Forståelsens betydning inden for den filosofiske hermeneutik - Heidegger, Gadamer

Videnskabsteori Rakel Blöndal Sveinsdóttir

10-01-2013 Mette Scheller Jacobsen

1

Forståelsens betydning inden for den

filosofiske hermeneutik

Torsdag d. 10. januar, 2013.

Rakel Blöndal Sveinsdóttir

Mette Scheller Jacobsen

Videnskabsteori

Kandidatuddannelsen i Pædagogisk Filosofi

Institut for Uddannelse og Pædagogik DPU, Aarhus Universitet, Emdrup.



2

Indholdsfortegnelse

Indleder (Rakel) 2

Forståelsesbegrebets dimensioner (Mette) 2

Forståelse som forforståelse og fordomme (Rakel) 4

Forståelsen og fordommenes historiske forankring (Mette) 5

Opsamling (Rakel og Mette) 8

Den hermeneutiske fortolkning – den hermeneutiske cirkel (Rakel) 9

Fortolkning som en del af forståelsen (Rakel og Mette) 10

I videnskabsteoriens skær (Rakel og Mette) 12

Ender vi i relativisme? (Rakel og Mette) 15

Afsluttende bemærkninger (Rakel og Mette) 17

Litteraturliste (Mette) 18



3

Forståelsens betydning inden for den filosofiske

hermeneutik

Indleder

Man har inden for den fortolkende samfundsvidenskabelige praksis forsøgt at besvare spørgsmål

som - Hvad er forståelse? og Hvad er metoden for den rette fortolkning? Dette er spørgsmål som

alle forsøges forklaret af et bredt spektrum af forskellige traditioner, teorier og metoder. Imidlertid

finder vi mennesket i en kulturel og historisk kontekst, der alle har en mening, som kan forstås og

fortolkes. Denne fortolkning synes i mange tilfælde at stræbe efter den absolutte viden om

menneskets eksistensbetingelser, men dette forbliver et regulativt og måske uopnåeligt ideal.

I det følgende vil vi, ved hjælp af et filosofisk og et videnskabsteoretisk perspektiv, analysere

forståelsens betydning indenfor den filosofiske hermeneutik. I afhandlingens første del analyseres

forståelsesbegrebet i forhold til elementer som forforståelse, fordomme og den historiske forankring.

I forlængelse af dette, i afhandlingens anden del, diskuteres fortolkningsbegrebet ud fra en

videnskabsteoretisk vinkel, med bl.a. en diskussion af den hermeneutiske cirkel og

videnskabelighed. Hvor første del belyser Gadamers filosofiske hermeneutik med træk fra

Heideggers fænomenologi, lægger anden del op til den efterfølgende diskussion af

fortolkningsprocessens objektive og subjektive karakter, med spørgsmålene om, i hvor høj grad vi

ligger under for fordomme og hvor meget pålidelighed vi kan tildele videnskabeligheden.

Forståelsesbegrebets dimensioner

At forståelse og fortolkning kommer før forklaring, og at de sociale fænomener der studeres, er

bærere af betydnings- og meningssammenhænge, har populært været de fortolkende videnskabers

grundlæggende betragtning.1 Med et kritisk blik på oplysningstidens fokus på objektiv videnskab

og metode, var det fra dette udgangspunkt den filosofiske hermeneutik udviklede sig, først og

fremmest repræsenteret af Hans-Georg Gadamer (1900-2002). I hans hovedværk ”Sandhed og

1 Bitsch Olsen p. 309



4

Metode” udviklede og systematiserede han den filosofiske hermeneutik, med træk på mange af de

tanker, vejlederen Martin Heidegger gjorde sig inden for fænomenologien. Heidegger lagde

grundstenene til den filosofiske hermeneutik med sit hovedværk ”Væren og Tid”, som søgte at

forklare forståelsens væsen som en værensform. Heidegger knyttede i sit værk fænomenologien til

hermeneutikken, ved påstanden, at enhver udlægning af det værende er et udtryk for en forståelse,

der kan tolkes. Heri tog han udgangspunkt i diskussionen, hvorvidt et fænomen bare er den rene

fremtrædelse og tilsynekomst: ”Det værende kan nu, alt efter arten af tilgang til det, vise sig af sig

selv på forskellige måder. Der er endda en mulighed for, at et værende viser sig som det, det i sig

selv ikke er.”2 Visse fænomener viser sig, ”alt efter belysningen” tilsyneladende misvisende, som

skin, og meningen må undersøges nærmere; noget synes ’tildækket’3. Denne tildækning videregives

inden for en forståelse, mister dets rodfæstethed og ”bliver fritsvævende teser, hvor muligheden for

en forhærdelse og uhåndterlighed ligger gemt.”4 Heidegger beskriver i denne forbindelse

menneskets vanskelige forholden til dette problem, og taler for, at man kritisk bør vende

perspektivet mod sig selv. I forlængelse af dette, åbnede Gadamer, ved behandlingen af det såkaldte

’hermeneutiske problem’, op for problemet med forståelsesfænomenet og den rette tolkning. Med

udgangspunkt i sin særlige interesse for forståelsens mulighedsbetingelser, tog han del i den

videnskabsteoretiske diskussion omhandlende, hvorvidt forståelse kan begrænses til metodiske

teknikker eller redskaber, der giver os den rette og sande fortolkning.5 Han starter i første ombæring

med at konkludere, at forståelse og fortolkning af tekster ikke kun er et anliggende for videnskaben,

men at det tilhører den menneskelige verdenserfaring som helhed.6 På denne måde imødekommer

han Heidegger, i sin definition af forståelse og fortolkning som et grundvilkår ved den menneskelige

eksistens. Han pointerer yderligere, at forståelsen i virkeligheden ikke er noget, som subjektet kan

styre bevidst, og understreger, at den altså er noget, som synes at finde sted bag om ryggen på den

metodiske bevidsthed. Forståelse skal altså ses, som hos Heidegger, som noget der ”overgår” os og

unddrager sig vores kontrol; som en værenshændelse. Af denne grund konkluderer Gadamer, at

hvad man i stedet bør undersøge, er hvilke ting, der spiller ind på denne forståelseserfaring. På

2 Heidegger p. 49.

3 Heidegger p. 48.

4 Heidegger p. 57.

5 Bitsch Olsen p. 32.

6 Gadamer p.1.



5

denne måde kan man sige, at Heidegger ontologiserede fænomenologien, og at denne ontologisering

blev udgangspunktet for Gadamers filosofiske hermeneutik.7 Gadamer søgte således, at give en

fænomenologisk afdækning af forståelsens betingelser, og ud fra dette perspektiv så han på

humanvidenskaberne og de hermed forbundne forståelses- og fortolkningsproblemer. Grundet denne

menneskelige forståelses ontologiske karakter, opstår problematikken netop når man vil gøre

hermeneutikken til en videnskabsteori eller metodelære for de humane videnskaber. Han ville derfor

en drejning fra metode til væren, og denne drejning fik konsekvenser for hele den senere

videnskabelige udvikling inden for kvalitative metoder samt teoridannelser, der har fokus på de

sociale fænomener som et forståelses- og fortolkningsmæssigt anliggende.

Forståelse som forforståelse og fordomme

Det lå Gadamer på sinde, at understrege, at det er en illusion at tro, at vi kan gå til tingene

fordomsfrit. Hermed gjorde han op med oplysningens tro på en ren, objektiv og sikker viden, og

betonede vigtigheden af, at vi erkender, at al forståelse er fordomsfuld. Ad denne vej kan vi nemlig,

ved åbenhed, kontrollere fordommenes herredømme: ”..Så de ikke gør os døve over for den sag, der

taler i overleveringen.”8 At vi aldrig udlægger noget forudsætningsløst er her hans pointe. Som

inden for fænomenologien har man altid en for-mening før man undersøger en sag, da bevidstheden

er intentionelt rettet mod den sag, man vil undersøge. Derfor understreger Gadamer, at vi må gøre os

bevidste om vores forforståelse, og den ”bagage” som man tager med i sin forståelse af verden.

Som begreb udgør forforståelse dette, at der altid går en forståelse forud for vores nuværende

forståelse. Således bygger vore egne formeninger altså på allerede given forståelse af verden, og

indeholder derfor en forforståelse. Hvor forforståelse er en forståelsesbetingelse, har fordomme

karakter af at være meningsgivende for forståelsen. Således går vi aldrig forudsætningsløst til et

socialt fænomen, vi sætter os for at forstå. Vores meningshorisont vil altid bygge på en allerede

given forståelse af verden, og dette indeholder også domme vi har gjort os på forhånd. Fordomme er

derfor et redskab til at begribe verden og en naturlig del af vores forståelse.

7 Sørensen p. 182-183.

8 Gadamer p. 257.



6

De er således ikke nødvendigvis i modstrid med fornuften, og Gadamer gjorde det til sit anliggende

at bevise, at fordomme ikke nødvendigvis er falske, men tværtimod ofte produktive. Han

underkender imidlertid ikke, at disse kan være vanskelige at håndtere, og spørger sig selv i

”Sandhed og Metode”, hvordan man overhovedet kan komme ud af ”sine egne formeningers

tryllekunst.”9 Da det for fortolkeren er umuligt helt at sætte sine fordomme ud af spil afspejler der

sig et videnskabsteoretisk grundproblem, altså at afgøre, hvilke fordomme der er produktive og det

modsatte. I denne forståelsens ontologiske karakter iagttager Gadamer imidlertid en problematik:

”Subjektiviteten som fokus er et troldspejl. Individets selvbesindelse er kun en flagren i det

historiske livs lukkede kredsløb. Derfor udgør den enkeltes fordomme, langt mere end hans domme,

hans værens historiske virkelighed”.10

Mennesket kan altså gøre sig sin forforståelse bevidst, handle

derefter, men i virkeligheden er dette et forkert fokus, for den menneskelige forståelse er historisk

forankret. Ganske rigtigt er forståelsen kendetegnet ved at være en del af menneskets ontologi, en

betingelse for det at være menneske, men i samme moment, er den menneskelige forståelse

kendetegnet ved at være påvirket af den sociale kontekst og udgjort af forforståelse og fordomme.

Forståelsen af et givet fænomen kan således ikke begrænses til fænomenet i sig selv, da forståelsen

altid allerede er indlejret i en på forhånd givet forståelsesramme og forståelseshorisont11

.

I denne forbindelse pointerer Asger Sørensen, at Gadamer kan hævde, at forståelsen først gives i

praksis, eksempelvis i retslig, politisk eller etisk handlen. Den sandhed, vi når frem til, er en sandhed

i praktisk henseende, som hverken er evidens, korrespondens eller kohærens, men den samlede

erfaring om en sag, der virkeliggøres gennem praktisk handling.12

Dette perspektiv muliggør, at man

på denne måde kan betegne fordommene som det der binder mennesket til verden, da de

eksempelvis er funderet i samfundet, familien, staten, traditionen og livsverdenen.

Forståelsen og fordommenes historiske forankring

Af vigtige komponenter i forståelsens ontologiske struktur er altså forforståelse og fordomme, men

også traditionen og den historiske kontekst. Da livsverden overleveres, har vi således, et før-bevidst

9 Gadamer p. 255. 10 Gadamer p. 263.

11 Gadamer p. 322.

12 Sørensen p. 192.



7

forhold til den, og på denne måde bliver den konstituerende som en betingelse for den enkeltes

forforståelse. Dette historiske moment i forståelsens ontologiske struktur betyder, at vi principielt

aldrig kan komme til at vide, hvordan sagerne egentlig var, da værket blev skabt. Dette hænger igen

sammen med forståelsens historiske forankring, hvormed forståelsen bliver til i en bestemt historisk

situation med en historisk horisont.13

Fortiden giver sig således gennem traditionelle fortællinger, så

det er traditionen, der giver den specifikke forforståelse, man møder en sag med, ikke historien som

sådan. Dette er fordi traditionen er konstitutiv for ens livsverden, og dermed den horisont og

forforståelse, der udgør fortolkningens udgangspunkt. Hvor historien kan betragtes som summen af

de tidslige betingelser for vores væren, så er traditionen selv en historisk hændelse. En tradition er

derfor kun en tradition, hvis den holdes ved lige, og denne vedligeholdelse sker ved, at man gør sig

selv til en del af traditionens fællesskab. Det sker, når man selv fortæller historien, og en sådan

tilegnelse betyder, at man fortolker traditionen og historien ud fra sin aktuelle horisont.14

I denne

forbindelse udgør forforståelse og fordomme til sammen den forståelseshorisont, det synsfelt, som

på en og samme gang kan ses som noget, der tilhører det enkelte individ, men også som noget den

enkelte deler med en række andre mennesker. Det er altså den enkeltes horisont, der på en og samme

gang transcenderer den enkelte, og har en kollektiv dimension, når den enkelte er deltager i et

sprogligt, historisk og kulturelt fællesskab. Forståelse fuldbyrdes således når der sker en

horisontsammensmeltning, hvormed den der forstår og det der skal forstås mødes i tilblivelsen af en

tredje horisont. Det betyder, at man i undersøgelsen af en sag gør sig selv til en del af traditionen.

Forståelse forudsætter altså, på denne måde, et engagement fra fortolkerens side og det er kun ved at

spille sin egen forståelse af os selv, værdier og verden ind, at vi kan forstå teksten. Der vil derfor ske

en udvikling fra, at noget virker fremmed til, at vi får en bedre forståelse, ikke kun af teksten, men

også af os selv. Hvis jeg anskuer teksten som et produkt af en andens aktivitet, som rummer en

bestemt forståelse, historicitet og traditionshenvisthed, kan jeg kun forstå den ud fra min egen

forståelse af personlighed, værdier og verden. Men der må ske en overlapning mellem dens og min

egen forståelse, for at det vil øge min forståelse, og derfor skal man ikke se dette som en

begrænsning, men et positivt træk ved forståelsesprocessen.





8

Som Arne Jørgensen beskriver det i forordet til ”Sandhed og Metode”: ”Hvor Heidegger betoner

bruddet med det historisk og sprogligt overleverede og foretrækker den ensomme lytten til værens

stemme. Betoner Gadamer kontinuiteten – den almene og intersubjektive ”væren” – tradition,

samfund, sprog – som vi altid er indlejret ”i.15

Det er rigtigt at Gadamer giver de kontekstuelle

perspektiv noget mere opmærksomhed. Eksempelvis ser han positivt på Heideggers begreb om

’tilværelsens kastethed’, som Heidegger selv betoner negativt. Det faktum, at vi er kastet ind i

forståelser af verden som vi ikke selv har været med til at skabe, ser Gadamer som historien og

traditionens mulighed for at give os et unikt billede af fortidens fortolkninger, som derefter gøres

rigere og mere komplekse over tid. Vi skal derfor betragte historien med stor vigtighed, da den

indeholder sandheder om menneskers selvforståelse. Det er rigtigt, at kanoniske tekster eksempelvis

yder en stor indflydelse, og virker på os som en autoritet, men den virkningshistorie har en

traditionshenvisthed, som gør, at vi bliver udfordret i vores forforståelse. Når vi på denne måde

indgår i et dialogisk forhold med fortiden, genkender vi autoriteten, og der sker ofte en bevægelse af

vores forståelse. På denne måde bliver forståelsen en erfaringsproces, der strækker sig over tid, og

ved fortolkningen af historiske værker, ville vi ikke have kendskab til det, hvis ikke det var blevet

anset for at være betydningsfuldt. Værket har over tid været læst gentagne gange igennem historien

og dets virkningshistorie rækker op til vores tid, pga. nogle har fundet det værd at bevare.16

Eksempelvis hvad angår de antikke filosoffer, så har utallige fortolkere givet deres bidrag til

forståelsen af deres værker, og sammen har de skabt den tradition, som er betingelsen for vores

forståelse og værdsættelse af den antikke filosofi. Tidsafstanden og mere generelt afstanden til en

given sag behøver derfor ikke være en hindring for den rette forståelse, men kan tværtimod siges at

være betingelse for den. Den kan netop fungere som et filter, der lader det sande om en sag fremstå

mere tydeligt. Det er denne tidslige afstand, der gør det muligt for traditionen at udlægge den sag,

værket omhandler, på en sådan måde, at man kan skelne de sande fordomme, som producerer

forståelse, fra de falske, som kan afføde misforståelser.17

15 Gadamer p. viii.





9

Opsamling

Vi har i det følgende taget udgangspunkt i Gadamers ærinde; at vise og belyse, forståelsens

forudsætninger samt at afdække hvad der sker, når vi forstår. Denne forståelse som medvirker, at vi

pludselig ser os selv og verden i et nyt og uventet lys. Denne hændelse der overgår os og unddrager

sig vores kontrol, som gør, at vi erfarer, at vi ikke er selvberoende subjekter og ophav til al mening.

Tillige har vi peget på, at denne hændelse indeholder flere dimensioner. Som en del af forståelsens

betingelser hører nemlig, at forståelse og fortolkning er et grundvilkår ved den menneskelige

eksistens. Da disse kendetegner den menneskelige forståelses ontologiske karakter, og kan

karakteriseres som en værenshændelse, er det her forbindelsen skabes fra Gadamer til Heidegger. I

tråd med dette har vi derfor peget på, at hvis man skal forstå Gadamers forståelsesbegreb må man

forklare forståelsens forudsætninger. Til dette har vi understreget, at man ikke i dette moment skal

anskue individet som en isoleret størrelse, men også se på individet som indlejret i en historisk,

social og kulturel kontekst. Mennesket, med dens forståelse og fortolkning af verden er nemlig

historisk og kontekstuelt forankret. Det er denne ’væren’ i form af tradition og kultur – objektiv ånd

– som bevidstheden altid er indlejret i og passivt bliver trukket med af, som er en del af

forståelsesbegrebets dimensioner. Vi har derfor bemærket, at forståelsesbegrebet hos Gadamer

behandler både den enkelte som den der forstår, og konteksten, den historiske forankring, som den

enkelte er indlejret i. Dette udgør forståelseshorisonten som synes at transcendere individet ved, at

man er deltager i et sprogligt, historisk og kulturelt fællesskab.

Der er imidlertid et aspekt ved forståelsen vi endnu ikke har behandlet, nemlig den menneskelige

fortolkning. Til diskussionen hører derfor en belysning af denne med udgangspunkt i spørgsmålet

om hvorvidt vi kan bruge hermeneutik og fænomenologi som videnskabelige metoder eller om vi

ender i relativisme. Vi spørger os selv, hvis forståelsen indeholder elementer af forforståelse og

fordomme, hvordan foregår fortolkningen og hvordan kan vi så være videnskabelige? Vil det i sidste

ende være op til den enkelte fortolker?



10

Den hermeneutiske fortolkning - den hermeneutiske cirkel

Lige så længe man har beskæftiget sig med fortolkninger af tekster, har man været klar over, at

forståelse og fortolkning af en tekst rummer en karakteristisk cirkelbevægelse. Man bevæger sig

frem og tilbage mellem en forståelse af de enkelte dele og teksten i sin helhed. Inden for

hermeneutikken kaldes dette ’den hermeneutiske cirkel’, som tjener som en ontologisk betingelse

for forståelsen. Cirklen rummer, ifølge Heidegger, en positiv mulighed, som resulterer i ”aldrig at

lade indfald og folkelige begreber bestemme vores udlægning, men derimod at sikre det

videnskabelige tema ved at udarbejde denne ud fra sagen selv.”18

I denne kringlede sætning

udtrykker Heidegger, at cirklen sikrer, at man arbejder med udlægningen fra sagen selv. Det gælder

således om, at holde blikket fæstnet på sagen igennem alle vildfarelser, som undervejs angriber

fortolkeren. Den der ønsker at forstå en tekst må derfor først lave et for-udkast, og det er denne

proces, hvor bestandigt nye udkast udgør forståelsens og fortolkningens meningsbevægelse, som

Heidegger mener, er gunstig. Forståelsens opgave er således, at udarbejde rigtige udkast, der svarer

til sagen og som i egenskab af udkast er foregribelser, der først bekræftes ’af sagen’.19

Gadamers syn

på denne proces er, at man må bestræbe sig på, at gøre sine formeninger bevidste, for at kontrollere

dem, og hermed opnå den rette fortolkning.20

Forståelsens selvforståelse bliver derved bestandigt

justeret og renset for tilfældige tilpasninger, og der udarbejdes for-udkast i fortolkningsprocessen,

som konstant revurderes ved nærmere undersøgelse.21

Dette samme sker i Heideggers version af den

hermeneutiske cirkel, forståelsen må undersøges, udvikles og efterprøves. Som Gulddal & Møller

bemærker, sker der med Gadamers udlægning, noget radikalt nyt i forhold til den før-

heideggerianske hermeneutik; man fører den hermeneutiske cirkel ind i fortolkeren selv. Dermed får

hermeneutikken en status af fortolkningsredskab, der arbejder med grundstrukturen i den

menneskelige væren og menneskets omgang med verden. Dette skift betegnes som hermeneutikkens

ontologisering.22

18 Heidegger p. 184.

19 Gadamer p. 255.

20 Gadamer p. 257.

21 Gadamer P. 253.

22 Gulddal og Møller p. 32.



11

Ganske rigtigt beskriver Gadamer den hermeneutiske cirkel som en del af menneskets ontologi, og

ser mennesket som et fortolkende væsen. Men som en udvidelse af forudgående beskrivelse tilføjer

Gadamer tillige to nye elementer til den hermeneutiske cirkel. Der er nu ikke længere blot tale om

bevægelse fra enkeltdele til hele epoken omkring genstanden som helhed, men nu indføres som det

første menneskets forståelseshorisont i mødet med teksten og for det andet, at man i

fortolkningsprocessen går frem og tilbage mellem de spørgsmål der opstår undervejs i læsningen af

teksten.

Dette hænger sammen med, at forståelse er et dialogisk, sagsorienteret forhold med en bevidsthed

om horisonternes forskellighed. I modsætning til den metodiske bevidsthed, som lukker og

indskrænker potentialet i den umiddelbare erfaring, er den ægte forståelse kendetegnet ved åbenhed

over for genstanden og den tradition den formidles gennem. Fortolkningsprocessen får således den

føromtalte karakter af cirkularitet. Men før man kan se betydningen af en tekst må man forstå, at den

er blevet til under bestemte sociale, kulturelle og økonomiske forhold, som alle har haft betydning

for udformningen. Forholdet mellem en tekst og værkets helhed rækker derfor udover de interne

forhold i en tekst. Interaktionen mellem del og helhed kan således både være af subjektiv og

objektiv karakter og det er nu både et spørgsmål om forholdet mellem værk og skaber, samt

forholdet mellem værk og den historiske virkelighed, det indgår i.23

Teksten er derfor ikke længere

et objekt, som har en bestemt givet mening - meningen opstår i en individuel fortolkning.

Fortolkning som en del af forståelsen

Vi så i afsnittet om hermeneutiske cirkel, at vor fortolkning af det meningsfulde altid er ledet af en

forforståelse, en foregribende forståelse. Da en synsvinkel af gode grunde ikke kan være en

egenskab ved selve sagen, må den være en egenskab ved den iagttager, som syner sagen fra en

bestemt vinkel. En diskussion er imidlertid, om man som iagttager kan se genstanden, som den er i

sig selv; eller om man altid ser genstande gennem en iagttagers ’briller’. Ved fortolkning oplever

man derfor typisk et fokuseringsskift fra en identificeret genstand til en iagttagers udlægning heraf.

23 Sørensen p. 186-187.



12

Ved at fortolke bevæger man sig således væk fra ”selve sagen” for at give sagen/genstanden en

berigende belysning.24

At det er en forudsætning, at det et værk siger os, ikke brudløst integreres i vores egne meninger og

forventninger, er her Gadamers udgangspunkt. Det, at der er en vekselvirkning mellem eksempelvis

teksten og vor fortolkningshorisont viser netop, at teksten altså ikke er et objekt, som har en bestemt

givet mening, men at meningen bliver til gennem den individuelle fortolkningshandling. Den bliver

dog ikke af den grund til lige så mange meninger, som der findes fortolkere, for det fortolkende

individ tilhører altid et fortolkningsfællesskab med fælles normer. Men disse normer kan skifte, og

der vil til enhver tid være sub-fællesskaber, der forkaster de andre sub-fællesskabers perspektiver og

der vil bestandig være nye perspektiver i vente. Dette betyder, at der ikke findes nogen tolkning,

som er mere objektivt rigtig end en anden. Man kan spørge sig selv, om det at leve i bestandig

fortolkning synes at overkomme diskussionen om, hvorvidt man ligger under for fordomme og

dermed er begrænset i sin frihed. Det er netop denne diskussion Gadamer tager afsæt i, når han taler

om oplysningstidens fordom om at overvinde alle fordomme. For er det at befinde sig i en

overlevering i første række ensbetydende med at ligge under for fordomme og at være begrænset i

sin frihed?

Ved læsning af Gadamer opdager man, at subjektets andel i forståelsesprocessen synes at være

beskeden (jf. ’’Individets selvbesindelse er kun en flagren i det historiske livs lukkede kredsløb’’).25

Men selvom Gadamer er erklæret anti-subjektivist ville han givetvis ikke kunne tilslutte sig ideen

om en upersonlig struktur, der så og sige tænker gennem mennesket. Forståelse er nok en hændelse,

men på den anden side går der også et arbejde, en hermeneutisk bestræbelse, forud. I en

humanvidenskabelig sammenhæng kunne denne bestræbelse måske formuleres som en slags

forskningens ethos. For det første, at man er åben over for det overleveredes sandhedskrav og

respekterer dets anderledeshed; for det andet, at man ikke blot tolererer sine fordomme (og

forforståelse), selv om de er uundgåelige, men er bevidst om dem og holder sig til ’sagen’.

Det er netop her Gadamer fremhæver, at individet bør forholde sig til sig selv og sine muligheder, se

ud over sine partikulære interesser, sin egen horisont, og se tingene ud fra fremmede synsvinkler og

tilegne sig det. Vi har derfor mulighed for at træde et skridt tilbage og frit vælge vores synsvinkel, 24 Hermansen og Tufte p. 53.

25 Gadamer p. 263.



13

og hermed at bevæge os fra ét aspekt af tingene til et andet. Men grundlæggende er enhver ny

forståelse ikke så meget betinget af værket, som af historiciteten, dette at vi føres med af

traditionens strøm og hele tiden ’’kastes’’ ind i nye situationer. Forståelse skal jo netop ikke så meget

tænkes som udelukkende subjektivitetens handling, men som dette at blive inddraget i en

overleveringshændelse26

, som Gadamer benævner det. Eksempelvis ser man også dette aspekt

indenfor den hermeneutiske tekstfortolkning. Skrifterne er typisk overleveret indenfor et samfund,

og de er normative i den stærkeste og mest bogstavelige forstand, det vil sige, at de indeholder

normer for, hvad man bør gøre i det konkrete menneskelige fællesskab.27

På den anden side vil den

enkelte fortolker muligvis mene, at hans fortolkning er rigtigere end andre alternative fortolkninger.

Dette peger tilbage på den videnskabsteoretiske diskussion, nemlig spørgsmålet om metode og

vurdering af den opnåede videns pålidelighed, om fx. den metodiske udforskning af en sag i sig selv

gør den opnåede viden pålidelig, eller om der skal noget andet eller mere til.28

I videnskabsteoriens skær

Der er stor forskel på, hvordan man skal forstå det betydningsfulde ved videnskabelighed. Er det

afgørende den rationelle begrundelse og test, det empiriske erfaringsgrundlag, muligheden for at

styre menneskeheden ud af overtro eller effektive eksperimentbaserede problemløsninger?

Fænomenologien præsenterer et tvist på dette spørgsmål, idet man ikke vil nøjes med at diskutere

kriterierne for videnskabelig viden, men antager at videnskaben er betydningsfuld og forsøger at

blive en sådan. Fænomenologien tager i udforskningen af bevidstheden udgangspunkt i erfaringer

med eksakte videnskaber, så som matematikken og bliver i den forstand et udtryk for en

enhedsvidenskabelig ambition. Den klassiske fænomenologis kategorier spiller en afgørende rolle i

udviklingen af forskellen på de mange former for videnskaber og ligeledes for forståelsen af det

generelle forhold mellem viden, virkelighed og videnskab.29

Heideggers fænomenologi spørger til

det bevidsthedstrancendente, som en transcendental betingelse for den fænomenologiske anskuelse.

For Merleau-Ponty var kroppen denne betingelse, men for Heidegger er det den virkelige

26 Gadamer p. 277. 27 Sørensen p. 184.

28 Sørensen p. 184-185.




14

menneskelige tilværelse, der er udgangspunktet for en fænomenal anskuelse. Heideggers

fænomenologiske ontologi betragter videnskaben og den viden, den producerer, som sekundær i

mere grundlæggende forstand, nemlig således, at det videnskabeligt anskuende forhold til

virkeligheden er et forhold, som kun er logisk og ontologisk muligt, fordi vi allerede har et primært

forhold til den virkelighed vi lever i og med, nemlig et praktisk, teknisk og instrumentalt forhold.

Heideggers hermeneutiske fænomenologi er derfor, hverken strengt videnskabelig eller

antimetafysisk. Vores omgang med tingene i hverdagens livsverden er en konstitutiv betingelse, for

den videnskabelige fænomenologiske anskuelse.30

Selv den mest objektive historiske fortolker kan

ikke gøre krav på, at hans fortolkning er den absolut sande, idet fortolkeren altid er bundet af sin

samtid og den tradition han står i, med hensyn til begrebsapparat og sprog. Gadamer og Heidegger

er her enige om denne dialog mellem fortid og nutid, mellem spørgsmål og svar og det er i denne

proces, at ”sagen selv” kommer til syne.31

Vores fokuspunkt omhandlende forståelsens betydning inden for den filosofiske hermeneutik, får os

til at stille spørgsmålet om, hvilken status den viden vi fremdrager ved fortolkning har, og om man

her kan tale om videnskabelig viden i samme forstand, som vi hidtil har opfattet det, eller om der her

er tale om en anden type viden og videnskab?32 Titlen på Gadamers hovedværk Sandhed og Metode

kan umiddelbart få læseren til at tro, at Gadamer tror på en relation imellem metode og opnåelse af

en endegyldig sandhed. Men det er tværtimod videnskabens og herunder den metodiske

hermeneutiks tro på, at dette er muligt, som Gadamer ønsker at gøre op med. Hovedærindet i hans

filosofiske hermeneutik er netop at vise, at fortolkning og forståelse er grundvilkårene for den

menneskelige eksistens, og at opnåelse af forståelse ikke begrænser sig til metode eller

fortolkningsredskaber, der kan åbenbare den sande fortolkning af en tekst eller sociale relationer.

Ifølge Mogens Pahuus, er hermeneutikken en art overvidenskab, ikke blot for alle de humanistiske

videnskaber, men også for dele af samfundsvidenskaberne. Den dækker for det første de

humanistiske discipliner, der undersøger mennesket som tænkende, villende og handlende subjekt.

For det andet de humanistiske discipliner, hvor man undersøger produkterne af menneskelig


31 Gulddal og Møller p. 37.




15

handlen, og for det tredje, de humanistiske videnskaber, der – som historie og arkæologi –

beskæftiger sig med menneskelige handlinger og produkter af handlen i en tidsmæssig kontekst.33

Det vil sige, at hermeneutikken beskæftiger sig med menneskets fortolkende tilgang til omverden.

Når det er sagt synes det, at elementer af Gadamers teori, ved den hermeneutiske cirkel og

forståelsens cirkelstruktur, antager en ’undersøgende’ brug af forforståelsen. Der foregår nemlig,

hvad han kalder en ’foregribelse af fuldkommenhed’, der leder vores forståelse af en sag. Det

betyder imidlertid ikke, at et udkast sigter på en forståelse af sagen, som en meningsfuld helhed.

Sagen foregribes i den forstand, at den udkastede beskrivelse betragtes som sand i sin helhed, at den

fremstiller den fuldkomne sandhed om sagen. At et sådant udkast af en forståelse af en sag i sin

partikularitet aldrig er fuldkomment vil dog vise sig ved den videre undersøgelse af de enkelte dele.

Når man nærmere undersøger forskellige delaspekter, vil det første udkasts foregribelse af

fuldkommenhed, vise sig fejlagtigt, men det afløses så af en anden helhedsforståelse af sagens

sandhed, der giver mening til den videre undersøgelse. En systematisk undersøgelse får således

karakter af en række gentagelser, idet man successivt udkaster sine fordomme vedrørende en sag,

der på et givet tidspunkt alligevel viser sig at være utilstrækkelige, hvorfor man må begynde forfra

igen. Forståelsens grundlæggende cirkelstruktur betyder for Gadamer ikke, at der ikke kan ske

fremskridt i erkendelsen. En forforståelse kan være forhastet eller på anden måde fordomsfuld, og

derfor har man ofte som Husserl opfattet videnskabelig forskning som en bestræbelse på at komme

udover tilfældige fordomme og nå frem til sagen selv. Forståelsen bliver, skridt for skridt, i takt med

gjorte erfaringer mere og mere sand, således som man fx. erfarer det i læsningen af en tekst eller i

forløbet af en retssag. Hver gentagelse byder en genoptagelse af sagen på et nyt og bedre grundlag,

og det gør det muligt at tale om fremskridt i erkendelsen. Som et argument for dette påpeger Asger

Sørensen, at det er muligt inden for videnskaben at vide bedre, og derfor kan videnskaben tage form

af en autoritet. Autoritet er anerkendelsen af bedrevidenhed, det vil sige mere erfaring, viden eller

dannelse på et givent område, og i den forstand kan videnskaben være en autoritet, som man har

tillid til.34 Det er således kun i praksis man kan afgøre forskellen på sande og falske domme, fx. når

33 Collin og Køppe p. 165-166.




16

man skal fortolke en tekst, derfor er den filosofiske hermeneutiks perspektiv praktisk. Hvilket er

grunden til, at man ikke kan afgøre det videnskabeligt, men kun ved ontologiske analyser.35

Ender vi i relativisme?

Vi kunne spørge os selv, om den historiske indflydelse på forståelsens ontologiske struktur, i

virkeligheden betyder at vi i princippet aldrig kan få den sande indsigt i, hvad tekstforfatterens

situation og budskab egentlig var? Forsøget på metodisk at finde ud af, hvad der egentlig skete og

hvordan det egentlig var, uafhængigt af dette, betragter Gadamer, som en positivistisk inspireret

objektivering af overleveringen, som han benævner ”historicisme”.36 Denne historicisme er barn af

oplysningen, det vil sige den er underlagt oplysningens krav til perfektion og universel gyldighed.

Hvis det er fortolkeren, der er bestemmende for meningsdannelse og kravet om sandhed og at det

metodisk ikke kan afgøres, hvilke fortolkninger er rigtige og hvilke er forkerte (alle fortolkninger er

lige sande og gyldige), munder denne historicisme som isme, så ikke ud i en form for relativisme i

betydningen, at vi ikke kan afgøre, hvad der er rigtigt og forkert?37 Nej - Gadamer afviser denne

påstand og argumenterer for, at vi i mødet med verden har to forhåndsforventninger, altså sandhed

og meningssammenhæng, og som vi ovenfor har omtalt kaldte Gadamer disse forhåndsforventninger

i mødet med verden, ’foregribelse af fuldkommenhed’. Dette indebærer at vi i mødet med

eksempelvis en tekst forventer, at denne ønsker at meddele os noget meningsfuldt; en forhåbning om

fuldkommenhed. I tilfælde af, at teksten ikke lever op til forventningen skuffes vi og formidlingen

mislykkes. I denne forbindelse kritiseres Gadamer af Jürgen Habermas for ikke at kunne skelne

mellem gode og dårlige fordomme, da vore fordomme og forforståelse ikke altid er frugtbare og

reelle. Disse ufrugtbare fordomme og forforståelser kan bunde i uvidenhed og resultere i

misforståelser. I denne forbindelse påpeger Habermas, at Gadamer mangler et kritisk perspektiv,

overser magtens og ideologiens undertrykkende funktion og ikke mindst, at han afviser, at

distancering er en gunstig måde at tilegne sig teksten.38

35 Sørensen p. 179. 36 Gadamer p. 222.

37 Bitsch Olsen p. 332. 38 Bitsch Olsen p. 333.



17

Derudover påpeger Habermas, at en ulempe ved hermeneutikken kan være, at det givne

genstandsfelt allerede er fyldt med fortolkninger og forståelser. Vi er derfor nødt til at fortolke videre

på allerede fortolket materiale og vil aldrig kunne tilnærme os verden som neutral observatør. Men

ifølge Gadamer er dette et eksempel på, at man forsøger at finde en endegyldig sandhed ved kun at

se på genstandsfeltet, og at det mest hensigtsmæssige ville være, at analysere genstandsfeltet i sin

kontekst, og derved nuanceres fortolkningen.

Da hermeneutikken grundlæggende er en fortolkningsvidenskab og bygger på kvalitative

forskningsmetoder, kritiseres den af denne grund for ikke at være underlagt de sammen validitets-

og reliabilitetskrav som andre samfundsvidenskabelige metoder, såsom netop de kvantitative.39

Dette må ganske rigtigt have en konsekvens for fortolkningen således, at det kun er vore egne

fordomme, der sættes i spil og vores resultat vil derfor altid være farvet af disse, og ender i en

subjektiv fortolkning. Dette er ”oplysningens” teori enig i, og man opdelte fordomme i to

hovedgrupper. Henholdsvis dem, der på den ene side skyldes menneskelig anseelse eller autoritet,

og på den anden side dem, der skyldes overilethed. Dette begrunder de med, at fordommene har

deres oprindelse i de personer, der nærer dem. Det er enten andre personers anseelse, deres autoritet,

der forfører os til fejltagelse, eller vores egen overilethed.40

Dette er Gadamer imidlertid uenig i, og på trods af dette, besvarer han ved betoningen af den

virkningshistoriske bevidsthed, at: ”Den hermeneutiske disciplins gamle enhed kommer igen til sin

ret, når man erkender den virkningshistoriske bevidsthed i al hermeneutisk aktivitet.”41

Det vil sige,

hvad Gadamer her pointerer, er at al menneskelig forståelse bunder i det almene, en sammenhæng.

Derfor betyder det, at når vi forstår og fortolker munder det ud i en egentlig forståelse af selve det

almene, som den givne tekst er for os. Forståelsen viser sig som en form for virkning; et

virkningshistorisk udtryk. Altså ville man ikke ende i relativisme, da det individuelle bunder i det

sociale.

Således behøver hermeneutikken heller ikke at udelukke årsagsforklaringer af mennesket, dets

handlen og dets produkter som umulige. Ej heller behøver den at benægte, at sådanne

årsagsforklaringer er, i en eller anden forstand, mere fundamentale end den fortolkede forståelse af

39 Bitsch Olsen p. 340. 40 Gadamer p. 259.

41 Gadamer p. 324.



18

mening. Tværtimod kan de just påstå, at den fortolkede forståelse af det meningsfulde i skrivende

stund, er den mest nøjagtige og frugtbare måde at forstå det på.42

Afsluttende bemærkninger

I ovenstående opsamling konkluderede vi, at forståelse har en ontologisk karakter vis hændelse

overgår os, og som derved indeholder en mulighed for, at vi kommer til at se os selv og verden i et

nyt og uventet lys. Samtidig med dette understregede vi, at mennesket ifølge Gadamer, med dens

forståelse og fortolkning af verden skal ses historisk og kontekstuelt forankret - og derved knyttes

fænomenologien med hermeneutikken. På baggrund af antagelsen om, at forståelsen tjener som en

ontologisk betingelse, med sin cirkelstruktur, pointerede vi, at fortolkningsprocessen er en del af

forståelsen. Det historiske livs kredsløb syntes desuden at have en større rolle i denne sammenhæng

grundet menneskets deltagelse i teksternes overleveringshændelser, hvor der typisk sker en

overlevering af normer indenfor et samfund.

Denne relation mellem subjektet og historien fik os til at spørge til forholdet mellem viden,

virkelighed og videnskab. Her betonede vi, at Gadamer mener, at opnåelse af forståelse ikke

begrænser sig til metodiske teknikker eller redskaber, der giver os den rette og sande fortolkning. I

relation til dette bemærkede vi, at Heidegger ser videnskaben og den viden, den producerer, som

sekundær i mere grundlæggende forstand. Således er det videnskabeligt anskuende forhold til

virkeligheden et forhold, som kun er logisk og ontologisk muligt, fordi vi allerede har et primært

forhold til den virkelighed vi lever i og med, nemlig et praktisk, teknisk og instrumentalt forhold.

Dette ser vi som et udtryk for, at han ikke tager helt afstand fra en metodisk brug af forståelsen, da

det ikke kun er et anliggende for videnskaben, og tilhører den menneskelige verdenserfaring som

helhed. Vi har imidlertid reflekteret over, om den historiske forståelses område indeholder en

fordring om at fralægge sig fordommene og i stedet se en hver fortid i dens egen væren.43

Er det

virkelig muligt at tilegne sig den historiske horisont, således at det, man ønsker at forstå, viser sig i

sine sande proportioner?

42 Collin og Køppe p. 163. 43 Gulddal og Møller p. 166.



19

Det synes altså som om, at det hermeneutiske problem lever videre. Den forudsigelige konklusion

vil derfor være; lad ikke dine fordomme beherske dig! Men den forståelseshorisont som jeg

medbringer i mødet med en tekst er oftest ikke en forståelse, jeg har formuleret, og som jeg kan

kalde frem fra min bevidsthed. Den er en ledet forståelse, en forståelse, som ligger i min måde at

omgås mig selv, livet og verden. Den har altså karakter af en tavs forståelse, en

baggrundsforståelse.44

Så hvad er det der sniger sig bag om ryggen på os når vi skal forstå og

fortolke? og ender vi med at vores formeninger behersker vores forståelse og forbliver helt

ubemærkede.45

Litteraturliste

Næss, Arne, (1965). Moderne Filosoffer,København: Vintens Forlag. p. 145-218 (73 sider)

Bitsch Olsen, Poul og Fuglsang, Lars, (2004). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne – på tværs

af fagkulturer og paradigmer, Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Cerbone, David R., (2006). Understanding Phenomenology, Chesham: Acumen Publishing Limited.

Collin, Finn og Køppe, Simo, (2011). Humanistisk Videnskabsteori, DR Multimedie.

Gadamer, Hans-Georg, (2007). Sandhed og metode – grundtræk af en filosofisk hermeneutik, Århus:

Academica.

Gulddal, Jesper og Møller, Martin, (1999). Hermeneutik – en antologi om forståelse, Haslev:

Nordisk Forlag.

Heidegger, Martin, (2007). Væren og tid, Århus: Forlaget Klim.

Hermansen, Mads og Tufte, Birgitte, (1998). Fortælling og Fortolkning – videnskabsteoretisk set,

Viborg: Danmarks Universitetsforlag.

44 Collin og Køppe p. 151. 45 Gadamer p. 256.



20

Sørensen, Asger, (2010). Om videnskabelig viden – gier, ikker og ismer, Frederiksberg:

Samfundslitteratur.

Forståelsens betydning inden for den filosofiske hermeneutik - Heidegger, Gadamer

Documents

Transcript of Forståelsens betydning inden for den filosofiske hermeneutik - Heidegger, Gadamer