Ægyptologisk tidsskrift

'Tutankh­amons dragter G. Vogelsang­Eastwood

Side 3

General Antefs stele A.-M. Sørensen

Fortællinger på demotisk

Side 9

K. Ryholt og J.F. Quack Side 17

Var de gamle ægyptere negre? Torben Holm­Rasmussen

Side 24

Guldet i Valdemars lomme A. Haslund Hansen

Side 29

En anderledes rejse H. V. Rasmussen

Side 33

Fortællinger fra Carsten Niebuhr Instituttets samling af demotisk litteratur

Kim Ryholt og Joachim F. Quack

På Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet befinder sig den største kendte samling af skønlitterære demotiske papyri fra Ægypten. Teksterne stammer fra et tempelarkiv

i Tebtunis i Fayum regionen, og de fleste daterer sig til det 2. årh. e.Kr. I det følgende gives to eksempler på indholdet af arkivet, der begge slutter sig til allerede kendte gerner indenfor den ægyptiske litteratur og beriger den med nye detaljer.

Fortællingen om Petese, profet for sol­

guden i Heliopolis og "35 andre gode fortællinger". (K. R.)

Historien om Petese kendes fra tre manuskripter, der desværre alle er sørgeligt fragmenterede. To af dem stammer fra Tebtunis og det tredje fra Sakkara. Af de to Tebtunis-manuskripter er

henholdsvis en og otte kolonner bevaret. Største­delen af begge manuskripter befinder sig i dag i samlingen af Carlsberg Papyri og mindre brud­stykker i Firenze, Italien. Kun et mindre, afrevet stykke er bevaret af Sakkara-manuskriptet, der i dag befinder sig på Cairo Museet. På trods af dets ringe størrelse er det dog af stor interesse af grunde, som vi skal komme ind på nedenfor.

Kun Sakkara manuskriptet er hidtil offentlig­gjort. De to Tebtunis manuskripter er i løbet af

de sidste to år blevet bearbejdet af denne artikels forfatter med finansiering fra Carlsbergfondet. Bearbejdelsen er nu bragt til ende, og manu­skripterne vil forhåbentlig blive offentliggjort til næste år.

De to manuskripter fra Tebtunis udgør en del af det lokale tempelarkiv. De blev fundet i

17

kælderen til et hus indenfor det afgrænsede tempel område med hundredvis af andre tekster. De dele af manuskripterne, som befinder sig i samlingen af Carlsberg Papyri, blev købt på antikvitetsmarkedet i Ægypten af Carlsbergfon­det i 1930'erne. De mindre dele i Firenze blev fimdet under de italienske udgravninger i Teb­tunis og er små stumper, som de lokale overså, da de plyndrede stedet for antikviteter. Det er udelukkende på grund af disse stumper, at vi i dag ved helt præcis, hvorfra de to manuskripter stammer. Begge kan dateres grammatisk og palæografisk (dvs. ved skriftens form) til begyn­delsen af det 2. årh. e.Kr.

Manuskriptet fra Sakkara blev fimdet af W. B. Emery under hans udgravninger i 1966-67. Det stammer fra en affalds grube, som blev fundet ved templet foran katakomberne, hvori

mødrene til de hellige Apis-tyre lå begravet, og det kan dateres til det 4. årh. f.Kr.

Sakkara manuskriptet er således omkring 500 år ældre end de to manuskripter fra Teb­tunis, hvilket viser, at fortæIIingen nød en vis popularitet. Det skal yderligere understreges, at de to Tebtunis manuskripter ikke er direkte kopier af Sakkara manuskriptet, men er sprog­ligt gennemreviderede, således at sprogbrugen passer bedre til deres tid. Dette kendes der ikke

mange eksempler på fra det gamle Ægypten. I de fleste tilfælde har man kun kopieret gamle tekster og ikke vist interesse for at gøre indhol­det lettere tilgængeligt ved at revidere det gamle sprog, og med tiden er interessen for teksterne forsvundet. Det er i denne sammenhæng også vigtigt, at man har ofret ny papyrus på alle tre kopier, hvilket er specielt interessant, hvad

K. Ryholt og J. F Quack

angår de to Tebtunis manuskripter. I den periode, hvor de blev skrevet, havde de lokale ægyptiske templer ikke længere de store økono­miske midler til rådighed, og templerne måtte ydmygt købe brugte regnskabstekster fra det græske samfund og bruge bagsiden af disse. Det er derfor undtagelsen, når man i Tebtunis arki­vet finder tekster, som er skrevet på hidtil ubrugt papyrus. Hvad angår det større Tebtunis manu­skript, bør det endeligt bemærkes, at skriveren linierede hele rullen med en lineal, således at hver kolonne havde samme format og indeholdt 30 linier. Dette manuskript synes i øvrigt at have haft en lang levetid, da det er blevet lappet mindst tre gange, og da begyndelsen af rullen (formodentlig efter at være blevet flosset efter mange års brug) er blevet trimmet bort, hvor­efter et ekstra stykke papyrus er blevet limet på bagsiden for at styrke begyndelsen, der nu havde en betydeligt mindre slidmargen.

Begge manuskripterne fra Tebtunis er skre­vet i en smuk litterær hånd. Hvad det større dokument angår, har skriveren dog ikke været helt så dygtig, som hans smukke skrift umiddel­bart kunne tyde på. Manuskriptet vrimler med fejl. Muligvis har skriveren haft travlt, idet han især har overset en del tegn og ord, da han kopierede teksten. Der eksisterer dog den mulig­hed, at den tekst, han kopierede fra, selv rum­mede en del fejl eller var beskadiget. En del af disse fejl blev sidenhen rettet, men ikke alle. I nogle tilfælde opdagede skriveren selv sine fejl, hvilket kan ses ved, at et fejlagtigt ord er blevet streget eller visket ud, og det korrekte ord er så skrevet efter det udstregede eller ovenpå det ud­viskede. Andre steder er rettelserne dog tilføjet over og under linien og må derfor være blevet opdaget efter at teksten var skrevet. Eksempler på fejl kan ses i den 5. kolonne (se billedet). I linie 4 er to udeladte tegn tilføjet over linien, og kort efter er et ord streget ud. Mod slutningen af linie 7 er endnu et tegn streget ud, og det korrekte tegn (to lodrette streger) tilføjet over linien.

Lad os nu vende opmærksomheden mod selve indholdet af vore papyri. Teksten bestod oprindeligt af en hovedfortælling efterfulgt af 35 mindre fortællinger. Stilen minder om Tusind og

18

en nat. I hovedfortællingen har en mand 35 dage tilbage at leve i, og han bliver underholdt med en historie om dagen. Hovedfortællingens hand­ling optages dog ikke imellem de mindre fortæl­linger som i Tusind og en nat, men afsluttes, hvorefter de 35 mindre fortællinger følger en efter en. Kun hovedfortællingen og dele af de tre første mindre fortællinger er bevaret i de tre kendte manuskripter. På grund af manuskrip­ternes tilstand er de bevarede fortællinger fyldt med huller, og store dele af fortællingerne er rekonstrueret ud fra sammenhængen eller paralleller til sprogbrugen i andre tekster. Dette gør det desværre svært at præsentere en samlet oversættelse, og det synes derfor mere praktisk at genfortælle indhøldet.

Hovedførtællingen: Hovedpersønen i denne fortælling er Petese, søn af Petetum, der er profet for sol guden i Heliopolis, hvor også fortællingen finder sted. Heliopolis var en af de tre vigtigste byer i Ægypten i faraonisk tid (Theben, Heliopolis og Memfis) og er rammen om mange fortællinger. Fortællingen om Petese kombinerer to af ægypternes yndlings motiver, skæbne og magi. Begge motiver kendes helt tilbage til de ældste tekster, f.eks. historien om Sinuhe og fortællingerne i Papyrus Westcar (Mellemste Rige).

I de første linier beskrives det kort, at Petese er utro med en kollegas kone, og at denne ender med at blive gravid. Kollegaen er profet for Nebthetepet, en vigtig gudinde i Heliopolis. Omtrent samtidig bliver også Peteses egen hustru, Sakhminofret, gravid, og de to kvinder føder henholdsvis en dreng og en pige. Det for­holder sig nu således, at begge profeter står højt i faraos gunst, og han befaler som en gestus, at deres børn skal giftes med hinanden, uvidende om at børnene i virkeligheden er halvsøskende.

Imidlertid var søskendeægteskaber forbeholdt guderne og kongen i oldtidens Ægypten, dvs. de var begrænset til den guddommelige sfære. Peteses utroskab resulterer således indirekte i en blasfemisk handling, og guderne beslutter at straffe Petese med en dødelig sygdom. Det er en smule uklart, hvad der nu sker, da papyrussen er temmelig beskadiget i det følgende. Tilsynela­dende erfarer Petese på en eller anden måde,

Demotisk litteratur

,.

Ir��, D-=� � lIl,..

'=t <;'J 1'", !!., -� �, 3 J ::.:��.� -;-� , � '- fo / / '":..

-= � � .to � 71 f '" ��

Den 5. kolonne afP. Carlsberg der bl.a. fortæller, hvorledes profeten Petese skaber forskellige magiske væsner af voks og beordrer dem til at finde på 35 gode fortællinger, en til hver resterende dag af hans liv.

19

K. Ryholt og J. F Quack

hvad der har ført til hans pludselige sygdom, og han ønsker at vide, hvor længe han har tilbage at leve. Han opsøger derfor en sjæl i den store gravplads ved Heliopolis og forsøger at få svaret fra denne. Det fortælles i øvrigt, at sjælen er enmand, der levede under Ramses II. Da sjælen ler og nægter at hjælpe, fortryller Petese den og beder endnu engang: "Lad mig få længden af mit liv at vide." Sjælen forklarer derpå, at det ikke er den muligt at afsløre dette. Petese forlan­ger så, at sjælen skal fungere som sendebud mellem ham og døde guden Osiris, og truer: "Jeg vil ikke forlade dig, før du har bragt mig et svar." Sjælen indvilliger deri, men får følgende besked fra Osiris til Petese: "Jeg vil ikke give dig et svar på det, som du søger, da du har forbrudt dig imod mig. " Det ender dog alligevel med at Petese får svar på sit spørgsmål: "Der er 40 dage tilbage af dit liv." Sjælen forklarer tillige, at der ikke er nogen vej udenom: "Du er allerede blevet indskrevet i registret foran gudernes herre. " Gudernes herre er her en sjælden betegnelse for Osiris, som havde en bog, hvori navnene på de personer, der skulle dø, stod nedfældet. Teksten fortsætter: "Han (dvs. Petese) forlod sjælen, og han drog til sit hjem. Han var rystet og hans hjerte var trist. Hans hustru stillede sig overfor ham og spurgte: Hvad er der galt med dig? Hvad ... " Petese beslutter sig for ikke at fortælle hende hele sandheden.

1 den næste episode drager Petese til templet, hvor han tjener. Han holder en tale for de andre præster og beder om 500 sølvstykker til en smuk begravelse. Et bestandigt gravmæle var meget vigtigt, da den døde levede videre i det hinsides gennem dødekulten. Petese får overbevist alle præsterne på nær den øverste præst Hareus, søn af Tjainefer, der er en af de mægtigste mæn:d i templet, og han må vende tomhændet hjem. Han beslutter at tvinge Hareus til at skifte mening ved hjælp af magi. Han tager en klump voks og former to figurer, en falk og en hunkat, som han giver liv ved at oplæse en magisk formular. Herefter befaler han de to magiske dyr at lade som om de jagter hinanden og således flyve og løbe· ubemærkede til Hareus' hjem. Falken får ydermere besked på at fortrylle Hareus' bolig og gods, og katten på at fortrylle hans familie og -de

20

folk, der arbejder for ham. Dette forløber som planlagt og da Hareus fortvivlet spørger om, hvad der er sket, får han beskeden: "Det er Petese som har brugt magi." Han drager derpå til Peteses hjem, hvor han kaster sig i støvet og lover Petes e de 500 sølvstykker, han har bedt om, mod at han hæver fortryllelsen. Derpå giver de hinanden hånden og skilles åbenbart som venner.

1 det følgende er teksten igen meget beskadi­get. Tilsyneladende bliver begravelsen planlagt, og Petese giver sin hustru besked på at udføre forskellige handlinger for sig.

Da teksten igen er sammenhængende, er Petese atter i gang med at skabe forskellige magiske væsner af voks. Denne gang inkluderer de bl.a. to skriftkyndige præster. De ovenstående handlinger har taget 5 af hans 40 dage, og så­ledes har han 35 dage at leve. De nye magiske væsner får nu ordre til at finde på 35 gode fortællinger, og de får besked på at "De skal lave dem ligesom de ville gøre for farao", det skal altså være ordentlige fortællinger. De får derpå overrakt papyrus og skriveredskaber, og ordren bliver udført.

"I resten af de 40 dage hyggede han (dvs. Petese) sig med sin hustru, Sakhminofret, og han gjorde hvad han havde lyst til. Endelig kom afslutningen af den 40. dag. " Herpå giver Petese sin hustru besked på at udføre forskellige handlinger for sig, og hun fremstiller bl.a. noget medicin. Resten af fortællingen er desværre gået tabt i den øverste halvdel af teksten næste side, og på den nederste halvdel er en ny fortælling -den første af de 35 mindre fortællinger - i gang.

Den første af de efterfølgende fortællinger handler om en utro hustru og moder og foregår muligvis i Heliopolis. Kun syv linier er nogen­lunde velbevarede og kan oversættes direkte:

" ... Jeg vil gøre alt hvad de har sagt, min fader. ... Han (d.v.s. sonnen) vendte hjem.

Han fandt sin moder [ ... ... ... ] et svar. Der var et højt sykamoretræ under vinduerne i midten af [gårdspladsen ?], og han klatrede op i toppen af det. Han kiggede ind gennem vinduerne og opdagede, at hans moder havde

Demo/isk litteratur

samleje med en kalasirer (d.v.s. en soldat), at hun horede med ham. Hans hjerte blev meget trist. Han sad og jamrede (?) oppe i syka­moretræet, indtil han [ . . . . . ] sit hjem. Og han

klatrede ned igen. . . . "

Ud fra konteksten må vi forestille os, at fade­ren har haft mistanke om sin hustrus utroskab, og derfor har bedt sin søn om at holde øje med hende. Efter at sønnen er klatret ned, bliver hun klar over, at han har set hende, og udbryder: "Ak og ve! [Han så mig] have samleje med kalasiren. Han vil fortælle det til sin fader."

Resten af historien er gået tabt, men moderens videre skæbne står næppe hen i det uvisse, da utro kvinder sædvanligvis i ægyptisk litteratur bliver straffet med døden. Som eksem­

pel kan nævnes en fortælling i Papyrus Westcar, der stammer fra Mellemste Rige. Her skaber manden en krokodille af voks, der æder hustru­ens elsker. Da dette kommer kongen for øre, bliver han så imponeret af præstens forstand på magi, at han belønner ham, mens han lader den utro hustru brænde.

Kun de to sidste linier af den anden fortæl­ling er bevaret. Den tredje fortælling handler, ganske som hovedfortællingen, om skæbnen. Den indledes med ordene: "Der var engang en profet for Horus-af-Pi i Buto. Han var en meget klog og mægtig mand." Herefter fortælles det, at gudinden Neith på den 13. dag af den tredje sommermåned kom til Buto fra Esna. Dette var et led i en af gudindens vigtigste fester, hvor hun drog fra sin hjemby Sais til Esna og undervejs besøgte andre af sine kultsteder. Under den store procession gennem Buto far profeten for Horus­af-Pi øje på en smuk kvinde, og han får at vide, at hun er datter af profeten for Neith. Han anmoder derpå om hendes hånd, og de bliver gift ved et kæmpe bryllup. Da hans hustru efter længere tids forløb ikke er blevet gravid, bliver profeten for Horus-af-Pi trist, og hun fortæller ham, at hun slet ikke kan få børn. Profeten beslutter derfor, at bede Horus-af-Pi - i hvis tjeneste han er - om at lade ham få et barn, og samme nat modtager han sit svar i en drøm:

21

- "Da han sov denne nat, så han sig selv i en drøm. Man sagde til ham: "Du vil blive givet

en søn, men den dag han sover (d.v.s. har samleje) med en kvinde, vil han dø!"."

Trods denne sørgelige besked beslutter pro-feten og hans hustru sig til at fa et barn.

"Næste aften gjorde han sig i stand. Han gik op til det værelse, hvor hans hustru var. Han havde samleje med hende, og hun modtog hans sæd. Hendes ti graviditetsmåneder fandt sted. Hun fødte et drengebarn, som

man gav navnet [ ... ]. Han voksede op. Han fuldendte sin brystfødningstid. Han blev sendt i skole, hvor han skrev lige så godt som skolemesteren."

Herefter mangler der en halv sætning, og den sidste bevarede sætning i manuskriptet lyder:

" . . . vise ham opmærksomhed. Måtte der være en ven for dig [og en ... ] for dig på

ethvert sted ... ". Denne sidste sætning synes at rumme et farvel­ønske til drengen.

Et demotisk digt om Bastets beruselses fest (J. F. Q.). Oversat fra tysk af LM.

Blandt de talrige litterære manuskripter i Carsten Niebuhr Instituttets samling er Papyrus Carlsberg 69 et af de mest bemærkelsesværdige. Allerede nogle af passagernes relativt gode bevaringstilstand gør det usædvanligt. Ved den måde, de enkelte linier er skrevet på, viser det sig allerede ved første øjekast, at det drejer sig om en tekst på vers. Den adskiller sig under alle omstændigheder fra de øvrige religiøse digte blandt Tebtunishåndskrifterne ikke blot ved sit omfang (mindst 13 kolonner, formodentlig betydeligt mere), men frem for alt ved sit indhold, som ofte virker bizart, uforståeligt, eller usammenhængende, selv hvor teksten er velbevaret. Talrige gloser, der ellers er ukendte i demotisk, bidrager betragteligt til vanskelig­hederne ved oversættelsen. Derfor kan det ikke undre, at det eneste sted, hvor denne tekst udtrykkeligt omtales, beskrives sammenhængen som "uklar".

K. Ryholt og J. F. Quack

Ikke desto mindre har nærværende forfatter til hensigt at udgive teksten i samarbejde med F. Hoffmann. Udover fragmenterne i København medtages samtidig rester af et håndskrift i Wien, som af indholdsmæssige grunde næsten sikkert hører til samme værk, ja formodentlig blev det kopieret af den samme skriver. I det følgende gøres et første forsøg på at fremlægge de væsentligste motiver. Da det ikke er let at fastslå de enkelte fragmenters indbyrdes rækkefølge, og da kompositionen er ladet med associationer, er en generel tematisk fremstilling at foretrække.

De ydre rammer for værket er en beruselsens fest til ære for gudinden Bastet. Ved denne lej­lighed fremfører en enkelt sanger størstedelen af teksten, og folkemængden besvarer ham lejlig­hedsvis. Et relativ klart og velbevaret afsnit er følgende eksempel:

"Måtte de blive bekendt med den måde, der skal hældes op på i overensstemmelse(?) med det, der står skrevet på vores gamle ark. Lad os ikke glemme, hvad der står foran os! Lad os drikke, lad os spise af de herlige(?) varer. Lad os bryde ud i jubel, endnu mere jubel! Måtte Bastet komme til vores fest og måtte vi blive berusede ved hendes beruselsens fest." Derpå tav han, idet han hyldede folke­mængden. Han bøjede sig ned, han ærede Bastet. I det øjeblik, husets folk hørte dette, da jublede deres åsyn, da glædede sig deres kod,

lyksaligheden nåede dem i form af ( ... ), glæden kom ud af deres hjerter. Den gjorde en ende på den bekymring, der var i dem. De udstødte henrykkelseslyde, de sendte glædesråb op. De klappede sammen i hænderne: "Måtte han fuldkommengøre glæden!" mens de sagde: "Bastet er kommet i sin beroligede tilsynekomstform. Vi har nået denne ( ... ) i beruselse. Hun bragte os glæden til landenes indre. -

22

Den sandhedselskende er kommet, idet hun medbringer sandheden. "

Ud over en beskrivelse af festlighederne giver denne passage vigtige henvisninger til den religiose sammenhæng. Den generelle løsslup­penhed hænger sammen med det bekendte motiv om den "fjerne gudinde"l. Hendes hjemkomst til Ægypten er stedse anledning til kåde fester, der kan grænse til orgier. Særlig kendt er en fest for Hathor, hvorunder der i et menu-krus blev frembragt en alkoholisk drik blandet af mange ingredienser. Denne beholder ser også ud til at være omtalt på et stærkt beskadiget sted i håndskriftet i København.

Den specielle fokusering på Bastet taler for at sætte digtets forskrifter i forbindelse med den fest i Bubastis (Bastets hjemby), som Herodot omtaler i sin beretning (Bog II, 60). Sammen med orgiastisk lossluppenhed finder vi festdelta­gernes forhånelse af andre grupper, og kvinders blottelse af deres konsdele. Disse elementer gen­finder vi også i den demotiske tekst. I kontrast til deltagernes nydelse af mad og drikke finder vi den drastiske forhånelse af en modsvarende gruppe. I til tider ret bramfri tale bliver de gjort til spot, idet der kastes en blanding af verbalt skarn, råddenskab og unaturlige seksuelle kombinationer efter dem. Blandet med disse

Løsslupne kvinder ved en fest i Nye Rige. (Neferhoteps grav i Thcben, sent 18. dynasti).

Demotisk litteratur

redegørelser finder vi diskussioner om enkelte legemsdeles fysiologiske funktion, og til slut knyttes forbindelsen mellem det fjendskab, der har bestået mellem de to grupper i flere gene­rationer, til det traditionelle fjendskab mellem Horus og Seth. Selv om deltagerne står på Horns' side, kaldes de i denne sammenhæng modvilligt for "Seths dansere".

Den føde, der indtages ved festen, bliver også viklet ind i den religiøse symbolik. Kompliceret, ikke ganske forståelig leg med tal spinder sig om mængden af korn og bagværk. Undertiden spilles der på den bekendte forbindelse mellem Horusøjet og kornmålet2• I betragtning af det faktum, at øjet, når det deles i brøker, kun fylder 63/64 af det hele øje, kan det ikke undre, at der også i det demotiske digt er tale om en "forrin­gelse". Formodentlig inddrages også forbindel­sen mellem Horusøjet og månens faser. I den forbindelse ser vi guden Thot, som ifølge traditi­onen var den, der talte øjets dele. Vært er guden Nefertum, "beskytter af de to lande", der sørger for gæsternes forplejning og opfordrer til at spise. En gruppe af "små" deltagere nævnes, måske fordi også Nefertum har været barn engang - han er "barnet" i den memfitiske triade bestående af Ptah, Sakhmet og Nefertum. Under måltidet samles de tiloversblevne brødkrummer sammen og opmåles på ny, hvilket på en vis måde erindrer om Biblens bespisning af de fem tusinde.

I tråd med den løsslupne og orgiastiske stem­

ning under festen findes også erotiske scener, som dog er svært forståelige på grund af de

Noter:

ukendte gloser. Endvidere er de relevante passa­

ger i håndskriftet i København blevet kraftigt "censureret" af orm, der delvist har fortæret dem. En mand og en kvinde synes at sidde overfor hinanden og udforske, hvorledes deres kropsdele passer sammen. Det er her, de fleste af fragmenterne i Wien hører til. I det bedst bevarede afsnit fortælles der i bramfri vendinger om undfangelsen af Pamonth, der som danser deltager i festen. Muligvis passer disse scener fra det virkelige liv med festens mytologiske baggrund, for også i den ovennævnte myte om den fjerne gudinde finder vi ved hendes hjemkomst det motiv, at hun i lutter glæde forener sig med sin bror og undfanger en søn. Det ville endvidere forklare den tendens, der også viser sig andet steds i teksten, til at give referencer og sammenligninger mellem det, der foregår ved festen, og hvad der sker på det religiøst -mytologiske plan.

Disse betragteIser taler for ikke uden videre at affærdige teksten til trods for dens umiddel­bart obskøne karakter, men at tage den alvorligt som et religiøst vidnesbyrd. Indenfor rammerne af en fest, der forløb som en slags saturnalier, kunne fremsigelsen af digtet have haft sin plads i en officielt anerkendt religiøs praksis. At det havde en reel betydning blandt præsteskabet i Tebtunis, viser sig ved, at det er et af de få håndskrifter blandt talrige andre fra den samme hånd, der ikke har en række gamle græske dokumenter på bagsiden, men er skrevet på ny, ubrugt papyrus.

1. Sol gudens datter, der gjorde oprør mod sin far og flygtede til det fjerne Nubien.

2. Horus' øje blev revet i stykker af Seth under deres kamp om Osiris' kongedømme, men blev samlet igen afThot. Kommålets dele (1/2, 1/4 etc.) blev skrevet ved hjælp af de forskellige dele af øjet.

23