G A M L E L A N D S B Y E R I O D E N S E 183182 O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 4

lig funktion for mange mennesker; jo fleremennesker, der kender til og aktivt brugeret givet stednavn, jo større er navnbru-gerkredsen. Er navnbrugerkredsen lille, kanmindre forandringer udgøre en risiko fornavnedød, end hvis der er tale om en stornavnbrugerkreds.2 Navne på små vådområ-der, lunde og bakker samt navne på markerog agre har oftest en lille navnbrugerkreds,hyppigst bestående af en landsbys indbyg-gere eller blot en enkelt gårds beboere,mens navne på eksempelvis større naturlo-kaliteter, landsbyer og især købstæder harstore navnbrugerkredse. Den første gruppeaf navne er derfor mere udsat for destabili-sering og navnedød3 end den sidste.

Det stednavnemateriale, vi benytter i vo-res daglige kommunikation, består af nav-ne med meget forskellig alder, der har be-tegnet vidt forskellige lokaliteter. Stednav-nematerialet kan således ikke forventes atafspejle en totalhistorie, men det kan be-tragtes som en mosaik af fragmenterede vid-

orientering i og kommunikation om det fy-siske landskab, vi færdes i. Det betyder, at etstednavn fra vikingetiden indeholder enlille karakteriserende beskrivelse af det på-gældende sted på den pågældende tid, ek-sempelvis Agedrup, der er en beskrivelse afAggis bebyggelse.1 Da denne beskrivelse aflokaliteten først var etableret som navnblandt de, der havde behov for at omtale be-byggelsen, blev det imidlertid uden betyd-ning for navnets overlevelse, at Aggi døde ogefterfølgende gik i glemsel, eller for den sagsskyld om nogen overhovedet forstod, at detvar mandsnavnet Aggi, der indgik i navnet.Navnets funktion var fra da af at betegne énbestemt lokalitet, og i den henseende er be-tydningsindholdet underordnet. Det er denegenskab, der bevirker, at stednavne kan væremeget stabile elementer i et til tider stærktforanderligt kulturlandskab.

Der er imidlertid forskel på, hvor stabi-le forskellige typer af stednavne er. Mest sta-bile er navne på steder, der har kontinuer-

Mens udviklingen af Odense har medført, atflere gamle landsbyer er blevet opslugt afbyen med en total forandring af bebyggel-sesbilledet til følge, er der én type af kultur -l evn, som har overlevet ændringerne, nem-lig de gamle landsbyers navne. Ikke længe-re i funktion som landsbynavne, men nu somnavne på forstæder og kvarterer i storbyenOdense. Selvom deres funktion således harændret sig, er navnene i sig selv de samme,og dermed fortæller de historien om det, derfør har været.

At stednavne fortæller historie er vel-kendt. De fleste stednavne dannes nemligsom små beskrivelser af de steder, de be-tegner, og skønt stederne forandres, overle-ver stednavnene mange gange upåvirket he-raf. Dette skyldes, at stednavnenes betyd-ningsindhold ikke er væsentligt for brugerneaf dem, når de først er fast etablerede somnavne; stednavnene skal nemlig først ogfremmest fungere som lokalitetsudpegendeelementer, der har til hensigt at lette vores

Lisbeth Eilersgaard Christensen

Gamle Landsbyer i Odense– stednavne som kulturarv

Udsnit fra Videnskabernes Selskabs Kort, Fyn, 1780.

Odense Bys Museer 2014 årbog OK dok._Layout 1 25/02/14 15.06 Side 182

mindre sammen med byen, kan de gamlestednavne stadig afspejle elementer af be-byggelsesstrukturens udvikling og karak-teren af de oprindelige landsbyer.

Ud fra en navnetypologisk datering bør sted-navnene Hjallese og Holluf afspejle det æld-ste lag af landsbyer i området, idet efterled-dene er henholdsvis -løse og -lev. Når Hol-luf i dag optræder i henholdsvis Over og Ne-der Holluf, afspejler det endvidere en op-splitning at den oprindelige landsby i to en-heder. Hvornår og under hvilke omstæn dig-heder, det er foregået, er uvist, men en skel-nen mellem Over og Neder Holluf kan iagt- tages i stednavnenes kildeformer fra den tid-lige del af 1500-tallet.7 Det er muligt, at ogsåDalum og Åsum bør tilskrives det ældste lagaf områdets landsbyer. Efterleddet kan i beg-ge tilfælde være -hém med betydningen’ejendom, bebyggelse’, men er måske sna-rere en gammel bøjningsform -um, der i såfald også viser, at navnene består af en op -rindelig flertalsform af henholdsvis dal og åsanvendt med faste præpositioner (sandsyn -ligvis i eller ved), der siden er bortfaldet.Stednavne med efterleddet -hém er i ho-vedreglen førvikingetidige, og det kan ogsåvære tilfældet for stednavne med bøjnings-endelsen -um. Sidstnævnte kan imidlertidogså være yngre, idet bøjningsformen kanhave været navnedannende frem til omkringår 1200.8 Samme bøjningsendelse optræderi øvrigt i stednavnet Højme, der således også

menholdes i grupper med fælles efterled –såkaldte navnetyper – som hver især er ken-detegnet ved nogle overordnede typologisketræk, der kan omsættes til brede daterings-mæssige rammer. Traditionelt er bebyggel ses-navne med efterleddene -inge, -lev, -løse, -hémog -sted blevet betragtet som førvikingeti-dige, efterleddene -by og -toft er blevet an-set som vikingetidige, -torp som vikingeti-dig eller middelalderlig, mens -holt, -tved,-rød og -bølle er blevet tilskrevet middelal-deren.6 Til trods for at dateringsrammerneer brede, og at enkelte stednavne inden forde pågældende navnetyper kan være ældreeller yngre end de anførte dateringsrammer,kan en navnetypologisk ana lyse af bebyg-gelsesnavnene i et givet område give et groftindtryk af bebyggelsesudviklingen. En op-deling af landsbynavnene omkring Odensei daterbare navnetyper indicerer eksempel visen kraftig tilvækst af bebyggelser nord vestfor byen i løbet af (sen) vikingetid og mid-delalder (jf. fig. 1).

Gamle selvstændige landsbyer som Ta-rup, Pårup, Næsby, Bolbro, Hunderup, Hjal-lese, Dalum, Dyrup og Ejby er i dag voksethelt sammen med Odense og fremstår somintegrerede dele af byen. Blandt flere andreer særligt Sanderum, Biskorup, Seden, Bul-lerup, Åsum, Kirkendrup, Villestofte, Høj-me, Killerup samt Over og Neder Holluf påvej i samme retning (jf. fig. 2). Selvom fle-re gamle landsbyer, der tidligere lå omkringOdense, således i dag er vokset mere eller

nesbyrd om bebyggelse og kulturlandskabtil forskellige tider. Stednavne er dermed atbetragte som en del af vores immateriellekulturarv.4

Landsbynavnenes vidnesbyrd

om områdets bebyggelseshistorie

Der er spor efter menneskelig aktivitet i ogomkring Odense fra stenalderen og frem-efter. Så gamle er de bevarede stednavneimidlertid ikke. Stednavne kan generelt kundateres inden for relativt brede rammer påbasis af en sproglig datering af de ord, de på-gældende navne indeholder, eller på bag-grund af typologiske træk for grupper afstednavne inddelt ved fælles efterled. Et sted-navn, der indeholder navnet på en af de nor-diske guder, kan eksempelvis dateres tilden førkristne periode – og da senest vikin-getid – mens stednavne med efterleddet -torpsamlet set indeholder et stort antal person-navne af vikingetidig og middelalderlig ka-rakter samt meget få førkristne elementer ogderfor tillægges en overordnet daterings-ramme med hovedvægt i sen vikingetid ogtidlig middelalder.5 En meget stor del af de(lands)bynavne, vi endnu bruger i dag, erdannet i yngre jernalder, vikingetid eller mid-delalder (ca. 200-1536 e.Kr), mens færre kantilskrives ældre perioder.

En klassisk anvendelse af stednavne er i be-byggelseshistoriske studier. Det skyldes, atbebyggelsesnavnene som nævnt kan sam-

G A M L E L A N D S B Y E R I O D E N S E 185184 O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 4

Fig. 1. Markering af gamle landsbyer i og omkring Odense. Landsbynavnene er grupperet i dateringsrammer

efter deres navnetypologiske tilhørsforhold. Blå: førvikingetid, orange: vikingetid, rød: vikingetid eller mid-

delalder, lyserød: middelalder, grøn: stednavne, der ikke kan henføres til daterende navnetyper (f.eks. oprin-

delige naturnavne). Det centrale Odense er markeret med gul stjerne.

Odense Bys Museer 2014 årbog OK dok._Layout 1 25/02/14 15.06 Side 184

rindeligt adskilte bebyggelser, Issuse ogHunderup, som siden blev lagt sammen un-der navnet Hunderup med tab af navnet Is-suse til følge.11 Dokumenterede tilfælde afstednavneskifte er sjældne, og af naturligeårsager især når det gælder gamle stednav-ne, der er dannet, længe før de er nedfældetpå skrift. Nye studier af arkæologiske be-byggelsesundersøgelser sammenholdt medstednavnetyper synes imidlertid at indice-re, at diskussionen om navneskifte må væremere kompleks end hidtil antaget.12

Landsbynavnenes betydningsindhold

som kulturhistorisk kilde

Stednavne indeholder også et stort kultur-historisk potentiale i kraft af deres betyd-ningsindhold, der kan fungere som en sup-plerende kilde til forskellige typer af under-søgelse af både arkæologisk og historisk ka-rakter.

Stednavnematerialets kildeværdi indenfor områder som forsvar og kommunikationer eksempelvis blevet anvendt i det tvær-faglige projekt Atlas over Fyns kyst, hvorhhv. arkæologi, historie, geografi, geologi ogstednavneforskning tilsammen har bidragettil et mere facetteret billede af den fynskekysthistorie.13 På lignende måde anvendesstednavnematerialet også til belysning af bl.a.forsvar, religion og retsudøvelse i det tvær-faglige Jellingprojekt, der foregår i disse år.14

Foruden disse projekter kommer talrigeundersøgelser af stednavnenes kildeværdi for

at det skal tilskrives en førkristen periode (jf.nedenstående).

Til trods for at bebyggelseshistoriske ana-lyser af stednavnematerialet giver et godtoverblik over situationen i et område, er detdog samtidig et forenklet billede af fortidensbebyggelsesudvikling. Mange landsbyerbærer navne, der ikke kan henføres til da-terbare stednavnetyper, og som samtidig be-står af ord, der har været i brug i sproget sålænge, at de ikke indeholder nogen date-ringsmæssige rammer. Det er eksempelvisofte tilfældet med stednavne, der er dannetsom navne på naturforekomster, men sommed tiden er blevet bebyggelsesbetegnende,f.eks. navne som Elmelund, Højbjerg og Rav-nebjerg. For daterbare navne af den karak-ter er det imidlertid en væsentlig pointe, atdateringen gælder selve (natur)navnet ogikke den bebyggelse, som navnet på et givettidspunkt er blevet betegnende for. Et andetelement, der kan sløre det overordnede bil-lede, er, at stednavne – til trods for en ofteimponerende stabilitet – også skiftes ud ogerstattes med nye navne. Det kan ske somfølge af struktur- eller funktionsændringer,men også i forbindelse med sammenlæg-ninger af flere enheder.9 Det sidstnævnte fæ-nomen kan formodentlig iagttages i et do-kument fra ca. år 1200, der omtaler ”Ys-zeszøø szom nu kallis Hwnderop”.10 For-muleringen kan afspejle et regulært sted-navneskifte, men forskere hælder dog mesttil den overbevisning, at det vidner om to op-

kan være dannet i en førvikingetidig perio-de.

Grupperet i navnetyper indicerer lands-bynavnene omkring Odense en større be-byggelsesmæssig ekspansion i løbet af vi-kingetid og middelalder. Næsby, Ejby og Vil-lestofte kan afspejle landsbyer fra vikinge -tiden, mens Snestrup, Tarup, Pårup, Dyrup,Hunderup, Killerup, Biskorup, Kirkendrupog Bullerup alle indeholder efterleddet -torp,der i hovedsagen betragtes som udflytter-bebyggelser fra ældre landsbyer og genereltdateres til vikingetid og (tidlig) middelalder.Bebyggelsesekspansionen synes særlig mar-kant nordvest for Odense, hvor antallet afgamle stednavnetyper i øvrigt også er rela-tivt lavt. Også området nordøst for Odensemarkeres ved flere yngre navnetyper, menslandsbyer med stednavne tilhørende detgamle navnelag ligger relativt tæt syd forOdense (jf. fig. 1).

Enkelte af landsbyerne omkring Oden-se har navne, der ikke kan henføres til da-terbare stednavnetyper. Det er eksempelvistilfældet med Seden, der består af et gam-meldansk ord *sæta med betydningen ’sæde,opholdssted’, samt Bolbro, der består af or-det bulbro, som betyder ’bro lavet af plan-ker’. Landsbyen Bolbro må altså være ops-tået ved broen med dette navn, og med tidenhar bebyggelsen overtaget navnet. Hellerikke navnet Odense kan henføres til en da-terbar stednavnetype, men her viser de ord,som navnet er dannet af, med al tydelighed,

G A M L E L A N D S B Y E R I O D E N S E 187186 O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 4

Fig. 2. Gamle landsbyer, der er helt eller delvist vokset sammen med Odense. Farvemarkeringen illustrerer

samme dateringsrammer som i figur 1. Det centrale Odense er markeret med gul stjerne.

Odense Bys Museer 2014 årbog OK dok._Layout 1 25/02/14 15.06 Side 186

en generel udfordring ved anvendelsen afstednavne i kulturhistoriske studier, nemligden at eksempelvis lydligt sammenfald mel-lem flere forskellige ord kan vanskeliggøreen sikker eller entydig tolkning.

Landsbyer omfatter pr. definition fleregårde, og de afspejler dermed også et struk-turelt fællesskab. Alligevel dukker enkelt -individer op i bebyggelsesnavnene. Såledestræder Waldar frem i stednavnet Volderslev,Wilar i Villestofte, Aggi, Bolli, Huni, Svend,Truid og måske Korni i henholdsvis Age drup,Bullerup, Hunderup, Trøstrup og Korupsamt Ubbi og Troels i Ubberud og Troelse.Flere af de nævnte bebyggelser er sand syn-ligvis opstået som enkeltgårde, og det fore-kommer i de tilfælde naturligt, at navngiv-ningen afspejler en person, der har anlagt el-ler boet på det pågældende sted. Det kan ek-sempelvis gøre sig gældende ved bebyggel-ser med efterleddet -torp (-rup), hvoraf enstor del oprindeligt er anlagt som små ud -flytterbebyggelser. Situationen bliver imid-lertid mere uklar, når det drejer sig om æld-re navne på bebyggelser, hvis oprindeligestruktur fortaber sig i det uvisse. Om Vol-derslev har været en enkeltgård på det tids-punkt, hvor navnet blev dannet, er eksem-pelvis uvist. Efterleddet -lev tolkes generelti betydningen ’noget efterladt’ eller ’arve-gods’, og det er muligt, at de personnavne,der ofte optræder som forled i -lev-navne-ne, afspejler dem, der har efterladt sig det-te arvegods.21 Relationen kan imidlertid

været udsat for mange ændringer, og i dager navnet stort set gået af brug, men det bæ-res dog indirekte videre i form af vejnavnetThorslundsvej (jf. fig. 4).

Endnu et navn nær Odense kan vidne omførkristen religion, nemlig Åsum, der kaninde holde gudebetegnelsen *as, ’asegud’ somførste led og det gammeldanske ord hém medbetydningen ’ejendom, bebyggelse’ somefter led. Første led i navnet kan dog også be-stå af ordet ås med betydningen ’langstrakthøjdedrag’.20 Den tolkningsmæssige usik-kerhed vedrørende Åsum illustrerer i øvrigt

Navnet er første gang registreret i et doku-ment fra 1245 som betegnelse for et skov-område,18 men det bør være dannet væsentligtidligere, for første del af navnet er det he-denske gudenavn Thor. Navnets sidste leder ordet lund, der almindeligvis betyder ’lil-le skov’, men som i sammensætninger medet hedensk gudenavn snarere indeholder be-tydningen ’hellig skov’.19 Navnet bærer så-ledes erindringer om eksistensen af endnuen hedensk religiøs lokalitet; en skov viet tilguden Thor, der sandsynligvis har været ifunktion som sådan i den sene del af jern-alderen eller vikingetiden. Området har

G A M L E L A N D S B Y E R I O D E N S E 189188 O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 4

et en permanent bebyggelse, måske som føl-ge af kultpladsens centrale betydning og der-med også dens samlende funktion for en visbefolkningsgruppe. Bebyggelsen ved ”Odinsvi” må på grund af beliggenheden hervedvære blevet benævnt med samme navn, ogderfor er navnet også blevet bevaret efternedlæggelsen af det førkristne vi. MenOdense er ikke det eneste navn, der afspej-ler førkristen religion i området. MellemOdense og Næsby, omtrent hvor virksom-heden Glud & Marstrand i dag ligger, op-træder navnet Thorslund (jf. fig. 3).

om. Forleddet er – som bekendt for de fles-te – gudenavnet Odin, mens efterleddet erdet kultpladsbetegnende ord vi.17 Stedetmå altså have haft en funktion i forbindel-se med kult og religionsudøvelse i det før-kristne samfund, og da Odin betragtes somelitens gud, har der sandsynligvis været taleom en kultplads af væsentlig betydning.Odense er dannet som et kultpladsbeteg-nende stednavn, og af navnet fremgår detikke, om der allerede, da navnet blev dannet,var (permanent) bebyggelse på stedet. Senesti løbet af 900-tallet er der imidlertid opstå-

yngre jernalders centralpladser samt frem-læggelser af marknavnematerialets fund -anvisende værdi til en stor variation af kul-tur historiske elementer som gravhøje ogdysser, nedlagte landsbyer, tingsteder og ret-tersteder, forsvarsanlæg og kapeller, religionog folketro mv.15

På samme måde kan stednavnemateria-let i og omkring Odense anvendes somsmå kilder til områdets kulturhistorie.16 Atområdet har haft en væsentlig betydning iforbindelse med førkristen religion og kult,efterlader navnet Odense i sig selv ikke tvivl

Fig. 3. Lokaliteten Thorslund nord for Åløkkegård,

hvor virksomheden Glud & Marstrand i dag ligger.

Navnet har oprindeligt betegnet et skovområde på

en holm i Næsbyhoved Sø med Stavis Å mod nord-

nordvest. Fra 1499 og fremefter optræder navnet i

både ”Store og Lille Thorslund”, der betegner to

selvstændige holme i søen, og således også på Ryt-

tergodskortet fra 1717. På enkelte senere kilder op-

træder en lille holm med navnet ”Viholm” øst for

Thorslund. Forleddet i dette navn kan måske være

det kultpladsbetegnende ord vi, der også optræder i

navnet ”Odense”, og navnet afspejler i så fald end-

nu en hedensk kultplads i området. Da ”Viholm” er

relativt sent overleveret, kan det imidlertid ikke af-

gøres, om forleddet er det kultpladsbetegnende vi

eller ordet ”vidje” med betydningen ’tynd, bøjelig

gren (især af pil)’. Området er i dag ændret til

ukendelighed, hvilket ikke mindst skyldes tørlæg-

ningen af Næsbyhoved Sø.

Fig. 4. Det er ikke til at se det… Vejskiltet her er det eneste indicium på områdets tidligere sakrale funktion

som en hellig lund viet til guden Thor.

Odense Bys Museer 2014 årbog OK dok._Layout 1 25/02/14 15.06 Side 188

Jørgensen, Bent 2008: Danske Stednavne. Køben-havn.

Jørgensen, Bent 2009: ”Køge-Roskilde-områdetsstednavne”, i: Eisen, H.-C. (red.) Mellem fjord ogbugt. Roskilde, s. 87-106.

Kousgård Sørensen, John 1964: ”Marknavne og ar-kæologi”, i: Marknavnestudier, udg. af Stednav-neudvalget. København s. 83-93.

Rieck, Flemming 1992: ”Gudsø Vig – en vikingeti-dig samlingshavn”, Ellevte tværfaglige vikingesym-posium, Københavns Universitet 1992. Højbjerg, s.38-44.

Strid, Jan Paul 1999: Kulturlandskapets språkliga di-mension: Ortnamnen. Uppsala.

Hansen, Jesper 2011: ”Rynkeby – 14C dateringer i enfynsk landsby med stedskontinuitet fra yngre ger-mansk jernalder”, Fynske Minder, s. 95-103.

Hastrup, Kirsten 2006: ”Den uhåndgribelige kultu-rarv – En konvention til debat” i: Begrebet immate-riel kulturarv, udgivet af Kulturministeriets Forsk-ningsudvalg. København.

Henriksen, Mogens Bo 2012: ”Krig og konflikt iFyns oldtid”, Fynske Årbøger 2012, s. 53-79.

Holmberg, Bente 1996: ”Stednavne som historiskkilde” i: Crumlin-Pedersen, O., E. Porsmose & H.Thrane (red.) Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikin-getid og middelalder. Odense s. 53-60.

Jørgensen, Anne Nørgård 2002: ”Naval Bases inSouthern Scandinavia from the 7th to the 12thCentury” In: Jørgensen, A.N. et al. (eds.) MaritimeWarfare in Northern Europe. Technology, organisa-tion, logistics and administration 500 BC-1500 AD.København, s. 125-152.

Jørgensen, Bent 2006: Det drejer sig om – Retskriv-ning af stednavne. København.

LitteraturBjerrum, Anders 1974: ”Om betydningen af -lev”, i:Andersen, P. et al. (red.) Festskrift til Kristian Hald.København, s. 1-7.

Christensen, Lisbeth Eilersgaard 2010: Stednavnesom kilde til yngre jernalders centralpladser. Ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet.

Crumlin-Pedersen, Ole, Erland Porsmose & HenrikThrane (red.) 1996: Atlas over Fyns kyst i jernalder,vikingetid og middelalder. Odense.

Dalberg, Vibeke & John Kousgård Sørensen 1979:Stednavneforskning 2. Udnyttelsesmuligheder. Kø-benhavn.

Danmarks Stednavne bd. 14. Odense Amts bebyg-gelsesnavne. Udgivet af Stednavneudvalget vedJohn Kousgård Sørensen. København 1969.

Hald, Kristian 1965: Vore Stednavne. 2. revideredeog forøgede udgave. København.

Hald, Kristian 1966: Stednavne og kulturhistorie.København.

G A M L E L A N D S B Y E R I O D E N S E 191

del af det levende kulturlandskab, der kon-stant undergår forandringer. Nye stednav-ne dannes i takt med opkomsten af nyestrukturer, nogle ændres, f.eks. i forbindel-se med opsplitning af enheder eller admi-nistrative strukturer, og andre går helt afbrug, eksempelvis efter bebyggelsesmæssigødelæggelse. Og så er der dem, der overle-veres gennem århundreder som følge af etkontinuerligt behov for deres udpegendeegenskaber – og ofte på trods af forander-lighed i de udpegede lokaliteter.

Stednavne afspejler fragmenterede remi-niscenser af fortidens strukturer, og de kanpå det punkt sammenstilles med andre hi-s to riske kilder, eksempelvis det arkæologis-ke materiale. Men i modsætning til de ar-kæologiske kilder er stednavnene af imma-teriel karakter, ligesom de indgår i det levendesprog og til en vis grad er i stadig forandring.25

Stednavne i brug kan derfor heller ikke be-vares på samme måde som vores materiellekulturarv, der ved konkrete tiltag kan skær-mes for forandring og ødelæggelse. At en stordel af stednavnematerialet er dokumenteretpå skrift gennem historisk tid, sikrer imid-lertid dets overlevering som historisk kildepå trods af kontinuerlige forandringer i detlevende materiale. Netop i disse år foregår deren massiv indsats for at digitalisere og of-fentliggøre historiske kilder og således ogsåstednavne, som dermed overleveres i en til-gængelig form til glæde for blandt andetfremtidens kulturhistoriske forskning.26

stednavnet har fastfrosset oplysninger omforhold, der for længst er ændrede.

Flere af landsbynavnene omkring Oden-se er ikke oprindelige bebyggelsesnavne(jf. fig. 1). I stedet er disse navne dannet sombetegnelser for naturlokaliteter, f.eks. Rå-gelund, der oprindeligt har betegnet en lil-le skov, eller kulturbetingede forhold og der-med menneskeskabte strukturer. I kultur-historisk sammenhæng er sidstnævnte grup-pe naturligvis af størst interesse. StednavnetStige er et eksempel herpå. Navnet bestårsandsynligvis af en flertalsform af det gam-meldanske ord *stika, der betyder ’pæl, sta-ge, planke’. Når et navn af den karakter op-træder ved vand, kan det betegne en sejls-pærring bestående af nedrammede pæle, somhar gjort det muligt at kontrollere sejl adsendet pågældende sted. Stige ligger omtrenthvor Odense Å løber ud i Odense Fjord, ogmed anlæggelsen af en sejlspærring her hardet været muligt at kontrollere indsejling-en mod Næsbyhoved og Odense. Der er ikkefundet spor efter en sejlspærring ved Stige,men fænomenet kendes fra andre lokalite-ter med navne, der indeholder ordet *stika,bl.a. Stegenav ved Gudsø Vig nær Frederi-cia og Stege på Møn.24

Bevarede stednavne i

et foranderligt samfund

Ligesom fysiske strukturer i form af be-byggelser, agre, vådbundsområder mv. æn-dres over tid, er også stednavnematerialet en

være en anden, men sammensætningenpersonnavn + -lev må under alle omstæn-digheder afspejle, at enkeltpersoner harkun net opnå en form for dispositions- ellerejendomsret over bebyggelser og gods alle-rede i yngre jernalder. Dermed kan sted-navnene også oplyse om elementer af sam-fundets struktur og kompleksitet, som det ar-kæologiske materiale fra perioden kun på etmere indirekte plan kan belyse.

Ejerforhold afspejles med temmelig storsikkerhed i to af områdets yngre bebyggel-sesnavne, nemlig Biskorup og Kirkendrup.Biskorup hed oprindeligt Korup, men alle-rede fra starten af 1500-tallet, hvor sted-navnet er overleveret første gang, er per-sonbetegnelsen biskop tilføjet.22 Den tilfø-jede personbetegnelse afspejler, at Odense-bispen ejede landsbyen i senmiddelalde-ren, men samtidig fungerer det som en lo-kalitetsudpegende tilføjelse, der gør detmuligt at skelne mellem denne Korup og Ko-rup i Trøstrup-Korup sogn.23 Da bebyggel-sen efter reformationen tilfaldt Kronen,var den tilføjede personbetegnelse blevet såfast en del af navnet, at det ikke bortfaldt påtrods af de ændrede ejerforhold. I Kirken -drup, menes forleddet også at angive et ejer-forhold. Et bebyggelsesnavn, der indeholderordet kirke, vil som regel betegne en kirke-by, men da ingen registrerede kilder omta-ler en kirke i Kirkendrup, kan forleddet bedstforklares som udtryk for et ejerforhold.Også for Kirkendrup gælder det i så fald, at

190 O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 4

Odense Bys Museer 2014 årbog OK dok._Layout 1 25/02/14 15.06 Side 190

kilder til navnet Thorslund henvises til arkiverne påAfdeling for Navneforskning, Københavns Universi-tet.19. Dalberg & Kousgård Sørensen 1979, s. 10-11.20. Danmarks Stednavne bd. 14, s. 99; Jørgensen2008, s. 357.21. F.eks. Bjerrum 1974.22. Ca. 1510 biscops kodrvp. For øvrige kildeformer,jf. Danmarks Stednavne bd. 14, s. 4.23. Jf. Danmarks Stednavne bd. 14, s. 4; Landsbyregi-strering i Fyns Amt, Odense, bd. 2, s. 604; Jørgensen2008, s. 35.24. Jf. Rieck 1992; Holmberg 1996, s. 54; Jørgensen2002, s. 195-199; Henriksen 2012, s. 65-66.25. Jf. Jørgensen 2006, s. 16.26. Jf. f.eks. http://historiskatlas.dk/; http://www.dig-dag.dk/;http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/

11. Jf. Danmarks Stednavne bd. 14, s. 8; Landsbyre-gistrering i Fyns Amt, Odense Kommune, bind 2, s.460.12. Jf. Hansen 2011.13. Crumlin-Pedersen, Porsmose & Thrane 1996.14. Jf. http://jelling.natmus.dk/15. Eksempelvis Kousgård Sørensen 1964; Hald 1966;Jørgensen 2009; Christensen 2010.16. Det følgende gør ikke krav på at være en kompletgennemgang af områdets stednavne, men består afudvalgte nedslag i elementer af kulturhistorisk inter-esse i områdets bebyggelsesnavne samt i enkeltemark- og naturnavne. Ved tolkningerne af de enkeltenavne henvises der generelt til Danmarks Stednavnebd. 14 samt Jørgensen 2008.17. Danmarks Stednavne bd. 14, s. 13-15; Jørgensen2008, s. 218.18. I en stadfæstelse af Sankt Knuds Klosters rettig-heder og besiddelser dateret 17/2 1245. For øvrige

Noter1. Navnet er en sammensætning af mandsnavnetAggi og subst. torp, der betyder ’udflytterbebyggel-se’. Jørgensen 2008, s. 18 & 300-301.2. Strid 1999, s. 13-15.3. Med navnedød menes, at navnet går af brug ogdermed forsvinder fra det levende stednavneforråd.Hvis navnet ikke er nedfældet på skrift, går det sam-tidig tabt for eftertiden.4. Jørgensen 2006; Hastrup 2006.5. Jørgensen 2008, s. 300-301.6. Jf. Jørgensen 2008;http://navn.ku.dk/stednavne/hvorgamle/7. Danmarks Stednavne bd. 14, s. 100-101; Lands-byregistrering i Fyns Amt, Odense Kommune, bind2, s. 232; Jørgensen 2008, s. 205.8. Hald 1965, s. 66;http://navn.ku.dk/stednavne/hvorgamle/9. Strid 1999, s. 46-52.10. Danmarks Stednavne bd, 14, s. 7-8.

192 O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 4 T H E O L D V I L L A G E S O F O D E N S E 193

potential ownership information, as well asproviding hints about the structure andcomplexity of society.Place names do change despite their, at times,impressive continuity. The written docu-mentation of place names ensures their sur-vival as historical source material, and themajor digitalisation projects of recent yearsalso secure their accessibility for the benefitof future culture-historical research.

suffixes, for example, indicate a vigorousgrowth in the number of settlements fromthe (Late) Viking Age and Middle Agesnorth-west of the city.Place names also contain a large potential byvirtue of their inherent meanings. The im-portance of this area for pre-Christian reli-gious and cult life is e.g. reflected in the placename Odense, but also in Thorslund andmaybe Åsum, too. In the same way, personalnames contained in place names may e.g. re-flect elements of the settlement’s character,

The expansion of Odense meant that severalancient villages were subsequently engulfedby the city. The names of these old villageshave survived as names of suburbs or dis-tricts in the city, thus reflecting elements ofthe old settlement structure.Place names have often served as a supple-mentary source of historical settlementstudies. Although the method will necessar-ily be subject to source criticism, a groupingof village names around the city of Odensemay, according to their common and datable

Summary / Lisbeth Eilersgaard Christensen

The old villages of Odense- place names as cultural heritage

Odense Bys Museer 2014 årbog OK dok._Layout 1 25/02/14 15.06 Side 192