Manching med mere. Et sammenlignende studie af 7 centraleuropæiske oppida fra sen La Tène

Arkæologi i Europa og Verden

Lukas Knöfler

Manching med mere

et sammenlignende studie af 7 centraleuropæiske oppida fra sen La Tène

rekonstruktion af Murus Gallicus fra Manching (Dannheimer & Gebhard 1993: unummereret

billedtavle efter side 108)


Lukas Knöfler

Indholdsfortegnelse

Indledning side 1

Abstraktion des Inhalts side 1

Abstract side 1

Befæstningstyper i sen La Tène side 2

Otzenhausen side 5

Zarten side 6

Bern-Engehalbinsel side 8

Manching side 10

Kelheim side 16

Závist side 18

Hrazany side 21

Sammenligning af de præsenterede eksempler side 23

Litteraturliste side 27

Bilag side 33


Lukas Knöfler

Indledning

Denne opgave giver en oversigt over 7 centraleuropæiske befæstede anlæg fra sen La Tène,

og sammenligner disse anlæg for at svare på, hvilke at dem der kan klassificeres ”oppida”.

Den ser også på de forskellige befæstningstyper og påpeger nogle tendenser på dette felt i sen

La Tène. Desuden peges der på fællestræk mellem de præsenterede anlæg – og på forskelle.

Med hensyn til kronologien overtages angivelserne fra kilderne; for et oversigtsskema

henvises der til bilaget.

Manching var det første anlæg der blev valgt at undersøge. Siden medtoges alle andre anlæg

med Murus Gallicus i Tyskland (Otzenhausen og Zarten), også Kelheim er med på grund af

den geografiske nærhed til Manching. Ud over det er et eksempel fra Schweiz (Bern-

Engehalbinsel) samt to fra Tjekkiet (Závist og Hrazany). De 7 anlæg er i præsentationen

ordnet geografisk fra vest mod øst og fra nord mod syd.

Så vidt muligt er det i præsentationen af eksemplerne undladt at bruge betegnelsen ”oppidum”

for ikke at foregribe diskussionen; ligeledes skal betegnelserne ”vold” og ”befæstning” forstås

neutrale, uden en tolkning. ”Mur” bruges kun hvor det er bevist at der har indgået sten i

konstruktionen, og at konstruktionen har haft en lodret front.

Abstraktion des Inhalts

Diese Arbeit stellt 7 spätlatènezeitliche Befestigungen aus Mitteleuropa vor und vergleicht

diese, um die Frage zu beantworten, welche als „Oppida“ klassifiziert werden können.

Außerdem werden verschiedene Befestigungskonstruktionen präsentiert und einige

Tendenzen in der spätlatènezeitlichen Befestigung aufgezeigt. Schließlich werden

Ähnlichkeiten und Unterschiede in den vorgestellten Anlagen festgestellt.

Abstract

This paper gives an overview of 7 late La Tène defended sites from Central Europe and

compares them to answer the question which of them can be classified as “oppida”.

Furthermore fortification techniques are presented, and some trends in late La Tène

fortification are pointed out. Finally similarities and differences between the various sites are

established.

1

Arkæologi i Europa og VerdenLukas Knöfler

Befæstningstyper i sen La Tène

Collis (1975: 11ff.) har defineret ti forskellige befæstningstyper, som jeg her vil forestille.

Han starter med den simple palisade, som der ikke er mange eksempler på; nogle af de mest

fremtrædende er de tjekkiske oppida Staré Hradisko og Závist. Manglen af lokaliteter behøver

ikke at betyde, at typen var sjælden, den kan også skyldes utilstrækkelige

udgravningsmetoder.

En endnu sjældnere type er den simple stenmur, selvom denne naturligvis kun kan opføres

hvor sten er tilgængelige. Selvom denne type er meget anvendt i Middelhavsområdet, er der

kun meget få eksempler fra det nordlige Vest- og Centraleuropa samt Britannien.

Den dobbelte mur med opfyld af småsten, grus o.l. imellem er en vestlig type: Den findes i

Provence, i det vestlige Frankrig, ved det Irske hav og i Skotland. Gergovia (Plateau de

Merdogne) blev befæstet med denne type, og også i Tarodunum (Zarten) synes typen at være

anvendt.

Preist-Altkönig-typen ligner dobbeltmuren med opfyld. Forskellen er, at både den udvendige

og den indvendige mur afbrydes af lodrette stolper. Disse stolper er forbundne ved en række

vandrette stammer. De eneste lokaliteter fra sen La Tène som Collis kunne stadfæste er

tjekkiske Závist og engelske The Caburn.

Hollingbury-typen består af lodrette stolper, hvor mellemrummene er fyldt med vandret

tømmer; jordvolden bag tømmerkonstruktionen støttes også af lodrette stolper. Der er ingen

arkæologiske beviser for at vandrette bjælker har forbundet de lodrette stolper, men Collis

(1975:15) formoder at disse har eksisteret. Typen er udbredt i England, men findes også på

kontinentet.

Ehrang-typen har igen to tørstensmure med opfyld imellem. Murene forbindes af vandrette

stammer eller bjælker, og disse rager normalt frem gennem den udvendige mur, af og til også

gennem den indvendige mur. Bjælkerne hviler på stammer som ligger parallelt med murene

inde i selve fyldet, og konstruktionen ligner på den måde meget Murus Gallicus-typen. Der

mangler dog de karakteristiske jernsøm til at holde tømmeret sammen, og det var åbenbart

heller ingen jordrampe bag muren. Mange Ehrang-befæstninger blev ødelagt af ild, da volden

pga. den manglende jordrampe er meget skrøbelig når først tømmerkonstruktionen er brændt.

Typen blev anvendt allerede i tidlig jernalder (C14-dateringer går så langt tilbage som til det

6. århundrede f. Kr.), men der er også eksempler på befæstninger fra sen La Tène bygget på

denne måde.

2


figur 1. rekonstruktion af Murus Gallicus, til venstre, og ”Pfostenschlitzmauer” (Collis 1997: 51).

Murus Gallicus er det navn Cæsar giver de galliske byers befæstninger. Først lagdes

træbjælker (tømmeret synes ofte at have været tilhugget) langs med murens forløb, og på

disse op til 12 m lange bjælker lagdes andre bjælker i en ret vinkel, så der opstod et system af

kasser. Bjælkerne blev holdt sammen af jernsøm, hvis længde varierer mellem 14 og 55 cm.

Denne fremgangsmåde gentoges indtil murens ønskede højde var nået.

Volden blev beklædt med sten på en måde, så bjælkernes ender stak frem gennem

tørstensmuren – en byggemåde, Cæsar betegner som ”ikke uattraktiv” (Collis 1975: 19, egen

oversættelse) – og mellemrummet mellem murene blev fyldt op med jord, småsten o.l.

Desuden har der på mange muri Gallici været en jordrampe på den indvendige side af muren,

som både ydede øget modstand mod rambukke under en belejring og gjorde det nemmere for

forsvarere at komme op på muren. Murus Gallicus blev i flere tilfælde kombineret med andre

befæstningstyper. Det er værd at bemærke, at der ikke kunne ses forskel mellem en ”ægte”

Murus Gallicus og en mur af Ehrang-typen, og der blev sandsynligvis heller ikke skelnet klart

mellem de to typer. Desuden kan dårlige bevaringsforhold e.l. (hvor de karakteristiske

jernsøm er forsvundet) føre til, at en Murus Gallicus tolkes som Ehrang-konstruktion.

Kelheim-typen, også benævnt ”Pfostenschlitzmauer”, er opkaldt efter Kelheim i Bayern. En

simpel jordvold blev støttet af en stenmur, som i regelmæssige afstande var afbrudt af lodrette

stolper. Afstanden mellem de lodrette stolper varierer mellem 90 cm og 2 m. De lodrette

stolper er ofte forankret i jordvolden ved hjælp af vandrette stolper. Kelheim-konstruktionen

er velegnet til reparation af andre befæstningsformer, og i Manching anvendes typen netop til

dette formål. Stenmuren kan være et bærende element i befæstningen, eller den kan kun være

en forblænding, hvis træstolperne er det bærende element.

3


Jordvolden med en simpel støttemur af sten på ydersiden blev sjældent anvendt, mest kun i

forbindelse med andre konstruktionsformer.

Glacis-konstruktioner består af en jordvold, som direkte går over i en voldgrav. Der er ingen

lodrette mure som ved de andre typer, i stedet kan kombinationen af vold og grav antage store

dimensioner – et tegn på, at man i disse anlæg anså forsvar i dybden for vigtigere end forsvar i

højden. Volden kan have båret en palisade. Forsvaret i dybden blev nødvendigt i sen La Tène,

fordi fjernvåben (såsom slynger og deres videreudvikling, katapulten, samt bue og pil) vandt

frem igen siden mellem-La Tène. Den fornødne dybde kunne primært opnås ved hjælp af flere

befæstningslinjer (et eksempel er Maiden Castle) eller ved hjælp af en ikke særlig dyb, men til

gengæld meget bred voldgrav (det bedste eksempel er Fécamp). Collis & Ralston (1976)

formoder, at udbredelsen af glacis-konstruktionen skete fra Britannien, og påpeger, at denne

modernisering af befæstningerne kunne være den britiske hjælp Cæsar beklager i

Gallerkrigene.

Collis (1975: 27ff.) har også identificeret flere typer af portkonstruktioner. Den mest simple er

en simpel åbning i befæstningsværket, og da den er svær at forsvare, er typen ikke særlig

udbredt.

Hos en overlappende indgang er den højre side af befæstningen forlænget, så den overlapper

den venstre. På den måde tvinges angribere til at vende deres højre side (som ikke er dækket

af skjoldet) mod hovedvolden under et stormløb.

Porten kan også trækkes tilbage i anlægget, så volden drejer ind og fortsætter et stykke, mere

eller mindre retvinklet på befæstningens hovedretning. Dette er en ”inturned entrance”.

Bygges denne gang mod porten ikke kun få meter, men op til 20-40 m, kaldes det

”Zangentor”. Denne type er karakteristisk for sen La Tène. Der kan adskilles to typer: Type 1

er mest udbredt, her danner murene en lige gang til selve porten. I type 2 er aftager gangens

bredde, den er tragtformet (van Endert 1987: 76ff.).

Porten kan også forsvares med hornværk, en separat vold foran portåbningen, som i nogle

tilfælde kan være forbundet med hovedvolden på den ene side. Typen er særlig velkendt fra

romerske kejsertidsbefæstninger, men har været i brug allerede i La Tène-perioden.

Endelig findes der komplekse indgange, som tvinger angribere til at skifte retning mange

gange – det bedst kendte eksempel er Maiden Castle.

Selve indgangsporten kunne bygges på to måder: I den simple port er der en stolpe på hver

side af åbningen, som holder portens fløje, samt en stolpe i midten. En mere avanceret type

4


har 3-5 rækker af stolper, som må have båret et tårn. I denne portbygning er der en eller flere

adskilte kørebaner.

Otzenhausen

Otzenhausen er en ringvold i Hunsrück, ca.

30 km sydøst for Trier. Dens historie

begynder i det 5. århundrede f.Kr., hvor den

har tjent som tilflugtsborg – fundmængden

fra denne tid er meget lille (Schindler

1968). Schwarzenbach-fyrstegravene ligger

kun 1 km væk (Collis 1975: 161, Fritsch

2007: 62). Der er spor af huse (Dehn

1937a: 80; Dehn 1937b: 229f.) og relativt

meget keramik (Schindler 1968) fra sen La

Tène, en del af denne bebyggelse kan

muligvis føres tilbage til mellem-La Tène.

Desuden fandtes jernslagger, amforer,

keltiske potinmønter, glasarmringe,

forskelligt værktøj, og 4 fibler, 3 af dem

Nauheim-fibler (Collis 1975: 161ff.).

figur 2. Otzenhausen i sen La Tène (Collis 1975: 162). I romersk kejsertid er der ingen

bebyggelse, kun et gallo-romersk tempel (Fritsch 2007: 64).

En befæstning omsluttede den trekantformede plads, med en forborg mod syd som beskyttede

vandførende revner. Hele anlægget har en størrelse på 18,5 ha, deraf 12 ha indenfor den

egentlige vold (Fritsch 2007: 62f.). Befæstningen var tilgængelig gennem en ”inturned

entrance” – ingen regulær Zangentor – i vestsiden. Den vestlige vold blev undersøgt med flere

snit (Dehn 1937a, 1937b), og der fremkom flere jernsøm, et bevis på, at vestmuren var en

ægte Murus Gallicus. Det er dog uklart, hvordan den imponerende nordmur, som i sin tid var

20 m høj og 25 m dyb, var bygget (Fritsch 2007: 63f.), og der har åbenbart heller ikke været

nogen indgang her.

Zarten

5


Zarten ligger i udkanten af Schwarzwald, ved sammenløbet af Rotbach og Wagensteigbach til

Dreisam. Åløbene har skåret sig ind i et pleistocænt plateau, hvilket således danner en omtrent

trekantet terrasse med 5-15 m høje, stejle skrænter på nord- og sydvestsiden. Den nemmeste

tilgang til området er fra østsiden.

For en gangs skyld er stedets keltiske navn kendt: Ptolemaios nævner i sin ”Geografia” et

Tarodunum, og dette navn udviklede sig til Zarten (Fischer 1962: 45ff.).

Befæstningen i østsiden, folkeligt kaldt Heidengraben, blev undersøgt i 1901 (Fischer 1962:

38ff.) og 1987 (Weber 1989), og en stenmur med jordopfyldning bagved blev fundet; der var

ingen mur på bagsiden af jordfyldet. I jordfyldet fandtes flere firkantede jernsøm af lidt under

20 centimeters længde (Weber 1989: 278), et tegn på tilstedeværelsen af en Murus Gallicus-

konstruktion. Denne har dog ikke svaret fuldstændigt til Cæsars beskrivelse, da bjælkerne

ikke var synlige i murens front (Weber 1989: 280). Fabricius frilagde i 1901 også dele af et

Zangentor (Fischer 1962: 38ff.) i østvolden, og Fischer (1962: 42ff.) foreslår muligheden af to

yderligere porte ved Rainhof og Pfisterhof. Foran hele Heidengraben har der været en 12 m

bred og 4 m dyb voldgrav, kun afbrudt på 30 m foran porten (Fischer 1962: 38ff.).

Randvolden langs skrænterne mod nord og sydvest var åbenbart bygget på forskellig vis: Der

er fundet både en jordvold med frontmur af sten (Kraft 1936: 368), to mure med

mellemliggende opfyldning af jord og sten (Deecke 1934: 158) og en frontmur med

bagvedliggende vold af ler og grus (Kraft 1931). I denne lervold fandtes en jerngenstand, og

sammen med et løsfund af et jernsøm synes dette at bevise, at i hvert fald dele af randvolden

også var bygget som Murus Gallicus (Weber 1989: 275f.).

Befæstningen var ikke færdigbygget (Weber 1989: 281), og vha. sparsomme keramikfund fra

jordfyldet kan den ikke dateres mere nøjagtigt end sen La Tène. Arealet indenfor

befæstningen er, på trods af intensiv overfladeafsøgning og forskellige prøvegravninger,

næsten fundtomt (Weber 1989: 286f.).

Overfladefund vest for befæstningen påviser en ubefæstet ”Großsiedlung“ på Rotacker, en

terrasse over Dreisam. Der er, også i forbindelse med en gravning i 1998, bl.a. fundet ca. 220

kg skår af amforer, jernudvindingsslagger, et par bronze- og jernfibler, 120 mønter og 254

glasarmringe (Wagner 2001: 6ff.).

Blandt mønterne er 4 guldstatere og en blanket, samt en guldklump på 26 g, hvilket påviser

udmøntning i den tidlige fase af bosættelsen (Wagner 2001: 7).

30 af glasarmringene er fra mellem-La Tène, og hører til LT C2 – der er ingen fund fra LT

C1. Disse eksemplarer var fordelt over bosættelsens kerneområde på ca. 12 ha. De resterende

6


armringe er fra sen La Tène, og viser en mere spredt fordeling mod syd og sydøst – de er også

fundet i et tilsluttende område på ca. 20 ha.

Der har altså først eksisteret en mellem-La Tène-bosættelse, som voksede i sen La Tène. Det

var åbenbart planlagt at flytte bosættelsen indenfor den nybyggede befæstning, men denne

flytning blev aldrig foretaget af ukendte årsager. Weber (1989: 288) foreslår en sammenhæng

med helvetiernes vandring i 58 f.Kr.

figur 3. Zarten i La Tène C og La Tène D (Wagner 2001: 13).

7


Bern-Engehalbinsel

figur 4. Oversigt over Bern-Engehalbinsel, med de forskellige befæstningsanlæg, La Tène-bosættelsen

(skraveret) og den romerske vicus (krydsskraveret) (Müller-Beck & Ettlinger 1964: 129).

Anlægget Bern-Engehalbinsel ligger på en halvø dannet af floden Aare, lidt nord for Bern.

Der har sandsynligvis været to befæstede bosættelser, det ydre og det indre oppidum.

Det ydre oppidum var befæstet med den ydre sydvold (nr. 4 på figur 4), den ydre vestvold (5)

og østvoldene (2 og 3); det formodes at tidligere faser af nordbefæstningen (1) og den indre

vestvold (6 og 7) også har hørt til. Det indre oppidum gjorde ud over nordvolden og den indre

vestvold brug af den indre sydvold (8). Kun nordvolden og den indre sydvold er undersøgt

ved gravninger (Müller-Beck & Ettlinger 1964: 110ff.).

Befæstningen mod nord udgøres af en hovedvold af sten og træ – fund af jernsøm tyder på, at

dette kan være en Murus Gallicus. Vejen mod et vadested gennem Aare beskyttes af en

foranliggende vold (Müller-Beck & Ettlinger 1964: 116f.).

8


Vestvolden befæster et plateau mellem det egentlige højplateau Reichenbachwald og floden

Aare, Reichenbachwald-plateauet beskyttes af en yderligere vold (Müller-Beck & Ettlinger

1964: 177f.).

Den indre sydvold bestod af to rækker af stolper i 1 meters afstand, som støttede en

trækonstruktion med opfyld af sten og grus imellem; der er ikke brugt sten til fronten. En vold

af samme materiale støttede befæstningen. Frontkonstruktionen var forankret i den

bagvedliggende vold med et system af langs- og tværgående bjælker, som var bundet eller

naglet sammen. Bortset fra stenmuren at her erstattet med en af træ, ligner dette Altkönig-

Preist-konstruktionen. Muren har sandsynligvis været ca. 4,5-5 m høj. En 10 m bred voldgrav,

liggende 12 m forud for volden, leverede materialet til både opfyld og støttevold (Müller-

Beck & Ettlinger 1964: 111ff.).

figur 5. rekonstruktion af den indre sydvold (Müller-Beck & Ettlinger 1964: 113).

Østvolden og den ydre vestlige befæstning bestod åbenbart kun af lave volde, som dog har

været tilstrækkelige pga. de stejle skrænter (Müller-Beck & Ettlinger 1964: 118f.).

Længst mod syd er der i 1847 fundet spor af en 9 m dyb voldgrav, samt knogler, søm og

forkullet træ. Samme fund blev gjort i den indre sydvolds grav, her var dog ingen trækul

(Müller-Beck & Ettlinger 1964: 118f.).

Under den indre sydvold samt sydvestlig for denne er der fundet bosættelsesspor og rester af

en brolagt vej eller plads, med fund af sen-La Tène-keramik, en fibel lignende Nauheim-

typen, importeret grafitkeramik og ildsteder (Müller-Beck & Ettlinger 1964: 120ff.). Desuden

var der en brandgrav med 4 Nauheim-fibler under volden, som sammen med 2 Nauheim-

fibler fra selve volden beviser at den blev opført i Nauheim-fiblens brugsperiode (Müller-

Beck & Ettlinger 1964: 122f., 126).

9


Midt på Reichenbachwald-højplateauet, i det indre oppidum, er der spor efter en anden

bosættelse. Her er der ingen fund fra før anden halvdel af det 1. århundrede f.Kr.; bebyggelsen

med romersk tempel og arena fortsætter op til det 3. århundrede e.Kr. (Müller-Beck &

Ettlinger 1964: 131, 144ff.).

På Enge-halvøen har der altså først været en større befæstet bosættelse, det ydre oppidum.

Denne har haft et areal på ca. 150 ha og kan føres tilbage til midten af det 2. århundrede f.Kr.

(Müller-Beck & Ettlinger 1964: 132), og efter en brand omkring midten af det 1. århundrede

f.Kr. ophører brugen. Den efterfølges af det indre oppidum, hvis befæstninger er opført i

midten af det 1. århundrede f.Kr. Dette indre oppidum udvikler sig siden til en ret velhavende

romersk vicus.

Müller-Beck & Ettlinger sætter faserne af befæstning og bosættelse i forbindelse med

helvetiernes historie (Müller-Beck & Ettlinger 1964: 133ff.).

Manching

Manching ligger få km sydøst for Ingolstadt, i et fladt område mellem Donau og lavmosen

Feilenmoos. I La Tène-tid var topografien forskelling fra den nutidige på flere punkter (se fig.

9 og 10): Donau fulgte Sandrachs løb, og Paar havde et leje længere mod øst. Også Igelsbachs

og Riedelmoosgrabens forløb var anderledes. I forbindelse med befæstningens opføring blev

flere af disse vandløb omlagt (Krämer & Schubert 1970: 23ff.) for at muliggøre en ringvold –

Paar og Igelsbach fik et mere vestligt løb, mens Riedelmoosgraben blev lagt længere mod øst.

De tørlagte gamle flodlejer blev så benyttet til landbrug.

Efter dets undergang var anlægget aldrig blevet glemt: en romersk vejstation blev opkaldt

efter den (Krämer & Schubert 1970: 50ff.), og volden optræder på kort fra 1600-tallet.

De første udgravninger i 1890’erne frilagde gravpladsen Steinbichel fra mellem-La Tène;

under anlæggelsen af flyvepladsen i 1930’erne var der ingen organiserede udgravninger, kun

et afsnit af ringvolden kunne undersøges i 1938.

I årene 1955-1973 og 1984-1987 blev store dele af arealet indenfor befæstningen systematisk

udgravet, og i 1996-1999 gjordes flere undersøgelser. De seneste udgravninger fandt sted i

2003.

10


figur 6. Oversigt over udgravningerne i Manching frem til 1999 (Sievers 1999: ???)

figur 7. Rekonstruktion af ringvolden i Manching. Murus Gallicus blev overbygget med en

Pfostenschlitzmauer (Collis 1993: 103)

11


Befæstningen er i dag kun bevaret på ca. halvdelen af dens forløb. Den havde en samlet

længde på 7,2 km og var ikke cirkulær, men bestod af mange lige afsnit. Volden bestod af tre

faser. Den første fase var opført som Murus Gallicus, dog var kun det nederste sæt bjælker

naglet (Wagner 1938: 160). Selve muren var ca. 4 m tyk, bagved lå en 9 m bred rampe (van

Endert 1987: 23).

De andre to faser var en Pfostenschlitzmauer, afstanden mellem stolperne var i begge faser

1,50 m (van Endert 1987: 25). Fronten lå mellem 15 cm og 1 m foran den første fases

frontmur. Det formodes at fase 2 var en reparation af Murus Gallicus-fasen; da fase 2’s

stolper var rådnet, blev fase 3 bygget. I de forskellige tidlige snit gennem volden (van Endert

1987: 33ff.) er der kun fundet én Pfostenschlitzmauer-fase, det er dog muligt at udgraverne

ikke har erkendt de to faser som adskilte. I et nordligt afsnit af befæstningen (Maier et al.

1992: 340ff.) er der påvist tre faser; det må antages, at dette gælder forhele befæstningen.

Der er bevaret to porte i ringvolden, østporten og sydporten; begge var Zangentore af type 1.

Det er meget sandsynligt at der udover det har været en vestport samt muligvis en nordport.

Østporten havde i alle tre faser en regulær portbygning, der var båret af 5 stolperækker, de to

ydre stolperækker har dog kun været stabiliserende, der var altså to gennemkørsler. Porten var

bygget af egetræ, og der har sandsynligvis været en forsvarsplatform med tag (van Endert

1987: 16ff.). I befæstningens fase 2 blev der under gennemkørslen begravet et barn (van

Endert 1987: 15f.), muligvis som byggeoffer. Desuden blev der i denne fase anlagt en

præventiv spærring i porten: En faldgrube som var stivet af med træ umuliggjorde færdsel

gennem porten, hvis ikke den blev dækket af (van Endert 1987: 26f.).

figur 8. Rekonstruktion af østporten i befæstningsfase 1 (van Endert 1987: 87)

12


Der har ikke været nogen voldgrav (van Endert 1987: 89) foran muren som en planlagt del af

befæstningen; foran dele af ringvolden løb de omlagte vandløb dog som en naturlig voldgrav.

En vandfyldt voldgrav er i øvrigt sjælden i forhistorisk sammenhæng: Både andre La Tène-

befæstninger, romerske hærlejre og andre forsvarsværker har normalt højst haft en tør

voldgrav.

Portens (og hele befæstningens) fase 1 blev senest opført i LT D1, muligvis allerede i C2 (van

Endert 1987: 60ff.). Fase 2 hører til LT D1; faldgruben kan dendrokronologisk dateres til 105

f.Kr. ± 6 år. Den sidste fase af østporten blev ødelagt af en brand, som endnu fandt sted i LT

D1. Dendrodateringen og den relative datering på baggrund af keramik- og våbenfund fra

porten udelukker ikke hinanden.

I Manching er der mange bosættelsesfaser, for det meste kun bevaret som stolpehuller og

gruber. Fundet af en 15,45 cm lang målestok (Schubert 1992) og analyser af grundplaner

(Schubert 1994) viser, at husene blev opført med en ”keltisk fod” på 30,9 cm som

basismålestok. Denne erkendelse lettede udskillelsen af forskellige bebyggelsesfaser, som

ellers vanskeliggjordes af den komplicerede stratigrafi.

Husene kan inddeles i 8 hovedtyper efter antallet af stolper (Maier 1992: 22ff., Krämer 1962:

300f.), var bygget af træ og skulle genopføres med jævne mellemrum.

Fundene fra de forskellige udgravninger viser et bredt spektrum af håndværk og handel i

Manching. Der kan udskilles regulære håndværkskvarter for metalhåndværk, læder- og

tekstilproduktion samt træforarbejdning (Jacobi 1974: 262ff., Sievers et al. 2000: 360ff.).

Udvinding og forarbejdning af myremalm foregik i de nærliggende Feilenmoos og

Donaumoos (Krämer & Schubert 1970: 46).

Såkaldte ”Tüpfelbretter” (Kellner 1990: 131ff.) påviser udmøntningen af guld og sølv.

Sølvmønterne blev brugt i den daglige handel, mens guldmønterne kan være bestemt til

kapitalisering, samling af formuer og muligvis religiøse formål (Kellner 1990: 17f.). Til

møntmetallet blev romerske og græske mønter indsmeltet (Kellner 1990: 24f.).

Ligesom jernforarbejdningen har fremstillingen af glassmykker, primært armringe og perler

(Gebhard 1989) har været af stor betydning, mens bronzehåndværket (van Endert 1991) kun

spillede en underordnet rolle.

Store mængder af dyreknogler, især grise og kvæg samt får og geder, påviser dyrehold i

bosættelsen, men også import af levende dyr og deres slagtning (Boessneck et al. 1971).

Kranier dominerer de menneskelige knoglefund, og det formodes, at der i LT C såvel som LT

D har været dyrket en slags kraniekult i Manching (Lange 1983: 105ff.).

13


Produktionen af keramik, såvel groft som drejet og grafitkeramik (af importeret grafitler), kan

ses i det omfattende fundmateriale (Kappel 1969, Maier 1970, Pingel 1971, Stöckli 1979).

Fra starten af det 2. århundrede f. Kr. (Will 1987) blev vin fra Italien importeret i amforer via

Rhône, Saône, Rhinen og Donau. Da der næsten ikke er fundet amforer længere mod øst

(Stöckli 1979: 189f.), må Manching have kontrolleret vinhandlen. Importen af amforer

stopper omkring midten af første halvdel af 1. århundrede f. Kr.

Udover det er der mange andre importvarer, som viser handelsforbindelser med Italien mod

syd, Gallien mod vest og Bøhmen mod nordøst samt Ungarn mod øst (van Endert 1991: 108).

Et stort guldfund på 483 guldstatere fra Bøhmen (Sievers et al. 2000: 378ff.) understreger

betydningen af Manching som handels- og produktionscenter.

Fund fra udgravningerne i 1996-1999 (Sievers et al. 2000: 386ff.) viser, at området ved den

gamle Donau-flodarm ”Dürre Au” har haft en særlig funktion, sandsynligvis var dette

Manchings havn.

Bosættelsen i Manching begynder i mellem-La Tène, med gravpladserne Hundsrucken

(overgang LT B2/LT C) og Steinbichel (LT C) (Krämer 1985). I slutningen af LT C1 udvides

det bebyggede område betydeligt (se fig. 10; Gebhard 1989: 183ff.), og bosættelsens

betydning voksede. Fra dette tidspunkt kan man tale om en regulær by. Mens den tæt

bebyggede bykerne prægedes af håndværk, import og handel, var den mere spredte

bebyggelse mod nord præget af landbrugsaktiviteter (Sievers 1989: 97ff.).

På Manchings areal var der flere områder, som kan have tjent et kultisk formål. Allerede

Krämer (1957: 39) identificerer et lille tempel, også et bygningskompleks fra 1971-

udgravningen tolkes som tempeldistrikt med et rundt omgangstempel (Schubert 1983).

Endelig er der i 1984 fundet det såkaldte kulttræ (Maier 1990). Kulttræet, som blev opbevaret

i en forgyldt træbeholder, består af træ med pålagt bladguld samt blade og stilke af forgyldt

bronze og repræsenterer et egeskud, som omslynges af vedbend. Det har været del af en

trækult (Maier 2001). Dekorationen på kulttræet og dets beholder er delvis inspireret af

Middelhavsområdet, delvis typisk keltisk. Også fremstillingsmåden stammer fra Middelhavet,

men træet blev fremstillet lokalt (Maier et al. 1998).

I slutningen af LT C blev det ubefæstede Manching ødelagt (Sievers 1989) og genopbygget,

nu med anlæggelsen af et forsvarsværk. Da den 7,2 km lange Murus Gallicus krævede

enorme mængder materiale (Maier et al. 350ff.), må en central styring af genopbygningen

antages.

14


figur 9. Manching i LT C. Bebygget areal er skraveret, tæt bebygget areal krydsskraveret. Vandløb er

blå, gravpladser er gengivet med en prik.

figur 10. Manching i LT D. Bebygget areal er skraveret, tæt bebygget areal krydsskraveret;

Ringvolden er tegnet op i rødt, hvor forløbet er usikkert i lyserødt. Vandløb er blå, formodede

vandløb lyseblå.

15


I LT D voksede det bebyggede område mere og mere, men fyldte aldrig hele befæstningen;

yderområderne blev stadigvæk brugt til landbrug (Maier et al. 1992: 444ff.). En generel

omstrukturering af bosættelsesmønstret kan ikke fastslås.

Anden halvdel af LT D1 var en periode af langsom nedgang for Manching: Flere af

handelsforbindelserne var afbrudt, og der er tegn på genbrug af skrotmetal (Sievers et al.

2000: 376f.).

Det er ikke muligt at fastslå én overordnet dato for, hvornår Manching blev forladt. Efter

østportens brand i sen LT D1 var befolkningen åbenbart ikke stor og ressourcerig nok til at

genopbygge befæstningen, hvilket tyder på, at det store handels- og befolkningscenter

allerede havde været i nedgang i en tid. De yngste fibler fra Manching stammer fra tredje

fjerdedel af 1. århundrede f. Kr. (Gebhard 1991: 104), derefter er stedet forladt.

Alt i alt må nedgangen være begyndt engang i første halvdel af 1. århundrede f. Kr.; men den

økonomiske magt i storhedsperioden (LT C og starten af LT D1) var stor nok til at bremse det

endegyldige forfald i en lang årrække.

Kelheim

Floden Altmühl danner sammen med Donau en omtrent trekantet halvø, kaldt Michelsberg.

På denne halvø er der befæstningsanlæg og bebyggelsesspor fra La Tène-perioden.

Den ydre vold, som også har en voldgrav, er 3,5 km lang og afskærer et areal på 650 ha, og

der er 3 Zangentore (Collis 1975: 117). Konstruktionen af den ydre vold er ikke undersøgt.

Langs Altmühl er der en simpel jordvold som også dateres til La Tène. Da den ikke har nogen

indre konstruktion, er der nok tale om et dige mod oversvømmelser (Herrmann 1970: 95f.).

Den ca. 900 m lange indre vold blev undersøgt i 1971 (Herrmann 1973). Den ligger omtrent

1,5 km øst for den ydre vold, og udgravningerne har påvist to konstruktionsfaser. Begge

faserne blev bygget som Pfostenschlitzmauer, i den ældre fase var der 1,55-1,94 m mellem

stolperne, i den yngre fase kun mellem 90 cm og 1,52 m (Herrmann 1973: 139). Der er ikke

fundet vandrette forankringsstolper, men disse kan simpelthen ikke være bevaret. Murens

højde skønnes til at have været mindst 6 m, og der har været et Zangentor.

Herrmann (1973: 139) angiver de enkelte fasers levetid med ca. en generation, og den yngre

fase bærer præg af at være en reparation af den ældre: Stolperne er sat mindre end 1 m foran

den ældre fases stolper, og den formindskede afstand mellem de bærende stolper viser, at

16


konstruktionsmåden endnu ikke var færdigudviklet. Også på den yngre fase er der udført

reparationer (Herrmann 1973: bilag 3).

På Michelsberg er der desuden flere andre befæstningsanlæg, som ikke hører til La Tène-

perioden (Herrmann 1970: 91f.). Syd for Donau er der dog en serie volde, én muligvis med

Zangentor (Collis 1975: 117).

figur 11. Kelheim (Collis 1975: 116), egen skravering for at vise formodet bosættelse.

Selvom arealet mellem den ydre og den indre mur er meget stort, synes det ikke at have været

bebygget. Der er derimod et meget stort antal af gruber og slaggebjerge (Reinecke 1937), og

der er også udgravet jernudvindingsovne, en af dem fra La Tène (Behaghel 1940). Selvom

ikke alle gruberne (der er 4 fire forskellige typer, Collis 1975: 118) er fra La Tène, har der

foregået en jernudvinding på stedet – og det er denne produktion, den ydre mur må formodes

at beskytte.

Lige indenfor den indre vold er der ved prøvegravninger på den let skrånende nordside af

Michelsberg fremkommet tre grubehuse (Herrmann 1970: 93ff.), som kan dateres til

befæstningens brugsperiode. Der blev også fundet en fundtom grube ca. 300 m udenfor den

indre vold, muligvis også et grubehus.

17


Kernebosættelsen må formodes at ligge andetsteds: Lige vest for Kelheim gjordes i 1930’erne

mange tilfældige fund af La Tène-genstande, og en grav med bl.a. grafitkeramik og våben

blev udgravet (Herrmann 1970: 92f., Collis 1975: 117).

Závist

18 km syd for Prag, på Moldau-flodens højre bred og tæt på Berounkas munding, ligger

Závist.

Anlægget strækker sig over to bakker, som adskilles af en smal, dyb dal. Mod Moldau er der

en stejl skrænt, det er derfor nemmest at nærme sig anlægget østfra – og det er også dér, de

fleste befæstninger er anlagt. Závists samlede areal er 170 ha, som fordeler sig på flere mere

eller mindre adskilte dele, og der er i alt 13 porte; 7 af disse kan klassificeres som ”inturned

entrances” eller Zangentore (se fig. 12). Det bør påpeges, at portene ikke alle var samtidige.

Udgravningerne begyndte i 1963 og fortsatte frem til 1989.

Den sydlige bakketop kaldes også for ”Akropolis”. Her er der mange bebyggelses- og

befæstningsfaser allerede i yngre bronzealder.

I sen Hallstatt- og tidlig La Tène-tid blev der på Akropolis bygget et omtrent firkantet

forsvarsanlæg, som beskyttede en kultbygning med stenfundament. Et hoved af sandsten

(Jansová 1966), som kan have været en del af denne helligdom, blev senere genbrugt som

offergave i port N (Drda & Rybová 1993: 66).

Efter en fase uden bosættelse på ca. 200 år (Drda & Rybová 1993: 50) blev området bebygget

igen i slutningen af LT C1, ca. 180 f. Kr. Som et provisorisk forsvar blev der opført en min.

430 m lang palisade, siden blev hovedvolden og den foranliggende vold bygget – delvis på

resterne af befæstningen fra tidlig La Tène, som ud over selve Akropolis også omfattede en

vold på det sted, hvor port D ligger (Jansová 1967: 604f.).

Ved port D, et Zangentor af type 2, er der i alt afdækket 6 befæstningsfaser, den ældste blev

allerede nævnt. Fase 2 kan ikke dateres nøjagtigt, fase 3 bestod af en tørstensmur og blev

opført i LT D1 (Drda & Rybová 1993: 58). Fase 4 var bygget som Pfostenschlitzmauer, og

kan dateres til midten af 1. århundrede f. Kr. (Jansová 1967: 604). I den yngste fase blev

porten spærret med en barrikade af to trævægge med jordfyld imellem (Jansová 1967: 604),

denne barrikade blev senere brændt ned. Sammen med et forråd af sten til slynger peger dette

på en erobring af anlægget. Foran volden med port D var der anlagt en yderligere befæstning

med to volde, gennembrudt af port A.

18


figur 12. Závist (Motyková, Drda & Rybová: 416).

Den vigtigste tilgangsvej til anlægget skiftede

gennem tiden: I begyndelsen gik der en vej fra

port D til port N (Drda & Rybová 1993:

52ff.). Port N blev ombygget mindst én gang,

men i LT D1 var vejen blevet for stejl og for

smal til den voldsomt øgede trafik. Port N

blev muret til, vejen blev omlagt, og port F

byggedes længere mod sydvest (Drda &

Rybová 1993: 58ff.). Ligesom port C var den

ikke udført som Zangentor, men begge

indgange var heller ikke del af den ydre

forsvarslinie.

figur 13. Rekonstruktion af port D (Motykova, Drda & Rybová 1978: 75).

19


Også port A (Motyková, Drda & Rybová 1990b) har været ombygget flere gange, og i en af

faserne er der begravet et afhugget menneskehoved under konstruktionen (Motyková, Drda &

Rybová 1990b: 336).

Den nordlige bakke, Šance, blev først befæstet i sen La Tène (Jansová 1971: 280), og at

dømme fra vejene over voldgraven blev volden ikke færdigbygget. Et anlæg ud for

befæstningens nordøstlige hjørne kan muligvis være en Viereckschanze (Jansová 1971).

Fra LT C2 har Akropolis-plateauet (nr. 1 på fig. 12) været bebygget med store, indhegnede

gårdsanlæg med store, stolpebyggede huse, udehuse, grubehuse og små værksteder. Dette har

været et af de mere velhavende kvarter, der er bl.a. fundet bronzekar, spejle, ringe og 6 guld-

og sølvmønter (Motyková, Drda & Rybová 1990a: 415f.). Denne bebyggelse fortsatte til LT

D2. Også andre steder indenfor befæstningen er der fundet lignende gårde.

Området øst for befæstningerne (nr. 2 på fig. 12) var kun bebygget i LT D1, her har der ud

over gårde med landbrugsproduktion været værksteder til fremstilling af møntblanketter og

også et møntsted (Jansová 1974); bag port D har der bl.a. været en smedje og et værksted til

bronzestøbning. Også nær Akropolis er der fundet spor efter håndværk, bl.a. jernforarbejdning

og fremstilling af fibler. Under to husindgange er der fundet begravede nyfødte (Jansová

1974: 28). Værkstederne var tydeligvis samlet efter de enkelte håndværk (Collis 1975: 95,

Motyková, Drda & Rybová 1990a: 417ff., 424).

Da anlægget ligger i et fredet naturområde og er beskyttet som nationalt mindesmærke, har

det ikke været muligt at undersøge området nedenfor Akropolis, hvor de førende familiers

gårde samt markeds- og forsamlingspladser kan være placeret (Motyková, Drda & Rybová

1990a: 423).

Závist har været beboet af et social stratificeret samfund, denne sociale hierarki fandtes

allerede i oppidum’ets grundlæggelsesfase (Motyková, Drda & Rybová 1990a: 425). Den

centrale beliggenhed, hvor den nord-sydlige handelsvej langs Moldau og vejen langs

Berounka mødes, og de omfattende forsvarsanlæg, tyder på, at Závist var Bøhmens magt- og

forvaltningscentrum i sen La Tène, og muligvis stadigvæk var en helligdom (Jansová 1971:

280). Til sidst blev anlægget dog erobret og efterfølgende forladt.

20


Hrazany

Hrazany ligger ca. 40 km syd for Prag, på et højdedrag ved Moldau-flodens højre bred, og

indtager de to bakketoppe Doubí (431 m over havet) og Červenka (377 m) samt området

imellem. Anlægget ligger således 100-200 m over Moldau (se også fig. 14) og omfatter et

areal på ca. 40 ha. Heraf fylder den sydvestlige ydre befæstning ca. 5-6 ha, den nordlige knap

3 ha (Jansová 1986: 14ff.). Anlægget blev undersøgt fra 1951 til 1963.

figur 14. Hrazany. 1 bevaret befæstning; 2 formodet befæstning; 3 porte; 4 terrasser; 5

middelalderlige anlæg på Červenka; 6 formodet vejforløb til port E; 7 udgravede områder; 8 nutidige

veje (Jansová 1986: bilag 1).

21


I den egentlige befæstning er der 4 porte A-D (se fig. 14), i de ydre befæstninger eller

forborge er der én port hver (E og F). Kun portene A-C blev undersøgt, desuden dele af

arealet indenfor voldene.

Der er to faser i befæstningen, ved port A er der dog tre faser. Alle faserne blev bygget som

Pfostenschlitzmauer. I den ældre fase var der 120 cm mellem stolperne, og volden bag muren

var 5 m bred. Den yngre fase havde noget mindre afstand mellem stolperne, 96-130 cm ved

port A (med en gennemsnitsværdi på 113 cm), helt ned til 50-80 cm ved port B (Jansová

1986: 18, 37). Stenmurene mellem stolperne har ikke kun været til pynt, men været et solidt,

bærende element. Den yngre vold var 10 m bred, afstanden mellem den ældre og den yngre

frontmur var 2-2,60 m (Jansová 1986: 38). Der er kun gravet en mindre voldgrav foran muren

på Doubí-bakken (Jansová 1986: 69), hvor der også har været en ydre befæstning. Andre

steder var skrænten stejl nok til at gøre en grav unødvendig.

Alle portene er asymmetriske. Port B ligner et Zangentor, type 2, men har runde hjørner i

stedet for rette vinkler; port D kan være bygget lignende; de andre porte er utypiske og må

formodes at være lokale former.

Hele Hrazanys areal har været tæt bebygget allerede fra den første befæstningsfase, og

bebyggelsen fortsætter til den yngste befæstningsfase (Jansová 1986: 30ff, 45ff., 61ff.). I

lavningen mellem de to bakketoppe er der flere indhegnede gårdsanlæg, nogle af dem i flere

faser; hver gård havde sin egen brønd. Udover det har der, især tæt på portene, foregået

omfattende metallurgisk aktivitet: I og omkring op til 20 m lange huse er der fundet spor af

bronzestøbning, jernudvinding og smedning, åbenbart opdelt efter de enkelte brancher

(Jansová 1986: 71). Også støbeformer til palmetteformede bæltespænder fremkom – en type

med forbindelser både til Ungarn, Gallien og Norditalien (Jansová 1960: 676, Werner 1963).

Hovedparten af fundene er keramik, for det meste groft hverdagskeramik. Grafitkeramik og

bemalede kar optræder ikke i den ældste fase, derimod er der her fundet en ottendedels-

guldstater, udover denne er to sølvmønter med hestemotiv de eneste møntfund.

Bevaringsforholdene for metal, ben og knogler er generelt dårlige, og der er kun fundet 15

fragmenterede fibler (Jansova 1986: 71).

Ved hjælp af fiblerne og keramikken kan den ældste bygningsfase (både for befæstningen og

bebyggelsen) dateres til overgangen mellem LT C og LT D; der er stadigvæk mellem-La

Tène-typer i keramikken. Port A’s mellemste fase ligger tættere på den ældste fase.

Bebyggelsens yngste fase i lavningen er dateret til slutningen af LT D af en Almgren 65-fibel

og skålformede fibler. Da denne fase af bebyggelsen ikke strækker sig helt til befæstningen,

er dennes yngste fase mere vanskelig at datere præcist (Jansová 1986: 70f.).

22


Både den ældre og den yngre fase af Hrazany har været udsat for vold: Der er brandspor på

første fase af port A samt på flere af de indhegnede gårde, og i den sidste fase blev der opført

en barrikade i port B; desuden er der brandspor på alle undersøgte anlæg fra denne fase. Et

fragment af en jernfibel (Jansová 1986, tavle 69: 12) daterer barrikaden til LT D3.

Hrazany var et mellemstort anlæg ved handelsvejen langs Moldau. Manglende råstoffer og et

tyndt befolket opland forhindrede udviklingen til en større handelsplads, men hjulspor i port F

viser at stedet fortsatte som en travl vejstation til kort før år 0 (Jansová 1965: 85).

Sammenligning af de præsenterede eksempler

definition af begrebet ”oppidum”, udvikling i befæstning, overordnede træk

Efter at have præsenteret disse 7 eksempler på befæstede anlæg fra (hovedsageligt sen) La

Tène kan begrebet ”oppidum” defineres mere nøjagtigt. Siden kan det bestemmes, hvilke af

anlæggene falder ind under betegnelsen – og hvilke ikke gør.

Collis definerer et oppidum ud fra størrelsen, som et ”defended site over 25 ha” (Collis 1975:

indledning, unummereret). Selvom denne inddeling synes vilkårligt, kan den i princippet godt

bruges, da en vis størrelse er nødvendigt for at et anlæg kan have haft mere end kun lokal

betydning. Problemet er bare, at Collis er inkonsekvent og i sit katalog af befæstede anlæg fra

sen-La Tène også klassificerer flere anlæg under 25 ha (f. eks. Freinberg, Collis 1975: 78f.,

České Lhotice og Nevězice, Collis 1975: 97ff.) som oppida.

Størrelsen kar dog ikke være den eneste faktor i definitionen af et oppidum. Var det sådan,

skulle Kelheim (med 650 ha) være det mest betydningsfulde af de præsenterede anlæg, mens

Heidengraben ved Grabenstetten (næsten 1500 ha, Collis 1975: 146) var endnu mere vigtig.

Begge steder er der dog kun sparsommelige fund, der ikke retfærdiggør antagelsen om en stor

og diversifikeret befolkning. Størrelsen kan derimod ved Kelheim forklares med ønsket om at

inddrage jernforekomsterne, ved Grabenstetten måske med de topografiske forhold – det var

nemmere at befæste de få adgange til plateauet end at anlægge en mindre befæstning som kun

omfattede dele af det.

Nash (1976: 107) nævner tre hovedtræk ved urbaniserede oppida: deres defensive

karakteristika, funktionen som handelsplads og en forholdsvis stor befolkning som ikke

udelukkende lever af landbrug, men også driver handel og håndværk. Mange oppida ligger

desuden på eller nær handelsruter, for det meste tæt på floder (Nash 1976: 99).

Sammenholdes disse faktorer med de præsenterede eksempler, tegner der sig et nyt billede:

23


Bern-Engehalbinsel, Závist og Hrazany har haft en større befolkning, og denne har i hvert fald

delvis været beskæftiget med typiske erhverv for et oppidum. I Zarten opfyldes kravene af

den tilstødende bosættelse, oppidum’et var kun planlagt. I tilfældet af at bosættelsens flytning

indenfor befæstningen var sket, vil denne aldeles kunne betegnes som urbaniseret oppidum. I

Kelheim er der ikke udgravet nogen tæt bebygget område, men den formodede

kernebosættelse vil sandsynligvis have haft en tilstrækkelig størrelse. Inddragelsen af

jerngruberne i den ydre befæstning viser i hvert fald, at en produktion (og muligvis senere

handel) af jern har været af betydning.

Hvad angår Manching, så kan der slet ikke være nogen diskussion: Beviserne på

langtrækkende handelsforbindelser og specialiserede håndværk er mange.

Otzenhausen derimod falder ud af rammen: Både dens beliggenhed i det skovrige Hunsrück

og manglen på bemærkelsesværdige fund fra sen La Tène peger på, at anlægget nok kun har

været en flugtborg for den omkringboende befolkning.

figur 15. Kort over udbredelsen af Murus Gallicus. 24 Otzenhausen; 27 Zarten; 28 Manching (van

Endert 1987: 85).

24


figur 16. Kort over udbredelsen af Pfostenschlitzmauer med bagvedliggende rampe. 9 Kelheim; 10

Manching; 13 Závist; 14 Hrazany (van Endert 1987: 85).

Ved at sammenligne de forskellige anlægs befæstningsværk er det muligt at påvise nogle

tendenser med hensyn til befæstningen af oppida. Murus Gallicus-typen stammer fra det

centrale Gallien, men har også været brugt i Centraleuropa, om end kun i et tilfælde:

Otzenhausen, Zarten og Bern-Engehalbinsel kan indordnes som hørende til Galliens ydre

periferi. I Manching bruges typen derimod bevidst ved opførelsen af et imponerede

forsvarsværk, der kan muligvis have været prestige i at bygge på denne måde. Manching

tjener også som belæg for en anden observation: Modsat Cæsars beretninger synes Murus

Gallicus at have været en forældet type i Gallerkrigenes tid, den blev erstattet af

glaciskonstruktioner i det nordlige Gallien og af Pfostenschlitzmauer i Centraleuropa. Dette

kan have været båret af vanskeligheden ved at reparere en Murus Gallicus (den skulle så rives

helt ned og bygges forfra), mens Pfostenschlitzmauer-konstruktionen nemt kan sættes foran –

og også nemt kan repareres.

Zangentor derimod synes at have slået igennem i hele det keltiske område: Den er udbredt fra

Gallien i vest til Bøhmen i øst, og bliver åbenbart ikke erstattet af en nyere type.

Hvad angår de enkelte anlægs ende, er det interessant at påpege, at både Zarten og Bern-

Engehalbinsel bliver forladt omkring midten af det 1. århundrede f. Kr., hvilket passer meget

godt med helvetiernes vandring som den skildres af Cæsar. Závist og Hrazany blev ødelagt

25


kort før år 0 – en sammenhæng med germanernes indtrængen i Bøhmen trænger sig på, men

kan endnu ikke bevises endegyldigt.

Manching derimod har gennemgået en længere periode med nedgang og opgives efterhånden;

der er ingen drastisk begivenhed der fører til dets endeligt.

Sammenlignes de præsenterede eksemplers beliggenhed, kan det fastholdes, at 6 af dem er

anlagt enten på bakketoppe eller på relativt højtliggende områder, i nogle tilfælde også

beskyttet af floder. Placeringen er åbenbart valgt ud fra forsvarsmæssige synspunkter, og den

befæstede bosættelse fik siden en overregional betydning. Hos Manching er det omvendt: Her

eksisterer der en meget vigtig handels- og produktionsplads i et fladt område, som på trods af

flere vandløb må have været vanskeligt at forsvare. Først efter en ødelæggelse i slutningen af

det 2. århundrede f. Kr. anlægges ringvolden for at befæste pladsen.

Kort sagt bliver de fleste oppida placeret hvor de er nemmest at forsvare, selvfølgelig ikke

uden at tage hensyn til handelsveje, ressourceforekomster og lignende. Manching er allerede

placeret på et forsvarsmæssigt dårligt sted, men på grund af bosættelsens store betydning

vælges en omkostningsfuld opførelse af en 7,2 km lang Murus Gallicus frem for at flytte til en

lokalitet som kunne være nemmere at forsvare.

En sådan beslutning kan kun være truffet med baggrund i Manchings helt overvældende

betydning som produktions- og handelscenter for de omliggende områder.

Břeň (1976: 94) siger, at Gallien (eller rettere, det keltisk beboede område) ikke som af Cæsar

skal inddeles i tre dele, men i fire, hvor den fjerde er Centraleuropa. Dette fjerde områdes

center var Manching.

26


Litteraturliste

Behaghel, Heinz (1940): Eine Eisenverhüttungsanlage der Latènezeit im Oppidum auf dem Michelsberg bei Kelheim-Donau; i: Germania 24, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 111-118

Boessneck, Joachim et al. (1971): Die Tierknochenfunde aus dem Oppidum von Manching, Die Ausgrabungen in Manching 6; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Břeň, Jíří (1976): Earliest Settlements with Urban Character in Central Europe; i: Cunliffe, Barry & Trevor Rowley (red.): Oppida: the Beginnings of Urbanisation in Barbarian Europe,Papers presented to a Conference at Oxford, October 1975, BAR Supplementary Series 11, Oxford; sider 81-94

Collis, John Ralph (1975): Defended Sites of the Late La Tène in Central and Western Europe, BAR Supplementary Series 2, Oxford

Collis, John Ralph (1984): Oppida, earliest towns north of the Alps; Department of Prehistoryand Archaeology, University of Sheffield

Collis, John Ralph (1997): The European Iron Age; Routledge, London

Collis, John Ralph & Ian Beith McLaren Ralston (1976): Late La Tène Defences; i: Germania 54, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 135-146

Cotton, M. Aylwin (1957): Muri Gallici; appendix i: Wheeler, R. E. Mortimer & Katherine M. Richardson (1957): Hill-Forts of Northern France; Reports of the Research Committee of the Society of Antiquaries of London, University Press, Oxford; sider 159-216

Dannheimer, Hermann & Rupert Gebhard (Hrsg., 1993): Das keltische Jahrtausend, Landesausstellung des Freistaates Bayern, Prähistorische Staatssammlung, und der Stadt Rosenheim vom 19. Mai – 1. November 1993 im Lokschuppen Rosenheim; Ausstellungskataloge der prähistorischen Staatssammlung 23, Verlag von Zabern, Mainz

Deecke, Wilhelm (1934): Jahresbericht 1933; i: Badische Fundberichte 3/5, Ausschuß für Ur-und Frühgeschichte Badens; sider 138-176

Dehn, Wolfgang (1937a): Der Ring von Otzenhausen; i: Germania 21, Römisch-GermanischeKommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 78-82

Dehn, Wolfgang (1937b): Der Ring von Otzenhausen; i: Germania 21, Römisch-GermanischeKommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 229-232

Dehn, Wolfgang (1960): Einige Bemerkungen zum „Murus Gallicus“; i: Germania 38, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 43-55

Dehn, Wolfgang (1961): Zangentore an spätkeltischen Oppida; i: Památky archeologické 52, 2, Archeologický ústav, Československá akademie věd, Praha; sider 390-396

27


Dehn, Wolfgang (1970): Noch einmal zum „Murus Gallicus“; i: Germania 47, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 165-168

Drda, Petr (1971): Vorburg und Unterburg des Oppidums Závist; i: Archeologické rozhledy 23, Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha; sider 282-287

Drda, Petr & Alena Rybová (1993): Oppidum Závist. Tore und Wege in seiner Geschichte; i: Památky archeologické 84, 2, Institute of Archaeology, Praha; sider 49-68

Fischer, Franz (1962): Beiträge zur Kenntnis von Tarodunum; i: Badische Fundberichte 22, Staatliches Amt für Ur- und Frühgeschichte Freiburg & Staatliches Amt für Denkmalpflege, Abteilung Ur- und Frühgeschichte Karlsruhe; sider 37-49

Fritsch, Thomas (2007): Der „Hunnenring“ bei Otzenhausen, i: Archäologie in Deutschland 2/2007, Konrad Theiss Verlag, Stuttgart; sider 62-65

Gebhard, Rupert (1989): Der Glasschmuck aus dem Oppidum von Manching, Die Ausgrabungen in Manching 11; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Gebhard, Rupert (1991): Die Fibeln aus dem Oppidum von Manching, Die Ausgrabungen in Manching 14; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Herrmann, Fritz-Rudolf (1970): Testgrabung im Oppidum von Kelheim 1964. Vorbericht; i: Germania 47, 1969, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 91-96

Herrmann, Fritz-Rudolf (1973): Die Grabung am inneren Wall im Oppidum von Kelheim im Jahre 1971; i: Germania 51, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter &Co., Berlin; sider 133-146

Jacobi, Gerhard (1974): Werkzeug und Gerät aus dem Oppidum von Manching, Die Ausgrabungen in Manching 5; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Jansová, Libuše (1960): Erforschung des keltischen Oppidums in Hrazany an der Mittelmoldau im Jahre 1951-1959; i: Archeologické rozhledy 12, Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha; sider 650-676

Jansová, Libuše (1965): Hrazany, keltské oppidum na Sedlčansku, Památníky naší minulosti 3; Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha

Jansová, Libuše (1966): Kamenná hlava y keltského oppida nad Závistí (Der steinerne Kopf vom keltischen Oppidum oberhalb Závist); i: Archeologické rozhledy 18, Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha; sider 249-263

Jansová, Libuše (1967): Hradiště nad Závistí. Výzkum brány na jihovýchodním úpatí hradištěv roku 1996 (Die Erforschung des Tors am Hradiště oberhalb Závist); i: Archeologické rozhledy 19, Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha; sider 597-605

28


Jansová, Libuše (1971): Keltisches Oppidum Závist. Heutiger Stand der Ausgrabungen und ihre Ergebnisse; i: Archeologické rozhledy 23, Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha; sider 273-281

Jansová, Libuše (1974): Zur Münzprägung auf dem Oppidum Závist, Památky archeologické 65, Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha; sider 1-33

Jansová, Libuše (1986): Hrazany - Das keltische Oppidum in Böhmen 1, Archeologický ústav,Československá akademie věd, Praha

Kappel, Irene (1969): Die Graphittonkeramik von Manching, Die Ausgrabungen von Manching 2; Römisch-Germanische Kommission, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Kellner, Hans-Jörg et al. (1990): Die Münzfunde von Manching und die keltischen Fundmünzen aus Südbayern, Die Ausgrabungen in Manching 12; Römisch-Germanische Kommission, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Kraft, Georg (1931): Der Randwall des Refugium bei Zarten (Tarodunum); i: Badische Fundberichte 2/8 Ausschuß für Ur- und Frühgeschichte Badens; sider 296-298

Kraft, Georg (1936): Fundschau 1934/35; i: Badische Fundberichte 3/10/12, Ausschuß für Ur- und Frühgeschichte Badens; sider 348-398

Krämer, Werner (1957): Zu den Ausgrabungen in dem keltischen Oppidum von Manching 1955; i: Germania 35, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 32-44

Krämer, Werner (1962): Manching II. Zu den Ausgrabungen in den Jahren 1957 bis 1961; i: Germania 40, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 293-317

Krämer, Werner & Franz Schubert, med et bidrag af Karl Brunnacker (1970): Die Ausgrabungen in Manching 1955-1961. Einführung und Fundstellenübersicht, Die Ausgrabungen von Manching 1; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Krämer, Werner (1985): Die Grabfunde von Manching und die latènezeitlichen Flachgräber in Südbayern, Die Ausgrabungen in Manching 9; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Lange, Günter (1983): Die menschlichen Skelettreste aus dem Oppidum von Manching, Die Ausgrabungen von Manching 7; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Maier, Ferdinand (1970): Die bemalte Spätlatène-Keramik von Manching, Die Ausgrabungen in Manching 3; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Maier, Ferdinand (1986): Vorbericht über die Ausgrabung 1985 in dem spätkeltischen Oppidum von Manching; i: Germania 64, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 1-43

29


Maier, Ferdinand (1990): Das Kultbäumchen von Manching. Ein Zeugnis hellenistischer und keltischer Goldschmiedekunst aus dem 3. Jahrhundert v. Chr., i: Germania 68, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 129-165

Maier, Ferdinand et al. (1992): Ergebnisse der Ausgrabungen 1984-1987 in Manching, Die Ausgrabungen in Manching 15; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Maier, Ferdinand et al. (1998): Zur Vergoldungstechnik des keltischen Kultbäumchens und hellenistischer Blattkränze, i: Germania 76, 1. Halbband, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 177-216

Maier, Ferdinand (2001): Eiche und Efeu. Zu einer Rekonstruktion des Kultbäumchens von Manching, i: Germania 79, 2. Halbband, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 297-307

Motyková, Karla, Petr Drda & Alena Rybová (1978): Závist, keltské hradiště ve středních Čechách, Památniky naší minulosti 9; Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha

Motyková, Karla, Petr Drda & Alena Rybová (1990a): Die Siedlungsstruktur des Oppidums Závist – Zum heutigen Forschungsstand; i: Archäologisches Korrespondenzblatt 20, Heft 4, Verlag des Römisch-Germanischen Zentralmuseums, Mainz; sider 415-426

Motyková, Karla, Petr Drda & Alena Rybová (1990b): Oppidum Závist – Prostor brány A v předsunutém šívojém opevnění (Oppidum Závist – Der Raum des Tores A in der vorgeschobenen Abschnittsbefestigung); i: Památky archeologické 81, Academia, nakladatelství Československé akademie věd, Praha; sider 308-433

Müller-Beck, Hansjürgen & Elisabeth Ettlinger (1974): Die Besiedlung der Engehalbinsel in Bern auf Grund des Kenntnissstandes vom Februar des Jahres 1962; i: Bericht der Römisch-Germanischen Kommission 43-44, 1972-1973, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 107-153

Nash, Daphne (1976): The Growth of Urban Society in France; i: Cunliffe, Barry & Trevor Rowley (red.): Oppida: the Beginnings of Urbanisation in Barbarian Europe, Papers presented to a Conference at Oxford, October 1975, BAR Supplementary Series 11, Oxford; sider 95-133

Pingel, Volker (1971): Die glatte Drehscheiben-Keramik von Manching, Die Ausgrabungen in Manching 4; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Reinecke, Paul (1937): Bodendenkmale spätkeltischer Eisengewinnung an der untersten Altmühl; i: Berichte der Römisch-Germanischen Kommission 24-25, 1934-1935, Reichsverlagsamt, Berlin; sider 128-228

Schindler, Reinhard (1968): Zur Burgwallkeramik der Hunsrück-Eifel-Kultur; i: Claus, Martin, Werner Haarnagel & Klaus Raddatz (1968): Studien zur europäischen Vor- und Frühgeschichte, Karl Wachholtz Verlag, Neumünster; sider 85-94

30


Schubert, Franz (1984): Neue Ergebnisse zum Bebauungsplan des Oppidums von Manching; i: Berichte der Römisch-Germanischen Kommission 64, 1983, Verlag von Zabern, Mainz; sider 5-19

Schubert, Franz (1992): Metrologische Untersuchungen zu einem keltischen Längenmaß; i: Germania 70, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 293-305

Schubert, Franz (1994): Zur Maß- und Entwurfslehre spätkeltischer Holzbauten im Oppidum von Manching. Untersuchungen zu Grundrisstypen, Bauten und Baustrukturen; i: Germania 72, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 133-192

Sievers, Susanne (1989): Die Waffen von Manching unter Berücksichtigung des Übergangs von LT C zu LT D. Ein Zwischenbericht; i: Germania 67, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 97-120

Sievers, Susanne et al. (1998): Vorbericht über die Ausgrabungen 1996-1997 im Oppidum von Manching; i: Germania 76, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 619-672

Sievers, Susanne (1999): Manching – Aufstieg und Niedergang einer Keltenstadt; i: Berichte der Römisch-Germanischen Kommission 80; Verlag von Zabern, Mainz; sider 5-24

Sievers, Susanne et al. (2000): Vorbericht über die Ausgrabungen 1998-1999 im Oppidum von Manching; i: Germania 78, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 355-394

Stöckli, Werner Ernst (1975): Bemerkungen zur räumlichen und zeitlichen Gruppierung der Funde im Oppidum von Manching; i: Germania 52, 1974, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 368-385

Stöckli, Werner Ernst (1979): Die Grob- und Importkeramik von Manching, Die Ausgrabungen in Manching 8; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

van Endert, Dorothea (1987): Das Osttor des Oppidums von Manching, Die Ausgrabungen von Manching 10; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

van Endert, Dorothea (1991): Die Bronzefunde aus dem Oppidum von Manching, Die Ausgrabungen in Manching 13; Römisch-Germanische Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts zu Frankfurt am Main, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden

Wagner, Heiko (2001): Die latènezeitliche Siedlung Zarten (Tarodunum) und die Besiedlung des Zartener Beckens, i: Germania 79, 1. Halbband, Römisch-Germanische Kommission, Verlag von Zabern, Mainz; sider 1-20

Wagner, Karl Heinz (1938): Die keltische Mauer von Manching, BA. Ingolstadt; i: Germania 22, Römisch-Germanische Kommission, Verlag Walter de Gruyter & Co., Berlin; sider 157-160

31


Weber, Gabriele (1989): Neues zur Befestigung des Oppidums Tarodunum, Gde. Kirchzarten,Kreis Breisgau-Hochschwarzwald; i: Fundberichte aus Baden-Württemberg 14, E. Schweizerbart’sche Verlagsbuchhandlung (Nägele u. Obermiller), Stuttgart; sider 273-288

Werner, Joachim (1963): Aquileia – Vezem – Hrazany. Palmettenförmige Gürtelschließen auspannonischen und boischen Oppida; i: Alt-Thüringen 6, 1962-1963, Hermann Böhlaus Nachfolger, Weimar; sider 428-435

Will, Elizabeth Lyding (1987): The Roman Amphoras from Manching: a Reappraisal; i: Bayerische Vorgeschichtsblätter 52, C.H. Beck’sche Verlagsbuchhandlung, München; sider 21-36

32


Bilag

Kronologiskemaer af Reinecke, Déchelette og Viollier sammenholdt, tilnærmet absolut kronologi

(Collis 1975: 5).

Reineckes kronologiskema sammenholdt med nye absolutte dateringer (Kellner 1990: 31).

33

Manching med mere. Et sammenlignende studie af 7 centraleuropæiske oppida fra sen La Tène

Documents

Transcript of Manching med mere. Et sammenlignende studie af 7 centraleuropæiske oppida fra sen La Tène