Endnu en bog om kærlighed Yet another book of love

Af Toke Løgstrup Leth

Endnu en bog

om kærlighed Ord omkring kærlighed hos The Magnetic Fields

Yet another

book of loveWords about love with The Magnetic Fields

♥ Kultur & Medier

Examensarbete i Kulturvetenskap 15hp

Konst, kultur och kommunikation (K3)

Malmö Högskola

VT 2013

Handledare: Petra Ragnerstam & Gunnar Krantz

Exminator: Petra Ragnerstam

Toke Løgstrup Leth

AbstractLove is a constant in popular music, an dosis of daily escapism which have changed over time. The

changes seem inspired or even aligned with the mindset of society. But what are the lyrics of the

present popular music really inspiring us to do? As an allie this paper has chosen 5 songs from

album 69 Love Songs by The Magnetic Fields, to show Love from alternative perspectives.

From the views of the restricted Ideology of Love and The egocentric Postmodern perspective to

the culture acclaimed ”Free Love”. The Magnetic Fields usually takes side with ”Free Love” and

then successfully uses elements from the other two perspectives, to describe a Love scenario in

various situations. By using these other elements the lyrics of The Magnetic Fields creates a more

trustworthy approach to Love and its indefiniteness. In analyzing the lyrics of these 5 songs this

paper will discover why these songs aren't as cheesy and corny than regular popular music.

As present popular music has a tendency to involve reproductive messages, weddings and personal

success, whereas The music of ”free love” lend towards romantiscm and an unified togetherness.

In cultural context the desire for romantiscm almost always seem to trump reproductive messages,

but does this also apply in society? This paper will give its contribution by examinating these major

issues.

Analyzing Love with the music of The Magnetic Fields

By: Toke Løgstrup Leth, Houours dissertation and final examproject in Cultural Studies/Literature,

20 credits, School of Arts and Communication (K3). Faculty of Culture and Society, Malmö

University. Supervisor: Petra Ragnerstam. Spring 2013

Keywords: Love, Individualism, Free Love, Popular music, Ideologies of Love, The Magnetic

Fields, Romantiscm.

Toke Løgstrup Leth

IntroduktionForuden det store spørgsmål om livets mening, rummer livet også mange spørgsmål omkring

kærlighed. Disse spørgsmål har mange forskellige mennesker forsøgt at komme til bunds i. Deres

indsats har været med til at normalisere den kærlighed, som trives i vore nuværende samfund.

Kærligheden har været en længere rejse igennem, fra det mere restriktionsbundede via

religion og kønsroller over til den frie kærlighed. Den frie form gjorde den tilgængelig for alle, på

tværs af tidligere dominerende opdelinger såsom klasser og blodlinjer. Denne frie kærlighed som

også kaldes den romantiske ideologi, er dominerende på den kulturelle scene.

Den frie kærlighed havde en chance for at etablere sig, i stedet har vi omringet os i en kærlighed

heftigt præget af et postmoderne syn. Lykke, både som personlig og familiær succes, er blevet målet

for mange personer. Lykke er blevet en norm bl.a. indenom kærligheden, som vi definerer vore liv

udfra. I dag forefindes der en tro på at kærligheden, indgår i familielivets norm. Hvilket anses som

værende livets vigtigste mål, endda nærmest en rettighed. Den frie kærlighed anser ikke familielivet

som et nødvendigt kriterie, men ser mere på romantismen i selve kærligheden, som ikke

nødvendigvis har en lykkelig slutning.

Når undersøgelser indikerer at den romantiske frie kærlighedshistorie sælger bedre end

historier om sex (Blum 2005:335) bevises det at der forefindes en interesse for den romantiske

historie. Måske ikke kun i form af et eskapistisk frirum i den trivielle hverdag. Kærligheden

præsenteres vidt forskelligt i en tid præget af vækst, fankultur, reality-fjernsyn, stenalderkost og

populærterapi. Den opstilles både som noget udefinerbart over til at være mere defineret i behov for

intimitet og social anerkendelse. Uanset portrætteringen præges vore meninger og holdninger af

forskellige medier, hvilke har større indflydelse end hvad der forventes. Indflydelsen efterlader

mennesker i en postion hvor der skal tages et valg om hvilket aspekt af kærligheden som passer

dem bedst.

Et af disse medier er musikken, som ofte står frem som forkæmper for den frie kærlighed.

Musik må anses som det mest udbredte medie, hvilket giver den stor indflydelse og dermed også et

større ansvar til at fremvise emner såsom kærligheden. Nutidens populærmusik har en tendens til at

appellere mest til det behovstrængende individ, men den frie kærlighed er en konstant modspiller i

kampen om poplisterne. Historisk set har kærlighed og musik altid haft en sammenknytning, men

hvilke signaler udseender musikken egentlig omkring kærlighed? Musik bombarderer os både med

ønsketænkning og fremtidige forventninger til individet, samt kærlighedens fortryllende effekt.

Denne fortryllende kærlighed er en af de største inspirationskilder til lyrikeren, hvad enten

Toke Løgstrup Leth 1

har man har den, har mistet den, er blevet knust af den etc. Musikken kan bruges til at lære andre

hvorledes at opfatte kærlighed, forelskelse, sorg osv. Et sæt at gøre det på ses hos bandet The

Magnetic Fields, hvorpå sangskriveren Stephin Merritt fremviser flere forskellige måde at tolke

romantik og andre aspekter af kærligheden.

Denne opgave vil tage fat i kærligheden i 3 forskellige former. Kærligheden som ideologi og

diskurs, det postmoderne syn på kærligheden og den frie kærlighed. Fungerer normer, idealer og

normalitets ønsker virkelig i kærligheden? Kærligheden som ideologi giver indsigt i hvorledes

kærligheden karakteriseres objektivt set. Kærligheden er måske mere en diskurs i sig selv? Her

fremhæves kærligheden som opsat og gentagende, dens magt som menneskeskabt fænomen.

Over til det postmoderne syn på kærligheden, hvor det er individet som muligvis er ved roret.

Hvilken prioritering har kærligheden i individualismen? Kan to individer skabe og indgå i en

relation? Til at modsvare disse kærlighedsformer og som fortaler for den frie kærlighed, vil opgaven

tage parti hos musikbandet The Magnetic Fields. Den valgte metode består af analyse af 5 udvalgte

sange fra deres album 69 Love Songs, hvilket vil fremstå som materiale for den frie kærlighed. Til

de to andre som former for kærlighed vil der tages udgangspunkt i sociologisk teori og diskursteori

fra Barthes.


Hvem er The Magnetic FieldsDette amerikanske band består af Stephin Merritt, Claudia Gonson, John Woo og Sam Davol.

Merritt som er primus motor i The Magnetic Fields, skabte sammen med Gonson bandet tilbage i

1989. Deres venskab strækker sig tilbage til 1983 og de to har haft andre småbands forinden.

Bandets titel The Magnetic Fields er taget efter bogen Les Champs Magnétiques, skrevet af

de franske poeter André Breton og Philippe Soupault. Bogen blev som den første nogensinde

publiceret i genren surrealisme tilbage i 1920. Bandet The Magnetic Fields' rejse startede i et

ungdomsmiljø som var mest præget af punk- og rock genren. Her spillede de deres meget atypiske

musik, deres første sange og album var primært elektronisk, lavet på Merritts samling af

synthesizer. I dette miljø stod de som det eneste band, hvori der ingen guitar fandtes, dette blev dog

ændret da Woo senere kom ind i bandet. Både Sam Davol og John Woo blev en del af bandet lidt

henad vejen, Davol allerede i opstartsfasen i 1989 og Woo i 1994. Begge spiller de primært på

strengeinstrumenter, såsom cello, guitar og mandolin. Engang imellem hænder det at Woo får

muligheden for at spille ukulele, et instrument som senere hen er blevet en del af Merritts identitet.

Davol og Woo er blot musikere, på den måde at det er Merritt som driver The Magnetic Fields,

muligvis lettere diktatorisk. Merritt skriver tekst og musik, som Davol og Woo så er med til at rette

til, ud fra Merrritts udgangspunkt. Claudia Gonson er trommeslager og pianist, derudover er hun

også bandets manager. Hun fremstår desuden som den moderlige figur, organiserede person og

forretningskvinden bag The Magnetic Fields. Hendes forretningssans anses som hovedårsagen til at

bandet ikke er druknet i mainstream kulturen, men i stedet bibeholdt deres indie-image.

Primus motor Stephin Merritt er tekstforfatteren, hvilket gør at det primært er ham jeg vil

referere til i videre læsning. Grundet at det er hans egenskaber i at skabe imaginære forestillinger og

fortællinger, som trækker bandet frem. Hans hang til tekster har gjort at han tidligere har arbejdet

som redaktør og skribent hos bl.a. SPIN magazine og Time Out New York.

Merritt's lyst til at lave musik virker uendelig og indtil videre kan han, foruden The Magnetic

Fields, skrive 3 andre bands på sit CV. Derudover har han arbejdet med musik til film og musicals.

Sammen med Gonson har Merritt hele tiden været åbenlys omkring sin homoseksualitet. Merritt har

tidligere i et interview udtalt sig at ingen rigtigt har spurgt om hans seksualitet, da alle bare gik

udfra at han var til det samme køn. Merritt hentyder selv at det var i hans tekstforfatteri, at hans

seksualitet kom til syne. På trods af at Merritt er kendt for at skrive tekster hvori hans egen identitet

aldrig afsløres, skabes teksterne udfra andre faktorer såsom populærkulturelle klichéer.

Udefra kan Merritt bedst beskrives som en sarkastisk belæst musikfanatiker, gemt i en buttet

middelmådig krop. En åbenlys kritisk romantiker, med et velovervejet anti-sind og med et åbenlyst


ubehag overfor forbrugsmedierne. Merritt ønsker ikke at lade sig præsentere igennem medierne,

mere blot en lyst til at lade hans identitet komme frem via hans musik. Han virker dog ikke så

generet i at stille op til koncerter, til trods at han i starten af han karriere var helt imod det.

I don’t think there are any clichés I try to avoid. As soon as I spot a cliché, I go for it. I feel like

clichés are the most useful thing in songwriting. They’re the tool on which you build all the rest

of the song. - Stephin Merritt1

Merritt har en fascination for populærmusik og musicals, hvilket kommer til udtryk i hans sange.

Han finder også meget inspirationen i populærkulturen, hvor han kan dyrke klichéer og bruge dem

som udgangspunkt i hans tekstforfatteri. Han har flere gange nævnt at han ser op til ABBA, som

han karakteriserer som værende favoritbandet. Han anvender sig af samme teknik til at lave sit

tekstforfatteri, noget som han har døbt ”the ABBA theory”. Hvilket i sin simpelhed går ud på at

teksten skrives inden musikken laves. Udover at udvise sin fascination i populærkulturens klichéer,

vælger han dog at holde sine indgangsvinkler til sin lyrik hemmeligt.

Well you must realize since our band is named after an Andre Breton novel, I'm sworn to

secrecy about my use of imagery and I will forever pretend to be naïve. - Stephin Merritt2

The Magnetic Fields' første udgivelse var Distant Plastic Trees i 1991 og til dags dato har

The Magnetic Fields udgivet 10 albums, den mest kendte 69 Love Songs er fra 1999. Dette er

bandets sjette album, som hidtil er den største kommercielle succes og mest anmeldelsesroste. 69

Love Songs består af 3 albums, som fås separat eller som samlet pakke. Efter 69 Love Songs

fremlagde Merritts sit nye koncept, hvilket kom til at indebære albums I fra 2004, Distortion fra

2008 og Realism fra 2010. Ligesom 69 Love Songs er disse 3 album også sammenhængende baseret

på et simpelt koncept, som Merritt har døbt ”no-synth trilogy”. Bandets nyeste album er fra 2012 og

hedder Love at the Bottom of the Sea, hvilket anses som et album hvorpå The Magnetic Fields

vender tilbage til deres originale opsætning med elektronisk og strengeinstrumenter.

Denne opgave kommer som nævnt til at tage udgangspunkt i kærligheden omringende 69

Love Songs, hvilkets originale koncept var ment at skulle rumme 100 kærlighedssange. Men pga.

logistiske årsager, blev der skåret 31 numre fra således at man kunne gøre det til en trilogi på 69

numre. Merritt har sidenhen udtalt at hans mål om at lave 100 kærlighedssange stadigt var aktivt.

Hvilket også sammenlagt er opnået, på tværs af bandets samlede diskografi. Hans inspirationen til

1 Interview i AV Club, d. 9 Februar 2010

2 Interview i Interview Magazine d.10 Feburar 2002


dette personlige mål til de 100 kærlighedssange kom fra:

I was sitting in a piano bar,...and I had earlier that day, Virgil Thomson I think, commenting on

Charles Ives' songbook of 114 songs of all kinds...and I thought, I could do someting like that.

And I had been thinking it would be good to get into the world of musicals, and probably easiest

to get into it through a revue of songs... The original idea was to have the singers be drag

queens. (Jarman-Ivens 2007:235)

Konceptet 69 Love Songs skulle bredde sig så meget som muligt, for ikke at tabe lytterens

opmærksomhed. Albummet indeholder mange forskellige genrer og en imponerende lang liste af

forskellige instrumenter. F.eks. spiller Merritt selv på 96 forskellige instrumenter på albummets 69

sange, de instrumenter som virker ham mest kære er ukulelen og synthesizeren. Den store blanding

af instrumenter suppleres af hans letgenkendelige utrænede baryton vokal, hvilket han gør brug af

på 45 af numrene. Gonson synger den ledende vokal på 7 at sangene og resten af sangene fremføres

af gæstesololister såsom LD Beghtol, Shirley Simms og Dudley Klute. På hele albummet findes der

kun en duet med Gonson og Merritt. En af de udvalgte sange i analysedelen af denne opgave, er

også en duet, med gæstesololisten Simms og Merritt. Foruden denne sang vil opgave give et indblik

i 4 andre udvalgte sange fra albummet 69 Love Songs, for at opstøve hvilke kærlighedsfaktorer der

var med på albummet. Opgaven tager et tolkende blik på Merritt som tekstforfatter samt hvilke

budskaber disse kærlighedssange fremviser. Hvorledes bevæger kærligheden sig imellem det

ideologisk, det frie og det postmoderne kærlighedsbillede? Til hjælp i analysen omkring selve 69

Love Songs-albummet og de udvalgte sange, bruges medsanger LD Beghtols bog 69 Love Songs: a

field guide. Som er den bog der giver den bedste indsigt i selv albummet.


Hvad er kærlighed?Fra barndommen læres vi til at se på kærligheden som en svær størrelse, der kan defineres på

forskellige sæt. Kærligheden bærer altså ingen konkret form, blot en forståelse af dens konstante

tilstedeværelse. På samme sæt som livets mening er udefinerbart og for at skabe større forvirring,

sættes disse to ofte sammen. Livets mening findes i kærligheden, to udefinerbare elementer som

muligvis blot skaber større fortvivlelse end ro. Nutiden har en tendens til at alting skal være

målbart, så for at opnå succes skal den kunne vises frem i målbare elementer. Dette har medvirket

til at kærligheden har mistet lidt standpunkt, for tilsyneladende fremstår individualistisk målbar

succes mere lokkende, end ønsket eller troen på det udefinerbare.

At kærlighed er usynlig og ingen decideret stemme har, gør at den er reduceret til udefrakommende

opfattelser, handlinger og ord. Hvilke er faktorer som definerer hvorledes kærligheden opfattes,

opfattelser der kan ændres efter eget ønske, eftersom kærlighed jo banalt set er menneskeskabt.

Efter kærlighedens frigørelse fra restriktioner såsom klasse, kønsroller osv., er det individets egen

opgave at definere sin kærlighed. Så fra nærmest guddommelig status hos kulturen, er kærlighed

gået over til en nedprioritering hos massen. Denne individualisme og det postmoderne syn på

kærligheden ligger pres på den frie kærlighed, da den frie udefinerbare kærlighed mere taler til

tosomheden. Mere målbare aspekter såsom lykke og succes hos individerne virker til at triumfere.

Ydeligere har forbrugersamfundet trådt ind i kampen om menneskers opmærksomhed, hvor køb-og-

smid-væk mentaliteten kommer til syne i kærlighedskampen. Hvorfor leve med ideen om en

demokratisk kærlighed og hverdagens kompromisser, når ens partner blot kan udskiftets til en bedre

model.

Vores forbrug af medier viser dog et klart ønske om den frie romantiske kærlighed, selvom

det virkelige liv hælder mest til individuel succes. En forståelse omkring at et succesrigt individ

medfører et godt udgangspunkt, til at finde sig sin partner. Individet kommer dermed i første række

og kærligheden i anden eller endda i tredje. Påvirkningerne af andre faktorer såsom målbar succes,

eller den personlige vækst kommer i kontrast til ønsket om den frie kærlighed.

Denne nuværende association til individuel succes styres af en markedsøkonomisk målestok,

individet skal opnå en målbar succes rent økonomisk men samtidigt også reproduktivt. En flot

indkomst anses som succesfuldt, især hvis individet også lever i et forhold. Men trangen til være

succesfuld kan ikke alene ses i ens indtægt og parforhold, men også i de konstant stigende tendenser

indenfor fysisk udseende, træning samt popularitet hos ens alter ego på sociale medier.

Samtidigt med denne trang til at være succesfuld, henligges der ændringer på det normprægede

traditionelle parforhold. Der bruges et stigende antal timer på terapi-briksen, hvor individer ofte


opfordres til at genfinde de gamle kønsroller og familiekonstruktioner. Dette kan være medvirkende

til at kærligheden som ideologi har større indflydelse på det postmoderne syn på kærligheden, end

hvad den frie kærlighed egentlig har. Kærlighed i et parforhold er blevet dementeret til endnu et

kriterie i individets succesrække. Dette ses bl.a. i de romantiske forventninger som mange har sig til

det store bryllup, den perfekte dag med de høje målsætninger. Idealet om det store perfekte

romantiske bryllup viser egentlig den komplette misforståelse af den frie kærlighed, samtidigt med

at det hylder kærligheden som ideologi.

Den frie kærlighed bruger ingen decideret målbar successkala, som f.eks. ens kondital. Alt

som er nedskrevet og dokumenteret om kærlighed er ugyldigt og kærligheden er i virkeligheden en

udefinerbar følelse mellem to personer. To personer som opløses til et mægtigt vi. Det sociale ved

kærligheden, altså vi'et, behøver som sådan ikke nødvendigvis at være succesfuldt. Det centrale er

derimod at opleve selve opløsningen til tosomheden, samt dele en følelsesmæssig evig dyrkelse af

vi'et, hvad enten det er på godt eller ondt. I den frie kærligheds optik findes der ingen egentlige

retningslinjer eller krav til sin partner.


Normer og kærlighed som ideologi Kærligheden er som udgangspunkt bindemidlet, således at mennesker selv kan finde mening i deres

eksistens. Foruden vil livet ingen mening have, da menneskers historier ikke er op til dem selv at

afgøre. Man anses ikke som herre over vores eget liv, da vi er blevet afhængige af f.eks. en

økonomisk indkomst. Man stavnsbinder sig til steder hvor man kan få sig en indkomst, for at kunne

forsørge sig selv, sin evt. partner og børn. Blot af den grund at indkomst bliver den primære

nødvendighed, fratager den dermed friheden i ens eget liv. Der er tilsyneladende en tro på at

økonomisk frihed giver større livskvalitet og man arbejder dermed for at tjene sig til frihed. Denne

frihed er dog en tidskrævende affære og ender ofte på toppen af prioriteringslisten, hvilket

overskygger familien og ikke mindst kærligheden. Heldigvis foreligger muligheden at købe sig til

romantik og andre goder. Forbrugersamfundet gør at vi kan købe os til alt, selv genstande eller

oplevelser i kærlighedens navn. Det kan resultere i at evnerne til at se den frie kærligheds

romantisering fordufter, og vi lader os styre af købevenlige løsninger. Personers liv skrives og

bestemmes ikke længere af dem selv, men af udefrakommende som muligvis ikke deler samme

opfattelse.

...our autobiography is increasingly being written by outsiders, our private decisions taken out

of our hands. (Beck 1995:41)

Normerne bliver medskabere af livsstandarderne, hvori trivsel kan defineres. Den købebare

kærlighed er i sig selv en norm, den kommer til at fremstå som en platform hvorpå man objektivt

har mulighed for at træffe sin egne valg. Hvad end om man lyster familielivet, forelskelsesræset,

dyrkelse af den brudte kærlighed etc. Platformen tilbyder forudsætningerne hvorfra man modtager

følelsen af værdighed i ens eksistens samt løfter om lykkelighed. Generelt giver normer egentlig et

indblik i et eksisterende system, hvorfra muligheden at ændre eller undgå samme system i

princippet forefindes. Men tendensen er dog mere at skabe kærlighed efter et allerede sat system.

Normaliteten er at have forventninger om et spektakulært liv, hvori man kun kan mærke

lykkeligheden. Hvis det modsatte begynder at indtræffe, vælger man at løsrive sig for at genfinde

lykkeligheden. Dette virker som en cirkel uden ende, eftersom at kærlighed i sig selv ikke lover

nogen lykkelighed. Den er enes eget ansvar selv at skabe. På trods af dette føler mange at havde

retten til denne totale lykkelighedspakke, hvilket ofte i sidste ende blot giver skuffelse. Som

reaktion genoptages jagten på lykke igen og igen. Når en relation brister pga. utilfredsstillende

egenskaber, brister ens tryghedsfølelse og verden skal dermed klares alene. Normen omkring den


ideologisk kærlighed virker til at være påvirket af det postmoderne syn på kærligheden og vice

versa. Individer der ønsker at have og klare det hele, bare ikke alene. Kærligheden som ideologi er

drømmen om ægteskab, familieliv, hus og bil. Jagten på disse trofæer er den ideologi, som i dag

ofte kaldes og defineres som kærlighed.

Familiekonstruktionen stammer basalt set fra en mere religiøs æra, som har været medskaber

af dette billede af kærlighed som der styres imod. Da religionen tabte sit tag omkring kærligheden,

fastholdte vi de traditionelle familiekonstruktioner. Disse konstruktioner bliver dog så småt ændret,

i forhold til opløsningen af familiens fastlagte rollefordelinger. Kønsrollerne er nu mere ligeværdige

i forhold husflid, børnepleje og forsørgelse.

Not everybody can find answers, and what remains are anxieties and a sense of insecurity not so

much about how to survive but about what lies behind our existence, the meaning of it all.

(Beck 1995:48)

Fjernelsen af bekymringer omkring forsørgelse og overlevelse, har betydet at essentielle spørgsmål

indtræder i den personlige sfære. De ubesvarede spørgsmål bliver til stress og panik, hvor så jagten

på bidragende begreber efterlyses. Kærligheden som ideologi virker umiddelbart til at være

løsningen, med de mere opnåelige og definerbare faktorer såsom familien. Ideologien om

kærligheden har overtaget religionens plads. Her forefandtes en potentiel mulighed for en større

dyrkelse af den frie kærlighed. Men i stedet indtrådte det postmoderne syn på kærligheden, hvilket

er medvirkende til at den frie kærlighed igen er forvist til dyrkelse i det kulturelle.

Ideologien om kærligheden som det almægtige prises dog fortsat, i sin teori om kærlighed

som værende den essentielle godhed. Parforhold skabt ude fra den frie kærlighed bliver fortsat

tilsidesat for omstrukturering af traditionelle kernefamilie, familie- og kønsroller. At opnå disse

normer bliver anset som værende den gode kærlighed, at skabe en familiekonstruktion ses som en

essentiel succes. Kærlighedens negative side kom frem, da det blev normen at overleve i et

familieliv. Kærligheden er hermed så småt overlagt til individet, som skal klare familielivet og dets

opsatte kærlighed.


Den gode opsatte kærlighedOpfattelsen af kærlighed differencer fra person til person. Ben-Ze'ev har opdelt den romantiske

kærlighed i tre kategorier som følgende;

The profundity of love: The profundity of love in Romantic Ideology relates to three major

aspects: its profound significance, its ability to prevail, and long duration. Accordingly, love

gives meaning to our life (‘You are everything to me’), love can overcome all obstacles (‘True

love will find a way’), and love aims at the eternal (we shall love each other ‘forever and a

day’).

The uniqueness of the beloved: The two lovers are fused into a unique entity (‘We are soul

mates who are meant for each other’), the beloved is irreplaceable (‘There is only one true

love’), and exclusive (‘Millions of people go by, but they all disappear from view – because I

only have eyes for you’).

The purity of love: Love is morally good (‘Love can do no evil’; ‘I am in love with an angel’).

Love and the beloved both have their own intrinsic value and are morally pure. (2008:4)

Ideologien om denne gode kærlighed bygger på en positiv forestilling, omkring at intet ondt

forefindes i den. Den konstante godhed, dens evighed, dens ægtehed samt dens egenskaber til at

altid sejre. Disse altid positive afbildninger af kærligheden virker dog som et inkorporeret regelsæt

af nærmest religiøs størrelse. For faktummet er at der forefindes flere og flere familiebrud (Beck

1995:203). Efter sådanne brud og dets følger fremkommer en nærmest abstinens-tilstand hvoraf

jagten på endnu en den eneste ene genoptages. Man kan se på ideologien om den ægte evige

kærlighed, som værende opløst og overlagt til indvidet. Eller mere positivt; at mennesker har så

meget kærlighed, at de har egenskaberne til at uddele den over flere omgange.

Kærligheden er igennem historien forsøgt defineret og teoretiseret og ideologien om en kærlighed

virker som konstant hvori alt teori, normer og klicheer henligges. Hvor udefrakommende

håndplukker sine begær iblandt denne indsnævrede ideologiske kærlighed. Opløste traditionelle

familiekonstruktioner viser også den indsnævring af kærligheden, som den gode konstant har været

medvirkende til at opnå. Kærligheden der fremstår som en løsning til at bidrage med svar på livets

essens, virker til at være i vildrede. Kan kærlighed muligvis anses som værende en diskurs i sig

selv?


Kærligheden som diskursVi definerer kærligheden efter egen ønsketænkning med kærlighed som den gode konstant.

Kærligheden som diskurs er en subjektiv konstant, hvori alle ændringer og forskelligheder er

menneskeskabt. Barthes resonerer omkring denne subjektive konstant på følgende sæt:

Dette fænomen er en nødvendig følge af kærlighedens diskurs: jeg (som forelsket subjekt) kan

ikke selv konstruere min kærlighedshistorie til ende: jeg er kun dens kunstner (recitator) hvad

begyndelsen angår; afslutningen, ganske som min egen død, tilhører de andre; dem tilkommer

det at skrive min kærligheds roman, den ydre mystiske beretning (Barthes 2002: 169).

Kærlighed defineres altså udfra andres historier, mens handlinger også udøves fra det grundlag.

Vores tale repeterer os igennem den historiske gentagelse af et kærlighedsforløb, hvor den mystiske

beretning bliver vores arv til kommende generationer. Ideologien om kærlighed bliver i sig selv en

norm, en kliché som udfylder et tomrum i vores liv. Vore tale giver kærligheden styrke, samtidigt

med at den også bliver vor svaghed. Med tankerne på den menneskeskabte kærlighed snøvler vi os

sprogligt igennem en process, hvor startpunktet blot er ønsket om opnå pardannelse. Vores idealer

om kærlighed skabes ud af egen påvirkede ubevidsthed og rejsen mod denne er lige så indøvet,

kortlagt og velkendt som at nyse. Udøvelsen af kærlighed, og især den frie kærlig-hed er ikke

eksisterende, da den er kun forvist til vore tale. Den ensommes jagt på forelskelsen eller vanviddet

spiller lige så stor rolle som selve pardannelsen. En social indforståelse af at pardannelse er

nødvendigt for opnå fremtidig reproduktion.

Kærlighedspassionen er et delirium; men deliriet er ikke mærkeligt, alle taler om det, hvorefter

det er tæmmet. Det der er gådefuldt, er tabet af deliriet: man vender tilbage til – hvad? (Barthes

2002:64).

Forelskelsens ekstase eller delirium tilbyder en eskapisme, hvor man i kærlighedens navn handler

og taler ud fra ønsket om at undgå et møde med kærlighedens katastrofe. Den definitive blindgyde

hvor ingen udveje findes, foruden total selvdestruktion (Barthes 2002:138). Ideologien om den gode

kærlighed fratræder ved destruktionen af jeg'et, hvilket er en individuel handling. Amoralske

handlinger gjort ud af ulykkelig kærlighed, viser kærligheden som godartet. Denne ulykkelighed

placeres som gjort af en romantisk overbevisning. Uopfyldte ønsker og efterfølgende handlinger,

ender blot som en anerkendelse af kærlighedens godhed. I kærlighedens udefinerbare masse har

mennesket fundet en undskyldning for at udvise sit vanvid.


Det postmoderne syn på kærligheden Nutidens dominerende svar på hvad kærligheden er, ses i det postmoderne hvor alt er bygget op

omkring termerne succes og lykke. Det er individet som er centrum i disse termer. Tosomheden

anses ikke som værende bæredygtig, da individet løber en risiko i denne konstruktion, hvor lykke

ikke er en selvfølge. Lykke er derimod henlagt til individets egen indsats, hvor man selv skaber sin

lykke. Succes og lykke er blevet en målbar enhed i form af en for højsat normalitet.

Dette individualiserede samfund antyder til ens egen økonomiske succes, samtidigt med at

den antyder at ens liv ikke er lykkeligt uden tosomheden. Det postmoderne syn på kærligheden har

et klart fokus på at individet skal opnå succes, for derefter at kunne dele sin succes med andre.

Den tidligere kendte udefinerbare kraft bliver dermed til et målbart fænomen, der i dag kaldes for

kærlighed. En synlig og opnåelig kærlighed, som er fri og tilgængelig for alt og alle. Men hvorledes

kan kærlighed trives i et sådan individualistisk samfund, hvor alle udnævnes som specielle?

Men and women no longer have to obey their families and are freer the ever before to decide for

themselves whom they wish to marry (or not). One might have thought that in these

circumstances sharing one's life with someone would prove easier and more satisfaying, but in

fact scores of people are fleering from exactly this state (Beck 1995:82).

Disse specielle individer optager sig selv i tosomhedens diverse familiekonstruktioner, på trods af

denne florerende individualisme. Ideologien om kærlighed, dens normer, klichéer og godhed består

dog som en mere antaget form. Alle de opbrudte kernefamilier samt stigningen af begreber som

stedmor, papfar og bonus børn, påpeger individets lyst til kærligheden som ideologi (Beck 1995). At

hoppe fra en familie til en anden virker moralsk utaknemmeligt, men når tidligere restriktioner er

opløftet, ligger kærligheden frit for. Individets lyst til pardannelse, virker til at være så stærk at

tidligere regler indenfor kærligheden som ideologi brister. Det kyniske og rationelle individ kan

fravælge sig uønskede faktorer i sin egen jagt på den målbare succes. Dette er en normalitet som

individets magt er ene om danne, omend dyrkelsen af dette resulterer i en nedprioritering af

kærligheden. Traditionelle faktorer såsom familiekonstruktioner nedprioriteres når det individuelle

ideal skal opfyldes. Der forefindes umiddelbart ingen kærlighedsrelation mellem to partnere, der

kan måles som succes. Den personlige succes prioriteres højere, og selv partnerskabets succes

måles individuelt. Der er en brist på at værdsætte det introverte, tilfordel for at skaffe os en

forskønnet tilværelse, som f.eks. når folk bliver gravide og får fjernet deres børn med belæg for

Downs syndrom. Individet kan ikke anses som værende succesfuld, hvis man har et afvigende barn.


Dette anses blot som unødig besvær og passer ikke ind i det indsnævrede normalitetsbegreb. Vore

liv har ingen plads til de store udsvingninger og afvigelser. Dette medvirker til at vi er ved at fjerne

den galskab, vildskab og vanvid, som engang kendetegnede os mennesker som forskellige. Vi skal

alle være normale samtidigt med at vi skal være unikke, vore hyldest af normaliteten er ikke

realistisk. Denne ophøjelse af normaliteten virker nemlig til at være sat for højt, hvilket selvfølgelig

giver bagslag. Dette kan ses i det stigende forbrug af populærterapi og medicinering.

Populærterapi, medicin, sexologi og relationseksperter kan også ses som et tegn på at tiden

er blevet vores fjende. Der skal være tid til os selv, det sociale, familien, arbejdet og søvn. Tilbage

findes ingen tid til at være reflekterende. Dette medvirker at normen om den ønskede normalitet i

sig selv bliver en diskurs. Dvs. at idealerne som udstilles igennem medier, bliver social anerkendt

som normalitet pga. manglende tid til definere egne værdier. Indvidet lokkes med til denne påtagede

succesjagt, hvori reglerne er bestemt på forhånd.

Følelsesmæssig og essentiel udvikling bliver tilsidesat for at opnå et målbart ideal i form af

det perfekte liv. Det reflekterede objektive syn på en selv virker forduftet, hvilket muligvis er

medvirkende til udskiftninger af ægteskaber. Der er ikke tid til selvrefleksion og samtidig peges der

fingre af de enlige som paradoksalt nok stemples som ensomme. Ensomhed bliver nærmest anset

som en sygdom, da individets egenskab til at danne par hyldes som en succes. Parrelationen er det

ubetingede bedste alternativ, uanset om det er vellykket eller ej. Vores egne og samfundets

forventninger til individets succesfulde liv, virker mildt sagt i total splittelse.

Powerful images of romance relentlessly invade, motivate and animate our ordinary lives - not

only for those of us who are in hot pursuit of the dream of love but also for those of us who

think love is a sham (Lindholm 2006:5).

I denne splittelse lever individet samt den målbare succes i en kultur, omringet af medier der

udstiller den frie kærlighed og seksuelle budskaber. Påvirkningerne virker tiltrækkende, men

frygten for mulige afvisninger kan skade vores succesjagt. I krig og kærlighed gælder alle kneb er

en talemåde der florerer. Mens de enliges kamp om den eneste ene og succeslysten virker

intensiveret. Med tiden som fjende bliver tid til kærlighed minimeret, hvilket kan påvirke

dømmekraft samt valg af en evt. partner. Dette leder muligvis til afvisning, men tid til sorg er

hellere ikke eksisterende. Talemåderne Op på hesten igen og Der er flere fisk i havet er nærmest

blevet en integreret del af datingscenen, som basalt set kan sammenlignes med en jobsamtale.

Sprog, fysisk udseende og bedømmelsesevner er de primære redskaber til at opnå et forhold, og

undgå sorg. Alle disse er dog blot overfladiske redskaber, som kan manipuleres med f.eks. fitness.

Denne fysiske fokusering samt overfladiskhed kommer i konflikt med ideologien om kærlighed og


dens tro på de traditionelle parkonstruktioner. Da ideologien mere handler om at integrere sig i sit

forhold, virker det postmoderne syn på kærlighed til at stile imod et mere overfladisk liv. Der er tale

om en realisering af ens jeg som objekt, hvorfra man kan manipulere efter lyst både somatisk og

psykisk. Plastikkirurgi, fitness og populærterapi giver individet muligheden for rykke på sine

målbare manipulationer, for at opnå det opstillede perfekte jeg.

Love's promises are as a rule less ambiguous than its gifts. Thus the temptation to fall in love is

great and overwhelming, but so also is the attraction of escape (Baumann 2003:8).

Det perfekte jeg udstiller sig selv og fremlægger sin ord og løfter om kærlighed. Selvom løfter ofte

brydes, er løfter gjort af kærlighed altid mere klare end hvad selve kærligheden belønner individet

med. Når belønningerne i et forhold bliver utydelige og ikke målbare, kan tiltrækkende tanker om at

finde en udvej begynde at florere. Et individ der anser sit forhold som en indspærring, gennemlever

en masse forskellige følelser. Individet læner sig lettere imod de negative følelser og de uopfyldte

løfter. Individet ser oftere andres fejl i forhold til sine egen. Et haltende forhold, muligvis bestående

af to perfekte jeg'er, efterlader kun friheden som eneste udvej. Løfter af kærlighed afgivet i

gældende øjeblikke viser et sandt kærlighedsbillede, indtil løfterne ombyttes til et ønsketænkning

om friheden.

I det postmoderne syn på kærligheden ligger der en moralsk fattighed, hvori alting er blevet

udskifteligt. Selv kærlighed og parforhold har opnået status som værende en vare, men ideen om

den romantisk kærlighed lever dog fortsat. Denne ide virker mere blot som et social bindemiddel

mens andre moralske faktorer bliver tilsidesat. Moralske faktorer gemmes bag ønsket om det

vellykkede individ og her tillades ingen fejltagelser i succesjagten. Denne egocentriske kærlighed

bliver et led i individets selvretfærdiggørelse, mens moralske og etiske dilemmaer tilsidestilles.

Denne amoral er tydeliggjort i populærterapien, der priser individuelle og seksuelle behov,

tilbagekomsten af tidligere kønsroller for at opnå den rette selvrealisering. For at et individ skal

lykkes i sit parforhold skal individet som enkeltperson være en vellykket normalitet. Når alle

individer ønsker samme dikterede romance, medskaber det samtidig en mistillid. Dette bliver

dermed til en kamp om det perfekte, hvor de målbare sammenligningsfaktorer bruges til at

bestemme vinderen. Normaliteten er blot medvirkende til at indsnævre denne konkurrence, hvilket

medfører en større risiko for alle taber. Det postmoderne syn på kærligheden er individets påtagede

syn på kærlighed.

The adventure and risk of love, its tempestuous force and its activating power can shatter us if it


does not find a suitable object. And who can tell us men where to find a safe and loyal support

for our love? When is the yearning heart's cry real? And when will we be greeted by the true,

and honest, echo of love's call? When does the response resonate falsely, and when does our call

fall on deaf stone cliffs? How often do we cut ourselves against its jagged edges that come up to

greet us, sharp and cruel? Their points spear and slash us to the end (Ben-Ze'ev 2008:66).

Hvis et individ taber i partnerskabskampen, forefindes der få steder hvor individet kan finde trøst,

herunder igennem terapeutiske midler. De døve øre er blevet til købte øre, der primært anbefaler

samme manuelle løsninger på at finde en udvej fra denne ulykkelighed. Tidligere almindelige

følelser som er forbundet med et ikke vellykket parforhold, som f.eks. sorg, anses i dag nærmest

som værende en sindslidelse. Det postmoderne syn på kærligheden har nærmest medvirket til en

tabuisering af sorg og andre velkendte lidelser forbundet med kærligheden.


Den frie kærlighedDen frie kærlighed er nok den mest simple teori af disse 3 tilgange, men samtidigt er den

paradoksalt nok den sværeste at opnå. Hvor de to førnævnte teorier om kærlighed som

udgangspunkt har handlet om at lykkedes og være succesfuld, omhandler den frie kærlighed mest af

alt en forståelse af at kærlighed er det ultimative i sig selv.

Det at kunne transformere sit jeg over i en vi-form, anses som den totale overgivelse af sig selv for

at opnå et os. Ligesom hos Barthes' diskursteori og hans blindgyde, viser den frie kærlighed heller

ingen udveje fra sorg. Sorg bliver dog heller ikke benægtet, men mere dyrket. I litteraturhistorien og

musikhistorien ender sorgen ofte med den absolutte selvopløsning, for at vise sin hengivelse til

modparten.

The loving self expands through giving itself away to the loved object (Baumann 2003:9).

At hengive sig selv til sin udkårende ses fra det postmoderne syn som en umulighed, men hos den

frie kærlighed er det derimod en nødvendighed. For at opleve den ægte kærlighed, skal alt som er

ens eget blive opløst for at kunne leve som én kærlighedsenhed.

Love's escape from bourgeois convention is not just an escape; it also turns the convention on

themselves. The fascination love holds lies in the freedoms it seems to offer from old moral

restrictions. Romanticism – understood here as unlimited subjectivity, a capacity to love and

suffer – is the second possibility offered by the rise of capitalism; look at all the rapidly

changing subcultures and exuberant consumerism (Beck 1995:187).

Dette er ingen nem opgave og den frie kærlighed mødes ofte af modstand. Men der er en tro på at

en kærlighedsenhed kan stille sig fri for alt modstand. Da kærlighed, ligesom det ideologiske syn på

kærligheden, altid triumferer imod alle fristelser, modstand, kaos osv. Kærligheden opnår samme

status som almægtige guder, eller måske endda højere status. Som udfoldet i kulturen,

sammenlignes den frie kærlighed her af Beck som en sang:

In line with its Romantic origins love is a conspiracy against 'society'. It knows no barriers, no

classes, no laws except its own (1995:187).

Grænseløs, fri fra regler og samfundets love. Den frie kærlighed opløser alle ideologier, normer og

klichéer, da dens eneste tro er på denne kærlighedsenhed. Denne tro står som værende problematisk


for struktur og samfundsmæssige aspekter. I opløsningen til en sådan kærlighedsenhed henkastes

alle regler, for kun at koncentrere sig om kærligheden i denne enhed.

Når et brud i den frie kærlighed sker, er der ikke flere fisk i havet eller nogen grund til at

komme op på hesten igen. Den eneste udvej er døden. For muligheden for at vende tilbage til det

oprindelige jeg forefindes ikke, jeget er for evigt opløst. Denne opløsning medbringer ved et brud

kun sorg, uden mulighed for at kunne opløse sig i en anden kærlighed igen. Opløsningen medfører

altså at man ikke kan vende tilbage til noget startpunkt igen. Sorgen kan kun medføre til den totale

selvdestruktion.


Musik om kærlighedVores kærlighedsbilleder bliver altså præget mere og mere af musik og andre medier. En

undersøgelse foretaget i 1970 viste at unge blev udsat for en over 160 timers eksponering af medier

om måneden (Wilkinson 1976:161). Dette antal er nok ikke bleve mindre nu, især ikke når

tilgængeligheden kun er blevet nemmere. Wilkinson begyndte allerede en undren omkring forfaldet

af musik med romantiske budskaber til fordel for mere seksuelle budskaber. I 2009 udgav Dawn

Hobbs en artikel omhandlende 174 sange der har opnået høje placeringer på hitlisterne. I genrerne

Country, Pop, and R&B, her havde hele 92% har reproduktive budskaber. Så igennem disse hits

indtog disse reproduktive budskaber megen tid via forskellige medier og er med til at påpege

trivslen af det postmoderne syn på kærligheden.

Men som nævnt tidligere statuerede Blum at romantikken sælger bedre end sex. Måske er

grænsen mellem romantikken og det seksuelle blot skrumpet, sex er jo forvandlet til et behov.

I musikken vises forelskelsens uforpligtende fortryllende effekter stadigt. Pligterne og pli forbundet

med et parforhold fremstilles sjældent, sangene centreres mere om fikseringen af forelskelse,

kærlighedens udødelighed eller sorgens konsekvenser efter et brud.

Rent musikalsk kan det postmoderne syn på kærlighed sammenlignes med genren Pop. Den

populære musik med sin overfladiskhed, der hylder det kroniske positive, bruncreme bedækket

individ. Masseproduktionen af standardiseret melodier og budskaber, som kun omhandler lykke og

succes. Budskaber om sex, rigdom og velkomponerede kroppe, udspredes med denne glædesros

med kapitalen som det styrende element. Ingen tid til fordybelse og fantasi, da de ikke er målbare.

Alt som Adorno frygtede for musikkulturen, i hans delvis forældet teori om populær musik.

…. Every detail is substitutable; it serves its function only as a cog in a machine (Adorno 1941).

Alt i populærmusikken kan udskiftes, intet er af rigtig betydning. Blot en et tandhjul i en maskineri,

drevet af økonomisk interesse. Ingen stimulans til lytterens fantasi, populær musik udfylder kun sin

rolle som tidsfordriv.

Hvor den frie kærlighed ikke kan defineres til en genre, da nærmeste alle genre har taget den

frie kærlighed til sig. Stort set i alle former for forelskelsen, forholdet og sorgen, hertil skabes der

en frygt for repetition. Men eftersom den frie kærlighed er centreret omkring dens retsløshed, bliver

den indgrebet af fantasi samtidigt med at den nærmest hylder sorgen.

Det ideologiske syn på kærligheden må i nutiden anses som værende en gammel slager, men


nutidens lyster til tosomheden, ægteskabet og familien giver denne slager håb. De gamle

familiekonstruktioner anses jo stadigvæk som en del af den målbar lykke.

You know, most love songs are not cheesy and corny. Most love songs are complaints, I think.

Or about unrequited love, coming at it from some oblique angle. Only the ones that say “I love

you” over and over are the cheesy, corny ones that people complain about. At least half the

songs people hear in the world are love songs. I feel like my love songs, probably none of which

just say “I love you” over and over again, are in the mainstream of that tradition of being a little

off. - Stephin Merritt3

3 Interview i AV Club, d. 9 Februar 2010


De 5 udvalgte sangeDisse 5 sange er udvalgt til at vise hvor forskelligt The Magnetic Fields anser kærlighed, indenfor

det uddybede overstående felter, normer, frihed og paradoks. Efter en gennemgang af sangene hver

for sig, for at danne et billede af den stemning som sangene giver lytteren. Hvilket elementer som

The Magnetic Fields bruger for at danne deres kærlighedsscenerier. (Bilag 1-5 viser lyrikken)

1. The Book of LoveHeri fremlægges ideen om en kærlighedsbog i fysisk form. Men sangeren ser bogen som værende

lang, kedelig og utrolig tung, da den omhandler alt omkring kærlighed og dens lykke og ulykke.

Sangerens interesse ligger i forelskelsen af sin partner, som sangen synger til.

Herefter vises ”The Book of Love” som værende oprindelsesstedet for alt kærlighedsmusik, både alt

det gode og det dårlige. Andet omkvæd viser igen ligegyldighed omkring selve bogen, sangeren

elsker blot at hans partner synger for ham. Tredje vers omhandler at ”The Book of Love” muligvis

er forældet og fyldt med kærlighedssymboler såsom blomster og hjerter. Samt at sangeren og

partner er for unge til at forstå den slags. Sangen går herefter over i gentagende strofer hvor

sangeren elsker at modtage gaver fra sin partner, men ønsker sig aller mest en bryllupsring.

Lyrikkens opbygning er relativ simpel, 4 verselinjer efterfulgt af et omkvæd på 2 linjer. Dette

gentages en gang og derefter ude i et gentagende omkvæd. Sangen virker nærmest opbygget som en

alm. popsang, men præsentationen giver alligevel sangen et lidt andet image. Selve den akustiske

musik og Merritts vokal er drivkraften i dette nummer. Et muntert og simpelt guitarspil

akkompagneret med Merritts tilbagelænede, afslappede og nonchalante vokal. Denne opsætningen

giver lytteren et indtryk af at sangeren har et uhøjtideligt forhold til sin egen tekst. Dette vover jeg

at kalde denne sang en klassisk The Magnetic Fields opsætning, hvis man kigger hen over tidligere

udgivede albums. Samt Merritts gedigne fascination for populær musik som genren.

The way in which Merritt has realized and framed his compositional activities in the form of

”bands” also reveals a fascination with pop traditions (Jarman-Ivens 2007:236).

Ligesom så mange andre popsange har The Book of Love en simpel gentagende lyrik med

udgangspunkt i en kliché. Endnu et bevis på Merritts fascination af popmusikken. I dette tilfælde er

klichéen en fysisk bog om kærlighed. Sangen drives fremad af Merritts velkendte lettere afslappede

vokal, der rummer en vis sarkastisk og satirisk klang. Sangen viser bogen som et symbol for en


teoretisk indgang til kærligheden kontra blot at praktisere den. En hyldest til den handlingsbaserede

lyst til forholdet og den frie kærlighed. Bogens indhold er et problem, bogen rummer alverdens

unødvendige informationer, instruktioner. Alt teori omkring kærlighed og dermed er bogen et

symbol for kærligheden som ideologi. Sangeren anser at deres kærlighed er unik i forhold til alle

andres, samt et valg om at vende sit døve øre til bogens tekst for blot at lytte på nyde partnerens

stemme og tilstedeværelse.

2. Promises of Eternity”Promises of Eternity” er skabt ud fra tanken hvad nu hvis showet ikke forsætter, men stopper og

alle må leve et almindelige liv. Dette sættes i parallel til en potential afslutning af et forhold imellem

to partnere. Musik er primært synthesizer, men med stemning af musical i sig. Merritt's stemme

lyder hen ad en påtaget showsangers. En sanger der har spillet det samme show for meget.

Første vers giver et forestilling om hvilke konsekvenser der er ved en annullering af et

faktisk show. Alle får almindeligt arbejde, bliver fyret og Old Joe er nødt til at går på pension.

Sådanne har sangeren det hvis partneren stopper deres forhold. Herefter går sangen over i første

omkvæd, hvor sangeren udviser et desperat ønske om at forholdet ikke må stoppe. Samt en

utryghed i hvad familie og venner vil sige omkring et evt. brud. Hvorefter sangeren udtrykker at de

har aflagt et løfte om evigheden. I de to første verselinjer i anden vers er endnu to symboler for et

annulleret show. Hvorefter der synges om at klovne ikke kan være klovne og deres malede smil

bliver erstattede at triste rynkede pander. Hvad nu hvis intet show nogensinde blev spillede igen.

Herefter nævnes en række numre: 7, 8½, 9,10, som intet mystik længere har med blot er numre.

Nummerrækken er referencer til en række film, der alle i deres slutning har en form for opstandelse

af kaos (Begthol 2006:7). Herfra går sangen over i gentagende omkvæd og afslutning med titlen

”Promises of Eternity” som de sidste ord.

”Promises of Eternity” er opbygget på et simpelt sæt, det er nærmest gennemgående for alle

sangene på 69 Love Songs. Sangen er dog et godt eksempel på den lyst til at eksperimentere med

genrer, der ofte ses hos The Magnetic Fields. Beghtol bogen har udtryk at denne genre skal kaldes

for Synthetic Vegas (107). Et bevis på at der forefindes et ønske om at konceptkonstruerer sangene.

Konceptet hos”Promises of Eternity” er syntetisk show, hvilket passer godt til sangens tekst. Selv i

denne selvudnævnte genre er der en hvis smag af ironi i forhold til sit eget musik.


3. Papa was a RodeoPå en snusket værtshus mødes to personer, dette er udgangspunktet for sangen ”Papa was a

Rodeo”. I første vers introduceres lytteren til den målrette Mike med et forskruet verdenssyn og

spørgende øjenbryn til stor fornøjelse for sangeren. Sangeren viser derefter sin trang til ærlighed om

en tidligt afgang og vender først tilbage om et år. Så selvom den målrette Mike tørster efter et kys,

så mener sangeren at Mike bare burde drikke sin øl. Herefter går sangen over i omkvædet, der

fortæller lytteren om sangerens opvækst, hvor faren var en rodeo og moderen var i et rock band.

Hvilket afgav evnerne til at brug et reb og spille guitar, i en barndom værende på landevejen. De

eneste hjem var hvor dieselen var og den eneste intimitet sangeren tidligere har oplevet var

truckeres hænder. Sangeren ønsker at vise sit liv ærligt frem overfor Mike, hvilket er et tegn på at

denne sanger har prøvet at skabe forhold forinden. Da ærlighed som forførelsesagt desværre bliver i

disse populærterapeutiske tider anses som værende opgivende, da jagten på kærlighed netop skal

ses som en jagt. Man skal være indtage den initiativtagende maskuline manderolle, hvilket blot vil

sige en forestilling om hvorledes fortidens mand var. Men her har Merritt valgt en anden tilgang,

sangeren er det ærlige og afvisende individ. Hvilket ikke ses ofte i tekstforfatteri, afkom af en

cowboy der vælger ikke at tage fat i nogle horn.

Sangens andet vers begynder ved at sangeren indser at det snuskede værtshus har med mange

skuende kunder og en diskokugle. Hvor sangeren rammes af en utryghed ved de mange blikke, en

typisk kostume ved førstegangs besøgende. Sangeren spørger hvorledes man kan bo et sådanne

sted, sangeren giver så Mike invitationen om at komme med ud sangerens bil., Sangeren er

modtagelig overfor Mikes kys nu. Så længe at Mike er bevidst om sit valg. Så kommer omkvædet

endnu engang, og herefter er der gået 55 år. Hvor de har haft en spektakulær romance, med alle

dens kampe. Hvorefter sangeren grædende husker tilbage på dengang da Mike sagde, dette omkvæd

synges så af en kvindelig vokal. På trods af det atypisk kvindenavn Mike, har Mike hele tiden været

en kvinde. Via navnet Mike har lytteren indtrykket hele tiden været at det var et homoseksuelt par,

men måske er det blot et heteroseksuelt par som har forført hinanden. I et lykkeligt tilfælde viser det

sig at Mikes far også var en Rodeo cowboy.

Spændingen omkring kysset er omdrejningspunktet i sangen, kysset som et symbol for

forening. Sangeren indtager i starten rollen som den afvisende, velvidende omkring sin egen

uafhængige fortid. Efter at have fremlagt sin historie og oplevelser med kærlighed, begynder

sangeren at give efter det for Mikes ønske om et kys. Der forener dem i et lang lykkelig forhold.

Samtidigt er der også en spænding omkring homoseksualitet indenfor rodeo-scenen og dens

fastlåste heteroseksualitet.


4. Epitaph For My Heart Introteksten i denne sang er oplæsning af en advarsel, der kunne være placeret på et elskab eller

nedskrevet i en manual til et elektrisk apparat. Men denne tekst har Merritt valgt at bruge som

gravskrift til sit eget hjerte, da han udråbt sit hjerte som værende dødt. Cupid har svøbt for meget

gift på sin pil, den pil som ramte sangeren. Dengang da sangeren blev forelsket virkede pilen efter

sin hensigt, men nu når sangeren er blevet alene og så virker pilen forgiftet. Sangeren anser sit

hjerte som værende helt dødt og ikke en del af ham, det er ikke sangerens ven. Sangeren sætter

spørgsmål ved hvem der vil sorg over at hans hjerte er dødt. Hvem vil bruge hans hjertes sorg til at

lave en succesfuld popsange.

5. The Death Of Ferdinand De SaussureDenne sang er opbygget omkring et møde mellem sangeren, som er komponist, og den schweiziske

strukturalist, hvor de snakker omkring kærlighed. Hvilket Ferdinand De Saussure har sin egen teori

omkring, der går på at han ligesom sangeren ikke ved hvad er. Men De Saussure ved blot at

mennesket er ingenting, ergo mener han at kærlighed ikke er eksisterende. Denne udtalelse

resulterer i at den romantiske komponist skyder strukturalisten i kærlighedens navn. Faktisk skydes

han for Motown gruppen Holland-Dozier-Holland' skyld, som var en af grundelementerne i

dannelse af Motown bølgen. En bølge som integrerede soul musikken med Pop, hvilket efterfulgt et

større opmærksomhed til denne Motown genre. En genre som næsten altid består af et

overflødighedshorn spækket med af kærligheds lyrik, lidt mere end hvad andre forkæmpere for den

frie kærlighed tidligere har gjort. Ligesom ”The Book of Love” er teori igen oppe imod den frie

kærlighed, i ”The Death of Ferdinand De Saussure” ender denne kamp om ideologier så med et

decideret drab af teoretikeren. Et pointering at den frie kærlighed er grænseløs.


Kærlighedens normer Normer indenfor kærlighed er mere udbredt end lige beregnet, selvom der forefindes eksempler på

at mange ønsker sig den unikke kærlighed. Men er den unikke kærlighed egentlig tilstede eller er vi

er vore trang til at føle os unikke egentlig ikke medvirkende til at normerne bliver defineret oftere

og oftere. Romantikken ligger mest i denne ønsketænkning om det unikke og de handlinger som

medfølger for at opnå kærligheden.

Sangeren i ”The Book of Love” ønsker også den unikke kærlighed, et ønske om kærligheden

skal praktiseres mere i stedet for følge de almindelige nedskrevet normer. Da kærlighed ingen

instruktioner behøver og alt teori opløses i et kærlighedsforløb. Sangeren ønsker at altså ikke høre

på normerne i den kedelige ”The Book of Love” men hellere praktiserer kærligheden. At fralægge

sig alt tidligere teori om kærlighed virker som lettere arrogant, men ønsket til sidst sangen

omhandlende en bryllupsring pointerer en potentiel positiv norm. Et ønske om at praktiserer

kærligheden i stedet for at teoretiser den, kan vel i sig selv ses som en norm. Mange mener også at

de har retten til hellere at praktiserer kærligheden, alles kærlighed bæres af ønsker om at være unik.

The uniqueness of the beloved: The two lovers are fused into a unique entity (‘We are soul

mates who are meant for each other’), the beloved is irreplaceable (‘There is only one true

love’), and exclusive (‘Millions of people go by, but they all disappear from view – because I

only have eyes for you’) (Ben-Zéev & Goussinsky 2008:4).

Dette kan ses som en efterladenskab fra kærlighedens frigørelse, der skete i forbindelse med

opløsningen af tidligere normer såsom ægteskaber og ægteskabelige pligter såsom manden som

forsørgeren, moderen tog sig af husfliden osv. Samt at kærlighed og ægteskaber blev grænseløse på

tværs af klasser. Hvilket gjorder at alle kunne definerer egne teorier, idealer og oplevelser i

kærlighedens navn. I ”The Book of Love” fremstår som nævnt et klart ønske om normen

ægteskabet. Sangen hylder kærlighedens blind øje og frihed samtidigt med at sangen anser

ægteskabet som den evige forsegling af partnerskabet. Den frie kærlighed hentyder om en opløsning

af individet til en enhed, som kun kan menes som værende unik. Sangen anvender sig af tanken om

denne unikke og frie kærlighed og trækker ægteskabsønsket med ind i det.

Ægteskabet som værende et social konstrueret symbol, så det er en norm eller ideologi. Foruden at

det er en dualisme imellem individet og tosomheden i det postmoderne syn på kærligheden.

Sangeren i ”The Book of Love” fremviser i sit ønske, et ønske om at eviggøre deres

forholdet. Brylluppet som ellers er en del af kærligheden som ideologi, bliver i bl.a. ” The Book of


Love” altså overført til den frie kærligheds side. En opløsning af to individer til en tosomhed, hvor

denne kærlighed kan florerer.

Merritts nonchalante vokal kommer dog på tværs, af denne seriøsitet og hyldning af den

unikke kærlighed. Hvilket virker til at blive latterliggjort, blot via sangens vokalføring. Men denne

latterliggørelse styrker egentlig sangens troværdighed, da kærlighed er et ganske skrøbeligt format.

Ønsket om tosomheden bliver degraderet til blot en at livets mange aspekter. Frasen at skilsmissen-

raten er højere end nogensinde ofte luftes, nævnes intet om at raten for genægteskaber er parallelt

stigende. Så kærligheden bliver stadigt anset som et ønskemål selvom den eneste ene ikke var/er

den eneste ene. Mange oplever et brud fra kærligheden, men genoptager alligevel jagten på den

igen. Dette kaldes for serie monogami, og er med til at vise individets som styrke og ankerpunkt

samtidigt med at det viser kærlighedens skrøbelighed. Så latterliggørelsen af kærligheden er med til

at fremhæve troværdigheden i ”The Book of Love”. Den opbyggede seriøsitet der omkredser

kærlighed vises latterliggørende, dette er med til at fremhæve sangens troværdighed. Den unikke

kærlighed er udødelig samtidigt med den indsvøbet i skrøbelighed.

I kulturen ses kærlighed afbildet i uendelige former og i ”Promises of Eternity” er der også et

budskab i sangen om at kærlighed er med til at danne kultur. Kærligheden i sangen ses som et

teaterstykke, en facade der er en nødvendighed og bindemiddel i samfundet. Kulturen ophører hvis

kærligheden og dens facade dør, kærlighed er altså afhængig af kultur og vice versa. Kærligheden er

medskabere af klichéer, ordsprog og egne idealer. Partnerskaber ender blot for at fremtidige

partnerskaber kan hænde, kærligheden er grunden til vi har en tro på lykken. Derfor krakelerer alt

hvis showet ikke fortsætter. Facaden omkring hele kærligheden er nød til at bestå, da dens vigtighed

ligger i dens løfter, hvilket kommer til udtryk hos Beck:

The essence of our faith in love can best be shown by comparing it with religion. Both hold out

the promise of perfect happiness, to be achieved along similar lines. Each offers itself as a way

of escaping from the daily grind, giving normality a new aura; stale old attitudes are tossed

aside and the world seems suffused with new significance (1995:175).

I slutningen af andet vers og sangen ud dykker der i ”Promises of Eternity” lyden af

kirkeklokker frem. Dette gør at sangen vises sig at showet er et ægteskab, der så er ved at briste. De

evighedsløfter som afgives ved en bryllupsceremoni. Det er trods alt ens egne handlinger der afgøre

hvor evige ens løfter er, samt en hukommelse. Troværdigheden ligger hos individet, som i en stund

af overskyggende egoisme kan glemme sine løfter til sin partner. Der er en evig kamp mellem egne

interesser og partnerskabets, så et partnerskab rummer en uvished om hvorledes fremtiden kommer


det udvikler sig. Disse ugyldige løfter kan derfor ses som påtaget romantik, da forestillinger om det

perfekte bryllup og partnerskab har fundamentale ugyldige byggesten. Merritt har en tendens til at

have brylluppet som den ultimative foreningen af to til en helhed, ikke blot i ”Promises og

Eternity” og ”The Book of Love”. I ”Promises of Eternity” er ægteskabet tilbage på plads som

norm, hvor kærligheden blot er en medløber. Sangeren er desperat for at opretholde denne facade,

kaldt ægteskab, da sangeren ingen frihed kan se i at være foruden sin partner.

I ”Promises of Eternity” bruges også denne sætning: ”what if the clowns couldn't be

clowns”. Denne klovne-reference samt forholdsfacaden giver lytteren en forståelse af at sangeren

anser kærlighedsforhold som værende et cirkus. Klovne kan også anses som værende et symbol for

den naivitet som er inkorporeret i partnerskabet og ikke mindst kærligheden.

Kærligheden som ideologi anser ægteskabet som et symbol på kærlighedens regelsæt, men når

løfter brydes står man tilbage med et ugyldigt regelsæt. Hvis facaden brydes, bliver kærligheden

lovløs og ens ord bliver ligegyldig. ”Promises of Eternity” sætter sprøgsmål ved dette samt hele

normen omkring familiekonstruktioner, deres ægthed og grundlag for at blive i en. Den desperate

sanger frygter at blive foruden sin partner, selvom deres forhold måske blot er en facade. Falskhed

omkring et forhold opstået på en masse løfter, som blot ender som ugyldige. Når kærligheden

fjernes fra et forhold, fjernes alle løfter altså også.

I ”Papa was a Rodeo” berøres normen omkring heteroseksualitet og homoseksualitet i det

maskuline miljø, som rodeo-scenen er. Normen omringende Rodeo-scenen virker ekstremt

heteroseksuelt, cowboyerne er bygget på en meget heteroseksuelt og maskulint forestilling. Hele

Rodeo-scenen bæres frem af denne meget selvsikre forestilling, hvilket blot gør den mere skrøbelig

overfor udefrakommende anormaliteter såsom homoseksualitet. Denne skrøbelige selvsikkerhed er

resultatet af en kraftig konstant repeterende tro på en fastlåst hegemonisk forestilling. Men udefra

ses Rodeo-scenen på mange andre sæt, ligeledes gør Begthol, der definerer den således:

Rodeo (n) 1. A Public competition or exhibition in which the adorable mount and ride the

untamable; often involving ropes, boots, spurs, etc. Popular with gays who wish to flaunt their

masculinity in a stylish, stylized way (2006:58).

Rodeo-scenen transformeres til en arena hvori homoseksuelle kan fremvise deres maskulinitet og

træde ud over normen at de skulle være feminine. Dette display af sin maskulinitet blandt

homoseksuelle har været inspirerende for ”Papa was a Rodeo”, for når en cowboy indtager arenaen

kender ingen hans/hendes seksualitet, ligeledes som sangen skjuler at Mike er en kvinde.


I Beghtols bog har man givet ”Papa was a Rodeo” genren: Countrypolitan (2006:111).

Dette udtryk er en sammentrækning af musikgenren: Country og den lyserøde drink: Cosmopolitan.

Bare dette udtryk rummer en konflikt, da typiske Country lyttere hellere foretrækker whiskey og øl.

Merritt bruger country-genren i flere af hans sange, så den gnidning imellem cowboyer og

homoseksualitet er helt klart interessant for ham. Et udtryk fra Merritts af, at han prøver på at

dementerer forestillingen om at homoseksuelle mænd ikke kan være maskuline. Samt et ønske om

at trænge ind i en sådanne indlukket overmaskulint gruppering. Hvilket i sangen lykkedes igennem

at holde lytteren lidt ved nar, da teksten antyder et homoseksuelt par hvilket blot er lytteren egen

forestilling som spilles et pus. Muligvis er sangeren ikke af det køn som stemmen hentyder, at

hånden fra en trucker er den eneste tidligere kærlighed sangeren har mødt. Kan ses både som en

sjofel eller romantisk sætning, enten er der tale om onani eller en blid og tryg håndspålæggelse.

Merritts måde at sige til en gruppering at de ikke skal være for hurtige til at pege finger, især ikke

når denne gruppering udefra virker meget fastlåst og delvis forældet.

Kønsrollen Mike, er en reference til filmen The Wild Angels fra 1966, hvori Nancy Sinatra

spiller en rolle der hedder Mike (Beghtol 2006:45-46). Som lytter er man hele tiden under

indtrykket af det er to mænd som forfører hinanden, men når Shirley Simms synger Mike's strofer,

indses det at det er et heteroseksuelt par. En leg med forestillinger pga. et navn samt påtaget

maskulinitet og ikke mindst førstehåndsindtrykket. Men der er ingen garanti for at Mike definitivt

er kvinde, selvom det understøttes af Simm's vokal, men Mike kunne lige så godt være hankøn.

Mike kunne sagtens være en lysstemmede person, der sidder på dette snuskede værtshus som

tilfældigvis har en aktiv diskokugle. Merritt leger ligeledes med lytterens forestillingen om køn via

navnet Mike, samt sangerens eget køn. Eftersom fanskaren af The Magnetic Fields ikke just er

cowboys, så vover opgaven at påstå at det er et homoseksuelt par. Støttet af faktummet at sangen er

skrevet på bar for homoseksuelle Rainbow Cattle Co. i Austin, Texas (Beghtol 2006:112). Hvilket

viser at der allerede forefindes et marked for homoseksuelle i cowboyernes højborg.

Kærlighed kan ses fra forskellige perspektiver, såsom den frie kærligheds kamp imod teorien i ”The

Book of Love”, der giver lytteren en medforståelse af vigtigheden af kærlighed hos The Magnetic

Fields. At kærlighed ikke blot er en forelskelse, men mere en livsfilosofi eller hengivelse til den

udefinerbare frie kærlighed. Legen med kønsrollerne og lytterens fantasi i ”Papa was a Rodeo”,

viser at kærligheden findes overalt selv i så kontrastfyldt miljø. Den desperate sanger i ”Promises

of Eternity” der viser skrøbeligheden i etablerede partnerkonstruktioner blot for at opretholde

kærlighedens facaden. Kærligheden rummer forskellige fastholdende normer og flugt derfra, men

hvilke diskurser kan der udtrækkes fra The Magnetic Fields?


DiskursenI”Papa was a Rodeo” er diskursen at finde i sangens miljø, hele rodeo-scenen, dens fastlåste

hegemonisk opstilling og dens overmaskuline identitet. Muligvis en meget påtaget homofobi

huserer i et fastlåst miljø, denne lukkethed er blot medvirkende til en konfrontation.

Merritt har på flere sange gjort brug af Country genren og som nævnt tidligere er ”Papa was

a Rodeo” skrevet på en bar for homoseksuelle i cowboykulturens højborg. Selvom der findes disse

bar huserer denne homofobi stadigt hos rigtige cowboys. Men ved at lege med identiteten af de to

hovedpersoner i sangen, piller Merritt med denne påtaget homofobi og dens fordomme. Når en

kultur konstant fremviser det heteroseksuelle som det eneste rigtige og homoseksuelle nærmest

anses som en sygdom, inviteres der næsten til oprør.

I”Epitaph of My Heart” og ”The Death of Ferdinand De Saussure” fremviser et andet dilemma,

nemlig den omhandlende livet uden kærlighed ikke anses som et værdigt liv. I ”Epitaph of My

Heart” virker det til at Merritt synger til sit eget hjerte som han anser for værende dødt. En

pointering omkring vore valg af tillæggende ord som bruges til at beskrive vore tilstand af hjertet.

Ordene har en tendens til at være negative, hjertet kan f.eks. bløde, være knust, lide og græde,

hjertet rummer ikke de store positive fraser. Dette skrøbelige hjerte udsættes for mange lidelser

igennem ens liv, i kontrast til de manglende gode emotionelle stadier som hjerte ikke oplever.

Dyrkelsen af dette sårbare hjerte og alle dets negative tillægsord viser sprogets magt, der via

gentagende ordsprog beskriver hvorledes vi skal agere i kærlighedens navn. Det indlæres at hjerte

kan lide og at hjerte skal hele efter et brud, med formålet igen at blive optaget i serie monogamiet.

At henligge lidelser til et organ virker objektivt set ganske idiotisk. Igen vises trangen til at

romantisere kærligheden samt sorgen. Det er en social forståelse at hjerte er til kærlighed,

kønsorganet er dyrisk og sindet er bevidstheden. Alle de negative egenskaber vore hjerte har, viser

også vore lyst til dyrke sorgen på samme måde som kærligheden selv. En mentalitet hvor der

opstøves problematikker. Værdighed findes selv i den romantiske sorg, en oplevelse som ingen skal

undgå. I”Epitaph of My Heart” synger Merritt direkte til sit brændte hjerte, samt en undren om

hvorledes hans hjertes triste historie vil blive reciteret i fremtiden. Kan denne historie efterlade

materiale nok til et pophit, et hint om at populærkulturen er medskyldig til alle disse lidelser. Trods

alle disse lidelser så forsætter livet og verden uden sangerens døde hjerte.

I ”The Death of Ferdinand De Saussure” slår sangeren De Saussure ihjel, da schweizeren

via menneskets ubetydelighed ikke ser nogle grund til kærlighed. Sangeren som også er komponist

har dog en kraftig modsat mening, hvilket leder op til mordet. Det bliver en kamp mellem kulturen


mod teoretikeren. Lidt ala samme konflikt som Merritt opstiller i ”The Book of Love”. Altså at

praktiserer kærligheden eller teoretiserer den. Drabet af De Saussure er en handling gjort i

kærlighedens navn, men den gode kærlighed kan da ikke dræbe? Den menneskeskabte kærlighed

dræber aldrig, mennesker dræber i kærlighedens navn. Men hvis mennesker har skabt kærligheden

er det vel bare drab.

Hvor ”Epitaph of My Heart” dyrker sprogets egenskaber til at romantiser lidelser og sorg,

der dyrker ”The Death of Ferdinand De Saussure” handlinger gjort af kærlighed. Hvis kærlighed er

motivet til amoralske handlinger, retfærdiggøres disse af kærlighedens godhed og troen herpå. At

kærligheden bliver brugt som undskyldning for at kunne te sig, både fysisk eller verbalt. Det store

gulvtæppe hvor under ens fejltagelser kan feje, dette er kærlighedens største diskurs.

I”The Book of Love” bekræftes det ikke om der er en faktisk partner, sangen kunne henvende sig til

en fremtidig potentiel partner. Hvilket skifter budskabet fra romantisk kærlighed til individets ønske

om et ægteskab. En påtaget tro på skruk efter ægteskab og tosomheden.

I sangen indtager Merritt rollen som den underliggende overfor kærligheden, en mere typisk rolle

for kvinder i popkulturen. Hvilket gør at Merritt kommer til at fremstå som et hungrende individ

efter partner- og ægteskab. Kærligheden kan da objektivt anses som lettere psykotisk, denne skruk

medgiver accepteret håb til de tosomheds-hungrende håb. Hvilket grunder i en forståelse af at

partnerskab er en nødvendighed i ens eksistens. Hungeren som ikke bliver opfyldt kan resultere i en

ren besættelse eller desperation. Ben-Zéev & Goussinsky viser igennem interviews med mordere,

hvorledes denne hungeren kan tage ekstrem form:

I started to see life all clear, with one goal, and it was her. I forgot everything around me. I

forget everything. Only she was in my head. People might say, there's happiness, and I'd tell

them, it's her. People might say there's enjoyment, and I'd tell them, it's her. People might say

there's a world, and I'd tell them it's her. My life is a black curtain. Just her.

A murderer (2008:15).

Havde den citerede ikke båret titlen morder, havde citatet været ganske romantisk. Sandheden bliver

afhængig af selve konteksten. Denne unavngivet morder lider tydeligvis af at hans forelskelse har

transformeret sig til en besættelse. Dette anses dog ikke som kærlighed da afsender bærer stemplet

morder, hvor andre med samme følelser i populærkulturel kontekst vil være indbegrebet af

romantikker. Kærlighedens største diskurs er regelløs gemt bag kærlighedens godhed.


IntertekstualitetI ”The Book of Love” er klichéen og konceptet om en fysisk bog, en slags kærlighedsmanual. At

vælge instruktioner fra og blot gå ud fra sin egen overbevisning, er som Beck vil sige et tegn på det

individuelle syn på kærlighed er overskyggende i forhold til kærlighedens mangeårige erfaringer.

Beck virker desuden som tilhænger af en potentiel manual omhandlende kærligheden. Når Beck

selv med The Normal Chaos of Love har udgivet en book of love.

The conglomeration of impressions read, heard or actually experienced means it is also love

using other people's words, feelings helped by the lyrics of pop songs (Beck 1995:189).

Sange om kærlighed virker muligvis stærkere end en bog, i populærkulturen.

Med”The Book of Love” viser The Magnetic Fields at med simple midler kan man lave en

potentiel akustisk popsang. Inspirationen fra populærkulturen forefindes i klichéen samt

opsætningen af teksten. Båret frem af Merritts nonchalante vokal og det simple guitarspil, vises

kærligheden for forelskelse som en unik men blind faktor. Påmindelsen om at praktiserende

forelskede bliver materiale i ”The Book of Love”, individets opløsning over i en tosomhed. Alle har

grundlag til at skrive sig ind i teksten. Kærligheden skal opleves, ikke teoretiseres. Selv 69 Love

Songs også kan ses som et A-Z opslagsværk om kærlighed, da albummets første sang starter med A

(Absolutely Chuckoo) og sidste nummer starter med Z (Zebra).

”Promises of Eternity” er opbygget omkring ordsproget ”The Show must go on”, i sangen stilles

der spørgsmål ved hvad der sker hvis showet stopper. Hvor showet både kan står for det kulturelle

samt for en menneskeskabt facade. Kulturen dør ud og alting bliver normalt, her ses et eksempel på

at sangeren anser sig selv for værende udenfor normen. Men sangen driver så over imod at dette

show er sangerens parforhold, der efter alt at dømme at ved at gå i opløsning. Sangerens desperation

viser hans ønske om at opretholde parforholdets facade. Måske endda hele kærlighedens facade, en

facade bygget på falske løfter. Klichéen i denne sang er at forholdet er en facade som skal

opretholdes. En opretholdelse af noget som egentlig er færdigt, anses nærmest som en norm

samtidigt med at den strider imod hele individualismen hos det postmoderne syn på kærligheden.

Men alligevel er dette ofte situationen for individer, her forefindes en konflikt. Nemlig det at

forholdet er en målbar succes, men hvis individet ikke trives hvorledes skal det så behandle det?

Individet kommer til at stå i tomgang, uden en decideret løsning på sin konflikt.


Kærlighedens frihed Man udgår fra at sangerens køn bestemme ud fra det fysiske køn, men der hos The Magnetic Fields

er der ingen garanti. Som udgangspunkt virker det til at sangeren Merritt synger ”The Book of

Love” til en anden mand, men The Magnetic Fields er kendt for at lege med kønsrollerne (se eks.

Papa was a Rodeo). Merritts seksualitet tager i betragtning kunne man forestille sig at ”The Book

of Love” omhandler et homoseksuelt par. Men da sangen er monologisk forbliver dette uvist. På

trods af en historisk umulighed hylder sangen dog individets lyst til ægteskab, samt den frie

kærlighed som normbryder.

Promises of Eternity” er ikke opbygget omkring ønsket om kærlighed men mere den atypisk

situation, hvor kærligheden imellem to personer er ved at slutte og endda kærligheden generelt.

Hvis showet stopper og alting blot bliver normalt, ingen udskejelser, skævhed, blot et lineart forløb.

Den frie kærlighed angives en nærmest religiøs status, som er bindemiddelet i livets mening og

kulturens tilstedeværelse. Friheden i denne sang er at finde i parforholdets tryghed, hvor

ensomheden bliver anset som et fjernt element og måske endda anarkistisk. Da kærligheden ofte

vises sort eller hvid, den moderne kærlighed tillader ikke mange gråzoner i kontrast til den frie

kærlighed. De fleste sange er mere bygget op omkring selve forelskelsesforløbet eller processen

efter af et opløst forhold. Sangeren viser i omkvædet sig i en desperat postion af afmagt, hvilket

oftest ses i situationer hvor forhold opløses. Sangeren skiftende postioner, kan ses i at der prøves

forskellige indgangsvinkler i samtalen. Først jeg-formen så du-formen derefter omverden og til sidst

os. Omkvædet er således:

I can't let this happen to you don't you let it happen to me

What would our friends and family say if they could only see

If you let this happen to us don't think you'd be setting me free

Wasn't it you and I who made promises of eternity

Denne desperation hos sangeren for at undgå ensomheden, er med til at giver lytteren et troværdigt

billede af at denne sanger faktisk prøver at undgå parrets og sin egen forfald. Denne desperation er

ikke en normalitet i popmusikkultur, i denne sang står ingen konceptskabt skønhedsdukke og

prædikerer om kærligheden. Som f.eks David Cassidy som Merritt selv nævner i Beghtols bog

(2006:107). David Cassidy var en del at den amerikanske musikalske sitcom The Partridge Family i

1970'erne, hvor han igennem serie blev hyldet på samme sæt som nutidens teenageidoler. Men


Merritt med sit betuttede udseende danner et mere autentisk billede af det hårde kærlighedslivet.

Denne mere autentiske tilgang til et brud i ”Promises of Eternity”, viser foruden et mere troværdigt

billede af kærligheden, også sangeren som et individ. Et individ som desperat ikke ønsker

ensomheden, da sangeren godt kender enden på denne ensomhed.

Normen er i stedet for behandle forholdets kriser opløser det blot, med en forhåbning om at finde

noget bedre. Kærligheden til sin partner ophører fra den ene dag til den anden, samt en tro på at der

findes bedre kærlighed udenfor ens forhold. Troen på at kærlighed er uendelige kræft, som findes

overalt. Den uendelige kræft hvori et par kan udtrykke evighedsløfter og dyrke deres kærlighed til

hinanden sammen. ”Promises of Eternity” viser et forhold i opløsning, så disse evighedsløfter er

ikke så evige. Blot en opbygget naiv tro på parrets kærlighed som værende uendelig,

Når denne evigheden fejler, de ellers betydningsfulde ord bliver tomme og kærligheden virker

ugyldig. Denne uendelige kræft afbrydes og efterlader sangeren med et ubetydeligt løfte, tomme ord

og en påmindelse om at intet er evigt. Showet stopper, alt er brudt op.

Det individualistiske samfund har medført en forståelse af at når noget går skidt, så skal det

fjernes. Dette gælder også ægteskaber, kærlighedsløfter osv. Selvom mennesker har en tendens til at

opsætte sine egne regler i kærligheds navn, så er løfter og ægteskaber noget som kan brydes efter

behag. I Merritts lettere monotome stemme der er uden de helt store følelsesmæssige udsvingninger,

gives lytteren en forestilling om at sangeren har oplevet et eller flere forholdsbrud forinden. Hvilket

har hærdet sangeren og givet et mere kynisk blik på løfte- og parforholdsbrud. Samtidigt rummer

den tidligere nævnte desperation hos sangeren en forståelse af at der forefindes en frygt for

ensomheden og omgivelsernes syn på denne ensomhed. I omkvædet synges der at sangeren ingen

frihed ser i at være alene, hvilket kunne ses som frygten for endnu jagt på denne utroværdige

evighed. Her trækkes omverdens mening også ind som vigtig faktorer, dens indflydelse til at par

bliver sammen. Samtidigt med at et brud ofte resulterer i en omlæggelse af sit sociale liv. Så når

sangeren sættes i denne situation efterlades der en masse faktorer foruden kærligheden for sin

partner, der burde være det vigtigste. Sangeren frygter muligvis mere de omliggende konsekvenser

end selve bruddet, dermed bliver kærligheden sekundær. Samfundet har en konstruerede forestilling

om at individet kun er vellykket, hvis det er en del at et partnerskab. ”Promises of Eternity” udviser

ingen decideret sammenhæng med den frie kærlighed, det er henlagt til forhåbningen af denne

præsentationen af forhold kan virke som en skræmmekampagne på lytteren.

Pop songs still sings the praises of eternal love. According to recent surveys, living with

someone is still regarded as the ideal, as the place where one finds closeness, warmth and

affection, an antithesis to cold concrete wastes outside (Beck 1995:45).


Popmusikkulturen har altid rosende ord om kærlighedens evighed, et aspekt tager fra den frie

kærlighed. Mennesket finder en varme og ro i idealet om ikke at bo alene, men mere i viden om at

denne uendelig kærlighed er tilstedeværende overalt. Mennesker tilvænner sig dog efter idealler for

at man som individ kan lykkes. Essensen af den frie kærlighed bliver dermed tilsidesat af individets

egne idealer og samfundsstrukturelle fordele. Kulturelt set er ensomheden blevet stemplet som tabu,

da kærligheden altid er lykkens budbringer. Kærlighed anses kun som værende godhed, alle ens

handlinger, hensigter i kærlighedens navn anses kun som værende godartede.


Diskussion Lyst til opleve den romantiske kærlighed forefindes stadig, mens romantikken beskyldes for at være

forsvundet. Når lysten er der er spørgsmålet vel bare hvor er den henne, for igennem medierne

bliver vi konstant påmindet om den. Men måske har samfundsstrukturen gjort således at

romantikken kun kan trives i vore mediebrug? Kulturen omhandlende romantik trives, både

musikken, film, TV-serier og bogsalget nyder godt af dette. Kan påvirkningen af disse medier virker

til at medføre personlige ønsker om en unik kærlighed får familiekonstruktionerne til at lide? Det

virker til at pligter og opretholdelse af og i et forhold, er en stor hindring. Mens ønsker om den frie

kærlighed blomstrer, så måske er lysten til familieliv lettere forduftet. Den frie kærlighed har dog

problemer med at integrerer sig i nogen struktur, hvilket medvirker at familiekonstruktionerne igen

kommer frem. Det virker til at der ingen andre udveje er, selvom der forefindes alternativer som

f.eks. polyamory samt andre måde at få dækket sine seksuelle behov. Men kærlighedens forbindelse

til parret, hæmmer måske kærlighedens fremgang. Hvilket også gør at parret er en målbar succes

hos individualismen, et ideal opsat udfra en måske forsvindende tid. For når datinghjemmesider

som Victoria Milan dukker frem, dette er en datingtjeneste som egentlig opfordrer til utroskab.

Hvilke værdier har parret så egentlig og kærlighed? Det egocentriske individs trang til at have alt,

virker til at dominere over kærligheden som religion. Hvilket er ret deprimerende, da kærligheden

som oplevelse tilbyder flere essentielle goder end en flirt og sex nogensinde ville. Men dette er blot

en holdning, som jo bare kan udskiftes.

Udefra ses et liv i kærlighedens favn muligvis som værende et sted hvor man som individ

kan udfolde sig frit, det postmoderne syn ser ingen grund til at et forhold skal stoppe individets

udvikling. Kærligheden er da heller ikke druknet i bureaukrati og socialklasserædsler. Den tillader

at man kan definere sig selv, friheden til at ændre sig. Kærlighed virker som et fænomen som giver

livet mening, selvom den er menneskeskabt. Det virker usandsynligt at kunne revurdere noget så

udefinerbart som kærlighed, men som Barthes siger er det alle vore ord og handlinger som definerer

kærligheden. Menneskets lyst til at strukturer det udefinerbare virker som en endeløs saga. Et af

vores bedste redskaber er vores sprog, men bruges det til at retfærdiggøre amoralske handlinger. Så

virker det blot som en medkatalysator til tilstande drevet af individers ideer om behov og

selvhelliggørelse. Man kan selvfølgelig anse familiekonstruktioner som værende et vedhæng fra

fortiden, men kærlighed og ikke mindst næste-kærlighed og respekt til og for ens partner burde

stadigvæk være tilstede. Hvis individualismen bliver mere dominerende, handler det jo bare at blive

den abe som holder den største kæp.


KonklusionAt The Magnetic Fields vælger at belyse kærligheden fra mange sider, har da påvirket succesen hos

albummet 69 Love Songs. De fæstner sig mest hos den frie kærlighed, men tager flere perspektiver

fra de to andre former med i deres sange. Samtidigt med at vokalføringen udviser en hel anden

attitude til kærlighed, en afslappet, naiv og overbevisende attitude indpakket i en sarkastisk tone.

Denne sarkastiske tone er et vigtigt element, da kærligheden ofte anses som værende et meget

seriøst tema. Selvom kærligheden objektivt set virker ganske komisk, da den ofte repræsenteres af

kollisioner af ønsker, forventninger, klichéer og normer. Fokusset på at skulle lykkedes ender blot

som opfyldelsen af endnu en normalitet, er kærligheden ved at blive standardiseret? Hungren efter

lykke er muligvis ikke bedste startpunkt i kærlighedsjagten.

Som lytter af de 5 sange bliver ens opfattelse af kærlighed jongleret rundt igennem

musikken, som konstant overbeviser en om at kærlighed er godartet. Den skal hverken afmåles eller

teoretiseres, den skal opleves og nydes. Denne opgave kan da heller ikke definere kærlighed men

mere definere hvad kærlighed ikke er. F.eks. den kærlighed som præsenteres igennem

populærkuluren virker mere drevet af et individualistiske syn, hvilket virker ganske uholdbart. Den

målbare succes medbringer ikke noget essentielt med sig, nutidens status i Skandinavien med

tidskrævende arbejde, villaen, volvoen og vovsen viser disse lykkelige folkefærd som værende et

godt ideal. Men samtidigt er sygdomsstatistikkerne modsigende, f.eks. er forbruget af lykkepiller

stødt stigende. At opfylde de konstant stigende levestandarderne hæmmer stigningen af andre

essentielle værdier. Hvilket medfører en stigning af serviceydelser, såsom lykkepillen, populær-

terapi osv., for at hjælpe os videre, fra evt. brud og sorg. Foruden at de essentielle værdier lider af

presset af en standardisering, er hele liv også i gang med at få samme overhældning.

Alle har retten til at vælge eget syn på kærligheden samt retten til at ændre sit valg senere

hen. Det er nemmere at hælde imod det målbare, den overfladiske glæde og manipulerede kroppe.

Da kærligheden udmiddelbart ingen målbare resultater giver, men den giver en mere introvert

følelse af oprigtighed. Det er godt at kunne udleve hele sit følelsesspektrum, i stedet for at henligger

sig til enkelte udvalgte følelser. At oprigtigt opleve kærlighedens skrøbelighed.

The Magnetic Fields leger med skrøbeligheden af opstillede konstruktioner, normer, klichéer

og ideologier om kærligheden, disse bliver prisset samtidigt med at flås i stykker. Fremtiden vil kun

medbringe nu normer, klichéer og ideologier om hvad kærlighed er. Der er ingen udvej, vi har skabt

os et eskapistisk frirum, styret af noget udefinerbart. Kærlighed skal da anerkendes som tilværelsens

spændingselement, men har nok mistet sit patent omhandlende livets mening.


Litteraturliste

Adorno, Theodor W. On Popular Music i Studies in Philosophy and Social Science, New York:

Institute of Social Research, 1941, Web

Barthes, Roland. Kærlighedens forrykte tale.

København: Politisk revy, 2002. Print

Baumann, Zygmunt. Liquid Love : on the frailty of human bonds.

Cambridge: Polity Press, 2003. Print

Beck, Ulrich & Beck-Gernsheim, Elisabeth. The Normal Chaos of Love.

London: Polity Press, 1995. Print

Beghtol, LD. 69 love songs : a field guide.

New York: Continuum International Publishing Group, 2006. Print

Ben-Zéev, Aaron & Goussinsky, Ruhama. In The Name of Love: Romantic ideology and its victims.

Oxford: Oxford University Press, 2008. Print.

Blum, Virginia L. Love Studies: Or, Liberating Love i American Literary History, Vol. 17, No. 2

Oxford: Oxford University Press, 2005. Web

Fix, Kerthy & O'Hara, Gail, dir. Strange Powers: Stephin Merritt and the Magnetic Fields. Fix

films, 2010. Film.

Hobbs, Dawn R. & Gallup, Gordon G. Songs as a Medium for Embedded Reproductive Messages i


Evolutionary Psychology (epjournal.net) 2011. Web

Jarman-Ivens, Freya. Oh Boy! Masculinities and Popular Music.

New York: Routledge, 2007. Print

Lindholm, Charles. Romantic Love and Anthropology i Etnofoor, Vol. 19 Amsterdam: Stichting

Etnofoor, 2006. Web

Wilkinson, Melvin. Romantic Love: The Great Equalizer? Sexism in Popular Music, The Family

Coordinator, Vol. 25, No. 2 (Apr., 1976), pp. 161-166 1976. Print


Bilag 1The Book of Love

The book of love is long and boring

No one can lift the damn thing

It's full of charts and facts and figures

And instructions for dancing but

I...

I love it when you read to me and

You...

You can read me anything

The book of love has music in it

In fact that's where music comes from

Some of it is just transcendental

Some of it is just really dumb but

I...

I love it when you sing to me and

You...

You can sing me anything

The book of love is long and boring

And written very long ago

It's full of flowers and heart-shaped boxes

And things we're all too young to know but

I...

I love it when you give me things and

You...

You ought to give me wedding rings

I...

I love it when you give me things and

You...

You ought to give me wedding rings


Bilag 2Promises of Eternity

What if the show couldn't go on

What if we all got jobs and got to bed before dawn

What if Old Joe had to retire

What if all the stage hands were let go or fired

that's just like what the world would be

If you fell out of love with me





What if the lights didn't go on

What if the velvet curtain had to be taken down

What if the clowns couldn't be clowns

and all those painted smiles gave in to plaintive frowns

What if no show ever happened again

No Seven, no 8 1/2, no Nine, and no "10"

All numbers and no mystery

No promise of eternity








Wasn't it you and I who made



Bilag 3Papa was a Rodeo

I like your twisted point of view, Mike

I like your questioning eyebrows

You've made it pretty clear what you like

It's only fair to tell you now

that I leave early in the morning

and I won't be back till next year

I see that kiss-me pucker forming

but maybe you should plug it with a beer, cause

Papa was a rodeo - Mama was a rock'n'roll band

I could play guitar and rope a steer before I learned to stand

Home was anywhere with diesel gas - Love was a trucker's hand

Never stuck around long enough for a one night stand

Before you kiss me you should know

Papa was a rodeo

The light reflecting off the mirror ball

looks like a thousand swirling eyes

They make me think I shouldn't be here at all

You know, every minute someone dies

What are we doing in this dive bar

How can you live in a place like this

Why don't you just get into my car

and I'll take you away I'll take that kiss now, but

(boy) Papa was a rodeo...

And now it's 55 years later

We've had the romance of the century

After all these years wrestling gators

I still feel like crying when I think of what you said to me

Papa was a rodeo...

Before you kiss me you should know - Papa was a rodeo

What a coincidence, your Papa was a rodeo too


Bilag 4Epitaph for my Heart

"Caution: to prevent electric shock do not remove cover

No user-serviceable parts inside

Refer servicing to qualified service personnel"

Let this be the epitaph for my heart Cupid put too much poison in the dart

This is the epitaph for my heart because it's gone, gone gone

and life goes on and on anon and death goes on, world without end

and you're not my friend

Who will mourn the passing of my heart

Will its little droppings climb the pop chart

Who'll take its ashes and, singing, fling them from the top of the Brill Building

And life goes on, and dawn, and dawn and death goes on, world without end

and you're not my friend


Bilag 5The Death Of Ferdinand De Saussure

I met Ferdinand de Saussure

On a night like this

On love he said

"I'm not so sure

I even know what it is

No understanding

No closure

It is a nemesis

You can't use a bulldozer

To study orchids"

He said...

So we don't know anything

You don't know anything

I don't know anything

about love

But we are nothing

You are nothing

I am nothing

Without love

I'm just a great composer

And not a violent man

But I lost my composure

And I shot Ferdinand

Crying "it's well and kosher

to say you don't understand

but this is for Holland-Dozier-Holland"

His last words were

We don't know anything [etc]

His fading words were

We don't know anything [etc]


Endnu en bog om kærlighed Yet another book of love

Documents

Transcript of Endnu en bog om kærlighed Yet another book of love