Musik.mag maj‐juni 2010    

Fokus på SPOT Festival

  

SPOT Festival Den er blevet en institution indenfor dansk musik og en stærk medspiller på det internationale musikmarked. Vi taler om SPOT Festivalen, springbrættet ud til det store udland for håbefulde nordiske musikere.   Indhold  2 ‐ Leder Vi sætter spot på den gode musik og løfter sløret for nogle af festivalens interessante navne 

 8 ‐ Akustisk blues‐superduo Anbefaling af de to inkarnerede bluesmen Nande og Lothars albumudspil, Two for the road 

 3 ‐ Sød musik opstår mellem rockband og symfoniorkester Album‐aktuelle Efterklang og RadioUnderholdningsOrkestret i skævt partnerskab

 9 ‐ 5 spørgsmål til 5 favoritter Vi har igen i år spurgt fem SPOT‐bands om deres forventninger til festivalen 

 7 ‐ Folkemusikken og tidsånden på SPOT Mange nye bands gør en dyd ud af at nyfortolke folke‐musikken 

 19 ‐ Redaktionens anbefalinger Musikbibliotek.dk‐redaktionens anbefalinger af årets SPOT‐bands 

 

   

     Musikbibliotek.dk‐redaktionen: Ingrid Rothgardt Andersen, Jens Laigaard, Gitte Lose, Niels Mark Petersen, Jakob Wandam og Camilla Thomsen. Ansvarshavende redaktør: Amalie Ørum Hansen.   Forsidefoto: Haags Uitburo/Flickr.  

1

2

 

Leder: Spot på den gode musik   SPOT Festivalen behøver  ikke  længere den  store introduktion  –  den  er  med  årene  gået  hen  og blevet en institution i den musikalske kalender.   Mange  musikere  har  fået  hul  igennem  til  det store  udland  på  SPOT,  og  mange  af  de  store udenlandske  spillere  har  også  fået  øje  på  festi‐valens potentiale.  I år er der mange navne på plakaten, der  læner sig op ad en folk‐rock‐tradition, der rækker man‐ge  år  tilbage  i  tiden, men  samtidig  også  peger fremad mod en ny lyd og et nyt potentiale.   Den  nordiske  musikscene  har  det  bedre  end nogensinde før, og det kan også ses på festivalens 

program.  Kombineret  med  mange  spændende foredrag og paneldebatter, bliver det helt sikkert en mindeværdig  festival,  hvor  endnu  flere mu‐sikere  kan  se  frem  til  nye  bekendtskaber, bookinger og måske en ny pladekontrakt.  Som  en  forsmag  på  festivalen  har  vi  samlet  en række  anbefalinger  af  vores  egne  SPOT‐favorit‐ter.    God læsning og god festival.  På redaktionens vegne,  Camilla Thomsen, red. Musik.mag 

 

Sød musik opstår mellem rockband og symfoniorkester  af Thomas Damholt Jensen, NæstvedBibliotekerne  Vi sætter det skæve musikalske samarbejde mel‐lem bandet Efterklang og RadioUnderholdnings‐Orkestret under lup.   Den  26.  september  2008  opførte  Efterklang  al‐bummet Parades  to gange  sammen med det 42 mand  store  klassiske  orkester  DR  RadioUnder‐holdningsOrkestret  i  Studie  2  i  det  endnu  ufær‐dige koncerthus i DR Byen. Anmeldelserne af kon‐certerne  var  forrygende.  I  Soundvenue  skrev Peter  Bølling‐Ladegaard  bl.a.:  ”...  i  samspil med UnderholdningsOrkestret  frembragte  Efterklang en  underskøn  blanding  af  klassisk musik og støjrock.”   Vi  satte  os  for  at  finde  ud  af, hvordan henholdsvis Efterklang og DR  RadioUnderholdningsOrkestret (RUO)  havde  oplevet  koncerterne og  ikke  mindst:  Hvad  havde  de hver  for  sig  fået  ud  af  det  skæve samarbejde?  Karl  Bjerre‐Skibsted, der er producent, projektleder  for DR  RadioUnderholdnings‐Orkes‐tret og  idémand bag  koncerterne, og Rasmus Stolberg, guitarist, bas‐sist,  manager  m.m.  i  Efterklang, var  så  venlige  at  fortælle  os  om det.   50 mennesker uden dirigent  En  af  Karl  Bjerre‐Skibsteds mange  opgaver  som projektleder  for  RUO  er  at  involvere  orkestret  i kunstnerisk  udfordrende  samarbejder med  bl.a. samtidens rytmiske musikere. Dette opdrag resul‐terede  fx  i,  at  RUO  i  2007  sammen med Under Byens  spillede  fem Under Byen‐sange  live under arrangementet ”Radiohuset Rocker”.   Idéen om et samarbejde med Efterklang var hans og skyldtes, at han havde hørt Parades og syntes, 

at det  var  et oplagt  album  for RUO  at  kaste  sig over at fremføre. Planen var at fremføre Parades fra  start  til  slut  og  give  fornemmelsen  af,  at Efterklang  sådan  set  bare  var  blevet  forstørret som band. Efterklangs musik passer godt til RUO:   ”Efterklangs  musik  er  en  symfonisk,  organisk størrelse,  hvor  der  er  plads  til  det  helt  store episke  udtræk,  store  dramatiske  klange,  men også  sådan helt  små,  kammermusikalske besæt‐ninger som spiller meget intimt.”  Og han oplevede noget, han aldrig havde set før. Nemlig at et orkester uden dirigent spillede sam‐men med  et  rockband,  hvor  der  tilsyneladende ikke var nogen, der bestemte hvem, der spillede hvad, hvornår, men at det var et stort kollektiv på 50 mennesker, der spillede sammen. 

 Præcis 4½ time i ”øveren”  Prøverne foregik fra mandag til fredag, hvor kon‐certerne fandt sted, og  i starten af prøverne  ind‐studerede dirigent Morten Ryler med musikerne, men han fjernede sig langsomt mere og mere, og til  sidst  spillede  musikerne  selv.  De  klassiske musikere har jo normalt en dirigent, og er ikke så vant til at tage det kunstneriske ansvar.   

3

4

”Det var derfor vigtigt, at de blev involveret tidligt i  processen.  Ikke  mindst  også  for  Efterklangs skyld.  De  har  jo  ikke  arbejdet  med  et  klassisk orkester  før,  og  det  er  jo  lidt  af  en  størrelse  at komme ind i, hvor man fx kun har præcis 4½ time at prøve i hver dag, og man skal holde pause efter præcis  1½  time.  De  kommer  jo  ind  til  et  fuld‐stændig  trimmet apparat,  som bare  fungerer,  så hvis de kan deres ting, og det kan de, så smelter det  hele  sammen  før  eller  siden,”  fortæller  Karl Bjerre‐Skibsted.   ”Særligt kan det være svært for et rockband kun at øve præcis 4½ time om dagen, som RUO typisk kun gør, fordi det er så anstrengende, at være så meget på lige på de rigtige tidspunkter af hensyn til  de  andre musikere  og  helheden. Men  det  er også svært, i hvert fald i starten, at høre sig selv i sådan et stort orkester.”   Årets højdepunkt eller drøm om pension?  Ifølge  Rasmus  Stolberg  var  Efterklang  beærede over  tilbuddet  fra  RUO  og  indvilligede med  det samme. Han  var  selv  for  et  års  tid  siden  gået  i gang  med  at  planlægge  en  live‐opførelse  af albummet med  et  klassisk  orkester, man  havde 

pga.  økonomi  osv. skrinlagt idéen igen, så henvendelsen  fra RUO var  helt  fantastisk,  og det var en drengedrøm som rockband at få lov til at spille med et stort klassisk orkester.   Efterklang  var  meget lettede  efter koncerterne  og  har også  med  tilfredshed hørt  optagelserne  af koncerterne.  Efter‐klang er v nt  il at øve længere  tid  end  den lille uge RUO og Efter‐klang  brugte,  så  de kunne godt have brugt i  hvert  fald  en  øvedag 

mere. Rasmus Stolberg oplevede  i det hele taget en  stor effektivitet og disciplin hos det  klassiske orkester, og det  var  en  stor  fordel  arbejdsmæs‐sigt, men:  

a t  

 ”De  klassiske  musikere  er  meget  håndværker‐agtige: De følger deres systemer, og bruger deres tid meget  fornuftigt, men man  kan  som  rytmisk musiker nogle gange blive i tvivl, om de i egentlig gerne vil det dér – om de har det sjovt. Så det tog lidt  tid at  indse, at orkestret sådan set var glade for  projektet. Dog  skal man  ikke  tage  fejl  af,  at mens nogle syntes, det var årets højdepunkt, sid‐der andre  i orkestret bare og  ser  frem  til, at de skal spille Mozart eller på pension.”   Efterklang var dog  ikke på noget tidspunkt  i tvivl om, at det var et holdbart projekt.   Med spidse hatte og ansigtsmaling  Scenografien  til  koncerterne  stod  Efterklangs ”huskunstnere”  Hvass&Hannibal  for,  og  til  kon‐certerne i DR Byen var de klassiske musikere iført små  spidse  hatte,  sort  tøj  og  diskret  ansigts‐maling,  der  fx  kunne  forestille  rituelle  tegn.  På 

5

scenen stod nogle store grottelignende trekanter, og  snore  samlet  i  kugler  hang  ned  fra  loftet. ”Efterklangerne” var  iført spraglede veste og be‐vægede  sig nærmest myldrende  rundt og  indtog forskellige  roller.  Karl  Bjerre‐Skibsted  beskriver det således:   ”Det var abstraktionen af, at man var  i en grotte eller på en øde ø, og de her musikere var strandet der  af  uforklarlige  årsager,  og  at  de  på  en  eller anden måde tilhørte den samme flok, der  lavede en  rituel handling –  spillede den her musik. Det giver meget, når man føler, der er tænkt over et koncept,  som både musikalsk og  visuelt hænger sammen. Så  tror  jeg også, at man  instinktivt kan gå  endnu  mere  ind  i  den  følelse,  opnå  større forståelse og nyde den endnu mere.”   Hvass&Hannibal præsenterede  i  løbet af den  lille uge de forskellige idéer for de klassiske musikere, der  jo  ikke  normalt  klæder  sig  ud  og  ”spiller roller.” Der  var  en  vis  spænding  hos  Efterklang, om  de  enkelte musikere  i  RUO  ville  gå med  på idéerne.  Det  endte  dog  lykkeligvis med,  at  alle havde hatte på, og de  fleste også  var malet, og det var for Rasmus Stolberg et tydeligt tegn på, at de havde  accepteret  Efterklang, og  at de  syntes 

det  var  et  sjovt  projekt.  Han  oplevede  under koncerterne en høj grad af samhørighed med det store  orkester,  og  efter  koncerterne  den  gode, ekstatiske  stemning,  der  opstår  efter  en  vel‐overstået koncert.   Kulmination  Har Efterklang fået noget ud af drengedrømmen, som de kan bruge  fremover? Efterklang er auto‐didakte  musikere  og  arbejder,  ifølge  Rasmus Stolberg, efter ”trial by error”‐metoden. De star‐ter med  en  grundmelodi  og  prøver  sig  så  frem med  forskellige  instrumenter,  stemmer  osv., indtil  der  er  en  færdig  sang.  Derfor  lærte  de meget om, hvordan man skriver til klassiske musi‐kere,  og  hvad  man  bruger  de  enkelte  instru‐menter og sektioner i et stort orkester til.   De er måske blevet mere disciplinerede og har  i hvert fald lært noget om at være forberedt før et samarbejde  med  andre  musikere.  Komponisten Karsten  Fundal  lavede  arrangementerne  for  de uskolede musikere i Efterklang, der fx oplevede at få gode  idéer,  som  simpelthen  kom  for  sent, da noderne allerede var udskrevet og lå i musikernes dueslag. Nu kunne man så godt tro, at Efterklangs 

næste  album  bliver  et stort,  klassisk  værk,  men sådan  bliver  det  ifølge Rasmus Stolberg nok ikke:   ”Parades‐koncerterne  var en kulmination på noget, vi har  stræbt  efter  de  sidste ca.  4  år,  altså  at  lave  den store symfoniske musik, og nu føler vi, at vi har prøvet alt  med  det,  så  nu  vil  vi søge den anden vej...”         

RUOs to spor  Ifølge  Karl  Bjerre‐Skibsted  er  det  ikke  svært  for orkestret at  lægge sig henover  traditionelle pop‐ og rocksange, men det er sværere at  lave noget, hvor man  bagefter  siger,  den  her musik  kunne ikke have været dér, hvis orkestret  ikke var med. Det kræver nogle gode, spændende komponister eller bands. Han vil dog ikke gå så langt som til at sige,  at  det  ene  af  orkestrets  musikalske  spor bare  er  et  musikalsk  uinteressant,  kommercielt spor, mens det andet er det musikalsk udviklende og  interessante. Det er mere nuanceret end som så:  ”Når  vi  laver  juleshows  og  bootleg  beatles  og Matador  og  Ledreborg,  så  er  det  nogle  store, brede  folkelige  begivenheder,  hvor  der  ikke  er nogen tvivl om, at det musikalske udtryk er orkes‐trets  sammen  med  en  stjerne,  som  orkestret ”ligger sig omkring”. Man bliver inviteret ind af et orkester, og det  er  lyden  af orkestret, der  kom‐mer ud  i de små hjem. Men det er rigtigt nok, at den eksperimenterende del,  som koncerter med Efterklang,  der  stiller  vi  nok  større  krav  til orkestrets  medvirken,  og  hvad  de  skal  kunne. Men det er stadig to sider af samme mønt, for vi er  her  for  at  få  nogle  unikke  musikalske  ople‐velser ud til danskerne, som de ikke kan få andre steder. Men  der  er  tale  om  to musikalske mis‐sioner.  Den  ene  handler  om  at  få  et  eksperi‐menterende rock/elektronisk udtryk til at smelte sammen  eller  blive  fortolket  i  en  orkestral  ver‐den. Det andet er mere: du har en god sang og en dygtig  sanger og  så  laver du nogle  arrangemen‐ter, som understøtter det.”   At lyde som et rockband  Hvilke eksperimenter har Karl Bjerre‐Skibsted  så planer om at kaste RUO ud i fremover?   ”En  ambition  kunne  være  at  komme  til  at  lyde som et rockband på et tidspunkt. Det kunne være sjovt  at  arbejde  med  orkestrets  lyd,  så  man begynder at arbejde med pedaler på scenen med distortet  udtryk med  store  skæve  rumklange  og 

filtre,  der  kører  frem  og  tilbage  på  instrumen‐terne. For at se hvad der sker, hvis man får sådan en organisk, dynamisk  størrelse  som et orkester til  at  spille med  effekter,  som  normalt  bare  er rockmusikkens. Det kan ske, at det vil  lyde mær‐keligt,  men  jeg  har  en  fornemmelse  af,  at  det med  de  rigtige  komponister  kunne  lyde  rigtigt fedt.  Trentemøllers  musik  kunne  man  sagtens udsætte  for orkester, hvis man havde de  rigtige effekter at spille med på.”   Men det  er  for  Skibsted  afgørende,  at RUO  skal kunne tilføre noget, der  ikke bare  i stedet kunne være lavet elektronisk.   Glæd jer!  Karl Bjerre‐Skibsted og DR RadioUnderholdnings‐Orkestret  har  lagt  følere  ud  til  fremtidige  sam‐arbejder med forskellige rytmiske musikere, men der  er  ikke  noget  konkret  endnu,  som  han  kan eller vil løfte sløret for. Men der er vist ingen tvivl om, at vi godt kan glæde os –  sikkert også  til at høre Efterklangs nye udtryk.   Performing Parades blev udgivet på DVD  i 2009, og kan lånes på dit lokale bibliotek.   www.efterklang.net www.myspace.com/efterklang www.dr.dk/ruo  Alle fotos: Agnete Schlichtkrull (DR)  Artiklen er oprindelig trykt i Musik.mag med fokus på skæve partnerskaber, vinter 2008/2009.

6

Folkemusikken og tidsånden på SPOT  Af Martin Blom Hansen, RootsZone.dk  Folk og  roots  gør  sig  stærkt  gældende på årets SPOT Festival, hvor nye bands gør en dyd ud af at nyfortolke folkemusikken.  Så har man  set det med. Traditionelle bluesmen på  SPOT  Festivalen.  Når  de  to  ferme  bluesfor‐tolkere  og  traditionalister  Tim  Lothar  og  Peter Nande er med i programmet blandt hundrede so‐lister og bands, er det naturligvis  ikke udtryk for, at SPOT Festivalen har sagt  farvel  til al moderne isenkram på  scenerne og  som en  fortabt  søn er vendt  hjem  for  at  besynge  den  akustiske  blues som den sande og eneste tro.   Men  folke‐ og  rootsmusikken  fylder  faktisk  gan‐ske  pænt  i  årets  program.  SPOT  Festivalen  har blandt 900 ansøgere oplevet en markant stigning i  solister  og  bands,  der  på  den  ene  eller  anden måde trækker på traditionen.   Antallet  af  electronica‐bands  er  faldet,  og  SPOT gør en del ud  af  at beskrive, hvordan  tidsånden og søgningen mod nye udtryksmuligheder afspej‐ler sig på årets festival.   Genfødsel af folk  Engelske Tim Hole, der er direktør  for Audio Au‐thority Management og sidder i SPOT Festivalens lytteudvalg,  taler  ligefrem  om  en  genfødsel  af folk‐musikken.   ”Genkomsten  af  folk‐musikken  er  et  fantastisk modspil til al den ’stil‐over‐substans’ musik, vi har oplevet  den  seneste  tid.  Det  er  et  gensyn med godt  musikerhåndværk  og  god  sangskrivning, hvilket  ikke er en dårlig ting,” siger Tim Hole  i en artikel på spotfestival.dk   Nye retninger for gammel genre  Mange  vil  sikkert  nikke  genkendende  til  navne som Habadekuk, Hal & Nikolaj, Dánjal og Tobias 

Stenkjær. Og givetvis også  til Catbird, med Billie Koppel og Frank Lundstrøm, den svenske folkduo First  Aid  Kit,  der  består  af  søstrene  Johanna  og Klara  Söderberg,  og  den  norske  sangskriver  Pål Moddi Knutsen.   Det  danske  band  The  Rumour  Said  Fire  har  på rekordtid  vundet  hjerter  og  publikum  især med hittet ”The Balcony”. De modtog tidligere i år P3's Talentpris og har formået at ryge til tops med en blanding af 60'er‐poplyd a  la Simon & Garfunkel, et enkelt og akustisk præget  lydbillede og  stærk påvirkning af den newfolk‐bølge, der i flere år har været  i  gang  i  Storbritannien  med  navne  som Laura  Marling,  Johnny  Flynn  og  Noah  and  The Whale i front.    Andre  danske  navne med  tydelig  inspiration  fra roots‐genrene er country‐fortolkerne Cody og de Byrds‐ og Fleet Foxes‐inspirede Let Me Play Your Guitar.   Også Esther Marie & The Song Horse er et  inte‐ressant  bekendtskab  med  countryinspirationen inden for rækkevidde.   Simona  Abdallah  har  palæstinensiske  rødder  og hører  til  i den mere klassiske verdensmusikafde‐ling.  Hun  er  en  af  de  få  kvinder,  der  spiller det arabiske percussioninstrument darbuka.   Balkanbølgen bliver også  tilgodeset, nemlig med Bjonko & Copenhagen ChalGija.   Sangskrivere på lejr  Ligesom  de  foregående  fem  år  kører  projektet ”Nordic  CoWriters”.  I  år  er  det  med  12  sang‐skrivere fra Skandinavien og USA. I fire dage op til SPOT arbejder hele holdet med sangskrivning på Engelsholm Højskole, og  i  år bliver en  stribe  so‐lide sangskrivere fra Austin, Texas, fløjet ind for at arbejde med de nordiske kolleger. Det drejer sig ikke  mindst  om  Troy  Campbell,  leder  af  sang‐skriverprojektet House of Songs  i Austin, hvor en lang  række  danske  sangskrivere  siden  efteråret 2009 har været på intensiv co‐writing ophold.  

7

Akustisk blues‐superduo  Af Peter Widmer, Musikbibliotek.dk  Både mundharpespilleren,  sangeren og  sangskri‐veren  Peter  Nande  og  guitaristen,  sangeren, trommeslageren  og  komponisten  Tim  Lothar  er veletablerede navne på den danske blues‐scene. Både Tim Lothar og Peter Nande har fået Copen‐hagen  Blues  Festival‐prisen  ”Årets Danske  Blues Navn.” Peter Nande  i 2007 og Tim Lothar  i 2008, og nu har de to garvede blues‐folk, slået pjalterne sammen i projektet Tim Lothar & Peter Nande.  De to herrer er ude med et akustisk country‐blues fællesudspil, Two for the road, der er forbilledligt produceret  af  den  amerikanske  mundharpe‐legende  James Harman.  Lyden  er  lys,  varm,  klar og en fornøjelse at få i øregangene.  Cd’en  består  af  tolv  numre,  hvoraf  de  syv  er skrevet  af  Tim  Lothar  og  Peter  Nande,  to  er skrevet  af  samme  herrer  samt  James  Harman. Desuden høres en fornem version af Tampa Reds ”Can’t Get That Stuff No More,” hvor både Lothar og  Nande  oplader  deres  stemmer,  en  potent udgave af Al Simmons‐nummeret ”Ain’t Too Old” 

og  en  næsten  lyrisk  udgave  af  den  traditionelle ”Poor Boy.”  Tim Lothar, alias Lonesome Tim, høres på vokal, guitar,  fodstamp,  trommer  og  percussion, mens Peter  Nande,  alias  Big  Boy  Pete,  synger,  spiller mundharpe, vaskebalje‐bas og også stamper fyn‐digt  i  gulvet  fra  tid  til  anden.  James  Harman bidrager  med  vokal  på  tre  skæringer.  Peter Nande  Band‐guitaristen  Ronni  Busack  Boysen medvirker på den ”Not Fade Away”‐agtige ”Done Left You.”  Desuden høres bassisten Magnus Lanshammar på nummeret  ”Confessions.”  Samme  nummer  er  i øvrigt  en  ombearbejdning  af  Peter  Nande‐skæ‐ringen ”Confessions of a Workaholic,” der oprin‐deligt så dagens  lys på Peter Nande Band‐album‐met Big Boy Boogie – California sessions Vol. I.  Peter  Nande  synger  ”Rough  Ride”  solo,  sparker fine mundharpetoner ind og akkompagneres med fint  percussion‐arbejde  af  Tim  Lothar,  mens sidstnævntes fine vokal blandt andet er i centrum i ”Slow Train,” og James Harmans garvede røst er i fokus i ”You Got to Choose.”  

Alt  vokalarbejde  er  upåklageligt,  og  det samme gælder de ofte finurlige instrumen‐tale udladninger, om det så er Tim Lothars forrygende  guitarspil,  Peter  Nandes  kom‐petente mundharpe‐arbejde,  eller  percus‐sion‐udladningerne. Alt sidder lige i skabet, og hele albummet emmer af autenticitet.  Der  er  ikke  én  eneste  skæring, man  ikke har lyst til at høre igen og igen. Two for the Road  er  et  forrygende  fornemt  udspil  fra Danmarks  fremmeste  akustiske  blues‐superduo.    www.myspace.com/lotharnande 

8

5 spørgsmål til 5 favoritter   Af Camilla Thomsen, red. Musikbibliotek.dk  For  andet  år  i  træk  stiller Musikbibliotek.dk  ”5 spørgsmål til 5 favoritter.” De fem SPOT‐aktuelle bands  får  stillet  de  samme  fem  gode  spørgsmål om deres forhold til SPOT Festivalen, og hvordan man som musiker egentlig forholder sig til denne omskiftelige  branche.  Læs  på  de  følgende  sider de meget forskellige svar fra de meget forskellige bands, og bliv klogere på, hvad der bliver forven‐tet  af  denne  unikke  festival  set  fra musikernes synspunkt.  De fem bands er:  

Let Me Play Your Guitar 

 Murder 

          Plök  

                       Wrong Side of Vegas     

Chimes & Bells 

9

5 spørgsmål til 5 favoritter:  Let Me Play Your Guitar  Let Me Play Your Guitar er med til at sparke  liv  i den  spirende  newfolk‐bølge  der  skyller  ind  over landet. Tankerne ledes hen på Fleet Foxes med de melankolske  melodier  og  fine  vokalharmonier, men LMPYG er helt deres egne. De  leverer dansk folk‐pop af allerbedste skuffe anno 2010.   Hvad betyder det for jer at få  lov til at optræde på SPOT Festival?  SPOT er en unik chance for at blive hørt og set af et hav  af  såvel danske  som  internationale bran‐chefolk,  så  det  betyder  selvfølgelig  utroligt me‐get. Det at SPOT er en  festival, gør det muligt at følge  op  på  det  publikum,  man  har  spillet  for. Udover det brancherelaterede er det selvfølgelig fantastisk  at  kunne  præsentere  sin musik  for  et bredt dansk publikum.    Hvad synes I gør dansk musik unik på den inter‐nationale musikscene?  Det  er  svært  at  sige,  om  den  danske musik  er mere unik end så meget andet, men det at et lille land kan producere så meget god musik og tilmed få det ud over grænsen er vel unikt. Personligt ser vi det  som positivt,  at den danske undergrund  i 

højere grad kommer ud over grænserne og at der i kraft af mange små labels etc. bliver sat fokus på den mere alternative scene.      I  forhold  til  for  få  år  siden  er  det  blevet  nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede  pladeselskaber  og  pressen  via  bru‐gerfællesskaber på  internettet  som  fx MySpace og Twitter. Hvordan bruger I disse muligheder?  Det er klart, at det er meget nemmere at  få  sin musik ud  til  flere  lyttere. Det er  let at kommuni‐kere  og  promovere  sig  selv  over  Facebook, My‐Space  osv.  Vi  bruger  dem  flittigt  til  at  kommu‐nikere med vores lyttere/fans fx via vores fanside på Facebook. En side som bandcamp.com bruger vi også til at kunne sælge vores musik.    Hvad er målet med jeres musikalske karriere?  Målet  er  at  blive  Danmarks  fedeste  alternative folkband  :) At blive ved med at skrive god musik og få en masse fede oplevelser.  Nævn 3 album som har haft betydning for  jeres karriere.  Grizzly Bear: Yellow House  Fleet Foxes: Fleet Foxes The Clientele: Suburban Light  

     www.myspace.com/ letmeplayyourguitar  

10

5 spørgsmål til 5 favoritter:  Murder 

 Jacob  Bellens  optræder  hele  to  gange  på  årets SPOT Festival – både med  sit artrock‐band  I Got You  On  Tape  og  det  mere  folkede  projekt, Murder.  Sidstnævnte  udspringer  af  singer/song‐writer‐traditionen  og med  Bellens’  sprøde  stem‐me er de et vidunderligt bekendtskab.   Hvad betyder det for dig at få lov til at optræde på SPOT Festival?  Jeg har efterhånden spillet på SPOT festivalen en del  gange,  og  jeg  ser  altid  frem  til  at  vende  til‐bage. For mig er det blandt andet en chance  for at  få  snakket med  de  kollegaer, man  nu  støder ind  i  derovre,  og  derudover  selvfølgelig  at  høre nogle koncerter, man ellers  ikke ville få hørt. Det er  efter  min  mening  en  af  de  bedste  såkaldte ”branchefestivaler”  i Europa, alene pga. af stem‐ningen  blandt  publikum  i  forhold  til  lignende arrangementer andre steder i verden. På den må‐de minder det  faktisk mere om en  ”almindelig'” 

festival, da man ofte  som  artist har  fornemmel‐sen af, at  folk er kommet  for at høre musikken, og at det ikke kun er branchefolk, der befinder sig blandt de tilhørende.   Hvad  synes  du  gør  dansk  musik  unik  på  den internationale musikscene?  Vi har efterhånden rigtig mange virkelig gode acts herhjemme,  og  jeg  synes  både  mainstream‐scenen og undergrunden herhjemme  har meget at være stolte af. Om vi er unikke som en samlet masse, vil  jeg mene er mere tvivlsomt. Der er en masse  ting,  der  stikker  ud,  men  jeg  tror  ikke nødvendigvis,  der  er  en  decideret  samlet  dansk lyd. Hvis der er, har  jeg  i al  fald  ikke  fået ørerne op for den endnu.  I  forhold  til  for  få  år  siden  er  det  blevet  nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede  pladeselskaber  og  pressen  via  bru‐gerfællesskaber på  internettet  som  fx MySpace og  Twitter. Hvordan bruger du disse mulighed‐er?  Det  er  egentligt  ikke  noget  jeg  tænker  så sindssvagt meget  over,.  Vi  har MySpace‐profiler både med Murder og  IGYOT  (I Got You On Tape, Jacob  Bellens’  andet  projekt,  red.)  og  bruger generelt  internettet  til  en masse  forskellige  ting med  begge  bands,  men  jeg  er  nu  ikke  nød‐vendigvis sikker på, at det gør  tingene nemmere for os som musikere at nå ud til vores publikum. Efter min mening vil det altid i sidste ende handle om,  hvorvidt  det man  præsterer  i  studiet  og  til koncerter er noget  folk kan bruge  til noget eller ej. Der er masser af eksempler på bands, der er mere  aktive  på  PR‐siden,  end  der  egentlig  er belæg for i kvaliteten af deres musik, og omvendt ligeså  mange  bands,  der  ikke  ofrer  særskilt mange kræfter på at nå ud over øvelokalet, men alligevel bliver hørt på grund af, at det de laver er godt.  Jeg  tror nok  i  sidste  ende på,  at  så  længe musikken er god, vil den altid finde sit publikum.    

11

 Hvad er målet med din musikalske karriere?  Det  har  for mig  altid  drejet  sig mest  om  forhå‐bentligt, at kunne kigge  tilbage på et godt  liv og et samlet værk, jeg kan være stolt af at efterlade mig, når jeg bliver gammel. At føle at jeg har fået sagt  det  jeg  ville  sige,  samtidigt med  at  jeg  har haft det sjovt  i processen og  lavet noget jeg kun‐ne stå inde for. Dybest set er målet vel, kortsigtet såvel  som  langsigtet, at  lave god musik  jeg  føler har noget på hjerte. ”Man er kun så god som sit sidste album,” er der vist engang en vis musiker, der  har  sagt.  Målet  er  kort  fortalt,  at  jeg  skal kunne leve op til mine egne standarder.  Nævn  3  album  som  har  haft  betydning  for  din karriere.  Elvis Presley: Gold Records Volume 1 (1957) De La Soul: De La Soul Is Dead (1991) The Flaming Lips: The Soft Bulletin (1998)   http://www.myspace.com/murderdk 

12

5 spørgsmål til 5 favoritter:  Plök  

 De  fynske  mathrockere  albumdebuterede  tid‐ligere  i år med den kryptisk betitlede Sing Us YR Guillotine Gospel. Med en forkærlighed for asym‐metriske  beats  og  stærk  synth  er  de  absolut  et navn, der skal opleves.  Mikkel  A.  Hansen,  Peter  Jørgensen,  Troels Schmidt  Thinesen  og  Andreas  Lenander Ægidius svarede på spørgsmålene.  Hvad betyder det for jer at få  lov til at optræde på SPOT Festival?  Brancheeksponering, networking og good  times! Det er en  fest med  rare mennesker,  kolleger og nysgerrige branchefolk på samme tid.   Hvad synes I gør dansk musik unik på den inter‐nationale musikscene?  Vi synes ikke, der er noget, der får dansk musik til at fremstå unikt, men det skiller sig ud fra mæng‐den ved at være dansk. Danske kunstnere på den internationale  scene  udmærker  sig  ved  at  være fokuserede,  disciplinerede  og  markedsbevidste. Danske bands ved, at det  internationale marked er det afgørende. Alt sammen positivt ment.     

I  forhold  til  for  få  år  siden  er  det  blevet  nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede  pladeselskaber  og  pressen  via  bru‐gerfællesskaber på  internettet  som  fx MySpace og Twitter. Hvordan bruger  I disse muligheder?  Vi har sat fulde sejl på den digitale selvlancerende front. Vi bruger  sociale medier og digitale distri‐butører, så vi og vores materiale er nemt tilgæn‐geligt online, udenom for mange mellemled.  Hvad er målet med jeres musikalske karriere?  Målet  for  vores musikalske  karriere  er  at  kunne leve af en konstant udforskning og udfordring af musikken.   Nævn 3 album som har haft betydning for  jeres karriere.  Smashing Pumpkins: Mellon Collie and the Infinite Sadness  The Mars Volta: De‐loused in the Comatorium Battles: Mirrored    http://www.myspace.com/plk 

13

5 spørgsmål til 5 favoritter:  Wrong Side of Vegas  Wrong Side of Vegas er old‐school rock’n’roll med blæs  i skørterne og det dér  je nais sais quoi, der gør et guitar‐bas‐og‐trommer‐band til noget spe‐cielt. I dem lever 70’ernes psych‐rock videre i bed‐ste velgående.   Hvad betyder det for jer at få  lov til at optræde på SPOT Festival?  Det betyder uendelig meget for os at optræde på SPOT  Festival.  Det  er  noget,  vi  har  drømt  om, siden vi skrev de første par sange og vidste, at vi skulle  ud  og  spille  live.  SPOT  er  jo  den  eneste reelle branchefestival  i Danmark, og der kommer en masse vigtige mennesker,  som det ellers kan være svært at  lokke ud på spillestederne. Så det betyder meget at man kan ramme dem på deres egen hjemmebane.  SPOT bliver hypet i en sådan grad, at det næsten bliver uopnåeligt. Vi har  efterhånden  søgt nogle gange,  og  det  er  fedt,  at  SPOT  endelig  ”tager chancen.”  Hvad synes I gør dansk musik unik på den inter‐nationale musikscene?  Dansk musik har en meget høj  standard, og det tror  jeg  folk  kan  mærke  og  høre,  når  danske bands bevæger sig ud over grænserne.  I og med at  Danmark  er  et  lille  land med mange  bands, lærer man,  eller  det  har  vi  i  hvert  fald  lært,  at man giver sig 100 pct. hver gang.            

  

I  forhold  til  for  få  år  siden  er  det  blevet  nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede  pladeselskaber  og  pressen  via  bru‐gerfællesskaber på  internettet  som  fx MySpace og Twitter. Hvordan bruger I disse muligheder?  Vi er  i bandet meget aktive på bl.a. Facebook og Myspace,  og  bruger  platformen  til  at  kommu‐nikere  direkte  med  vores  fans.  Det  er  fedt,  at afstanden fra band til publikum bliver kortere og kortere.  Samtidig  er det  en  kæmpe  udfordring  i den  forstand, at der er så mange om buddet, og det  er  så  nemt  at  få  sin musik  ud  til  en masse mennesker. Så man er tvunget til at tænke  inno‐vativt og kreativt for at skille sig ud fra mængden.   

14

Hvad er målet med jeres musikalske karriere?  Vores umiddelbare mål i bandet er at indspille et album over sommeren, og derefter skal vi turnere bl.a.  i Tyskland. Så man kan  sige, at målet er en masse fede oplevelser.   Nævn 3 album som har haft betydning for  jeres karriere.  Nedenstående 3 albums er afgørende for WSOV. Både hvordan vi skriver, spiller og tænker musik.  Led Zeppelin: Led Zeppelin IV Kæmpe  klassiker  som  gør  rock  sexet! Mange  af de fede riffs vi spiller er skrevet med den plade  i baghovedet.                                

The Datsuns: The Datsuns Åbnede  vores  øjne  for  den  70’er  inspirerede energiske  rock.  Første  gang  jeg  hørte  ”MF  from hell” blev jeg bogstavelig talt blæst væk.   Black Rebel Motorcycle Club: B.R.M.C. Lagde  standarden  for  den  lidt  eftertænksomme og dystre rock. En voldsom dybde og en  ligefrem instrumentering som kræver mod og attitude.    http://www.myspace.com/wrongsideofvegas   Foto: Peer Elmelund‐Præstekær 

15

5 spørgsmål til 5 favoritter:  Chimes & Bells  Den klassisk uddannede cellist Cæcilie Trier har  i efterhånden  nogle  år  udgjort  en  del  af  kernen  i den  nye  københavnske  musikscene,  og  har  op‐trådt  i  bands  som  Choir  of  Young  Believers,  Le Fiasko og  Jong Pang. Chimes & Bells  er Cæcilies eget projekt, og musikken er smuk og eftertænk‐som. Præcis som hendes svar på vores spørgsmål.  Hvad betyder det for dig at få lov til at optræde på SPOT Festival?  Jeg  har  tidligere  haft  rigtig  gode  oplevelser  på SPOT,  både  som  publikum  og  som  optrædende. Man kan  lave god  lyd  inde  i Musikhuset, og pub‐likum  virker  generelt meget opmærksomme. Og så er det en hånd til vækstlaget, at SPOT betaler deres musikere tariffer – hvilket er lidt af en sjæl‐denhed  –  og man  får  opmærksomhed  omkring sin musik i en eller anden grad, det kan jeg da kun bifalde!  Jeg skal  ikke kunne sige, om det  lykkes bands at breake  via  SPOT,  få  en  pladekontrakt  eller  blive venner med nogle vigtige tastemakers. Det er jeg ikke stødt ind i.  Jeg  har  ikke  lige  den  der  ”branche‐stemning” omkring  SPOT,  men  jeg  ved,  at  min  manager Christian  har  rigtig  mange  interessante  møder hvert  år  til  SPOT,  så  jeg  tror, branchefolkene  er der og har ild i en masse.   Hvad  synes  du  gør  dansk  musik  unik  på  den internationale musikscene?  Jeg  synes,  der  er  VIRKELIG mange  gode  danske bands pt. Det er  som om  scenen  står  i  fuldt  flor nu, og det er  smukt! Musikbranchen har det ad helvede til, men musikken har det strålende!   En egentlig dansk  tendens blandt de bands  som gør sig godt udenlandsk, ved  jeg  ikke om  jeg kan se.  Folk er generelt bare virkelig dygtige, opfind‐somme  og  rummelige. Min  oplevelse  er,  at  der 

bliver flere og flere bands – og der er stadig mere plads til alt, hvad der er og kommer.  Folk betrag‐ter  ikke hinanden som konkurrenter, og det ska‐ber en positiv energi, som gør at vi  faktisk  løfter hinanden.   Mit  indtryk  er  desuden,  at  bundniveauet  er  ret højt  i  Danmark.  I  forhold  til  fx  USA  hvor  bund‐niveauet er lavere (men toppen ligeledes er langt højere).  Det  siger  vores  amerikanske  pladesel‐skab i hvert fald – det med at danske bands gene‐relt er dygtigere musikere.  I  forhold  til  for  få  år  siden  er  det  blevet  nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede  pladeselskaber  og  pressen  via  bru‐gerfællesskaber på  internettet  som  fx MySpace og  Twitter.  Hvordan  bruger  du  disse  mulig‐heder?  Jeg  bruger MySpace  engang  imellem  til  at  høre nogle seje bands musik, og så måske tjekke hvad for noget musik deres  venner  laver  – det  er  vel det samme alle andre gør.   Eller også er det bare  for vores band, der  ingen‐ting  sker  på MySpace,  det  er  nok  alligevel  lidt mere sandsynligt, hehe.   Vi  skriver  næsten  aldrig  nogen  opdateringer.  Si‐den  bruger  vi  bare  til  info  om  koncerter,  og  så kan man lytte til vores EP. Facebook, sådan en side har vi med Chimes, men her skriver vi ligeledes sjældent noget, så det må være kedeligt at være fan, men der har da været nogle  rørende  henvendelser  fra  folk,  som  har været  begejstrede  for  et  show  eller  vores  EP. Twitter er stadig en lukket bog for mig. Jeg synes det lyder ret hæsligt.   Faktisk  er  jeg måske  lidt  gammeltræt,  hvad  det angår. Jeg bliver let irriteret over alle de der dag‐ligdags opdateringer  fra bands.  Jeg kan  ikke  for‐stå,  de  gider  skrive  alle  de  ligegyldigheder,  og endnu mindre  at  de  tror,  det  er  interessant  for andre  at  høre,  at  de  nu  står  i  lufthavnen,  er  til middag i Berlin eller sidder i deres øvelokale. Hvis 

16

17

man  ikke  har  noget  at sige,  synes  jeg  venligst man skal lade være.  Der er sådan en panisk stemning over at skrive de  der  endeløse  opda‐teringer  af  hvinende ligegyldige  beskeder  – som for at bekræfte, at man  stadig  eksisterer. Men  jeg går da  ikke så‐dan  og  glemmer,  at  et band  eksisterer,  hvis jeg  ikke har hørt noget til  dem  i  et  par  uger, det må de stole på.   Tværtimod,  jeg  kan godt  lide  selv  at  skulle finde  frem  til  informa‐tioner  om  et  band,  jeg godt  kan  lide.  Det  må for min skyld gerne væ‐re  lidt  hemmeligt,  og de billeder og associati‐oner jeg får ved at tæn‐ke på et band eller lytte til  deres  musik  bliver kun mudret, hvis har bandet går med på den der stressede  tendens  til  hele  tiden  at  ville  fortælle mig, hvordan deres dag har været og poster jæv‐ne billeder af sig selv i alverdens situationer.   Man får tudet ørerne fulde af mediestrategier og vigtigheden  af  konstant  at holde  sig  synlig, men jeg  synes  bands  skal  koncentrere  sig  om  deres musik og  stole på, at publikum har hukommelse og intelligens nok til at holde fast.  For  at  vende  stemningen  til  noget  positivt  igen, synes jeg, der blandt alle disse MySpace‐ og Face‐book‐opdateringer også er en cool  tendens  til at anbefale musik, man synes om, og det synes  jeg til gengæld er rigtig spændende at høre om.  

Desuden  bliver  man mindet om shows uger og  dage  og  timer  for‐inden  det  starter,  og det  er  en  stor  hjælp, hvis man er glemsom.  Hvad  er  målet  med din  musikalske  karri‐re? 

og  fed  og APPY  i LA. 

dning  for in karriere. 

ang med klassiker‐øg‐

‐ik live, men køber ikke så mange nye plader.  

 

e Heal the world. En  lille flig af mig vil også ger‐ne  blive  rig H Nævn  3  album  som har haft betyd Jeg  er  desværre  en meget  langsom  lytter, hvis man kan kalde det sådan,  så  jeg  kan  ikke nå  at  følge  med  i  så meget –  jeg er stadig  i glerne.   

Mange af mine  venner pløjer gennem et utal af plader  hver  uge,  både  nyt  og  gammelt,  og  er meget velbevandrede i musikhistorien, og de for‐skellige scener som var og er. Jeg er desværre ik‐ke  særlig hurtig,  jeg hører de  samme gamle pla‐der,  som  jeg har  gjort  i  årevis, hører  samme  al‐bum  igen  og  igen  og  følger  ikke  så  godt med  i, hvad der kommer ud af nyt. Jeg hører meget mus       

Der  er  naturligvis  vildt  mange  plader,  som  har betydet alt for mig i perioder. Men her er tre som jeg har lyttet til siden jeg var barn:  Bob Dylan: Blood on the tracks. Jeg ved slet ikke, hvor  jeg  skal  starte  med  den  plade,  der  er  så meget godt at sige. Den er meget vigtig  for mig, og  hvis  man  endnu  ikke  kender  den  eller  ikke endnu har overgivet sig til Le Bob, må man se at komme  i  gang.  Livet  bliver  kun  bedre,  når man har Bob Dylan med sig, haha. Men det er sandt!   Da  jeg var helt  lille, var  jeg helt besat af Michael Jacksons  BAD‐album,  som  jeg  fik  foræret  på kassettebånd  af min  tante  og  onkel.  Jeg  får  det helt vildt over den plade  stadigvæk. Det var det første  album  og  kassettebånd  jeg  ejede,  og  jeg hørte det måske en million gange. Jeg havde også et sæt sengetøj med Michael Jackson – mascara, læder  og  nitter  full  on  og  i  helfigur  på  hahaha. Det var fede tider.   Jeg er stadig kæmpe  fan af ham, og  jeg kneb en tåre  sammen med  Chimes  i Heathrow  lufthavn, da  mindehøjtideligheden  blev  sendt.  En  masse mennesker havde samlet sig om et fjernsyn, og så sad  folk på  rad og havde det utrolig  intenst!  Jeg sad  ved  siden  af  nogle  flotte,  store  afroame‐rikanske kvinder, som havde gang i en slags klage‐sang. Det var helt vildt rørende.   Det er  sjovt at  så kønsløs en person kan  lave  så sexet musik. Men  sådan  er  det  jo  tit, man  kan ikke få lov at læse musikken ind i komponisterne, sådan  som man  gerne  vil.  Sådan  er  det  selvføl‐gelig  i  allerhøjeste  grad med  Bob,  han  er  aldrig der, hvor man leder efter ham.   The Doors: The Doors. Et par år efter mit Michael Jackson‐crush  fik  jeg  nogle  nye  kassettebånd  af mine  forældre  –  The  Kinks,  Jefferson  Airplane, Anne Linnet og The Doors. De er  jo alle sammen for fede, det synes jeg stadig.   Men  jeg  fremhæver  The  Doors,  fordi  jeg  det sidste  halve  år  har  flippet HELT  vildt  over  dem, det kommer med nogle års mellemrum, så synes 

jeg de er et af de sejeste bands i hele verden. De spiller  SÅ  vildt  sammen  –  lyder  af  helt  utrolig meget,  selvom de  live kun er vokal, orgel,  trom‐mer  og  guitar,  og  deres  dynamiske  udflugter  er helt  i skoven fede. Og så er  jeg helt forgabt  i Jim Morrison,  han  er  den  vildeste  sanger  og  front‐figur ever dionysos style. The Doors giver én  lyst til at give helt slip. Og så giver de også én  lyst til at drikke  sig virkelig  fuld og  tage alverdens  stof‐fer, og hærge rundt i solen.   I Choir of Young Believers ELSKER vi The Doors. Vi havde en  slags  religiøs vækkelse, nej det er  ikke for meget  sagt,  hvor  vi  sad  i  tourbussen  på  vej mod LA og  sang ”Show me  the Way  to  the next Whisky  Bar..”  og  så  tændte  vi  radioen  på  en random  kanal,  og  i  samme  øjeblik  startede  The Doors den samme sang.  Jep, det er sandt!   Jeg kan altså  ikke begrænse  til  tre – så slutteligt må  jeg nævne nogle klassiske komponister,  som er  vigtige  for  mig;  Bach  (cello  suiterne  (det  er sjovt  at  høre mange  forskellige  indspilninger  af suiterne)),  Gorecki,  Pärt,  Dvorak,  Villa‐Lobos  & Tarrega.     http://www.myspace.com/chimesandbells                 

18

19

Redaktionens anbefalinger      

Af Niels Mark, red. Musikbibliotek.dk  

  

Band Ane ”Electronica‐talentet Band Ane vil allerhelst bare spille på Skipperkroen i Marstal,” skrev Politiken i december måned, men desværre for hende (og til glæde  for os andre) gik denne drøm  ikke  i opfyl‐delse.  Den  århusianske  konservatoriestuderen‐de Ane Østergaard slår et smut  forbi Musikhuset den 22. maj, hvor hun giver koncert  sidst på ef‐termiddagen,  nærmere  betegnet  kl.  16.30. Band Ane kan blandt  andre  koncerter,  notere  to  op‐trædener på den anerkendte eksperimental‐elek‐troniske musikfestival  Norberg  samt  DRs  Public Service Festival på sit CV.  

  

    

 Critical Mass For  alle  os  der  savner  nyt  fra prog‐metal  svær‐vægterne i Dream Theater og  svenske Opeth, er der hjælp at hente, når århusianske Critical Mass træder på Studenterhusets scene fredag aften kl. 19.30. Det seks mand store orkester kombinerer melodi og tekniske talenter med et imponerende resultat,  der  først  og  fremmest  læner  sig  op  ad den symfoniske prog‐metal scene.      FM Belfast Et af de mest interessante elektroniske navne der kan opleves under SPOT  festivalen er FM Belfast fra electronica’ens skandinaviske højborg,  Island. I samme boldgade som  landsmændene  fra Múm bevæger  FM  Belfast  sig  et  sted  i  grænselandet mellem  electropop  og  eksperimenterende  elec‐tronica.  Trioen  kan  opleves  på  årets  Roskilde Festival, men  for de utålmodige  er der hjælp  at hente, når bandet gæster Voxhall lørdag aften kl. 21.45 under SPOT Festival.