Henriksen, M.B. 2015: Kystens kultpladser -Vikingernes rituelle aktiviteter ved havet. Odense Bys...

Kystens kultpladser

200 O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 5

Fig. 1. Frøbjerg Bavnehøj er Fyns højeste punkt. Den meget markante bakke må også have bjergtaget oldtidens mennesker. Foto: Mogens Bo Henriksen.

K Y S T E N S K U L T P L A D S E R 201

læg, der matcher kildernes konkrete beteg-nelser. At dette dog ikke kan være den ful-de sandhed, indikerer stednavne med religiøstindhold, der ligger isoleret fra den sene old-tids bebyggelse. Et særdeles godt eksempelherpå er Frøbjerg Bavnehøj på den centra-le del af Vestfyn (fig. 1); forleddet i ordet an-tyder, at man på eller ved denne markantebakke kan have tilbedt gudinden Freja.2

Den meget markante bakke ligger i et land-skab, som med vores nuværende viden varstort set ubeboet på det tidspunkt, hvor nav-nestoffet menes at være skabt. Freja-hellig-dommens placering kan således indikere, atvikingerne ikke bare praktiserede kultiske ak-tiviteter ved centrale bebyggelser eller vedstormandens gård, men også på øde eller eks - tensivt udnyttede steder i landskabet. At den-ne praksis kan have været mere udbredt endhidtil antaget, skal der gives nogle eksemplerpå i denne artikel.

rettet op på denne situation, for ved under-søgelsen af flere stormandsresidenser fra senjernalder og vikingetid er der afdækketbygninger og anlæg, som på grund af deressærlige konstruktion eller indhold sættes iforbindelse med kulthandlinger.1 Stednav-ne kan også give en indikation på, hvor mankan finde områder eller steder, der havde sær-lig religiøs betydning i den sene del af old-tiden. På Fyn er det bedst kendte eksempelOdense – stedet der var viet til Odin. Dennøjagtige placering af en evt. Odins-hellig-dom kendes ikke, men eftersom Odense al-lerede i den sene vikingetid havde central-magtens stærke bevågenhed, må det antages,at også Odins-viet var knyttet til en be-byggelse med centrale funktioner, evt. iform af en stormandsgård.

Påvisningen af stormandsresidenserne ogde hertil knyttede rituelle anlæg er et for-holdsvis nyt fænomen, så her ligger utvivl-somt en del af forklaringen på, at vi længehar haft problemer med at identificere an-

De skriftlige kilder fra vikingetid og tidligmiddelalder såvel som middelalderens sagaergiver dramatiske, men næppe altid lige på-lidelige beretninger om den førkristne kult -udøvelse. I generationer har arkæologer dis- kuteret, hvor man kunne finde de kultste-der, der i kilderne betegnes som hørge, viereller hellige lunde. Indtil for få årtier sidenhar fundene af sikre kultiske anlæg fra tidenop mod kristendommens indførelse været fåog for fleres vedkommende diskutable. Tilgengæld har man kendt mange fund afgenstande, der må betragtes som produkterfra kultiske handlinger; det drejer sig især omvåben, redskaber og smykker, der er fundeti vådområder. Fingerpeg i retning af, hvor ri-tualerne, som man må antage er gået forudfor nedlægningerne i det våde element,fandt sted, giver genstandene dog ikke.

Kultpladserne dukker opDe sidste årtiers storstilede arkæologiske ud-gravninger har for en dels vedkommende

Mogens Bo Henriksen

Kystens kultpladser– vikingernes rituelle aktiviteter ved havet


Den fynske kystzone i sen jernalder og vikingetidVikingerne var som bekendt velbefarne påsøen som fiskere, handelsmænd og krigere,men alligevel var de ikke glade for at bo per-manent ved havet, særligt ikke ud til de åbnekyststrækninger, som er et fremtrædendelandskabselement i Den fynske Øgruppe.Antagelig var det skræk for overfald fra sø-siden, der medførte, at datidens bebyggelsesom regel var trukket mindst et par km til-bage fra kysten.3 Kystzonen udgjorde en sær-deles rig ressource, så selvfølgelig lå den ikkeubenyttet hen; store partier var utvivlsomtskovdækkede og gav dermed mulighed forhugst af tømmer og brændsel, jagt og ind-samling samt for at sende dyr på græsningog olden. Tilsvarende var adgangen til havetaf central betydning; der kunne man via fi-skeri og havjagt skaffe et supplement til denføde, som landbruget kunne give. Nok så væ-sentligt var det, at havet var ind- og ud-gangsvejen til resten af verden.

Især fra 6. årh. og fremefter begyndteman at anlægge særlige værksteds- og han-delspladser ude ved kysten. I Den fynskeØgruppe kendes mindst en håndfuld af dis-se såkaldte anløbspladser, og antagelig skju-ler der sig endnu flere i denne relativt uud-forskede del af vores landskab.4 Det synes atvære et fællestræk for alle de fynske an-løbspladser, at de kun blev benyttet periodisk,vel særligt i sommerhalvåret.

I betragtning af at permanente bebyggelseri den fynske kystzone utvivlsomt var en und-tagelse, er der forbavsende, at dette landskabrummer en række fund og fundpladser, derbedst kan forstås i en rituel ramme. Nogleaf disse skal præsenteres i det følgende.

Rituelle handlinger ved SnævringenTæt syd for det østre landfæste på den nyeLillebæltsbro ligger Jyllandsvej, og her hararkæologiske undersøgelser forud for ned-lægningen af en naturgasledning og opfø-relsen af hotel Comwell i 1980’erne afdæk-ket to særprægede anlæg. Før bebyggelse ogvejanlæg fuldstændigt forandrede landska-bet her, udgjorde området vestkanten af et

højtliggende plateau, hvorfra landskabetfaldt markant ned mod Lillebælts nordligeog snoede forløb Snævringen, der ligger ca.600 m mod vest. Ved udgravningerne på ste-det fandtes en boplads fra yngre bronzeal-der og som ”bifangst” to gruber, der var yn-gre end bopladsen og med et indhold, derklart adskilte sig fra bronzealderbebyggel-sens affaldskuler.

Det først undersøgte anlæg var den cirku-lære grube A med en diameter på ca. 300 cm.Gruben havde næsten lodrette sider og varca. 36 cm dyb med flad bund. Rundt om gru-ben og i en afstand af ca. 70 cm herfra varen 30-40 cm bred og 10-25 cm dyb ringgrøft,

Fig. 2. Grube A og den omgivende ringgrøft i fladen.

Foto: Jørgen A. Jacobsen.

Fig. 3. Grube A under udgravning med de frilagte og

dårligt bevarede skeletter. Foto: Jørgen A. Jacobsen.


og i denne kunne der flere steder iagttagesspor efter lodretstående stolper.5 I gruben låskeletterne af to heste, der var symmetriskanbragt i sideleje og ryg mod ryg (fig. 2). Ovenpå bækkenpartiet af den nordligste hest lå enstørre koncentration af sten, og ved hoveneaf og mellem dette dyrs ben lå skeletterne affire hunde (fig. 3-4). I forbindelse med hun-deskeletterne fandtes lidt opløst bronze, etspinkelt remspænde af jern samt dele af en li-geledes spinkel jernkæde. Hertil kommer eneller to spinkle jernringe med påsiddende be-slag og en oval, ca. 6,5 cm lang jernring, hvor-på sidder spinkle jernplader (fig. 5).

Fig. 4. Oversigtstegning af

grube A med dyreskeletterne.

Efter Jacobsen 1987.

Fig. 5. Et udvalg af jerngenstandene, som fandtes i forbindelse med hundeskeletterne i grube A: a) Remspænde

(set fra to sider) og led fra formodet hundelænke, b) Ring og aflangt led, c) Svirvel? Foto: Nermin Hasic.

A

B C


Ca. 60 m fra grube A fandtes gruben COmed et indhold, der har flere lighedstrækmed den først fundne. Også grube CO varfladbundet og cirkulær med en diameter påca. 190 cm og en dybde på 40 cm. På trodsaf dårlige bevaringsforhold kunne det re-gistreres, at gruben rummede knogler frafem heste (fig. 6). Det var kun knogler fradyrenes underekstremiteter og kranier, derkunne udskilles, og umiddelbart kunne mantro, at dette skyldtes dårlige bevaringsfor-

Grubernes datering Da der ikke foreligger naturvidenskabeligedateringer af knoglerne fra de to gruber, eren præcis tidsbestemmelse vanskelig, og fak-tisk er det kun jernkæderne, der kan bidra-ge til en indsnævring af tidspunktet for gru-bernes anlæggelse. Egentlige jernkæder op-træder ikke i det arkæologiske materiale førvikingetiden; fra denne periode er de til gen-gæld fremkommet i flere skandinaviske grav- fund samt i offer- eller depotfund.7 Kæder-ne udviser en stor variationsbredde, der af-spejler deres anvendelse i forskellige funk-tioner. Størst og kraftigst er kæder til skibs-ankre som eksemplaret fra Ladby-skibet8 el-ler trækkæder til kørevogne, som bl.a. ken-des fra rigt udstyrede grave i Søllested påSydvestfyn og Møllemosegård på Sydfyn.9

Disse typer er imidlertid langt kraftigere ogmed større led, end det ses på fundene fra Jyl-landsvej.

Leddene i kæden fra grube A er 3,5-4 cmlange, og de er lavet af et stykke spinkelt,dobbeltlagt jernbånd, der er bøjet, så enderneslutter vinkelret på hinanden. Kæder med entilsvarende udformning er fundet i en vi-kingetidsgrav i Gjermundbu i Norge; de ud-gør en del af en ophængningsanordning tilen kogekedel.10 En tilsvarende udformninghar nogle kædeforløb i den ligeledes norskeskibsgrav fra Oseberg; disse er fundet sam-men med hundeskeletter og tolkes somhundelænker. De enkelte led i denne kædehar en længde på ca. 3,7 cm, hvilket helt

Fig. 6. Samling af lemmeknogler fra hest i kanten af

grube CO. Foto: Konrad Lambertsen.

Fig. 7. To hestekranier oven på hinanden i kanten af

CO. Foto: Konrad Lambertsen.

Fig. 8. Jernled med hængsel eller remende fra CO.

Foto: Nermin Hasic.

hold. Imidlertid lå lemmeknoglerne isærlangs nedgravningens kant, og fire af kra-nierne var placeret delvis ind over hinanden,så det tyder på, at dyrene blev anbragt heri skeletteret tilstand (fig. 7). Gruben var ef-terfølgende dækket af et lag af hovedstoreog større sten.6 Mellem knoglerne fandtesen oval jernring med et påsiddende remen -debeslag eller hængsel, der indikerer, atstykket har siddet på seletøj eller et skrin(fig. 8).


modsvarer de fynske fund.11 Nogle spinklejernringe i grube A har siddet sammen meden anden ring, således at der kan være taleom en svirvel – altså et drejeligt led. Sådanneog med omtrent samme størrelse som devestfynske er også fundet i Ladby-skibsgra-ven.12 At jernkæderne kan have været sup-pleret med læderremme, som det også ses iLadby-fundet, antyder det spinkle rem-spænde fra grube A.

Fællestrækkene mellem kædefragmenternefra grube A og dele af hundeseletøjet i fun-dene fra Oseberg og Ladby gør det nærlig-gende at tolke kædefragmenterne fra Jyl-landsvej som dele af hundelænker. Dennetolkning underbygges endvidere af, at der sy-nes at være en intim forbindelse mellem kæ-destykkerne og hundeskeletterne. Paral leller-ne til fundene fra Oseberg og Ladby gør, atman med forsigtighed kan datere grube A tilvikingetiden. Dateringen af grube CO erstraks mere vanskelig, men pga. fællestræk-kene med grube A er det ikke utænkeligt, atogså dette anlæg kan dateres til 8-900-årene.

Paralleller til anlæggene fra JyllandsvejSom nævnt har nedlæggelsen af de hele dy-rekroppe med tilhørende lænker i grube Aparalleller i nogle af vikingetidens rigestegravfund, men der kendes også eksempler på,at hunde og heste kan være begravet på grav-pladser, der ikke tilhørte samfundets abso-lutte elite. Ringgrøften omkring grube A er

også et element, der kendes fra vikingetids-gravpladser, bl.a. Lindholm Høje i Nordjyl-land og Ribe i Vestjylland.13 I grube CO vardet imidlertid kun udvalgte dele af heste, derblev nedlagt, og det skulle man synes varvanskeligt at se som en del af et begravel-sesritual. Imidlertid er der fundet en grubemed hesteekstremiteter på førnævnte grav-plads i Ribe, og på en anden samtidig grav-plads i samme by fandtes flere gruber meddyreknogler og -tænder, der desværre ikkehar kunnet artsbestemmes.14 Det må såledeskonstateres, at de to gruber fra Jyllandsvejikke ville være deciderede fremmedele-menter på en vikingetidsgravplads; imidlertider der ingen andre fund fra lokaliteten, derpeger på, at der skulle have ligget en grav-plads på stedet i vikingetiden.

Gruberne fra Jyllandsvej er derimod nær-mere beslægtet med et anlæg, der er un-dersøgt på den meget lille ø Bredholm, derakkurat stikker op over vandspejlet i Det syd-fynske Øhav mellem Strynø og Ærø.15 An-lægget bestod af en ringgrøft med en dia-meter på 8-9 m, og i grøften såvel som på fla-den inden og uden for grøften fandtesknogler fra mindst 14 heste. Der er ikke taleom hele skeletter, men kun dele af kroppe;hvilke er imidlertid ikke beskrevet i dekortfattede omtaler, der haves om fundet.Anlægget var delvis dækket af en stenlæg-ning. På den omgrøftede inderflade blev derafdækket otte stolpehuller; af genstandefremkom kun en jernkniv, der med forbehold

kan henføres til yngre jernalder. Knogle-henlæggelserne vurderes at være sket ad fle-re omgange, men da fundet savner en grun-dig bearbejdning, er det vanskeligt at kom-me en tolkning nærmere.

Før vikingeborgen Trelleborg på Sjællandblev anlagt på et åomslynget næs omkring980, havde stedet været anvendt til kultiskeaktiviteter. Her blev undersøgt fire indtil ca.4 x 3,5 m store hesteskoformede grøftean-læg; grøfterne var indtil 75 cm brede, og herihavde der tilsyneladende stået stolper ellerplanker. I tilknytning til anlæggene fremkomder ikke genstande, der kan bidrage til en da-tering eller tolkning, men tre af grøfterne lånær brønde, der næppe blev anvendt til al-mindelig vandforsyning. Brøndene indeholdtredskaber, smykker, våben samt knoglerfra mennesker – herunder flere hele skelet-ter af børn – og mange dyreknogler, bl.a. fraheste. Særlig bemærkelsesværdigt var fun-det af et kranium og de yderste lemmek-nogler fra en ged.Udgraveren – og flere ef-ter ham – har set hesteskogrøfterne og brøn-dene som samhørende anlæg.16

Anlæggenes funktionAnlæggene fra Jyllandsvej, Bredholm ogTrelleborg har så mange ligheder, at de – påtrods af vidt forskellige placeringer i land-skabet – må antages at have indgået i be -slægtede funktioner. Stolpesporene i grøftenom Jyllandsvej grube A, i Bredholm-an-lægget og i Trelleborg-grøfterne indikerer,


at nogle af anlæggene var markerede ellerindhegnede. Det kan imidlertid ikke afkla-res, om gruberne skal opfattes som ”en-gangsanlæg”, der blev forseglet straks efterbrug, eller om de stod åbne en tid og blev an-vendt flere gange. For de sjællandske anlægsvedkommende er det foreslået, at pælene ide hesteskoformede grøfter dannede hegn,som skærmede små rum. Her kunne manpraktisere ritualer, og effekter fra dissehandlinger kan efterfølgende være ”druknet”i de nærliggende brønde. Ritualerne var i såfald alsidige og omfattede bl.a. slagtning ogudskæring af dyr samt aflivning og efter-følgende ofring af mennesker eller deleheraf.

Det kan næppe udelukkes, at anlæggenefra Bredholm og Jyllandsvej kun repræsen-terer en del af et samlet anlæg, hvor tilhø-rende brønde ikke er afdækket. En andenmulighed er, at man i disse tilfælde ikke de-ponerede slutproduktet fra de rituelle hand-linger i en brønd, men inde i selve anlægget.Det er således muligt, at anlæggene havdeforskellig fremtoning fra sted til sted17; omdet betyder, at handlingerne også varierede,kan vi ikke vide.

Det er tankevækkende, at der er noglefællestræk i de elementer, der må have ind-gået i ritualerne i forbindelse med de be-skrevne anlæg – hvad enten der var tilknyttetbrønde eller ej. Særligt bemærker man, athåndteringen af kød spillede en rolle, og i denforbindelse synes heste at have haft en

central betydning. Noget tilsvarende er iagt-taget i forbindelse med affaldsdynger ogbrønde ved nogle af den sene jernalders ogvikingetidens stormandsresidenser, f.eks. i enbrønd på den sjællandske Tissø-lokalitetog i brønde på den skånske Järrestad-loka-litet.18 På baggrund af det skånske materia-le er det foreslået, at den hyppige tilstede-værelse af knogler fra hoved og fodpartieraf dyrene skyldes, at disse dele blev særligtudvalgt til ritualer og måltider i forbindel-se med offerhandlingen – blotet. Tolkningensynes rimelig, når disse grupper af knoglerer blandet med andre dele af skelettet – el-ler med knogler fra andre dyr. Når der – somi Jyllandsvej grube CO – tilsyneladende kuner nedlagt hoved- og fodknogler fra heste, erder nærmere slægtskab med de deponerin-ger, der kendes fra en række mosefund så-vel som fra mindre gruber på bopladser frajernalder, vikingetid og endog ind i tidligmiddelalder.19 I disse tilfælde forekommer detsandsynligt, at knoglerne, der i tilfælde medgode bevaringsforhold i øvrigt også omfat-ter leddene fra halen, sad i det afflåede skindved deponeringen. Måske hængte skindetmed isiddende hoved, underben og hale tilskue på en skråtstillet stage – en såkaldt nid-stang – forud for deponeringen (fig. 9). Nid-stænger kan have været opsat som led i etritual, som en advarsel mod fremmede, el-ler fordi man ville nedkalde en forbandelseover nogen.20 Måske var skind og knoglerforbundet med tabu, fordi disse stager ind-

gik i kultiske handlinger, og derfor uskade-liggjorde man efterfølgende tingene. Det kan– som på Jyllandsvej – være sket ved en sym-bolsk begravelse, der som en ekstra sikker-hedsforanstaltning blev forseglet med et tæp-pe af sten. I andre tilfælde opnåede man densamme effekt ved at sænke skindene fra deudtjente nidstænger i vand.

Desværre forhindrer den dårlige beva-ringstilstand på knoglerne fra hunde og he-ste i Jyllandsvej grube A, at vi kan iagttage,om dyrene var brækket op, eller om parti-er af kroppen var fjernet før nedlægningen.Ligeledes er det heller ikke muligt at se, omdyrene kan have indgået i ritualer, der kanhave svaret til ophængning på nidstænger.Muligheden kan ikke udelukkes, og det er iden forbindelse nærliggende at skele til dentyske historiker og biskop Thietmar af Mer-seburgs krønike fra 1016; heri findes en be-skrivelse af ritualer, der skulle have fundetsted i Lejre i starten af 900-tallet. Thietmarberetter, at man samledes i Lejre i januar må-ned hvert niende år for at ofre 99 mennesker– og i denne forbindelse er det særligt in-teressant, at han også nævner et tilsvaren-de antal haner og ikke mindst heste og hun-de. Efterfølgende blev kroppene ophængt.21

Desværre går krønikeskriveren ikke i detaljermed sin beskrivelse, for man ville selvfølgeliggerne have vidst, hvordan ritualerne blev ud-ført, og hvorledes og hvor kroppene blev op-hængt. Det er nærliggende at tro, at grubernemed de hele dyreskeletter repræsenterer an-


Fig. 9. Rekonstruktion af nidstang i offermosen i Sagnlandet Lejre. Foto: Mogens Bo Henriksen.


læg, hvor man ”begravede” dyrekroppe,der forinden havde indgået i offerritualer,som kunne have omfattet ophængning i træ-er eller stativer.

Kultpladsernes placering i kulturlandskabet Eftersom Jyllandsvej-pladsen lå nær eneksponeret kyst, er det lidet sandsynligt, atder lå en bebyggelse i nærheden, og på trodsaf at der er foretaget ganske omfattende ar-kæologiske undersøgelser i pladsens umid-delbare bagland, er der aldrig fundet aktivi-tetsspor fra vikingetiden. De nærmeste vi-kingetidsbebyggelser er fundet ved Skrillingeca. 2 km mod syd og ved Strib Landevej ca.1,5 km mod nordøst.22 Endvidere indikererlandsbynavnene Stavrby og Vejlby et par kmøst for pladsen, at disse områder rummedebebyggelser i vikingetiden (fig. 10).

Bredholm-anlægget lå ligeledes tæt vedkysten, og på grund af øens meget begræn-sede størrelse og lave højde over havspejleter det helt utænkeligt, at den rummede enbebyggelse. Som de eneste er anlæggene påTrelleborg fundet inde i landet, men dog pået næs, der var omgivet af ferskvand. Stedetlå ganske tæt på en samtidig værkstedsplads;

men om den var beboet året rundt eller kunpå sæsonbasis, er endnu uklart.23

Når vi betragter de beskrevne anlægs let-te konstruktion, er det ikke vanskeligt at for-stå, hvis de kan være overset eller fejlfor-tolket i ældre udgravninger. Ved fremtidigeudgravninger i kystnære områder er det der-for vigtigt at have fokus på ellers uforklar-

Fig. 10. Udvalgte vikingetidsfund fra kystzonen om-

kring Snævringen: 1. Kongebroskoven (sølvring), 2.

Batteriplantagen (seletøjsbeslag), 3. Jyllandsvej

(kultplads), 4-5. Skrillinge (bopladser), 6. Lyngsodde

(guldring), 7. Erritsø (sølvskat), 8. Erritsø (befæstet

gård), 9. Gudsø Vig (sejlspærring), 10. Fænø (støbe-

form). Tegning: Kristine Stub Precht.

© Kort- og Matrikelstyrelsen. Rentemestervej 8,

2400 København NV.


lige anlæg. Ligeledes kan det være relevantat gennemgå dokumentationen fra tidlige-re undersøgelser for at se, om vi har fejl-fortolket nogle anlæg. Kan hesteskogrøfterf.eks. være forvekslet med vindfælder fra træ-er, som stormen har væltet – eller med de så-kaldte pinseboder?24 Måske kunne det ogsåvære udbytterigt at se med friske øjne på an-læg som skibssætningen Høje Stene påAvernakø i Det sydfynske Øhav; med en kyst-nær placering på en lille ø, der næppe var be-boet i vikingetiden, er det ikke særlig sand-synligt, at den blev opført som et gravan-læg.25 Måske fungerede den snarere som enkonstruktion, der rent bogstaveligt danne-de rammen om kultiske handlinger. Det skaldog understreges, at der ikke er fund fra ud-gravningen, der synes at kunne understøt-te en sådan tolkning.

Ud over de jordgravede anlæg kender viogså en række enkeltfund, der kan indike-re, at udvalgte lokaliteter i kystzonen blevbrugt til rituelle aktiviteter. Blandt disse erædelmetalfundene de mest iøjnefaldende.

Ædelmetaldeponeringer ved den fynske kystI 1990 blev der fundet en svær sølvarmringi Kongebroskoven ca. 4 km stik vest for denformodede kultplads ved Jyllandsvej; ringenvejer 92 gram og er 8 cm i tværmål, så deter en genstand, man ville have en vis sand-synlighed for at genfinde, hvis den var tabttilfældigt (fig. 11). Fundstedet lå ved en slugt

i kystprofilet og helt ud til den nuværendekystskrænt – dvs. ved et markant punkt ikystlandskabet.

Ringen fra Kongebroskoven er langtfra deneneste ædelmetalgenstand fra vikingetiden,der er fremkommet i den fynske kystzone. I1993 fandtes således en sølvskat med møn-ter fra sen vikingetid nær en markant bakkei kystprofilet på Fyns Hoved26, og ved Måle

på Hindsholm er der fundet to tilsammenknap 100 gram tunge guldarmringe på et par-ti ud mod Storebælt.27 For få år siden lokali-serede en flittig detektoramatør en skat medsølvringe og -smykker ved Havsmarken gan-ske tæt på Ærøs sydøstlige kyst28, og tæt vedkysten nær Nab på Sydfyn er der ad flere om-gange fundet hhv. en guldarmring og fleresølvgenstande, som må repræsentere mindstto nedlægninger (fig. 12). På den meget lille

Fig. 11. Sølvarmringen fra Kongebroskoven. Foto: Jørgen Nielsen.

Fig. 12. Guldarmring fra Nab på Sydfyn.

Foto: Jørgen Nielsen.


ø Iholm i Svendborgsund er der fundet en ca.2 kg tung sølvskat med mønter, barrer ogsmykker fra begyndelsen af 1000-årene29, ogto guldarmringe på tilsammen ca. 200 gramer fundet på den lille ø Bågø i den sydlige delaf Lillebælt.30

Hvis man ser nærmere på landskaberne, hvorde kystnære fund af ædelmetaller er frem-kommet, deler de sig i to grupper. Fundenefra Fyns Hoved, Havsmarken og Nab erfremkommet nær kystorienterede værk-steds- og/eller handelspladser fra vikinge-tiden. Derimod er fundene fra Kongebro-skoven, Måle, Iholm og Bågø fremkommeti landskaber, hvor der antagelig ikke var be-byggelse eller andre former for intensive ak-tiviteter på deponeringstidspunktet.

Nedlægning af genstande af ædelmetal ikystzonen er ikke et fænomen, der er be-grænset til vikingetiden. I yngre romersk ogældre germansk jernalder – dvs. 3./4.-6. årh.– deponeredes også genstande af ædelmetalved kysten, men da altid af guld. Når manser på henlæggelserne fra jernalderen, er dernogle gennemgående mønstre i deres sam-mensætning og landskabelige placering.Helt som det er tilfældet med vikingetids-fundene, blev nogle af guldgenstandenenedlagt i nærheden af anløbspladser, mensandre blev deponeret i tilknytning til mar-kante elementer i kystprofilet, f.eks. bakker.Et eksempel herpå er en 181 gram tung guld-

armring, som i 1867 fandtes nær det sted,hvor Strib Lystbådehavn ligger i dag; fund-stedet lå på et mindre næs, der stak ud i bæl-tet ca. 3 km nord for kultpladsen på Jyl-landsvej.31

En analyse af mønstrene i gulddeponerin-gernes sammensætning og valget af ned-lægningssted har vist, at der næppe kan væretale om midlertidigt hengemte værdidepo-ter, men snarere om religiøst betingede de-poneringer, der skulle forblive i jorden.32 Ef-tersom vikingetidens deponeringer af sølv-og guldgenstande ser ud til at følge nogle afde samme mønstre, er det nærliggende at tro,at de repræsenterer en fortsættelse af den-ne tradition.

Kan metaldeponeringerne stamme fra kultpladser?Desværre er der ikke foretaget opfølgendeudgravninger på særligt mange af de kyst-nære lokaliteter, hvor der er fremkommetædelmetalgenstande; det skyldes primært, atmange af genstandene er fremkommet vedet tilfælde under mark- eller anlægsarbejdei 1800-tallet. Derfor kender vi ikke den kon-tekst, som metaldeponeringerne indgik i. Varder anlæg og konstruktioner på disse plad-ser? Blev der også foretaget dyreofringer dis-se steder? Var det en naturformation – etnæs, en kilde, en kløft, en stor sten eller nær-heden til havet – der bestemte, hvor mannedgravede værdierne? Spørgsmålene er

flere end svarene, men det er nærliggendeat tro, at der forud for nedlægningen ud-spandt sig forskellige ritualer, således at vikan sige, at også metalfundene afspejler – omikke kultpladser – så dog kultiske aktivite-ter i kystlandskabet.

Dyreofringerne fra Bredholm og Jyllands-vej samt de ganske mange nedlægninger afædelmetal i den fynske kystzone viser, at vi-kingetidens kultiske aktiviteter langtfra varbegrænset til nærområdet omkring stor-mandens gård eller centrale bebyggelser iindlandet. Sammen med stednavne, der af-spejler kultiske aktiviteter, viser de, at der måhave været et væld af forskellige steder medet varieret kultisk indhold fordelt ud overstore dele af vikingetidens landskab – fra hu-set over gårdtoften, landsbyområdet og mar-kerne til de mest øde steder i landskabet. Re-ligiøse fænomener og handlinger var såle-des ikke bare bundet til bygninger eller kon-struktioner; hele landskabet var sikkert or-ganiseret i profane og sakrale sfærer i et om-fang, som man næppe kan gennemskue medet nutidigt perspektiv.33 For vikingerne vardenne struktur ikke et spørgsmål om tro; detvar ganske enkelt virkeligheden! Vikinger-nes virkelighed har vi tidligere først og frem-mest stiftet bekendtskab med i sagatek-sterne, men nu begynder de arkæologiskefund for alvor at supplere og nuancere vo-res viden om disse fascinerende aspekter afderes liv.


Hvorfor lige ved kysten?Når det nu hørte til undtagelsen, at man boe-de permanent ved kysten i vikingetiden,hvorfor investerede man så ressourcer i atanlægge og sikkert vedligeholde kultpladserog nedlægge store værdier herude? Det ertidligere påpeget, at vikingerne også gernenedlagde våben, smykker og nøgler mv. påsteder, hvor man krydsede vandløb.34 At pas-sere et vandløb er for os en ufarlig ting, menfor vikingerne, for hvem landskabet kan haveværet opdelt i mange områder med hver de-res særlige betydning, kan det at passere fraén bred til en anden bogstaveligt talt have væ-ret en grænseoverskridende handling. For atsikre passagen kunne man nedlægge et offerog på den måde uskadeliggøre farlige kræf-ter og i stedet påkalde sig de gode. Én ting erat passere en å eller et mosedrag, noget an-det er at begive sig over et åbent og måskestrømfuldt bælt; det kan have krævet størreog mere spektakulære ”investeringer” somædelmetalhenlæggelserne eller dyreofrene.

En særlig position indtager fundene fra desmå øer Bågø, Iholm og Bredholm – land-skabselementer, som helt sikkert ikke var be-boet i vikingetiden. Slog man lejr på de småøer og udførte ritualer her før en rejselangt ud i det ukendte, eller kan metal- ogdyreofrene tilskrives gennemrejsende, der fo-retog et stop for at nedlægge ofre, der skul-le sikre den videre færd? Igen må man kon-statere, at der er flere spørgsmål end svar.

Jyllandsvej – en grænsemarkering? Kultpladsen på Jyllandsvej må næsten haveværet synlig for sejlende i Snævringen, ogi hvert fald hvis man tændte bål ved natte-tide, kunne pladsen også ses fra Lyngsoddepå Jyllandssiden. Pudsigt nok er der her – tætnord for det vestlige landfæste på den nyeLillebæltsbro og dermed ca. 2300 m nordvestfor hesteofringerne – fundet et stykke af ensnoet guldhalsring fra vikingetiden (fig.10, nr. 6).35 Lå der mon også en kultplads her– og ”beskyttede” de to pladser på hver sinside af Snævringen et vigtigt overfartsstedmellem Fyn og Jylland?

En alternativ tolkning af pladsen ved Jyl-landsvej kan være, at den udgjorde en græn-semarkering i forhold til rejsende på langs ogpå tværs af bæltet. Synet af nidstængerne ogmåske andre synlige afmærkninger sendte enklar besked om, hvad der foregik her. Kan manforestille sig, at de tydeligt hedenske heste-ofringer skulle sende et klart signal til HaraldBlåtand om, at han godt kunne beholde sinnye tro på den anden side af Lillebælt? Herhører fakta op – for uden en præcis dateringaf anlæggene er vi stadig på usikker grund.

Lillebælt i vikingetidenDet arkæologiske fundstof viser, at Denfynske Øgruppes økonomiske, politiske ogsikkert militære magt i de første århundre-der efter vores tidsregnings begyndelse varcentreret i de østfynske og i særdeleshed i

de sydøstfynske landskaber. Det er i disseområder, at de rigest udstyrede gravpladserfra 1.-4. årh. samt de største guldfund fra 3.-6. årh. er fremkommet.36 I løbet af 500-tal-let e.Kr. ser der imidlertid ud til at være sketnogle ændringer af økonomisk og politisk ka-rakter, og dette medførte, at områder, der atdømme ud fra de arkæologiske fund tidligerehavde spillet en central rolle, nu blev min-dre betydningsfulde, mens nye centerom-råder voksede frem. Et af de områder, der til-syneladende fik en mere central betydningi sidste halvdel af 6. årh., var Sydvestfyn. Veddetektorafsøgninger i området omkring Hår-by, Voldtofte, Sønderby m.fl. er der påvist fle-re pladser, hvor handel og håndværk spille-de en central rolle i århundrederne frem modtidlig middelalder.37 Fra Helnæs, Sønderbyog Voldtofte kendes der i alt fire runesten,der er rejst omkring år 700, og fra Søllestedstammer en særdeles rig grav med vogn-udstyr fra 900-tallet.38 Endelig har en stør-re udgravning ved Strandby inderst i Hel-næs Bugten afdækket en kystnær plads,hvor man muligvis reparerede eller ligefrembyggede skibe, samtidig med at man måskebrugte området som vinterhavn.39

Disse såvel som en række andre fund fraFyns kystnære egne peger på, at intensite-ten i både de civile og de militære søværtsaktiviteter steg gennem yngre jernalder ogvikingetid. Der kan ikke være tvivl om, at Lil-lebælt i den udvikling spillede en helt cen-


tral rolle som kommunikationsvej for dennord-syd- såvel som for den øst-vest-gåen-de søtrafik. Antagelig er det da også Lillebælt,der refereres til i beskrivelsen af en sørejsemellem to af datidens vigtigste handelsby-er i Nordeuropa, nemlig Kaupang i Sydnorgeog Hedeby i Slesvig.40 Rejsen fandt sted i dentidlige del af vikingetiden, og på sejlturen kanman teoretisk set have set de ophængte he-steskind og dyrekroppe på plateauet overSnævringens østkyst.

Fundene tegner et billede af vikingernes fær-den hele vejen ned gennem Lillebælt. IBatteriplantage tæt vest for det østlige land-fæste på den gamle Lillebæltsbro er der fun-det et seletøjsbeslag fra tidlig vikingetid (fig.

13), og fra vestsiden af Fænø stammer en stø-beform, der er lavet af et skår fra en stor klæ-berstensgryde fra Norge. På den ene side erder skåret huller til støbning af sølvbarrer,mens der på den anden er en fordybning tilfremstilling af en thorshammer (fig. 14).41

En thorshammer af sølv – dog ikke lavet i for-men fra Fænø – er fundet på Føns-halvøen42,og i Ørslev Kirke nogle kilometer inde i bag-landet udgøres døbefonten af et stort klæ-berstenskar, som kan have været en del af la-sten i et skib, der var på vej fra Kaupang tilHedeby.43 På stranden ved Eskør nogle ki-lometer længere nede ad kysten er der fun-det et mandshoved af rav44, og endelig månævnes et fund af et frankisk sværdskede-beslag af sølv fra Bågø (fig. 15).

Fig. 13. Samlestykke til seletøj fra tidlig vikingetid fundet helt ude ved kysten

i Batteriplantage. Foto: Asger Kjærgaard.

Fig. 14. Støbeform til thorshammer og

barrer fra Fænø. Foto: Nationalmuseet.


Fra jyllandssiden af Snævringen kendes ogsåen række vikingetidsfund, hvoraf guldringenfra Lyngsodde allerede er nævnt; merespektakulær er en sølvskat, som er fundet vedErritsø knap 2 km nordvest herfor. Skatten,der vejer 1308 gram, omfatter to stangfor-mede barrer, tre armringe af samme typesom den fra Kongebroskoven samt femspiralsnoede armringe, og den må værenedlagt omkring år 900.45 Knap 1 km syd-vest herfor og omtrent på Lyngsoddes hø-jeste punkt, hvorfra der var et godt udsynover Snævringen, er der udgravet dele af enbefæstet bebyggelse, der var i brug i den senedel af jernalderen og ind i vikingetiden(fig. 10, nr. 7 og 8).46 Bebyggelsens højtlig-gende placering i landskabet og dens særdeleskraftige befæstning vidner om, at man modsædvane her bosatte sig nær kysten, fordi dervar et særligt behov. Her er det nærliggen-

de at tænke på kontrol af færdslen på og overdet smalle farvand.

At kontrol med søfærdslen var af stør-ste betydning på denne tid, dokumenteresogså af den træbyggede spærring, der blevetableret i Gudsø Vig i den nordlige del afKolding Fjord i 700-tallet. Over de næste år-hundreder blev anlægget repareret og ud-bygget, og dette arbejde krævede så mangeressourcer, at det utvivlsomt var en cen-tralmagt, der stod bag.47 Det, man kan haveønsket at beskytte, var måske (krigs)skibe,der havde base i den lavvandede del af Kol-ding Fjord-systemet (fig. 10, nr. 9). Man kani øvrigt sagtens forestille sig, at der også fand-tes lignende ”flådestationer” i nogle af de be-skyttede fjordarme på den fynske vestkyst.Der kan næppe være tvivl om, at da nid-stængerne blev rejst på plateauet ned modSnævringen, og da sølvringen blev lagt i jor-

den i Kongebroskoven, var det sømilitære an-læg en halv snes km mod vest allerede i brug– og det var man utvivlsomt helt bevidst om.

AfslutningFundene fra Lillebælts kystnære landskaber– herunder anlæggelsen af en spærring ogetableringen af et befæstet anlæg – doku-menterer med tydelighed, at området alle-rede længe havde haft centralmagtens be-vågenhed, da Jelling-dynastiets monumen-tale anlæg blev opført. I hvert fald fra 8. årh.og dermed i slutningen af germansk jernal-der havde området centrale trafikale, mili-tære og sikkert økonomiske strukturer, somJelling-kongerne kunne bygge videre påhalvandet århundrede senere. Også i mid-delalderen og videre op til nutiden har om-rådet omkring Snævringen haft en heltcentral betydning som et kommunikativtbindeled mellem Fyn og Jylland.

I de kommende år er det hensigten at sæt-te fokus på Lillebælts betydning i århund-rederne omkring samlingen og kristningenaf Danmark. Det vil bl.a. ske ved samarbej-de mellem de museer, der arbejder på hverside af bæltet. Og denne gang vil vi bruge lidtmere avancerede kommunikationsmidlerend nedgravede smykker og stænger meddyrekadavere, når vi skal formidle budska-ber til hinanden!

Fig. 15. Frankisk sværdskedebeslag fra Bågø. Foto: Nermin Hasic.


LitteraturAlbrectsen, E. 1960: Fynske guldfund. Odense.

-1970: ”Tre fynske Guldfund”, i: Fynske Minder1969, s. 1-9.

Andersen, H. 1977: ”Jordbordet”, i: Skalk 1977:4, s. 18-25. -1998: ”Vier og lunde”, i: Skalk 1998:1, s. 15-27.

Arwidsson, G. & G. Berg 1983: The Mästermyr Find. A Viking Age Tool Chest from Gotland. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akade-mien. Stockholm.

Brøgger, A.W. & H. Schetelig (red.): Osebergfundet. Bind II. Oslo.

Christensen, P.M. 2009: ”Erritsø”, i: Skalk 2009:4, s. 9-15.

Christoffersen, J. & E. Porsmose 1996: ”Den fynske kystzones bebyggelsesmønstre”, i: O. Crumlin-Pedersen, E. Porsmose & H. Thrane (red.) 1996: Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder, s. 154-160. Odense.

Ferdinand, J. & K. 1961: ”Jernalderofferfund i Val-mose ved Rislev”, i: Kuml 1961, s. 47-90.

Feveile, C. 2006: Det ældste Ribe. Udgravninger på nordsiden af Ribe Å 1984-2000. Ribe Studier Bind 1.2. Gylling.

Grieg, S. 1947: Gjermundbufunnet. En Høvdinge-grav fra 900-årene fra Ringerike. Norske Oldfunn VIII. Oslo.

Hansen, J. 2006: ”Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særlig henblik på bebyggelsesofringer”, i: Kuml 2006, s. 117-175.

Hedeager, L. 2011: Iron Age Myth and Materiality. An Archaeology of Scandinavia AD 400-1000. London/New York.

Henriksen, M.B. 1994: ”Vikinger på Fyns Hoved”, i: Fynske Minder 1994, s. 181-192. -1997: ”Vikinger ved Helnæsbugten”, i: Fynske Minder 1997, s. 25-58. -2004: ”Middelaldergårde ved Skrillinge”, i: Vends 2004, s. 20-33. -2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jern-aldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

-2010: ”Gold Deposits in the Late Roman and Migration Period Landscape – a case study from the island of Funen (Fyn), Denmark”, i: Hansen, U.L. & A. Bitner-Wróblewska (red.): Worlds Apart? Contacts across the Baltic Sea in the Iron Age. Network Denmark-Poland, 2005-2008. Nor-diske Fortidsminder Serie C, vol. 7, s. 389-432. København-Warszawa. -2012a: ”Møllemosegård-gravens sørgelige skæb-ne”, i: Ræthinge-Posten 2012, s. 43-54. -2012b: Søllested og Møllemosegård. To vikinge-tidsgraves lokale kontekst og det arkæologiske potentiale i gravenes opland. Arkæologisk rapport nr. 350. Odense Bys Museer.

Henriksen, M.B., J.A. Jacobsen & A.H. Lorentzen 1997 (2001): Fynske jernalderbopladser. Bind 1: Vends, Skovby, Skam og Lunde herreder. Skrifter fra Odense Bys Museer, Vol. 1,1. Odense.

Jacobsen, J.A. 1987: ”Jyllandsvej”, i: Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat (red.): Danmarks læng-ste udgravning. Arkæologi på naturgassens vej 1979-86, nr. 548. Herning.

Johannesen, K. 2001: ”Naboskab”, i: Skalk 2001:5, s. 13-17.

Jørgensen, A.N. 2002: ”Naval Bases in Southern Scandinavia from the 7th to the 12th Century”, i: Jørgensen A.N. et al. (red.): Maritime Warfare in Northern Europe. Technology, organisation, logi - stics and administration 500 BC-1500 AD. Publi-cations from The National Museum. Studies in Archaeology & History, Vol. 6, s. 125-152. Køben-havn.

Jørgensen, L. 2009: ”Pre-Christian cult at aristocrat-ic residences and settlement complexes in south-ern Scandinavia in the 3rd-10th centuries AD”, i: Freeden, U.v., H. Friesinger & E. Wamers (red.): Glaube, Kult und Herrschaft. Phänomene des Religiösen im 1. Jahrtausend n.Chr. in Mittel- -und Nordeuropa. Akten des 59. Internationalen Sachsensymposions und der Grundprobleme der frühgeschichtlichen Entwicklung im Mittel-donauraum, s. 329-354. Bonn.

-2014: ”Norse Religion and Ritual Sites in Scan-dinavia in the 6th-11th Century”, i: Hofmann, K.P., H. Kamp & M. Wemhoff (red.): Die Wikinger und das Fränkische Reich. Identitäten zwischen Konfrontation und Annäherung. Mittelalter Stu-dien des Instituts zur Interdisziplinären Erfor-schung des Mittelalters und seines Nachwirkens, Paderborn. Band 29. Paderborn.

Klindt-Jensen, O. 1968: ”Hoved og hove”, i: Kuml1967, s. 143-149.

Lambertsen, K. 1989: ”Jyllandsvej II”, i: Arkæologi-ske Udgravninger i Danmark 1988, nr. 127.

Lund, J. 2004: ”Våben i vand”, i: Kuml 2004, s. 197-220. Århus.

Lund, N. 1983: Ottar og Wolfstand – to rejsebeskri-velser fra vikingetiden. Roskilde.

Madsen, H.J. 1985: ”Høje Stene ved Avernakø”, i: Fynske Minder 1984, s. 19-40.

Nilsson, L. 2003: ”Blóta, Sóa, Senda. Analys av djur-ben”, i: Söderberg, B. (red.): Järrestad. Huvudgård i centralbygt. Riksantikvarieämbetets arkeologis-ka undersökningar. Skrifter No. 51, s. 287-308. Lund.

Nørlund, P. 1948: Trelleborg. Nordiske Fortidsmin-der. IV Bind, 1. Hefte. København.

Olsen, O. 1956: ”Ørslev kirkes døbefont”, i: Fynske Minder 1956, s. 195-202.

Pedersen, A. 1997: ”Søllested – nye oplysninger om et velkendt fund”, i: Aarbøger for Nordisk Old-kyndighed og Historie 1996, s. 37-112.

Price, N. 2013: ”Tro og Ritual”, i: Williams, G., P. Pentz & M. Wemhoff (red.): Viking, s. 162-195. København.

Ramskou, T. 1976: Lindholm Høje. Gravpladsen. Nordiske Fortidsminder. København.

Skovmand, S. 1942: ”De danske Skattefund fra Vi-kingetiden og den ældste Middelalder indtil om-kring 1150”, i: Aarbøger for Nordisk Oldkyndig-hed og Historie 1942. København.

Strömberg, M. 1961: Untersuchungen zur jüngeren Eisenzeit in Schonen. Völkerwanderungszeit-Wi-kingerzeit. Acta Archaeologica Lundensia, Series


in 4°. N° 4. II. Katalog und Tafeln. Lund. Sørensen, J.K. 1992: ”Haupttypen sakraler Ortsna-

men Südskandinaviens. Mit einem Anhang zur Kartierung der exemplarisch erörterten Sakralna-men auf einer Falttafel”, i: K. Hauck (red.): Der historische Horizont der Götterbild-Amulette aus der Übergangsepoche von der Spätantike zum Frühmittelalter. Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Göttingen, pp. 228-240. Göt-tingen.

Skaarup, J. 2005: Øhavets middelalderlige borge og voldsteder. Rudkøbing.

Sørensen, A.C. 2001: Ladby. A Danish ship-grave from the Viking Age. Ships and Boats of the North. Vol. 3. Roskilde.

Thomsen, P.O. 1992: ”Sølvskatten fra Iholm”, i: Tåsinge Årbog 1992, s. 21-27.

Thorvildsen, K. 1957: Ladby-skibet. Nordiske For-tidsminder.VI Bind, 1. Hefte. København.

Trillmich, W. (tr.) 2002: Thietmar von Merseburg. Chronik. Ausgewählte Quellen zur deutschen Geschichte des Mittelalters. Band IX. Darmstadt.

Uldum, O. 2013: ”Havsmarken, strandmarked, be-fæstning, kirke”, i: Lyngstrøm, H. & L.G. Thom-sen (red.): Vikingetid i Danmark. Arkæologi på Saxo-instituttet, s. 161-164.

Ulriksen, J. 1998: Anløbspladser. Besejling og bebyg-gelse i Danmark mellem 200 og 1100 e.Kr.: En studie af søfartens pladser på baggrund af unders-øgelser i Roskilde Fjord. Roskilde.

Vebæk, C.L. 1980: ”Et ravhoved og en mandsfigur fra Fyn”, i: Glob, P.V. (red.): Danefæ. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. 16. april 1980, nr. 82. København.

Wingender, T.B.1993: ”Nid”, i: Skalk 1993:4, s. 32.

Noter1 F.eks. Price 2013; Jørgensen 2014. 2 Sørensen, J.K. 1992:236. 3 Christoffersen et al. 1996:156ff. 4 Henriksen 1994; 1997; Uldum 2013; Ulriksen1998:143ff. 5 Jacobsen 1987. 6 Lambertsen 1989.7 F.eks. Strömberg 1961, Taf. 61; Arwidsson & Berg1983:8f. 8 Sørensen 2001:52ff.9 Pedersen 1997:54ff; 81f; Henriksen 2012a, fig. 6.10 Grieg 1947:8ff. 11 Brøgger & Schetelig 1928:248ff. 12 Thorvildsen 1957:50ff; fig. 32, 507 og 508.13 Ramskou 1976, grav 1433 og 1450; Feveile2006:76.14 Feveile 2006:78; 283. 15 Andersen 1977:21f; 1998:19. 16 Nørlund 1948:39ff; jf. også Andersen 1998 og Jør-gensen 2009:229ff; 2014.17 En hesteskoformet grøft på den nordvestsjælland-ske Tissø-plads har således spor af en stolpekon-struktion ved indgangen. Udateret og upubliceret;for oplysningerne takkes museumsinspektør LarsJørgensen, Nationalmuseet. 18Jørgensen 2014:152f; Nilsson 2003:299ff.19 F.eks. Ferdinand & Ferdinand 1962; Klindt-Jensen1968; Hansen 2006:137; Skaarup 2005:114. 20 Wingender 1993. 21 Trillmich 2002:20. 22 Henriksen 2004. Hertil den upublicerede lokalitet080712-55; Henriksen et al. 1997:104. 23 Johannesen 2001. 24 Andersen 1977. 25 Madsen 1985.26 Henriksen 1994.

27 Albrectsen 1960, nr. 219-220 (loknr. 080113-9).28 Uldum 2013:162.29 Skovmand 1942:90ff; Thomsen 1992.30 Albrectsen 1960, fig. 36.31 Albrectsen 1960:86, nr. 157.32 Henriksen 2010. 33 Hedeager 2011:172ff. 34 Lund 2004.35 Fundet er upubliceret (loknr. 170302-54).36 Henriksen 2009:337ff; Henriksen 2010. 37 Henriksen 2012b.38 Pedersen 1997.39 Henriksen 1997. 40 Lund 1983.41 AUD 1993:230 (loknr. 080714-28).42 Thorshammer fra Fønsskov: Skovmand 1942:82(loknr. 080706-27). 43 Olsen 1956. 44 Vebæk 1980 (loknr. 401521-27). 45 Skovmand 1942:31f.46 Christensen 2009.47 Jørgensen 2002:145ff.


cursing an enemy). The pit also contained aniron fitting from a harness or a casket which,with a good measure of caution, would datethe site to the Viking Age.

The closest parallel to the Jyllandsvej find isthe find at Bredholm in the South Funen ar-chipelago. Here, a circular trench measuring8-9 m in diameter was found, and the ditchitself, as well as the level surfaces inside andoutside the ditch, contained bones from at least14 horses; once again, the skeletons were onlyrecovered in part, indicating that this site, too,may have contained remains of niding poles.An iron knife was found with the bones andmay cautiously be dated to the Late Iron Age.

Also related to the sites found on Funen arefour horseshoe-shaped trenches excavated onSealand at the spot where the Viking fortress

Pit A, with a diameter of about 300 cm, wassurrounded by a 70 cm wide trench wherepoles are believed to have stood. This pit con-tained the skeletons of two horses placed sym-metrically back to back in a sideways positiontogether with the skeletal remains of fourdogs. Strap fittings and parts of an ironchain were found near the dogs. Similar arte-facts have been recovered from Viking Agegraves in Denmark and Norway, and they arethought to be dog chains.

Pit CO was located about 60 m from pit A andmeasured 190 cm in diameter. This containedskulls and limb bone extremities from fivehorses; at the point of burial, the bones hadundoubtedly been lodged in the torn off skin.A likely explanation suggests that the skinswere mounted on an obliquely positioned pole– a so-called nidstang or niding pole (used for

The written sources and saga texts from theViking Age and early mediaeval times makemention of cult places described as heargs,high places, or sacred groves. Until a fewdecades ago, very few archaeological sites fit-ted this term with any certainty. More re-cently, several have emerged in connectionwith manors and important settlementsfrom the Late Iron Age and the Viking Age.However, place names with sacred meaningsas well as finds that are best understood as of-ferings are also evident in landscapes likelyto have been either extensively exploited orempty even in the Viking Age. Some of theseare presented in this article.

Near Jyllandsvej, which is located on a highplateau approx. 600 m east of the coastline ofthe northern, convoluted part of Lillebælt, twopits with distinctive contents were discovered.

Summary / Mogens Bo Henriksen

Coastal cult places– Viking Age ritual sites near the sea

C O S T A L C U L T P L A C E S 217

During the Late Iron Age and the Viking Age,the coastal area became ever more importantas an opening to the wider world, and it is like-ly that the positioning of the cult places in theempty landscape should be seen in this light.The coastal cult places might have been usedas territorial borders to deter strangers – oras places where rituals were practised beforeventuring out on trading expeditions or warcampaigns. Together with the sacred inlandplace names, the ritual practices in coastal ar-eas also serve to emphasise that Viking cultplaces were not exclusively located close to themanors; they could be found in a number ofdifferent locations in the landscape of the past.

were practised at the Jyllandsvej, Bredholm,and Trelleborg sites – and they might, there-fore, be part of the sacred groves described inthe sagas.

The Vikings were familiar with the sea, butdid not live permanently in exposed coastalareas; it is remarkable, therefore, that two ofthe exposed cult places were positioned righton the sea. However, there are several findsfrom the Funen coastal areas indicating thatritual practices took place by the sea. This isspecifically true of deposits of single objectsor hoards of gold and silver jewellery; perhapsthese objects were also deposited in connec-tion with small earthen, stone, and woodenconstructions as those we know from the cir-cular trench sites. However, no excavationshave, as yet, been able to confirm whether thatwas, in fact, the case.

Trelleborg was constructed towards the endof the 900s. The sites were empty, but nearthree of the trenches, wells were examined andfound to contain several bodies of children,weapons, jewellery, tools, and animal bones– including the skull and extremities from agoat. A reasonable guess would be that the ob-jects were deposited there after having beenpart of rituals taking place within the area de-limited by the trenches. These sites, too,date back to the Viking Age.

Written sources describe offering rituals be-lieved to have taken place at the Sealand vil-lage of Lejre in the early 900s. Every ninthyear in the month of January, people were saidto gather in the town of Lejre to sacrifice 99humans and a corresponding number ofhorses and dogs. Afterwards, the bodies werehung from trees. Perhaps similar rituals

Henriksen, M.B. 2015: Kystens kultpladser -Vikingernes rituelle aktiviteter ved havet. Odense Bys...

Documents

Transcript of Henriksen, M.B. 2015: Kystens kultpladser -Vikingernes rituelle aktiviteter ved havet. Odense Bys...