88 GeologiskNyt 6/11

Allerøds geologi - en morænefl ade i orkanens øje

Af geolog Steen Andersen

I de seneste numre af Geologisk-Nyt har Nick Svendsen udviklet en model for dannelsen af Furesø, det nordsjællandske tunneldalsy-stem og en udbredt, morænedækket sandforekomst, som han navngiver: Farum-sandet. Som geolog og bo-siddende i målområdet ved Allerød har jeg naturligvis læst artiklerne med stor interesse og også diskute-ret detaljer med Nick Svendsen.

Hertil kommer, at jeg i de seneste år har cyklet området tyndt i forsøget på at sam-mentegne et landskabskort og sammen-skrive et rids af Allerøds geologi. Alt i alt har jeg dermed – synes jeg selv – opnået et ganske solidt kendskab til kommunens geologiske struktur og opbygning. Og et træk går her igen. Ved første øjekast synes landskabet komponeret af en serie klart tegnede landskabstyper med nogenlunde regelret genese: Morænefl aden med større eller mindre dødispræg, fl adbakkerne, tun-neldalsystemet, randmorænen osv. Men går

jeg tættere på, viser det sig gang på gang, at de enkelte landskabstyper har detaljer, som vanskeligt kan forklares ved model-lerne, og desuden at de forskellige land-skabstyper griber ind i hinanden i en større sammenhæng, som jeg ikke hidtil har kun-net lukke op for.

Det følgende rummer derfor ikke et sammenhængende billede af områdets geo-logiske udvikling over tid, men er snarere et klinisk forsøg på at fremhæve de træk ved landskaberne, som jeg har fundet væsentli-ge. Derefter er det op til hver enkelt at tumle med ideerne til landskabets dannelse.

OmrådetLandskabet i og lige omkring Allerød Kom-mune består i hovedsagen af ganske få, men iøjnefaldende landskabstyper, som det frem-går af landskabskortet og reliefkortet hhv.fi gur 3a og 3b.

Centralt i området omkring Allerød og Lynge fi ndes en morænefl ade med højder på 35-50 meter stigende mod øst. Landska-bet her er generelt blødt bakket, men især i den centrale del fi ndes et udtalt dødisrelief. Et karakteristisk indslag i dette landskab er desuden et større antal iøjnefaldende issø-fl adbakker, der hæver sig en halv snes

meter over omgivelserne. Allerød-Lynge-morænefl aden er på alle

sider rammet ind af en række karakteristi-ske, lineære landskaber. Mod syd de nord-ligste grene af Farum Naturparks tunneldal-system, der sender en udløber mod nordvest til Strø Bjerge. Mod nord den såkaldte Attemose Skrænt, en lidet påagtet indlands-skrænt, som imidlertid er et af Nordsjæl-lands mest i øjnefaldende landskabstræk. Og i nordøst Gribskovsliniens randmoræne, hvis videre forløb sydover er uklart.

I det følgende vil jeg give mit bud på de vigtigste karakteristika for hvert af disse landskaber.

Strø Bjerge og Farum-Strø Bjerge-Øl-sted-linien. Lad mig begynde med en (gammel/glemt) nyhed: Åsen Strø Bjerge er blot den nordlig-ste udløber af en langt større åsstruktur.

Strø Bjerge er velkendt som den smukke planås, der i nordvestlig retning over 7-8 kilometer løber gennem det åbne landskab i det centrale Nordsjælland. Åsen er Nord-sjællands største, og den er stort set intakt bortset fra en enkelt, stor, efterbehandlet grusgrav. Åsens afl ejringer har især været blotlagt og undersøgt i den store grusgrav,

Figur 1. Landskabet i den centrale del af Allerød Kommune er en småbakket morænefl ade som her nord for Lynge. (Foto: Nick Svendsen)

Figur 2. Planåsen Strø Bjerge står markant frem i landskabet som på dette foto fra åsens sydlige del. Bag gården skærer en snæver dal, Skåret, tværs gennem åsen. Hvordan Skåret er dannet, er så vidt vides uforklaret. Et tilsvarende skår fandtes i forlængelsen af Strø Bjerge ved St. Rosenbusk, men dette skår er nu bortgravet. To langs-gående tunneldale ved Jørlunde er ligeledes forbundet med et smalt skår. Skårene synes at have omtrent samme retning som de tværgående tunneldale og fx vestenden af Buresø. (Foto: Valdemar Poulsen 2003)

89GeologiskNyt 6/11

hvor de består af grus og sand med et ka-rakteristisk indslag af varvigt ler i den øvre del. Afl ejringerne viser, at åsen blev afsat i åbent vand i en sprække i isen, og at vandet i sprækken strømmede mod nordvest. I det mindste stedvis er åsen morænedækket og deformeret fra en sydøstlig retning. Den gennemskæres desuden af et par markante, snævre skår.

Strø Bjerge afsluttes brat mod sydøst i et snævert dalstrøg, og efter nogle hundrede meter følger en kantet bakkeknold, Vild-bjerg, der ofte medregnes som en lille stump ås. Herefter slutter åsen i den traditionelle forståelse, men i forlængelsen af åsstrøget fi ndes to parallelle kæder af tunneldale, der udgør de nordligste dale i Farum Natur-parks store tunneldalsystem og løber sam-

men med hovedsystemet sydvest for Lynge. Det er denne opfattelse af Strø Bjerge,

som gennem tiden er kommet til udtryk i tekster og kort, som fx på kortet, der danner udgangspunktet for fi gur 3a.

Men dette billede er langt fra dækkende for åssystemet Strø Bjerge. Allerede i 1973 foreslog Steen Sjørring, at selve Strø Bjerge i realiteten kun er den nordvestlige, bedst

LitteraturI beskrivelserne vil jeg som sagt fremhæ-ve, hvad jeg betragter som væsentlige træk ved de enkelte landskabstyper. Der vil ikke undervejs blive henvist til litteraturen, det vil blive alt for uoverskueligt. I stedet følger her en oversigt over den litteratur, som jeg har fundet særlig inspirerende:

Først og fremmest er der naturligvis V. Milthers klassiske beskrivelser i “Nord-østsjællands Geologi” (2. udg. 1935) og i “Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opståen” (1948). De klassiske opfattelser er endvidere resumeret i A. V. Nielsens afsnit om geologien i “Naturpar-ken mellem Farum og Slangerup” (1967). I denne sammenhæng er det også værd at nævne K. Milthers artikel om “Landskabs-formerne i en del af Nordsjælland” (1955), som afspejler K. Milthers fornemmelse og måske frustration over de mange træk i

landskabet, som ikke fi nder plads i de klas-siske beskrivelser.

Fra den nye bølge i tolkningen af istidens dannelser, som udvikledes fra slutningen af 1960’erne, vil jeg først og fremmest fremhæve to indlæg: Steen Sjørrings tid-lige beskrivelse (1973) af hovedstrukturen i Nordsjællands landskab, som direkte er benyttet i beskrivelsen af Strø Bjerge, og hvorfra fi gur 4 er hentet. Samt Michael Houmark-Nielsens oversigt over isfrem-stødene i slutningen af sidste istid og deres aftryk i det nordsjællandske landskab, der blev publiceret i 1990 og vel i det store og hele er gældende den dag i dag. I Gylden-dals egnsbeskrivelse “Danmark, Nordsjæl-land” (1986) beskriver Johannes Krüger og Steen Sjørring den moderne opfattelse på populær form bl.a. ledsaget af præcise og klart tegnede kort fra regionen, der danner

udgangspunktet for fi gur 3a. Fremhæves skal også Per Smeds

nærmest legendariske “Landskabskort over Danmark, blad 4” (1981). Af stor betydning for tolkningen er desuden den råstofkortlægning af de mange grusgrave i området, som Gyrite Brandt udførte for Hovedstadsrådet og beskrev i to rapporter i 1982. Endelig skal det nævnes, at Ib Marcussen og Troels V. Østergaard har vurderet og tolket området ud fra deres særlige koncept i bl.a. “Danmarks Geolo-giske seværdigheder” (2003).

På det allerseneste har Nick Svendsens 3 artikler i GeologiskeNyt (6-2010 + nr. 2- og 5-2011) givet inspiration til denne artikel. Peter Wåhlin udvikler til stadighed sin model for istidens gletscherbevægelser i bloggen (http://wp.spitaki.dk/?p=25).

Figur 3a: Landskabskort over Allerød området. Kortet er baseret på Krügers og Sjørrings fi nt tegnede kort fra Gyldendals Egnsbeskrivelse. Herpå er Attemose Skrænten og fortsættelsen af Strø Bjerge skitseret, og desuden er kortet udvidet mod nordøst for at vise randmorænen i St. Dyrehave. (Grafi k: Kort fra Gyldendals Egnsbeskrivelse; den ekstra information er indtegnet af UVH efter Steen Andersens anvisninger). Figur 3b: Reliefkort svarende til landskabskortet til venstre, hvis omrids er markeret. Lavtliggende områder er vist med grønne nuancer, mens højere områder er gule og brune. (Copyright: Kort- og Matrikelstyrelsen. Efterfølgende modifi ceret af Michael Houmark-Nielsen)

??

?

Karlebo

Kirkelte

St.Dyrehave

Blovstrød

Sjælsø

Skrænt

Tunneldal

Ås

Issø – fladbakke

Randmoræne med bakkeretninger

Hillerød

Arresø

Esrum Sø

Sjælsø

Furesø

Strø Bjerge

5 km

90 GeologiskNyt 6/11

eksponerede del af et langt mere impone-rende åsstrøg, der kan følges over 20 kilo-meter fra Ølsted syd om Lynge og herfra videre mod sydøst forbi de store grusgrave i Nymølle til udkanten af Farum. De to paral-lelle dalstrøg i forlængelse af Strø Bjerge opfatter Sjørring dermed som åsgrave på hver sin side af åsen. Figur 4 viser Sjørrings opfattelse af denne såkaldte Farum-Strø Bjerge-Ølsted-linie.

Det ejendommelige er nu, at Sjørrings opfattelse fra 1973 øjensynlig gik i glem-mebogen eller blev forkastet, for den eneste henvisning, jeg har kunnet opspore, fi ndes i en kort råstofbeskrivelse af Gyrite Brandt fra en grusgrav ved gården Store Rosen-busk, som jeg straks skal vende tilbage til. Selv ikke på Krüger og Sjørrings omhyg-geligt tegnede landskabskort fra 1986 (fi gur 3a) er fortsættelsen af åsen Strø Bjerge medtaget.

Det var dette traditionelle billede, jeg havde i baghovedet, og stor var derfor min forbløffelse, da jeg under min kortlægning fandt en ås-struktur, der fuldstændigt sva-rede til Sjørrings opfattelse fra 1973. Steen Sjørring baserede sin model på studier af fl yfotos, for mig var det i første række de nye kurveplaner med 1 m ækvidistance, der bragte mig på sporet af åsen. Her frem-stod det tydeligt, at strøget mellem de to parallelle tunneldale i forlængelsen af Strø Bjerge hævede sig som en ryg over omgi-velserne svarende til Strø Bjerge, men her overvejende skjult i skov og camoufl eret af åsgravene. Eksistensen af åsen blev derefter endeligt bekræftet i nye profi ler i grusgra-ven ved Store Rosenbusk vest for Lynge. I den aktive grav ser man nu et fuldt tværsnit af åsen, hvor ikke mindst den nordlige, skrå-nende fl anke og den tilhørende åsgrav står tydeligt frem.

I det videre forløb mod sydøst til tun-neldalsystemets nordligste hovedgren, Ke-delsø-dalen, er åsen fuldstændig fjernet ved grusgravning, men på målebordsbladene fra

før grusgravenes tid kan man tydeligt følge åsformen frem til Kedelsø-dalen. Det er i øvrigt oplagt, at grusindvinderne har kendt til åsens grove afl ejringer uden selvfølgelig at kende til deres oprindelse.

For mig at se er der således ingen tvivl om, at Strø Bjerges åssystem kan følges indtil mødet med tunneldalsystemet i Kedelsø-dalen, som i øvrigt skærer sig ind i åsen efter de gamle kurveplaner at dømme. Men om åsen herfra fortsætter videre mod øst og bl.a. udgør det materiale, som de store grusgrave i Nymølle udnytter, kræver en nærmere undersøgelse. Jeg fi nder det dog sandsynligt, og i så tilfælde er Kedelsø-dalens tunneldal en uddybning af en del af den tidligere åsgrav langs sydsiden af Strø Bjerge-åsen.

Profi lerne i grusgraven i St. Rosenbusk viste i øvrigt et andet træk af stor interesse. Såvel åsryggen som den nordlige åsgrav er morænedækket, og tærsklerne mellem de enkelte brudstykker af åsgraven synes at skyldes senere (?) opfyld af moræne. Spørgsmålet er da, om denne iagttagelse kan overføres til de karakteristiske tærskler i Farum Naturparks tunneldalsystem som helhed.

På baggrund af disse samlede iagttagel-ser mener jeg, at man for Strø Bjerge-struk-turen kan fastslå følgende:

• Åsen Strø Bjerge og dens fortsættelse udgør en mindst 15 km og sandsynligvis 20 km lang struktur fra Ølstykke over Lynge til Nymølle og Farum.

• Selve Strø Bjerge udgør de nordvestlig-ste 7-8 km af strukturen og efter et mindre ophold følger en tilsvarende åsryg gennem Lystrup og Uggeløse skove, indtil åsen stø-der sammen med Kedelsø-tunneldalen syd-vest for Lynge. På denne strækning er åsen på begge sider fulgt af en kæde af åsgrave. Skellet mellem de to dele af ås-strukturen synes at falde sammen med Attemose-skrænten (se nedenfor).

• Profi ler i krydslejret grus og sand i gra-

ven ved Lynge viser, at strømningsretningen har været mod NV. Endvidere at åsen har et dække af moræneler på omkring 1 meters tykkelse, og at morænen fortsætter ned ad åsens skrånende sider til åsgravene, som er mere eller mindre opfyldt af moræne. Der-ved synes tærsklerne mellem de korte brud-stykker af åsgrave at være opstået.

• I mødet med Kedelsø-dalens tunneldal synes åsen skåret af tunneldalen. Det er sandsynligt, men ikke endeligt eftervist, at åsen med dens grove, grusede afl ejringer fortsætter østpå langs nordsiden af Kedelsø-dalen til Nymølle og måske videre til Fa-rum. I så fald var Kedelsø-dalens østlige del fra begyndelsen en åsgrav, der i en senere fase er blevet genbrugt af smeltevandsløb, som uddybede åsgraven og drejede den bort fra Strø Bjerge-strukturen i et nyt løb vest for Lynge.

• Denne model, hvor tunneldalsystemet gradvist udvikles under skiftende nedis-ninger, er allerede illustreret i Houmark-Nielsens afhandling om Nordsjællands udvikling. En fl er-generationsmodel er også foreslået af Nick Svendsen for Furesøens dannelse i den centrale del af tunneldalsy-stemet.

Farum Naturparks tunneldalsystemDet markante system af dale, der kendeteg-ner Farum Naturpark, er Nordsjællands mest kendte og iøjnefaldende landskabstræk. Mange tilløb til forklaring af dalsystemet er givet gennem tiden – nu sidst her i Geolo-giskNyt, hvor dalene tolkes som resultatet af jøkelløb under en isafsmeltning, som kort forinden havde afl ejret den omgivende, morænedækkede hedeslette (Farum-sandet). De klassiske forklaringer går derimod på, at dalsystemet opstod i sammenstødet mellem to istunger fra henholdsvis sydøst og nord-øst, og at smeltevand under tryk udgravede dalene langs tunneler under isen – heraf navnet. Senere er det som nævnt foreslået, at systemet opstod trinvist gennem fl ere

Figur 4. Ås-strøget langs Fa-rum – Strø Bjerge – Ølsted-linien, som Steen Sjørring udtegnede det fra fl yfotos. De korte streger viser bak-keretninger og tilsvarende strukturer i området. (Grafi k: Steen Sjørring fra publikatio-nen nævnt i litteraturlisten, 1973)

Vildbjerg

Lynge

Nymølle

91GeologiskNyt 6/11

isoverskridelser, og atter andre mener, at mønsteret i dalene er styret af tektoniske bevægelser i undergrunden. En mere upå-agtet teori foreslået af Erling Bondesen går på, at sprækkerne opstod ved hævning af overfl aden over en pude af grundis i den underliggende sand/grus-afl ejring.

Ingen af de hidtidige forklaringer synes dækkende – vist heller ikke af forfatterne selv – og i det følgende vil jeg resumere de landskabelige hovedtræk, som karakteri-serer Farum Naturparks tunneldalsystem, og som vel bør inddrages i enhver teori for dalsystemets opståen.

• Den overordnede struktur i tunneldal-systemet beskrives ofte som et netværk, der med udgangspunkt i Furesø og Søndersø breder sig vifteformet ud til en grænse fra Slangerup og sydpå. Mod øst er Furesø og Søndersø desuden forbundet med Øresund gennem et fåtal af fremtrædende dalstrøg, og hele dette system tænkes i istidens slutning at have ført smeltevand fra glet-schernes centrale dele frem mod de dengang isfrie områder i det vestlige Nordsjælland.

• Det er karakteristisk, at dalene har et ujævnt bundrelief med tærskler, der fx op-dæmmer langsøerne Buresø og Bastrup Sø. Desuden er det iøjnefaldende, at der ofte sker sideværts spring, hvor to dale mødes, ligesom en dal pludselig kan ophøre.

• Mange af dalstrøgene følges af rækker af korte åse, der kan spores både langs da-lenes bund og op langs dalsiderne. I Buresø og Furesø fremstår åsene som grunde. Ås-

strøgene kan krydse fra dalsystem til dal-system i netværket. De korte åse består ge-nerelt af sand og grus uden morænedække, men Strø Bjerge adskiller sig både ved sin størrelse, sin længde og sit morænedække.

• I netværket af dale synes de overvejen-de ØSØ-VNV-gående dale at være hoved-dale, som dernæst forbindes – shuntes – af tværgående NNØ-SSV-gående dale. De to sæt dale mødes ofte under en skarp, næsten ret vinkel, som næppe kan være uderoderet af et fl odløb. Der er dog ingen tvivl om, at dale fra begge systemer stedvis har funge-ret samtidig, for nogle af åsene drejer som nævnt om hjørnerne.

• Udtrykket “vifteformet” er egentlig ikke en præcis betegnelse for strukturen i dalsystemet, hvor hoveddalene snarere indgår i et stringent gitter med en klart defi neret NNØ-retning og med ret ensartet afstand mellem dalene. 6-7 dalstrøg kan på den måde udskilles, og i nord gælder det så prominente landskaber som Strø Bjerge, ås-strøget mellem Lynge og Farum og Buresøs dalgang, mens Værebro Ådal er den sydlig-ste af disse dale i systemet.

Enkelte af de langsgående dale, fx dalene med Bastrup Sø og Kedelsø, synes dog at krydse over mellem hoveddalene. For de tværgående, shuntende dale kan det tilføjes, at en nord-sydlig struktur er dominerende overalt i landskabet i det østlige Nordsjæl-land, som bl. a. vist på Sjørrings udtegning af bakkeretninger fi gur 4.

I begyndelsen af dette afsnit omtalte jeg

i stikord en række fortolkningsmuligheder for tunneldalsystemet i Farum Naturpark, og at ingen af disse fortolkninger synes at kunne redegøre tilfredsstillende for dalenes karakteristika. For mig at se må et vigtigt udgangspunkt for tolkningen dog være de forholdsvis sikre observationer fra Strø Bjerge om åsens hovedretning, at fl ere is-overskridelser har været på spil, og at det uregelmæssige bundrelief i dalene kan skyl-des et senere morænedække. Sandsynligvis skal også områdets andre store landskabs-elementer – først og fremmest Gribskov-linien og Attemose-skrænten – indtænkes i tolkningen.

Attemose SkræntSom det tredje element vil jeg pege på den såkaldte Attemose Skrænt – et ejendomme-ligt indslag i det nordsjællandske landskab. Attemose-skrænten gives sjældent større omtale, men er ikke desto mindre et af de mest fremtrædende landskabsskel i regionen.

• Attemose Skrænt fremstår i landskabet som en 5-15 meter høj og godt 10 km lang skråning, som kan følges næsten retlinet fra Hammersholt og Lille Sverige syd for Hil-lerød til udkanten af Slangerup. Skrænten skråner mod nord, og nord for skrænten fi ndes de lavtliggende og ofte vandlidende områder langs vestkanten af Hillerød by. Syd for skrænten møder vi derimod Allerød-Lynge-morænefl aden i 30 til 50 meters højde, og Attemose-skrænten danner dermed nord-grænsen for den vidtstrakte morænefl ade i

Figur 5. I tunneldalsystemets dybeste dele ligger langsøer lukket inde af tærskler. Mest karakteristisk er Buresø og Bastrup Sø, og fotoet viser vestenden af Bastrup Sø med ruinen af Bastrup Tårn i forgrunden. Bastrup Tårn er et fæstningstårn fra omkring 1130 – Danmarks ældste, verdslige stenbygning. Mange tidligere langsøer er nu afdrænet, fx Kedelsø, Langesø og Jørlunde Sø. På den udtørrede søbund i Jørlunde dyr-kes nu Nettos lækre, økologiske gulerødder. (Foto © Naturparkens Venner)

92 GeologiskNyt 6/11

den sydlige halvdel af Nordsjælland. Skræn-ten har fået navn efter Attemose vest for Nr. Herlev, hvor den står særligt tydeligt frem.

• Attemose Skrænt er imidlertid ikke ale-ne et topografi sk element. I følge vandborin-gerne markerer skrænten også nordgrænsen for den regionale sandafl ejring Farum-san-det – jf. nedenfor. Syd for skrænten fi ndes Farum-sandet overalt, som oftest hvilende direkte på kalkoverfl aden og med tykkelser på 20 til 30 meter. Nord for skrænten mang-ler sandforekomsten derimod fuldstændigt, og de glaciale afl ejringer er domineret af moræneler med vekslende indslag af sand og grus. Det ser således ud til, at faldet i ter-rænoverfl aden nord for Attemose-skrænten kan tilskrives fraværet af Farum-sandet her.

• Langs Attemose Skrænt er fl ere punkter værd at bemærke – om de skyldes tilfældig-heder, eller der er en årsagssammenhæng, er foreløbig uvist.

- For det første udgår skrænten i Lille Sverige netop fra det område, hvor Grib-skovliniens frontbakker ophører, og hvor den bagvedliggende randmorænebue bøjer om (se nedenfor).

- På morænefl aden oven for Attemose mellem Nr. Herlev og Slangerup fandtes tidligere den fremtrædende Langebjerg Ås, som dog nu er helt bortgravet. Åsen var op-rindelig ca. 1½ km lang og op til 15 m høj og løb fra en sydlig retning frem mod At-temose Skrænt uden dog at passere ned over den. Vandstrømningen var fra sydvest mod nordøst. Åsen ligger i øvrigt helt isoleret uden forbindelse til andre åse eller tunnel-dale, ligesom dens retning er usædvanlig for Nordsjælland.

- Den følgende del af skrænten mod Slangerup forløber mere uklart, sandsyn-ligvis fordi den er camoufl eret af senere dødisafl ejringer, men ved Vildbjerg synes skrænten at krydse Strø Bjerge-strukturen. Det er netop stedet, hvor åsstrukturen knæk-ker, og åsens opbygning skifter fra Strø Bjerges planås i nordvest og til en ås fulgt af åsgrave mod sydøst.

- Fortsættelsen af Attemose Skrænt syd-vest for Slangerup er uklar. Måske ophører skrænten simpelthen, måske drejer den om i retning mod Skovbakke og Danshøj ved Græse, hvor en svag skråning løber gennem landskabet. Eller måske skal skræntens fort-sættelse søges langs østsiden af lavningen, der løber sydover fra Slangerup. Farum-sandets udbredelse i dette nøgleområde er ikke undersøgt.

To overordnede forklaringsmodeller lig-ger lige for med hensyn til dannelsen af den topografi ske Attemose Skrænt og fraværet af den regionale sandafl ejring – Farum-sandet – nord for skrænten.

- Tidligere fandtes Farum-sandet både nord og syd for Attemose Skrænt, men nord for skrænten blev den mægtige sandafl ejring senere fjernet ved erosion.

- Farum-sandet blev aldrig afl ejret nord for Attemose Skrænt, fordi en mægtig blok

af dødis spærrede for afl ejring her. Den sidste løsning forekommer vel mest

sandsynlig; men det er fuldstændigt uvist, hvornår og hvordan denne særlige situation har eksisteret. Under alle omstændigheder er dannelsen af Attemose-skrænten og op-splitningen i de to regionale områder sket, inden ismasserne fra Bælthav-fremstødet for sidste gang trængte frem og afsatte de vari-erede dæklag af moræneler og smeltevands-sand både nord og syd for skrænten.

Gribskovlinien. Randmorænebuen i Store Dyrehave.I kortets nordøstre hjørne fi nder vi bakke-strøgene i Store Dyrehave og den sydlige del af Hillerød. De markante bakkestrøg når her højder på 85 meter og udgør dermed et fremtrædende, sydligt afsnit af Gribskov-liniens Randmoræne, der ofte malende be-skrives som Nordsjællands rygrad.

I Gribskovliniens kerneområde vest for Esrum Sø ses et 3-4 km bredt bælte af snæv-re, generelt nord-sydrettede bakker og dale. Efter en snævring mellem sydspidsen af Esrum Sø og Hillerød afl øses dette system mod syd af bakkerne i Store Dyrehave, som jeg har beskæftiget mig nærmere med, og hvor de detaljerede kurveplaner har afsløret

en struktur, som vist ikke tidligere er blevet bemærket. Nemlig at randmorænen er ty-deligt todelt med en retlinet frontzone og et bagvedliggende, buet hovedstrøg, adskilt af et langstrakt trug parallelt med hovedretnin-gen af Gribskov-linien.

• Frontzonen udgør den ydre, vestlige fl anke af Gribskov-linien i St. Dyrehave. Den er opbygget af en kæde af enkeltbakker med langstrakt afrundet omrids og afrundet topfl ade. Bakkerne i frontzonen bærer der-med præg af at være afl ejret i sprækkezoner i dødis.

Fra St. Dyrehave fortsætter frontzonen – så vidt jeg kan bedømme – mod NNV i en nærmest snorlige retning langs østsiden af Frederiksborg Slotssø og vestsiden af Grib-skov. I sydlig retning er det som tidligere omtalt bemærkelsesværdigt, at frontzonens bakkestrøg stopper i Lille Sverige, netop hvor Attemose-skrænten har sit udgangs-punkt. Syd herfor genfi ndes frontzonens bakkeretning kun i enkelte, spredte småbak-ker. Spørgsmålet bliver da helt åbenbart, om frontlinien er dannet i sammenhæng med Attemose-skrænten, eller om den har fortsat længere sydover, hvor den senere er blevet overskyllet eller fjernet ved erosion.

• Bagved – øst for – frontzonen følger i

Figur 6. Cirkeldiagramkort for boringer omkring Attemose Skrænt (skitseret). Det fremgår af kortet, at samtlige boringer syd for skrænten rammer ned i en massiv sandafl ejring vist med rød farve og symbolerne S og DS samt enkelte steder DI, silt. Nord for skrænten dominerer derimod moræneler (brunt, ML) i boringerne. Kalkundergrunden er markeret med grøn farve. Symbolerne på basisdatakortet skal kort fortalt læses således, at hver boring beskrives gennem to koncentriske cirkler, hvor boredybden stiger rundt langs cirklerne med uret. Den inderste cirkel beskriver dybder fra jordoverfl aden til 0 meter og den følgende cirkel fra 0 til 100 meter. (Kortmateriale: Danmarks Geologiske Undersøgelse, 1989)

Attemose Skrænt

1 km

93GeologiskNyt 6/11

St. Dyrehave en mosefyldt lavning, hvoref-ter bakkerne rejser sig brat til 85 meter – det højeste punkt langs Gribskovlinien. Det særlige ved bakkestrøget i Store Dyrehave er imidlertid, at såvel dets ydre form som de enkelte bakker i strøget tegner en tydelig halvbue med åbning mod øst. Fra et sydligt ben ved landsbyen Kettinge i sydkanten af Dyrehaven krummer bakkestrøget således mod nord gennem Dyrehaven og det østlige Hillerød, indtil det drejer mod nordøst og nærmest tangerer sydspidsen af Esrum Sø.

• Det er muligt, at denne todelte opdeling af Gribskovliniens randmoræne også er gældende for dens kerneområde i Grib Skov. For randmorænen som helhed aftegner sig dermed en struktur, hvor en retlinet frontzone med NNV-lig retning østover afl øses af en serie af krumme bakkesystemer med stadig mindre krumningsradius afsat foran isolerede gletschertunger. Frontzonen løber da fra Lille Sverige langs vestsiden af Store Dyrehave og Gribskov til landsbyen Kagerup og muligvis videre til nordkysten ved Udsholt. Blandt de bagvedliggende, krumme randmoræner omfatter den yderste hele bakkesystemet fra nordspidsen af Esrum Sø til sydsiden af St. Dyrehave. Den afl øses i strøgets østlige del af mindre buer, hvoraf den tydeligste danner Store Dyrehave, mens andre buer fi ndes om-kring Nødebo ved sydenden af Esrum Sø og ved nordspidsen af søen.

• Fortsættelsen af Gribskov-linien syd for St. Dyrehave tegner sig uklart. Som oftest tegnes linien sydpå gennem bakkepartier på begge sider af Sjælsø, men disse bakker til-hører antagelig et andet stadium af isranden.

• Gribskov Randmorænen antages ge-nerelt at være opstået ved et genfremstød fra NØ-isen, der tidligere var nået frem til Ussings linie. I sammenhæng med Allerød-området er det endvidere af betydning, at Farum-sandet af de fl este antages at være

dannet som en hedeslette foran Gribskov-linien.

Allerød-Lynge-morænefl ade. Dødisrelief og fl adbakker.I denne indramning af tunneldale og åse, Attemose-skrænten og Gribskov-linien fi nder vi så morænelandskabet omkring Allerød og Lynge med dets mere eller mindre udpræ-gede dødisrelief og isprængt grupper af issø-fl adbakker, som hører til landets bedste.

• En rolig, svagt bølget morænefl ade op-træder i kommunens nordlige del omkring Kollerød, og også i den sydligste del af kommunen skærer tunneldalene sig ned i en

morænefl ade af nærmest plateauagtig karak-ter. I nord op mod Attemose-skrænten er der i morænefl aden udviklet en blød sænkning, der fra Sjælsø-området falder roligt vestover og bl.a. indeholder den krumme Børstinge-rød Mose.

• Den centrale del af kommunen er deri-mod domineret af et småkuperet dødisrelief, og hvor dødisrelieffet er mest udpræget fremstår landskabet selv i dag præget af utallige åbne vandhuller og forsumpede områder mellem blødt kuplede småbak-ker. Netop de utallige småbakker, dannet i småsøer i den smeltende dødis, er det træk i kommunens landskab, der først og fremmest

Figur 7. Randmorænen i Store Dyrehave med dens mange store vandreblokke har i høj grad været mål for kongemagtens udfoldelser. Frede-riksborg Slot hviler på en sokkel af ikke mindre end 10.000 kvadersten, som overvejende stammer fra Dyrehaven (foto til venstre). Den første kløvning af stenene foregik i skoven, og i skovbunden fi nder man stadig mange spor i form af mere eller mindre mislykkede huggearbejder (til højre). Ved kløvningen brugte man en særlig teknik med spaltning af stenblokkene efter lange, indhuggede riller – i modsætning til de middel-alderlige kvaderstenskirker, hvor stenene blev kløvet ved hjælp af kilehuller. (Fotos: Carsten Carstensen, 2011)

Figur 8. Kongestjernen i St. Dyrehave er placeret på randmorænens højeste parti. I stjernen mødes et system af jagtveje, der blev udhugget i skoven til brug for parforcejagten – en maka-ber jagtform, der i 1680’erne blev indført af kong Christian V efter inspiration fra Solkongen. Et stykke kronvildt blev med hunde jagtet rundt i skoven, mens det fornemme jagtfølge – ofte med kongen i spidsen – fulgte optrinet fra stjerner af krydsende jagtveje, for til slut at give hjorten dødsstødet. (Foto: Erik Albertsen, © Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum)

94 GeologiskNyt 6/11

falder i øjnene. En fremtrædende gruppe af større, ofte vandfyldte dødishuller fi ndes ved sydvestkanten af St. Dyrehave.

• Et iøjnefaldende element i dette land-skab er issø-fl adbakkerne. Disse bakker fi n-des spredt over hele Nordsjælland; men de er særligt hyppige i området mellem Birke-rød, Farum, Lynge og Allerød, hvor de op-træder på morænefl ader både med og uden tydeligt dødisrelief. En gruppe af fl adbakker nord for Lynge står særligt tydeligt frem i det åbne landskab. En anden gruppe stræk-ker sig fra Allerød mod Farum og Birkerød, hvor fl adbakkerne gennem tiderne har skabt grobund for den udbredte teglbrænding i området. Det var i en af disse lergrave, at Allerød-varmetiden for første gang blev konstateret.

Fladbakkerne er let genkendelige på deres jævne topfl ader og afrundede omrids. Som oftest hæver de sig en halv snes meter over det omgivende landskab, og de mest fremtrædende bakker i området har omtrent samme tophøjde med en svag aftagende tendens mod nordvest. Mange af bakkerne har desuden en svagt hævet bræmme langs øst- og sydsiderne, og ofte fi ndes her gru-sede og sandede afl ejringer, mens bakkernes vestlige og nordlige dele består af ler. Alt i alt peger det på, at de oprindelige issøer var indesluttet i dødis med en svagt hældende isoverfl ade og afstrømning i nordvestlig retning.

• Dødisprægede landskabsformer og fl adtoppede bakker er ikke alene tilknyttet den centrale morænefl ade, men overpræger også de omgivende landskaber. Området nord for Attemose-skrænten er således også dødispræget, og afrundede fl adbakker danner nogle af de højeste partier på Grib-skovliniens randmorænebakker. Strø Bjerge-åsen er som omtalt morænedækket ligesom åsgravene, og fl ere steder hælder fl adbakker op mod åsen. Den sidst afsmeltende is sæt-ter dermed stort set overalt sit klare præg på landskabet.

Sandet under Allerød – Farum-sandetDen udbredte morænefl ade omkring Allerød-Lynge og sydover har utvivlsomt som sin forudsætning, at de terrænnære afl ejringer hviler på den jævne overfl ade af Farum-sandet. Farum-sandet er allerede blevet berørt i forbindelse områdets ramme-landskaber, og det efterlader ingen tvivl om, at denne regionale sandafl ejring indirekte spiller en afgørende rolle for landskabsdan-nelsen omkring Allerød. I dette afsluttende afsnit samles derfor nogle observationer om Farum-sandet.

• Farum Sand-formationen kendes først og fremmest fra de talrige boringer, der enten henter deres vand fra sandafl ejringen eller fra den underliggende kalk. Hertil kommer profi ler i områdets grusgrave, især de store grave omkring Nymølle øst for Lynge, som er typelokalitet for formationen. Som omtalt i afsnittet om Strø Bjerge er det

imidlertid muligt, at grusgravene i Nymølle udnytter den selvstændige Strø Bjerge-ås-struktur eller i det mindste, at grusforekom-sten i Nymølle er en selvstændig udvikling af Farum-sandet, som ikke kan tages til ind-tægt for sandformationen som helhed. Korn-størrelsesmæssigt er sandet i boringerne og Nymølle Grusgrav væsensforskellige, mens der er ligheder i sammensætningen. I det følgende beskrives Farum-sandet, som det ses i boringerne.

• Sandforekomsten hviler næsten overalt direkte på den prækvartære kalkfl ade, ofte med et bundkonglomerat rigt på fl int og kalkknolde. Kalkoverfl adens højde fi ndes omkring -5 til -10 meter, og da overfl aden af sandforekomsten i Allerød-området lige-ledes ligger nogenlunde konstant omkring + 30 meter, synes mægtigheden overalt at være ca. 35 meter.

• Forekomstens nordgrænse falder som omtalt sammen med Attemose-skrænten. Østgrænsen er mere uklar, men løber i følge Nick Svendsen langs Gribskovlinien og i dennes fortsættelse mod østenden af Furesø. Syd- og vestgrænsen er så vidt vides ikke fastlagt med sikkerhed, men Farum-sand synes at eksistere overalt i området dækket af tunneldalsystemet, hvor det ofte ses i tun-neldalsiderne.

• I Allerød-området består forekomsten overvejende af fi nkornet sand med indslag af både siltede og mellemkornede afsnit. Sandet er generelt rigt på kalk og fl int, og karakteristisk for de fi nkornede indslag er forekomsten af rav og forkullede plantedele, som nævnes i mange boringer.

Fund af større ravstykker er ligeledes rapporteret fra grusgraven i Nymølle, og rigdommen på kalkblokke af Terkelskov-kalk har her givet ophav til den fremtræ-dende kalkproduktion i ældre tid. I sam-mensætning er der dermed ligheder mellem Farum-sandet i boringerne og råstofferne i Nymølle Grusgrav.

• Den regionalt udbredte og allesteds-nærværende sandformation er naturligvis hyppigt blevet omtalt og diskuteret gennem tiden, nu sidst i Nick Svendsens artikler i GeologiskNyt, hvor formationen regnes som en smeltevandsslette afl ejret foran Gribskov-liniens randmoræne og med tilstrømning fra Furesø gennem tunnel-dalsystemet. En tilstrømning fra sydøst er sandsynligvis nødvendig for at forklare bl.a. ravpindelagene, kalkindholdet og ledeblok-kene i Farum-sandet. Dette i modsætning til afl ejringerne langs selve Gribskov-linien i de centrale områder omkring Hillerød, der har et stort indhold af bl.a. kinnediabas. I forbindelse med råstofundersøgelserne i 1980’erne blev Farum-sandet – uden denne betegnelse – snarere henført til det såkaldte gammelbaltiske fremstød fra mellem Weich-sel og dermed ældre end de fremstød, der ellers formede landskabet i Nordsjælland. I sin beskrivelse af Birkerøds geologi fore-slog geologen S. A. Andersen, at Kattegat

overskyllede området, dengang sandet blev afl ejret, eller at afl ejringen i det mindste foregik i en vældig indsø.

EfterskriftDenne artikel var oprindelig tænkt som et indlæg i en løbende diskussion i Geologisk-Nyt om landskabet i det centrale Nordsjæl-land. I og med at dette nummer er bladets sidste, er denne mulighed jo lagt død, men det ville glæde mig, hvis artiklen trods alt kunne inspirere til en dialog på Geologsk Nyts hjemmeside (www.geologisknyt.dk).

For mig at se byder dette landskab på gåder, hvis løsning er en Barneby værdig, og vi er da også en række geofans i bl.a. Hillerød, Lille Sverige, Allerød, Birkerød, Hareskov, Farum og Stenløse, som hver for sig tumler med problemerne. Hvis det viser sig at have interesse er det en nærliggende mulighed at arrangere en ekskursion og/eller et seminar om området i foråret 2013. Hvis I synes, så giv jeres besyv med på hjemmesi-den, ligesom I er velkomne til at skrive di-rekte til mig på mail-adressen san@mail.dk

Udvalgte referencer:

- Brandt, G. (1982): Råstofgeologisk kort-lægning mellem Hillerød, Måløv, Frederiks-sund og Frederiksværk. – Arbejdsdokument, kortlægningsdel A & B. Hovedstadsrådet, 324 sider + diagrammer. - Houmark-Nielsen, M (1990): Late glacial stratigraphy and deglaciation pattern in eastern Denmark. – LUNDQUA report, vol. 32, side 31-33.- Krüger, J. & Sjørring, S. (1986): Det nord-sjællandske landskab fra istiden til i dag. – I: Danmark. Nordsjælland, side 284-298. Gyldendal.- Marcussen, I. & Østergaard, T. V. (2003): Danmarks geologiske seværdigheder. – Po-litikens håndbøger, 252 sider.- Milthers, K. (1955): Landskabsformerne i en del af Nordsjælland. – Dansk Natur – Dansk skole, femogtyve år, side 16-21- Milthers, V. (1935): Nordøstsjællands geo-logi. – Danmarks geologiske undersøgelse, 5. rk. nr. 3, 2. udgave, 192 sider.- Milthers, V. (1948): Det danske istids-landskabs terrænformer og deres opståen. – Danmarks geologiske undersøgelse, 3. rk. nr. 28, 234 sider.- Nielsen, A. V. (1965): De geologiske forhold i naturparken. – I: Tscherning, C. (red): Naturparken mellem Farum og Slan-gerup, side 133-178.- Sjørring, S. (1973): Some problems in the till stratigraphy of the northeastern part of Sjaelland. – Bull. Geol. Inst. Uppsal, 5, side 31-35.- Smed, P. (1981): Landskabskort over Dan-mark. Blad 4. Sjælland, Lolland, Falster, Bornholm. Geografforlaget. - Svendsen, Nick (nr. 6 2010 + nr. 2 og 5 2011): 3 artikler om Furesøen, Farum-san-det og tunneldalene i GeologiskNyt