnu ikke blev brugt i juridisk
sammenhæng. Denne konklusion skal man dog være lidt varsom
med at drage, da der i bisp Peder Vognsens af Århus’
testamente fra 1203 også blot stod, at han gjorde Kristus
til medarving til sit gods, og da testamentet stammer fra
en tid, hvor hovedlodsterminologien antagelig var kendt i
Jylland, var der altså tale om et bevidst fravalg.551 Helge
Paludan tager fejl, når han i sin ”Familia og familie”
549 Min understregning ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd. nr. 64, s. 63. (“In hacigitur conualle lacrimarum. ascensiones in corde suo disponentes/ ut recipiant pro paruismagna/ pro terrenis celestia. coheredem sibi Deum fecerunt…Ad stipendia quoque ibidem Deomilitantium; suum participati sunt patrimonium”). ”Diplomatarium Danicum” 1. rk.,2. bd., nr. 64, s. 126.550 ”Roskildekrøniken.” s. 24. Det kan ikke udelukkes, at Peder Bodilsøni sin ungdom tilbragte nogen tid ved et af lærdomscentrene iVesteuropa, hvilket kunne forklare hans iver efter kirkelige reformer.551 ”D.R.B.” 1. rk., 4. bd., nr. 82, s. 111.
370
skriver om Bodilsønnernes donationsbrev: ”Formuleringerne, at
Gud skulle være Bodilsen brødrenes medarving og, at munkene skulle være
parthavere i deres patrimonium, er helt usædvanlige i et brev udstedt i en
kirkelig instans.”552 Det var nemlig slet ikke exceptionelt, at
det augustinske princip optrådte i et dokument udfærdiget
af en teologisk skolet person, der kendte til Augustins
skrifter og den kanoniske fortolkning af hans ord.
Tværtimod ser man, at det augustinske princip anvendtes i
Danmark før Gratians Dekrets komme, hvilket viser, at dets
kanoniske betydning var anerkendt i kirkelige kredse også
tidligere.
Hvilke regler eller normer der har hersket for, hvordan og
eventuelt hvor meget af sin ejendom man frit kunne
disponere over uden at krænke sine arvinger, før
landskabslovene kom til, kan kun blive til kvalificerede
gæt bygget på de få overleverede diplomer, som indirekte
beretter derom. De spredte oplysninger kan selvsagt heller
ikke give klarhed over, om der har hersket de samme normer
i alle rigets landskaber. I Valdemar den Stores brev til
Tommerup kloster fra 1161,553 hvori han tog klosteret ind
under sin beskyttelse og gav det gods og privilegier,
bekræftes det blandt andet, at en syg mand, der var rask i
sindet, på sit dødsleje, måtte give klosteret: ”lege Danorum
552 H. Paludan: ”Familia og familie” 1995, s. 87.553 Dokumentets ægthed er blevet anfægtet, se S. Iuul: ”Fællig ogHovedlod” 1940, s. 332-43, men hans påstande har mig bekendt ikkevundet almen anerkendelse, herom se også M.H. Gelting: ”Odelsrett –lovbydelse – bördsrätt – retrait lignager” 2000, note 36, s. 155f.
371
seruat, quod medietatem in omnium suarum facultatum.”554 Her er det
interessant, at Inger Dübeck oversætter passagen med, at
man måtte skænke en halv hovedlod til klosteret.555 I
oversættelsen i Danmarks Riges Breve oversættes det i
stedet som: ”halvdelen af alle deres midler”.556 Der er unægtelig en
substantiel forskel på de to oversættelser,557 selvom
bestemmelsen begge steder bliver tolket som værende den
samme, der genfindes i Skånske Kirkelov fra 1170’ernes
begyndelse, hvor maksimum for dødsgavens størrelse
fastsættes til en halv hovedlod og ikke halvdelen af alt,
hvad man besad.558 Det kan ikke udelukkes, at der i
Tommerupprivilegiet var tale om en halv hovedlod, hvilket
ville ligge smukt i forlængelse af de senere bestemmelser.
Mod denne tolkning taler imidlertid indledningen til den
Skånske Kirkelov, hvori der står, at den kom til som en
overenskomst mellem ærkebispen og bønderne, da den
tidligere ret var for hård.559 Et sådant udsagn advarer mod
kritikløst at føre bestemmelserne længere tilbage end 1171.
554 ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd., nr. 143, s. 270.555 I. Dübeck: ”Skånske Lov og den europæiske baggrund” 1989-91, s. 410.556 ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 143, p. 143. Den samme betydninggenfindes i ”KLNM” bd. 15, J. Liedgren: Sjelegave, s. 315. og Bd. 18,H. Nielsen: Testamente, s. 218.557 For en barnløs var der ingen forskel mellem halvdelen af alle midlerog hans halve hovedlod, da hovedlodden jo udgjorde den samlede formue.For en person med børn var der derimod en stor forskel mellem de toudsagn, idet hovedloddens størrelse afhang af antallet af børn ogderes køn. Havde en mand for eksempel to sønner, ville hans hovedlodkun udgøre en tredjedel af alle hans besiddelser, og hvis han kunmåtte bortskænke halvdelen deraf for sin sjæl, svarede det til ensjettedel af alle hans midler.558 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 5, s.833-835.559 Ibid., s. 821.
372
Passagen kan derfor med større ret tolkes som en tilladelse
til at give halvdelen af alt, hvad man ejer, til klosteret
uden hensyn til antallet af arvinger, hvilket der med
Skånske Kirkelov blev sat en stopper for. Man må antage, at
den halve hovedlod allerede i midten af 1170’erne var
anerkendt som øvre grænse for donationer i alle
landskabslovene; i hvert fald skænkede Valdemar den Store
Skt. Peders kloster i Slesvig sin halve hovedlod ”i henhold til,
hvad vore landslove har godkendt (at måtte overdrage) efter vor ligemlige
[sic!] død.”560
Hvor drilsk den halve hovedlod kan være, ses også i Sorø
Krøniken, hvor der står, at Toke Skjalmsen på sit dødsleje
i 1140’ernes begyndelse gav sin halve hovedlod til
opførelsen af Sorø Kloster.561 Nu er Sorø Krøniken
nedskrevet langt senere, og et vigtigt formål med den var
at legitimere klostrets besiddelser, så det er ikke så
underligt, hvis Krønikens skriver har valgt at definere
donationens omfang efter sin tids lovgivning, men dermed
bliver man desværre ikke klogere på, hvorvidt den halve
hovedlod var norm for donationer på Sjælland i 1140’erne.
Et andet dokument til belysning af donationsretten er
kong Niels’ privilegiebrev til Skt. Knuds kirke i Odense
560 ”D.R.B.” 1. rk., 3. bd., nr. 50, s. 49. (”Preterea dimidiam capitalemporcionem patrimonii nostri sed et aliarum acquisicionum nostrarum sunnen. a. quasinpresenciarum possidemus aut in futurum adepturi sumus eidem loco iuxta predictum[m]od[um se]undum quod legis terre nostre sanxit auctoritas post corporis nostri dissolucionemcontulimus.”) ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 3. bd., nr. 50, s. 72f.Legis terre bør oversættes med landskabslove og ikke landslove,jævnfør forklaring i kapitlet ”Slægt, køn, lov og ret – De centralebegreber.”561 ”Sorø Krøniken” bd. II, 1981, s. 80.
373
fra tiden mellem 1104 og 1117. I dokumentet står der blandt
andet, at hvis en mand bosiddende på kirkens jord døde uden
at efterlade sig arvinger, hvilket normalt betegnes som
danearv,562 havde kirken ret til halvdelen af hans gods,
mens den anden halvdel skulle gå i kongens kasse. Endvidere
lovede privilegiet: ”at en mand, som ejer jord eller andre besiddelser,
men som ikke har nogen arving, og som, medens han er karsk og sund, ønsker
at skænke sin formue til kirken og blot vil forholde sig afkastningen af den i
sine levedage, har lov fuldt ud at skænke jorden til kirken og en halvdel af alle
penge, medens den anden halvdel tilfalder vor [kongens] ret.”563 Dette
privilegium er interessant af flere årsager. For det første
bør det fremhæves, at der ikke omtaltes donationer på
dødslejet, men kun mens vedkommende var sund og rask.
Skyldes dette mon, at man fra kongemagtens side ville
undgå, at gods, der ellers ville være blevet danearv, i
stedet på dødslejet endte som donation? Bemærkelsesværdigt
er også spørgsmålet om, hvad det ville sige ingen arvinger
at have. Vi kender ikke arvereglerne fra tiden før
landskabslovene, hvis der i det hele taget var faste
regler. Dog kan man med stor sikkerhed gå ud fra, at der
562 Men i det omtalte dokument beskrives det på latin som ”danefe”, sommå være kommet fra det danske danefæ, der senere kom til at betyde, atskatte, der var fundet i jorden og derfor ingen ejer havde, varkongens ejendom. Brugen af ordet ”danefe” kan tyde på, at denjuridiske skildring brugtes i 1100-tallets begyndelse. ”DiplomatariumDanicum” 1. rk., 2. bd. nr. 32, s. 76. 563 Min understregning. ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 32, s. 38. (”Quis[h]ab[ens] terras uel alias possessiones heredem autem non habens res suas dum adhuc estsanus et [inc]olumis ecclesie uolerit conferre. et si<bi> tantum quamdiu uixerit usumfructuarium ex eis [reseru]a[re] terras ei ex integro et tocius pecunie medietatem donare liceatet nostro iuri pars altera cedat.”) ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd. nr.32, s. 76.
374
her ikke gjaldt de samme regler for arvinger som i
landskabslovene, idet der i så fald kun ville være tale om
personer, der ikke havde slægtninge i syv led, hvilket må
have været så sjældent, at det næppe ville have haft nogen
nævneværdig betydning for klostrets indtægter. Den mest
oplagte mulighed er, at den eksisterende arveret ikke var
nær så omfattende som den, der kom med landskabslovene; i
så fald betød det at være uden arvinger måske blot, at man
ingen børn eller nære slægtninge (søskende eller forældre)
havde. Privilegiet går jo specifikt på de personer, der
ingen arving havde, og hvis arveladers disposition over
arven var helt fri, ville denne formulering være
overflødig.
Manglende faste regler for donationer kunne føre andre
problemer med sig, som det ses af et dokument, som
ærkebiskop Asser lod udfærdige i 1133 angående de gaver,
han havde skænket til domkirken i Lund. I dokumentet gøres
der rede for, hvordan han havde erhvervet det bortgivne
gods, hvorom han blandt andet skriver: ”Andre skænkede gode
mænd til gavn for deres egne og deres nærmeste sjæle, og disse jorder
erhvervede jeg atter ved klart køb hos deres nærmeste arvinger.”564 Michael
H. Gelting ser denne sætning som et tegn på, at
odelsretten, slægtens fortrinsret ved salg af jord, havde
rødder tilbage i tiden før landskabslovene.565 Det behøver564 Min understregning. ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 56, s. 56. (”Aliasdederunt quidam boni uiri pro animabus suis et proximorum suorum. quas tamen iterumintegra empcione comparaui a proximis heredibus eorum.”) ”Diplomatarium Danicum”1. rk., 2. bd., nr. 56, s. 108.565 M.H. Gelting: ”Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager” 2000, s. 143.
375
imidlertid ikke at hænge sådan sammen, da formuleringen
også kunne tyde på, at Asser frygtede, at arvingerne ville
rejse et calumnia.566 Et andet problem ved Geltings tolkning
er, at der i Assers dokument også stod: ”Nogle købte jeg nok så
dyrt af slægt og venner.”567 Hvis odelsretten havde eksisteret,
kunne Asser jo ikke blot bortskænke jord, han havde købt af
sine slægtninge!
Det er svært at udtale sig om normerne for donationer og
andre gaver, før lovteksternes komme. I diplommaterialet
findes kun spredte udsagn, der blandt andet bevidner, at
det augustinske princip var kendt, men dette betyder
langtfra, at det var alment accepteret. Andre dokumenter,
der omhandler donationer, er de, som omtaler privilegier
til enkelte gejstlige stiftelser, men de kan heller ikke
tages som sikre efterretninger om almene forhold. De
forskelligartede udsagn tyder dog på, at der ikke herskede
ét sæt normer eller regler for donationer og gaver. Det er
derfor nærliggende at forestille sig, at den enkelte,
ligesom på arveområdet, generelt havde større mulighed for
at disponere over sin ejendom før landskabslovenes komme.
Fra gisninger og løse antagelser vil fokus for en stund
blive vendt mod noget, man kan udtale sig mere sikkert om:566 Calumnia fandt netop sted i områder, hvor der ikke fandtes etfastlagt regelsæt for størrelsen på gaver og arvingers rettigheder,hvilket odelsrettens og donationsbestemmelsernes indførelse skabte.567 ”D.R.B.” 1. rk., 2. bd., nr. 56, s. 55. (”Quasdam emi satis preciose acognatis meis uel familiaribus.”) ”Diplomatarium Danicum” 1. rk., 2. bd., nr.56, s. 108.
376
de danske landskabsloves bestemmelser for donationer. I de
sjællandske love, Skånske Lov såvel som i de to kirkelove
fandtes der udførlige bestemmelser om donationer og andre
gaver, og i dem alle tillades det, at man bortgiver sin
halve hovedlod til andre end sine arvinger.568 I Arvebogen
lyder det således: ”Men hvis han vil give efter sin Død, da maa han ikke,
hvad enten han er rask eller syg, bortgive mere end sin halve Hovedlod, hverken
til Kirke eller Kloster eller Præst eller anden Mand.”569 Donationer, der
skulle gives efter døden, kunne både gives, mens man var
rask, og når man var syg, hvilket formentlig betød på
dødslejet. Her ses en mindre forskel i forhold til Skånske
Lov og kirkelovene, hvor der kun tales om donationer på
dødslejet og ikke om livsgaver eller dødsgaver. Desuden
viser købstadsdokumenter, at det ikke var usædvanligt at
foretage skødning på tinget, som først havde gyldighed
efter giverens død.570 I Jyske Lov findes der kun en
donationsbestemmelse; de eneste loven havde handlede om
begrænsninger i gifte kvinders ret til at donere. Ud af
Thords Artikler kan man læse, at den halve hovedlod dog
også har været almindelig praksis i det jyske område for
donationer og andre gaver generelt, eftersom det blev
fastslået, at man i sjælegave - eller anden form for gave -
maksimalt måtte bortgive en halv hovedlod af alt arvet
568 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 38, s.23. Bd. VII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap. 50, s. 36. Bd. I, 2, SkKl.tekst 1, kap. 5, s. 832-935. Bd. VIII, VsL1. kap. 47, s. 24f. SjKl.tekst 1, kap. 8, s. 449. Bd. V, EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 32, s. 40f.569 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, A&O. 1. bog, kap. 50,s. 210.570 O. Fenger (m.fl.): ”I være have” 1982, s. 104.
377
gods, mens man frit kunne disponere over alt købegodset.571
Det er værd at notere, at retten til at donere uden
arvingernes samtykke var større end i de sjællandske love
og Skånske Lov, idet disse jo opererede med begrænsningen
til den halve hovedlod for både arvegodset og købejorden.
For at vende tilbage til den gifte kvindes ret til at
donere i Jyske Lov: ”Den Hustru, der har Mand og Barn med ham, maa
ikke give mere i Sjælegave, end Husbonden giver sit Samtykke til … Men har
hun ingen Børn med ham, da kan hun give sin halve Hovedlod for sin Sjæl.”572
Denne bestemmelse er meget speciel, intet lignende kendes
fra nogen af de andre nordiske love. Men selvom de
sjællandske love ikke krævede mandens samtykke til
hustruens donation, tyder et dokument fra 1291 fra Esrom
Kloster på, at det måske alligevel til tider har været
anerkendt praksis på Sjælland. Margrete, Knud Røds hustru,
testamenterer gods til klostret ”med Tilladelse og Samtykke af min
elskede Ægtefælle.”573
Lovene tog også højde for, at arvingerne ville komme med
indsigelser imod de donationer eller gaver, som afdøde
havde givet. For Sjælland og Skåne gjaldt den procedure,
som var foreskrevet i Kirkelovene, i Arvebogen og gentaget571 ”Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene” Tillægget til bd. VI,tekst 1, kap. 24, s. 87, tekst 2, kap. 31, s. 115. tekst 6A, kap. 28,s. 172. I tekst 5, kap. 46, s. 157 og tekst 6B, kap. 33, s. 222, hardog den tilføjelse, at man kun måtte give sin halve hovedlod bort iløsøre.572 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. 1. bog, kap. 39, s.152. Denne bestemmelse udbygges i 3. bog, i den del af teksten, somformentlig er tilføjet efter 1241. M.H. Gelting: ”Skånske Lov og JyskeLov” 2003, s. 60f, hvor den udbyggede tekst omhandlede indsigelser modmandens afgørelse.573 ”D.R.B.” 2. rk., 4. bd., nr. 7, s. 7f.
378
i Valdemars sjællandske Lov. Her blev ikke sat
spørgsmålstegn ved arvingernes ret til at komme med
indsigelser, men to procedurer var foreskrevet alt
afhængigt af, om der var vidner til donationen eller ej.
Hvis den påståede modtager kunne stille med to vidner på
donationen, skulle arvingerne nægte dens eksistens med ed
af tolv nævninger fra kirkesognet. Var der ingen vidner,
skulle arvingerne blot nægte ved tylvtered.574 I Eriks
sjællandske Lov blev det sværere for arvingerne at komme
med indsigelse mod donationer og andre gaver, hvis de var
givet på tinget. Dette hang formodentlig sammen med, at
tinglysning var blevet almindelig lovpraksis i 1240’erne.
Loven foreskrev nemlig: ”Men giver han sin halve Hovedlod og
foretager Skødning paa Tinge, da skal altid det staa fast som der er Tingsvidne
paa, hvad enten han giver det Guds Hus eller til andre. Men giver han noget
udenfor Tinget …”575, kunne arvingerne nægte ved ed af nævninge,
hvis der var tale om en gave til en gejstlig institution,
og der var to vidner på donationen. Hvis det derimod ikke
var en donation til en gejstlig institution, kunne
arvingerne, hvad enten der var vidner eller ej, bestride
gaven med almindelig tylvtered. Bestemmelsen tyder på, at
man har ønsket, at al gavegivning, også den der først
skulle træde i kraft mortis causa, skulle foregå på tinget,
eftersom det sikrede gavens uantastelighed. Dette må ses
574 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap.51, s. 36-38. Bd. I 2, SkKl. tekst 1, kap. 5, s. 833-835. Bd. VIII,SjKl. tekst 1, kap. 8, s. 449. VsL1. tekst 1, kap. 47, s. 24f.575 Min understregning. ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2.EsL. 1. bog, kap. 32, s. 15f.
379
som et tegn på, at det skrevne testamente endnu ikke var
særlig udbredt eller anerkendt, og at man fra de verdslige
magthaveres side heller ikke nødvendigvis ønskede, at det
skulle blive det i fremtiden, da testamentesager hørte
under den gejstlige jurisdiktion og domstole. I Jyske Lov
fandtes der ikke andre indsigelsesbestemmelser end de før
omtalte, hvor en ægtemand, der hvis han havde børn med sin
hustru, kunne forbyde hende at donere.
Som afslutning på de danske donationsbestemmelser vil det
nok være på sin plads at diskutere, hvorfor den halve
hovedlod blev grænsen for, hvor meget man kunne bortskænke
uden arvingernes samtykke. Det augustinske princip om at
gøre Kristus til medarving er allerede nævnt, og det er
nærliggende, at dette var inspirationskilden, idet den
halve hovedlod var størrelsen på den mindste arvelod til et
barn, datterlodden. Hvis dette er tilfældet, bliver det
næste spørgsmål, hvorfor grænsen så blev sat ved en halv og
ikke en hel hovedlod, eftersom Augustin mente, at Kristus
skulle indsættes som arving på lige fod med sønnerne. Inger
Dübeck følger Stig Iuuls forklaring om, at den halve
hovedlod skal ses som resultatet af et kompromis mellem
kirken og befolkningen.576 Desværre forklarer hun ikke, hvad
der menes med befolkningen. Var det stormændene, eller var
der tale om en politik, der havde almen støtte blandt
bønderne? Michael H. Gelting har foreslået, at eftersom
576 I. Dübeck: ”Kvinder, familie og formue” 2003, s. 112.
380
formålet med det augustinske princip var at beskytte
børnene, var det en naturlig konsekvens at sætte grænsen
ved den mindste arvedel, nemlig en datterlod. Hvis den hele
hovedlod var grænsen, ville en person, der for eksempel kun
havde én datter, kunne skænke to tredjedele af sit gods
bort.577 Michael H. Gelting har formodentlig ret i, at det
var for at sikre arvingerne, at den halve hovedlod blev sat
som grænse, men der kan argumenteres for, at hans tolkning
ikke er fyldestgørende, da den kun bygger på hensynet til
livsarvingerne. Den halve hovedlod var jo lige så meget en
generel sikring af arvinger, både livsarvinger og arvinger
i sidelinierne. Hvis barnløse kunne bortskænke hele deres
hovedlod, var sidelinierne meget dårligt stillet, hvilket
ikke passer med det billede, lovene giver af en generel
styrkelse af slægten også på det økonomiske område.
Barnløses hovedlod blev nemlig gjort op på følgende måde:
”Har en Mand andre Arvinger end sine Børn [dvs. hvis han er
barnløs], da er alt det, han ejer, baade i Løsøre og Jord, hans Hovedlod.”578
Med andre ord var den halve hovedlod også en beskyttelse af
barnløses slægtninge, der sikrede, at minimum halvdelen af
den barnløses midler blev inden for slægtsgruppen. Dermed
ikke sagt, at hensynet til kvinders arvedel ikke har
spillet ind. I Den yngre Västgötalov, hvorpå de danske
donationsbestemmelser har influeret, står der om donationer
og andre gaver: ”Om de [arvingerne] alla äro kvinnor, give så mycket
577 M.H. Gelting: „Odelsrett – lovbydelse –bördsrätt – retrait lignager“2000, s. 139.578 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, SkL. kap. 40, s. 13.
381
som en av dem tillkommer, vare sig de äro flera eller färre.”579 Eller
udtrykt på en anden måde: Man måtte kun bortskænke det, der
svarede til en datterlod, hvis alle arvingerne var kvinder.
579 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL2. Kyrkobalken, kap. 60, s. 217.
382
DET SVENSKE MATERIALEDet er ikke meget, vi kender til ejendomsforholdene i de
svenske områder, før landskabslovene kommer. Når det
handler om retten til at disponere over sit gods, er det
heller ikke meget, der vides, dog giver det føromtalte brev
fra pave Alexander III fra 1170’erne til den svenske konge,
jarlen, bisperne og befolkningen i Götaland nogle
informationer.580 I brevet forbød paven den uskik, at nogle
forældre forærede alt hvad de ejede, til kirken og på den
måde gjorde deres børn arveløse. Alexander III fastslog, at
det augustinske princip skulle gælde, nemlig at man højst
måtte bortskænke det, der svarede til ét barns arvelod.
Havde man imidlertid ingen børn, var man frit stillet til
at råde over sin ejendom. Alexander III’s brev indeholder
den vigtige information, at der i 1170’ernes Götaland
åbenbart var fri dispositionsret over ejendom, og at
stramningerne i donationsfriheden, som ses i lovene, dermed
var af yngre dato, selvom de ikke nødvendigvis først er
kommet med landskabslovene. Åke Holmbäck påpegede også, at
der stod i Östgötaloven, at man ikke måtte ”giva bort jord eller
annat gods till skada för rätta arvingar, såsom fordom var tillåtet i lagen.”581
Holmbäck mente, at fri disposition over ejendom gik langt
tilbage i tiden, idet den genfindes i sagaerne, og optrådte
580 Brevets tekst gennemgås af L.M. Bååth: ”Bidrag till den kanoniskarättens historia i Sverige.” 1905, s. 123-135, og for nylig er detblevet grundigt behandlet af Michael H. Gelting i ”Pope Alexander IIIand the Danish Laws of Inheritance” 2005.581 ”Svenska Landskapslagar” ÖgL. Ärvdabalken, kap. XI, s. 129.
383
helt tilbage i Beowulfkvadet, hvor man ”låter jord och ärvda ting
skänkas bort av sina ägare.”582
Et andet pavebrev fra 1206 til ærkebispen og hans
lydbisper beretter, at det var praksis i Sverige, at
arvingernes samtykke til religiøse gaver var nødvendigt for
gyldigheden.583 Der er unægtelig stor forskel på påstandene
i de to pavebreve, og det er naturligvis altid et
spørgsmål, hvor meget man skal lægge i pavebrevenes udsagn
om forholdene, men der må være nogen i Sverige, som har
informeret kurien om tingenes tilstand, ellers ville paven
ikke have haft nogen anledning til at sende brevene. Men
hvor velinformeret har kuriens kilde været? Det kan tænkes,
at det ene eller begge breve byggede på ekstreme
enkelttilfælde, men selvfølgelig er det også muligt, at
paven har haft fuldt overblik over situationen, og at
praksis er forandret i tiden mellem de to kilder.
Det er ligeledes svært at sige, om Alexander III’s påbud
om at indføre det augustinske princip er blevet efterlevet.
Når det optræder i senere landskabslovgivning, kunne
inspirationen ligeså vel være kommet via dansk ret.
Kildesituationen gør desværre, at man ikke kan komme et
svar nærmere. Lidt forsigtigt kan man dog spore en
udvikling, der gik fra fri dispositionsret over ejendom til
582 Å. Holmbäck: ”Ätten och arvet enligt Sveriges medeltidslagar” 1919.s. 67f. Det virker noget vidtløftigt at bruge Beowulfkvadet som kildetil dispositionsretten over ejendom, men det er en god iagttagelse atse bestemmelsen i Östgötaloven som udtryk for en tidligere frieredispositionsret.583 M.H. Gelting: „Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager“ 2000, s. 141.
384
en situation, hvor arvingernes samtykke i hvert fald nogle
steder var påkrævet i den efterfølgende tid. Dette kom
blandt andet til udtryk i Den ældre Västgötalov, hvis
eneste passus omkring donationer er: ”På dödsdagen må man icke
enligt lag giva bort från arvingen, om ej arvingen själv säger ja dertill.”584
Dette er meget interessant, fordi Alexander III’s brev
netop var henvendt til Götalandene, så man kan med nogen
forsigtighed foreslå, at der skete en ændring i praksis fra
1170’erne til 1220’erne i det västgötiske område. Hvordan
forholdene har været i de andre svenske landskaber, er
langt vanskeligere at udtale sig om, og man skal op til
landskabslovene fra årene omkring 1300 for at få et billede
af reglerne for donationer. Dog er der en enkelt
undtagelse, eftersom det ældste bevarede svenske diplom fra
ca. 1165 omhandler en sag fra Sigtuna, hvor en søn havde
modsat sig sin moders donation til et kloster. Sagen endte
med et kompromis mellem moderen og sønnen, formentlig fordi
bispen, kongen og jarlen, der alle var medunderskrivere af
diplomet, mæglede i sagen.585 Denne sag er fra Uppland, og
det kunne tyde på, at der her har hersket andre forhold end
i Götalandene, men det er betænkeligt at lægge et enkelt
dokument til grund for den tolkning, især fordi den omtalte
uoverensstemmelse stod mellem moder og søn, og det ikke er
utænkeligt, at kvinder ikke har haft de samme
dispositionsrettigheder som mænd over deres besiddelser.
584 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL1. Ärvdabalken, kap. 10, s. 77.585 M. Hagerman: ”Spåren av kungens män” 1996, s. 352f, hvor brevetstekst er trykt i sin helhed.
385
Der eksisterede kort sagt tre principper for gave og
donationsgivning i lovene for det svenske område. Et der
tæt fulgte det danske system med hovedlodder, et andet hvor
et bestemt beløb var sat som grænse for gaven eller
donationers størrelse, hvad enten giveren var rig eller
fattig, og til sidst et system, der byggede på retten til
at bortskænke op til en tiendedel af sit gods til andre end
arvingerne.
I Den yngre Västgötalov og i Östgötaloven hersker stort set
det samme princip for donationer og gaver, selvom
bestemmelserne i Västgötaloven er meget mere udbyggede. For
begge lovene gjaldt det, at man havde ret til at bortskænke
hele sin hovedlod til gejstlige institutioner, medens man
var rask, men blev donationen foretaget i sygesengen, måtte
man ikke bortgive mere end den halve lod.586 Begge lovene
skelnede altså mellem gaver til kirkelige formål og til
verdslige personer. I Östgötaloven stod der simpelthen, at:
”Nu får man ej giva bort till skada för rätt arvinge utom till kloster eller kyrkor,
utan dens samtycke, som är arvinge.”587 Endvidere foreskrev loven,
at hvis man gav jord i gave til andre end gejstlige
586 “Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 2, ÖgL. Kristnu Balken, kap.XXIV, s. 21. Bd. 1, VgL2. Kirkyu Balken, kap. LX, s. 102.587 “Svenska Landskapslagar” bd. 1, ÖgL. Ärvdabalken, kap. IV, s. 125.Västgötaloven havde noget mere komplicerede bestemmelser desangående.For det første blev det slået fast, at intet arvet jord måtte givesbort uden arvingernes samtykke, derefter at man kun måtte bortskænkehalvdelen af ens løsøre og en tredjedel af købejorden eller af jord,man havde fået i herretjeneste. Herretjeneste dækkede over forhold,hvor man stod i tjenesteforhold til en stormand eller bonde.
386
institutioner, måtte modtageren beholde jorden, så længe
han levede, men efterlod han ikke børn, skulle jorden efter
hans død gå tilbage til giveren eller hans arvinger, med
mindre jorden blev bortgivet under specielle formelle
juridiske former, hvorpå der var vidner eller dokumenter,
der bekræftede gaven.588 I begge lovene ses stærke tiltag
for at beskytte arvingernes rettigheder på bekostning af
den fri dispositionsret over ejendom, specielt hvad angår
jordejendom. Alligevel er det værd at bemærke, at det
augustinske princip efterfulgtes, da størrelsen af
donationer til kirken var bestemt ud fra antallet af
arvinger og ikke var pålagt samme restriktioner som gaver
til anden side.
I tillægget til Västgötaloven stod der: ”Giver man eller kvinna
bort jord eller lösöre, sådant som lagen säger, utan arvingens ja och samtycke,
vara det giltigt, så länge den som gav lever och icke längre, om arvingen åtalar
inom tre år efter hans død. Finnas flera arvingar än en och hava somliga givit
sitt ja därtill, må det stå i dens lott, som gav sitt ja därtill, och den som sade nej
må det ej gå ifrån, ty ingen har rätt att giva bort en andens utan hans ja och
samtycke.”589 Denne bestemmelse var en stramning i forhold til
tidligere praksis, idet den fri dispositionsret blev
begrænset til at gælde i giverens levetid. Der kan dog
stilles spørgsmål ved, om denne bestemmelse også gjaldt for
donationer til kirken, hvilket ville være i strid med de588 “Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL2. Aruæ Balken, kap. 26,s. 140, Retlosæ Balken, kap. 30, s. 159 og IorÞæ Balken, kap. 46, s.192.589 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL2. Tillægget, § 12, s. 388f.
387
kanoniske retsprincipper, som siden det trettende
århundredes midte fra officielt hold var blevet accepteret
i det svenske rige. Desuden er bestemmelsen noget uklar,
idet der ikke specifikt nævnes, om der var tale om gaver,
der lå inden for den tilladte størrelse, eller om gaver,
der oversteg den angivne maksimumgrænse.
Dalalovens eneste bestemmelse om gavegivning siger, at
man maksimalt måtte bortgive gods af tre marks værdi uden
arvingernes samtykke, med mindre der var tale om en
donation til kirken, men hvilke regler der gjaldt i dette
tilfælde, fortæller loven ikke.590 En lignende bestemmelse
findes i Smålandslovens Kirkelov og Hälsingeloven.
Smålandsloven donationsbestemmelser fastslår, at arvingerne
kun måtte komme med indsigelser, hvis donationer til kirken
oversteg en örtug land af et markland.591 I Hälsingeloven
slås det fast, at man kun måtte bortgive for 16 øres værdi
af det arvede gods, som omfattede både jord og løsøre, uden
arvingernes samtykke, til gengæld var der fri
dispositionsret over al købegodset.592 Her er altså endnu et
eksempel på, at den særlige beskyttelse kun gjaldt det
arvede gods. Den frie dispositionsret over købegods
(avlingejord) finder man også i Upplands-, Södermanna- og
Västmannaloven; i disse love gjaldt det dog, at den fri
590 “Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, DL. Gipninga Balken, kap.XVI, s. 52f.591 Hvilket svarer til 1/24 af jorden. ”Svenska Landskapslagar” bd. 5,SmKl. Kykobalken, kap. 15, s. 431, Fl. 18, note 2, s. 449.592 “Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 6, HL. Kyrkiu Balken, kap.XIV, s. 11f.
388
dispositionsret over købejorden kun eksisterede, hvis der
var tale om donationer til kirken.593
Også hvad angik de øvrige donationsregler var de samme
bestemmelser gældende i Upplands-, Södermanna- og
Västmannaloven. Uden arvingernes samtykke var det i de tre
love ikke tilladt at bortskænke mere end en tiendedel af
sin bördsjord til kirken. Dertil kom, at gaver til andre
end gejstlige institutioner kun havde gyldighed, hvis
arvingen godkendte dem.594 I Södermannaloven var
bestemmelsen dog udbygget: ”Nu vill någon giva till kyrka eller kloster
för sin själ; han har rätt att giva var tionde penning av sitt gamla fädernearv,
vare sif han givr jord eller lösöre. Giver någon jord till kloster eller till kyrka, har
arvingen rätt att återlösa den inom år och dag.”595 Denne øgede
beskyttelse af arvingernes rettigheder til bördsjorden kan
meget vel hænge sammen med problemer omkring at nå til
enighed om donationsbestemmelserne i Södermannaloven.596
593 I Västmannaloven står der intet om reglerne for gaver til andre endkirken. Södermannaloven fastslår, at hvis gaven ikke var til frommeformål, måtte man, hvis man var rask, bortskænke halvdelen af sitkøbegods, og hvis man var syg en tredjedel. I tillægget tilUpplandsloven står der, at hvis man var rask, måtte man frit disponereover sin købejord, men hvis man var syg, måtte man kun give tilkirken. Ibid., bd. 3, UpL. Kirkiu Balken, kap. XIV, s. 48-58,Additamenta, kap. I, s. 276. Bd. 5, VmL. Kristno Balken, kap. XIII, s.97f. Bd. 4, SmL. Kirkiu Balken, kap. Xl, s. 30-32. De viste eksemplerillustrerer endnu en gang, at den særlige beskyttelse af arvingernesrettigheder gjaldt det arvede gods, mens købejorden ikke var beskytteti nær samme grad.594 Ibid., bd. 3, UpL. Kirkiu Balken, kap. XIV, s. 48-58. Bd. 5, VmL.Kristno Balken, kap. XIII, s. 97f.595 “Svenska Landskapslagar” bd. 3, SmL. Kyrkobalken, kap. XII, s. 21.596 ”Samlingen af Sweriges gamla Lagar” bd. 4 SmL. Confirmatio, s. 3.
389
Når maksimumgrænsen for donationer uden arvingernes
samtykke var sat til en tiendedel, har det antagelig rødder
tilbage i en ældre ordning, hvor det blev forventet, at man
én gang i sit liv gav hovedtiende597 til kirken.
Östgötaloven og Västgötalovene lader ane, at hovedtiende
havde været brugt i disse landskaber,598 ligesom spor deraf
også findes i de norske love. De norske
donationsbestemmelser vil blive behandlet nedenfor, men
først skal der ses på, hvordan de svenske regler egentlig
blev overholdt, og på hvor inspirationen kom fra.
Flere kilder afslører, at det var svært at finde en
model, hvor både arvingernes interesser og hensynet til
sjælens frelse blev tilgodeset. I et brev fra 1274 klagede
pave Gregor X over, at den kanoniske rets grundsætninger
ikke var gennemført i Sverige, eftersom ingen donationer
havde gyldighed uden arvingernes samtykke.599 Et sådant
udsagn er dog altid vanskeligt at tolke, da pavens
informationer har været andenhånds, og det derfor ikke kan
udelukkes, at der var tale om en generalisering, der havde
rod i enkelte eksempler. Et mere håndfast eksempel på, at
donationsbestemmelserne har været et stridspunkt, findes i
Stadfæstelsesbrevet til Södermannaloven, hvor der står:
”Därefter, sedan alle enigt och utan motsägelse hade med glädje vidtagit lagen,
med undantag endast av två punkter, den ena om gåva till kyrkan, den andra
597 En tiendedel af alt, hvad man ejede.598 ”KLNM” bd. 18, H. Schück: ”Tiend.” s. 296. B. Nilsson: ”Sverigeskyrkohistoria” bd. 1. s. 219.599 ”Diplomatarium Suecanum” vol. 1, nr. 577, s. 475 - 477. “SvenskaLandskapslagar” bd. 5, VgL1. s. 88, note 33.
390
om testamente, ty om dessa två hava landskapets män och biskopen och
klerkerna ännu icke enat sig och kommit överens.”600 De bestemmelser,
der findes i Södermannaloven, var altså enten resultatet af
et kompromis eller mere sandsynligt dikteret af kongen, som
besad den øverste myndighed.
På trods af den manglende enighed i de svenske bestemmelser
er der dog nogle fællestræk. For det første gjaldt det for
langt de fleste love, at begrænsningerne med hensyn til
donationens eller gavens størrelse lå på det arvede gods og
ikke på den samlede besiddelse, som det ses i de danske
bestemmelser, hvor hovedlodderne ved donationsgivelse
udregnedes af al jordejendom både arvet og købt, med Thords
Artikler som eneste undtagelse. De fleste svenske love er
omtrent samtidige med Thords Artikler, nemlig årtierne
omkring år 1300, og på dette tidspunkt havde odelsretten –
der netop indebar adskillelse mellem købt og arvet jord –
åbenbart påvirket donationsbestemmelserne.
600 Ibid., bd. 3, SmL. s. 4.
391
DET NORSKE MATERIALEI modsætning til de to andre riger får Norge meget tidligt
fastlagt grænser for, hvor meget man måtte bortgive for sin
sjæls frelse. Dette skete i 1152/53, hvor den engelske
kardinal Nicolaus Breakespeare var i Norge for at forhandle
om oprettelsen af et norsk ærkesæde. Til gengæld for
ærkesædet blev kirken lovet forskellige privilegier blandt
andet på donationsområdet. Her blev det tilladt, at man for
sin sjæl uden arvingernes tilladelse måtte bortskænke en
tiendedel af alt arvet gods og en fjerdedel af købegodset,
det være sig jord eller løsøre.601 Disse
donationsbestemmelser blev retningslinierne for fromme
gaver i Norge og fik umiddelbar virkning i Gula- og
Frostaområderne. I Frostatingsloven blev de optaget med den
tilføjelse, at kvinder måtte bortskænke en tiendedel af
deres medgift og en fjerdedel af tridjungasuken.602 Reglerne
i Frostatingsloven var altså tilpasset til kvindernes
økonomiske situation, hvor de førnævnte arveregler som
oftest betød, at kvinder var udelukkede fra at arve. I 1224
blev bestemmelsen gennem Håkon Håkonssons stadfæstelse for
hele riget også gældende i Borgatings- og
Eidsivatingsområderne603 for til slut at blive gentaget i
Landsloven med den ændring, at det ikke længere kun gjaldt
601 A. O. Johnsen: ”Studier vedrørende kardinal Nicolaus Breakespearslegasjon til Norden” 1945, s. 230-34.602 Et tilskud til kvindens medgift svarende til halvdelen af medgiftensstørrelse; den kendes kun fra Frostatingsloven. ”Norges gamle Loveindtil 1387” bd. 1, FL. III, kap. 17, s. 153 og IX, kap. 18, s. 213.603 Ibid., ”Kong Haakon Haakonssöns Stadfæstelse af Cardinal Nicolaus’sBestemmelser om Gaver.” 1224, s. 447f.
392
donationer, men alle gaver. Dog var det stadig lov, at de
fromme gaver havde forrang for andre gaver.604
Det er interessant, at den donationsordning, som kom i
stand i 1152/53, ikke fulgte det augustinske princip, hvor
donationens størrelse var bestemt ud fra antallet af
arvinger, men i stedet fastsatte procentsatser uden hensyn
til antallet af arvinger. Der kan være to forklaringer
herpå, som ikke nødvendigvis udelukker hinanden. En
mulighed er, at det augustinske princip ikke havde nogen
særstilling inden for den kanoniske retstænkning i 1100-
tallets midte. Det kunne skyldes, at Gratians Dekret, hvori
det augustinske princip fremhæves og derfor sikres stor
succes, ikke var alment kendt, hvilket ikke ville forbavse,
da den anden og vigtigere version først lå færdig omkring
år 1150. En anden mulig forklaring er, at hovedtiende var
kendt og accepteret i Norge før 1152/53, og at man derfor
valgte at indføre den frem for at prøve at gennemføre et
nyt princip. Idéen om hovedtiende havde rod i
tiendebetalingen, hvor kirken forsøgte at få indført en
løbende tiendeerlæggelse af alle indtægter og afgrøder.
Hovedtiende kan meget vel være en ældre form, da løbende
tiendebetaling krævede kontrol og administration og derfor
i kirkens etableringsfase må have været sværere at
håndtere. Bestemmelser om hovedtiende findes i den ældre
kristenret fra Borgartingsloven, hvor der står, at det var
604 Ibid., bd. 2, Arvebolk, kap. 21, s. 90.
393
hver mands pligt at betale både hovedtiende og almindeligt
tiende.605 Her ses altså en overgangsform, hvor almindelig
tiendebetaling var indført, men hovedtienden ikke var
afskaffet. Set i forhold til Borgartingsloven var 1152/53-
bestemmelserne en lettelse i pligterne over for kirken,
idet de nye regler ikke indeholdt nogen donationstvang. Det
faktum, at en tiendedel blev sat som donationsgrænse i
flere af de svenske love, og at spor deraf også fandtes i
Västgötalovene og Östgötaloven,606 kan tyde på, at
hovedtienden har været mere udbredt i Norden, end kilderne
umiddelbart lader os ane.
Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at
donationsreglerne ikke ændredes ved Landslovens komme, hvor
arveretten undergik en redaktion, så den i forhold til
livsarvingernes arveret kom til at følge den ”danske”
model. Men en donationsmodel, der byggede på antallet af
arvinger, fulgte ikke med. Måske er forklaringen, at man
ikke ønskede, at give kirken nemmere adgang til den
tidligere nævnte forholdsvis begrænsede mængde af
landbrugsjord, som fandtes i Norge, hvilket et
donationssystem, der byggede på de augustinske princip, i
de fleste tilfælde ville betyde. Arvelader skulle jo have
mange børn, før donationsdelen ville blive mindre end de
henholdsvis en tiendedel af arvejord og en fjerdedel af
købejord, som den gamle model foreskrev.
605 ”Vikens Kristenret. Ældre Borgartingslov” kap. 26, s. 29.606 ”KLNM” bd. 18, H. Schück: ”Tiend.” s. 296.
394
Sandsynligheden taler for, at faste grænser for, hvor meget
man måtte bortgive til gejstlige institutioner og andre end
de lovbestemte arvinger, først blev endeligt fastsat med
landskabslovenes komme, som vi også har set for arverettens
vedkommende. I de danske landskabslove var det tilladt at
bortgive op til en halv hovedlod uden arvingernes samtykke,
følgelig var donationens størrelse afhængig af antallet af
arvinger. Inspirationen til bestemmelsen kom fra det
augustinske princip om at gøre Kristus til medarving, men
modsat Augustin indsatte den danske ret ikke kirken på lige
fod med sønnerne. Grunden dertil var antagelig et ønske om
at sikre en vis minimumarv i de tilfælde, hvor enten døtre
arvede alene, eller hvor arven ikke gik til livsarvinger.
I det vestsvenske område tyder kilderne på, at der før
landskabslovenes komme stort set ingen begrænsninger var
på, hvor meget man måtte skænke til kirken; dette bliver
der strammet op på i lovgivningen. I de svenske love findes
tre principper for gave- og donationsgivning. I Den yngre
Västgötalov og Östgötaloven er det det ”danske” princip om,
at man må bortgive en del af sin hovedlod, der var
gældende, mens i Hälsinge-, Dala- og Smålandsloven var der
fastsat et maksimum beløb for donationer og gaver, og
dermed toges der intet hensyn til en eventuel donators
økonomiske situation. De resterende love opererede ligesom
de vestsvenske med, at det var tilladt at give en vis del
af sin formue bort, men modsat de førnævnte love var det
ikke afhængigt af antallet af arvinger, idet maksimum var
395
sat til en tiendedel. At grænsen var sat ved en tiendedel,
var næppe en tilfældighed, men hang formentlig sammen med
en ældre praksis, hvor det forventedes, at man én gang i
sit liv gav hovedtiende til kirken.
Det var angivelig også en ældre model med hovedtiende,
der lå bag de norske donationsbestemmelser, der blev
fastlagt under Nicolaus Breakespeares legation til Norge i
1152/53. Der blev det tilladt at bortskænke en tiendedel af
alt arvet gods og en fjerdedel af alt andet uden
arvingernes samtykke. Disse regler blev optaget i alle
landskabslovene og konserveret ved at blive medtaget i
Landsloven.
Det er det værd at notere, at ud over Borgartings- og
Eidsivatingsloven indeholder ingen af de nordiske
landskabslove donationstvang. De opsatte reglers funktion
var udelukkende at sikre de efterlevende. Der kan næppe
herske tvivl om, at donationer var alment accepterede som
et gode for giverens sjæl, men det var lovgivningens opgave
at varetage generelle samfundshensyn og ikke
enkeltpersoners, hvilket meget vel kan være forklaringen
på, at det augustinske princip blev så populært, da det var
praktisk gennemførligt og tilgodeså både slægtens, kirkens
og sjælens interesser.
Donations- og gavebestemmelsernes generelle intention om
at beskytte arvingernes interesser bliver endnu mere
tydelig, hvis man betænker, at det ikke forbydes at give
396
mere end de angivne grænser, hvis blot arvingerne samtykker
deri. Det var primært det arvede gods, der var genstand for
beskyttelse, og større skel mellem arvet og købt gods ses i
de yngre love, hvilket utvivlsomt var en konsekvens af
odelsretten. Grænserne for, hvad man måtte bortgive til
verdslige personer, var i flere af lovene lavere end det,
der måtte bortskænkes til gejstlige institutioner. Det
kunne også være sværere for en verdslig person at vinde
hævd på det modtagne, der gik længere end hans egen
levetid, hvilket må ses som en anerkendelse af donationens
særlige betydning, men samtidig også af slægtens
rettigheder. Gaver, der gik ud af slægten, men ikke gavnede
det kristne fællesskab, fortjente ikke samme beskyttelse
som dem, der gik til kirken.
397
ODELSRET
er er stort set ikke længere nogen forskere, der
mener, at odelsretten var et levn fra en urgermansk
tid, hvor slægt og jord var tæt forbundet, en
tolkning som tidligere var fremherskende.607 I stedet bliver
odelsretten nu betragtet som en institution, der blev
introduceret i de nordiske riger i den tidlige middelalder
og den begyndende højmiddelalder, det nærmere tidspunkt er
mere svævende. Man kan blot konstatere, at slægtens
forkøbsret optræder i en eller anden form i hovedparten af
landskabslovene. Hvorfor odelsretten blev indført, kan der
næppe svares entydigt på. Var det for at opdæmme for
kirkens adgang til jord gennem donationer? Var det for at
sikre arvingerne i en tid, hvor køb og salg af jord øgedes
kraftigt? Skyldtes det, at opfattelsen af ejendomsret
ændrede sig, eller handlede det i virkeligheden om at
beskytte skattegrundlaget?608 Buddene er mange, og der kan
D
607 Denne opfattelse findes dog også undtagelsesvis i nyere litteraturfor eksempel H. Paludan: ”Familie og familia” 1995, s. 93.608 Stig Iuul mener, at lovbydelse var et nyt fænomen vedlandskabslovenes komme, og at indførelsen skyldtes kraftig øgning ijordsalget i den periode. S. Iuul: ”Lovbydelse” i ”KLMN” bd. 10, s.699. Søren Lau Moeslund følger også denne tankegang, ifølge hamoplevede de danske bønder omkring år 1200 en fattigdomskrise, dertvang mange til at sælge deres jord, hvilket tidligere ville haveværet utænkeligt, da jord, slægt og ære var tæt forbundet. S.L.Moeslund: ” ’Thet callum wi men alt fæthirnis iord’ Slægt-individrelationer omkring jord” 1987, s. 79. M.H. Gelting foreslår i sinartikel om odelsretten („Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager: Kindred and Land in the Nordic Countries in the Twelfth andThirteenth Centuries“ 2000) en sammenhæng med opbygningen af eteffektivt skattesystem, mere derom senere.
398
meget vel også være tale om, at flere hensyn overlappede
hinanden. Det er dog ikke til at komme uden om, at der må
være en sammenhæng mellem kontrollen med salget af arvejord
og indførelsen af de øvrige skærpelser, der skete i forhold
til den frie dispositionsret.
I 1991 gjorde den norske historiker Per Norseng
opmærksom på, at den nordiske odelsret ikke var noget
enestående. Slægtningenes forkøbsret til arvet jord
eksisterede både i det franske område under betegnelsen
retrait lignager og i de tyske lande, hvor det fandtes under
betegnelser som Familienvorkaufsrecht, Rektraktrecht og Näherecht,609
endvidere optrådte fænomenet flere steder i Sydeuropa,610 og
det genfindes på Korsika højt oppe i tiden.611 Forkøbsretten
dukkede mange steder op i kilderne omkring år 1200, altså
på samme tid som de nordiske landskabslove stammer fra. Et
forbillede for odelsretten kan måske svagt anes allerede i
den klassiske romerret, hvor der opereredes med en
hævdperiode på to år for jord i Italien og et år for al
anden jord. Denne periode blev efterhånden udvidet for at
blive fastlagt endeligt under Justinian, hvor hævdperioden
blev sat til henholdsvis ti år imellem nærværende parter,
tyve år imellem fraværende parter, og hvad der nok er mest
interessant, kunne hævd vindes efter 30 år for en609 Retrait betyder retten til at få noget tilbage og lignagerslægtsmæssig, så retrait lignager kan oversættes som et krav til at fånoget tilbage, der var i slægtens eje. Rektraktrecht betyder også rettentil at få noget tilbage. Betydningen af Familienvorkaufrecht er ganskeklar, familiens forkøbsret, og endelig er der Näherecht, som er et andetord for forkøbsret. 610 P. Norseng: ”Kommentar til Christer Winberg” 1991, s. 275f.611 A. Knudsen: ”En Ø i historien. Korsika” 1989, s. 173.
399
uretmæssig besidder, der havde været i god tro.612 En
afskygning heraf fandtes i den longobardiske lovgivning,
idet hævd på jord kunne påberåbes, hvis man kunne bevise,
at ens fader eller bedstefader havde besiddet godset
uantastet i mindst 30 år.613 En vigtig forskel mellem det
romerske/longobardiske princip og odelsretten var
imidlertid, at mens den første kun handlede om at opnå hævd
og dermed uantastelig ejendomsret, var odelsrettens formål
også at kontrollere salget af jord, hvorpå hævd var vundet.
Forkøbsretten fandtes også i romerretten, dog stort set
ikke i den klassiske periode, men det var mest i byerne, at
den fandt anvendelse, da det, at bygningerne var beliggende
tæt ved hinanden, gjorde, at naboer kunne have forrang ved
salg.614 Inden for den nyere forskning er det Christer
Winberg, der i sin monografi om bördsrätten har taget hul
på problemstillingen.615
I sin artikel om odelsretten valgte Michael H. Gelting i
titlen at nævne alle de betegnelser, han kendte for kravet612 O. Fenger (m.fl.): ”I være have” 1982, s. 23f.613 C. Wickham: ”Land Disputes and Their Social Framework in Lombard-Carolingian Italy, 700-900” 1986, s. 110.614 O. Fenger (m.fl.): ”I være have” 1982, s. 23.615 En af Winbergs vigtige konklusioner var, at bördsrätten ikke skullestuderes som et enkeltstående fænomen, men i stedet ses som etsupplement til arveretten. C. Winberg: ”Grenverket: Studier rörendejord, släktskapssystem och ståndsprivilegier” 1985. Som tidligerenævnt var det Per Norsengs fortjeneste i 1991 at gøre opmærksom på denstore udbredelse, som slægtningenes forkøbsret til jord har haft iEuropa. Dette spor fulgte Michael H. Gelting, der i sin artikel omodelsretten fra 2000 søgte at tegne det store billede af den nordiskeodelsrets placering i forhold til både den franske retrait lignager,arve- og donationsretten i landskabslovene og det kanoniske slægtskab(selvom han ikke anvendte denne term). Gelting sluttede af med noglegisninger om en eventuel sammenhæng mellem sikringen afskattegrundlaget og odelsretten.
400
om slægtningenes forkøbsret frem for andre potentielle
købere ved salg af arvejord. Dette undlades her, da den
norske betegnelse, odelsret, er den mest anvendte fælles
betegnelse for fænomenet, der i de danske love kaldtes for
lovbydelse, og i de svenske for bördsrätt.616
Sammenhængen mellem odelsret og arv og donationer er
tidligere blevet nævnt og går i al korthed ud på, at
formålet med odelsretten var at forhindre, at arvejord blev
solgt for næsen af slægtninge. Deri findes ligheden med
arveretten og donationsbestemmelserne, som også var en
kombination af en beskyttelse af de nærmeste slægtninges
materielle grundlag, og en måde at forhindre ufred mellem
de nærmeste slægtninge ved dødsfald. Også odelsretten havde
dette dobbelte formål, da den gjorde det umuligt for en
jordejer at sælge jord til ét barn eller en anden slægtning
til en favorabel pris, og derved omgå arverettens krav om
lighed mellem arvingerne på. På samme tid forhindrede
odelsretten også salg til for eksempel gejstlige
institutioner til underpris, hvilket kunne have været en
måde at omgå begrænsningerne i donationernes størrelse på.
De nævnte eksempler viser, at odelsretten var et nødvendigt
supplement til de andre tiltag, hvis formålet med
arveretten var at sikre de kanoniske slægtninge og samtidig
616 M.H. Gelting: “Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager: Kindred and Land in the Nordic Countries in the Twelfth andThirteenth Centuries” 2000.
401
forhindre ufred omkring retten til jord og andre
ressourcer.
Selvom forkøbsretten optrådte i de fleste landskabslove,
var der dog regionale forskelle, som gør det hensigtsmæssig
at gennemgå bestemmelserne for hver region.
402
ODELSRETTENOdel er et ord med rødder langt tilbage i det norske sprog,
det kendes lang tid før, det får sin specifikke betydning
gennem odelsretten. Første gang, ordet odel optræder, er på
en runesten, hvor odel til fiskevand omtales,617 odel synes
altså oprindelig at henvise til en rettighed, som ikke
nødvendigvis hang sammen med retten til jord. Denne brede
betegnelse for specielle rettigheder til ressourcer kom
antagelig via landskabslovene til eksklusivt at betegne
slægtens særlige ret til jord. Odelsretten er et sejlivet
fænomen, der den dag i dag har betydning ved jordsalg i
Norge.
Det har længe været alment accepteret blandt
retshistorikerne, at den odelsret, der findes i
landskabslovene, har fået sin endelige form efter
kristendommens indførelse i Norge. Dette skyldes, at
grænserne for, hvem der havde odelsret, snævert fulgte de
grænser for slægtskab, som kanonisk ret udstak.618 Denne
konsensus omkring odelsrettens sammenhæng med
kristendommens indtog efterlader dog stadigvæk vide grænser
for at datere dens opståen. Knut Robberstad konkluderede
for eksempel blot, at den kendte odelsret måtte være yngre
617 K. Robberstad: ”Odelsrett” i ”KLNM” bd. 12, 1981, s. 494.618 Dette blev blandt andet påpeget af Torben Vestergaard så tidligt somi 1979. T. A. Vestergaard: ”Social Structure of the Medieval North andthe Ideology of External Relations” 1979, s. 36. Denne erkendelsebetød imidlertid ikke, at han så odelsretten som en nyskabelse, istedet mente han, at den havde rødder tilbage i en tid, hvor slægtenejede jorden i fællesskab. Odelsretten dukkede op som en konsekvensaf, at køb og salg med jord blev mere hyppigt. Ibid., p. 29.
403
end 1024, hvor Norge efter hans mening fik sin første
kristenret.619 Eksistensen af en sådan kristenret er
imidlertid mere end usikker, og selvom den skulle have
eksisteret, er der ingen sikkerhed for, at den indeholdt
incestproblematikken og dermed introducerede det kanoniske
slægtskab endsige søgte det gennemført i sin helhed,
hvilket ville betyde meget pludselige samfundsomvæltninger.
Der findes også andre faktorer, som taler for en senere
datering af odelsretten. I sin gennemgang af den norske
retshistorie nævner Frederik Brandt med forundring, at
”Mærkeligt nok er det ogsaa, at Odelspaatale i Sagaerne saa godt som ikke
nævnes.”620 Nu skal man jo som bekendt tage alskens
forbehold, inden man bruger sagaerne som kilder, men det er
alligevel sigende, at odelsretten så at sige ikke nævnes,
hvilket med forsigtighed kan tolkes som et udtryk for, at
den havde ringe betydning eller simpelthen ikke
eksisterede. En anden indikation på, at odelsretten ikke
havde dybe rødder i det norske samfund, kan skriftet ”En
tale mod bisperne” være. Skriftet blev forfattet kort
efter, at kong Sverre blev lyst i band af paven i 1198, og
det er opbygget som et anklageskrift mod gejstligheden i
almindelighed og biskopperne i særdeleshed.621 Bisperne
anklagedes for at have misrøgtet deres hverv på mange
619 Han henviser til den af sagaerne omtalte kristenret fraMostratinget. K. Robberstad: ”Odelsrett” i ”KLNM” bd. 12, 1981, s.495.620 F. Brndt: ”Forelæsninger over den norske Retshistorie” bd. 1, 1880,s. 176.621 A. Holtsmark: ”Sverres saga – En tale mod bisperne” 1961, s. 8 og263-290.
404
måder, både åndeligt (og dermed for ikke kun have bragt
deres egne, men også folkets sjæle i fare), og økonomisk.
Anklagerne gik blandt andet på griskhed og på, at de havde
berøvet kirkeværgerne deres hverv og rettigheder. Men ikke
ét sted nævnes bøndernes odel som en del af rettighederne,
hvilket ellers senere i 1200-tallet ofte er tilfældet. At
bøndernes odel ikke findes i dette stridsskrift fra de
sidste år af det 12. århundrede, som i form og indhold
synes at være henvendt til såvel aristokrati som til den
bedrestillede del af bondebefolkningen (den jordejende),
kan meget vel tages til indtægt for, at odelsretten ikke
har haft den samme status og betydning, som den senere
opnående. Dette kan igen pege på, at der ikke var tale om
en særlig gammel institution. Dog vides det, at man
allerede i 1164 skelnede mellem odelsjord og anden jord.
Dette kan ses i Frostatingslovens ”Bolk om ymse emne”, der
afsluttes med Magnus Erlingssøns straffelov, som blev
vedtaget i dette år efter forhandlinger med ærkebiskop
Øystein. Her står der om straffen for dem, der havde begået
orbodemål: ”dei er alle ubotamenn og har spilt eige og rettstrygd, land og
lausøyre, odelsjord liksåvel som anna jord.”622 Dette betyder, at i
hvert fald en eller anden form for odelsret må have
fungeret allerede i 1160’erne, og det er nærliggende at
forestille sig, at den form for odelsret, som findes i
Gulatingsloven, skal ses som en del af Magnus Erlingssøns
store lovreformer. Der kan naturligvis kun være tale om et
622 ”Frostatingslova” Bolk om ymse emne, kap. 44, s. 95.
405
kvalificeret gæt, eftersom termens anvendelse i 1160’erne
intet siger om procedurereglernes alder.
Der er ingen tvivl om, at det er i den norske odelsret, at
slægtningenes forkøbsret til jord får det kraftigste
udtryk. Samtidig ses en meget skarp opdeling mellem odels-
og anden jord, som er langt mere udtalt end i de svenske
love, idet skellet ikke kun gik på, om jorden var kommet
ejeren i hænde gennem køb eller arv, men arvejorden skulle
også have været inden for den samme slægt i generationer
før den fik odelsstatus. Hverken Gulatings- eller
Frostatingsloven opererer med en specifik periode, i stedet
blev jord regnet som odelsjord efter de forskrifter, som
det kanoniske slægtskab satte. Efter Gulatingsloven skulle
jorden være gået i arv i fem generationer, og når den
overgik til den sjette generation, blev den til
odelsjord.623 Eller hvis to brødre arver odelsjord, er deres
efterkommere: ”Dei vert ikkje skilde frå odelsretten [til jord som hi greini
fekk], fyrr den som høyrer til eine greini, kann gifta seg med dotter åt den som
høyrer til hi.”624 I Frostatingsloven blev jorden derimod
odelsjord, når den overgik til fjerde generation.625 Denne
sammenhæng med det kanoniske slægtskab kan næppe være
tilfældig, og derfor må odelsbestemmelserne i
Gulatingsloven være senere end 1152/53, hvor det sjette led
gennem dispensation blev grænsen for det kanoniske
623 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 266, s. 86-88.624 ”Gulatingslovi” Odelsløysing, kap. 18 (282), s. 257.625 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. XII, kap. 4, s. 237.
406
slægtskab i Norge, mens Frostatingslovens bestemmelser må
være yngre end Det fjerde Laterankoncil. I Landsloven var
den fjerde generation fortsat gældende for odelsjord, men
dertil blev også indført en fast årrække på 60 år, hvori
jorden skulle have været i slægtens besiddelse, hvorefter
den overgik til at være odelsjord.626 Det kan meget vel
tænkes, at grunden til, at denne grænse for hævd blev
indført, var, at beregningsmåden med generationer betød, at
jorden skulle gå i lige linie. Jord arvet af andre
slægtninge end børn kunne derfor have sværere ved at opnå
anerkendelse som odelsjord. Det er kun i Frostatingsloven,
at kirkejord nævnes: ”Men det vert kyrkja sin odel som ho har ått i tretti
vintrar.”627 Som før nævnt var det den hævdfrist, som kanonisk
ret foreskrev, og som også genfindes i romerretten, og det
er bestemt værd at bemærke, hvor tæt et forhold der var
mellem kanonisk og romersk ret og ejendomsforholdene til
jord i Norge. En lignende tæt forbindelse mellem status og
det kanoniske slægtskab ses i Frostatingslovens føromtalte
regler om, hvor mange generationer der skulle gennemleves,
før en frigiven træls efterkommere kunne besidde fulde
juridiske rettigheder og dermed have ret til at eje
odelsjord. Der skulle passere tre gange fire generationer,
hvilket viser, at ikke kun den retlige status, som jord
havde som odels- eller købejord, men også den personlige
status var defineret ud fra det kanoniske slægtskab.
626 Ibid., bd. 2, MLL. Odelslösningsbolk, kap. 2, s. 93.627 ”Frostatingslova” Andre landsleigebolk, kap. 3, s. 203.
407
I årene mellem Gulatingsloven og Magnus Lagabøters
Landslov gennemgik odelsretten en rivende udvikling. Det
mest markante skete på området om at indløse jord, der
allerede var solgt ud af slægten. I alle lovene var det et
krav, at hvis odelsjord skulle sælges, havde sælgeren pligt
til at tilbyde den til sine slægtninge, der efterfølgende
havde en vis tidsfrist til at købe jorden. Naturligt nok
havde tættere beslægtede forkøbsret frem for fjernere
slægtninge. Købsfristen var begrænset i Gulatingsloven, der
foreskrev, at jorden skulle bydes til salg om efteråret, og
til påsken det følgende år skulle salget finde sted.628
Derudover havde slægtningene et års frist til at købe
odelsjord tilbage, som ikke var blevet lovformeligt sat til
salg. Ifølge Frostatingsloven havde slægtningene også
relativt kort tid til at købe odelsjord, der blev sat til
salg. Derimod havde sælgeren helt op til tyve år efter, at
han solgte jorden, ret til at tilbagekøbe den igen for en
sum svarende til købssummen.629 Både i Gulatingsloven og i
mindre grad i Frostatingsloven var køberen af odelsjord
relativt godt sikret mod efterfølgende krav om, at jorden
skulle købes tilbage af den slægt, den kom fra. Dette
bliver der radikalt brudt med ved Landslovenes komme.
Ganske vist skulle der kun gå seks måneder, fra odelsjorden
var budt til salg, til overdragelse kunne finde sted, men
hvis en slægtning ønskede at gøre sin odelsret gældende og
628 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 276, s. 92f og kap.287, s. 95.629 Ibid., FL. XII, kap. 1, s. 235f.
408
ikke havde råd til at indløse jorden, kunne han gøre sit
krav gældende og forny det hver tiende år i en periode helt
op til tres år. Et sådant krav har sikkert forhindret mange
handler, hvor odelsjord skulle sælges uden for slægten, da
handlens usikre status utvivlsom hat afskrækket potentielle
købere. At enhver mand helt ud til fjerde led i princippet
har kunnet rejse krav på odelsjord, kan ikke ses som andet
end et ekstremt udslag af en ideologi, hvis grundlag var
læren om det kanoniske slægtskab.
Indførelsen af odelsretten betød, at det blev vigtigt for
den enkelte at kende hele sin kanoniske slægt, både for at
ukendte slægtninge ikke skulle komme og gøre odelskrav
gældende ved jordsalg, men også for ikke at gå glip af
jord, der var sat til salg, på grund af manglende kendskab
til slægtens udstrækning.
Ikke al jord var odelsjord, og som ovenfor beskrevet var
det en langsommelig proces at få omdannet købejord til
odelsjord. Det betyder, at der må have været en del jord,
der kunne være genstand for almindeligt køb og salg. Dette
må næsten også være en nødvendighed, hvis der skulle være
blot en lille mulighed for social mobilitet og bevægelse
blandt jordbrugerne. Man kan undre sig over, hvorfor
odelsretten i Norden får det kraftigste udslag i Norge,
hvor landbrugsjorden var mindst og dårligst, men det er
måske en del af forklaringen, at netop knapheden på jord og
specielt god jord betød, at prestigen omkring
409
jordbesiddelse var større i Norge end i de andre lande, og
at der fra de jordejende gruppers side var støtte til at
fremhæve denne eksklusivitet ved at give noget af jorden
det fornemme prædikat odelsjord.
410
LOVBYDELSE
Lovbydelsen var et sejlivet fænomen i Danmark, som først
blev endeligt ophævet ved tinglysningsloven i 1926. Reelt
mistede den dog betydning langt tidligere, idet adelen
allerede i 1500-tallet blev fritaget for at lovbyde deres
gods, og langt de fleste jordhandler fandt sted mellem
adelsmænd.
De danske landskabslove taler deres tydelige sprog om,
at lovbydelse var et nyt fænomen, der blev introduceret i
lovgivningen i 1200-tallets begyndelse. Hverken Arvebogen
eller Valdemars sjællandske Lov indeholder bestemmelser
derom. Jordsalg omtales ganske vist i Valdemars sjællandske
Lov, men her var det hævden på den købte jord, der var i
centrum. Hævd blev opnået ved, at køberen skulle indehave
jorden ukæret i tre vintre, hvilket var den samme
hævdperiode som i de resterende love.630 I Skånske Lov blev
baggrunden for de tre vintre forklaret, eftersom der står,
at lovhævd svarede til at have høstet tre afgrøder på
jorden. Dette må betyde, at man har haft trevangsbrug, og
at hævden kom, når man havde været en hel dyrkningscyklus
igennem. Før de tre vintre var gået, påhvilede bevisbyrden
sælgeren, hvis der blev gjort indsigelser mod salget og den
fulgte procedure.631 Derefter fulgte en bestemmelse, som
godt kan tolkes i retning af, at sælgerens slægtninge kunne
630 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 204, s.97. Bd. I 1, SkL. tekst 1, kap. 78, s. 55-57. Bd. II, JL. tekst 1, 1.bog, kap. 41, s. 96. Bd. V, EsL. tekst 1, 3. bog, kap. 1, s. 236f.631 Ibid., bd. VIII, VsL1. kap. 206, s. 99f.
411
have forkøbsret til jorden: Hvis en anden end sælgeren
gjorde indsigelser mod salget, inden køberen havde opnået
hævd, skulle sælgeren værge jorden, og kunne han ikke
stille bevis, skulle salget gå tilbage, og en bøde på 3
mark skulle tilfalde køberen.632 Der er dog intet i
bestemmelsens ordlyd, der muliggør en ensidig tolkning om,
at sælgerens slægtninge eller arvinger har haft fortrinsret
til jorden. Det kan lige så vel handle om, at tredjemand
kunne gøre indsigelser imod sælgerens ejendomsret til
jorden, noget, der omtales i den følgende paragraf.633
I Skånske Lov finder vi endnu en hel del usikkerhed om,
hvilke regler der herskede for jordsalg. Det er dog
utvivlsomt, at lovbydelse har været et retskrav, idet en af
paragrafferne siger: ”Sælger en Mand Jord til en Mand uden for
Slægten, og fremsætter Frænderne senere Indsigelse om, at den ikke var
lovbudt dem, da kan de ikke gøre Krav paa selve Jorden eller rejse noget Krav
mod Køberen, men maa holde sig til Sælgeren.”634 Anders Sunesen
tilføjede i sin Parafrase, at der var nogle, der mente, at
køberen ikke måtte beholde jorden, men ”Den første Mening holdes
af Kyndige Mænd for forstandigst.”635 Den form for lovbydelse, som
blev foreskrevet i Skånske Lov, var altså ikke stærk nok
til, at solgt ikke lovbudt jord kunne kræves tilbage af
slægtninge. Den eneste kompensation, de kunne opnå, var en
bøde på tre mark, som sælgeren skulle udrede. Anders
Sunesens kommentar er også interessant i en anden forstand,632 Ibid., kap. 207, s. 100.633 Ibid., kap. 208, s. 100f.634 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1, SkL. kap. 51, s. 16.635 Ibid., ASP. kap. 19, s. 111.
412
da den afslører, at slægtningenes ret til at omstøde en
handel ikke har været alment anerkendt. Dette tyder på, at
en friere dispositionsret har gået forud for den, der
introduceres med lovbydelsen.
I de yngre love, Eriks sjællandske Lov og Jyske Lov,
bliver lovbydningsproceduren udbygget. Begge love kræver,
at jord skulle lovbydes til slægtningene på tre ting, før
sælgeren frit kunne disponere over salget, dog med den
undtagelse i Erik sjællandske Lov, at hvis den nærmeste
slægtning ville købe jorden, behøvede salget blot at blive
lyst på ét ting.636 Kun i det jyske lovområde kunne
manglende lovbydelse betyde, at salget blev omstødt. Hvis
sælgeren ikke med tylvtered kunne bevise, at jorden var
lovbudt, skulle han bøde tre mark til henholdsvis kongen og
sagsøgeren, hvilket blev gentaget og indskærpet i Thords
Artikler.637 Muligheden for tilbagekøb i Jyske Lov og i
Artiklerne, som begge kom til at fungere som supplement til
den Skånske og de sjællandske love, viser en væsentlig
styrkelse af slægtningenes kontrol med jordsalg i det
danske område i det korte tidsrum, fra lovbydelsen begyndte
at optræde i det retlige landskab engang i begyndelsen af
det 13. århundrede og frem til Jyske Lov. Da man ved, at
det var en samlet elite, såvel verdslig som gejstlig, der
gav deres samtykke ved Jyske Lovs udstedelse, vises det med636 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap.34, s. 84-86 og Bd. V, EsL. tekst 1, 3. bog, kap. 2, s. 238-240.637 Ibid., JL. Tillæg til bd. IV, Thords Artikler, tekst II, nr. 27,tekst III, nr. 21, tekst VIa, nr. 23, tekst VIb, nr. 25, tekst VIc,nr. 20, tekst VId, nr. 23, tekst VII, nr. 26 og Erik Krabbes tekst,nr. 24.
413
al mulig tydelighed, at det har været i elitens interesse
at styrke omfanget af lovbydelsen og dermed slægtningenes
ret til at kontrollere og indskrænke den enkeltes
dispositionsret over sin ejendom til fordel for
slægtningene.
Som nævnt før fik køberen hævd på jorden efter tre års
besiddelse. Jyske Lov nævner dog en undtagelse nemlig
kirkejorden. Herom siger Jyske Lov, at hævdsretten var 40
år for en bonde, der besad kirkejord, men kun 30 år for
gejstlige institutioner, der besad bondejord.638 Niels Knud
Andersen påviste i 1941, at denne bestemmelse havde hjemmel
i kanonisk ret, da den blev medtaget i Liber Extra,639 men
den kendtes også tidligere og blev således brugt i en sag
mellem Løgumkloster og en lægmand i 1228.640 Annette Hoff
mener, at kirken søgte at få den lange hævdsperiode indført
på al jord, men at det kun lykkedes på dens eget gods.641
Dette er næppe rigtigt. Kanonisk ret beskæftigede sig kun
med jordsager, i det omfang kirkens gods var inddraget, og
der er intet i den kanoniske ret eller den kirkelige
retspolitik, der tyder på, at den havde interesse i at
blande sig i lægfolks affærer desangående.
Karakteristisk for den danske lovbydelse var, at der ikke
blev givet specifikke anvisninger på, hvilke slægtninge
638 Ibid., bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 44, s. 102f.639 ”Corpus Iuris Canonici” Decretales Gregorii papae, IX, C.3 X II, 26.640 N.K. Andersen: ”Kanonisk Rets indflydelse paa Jydske Lov” 1941, s.119.641 A. Hoff: ”Lov og landskab” 1997, s. 350.
414
jorden skulle tilbydes. Der var ikke sat en grænse, men
eftersom lovbydelse var så tæt forbundet med arvingernes
rettigheder, er det nærliggende at forestille sig, at
lovbydelsespligten fulgte de samme grænser som arveretten.
Det er ligeledes væsentligt, at der ved lovbydelse
øjensynlig ikke skelnedes mellem arvet eller købt jord,
selvom Jyske Lov præciserede, at jord skulle tilbydes til
den side af slægten, som den stammede fra. Men derfra at
slutte, at man frit har kunnet sælge købejord, giver
paragraffen ikke mulighed for. Det manglende skel mellem
arvet og købt jord kan meget vel hænge sammen med, at hævd
opnåedes allerede efter tre år, hvilket udvisker
betydningen af jordens oprindelse. Desuden ville købt jord,
hvis ejeren var en del af et fællig, indgå som en del
deraf, og det overskud, salget af jorden indbragte, ville
følgelig komme alle fælligets medlemmer til gode.
415
BÖRDSRÄTTENDet svenske ord for slægtningenes fortrinsret ved salg af
jord, bördsrätten, som vandt frem i sproget i løbet af
middelalderen, er en aflægger af ordet börd/byrd, der både
betyder byrd/fødsel og slægtskab. Bördsrätten var altså
slægtninges ret til jord. Bördsrätten var et sejlivet
fænomen, som først definitivt blev afskaffet i 1863, om end
den blev kraftigt begrænset i 1720.
Selvom bördsrätten optrådte i alle landskabslovene, og
visse hovedtræk gik igen i mange af dem, er der forskel på,
hvordan den tog sig ud. Den manglende ensretning kan
betyde, at bördsrätten var et relativt nyt fænomen ved
landskabslovenes tilkomst, et fænomen som udviklede sig i
forskellige tempi og blev afpasset til lokal praksis for
jordsalg, for til sidst fra og med Magnus Erikssons
Landslov at udvikle sig ens over hele riget. Den ældste
bestemmelse om bördsrätt findes i Den ældre Västgötalov og
er yderst kortfattet. Der står kun, at hvis man ville sælge
jord, skulle man først tilbyde den til salg til sin arving.
Yderligere slægtninge var ikke nævnt, men måske har
bestemmelsen fungeret på samme måde som i Den yngre
Västgötalov, hvor der står, at når jorden var budt til salg
til blot én af arvingerne på tinget, så var den budt til
alle. Her var det altså slægtningenes pligt at informere
hinanden om jordsalg.642 Västgötalovene var de eneste
642 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. IordÞær Balken, kap.3, s. 43 og VgL2. IorÞæ Balken, kap. 4, s. 181.
416
svenske love, hvor der ikke skelnedes skarpt mellem
arvet/bördsjord og købt jord.643
I langt hovedparten af lovene var det gældende praksis,
at jorden skulle bydes til slægtningene tre gange, enten på
tre ting, eller først med naboerne som vidner, derefter med
sognet som vidner og til slut på tinget.644 I de love, hvor
sanktioner imod salg af ikke lovbudt jord nævnes,
foreskrives der samstemmende, at salget skulle gå tilbage,
og eventuelt skulle sælgeren også bøde tre mark, der deltes
mellem sagsøger, kongen og herredet eller hundredet.645 Når
tilbagekøb ikke figurerer som sanktion i de resterende
love, behøver det imidlertid ikke at betyde, at det ikke
har været underforstået. En anden mulighed kunne være, at
sanktionen varierede fra sag til sag, så der havde fundet
en forhandling sted mellem de involverede parter.
Forhandlingerne om løsningen på de konflikter, der kunne
opstå ved manglende varsling af slægtninge ved jordsalg,
var formentlig mest relevant i bördsrättens
introduktionsfase. Sammenligner man Den ældre Västgötalovs
kortfattede bestemmelse med den strenge salgsprocedure fra
Hälsingeloven, kan man ikke tvivle på, at sanktioner har643 Umiddelbart kan man forestille sig samme forklaring, som fremkomved de danske love, og at baggrunden derfor findes i den treårigehævd. På den anden side optræder en treårige hævd også iHälsingeloven, hvor skellet mellem købt og arvet jord alligevelforekommer. 644 Ibid., bd. 2, ÖgL. Eghna salur, kap. III, s. 134f, Bd. 3, UpL. JorÞæBalken, kap. I, s. 180f, Bd. 4, SmL. JorÞa Balken, kap. IV, s. 70f ogBd. 6, HL. JorÞæ Balken, kap. I, s. 61.645 Ibid., ÖgL. UpL. SmL. Bd. 5, VmL. JorÞa Balken, kap. I, s. 172f ogDL. Bygninga Balken, kap. I, s. 26f, for til sidst at blive stadfæsteti Landsloven. ”Magnus Eriksson Landslag” Jordabalken, kap. IV, p. 73.
417
været mindre nødvendige i Hälsingeloven, fordi et jordsalg
var så kompliceret en affære, at det i praksis nok har
været meget svært ikke at påkalde omgivelsernes og dermed
slægtningenes opmærksomhed på salget.
På trods af den relative ensretning i bördsrätten
herskede lokale varianter også. Proceduren for salg af
bördsjord i Hälsingeloven adskilte sig fra de andre love
ved, at slægtningene i første omgang kunne bremse for
salget, selvom de ikke selv optrådte som købere. Hvis en
slægtning efter endt lovbydning insisterede derpå, havde
sælgeren kun ret til at sælge så meget af sin jord, som han
behøvede til tre års underhold. Derefter skulle han igennem
hele lovbydningsproceduren igen, før han kunne sælge resten
af jorden.646 Hvorfor det netop var i Hälsingeland, at den
mest ekstreme form for bördsrätt udviklede sig, er svært at
sige. Det kan skyldes regionale traditioner eller politiske
kræfter, der ønskede, at slægtninges kontrol med jordsalg
skulle være stærkere, end det sås i de allerede
eksisterende love. Hvorom alting er, så er det ikke svært
at forstå argumentet for, at slægtninge kunne bremse salget
i tre år. Denne frist kunne give en interesseret slægtning
mulighed for at fremskaffe den krævede købesum. Dog kunne
fristen ikke udskydes længere, som det ses ved den norske
odelsret, hvor krav til jord kunne opretholdes i
generationer, efter den var solgt til tredjemand.
646 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 6, HL. JorÞæ Balken, kap. I,s. 61.
418
Et andet eksempel på en lokal variant er, at specifikke
regler om genkøb af bördsjord, som blev brugt til at udrede
bøder med, kun findes i Södermannaloven. Slægtningene inden
for hundredet havde tre uger og de uden for en måned til at
tilbagekøbe jord, der var brugt til bødebetaling.647 At
bestemmelsen kun findes i Södermannaloven, er næppe et
udtryk for, at det var det eneste landskab, hvor bördsjord
blev brugt til bødebetaling, og man kan dårligt forestille
sig, at den forurettede part i de andre landskaber ville
vente med at modtage bødebetalingen, til den langsommelige
lovbydningsprocedure var blevet udført. Derfor er det en
nærliggende tanke, at hævdperioden blandt andet har givet
slægtningene mulighed for at tilbagekøbe den bortbødede
jord.
Det forekommer naturligt, at den nærmeste slægtning ifølge
den parentele måde at regne slægtskab på648 også normalt var
den nærmeste arving, som havde førsteret til at købe
lovbudt jord. Ligeledes er det ikke overraskende, at hvis
to personer var lige nær i slægt og til arv, havde begge
den samme ret til at købe jorden,649 hvorfor man må
forestille sig, at de enten købte hver en halvdel, eller at
de købte jorden sammen og dyrkede den i fællesskab.650
647 Ibid., bd. 4, SmL. JorÞa Balken, kap. VII, s. 73f.648 Ved parentel menes, at efterkommerne regnes først.649 Ibid., bd. 3, UpL. JorÞæ Balken, kap. II, s. 181, Bd. 5, VmL. JorÞaBalken, kap. II, s. 173f og DL. Bygninga Balken, kap. V, s. 27f, Bd.4, SmL. JorÞa Balken, kap. II, s. 69 og Bd. 6, HL. JorÞæ Balken, kap.II, s. 61.650 Det, at flere slægtninge kunne have den samme købsret tilbördsjorden, der dermed gennem salg kunne blive splittet, taler imodMichael H. Geltings teori om, at slægtningenes forkøbsret blev indført
419
Selvom alle lovene nævner, at jorden skulle bydes til
sælgerens slægtninge, definerede ingen af dem, hvor langt
ud blandt slægtningene denne pligt gik. I mange tilfælde
har det formentlig ikke været et problem. Dette gælder
således alle de tilfælde, hvor jorden blev solgt til en nær
slægtning, men længere ude i ledene kan det meget vel have
medført problemer. Christer Winberg har foretaget en
dybtgående undersøgelse af bördsrätten, og han kommer frem
til følgende: ”Bördsrätten framstår som ett komplement till en hårt
reglerad arvsrätt, inte som ett uttryck för den svenske bondens urgamla kärlek
till sin jord. Det finns i landskapslagarna regler som direkt talar mot tanken att
bördsrätten gällde en viss gammal släktjord. Bördemännen hade inte rätt att
klandra ett byte av jord eller att lösa in bortbytt arvejord; deras rätt
överflyttades till den tillbytta jord.”651 Denne konklusion er
interessant, fordi den understreger, at bördsrätten ikke
nødvendigvis handlede om jord, der længe havde været i
slægtens besiddelse, men også og i endnu større grad, at
bördsrätten hang nøje sammen med arveretten. Det bliver
derfor nærliggende at forstille sig, at de samme grænser
har eksisteret for ret til bördsjord som for arveret.
Imidlertid viser Winbergs undersøgelse, at så vidt man kan
læse ud af kildematerialet, har der ikke været sat en
grænse for, hvor langt tilbage i ledene bördsrätten gik,
hvilket kunne gøre jordhandler besværlige og i sidste ende
betød, at bördsrätten i 1720 blev indskrænket, så den kun
for at sikre skattegrundlaget; mere herom senere.651 C. Winberg: ”Grenverket: Studier rörande jord, släktskapssystem ochståndsprivilegier” 1985, s. 29.
420
gjaldt i op- og nedstigende led, mens den for sideledene
kun gik til og med søskendebørn.652 Den manglende
afgrænsning i de eksisterende kilder betyder imidlertid
ikke, at man ikke i middelalderen har haft grænser for,
hvor langt lovbydningspligten gik, og eftersom bördsrätten
supplerede arveretten, er det nærliggende at forestille
sig, at de samme grænser er blevet fulgt. I hvert fald
viser en sag fra 1719, at den kanoniske måde at udregne
slægtskab på blev brugt i en sag om jordsalg,653 så
sammenhængen mellem det kanoniske slægtskab og bördsrätten
har været levende på dette tidspunkt.
652 Ibid., s. 53.653 Ibid., s. 52.
421
FORKØBSRETTEN OG SKATTEGRUNDLAGETAfslutningsvis vil tesen om sikringen af skattegrundlaget,
som Michael H. Gelting opstillede i sin artikel om
odelsretten, blive diskuteret. Gelting mener, at man skal
se odelsretten i sammenhæng med den udbygning af
skattesystemet, der fandt sted mange steder i Europa i det
12. og 13. århundrede. Hvis for vide rammer for salg af
jord eksisterede, var faren set fra centralmagtens side, at
bøndergodset ville blive opkøbt af stormænd eller samlet på
færre hænder. Dette ville medføre, at der kom færre
skattepligtige bønder og dermed indskrænke
skattegrundlaget. Ud over sikringen af skattegodset mener
Gelting, at odelsretten skulle forhindre, at enkelte
aristokrater gennem opkøb af bøndergods kunne opnå en meget
mægtig position og derved kunne true centralmagten og
stabiliteten i riget. Denne lektie mener Gelting, at
kongemagten lærte efter de urolige borgerkrigstider, der i
hvert fald i Norden herskede i store dele af 1100-tallet.
Sammen med kongemagten skulle kirken have interesse i, at
odelsretten blev indført, idet den styrkede
slægtssammenholdet, som hang tæt sammen med kirkens
bestræbelser for at skabe fred.654 Det er en interessant og
bestemt ikke uræsonnabel tanke, at odelsrettens formål
primært skulle have været at sikre eksistensen af en vis
mængde skattegods.
654 M.H: Gelting: ”Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retraitlignager. Kindred and Land in the Nordic Countries in the Twelfth andThirteenth Centuries” 2000, s. 149-152.
422
Geltings argumentation rejser dog også flere spørgsmål.
Hvis skattegrundlaget var grunden til odelsretten komme,
hvorfor så ikke i stedet forbyde, at bøndergods kunne
overgå til skattefri jord, selvom det blev opkøbt af
personer eller institutioner, der nød skattefrihed på deres
eksisterende gods?655 Geltings fokuserer endvidere ensidigt
på aristokraternes opkøb af bøndergods, og han nævner slet
ikke de gejstlige institutioner, som jo ikke kun fik gods i
hænde gennem donationer, men også gennem opkøb. Da gejstlig
jord generelt var fritaget for skatter og afgifter, har
dette opkøb også måtte udgøre en trussel mod
skattegrundlaget. Desuden hvis odelsrettens formål skulle
have været en generel beskyttelse af skattejorden, hvorfor
opererer mange af lovene så med et skel mellem
arvet/odelsjord og købejord? Det er svært at vide, hvor
stor del af jorden der for eksempel i Norge har været at
regne som odelsjord, men de strenge regler for, hvilken
jord der kunne kaldes odel, betød, at megen jord rimeligvis
ikke har været dækket af slægtens forkøbsret. Gelting
argumenterer for, at det var både i kirkens og kongemagtens
interesse at indføre odelsretten, men som før omtalt,
tillægger han dem forskellige motiver. Det er imidlertid et
spørgsmål, om man kan skelne på denne vis mellem kirkens og
kongemagtens interesser. Kirkefolk har besiddet høje
embeder i det, man med et moderne ord kunne kalde
centraladministrationen, og det var også dem, der langt hen
655 Et forbud der for Danmarks vedkommende kom i senmiddelalderen.
423
ad vejen leverede den skoling, som skulle til for at skabe
lovene. Derfor er det vanskeligt at tale om de indenlandske
kirkers interesser som værende løsrevne fra kongemagtens og
vice versa.
Slægtens forkøbsret til arvejord findes i størsteparten af
landskabslovene i en eller anden form. Denne forkøbsret må
ses i sammenhæng de andre tiltag i lovene for at beskytte
slægtningenes økonomiske rettigheder så som arve- og
donationsreglerne. Disse regulerede ikke jordsalg, hvorfor
bestemmelserne kunne omgås, hvis arveladeren frit kunne
bortsælge jord og bruge pengene, som han ønskede, eller
hvis man kunne sælge jorden til en udvalg slægtning, ven
eller gejstlig institution til en pris langt under
markedsværdien. Slægtningenes forkøbsret til jord var
formentlig noget nyt i Norden, der kom ind i lovgivningen
for Norges vedkommende i 1100-tallets anden halvdel, for
Danmarks i begyndelsen af 1200-tallet. Hvad Sverige angår,
er det lidt mere usikkert, men antagelig bliver
bestemmelserne udviklet i løbet af 1200-tallet.
I Norge skete der en markant udvikling i odelsretten fra
landskabslovene til Landsloven. I alle lovene udgør det
kanoniske slægtskab rammerne for odelsretten. Men mens en
udenforstående køber efter landskabslovene var relativt
godt stillet ved køb af odelsjord, ændres dette radikalt i
Landsloven, hvor slægtninge, der ikke havde råd til at købe
odelsjord, når den blev udbudt til salg, kunne opretholde
424
et krav på at tilbagekøbe jorden, når de fik råd, i helt op
til tres år.
Slægtens fortrinsret ved jordkøb kendes ikke fra de
ældste danske love, og ifølge Skånske og Eriks sjællandske
Lov kunne manglende lovbydelse resultere i en bøde til
sælgeren, men salget kunne ikke kræves omgjort. Dette krav
findes kun i Jyske Lov og gentages og udbygges i Thords
Artikler. I de danske love er der ikke den samme åbenbare
forbindelse mellem lovbydelse og den kanoniske slægtsgruppe
som i de norske, da det ikke udtrykkeligt nævnes, at det
gjaldt for hele den kanoniske slægt. Da lovbydelsen
imidlertid virker som et supplement til arveretten, er det
sandsynligt, at den gjaldt for den samme gruppe som
arveretten.
Bördsretten findes i alle de svenske love, om end kun
meget sporadisk i Den ældre Västgötalov. I de øvrige love
er der ikke de store variationer. Som hovedregel skulle
jord bydes til salg tre gange til slægtningene, og blev
jord solgt uden denne varsling, kunne handlen gå tilbage,
og sælger udrede en bøde. Som i de danske love nævnes der
ingen umiddelbar sammenhæng mellem lovbydningspligten og
det kanoniske slægtskab, men som i de danske love taler
sandsynligheden for, at bördsretten fungerede som et
supplement til arveretten, et billede der bliver
tydeligere, når man kommer frem til senmiddelalderen, og
supplerende kildemateriale begynder at dukke op.
425
Selvom hverken de danske eller svenske love, modsat de
norske, nævner en specifik sammenhæng mellem pligten til at
byde jord til salg til slægtninge og det kanoniske
slægtskab, er sammenhængen alligevel tydelig. Odelsretten
må ses som et supplement til arveretten, hvor det kanoniske
slægtskab udgjorde grænserne for de arveberettigede. Det
faktum, at der i lovene blot nævnes, at jorden skulle bydes
til slægtningene, betyder ydermere, at det har været
indlysende, hvem ens slægtninge var, og da det kanoniske
slægtskab ellers brugtes i lovene, taler sandsynligheden
for, at det også må være det, der hentydes til med
odelsretten. Indførelsen af lovbydningspligten må have
medført, at det blev vigtigt at vide, hvem ens kanoniske
slægtninge var, så man ikke gik glip af muligheden for at
købe lovbudt jord, fordi man ikke kendte til slægtskabet
til sælgeren.
Når odelsretten efter alt at dømme skal ses som et
supplement til arveretten, bliver det næste spørgsmål, om
der var en sammenhæng mellem arvereglerne og opbygningen af
et effektivt skattesystem. Det arvesystem, som efterhånden
slog igennem i de nordiske riger, hvor alle børn arvede
deres forældre, synes i så fald ikke at hænge særlig godt
sammen med et ønske om et stabilt skattesystem. Tænk blot
på, hvordan arvedelingerne kunne føre til opsplitning af
426
gårde og jordtilliggender, som givetvis har været svære at
administrere skatteteknisk.656
FLEDFØRING
en nyere forskning har altså sandsynliggjort, at
odelsretten i dens forskellige former var et nyt
fænomen i begyndelsen af det trettende århundrede,
som opstod for at skærpe de noget flydende bestemmelser
angående dispositionsretten over jord. Men skal fledføring,
som kommer ind i de danske love på samme tidspunkt, også
ses i denne sammenhæng? Før dette spørgsmål kan besvares,
er det nødvendigt at undersøge fledføringens faktiske
indhold. Fledføringsinstitutionens indhold er blevet omtalt
og beskrevet i flere af de retshistoriske værker blandt
andet af Matzen, Jørgensen og Iuul. Her vil alligevel komme
en beskrivelse deraf til støtte for den læser, der ikke har
det helt præsent, men også fordi nærværende undersøgelse
til dels vil fokusere på andre dele af bestemmelserne, end
dem de førnævnte retshistorikere koncentrerede sig om.657
D
656 At det kunne udgøre et problem ses i senmiddelalderens Danmark,hvor det på grund af skattepligten forbydes arvingerne at opsplittebøndergårde ved arvedeling: Enten skulle arvingerne drive gården ifællesskab, eller også skulle en enkelt af søskendeflokken købe deandre ud. M. Herzt: ””Beskeden mand”. Landalmuen som politisk faktor idansk senmiddelalder. En skitse” 1978, s. 90f.657 H. Matzen: ”Forelæsninger over den danske Retshistorie” Privatret I,1895, s. 18-20. S. Iuul: ”Fællig og Hovedlod” 1940, s. 84-86 og P.J.
427
Fledføring er først og fremmest et dansk begreb. Det
optræder ikke i de norske love og for de svenskes
vedkommende kun i Västgötaloven og i et par diplomer, men
et lignende fænomen findes i størsteparten af de svenske
love, hvor den retlige betegnelse ”at flytte fra højsæde
til bænk” bruges derom. Begrebet fledføring stammer sikkert
fra ordet flæt, der betød hus eller husstand.658 Den
fledførte blev således optaget i en anden husholdning.
Baggrunden, for at en person kunne vælge at lade sig
fledføre, bliver beskrevet som alderdom, sygdom, fattigdom
eller andre faktorer, der gjorde det umuligt at forsørge
sig selv.
Ligesom tilfældet med lovbydelse er Arvebog og Orbodemål
den eneste af de danske love, der ikke indeholder
bestemmelser om fledføring. Sammen med de meget udførlige
bestemmelser derom, der findes i de sjællandske love og
Skånske Lov, kan det med stor sandsynlighed antages, at den
i lovene beskrevne form for fledføring var en nyskabelse
fra 1100-tallets slutning eller 1200-tallets begyndelse.
Hermed være dog ikke sagt, at aftaler om ældreforsørgelse
ikke kan have eksisteret før, men den stringente juridiske
form må derimod have været ny. I de sjællandske love og
Skånske Lov var de retlige procedurer omkring fledføring
stort set identiske.659 Hvis en mand eller kvinde ønskede at
Jørgensen: ”Dansk Retshistorie” 1940, s. 208f.658 G.F.V. Lund: ”Det ældste danske skriftsprogs ordforråd, Ordbog”1967, s. 34.659 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 41-44,s. 23-28, Bd. VIII, VsL1. tekst 1, kap. 83-88, s. 42-44 og Bd. V, EsL.tekst 1, 1. bog, kap. 38-41, s. 51-57.
428
fledføre sig, skulle han på tinget tilbyde sig til sine
nærmeste arvinger; hvis de ville modtage ham, skulle han
”gå på omgang” mellem dem, så de på skift stod for
forsorgen. Hvis den gamle eller arvingerne ikke ønskede den
ordning, kunne den kommende fledførte efter Valdemars
sjællandske Lov og Skånske Lov vælge at skifte sit gods
mellem arvingerne og selv beholde en hovedlod, som han
kunne tage med til den arving, han skulle bo hos, som
betaling for underholdet. Det var dog ikke et lovkrav, at
arvingerne skulle tage imod den gamle. I sådanne tilfælde
foreskrev lovgivningen, at den gamle skulle lyse det på
tinget, og ”vil Arvingerne ikke komme til Tinget og ikke tage imod ham, da
skal han have Ret til at drage, til hvem han vil, med alt det han ejer, dog
saaledes at han først skal have lovbudt sig til alle sine Arvinger.”660 Det er
værd at notere, at både i Skånske og Valdemars sjællandske
Lov bruges ordet lovbydelse, som normalt optrådte i
forbindelse med odelsretten, også om den retshandling, der
var tilknyttet fledføring. Eftersom lovbydelse hang tæt
sammen med jord, viser det, at man i lovene ikke skelnede
mellem om jorden blev afhændet ved salg eller fledføring;
når den gamle skulle lovbyde sig, var det i realiteten hans
ejendom og ikke hans person, han skulle lovbyde. I Eriks
sjællandske Lov svarede retshandlingen også til
lovbydelsen, idet den gamle skulle lyse, at han ønskede at
blive fledført, før han måtte drage til en anden med sit
gods.
660 Min understregning. ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 1,SkL. kap. 42, s. 14.
429
Ud over det rent økonomiske betød fledføringen også et
tab af retten til at repræsentere sig selv, til at optræde
som et retssubjekt så at sige. Den, der indgik i et forhold
som fledført, mistede retten til at føre sine egne sager på
tinget, ligesom værgen – han der havde modtaget den
fledførte - også skulle betale eller modtage bøder for
handlinger udført af eller imod den fledførte. Hvor
omfattende værgens position var, beskrives nok bedst ud fra
en bestemmelse i Jyske Lov, hvori det slås fast, at selvom,
det var værgen, fledføringen sårede, skulle værgen
stadigvæk betale bøde for såret, ikke kun til sig selv,
hvilket jo i praksis ville være uden betydning, men også
til kongen.661
Der var altså tale om en radikal statusændring ved
indgåelsen af et fledføringsforhold, som man ikke
umiddelbart kunne slippe ud af, hvis forholdene ændrede
sig. I Jyske Lov og Eriks sjællandske Lov blev det slået
fast, at hvis en fledføringsaftale blev sluttet på tinget,
var den uigenkaldelig, men var den ikke indgået på tinget,
havde den fledførte mulighed for at omstøde aftalen.662
Dette minder om de bestemmelser i samme love, der slår
fast, at skødning af jord skal foregå på tinget.663
Tinglysning af fledføringsaftaler var også almindelig
procedure ifølge Valdemars sjællandske Lov og Skånske Lov,
661 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, tekst 1, kap. 32, s. 80f.662 Ibid., bd. V, EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 38, s. 51f. Bd. II, JL.tekst 1, 1. bog, kap. 32, s. 80-82.663 Ibid., bd. V, EsL. 3. bog, kap. 1, s. 236-238 og Bd. II, JL. 1. bog,kap. 37, s. 89f.
430
hvor det blev fastslået, at man skulle lyse det på tinget,
hvis man ønskede at indtræde i et fledføringsforhold.
Som på så mange andre områder var Jyske Lov også
speciel, hvad fledføring angår. Loven indeholder ikke de
helt grundlæggende regler for, hvordan en fledføringsaftale
skulle sluttes, men tager kun højde for, hvordan
retsforholdene var, efter at selve fledføringen var
indtruffet. At dette har været et problem i praksis, kan
Thords Artikler være et tegn på, idet de indeholder en
bestemmelse om, at hvis nogen blev gammel, vanfør eller
gal, skulle hans arvinger have ham sammen med alt hans
gods.664 Endvidere står der i flere af teksterne, at
fledføring foregår efter de vilkår, som den sjællandske lov
foreskriver.665 Det vil nok være passende at fremhæve
vigtigheden af, at det netop var sjællandsk og ikke skånsk
ret, der henvises til, idet Michael H. Gelting i sin
artikel om forholdet mellem Skånske Lov og Jyske Lov bruger
fledføringsbestemmelserne som et eksempel på, hvordan Jyske
Lov var afhængig af Skånske Lov,666 men her er altså et
eksempel på, hvordan sjællandsk ret i stedet brugtes til at
supplere Jyske Lov. Selvom de omtalte manuskripter af
Thords Artikler er senmiddelalderlige, er det påfaldende,
at der henvises til sjællandsk lov og ikke skånsk, hvis
forholdet mellem Jyske og Skånske Lov var så tæt og
åbenlyst, som påstået af Gelting. 664 Ibid., Tillæg til bd. IV, Thords Artikler, blandt andet tekst II,nr. 25, s. 113f, tekst III, nr. 19, s. 126, tekst V, nr. 17, s. 148. 665 Ibid., tekst 6C, nr. 62, s. 263, Tekst 7, Add. XXVI.666 M.H. Gelting: ”Skånske Lov og Jyske Lov” 2003, s. 54-58.
431
Den tætte sammenhæng mellem fledføring og odelsret er
tidligere blevet nævnt. Man spørger i det hele taget sig
selv, om fledføring ikke kom ind i lovene som en udbygning
af lovbydelsespligten. Dette indtryk forstærkes, hvis man
tænker på de problemer, Anders Sunesens Parafrase opridser
omkring salg af jord fra en gård, fordi ejeren var blevet
fattig og manglede penge til forsørgelse. Frasalget af jord
betød splittelse af en skattebetalende enhed og rejste også
problemet, hvorvidt en efterfølgende ejer af gården havde
ret til at tilbagekøbe det frasolgte.667 Kunne fledføring
tænkes at være en mulig løsning på problemet? Hvis bonden
trådte ind i et fledføringsforhold i stedet for at sælge
jorden og dermed formindske jordtilliggendet, ville
problemet være løst, både i forhold til skattepligten, for
arvingerne og for den bonde, hvis forsørgelse var sikret.
Længere henne vil andre forklaringer på
fledføringsinstitutionens komme blive foreslået, men der er
jo intet til hinder for, at der fandtes en række
forskellige faktorer, der tilsammen gjorde, at fledføring
kom ind i den danske lovgivning.
Fledføring i de danske love adskiller sig på et væsentligt
punkt fra de regler, der var gældende i det svenske område.
I de danske love mistede den gamle næsten alle sine
juridiske rettigheder ved at komme under en værges
beskyttelse. Noget tilsvarende findes ikke i de svenske
667 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2. ASP. kap. 35, s. 506-508 ogBd. I, 1. SkL. text 1, kap. 76, s. 53-55.
432
love, selvom der ingen tvivl hersker om, at der var tale om
en socialt degraderende institution, hvilke selve
betegnelsen ”at flytte fra højsæde til bænk” også
indikerer. Med undtagelse af Den ældre Västgötalov havde
alle de svenske landskabslove fledføringsbestemmelser.668 En
form for fledføring har dog eksisteret på dens
nedskrivningstidspunkt, idet der fandtes en bestemmelse,
der sagde, at ingen skulle til ”flæt” flyttes, medmindre de
selv ønskede det.669 Desværre definerede lovteksten ikke det
juridiske indhold af handlingen, hvilket gør det umuligt at
vide, hvorvidt de samme procedurer var gældende i den ældre
som i den yngre udgave af loven. Den omstændighed, at der i
tillægget til Den yngre Västgötalov fandtes et supplement
til lovens fledføringsprocedure, tyder på, at den faste
juridiske definition af proceduren var noget relativt nyt,
da den yngre lov blev vedtaget.670
668 Fledføring er valgt som betegnelse for de svenske forhold velvidende, at det for det østsvenske område er et anakronistisk begreb,men det bruges i mangel af et mere velegnet udtryk, da den nyerebetegnelse ”den der blev flyttet fra højsæde til bænk” er nogetomstændeligt, og det västgöterske udtryk ”at flytte til flæt” eller”flæt fare”, har den samme betydning som fledførelse. Desuden liggerde danske og svenske bestemmelser så nær hinanden, at fledførelse somsamlet betegnelse må kunne accepteres.669 ”Eig skal a flæt faræ num vili hvat Þæt ær maÞær ællær konæ bo fitær.” ”Samling afSweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. IordÞær Balken, kap. 3, s. 43. Iden nysvenske version oversættes det til: ”Icke skall någon flytta ut högsäte tillbänk, som sitter i boet, om han icke själv vill det.” ”Svenska Landskapslagar” bd. 5,VgL1. Jordabalken, kap. 3, s. 134.670 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL2. IorÞæ Balken, kap. 5,s. 181. Additamenta, kap. 11, § 10, s. 245. Benævnelsen højsæde varmåske heller ikke tæt forbundet til fledføringsinstitutionen, menmåske blot en betegnelse der brugtes om folk, der havde foden undereget bord. I hver fald finder vi også udtrykket højsæde iFrostatingsloven i en bestemmelse, der handlede om galskab.
433
Proceduren i de svenske love gik i grove træk ud på, at
den gamle skulle byde sig selv og sin jord til de nærmeste
arvinger. I Upplands-, Södermanna-, Dala-, Hälsingeloven og
Magnus Erikssons Landslov nævnes det specifikt, at det
skulle foregå på tinget,671 mens det siges indirekte i Den
yngre Västgötalov, hvori der står, at den der vil
fledføres, skal: ”bjude han sig åt sina arvingar med lagmannens eller
häradshövdingens lov, såsom annan jord,”672 og da jordsalg skulle
foregå på tinget, gjaldt det altså også fledføringen. Igen
er det værd at notere, at fledføringshandlingen ligestilles
med jordsalg. I de resterende love står der blot, at den
gamle skulle byde sig, men ikke hvor. Det er dog
nærliggende at forestille sig, at det også foregik på
tinget. Der er også andre ligheder mellem fledføring og
jordsalg. I Dalaloven skulle den gamle på tre ting tilbyde
sig til sine arvinger, og ville ingen tage imod ham, måtte
han drage til hvem han ville med sit gods, en procedure
tilsvarende den, der gjaldt ved salg af bördsjord.
Grundlæggende gjaldt to forskellige procedurer ved
fledføring. Den ene, som fandtes i Den yngre Västgöta-,
Östgöta-, Dala- og Hälsingeloven, minder meget om den, der
ses i de danske love: Den gamle skulle byde sig til sine
arvinger, og ville de ikke tage imod ham, havde han ret til
671 Bestemmelser om fledføring findes følgende steder i de svenske love:Ibid., bd. 2, ÖgL. ÆrfÞa Balken, kap. XII, s. 124f, Bd. 3, UpL. JorÞæBalken, kap. XXI, s. 200f, Bd. 5, DL. Gipninga Balken, kap. XVI, s.52f. VmL. JorÞa Balken, kap. XVII, s. 183f, Bd. 4, SmL. JorÞa Balken,kap. XVII, s. 82f, Bd. 6, HL. JorÞæ Balken, kap. XV, s. 66 og ”MagnusErikssons Landslag” Jordabalken, kap. XXXIV, s. 82.672 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, VgL2. Jordabalken, kap. 5. s. 331.
434
at drage, hvorhen han ville med sit gods. Hälsingeloven
frembyder dog den undtagelse, at hvis de nærmeste ikke
ville tage imod den gamle, skulle han først sælge jord til
tre års underhold, hvorefter han skulle byde sig igen, og
først derefter havde han ret til at drage til hvem han
ville.673 I Upplands-, Västmanna- og Södermannaloven tog
billedet sig noget anderledes ud; heri var det en pligt for
børnene at tage sig af deres forældre, hvis de blev for
gamle eller fattige til at forsørge sig selv. Hvert barn
skulle tage sig af sine forældre i et omfang, der svarede
til vedkommendes arvelod, således at forældrene kom til at
gå på omgang mellem børnene. Det resterende af arven blev
delt efter forældrenes død. I Västmannaloven levnes der
ingen tvivl om jordens betydning, for her udregnes
omkostningerne ved forsørgelsen ud fra dens værdi. Pligten
gjaldt i disse tre love også, selvom forældrene var for
fattige til at betale for underholdet. Det barn, der ikke
ville tage imod sine forældre, skulle hvert år bøde tre
mark. Der blev også taget hensyn til de barnløse, eftersom
det var de nærmeste slægtninges pligt at tage sig af dem,
hvis de ikke kunne klare sig selv. Der var dog den
væsentlige forskel, at der ikke var nogen sanktionsmidler i
lovene, hvis de nærmeste slægtninge ikke ville tage de
gamle til sig.
Det er muligt, at en lignende forventning til at børnene
ville forsørge deres forældre har hersket i Östgötaland; i
673 Hvilket var den samme procedure, der gjaldt ved salg af bördsjord,og som beskrives i afsnittet om bördsretten.
435
al fald står der i loven, at den barnløse gamle skulle byde
sig og sin ejendom til den nærmeste arving, men intet om
hvad der skulle ske, hvis den gamle havde børn. Princippet
om, at børnene havde forsørgelsespligt over for forældrene,
blev optaget i Landsloven og blev dermed det herskende
princip, som kom til at være det gældende i svensk ret
langt op i tiden.
I de norske love findes intet, der minder om den danske
fledføring. Det nærmeste, man kom dertil, er en bestemmelse
i Frostatingsloven, hvor der tales om at flytte fra
højsædet, noget der kun kunne finde sted ved psykisk
affældighed. Udgangspunktet var, at ”Kvar og ein skal sjølv rå over
eiga si, kvinne som kar, så lenge ho eller han kan sitja i høgsetet siit. Men om
ein mann vert så veik på vitet at det både for bauggildesmann og
nevgildesmenn synest slik at han ikkje lenger evnar å rå for eiga si, då skal den
som er næraste arving, taka hand om henne. Men den eiga skal ikkje seljast
bort frå den som eig henne, og av den eiga skal eigaren få til alt sitt underhald,
så mykje som det er sømd i for båe partar.”674 Denne bestemmelse er på
flere måder interessant. For det første var der ikke som
ved fledføring tale om, at den senile eller på anden måde
utilregnelige mistede ejendomsretten. I stedet blev
ejendommen sat under den nærmeste arvings forvaltning. Selv
disse begrænsninger er åbenbart ikke alene blevet betragtet
som omfattende nok. Det andet bemærkelsesværdige er nemlig,
at den nærmeste arving ikke alene kunne bestemme, hvorvidt
674 Mine understregninger. ”Frostatingslova” Andra Arvebolk, kap. 20, s.145.
436
den gamle var i stand til at administrere sin ejendom; både
den mødrene og den fædrene side af slægten skulle være
enig, eftersom både bauggilde- og nevgildemændene skulle
enes om beslutningen.675 Denne bestemmelse kan være indført,
for at en arving ikke skulle få en slægtning umyndiggjort
ud fra egoistiske motiver. Paragraffen siger imidlertid
intet om, hvilken procedure der skulle følges, hvis
arvingen ikke ville modtage den gale, eller den gale ikke
havde ejendom nok til at betale for sit underhold. Særlige
bestemmelser om galskab fandtes i både de svenske og norske
landskabslove, men ud over den føromtalte bestemmelse var
lovgivningen kun interesseret i, hvem der hæftede for de
gales handlinger, og spørgsmålet om deres ejendom berørte
den ikke.
Fledføring er af flere forskere, blandt andet Erik Kroman,
Stig Iuul og Aksel E. Christensen, blevet set som en human
institution med rødder tilbage i et samfund, hvor slægten
spillede en større rolle i forhold til sine medlemmer, og
hvor formålet var at tage sig af slægtens gamle, syge og
fattige.676 Det er imidlertid slet ikke dette billede, som
umiddelbart toner frem i lovene, snarere tværtimod. Med
undtagelse af de tre svenske landskabslove, hvor det var en
pligt at forsørge forældrene, handlede675 For betydningen af neugilde- og bauggildemænd se afsnittet ”Slægt,køn, lov og ret”.676 E. Kroman og S. Iuul: Indledningen til ”Danmarks gamle Love paanutidsdansk” bd. 3, s. XXIII, S. Iuul: ”Forelæsninger over Hovedlinieri europæisk Retsudvikling” 1970, s. 37, A.E. Christensen: ”Kongemagtog aristokrati” 1976, s. 137.
437
fledføringsbestemmelserne ikke om forsorg, men om retten
til jord og anden ejendom. De gamle skulle med enkelte
undtagelser afstå deres ejendom som betaling for deres
underhold, hvorfor fledføringsinstitutionen ikke skal ses
som et spørgsmål om forsorg, men i højere grad som regler
for, hvem der havde ret til at råde over de gamles ejendom.
Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at det ikke
forventedes, at man tog sig af gamle slægtninge eller
forældre, som ikke kunne forsørge sig selv; dette var blot
ikke retligt reguleret. Kun i de norske love findes der
forskrifter om fattigforsorg, men de synes kun at forholde
sig til pludselig opstået nød og deciderede tiggere, og
intet refererer til forsorg for gamle, der ikke længere
kunne klare sig selv.677
Samtidig er der ingen tvivl om, at der ved indgåelsen af
et fledføringsforhold har været tale om en social
degradering. I det danske materiale kommer det til udtryk
ved, at man mistede sine tidligere juridiske rettigheder; i
Jyske Lov nævnes den fledførte rettigheder endda sammen med
trællens.678 Udtrykket ”at flytte fra højsæde til bænk”677 I Gulatingsloven findes en bestemmelse om, at hvis en bonde kom iarmod, skulle hans slægtninge tage sig af ham og ⅔ af børnene, menshustruens slægtninge skulle tage sig af hende og ⅓ af børnene. Dennærmeste arving tog så mange, som han havde råd til (regler herom eropstillet), og dem, han ikke havde råd til at forsørge, gik videre tilnæste arving osv. ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 118,s. 52. Denne bestemmelse genfindes ikke i Frostatings- ellerLandsloven, i stedet er det i den sidste en pligt for bønderne iområdet til at tage sig af fattige, der ingen slægtninge havde. Ibid.,bd. 2, MLL. Landleiebolk, kap. 57, s. 140-142.678 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL. tekst 1, 1. bog, kap. 25,s. 66, selvom man nok ikke skal lægge alt for meget deri, idet ogsåmunke nævnedes i samme sætning.
438
fortæller også sin egen historie om det tab af status, der
lå i institutionen.
Det er altså blevet sandsynliggjort, at fledføring hang tæt
sammen med kontrollen over jord og anden ejendom, og at der
var tale om en socialt degraderende institution. Men hvem
var de potentielle fledførte? Man kan med det samme
udelukke stormændene og andre, der var så velhavende og
havde så mange i deres brød, at de ikke var afhængige af
deres egen arbejdskraft. Desuden er det også svært at
forestille sig, at medlemmerne af samfundets øverste lag
ville indgå i en så deklasserende institution som
fledføring. Hvis de ønskede at forlade deres hjem og komme
under kyndig pleje, havde de en anden oplagt mulighed,
nemlig at tilbringe deres sidste tid som logerende i et
kloster mod passende donationer. I diplomatariet findes der
et par eksempler på sådanne aftaler. Det første dateres et
sted mellem 1192 og 1225, hvori enken Bodil Hemmingsdatter
indgav sig i Næstved Skt. Peder kloster som lægsøster med
alt sit gods, mod at hun efter en detaljeret aftale modtog
underhold, klæder, linned og så videre. Ud af dokumentet
kan læses, at Bodil var mor til to sønner, hvoraf den ene
var død, og den anden var gejstlig. Det næste eksempel
minder meget om sagen med Bodil. En enke, Agate
Nielsdatter, hvis sønner var døde, skænkede med sin
halvbroders og sine svogres samtykke gods til Æbelholt
kloster, mod at hun måtte træde ind som søster, og at
439
brødrene ville sørge for hendes underhold. Fra år 1300
findes endnu to eksempler, Jens Regensen Thott skænkede
gods til Æbelholt kloster, mod at han, når han fik lyst
dertil, kunne træde ind i klostret og blive forsørget til
sin død, hvorefter brødrene skulle stå for hans begravelse.
Det næste eksempel er præsten Niels Attesen, der syg og
affældig skænkede alt sit gods til Esrom kloster, mod at
han måtte blive optaget i ordenen og begravet i klosteret.
Som ved Jens Regensens tilfælde var der ingen slægtninge
som medunderskrivere, men man kan ud af teksten læse, at
hans forældre var døde, og at han havde taget arv efter en
søstersøn, hvilket må betyde, at hans søster og eventuelle
andre søsterbørn også var døde.679 Ud over de nævnte
eksempler er der flere tilfælde, hvor det ud af
diplomteksten er sværere at læse, om der var tale om en
aftægtsordning eller en decideret indtrædelse i et kloster
på samme vilkår som de almindelige munke eller nonner. Der
kan ikke herske tvivl om, at vi i de omtalte dokumenter ser
en slags aftægtsordning, som klostrene tilbød til gengæld
for en from gave, hvis omfang formentlig har varieret fra
en halv hovedlod til hele formuen, afhængig af forekomsten
af arvinger og disse eventuelle arvingers vilje til at lade
den gamle råde over sin ejendom. Det fremgår tydeligt, at
vi her står over for et alternativ til fledføring, der må
have appelleret til de bedrestillede, som klostrene ville
modtage. Man har antagelig fået god pleje i klostrene, men
679 ”D.R.B.” 1. rk., 3. bd., nr. 183, s. 198f. 2. rk., 1. bd., nr. 159,s. 116f. 2. rk., 5. bd., nr. 118 og 119, s. 109-111.
440
det har også været godt for ens sjæl at tilbringe sin
sidste tid med bøn og andre åndelige aktiviteter, samtidig
med at man ikke skulle træde ind i et vanærende
fledføringsforhold.
Eftersom fledføring byggede på, at den potentielle
fledførte kunne betale for sit underhold, udelukker det
også langt de fleste landboer, idet de netop ikke ejede den
jord, de dyrkede, og derfor som oftest ikke besad det
påkrævede økonomiske grundlag. Da der alligevel antagelig
ikke ville være rift blandt slægtninge om at tage sig af en
gammel fattig tante eller lignende, ville der næppe være
nogen grund til at gå igennem den komplicerede juridiske
affære. Den slægtning, som ønskede at påtage sig byrden,
kunne uden videre tage den gamle til sig.
Tilbage står altså bønderne, der ejede den gård, de
drev, men hvor driften var afhængig af deres arbejdskraft.
Fledføringen må således have været en sikring af
småbrugerne og deres eksistensunderlag. De fledførte har
formentlig ofte været barnløse, idet man kan forestille
sig, at fælligordningen betød, at forældre i mange tilfælde
ville beholde i hvert fald ét barn som en del af fælliget,
der så kunne forsørge forældrene, når de ikke længere var i
stand til at gøre det selv. Som allerede sagt handlede
fledføring først og fremmest om, hvem der havde retten til
den gamles ejendom. Dermed kan man se fledføringen som en
naturlig konsekvens af odelsrettens komme. Det blev
nødvendigt at fastslå, at man ikke frit kunne råde over sin
441
ejendom uden arvingernes samtykke og dermed, at det var
arvingerne, der var nærmest til at tage sig af de gamle og
modtage den medfølgende økonomiske gevinst. Hvis denne
antagelse er rigtig, må man spørge om, hvorfor fledføring
ikke fandtes i de norske love, hvor odelsretten fik sin
mest ekstreme udformning. I dette tilsyneladende paradoks
findes svaret måske, for i Norge var odelsretten så streng
og gennemkontrolleret i lovgivningen, at det ikke har været
nødvendigt at indsætte tillægsbestemmelser om fledføring.
Set i det lys bliver fledføring endnu et eksempel på, hvor
omfattende konsekvenser det nye kanoniske slægtskab fik for
den selvstændige disposition over ejendom, idet arvingernes
rettigheder blev fastslået, som det også kommer til syne
gennem odelsretten, arve- og donationsbestemmelserne. Det
var slægtens sociale stilling, der blev sikret på
bekostning af den enkeltes vilje.
442
ÆGTESKAB
gteskabet er et centralt område, hvis man ønsker at
afdække alle aspekter af det kanoniske slægtskab.
Det var jo netop i den strenge incestlovgivning, at
denne ideologi havde sit udgangspunkt, og dermed ligger den
dybest set til grund for alle retlige institutioner, som
blev udviklet ud fra det kanoniske slægtskab.
ÆDET SAMTYKKEBASEREDE ÆGTESKAB – KANONISK RETS
FORSKRIFTERÆgteskab var et af de områder, der lå under den kanoniske
rets jurisdiktion. Derfor er bestemmelserne desangående
meget sporadiske i landskabslovene, der jo regulerede
verdslige forhold. Især de danske love er stort set blottet
for bestemmelser om fæstemål og ægteskab, hvilket
formodentlig skyldes, at kirkens jurisdiktion blev
etableret og anerkendt tidligere i Danmark end i de andre
nordiske riger. Dette forhold medfører, at det primært er i
de kristendomsretter, der var indeholdt i de norske og
svenske landskabslove, at bestemmelserne om ægteskab er at
finde.
Hvor stor var slægtens kontrol ved indgåelsen af
ægteskabet og de medfølgende økonomiske transaktioner? Og i
hvilket omfang blev kanonisk ret inkorporeret i den
verdslige lovgivning? Rent teologisk var det at stifte et
443
ægteskab en uhyre simpel sag. To personer skulle blot
erklære over for hinanden, at de frivilligt indgik
ægteskab, og i samme sekund var forbindelsen stiftet over
for Gud, selv om der ingen vidner havde været derpå.680 En
så simpel ægteskabsret var imidlertid kompliceret at
håndtere i praksis, da et ægteskab havde vidtgående
konsekvenser både socialt og økonomisk. Derfor foreskrev
den kanoniske ret, at bestemte procedurer skulle følges ved
ægteskabsindgåelsen, og den tillod økonomiske repressalier
over for dem, der ikke fulgte disse procedurer, selv om
disse sanktioner ikke gik så vidt som til at ophæve et én
gang indgået ægteskab. Det var specielt to typer
ægteskaber, kanonisk lov søgte at undgå: forbindelser
indgået uden forældres eller værges samtykke og hemmelige
ægteskaber. Den første type giftermål var med til at
nedbryde forældrenes autoritet og var samtidig et brud på
Det fjerde Buds ord om, at ”man skal ære sin fader og moder”. For
at afskrække oprørske sjæle fra at indgå en forbindelse
uden forældrenes samtykke plæderede flere kanonister for,
at forældre skulle have lov til straffe en sådan handling
med at gøre barnet arveløst.681 Dette problem angik primært
døtre, idet de hele livet var under en faders, værges eller
ægtemands værgemål, og derfor blev deres eventuelle
680 Doktrinen om, at det var samtykket og ikke samlejet, der endegyldigtstiftede et ægteskab, blev endeligt fastlagt under pave Alexander IIIomkring 1180. J.A. Brundage: ”Implied Consent to Intercourse” 1993, s.247.681 J.A. Brundage: ”Law, Sex, and Christian Society in Medieval Europe”1997, s. 397. og T. Nors: “Ægteskab og politik i Saxos Gesta Danorum”1998, s. 5, note 13.
444
ulydighed betragtet som værende langt mindre acceptabel end
sønners, der som voksne havde selvstændig myndighed og
derfor blot havde taget forskud på deres rettigheder.
Desuden må man ikke glemme, at frivilligt samtykke er noget
relativt, og at man ikke umiddelbart kan læse vor
individualistiske tids opfattelse af frivillighed ind i
middelalderens. Den kanoniske slægtskabsopfattelse indebar,
at den enkelte persons handlinger havde konsekvenser for
hele slægtsgruppen, og dermed var det at handle til
slægtens bedste sikkert også ofte det, som den enkelte
mente var bedst for ham eller hende.
Problematikken omkring de hemmelige ægteskaber var dog et
endnu vanskeligere tvivlsmål for den kanoniske ret. På den
ene side blev forbudet mod hemmelige ægteskaber gentagne
gange indprentet i de kanoniske lovsamlinger,682 på den
anden side betød konsensusreglen, at der ikke behøvede at
være andre end parret tilstede, når løfterne blev
udvekslet. Manglen på vidner gjorde det umuligt at bevise,
at en forbindelse var et ægteskab og ikke et konkubinat,683
hvilket ikke kun havde moralsk, men også arveretlig
betydning for eventuelle børns status, hvis forbindelsen
blev opløst. Såfremt den ene part ønskede at komme ud af et
hemmeligt ægteskab, kunne vedkommende blot hævde, at der
ikke var udvekslet løfter, og i sådanne tilfælde ville det682 For eksempel i ”Corpus Iuris Canonici” bd. 2, Decretales Gregoriipapae IX, lib. IV, tit. III, c. 3, s. 679f.683 J.A. Brundage: ”Law, Sex, and Christian Society in Medieval Europe”1997, s. 341.
445
være påstand mod påstand. Hvis ægteskabets indgåelse ikke
kunne bevises, blev eventuelle børn regnet som illegitime
og mistede dermed retten til at arve deres fader. Det samme
gjaldt, hvis forbindelsen blev opløst, fordi parterne var
for nært beslægtede. For almindelige ægteskaber gjaldt det,
at hvis parterne var uvidende om slægtskabet, da ægteskabet
blev indgået, ville børnene stadig blive regnet som
legitime og dermed arveberettigede efter begge forældre,
selvom ægteskabet blev opløst. Denne regel gjaldt ikke for
hemmelige ægteskaber, hvilket formentlig var en naturlig
konsekvens af, at hemmeligholdelsen betød, at ingen, der
kendte til eventuelle ægteskabshindringer, fik lejlighed
til at gøre indsigelser, før forbindelsen blev indgået.684 I
samme paragraf pålægges det også præsten at lyse kommende
ægteskaber, så eventuelle indvendinger kunne komme frem i
dagens lys, inden brylluppet fandt sted. Mia Korpiola har
påpeget, at selvom kirken i teorien anerkendte konsensus
som den eneste kondition for et gyldigt ægteskab, så havde
spørgsmålet om, hvorvidt forbindelsen var blevet fuldbyrdet
eller ej i praksis en stor betydning i ægteskabssager.685
Selvom den kirkelige velsignelse ikke var nødvendig for
at indgå i et ægteskab, foreskrev kanonisk ret en procedure
for den ideelle kristne ægteskabsindgåelse. Ganske vist
blev ægteskabet i løbet af det 12. århundrede anerkendt som
684 Denne paragraf blev vedtaget på Det fjerde Laterankoncil og blevefterfølgende optaget i Liber Extra. ”Corpus Iuris Canonici” bd. 2,Decretales Gregorii papae IX, lib. IV, tit. III, c. 3, s. 679f.685 M. Korpiola: ”Between Betrothal and Bedding: The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004. s. 93-96.
446
et sakramente, men indgåelsen var dog først og fremmest en
verdslig handling. I kanonisk ret var det foreskrevet, at
begge sider gav bruden gaver. Hendes fader eller værge
skulle efter økonomisk formåen udstyre hende med en
medgift, og brudgommen skulle ægte bruden ved at sætte en
guldring (hvis han havde råd) på hendes finger. Ud over
dette ”guldfæste” forventedes brudgommen at udstyre bruden
med en større gave, der i de svenske love blev kendt som
morgengave. Parret skulle foran vidner give deres tilsagn
til ægteskabets indgåelse, dog krævedes kun mandens ja.
Hvis kvinden forholdt sig tavs og ikke sagde nej, blev
tavsheden tolket som hendes billigelse af forbindelsen.686
Præsten spillede ofte også en rolle ved brylluppet, da det
mange steder var skik, at han velsignede brudeparret ved
kirkedøren.
Ophævelsen af ægteskabet til et sakramente var også et
signal fra kirkens side om, at synet på det ægteskabelige
samliv havde ændret sig. Tidligere var ægteskabet blevet
tålt, fordi det seksuelle samkvem inden for det holdt folk
væk fra endnu værre kødelige synder. I den gryende
højmiddelalder begyndte denne holdning at ændre sig, og
ægteskabet blev fremhævet som et gode for lægfolk. En
konsekvens deraf var, at brudesengen, som et symbol på
686 Dette princip har rod i romerretten og betones blandt andet af Ivoaf Chartes i hans redegørelse for ægteskabets vilkår fra omkring år1100, hvorefter det var alment anerkendt i kanonisk ret. E. Gunnes:”Erkebiskop Øystein. Statsmand og kirkebygger” 1996, s. 160.
447
ægteskabet, fik en øget betydning, og ved bryllupper blev
det skik, at præsten også velsignede brudesengen.687
Det teologiske udgangspunkt var, at ægteskabet var
uopløseligt. ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke
adskille,”688 og derfor tillod kirken ikke skilsmisser, men i
særlige tilfælde kunne et ægteskab dog blive erklæret
ugyldigt og blive ophævet. Det kunne ske, hvis der var tale
om en incestuøs forbindelse, hvis en af parterne var
impotent,689 eller hvis der forelå tvang.690 Tvangen kunne
både være påført af familien og af modparten, for eksempel
gennem bortførelse. Kanonisk ret tager flere steder
problematikken op, om ægteskab kunne tillades mellem
bortfører og offer, hvis hun senere samtykkede i
forbindelsen,691 hvilket viser, at der har været tale om et
reelt problem.
687 J.A. Brundage: ”Law, Sex, and Christian Society in Medieval Europe”1987, s. 279.688 Matt. 19. 6, Mark. 10. 9. 689 Impotens blev i middelalderen brugt som betegnelse for begge kønsmanglende evne til at gennemføre et samleje, og ikke som i dag kun påmandens evne. Regler om kvindelig impotens findes blandt andet i”Corpus Iuris Canonici” bd. 2, Decretales Gregorii papae IX, lib. IV,tit. XV, c. III, s. 705 og c. VI, s. 706.690 Tvangslæren hentede kanonisk ret fra det romerretlige begreb “virconstans” – ”standhaftig mand”, der henviste til tvang, der var noktil at ryste en standhaftig mand. Hvis ”vir constans” havde fundetsted, kunne ægteskabet opløses. A. Arnórsdottir og T. Nors:“Ægteskabet i Norden og det europæiske perspektiv – overvejelser omisær danske og islandske normer for ægteskab i 12. - 14. århundrede”1999, s. 31. 691 ”Corpus Iuris Canonici” bd. 1. Decretum Magistri Gratiani, causa 27,q. 1, c. 1, c. 27, q. 2, c. 47, c. 27, q. 2, c. 49, part 5. Bd. 2,Decretales Gregorii papae IX, lib. IV, tit. I, c. 1.
448
Kanonisk ret gennemgik en rivende udvikling i århundredet
frem til Liber Extras komme. Hos Gratian ser man ofte, at
der ikke bliver givet et endegyldigt svar på
ægteskabsretlige spørgsmål. Denne usikkerhed om
retstilstanden førte til mange diskussioner blandt
kanonister og teologer, og specielt under de kanonisk
retlige skolede paver Alexander III (1159-81) og Innocens
III (1198-1216) blev mange usikkerhedspunkter løst gennem
pavelige dekreter. Højmiddelalderens ægteskabsreformer
kulminerede ved Det fjerde Laterankoncil, hvor blandt andet
grænsen for slægtskab og dermed incest blev ændret. Denne
afklaring afspejledes i Liber Extra, der frem til 1918 var
hovedværket for kanonisk ægteskabsret.
På visse områder byggede den kanoniske ret videre på den
romerske ægteskabsret. I det gamle Rom var ægteskab primært
en sag mellem de involverede parter, og derfor var det
underlagt meget begrænset retlig regulering. Med
kristendommens komme ses forandringer på dette område, og
fra Konstantin og frem begyndte incestbestemmelser at dukke
op i lovgivningen. Konsensusprincippet havde også sine
rødder i den romerske ret, hvor parterne og deres forældre
skulle samtykke til forbindelsen.692 Men da opløsning af
ægteskab og skilsmisse ikke udgjorde det samme problem i
romersk som kanonisk ret, var der ikke megen inspiration at
hente på dette felt.
692 ”Justinian’s Institutes” I, 10, s. 4/43.
449
ÆGTESKABSRETTEN I LANDSKABSLOVENEI flere af de svenske landskabslove findes der udførlige
beskrivelser af, hvordan et giftermål skulle indgås, hvis
alle spilleregler skulle overholdes. Der har naturligvis
hersket både regionale og sociale forskelle ved
ægteskabsindgåelsen inden for Norden, men den model, som
findes i de svenske landskabslove, og gentages i
Landsloven,693 minder på mange punkter om det, der er
beskrevet i de norske landskabslove og i de kilder, der
begynder at dukke op i Danmark i senmiddelalderen.694 Det er
derfor plausibelt, at mønsteret i hovedtræk har været ens i
de nordiske kongeriger. Når et giftermål var aftalt, skulle
den officielle trolovelse ske under opsyn af vidner fra
begge parters slægt. Under trolovelsen blev der udvekslet
fæstningsgaver mellem frieren og brudens giftemand. Når
bryllupsdagen oprandt, skulle bruden med sit følge drage
til brudgommens hjem, hvor festlighederne skulle finde
sted. I de østsvenske landskabslove og Magnus Erikssons693 Mia Korpiola har for ganske nylig afsluttet en undersøgelse afægteskabsindgåelsen i Sverige i middelalderen og tidlig moderne tid.For en detaljeret gennemgang af forløbet se M. Korpiola: ”BetweenBetrothal and Bedding: The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004, specielt s. 1-54.694 Følgende steder er ægteskabsindgåelsen omtalt. ”Samling af Swerigesgamla Lagar” bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. I-IV, s. 103-108, Bd. 2,ÖgL. Gipta Balken, kap. IX og X, s. 100-102, Bd. 5, VmL. Ærfda Balken,kap. I-III, s. 119-122, DL. Gipninga Balken, kap. I-III, s. 47f, Bd.4, SmL. Gipninga Balken, kap. I-III, s. 56-58. Bd. 6, HL. ÆrfÞaBalken, kap. I-IV, s. 27-31, Bd. 1, VgL1. Giptar Balken, kap. 2, s.32f, VgL2. Giptæ Balken, kap. 2, s. 144f. ”Magnus Eriksson Landslag”Giftemålsbalken, kap. I. V, s. 38-41, ”Norges gamle Love indtil 1387”bd. 1 FL. III, kap. 22, s. 155. GL. kap. 51, s. 27f, Bd. 2, MLL.Arvebolk, kap. 1-2, s. 74-76 og ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II,JL. 1. bog, kap. 33, s. 82-84.
451
Landslov findes en bestemt formular, som kvindens giftemand
formodentlig skulle fremsige under bryllupsfesten, hvori de
retlige forhold ved ægteskabsstiftelse og de formueretlige
forhold mellem ægtefællerne blev opremset.695 Derefter blev
der givet håndslag på forbindelsen.696 Bryllupsdagen
afsluttedes med sengelæggelse, og morgenen efter gav
brudgommen i vidners påsyn bruden en morgengave, som hun
havde ret til at gengælde med en gave, der dog ikke måtte
overstige morgengavens størrelse.697
Forudsætningen for, at et ægteskab kunne indgås, var som
sagt tidligere parternes gensidige samtykke, hvilket i
mange af lovene suppleredes med samtykke fra giftemanden og
de nærmeste slægtninge. Brudgommens tilslutning blev taget
for givet, idet han havde en aktiv del i, at fæstningen kom
i stand, mens kvindens rolle var mere passiv. Da den
Skånske Lov og de sjællandske love ikke indeholdt
ægteskabsforskrifter, fandtes der naturligvis intet om
samtykket i dem, men ellers var kvindens samtykke i en
eller anden grad nævnt i de fleste af landskabslovene, med
695 ”Han [giftemanden] skall bortgifta kvinnan till mannen till heder och till hustru och tillatt dela säng, till lås och nycklar och till laga treding, och till allt det som han äger och forvärvakan i lösöre, förutom guld och hemmahjon, och till all den rätt, som är uppländsk lag och helgekonung Erik gav, I Faderns och Sonens och den Helige Andes namn.” ”SvenskaLandskapslagar” bd. 1 UpL. Ärvdabalken, kap. III,s. 65.696 Håndslaget er ganske vist kun omtalt i Den yngre Västgötalov, men dahåndslaget var den kanoniske måde at besegle en aftale på, lyder detplausibelt, at det har været brugt andre steder. ”Samling af Swerigesgamla Lagar” bd. 1, VgL2. Giptæ Balken, kap. 2, s. 144.697 Morgengaven var en institution, som specielt udvikledes i Sverige,og den fik ikke den samme betydning i Norge og Danmark, hvor denprimært blev brugt af aristokratiet. M. Korpiola: ”Between Betrothaland Bedding: The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004, s.49.
452
undtagelse af Gulatingsloven, Borgartingsloven,
Östgötaloven og Den ældre Västgötalov. Dog var det ikke i
alle lovene en nødvendighed, at den adspurgte kvinde sagde
ja til giftermålet, tavsheden blev tolket som et samtykke,
jævnfør det tidligere beskrevne om, at den der tier
samtykker. I Upplandsloven og Västmannaloven var der dog
lagt visse restriktioner på, hvordan en kvinde kunne komme
ud af en trolovelse, der var indgået uden hendes
deltagelse, eller mens hun var mindreårig. I dette tilfælde
”åge hon rätt att med sina fränders samtycka säga nej därtill,”698 men
slægtningens samtykke ville nok ikke være så nemt at få,
hvis de selv havde deltaget i fæstestævnet. Alligevel må
bestemmelsen ses som en foranstaltning mod
tvangsægteskaber, da der ikke står noget om, at det skulle
være de samme slægtninge, som havde deltaget i
fæstestævnet, ligesom der ikke står noget om, at
giftemanden skulle give sit samtykke til opløsningen af
forbindelsen. Så hvis forældrene eller andre nære
slægtninge forsøgte at tvinge en pige til ægteskab, kunne
hun hente hjælp hos andre og eventuelt fjernere slægtninge.
Södermanna- og Dalaloven har ikke paragraffer, hvor
kvindens samtykke specifikt nævnes, men begge lovene
foreskrev, at et ægteskab skulle lyses tre søndage, så
personer, der kendte til nogen hindring for ægteskabets
indgåelse, kunne fremkomme med den. Eftersom tvang var en
698 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, UpL. Ärvdabalken, kap. 1, s. 64.
453
ægteskabshindring, var det muligt at fremføre det i
lysningsperioden.699
Da en kvinde ikke kunne handle på egen hånd i
ægteskabssager, skulle hun have en giftemand. Giftemanden
eller værgen, som han kaldes i de danske love, var normalt
faderen, men hvis han var død, overtog en anden slægtning
pladsen. Mange af lovene har udførlige bestemmelser om,
hvem der skulle være giftemand, og der er en rig variation
mellem dem. Et af de omtvistede områder var, hvorvidt
moderen havde ret til at råde for sin datters giftermål. I
Frostatingsloven og Magnus Lagabøters Landslov skulle fader
og moder i fællesskab råde for giftermålet,700 mens moderen
blev giftemand efter faderens død i Upplands-, Västmanna-,
Hälsinge- og Dalaloven.701 I Magnus Eriksson Landslov havde
moderen ingen direkte ret til at optræde som giftemand, men
det blev understreget, at hun skulle tages med på råd, når
en datter skulle giftes. Efter faderen og eventuelt moderen
foreskrev lovene, at den nærmeste mandlige slægtning skulle
træde til.702 Der var dog den forskel, at i Götalovene,
699 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, DL. Kristnu Balken, kap. 7,s. 7 og Bd. 4, SmL. Kirkiu Balken, kap. XIII, s. 34.700 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. XI, kap. 2, s. 230. Bd.2, MLL. Arvebolk, kap. 1, s. 74f.701 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. ÆrfÞæ Balken, kap. 1,s. 103, Bd. 5. DL. Gipninga Balken, kap. III, s. 48, VmL. ÆrfdaBalken, kap. 1, s. 119 og Bd. 6. HL. ÆrfÞa Balken, kap. I, s. 27. IDalaloven dog kun hvis moderen enten sad som ugift enke eller havdeindgået et nyt ægteskab, som hendes afdødes mands slægtningebilligede.702 I Upplands,- Västmanna- og Hälsingeloven kom gifte søstre dog efter brødre.
454
Dalaloven, Södermannaloven og den svenske landslov skulle
giftemanden findes på den fædrene side, selvom
Södermannaloven understreger, at de mødrene slægtninge
skulle tages med på råd. Retten til at være giftemand gik
dog ikke længere end til det kanoniske fjerde led, for som
der står i tillægget til Den yngre Västgötalov: ”Ty skulle man
i femte led råda för giftermål, då kunde han båda bedja om kvinnan och
förrätta giftermål.”703 Dette kunne unægtelig være
uhensigtsmæssigt; i sådanne tilfælde blev giftemanden den
nærmeste mandlige slægtning på mødrene side.
I de resterende love, Hälsingeloven undtaget, der har
bestemmelser om giftemand eller værge, tilfaldt hvervet den
nærmeste mandlige slægtning. Såfremt der for eksempel både
var en farbror og en morbror, gik morbroderen imidlertid
fra, da slægtskab på den fædrene side vejede tungere end
den mødrene. Eriks sjællandske Lov understreger ydermere,
at de andre slægtninge også skulle give deres samtykke ved
ægteskabsindgåelse.704 Kun i Hälsingeloven var begge sider
ligestillede: Hvis der hverken fandtes forældre, broder
eller gift søster, skulle to slægtninge, de nærmeste på
henholdsvis den fædrene og mødrene side, stå for
giftermålet.705 Det var en alment anerkendt praksis, at
enker havde bedre muligheder for at bestemme over et
eventuelt nyt ægteskab end jomfruer havde, skønt slægten
703 ”Svenska Landskapslagar” bd. 5, Tillægget til VgL2. § 8, s. 383.704 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. V, EsL. tekst 1, 1. bog, kap. 48,s. 66-69.705 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 6, HL. ÆrfÞa Balken, kap. 1, s. 28.
455
stadigvæk skulle tages med på råd. I to af de norske love
gives denne ret også til førstegangsgifte; det gjaldt dog
kun for: ”Den møy som vert arving, kven det no er etter, ho kan gifta seg
sjølv med kven ho vil når ho er 15 vintrar gammal, med råd av dei frendane
som er dei næraste og vitugaste, både i bauggildet og nevgildet.”706 I
Borgartingsloven gjaldt dette privilegium kun for de piger,
der skulle arve deres fader.707 Disse to paragraffer er
særdeles interessante, fordi pigerne i disse situationer,
hvor de som fremtidige jordejere var nødt til at træde ind
i den mandlige sfære, faktisk næsten blev ligestillet med
mænd.
Hvorvidt giftemandsinstitutionen var noget nyt på
landskabslovenes tid, eller institutionen gik langt tilbage
i tiden, lader sig ikke afgøre.
Det er imidlertid nærliggende at forestille sig, at
kvinders giftermål har været underlagt en eller anden
kontrol fra forældres eller families side også før
kristendommens komme. Det kan næppe være en tilfældighed,
at de mødrene slægtninge i visse love stort set ingen
rettigheder havde, mens deres stilling i andre love var
noget stærkere. Formentlig hænger det sammen med
arvereglernes udseende. En tænkelig forklaring er, at i de
områder, hvor kvindelig arveret var noget forholdsvis nyt,
havde mødrene slægtninge historisk haft en svagere stilling
end i de landskaber, hvor kvindelig arveret langt tilbage
var blevet anerkendt. For denne tolkning taler, at den
706 ”Frostatingslova” Kvinnebolk, kap. 18, s. 177.707 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, BKr. kap. 7, s. 343.
456
mødrene slægt havde størst indflydelse i de danske og
østsvenske love, hvilket også var de områder, hvor
kvindelig arveret antagelig var mest rodfæstet.708
Det er påfaldende, at selvom kvindens samtykke var et
kanonisk krav for indgåelsen af et gyldigt ægteskab, så var
det kun i Den yngre Västgötalov, at der var foreskrevet en
straf for at gifte en kvinde bort mod hendes vilje.709 Dette
var imidlertid ikke tilfældet den anden vej rundt, da de
fleste af lovene fordrede, at ikke kun kvinden men også
hendes nærmeste slægtninge gav samtykke til forbindelsen.
Hvis en kvinde giftede sig uden dette samtykke, kunne det
få alvorlige økonomiske konsekvenser for hende. Den mest
almindelige sanktion var, at hun kunne miste sin arveret.
Denne straf følger nøje den sanktionsretning, som
kanonisterne foreskrev, idet et ægteskab indgået uden
giftemandens og slægtens billigelse ikke kunne kræves
opløst. I Upplandsloven er det udtrykt på følgende måde:
”Om en mö tager man mot faders eller moders vilja, om de leva, vare sig hon
tager honom till ägta man eller i länskaläge, skall hennes arvsrätt bero av
faders och moders misskund, men icke av annan frändes eller giftomans. Vilja
fader och moder förlåta henne hennes brott, da tager hun full arvslott.”710
708 Elsa Sjöholm har blandt andre påpeget, at der i landskabslovene gåren skillelinie mellem østsvensk og dansk arveret på den ene side ognorsk og vestsvensk på den anden. I det østsvenske og danske områdehavde kvinder og mødrene slægt generelt bedre arvevilkår end i deandre områder. E. Sjöholm: ”Sveriges medeltidslagar” 1988, s. 123-129.709 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL2. Kirkyu Balken, kap. 52, s. 99.710 ”Svenska Landskapslagar” bd. 1, UpL. Ärvdabalken, kap. I, § 2, s.64.
457
Dette var tilfældet i de svenske love (Västgötalovene
undtaget), Jyske Lov711 og Magnus Lagabøters Landslov, 712
hvor det også gjaldt, hvis en ung mand, der havde været
under en andens værgemål, giftede sig før det fyldte
tyvende år, hvor han overtog sin arv og blev sin egen
værge.713
Det er sigende for, hvor alvorligt ulydighed blev
opfattet, at der ikke var nogen forskel i sanktionen på, om
datteren havde begået utugt eller havde giftet sig. I de
svenske love var det, på nær i Östgötaland,714 kun
arveretten efter sine forældre pigen mistede. I Magnus
Lagabøters Landslov, gik sanktionen for en pige, der
giftede sig uden forældres eller giftemands samtykke
videre, ”da har hun forbrutt al sin arv, som kunde tilfalde hende fra den
stund og den som er nærmeste arving, skal tage den arv, som om den kvinde
ikke var født til den.” Paragraffen fortsætter imidlertid,
”medmindre giftingsmanden vilde negte hende jevngifte [giftermål med en
mand af samme stand som hende], da kan hun gifte sig med sine
skjønsomme frænders raad, om de finder at partiet er jevnt eller bedre [end
711 Dog var der den forskel i Jyske Lov, at hvis en kvinde indgikægteskab uden de nærmeste slægtninges samtykke, mistede hunbrugsretten til sin arv, som slægtninge skulle råde over, så længe hunlevede, men efter hendes død skulle hendes eventuelle børn have adgangtil moderens arvegods. ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. II, JL. 1.bog, kap. 33, s. 82-84.712 At en lignende bestemmelse ikke findes i de norske landskabslove kanskyldes, at døtres arveret i forvejen var begrænset. ”Norges gamleLove indtil 1387” bd. 2, MLL. Arvebolk, kap. 2, s. 75 og kap. 22, s.90f.713 Ibid., kap. 22, s. 90f.714 Hvor der står: ”Den som ej tager arv efter fader eller moder, han tager ej heller arvefter fränder, på dens sida, vars han har mist och som han ej ärver.” ”Svenskalandkapslagar” bd. 1, ÖgL. Ärvdabalken, kap. 1, s. 123.
458
hendes stand].”715 En lignende bestemmelse findes i Jyske
Lov, og den gentages og udvides i Thords Artikler, hvor det
bliver indskærpet, at værgen (som oftest en broder) ikke
måtte lade en forældreløs kvinde være ugift mod hendes
ønske, hvis et passende parti kunne præsenteres. Loven
forklarer også, hvorfor det kunne være i broderens
interesse ikke at gifte en søster bort, da hun havde
modtaget sin arvepart efter forældrene, og den havde værgen
kontrol over, indtil hun giftede sig.716 Meningen med de to
bestemmelser var derfor antagelig at forhindre, at en
enkelt slægtning egenhændigt kunne bestemme over sin
myndlings giftermål ud fra egne økonomiske interesser. I
Knud Mikkelsens glosser til Jyske Lov slås det imidlertid
fast, at ikke alle kvinder havde krav på ægteskab: ”Der som
hun ocsaa skicker sig ilde, da ere slectingene icke plictige at giffte henne.”717 At
handle ilde skal sagtens tolkes som utugt eller andet, der
kunne ødelægge kvindens rygte og derfor gøre det svært at
finde en passende kandidat til hende. Dette gjaldt dog
ikke, hvis pigen blev nægtet at blive gift, når hun var
over atten år, og en passende frier kunne fremvises: ”vil
deres Værge ikke bortgifte dem, og lader de da en Mand ligge hos sig, da har
de ikke dermed forbrudt deres Gods.”718 Denne bestemmelse minder en
del om den fra Novella 115, hvor en kvinde, der, efter at715 ”Magnus Lagabøters Landslov” Arvetallet, kap. 2, 1. s. 73.716 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL., 1. bog, kap. 8, s.140f. ”Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene” Tillæg til Bd.IV. Thords Artikler. 3:14, s. 125,5:39, s. 155, 6A:67, s. 186, 6B:76,s. 238, 6D: 71, s. 292, 6E:78, s. 319, 7:84, s. 356 og EK:74, s. 424.717 Ibid., Knud Mikkelsens Glosser, kap. 25, s. 20.718 ”Danmarks gamle Love paa nutidsdansk” bd. 2, JL. 1. bog, kap. 8, s. 141.
459
hun var fyldt femogtyve, blev nægtet passende ægteskab,
enten kunne gifte sig eller begå hor uden forældrenes
vilje, uden at hun mistede sin formue og arveret.719
I enkelte af lovene var det ikke kun kvinden, som et
ægteskab indgået uden samtykke fra kvindens slægt kunne få
konsekvenser for. I både Östgötaloven og Magnus Lagabøters
Landslov skulle gommen bøde til giftemanden, hvad der
svarede til størrelsen på kvindens mandebod, hvis
giftemanden ikke havde samtykket til forbindelsen.720 Hvis
manden ikke betalte, eller kvinden ikke ejede gods nok til
at dække bøden, gav Östgötaloven mulighed for, at han kunne
dømmes fredløs. Såfremt manden havde betalt bod til
giftemanden, gav loven tilmed mulighed for, at kongen og
herredet hver kunne sagsøge ham for det samme beløb.
719 M. Korpiola: ”Between Betrothal and Bedding: The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004, s. 125.720 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, ÖgL. Gipta Balken, kap. VI,s. 58f. ”Magnus Lagabøters Landslov” Arvetallet, kap. 2, 1. s. 73.
460
TVANGSÆGTESKABERSkønt kirken over hele Norden krævede, at ægteskabet blev
frivilligt indgået, har tvangsægteskaber øjensynlig
alligevel forekommet. I et par af de norske love findes der
bestemmelser om, hvad en kvinde kunne gøre, hvis hun var
blevet tvunget til at give sit samtykke til et ægteskab. I
Eidsivatings Kristenret står der, at hvis en kvinde var
blevet tvunget ind i et ægteskab, kunne hun ”erklære skilsmisse
mellem sig og sin bonde, paa hvilken dag som hun vil inden 12 maaneder.”721
Ifølge loven havde hun så krav på annulation, men om det i
praksis har været helt så let, kan man bestemt betvivle. I
Frostatingsloven er bestemmelserne skærpede. Hvis en kvinde
inden tolv måneder efter, at fæstningen havde fundet sted,
fortrød og sagde, at hun var blevet tvunget, var det op til
hendes fæstemand at bevise, at det ikke forholdt sig sådan.
Hvis han kunne stille med vidner fra fæstestævnet, der svor
på, at der ikke forelå tvang, havde løftet om ægteskab
alligevel retskraft. Såfremt fæstemanden derimod ikke kunne
stille med de påkrævede vidner, kunne kvinden sammen med
sine forældre (eller andre slægtninge, hvis forældrene var
døde) med ed nægte, at fæstningen var sket efter hendes
vilje, hvorfor den dermed var ugyldig.722 Denne bestemmelse
kan ikke have været beregnet på tilfælde, hvor kvinden af
sine egne forældre eller slægt var blevet tvunget til at
blive fæstet, men er snarere rettet imod bruderov.
721 ”Eidsivathings Kristenret” kap. 23, s. 14. 722 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. III, kap. 22, s. 155.
461
Der kendes kun én principiel afgørelse om tvangsægteskab
fra Norden i den undersøgte periode. Den findes i et
pavebrev fra 1219, der senere blev optaget i Liber Extra,723
hvor Honorius III svarede på en forespørgsel fra biskop
Niels af Slesvig om, hvordan han skulle forholde sig til
brude, ”som efter sæd og skik kommer til kirkens dør for at blive velsignet
med deres brudgomme og dær protesterer og forsikrer, at de aldrig har givet
deres samtykke til ægteskab med dem, når brudgommen på lovmæssig vis
beviser det modsatte, eftersom en simpel forsikring ikke bør sættes højere end
lovmæssige og hertil skikkede vidner.”724 Hvis bruden løb bort mellem
velsignelsen og sengelæggelsen, og hun kunne
sandsynliggøre, at hun kun havde givet sit samtykke af
frygt, var hendes retlige status imidlertid anderledes.
Sådanne brude ”bør man ikke strax nægte adgang til domstolen, men der
bør anstilles en omhyggelig undersøgelse af den frygt, der er påført dem.”725
Dette brev er blevet forstået meget forskelligt af
historikerne. Helge Paludan læser ud af brevet, at det
afspejler en konflikt mellem kirkens ægteskabsideologi og
det omgivende samfunds. Han mener, at brevet åbnede
mulighed for, at genstridige brude kunne slippe for
ægtemænd, de ikke syntes om. I Paludans øjne blev slægterne
723 Hvor der dog fejlagtigt opgives, at det var Bergens biskop, derhavde sendt forespørgslen.724 ”D.R.B.” 1. rk., 5. bd., nr. 152, s. 141. (“quae de more veniunt ad valvasecclesiae benedicendae cum sponsis, et ibi reclamantes affirmant, se nunquam in eorummatrimonuim consensisse, audiri sponsis legitime probantibus contrarium non oportet, quumlegitimis et idoneis testibus non debeat illarum simplex assertio praevalere.”) ”CorpusIuris Canonici” bd. 2, Decretalium d. Gregorii papae IX, lib. IV, tit.1, kap. 28.725 ”non statim est audientia deneganda; sed de illato metu est cum diligentia inquirendum.”Ibid.
462
taberne, da kirken ved afgørelsen prøvede at sabotere
allianceægteskaber.726 Paludan er tydeligvis påvirket af den
britiske historiker og antropolog Jack Goodys teori om, at
kirken ønskede at nedbryde slægtssammenholdet,727 men hos
Paludan er idéen om, at kirken ønskede at nedbryde
slægtsstrukturerne endnu mere udtalt. Michael H. Gelting er
ikke enig i Paludans læsning af brevet. Han påpeger, at det
ikke har været nogen let opgave for en brud at bevise sin
frygt: ”Desuden var det principielle spørgsmål paven tog stilling til, alene
om sagen overhovedet burde indbringes for den gejstlige domstol, eller om den
burde afvises som åbenbar grundløs. Afgørelsen betød således under ingen
omstændigheder at kvinden med Honorius’ brev havde vundet sin sag.”728
Gelting gør desuden opmærksom på, at der ingen steder i
brevet står noget om, at det absolut skulle være kvindens
slægt, der påførte hende den store frygt. Gelting
argumenterer i stedet for, at Honorius’ formål meget vel
kunne være at undgå grove misbrug som for eksempel
tvangsægteskab efter kidnapning.729 Et samtykke givet på
grund af frygt er ikke gyldigt i kanonisk ret; dette
gentages flere gange, idet der ud over det omtalte brev i
Liber Extra findes flere bestemmelser derom i samlingen.730
Hvis Geltings antagelse om, at slesvigsagen handlede om
726 H. Paludan: ”Familia og familie – To europæiske kulturelementersmøde i højmiddelalderens Danmark” 1995, s. 258ff.727 J. Goody: ”The development of the family and the marriage in Europe”1983. Mere herom senere.728 M.H. Gelting: ”Det komparative perspektiv i dansk højmiddelalderforskning” 1999, s. 152.729 Ibid., s. 153.730 ”Corpus Iuris Canonici” bd. 2, Decretalium d. Gregorii papae IX, lib. IV, tit. 1, kap. 14 og 15.
463
kvinderov, er rigtig, minder pavebrevets budskab meget om
de føromtalte bestemmelser i Frostatingsloven, hvor det var
op til fæstemanden at bevise, at kvindens påstand om tvang
ikke holdt stik. Selvom kildegrundlaget således er uhyre
spinkelt, tillader jeg mig at antage, at bestemmelserne mod
tvangsægteskaber ikke blot var rettet mod slægtens kontrol
med sine medlemmer, men også i høj grad mod de tilfælde,
hvor slægtens autoritet og den kanoniske ret blev krænket
ved bruderov.
At kvinderov har været et problem i middelalderen tyder
ikke kun antallet af bestemmelser i kanonisk ret på; det
samme kommer også til udtryk i landskabslovene. Ud over de
nævnte eksempler foreskriver flere af de svenske love også
straffe for denne forbrydelse. Da kvinderov traditionelt
blev set som fredsbrud, er det ikke underligt, at det
optræder som et edsörebrud. Hvis en voldtægsmand flygtede
med kvinden ud af landet, kunne han først få sin fred igen,
hvis kvindens giftemand bad derom, og han derefter betalte
de pålagte bøder.731 Bestemmelsen tog derimod ikke stilling
til, om manden og kvinden kunne fortsætte samlivet efter
fredskøbet, hvis kvinden samtykkede deri. Dette spørgsmål
tog kun Västgötalovene stilling til. Hvis en fæstekvinde
blev bortrøvet, skulle hendes nærmeste slægtning,731”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 3, UpL. Konunx Balken, kap. VI,§ 2, s. 91f, Bd. 5. VmL. Konongs Balken, kap. III, s. 113f, Bd. 4.SmL. Kununx Balken, kap. VI, s. 49 og ”Magnus Erikssons Landslag”Giftermålsbalken, kap. V, § 1, s. 41, her var dog den vigtige forskel,at det kun gjaldt trolovede kvinder, og det var kvindens fæstemand,der skulle bede derom.
464
fæstemanden, kongen og herredet sammen afgøre, om
bortføreren kunne købe sin fred igen. Men selvom de tillod,
at han tilbagekøbte den, kunne han aldrig leve sammen med
kvinden.732 Den samme holdning ses i Thords Artikler til
Jyske Lov; i paragraffen, der omhandler straffen for
bortførelse og krænkelse af kvinder, står der blandt andet:
”Tagher man fraa anthen dotther, syster eler andhen slegt och beleger met
brullope eler wthen brullope …”733 Ud af det følgende læser man, at
et eventuelt indgået ægteskab ikke blev anerkendt, hvad
enten der var tale om en egentlig bortførelse med vold,
eller om kvinden gik frivilligt med. Bortførerens straf
blev ikke mildnet, såfremt han senere giftede sig med
hendes samtykke, hvis han i første omgang havde taget hende
med vold. At det kunne hænde, at kvinden efterfølgende gav
sit samtykke til ægteskab med en bortfører, ses også ud af
Gulatingsloven, hvor det under Magnus Erlingsøn blev slået
fast, at kvinderov mod værgens og kvindens vilje var et
orbodemål, og at den formastelige havde forbrudt sin fred
og al sin ejendom, også selvom kvinden efterfølgende gav
sit samtykke til forbindelsen.734
732 Det kan dog ikke udelukkes, at forbudet om efterfølgende samlivhænger sammen med, at kvinden allerede havde givet en andenægteskabsløfte. ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 1, VgL1. GiptarBalken, kap. 3, s. 33, VgL2. Giptæ Balken, kap. 2, s. 144f.733 ”Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene” Tillægget til Bd. 4,tekst 6A, kap. 74, s. 189. Der citeres fra tekst 6A, den latinskeoriginal lyder: ”Item si aliquis alicui abstulerit filiam, sororem uel aliam cognatam etipsam carnaliter cognouerit per nupcias uel sine nupciis.” Ibid., tekst 1, kap. 97, s.104f.734 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 32, s. 19f.
465
Både den kanoniske ret og flere af landskabslovene fandt
det altså sandsynligt, at en kvinde efter bortførelse og
voldtægt senere skulle indvillige i at indgå ægteskab med
voldsmanden. I kanonisk ret forudsættes det ligeledes, at
hendes familie også kunne give et sådant samtykke. Dette
rejser naturligt et spørgsmål om, hvilke bevæggrunde der
måtte ligge bag et sådant samtykke. En oplagt forklaring
kunne selvfølgelig være, at sagen har ligget i en gråzone
mellem tvang og frivillighed, idet pigen har været
interesseret i manden, men af respekt for familien og af
frygt for konsekvenserne i starten har modsat sig. Man
kunne også spørge om, hvilket andet valg pigen og hendes
familie havde? Selvom hun var absolut uden skyld i det
skete, ville det alligevel efterlade en plet på hendes
rygte, der ville betyde, at forældrene eller værgen ville
have uhyre svært ved at finde en passende ægtemand. En
sådan kvinde ville ofte kun have valget mellem at ende som
gammeljomfru, tage sløret, hvis noget kloster ville modtage
hende, eller gifte sig under sin stand.
Et sidste interessant spørgsmål ved kvinderov er, hvorfor
det til tider blev betragtet som voldtægt og bortførelse,
selvom kvinden gik frivilligt med. I retskilderne gives der
ingen forklaring derpå, men et muligt svar kan måske findes
ved at se på højmiddelalderens kvindesyn. Kvinder var svage
og lette at lokke, derfor skulle de også hele livet være
underlagt en værges eller ægtemands kontrol. Da de mandlige
466
egenskaber var de modsatte af kvindens, nemlig fornuft og
kontrol, må en naturlig konsekvens deraf være, at manden
burde vide bedre end kvinden, og at hun på grund af sin
svaghed ikke kunne bære den samme skyld. Mandens skyld blev
således ikke mindre af kvindens accept, da hun ikke var
tilregnelig. Det er formentlig også det kvindesyn, der lå
bag bestemmelserne om lejermålsbøder,735 hvor det kun var
manden, der skulle betale til kvindens giftemand, mens
kvinden på trods af sin frivillige deltagelse i handlingen
ikke blev idømt nogen verdslig straf.
Selvom lovene har mange bestemmelser om tvang via
kvinderov, var det bestemt heller ikke ukendt, at kvinder
blev tvunget ind i ægteskaber af deres forældre eller
værge. Mia Korpiola har fundet en del eksempler på
tvangsægteskaber i dokumenterne fra senmiddelalderens
Sverige, hvilket kan tyde på, at det frivillige samtykke,
der optræder i lovene som et krav, har været et ideal, som
virkeligheden langt fra altid levede op til.736
735 Lejermål var betegnelsen for en seksuel forbindelse mellem to ugiftepersoner.736 M. Korpiola: ”Between Betrothal and Bedding: The Making of Marriagein Sweden, ca. 1200-1610” 2004, s. 112-116.
467
INCEST, ÆGTESKAB OG KANONISK SLÆGTSKABIncestforskrifterne lå til grund for det kanoniske
slægtskab, da ægteskabsforbudet omfattede alle dem, man var
i slægt med fysisk og åndeligt, og derfor er læren om det
kanoniske slægtskab tæt forbundet med udviklingen i
incestlæren. Oldkirkens incestlære byggede til dels på
Moselovene, hvor seksuelle forbindelser mellem beslægtede
og besvogrede i de første led var forbudt.737 Den klassiske
romerret kendte kun til incestlovgivning i meget begrænset
omfang,738 og når en udvidet version begynder at optræde i
den kejserlige lovgivning fra Konstantin og frem, må man
derfor formode, at det er sket som følge af kristen
påvirkning. I de efterfølgende århundreder blev kirkens
incestforbud skærpet langt ud over de grænser, der kendtes
fra mosaisk ret, frem til 700-tallet, hvor det syvende led
blev anerkendt som grænsen for slægtskab og dermed også for
blodskam. Selvom det var kirken selv, der havde udstukket
disse meget strenge incestregler, var det yderst begrænset,
hvor meget gejstligheden gjorde for, at forbuddet blev
effektivt overholdt ud over de nærmeste grader, hvilket
737 3. Mosebog, kap. 18, vers 7-8, kap. 20, vers 11, 12, 14, 17, 19, 20og 21. Undtaget derfra var dog broders hustru. Hvis en broder døde,var det en af hans brødres pligt at gifte sig med enken og opdragebroderens børn, som om de var hans egne. Kødelig omgang med tanter varforbudt, men ikke med kusiner. Ligeledes var det forbudt at have sexmed sin farbroders hustru, men ikke med sin morbroders. Mosaisk retforbød ikke ægteskab mellem onkel og niece, et forbud, som kommer indi lovgivningen under Konstantin, og som derfor må være udviklet ioldkirken.738 Ægteskab inden for de første fire romerske slægtsgrader (til og medfætre og kusiner) var forbudt. C. Brittain Bouchard: ”Those of MyBlood. Constructing Noble Families in Medieval Francia” 2001, s. 40.
468
blandt andet kan læses ud af de love fra den tidlige
middelalder, der regulerede ægteskabsretten.739 Der kan
næppe herske tvivl om, at blodskamslæren var anerkendt og
søgtes overholdt (om end ikke i sit fulde omfang) blandt
både det longobardiske, merovingiske og karolingiske
aristokrati.
I 1000-tallet kom en øget fokusering på
incestproblematikken gennem den såkaldte gregorianske
reform, der ikke kun var rettet mod den verdslige
investitur, men i lige så høj grad var vendt mod de
gejstliges levevis. For at kunne hævde sin særstatus over
for befolkningen og kræve, at den fulgte gejstlighedens
bud, måtte kirken først rense sig selv indefra, hvilket kom
til udtryk ved en fornyet interesse for overholdelsen af
det gejstlige cølibat, ikke kun blandt den højere
gejstlighed, men også blandt sognepræster og andre nede i
hierarkiet. Hele denne rensning af ”Corpus Christi” blev
videreført til lægfolket: På samme måde som en gejstligst
cølibatbrud var også de verdsliges incestuøse forbindelser
en vederstyggelighed, der måtte bekæmpes, da en sand Guds
739 ”The Lombard Laws” Rothair’s Edict, kap. 185, s. 86, Kong LiutprandsLove, år 723, kap. 33, s. 160f. Begge paragraffer omhandler ægteskabmellem besvogrede, så man må antage, at incestforbudet mellembeslægtede i de nærmeste grader var alment anerkendt. ”Law of theSalian and Ripuarian Franks” Pactus legis Salicae, kap. 11 og 13, s.56, Capitularium VI, Decretum Childeberti, 594, kap. 1 og 2, s. 145,Lex Ribuaria, kap. 72, s. 204. De ældste bestemmelser, der stammer fraPactus legis Salicae fra det 6. århundredes begyndelse, omhandlerincestforbuddet inden for de første to grader af beslægtede, blandtandet søster, kusine og niece, hvilket tyder på, at den kristneincestlære var forholdsvis ny.
469
fred ikke kunne opstå, så længe kristne vanhelligede jorden
gennem deres gerninger.740
Hvorfor udviklede kirken et så vidtrækkende
slægtskabsbegreb? Budene har været mange, og det er
tvivlsomt, om det er muligt at give én forklaring på
fænomenet, eftersom bevæggrundene meget vel kan have
udviklet sig over århundrederne. Derfor vil jeg i det
følgende fokusere på perioden fra den såkaldte gregorianske
reform til Det fjerde Laterankoncil, hvor grænserne for
slægtskab blev flyttet fra det syvende til det fjerde led.
Jack Goodys teori om baggrunden for incestforbuddet fra
1983 har inspireret mange historikere. En af hans
konklusioner er, at formålet med kirkens ægteskabspolitik,
altså incestbestemmelserne og kravet om begge parters
samtykke, var at underminere de magtfulde aristokratiske
slægters mulighed for at anvende ægteskab i magtpolitisk og
økonomisk sammenhæng. På denne vis blev det vanskeligere
for dem at finde en passende ægtefælle, hvorved flere
aristokrater ville dø ugifte og barnløse, hvorefter kirken
havde lettere ved at få del i arven efter dem.741 Bogen blev
modtaget med begejstring fra mange sider, fordi den syntes
at give svar på nogle af kanoniske rets tilsyneladende
store dilemmaer.
740 A.G. Remensnyder: ”Pollution, Purity, and Peace: An Aspect of SocialReform Between the Late Tenth Century and 1076” 1992, s. 285- 307.741 J. Goody: ”The development of the family and marriage in Europe” 1983, s. 34-157.
470
Det var dog ikke alle, der lod sig overbevise af Goodys
forklaringsmodel. David d’Avray tilbageviser med
udgangspunkt i Peter Damians skrifter Goodys teori om, at
incestbestemmelser var kommet ind i lovene for at nedbryde
de aristokratiske slægter og dermed sikre kirken lettere
adgang til godsdonationer. I stedet foreslår d’Avray det
stik modsatte. Peter Damian var som så mange af
middelalderens teologer inspireret af Augustin, og ved at
sammenholde Augustins lære om forholdet mellem slægt og
kærlighed kommer han frem til følgende konklusion: ”This
negative conclusion is more certain than the positive suggestion – that the
prohibition was designed to promote friendship between clans – which I have
not devised, so much as revived from the thought of Peter [Damian] and other
medieval writers, and which modern scholars have readily dismissed.”742 Den
svenske antropolog David Gaunt har også påvist, at der var
en sammenhæng mellem incest og slægtssammenhold samt mellem
kærlighed og fred inden for slægtsgruppen.743 Alligevel
mener han ligesom Goody, at hovedformålet med
incestforbudet var at forhindre aristokratiet i at gifte
sig, så flere gik i kloster eller døde barnløse, hvorved
kirken kunne disponere over størstedelen af deres
besiddelser.744 Netop dette meget materialistiske syn på
kirken er nok det største kritikpunkt mod Goody og hans
tilhængere. Der kan næppe herske tvivl om, at der findes
eksempler på gejstlige institutioner, der misbrugte deres742 D.L. d’Avray: ”Peter Damian, Consanguinity and Church Property” 1992, s. 71-80, citatet var fra s. 80.743 D. Gaunt: ”Familjeliv i Norden” 1983, s. 221-24.744 Ibid., s. 219 og 228f.
471
position til egen berigelse uden dybe religiøse
bevæggrunde. Andet ville være højst usandsynligt, da
kirkens folk blot var mennesker, og ingen kulturer eller
samfundsgrupper nogensinde har kunnet sige sig fri for
magtmisbrug. Men at forestille sig, at teologerne gennem
århundreder stiltiende skulle havet accepteret de
vidtstrakte incestregler med den eneste egentlige
bevæggrund at berige kirken, forekommer ganske absurd.
Samtidig passer det på ingen måde ind i billedet af de
meget idealistiske teologer, som specielt perioden fra det
11. til det 13. århundrede var så rig på, og hvis mål var
at rense kirken for alt urent som for eksempel simoni og
nepotisme.
I sin undersøgelse af incestproblematikken prøver Michael
H. Gelting at samle alle trådene og derigennem give en
fornuftig forklaring på det tilsyneladende absurde
blodskamssystem.745 Meget kort sagt er hans konklusion, at
der allerede blandt det merovingiske aristokrati herskede
en stor frygt for at få forurenet dets blod, hvilket kunne
ske gennem giftermål med bønder eller andre uværdige.
Kirken kunne derfor slå på de incestuøse forholds skadelige
virkning for at få incestforbudet overholdt. Gelting mener,
at grundlaget for højmiddelalderens blodskamspolitik blev
defineret under karolingerne, og fra deres periode antager
han i øvrigt også, at det syvende led blev endeligt
745 Artiklen er tydeligt påvirket af d’Arvay, Gaunt og Remensnyder.
472
fastlagt. ”It is noteworthy that the strict and extreme Carolingian
reinterpretation of the prohibition of consanguineous marriages – including
marriages between spiritual kin - were roughly contemporaneous with
Charlemagne’s severe legislation against private feuds … By the Carolingian
age, the Church had been inculcating the fear of impurity through incest into
the lay aristocracy for a couple of centuries. Let us assume for a moment that
the Church would indeed have been able to use this fear as a lever for
extending the sense of mutual obligation between aristocrats, at the same time
making them interpret their own ideology in a new and stricter sense, by
accepting that kinship did indeed entail an absolute obligation to mutual
charity. This would have meant that within a few decades, warlike secular
society would be spun into such a tight net of reciprocal charity that internecine
fighting would become impossible.”746 Denne sammenhæng mellem
slægtskab og fred var ganske vist utopisk, men Gelting
mener alligevel, at det er i det lys, at incestforbuddet
skal forstås. Denne betragtning kan jeg fuldt ud tilslutte
mig, eftersom det kanoniske slægtskabs formål netop byggede
på Augustins fredslære, og da forbuddet mod blodskam var
grundet i læren om det kanoniske slægtskab, er de to
områder tæt forbundet.
At der herskede en tæt forbindelse mellem ægteskab, incest
og fred, kan der næppe være tvivl om. Langt størsteparten
af de dispensationer til at gifte sig inden for de forbudte
grader, der blev givet før Det fjerde Laterankoncil, havde
et fredskabende sigte. Hvis det kanoniske slægtskabs
746 M.H. Gelting: „Marriage, Peace and the Canonical IncestProhibitions: Making Sense of an Absurdity?“ 1999, s. 98f.
473
fredslære i praksis skulle have betydning, var det
imidlertid nødvendigt, at der var mulighed for at indgå
ægteskab mellem de store aristokratiske slægter, hvilket
grænsen tilbage til syvende led var en hindring for. Dette
var en af forklaringerne bag ændringen fra det syvende til
det fjerde led, hvis man skal tro den sienesiske prædikant
Ambrogio Sansedoni.747 Han var en af de ledende personer i
den pacifistiske bevægelse, der havde sin blomstring i
1200-tallet, og et af temaerne i hans prædiker var, at
slægtskab også mellem besvogrede førte til fred.
747Sansedoni levede fra 1220-87 og stammede fra en af byens storehandels- og bankierfamilier, men trådte selv ind i dominikanerordenen.I slutningen af 1230’erne studerede han teologi og filosofi i Paris,hvorefter han underviste i Köln og Rom for til slut at vende tilbagetil Siena. En del af hans prædiker er bevaret til vor tid. D. Waley:”Siena and the Sienese in the Thirteenth Century” 1991, s. 143.
474
INCEST I LANDSKABSLOVENEDer er stor forskel på, hvor meget incestforbudet optræder
i de forskellige landskabslove. De ældste love, de norske,
har meget udførlige blodskamsforskrifter i
kristendomsretterne, og i Gulatings-, Borgartings- og
Eidsivatingsloven er bestemmelserne næsten ordret
identiske. Ægteskab inden for sjette led blandt beslægtede
og fjerde led blandt besvogrede var forbudt, men hvis en
sådan forbindelse blev opdaget var straffen kun opløsning
af ægteskabet og en mindre bøde til biskoppen. Sanktionen
var imidlertid anderledes hård, hvis der var tale om
kønslig omgang inden for de to første led. Incest, hvad
enten det var ægteskab eller blot lejermål, inden for de to
nærmeste led, det være sig med beslægtede eller besvogrede,
var et orbodemål, hvorfor straffen var fredløshed og
konfiskation af al ejendom.748 Den store forskel i straffen
mellem incest i de nærmeste eller de mere fjerne grader
synes ved første øjekast noget voldsom, men skal nok ses i
det lys, at man måske ikke altid vidste, hvem der var ens
fjernere slægtninge og derfor af uvidenhed kunne komme til
at indgå et incestuøst ægteskab. Uvidenhed inden for de
første to led synes derimod at være svær at påråbe sig. I
Frostatingsloven var henholdsvis det sjette og det fjerde
led også grænserne for incestuøse forhold, hvilket viser,
748 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, GL. kap. 24, s. 15f, BKr.kap. 6 og 8, s. 365f. ”Ældre Eidsivatings lov, Kristenretten.” kap.13, s. 22, kap. 30, s. 18f og kap. 55, s. 34f. Den sidste paragrafomhandler gudforældre, hvor det kun er i Eidsivatingsloven, atkødeligt samvær mellem gudforældre og -børn forbydes.
475
at selvom den overleverede version af loven er fra 1260,
bibeholdtes den kristendomsret, som ærkebiskop Øystein
havde udarbejdet. At incestbestemmelser kom ind i loven på
et tidspunkt, hvor de ikke var alment kendte, kan forstås
ud fra den måde, loven forklarer, hvem man måtte gifte sig
med. ”Frå eit søskenpar skal det teljest seks ættleder kvar veg, og takast til
ekte ved den sjuande. Men om ein mann vil taka til ekt kona etter sin frende, då
skal det teljast fire menn kvar veg fra to brør og takast til ekte ved den
femte.”749 Antallet af kvinder, man blev fredløs af at have
seksuel omgang med, var indsnævret i forhold til de andre
love. I Frostatingsloven var det kun forbindelser inden for
det første led samt omgang med gudforældre og nonner, der
fremkaldte denne straf.750
Det er kun i de norske landskabslove, at incest udløste
verdslige straffe. Dette kan meget vel skyldes, at de er
ældre end de danske og svenske, og at kirkens jurisdiktion
ikke var fremskreden nok til, at den kunne klare opgaven
alene. Fra verdslig magthavers side har man sikkert også
ønsket at fremme bekæmpelsen af blodskam, da anerkendelsen
af incest som en synd var tæt forbundet med accepten af det
kanoniske slægtskab.
I det danske område var kirkens jurisdiktion som bekendt
bedre udviklet, og derfor nævnes incest kun indirekte i
lovmaterialet. Det sker i paragraffer omhandlende, hvilken
proces der skulle anvendes, hvis et ægteskab byggede på
749 ”Norges gamle Love indtil 1387” bd. 1, FL. III, kap. 1, s. 147f.750 Ibid., kap. 3, s. 148f.
476
incest,751 og hvordan boet skulle deles mellem to, der var
blevet skilt efter ”Guds Ret”,752 hvilket kunne omhandle
incestuøse forhold.753
Også i de svenske love er det meget sporadisk, hvad der
findes af bestemmelser om blodskam. Et par af lovene har
procesbestemmelser om tilfælde af mistanke om, at et
ægteskab byggede på incest, eller en af parternes ønske om
ægteskabets opløsning med den begrundelse.754 Som i de
norske love indeholdt Västgötalovene også særskilte
bestemmelser om, hvilken straf der skulle ramme personer,
der begik blodskam i de nærmeste led. Straffen derfor var
den samme som for sodomi og andre uhyrligheder. I den ældre
version skulle betales en bøde til biskoppen, hvorefter de
formastelige skulle drage til Rom som bodsgang. I den yngre
version var kredsen af kvinder udvidet, samtidig med at
straffen nu både var verdslig og kanonisk, idet incest i de
nærmeste grader blev betragtet som et orbodemål, mens den
kirkelige straf var bandlysning, der kun kunne ophæves ved
en bodsrejse til Rom.755
751 ”Danmarks gamle Landskabslove” bd. I, 2, SkKl. tekst 1, kap. 6 og11,s. 835-838 og 851-860 og Bd. VIII, SjKl. tekst 1, kap. 9 og 15, s.449f og 453.752 Guds ret brugtes som betegnelse for ægteskaber, der blev opløst,fordi de krænkede kanonisk rets foreskrifter, idet de enten varincestiøse, eller der var tale om bigami.753 Ibid., bd. VII, A&O. tekst 1, 1. bog, kap. 44, s. 40f, Bd. VIII,VsL1. tekst 1, kap. 40, s. 21 og Bd. I, 1, SkL. tekst 1, kap. 9, s. 7.754 ”Samling af Sweriges gamla Lagar” bd. 5, VmL. Kristno Balken, kap.XIX, s. 101 og Bd. 1, VgL1. Giptar Balken, kap. 7, s. 34. SlL. KristnuBalken, kap. 13, § 8, s. 109.755 Ibid., bd.1, VgL1. Giptar Balken, kap. 8, § 1, s. 35, VgL2. KirkyuBalken, kap. 52, s. 98-100, Orbotæ mal, kap. 3, s. 120.
477
NORDISK ELLER KANONISK ÆGTESKABSRET?Var den form for ægteskabsindgåelse, der ses i
landskabslovene (specielt de svenske), udtryk for en
nordisk/svensk model, og ikke udviklet ud fra kirkelige
forskrifter? Denne diskussion er senest blevet rejst af Mia
Korpiola i hendes afhandling om skabelsen af ægteskab i
middelalderens og tidlig moderne tids Sverige efter
omhyggelige undersøgelser af landskabslovene, den kanoniske
ret og den bevarede retspraksis. Hendes indfaldsvinkel til
undersøgelsen er, ”that there are features of the norms that regulated
marriage formation in the earliest Swedish legal sources that do not entirely
correspond with the canonical twelfth- or thirtheenth-century matrimonial
dogma,”756 skønt de svenske lovtekster er fra en tid, hvor
kristendommen var alment anerkendt i Sverige. Korpiolas
centrale begreb er ”den svenske ægteskabsform”, der findes
i landskabslovene, hvor forældre og slægtninge havde en
betydelig rolle ved indgåelsen, og hvor offentligheden
omkring ægteskabet var vigtig, for at sikre, at der ingen
tvivl kunne herske om ægteskabets legitimitet. Denne model
var så rodfæstet og anerkendt af befolkningen, at det
fortsatte med at blive betragtet som den rette måde at
stifte ægteskab på langt op i 1700-tallet.757
Korpiola har gjort et imponerende arbejde med at
kortlægge alle aspekter af henholdsvis den svenske og den
kanoniske ægteskabsindgåelse, men man kunne indvende, at
756 M. Korpiola: ”Between Betrothal and Bedding. The Making of Marriage in Sweden, ca. 1200-1610” 2004, s. III.757 Ibid., s. 301-306.
478
hendes måde at opdele skarpt mellem på den ene side det
svenske og på den anden side det kanoniske ægteskab ikke er
frugtbar. Brylluppet som juridisk handling blev formentlig
først af afgørende vigtighed, når man på grund af kirkens
lære om ægteskabet som den eneste acceptable form for
samliv begyndte at skelne skarpt mellem, om en kvinde var
hustru eller konkubine, og eventuelle børns sociale og
arveretlige status afhæng deraf. Hvis man vender Korpiolas
argumentation om, kunne det svenske ægteskab med alle dets
ritualer og den store offentlighed lige så vel være et
produkt af den meget formløse kanoniske ægteskabsret, der
må have skabt behov for, at der foregik andre juridiske
handlinger, som kunne bruges som bevis for ægteskabets
lovformelighed. De berettende kilder lader ane, at man i
Norden i hedensk tid og lang tid efter kristningen ikke
skelnede så nøje mellem, om børn var født af en konkubine
eller en ægtehustru, ligesom grænsen mellem de to
kategorier var flydende.758 Derfor blev ægteskabet som
juridisk institution først afgørende, når børnenes
arveretlige stilling blev afhængig deraf. Endelig er
Korpiola selv inde på, at former for ægteskabsindgåelse,
der minder meget om den svenske model, findes i forskellige
varianter over hele det kristne Europa, og dermed bliver
betegnelsen den svenske model en anelse problematisk.
758 Det samme gælder for så vidt de andre områder af Europa, der ikke låunder romersk ret.
479
For størsteparten blev middelalderens ægteskabsret
reguleret af kanonisk ret, hvor der i teorien ikke skulle
andet end det frivillige samtykke fra begge parter til før
et uopløseligt ægteskab var indgået. Reelt søgte den
kanoniske ret dog at regulere ægteskabsindgåelsen gennem en
række forskrifter. Disse forskrev, hvordan indgåelsen
skulle foregå, hvis man over for retten ville bevise
ægteskabets indgåelse, hvilket kunne være af største
vigtighed, ikke blot fordi der var tale et sakramente, men
også qua dets store betydning for eventuelle børns
arveretlige status. Kanonisk rets forskrifter åbnede også
for sanktioner, for eksempel fortabelse af ens arveret,
hvis man ikke fulgte de udstukne linier. I landskabslovene
er det meget forskelligt, hvorvidt ægteskabsindgåelsen
bliver reguleret. I de danske love findes der kun få
sporadiske udsagn, mens elementer deraf omtales i de norske
love. Der dog er ingen fællesnævner for, hvad der er
medtaget i de norske love, men der findes i lovene blandt
andet bestemmelser om incest, tvang og samtykke. Langt de
mest uniforme og udførlige bestemmelser findes i de svenske
love, hvoraf mange har en decideret giftermålsbalk, hvori
ægteskabsindgåelsen beskrives i detaljer fra trolovelsen og
til morgenen efter brylluppet. Selvom de svenske
bestemmelser sikkert til dels er udviklet efter lokal skik
og brug, er der intet i dem, der strider mod den kanoniske
rets forskrifter, hvilket heller ikke kan undre, da de
480
svenske landskabslove er fra en tid, hvor de kristne
doktriner var anerkendte i Sverige.
Omfanget af slægtens kontrol med sine medlemmer ses blandt
andet i landskabslovenes indgående bestemmelser om, hvem
der havde ret til at gifte en pige bort. De viser dels hvor
alvorligt man tog ægteskabsindgåelsen, fordi kirkens krav
om uopløselighed betød, at det var af største vigtighed at
finde den rette partner, og dels at slægten som oftest blev
taget med på råd eller i hvert fald indirekte bedt om at
give dens samtykke til forbindelsen. Hvis man skal tro
lovenes ord, var det dog sjældent hele den kanoniske slægt,
der blev inddraget. Et vist begrænset antal fra begge sider
skulle deltage som vidner ved indgåelse af fæstemål,
hvilket må have givet en vis indflydelse, idet slægtningene
kunne vise deres modvilje mod alliancen ved ikke at deltage
som vidner og dermed svække fæstningens juridiske
betydning.
Det er ikke underligt, at slægten gerne ville have
indflydelse på, hvem dens medlemmer indgik ægteskab med,
for den anden part og hans slægts økonomiske og sociale
status var af betydning ikke kun for livsledsageren, men
også for eventuelle børn, hvis handlinger slægtningene
kunne komme til at bøde for. Lige så vigtig har indgåelsen
af politiske alliancer og den andens slægts position og
magt været, for slet ikke at tale om omfanget af de
besiddelser den anden part havde, eller den arv der var i
481
vente. Ligeledes findes der passager i Upplands- og
Västmannaloven om, at slægtninge kunne hjælpe en pige ind i
eller ud af et ægteskab mod værgens vilje. Dette tyder på,
at en større gruppe af slægtninge, end de fleste love
umiddelbart lader ane, alligevel har haft et ord at skulle
have sagt ved ægteskabsindgåelser. Interessant er det
ligeledes, hvordan kravet om samtykke blev tolket.
Landskabslovenes ægteskabsbestemmelser viser, at det
samtykkebaserede ægteskab ikke blev brugt til at slippe
kontrollen med ægteskabsindgåelser, men i stedet blev brugt
til at imødegå konflikter, der kunne opstå, hvis en kvinde
trodsede både sin giftemands og den nærmeste slægts ønske
og giftede sig uden deres samtykke.
Som en konsekvens af, at ægteskabet ikke kun blev set som
en privatsag, foreskrev flere love sanktioner for at gifte
en kvinde bort mod hendes vilje, men også over for en
kvinde der giftede sig uden sin giftemands samtykke.
Ligesom i den kanoniske ret kunne sanktionen derfor være
hel eller delvis fortabelse af arveretten, man havde omgået
forældrenes eller andre nære slægtninges vilje, hvorfor man
ikke kunne forvente, at skulle have del i deres ejendom.
Der er ikke meget i lovteksterne, som beskæftiger sig
med tvangsægteskaber, måske fordi det var et område, der lå
under den gejstlige jurisdiktion. Bestemmelser i
Eidsivatingsloven og Thords Artikler viser dog, at det ikke
har været et ukendt fænomen, dertil kommer, at Mia Korpiola
482
har påvist flere eksempler derpå fra Sverige i
senmiddelalderen. Når landskabslovene og et pavebrev fra
Honorius III taler om tvangsægteskaber, er der intet, som
siger, at den pålagte tvang skulle være kommet fra forældre
eller andre slægtninge; der kunne lige så vel være tale om
kvinderov.
Incestlæren og dermed læren om det kanoniske slægtskab var
centralt for ægteskabslovgivningen, da den sikkert har
udgjort et konkret problem ved mange ægteskabsindgåelser.
Det er derfor heller ikke underligt, at det er i de ældste
landskabslove, de norske, at de mest udførlige bestemmelser
findes, da ideologi bag incestforbuddet måske nok var
mindre anerkendt i den tidlige periode end i de senere
love, hvor den kristne ideologi var mere rodfæstet. Det er
også kun i de norske love, at der er forskrevet verdslige
straffe for incestuøse forhold, hvilket sikkert hænger
sammen med, dels at de kirkelige domstole måske ikke var så
udbyggede, da reglerne kom, og dels at kongemagten også har
haft interesse i at incestforbudene blev overholdt, da de
var medvirkende til at sprede kendskabet til det kanoniske
slægtskab. Ellers er det meget sporadisk, hvad der findes
af incestregler i de øvrige love, og bestemmelserne
omhandlede primært retsvirkninger af, at et ægteskab var
blevet opløst på grund af for nært slægtskab.
483
AFSLUTNING OG KONKLUSION
denne afhandling er der blevet argumenteret for,
at lovgivningen i de nordiske kongeriger ikke blot
blev brugt til at få klarhed over, hvilke
retsregler der var gældende i de enkelte landskaber, men
også til at introducere den kirkelige måde at definere
slægtskab på. Dette kanoniske slægtskab havde sine rødder
dels i kirkens fredsideologi, hvor allerede kirkefaderen
Augustin fremhævede beslægtedes pligt til at elske
hinanden, og dels i det omfattende incestforbud, som kirken
udviklede. Det kanoniske slægtskab blev søgt indført som et
alternativ og på længere sigt som afløser for en mere løst
defineret slægtskabsopfattelse, der byggede på såvel blods-
som venskabs- og alliancebånd. Denne form for slægtskab
indeholdt et valgelement, idet blodsbånd skulle forstærkes
med venskabsbånd, før en forpligtelse mellem parterne
opstod. Det er næppe nødvendigt, men det skal selvfølgelig
understreges, at der er tale om idealtyper, når de to
slægtskabstyper sættes op mod hinanden. I virkeligheden har
grænserne været mere flydende. Selvom ideologien bag det
kanoniske slægtskab påbød, at man burde elske og støtte
alle slægtninge lige meget, har der aldrig eksisteret nogen
slægtskabsform, som i praksis ikke har haft et vist moment
af valg, selvom det, efter den retorik der brugtes om
slægtskab, ikke var velset.
I
484
Skønt det kan synes paradoksalt, var en af fordelene ved
det valg- og alliancebaserede slægtskabssystem den
indgroede ustabilitet, det medførte, da samfundsdynamikken
i Vikingetid og tidlig middelalder netop i høj grad
baseredes på kampen om magt og ressourcer. Fraværet af en
stærk centralmagt medførte, at den enkelte gennem
fordelagtige alliancer og vis portion held kunne komme
meget langt. Hvis heldet svigtede, kunne det også gå den
modsatte vej. Denne slægtskabs- og samfundsstruktur var
imidlertid skrøbelig, da den hvilede på personlige bånd
mellem individer, således at dødsfald kunne betyde dens
sammenbrud. Samtidig betød manglen på en fast
slægtskabsdefinition, at arvestridigheder nemt kunne opstå.
Dette søgtes imødegået fra både kongemagtens og kirkens
side med introduktionen af det kanoniske slægtskab i
landskabslovene. Landskabslovene og dermed det kanoniske
slægtskab kom på et tidspunkt, hvor de nordiske konger
søgte at styrke kongeembedet og dermed sætte en stopper for
de evindelige indre konflikter i rigerne, som specielt
kilderne fra 1100-tallet har så mange eksempler på. Valg og
alliancer var glimrende udgangspunkter for
slægtskabsopfattelsen i samfund med en svag eller ikke
eksisterende centralmagt. De ustabile tilstande blev
imidlertid et problem i det øjeblik, magten søgtes
centraliseret omkring kongen, samtidig med at nye idealer
om ret, fred og retfærdighed blev introduceret af kirken og
langsomt begyndte at vinde fodfæste. Udbredelsen af denne
485
lære har formodentlig i stor udstrækning fundet sted fra
prædikestolen, men det er meget sporadisk, hvad der er
bevaret af kilder, der kan give noget indtryk deraf,
hvorfor landskabslovene er den vigtigste kilde til
introduktionen af det kanoniske slægtskab i de nordiske
kongeriger.
Den ideologiske baggrund for landskabslovgivningen var ud
over indførelsen af det kanoniske slægtskab at fremstille
kongen som lovgiver og fredsmager, hvilket lå smukt i
forlængelse af tidens filosofiske og teologiske idealer.
Fredsideologien har siden oldkirken været et vigtigt ideal
for kirken, men middelalderens fredsideologi byggede
primært på Augustin og princippet om gudsfreden, som havde
sit udgangspunkt i den sydfranske fredsbevægelse, der så
dagens lys omkring år 1000. Ideologien bag
fredslovgivningen slog igennem i hele det kristne
Vesteuropa, da den langsomt vandt indpas i de fleste
områders verdslige lovgivning, enten som en integreret del
af lovgivningen eller i specifikke landefrede. Ligeså blev
fredsideologien officiel kirkelig politik, ved at
fredsbestemmelserne blev fastslået ved de tre første
Laterankonciler og efterfølgende medtaget i Liber Extra. Jo
mere idéen om fred som ideal spredte sig, desto større
rolle fik den i bevidstheden. Med sammenknytningen af
gudsfreden og den fyrsteregulerede fred blev Guds fred lig
med den fred, som fyrsten krævedes overholdt. Med andre ord
486
kunne et fredsbrud komme til at fremstå som en dobbelt
forbrydelse, eftersom det var både imod gejstlig og
verdslig lov.
Den fredsskabende funktion var givetvis også et af de
praktiske formål med lovgivningen, det samme kan siges om
styrkelsen af kongens position, der ikke kun havde et
ideologisk men også et praktisk sigte. Dertil kom ønsket om
at regulere retstilstanden og få klarhed over, hvordan
ejerskab til jord skulle forstås, og hvilke
dispositionsmuligheder den enkelte havde i forhold til sin
ejendom. Skellet mellem ideologi og praksis er altid
vanskeligt at sætte, og det bliver ikke nemmere på det
middelalderlige materiale, hvor kildesituationen er så
dårlig, og hvor religiøs sprogbrug og ditto argumenter også
i rigt mål findes i de kilder, der omhandler verdslige
forhold. I afhandlingen er udgangspunktet først og fremmest
taget i den overordnede ideologi, som lovene udsprang af i
stedet for en undersøgelse af, hvordan ideologien om det
kanoniske slægtskab blev udviklet og afpasset efter mødet
med den lokale ret, da kildematerialet ikke giver mulighed
for at kortlægge denne proces. Kilderne røber heller ikke
meget om, i hvilket omfang lovene blev fulgt, men de har
formentlig fungerede som rettesnore. Derfor skal den
lovgivning, der udspringer af det kanoniske slægtskab, mere
ses som en del af en ”kulturkamp”, et forsøg på at påvirke
487
befolkningens opfattelse af ret og uret, end som egentlige
påbud.
Det er bemærkelsesværdigt, at den form af det kanoniske
slægtskab, der findes i lovene på nær nogle spredte få
bestemmelser kun inkluderer blodsbeslægtede og ikke
besvogrede og åndeligt beslægtede - gudforældre og gudbørn.
Incestforbudet gjaldt jo også disse, hvorfor det burde være
naturligt, at de fik en plads blandt de rettigheder og
pligter, der bandt slægten sammen. Svaret er antagelig, at
hvis man ønskede, at det kanoniske slægtskab i praksis
skulle kunne fungere, skulle det ikke være alt for
kompliceret. Så længe byggestenene i det kanoniske
slægtskab var blod, var der et håb om, at den enkelte kunne
holde rede på, hvem hans slægtninge var, men skulle man
også kende og have ansvar og rettigheder over for
besvogrede flere generationer tilbage, blev det alt for
indviklet til at fungere i praksis. Tænk blot på reglerne i
de norske landskabslove om mandebod, der var så
urealistiske at gennemføre i praksis, at det formodentlig
var en medvirkende årsag til deres afskaffelse. En anden
vigtig faktor er det antagelig, at eftersom et af det
kanoniske slægtskabs vigtigste opgaver var at fungere som
grundlag for arveretten og de tilknyttede områder for
ejendomstransaktion, var det naturligt, at de
blodsbeslægtede kom til at udgøre slægtsgruppen. Det ville
næppe være tænkeligt, at et arvesystem, der tilgodeså for
488
eksempel besvogrede i første led før blodsbeslægtede i
andet, ville være blevet accepteret.
Der er næppe tvivl om, at det har været et reelt problem
at kende sine slægtninge tilbage i ledene, hvilket måske
også er en del af forklaringen på, at flere af lovene
sætter grænsen for, hvem der for eksempel skulle stille
bevis eller aflægge ed ved det tredje og ikke det fjerde
eller syvende led, som var den kanoniske grænse. Det kan
meget vel være en realistisk anerkendelse af, at de
færreste kendte sine slægtninge så langt tilbage i ledene,
og at meget fjerne slægtninges kendskab til hinandens
forhold ikke ville være bedre end andre ikke-beslægtedes.
Den dogmatiske gennemgang, af hvordan kanonisk slægtskab i
praksis bruges i landskabslovene, findes i afhandlingens
anden del. Lidt groft sagt er det kanoniske slægtskabs
retlige funktion i landskabslovene inddelt i to hoveddele:
1) slægten som retssubjekt over for tredjemand, og 2)
slægtningenes indbyrdes rettigheder og forpligtelser over
for hinanden. Slægtens rolle over for tredjemand var
underlagt retssystemet, da den bestod i edsaflæggelse eller
bødebetaling, mens slægtens rettigheder og pligter
indbyrdes primært handlede om regulering af fordeling af
jord og andre værdier med det dobbelte formål dels at
sikre, at jorden blev inden for slægten, og dels at
forhindre, at ufred og vold opstod omkring fordelingen af
ressourcerne. Med hensyn til mandebodsbetaling og -
489
modtagelse er opdelingen imidlertid ikke helt dækkende,
eftersom det på trods af, at det er anbragt i afsnittet om
slægten som retssubjekt, omhandler rettigheder og pligter
indbyrdes i slægten. Kravet om kollektiv betaling og
modtagelse, som findes i mange af lovene handler om
indbyrdes forpligtelser og rettigheder mellem slægtninge.
Inden for betalingen af mandebod ses to modsatrettede
principper i lovene. I både den norske og den svenske
landslov afskaffedes den kollektive betaling af mandebod,
mens den bibeholdtes i Danmark helt op til den anden side
af Reformationen. Der er ikke noget entydigt svar på,
hvorfor denne forskellige udvikling fandt sted, men
forklaringen skal nok dels findes i rigernes forskellige
politiske dagsorden, og dels i hvordan mandebodssystemerne
fungerede i praksis. I de norske landskabslove var der
meget indviklede bestemmelser om mandebod, hvis
udgangspunkt tydeligvis er at finde i det kanoniske
slægtskab, men hvor specielt proceduren for betaling og
modtagelse af mandebod var så kompliceret og i praksis
uhyre vanskelig at gennemføre efter lovens bogstav. Disse
regler er formodentlig udformet ud fra teoretisk viden og
ikke ud fra en praktisk forståelse af retsprocedurer; dette
”juristeri” ændredes imidlertid med Magnus Lagabøters
Landslov til mere anvendelige procedurer. Det virker som
om, reglerne i landskabslovene oprindelig havde et
ideologisk formål, der efterhånden blev glemt eller mistede
sin betydning, hvorefter reglerne blev afpasset praktiske
490
formål. Modsat Norge var de danske bestemmelser mere enkle,
hvorfor de ikke har voldt samme problemer. En fast proces
for betaling af mandebod var formentlig en nyskabelse i
Danmark i 1200-tallets begyndelse, hvilket både
Manddrabsforordningen og fraværet af bestemmelser om
bødebetaling i de ældste love er tegn på. At principperne
for betaling var under diskussion i 1200-tallets ses også
ved, at det først er i 1280’erne, at de regler, som kom til
at gælde middelalderen ud, blev endeligt fastlagt. Som med
de norske landskabslove er sammenhængen mellem det
kanoniske slægtskab og forpligtelserne meget tydelige i de
danske love. Knap så tydelig er sammenhængen mellem
mandebod og kanonisk slægtskab i de svenske love, hvor
flere modsat rettede bestemmelser for modtagelse og
betaling fandtes landskaberne imellem. Nogle steder skulle
slægten bøde kollektivt, mens drabsmanden i andre områder
alene hæftede, det sidste blev den sejrende grundsætning,
om end slægtens forpligtigelser blev opretholdt i ganske
særlige tilfælde.
Slægtens del i aflæggelse af eder ses i sin mest
omfattende form i det jyske kønsnævn, hvor slægtninge i en
lang række sager (primært om forhold mellem slægtninge)
skulle træffe afgørelsen. Dette kendes også fra flere af de
svenske love, især i situationer hvor der var strid om,
hvordan arv skulle deles, men også i forhold til at fastslå
om ægteskaber var incestuøse og ved forskellige
voldshandlinger skulle slægten præstere bevis.
491
Udover ved betaling af mandebod hang slægtens indbyrdes
rettigheder og forpligtelser tæt sammen med et ønske om, at
sikre at ressourcerne blev inden for slægten og ikke gik
til en tredjepart, hvorfor det ses i forbindelse med
arveretten og de dertilhørende reguleringer i forhold til
donationer og jordsalg. De steder, hvor grænsen for
arverettens udstrækning nævnes, er det stort set de
kanoniske grænser for slægtskab, der følges, men ellers kan
man ikke tale om ensrettede arvebestemmelser i lovene.
Store forskelle findes blandt andet med hensyn til kvinders
arveret og forholdet mellem den mødrene og den fædrene side
af slægten. Dog synes det princip, som ses i de danske
love, hvor døtre arvede halvt af sønner, at vinde genklang
i de andre nordiske riger, eftersom det introduceredes i
Norge med Landsloven, og findes i størsteparten af de
svenske landskabslove for endeligt at blive konserveret i
Landsloven.
Ønsket om at holde værdierne inden for slægten betød, at
regler for, hvor meget den enkelte kunne donere af sin
ejendom, måtte opstilles. Igen ser man forskelle mellem
lovene: I de norske og flere af de svenske love havde den
enkelte ret til at bortgive en brøkdel af sine besiddelser,
som oftest en tiendedel, hvilket grunder i tidligere
ordninger om hovedtiende, der skulle betales af alle én
gang i deres levetid. I det andet princip, som har rod i
Augustins donationslære, bliver maksimumgrænsen af
donationernes størrelse udstukket efter antallet af
492
arvinger. En regulering af, hvor meget man måtte bortgive,
var imidlertid ikke nok til at sikre, at ressourcer ikke
ukontrollabelt forlod slægten. På landskabslovenes tid var
økonomien agrart baseret, hvorfor jorden havde en stor
rolle for indtjening og prestige. Hvis salget af jord ikke
indebar nogen form for kontrol af køber eller pris, kunne
den enkelte kamuflere sine gaver som salg (til langt under
markedsprisen). Dette er grunden til, at der i lovene var
forskrevet et varslingssystem, så slægtninge havde
førsteret til at købe jord, der blev sat til salg, og at
det med trussel om straf blev pålagt sælgeren at følge
proceduren. Igen er der forskelle i udformningen af
bestemmelserne rigerne imellem. I Norge udvikledes en meget
streng odelsret, hvor slægtningene kunne opretholde krav på
jord solgt ud af slægten i fire generationer. Det kunne
hænde, at folk enten på grund af sygdom eller alderdom ikke
kunne forsørge sig selv og dermed var tvunget til at sælge
jord. Dette var en besværlig affære, som tilmed betød, at
arvingerne risikerede at miste den jord, som de ville have
fået i arv. For at undgå sådanne situationer udvikledes i
Danmark, hvor lovbydelsespligten ikke nær havde det samme
omfang som odelsretten, fledføringsinstitutionen som en
sikring af arvingerne. Fledføring betød, at de gamle kunne
dele sit gods mellem arvingerne og komme under en værges
myndighed til gengæld for mad og husly.
Selvom den ægteskabsret, der findes i landskabslovene,
er udformet på grundlag af den kanoniske ægteskabsret,
493
fortæller de også noget om slægtens indbyrdes rettigheder
og pligter. Det frivillige samtykke var måske nok det, der
konstituerede ægteskabet, men lovene interesserer sig først
og fremmest for at opsætte grænser for forbindelser indgået
uden giftemandens samtykke og at sikre, at en større gruppe
af slægtninge end blot den nærmeste familie får indflydelse
på ægteskabsindgåelser.
I alle lovene er der tegn på, at de er skrevet ud fra en
kanonisk slægtsopfattelse, selvom forholdene som ovenfor
nævnt ikke tager sig ens ud overalt. I den forbindelse er
navnlig den norske udvikling værd at hæfte sig ved, idet
den på flere områder adskiller sig fra det mønster, som ses
i det danske og store dele af det svenske område, hvor
retstilstanden var forholdsvis ensartet, og hvor der ikke
fandt de store udsving sted i den undersøgte periode. Et af
de områder, hvor norsk ret adskiller sig fra de to andre
rigers, er ved odelsretten, der i længden betød, at
selvstændig disposition stort set blev umuliggjort for
store dele af det norske jordegods. Dette betød, at
tillægsbestemmelser om fledføring og donationer langt hen
ad vejen var overflødige.
Hvorfor der er denne forskel mellem på den ene side
Norge og på den anden side Danmark og dele af Sverige,
gives der næppe et enkelt svar på. De norske loves
stilistiske særpræg er med til at understrege deres
forskellighed, men man bør også erindre, at de norske love
494
er ældst og dermed et af de første medier, hvorigennem det
kanoniske slægtskab præsenteredes, hvilket kunne forklare,
hvorfor det ideologiske understreges kraftigere dér end i
de yngre love. I de ældre love søgtes kendskabet til det
kanoniske slægtskab udbredt, samtidig med at det blev brugt
i en fredsskabende sammenhæng både slægterne imellem gennem
kravet om kollektiv hæftelse og internt i slægten ved at
forebygge stridigheder om arv og ressourcer. I de yngre
love blev den interne regulering styrket, mens den eksterne
fredsskabende effekt i Norge og Sverige blev begrænset,
idet centralmagten søgte at øge sin rolle i reguleringen af
ufreden, hvilket i længden betød, at det kanoniske
slægtskabs funktion ændrede sig. I denne sammenhæng er det
interessant, at det netop er i Magnus Lagabøters Landslov,
at den tydeligste forbindelse mellem det kanoniske
slægtskab og udformningen af bestemmelser for
ejendomstransaktion og fritagelse for ansvar i forfølgelse
af drabsmænd ses. I den periode på næsten 200 år, hvor
landskabslovene blev nedskrevet i Norden, ændrede den
teologiske og retlige agenda sig, hvorfor betydningen og
brugen af kanonisk slægtskab også var under forandring.
I de svenske love fremtræder det kanoniske slægtskab
generelt svagere end i de danske og norske. Forskellen i
udformningen af lovenes bestemmelser skyldes flere
faktorer, men det har sikkert haft betydning, hvilket
retssystem, der eksisterede i de forskellige områder, når
nedskrivningen af lovene begyndte. Det er naturligt, at
495
udgangspunktet for det kanoniske slægtskabs retsvirkninger
blev taget i den allerede eksisterende retsopfattelse, i
det omfang den ikke divergerede fra de nye idéer. Eftersom
der ofte var tale om ideologi og ikke faste retsregler, som
skulle introduceres, har de, der havde indflydelse på
lovgivningen, næppe haft nogen interesse i at gøre op med
tidligere forestillinger.
Overgangen fra det valg- og alliancebaserede slægtskab var
både en retlig og en ideologisk proces. Men selvom idealet
var, at man skulle elske alle sine slægtninge, har
valgelementet i forhold til, hvem man omgikkes og følte
ansvar over for, sikkert stadig haft en stor betydning. Man
skal heller ikke forstille sig, at uvenskab mellem
blodsbeslægtede forsvandt. Den slags kan man ikke lovgive
imod. Reglerne om kønsnævn, hvor den anklagede havde ret
til at udskyde sine uvenner, viser, at man fra lovgivers
side har været klar over, at der var forskel på idealet og
virkeligheden. Selvom det ikke var muligt at tvinge folk
til at holde af alle deres slægtninge, så har det praktiske
formål med det kanoniske slægtskab formentlig også været at
skabe en moral, hvor vold og drab mellem blodsbeslægtede
var uacceptabelt. Alligevel var det nok inden for
arveretten og retten til at disponere over ejendom, at det
kanoniske slægtskab på længere sigt fik de mest
vidtrækkende konsekvenser, eftersom man skal helt op til
moderne tid, før væsentlige ændringer indtræffer. Derfor må
496
spørgsmålet om, hvorvidt det kanoniske slægtskabs
påvirkning af landskabslovene var en succes, besvares med
et ja, selvom man samtidig accepterer, at den kanoniske
slægt ikke i alle tilfælde har været en sammentømret
størrelse. Et princip kan jo godt bruges som baggrund for
retsregler, selvom alle de personer, der i teorien kunne
blive involveret i en retlig problemstilling, meget
sjældent reelt ville blive det. De tanker og idealer, som
det kanoniske slægtskab byggede på, var en velegnet basis
for skabelsen af retsregler og retsideologi, og princippets
sejlivethed taler dens eget tydelige sprog derom.
Teorien om det kanoniske slægtskab har åbnet for nye
tolkningsmuligheder omkring retsforholdene i
højmiddelalderen. Der kan argumenteres for, at mere stabile
indre forhold ikke kun opstod som følge af, at
magtudøvelsen blev mere centraliseret, men også på grund af
introduktionen af det kanoniske slægtskab, der begrænsede
vold og strid slægtninge imellem. Fred mellem slægtninge
var dog ikke den eneste mentalitetsændring, som det
kanoniske slægtskab medførte. Fokuseringen på blod som
social markør kan meget vel have været med til at bane
vejen for skabelsen af en fødselsadel, hvor den enkeltes
status og privilegier byggede på blod og ikke personlig
fortjeneste, et system der blev fastlagt i
senmiddelalderen, og for Danmark-Norges vedkommende først
kom under pres ved enevældens indførelse i 1660.
497
BIBLIOGRAFI
PRIMÆRE KILDER
ALIGHIERI, D.: La divina commedia. Torino 1983.
ALIGHIERI, D.: Den guddommelige komedie. Translated og
kommenteret by O. Meyer. København 2000.
ARNOLD BY LYBEKS SLAVEKRØNIKE. Translated by P.
Kierkegaard. København 1885.
AUGUSTINUS: Concerning the City of God against the Pagans.
Translated by Henry Bettenson. 1972.
BEAUMANOIR, P. DE: Coutumes de Beauvaisis. vol. 2, Paris 1970.
THE REVISED ENGLISH BIBLE WITH THE APOCRYPHA. Oxford Uni.
Press/ Cambrigde Uni. Press 1989.
BRUCHSTÜCKE DER RECHTBÜCHER DES BORGARTHINGS UND DES
EIDSIVATHINGS. I Germanenrechte neue Folge. Translated and
kommenteret by R. Meissner. Weimar 1942.
BURGUNDIAN CODE, THE. Translated and kommenteret by K.
Fischer Drew. Philidelphia (1949) 1996.
499
CODEX JUSTINIANUS, Ausgewählt und herausgeben von G. Härtel
und F.-M. Kaufmann. Leipzig 1991.
CONCILIORUM OECUMENICORUM DECRETA. (red.): J. Alberigo, P.-
P. Joannou, C. Leonardi & P. Prodi. Basilieae, Barcinone,
Friburgi, Romae & Vindobonae 1962.
CORPUS IURIS CANONICI, bind 1-2, udgivet and kommenteret by
A. Friedberg. Akademische Druck- und Verlagsanstalt,
Leipzig (1879) 1959.
CORPUS IURIS CIVILIS, bind 1-2, Theodor Mommsen (m.fl.)
(red.) Berlin 1872-77.
DANMARKS GAMLE LANDSKABSLOVE MED KIRKELOVENE, bd. 1-8.
Udgivet by J. Brøndum-Nielsen and P.J. Jørgensen. København
1933-1961.
DANMARKS GAMLE LOVE PÅ NUTIDSDANSK, bd. 1-3. Translated and
kommenteret by E. Kroman and S. Iuul. København 1945-1948.
DANMARKS MIDDELALDERLIGE ANNALER. Udgivet ved E. Kroman.
København 1980.
DANMARKS RIGES BREVE. 1. rk. 1. bd. - 2. rk. 5. bd.,
København 1938-1975.
500
DEKRTE DER ÖKUMENISCHEN KONZILIEN II: Konzilien des
Mittelalters vom ersten Laterankonzil (1123) bis zum
fünften Laterankonzil (1512-1517), red. Josef Wohlmuth,
Paderborn, München, Wien & Zürich 2000.
DEN DANSKE RIGSLOVGIVNING INDTIL 1400. Udgivet ved E.
Kroman, København 1971.
DIGEST OF JUSTINIAN, THE, vol. 1-4. Latin text T. Mommsen
(red.), English translation edited by A. Watson.
Philadelphia 1985.
DIPLOMATARIUM DANICUM. 1. rk. 1. bd. - 2. rk. 5. bd.,
København 1938-90.
DIPLOMATARIUM SUECANUM, bd. 1. Stockholm 1829-65.
ERIKSKRÖNIKAN. Redigeret and kommenteret by S.-B. Jansson.
Stockholm 1986.
FROSTATINGSLOVA. Translated and kommenteret by J. R.
Hagland and J. Sandnes. Oslo 1994.
GRATIAN, THE TREATISE OF LAWS, Decretum DD. 1-20.
Translated by A. Thompson, med The Ordinary Gloss.
Translated by J. Gordley. Studies in Medieval and Early
Modern Canon Law, vol. 2. Washington D.C. 1992.
501
GULATINGSLOVI, Norrøne Bokverk 33. Translated by K.
Robberstad. Oslo 1952.
INSTITUTES OF GAIUS, THE. Translated and kommenteret by W.
M. Gordon & O. F. Robinson. Cornell 1988.
JUSTINIAN’S INSTITUTES. Translated and kommenteret by P.
Birks & G. McLeod. Latinsk tekst, P. Krueger. Trowbridge
1987.
KONG VALDEMAR DEN ANDENS JYDSKE LOV OG THORD DEGNS
ARTIKLER. Kommenteret and udgivet by I.L.A. Kolderup-
Rosenvinge. København 1837.
KONSTITUTIONEN FRIEDRICHS II. FÜR SEIN KÖNIGREICH SIZILIEN.
Monumenta germaniae Historica. Constitutiones et Acta Publica Imperatorum
et Regum, tomus II: Supplementum. Hannover 1996.
LANDRECHT DES KÖNIGS MAGNUS HAKONARSON. I Germanenrechte
Neue Folge. Translated and kommenteret by R. Meissner.
Weimar 1941.
LAWS OF THE ALAMANS AND BAVARIANS, Translated and
kommenteret by T.J. Rivers Philadelphia 1977.
502
LAWS OF THE SALIAN AND RIPUARIAN FRANKS. Translated and
kommenteret by T.J. Rivers. New York 1986.
LEX SIELLANDICA ERICI REGIS. KONG ERIKS SJELLANDSKE LOV MED
INDLEDNING, OVERSÆTTELSE OG ANMÆRKNINGER. Udgivet by I.L.A.
Kolderup-Rosenvinge. København 1821.
LOMBARD LAWS, THE. Translated and kommenteret by K.F. Drew.
Philadelphia 1996.
MAGNUS ERIKSSONS LANDSLAG. I nusvensk tolkning av Å.
Holmbäck og E. Wessén. Lund 1962.
MAGNUS LAGBØTERS LANDSLOV. Translated by A. Taranger.
Kristiania 1915.
MUNRO, D.C.: Translations and Reprint from the Original Sources of
European History, Vol. VI. Philadelphia 1900.
NORGES GAMLE LOVE indtil 1387, bd. 1-2. Ved R. Keyser and
P.A. Munch. Christiania 1846-48.
NORWEGISCHES RECHT, Das Rechtsbuch des Frostathings. I
Germanenrechte Band 4. Translated and kommenteret by R.
Meissner. Weimar 1939.
503
NORWEGISCHES RECHT, Das Rechtsbuch des Gulathings. I
Germanenrechte Band 6. Translated and kommenteret by R.
Meissner. Weimar 1935.
PACTUS LEGIS SALICAE, udgivet by K.A. Eckhardt. I Monumenta
germaniae historica. Legas nationum germanicarum. Hannover 1962.
ROSKILDEKRØNIKEN. Translated and kommenteret by M.H.
Gelting. København 2002.
SAN ISODORO DE SEVILLA: Etimologias. Udgivet by J.O. Reta, M.-
A.M. Casquero & M.C. Diaz y Diaz. Madrid 1982.
SAXONIS GESTA DANORUM. Ved J. Olrik og H. Ræder. København
1931.
SAXOS DANMARKSHISTORIE, bd. 1-2. Translated by P. Zeeberg.
København 2000.
SCRIPTORES MINORES HISTORIÆ DANICÆ MEDII ÆVI, bd. 1-2, M.
C. Gertz (red.) København 1970.
SNORRE STURLASSØN: Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider indtil Aar
efter Christi fødsel 1177. Translated by P.A. Munch. Christiania
1859
SVEN AGGESØNS HISTORISKE SKRIFTER. Translated by M.C.
Gertz. København 1916-17.
504
SVENSKA KYRKOBRUK UNDER MEDELTIDEN. En Samling af
utläggningar på svenska öfver Kyrkans Lärobegrepp,
Sakrament, Cermonier, Botdisciplin m.m. Udgivet by R.
Geete. Stockholm 1900.
SVENSKA LANDSKAPSLAGER – TOLKADE OCH FÖRKLARADE FÖR
NUTIDENS SVENSKAR by Å. Holmbäck og E. Wessén, bd. 1-5.
Uppsala 1933-1946.
SVERRES SAGA & EN TALE MOT BISKOPENE. Translated by A.
Holtsmark. Oslo 1961.
TANCRED: Ordo iudiciarius. I F.C. Bergmann (red.): Libri de
iudiciorum ordine. Göttingen 1842, genoptrykt 1965.
VIKENS KRISTENRET. ÆLDRE BORGARTINGSLOV. Tillikemed en del
ældre lovregler om ekteskapsstiftelse og trolovelse m.m.,
som er indført deri fra Eidsivalovens eller
Borgartingslovens verdslige del. Translated by T.O.
Kristiania 1914.
VØLVENS SPÅDOM. Ved P. Meulengracht Sørensen og G.
Steinsland. København 2001.
505
ÆLDRE EIDSIVATINGS LOV. KRISTENRETTEN tillikemed et
opbevaret brudstykke av den verdslige lov. Translated by
T.O. Kristiania 1914.
ÆLNOTHS KRØNIKE. Translated og kommenteret by E.
Albrectsen. Odense 1984.
ÆLNOTHUS, MONACHUS CANTUARIENSIS. De vita, & Passione S. Canuti,
Regis Daniæ (Item Anonymus, De Passione S. Caroli, Comitis Flandriæ). J.
Mevrsivs (red.). København 1631.
506
SEKUNDÆR LITTERATUR:
ANDERSEN, M. BRYDE: Grundlæggende aftaleret. Aftaleretten I.
København 2002.
ANDERSEN, N.K.: Kanonisk Rets indflydelse paa Jyske Lov. I
E. Reitzel-Nielsen (red.): ”Med Lov skal Land bygges”. København
1941.
ANDERSEN, P.: Rex imperator in regno suo. Dansk kongemagt og
rigslovgivning i 1200-tallets Europa. Upubliceret
magisterkonferensafhandling Odense Universitet 2001.
- Lærd ret og verdslig lovgivning. Om retlig kommunikation og udvikling i
det 13. århundrede. Upubliceret ph.d.-afhandling, Juridisk
Institut, Aarhus Universitet, Århus 2005.
ANDERSEN, P. SVEAAS: Samlingen av Norge og kristningen av landet 800-
1130. Handbok i Norges historie, bind 2. Bergen/Oslo/Tromsø 1977.
ARNÓRSDÓTTIR, A. and T. NORS: Ægteskabet i Norden og det
europæiske perspektiv – overvejelser om især danske og
islandske normer for ægteskab i 12.-14. århundrede. I K.
Melby (m.fl.) (red.): Ægteskabet i Norden fra Saxo til i dag.
København 1999.
507
AUTHÉN BLOM, G. and TORKELSEN, E.: Fra gammel rett til ny
lov. Noen problemer knyttet til nymælers “gyldighet”. I
Norsk Historisk Tidsskrift bd. 63, hf. 3. Oslo 1984.
BAGGE, S.: Den politiske ideologi i Kongespeilet. Bergen 1979.
- ”De europeiske universiteterne i middelalderen” and
”Norge”. I M. Jokipii (red.): Universitetsbesöken i uttlandet före
1660. Jyväskylä 1981.
- Kirkens jurisdiksjon i kristenrettssaker før 1277. I
Historisk Tidsskrift, bind 60. Oslo 1981.
- Borgerkrig and statsudvikling i Norge i middelalderen. I
Historisk Tidsskrift, bind 65. Oslo 1986.
- Law and Justice in Norway in the Middle Ages: A Case
Study. I L. Bisgaard, C. Selch Jensen, K. Villads Jensen
and J. Lind (red.): Medieval Spirituality in Scandinavia and Europe. A
Collection of Essays in Honour of Tore Nyberg. Odense 2001.
BALDWIN, J. W.: The Scholastic Culture of the Middle Ages, 1000-1300.
Lexington 1971.
BARTHÉLEMY, D.: Castles, Barons, and Vavassors in the
Vendomois and Neighboring Regions in the Eleventh and
Twelfth Centuries. I T. N. Bisson (red.): Cultures of Power.
508
Lordship, Status, and Process in Twelfth-Century Europe. Philadelphia
1995.
BARTLETT, R.: Trial by Fire and Water. The Medieval Juridicial Ordeal.
Oxford 1986.
BERMAN, J.H.: Law and Revolution. The Formation of the Western Legal
Tradition. Cambridge, Massachusetts & London 1983.
BISSON, T.N.: The “Feudal” Revolution. I Past and Present, nr.
142. Oxford 1994.
BJÖRNE, L.: Patrioter och institutionalister. Den nordiska rättsvetenskapens
historia. Del 1, Tiden fore år 1815. Lund 1995.
- The Nordic Medieval Laws in the Legal History of the
17th and the 18th Century. I D. Tamm and H. Vogt (red.): How
Nordic are the Nordic Medieval Laws? København 2005.
BLOCH, M.: La société féodale. Paris 1939
BLOOMFIELD, M.W.: The Seven Deadly Sins. Michigan 1952.
BOSERUP, I.: Ærkebiskop Erik Ivarsson og abbed Vilhelms
brevsamling. I L. Boje Mortensen, I. Ekram and K.
Skovgaard-Petersen (red.): Olavslegenden og den latinske
historieskrivning i 1100-tallets Norge. København 2000.
509
BOUCHARD, C. BRITTAIN: “Those of My Blood” Constructing Noble Families
in Medieval Francia. Philadelphia 2001.
BRANDT, F.: Forelæsninger over den norske Retshistorie. bd. 1-2,
Kristiania 1880-83.
BREENGAARD, C.: Muren om Israels hus. Regnum og Sacerdotium i
Danmark 1050-1170. København 1982.
BREHAUT, E.: An Encyclopedist of the Dark Ages – Isidor of Seville. New
York 1912.
BRUCK, E.F.: Kirchenväter und soziales Erbrecht. Wanderungen religiöser
Ideen durch die Rechte der östlichen und westlichen Welt. Berlin-
Göttingen-Heidelberg 1956.
BRUNDAGE, J.A.: Law, Sex, and Christian Society in Medieval Europe.
Chicago & London 1987.
- Implied Consent to Intercourse. I A.E. Laiou (red.):
Consent and Coercion to Sex and Marriage in Ancient and Medieval Societies.
Washington, D.C. 1993.
- Medieval Canon Law. New York. 1995.
510
- From Classroom to Courtroom: Parisian Canonists and
Their Careers. I Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, 114
Bd. Kanonistische Abteilung LXXXIII. Wien/ Köln/ Weimar 1997.
BRØNDUM - NIELSEN, J.: Om Sprogformen i de sjællandske
Love. I Acta Philologica Scandinavica, vol. 29. København 1971-73.
BÅÅTH, L. M.: Bidrag till den kanoniska rättens historia i Sverige.
Stockholm 1905.
CARLSSON, L.: ”Jag giver dig min dotter. Trolovning och äktenskap i den
svenska kvinnans äldre historia”. Lund 1965.
CHRISTENSEN, A.E.: Kongemagt og aristokrati, epoker i middelalderlig
dansk statsopfattelse indtil unionstiden. København (1945) 1976.
- Ret og magt i dansk middelalder. København 1978.
- Tiden 1042-1241. I. A.E. Christensen (m.fl.) (red.):
Danmarks historie, bd. 1. Tiden indtil 1340. København 1977.
COSTEA y L. MARTIN-BALLESTERO: El Justicia Mayor del Reino
y su proyección actual. I Boletin de los Colegios de Abogados de
Zaragoza, bd. 43. Zaragoza 1971.
DAHLERUP, T.: Anm.: Fenger, O.: Fejde og mandebod.
København 1971. I Historisk Tidsskrift 12. rk. bd. VI. København 1972.
511
DANSK BIOGRAFISK LEKSIKON, bd. 1-16, København 1979-1984.
D’AVRAY, D.L.: Peter Damian, Consanguinity and Church
Property. I L. Smith & B. Ward (red.): Intellectual Life in the
Middle Ages. Essays Presented to Margaret Gibson. London 1992.
DÜBECK, I.: Skånske lov og den europæiske baggrund. I
Historie. Jyske Samlinger, Ny række XVIII. Århus 1989-91.
- and E. Ulsig, Anm.: Lov og landskab. I Historie 1998.
Udgivet by Jysk Selskab for Historie. Århus 1998.
- Testationsfrihed og tvangsarv i retshistorisk belysning.
I Bonus Pater Familias, Festskrift til Peter Lødrup. København 2002.
- Kvinder, familie og formue. Studier i dansk og europæisk retshistorie.
København 2003.
DUBY, G.: La société aux XIe et XIIe siecles dans la région mâconnaise.
Paris 1971.
- The Knight, the Lady and the Priest. The Making of Modern Marriage in
Medieval France. London 1984.
- Love and Marriage in the Middle Ages. Chicago 1994.
512
ESMARK, K.: De hellige døde og den sociale orden. Relikviekult, ritualisering
og symbolsk magt, Anjou, 10.-12. århundrede. Upubliceret ph.d.-
afhandling RUC. Roskilde 2002.
- Godsgaver, calumniae og retsantropologi. Esrum kloster og
dets naboer, ca. 1150-1250. I H. Sanders (m.fl.) (red.): Ett
annat 1100-tal. Individ, kollektiv och kulturella mönster i medeltidens Danmark.
Centrum för Danmarksstudier 3, Riga 2004.
EVALD, J.: Retskilderne og den juridiske metode. Århus 2000.
EVERGATES, T.: Nobles and Knights in Twelfth-Century
France. I T. Bisson (red.): Cultures of Power. Lordship, Status, and
Process in Twelfth-Century Europe. Philadelphia 1999.
FENGER, O.: Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvaret i germansk
og gammeldansk ret. Århus 1971.
- Romerret i Norden. København 1977.
- Anm.: E. Sjöholm: Gesetze als Quellen mittelalterlicher
Geschichte des Nordens. 1976. I Historisk Tidsskrift bd. 79, hf. 1.
København 1979.
- Afsluttende bemærkninger. I Historisk Tidsskrift bd. 81, hf. 1.
København 1981.
513
- Gammeldansk ret: Dansk rets historie i oldtid og middelalder. Viborg
1983.
- Begreberne slægtssamfund og stat. I Medeltidens födelse,
symposier på Krapperups borg 1. Lund 1989.
- Jydske Lov og de øvrige danske landskabslove. I O.
Fenger (m.fl.) (red.): Jydske Lov 750 år. Viborg 1991.
- Germansk retsorden med særligt henblik på det 7.
århundrede. I P. Mortensen (m.fl.) (red.): Fra stamme til stat i
Danmark – 2. Høvdingemagt og Kongemagt. Århus 1991.
FENGER, O., B. MØLLER KNUDSEN and H. REINHOLDT: ”I være have”
om ret til hus og jord i middelalderbyen. Århus 1982.
FENGER, O., G. HAFSTRÖM, L. HAMRE and S. LINDAL: Ætt I
KLNM bd. 20. Viborg 1982.
FERRÉ, F. A.: De procuratoribus – De iudicibus. Los jueces
y la Curia en Aragón ségun el Vidal Mayor. I Boletin de los
Colegios de Abogados de Zaragoza, bd. 43. Zaragoza 1971.
GARCÍA Y GARCÍA, A.: The Faculties of Law. I H. de Ridder-
Symoens (red.): A History of the University in Europe, vol. 1, Universities in
the Middle Ages. Cambridge 1992.
514
GAGNÉR, S.: Studien zur Ideengeschichte der Gesetzgebung. Uppsala
1960.
GAUNT, D.: Familjeliv i Norden. Malmö 1983.
GELTING, M.H.: Det komparative perspektiv i dansk
højmiddelalderforskning - Om Familia og familie, Lið,
Leding og Landeværn. Historisk Tidsskrift vol. 99. København 1999.
- Marriage, Peace and the Canonical Incest Prohibitions:
Making Sense of an Absurdity? I M. Kopiola (red.): Nordic
Perspectives on Medieval Canon Law. Helsingfors 1999.
- Odelsrett – lovbydelse – bördsrätt – retrait lignager.
Kindred and Land in the Nordic Countries in the Twelfth
and Thirteenth Centuries. I L.I. Hansen (red.): Family,
Marriage and Property Devolution in the Middle Ages. Tromsø 2000.
- Skånske Lov og Jyske Lov. Danmarks første
kommissionsbetænkning og Danmarks første retsplejelov. I H.
Dam (m.fl.) (red.): Jura & Historie. Festskrift til Inger Dübeck som
forsker. København 2003.
- Predatory Kinship Revisited. I J. Gillingham (red.):
Anglo-Norman Studies XXV. Woodbridge 2003.
515
- Pope Alexander III and Danish Laws of Inheritance. I D.
Tamm and H. Vogt (red.): How Nordic are the Nordic Medieval Laws?
København 2005.
GENZMER, F.: Die germanische Sippe als Rechtgebilde. I
Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, Germanistiche Abteilung
LXVII. Wien/ Köln/ Weimar 1950.
GERNHUBER, J.: Die Landfriedensbewegung in Deutschland bis zum
Mainzer Reichlandfrieden von 1235. Bonner Rechtswissenschafliche
Abhandlungen, Heft 44, Bonn 1952.
GLUCKMAN, M.: The Peace in the Feud. I T. Hylland Eriksen
(red.): Sosial-antropologiske grunntekster. Oslo 1996.
GOETZ, H.-W.: Gottesfriede und Gemeindebildung. I Zeitschrift
der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, Germanistische Abteilung. 105. Bd.
Wien/Köln 1988.
- Protection of the Church. Defence of the Law and Reform
on the Purposes and Character of the Peace of God. I T.
Head & R. Landes (red.): The Peace of God. Social Violence and
Religious Response in France around the Year 1000. Cornell 1992.
GOODY, J.: The development of the family and the marriage in Europe.
Cambridge 1983.
516
GUNNES, E.: Erkebiskop Øystein og Frostatingsloven. I Norsk
Historisk Tidsskrift bind 5. Oslo 1975.
- Erkebiskop Øystein som lovgiver. I Norske historikere i utvalg
IV. Nye middelalderstudier – Kongedømme, kirke, stat. Oslo 1983.
- Erkebiskop Øystein. Statsmann og kirkebygger. Oslo 1996.
GÆDEKEN, P.: Retsbrudet og Reaktionen derimod i gammeldansk og
germansk Ret. København 1934.
HAFSTRÖM, G.: De svenska rättskällornas historia. Juridiska
Föreningen i Lund. Lund (1964) 1973.
HAGERMAN, M.: Spåren av kungens män. Om när Sverige blev ett kristet rike i
skiftet mellan vikingatid och medeltid. Stockholm 1996.
HAMBRO, E.: Den romerske Familie- og Arveret. Kristiania 1923.
HANSEN, A. LUNDT: I begyndelsen var Ordet … Overgangen fra runer til
romerskrift i Danmark 800-1300. København 2001.
HANSEN, L.I.: Slektskap, eiendom og sociale strategier i
nordisk middelalder. I Collegium Medievale, vol. 7, 1994/2. Oslo
1995.
517
- ’Ætten’ i de eldste landskapslovene – Realitet,
konstruksjon og strategi. I E. Mundal og I. Øye (red.):
Norm og praksis i middelaldersamfunnet. Bergen 1999.
- The Concept of Kinship According to the West Nordic
Medieval Laws. I D. Tamm and H. Vogt (red.): How Nordic are
the Nordic Medieval Laws? København 2005.
HEAD, T. & R. LANDES: Introduction. I T. Head & R. Landes
(red.): The Peace of God. Social Violence and Religious Response in France
around the Year 1000. Cornell 1992.
HEIRBAUT, D.: The Germanic Character of the Oldest Laws of
the Low Countries.” I D. Tamm and H. Vogt (red.): How Nordic
are the Nordic Medieval Laws? København 2005.
HELK, V.: Danmark. I M. Jokipii (red.): Universitetsbesöken i
uttlandet före 1660. Jyväskylä 1981.
HELLE, K.: Under kirke og kongemagt 1130-1350. bd. 3 I K.
Helle (m.fl.) (red.): Aschehougs Norgeshistorie. Oslo 1995.
- Konge og gode menn i norsk riksstyring ca. 1150 – 1319. Bergen/ Oslo/
Tromsø 1972.
- Lov og rett i middelalderen. I E. Mundal and I. Øye
(red.): Norm og praksis i middelaldersamfunnet. Bergen 1999.
518
- Gulatinget og Gulatingslova. Leikanger 2001.
HELMHOLZ, R.H.: The Oxford History of the Laws of England. Volume I, The
Canon Law and Ecclesiastical Jurisdiction from 597 to the 1540s. Oxford
2004.
HERLIHY, D.: Making Sence of Incest: Women and the Marriage
Rules of the Early Middle Ages. I B.S. Bachrach and D.
Nicholas (red.): Law, Custom, and the Social Fabric in Medieval Europe.
Essays in Honor of Bryce Lyon. Kalamazoo 1990.
HERMANSON, L.: Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur
i 1100-talets Danmark. Göteborg 2000.
HERTZ, M.: ”Beskeden mand”. Landalmuen som politisk faktor
i dansk senmiddelalder. En skitse. I Bol og By. Meddelelser fra
Landbohistorisk Selskab, 2, 2. rk., København 1978.
HOFF, A.: Lov og landskab. Landskabslovenes bidrag til forståelsen af
landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca. 900-1250. Århus 1997.
HOFFMAN, H.: Gottesfriede und Trauga Dei. Schriften der Monumenta
Germaniae historica Bd. XX. Deusches Institut für
Erforschung des Mittelalters. Stuttgart 1964.
519
HOLBERG, L.: Dansk Rigslovgivning. Forholdet mellem Vederlagslov og
Rigslov. Rigslovene i Perioden 1241-1282. København 1889.
- Dansk og fremmed Ret. Retshistoriske Afhandlinger. København 1891.
- Vor ældste Rigslov. København 1896.
HOLMBÄCK, Å.: Åtten och arvet enligt Sveriges medeltidslagar. Uppsala
1919.
HYDE, J. K.: Society and Politics in Medieval Italy. The Evolution of the Civil
Life, 1000-1300. London 1973.
IUUL, S.: Fællig og Hovedlod. Studier over Formueforholdet mellem
Ægtefæller i Tiden før Christian V’s Danske Lov. København 1940.
- Forelæsninger over Hovedlinierne i europæisk
Retsudvikling. København 1970.
- Lovbydelse. I KLNM bd. 10. Viborg 1982.
IVERSEN, T.: Trelldommen norsk slaveri i middelalderen. Historisk
institut Universitetet i Bergen Skrifter 1, Bergen 1997.
- Jordeie og jordleie – Eiendomsbegrepet i norske
middelalderlover. I Collegium Medievale, vol. 14. Oslo 2001.
520
JENSEN, J.: Danmarks Oldtid, Bronzealder, 2000-500 f. Kr. København
2002.
JENSEN, K. VILLADS: Bellum Iustum i 1200-tallets
vesteuropæiske tænkning af kirkens fred. I Historisk Tidsskrift,
bd. 93, hf. 1. København 1993.
JOHNSEN, A.O.: Studier vedrørende kardinal Nicolaus Brekespears legasjon
til Norden. Oslo 1945.
- Fra ættesamfunn til statssamfunn. Oslo 1948.
JØRGENSEN, L.: Stormandssæder og skattefund i 3.-12.
århundrede. I Fortid og Nutid, hæfte 1. København 1996.
JØRGENSEN, P.J.: Manddrabsforbrydelsen i den skaanske Ret fra
Valdemartiden. København 1922.
- Hærværksforbrydelsen i Landskabslovene. I Festskrift til
Kristian Erslev. København 1927.
- Dansk Retshistorie- Retskildernes og Forfatningsrettens Historie indtil sidste
Halvdel af det 17. Aarhundrede. København 1940.
- Vidnebeviset i Jyske Lov. I E. Reitzel- Nielsen (red.):
Med Lov skal Land bygges. København 1941.
521
KNUDSEN, A.: En Ø i historien. Korsika. Historisk antropologi 1730 – 1914.
København 1989.
KOFOD ANCHER, P. Peder Kofod Anchers samlede juridisk Skrifter, 1. del.
Lovhistorien. Udg. af J.F.W. Schlegel and K. Nyerup. København
1807.
KOHT, H.: Sættergjerda i Tønsberg 1277. I Sverreættens
kongedømme. Norske historikere i utvalg III. Oslo 1970.
KOLDERUP-ROSENVINGE, J.L.A.: Grundrids af den danske Retshistorie.
København 1832.
KORPIOLA, M.: Between Betrothal and Bedding: The Making of Marriage in
Sweden, ca. 1200-1610. Vantae 2004.
KROMAN, E.: Danmarks gamle Love. Deres Alder og Indbyrdes
Slægtskab. Acta Philologica Scandinavica, vol. 29. København 1971-73.
KUTTNER, S.: On the Medieval Tradition of Justinians
Novellae: An Index Titulorum Authentici in Novem
Collationes digesti. I Zeitschrift der Savigny-Stiftung für
Rechtsgeschichte, 111 Bd. Kanonistische Abteilung LXXX. Wien/ Köln/
Weimar 1994.
522
- Papst Honorius III. und das Studium des Zivilrechts. I
E. von Caemmerer (m.fl.) (red.): Festschrift für Martin Wolff.
Beiträge zum Zivilrecht und internationalen Privatrecht. Tübingen 1952.
LARSON, G. BJARNE: Stadgelagstiftning i senmedeltidens Sverige. Lund
1994.
LESNICK, D.R.: Preaching in Medieval Florence. The Social World of
Franciscan and Dominican Spirituality. London 1989.
LÉVI-STRAUSS, C.: The Elementary Structures of Kinship. London 1970.
LIEDGREN, J.: Sjelegave. I KLNM, bd. 15, Viborg 1982.
LINDKVIST, T.: Plundring, skatter och den feodala statens framväxt.
Organisatoriska tendenser i Sverige under övergången från vikingatid till tidig
medeltid. Opuscula Historica Upsaliensia 1. Uppsala 1988.
LUND, G.F.V.: Det ældste danske skriftsprogs ordforråd, Ordbog til de
gamle danske landskabslove, de sønderjyske stadsretter samt øvrige samtidige
sprogmindesmærker. København 1967.
LUND, N.: Anm. A. Hoff: Lov og landskab. Landskabslovenes
bidrag til forståelsen af landbrugs- og
landskabsudviklingen i Danmark ca. 950-1250. Aarhus 1997. I
Historisk Tidsskrift, bd. 98, hf. 2. København 1998.
523
LUNDÈN, T.: Sveriges missionärer helgon och kyrkogrundare en bok om
Sveriges kristnande. Malmö 1983.
MATZEN, H.: Forelæsninger over den danske Retshistorie. København
1893-97.
MILLER, I.W.: Bloodtaking and Peacemaking. Feud, Law, and Society in
Saga Island. Chicago and London 1990.
MOESLUND, S.L.: ”Thet collum wi men alt fæthirnis iorth” –
Slægt-individ relationer omkring jord. I Den jyske Historiker, nr.
42, 1987. Århus 1987.
MOORE, R.I.: Postscript: The Peace of God and the Social
Revolution. I T. Head & R. Landes (red.): The Peace of God.
Social Violence and Religious Response in France around the Year 1000.
Cornell 1992.
MULLINGER, J.B.: The Schools of Charles the Great and the Restoration of
Education in the Ninth Century. London 1877.
MÜNSTER-SWENDSEN, M.: Masters and Paragons. Learning, Power, and the
Formation of a European Academic Culture c. 900-1230. Upubliceret
ph.d.-afhandling, København 2004.
MURRAY, A.: Germanic Kinship Structure - Studies in Law and Society in
Antiquity and the Early Middle Ages. Toronto 1983.
524
NIELSEN, H.: Testamente. I KLNM, bd. 18. Viborg 1982.
NIELSEN, T.K.: Cølibat og kirketugt. Studier i forholdet mellem Innocens III
og Anders Sunesen, 1198-1220. Afhandlinger fra Aarhus
Universitet, Århus 1993.
NILSSON, B.: DE SEPULTURIS. Gravrätten i Corpus Iuris Canonici och i
medeltida nordisk lagstifning. Bibliotheca Theologiae Praticae.
kyrkovetenskapliga studier 44. Stockholm 1989.
- Sveriges kyrkohistoria. I. Missionstid och tidig medeltid. Arlöv 1998.
NOONAN, J.T.: Gratian Slept Here: The Changing Identity of
the Father of the Systematic Study of Canon Law. I Traditio.
Studies in Ancient and Medieval History, Thought, and Religion, vol. 35. New
York 1979.
NORBERG, L.-A.: Källor till Sveriges historia. Lund 1968.
NORS, T.: Kampen om ægteskabet. En konfliktfyldt historie
om kirkens forsøg på at genne lægfolk ind i den hellige
ægtestand. I Den jyske Historiker, nr. 42, 1987. Århus 1987.
- Illegitimate Children and Their High-Born Mothers.
Changes in the Perception of Legitimacy in Mediaeval
Denmark. I Scandinavian Journal of History, vol. 21, no. 1, 1996. Norwich
1996.
525
- Ægteskab og politik i Saxos Gesta Danorum. I Historisk
Tidsskrift bd. 98, hf. 1. København 1998.
- Slægtsstrategier hos den danske kongeslægt i det 12.
århundrede: svar til Helge Paludan. I Historie 1, 2000. Århus
2000.
NORSENG, P.: Lovmaterialet som kilde til tidlig nordisk
middelalder. I G. Karlsson (red.): Kilderne til den tidlige
middelalders historie. Rapporter til den XX nordiske historikerkongres Reykjavik
1987, bd. 1. Reykjavik 1987.
- Kommentar til Christer Winberg. I Norsk Historisk Tidsskrift bd.
70, 2. Oslo 1991
PALUDAN, H.: Familia og familie - To europæiske kulturelementers møde i
højmiddelalderens Danmark. Århus 1995.
PENNINGTON, K.: The Prince and the Law 1200-1600. Sovereignty and
Rights in the Western Legal Tradition. Los Angeles 1993.
PERNLER, S.-E.: Sveriges kyrkohistoia, 2. Hög- och senmedeltid.
Trelleborg (Stockholm) 1999.
PHILLPOTTS, B.S.: Kindred and Clan in the Middle Ages and after - A Study
in the Sociology of the Teutonic Races. New York. (1913), 1974.
526
RANVIG, S.: Sorø Krøniken, bd. II. København 1981.
RASHDALL, H.: The Universities of Europe in the Middle Ages, vol. 1-3.
Oxford. 1942.
REMENSNYDER, A.: Pollution, Purity, and Peace. An Aspect of
Social Reform Between the Late Tenth Century and 1076. I T.
Head & R. Landes (red.): The Peace of God. Social Violence and
Religious Response in France around the Year 1000. Cornell 1992.
REUTER, T.: Plunder and Tribute in the Carolingian Empire.
I Transaction of the Royal Historical Society, 5. series, vol. 35. London
1985.
REYNOLDS, S.: Kingdoms and Communities in Western Europe 900-1300.
Oxford 1986.
RIISING, A: Danmarks middelalderlige prædiken. København 1969.
RIISØY, A.I. and SPØRCK, B. DALE: Dateringen av nyere
Borgartings kristenretter. I Collegium Medievale, vol. 12. Oslo
1999.
RINDAL, M.: Dei norske mellomalderlovene. I M. Rindal
(red.): Skriftlege kjelder til kunnskap om nordisk mellomalder. KULTs
skriftserie nr. 38, Olso 1995.
527
ROBBERSTAD, K.: Odelsrett. I KLNM, bd. 12. Viborg 1982.
RÓSEN, J.: Den svenska historia, bd. 1. Stockholm 1977.
SÄLLSTRÖM, Å.: Bologna och Norden intill Avignonpåvedömets tid.
Bibliotheca Historica Lundensis V, Lund 1957.
SALVEMINI, G.: Magnati e popolani in Firenze dal 1280 al 1295.
Pubblicazioni del r. Istituto di Studi Superiori Pratici e
di Perfezionamento. Firenze 1899.
SAWYER, B.: Saxo – Valdemar – Absalon. I Scandia. Tidskrift för
historisk forskning, band 51, årgang 1985. Lund 1986.
- Famijen, förmögenheten och fromheten. Kvinnornas roll i
dragkampen om egendom under äldre medeltid. I B. Sawyer
(red.): Manliga strukturer och kvinnliga strategier. Göteborg 1987.
- “Son skal taka arv etter far sin …” I E. Mundal and
Ingvild Øye (red.): Norm og praksis i middelaldersamfunnet. Bergen
1999.
- The Viking-Age Rune-Stones. Custom and Commemoration in Early
Medieval Scandinavia. Oxford 2000.
SAWYER, P.: From Roman Britain to Norman England. New York 1978
528
- The Bloodfeud in fact and fiction. I K. Hastrup og P.
Meulengracht Sørensen (ed.): Tradition og historieskrivning. Kilderne
til Nordens ældste historie. Acta Jutlandica LXIII: 2, hum. serie 61. Århus
1987.
SCHLEGEL, J.F.W.: Om de gamle danske Retssædvaner og Autonomie.
Videnskabens Selskabs Skrifter. København 1822.
SCHÜCH: Tiend. I KLNM, bd. 18. Viborg 1982.
SEARLE, E.: Predatory Kinship and the Creation of Norman Power, 840-
1066. Berkeley 1988.
SIGURÐSSON, J. VIÐER: Forholdet mellom frender, hushold og
venner på Island i fristatstiden. I Norsk Historisk Tidsskrift, bd.
74, hf. 3. Oslo 1995.
SJÖHOLM, E.: Några arvsrättsliga problem i de svenska
medeltidslagarna. I Scandia, bd. 34. Oslo/Bergen 1968.
- Rättshistorisk metod och teoribildning. I Scandia bd. 44, hf.
1. Lund 1978.
- Replik til Ole Fenger. I Historisk Tidsskrift bd. 81, hf. 1.
København 1981.
529
- Sveriges medeltidslagar. Europeisk rättstradition i politisk omvandling.
Lund 1988.
- Runinskriterna som källa till svensk arvsrätt under
äldre medeltid. i Scandia. Tidskrift för historisk forskning, bd. 57, hf. 1.
Lund 1991.
SKYUM-NIELSEN, N.: Kirkekampen i Danmark 1241-1290. Jakob Erlandsen,
samtid og eftertid. København 1962.
- Kvinde og slave. København 1971.
SMITH, J.A. CLARENCE: Medieval Law Teachers and Writers, Civilian and
Canonist. Ottawa 1975.
STEMANN, C.L.E.: Den danske Retshistorie indtil Christian V’s Lov.
København 1871.
STRAFFORD, P.: La Mutation Femiliale: A Suitable Case for
Caution. I J. Hill & M. Swan (ed.): The Community, the Family
and the Saint. Patterns of Power in Early Medieval Europe. International
Medieval Research. Selected Proceedings of the
International Medieval Congress University of Leeds, 4-7
July 1994, 10-13 July 1995. Turnhout 1998.
SUNDE, J.Ø. (m.fl.): Audun Hugleiksson. Från kongens råd til galgen.
Selja 2002.
530
- Speculum legale – Rettsspegelen. Ein introduksjon til den norske
rettskulturen si historie i eit europeisk perspektiv. Bergen 2005.
TAMM, D.: Med Lov Skal Land Bygges. Om dansk og fremmed
ret. I UfR B s. 313-321. København 1988.
- Retshistorie. Bind 2: Romerret og Europæisk Retsudvikling. København
1991.
- Retshistorie. Danmark – Europa – globale perspektiver. København 2002.
- How Nordic are the Old Nordic Laws. I D. Tamm og H. Vogt
(ed.): How Nordic are the Nordic Medieval Laws? København 2005.
TELLENBACH, G.: Church, State and Christian Society at the Time of the
Investiture Contest. Studies in Medieval History III. Oxford
1966.
TOBIASSEN, T.: Tronfølgelov og privilegiebrev. En studie i
kongedømmets ideologi under Magnus Erlingsson. I Norsk
Historisk Tidsskrift, bind 43, Oslo 1975.
TRUSEN, W.: Der Inquisitionsproces. Seine historischen
Grundlagen und frühen Formen. Zeitschrift der Savigny-Stiftung für
Rechtsgeschichte. Kanonistische Abteilung LXXIV. Wien/ Köln/ Weimar
1988.
531
VAN ENGEN, J.: Sacred Sanctions for Lordship. I T. Bisson
(ed.): Cultures of Power. Lordship, Status, and Process in Twelfth –Century
Europe. Philadelphia 1995.
VERGER, J.: Pattens. I H. de Ridder-Symoens (ed.): A History
of the University in Europe, vol. 1, Universities in the Middle Ages. Cambridge
1992.
VESTERGAARD, T. A.: Social Structure of the Medieval North and the
Ideology of External Relations. A fieldwork in a 12th century Norwegian law
code, GulaÞingslög, with special attention to kinship and marriage.
Magisterkonferensafhandling Moesgaard 1986.
- The system of kinship in early Norwegian law. I Mediaeval
Scandinavia 12. Odense 1988.
VOGT. L.: Laug, slægt og stat. Den politiske udvikling i Firenze 1281-1295.
København 2000.
VON EYBEN, B.: Juridisk ordbog. København 2004.
VON SEE, K.: Altnordische Rechtwörter. Philologische Studien zur
Rechtsauffassung und Rechtsgesinnung der Germanen. Hermaea.
Germanistische Forschungen neue Folge Bd. 16, Tübingen
1964.
532
WALEY, D.: Siena and the Sienese in the Thirteenth Century. Cambridge
1991
WALLACE-HADRILL, J.M.: The Long-Haired Kings and Other Studies in
Frankish History. London 1962.
- Early Germanic Kingship in England and on the Continent. Oxford 1971.
- The Frankish Church. Oxford 1983.
WATSON, A.: Legal Transplants. An Approach to Comparative Law.
Edinburgh 1974.
- Sources of Law, Legal Change, and Ambiguity. Philadelphia 1984.
- Roman Law & Comparative Law. Athens (US) 1991.
WHITE, S.D.: “Pactum…Legem Vincit et Amor Judicium” The Settlement
of Disputes by Compromise in Eleventh- Century Western
France. I The American Journal of Legal History, vol. 22. Philadelphia
1978.
- Feuding and Peace-Making in the Touraine around the Year
1100. I Traditio, Studies in Ancient and Medieval History, Thought, and
Religion, Vol. XLII. New York 1986.
- Custom, Kinship, and Gifts to Saints. The Laudatio Parentum in Western
France, 1050-1150. London 1988.
533
WICKHAM, C.: Land Disputes and Their Social Framework in
Lombard-Carolingian Italy, 700-900. I W. Davies & P.
Fouracre (ed.): The Settlement of Disputes in Early Medieval Europe.
Cambridge 1986.
WINBERG, C.: Grenverket. Studier rörende jord, släktskapssystem och
ståndsprivilegier. Göteborg 1985.
WINROTH, A.: The Two Recessions of Gratians Decretum. I
Zeitschrift der Savigny-Stiftung für Rechtsgeschichte, Kanonistische Abteilung
Bd. 83. Wien/ Köln/ Weimar 1997.
- The Making of Gratian’s Decretum. Cambridge 2000.
WORMALD, P.: The Making of English Law: King Alfred to the Twelfth Century,
vol. 1. Legislation and its Limits. Oxford 1999.
ZAHLE, H: Praktisk Retsfilosofi: Introduktion til Almindelig Retslære.
København 2003.
ZORZI, A.: Politica e giustizia a Firenze al tempo degli
Ordinamenti antimagnatizi. I Ordinamenti di giustizia fiorentini –
Studi in occasione del VII centenario. (Archivio di Stato di Firenze – Scuola di
archivistica paleografica e diplomatica, 4), a cura di Vanna Arrighi.
Firenze 1995.
534
Top Related