Pedro de Quintanilha e Mendonça*

Ambassadernes tid

Efter afslutningen af Den Spanske

Arvefølgekrig, som efter den almene fred

med Frankrig i april 1713 for Portugal

sluttede med freden med Spanien d. 6.

februar 1715, forsøgte D. João V at

normalisere forholdet til disse to lande.

Med en politik der til dels efterlignede

faderen D. Pedro IIs forsøgte han at holde

sig neutral under senere konflikter i

Europa; til forskel fra faderen havde han

dog uanede økonomiske ressourcer til

rådighed, og udnyttede denne nye rigdom

til at opnå dette, bl.a. ved hjælp af

storslåede ambassader til en række fyrster,

fra Paven i 1716 til kejseren af Kina ti år

senere.

Traditionen med pragtambassader gik

tilbage til D. Manuel Is berømte mission

til Pave Leo X i 1514, som inkluderede

bl.a. en hvid indisk elefant og et indisk

næsehorn som gaver.1 Den første af disse

nye storslåede ambassader efter freden gik

til Louis XIV af Frankrig. Denne

ambassade, på 58 mand, var et godt

eksempel på pragtudfoldelsen under D.

João V, muliggjort som vi har set af de

store guldfund i Brasilien i perioden:

ambassadøren, greven af Ribeira Grande,

gjorde sit indtog i Paris d. 18. august

1715, i en kortege på fem pragtkareter,

ved langs ruten at uddele ti tusind

sølvmønter samt to hundrede guldmønter

slået særligt til begivenheden til pariserne

i byens gader.2

Samme år ankom også en ambassade

fra Pave Clemens XI til Lissabon, i

anledning af den portugisiske

kronprinsedåb; kareten som den pavelige

nuntius eller ambassadør benyttede var en

gave til den portugisiske konge fra Paven,

og kan i øvrigt i dag, sammen med den

karet som greven af Ribeira Grande

benyttede som ambassadør i Paris, beses i

Lissabons Museu dos Coches.

Samtidig med dette trak mørke skyer

sig sammen over Balkan. Her benyttede

Det Osmanniske Rige sig af et påskud for

at generobre noget af det tabte ved

Carlowitz i 1699, freden som havde

afsluttet Den Store Tyrkerkrig 1683-1699

mellem tyrkerne på den ene side og

Østrig, Venedig og Paven på den anden.3

Ahmed III, sultan siden 1703, havde

længe ønsket at genrejse tyrkernes magt,

og anklagede nu Venedig for at opildne

det osmannisk besatte Montenegro til

oprør for at retfærdiggøre en invasion af

Morea den tids navn for Peloponnes

som man havde mistet til Venedig i 1699.

MATAPAN 1717

Ære, pragt og flådemagt under Dom João V af Portugal

Armada Real 1695-1755 og en flåde i Pavens tjeneste mod tyrkerne

Del III – Ære, Pragt og Flådemagt

Morea blev erobret på få uger i 1715,

hvorefter Venedig bad kejseren og Paven

om hjælp mod tyrkerne.

I april 1716 fornyede D. João Vs

svoger, kejser Karl VI af Østrig, sin

alliance med Venedig. Samtidig bad

Clemens XI kongerne af Frankrig,

Spanien og Portugal om at sende deres

flåder mod tyrken i Middelhavet, for at

komme Venedig og Kejserriget til hjælp.

Reaktionerne var blandede. Førstnævnte

konge, som netop havde afsluttet en krig

mod østrigeren, var ikke interesseret i at

støtte ham. Den ligeledes franske Felipe V

af Spanien, som havde været Karls

modstander under arvefølgekrigen, sendte

derimod en eskadre på fem linieskibe til

Middelhavet. D. João V, som havde været

kejserens allierede og havde kendt ham i

Portugal under krigen, og som tilmed var

gift med hans søster, kunne naturligvis

ikke stå tilbage for kongen af Spanien.

Han gengældte derfor den pavelige

ambassade året før med en af de mest

ekstravagante ambassader i europæisk

historie. Den 8. juli 1716 kunne markisen

af Fontes, ambassadør i Rom 1712-17184,

i spidsen for en overdådig kortege som

inkluderede bl.a. seksten kareter, heraf

fem tungt udsmykket med forgyldte

allegoriske statuer, fortælle Clemens XI at

en eskadre ville blive sendt til

Middelhavet selv samme måned.

En parentes: helt enestående for

perioden havde markisen af Fontes i 1712

ikke rejst til Rom om bord et portugisisk

orlogsskib, men derimod det genovesiske

linieskib MADONNA DELLE VIGNE (60),

som i januar 1712 under Gian Lorenzo

Viviani eskorterede otte handelsskibe fra

Genova tilbage til hjembyen fra Lissabon;

årsagen til dette kunne meget vel tænkes

at være tabet af de fire linieskibe og tre

fregatter i Rio de Janeiro under Duguay-

Trouins togt blot fire måneder forinden.5

Ved et af Historiens pudsige sammentræf

sejlede MADONNA DELLE VIGNE i

november 1712 igen til Lissabon — og

stødte undervejs nær Gibraltar på en

nordafrikansk pirat — med bl.a. en række

italienske jesuitiske missionærer til

portugisisk Indien om bord; en af disse var

Ippolito Desideri, der som set i Del I

skulle missionere i Tibet. Jesuitterne

afsejlede d. 9. april 1713 fra Lissabon til

Indien om bord en af tre portugisiske

ostindiensfarere, som fulgtes med den

årlige Brasiliensflåde så langt som til

Kanarieøerne. Efter ankomsten i Goa d.

20. september afsejlede Desideri så d. 19.

november til portugisernes Provincia do

Norte om bord linieskibet N. SR.A DA

ESTRELLA (64), der som vi så var på vej til

Surat som flagskib i den eskadre som

besejrede Omans flåde i februar 1714.6

Det genovesiske MADONNA DELLE VIGNE,

som havde fragtet markisen af Fontes fra

Lissabon til Genua og dernæst Desideri

retur, var netop et af de seks linieskibe på

60 stk. som Spanien nu købte i Genova i

1715-1716, som beskrevet i Del I,

hvorefter det i spansk tjeneste blev kaldt

NUESTRA SEÑORA DE LAS VIÑAS, og var et

af de skibe som senere gik tabt i slaget ved

Passaro i 1718 omtalt i Del II.

Togtet i 1716

Eskadren til Middelhavet som markisen af

Fontes lovede Clemens XI d. 8. juli 1716

var i virkeligheden allerede afsejlet fra

Lissabon med kurs mod Middelhavet to

dage før. Eskadren talte fem linieskibe på i

alt 334 kanoner (se nedenfor), samt en

fregat og tre små støtteskibe på i alt 56 stk.

Under greven af Rio Grande ankom den til

Livorno d. 12. august 1716, og bad

herefter Paven om instrukser. Den 21.

august kom svaret: eskadren skulle begive

sig til Korfu, som var under angreb fra

tyrkerne. Greven af Rio Grande afsejlede

straks mod Grækenland, men ankom dog

for sent: efter et uafgjort søslag d. 8. juli

ved Korfu mellem Venedig og den

tyrkiske flåde og prins Eugens sejr over

tyrkerne ved Petrovaradin tidligere på

måneden d. 5. august havde osmannerne

Pave Clemens XI (1700-1721) og sultan Ahmed III (1703-1730). Paven var en streng

ortodoks teolog, kendt for bullen Unigenitus (1713), hvormed han fordømte Jansenismen.

Med bullen Ex illa die (1715) fordømte han også de katolske missionærers brug af de

såkaldte Kinesiske Riter, hvilket forværrede Portugals stilling i Kina. Under Den Spanske

Arvefølgekrig støttede han Østrig mod Frankrig.

Ahmed III efterfulgte sin broder Mustafa II (1695-1703), som havde lidt afgørende

nederlag i Den Store Tyrkerkrig, og ønskede fra begyndelsen at vinde det tabte ved

Carlowitzfreden tilbage. Han tog imod Carl XII af Sverige under Den Store Nordiske Krig,

og besejrede bl.a. deres fælles fjende zar Peter den Store af Rusland i 1710-1711.

hævet belejringen af Korfu, og ingen

yderligere større flådeaktioner forudsås

dét år. Slukøret vendte eskadren hjem til

Lissabon, hvor det ankom d. 28. oktober.

Dette første togt til Middelhavet var

således resultatløst. Og dog havde det vist

Paven og kejseren, at de kunne regne med

deres portugisiske allierede mod tyrkerne,

på et tidspunkt hvor også Infante D.

Manuel, en af kongens yngre brødre,

kæmpede mod osmannerne i de kejserlige

hære. Som tak for dette tilkendte Clemens

XI D. João V en helt ekstraordinær ære:

ved den gyldne bulle In supremo

apostolatus solio d. 7. november 1716

skabte han et patriarkat i Lissabon.

Herefter fandtes der i hele den vestlige

romersk-katolske kirke blot tre patriarker:

Roms — dvs. Paven —, Venedigs, og nu

Lissabons, hvis patriark altså med et

tilhørte det allerøverste katolske hierarki.

En række øvrige buller tilkendte desuden

Lissabons patriark rang af kardinal,

hvorfor han benævnes kardinalpatriark.7

Museu dos Coches, karetmuseet i Lissabon, i den tidligere kongelige rideskole, fremviser

som få bygninger pragtudfoldelsen under D. João V. De fineste af samlingens vogne ses i

denne hal, bl.a. den italienske ambassadørkaret fra Pave Clemens XI i 1715 og tre af de

seksten kareter fra markisen af Fontes' ambassade til samme pave året efter; disse tre ses

her bagerst i hallen i midten. Blandt andre samtidige vogne ses dronning Maria Anna af

Østrigs bryllupskaret fra 1708, Infante D. Franciscos karet, samt kareten som tilhørte

kardinal D. Tomás de Almeida, Lissabons første patriark 1716-1754.

Og som noget aldeles enestående har

Lissabons kardinalpatriarker lige siden

D. Tomás de Almeida i 1716-1754, som

de eneste katolske gejstlige foruden

Paven, benyttet den pavelige tiara i deres

heraldiske våben.

Disse detaljer kan måske i dag synes

mindre væsentlige, men i begyndelsen af

det 18. århundrede, da rang og protokol

var altafgørende og søslag kunne opstå

som en tvist om hvem der skulle kippe

med flaget, var alt dette naturligvis en

uhyre ære. Det kan således ikke overraske,

at da Clemens XI en måned senere i

december skrev til D. João V, og bad ham

om at sende sin flåde til Middelhavet året

efter også, svarede den portugisiske konge

straks Paven, at han ville påbegynde

forberedelserne med det samme, sådan at

en eskadre kunne sendes allerede til

foråret 1717.

Coche dos Oceanos, oceanernes karet, fra markisen af Fontes’ ambassade til Rom i 1716.

To gamle mænd — Atlanterhavet og Det Indiske Ocean — giver hinanden hånden med

jordkloden som baggrund: et symbol på Portugals opdagelse af søvejen til Indien syd om

Afrika og landets status som sømagt. Til venstre ses D. João Vs karet fra 1720erne, og til

højre den såkaldte Coche da Coroa eller kronekaret, med en krone på taget, som tilhørte

Portugals ambassadør i Paris 1715-1722.

Eskadren i 1717

Den eskadre som D. João V sendte til

Middelhavet mod tyrkerne i 1717 bestod

af følgende linieskibe:

1) N. SR.A DA CONCEIÇÃO (80), bygget i

1701 og udgået i 1724.

2) N. SR.A DO PILAR (80), bygget i 1715

og udgået i 1740.

3) N. SR.A DA ASSUMPÇÃO (66), bygget

i 1705 og udgået i 1731.

4) N. SR.A DAS NECESSIDADES (66),

bygget i 1708 og udgået i 1737.

5) SANTA ROSA (66), bygget i 1715 og

gået tabt ved brand ud for Pernambuco i

Brasilien i 1726.

6) SÃO LOURENÇO (58), bygget i 1716

og udgået i 1734.

7) RAINHA DOS ANJOS (56), bygget i

1714 og gået tabt ved brand i havnen i Rio

de Janeiro i 1722.

Infante D. Manuel af Portugal (1697-1766) og Infante D. Francisco (1691-1742).

D. Manuel, yngst af D. João Vs tre brødre, forlod Portugal i 1715 for at tjene broderens

svoger kejseren mod tyrkerne. Samtidig med marinens togter til Middelhavet i 1716-1717

tjente han under prins Eugen i Petrovaradin og Beograd, og forblev derefter i Østrig som

feltmarskal i de kejserlige hære indtil 1734.

Infante D. Francisco var den ældste af kongens brødre. Han var Portugals rigsmarsk

fra 1727, og det eneste medlem af kongefamilien som viste en aktiv interesse i marinen.

Han stod til søs adskillige gange under Den Spanske Arvefølgekrig, og udrustede ofte

orlogsskibe for egne midler, eksempelvis viceflagskibet ved Matapan i 1717.

Ud over de nævnte linieskibe medførte

eskadren desuden støtteskibene SÃO

TOMAS DE CANTUARIA (20), der skulle

fungere som hospitalsskib og desuden

medbragte forsyninger og reservedele, de

to små SANTO ANTONIO DE LISBOA (8) og

SANTO ANTONIO DE PADUA (8), samt en

lille jagt til depecher. Alle linieskibe på

nær viceflagskibet N. SR.A DO PILAR samt

SÃO LOURENÇO havde også deltaget i

Middelhavstogtet til Korfu det foregående

år. Imidlertid følte prinsen, Infante D.

Francisco, at en stærkere eskadre burde

sendes efter oprettelsen af patriarkatet i

Lissabon, og udrustede for egen regning

viceflagskibet samt altså yderligere et

linieskib som erstatning for fregatten fra

året før. Eskadrens admiral var fortsat

Lopo de Mendonça Furtado (1661-1730),

greve af Rio Grande. Viceadmiralen var

den enogtyve år yngre D. Luis Carlos de

Távora, greve af São Vicente. Kaptajnen

på N. SR.A DAS NECESSIDADES var i øvrigt

franskmanden Gilles du Bocage, som

havde udmærket sig i portugisisk tjeneste

under Duguay-Trouins togt mod Rio de

Janeiro i 1711.

For at få et indtryk af eskadrens styrke

skal skytset kort kommenteres. I Del I så

vi på engelsk skibsbygning i perioden, og

det såkaldte Establishment- system, der fik

som resultat at de engelske skibe i løbet af

første halvdel af århundredet blev for små

i forhold til Frankrigs og Spaniens. Men

også kanonernes stigende kalibre blev

kommenteret. I 1717 gjaldt i England

endnu 1706 Establishment. Ifølge denne

og den gældende Gun Establishment var

en engelsk 80-kanoners third rate

bevæbnet med 24-pundigere i det nederste

kanondæk, 12-pundigere i det mellemste,

og 6-pundigere i det øverste kanondæk.

Til sammenligning var N. SR.A DA

CONCEIÇÃO, ligeledes på 80 kanoner,

armeret med 36-pundigere hhv. 12-

pundigere og 8-pundigere, alle af bronze.

To år efter slaget ved Matapan opjusterede

englænderne med 1719 Establishment

kanonerne på nederste dæk i denne klasse

til 32-pundigere.

På samme måde fastslog de engelske

bestemmelser fra 1706, at en 70-kanoners

third rate var udrustet med 24-pundigere

nederst og 8-pundigere øverst, samt 6-

pundigere på kastellerne. De tilsvarende

portugisiske linieskibe på 66 kanoner var

udrustet med 24-pundigere nederst og 12-

pundigere øverst, samt 9-pundigere på

kastellerne.8 Til syvende og sidst er alt

dette akademisk, da de taktiske evner

sædvanligvis ses spille en større rolle end

artillerieffekten; men der kan næppe

herske tvivl om, at de portugisiske

linieskibe ganske som deres franske og

spanske modstykker i perioden var større

og mere slagkraftige fartøjer end de kun

nominelt tilsvarende engelske, særligt i

dette tilfælde de to grevers 80-kanoners,

admiral- og viceadmiralskibet. Dette

sidste og helt nye skib var i øvrigt større

end det første, og førte sommetider 84 stk.

Rejsen til Middelhavet

Blandt de bevarede dokumenter fra togtet i

1717 findes en interessant dagbog ført af

en kaptajn for et af de syv kompagnier

marinesoldater — heraf tre kompagnier

grenaderer — om bord viceflagskibet, som

i alt havde 760 mand om bord.9

Kaptajnen gik om bord søndag d. 25.

april 1717, en dag som Portugals kongepar

samt Infante D. Francisco tilbragte til søs

med at se på forberedelserne til eskadrens

afrejse. Dagen efter var prinsen ligeledes

til havs hele dagen, og overså energisk de

sidste detaljer. Greven af Rio Grandes

eskadre afsejlede endelig fra Lissabon

klokken syv om morgenen onsdag d. 28.

april. Med om bord på flagskibet var den

sejlglade Infante D. Francisco, som

forblev om bord indtil klokken fire om

eftermiddagen, da hans afsked blev

signaleret med en 21-skuds salut af

samtlige linieskibe.

Eskadren sejlede forbi Cadiz d. 1. maj

og Alicante d. 10. Den 19. sås Sardinien,

og to dage senere Sicilien. Her faldt

kaptajnens 11-årige søn, under leg med en

jævnaldrende dreng, i øvrigt ned i lasten,

og var nær død. Den 24. nåedes Palermo,

hvor admiralskibet affyrede en 13-skuds

salut, som blev gengældt af byens

fæstning. Den efterfølgende dag var der

Corpus Christi-optog i byen.

Kommandanten for byens galejer kom om

bord og blev hilst med en 7-skuds salut,

og derefter gik besætningerne i land.

Vores kaptajn besøgte sammen med en

anden kaptajn i marineinfanteriet, en god

ven om bord N. SR.A DAS NECESSIDADES,

Sydspidsen af det lange forbjerg som længst borte ender ved det lave Kap Matapan,

Grækenlands og Balkanhalvøens sydligste punkt. Til højre i billedet anes netop Den

Messenske Bugt. Til venstre ses byen Porto Kagio i en lille vig i Den Saloniske Bugt.

Herfra er der 21 sømil til vigen på bugtens modsatte bred mod NØ hvor slaget fandt sted.

bl.a. et af byens klostre, hvor de gennem

det obligatoriske gitter havde en behagelig

samtale med to lokale adelsdamer, en

datter af markisen af Guevara og D. Isabel

de Herrera; kaptajnen vejer i sin dagbog

den enes skønhed op mod den andens

behagelige væsen, og skønheden bliver

fundet for let. Marineinfanteriets

uniformer var for øvrigt i lyseblåt og sølv;

strømper, handsker og hattefjer var hvide.

Samme aften spiste de to venner på et

lokalt spisehus, hvor vennen insisterede på

at betale. Den 28. afsejlede eskadren mod

Messina, som nåedes to dage senere. Her

gav greven af São Vicente d. 1. juni en

banket på sit dæk til ære for guvernøren;

efter banketten affyredes en 11-skuds

salut. Dagen efter modtog eskadren besøg

af byens fornemme folk, bl.a. prinsessen

af Colavorosa og dennes søster, som blev

sejlet i land af N. SR.A DO PILARs jolle,

efter at greven af São Vicente havde

underholdt damerne og ved deres afsked

affyret en 7-skuds salut. Dagen efter

afsejlede eskadren mod Korfu, som nåedes

d. 10. juni.

I Korfu lå den kristne åreskibsflåde på

23 galejer og 4 galeaser under Andrea

Pisani fra Venedig, som Paven havde

udnævnt til armadaens øverstbefalende.

Disse åreskibe, der som de tyrkiske ikke

kom til at spille nogen rolle under slaget,

tilhørte for galejernes vedkommende

Venedig (12) hhv. Malteserordenen (5),

Paven (4) og Toscana (2), mens alle

galeaser var venetianske. Greven af Rio

Grande hilste med en 13-skuds salut, og

blev besvaret af samtlige af Pisanis galejs

fem kanoner.

Fredag d. 11. kom Pisani ombord det

portugisiske flagskib, hvor alt

marineinfanteri stod parade på dækket, og

blev mødt af en 13-skuds salut af alle

portugisiske linieskibe. Dagen efter kom

Toscanas admiral m.fl. om bord

viceflagskibet, og blev hilst farvel af en 9-

skuds salut.

Den 13. juni, Skt. Antonius’ dag,10

underholdt den portugisiske eskadre

gæster, især riddere fra Malta og Firenze,

om bord de til lejligheden udsmykkede

linieskibe, mens dagen blev fejret med en

9-skuds salut om morgenen, en 13-skuds

ditto om eftermiddagen, og igen en 9-

skuds salut om aftenen af samtlige

linieskibe.

Den 16. juni ankom Malteserordenens

øvrige bidrag til Korfu: de to små

orlogsskibe SANTA CATERINA (56) og SAN

RAIMONDO (46). Disse skibe tilhørte

ordenens nyligt dannede sejlskibsflåde på

fire orlogsskibe, men sejlede nu under

paveligt flag, under kommando af den

franske ridder af Bellefontaine, som

Clemens XI havde udnævnt til

øverstbefalende for hjælpestyrken, dvs.

Maltas og Portugals bidrag. Disse to skibe

var, ifølge vores kaptajn, ”franske skrog af

ringe styrke, og allerede gamle”.11

Bellefontaine derimod bliver af kaptajnen

beskrevet som ”lille af statur, og tynd,

men stor af ånd, og livlig”.12

Samme dag

besøgte de to portugisiske admiraler

Pisani, og ved greven af Rio Grandes

afsked hilste samtlige galejer med tre

salver musketild samt alle deres kanoner,

hvilket for de flestes vedkommende var tre

styks. Endnu samme dag ankom til Korfu

den helt nybyggede FORTUNA GUERRIERA

(70) fra Venedig, som skulle spille i

nøglerolle i slaget.

Efter en lignende musket- og

kanonsalut, hvor en sergent på et af de

maltesiske skibe blev ramt i hovedet af et

venetiansk musketskud og døde, afsejlede

den kristne armada derefter d. 22. juni

mod syd, for at slutte sig til Venedigs

Armata grossa, sejlskibsflåden på mere

end en snes linieskibe. Foreningen skete d.

2. juli sydvest for Moreas sydkyst ud for

øen Sapientza. Armata grossa kunne

berette om to omtrent uafgjorte nylige

søslag d. 12.-16. juni i Ægæerhavet mod

den tyrkiske flåde, som nu nærmede sig

østfra. Under disse træfninger var admiral

Flangini død om bord flagskibet LEON

TRIONFANTE (80), hvorefter admiral Diedo

havde overtaget kommandoen.

Ganske interessant om forholdet

mellem åreskibe og linieskibe bemærker

vores kaptajn i marinens infanteri i øvrigt

om galejerne, at ”…vi blev ikke nær så

fejret af dem som vi havde forventet, som

om de ikke ville gøre et stort nummer ud

af vores hjælp”.13

Om bord Venedigs

Armata grossa derimod forstod man at

sætte pris på de portugisiske linieskibe:

”da vi fandt hinanden og forenedes, var

der stor festivitas om bord deres skibe

over vores ankomst.”14

Officerer og gentlemen

I betragtning af de traditionelt stærke bånd

mellem Pavestaten og Malteserordenen og

deres alliance i Middelhavet mod

osmannerne, var Pavens udnævnelse af

Bellefontaine den aldrende franskmand

Jacques-Auguste Maynard (1646-1720)

til øverstbefalende for Portugals og

Malteserordenens hjælpestyrke naturligt.

Men valget behagede langtfra greven af

Rio Grande. Og da Maynard beordrede

den portugisiske admiral at hejse det

pavelige flag i stedet for det portugisiske

på sine skibe, nægtede greven nu

kategorisk at følge ordren, og meddelte

køligt franskmanden, at han fremover

udelukkende ville adlyde Pisani.

At Furtado de Mendonça nægtede at

adlyde Maynard kan ved første øjekast

synes bizart. Ud over at gå imod Pavens

bud var greven af Rio Grande ikke i

nærheden af at kunne sammenligne sig

med den franske admiral hvad erfaring til

søs angik. Den femten år ældre Maynard

havde tjent under eksempelvis Duquesne

mod bl.a. de Ruyter i 1670erne, og under

Tourville i slaget ved Beachy Head i 1690,

den største franske sejr til søs i Louis

XIVs regeringstid; under Den Spanske

Arvefølgekrig var han avanceret til

admiral. Portugiseren havde ganske vist

været eskadrechef før så tidligt som i

1696, og senest under togtet til Korfu året

forinden, men hans samlede erfaring hvad

søkrig angik var ringe i sammenligning.

Greven af Rio Grande og greven af São

Vicente var imidlertid just det: grever.

Den franske admiral var blot sieur eller

herre til Bellefontaine, altså en chevalier

eller lavadelig ridder. Spørgsmålet

handlede således ikke blot om Portugals

og Malteserordenens bidrag, deres relative

styrke og national ære. Problemet kan

synes som smålig og forfængelig protokol,

men afslører enorme forskelle hvad

den europæiske adel og marinernes

kommandostruktur angår. Lad os derfor

kort se nærmere på sagen.

På denne tid sås en inflation af

adelstitler stort set over alt i Europa. I

Portugals naboland Spanien steg antallet

af titler således fra 144 ved Felipe IIIs død

i 1621 til 654 ved Carlos IIIs ditto i

1787,15

og i England steg antallet af peers

tilsvarende fra 55 ved Elizabeth Is død i

1603 til 173 i 1700 og 267 i 1800.16

Udviklingen i Bellefontaines Frankrig var

tilsvarende, og endnu mere radikalt stod

det til i eksempelvis Danmark, hvor en

adelstitel som greve eller baron — eller

for den sags skyld en stort set hvilken som

helst anden rang — var noget som enhver

borger kunne købe, blot man var rig nok.17

Imidlertid var Portugal en slående

undtagelse fra dette mønster. Fra landet

genvandt sin selvstændighed i 1640 og

frem til Den Franske Revolution i 1789

faldt antallet af titler rent faktisk en smule:

i 1640 havde der været 56 betitlede

adelshuse i riget; i 1789 var tallet faldet til

52, stort set alle stadig inden for den

En træfning mellem et af Malteserordenens orlogsskibe og et osmannisk skib fra Algiers i

1719. Ordenen havde i begyndelsen af århundredet dannet en sejlskibsflåde som led i dens

traditionelle bekæmpelse af pirater i Middelhavet. Disse fartøjer var dog for små til at

indgå i linien i et egentligt søslag, som Bellefontaine erfarede ved Matapan i 1717.

samme snes magtfulde slægter.18

Dette var forskellen: ser vi blot på de to

admiraler i Portugals eskadre i 1717, var

de nært beslægtede med eksempelvis den

første greve af São Vicente, vicekonge af

Indien 1666-1668; greven af Lavradio,

vicekonge af Indien i 1671-1677; greven

af Alvor, vicekonge af Indien 1681-1686;

og markisen af Távora, senere vicekonge i

Indien i 1750-1754; viceadmiralen var

således den førstes og tredjes barnebarn

hhv. nevø, samt grandonkel til vicekongen

i slutningen af den i artiklen undersøgte

periode. Admiralen, som ligeledes var

beslægtet med eksempelvis en vicekonge

af Indien i 1560erne, var i øvrigt af samme

slægt som André Furtado de Mendonça,

admiralen under søslaget ved Bantam mod

hollænderne i 1603 og senere guvernør i

Malacca under hollændernes belejring i

1606, som tidligere er beskrevet i dette

tidsskrift.19

Kontrasten mellem disse

mænd og hollænderen Bernard Phoonsen,

VOCs kommissær for Coromandelkysten

som vi mødte i Del II, en købmandssøn fra

Amsterdam, er slående.20

Alle de nævnte vicekonger i 1666-1686

— en periode der må betegnes som den

mest innovative i den portugisiske marine

i mere end hundrede år — havde årligt

udsendt bl.a. eskadrer til Den Persiske

Bugt mod den tids muslimske magt på

fremmarch, araberne i Oman. Og det er

bl.a. i lyset af disse adelige og militære

traditioner, at kommandostrukturen i

Armada Real skal ses, og de to admiralers

handlinger under togtet mod tyrkerne i

1717 skal forstås. Læg så dertil, at de to

grever havde kommandoen over hver

deres 80-kanoners linieskib, nogle af de

stærkeste i armadaen, samt den

portugisiske eskadres styrke i forhold til

Malteserordenens bidrag, og man forstår

måske bedre de to portugisiske grevers

harme over at skulle stryge Portugals flag

og adlyde en fransk ridder.

Når det er sagt ser vi altså her igen,

som under kampene mod hollænderne

hundrede år tidligere, en stolthed- og

æresmentalitet i Portugals Armada Real

som er ude af trit med de nordeuropæiske

landes, hvor Frankrig fra et portugisisk

perspektiv må inkluderes. At eksempelvis

Royal Navy ligeledes havde en stolthed-

og æresmentalitet er uomtvisteligt; men

det var en professionel stolthed og ære

snarere end en standsmæssig. Det er

således påfaldende, at ingen af de aktive

engelske og franske admiraler i perioden

tilsvarende tilhørte den øverste og ældste

adelselite i de respektive riger.21

De

adelstitler der ses i disse mariner er stort

set altid nyligere eller lavere titler, eller

dækker over helt nylige tildelinger for

fortjeneste. Således blev Duguay-Trouin

først adlet af Louis XIV i 1709, før togtet

mod Rio de Janeiro i 1711, netop for

fortjeneste, ganske som eksempelvis også

Peder Wessel på denne tid og på samme

måde blev optaget i den danske adelsstand

som Tordenskjold i 1716. Over for dette

havde eksempelvis greven af São Vicentes

slægt i 1717 i mere end tyve generationer

været herrer til Távora.22

Skønt en borgerlig portugisisk ”sø- og

orlogskaptajn” med fortid i handelsflåden

som vi har set på denne tid kunne hamle

op med de bedste franske kaptajner, og

kunne opnå at blive adlet for det, var det

altså endnu utænkeligt at en eskadre som

denne ikke havde en betitlet højadelig af

gammel slægt som admiral. Her ser vi

altså igen, at Armada Real, på trods af

enorme forbedringer hvad fartøjernes

kvalitet, orlogskaptajnernes taktiske

kunnen, og besætningernes træning angik,

endnu ikke var fuldt moderne hvad

mentaliteten angik.

Den tyrkiske flåde

Et par ord skal nu siges om den tyrkiske

flåde som nærmede sig. De forskellige

nationers beskrivelser af denne flåde er

ikke helt samstemmende, men det synes at

stå klart, at Det Osmanniske Riges armada

under admiral Ibrahim Pasha som

nærmede sig bestod af i alt godt et halvt

hundrede fartøjer, inkl. bl.a. lettere skibe

af fregattype fra Algiers, Tunis og Tripoli,

Osmannerigets vasaler; disse var nogle af

de selv samme skibe fra Barbareskerne

som konstant på denne tid lå på lur langs

Portugals kyster.

I Middelhavet havde galejen som

bekendt været det foretrukne fartøj i krig

siden Antikken. Men på samme tid som

Portugal var begyndt at modernisere

marinen og kopiere især franske

skibsdesigns, havde Venedig i 1667

bygget sit første linieskib, efter engelsk

forbillede.23

Efter spæde tidligere forsøg

var Det Osmanniske Rige så i 1680erne

begyndt at gøre det samme, og de skibe

som sejlede den kristne armada i møde i

1717 formodes at have været omtrent lige

så velbyggede som deres modstanderes.

Det tyrkiske flagskib under dette slag var

en tredækker på over 100 kanoner, som

var noget større end noget andet skib

under slaget. Foruden dette flagskib

omfattede flåden mindst 21 linieskibe

mellem 50 og 70 kanoner, og 7 fregatter

på mere end 40 kanoner hver, i alt omtrent

1650 kanoner. Disse skibe havde nogle i

Vesteuropa usædvanlige navne, såsom

Måneskinshaven og Den Gyldne Daddel,

men de portugisiske og venetianske kilder

tillader desværre ikke en rekonstruktion af

disses slagorden. Derudover talte flåden

adskillige svært bestemmelige

orlogsskibe, og det er tænkeligt, at styrken

i alt omfattede to snese orlogsskibe

foruden en halv eller en hel snes galejer.

Sidstnævnte kom dog som de kristne ikke

til at spille nogen rolle under slaget.

Bemærkelsesværdigt ved den tyrkiske

flåde var tilsyneladende også, at et større

antal af dens skibe rådede over et antal

kanoner midtskibs udelukkende til at

affyre stenkugler, der som bekendt modsat

jernkugler splintrer ved anslag og kan

forårsage stor skade, men sås nu noget

sjældnere i Vesteuropa.24

Admiral Ibrahim Pasha havde netop i

februar 1717 afløst Canum Hoca Mehmed

Pasha som Kaptan Pasha eller storadmiral

for den osmanniske marine. Den tidligere

storadmiral var blevet udnævnt i december

1714, men blev afskediget vel som følge

af det mislykkede togt mod Korfu i 1716.

Denne tidligere admiral havde i øvrigt

været galejslave i Venedigs flåde i syv år

under Den Store Tyrkerkrig 1683-1699,

og blev senere igen udnævnt til

storadmiral for den osmanniske marine to

gange, senest 1732-1736. Admiral Ibrahim

Pasha blev afskediget mindre end et år

efter slaget ved Matapan i april 1718.

Venedigs Armata grossa

Under slagene mod tyrkerne måneden

forinden havde Armata grossa været

opdelt i tre eskadrer:

1. Rød Eskadre under den øverste

admiral Flangini, som altså var død om

bord flagskibet LEON TRIONFANTE (80), og

som foruden dette skib bestod af CORONA

(80), COSTANZA (78), AQUILA VALIERA

("AQUILA") (76), GRANDE ALESSANDRO

(74), MADONNA DELL'ARSENALE (70), SAN

FRANCESCO (54), SANT'ANDREA (56) samt

FENICE (56).

2. Gul Eskadre under admiral Correr,

som bestod af TERROR (88), MADONNA

DELLA SALUTE (76), GLORIA VENETA (70),

SCUDO DELLA FEDE (56), SAN PIETRO (54),

AQUILA VOLANTE ("AQUILETTA") (54),

NETTUNO (50) og MADONNA DEL ROSARIO

(60?, brugt som hospitalsskib under slaget

ved Matapan).

3. Blå Eskadre, under admiral Diedo,

som bestod af COLOMBA (78), SAN PIO V

(70), TRIONFO (70), SAN LORENZO

GIUSTINIAN (70), ROSA MOCENIGA

("ROSA") (56), SACRA LEGA (54), VALOR

CORONATO (54), SAN GAETANO (??) og

VENETIA (??). Flagskibet i denne eskadre

blev temmelig forskudt under disse

træfninger, men deltog i slaget ved

Matapan en måned senere; de to

sidstnævnte skibe i eskadren deltog ikke i

slaget, vel på grund af for store skader.

Generelt var de venetianske skibe efter de

to møder med tyrkerne ikke i god

forfatning; foruden beskadiget rigning og

gennemhullede sejl var der også

betydelige skader på manges skrog, og

eksempelvis en række master som havde

mistet mærsestangen.

Efter den kristne armadas samling d. 2.

juli krydsede man ud for Kap Matapan og

afventede den tyrkiske flåde, som sås kort

efter d. 5. juli. Da man efter ti dage med

overvejende svage vinde endelig gjorde

klar til slag var den kristne sejlskibsflåde

opdelt i tre eskadrer:

1. Første Eskadre (avantgarden), som

var på 9 skibe mellem 54 og 80 stk., i alt

610 kanoner (67,75 pr. skib). Denne var

grundlæggende Venedigs Røde Eskadre,

som bidrog med syv af de ni skibe, mens

Gul og Blå Eskadre hver bidrog med et,

GLORIA VENETA hhv. TRIONFO.

2. Anden Eskadre (bataillen), som var

på 14 skibe mellem 50 og 88 stk., i alt 914

kanoner (65,3 pr. skib). Denne bestod af

de øvrige linieskibe i Gul og Blå Eskadre,

samt to skibe fra Rød Eskadre — CORONA

og GRANDE ALESSANDRO — som afløste

de to som disse eskadrer havde afgivet til

avantgarden

3. Tredje eskadre (arrieren) på 10 skibe

mellem 46 og 80 stk., i alt 644 kanoner

(64,4 pr. skib). Arrieren, som stod for det

meste kamphandling under slaget, bestod

af Portugals eskadre, forstærket med de to

små maltesiske orlogsskibe og Venedigs

FORTUNA GUERRIERA, ”Krigslykken”, som

havde sluttet sig til den i Korfu.

Den kristne sejlskibsflådes slagorden under slaget ved Matapan 1717

— 1. eskadre —

Navn Nation Artill Bemærkn

MADONNA DELL'ARSENALE Venedig 70

COSTANZA Venedig 78

TRIONFO Venedig 70 Admiral Diedo

LION TRIONFANTE Venedig 80

SAN FRANCESCO Venedig 54

AQUILA VALIERA Venedig 76

FENICE Venedig 56

SANT'ANDREA Venedig 56

GLORIA VENETA Venedig 80

— 2. eskadre —

SAN LORENZO GIUSTINIAN Venedig 70

SAN PIETRO Venedig 54

“AQUILETTA” Venedig 56

TERROR Venedig 88

NETTUNO Venedig 56

SCUDO DELLA FEDE Venedig 56

CORONA Venedig 80

MADONNA DELLA SALUTE Venedig 76 Admiral Correr

SAN PIO V Venedig 70

SACRA LEGA Venedig 54

VALOR CORONATO Venedig 54

ROSA MOCENIGA Venedig 56

COLOMBA Venedig 78

GRANDE ALESSANDRO Venedig 74

— 3. eskadre —

SÃO LOURENÇO Portugal 58

SAN RAIMONDO Malta 46

RAINHA DOS ANJOS Portugal 56

N. SR.A DAS NECESSIDADES Portugal 66

SANTA CATERINA Malta 56 Admiral Bellefontaine

N. SR.A DO PILAR Portugal 80 Port. viceadm. São Vicente

FORTUNA GUERRIERA Venedig 70

SANTA ROSA Portugal 66

N. SR.A DA CONCEIÇÃO Portugal 80 Port. adm. Rio Grande

N. SR.A DA ASSUMPÇÃO Portugal 66

Slaget ved Kap Matapan

Efter den første kontakt med den

muslimske armada nær Matapan d. 5. juli

var vindene overvejende ganske svage fra

V og NV. Imidlertid udnyttede tyrkerne et

pludseligt opstået stormvejr d. 10. til at

sejle vestover forbi de allierede og altså

vinde luven; de sejlede herefter til Den

Messenske Bugt vest for Kap Matapan,

mens den kristne armada fortsat krydsede

ud for forbjerget.

I Den Saloniske Bugt øst for Kap

Matapan er sommerens fremherskende

vinde svage fra S og SV. Alligevel

beordrede Pisani d. 15. armadaen til en vig

på bugtens nordøstlige kyst for at hente

frisk vand. Dette betød selvsagt intet for

hans åreskibe, men stillede sejlskibene i

armadaen i direkte modvind når de igen

skulle forlade vigen.

Den 17. patruljerede de to portugisere

N. SR.A DA CONCEIÇÃO og N. SR.A

DA

ASSUMPÇÃO, de agterste skibe i armadaens

slagorden, som de eneste uden for vigen,

Den Ubesmittede Undfangelse fra 1678 samt Skt. Antonius af Padova og Jesusbarnet fra

1665, begge af Murillo. Samtlige fartøjer i Armada Real i perioden, fra de største til de

mindste, var opkaldt efter katolske helgener og begreber. Således ved Matapan i 1717

flagskibet N. SR.A DA CONCEIÇÃO (80), opkaldt efter Portugals skytshelgen, og de små SANTO

ANTONIO DE LISBOA (8) og SANTO ANTONIO DE PADUA (8), efter den store franciskaner født i

Lissabon og død i Padova. Bemærk at halvmånen ikke repræsenterer Islam. Bemærk også

at Portugals farver under Monarkiet, blåt og hvidt, var skytshelgenen Marias farver.

da en korvet som havde overvåget

tyrkerne ankom med bud om, at den

tyrkiske armada var på vej. Om aftenen d.

18. fik udkikken på det portugisiske

flagskibs stormast så øje på den tyrkiske

armada, som sejlede på plat læns mod de

kristne skibe. Greven af Rio Grande

sendte straks bud til Bellefontaine, og i

løbet af natten indtog de kristne skibe

deres plads i slagordenen, mens i hvert

fald de portugisiske holdt artilleriøvelse.25

Ved daggry d. 19. sås de tyrkiske skibe

nærme sig indsejlingen til vigen hvor den

kristne armada befandt sig, i en formation

i bredden med stævne mod NØ, altså på

plat læns, som helt spærrede udgangen.

Den kristne armada var delt i to linier:

åreskibene inderst i vigen, og sejlskibene i

den aftalte slagorden yderst, med stævne

mod NV, altså på halvvind på bagbords

halse.

Ved syvtiden om morgenen, med

ganske svag vind fra SV, nåede nogle

skibe i den tyrkiske venstreflanke fra

Tunis og Algiers, nogle af de letteste i den

osmanniske armada, inden for skudvidde

af de forreste skibe i den kristne linie.

Disse tyrkiske fregatter drejede nu mod

bagbord og N som i et forsøg på at sejle

uden om den kristne avantgarde, som de

udvekslede skud med på stor afstand. I et

forsøg på at holde disse skibe inden for

skudvidde drejede det forreste kristne skib

MADONNA DELL’ARSENALE ligeledes mod

N, altså sin styrbord. Efter en kanonade

vendte de lette tyrkiske skibe tilbage til

den tyrkiske formation; nu drejede

samtlige tyrkiske skibe mod styrbord og

lagde sig på en måske to sømil lang linie,

med stævne mod SØ, altså parallelt med

den kristne linie på modsat halse.

MADONNA DELL’ARSENALE fortsatte

imidlertid med at dreje mod styrbord,

indtil det havde gennemført en kovending

og nu befandt sig et stykke til læ for den

kristne linie med stævnen mod SØ. Nu

drejede også det næste skib i den kristne

avantgarde mod styrbord for at kunne

følge MADONNA DELL’ARSENALE og

gennemførte en vending, hvorefter også

det tredje skib skiftede bord, og så

fremdeles uden dog at Pisani havde

givet ordre til armadaen om at vende alle

på én gang.

Dette fortsatte, indtil portugiseren SÃO

LOURENÇO, det forreste skib i arrieren, så

det venetianske linieskib foran sig dreje

mod styrbord. Eftersom ingen ordrer var

blevet givet til denne manøvre fulgte

portugiseren den ikke, men fortsatte

ganske langsomt i den svage vind ligeud,

og blev fulgt heri af resten af arrieren.

Således gik det til, at armadaens 1. og 2.

eskadre vendte alle på én gang og lå nu et

stykke til læ for deres oprindelige stilling,

mens den 3. eskadre fastholdt den

oprindelige linie og nu lå i en fremrykket

stilling, tættere på fjenden end den øvrige

armada.

Klokken var nu halv ni om morgenen,

og de femten forreste tyrkiske skibe kom

nu inden for skudvidde af den kristne

arriere, mens den kristne avantgarde og

bataillen lå længere tilbage og uden for

effektiv skudvidde. Nu faldt vinden

imidlertid fuldstændig. Dette betød

selvsagt, at de ti skibe i den kristne arriere

måtte udkæmpe en artilleriduel alene mod

de femten skibe i den tyrkiske avantgarde.

De første portugisiske tab skete om bord

N. SR.A DO PILAR, hvor en fuldtræffer fra

en 24-pundiger ramte Peniche-regimentets

grenader-kompagni, og slog en sergent

ihjel samt sårede to grenaderer. På dette

tidspunkt var afstanden mellem de

kæmpende parter dog ganske stor, og

skaderne var forholdsvist begrænsede,

bortset tilsyneladende fra hos de to

maltesiske skibe.

Kanonaden fortsatte på denne måde

indtil klokken to om eftermiddagen, da en

let brise begyndte at blæse fra SSV. Da

forsøgte venetianerne at sende en stor

brander mod et af de store tyrkiske skibe

som beskød den kristne arriere. I en

bemærkelsesværdig indsats lykkedes det

branderens besætning på bidevind at nå

målet og derefter sejle bort i en jolle.

Imidlertid kunne tyrkerne kort tid efter

fjerne branderen, som brændte op efter

nogle timer i sigte af de kæmpende flåder.

Da den lette vind fra SSV var begyndt

at blæse og venetianerne havde sendt

branderen af sted, havde Bellefontaine —

ifølge en beretning fordi de små

maltesiske skibe var noget forskudte,

ifølge en anden af taktiske hensyn, og

højst sandsynligt grundet en blanding af

disse årsager — givet arrieren ordre til

ligeledes at vende alle på én gang og

indtage plads nu forrest i den kristne linie.

Dette blev gjort af de fem forreste skibe i

eskadren, fra SÃO LOURENÇO til

Bellefontaines eget SANTA CATERINA.

Imidlertid fulgte det næste skib i linien

ikke denne manøvre. Umiddelbart efter

Bellefontaine fulgte greven af São Vicente

om bord N. SR.A DO PILAR. Dette var som

vi har set et nyt og slagkraftigt linieskib,

det største i den portugisiske eskadre og

muligvis i hele den kristne armada, og det

mest beundrede af alle som havde gæstet

eskadren. Greven, D. Luis Carlos de

Távora, var da blot 32 år, og tilhørte som

det er blevet nævnt slægten Távora, en af

Portugals fornemmeste. Hans bedstefader

og onkel, vicekonger af Indien i 1660erne

og 1680erne, havde som vi har set

bidraget til slægtens historie med bl.a. en

række eskadrer til Den Persiske Bugt mod

araberne fra Oman. Nu var viceadmiralen

ikke indstillet på at foretage en kovending

som ville føre ham længere bort fra de

osmanniske fjender, og holdt derfor

stillingen. De tre portugisere og Venedigs

skib i hans kølvand gjorde det samme, og

de fem skibe lå nu isoleret nærmest

tyrkerne i forhold til resten af den kristne

armada, og kæmpede alene mod de femten

skibe i den tyrkiske avantgarde.

Nu drejede den tyrkiske armada alle på

én gang mod bagbord og gennemførte

ligeledes en kovending, som placerede den

tættere på de kristne skibe med stævne

mod NV — en taktisk korrekt vending,

som gjorde at de kunne vende deres

mindre beskadigede styrbords sider til

fjenden og fortsætte med at maltraktere

dennes bagbords sider. Kanonaden

mellem de fire portugisere samt FORTUNA

GUERRIERA og de femten tyrkiske skibe

tog nu til i intensitet, mens de øvrige skibe

i den kristne armada også kom i kamp.

Kanonaden mellem de førstnævnte og

tyrkerne var heftigst, men efter at de

portugisiske skibe havde overlappet de nu

forreste af bataillens skibe på modsat halse

fra GRANDE ALESSANDRO til SACRA LEGA,

lå Venedigs SAN PIO V nu nær tyrkernes

foretrukne mål, portugisernes store N. SR.A

DO PILAR, og blev involveret i en

artilleriduel hvorunder det mistede alle

master.

Kanonaden varede nu yderligere tre

timer, hvor de kristne skibe også begyndte

at lide betydelige skader på skroget.

Tyrkerne holdt sig dog, måske af frygt for

portugisernes talstærke marineinfanteri,

akkurat uden for disses musketters

rækkevidde, hvilket bliver begrædt af den

omtalte kaptajn for et af kompagnierne om

bord N. SR.A DO PILAR i dennes dagbog.

Undervejs så det på et tidspunkt ud som

om, at greven af São Vicente forsøgte at

dreje sit skib mod vinden for yderligere at

nærme sig fjenden. Dette var dog for

meget for greven af Rio Grande, og

admiralen kaldte ham tilbage til linien.

Dette fortsatte som sagt i tre timer. Da

drejede den tyrkiske armada pludselig alle

på én gang skarpt mod bagbord, og sejlede

bort på bidevind. For de øvrige skibe i den

kristne armada så det ud som om, at den

tyrkiske flåde var blevet slået på flugt af

de fire portugisere, og at krigslykken

vitterlig havde stået på de portugisiske

grevers side!

Sandheden er nok snarere, at efter de to

tidligere træfninger mod Venedigs Armata

grossa måneden forinden havde de

tyrkiske skibe i forvejen opbrugt en del af

deres ammunition, og efter de mange

timers kanonade var de femten tyrkiske

skibe i kamp mod den kristne arriere

sandsynligvis ved at lide af akut

ammunitionsmangel. Set i det lys giver en

tilbagetrækning fuld mening.

Således endte slaget ved Kap Matapan,

et i grunden uinteressant søslag fra et

taktisk synspunkt, da vindforholdene ikke

gav anledning til større manøvrer.

Strategisk var slaget også uinteressant: det

var de kejserlige hære og deres sejre under

prins Eugen, der tvang osmannerne til

forhandlingsbordet to år senere. Det skal

bemærkes, at slaget var et af de sidste

søslag i europæisk historie med deltagelse

af galejer, en type krigsskib hvis rolle var

ved at være definitivt udspillet.

Slagets udfald fremstår desuden ikke

klart. De forskellige involverede nationers

rapporter divergerer: de mest optimistiske

rapporter i de kristne skibes favør nævner

fjorten sænkede tyrkiske skibe og

tusindvis af fjender døde, mens de mest

konservative blot nævner to sænkede

skibe, samt mange stærkt forskudte. Det

sidste antal er langt det mest troværdige,

men de større tal kunne hentyde til, at

enkelte af de tyrkiske skibe efterfølgende

ikke blev fundet værdige til reparation; en

marinearkæologisk undersøgelse af vigen

ville måske kunne kaste lidt lys over dette.

Selv mistede portugiserne ingen skibe,

men led betydelig skade på rigning og

skrog; tabene var et halvt hundrede døde

og halvanden hundrede sårede, de fleste

på de fire mest engagerede skibe, heraf i

alt tres på N. SR.A DO PILAR alene.

På portugisisk side er en række

beskrivelser af slaget bevaret, heriblandt

admiralens journal samt kaptajn Pedro de

Castello Brancos om bord N. SR.A DA

ASSUMPÇÃO, som var fiscal eller tredje

rangerende i eskadrens hierarki, foruden

en række øvrige officerers dagbøger m.m.

som vi har set, eksempelvis også en

beretning skrevet af eskadrens kapellan,

Fr. Francisco de Santa Maria.

Efter slaget sejlede tyrkerne bort, og

den kristne flåde trak sig tilbage til Korfu.

Ifølge nogle portugisiske kilder skulle

venetianerne have anmodet portugiserne

om at forblive i farvandet, men greven af

Rio Grande insisterede på at påbegynde

hjemrejsen til Lissabon, hvilket skete d.

16. august, hvorefter eskadren ankom til

reparationer i Messina d. 24. Her på

Sicilien var eskadren et tilløbsstykke;

korrespondance med Paven og

ambassadøren i Rom, markisen af Fontes,

blev udvekslet, og en lang række besøg,

både om bord og i land, med banketter,

baller, festfyrværkeri og de obligatoriske

salutter blev arrangeret, eksempelvis atter

en banket på dækket af N. SR.A DO PILAR

til ære for byens guvernør d. 8. september,

samt kanonsalutter d. 11.-13. for at fejre

prins Eugens nylige sejr over tyrkerne ved

Beograd. Ganske interessant får vi at vide,

at det portugisiske viceflagskib affyrede

ca. 2300 skud under slaget, svarende til ca.

60 bredsider — knap otte i timen — og

nøjagtigt 948 skud til signaler og salutter

under togtet.26

Efter reparationer afsejlede den

portugisiske eskadre mod Lissabon d. 2.

oktober, hvor den ankom om morgenen

lørdag d. 6. november. To uger senere

ankom en ekstraordinær ambassadør til

byen fra Venedig for at takke D. João V

for eskadrens indsats.

Kommentar

Skønt Pavens armada mod tyrkerne ikke

opnåede et afgørende resultat, var den

portugisiske eskadres indsats en stor

succes for Armada Real og D. João V.

Eskadrens rolle i slaget mod tyrkerne blev

berømmet i det katolske Sydeuropa og i

Kejserriget, og beretningen om hvordan de

tapre portugisiske skibe skulle have jaget

den ganske osmanniske armada på flugt

— som ved guddommeligt forsyn bistået

af ”Krigslykken”! — var nærmest et bedre

resultat end kongen på forhånd kunne

have håbet på. Skønt den ikke kunne

påvise afgørende militære resultater,

opfyldte eskadren således til fulde sit

formål: at kaste glans over den kongelige

portugisiske marine, og dermed over riget

og monarken, D. João V. Togtet, og den

megen festivitas som eskadren deltog i

undervejs til Matapan og på hjemrejsen,

skal således ses som en forlængelse af

kongens overdådige ambassader efter

arvefølgekrigen til Paris og Rom — blot

med, for at bruge Clausewitz’ berømte

dictum, andre midler. Og således gik det

til, at to portugisiske grevers stædighed og

lydighedsnægtelse, deres uvilje mod at

adlyde en socialt underordnet ridder, og

deres uvilje mod at vende sig bort fra

fjenden i taktikkens navn — alt sammen

udtryk for en æresfølelse som allerede i

samtiden i mange landes mariner var ved

at være en anakronisme — endte ganske

paradoksalt, takket være krigslykken, med

at sikre Portugal, kongen D. João V og

Armada Real en berømmelse og prestige i

samtiden som måske ikke var helt fortjent.

Om de deltagende skibe skal det

sluttelig nævnes, at RAINHA DOS ANJOS

senere gik tabt i havnen i Rio de Janeiro,

ved en brand, under en diplomatisk

mission til Kina i Pavens tjeneste. Den

havde afsejlet fra Lissabon d. 20. marts

1720 mod Macau med en legat til Kangxi-

kejseren, mons. Mezzarbara, patriark af

Alexandria, om bord. Den var ankommet

til Macau d. 23. september 1720, og var så

afsejlet retur til Lissabon med legaten d.

13. december 1721. Den 5. maj 1722

ankom den til Rio de Janeiro; en måned

efter, stadig i havnen, brød skibet i brand.

Efter to timers brand blev linieskibets firs

tønder krudt antændt, og skibet sprang i

luften. Ingen døde, men skibets ganske

værdifulde last, som bl.a. inkluderede 136

stykker Kangxi-porcelæn samt gaver fra

kejseren af Kina til D. João V og Paven,

gik tabt.

Fire år senere overgik en lignende

skæbne SANTA ROSA, som havde været et

af de fire skibe som længst havde kæmpet

mod tyrkerne i Matapan, og stadig blev

husket for det i Europa.27

Den 20. marts

1726 afsejlede den sammen med den lille

N. SR.A DA NAZARETH (50), bygget i 1721,

fra Lissabon til Brasilien sammen med 18

handelsskibe. Efter ankomsten i Salvador i

Bahia d. 24. maj, returnerede de to

linieskibe nu med 55 handelsskibe til

Lissabon d. 24. august. Handelsskibene

medbragte bl.a. 27.000 ruller tobak og

13.000 kasser sukker, foruden en lang

række andre varer, heriblandt flere tusind

kokos. Men den mest værdifulde last var

årets forsendelse af guld fra Minas: ti tons,

som blev fordelt med seks tons om bord

den større SANTA ROSA, og de resterende

om bord N. SR.A DA NAZARETH. Den 6.

september, seks sømil ud for Pernambuco,

sprang SANTA ROSA så i luften, i hvad der

kun kan skyldes en eksplosion af krudtet,

og sank på ganske kort tid; kun syv

besætningsmedlemmer blev reddet, og de

seks tons guld røg på havets bund. Den

dag i dag er vraget af SANTA ROSA, skulle

det blive fundet, et af de mest værdifulde i

verden. Det lille N. SR.A DA NAZARETH

udgik senere i 1741 i Goa.

Afrika, 1723-1724

Efter at have set på togterne til

Middelhavet mod tyrkerne i 1716-1717,

skal vi nu se afslutningsvis se på to

efterfølgende episoder: et togt til Afrika i

1723-1724, og et togt til Rio de la Plata i

1736-1737.

I maj 1723, mens RAINHA DOS ANJOS lå

i havnen i Rio de Janeiro, påbegyndte et

portugisisk linieskib et togt i Atlanterhavet

til adskillige af de portugisiske oversøiske

territorier i troperne, som er eksemplarisk

for marinens operationer i hele den i

artiklen undersøgte periode.

Den 26. maj 1723 afsejlede N. SR.A

MADRE DE DEUS (60) og N. SR.A DA

ATALAIA (52) som eskorte for seksten

handelsskibe til Bahia i Brasilien. Vi har

tidligere set disse skibe i Del I: det første i

togtet til Oman i 1719, og det sidste i

kystvagten i 1728. Det mindste linieskib

havde ordrer om efterfølgende at begive

sig til Afrika. Skibets mission var først og

fremmest at forhindre byggeriet af et fort,

som det rygtedes at englænderne var ved

at opføre i Cabinda ved Congoflodens

udløb, et område Portugal betragtede som

hørende til Angola.

Efter ankomsten i Salvador i Bahia

sejlede N. SR.A DA ATALAIA derfor videre

til Angola. Man ankom i Luanda d. 12.

september, og efter et kort ophold

afsejlede linieskibet så nordpå mod

Cabinda d. 6. oktober, som man nåede to

uger senere. Her fandt portugiseren d. 23.

september to engelske korvetter i bugten

— vel sloops of war, der på dette

tidspunkt normalt var tomastede fartøjer

på højst 18 stk. — og et lastskib, samt et

nybygget engelsk fort på 35 kanoner.

Portugiserne ville ikke tolerere andre

europæeres tilstedeværelse ved Congos

udløb, som man havde opdaget i

1480erne, og hvis lokale konger lige siden

havde været portugisernes venner. Det

endte derfor med, at det portugisiske

linieskib åbnede ild mod de langt mindre

engelske korvetter, hvis besætninger kort

efter flygtede i land og tog tilflugt i fortet.

De næste to dage beskød portugiseren og

fortet hinanden, indtil englænderne til

sidst overgav fortet, mod at få lov til at

sejle tilbage til Europa med korvetterne.

Portugiserne brændte lastskibet, beholdt

24 af de bedste engelske kanoner, og

ubrugeliggjorde de resterende samt selve

fortet. Episoden fik ingen diplomatiske

følger, og de engelske myndigheder må

formodes at have anerkendt Portugals krav

på Cabinda, som siden har tilhørt Angola.

Efter dette vendte N. SR.A DA ATALAIA

tilbage til Luanda med bud om

begivenhederne, for kort derefter igen at

sejle nordpå i december. Nu skulle

linieskibet til Guldkysten, for at undersøge

situationen, efter at hollænderne

tilsyneladende var begyndt at forstyrre

portugisisk sejlads i området. Skibet

gjorde et ganske kort ophold på den

portugisiske ø Principe i Guineabugten, og

efter yderligere et ophold ved det

portugisiske fort Ajuda på Slavekysten

(nuværende Ouidah i Benin; fortet forblev

portugisisk indtil 1961), hvor man blev

oplyst om nylige episoder mod en

hollandsk fregat, begav linieskibet sig

vestpå, mens det patruljerede kysten. Ud

for Elmina på Guldkysten fandt man i

januar 1724 så disse hollændere, som viste

sig at være et piratfartøj på 30 kanoner,

som linieskibet derfor gjort kort proces

med, og havde held til at sænke. Derfra

returnerede N. SR.A DA ATALAIA til Bahia i

Brasilien, hvortil det ankom i begyndelsen

af april 1724, for senere at returnere til

Portugal. Årets togt, som i virkeligheden

strakte sig over halvandet år og fjorten

tusinde sømil, var hermed slut for dette

lille linieskibs vedkommende.

Dette eksempel er, på trods af kampen

mod englænderne, ganske repræsentativt.

Togtet var et tilfælde af, hvad man i dag

ville kalde håndhævelse af national

suverænitet; og som det viser, blev også

de afrikanske territorier, skønt de på alle

områder var mindre betydningsfulde end

Brasilien og Indien, også regelmæssigt

besøgt og patruljeret af den kongelige

marine.

Eksemplet udmærker sig dog ved to

aspekter. For det første var dette togt ikke

en regelmæssig patruljering, idet kongen

havde hørt om problemerne med

hollænderne ud for Guldkysten ved et brev

skrevet til majestæten af vicekongen af

Brasilien d. 4. november 1722.28

På samme tid havde også den

portugisiske guvernør i Luanda skrevet til

kongen om englænderne ved Congos

udløb, hvilket var en alvorligere sag.

Kongen havde så drøftet sidstnævnte sag

med Conselho Ultramarino, det

oversøiske råd, og havde derfor besluttet

at sende et skib for at undersøge den, og

tage handling om nødvendigt. Og mindre

end et år efter at D. João V havde hørt om

den engelske tilstedeværelse i Cabinda,

eksisterede denne ikke længere. Samtidig

havde N. SR.A DA ATALAIA passende

kunnet tage sig af de hollandske pirater ud

for Guldkysten også.

Dette togt i 1723 viser således, hvordan

Kronen hurtigt kunne reagere på

pludseligt opståede situationer, og

hvordan Armada Real, takket være dens

relativt store effektive styrke og

regelmæssige dækning af de diverse

oversøiske territorier, som regel havde et

par linieskibe som skulle til et sted i

nærheden som kunne tage sig af sådanne

situationer.

Men eksemplet viser med al tydelighed

også, i tråd med hvad der tidligere er

skrevet, hvordan denne patruljering og

håndhævelse af national suverænitet ofte

kunne opnås med et minimum af materiel

— i dette tilfælde med blot ét lille

linieskib.

Rio de la Plata, 1736-1737

Operationer hvor et minimum af materiel

ikke var nok fandt dog også sted.

Afsluttende vil vi nu se på en senere

operation, som ud over at vise en noget

stærkere brug af magt i Atlanterhavet,

også peger mod den videre udvikling i

resten af århundredet.

Den 22. november 1723, samtidig med

at N. SR.A DA ATALAIA som vi netop har

set havde erobret det engelske fort i

Cabinda, havde portugiserne grundlagt

yderligere en bebyggelse på Rio de la

Platas nordlige bred: Montevideo,

Uruguays nuværende hovedstad, som har

den bedste naturhavn i området.

Vi har tidligere set på evakueringen af

Colonia do Sacramento under Den

Spanske Arvefølgekrig i 1705. Uruguays

ældste by, direkte over for Buenos Aires

ved Rio de la Plata, var blevet grundlagt af

portugiserne i 1680, og efter krigen blev

byen leveret tilbage til Portugal. Nu var

denne kolonisering af Rio de la Platas

nordlige bred altså blevet forstærket i

1723 med Montevideo. Buenos Aires

kunne endnu langtfra måle sig med de

største byer i spansk Amerika, men var

dog langsomt ved at vokse i betydning, og

portugisernes tilstedeværelse i Colonia do

Sacramento og nu Montevideo var kilde til

talrige sammenstød. Alt blev forværret af,

at den juridiske situation var uklar:

fredstraktaten mellem Portugal og Spanien

efter Den Spanske Arvefølgekrig havde

tilkendt portugiserne Colonia do

Sacramento, men sagde intet om

fremtidige bosættelser.

I 1735 tilspidsedes situationen, efter at

spaniere fra Buenos Aires havde besat

Montevideo. En diplomatisk krise fulgte,

som i februar 1735 førte til fængsling af

nitten ansatte ved den portugisiske

ambassade i Madrid, straks gengældt ved

en tilsvarende fængsling af nitten ansatte

ved den spanske ambassade i Lissabon.

Konflikten eskalerede i løbet af året, og

Colonia do Sacramento blev atter belejret

af spanierne fra Buenos Aires. Det

lykkedes dog seks portugisiske fartøjer fra

Rio de Janeiro — det tidligere omtalte

linieskib N. SR.A DA NAZARETH (50) og

fem småskibe — i en aktion meget lig den

i 1705, blot med modsat formål, at

forstærke garnisonen i byen med 250

soldater, på et tidspunkt hvor de eneste

spanske fartøjer i farvandet var fregatterne

SAN BRUNO (36) og NUESTRA SEÑORA DE

LA ENCINA (36). Senere ankom andre

mindre fartøjer sendt af vicekongen af

Brasilien med yderligere 200 tropper til

byen.

Udviklingen eskalerede fortsat, og da

det rygtedes at spanierne ville sende en

styrke til området, sendte D. João V en

eskadre på tre linieskibe til konfliktzonen

d. 25. marts 1736, som kort efter blev

forstærket med yderligere to linieskibe.

Denne eskadre, under Luis de Abreu

Søsætningen af N. SR.A DA LAMPADOSA d. 21. januar 1727, i et bevaret samtidigt stik af

Pierre-Antoine Quillard (1700-1733). Kongeslottet lå straks til højre for billedet, og både

slottet og det kongelige orlogsværft havde, som det ses til venstre på dette billede, en

række kajer og tribuner som det overdækkede Cais das Damas eller damernes kaj

hvorfra kongefamilien og hoffet kunne overvære eksempelvis som her søsætninger.

Prego, bestod foruden fem støtteskibe af

N. SR.A DA VICTORIA (74), N. SR.

A DA

CONCEIÇÃO (74), N. SR.A DA ESPERANÇA

(70), N. SR.A DAS ONDAS (58), og N. SR.

A

DA LAMPADOSA (50). De fem skibe var

bygget i 1735 hhv. 1733, 1735, 1724 og

1727.

Den 10. august var eskadren nået det

nuværende Uruguays kyst, da den løb ind i

et uvejr som varede i tre dage, hvorefter

alle fartøjer var spredt. I dagene derefter

udkæmpede skibe fra eskadren tre omtrent

uafgjorte træfninger mod to spanske

fartøjer i farvandet.

Den 16. august stødte portugisernes

flagskib N. SR.A DA VICTORIA på de to små

spanske linieskibe SAN ESTEBAN (50) og

HERMIONA (50).29

Flagskibet var søsat i

Lissabon d. 19. august året forinden, og

gav under dette togt prøver på at være en

hurtigsejler. Det indhentede spanierne og

hejste det portugisiske flag, hvorefter en

træfning blev udkæmpet, som varede den

halve dag indtil solnedgang. Dagen efter

var de spanske skibe ikke i syne.

To dage senere d. 18. august var det N.

SR.A DA CONCEIÇÃO som stødte på de to

spaniere; en artilleriduel fulgte, hvor

portugiseren led betydelig skade på

rigningen, hvorefter de to spanske skibe

kunne undslippe. Endelig en uge senere

var det så N. SR.A DA LAMPADOSA, som

sejlede med koffardiskibet CORTA NABOS,

som d. 26. stødte på de to spaniere. Denne

gang var styrkeforholdet i spaniernes

favør, men desværre divergerer kilderne

hvad denne træfning angår. De spanske

kilder refererer at CORTA NABOS skulle

være blevet taget, og at skiftende vinde

senere skulle have skilt de kæmpende

skibe ad. De portugisiske kilder nævner

derimod at de spanske skibe skulle have

sejlet bort efter at N. SR.A DA VICTORIA

skulle være kommet til syne ved femtiden

om eftermiddagen. De samme kilder

nævner endvidere, at N. SR.A DA VICTORIA

skulle have forfulgt og indhentet de to

spanske skibe, som det udkæmpede en

artilleriduel med indtil klokken to om

natten, da skibene var så nær kysten ved

Montevideo, at havdybden var faretruende

lav, og det større portugisiske skib måtte

opgive jagten.

Det er meget muligt at CORTA NABOS

kortvarigt faldt i spanske hænder, ganske

som ALAMONDA i 1706 i nogle få timer

var på franske hænder. Det nåede dog ikke

at blive bemandet og armeret af spanierne,

som det skete med POPA VERDE i dette

samme farvand i 1705, eftersom det vides

med sikkerhed at skibet få dage senere var

på portugisiske hænder ud for øen Flores.

Dog fortjener den øverste spanske

befalende, don José de Arratia på

SAN ESTEBAN, under alle omstændigheder

ros for de spanske skibes indsats under

træfningerne.

Da han ankom til Montevideo, som

fortsat var besat af en spansk hær,

overvejede den portugisiske admiral at

sende de to mindste linieskibe i eskadren,

altså N. SR.A DAS ONDAS og N. SR.

A DA

LAMPADOSA, med ringest dybgang, mod

Buenos Aires; han opgav dog planen da

man modtog efterretning om, at yderligere

spanske skibe var på vej til området.

Senere ankom de spanske linieskibe

LA GALGA (56), SAN FRANCISCO JAVIER

(52) og PALOMA INDIANA (52), samt atter

fregatterne SAN BRUNO (36) og NUESTRA

SEÑORA DE LA ENCINA (36) til området,

mens yderligere et portugisisk linieskib,

N. SR.A DA ARRABIDA (64), også kom til.

Den portugisiske eskadre var nu på seks

linieskibe på i alt 390 kanoner, mens den

spanske var på fem linieskibe og tre

fregatter på i alt 332 kanoner. De større

portugisiske skibe rådede dog selvsagt

over ikke blot flere, men også betydeligt

sværere skyts, og kunne herefter de næste

tolv måneder uhindret blokere den

spanske hær i Montevideo, uden at den

spanske eskadre på noget tidspunkt turde

udfordre den, skønt den til stadighed

opholdt sig i farvandet — på grundt vand i

bugten på sydsiden af Rio de la Plata.

Ganske ironisk mistedes det eneste skib

tabt under dette togt, det spanske NUESTRA

SEÑORA DE LA ENCINA, efter en

grundstødning d. 27. august 1737 ved

Punta Piedras. Få dage senere ankom

portugisernes N. SR.A DA BOA VIAGEM (64)

med efterretning fra Rio de Janeiro om, at

en våbenhvile mellem Portugal og

Spanien var blevet underskrevet tidligere

på året i maj i Paris.30

En vigtig pointe skal her bemærkes:

Spanien rådede på dette tidspunkt over en

snes forholdsvis nye og velbyggede skibe

på 60-70 stk. Ingen af disse blev dog sendt

til Rio de la Plata, hvorfor den

portugisiske eskadre let kunne vinde

herredømmet i farvandet. Sandheden er, at

Buenos Aires på denne tidspunkt endnu

langtfra havde samme betydning for

Spanien som eksempelvis Havanna på

Cuba, Vera Cruz i Mexico, eller Cartagena

de Indias i Colombia, hvor sådanne skibe

regelmæssigt sås og endda byggedes.

Ganske som Cabinda ved Congos udløb i

1723, er dette således et eksempel på, at

den portugisiske marine kunne nøjes med

få og knap så store skibe, og ikke desto

mindre vinde herredømmet i de farvande

og konfliktzoner som havde høj prioritet

for landet, netop fordi de selv samme

områder typisk ikke havde tilsvarende høj

prioritet for de øvrige magter, som var

involveret i stridigheder med hinanden

andre steder.

Den engelske alliance, 1736

I 1736, samtidig med at eskadren til Rio

de la Plata blev sendt, døde statssekretær

D. Diogo de Mendonça Corte-Real, der

som vi har set var blevet udnævnt i 1707. I

anledning af dette fandt en reform af

statens administration sted, som for første

gang skabte et egentligt ministerium med

ansvar for Armada Real og Ultramar i

Portugal. Men dette betød ikke, at der kom

mere fokus på marinen herefter snarere

tværtimod.

Årsagen til dette skal søges dels hos

den portugisiske alliancepolitik i perioden,

dels hos kongens person. Hvad det første

angår, havde Portugal og England været

allierede siden Windsor-traktaten fra

1386, kun afbrudt af Portugals

personalunion med Spanien og Cromwells

efterfølgende styre i England. Efter

brylluppet mellem prinsesse D. Catharina

af Bragança og Charles II af England i

1662 var denne verdens ældste alliance

genetableret, noget Methuen-traktaten fra

1703, som havde medført Portugals

indtræden i Den Spanske Arvefølgekrig,

cementerede.

Skønt de engelske orlogsskibe som

nævnt indledningsvist i denne periode var

deres fjenders underlegne, viste de

engelske kaptajner og mandskaber igen og

igen en forbløffende evne til at

kompensere for dette. Den menneskelige

faktor, samt det absolutte antal skibe i

Royal Navy, sikrede at den engelske

marine efter Den Spanske Arvefølgekrig

og de efterfølgende to århundreder

var verdens stærkeste.

Med en sådan allieret havde Portugal

kun lidt at frygte på verdenshavene. Intet

viser dette tydeligere end netop

begivenhederne omkring togtet til Rio de

la Plata i 1736. Så snart de diplomatiske

forbindelser mellem Portugal og Spanien

blev afbrudt i 1735, og forberedelser til

krig påbegyndtes, aktiverede Portugal

alliancen med England. Som et resultat

ankom Admiral of the Fleet Sir John

Norris med en flåde på 26 linieskibe

foruden mindre fartøjer til Lissabon i

sommeren 1736, med tilsagn om

troppekontingenter hvis Spanien skulle

invadere Portugal. De fleste af de engelske

skibe forblev i Lissabon indtil fredens

underskrivelse i Paris i maj 1737.31

Og

mens den portugisiske eskadre på seks

linieskibe udkæmpede træfningerne mod

spanierne i Rio de la Plata og blokerede

deres hær i Montevideo, talte den engelske

flådes tilstedeværelse i Lissabon sit eget

stille men lige så tydelige sprog.

D. João V, den Storsindede

Portugal var således allieret med Europas

stærkeste sømagt, og kunne regne med

betydelig støtte i krigstilfælde. Dette betød

dog ikke, at landet ikke selv kunne stræbe

efter at blive en væsentlig sømagt i

perioden, og der kan næppe herske nogen

tvivl om, at dette er hvad der ville være

sket, hvis en flådeinteresseret mand som

eksempelvis Danmarks Christian IV havde

været konge i Portugal i tidsrummet 1707-

1750 — eller hvis kongens ældste broder,

Infante D. Francisco, havde regeret. Den

ikke just mindrebemidlede D. João V ville

uden problemer have kunnet øge marinens

styrke, hvis dette havde været en af hans

prioriteringer.

Men D. João V var ikke en søens

mand. Personligt interesserede majestæten

sig for religion og kunst, ikke for marinen;

og i modsætning til flertallet i samtiden

var hans ideal Rom, ikke Paris. Allerede

under arvefølgekrigen havde han i 1712

oprettet et kunstakademi i Pavens by,

Academia de Portugal, for at støtte

portugisiske kunstneres oplæring i den

romerske stil. I årtierne derefter lod han så

talrige pragtbygninger opføre i Portugal,

særligt i hovedstaden. Målet synes at have

været klart: at forvandle den portugisiske

hovedstad til et andet Rom skønt Wien,

takket være hans dronning og kongens

gamle allierede, kejser Karl VI, også var

et forbillede, som universitetsbiblioteket

Biblioteca Joanina i Coimbra fra 1728,

inspireret af det samtidige Hofbibliothek i

Wien, er et eksempel på. Andre landes

ambassadører kunne efterfølgende berette

hjem om disse pragtbygninger.

Vel som de fleste monarker ønskede

kongen selvsagt at styrke sit riges status

internationalt. Det interessante er de

metoder han valgte. Mens nogle ville have

foretrukket brug af militærmagt, foretrak

D. João V ekstrem pragtudfoldelse. Vi har

allerede set på nogle af hans ambassader,

samt hans berømte dubloner, de tungeste

guldmønter i europæisk historie, der som

det er blevet sagt var et bogstaveligt talt

kontant og internationalt omsætteligt

udtryk for Portugals rigdom. Et af de

sidste og mest ekstravagante tilfælde var

opførelsen af Capella de São João

Baptista eller Johannes Døberens kapel i

Rom, et af de rigest udsmykkede kapeller i

den kristne verden, som efter at være

blevet velsignet af Pave Benedikt XIV

blev skilt ad, sejlet til Lissabon og

genopført dér i 1747. Det var som en følge

af disse pragtbyggerier af kirker og klostre

— skønt universitetsbiblioteket og

Lissabons akvædukt må fremhæves blandt

verdslige bygninger — at D. João V af

samme Pave Benedikt XIV i 1748 fik

tilkendt titlen Fidelissimus, eller Mest Tro,

som herefter var de portugisiske kongers

katolske ærestitel frem til 1910.

Ad maiorem Dei gloriam. Den 17. november 1717, elleve dage efter at eskadren under

greven af Rio Grande var vendt sejrrigt hjem fra Middelhavet, lagdes grundstenen til det

vældige kloster i Mafra lidt nord for hovedstaden, bygget for at fejre tronarvingens fødsel.

Basilikaen blev indviet i 1730; med i alt 110 klokker har det verdens største klokkespil.

På grund af den enorme rigdom han

rådede over er der måske intet unaturligt i,

at D. João Vs foretrukne metode til at

højne Portugals prestige var ekstrem

pragtudfoldelse. Sandheden er imidlertid,

at ikke siden D. Manuel I (1495-1521) og

D. João III (1521-1559) havde Portugal

haft en konge som interesserede sig for

marinen. I sidstnævnte konges sidste

leveår, på en tid hvor Portugal endnu

herskede over Omans og Ceylons kyster,

Malacca, osv., rådede den kongelige

marine i Østen over femten galeoner og ti

store karakker i havnen i Goa alene; nu

rådede Armada Real i D. João Vs sidste

fredelige leveår over blot omkring femten

linieskibe i alt. En dobbelt så stor

orlogsflåde kunne let være blevet

udbygget, men D. João V foretrak altså

pragtbyggeri. Ganske ironisk forsvandt de

fleste af kongens byggerier i hovedstaden

fem år efter hans død ved Lissabons

jordskælv. Sic transit gloria mundi!

Et politisk testamente, 1747

Tredive år efter slaget ved Matapan var

magtbalancen i Europa ændret. Østpå var

Det Osmanniske Rige nu inde i dekadence

og var ikke længere en trussel, og mod

vest var man nu i Oplysningstiden, et

”Forte, mas não magnifico”. Stærk, ikke storslået, var chefarkitektens nu berømte bud på

Lissabons Aqueducto das Aguas Livres, bygget 1731-1748. Arkitekten levede op til sit ord:

få år efter værket stod færdigt modstod det jordskælvet i 1755. Både han og de øvrige

ingeniører på projektet var uddannede militæringeniører fra Hofmilitærakademiet.

udtryk først brugt i 1733 i Frankrig. På få

årtier havde Pavestaten mistet en stor del

af sin indflydelse på den politiske arena.

På denne tid, tre år før D. João Vs død,

skrev D. Luis da Cunha (1662-1749),

Portugals ambassadør i Paris, et langt brev

til den portugisiske kronprins i Lissabon.

Diplomaten, en nevø af greven af Villa

Flor, havde tidligere været ambassadør i

London og Madrid, og havde deltaget i

kongressen som havde forhandlet freden i

Utrecht i 1713, som endte Den Spanske

Arvefølgekrig. Brevet blev udgivet i 1820,

og kendes siden som Testamento Politico.

Det indeholder en lang række råd til den

kommende D. José I (1750-1777), baseret

på mange års erfaring som ambassadør og

nøje iagttagelser af samfundsforholdene i

England, Frankrig og Nederlandene

sammenlignet med Portugal og Spanien.

Det var i dette brev, at ambassadøren

blandt andet anbefalede den kommende

monark den senere markis af Pombal som

minister.

D. Luis da Cunhas lange brev er en

visionær opsummering af forslag. Blandt

andet genoptog ambassadøren et tidligere

forslag fra det 17. århundrede om at flytte

Portugals hovedstad til Brasilien, hvor

hoffet skulle slå sig ned og kongen antage

titlen af Imperador do Occidente eller

Kejser af Vesten. Også forslag vedrørende

politi og gadebelysning i Lissabon bliver

nævnt.

Hvad Pavestatens militære rolle angik,

tilsluttede D. Luis da Cunha sig tanken

om, at Ecclesia Dei non est defendenda

more castrorum — Guds kirke skal ikke

forsvares med militære midler — og

modsatte sig den strømning som

forsvarede Pavens brug af væbnet magt.

Blandt andre iagttagelser og kommentarer

i den retning skriver han eksempelvis:

”Det er ganske sandt at på dette område

som i andre går man ud fra at Hans

Hellighed er en verdslig fyrste: en

forfærdelig [terrivel] antagelse, af hvilken

følger forfærdelige konsekvenser”.32

Derudover argumenterede D. Luis da

Cunha også for bl.a. en betydelig styrkelse

af marinen; her var hans tanker i tråd med

den da afdøde Infante D. Franciscos.

Efter at have beskrevet en tænkt reform af

hæren skriver han: ”Endnu vigtigere vil

det være, at denne styrke på landjorden

må blive modsvaret af styrke på havet; for

Portugal kan tælles blandt magterne som

således kaldes på grund af havet, og de

flåder som kommer til landet fra de tre

verdensdele”.33

Her og andre steder

argumenterer ambassadøren for, at

Portugal burde udbygge marinen for at

spille en større rolle internationalt, og at

Armada Real burde råde over op mod

fyrre linieskibe, altså godt en fordobling af

styrken; desuden anbefaler han en række

tiltag inspireret af den franske Marine

Royale og fransk praksis på området.

Ambassadøren i Paris slutter med denne

interessante bemærkning: “... og lad ingen

fortælle mig, at [Kronen] ikke kan

underholde de styrker som jeg taler om

ovenfor; for alle kender Sveriges

indtægter, og Danmarks, og hvori deres

handel består; og ikke desto mindre

underholder førstnævnte 30 linieskibe, og

sidstnævnte 25…”34

Epilog

For kort at opsummere den videre

udvikling, kan det fortælles at Oman i

løbet af 1730erne ophørte med at være den

trussel det tidligere havde været i Det

Arabiske Hav. I Indien fortsatte

piratfyrsten Angrey og dennes sønner,

officielt Maratha-forbundets admiraler,

derimod med at være en plage for

europæisk skibsfart langs vestkysten indtil

1756. I 1738 mistede Armada Real

fregatten SÃO MIGUEL (24) til fem

tomastere og elleve enmastere fra deres

flåde ud for Bassein, efter en seks timer

lang kamp, hvor portugiseren nåede at

affyre fire hundrede skud før det mistede

masterne og blev taget. Dette var det

største fartøj marinen nogensinde mistede

til piraterne.35

Opildnede af denne sejr

vovede syv tomastere samt elleve

enmastere året efter, i ganske svag vind, et

angreb på linieskibet N. SR.A DA VICTORIA

(74), som havde deltaget i togtet til Rio de

la Plata to år forinden.

På denne tid var Maratha-forbundet

vokset i styrke, og havde helt overtaget

Stormogulrigets rolle som den vigtigste

magt på subkontinentet. I modsætning til

D. Luis da Cunha (1662-1749), ambassadør i London, Madrid og Paris, hvor han døde. I

et langt brev til kronprinsen fra 1747, siden udgivelsen kendt som Testamento Politico,

argumenterede han bl.a. for en væsentlig styrkelse af den kongelige marine.

stormogulernes rige var forbundet ikke

venligt indstillet over for portugiserne.

Denne udvikling førte til, at Bassein og

Chaul i Provincia do Norte i marts 1739

blev belejret af forbundets hære. Bassein

faldt i maj; efter et tappert forsvar tillod

sejrherrernes general garnisonen at forlade

fæstningen med våben og faner under fuld

honnør. Kort før nyheden om dette nåede

Lissabon, var markisen af Louriçal i maj

1740 afsejlet til Indien som vicekonge,

med fire linieskibe og to fregatter samt to

tusinde infanterister om bord som

forstærkning til fæstningerne i Østen. Ved

ankomsten i februar 1741 fandt han, at

ikke blot var Bassein faldet, men greven af

Sandomil, den afgående vicekonge 1732-

1740, havde måneden forinden evakueret

Chaul, og Maratha-forbundet havde taget

de fleste af portugisernes ubefæstede

bosættelser i Provincia do Norte, hvor kun

Daman endnu bestod. Senere blev de

mindre betydningsfulde byer på

Canarakysten mod syd også evakueret, og

portugisernes Estado da India havde

hermed fundet den dimension det skulle

bevare indtil 1961: Goa, Daman og Diu.

Hertil kom Macau og Timor samt

Moçambique, indtil dette som sagt blev

løsrevet fra vicekongedømmet i 1752.

1740erne var en krigsfyldt tid for

fæstningerne i Indien, og større eskadrer

end sædvanligt sendtes i dette årti til

Østen, således foruden fregatter fem

linieskibe med troppeforstærkninger i

1741 og igen i 1747. Under markisen af

Alorna, vicekonge 1744-1750, vandt

portugiserne takket være disse

forstærkninger en række sejre mod

Maratha-forbundet, og Goas territorium

udvidedes.

Marinens sidste træfning mod Angreys

skibe fandt sted d. 11. december 1752, da

linieskibet N. SR.A DA MISERICORDIA (64)

ud for Calicut besejrede tre tremastere,

syv tomastere og elleve enmastere fra

deres flåde. Heldigvis for portugiserne var

vejrguderne med dem denne dag, og i frisk

vind kunne linieskibet besejre denne ellers

usædvanligt stærke eskadre, i en træfning

hvor dets væsentligt sværere skyts kom til

sin ret. De næste ti år udførte marinen helt

ekstraordinært ingen militære operationer i

Østen. Kort efter døde greven af Alva,

vicekonge 1754-1756, under et slag mod

Maratha-forbundets hær — den eneste

portugisiske vicekonge der nogensinde er

faldet i kamp. Herefter kom fred i en

årrække, mens England besejrede Frankrig

og lagde kimen til landets senere

overherredømme i Indien.

På samme tid udkæmpede Portugal i

Sydamerika Guarani-krigen i 1754-1756.

Colonia do Sacramento var fortsat stridens

æble mellem Portugal og Spanien. Ved

Madrid-traktaten i 1750 gav Portugal

afkald på byen, mod i stedet at få de

såkaldte Syv Missioner, syv blomstrende

jesuitiske missioner i spansk territorium i

den nuværende argentinske provins

Misiones. Jesuitterne modsatte sig denne

overdragelse, bevæbnede indianerne i de

pågældende missioner, og førte en

kortvarig men blodig krig mod de

portugisiske styrker.36

I Colonia do

Sacramento modsatte portugiserne sig

ligeledes overdragelsen, som aldrig fandt

sted. El Pardo-traktaten i 1760 annullerede

så den foregående traktat — hvorefter

spanierne fra Buenos Aires endnu en gang

angreb Colonia do Sacramento i 1762, og

stridighederne kunne fortsætte.

Konklusioner

Hvilke indtryk står tilbage efter denne

gennemgang af Portugals Armada Real i

første halvdel af det 18. århundrede? For

at opsummere en vigtig pointe vil vi citere

Lars Bangert Struwe, som i sin artikel

”Småstat eller stormagt? Danmark-Norges

stilling i 1700-tallet” henviser til den

danske flådes to aktioner mod Algiers og

Tripoli i århundredets anden halvdel, og

konkluderer, at: ”Danmarks militære magt

blev også projiceret langt uden for landets

grænser. Flåden blev for eksempel sat til

at lave straffeaktioner mod piratstater”.37

En portugiser på D. João Vs tid ville

derimod have sagt, at Portugals militære

magt for det meste blev projiceret inden

for landets grænser. Men som vi har set

var disse netop globale. I kraft af imperiets

natur betød dette i den her undersøgte

periode, ganske som i 1500- og 1600-

tallet, at langt de fleste portugisiske

militære operationer, til lands såvel som til

havs, foregik i andre verdensdele, flere

tusinde sømil fra Portugal, mod de mest

forskelligartede fjender.

Slaget ved Kap Matapan markerer

imidlertid et vendepunkt for Armada Real.

Greven af Rio Grandes eskadre tjente

klare politiske mål snarere end

forsvarsmæssige hensyn: formålet med at

støtte Venedig mod tyrkerne var især at

styrke alliancen med kejseren og Paven,

med andre ord især at styrke Portugals

prestige internationalt — hvilket bestemt

også lykkedes, bl.a. takket være de to

portugisiske grevers lydighedsnægtelse.

Under dette slag blev flåden altså brugt

som en del af Portugals udenrigs- snarere

end forsvarspolitik. Dette skulle imidlertid

blive sidste gang at Armada Real blev

brugt i denne rolle, som en brik i det

storpolitiske spil. Herefter begrænsede den

sig til rent militære operationer med

imperiets umiddelbare sikkerhed for øje.

Et godt eksempel er togtet til Rio de la

Plata i 1736.

Generelt i perioden ser vi, at Portugal

nu rådede over ganske velbyggede

orlogsskibe, og orlogskaptajnerne var nu i

hovedparten professionelle kaptajner med

baggrund i handelsflåden og/eller med en

D. João V, et arbejde fra 1747 af

Alessandro Giusti i klosteret i Mafra.

uddannelse ved Hofmilitærakademiet.

Undtagelsen her var admiralerne i større

og mere prestigefyldte eskadrer, som,

hvad enten de skulle hente en udenlandsk

prinsesse til Portugal, eller skulle anføre et

militært togt, næsten uundgåeligt var

betitlede højadelige, med alt hvad det for

den tids portugisiske højadel indebar af

fokus på etikette, rang og ære. De to

grever ved Matapan i 1717 var et typisk

udtryk for dette. Lidt paradoksalt, og i

modsætning til under kampene mod

hollænderne hundrede år tidligere, var

dette dog ikke længere nødvendigvis et

problem, takket være marinens enorme

udvikling hvad materiellet og personalet i

øvrigt angår.

Portugals Armada Real var en mindre,

men effektiv marine i perioden, med skibe

som opererede over et umådeligt område i

et utal af forskellige operationstyper. Dog

bør flådens potentielle styrke bemærkes.

Under D. João V ofrede Portugal helt

muligheden for at kunne udruste en stor

potentiel flåde, og koncentrerede sig om

optimal udnyttelse af den eksisterende

Gloria in excelsis Deo. Parti

fra Capella de São João

Baptista i Lissabon. Alt er

overdådigt: alterfronten er

belagt med ametyst, søjlerne

er belagt med lapis lazuli,

vægge, og karme er i jaspis,

porfyr, agat, forskelligt

marmor, osv. Vægtavlerne er

i øvrigt ikke malerier, men

fine mosaikker. Dette rum,

bygget i Rom, velsignet af

Paven og genopført i

Lissabon i 1747, er et af de få

interiører i Lissabon som

overlevede jordskælvet i

1755, og giver et godt indtryk

af de rigdomme D. João V

brugte på pragtbyggeri i

løbet af sin regeringstid.

Bemærk armillarsfæren i

mosaikken i gulvet foran

alteret: siden 1500-tallet har

det været et symbol på

Portugals status som sømagt.

styrke. I kraft af en større marine ville

Portugal have kunnet spille en større rolle

på den internationale politiske scene, og

ikke i stigende grad afhænge af England

som garant for sikkerheden. Som vi har set

fandtes der mænd i Portugal som indså

dette: at stater på den tid måltes især på

deres militære magt. D. Luis da Cunhas

”politiske testamente” blev dog aldrig ført

ud i livet hvad marinen angår. Katastrofen

i 1755 skulle kræve alle Portugals

ressourcer til Lissabons genopbygning i en

årrække, og først under omtalte minister

for marinen Martinho de Mello e Castro

1770-1795 skete en egentlig fornyelse af

Armada Real, dog allerede med klart mere

begrænsede mål; markisen af Nisas

eskadrer til Den Engelske Kanal og

Middelhavet i 1790erne under

Revolutionskrigene førte ikke til et andet

Matapan.

Indtil få år før jordskælvet havde D.

João V regeret enevældigt i mere end fyrre

år, som sin tids ubetinget rigeste monark.

Men i stedet for at bygge krigsskibe

foretrak han altså kirker og klostre. Denne

artikel illustrerer i grunden, hvor stor en

rolle den enevældige monark spillede på

denne tid. Artiklens titel kunne således

have været Kanoner eller Kirkeklokker?

Kongens broder Infante D. Francisco ville

have foretrukket at bruge bronzen til de

første. D. João V gjorde ikke. Sluttelig kan

vi derfor ikke undgå at bemærke det

enorme paradoks der ligger i, at D. João V

på den ene side hyldede Portugals

maritime historie og landets status som

sømagt, som vi har set med Oceanernes

Karet i ambassaden til Rom i 1716 og

armillarsfæren i Johannes Døberens kapel

tredive år senere — og i udpræget grad

med oprettelsen af Academia Real da

Historia i 1720, i dag Academia

Portuguesa da Historia —, men på den

anden side forsømte at styrke selv samme

sømagt. Hans lange regeringstid,

kombineret med hans rigdom, var en

enestående mulighed for at placere

Armada Real blandt de tredje stærkeste i

Europa på den tid, et stykke efter

Englands og Frankrigs, men omtrent på

linie med Spaniens og Nederlandenes. I

stedet udviklede marinen sig til en

forholdsvis lille, skønt ganske effektiv,

oversøisk flåde. Om en styrkelse af

marinen ville have gjort nogen forskel i

det lange løb må stå hen i det uvisse.

Tilbage for eftertiden står de bygninger

som overlevede katastrofen i 1755.

1 Næsehornet døde ved forlis under en storm i Det

Tyrrhenske Hav før det nåede Paven, men var

blevet set af François I af Frankrig ud for

Marseilles, og blev som bekendt foreviget af

Dürer. Om den hvide elefant, som Leo X gav

navnet Hanno efter Kartagos berømte hærfører, og

dyrets sørejse fra Indien til Portugal og videre til

Rom, se BEDINI, Silvano: The Pope’s elephant.

An elephant’s journey from deep in India to the

heart of Rome. Manchester: Carcanet Press, 1997. 2 Yderligere en detalje fortjener at blive nævnt:

ambassadens fem pragtkareter blev alle trukket af

ottespand: ambassadørens karet forrest samt den

bagerste karet blev trukket af "frisere, sorte og

stærke"; den næst forreste blev trukket af "plettede

polakker", den næst bagerste blev trukket af "røde

tyskere"; og den midterste karet blev trukket af

"danske fukse". 3 Den på tysk såkaldte Groβen Türkenkrieg kaldes

i italiensk historiografi, set fra Venedigs og

Pavens synspunkt, Den Sjette Osmanniske Krig,

eller blot Krigen om Morea. 4 Markisen af Fontes var ekstraordinær

ambassadør; den residerende ambassadør i Rom

var normalt altid en gejstlig, typisk en biskop.

Efter hjemkomsten modtog markisen af Fontes

den historisk vigtigere titel af markis af Abrantes,

og kendes derefter som sådan. 5 Jf. Del II.

6 Jf. Del I. For en kort biografi af Ippolito

Desideri, se BARGIACCHI, Enzo Gualtiari: Un

ponte fra due culture. Ippolito Desideri S.J.

(1684-1733). Breve biografia. Firenze: Istituto

Geografico Militare, 2008. Rejsen til Indien

refereres på s. 10-11. 7 For god ordens skyld skal det siges, at titlen af

patriark, modsat kardinal, blot er en ærestitel. Ud

over de tre nævnte vestlige patriarker — med

patriarken af Indien i Goa i dag fire — findes en

række østlige patriarker i og nær Det Hellige

Land, såsom Jerusalem, Antioch og Alexandria. 8 Det danske DANNEBROG medførte i 1710 24-

pundigere hhv. 14-pundigere og 8-pundigere.

Det portugisiske flagskib i 1717 affyrede således

en bredside der var mere end en tredjedel tungere

end et tilsvarende engelsk skib på 80 stk., og en

smule tungere end selv den store danskers på 90

stk. Disse faktorer var årsagen til, at det

portugisiske viceflagskib i Matapan, bygget i

1715 og noget større end flagskibet fra 1701,

bedre kunne sammenlignes med en engelsk first-

rate på 100 kanoner som ROYAL WILLIAM, jf.

Del I. Forskellen i artillerieffekt mellem en

engelsk third-rate på 70 stk. og en portugisisk 66-

kanoners var knap så stor, kun godt 10 % i

portugisernes favør. Bemærk i øvrigt at 36-

pundigere ligeledes var standard på de største

franske skibe på denne tid. 9 Diario e Relação da Armada que foy a Italia em

Socorro dos Venezianos, este Prezente Anno de

1717 a qual mandava o Conde do Rio Grande

Lopo Furtado de Mendonça. Biblioteca Nacional

de Portugal, COD. 271//1. 10

Skt. Antonius af Padova, født i Lissabon i 1195,

død d. 13. juni 1231 i Padova i Italien, hvor han

ligger begravet. Denne helgen er uden

sammenligning den mest populære i Portugal;

hans helgenkåring mindre end et år efter døden, d.

30. maj 1232, er stadig den hurtigste helgenkåring

nogensinde i den katolske kirke. Hans dødsdag d.

13. juni er kommunal helligdag i Lissabon, og

genstand for årets største fest i den portugisiske

hovedstad. Begge eskadrens små støtteskibe,

SANTO ANTONIO DE LISBOA og SANTO

ANTONIO DE PADUA, var opkaldt efter denne

helgen. Det samme er eksempelvis også den

portugisiske kirke i Rom, Sant’Antonio dei

Portoghesi. Bemærk imidlertid, at Lissabons

skytshelgen er Skt. Vincent, som også Kap Skt.

Vincent, skueplads for adskillige store søslag

gennem tiderne, er opkaldt efter. 11

Diario e Relação da Armada... Oversat af forf. 12

Ibid. 13

Ibid. 14

Ibid. 15

16

17

Jf. MENDONÇA, Pedro de Quintanilha e:

“Højædle og velbårne herrer. Opnåelse, opfattelse

og udnyttelse af social rang under enevælden

1671-1849”. Sien Saxo nr. xx, 2010, s. xx-xx. 18

”Portuguese Nobility”, op. cit., s. 19

Jf. MENDONÇA, Pedro de Quintanilha e:

”Malacca 1606”, op. cit., s. xx-xx. De to admiraler

i 1717 var i øvrigt selv beslægtet, idet greven af

Rio Grandes moder var Beatriz de Lima e Távora,

af viceadmiralens slægt. 20

Jf. STAPEL, F.W. (Ed.): Pieter van Dam's

Beschryvinghe van de Oostindische Compagnie

1639-1701. ‘S-Gravenhage, 1943, s. 186. 21

I eksempelvis England i perioden ses earls af

gammel slægt stort set kun blive udnævnt til First

Lords of the Admiralty. Blandt de uhyre få

undtagelser som gjorde aktiv tjeneste ses Lord

Northesk som kaptajn på PRESTON (50) i 1744-

1746, jf. CLOWES, William Laird: A History of

the Royal Navy. Vol. II, s. 108 & s. 120. 22

Slægten Távora blev nærmest udryddet af

markisen af Pombal i 1759 efter en skueproces,

som i virkeligheden var et magtopgør med den

gamle højadel i tiden efter Lissabons jordkælv i

1755. Denne proces førte til at omtalte vicekonge,

markisen af Távora, sammen med sin søn samt

yderligere en hertug blev henrettet, mens slægtens

palads blev jævnet med jorden, osv. Slægten er

derfor blandt Portugals bedst beskrevne i

litteraturen, jf. eksempelvis det endnu

fundamentale værk af FREIRE, Anselmo

Braamcamp: Brasões da Casa de Sintra. 3 Vols.

3ª Edição, Lisboa, Imprensa Nacional-Casa da

Moeda, 1996. Vol III, s. 107-116. 23

24

Diario e Relação da Armada..., op.cit. 25

Ibid. 26

Ibid. 27

Mere end ti år efter slaget ved Matapan skrev

Desideri i sin beretning om rejsen til Østen

således om Brasiliensflåden, som han kort havde

fulgtes med, at den var ”…a large fleet bound for

Brazil, Angola, and Cape Verde, with the famous

Santa Rosa as flagship.” Den gode jesuit husker

nu her forkert: hans rejse til Indien fandt sted i

1713, og SANTA ROSA blev først søsat fra det

kongelige orlogsværft i Lissabon i 1715. 28

29

Disse skibe bliver oftest refereret som værende

et linieskib på 56 stk. hhv. en fregat på 36 stk., det

sidste utvivlsomt pga. skibets sørgeligt berømte

forlis med alle mand ud for Kap Horn i 1741. Der

var dog tale om to små todækkere, bygget i 1727

hhv. 1733, hvis effektive bevæbning var 22 12-

pundigere, 22 8-pundigere samt 6 4-pundigere,

modsat den teoretiske bevæbning på i alt 56 stk. I

1734 forsøgte man sig med en udrustning på 22

16-pundigere på det nederste dæk på disse skibe,

men forsøget blev opgivet. Jf. PÉREZ, Enrique

Garcia-Torralba: Las fragatas de vela de la

Armada Española 1600-1850. Su evolución

técnica. Madrid, 2011, s. 131. 30

31

Det var for øvrigt om bord et af disse fartøjer at

tidligere nævnte John Harrison undervejs til

Lissabon første gang testede et af sine maritime

kronometre til havs, som krævet af Longitude Act;

dette skete om bord det ligeledes omtalte

CENTURION (60), der som man vil huske var

bygget en fod længere end 1719 Establishment

tillod, jf. Del I. 32

Testamento Politico ou Carta Escripta pello

grande D. Luiz da Cunha ao Senhor Rei D. José I

antes do seu Governo. Lisboa, Impressão Regia,

1820. Oversat af forf. 33

Ibid. 34

Ibid. 35

Jf. Saturnino MONTEIRO, op. cit., s. 146-147. 36

Disse begivenheder bliver i det store hele

korrekt skildret i Roland Joffés film The Mission

fra 1986. Dog skal man være opmærksom på, at

filmens centrale slag, mellem guaraniernes og

portugisernes kanoflåder, i virkeligheden er

inspireret af slaget ved Mbororé i samme område

d. 11. marts 1641, hvor en stor portugisisk

ekspedition modsat hændelserne i filmen blev

afgørende besejret af guaranierne. 37

I Siden Saxo nr. 1, 2010, p. 25.