Post on 31-Jan-2023
Pedro de Quintanilha e Mendonça*
Ambassadernes tid
Efter afslutningen af Den Spanske
Arvefølgekrig, som efter den almene fred
med Frankrig i april 1713 for Portugal
sluttede med freden med Spanien d. 6.
februar 1715, forsøgte D. João V at
normalisere forholdet til disse to lande.
Med en politik der til dels efterlignede
faderen D. Pedro IIs forsøgte han at holde
sig neutral under senere konflikter i
Europa; til forskel fra faderen havde han
dog uanede økonomiske ressourcer til
rådighed, og udnyttede denne nye rigdom
til at opnå dette, bl.a. ved hjælp af
storslåede ambassader til en række fyrster,
fra Paven i 1716 til kejseren af Kina ti år
senere.
Traditionen med pragtambassader gik
tilbage til D. Manuel Is berømte mission
til Pave Leo X i 1514, som inkluderede
bl.a. en hvid indisk elefant og et indisk
næsehorn som gaver.1 Den første af disse
nye storslåede ambassader efter freden gik
til Louis XIV af Frankrig. Denne
ambassade, på 58 mand, var et godt
eksempel på pragtudfoldelsen under D.
João V, muliggjort som vi har set af de
store guldfund i Brasilien i perioden:
ambassadøren, greven af Ribeira Grande,
gjorde sit indtog i Paris d. 18. august
1715, i en kortege på fem pragtkareter,
ved langs ruten at uddele ti tusind
sølvmønter samt to hundrede guldmønter
slået særligt til begivenheden til pariserne
i byens gader.2
Samme år ankom også en ambassade
fra Pave Clemens XI til Lissabon, i
anledning af den portugisiske
kronprinsedåb; kareten som den pavelige
nuntius eller ambassadør benyttede var en
gave til den portugisiske konge fra Paven,
og kan i øvrigt i dag, sammen med den
karet som greven af Ribeira Grande
benyttede som ambassadør i Paris, beses i
Lissabons Museu dos Coches.
Samtidig med dette trak mørke skyer
sig sammen over Balkan. Her benyttede
Det Osmanniske Rige sig af et påskud for
at generobre noget af det tabte ved
Carlowitz i 1699, freden som havde
afsluttet Den Store Tyrkerkrig 1683-1699
mellem tyrkerne på den ene side og
Østrig, Venedig og Paven på den anden.3
Ahmed III, sultan siden 1703, havde
længe ønsket at genrejse tyrkernes magt,
og anklagede nu Venedig for at opildne
det osmannisk besatte Montenegro til
oprør for at retfærdiggøre en invasion af
Morea den tids navn for Peloponnes
som man havde mistet til Venedig i 1699.
MATAPAN 1717
Ære, pragt og flådemagt under Dom João V af Portugal
Armada Real 1695-1755 og en flåde i Pavens tjeneste mod tyrkerne
Del III – Ære, Pragt og Flådemagt
Morea blev erobret på få uger i 1715,
hvorefter Venedig bad kejseren og Paven
om hjælp mod tyrkerne.
I april 1716 fornyede D. João Vs
svoger, kejser Karl VI af Østrig, sin
alliance med Venedig. Samtidig bad
Clemens XI kongerne af Frankrig,
Spanien og Portugal om at sende deres
flåder mod tyrken i Middelhavet, for at
komme Venedig og Kejserriget til hjælp.
Reaktionerne var blandede. Førstnævnte
konge, som netop havde afsluttet en krig
mod østrigeren, var ikke interesseret i at
støtte ham. Den ligeledes franske Felipe V
af Spanien, som havde været Karls
modstander under arvefølgekrigen, sendte
derimod en eskadre på fem linieskibe til
Middelhavet. D. João V, som havde været
kejserens allierede og havde kendt ham i
Portugal under krigen, og som tilmed var
gift med hans søster, kunne naturligvis
ikke stå tilbage for kongen af Spanien.
Han gengældte derfor den pavelige
ambassade året før med en af de mest
ekstravagante ambassader i europæisk
historie. Den 8. juli 1716 kunne markisen
af Fontes, ambassadør i Rom 1712-17184,
i spidsen for en overdådig kortege som
inkluderede bl.a. seksten kareter, heraf
fem tungt udsmykket med forgyldte
allegoriske statuer, fortælle Clemens XI at
en eskadre ville blive sendt til
Middelhavet selv samme måned.
En parentes: helt enestående for
perioden havde markisen af Fontes i 1712
ikke rejst til Rom om bord et portugisisk
orlogsskib, men derimod det genovesiske
linieskib MADONNA DELLE VIGNE (60),
som i januar 1712 under Gian Lorenzo
Viviani eskorterede otte handelsskibe fra
Genova tilbage til hjembyen fra Lissabon;
årsagen til dette kunne meget vel tænkes
at være tabet af de fire linieskibe og tre
fregatter i Rio de Janeiro under Duguay-
Trouins togt blot fire måneder forinden.5
Ved et af Historiens pudsige sammentræf
sejlede MADONNA DELLE VIGNE i
november 1712 igen til Lissabon — og
stødte undervejs nær Gibraltar på en
nordafrikansk pirat — med bl.a. en række
italienske jesuitiske missionærer til
portugisisk Indien om bord; en af disse var
Ippolito Desideri, der som set i Del I
skulle missionere i Tibet. Jesuitterne
afsejlede d. 9. april 1713 fra Lissabon til
Indien om bord en af tre portugisiske
ostindiensfarere, som fulgtes med den
årlige Brasiliensflåde så langt som til
Kanarieøerne. Efter ankomsten i Goa d.
20. september afsejlede Desideri så d. 19.
november til portugisernes Provincia do
Norte om bord linieskibet N. SR.A DA
ESTRELLA (64), der som vi så var på vej til
Surat som flagskib i den eskadre som
besejrede Omans flåde i februar 1714.6
Det genovesiske MADONNA DELLE VIGNE,
som havde fragtet markisen af Fontes fra
Lissabon til Genua og dernæst Desideri
retur, var netop et af de seks linieskibe på
60 stk. som Spanien nu købte i Genova i
1715-1716, som beskrevet i Del I,
hvorefter det i spansk tjeneste blev kaldt
NUESTRA SEÑORA DE LAS VIÑAS, og var et
af de skibe som senere gik tabt i slaget ved
Passaro i 1718 omtalt i Del II.
Togtet i 1716
Eskadren til Middelhavet som markisen af
Fontes lovede Clemens XI d. 8. juli 1716
var i virkeligheden allerede afsejlet fra
Lissabon med kurs mod Middelhavet to
dage før. Eskadren talte fem linieskibe på i
alt 334 kanoner (se nedenfor), samt en
fregat og tre små støtteskibe på i alt 56 stk.
Under greven af Rio Grande ankom den til
Livorno d. 12. august 1716, og bad
herefter Paven om instrukser. Den 21.
august kom svaret: eskadren skulle begive
sig til Korfu, som var under angreb fra
tyrkerne. Greven af Rio Grande afsejlede
straks mod Grækenland, men ankom dog
for sent: efter et uafgjort søslag d. 8. juli
ved Korfu mellem Venedig og den
tyrkiske flåde og prins Eugens sejr over
tyrkerne ved Petrovaradin tidligere på
måneden d. 5. august havde osmannerne
Pave Clemens XI (1700-1721) og sultan Ahmed III (1703-1730). Paven var en streng
ortodoks teolog, kendt for bullen Unigenitus (1713), hvormed han fordømte Jansenismen.
Med bullen Ex illa die (1715) fordømte han også de katolske missionærers brug af de
såkaldte Kinesiske Riter, hvilket forværrede Portugals stilling i Kina. Under Den Spanske
Arvefølgekrig støttede han Østrig mod Frankrig.
Ahmed III efterfulgte sin broder Mustafa II (1695-1703), som havde lidt afgørende
nederlag i Den Store Tyrkerkrig, og ønskede fra begyndelsen at vinde det tabte ved
Carlowitzfreden tilbage. Han tog imod Carl XII af Sverige under Den Store Nordiske Krig,
og besejrede bl.a. deres fælles fjende zar Peter den Store af Rusland i 1710-1711.
hævet belejringen af Korfu, og ingen
yderligere større flådeaktioner forudsås
dét år. Slukøret vendte eskadren hjem til
Lissabon, hvor det ankom d. 28. oktober.
Dette første togt til Middelhavet var
således resultatløst. Og dog havde det vist
Paven og kejseren, at de kunne regne med
deres portugisiske allierede mod tyrkerne,
på et tidspunkt hvor også Infante D.
Manuel, en af kongens yngre brødre,
kæmpede mod osmannerne i de kejserlige
hære. Som tak for dette tilkendte Clemens
XI D. João V en helt ekstraordinær ære:
ved den gyldne bulle In supremo
apostolatus solio d. 7. november 1716
skabte han et patriarkat i Lissabon.
Herefter fandtes der i hele den vestlige
romersk-katolske kirke blot tre patriarker:
Roms — dvs. Paven —, Venedigs, og nu
Lissabons, hvis patriark altså med et
tilhørte det allerøverste katolske hierarki.
En række øvrige buller tilkendte desuden
Lissabons patriark rang af kardinal,
hvorfor han benævnes kardinalpatriark.7
Museu dos Coches, karetmuseet i Lissabon, i den tidligere kongelige rideskole, fremviser
som få bygninger pragtudfoldelsen under D. João V. De fineste af samlingens vogne ses i
denne hal, bl.a. den italienske ambassadørkaret fra Pave Clemens XI i 1715 og tre af de
seksten kareter fra markisen af Fontes' ambassade til samme pave året efter; disse tre ses
her bagerst i hallen i midten. Blandt andre samtidige vogne ses dronning Maria Anna af
Østrigs bryllupskaret fra 1708, Infante D. Franciscos karet, samt kareten som tilhørte
kardinal D. Tomás de Almeida, Lissabons første patriark 1716-1754.
Og som noget aldeles enestående har
Lissabons kardinalpatriarker lige siden
D. Tomás de Almeida i 1716-1754, som
de eneste katolske gejstlige foruden
Paven, benyttet den pavelige tiara i deres
heraldiske våben.
Disse detaljer kan måske i dag synes
mindre væsentlige, men i begyndelsen af
det 18. århundrede, da rang og protokol
var altafgørende og søslag kunne opstå
som en tvist om hvem der skulle kippe
med flaget, var alt dette naturligvis en
uhyre ære. Det kan således ikke overraske,
at da Clemens XI en måned senere i
december skrev til D. João V, og bad ham
om at sende sin flåde til Middelhavet året
efter også, svarede den portugisiske konge
straks Paven, at han ville påbegynde
forberedelserne med det samme, sådan at
en eskadre kunne sendes allerede til
foråret 1717.
Coche dos Oceanos, oceanernes karet, fra markisen af Fontes’ ambassade til Rom i 1716.
To gamle mænd — Atlanterhavet og Det Indiske Ocean — giver hinanden hånden med
jordkloden som baggrund: et symbol på Portugals opdagelse af søvejen til Indien syd om
Afrika og landets status som sømagt. Til venstre ses D. João Vs karet fra 1720erne, og til
højre den såkaldte Coche da Coroa eller kronekaret, med en krone på taget, som tilhørte
Portugals ambassadør i Paris 1715-1722.
Eskadren i 1717
Den eskadre som D. João V sendte til
Middelhavet mod tyrkerne i 1717 bestod
af følgende linieskibe:
1) N. SR.A DA CONCEIÇÃO (80), bygget i
1701 og udgået i 1724.
2) N. SR.A DO PILAR (80), bygget i 1715
og udgået i 1740.
3) N. SR.A DA ASSUMPÇÃO (66), bygget
i 1705 og udgået i 1731.
4) N. SR.A DAS NECESSIDADES (66),
bygget i 1708 og udgået i 1737.
5) SANTA ROSA (66), bygget i 1715 og
gået tabt ved brand ud for Pernambuco i
Brasilien i 1726.
6) SÃO LOURENÇO (58), bygget i 1716
og udgået i 1734.
7) RAINHA DOS ANJOS (56), bygget i
1714 og gået tabt ved brand i havnen i Rio
de Janeiro i 1722.
Infante D. Manuel af Portugal (1697-1766) og Infante D. Francisco (1691-1742).
D. Manuel, yngst af D. João Vs tre brødre, forlod Portugal i 1715 for at tjene broderens
svoger kejseren mod tyrkerne. Samtidig med marinens togter til Middelhavet i 1716-1717
tjente han under prins Eugen i Petrovaradin og Beograd, og forblev derefter i Østrig som
feltmarskal i de kejserlige hære indtil 1734.
Infante D. Francisco var den ældste af kongens brødre. Han var Portugals rigsmarsk
fra 1727, og det eneste medlem af kongefamilien som viste en aktiv interesse i marinen.
Han stod til søs adskillige gange under Den Spanske Arvefølgekrig, og udrustede ofte
orlogsskibe for egne midler, eksempelvis viceflagskibet ved Matapan i 1717.
Ud over de nævnte linieskibe medførte
eskadren desuden støtteskibene SÃO
TOMAS DE CANTUARIA (20), der skulle
fungere som hospitalsskib og desuden
medbragte forsyninger og reservedele, de
to små SANTO ANTONIO DE LISBOA (8) og
SANTO ANTONIO DE PADUA (8), samt en
lille jagt til depecher. Alle linieskibe på
nær viceflagskibet N. SR.A DO PILAR samt
SÃO LOURENÇO havde også deltaget i
Middelhavstogtet til Korfu det foregående
år. Imidlertid følte prinsen, Infante D.
Francisco, at en stærkere eskadre burde
sendes efter oprettelsen af patriarkatet i
Lissabon, og udrustede for egen regning
viceflagskibet samt altså yderligere et
linieskib som erstatning for fregatten fra
året før. Eskadrens admiral var fortsat
Lopo de Mendonça Furtado (1661-1730),
greve af Rio Grande. Viceadmiralen var
den enogtyve år yngre D. Luis Carlos de
Távora, greve af São Vicente. Kaptajnen
på N. SR.A DAS NECESSIDADES var i øvrigt
franskmanden Gilles du Bocage, som
havde udmærket sig i portugisisk tjeneste
under Duguay-Trouins togt mod Rio de
Janeiro i 1711.
For at få et indtryk af eskadrens styrke
skal skytset kort kommenteres. I Del I så
vi på engelsk skibsbygning i perioden, og
det såkaldte Establishment- system, der fik
som resultat at de engelske skibe i løbet af
første halvdel af århundredet blev for små
i forhold til Frankrigs og Spaniens. Men
også kanonernes stigende kalibre blev
kommenteret. I 1717 gjaldt i England
endnu 1706 Establishment. Ifølge denne
og den gældende Gun Establishment var
en engelsk 80-kanoners third rate
bevæbnet med 24-pundigere i det nederste
kanondæk, 12-pundigere i det mellemste,
og 6-pundigere i det øverste kanondæk.
Til sammenligning var N. SR.A DA
CONCEIÇÃO, ligeledes på 80 kanoner,
armeret med 36-pundigere hhv. 12-
pundigere og 8-pundigere, alle af bronze.
To år efter slaget ved Matapan opjusterede
englænderne med 1719 Establishment
kanonerne på nederste dæk i denne klasse
til 32-pundigere.
På samme måde fastslog de engelske
bestemmelser fra 1706, at en 70-kanoners
third rate var udrustet med 24-pundigere
nederst og 8-pundigere øverst, samt 6-
pundigere på kastellerne. De tilsvarende
portugisiske linieskibe på 66 kanoner var
udrustet med 24-pundigere nederst og 12-
pundigere øverst, samt 9-pundigere på
kastellerne.8 Til syvende og sidst er alt
dette akademisk, da de taktiske evner
sædvanligvis ses spille en større rolle end
artillerieffekten; men der kan næppe
herske tvivl om, at de portugisiske
linieskibe ganske som deres franske og
spanske modstykker i perioden var større
og mere slagkraftige fartøjer end de kun
nominelt tilsvarende engelske, særligt i
dette tilfælde de to grevers 80-kanoners,
admiral- og viceadmiralskibet. Dette
sidste og helt nye skib var i øvrigt større
end det første, og førte sommetider 84 stk.
Rejsen til Middelhavet
Blandt de bevarede dokumenter fra togtet i
1717 findes en interessant dagbog ført af
en kaptajn for et af de syv kompagnier
marinesoldater — heraf tre kompagnier
grenaderer — om bord viceflagskibet, som
i alt havde 760 mand om bord.9
Kaptajnen gik om bord søndag d. 25.
april 1717, en dag som Portugals kongepar
samt Infante D. Francisco tilbragte til søs
med at se på forberedelserne til eskadrens
afrejse. Dagen efter var prinsen ligeledes
til havs hele dagen, og overså energisk de
sidste detaljer. Greven af Rio Grandes
eskadre afsejlede endelig fra Lissabon
klokken syv om morgenen onsdag d. 28.
april. Med om bord på flagskibet var den
sejlglade Infante D. Francisco, som
forblev om bord indtil klokken fire om
eftermiddagen, da hans afsked blev
signaleret med en 21-skuds salut af
samtlige linieskibe.
Eskadren sejlede forbi Cadiz d. 1. maj
og Alicante d. 10. Den 19. sås Sardinien,
og to dage senere Sicilien. Her faldt
kaptajnens 11-årige søn, under leg med en
jævnaldrende dreng, i øvrigt ned i lasten,
og var nær død. Den 24. nåedes Palermo,
hvor admiralskibet affyrede en 13-skuds
salut, som blev gengældt af byens
fæstning. Den efterfølgende dag var der
Corpus Christi-optog i byen.
Kommandanten for byens galejer kom om
bord og blev hilst med en 7-skuds salut,
og derefter gik besætningerne i land.
Vores kaptajn besøgte sammen med en
anden kaptajn i marineinfanteriet, en god
ven om bord N. SR.A DAS NECESSIDADES,
Sydspidsen af det lange forbjerg som længst borte ender ved det lave Kap Matapan,
Grækenlands og Balkanhalvøens sydligste punkt. Til højre i billedet anes netop Den
Messenske Bugt. Til venstre ses byen Porto Kagio i en lille vig i Den Saloniske Bugt.
Herfra er der 21 sømil til vigen på bugtens modsatte bred mod NØ hvor slaget fandt sted.
bl.a. et af byens klostre, hvor de gennem
det obligatoriske gitter havde en behagelig
samtale med to lokale adelsdamer, en
datter af markisen af Guevara og D. Isabel
de Herrera; kaptajnen vejer i sin dagbog
den enes skønhed op mod den andens
behagelige væsen, og skønheden bliver
fundet for let. Marineinfanteriets
uniformer var for øvrigt i lyseblåt og sølv;
strømper, handsker og hattefjer var hvide.
Samme aften spiste de to venner på et
lokalt spisehus, hvor vennen insisterede på
at betale. Den 28. afsejlede eskadren mod
Messina, som nåedes to dage senere. Her
gav greven af São Vicente d. 1. juni en
banket på sit dæk til ære for guvernøren;
efter banketten affyredes en 11-skuds
salut. Dagen efter modtog eskadren besøg
af byens fornemme folk, bl.a. prinsessen
af Colavorosa og dennes søster, som blev
sejlet i land af N. SR.A DO PILARs jolle,
efter at greven af São Vicente havde
underholdt damerne og ved deres afsked
affyret en 7-skuds salut. Dagen efter
afsejlede eskadren mod Korfu, som nåedes
d. 10. juni.
I Korfu lå den kristne åreskibsflåde på
23 galejer og 4 galeaser under Andrea
Pisani fra Venedig, som Paven havde
udnævnt til armadaens øverstbefalende.
Disse åreskibe, der som de tyrkiske ikke
kom til at spille nogen rolle under slaget,
tilhørte for galejernes vedkommende
Venedig (12) hhv. Malteserordenen (5),
Paven (4) og Toscana (2), mens alle
galeaser var venetianske. Greven af Rio
Grande hilste med en 13-skuds salut, og
blev besvaret af samtlige af Pisanis galejs
fem kanoner.
Fredag d. 11. kom Pisani ombord det
portugisiske flagskib, hvor alt
marineinfanteri stod parade på dækket, og
blev mødt af en 13-skuds salut af alle
portugisiske linieskibe. Dagen efter kom
Toscanas admiral m.fl. om bord
viceflagskibet, og blev hilst farvel af en 9-
skuds salut.
Den 13. juni, Skt. Antonius’ dag,10
underholdt den portugisiske eskadre
gæster, især riddere fra Malta og Firenze,
om bord de til lejligheden udsmykkede
linieskibe, mens dagen blev fejret med en
9-skuds salut om morgenen, en 13-skuds
ditto om eftermiddagen, og igen en 9-
skuds salut om aftenen af samtlige
linieskibe.
Den 16. juni ankom Malteserordenens
øvrige bidrag til Korfu: de to små
orlogsskibe SANTA CATERINA (56) og SAN
RAIMONDO (46). Disse skibe tilhørte
ordenens nyligt dannede sejlskibsflåde på
fire orlogsskibe, men sejlede nu under
paveligt flag, under kommando af den
franske ridder af Bellefontaine, som
Clemens XI havde udnævnt til
øverstbefalende for hjælpestyrken, dvs.
Maltas og Portugals bidrag. Disse to skibe
var, ifølge vores kaptajn, ”franske skrog af
ringe styrke, og allerede gamle”.11
Bellefontaine derimod bliver af kaptajnen
beskrevet som ”lille af statur, og tynd,
men stor af ånd, og livlig”.12
Samme dag
besøgte de to portugisiske admiraler
Pisani, og ved greven af Rio Grandes
afsked hilste samtlige galejer med tre
salver musketild samt alle deres kanoner,
hvilket for de flestes vedkommende var tre
styks. Endnu samme dag ankom til Korfu
den helt nybyggede FORTUNA GUERRIERA
(70) fra Venedig, som skulle spille i
nøglerolle i slaget.
Efter en lignende musket- og
kanonsalut, hvor en sergent på et af de
maltesiske skibe blev ramt i hovedet af et
venetiansk musketskud og døde, afsejlede
den kristne armada derefter d. 22. juni
mod syd, for at slutte sig til Venedigs
Armata grossa, sejlskibsflåden på mere
end en snes linieskibe. Foreningen skete d.
2. juli sydvest for Moreas sydkyst ud for
øen Sapientza. Armata grossa kunne
berette om to omtrent uafgjorte nylige
søslag d. 12.-16. juni i Ægæerhavet mod
den tyrkiske flåde, som nu nærmede sig
østfra. Under disse træfninger var admiral
Flangini død om bord flagskibet LEON
TRIONFANTE (80), hvorefter admiral Diedo
havde overtaget kommandoen.
Ganske interessant om forholdet
mellem åreskibe og linieskibe bemærker
vores kaptajn i marinens infanteri i øvrigt
om galejerne, at ”…vi blev ikke nær så
fejret af dem som vi havde forventet, som
om de ikke ville gøre et stort nummer ud
af vores hjælp”.13
Om bord Venedigs
Armata grossa derimod forstod man at
sætte pris på de portugisiske linieskibe:
”da vi fandt hinanden og forenedes, var
der stor festivitas om bord deres skibe
over vores ankomst.”14
Officerer og gentlemen
I betragtning af de traditionelt stærke bånd
mellem Pavestaten og Malteserordenen og
deres alliance i Middelhavet mod
osmannerne, var Pavens udnævnelse af
Bellefontaine den aldrende franskmand
Jacques-Auguste Maynard (1646-1720)
til øverstbefalende for Portugals og
Malteserordenens hjælpestyrke naturligt.
Men valget behagede langtfra greven af
Rio Grande. Og da Maynard beordrede
den portugisiske admiral at hejse det
pavelige flag i stedet for det portugisiske
på sine skibe, nægtede greven nu
kategorisk at følge ordren, og meddelte
køligt franskmanden, at han fremover
udelukkende ville adlyde Pisani.
At Furtado de Mendonça nægtede at
adlyde Maynard kan ved første øjekast
synes bizart. Ud over at gå imod Pavens
bud var greven af Rio Grande ikke i
nærheden af at kunne sammenligne sig
med den franske admiral hvad erfaring til
søs angik. Den femten år ældre Maynard
havde tjent under eksempelvis Duquesne
mod bl.a. de Ruyter i 1670erne, og under
Tourville i slaget ved Beachy Head i 1690,
den største franske sejr til søs i Louis
XIVs regeringstid; under Den Spanske
Arvefølgekrig var han avanceret til
admiral. Portugiseren havde ganske vist
været eskadrechef før så tidligt som i
1696, og senest under togtet til Korfu året
forinden, men hans samlede erfaring hvad
søkrig angik var ringe i sammenligning.
Greven af Rio Grande og greven af São
Vicente var imidlertid just det: grever.
Den franske admiral var blot sieur eller
herre til Bellefontaine, altså en chevalier
eller lavadelig ridder. Spørgsmålet
handlede således ikke blot om Portugals
og Malteserordenens bidrag, deres relative
styrke og national ære. Problemet kan
synes som smålig og forfængelig protokol,
men afslører enorme forskelle hvad
den europæiske adel og marinernes
kommandostruktur angår. Lad os derfor
kort se nærmere på sagen.
På denne tid sås en inflation af
adelstitler stort set over alt i Europa. I
Portugals naboland Spanien steg antallet
af titler således fra 144 ved Felipe IIIs død
i 1621 til 654 ved Carlos IIIs ditto i
1787,15
og i England steg antallet af peers
tilsvarende fra 55 ved Elizabeth Is død i
1603 til 173 i 1700 og 267 i 1800.16
Udviklingen i Bellefontaines Frankrig var
tilsvarende, og endnu mere radikalt stod
det til i eksempelvis Danmark, hvor en
adelstitel som greve eller baron — eller
for den sags skyld en stort set hvilken som
helst anden rang — var noget som enhver
borger kunne købe, blot man var rig nok.17
Imidlertid var Portugal en slående
undtagelse fra dette mønster. Fra landet
genvandt sin selvstændighed i 1640 og
frem til Den Franske Revolution i 1789
faldt antallet af titler rent faktisk en smule:
i 1640 havde der været 56 betitlede
adelshuse i riget; i 1789 var tallet faldet til
52, stort set alle stadig inden for den
En træfning mellem et af Malteserordenens orlogsskibe og et osmannisk skib fra Algiers i
1719. Ordenen havde i begyndelsen af århundredet dannet en sejlskibsflåde som led i dens
traditionelle bekæmpelse af pirater i Middelhavet. Disse fartøjer var dog for små til at
indgå i linien i et egentligt søslag, som Bellefontaine erfarede ved Matapan i 1717.
samme snes magtfulde slægter.18
Dette var forskellen: ser vi blot på de to
admiraler i Portugals eskadre i 1717, var
de nært beslægtede med eksempelvis den
første greve af São Vicente, vicekonge af
Indien 1666-1668; greven af Lavradio,
vicekonge af Indien i 1671-1677; greven
af Alvor, vicekonge af Indien 1681-1686;
og markisen af Távora, senere vicekonge i
Indien i 1750-1754; viceadmiralen var
således den førstes og tredjes barnebarn
hhv. nevø, samt grandonkel til vicekongen
i slutningen af den i artiklen undersøgte
periode. Admiralen, som ligeledes var
beslægtet med eksempelvis en vicekonge
af Indien i 1560erne, var i øvrigt af samme
slægt som André Furtado de Mendonça,
admiralen under søslaget ved Bantam mod
hollænderne i 1603 og senere guvernør i
Malacca under hollændernes belejring i
1606, som tidligere er beskrevet i dette
tidsskrift.19
Kontrasten mellem disse
mænd og hollænderen Bernard Phoonsen,
VOCs kommissær for Coromandelkysten
som vi mødte i Del II, en købmandssøn fra
Amsterdam, er slående.20
Alle de nævnte vicekonger i 1666-1686
— en periode der må betegnes som den
mest innovative i den portugisiske marine
i mere end hundrede år — havde årligt
udsendt bl.a. eskadrer til Den Persiske
Bugt mod den tids muslimske magt på
fremmarch, araberne i Oman. Og det er
bl.a. i lyset af disse adelige og militære
traditioner, at kommandostrukturen i
Armada Real skal ses, og de to admiralers
handlinger under togtet mod tyrkerne i
1717 skal forstås. Læg så dertil, at de to
grever havde kommandoen over hver
deres 80-kanoners linieskib, nogle af de
stærkeste i armadaen, samt den
portugisiske eskadres styrke i forhold til
Malteserordenens bidrag, og man forstår
måske bedre de to portugisiske grevers
harme over at skulle stryge Portugals flag
og adlyde en fransk ridder.
Når det er sagt ser vi altså her igen,
som under kampene mod hollænderne
hundrede år tidligere, en stolthed- og
æresmentalitet i Portugals Armada Real
som er ude af trit med de nordeuropæiske
landes, hvor Frankrig fra et portugisisk
perspektiv må inkluderes. At eksempelvis
Royal Navy ligeledes havde en stolthed-
og æresmentalitet er uomtvisteligt; men
det var en professionel stolthed og ære
snarere end en standsmæssig. Det er
således påfaldende, at ingen af de aktive
engelske og franske admiraler i perioden
tilsvarende tilhørte den øverste og ældste
adelselite i de respektive riger.21
De
adelstitler der ses i disse mariner er stort
set altid nyligere eller lavere titler, eller
dækker over helt nylige tildelinger for
fortjeneste. Således blev Duguay-Trouin
først adlet af Louis XIV i 1709, før togtet
mod Rio de Janeiro i 1711, netop for
fortjeneste, ganske som eksempelvis også
Peder Wessel på denne tid og på samme
måde blev optaget i den danske adelsstand
som Tordenskjold i 1716. Over for dette
havde eksempelvis greven af São Vicentes
slægt i 1717 i mere end tyve generationer
været herrer til Távora.22
Skønt en borgerlig portugisisk ”sø- og
orlogskaptajn” med fortid i handelsflåden
som vi har set på denne tid kunne hamle
op med de bedste franske kaptajner, og
kunne opnå at blive adlet for det, var det
altså endnu utænkeligt at en eskadre som
denne ikke havde en betitlet højadelig af
gammel slægt som admiral. Her ser vi
altså igen, at Armada Real, på trods af
enorme forbedringer hvad fartøjernes
kvalitet, orlogskaptajnernes taktiske
kunnen, og besætningernes træning angik,
endnu ikke var fuldt moderne hvad
mentaliteten angik.
Den tyrkiske flåde
Et par ord skal nu siges om den tyrkiske
flåde som nærmede sig. De forskellige
nationers beskrivelser af denne flåde er
ikke helt samstemmende, men det synes at
stå klart, at Det Osmanniske Riges armada
under admiral Ibrahim Pasha som
nærmede sig bestod af i alt godt et halvt
hundrede fartøjer, inkl. bl.a. lettere skibe
af fregattype fra Algiers, Tunis og Tripoli,
Osmannerigets vasaler; disse var nogle af
de selv samme skibe fra Barbareskerne
som konstant på denne tid lå på lur langs
Portugals kyster.
I Middelhavet havde galejen som
bekendt været det foretrukne fartøj i krig
siden Antikken. Men på samme tid som
Portugal var begyndt at modernisere
marinen og kopiere især franske
skibsdesigns, havde Venedig i 1667
bygget sit første linieskib, efter engelsk
forbillede.23
Efter spæde tidligere forsøg
var Det Osmanniske Rige så i 1680erne
begyndt at gøre det samme, og de skibe
som sejlede den kristne armada i møde i
1717 formodes at have været omtrent lige
så velbyggede som deres modstanderes.
Det tyrkiske flagskib under dette slag var
en tredækker på over 100 kanoner, som
var noget større end noget andet skib
under slaget. Foruden dette flagskib
omfattede flåden mindst 21 linieskibe
mellem 50 og 70 kanoner, og 7 fregatter
på mere end 40 kanoner hver, i alt omtrent
1650 kanoner. Disse skibe havde nogle i
Vesteuropa usædvanlige navne, såsom
Måneskinshaven og Den Gyldne Daddel,
men de portugisiske og venetianske kilder
tillader desværre ikke en rekonstruktion af
disses slagorden. Derudover talte flåden
adskillige svært bestemmelige
orlogsskibe, og det er tænkeligt, at styrken
i alt omfattede to snese orlogsskibe
foruden en halv eller en hel snes galejer.
Sidstnævnte kom dog som de kristne ikke
til at spille nogen rolle under slaget.
Bemærkelsesværdigt ved den tyrkiske
flåde var tilsyneladende også, at et større
antal af dens skibe rådede over et antal
kanoner midtskibs udelukkende til at
affyre stenkugler, der som bekendt modsat
jernkugler splintrer ved anslag og kan
forårsage stor skade, men sås nu noget
sjældnere i Vesteuropa.24
Admiral Ibrahim Pasha havde netop i
februar 1717 afløst Canum Hoca Mehmed
Pasha som Kaptan Pasha eller storadmiral
for den osmanniske marine. Den tidligere
storadmiral var blevet udnævnt i december
1714, men blev afskediget vel som følge
af det mislykkede togt mod Korfu i 1716.
Denne tidligere admiral havde i øvrigt
været galejslave i Venedigs flåde i syv år
under Den Store Tyrkerkrig 1683-1699,
og blev senere igen udnævnt til
storadmiral for den osmanniske marine to
gange, senest 1732-1736. Admiral Ibrahim
Pasha blev afskediget mindre end et år
efter slaget ved Matapan i april 1718.
Venedigs Armata grossa
Under slagene mod tyrkerne måneden
forinden havde Armata grossa været
opdelt i tre eskadrer:
1. Rød Eskadre under den øverste
admiral Flangini, som altså var død om
bord flagskibet LEON TRIONFANTE (80), og
som foruden dette skib bestod af CORONA
(80), COSTANZA (78), AQUILA VALIERA
("AQUILA") (76), GRANDE ALESSANDRO
(74), MADONNA DELL'ARSENALE (70), SAN
FRANCESCO (54), SANT'ANDREA (56) samt
FENICE (56).
2. Gul Eskadre under admiral Correr,
som bestod af TERROR (88), MADONNA
DELLA SALUTE (76), GLORIA VENETA (70),
SCUDO DELLA FEDE (56), SAN PIETRO (54),
AQUILA VOLANTE ("AQUILETTA") (54),
NETTUNO (50) og MADONNA DEL ROSARIO
(60?, brugt som hospitalsskib under slaget
ved Matapan).
3. Blå Eskadre, under admiral Diedo,
som bestod af COLOMBA (78), SAN PIO V
(70), TRIONFO (70), SAN LORENZO
GIUSTINIAN (70), ROSA MOCENIGA
("ROSA") (56), SACRA LEGA (54), VALOR
CORONATO (54), SAN GAETANO (??) og
VENETIA (??). Flagskibet i denne eskadre
blev temmelig forskudt under disse
træfninger, men deltog i slaget ved
Matapan en måned senere; de to
sidstnævnte skibe i eskadren deltog ikke i
slaget, vel på grund af for store skader.
Generelt var de venetianske skibe efter de
to møder med tyrkerne ikke i god
forfatning; foruden beskadiget rigning og
gennemhullede sejl var der også
betydelige skader på manges skrog, og
eksempelvis en række master som havde
mistet mærsestangen.
Efter den kristne armadas samling d. 2.
juli krydsede man ud for Kap Matapan og
afventede den tyrkiske flåde, som sås kort
efter d. 5. juli. Da man efter ti dage med
overvejende svage vinde endelig gjorde
klar til slag var den kristne sejlskibsflåde
opdelt i tre eskadrer:
1. Første Eskadre (avantgarden), som
var på 9 skibe mellem 54 og 80 stk., i alt
610 kanoner (67,75 pr. skib). Denne var
grundlæggende Venedigs Røde Eskadre,
som bidrog med syv af de ni skibe, mens
Gul og Blå Eskadre hver bidrog med et,
GLORIA VENETA hhv. TRIONFO.
2. Anden Eskadre (bataillen), som var
på 14 skibe mellem 50 og 88 stk., i alt 914
kanoner (65,3 pr. skib). Denne bestod af
de øvrige linieskibe i Gul og Blå Eskadre,
samt to skibe fra Rød Eskadre — CORONA
og GRANDE ALESSANDRO — som afløste
de to som disse eskadrer havde afgivet til
avantgarden
3. Tredje eskadre (arrieren) på 10 skibe
mellem 46 og 80 stk., i alt 644 kanoner
(64,4 pr. skib). Arrieren, som stod for det
meste kamphandling under slaget, bestod
af Portugals eskadre, forstærket med de to
små maltesiske orlogsskibe og Venedigs
FORTUNA GUERRIERA, ”Krigslykken”, som
havde sluttet sig til den i Korfu.
Den kristne sejlskibsflådes slagorden under slaget ved Matapan 1717
— 1. eskadre —
Navn Nation Artill Bemærkn
MADONNA DELL'ARSENALE Venedig 70
COSTANZA Venedig 78
TRIONFO Venedig 70 Admiral Diedo
LION TRIONFANTE Venedig 80
SAN FRANCESCO Venedig 54
AQUILA VALIERA Venedig 76
FENICE Venedig 56
SANT'ANDREA Venedig 56
GLORIA VENETA Venedig 80
— 2. eskadre —
SAN LORENZO GIUSTINIAN Venedig 70
SAN PIETRO Venedig 54
“AQUILETTA” Venedig 56
TERROR Venedig 88
NETTUNO Venedig 56
SCUDO DELLA FEDE Venedig 56
CORONA Venedig 80
MADONNA DELLA SALUTE Venedig 76 Admiral Correr
SAN PIO V Venedig 70
SACRA LEGA Venedig 54
VALOR CORONATO Venedig 54
ROSA MOCENIGA Venedig 56
COLOMBA Venedig 78
GRANDE ALESSANDRO Venedig 74
— 3. eskadre —
SÃO LOURENÇO Portugal 58
SAN RAIMONDO Malta 46
RAINHA DOS ANJOS Portugal 56
N. SR.A DAS NECESSIDADES Portugal 66
SANTA CATERINA Malta 56 Admiral Bellefontaine
N. SR.A DO PILAR Portugal 80 Port. viceadm. São Vicente
FORTUNA GUERRIERA Venedig 70
SANTA ROSA Portugal 66
N. SR.A DA CONCEIÇÃO Portugal 80 Port. adm. Rio Grande
N. SR.A DA ASSUMPÇÃO Portugal 66
Slaget ved Kap Matapan
Efter den første kontakt med den
muslimske armada nær Matapan d. 5. juli
var vindene overvejende ganske svage fra
V og NV. Imidlertid udnyttede tyrkerne et
pludseligt opstået stormvejr d. 10. til at
sejle vestover forbi de allierede og altså
vinde luven; de sejlede herefter til Den
Messenske Bugt vest for Kap Matapan,
mens den kristne armada fortsat krydsede
ud for forbjerget.
I Den Saloniske Bugt øst for Kap
Matapan er sommerens fremherskende
vinde svage fra S og SV. Alligevel
beordrede Pisani d. 15. armadaen til en vig
på bugtens nordøstlige kyst for at hente
frisk vand. Dette betød selvsagt intet for
hans åreskibe, men stillede sejlskibene i
armadaen i direkte modvind når de igen
skulle forlade vigen.
Den 17. patruljerede de to portugisere
N. SR.A DA CONCEIÇÃO og N. SR.A
DA
ASSUMPÇÃO, de agterste skibe i armadaens
slagorden, som de eneste uden for vigen,
Den Ubesmittede Undfangelse fra 1678 samt Skt. Antonius af Padova og Jesusbarnet fra
1665, begge af Murillo. Samtlige fartøjer i Armada Real i perioden, fra de største til de
mindste, var opkaldt efter katolske helgener og begreber. Således ved Matapan i 1717
flagskibet N. SR.A DA CONCEIÇÃO (80), opkaldt efter Portugals skytshelgen, og de små SANTO
ANTONIO DE LISBOA (8) og SANTO ANTONIO DE PADUA (8), efter den store franciskaner født i
Lissabon og død i Padova. Bemærk at halvmånen ikke repræsenterer Islam. Bemærk også
at Portugals farver under Monarkiet, blåt og hvidt, var skytshelgenen Marias farver.
da en korvet som havde overvåget
tyrkerne ankom med bud om, at den
tyrkiske armada var på vej. Om aftenen d.
18. fik udkikken på det portugisiske
flagskibs stormast så øje på den tyrkiske
armada, som sejlede på plat læns mod de
kristne skibe. Greven af Rio Grande
sendte straks bud til Bellefontaine, og i
løbet af natten indtog de kristne skibe
deres plads i slagordenen, mens i hvert
fald de portugisiske holdt artilleriøvelse.25
Ved daggry d. 19. sås de tyrkiske skibe
nærme sig indsejlingen til vigen hvor den
kristne armada befandt sig, i en formation
i bredden med stævne mod NØ, altså på
plat læns, som helt spærrede udgangen.
Den kristne armada var delt i to linier:
åreskibene inderst i vigen, og sejlskibene i
den aftalte slagorden yderst, med stævne
mod NV, altså på halvvind på bagbords
halse.
Ved syvtiden om morgenen, med
ganske svag vind fra SV, nåede nogle
skibe i den tyrkiske venstreflanke fra
Tunis og Algiers, nogle af de letteste i den
osmanniske armada, inden for skudvidde
af de forreste skibe i den kristne linie.
Disse tyrkiske fregatter drejede nu mod
bagbord og N som i et forsøg på at sejle
uden om den kristne avantgarde, som de
udvekslede skud med på stor afstand. I et
forsøg på at holde disse skibe inden for
skudvidde drejede det forreste kristne skib
MADONNA DELL’ARSENALE ligeledes mod
N, altså sin styrbord. Efter en kanonade
vendte de lette tyrkiske skibe tilbage til
den tyrkiske formation; nu drejede
samtlige tyrkiske skibe mod styrbord og
lagde sig på en måske to sømil lang linie,
med stævne mod SØ, altså parallelt med
den kristne linie på modsat halse.
MADONNA DELL’ARSENALE fortsatte
imidlertid med at dreje mod styrbord,
indtil det havde gennemført en kovending
og nu befandt sig et stykke til læ for den
kristne linie med stævnen mod SØ. Nu
drejede også det næste skib i den kristne
avantgarde mod styrbord for at kunne
følge MADONNA DELL’ARSENALE og
gennemførte en vending, hvorefter også
det tredje skib skiftede bord, og så
fremdeles uden dog at Pisani havde
givet ordre til armadaen om at vende alle
på én gang.
Dette fortsatte, indtil portugiseren SÃO
LOURENÇO, det forreste skib i arrieren, så
det venetianske linieskib foran sig dreje
mod styrbord. Eftersom ingen ordrer var
blevet givet til denne manøvre fulgte
portugiseren den ikke, men fortsatte
ganske langsomt i den svage vind ligeud,
og blev fulgt heri af resten af arrieren.
Således gik det til, at armadaens 1. og 2.
eskadre vendte alle på én gang og lå nu et
stykke til læ for deres oprindelige stilling,
mens den 3. eskadre fastholdt den
oprindelige linie og nu lå i en fremrykket
stilling, tættere på fjenden end den øvrige
armada.
Klokken var nu halv ni om morgenen,
og de femten forreste tyrkiske skibe kom
nu inden for skudvidde af den kristne
arriere, mens den kristne avantgarde og
bataillen lå længere tilbage og uden for
effektiv skudvidde. Nu faldt vinden
imidlertid fuldstændig. Dette betød
selvsagt, at de ti skibe i den kristne arriere
måtte udkæmpe en artilleriduel alene mod
de femten skibe i den tyrkiske avantgarde.
De første portugisiske tab skete om bord
N. SR.A DO PILAR, hvor en fuldtræffer fra
en 24-pundiger ramte Peniche-regimentets
grenader-kompagni, og slog en sergent
ihjel samt sårede to grenaderer. På dette
tidspunkt var afstanden mellem de
kæmpende parter dog ganske stor, og
skaderne var forholdsvist begrænsede,
bortset tilsyneladende fra hos de to
maltesiske skibe.
Kanonaden fortsatte på denne måde
indtil klokken to om eftermiddagen, da en
let brise begyndte at blæse fra SSV. Da
forsøgte venetianerne at sende en stor
brander mod et af de store tyrkiske skibe
som beskød den kristne arriere. I en
bemærkelsesværdig indsats lykkedes det
branderens besætning på bidevind at nå
målet og derefter sejle bort i en jolle.
Imidlertid kunne tyrkerne kort tid efter
fjerne branderen, som brændte op efter
nogle timer i sigte af de kæmpende flåder.
Da den lette vind fra SSV var begyndt
at blæse og venetianerne havde sendt
branderen af sted, havde Bellefontaine —
ifølge en beretning fordi de små
maltesiske skibe var noget forskudte,
ifølge en anden af taktiske hensyn, og
højst sandsynligt grundet en blanding af
disse årsager — givet arrieren ordre til
ligeledes at vende alle på én gang og
indtage plads nu forrest i den kristne linie.
Dette blev gjort af de fem forreste skibe i
eskadren, fra SÃO LOURENÇO til
Bellefontaines eget SANTA CATERINA.
Imidlertid fulgte det næste skib i linien
ikke denne manøvre. Umiddelbart efter
Bellefontaine fulgte greven af São Vicente
om bord N. SR.A DO PILAR. Dette var som
vi har set et nyt og slagkraftigt linieskib,
det største i den portugisiske eskadre og
muligvis i hele den kristne armada, og det
mest beundrede af alle som havde gæstet
eskadren. Greven, D. Luis Carlos de
Távora, var da blot 32 år, og tilhørte som
det er blevet nævnt slægten Távora, en af
Portugals fornemmeste. Hans bedstefader
og onkel, vicekonger af Indien i 1660erne
og 1680erne, havde som vi har set
bidraget til slægtens historie med bl.a. en
række eskadrer til Den Persiske Bugt mod
araberne fra Oman. Nu var viceadmiralen
ikke indstillet på at foretage en kovending
som ville føre ham længere bort fra de
osmanniske fjender, og holdt derfor
stillingen. De tre portugisere og Venedigs
skib i hans kølvand gjorde det samme, og
de fem skibe lå nu isoleret nærmest
tyrkerne i forhold til resten af den kristne
armada, og kæmpede alene mod de femten
skibe i den tyrkiske avantgarde.
Nu drejede den tyrkiske armada alle på
én gang mod bagbord og gennemførte
ligeledes en kovending, som placerede den
tættere på de kristne skibe med stævne
mod NV — en taktisk korrekt vending,
som gjorde at de kunne vende deres
mindre beskadigede styrbords sider til
fjenden og fortsætte med at maltraktere
dennes bagbords sider. Kanonaden
mellem de fire portugisere samt FORTUNA
GUERRIERA og de femten tyrkiske skibe
tog nu til i intensitet, mens de øvrige skibe
i den kristne armada også kom i kamp.
Kanonaden mellem de førstnævnte og
tyrkerne var heftigst, men efter at de
portugisiske skibe havde overlappet de nu
forreste af bataillens skibe på modsat halse
fra GRANDE ALESSANDRO til SACRA LEGA,
lå Venedigs SAN PIO V nu nær tyrkernes
foretrukne mål, portugisernes store N. SR.A
DO PILAR, og blev involveret i en
artilleriduel hvorunder det mistede alle
master.
Kanonaden varede nu yderligere tre
timer, hvor de kristne skibe også begyndte
at lide betydelige skader på skroget.
Tyrkerne holdt sig dog, måske af frygt for
portugisernes talstærke marineinfanteri,
akkurat uden for disses musketters
rækkevidde, hvilket bliver begrædt af den
omtalte kaptajn for et af kompagnierne om
bord N. SR.A DO PILAR i dennes dagbog.
Undervejs så det på et tidspunkt ud som
om, at greven af São Vicente forsøgte at
dreje sit skib mod vinden for yderligere at
nærme sig fjenden. Dette var dog for
meget for greven af Rio Grande, og
admiralen kaldte ham tilbage til linien.
Dette fortsatte som sagt i tre timer. Da
drejede den tyrkiske armada pludselig alle
på én gang skarpt mod bagbord, og sejlede
bort på bidevind. For de øvrige skibe i den
kristne armada så det ud som om, at den
tyrkiske flåde var blevet slået på flugt af
de fire portugisere, og at krigslykken
vitterlig havde stået på de portugisiske
grevers side!
Sandheden er nok snarere, at efter de to
tidligere træfninger mod Venedigs Armata
grossa måneden forinden havde de
tyrkiske skibe i forvejen opbrugt en del af
deres ammunition, og efter de mange
timers kanonade var de femten tyrkiske
skibe i kamp mod den kristne arriere
sandsynligvis ved at lide af akut
ammunitionsmangel. Set i det lys giver en
tilbagetrækning fuld mening.
Således endte slaget ved Kap Matapan,
et i grunden uinteressant søslag fra et
taktisk synspunkt, da vindforholdene ikke
gav anledning til større manøvrer.
Strategisk var slaget også uinteressant: det
var de kejserlige hære og deres sejre under
prins Eugen, der tvang osmannerne til
forhandlingsbordet to år senere. Det skal
bemærkes, at slaget var et af de sidste
søslag i europæisk historie med deltagelse
af galejer, en type krigsskib hvis rolle var
ved at være definitivt udspillet.
Slagets udfald fremstår desuden ikke
klart. De forskellige involverede nationers
rapporter divergerer: de mest optimistiske
rapporter i de kristne skibes favør nævner
fjorten sænkede tyrkiske skibe og
tusindvis af fjender døde, mens de mest
konservative blot nævner to sænkede
skibe, samt mange stærkt forskudte. Det
sidste antal er langt det mest troværdige,
men de større tal kunne hentyde til, at
enkelte af de tyrkiske skibe efterfølgende
ikke blev fundet værdige til reparation; en
marinearkæologisk undersøgelse af vigen
ville måske kunne kaste lidt lys over dette.
Selv mistede portugiserne ingen skibe,
men led betydelig skade på rigning og
skrog; tabene var et halvt hundrede døde
og halvanden hundrede sårede, de fleste
på de fire mest engagerede skibe, heraf i
alt tres på N. SR.A DO PILAR alene.
På portugisisk side er en række
beskrivelser af slaget bevaret, heriblandt
admiralens journal samt kaptajn Pedro de
Castello Brancos om bord N. SR.A DA
ASSUMPÇÃO, som var fiscal eller tredje
rangerende i eskadrens hierarki, foruden
en række øvrige officerers dagbøger m.m.
som vi har set, eksempelvis også en
beretning skrevet af eskadrens kapellan,
Fr. Francisco de Santa Maria.
Efter slaget sejlede tyrkerne bort, og
den kristne flåde trak sig tilbage til Korfu.
Ifølge nogle portugisiske kilder skulle
venetianerne have anmodet portugiserne
om at forblive i farvandet, men greven af
Rio Grande insisterede på at påbegynde
hjemrejsen til Lissabon, hvilket skete d.
16. august, hvorefter eskadren ankom til
reparationer i Messina d. 24. Her på
Sicilien var eskadren et tilløbsstykke;
korrespondance med Paven og
ambassadøren i Rom, markisen af Fontes,
blev udvekslet, og en lang række besøg,
både om bord og i land, med banketter,
baller, festfyrværkeri og de obligatoriske
salutter blev arrangeret, eksempelvis atter
en banket på dækket af N. SR.A DO PILAR
til ære for byens guvernør d. 8. september,
samt kanonsalutter d. 11.-13. for at fejre
prins Eugens nylige sejr over tyrkerne ved
Beograd. Ganske interessant får vi at vide,
at det portugisiske viceflagskib affyrede
ca. 2300 skud under slaget, svarende til ca.
60 bredsider — knap otte i timen — og
nøjagtigt 948 skud til signaler og salutter
under togtet.26
Efter reparationer afsejlede den
portugisiske eskadre mod Lissabon d. 2.
oktober, hvor den ankom om morgenen
lørdag d. 6. november. To uger senere
ankom en ekstraordinær ambassadør til
byen fra Venedig for at takke D. João V
for eskadrens indsats.
Kommentar
Skønt Pavens armada mod tyrkerne ikke
opnåede et afgørende resultat, var den
portugisiske eskadres indsats en stor
succes for Armada Real og D. João V.
Eskadrens rolle i slaget mod tyrkerne blev
berømmet i det katolske Sydeuropa og i
Kejserriget, og beretningen om hvordan de
tapre portugisiske skibe skulle have jaget
den ganske osmanniske armada på flugt
— som ved guddommeligt forsyn bistået
af ”Krigslykken”! — var nærmest et bedre
resultat end kongen på forhånd kunne
have håbet på. Skønt den ikke kunne
påvise afgørende militære resultater,
opfyldte eskadren således til fulde sit
formål: at kaste glans over den kongelige
portugisiske marine, og dermed over riget
og monarken, D. João V. Togtet, og den
megen festivitas som eskadren deltog i
undervejs til Matapan og på hjemrejsen,
skal således ses som en forlængelse af
kongens overdådige ambassader efter
arvefølgekrigen til Paris og Rom — blot
med, for at bruge Clausewitz’ berømte
dictum, andre midler. Og således gik det
til, at to portugisiske grevers stædighed og
lydighedsnægtelse, deres uvilje mod at
adlyde en socialt underordnet ridder, og
deres uvilje mod at vende sig bort fra
fjenden i taktikkens navn — alt sammen
udtryk for en æresfølelse som allerede i
samtiden i mange landes mariner var ved
at være en anakronisme — endte ganske
paradoksalt, takket være krigslykken, med
at sikre Portugal, kongen D. João V og
Armada Real en berømmelse og prestige i
samtiden som måske ikke var helt fortjent.
Om de deltagende skibe skal det
sluttelig nævnes, at RAINHA DOS ANJOS
senere gik tabt i havnen i Rio de Janeiro,
ved en brand, under en diplomatisk
mission til Kina i Pavens tjeneste. Den
havde afsejlet fra Lissabon d. 20. marts
1720 mod Macau med en legat til Kangxi-
kejseren, mons. Mezzarbara, patriark af
Alexandria, om bord. Den var ankommet
til Macau d. 23. september 1720, og var så
afsejlet retur til Lissabon med legaten d.
13. december 1721. Den 5. maj 1722
ankom den til Rio de Janeiro; en måned
efter, stadig i havnen, brød skibet i brand.
Efter to timers brand blev linieskibets firs
tønder krudt antændt, og skibet sprang i
luften. Ingen døde, men skibets ganske
værdifulde last, som bl.a. inkluderede 136
stykker Kangxi-porcelæn samt gaver fra
kejseren af Kina til D. João V og Paven,
gik tabt.
Fire år senere overgik en lignende
skæbne SANTA ROSA, som havde været et
af de fire skibe som længst havde kæmpet
mod tyrkerne i Matapan, og stadig blev
husket for det i Europa.27
Den 20. marts
1726 afsejlede den sammen med den lille
N. SR.A DA NAZARETH (50), bygget i 1721,
fra Lissabon til Brasilien sammen med 18
handelsskibe. Efter ankomsten i Salvador i
Bahia d. 24. maj, returnerede de to
linieskibe nu med 55 handelsskibe til
Lissabon d. 24. august. Handelsskibene
medbragte bl.a. 27.000 ruller tobak og
13.000 kasser sukker, foruden en lang
række andre varer, heriblandt flere tusind
kokos. Men den mest værdifulde last var
årets forsendelse af guld fra Minas: ti tons,
som blev fordelt med seks tons om bord
den større SANTA ROSA, og de resterende
om bord N. SR.A DA NAZARETH. Den 6.
september, seks sømil ud for Pernambuco,
sprang SANTA ROSA så i luften, i hvad der
kun kan skyldes en eksplosion af krudtet,
og sank på ganske kort tid; kun syv
besætningsmedlemmer blev reddet, og de
seks tons guld røg på havets bund. Den
dag i dag er vraget af SANTA ROSA, skulle
det blive fundet, et af de mest værdifulde i
verden. Det lille N. SR.A DA NAZARETH
udgik senere i 1741 i Goa.
Afrika, 1723-1724
Efter at have set på togterne til
Middelhavet mod tyrkerne i 1716-1717,
skal vi nu se afslutningsvis se på to
efterfølgende episoder: et togt til Afrika i
1723-1724, og et togt til Rio de la Plata i
1736-1737.
I maj 1723, mens RAINHA DOS ANJOS lå
i havnen i Rio de Janeiro, påbegyndte et
portugisisk linieskib et togt i Atlanterhavet
til adskillige af de portugisiske oversøiske
territorier i troperne, som er eksemplarisk
for marinens operationer i hele den i
artiklen undersøgte periode.
Den 26. maj 1723 afsejlede N. SR.A
MADRE DE DEUS (60) og N. SR.A DA
ATALAIA (52) som eskorte for seksten
handelsskibe til Bahia i Brasilien. Vi har
tidligere set disse skibe i Del I: det første i
togtet til Oman i 1719, og det sidste i
kystvagten i 1728. Det mindste linieskib
havde ordrer om efterfølgende at begive
sig til Afrika. Skibets mission var først og
fremmest at forhindre byggeriet af et fort,
som det rygtedes at englænderne var ved
at opføre i Cabinda ved Congoflodens
udløb, et område Portugal betragtede som
hørende til Angola.
Efter ankomsten i Salvador i Bahia
sejlede N. SR.A DA ATALAIA derfor videre
til Angola. Man ankom i Luanda d. 12.
september, og efter et kort ophold
afsejlede linieskibet så nordpå mod
Cabinda d. 6. oktober, som man nåede to
uger senere. Her fandt portugiseren d. 23.
september to engelske korvetter i bugten
— vel sloops of war, der på dette
tidspunkt normalt var tomastede fartøjer
på højst 18 stk. — og et lastskib, samt et
nybygget engelsk fort på 35 kanoner.
Portugiserne ville ikke tolerere andre
europæeres tilstedeværelse ved Congos
udløb, som man havde opdaget i
1480erne, og hvis lokale konger lige siden
havde været portugisernes venner. Det
endte derfor med, at det portugisiske
linieskib åbnede ild mod de langt mindre
engelske korvetter, hvis besætninger kort
efter flygtede i land og tog tilflugt i fortet.
De næste to dage beskød portugiseren og
fortet hinanden, indtil englænderne til
sidst overgav fortet, mod at få lov til at
sejle tilbage til Europa med korvetterne.
Portugiserne brændte lastskibet, beholdt
24 af de bedste engelske kanoner, og
ubrugeliggjorde de resterende samt selve
fortet. Episoden fik ingen diplomatiske
følger, og de engelske myndigheder må
formodes at have anerkendt Portugals krav
på Cabinda, som siden har tilhørt Angola.
Efter dette vendte N. SR.A DA ATALAIA
tilbage til Luanda med bud om
begivenhederne, for kort derefter igen at
sejle nordpå i december. Nu skulle
linieskibet til Guldkysten, for at undersøge
situationen, efter at hollænderne
tilsyneladende var begyndt at forstyrre
portugisisk sejlads i området. Skibet
gjorde et ganske kort ophold på den
portugisiske ø Principe i Guineabugten, og
efter yderligere et ophold ved det
portugisiske fort Ajuda på Slavekysten
(nuværende Ouidah i Benin; fortet forblev
portugisisk indtil 1961), hvor man blev
oplyst om nylige episoder mod en
hollandsk fregat, begav linieskibet sig
vestpå, mens det patruljerede kysten. Ud
for Elmina på Guldkysten fandt man i
januar 1724 så disse hollændere, som viste
sig at være et piratfartøj på 30 kanoner,
som linieskibet derfor gjort kort proces
med, og havde held til at sænke. Derfra
returnerede N. SR.A DA ATALAIA til Bahia i
Brasilien, hvortil det ankom i begyndelsen
af april 1724, for senere at returnere til
Portugal. Årets togt, som i virkeligheden
strakte sig over halvandet år og fjorten
tusinde sømil, var hermed slut for dette
lille linieskibs vedkommende.
Dette eksempel er, på trods af kampen
mod englænderne, ganske repræsentativt.
Togtet var et tilfælde af, hvad man i dag
ville kalde håndhævelse af national
suverænitet; og som det viser, blev også
de afrikanske territorier, skønt de på alle
områder var mindre betydningsfulde end
Brasilien og Indien, også regelmæssigt
besøgt og patruljeret af den kongelige
marine.
Eksemplet udmærker sig dog ved to
aspekter. For det første var dette togt ikke
en regelmæssig patruljering, idet kongen
havde hørt om problemerne med
hollænderne ud for Guldkysten ved et brev
skrevet til majestæten af vicekongen af
Brasilien d. 4. november 1722.28
På samme tid havde også den
portugisiske guvernør i Luanda skrevet til
kongen om englænderne ved Congos
udløb, hvilket var en alvorligere sag.
Kongen havde så drøftet sidstnævnte sag
med Conselho Ultramarino, det
oversøiske råd, og havde derfor besluttet
at sende et skib for at undersøge den, og
tage handling om nødvendigt. Og mindre
end et år efter at D. João V havde hørt om
den engelske tilstedeværelse i Cabinda,
eksisterede denne ikke længere. Samtidig
havde N. SR.A DA ATALAIA passende
kunnet tage sig af de hollandske pirater ud
for Guldkysten også.
Dette togt i 1723 viser således, hvordan
Kronen hurtigt kunne reagere på
pludseligt opståede situationer, og
hvordan Armada Real, takket være dens
relativt store effektive styrke og
regelmæssige dækning af de diverse
oversøiske territorier, som regel havde et
par linieskibe som skulle til et sted i
nærheden som kunne tage sig af sådanne
situationer.
Men eksemplet viser med al tydelighed
også, i tråd med hvad der tidligere er
skrevet, hvordan denne patruljering og
håndhævelse af national suverænitet ofte
kunne opnås med et minimum af materiel
— i dette tilfælde med blot ét lille
linieskib.
Rio de la Plata, 1736-1737
Operationer hvor et minimum af materiel
ikke var nok fandt dog også sted.
Afsluttende vil vi nu se på en senere
operation, som ud over at vise en noget
stærkere brug af magt i Atlanterhavet,
også peger mod den videre udvikling i
resten af århundredet.
Den 22. november 1723, samtidig med
at N. SR.A DA ATALAIA som vi netop har
set havde erobret det engelske fort i
Cabinda, havde portugiserne grundlagt
yderligere en bebyggelse på Rio de la
Platas nordlige bred: Montevideo,
Uruguays nuværende hovedstad, som har
den bedste naturhavn i området.
Vi har tidligere set på evakueringen af
Colonia do Sacramento under Den
Spanske Arvefølgekrig i 1705. Uruguays
ældste by, direkte over for Buenos Aires
ved Rio de la Plata, var blevet grundlagt af
portugiserne i 1680, og efter krigen blev
byen leveret tilbage til Portugal. Nu var
denne kolonisering af Rio de la Platas
nordlige bred altså blevet forstærket i
1723 med Montevideo. Buenos Aires
kunne endnu langtfra måle sig med de
største byer i spansk Amerika, men var
dog langsomt ved at vokse i betydning, og
portugisernes tilstedeværelse i Colonia do
Sacramento og nu Montevideo var kilde til
talrige sammenstød. Alt blev forværret af,
at den juridiske situation var uklar:
fredstraktaten mellem Portugal og Spanien
efter Den Spanske Arvefølgekrig havde
tilkendt portugiserne Colonia do
Sacramento, men sagde intet om
fremtidige bosættelser.
I 1735 tilspidsedes situationen, efter at
spaniere fra Buenos Aires havde besat
Montevideo. En diplomatisk krise fulgte,
som i februar 1735 førte til fængsling af
nitten ansatte ved den portugisiske
ambassade i Madrid, straks gengældt ved
en tilsvarende fængsling af nitten ansatte
ved den spanske ambassade i Lissabon.
Konflikten eskalerede i løbet af året, og
Colonia do Sacramento blev atter belejret
af spanierne fra Buenos Aires. Det
lykkedes dog seks portugisiske fartøjer fra
Rio de Janeiro — det tidligere omtalte
linieskib N. SR.A DA NAZARETH (50) og
fem småskibe — i en aktion meget lig den
i 1705, blot med modsat formål, at
forstærke garnisonen i byen med 250
soldater, på et tidspunkt hvor de eneste
spanske fartøjer i farvandet var fregatterne
SAN BRUNO (36) og NUESTRA SEÑORA DE
LA ENCINA (36). Senere ankom andre
mindre fartøjer sendt af vicekongen af
Brasilien med yderligere 200 tropper til
byen.
Udviklingen eskalerede fortsat, og da
det rygtedes at spanierne ville sende en
styrke til området, sendte D. João V en
eskadre på tre linieskibe til konfliktzonen
d. 25. marts 1736, som kort efter blev
forstærket med yderligere to linieskibe.
Denne eskadre, under Luis de Abreu
Søsætningen af N. SR.A DA LAMPADOSA d. 21. januar 1727, i et bevaret samtidigt stik af
Pierre-Antoine Quillard (1700-1733). Kongeslottet lå straks til højre for billedet, og både
slottet og det kongelige orlogsværft havde, som det ses til venstre på dette billede, en
række kajer og tribuner som det overdækkede Cais das Damas eller damernes kaj
hvorfra kongefamilien og hoffet kunne overvære eksempelvis som her søsætninger.
Prego, bestod foruden fem støtteskibe af
N. SR.A DA VICTORIA (74), N. SR.
A DA
CONCEIÇÃO (74), N. SR.A DA ESPERANÇA
(70), N. SR.A DAS ONDAS (58), og N. SR.
A
DA LAMPADOSA (50). De fem skibe var
bygget i 1735 hhv. 1733, 1735, 1724 og
1727.
Den 10. august var eskadren nået det
nuværende Uruguays kyst, da den løb ind i
et uvejr som varede i tre dage, hvorefter
alle fartøjer var spredt. I dagene derefter
udkæmpede skibe fra eskadren tre omtrent
uafgjorte træfninger mod to spanske
fartøjer i farvandet.
Den 16. august stødte portugisernes
flagskib N. SR.A DA VICTORIA på de to små
spanske linieskibe SAN ESTEBAN (50) og
HERMIONA (50).29
Flagskibet var søsat i
Lissabon d. 19. august året forinden, og
gav under dette togt prøver på at være en
hurtigsejler. Det indhentede spanierne og
hejste det portugisiske flag, hvorefter en
træfning blev udkæmpet, som varede den
halve dag indtil solnedgang. Dagen efter
var de spanske skibe ikke i syne.
To dage senere d. 18. august var det N.
SR.A DA CONCEIÇÃO som stødte på de to
spaniere; en artilleriduel fulgte, hvor
portugiseren led betydelig skade på
rigningen, hvorefter de to spanske skibe
kunne undslippe. Endelig en uge senere
var det så N. SR.A DA LAMPADOSA, som
sejlede med koffardiskibet CORTA NABOS,
som d. 26. stødte på de to spaniere. Denne
gang var styrkeforholdet i spaniernes
favør, men desværre divergerer kilderne
hvad denne træfning angår. De spanske
kilder refererer at CORTA NABOS skulle
være blevet taget, og at skiftende vinde
senere skulle have skilt de kæmpende
skibe ad. De portugisiske kilder nævner
derimod at de spanske skibe skulle have
sejlet bort efter at N. SR.A DA VICTORIA
skulle være kommet til syne ved femtiden
om eftermiddagen. De samme kilder
nævner endvidere, at N. SR.A DA VICTORIA
skulle have forfulgt og indhentet de to
spanske skibe, som det udkæmpede en
artilleriduel med indtil klokken to om
natten, da skibene var så nær kysten ved
Montevideo, at havdybden var faretruende
lav, og det større portugisiske skib måtte
opgive jagten.
Det er meget muligt at CORTA NABOS
kortvarigt faldt i spanske hænder, ganske
som ALAMONDA i 1706 i nogle få timer
var på franske hænder. Det nåede dog ikke
at blive bemandet og armeret af spanierne,
som det skete med POPA VERDE i dette
samme farvand i 1705, eftersom det vides
med sikkerhed at skibet få dage senere var
på portugisiske hænder ud for øen Flores.
Dog fortjener den øverste spanske
befalende, don José de Arratia på
SAN ESTEBAN, under alle omstændigheder
ros for de spanske skibes indsats under
træfningerne.
Da han ankom til Montevideo, som
fortsat var besat af en spansk hær,
overvejede den portugisiske admiral at
sende de to mindste linieskibe i eskadren,
altså N. SR.A DAS ONDAS og N. SR.
A DA
LAMPADOSA, med ringest dybgang, mod
Buenos Aires; han opgav dog planen da
man modtog efterretning om, at yderligere
spanske skibe var på vej til området.
Senere ankom de spanske linieskibe
LA GALGA (56), SAN FRANCISCO JAVIER
(52) og PALOMA INDIANA (52), samt atter
fregatterne SAN BRUNO (36) og NUESTRA
SEÑORA DE LA ENCINA (36) til området,
mens yderligere et portugisisk linieskib,
N. SR.A DA ARRABIDA (64), også kom til.
Den portugisiske eskadre var nu på seks
linieskibe på i alt 390 kanoner, mens den
spanske var på fem linieskibe og tre
fregatter på i alt 332 kanoner. De større
portugisiske skibe rådede dog selvsagt
over ikke blot flere, men også betydeligt
sværere skyts, og kunne herefter de næste
tolv måneder uhindret blokere den
spanske hær i Montevideo, uden at den
spanske eskadre på noget tidspunkt turde
udfordre den, skønt den til stadighed
opholdt sig i farvandet — på grundt vand i
bugten på sydsiden af Rio de la Plata.
Ganske ironisk mistedes det eneste skib
tabt under dette togt, det spanske NUESTRA
SEÑORA DE LA ENCINA, efter en
grundstødning d. 27. august 1737 ved
Punta Piedras. Få dage senere ankom
portugisernes N. SR.A DA BOA VIAGEM (64)
med efterretning fra Rio de Janeiro om, at
en våbenhvile mellem Portugal og
Spanien var blevet underskrevet tidligere
på året i maj i Paris.30
En vigtig pointe skal her bemærkes:
Spanien rådede på dette tidspunkt over en
snes forholdsvis nye og velbyggede skibe
på 60-70 stk. Ingen af disse blev dog sendt
til Rio de la Plata, hvorfor den
portugisiske eskadre let kunne vinde
herredømmet i farvandet. Sandheden er, at
Buenos Aires på denne tidspunkt endnu
langtfra havde samme betydning for
Spanien som eksempelvis Havanna på
Cuba, Vera Cruz i Mexico, eller Cartagena
de Indias i Colombia, hvor sådanne skibe
regelmæssigt sås og endda byggedes.
Ganske som Cabinda ved Congos udløb i
1723, er dette således et eksempel på, at
den portugisiske marine kunne nøjes med
få og knap så store skibe, og ikke desto
mindre vinde herredømmet i de farvande
og konfliktzoner som havde høj prioritet
for landet, netop fordi de selv samme
områder typisk ikke havde tilsvarende høj
prioritet for de øvrige magter, som var
involveret i stridigheder med hinanden
andre steder.
Den engelske alliance, 1736
I 1736, samtidig med at eskadren til Rio
de la Plata blev sendt, døde statssekretær
D. Diogo de Mendonça Corte-Real, der
som vi har set var blevet udnævnt i 1707. I
anledning af dette fandt en reform af
statens administration sted, som for første
gang skabte et egentligt ministerium med
ansvar for Armada Real og Ultramar i
Portugal. Men dette betød ikke, at der kom
mere fokus på marinen herefter snarere
tværtimod.
Årsagen til dette skal søges dels hos
den portugisiske alliancepolitik i perioden,
dels hos kongens person. Hvad det første
angår, havde Portugal og England været
allierede siden Windsor-traktaten fra
1386, kun afbrudt af Portugals
personalunion med Spanien og Cromwells
efterfølgende styre i England. Efter
brylluppet mellem prinsesse D. Catharina
af Bragança og Charles II af England i
1662 var denne verdens ældste alliance
genetableret, noget Methuen-traktaten fra
1703, som havde medført Portugals
indtræden i Den Spanske Arvefølgekrig,
cementerede.
Skønt de engelske orlogsskibe som
nævnt indledningsvist i denne periode var
deres fjenders underlegne, viste de
engelske kaptajner og mandskaber igen og
igen en forbløffende evne til at
kompensere for dette. Den menneskelige
faktor, samt det absolutte antal skibe i
Royal Navy, sikrede at den engelske
marine efter Den Spanske Arvefølgekrig
og de efterfølgende to århundreder
var verdens stærkeste.
Med en sådan allieret havde Portugal
kun lidt at frygte på verdenshavene. Intet
viser dette tydeligere end netop
begivenhederne omkring togtet til Rio de
la Plata i 1736. Så snart de diplomatiske
forbindelser mellem Portugal og Spanien
blev afbrudt i 1735, og forberedelser til
krig påbegyndtes, aktiverede Portugal
alliancen med England. Som et resultat
ankom Admiral of the Fleet Sir John
Norris med en flåde på 26 linieskibe
foruden mindre fartøjer til Lissabon i
sommeren 1736, med tilsagn om
troppekontingenter hvis Spanien skulle
invadere Portugal. De fleste af de engelske
skibe forblev i Lissabon indtil fredens
underskrivelse i Paris i maj 1737.31
Og
mens den portugisiske eskadre på seks
linieskibe udkæmpede træfningerne mod
spanierne i Rio de la Plata og blokerede
deres hær i Montevideo, talte den engelske
flådes tilstedeværelse i Lissabon sit eget
stille men lige så tydelige sprog.
D. João V, den Storsindede
Portugal var således allieret med Europas
stærkeste sømagt, og kunne regne med
betydelig støtte i krigstilfælde. Dette betød
dog ikke, at landet ikke selv kunne stræbe
efter at blive en væsentlig sømagt i
perioden, og der kan næppe herske nogen
tvivl om, at dette er hvad der ville være
sket, hvis en flådeinteresseret mand som
eksempelvis Danmarks Christian IV havde
været konge i Portugal i tidsrummet 1707-
1750 — eller hvis kongens ældste broder,
Infante D. Francisco, havde regeret. Den
ikke just mindrebemidlede D. João V ville
uden problemer have kunnet øge marinens
styrke, hvis dette havde været en af hans
prioriteringer.
Men D. João V var ikke en søens
mand. Personligt interesserede majestæten
sig for religion og kunst, ikke for marinen;
og i modsætning til flertallet i samtiden
var hans ideal Rom, ikke Paris. Allerede
under arvefølgekrigen havde han i 1712
oprettet et kunstakademi i Pavens by,
Academia de Portugal, for at støtte
portugisiske kunstneres oplæring i den
romerske stil. I årtierne derefter lod han så
talrige pragtbygninger opføre i Portugal,
særligt i hovedstaden. Målet synes at have
været klart: at forvandle den portugisiske
hovedstad til et andet Rom skønt Wien,
takket være hans dronning og kongens
gamle allierede, kejser Karl VI, også var
et forbillede, som universitetsbiblioteket
Biblioteca Joanina i Coimbra fra 1728,
inspireret af det samtidige Hofbibliothek i
Wien, er et eksempel på. Andre landes
ambassadører kunne efterfølgende berette
hjem om disse pragtbygninger.
Vel som de fleste monarker ønskede
kongen selvsagt at styrke sit riges status
internationalt. Det interessante er de
metoder han valgte. Mens nogle ville have
foretrukket brug af militærmagt, foretrak
D. João V ekstrem pragtudfoldelse. Vi har
allerede set på nogle af hans ambassader,
samt hans berømte dubloner, de tungeste
guldmønter i europæisk historie, der som
det er blevet sagt var et bogstaveligt talt
kontant og internationalt omsætteligt
udtryk for Portugals rigdom. Et af de
sidste og mest ekstravagante tilfælde var
opførelsen af Capella de São João
Baptista eller Johannes Døberens kapel i
Rom, et af de rigest udsmykkede kapeller i
den kristne verden, som efter at være
blevet velsignet af Pave Benedikt XIV
blev skilt ad, sejlet til Lissabon og
genopført dér i 1747. Det var som en følge
af disse pragtbyggerier af kirker og klostre
— skønt universitetsbiblioteket og
Lissabons akvædukt må fremhæves blandt
verdslige bygninger — at D. João V af
samme Pave Benedikt XIV i 1748 fik
tilkendt titlen Fidelissimus, eller Mest Tro,
som herefter var de portugisiske kongers
katolske ærestitel frem til 1910.
Ad maiorem Dei gloriam. Den 17. november 1717, elleve dage efter at eskadren under
greven af Rio Grande var vendt sejrrigt hjem fra Middelhavet, lagdes grundstenen til det
vældige kloster i Mafra lidt nord for hovedstaden, bygget for at fejre tronarvingens fødsel.
Basilikaen blev indviet i 1730; med i alt 110 klokker har det verdens største klokkespil.
På grund af den enorme rigdom han
rådede over er der måske intet unaturligt i,
at D. João Vs foretrukne metode til at
højne Portugals prestige var ekstrem
pragtudfoldelse. Sandheden er imidlertid,
at ikke siden D. Manuel I (1495-1521) og
D. João III (1521-1559) havde Portugal
haft en konge som interesserede sig for
marinen. I sidstnævnte konges sidste
leveår, på en tid hvor Portugal endnu
herskede over Omans og Ceylons kyster,
Malacca, osv., rådede den kongelige
marine i Østen over femten galeoner og ti
store karakker i havnen i Goa alene; nu
rådede Armada Real i D. João Vs sidste
fredelige leveår over blot omkring femten
linieskibe i alt. En dobbelt så stor
orlogsflåde kunne let være blevet
udbygget, men D. João V foretrak altså
pragtbyggeri. Ganske ironisk forsvandt de
fleste af kongens byggerier i hovedstaden
fem år efter hans død ved Lissabons
jordskælv. Sic transit gloria mundi!
Et politisk testamente, 1747
Tredive år efter slaget ved Matapan var
magtbalancen i Europa ændret. Østpå var
Det Osmanniske Rige nu inde i dekadence
og var ikke længere en trussel, og mod
vest var man nu i Oplysningstiden, et
”Forte, mas não magnifico”. Stærk, ikke storslået, var chefarkitektens nu berømte bud på
Lissabons Aqueducto das Aguas Livres, bygget 1731-1748. Arkitekten levede op til sit ord:
få år efter værket stod færdigt modstod det jordskælvet i 1755. Både han og de øvrige
ingeniører på projektet var uddannede militæringeniører fra Hofmilitærakademiet.
udtryk først brugt i 1733 i Frankrig. På få
årtier havde Pavestaten mistet en stor del
af sin indflydelse på den politiske arena.
På denne tid, tre år før D. João Vs død,
skrev D. Luis da Cunha (1662-1749),
Portugals ambassadør i Paris, et langt brev
til den portugisiske kronprins i Lissabon.
Diplomaten, en nevø af greven af Villa
Flor, havde tidligere været ambassadør i
London og Madrid, og havde deltaget i
kongressen som havde forhandlet freden i
Utrecht i 1713, som endte Den Spanske
Arvefølgekrig. Brevet blev udgivet i 1820,
og kendes siden som Testamento Politico.
Det indeholder en lang række råd til den
kommende D. José I (1750-1777), baseret
på mange års erfaring som ambassadør og
nøje iagttagelser af samfundsforholdene i
England, Frankrig og Nederlandene
sammenlignet med Portugal og Spanien.
Det var i dette brev, at ambassadøren
blandt andet anbefalede den kommende
monark den senere markis af Pombal som
minister.
D. Luis da Cunhas lange brev er en
visionær opsummering af forslag. Blandt
andet genoptog ambassadøren et tidligere
forslag fra det 17. århundrede om at flytte
Portugals hovedstad til Brasilien, hvor
hoffet skulle slå sig ned og kongen antage
titlen af Imperador do Occidente eller
Kejser af Vesten. Også forslag vedrørende
politi og gadebelysning i Lissabon bliver
nævnt.
Hvad Pavestatens militære rolle angik,
tilsluttede D. Luis da Cunha sig tanken
om, at Ecclesia Dei non est defendenda
more castrorum — Guds kirke skal ikke
forsvares med militære midler — og
modsatte sig den strømning som
forsvarede Pavens brug af væbnet magt.
Blandt andre iagttagelser og kommentarer
i den retning skriver han eksempelvis:
”Det er ganske sandt at på dette område
som i andre går man ud fra at Hans
Hellighed er en verdslig fyrste: en
forfærdelig [terrivel] antagelse, af hvilken
følger forfærdelige konsekvenser”.32
Derudover argumenterede D. Luis da
Cunha også for bl.a. en betydelig styrkelse
af marinen; her var hans tanker i tråd med
den da afdøde Infante D. Franciscos.
Efter at have beskrevet en tænkt reform af
hæren skriver han: ”Endnu vigtigere vil
det være, at denne styrke på landjorden
må blive modsvaret af styrke på havet; for
Portugal kan tælles blandt magterne som
således kaldes på grund af havet, og de
flåder som kommer til landet fra de tre
verdensdele”.33
Her og andre steder
argumenterer ambassadøren for, at
Portugal burde udbygge marinen for at
spille en større rolle internationalt, og at
Armada Real burde råde over op mod
fyrre linieskibe, altså godt en fordobling af
styrken; desuden anbefaler han en række
tiltag inspireret af den franske Marine
Royale og fransk praksis på området.
Ambassadøren i Paris slutter med denne
interessante bemærkning: “... og lad ingen
fortælle mig, at [Kronen] ikke kan
underholde de styrker som jeg taler om
ovenfor; for alle kender Sveriges
indtægter, og Danmarks, og hvori deres
handel består; og ikke desto mindre
underholder førstnævnte 30 linieskibe, og
sidstnævnte 25…”34
Epilog
For kort at opsummere den videre
udvikling, kan det fortælles at Oman i
løbet af 1730erne ophørte med at være den
trussel det tidligere havde været i Det
Arabiske Hav. I Indien fortsatte
piratfyrsten Angrey og dennes sønner,
officielt Maratha-forbundets admiraler,
derimod med at være en plage for
europæisk skibsfart langs vestkysten indtil
1756. I 1738 mistede Armada Real
fregatten SÃO MIGUEL (24) til fem
tomastere og elleve enmastere fra deres
flåde ud for Bassein, efter en seks timer
lang kamp, hvor portugiseren nåede at
affyre fire hundrede skud før det mistede
masterne og blev taget. Dette var det
største fartøj marinen nogensinde mistede
til piraterne.35
Opildnede af denne sejr
vovede syv tomastere samt elleve
enmastere året efter, i ganske svag vind, et
angreb på linieskibet N. SR.A DA VICTORIA
(74), som havde deltaget i togtet til Rio de
la Plata to år forinden.
På denne tid var Maratha-forbundet
vokset i styrke, og havde helt overtaget
Stormogulrigets rolle som den vigtigste
magt på subkontinentet. I modsætning til
D. Luis da Cunha (1662-1749), ambassadør i London, Madrid og Paris, hvor han døde. I
et langt brev til kronprinsen fra 1747, siden udgivelsen kendt som Testamento Politico,
argumenterede han bl.a. for en væsentlig styrkelse af den kongelige marine.
stormogulernes rige var forbundet ikke
venligt indstillet over for portugiserne.
Denne udvikling førte til, at Bassein og
Chaul i Provincia do Norte i marts 1739
blev belejret af forbundets hære. Bassein
faldt i maj; efter et tappert forsvar tillod
sejrherrernes general garnisonen at forlade
fæstningen med våben og faner under fuld
honnør. Kort før nyheden om dette nåede
Lissabon, var markisen af Louriçal i maj
1740 afsejlet til Indien som vicekonge,
med fire linieskibe og to fregatter samt to
tusinde infanterister om bord som
forstærkning til fæstningerne i Østen. Ved
ankomsten i februar 1741 fandt han, at
ikke blot var Bassein faldet, men greven af
Sandomil, den afgående vicekonge 1732-
1740, havde måneden forinden evakueret
Chaul, og Maratha-forbundet havde taget
de fleste af portugisernes ubefæstede
bosættelser i Provincia do Norte, hvor kun
Daman endnu bestod. Senere blev de
mindre betydningsfulde byer på
Canarakysten mod syd også evakueret, og
portugisernes Estado da India havde
hermed fundet den dimension det skulle
bevare indtil 1961: Goa, Daman og Diu.
Hertil kom Macau og Timor samt
Moçambique, indtil dette som sagt blev
løsrevet fra vicekongedømmet i 1752.
1740erne var en krigsfyldt tid for
fæstningerne i Indien, og større eskadrer
end sædvanligt sendtes i dette årti til
Østen, således foruden fregatter fem
linieskibe med troppeforstærkninger i
1741 og igen i 1747. Under markisen af
Alorna, vicekonge 1744-1750, vandt
portugiserne takket være disse
forstærkninger en række sejre mod
Maratha-forbundet, og Goas territorium
udvidedes.
Marinens sidste træfning mod Angreys
skibe fandt sted d. 11. december 1752, da
linieskibet N. SR.A DA MISERICORDIA (64)
ud for Calicut besejrede tre tremastere,
syv tomastere og elleve enmastere fra
deres flåde. Heldigvis for portugiserne var
vejrguderne med dem denne dag, og i frisk
vind kunne linieskibet besejre denne ellers
usædvanligt stærke eskadre, i en træfning
hvor dets væsentligt sværere skyts kom til
sin ret. De næste ti år udførte marinen helt
ekstraordinært ingen militære operationer i
Østen. Kort efter døde greven af Alva,
vicekonge 1754-1756, under et slag mod
Maratha-forbundets hær — den eneste
portugisiske vicekonge der nogensinde er
faldet i kamp. Herefter kom fred i en
årrække, mens England besejrede Frankrig
og lagde kimen til landets senere
overherredømme i Indien.
På samme tid udkæmpede Portugal i
Sydamerika Guarani-krigen i 1754-1756.
Colonia do Sacramento var fortsat stridens
æble mellem Portugal og Spanien. Ved
Madrid-traktaten i 1750 gav Portugal
afkald på byen, mod i stedet at få de
såkaldte Syv Missioner, syv blomstrende
jesuitiske missioner i spansk territorium i
den nuværende argentinske provins
Misiones. Jesuitterne modsatte sig denne
overdragelse, bevæbnede indianerne i de
pågældende missioner, og førte en
kortvarig men blodig krig mod de
portugisiske styrker.36
I Colonia do
Sacramento modsatte portugiserne sig
ligeledes overdragelsen, som aldrig fandt
sted. El Pardo-traktaten i 1760 annullerede
så den foregående traktat — hvorefter
spanierne fra Buenos Aires endnu en gang
angreb Colonia do Sacramento i 1762, og
stridighederne kunne fortsætte.
Konklusioner
Hvilke indtryk står tilbage efter denne
gennemgang af Portugals Armada Real i
første halvdel af det 18. århundrede? For
at opsummere en vigtig pointe vil vi citere
Lars Bangert Struwe, som i sin artikel
”Småstat eller stormagt? Danmark-Norges
stilling i 1700-tallet” henviser til den
danske flådes to aktioner mod Algiers og
Tripoli i århundredets anden halvdel, og
konkluderer, at: ”Danmarks militære magt
blev også projiceret langt uden for landets
grænser. Flåden blev for eksempel sat til
at lave straffeaktioner mod piratstater”.37
En portugiser på D. João Vs tid ville
derimod have sagt, at Portugals militære
magt for det meste blev projiceret inden
for landets grænser. Men som vi har set
var disse netop globale. I kraft af imperiets
natur betød dette i den her undersøgte
periode, ganske som i 1500- og 1600-
tallet, at langt de fleste portugisiske
militære operationer, til lands såvel som til
havs, foregik i andre verdensdele, flere
tusinde sømil fra Portugal, mod de mest
forskelligartede fjender.
Slaget ved Kap Matapan markerer
imidlertid et vendepunkt for Armada Real.
Greven af Rio Grandes eskadre tjente
klare politiske mål snarere end
forsvarsmæssige hensyn: formålet med at
støtte Venedig mod tyrkerne var især at
styrke alliancen med kejseren og Paven,
med andre ord især at styrke Portugals
prestige internationalt — hvilket bestemt
også lykkedes, bl.a. takket være de to
portugisiske grevers lydighedsnægtelse.
Under dette slag blev flåden altså brugt
som en del af Portugals udenrigs- snarere
end forsvarspolitik. Dette skulle imidlertid
blive sidste gang at Armada Real blev
brugt i denne rolle, som en brik i det
storpolitiske spil. Herefter begrænsede den
sig til rent militære operationer med
imperiets umiddelbare sikkerhed for øje.
Et godt eksempel er togtet til Rio de la
Plata i 1736.
Generelt i perioden ser vi, at Portugal
nu rådede over ganske velbyggede
orlogsskibe, og orlogskaptajnerne var nu i
hovedparten professionelle kaptajner med
baggrund i handelsflåden og/eller med en
D. João V, et arbejde fra 1747 af
Alessandro Giusti i klosteret i Mafra.
uddannelse ved Hofmilitærakademiet.
Undtagelsen her var admiralerne i større
og mere prestigefyldte eskadrer, som,
hvad enten de skulle hente en udenlandsk
prinsesse til Portugal, eller skulle anføre et
militært togt, næsten uundgåeligt var
betitlede højadelige, med alt hvad det for
den tids portugisiske højadel indebar af
fokus på etikette, rang og ære. De to
grever ved Matapan i 1717 var et typisk
udtryk for dette. Lidt paradoksalt, og i
modsætning til under kampene mod
hollænderne hundrede år tidligere, var
dette dog ikke længere nødvendigvis et
problem, takket være marinens enorme
udvikling hvad materiellet og personalet i
øvrigt angår.
Portugals Armada Real var en mindre,
men effektiv marine i perioden, med skibe
som opererede over et umådeligt område i
et utal af forskellige operationstyper. Dog
bør flådens potentielle styrke bemærkes.
Under D. João V ofrede Portugal helt
muligheden for at kunne udruste en stor
potentiel flåde, og koncentrerede sig om
optimal udnyttelse af den eksisterende
Gloria in excelsis Deo. Parti
fra Capella de São João
Baptista i Lissabon. Alt er
overdådigt: alterfronten er
belagt med ametyst, søjlerne
er belagt med lapis lazuli,
vægge, og karme er i jaspis,
porfyr, agat, forskelligt
marmor, osv. Vægtavlerne er
i øvrigt ikke malerier, men
fine mosaikker. Dette rum,
bygget i Rom, velsignet af
Paven og genopført i
Lissabon i 1747, er et af de få
interiører i Lissabon som
overlevede jordskælvet i
1755, og giver et godt indtryk
af de rigdomme D. João V
brugte på pragtbyggeri i
løbet af sin regeringstid.
Bemærk armillarsfæren i
mosaikken i gulvet foran
alteret: siden 1500-tallet har
det været et symbol på
Portugals status som sømagt.
styrke. I kraft af en større marine ville
Portugal have kunnet spille en større rolle
på den internationale politiske scene, og
ikke i stigende grad afhænge af England
som garant for sikkerheden. Som vi har set
fandtes der mænd i Portugal som indså
dette: at stater på den tid måltes især på
deres militære magt. D. Luis da Cunhas
”politiske testamente” blev dog aldrig ført
ud i livet hvad marinen angår. Katastrofen
i 1755 skulle kræve alle Portugals
ressourcer til Lissabons genopbygning i en
årrække, og først under omtalte minister
for marinen Martinho de Mello e Castro
1770-1795 skete en egentlig fornyelse af
Armada Real, dog allerede med klart mere
begrænsede mål; markisen af Nisas
eskadrer til Den Engelske Kanal og
Middelhavet i 1790erne under
Revolutionskrigene førte ikke til et andet
Matapan.
Indtil få år før jordskælvet havde D.
João V regeret enevældigt i mere end fyrre
år, som sin tids ubetinget rigeste monark.
Men i stedet for at bygge krigsskibe
foretrak han altså kirker og klostre. Denne
artikel illustrerer i grunden, hvor stor en
rolle den enevældige monark spillede på
denne tid. Artiklens titel kunne således
have været Kanoner eller Kirkeklokker?
Kongens broder Infante D. Francisco ville
have foretrukket at bruge bronzen til de
første. D. João V gjorde ikke. Sluttelig kan
vi derfor ikke undgå at bemærke det
enorme paradoks der ligger i, at D. João V
på den ene side hyldede Portugals
maritime historie og landets status som
sømagt, som vi har set med Oceanernes
Karet i ambassaden til Rom i 1716 og
armillarsfæren i Johannes Døberens kapel
tredive år senere — og i udpræget grad
med oprettelsen af Academia Real da
Historia i 1720, i dag Academia
Portuguesa da Historia —, men på den
anden side forsømte at styrke selv samme
sømagt. Hans lange regeringstid,
kombineret med hans rigdom, var en
enestående mulighed for at placere
Armada Real blandt de tredje stærkeste i
Europa på den tid, et stykke efter
Englands og Frankrigs, men omtrent på
linie med Spaniens og Nederlandenes. I
stedet udviklede marinen sig til en
forholdsvis lille, skønt ganske effektiv,
oversøisk flåde. Om en styrkelse af
marinen ville have gjort nogen forskel i
det lange løb må stå hen i det uvisse.
Tilbage for eftertiden står de bygninger
som overlevede katastrofen i 1755.
1 Næsehornet døde ved forlis under en storm i Det
Tyrrhenske Hav før det nåede Paven, men var
blevet set af François I af Frankrig ud for
Marseilles, og blev som bekendt foreviget af
Dürer. Om den hvide elefant, som Leo X gav
navnet Hanno efter Kartagos berømte hærfører, og
dyrets sørejse fra Indien til Portugal og videre til
Rom, se BEDINI, Silvano: The Pope’s elephant.
An elephant’s journey from deep in India to the
heart of Rome. Manchester: Carcanet Press, 1997. 2 Yderligere en detalje fortjener at blive nævnt:
ambassadens fem pragtkareter blev alle trukket af
ottespand: ambassadørens karet forrest samt den
bagerste karet blev trukket af "frisere, sorte og
stærke"; den næst forreste blev trukket af "plettede
polakker", den næst bagerste blev trukket af "røde
tyskere"; og den midterste karet blev trukket af
"danske fukse". 3 Den på tysk såkaldte Groβen Türkenkrieg kaldes
i italiensk historiografi, set fra Venedigs og
Pavens synspunkt, Den Sjette Osmanniske Krig,
eller blot Krigen om Morea. 4 Markisen af Fontes var ekstraordinær
ambassadør; den residerende ambassadør i Rom
var normalt altid en gejstlig, typisk en biskop.
Efter hjemkomsten modtog markisen af Fontes
den historisk vigtigere titel af markis af Abrantes,
og kendes derefter som sådan. 5 Jf. Del II.
6 Jf. Del I. For en kort biografi af Ippolito
Desideri, se BARGIACCHI, Enzo Gualtiari: Un
ponte fra due culture. Ippolito Desideri S.J.
(1684-1733). Breve biografia. Firenze: Istituto
Geografico Militare, 2008. Rejsen til Indien
refereres på s. 10-11. 7 For god ordens skyld skal det siges, at titlen af
patriark, modsat kardinal, blot er en ærestitel. Ud
over de tre nævnte vestlige patriarker — med
patriarken af Indien i Goa i dag fire — findes en
række østlige patriarker i og nær Det Hellige
Land, såsom Jerusalem, Antioch og Alexandria. 8 Det danske DANNEBROG medførte i 1710 24-
pundigere hhv. 14-pundigere og 8-pundigere.
Det portugisiske flagskib i 1717 affyrede således
en bredside der var mere end en tredjedel tungere
end et tilsvarende engelsk skib på 80 stk., og en
smule tungere end selv den store danskers på 90
stk. Disse faktorer var årsagen til, at det
portugisiske viceflagskib i Matapan, bygget i
1715 og noget større end flagskibet fra 1701,
bedre kunne sammenlignes med en engelsk first-
rate på 100 kanoner som ROYAL WILLIAM, jf.
Del I. Forskellen i artillerieffekt mellem en
engelsk third-rate på 70 stk. og en portugisisk 66-
kanoners var knap så stor, kun godt 10 % i
portugisernes favør. Bemærk i øvrigt at 36-
pundigere ligeledes var standard på de største
franske skibe på denne tid. 9 Diario e Relação da Armada que foy a Italia em
Socorro dos Venezianos, este Prezente Anno de
1717 a qual mandava o Conde do Rio Grande
Lopo Furtado de Mendonça. Biblioteca Nacional
de Portugal, COD. 271//1. 10
Skt. Antonius af Padova, født i Lissabon i 1195,
død d. 13. juni 1231 i Padova i Italien, hvor han
ligger begravet. Denne helgen er uden
sammenligning den mest populære i Portugal;
hans helgenkåring mindre end et år efter døden, d.
30. maj 1232, er stadig den hurtigste helgenkåring
nogensinde i den katolske kirke. Hans dødsdag d.
13. juni er kommunal helligdag i Lissabon, og
genstand for årets største fest i den portugisiske
hovedstad. Begge eskadrens små støtteskibe,
SANTO ANTONIO DE LISBOA og SANTO
ANTONIO DE PADUA, var opkaldt efter denne
helgen. Det samme er eksempelvis også den
portugisiske kirke i Rom, Sant’Antonio dei
Portoghesi. Bemærk imidlertid, at Lissabons
skytshelgen er Skt. Vincent, som også Kap Skt.
Vincent, skueplads for adskillige store søslag
gennem tiderne, er opkaldt efter. 11
Diario e Relação da Armada... Oversat af forf. 12
Ibid. 13
Ibid. 14
Ibid. 15
16
17
Jf. MENDONÇA, Pedro de Quintanilha e:
“Højædle og velbårne herrer. Opnåelse, opfattelse
og udnyttelse af social rang under enevælden
1671-1849”. Sien Saxo nr. xx, 2010, s. xx-xx. 18
”Portuguese Nobility”, op. cit., s. 19
Jf. MENDONÇA, Pedro de Quintanilha e:
”Malacca 1606”, op. cit., s. xx-xx. De to admiraler
i 1717 var i øvrigt selv beslægtet, idet greven af
Rio Grandes moder var Beatriz de Lima e Távora,
af viceadmiralens slægt. 20
Jf. STAPEL, F.W. (Ed.): Pieter van Dam's
Beschryvinghe van de Oostindische Compagnie
1639-1701. ‘S-Gravenhage, 1943, s. 186. 21
I eksempelvis England i perioden ses earls af
gammel slægt stort set kun blive udnævnt til First
Lords of the Admiralty. Blandt de uhyre få
undtagelser som gjorde aktiv tjeneste ses Lord
Northesk som kaptajn på PRESTON (50) i 1744-
1746, jf. CLOWES, William Laird: A History of
the Royal Navy. Vol. II, s. 108 & s. 120. 22
Slægten Távora blev nærmest udryddet af
markisen af Pombal i 1759 efter en skueproces,
som i virkeligheden var et magtopgør med den
gamle højadel i tiden efter Lissabons jordkælv i
1755. Denne proces førte til at omtalte vicekonge,
markisen af Távora, sammen med sin søn samt
yderligere en hertug blev henrettet, mens slægtens
palads blev jævnet med jorden, osv. Slægten er
derfor blandt Portugals bedst beskrevne i
litteraturen, jf. eksempelvis det endnu
fundamentale værk af FREIRE, Anselmo
Braamcamp: Brasões da Casa de Sintra. 3 Vols.
3ª Edição, Lisboa, Imprensa Nacional-Casa da
Moeda, 1996. Vol III, s. 107-116. 23
24
Diario e Relação da Armada..., op.cit. 25
Ibid. 26
Ibid. 27
Mere end ti år efter slaget ved Matapan skrev
Desideri i sin beretning om rejsen til Østen
således om Brasiliensflåden, som han kort havde
fulgtes med, at den var ”…a large fleet bound for
Brazil, Angola, and Cape Verde, with the famous
Santa Rosa as flagship.” Den gode jesuit husker
nu her forkert: hans rejse til Indien fandt sted i
1713, og SANTA ROSA blev først søsat fra det
kongelige orlogsværft i Lissabon i 1715. 28
29
Disse skibe bliver oftest refereret som værende
et linieskib på 56 stk. hhv. en fregat på 36 stk., det
sidste utvivlsomt pga. skibets sørgeligt berømte
forlis med alle mand ud for Kap Horn i 1741. Der
var dog tale om to små todækkere, bygget i 1727
hhv. 1733, hvis effektive bevæbning var 22 12-
pundigere, 22 8-pundigere samt 6 4-pundigere,
modsat den teoretiske bevæbning på i alt 56 stk. I
1734 forsøgte man sig med en udrustning på 22
16-pundigere på det nederste dæk på disse skibe,
men forsøget blev opgivet. Jf. PÉREZ, Enrique
Garcia-Torralba: Las fragatas de vela de la
Armada Española 1600-1850. Su evolución
técnica. Madrid, 2011, s. 131. 30
31
Det var for øvrigt om bord et af disse fartøjer at
tidligere nævnte John Harrison undervejs til
Lissabon første gang testede et af sine maritime
kronometre til havs, som krævet af Longitude Act;
dette skete om bord det ligeledes omtalte
CENTURION (60), der som man vil huske var
bygget en fod længere end 1719 Establishment
tillod, jf. Del I. 32
Testamento Politico ou Carta Escripta pello
grande D. Luiz da Cunha ao Senhor Rei D. José I
antes do seu Governo. Lisboa, Impressão Regia,
1820. Oversat af forf. 33
Ibid. 34
Ibid. 35
Jf. Saturnino MONTEIRO, op. cit., s. 146-147. 36
Disse begivenheder bliver i det store hele
korrekt skildret i Roland Joffés film The Mission
fra 1986. Dog skal man være opmærksom på, at
filmens centrale slag, mellem guaraniernes og
portugisernes kanoflåder, i virkeligheden er
inspireret af slaget ved Mbororé i samme område
d. 11. marts 1641, hvor en stor portugisisk
ekspedition modsat hændelserne i filmen blev
afgørende besejret af guaranierne. 37
I Siden Saxo nr. 1, 2010, p. 25.