Valdemar IIs godser i SweciaVALDEMAR IIs GODSER I SVERIGE

Karsten KrambsNy udgave

© 2010 - Karsten Krambs, version 2.1 - 27. Marts 2018

Layout & sats: Aldus, GaramondForside: DyreornamentikFoto, kort, grafik og illustrationer generelt: Karin & Karsten Krambs

Alle rettigheder forbeholdes.Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf erkun tilladt med forfatterens skriftlige tilladelse ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Valdemar IIs godseri Sverige

Karsten Krambs

Forord

Mange har tidligere forsøgt - dog uden held - atlokalisere Valdemars Sejrs ejendomme, men denseneste forskning, med fokus på Svend Tveskægog Knud den Stores tilknytning til Götalandene iSverige, har afdækket nye muligheder som kankaste lys over en overset historisk dansk/götiskrelation.

Artiklen tager udgangspunkt i det interessantehåndskrift Liber Census Daniæ 1 der er forfattet pålatin år 1232. Et afsnit indeholder "Kong ValdemarIIs Jordejendomme i Swecia", hvori der omtales et an-tal på 11 ejendomme -

arem (16 Ott.), Uluæruth (6 Ott.), Burghær (4 Ott.),Wighby (24 Ott.), Rynkeby (4 Ott.), Istath (4 Ott.),Hwalsbyargh (8 Ott.), Cnæby (6 Ott.), Guluæ ( 8 Ott.),Hallæstathæ (8 Ott.), Cnæby (2 Ott.) i Thyustæ.

Da Skåne, Halland og Blekinge var en del af Val-demar Sejrs rige må "Swecia" betyde de landsde-le, der var udenfor den danske konges kontrolomkring årene 1231-32.

Da traditionen foreskriver, at danske kongerejede gods i Västergötland langt op i historisk tidvil artiklen primært fokusere på dette område iforbindelse med at lokalisere godserne. Hertil erdet svenske Ortnamnsregister anvendt. Resultat-erne sammenholdes med filologiske, lingvistiske,historiske og geografiske studier - så langt ma-terialet rækker.

I det 10. og 11. årh. har vikingerne forsynet osmed utallige runesten. Denne kulturarv er medfordel anvendt i arbejdet med at strukturere entidsperiode, hvor skriftlige kilder mangler. De se-neste ti års analysearbejde i runestenenes teksterer dog langt fra afsluttet. Eftertiden kan takke ru-neristerne for de vigtige informationer der slid-somt er hugget i sten med datidens primitive hånd-værktøj.

Målet med artiklen 'Valdemar IIs godser iSwecia' er at afdække og eftervise sammenhængemellem Danmark og Västergötland og specifikt

4

fremhæve - kaste lys over - historiske personer ogoversete begivenheder som fortjener øget op-mærksomhed.

v

5

Opgaven er forsøgt løst gennem en centrering afflere indiciers sammenfald, hvor runestenenesdatering og tekster er tidstypiske for historiske pe-rioder i sen vikingetid. Periodiseringen sammen-holdes med allerede kendte historiske begiven-heder og verificeres med henvisning til numme-reringen af de registrerede runesten.

Der er stor forskel på godsernes arealer/om-fang - og artiklen behandler de største godser først,der beskrives med angivelse af sted eller stednavn.

Beliggenheden af det enkelte gods angives ud frarunestenenes placering i landskabet sammenholdtmed geografiske og arkæologiske vidnesbyrd.

Efter beskrivelsen af hvert enkelt gods viser enfaktaramme de vidnesbyrd der danner grundlag forplaceringen. For flere godsers vedkommende erplaceringen ret entydig, hvor andre beror på etreduceret indicium.

Kort nr. 1 med angivelse af Valdemar Sejrs jordegodser i Swecia. Kortet afspejler 900-tallets Gothia.

~

Valdemar Sejrs jordegods

6

Västergötland

WighbyNavnet Wighby (Vikbyr) er opstået af det old-nordiske vika og betyder blot "ved vigen". Vik-nav-net kan lokaliseres ved Dalbosjön, nærmere i om-rådet mellem bugterne Dättern og Kinneviken.

Göta-elvens fraløb i Vänersborgviken var etstrategisk område for magthaverne i Västergötlandi vikingetid. Her kunne al trafik til og fra Vänernkontrolleres. Bugten Dättern gav optimal mulig-hed for opsamling af flådeenheder samt opmaga-

sinering og reparation af vikingeskibe.

Wighby var på 24 ottinger af et bol og var langtdet største af alle godserne og havde en udstræk-ning mellem byerne Tun i øst, over Ås, Sal, Flo tilVäne-Åsaka i sydvest - med åen Nossan der delerlandskabet. I middelalderen har man nok beteg-net dette gods som et herresæde.

~

Runesten i Wighby

Ved Tuns kirke står runesten Vg 107 og nogle kilometer sydøst herfor - ved Tängs gamle kirke -står to runesten Vg 108, 109 - den første med teksten "miok goðan þægn". I nærheden og på enlokalitet der hedder Tomten, er der fundet et guldarmbånd fra vikingetid. Tæt på Täng og inabobyen Håle står ligeledes to sten ved den gamle kirke, Vg 102 med teksten "harða goðan þægn"og Vg 103 med teksten "goðan þægn". Sydøst for Täng og Håle findes stenen Vg 118 ved Slädenekirke og i samme område finder vi ved Sparlösa kirke hele tre runesten Vg 119, 120, 121.

Den berømte Sparlösasten - Vg 119 - er dateret til 800-tallet med en senere påskrift fra ca.1000-tallet og er ristet med to forskellige typer runer. For størsteparten er stenen ristet af denældste type urnordiske runer - med en enkelt linje ristet i 16-type kortkvistruner, der generelt gikud af brug omkring år 1000. Billedsiden viser bl.a. en tidlig tegning af et klinkbygget vikingeskibmed mast, rigning og sejl, en konstruktion der først blev indført i perioden år 780-820. Vg 119viser at Sparlösa var beboet i tidlig vikingetid. Vg 120 er fra vikingetid og Vg 121 er dateret til1100-tallet.

Sydøst for Sparlösa står ved Levene kirke, en sidste sten i dette område Vg 117 og her liggeret af Västergötlands største gravfelter med 21 høje og 84 stensætninger, hvilket vidner om enstørre boplads på stedet.

I udkanten af Grästorp, øst for Halleberg og syd for Ås står tre runesten. To er fra byen Töftahvor der langs Mjölåen og ca. to km fra Grästorp står stenen Vg 113 med teksten "harða goðanþægn" og på en nærliggende mark står Vg 114 med teksten "harða goðan dræng". Lidt syd for Töftaog Odenslund står runestenen Vg 115 på en gravhøj midt i gravfeltet Stora Västölet med teksten"harða goðan þægn". Et par km syd for Stora Västölet ligger Hyringa gamle kirke og her står Vg116.

I Ås kirke er runesten Vg 112 indemuret i væggen og ingen ved, hvor den oprindeligt har ståeti området. Teksten på stenen lyder sådan -

"Þorir reisti stein þenna eptir Karl, sinn felaga, harða goðan dræng"

Interessant er det, at denne sten har en dubleant som står i landsdelen Nordjylland. Her findes"harða goðan" runestenene mellem Mariager Fjord og Randers Fjord. I bunden af MariagerFjord på et næs omgivet af sumpe ligger ringborgen Fyrkat og herfra stammer runesten Dr 127

Egnen omkring Sparlöse har været beboet siden800-tallet og bebyggelsen var aktiv helt op i det12. årh. Lidt sydøst for gården ligger et stort grav-felt med mange gravhøje. Ved Grästorp liggergravfeltet Stora Västölet og længere mod vest iområdet nær bjergplateauet Hunneberg ses end-nu et stort gravfelt og en tidlig jernaldercentral-

Sparlösastenen med en tidlig tegning af et vikingeskib med mast, rigning og sejl.

7

med teksten -

"Þorir resþi sten þæssi æftiR Karl hinn Goþa, felaga sinn, harða goðan dræng"

som er beviset for et tæt samarbejde mellem godset Wighby i Västergötland og ringborgen Fyrkatved Mariager Fjord. Det er indlysende, at den danske konge indkaldte folk fra Wighby tilkrigstjeneste.

Kun en km nordvest for Ås kirke løber Nossan ud i Vänern og ved Sals gamle kirke stårrunestenen Vg 104. Længere mod vest ligger Flo, hvor der på kirkegården står stenen Vg 100 ogi umiddelbar nærhed - i Bragnum - står thegn-stenen Vg 101 med påskriften "goðan þægn". Beggesten står med det mægtige bjergplateau Hunneberg som en silhuet i baggrunden. Vg 101 haroprindeligt stået ved Lilla Västerby tæt ved Flo. Syd for Bragnum ligger Vittene med et stortgravfelt med gravhøje og skibssætninger, hvoraf en del er fra vikingetid. Ved Vittene har dermuligvis ligget en mindre sø med forbindelse til Göta-elven via Lerumsåen og i området findesen tidlig jernalderscentralplads.

Syd for Hunneberget ligger Väne-Åsaka hvor runestenen Vg 149 står i Åsakatorp. Oprindeligthar den stået ved Grännarp. Lidt syd herfor - i Velanda - står Vg 150 med teksten "miok goðanþægn".

Vänersnæsset - der fra Halleberg rager ud i Vänern - har ligeledes sin runesten Vg 110, derstår i Näsbyholm.

plads. Gravfelterne vidner om en tæt samfunds-struktur med mange smågårde. Runestenen i Åshar en dubleant i Nordjylland og begge har teksten"harða goðan" og "felaga sinn". Dateringen kanestimeres til tiden år 970-1020 og ligger i græn-seområdet mellem Svend Tveskæg og Knud denStores aktiviteter. To runesten fra Täng og Velan-

da har teksten "miok goðan" og samme tekstfor-løb og rytme som to danske runesten fra RandersFjord i Nordjylland, der er dateret til perioden år970-1020.

Vg 108...haufði ræisti stæin þannsi æftiR ..., faður sinn,miok goðan þegn.Vg 150Þyrvi ræisti stæin æftiR Ogmund, bonda sinn, miokgoðan þegn. Þorr vigi.Dr 94Toli res[þ]i sten þæssi æft Ingiald, sun sinn, miokgo[ðan dræn]g. Þø munu minni ...Dr 99Gyþa resþi sten þænsi æftiR Þorbiorn, bonda sinn,miok goðan þegn. Æn Þorþr rest runaR þæssi.

Stenen fra Ås er et yderligere bevis for et tæt sa-marbejde mellem Wighby i Västergötland og egnenmellem Mariager - og Randers Fjord.

Status på godset Wighby er at epitetet harðagoðan optræder 5 gange, thegn optræder 7 gangeog dreng 2 gange.

8

(M)aremI Valdemars Jordebog skrives stednavnene altidmed det første bogstav i versal - dog med und-tagelse af det første navn - "arem". Dokumenter-ne i Jordebogen er kopieret og ændret mange gan-ge gennem årene og derved kan det første bog-stav - versalet - være faldet ud.

Efter et større researcharbejde er det lykkes atlokalisere det rigtige stednavn til Marem. Belig-gende i Marum sogn og Skånings herred. NavnetMarem er i litteraturen og i 1200-tallet nævnt etpar gange som Marhem og Mareem. Marum sognligger i et område ca. 4 km syd for Skara omkringåen Flian, hvor Marums kirke - fra begyndelsen af1100-tallet - ligger.

Godset Marem var det næststørste af alle ejen-dommene på 16 ottinger af et bol og havde enudstrækning afgrænsende med byerne VästraGerum, Vinköl, Synnerby, Saleby og Jung - må-ske endda med kontakt til bugten ved Lidköping -og grænsende i syd mod byen Härlingstorp.

~

I Skara by i Marumsgatan 12 står Vg 72 der er en 1100-tals gravhelle og ved selve domkirkenfindes Vg 71 fra 1200-tallet.

I Västra Gerum kirke står runestenen Vg 75 med teksten "harða goðan" og i Vinköls gamlekirke findes Vg 74 med teksten "harða goðan þægn". I Synnerby kirke står Vg 73 med teksten "miokgoðan þægn".

Saleby har mange oldtidsminder fra tidlig tid samt fra vikingetiden såsom ringe af guld, sølvrin-ge samt tre tveæggede sværd, hvoraf det ene er udstyret med smukke sølvindlæg. Fra kirken ogfra vikingetid findes Vg 67 og stedet har fortsat sit virke ind i 1200-tallet, hvilket de tre runestenVg 68, 69, 70 viser. Byen Jung - har ved kirken stående en 1200-tals runesten Vg 64.

I Norra Härenes (Hærine) gamle kirke findes thegn-stenen Vg 59 med teksten "harða goðanþægn". Norra Härene ligger ca. 8 km syd for Lidköping. I Härlingstorp - der ligger ca. 5 km sydfor Kvänum - findes runesten Vg 61 med teksten "harða goðan dræng".

Runesten i Marem

Lidt vest for og ca. 1 km fra Lidköping ligger Rå-da, hvor runestenen Vg 40 står med teksten -

"han fandt døden ... da konger kæmpede"

og samme bemærkning om kongerne findes påendnu en runesten i Danmark -

Vg 40Þorkell satti stæin þannsi æftiR Gunna, sun sinn.eR varð dauðr i orrustu, eR barðus kunungaR.

Dr 66GunnulfR ok Øðgotr ok AslakR ok RolfR resþusten þannsi æftiR Ful, felaga sinn, eR varð ... døþr,þa kunungaR barþusk.

Dr 66 blev fundet under en nedbrændt vandmøl-le i Århus og er ornamenteret med en maske i dendanske Mammenstil der anvendtes i tiden 970-1000. Teksten på begge sten er af flere forskeresat i forbindelse med slaget ved Svold år 10002.

Egnen omkring Råda fortsætter udviklingen opi tiden, hvilket stenene Vg 41, 42 fra år 1100 vi-ser. Marem er det eneste gods hvis navn optræ-deri det svenske Ortnamnsregister - og hvis ud-strækning omfatter den senere by og bispesædeSkara.

Saleby er rig på oldtidsfund og sætning af ru-nesten fortsætter i omegnen til langt ind i 1200-tallet. En runesten - Vg 73 - har teksten "miokgoðan" som optræder i samme tekstforløb og ryt-me, som de to runesten fra Viborg. Kun syv rune-sten har indskriften "miok goðan" hvoraf de femer fra Västergötland. Tre sten er fra godserneWighby og Marem og to fra egnen omkring Fus-sing sø ved Randers Fjord. Runestenene, der rela-

9

terer sig til slaget ved Svold, samt stenene medepitetet "miok goðan" er gode vidnesbyrd på ettæt samarbejde mellem godset Marem i Väster-götland og egnen mellem Mariager og RandersFjord. De to runesten med teksten om kongerneskamp ved Svold år 1000 viser en meget tidlig for-bindelse mellem Danmark og Marem - og dendanske sten har desuden teksten "felaga sinn". Detflytter lidt på estimatet for dateringen af "felagasinn" runesten til årene lige efter år 1000 og der-med må appellativet "harða" været taget i brug al-lerede i Svend Tveskægs tid.

Status på godset Marem er at epitetet harðagoðan optræder 4 gange, thegn optræder 3 gangeog dreng 1 gang.

HallæstathæDeles stednavnet i Hallæ-stath-æ fremkommerendelsen -stath i betydningen "sted". På oldnordiskoptræder endelsen som stað, staða(r) og staþæ. Ensøgning på "Hallæ" stednavne finder Hallæbergetved Edums by i Larvs sogn og fra år 1325 er går-den Hallæboe nævnt i optegnelser sammen medHallegården i Laske-Vedum. I Väster-Bitternefandtes gården Halletorp.

Hallæstathæ var et godsområde mere end nav-net på en by, der med en størrelse på 8 ottinger afet bol havde en udstrækning mellem byerneVedum, Bitterne og Larv - og måske endda græn-sende til området ved Grolanda. Öster- og Väster-Bitterne ligger ca. 4 km syd for Vedum. Status pågodset Hallæstathæ er at epitetet harða goðanoptræder 3 gange, thegn optræder 1 gang og dreng3 gange.

~

Ved Larvs kirke står runesten Vg 126 med teksten "harða goðan dræng" og i samme område, påLarvs hede, står Vg 127 der fortæller om en "goðan dræng".

På en gård i Öster-Bitterne, ca. 5 km syd for Vedum, findes runesten Vg 128 med teksten"bonda goðan" og på den anden side af åen Lidan og ca. 6 km fra Larv står stenen Vg 62 i Ballstorpmed teksten "harða goðan þægn".

Ca. 12 km sydøst for Larv ligger Hällestad hvis kirke ligger ca. 6 km lidt sydvest fra Floby påden anden side af åen Lidan mellem byerne Falköping og Herrljunga. Her findes i området

Runesten i Hallæstathæ

Vg 73Karr ok Kali/Kalli ræistu stæin þannsi æftiRVeurð, faður sinn, miok goðan þegn.

GuluæI Kullings herred og i området mellem Eggvena,Bråttensby og Landa findes et mindre sølandskabkaldet Gullringen eller Gullsjön. På oldnordiskhedder farven gul - gulr - oprindeligt i betydningenstråle/skinne. Måske har vandoverfladen i Gull-sjön haft et gyldent skær? I Eggvena sogn findesstedet Gullbro, der er en mark mellem "mossar".

Guluæ var et godsområde med en størrelse på8 ottinger af et bol og havde en udstrækning mel-lem byerne Eggvena, Bråttensby, Remmene og

Runesten i Guluæ

Eggvena kirke ligger ca. 7 km vest for Herrljunga nær åen Nossan og ca. 8 km lidt sydvest forBitterne. Her står thegn-stenen Vg 151 ristet med teksten "harða goðan þægn". Ved vejen mellemEggvena kirke og Bråttensby står endnu en thegn-sten Vg 152 ved Håkansgården med teksten"harða goðan þægn". Omkring 4 km øst for Eggvena ligger Fölene kirke hvor Vg 153 og 154 står påkirkegården, begge med teksten "harða goðan dræng". Remmene ligger ca. 2-3 km vest for Bråttensbykirke med stenen Vg 156 der har ristet teksten "harða goðan svein". I Bråttensby og nordøst forkirken ligger et gravfelt med flere høje.

omkring Grolanda to runesten Vg 129 fra Skärvum kirke og Vg 130 i Skånum med teksten"harða goðan þægn".

10

UluæruthDet er nærliggende at tro at Uluæruth betyderUllerød. Endelsen -ruth betyder normalt -rød, -rud,-red, -ryd i meningen "ryddet sted i skoven". I Vä-stergötland findes et par Ullered, men aktiviteterfra vikingetid savnes.

Deles navnet til Uluæ-ruth ser det umiddelbartud til at stammen Uluæ mangler betydning. Dogkan u erstattes af v - hvilket giver Ulvæ/Ulve, somrigtig mange forled begynder med.

I Norra Åsarp by findes i dag stedbetegnelsenAlvared, der minder meget om Ulvered og vedsøgning i stednavneregistret dukker navne somUlvamossen og Ulvatuvan op i området. Uluæruthkan være Ulværuth eller et senere Ulvared - der idag er blevet til Alvared.

I Norra Åsarp - Olsbro - står en billedsten iMammenstil der især karakteriseres ved, at der

optræder et stort dyr. Stilen knyttes til kredsen afde danske konger og var udbredt i den sidstehalvdel af det 10. årh.

Kun seks runesten i Götaland viser billeder af"det store dyr" hvoraf de tre er fra Västergötlandog resten fra Östergötland i et begrænset områdenær Linköping.

Teksten på Olsbrostenen omtaler - som deneneste svenske runesten - et togt til Estland ogsamtidig nævnes epitetet "harða goðan". Fristendeer det at kæde dette togt sammen med Håkonstogt til Semland - årene 987-88. Håkon var halv-bror til Svend Tveskæg. I Kölaby nævner en stenet togt til Grækenland.

Godset Uluæruth var på 6 ottinger af et bol oghavde en udstrækning mellem byerne Trädet, Å-sarp og Hög. Status på godset er at epitetet harðagoðan optræder 3 gange og dreng 3 gange.

~

Fölene. Byerne ligger i et firkantsområde omkringåen Nossan indenfor ca. 6-7 km.

Egnen omkring Bråttensby var tæt befolket ogen del smågårde må have eksisteret. Et større grav-felt i området indeholder både små og store høje.

Status på godset Guluæ er at epitetet harðagoðan optræder 5 gange, thegn optræder 2 gangeog dreng 2 gange.

~

I Trädet ligger Kölaby kirke hvor stenen Vg 178 nævner Grækenland. I samme område står Vg179 med teksten "harða goðan dræng" og lidt sydøst for Kölaby kirke, i Stommen, findes Vg 180.Omkring fem km nord for Trädet ligger byen Norra Åsarp. Her findes en af Västergötlandsmest interessante billedrunesten fra vikingetid.

Olsbrostenen viser et dyrebillede der har et tæt slægtskab med dyret på Jellingstenen og samtidighar teksten "harða goðan dræng". Stenen står ved "Alvared Frugården" i Norra Åsarp.Vg 181Gufi ræisti stæin þennsi æftiR Olaf, sun sinn, dræng harða goðan. Hann varð drepinn i Æistlandum. Havarðr(?)hiogg s[tæin].

Runestenen Vg 184 - fra Smula kirke i Norra Åsarp - har teksten "harða goðan dræng" og sammested står Vg 185 fra 1100-tallet. I området lidt nord for Norra Åsarp ligger byen Hög hvor torunesten Vg 182 med teksten "felaga sinn" og Vg 183 - findes. Alle nævnte runesten og byerligger indenfor et område af ca. ti km. Omkring 3 km syd for Trädet ligger Humla gamle kirkehvor runestenen Vg 177 står.

Olsbrostenen med "det store dyr", der har en vis lighedmed dyret på Jellingstenen.

11

Runesten i Uluæruth

Nær Älmestad findes runesten Vg 159 og i Väby ca. 3 km fra Hällstads kirke og på vejen mellemHällstad og Härna står Vg 160. Möne ligger ca. 4 km nordøst for Älmestad og i Rävicke stårstenen Vg 162 med teksten "harða goðan dræng".

Blidsberg ligger syd for Humla og nord for Dalum og er en del af ridevejen ved Ätran - dvs.Redvägsleden - og ved kirken står runestenene Vg 170, 171. Lidt derfra - ved Storegården - står Vg172. Sydvest for Blidsberg og ved Östergården i Vedåsla findes Vg 176. I selve Dalums by står Vg175 og lidt øst for byen ved Præstegården står Vg 173. I Nöre og ca. 3 km syd for Dalum findersstenen Vg 174.

~Et andet område der måske er Eneby ligger mellem byerne Hökerum, Fänneslunda, Härna ogRångedala. Byerne Hökerum, Svedjorna og Södra Vings ligger omkring søen Mogden, der er en delaf åen Viskan. Vi befinder os ca. 10 km nordvest for Ulricehamn.

På Södra Vings kirkegård står Vg 165, Vg 166 fra 1100-tallet og Vg 167 fra 1200-tallet. I selveHökerum står Vg 168 og på nordsiden af søen Mogden står Vg 169 i byen Svedjorna.

Fänneslunda ligger ca. 10 km nordvest for Svedjorna og her står en thegn-sten Vg 158 medteksten "harða goðan þægn". I Härna by lidt 5 km sydøst for Fänneslunda står stenen Vg 161. Endel syd for Fänneslunda og i udkanten af dette område findes Vg 163, 164 ved Rångedala beggefra omkring år 1200.

Det store dyrfra Jellingstenen.

12

større gravplads, der viser grave tilbage til 400-tal-let. Fra vikingetid årene 850-950 e.kr. findes om-kring 60 runde stensætninger, tre høje og flerekammergrave. Oldsagerne er metalgenstande somskjoldbuler, sporer og bidsler til hesteforspand,stigbøjler, spænder og sværd.

Godset Cnæby var på 6 ottinger af et bol oghavde en udstrækning mellem byerne Älmestad,Möne, Blidsberg og Dalum - med Böne som etøstligt yderpunkt - og midt i området ligger Viesjön.

~

Runesten i Eneby

Cnæby?Er Cnæby et gods ved navn Eneby? I Blidsbergfindes en plads med navnet Enevi og i Dalum sognkaldes et større område i landskabet for Enebac-ken. Lidt sydvest for området og i Södra Vings sognfindes et terræn med navnet Enelund. Sted-navnemed forleddet Ene kan have påvirket et gårdsnavnsom Eneby.

Lidt nord for Ulricehamn - nær Älmestad - lig-ger Hällstads kirke. Hele området emmer af old-og vikingetid, hvor der i Pjukarp nordøst forHällstads kirken og syd for gården Hov findes en

Ved Högby kirke står runestenen Ög 81 med teksten "dræng" samt Grikkium, der betyderGrækenland. I samme område findes Ög 82, 83 og 84 - alle nævnte fra Högby og 900-tallet.Stenen Ög 82 har en interessant tekst -

Þorkell ræi[st](?) ... þannsi æftiR Øyvind, Tosta sunn, eR ati Høgby

"Thorkell ristede denne (sten) ….efter Øjvind, Tostes søn, der ejede Høgby".

I Järmestad ved Järstad står Ög 60 med teksten "harða goðan þægn" og stenene Ög 200 i Uddarpog Ög 201 ved Veta kirke, har begge ristet teksten "dræng". Ved Viby kirke står runestenen ÖgFv1965;54 - ligeledes med teksten "dræng". Ved Skänninge kirke står runesten Ög 165 fra 900-tallet, der bekræfter teksten fra ovennævnte sten Ög 82 -

Þorunnr ræisti ok þæiR brøðr, syniR Tosta, æftiR sinn faður. Þorkell'k ræist stæin þennsi æftiR Tosta.

"Thorunnr og hans brødre, Tostes sønner, rejste (stenen) efter deres far. Jeg, Thorkell, ristededenne sten efter Toste".

I Hwalsbyarghs udstrækning har man fundet ca. en fjerdedel af hele egnens runesten fravikingetid på omkring 250 enheder.

~

Et stykke fra godset og i området omkring Linköping findes en del runesten. Tre runesten iÖstergötland viser billeder af "det store dyr" i et begrænset område nær Linköping.

Ledbergsstenen Ög 181 er fra 1100-tallet og står ved Ledberg kirke. Lidt syd for Ledberg og tætved Slakaåen i Lambohov fandtes tidligere stenen Ög 122 med teksten "goðan dræng". Billedet erkombineret med et kristent kors. Den sidste billedrunesten Ög 106 findes på Kärna kirkegårdmidt mellem Ledberg og Lambohov sammen med Ög 105, 107 og 108. Runestenene er placeretindenfor et område på ca. 10 km.

Mod vest og ca. 10 km fra Lambohov står Ög 111 ved Landeryds kirke nær Stångåen medteksten "dræng var med Knud". Et godt stykke fra Linköping og ved den østlige del af søen Roxenstår i Gillberga Ög 104 med "harða goðan dræng" indristet. Lidt sydvest og ca. 4 km fra Gillbergastår Ög Mölm 1960;230 ved Törnevalla kirke med teksten "dræng".

13

er Mjölby.I optegnelser fra år 1376 er nævnt et område

Hwalsberghe3. Godset var et bosted på 8 ottingeraf et bol og havde en udstrækning i området vedSvartåen mellem byerne Högby, Skänninge, Jär-stad, Uddarp, Veta og Viby.

~

Runesten i Hwalsbyargh

Östergötland

HwalsbyarghDeles stednavnet Hwals-byargh betyder endelsenpå oldnordisk "tveden ved bjerget" og hentyder til enbakke med fald til alle sider. Byargh eller biarghbetyder i de fleste tilfælde bærg.

Hwalsbyarg kan relateres til Hogstad sogn iGöstring herred, hvor den største by i landskabet

Det store dyr. Billedrunesten Ög 106 fra Kärna kirkegård i Östergötland nær Linkjöping.

14

I Högby står fire runesten fra 900-tallet. Alle erristet af personen Thorkell, der fortæller om To-stes søn Øjvind der ejede Høgby. Samme runeri-ster mindes Toste i Skänninge på en sten daterettil sidst på 900-tallet.

En anden person fra Högby - Ôzur - faldt iGrikkium, Grækenland, der var vikingernes be-tegnelse for Byzans.

Syd for søen Tåkern ligger byen Väderstad. Herstår runesten Ög 94 - ligeledes med en henvisningtil Grikkium. Interessant er det at Ortnamnsregi-stret har registreret en skattegård - Borg i Valsberg -Väderstad, Göstrings herred og at denne gård må-ske er jordebogens Burghær på 4 ottinger.

Et stykke fra Hwalsbyargh og i egnen nær Linkö-ping har et større gods ligeledes eksisteret. Her fin-des tre billedrunesten der viser "det store dyr" iMammenstil. Godset er ikke medtaget i listen o-ver Valdemar IIs (Sejr) Jordegods men en plausi-bel forklaring kan være, at godset - under Valde-mar I (den Store) - blev skænket bort til den sven-ske konge som medgift. Valdemar den Stores dat-ter Rikissa giftede sig med den svenske konge ErikKnutsson og senere blev deres dattersøn - Valde-mar den Svenske - kronet netop i Linköping.

Status på godset Hwalsbyargh er at epitetetharða goðan optræder 1 gang, thegn optræder 1gang og dreng 4 gange.

På øen Bolmsö i søen Bolmen står runesten Sm 47 og i byen Torp lidt vest for Värnamo stårrunesten Sm 48 med teksten "harða goðan dræng". I Forsheda lidt vest for Värnamo står stenen Sm51 ved kirken, med en reference til en Toste, der rejste en sten efter sin frænde -

Tosti r[æist]i [s]tæin æftiR Gunna, mag sinn, ... ... ... vestar[la] var[ð] ...

Omkring byen Ljungby findes thegn-stenen Sm 35 i Replösa fra 1000-tallet i yderkanten afLjungby, hvor der ligger et stort gravfelt. Runestenens tekst nævner to personer, Gøtrad (Gautraðr)og Åstrad (Astraðr) - usædvanlige og dansk-klingende navne - hvor Åstrad ellers kun forekommerpå danske runesten. I teksten findes ligeledes stednavnet Finnveden - f(i)n:iþ(i) - som en andenrunesten Sm 52 i Forsheda vest for Värnamo staver som - finhiþi. Replösa ligger strategisk vedden gamle handelsvej ved Lagan.

Endnu en runesten - Sm 37 - i Rörbro står syd for Ljungby nær den lille sø Exen, hvortil åenBolman løber fra søen Kösen - begge ristet med teksten "þægn". I området omkring og syd forLjungby står i alt 11 runesten.

Af runesten der nævner England findes Sm 27 på Berga kirkegård ved åen Lagan nord forLjungby, Sm 29 lidt længere nordpå mod søen Lagan i Ingelstad samt Sm 42 lidt øst for Ljungbyi Tuna beliggende ved Ryssbysøen. I området rundt om Lagan står 4 runesten fra vikingetid.

Cnæby i ThyustæCnæby eller Eneby er der mange af. En lettereopgave er at finde området Thyustæ, hvor Enebylå.

Thyustæ kan forbindes med Tjust der ligger iSmåland på øen Bolmsö i søen Bolmen. HvisThyustæ deles til Thyust-æ kan det udlede et parovervejelser. Tidligere er det nævnt, at flere afgodsernes stednavne er forvansket gennem tidenog ved gentagne oversættelser.

Thyustæ kan tænkes at være Þyustæ som senereer blevet til Tiust. I tiden hvor "hundare" opde-

Småland

15

lingen blev indført i Norden ses områdeinddelin-ger med navne som Tyundæ - hvilket Thyustætydeligt er påvirket af. Yderligere var den sydvest-lige del af smålandene, områderne - Njudung, Vä-rend og Finnveden - et slags stor-bo senere nævntsom Tyuhäred - hvilket understøtter ovenståendetese.

Godset Eneby i Thyustæ har været et bostedpå 2 ottinger af et bol og havde en udstrækningomkring byen Värnamo. Der ligger en Eneby iNöbbele sogn - lige syd for Värnamo.

Runesten i Cnæby

Stor-bo'et Finnveden lå sydsydvest for Jönköpingog indeholdt de senere herreder Sunnerbo, Västboog Östbo dvs. syd, vest og øst for søen Bolmen.Samlet findes der her 24 runesten fra vikingetid.

I Njudung sydøst for Jönköping lå de senereherreder Västra og Östra og her findes i alt 39runesten fra vikingetid bl.a. runesten Sm 71 medteksten "þægn" og Sm 93 ristet med "dræng".

Ved søen Lagan står runesten Sm 46 med tekstenGrikkium, hvilket betyder Grækenland og var vi-kingernes betegnelse for Byzans.

Status på godset Cnæby er, at epitetet harðagoðan optræder 1 gang, thegn optræder 3 gangeog dreng 1 gang.

v

16

Flere godser

I det afsnit i Valdemars jordebog hvor de 11 ejen-domme nævnes omtales desuden -

"foruden mange andre, som høre til Sygridhlef"

Artiklen peger derfor på, at der var flere områdermed mindre gårder, der tilhørte ejendommende iSverige i henhold til runestenenes indskrifter. I detfølgende oplistes de forskellige muligheder.

Byen Hol ligger mellem Alingsås og Vårgårdaog her findes et par interessante runesten. Vg 155står ved Hols kirke og på selve kirkegården stårVg Nor 1997;27 - en 2,7 m høj runesten ristet påto sider - der var indmuret i kirkens sydlige kor.Stenen bærer indskriften "harða goðan þægn".

Området omkring Vilske-Kleva lidt nordvest forFalköping har en runesten Vg 131 stående iSjögerås fra ca. år 1200. Længere mod syd - noglekm fra Falköping - står runesten Vg 132 ved Markakirke dateret til sidst i 1100-tallet. I samme områdeved Skyberg ses Vg 133 fra vikingetid.

Langt mod nord i Västergötland - ved Magatan/Flistad - ligger søen Östen, der i gammel tid hedOdinsøen. Et stykke derfra - ved Hjälstad kirke -står en thegn-sten Vg 8 med kors på forsiden samtpå højre side og teksten fortæller, at "Geting rej-ste denne sten efter Germund, sin broder, en goðanþægn. Gud hjælpe".

Ved udløbet af åen Tidan i Vänern lå i gammeltid byen Tuna nu Mariestad. Et godt stykke - 5 kmopstrøms ad Tidan - findes Ullervad. På stræk-ningen mellem Sunnevad og Karleby står i alt 6runesten fra vikingetid - Vg 9, 11, 12, 13, 15 og Vg106. I Leksberg findes to af de nævnte runesten,hvor Vg 106 er ornamenteret med en maske i dendanske Mammenstil. Stedet fortsatte sit virke indi 1200- tallet, hvilket gravhellen Vg 10 viser.

I egnen omkring Linköping i Östegötland låligeledes en større gård, hvilket dokumenteres afen runesten med epitetet "harða goðan" og billederaf "det store dyr" i Mammenstil.

Godserne Burghær, Rynkeby & IstathI Västergötland har det ikke været muligt at lo-kalisere stednavnene Rynkeby, Istath og Burghærmen en mulighed er, at nævnte godser gemmer siget sted i landskaberne i Götaland.

I 900-tallet skete der forskydninger i magtfor-holdet mellem svearland og Danmark hvilket med-førte, at Øerne blev underlagt Harald Blåtand kortefter år 960. På Fyn og ikke langt fra Ladby ogskibsgraven ligger stedet Rynkeby. En anden mu-lighed er Rinkeby på fastlandet ud for Öland, derhar dræng-stenen Öl 58.

Ystad ligger i Sydskåne der har ca. 50 runestenfra vikingetid og 7 sten har epitetet "harða goðan"og 5 af dem er thegn-sten.

Burghær. Et stednavn Borgunda ligger lidt syd forSkövde i Västergötland - men savner helt verifi-cering med runesten fra vikingetiden. En gård Borgbeliggende i Valsberg i Östergötland er måskeBurghær. Burgundæ, Burgenda Land var Bornholmder har ca. 39 runesten fra vikingetid - dog flestfra perioden 1050-1150. Deriblandt 1 thegn-stensamt 3 dræng-sten fra den sidste fjerdedel af 1000-tallet.

v

Sygridhlef

I indledningen af sidste kapitel blev nævnt, atValdemars jordebog omtalte ordet Sygridhlef 4.

"Lef" er det gammelsvenske ord for levning -rest - som i ætælef - der er arvegods. Det gammel-danske ord "lef" findes i ordet kununglef - somkrongods5 og som regel knytter "lef" sig til et per-sonnavn. Dog ikke nødvendigvis altid til en arv-tager da personen samtidig kan være en tidligerebesidder, ophavsmand eller person, der har haft etspecielt forhold til en ejendom.

Det menes, at arvegodset Sygridhlef har haft ensærlig tilknytning til stormandsdatteren SigridStorråde.

Sigrid Storråde (Sigrið Storraða) beskrives somnordisk dronning i 900-tallet, dog hersker der sta-dig stor usikkerhed om hendes historiske eksistens.Sigrid omtales tidligt i sagnlitteraturen af SnorriSturluson år 1230 til 1300.

I "Olafs Tryggvasonar Saga" står følgende -

"Sigriður drottning i Sviþjoð er kölluð var hin Storraðasat að buum sinum".

som fortæller, at "dronning Sigrid i Svitjod (Svear-land), som bar tilnavnet Stórráða, sad i sin kongs-gård".

Fra tidlig tid har nordiske historikere diskute-ret Sigrid Storråde og hendes eventuelle historiskevirke. Sigrid Storråde blev gift med to nordiskekonger og fik to børn, der alle markerede sig efter-følgende i det historiske forløb. Selv er hun af flerelærde gennem tiden bedømt uhistorisk men mangeer dog stadig i tvivl. Mangfoldige islandske beskri-velser har Sigrid Storråde som hovedperson, enkarakter der næppe er frit opdigtet uden at haveen parallel historisk dimension. Da Sigrid har levetomkring først i 1000-tallet, er Snorris litteratur tætpå samtiden og den generelle holdning er, at op-lysningerne fra Island dermed bliver mere "hi-storiske".

Middelalderens konger ønskede at kende de-

17

Sølvbroche fundet Lindholm Højeudført i Urnes-stil. Meget karak-teristisk for 1000-tallet.

res afstamning og derfor blev Snorri Sturluson in-viteret til Norge af kong Håkon IV Håkonsonårene 1218-20, for at forske i de norske konge-slægter.

På sin første rejse til Norge fik Snorri på kun toår indsamlet data til understøttelse af Ynglingatalskongerække, herunder beskrivelser af kongersslægter, kongerigers udstrækninger, familieforholdsamt beliggenheden af de mange gravhøje. HåkonIV har muligvis stillet kyndige folk til rådighed,men gravhøjenes placering og identificering månødvendigvis have krævet en del rundrejse på he-steryg - fra gravhøj til gravhøj.

Snorri rejste ligeledes til lovmanden EskilMagnusson af Västergötland sommeren år 1219,som opholdt sig i Skara, hvor han skrev på Väst-götalagen. Her blev Snorri opdateret i de interneforhold i Västergötland, herunder konger ogslægtsforhold tilbage i tiden.

Snorris anden rejse til Norge var årene 1237-39hvor han blev æret og belønnet af kongen for sinindsats - og det må formodes at kong Håkon IVmodtog et eksemplar af Ynglingasaga.

Sigrid Storråde nævnes af Saxo som "Syritha"(Sygríða) og derefter kun i den islandske littera-tur, men ovenstående sandsynliggør, at lovman-den Eskil Magnusson kunne redegøre for de väst-götiske stormandsslægter seks generationer tilba-ge. Derfor er der stor tillid til, at oplysningerneom Skoglar-Toste og datteren Sigrid Storråde er valide- og dermed historiske.

Skoglar betyder "kamp" og sagaerne fortæller

Først undersøges om svearkongen Erik Segersällkan have været gift med datteren af hertug MieszkoI af Polen. I det politiske spil ses ingen anledningtil, at hertugen og svearkongen skulle indgå en al-liance i Østersøpolitikken gennem et ægteskab.

Konflikten og træfningen ved Fyrisvallarna ca.år 987-88 var et internt nordisk opgør om magt-balancen, resulterede i en sejr til Erik og gav hamhans tilnavn. Efter sejren besatte Erik - muligvis -de gammeldanske områder Skåne og Halland, ind-til sin død år 995. Hvis Olaf Skötkonung skullevære søn af Swietoslawa (Gunhild) må det forkla-res, da hun kun var mellem 7-12 år9. Konstellationensynes derfor ret usandsynlig.

~

Svend Tveskæg

Svend Tveskæg (*960 †1014)Håkon, frillesøn af Harald Blåtand (*958†1013)Gyda, frilledatter af Svend Tveskæg (*978†1020)Harald, søn af Svend Tveskæg (*989 †1018)Knud den Store, søn af Svend Tveskæg (*995†1035)

Herefter afprøves om Svend Tveskæg giftede sigmed samme datter af hertug Mieszko I. Anled-ningen til et politisk ægteskab må søges i beggeparters fordele i det imperialistiske spil. De histo-riske kilder fortæller, at Svends halvbror Håkonårene 987-88 blev konge i Semland 10, det nuværen-de Litauen. Her lå et par vikingehandelspladserhvoraf den ene - Truso fra år 750 - fandtes ved flo-den Weichsel - tidligere Elblag - i Østpreussen. Denanden - Wiskiauten fra år 800 - lå ved Kurskij Za-liv ved mundingen af floden Nemunas. Begge vartidlige handelspladser og kolonier, der i svearrigetsstorhedstid indgik som støttepunkter for hande-len i Østersøen. Gravgodset i Wiskiauten har etkrigerisk præg, som minder meget om gravene iBirka og skønnes at stamme fra en hærgarnison,der skulle beskytte en handelsplads. Alt tyder på at

da også at "Toste" drog på viking og hentede sigstor rigdom.

Skoglar-Toste - hvis rigtige navn var Þorstæinn 6

- må have været en magtfuld stormand i Väster-götland på det tidspunkt, da han giftede sin datterSigrid bort til kong Erik Segersäll. Traditionenfortæller, at Erik var den første konge, der rege-rede både i Svearland og Götalandene - så gifter-målet mellem Erik og Sigrid var måske den alli-ance, der bandt landene sammen.

Det historiske problem med Sigrid Storråde eromdiskuteret og opstår grundet forskellige ogmodstridende informationer i de historiske kilder7

og i sagaerne8. Essensen kan sammenholdes i trekonkrete punkter -

En slavisk kvinde indgår ægteskab med en nordiskkongeSvend Tveskæg gifter sig med enken efter ErikSegersällDer omtales to forskellige kvinder

Den ene af kvinderne er naturligvis Sigrid Storrå-de og den anden er Swietoslawa - i norden kaldetGunhild - og datter af hertug Mieszko I af Polen.

Erik Segersäll

Mieszko I (*935 †992)Dobrawa, hustru til Mieszko I (*ca. 940 †977)datter af hertug Boleslav I af BöhmenSkoglar-Toste (*932/42 †995/1000)Erik Segersäll (*945 †995)Sigrid Storråde, datter af Toste (*962 †1012/22)Boleslaw I (den Store), søn af Mieszko I (*967†1025)Swietoslawa (Gunhild) datter af Mieszko I(*968/72 †1015)Olaf Skötkonung, søn af Erik Segersäll (*979/80 †1022)

18

19

der i Harald Blåtands regeringstid skete en poli-tisk deling af svearrigets udstrækning mellemGormslægten og Svearslægten11.

Hertug Mieszkos rige grænsede i dennes rege-ringstid endnu ikke ud mod Østersøkysten. Detslaviske folk - "Wolinianie" - beboede i tidlig mid-delalder øen Wolin ved Szczecin-fjorden ogstammen blev år 967 besejret af Mieszko12 menfik lov at opretholde deres selvstændighed i helehans regeringstid. Sønnen Boleslaw I's rige - der-imod - grænsede ca. år 1000 mod Østersøen - fraøen Reune (Rügen) til byen Gyddanyzc (Gdansk) -så Boleslaw overholdt åbenbart den traktat hansfar og Svend Tveskæg formentlig indgik angåendeSemland. Samtidig må det konstateres at Jumnepå det tidspunkt var en del af det polske rige.

Knud den Store foretog år 1022 en rejse, førsttil Jumne (Wolin) og efterfølgende til Semland13. IJumne er det sandsynligt at Knud mødtes til endrøftelse med den polske hertug Boleslaw I. Detvurderes, at Semland fra Harald Blåtands tid og enlang periode fremadrettet, var en del af det danskerige.

Adam af Bremen nævner, at den slaviske byJumne var "Europas største by" og byen sættes oftei forbindelse med sagaernes Jomsborg. Om-fattende arkæologiske udgravninger i perioden1934-90 har afdækket en bebyggelse med havn,gravpladser, kultsted og borg - og resultatet vur-deres som et blandet slavisk-nordisk miljø i 10./11. århundrede14. Oldsager fra stedet kan daterestil sidst i 900- og 1000-tallet og fragmenter i bådeBorre- og Ringerikestil er fundet. Dog er der - ind-til nu - ikke fundet endeligt bevis for dansk ind-flydelse på stedet.

En anden årsag til en traktat var, at Svend ogMieszko dannede fælles front mod de tyske kejsereOtto II og III. Et ægteskab med datteren Swie-toslawa (Gunhild) passer fint sammen med faktahvor Harald - søn af Svend Tveskæg - blev fødtca. år 989. Krøniken fortæller15, at Harald blevindsat af Svend Tveskæg allerede før dennes dødog fungerede som konge af Danmark under sinfars felttog til England.

Svend Tveskæg tog på togter til England årene

Polens udstrækning år 1000.

991 og 994 og i perioden 994-1002 var Svendinvolveret i de interne forhold og magtkampe iNorden, hvor han slog mønt i Lund og seneregiftede sig med enken til svearkongen ErikSegersäll. Togterne fortsættes først efter år 1002og engelske kong Ethelreds massakre.

Svend Tveskægs frilledatter Gyda giftede sig år996 med Erik Jarl af Trøndelag. Dette ægteskabses som en bekræftelse på alliancen mellem par-terne og svearkongen Olaf Skötkonung, en koali-tion der samarbejdede i slaget ved Svold år 1000mod norske Olav Tryggvason. Sejrherrerne delteriget, hvor Erik Jarl tog sig af de norske områderog Olaf Skötkonung fik Ranrike - det senere Bo-huslän - mod fortsat at afgive Skåne, Halland ogmuligvis Blekinge til stedfaderen Svend Tveskæg.

Svend Tveskægs andet ægteskab med enken tilsvearkongen Erik Segersäll må have været medstormandsdatteren Sigrid Storråde - hvis krono-logien skal stemme.

v

Sigrids arveret

Der er ikke overleveret principper for arveret påSigrids tid, men det forudsættes at de tidlige danskelandskabslove afspejler den praksis (sædvaner)17,der lå til grund for arveretten langt tilbage i tiden.

Mest almindeligt var det, at kvinden ved æg-teskabets indgåelse indgik en overenskomst omformuefællesskab som betød, at hun kom i fællig18

med ham. I landskabslovene findes ingen direkteanvisninger - så beskrivelsen af kvinden somøkonomisk selvstændig person, knytter sig generelttil hendes overgang til enkestanden.

"Kommer to Ægtefæller sammen paa lovlig Vis, og denene af dem ejer een Mark og den anden hundrede Markog skilles de senere enten ved Døden eller i levende Liveda skal deres Bo altid deles lige over mellem dem, eller,hvis de er døde, mellem deres Arvinger, for saa vidt angaarKøbejord og Løsøre; anden Jord skal gaa til de retteArvinger." (Skånske lov §7)

Det fremgår entydigt af lovteksten at der skelnesmellem købejord og løsøre erhvervet i ægteskabet- og arvejord i slægtens eje. Angående arvejord - og isærdeleshed hvis der var tale om kongeslægtensarvegods19 - forelå der ved et ægteskabs indgåelsealtid en særlig aftale, et legalt særeje. En sådan lov-bestemt "fællig" gav anvisninger på, hvordan arvog skifte skulle håndteres i tilfælde af meget storeformuer og almindeligt var det, at den efterleven-de ægtefælde havde ret til at udtage sin egen arve-jord på skiftet efter den først afdøde20.

20

Da Sigrid Storråde blev gift første gang, sikredeSkoglar-Toste sig, at de meget store ejendomsvær-dier blev i familiens eje så den götiske arv og for-mue ikke blev spredt ved datterens giftermål ind isvearslægten. Ingen vidste om denne alliance villebestå, da det var første gang at svearne og göternehavde fælles konge.

Denne aftale gav Sigrid et lovligt særeje påslægtens godser, hvor vi i dag ved - gennem Jor-debogens Sygridhlef - at det lykkedes Toste at sikrevästgöternes arv helt frem til år 1232.

Sigrids særeje er forklaringen på, hvorfor jor-degodset - med de mange godser og gårde i Vä-stergötland - var i Valdemar Sejrs eje år 1232.

v

Sigrid Storråde fik tre børn med to forskelligenordiske konger. Olaf Skötkonung var ved sin farEriks død 15-16 år gammel og derved myndigifølge loven -

"Men hvis en Enke sidder uden at have en Søn, der erfemten Vintre gammel….." (Skånske lov §67)

Derved - og fordi hun samtidig som enke havderet til at udtage sin egen arvejord - bevarede hunsit fulde særeje i det ny ægteskab med Svend Tve-skæg. Denne store formue medførte, at Sigrid fikøgenavnet Storråde, den hovmodige eller stolte.

~Nyere research har afdækket at Olof Skötkonungvar søn af Sigrid Storråde, der først var gift medErik Segersäll. Efter Eriks død giftede Svend Tve-skæg sig med enken, forstødte sin polske prinses-se Swietoslawa, der derefter tog tilbage til Polen.Med Sigrid Storråde fik Svend derefter datterenEstrid20.1.

Sammen med Swietoslawa fik Svend sønnerneHarald og Knud - samt datteren Swietoslawa. Sa-gens rette sammenhæng var Adam ikke bekendtmed da han i sine tekster fejlagtigt nævner at Knudog Olaf er brødre -

Ulf Jarl Thorgilsson, gift med Estrid (*993/96 †1026)Estrid, datter af Svend Tveskæg (*996/97†1050/57)Svend Estridsen (*1020 †28. april 1074/76)Bjørn Ulfsøn (*1021 †1049)Asbjørn Ulfsøn (*1022/26 †1086)Margrethe Asbjørnsdatter (*1040 †9. maj 1074)16

Harald Hen (*1041 †17. april 1080)Knud den Hellige (*1050/55 †1086)

"Knud var foruroliget over denne dobbelt farlige situationog indgik en traktat med sin broder Olaf, Eriks søn,som var konge i Svedien".

Det gør at der er flere hændelser der må forklaresbl.a. at Knud slår mønt år 1030 i Svearland somom han var svearnes konge og det samme fremgåraf Rombrevet21. Hertil kommer de mange loyalekrigere fra Västergötland - hvor Sigrids familiegod-ser lå - og som udgjorde en væsentlig del af Knudskrigsberedskab.

Sigrid dør perioden år 1012/22 så hvem arvernu Tostes godser og hvordan administreres Sigridsarv og særeje?

Lige efter slaget ved Helgeå - år 1026 - dødeUlf Jarl og Saxo fortæller os, at Knud tildelte sinsøster to herreder i mandebod22. Mange kilder anserEstrid for at være en yderst velhavende kvinde, deri sin enkestand satte sig sine egne mål og først ogfremmest satsede på indflydelse gennem sønnenSvend, som hun støttede utrætteligt og økonomiski hans lange seje kamp for eneherredømmet overDanmark. Estrid dør omkring år 1050-5723 oghendes arvinger var sønnerne Svend, Bjørn ogAsbjørn.

I mellemtiden er Knud død år 1035 og hansbørn efterfølgende år 1036, 1038, 1040 og 1042.

Ifølge de historiske kilder skulle Svend Estridsenår 1074/76 være død i en alder af ca. 54 år. Detpasser godt med alderen på det skelet, som ligger ipillegraven i Roskilde Domkirke24.

Bjørn opholdt sig det meste af tiden i Vesteng-land, hvor han - som Jarl - overtog driften af enrække større godser i Mercia. Han dør i Dartmouthår 104925 i et opgør med Sven Godwinson - og vardermed ude af billedet som arving - da Estridendnu var i live. Er begravet i Winchester.

Asbjørn opholdt sig ligesom sin bror Bjørn iEngland men besluttede sig efter dennes død, attage hjem til Danmark. År 1040 fik han datterenMargrethe, der blev gift26 med sin fætter HaraldHen. Han gennemførte et togt til England år 1069med ca. 200 skibe, hvor Svends to sønner - HaraldHen og Knud den Hellige - deltog, og han tog ad hocpå vikingetogter i perioden 1066-86. Asbjørnstøttede årene 1074/76 Harald Hen som tronpræ-tendent og dør selv år 1086, som den sidste affamiliemedlemmerne.

Når der tales om fordelingen af Tostes arv, erkonstellationen Harald Hen versus MargretheAsbjørnsdatter interessant på grund af deresslægtskab. Det er ikke til at vide hvilke særreglerEstrid havde opsat for arvefølgen, men Svend varuden tvivl ældst og fik kongenavnet efter sin mor-far, selvom Asbjørn levede længst af alle brødrene.Det er ikke meget vi ved om Bjørn og hans opholdi England og der kendes ingen arvinger. Derimodimod fik Svend Estridsen flere.

Margrethe Asbjørnsdatter dør år 1074 - barnløs- og hendes far dør først år 1086. Konge efterSvend Estridsen blev hans søn - Harald Hen - fraår 1074/76.

Tostes arv

Der skulle ti regeringsperioder til før Valdemar Sejrtrådte i position og fik sat skik på det administra-tive Danmark i form af Jordebogen. Det er ikkemuligt at følge godserne i andre kilder på deres vejmod år 1232.

Regeringsperioder -

Harald Hen 1074/76-1080Knud den Hellige 1080-1086Oluf Hunger 1086-1095Erik Ejegod 1093-1103Niels 1104-1134Erik Emune 1134-1137Erik Lam 1137-1146Svend Grathe 1146-1157Knud 1146-1157Valdemar I den Store 1146-1157 - og herefterenekonge 1157-1182Knud 1182-1202Valdemar II Sejr 1202-1241

Efterhånden som kongefamilien deltes i flere linjer,opstod patrimoniet dvs. kongeslægtens arvegods.Kongerne gav velvilligt deres slægtninge gods, såat de kunne leve standsmæssigt. Dette gods gik iarv fra forældre til børn og blev løbene øget gen-

21

nem køb eller yderligere gaver fra kongen. NårValdemar den Store efter sin død år 1182 besad såmeget gods er forklaringen, at han var kongeslæg-tens eneste legitime, mandlige arving. Denne sam-ling af krongods og kongeslægtens arvegods af-spejler sig senere år 1232 i Valdemar Sejrs Jorde-bog - og herunder Tostes arv "Sygridhlef".

Runesten

De i artiklen omtalte runesten tegner efterhåndenet mere tydeligt billede af den historiske periodeder behandles og som har muliggjort en mere nøj-agtig datering og kategorisering. Specifikt er der ibehandlingen fokuseret på den gruppe runestenhvor epitetet "harða goðan" optræder.

Biordet harða betyder egentlig ‘hårdt’ eller‘kraftigt’ og anvendes i mange tilfælde som for-stærkende udtryk i betydningen ‘meget’ eller‘særdeles’ (Imer 2016). Biordet indgår generelt irunesten med typologi fra perioderne 2.2b - Jellingtype 10. årh., Dr 900-1015/20 og 2.2c - efter-Jellingtype Dr 970-1020/25, der har harða i teksten sam-men med enten epiteterne thegn eller dreng, felagasinn, hemþegi eller andet, der plausibelt knytter demtil krig og militær.

Den geografiske spredning kan afgrænses tilJylland, Skåne og Västergötland. Det er ikke muligtat oversætte eller fortolke epitetet harða goðan dabetydningen i vikingetid er ukendt, dog synes ensyntese med fokus på fænomenet harða, harþa,at kunne knyttes til Gormslægten (genus) i almin-delighed og kongen Svend Tveskæg i særdeleshed.

~Årene 982-83 generobrede Svend Tveskæg He-deby. Herom fortæller Haddeby-sten 1, hvor epite-tet "harða goðr" første gang er nævnt. Denne stennævner samtidig teksten - felaga sinn.

Teksten på Olsbrostenen i Uluæruth - omtalersom den eneste svenske runesten - et togt til Est-land og samtidig nævnes epitetet "harða goðan".Fristende er det at kæde dette togt sammen medHåkons togt til Semland årene 987-88. Håkon varhalvbror til Svend Tveskæg. En hypotese er, atSvend Tveskæg og Skoglar Toste indledte et sam-arbejdede efter kongemødet på Danaholmen oggiftermålet med Sigrid. Billedsiden på nævnte sten

er udført i Mammenstil fra perioden 970-1000.Det nævnte samarbejde kan måske aflæses i

placeringen af runesten med teksten "felaga sinn".Teksten er ristet på to sten fra Västergötland pågodserne Wighby og Uluæruth, to fra Mariager Fjord,to fra Århus, en fra Malmø, fire fra området om-kring Lund og fire fra Ystad - alle dateret til tidenår 970-1020. Placeringen synes at afspejle SvendTveskægs hegemoni omkring årene 983-88 og førnederlaget ved Fyrisvallarna - eksklusiv de to stenfra Västergötland.

Endnu to runesten fra denne periode skal næv-nes. Stenen i Ås og dubleanten i Nordjylland harbegge teksten "harða goðan" og "felaga sinn".

Der findes kun syv sten med epitetet "miok go-ðan" der skønnes at være anvendt parallelt med"harða goðan" - men kun i en begrænset periodemod år 995. Tre sten er fra godserne Wighby ogMarem og to fra Nordjylland. Stenene kan tænkesat være fra tiden med et samarbejde mellem Tosteog Svend.

Slaget ved Svold dateres ifølge traditionen til år1000 og den danske af de to runesten med tek-sten "da konger kæmpede" er desuden i Mammen-stil. Den danske sten har samtidig teksten "felagasinn".

At teksterne optræder ens i både Nordjylland og Vä-stergötland bekræfter Svend Tveskægs påvirkning.

Ovenstående gennemgang flytter på estimatet forførste anvendelse af appellativet "harða", der måvære taget i brug allerede i Svend Tveskægs tid.

~Der er flere eksempler på runetekster der binderjordegodserne sammen. På godset Hwalsbyargh iÖstergötland mindes Toste på en runesten iSkänninge fra den sidste fjerdedel af det 10. årh.Runeristeren hed Thorkell og denne person næv-nes yderligere på fire runesten i Högby - sammegods.

Risteren Thorkell mindes sin egen søn "Gun-na" der faldt "da konger kæmpede" ved Svold.Runestenen står på godset Marem i Västergötland.I Småland og på gården Cnæby i Thyustæ mindesToste sin frænde og stedfortræder "Gunna", derdøde vestpå. Samme person som nævnes i Marem.

~

22

En yderligere fællesnævner for Tostes godser er ettogt til Grikkium - Grækenland - der er nævnt påseparate runesten i Västergötland, Östergötland ogSmålandene, henholdsvis med krigere fra gods-erne i Uluæruth, Hwalsbyarg og Cnæby i Thyustæ.Grækenland var vikingernes betegnelse for By-zans. I togtet deltog mange krigere fra hele Mä-lardalens udstrækning og "Grikkium" nævnes iÖstergötland på en runesten fra 900-tallet.

~Runesten med billeder af "det store dyr" i Mam-menstil kan relateres til Gormslægten, der an-vendte dyret som symbol. De mange kejsere afKarolingerslægten sad tungt på magten i 800-tal-lets Europa og "det store dyr" forestiller sikkerten hjort eller måske en løve, der begge syd forEjderen blev anvendt som magtsymbol. Runeri-steren har hver gang måtte bruge sin fri fantasi iafbildningen.

Udover de omtalte runesten i Väster- og Öster-götland eksisterer der flere runesten i Skåne medbilleder af "det store dyr". Tullstorp-stenen fra år1000 har både et dyrebillede og et vikingeskib medskjolde over rælingen. Stenen står mellem Trelle-borg og Ystad.

~Forbindelsen mellem runeteksterne og Gorm-slægten er appellativet "harða". Den nyeste forsk-ning har ført frem til, at en meget stor gruppe afharða goðan thegn & - drængr symboler findes pårunesten i både Danmark og Sverige - netop der,hvor samtidens kilder beskriver, at Knud den Sto-re hyrede en stor del af sine krigere årene 1014-15i forbindelse med slaget om England.

Tolkningen af typografien på runestenene fraKnud den Stores tid er foretaget af professor An-ne-Sofie Gräslund - der skønner - at traditionenblev brugt i forbindelse med tinglid hæren, der ek-sisterede i tidsrammen 1018-1066. Knud runeste-nene menes derfor, at kunne dateres til periodenår 1040-1070.

En optælling viser, at epitetet "harða goðan"findes på 10 runesten i Jylland, 1 på Øerne, 5 iSkåne, 23 i Västergötland og 2 i Östergötland. Derfindes ingen harða goðan runesten i Norge, Ranrike(Bohuslän), Halland, Blekinge og Bornholm. Sekort nr. 2.

v

23

Tullstorpstenen i Skåne med "det store dyr".

Uddybning

Skoglar-Toste må have været agnatisk efterkom-mer af en aristokratisk slægt. Der er ingen tvivlom at Toste var stormand og endda småkonge iVästergötland.

Sidst i 900-tallet27 blev der - muligvis - på Danaholmafholdt et kongemøde som refereret i Västgötalo-ven28. Mødedeltagerne var Sven Tiuguskiæg fradanmark, Emundær Slemæ fra vpsalum og sand-synligvis småkongen Harald Grenske fra Norge/Viken. Årsagen til Norges deltagelse var, at øst-bredden af Oslofjorden - kaldet Ranrike - var un-der norsk kontrol og at Danaholm dermed blevknudepunktet for de tre kongers interesseområderViken/Ranrike/Norge, Halland/Danmark og Väster-götland/Uppsala. Emundær Slemæ stillede med seksmand fra Svearland -

Cakaldi af tindæ landi(Tiundaland)Bot(e) af fiæþrundæ landi(Fjädrundaland)Gasi af væstmannæ landi(Västmanland)Grimaldi af østrægøtlandi(Östergötland)Nænnir af smalandum(Småland)Thorsten af væstrægiøtlandi(Västergötland)

Interessant er det, at Uppsala åbenbart havde hege-moni over Västmanland, Väster- & Östergötland ogSmåland i den sidste del af 900-tallet. Halland ogSkåne nævnes i skriftet med to personer, der stilledeop ved Svend Tveskægs side.

Fra Västergötland mødte personen Thorsten(Þorstæinn) og sammenfaldet kan ikke være tilfæl-digt. Denne Thorsten er samme person som saga-ernes Skoglar-Toste, småkonge i Västergötland ogfar til Sigrid Storråde. Af navneregistreringer fravikingetid kan aflæses, at kongernes navne på-virkede navngivningen på nyfødte i tiden for ogefter deres virke. I Västergötland bærer syv ru-nesten navnet Þorsteinn og på den anden side af

24

havet - i Nord- & Midtjylland - findes to Þorsteinnog fire Toste. Tre af Tostes godser i Västergötlander med stor sikkerhed identificeret - Wighby, Maremog Uluæruth.

Skoglar-Toste/Þorstæinn/Thorsten - døde ca.år 995/1000 og datteren Sigrid Storråde arvededermed alle slægtens godser.

v

I Östergötland lå godset Hwalsbyarg og i byenHögby står en runesten fra 900-tallet med dennetekst -

"Thorkell rejste denne (sten) efter Øjvind, Tostes søn,der ejede Høgby"

Igen er sammenfaldet interessant og det er ikkehelt tilfældigt at indtil flere sten i Högby viser, atområdet var aktivt på Skoglar-Tostes tid. I sammeområde - og i byen Skänninge - bekræftes sammeToste med sønner på en runesten. I nærområdetfindes en enkelt sten med epitetet "harða goðan"men ellers findes der her mere end 250 runestenfra vikingetid.

Östergötland var - som Västergötland - under-lagt styret i Uppsala i den sidete del af 900-tallet -og i henhold til mødet på Danaholm var Grimaldismåkonge på det tidspunkt. Det forhindredeåbenbart ikke Toste i at eje et gods i landskabet.

v

I Småland fandtes godset Cnæby i Thyustæ, hvorEneby i dag ligger lige syd for Värnamo - i Nöb-bele sogn. I byen Torp lidt vest for Värnamo, ståren runesten med teksten "harða goðan".

Omkring byen Ljungby står en thegn-sten i Re-plösa fra 1000-tallet med dansk-klingende navnehvilket viser, at området var aktivt på Svend ogKnuds tid. I området omkring søen Bolmen fin-des 24 runesten fra vikingetid.

Ligesom de andre områder var Småland pådenne tid underlagt Uppsala og personen Nænnirvar småkonge for landskabet.

Samme år som Olaf Skötkonung døde besøgteKnud den Store år 1022 sine nordiske besiddelserog året efter indsatte han Thorkil den Høje som stat-holder i Danmark. På samme rejse besøgte KnudVendland og det skønnes at han i byen Jumne mød-tes til en drøftelse med den polske hertug BoleslawI, der var bror til hans mor Swietoslawa.

I perioden årene 1012/22 døde Sigrid Storrådeog på det tidspunkt var hun længstlevende barn afToste og enearving.

Estrid opholdt sig årene 1020-22 i England forsenere - sammen med sin mand Ulf Thorgilsen - atovertage ledelsen som rigsstyrer af de danske be-siddelser senest år 1023. Opholdet i Danmarksluttede brat efter slaget ved Helgeå år 1026, hvorUlf Jarl blev myrdet i Roskilde og Estrid - samt detre sønner - må have søgt tilflugt på godserneWighby eller Marem i Västergötland.

Traditionen foreskriver, at Anund Jakob varkonge af både Uppsala og Västergötland menslaget ved Helgeå ændrede på denne status, daAnund Jakob fik en irettesættelse af Knud denStore og mistede indflydelsen i Västergötland.Hvem der overtog de danske besiddelser står uklarti perioden årene 1026-27 indtil Knud igen kom tilNorden år 1028 med 50 skibe.

Målet for denne rejse var at drive norske Olavden Digre i landflygtighed. Da Knud var i områ-det har han uden tvivl samtidig besøgt godserne iVästergötland og indsat en rigsforstander, daKnuds egne børn stadig var for unge. Dettemagtskifte verificeres ved, at Knud år 1027 ud-nævnte sig til "konge over en del svear" og senere - år1030 - slog mønt med næsten samme replik.

Grundet Ulf Jarls forræderi og den efterfølgen-de magtkamp mellem Knud og Anund Jakob, blevSvend Estridsen ca. år 1029 anbragt i sikkerhed hossin fætter i Uppsala, hvor han blev oplært i krigs-tjeneste i 12 år. Senere i år 1042 var Svend blevetleder af flåden i England.

Knud den Store døde år 1035 og søsteren Estridvar nu alene om arven og ansvaret for driften afalle Tostes godser sammen med sin 15'årige sønSvend Estridsen.

v

25

Svend Tveskæg tog i 990'erne på togter til Syd-østengland sammen med Olav Tryggvason. På ettidspunkt forskød han sin slaviske hustru Swieto-slawa og en tid efter Erik Segersälls død år 995giftede Svend sig med Sigrid Storråde og fik der-med indflydelse på driften af godserne. De føl-gende år fik de sammen datteren Estrid og på dettidspunkt havde Svend kontrol over Skåne, Hal-land - og muligvis Blekinge.

Svend Tveskægs togter til England fortsatte i-gen efter år 1002, da han nu havde mulighed for athverve krigere både fra egne rækker - fra Tostesarvegods - og fra stedsønnen Olaf Skötkonungsarvegods. I tiden år 1012-13 havde Svends flådedermed antaget den hidtil største dimension i vi-kingetid. År 1014 døde Svend Tveskæg.

v

Svend Tveskæg og Swietoslawas søn, Harald, varallerede udnævnt som konge af de danske besid-delser og da Knud og flåden returnerede fra Eng-land lovede Harald at hjælpe til med at samle defornødne styrker.

Allerede år 1015 stod en ny flåde på 200 skibeud med kurs mod England som han november1016 erobrede. Flåden blev opretholdt i to århvorefter den afvikledes. Krigerne modtog enkompensation i form af "heregeld" og blev hjem-sendt. Dog beholdt Knud en lille stabil styrke - enslags livgarde kaldet "tinglið", der talte op til 3.000mand. Denne hird var årsag til en hel del af demange runesten med appellativet "harða", der eropstillet i området mellem søerne Vänern ogVättern. Harald døde år 1018 og Danmark stodderefter uden regent.

v

I perioden år 1019-20 skete et magtskifte i Uppsa-la. Svearkongen Olaf Skötkonung var omkring år1019 samkonge med sønnen Anund Jakob - menpå grund af stormændenes utilfredshed overdrogOlaf styret til Anund. Olaf trak sig herefter tilba-ge til sin mors godser i Västergötland, muligvis somadministrator på storgodset Marem.

Samtidig foretog Knud den Store årene 1019-20 en rejse med ni vikingeskibe til Danmark for atorganisere landet29.

Estrid var - fra år 1035 og indtil sin død år 1050/57 - enearving til Tostes jordegods og fik - gen-nem denne formue - stor politisk indflydelse.Tidligere tiders opfattelse af Estrid, har relaterethende med en stor donation af jordegods i GøngeHerred og man mente, at hun tilbragte en stor delaf sit liv på et gods i Skåne. Denne tese er i dagrevideret da nye forskningsresultater viser, atskelettet der lå i pillegraven i Roskilde Domkirkeikke var Estrid - og hendes dødsdato er samtidigrevideret.

Muligheden foreligger derfor, at Estrid i stedetboede på et af de nævnte storgodser i Västergöt-land - enten Wighby eller Marem.

Året 1042 blev norske Magnus den Gode kon-ge i Danmark og et efterfølgende forlig på Da-naholm i Götaelven afgjorde, at Svend Estridsenblev statholder eller jarl i det danske område. Fremtil år 1047 arbejdede trekløveret Estrid, Anund Ja-kob og Svend utrætteligt på, at bane vejen for Svendskroning til konge.

v

Både Estrid og Anund Jakob døde omkring år 1050og Emund Gamle efterfulgte sin halvbror som kon-ge i Uppsala. Denne Emund gjorde sig ikke sær-lig bemærket, regerede kun i få år og efterlod sigingen arvinger. Dermed uddøde den agnatiskeslægtslinje fra Uppsala.

Svend Estridsen blev konge af Danmark år1047 mens hans mor Estrid stadig var i live. Adamaf Bremen har denne personlige bemærkning omkongen -

"Cumque rex iuvenis Suein tria pro libitu suo regnatenuerit, mox succedentibus prosperis oblitus est celestisregis et consanguineam (slægtning) a Suedia duxituxorem".

"da kong Svend havde fået tre riger at råde overefter sit forgodtbefindende glemte han snart, pågrund af sin medgang, himlens konge, og tog enbeslægtet kvinde fra Suedia til hustru".

Svend Estridsen regerede de danske landskabersamt Skåne, Halland og Bornholm. Har eftertiden

overset Västergötland? Historisk set var forholdetmellem Sverige og Danmark godt i denne periodeog i striden mod Norge fik Svend stadig svenskstøtte. Kongemagten i de svenske landskaber er iperioden vanskelig at tolke.

Svend Estridsen giftede sig med en svenskkvinde ved navn - Gunhild - men grundet et for tætslægtskab opløste kirken ægteskabet år 1052-53.Gunhild må findes i den svenske kongeslægt.

Olafs Tryggvasonar Saga beretter om “Svend,søn af Håkon jarl, var den gang forlovet med Holmfrid“.Et andet sted nævnes at “Gunhild, en anden datter afSvend Jarl, var gift med danerkongen Svend Ulvssøn”.

Erik Segersäll og Sigrid Storråde havde dermedto børn, nemlig, sønnen Olaf Skötkonung og dat-teren Holmfrid. Svend Håkonsson og Holmfridblev gift og fik sammen datteren Gunhild, der der-med var Svend Estridsens kusine og senere hustru.

Da Svend Estridsen havde fået konsolideret sinstilling, gennemførte han år 1060 en reform af dendanske kirke i tæt samarbejde med ærkebispen afHamborg-Bremen, som på det tidspunkt var dendanske kirkes overhoved. Resultatet blev, at kir-ken fremover fik otte afgrænsede bispedømmer.

På runesten fra godserne i Västergötland, Ös-tergötland, Smålandene og Bornholm ses kristnebudskaber fra sidst i 1000-tallet. Rejsning af rune-sten fortsætter ind i 1100-tallet på godserne Wighby,Marem og Uluæruth - og byen Skara har sten fra1200-tallet. De fleste runesten på Bornholm er sati perioden 1050-1150.

Den danske påvirkning fortsatte frem til år 1060,hvor Svends ældste søn, Harald Hen, 19-20 årgammel - var klar til at påtage sig opgaver i riget.

v

Harald Hen blev født år 1041 og giftede sig medsin kusine Margrethe Asbjørnsdatter. En dna-undersøgelse af kvinden i pillegraven hos SvendEstridsen, viste sig at stamme fra en yngre kvindepå ca. 35 år, hvilket matcher på Margrethe As-bjørnsdatter30.

Svend Estridsen har træfninger med HaraldHårderåde perioden år 1047-50 og senere 1062-64. År 1069 tager Harald Hen på togt til England

26

sammen med sin svigerfar Asbjørn, sin bror Knudden Hellige samt en flåde på ca. 200 skibe. Måletvar at genindtage York fra Vilhelm Erobreren,hvilket mislykkedes. Vilhelm forhandlede medAsbjørn, der lod sig bortkøbe mod en større sum.Det menes at Asbjørn blev dømt fredløs for detteforræderi. Året efter leder Svend Estridsen selv ettogt til England hvilket er årsagen til en del runesteni 1000-tallet.

Margrethe Asbjørnsdatter døde år 1074. Daman i Roskilde Domkirke år 1274 anlagde en nygavebog (anniversarium) overførte man en rækkenotitser fra en ældre nekrologium, deriblandt ennotits om en Margrethe (Reginamque Margaretam),der havde skænket et gods med et stort antal går-de i Gønge (Göinge31) Herred og var død den 9.maj 1074. Denne godsgave menes doneret i bis-kop Svend Nordmands tid fra år 1073-8832.

Godset i Gønge Herred er blevet lokaliseret aflokalhistoriker Torsten Karlson i 1965, der kar-tografisk fastlagde de 50 gårde, som godset bestodaf, på et areal i området Västra Göinge nær Finja-søen - og som modsvarer det jordegods, der år 1614nævnes i kirkens jordebog. Budskaber i runeskrifti kirkerne Stoby og Norra Åkarps viser, at områdetblev kristnet i 1100-tallet.

En mulighed er, at Margrethe Asbjørnsdatterhar arvet sin mor, der må have været efterkommeraf en götisk/skånsk stormand. Interessant er detat Gønge år 1085 nævnes i kilderne som Gothes-bo.Den storslåede donation skal ses i det sammen-hæng, at kongeparret var barnløst.

Harald Hen regerede fra sin fars død indtil år1080 og er begravet i Dalby kirke.

v

Det er muligt at følge sporet efter godserne ind imiddelalderen. Den yngste af Svend Estridsenssønner - Niels - blev år 1105 gift med MargaretaFredkulla, der var datter af svearkongen Inge denÆldre - og sammen fik de år 1107 sønnen Magnus.Magnus giftede sig med Richia (Rikissa) Sventoslavaaf Polen, hvis far var Boleslaw III i agnatisk linjedirekte efter Mieszko I og dennes datter Swieto-slawa.

Inge den Yngre - nevø til Inge den Ældre - efter-fulgte denne ca. år 1110, men var ikke populærblandt vestgöterne. Det resulterede i at Magnusblev valgt som konge af Västergötland ca. år 1129- dog uden svearnes godkendelse. Årsagen til atMagnus blev konge beror på de mange godser iVästergötland som stadig var i den danske kon-geslægt eje. Denne godsmængde har haft politiskinfluens langt frem i tiden selvom det var højstusædvanligt, at konger i andre lande opretholdtgodsbesiddelser på denne måde. Resultatet blevdog at Magnus aldrig indfandt sig i sit rige og blevår 1132 afsat. Västergötland blev i denne perioderegeret af en rigsforstander.

Ligeledes deltog Henrik Skadelårs søn Magnus iopløbet om, at blive konge efter drabet på kongSverker den Ældre år 1156, et drab han selv antogesat stå bag. Henrik var gift med kong Stenkils søn-nedatter Ingerid Ragvaldsdatter og søn af SvendEstridsens søn Svend Tronkræver. Magnus havdeefter sin mor arvet betydelige godser i det vestligeSverige og her synes han at have opholdt sig.

Igen år 1208 har vi Sunesønnerne der sendteen hær til Västergötland for at støtte deres svogerSverker i kampen om den svneske trone.

Nyere forskning har afdækket tidlige kirkebyg-gerier i Varnhem, hvor der har ligget en lille træ-kirke fra ca. år 1000. Samme kirke blev ca. år 1040udbygget til større kirke med med en kælder afmurede vægge af kalksten og som igen senere blevefterfulgt af en romansk stenkirke bygget på ste-det. Varnhem er den gård, som en mulig 'fru Sigrid'ca. år 1150 donerede til Cistercienserordenen forbygning af et munkekloster.

Der er foretaget dendrokronologiske prøver afkirker i Västergötland der viser, at de første kirkergenerelt blev bygget i perioden år 1078-1132.Specielt mange kirker blev til i perioden, hvor kongMagnus var konge over göterne33.

Det ser ikke ud til, at en rigssamling af Sverigevar på vej grundet forskellighederne i de to - me-get stærke - autonome landskaber Svearland ogGötaland. Den rimeligste forklaring er, at den dan-ske påvirkning trak i modsat retning.

v

27

28

Efterskrift

Nærværende artikel er blevet til efter en præliminærresearch, som afdækkede en bevisbar dansk ind-flydelse i Västergötland fra omkring år 1000. Nårresultatet efterfølgende granskes, tegner der sig etbillede af en provins baseret på et tidligt høvdin-gevælde, hvor nye magthierarkier op gennem yngrejernalder havde etableret og organiseret sig. Detlykkedes for ganske få slægter at samle magt ogværdier i en række storgodser, der frem til og opgennem vikingetiden, konsoliderede sig som enelite og magtfaktor.

Ser vi på de klassiske kilders omtale af göterneophører beretningerne fra omkring år 600, hvilketgenerelt tolkes som, at folket var blevet opslugt afsvearne. Hypotetisk er det en mulig forklaring.

Dog medførte Västergötlands beliggenhed, atvejen ud til verden gik fra Västergötland mod vest,gennem egne og farvande, som danskerne kontrol-lerede og som gjorde det nemt for dansk inflydelseat gøre sig gældende.

~Intet tyder dog på en fjentlig overtagelse. Hvis

legenden er sand og Svend Tveskæg ægtede en gø-tisk stormandsdatter i sidste halvdel af 900-tallet,kan kongemødet på Danaholmen have være en rea-litet. Grænserne skulle fastlægges mellem rigerne.

Netop runestenenes tekster synes at afspejleen tidlig lokal alliance mellem Svend Tveskægsdomæne og visse landskaber i Västergötland fraomkring år 1000. Dette års største hændelse varslaget ved Svold. Her udbygges alliancen ifølgesagaerne til at omfatte svearkongen Olaf Skötko-nung og Svend Tveskæg - mod udfordreren norskeOlaf Tryggvason.

Svold-alliancen bekræftes dog kun af to ensly-dende runesten fra egnen mellem Mariager ogRanders Fjord - og godset Marem i Västergötland.Således har vi kun bevis for, at en lokal alliance varindgået mellem Skoglar-Toste og Svend.

Senere blev den danske kongesøn, MagnusNielsson valgt til konge i Västergötland og det er

alimindelig kendt, at danske konger havde udstraktegodser lang tid op i middelalderen.

~Er Swietoslawa og Sigrid Storråde en og samme

kvinde eller er det to forskellige personer?Granskes samtlige kilder, nævner alle de uden-

landske krøniker en kvinde fra polen eller slavernesland, mens de nordiske sagaer nævner Sigrid.

At de udenlandske kilder kendte til hertugMieszko Is datters giftermål med Svend Tveskæger ikke underligt, da Mieszko var med til at prægeden politiske udvikling i tiden - og Gormslægtenhavde kolonier på den slaviske side af Østersøen.

Omvendt er det ikke så underligt, hvis de uden-landske kilder ikke kendte til stormandsdatterenSigrid Storråda. Så god en politisk indsigt i nordiskeinterne affærer havde kronikørerne nok ikke på dettidspunkt. Læg også mærke til, at Sigrid først trædersynligt frem på den nordiske politiske scene, efterat Erik Segersäll er død.

Lad os opstille det scenarie, at Swietoslawa ogSigrid Storråde er én og samme person. Da vilbørnene Olaf, Holmfrid, Harald, Knud og Estridalle have samme mor. Da Svend Tveskæg - ifølgeAdam - først giftede sig med enken efter ErikSegersäll ca. år 995, er konstellationen usandsynlig.

I Roskilde Domkirke har der fra ca. år 1550 eksi-steret en række kalkmalerier af domkirkens stifte-re eller velgørere, hver med en kort indskrift. Un-der hvert billede har der desuden været ophængt‘pergamentstavler’ med latinsk tekst, der endnueksisterede år 1832.

Ifølge legenderne og tavleindskrifterne forestil-lede det vestre kalkmaleri Harald Blåtand, det østreen dronning Margrethe/Estrid - mens sydsidens østrebillede viste Svend Estridsen.

Interessant for denne artikels tema er perga-menternes - kaldet Epitafium - indhold. Kort-teksten om kong Svend Estridsen lyser sådan -

Appendix

29

»Sueno magnus Rex Danir Anglie et Nor(veg)«

Af teksten fremgår det, at Svend ligeledes hed-der Magnus samt, at kirkens tekstforfatter i 1500-tallet mener han var konge i Anglia. Her er deråbenbart sket en forveksling med Svend Tveskæg.

~

Herefter oplistes det latinske vers †Epitafium -

Regum Sveno decus,

Magno qvo Dania Rege Floruit,

et sceptris imperiosa fuit,

Non virtute minor SVENO,

qvam nomine Magn(us),

Nam dici poterat Magnus utroq(ve) modo

Hune soror illustris Regis præclara CANVTI,

Estridis genuit, prole beata Parens,

Anglos Marte premens,

Norvagica sceptra subegit,

Fit tria sceptra tenens Ynica Dana man(us).

Res miranda nimis qvem vix tria Regna valebant

Imperio capere jam Petra parva capit,

Et qvia stare diu neqveat Terrena potestas,

Terrarum Reges qværite Regna DEI.

"Svend, kongers pryd, under denne store kongeblomstrede Danmark og strakte sit herredømmevidt ud. Svend var ikke mindre af dyd end stor afnavn, da han kunne siges at være stor på beggemåder. Ham fødte den berømmelige kong Knudssøster Estrid, en mor stolt af sit afkom. Han tryk-kede anglerne med krig og undertvang Norge, éndansk hånd holder tre sceptre. Men, så underligtgår det, han, hvem knap tre riger kunne rummemed deres magtfylde, ham rummer nu denne lillesten. Den jordiske magt kan ikke bestå længe,derfor, I jordens konger, søger Guds Rige".

~

Svend Estridsøns grav i højkoret iRoskilde Domkirke. Kisten befindersig bag stenpladen for foden af søjlen.På freskoen står : Svend magnus Kongeaf Danmark, England og Norge.

30

Kortteksten om dronning Margrethe lyser sådan -

»Margareta alias Estrith dicta Regina Danir«

Af teksten fremgår det, at Margrethe ligeledeskaldes Estrid samt, at kirkens tekstforfatter i 1500-tallet mener hun var dronning i Danmark. En dna-test i 2004 klargjorde, at denne Margrethe var hu-stru til Harald Hen.

~

Herefter oplistes det latinske vers †Epitafium -

In piam Margaretam Daniæ Principem

Garmina Glyconicum et Asklepiadeum. –

Estridem placidam potens

Ingo Rex generat Sveticus: hane dedit

Et Dano comitem thori

Gottenses Scanicis addidit orbibus

Divorum decorat Lares

Qvibus tam vario munere profuit

Pallas et chlamydes enim

Perbellas teneris texuit artubus

Egit namq(ue) dies pios

Faustos post cineres perpetuum valet

"Til den fromme Margrethe, Danmarks fyrstinde,et digt i glykoniske og asklepiadeiske vers. - Denmægtige svenske kong Inge avlede den huldeEstrid, hende gav han også den danske konge tilægtefælde. Hun føjede de ’gottenske’ til de skånskelandområder. Hun smykkede gudshusene, hvilkehun gavnede med forskellige gaver, da hun vævedemed sine spæde hænder yderst skønne kapper ogkåber. I sine levedage øvede hun fromhed, og eftersin lykkelige død lever hun evigt i salighed".

~Her er der sket en sammenblanding af Harald

Hens hustru Margrethe og Margareta Fredkulla.Rigtigt er det, at Margrethe donerede kirken et stortantal gårde i Gønge Herred.

Estrids grav i højkoret i RoskildeDomkirke. Kisten befinder sig bag sten-pladen for foden af søjlen. På freskoenstår : Margareta alias Estrid, dronning afDanmark.

31

Læs desuden bogen -

VIKINGETIDEN KONGER © 2009

samt artiklerne fra 2017 -

Danegæld - part 1, mønternes diversifikationperioden 979-1016.

Danegæld - part 2, historiske runesten fraperioden 900-1015.

Danegæld - part 3, konger og jarler fraperioden 900-1025.

og analysen fra 2018 -

Saint Olave - King of Norway, Olav denHellige, - is his raids to England based on a1200s poem?

v

Kort nr. 2

32

Oversigt over thegn og drængr runeindskrifter i Sydskandinavien.Kilde: Carl Löfving.

Noter

1. "Kong Valdemars Jordebog 1-3", Svend Aakjær, Kø-benhavn 1926-43.

2. Wimmer, Moltke.3. Riddaren Bengt Filipsson gældsbrev af 15 august 1376

nævner: "2 1/2 attung jord i "Hwalsberghe" samt tvåkvarnar i Mjölby invid Skänninge".

4. "Studier over Kong Valdemars Jordebog", JohannesC.H.R. Steenstrup 1874 s. 305.

5. "Nogle Bidrag til vore Landsbyers og BebyggelsensHistorie", Johannes C.H.R. Steenstrup 1894-95 s.355-56.

6. Tosti er kortform til Þórstæinn; Lexikon över urnor-diska personnamn - udarbejdet af Lena Peterson.

7. Thietmar af Merseburg, Adam af Bremen, Gesta Cnu-tonis Regis.

8. Magnus den Godes saga, Sagaen om Harald Gråfeldog Olaf Tryggvasonars saga.

9. "Sigrid Storråda och Sigridlev, Personhistorisk Tidskrift1957", Gottfrid Carlsson, s. 37-39.

10. Saxo Grammaticus.11. "Vikingetidens konger", Karsten Krambs 2009 s. 173.12. Widukinds Sakserkrønike fra år 968, oversat af J.P.

Jacobsen 1910.13. "Normannerne III" Steenstrup s. 322; Togtet til Vend-

land.14. "Jumne, Vineta, Jomsburg, Julin, Wollin". 5 Jahre

Grabungen auf dem Boden der wikingerzeitlichenGroßsiedlung am Dievenowstrom 1934-1939; OttoKunkel u. Karl August Wilde, Stettin 1941.

15. "Gesta Cnutonis Regis" fra år 1040.16. Der er foretaget en "moderskabsundersøgelse" på vikin-

gekongen Svend Estridsen og dennes formodede mor"Estrid", som ligger begravet overfor hinanden i Ros-kilde Domkirke. DNA undersøgelsen dokumenterer, at"Estrid" ikke kan være Svends mor, men den seneredronning Margrethe og hustru til Harald Hen. "For-fædrenes Gener", Retsmedicinsk Institut, Jørgen Dissing2006.

17. "Kvinder, familie og formue", Inger Dübeck 2003.18. Kendes fra vikingetidens slægts- og broderskab "felag".

Fæ, fé eller fee betyder gods, penge eller kvæg.19. Kongeslægtens arvegods kaldes også patrimonium.

"Den danske konges gods i middelalderen", AndersLeegaard Knudsen 1988.

20. "Kvinder, familie og formue", Inger Dübeck, Danskret s. 131 2003.

20.1Danegæld -part 3, konger og jarler fra perioden 900-1015. Karsten Krambs 2017.

21. "Vikingetidens konger", Karsten Krambs 2009 s. 193-94, 196.

22. På grund af Saxos bemærkning har man tidligere haftden opfattelse at det var Estrid, der overdrog en anseeliggodsmængde til kirken.

23. Den tidligere dødsdato 9. maj 1074 viste sig at tilhøreen dronning Margrethe. Kvinden i Svend Estridsens

grav var ikke hans mor. I forbindelse med at overføreden materielle arv af mtDNA vil afkommet have sammemtDNA-sekvens, som deres mor. "Forfædrenes Ge-ner", Retsmedicinsk Institut, Jørgen Dissing 2006.

24. Svend Estridsen tilhører mtDNA haplogruppe H, derer den mest almindelige haplogruppe i Europa. "For-fædrenes Gener", Retsmedicinsk Institut, Jørgen Dis-sing 2006.

25. "Den Angelsaksiske Krønike" - årene 1045-1049. G.N.Garmonsway, London samt D. Whitelock 1961.

26. Hvorfor kunne kirken godkende dette ægteskab - ogikke Svend Estridsens?

27. "Vikingetidens konger", Karsten Krambs 2009 s.186-87.

28. Curt Weibull anerkendte mødet (år 1917); Peter Saw-yers, "Festskrift til Olaf Olsen 1988", behandler "Lan-damæri I" og foreslår at den er affattet år 1200-50 oger af dansk oprindelse; forfatteren af denne artikel me-ner at Västgötalovens omtale snarere er en rekonstruk-tion af et tidligere møde, da omtalen af personerne ik-ke kan være frit opfundet - og kronologisk passer dehistoriske brikker sammen.

29. "Vikingetidens konger", Karsten Krambs 2009 s. 193.30. Kvindens DNA adskiller sig fra Svends ved to posi-

tioner HVR-1, 16093T=>C og 16304T=>C der in-dikerer at hun tilhører haplogruppe H5a. "ForfædrenesGener", Retsmedicinsk Institut, Jørgen Dissing 2006.

31. Udgangsformen er Gydhinge hvis ældste skrivemådeår 1074 gengives som Gytinge. År 1085 nævnes GöingeHärad som Gothesbo og år 1231 i Jordebogen somGuthæsbohæreth. Kan opfattes som Gudhisboernesherred. Navnet menes slægtsrelateret til de oprindeligerunenavne GuðiR, Guthir, Gudhir (runenavn kuþis)eller GuðvéR.

32. "Estrids og dronning Margrethes gaver til Roskildekapitel", C.A. Christensen 1950-52 s. 462.

33. "Vid nordliga leden", Carl Löfving 2007 s. 166-67.34. "Stadsbor och Bönder", Materiell kultur och social sta-

tus i Halland från medeltid till 1700-tal af ChristinaRosén 2004 s. 55, 58 Lunds Universitet.

35. "Stadsbor och Bönder", Materiell kultur och social sta-tus i Halland från medeltid till 1700-tal af ChristinaRosén 2004 Lunds Universitet.

36. "Skånes Kristnande - Vad säger runstenar och gravfält?"af Sara Holmblad, 2003. Department of Archaeologyand Ancient History, Uppsala University. "Et konge-møde, seks grænsesten & Danaholmen" af KarstenKrambs s. 14 2010.

33