Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen 2009: Fjordfiskere, strandjægere,...

Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og

handelsmænd i jernalderens Seden

76 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 1. Sedens placering i det fynske landskab.

Tegning: Karen Green Therkelsen.

BBooppllaaddsseenn ppåå bbaakkkkeenn

De udstrakte bopladsområder ved Seden lig-ger på en hedeslette ca. 1,8 km syd for bred-derne af Odense fjord og ca. 1,4 km øst forOdense å, der har sit udløb i den inderste delaf fjorden (fig. 2). Hedesletten er næsten heltflad, men lige netop ved ejendommen Hel-stedgård brydes fladen af en bakke, dermed en højde på blot 2-3 m og et tværmålpå ca. 250 m stort set forsvinder i det nu næ-sten tilbyggede landskab. Heller ikke i jern-alderlandskabet har bakken været markant,men den har dog alligevel brudt den jævneflade – og så har den måske været dækket afen anderledes vegetation, fordi den bestod afler i modsætning til hedeslettens grus ogsand. Disse forhold var antagelig medvir-kende årsag til, at den boplads, der blev an-lagt på bakkens top og sider i jernalderen, fiken anderledes udvikling end de gårde, der låpå de omkringliggende flader. En betydelig del af bakken er undersøgt

forud for boligbyggeri og ikke mindst i for-bindelse med anlæggelse af ringvejsystemet

ning, og yderligere 16 grave kunne under-søges. Enkelte af disse var endda fra ældre ger-mansk jernalder (ca. 375-450), så nu kunnedet godtgøres, at gravpladsen havde været ibrug i noget over et halvt årtusinde. Det varderfor nærliggende at tro, at de gårde, hvorgravpladsens døde havde boet, måtte kunnelokaliseres i det omkringliggende landskab.Siden 1988 har arkæologer fra Odense Bys

Museer fjernet mulden over store dele af Se-den Syd-bydelen i jagten på jernalderens går-de, og det har givet en enestående mulighedfor at følge udviklingen i bebyggelsen fra ca.300 f.Kr. til ca. 500 e.Kr. Et af de undersøg-te bopladsområder, beliggende ca. 500 mnordøst for gravpladsen ved ejendommenHelstedgård, har på grund af omfattende ud-gravninger og gode bevaringsforhold givetet meget detaljeret indblik i jernalderfolke-nes liv. I det følgende præsenteres nogle afde resultater, som arkæologer og naturvi-denskabsfolk har opnået efter undersøgel-serne på stedet.

IInnddlleeddnniinngg

I midten af 1960’erne pløjede landmandMogens Walther de flade og sandede jorderpå ejendommen Hvenekilde nær landsbyenSeden ca. 5 km nordøst for Odenses centrum(fig. 1). Den historieinteresserede landmandfandt potteskår og hvidbrændte menne-skeknogler i plovfuren, så han kontaktedeFyns Stiftsmuseums leder, Erling Albrectsen,der i den kommende tid afdækkede mere end150 grave fra førromersk og romersk jern-alder (ca. 150 f.Kr. - ca. 375 e.Kr.).1 Andre op-gaver lå for, så der blev ikke gjort mere forat følge op på sagen; det skete først ca. 20 årsenere, da den fynske hovedstad havde fåetså meget vokseværk, at nye boligområder varbegyndt at opsluge arealerne øst for Oden-se Ås udløb i fjorden. Heldigvis var arkæo-logerne hele tiden et skridt foran entrepre-nørernes gravemaskiner, og da området om-kring gravpladsen skulle udstykkes, rykke-de de ud for at se, om der endnu var grave påstedet. Det viste sig snart, at Albrectsen ikkehavde fundet gravpladsens fulde udstræk-

77. . . I J E R N A L D E R E N S S E D E N

Anne Birgitte Gotfredsen, Mogens Bo Henriksen,

Jacob Kveiborg & Karen Green Therkelsen

Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere oghandelsmænd i jernalderens Seden

78 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 2. Seden Syd set fra sydvest i 2001. Odense å løber lige akkurat uden for billedets venstre kant; i bag-

grunden ses den indre og meget fladvandede del af Odense Fjord. 1: Bopladsen ved Helstedgård. 2: Grav-

pladsen ved Hvenekilde. Foto: Mogens Bo Henriksen.

øst om Odense. I de mange tusinde kva-dratmeter store udgravningsfelter er der på-vist spredte spor af bebyggelse fra sten- ogbronzealder. Først i begyndelsen af yngre ro-mersk jernalder (ca. 200 e.Kr.) anlagdes enklynge af beboelseshuse med tilhørendestalde og omgivende hegn (fig. 3). Antage-lig har der ligget 2-4 gårde på bakken fra 3.-5. århundrede, hvorefter området tilsyne-ladende blev forladt – og måske sprang i skov.

Det er nu ikke gårdenes huse, der skal værehovedemnet for denne artikel, men derimodbopladsens usædvanligt mange brønde og demeget udstrakte og tykke affaldslag – af ar-kæologerne kaldet kulturlag – som er un-dersøgt ved foden af bakken. Det er i brøn-dene og kulturlagene, der er fremkommet etstort oldsagsmateriale, som dokumentererbopladsens særstilling i lokalområdet såvelsom i et større perspektiv.

DDrriikkkkeevvaannddssbbrrøønnddee oogg hhøørrrrøøddnniinnggssggrruubbeerr

I Seden-området er grundvandsspejlet me-get højt, men særligt på overgangen mellembakkens ler og hedeslettens sand skal manikke grave dybere end ½ meter, før vandetpibler frem. Stikker man spaden blot lidtlængere ned i jorden, bliver vandpresset såstort, at det bliver nødvendigt med afstivning;ellers skrider det hele simpelthen sammeni en sø af mudder. Denne lette og konstan-te adgang til ubegrænsede mængder grund-vand har jernalderbønderne hurtigt fået øj- nene op for, og derfor har de rundt langs bak-kefoden anlagt mere end 30 brønde i løbetaf bopladsens brugstid. Det virker lidt vold-somt i betragtning af, at bakkens gårdenæppe på noget tidspunkt har huset mereend måske et halvt hundrede to- og firbenedebeboere, der skulle forsynes med drikkevand(fig. 4). Undersøgelserne afslørede da også snart, at

det nok kun var et fåtal af de indtil blot ca.1½ m dybe nedgravninger, der havde væretanvendt som brønde i traditionel forstand. Pågrund af det fugtige og iltfattige miljø i ned-gravningerne er der bevaret et fantastisk stortog velbevaret arkæologisk og naturviden-skabeligt fundmateriale, som på et ret de-taljeret niveau kan bruges til at belyse akti-viteter og miljø på bopladsen i 3.-5. årh. e.Kr.Senest har brøndene fungeret som regulæ-re skraldespande for bopladsens hushold-nings- og værkstedsaffald, men rester af siv-planter og andemad samt ferskvandssnegle


Fig. 3. Oversigtsplan over dele af bopladsen ved Helstedgård med markering af huse, brønde, kulturlag og begravet hund. Tegning: Karen Green Therkelsen.

imod om bevidst placeret materiale. Stæng-lerne lå pænt sorteret, og de olieholdige frøvar fjernet fra hørstænglerne. Derfor er dernæppe grund til at tvivle på, at både hør- ognældestængler har været lagt i blød i brøn-dene for at rødne, således at man gennem for-skellige processer efterfølgende kunne fri-

umiddelbart lignede halmstrå (fig. 5). Vednærmere analyser på Nationalmuseets Na-turvidenskabelige Undersøgelser kunne detdog afsløres, at der var tale om stængler afbrændenælde og især af hør.2 Der var tyde-ligvis ikke tale om strå, der tilfældigvis varblæst eller smidt ned i brøndene, men der-

og dafnieæg viser, at de forinden stod vand-fyldte i nogen tid. Det var dog fund fra bund-laget af brøndgruberne, der afslørede årsagentil, at man oprindeligt havde gravet sig nedtil de ustabile og meget vandførende lag. På bunden af flere af brøndgruberne fand-

tes nemlig totter og bundter af noget, der

80 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 4. Jernalderbrønd under udgravning. De mørke

lag stammer fra opfyldningen med affald. I en enkelt

brønd stod endnu en stige – i form af en stam me

med udhuggede trin. Foto: Rasmus Birch Iversen og

Mogens Bo Henriksen.

Fig. 5. Bundt af hørstængler på bunden af en brønd – og i hånden af en arkæolog.

Foto: Karen Green Therkelsen.

Behandlingen af hør er en lavteknologiskproces, der ikke nødvendigvis har afsat man-ge spor i det arkæologiske materiale, og derer således ikke fundet redskaber fra demange led af forarbejdning, som hørstæng-lerne har været igennem. Det er dog sand-synligt, at alle bearbejdningstrin har væretpraktiseret på stedet, for mange fund af ten-og vævevægte dokumenterer, at fibrene og -så blev spundet til garn og vævet til tekstilved gårdene på bakken (fig. 6). I en af brøndene stod et helt lerkar, som var

fyldt med hyldebær (Sambucus nigra), dernu var til stede i form af frø (fig. 7). Fundetkunne ikke umiddelbart forklares, men da deråret efter blev gjort et fuldstændigt tilsva-

gøre fibre til tekstilproduktion. Forarbejdningaf hørstængler til tekstil har man praktise-ret på vore breddegrader siden yngre bron-zealder, og faktisk er landets ældste pro-duktionsanlæg undersøgt ved Fraugde ca. 6km sydøst for Seden.3 Antallet af hørrød-ningsbrønde på Seden-bopladsen er så stort,at der må være tale om en udstrakt og sy-stematisk produktion med henblik på af-sætning til andre jernalderbopladser. Spor ef-ter så udstrakt hørforarbejdning har hidtilkun været kendt fra vikingetid,4 men kan alt-så med fundene fra Seden føres tilbage til 4.og måske endda til 3. årh. e.Kr.


Fig. 6. Opstadsvæven, der forvandlede hørgarnet til

tekstil, var forsynet med ring- eller pyramidefor-

mede vævevægte af brændt ler.

Foto: Jørgen Nielsen.

Fig. 7. Dette tykvæggede kogekar med rester af fast-

brændt mad var nedsat i en brønd med et indhold af

hyldebær.


rende og jævngammelt fund ved Allerup 8km syd for Seden, kunne det ikke længereopfattes som en tilfældighed. Også Allerup-karret var nedsat i en brønd, og denne inde-holdt tillige en trækølle, som kan have væ-ret anvendt til bearbejdning af plante-stængler.5

Hvad var årsagen til at sætte en krukke-fuld hyldebær ned i en brønd? Var det et of-fer, eller skyldes det snarere, at bærrene herkunne opbevares i et køligt miljø, eller skul-le de tværtimod være her for at gære? I nye-re tid har man anvendt hyldebær til at givehørgarn en brunlig og uld en blågrå farve,så måske er forklaringen simpelthen, atman skulle bruge den kraftige suppedas tilat farve garn. På den nærliggende Hvene-kilde-gravplads har man fundet uldstoffer fragravpladsens tid,6 og de er farvet blå, anta-gelig med planten farvevajd. Da kun småfragmenter af dragterne er bevaret, kandet ikke udelukkes, at de også har omfattetbeklædningsstykker af hør, som var farvetved hjælp af hyldebær.

HHvveerrddaaggeennss rreeddsskkaabbeerr

Blandt fundene fra brøndenes fugtige lag skalfremhæves en række smågenstande, derbelyser forskellige aspekter af hverdagsliveti jernalderen. Stumper af reb, antagelig la-vet af lindebast, stammer måske fra kvægetstøjr (fig. 8), mens en stor tønder- eller fyrs-vampmåske er hjembragt for at fungere som

82 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 9. Tøndersvamp – gnistfang i jern-

alderens fyrtøj. Foto: Jørgen Nielsen.

Fig. 8. Stump af snoet reb – måske lavet

af lindebast? Foto: Jørgen Nielsen.

Fig. 10. Ildsten, der er lavet af den hårde bjergart

kvartsit, var fastgjort til bæltet med en strop.


gnistfang ved optænding med datidens fyr-tøj, der bestod af en stålspids, som blev slå-et mod en oval kvartsitsten (fig. 9). Og net-op sådanne ildslagningssten blev der fundetet par stykker af i affaldslagene (fig. 10).Fra jernalderens grave ved vi, at næsten alle

mennesker var udstyret med en kam, og deter derfor ikke så usædvanligt, at der blev fun-det stumper af flere af disse personlige red-skaber, som var lavet af hjortetak. En af kam-mene skiller sig dog ud fra den type, mannormalt finder i de fynske grave, idet den haret halvcirkulært greb på overdelen (fig. 11).Kamme med denne udformning af grebet ermeget udbredte i Sydøsteuropa, men i Dan-mark kendes de kun fra Fraugde-gravplad-sen ca. 8 km sydøst for Seden,7 fra krigs-bytteofferfundet i Nydam Mose i Sønder-jylland samt fra Bornholm. Hvorvidt denmeget specielle kam fra Seden er en fynskkammagers efterligning af en type, som hanhar set i bæltet hos gæster – eller om der er


Fig. 11. Stumper af lokale benkamme – og af kam af sydøsteuropæisk type med halvcirkulært greb.


den af en lille olielampe, der ved hjælp af sæl-tran eller fåretælle kunne bidrage til oplys-ningen inde i de mørke jernalderhuse.

SSmmyykkkkeessmmeeddeennss aaffffaalldd??

Ikke så få gange under udgravningen sketedet, at graveskeen midt mellem alskenshusholdningsaffald stødte på genstande,som man skulle mene var for gode til at værekastet på møddingen. Det drejede sig omstumper af eller endda hele smykker af bron-ze og sølv, men også om ophuggede værdi-metaller, der skal omtales lidt senere. Blandt smykkerne er ca. 25 dragtnåle, så-

kaldte fibler, af stor betydning for tidsfæ-stelsen af bopladsen. Et eksemplar fra 3. årh.er lavet af sølv med pålagt guldblik, og dethar haft en meget avanceret fjederkon-struktion, som antagelig er gået i stykker,hvorefter man har kasseret smykket medhenblik på omsmeltning (fig. 14). Denne bro-

LLeerrkkaarrsskkåårr ii ttuussiinnddvviiss

Bopladsens affaldslag rummede tusindvis afskår fra knuste lerkar, men altid så sønder-brudte, at de ikke kan sættes sammen til helekar. Hvis man ønsker at vide, hvilke typer ogstørrelser af lerkar, gårdenes beboere brug-te til madlavning og opbevaring, er vi dogikke helt på bar bund. “Facitlisten” findes fak-tisk på den nærliggende Hvenekilde-grav-plads, hvor de døde ofte blev stedt til hvilemed en opdækning af husgeråd (fig. 13). Derer således ikke tvivl om, at skårstumperne frabopladsen repræsenterer de samme typer afkogekar, drikkebægre og opbevaringsterri-ner, som genfindes i gravene. Ligheden er såiøjenfaldende, at det kan antages, at grave-nes kar er fremstillet på en af områdets bo-pladser.En mindre skårflage i tykvægget, groft-

magret gods er forsynet med tre små støt-tefødder, og dette stykke er helt eneståendei materialet. Antagelig er der tale om bun-

tale om et regulært importstykke, kan værevanskeligt at afgøre. En ting er dog helt sik-ker: På Seden-bopladsen er kammen næp-pe fremstillet, for trods virkelig gode beva-ringsforhold for ben og tak er der ikke fun-det spor efter systematisk bearbejdning afdisse materialer. Det er der til gengæld påLundsgård-bopladsen ca. 1 km mod sydøst,så teoretisk set kan kammen være herfra. Så-vel halvfabrikata som færdige kamme frabåde denne boplads og den tilhørende grav-plads8 er dog lokalt forankrede typer. Blandt brøndenes mange velbevarede gen-

stande af organiske materialer adskiller enlille spinkel træpind sig ved at være tilskå-ret i den ene ende, så den afsluttes som et sti-liseret dyrehoved (fig. 12). Dyrearten kanikke bestemmes nærmere, og måske er derblot tale om et barns leg med en kniv i en til-fældig kæp, men ligegyldigt hvad, er det etpudsigt fund, der giver et øjebliksbillede aftiden omkring 400 e.Kr.

84 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 12. Pind med udskåret dyrehoved; dyrearten

kan dog ikke bestemmes.



Fig. 13. Skårstumper fra bopladsens affaldslag – og

tilsvarende, men helt kar fra Hvenekilde-gravplad-

sen. Foto: Jørgen Nielsen.

chetype, af arkæologer benævnt Sackrau-fibler efter et polsk fundsted, kendes fra enhalv snes rigt udstyrede kvindegrave på Fyn,og det nærmeste fund er gjort på Hvene-kilde-gravpladsen. Hovedparten af fiblerneer dog af bronze eller jern, og de fleste kantidsfæstes til 4. årh. (fig. 15), mens enkelteer fra 5. årh. (fig. 16) - og igen må man pegepå, at der er fundet nære paralleller påHvenekilde-gravpladsen. Blandt de sene fibler kan man særligt fremhæve et stykke medkorsformet hovedparti og spadeformet fod(fig. 17). Formen er især kendt fra norskefund, men beslægtede stykker kendes fra Al-

86 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 14. Pragtfibula af sølv med pålagt guldblik. 3.

årh. Længde: 4,0 cm. Tegning: Steffen P. Maarup.

lerup 8 km syd for Seden9, fra Korup 11 kmmod vest10 samt fra Gudme på Sydøstfyn, såder behøver ikke være tale om et importe-ret smykke.Smykkerne omfatter også flere stykker af

simple sølvringe samt et stykke af en stem-pelornamenteret sølvhalsring fra tiden om-kring 400 e.Kr. (fig. 18). Dette og flere af deandre smykker er så store, at man ikke kantro, at de blot er tilfældigt tabte, og de fle-ste virker da også bevidst overbrudte. Det kanskyldes, at genstandene var på vej til om-smeltning, og de skal derfor nok snarest op-fattes som skrot fra en håndværkers værk-

Fig. 15. Tre næsten ens bronzefibler fra slutningen af 4. årh. Længde: 8,1 cm, 5,7 cm og 5,1 cm.

Tegning: Steffen P. Maarup.

ser er slet ikke påvist ved de arkæologiskeundersøgelser. Dette er nu ikke så usædvan -ligt, for i jernalderen foregik mange hånd-værksprocesser direkte på jordoverfladen, ogspinkle spor af ildsteder, esser, ovne og ar-bejdsbænke er siden fjernet og opløst.

FFrreemmmmeeddee ffoorrbbiinnddeellsseerr

Handelsvarer fra nær og fjern har fundet vejtil Seden-bopladsen, og en romersk sølvmønt,en såkaldt denar, må være et resultat af ensådan vareudveksling. Mønten har i hvertfald været gennem mange hænder, for den

blev lagt i en grav eller ofret i en mose i bron-zealderen, for så langt senere at blive fun-det af jernalderfolkene og hjembragt som enressource, der kunne genbruges. Når man betragter de mange fund af

skrot og produktionsaffald fra smykkesme-dens værksted, kan det undre, at der kun erbevaret meget få redskaber. Der er kun fundet nogle stumper af såkaldte probérsten, heltglatpolerede og meget hårde sten, som an-vendtes til at afprøve guldets lødighed og må-ske til udbankning af guldblik, samt få ogsmå fragmenter af digler og støbeforme.Egentlige værkstedsspor i form af f.eks. es-

sted. Tilsyneladende har smykkesmedenikke manglet råmateriale, for ellers ville hanvel ikke have været så uforsigtig i sin om-gang med værdierne! Smykkesmedens arbejde dokumenteres

også af metalsmelteklumper samt af stum-per af sølv- og bronzebarrer. Til sidstnævn-te gruppe regnes også flere stumper af et op-hugget bronzesværd fra ældre bronzealder(ca. 1700 f.Kr.). Sværdet var således omkring2000 år gammelt, da det blev hugget op, ogdet er helt utænkeligt, at det skulle have væ-ret i anvendelse gennem så langt et tidsrum.Det er langt mere sandsynligt, at sværdet


Fig. 16. Korsformet bronzefibula med dyrehovedfor-

met fod. 5. årh. Længde: 5,0 cm.


Fig. 17. Korsformet bronzefibula med spadeformet

fod. 5. årh. Længde: 6,5 cm.


Fig. 18. Fragment af stempelornamenteret sølvhals-

ring fra tiden omkring 400 e. Kr. Længde: 6,0 cm.


til smykker efter lokal smag, mens andrestykker blev gemt bort og gravet ned somskatte. Et eksempel på en sådan skat medstumper af et romersk sølvfad fandtes i 2007på en boplads ved Fraugde Radby blot 4,5 kmsydøst for Seden.12

I 3.-5. århundrede producerede glashytteri området nord for Sortehavet såvel somlangs Rhinen store mængder drikkeglas, derefterfølgende blev eksporteret til betyd-ningsfulde slægter længere mod nord. Gan-ske mange glas cirkulerede blandt sydøst-fynske stormænd, mens et mindre antal blevtransporteret ind i baglandet. At dømme udfra gravfundene nåede kun få glas til egnenomkring Odense, og derfor er det overras -kende, at der fandtes mindst 11 skår fra etnæs ten tilsvarende antal glasbægre i af-

er nu så slidt, at den ikke kan bestemmesmere præcist inden for rækken af antonin-ske kejsere eller det severiske dynasti (138-217 e.Kr.).11 Som betalingsmiddel i jernal-derens vareudveksling har man dog især an-vendt ituklippede genstande af sølv og guld,og værdimetallerne blev omhyggeligt afvej - et på vægte, hvis lodder af bly og bronze erfundet på bopladsen (fig. 19). En stump af enguldhalsring (fig. 20) samt flere fragmenteraf sølvringe tilhører kategorien af betalings -metal, og det samme gør et par stumper sølv-plade, der er brutalt hugget ud af et romersksølvfad (fig. 21). Romersk bordservice af sølvcirkulerede i mere eller mindre sønder-brudt tilstand som “skillemønt” blandt fyn-ske stormænd i 4.-5. årh. e.Kr. En del – sik-kert det meste - endte i smeltediglen og blev

88 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 19. Tøndeformet vægtlod af jern og bronze.


Fig. 20. 1,57 gram guld – blot en lille promille af de i alt ca. 18 kg. guld, som kendes fra samtidige skattefund

på Fyn. I forstørrelse ses tydelige hugspor fra ophugningen af guldsmykket. Foto: Jens Aagaard.

Fig. 21. Et lille fragment af et romersk sølvfad.

Måske blev det anvendt som betalingsmiddel?


faldsbunkerne på Seden-bopladsen. Selv udfra de små glasstumper er det muligt at se,at man har haft mindst tre typer af glasbægrepå bopladsen: Små med lodrette ribber påydersiden, koniske med indslebne ovale fel-ter på ydersiden samt større kræmmerhus-formede bægre (fig. 22). Spørgsmålet er i mid-lertid, om de velbeslåede Seden-bønder no-gensinde har haft lejlighed til at skåle medet sådant statussymbol i hænderne – eller omman blot var kommet i besiddelse af enkel-te glasskår? Netop i 3.-5. århundrede ser derud til at have været en handel med de – påvore breddegrader – eksotiske glasskår. Demhar man måske gemt som spillebrikker el-ler amuletter, der kunne holdes op, så sollyset


Fig. 22. Fem glasskår af romerske og

sydøsteuropæiske glasbægre.

Bemærk, at de fire er randskår!


brød gennem den urene, grønlige glasmas-se og skabte magiske spil. Glasskårenes be-tydning understreges af, at man ikke sjæl-dent lod et enkelt skår følge ejeren i gravensom et symbol på et helt bæger.13 I andre til-fælde blev de endog monteret som et lillevindue i et lerkar, og så kunne man se lysetsspil, når lerbægeret var tømt.14

Til de mere ydmyge genstande fra de ro-merske eller sydøsteuropæiske glashytter hø-rer glasperler; dem er der fundet mere endet halvt hundrede eksemplarer af i affald-slagene, hvor der i øvrigt også er fremkom-met mere end et dusin skiveformede såvelsom berlokformede ravperler (fig. 23). Rav-perlerne er utvivlsomt lokale i den forstand,at de er lavet af rav fra danske kyststræk-ninger, måske Vestkysten, eller måske lige-frem en fynsk strand? Forarbejdningen kanherefter have fundet sted hos den ravsliber,som vides at have haft et værksted ved Lun-deborg på Sydøstfyn i disse århundreder.15

Halskæder med rav- og glasperler var me-get almindelige på Fyn i 3.-5. årh., og på Hve-nekilde-gravpladsen er der således fundet fle-re, heraf én med ikke mindre end 139 per-ler (fig. 24). Til bopladsens fremmede elementer kan

man også regne to hængesmykker af mes-sing. Det ene stykke er let trapezoidt og 4,1cm langt, det andet nærmest pilebladsformetog 4,8 cm langt og forsynet med ikke min-dre end to ophængningshuller (fig. 25). For-merne såvel som metallegeringen adskiller

90 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 23. Et udvalg af glas- og ravperler fra affaldslagene.



Fig. 24. Kæde af glas- og ravperler fra

Hvenekilde-gravpladsen.


Fig. 25. To amuletter af messing. Længde: 4,1 cm og 4,8 cm.


sig fra de andre hængesmykketyper, der ken-des fra Fyn. De nærmeste paralleller er for-skellige former for amuletter, der er fundetpå gravpladser i området syd for den vest-lige del af Østersøen, men også vestpå til densydlige del af England samt mod øst gennemPolen og hele vejen til Sortehavet.16 Det erderfor fristende at tolke de to hængesmyk-ker fra Seden som amuletter, der er kommettil Fyn som led i udvekslingen af varer. Detmå derimod være et åbent spørgsmål, om dettankegods, der var knyttet til amuletterne ideres oprindelsesområde også fulgte med pårejsen hertil?

NNååeeddee ffoollkkeevvaannddrriinnggssttiiddeennss

uurroolliigghheeddeerr ttiill SSeeddeenn??

Seden-bopladsen var beboet i de århundre-der, hvor fund af ofret krigsbytte fra de fyn-ske moser vidner om, at der har været vold-somme uroligheder i Nordeuropa. Dette af-spejler sig dog meget sjældent på de samti-dige bopladser, hvor våbenudstyret kun ersparsomt repræsenteret i forhold til de man-ge genstande, der vidner om hverdagenslangt mere fredelige sysler. To såkaldte lan-sesko (fig. 26) og en pilespids er således detnærmeste, vi kommer på folkevandringsti-dens uroligheder.

92 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 26. To lansesko – et beslag, der har siddet bag på

lanseskaftet. Foto: Jørgen Nielsen.

Fig. 27. Ved udgravningen af kulturlagene bidrog amatørarkæologer fra for-

eningen Harja med mange tusinde timers arbejdskraft. Bemærk den store

mængde knogler i affaldslaget! Foto: Mogens Bo Henriksen.

skellige arter af pattedyr, fugle og fisk. Derer dog stor forskel på udnyttelsen af de en-kelte arter. Visse dyr spillede en afgørende rol-le i den daglige økonomi; det gjaldt især hus-dyrene. Vilde pattedyr, både marine og ter-restriske, fandt derimod kun lejlighedsvis vejtil jernalderbefolkningens bord. Anderle-des forholder det sig med fisk og fugle. Atdømme efter de mange tusinde fiske-18 ogfugleknogler i materialet har de udgjort et vigtigt supplement til kød fra kvæg, svin og får.

hverken art eller knogleelement. De knog-ler, som kan benyttes i en analyse, udgør der-for kun en delmængde af det samlede ma-teriale (fig. 28). Man må dog formode, ma-terialets størrelse og variation in mente, atde identificerbare fragmenter udgør et re-præsentativt udsnit af det samlede materiale.Den foreløbige analyse af det zoologiske

materiale bygger på mere end 10.000 arts-bestemte fragmenter.17 Den viser, at lands-byens beboere udnyttede mere end 50 for-

HHuussddyyrr,, ffiisskkeerrii oogg jjaaggtt

En meget betydelig del af fundmaterialet fraudgravningerne på Seden-bopladsen udgø-res af dyreknogler. Takket være en kombi-nation af gunstige bevaringsforhold og om-hyggelig indsamling udgør det zoologiskemateriale fra bebyggelsen et af de største ogmest alsidige knoglefund fra jernalderen her-hjemme (fig. 27), og de indsamlede dyrek-nogler giver en sjælden indsigt i faunaud-nyttelsen i 3.-5. århundrede e.Kr. Den sto-re mængde knogler består hovedsageligt afslagteaffald og måltidsrester og indeholderderfor oplysninger om beboernes spisevaner,foretrukne nyttedyr, jagtbytte og fiskeri.Knoglerne giver desuden indblik i jernal-derbondens eller måske rettere fiskerbondensudnyttelse af forskellige biotoper i det om-kringliggende landskab, det være sig engen,skoven, åløbet eller fjorden. Sidst i artiklenbringes en liste over samtlige dyrearter, somer identificeret i knoglematerialet. Knoglematerialet fremstår, trods de gode

bevaringsforhold, ikke i hel stand. Dels harknoglerne været udsat for en hårdhændet be-handling under slagtningen og parteringen,og dels har landsbyens hunde og svin, kra-ger og ræve forsynet sig med affaldet. Her-om vidner snitmærker, hugspor og gnave-mærker på mange af knoglerne. Den livli-ge aktivitet i området har desuden betydet,at knoglerne i mange tilfælde er fragmen-teret yderligere, og en stor del af dem er såitubrudte, at de ikke lader sig bestemme til

93

Fig. 28. Knoglerne fra Seden-bopladsens affaldslag var ekstremt fragmenterede. Langt den

største andel udgjordes af ubestemte fragmenter (nederst). Foto: Geert Brovad.

. . . I J E R N A L D E R E N S S E D E N

HHuussddyyrr

Den vigtigste ressource, hvad angår mad ogandre produkter, var de større husdyr; svin,kvæg, får og i en vis udstrækning hest. Ogsåselvom fiskeri og fuglefangst gav et vigtigtbidrag til husholdningen. Rent knoglean-talsmæssigt dominerer svin over kvæg, fårrangerer på en tredjeplads, mens hesteknog -ler kun udgør ganske få procent af tamdyr -knoglerne på pladsen (fig. 29). Dette er dogikke ensbetydende med, at svinehold var vig-tigere end kvæghold. Af de større husdyr varkvæget det mest værdifulde, da det ud overkød også leverede mælk og arbejdskraft og

94 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 29. De bestemte husdyrknoglers procentuelle

fordeling (N=6258).

Fig. 30. Kostejler på bunden af en brønd – måske lå

kohornene i blød med henblik på bearbejdning?

Foto: Karen Green Therkelsen.

Fig. 31 Aldersfordelingen for de vigtigste husdyr baseret på tandfrembrud og tandslid af underkæbernes tænder. Svin (n=28), kvæg (n=20) og får (n=23).

Hesten kan ofte, ligesom hunden, indta-ge en særstatus, og det ringe antal knoglersammenholdt med knogler fra de andretam dyr på pladsen tyder også på, at den ikkevar et almindeligt kødproducerende husdyr.Parteringsmærker på en lændehvirvel og enbækkenknogle kunne dog antyde, at nogethestekød har fundet vej til kogekarrene. For-arbejdningsspor på flere mellemfodsknog-ler dokumenterer ligeledes, at hesteknoglerneblev brugt til benmageri. Typisk afsavede ogkasserede man knogleenderne for at få etgodt lige stykke at arbejde videre med (fig.32). Generelt opnåede hestene en høj alder,inden de måtte lade livet, og det må formo-des, at de fortrinsvis blev brugt som ar-bejdsdyr, men fund af sporer dokumenter, atde også anvendtes som ridedyr (fig. 33). PåSeden Syd er der fundet knogler fra bådeungdyr og gamle individer, så man har må-ske også avlet heste på pladsen.

hoved parten ikke ældre end 6-12 måneder.Man slagtede lammene, mens kødet endnuvar mørt og lækkert. Kun en mindre andelvar udvoksede ved slagtetidspunktet oghav de dermed haft mulighed for at bidragemed uld og mælk samt indgå i fornyelsen afbestanden. Endnu er kun en mindre del afhusdyrmaterialet aldersvurderet, og man kanderfor endnu ikke drage alt for håndfastekonklusioner om produktionsformerne påbopladsen.20

efter slagtningen tillige huder og horn (fig.30). Også fårene producerede sekundær-produkter som uld og mælk. Ud over forskel -lige typer af parteringsmærker og andre slag-tespor er de lange rørknogler og underkæ-berne ganske sønderslåede som resultat afmarvspaltning. Så ud over kød og fedt fra dy-rene blev også marven anvendt. Alderen på husdyrene kan estimeres ved

på underkæbernes tænder at se på tandslidog tandfrembrud af det permanente tandsæt(fig. 31). Svineholdet sigtede i sagens naturmod kødproduktion. Ikke overraskende blevto tredjedele af svinene slagtet, før de blev toår. Umiddelbart ser det ikke ud til, at man påSeden Syd har haft egentlig svineproduktionmed afsætning for øje. Den sidste tredjedelaf de slagtede dyr bestod af søer til fornyel-se af bestanden og eventuelt galte, som manførst i 1½ til 3-års-alderen opnår det maksi-male udbytte af.19 De analyserede tænder ud-viser et ekstremt slid, hvilket peger på, at svi-nene må være drevet ud på de sandede jor-der for at finde føde og ikke bare har ståethjemme i svinestien og ladet sig fede op. Den foreløbige analyse af kvægets alders-fordeling tyder på, at kvægholdet især ret-tede sig mod kødproduktion, da 70 % afkvæget er slagtet inden treårsalderen. De ud-voksede dyr har givetvis leveret mælk ogtræk kraft. Fårenes slagtealder tyder ligele-des på, at de hovedsageligt blev holdt for kø-dets skyld. Op mod 83 % er slagtet som ung-dyr, inden de blev to år gamle, og heraf blev


Fig. 32. Hestens mellemfod eller mellemhånd var de

foretrukne råemner til benmageri.

Foto: Geert Brovad.

Fig. 33. To rytteres sporer fandtes blandt hushold-

ningsaffaldet. Foto: Jørgen Nielsen.

56 cm med kranium og tænder af sammestørrelse, om end mere gracilt udformet somen nutidig stor spidshund, f.eks. en grønlandskslædehund. De mange hundedeponeringer gi-ver ligeledes mulighed for at få et indblik ibegravelses- og deponeringsritualer af hun-de. Det er helt klart, at hundene er behand-let ganske anderledes end de øvrige tamdyr.Hunde har haft en helt speciel betydning forog tilknytning til jernaldermennesket.

VViillddtt

Jernalderfolkene på Seden Syd gik kun i be-skedent omfang på jagt. I lighed med situa-tionen på andre samtidige bopladser udgørknogler fra vildt en meget ringe andel. Derer dog fundet knogler fra hjortevildt, båderådyr og kronhjort, samt fra hare og enkel-te pelsdyr så som hermelin, mår og ræv, deraf og til er jaget eller taget i fælder. Fjordens nærhed afspejles i fund af enkelte

sælknogler. Det er interessant nok spættetsæl, som er påvist i møddinglagene, og ikkegråsæl, der ellers var den hyppigste sæl påvore forhisto riske bopladser og dermed an-tagelig også den mest udbredte sælart.25

Den spættede sæl, som vi i dag typisk ser vedde danske kyster, var ganske sjælden. Den-ne sælart kunne, ud over at have et særligtblødt skind af høj kvalitet, også levere spæk,og den er den mest kystnære af de danske sæl- arter. Ofte opholder den spættede sæl sig pågrundt vand eller på stranden for at sole sig.

Hundedeponeringerne giver en eneståendemulighed for at få en god indsigt i hunde-typer i 4. og 5. århundrede e.Kr. Arkæologi-ske fund med flere hundetyper repræsente-ret kendes så langt tilbage som ca. 6000 f.Kr.fra Maglemosetidens store stenalderboplad-ser.23 Med landbrugets indførelse bliver enmindre hundetype, formodentlig hyrde-hunde, fremherskende, men først fra jern-alderen har vi et større spektrum af jagt-brugs- og selskabshunde.24 I grave og offer-fund er det ofte store hunde, der dominererbilledet. De foreløbigt undersøgte hundeske -letter fra Seden Syd er fra mellemstore hun -de med en estimeret skulderhøjde på op til

Menneskets bedste ven, hunden, er re-præsenteret ved deponeringer af hele ellernæsten komplette skeletter. En hund var så-ledes lagt ned i en brønd, mens en anden varomhyggeligt anbragt i sovestilling og der-næst dækket med et lag husholdningsaffald(fig. 34). En C-14-datering viser, at hundenblev begravet omkring 400 e.Kr.21, og helt lig-nende og samtidige deponeringer kendes fraLundsgård-bopladsen 1 km sydøst for Seden.Det er fristende at tro, at hundene repræ-senterer en form for ofring i lighed med deandre former for dyreofre, der kendes frasamtidige bopladser på Fyn såvel som i re-sten af landet.22

96 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 34. Skelet af hund, der var begravet under kulturlaget. Foto: Jørgen Nielsen.

Det andet iøjnefaldende forhold er en alt- overskyggende dominans af knogler fraskarv. Op mod 90 procent af de artsbestem-te knogler kan henføres til denne gåsestore,sorte vandfugl. Skarven er i dag en talrig yng- lefugl, og der findes rundt regnet 40.000 yng-lende par herhjemme. Sådan har det doglangt fra altid været. Den store fremgang forskarverne kom først med en fælles EU-fred-ning i begyndelsen af 1980´erne; før dennetid var fuglen fåtallig, og går vi bare 100 årtilbage, var fuglen stort set udryddet.26

Skarven er på ingen måde en nyindvan-dret fugleart. Skarvknogler er fundet på enlang række lokaliteter fra ældre stenalder ogop gennem oldtiden. Den har således værettil stede herhjemme i mere end 7-8.000 år,om end med vekslende intensitet.27 Fundetfra Seden Syd er ikke det eneste eksempelpå skarvjagt i romersk jernalder på Fyn. Skar-ven er den hyppigste fugleart på den sam-tidige plads Lundeborg øst for Gudme, og denkendes tillige fra lokaliteten Tokkendrup vedOtterup dateret til ældre romersk jernalder(år 0-200 e.Kr.).28

FFuuggllee

Ud af et par tusinde fugleknogler har ca. 850fragmenter kunnet bestemmes til familie,slægt eller art (fig. 36). Knogler af fugle er,i lighed med knogler fra fisk, ofte svære atbestemme til en specifik art og underart; her-til ligner nærtbeslægtede arter hinanden formeget. I mange tilfælde er det dog alligevelmuligt at drage slutninger ud fra bestem-melser til et mere overordnet taxonomisk ni-veau, da nærtbeslægtede arter ofte lever inærtbeslægtede miljøer. Som det fremgår afartslisten, der efterfølger artiklen, er der man-ge arter repræsenteret i materialet. Der er dogisær to forhold, som springer i øjnene. Det ene er den totale mangel på knogler

fra tamfugle (høns, gæs og ænder). Høns ogformodentlig tamgæs og -ænder introdu-ceres herhjemme i århundrederne omkringKristi fødsel, og det kan derfor undre, at derblandt de mange fugleknogler ikke er fun-det et eneste sikkert vidnesbyrd på, at tam-fugle er til stede i materialet. Enkelte knog-ler, bestemt til gæs, kan dog både være fravilde og tamme grågæs, men deres fåtallig-hed peger mere i retningen af, at det drejersig om jagtbytte frem for tamme fugle.

En solbadende sæl kunne i et ubevogtet øje-blik være fanget på land. Fundet af en spækhuggertand (fig. 35) i en

af pladsens brønde understreger tilknytnin -gen til det marine miljø. Der kan være fle-re forklaringer på, hvordan spækhugger-tanden er havnet i brønden. Den kan væreindhandlet med det formål at bruge den sområemne til udskæring eller hidrøre fra etstrandet individ. Lavvandede fjorde udgjor-de sandsynligvis også i forhistorien en stran- d ingsrisiko for bl.a. spækhuggere. Det vid-ner en del forhistoriske strandinger uden forbopladskontekst om. En nyligt strandet hval,som endnu ikke var gået i forrådnelse, kun-ne snildt levere både kød og spæk - og entandhval tillige tænder. Der er dog ikke fun-det andre dele af spækhugger på boplad sen,og det lader sig derfor ikke afgøre, om tan-den er import eller af lokal oprindelse.


Fig. 35. Denne imponerende spækhuggertand fra et

udvokset individ fandtes i en af bopladsens brønde.


Fig. 36. De bestemte fugleknoglers

procentuelle fordeling (n= 847).

98 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 37. Alle dele af skarvens skelet duk-

kede op i affaldslagene – og en del af dem

havde snitspor (markeret med pil).

Foto: Geert Brovad.

<

De mange skarver vidner om en tæt til-knytning til det åbne vand, en tilknytningsom forstærkes af tilstedeværelsen af lap-pedykkere, svømmeænder, svaner, havørne,lomvier og fiskehejrer. Også det åbne kul-turlandskabs fugle er velrepræsenterede. Detgælder bl.a. en lang række kragefugle (Cor -vidae), stære og enkelte fasanfugle (Phasia-nidae). En lang række af fugle er desuden af-hængige af tilstedeværelsen af træer. Detgælder både skarver, hejrer, kragefugle ogspætter m.fl. (fig. 38).

fiskeriet. I al fald indeholder en affaldsgru-be en række mere eller mindre hele kadavereaf skarver.30 Samtidig er der ikke noget, somtyder på, at fuglene har været tilberedt. Detkan dog ikke udelukkes, at de har væretskindlagt/flået for at få fat i den flotte fjer-dragt. Skarvens fjer og skind har bl.a. væ-ret eftertragtet blandt grønlandske fangere.31

En anden mulighed er, at kødet har været ku-let ned som led i en modningsproces i stilmed den, som fører til den svenske specia-litet surströmming.

Trods fredninger og skarvens tusindårigehistorie er dens berettigelse i den danske na-tur stadig omdiskuteret. Den er kendt somen intelligent og forslugen fugl, som kan ædeflere hundrede gram fisk om dagen. Mangemener derfor, at den er til stor skade forbundgarnsfiskeriet, og fritidsfiskere m.fl. an-ser den for at være en konkurrent og ska-desvolder, som ødelægger både fangst og net,og en del ser gerne en jagttid genindført. Må-ske blev skarvens evindelige hugst og tyve-ri også for meget for beboerne ved Seden Sydfor ca. 1600 år siden. De mange skarvknog-ler i materialet kunne vidne om, at skarvenblev jaget forebyggende som led i en be-skyttelse af fiskeriet i fjorden. En anden ogsandsynligvis mere plausibel forklaring er,at skarverne blev jaget for kødets skyld.Snitspor på flere knogler vidner om, atfuglene indgik som en del af fødegrundlaget(fig. 37). Snitsporene synes primært kon-centreret til de knogler, som er placeret om-kring de store brystmuskulaturer, som hosungfuglene, efter sigende, skulle være en de-likatesse, mens kødet fra de gamle fugle ikkeskulle være nogen kulinarisk oplevelse. Deter ikke umiddelbart muligt at bedømme al-deren på de nedlagte skarver i det gennem-gåede materiale. Dog synes ingen unger ta-get på reden, som det ellers er kutyme på bl.a.Færøerne.29

Fra en boplads ved Falsterbo i Skåne er dermuligvis belæg for, at skarven i ældre jern-alder blev jaget som led i en beskyttelse af


Fig. 38. Sådan kan skarvkolonien ved Odense Fjord have taget sig ud for ca. 1600 år siden.

Tegning: Julie Lolk.

FFiisskkeerrii

De godt 2200 artsbestemte fiskeknogler fra1997-2000-udgravningerne udgør kun enmindre del af det samlede fiskemateriale (fig.39). Vi kan dog allerede nu få en ganske godidé om fiskeriet på bopladsen ved at se påsammensætningen af arterne og størrelses-fordelingen af de fangede fisk. Fladfiskefiskeri på lavt vand var absolut

dominerende, idet gruppen rødspætte/skrub-be/ising udgør over 60 % af fiskeknoglerne(fig. 40). De øvrige saltvandsfisk, torsk oghornfisk, har også været fisket, men i min-dre målestok. Vandrefisk som ål og laks el-ler havørred, som kan forekomme både i fer-ske og salte vande, har også indimellem stå-et på menuen. I dag kommer f.eks. havør-reden i perioder ind i Odense Fjord, indenden går op i vandløbene for at gyde.32 Ogsåferskvandsfiskene spillede en rolle, fortrins-vis karpefisk, der udgør omkring 13 % affis kematerialet, samt aborre. Med sine ka-rakteristiske svælgtænder er rimten doku-

100 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 39. Tusindvis af fiskeknogler og især hvirvler fra fladfisk er aflejret i affaldsdyngerne.


Fig. 40. De bestemte fiskeknoglers procentuelle

fordeling (N=2207).

menteret som den eneste sikkert identifice-rede karpefisk blandt fiskeknoglerne (fig. 41).Rimten, der i realiteten også er en vandre-fisk, da den en stor del af året kan opholdesig i brakvand, men som typisk går op i fersk-vand for at gyde og overvintre, har fra gam-mel tid også haft betegnelsen Ejby-gedden(fig. 42). Om denne fisk, der i første halvdelaf 1800-tallet efter sigende skulle have væ-ret den dominerende art i Odense Å, beret-tes, at den ved påsketid gik op i åen for atgyde og der til tider forekom i en sådanmængde og tæthed, at den kunne tages medøse ved Ejby og med de bare næver i Møl-ledammen. Siden blev fiskene fragtet tilOden se og solgt for kun en skilling stykket,eftersom de var fulde af ben og kødet lidetagtet.33 Om også Seden Syd-beboerne be-nyttede sig af gydeperioden som fangst-tidspunkt, kan vi kun gætte; det er dog oplagtat fange fiskene på den tid af året, hvor tæt-heden er størst. Har man også i jernalderenrynket på næsen af Ejby-gedden, eller varjernalderfolkene på Seden Syd mere tole-rante? Man spiste i hvert fald skarvkød, somfor den moderne gane måske ikke netop eren delikatesse. Størrelsen på de fangede fladfisk og torsk

på bopladsen er forholdsvis lille. Torskens to-tallængde ligger mellem 34 og 61 cm, mensfladfiskene varierer mellem 23 og 35 cm.34

Disse størrelsesklasser af fisk holder til kyst- nært på relativt lavt vand, mens f.eks. sto-re torsk ofte fiskes på dybere vand. Så for-


Fig. 41. Et udvalg af rimtesvælgtænder fra Seden Syd sammenholdt med svælgtænder (den lyse knogle)

fra en nutidig rimte på 45 cm. Foto: Geert Brovad.

perioden. Hornfisken, der forekommer iman ge kontekster på bopladsen, er en sæ-sonfisk, der i gydeperioden maj- juni kom-mer ind på lavt vand; også torsken kommernu til dags ind i fjorden for at gyde.37

Fjordfiskerne fra Seden Syd har gjortbrug af nærmiljøet og utvivlsomt fisket iOdense Å 1400 m mod vest og fjorden knap2 km mod nord, sandsynligvis med statio-nære fiskeredskaber og muligvis med krog.Eller man har måske også brugt lyster ellerharpuner af en slags til f.eks. fangst af flad-fisk (fig. 43, fig. 44). Andre fynske samtidi-ge fund med fiskeknogler er meget spar-somme. På værksteds- og handelspladsen vedLundeborg er der f.eks. fundet torske- oghornfiskeknogler samt enkelte fiskekroge afjern38, og disse dokumenterer et vist krog-fiskeri i jernalderen. Det kan undre, at derikke er fundet en eneste sildeknogle, da sildi nutiden forekommer i Odense Fjord ogsandsynligvis også gjorde det i jernalderen.Ifølge andre undersøgelser synes sildefi-skeriet i jernalderen dog mest udbredt i detøstlige Danmark.39 Arterne på Seden Syd-menukortet forekommer,med undtagelse affjæsingen, i dag i Odense Fjord, og det dra-ger utallige lystfiskere og enkelte erhvervs-og bierhvervsfiskere stadig stor gavn af.40

tiv, og ved brug af stationære fiskeredskabervil netop en art som fjæsing kunne fanges.36

Alle dele af fiskene, både hovedet, gæl-lebuen, skulderbæltet og hvirvelsøjlen, erbragt med tilbage på bopladsen, og hverkenfra torsk eller fladfisk ser der ud til at mang-le bestemte dele af fiskeskelettet, der kunnetyde på en eller anden form for fiskeindustri.Fiskeriet har været til eget forbrug. Skøntfladfiskene kan fiskes året rundt, har ho-vedfangstperioden givetvis været sommer-

modentligt er der anvendt stationære fi-skeredskaber til fiskeriet. En enkelt hvirvelaf almindelig fjæsing blandt fiskeknoglerneunderstøtter denne antagelse. Fjæsingen eren bundfisk og en i øvrigt fortrinlig spise-fisk, som bl.a. forekommer på meget lavtvand. Om dagen ligger den skjult i bundse-dimentet, og den har en giftig pig i både 1.rygfinne og gællelåget35, og som følge her-af kan den være en meget pinefuld oplevel-se at træde på. Om natten er den mere ak-

102 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 42. Rimten var den hyppigste fisk blandt ferskvandsfiskene på Seden Syd. Her et velvoksent eksemplar

på omkring 50 cm. Foto: Henrik Carl.

Det billede af landskabet omkring Seden-bopladsen, som undersøgelserne af dyre -knoglerne giver, understøttes af de analyser,som er lavet af pollen samt plante- og træ-rester fra brøndene.41 Dækvinger fra insek-ter viser, at det har været en livlig summeni luften omkring brøndene, og talrige sneg-le er blevet tiltrukket af det fugtige miljø medstore mængder organisk materiale (fig. 45).Jorden omkring brøndene har utvivlsomt in-deholdt meget kvælstof, der har givet næ-ring til bevoksninger af skræppe og bræn-

Ud over de arter, som var resultat af egent-lig fangst, findes på artslisten en lang rækkearter inden for især padder og småpattedyr,f.eks. insektæderne spidsmus og muldvarp,samt studsmus og ægte mus, der, såfremt devar samtidige med bopladsens brugsperiode,ligeledes bidrager med vigtig information ommiljøet. Arter som husmus og gråspurv erf.eks. vigtige markører for kulturlandskabetsudvikling, da de lever i nær tilknytning tilmenneskelig bebyggelse. Faunamaterialetgiver således et billede af et åbent kultur-landskab, dog med krat og noget skov. Ud-nyttelsen af Odense Fjords naturressourcerafspejles ligeledes især i fiskeriet, men ogsåskarvjagten og den, om end sporadiske, fangstaf havpattedyr.

UUddnnyytttteellsseenn aaff llaannddsskkaabbeett

oommkkrriinngg SSeeddeenn--bbooppllaaddsseenn

Den systematiske vandsoldning af den op-gravede jord har medført, at knogler af bådefisk, padder, fugle og småpattedyr er velre-præsenterede i materialet.Det er derfor muligt at få et sjældent indblik i udnyttelsen afde mindste af jernalderens byttedyr, som un-der normale omstændigheder ville undgå ar-kæologernes blik. Hver art udnytter speci-fikke habitater i landskabet, og de dyr, somoptræder i materialet, giver således mulighedfor at vurdere, hvorledes landskabet i og om-kring landsbyen har været udformet og i sid-s te ende, hvorledes landsbyens beboere ud-nyttede det omliggende landskab.


Fig. 43. Piglyster af jern fra bopladsens affaldslag. Foto: Jørgen Nielsen.

Fig. 44. Simpelt tilskåret benspids – måske brugt til

at stikke fladfisk i de lavvandede dele af Odense

Fjord, hvor mange lignende spidser er fundet.43


Kulturpåvirkningen af landskabet doku-menteres også af bundter af helt rette poppel -grene, som fandtes i flere brønde (fig. 46). Deviser, at man har stynet træerne, måske bå -de for at bruge løvet til foder og de rette skudtil at flette brøndkasser, kurve og sikkert hegn.

SSeeddeenn SSyydd oogg FFyynn ii rroommeerrsskk jjeerrnnaallddeerr

I 3.-5. årh. e.Kr. havde beboerne på bakkenved Seden en bred vifte af muligheder for atskabe et grundlag for livets opretholdelse.Denne mangfoldighed af ressourcer skabteet overskud, som kunne omsættes ved kon-takt med nabobebyggelserne, og med tidenfik bopladsen ved Seden en række special-funktioner. Det var den imidlertid ikke eneom; en lignende bebyggelse voksede frem

Agern blev indsamlet, velsagtens som fodertil svin, mens en række ukrudtsarter kanvære indsamlet som føde – eller tilfældigthjemslæbt fra markerne sammen med af-grøderne. Overordnet set antyder de vildeplantearter, at det omgivende landskab varintensivt opdyrket, og presset på de magrehedesletteflader har været så hårdt, at land-skabet til dels groede til med lyng.

de nælde. Planternes frø har vinden så førtned i vandet. Korn og frø dokumenterer, at man bl.a. har

dyrket seksradet byg, rug, spelt, hvede, sæd- dodder, hirse og altså hør på markerne om-kring bebyggelsen. Hasselnødder og hind-bær – og som tidligere nævnt hyld – har manplukket i skov og krat i nærheden, hvis manda ikke ligefrem har dyrket disse arter?

104 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Fig. 45. Havesnegle og ferskvandssnegle fra brøndene. Foto: Jørgen Nielsen.

Fig. 46. Bundt af regelmæssige poppelgrene –

utvivlsomt fra stynede træer. Foto: Mogens Bo Hen-

riksen.

ved Lundsgård ca. 1 km mod sydøst. Også pådenne boplads har metalhåndværk spillet enbetydelig rolle, og desuden har man haft enspecialiseret produktion af benkamme.42

Tilsammen kan de to bopladser ved Seden ogLundsgård have udgjort et lokalt center forhåndværk og handel, men også andre stederpå Fyn opstod tilsvarende værkstedspladserpå nøjagtig samme tid (fig. 47). Måske vardet fra disse pladser, man styrede afsætnin-gen af oplandets varer og landbrugspro-dukter til regionens “internationale” centerfor han del, håndværk og kult? Dette centerlå ved Gudme på Sydøstfyn – og ved Lun-deborg få km øst for Gudme lå den ind- ogudskibningsplads, som var porten til den sto-re Verden. Således kan hørtekstiler, og for densags skyld korn og huder fra kvæg, have ta-get turen fra Seden til markedspladsen vedLundeborg ca. 35 km mod sydøst – og her-fra videre til romerske kasteller ved Rhinen.En del af modydelsen kunne være de me-taller, som ikke kunne udvindes af jorden påvore breddegrader, samt ikke mindst demasseproducerede bronzekar og glasbægre,som er fundet i en række fynske jernalder-grave såvel som i Seden-bopladsens affald-slag.


Fig. 47. Fynske værksteds- og handelspladser fra 2./3.-5. årh. 1: Gudme. 2: Lundeborg. 3: Brudager.

4: Lundsgård. 5: Seden Syd. 6: Troelsegård Øst. 7: Rorslev.

Tegning: Karen Green Therkelsen.

106 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

Liste over dyrearter, som er identificeret iknoglematerialet fra Seden-bopladsen.

Fisk

SSaallttvvaannddssffiisskkTorsk (Gadus morhua)Torskefisk uspec. (Gadidae)Hornfisk (Belone belone)Alm. fjæsing (Tracinus draco)Rødspætte/skrubbe/ising (Pleuronectes platessa/Platichthys fle-sus/Limanda Limanda) VVaannddrreeffiisskkLaks/ørred (Salmo salar/S. trutta)Ål (Anguilla anguilla)FFeerrsskkvvaannddssffiisskkRimte (Leuciscus idus)Karpefisk (Cyprinidae)Aborre (Perca fluviatilis)

Padder

Skrubtudse (Bufo bufo)Tudser uspec. (Bufo sp.)

Fugle

Lappedykkere (Podicipedidae)Skarv (Phalacrocorax carbo)Fiskehejre (Ardea cinerea)Andefugle (Anseriformes) Sangsvane (Cygnus cygnus)

Svaner (Cygnus sp.)Grågås/tamgås (Anser anser)Svømmeænder (Anas sp.)Havørn (Haliaeetus albicilla)Hønsefugle (Galliformes)Vagtel (Coturnix coturnix)Agerhøne (Perdix perdix)Lomvie (Uria sp.)Grønspætte (Picus viridis)Spurvefugle (Passeriformes)Spætmejse (Sitta europaea)Stor tårnskade? (Lanius excubitor)Skovskade? (Garrulus glendarius)Husskade? (Pica pica)Nøddekrige? (Nucifraga caryocatactes)Allike (Corvus monedula)Krage (Corvus corone)Råge/Krage (Corvus frugilegus/C. corone)Ravn (Corvus corax)Stær (Sturnus vulgaris)Gråspurv? (Passer domesticus)

Pattedyr

HHuussddyyrrHund (Canis familiaris)Kat (Felis catus)Svin (Sus domesticus)Kvæg (Bos taurus)Får (Ovis aries)Ged (Capra hircus)*Hest (Equus caballus)

VViillddttlleevveennddee ppaatttteeddyyrrAlm. spidsmus (Sorex araneus)Dværgspidsmus? (Sorex minutus)Muldvarp (Talpa europaea)Hare (Lepus europaeus)Vandrotte (Arvicola terrestris)Sydmarkmus/markmus (Microtus sp.)Halsbåndmus (Apodemus flavicollis)Husmus? (Mus musculus)Spækhugger (Orcinus orca)Ræv? (Vulpes vulpes)Skovmår/husmår (Martes martes/M.foina)Hermelin (Mustela erminea)Spættet sæl (Phoca vitulina)Sæl uspec. (Phoca sp.)Kronhjort (Cervus elaphus)Rådyr (Capreolus capreolus)

* Geden er ikke med sikkerhed repræsen-teret. Langt størsteparten af knogler frafår og geder kan dog ikke med sikkerhedbestemmes til specifik art.

Boye, L. 2002: Glasskår i munden – en upåagtet gravskik i yngre romersk jernalder. I: J. Pind, A.N. Jørgensen, L. Jørgensen, B. Storgård, P.O. Rindel & J. Ilkjær (red.) 2002: Drik – og du vil leve skønt. Festskrift til Ulla Lund Hansen på 60-årsdagen 18. august 2002. Publications from the National Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 7, s. 203-209. København.

Brøndegaard, V.J. 1986: Folk og fauna: dansk etno-zoologi, bind 3. København.

Enghoff, I.B. 1994: Fishing in Denmark during the Ertebølle Period. International Journal of Osteoarchaeology 4, s. 65-96.

-1999: Fishing in the Baltic Region from the 5th cen-tury BC to the 16th century AD: Evidence from Fish Bones. Archaeofauna 8, s. 41-85.

Frederiksen, S. 1979: Seden. Træk af sognets historie. Odense.

Gotfredsen, A.B. 2008: Dyreknoglerne fra jernalder-pladsen Seden Syd, OBM 9882, ZMK 33/2001, Seden Sogn. En værksteds-, fiske- og handels-plads fra det 4.-5. årh. e.Kr. Upubliceret rapport, Zoologisk Museum, Kvartærzoologisk Sektion. Juni 2008. København.

Hald-Mortensen, P. 2002: Årefodede fugle. I: H. Meltofte og J. Fjeldså (red.): Fuglene i Danmark. 2. udg., s. 75-86. København.

Hansen, J. 2006: Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særligt hen-blik på bebyggelsesofringer. Kuml 2006, s. 117-175.

-2009: Til døden os skiller. - om udgravningen af en gravplads ved Lundsgaardkomplekset. Fynske Minder 2009, s. 113-131.

Hansen, K.M. & H. Høier 2000: Næs – en vikinge-tidsbebyggelse med hørproduktion. Kuml 2000, s. 59-89.

Hatting, T. 1985: Forhistoriske hunde i Danmark. Nye fund fra jernalderen. Dyr i natur og museum

24. Hatting 1985, s. 10f.25. Møhl 1971, s. 303ff26. Jf. Hald-Mortensen 2002, s. 79ff.27. Jf. Løppenthin 1967, s. 138ff ; Heinrich 2007, s. 3ff.28. Jf. Hatting 1994, s. 97. 29. Jf. Brøndegaard 1985, s. 12.30. Jf. Petterson 2002, s. 85ff.31. Jf. Brøndegaard 1985, s. 12.32. Johansen 2006, s. 65f. 33. Frederiksen 1979, s. 69f.34. Gotfredsen 2008. 35. Muus et al. 1998. 36. Enghoff 1994. 37. Johansen 2006. 38. Enghoff 1999. 39. Enghoff 1999. 40. Johansen 2006. 41. Henriksen & Harild 2005. 42. Henriksen 2000; Hansen 2009.43. Henriksen 1997.

LITTERATUR

Aaris-Sørensen, K. 1998: Danmarks forhistoriske dyreverden. København.

Albrectsen, E. 1946: Fyns bebyggelse i den ældre jernalder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1946, s. 1-71.

-1968: Fynske jernaldergrave bd. III. Yngre romersk jernalder. Odense.

-1971: Fynske jernaldergrave bd. IV,1. Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm. Tekst. Odense.

-1973: Fynske jernaldergrave bd. V. Nye fund. Fyn-ske Studier X. Odense.

Beilke-Voigt, I. 1998: Frühgeschichtliche Miniaturobjekte mit Amulettcharakter zwischen Britischen Inseln und Schwarzem Meer. Universitätsforschungen zur prähistorischen Archäologie. Band 51. Bonn.

NOTER

1. Albrectsen 1968 nr. 82b; 1973 nr. 29. 2. Henriksen & Harild 2005.3. Runge & Henriksen 2007.4. Hansen & Høier 2000.5. Henriksen 2005, s. 94ff.6. Krag 2004.7. Thrane 1994 fig. 11a.8. Hansen 2009. 9. Henriksen 2005 fig. 20. 10. Albrectsen 1968 tavle 71f. 11. Venligst bestemt af museumsinspektør Helle W.Horsnæs, Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Na-tionalmuseet. 12. Runge 2007; Runge i dette bind. 13. Boye 2002. 14. Fra Fyn kendes det fra grav 801 på gravpladsen Møl-legårdsmarken ved Gudme (Albrectsen 1971:109). 15. Thomsen et al. 1993, s. 84.16. Beilke-Voigt 1998, s. 15ff. 17. Knoglemateriale indsamlet under udgravnings-kampagnerne fra 1997-2000 er gennemgået af A.B. Got-fredsen vha. den komparative samling på ZoologiskMuseum, Statens Naturhistoriske Museum, Køben-havns Universitet, mens materiale indsamlet i perio-den 2001-2004 er gennemgået af J. Kveiborg vha. denkomparative samling ved Archäologish-Zoologische Ar-beitsgruppe (AZA), Archäologishes LandesmuseumSchloß Gottorf, Schleswig/Christian Albrechts Uni-versität, Kiel.18. Den foreløbige analyse af knogler fra tamdyr og fiskbygger på materiale indsamlet under udgravningernei 1997-2000.19. Wigh 2001.20. Jf. note 17.21. Seden-hunden er kulstof 14-dateret til tiden om-kring 400 e.Kr. (AAR -10146). 22. Henriksen 1998; Hansen 2006, s. 134ff.23. Aaris-Sørensen 1998, s. 150.


kår i Danmark. Odense.Møhl, U. 1971: Fangstdyrene ved de danske strande. Den zoologiske baggrund for harpunerne. KUML1970, s. 297-329.

Muus, B.J. & Nielsen, J.G. 1998: Havfisk og fiskeri i Nordvesteuropa. København.

Petterson, C.B. 2002: Hatade ålekråka – smaklika surskarv? Tvåtusenåriga indicier på skånsk skarv-jagt. Anser. Meddelanden från Skånes ornitologis-ka förening 41, hæfte 2, s. 85-92.

Runge, M. 2007: Guldsmedens skrot. Skalk 2007:4, s. 3-7.

Runge, M. & M.H. Andreasen 2009: Jernalderstor-manden i Fraugde Kærby. Fynske Minder 2009, s. 136-148.

Runge, M. & P.S. Henriksen 2007: Danmarks ældste hørindustri. Fynske Minder 2007, s. 145-168.

Thomsen, P.O.; B. Blæsild; N. Hardt & K.K. Micha-elsen 1993: Lundeborg. En handelsplads fra jern-alderen. Skrifter fra Svendborg og Omegns Mu- seum nr. 32. Ringe.

Thrane, H. 1994: Kamsnak. Fynske Minder 1994, s. 117-128.

Wigh, B. 2001: Excavations in the Black Earth 1990-95. Animal Husbandry in the Viking Age Town of Birka and its Hinterland. Stockholm.

ter fra Odense Bys Museer vol. 5, s 17-60. Odense.-2005: En motorvej tilbage til Fyns fortid. Fynske Minder 2005, s. 81-109.

Henriksen, P.S. & J.A. Harild 2005: Hør-industrien på Fyn i yngre jernalder. NNU Rapport nr. 13,

2005. Johansen, K.D. 2006: Odense Fjord. Forslag til for-

bedringer og fremtidig forvaltning af naturen i et internationalt vigtigt område. Kerteminde.

Krag, A.H. 2004: Sjælden blå dragt fra romersk jernalder på Fyn. Fynske Minder 2004, s. 109-119.

Kveiborg, J. 2006: Dyreknogler fra Lundsgård-kom-plekset. En zooarkæologisk gennemgang af dyreknoglerne fra OBM 8685 Toruplund Syd, OBM 8688 Toruplund og OBM 8690 Møllersminde Øst. Konserverings- og naturvidenskabelig afde-ling Nr. 3. 2006. Moesgård Museum.

-2007: Knogler af pattedyr og fugl fra Seden Syd (OBM 9882). En zooarkæologisk gennemgang af udvalgte dyreknogler fra OBM 9882 Seden Syd indsamlet i årene 2001-2004. Konserverings- og naturvidenskabelig afdeling Nr. 2. 2007. Moes-gård Museum.

Løppenthin, B. 1967: Danske ynglefugle i fortid og nutid. Historiske og faunistiske undersøgelser over fuglenes indvandring, forekomst og livsvil-

1: 8-13.-1994: The Animal Bones from the Refuse Layer at Lundeborg. I: P.O. Nielsen, K. Randsborg & H. Thrane (red.): The Archaeology of Gudme and Lundeborg. Arkæologiske studier vol. X, s. 94-97. København.

Heinrich, D. 2007: Zum vor- und frühgeschichtli-chen sowie neuzeitlichen Vorkommen des Kormo-rans (Phalacrocorax carbo) in Schleswig-Holstein und angrenzenden Gebieten. Schriften des Natur-vissenschaftlichen Vereins für Schleswig-Holstein 69, s.3-14.

Henriksen, M.B. 1997: Fiskeri og kystjagt på Nord-fyn i jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Sletten. Årsskrift for nordfynsk lokal- og kulturhistorie 1997, s. 5-14.

-1998b: Guden under gulvet – ofringer under fyn-ske huse fra ældre jernalder. Fynske Minder 1998, s. 191-212.

-2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. – tre fynske bopladsområder med detektorfund. I: M.B. Henriksen (red.) 2000: Detektorfund - hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og mid-delalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk se-minar på Hollufgård den 26. oktober 1998. Skrif-

108 F Y N S K E M I N D E R 2 0 0 9

settlement. Their fishing focussed particularlyon flatfish and small cod, which may havebeen caught in stationary nets. A largenumber of ide bones have been found; theymay have been caught in both the river andthe fjord. A small number of seal bones sug-gests that sea-hunting was only practised toa limited extent, while the tooth of a killerwhale most probably derives from a strand-ed individual. The hunting of terrestrialgame played an insignificant role, but therewas intensive hunting of cormorants. Cutmarks on bones from the pectoral girdleshowed that the birds were probably eaten.

and metal indicated that trade was also con-ducted at the settlement. The settlement isinterpreted as a specialised workshop site that,together with some other Funen settle-ments, may have acted as an economic andpolitical support for the regional seat of pow-er of the period, which was at Gudme onsouth-eastern Funen.Examinations of the settlement’s refuse de-

posits have shown that the economy of thesettlement was based on agriculture combinedwith cattle, pig and sheep husbandry. Fur-thermore, the inhabitants fished in no smallmeasure in Odense Å (river) and Fjord,which was situated less than 2 km from the

During the years 1997-2001 Odense CityMuseums excavated a settlement near SedenSyd (South Seden) close to Odense datingfrom the Late Roman Iron Age and Early Mi-gration Period (3rd – 5thC AD) being both sub-stantial and unusually rich in finds. The ma-terial from the finds showed that variousforms of metal handicrafts played a signifi-cant role on the site. It looked as though therewas, in particular, a substantial production ofjewellery. In addition textiles made from flaxwere produced in large quantities, probablyfor trade. Finds of cut-up silver and gold ob-jects, of a Roman silver coin (denarius) andfragments of Roman containers of glass

109. . . I N I R O N A G E S E D E N

Summary / Anne Birgitte Gotfredsen, Mogens Bo Henriksen,

Jacob Kveiborg & Karen Green Therkelsen

Fjord fishermen, beach hunters, artisans and tradesmen in Iron Age Seden

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen 2009: Fjordfiskere, strandjægere,...

Documents

Transcript of Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen 2009: Fjordfiskere, strandjægere,...