En plads for enden af regnbuen

Anna Kirstine Jørgensen, sbm600 02/06/14

Lingvistik, sommereksamen, 2014 side 1 af 17

En plads for enden af regnbuen En analyse af kampen om et navn

ANNA KIRSTINE JØRGENSEN 1. INDLEDNING 1. juli 2014 skifter Rådhuspladsen nr. 75-77 navn til Regnbuepladsen. Dette navneskift er resul-tatet af en længerevarende proces hvor fere forskellige navne har været i spil og er blevet kasse-ret. Oprindeligt skulle pladsen opkaldes efter forkæmper for homoseksuelles rettigheder, Axel Axgil, der døde i 2011, men dette blev forkastet på grund af kompromitterende oplysninger (Lerche Nielsen). Heller ikke et forslag om at opkalde pladsen efter den afdøde lesbiske skuespil-ler Hannah Bjarnhof gik igennem.

I april 2014 kunne Københavns Borgerrepræsentation endeligt vedtage navnet Regnbueplad-sen efter en høringsperiode med protester fra politikere og firmaer med adresse på pladsen. Sær-ligt Spar Nords bankrådsformand kom i søgelyset for at have formuleret et høringssvar der kal-der navnet useriøst og sammenligner det med andre navne med vejrfænomener, såsom Solskins-pladsen, Regnvejrspladsen og Blæsepladsen (Bilag 3). Disse udtalelser affødte direkte anklager om ho-mofobi og skulle i sidste ende vise sig at koste bankrådsformanden jobbet.

Denne undersøgelse vil med udgangspunkt i humangeografiske teorier belyse processerne omkring denne navngivning. Med udgangspunkt i Yi-Fu Tuans narrative descriptive approach (1991) og John Agnews location, locale og sense of place (1987) undersøges diskurser omkring navn-givningen af Regnbuepladsen. Også teorier med fokus på mobilitet, globalisering og turisme inddrages.

De undersøgte diskurser udtrækkes af et arkiv af 243 indsamlede artikler omhandlende navngivningsprocessen fra 1. januar 2014 til skrivende stund. Undersøgelsen viser hvordan der hurtigt optegnes for- og imodsider i sagen, og hvordan imod-siden hurtigt tilskrives en grundlæggende homofobi. På fortalersiden befinder Teknik- og Mil-jøborgmester Morten Kabell sig, tilsyneladende sammen med LGBT Danmark og et flertal i Borgerrepræsentationen. På modstandersiden befinder konservative medlemmer af Borgerre-præsentation og Spar Nords bankrådsformand. Kampen om pladsen afdækker grundlæggende forskellige opfattelse af sense of place hos de forskellige parter hvor vigtigheden af en adresse på Rådhuspladsen sættes over for vigtigheden af synligheden af kampen for frisind, tolerance og LGBT-rettigheder. Indlejret i denne kamp om at placere homofobien ligger homonationalistiske diskurser der etablerer København som et åbent sted, mens nationer som Rusland og Uganda positioneres som homofobiske og tilbage-



stående (Nebeling, 2011). Alt sammen pointer der bekræfter Austins (1976) og Tuans (1991) teorier om sproget som handlende. 2. TEORI Som Cresswell skriver i bogen Place – A short introduction (2004), er ordet place hyppigt i hverdags-sproget. På dansk bruger vi det i idiomer som finde sted, et eller andet sted og have hjertet på rette sted. Det er på én og samme tid et ord som alle ved hvad betyder og et ord som er svært defineret: ”(…) no-one quite knows what they are talking about when they are talking about place. Place is not a specialized piece of academic terminology.” (Cresswell, 2004: 1). Det kan diskuteres om place overhovedet kan oversættes direkte til det danske sted. Gylden-dals Røde Ordbøger giver syv forskellige betydninger, herunder hus, hjem og plads i samfundet, men den først angivne betydning er sted. Af disse årsager og for ensartethedens skyld vil denne opgave anvende de engelsk termer der beskriver den akademiske behandling af sted (og rum) som de præsenteres i de anvendte teorier. 2.1 Humangeografien Som disciplin har geografien altid beskæftiget sig med steder og de mennesker der bor på dem. Den traditionelle geografi behandler steder som fysiske, statiske punkter på et kort, hvorpå disse steder påvirker og former de mennesker og samfund der bor på dem. Johnstone tilskriver skole-geografien denne tilgang hvor ”the world was presented as a set of clearly bounded places (…) with physical characteristics that were reflected in different economic systems and ways of liv-ing.” (2004: 66).

Siden 1970’erne har nogle geografer anlagt en mere socialkonstruktivistisk tilgang til studi-et af steder. Denne gren inden for geografien kaldes humangeografien og anførtes blandt andre af Yi-Fu Tuan der beskriver tilgangen således: ”Cultural geographers study humanly construct-ed and modified places and the forces (socioeconomic, political, technological, etc.) that have brought them into being.” (1991: 684).

Han påpeger også at sprogets indvirkning på skabelsen af steder har været stort set ube-handlet i geografien, selvom mennesker ifølge Tuan altid har vidst at det i høj grad er sproget der skaber steder som vi kender dem:

”(…) although speech alone cannot materially transform nature, it can direct atten-tion, organize insignificant entities into significant composite wholes, and in so doing, make things formerly overlooked – and hence invisible and nonexistent – visible and real.” (Tuan, 1991: 685)

Tuan anlægger en narrativ-deskriptiv tilgang til studiet af sprog og sted, samtidig med at han kritiserer andre teorier for at lægge for megen vægt på teoridannelse. Den narrativ-deskriptive tilgang forsøger ikke at formulere en teori, men lader derimod de komplekse fænomener indta-ge ”front stage”, som han udtrykker det (ibid.: 686). I Tuans tilfælde udgøres disse komplekse



fænomener af menneskers narrativer. Særligt relevant for denne undersøgelse er hans betragt-ninger omkring navne og navngivning som vil blive gennemgået i afsnit 2.5. 2.2 Place i sociolingvistikken Ligesom betydningen af place har været nærmest fraværende i geografien, har place været under-belyst i sociolingvistikken. Britain beskylder blandt andre den variationistiske lingvistik for at have ”at worst largely ignored spatiality and at best treated it quite distinctly and separately from other social factors until relatively recently” (Britain, 2010: 142). Her giver han eksempler som the urban hierarchy model, en matematisk formel der forudser hvordan udtaleforandringer bevæger sig ned gennem et hierarki fra store byer til mindre byer til landsbyer, og så fremdeles, altså en fremgangsmåde der fastholder en fysisk forankret tilgang til place og samtidig ignorerer faktorer som mobilitet og globalisering. Netop denne ”fetishism of the urban” der ramte mange ikke kun sociolingvistikken, men mange forskningsdiscipliner, i efterkrigstiden, og som ikke blev udfordret indtil 1970’erne, er en anden pointe i Britains kritik (Britain, 2010: 145). Denne favo-risering af det urbane kunne ses i megen amerikansk sociolingvistik, blandt andre hos Labov der, trods sin legendariske Martha’s Vineyard-undersøgelse (Labov, 1963), mest havde øje for storbyen New York.

Dette primært urbane udgangspunkt har vi også set i Danmark hvor Projekt Bysociolingvi-stik i udgangspunktet beskæftigede sig med menneskers dialekt- og sociolektforskelle som et produkt at det fysiske sted hvor de var opvokset og stadigt bosiddende, i BySocs tilfælde Nybo-der (Gregersen & Pedersen, 1990). Og ganske vist er og bliver megen forskning udført i Køben-havn, men blandt andet Sprogforandringscentrets (DGCSS) mange undersøgelser viser stor spredning, med sproglige optagelser fra Vinderup til Næstved, og også tidlige danske dialekto-loger tog et mere ruralt udgangspunkt (Jensen, 1898; Skautrup, 1976). 2.3 En ny tilgang til sted Når nu en traditionel geografisk, urban undersøgelse, tydeligvis ikke er tilstrækkelig til at forkla-re hvad der sker når sprog og steder forandrer sig og forandrer hinanden, hvad er det så der mangler? John Agnew (1987) foreslår tre begreber der kan hjælpe os til at forstå hvad der sker når steder skabes og vedligeholdes, nemlig location, locale og sense of place. Location er det rent fysiske, geografiske sted. Det er det traditionelle udgangspunkt for geografien og kan udpeges på et kort. Location er baggrunden for menneskers sociale relationer. Cresswell beskriver det som ”the actual shape of place in which people conduct their lives as individuals” (Cresswell, 2004: 7). Denne ”actual shape” er noget materielt, men ikke nødvendigvis i fysisk forstand. Det kan være bestemte bygninger, vægge, mursten og statuer der udgør locale, men det kan også være forestil-lede vægge, korridorer og trapper som på skolen Hogwarts i Harry Potter-bøgerne (ibid.). Sense of place betegner de affektive bånd mennesker har til place. Disse bånd er subjektive, og det vil således ikke være de samme fra person til person. Oplevelsen af fx at gå en tur i Frede-riksberg Svømmehal vil ikke være den samme for mig som den vil for de mennesker jeg kender. Sense of place kan aldrig være uafhængig af tidligere oplevelser og livserfaringer, og således vil et menneskes bånd til et sted sandsynligvis ikke engang være den samme fra gang til gang.



Agnew giver os på denne måde et teoretisk begrebsapparat der ikke ignorer det geografi-ske, stationære sted, men derimod tager det i betragtning og inviterer det til at arbejde med andre aspekter af place making. Det er klart at hvis der ikke fandtes noget fysisk sted på et kort, eller en bestemt formation af bygninger eller mursten, ville der ikke være noget for mennesker at have et forhold til.

Netop dette forhold introducerer geografen Edward Relph som forholdet mellem space og place (Relph, 1976: 8). Vores oplevelser som mennesker forvandler abstrakte spaces til places på et kon-tinuum og hænger sammen med den menneskelige bevidsthed. Relph trækker på en filosofisk fænomenologi som beskæftiger sig med intentionalitet: ”The word intentionality refers to the ’aboutness’ of human consciousness. That is to say we cannot (the phenomenologist would ar-gue) be conscious without being conscious of something.” (originale kursiveringer og parenteser) (Cresswell, 2004: 22). Med denne tankegang bliver space altså til place når vi er opmærksomme på det, og det er således umuligt at være menneske uden at være ’in place’ (Cresswell, 2004: 23). 2.4 Globalisering, mobilitet og turisme Når man kritiserer gamle geografiske og sociolingvistiske undersøgelser for at være for urbant orienteret og fokusere for meget på place som et stillestående fænomen, er det selvfølgelig værd at huske at mange af disse undersøgelser blev udført i en tid hvor betydningen af globalisering og menneskers ’nyfundne’ mobilitet endnu ikke var så præsent. Nu hvor vi lever i en verden af internet, sociale medier og globale markeder, er det nødvendigt med et teoriapparat der kan tage højde for og beskrive de nye processer vi har med at gøre, nemlig globalisering. Denne un-dersøgelse benytter Blommaerts definition af globalisering som term som et ”catchword for a par-ticular historical phase (the capitalist present, so to speak)” og han fortsætter: ”[E]ven if the pro-cesses we call globalization are not new in substance, they are new in intensity, scope and scale.” (Blommaert, 2010: 1). Blommaert præsenterer en tilgang der har som sit udgangspunkt at sproget er stærkt knyt-tet til globaliseringsprocesser, og han kritiserer tidligere forskning for ikke at tage højde for dette og se på sproget som en isoleret størrelse, altså en kritik parallel med Johnstones kritik af geo-grafien (2004: 66). De to tilgange inddeler han i sociolinguistics of distribution og sociolinguistics of mobility. Førstnævnte er den allerede veletablerede tilgang hvor sprogforandring knyttes fast til ét sted og ét tidspunkt - med fokus på hvordan sprog spreder sig - dog med mulighed for ”vertical stratification” (Blommaert, 2010: 5) mellem variable som køn, klasse, alder, socialstatus. Dette er en tilgang som blandt andre Labov anvender i sin undersøgelse af forskellige socialklasser i New York (Labov, 1966) og i den tidligere nævnte Martha’s Vineyard-undersøgelse (Labov, 1963). Den anden tilgang beskriver Blommaert som en undersøgelse af ”language-in-motion” (Blommaert, 2010: 5) hvor studiet af sprogforandring må ske på mange niveauer med inddra-gelse af kulturelle, sociale og politiske forhold. Her forstås sprog som en mobil ressource der ikke er knyttet til bestemte geografiske steder, og det er altså denne sidste metode Blommaert anbefaler.



Sociolog Zygmunt Bauman adresserer globaliseringen som en samfundsmæssig og eksistentiel udfordring. Grænserne er flydende i vores nutidige forbrugersamfund, og der ikke nødvendigvis en bestemt grund til at vi befinder os på det ene sted frem for det andet. Denne bevidsthed, man kunne kalde den ’mental mobilitet’, gør os allesammen til rejsende (Baumann, 2001: 77), men den gør os også rastløse fordi tingene aldrig står stille. Friheden til at vælge hvor vi vil være er, ifølge Bauman, også et billede på graden af ulighed i samfundet: ”Den målestok som angiver hvor ”toppen” og ”bunden” placeres i et samfund af forbrugere, er deres grad af mobilitet – frihe-den til at vælge, hvor de vil være” (ibid.: 85). Netop graden af mobilitet gør forskellen på hvad Bauman kalder turister og vagabonder:

”Turisterne rejser eller bliver på stedet, som de har lyst. De forlader et sted, når nye, uprøvede muligheder lokker dem videre. Vagabonderne ved, at de ikke bliver ret læn-ge på et sted, uanset hvor gerne de ville, for det er ikke sandsynligt, at de er velkomne nogen steder.” (Bauman, 2001: 90)

Relph kobler mobilitet, som følge af globaliseringen, til hvad han kalder placelessness. Globalise-ringen giver menneskers uautentiske forhold til steder som tomme overfladiske skaller - der er så at sige ingen sense of place (Relph, 1976: 82). Turismen bærer en stor del af skylden da den glori-ficerer det at rejse i sig selv, og ikke stedet man rejser til. Relph angiver steder som Disneyworld og store motorveje som eksempler på placelessness. Også sociolingvisterne Adam Jaworski og Crispin Thurlow opfordrer til at have turisme og globalisering in mente: ”Especially given this global or, more accurately, globalizing context, it seems obvious that sociolinguistics and discourse analysts would want to engage with tourism and mobility more broadly.” (Jaworski & Thurlow, 2010: 257). Et nyere eksempel på sociolingvistik, og dialektforskning, der kobler en mere mobil tilgang til sted til sprogforandring er Malene Monkas (2013) undersøgelse af sprogforandring i virkelig tid tre steder i Jylland. Undersøgelsen inddrager en humangeografisk tilgang til sted, og fokuserer på sprogbrugere der har været grafisk og socialt mobile. 2.5 Sprog = magt Muligvis vil menneskers individuelle oplevelser af steder ikke kunne forenes fuldstændigt, men sproglige handlinger som navngivning kan (forsøge at) etablere et fælles udgangspunkt for ople-velsen af place. Tuan skriver: ”Naming is power – the creative power to call something into be-ing, to render the invisible visible.” (1991: 688). Sproget har altså en evne til at gøre abstrakte ting nærværende, men der ligger også en magt i at have retten til at give et sted et navn. Vil man forstå navngivning som en sproglig handling, kan man vende sig mod sprogfilosoffen J. L. Austins indflydelsesrige værk How to do things with Words (en række forelæsninger på Har-vard University i 1955). Hvor megen tidligere sprogteori har koncentreret sig om deklarativer og interrogativer, præsenterer Austin i dette værk en ny type ytring, nemlig a performative (1976:



6). Han giver eksempler som at sige ’I do’ under en vielse, eller at ytre ”I name this ship the Queen Elizabeth”:

”In these examples it seems clear that to utter the sentence (in, of course, the appro-priate circumstances) is not to describe my doing of what I should be said in so uttering to be doing or to state that I am doing it: It is to do it.” (Austin, 1976: 6)

3. METODE I denne undersøgelse trækker jeg på deskriptive, socialkonstruktivistiske og fænomenologiske tilgange til place. Dette giver en undersøgelse på flere niveauer der kan belyse Regnbuepladsen som et konkret sted med en konkret beliggenhed, men også som et sted med unikke socialt kon-struerede egenskaber, og som et fænomen der ikke kan undslippe de sociale kræfter der forsøger at definere det. Definitionen af den fænomenologiske tilgang lånes fra Cresswell: ”[I]t seeks to define the essence of human existence as one that is necessarily and importantly ’in-place’” (2004: 51).

Undersøgelsen ser ikke på dialektale eller sociolingvistiske forhold på stedet, men derimod hvordan stedet navngives - og derved skabes - gennem sproget, samt hvordan denne place making forhandles. Der tages ikke udgangspunkt i en specifik diskursteori, men forskellige mønstre i materialets sproglige udtryk forsøges afdækket. Der anvendes en kultur- og diskursanalyse ved brug af ar-kiv, inspireret af Michael Nebeling Petersen metode (2011). Herefter vil ordet diskurs blive brugt som et begreb der dækker over et specifikt mønster af udsagn.

Analysematerialet er indsamlet ved en søgning på Infomedia på ordene ’Regnbueplads’ og ’Regnbuepladsen’. Søgninger som ’Rådhuspladsen 75-77’ er udeladt da artikelomfanget ellers ville blive for omfangsrigt og sikkert indeholde en høj mængde støj. Søgningen medtager artik-ler fra alle Infomedias kilder, herunder landsdækkende og regionale ugeblade, nyhedsbureauer, webartikler og radio- og tv-indslag fra januar til maj 2014. Det undersøgte tidsrum er afgrænset således fordi diskussion omkring navngivningen kulminerede i starten af 2014 som et resultat af det nye navneforslag. Det anerkendes derfor også at det fremsøgte datamateriale aldrig kan være fyldestgørende.

Søgningerne frembragte 243 artikler som er gennemgået systematisk for mønstre i omtalen af Regnbuepladsen som place og fænomen. Der vil uundgåeligt være overlap og dubletter i artik-lerne da mange af dem er skrevet på baggrund af artikler fra nyhedsbureauer og pressemedde-lelser fra politikere, ligesom en søgning på flere bøjninger af samme ord, Regnbueplads, uund-gåeligt vil give overlap, eftersom flere artikler vil indeholde begge former. Infomedias søgema-skine kan ikke selv medtage ordformer (den har altså ikke en indbygget lemmatiser1), hvorfor en søgning på begge er nødvendig. Der foretages ikke kvantitative analyser af data.

1 http://cst.ku.dk/vaerktoejer/



Herudover inddrages kvalitativt artikler som kan belyse processen omkring navngivningen som den har forløbet siden forslaget om en omdåb af Rådhuspladsen 75-77 blev fremstillet. Det væ-re sig kulturprodukter som billeder, reklamer, pressemateriale og artikler fra medier som ikke falder ind under Infomedia-søgningen. Herudover er også indsamlet artikler som kan belyse navngivningsprocessen som den har udspillet sig siden det nye navneforslag, altså groft sagt hele år 2013. Af praktiske årsager vil kildehenvisning angives med medie og dato, fx (Politiken, 13.06.13), ligesom det vil være angivet hvis der er bestemte personer bag konkrete udsagn. Re-sultaterne af infomediasøgningerne er at finde i BILAG 1 (søgning på ’Regnbueplads’) og BILAG 2 (søgning på ’Regnbuepladsen’). Høringssvar fra sagens berørte parter findes i BILAG 3. Øvrige materialer vil være at finde i litteraturlisten, og vil blive henvist til på traditionel vis. 4. ANALYSE Undersøgelsens analyse vil falde i to dele som man kunne kalde ’Årsag’ og ’Virkning’. Der gives først en redegørelse for processen omkring navngivningen (afsnit 4.1). Herefter optegnes forskel-lige diskursive grupperinger i navngivningsdebatten med henblik på at afdække disse gruppers tilgang til og forhandling af Regnbuepladsen som place (afsnit 4.2). Til sidst gives en analyse af navngivningen af Regnbuepladsen som produkt af globaliseringen, og som en del af Køben-havns turisme-strategi (afsnit 4.3). 4.1 Fra rådhus til regnbue I dette afsnit gives en kronologisk frem-stilling af forløbet omkring navneæn-dringsprocessen. Mange af datamate-rialets artikler benytter passiv når det beskrives hvordan beslutninger er truf-fet, hvorfor det kan være svært at finde ophavspersonen til visse beslutninger. Det er dog forsøgt i det omfang det har været muligt at få adgang til den på-gældende information. Den 23. februar 2013 vedtog Teknik- og Miljøforvaltningen at Rådhusplad-sen 75-77 skulle skifte navn til Axel Axgils Plads (Lerche Nielsen, 2013). Rent fysisk befinder pladsen sig i centrum af København mellem Lavendelstræde og Farvergade, til venstre for Københavns Rådhus hvis man står på Rådhuspladsen med ansigtet mod Rådhuset. I 2012 fik det lille afgrænsede område en renove-ring efter i mange år at have haft funktion af parkeringsplads. Artiklerne er ikke hundrede pro-cent enige om hvorfor et navneskift var nødvendigt, men én forklaring er at pladsen skulle have et nyt navn for at den var lettere at lokalisere, både for redningsmandskab og turister, hvorfor



Vejnavnenævnet indstillede forslag til en navneændring (MetroXpress, 21.01.14 og 08.04.14). Vejnavnenævnet er et ’sagsforberedende nævn’ under Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg som har den endelige beslutningsret. Vejnavnenævnet kan dog afvise navngiv-ningsforslag hvis det ikke finder dem egnet. I Vejnavnenævnet sidder fire medlemmer af Bor-gerrepræsentation, hvoraf formandsposten altid udfyldes af teknik- og miljøborgmesteren2. Kø-benhavns Borgerrepræsentation består af 55 medlemmer. Eftersom der var kommunalvalg i november 2013 er konstellation af Borgerrepræsentationen skiftet midt i navngivningsprocessen (de nye medlemmer indtrådte 01.01.14)3. Det oprindelige navneforslag var Axel Axgils Plads, opkaldt efter den ene halvdel af parret der indgik det første registrerede partnerskab nogensinde på netop omtalte plads, Axel Axgil. Op-rindeligt skulle pladsen opkaldes efter begge parter, men da det kom frem at Eigil Axgil i sin tid havde meldt sig som østfrontfrivillig, blev det droppet. Navnet Axel Axgils Plads blev så vedta-get 23. februar 2013, men blev taget af bordet igen 27. maj 2013 efter at Axel Axgil blev associ-eret med en støtteforening for pædofile. Herefter udtalte daværende teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal at hun ville ”arbejde for, at vi finder et andet navn med tilknytning til LGBT-miljøet, som vi kan opkalde pladsen efter” (Lerche Nielsen, 2013). Dette fokus på at finde et navn med LGBT-karakter kan begrundes i pladsens historie. Som nævnt ovenfor var pladsen baggrund for landets (og verdens) første registrerede partner-skab i 1989, og har siden, sikkert af den grund, dannet centrum for LGBT-livet i København. Det er blandt andet her den årlige Copenhagen Pride-parade ender, og inden for en forholdsvis lille radius findes størstedelen af Københavns barer for homoseksuelle, ligesom homo-caféen Café Oscar har adresse på pladsen. Efter at Axgil-navnet blev skrinlagt, blev det foreslået at pladsen skulle opkaldes efter den afdø-de skuespiller Hannah Bjarnhof der sprang ud som lesbisk i en sen alder. LGBT Danmark mente dog imidlertid ikke at ”skuespilleren havde gjort tilstrækkeligt for miljøet til at fortjene at få en plads opkaldt efter sig” (Politiken, 07.04.14) og dette forslag blev også forkastet. Ifølge Afdeling for Navneforskning ved Københavns Universitet viser processen netop ”at det kan være risikabelt at navngive steder efter nyligt afdøde personer, selvom de måtte fore-komme at være nok så hæderværdige” (Lerche Nielsen, 2013). Også afdelingens leder Bent Jør-gensen henstiller til at man følger FN’s anbefaling om at en person skal have været død i fem år for at få en vej eller plads opkaldt efter sig, og ikke kun ét år som det er tilfældet i København. Efter de forskellige personnavne-forslag blev taget af bordet, blev navnet Regnbuepladsen foreslå-et. Det er ikke helt klart af hvem, men det er ”blandt andet blevet foreslået af LGBT Danmark” (AOK, 07.02.14), og går også godt i spænd med Ayfer Baykals tidligere udtalelse om at finde et navn med relevans for LGBT-miljøet. Navnet blev vedtaget af Borgerrepræsentation 7. februar 2014. Herefter har navnet været i høring for endeligt at blive vedtaget d. 7. april 2014 af Kø-

2 http://www.kk.dk/da/borger/trafik/veje/vejnavne 3 Oversigt over medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation: http://www.kk.dk/~/media/86CA0A0574C344D498B83872370F1314.ashx



benhavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg. Navnets officielle ikrafttrædelsesdato er dog først d. 1. juli 2014. I høringsperioden havde de berørte parter mulighed for at indsende høringssvar, og her opstod en ny polemik omkring navnet. Spar Nords bankrådsformand Thomas Højlund ind-sendte 11. marts 2014 et høringssvar på vegne af Spar Nord, hvis hovedkontor har til huse på Rådhuspladsen 75 (BILAG 3), hvori han kalder forslaget for ”pinligt” og ”useriøst”. Disse udta-lelser og uheldige formuleringer i høringssvaret skulle vise sig at koste ham jobbet. De omtalte formuleringer vil blive behandlet nedenfor. 4.2 Flere sider af samme regnbue I dette afsnit optegnes de forskellige diskursive grupperinger, og deres argumentationer indsæt-tes i en place-teoretisk sammenhæng. Når man gennemgår artiklerne, optegnes der hurtigt to lejre der henholdsvis er for og imod en navneændring. På fortalersiden står nuværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og bag ham et flertal i Borgerrepræsentation da forslaget ellers ikke ville være blevet vedtaget. Herudover udta-ler LGBT Danmark sig af og til, men her synes deres position så fast at det aldrig er på tale hvorvidt de er for eller imod. På modstandersiden er de mest fremtrædende den konservative politiker Rasmus Jarlov og Spar Nords bankrådsformand Thomas Højlund. Sidstnævnte udtaler sig dog aldrig personligt, men kun via sine formuleringer i høringssvaret. Om Thomas Højlund ikke har fået muligheden for at udtale sig eller ikke har ønsket det, vides ikke. Begge parter bruger helt praktiske argumenter som kan siges at være på et location-niveau hvis man bruger John Agnews terminologi (1987). En af de interessante ting ved dette er at de fak-tisk bruger samme argument, men med to forskellige begrundelser. Teknik- og Miljøudvalget, og dermed indirekte Morten Kabell har, som nævnt ovenfor, krævet at pladsen skal have sit eget navn for at blandt andet turister og redningsmandskab bedre skal kunne lokalisere pladsen. Rasmus Jarlovs modargument er at ”Der er tale om at ændre en adresse, hvilket gør det svære-re at finde rundt i byen” (Kristeligt Dagblad, 08.04.14). Vi er altså helt nede på det praktiske niveau hvor også økonomiske spørgsmål kommer i spil. Jarlov fortsætter: ”[D]e tre firmaer, der har lokaler på adressen, bliver mindre værd og mister penge på det”. De praktiske argumenter er også de hyppigst anvendte i høringssvarene fra virksomhederne med adresse på Rådhuspladsen 75-77, hvor der argumenteres for at en adresseændring vil blive have store omkostninger i forbindelse med ændring af kontaktmaterialer som brevpapir og lignende (BI-LAG 3). Et andet konservativt medlem af Borgerrepræsentationen, Jakob Næsager, kalder det slet og ret ”en uskik at omdøbe gader og pladser.” (City Avisen, 12.02.14)

De praktiske argumenter bevæger sig dog hurtigt over i sense of place-argumenter. For selvom en navneændring til Regnbuepladsen ikke ændrer den fysiske placering af virksomhederne, så er der uden tvivl en helt bestemt sense of place forbundet til det at have adresse på



en Rådhusplads: ”Rådhuspladsen er i alle byer, og ikke mindst en hovedstad, at betragte som en liebhaver adresse[sic!], med den dertil relaterede goodwillværdi.” (høringssvar fra C.W. Obel Ejendomme A/S, BILAG 3). Denne opfattelse af Rådhuspladsen som en prestigefyldt adresse kobles flere steder sammen med spillet Matador: ”Mon en ejendom på Regnbuepladsen er lige så meget værd som én på Rådhuspladsen?” (Dansk Kirketidende, 10.03.14). Også Thomas Højlund fremhæver værdien af en Rådhusplads og sætter det ind i en global kontekst: ”I andre byer af en vis størrelse er man sjældent i tvivl om, hvor man befinder sig, når man f.eks. er på ”Place de Hotel de Ville” eller ”Rathausplatz”. Således skal det naturligvis også være i Køben-havn.” (BILAG 3).

Modstandersidens begrundede sense of place er dog i konstant karambolage med fortalersidens. Hos fortalerne begrundes navngivningen i høj grad med historiske begivenheder der kan kobles direkte til denne lille plads i centrum af København. Morten Kabell opridser nogle nøglepunk-ter i sin pressemeddelelse:

”Rådhuspladsen og indre by er helt central for LGBT-miljøets kamp for frisind og lige rettigheder. Det var her, politiet forfulgte homoseksuelle under den grimme lov i 1960’erne. Det var her verdens første registrerede partnerskab blev indgået. Og ikke mindst er det her, at LGBT-miljøet hvert år i august fejrer den årlige pride” (Me-troXpress, 21.01.14)

Og det er netop i disse forskellige opfattelser af sense of place at konflikten skal findes. Der er sim-pelthen for stor forskel på hvilke følelsesmæssige bånd de forskellige parter har til pladsen. Thomas Højlund stiller i sit høringssvar spørgsmålstegn ved regnbuen som et symbol for LGBT-miljøet og mener ikke at det har noget med København at gøre. Han kalder Regnbueplad-sen for et ”intetsigende fantasinavn” og fortsætter: ”[N]avnet er at sidestille med Solskinsplad-sen, Regnvejrspladsen, Blæsepladsen eller andre beskrivelser af naturfænomener.” (BILAG 3). Højlund har altså tilsyneladende ikke forstået de affektive bånd som specifikke minoritetsgrup-per har, eller siges at have, til det place der forhandles om, og netop derfor bliver han genstand for beskyldninger om homofobi. D. 3. april 2014 forsøgte Spar Nord at sige undskyld ved at uddele regnbuesodavand på den kommende Regnbueplads (Me-troXpress, 04.04.14), men tilsyneladende uden den store effekt. Johnstone skriver: “Popular labels for places often reflect the ways in which places are constituted through shared experiences and shared orientations” (2004: 69). Sådanne labels er allerede blevet tildelt Regnbuepladsen inden den officielt har fået sit navn, og de aktiviteter der kobles til pladsen synes at understrege ’fortaler-gruppens’ sense of place. Som det ses på billedet til højre var Regn-buepladsen en central del af fejringen af Eurovision, under navnet Eurovicious Pride Square, ligesom fejringen af pladsens kommende navn også fandt sted under Eurovision, og der er flere eksempler i



artikeldatabasen hvor pladsen omtales som Regnbuepladsen uden nogen noter om at den fak-tisk ikke hedder det officielt endnu (Berlingske 02.05.14). Ud over de to lejre danner de enkelte journalister bag artiklerne også en form for place gennem deres beskrivelser af sagen. I denne beskrivelse skabes regnbuen som symbol nærmest som place i sig selv. Regnbueflaget har været koblet til mange forskellige sager og foreninger gennem ti-derne, men har siden San Francisco Pride i 1978 i høj grad været symbol for LGBT-bevægelsen. Tuan beskriver hvordan myter og historiefortælling gennem menneskets affektive bånd kan gøre abstrakte ting til nærværende places: ”[M]yths, by weaving in observable features in the landscape (a tree here, a rock there), strengthen a people’s bond to place.” (Tuan, 1991: 868). Et flag er ganske vist ikke så stationært et objekt som en sten eller et træ, men derfor kan det ikke desto mindre være med til at forme place. At regnbueflaget er virkeligt for LGBT-miljøet, eller i hvert fald samfundets opfattelse af det, understreges af hvor konkret det omtales som et place i artiklerne. Overskrifter som ”Homofest på Regnbuen” (Berlingske, 02.05.14), eller Tho-mas Højlunds beskrivelse af navnet ”Det er lige så umuligt at anvende som at finde skatten for enden af regnbuen.” (BILAG 3) etablerer regnbuen som et utopisk og mytisk sted hvor der, alt andet lige, er rart at være. Selv Spar Nords egen gestus med uddeling af regnbuesodavand en-der med at understrege dette narrativ. Som Tuan-citatet i afsnit 2.1 siger (Tuan, 1991: 685), så har sproget evnen til at gøre det usynlige synligt. I lyset af ovenstående kan det tænkes at det ikke er alle der ønsker at gøre det som Morten Kabell kalder ”det særlige københavnske frisind og kampen for lige rettigheder for seksuelle minoriteter” synligt, eller også er der andre ting der forekommer mere vigtige. Det være sig en anden forestilling af sense of place eller økonomiske interesser. En ting er i hvert fald sikkert, og det er at sproget kan handle. Det ses tydeligt på de reaktioner en navngivning som denne fremprovokerer. Man kan sidestille det med Austins performativer og eksemplet med at døbe et skib. Når navnet er blevet vedtaget, så er det det pladsen hedder, om man vil det eller ej, og denne navneændring vil uvægerligt, i et vist omfang, ændre menneskers opfattelse af plad-sen. 4.3 Regnbueturisme og homonationalisme Et andet sprogligt træk som endnu ikke er blevet behandlet er at navnet Regnbuepladsen er let oversætteligt, sammenlignet med mange andre navne. Det bliver let til Rainbow Square og er alle-rede blevet brugt på denne måde, blandt andet i en artikel fra Visit Copenhagen hvor det dan-ske navn ikke nævnes4. Anvendelsen af pladsen i forbindelse med Eurovision, også en kæmpe-stor turistbegivenhed, er med til at placere pladsen (og København) internationalt. Navngivningen kommer således på et belejligt tidspunkt, og man kan altså se den som et produkt af globaliseringen. Bauman skriver: ”Det der i dag hilses velkommen som ”globalise-ring”, er indrettet på turistens drømme og ønsker.” (2001: 91). Pladsen ligger oven i købet et centralt sted i København og bidrager til billedet af København som en åben og inkluderende by. Tuan skriver: 4 http://www.visitcopenhagen.com/copenhagen/lgbt/copenhagen-names-central-square-name-lgbt



”Normally only a sociopolitical revolution would bring about a change of name in a city or a nation. The idea behind taking such a step is not only that a correct label should be affixed to a new entity, but also that, somehow, the new name itself has the power to wipe out the past and call forth the new.” (Tuan, 1991: 688).

Selvom der ikke direkte er tale om et nyt navn til en by eller et land, så har Rådhuspladsen trods alt en så central beliggenhed, og så ladet et navn, at der skal stærke kræfter til at ændre det. Og disse kræfter kan man finde i Københavns, og Danmarks, markedsføring af sig selv som åbent, tolerant og LGBT-venligt. Ved at opkalde pladsen hvor verdens første registrerede part-nerskab blev indgået i 1989, efter selvsamme minoritet kan man forsøge at gøre op for det fak-tum at kønsneutralt ægteskab først blev vedtaget i 2012 og derved bevare illusionen om et 100 % frisindet samfund. Bipolitisk talsperson for LGBT Danmark Vivi Jelstrup udtaler i forbindelse med Spar Nords forsøg på at undskylde med regnbuesodavand at ”[d]et virker lidt som om, de prøver at rense deres navn.” (MetroXpress, 03.04.14). Denne udtalelse illustrerer meget godt de kræfter der ligger bag den voldsomme kritik Spar Nord bankrådsformand har mødt. Homofobi er noget der for alt i verden må undgås, og får man det mærkat klistret på sig, er det med at blive ”ren-set” for det hurtigst muligt. Peter Edelberg udtaler i en artikel i Kristeligt Dag-blad at ”Det er blevet mainstream at tage sager om homoseksuelle op, og det er en positiv udvikling.” (08.04.14). Jeg har i en tidligere undersøgelse vist hvor-dan homoseksuelles rettigheder anvendes som et aktivt middel til at positionere Danmark, og København, som et frisindet og tolerant sted hvor der er plads til alle (Jørgensen, 2014). Dette ses blandt andet i homoseksuel-les inddragelse i det nyligt afholdte Eurovision og i Wonderful Copenhagens generelle branding af København som homovenligt. Også kåringen af årets Eurovision-vinder Conchita Wurst på dansk jord bidrager til dette narrativ. Denne an-vendelse af homoseksualitet som et politisk magtmiddel undersøgte Michael Nebeling Petersen i sin Ph.D.-afhandling, herunder i artiklen ”…med et regnbueflag i hånden” (2011). Artiklen er en analyse af mediernes beskrivelser af Copenhagen Pride-paraden gennem København i 2009. Analysen viser hvordan de homoseksuelle på den midsterste del af paraderuten, der det år gik gennem Nørrebro, fremstilles som det modsatte af ’den etniske anden’. Homofobien ”flyttes helt konkret til Nørrebro, hvormed Frederiksberg og Københavns Rådhusplads kan konstitue-res som forestillede geografier, hvor fællesskab, tolerance, åbenhed, diversitet og seksuel frihed kan findes (Petersen, 2011: 57). Nebelings analyser er baseret på Jasbir Puars teori om homonati-onalisme (2007) som han beskriver således:



”Denne investering i homonationalisme styrker nationen på mindst tre måder: 1) Den etablerer en homonormativitet, som styrker heteronormative institutioner, 2) den ska-ber et homoseksuelt forbrugssegment, som policer nonnormative seksualiteter og 3) den muliggør en transnational diskurs om vestlig modernitet og overlegenhed samti-digt med at den producerer racialiserede kroppe af patologiserede nationaliteter, både nationalt og transnationalt.” (Petersen, 2011: 45-46)

Ser vi på kampen om Regnbuepladsen med disse briller, bliver det klart hvordan denne homo-nationalisme også udspiller sig i argumenter hos fortalersiden. Morten Kabells siger: ”Jeg er glad for, at vi langt om længe kan navngive pladsen efter det frisind, der kendetegner Køben-havn” (Politiken 07.04.14) og han er ”meget glad for, at vi får muligheden for at fejre vores Regnbueplads under Eurovision og dermed sende et klart signal til resten af Europa om at fri-sind og tolerance er vejen frem.” (Berlingske, 08.05.14).

Hermed kategoriseres modstandere af en navneændring som umoderne homofober der sidestilles med Rusland og Uganda, og hvis kritik ”hører til på den anden side af Uralbjergene.” (Politiken, 03.04.14). Han kritiserer også Venstre og især Konservative i Borgerrepræsentation for at ”stille spørgsmålstegn ved, om arbejdet for LGBT-rettigheder er relevant i dag.” (Berling-ske, 09.05.14). Der påstås dermed ikke at Morten Kabell selv er bevidst om at disse homonationalistiske dis-kurser er at finde i samfundet, men blot at hans udtalelser kan ses som medvirkende til et større politisk narrativ om Danmark som et åbent og tolerant land. Denne fremstilling af Danmark kan også ses som en kapitalistisk strategi der er med til at tiltrække turister: “Global capitalism involves the relentless search for new markets, and queer consumers provide such a market.” (Ahmed, 2004: 163). Således kan homoseksuelle også være turister i Baumans forstand og Kø-benhavn som turistby indrettes derfor også på deres præmisser. Følger man Edward Relphs terminologi, skal man dog passe på at man ikke udvikler en form for placelessness ved at forsøge at tilskrive en sense of place til et sted som det måske ikke har. 5. DISKUSSION Overordnet set kæmpes kampen om Regnbuepladsen mellem to parter der adskiller sig ved at have forskellig sense of place. Morten Kabell fremstiller kampen for navnet som en kamp for fri-sind og minoriteters rettigheder, mens Rasmus Jarlov trækker på prestigen i at have adresse på en rådhusplads og på økonomiske interesser. En adresse på Regnbuepladsen vil simpelthen være mindre værd.

Det er bemærkelsesværdigt at det i overvejende grad er politikere, og oven i købet, med enkelte variationer, de samme, der får lov at udtale sig. LGBT Danmark udtaler sig ud af alle artiklerne kun i to tilfælde, og det kun for at kommentere på anklagerne mod Thomas Højlund om homofobi, og Spar Nords efterfølgende forsøg på at undskylde med regnbuesodavand. De bliver på intet tidspunkt spurgt hvorvidt de synes navneskiftet er noget de støtter op om, men eftersom LGBT Danmark må siges at være interesseorganisation for de minoriteter der ønskes



repræsenteret, må man gå ud fra at de ville gøre opmærksom på det hvis de var imod. Med den forholdsvis snævre repræsentation af holdninger kan man altså godt mangle ’den menige LGBT’er’s synspunkt eller ekspertudtalelser om betydningen af navngivning. Kun én artikel har en udtalelse fra forsker i homoseksuelles rettigheder, postdoc ved KU, Peter Edelberg: ”Det er interessant at se tilbage på 1960, hvor der kun var én politiker, der turde at sige noget pænt om de homoseksuelle.” (Kristeligt Dagblad, 08.04.14)

Det at kampen om Regnbuepladsen overvejende har været en politisk kamp, eller i hvert fald en kamp hvor nærmest udelukkende politikere har fået lov til at udtale sig, giver vægt til på-standen om at navngivningen af pladsen er et led i den fortsatte positionering af Danmark som et åbent land der ikke er homofobisk, og ikke tolker homofobi inden for landets grænser. Den kraftige reaktion på Thomas Højlunds udtalelser på vegne af Spar Nord, samt det efterfølgende forsøg på at undskylde kan i hvert fald tolkes som et forsøg på at tage kraftigt afstand fra ’umo-derne’ tankesæt. Den fortsatte branding af København som LGBT-venlig by og den efterfølgende nationale stolthed over Eurovision-kåringen af Conchita Wurst er med til at understrege denne position. Det er også sandsynligt at man, efter at en fejring af et nyt navn til pladsen gik i vasken i forbin-delse med sidste års Pride (eftersom et navn ikke var vedtaget endnu), har presset på for at få beslutningen færdig tidsnok til at de globale mediers øjne faldt på Danmark i forbindelse med Eurovision.

Selvom det ikke er sikkert at menigperson vil acceptere det nye navn Regnbuepladsen, er der stor politisk værdi i en handling som denne navngivning der aktiv benævner et ’homovenligt’ sted. Og så oven i købet i hjertet af København. Vil man studere det konkrete place omkring Regnbuepladsen yderligere, kunne man lave en linguistic landscaping-analyse i stil med Karine Stjernholms undersøgelse af det lingvistiske land-skab i forskellige dele af Oslo (2013). Området omkring Rådhuspladsen er meget turist-orienteret. Det er her man kommer til næst efter Hovedbanegården og Tivoli, og det vil sikkert også afspejle sig i skilte og andet lingvistisk materiale i området.

Det er også et område hvor størstedelen af Københavns homo(venlige)-barer ligger som Café Oscar, Centralhjørnet, Masken, Nevermind og Cozy. Det kunne være interessant at koble fonetiske undersøgelser der udforsker stereotyper om at homoseksuelle mænd læsper (fx Jørgen-sen, 2013) til steder som dette. Hvis koncentrationen af homoseksuelle mænd på grund af ste-dets karakter er højere i netop dette område, kunne man forvente en højere koncentration og måske mere hyppigt brug af stereotypiske fonetiske træk der traditionelt signalerer homoseksua-litet. Når vi er ved mandlige stemmer, er det værd at bemærke at de primære stemmer i debatten har været mænd. Morten Kabell, Rasmus Jarlov, Thomas Højlund, Søren Laursen (fra LGBT Danmark), og den eneste ekspertudtalelse kommer også fra en mand, nemlig Peter Edelberg. Vivi Jelstrup fra LGBT Danmark udtaler sig enkelte gange, ligesom Ayfer Baykal også udtalte



sig da hun var Teknik- og Miljøborgmester før nytår 2013, men det er langt fra i samme grad som mændene.

Man kunne meget vel tænke sig at det kunne være givtigt at inddrage teori med fokus på køn, som fx Doreen Masseys undersøgelse af forskellige arbejdstypers indflydelse på ligestillin-gen i det engelske samfund (2005), eller teorier med et queer-teoretisk udgangspunkt. For ek-sempel er alle de nævnte barer ovenfor rettet mod mandlige homoseksuelle og man kunne der-for tænke sig at disse places vil være domineret af mænd, hvorfor man kan diskutere om Regn-buepladsen som place virkelig er så åbent og inkluderende som det fremgår af debatten. Skal man sætte det lidt på spidsen, kan man argumentere for at Regnbuepladsen ikke nødven-digvis inkluderer bestemte mennesker eller minoriteter. Regnbuen er et temmelig universelt symbol der kan kobles til ting som vejrfænomener, nordisk mytologi, fredsbevægelsen, og for Thomas Højlund også til inkaerne (BILAG 3). Havde man opkaldt pladsen efter Axel Axgil, havde det krævet mere af den besøgende som faktisk ville være nødt til at forholde sig til hvem denne person var. Regnbuens store betydningspotentiale kan risikere at gøre navnet så ukonkret at det ender med ikke at betyde noget. Regnbuen som LGBT-symbol virker kun hvis du i forvejen kender til den. Navnet bryder ikke nogen normer, og man kan være lidt fræk at sige at pladsen symbolise-rer en både fysisk og symbolsk marginalisering af LGBT-personer som der ikke er noget nyt i.



LITTERATUR Agnew, John (1987) Place and politics: the geographical mediation of state and society. Allen & Unwin. Ahmed, Sara (2004) Queer Feelings. The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh University Press,

144-167. Austin, J. L. (1976) How to do things with words. Second edition, ed. Marina Sbisa & J. O. Urm-

son. Oxford University Press. Bauman, Zygmunt (2001) Turister og vagabonder. Globalisering. Hans Reitzels Forlag, 77-99. Britain, David (2010) Language and Space: The Variationist Approach. Language and Space. De

Gruyter Mouton, 142-163. Blommaert, Jan (2010) A critical sociolinguistics of globalization. The sociolinguistics of globaliza-

tion. Cambridge University Press, 1-27. Cresswell, Tim (2004) Place – A short introduction. Blackwell Publishing Ltd. Gregersen, Frans & Inge Lise Pedersen (1990) Copenhagen as a speech community. MINS 34.

Institutionen för nordiske språk, Stockholms Universitet, 57-69. Jaworski, Adam & Crispin Thurlow (2010) Language and the Globalizing Habitus of Tourism:

Toward a Sociolinguistics of Fleeting Relationships. The Handbook of Language and Globalization. Wiley-Blackwell, 255-286.

Jensen, Anker (1898) Sproglige forhold I Åby Sogn, Århus Amt. Dania 5. Det Schubotheske Forlag, 213-228.

Johnstone, Barbara (2004) Place, Globalization, and Linguistics Variation. Sociolinguistic Variation – Critical Reflections. Oxford University Press, 65-83.

Jørgensen, Anna Kirstine (2013) Akustisk analyse af vokal- og /s/-kvalitet hos unge danske mænd - en undersøgelse af forholdet mellem seksualitet og artikulation. Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, BA-projekt.

Jørgensen, Anna Kirstine (2014) ‘Be Gay in Copenhagen’. Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Skriftlig hjemmeopgave, V13.

Labov, William (1963) The Social Motivation of a Sound Change. Sociolinguistic Patterns. The University of Pennsylvania Press, Inc, 1-42.

Labov, William (1966) The Effect of Social Mobility on Linguistic Behavior. Explorations in Socio-linguistics. Bloomington, 58-75.

Lerche Nielsen, Michael (2013) Axel Axgil sPlads http://navn.ku.dk/maanedens_navn/axel_axgils_plads/ (sidst besøgt 02.06.14)

Massey, Doreen (2005) Space, Place and Gender. Space, Place and Gender & A Woman’s Place? The University of Minnesota Press, 185-211.

Monka, Malene (2013). Sted og sprogforandring - en undersøgelse af sprogforandring i virkelig tid hos mobile og bofaste informanter fra Odder, Vinderup og Tinglev. Danske Talesprog 13: 1-336.

Petersen, Michael Nebeling (2011) “… med et regnbueflag i hånden” – fortællinger om homo-seksuelle inklusioner og homonationalisme. Lambda Nordica 16 (1): 41-68.



Puar, Jasbir K. (2007) Introduction: Homonationalism and Biopolitics. Terrorist Assemblages: Homonationalism in Queer Times. Duke University Press, 1-36.

Relph, Edward (1976). Place and Placelessness. London: Pion. Skautrup, Peter (1976) Om Folke- og Sprogblanding i et vestjysk Sogn. Dansk sprog kultur.

Gyldendal, 9-21. Stjernholm, Karine (2013). Linguistic Landscapes in Oslo – a comparative case study. In Laiti-

nen, M. & A. Zabrodskaja (eds.) Dimensions of linguistic landscapes in Europe: Materials and metho-dological solutions. Frankfurt: Peter Lang, 70-102.

Tuan, Yi-Fu (1991) Language and the Making of Place: A Narrative Descriptive Approach. Annals of the Association of American Geographers 81 (4): 684-696.

En plads for enden af regnbuen

Documents

Transcript of En plads for enden af regnbuen