Hvor der er lighed der maa være slægtskab

Indholdsfortegnelse

I N D H O L D S F O R T E G N E L S E

I N D L E D N I N G I N D L E D N I N G 1 Problemformulering 1

Specialets opbygning 2

Kronologisk og geografisk afgrænsning 3

Teoretisk og metodisk standpunkt 3

Keramik – en kort definition 4

K E R A M I K O G K R O N O L O G I – F O R S K N I N G S H I S T O R I E N F O R S K N I N G S H I S T O R I E N

6

Det teoretiske perspektiv 6

Kulturarkæologien 6

Processualismen, New Archaeology 7

Post-processualismen 9

Ekskurs I: Stilistisk teori 10

Fremtiden for den teoretiske forskning 12

Det metodiske perspektiv 13

Typologi 13

Begyndelsen på den typologiske metode 13

Den skandinaviske diskussion 14

Type – et spørgsmål om defi nition 16

En funktionalistisk vinkel på typologi 19

Statistisk 20

Seriation 20

Kombinationsanalyser 23

Den oprindelige kombinationsanalyse 23

Den computeriserede kombinationsanalyse 24

De multivariable analyser 24

Ekskurs II: Laborative metoder 26

Hvor der er lighed, der maa være Slægstskab

Ekskurs III: Naturvidenskabelige dateringer 28

Hvad gør vi? En metodisk perspektivering 29

Det etnoarkæologiske perspektiv 29

Teknologi og produktion 31

Form og funktion 33

Omløbstid 34

Tradition, variation og forandring 35

Etnoarkæologiske paralleller – et tredje perspektiv 38

Forskningshistorien: En opsummering 38

D I S K U S S I O N : D E M A N G E S I D E R A F K R O N O L O G I O G K E R A M I K K R O N O L O G I O G K E R A M I K

4 0

Indledning 40

Diskussion I: Udgangspunktet for den keramiske kronologi

40

Den kronologiske grundtanke 40

Forskningstraditionen i førromersk jernalder 43

Forskningstraditionen i romersk jernalder 44

Typen 45

Fasen 47

Absolutte kronologier, er det muligt? 48

Delkonklusion 50

Diskussion II: Arbejdet med kronologi og keramik 51

Ikke-statistiske metoder 51

Statistiske metoder 53

Synkronisering af kronologier baseret på forskellige metoder 55

Ornamentik: Overvejelser og potentiale 57

Delkonklusion 59

Diskussion III: Etnoarkæologiske paralleller i det kronologiske arbejde

61

Form og funktion: Fra etnoarkæologi til arkæologi 61

Indholdsfortegnelse

Omløbstid og brugsperioder: Kar kontra typer 63

Delkonklusion 66

Diskussion IV: Komparative analyser af keramik kronologier

67

Keramik fra bopladser kontra gravkeramik – er parallelisering mulig?

67

Lokal kronologi kontra regional kronologi 71

Delkonklusion 76

En arbejdsmetode; et forslag til en model 77

K O N K L U S I O N K O N K L U S I O N 8 1

P E R S P E K T I V E R I N GP E R S P E K T I V E R I N G 8 4Keramik og kronologi 84

Teori og metode 85

L I T T E R A T U R L I S T EL I T T E R A T U R L I S T E 8 7

B I L A GB I L A G 1 1 1Bilag A: Mail, Jan Koch 112

Bilag B: H.D. Tuggle (uddrag) 113

Kapitel 1: Indledning

1

I N D L E D N I N G

“Hvor der er ligheder, der maa være Slægtskab, en Forbindelse af en eller an-den art…” Dette citat af S. Müller fra 1884 opsummerer udgangspunktet for største-delen af den keramiske forskning, som netop er fokuseret på ligheder og betyd-ningen af disse. Studiet af ligheder har gennem tiden været tæt knyttet sammen med de kronologiske studier af et arkæo-logisk genstandsmateriale. Kronologier baseret på keramik fylder en stor del af vort praktiske arkæologiske arbejde, både bag skrivebordet og ude i felten. Derfor vil jeg i det kommende speciale arbejde med de forskellige aspekter inden for denne forskningsdisciplin.Min interesse for studiet af keramik går tilbage til min første opgave på overbyg-ningen i år 2000, hvor jeg fi k muligheden for at behandle keramikken fra to romer-tids lokaliteter på Bornholm. De mange fyldte kasser med skår fi k mig ikke til at tabe modet, tværtimod gav de mig mere blod på tanden. Dette har efterfølgende betydet, at jeg på mit arkæologiske år havde det privilegium at kunne fordybe mig i ti forskellige emner, som alle om-handlede forskellige vinkler af keramik. Gennem dette arbejde fi k jeg sporet mig ind på de aspekter af arbejdet med kera-mik som jeg fi nder virkelig interessante, nemlig arbejdet med kronologi samt teo-rierne og metodikken bag. Den sidste in-spiration i forhold til specialets indhold er kommet ganske sent i forløbet, da jeg fi k muligheden for at låne C.K. Jensens ph.d. omkring den førromerske keramiks kro-nologi. Her blev jeg klar over, at mange af de metodiske og teoretiske tanker som jeg havde gået og overvejet i forbindelse med min skriveproces blev delt af andre end mig selv. C.K. Jensens arbejde gav mig det sidste skub i forhold til formuleringen og brugen af nye metodiske og teoretiske

retninger.Specialet fokuserer således på de metodi-ske og teoretiske aspekter bag de kerami-ske kronologier. Ved at belyse de forskel-lige metodiske og teoretiske retninger, som ligger bag de publicerede kronologier er det min intention, at give læseren et indblik i valgene bag kronologierne, hvor-ved det vil være muligt at opnå en bedre forståelse af de keramiske kronologier fra den ældre jernalder. Da jeg tidligere har arbejdet med primært materiale blev det fravalgt i forbindelse med specialet, idet jeg fandt, at jeg fi k en større forsknings-mæssig spændvidde på mine diskussioner ved at inddrage andres kronologiske for-slag baseret på keramik. Dertil føler jeg, at ved at anvende et bredt udsnit af kro-nologiske metoder og teoretiske tilgange er det muligt at illustrere mine metodiske og teoretiske pointer. Derved håber jeg, at specialet vil have gyldighed for kommende læsere, som forhåbentligt vil kunne bruge dette speciale til inspiration i deres frem-tidige arbejde med spørgsmålene omkring keramik og kronologi.

PR O B L E M F O R M U L E R I N G Specialets udgangspunkt er en forsk-ningshistorisk gennemgang af de pro-blemstillinger, der er knyttet til kronolo-gier, relative såvel som absolutte, baseret på keramik. Vinklerne er primært metodi-ske og teoretiske, dog er etnoarkæologien inddraget for at give et mere nuanceret indblik i forståelsen af keramiske krono-logier. Den første del af specialet indeholder ke-ramik af både forhistorisk og historisk karakter. Med hensyn til dette vil der er ikke en geografi sk begrænsning af hver-ken materialets datering og eksemplernes oprindelsessted, som er hentet fra alle pe-


2

rioder og fra hele verden. I specialets diskussioner vil perspektiver-ne fra den første forskningshistoriske del blive undersøgt nærmere ud fra keramik fra den ældre jernalder i Danmark, Nord-tyskland og de nordlige dele af Polen. Dis-kussionerne er opdelt i fi re separate dele, som hver behandler forskellige aspekter af arbejdet med kronologier. De første to diskussioner tager udgangs-punkt i det metodiske perspektiv fra den første del af specialet, mens den tredje diskussion er en uddybning af det etnoar-kæologiske perspektiv. Den fjerde diskus-sion tematiserer problemstillingerne ved-rørende kronologier baseret på keramik fra henholdsvis gravfund og bopladser, samt problematikken angående lokale kontra regionale kronologier. Som afslut-ning på diskussionerne kommer et afsnit om brugen af modeller inden for arbejdet med kronologi og keramik. Herefter følger specialets konklusion samt en perspekti-vering over hvad udgangspunkterne for fremtidige behandlinger af keramik kro-nologier bør være.

SP E C I A L E T S O P B Y G N I N GSpecialet er opbygget således, at de indle-dende afsnit indeholder en afgrænsning af specialet i tid og rum, samt en redegørel-se for specialets metodiske og teoretiske standpunkt. Dertil er der også her en kort defi nition af den form for keramik, som er inddraget i specialet. Herefter følger en forskningshistorisk gennemgang af de teoretiske og metodi-ske perspektiver af arbejdet med keramik og kronologi. I denne sammenhæng er der desforuden tilføjet et tredje perspek-tiv, nemlig etnoarkæologien. Et perspek-tiv, som vil give en større forståelse af de faktorer, der spiller ind ved henholdsvis etableringen og forståelsen af kronologier baseret på keramik. Disse perspektiver er opbygget således, at nogle af de mere specifi kke problemstillinger er placeret i

afsnittene benævnt ekskurs. Ekskurs be-tyder i denne sammenhæng, at problem-stillingen enten ikke er direkte knyttet til specialets problemstillinger (jævnfør de metodiske ekskurser) eller at den er mere vidtfavnende og derfor kræver en særskilt behandling (jævnfør den teoretiske eks-kurs). Efter de overordnede forskningshistori-ske fremstillinger følger diskussionsaf-snittene, der vil være fokuseret på mate-riale fra den ældre jernalder primært fra Danmark, og i mindre omfang fra Nord-tyskland og de nordlige dele af Polen. Dis-kussion I berører de metodiske aspekter omkring defi nitionen af type og fase, samt en diskussion omkring muligheden for en absolut keramisk kronologi. Den efterføl-gende diskussion, II, er ligeledes knyttet til de metodiske aspekter af det kronolo-giske arbejde, denne gang med fokus på de teoretiske vinkler bag metoderne. Dis-kussion III tager tråden op fra det etnoar-kæologiske perspektiv med diskussioner omkring betydningen af form og funktion, samt brugsperioder og omløbstid i forbin-delse med forståelsen af kronologi baseret på et forhistorisk materiale. Den sidste af de fi re diskussioner, IV, er rettet mod komparative studier af kronologier base-ret på henholdsvis keramik fra gravfund og bopladser; dertil vil problematikken vedrørende lokale kontra regionale kro-nologier blive berørt.Afsluttende vil der være en samlet konklu-sion af resultaterne fra specialets første del i forhold til de fi re diskussioner. Dertil kommer en perspektivering over poten-tialet inden for den fremtidige forskning af kronologier baseret på keramik.


3

KR O N O L O G I S K O G G E O G R A F I S K A F G R Æ N S N I N G Specialet består som nævnt ovenfor af to dele, hvor den første del omhandler de teoretiske og metodiske aspekter omkring arbejdet og tolkningerne af keramik og kronologi. Denne del af specialet er ikke underlagt begrænsninger i hverken tid så-vel som rum. Dette valg er bevidst taget ud fra et ønske om at opnå det bredest mu-lige indblik i den spændvidde, der fi ndes inden for den keramiske forskning. Derfor stammer eksemplerne i denne del af spe-cialet fra neolitikum til vor modernes tids etnoarkæologiske undersøgelser.Den anden del af specialet, diskussionsaf-snittene, er derimod mere snævert defi -neret i tid og rum. Tidsmæssigt placerer denne del af specialet sig således i den ældre jernalder, som i absolutte årstal er perioden mellem 500 f. Kr. til 375 e. Kr., hvilket svarer til de arkæologiske perio-der: førromersk og romersk jernalder. Det geografi ske fokus er på materialet fra Danmark, mens materiale fra Nordtysk-land og de nordlige dele af Polen er ind-draget for at belyse udvalgte problemstil-linger i forbindelse med diskussionerne. Denne geografi ske og kronologiske af-grænsning er valgt ud fra det faktum, at der har været en intensiv forskning af både keramik og kronologi fra ældre jernalder; en interesse der går tilbage til tiden før midten af 1900-tallet. Med en lang forsk-ningshistorie er det således muligt at be-lyse de mange forskelligartede aspekter af forholdet mellem keramik og kronologi.

TE O R E T I S K O G M E-T O D I S K S T A N D P U N K T Dette afsnit afspejler specialets teoretiske og metodiske ståsted. Det bygget op såle-

des, at de teoretiske og metodiske over-vejelser er samlet i et enkelt afsnit. Dette skyldes, at arbejdet med kronologi i høj grad handler om det man gør, og desvær-re i mindre omfang om tankerne bag. Men ved at være opmærksom på foreningen af handlingen og tanken, vil man kunne opnå en langt bedre og mere dybdegående forståelse for etableringen af kronologier-ne baseret på keramik. At der ofte ses en manglende refl eksion over de teoretiske aspekter inden for det kronologiske ar-bejde, kan umiddelbart synes som en hård påstand fra min side. Men desværre er ho-vedparten af kronologierne fra ældre jern-alder etableret uden den førnævnte refl ek-sion over de teoretiske strømninger, som ligger bag den anvendte metodik. Årsagen hertil skal formentligt fi ndes i, at mange arkæologer mener, at teori og metode blot er to sider af samme sag, hvorfor man ikke behøver at ikke behøver at specifi cere de teoretiske valg, da disse anses for at være implicit indikeret i valget af metoden. I mine øjne er metoden en direkte refl ek-sion af den teoretiske retning, og man bør være eksplicit omkring både valg af teo-retisk og metodisk tilgang til materialet. Denne holdning vil være afspejlet gennem hele specialet.Teoretisk og metodisk fremstår specialet ikke som tilhørende en bestemt vinkel, men tværtimod som et udvalg af ideer fra forskellige teoretiske og metodiske ståste-der. Jeg vil gøre op med den teoretiske og metodiske indgangsvinkel der hos A.O. Shepard betegnes som ”Pottery Sense” (Shepard 1957:97ff); denne indgangsvin-kel er i mine øjne indbegrebet af subjek-tivitet og uvidenskabelighed. Inden for den keramiske forskning har det betydet, at enkelte forskere havde en evne, eller erfaring om man vil, til at udlede kera-mikkens karakteristika, mens andre ikke besad denne evne. Dette har medført en lang række subjektive beskrivelsesmeto-der og standarder for arbejdet med kera-mik og kronologi. Denne opfattelse har


4

tidligere været ganske udbredt inden for den arkæologiske forskning, selvom den ikke længere er udbredt inden for den danske forskning, er den stadig til en vis grad fremherskende i Nordtyskland og i udpræget grad inden for den polske forsk-ning. Jeg mener, at en optimal metode til ar-bejdet med keramik og kronologi er ud fra kriterierne om eksplicitet, testbarhed og objektivitet; herved bliver arkæologien til en valid videnskab. Denne tankegang kan fi ndes hos M.P. Malmers i hans bog fra 1963 om metodeproblemer inden for den ældre jernalders kunsthistorie. Dog mener jeg ikke, som M.P. Malmer, at me-toden til at opnå denne objektivitet kun går gennem logiske, verbale defi nitioner (Malmer 1963:16). Ej heller mener jeg, at den eneste sandhed ligger i statistiske beregninger. I stedet mener jeg, at vejen til en objektiv bearbejdning kommer ved at være eksplicit omkring de teoretiske og metodiske valg, som ligger som baggrund for resultaterne og tolkningerne. Således er min opfattelse af “objektiv” ikke den samme, som blev formuleret under pro-cessualismen, men derimod er objektivi-tet forstået som et resultat af en eksplicit og testbar metode. Dertil mener, at jeg at det er af yderste vigtighed, at de teoretiske dele af det analytiske arbejde foregår i tæt relation til genstandsmaterialet, således, at teori og metode ikke bliver to separate entiteter uden fælles berøringsfl ade. Ved at være teoretisk og metodisk eksplicit bli-ver det muligt at tjekke fremgangsmåde og resultater, hvorved sammenligninger med andre genstandsmaterialer og meto-der bliver mulig. De teoretiske aspekter i specialet er hen-tet fra den sene del af processualismen og fra post-processualismen. Her er tale om den såkaldte keramiske sociologi (jævn-før Hill 1985). Denne term dækker over, at fl ere aspekter af keramikkens livscyk-lus og dynamik skal inddrages i arbejdet med keramik og kronologi. For at opnå en

sådan forståelse af materialet bør de so-ciokulturelle vinkler inddrages i tolknin-gerne af materialet, dette kan eksempelvis ske gennem etnoarkæologiske observa-tioner. Inden for det seneste år er dertil kommet et nyt bud på denne synsvinkel, nemlig kontekstuel kronologi. Denne term henviser ikke blot til keramik, men til alle genstandsgrupper. Det vigtige in-den for kontekstuelle kronologi er, at den inddrager den socio-kulturelle vinkel i forhold til keramikken, idet kronologi her ikke blot skal tage sig udgangspunkt i den materielle kultur, men også have en relati-on til ændringerne i konteksten/kulturen (jævnfør C.K. Jensen 2005). Der er fl ere metoder til at koble materiel kultur og det fortidige samfund sammen, og i denne forbindelse har jeg blandt andet valgt at fokusere på etnoarkæologiske paralleller omkring brugsperioder samt dynamikken bag ændringer og udvikling af traditioner inden for et keramisk materiale. Således har min teoretiske vinkel både rod i den processuelle og post-processuelle forsk-ning.Specialet vil således forsøge danne bro mellem de klassiske teoretiske og metodi-ske vinkler på keramik kronologier samt de nyere og mere holistiske tilgange til et keramisk materiale. På denne måde me-ner jeg, at man får det mest optimale ind-blik i processerne bag kronologierne og derved opnå en større teoretisk ballast i forbindelse med en metodisk, kronologisk bearbejdning af keramik.

KE R A M I K – E N K O R T D E F I N I T I O N I specialet vil termen keramik blive an-vendt som en fælles benævnelse for alle former for lerkar. Lerkar, der primært vil være af forhistorisk karakter. Det bety-der således, at termen keramik her ikke dækker over eksempelvis fi guriner eller teglsten selvom de skulle være samtidige


5

med de beskrevne lerkar. Dette skyldes, at disse former for keramik ikke har samme udbredelse, hverken i tid eller rum som lerkar. Dertil har de ikke den kronologiske signifi kans, der er et af lerkarrenes kende-træk.Keramik som kronologisk indikator er valgt ud fra af fl ere årsager: Keramik er fra sin introduktion og fremefter tilstede i de fl este fundrelationer – det være sig grave, bopladser og offerfund. Det betyder så-ledes, at det ud fra keramikken er muligt at defi nere kronologiske indikatorer, og derved skabe et fundament for en relativ kronologi. Keramik har dertil siden arkæologiens fremkomst været brugt til at defi nere for-historiske kulturgrupper, samt til at pla-cere disse kulturgrupper tidsmæssigt. Mange af de periodeinddelinger vi arbej-der med den dag i dag, bærer navne efter tidens karakteristiske keramik, for eksem-pel anvender vi stadig med betegnelser som tragtbægerkultur og grubekeramisk kultur. At arbejdet med keramik går langt tilbage i forskningstraditionen gør ikke blot kera-mik til et oplagt udgangspunkt for et me-todisk studie, men også for et teoretisk. Det er netop studiet af tidligere bearbejd-ninger af keramik fra forskellige perioder og områder, som vil lægge til grund for specialets forskellige diskussioner.


6

K R O N O L O G I & K E R A M I K -F O R S K N I N G S H I S T O R I E N

De kommende afsnit omhandler tre for-skellige perspektiver vedrørende kera-mikken. De tre perspektiver er valgt ud fra et ønske om at give det mest fyldestgø-rende indblik i de dynamiske processer, der ligger bag etableringen af kronologier på baggrund af keramik. Etnoarkæolo-gien, er som tidligere nævnt, inddraget for at føje en yderligere dimension til den kronologiske forståelse af et keramisk materiale. En dimension, som anses for yderst frugtbar for forståelsen af æn-dringer inden for det keramiske udtryk, formmæssigt såvel som stilistisk. Således omhandler de to første afsnit omhandler de teoretiske og metodiske perspektiver, mens det etnoarkæologiske perspektiv er placeret til sidst.Vinklen i de kommende afsnit vil pri-mært være forskningshistorisk, således at de tre perspektiver præsenteres gen-nem tidligere forskning. Som afslutning på den forskningshistoriske gennemgang af perspektiverne er et opsummerende afsnit, hvori der resultater og slutninger vil blive fremlagt og opsummeret. Disse tre perspektiver vil således danne ud-gangspunktet for det videre arbejde i de fi re diskussionsafsnit.

DE T T E O R E T I S K E P E R S P E K T I V Dette perspektiv er opbygget således, at de teoretiske vinkler bliver præsenteret i historisk rækkefølge. På denne måde er det muligt at følgende den udvikling, som de teoretiske tilgange har undergået over tid. Det betyder, at den første vinkel stammer fra den periode, hvor arkæolo-gien og forskningen fi k sit teoretiske (og

metodiske) grundlag; her benævnt kul-turarkæologien. Herefter følger i første omgang de processualistiske vinkler til arbejdet med keramik og kronologi, hvor efter den post-processualistiske vinkel bliver belyst. Dertil er der i dette afsnit en ekskurs vedrørende den stilteoretiske forskning.Afsluttende er en perspektivering over den teoretiske forskning inden for studiet af keramik hidtil og fremover. Fælles for disse teoretiske perspektiver er selvføl-gelig, at det er den keramiske forskning, som står i centrum. Derfor er dele af den teoretiske forskning ikke er repræsente-ret i hverken dette afsnit eller i specialet generelt.

KU L T U R A R K Æ O L O G I E N Den kulturarkæologiske periode begyn-der ved dannelsen af den arkæologiske forskning som videnskab, hvilket groft kan sættes til tiden omkring overgangen til det 20. århundrede (Willey & Sab-loff 1974:88; Orton et al 1993:4; Olsen 1997:31). Benævnelsen kulturarkæologi er valgt ud fra B. Olsens bog Fra ting til tekst (1997), idet termen afspejler det af tekst (1997), idet termen afspejler det af tekstprimære forsknings mål i denne peri-ode, nemlig studiet af kulturer. Et af de klare kendetegn for forskningen i denne periode er den store fokusering på kera-mik. Keramik blev til stadighed anvendt i beskrivelserne og defi nitionerne af de forskellige forhistoriske kulturer. Kultu-rer og kulturkredslære var særdeles vig-tige nøglebegreber for perioden, dertil kom arbejdet med kulturernes placering inden for en tidsmæssig ramme (Olsen 1997:31f). De generelle mål for forskningen af kera-

Forskningshistorien

7

mik, og alle andre genstande, i den kul-turarkæologiske periode var beskrivelse, klassifi kation samt etablering af krono-logier. Metoderne var koncentreret om typologi, taksonomi samt seriation (Ol-sen 1997:79). Fokus var på ligheder in-den for attributter, såvel stilistiske som formmæssige (van der Leuw 1991:27). Et godt eksempel på den kulturarkæo-logiske vinkel inden for behandling af et genstandsmateriale er P. Philips og G.R. Willeys artikel fra 1953. Forfatternes tre primære arkæologiske temaer omhandler ordning af genstande i tid og rum, kal-det kontekstuel rekonstruktion, samt en taksonomisk identifi kation. Som fl ere i deres samtid var P. Philips og G.R. Wil-ley stærke fortalere for en nomenklatur inden for de mange beskrivende værker. Derfor fi ndes der i deres artikel et forslag til en standardisering af termerne inden for de tre førnævnte temaer: tid, rum og taksonomisk identifi kation (Philips og Willey 1953:618ff). Denne problemstil-ling havde allerede i 1927 været formålet med The Pecos konferencen i Amerika. Her var målet netop at etablere en stan-dardisering af det deskriptive grundlag (Willey & Sabloff 1974:110). Til trods for disse tiltag mundende ovenstående kon-ferencer og artikler aldrig ud i en nomen-klatur for arbejdet med keramik.På den teoretiske plan er det et gennem-gående fællestræk for periodens forskning er, at der ikke eksisterer et veldefi neret teoretisk apparat. Forskningen arbejdede kun sjældent med en uddybning af, hvad man gjorde og stort set aldrig om hvorfor; dertil manglede der en generel problema-tisering af materialets potentialer ud over de rent kronologiske. Den kulturarkæologiske periodes teoreti-ske standpunkt kan således opsummeres som værende stort set ikke eksisterende, idet standpunktet hverken var defi neret eller formuleret af de forskere, som arbej-dede med keramik i denne periode. Me-todisk var bearbejdningerne både subjek-

tive og induktive. Subjektive grundet den manglende nomenklatur inden for beskri-velserne og bearbejdninger; induktiv idet man sluttede sine tolkninger og dermed love ud fra det enkelte tilfælde ved at gøre lovene universelle. I denne forbindelse kan “pottery sense” fremhæves. Proble-met med denne indgangsvinkel er netop, at der er tale om en ren subjektiv tilgang til materialet, idet der skulle eksistere forskere som var egnede til arbejdet med keramik, mens andre igen ikke besad ev-nen (jævnfør Shepard 1957:97ff). Den kulturarkæologiske forsknings arbej-de med keramik og kronologi har dannet udgangspunktet for meget af den senere forskning, til trods for at kulturarkæolo-gien kun i ringe omfang har bidraget til udviklingen af henholdsvis teoretiske el-ler metodiske standpunkter. Til trods herfor har de kulturarkæologiske bear-bejdninger af keramik dannet grundlaget, og derved også springbrættet, for den vi-dere forskning inden for keramik og kro-nologi.

PR O C E S S U A L I S M E N, NE W AR C H A E O L O G Y Efter den 2. Verdenskrig kom der et op-rør rettet mod den tidligere kulturcen-trede arkæologi. Mellemkrigstidens kul-turkredslære var ikke længere acceptabel, hvortil kom en stigende utilfredshed i for-hold til den subjektive og deskriptive ar-kæologi. L. Binfords artikel “Archaeology as Anthropology” fra 1962 står som et af de klare brud med den kulturarkæologi-ske forskning, samt som startskuddet for den processualistiske forskning (Binford 1962). Processualismen, eller New Archaeology, ville så langt væk som muligt fra det sub-jektive og beskrivende. Arkæologien skul-le nu være objektiv, eksakt og målbar. Te-ori kom ind og begyndte at spille en større rolle end før. Den teoretiske orientering gik mod funktionalisme samt logisk po-


8

sitivisme (Olsen 1997:47ff). Processua-listerne vendte sig bort fra de induktive slutninger; nu skulle der hellere arbejdes ud fra den såkaldte hypotetiske-deduk-tive metode. En metode som går ud på, at opstille en hypotese angående materia-let som derefter skal testes, hvorefter en generel lov kan udledes (Hill 1972:68ff). Den hypotetiske-deduktive metode var ikke den eneste, der kom frem i kølvan-det på processualismen. Reelt fremkom der fl ere forskellige teorier, dog alle med baggrund i processualismens principper om objektivitet og muligheden for test-ning (jævnfør Clarke 1972). De deduktive metoder, at slutte fra det generelle til det specifi kke, er et klart brud med den kul-turarkæologiske brug af induktive slut-ninger.Den keramiske forskning som tidligere havde handlet om defi nitionen af kultur-grupper, typologi og kronologi var ikke længere interessant for de nye, proces-sualistiske arkæologer. De ville i stedet arbejde med aspekter der var målbare og objektive, derfor kom meget af den pro-cessualistiske, keramiske forskning til at omhandle teknologi og funktion, samt distribution og handel. Denne holdning ses blandt andet afspejlet i L. Binfords tre genstandskategorier: Teknomisk, socio-teknologisk og ideo-teknologisk (Binford 1962:219). Dertil kom de mange etnoar-kæologiske undersøgelser af keramik i oprindelige samfund. Disse undersøgel-ser, ud fra ovenstående holdning, var yderst fokuseret på netop de teknologiske og distributive aspekter af keramikken. I afsnittet om de etnoarkæologiske per-spektiver fi ndes en grundig gennemgang af brugen og potentialet af etnoarkæolo-giske paralleller inden for den arkæologi-ske forskning. Arbejdet med keramik og kronologi for-svinder stort set i starten af denne perio-de. Det skal dog bemærkes, at nogle for-skere i denne periode ikke fulgte med den teoretiske udvikling, hvorfor man stadig

langt op i tid kan fi nde kronologiske be-arbejdninger, som er upåvirket af de teo-retiske strømme der blev sat i gang med processualismen (eksempelvis Albrecten 1971). Her er det vigtigt at gøre opmærk-som på, at især de polske bearbejdninger, som vil blive anvendt i forbindelse med problemstillingerne i diskussionerne, ikke har været påvirket af de processualistiske strømninger. Det samme gælder desuden for den senere post-processuelle forsk-ning. Polsk arkæologi bærer i høj grad spor efter den politiske udvikling som fandt sted i landet som en følge af først nazismen og senere hen kommunismen. Den polske forskning er på mange må-der stagneret på det kulturarkæologiske forskningsstade, da de som en følge af 2. verdenskrig blev udelukket for den teore-tiske forskning som foregik i Vesteuropa og Amerika; idet jerntæppet, som delte i Europa i to, ligeledes satte sine spor in-den for den arkæologiske forskning. Der-for repræsenterer de polske publikationer i specialet i høj grad et andet teoretisk standpunkt end eksempelvis den nutidige danske forskning.Men der var forskere som fulgte med ud-viklingen, og i deres øjne var de tidligere metoder til udarbejdelsen af keramiske kronologier ikke længere acceptable. Kun keramik fundet inden for stratigrafi sk da-terede lag kunne anvendes til kronologi-ske bearbejdninger. Denne holdning til kronologi ses ganske tydeligt afspejlet i H.L. Thomas & R.W. Ehrichs artikel fra 1969, hvor de eneste sikre muligheder for absolutte dateringer anses for at være gennem varv- og dendrokronologiske da-tering (Thomas & Ehrich 1969:159f). Dis-se ovenstående holdninger hænger dertil i høj grad sammen med at arkæologien i denne periode vender sig mod den natur-videnskabelige verden (Willey & Sabloff 1974:182). Tidligere havde den europæi-ske forskning været knyttet til de histo-riske discipliner, men med processualis-men vendte den europæiske arkæologi

Forskningshistorien

9

sig i højere grad mod naturvidenskaben; den amerikanske forskning forblev en del af antropologien både før og efter pro-cessualismens fremkomst (Gumerman & Philips 1978:184). Men i løbet af 1970’erne skete der æn-dringer i forhold til arbejdet med keramik og kronologi. Disse ændringer kom som en følge af introduktionen af ikke mindst computere i arbejdet med arkæologien. Denne revolution inden for det arkæolo-giske arbejde bliver uddybet yderligere i forbindelse med afsnittet om de metodi-ske perspektiver. 1970’erne kom således til at stå som en brydningstid, idet det også er i denne periode at keramisk socio-logi introduceres i arbejdet med keramik, hvor forklaringsmodellerne blev hentet fra sociologien. På denne måde kom der i højere grad en sammenkobling mellem genstandene og det samfund de var pro-duceret i (Hill 1985:374ff). Dette kan ses som begyndende kontekstualisering af arkæologien; et træk som ellers er med til at kendetegne den post-processualistiske forskning.De processualistiske bearbejdninger af keramik og kronologi kan opsummeres, som værende fokuseret mod de teknolo-giske og funktionelle vinkler frem for de kronologiske. Dette var prisen for opgø-ret med den kulturarkæologiske metodik. Men kronologi og keramik fi k dog en re-næssance i forbindelse med det stigende brug af computere i slutningen af den pro-cessuelle forskningsperiode. Dertil har et-noarkæologien og den keramisk sociologi deres udgangspunkt i processualismen; disse to vinkler danner begge grundla-get for det videre teoretiske arbejde med keramik og kronologi inden for post-pro-cessualismen.

PO S T-P R O C E S S U A L I S M E NSelvom den processuelle arkæologi stod for et yderst markant brud i forhold til tidligere tiders arkæologiske forsknings-tradition, kunne den som forskningstra-dition ikke stå uimodsagt i længden. I slutningen af 1970’erne kom nye kritiske røster til; røster der ville gøre op med tan-ken om den objektive og målbare arkæo-logi. En stærk kritik var især rettet imod de funktionalistiske tilgange, som havde præget store dele af den processualistiske forskning. Nu skulle de kognitive og sym-bolske sider af de forhistoriske samfund undersøges. Samtidigt opstod ønsket om at arbejde med den unikke historiske kontekst, som hvert samfund befi nder sig; hvad enten samfundet er nutidigt el-ler forhistorisk (Olsen 1997:59ff).En af frontfi gurerne i denne forbindelse var den engelske arkæolog I. Hodder. Han blev først opmærksom på, at processualis-mens utilstrækkelighed i forbindelse med sine feltstudier i Baringo i Kenya. I ste-det for de traditionelle studier af funktion og teknologi arbejdede I. Hodder med de symbolske aspekter af den materielle kul-tur især med henblik på kalabassers sym-bolske og sociale rolle i samfundet (Hod-der 1979 & 1991).Udover nye teoretiske problemstillinger er post-processualismen kendetegnet ved at være en paraplybetegnelse for mange forskellige forskningsretninger. Under denne paraply fi ndes retninger såsom neo-evolutionisme, neo-marxisme, her-meneutik, fænomenologi og feministisk arkæologi. Fælles for alle disse retninger er deres ønske om at komme ind under huden – ind i hjernen på fortidens men-nesker (Renfrew & Bahn 2001:42ff). Imidlertid var det tilfældet, som ved den tidlige processualisme, at der umiddelbart ikke var plads til kronologiske studier af keramik. Fokus har inden for denne forsk-ningstradition har været langt mere diffus og spredt end tidligere. Samlende kan det dog siges, at forskningen har været rettet


10

EK S K U R S I : ST I L I S T I S K T E O R I Idet problemstillingerne og udviklingen inden for den stilistiske teori kan følges tilbage fra den kulturarkæologiske pe-riode og frem til nu kræver dette aspekt plads til yderligere fordybelse. Den tidlige arkæologiske forskning var i høj grad på-virket af en kunsthistorisk indgangsvin-kel til materialet. De stilmæssige udtryk har dannet grundlag for både typologiske og statistiske bearbejdninger af det ke-ramiske materiale. Men det er hverken den typologiske eller statistiske vinkel på stil, som det afsnit skal omhandle, tværti-mod.Der har aldrig været en fælles tilgang til arbejdet med stil inden for arkæologien; der er noget nær ligeså mange defi nitio-ner og tolkninger, som der er arkæologer. Men der var en periode fra fremkomsten af processualismen i 1960’erne og frem til slutningen af 1970’erne, hvor arbejdet med stil stort set var et forbudt område. Dette hænger i høj grad sammen med tanken om den objektive, målbare vi-denskab, som netop kom i kølvandet på processualismen (Rosenberg Andersen 2004:69). Men i slutningen af 1970’erne opstod en fornyet interesse for spørgsmålet om stil inden for arkæologien. Startskuddet kom med M. Wobst’s artikel fra 1977 om stil, informationsudveksling og social inter-aktion; et syn på stil som var klart funk-tionalistisk (Wobst 1977). Stil skulle ikke længere opfattes som værende en passiv del af samfundet, men derimod analyse-res som en klar indikator for de samfunds-mæssige forhold, især rollen som etnisk og social markør var et vigtigt aspekt. M. Wobst’s artikel blev udgangspunkt for en spændende og langvarig, debat mellem P. Weissner og J. Sackett om hvorvidt genstande kan være etniske markører el-ler ej (eksempelvis Weissner 1985). Uden at gå ned i enkeltheder omkring denne

mod de symbolske og kognitive aspekter af keramik. Man kan derfor få den opfat-telse at post-processualismen kun i ringe omfang er slået igennem inden for den kronologiske forskning. Langt op i tid og ind i den post-processuelle forskningstra-dition er mange bearbejdninger af kera-mik og kronologi stadig tættere knyttet til den processuelle forskning end den post-processuelle (for eksempel Arnold 1979; Hill 1985; van der Leuw 1991).Men har den post-processuelle forskning således intet at tilbyde arbejdet med kera-mik og kronologi? Som nævnt i afsnittet omkring specialets teoretiske og metodi-ske standpunkt fi ndes der en kontekstuel, kronologisk vinkel på keramik. Denne opfattelse ligger sig op ad den post-pro-cessuelle forskning i arbejdet med den unikke historiske kontekst, hvori årsa-gerne til ændringer i genstandsmaterialet og samfundet skal fi ndes. Post-processu-alismen kan inkorporeres i arbejdet med keramik og kronologi, men det er vigtigt at være klar over styrker og svaghederne ved denne teoretiske tilgang. Den vigtig-ste svaghed er, at mange post-processuel-le teorier vedrørende keramik sjældent er fremsat på baggrund af et forhistorisk materiale, men er derimod formuleret ud fra et etnoarkæologisk eller historiske materiale.Post-processuel forskning har således i kun ringe omfang inddraget keramik og kronologi i sit arbejde. På den anden side har denne teoretiske vinkel bidraget med nye og spændende vinkler, som man kan inddrage i arbejdet med kronologi, for eksempel de etnoarkæologiske undersø-gelser af samfundsforhold og ændringer i materiale samt fokuseringen på den for-tidige kontekst, hvori keramikken blev produceret.

Forskningshistorien

11

diskussion kan det bemærkes, at både P. Weissner og J. Sackett forsætter med M. Wobst’s funktionalistiske vinkel på stil. I de tidlige 1980’er var forskningen om-kring stil således fokuseret omkring sti-lens funktionelle rolle i samfundet, som en markør for kontakt mellem forskellige etniske grupper, markering af den en-kelte samt generel informationsudveks-ling (Hegmon 1992:520ff). De analytiske tilgange fra denne periode kan groft de-les i to kategorier: De som sætter sig ud over det analytiske ved at bearbejde de forskellige komponenter inden for ma-terialet, og de som blot arbejder med en enkelt genstandsgruppe inden for den materielle kultur (Hegmon 1992:530). Sideløbende bliver der ligeledes fokuse-ret på det stilistiske udtryks rolle i forbin-delse med den sociale interaktion mellem befolkningsgrupper. Disse holdninger udgør det oprindelige udgangspunkt for den keramiske sociologi (Hill 1985:364f). Fælles for både teorierne omkring infor-mationsudveksling og social interaktion er, at den darwinistiske udviklingsmodel ikke benyttes længere; nu forklares æn-dringer i en genstandstypes udseende ud fra mængden af udvekslet information og/eller mængden af sociale relationer. Selvom begge disse teoretiske modeller har været udsat for megen kritik, så ska-ber de til trods en god begyndelse for en ny debat af stil (Hill 1985:364). M. Wobst giver startskuddet for denne diskussion og former derved et nyt syn på stil. Stil skal ikke længere blot ses i et kunsthistorisk perspektiv, men tværti-mod skal stil ses i forhold til omgivende samfund. Stil er ikke længere blot statisk, men er i stedet blevet socialt aktiv, og derved en del af det samfund som skabte dens udtryk. Men i 1990 publicerer den engelske arkæolog I. Hodder en artikel om stils historiske egenskaber (Hodder 1990). Artiklen er opgør med Wobsttil-hængernes funktionalistiske vinkler og den keramiske sociologi. I. Hodder for-

kaster ideen om, at stil i sig selv hver-ken har en funktion, et regelsæt eller er summen af kulturelle attributter (Hod-der 1990:44). Stil er derimod en ”a way of doing”, som er et forhold mellem det generelle og det individuelle: Det er hen-visning fra en individuel handling til den generelle måde at gøre tingene på, hvilket inkluderer både de sociale og adfærds-mæssige normer samt økonomi (Hodder 1990:46). Denne opfattelse ligger i for-længelse af J. Hills udsagn om, at stil er et udtryk den normale måde at gøre tingene på, det vil sige teknik, form og struktur af ornamentik. Stil skal ifølge J. Hill ses som en manifestation af de regler som eksisterer inden for samfundet; ikke ulig grammatik i forhold til sprog. Reglerne kan være fl eksible, men der er grænser for hvor langt man går (Hill 1985:374).Det der gør I. Hodder og J. Hills teorier interessante er, at som i tilfældet med M. Wobst og den efterfølgende diskussion, at de er nye indslag i en langvarig debat. Nye resultater og tolkninger fremkom-mer, hvorved debatten fornyes og forbli-ver interessant og nærværende inden for den arkæologiske forskning. Men gamle vaner dør kun langsomt. Et eksempel på dette er etnoarkæologiske undersøgelser i M. Dietler og I. Herbich’s artikel fra 1989 om Luo pottemagerne i Kenya. Her vurderer M. Dietler og I. Her-bich, at produktionen af keramik og stil er udtryk for et isokretisk valg, som det er blevet defi neret af J. Sackett (1977). Isokretisk skal i denne forbindelse forstås som individets valg af attributter blandt de alternativer, som er givet inden for samfundets fælles regelsæt. Selvom artik-len i princippet er et klart brud med M. Wobst’s informationsudvekslingsteori, vælger M. Dietler og I. Herbich alligevel en funktionalistisk vinkel. Et forhold, som formentligt kan kædes sammen med det faktum, at den teoretiske del af et-noarkæologien fra begyndelsen har været præget af de teknologiske og funktionelle


12

problemstillinger.Men keramikken fra Luo kan sagtens ses ud fra både I. Hodder og J. Hills mere kontekstuelle vinkler. Her tænkes blandt andet på genkendelsen af mikro-stile (jævnfør det individuelle inden for det ge-nerelle), placeringen af pottemagerværk-stederne og tilgangen til ler, det vil sige konteksten hvori keramikken fremstilles (Hodder 1990:44ff.). Ud fra J. Hills teo-rier kan stilen bruges til udlede kulturelle normer og regler inden for Luo samfun-det (Hill 1985:374).Det skal i denne sammenhæng nævnes, at der sideløbende med denne samfundsori-enterede og kontekstuelle debat omkring stil til stadighed har været arbejder, som har været mere kunsthistorisk orienteret. Her kan blandt andet D.K. Washburns mange arbejder omkring symmetri næv-nes (for eksempel Washburn & Matson 1985). Disse analyser giver kun i ringe omfang information omkring samfundet, hvori keramikken er produceret, hvorfor de ikke vil blive inddraget yderligere i denne sammenhæng.De ovenstående moderne stilistiske teo-rier og debatter har umiddelbart har haft mest gennemslagskraft inden for den amerikanske arkæologi. Her blev teori-erne og metoderne hyppigt anvendt på deres lokale keramiske materiale, der som oftest er rigt ornamenteret. I denne sammenhæng bliver det tydeligt, at det langt fra er alle grupper af keramik, som er oplagte til informationsteoretiske eller sociale interaktions analyser. Dette skyl-des, at keramik i høj grad mangler den offentlige synlighed, der er grundlaget for de fl este af disse teorier, hvilket desuden er bemærket af fl ere forskere (Dietler & Herbich 1989:159; Hegmon 1992:521 og Rosenberg Andersen 2004:70f). Men hvad kan den stilistiske forskning bidrage til den kronologiske udforskning af keramik? Umiddelbart kan disse sam-fundsmæssige analyser af keramikken ikke bidrage synderligt til en kronologisk

diskussion af keramik. Men denne me-todiske og teoretiske indgangsvinkel kan derimod give et yderst spændende indblik i den sociokulturelle kontekst, hvori kera-mikken er produceret. Ved at inddrage så-danne aspekter opnår man et bedre ind-blik i kulturen bag keramikken og derved kan man komme tættere på en forståelse af de dynamiske processer, som er med til at sætte ændringer i gang inden for det keramiske udtryk i gang, såvel inden for stil som form. Spørgsmålet om stilteore-tisk udforskning af et keramisk materiale fra ældre jernalder vil blive uddybet nær-mere i forbindelse med den anden af spe-cialets fi re diskussioner.

FR E M T I D E N F O R D E N T E O R E T I S K E F O R S K N I N G Opsummerende på disse afsnit vedrø-rende de teoretiske perspektiver inden for arbejdet med keramik og kronologi må det konkluderes, at teoretisk er denne disciplin endnu relativt svagt defi neret. Til trods for at kronologier baseret på ke-ramik var blandt det kulturarkæologiske arbejdsområdes primære mål, så er det kronologiske arbejde længe forblevet en metode uden et veldefi neret teoretisk ap-parat. Især processualismen, og i mindre omfang post-processualismen, har bidra-get med metoder til arbejdet med krono-logi (jævnfør afsnittet om statistik i for-bindelse med det metodiske perspektiv). Men generelt kan det opsummeres, at en teoretisk perspektivering i forbindelse med arbejdet med keramik og kronologi stadig er en mangelvare.Det er blandt dette speciales mål at give arbejdet med keramik og kronologi et bedre og mere veldefi neret teoretisk standpunkt. Arbejdet med kronologi har længe blot stillingtagen til metodiske pro-blemer, men kronologi er mere end blot metode, som resten af specialet vil bely-se.

Forskningshistorien

13

DE T M E T O D I S K E P E R S P E K T I VDette afsnit er bygget op omkring de to primære metodiske indgangsvinkler til arbejdet med keramik og kronologi, nem-lig de ikke-statistiske/typologiske og de statistiske metoder. Under begge metodi-ske vinkler er fl ere underafsnit, som bely-ser de forskellige aspekter og muligheder inden for de metodiske tilgange. Præsen-tationen er stort set i en historisk række-følge, idet det første afsnit omhandler de forskellige ikke-statistiske metoder, mens det andet afsnit fokuserer på de statisti-ske metoder.Efter de to primære metoder til krono-logisk behandling af keramik følger to ekskurser. Den første omhandler brugen af laborative/arkæometriske metoder, mens den anden belyser brugen naturvi-denskabelige dateringsmetoder i forhold til datering af keramik. Afsluttende kom-mer en perspektivering over hvad de for-skellige metoder kan bidrage til i forhold til etableringen af kronologi på basis af keramik.

TY P O L O G I Grundideen bag den typologiske metode er, at genstande er karakteristiske i en bestemt periode og/eller geografi sk om-råde. Selve det typologiske studie bliver således studiet af ligheder og forskelle in-den for det arkæologiske materiale, samt udviklingen fra et udtryk til det næste. Denne typologiske udvikling anses for at være evolutionær og gradvis; en idé der har sin baggrund i 1800-tallets darwinis-me (Renfrew & Bahn 2001:120f). Brugen og opfattelsen af typer har igennem tiden været, at det var en nem fremgangsmåde til at underinddele et materiale på. Efter defi nitionen af typerne kunne de dernæst anvendes til at demonstrere de kronolo-giske sekvenser i materialet (Orton et al

1993:11). Metoden er et hensigtsmæssigt udgangspunkt for relative kronologiske bearbejdninger af keramik, hvilket af-spejles i metodens lange funktionsperio-de samt senere tilpasning til blandt andet de mere statistiske bearbejdninger af ke-ramiske materialer.

BE G Y N D E L S E N P Å D E N T Y P O L O G I S K E M E T O D EStartskuddet for de typologiske bear-bejdninger af et arkæologisk genstands-materiale kom i 1874 med A.H.L.F. Pitt-Rivers. Inden for arbejdet med keramik blev metoden fulgt op af A.E. Plique’s ty-pologiske bearbejdning af terra sigilliata fra Lezoux i 1887; en bearbejdning der stort set er blevet brugt uændret frem til i dag (Orton et al 1993:9). Inden for den skandinaviske arkæologi er det i høj grad O. Montelius, der skaber den typologiske grundpille omkring år 1900. Dog forsøgte H. Hildebrand sig allerede i 1869 med typologiske bearbejdninger af materiale fra den ældre jernalder fra Norrland (Hil-debrand 1869:222). O. Montelius følger efter med sine store bearbejdninger af bronzealderens genstande fra Skandina-vien og Nordtyskland (Montelius 1900). At O. Montelius’ arbejde er et pionerar-bejde kan ses ud fra de klare mangler, som er at fi nde i hans arbejde. Blandt an-det mangler O. Montelius de typologiske argumenter bag typeinddelingen, hvorfor typologien kan være meget svær at an-vende, fordi man kun har afbildningerne og de mere generelle beskrivelser af ty-perne at gå ud fra (Gräslund 1974:175ff). Dog er O. Montelius’ arbejde stadig vort udgangspunkt for arbejdet med bronzeal-derens metalgenstande fra de forskellige perioder, til trods for de eventuelle pro-blemer i hans metodik.For den amerikanske arkæologi var start-skuddet A.V. Kidders udgravninger af store mængder keramik fra udgravnin-gerne af The Pecos i den sydvestlige del


14

af Amerika. Her integrerede A.V. Kidder både stratigrafi , regionale undersøgelser og keramik i sit arbejde. Dette var begyndelsen på fl ere af de store typologiske bearbejd-ninger inden for den ame-rikanske arkæologi (Kidder 1924:158ff). Det er da også i denne del af verden at forsk-ning af den typologiske me-tode fortsætter; med en klar hovedvægt på videreudvik-ling af metoden. Udover A.V. Kidder er det H.S. Coltons metodik ud fra bearbejdnin-gen af den sydvestamerikan-ske keramik fra starten af 1940’erne og fremefter, som ligger til grund for mange af de senere ty-pologiske overvejelser. H.S. Colton arbej-der med udviklingen af de tidlige termer, således, at det keramiske materiale ind-deles efter type, gods, sekvens og slutte-ligt serie (Colton 1943:316ff.). Her er i det især kategorien gods, som er problema-tisk. Denne meget brede kategorisering har kun ringe, eller ingen, information angående den kronologiske eller spatiale fordeling; dette gælder dog i vid udstræk-ning for alle H.S. Coltons termer.I denne forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at forskningen i denne periode i henholdsvis Amerika og Europa følger to vidt forskellige spor. Den euro-pæiske arkæologi har sine rødder inden for de historiske discipliner, mens den amerikanske arkæologi har sit udspring inden for antropologien. Denne diskre-pans afspejles tydeligt i indgangsvinkler-ne og spørgsmålene til materialet, hvilke de følgende afsnit vil gøre tydeligt.

DE N S K A N D I N A V I S K E D I S K U S S I O NUdover O. Montelius og H. Hildebrand er det den svenske arkæolog M.P. Malmer,

som især har markeret sig inden for både den typologiske og deskriptive forskning (Malmer 1962; 1963). Hans syn på gen-standsforskningen er, at det vigtigste ud-gangspunkt for et typologisk arbejde er spørgsmålet om lighed kontra forskel. Det være sig inden for fysiske kendetegn, fundassociationer eller geografi sk spred-ning. Her ud fra skal typerne og deres indbyrdes forhold etableres, hvorved ty-pologien opnås (Malmer 1963:15f). M.P. Malmers betragtninger omkring me-tode opstår i forbindelse med hans store studium af det mellemneolitiske gen-standsmateriale fra Sverige fra 1962. De her opstillede betragtningerne angående koncis metode, samt indgående og objek-tive beskrivelser blev uddybet yderligere året efter i hans behandling af de meto-diske problemer inden for jernalderens kunsthistorie (1963). Den eneste korrekte metode ifølge M.P. Malmer var “logisk korrekt verbal defi nition”. Desværre var det kun et fåtal af de samtidige forskere, der levede op til denne metode; alt for ofte blev der anvendt subjektive og vage defi nitioner. Metodisk forventer M.P. Malmer objektivitet som udgangspunktet alle for beskrivelserne af de behandlede genstande og typer (Malmer 1963:16ff).

Figur 1: Principtegning over karakteristiske punkter og tangen-ter fra H.-Å. Nordström 1973, plance 7

Forskningshistorien

15

Dette betyder, at man skal give en klar og korrekt beskrivelse af type; uden brug af misvisende ord såsom ”mellemstor”, ”sædvanligvis” eller ”simplere”. Disse, og lignende, termer er simpelthen ikke fyl-destgørende, og dertil er de ikke brugbare for andre forskere end den som defi nerer dem (Malmer 1963:16f). Ifølge M.P. Mal-mer bør genstandstyper defi neres ud fra de ovenstående typologiske ligheder; idet lighed tages som et udtryk for samtidig-hed.M.P. Malmer mener, at de tre typologiske aspekter, det vil sige lighed inden for fy-sisk udtryk, fundassociation og geografi sk fordeling, bør inddrages i en typebestem-melse for at opnå det mest nuancerede indblik i typen. M.P. Malmer karakte-riseres ved hans tidlige processuelle til-gang til materialet, som især giver sig til udtryk i kravene om objektive beskriver og beviser. Med M.P. Malmer ses en er-kendelse af, hvor typologien ikke længere blot anvendes inden for den subjektive, kulturarkæologiske forskning, men er i høj grad også blev en del af den proces-suelle forskning. Der har dog været kritik af M.P. Malmers tilgang. B. Gräslund me-ner, at typologien ikke må stå alene sådan som M.P. Malmer gjorde i sine arbejder, men derimod inddrage blandt andet na-turvidenskabelige metoder (Gräslund 1974:22). Det har således også været den udvikling vi kan spore inden for fl ere kro-nologiske studier både herhjemme og i udlandet.H.-Å. Nordström arbejder videre ud fra M.P. Malmers ideer om en objektiv ind-deling af keramisk materiale (1973). Han koncentrerer sig især om er defi nitionen af karformer ud fra karakteristiske punk-ter på karrene (jævnfør fi gur 1). Den før-ste brug af karakteristiske punkter og tangenter til defi nition af kar går tilbage til G.D. Birkhoffs arbejde med de æsteti-ske mål inden for blandt andet vaser og musik (Birkhoff 1933:67ff). G.D. Birk-hoffs arbejde blev senere hen modifi ce-

ret og tilgængeliggjort af A.O. Shepard i Ceramics for the archaeologist (1957). Ceramics for the archaeologist (1957). Ceramics for the archaeologistA.O. Shepard arbejder ud fra en kombi-nation af markante punkter, eksempelvis bund eller rand, og tangenter, især med henblik på karprofi lens forløb (Shepard 1957:225f). Disse karakteristiske punkter og tangenter er udgangspunktet for H.-Å. Nordström behandling af keramikken fra fl ere tidlige nubiske fund i sin publikation fra 1973. Med baggrund i de forskellige punkter og tangenter bliver det muligt at beskrive en karprofi l objektivt, samt at foretage analyser af keramikken baseret på karrenes proportioner. Ved hjælp af formler baseret på proportionerne var det muligt for H.-Å. Nordström at defi nere en opdeling af karformerne, som er tilnær-melsesvis objektiv og matematisk defi ne-ret (Nordström 1973:70ff). Dog er H.-Å. Nordströms metode problematisk i den henseende, idet den kræver, at analyser-ne udføres på kar som endnu er hele eller delvist hele. Hele kar er dog desværre re-lativt sjældent inden for keramik af forhi-storisk karakter. Det er primært keramik fra gravfund som er hele, mens keramik fra bopladsfund oftere vil være fragmen-teret. Dette medfører, at metoden kun kan anvendes i de tilfælde hvor keramik-ken fra gravfund er fuldstændigt bevaret, mens det vil være nødvendigt med andre metoder når det kommer til keramik fra andre kontekster. Denne problematik vil blive belyst yderligere i specialets fjerde diskussion om kronologier baseret på materialet fra henholdsvis gravfund og bopladser.Til trods for ovenstående faktum har H.-Å. Nordströms metode vundet indpas i mange arkæologiske bearbejdninger af keramik i Skandinavien. Her kan for ek-sempel nævnes N.H. Andersens bear-bejdning af den neolitiske keramik fra Sa-rup på Fyn (Andersen 1999) og E. Kochs bearbejdning af de sjællandske, mose-fundende lerkar fra neolitikum (E. Koch 1998) og beskrivelsen af karformerne i


16

forbindelse med U. Lund Hansen krono-logiske behandlinger af romersk jernal-der grave (Lund Hansen 1976; 1987). B. Hulthén arbejder også direkte videre ud fra H.-Å. Nordströms oplæg i hendes bog omhandlende dokumentation af keramik. Hun ligger sig i høj grad op ad de defi ni-tioner, som blev opstillet af H.-Å. Nord-ström. I forhold til en videreudvikling af metoden kommer der intet nyt med B. Hulthéns bog. Hendes arbejde adskil-ler sig fra tidligere behandlinger ved den klare fokusering på de fysiske og labora-tive muligheder inden for den keramiske dokumentation; frem for en ny analy-tisk metode i stil med H.-Å. Nordström (Hulthén 1974). Som en diametral modsætning til M.P. Malmer og for eksempel H.-Å. Nord-ströms ønsker om objektive beskrivelser står C.J. Beckers keramiske arbejder. Dette er yderst tydeligt i C.J. Beckers store behandling af det førromerske keramiske materiale fra Syd- og Midtjylland (1961). Kartyperne bliver i denne sammenhæng præsenteret ud fra deskriptive og subjek-tive kategorier. Her bliver anvendt ter-mer og betegnelser, som kan være svæ-re at gennemskue og eventuelt adskille fra andre grupper (jævnfør fi gur 2). Her kan eksempelvis på gruppen af “gryder” og “fi nere krukker” fremhæves (Becker 1961:204ff). Denne yderst deskriptive og dermed subjektive metode genfi ndes i E. Albrectsens store bearbejdning af de fynske jernaldergrave (1953-73). Beskri-velserne er dog langt fra så subjektive og individuelle som hos C.J. Becker (1961). I “Fynske Jernaldergrave” om den førro-merske jernalder er beskrivelserne direk-te relateret til karrets form, for eksempel “tohanket krukke”; dog er anvendes også mere uspecifi cerede former, såsom “tøn-deformet krukke” (Albrectsen 1954:80ff). Romertidsformerne er til sammenligning beskrevet ud fra M.B. Mackeprangs for-mer fra 1943. Disse beskrivelser minder som udgangspunkt en del om E. Albrect-

sens beskrivelser af den førromerske ke-ramik. Det vil sige, at der er tale om rela-tivt klare beskrivelser relateret til karrets form (Mackeprang 1943:24ff). Problemet opstår ved E. Albrectsens brug af M.B. Mackeprangs typer, idet de modifi ceres i forhold til hans fynske materiale; herved opstår tillempede beskrivelser og formu-leringer. Disse beskrivelser er desværre langt mere i stil med C.J. Beckers beskri-velser af de førromerske former. Her mø-der man kar beskrevet som “ældre han-kekopper” og “sene skåle” (Albrectsen 1968:252ff). Disse former for subjektive behandlinger af keramisk materiale er i høj grad blot beskrivelser, og ikke typolo-giske behandlinger af materialet. Derfor skal denne type arbejder ikke behandles videre i denne sammenhæng. Men i sene-re i specialets diskussioner om blandt an-det ikke-statistiske metoder vil både C.J. Becker og E. Albrectsens arbejder komme til at spille centrale roller.Den skandinaviske typologiske metode har således udviklet sig fra O. Monteli-us’ forsøg fra starten af 1900-tallet, hvor der var tale om en særdeles subjektiv metodik. Senere er den skandinaviske forskning blevet mere objektiv i sine til-gange, såsom det er blevet formuleret af især M.P. Malmer og ved hjælp af H.-Å. Nordströms metoder. Dog ses der paral-lelt med disse mere objektive tilgange stadig en kulturarkæologisk og deskrip-tiv forskning; denne forskning er blandt andet knyttet til C.J. Beckers undersøger af kronologien for førromersk jernalder samt E. Albrectens arbejder af de fynske jernaldergrave.

TY P E – E T S P Ø R G S M Å L O M D E F I N I T I O NInden for den amerikanske arkæologi bliver startskuddet til debatten om givet af blandt andet A.D. Krieger (1944), der markerer sig med en artikel om det typo-logiske koncept. Han er især fokuseret på

Forskningshistorien

17

Figur 2: Udvalg af karformer fra C.J. Becker 1961 og E. Albrecten 1954a: Tohanket krukke ifl g. Albrecten 1954, tavle 12ab: Tøndeformet krukke ifl g. Albrecten 1954, tavle 17cc: Gryde ifl g. Becker 1961, fi gur 84d: Finere krukke ifl g. Becker 1961, fi gur 129


18

termerne type og variation. Ifølge A.D. Krieger skal genstandstyper i første om-gang bruges til at demonstrere kulturelle komplekser samt kulturelle ændringer i tid og rum. En type defi neres hos A.D. Krieger som værende som et kulturelt træk; et værktøj til at forstå udvikling og interaktion. Ergo skal en type have en hi-storisk mening i forhold til de opførsels-mæssige mønstre (Krieger 1944:271f). Hans typologiske metode er udarbejdet ud fra keramik fra sydøst og sydvest Ame-rika og er baseret på en kombination af karakteristika, som kan henledes til en defi nerbar historisk situation. Hans me-todiske vinkel ligger i høj grad op ad de iagttagelser som M.P. Malmers gør små tyve år senere. A.D. Krieger arbejder li-geledes ud fra princippet om, at lighed i materiale er et udtryk for samme oprin-delige grundform (Krieger 1944:279ff). A.D. Kriegers ene princip er en forgænger til M.P. Malmers tre typologiske perspek-tiver omkring lighed inden for de fysiske kendetegn, fundassociationer eller geo-grafi sk spredning til. Dertil advarer A.D. Krieger imod upræcise termer; som oftest ses i form af for generelle beskrivelser af genstandstypens karakteristika (Krieger 1944:294), igen som det også var tilfældet hos M.P. Malmer.Som reaktion på blandt andet A.D. Krie-gers (1944) og H.S. Coltons (1943) me-todiske indgangsvinkler kom der i den anden halvdel af 1950’erne nye bud på ar-bejdet med typologi. J.B. Wheat, J.C. Gif-ford & W.W. Wasley (1958) gør op med ønsket om at defi nere kulturelle kom-plekser. Deres fokus er orienteret i mod selve materialet og de oplysninger, som det er muligt at udlede her fra. Derfor ar-bejder de med keramikken ud fra type va-riation, type klynger/clusters og kerami-ske systemer. Forskellen mellem en type og variant er mængden af ligheder, det vil sige, at der er færre ligheder inden for en variant i forhold til en type; det være sig teknologisk eller æstetisk. Type klynge

henviser til en given type og dens varia-tioner. Type klyngen er begrænset i tid og rum. Når klyngerne samles i større enti-teter er der tale om keramiske systemer. Her vil klyngerne være relateret til hinan-den inden for fl ere karakteristika såsom stil, overfl adebehandling, karformer eller generel teknologi. Det er det keramiske system, som defi nerer en bestemt arkæo-logisk kultur inden for et relativt begræn-set tidsrum, mens det geografi ske område kan have en betydelig størrelse (Wheat et al 1958:35ff).Denne debat omkring defi nitionen af typer og varianter følges op af udgave af Ameri-can Antiquity fra 1960 (vol. 3). Her fort-sætter J.C. Gifford som fortaler for type-variant typologien. Metodisk mener han, at man skal starte med at defi nere attri-butter, dernæst varianter og typer, mens man til slut kan arbejde med de teoretiske koncepter såsom komplekser, systemer og sekvenser (Gifford 1960:244). Denne holdning kan føres tilbage til en artikel af P. Philips og G.R. Willey i American Anthropologist (1953). Her foreslås en Anthropologist (1953). Her foreslås en Anthropologistmetode til bearbejdning af keramik som er baseret på tre elementer: Rum, indhold og tid. I forbindelse med rum arbejder de ud fra enhederne lokalitet, region og område. På denne måde skulle det være muligt at opnå et indblik i den rumlige fordeling af den keramiske type, dernæst vil man ligeledes kunne få et indblik i den kronologiske spændvidde af materialet. Med det andet element, indhold, menes komponenter som i relation med tid vil udtrykke den tidsmæssige udvikling. De anvendte termer i forbindelse med ind-hold er komponenter og faser. Disse skal ses i klar sammenhæng med tid, som er en sammensmeltning af rum og indhold. Det er inden for det tredje element, tid, at det er muligt først at udlede den lokale se-kvens, efterfølgende burde det være mu-ligt at udlede en kronologi for det givne område (Philips & Willey 1953:618ff).Samlende for de ovenstående tanker

Forskningshistorien

19

vedrørende forståelsen af typen er deres mere deskriptive tilgang til defi nitionen. Dog kan der spores en begyndende pro-cessuel tankegang bag defi nitionerne. I det følgende afsnit er processualismen for alvor slået igennem inden for det metodi-ske arbejde, og afspejles klart i den funk-tionalistiske tilgang til materialet.

EN F U N K T I O N A L I S T I S K V I N K E L P Å T Y P O L O G IDen foregående form for klassifi kation el-ler typologi blev af I. Rouse (1960) karak-teriseret som værende taksonomisk. Selv var I. Rouse fortaler for en analytisk til-gang til det typologiske arbejde. Den ana-lytiske metode afspejler I. Rouses proces-sualistiske standpunkt, idet der er en klar funktionel og teknologisk tanke bag me-toden. Den funktionalistiske og teknolo-giske vinkel på keramisk typologi følges i 1972 op af J.A. Fords bog om kvantitative metoder til etablering af kronologier. Her er der igen keramikkens fysiske egenska-ber, som bliver sat i fokus for klassifi kati-onen (Ford 1962). I denne sammenhæng skal B. Hulthéns On documentation of Pottery også ses. Hun inkluderer de sam-me aspekter, som Ford, i sit typologiske arbejde med keramik (Hulthén 1974). Denne fokusering på de fysiske egenska-ber til kan til en vis grad føres tilbage til H.S. Coltons betragtninger vedrørende typologi, hvor han allerede i 1940’erne foreslår, at gods skal inddrages som et aspekt i arbejdet med defi nering af typer (Colton 1943).Ifølge den analytiske, og funktionalisti-ske, metode skal keramikken i første om-gang inddeles efter materiale/gods, form, ornamentik og slutteligt brug. I. Rouse er klar over, at attributterne, som anvendes i forbindelse med den analytiske metode, ikke nødvendigvis er kulturelt betingede, men de kan også skyldes individet eller fy-siske love (Rouse 1960:313ff). De funktio-nalistiske tilgange til den typologiske be-

arbejdning er klare modstandere (Rouse 1960; Sears 1960 & Ford 1962) af den mere traditionelle, typologiske metode som den foreslået J.B. Wheat et al (1958) samt J.C. Gifford (1960). Modstanderne af den typologiske metode mente, at denne de-skriptive tilgang til typologien var ufl ek-sibel og for intuitiv. Men spørgsmålet er snarere, om teknologiske og funktionelle attributter er anvendelige i forbindelse med opstillingen af kronologiske sekven-ser. Dette aspekt vil blive belyst yderlige-re i forbindelse med specialets diskussion omkring begreberne type og fase.En anden vigtig del af den typologiske debat har været typernes sandhedsværdi. For en stor gruppe af arkæologer var det af stor vigtighed, at typerne svarede til det forhistoriske menneskes opfattelse (Gräs-lund 1974:65f). W.W. Taylor står som et brud for denne opfattelse med sin bog fra 1948 om studiet af arkæologi. Heri gjorde han sig til fortaler for, at alle typer er kon-strueret eller designet af arkæologerne og ikke har relation til den virkelighed, som genstandene fungerede i (Taylor 1948). Denne holdning blev ikke modtaget med velvilje fra de samtidige forskere (Willey & Sabloff 1974:139ff). Men holdningen gik ikke helt i glemmebogen; for med de processualistiske forskere kom denne holdning frem igen. Ved overgangen til den processualistiske periode blev den traditionelle arkæologiske typologiske metode sat under hård kritik (Brainerd 1951:302). I denne forbindelse står A.C. Spaulding som en af foregangsmændene for en matematisk-statistisk tilgang til ty-pologien. A.C. Spaulding foreslår, at man skal arbejde med den forventede og den relative frekvens af et givent sæt af at-tributter (Spaulding 1953:306ff). Denne holdning ligger klart op til de statistiske metoder, som det næste afsnit vil komme nærmere ind på. De begyndende proces-sualistiske tilgange til arbejdet med typo-logi ligger klart til grund for udviklingen af de matematiske, statistiske tilgange


20

med forhistorisk genstandsmateriale som arkæologien længe har været præget af. I det følgende afsnit vil de forskellige stati-stiske tilgange blive anskueliggjort.

ST A T I S T I KFra slutningen af 1960’erne mekanisere-des den typologiske metode, og bearbejd-ningerne blev således drejet i en statistisk retning frem for den tidligere deskriptive. Det vil sige, at den oprindelige anvendel-se af den typologiske metode forsvinder i takt med, at metoden tilpasses de nye statistiske og processuelle vinkler på ke-ramik og kronologi. Det var ønsket om at gøre arkæologien, og især de kronologiske bearbejdninger, mere kontrollerbare og objektive, som var med til at føre statistikken ind i det arkæo-logiske arbejde. I starten, det vil sige 1950-60’erne, blev statistik dog opfattet som en hård videnskabelig disciplin; men over tid og i takt med den teknologiske udvik-ling inden for især computere er metoden blevet til en markant del af vores daglige arkæologiske arbejde (Shennan 1988:3f). Desuden har udbredelsen af computere gjort, at statistik nu er blevet tilgængeligt for alle, da de computeriserede program-mer kræver mindre matematiske viden end den gang hvor statistikken blev ud-ført ved håndkraft.Introduktionen af de statistiske metoder kom i høj grad via New Archaeology og den amerikanske forskning. Den tidlige fokusering var på en statistisk, hypote-tisk og deduktiv testning af det arkæo-logiske materiale (jævnfør Clarke 1972 & Hill 1972). Det processuelle teoretiske grundlag er senere blevet forkastet af de post-processuelle arkæologer, som dog har bibeholdt de statistiske metoder; men her anvendes statistisk til undersøgelser af menneskelig opførsel og interaktion i stil med den post-processuelle forsk-ningstradition (Shennan 1988:5). Men gennemgående har statistik inden for al

arkæologisk forskning gjort det nemmere at overskue store mængder af materiale, såsom det ofte forholder sig i arbejdet med keramik.De kommende betragtninger angående de statistiske metoders udvikling er na-turligvis generelle for alle genstandsgrup-per, men metoderne har i vid udstrækning været anvendt på keramisk materiale. Dette hænger sammen med, at statistik i høj grad har været koblet sammen med etableringen af kronologi, og derved selv-følgelig også keramik.

SE R I A T I O NDen meste basale af de statistiske meto-der er seriation. Den tidligste brug af se-riation går reelt længere tilbage end de tidligste processuelle tiltag. Den første defi nition og brug af seriation fi nder vi hos W. Flinders Petrie med hans såkaldte sekvensdateringer af 900 egyptiske grave i 1899 (Marquardt 1978:292). W. Flin-ders Petrie arbejde ligger stadig til grund for alle senere seriationer, og har gennem tiden været blandt de mest anvendte tek-nikker til etablering af kronologier.Seriation er en analytisk metode, hvis

Figur 3: Eksempel på en seriation fra C.K. Jen-sen & K.H. Nielsen 1997, fi gur 13

Forskningshistorien

21

formål er at arran-gere sammenligne-lige enheder inden for en enkelt dimen-sion, således at hver enhed refl ekterer sin lighed med de andre enheder (jævnfør fi -gur 3). Disse enheder er tilskrevet numeri-ske værdier, således at sammenlignings-arbejdet gøres over-skueligt (Marquardt 1978:258). Blandt de gennemgå-ende krav til et materiale, som skal ana-lyseres via seriation, er, at genstandene skal være fremstillet inden for et relativ, kort og sammenligneligt tidsrum. Gen-standene skal desuden være fremstillet inden for den samme kulturelle tradi-tion og dertil bør de stamme fra samme lokalområde. Især sidstnævnte har vist sig som værende problematisk, idet de-fi nitionen af “lokalområde” er yderst fl y-dende og afhængig af det enkelte område, den enkelte lokalitet og den enkelte for-sker, derfor er det vigtigt at huske at være kildekritisk ved denne form for analyser (Dunnell 1970:311ff). Disse krav til mate-rialet støttes af W.H. Marquardt, som fi n-der dem indiskutabelt logiske (Marquardt 1978:297).Uden at gå i eksplicitte detaljer, så ar-bejder de fl este seriationer ud fra matri-cer (jævnfør fi gur 4). Disse matricer kan eksempelvis være baseret på frekvens, attributter eller tilstedeværelse/fravær. Samlende for hovedparten af matricerne er dog princippet om, at genstande tæt på hinanden tid vil være mere lig hinanden end genstande, som er længere fra hinan-den i tid (Robinson 1951:293f), som det ligeledes blev formuleret af R.C. Dunnell (1970).Kriterierne for matricerne og deres po-tentielle udsagnsværdi har fra starten væ-

ret et stridens æble. G.W. Brainerd (1951) og W.S. Robinson (1951) arbejdede ud fra en procentvis fordeling af genstandstyper over tid, det vil sige genstandstypernes relative frekvens over tid. Dette mente P. Dempsey og M. Baumhoff var utilstræk-kelige kriterier, og var selv fortalere for, at man skulle arbejde ud fra principperne om tilstedeværelse eller fravær af gen-standstyper inden for en enhed (Dempsey & Baumhoff 1963:500ff). Det helt store problem ved P. Dempsey og M. Baumhoffs metode er, at den ikke kan anvendes, hvis materialet kommer fra forskellige tidspe-rioder eller har en uensartet proveniens (Lipe 1964:103f). Dette er en problematik der generelt kan knyttes til matricer, hvor lighed (eller forskel) udtrykkes gennem binære værdier. Dertil kommer, at denne form for binære udtryk bliver alle typers værdier gjort ligeværdige. Dette betyder, at der ikke kan tages højde for om der kun fi ndes én genstand inden for en given type, eller om der fi ndes fl ere hundreder. Hvilket igen betyder, at det ikke er muligt at vægte typen efter hvor almindelig den er (Marquardt 1978:268). En kritik af brugen af den relative fre-kvens, som vi ser den hos G.W. Brainerd (1951) og W.S. Robinson (1951), er, at ændringer i frekvensen kan have andre forklaringer end ændringer over tid. Det-te ses for eksempel ved keramikken på

Figur 4:Figur 4: Eksempel på et Robinson matrix fra hans artikel fra 1951, tabel Eksempel på et Robinson matrix fra hans artikel fra 1951, tabel 16


22

Slusegård. Her skyldes skiftet i frekvens ændringer i gravskikken og ikke et skift inden for den keramiske tradition (Bech 1988:29). Bruddet mellem de to ovenstående syns-punkter kom med blandt andet med S.A. LeBlanc. I sin artikel fra 1975 om mulig-heden for mikro-seriation af et keramisk materiale, gør S.A. LeBlanc sig til fortaler brugen af ikke-typologiske analyser. Det skal i denne forbindelse nævnes, at typo-logiske analyser ellers har ligget til grund for de foregående metoder. I stedet har han baseret sine analyser på frekvensen af keramikkens attributter. Med ikke-ty-pologisk analyse skal forstås en analyse af keramikken, som er baseret på mor-fologiske attributter eller kendetegn ved keramikken, frem for typer. S.A. LeBlanc mener, at på denne måde undgår man at skabe grupperinger, hvori hovedparten af skårene ikke kan indplaceres. Ved under-søgelserne af Cibola-keramikken fra New Mexico kunne han, i stedet for de tradi-tionelle typer, arbejde med 6 attributter; attributter som ifølge S.A. LaBlanc i hø-jere grad afspejler ændringer over tid (Le-Blanc 1975:26ff). W.H. Marquardt støtter S.A. LeBlanc i, at man snarere bør ar-bejde med genstandenes attributter frem for de traditionelle genstandstyper. Dette skyldes, at attributterne på blandt andet keramik i højere grad er en indikator for morfologiske ændringer. Men man skal være yderst opmærksom på ikke at give de sjældne attributter den samme værdi som de gængse; nøjagtigt den samme pro-blemstilling som fandtes inden for brugen af binære værdier i matricerne (LeBlanc 1975:30; Marquardt 1978:283).Generelt skal man være yderst påpasselig med disse tidlige metoder, idet mange af dem er baseret på princippet om permu-tation for at opnå den bedste kronologiske sekvens. Dette betyder, at rækkerne i ma-trixen skal omrokeres, eller permuteres, ind til den mest optimale opstilling op-nås. Førend computerens mere generelle

udbredelse blev dette gjort manuelt eller ved hjælp af hulkort, hvilket ikke blot er tidskrævende men også til tider direkte besværligt. Det er derudover yderst sub-jektivt, idet det vil være den enkelte arkæ-olog, som afgør hvorledes rækkerne skal arrangeres (Marquardt 1978:268; Robin-son 1951). Dog fi ndes der eksempler på, hvorledes det har været muligt at komme ud over de subjektive permutationer. Her tænkes på U. Lund Hansens arbejde med den romerske import, hvor hun fi k udfor-met en formel, som gjorde at hun kunne tjekke om yderligere ordninger af materi-alet var muligt (Lund Hansen 1987:122). Men dette eksempel ser desværre ud til at være undtagelsen fra reglen.LeBlanc foreslår i sin artikel fra 1975, at den bedste metode til bruge resultaterne fra seriationer er ved at tolke dem intui-tivt (LeBlanc 1975:30). Dette bryder så afgjort med det oprindelige formål med statistik, som netop var øget objektivitet og kontrol med de kronologiske behand-linger af materialet. Dertil skal man være opmærksom på, at mange af de tidlige seriationer er udført på materiale, som allerede kunne dateres via stratigrafi (Ro-binson 1951:296). Herved bliver nogle af seriationens problemer tydeliggjort, efter som det i fl ere tilfælde viser sig, at der ikke altid er overensstemmelse mellem de stratigrafi ske iagttagelser og seriatio-nens resultater (LeBlanc 1975:32).Opsummerende dette afsnit omkring de forskellige tilgange til seriation af et gen-standsmateriale er det tydeligt, at meto-den har været under en lang og kontinu-erlig udvikling fra da W. Flinders Petrie i første omgang anvendte metoden i hans arbejde med de egyptiske grave frem til vor tids computeriserede brug af meto-den. Som det vil blive belyst senere ud-gør seriation desuden grundlaget for en af de senere multivariable analysemetoder, nemlig korrespondens analysen.

Forskningshistorien

23

KO M B I N A T I O N S- A N A L Y S E ROvenstående typer af seriation har i høj grad været knyttet til den anglo-ameri-kanske forskning, mens den næste meto-de, kombinationsanalysen, i højere grad har været knyttet til den tyske forskning. Metoden i sin computeriserede form, er især knyttet til den tyske arkæolog K. Goldmann (1971; 1972). Men længe inden K. Goldmanns arbejder i 1970’erne har kombinationsanalyser været udbredt in-den for det arkæologiske arbejde.

DE N O P R I N D E L I G E K O M B I N A T I O N S A N A L Y S EDenne metode går stort lige så langt tilba-ge inden for den arkæologiske forskning, som den tidligste seriation. Metoden er til stadighed en god metode til at skabe overblik over relationen mellem forskel-lige genstandstyper (jævnfør fi gur 5). I arbejdet med keramik har det især været relationen mellem keramik og fi bler, som har været centralt for mange kronologi-ske studier, heri blandt kan nævnes R.-H.

Behrends analyser af den nordtyske grav-plads Schwissel (Behrends 1968) samt H. Hingst arbejde med gravpladsen Neu-münster-Oberjörn (1980). Ligeledes er E. Albrectens bearbejdninger af materialet fra de fynske jernaldergrave et glimrende eksempel på brug af metoden i Danmark (eksempelvis Albrecten 1956).Selve metoden bygger, som seriation, på princippet om, at lighed i udseende også er udtryk for lighed i tid. Men med denne metode arbejdes der med kombinationen af attributter og/eller genstande i en gi-ven kontekst; en kontekst som meget ofte er grave. Kriterierne om at genstandene skulle være produceret inden for et rela-tivt kort tidsrum og dertil inden for sam-me kulturelle tradition, som blev defi ne-ret af R.C. Dunnell (1970:311ff) gælder også ved brug af denne metode. Metoden er hovedsageligt afgrænset til lukkede fundkomplekser såsom grave og depoter. Det er således også i forbindelse med ana-lyser af gravmateriale, at metoden i høj grad ses anvendt. Inden for den tidligere forskning ses metoden ofte kombineret med horisontal stratigrafi , hvor J. Brandts undersøgelser af gravpladsen Preetz er et udmærket eksempel (Brandt 1960). Dette

Figur 5: Eksempel på kombinationsdiagram fra Neumünster-Oberjörn fra K.-H. Willroth 1992, fi gur 64


24

er i høj grad med til at adskille kombina-tionsanalyser fra mange af de amerikan-ske arbejder, hvor materialet stammer fra større bopladskomplekser (for eksempel LeBlanc 1975; Dunnell 1970; Brainerd 1951 og Robinson 1951).

DE N C O M P U T E R I S E R E D E K O M B I N A T I O N S A N A L Y S EDet har i særdeleshed været K. Goldmann som har stået for fornyelsen af kombina-tionsanalyserne, hvorfor hans metodik vil komme til at stå central i det følgende afsnit. K. Goldmanns metode karakteriseres ved defi nitionen af ledefund, som skal forstås som fund med to eller fl ere repræsenta-tive genstandstyper, eller de såkaldte lig-hedsklasser (Goldmann 1971:206). Her bliver metoden dog åben for subjektive slutninger, idet det er den enkelte arkæ-olog der står for udvælgelsen af lede-fundene og -typer. Metoden, sådan som den blev fremstillet i 1972, består af lang række af ja-nej diagrammer, som skulle lede frem til indplacering i førnævnte lig-hedsklasser (Goldmann 1972:6ff). Denne fremgangsmåde åbner igen op for subjek-tive slutninger, som det også forholdte sig med defi nitionen af ledefund.Det interessante ved K. Goldmanns me-tode er dog, at han arbejder med to slags dateringer: Den primære og den sekun-dære datering. Med primær datering for-stås tidspunktet for fremstilling, mens den sekundære datering svarer til tids-punktet for nedlæggelsen. Derfor kan K. Goldmann beskæftige sig med produkti-onsligheder, det vil sige lighed inden for funktion i forhold til deponeringslighe-der, som er lighed inden for deponerings-skikken. I denne forbindelse vil en æn-dring i en lighedsklasses frekvens være et udtryk for et skift inden for deponerings-skikken, og ikke inden for produktionen (Goldmann 1971:204). Til trods for de umiddelbare subjektive

svagheder ved Goldmanns metode, har den dog haft en vægtig gennemslagskraft inden for især den tyske forskning, hvor blandt andet H. Hingsts bearbejdninger af urnegravene fra førromersk jernalder kan nævnes (Hingst 1977). Inden for den danske arkæologi har det især været U. Lund Hansens brug af metoden i forbin-delse med hendes vigtige kronologiske be-arbejdninger af romersk jernalder ud fra det sjællandske materiale. Dette arbejde var på det kombinationsanalytiske niveau en direkte videreførelse af Goldmanns arbejder fra 1972, mens baggrunden for beskrivelserne af keramikken er at fi nde hos H.-Å. Nordström (Lund Hansen 1976 & 1987). Selvom K. Goldmanns metoder, med nu-tidens øjne, kan virke forældede og utids-svarende, har metoden ikke blot bidraget med vigtig forskning, men har også in-troduceret interessante problemstillin-ger; især med henblik på produktions- og deponeringslighed (jævnfør Wilkinson 1974:31 for en kritik af K. Goldmanns computerprogram ARCH). Kombinati-onsanalyser bliver dertil stadig brugt i forbindelse med kronologiske studier, og denne metode vil formodentligt forblive tæt forbundet med kronologisk arbejde fremover.

DE M U L T I V A R I A B L E A N A L Y S E RDet er netop den fortsatte udvikling inden for computere, som bidrager til endnu et skift inden for den statistiske forskning. I takt med udviklingen af større og bedre computere, bliver det i løbet af 1980’erne og især med 1990’erne muligt at lave og anvende modeller, som må have virket utopiske i 1960’erne; en periode hvor det stort set var utænkeligt at arbejde med mere end 30 enheder af gangen (Ren-frew & Sterud 1969:265). Denne udvik-ling leder frem til de multidimensionale analyser. Nu er der ikke længere tale om

Forskningshistorien

25

en enkelt metode, men fl ere forskellige. Dog er det karak-teristisk for dem alle, at ma-tematikken bag er blevet væ-sentligt mere kompliceret og det virker i høj grad, som om der ikke længere er tale om en metode men snarere et pro-gram, hvori man kan indtaste sit data. At matematikken bag er blevet mere kompliceret, og programmerne ikke længere er så lige til at forstå, rummer et stort potentiale for fejlbe-regninger. Beregninger der bliver fejlagtige, ikke på grund af mangel på intentioner vedrørende materialet, men tværtimod som følge af mang-lende matematisk kendskab til metoderne, samt mangelfuld kontrol af selve udregningerne og resul-taterne (Thomas 1978:233ff).Der eksisterer fl ere former for multivaria-ble analyser, men i denne forbindelse er det kun korrespondensanalysen som vil blive fremhævet. Dette skyldes, at denne metode har været den hyppigst anvendte i forbindelse med kronologiske analyser af keramik. Metoden blev udviklet i Frank-rig i slutningen af 1960’erne (Bølviken et al 1982:41). Den franske oprindelse kan ses som en forklaring på den manglende gennemslagskraft inden for den anglo-amerikanske forskning, mens den inden for den skandinaviske arkæologi har slået igennem i vid udstrækning.Metodisk minder korrespondensanalyse meget om seriation, men hvor seriatio-nen viser lighederne i materialet, viser korrespondensanalysen klynger af lighe-der i materialet. Men modsat seriationen er korrespondensanalysen en rigtig ana-lyse, der afdækker strukturer i materia-let, modsat er seriationen i forhold hertil blot en række enheder anbragt i en serie. Dertil er der fl ere analyse muligheder til-stede i en korrespondensanalyse end det

er tilfældet med en seriation (jævnfør fi -gur 6). Korrespondens analysens grafi -ske præsentation i form af en parabel gør det desuden mere overskueligt at udlede grupperinger i et materiale (Jensen & Nielsen 1997:37f). Da de to metoder min-der så meget om hinanden er det derfor ofte normen, at begge analyser udføres på det samme materiale for at opnå det bed-ste indtryk af fordelingen (eksempelvis Bech 1997; Ejstrud & Jensen 2000 samt Jensen 2005). Som ved seriation er kor-respondens analyse designet til at hånd-tere store mængder af data, og har derfor været fremsat som et alternativ til de tid-ligere metoder, specielt Principal Com-ponent Analysis (Bølviken et al 1982:42). Kildekritisk skal man dog være opmærk-som på at analysen giver en simulation af ordningen af enheder og variabler, mens metoden ikke fungerer i de tilfælde, hvor der ikke en grad af kontinuitet inden for materialet (Madsen 1988:25ff).Som nævnt kræver en korrespondens analyse brugen af computerprogram-mer. I denne forbindelse er udviklet fl ere forskellige, hvor blandt andet BASP og KVARK kan fremhæves. BASP står Bonn

Figur 6: Eksempel på korrespondens analyse fra C.K. Jensen & K.H. Nielsen 1997, fi gur 14. Grafi sk repræsentation af seria-tionen fra fi gur 3 i dette speciale.


26

Archaeological Seriation Package. Tidli-gere var BASP ikke tilgængeligt idet ana-lysen krævede meget stor computerkraft. Derfor blev oplysningerne sendt til uni-versitet i Bonn, hvorefter materialet be-handledes i deres computere. Men i takt med at computere er blevet alle mands eje er programmet blevet langt mere til-gængeligt, blandt andet i en udgave til Windows (Winbasp). KVARK er et dansk designet program, og navnet henviser til KVAntitativ ARKælogi. Programmet er som nævnt udviklet i Danmark af T. Madsen ved Århus Universitet. Forskel-len mellem de to programmer er som følger: Hvor Winbasp er en kontrol af en seriation, så skaber KVARK seriatio-nen. KVARK har en klarere brugerfl ade end Winbasp, men er dog noget mere primitivt, hvilket formodentligt er årsa-gen til den relativt begrænset udbredelse af dette program i forhold til Winbasp. Det problematiske ved Winbasp er dog, at programmet er langt mere avanceret end KVARK samtidigt med at analysen er langt mere indirekte i sin databehand-ling (Jensen & Nielsen 1997:40ff). Denne problemstilling vil blive belyst yderligere i diskussionen vedrørende brugen af sta-tistiske metoder i diskussion II.De statistiske metoder inden for arbejdet med kronologi og keramik har betydet, at det pludseligt blev muligt at arbejde med langt større mængder af materiale og/el-ler variabler end det tidligere havde været muligt gennem typologien. Til trods for at statistisk ikke er et magisk løsen til sva-ret på spørgsmålet om kronologi (jævnfør Longacre 1970:132), så har de statistiske bearbejdninger af især keramik siden 1960’erne givet os arkæologer langt fl ere og mere nuancerede bud på metoder til at håndtere den kronologiske ordning af et keramisk materiale. Dog skal det slutte-ligt ihukommes, at de statistiske analyser i sig selv ikke er kronologier, men derfra hvor kronologierne bliver udledt (Dun-nell 1970:317).

EK S K U R S II : LA B O R A T I V E M E T O D E RI slutningen af 1940’erne kom de natur-videnskabelige vinkler i fokus inden for arkæologien; heri blandt de laborative og arkæometriske studier af keramik. I begyndelsen var der primært tale om petrografi ske undersøgelser af keramik-ken, det vil sige undersøgelser som kan afsløre hvilke mineraler, der er til stede i keramikken. Senere hen kom der fl ere og mere avancerede, laborative metoder til såsom binokular mikroskopi og mikroke-miske analyser. Imidlertid gælder det for hovedparten af disse naturvidenskabe-lige analyser, at de i høj grad er omkost-ningskrævende; det fordrer ekspertise at udføre dem og kræver dertil dyrt udstyr. Derudover er de ofte ganske langsom-melige, hvorfor metoden aldrig er slået igennem i det omfang, som der potentielt er mulighed for. En anden vigtig faktor er desuden økonomien bag etableringen af laboratorier med det førnævnte avan-cerede udstyr samt uddannelse af perso-nale til udførelse af analyserne (Shepard 1957:140ff). Det er især inden for den amerikanske ar-kæologi, at de laborative analyser er ble-vet anvendt i et større omfang. Det skal sandsynligvis ses i sammenhæng med, at processualismen ligeledes vandt stor ind-pas i dette område. Her er det især A.O. Shepards Ceramics for the archaeologist, som har været et af hovedværkerne i for-bindelse med formidlingen af de labora-tive teknikker (Shepard 1957). Her fi ndes en grundig gennemgang af forskellige metoder til bearbejdning af keramik, dog er det tydeligt at A.O. Shepard brænder for de laborative vinkler af den kerami-ske forskning, hvilket tydeligt fremgår af vægtningen af emnet i hendes bog fra 1957. Mange andre er senere fulgt efter A. O. Shepard, men det er hendes arbejder som har dannet grundlaget for hovedpar-ten af de efterfølgende laborative bear-

Forskningshistorien

27

bejdninger af keramik.I Europa har gennemslagskraften ikke været helt på samme niveau inden for den forhistoriske arkæologi. Modsat er labo-rative undersøgelser ganske udbredt in-den for faget klassisk arkæologi. At debat-ten omkring de laborative metoder stadig aktuel ses blandt andet ved at der just er udkommet en BAR international dedike-ret til netop dette emne (Esparraguera et al 2005). Inden for den forhistoriske ar-kæologi har især Sverige markeret sig ved anvendelsen af de laborative studier in-den for deres arkæologiske arbejde. Her har arbejdet især knyttet sig til B. Hulthén og keramik-laboratoriet ved Lunds Uni-versitet. B. Hulthén arbejdede i en stor af del af sin karriere med dokumentationen af keramik ud fra de laborative vinkler. Dette ses blandt andet i hendes lille bog om dokumentation af keramik fra 1974, hvor vinklen er klart rettet mod doku-mentation af leret, magring og behand-lingen af overfl aden. Dette arbejde følger hun siden hen op med fl ere undersøgelser af keramik fra Ertebøllekulturen til tidlig jernalder. Fokus ligger gennemgående på de teknologiske aspekter, såsom selve le-ret og opbygningsteknikkerne (Hulthén 1977; 1981 & 1991). Det er især været in-den for arbejdet med den tidlige keramik fra Ertebøllekulturen og tidlig neolitikum, hvor B. Hulthén har været med at øge vo-res kendskab til den keramiske teknologi, som blev introduceret i disse perioder. I særdeleshed har hendes undersøgelser omkring magring og teknologi inden for keramikken fra Grubekeramiskkultur og Bådøksekultur været vigtige. Da det ud fra disse analyser blev muligt for hende at påvise, at keramikken fra Bådøksekul-turen repræsenterede et nyt teknologisk stade (Hulthén 1981:61). Laborativ ar-kæologi spiller stadig en stor rolle inden for den svenske arkæologi og deres kera-miske forskning ses eksempelvis udtrykt med publikationen “Keramik i Sydsveri-ge” (jævnfør Lindahl et al 2002).

Inden for den danske, arkæologiske forskning har de laborative undersøgel-ser kun spillet en mindre rolle. Blandt de få laborative behandlinger af dansk ke-ramik kan O. Stilborgs undersøgelser af keramik fra henholdsvis Gudme (1997), Himlingøje (1995) og Skovgårde (2000) nævnes. Udbyttet af disse undersøgelser har været ganske begrænset, til trods for at potentialet var større. Dette forhold har sandsynligvis spillet en rolle med hensyn til udbredelsen af denne arbejdsmetode inden for den danske forskning. Der har dog også været undersøgelser i stil med B. Hulthéns af den tidlige keramik, men dis-se har oftest været forbeholdt et makro-skopisk stadie, og er derved aldrig opnået den detaljeringsgrad, som B. Hulthéns arbejder. Her kan blandt andet E. Kochs analyser af den spidsbundede keramik fra Ertebøllekulturen nævnes (1986).Laborative analyser er som allerede nævnt oplagte til teknologiske undersø-gelser af håndværket bag keramikken, eksempelvis kompositionen af magring, opbygningsteknik og brænding. Derud-over er de laborative analyser oplagte til undersøgelser af selve leret som kera-mikken er lavet samt dennes proveniens, jævnfør O. Stilborgs undersøgelser af ke-ramikken fra Gudme komplekset på Fyn (Stilborg 1997) samt W.R. DeBoers og D.W. Lathraps undersøgelser af Shipibo-Conibo keramikken fra Peru (1982). I for-bindelse med denne type undersøgelser er det dog vigtig at være opmærksom på de spørgsmål man stiller til materialet; er det for eksempel muligt at opnå svarene ad andre veje end den laborative?De laborative analyser kan desuden hjæl-pe med henblik på en anden vinkel, nemlig fremkomsten af ny teknologi som nævnt i forbindelse med B. Hulthéns undersø-gelser af Bådøksekulturens keramik. Det samme aspekt ses i en artikel fra 2003 af M. Daszkiewicz og M. Meyer, hvori de diskuterer hvorvidt “fremmed” keramik i mellem og sen La Téne grave fra det tyske


28

højland skal tolkes som ny teknologi el-ler import. Deres laborative analyser viste klart, at der var tale om fremkomsten af en ny teknologi. Råleret inden for de to grupper af keramik var ens. Derimod var klart tale om to forskellige teknikker, hvor den ene var den lokale La Téne tradition, mens det ”fremmede” keramik var i den nye Przeworsk tradition (Daszkiewicz & Meyer 2003:136ff). Dette aspekt er inte-ressant i de tilfælde, hvor der hersker tvivl om hvorvidt et kar er importeret eller om det repræsenterer starten på en ny tek-nologi i området. Metoden tilbyder en ny måde at se på ændringer inden for et ke-ramisk materiale, hvilket i nogle tilfælde kan være yderst interessant i forbindelse med et kronologisk arbejde på keramik. Men udover denne vinkel på keramik har de laborative undersøgelser kun lidt at tilbyde med hensyn til etablering af kro-nologi ud fra et keramisk materiale. Der-for vil der i resten af specialet kun i ringe omfang blive anvendt de vinkler, som den laborative gren af keramikforskningen tilbyder.

EK S K U R S III : NA T U R V I D E N S K A B E L I G E D A T E R I N G E RKeramik har generelt spillet en mindre rolle i forhold til den naturvidenskabelige revolution der i 1950-60’erne kom med muligheden for C-14 dateringer. Keramik indeholder kun i sjældne tilfælde bevaret kulstof i magringen, og vil dertil ofte være svært at udskille kulstoffet herfra (Or-ton et al 1993:19). Derfor har der været forsøg med at C-14 datere tidlig neolitisk keramik fra Danmark ved hjælp af rester af madskorpe fundet på indersiden af karrene. I de fl este tilfælde blev daterin-gerne fundet upålidelige på grund af den reservoireffekt, som fi ndes i madrester af marin oprindelse. De marine madrester giver dateringer, der har været op til fl ere

århundreder forkert. Det ser dog ud til at der, at hvis man anvender madrester/sod fra karrenes yderside får man en datering, som er i bedre overensstemmelse med C-14 dateringerne af konteksten (Fischer 2002:357ff.). A. Segerberg et al har lige-ledes arbejdet med C-14 datering af mad-skorpe fra Grubekeramiskkultur i Sverige. Her var problemet ikke blot de fejlagtige dateringer, men også det forhold, at der generelt var for lidt madskorpe bevaret på keramikken (Segerberg 1991:88ff). I den-ne forbindelse kan man således påpege, om det ikke ville være mere hensigtsmæs-sigt og økonomisk forsvarligt blot at C-14 datere konteksten eller udføre dateringer på andre grundlag end det keramiske?Andre teknikker har også været anvendt til naturvidenskabelig datering af ke-ramik. Den mest kendte af disse er ter-moluminescens og den beslægtede op-tically-stimulated-luminescence (Orton et al 1993:19). Princippet bag termolu-minescens er, at når et lerkar i labora-torium opvarmes til 500 grader celsius eller derover, er det ud fra mineralerne i leret muligt at udregne tidspunktet for den oprindelige brænding af karret. Som det er tilfældet med C-14 dateringer, er det radioaktive stoffer i mineralerne som måles, hvorefter dateringen udregnes i forhold til blandt andet det radioaktive stofs halveringstid. Den store fordel ved termoluminescens er dens kapacitet til at datere genstande der er op til 10.000 år gamle. Desværre er bagsiden af medaljen, at metoden er langt mindre præcis end eksempelvis C-14 dateringer (Renfrew & Bahn 2001:151f). For yderligere informa-tion henvises til V. Mejdahls artikel fra 1989, hvor der er en mere detaljeret rede-gørelse for principperne bag termolumi-nescens. Hvor man i termoluminescens arbejder med temperatur er princippet bag optically-stimulated-luminescence baseret på lys. Det forholder sig således, at de fl este mineraler har et system af elektronfælder som tømmes i forbindelse

Forskningshistorien

29

med sollys. Udregningen af mineralernes stråling sker i laboratoriet ved, at udsætte mineralerne for lys og derefter måle re-sultatet i lysenheden, lumens (Renfrew & Bahn 2001:153). Problemet ved denne metode, som ved termoluminescens, er, at fejlmarginen på dateringen er mellem 5 til 10 procent (Orton et al1993:188). En margin der som regel kun er acceptabel ved dateringer i forbindelse som går me-get langt tilbage i tid.Idet disse undersøgelser er bekostelige, omstændelige og sjældent anvendt inden for den kronologiske forskning af kera-mik, vil ingen af disse metoder blive om-talt yderligere i specialet.

HV A D G Ø R V I? EN M E-T O D I S K P E R S P E K T I V E R I N GSammenfattende disse afsnit omkring den metodiske udvikling inden for arbejdet med keramiske kronologier bliver det ty-deligt, at forskningen har været igennem en lang udviklingsperiode fra slutningen af 1800-tallet og frem til de moderne vinkler på det kronologiske arbejde. De nutidige kronologiske arbejder vil blive belyst yderligere i forbindelse med de forskellige diskussioner længere fremme i specialet. Dog ses der en klar kontinu-erlig udvikling og sammenhæng mellem de rene typologiske bearbejdninger og brugen af statistik. Idet det ikke ville have været muligt at udviklet de statistiske me-toder, hvis det typologiske grundlag ikke havde eksisteret.Den amerikanske debat omkring defi ne-ringen af typer er et yderst vigtigt aspekt, hvilket for eksempel kan ses i tilfældet med C.J. Becker og E. Albrectsen kronologiske arbejder. Bliver typerne for subjektive og indforståede vil kronologierne unægtelig føre til fejltolkninger og misbrug. Det er derfor vigtigt at stræbe efter objektivitet og åbenhed ved defi neringen af de kera-miske typer, således som det blev defi ne-ret i forbindelse med specialets teoretiske

og metodiske standpunkt.Det samme aspekt gør sig gældende in-den for det statistiske arbejde. Statistik-ken blev indført som et middel til at opnå en mere kontrollerbar og objektiv forsk-ning, men er når alt tages i betragtning er statistik stadig en yderst subjektiv forsk-ningsmetode. Som det fremgår af afsnit-tet afhænger mange trin i den statistiske arbejdsproces af subjektive valg. Her tæn-kes blandt andet på valg af attributter, som skal analyseres og hvilken metode skal vælges; vælger man den som støtter ens udgangshypotese frem for den som modsiger den? Disse valg vil altid være til stede, men åbenhed omkring metoden og valgene bag vil kunne bibringe læseren en forståelse af arbejdsprocessen og resulta-terne. De aspekter vil ligge til grund for yderligere i diskussion II.Det kan således afsluttende konkluderes, at statistiske bearbejdninger er kommet for at blive. Men man bør huske på, at jo mere kompliceret matematikken bag statistikken er, jo større chance for fejl. Dertil kan der spores en vis tendens til, at stole for blindt på selve metoden, samt til at det statistiske svar bliver en løsning i sig selv og ikke et udgangspunkt for vi-dere tolkning og bearbejdning. De mere naturvidenskabelige tilgange har vist sig at være begrænsede indslag i arbejdet med keramik. Men disse meto-der kan dog på sigt fungere som mindre bidrag i debatten omkring kronologier

baseret på keramik.

DE T E T N O A R K Æ O L O-G I S K E P E R S P E K T I VEtnoarkæologien er opstået som en fu-sion mellem etnografi en og arkæologien. I specialet vil termen etnoarkæologi blive brugt om studiet af materiel kultur hhv inden for henholdsvis historiske og eksi-sterende kulturer. Etnografi skal derimod


30

forstås som studiet af kultur uden en fo-kusering på de materielle dele af kultu-rens udtryk.Den tidligste interesse for at inddrage et-noarkæologiske iagttagelser i forhold til de arkæologiske slutninger går tilbage til 1782 med Le Grand d’Aussys studier af drikke- og spisekar. De mere systema-tiske studier kom først i 1880’erne, og i 1920’erne blev udviklingen af det me-todiske apparat påbegyndt (Orton et al 1993:15). Etnoarkæologiens store force er mulighe-den for at tolke betydningen af genstande-ne, mens de stadig er i brug i samfundet. Dertil kan man observere de processer, hvori genstandene indgår; processer som fi nder sted i moderne jæger-samlere kulturer og/eller lav-teknologiske bon-desamfund. Ud fra disse observationer kan analogier og hypoteser formuleres, for derefter at blive sammenlignet med de arkæologiske fund. Ved første øjekast har produktion og teknologi længe stået som de centrale problemstillinger. Men kigger man nærmere vil det stå klart, at etnoarkæologien har mere at tilbyde end blot teknologiske og produktionsmæssige aspekter. Indsigten som etnoarkæolo-gien tilbyder inden for form og funktion, brugsperioder, variation og forståelsen af forandringer i keramik. Etnoarkæologien er således tilføjet som en ekstra dimension til arbejdet med ke-ramik. En dimension, der muliggør et indblik i den kontekst, hvori keramikken blev skabt, samt en forståelse af de dyna-miske processer, som fi nder sted i forbin-delse med fremstillingen af keramik. Men det er med etnoarkæologien, som med resten af arkæologien, at man skal være opmærksom på potentielle fejlkilder, idet de etnoarkæologiske observationer bør behandles med høj grad af kildekritik i re-lation til de arkæologiske tolkninger. Her tænkes i særdeleshed på den feltmetode, hvorved oplysningerne er indsamlet: Er der tale om direkte observationer eller

spørgeskemaer samt hvad er informan-ternes alder i forhold til de oplysninger, som de skal give information om? M.B. Stanislawski anfører i sin artikel fra 1978 vigtigheden af at anvende direkte obser-vationer i felten frem for spørgeskemaer. Ved at bruge de direkte observationer er det muligt at observere de socio-kulturel-le sammenhænge, medens de stadig er in-takte. For at opnå en klarere forståelse af de etnografi ske såvel som de etnoarkæo-logiske observationer, bør det klart frem-gå, hvorvidt informationerne stammer fra en enkelt informant eller fl ere, og om samfundet stadig eksisterer (Stanislawski 1978:204ff). Derforuden skal man ved brugen af informanter være opmærk-som på at mundtlige traditioner vedrø-rende eksempelvis genstandsmaterialer maksimalt går 200 år tilbage (Lindahl & Matenga 1995:3), mens menneskets per-sonlige hukommelse kun går mellem fi re og ti år tilbage (David 1972:141). I denne forbindelse kan man for eksempel tænke tilbage på, hvor mange gryder ens mor havde den gang man var barn samt med hvilken rate disse gryder blev udskiftet og hvorfor. Disse overvejelser kan tjene som en rettesnor i forhold til hvor meget man selv kan huske fra sin egen barndom; der-til bedes de fl este informanter om at give oplysninger vedrørende deres bedste- og oldeforældre. Derfor skal alle mundtlige oplysninger anvendes med omfattende kildekritiske forbehold.Som det er tilfældet inden for arkæolo-gien bruges de etnoarkæologiske obser-vationer til etableringen af analogier. Analogier har i sig selv et iboende proble-matisk aspekt, idet man går fra det kend-te til ukendte. Man skal dertil huske, at analogien ikke tæller i sig selv, men er ud-gangspunkt for hypoteser, som skal testes i det arkæologiske materiale. Direkte hi-storiske analogier, også kendt som “direct historical approach”, er yderst anvendeli-ge visse områder af verden, for eksempel blandt Aboriginerne i Australien og dele

Forskningshistorien

31

af det sydvestlige Amerika, hvor der frem til vores tid har været en ubrudt kulturel kontinuitet; modsat er klart ikke tilfæl-det for vore mere hjemlige dele af verden (Stanislawski 1978:207f). Konteksten, hvori observationerne fi nder sted, er særdeles vigtig at være opmærk-som på i arbejdet med etnoarkæologiske paralleller. I. Hodder påpeger, at oplys-ningerne kun har en ringe udsagnsværdi, hvis konteksten ikke inddrages i tolknin-gerne. Man skal også være påpasselig med på de tværkulturelle generaliseringer som for eksempel ses hos Deetz (1965) og Longacre (1970), idet fokus forsvinder fra den unikke historiske kontekst, som er nødvendig at have med for forståelsen af den etnoarkæologiske observation (Hod-der 1981:216f). At netop den kulturelle vi-den er vigtig understreges af blandt andet B. Sillars undersøgelser i Andes området i Sydamerika. Fremstillingen af keramik i dette område er i høj grad knyttet til en lang række af religiøse tabuer, kønsop-delinger og metaforer; aspekter som har indvirkning på organisationen af pro-duktionen (Sillar 2000:67f). De samme aspekter observerede I. Hodder i Baringo distriktet i Kenya, hvor produktionen af kalabasserne var bygget omkring en lang række af dikotomier som involverede kontrasten mellem blandt andet rød og hvid samt mælk og blod. Dikotomierne var også til stede ude i samfundet, for ek-sempel i placeringen af mælk i forhold til stedet hvor kvinden skulle sove (Hodder 1991:78ff). Den sociale organisation af produktionen er ligeledes et meget vig-tigt punkt at være kildekritisk opmærk-som på. Dette aspekt vil blive uddybet nærmere i afsnittet omkring Teknologi & Produktion.I de følgende afsnit vil nogle af de etnoar-kæologiske aspekter blive uddybet. Disse aspekter er valgt på baggrund af deres potentiale for at give nye vinkler og stille spørgsmål til den måde, hvorpå vi tradi-tionelt arbejder med keramik og krono-logi.

TE K N O L O G I O G P R O D U K T I O NDisse to aspekter er som tidligere nævnt de mest udbredte, når det kommer til den etnoarkæologiske forskning. En af de tid-ligste metoder til at opnå viden om den keramiske produktion var gennem studiet af ovne og arbejdsområder i kombination med historiske dokumenter. Imidlertid skal man være opmærksom på, at dele af produktionen ikke blot er underlagt fy-siske love, men derimod kulturelle valg (Hodder 1981:215). Igen skal konteksten inddrages for at opnå en forståelse af den etnoarkæologiske parallel. Man skal ikke blindt anvende generaliseringer, da disse ofte er knyttet til de funktionelle aspek-ter og ikke tager højde for den samlede kulturelle kontekst (Hodder 1981:217). Den kulturelle viden, som B. Sillar og I. Hodder påpegede før, er netop her er af stor vigtighed, idet teknologi inden for keramik fremstilling ikke er isoleret, men derimod tæt knyttet til blandt andet mad-lavningsteknik og sociale traditioner an-gående spisning (Sillar 2000:67f). Når talen falder på produktion er der som udgangspunkt fi re forskellige former for produktion, hvilket fi gur 7 viser. I dette speciale vil fokus primært være på kera-mik fremstillet inden for husholdningen, det vil sige enten husholdningsproduk-tion eller -industri. I denne forbindelse skal man desuden være opmærksom på hvilken produktionsform den etnoarkæ-ologiske parallel har i forhold til det ar-kæologiske materiale, idet der er en stor fremstillingsmæssig forskel mellem en husholdningsproduktion, som formodes at være den primære produktion af kera-mikken i specialets diskussioner, i forhold til eksempelvis værkstedsproduktion el-ler fabriksproduktion. Dertil vil desuden være en stor forskel i den sociale organi-sation mellem disse produktionsformer. Desuden bør man også være opmærksom på selve fremstillingen af keramikken: Er


32

den lavet i hånden eller på en drejeskive? Atter med de samme forbehold som tid-ligere i erindring. Ergo kan det udledes, at kildekritikken er vigtig i forbindelse med brugen af etnoarkæologiske paral-leller. Men man skal dog også huske, at de etnoarkæologiske eksempler kan give spændende vinkler til materialet, som vi skal se i det følgende. En metode til at opnå indblik i keramik produktionen er ved at undersøge det ke-ramik-producerende system, som fore-slået af P.M. Rice (1984). Dette system består af både pottemagerne og keramik-ken. Det betyder, at der er to undersy-stemer, nemlig et socio-økonomisk og et teknologisk (Rice 1984:239f). En anden metode til at få indsigt i organisationen

af produktionen er gennem studiet af indlæringsteknikkerne. Som N. David & C. Kramer påpeger i deres bog fra 2001, så er fremstillingsteknikken et medium mellem genstanden og samfundet. I for-bindelse med indlæring er det interessant at anvende etnoarkæologiske paralleller, idet nogle forskere har en tendens til for-udfattede meninger om, hvem der stod for indlæringen af de keramiske tradi-tioner i ikke-industrialiserede samfund. Her tænkes på den generelle antagelse, at kvinder producerer håndlavet keramik, mens mænd fremstiller den drejede kera-mik, idet kvinder ikke skulle være egnede til at lave den drejede keramik (Kramer 1985:80; Stilborg 1997:31f). Dette tradi-tionelle billede af kvinder som pottema-

PRODUKTIONSTYPE KENDETEGNHusholdningsproduktion Keramikken laves i hjemmet til eget

forbrugHåndlavet keramikPrimitive ovneEksempel: Hovedparten af den forhi-storiske keramik

Husholdningsindustri Keramikken laves i hjemmet med hen-blik på salg til andre indenfor samme landsbyHåndlavet keramikPrimitive ovneEksempel: Danske jydepotter fra mid-delalderen

Værkstedsproduktion Keramikken laves i værksteder med fl ere medarbejdereDrejet keramik/masseproduktionRegulære ovneEksempel: Terra Sigilata i de romer-ske provinser

Fabriksproduktion Høj grad af proffesionelle medarbej-dereDrejet keramik/masseproduktionRegulære ovneEksempel: Porcelænsfabrikker i histo-risk tid

Figur 7: De fi re forskellige former for keramik produktion. Jævnfør Stilborg 1996:59f; Rice 1987 samt Roux & Courty 1998 for selve produktionen

Forskningshistorien

33

gere i hjemmet er da også tilfældet i langt de fl este etnoarkæologiske observationer, men der er også eksempler på mandsdo-minerede produktioner af ikke-industria-liseret keramik, blandt andet Aymara-fol-ket i Peru (Tschopik 1950:203). Det ser dog ud til i langt de fl este tilfælde at være kvinderne, som har stået for produktio-nen af keramik. Ud fra fl ere etnoarkæolo-giske undersøgelser ved vi nu, at oplærin-gen ikke kun fandt sted fra mor til datter, men også fra svigermor til svigerdatter, tante til niece eller nabo til nabo (Sta-nislawski 1978:291). Fra W. DeBoer og D.W. Lathraps undersøgelser af Shipibo-Conibo indianerne i Peru ved vi også, at der inden for nogle samfund har fundet oplæring sted via professionelle pottema-gere (DeBoer & Lathrap 1979). Disse et-noarkæologiske oplysninger kan i forbin-delse med et kronologisk arbejde bruges til at belyse, hvor mange parametre som har haft indvirkning på valget af karfor-mer og det stilistiske udtryk.

FO R M O G F U N K T I O NForm og funktion er på mange måder to sider af samme sag, idet de er uløseligt forbundet grundet bestemte fysiske egen-skaber og praktiske krav, såsom stabilitet og holdbarhed (Henrickson & McDonald 1983:640; Rice 1987:207). At form og funktion er knyttet til hinanden ses også ud fra det faktum, at der ofte er store lig-heder mellem lerkar og beholdere af or-ganisk materiale (Lindahl et al 2002:38). Men i sidste ende er funktionen ofte et skøn, når det kommer til det arkæologi-ske materiale (van As 1984:132), og her kan etnoarkæologiske iagttagelser være en stor fordel for forståelsen af både kar-former og funktioner.E.M. Henrickson & M.A. McDonald har i deres funktionelle analyser af keramik fra Iran arbejdet med to kategorier af parame-tre, hvor den første kategori knyttede sig til karstørrelse og form, mens den anden

kategori knyttede sig til godset og overfl a-debehandlingen. Deres studier påviste, at det er formen og størrelsen, der sætter de største begrænsninger i forhold til funk-tion (Henrickson & McDonald 1983:635). Ud fra produktionen af keramik i Kalinga-distriktet på Filippinerne ses det, at stør-relsen på kar ikke kun hænger sammen med funktionen. Her var nemlig en tyde-lig sammenhæng mellem pottemagerens alder og karstørrelsen (Graves 1991:115). Som det var tilfældet med produktion, spiller den kulturelle baggrund ligeledes ind her. Valgene omkring størrelse og form er direkte dikteret af den kulturelle baggrund, hvorfra også indlæringsmeto-den kan inddrages (Krause 1984:668). Dertil er mange af de æstetiske valg tæt forbundet med kulturelle værdier, hvilket H. Balfet har observeret ud fra sit studie af det nordafrikanske folkeslag, Kabylie (Balfet 1984:190).I Ceramics for the archaeologist påpe-Ceramics for the archaeologist påpe-Ceramics for the archaeologistger A.O. Shepard vigtigheden i at forstå, at forholdet mellem karform og funktion ikke er unikt, idet vi ikke kender til alle funktionerne i de forhistoriske perioder (Shepard 1957:224). At samme kar kan have haft mere end én funktion er der fl e-re eksempler på, og ofte er funktionerne noget helt andet end det forventede (Ski-bo 1992:38). W. DeBoer har i denne for-bindelse et eksempel fra Shipibo-Conibo indianerne i Peru på, at kun ni ud af tyve vandbeholdere indeholdte vand (DeBoer 1974:336). Mens B.A. Nelsons studier fra Guatemala viste, at 27 % af karrene i San Mateo Ixtatan havde en anden funktion end den oprindeligt tiltænkte (Nelson 1991:170).Det er derfor at konteksten, igen, er yderst vigtigt at have med i forståelsen af etnoarkæologiske eksempler. I denne forbindelse kan vores forståelse optime-res ved hjælp af eksperimentale arkæolo-giske forsøg. Dette forsøgte N. David sig blandt andet med ved sine undersøgelser af karfunktioner i Sukur området i Ni-


34

geria (David & Kramer 2001:145). A.O. Shepard tilslutter sig ligeledes, at etnoar-kæologiske paralleller alene ikke er nok, det eksperimental arkæologiske bør også inddrages (Shepard 1957:94).Studiet af karformer og funktion er til sta-dighed en vigtig del af det arkæologiske arbejde, da karformer fortfarende er det primære grundlag for vore kronologiske observationer (Shepard 1957:225). Men i denne forbindelse er en stor hindring termerne. Der har siden arbejdet med keramik startet været store uklarheder omkring defi nitionen af karformer, jævn-før C.J. Becker (1961) og E. Albrectsen (1954-73). Dette aspekt vil blive dybdegå-ende diskuteret i forbindelse med brugen af ikke-statistiske metoder i den anden af specialets fi re diskussioner.

OM L Ø B S T I DI arbejdet med kronologier baseret på keramik støder man sjældent på overve-jelser angående keramikkens omløbstid. Dette afsnit vil anskueliggøre, at keramiks omløbstid faktisk er en yderst interessant og en vigtig vinkel, når det kommer til en forståelse af fordelingen af kartyperne som forefi ndes i et arkæologisk materiale. I denne forbindelse er der skelnet mellem de to termer, brugsperioder og omløbs-tid, således at brugsperioden er relateret til en kartypes levetid, mens omløbstid henviser til det enkelte kars funktionspe-riode. Kartypens brugsperiode er ikke en del af dette afsnit, men bliver til gengæld diskuteret i forbindelse med specialets tredje diskussion vedrørende brugen af etnoarkæologiske paralleller i det krono-logiske arbejde.De vigtigste undersøgelser af lerkars omløbstid er gjort af N. David (1972), B. Nelson (1991) og M. Tani & W.A. Lon-gacre (1999). Samlet er de kommet frem til, at omløbstiden i høj grad er knyttet til størrelsen på karret og hvor ofte det fl yttes omkring (jævnfør fi gur 8). Små

kar, som service, og kar til madlavning har den korteste omløbstid, i mens kar at bære vand i eller til iblødsætning har en længere omløbstid. Store forrådskar og vandbeholdere har den længste om-løbstid, hvilket hænger sammen med, at de bruges sjældnere og ikke fl yttes rundt på i samme grad som service og kogekar (Nelson 1991:174f). Men igen spiller kon-teksten en vigtig rolle, idet der er stor for-skel på omløbstiden blandt de forskellige grupper i det etnoarkæologiske arbejder. Som eksempel herpå kan det nævnes at små kar i Guatemala havde en gennem-snitlig omløbstid på 3 til 6 måneder (Nel-son 1991:174), mens de hos Fulani folket i Cameroun havde en gennemsnitlig om-løbstid på 2½ år (Kramer 1985:89).Her er det igen vigtigt at ihukomme kil-dekritikken angående indsamlingsme-toden. W.A. Longacre har arbejdet med forskellige indsamlingsteknikker gennem tiden. Den oprindelige udgangsmetode ifølge G.M. Foster (1960) var direkte in-terviews, hvilket i første omgang resulte-rede i usystematiske registreringer. Dette medførte, at M. Tani & W.A. Longacre udviklede inventarmetoden, hvor alle kar i de undersøgte husholdninger registrere-de ud fra type, størrelse og produktionsår ad fl ere omgange inden for et relativt be-grænset tidsrum af cirka 10 år. Problemet med metoden er, at nogle kar falder ud i analysen såsom store forrådskar, da kun få af denne type kar vil gå i stykker i løbet af den relative korte registreringsperiode. Derfor forsøgte M. Tani & W.A. Longa-cre sig med en anden metode, nemlig at registrere de ødelagte kar fra landsbyens udsmidslag, men herved mister man dog oplysninger om de kar, som er givet væk som gaver eller solgt til andre, da disse naturligt ikke forekommer i husholdnin-gens udsmidslag. Sammenligning af re-sultaterne fra de to metoder udviste en væsentlig diskrepans: Ved inventarme-toden var den gennemsnitlige omløbstid 4.9 år, mens den gennemsnitlige omløbs-

Forskningshistorien

35

tid ved brudregistreringsmetoden kun var 1.4 år (jævnfør fi gur 9)! Årsagen til de forskellige resultater skyldes, at inventar-metoden er bedst til registrering af kar med en halvlang levetid, mens brudregi-streringsmetoden er god til kar med en kort levetid. Her skal man huske at være opmærksom på antallet af gentagende re-gistreringer samt over hvor lang en perio-de keramikken registreres (Tani & Longa-cre 1999: 301ff). I denne forbindelse skal man ihukomme, at ud fra et forhistorisk materiale vil det kun muligt være at an-vende brudregistreringsmetoden. Men ved inddragelse af blandt andet denne et-noarkæologiske observation er det muligt at tage højde for metodens svage sider.Lerkars omløbstid kan være et vigtigt aspekt, hvilket vil blive uddybet i forbin-delse med de kommende diskussioner, især med henblik på hvilke kar som vil

have den højeste hyppighed på bopladser og/eller gravpladser og derved vil være mest oplagte til kronologiske studier. Dertil er det i denne forbindelse er det ligeledes vigtigt at ihukomme, at karrets omløbstid ikke er det samme som typens brugsperiode.

TR A D I T I O N, V A R I A T I O N O G F O R A N D R I N GI arbejdet med keramik er tradition, va-riation og forandringer fundamentale grundsten, når det kommer til etablerin-gen af kronologier. Tradition kan defi neres som værende én eller fl ere linjer af keramisk udvikling over tid, begrænset af for eksempel teknik eller ornamentik (Willey & Sabloff 1974:175). Ud fra et teknologisk synspunkt kan tradi-

Figur 8: Tabel fra N. David 1972 med en oversigt over omløbstiden for de forskellige omløbstider for keramikken fra Sukur-området i det nordlige Cameroun

Figur 9: Tabel som viser divergensen i omløbstiden ved brug af forskellige metoder. Fra M. Tani & W.A. Longacres artikel fra 1999, tabel 1.


36

tion ses som mere eller mindre dybt fun-derede menneskelige karakteristika, for eksempel attitude eller arbejdsmetode, som overføres fra generation til generati-on (Philips & Willey 1953:627). Traditio-ner kan derfor ganske kort opsummeres til at være summen af det som “man” gør i forbindelse med produktion, dekoration og brug af keramik. Men i denne forbindelse er det variatio-nen i traditionen som er interessant. Va-riation inden for keramik kan studeres på to niveauer: synkront og diakront. Det er den diakrone udvikling, som er det pri-mære fokus i specialet, idet udviklingen over tid netop er kernen i alle kronolo-giske bearbejdninger. Blandt de teorier, som har været fremme angående faktorer i forbindelse med variation kontra stabi-litet inden for det keramiske udtryk kan arbejder af J. Deetz (1965) og W.A. Lon-gacre fremhæves (1970). Deres faktorer bygger på hvorledes samfundet fungerer: Det vil sige, at i matriarkale samfund vil man forvente at se en høj grad af konser-vatisme, idet det kun vil være en tilførsel af mænd i samfundet og ikke kvinder. Denne antagelse bygger således helt og holdent på forudsætningen om, at det er kvinderne som fremstiller keramikken. Modsat vil keramikken i et patriarkalsk samfund nok være mere homogent, men ikke så konservativt som inden for det matriarkalske samfund. Dette skal ses ud fra det faktum, at der ville komme nye kvinder ind i samfundet og derved brin-ges nye traditioner og vaner inden for fremstilling af keramik. Disse forhold kan også ses afspejlet, hvis man bruger lands-byen som fokus. Keramikken vil være konservativ, hvis kvinderne i landsbyen giftes med mændene fra samme landsby. Et brud med denne konservatisme vil kunne opnås ved, at kvinderne blev gift bort til mænd fra andre landsbyer. På denne måde ville landsbyernes kerami-ske udtryk ikke blive så markant, idet der ville være en konstant tilføring af nye ide-

er (Deetz 1965:27ff; Longacre 1970:4ff). Der er kun få dybdegående studier af va-riation inden for keramik ud fra etnoar-kæologiske observationer, og ingen har inddraget de betragtninger, som ovenfor er defi neret af J. Deetz og W.A. Longacre. De ovenstående betragtninger kan dog være væsentlige at have med i baghovedet i arbejdet med variation og forandringer inden for traditioner. Men ser vi på de studier, som der har været foretaget af variation kan det sam-lende opsummeres, at der i de undersøgte områder generelt er en ringe variation. På Kreta har L. Smith observeret, at formen på vandbeholdere, de såkaldte pihtos, har været uændret i hen ved 3000 år (Koch & Smith 2001:249). Fra W.A. Longacres undersøgelser i Kalinga-distriktet på Fi-lippinerne ved vi, at den ringe variation i området oftest skyldes teknik (Longacre 1991:98). D.E. Arnolds studier omkring Pokom-dalen i Guatemala viser derimod, at variationen i dette område er knyttet til jordens bonitet (Arnold 1978:42f). Det vil sige, at keramik produktionen i dette område var en økonomisk tilpasning, idet der ikke har været mulighed for at dyrke jorden (Kramer 1985:80). At keramik fremstilling er en specialisering på grund af manglende adgang til landbrugsjord ses i fl ere egne af verden, blandt andet i Kalinga-distriktet på Filippinerne (Gra-ves 1991:141) og i Andesbjergene (Sillar 2000:69).Men hvorfor så undersøge variation? For-di man via variation kan komme tættere på traditionerne bag keramik fremstil-lingen, her tænkes især på mikro-tradi-tionerne, det vil sige traditioner i en lille tidsmæssig målestok. Mikro-traditioner er blandt andet erkendt i Kalinga-distrik-tet (Graves 1991; Longacre 1991) og hos Arikara-folket i South Dakota i Amerika (Deetz 1965). Mikro-traditionerne ligger sig op ad mikro-stilene nævnt i ekskursen om stilistisk teori. Når man har udledt mikro-traditionerne, kan studiet af æn-

Forskningshistorien

37

dringer begynde, igen et potentielt vigtigt aspekt for forståelsen af kronologier. En stor del af arbejdet med ændringer in-den for keramik har været ud fra enten et evolutionistisk perspektiv (Meyers 1976) eller ud fra en fokusering på den sociale organisation (Arnold 1979), mens andre såsom P.M. Rice (1984) har foreslået en systemteoretisk tilgang til emnet. Uanset hvilken teoretisk retning man væl-ger at ligge sig op ad, er det vigtigt at være opmærksom på konteksten, hvori ændrin-gerne foregår. Tidligere har der hersket en idé om, at keramik var tæt knyttet sam-men med de samfundsmæssige og sociale forandringer (Grieder 1975:850; Binford 1962:220), men fl ere og fl ere studier vi-ser, at det modsatte er tilfældet i langt de fl este tilfælde. Der ser dog ud til at være en sammenhæng mellem ændringer inden for den religiøse sfære og genstandsmate-rialets udtryk. Men selv i denne forbindel-se ses en udtrykt konservatisme, hvilket blandt andet understreges af E. Dethlef-sen og J. Deetz undersøgelse af gravstene fra det østlige Massachusetts i Amerika. Her skyldtes forandringer i motiverne ændringer inden for de religiøse værdier og selve opfattelsen af døden. Imidlertid blev det klart for E. Dethlefsen og J. De-etz, at ændringerne ikke skete simultant i samfundet. Det var tydeligt, at de højere samfundslag var mindre konservative og dermed mere villige til at tage nye moti-ver og værdier til sig end det var tilfældet med de lavere samfundslag (Dethlefsen & Deetz 1966:508). Denne holdning støttes blandt andet af J.A. Ford, som ligeledes er opmærksom på glidende ændringer in-den for de forskellige samfundslag (Ford 1962:9). Et klart udtryk på den konserva-tisme, som var tydelig inden for alle sam-fundsgrupper var, at den amerikanske borgerkrig, som havde store samfunds-mæssige og politiske konsekvenser, ingen spor satte i gravstene fra det undersøgte område (Dethlefsen & Deetz 1966:503ff). Gravstenes udtryk og konservatisme kan

oversættes til brugen af keramik og den-nes udtryk. De to eksempler, som skal fremhæves i denne forbindelse, er hentet fra henholdsvis Peru og Nubien. Eksem-plet fra Peru er et fremragende eksem-pel på, hvor resistent et samfunds gen-standsmateriale kan være overfor sociale forandringer. Inden for en periode af 500 år blev Aymara-folkets område ved Ti-ticaca-søen i Peru først invaderet af in-kaerne og dernæst af Spanierne. I begge tilfældet etablerede erobrerne sig som et nyt aristokrati parallelt med Aymara-fol-kets egen sociale organisation. I tilfældet med inkaerne betød det en berigelse af Aymara-kulturen, dog uden spor inden for det keramiske materiale. Spanierne etablerede derimod en helt ny keramik produktion parallelt med Aymara-folket. Til denne nye produktion valgte de at oplære nye pottemagere, hvorfor de nye teknikker ikke slog igennem inden for Aymara-folkets egen keramik fremstil-ling (Tschopik 1950:198ff). Således er der tale om to gennemgribende hændelser in-den for den samfundsmæssige sfære, som ikke efterlod sig spor i det keramiske ma-teriale eller inden for produktionen.Det nubiske eksempel påviser, at der in-den for den middelalderlige keramik ske-te to store formmæssige ændringer, og at ingen af disse ændringer faldt sammen med forandringer i samfundet (romersk okkupation af nabolandet Egypten) el-ler inden for religionen (overgangen til kristendommen). Dog kunne der obser-veres ændringer i materialet med en re-gelmæssighed af 200-300 år, som syntes uafhængig af det omgivende samfund (Adams 1979:729ff). Arnolds kommentar til Adams artikel understøtter ideen om, at 200 år skulle som det minimale tids-rum udviklingen af ændringer inden for et genstandsmateriale (Arnold 1979:735). Begge ovenstående eksempler bør tjene som en løftet pegefi nger mod generalise-ringer og ufunderede formodninger om ændringer inden for et keramisk mate-


38

riale (Hodder 1978:17). Men hvad kan dette studie af ændringer så bidrage til arbejdet med kronologier? De mange indsamlede etnoarkæologiske eksempler viser, at visse karformer har en uhyre lang levetid, jævnfør pithos-formen på Kreta. Men også blandt Shipibo-Coni-bo indianerne i Peru er der traditioner, der stort set er stort set uændrede siden 800 e. Kr. og frem til nu (Meyers 1976:333f). Ved at studere disse etnoarkæologiske ek-sempler kan det bibringe denne vinkel til det kronologiske arbejde: Nemlig at ud-vælge hvilke de karformer, som ændres hurtigere eller oftere i forhold til karfor-mer, som kan forblive stabile i tusinder af år. Dertil kan de etnoarkæologiske un-dersøgelser bruges som en ledetråd for de samfundsmæssige tendenser, som er med til at påvirke en tradition.

ET N O A R K Æ O L O G I S K E P A-R A L L E L L E R – E T T R E D J E P E R S P E K T I V?De ovenstående afsnit viser med al tyde-lighed det potentiale som etnoarkæologi tilbyder, som en ekstra vinkel i forbin-delse med udarbejdelsen og forståelsen af kronologier baseret på keramik. Det har især været afsnittene omkring omløbstid samt ændringer og variationer inden for de keramiske materialer, som viser hvor-for de nye perspektiver bør inddrages. I forbindelse med keramikkens omløbs-tid er det dog vigtigt at adskille det en-kelte kars omløbstid i forhold til en types brugsperiode; til trods for at dette kan sy-nes som to sider af samme sag, så er kar-rets omløbstid ikke nødvendigvis en klar afspejling af typens brugsperiode. I langt de fl este tilfælde vil typen altid have en længere brugsperiode en det enkelte kar. Derfor er det vigtig at være opmærksom på aspekter såsom indlæringsprocesser, traditioner inden for håndværket samt den sociale organisation for at opnå ind-

blikket i typens brugsperiode i forhold til karrets. Det kan således sammenfattes, at de etnoarkæologiske paralleller fremover kan og bør inddrages som et tredje per-spektiv inden for arbejdet med kronolo-gier baseret på keramik.

FO R S K N I N G S-H I S T O R I E N: EN O P S U M M E R I N G Det følgende afsnit er en kort opsumme-ring og perspektivering over de forskel-lige forskningshistoriske perspektiver, som just er blevet præsenteret. I det te-oretiske perspektiv blev de tre primære forskningsmæssige rammer præsenteret, hvorved fordele og ulemper ved de for-skellige, teoretiske retninger blev synlige. Jeg mener, at teoretisk bør vi bevæge os i nye retninger uden at holde fast i gamle teoretiske skel. På linje med mit eget teo-retiske standpunkt, mener jeg, at vi bør kombinere de bedste bestanddele fra hen-holdsvis processualismen og post-proces-sualismen. Det betyder således, at vi kan tage modeller og statistiske tilgange fra processualismen, mens undersøgelser af kontekst og samfund skal hentes fra post-processualismen. På denne måde fusio-neres de to tidligere så adskilte teoretiske retninger til en samlet indgangsvinkel på arbejdet med keramik. En indgangsvin-kel, der er mere facetteret end de to teo-retiske vinkler hver for sig.Inden for det teoretiske perspektiv blev det synligt, at den metodiske vinkel ofte er en direkte afspejling af de teoretiske holdninger, som ligger bag valget af ana-lysemetode. Metoden, som bør ligge til grund for arbejdet med keramik og kro-nologi, skal som udgangspunkt være eks-plicit og testbart; for derigennem vil man kunne opnå en vis grad af objektivitet i bearbejdningen. Objektiv skal ikke for-stås i den traditionelle processualistiske

Forskningshistorien

39

forstand som en værdineutral forskning. En sådan forskning fi ndes ikke, der vil al-tid være subjektive valg i forbindelse med en analyse. Men ved at bruge ovenstående metodik vil de potentielle subjektive valg være synlige, og derved mulig at forholde sig til ved brug af andre metoder. Denne synlighed skal her forstås, som en form for objektivitet i analysen.Den eksplicitte og testbare metode skal selvfølgelig også bruges når det kom-mer til inddragelsen af etnoarkæologi-ske paralleller i arbejdet med keramik og kronologi. Fra etnoarkæologien er det især analyserne af kars omløbstid og ty-pers brugsperioder, der sammen med en bedre forståelse af faktorerne bag forhold såsom traditioner og forandringer der gi-ver de bedste bidrag til studiet af kerami-ske kronologier. Disse vinkler vil give en hver kronologisk analyse af keramik en ny dybde samt bidrage med interessante aspekter, som kan relateres til keramik-kens samtid.


40

D I S K U S S I O N : D E M A N G E S I D E R A F

K R O N O L O G I O G K E R A M I K

IN D L E D N I N GSom nævnt i indledningen vil specialets diskussioner ikke blive belyst ved hjælp af primært materiale. I stedet vil en lang række publicerede lokaliteter blive an-vendt. På denne måde er det således mu-ligt at komme rundt om langt fl ere pro-blemstillinger end ved bearbejdningen af et genstandsmateriale fra en enkelt eller et par lokaliteter. Det keramiske materia-le spænder i tid fra førromersk jernalder til yngre romersk jernalder, og geogra-fi sk fra Danmark over Nordtyskland til de nordlige dele af Polen. På denne måde får diskussionerne en yderligere dybde og nuancering vedrørende diskussioner omkring kronologier baseret på keramik, hvilket ikke umiddelbart er muligt gen-nem materiale fra en enkelt lokalitet. De fi re diskussioner ligger i umiddelbar for-længelse af de problemstillinger, som er blevet skitseret i forbindelse med de for-skellige forskningshistoriske perspekti-ver.

DI S K U S S I O N I : UD G A N G S P U N K T E T F O R D E N K E R A M I S K E K R O N O L O G IDette afsnit tager sit afsæt i selve ud-gangspunktet for de kronologiske studier af keramik fra ældre jernalder. Her tæn-kes i første omgang på selve grundtanken

bag kronologien, samt hvilke forskellige former for kronologier som eksisterer, og hvilke implikationer disse har for for-ståelsen af kronologier. I tæt tilknytning hertil er diskussionen omkring betydning af såvel type som fase. Denne del af dis-kussionen ligger i direkte forlængelse af introduktionen af begrebet type fra af-snittet om de metodiske perspektiver. I diskussion her er begrebet fase desuden tilføjet som en yderligere vinkel på denne debat. Afsluttende diskuteres muligheden for etableringen af absolutte kronologier ud fra et rent keramisk materiale, med henblik på udgangspunkter og mulighe-den for synkronisering.

DE N K R O N O L O G I S K E G R U N D T A N K EDet umiddelbare udgangspunkt for alle kronologiske debatter er antagelsen om at lighed i udseende og/eller udtryk er et tegn på samtidighed (Arnold 1985:1). Det kronologiske udgangspunkt bygger såle-des på, at genstande over tid vil udvikle sig kontinuerligt og gradvis fra en type hen imod den næste. Men er lighed i ud-seende altid udtryk for samtidighed? M.P. Malmer påpeger i sin bog fra 1963, at der også må kunne forekomme ligheder, som er helt tilfældige (Malmer 1963:15). Der-til kommer ligheder, som er udtryk for et geografi sk slægtskab, eller at ligheden i stedet skal fi ndes indenfor samfundets sociale sfærer (jævnfør eksempelvis Jen-sen & Nielsen 1997). Her må vi håbe, at

Diskussion

41

ligheder som skyldes tilfældigheder enten kan elimineres ved hjælp af vore analyser, såsom korrespondens analyser, eller ved studiet af konteksten.En problemstilling vedrørende tanken om samtidighed ses formuleret i den så-kaldte Worsaaes lov (Rowe 1962:129). Her er princippet, at genstande som fi n-des i samme grav er et udtryk for, at de har været anvendt samtidigt, idet gen-standene formodes at være jævnaldrende med selve graven. Dette princip går igen i hovedparten af de kronologier, som er blevet etableret for genstandene fra ældre jernalder. Det vil sige, at vi for eksempel formoder at fi bler og keramik fra samme grav vil have samme datering, hvilket jo netop er hypotesen bag kombinations-analyserne. Dette vil formodentligt ofte være sandt for keramikkens vedkommen-de, idet keramik som allerede indikeret tidligere i det etnoarkæologiske perspek-tiv har en omløbstid på gennemsnitligt 2 år. Beregningen af fi blernes omløbstid er i denne sammenhæng mere problema-tisk. Omløbstiden for fi bler er desværre kun undersøgt i et ringe omfang, men i nogle publikationer vedrørende brugs-spor på fi bler kan man fi nde overvejelser over fi blernes omløbstid. I J. von Richt-hofens artikel fra 1998 er et bud på læng-

den af omløbstiden for fi bler af Almgren-type fra romersk jernalder. For det første ser der ud til at være en forskel i mellem perioderne fra ældre romersk jernalder, hvor fi blerne fra B1 tolkes til have haft en kortere omløbstid i forhold til fi blerne fra B2. Årsagen hertil mener J. von Richtho-fen skal fi ndes i, at fi blerne i B2 opnåede en anden status end de havde haft i B1. Dette medførte, at fi blerne blev i brugt i længere tid, hvilket den øgede mængde af brugs- og reparationsspor indikerer. Fiblerne fra den sene del af førromersk jernalder og B1 havde i modsætning hertil ingen, eller stort set ingen, slidspor. In-tensiveringen af brugen af fi blerne bety-der ifølge J. von Richthofen, at fi blerne i B2 blev brugt op imod 20 år længere end tidligere set (Richthofen 1998:256). Et andet interessant aspekt ved J. von Richthofens undersøgelser er hans over-vejelser vedrørende produktionsperiode kontra brugsperiode (jævnfør fi gur 10). Ud fra sine iagttagelser mener J. von Richthofen, at fi blerne er blevet produ-ceret inden for en periode på cirka 30 år, og kan dertil have haft en omløbstid på op til 50 år. Dette giver sammenlagt en omløbstid på maksimalt 80 år (Richt-hofen 1998:257f). Dette er jo markant anderledes i forhold til det enkelte kars

Figur 10: Tabel som viser længen af produktions- og brugsperioder for forskellige fi bler af Almgren type. Richthofen 1998, tabel 26


42

gennemsnitlige omløbstid på et par år. Dog vil man i forskningen som udgangs-punkt møde holdningen, at genstande fra samme grav vil være udtryk for en til-nærmelsesvis samtidighed. Men her skal man huske at være opmærksom på mu-ligheden for forekomsten af arvestykker i gravene. Dette vil formodentligt i højere grad være tilfældet med smykker, idet de er tilknyttet til den personlige sfære mod-sat keramikken, der primært er tilknyttet husholdningen. Forholdet mellem fi bler og keramiks omløbsperioder vil blive be-rørt længere fremme i specialet i forbin-delse med en diskussion omkring brugs-perioder kontra omløbstiderUd fra det ovenstående kan det således udledes, at grundprincippet bag al krono-logi er spørgsmålet om graden af lighed, men hvilke kategorier af kronologier har vi at arbejde med? Umiddelbart fi ndes der to kategorier af kronologier: En ma-sterkronologi er en kronologi, hvor stør-sterkronologi er en kronologi, hvor stør-sterkronologisteparten af materialet fra en periode kan henføres. Modparten til masterkronologi-en er specialkronologien. Denne form for kronologi er etableret ud fra en afgræn-set del af en periodes materiale, dertil stammer specialkronologiens materiale fra et mere geografi sk afgrænset område. Dette betyder, at specialkronologien har en mere snæver anvendelse end master-kronologien. C.J. Thomsens tredeling af oldtiden svarer til en masterkronologi. Som et eksempel på en specialkronologi er H. Hingsts bearbejdning af de førro-mersk jernalder grave fra Holsten (1959). H. Hingsts ti faser, der er baseret på grav-fund fra området, kan umiddelbart ikke anvendes, når det kommer til keramik fra områdets bopladser (Jensen 2005:17ff.). Dette blev blandt andet tydeligt, da K.-H. Willroth i sin publikation fra 1992 ikke kunne henføre bopladskeramikken til blot én af H. Hingst’s ti faser, men ude-lukkende til en ældre og yngre fase (Will-roth 1992:125ff).Spørgsmålet er således, hvilken kronologi

som er mest hensigtsmæssig: Masterkro-nologien eller specialkronologien? Ma-sterkronologien, såsom C.J. Thomsens tredeling, er et klart overordnet udgangs-punkt for al videre arbejde. Men en sådan kronologi er i høj grad baseret på iagtta-gelser og kategoriseringer som er yderst brede; i nogle tilfælde så brede at de i praksis ikke har stor anvendelighed. Dette gælder specielt med henblik på keramik; hvis termerne bliver for brede og genera-liserende, vil det være svært tilskrive de forskellige karformer til de respektive pe-rioder. Specialkronologierne vil derimod ofte have en langt større anvendelighed; dette til trods for at de kan være geogra-fi sk snævre. Fibler i ældre jernalder har over anselige områder meget store lig-heder, hvilket blandt andet kan ses med O. Almgrens fi belgrupper, som kan an-vendes over hele Nord- og Centraleuropa (Almgren 1923). Keramik har derimod et mere lokalt præg, som netop gør kera-mikken oplagt til de specialkronologiske undersøgelser (S. Jensen 1976:151). Udover de to førnævnte kategorier af kro-nologier fi ndes der yderligere en kategori, der skal belyses i denne sammenhæng. Det er den såkaldte kontekstuelle krono-logi, som er blevet defi neret af C.K. Jen-sen i hans ph.d. om førromersk kronologi (2005). Denne form for kronologi tager sit udgangspunkt i den materielle kultur samt konteksten/samfundet. Det vil sige, at kronologien ikke blot skal afspejle æn-dringer i den materielle kultur, men også bør sættes i relation til samfundet. Der-for skal der inddrages materiale fra fl ere sammenhænge, i denne forbindelse både grave og bopladser, for at få kronologien til at udtrykke sammenhængene inden for både den materielle kultur og kontek-sten, hvorfra genstandene stammer (C.K. Jensen 2005:31). Ud fra mit synspunkt kan denne kronologiske tilgang tilbyde en fokusering på både den materielle og kontekstuelle kultur. Pointen bag denne kronologiske tilgang er, at ændringerne

Diskussion

43

skal først defi neres ud fra en enkelt gen-standstype og dernæst i forhold til andre samtidige genstandstyper, eksempelvis først gennem fi bler og dernæst keramik eller omvendt. Efterfølgende skal disse ændringer, som er blevet udledt fra ma-terialet, sættes i relation til ændringer i konteksten. Disse kontekstuelle ændrin-ger kan være eksempelvis forandringer i gravskikken; ændrede kostvaner som føl-ge af klimatiske forandringer eller etab-leringen af ny fase inden for en landsby. I denne forbindelse er det dog vigtigt at være opmærksom på, hvilken form for kontekstuel forandring man søger at se sit materiale i forhold til, idet fl ere former for samfundsmæssige/kontekstuelle æn-dringer vil forekomme for overordnede til, at de vil sætte sig spor i de variabler vi bruger som udgangspunkt for vore kronologier. Den kontekstuelle kronologi skal ses som en modvægt til de tidligere former for kronologi, hvor der alene har været fokuseret på genstandene. I mine øjne er en kronologi i sig selv et redskab til datering af fortidige genstande, men som et tolkningsredskab kan kronologien ikke stå alene; her skal kronologien sæt-tes i relation til det samfund, hvori gen-standene blev produceret og anvendt.Efter nu at have præsenteret de grund-læggende tanker bag de kronologiske stu-dier skal forskningstraditionerne inden for de to perioder, som udgør ældre jern-alder kort belyses. Det vil sige den forsk-

ning som har fundet stedet inden for de seneste 30 til 50 år inden for henholdsvis arbejdet med kronologi i førromersk og romersk jernalder.

FO R S K N I N G S T R A D I T I O N E N I F Ø R R O M E R S K J E R N A L D E R Specialets kronologiske udgangspunkt for førromersk jernalder er bestemt som værende C.J. Beckers første udlægning af en førromersk kronologi fra 1948. C.J. Beckers forskning er specielt interessant i denne forbindelse, idet store dele af hans kronologiske studier har været centret om keramikken. Dette er et brud i forhold til fl ere af de foregående bearbejdninger af den førromerske kronologi, hvor ek-sempelvis H. Hingst kan fremhæves. C.J. Becker skrev i 1948, at keramikken skulle danne grundlaget for en anvendelig krono-logi for førromersk jernalder. Problemet var dog, at C.J. Becker til trods herfor lod metalgenstandene defi nere perioderne, hvorefter keramikken blev tilpasset ind-delingerne (Jensen 2005:34). Dette ses tydeligt i defi nitionen af hans omstridte PII, som blev defi neret ud fra tilstedevæ-relsen af de “svært støbte” bronzer frem for karakteristika i keramikken (Becker 1948:233ff.). At der var problemer med denne kronologi var C.J. Becker selv klar over, hvorfor hans undersøgelser blev ud-videt således, at basis for hans næste kro-nologiske udspil blev keramik fra både

Figur 11: Skematisk fremstilling af C.J. Beckers kronologi for førromersk jernalder fra 1961 (s.4)


44

bopladser og gravfund fra hele den jyske halvø (Becker 1961). I denne forbindelse blev dele af perioderne omdefi neret, såle-des at både PI og PIII blev delt i underpe-rioderne a og b. For PII’s vedkommende betød dette, at den oprindelige sene del af perioden fl yttedes til den nye PIIIa, mens den tidlige del forblev PII (Becker 1961:255ff), jævnfør fi gur 11. I det store hele stod denne kronologi uimodsagt helt op til 1990’erne, hvor nye arbejder omkring den førromerske kronologi blev påbegyndt. Disse arbej-der har især været koncentreret omkring C.K. Jensen (1992a; 1992b & 2005) samt J. Martens (1992 & 1994) studier af pe-rioden. Begge arbejder repræsenterer klare brud med C.J. Beckers kronologi fra 1961, især illustreret ved en opdeling af førromersk jernalder i to perioder frem for de tidligere tre perioder. Specialet vil primært ligge sig op ad forskningsresulta-terne og kronologien som senest er frem-sat af C.K. Jensen (2005). J. Martens stu-

dier er i denne sammenhæng valgt fra, da han især har ar-bejdet med synkroniseringen af de forskellige førromerske kronologier ud fra metalgen-standene (jævnfør fi gur 17). Men J. Martens forskning har i kombination med C.K. Jensens studier været uhy-re vigtigt i forbindelse med bruddet med C.J. Beckers kronologi fra 1961 (Martens 1992:117ff). C.K. Jensens ar-bejde er dertil valgt som fo-kuspunkt ud fra det forhold, at det i høj grad er keramik-ken som har været omdrej-ningspunktet for formulerin-gen af denne nye kronologi (jævnfør fi gur 12).

FO R S K N I N G S T R A D I T I O N I R O M E R S K J E R N A L D E R Forskningstraditionen inden

for romersk jernalder adskiller sig klart fra billedet just skitseret i forbindelse med den førromerske jernalder. Fokus har i langt højere grad været på metalgen-standene, end det var tilfældet med den førromerske kronologi.Det kronologiske udgangspunktet i spe-cialet er H.J. Eggers kronologi fra 1955 på trods af, at denne kronologi i sig selv ikke omhandler keramik. Årsagen er, at denne kronologi i høj grad har udgjort udgangs-punktet for stort set alle efterfølgende kronologier for romersk jernalder. H.J. Eggers kronologi tager sit udgangspunkt i O. Almgrens (1923) grupperinger af fi b-lerne; disse fi bler er at fi nde inden for det meste af det nordlige og centrale Europa, og har derved skabt grundlag for hoved-parten af synkroniseringerne af kronolo-gierne inden for dette område.Eftersom der ikke eksisterer et samlet kro-nologisk værk for keramikken fra romersk jernalder, vil de kronologiske rammer for

IaI.1a

Ib

II

IIIa

IIIb

I.1b

I.1cI.2aI.2b

I.2c

II.1a

II.1b

II.2a

II.2b

C.J. Becker C.K. Jensen

Figur 12: Skematisk fremstilling af C.K. Jensens nye bud på en førromersk kronologi (2005)

Diskussion

45

romersk jern-alder i specia-let være defi ne-ret ud fra H.J. Eggers (1955), K. Godłowski (1970) og U. Lund Hansen (1976 & 1987), jævnfør fi gur 13. Da kera-mikken fra romersk jern-alder er af en mere lokal ka-rakter, har det mundet ud i fl ere kronolo-giske behandlin-ger, hvor blandt andet P. Ethel-bergs behandling af Hjemsted (1986); J. Ringtved (1986) af den jyske keramik, samt E. Albrectsens bearbejdninger af den fynske gravkeramik (1956;1968 & 1971) vil blive inddraget. Gennemgående for disse er, at de er specialkronologier med begrænset geografi sk rækkevidde. De manglende overordnede kronologi-ske betragtninger og/eller synkronise-ringer af de eksisterende kronologier for romersk jernalder vil være udgangspunkt for yderligere diskussion længere fremme i specialet.

TY P E NCentralt i arbejdet med kronologier er brugen af genstandstyper; de danner de facto udgangspunktet for enhver ana-lyse og kronologi. Diskussionen omkring forståelse af begrebet type har været en del af den amerikanske forskning siden 1960’erne siden fremkomsten af New Archaeology. Inden for den skandinavi-ske forskning kan problematikken spo-res tilbage til M.P. Malmers bog fra 1962. Her overvejer han, hvorvidt typer er for-

skerens konstruktioner eller noget man “opdager” i sit materiale. Han tilslutter sig tanken om, at typen ligger latent i materialet. Flere i M.P. Malmers samtid støtter op om denne tanke, især de ame-rikanske forskere. At typen er et kulturelt udtryk er en opfattelse som både fi ndes hos A.D. Krieger (1944), J.B. Wheat et al (1958) samt J.C. Gifford (1960). Fælles for disse forskere er ideen om den kultu-relle entitet som de mener, at typen skal og bør repræsentere. En holdning, der for så vidt er sand, idet alle arkæologi-ske genstande har rod i det forhistoriske samfund, hvori de er blevet fremstillet. Men her er det vigtigt at skelne mellem genstand og type, idet genstande i sagens natur er forankret i det oprindelige sam-fund, hvor typen derimod er en abstrak-tion skabt af forskeren, som arbejder med genstandene. Typen, som konstruktion, er en tanke som i højere og højere grad slår igennem med brugen af statistiske beregninger af kronologier. Forskere som I. Rouse er allerede i 1960 inde på, at ty-pen er en entitet, som forskeren etablerer for at opnå overskuelighed over sit mate-riale (Rouse 1960:313ff). Denne samme

Figur 13: Oversigt over kronologierne fra romersk jernalder. Fra S. Jensens artikel fra 1979, fi gur 14


46

holdning genfi ndes hos A.C. Spaulding (1953:305ff). I. Rouse, A.C. Spaulding og til dels ligeledes J.N. Hill og R.K. Evans (1972), der alle står som repræsentanter for de processualistiske tankegange, der kom frem i efterkrigstiden. Dette medfør-te, at den subjektive typeopfattelse skulle elimineres og i stedet burde man arbejde med typer, som var klart distanceret i for-hold til forhistoriske virkelighed. Inden for den danske forskning fi ndes ligeledes eksempler på matematiske de-fi nitioner af typer. I denne forbindelse kan M. Højs forsøg på en matematisk de-fi nition af blandt andet fodbægre trækkes frem (Høj 1984:159ff). S. Jensen har lige-ledes i sit arbejde med den fynske romer-tids keramik arbejdet med typeindelinger af keramik ud fra forskellige proporti-onsforhold (S. Jensen 1976:151ff). Begge disse arbejder er på sin vis udmærkede udgangspunkter for kronologiske analy-ser, men de har kun ringe kontakt til det forhistoriske samfund, som de blev pro-duceret i. Dertil kan man ligeledes spørge sig selv, om vi behøver en matematisk de-fi nition af alle karformer? Nogle former, såsom fodbægre, er så unikke i deres ud-tryk, at typeinddelingen snarere bør være ud fra andre parametre end de rent mate-matiske, for fodbægernes vedkommende eksempelvis udformningen af foden.Ud fra det ovenstående kan således op-summeres, at vi ikke bør stræbe efter typer, der er for langt væk fra det forhistoriske menneske. Tværtimod bør vi stile efter en gylden middelvej, hvilket vil sige en type, der både er eksplicit, objektiv defi nerbar og som stadig afspejler sin forbindelse til det fortidige samfund. Denne tankegang kan allerede spores i fl ere senere betragt-ninger vedrørende defi nitionen og brugen af typer. Fælles herfor er, at typerne bør defi neres ud fra deres morfologiske træk, for herfra at kunne kædes sammen med de kulturelle karakteristika, hvorved de opnår relevans i forhold til det kulturelle system (Read 1989:158f). Denne samme

tanke går igen hos C.K. Jensens nye for-slag til en førromersk kronologi (2005). I begge de ovenstående arbejder defi neres typer som formgrupper defi neret ud fra funktionalistiske træk ved keramikken. Disse funktionalistiske formgrupper er fremsat af J.M. Skibo i 1992. J.M. Skibos etnoarkæologiske analyser har vist, at de vigtigste indikatorer på funktion var et kars højde, åbenhed og tilstedeværelsen af hanke (Skibo 1992:33ff). Disse para-metre er blevet indarbejdet i C.K. Jensens formanalyser af keramik fra henholdsvis førromersk og romersk jernalder. Ved at anvende typer baseret på funktioner kan man dertil undgå at en fase defi neres af forrådskar, mens en anden fase defi neres af fade. Keramikken på bopladserne er udtryk for et bredere funktionsmæssigt spektrum modsat keramikken fra grav-fund, som primært er anvendt som urner eller bikar i forbindelse med urnen. Der-for er det funktionerne der er knyttet til bopladsen, som man bør undersøge (C.K. Jensen 2005:39).Jeg mener, at ovenstående opfattelse og brug af typer er den mest optimale, idet man har muligheden for at udlede sine typer mere objektivt ved hjælp af for ek-sempel højde-bredde indekseringer eller ud fra den relative åbenhed af et kar (for-holdet mellem mundings- og bugdiameter udtrykt i procent). Dertil har funktionen en rod bagud i tid, som vi blandt andet kan spore gennem de etnoarkæologiske undersøgelser, og herved bliver typen li-geledes funderet i relation til det fortidige samfund hvori karret indgik. Som speci-fi ceret i forbindelse med mit teoretiske og metodiske standpunkt mener jeg, at de metoder som anvendes skal være ob-jektive, eksplicitte og mulige for andre at gentage. At kunne gentage en proces og komme frem til det samme resultat er både en kunst og en videnskab inden for hovedparten af arkæologisk forskning, et eksempel herpå er H.D. Tuggles Ph.d. fra 1970. Som del af hans forskning ville han

Diskussion

47

undersøge graden af subjektivitet i for-bindelse med klassifi kationen af keramik fra den østlige del af det centrale Arizona. Derfor satte han tre forskellige personer til at klassifi cere en del af materialet og her blev det tydeligt, der fremkom tre helt forskellige resultater, heri blandt hvilke variabler og elementer som var blevet re-gistreret (Tuggle 1970:72). Derfor bør alle typer ikke blot defi neres eksplicit men også rationelt og logisk, således at det bli-ve muligt for andre at anvende typerne i forbindelse med analyser af keramik.

FA S E NForståelsen og brugen af begrebet “fase” ligger i direkte forlængelse af den foregå-ende diskussion af “typen”. Begrebet fase er et ord i den arkæologiske hverdag, som ofte bliver brugt uden megen refl eksion, men der er aspekter ved begrebet som kildekritisk er væsentlige at vurdere i for-bindelse med etableringen af keramiske kronologier. Kort opridset skal en fase have tilstrækkeligt med karakteristika til at adskille den fra andre faser inden for en lokalitet eller region, hvortil den skal være kronologisk begrænset til et relativt kort tidsrum (Philips & Willey 1953:620). K. Godłowski’s defi nition ligger fi nt i tråd med denne opfattelse, da han defi nerer en fase som konstant og gentagende op-dukken af repræsentative genstandstyper (Godłowski 1970:90). Begge defi nitioner er gode, og jeg tilslut-ter mig deres udgangspunkter. Men der skal være visse krav, som yderligere bør tilfredsstilles i forbindelse med arbejdet med faser og kronologier. I denne forbin-delse er det vigtigt at være opmærksom på kun at anvende faser, som har klart de-fi nerede karakteristika. Her kan Råmølle-horisonten fremhæves. Den blev fremsat i 1979 af S. Jensen som en overgangsfase mellem C2 og hans egen Nydam-horisont (jævnfør fi gur 13). Overgangsfaser kan være et dilemma inden for kronologisk

forskning, hvorfor de bør være klart de-fi nerede samt dertil have karakteristika, som adskiller den fra den foregående og den efterfølgende fase. Det er her, at pro-blemet opstår ved S. Jensens Råmølle-horisont, idet han ikke kan tilskrive lede-typer til fasen. Derudover kan S. Jensen i 1979 kun fi nde tre fund, der kan tilskrives fasen (1979:180ff). Årsagen hertil skal formodentligt fi ndes i det forhold, at ma-tricen som S. Jensen anvendte til defi ni-tionen af fasen ikke var sorteret færdigt (Lund Hansen 1987:121). Havde matri-cen været sorteret færdig må vi formode, at S. Jensens bud på en ny kronologi for romersk jernalder ville have set anderle-des ud; dertil må vi kunne forvente at det ville have været muligt for S. Jensen at til-skrive ledetyper til fasen.Alle faser, inklusiv overgangsfaser, skal defi neres ud fra en eller fl ere ledetyper, såsom det blandt andet er foreslået af K. Goldmann (1972). Mangler ledety-perne, eller er de utilstrækkelige, vil det være nær umuligt at tilskrive fund til de respektive perioder på en overbevisende og videnskabelig måde. I modsat fald bli-ver fasen jo intuitivt defi neret, og dermed problematisk at anvende. Det er ikke alene nødvendigt at fasen er defi neres ud fra de ovenstående krite-rier, men fasen skal dertil være anven-delig. Det er ikke brugbart benytte faser, som udelukkende er karakteriseret ved eksempelvis fremkomsten af nye fi bel-former. Kritikken er primært rettet mod kronologierne fra romersk jernalder, der i høj grad er baseret på fi bler, hvor import-varer, mønter og terra sigilliata er blevet anvendt som fi kspunkter for absolutte dateringer (eksempelvis Eggers 1955, Godłowski 1970 & Lund Hansen 1987). Denne form for kronologier er således vanskelig at applicere på et keramisk ma-teriale fra eksempelvis bopladser, hvor der sjældent forekommer fi bler. Derfor skal der eksistere kronologier og faser, der er baseret på det hjemlige materiales


48

karakteristika og ledetyper, eksempelvis lokalt fremstillet keramik og/eller metal-genstande. Først herefter kan vi inddrage de udenlandske bearbejdninger i vores søgen efter absolut kronologiske fi ks-punkter.Men hvor lange er de faser vi defi nerer? Her tænkes på faserne i de relative kro-nologier, og ikke de absolutte kronologier som har absolutte årstal eller fi kspunkter at forholde sig til. B. Gräslund foreslår i sin bog om relativ kronologi, at den gen-nemsnitlige længde af faserne burde være cirka 100 år. Hans betragtninger bygger på, hvor mange generationer en fi bel bur-de være i omløb. Hvis en fi bel skulle have været i brug i tre generationer vil det give en fase en gennemsnitlig længde på 100 år (Gräslund 1974:70ff). Her kan J. von Richthofens undersøgelser af fi blers om-løbstid igen inddrages. B. Gräslunds iagt-tagelser kan umiddelbart understøttes, idet J. von Richthofens analyser viste, at fi bler kunne være i omløb op til 80 år. Men hvad hans undersøgelser yderligere viste var, at der var forskel på fi blernes omløbs-tid inden for de forskellige perioder inden for ældre romersk jernalder. Fiblerne fra B2 har eksempelvis en længere omløbstid på 20 år (Richthofen 1998:256f). Dette betyder, at man skal forholde sig yderst kildekritisk til forståelsen af fi blernes omløbstid, idet der kan være en differen-tiering af omløbstiden som man normalt ikke har taget højde for. Der fi ndes da også eksempler på kronologier, hvor pe-rioderne er markant kortere end de her foreslåede 80 til 100 år. I denne forbin-delse kan for U. Lund Hansens kronologi for romersk jernalder eksempelvis frem-hæves; her er faser med en længde på blot 30 til 40 år for henholdsvis faserne B1a og B1b (Lund Hansen 1987:30). Disse korte perioder må potentielt afspejle en generation, hvilket er et yderst interes-sant aspekt både i forhold til fi blernes og keramikkens udtryk. Jeg mener, at længden på en fase bør være

en afspejling af materialet. Det vil sige, at der ikke skal være forudbestemte regler for længden af en fase; længden skal deri-mod refl ektere materialet og konteksten. Blot skal det ihukommes, at fasen ligesom typen skal være en håndterbar størrelse, som det er muligt at anvende i forbindelse med sit kronologiske arbejde, og de vide-re tolkninger som kommer heraf. I denne forbindelse skal håndterbare forstås såle-des, at perioden hverken er for lang, som det er tilfældet med C.J. Thomsens perio-der i tre periodesystemet eller for snævre, hvilket U. Lund Hansens underinddeling af B1 i ældre romersk jernalder vil være for de fl este genstandsgrupper udover fi -beltyperne. Derimod bør vi stræbe efter perioder af en størrelse, hvor det både er muligt at se ændringer i materialet, samt i det samfund, hvor materialet blev frem-stillet.

AB S O L U T T E K E R A M I S K E K R O N O L O G I E R, E R D E T M U L I G T?Megen af den ovenstående diskussion har koncentreret sig omkring den etab-leringen af den relative kronologi; men den absolutte kronologi er også vigtig in-den for det arkæologiske arbejde. Imid-lertid udgør keramik sjældent udgangs-punktet for en absolut kronologi. Her er dog romerske terra sigilliata fraregnet. Denne smukke og karakteristiske kera-mik har i fl ere tilfælde udgjort en vigtig støtte i forbindelse med etableringen af absolutte kronologier (jævnfør Eggers 1955:224ff, Godłowski 1970:101f). Årsa-gen til at netop terra sigilliata giver mu-lighed for absolutte dateringer er, at den produceres i værksteder i bestemte om-råder af det romerske imperium. Dertil er mange af disse lerkar forsynede med pottemagerens stempel, som gør det mu-ligt at datere lerkarrene ganske nøjagtigt (Bernhard 1981:79ff). Inden for det dan-

Diskussion

49

ske område er terra sigilliata kun fundet i kombination med lokalt produceret kera-mik i et enkelt tilfælde. Det drejer sig om grav 1980-25 fra Himlingøje, hvor et helt terra sigilliata kar af type Dragendorff 37 blev fundet i et lokalt kar af U. Lund Han-sens type IV 4c, som tilhører gruppen af fi releddede kar ifølge typologien ud fra Harpelev keramikken (Lund Hansen 1995:165f). Men dette fund ser desværre ud til at være undtagelsen som bekræfter reglen om, at terra sigilliata ellers aldrig optræder i danske fund i kombination med lokalt produceret keramik, hvilket ikke gør terra sigilliata videre anvendelig i forbindelse med etableringen af en ab-solut kronologi ud fra keramik.Udover terra sigilliata er det i vid ud-strækning møntfund, som danner ud-gangspunktet for de internationale abso-lutte kronologier. Igen er det i de samme forbehold, der gør sig gældende. Derfor kan det umiddelbart konkluderes, at ke-ramik i sig selv ikke kan udgøre rygraden i en absolut kronologi for det nordeuro-pæiske område i romersk jernalder. Men hvilke muligheder er det så? Som nævnt i forbindelse med Ekskurs III: Naturvi-denskabelige dateringer under det me-todiske perspektiv er C-14 og de mere avancerede dateringsmetoder såsom ter-moluminescens og optically-stimulated-luminescence ikke holdbare løsninger på problematikken vedrørende dateringen af keramik i absolutte årstal. Forankrin-gen af keramik i forhold til absolutte år må således gå igennem dateringerne af andre genstandsgrupper, hvilket i de fl e-ste tilfælde vil være fi bler, og metoden bør være kombinationsanalyse. Faserne med fi blerne bliver som oftest dateret abso-lut med støtte fra mønter, terra sigilliata samt andre former for import. Eksempler herpå er kronologisystemerne udviklet af H. J. Eggers i 1955 eller de efterfølgende fi npudsninger såsom K. Godłowski 1970, E. Keller 1974 eller U. Lund Hansen 1976 og 1987. I denne forbindelse er det dog

vigtigt at være opmærksom på, at man ikke foretager cirkelslutninger ved at ba-sere sine absolutte dateringer på usikre dateringer. For førromersk jernalder fi n-des ikke de samme muligheder for abso-lutte dateringer, hvorfor dateringerne af perioderne i denne del af jernalderen er mere problematiske.Men hvordan udvikler keramikken sig i forhold til de fi bler, som de sammenlig-nes med? Det er blevet fremhævet, at ke-ramik er god til at basere sine dateringer på, idet det enkelte kar har en begrænset levetid på et par år. Selve keramikformen kan formmæssigt være yderst konserva-tiv, hvilket de etnoarkæologiske parallel-ler fra Aymara-folket i Peru og fra mid-delalderens Nubien indikerer (jævnfør afsnittet om Tradition, Variation og For-andring i forbindelse med det etnoar-kæologiske perspektiv). I disse områder var der eksempler på, at keramikformer havde en levetid på 500 år! P. Ethelberg gør en lignende observation i sin første publikation af materialet fra Hjemsted. Her må han konkludere, at det keramiske materiale ikke var et så fi ntfølende kro-nologisk redskab som fi blerne (Ethelberg 1986:82). Den form for konservatisme som kan observeres i keramikken kan ikke spores inden for fi blerne, hvor der ses en langt hurtigere udskiftning af for-merne, hvilket i høj grad afspejles i den romerske jernalders fi nkronologi. Spørgsmålet som umiddelbart rejser sig i denne forbindelse er således: Kan vi med en metodisk berettigelse synkronisere kronologierne baseret på henholdsvis fi -bler og keramik, og i så fald hvorledes? Svaret til dette spørgsmål er mere kom-pliceret end blot et ja eller nej. Jeg mener, at vi er nødt til at etablere de keramiske kronologier på deres egne præmisser. Det vil sige, at grupperingerne i materialet skal defi neres ud fra tendenser i mate-rialet, og ikke ud fra fi blernes eventuelle grupperinger. Først efter en selvstændig analyse bør keramikken bearbejdes i for-


50

hold til fi blerne. Her kan man eksempel-vis bruge krydsdateringer fra grave, hvori både keramik og fi bler indgår. Dette kan selvfølgelig være problematisk, da der i fl ere tilfælde i romersk jernalder er ek-sempler på gravpladser med meget få fi belfund, hvilket specielt gælder for de østjyske lerkargrave, hvor det primære in-ventar i gravene er keramik. Et eksempel her på er gravpladsen ved Vendehøj, hvor der ud af 35 grave kun var fem grave med fi bler i (Ejstrud & Jensen 2000:67). Dette samme var tilfældet for M. Højs vedkom-mende, da hun undersøgte gravpladsen Bulbjerg, som ligeledes er en gravplads der hører ind under gruppen af østjyske lerkargrave. Ud af de 93 udvalgte grave indeholdte kun 14 grave fi bler, hvilket er en forsvindende lille andel i forhold til 234 lerkar det fra samme antal grave (Høj 1984:157ff). Dette forhold gør, at man bør være yderst kildekritisk med hensyn til brugen af dateringer baseret på fi bler fra gravpladser i bestemte perioder og områ-der. Dertil kommer, at fi bler kun i ringe omfang fi ndes på bopladserne, hvorfor der bør fi ndes andre metoder til etable-ring af kronologiske fi kspunkter. Som et eksempel på en undtagelse fra ovenstå-ende er keramikken fra Harpelev. Da U. Lund Hansen i 1976 undersøgte gravene fra Harpelev blev keramikken undersøgt separat, idet hun ønskede kronologiske fi kspunkter baseret på keramikken og ikke smykker eller våben, som det ellers ofte ses. Det vigtige ved U. Lund Hansens bearbejdning var, at keramikken først blev inddelt i grupper og typer ud fra ke-ramikkens egne præmisser ved hjælp af H.-Å. Nordströms proportionsanalyser. Først herefter blev keramikken sat i re-lation til metalgenstandene gennem K. Goldmanns kombinationsstatistik. Den-ne behandling af Harpelev keramikken er som udgangspunkt et godt stykke ar-bejde, men fordi U. Lund Hansen valgte H.-Å. Nordströms metode til inddeling af keramikken betyder det, at metoden kun

kan anvendes, når man har hele karpro-fi ler bevaret (Lund Hansen 1976:110ff). Idet dette sjældent er tilfældet i gravene, endsige på bopladser, får metoden og U. Lund Hansens observationer desværre en begrænset rækkevidde. Dette sker til trods for at metoden ser ud til at være an-vendelig på andre fundpladser med kom-plet bevarede karprofi ler, såsom Skov-gårde. I forbindelse med publikationen af Skovgårde gravene testede P. Ethelberg metoden fra Harpelev, og fandt at den udmærket kunne anvendes på materialet herfra. Dog var der problemer i den hen-seende, at metoden fordrede hele karpro-fi ler for at kunne gennemføres (Ethelberg 2000:117). Dette betyder, at vi skal etab-lere vores keramiske kronologier således at det kan anvendes i fl ere kontekster. Ef-terfølgende kan vi eksempelvis gennem kombinationsanalyser mellem keramik og fi bler opnå de fi kspunkter, som gør det muligt at knytte kronologierne til abso-lutte årstal.

DE L K O N K L U S I O N Som konklusion på dette afsnit kan det udledes, at der umiddelbart fi ndes to kategorier af kronologier: Master- og specialkronologierne. Hvor masterkro-nologien er et godt udgangspunkt for de grove og oversigtsmæssige dateringer, er specialkronologier derimod langt mere anvendelig til de mere nøjagtige date-ringer. Udover disse to tidligere nævnte kategorier af kronologier fi ndes en yder-ligere form for kronologi, nemlig den så-kaldte kontekstuelle kronologi. Denne opfattelse af kronologi forsøger at ind-drage det bredest mulige genstandsmate-riale inden for det kronologiske udgangs-punkt. Inddelingen bør følge naturlige skel i materialet og efter grundig analyse af genstandsmaterialet bør de udledte skel sættes i relation til konteksten, hvori genstandene blev produceret og anvendt (C.K. Jensen 2005:31). Kontekst skal i

Diskussion

51

denne forbindelse forstås som en afspej-ling af det samfund, som producerede og anvendte genstandene i deres dagligdag. En af metoderne til at opnå en relation mellem genstand og kontekst/samfund er gennem funktionelle analyser af kera-mikken, som det er skitseret i forbindelse med defi nitionen af typen. Specialet vil primært fokusere på specialkronologien og den kontekstuelle kronologi, idet disse to typer af kronologier antages at give det bedste indblik i både genstandsmateria-let og konteksten bag.Som det fremgår af ovenstående, ligger både den kontekstuelle kronologi og spe-cialkronologien i direkte forlængelse af den skitserede opfattelse af begreberne type og fase. Vigtigt for begge disse be-greber er, at defi nitionerne er eksplicitte, logiske og rationelle for derved at blive mulige at anvende i forbindelse med nye kronologiske studier. Dertil er det ligele-des vigtigt, at både typer og faserne har rod i den fortid som de var en del af, sam-tidigt med at de er brugbart redskab for arkæologerne der skal bruge dem. Derfor mener jeg, at udgangspunktet for fremti-dige kronologiske arbejder bør tage højde for brugbarhed og objektivitet i den me-todiske analyse, samt at kronologi skal have rod i det forhistoriske samfund.

DI S K U S S I O N II : AR B E J D E T M E D K R O-N O L O G I O G K E R A M I K Dette afsnit er inddelt i fi re separate dis-kussioner, som alle behandler forskellige metodiske indgangsvinkler til arbejdet med keramik og kronologi. Det første af-snit koncentrerer sig om de ikke-statisti-ske metoder, og hvorledes det er muligt at spore de teoretiske standpunkter bag me-toderne. Det følgende afsnit omhandler de statistiske metoder med fokus på diskus-sionen om subjektivitet kontra objektivi-tet i arbejdet med keramik. I forlængelse heraf kommer et afsnit om mulighederne og potentialet for synkroniseringer af de forskellige analysemetoder ved kompara-tive studier af forskellige kronologier. Den sidste diskussion berører brugen af stil inden for de kronologiske bearbejd-ninger fra diskussionsafsnittenes geo-grafi ske område; med fokus på forskel-lene mellem Danmark, Nordtyskland og Polens brug af stil og ornamentik. Dertil vil der være en belysning af de potentielle forskelle inden for brugen af stilteori i ar-bejdet med keramik fra henholdsvis før-romersk og romersk jernalder. Slutteligt vil der være en vurdering af muligheden for implementering af den amerikanske stilteori i forhold til keramikken fra ældre jernalder inden for specialets geografi ske område. Alle ovenstående overvejelser munder ud i en delkonklusion vedrøren-de de metodiske perspektiver inden for fremtidige kronologiske bearbejdninger af keramik.

IK K E-S T A T I S T I S K E M E T O D E RDenne diskussion ligger i vid udstrækning i direkte forlængelse af de problemstillin-ger, som blev præsenteret i forbindelse med diskussionerne omkring begreberne


52

type og fase. I dette afsnit vil inddelingen i faser ud fra de ikke-statistiske metoder komme til at stå centralt, især med hen-blik på de teoretiske standpunkter bag metoden. De teoretiske standpunkter, som vil blive diskuteret er den kulturar-kæologiske samt den processuelle.Den kulturarkæologiske vinkel svarer til de yderst subjektive beskrivelser, som ba-salt blot er deskriptive analyser af de idea-le former inden for et keramisk materiale. Eksempler her på er C.J. Beckers (1948 og 1961) beskrivelser af keramikken fra før-romersk jernalder, men også M.B. Macke-prang (1943) og E. Albrectsens (1954; 1956 og 1968) arbejder med keramik fra romersk jernalder kan fremhæves blandt de danske publikationer. Problemet med ovenstående forskeres metoder er, at for-merne beskrives gennem en upræcis og fl ertydig terminologi. Med mindre der er tale om meget karakteristiske træk, for eksempel facettering af randen, vil termi-nologien ofte være meget vanskelig at an-vende i forbindelse med andre analyser. Fortykkelse af rand kan umiddelbart være let forståelig, men behæftes termen med yderligere karakteristika såsom “let” eller “kraftig” opstår der rum for fejltolkninger og misforståelser. Kan man være sikker på, at P.O. Rindel (Rindel 1997:159) for-står det samme som C.J. Becker (Becker 1961:5), når talen falder på “let/middel” fortykkede rande? C.J. Becker angiver dog i sin publikation fra 1961, hvilke krav han umiddelbart stiller til sine termer, men de i høj grad behæftet med usikkerhedsmo-menter. Således bruges der i beskrivelser ord som cirka og ofte; dette skaber mu-ligheder for afvigelser i forbindelse med defi nitionen. I denne forbindelse kan et kritikpunkt fremført af M.P. Malmer ved-rørende O. Almgrens fi bel typer fremhæ-ves. Kritikken går på, at der ved mange af O. Almgrens beskrivelser kan indsættes et “hvor” foran beskrivelsen, for eksem-pel hvor bred, hvor tyk, hvor krummet (Malmer 1963:49)? Dette samme gør sig

gældende med C.J. Beckers beskrivelser af randenes facetteringer. Facetteringer-ne bliver i 1961 beskrevet inden for to af hans grupper, nemlig grupperne 3 og 4. I gruppe 3 er facetteringerne enten “bred” eller “enkelt”, mens facetteringerne i gruppe 4 er “smalle” eller “kraftige”. C.J. Becker oplyser ikke den specifi kke defi ni-tion af disse former for facetter; i denne forbindelse ville netop antal af facet-ter og deres indbyrdes placering være af stor interesse, både inden for den enkelte gruppe og grupperne i mellem (Becker 1961:5). Dette leder tilbage til M.P. Mal-mers kritikpunkter vedrørende O. Alm-grens fi bler, idet det ligeledes er muligt i forbindelse med C.J. Beckers beskrivelser at sætte “hvor” foran hans beskrivelser af hans beskrivelse: for hvor facetteret er en “smalt” facetteret rand i forhold til en “kraftigt” facetteret rand? Dette er yderst objektive skøn, som kun den enkelte for-sker kan vurdere. Igen kan H.D. Tuggles forsøg med at få tre forskellige personer til at udføre klassifi kationen af et kera-misk materiale fremdrages. Resultatet var tre forskellige klassifi kationer med diver-gerende antal af variabler og klasser, og således tjener som endnu et klart eksem-pel på problematikken omkring brugen af en individuel, deskriptiv metode (Tuggle 1970:72).Det samme forhold gør sig gældende, når det drejer sig om beskrivelser af karfor-mer. Tvetydige, subjektive karformer kan være yderst svære at genkende i et kera-misk materiale; her tænkes på karformer såsom “sækformet” eller “fi nere krukker” (Becker 1961:217ff). Igen har M.P. Mal-mer bidraget med vigtige kritikpunk-ter. Her tænkes på hans modstand mod brugen af termer såsom “mellemstor”, “større end” eller “sædvanligvis” (Mal-mer 1963:17). Disse termer er sammen med en subjektiv terminologi med til at gøre analyser baseret på ovenstående, de-skriptive metode upålidelige i forbindelse med et kronologisk studie, idet de ikke er

Diskussion

53

mulige for andre at teste i forhold til de-res materiale. Brugen af tvetydige termer ses ikke blot inden for det danske område. Metoden er ligeledes yderst udbredt inden for de tyske arbejder med keramik fra gravfund, hvor blandt andet keramikken fra gravplad-serne i Preetz (Brandt 1960) og Schwissel (Behrends 1968) kan nævnes. Man støder i denne forbindelse ofte på, at beskrivel-serne af de forskellige kartyper er funde-ret på forskellige karakteristika, hvorved de bliver stort set umulige at sammenlig-ne. For de polske bearbejdninger gælder stort set de samme forhold som i Nord-tyskland, idet der inden for klassifi katio-nerne af polsk keramik ser ud til at her-ske en konsensus om at anvende det af T. Liana (1970) foreslåede klassifi kationssy-stem, jævnfør Kamienczyk (Dąbrowskas 1997) eller Krupice (Jaskanis 2005). Inden for den polske arkæologi, og i en vis grad ligeledes inden for den tyske, har man bibeholdt en kulturarkæologisk, deskriptiv tilgang til arbejdet med kera-mikkens inddeling i typer og faser. Men inden for det danske område, sammen med resten af Skandinavien, skete der i løbet af 1970’erne ændringer med hensyn til beskrivelserne af keramikken. Denne ændring kom som en reaktion på proces-sualismens ønske om en mere objektiv til-gang til det arkæologiske materiale. Meto-den var den såkaldte proportionsanalyse. Der fi ndes fl ere mulige indgangsvinkler til metoden, men generelt for alle er, at de bygger på analyser af keramikkens form ud fra en række karakteristiske punkter og tangenter. Denne metode har i vid udstrækning fundet udbredelse i danske behandlinger af keramik, hvor den har dannet grundlaget for fl ere kronologiske tolkninger. Det gode ved denne metode er, at den i langt højere grad er objektiv og mulig for andre at gentage, hvilket un-derstreges af den store gennemslagskraft metoden har haft. Men hvilken betydning har den ovenstående metode haft for etab-

leringen af kronologier? Modsat de stati-stiske metoder kan det være svært direkte at opstille kronologiske grupperinger ud fra selve materialet. Derfor ville en pro-portionsanalyse ofte være udgangspunk-tet for videre bearbejdninger, som oftest i form af fundkombinationsanalyser, jævnfør U. Lund Hansen 1976 & 1987. Senere hen har metoden ligeledes væ-ret anvendt som grundlag for statistiske analyser, for eksempel Ethelberg 1986 og 2000 eller Høj 1984. Eftersom karformer i mange tilfælde udgør fundamentet for kronologiske inddelinger er det af yderste vigtighed, at disse karformer er eksplicit defi neret således, at det muligt for andre at anvende dem i forbindelse med krono-logiske analyser af keramik. Derfor bør en deskriptiv/ikke-statistisk metodik være funderet på en høj grad af objektivitet med hensyn til defi nitionen af karformerne, og dermed også af de kronologiske perioder. Ved brug af en ikke-statistisk metodik vil et omfattende brug af illustrationer være påkrævet med henblik på overskuelighe-den af de specifi kke kronologiske perio-der, da det vil være ad denne vej man får et overblik over karformernes forskellige udseende. Dertil bør karrene være inddelt efter let genkendelige morfologiske træk, såsom det just er belyst i forbindelse med diskussionen omkring type-begrebet i det foregående diskussionsafsnit.

ST A T I S T I S K E M E T O D E RDe statistiske analyser skiller sig ud fra de ovenstående metoder ved, at de som udgangspunkt kræver allerede defi nerede typer til at basere på de statistiske ana-lyser på. Dette afsnit omhandler de kil-dekritiske problemstillinger, der knytter sig til brugen af statistisk. Fokus vil især være på graden af objektivitet kontra sub-jektivitet inden for analyserne, samt de problemstillinger der vedrører forholdet mellem de udledte faser i forhold til den fortidige kontekst.


54

Statistik blev ved sin fremkomst i 1960’erne fremhævet som det objektive alternativ til tidligere tiders subjektive og deskriptive tilgange til materialet (eksem-pelvis Brainerd 1951:303f). Imidlertid er der til stadighed en høj grad af subjekti-vitet indblandet i det analytiske arbejde med statistik. Umiddelbart fi ndes de sub-jektive valg ikke i selve analysen, men i arbejdet som går forud i forbindelse med udvælgelsen af variablerne. Det ironiske er, at netop statistikkens største force, de mange tilgængelige variabler, samti-digt kan være metodens største svaghed. Her tænkes på, at de statistiske analysers svageste punkt ligger i selve udvælgelsen af variablerne. Valget af variabler er ikke et iboende element i den statistiske me-toden, men derimod et valg som den en-kelte forsker foretager. Denne udvælgelse kan i nogle tilfælde være resultatet af nøje vurderinger, mens den i andre tilfælde derimod er et udtryk for tilfældigheder-nes spil (Høilund Nielsen 1989:115). Det er ikke altid gennemskueligt, hvilke be-væggrunde som ligger til grund for ud-vælgelsen af de analyserede variabler. Dette skyldes ofte, at læseren kommer ind i slutningen af analysen, hvor det for forskeren ikke længere synes nødvendig at forklare, hvorfor at ornamentikken på kander er tidstypisk, modsat ornamentik-ken på de andre karformer (Jævnfør Bech 1997:19ff). Endvidere må vi formode, at usikkerheden vil stige i takt med at an-tallet af variabler i analysen (Ethelberg 1990:134). Derfor er det af yderste vigtig-hed at bevæggrundene for valg af varia-bler er åbenlys og tilgængelig, det vil sige at argumentationen skal indgå i analysen. Dette er heldigvis også tilfældet i langt de fl este analyser. Men at valg af variabler og selve analysemetoden kan være svære at bedømme, skal formodentligt ses i lyset af selve de statistiske analysers til tider ugennemskuelige processer. Denne pro-blematik er allerede skitseret i afsnittet om statistik i forbindelse med det meto-

diske perspektiv, mens for yderligere af-klaring henvises til C.K. Jensen & K. H. Nielsen 1997 (40ff). Problematikken ved-rørende valg af forskellige computerpro-grammer til analyser blev allerede rejst af 1978 af den amerikanske arkæolog D.H. Thomas i artiklen med den rammende titel: The awful truth about statistics in archaeology. Her formanes alle til stor kildekritisk påpasselighed og opmærk-somhed ved brug af både egne og andres statistiske analyser (Thomas 1978).Statistikkens force er, at man kan be-handle store mængder af data i analy-serne; mængder af data der under andre omstændigheder ville være uoversku-elige. Men inden for arkæologien, både i arbejdet med keramik såvel som andre genstandsgrupper, anvendes statistik af lægmænd, som hverken har et gennem-gående kendskab til matematikken bag, eller erfaring med selve analysemeto-den. Dette kan munde ud i, at compute-ren bliver til en “Deus ex Machina”, hvor data tastes ind og efterfølgende leverer et resultat. Et resultat som ikke bliver ud-gangspunktet for videre undersøgelser, men blot anvendes i “rå” form. Denne form for brug er der mange eksempler på, for eksempel S. Jensen 1976. Det er ikke fordi, at disse resultater ikke er anvende-lige, men potentialet ved brug af statistik er større end blot etableringen af klynger/clusters i materialet. Som refereret i det foregående diskussi-onsafsnit bør kronologiernes bestandde-le, type såvel som fase, have rod i fortidi-ge samfund. Statistik er en velfungerende metode til at nå fra materialets typer til en forståelse af sammensætningen i den enkelte fase, men spørgsmålet er, hvor-dan gøres dette mest optimalt? Jeg me-ner, at det er vigtigt at gøre de statistiske analyser til blot et enkelt led i det analyti-ske arbejde omkring de kronologiske be-arbejdninger af keramikken. Et eksempel på en anvendelse af denne metode fi ndes i C.K. Jensens nybearbejdning af krono-

Diskussion

55

logien for førromersk jernalder. Typerne er i første omgang defi neret ud fra mor-fologiske træk, i dette tilfælde karrets re-lative åbenhed. Efterfølgende udførtes en seriation og korrespondens analyse af ke-ramikken for at udlede klynger/clusters i materialet, herefter udføres en korre-spondens analyse for at få et indblik i den kronologiske udvikling. Dernæst sættes periode overgangene i relation til kultu-relle ændringer i det førromerske sam-fund. Det, som C.K. Jensen formår med sit kronologiske studie er at etablere en kronologi, der har sit klare udgangspunkt i genstandsmaterialet ved både at ind-drage keramikken og metalgenstandene. Derefter er kronologien sat i relation til ændringer i konteksten. Ud fra hans un-dersøgelser kan han se et sammenfald mellem overgangen mellem hans periode I og II og en klimatisk ændring, som har sat sine spor i det førromerske samfund blandt andet med henblik på den sociale organisation af samfundet (C.K. Jensen 2005:173ff). I denne forbindelse kan æn-dringerne i keramikken være forårsaget af forandringer i kosten, som følge af den klimatiske ændring.Afsluttende kan det opsummeres, at an-vendelsen af statistiske analyser bør være præget af en høj grad af kildekritik i sam-spil med en eksplicit metodik. Herved bli-ver det muligt at forstå bevæggrundene bag de “usynlige” dele af analyse, såsom udvælgelsen af variablerne og antallet af variabler i analysen. Dette giver et bedre udgangspunkt for et videre arbejde med forholdet mellem kronologi og det forti-dige samfund.

SY N K R O N I S E R I N G A F K R O N O L O G I E R B A S E-R E T P Å F O R S K E L L I G E M E T O D E RSom de to ovenstående afsnit har vist, er der anseelige forskelle mellem de ikke-

statistiske og de statistiske metoder. Derfor bør man huske at forholde sig kil-dekritisk til kronologier, når disse skal sammenlignes eller synkroniseres. Her tænkes både på forholdet mellem de sta-tistiske og ikke-statistiske metoder, men også når det kommer til synkroniseringer af kronologier baseret på forskellige stati-stiske indgangsvinkler.Som eksempel på en synkronisering af kronologi kan de tre større, og nyere, behandlinger af den førromersk jernal-der drages frem. Hvor C.J. Becker (1948, 1961) i sin tid byggede videre på tidligere forskning, er både C.K. Jensen (2005) og J. Martens (1992) arbejder klare brud i forhold til C.J. Beckers metodik og ter-minologi. Eftersom det er C.K. Jensens kronologi, som i øjeblikket er bedst pub-liceret, vil den komme til at stå centralt for de følgende overvejelser. Men kort opsummerende stemmer J. Martens kro-nologi og C.K. Jensens kronologi ganske godt overens. Begge inddeler førromersk jernalder op i to overordnede perioder, I og II, og hos begge går også en underind-deling af perioderne igen. Grundlaget for J. Martens arbejde bygger i høj grad på de nørrejyske lokaliteter, såsom Borremose og Kraghede (Martens 1994). Dertil har det været af stor vigtighed for J. Martens studie at inddrage det centraleuropæiske materiale og de tilhørende kronologier (Martens 1992:128ff), jævnfør fi gur 17. Men som nævnt er C.K. Jensens krono-logi i dag bedst publiceret, især med hen-blik på keramikken, hvilket er årsagen til at denne publikation vil komme til at stå centralt i resten af specialet.C.J. Beckers kronologi er, som allerede anført, et klassisk eksempel på en kul-turarkæologisk, deskriptiv tilgang til det kronologiske arbejde. Dette har betydet, at hans defi nitioner af henholdsvis kar-former og perioder kan være yderst tvety-dige, og derfor ikke brugbar for en nybe-arbejdning af keramikken fra førromersk jernalder. Derfor var det nødvendigt for


56

C.K. Jensen at opstille helt nye parame-tre for karformerne, hvilket efterfølgende medførte en anden inddeling af førro-mersk jernalder. Det medførte et brud med C.J. Beckers tredeling af førromersk jernalder, således at førromersk jernalder nu deles i to perioder, en ældre og en yng-re periode. Denne opdeling i materialet afspejles af skift i det danske materiale, og ikke på forudfattede meninger baseret på de tyske kronologier (Becker 1961:264).Modsat førromersk jernalder er romersk jernalder præget af mange forskellige forslag til kronologier, både for keramik-ken og metalgenstandene. Som det var tilfældet med C.K. Jensen (2005) og J. Martens (1992) var S. Jensens (1976) ny-bearbejdning af den fynske gravkeramik fra yngre romersk jernalder et klart brud i forhold til E. Albrectsens arbejde (1968). E. Albrectsens beskrivelser af keramikken fra yngre romersk jernalder stammer fra M.B. Mackeprangs keramiske studier fra 1943. Det var dog ikke keramikken, der udgjorde rygraden i Albrectens krono-logi, men derimod fi bler defi neret ud fra O. Almgrens grupper, det vil sige grup-perne VI og VII (Albrechtsen 1968:203). Det var blandt andet dette, som S. Jensen ville gøre op med, i første omgang i hans speciale fra 1975 og dernæst i en artikel i Kuml fra 1976. S. Jensen ville forsøge at gøre netop keramikken til rygraden i sin kronologi. Begrundelsen herfor skal fi n-des i det forhold, at antallet af metalgen-stande i gravene faktisk er ganske ringe (S. Jensen 1976:151). Keramikken blev af S. Jensen omdefi neret fra 50 typer til 9 hovedgrupper. Hovedgrupperne er defi -neret ud fra antal led på karret (to til fi re) eller ud deres forskellige koeffi cienter, mens typerne er udelukkende er defi neret ved hjælp af koeffi cienter. På denne måde har S. Jensen opnået et mere objektivt og testbart udtryk for keramikkens inddeling (S. Jensen 1976:152ff). Den kronologiske udvikling og rækkefølge blev opnået gen-nem seriation af ornamentikken på skåle

og vaser/krukker. Ud fra analyserne var det muligt for S. Jensen at påvise et brud inden for keramikken omtrent samtidigt med E. Albrectsens Nydam-horisont/Pe-riode III, hvorved S. Jensen kunne kom-me med et nyt forslag til den kronologiske udvikling inden for den yngre romertids keramik på Fyn (S. Jensen 1976:156ff).Som nævnt i starten af afsnittet er det ikke kun problematisk at synkronisere kronologier baseret på henholdsvis ikke-statistiske og statistiske metoder inden for romersk jernalder. Der kan ligeledes være problemer med synkronisering af kronologi baseret på forskellige stati-stiske metoder. Et eksempel herpå er P. Ethelberg og J. Ringtveds kronologiske bearbejdninger af keramikken fra Jyl-land, især med henblik på Hjemsted. I 1986 fremsætter de to forskere nye for-slag til den kronologiske inddeling i Jyl-land, men der er en divergens mellem de to forslag. Forskellen mellem de to ligger i opfattelsen af de forskellige parametre i forbindelse med forståelsen af ornamen-tik, samt valg og brug af variabler, jævnfør P. Ethelbergs kommentarer desangående (Ethelberg 1990:134f). Dette er et godt eksempel på vigtigheden af at forholde sig kildekritisk til selv statistiske analy-ser. Både P. Ethelberg og J. Ringtved har stort samme metodiske indgangsvinkel til materialet, men har forskellige opfattel-ser af ornamentik og anvender dertil ikke samme variabler i deres undersøgelser. En eksplicit fremgangsmåde havde det muligt at sammenligne eller synkroni-sere de forskellige forslag til kronologier, hvilket reelt ikke er muligt på nuværende tidspunkt.Disse just skitserede problemstillinger ser ikke ud til at kunne genfi ndes inden for forskningen i hverken Nordtyskland eller Polen. Inden for begge områder her-sker en høj grad af ensartethed inden for de anvendte metoder, som gør det let at sammenligne de forskellige keramiske analyser. Som nævnt i forbindelse med

Diskussion

57

afsnittet omkring de ikke-statistiske me-toder bygger de polske klassifi kationer stort på samme udgangspunkt, nemlig T. Lianas metode fra 1970. Dertil etable-res alle kronologier i Polen inden for Pr-zeworsk- og Wielbarkkulturerne ud fra gravpladser med udgangspunkt i O. Alm-grens fi belgrupper (1923) samt H.J. Eg-gers (1955) og K. Godłowskis (1970) kro-nologisystemer. Dette gør det naturligvis let at synkronisere de forskelle gravplad-sers resultater i forhold til hinanden. Det samme billede ses til en vis grad også for den tyske forskning, selvom der her ikke fi ndes et enkelt fælles udgangspunkt for arbejdet med keramik. Derimod byg-ges der i høj grad videre på gamle metoder, såsom A. Pletkes omfattende beskrivelser af keramikken fra romersk jernalder og ældre germansk jernalder fra 1921. Ef-terfølgende har der været omdefi nerin-ger af enkelte af hans faser og former, for eksempel F. Tischlers ombearbejdning af Fuhlsbüttler-keramikken (1937). Det sidste omfattende overregionale oversigt-værk for Slesvig-Holsten udformes af A. Genrich i 1954. Dette værk har siden da dannet det generelle udgangspunkt for mange arbejder med keramikgrupperne fra romersk jernalder, hvorved en stor ensretning igen kan spores i analysernes resultater. Dog ses der ikke den samme grad af ensretning inden for de tyske be-arbejdninger, som det er tilfældet med de polske, hvilket gør de tyske fremlægnin-ger mere interessante og innovative i for-hold til de polske.Opsummerende kan man godt savne en mere selvstændig holdning til det kera-miske materiales muligheder og poten-tiale, når det kommer til de nordtyske og polske bearbejdninger; med en sådan grad af ensretning og uselvstændige tolk-ninger vil nye inputs til de kronologiske bearbejdninger aldrig fi nde sted. Det kan derfor konkluderes, at en total ensretning af arbejdet med keramik ikke er ønskvær-dig, idet de vinkler, som er med til at gøre

den arkæologiske forskning interessant forsvinder. Her tænkes på vinkler såsom innovation inden for analysemetoder og tolkningsmodeller; derimod skabes der blot en masse resultater, som ingen tager videre stilling til, hvorved forskningen blot bliver repeterende i stedet for inno-vativ. Dog vil man i denne forbindelse skulle give køb på muligheden for let at kunne synkronisere sine kronologier, men gennem en eksplicit og testbar meto-dik vil det være muligt at gå resultaterne igennem og se dem i forhold til andre kro-nologier og ad denne vej opnå en synkro-nisering.

OR N A M E N T I K: OV E R- V E J E L S E R O G P O T E N T I A L EI ekskursen om stilistisk teori blev den anglo-amerikanske indgangsvinkel til ar-bejdet med stil og keramik inden for både arkæologien og etnoarkæologien præsen-teret. Men hvorledes anvendes ornamen-tik i arbejdet med keramik inden for spe-cialets geografi ske områder: Danmark, Nordtyskland og Polen?I Danmark har ornamentik i de senere årtier indgået i de kronologiske analyser af keramik fra gravpladser, for eksem-pel Slusegård (Bech 1997) og Hjemsted (Ethelberg 1986). Her bliver ornamen-tikken anvendt som en ekstra dimen-sion i forhold til de statistiske analyser af karformerne. J.H. Bechs analyser af ornamentikken fra Slusegård medførte en yderligere fi ndeling af hans fase 4 og 5 (Bech 1997:28ff). Umiddelbart ser stil-analyser ud til at være begrænset til ma-teriale fra romersk jernalder, mens mate-riale fra førromersk jernalder glimrer ved sit fravær. Årsagen hertil skal formodent-ligt fi ndes i materialets beskaffenhed, for-stået således at mængden af ornamente-ret keramik er større i romersk jernalder end i førromersk jernalder. Således kan E. Albrectsen ud fra sit materiale fra Fyn konkludere, at ornamentik på lerkar fra


58

førromersk jernalder snarere er undta-gelsen end reglen (Albrectsen 1954:88). Ornamentik er i denne forbindelse heller ikke blandt karakteristika inden for hver-ken C.J. Beckers (1961) og C.K. Jensens (2005) kronologier for førromersk jern-alder.Beskrivelser af ornamentik fra både førro-mersk og romersk jernalder er langt mere udbredt i Nordtyskland. Dog er arbejdet inden for dette område i vid udstrækning begrænset til blot at være beskrivelser af elementerne samt deres eventuelle place-ring og komposition på det enkelte kar. Denne metodik går ligeledes igen inden for de polske bearbejdninger af orna-mentik. Her kan der dog være inkluderet overvejelser om potentiel symbolik bag ornamenterne. Et eksempel herpå fi ndes i J. Andrzejowski bearbejdning af Nad-kole 2 gravpladsen fra Przeworsk-kultu-ren. Her vurderes det ganske overfl adisk, hvorvidt brugen af svastikaer skal ses som et symbol fra den germanske kul-tur, der menes at have eksisteret i Polen i denne periode (Andrzejowski 1998:93). Generelt for hovedparten af de senere års publikationer af polske gravpladser er, at klassifi kationerne af keramikken alle bygger på samme udgangspunkt, nemlig T. Liana artikel fra 1970 om den relative kronologi for Przeworskkulturen i tidlig romersk jernalder, som nævnt i afsnittet omkring de ikke-statistiske metoder. I T. Lianas publikation fi ndes defi nitioner for en række karformer, som stort set alle se-nere polske forskere benytter sig af, hvor arbejdet med ornamentikken er en del af beskrivelsen af karformerne. Eksem-pler herpå er T. Dąbrowskas publikation af gravpladsen Kamienczyk (1997), og J. Jaskanis publikation af gravpladsen Kru-pice (2005).De tyske publikationer af gravkeramik-ken og dennes ornamentik minder i vid ustrækning om den polske indgangsvinkel til stil. I denne forbindelse kan J. Brandts behandling af keramikken fra gravplad-

sen Preetz fremhæves. Her har ornamen-tikken en underordnet placering som del af beskrivelserne af karformerne. Dette til trods for, at netop gravpladsen ved Preetz har de karakteristiske kar af “Preetzer-type”, som er ganske unikke i det nordty-ske område (Brandt 1960), jævnfør fi gur 14. Ved beskrivelserne af keramikken fra gravpladsen Schwissel er ornamentikken beskrevet i et selvstændigt afsnit (Beh-rends 1968:90ff); det samme gør sig gæl-dende ved bearbejdningen af gravpladsen Jevenstedt (Hingst 1974:21ff) og ved pub-likationen af gravpladsen Süderbrarup (Bantelman 1988). Som nævnt er der store ligheder mellem den polske og tyske metode. Men en di-skrepans skal dog fremhæves: Hvor de polske bearbejdninger er nutidige, er de tyske derimod mellem 15 og 40 år gamle. Det virker som om, at man i Polen har vedtaget T. Lianas klassifi kations system som den eneste gyldige metode. Inden for den tyske arkæologi har der i de seneste 10 år ikke været de store publikationer af gravpladser. Det seneste eksempel er K.-H. Willroths store publikation om fund og lokaliteter i Angeln og Schwansen fra ældre bronzealder til tidlig middelal-der. Men heri fi ndes kun gengivelser af de tidligere publicerede lokaliteter, hvor Sörup-Südensee er den yngste fra 1989

Figur 14: Eksempel på keramik af Preetzer-type, : Eksempel på keramik af Preetzer-type, Brandt 1960 tavle 24, 117a

Diskussion

59

(Willroth 1992:297ff). Disse forhold har medført, at brugen og forskningen inden for studiet af ornamentik mangler de in-novative elementer, og fremstår derfor som stagneret.I forlængelse af indledningen af dette afsnit blev spørgsmålet rejst om, hvor-vidt der er et potentiale for at udføre moderne amerikanske stilteoretiske un-dersøgelser af ornamentik på keramik fra Danmark, Nordtyskland og Polen i førromersk og romersk jernalder. Ind til videre er det end ikke forsøgt. Mange af de amerikanske teorier går ud på, at stil kan have været brugt som et medie til for-midle blandt andet etnisk tilhørsforhold (Wobst 1977:328ff). Det er allerede blevet indikeret, at keramikken i den ældre jern-alder har et yderst lokalt præg (S. Jensen 1976:151), modsat fi blerne som er del af et større fælles nordeuropæisk udtryk (Alm-gren 1923). Dette burde danne et optimalt udgangspunkt for stilteoretiske undersø-gelser af keramikken. I særdeleshed ville den førnævnte keramik fra Preetz være et interessant udgangspunkt for en sådan analyse. Den såkaldte “Preetzer-type” har som nævnt et yderst specifi kt og interes-sant udtryk; et udtryk som dertil i høje-ste grad er lokalt. Ingen af lokaliteterne nævnt i K.-H. Willroths store oversigts-værk over blandt andet gravpladserne i Angeln og Schwansen har “Preetzer-ty-pen” repræsenteret (Willroth 1992). Hel-ler ikke i Albrectsens store værk over de fynske jernaldergrave fi ndes denne ka-rakteristiske keramik, selvom der er an-dre keramik former som er paralleller til keramik fundet på Preetz-gravpladsen (Albrectsen 1968:277ff). Det er således på grund af det lokale aspekt som kera-mik af “Preetzer-type” udtrykker, der gør denne type keramik velegnet til regionale undersøgelser af de stilmæssige udtryk i romersk jernalder: Måske kunne vi ad denne vej få et nyt indblik i de regionale gruppers fordeling i romersk jernalder?Hvis vi fremover ønsker at lave denne

form for analyser på et nordeuropæisk keramisk materiale, er der visse kildekri-tiske forbehold, der bør tages med i over-vejelserne. Hvilke områder skal vi arbej-de med? Hvor store eller små skal disse geografi ske områder være før end vi kan udføre denne slags analyser? Et vigtigt udgangspunkt for sådanne stilteoretiske analyser vil være et gennembearbejdet kronologisk fundament, samt områder med en høj grad af ornamenteret kera-mik. Det vil således komme til betyde, at en sådan analyse vil blive begrænset til den romerske jernalder, hvor keramik-ken i højere grad er ornamenteret end i førromersk jernalder. Et sidste kildekri-tisk aspekt, som desuden bør indgå i en stilteoretisk bearbejdning af keramik fra romersk jernalder er: Kan man i det hele taget udføre denne form for analyser på et keramisk materiale, som ikke er mas-seproduceret og derved standardiseret i sit udtryk? Da denne slags analyser ikke har været forsøgt tidligere inden for hver-ken det danske, nordtyske eller polske område er der ikke andet at gøre end at forsøge. Først igennem arbejdet med den-ne nye vinkel på ornamentik vil det blive sandsynligt om, hvorvidt disse analyser kan appliceres til et fortidigt, ikke-masse-produceret keramiske materiale.

DE L K O N K L U S I O NSammenfattende dette afsnit omkring forskellige metodiske perspektiver kan det opsummeres, at for både de ikke-sta-tistiske og de statistiske metoder gælder de samme klare krav om en eksplicit me-todik. For de ikke-statistiske metoders vedkommende gælder endvidere, at be-skrivelserne skal være utvetydige og let genkendelige. Dertil er forbeholdene fra defi nition af typerne fra det foregående afsnit gyldige. Her tænkes på brug af en tilnærmelsesvis objektiv metodik, såsom proportionsanalyse og beskrivelser ud fra let genkendelige morfologiske træk. Det


60

skal i denne forbindelse gøres klart, at den kulturarkæologiske tilgang til denne form for metodiske analyser har udspil-let sin rolle, og derfor ikke bør anvendes fremover. Derimod er de mere proces-suelle tilgange til ikke-statistiske analyser fortsat gældende for fremtidig forskning. Med hensyn til de statistiske behandlin-ger er det vigtigt at ihukomme en stor portion kildekritik. Statistisk er netop ikke ubetinget objektiv, da der til stadig-hed er mange subjektive skøn iblandet analyserne. Derfor bør alle led inden for analyserne være tilgængelige, tilsammen med argumentation for de subjektive valg i forbindelse med analysen.Inden for synkroniseringerne mellem de forskellige metoder blev det åbenlyst, at den ensretning som især eksisterer i den polske forskning ikke er ønskværdig. Til trods for at det er let at synkronisere de forskelle kronologier, mangler der selv-stændige holdninger og innovation i for-bindelse arbejdet med keramik og krono-logi; forskningsresultaterne bliver derved blot repetition af tidligere tiders resulta-ter. Opfordringen er således, at man skal tænke selvstændigt og innovativt i kom-bination med en eksplicit metodik, såle-des at det bliver muligt at arbejde videre med resultaterne. Det er den eksplicitte metode som er vejen frem, ikke unuance-rede standardiseringer.Den sidste vinkel, som blev berørt i af-snittet omhandlede brugen af ornamen-tik i forbindelse med arbejdet med kera-mik og kronologi inden for henholdsvis Danmark, Nordtyskland og Polen. Her blev det tydeligt, at det kun var inden for det danske område, at ornamentik spil-lede en selvstændig rolle i forbindelse med etableringen af kronologier. I Nord-tyskland og Polen spiller ornamentik en mere underordnet rolle i forbindelse med beskrivelserne af karformerne. Det blev dertil konkluderet, at der inden for især keramikken fra romersk jernalder var et potentiale for videre stilteoretiske bear-

bejdninger på linje med den amerikanske forskning, idet keramikken i høj grad vi-ser et lokalt præg.

Diskussion

61

DI S K U S S I O N III : ET N O A R K Æ O L O G I-S K E P A R A L L E L L E R I D E T K R O N O L O G I S K E A R B E J D EA R B E J D EDette afsnit tager fat i dele af aspekter-ne som allerede er blevet præsenteret i forbindelse med det etnoarkæologiske perspektiv i den første del af specialet. I denne forbindelse vil problemstillingerne fra dette afsnit blive sat i yderligere rela-tion til materialet fra ældre jernalder for en bedre forståelse af faktorerne bag kro-nologierne.Den første del har sit udgangspunkt i dis-kussionen omkring form og funktion; et aspekt, der har rod i de foregående dis-kussioner om type og fase. Fokus er på, hvorledes en eksplicit og testbar metode kan kombineres med den information vi kan få igennem etnoarkæologien. Det ef-terfølgende afsnit er en fortsættelse af de foregående overvejelser ved at inddrage problematikken omkring forståelsen og brugen af keramiks omløbstid og brugs-perioder i det forhistoriske samfund. Cen-tralt i denne diskussion vil være forstå-elsen af typens brugsperiode kontra det enkelte kars omløbstid. Den sidste dis-kussion i afsnittet omhandler årsagerne til forandringer i materialet. De generelle problemstillinger er allerede præsenteret i forbindelse med det etnoarkæologiske perspektiv, hvorfor fokus i dette afsnit vil være rettet mod en sammenkobling af de etnoarkæologiske observationer i forhold til et keramisk materiale fra ældre jernal-der.

FO R M O G F U N K T I O N: FR A E T N O A R K Æ O L O G I T I L A R K Æ O L O G ITidligere arbejdede mange arkæologer med form og funktion ud fra et yderst subjektivt standpunkt. Et eksempel her-på er C.J. Beckers brug af funktionelle navne til hans beskrivelser af karrene fra førromersk jernalder, selvom han reelt ikke anvendte funktionsgrupper til sel-ve defi nitionen af karrene (jævnfør C.K. Jensen 2005:37 for kritik). Dog hersker der en generel konsensus hos arkæologer om, at keramik er lavet med en bestemt funktion for øje, som mængde og varia-tion af karformer skulle bevidne. Denne opfattelse ses blandt andet hos S. Hvass i forbindelse med keramikken fra Hodde (Hvass 1985:162). S. Jensen er af samme opfattelse, hvorfor hans inddelinger af keramikken fra Fyn sker ud fra funkti-onsgrupper (S. Jensen 1976). Men hvilke oplysninger kan vi få gennem de etnoar-kæologiske undersøgelser?De etnoarkæologiske observationer viser os, at mange funktioner ofte er skøn. Der-til er der ofte en uudtalt forhold mellem form og funktion, hvor relationen er gemt under brede defi nitioner, såsom morfolo-giske karakteristika. Dertil skal man være yderst kildekritisk med hensyn til brugen af termer som er hentet fra andre kultu-rer. Disse termer er ofte meget geografi sk og kronologisk specifi kke, og kan derfor ikke umiddelbart overføres til andre ma-terialer, for eksempel ittoyom som er en specifi k karform fra Kalinga-distriktet som bruges til at koge ris i (Tani & Lon-gacre 1999:301). Til gengæld er der igen andre termer, der er så brede, at de stort set blive ubrugelige eksempelvis beteg-nelsen “husholdningskeramik” (blandt andet Rice 1987:211). I Ceramics for the archaeologist gør A.O. Shepard som tid-archaeologist gør A.O. Shepard som tid-archaeologistligere nævnt opmærksom på, at forholdet mellem form og funktion ikke er unikt (Shepard 1957:224). Dette har sin årsag i,


62

at vi som udgangspunkt ikke kender alle de forhistoriske funktioner. Dertil viser netop de etnoarkæologiske undersøgel-ser, at mange kar kan være endt med en anden funktion end den oprindelige til-tænkte. Dette misforhold kaldes af J.M. Skibo for Intended (tiltænkt) og Intended (tiltænkt) og Intended Actual (reelt) brug (Skibo 1992:35ff). Dette for-hold kan fi ndes inden for ældre jernalder, hvor keramikken i gravene ifølge fl ere forskere, for eksempel J.H. Bech (1997), menes at stamme fra husholdningen. Et eksempel på er kar med tre hanke, her må den tiltænkte funktion have været som service i forbindelse med husholdningen, mens den reelle funktion var som urne i en grav. Dog kan ornamentik i denne forbin-delse indikere, at keramikken har været tiltænkt en funktion som urne fra starten af. Dette misforhold mellem keramikken fra bopladserne i forhold til gravfundene vil blive belyst yderligere i diskussion IV.Men hvorledes skal vi gribe arbejdet med form og funktion an? Den arkæologiske tilgang indebærer en morfologisk under-søgelse af karrene; samme metodik gen-fi ndes inden for det etnoarkæologiske arbejde. Inden for etnoarkæologien eksi-sterer fl ere forslag til funktionelle analy-ser af keramik. I denne forbindelse skal der fremhæves to. Den første er formule-ret af A. van As i 1984. Målet med meto-den var en rekonstruktion af keramikken fra Deir Alla i Jordan. Ifølge A. van As er det lettest at rekonstruere keramikken gennem kendskab til henholdsvis form og materiale. I formanalysen er der fokus på de primære og sekundære træk. Med primære træk skal forstås selve formgiv-ningsteknikken, såsom pølseteknik eller drejning. Mens de sekundære træk svarer til overfl adebehandling, dekoration og for eksempel udformning af randen. Materi-aleanalyse skal være af godstype, magring samt dennes densitet (van As 1984:137ff). Denne funktionalistiske tilgang til kera-mik er i denne forbindelse ikke umiddel-bart anvendelig, idet fl ere af variablerne,

såsom magring, ikke er anvendelige i en kronologisk analyse. Dette medfører, at dele af analyserne ikke bidrager med svar, som er relevante i forhold til keramik fra ældre jernalder. Her tænkes blandt andet på, at der indtil midten af 1200-tallet e. Kr. kun fremstilles håndlavet keramik i Skandinavien (Liebgott 1989:290). Dertil har undersøgelser vist, at der ikke er de store forskelle inden for brugen af mag-ring af ældre jernalders keramik (K. Jør-gensen 1992:178ff). Dette efterlader vari-abler såsom dekoration og udformning af randen, hvilket allerede er blandt de mest anvendte variabler inden for de kerami-ske analyser i forbindelse med kronologi. Den anden metode er foreslået af J.M. Skibo. Ifølge denne fremgangsmåde er de bedste indikatorer på et kars funktion: Højde, den relative åbenhed samt tilste-deværelsen af hanke (Skibo 1992:33ff). Denne metode gør det muligt at anvende variabler som er kronologiske følsomme, hvilket blandt andet eksemplifi ceres ved C.K. Jensens analyser af den førromerske keramik. C.K. Jensens morfologiske ana-lyser er i vid udstrækning en forlængelse af J.M. Skibos observationer omkring indi-katorerne på funktion. C.K. Jensen arbej-der således i sine analyser ud fra karrenes relative åbenhed, et højde-bredde indeks udtrykt i procent, i kombination med kar højde og tilstedeværelsen af hanke. Ud fra disse parametre var det muligt at defi nere en række karformer gennem en eksplicit og testbar metodik, idet der ved hver kar-type er angivet mulig højde, højde-bredde indekset samt om karret kan have hank eller ej (C.K. Jensen 2005:41). Som et andet arkæologisk eksempel på arbejdet med keramik og funktioner kan K. Juhls arbejde fra 1995 fremhæves. Her beskriver hun de metodiske overvejelser i forbindelse med relationen mellem form og funktion. K. Juhls metode er oprinde-ligt udviklet af M.F. Smith i 1983 og ken-des under betegnelsen “profi l-modellen” (Smith 1985:292ff). Analysen består af

Diskussion

63

fi re trin, der alle er afhængige af hinan-den:1. Karmaterialet tegnes og doku- menteres, inkl. tegninger af “idealiserede” profi ler2. De idealiserede karprofi ler digi- taliseres og præsenteres i et koordi natsystem3. Herefter bliver profi len gjort til en matematisk præsentation4. Ovenstående analytiske variabler analyseres i programmet SHAPE

Ifølge K. Juhl er metoden simpel og god, idet den reducerer den komplekse tre-dimensionale karprofi l til at være todi-mensional uden at man derved mister information (Juhl 1995:48). K. Juhl har på fl ere punkter ret i, at metoden har sine fordele, men den har også sine klare ulemper. Programmet SHAPE er udviklet af M.F. Smith, men aldrig frigivet til of-fentligt brug. K. Juhl anvendte en privat kopi af programmet lånt af M.F. Smith. Dette betyder, at det ikke er muligt for at andre umiddelbart at lave de samme ana-lyser eller at validere hendes resultater. Det andet forbehold er brugen af de “ide-aliserede” karprofi ler. Disse er udtryk for en høj grad af subjektiv tolkning af ma-terialet, og det kan jo ikke umiddelbart fastslå om andre vil komme frem til den samme ideelle profi l som K. Juhl. Som tidligere nævnt kan brugen af computere nemt forvandles til “Deus ex Machina”. I denne forbindelse betyder det, at K. Juhl kan indtaste sine karprofi ler, hvorefter SHAPE giver hende derefter et svar i form af en matematisk præsentation, som kan være svær eller direkte umuligt at forstå processerne bag. Til alle disse indvendin-ger kan det derfor udledes, at K. Juhls metode ikke lever op til specialets me-todiske forudsætning om en eksplicit og testbar metode.Hvilken metode skal vi i stedet stræbe efter? I mine øjne er det en metode i stil med C.K. Jensen, da denne metode ikke

kræver et specialiseret og samtidigt util-gængeligt program; dertil er der i C.K. Jensens metode ikke de samme klare sub-jektive faldgruber, som ved K. Juhls med hensyn til de “idealiserede” karformer. Derudover tager C.K. Jensens metode højde for variationen inden for højde, an-tal af hanke, inklusiv ingen hanke, inden for den samme karform. Det samme kan dog ikke udelukkes at være tilfældet ved K. Juhls metode, men dette er desværre ikke umiddelbart gennemskueligt som ved C.K. Jensens metode. Det kan således opsummeres, at metoden til opnå det bedste indblik i de fortidige funktioner desværre ikke går igennem i de etnoarkæologiske metoder, idet varia-blerne som disse metoder tilbyder ikke har signifi kans i forhold til et kronologisk arbejde. Dette skyldes, at de etnoarkæo-logiske undersøgelser i høj grad fokuserer på eksempelvis magringen og formgiv-ningsteknikken, hvilket ikke er anvende-lige variabler i en kronologisk analyse. Det har dog været muligt at tilpasse etnoar-kæologiske metoder til de arkæologiske problemstillinger, hvilket specielt ses ved C.K. Jensens analyser af den førromerske keramik.

OM L Ø B S T I D O G B R U G S P E R I O D E R: KA R K O N T R A T Y P E RI arbejdet med koncepterne brugsperiode og omløbstid med hensyn til keramik er vigtigt at være opmærksom på, hvorvidt der er tale om det enkelte kars omløbstid eller en types brugsperiode. Jeg har valgt at differentiere det således, at omløbstid henviser til det enkelte kar funktionspe-riode, mens brugsperiode henviser til ty-pens levetid. Inden for den arkæologiske forskning har der været problemer med at skelne mellem karrets omløbstid og ty-pens brugsperiode. Dette ses for eksem-pel i P. Ethelbergs arbejde med Hjemsted


64

keramikken. Her forventede han, at ke-ramik ville være det optimale redskab til undersøgelser af kronologi, idet keramik og dens ornamentik ændrer sig ofte og er følsom overfor forandringer (Ethelberg 1986:61). Men her er det vigtigt at være opmærksom på, at selvom det enkelte kar har en kort omløbstid, på et år eksempel-vis, kan en types brugsperiode godt være på fl ere hundrede år. I denne forbindelse kan H. Tschopiks undersøgelser af Ayma-ra-keramikken fra Peru igen fremhæves. Her var former, som havde været uforan-drede i næsten 500 år til trods for invasio-ner af henholdsvis inkaerne og spanierne (Tschopik 1950:198ff). T.P. Meyers har ligeledes et eksempel fra Peru, hvor der er typer og traditioner inden for den po-lykrome keramik, som fortsætter i en hen ved 1000 år til trods for blandt andet en befolkningsnedgang i 1700-tallet (Meyers 1976:333f). Der er som tidligere anført i specialet fl ere metoder til udregning af kars omløbstid. Metoderne er forskellige, men kan groft opdeles i to grupper, hvor den ene benyt-ter informanter, mens den anden består af forskellige matematiske formler. Den første gruppes brug af informanter gør den umulig at anvende inden for arkæo-logen, da informanterne af naturlige årsa-ger mangler. Derimod er der et potentiale inden for de forskellige udregningsmo-deller. N. Davids model fra 1972 er baseret på hans undersøgelser af fulani-folket i Ca-meroun. Metodisk bestod indsamlingen af oplysninger vedrørende fremstilling, brug samt udsmid. Blandt de væsentlige faktorer, som N. David kunne udlede var, om karret blev brugt til hverdag og hvilken funktion karret havde i husholdningen. Til selve udregningen har N. David opstillet en udregningsformel (jævnfør fi gur 15), men for at kunne bruge den kræver den et kendskab til materialet, som kun sjældent er tilfældet med keramik fra forhistoriske samfund. Formlen kræver, at man ken-

der den oprindelige mængde af keramik i udsmidslaget samt mængden af keramik, der er akkumuleret over et prædefi neret tidsrum (David 1972:141). Et eksempel på brug af hans formel fi ndes hos W. De-Boer i hans arbejde med Shipibo-Conibo keramikken fra Peru. Eksemplet viser, at N. Davids formel er et udmærket redskab til beregning af omløbstiden for kar, men understreger samtidigt den førnævnte problematik, idet materialet som W. De-Boer arbejder med, er moderne fremstil-let keramik (DeBoer 1974:337ff). Det kan således konkluderes, at N. Davids formel ikke umiddelbart er anvendeligt inden for et arkæologisk materiale, da det vil være umuligt at bedømme den eksakte akku-mulationsrate inden for keramikken i et udsmidslag.I forlængelse af denne metode fi ndes M. Tani & W.A. Longacres brudregisterings-metode fra 1999. Metoden blev udviklet som en modvægt til brugen af informan-ter i det etnoarkæologiske arbejde med keramik. Metoden skulle være objektiv og målbar i forhold til informanternes mere subjektive hukommelse. Udregningen af omløbstiden har her de samme svaghe-der, som N. Davids formel. Igen kræver metoden to omgange af registreringer: Både den oprindelige registrering af ke-ramikken fra udsmidslaget samt en efter-følgende registrering, som i dette tilfælde var året efter. Dertil blev keramikken fra det første års registrering sat i rela-tion til årets samlet produktion, som M. Tani og W.A. Longacre kendte til ud fra interviews med folk i landsbyen (Tani & Longacre 1999:302). Det positive begge disse metoder er, at deres indgangsvink-ler i højere grad forsøges rettet mod et arkæologisk materiale. Men desværre bærer begge metoder til trods for de gode

Figur 15: N. Davids udregningsformel til beregning af omløbstid. David 1972:142

Diskussion

65

intentioner præg af deres etnoarkæologi-ske baggrund, hvor informanter og gen-tagende registrering inden for en udvalgt tidsramme er en selvfølgelighed.Men hvad betyder det enkeltes kar om-løbstid for vores forståelse af keramik og kronologier baseret på keramik? Der er fl ere eksempler på forskere, som i deres studier af den ældre jernalders kronologi har inddraget etnoarkæologiske oplys-ninger omkring omløbstid. Her kan J.H. Bechs arbejde med keramikken fra Sluse-gård igen drages frem. I forbindelse med hans kronologiske arbejde fremsættes fl ere interessante tanker vedrørende ke-ramikkens alder inden den kom i gravene. Flere af karrene har beskadigede hanke, hvilket får J.H. Bech til at konkludere, at urnerne ikke har været produceret spe-cifi kt til brug på gravpladserne. Beskadi-gelserne menes derimod at være opstået i forbindelse med brug inden for hushold-ningen. J.H. Bech læner sig i spørgsmålet om omløbstid op ad N. Davids resultater med hensyn til fulani-keramikkens om-løbstid. Han forkaster derimod G.M. Fo-sters resultater fra Mexico (1960), idet ke-ramikken herfra er lavet over en skabelon og dertil er glaserede (Bech 1997:40f).Men kan vi overhovedet anvende disse udregningsmetoder til keramik fra æl-dre jernalder, og har de en betydning for etablering og forståelsen af vores krono-logier? Umiddelbart er svaret nej. Inden for arbejdet med kronologi arbejdes der ikke meget med den enkelte genstand, men med le logue duree, sådan som det er blevet formuleret af F. Braudel (Brau-del 1972:20ff). Det vil sige, at keramik skal ses i det tidsmæssige lange perspek-tiv for at kunne opnå indblik i udvikling og udskiftning af kartyper. De etnoar-kæologiske undersøgelser strækker sig sjældent over mere end 10 år, hvilket gør etnoarkæologien oplagt til studiet af mi-kro-traditioner, men ikke til en arkæolo-gisk kronologi. Derfor er de oplysninger vi som arkæologer har brug for rettet mod

typens brugsperiode. Typerne er grund-stenene i de arkæologiske kronologier, og derfor er deres længde vigtig for os. Hvordan skal vi forstå keramiktypernes brugsperioder, og er der etnoarkæologiske undersøgelser der kan hjælpe os med den-ne problematik? Desværre mangler der etnoarkæologiske undersøgelser af denne art, eftersom de fl este etnoarkæologiske projekter, som allerede anført, strækker sig over kortere perioder end dem vi ser afspejlet i forhistoriske typologier. Men vi kan dog i antropologien fi nde forklarin-ger på årsager til ændringer på et generelt plan. Her er det blandt andet foreslået, at ændringer ofte vil skyldes ændringer inden for klima og/eller den demografi -ske sammensætning (for eksempel Bin-ford 1962:220; Arnold 1985:220). Dette ser ud til at være tilfældet ved overgan-gen mellem ældre og yngre førromersk jernalder (C.K. Jensen 2005:173ff). Men til sammenligning skete der intet skift i keramikken som følge af Den Sorte Død i middelalderen (J. Koch pers. kommen-tar). En anden årsag til at karformer kan være stabile over så lange perioder kan udledes fra karrenes funktion. Det kera-miske materiale indikerer, at der teknolo-gisk må eksistere nogle grundformer, som er de mest optimale for deres formål. Ek-sempelvis har vandbeholdere en snæver munding, der gør dem egnede til at hælde af, mens kar til opbevaring, vil have en bredere munding eller at kar der bruges som forrådskar er naturligt større, end de som anvendes til madlavning. Ændringer inden for disse former må kunne knyttes til ændrede kostvaner og kan ikke kun forklares ved skift i eksempelvis mode. Ornamentik er dog et fænomen, der ser ud til at ændre sig hurtigere og mere mar-kant over tid end karformer. Dertil ser or-namentik ud til at være påvirket af fakto-rer såsom mode, modsat hovedparten af karformerne. Denne observation støttes både af etnoarkæologiske og arkæologi-ske observationer. Som nævnt i forbin-


66

delse med afsnittet om stilteori i det for-rige afsnit, er der her mange muligheder for nye analysemetoder og vinkler på et arkæologisk materiale.Det må som følge heraf konkluderes, at der ikke kan opstilles en generel model for årsagen til ændringer i keramikken, idet årsagerne varierer i tid og rum. Der-for er det vigtigt at være opmærksom på den unikke kontekst, hvori man søger efter oplysninger om, og forståelse af, en keramiktypes brugsperiode. Alle tidspe-rioder og kontekster er unikke, hvorfor der i høj grad bør søges efter individuelt funderede forklaringer.

DE L K O N K L U S I O NEtnoarkæologiens største force i forhold til keramik og de kronologiske spørgsmål er etableringen af en kontakt mellem de kronologier som arkæologerne skaber og den kontekst, hvori keramikken blev pro-duceret. Med de etnoarkæologiske bidrag til den arkæologiske forståelse af form og funk-tion er det tydeligt, at netop denne vinkel i høj grad kan bidrage til et mere nuance-ret indblik i disse forhold. Gennem denne metode kan vi se, at et kar kan have fl ere funktioner, hvorfor man skal være påpas-selig med brugen af funktionelle navne til forskellige karformer. Navnene kan selv-følgelig hjælpe på vores umiddelbare for-ståelse af den tiltænkte funktion, men vi kan ikke udelukke at funktionen har væ-ret ganske anderledes. Vigtigst af alt har de etnoarkæologiske undersøgelser vist os arkæologer, hvor vi bedst kan søge ef-ter en bedre forståelse af et kars tiltænkte funktion, nemlig gennem de morfologi-ske træk. Der er fl ere etnoarkæologiske metoder til dette, men disse har kun ringe værdi i en arkæologisk analyse. Derimod er der i de senere år udviklet analysemo-deller til studiet af funktioner til brug in-den for arkæologien, her kan især C.K. Jensens (2005) arbejder kan fremhæves,

idet den lever op til specialets ønske om en eksplicit og testbar metodik. I mod-sætning hertil er K. Juhls metode, som har en god grundtanke, men grundet den subjektive metodik og manglende tilgæn-gelighed af programmet ikke kan rummes inden for en eksplicit og testbar metodik.Med hensyn til omløbstid og brugsperio-der er det foreslået, at omløbstid fremover bruges om det enkelte kars funktionspe-riode, hvorimod brugsperiode skal relate-res til typens levetid. Det er umiddelbart ikke muligt ud fra de etnoarkæologiske kilder at beregne en types brugsperiode, modsat det enkelte kars omløbstid. Dette skyldes, at etnoarkæologiens tidsmæssige ramme ofte er begrænset til maksimalt et årti, mens arkæologien arbejder med de lange tidsperspektiver, le longue durée.Tidligere har det været foreslået, for ek-sempel C.K. Jensen (2005), at ændringer i keramik blev forårsaget af forandringer inden for klima eller demografi . Ud fra forskellige eksempler var det muligt at påvise, at der ikke kan opstilles en enkelt gangbar forklaring, men derimod er en-hver kontekst vigtig og unik for forståel-sen af ændringer inden for et genstands-materiale.

Diskussion

67

DI S K U S S I O N IV: KO M P A R A T I V E A N A-L Y S E R A F K E R A M I K K R O N O L O G I E R Den sidste af de fi re diskussioner tager tråden op fra afsnittet om synkroniserin-ger af forskellige kronologier fra diskus-sion II, hvor de enkelte forskeres meto-der stod i fokus. Denne gang tages der et skridt bagud for at kigge på de mere over-ordnede problemstillinger.Den første halvdel tager fat i problema-tikkerne omkring de komparative studier af kronologier fra forskellige kontekster. Det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt kronologier baseret på keramik fra grav-fund kan bruges på bopladser? Hvis ja, hvilke parametre eller forbehold skal så man tage højde for? Den anden halvdel af afsnittet kaster lys over kronologierne i et bredere perspektiv ved at fokusere på problemstillingerne vedrørende lokale kontra regionale kronologier. Her vil pro-blemstillingerne omkring størrelsen af lo-kalområder kontra regioner blive taget op og belyst i forhold til specialets geografi -ske afgrænsning. Det overordnede fokus for begge halvdele af denne diskussion er spørgsmålet om hvilken rolle valg af metode har i forhold til de resultater som fremkommer.

KE R A M I K F R A B O P L A D S K O N T R A G R A V K E R A M I K – E R P A R A L L E L I S E R I N G M U L I G?Kronologier har gennem tiden primært været baseret på keramikken fra gravplad-serne, idet man her har de bedst bevarede lerkar samt muligheden for krydsdaterin-ger via metalfund. Bopladskeramikken er derimod karakteriseret ved en høj grad af

fragmentering, som ofte besværliggør de kronologiske studier af keramikken. Det store spørgsmål er således, om kro-nologier baseret på gravkeramik kan overføres til keramik fundet på boplad-ser? Der er delte meninger om svaret til dette spørgsmål. Ved første øjekast ser det ud til at være muligt at anvende kro-nologier baseret på gravfunden keramik på keramik fundet på bopladser. Dette kan eksemplifi ceres gennem kronologier baseret udelukkende på bopladskeramik, hvor det kan være problematisk at gen-fi nde former og typer i gravkeramikken. Et eksempel herpå er D. Liversages bud på en romertids kronologi for Sjælland (1980). Hans relative kronologi er i første omgang baseret på forskellige boplads-fund fra Sjælland, som efterfølgende blev søgt sammenlignet med de sjællandske gravfund fra samme periode. Det var umuligt for ham at henføre keramikken fra gravpladserne til blot en enkelt af hans seks faser. D. Liversage mener, at årsagen hertil ligger i det faktum, at der i gravene udelukkende fi ndes et enkelt kar. Dertil har D. Liversage ligeledes problemer med hensyn til placeringen af de metaldate-rede grave, idet de ikke stemmer overens med hans umiddelbare dateringer af hans faser (Liversage 1980:94ff). D. Liversages konklusion ud fra hans analyser er såle-des, at det ikke er muligt at overføre hans kronologi for romersk jernalders boplad-skeramik til gravkeramikken fra Sjæl-land.Der er dog fl ere eksempler fra både før-romersk og romersk jernalder på, at det er muligt at overføre kronologier baseret på keramik fra gravfund til bopladskera-mik. Her kan blandt andet P. Ethelbergs undersøgelser fra Hjemsted fremdrages. I forbindelse med den første publikation af gravene fra yngre romersk jernalder inddrager han ligeledes keramik fundet i brønde fra Hjemsted Banke. Her var det muligt for P. Ethelberg at parallelisere den fi ne keramik fundet på bopladsen


68

med keramikken fra gravpladsen; her var god overensstemmelse mellem kartyper-ne fra de to kontekster. Det skal dog i den-ne forbindelse bemærkes, at keramikken fra Hjemsted Banke havde en uhørt god bevaringstilstand, hvorfor det var muligt at rekonstruere karprofi lerne (Ethelberg 1986:22f). Med de hele karprofi ler fra bo-pladskeramikken var det ligeledes muligt for P. Ethelberg at udføre proportions-analyser på bopladskeramikken, og ikke blot lave analyserne på keramikken fra gravfundene.Et andet eksempel på overensstemmelse mellem keramik fra bopladser i forhold til gravfund er fra det nordvesttyske kyst-område i førromersk jernalder. Inden for dette område er det muligt at datere bo-pladskeramikken ved hjælp af stratigrafi fra værfterne. Derfor udgør bopladske-ramikken her basis for de kronologiske betragtninger. Keramikken og fi blerne fra gravpladserne bruges derimod blot som kontrol af kronologierne (Schmid 1965:12ff). Dette er således det modsatte billede af Hjemsted, hvor gravkeramikken udgjorde rygraden i kronologien. Imid-lertid er det kun yderst sjældent, at dan-ske bopladser kan dateres via stratigrafi , hvorfor denne metodik formodentligt al-drig vil få den samme gennemslagskraft i Danmark, som det har været tilfældet i det nordvesttyske kystområde.Men det er igennem lokaliteter som de førnævnte nordvesttyske værfter, at det er muligt for os at teste potentialet for lighe-der inden for keramikken fra henholdsvis bopladser og gravfund. Problemet inden for det danske område er, at kun et fåtal af romertids bopladserne har en gravplads tilknyttet. Dertil er der ofte kun meget få grave på disse gravpladser; antallet af gra-ve refl ekterer ikke hele befolkningen, som har levet i landsbyen. Det er således tilfæl-det både ved Vendehøj (Ejstrud & Jensen 2000) og med Karensdal gravpladsen ved Hodde (Hvass 1985). I forbindelse med arbejdet med Vendehøj var det blandt

forfatternes mål at undersøge forholdet mellem gravene og bopladsfaserne. Men denne undersøgelse havde klart sine pro-blemer i forhold til det tilgængelige mate-riale. For det første er antallet af grave fra Vendehøj-gravpladsen yderst sparsomt med blot 35 grave, hvor af kun 19 kunne dateres mere nøjagtigt. Dertil blev sam-menligningerne mellem keramikken fra gravfundene og bopladsen yderligere be-sværliggjort af det forhold, at bopladsen mangler affaldsgruber samt kulturlag, hvorfra de største mængder af keramik som regel stammer fra. Dette medførte et meget sparsomt keramikmateriale fra bopladsen; af den hjemtagne keramik kunne blot 33 karakteristiske skår til-skrives en bosættelsesperiode fra yngre førromersk jernalder til og med ældre ro-mersk jernalder! Dette indebærer, at fl ere af faserne er dateret på et meget spinkelt keramisk grundlag. Eksempelvis er fase 2 karakteriseret ud fra blot to randskår (Ejstrud & Jensen 2000:67ff). Et vigtigt resultat i denne sammenhæng er dog, at der trods alt var overensstemmelse mel-lem keramikken fra henholdsvis boplad-sen og gravfundene. I tilfældet med landsbyen ved Hodde og Karensdal-gravpladsen er der igen pro-blemer med hensyn til mængden af ke-ramik fra gravpladsen. Keramikken fra gravpladsen er indkommet ad fl ere gange, hvor der i første omgang i 1959 blev ind-bragt 26 skår, mens der i 1977 blev udgra-vet 5 grave. Gravene kunne dateres ud fra metalfundene til at tilhøre den sidste del af førromersk jernalder, og keramikken ser umiddelbart ud til at ligne keramikken fra landsbyen (Hvass 1985:200f). Proble-met i denne forbindelse er dog manglen på grave i forhold til Hodde landsbyens størrelse og brugsperiode. Antallet af sik-re grave er for spinkelt et grundlag for en metodisk ansvarlig komparativ analyse af forholdet mellem keramikken fra de to kontekster.Før end vi dykker yderligere ned i denne

Diskussion

69

problematik skal forskningssituationen i Nordtyskland og Polen kort belyses. K.-H. Willroths oversigtsværk over fund fra Angeln og Schwansen er umiddelbart det bedste indblik over bebyggelsen i det nordtyske område. I disse områder mang-ler de mere systematiske undersøgelser, som har fundet sted i Danmark inden for de sidste halvtreds år. Bopladsundersø-gelserne har i høj grad været karakterise-ret ved markvandringer og ikke decide-rede udgravninger. Markvandringer giver naturligvis ikke de samme mængder af keramik som udgravninger, hvorfor bo-pladskeramikken i Anglen og Schwansen er yderst sparsomt undersøgt. På grund af den ringe forskningsintensitet har det umiddelbart ikke været muligt at foretage komparative analyser mellem keramik-ken fra bopladserne og gravkeramikken (Willroth 1992:392ff). Denne manglende parallelisering skal formodentlig tilskri-ves førnævnte forskningsintensitet, idet det er muligt at lave komparative studier af bopladskeramikken med keramikken fra de nordvesttyske værfter i forhold til den gravfundende keramik fra samme område. Undersøgelserne af bebyggelse fra ældre jernalder i Polen lider desværre under to forhold. For det første er der som ud-gangspunkt kun ganske få undersøgelser af bosættelser fra denne periode, og for det andet er hovedparten af forskningen publiceret på polsk og derfor meget svært tilgængelig. Men der er indikatorer på, at keramikken fra bopladserne fra ældre jernalder er at sammenligne med kera-mikken fra gravfundene. Dette gælder både med henblik på form og dekora-tioner. Som eksempel herpå er rometids bosættelsen ved Nedza i Schlesien. Her var det muligt for forfatterne at inddele keramikken efter T. Lianas (1970) typer (Glanc-Kwasny & Tomczak 2002:377). Dette giver en stærk indikation af, at det er muligt at anvende kronologierne som er baseret ud fra gravfunden keramik, på

keramikken fra de polske bopladser. Idet T. Lianas beskrivelsesværk som tidligere nævnt udgør udgangspunktet for beskri-velsen af keramikken fra de polske grav-pladser.Som tidligere indikeret kan løsningen på problemet være at fi nde i de metodi-ske tilgange til materialet. Hvis vi ven-der blikket tilbage mod D. Liversage og P. Ethelbergs analyser fra starten af af-snittet, hvori lægger så forskellen mel-lem deres analyser og deres forskellige konklusioner? P. Ethelbergs analyse af keramikken er baseret på en række pro-portionsanalyser af keramikken, hvorfra hans perioder efterfølgende er udledt ved hjælp af statistiske analyser (Ethelberg 1986:32ff). D. Liversages arbejde med den sjællandske keramik er derimod de-skriptiv i sin tilgang. Hans beskrivelser af keramikken sker ud fra karakteristika ved keramikken, såsom rande, hanke og hals-forløb. Dernæst kommer en beskrivelse af den samlede “form” af karret og slut-teligt en beskrivelse af eventuel ornamen-tik (Liversage 1980:83ff). D. Liversages analyser står over de samme problem-stillinger, som tidligere er blevet belyst i forbindelse med blandt andet C.J. Beck-ers analyser af den førromerske keramik. Umiddelbart kan beskrivelserne virke logiske og tilgængelige, men i længden vil denne meget subjektive metode være en hindring for blandt andet sammen-ligninger mellem keramik fra forskellige kontekster. Med en sådan metodik vil der ofte opstå tvivl med hensyn til selve be-skrivelserne, og dertil kan de formmæs-sige beskrivelser tage udgangspunkt i træk, som ikke er til stede på keramikken fra begge kontekster. En optimal metode til at undgå denne type problemstillinger er allerede indikeret af B. Ejstrud og C.K. Jensen i forbindelse med deres publika-tion af Vendehøj. Her gør de opmærksom på, at det er vigtigt at anvende variabler, som er til stede i keramikken fra både bopladserne og gravpladserne (Ejstrud


70

& Jensen 2000:78). Derfor bør kronolo-gierne fra gravfundene ikke udelukkende være baseret på karprofi ler, såsom det var tilfældet med keramikken fra Harpelev, da keramikken på bopladserne som er re-gel er så fragmenterede, at der er stort set umuligt at rekonstruere en samlet profi l af de forskellige kar. Dertil bør kronolo-gier som skal anvendes på bopladser ej heller været baseret på ornamentikkens udseende og komposition, idet mængden af ornamenteret keramik på bopladser er betydeligt mindre i sit omfang end det er tilfældet på gravkeramikken. Etable-rer man sin kronologi kun med henblik på brug inden for andre gravpladser kan brugen af ornamentik være en yderst in-teressant faktor, da den som tidligere nævnt har en større variation over tid end eksempelvis karformerne; jævnfør fi nkro-nologien for Slusegårds fase 4 og 5 (Bech 1997:28ff). Derfor bør der således arbej-des med andre variabler end karprofi ler eller ornamentik. Blandt de variabler, som ofte er at fi nde inden for de to kontekster, er rande, hanke og halsforløb. Netop dis-se variabler var de samme, som blev an-vendt af D. Liversage til hans analyse af romertids keramikken fra Sjælland. Men modsat hans indgangsvinkel bør meto-den, som tidligere påpeget igennem hele specialet være eksplicit og testbar. I dette tilfælde vil det betyde, at førnævnte va-riabler bør udgøre udgangspunktet for en inddeling af keramikken, men metoden skal ikke være deskriptiv, men tværtimod statistisk, eksempelvis gennem seriation eller korrespondensanalyse. På denne måde vil det være muligt at opstille va-riabler, ud fra de førnævnte rande, hanke og/eller halsforløb, som gør sammenlig-ninger mellem keramik fra henholdsvis bopladser og gravfund mulige. Når disse variabler er defi neret, er der potentiale for at krydsreferere vore kronologier fra de forskellige kontekster, og derved få en bedre og større indblik i den kronologiske spændvidde, som er fi nde inden for kera-

mikken i ældre jernalder. Det kan således konkluderes, at det er muligt at overføre kronologier baseret på keramik fra grav-fund til keramik fundet på bopladser, blot skal man huske at være opmærksom på metoden, da løsningen er at fi nde heri.Men metode er ikke alt i denne forbin-delse, idet der er ligeledes vigtige kilde-kritiske betragtninger, som bør inddrages i arbejdet med sammenligninger mellem keramikken fra henholdsvis bopladser og gravfund. For det første bør disse be-tragtninger inkludere overvejelser om hvor ændringer i keramikken sker først? Er bopladskeramikken mere følsom over for ændringer, eller er det keramikken fra gravfundene? Derudover må vi være op-mærksomme på, at keramikken ikke ud-vikler sig simultant, det vil sige, at der er karformer som undergår ændringer over længere tid andre karformer. Det kunne for eksempel være tilfældet med forråds-kar, som har det samme udtryk over me-get lange perioder i forhistorien, jævnfør de kretensiske pithos, som havde samme form i 3000 år (Koch & Smith 2001:249), mens kar som anvendes til service ser ud til at ændre sig hurtigere. Dernæst er det ligeledes vigtigt at være opmærksom på, at nogle karformer oftere fi ndes i gravfund i forhold til i boplads-kontekst. Her kan fremkomsten af ro-mertids kander i bornholmske gravfund fremhæves. Denne kartype har nemlig sin primære udbredelse inden for de born-holmske grave, og er indtil videre kun er-kendt i yderst fragmenteret tilstand i bo-pladssammenhænge. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvilke karformer som ligger til grund for de komparative analyser mellem de forskellige kontek-ster. Med førnævnte eksempel med kan-derne in mente må det være afgørende værdi, at man ikke udelukkende baserer sine observationer på eksempelvis hals-forløb, men også inddrager andre varia-bler, såsom rande. Det kan således være væsentligt at undersøge, hvorvidt eksem-

Diskussion

71

pelvis randens udformning og forløb er unik for den specifi kke karform. Dette medfører, at det er vigtigt at man har et godt kendskab til keramikken fra begge kontekster samt deres forskellige poten-tialer, såfremt man ønsker at opstille en kronologi som kan bruges i begge kontek-ster.Men er der en forskel mellem keramikken fra henholdsvis gravfundene og boplad-serne? Meget tyder på, at det i høj grad er de samme former, der går igen i begge kontekster. Dertil ser det ud til, at kera-mikken fra gravfundene i videre udstræk-ning er af en bedre kvalitet hvad angår overfl ade behandling, eksempelvis glit-ning og/eller ornamentik. Derfor vil jeg foreslå, at gravkeramikken skal ses som en repræsentation af de karformer vi ken-der fra bopladskonteksten, men i en kva-litativt bedre udgave. Men keramikken i gravene vil dog alligevel ofte vise klare spor efter slid, hvorfor de må have været benyttet på bopladsen inden nedlæggel-sen i gravene. Keramikken fra gravene vil således have de samme former som dem der allerede kendes fra bopladserne, men karrene vil i højere grad være glittede og ornamenterede end karrene fra boplad-serne. Denne opfattelse ligger ganske fi nt i tråd med P. Ethelbergs iagttagelser af keramikken fra henholdsvis gravpladsen ved Hjemsted, fra bopladsen ved Hjem-sted Banke (Ethelberg 1986:22f) samt J.H. Bechs undersøgelser af Slusegård (1997:40f).Med hensyn til disse kildekritiske aspek-ter vil det ligeledes være interessant at inddrage etnoarkæologiske undersøgel-ser. Imidlertid kræver det dog, at etnoar-kæologiske observationer har været af samfund, der bruger keramik i forbindel-se med deres gravlæggelser, og ikke blot i den almindelige husholdning.Afsluttende kan det således konkluderes, at der er et potentiale for at sammenlig-ne vores kronologier baseret på forskel-lige kontekster. Der er dog vigtigt at være

opmærksom på, hvilke variabler og pa-rametre som sammenligningerne er ba-seret på. Dertil er det ligeledes vigtigt at anvende en eksplicit og testbar metodik, hvorved de komparative analyser bliver gjort mere enkelte. Slutteligt skal man være opmærksom på potentielle forskelle inden for keramikken, karformer eller ra-ten af ændringer inden for de forskellige kontekster. Men med disse overvejelser in mente er der et stort potentiale for et videre arbejde med komparative under-søgelser af keramikken fra både boplad-ser og gravfund.

LO K A L K R O N O L O G I K O N T R A R E G I O N A L K R O N O L O G I Det sidste aspekt som skal diskuteres i specialet er spørgsmålet om de lokale kro-nologier kontra de regionale kronologier. Det er tidligere i specialet blevet påvist, at keramik generelt har et ganske lokalt udtryk (jævnfør S. Jensen 1976:151). Men hvor store eller små er disse lokal områ-der, og hvornår vil der være tale om en re-gion? Disse spørgsmål vil blive søgt belyst for henholdsvis førromersk og romersk jernalder i det kommende afsnit.Da C.J. Becker i 1948 gik i gang med de-fi nitionen hans periode II af førromersk jernalder anvendte han keramikken fra Trelleborg udgravningerne som sit ud-gangspunkt. Men selve perioden defi ne-rede han ud fra C. Neergaards antagelse om “svært støbte” bronzer som værende periodens karakteristika. Da denne gen-standsgruppe er fraværende på Trelle-borg inddrager C.J. Becker materiale fra gravpladsen Bjerndrup ved Åbenrå, og ud fra materialet herfra blev keramikkens karakteristika defi neret. Disse karakteri-stika blev overført herfra til keramikken fra Trelleborg. Imidlertid var C.J. Becker klar over, at overensstemmelsen mellem hans observationer fra Bjerndrup og Trel-


72

leborg ikke var optimal, idet der reelt kun er tale om overfl adiske ligheder, imens de mere detaljerede karakteristika ikke lod sig overføre mellem de to områder (Becker 1948:233ff). Dette er et tydeligt eksempel på et lokalt træk, som er blevet gjort karakteristisk for et stort geografi sk område, til trods for at materialet ikke kan bære en sådan generalisering. Her skinner C.J. Beckers kulturarkæologiske og induktive arbejdsmetode virkelig igen-nem; idet han netop gør det enkelte til-fælde til en mere universel lovmæssighed ved at sprede sine antagelser om materia-let ud over et større område end materia-let kan understøtte. Diskrepansen med hensyn til de overfl a-diske ligheder i forhold til den geografi -ske spredning forbigår da heller ikke C.J. Becker, da han arbejder videre med den førromerske keramik i Midt- og Sydjyl-land et årti senere. Denne gang er han yderst bevidst om keramikkens lokale ud-tryk, hvilket afspejles i hans zoneindde-ling af den jyske halvø. Men de overregio-nale betragtninger bliver dog ikke lagt på hylden, idet han overfører periodeindde-lingerne fra det østhannoveranske og det holstenske område til det danske. Bevæg-grunden herfor er, at disse områder har store mængder af materiale som er godt publiceret, hvorfor de, i C.J. Beckers øjne, udgør et glimrende sammenlignings-grundlag (Becker 1961:264ff). Men hol-der C.J. Beckers antagelser om sammen-hængen mellem Jylland og det nordtyske område? Ud fra C.K. Jensens analyser af den førromerske keramik ser det ud til, at C.J. Beckers antagelser om ligheder i for-hold til det holstenske materiale kan un-derbygges. Til trods for en række forskelle mener C.K. Jensen, at der ikke er forskelle inden for keramikproduktion, men deri-mod forskelle i gravskikkene og brugen af keramik i gravene. Keramikken i de to områder ser ud til at være produceret ef-ter de samme retningslinjer (C.K. Jensen 2005:55). Dertil ser der ligeledes ud til

at være ligheder mellem det jyske mate-riale og det fynske materiale ud fra både C.J. Beckers (1961:273); E. Albrechtsens (1954:72) samt C.K. Jensen (2005:57). Igen dog med visse forbehold, idet va-riationsbredden er større inden for den fynske keramik fra førromersk jernalder, idet den fynske keramik fra førromersk jernalder primært stammer fra gravfund. For Bornholms vedkommende er der her tale om et klart lokalt udtryk. C.J. Becker var i 1990 inde på, at hans tidligere ob-servationer fra de vestdanske egne ikke kunne overføres til Bornholm, idet både keramikken og metalgenstandene herfra har et helt andet udtryk end det vestdan-ske. Dertil er det bornholmske materiale, som det fynske, primært repræsenteret ved gravfund (Becker 1990:87ff). Dette samme indtryk genfi ndes hos C.K. Jen-sen, hvor der ikke var nok bornholmske materiale til de samme grundige analyser, som det var muligt på materialet fra Vest-danmark (2005:59). På Sjælland er mate-rialet så sparsomt, at det ikke er inddraget i C.K. Jensens analyser i forbindelse hans førromerske kronologi (2005). Hos C.J. Becker spiller den sjællandske keramik heller ikke en større rolle, når man fra-regner keramikken fra Trelleborg (1948). Imidlertid kan det for den førromerske jernalder udledes, at materialet inden for det jyske, fynske og holstenske områder på et overordnet plan har det samme ud-tryk. Til trods for mindre variationer i ke-ramikken skal årsagen hertil ikke søges i den keramiske produktion, men derimod inden for variationer i gravskikken (Jen-sen 2005:55) Dertil er det vigtigt at være opmærksom på, at mange af C.J. Beckers observationer er baseret på bopladske-ramik, modsat det holstenske og fynske materiale, der primært stammer fra grav-fund. Keramikken kan således siges at have overregionale ligheder med mindre lokale karakteristika. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på konteksten hvor-fra keramikken hentes.

Diskussion

73

Den homogenitet, som blev observeret i førromersk jernalder, ser ud til at bry-des ved overgangen til romersk jernal-der, blandt andet ved ændringer i grav-skikken. Hvor gravskikken i førromersk jernalder var præget af brandgrave, ses der ved begyndelsen til romersk jern-alder et brud. Dette kommer til udtryk ved, at brandgrave ophører med at være den eneherskende gravskik, idet jordfæ-stegravskikken bliver genindført. Dertil kommer en stor regional variation inden for jordfæstegravenes udformning; disse ændringer har betydning for mængden og variationsbredden inden for karformerne i gravene fra romersk jernalder (Ringtved 1988:42). Med hensyn til det keramiske inventar er det de østjyske lerkargrave, der især skiller sig ud med deres store antal af lerkar i gravene (Høj 1984:157f). På Fyn derimod fastholdes brandgrav-skikken, hvorved billedet stort set forbli-ver uændret gennem den ældre jernalder (Albrechtsen 1956). At der i dele af landet kommer en større mængde keramik i gra-vene betyder, at det i disse egne er muligt at foretage sine kronologiske analyser på fl ere forskellige typer, end hvis der blot er et enkelt kar i graven.Eftersom udtrykket inden for gravskik-ken er langt mere varieret igennem den romerske jernalder, har der været tilsva-rende fl ere diskussioner omkring tolknin-gen af de regionale grænser i perioden. Et eksempel herpå er J. Ringtved (1986) og P. Ethelbergs (1990) divergerende opfat-telse omkring den regionale inddeling af det jyske materiale, som tidligere anført i specialet i forbindelse med brugen af statistiske metoder i den første af diskus-sionerne. Deres diskussion er en god af-spejling af dilemmaet omkring defi nition og metodik. P. Ethelbergs kritikpunkter vedrørende J. Ringtveds inddeling af ke-ramikken fra den sydjyske, heriblandt Hjemsted, munder reelt ud i en debat omkring defi nition af karformer, samt deres forskelligartede opfattelse af orna-

mentikken på keramikken. Dertil har de to forskere ikke baseret deres analyser på samme grundlag, hvor fodbægrene ek-sempelvis indgår i P. Ethelbergs analyse, er de ikke en del af J. Ringtveds. Et af pro-blemer ved J. Ringtveds publikation er, at der mangler vigtige dele af analyserne, samt en præsentation af de kar som ud-gør baggrunden for hendes kronologi. Dette medfører, at det kan være at svært at teste hendes resultater og derved opnå et dybere indblik i henholdsvis metode og resultater. Dertil er fl ere af J. Ringtveds inddelinger yderst subjektive, eksempel-vis er to af hendes udgangspunkter til inddelingen i former subjektivt beskrev-ne former: “Kar med stærkt tilbagesvajet hals” og “kar med relativt ret hals” (Ring-tved 1986:121f). Begge disse beskrivelser åbner op for potentielle fejlfortolkninger af selve udgangspunktet for defi nitionen af keramikgrupperne.P. Ethelberg berører ganske kort inde på problematikken omkring brugen af en forskelligartet metodik i forbindelse med hans kritik af J. Ringtved, derudover har han ligeledes overvejelser angående bru-gen af komplicerede matematiske analy-ser. P. Ethelberg føler sig overbevist om, at han ville opnå samme resultater gennem en traditionel, deskriptiv analyse af kera-mikken og metalgenstandene (Ethelberg 1990:134f). Men har P. Ethelbergs anke en berettigelse? For må vi ikke accepte-re, at så længe resultatet er det samme, så kan der ikke være noget at kritiseret ved metoden; dette svarer til i en vis for-stand at målet helliger midlet? Her me-ner, at jeg at det klare svar må være nej. Gennem den metodik som P. Ethelberg ligger for dagen, blandt andet med sine proportionsanalyser, er det netop muligt at kunne diskutere diskrepansen mellem hans resultater i forhold til J. Ringtved. Havde hans metodik være mere intuitiv og deskriptiv ville det have været svæ-rere at gå i detaljen med deres resultater. Det er netop ved hans mere matematiske


74

tilgang, at han underbygger sin kritik af J. Ringtveds resultater samtidigt med at kritikken forbliver videnskabelig. Dertil bliver deres diskussion mere interessant for os andre ved, at det er muligt for os at tjekke begge metoder og resultater.Vender vi blikket mod det nordtyske om-råde kan vi se, at debatten om det lokale

kontra det regionale ligeledes har været en del af diskussionen som i Danmark. Mange af de tyske behandlinger af den ældre jernalders gravpladser har i vid ud-strækning været koncentreret om frem-læggelsen af lokale kronologier for den enkelte gravplads. Eksempler herpå er blandt andet R.-H. Behrends publicering

Figur 16: Tabel fra K.-H. Willroth som viser synkroniseringen af de nordtyske kronologisystemer fra yngre før-romersk jernalder. Willroth 1992, tabel 24

Figur 17: J. Martens forslag til synkronisering af kronologisystemer fra Central- og Nordeuropa. J Martens 1997, fi gur 16

Diskussion

75

af den førromerske gravplads Schwissel (1968), A. Rangs-Borchlings arbejde med den førromerske gravplads ved Hornbek (1963) samt J. Brandts publicering af ro-mertids gravpladsen ved Preetz (1960). Men til trods herfor har komparative ana-lyser mellem de forskellige lokale krono-logier været et yndet studieobjekt inden for den tyske forskning. Dertil er der ofte blevet taget højde for tidligere perioders inddeling, hvorefter disse er afspejlet i de nye bearbejdninger. Eksempelvis svarer R.-H. Behrends faseinddeling af Schwissel til F. Knorrs tredeling af de førromerske grave fra 1910 i Slesvig-Hol-sten (Knorr 1910:18ff). I K.-H. Willroths oversigtsværk over den ældre jernalders fund fra Angeln og Schwansen er en sam-menstilling af de yngre førromerske kro-nologisystemer i forhold til de forskel-lige fi bler og nåle fra perioden (Willroth 1992:133), jævnfør fi gur 16. Her kan spo-res en god overensstemmelse mellem de forskellige systemer. Der forekommer kun mindre divergerende opfattelser af periodernes længde. Dette samme kan spores i J. Martens undersøgelser af de førromerske kronologier fra det nordlige

og centrale Europa (Martens 1997:131), jævnfør fi gur 17. Der er således umiddel-bart ingen problemer i at synkronisere de forskellige forskeres forslag til peri-odeinddelingerne. Forskningsbilledet i romersk jernalder er noget anderledes end det førromerske, idet denne periodes kronologisystemer som tidligere nævnt er bygget op omkring O. Almgrens fi bel-typer (1923) samt H.J. Eggers kronologi på metalgenstande (1955). Dette har medført, at der ikke eksisterer fl ere lo-kale kronologisystemer som i førromersk jernalder. Det er et lignende billede, som man støder på i Polen i forbindelse med Przeworsk- og Wielbark-kulturerne. Her bliver fi blerne defi neret efter O. Almgren (1923), keramikken ordnes efter T. Liana (1970) og som de overordnede kronolo-gisystemer anvendes H.J. Eggers (1955) og K. Godłowski (1970). Til trods for bru-gen af de førnævnte kronologisystemer hersker der inden for den polske forsk-ningstradition stadig et udpræget brug af kulturbegreber. Det vil sige, at fra midten af førromersk jernalder kan man tale om Przeworsk-kultur og senere hen i visse regioner om Wielbark-kultur. Dette viser,

Figur 18: Oversigt fra Najdawniejsze dzieje ziem polskich over den tidsmæssige fordeling af de polske kulturer, især med henblik på Przeworsk- og Wielbark-kulturene. P. Kaczanowski & K.K. Kozłowski 1998:166


76

at man er opmærksom på de forskellige regioner har deres eget udtryk. Imidlertid munder dette dog ikke ud i særskilte kro-nologier for disse områder (jævnfør fi gur 18).Det bemærkelsesværdige ved både de nordtyske og polske områder er brugen af enten de let komparative systemer, som i førromersk jernalder, eller brugen af et overordnet system, som i romersk jernal-der. Her er ingen forslag til lokale udvik-lingssystemer, til trods for der er tale om meget større geografi ske områder end det danske. I Danmark er det i høj grad C.J. Beckers (1961) og nu også C.K. Jensens (2005) kronologier for førromersk jern-alder samt U. Lund Hansens kronologi fra 1987 for romersk jernalder, som dan-ner grundstammen for hovedparten af de kronologiske bearbejdninger, men der er til stadighed en vigtig debat omkring de kronologier vi anvender og hvordan. Der-til er der inden for den keramiske forsk-ning en stor fokusering på keramikkens inddeling, som endnu ikke er fastlagt i samme grad som det er tilfældet i Nord-tyskland og Polen. Men er det igen muligt at koge denne problematik om lokale kontra de regiona-le kronologisystemer ned til et spørgsmål om metode? At det forholder sig således er allerede indikeret i forbindelse med diskussionen mellem P. Ethelberg (1990) og J. Ringtved (1986). Så længe, der ikke eksisterer et komplet beskrivelseskorpus for den danske keramik fra ældre jernal-der, er det vigtigt med en eksplicit og test-bar metodik, som gør det muligt at analy-sere gamle teorier i forhold til nye bud på en kronologisk rækkefølge. En eksplicit metode gør det muligt at gå de forskellige forslag igennem og vurdere dem i forhold til hinanden. På denne måde sikrer vi des-uden, at debatten omkring vores metoder og tilgange til arbejdet med keramik kan holdes i live, hvilket igen vil medføre, at vores viden til stadighed vil blive øget og nye metoder vil blive udviklet. I denne

forbindelse ville det være interessant at inddrage etnoarkæologiske undersøgelser af det lokale udtryk kontra det regionale. Samtidigt hermed vil det være muligt for os at undersøge de kontekstuelle aspek-ter og hermed opnå yderligere viden om-kring de dynamiske processer, som har foregået i samfundet i forbindelse med det keramiske udtryk. Men det er af stor vigtighed at være opmærksom på, hvilke områder man vælger at undersøge samt metodikken som anvendes til analyserne.

DE L K O N K L U S I O NDet kan således fastslås ud fra denne dis-kussion, at det er muligt foretage kompa-rative studier mellem keramik fra forskel-lige kontekster. I denne sammenhæng blev det påvist, at der fi ndes faktorer, som det kildekritisk er vigtige at overveje i for-bindelse med de komparative analyser. Blandt disse faktorer er det raten hvorved de forskellige karformer udvikler sig, samt tilstedeværelsen af forskellige karformer indenfor de forskellige kontekster, som i denne forbindelse har været bopladser og gravfund. Dertil skal man være opmærk-som på, at gravkeramikken til trods for store formmæssige ligheder i forhold til keramikken fra bopladserne, i højere grad er ornamenteret og tilhører kategorien af fi nere keramik, såsom service. Derfor er det afgørende i arbejdet med komparative analyser mellem de to kontekster at have et indgående kendskab til sit materiale inden selve analysen påbegyndes, samt derudover at være opmærksom på hvil-ken metodisk tilgangsvinkel man vælger i forbindelse med analysen. Det er således af yderste vigtighed, at man i sine kom-parative analyser anvender parametre, såsom rande eller hanke, som er til stede i begge kontekster; først da vil det blive muligt at foretage analysen.Når det kommer til spørgsmålet omkring lokal kontra regional kronologi, er det de samme metodiske problemstillinger, som

Diskussion

77

optræder i forbindelse med komparative analyser af bopladser og gravfund. Det er tydeligt, at der indenfor den førromer-ske jernalder er store områder med en udpræget grad af overordnede ligheder, mens man i detaljen kan observere de lo-kale træk og variationer. Ved overgangen til romersk jernalder ses et brud i forhold til det homogene billede fra førromersk jernalder, idet der sker store forandringer i blandt andet gravskikken ved jordfæste-gravenes genintroduktion. Metodisk er forskningen inden for romersk jernalder kendetegnet ved et brug af regionalt over-ordnede kronologisystemer såsom H.J. Eggers (1955). K. Godłowski (1970) og U. Lund Hansen (1987). Dette betyder, at der inden for den nordtyske og polske forskning har været en generel accept af disse kronologisystemer, som gør det muligt at sammenligne fund og daterin-ger over meget store områder. Inden for det danske område, hvor disse kronologi-systemer også anvendes er der dog fortsat en spændende og levende debat omkring kronologier, keramik og regionalitet. Det-te skyldes i høj grad at vi ikke har en stan-dardiseret beskrivelses modus operandi inden for arbejdet med keramik. Dette paradoks medfører potentielle synkroni-seringsproblemer, men til gengæld er der inden for den danske forskning stadig en spændende og vital debat omkring indde-lingen af keramikken fra ældre jernalder, og derved udviklingen af nye metoder.

EN A R B E J D S M E T O D E; E T F O R S L A G T I L E N M O D E LDette afsluttende afsnit er et forslag til en fremgangsmåde og brug af modeller ved fremtidige kronologiske analyser af keramik. Her kan det første spørgsmål være, hvorfor anvende modeller? Brugen af modeller stammer tilbage til den pro-cessuelle forskningsperiode. D.L. Clarke har i sin artikel fra 1972 arbejdet med spørgsmålet om modeller inden for hans samtids arkæologiske forskning. I denne forbindelse har han mange vigtige obser-vationer vedrørende brugen og forståel-sen af de modeller vi opstiller. I stil med specialets metodiske målsætning går D.L. Clarke ligeledes ind for eksplicitte og test-bare modeller (Clarke 1972:3). Med denne form for modeller kan vi både teste vores materiale, hypoteser og derved komme frem til ny arkæologisk forskning. Brugen af modeller ligger i høj grad i forlængelse af en hypotetisk-deduktiv forskning. Det-te er en metode, hvor der bliver formule-ret hypoteser vedrørende materialet, som testes og efterfølgende kan der udledes en forklaringsmodel for de udledte observa-tioner. Problemet ved den processualisti-ske brug af modeller var, at modellerne for mange gik hen og blev en tolknings-mæssig hvilepude. De hypotetisk-deduk-tive modellers oprindelige formål har al-tid været at teste materialet for nye viden og indsigt. I stedet endte mange af model-lerne med at blive anvendt uden megen refl eksion. Derfor er det vigtigt at være kildekritisk ved anvendelse af modeller, desforuden skal man være opmærksom på at modellen kun afspejler dele af observa-tionerne (Clarke 1972:4). Derudover skal man være opmærksom på, at det er muligt at anvende fl ere forskellige modeller til at belyse de samme aspekter, eksempel-vis både økonomiske og socio-kuturelle. Endeligt skal man være opmærksom på,


78

at der også eksisterer dårlige modeller, det vil sige modeller som er uden klare funktio-ner og kontrolelemen-ter. Igen er det vigtigt, at den opstillede model er eksplicit og testbar. Men hvordan kan en model for arbejdet med keramik og kronologi potentielt se ud?Modellen på fi gur 19 er hentet fra C.K. Jensens publikation fra 2005 (s.15). Her bliver mo-dellen foreslået som en metode til en mere dynamisk tilgang til ar-bejdet med kronologi. I forbindelse med dette speciale foreslår jeg, at modellen bruges som et udtryk for en hypotetisk-deduktiv tilgang til studiet af kronologi; en metode som jeg fi nder dynamisk i forhold til det kronologiske arbejde. Modellens forskellige dele skal forstås som følgende: At man går fra det teoretiske standpunkt, hvor man skaber sin teoretiske model (Model T). Efterføl-gende skal man analysere sit materiale og herefter opstille en model der afspejler data (Model D). Dernæst skal de to mo-deller testes i forhold til hinanden. Figur 20 er en skematisk fremstilling af den ar-bejdsproces, som brugen af ovenstående metode burde medføre. Den første del (forslag til metode) modsvarer opstillin-gen af den teoretiske model (Model T), mens analysen af genstandsmaterialet og den statistiske behandling svarer til materialemodellen (Model D). Forholdet mellem forslaget til metoden og materia-legennemgangen og den statistiske be-handling skal ses som en iterativ tilgang til materialet, hvor forskellige hypote-ser testes i selve materialet. Iterativ, der betyder gentaget handling, skal forstås således, at man tester materiale og ana-

lysemetoder ad fl ere gange for at udvælge den mest optimale til gang til materialet. Først herefter kommer tolkningen af ana-lysen, hvorefter resultaterne skal sættes i relation til den kontekst, hvori keramik-ken er fremstillet. Den iterative, genta-gende, proces i arbejdsmetoden skal ses som en klar modsætning til processualis-

Teori

Model T Model D

DataFigur 19: Model fra C.K. Jensen – tillempet A. Rosenberg Andersen 06

Forslag til metode

Materialegennemgang

Statistisk behandling

Tolkning

Figur 20: Iterativ arbejdsmodel

Diskussion

79

mæssige analyser eller etnoarkæologiske observationer. Ved denne kontekstuelle forankring sikrer man at kronologien opnår relevans, idet den vil afspejle den samtid, hvori keramikken blev produce-ret. Kronologier har længe lidt under det

mens “trial and error” tilgang til materia-le, idet “trial and error” metoden ikke vil søge mod den mest optimale model, men derimod blot efter en mulig model til at få sine observationer indpasset i (Clarke 1972:37).Den foreslåede arbejdsmodel skal ses i forhold til hvordan man tidligere har til-gået arbejdet med keramik og kronologi, hvor fi gurerne 21 og 22 er en præsentati-on af to generaliserende arbejdsmodeller, som afspejler de to forskellige metodiske tilgange. Ved den deskriptive model (fi gur 21) går man direkte fra gennemgangen af materialet til tolkningen, medens man in-den for den statistiske arbejdsmodel (fi gur 22) har den statistiske behandling som et skridt i arbejdsforløbet. I den sidstnævnte model er der sat både pil og lighedstegn i forhold til den statistiske behandling og tolkningen. Dette skyldes, at mange ofte tager det statistiske resultat som en tolkning i sig selv (jævn-før afsnittet om de statisti-ske metoder i Diskussion I). Forskellen mellem den deskriptive, den statisti-ske arbejdsmodel, og min foreslåede model er det før-nævnte iterative element i mellem valget af metode og selve materialegennemgan-gen samt de statistiske ana-lyser. På denne måde sikres det, at materialets poten-tiale, faldgruber samt ma-terialets præmisser testes inden tolkningen af resul-taterne. Herved opnår man den bedst mulige tilgang til den kronologiske analyse af keramikken; dette gæl-der ikke blot analyser af keramik, men også for andre genstandsgrupper. Det vigtige i denne sammenhæng er igen, at analysen af keramikken forankres i kon-teksten, eksempelvis gennem samfunds-

Forslag til metode

Materialegennemgang

Tolkning

Forslag til metode

Materialegennemgang

Statistisk behandling Tolkning�

Tolkning

Figur 21: Deskriptiv arbejdsmodel

Figur 22: Statistisk arbejdsmodel


80

faktum, at de har været løsrevet i forhold til det oprindelige samfund, som de burde afspejle. Det vil således være interessant at teste sin kronologi i forhold til eksem-pelvis ændringer inden for gravskik eller skift i forbindelse med en landsbys faser, da det ad denne vej vil være muligt at få et indblik hvordan et samfund og dets genstandsmateriales ændringer påvirker hinanden. Samfundet og genstandsma-terialet er uløseligt forbundet, derfor er denne kontekstualisering af forskningen og analyserne af yderste vigtighed.

Konklusion

81

K O N K L U S I O N

Den gennemgående konklusion i alle spe-cialets afsnit har været vigtigheden af have en eksplicit, objektiv og testbar metodik. Ved brug af denne type metode er det nemlig muligt at trænge ind i motiverne bag de kronologiske arbejder vedrørende keramikken fra ældre jernalder; det er så-ledes gennem en forståelse af disse moti-ver, at man opnår det bedste indblik i en kronologis perioder og defi nitioner.Specialet har primært koncentreret sig om to kategorier af kronologier: Special-kronologien og den kontekstuelle kro-nologi. Specialkronologien er primært rettet mod et geografi sk snævert område og inkorporerer kun dele af det samlede genstandsmateriale. Den kontekstuelle kronologi har samme geografi ske udbre-delse, men har modsat specialkronologi som mål at inddrage fl ere dele af perio-dens genstandsmateriale. Dertil er det et vigtigt element i den kontekstuelle krono-logi, at periodeovergangene som både re-fl ekterer ændringer i genstandsmaterialet samt skift i samfundet og/eller kontek-sten. Det kontekstuelle aspekt skal ligele-des være afspejlet i defi nitionen af typer og faser, således at de bliver defi neret ved hjælp af eksplicitte, rationelle og logiske defi nitioner. Defi nitioner skal også være forankret i det fortidige samfund, hvilket eksempelvis kan ske gennem funktio-nelle analyser eller proportionsanalyser. På denne måde sikrer man sig, at de an-vendte begreber er brugbare redskaber i arbejdet med kronologi og keramik.I arbejdet med kronologi og keramik skal metoderne som anvendes være eksplicit-te, hvilket de kulturarkæologiske tilgange ikke kan honorere, hvorfor de ikke længe-re bør anvendes i arbejdet med kronologi. Derimod tilbyder de statistiske metoder et godt grundlag for en eksplicit og test-bar metode. Dog skal man i denne forbin-delse være opmærksom på de subjektive

valg, der trods alt fi ndes i forbindelse med denne metodik. Her tænkes blandt andet på udvælgelsen af variablerne til den sta-tistiske analyse. Derfor er det vigtigt at være kildekritisk både i forbindelse med sine egne og andres statistiske analyser. Umiddelbart kan det virke tillokkende at opstille en standardiseret metodisk til-gang til arbejdet med kronologi og kera-mik. Men dette er ikke ønskværdigt, idet dette medfører at de innovative dele af forskningen forsvinder. Som følge heraf bør forskningen være selvstændig og inno-vativ, hvilket er den mest optimale frem-gangsmåde til udviklingen af nye teorier og metoder i arbejdet med et arkæologisk genstandsmateriale. Som eksempel på problematikken vedrørende en standar-diseret, og derved stagneret forskning, er den polske forskning inden for arbejdet med keramik; en forskning som ikke har været i udvikling siden 1970.Fra den etnoarkæologiske forskning er det især observationerne vedrørende form og funktion, som udgør et stort potentiale for en videre sammenkobling mellem denne disciplin og den arkæologiske. Det er således gennem de funktionelle studier af keramikken, at vi opnår den mest kva-lifi cerede forståelse af et kars funktionen. Metoden hertil går gennem analyser af de morfologiske træk, hvoraf et eksempel er C.K. Jensens (2005) undersøgelser af den førromerske keramik. Omløbstid og brugsperioder er termer som har været anvendt længe inden for arbejdet med keramik, men der har manglet en diffe-rentiering mellem begreberne samt en bedre forståelse af både deres potentiale og mangler. Det er i specialet foreslået, at omløbstid henviser til det enkelte kars levetid, medens brugsperioden svarer til en kartypes funktionsperiode. Til trods for at der fi ndes fl ere etnoarkæologiske metoder til udregning af det enkelte kars


82

omløbstid, kan disse metoder ikke overfø-res til den arkæologiske forskning, da det sjældent er det enkelte kar som er af in-teresse. Derimod er det kartypens brugs-periode, som er vigtig i den arkæologiske sammenhæng. Og det er netop her, at den væsentligste forskel mellem arkæologien og etnoarkæologien kommer til udtryk, nemlig det tidsmæssige perspektiv. Hvor hovedparten af de etnoarkæologiske felt-undersøgelser varer maksimalt et årti, arbejder man inden for arkæologien med det lange tidsmæssige perspektiv, også kaldet le longue duree. Denne diskrepans mellem længden af vore observationer gør, at sammenkoblingen mellem de to forskningsmæssige discipliner desværre begrænses. Dog kan etnoarkæologien være behjælpelig på andre områder end de rent genstandsmæssige, således er der et stort potentiale for den arkæologi-ske forståelse af de samfundsmæssige og kontekstuelle forhold gennem de etnoar-kæologiske observationer og analyser.Den sidste af specialets diskussioner foku-serede på komparative studier af keramik fra forskellige kontekster. Som med de foregående dele af specialet blev vigtighe-den af brugen af den eksplicitte, objektive og testbare igen slået fast. I de kompara-tive studier af keramik fra henholdsvis gravfund og bopladser blev det tydeligt, at det er afgørende med et fælles grund-lag for analyserne af keramikken, således at analyserne bliver baseret på variabler som er til stede i begge kontekster. Det vil sige, at ønsker man at etablere en krono-logi ud fra gravfunden keramik, som også skal kunne anvendes på keramik fra bo-pladser bør man ikke basere sin kronologi på hele karprofi ler og/eller ornamentik. Disse to elementer er i vid udstrækning kun til stede i forbindelse med keramik fundet i grave og ikke på bopladserne. Dertil bør man være opmærksom på ikke at basere sine analyser på karformer, som har en har yderst begrænset udbredelse i en bopladskontekst, som eksemplifi ceret

ved de bornholmske kander fra romersk jernalder. Derfor bør man vælge sine va-riabler inden for keramikkens morfolo-giske træk, såsom rande, hanke eller ek-sempelvis den relative åbenhed af karret.Når det kommer til de komparative ana-lyser mellem geografi ske områder kunne der i førromersk jernalder observeres ligheder inden for keramikken over et større geografi sk område, nemlig Jyl-land, Fyn og Nordtyskland. Dog var der mindre forskelle i detaljerne, hvorved lokalegrupperingerne vil kunne udledes. Derfor er det vigtigt i denne forbindelse at basere sine analyser på de træk, som fi ndes i hele i regionen og ikke blot i det enkelte lokalområde. Hvor førromersk jernalder er kendetegnet ved mange lo-kale kronologisystemer, forandres bille-det ved overgangen til romersk jernalder. Her sker fl ere ændringer både inden for genstandsmaterialet og forskningen. Ved overgangen til romersk jernalder fi nder der ændringer sted inden for gravskikken, idet jordfæstegravene genindføres, hvil-ket medfører en øget mængde keramik i gravene, hvor specielt de østjyske lerkar-grave kan fremhæves. Dette medfører, at der nu er fl ere keramiktyper til stede i gravene, hvortil kommer at keramikken i romersk jernalder udvikler et mere lokalt differentieret udtryk i forhold til den før-romerske keramik. Det gør keramikken fra romersk jernalder oplagt til både lo-kale og regionale studier, hvilket også har været tilfældet, jævnfør blandt andet P. Ethelberg (1986) og J. Ringtveds (1986) studier af den jyske romertids keramik. Men på det overordnede plan forsvinder de mange lokale kronologier til fordel for få overordnede systemer. Alle kronolo-gierne fra de sidste tre årtier bygger på samme grundlag, nemlig H.J. Eggers kro-nologi fra 1955. De efterfølgende krono-logier er revideringer og tilføjelser til H.J. Eggers kronologi, heriblandt kan især K. Godłowski 1970 og U. Lund Hansens (1987) kronologier fremhæves. Der kan

Konklusion

83

således savnes nye kronologiske analyser af keramikken fra romersk jernalder, hvor periodeinddelingerne fra starten ikke er fastlagt af metalgenstandenes udvikling. I denne forbindelse kan bearbejdningen af materialet fra Harpelev dog fremhæ-ves som en klar undtagelse. Årsagen til at man skal undersøge keramikken separat skyldes, at keramik udvikler sig i andre tempi, end det kan observeres inden for arbejdet med blandt andet fi blerne. De etnoarkæologiske observationer tydelig-gjorde, at keramik kan være uændret i fl ere hundreder af år, endog årtusinder, mens slidssporsanalyserne på fi blerne fra ældre romersk jernalder indikerer en gennemsnitlig omløbstid på 80 år. Dette forhold bør betyde, at vi skal udvikle en keramik kronologi på keramikkens egne præmisser, og ikke ud fra metalgenstan-dene.Fremgangsmåden hertil blev berørt i af-snittet omkring opstillingen af nye ar-bejdsmodeller. De modeller, som vi skal stræbe efter, bør igen leve op til kravene omkring at være eksplicit, objektiv og testbar. En metode hertil stammer fra den processualistiske forskning, nemlig den hypotetiske-deduktive metode. Den foreslåede metode i kombination med et iterativt, gentagende, element i arbejds-processen gør det muligt for os ikke blot at teste et genstandsmateriales potentiale, men også materialets utilstrækkelighed. De valg, som bliver foretaget i løbet af ana-lysen bør indgå som en del af beskrivelsen af analysen, idet det således bliver muligt at for andre at teste og anvende metoden samt potentielt videreudvikle den. De re-sultater som kan udledes af analyserne er vigtigt at få sat i relation til konteksten, såsom det er defi neret i forbindelse med den kontekstuelle kronologi. Det således først gennem en konstekstualisering af vore kronologier baseret på keramik, at disse kronologier vil få en yderligere rele-vans for studiet af keramik.


84

P E R S P E K T I V E R I N G

K E R A M I K O G K R O N O L O G I Den fremtidige forskning inden for arbej-det med keramik og kronologi har mange og store perspektiver. Inden for den ældre jernalder fi ndes endnu mange problem-stillinger, som enten ikke er løst endnu eller løst tilfredsstillende. I denne forbindelse kan udførelsen af analyser på keramikken fra den romer-ske jernalder. Her bør fokus være på ud-viklingen af kronologisystemer, der som udgangspunkt er baseret på keramikken og ikke metalgenstandene. Først efter udviklingen af en reel keramik kronologi bør denne sættes i relation til periodens metalgenstande og deres indbyrdes kro-nologier. I denne forbindelse vil indgå-ende studier af keramikkens ændringer fra ældre jernalder i forhold til udviklin-gen af landsbyfaserne være af stor inte-resse. Idet der endnu mangler en forstå-else af keramikkens udvikling i forhold til de forskellige landsbyfasers længde og udvikling. Ad denne vej vil det være mu-ligt at undersøge dynamikken bag raten af ændringerne inden for keramikkens udtryk. Her vil eksempelvis etnoarkæo-logiske undersøgelser kunne tilbyde en ekstra dimension til dette studie. I den-ne forbindelse ville det være interessant, hvis vi kunne inddrage keramik fra fl ere kontekster, således at keramikken fra landsbyens faser kunne sættes i relation vil keramik fra gravfund. Den fremtidige forskning inden for arbejdet med keramik og kronologi fra ældre jernalder bør foku-sere på udviklingen af kronologier, som kan anvendes på henholdsvis bopladser og i gravfund. Dette skal især ske med henblik på defi nitionen og testningen af egnede variabler. I arbejdet med romer-

tids keramikken og den kronologiske ud-vikling vil det ligeledes være af stor inte-resse med fortsatte undersøgelser af den regionale variation af keramikken inden for det danske område. Ved at undersøge den regionale variation er der potentiale for en dybere forståelse af keramikkens udtryk og derved også dens kronologiske udvikling.Inden for arbejdet med den førromersk jernalders keramik er forskningen alle-rede kommet langt med hensyn til defi ni-tionen af nye perioder; perioder, der som udgangspunkt er formuleret ud fra foran-dringer i keramikken. Men der mangler stadig en forståelse af keramikkens ud-vikling på Sjælland og Bornholm. Her vil yderligere undersøgelser af upublicerede fund forhåbentligt kunne bringe nyt lys ind i debatten omkring den førromerske keramiks udvikling i disse områder. Det vil dertil være muligt at undersøge, om Sjælland og Bornholm tilhører det sam-me geografi ske område som Fyn og Jyl-land, eller om de østdanske områder sna-rer skal knyttes til de skånske områder, samt Öland og Gotland. Dette vil fremti-dig forskning kunne kaste lys over.Med hensyn til den kontekstuelle kro-nologi og denne tilgang til det arkæolo-giske materiale bør der på dette område ligeledes foretages yderligere forskning og testning af denne teoretiske vinkel. I denne forbindelse er det især vigtigt at fo-kusere på forståelsen og tilgangen til kon-teksten, samt derudover en defi nition af hvilke dele af konteksten, som vi kan og vil sætte vores genstandsmateriale i rela-tion til. Derfor er det nødvendigt at gå de eksisterende samfundsmodeller igennem med dette mål for øje, idet første skridt er at undersøge, om vi overhovedet kan an-vende de eksisterende modeller, eller om vi skal udvikle nye modeller til arbejdet

Perspektivering

85

med den kontekstuelle kronologi. Ergo er der endnu mange interessante vinkler in-den for studiet af keramik og kronologi at tage fat på i forbindelse med de teoretiske og metodiske studier af forholdene mel-lem keramik, kronologi og kontekst.

TE O R I O G M E T O D E Ovenstående perspektivering viser med al tydelighed, at der endnu er mange dele af studiet af keramik og kronologi som kan udforskes. Men i denne forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på de teoretiske og metodiske vinkler, som lig-ger bag disse kommende studier. I for-bindelse med specialet er det blevet ind-lysende, at de nuværende teoretiske og metodiske standpunkter ikke slår helt til. Dette medfører, at der er opstået et behov for erkendelsen og formuleringen af et nyt teoretisk og metodisk standpunkt. Et standpunkt, der bør have sin oprindelse inden for både den processualistiske og post-processuelle arkæologi. Fra proces-sualismen bliver tankerne om og brugen af modeller fra en hypotetisk-deduktiv forskning hentet. Derudover stammer ønsket om eksplicitte og testbare meto-der ligeledes fra den processualistiske forskning; hertil kommer ideen om vig-tigheden for at have et fælles grundlag for den teoretiske og metodiske forskning. Dette er klare brud med den tidligere kul-turarkæologiske tradition, hvor alle har deres egen tilgang til materialet, og den senere post-processuelle tilgang, hvor alle tilgange til materialet er ligestillede. De kontekstuelle vinkler som keramikken og kronologien skal ses i forhold til skal derimod hentes fra den post-processuali-stiske forskning. Denne teoretiske og metodiske retning er ikke klassisk post-processualistisk, men er derimod en ny tilgang til de gamle tanker inden for processualismen. Der-for foreslår jeg umiddelbart betegnelsen neo-processualisme. Valget af betegnel-

sen neo-processualisme frem for eksem-pelvis post-post-processualismen skyl-des, at grundlaget i højere grad er hentet fra processualismen og derved ikke er en videreudvikling af post-processualismen, men derimod en videreudvikling af pro-cessualismen. Ved at fusionere den pro-cessualistiske og post-processualistiske forskning mener jeg, at vi opnår et bedre og mere facetteret indblik i dynamiske processer, både i det arkæologiske ma-teriale, men også inden for den arkæolo-giske forskning generelt. Forslag til nye teoretiske vinkler skal ifølge D.L. Clarke (1972:7) leve op til tre krav for at kunne anses at være en ny tilgang til et givent vi-denskabeligt arbejde:

Jeg mener, at det her formulerede forslag til neo-processualismen lever op til alle tre krav. Neo-processualismen kombine-rer således de bedste dele af henholdsvis processualisemen og post-processua-lismen, hvilket medfører, at den kan til-byde løsninger på problemstillinger, som de foregående teoretiske og metodiske vinkler ikke kan løse hver for sig. Dertil er de neo-processualistiske tanker ikke kun relateret til arbejdet med keramik og kronologi, men kan tværtimod anvendes i forbindelse med alle genstandsgrupper fra alle perioder i forhistorien. Slutteligt er den neo-processuelle metode tænkt som et udgangspunkt for videreudvikling af metoden, eventuelt som udgangspunkt for formuleringen af en helt ny metodisk og teoretisk tilgang til vores arbejde med

1. Den nye vinkel skal løse proble-mer, som de nuværende vinkler ikke kan løse

2. Den nye vinkel skal være gene-rel

3. Den nye vinkel skal have poten-tiale for videreudvikling


86

et arkæologisk genstandsmateriale.På det metodiske og teoretiske plan vil det således være interessant at videre-udvikle de forslåede teorier og modeller. Her er det især vigtigt med en teoretisk testning af den neo-processuelle metode, men det er ligeledes af yderste vigtighed at teste metoden og modellerne i forhold til primært materiale, eksempelvis ro-mertids keramikken som foreslået oven-for. Testningen af metoden i forbindelse med det primære materiale bør især ske med henblik på det iterative, gentagende, element for øje. Denne testning bør være af metodens og modellens styrker, men også svaghederne er vigtige at undersøge. Gennem disse tests vil det være muligt at komme med forslag til forbedringer eller udbygninger af både metoden og model-len. Dertil er det ligeledes vigtigt at afprø-ve metoden i forhold til andre genstands-grupper end keramikken, eksempelvis fi bler idet de, ligesom keramikken, ofte danner grundlaget for vore kronologiske observationer. Inddragelsen af fl ere gen-standsgrupper er specielt vigtigt i forbin-delse med den kontekstuelle kronologi, hvor kronologierne søges baseret på det bredest mulige udvalg af genstandsgrup-per fra den givne periode. Dette er væ-sentligt at gøre, førend kronologien sæt-tes i relation til konteksten. Således kan det opsummeres, at perspek-tiverne inden for den videre forskning af forholdet mellem kronologi og keramik er store. I forhold til arbejdet med kera-mikken fra ældre jernalder er der mange aspekter som bør undersøges i fremtiden, men også inden for de teoretiske og me-todiske dele af de kronologiske studier er der et stort potentiale for videre forsk-ning.

Litteraturliste

87

L I T T E R A T U R L I S T E

FO R F A T T E R TI T E L

Adams, W.Y. 1979 On the argument from ceramics to history: a challenge on evidence from Medieval Nubia.Current Anthropology 20:4s. 727-744

Albrectsen, E. 1954 Fynske JernaldergraveFørromersk Jernalder. Bind IKøbenhavn

Albrectsen, E. 1956 Fynske Jernaldergrave. Ældre Romersk Jernalder. Bind IIKøbenhavn

Albrectsen, E. 1968 Fynske Jernaldergrave. Yngre Romersk Jernalder. Bind IIIKøbenhavn

Albrectsen, E. 1971 Fynske Jernaldergrave. Møllegårdsmarken. Bind IV a + bKøbenhavn

Albrectsen, E. 1973 Fynske Jernaldergrave. Nye Fund. Bind VKøbenhavn

Almgren, O. 1923 Studien über Nordeuropäischen Fibelformen. Der ersten nachchristlichen Jahrhunderte mit Berücksich-tigung der provinzial-römischen und südrussischen Formen.Manus Bibliothek, Leipzig.

Andersen, H.H. 1971 Århus Søndervold, en byarkæologisk undersøgelse.Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter; vol. IX. Højbjerg. H.H. Andersen, P.J. Crabb og H.J. Madsen (eds.)s. 64-105

Andersen, N. H. 1999 Sarup vol. 2 - tekstJysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXXIII: 2. Moes-gaard

Andrzejowski, J. 1998 Nadkole 2. A cemetery of the Przeworsk Culture in Eastern Poland.Monumenta Archaeologica Barbarica V. Krakow


88

Annis, M.B. 1985 Resistance and Change: Pottery Manufacture in Sardi-nia.World Archaeology 17:2s. 240-255

Arnold, D. E. 1978 Ceramic variability, environment and culture history among the Pokom in the valley of Guatemala.In: Spatial Organisation of Culture. I. Hodder (ed).s. 39-60

Arnold, D. E. 1979 Comment on Adams article “On the argument from ceramics to history: a challenge on evidence from Me-dieval Nubia”.Current Anthropology 20s. 735

Arnold, D. E. 1985 Ceramic theory and cultural process.New Studies in Archaeology, Cambridge

van As, A. 1984 Reconstructing the Potters Craft.In: The many dimensions of pottery. van der Leuw & Prittchard (eds.). Amsterdams. 129-164

Bantelman, N. 1988 Süderbrarup. Ein Gräberfeld der römischen Kaiserzeit und Völkerwanderungzeit in Angeln.Offa-Bücher; vol. 63. Neumünster

Barton, K.J. 1992 Ceramic changes in the Western European littoral at he of the Middle Ages. A personal view.In: Everyday and Exotic Pottery from Europe c. 650-1900. Studies in honour of John G. Hurst. D. Gaimster & M. Redknap (eds.). Oxbow Books, Oxfords. 246-255

Balfet, H. 1984 Methods of Formation and the Shape of Pottery.In: The Many Dimensions of Pottery. Van der Leuw & Pritchard (eds.). Amsterdams. 171-202

Bech, J.H. 1988 Correspondence analysis and pottery chronology. A case from the Late Roman Iron Age cemetery Sluse-gård, Bornholm.In: Multivariate Archaeology. Numerical Approaches in Scandinavian Archaeology. T. Madsen (ed). Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXI. Århus Universitets. 29-36

Litteraturliste

89

Bech, J.-H. 1997 Slusegårdsgravpladsen 4: Keramikken, tekstilerne, skeletterne, brændte knogler, tænderJysk Arkæologisk Selskabs Skrifter; vol. XIV:4. Høj-bjerg. B.M. Rasmussen et al (eds.)s. 9-122

Becker, C.J. 1948 Den tidlige jernalder bebyggelse paa Trelleborg. In: Trelleborg. P. Nørlund (ed.). Nationalmuseet, Københavns. 223-240

Becker, C.J. 1961 Førromersk Jernalder i Syd- og Midtjylland.København

Becker, C.J. 1992 Studien zur vorrömischen Eisenzeit auf Bornholm.Acta Archaeologica; vol. 63s. 1-38

Behrends, R.-H. 1968 Schwissel. Ein Urnegräberfeld der vorrömischen Eisenzeit aus Holsten.Offa-bücher; vol. 22

Bennett, M.A. 1974 Basic Pottery Analysis. Contributions in Anthropology, no. 6. Portales. Eastern New Mexico University Press

Bernhard, H. 1981 Zur Diskussion um die Chronologie Rheinzaberner Relieftöpfer.Germania; vol. 59s. 79-93

Binford, L. 1962 Archaeology as Anthropology.American Antiquity 28:2s. 217-222

Birkhoff, G.D. 1933 Aesthetic Measure.Cambridge

Brandt, J. 1960 Das Urnengräberfeld von Preetz in Holstein (2. bis 4. Jahrhundert nach Christi Geburt).Offa-Bücher; vol. 16. Neumünster

Braudel, F. 1972 The Mediterranean and the mediterranean world in the age of Philip II.New York


90

Bølviken, E. et al. 1982 Correspondence Analysis: An Alternative to Principal Components.World Archaeology 14:1s. 41-60

Brainerd, G.W. 1951 The Place of Chronological Ordering in Archaeological Analysis.American Antiquity 16:4s. 301-313

Charlton, T. H. 1968 Post-conquest Aztec ceramics: Implications for archaeological interpretation.Florida Anthropologist 21s. 96-101

Chase, P.G. 1985 Whole vessels and sherds: An experimental investigation of their quantitative relationship.Journal of Field Archaeology 12s. 213-218

Christoffersen, J. 1987 Møllegårdsmarken – Struktur und Belegung eines Gräberfeldes.Frühmittelalterliche Studien, vol. 21. Münsters. 85-100

Clarke, D.L. 1972 Models and paradigms in contemporary archaeology.In: Models in Archaeology. D.L. Clarke (ed.). Londons. 1-60

Colton, H.S. 1943 The principle of analogous pottery types.American Anthropologist, vol. 45:2.s. 316-320

Cowgill, G.L. 1972 Models, methods and techniques for seriation.In: Models in Archaeology. D.L. Clarke (ed.). Londons. 381-424

Dąbrowska, T. 1997ąbrowska, T. 1997ą Kamienczyk. Ein Gräberfeld der Przeworsk-Kultur in Ostmasowien. Monumenta Archaeologica Barbarica III, Krakow

Dahlström, H. 1999 Skärvor från Uppåkra. En analys av ett keramik material. In: Fynden i centrum. Keramik, glas och metall från Uppåkra. Hårdh (ed.). Uppåkra Studier 2, Acta Archaeologica Lundensia series in 8°, No. 30s. 3-14

Litteraturliste

91

David, N. 1972 On the life span of pottery, type frequencies, and archaeological inference.American Antiquity 37:1s. 141-142

David, N. & C. Kramer 2001

Style and the marking of boundaries: contrasting regional studies.In: Ethnoarchaeology in action.s. 168-225

Daszkiewicz, M. & M. Me-yer 2003

New Pots or New People? Archaeoceramological Study of La Téne and “Prezeworsk”-Like Pottery in the Celtic German Highland zone.In: Prehistoric Pottery. People, pattern and purpose. A. Gibson (ed.). BAR int. Series; vol. 1156. Oxfords. 135-146

DeBoer, W. 1974 Ceramic Longevity and Archaeological interpretation. An example from the upper Ucayli, Peru.American Antiquity 39:2s. 335-343

DeBoer, W. 1984 The Last Pottery Show: System and Sense in Ceramic Studies.In: The Many Dimensions of Pottery. Van der Leuw & Pritchard (eds.). Amsterdams. 527-572

DeBoer, W. R. & D. W. Lathrap 1982

The Making and Breaking of Shipibo-Conibo Ceramics.In: Ethnoarchaeology: Implications of ethnography for archaeology. C. Kramer (ed.)s. 102-138

Deetz. J, 1965 The dynamics of stylistic change in Arikara ceramics.Illinois studies in anthropology; no. 4. Urbanas. 38-102

Dempsey, P. & M. Baum-hoff 1963

The statistical use of pf artefact distribution to estab-lish chronological sequences.American Antiquity 28s. 496-509

Dethlefsen, E & J. Deetz 1966

Death’s heads, cherubs and willow trees: experimental archaeology in colonial cemetries.American Antiquity 31:4s. 502-510


92

Dietler, M. & I. Herbich 1989

Tich Matek: The Technology of Luo Pottery Produc-tion and the Defi nition of Ceramic Style.World Archaeology 21:1s. 148-164

Drennan, R.D. 1976 A refi nement of chronological seriation using nonme-tric multidimensional scalingAmerican Antiquity 41:3s. 290-302

Dunnell, R.C. 1970 Seriation method and its evaluationAmerican Antiquity 35:3s. 305-319

Eggers, H.J. 1955 Zur absoluten Chronologie der römischen Kaiserzeit im Freien Germanien. Jahrbuch RGZM IIs. 196-244

Egloff, B.J. 1973 A method for counting ceramic rim sherds.American Antiquity 38:3s. 351-353

Ejstrud, B. & C. K. Jensen 2000

Vendehøj – landsby og gravplads.Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter; vol. 35. Højbjerg

Esparraguera, J.M.; J. Buxeda & M.A. Cau Onti-veros (eds.) 2005

LRCW I. Late Roman Coarse Wars, Coking Wares and Amphorae in the Mediterranean. Archaeology and Archaeometry. BAR International Series 1340, England

Ethelberg, P. 1986 Hjemsted – en gravplads fra 4. og 5. årh. e.Kr.Skrifter fra Museumsrådet for Sønderjyllands Amt, 2. Haderslev

Ethelberg, P. 1990 Hjemsted 2 – tre gravpladser fra 3. og 4. årh. e. Kr.Skrifter fra Museumsrådet for Sønderjyllands Amt, 2. Haderslev

Ethelberg, P. 2000 Skovgårde. Ein Bestattungsplatz mit reichen Frauen-gräbern des 3. Jhs. c. Chr. auf Seeland.Nordiske Fortidsminder; vol. 19, Serie B.

Fischer, A. 2002 Food for feasting.The Neolithisation of Denmark. 150 years debate. A. Fischer & K. Kristiansen (eds). Sheffi eld.s. 341-395

Litteraturliste

93

Ford, J.A. 1962 A quantitative method for deriving cultural chrono-logy.Pan American Union, Technical Manual vol. 1. Reprin-ted as: University of Missouri, Museum of Anthropo-logy, Museum Brief vol. 1.s. 11-18; 39-55

Foster, G.M. 1960 Life-expectancy of utilitarian pottery in Tzintzuntzan, Michoacán, Mexico.American Antiquity 1960:4s. 606-609

Gardin, J.C. 1967 Methods for the Descriptive Analysis of Archaeological Material.American Antiquity 32:1s. 13-30

Gelfand, A.E. 1971 Seriation Methods for Archaeological Materials.American antiquity 36:3s. 263-274

Genrich, A. 1954 Formkreisen und Stammesgruppen in Schleswig-Hol-stein nach geschlossenen Funden des 3. bis 6. Jahr-hunderts.Offa-bücher; vol. 10. Neumünster

Gifford, J.C. 1960 The Type-Variety Method of Ceramic Classifi cation as an indicator of Cultural Phenomena.American Antiquity 25:3s. 341-347

Glanc-Kwasny, G. & E. Tomczak 2002

Materiały z ratoniczych badán wykopaliskowych na ły z ratoniczych badán wykopaliskowych na łosadzie z okresu rzymskiego Nedzy, woj. Slaskie. (Ma-terials from the rescue excavations of a settlement of the Roman period at Nedza, Silesia Province.Prace i Materiały. Muzeum Archaeologicznego i Etno-ły. Muzeum Archaeologicznego i Etno-łgrafi cznego w Łodz 2004.s.363-382

Godłowski, K. 1970 The Chronology of the Late Roman Iron Age and Early Migration Periods in Central Europe.Prace Archaeologiczne 11. Krakow

Goldmann, K. 1971 Some archaeological criteria for chronological seria-tionIn: Mathematics in the Archaeological and Historical Sciences. F.R. Hodson, D.G. Kendall & P. Táutu (eds.). University Press, Edinburghs. 202-208


94

Goldmann, K. 1972 Zwei Methoden chronologischer Gruppierung.Praehistorica et Archaeologica; vol. 3. Berlins. 1-34

Grange, R.T. jr. 1984 Dating Pawnee sites by the ceramic formula method.World Archaeology 15:3s. 274-293

Graves, M. W. 1991 Pottery production and distribution among the Kalinga: A study of household and regional organization and differentiation.In: Ceramic Ethnoarchaeology. W.A. Longacre (ed.)s. 112-143

Gräslund, B. 1974 Relativ datering. Om kronologisk metod i nordisk arkeologi.Tor 1974, Uppsalas. 19-90; 167-221

Grieder, T. 1975 The interpretation of ancient symbols.American Anthropologist 77:3s. 849-855

Gumerman, G.J. & D.A. Philips jr. 1978

Archaeology beyond Anthropology.American Antiquity 43:2. s. 184-191

Hardin, M.A. 1984 Models of decoration.In: The Many Dimensions of Pottery. Van der Leuw & Pritchard (eds.). Amsterdams. 573-614

Hegewisch, M. 2003 Röhrenhenkelkannen. Anmerkungen zu einer kaiser- und Völkerwanderungzeitliche Gefäßform.Ethnographisch-Archäologischen, vol. 44. Frankfurt am Mainz.s. 43-61

Hegmon, M. 1992 Archaeological research on style.Annual Review of Anthropology 21s. 517-36

Henrickson, E.M & M.A MacDonalds 1983

Ceramic form and function: An ethnographic search and archaeological explanation.American Anthropologist 85:3s. 630-645

Hildebrand, H. 1869 Den alder jernåldern i Norrland.Antikvarisk tidsskrift för Sverige, Stockholm

Litteraturliste

95

Hill, J.N. 1972 The methodological debate in contemporary archaeology: a model.In: Models in Archaeology. D.L. Clarke (ed.). Londons. 61-108

Hill, J.N. 1985 Style: A conceptual Evolutionary FrameworkIn: Decoding Prehistoric Ceramics. B. Nelson (ed.). Publications in Archaeology, Carbondales. 359-385

Hill, J.N. & R.K Evans 1972

A model for classifi cation and typology.In: Models in Archaeology. D.L. Clarke (ed.). Londons. 231-273

Hingst, H. 1959 Vorgeschichte des kreises Stornmarn.Vor- und Frühgeschichtliche Denkmäler und Funde Schleswig-Holstein 5. Neumünster.

Hingst, H. 1974 Jevenstedt.Offa-bücher; vol. 27. Neumünster

Hingst, H. 1977 Erfahrungen im Umgang mit Kombinationstatistiken.Hammaburg 3/4, 1976/1977. Neumünsters. 23-32

Hingst, H. 1980 Neumünster-Oberjörn. Ein Urnenfriedhof der vorrömischen Eisenzeit am Oberjörn und die vor- und frühgeschichtliche Besiedlung auf dem Neumünster Sander.Offa-Bücher; vol. 43. Neumünster

Hodder, I. 1978 Simple correlations between material culture and society: a review.In: Spatial organisation of culture. I. Hodder (ed).s. 3-24

Hodder, I. 1979 Economic and social stress and material culture pattering. American Antiquity 44:3s. 446-454

Hodder, I. 1981 Pottery production and use: A theoretical discussion.In: Production and distribution: A ceramic viewpoint. Howard & Morris (eds.). BAR int. series 120, Oxfords. 215-220


96

Hodder, I. 1990 Style as historical quality.In: The uses of style in archaeology. M. Conkey & C. Hastorf (eds.). New Directions in Archaeology.s. 44-51

Hodder, I. 1991 The Decoration of containers: An Ethnographic and Historical Study.In: Ceramic Ethnoarchaeology. Longacre (ed.)s. 71-94

Hultén, B. 1974 On documentation of pottery.Acta Archaeologica Lundensia series in 8°, No. 30

Hultén, B. 1977 On ceramic technology during the Scanian Neolithic and Bronze Age.Theses and Papers in North-European Archaeology; vol. 6. Stockholm.s. 23-84

Hultén, B. 1981 Notes on ceramic trade in ancient Scandinavia.In: Production and distribution: A ceramic viewpoint. Howard & Morris (eds.). BAR int. series 120, Oxfords. 45-57

Hultén, B. 1991 On ceramic ware in northern Scandinavia during the Neolithic, Bronze and Early Iron Age. A ceramic-eco-logical study.Archaeology and Environment 8, Umeå Universitet.

Hvass, S. 1985 Hodde: et vestjysk landsbysamfund fra ældre jernalder.Akademisk Forlag, København

Høj, M. 1984 Bulbjerg-gravpladsen. En analyse af keramikken fra en østjysk lerkargravplads fra ældre romertid.Hikuin 10. Højbjergs. 157-171

Højlund, F. 1988 Chronological functional differences in Arabian Bronze Age pottery. A case study in correspondence analysis.In: Multivariate Archaeology. Nummerical Approach-es in Scandinavian Archaeology. T. Madsen (ed). Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXI. Århus Universitets. 55-60

Litteraturliste

97

Høilund Nielsen, K. 1989 Korrespondensanalyse – en kronologisk metode.In: Arkæologi, Statistisk og EDB. Forelæsninger fra efteråret 1989. Carsten U. Larsen (ed.). Arkæologiske Skrifter 4. Københavns Universitet.s. 115-154

Jacobsen, J. A. 1984 Fynsk jernalderstatus.Hikuin 10, Højbjerg.s. 17-27

Jaskanis, J. 2005 Krupice. Ein Gräberfeld der Przeworsk- und Wielbark-Kultur in Ostpolen.Monumenta Archaeologica Barbarica X, Warszawa

Jensen, C. K. 1992a Om behovet for en nyvurdering af den førromerske kronologi.LAG 3, Århus.s. 53-73

Jensen, C. K. 1992b Kronologiske problemer og deres betydning for forstå-elsen af førromersk jernalder i Syd- og Midtjylland.Chronological Problems of the Pre-Roman Iron Age in Northern Europe. J. Martens (ed.).s. 91-106

Jensen, C. K. 2005 Kontekstuel Kronologi – en revision af det kronologi-ske grundlag for førromersk jernalder i Sydskandina-vien.Lag 7. Højbjerg

Jensen, C.K. & K.H. Niel-sen 1997

Burial Data and Correspondence Analysis.In: Burial and Society. The chronological and social analysis of archaeological burial data. Århus University Press, Århuss. 29-61

Jensen, J. 1997 Fra Bronze- til Jernalder – En kronologisk undersøgelse.Nordisk Fortidsminder; Serie B, vol. 15s. 98-145

Jensen, S. 1975 Speciale ved Forhistorisk Arkæologi v. Aarhus Universitet. Opgaveformulering: Der ønskes en vur-dering af Albrechtsens periode III (yngre romersk jernalder) på grundlag af keramikmateriale fra fynske gravfund jævnført med beslægtede fundgrupper.Moesgaard.


98

Jensen, S. 1976 Fynsk keramik. I gravfund fra sen romersk jernalder.Kuml 1976. København.s. 151-180

Jensen, S. 1978 Overgangen fra romersk til germansk jernalder. Kriterierne for en periodeinddeling af jernalderen samt en vurdering af forholdet mellem periodeover-gange, kronologi og kulturhistorie.Hikuin 4. Højbjergs. 101-116

Jensen, S. 1979 En nordjysk grav fra romersk jernalder. Sen romersk jernalder kronologi i Nordvesteuropa.Kuml 1979. Københavns.167-198

Juhl, K. 1995 The Relation between Vessel Form and Vessel Function. A methodological Study.Ams-Skrifter 14, Stavanger

Jørgensen, K. 1992 Ældre jernalders keramik – nyt syn på form og datering.In: Sjællands Jernalder. Beretning fra et symposium 24.IV. 1990. Lund Hansen og Nielsen (eds.). Køben-havns Universitets. 167-184

Jørgensen, L. 1989 En Kronologi for yngre romersk og ældre germansk jernalder på Bornholm.In: Simblegård-Trelleborg. Danske gravfund fra førromersk jernalder og vikingetid. L. Jørgensen (ed). Arkæologiske Skrifter 3. Københavns. 168-186

Kasczanowski, P. & K.K. Kozłowski 1998

Najdawniejsze dzieje ziem polskich.Wielka Historia Polski.Krakow

Keller, E. 1974 Zur Chronologie der jungkaiserzeitlichen Grabfunde aus Südwestdeutschlands und Nordbayern.Studien zur Vor- und Frühgeschichtlichen Archäologie, Teil I. Festschrift für Joachim Werner zum 65. Geburtstag. Münchens. 247-294

Kendall, D.G. 1969 Some Problems and Methods in Statistical Archaeo-logy.World Archaeology 1:1s. 68-76

Litteraturliste

99

Kidder, A,V. 1924 An introduction to the study of Southwestern archaeology.Papers of the Southwestern Expedition, Department of Anthropology 1. Yale University Press

Klejn, L.S. 1982 Archaeological Typology.BAR International Series; vol. 153. Oxford

Knorr, F. 1910 Friedhöfe der ältern Eisenzeit in Schleswig-Holstein. Teil 1.Kiel

Koch, E. 1996 Ertebølle and Funnel beaker pots as tools. On traces of production techniques and use. Acta Archaeologica; vol. 57. København.s. 107-120

Koch, E. 1998 Neolithic Bog PotsDet Kongelige Nordiske Oldskriftsselskab, København

Koch, J. 2005 Personlig kommentar, vedlagt som e-mail

Koch. J. & L. Schmidt 2001

Pottemagerier og pottemagerovne. Etnologiske og etnografi ske paralleller.Hikuin 28, Højbjergs. 247-280

Kramer, C. 1985 Ceramic Ethnoarchaeology.Annual Review of Anthropology vol. 14s. 77-102

Krause, R.A. 1999 Pottery Ethnology in the Central Maya Highlands (review). American Antiquity 64:3. s. 559-560

Krieger, A.D. 1944 The Typological Concept.American Antiquity 9:3s. 271:288

Kunow, J. et al. 1984 Vorschläge zur systematischen Beschreibung von Keramik.Köln.

LeBlanc, S.A. 1975 Micro-Seriation: A method for fi ne chronological dif-ferentiation.American Antiquity 40:1s. 22-38


100

Leuw, S. E. van der 1984 Dust to Dust: A Transformational View of the Ceramic Cycle.In: The Many Dimensions of Pottery. Van der Leuw & Pritchard (eds.). Amsterdams. 707-778

Leuw, S. E. van der 1991 Variation, Variability, and Explanation in Pottery Studies.In: Ceramic Etnoarchaeology. Longacre (ed.). Univer-sity of Arizona Press.s. 11-39

Liana, T. 1970 Chronologia względna kultury przeworskiej we wczesnym okresie rzymskim.Wiadomosli Archaologiczne, Tom XXXV, z. 4s. 429-468

Liebgott, N.-K. 1989 Dansk Middelalder Arkæologi.København

Lindahl, A. & E. Matenga 1995

Present and Past: Ceramics and homesteads.Studies in African Archaeology; vol. 11

Lindahl, A.; D. Olausson & A. Carlie 2002

Keramik i Sydsverige – en handbok för arkeologer.Keramiska Forskningslaboratoriet, Lund

Lipe, W.D. 1964 Comment on Dempsey and Baumhoff’s “The Statistical Use of Artifact Distributions to Establish Chronological Sequence”.American Antiquity 30:1s. 103-104

Liversage, D. 1980 Material and Interpretation: The archaeology of Sjælland in the early Roman Iron Age.Nationalmuseet, København.

Longacre, W. A. 1970 Current Thinking in American Archaeology.Bulletin of the American Anthropological Association, vol. 3:3s. 126-138

Longacre. W. A. 1991 Sources of Ceramic Variability Among the Kalinga of Northern Luzon.In: Ceramic Etnoarchaeology. Longacre (ed.). University of Arizona Press.s. 95-111

Litteraturliste

101

Lund, J. 1976 Overbygård - en jernalderlandsby med neddybede huse.Kuml 1976. Københavns. 129-150

Lund Hansen, U. 1976 Das Gräberfeld bei Harpelev, Seeland. Studien zur jüngeren römischen Kaiserzeit in der seeländischen Inselgruppe.Acta Archaeologica; vol. 47. Københavns. 91-158

Lund Hansen, U. 1987 Römischer Import im Norden. Warenaustausch zwischen dem Römischen Reich und dem freien Ger-manien. Nordiske Fortidsminder, Serie B, Vol. 10. København.

Lund Hansen, U. 1988 Hovedproblemer i romersk og germansk jernalders kronologi i Skandinavien og på kontinentet.In: Jernalderens Stammesamfund. Frau Stamme til Stat i Danmark 1. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXIIs. 21-37

Lund Hansen, U. 1995 Himlingøje – Seeland – Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Kaiserzeit auf Seeland, sine Bedeutung und Internationalen Beziehung. Det Kongelige Nordiske Oldskriftsselskab, København

Lütjens, I. 1996 Zur vorrömischen Eisenzeit in Nordfriesland. Die Gräberfelder von Ahrenshöft LA 36 und Achtrup LA 27.Offa-bücher, vol. 53. Neumünster

Mackeprang, M.B. 1943 Kulturbeziehungen im Nordischen Raum des 3.-5. Jahrhunderts. Keramische Studien.København

Madsen, T. 1988 Multivariate statistics and archaeology.In: Multivariate Archaeology. Nummerical Approach-es in Scandinavian Archaeology. T. Madsen (ed). Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXI. Århus Universitets. 7-28

Malmer, M.P. 1962 Jungneolitische Studien.Acta archaeologica Lundensia, Ser. in 8°. no. 2. Lunds. 6-8; 879-882

Malmer, M.P. 1963 Metodproblem inom järnålderns konsthistoria.Acta archaeologica Lundensia, Ser. in 8°. no. 3. Lund


102

Martens, J. 1992 The Pre-Roman Iron Age in North JutlandIn: Chronological Problems of the Pre-Roman Iron Age in Nothern Europe. J. Martens (ed.).s. 107-136

Martens, J. 1994 On the so-called Kraghede group – the Pre-Roman Iron Age in north Jutland and its connections with the Przeworsk Culture.In: Kultura Przeworsk. Materiały z konferencji. J. ły z konferencji. J. łGurby & A. Kokowskiego (eds). Lublin.s. 37-69

Marqaurdt, W.H. 1978 Advances in Archaeological Seriation.In: Advances in archaeological methods and theories, vol. 1. M.B. Schiffer (ed). Academic Presss. 257-314

Mayor, A. 2001 The use of etnoarchaeology for a better understanding of ceramic production, diffusion and consumptions modalities: the Mali example.In: Ceramic in Society. Proceedings of the 6 th. Euro-pean Meeting on Ancient Ceramics 2001, Fribourg Switzerland. 3.-6. of October 2001. Pierro et al (eds).s. 217-229

Mejdahl, V. 1989 TL-datering – problemer og fejlkilder.In: Bebyggelse og keramik fra 4.-9. århundrede. Seminar på Esbjerg Museum 19.-20. marts 1987.s. 75-79

Meyers, T.P. 1976 Isolation and Ceramic Change: A Case from the Ucayali River, Peru.World Archaeology 7:3s. 333-351

Montelius, O. 1900 Die Chronologie der Ältesten Bronzezeit in Nord-Deutschland und Skandinavien.Braunschweig

Montelius, O. 1903 Die Typologische Methode. Die älteren kulturperioden im Orient und in Europa. Stockholm.

Miller, D. 1985 Artefacts as Categories. A study of ceramic variability in Central India. New Studies in Archaeology, Cambridge

Litteraturliste

103

Millett, M. 1979 An approach to the functional interpretation of archaeologyIn: Pottery and the Archaeologist. Millet (ed.).Londons. 35-48

Müller, S. 1884 Mindre Bidrag til den forhistoriske Archæologis Methode.Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1884, København.s. 161-217

Nicklin, K. 1971 Stability and innovation in pottery manufacture.World Archaeology 3:1s. 13-98

Nelson, B. 1991 Ceramic Frequency and Use-life: A Highland Mayan Case in Cross-Cultural Perspective.In: Ceramic Etnoarchaeology. Longacre (ed.). University of Arizona Press.s. 162-181

Nordström, H.-Å. 1973 Cultural Ecology and Ceramic Technology. Early Nubian Cultures from the Fifth and the Fourth Millennia BC.Studies in North-European Archaeology; vol. 4. Stock-holms. 33-93

Olsen, B. 1997 Fra ting til tekst.Oslo

Orton, C., P. Tyers & A. Vince 1993

Pottery in ArchaeologyCambridge Manuals in Archaeology, Cambridge

Paulson, J. 1999 Metalldetektering och Uppåkra. Att förhålla sig till ett detektormaterial.In: Fynden i centrum. Keramik, glas och metall från Uppåkra. Hårdh (ed.). Uppåkra Studier 2, Acta Archaeologica Lundensia series in 8°, No. 30s. 41-58

Philips, P. & G.R. Willey 1953

Method and Theory in American Archaeology: An Operational Basis for Culture-History Integration.American Anthropologist, New Series 55:5s. 615-633

Pitt-Rivers, A.H.L.F. 1874 The Evolution of Cultures and other essays.Oxford, 1906.


104

Plettke, A. 1921 Ursprung und Ausbreitung der Angeln und Schwansen. Beiträge zur Siedlungsarchäeologie der Ingväonen. Urnenfriedhöfe Niedersachsen 3, 1. Hilde-shiem-Leipzig.

Plog, F. 1973 Diachronic Anthropology.In: Research and theory in current Archaeology. C.L. Redman (ed). New Yorks. 181-198

Plog, S. 1980 Stylistic variation of prehistoric ceramicsCambridge University Presss. 40-53; 112-141

Rangs-Borchling, A. 1963 Das Urnengräberfeld von Hornbek in Holstein.Offa-bücher; vol. 8.

Rasmussen, M. 1993 Bopladskeramik i ældre Bronzealder.Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter; vol. 29, Højbjerg

Ravn, M. 1993 Analogy in Danish Prehistoric Studies. Norweign Achaeological Review; 26:2s. 59-76

Read, D.W. 1989 Intuitive typology and automatic classifi cation: Divergence or full circle?Journal of Anthropological Archaeology; vol. 8. Duluth.s. 158-188

Renfrew, C. & P. Bahn 2001

Archaeology: Theories, Methods and Practice.Thames and Hudson, 3rd. edition

Renfrew, C. & G. Sterud 1969

Close-Proximity Analysis: A Rapid Method for the Ordering of Archaeological Materials.American Antiquity 34:3s. 265-277

Rice, P. M. 1984 Change and conservatism in Pottery-producing systems.In: The Many Dimensions of Pottery. Van der Leuw & Pritchard (eds.). Amsterdams. 231-294

Rice, P. M. 1987 Pottery Analysis. A Sourcebook. Chicago.

Litteraturliste

105

Richthofen, J. von 1998 Gebrauchsspuren an Fibeln der ältern Römischen Kaiserzeit und Ergebnisse der Materialprüfung.Bericht Römisch-Germanisches Kommission; vol. 79. Berlins. 242-261

Rindel, P.O. 1997 Den keramiske udvikling i sen førromersk Jernalder og ældre romersk Jernalder i Sønderjylland.In: Chronological Problems. J. Martens (ed.). Arkæologiske Skrifter 1997; vol. 7s. 159-167

Ringtved, J. 1986 Jyske gravfund fra yngre romertid og ældre germanertid. Tendenser i samfundsudviklingen.Kuml 1986. Københavns. 95-231

Ringtved, J. 2003 Anmeldelse af: Lindahl, A, Olausson, D. & Carlie, A (red.). Keramik i Sydsverige – en handbok för arkeologer.Forvännen 98s. 330-332

Robinson, W.M. 1951 A method for chronologically ordering archaeological deposits.American Antiquity 16:4s. 293-301

Rosenberg Andersen, A. 2004

Stil, Teori & Keramik.In: Vandkunstens mange ansigter. 18 arkæologiske essays. H. Lyngstrøm et al (ed). Saxo-instititutet, Københavns Universitet.s. 69-74

Rouse, I. 1960 The Classifi cation of Artifacts in Archaeology.American Antiquity 25:3s. 313-323

Roux, V. & M.-A. Courty 1998

Identifi cation of Wheel-fashioning Methods: Technological Analysis of 4th - 3rd Millennium BC Oriental Ceramics. Journal of Archaeological Science 25. s. 747-763

Rowe, J.H. 1962 Worsaae’s law and the use of grave lots for archaeolo-gical dating.American Antiquity 28:2s. 129-137


106

Rowlands, M. 1984 Objectivity and subjectivity in archaeology.In: Marxist perspectives in archaeology. M. Spriggs (ed). New Directions in archaeology.s. 108-114

Sackett, J. R. 1977 The meaning of style: a general model.American Antiquity 42:3s. 369-80

Schiffer, M.B. 1978 Taking the Pulse of Method and Theory in American Archaeology.American Antiquity 43:2s.153-158

Schmid, P. 1965 Die Keramik des 1. bis 3. Jahrhundrets n. Chr. im Küstengebiet der südlichen Nordsee.Probleme der Kustenforschung im südlichen Nordsee-gebiet; vol. 8s. 9-72

Sears, W.H. 1960 Ceramic Systems and Eastern Archaeology.American Antiquity 25:3s. 324-329

Segerberg, A. et ali 1991 Ceramic chronology in view of C-14 datings.Laborativ Arkeologi 5, Stockholms. 83-92

Shennan, S. 1988 Quantifying Archaeology.Edinburgh University Press.

Shepard, A. O. 1957 Ceramics for the archaeologist.Washington

Sillar, B. 2000 Shaping Culture, Making Pots and Constructing Households. An Ethnoarchaeological Study of Pottery Production, Trade and Use in the Andes.BAR International Series 883, England.s. 55-83

Skibo, J. M. 1992 Pottery Function. A Use-Alteration Perspective.New York

Skibo, J.M., M.B. Schiffer & N. Kowalski 1989

Ceramic Style Analysis in Archaeology and Ethnohistory: Bridging the analytical Gap.Journal of Anthropological Archaeology; vol. 8. Duluth.s. 388-410

Litteraturliste

107

Smith, M.E. 1992a Braudel’s temporal rhytms and chronology theory in archaeology.In: Archaeology, Annales and Ethnohistory. A. Bernard Knapp (ed). New Directions in Archaeo-logy, Cambridge University Press.s. 23-34

Smith, M.E. 1992b Rhythms of change in postclassic central Mexico: Archaeology, Ethnohistory, and the Braudelian model.In: Archaeology, Annales and Ethnohistory. A. Bernard Knapp (ed). New Directions in Archaeo-logy, Cambridge University Press.s. 51-74

Smith, M.F. 1985 Toward an economic interpretation of ceramics: Relating vessel size and shape to use.In: Decoding Prehistoric Ceramics. B. Nelson (ed.). Publications in Archaeology, Carbondales. 254-309

Smith, R.E., G.R. Willey & J.C. Gifford 1960

The type-variety method of ceramic classifi cation as an indicator of cultural phenomena.American Antiquity 25:3s. 341-347

South, S. 1977 Method and Theory in historical archaeology.New York

Spaulding, A.C. 1953 Statiscal techniques for the discovery of artifact types.American Antiquity 18:4s. 305-313

Stanislawski, M.B. 1978 If pots were mortals.In: Explorations in ethnoarchaeology. R. Gould (ed). Albuquerque.s. 201-228

Steponaitis, V.P. 1983 Ceramics, chronology and community patterns. An archaeological study at Moundville.Academic Press, New York

Stilborg, O. 1997 Shards of Iron Age Communication. A ceramological study of internal structure and external contacts in the Gudme-Lundeborg Area, Funen during the Late Roman Iron Age.Monographs on Ceramics. Keramiska Forskningslaboratoriet, Lund.s. 92-113


108

Stilborg, O. 1995 Keramiktechnologische Untersuchungen.In: Himlingøje – Seeland – Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Kaiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen.Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København.s. 365-367

Stilborg, O. 2002 Keramik i Sydsverige – en handbok för arkeologer.Keramiska Forskningslaboratoriet. Lindahl, Olausson og Carlie (eds), Lund.

Sullivan, A.P. 1989 The Technology of Ceramic Reuse: Formation Proces-ses and Archaeological Evidence.World Archaeology 21:1s. 101-114

Tani, M. & W.A. Longacre. 1999

On Methods of Measuring Ceramic Uselife: A Revision of the Uselife Estimates of Cooking Vessels among the Kalinga, Philippines. American Antiquity 64:2. s. 299-308

Taylor, W.W. 1948 A Study of Archaeology.Memoirs, American Anthropological Association vol. 69. Menasha

Thomas, D.H. 1978 The Awful Truth about Statistics in Archaeology. American Antiquity 43:2. s. 231-244

Thomas, H.L. & R.W. Eh-rich 1969

Some Problems in Chronology.World Archaeology 1:2s. 143-156

Tischler,F. 1937 Fuhlsbüttel, ein Beitrag zur Sachsenfrage.Neumünster

Tschopik, H. 1950 An Andean ceramic tradition in historical perspective.American Antiquity 15:1s. 196-218

Tuggle, H.D. 19701 Prehistoric community relationships in east central Arizona.University of Arizona, Ph.D. 1970, Anthropology

Litteraturliste

109

Tyers, P.A. 1978 The poppy-head beakers of Britain and their relationship to the barbortine decorated beakers of the Rhineland and Switzerland.In: Early fi ne wares in Roman Britain. P.R. Arthur & G.D. Marsh (eds). BAR, British Series 57, Oxfords. 61-107

Washburn, K. & R.G. Mat-son 1985

Use of Multidimensional Scaling to Display Sensitivity if Symmetry Analysis of Patterned Design to Spatial and Chronological Change: Examples from Anasazi Prehistory.In: Decoding Prehistoric Ceramics. B. Nelson (ed.). Publications in Archaeology, Carbondales. 75-101

Weissner, P.1985 Style or isocratic variation? A reply to Sackett.American Antiquity; vol. 50.s. 160-66

Whallon, R. jr. 1972 A New Approach to Pottery TypologyAmerican Antiquity; vol. 37:1s. 13-33

Wheat, J.B., J.C. Gifford & W.W. Wasley 1958

Ceramic variety, Type Cluster, and Ceramic System in Southwestern Pottery Analysis.American Antiquity. 24:1s. 34-47

Wilkinson, E.M. 1974 Techniques of data analysis. Seriation theory.Technische und Naturwissenschaftliche beiträge zur Feldarchäologie. Archaeo-Physika vol. 5.s. 1-142

Willey G.R. & J.A. Sabloff 1974

A History of American Archaeology.London.

Willroth, K.-H. 1992 Angeln und Schwansen I. Untersuchungen zur Besiedlungsgeschichte der Landschaften Angeln und Schwansen von Ältern Bronzezeit bis zum Frühen Mittelalter. Eine Studie zur Chronologie, Chorologie und Siedlungskunde.Offa-Bücher, vol. 12. Neumünster

Wobst, M. 1977 Stylistic behaviour and information exchange.In: For the director: research essays in honour of James B. Griffi n. Cleland (ed.) Anthropological papers. Museum of Anthropology, University of Mi-chigan vol. 61s. 317-44


110

Wylie, A. 2002 Thinking from things. Essays in the Philosophy of ArchaeologyUniversity of California Press

1 Ikke tilgængelig, privat kopi fra USA – vedlagt som kopi

111

B I L A G

Hvor der er lighed der maa være slægtskab

Documents

Transcript of Hvor der er lighed der maa være slægtskab