Bønner og burgere: forbudte fristelser under itikaf blandt sufi-brødre i Pakistan

norsk antropologisk tidsskrift

vol. 24 nr. 1, s. 26–38 © 2013 universitetsforlaget

issn 0802-7285

MIKKEL RYTTER

Bønner og burgere

FORBUDTE FRISTELSER UNDER IT IKAF BLANDT SUFI-BRØDRE I PAKISTAN

Prayers and burgers: Fatal attractions during itikaf among Sufi-brothers in PakistanBased on a number of burger incidents during ten daysof itikaf at a Sufi khanaqah (lodge) in Pakistan, this arti-cle discusses religious self-cultivation among Muslim pil-grims from Denmark. With a focus on food and eating,I discuss how religious brotherhoods and spiritual kin-ship are established and maintained. I also discuss emicconceptualizations of nafs, the lower self, and howdedicated Sufis struggle with fatal attractions of variouskinds – in this case in the guise of tasty burgers.

FOOD | I SLAM | PILGRIMAGE | SELF-CULTIVATION | SUFISM | SYMPATHETIC MAGIC

Ved afkørslen fra River-road, lige inden den sto-re motorvej, kan man ikke undgå at se det storelysende reklameskilt fra burgerkæden Hardee’s.Det var da også det, som Sohail orienterede sigmod, da han tidligt om morgenen den 10. au-gust 2012 på vores vej til itikaf hos hans spiritu-elle bedstefar Sarkar Professor Sahib i udkantenaf Lahore, deklarerede: «Nu er vi her». Skiltetvar så højt og markant i landskabet, at det trodsafstanden på ca. 400 meter kunne ses inde fraSarkars khanaqah (større område hvor en shaykhhar sit virke), når man spejdede ud over muren.

Allerede ved ankomsten var det lysende rekla-meskilt ildevarslende dragende.1

Denne artikel handler om mad eller merekonkret om fødeindtag som en form for nafs,dvs. tillokkelse fra det lavere selv, som enhversufi må bestræbe sig på at tæmme og kontrolle-re. Det er imidlertid ofte alt andet end nemt.Materialet stammer fra min deltagelse i itikaf i2011 og 2012 hos Sarkar Professor Sahib i La-hore, Pakistan sammen med grupper på hen-holdsvis syv og tolv deltagere fra det globalebroderskab, som kalder sig Naqshbandi Mujad-didi Saifi. Den danske afdeling har siden 2010haft sit eget sufi-center i København og haftsucces med at tiltrække mange unge med paki-stansk baggrund.

Itikaf er betegnelsen for den praksis, hvorman de sidste ti dage af ramadanen lukker siginde i en moske eller khanaqah for at hellige sigbøn og meditation. Når man har indskrevet sig istedets protokol, må man ikke forlade områdetfør efter de ti dage er overstået. Fødeindtag er ethelt centralt element i denne øvelse.

Det er velkendt, at islam har forbud og påbudangående fødevarer, der overordnet er opdelt ihalal (tilladt) og haram (forbudt), men der harværet knap så meget fokus på, hvordan praktise-rende sufier ofte ligeledes opererer med katego-

nat-2013-1.book Page 26 Tuesday, January 29, 2013 1:35 PM

Bønner og burgere

27

rien «ren mad» blandt fødevarer, som er halal.Ren mad er den såkaldte langar, der uddeles af enshaykh i hans khanaqah, og er kendetegnet vedat være tilberedt af sufi-brødre der udfører zikr,ihukommelse af Allah (jf. Werbner 2003:111).Denne type mad var det eneste Sarkar ProfessorSahib serverede.

I sit studie af et globalt Naqshbandi-broder-skab fremhæver Pnina Werbner langar som ensærlig ren (pure) form for mad. Renheden opstårved, at fødevarer erhvervet i det, der betragtessom en amoralsk monetær markedsøkonomi,bliver konverteret gennem ofring og rituel til-beredelse og derved kommer til at udgøre enmoralsk overlegen udvekslingsøkonomi. Werb-ner fremhæver også, hvordan langar mediererden pågældendes shaykhs baraka (velsignelse) vi-dere til hans murids (Werbner 2003:111-112).Ida Sofie Matzen påpeger endvidere, hvordanlangar som institution udfylder en væsentlig so-cial funktion i det pakistanske samfund, idetsufi-overhoveder samt bestyrere af landets man-ge helgengrave kontinuerligt uddeler mad til defattige (Matzen 2010). Denne artikel fokusererimidlertid hverken på moralsk konvertering el-ler religiøst motiveret distribution, men på kon-sumtion af fødevarer og på madens potentielttransformative egenskaber, hvilke bliver tydeligebåde når langar indtages og når den fravælges.

Den langar, som Sarkar Professor Sahib serve-rede, var meget basic og bestod typisk af en sovsmed grøntsager eller daal (linser) indtaget medroti (flade, pandekagelignende brød) og vand.Eftersom alle under ramadanen faster de timersolen står på himlen, serveres morgenmad klok-ken ca. 03.15, inden fasten påbegyndes, og aftens-mad serveres klokken ca. 19.15, efter solen ergået ned. Aftenens ret blev serveret igen næstemorgen som morgenmad – nogle gange medlidt syrnet mælk fra stedets bøffel. Så hvor dedansk-pakistanske Saifi-brødre i Danmark ofteafslutter en fastedag i ramadanen med et stortiftar-måltid i selskab med venner og familie, erder ikke det store postyr omkring måltider un-

der itikaf i Pakistan. Årsagen er, at et vigtigt målmed itikaf er at bekæmpe ens nafs, de mere ure-gerlige drifter fra ens lavere selv som fx trangentil mad og søvn. Når kroppen instinktivt ønskernoget, skal en Saifi ideelt set gøre det modsatte.Den vedvarende kamp mod nafs betegnes i sufi-islam som «den store jihad».2 Itikaf bliver såledesbåde træning til og ideal for det liv, en dedikeretsufi bør leve året rundt. Det var i denne kontekstaf asketisk selvkultivering, at det lysende Har-dee’s-skilt ved hovedvejen blev et tiltrækkende –men også ildevarslende – symbol på de fristelserog nydelser, der lurede på os alle uden for Sar-kars khanaqah.

Denne artikel anvender danske sufi-brødresindtag af mad under itikaf til en mere genereldiskussion af nafs og hvordan den påvirker vorestilværelse. Med afsæt i en række burger-episoderdiskuteres det, hvordan selv fromme dedikeredemuslimer vedvarende møder faldgrupper og for-hindringer under deres selvkultivering. Artiklendiskuterer endvidere mad og fødeindtags religi-øse og sociale funktioner i skabelse og vedlige-holdelse af et spirituelt broderskab. Der indledesimidlertid med en præsentation af NaqshbandiMujaddidi Saifis oprindelse, globale udbredelseog etablering i Danmark, samt foretages enrundvisning i Sarkar Professor Sahibs khanaqah iPakistan.

Det skal præciseres, at deltagerne i de to rej-seselskaber, så vidt det har været muligt, er ble-vet anonymiseret i denne artikel for eksempelmed fiktive navne. Omvendt er notabiliteter in-den for Saifi-broderskabet omtalt med de sam-me betegnelser, som de bliver adresseret med afderes elever verden over.

Et globalt broderskab Det er shaykh Saif ur-Rahman, blandt meget an-det tituleret Mubarak Sahib, som har lagt navntil det broderskab, der kalder sig NaqshbandiMujaddidi Saifi. Saif ur-Rahman døde i 2010.Han blev født i 1928 i Afghanistan.3 Allerede ihans barndom indtraf flere hændelser som indi-

nat-2013-1.book 7 Tuesday, January 29, 2013 1:35 PM

MIKKEL RYTTER

28

kerede, at denne dreng var noget helt særligt(Lizzio 2003:166). I 1953 etablerede han enmoske og madrasa (religiøs skole) i byen Khun-duz, men først i 1960, i en alder af 32 år, toghan bay’a (gav hånd, sværgede troskab) med enNaqshbandi shaykh og begyndte senere selv attage elever. I forbindelse med Sovjetunionensinvasion af Afghanistan flygtede han i 1980 tilPakistan, hvor han etablerede en khanaqah iNorth West Frontier Province (se Lizzio 2003,2007). Senere i 2006 flyttede Saif ur-Rahman tilLahore, hvor han i dag ligger begravet.4

Den danske afdeling af Saifi-broderskabethar eksisteret siden 2008. Dengang havde treunge mænd bosiddende i Danmark (henholds-vis én pakistaner og to danskere med pakis-tansk baggrund) ad forskellige omveje alle ta-get bay’a med en Saifi shaykh i Pakistan, ogydermere selv fået ijaza dvs. tilladelse til at initi-ere nye elever. Shaykh Karim, den centrale figuri de to selskaber jeg har rejst til Pakistan med,kom oprindeligt til Danmark som kandidatstu-derende ved et dansk universitet. Senere blevhan PhD fra samme uddannelsesinstitution.Shaykh Karim var allerede inden sin ankomst tilDanmark initieret i Saifi-broderskabet af SarkarProfesssor Sahib, som han havde mødt, menshan studerede på Punjab University i Lahore.Sarkar Professor Sahib opfordrede (påbød) sinelev til selv at begynde at tage elever, således atordenen også kunne få fæste i Danmark. I dag,fire år senere, har Karim efter eget udsagn bay’amed ca. 60 murids (elever), hvoraf hovedpartener dansk-pakistanske mænd i 20erne og30erne.5 Det var fra denne samling af elever, atrejsegrupperne i både 2011 og 2012 blev sam-mensat.

Saifi-brødrene er synlige i det københavnskebybillede og muslimske miljø, idet de tillæggersig fuldskæg – gerne et på en hel håndfuldslængde – og klæder sig i lyse shalwar kameez (løsebusker og lang skjorte) samt bærer en karakte-ristisk turban. Denne «uniform» er ifølge Sai-fi’erne selv en efterligning af, hvordan Profeten

Muhammad og sahaba, hans følge, så ud og gikklædt. Generelt er imitation af Profetens ful-dendte eksempel væsentlig for Saifi’erne, derlægger stor vægt på både at følge sharia, love gi-vet i koranen, samt sunna, dvs. adfærd, omgangs-former og levevis der kan udledes af hadith, for-tællingerne om Profetens sædvane. I kraft af de-res efterligninger tilstræber Saifi-brødrene atgenetablere nogle af de dyder, der prægede denislamiske guldalder fra før verden gik af lavemed nationalstatsopbygning, modernitet ogglobalisering. Fra et Saifi-synspunkt bevæger vios hvert øjeblik længere væk fra Profeten Mu-hammads udstukne ideal mod en tiltagendemoralsk korruption og forfald, der først vil op-høre ved dommens dag. Dette leder imidlertidikke til afmagt eller resignation, men udgør sna-rere en etisk fordring for den enkelte om at gøresit ypperste i bestræbelsen på at følge sharia ogsunna – at det så i praksis kan være endog me-get svært (umuligt) at realisere, det er en andensag.

Mens shaykh Karim er spirituel lærer og for-billede for sine elever i Danmark, er han selv kha-lifa dvs. stedfortræder for sin egen lærer, SarkarProfessor Sahib i Lahore. Professor Sahib er igenkhalifa hos Sarkar Mian Muhammad, der har enstor khanaqah i Ravian Sharif, ca. 45 minutterskørsel fra Professor Sahibs hjem. Sarkar MianMuhammad var én af Saif ur-Rahmans yndlings-elever og betragtes i dag som en af broderskabetsledende figurer. Det er således en spirituel gene-alogi af lærer-elev / far-søn / shaykh-murid re-lationer, der knytter de danske Saifi’er til broder-skabets grundlægger i Pakistan.

Afholdelse af itikaf tiltrækker Sarkar ProfessorSahibs elever fra hele verden. De to år jeg hardeltaget, har der begge gange været ca. 130mænd indskrevet. Selvom hovedparten er loka-le, ankommer der murids fra hele Pakistan samtfra internationale migrantdestinationer somSaudi Arabien, Japan, England og Danmark. Allekommer for at tilbringe ti dage i bøn og zikrsammen med deres Sarkar.


Bønner og burgere

29

Rundvisning i en khanaqah Professor Sahibs khanaqah er omgivet af en murmed glasskår på toppen, ligesom indgangspor-ten hele døgnet er bevogtet af bevæbnede vag-ter. Uden for muren ligger det støvede, larmen-de, pulserede Pakistan; inden for murene tils-træbes de leveregler, der kan udledes afProfetens sunna. Muren udgør i meget fysiskforstand et Durkheimsk skel mellem det helligeog det profane. En betonvej fører fra porten hentil den store kuppel-moske, som Sarkar er ved atopføre. Endnu står kuplen i rå beton. Men mos-keen er taget i brug, idet man kan sidde udenforom aftenen, under kuplen i let regn eller stærksol, og i moskeens kælder ved kraftig regn.Moskebyggeriet har ikke rykket sig meget siden2011. Til gengæld var der i 2012 blevet lavet enstor hal til wuzu (ritual afvaskning før bøn) samttoiletter og badeforhold. Sarkar har også fåetopført en imponerende paladslignende bygningtil sig selv og sin familie, der indbefatter hanshustru og to voksne sønner, deres hustruer ogbørn. Hvor de øvrige byggerier er opført af ek-sterne entreprenører, bliver selve moskeen byg-get ved frivilligt arbejde af Saifi-folk, der gørzikr og er rene6 – og som Aamash fra den dan-ske gruppe ræsonnerede: «Det gør ikke noget,at det tager lang tid, når blot det bliver gjort or-dentligt».

Under itikaf omdannes moskeens kælder tilen stor sovesal for de mange tilrejsende pilgrim-me, som slår sig ned, hvor der er plads. Særligtattraktive pladser findes under rotorerne i loftet;de giver ikke blot lidt luft i de hede nætter, menvifter også de værste sværme af fluer og mygvæk, så man kan få ro til at sove i de korte mel-lemrum mellem de fem obligatoriske bønner,den særlige tarawih-bøn hvor hele koranen re-citeres over 30 dage, Sarkars opbyggelige fore-læsninger samt de tilbagevendende zikr-seancer.

På den støvede plads foran moskeen, mellemmurbrokker og andet byggemateriale, er et lilleoverdække, en stor ovn og et åbent ildsted. Deter her stedets langar tilberedes. Det tager mange

timer at lave roti til så mange mennesker, så iadskillige timer før både morgen- og aftensmader der gang i bageriet. Dagens ret laves i en gi-gantisk gryde af grøntsager og andre ingredien-ser hentet fra køkkenet nede bag wuzu-hallen.Her er diverse rodfrugter dynget sammen, klartil brug. Selvom disse forhold for madtilbered-ning måske ikke umiddelbart er de mest hygiej-niske, så holder Saifi’erne fast i, at denne mad erren, og at den ikke fører til mavesyge. Maden ertilberedt af folk, der laver zikr og således fyldtmed den nur (det lys), som gennemstrømmerSaifi-silsilaen og reflekteres af Sarkar ProfessorSahib under zikr. Ligesom denne nur vil renseen murids hjerte, når han sidder foran Sarkar,således vil den samme nur rense dem indefra,når de spiser den langar, der tilberedes og serve-res i Sarkar’s khanaqah (jf. Buehler 1998, Lizzio2007, Rytter 2012).

Ved vores besøg i 2011 havde Sarkar stillet etaircondition-rum med gulvtæppe, senge, køle-skab og eget toilet til rådighed for det danskeselskab. Disse privilegier var imidlertid inddra-get i 2012. Året forinden havde der hver aftenværet en trafik af unge mænd fra Faheems om-gangskreds, der bragte mad ind i khanaqahen,som vi konsumerede om natten i vores afkølederum. Det skabte imidlertid en del affald, der al-drig rigtig blevet ryddet op – og hvad værre var,så blev Amer rigtig syg. Først med diarre, senereogså med opkast. For at undgå lignende episo-der havde Sarkar i 2012 inddraget disse privile-gier. Han slog fast, at Amer var blevet syg af denmad, han havde fået udefra. Desuden ville vihave godt af at leve under samme forhold somde lokale Saifi-brødre.

Alligevel gik der ikke mange døgn før fleredanske maver, inklusiv min egen, begyndte atskabe problemer. Sajid og Amer fik ydermere fe-ber. Og både Amer og Mohsen – og sidst i itikafforløbet også Aamash – fik sår på fødderne, derikke kunne heles på grund af varmen og demange fluer, der satte sig i sårene. Udover disseskavanker satte de 8-9 timer i døgnet, hvor vi


MIKKEL RYTTER

30

enten bad eller sad i skrædderstilling på be-tongulvet for at lave zikr eller lytte til Sarkar,sine tydelige spor på den danske delegation.

For at forsøde vores ophold lidt organiseredeSarkar en aften Sprite til alle i forbindelse medlangar. Dagen efter havde jeg dårlig mave. Tan-wir konkluderede øjeblikkeligt: «Der kan duselv se. Det er den Sprite, der gør det!». Hvisikke det var fordi jeg skulle på toilettet, så havdejeg rusket ham – adskillige omkring ham blevmavesyge, men alligevel fastholdt han, at manikke blev syg af langar.

Da end ikke Sprite kunne stoppe danskernesdårligdomme og klagesang, gav Sarkar tilladelsetil, at vi kunne bestille en stribe burgere fra Har-dee’s. Men inden vi når så vidt, skal det førstdiskuteres, hvilke socialt integrerende funktio-ner mad kan have for skabelse og vedligeholdel-se af et spirituelt broderskab.

Skabelse og vedligeholdelse af spirituelt broderskab

Nå man giver bay’a, dvs. ved håndtryk og edsværger troskab til en shaykh, initieres man i etspirituelt broderskab. Herved får man ikke bloten lærer, et forbillede og en «far» i sin shaykh,men man får også hele rækken, genealogien, afspirituelle forfædre, der i kraft af lærer/elev-re-lationer rækker helt tilbage til Profeten Muham-mad. Ved initiering får man endvidere en anse-elig mængde spirituelle brødre, pir-bhai, der hargivet hånd og sværget troskab til den sammeshaykh som én selv.

I sit klassiske studie blandt Nuerne forklarerEvans-Pritchard, hvordan store drenge indvies ide voksne rækker ved gar-ritualet, der afholdesmed ca. ti års mellemrum og derved skaber enny generation (age-set) af rituelle slægtninge(1969:249). En sådan kohort deler oplevelsenaf at have gennemgået en rite des passage inden forsamme tidsinterval og er følgelig fremover for-pligtet på hinanden i kraft af moralske imperati-ver og tabuer (Evans-Pritchard 1969:257–258).Samme varige forpligtelse finder man inden for

det diffuse fællesskab af pir-bhai. En velståendemidaldrende Saifi, der var direktør for en størrevirksomhed i Lahore, forklarede mig under mitbesøg i foråret 2011, at han absolut ikke kendtealle de mennesker, der deltog i zikr og havdebay’a med hans shaykh – mange af dem villehan givet ikke personligt bryde sig om – menhans shaykh elskede dem alle, og derfor var dethans opgave at gøre det samme. Samme oplevel-se havde de danske tilrejsende under itikaf, hvorde blev modtaget med åbne arme af alle øvrigedeltagere. Selv etnografen, trods status af ikke-muslim og det forhold at han i tide og utide for-trak til et hjørne af sovesalen for at tage noter,blev favnet og tilsyneladende værdsat af fæl-lesskabet.

Rituel initiering gør det imidlertid ikke alene.Nyere antropologiske slægtskabsstudier afsøgerfolks forbundethed (relatedness) i lokale og situe-rede praksisser fremfor blot at godtage den typeblodsbaserede forbindelser, der dominerer iEuro-Amerikansk slægtskab (jf. Carsten 2000).Janet Carsten giver selv et sigende eksempel pådette i hendes studie af fiskere på Langkawi,Malaysia. Her er slægtskab ikke primært biolo-gisk funderet, men skabes ved at distribuere,dele og konsumere mad rundt om hjemmetsildsted (1995). Også i relation til sufisme, i det-te eksempel Naqshbandi Mujaddidi Saifi, synesmad og indtag af fødevarer at spille en centralrolle i skabelse og vedligeholdelse af det spiritu-elle broderskab.

Overordnet set er hvert måltid en test, der gi-ver mulighed for enten at fremstå som en spiri-tuel og disciplineret person eller at afsløre, atman er fanget i sine lysters vold og følger sin la-vere dyriske natur (Reynolds 2000:206). Madeni Sarkars khanaqah er som beskrevet langar ogfølgelig ren. Men selve indtaget af føde kræverogså en række dyder, som alene tillæres ved atimitere Profetens Muhammads praksis og sæd-vane. Al spisning foregår siddende på gulvet. Ef-ter fasten er lukket og aftenbønnen veloverstået,bliver der rullet lange røde plastikduge ud, så


Bønner og burgere

31

man kan sidde i fire rækker. Særligt ærefuldt erdet at blive kaldt op og sidde i nærheden af Sar-kar.

Man sidder over for hinanden. Ideelt set børder tales mindst muligt. Maden serveres af folkfra khanaqahen. Man deler tallerkener to og toeller fire og fire. Maden spises med højre hånd,og man anvender kun tommelfinger, pegefingerog langefingeren. Man deler så vidt muligt go-derne. Alle kan få mere mad. Det anbefales dog,at man spiser let og ikke fylder sig. Fødeindtagetskal ske i kontrolleret tempo, og maden skaltygges grundigt. Man spiser op. Ofte vil man fåen reprimande af de der serverer maden, hvis etfad ikke er tømt og renset, før man rejser sig.Det var Profetens sædvane at spise op, derfor vilder altid være nogle, der er klar til at tage over,hvis et fad ikke er helt tømt. Fade skrabes rene.Nogle gange hældes lidt vand ud over fadet, såman kan få det sidste op. Rester af sovs drikkes.Man skænker vand i fælles krus og byder sinesidemænd, typisk den ældste i nærheden. Det erikke velset, at man skænker til sig selv. Ligesomalle andre objekter bliver mad og vand serveretog delt med højre hånd. Profeten anvendte høj-re hånd. Venstre hånd betragtes endvidere somuren, idet den anvendes ved toiletbesøg. Man vilblive bedt om at bruge den anden hånd, hvisman glemmer forskriften og anvender venstrehånd. Ved en spisning fik Faheem tildelt en rotimed venstre hånd og udbrød højlydt. «Hvad la-ver du? Har du slet ikke lært noget gennem de tiår, du har været ved Sarkar? Giv mig det venligstmed højre hånd!» Dette optrin var yderst pinligtfor den murid, der delte roti ud.

Samlet er der altså et forholdsvis omfattendekodeks for adfærd i forbindelse med fødeindtag,der er udledt af Profetens sunna. Mad bliver påingen måde afvist. Faktisk bliver indtag af føde,når det vel og mærke sker efter de givne for-skrifter, i sig selv et udtryk for den dedikeredesufis selvkontrol og hengivelse til Allah (Rey-nolds 2000:210). Ved således at gøre ethvertmåltid til en ritual genopførelse af måltider in-

dtaget på Profetens tid skabes en forbindelse påtværs af tid og rum, der med Sir James Frazerkan kategoriseres som «sympathetic magic» ba-seret på lighedens princip (law of similarity) (Fra-zer 1993). Det er imidlertid ikke kun Profetensmåde at spise på, der imiteres. I alle livets aspek-ter, såsom måden at stå op om morgenen, tagetøj på, personlig hygiejne, toiletbesøg, måden athilse på folk, stemmeleje eller pleje af familiere-lationer, vil den dedikerede sufi tilstræbe at ef-terligne Profetens eksempel. I kraft heraf bliverhverdagsliv i Danmark eller Pakistan anno 2012knyttet direkte til Profeten Muhammad og is-lams guldalder (se Rytter 2012).

Måltiders ritualiserede adfærd skaber et fæl-lesskab blandt de spisende; de bliver suhba, detgode selskab eller samvær, der vil føre denihærdige murid i den rigtige retning.7 Sakar tal-te en eftermiddag netop om betydningen af su-hba. Han forklarede til forsamlingen af itikaf-deltagere ved hans fødder, at vi kun kunne bliverene ved at være sammen med andre, der vardet. Med dette henviste Sarkar dels til det at haveen lærer (shaykh), hvis eksempel man kan iagt-tage og følge og derved selv tage ved lære, ogdels til det forhold, at man lærer korrekt adfærdog indstilling ved blot at være sammen med an-dre, der søger kærlighed til Allah.8

Sarkar lavede videre sammenligninger mel-lem suhba og sahaba, de første muslimer derfulgte Profeten. Sahaba var det fremmeste ek-sempel på, hvad alle deltagere kan opnå ved atindgå i en større gruppe. Sarkar forklarede, atsahaba var så rene og ophøjede, at selv hvis mansatte alle awliya (venner af Gud; wali i pluralis) oppå en piedestal, ville de end ikke nå ligeså højtsom blot én fra Profetens følge. Ifølge Sarkar varsahaba det ultimativt gode selskab og eksempelfor måden at lære om «virkeligheden» på; denvirkelighed man ifølge Naqshbandi MujaddidiSaifi alene kan nå gennem spirituelt arbejde ogselvudvikling. Koranen er blot ord på papir;dens egentlige mening og virkelighed videregi-ves fra lærer til elev, fra hjerte til hjerte. Det er


MIKKEL RYTTER

32

en indsigt, man ikke kan læse sig til; den kankun læres ved at følge sin lærer og ved selv at«smage det».

Således forklarede Sarkar Professor Sahib.Samlingen af mænd ved denne itikaf var godtselskab og afspejlede nogle af sahabas dyder – vivar her for at lære fra ham og fra hinanden, ogvores fællesskab og broderskab ville udvikle osog gøre os stærke. Trods Sarkars opbyggeligetale blev selskabet og fælleskabet dog alligeveltestet.

Den store jihad Kampen mod nafs kaldes «den store jihad».Nafs er beskrevet som de lavere lyster, der heletiden trækker mennesket mod synd; kun vedkontinuerlig aktiv modstand kan man undgå atblive offer for sin nafs (Schimmel 1975, Sedg-wick 2006). Siden Profeten Adam tog den fatalebid af æblet, har nafs været uløseligt knyttet tilmad. Den persiske lærde Hasan al-Basri (642-728) instruerede sine elever om at: «The temp-tation of Adam was in eating, and this is alsoyour temptation until the day of resurrection»(Reynolds 2000:208). Ligeledes forstod sufi-mesteren Abu al-Najib Suhrawardi (1097-1168) måltider som en regulær kampplads;man må aldrig spise for sin fornøjelses skyld, daet sådan knæfald for nafs vil få fatale konsekven-ser: «Such a slip feeds the nafs and reverses any[spiritual] progress previously made. Then thetelos of the sufi is suddenly and instantly spunaround, so that he lives no longer for God butfor himself, and his bodily desires» (Reynolds2000:208, min tilføjelse).

Faktisk advarede Suhrawardi sågar mod at taleom mad: «One should not talk much aboutfood because it is gluttony. In eating one shouldintend to satisfy hunger and give one’s soul itsdue but not its pleasure» (Reynolds 2000:208).Mad og drikke var ikke desto mindre et tilbage-vendende tema i den danske rejsegruppe, når viikke havde bøn, forelæsning eller lavede zikr;dels den åbenlyse sult og tørst der følger med

en faste i Lahore i august måned, dels meredrømmende scenarier om hvad man godt kun-ne tænke sig at fortære. To fra selskabet arbejderpå en kendt Pakistansk restaurant i København,og en del tid gik følgelig med at diskutere deresmenukort. Der var bred enighed om, at «butterchicken» var en favorit, trods det forhold, at detegentlig er en indisk ret.

Eftersom den mad, der serveres under itikaf,er forholdsvis beskeden og ensformig, har man-ge lidt søde sager med hjemmefra til at dele ud isovesalen om aftenen og natten. Blandt de dan-ske brødre var der lidt slik, peanuts og kokos-makroner i tasken. Baseret på mine erfaringerfra 2011 havde jeg indkøbt et halvt kilo «Fami-lieguf» i Kastrup lufthavn for selv at kunne bi-drage til uddelingerne. Mit bidrag blev imidler-tid afvist dels på grund af usikkerhed om, hvor-vidt der var gelatine i vingummierne, og delsfordi farvestofferne i slikket blev set som ureneog følgelig ikke accepterede. Posen med Fami-lieguf kom derfor tilbage i kufferten.

Grundet sin diffuse natur er malende beskri-velser af nafs et yndet tema i klassisk sufi-poe-si. Nafs er for eksempel beskrevet som en sorthund, som igen og igen vil æde mad, mensom må trænes og sendes væk. Eller nafs er be-krevet som en genstridig kamel, der hele tidenændrer på sin rute og således uden, at det nød-vendigvis opdages, sigter mod at bringe denrejsende til sin elskedes telt i ørkenen. Nafs erligeledes beskrevet som en dragende, men uly-dig kvinde, som søger at forføre og snyde fatti-ge rejsende. Eller sammenlignet med Farao,den selvcentrerede hersker, der ikke ville lyttetil Guds ord og formaninger. Nafs er fremstil-let som en giftslange eller sågar en gris ud fralogikken, at de, der følger deres svinske naturog lyster, selv vil blive transformeret til svin.Endelig har forskellige mystikkere gennem ti-derne beskrevet, hvordan de i visioner har setderes nafs komme ud af munden og forladederes krop i skikkelse af en ræv eller en mus(Schimmel 1975:112–113).


Bønner og burgere

33

Det er del af menneskets vilkår at blive fristet.Vi fristes dels af nafs, der er en del af vores krop.Og dels udefra af Shaitan, både af Iblis (djæve-len) og af drillesyge jinns (ikke-menneskeligevæsner omtalt i Koranen), der hvisker forskelli-ge lyster i øret på mennesket. I Professor Sahibskhanaqah var der imidlertid ikke mange jinns,for, som jeg fik forklaret, et sådant sted, hvormuslimer gør «zikr Allah», bliver overvåget ogbeskyttet af engle.

I en af Sarkars forelæsninger blev det forkla-ret, at vi løbende konfronteres med vores nafs,der påvirker og forurener vores hjerter og træk-ker os i dårlige retninger. Det helt centrale varimidlertid, hvorvidt man ville Allah; man skulleikke bekymre sig om forhold i dunya (verden) el-ler stræbe efter jordisk gods eller guld, men ale-ne Allahs kærlighed. Fik man først kærlighed tilham og han til dig, ville alle denne verdens vel-signelser følge én, og man ville i tifold få det,man mente at have givet afkald på.

Trods det tilsyneladende paradoksale forhold,at Saifi’erne blev instruereret i at forsage materi-elle goder og succes i denne verden for senere atblive belønnet med netop materielle goder ogsucces i denne verden, var Sarkars pointe førstog fremmest, at hans elever skulle bekæmpe de-res nafs og underkaste sig Allahs vilje i alle livetsforhold – belønning ville følge i dette liv såvelsom på dommedag, hvor de retledte ville fåplads i janna (paradis).

Selv Profeten Muhammad havde trods sin ful-dendte karakter sine kampe med nafs. Annema-rie Schimmel beretter således, hvordan Profe-ten, da han engang blev spurgt om, hvordanhans Shaytan opførte sig, kunne svare: «Aslamashaytani; my shaytan has become Muslim anddoes whatever I order him» (Schimmel1975:113). Profeten havde således evnet attæmme sin nafs og få den til at arbejde for hami hans bestræbelse på at tilfredsstille Allah. Pro-feten Muhammad udmærker sig imidlertid ogsåi denne henseende ved at være én mand blandtmænd, fremhævet som «The Perfect Man»

(Schimmel 1975:272). For de fleste andre, selvdedikerede Saifier, er det, som beskrivelserne afden danske rejseselskabs natlige udskejelser vilillustrere, en stadig kamp at forsøge at opnåkontrol over sin nafs.

Burgere fra Hardee’sEfter fire dage med roti og sovs blev jeg vækketklokken 01.30 om natten ved, at lyset blevtændt i vores ende af sovesalen. En større grup-pe danske brødre flokkedes omkring én af Sar-kars hjælpere, der uddelte burgere fra en storpapkasse. De der endnu sov, blev, ligesom jeg,vækket. Samme aften havde Sarkar givet tilladel-se til, at vi kunne hente mad udefra. Det sketedels i erkendelse af, at vi trods andre levevilkår iDanmark faktisk gjorde vores bedste under iti-kaf, og dels som en form for opmuntring eftervores mange toiletbesøg. Derfor havde Sohail ogSajid arrangeret med den pågældende murid, athan skulle køre ned til Hardee’s. Her havde hankøbt burgermenuer til alle gæster fra Danmarksamt forskellige supplerende burgere til de, derhavde bedt om det.

Stemningen ved udleveringen af burgerne varhøj. Og det var intet mindre end en fantastiskburger. Alle spiste med stort velbehag, undtagenTanwir som frabad sig den burger, der var be-stilt til ham. Han gjorde det dels på grund af sindårlige mave, dels fordi han som den eneste afos i situationen forstod, at det var hans nafs, derbød ham at kaste sig over burgeren. Flere andreSaifi’er fra sovesalen stod op og fik noget af ma-den.

Problemerne opstod da regningen kom. Denlød på 9 200 rupees, men Sohail havde blot gi-vet hjælperen 7 600 rupees med i byen. Hanblev derfor straks sendt af sted for at betale dif-ferencen. Men hvad værre var, så skabte delin-gen af regningen en masse polemik; dels bleven masse eksisterende økonomiske mellemvæ-render mellem Saifi’erne regnet ind i burger-regnskabet, dels viste det sig at Mohsen ikkehavde penge til at betale sine burgere (han hav-


MIKKEL RYTTER

34

de bestilt to) samt en række udlæg, som nogleaf de andre havde gjort for ham undervejs påvores rejse. Selvom de fleste ekstrabestillingerblev uddelt til andre Saifi’er i sovesalen, behold-te Mohsen sine to burgere. Sajid kaldte det di-rekte «ulækkert».

Dagen efter var der moralske tømmermænd.Sajid klagede over, at nattens burger havde gjortham ekstra tør i munden. Han havde bogstave-ligt talt en dårlig smag i munden. Aamash be-klagede, at have givet efter for sin nafs. Han un-drede sig også over, at Sarkar havde tilladt madudefra, men konkluderede, at når han nu en-gang havde givet sin tilladelse, så kunne det ikkevære helt galt. Uanset hvad. Efter nattens udske-jelser stod den 1-0 til nafs.

To dage senere var det Laylat al-Qadr, en særlighellig nat i ramadan-måneden. Det siges, at bøndenne specifikke nat er bedre end bøn i tusindemåneder. Grundet nattens signifikans tog SarkarProfessor Sahib straks efter tarawih-bønnen afsted til sin egen shaykh, Sarkar Mian Muham-mad. Han efterlod sine murids tilbage, så deselv kunne bede. I den danske gruppe var detimidlertid kun Tanwir, Amer, Faraz og Faheem,der bad. Vi andre bestilte burgere fra Hardee’s.Da Sajid spurgte shaykh Karim om tilladelse til atforetage bestillingen, svarede han blot, at det varop til os selv, men at han ikke ville gøre det. Detvar således en pæn måde at sige nej på. Han be-grundede det med, at det ikke ville se godt udpå denne særlige nat.

Men eftersom der ikke var blevet givet et klartforbud, endte det alligevel med, at vi bestilteburgere. Ligesom sidst var der et hav af særbe-stillinger. Da ladningen af burgere ankom klok-ken ca. 01.45 var det en anden slags end sidst.Denne gang med champignon i. De var vitter-ligt ikke særligt gode. Det brokkede Zain ogMohsen sig højlydt over. Mohsen begyndte ogsåat tale om penge og bestillinger. Sajid bad hamtie stille og spise. I forvirringen væltede Mohsensin halve liter Sprite ud over Sajids seng. DaMohsen fortsatte med at rable om penge i stedet

for at skaffe noget at tørre op med, blev Sajidsur og bad ham blandt andet om at holde kæftog fik også sagt «fuck dig». Den verbale over-fusning gjorde Mohsen sur på en stædig måde,hvor han blev ved med at med at spørge, hvadhan havde gjort for at fortjene en sådan behand-ling. Til sidst var det et regulært skænderi i so-vesalens nattemørke. Det var pinligt. Wahid prø-vede flere gange at få dem til at holde mund.Også Sohail prøvede at være diplomat. Demundhuggedes stadigt kl. 02.30, da jeg døsedehen. Endnu engang var der absolut ikke kommetnoget godt ud af burgerne. Dels havde de fåetSaifi-gruppen til at bøje deres shaykhs udsagn tilegen fordel, dels havde madbestillingerne ud-stillet sammenholdet i broderskabet. Hvad derumiddelbart kunne have været en anledning tilfællesskab og styrket sammenhold, endte i ste-det med at skabe splid og splittelse. Nafs vandtsåledes også anden runde.

Aftenen efter fik vi via en mellemmand Sar-kars velsignelse til igen at bestille burgere. Detviste sig imidlertid, at tilladelsen alene var givetfor at vise os, at Sarkar ikke er imod burgere,men imod at der bliver lavet numre. De burgere,der var blevet hentet natten inden, var blevetbragt ind af en fyr udefra, der var ven af Faheemfra den danske gruppe. Da Sarkar hørte om denudefrakommendes indblanding i burger-episo-den, havde han både skældt ud på sin biologiskesøn, der var ansvarlig for alle praktiske spørgs-mål under itikaf og på shaykh Karim, fordi hanikke havde styr på sine murids. Nu gav han tilla-delse til endnu en omgang burgere for at under-strege, at det ikke var burgerne i sig selv, der varproblemet, men det forhold at vi havde bragtmad ind i khanaqahen uden hans vidende ogderved forbrudt os mod reglerne. Denne natsmagte burgerne ikke nær så godt som tidligere.

Den 18. august blev der igen bestilt burgerefra Hardee’s. Eftersom Danmark er et døgn for-an Pakistan, var gæsternes 30 dages ramadanfas-te slut et døgn før deres pakistanske Saifi-brø-dres faste. Det betød, at de den efterfølgende


Bønner og burgere

35

dag kunne drikke vand. Med det in mente blevdet besluttet at bestille lidt mad. Der havdeimidlertid alle dagene været så mange proble-mer med mad bestilt udefra, at Sajid og Sohailbesluttede sig for ikke at bede om tilladelse fraSarkar Professor Sahib eller shaykh Karim. Yder-mere var det Sajid selv, der tog ned på Hardee’ssammen med én af vagterne for at hente og be-tale maden med sit kreditkort. Det ville Sarkarabsolut ikke synes om, hvis han fik det at høre.Derfor blev maden bestilt og spist i smug nedeved indgangsporten. Alle tilstede var enige om,at det ikke havde fundet sted.

Endnu engang endte trangen til burgere i re-gel- og loyalitetsbrud både over for de danskeSaifi’ers shaykh Karim og over for deres værtSarkar Professor Sahib. Alt i alt må man nok ogsåsige, at den danske gruppe ikke håndterede de-res trang til burgere og kamp mod nafs særligvellykket. Igen og igen faldt de igennem – dra-get mod det blinkende Hardee’s skilt i det fjer-ne, der repræsenterende alt det uden for murer-ne, som de burde have holdt sig væk fra. Om-vendt kan man også sige, at burger-episoderneillustrerede Sarkars opbyggelige taler samt vig-tigheden af langar, suhba og ritualiserede målti-der – det skete blot med omvendt fortegn. Bur-gerne udstillede alt det, man ikke bør gøre,hvorfor det kan gå galt, og hvilke konsekvenserdet kan have for ens personlige udvikling samtfællesskabets moralske beskaffenhed.

Uanset hvad lærte burgerne den danske grup-pe en væsentlig lektion; alene vedrørende madog fødeindtag havde nafs under denne itikaf be-sejret flere af de rejsende gentagende gange.

Selvkultivering og forbudte fristelserIndenfor nyere antropologi om islam har derværet meget fokus på selvkultivering (jf. Henkel2005, Mahmood 2005, Hirschkind 2006). SabaMahmood (2005) viser, hvordan muslimskeegyptiske kvinder ved at underkaste sig forskel-lige selvteknologier evner at skabe et religiøstselv. Monografien kan således læses som et isla-

misk-feministisk opgør med liberalt tankegods,der på fornem vis illustrerer en anden form forsubjektivitet, frihed og kvindelighed end den,der promoveres i Vesten. Mahmood giver imid-lertid ikke mange eksempler på, hvad der sker,når denne selvkultiveringsproces går galt ellerløber af sporet. Eksemplet i denne artikel om dedanske Saifi-brødres natlige udskejelser medburgere fra Hardee’s viser med al tydelighed,hvorledes selvkultivering er en vej fyldt medbump, huller og forhindringer. For at indfangereligiøs selvkultivering som konfliktfyldt procesforeslår Samuli Schielke derfor, at selv dedikere-de fromme muslimer har forskellige «moralskeregistre» for agens og selvfremstilling (Schielke2009a:529–530, 2009b). Dette forklarer, hvor-dan mine rejsefæller, der har sparet pengesammen for at kunne tage på en spirituel rejsetil Pakistan, i store dele af døgnet var dedikeredesufier, der gjorde deres ypperste for at følge sha-ria, sunna og Sarkars anvisninger, men samti-digt også havde forskellige udfald, hvor de togform som en gruppe sultne unge mænd i en so-vesal, der lavede forskellige mere eller mindrelødige jokes med hinanden, eller listede ned tilporten om natten for ryge smøger med vagter-ne. Med Schielkes moralske registre kan viadressere tilsyneladende modstridende attitu-der blandt dedikerede sufier.

Burger-episoderne udstillede også skellenemellem danske og pakistanske brødre. Selvomde nok er af samme spirituelle familie, så leverde under fundamentalt forskellige sociale ogøkonomiske betingelser, hvilket for eksempelkunne iagttages i forhold til de mange fine sættøj (shalwar kameez), som de danske gæster havdebragt med sig fra Danmark. Det var tydeligt i2011, hvor det danske selskab overnattede afsi-des i et air-con rum med senge og køleskab,men skellet blev også manifesteret i 2012 ved denatlige burger-seancer. For det første udstilledemadindkøbene den økonomiske ulighed. Deforskellige burger-menuer kostede mellem 500-600 rupees (ca. 45 NKR), hvilket gjorde det til


MIKKEL RYTTER

36

en ekstravagant luksus gentagende gange at spi-se mad fra Hardee’s. Deltagerne i den danskegruppe kunne således ikke skjule, at de eropvokset i Europa. Deres habitus er formet af etliv med materiel velstand.

For det andet udstillede de stadige knæfaldfor fristelserne den danske delegation som«grønne», nyindviede sufier, der endnu ikke erkommet så langt i deres spirituelle udvikling. Dedanske Saifier har hver især blot haft bay’a i altfra tre år til fire måneder. Wahid tog enddabay’a med shaykh Karim, mens vi var dernede.Den danske gruppe er således «new born religi-ous» (Roy 2004); de er måske nok født ogopvokset som muslimer af pakistanske migrant-forældre i Danmark, men det er først i mødetmed sufismen, at de har genopdaget islam somen levende, åndelig og mystisk religion; først daer de begyndt intensivt at dedikere tid, pengeog følelser i forholdet til Allah, deres shaykh ogderes nye brødre. Med en sådan flok novicerkunne man nok ikke forvente andet, end at deville have forskellige udfald og give efter for de-res nafs. Dette slog ikke blot igennem med bur-gerne. Der gik ikke mange dage før flere fra detdanske selskab begyndte at sidde på de havesto-le, der var sat op i kanten af moskeens bede-are-al. Stolene er normalt forbeholdt ældre mændmed svage knæ og slidte rygge. Nu sad der dan-ske Saifi-brødre i tyverne, som af forskelligeårsager ikke længere kunne klare at sidde iskrædderstilling på betongulvets sivmåtter. Selv-om de fleste fra den danske gruppe måske nokfik store spirituelle oplevelser og gik i wajd (ek-stase) under de forskellige zikr-seancer, så blevde i kraft af deres ageren udstillet som udlæn-dinge og novicer, der ikke helt kunne klare destrabadser, som en itikaf byder. De var lidt formeget luksus-sufier.

Sarkar var imidlertid en god lærer og en ge-nerøs vært. Han forstod tilsyneladende, at detdanske selskab ikke skulle presses over evne, ogat gæsterne fra Danmark var forvent med andreforhold end dem, de nu blev præsenteret for i

hans khanaqah. Det var da også ham selv, deråbnede for burger-indkøbene, og senere gentogsin tilladelse efter at have opdaget, at der blevbestilt burgere uden hans vidende. Umiddelbartbetød de danske overskridelser af hans påbud ogden fysiske afgrænsning af hans rene khanaqah,at de forbrød sig mod hans ord og stedets or-den. Omvendt kan man også argumentere for atde på fineste vis bekræftede samme. Burgerepi-soderne bekræftede netop Sarkars storhed ogspirituelle overlegenhed ved at udstille gæster-nes ufuldendthed. Havde den danske gruppe ev-net at gennemleve itikaf uden burgere, havesto-le, jokes eller smøger ville det ikke efterlade Sar-kar med samme aura af storhed. Nu var detimidlertid klart, at Sarkar Professor Sahib, der erberømt blandt sine murids for ikke at spise ellersove særligt meget, for at have fuldtidsarbejdepå universitetet samtidig med at han er shaykhog religiøst forbillede for tusindvis af mennes-ker, samt for at nærme sig et liv i overensstem-melse med Profeten Muhammads fuldendte ek-sempel – hans moralske overlegenhed og religi-øse dyder stod lysende klart for alle i det danskeselskab efter vores besøg.

Konklusion: vejen til en mands hjerte…

Et dansk ordsprog siger «Vejen til en mandshjerte, går via hans mave». Ligeledes belærer ensundhedskampagne fra 1980erne børn om, at«Du bliver, hvad du spiser». Begge læresætnin-ger synes korrekte i forhold til et itikaf-ophold ien sufi khanaqah i Pakistan. Såfremt man spiserden rene mad, dvs. langar tilberedt af Saifi’er,der gør zikr, vil man selv have mulighed for atblive ren. Madens iboende egenskaber samt denritualiserede indtagelse af føde, hvor spiseetiket-te fra islams guldalder genopføres i «godtselskab» med andre rene muslimer, betyder, atmad og fødevarer får transformative egenskaber.Mad bliver således et væsentligt element i denreligiøse selvkultivering og spirituelle rejse modAllah.


Bønner og burgere

37

Med afsæt i mad har denne artikel imidlertidogså diskuteret, hvordan religiøs fromhed ogselvkultivering udfordres af forbudte fristelser –i dette tilfælde konkret manifesteret ved det til-lokkende neonskilt fra Hardee’s. Artiklen slår så-ledes et slag for, at fokus på tilsyneladende ube-tydelige hændelser, som for eksempel trangentil en burger, kan bidrage til etnografiske studieraf sufisme og forståelse af muslimer og islamgenerelt. Fokus på det tilsyneladende irrelevantekan anvendes til at kaste lys over det væsentlige.De natlige udskejelser fortæller os mere om ma-dens betydning og de danske sufiers spirituelletilstand, end et studie af deres bøn og dedikati-on i dagstimerne ville have gjort.

Endelig har jeg foreslået, at de danske Saifi-brødres fald for Hardee’s fristelser netop be-kræfter deres ufuldendthed. Således har forbud-te fristelser det langsigtede formål at generererefleksion hos den enkelte muslim om, hvilkevalg han (eller hun) træffer, og om hvilketgrundlag det bliver gjort ud fra. Burgerne vil al-tid være en del af den danske delegations fælleshukommelse om itikaf, 2012; trods store spiri-tuelle oplevelser vil de påminde om, hvorledesde dansk-pakistanske Saifi’er er på vej, menendnu langt fra målet.

Referanser

BALLARD, ROGER2006 Popular Islam in Northern Pakistan and its recon-

struction in urban Britain. I Jamal Malik og John Hinnels (red.). Sufism in the West, 160–186. London: Routledge.

BUEHLER, ARTHUR1998 Sufi heirs of the Prophet. The Indian Naqshbandiyya and the

rise of the mediating Sufi shaykh. Columbia: University of South Carolina Press.

CARSTEN, JANET1995 The substance of kinship and the heat of the

hearth: Feeding, personhood and relatedness among Malays in Pulau Langkawi. American Ethnolo-gist, 22(2):223–241.

2000 (red.) Cultures of relatedness. New approaches to the study of kinship. Cambridge University Press.

EVANS-PRITCHARD, EDWARD EVAN1969 [1940] The Nuer. A description of the modes of livelihood and

political institutions of a Nilotic people. London: Oxford University Press.

EWING, KATHERINE PRATT1997 Arguing sainthood: Modernity, psychoanalysis, and Islam.

Durham, NC: Duke University Press.FRAZER, JAMES1993 [1922] The golden bough. A study of magic and religion.

London: Wordsworth Reference Series.FREMBGEN, JÜRGEN WASIM2006 The friends of God. Sufi saints in Islam – Popular posters art

from Pakistan. Oxford University Press.2011 At the Shrine of the Red Sufi. Five days and nights on pilgrimage

in Pakistan. Karachi: Oxford University Press.HENKEL, HEIKO2005 Between belief and unbelief lies the performance

of salat: Meaning and efficacy of a Muslim ritual. Journal of the Royal Anthropological Institute, 11:487–507.

HIRSCHKIND, CHARLES2006 The ethical soundscape: Cassette sermons and Islamic counter

publics. New York, Columbia University Press.LIZZIO, KEN2003 Embodying history: A Naqshbandi shaikh of Afg-

hanistan. Central Asian Survey 22(2–3):163–185.2006 The Naqshbandi/Saifiyya battle for Islamic tradi-

tion. The Muslim World, 96:37–59.2007 Ritual and charisma in Naqshbandi Sufi mysticism,

Anpere.net http://www.anpere.net/2007/3.pdf (besøgt 30.10.2012).

MAHMOOD, SABA2005 Politics of piety: The Islamic revival and the feminist subject.

Princeton University Press.MARSDEN, MAGNUS2005 Living Islam: Muslim religious experience in Pakistan's north-

west frontier. Cambridge University Press.2010 (red.) Islam and society in Pakistan. Oxford University

Press.MATZEN, IDA SOFIE2010 Mad, kærlighed og altets enhed i Pakistan. Jordens

Folk, 45(4):30–37.REHMAN, UZMA2011 Sufi shrines and identity-constructions in Pakistan. Lambert

Academic Publishing.REYNOLDS, GABRIEL SAID2000 The Sufi approach to food: A case study of Adab.

The Muslim World, 90:198–217.ROY, OLIVER2004 Globalized Islam: The search for a new ummah. New York:

University of Columbia Press.RYTTER, MIKKEL2012 By the beard of the Prophet: Imitation, reflection

and world transformation in a Naqshbandi bro-therhood. Paper præsenteret ved EASA-konference, Nanterre, juli 2012.

SCHIELKE, SAMULI2009a Being good in Ramadan: Ambivalence, fragmenta-

tion, and the moral self in the lives of young Egyp-tians. Journal of the Royal Anthropological Institute, 15:524–540.

2009b Ambivalent commitments: Trouble of morality, religiosity and aspiration among young Egyptians. Journal of Religion in Africa, 29:158–185.


MIKKEL RYTTER

38

SCHIMMEL, ANNEMARIE1975 Mystical dimensions of Islam. Chapell Hill: University of

North Carolina Press.SEDGWICK, MARK2006 Islam & Muslims: A guide to diverse experience in a modern

world. Boston: Intercultural Press.WERBNER, PNINA2003 Pilgrims of love. The anthropology of a global Sufi cult. Lon-

don: Hurst and Company.WERBNER, PNINA OG HELEN BASU (RED.)1998 Embodying charisma: Modernity, locality and performance of

emotion in Sufi cults. London: Routledge.

Noter1. Denne artikel udspringer af min deltagelse i det

tværfaglige forskningsprojekt «Sufism and Transna-tional Spirituality» ved Aarhus Universitet. Tak til Sarkar Professor Sahib for at lade mig deltage i iti-kaf i hans khanaqah to år i træk, samt til shaykh Karim for at inkludere mig i sine rejsegrupper. Arti-klens fokus på burgere ligger givet milevidt fra hvad de havde forestillet sig, at der ville komme ud af mine ophold. Jeg håber imidlertid, at min frem-stilling kan overbevise dem og andre om, at et afsæt i fødevarer og lysten til mad kan bruges til at sige noget mere generelt om sufisme og selvkulti-vering. Tak til Mark Sedgwick, Kasper Mathiesen og Nils Bubandt for at læse og kommentere på tidli-gere udgaver, samt til de to anonyme fagfællebe-dømmere ved Norsk antropologisk tidsskrift for konstruktive forslag til hvordan jeg kunne styrke argumentet i den endelige artikel.

2. Modsat findes «den lille jihad», der nok er den mest kendte, idet det er den type jihad, som for eksempel hærførere og terrorister fra tid til anden påberåber sig i forsøg på at legitimere krig, vold og andre uhyrligheder.

3. Nogle Internetkilder anfører, at Saif ur-Rahman blev født i 1925, mens Saifi-kilder i Pakistan beret-ter, at det korrekte fødselsår er 1930.

4. Selvom denne artikel primært handler om selvkul-tivering blandt en gruppe danske sufi-brødre med pakistansk baggrund, der som pilgrimme besøger og opholder sig i Pakistan for en kortere periode, indskriver den sig i rækken af nyere studier om sufisme i Pakistan; se Ewing 1997, Werbner og Basu 1998, Lizzio 2003, 2006, 2007, Werbner 2003, Marsden 2005, 2010, Ballard 2006, Fremb-gen 2006, 2011, Matzen 2010, Rehman 2011.

5. Naqshbandi Mujaddidi Saifi er et broderskab, dvs. et maskulint fælleskab hvor kvinder er forment adgang til rituelle aktiviteter som for eksempel den tilbagevendende zikr (ihukommelse af Allah). Alli-gevel kan kvinder godt være murids af forskellige lærere indenfor Saifi-broderskabet. Initiering vil her ske ved, at kvinden holder i den ene ende af et klædestykke, hvor den pågældende shaykh holder i den anden ende. Flere steder, inklusiv i Købenavn, har jeg hørt om zikr for kvinder, der afholdes af hustruer til etablerede shaykhs – jeg har imidlertid som mandlig etnograf ikke haft adgang til disse seancer. Kvinder kan således udmærket være Saifi, selvom det nu engang er et broderskab.

6. Pnina Werbner påpeger forbindelsen mellem dona-tion af offerdyr til langar og frivilligt manuelt arbe-jde udført for ens shaykh i hans khanaqah; begge er udtryk for den dedikerede murids hengivenhed og kærlighed til sin shaykh samt element i den løbende sakralisering af den pågældende khanaqah (Werbner 2003:112, 118).

7. Tak til Kasper Mathiesen for præciseringer omkring betydning og brug af suhba.

8. Suhba har således en afsmittende virkning. Det er derfor endnu et eksempel på «sympathetic magic» – i dette tilfælde hvad James Frazer ville kalde «contagious magic» (1993).

Mikkel RytterInstitut for Kultur og samfund, Aarhus Universitet, Danmark

[email protected]


Bønner og burgere: forbudte fristelser under itikaf blandt sufi-brødre i Pakistan

Documents

Transcript of Bønner og burgere: forbudte fristelser under itikaf blandt sufi-brødre i Pakistan